DEN HONNETTE AMBITION - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

DEN HONNETTE AMBITION
Comoedie udi tre Acter

400

✂

Personerne i Comoedien

JERONIMUS
den Rang-syge
MAGDELONE
hans Hustrue
LEONORE
hans Datter
LEANDER
Leonoræ Forlovede
ARV
Gaards-Karl
PERNILLE
Piigen
HENRICH
Tiener

401

✂

Den honnette Ambition
Indledning

✂ Skuespillet blev trykt 1731, som Afslutning paa Den danske Skueplads' fem Bind. Det blev først opført 1747. I Epistel 506a giver Holberg Stykket en Undertitel: »Den Rangsyge, som veed at sætte Farve paa [dvs. besmykke] sin Ærgierrighed«. I Stykkets Begyndelse, 1. Akt 3. Scene, hvor Jeronimus vil forklare sin Kone, hvorfor han søger at blive Rangsperson, siger han, at man maa gøre Forskel mellem Rangsyge og en honnet Ambition; men da han er kureret for sin Raptus, slutter han Komedien med at ønske, at alle urimelige Rangsyge kunde renses ligesom han for deres honnette Ambition. Disse Nuancer i Sprogbrugen fik Holberg Brug for, da han lod sig baronisere. Situationen var ganske pikant. Den honnette Ambition havde Premiere paa det interimistiske Teater i Bergs Hus i Læderstræde den 12. Juli 1747 og vandt stort Bifald. Den 6. Marts samme Aar var udstedt et Erektionspatent, hvorved Kongen »antager og ophøyer . . . Ludvig Holberg iblant vores Lehn-Fri-Herrers Tall«; ved samme Dokument faar Holbergs Gods Navn af Baroniet Holberg; det skal være Holbergs Len til hans Død og derefter tilfalde Sorø Akademi, men stadig beholde det Navn af Fri-Herskabet Holberg. Holberg fik samtidig bevilget sit friherrelige Vaaben, et Bjerg med Hul i. Holbergs Ambition er tydelig nok i første Række at vinde en anden Udødelighed end den litterære: hans Navn indgik, hvad der var usædvanligt, i Betegnelsen for det adelige Gods. Der var desuden knyttet en Skattelettelse paa 300 Rigsdaler aarligt til Baroniets Oprettelse. Derved kunde Kapitalen forøges. 402 Det bør tilføjes, at Holberg i levende Live, nemlig fra I.Maj 1751, overlod Indkomsterne af Baroniets Gods til Akademiet.

✂ I Epistel 176, der øjensynlig er blandt de seneste af Epistlernes to første Bind, som udkom i Februar 1748, skriver Holberg roligt og værdigt: »Jeg haaber .. ., at enhver kand see, at den Erection, som er skeed af mit Jorde-Gods til Fri-Herskab er skeed alleene til Publici Nytte, og for at have et Monument efter min Død, saa det her maa heede, som en gammel Philosophus sagde: Sero arbores qvæ aliis prosint, det er: Jeg planter Træer, som andre skulle nyde Frugt af«. Holberg skelner derfor mellem sin egen Værdighed, som er »et Embede, hvorudi er en Realitet«, altsaa baade Midler og Formaal, og den som begæres af andre, der vil »kaldes det, som de hverken ere eller agte at blive: De søge hver siette eller syvende Aar at beklædes med nye Titler«. Allerede 1728, i et Indskud i Natur- og Folkeretten, havde han skelnet mellem to Slags Rangspersoner; se Bind I, S. 336. - Uden Tvivl har Holberg følt Glæde ved sin Barontitel, bl. a. i hans Forhold til Udlandet. Paa sine danske Skrifter satte han efter 1747 stadig kun sit Navn; men paa de fremmedsproglige tilføjede han Baronen. Saaledes paa den samlede Udgave af de latinske Epigrammer (1749) og de tre smaa Bøger han udgav paa Fransk, om Roms Tilvækst (1752), om Dronning Christina (1752) og om Montesquieu's Lovenes Aand (1753). Det har tilfredsstillet Holbergs Ærelyst at vise Europa, at en Pennens Mand kunde have Gang og Sæde blandt Adelen.

✂ Litteratur.Torben Krogh: Fra Bergs Hus, 1949, S. 21. - Alfr. Glahn: Sorø Akademi og Holberg, 1925.

403

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1.

Leander. Leonore.

LEANDER.: Jeg kand ikke beskrive min hierte Jomfru, hvor ilde jeg paa nogen Tid har været til Mode.

LEONORE.: Hvi saa?

LEANDER.: Hun er den samme som hun altid har været mod mig, og hendes Mamma ligeledes; Men det synes ligesom at hendes Fader paa nogen Tid har foragtet mig. Jeg har tilforn været vant at gaae lige ind til ham; men forleden Dag kom Arv mig i Møde med en fornemme Lakei-Mine, og sagde: vær saa god at bie lidet, nu skal jeg strax melde ham an. Hvad vil saadant vel sige?

LEONORE.: Maa skee han ikke har været i Klæderne.

LEANDER.: Jeg tænkte ogsaa det samme; men da jeg i Gaar kom igien, lod han mig svare ved samme Arv, at han ikke havde Leilighed at tale med mig den gang.

LEONORE.: Det bekiender jeg var noget særdeeles.

LEANDER.: Og da jeg siden om Eftermiddagen fandt ham paa Gaden, giorde han ikke alleene ingen Undskyldning, men talede til mig med en koldsindig og stolt Mine. Jeg skulde ikke troe, at han har i Sinde at forandre sit Løfte.

LEONORE.: Det har jeg aldeeles ikke kunnet merke. Alleene min Mamma siger, at han synes paa nogen Tid at gaae frugtsommelig med Rangs-Griller.

LEANDER.: Jeg skulde ikke formode, at en ældgammel Borgermand skulde falde til den Daarlighed.

LEONORE.: Jeg kand intet sige derom til visse, min Mam 404 ma ey heller. Men alt hvad som har bragt hende i den Mistanke er, at han paa nogen Tid bliver af ond Humeur, naar han hører nævne Jesper Hansen, som fik en Rang forgangen Maaned, iligemaade, at han har faaet Arv til at sige Herre i Steden for Hosbond.

LEANDER.: Saa kand man min Troe have Aarsag til at falde paa Mistanke; thi Folk her i Landet bliver ikke ret galne, førend de have naaet deres 60 Aar.

LEONORE.: Det er sandt nok; men jeg kand dog ikke troe ham til saadant. Men der seer jeg Arv; hvad mon det er for Galskab han fører med sig?

✂

SCEN. 2

Arv med en Liberie-Kiole og en Taftes-Pung. Leander. Leonore.

ARV.: Nu faaer jeg see hvordan denne Dragt vil passe mig.

LEONORE.: Hvad Pokker vil det sige? det er jo en Liberie-Kiole.

ARV.: Vidste jeg kun nu, hvad som var først og sidst, hvad som skulde vende for og bag.

LEONORE.: See engang her, han tar Kiolen bagvendt.

ARV.: Det gaaer, mare, ikke an. See, saa maa jeg klæde mig.

LEONORE.: Nu blir det end galnere.

ARV.: Fanden har skabt disse nye Moder. Jeg veed ikke hvad Ermene er, og hvad Livstykke er; thi alting er lige vidt og bredt. See, nu sidder hun vist ret.

LEONORE.: Arv! hvad Pokker er det du bestiller?

ARV.: Jomfruen kommer ret til pas, for at hielpe mig til at hefte denne Pung til mig. Jeg troer vist, den skal sidde udi Nakken.

LEONORE.: Hvad skal det Galskab betyde?

ARV.: Ja det er sandt, den skal vist sidde i Nakken; vær saa god, kiære Jomfru!

LEONORE.: Ja gierne, efterdi du endelig vil være Nar. Men hvorfor est du saa forstyrred gall i Dag?

405

ARV.: Det skal jeg sige Jomfruen: Efterdi jeg agter at være lige saa forstyrret gall i Morgen. Det er min Troe ikke mit Paafund; men Hosbond vil have, at jeg skal bære Liberie.

LEONORE.: Hvilket særdeeles Indfald af en gammel Borgermand!

ARV.: Hun skal ikke sige det Jomfru! det kand være for hans Lykke.

LEONORE.: Det maa blive til hans Lykke eller ey, saa er det u-anstændigt, og hans Naboer vil drive Spot med ham.

ARV.: Hans Naboer har en Ære at tale med! Her er jo ikke et klogt Menneske i den heele Bye.

LEANDER.: Arv har min Troe ret; thi det heele Land er 406 fast ikke andet end en stor Daarekiste, thi hvad kand være forunderligere end at see saa mange fattige Mennesker, som ere bekymrede om deres Brød, at storme til at gaae paa hinandens høyre Haand? Men der seer jeg hendes Forældre komme, Jomfrue! jeg vil gaae min Gang.

LEONORE.: Kom, lad os gaae ind sammen udi mit Kammer.

✂

SCEN. 3

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.: Min Hierte! jeg har noget at sige dig som ligger mig paa Hiertet.

MAGDELONE.: Jeg kand slutte, at der maa være noget som qvæler dig i disse Dage; thi du hverken æder eller drikker.

JERONIMUS.: Jeg er ingen ærlig Mand, om jeg har sovet udi 3 Nætter.

MAGDELONE.: Du plejer jo intet dølge for mig; siig mig hvad det er, maa skee jeg kand hitte paa nogen Hielp.

JERONIMUS.: Hør, min Allerkiæreste! du veedst at jeg ikke er storagtig.

MAGDELONE.: Det er sandt nok.

JERONIMUS.: Ey heller at jeg har tragtet efter verdslig Ære.

MAGDELONE.: Det veed jeg nok.

JERONIMUS.: Men at det har været mig Ære nok, at jeg har kunnet passere for en ærlig Mand.

MAGDELONE.: Hvad vil alle disse Protestationer sige?

JERONIMUS.: Og at jeg altid har foragtet storagtige Folk i mit Hierte.

MAGDELONE.: Der er jo ingen som tviler derom min hierte Mand!

JERONIMUS.: Og at jeg har altid holdet den dydigste og dueligste Borger for den fornemmeste Borger i en Stad.

407

MAGDELONE.: Ej, er der da ingen Ende paa disse Præ- ludier?

JERONIMUS.: Og at jeg aldrig har holdet den ærværdig, som tager sig Ære til.

MAGDELONE.: Hvis du ikke vil komme til Sagen, saa gaaer jeg min Vej. Der er jo intet Menneske, som beskylder dig for Storagtighed.

JERONIMUS.: Hvis nogen giør det, saa giør han mig u-ret.

MAGDELONE.: Siig da frem hvad du vil sige.

JERONIMUS.: Men med alt det har jeg dog en honette Ambition, som enhver ærlig Borger bør at have, og derfor, for at bringe vort Huus udi nogen Anseelse, har jeg i Sinde at søge om en liden Characteer.

MAGDELONE.: Men hvad Pokker kand bevæge dig paa din gamle Alder at tragte efter saadant? Mon din Broders Søn Jesper Hansen har nogen Ære deraf, at han søgte at gaae over sine Medborgere? Jeg vil vædde, at det er hans Promotion, som har giort dig saa u-roelig i Hovedet.

JERONIMUS.: Aldeeles ikke, mit hierte Barn! Jeg moqverer mig over saadan ung Spytte-Gjøg, som Jesper Hansen. Han var Dreng, da jeg var Mand.

MAGDELONE.: Ligesom du nu moqverer dig over ham, saa vil andre moqvere sig over dig, naar de faaer at vide denne din u-rimelige Ærgierrighed.

JERONIMUS.: Ikke saa hidsig, lille Kone! Jeg giør det sandeligen ikke af Ærgierrighed, men alleene for - - -

MAGDELONE.: Du giør mig gall i Hovedet, Mand! Det er jo yderste Grad af Ærgierrighed.

JERONIMUS.: Du giør mig u-ret, Kone! Jeg er ikke mindre end ærgierrig. Men jeg giør det alleene for at - - - af Aarsag, at - - - Jeg kand saa ikke sige min Meening.

MAGDELONE.: Det er, du giør det ikke af Ærgierrighed, men af Rang-Syge.

JERONIMUS.: Man maa giøre Forskiæl mellem Rangsyge og en honete Ambition.

408

MAGDELONE.: Det er saadan honete Ambition, min hierte Mand, at alle vore Naboer vil belee og foragte os derover.

JERONIMUS.: De maa belee os saa meget som de vil, saa skal de dog dantze under os udi alle Samqvemme.

MAGDELONE.: Jeg meener at den sætter al Ambition til side, der uden Aarsage betler Øvrigheden om, at han maa sidde paa sine Medborgeres høyre Haand.

JERONIMUS.: Du forstaaer ikke hvad honete Ambition er, min Dukke. Er det ikke en honete Ambition, at søge om at blive sat ved det store Bord i Bryllupper? at blive kaldet Herre og Frue? Hvorfor stræber Folk i Verden og søger at giøre sig meritered, uden for det samme?

MAGDELONE.: Een, som har meriteret en Rang, bær den med Ære; thi han er ret ærværdig, ikke i Henseende til den blotte Charactere, men i Henseende til de Meriter hvorved han har erhvervet sig den.

JERONIMUS.: Jeg havde ikke troet, min Hierte, at du havde været saa eenfoldig. Spør kun Pernille, som er en Tienestepige, jeg er vis paa, hun skal bedre begribe det.

PERNILLE.: Jeg forstaaer mig ikke derpaa; men om Hr. Jeronimus betroede mig at sætte op en Supplik for sig, blev den saaledes - - -

JERONIMUS.: Lad høre hvorledes den skulde blive. Hun har Forstand den Pige.

PERNILLE.: Den blev saaledes: Gunstige Øvrighed! Saasom jeg hverken kand æde, drikke eller sove af Ærgierrighed, og jeg finder en inderlig Længsel og Attraae hos mig, at gaae over mine Medborgere, skiønt mange af dem ere bedre end jeg: saa beder jeg med grædende Taare, mig af Naade maa forundes, at gaae paa deres høyre Haand. Jeg forbliver stedse etc.

JERONIMUS.: vrænger efter hende de sidste Ord: Jeg forbliver etc.

PERNILLE.: Ja Hosbond, I maa ikke alleene skrive: Jeg forbliver etc., men endogsaa: Jeg forbliver en etc., thi I 409 blir virkeligen en etc. derover, endogsaa i Øvrighedens Tanke selv.

JERONIMUS.: Du stiiler Supplikker som en Laptaske.

PERNILLE.: Hvordan Supplikken stiiles, saa blir dog Meeningen den samme.

JERONIMUS.: Holdt Munden dit Skarn! Du skal kalde min Kone Frue, om du blev gall.

MAGDELONE.: Den Titel forlanger jeg ikke. Jeg spirer ikke ud af Fruer-Stamme, jeg har heller ikke nogen Meriter for mine Naboe-Koner, hvorfore jeg bør lade mig nøye med den samme Titel som de føre.

JERONIMUS.: Om jeg ingen anden Merite har, saa er jeg een af de ældste Borgere her i Gaden, og bør have en Rang i Henseende til mine graae Haar.

410

PERNILLE.: Meener da Husbond, at han beholder samme Rang i Himmerig?

JERONIMUS.: Hvilken Snak!

PERNILLE.: Jeg kand min Troe ikke fatte andet; thi een, i der vil tage Afskeed med Verden, og søger at føre en Rang med sig, maa endelig have saadanne Tanker.

JERONIMUS.: Herud din Akkermær! og bryd mig ikke Hovedet meer.
Pernille gaaer ud, og kommer strax igien.

JERONIMUS.: Tienestefolk blir uforskammed næseviis nu omstunder.

MAGDELONE.: Hun talede noget dristigt, men jeg kand ikke sige at der var meget usandt derudi.

JERONIMUS.: Ach min Dukke! vil du da giøre alle Folk til Giekke, som faaer Rang og Caracteer?

MAGDELONE.: Det være langt fra; thi naar een har giort Landet Tieneste, og derfore af Øvrigheden ophøyes til Værdighed, er det ham en Ære. Men jeg kand ikke see hvad een, der uden foregaaende Meriter beder om en Rang, vinder derved.

JERONIMUS.: Han vinder det derved, at andre maa vige for ham.

PERNILLE.: Man løber ogsaa til side for alle galne Folk, men derfor ere de ikke dis ærværdigere.

JERONIMUS.: Hold din Mund, siger jeg, eller---

MAGDELONE.: Min hierte Mand! naar een uden Meriter søger Rang over sine Medborgere, røber han jo sin Hofmod og Ufuldkommenhed, og der ved erklærer sig den Ringeste og Ufuldkomneste.

JERONIMUS.: Ney min Dukke! han erklærer sig at have en honete Ambition, og vinder han ikke andet der ved, saa bliver han fri for Borgerlige Betieninger.

MAGDELONE.: Een, der søger om Rang for at befries for Borgerlige Betieninger, erklærer sig selv enten doven eller u-dygtig; men hvad Ære vinder han derved?

JERONIMUS.: Erfarenhed viser dog, at han bliver agtet der ved.

411

PERNILLE.: Deri har Hr. Jeronimus ret; thi en saadan een er ligesom en Kobberpenge, hvilken naar man sætter Merke derpaa og siger at den skal passere for en Ducat, passerer den og for en Ducat.

JERONIMUS.: Fort paa Dør din Akkermær! Pernille løber ud.

JERONIMUS.: Det var ikke tienligt, nogen skulde høre os tale saaledes, og at vi foragte slige Ting.

MAGDELONE.: Hør, min hierte Mand! om den høye Øvrighed af egen Motiv gav dig en Rang, da var det noget som baade du og jeg burte glæde os over, thi det var et Naades-Tegn; men at en gammel Borgermand, som du est, der i intet har distingueret dig frem for dine Medborgere, vil betle dig en Rang til, det er noget som man aldrig kand sætte Farve paa.

JERONIMUS.: Der ere dog mange ældgamle Borgere der har giort det samme.

MAGDELONE.: Det er sandt nok. Men jeg tør ikke sige hvad jeg meener om slige ældgamle Borgere.

JERONIMUS.: Ach mit hierte Barn! vær mig dog ikke imod herudi.

MAGDELONE.: Det giør ingen gode, jeg er dig imod; thi en Rangsyge er ikke at curere.

JERONIMUS.: Føy mig dog herudi, lille Magdelone!

MAGDELONE.: Jeg siger, min hierte Mand! at jeg hverken vil eller kand hindre dig derudi.

JERONIMUS.: Du kand ellers ved denne Leilighed giøre mig en Tieneste, som jeg stedse vil erkiende.

MAGDELONE.: Hvad skal det være?

JERONIMUS.: Det er, at du vil tage Skylden paa dig, saa at jeg maa sige, at det er mod min Villie, men at min Kone vil endelig have Rang.

MAGDELONE.: Der har vi det! vi stakkels Koner skal altid tage Skylden paa os.

JERONIMUS.: Tien mig dog herudi, min Høne! man regner ikke Fruentimret saadant til onde.

412

MAGDELONE.: Takke maa I Gud, I gode Mænd, at I har os til Kaabe-Skiul.

JERONIMUS.: Vær mig da behielpelig herudi.

MAGDELONE.: Jeg har taget Skylden paa mig i saa meget, saa faaer jeg og giøre det her udi.

JERONIMUS.: Hør, mit hierte Barn! den Dyre-Kølle jeg fik fra Landet i Gaar, skal tillaves til i Morgen Middag; thi jeg har budet en god Ven til Giest, som skal bane Vejen for mig til det andet.

MAGDELONE.: Hvad er det for een?

JERONIMUS.: Han er Lakei hos en fornemme Herre, som han har lovet at recommendere mig til.

MAGDELONE.: Ach Himmel! er det mueligt? du tragter efter Høyhed, og tillige med fornedriger dig saa meget!

JERONIMUS.: Man maa skikke sig i saadant, min Dukke, naar man vil frem i Verden.

MAGDELONE.: Det er jo af Ambition at sætte al Ambition til side.

JERONIMUS.: Siig ikke det, min Dukke! Den samme Lakei er vel liidet af sin Herre, og naar jeg først bliver recommenderet hos hans Herre, saa recommenderer han mig vider.

MAGDELONE.: Hvis I vilde lyde mit Raad, da gav I baade ham og hans Herre en god Dag, og aad jer Dyre-Kølle med jere Naboer.

JERONIMUS.: Ney mit Barn, mine Naboer kand ikke hielpe mig her udi. Vær nu noget artig mod samme Lakei, naar han kommer; du giør mig en stor Tieneste dermed.

MAGDELONE.: Jeg vil sætte ham ved et lille Bord for sig selv, og skikke ham et got Stykke af Stegen.

JERONIMUS.: Primer du, mit Barn? han maa min Troe sættes øverst ved Bordet; man maa flattere de slags Folk noget. Men naar man har faaet hvad man vil have, kand man give dem Døden og Dievelen.

MAGDELONE.: Jeg er min Troe gandske fortumled i mit Hovet over disse mange selsomme Lader.

413

JERONIMUS.: Vær mig da ikke imod i denne Sag, som ligger mig saa hart paa Hiertet.

MAGDELONE.: Gid jeg kunde stræbe dig imod; men det er Ulykken at jeg er alt for føyelig.

JERONIMUS.: Lov mig det da, min Dukke!

MAGDELONE.: Nu, skal jeg ikke være dig imod. Han kysser hende og hun gaaer bort.

✂

SCEN. 4

Arv. Jeronimus.

ARV.: udi sit Liberie. Jeg skal hilse Hosbond fra Skrædderen, han bad at Herren vilde forsøge om Kiolen passer.

JERONIMUS.: Hvorfor kommer han ikke selv og passer den?

ARV.: Han vilde komme selv, men jeg sagde at han skulde blive hiemme.

JERONIMUS.: Hvorfor giorde du det Arv?

ARV.: Jeg sagde, at jeg veed ikke om Herren vil have nogen Skrædder i sit Huus, eftersom Hosbond skal have en Rang.

JERONIMUS.: Din Slyngel! hvem beder dig sige saadant? jeg har jo ingen Rang faaet endnu. Hvad sagde Skrædderen dertil? blev han ikke vred?

ARV.: Ney min Troe blev han ikke vred, han loe deraf.

JERONIMUS.: Ja saa er det vel nok.

ARV.: Skal jeg passe Kiolen paa?

JERONIMUS.: Ja nok.

ARV

✂ ifører ham en gallonneret Kiole.

Nu seer min Troe Herren anderledes ud. En smuk Kiole kand skabe en Varulv om til et Menneske.

Han hæfter Silke-Lisser ved Jeronimi Arm.

JERONIMUS.: Hvad Pokker er det du giør? disse Lisser hører ikke mig, men din Liberie-Kiole til. Giør mig ikke til Nar.

ARV.: Skal jeg da være Nar?

414

JERONIMUS.: Ney, men det hører Liberiet til.

ARV.: Det staaer dog ikke Herren ilde.

JERONIMUS.: Det maa staae ilde eller vel, saa er det dog Lakei-Dragt.

ARV.: Mig syntes dog, Skrædderen sagde, at jeg skulde binde Herren noget paa Ermene.

JERONIMUS.: Du har hørt feil, Arv. Skrædderen er ikke saa taabelig.

ARV.: Ney min Troe er han ikke saa taabelig. Det er en Mand, som arbeider for meget fornemme Folk.

JERONIMUS.: Siger du det, Arv? hvad er det for fornemme Folk han arbeider for?

ARV.: Han arbeider blant andre for en Græve.

JERONIMUS.: Hillemænd, for en Græve?

ARV.: Ja, ret for en Græve, som er en virkelig Græve.

JERONIMUS.: Som er en virkelig Græve, siger du?

ARV.: Ja, ret en virkelig Græve, som har en Grævinde.

JERONIMUS.: Jeg maa min Troe giøre noget Væsen af den Skrædder. Han kand, maa skee, giøre mig Tieneste. Hør, Arv! gak strax til ham, og giør Undskyldning for det andet, og beed ham at han vil giøre mig den Ære at spise en Dyre-Kølle med mig i Morgen.

ARV.: gaaer og kommer igien. Var det ikke en Dyre-Køllert?

JERONIMUS.: Ja en Dyre-Kølle.

ARV.: Skal han da tage den Køllert med sig selv?

JERONIMUS.: Hvilken Snak! bed ham kun giøre mig den Ære at spise med mig i Morgen, og bær dig noget skikkelig ad. Arv gaaer.

JERONIMUS.: Nu kand jeg slaae to Fluer med een Smække, og vinde baade Skrædderens og Lakeiens Venskab ved denne Dyre-Kølle. Man maa bruge alle Ficonterier, naar man vil frem i Verden. Ach gid jeg havde mig en Rang! Saa vil jeg slaae mig til Roelighed, og intet andet verdsligt forlange. Gaaer ind.

415

✂

SCEN. 5.

Leander. Leonore. Pernille.

LEANDER.: Det var nogle forbandede Historier, som vi hørte af hendes Mamma.

LEONORE.: Jeg er gandske hovedsvimled derover.

LEANDER.: Det er ikke hans Galskab alleene, som gaaer mig til Hierte; men jeg frygter for noget andet.

LEONORE.: Hvad er det?

LEANDER.: Jeg frygter, eftersom han har faaet slige Griller i Hovedet, at han bryder sit Løfte, for at gifte Jomfruen med en Rangs-Person.

PERNILLE.: Jeg svær min Troe ikke derfor. Men er det ikke Arv, som kommer der i Liberie-Klæder? Arv! hvordan Pokker est du bleven saa galant?

ARV.: Det er en Liberie-Kiole, Pernille!

PERNILLE.: En Liberie-Kiole?

ARV.: Ja, og jeg troer nok at du ogsaa faaer en LiberieKiole. Men hvor er Hr. Jeronimus? jeg skulde gaae et Ærende i Bye, og jeg glemte at spørge om noget.

PERNILLE.: Hvor skulde du da gaae?

ARV.: Jeg skulde byde vor Skrædder til Bords i Dag paa en Dyre-Køllert; men jeg glemte, om jeg skulde bede ham tage Kniv og Gaffel med sig.

PERNILLE.: Du Giæk! det er ikke brugelig meer.

ARV.: Ikke det? I Æbleltoft hos mig er det brugeligt blant alle.

PERNILLE.: Ja, i Æbeltoft! Der er ogsaa endnu brugeligt at tage Steeg og Terte hiem med sig i Tørklæder. Men hvorfor vil han giøre Skrædderen den Ære at byde ham til Bords?

ARV.: Det kand, maa skee, være for hans Lykke, Pernille, thi samme Skrædder arbeyder for en Græve.

PERNILLE.: For en Græve?

ARV.: Ja, mare, er det en virkelig Græve; thi han holder 7 Heste og Hopper paa Stold.

PERNILLE.: Men hvad vil det sige?

416

ARV.: Han meener, samme Skræder kand recommendere ham til Baronen.

PERNILLE.: Er han en Baron? Du sagde jo nyelig at han var Græve.

ARV.: Ja jeg troer han er meer end Græve, han er vist Baron, thi han kiører i sex Heste med en forgyldt Vogn og har selv en Snoer paa Hatten - - Men jeg maa løbe mit Ærende.

PERNILLE.: Dette gaaer noget vit, Børnlille, thi hvis vi ikke hitter paa noget Raad derimod, gaaer Mons. Leander Jomfruen qvit, saa vit jeg kand merke.

LEANDER.: Hvad Raad kand du give os, Pernille?

PERNILLE.: Havde vi kun fat paa Monsr. Leonards Tiener Henrich, ham skulde jeg overlegge noget med.

LEANDER.: Jeg skal nok overtale Monsr. Leonard at laane os ham en Dag.

PERNILLE.: Der behøves ogsaa smuk Eqvipage og Klæ- der.

LEANDER.: Det altsammen skal jeg bringe til Veje.

PERNILLE.: Thi han skal spille en stor Rulle.

LEANDER.: Hvad skal det være for en Rulle?

PERNILLE.: Det kand jeg ikke sige dem endnu. Jeg maa først have fat paa Karlen og see hvad han duer til.

LEANDER.: I at spille Pudser har han faa Tienere sin Lige.

LEONORE.: Men maa vi ikke høre hvorudi dette skal bestaae?

PERNILLE.: Ney, hun faaer det ikke at vide, og hendes Mama langt mindre, thi hun vilde forderve Leegen, saasom hun har formegen Føyelighed for hendes Mand. Det tiener ikke at mange ere Medvidere herudi, men naar Eventyret er til Ende, skal baade I og Madamen takke mig for min Umag.

LEANDER.: Jeg vil da paa staaende Fod hen at faae fat paa Henrich.

PERNILLE.: Og jeg vil ind at studere videre paa min Lectie.

417

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1.

Pernille. Henrich.

PERNILLE.: Kand du nu faae det i dit Hoved, Henrich?

HENRICH.: Det er kun Smørrebrød for mig.

PERNILLE.: Det blir dog et temmeligt Arbeid.

HENRICH.: Ej, Bagatelle, det er intet Arbeid for mig. Jeg vilde obligere mig til paa en Eftermiddag at giøre dobbelt saa meget.

PERNILLE.: Siig ikke det, Henrich! dobbelt saa meget! Gak nu strax hen og sæt dig i Eqvipage. Han gaaer. Jeg har aldrig vartet op ved Bordet med saadan Fortrydelse, som i Dag for denne Skræder og denne Lakei. De aade med saadan Graadighed af denne Dyrekølle, at Taarene stode dem i Øyene. Er det da mueligt at en gammel brav Mand kand forfalde til saadan Bassesse! Jeg troer at han gav sin Dotter til en Skorsteensfejer Svend, om han ikkun kunde recommendere ham til en fornemme Herre; Saadan Virkning har denne Rangsyge giort hos ham. Men jeg maa holde gode Miiner for at hielpe Henrich i hans Forehavende. See der kommer han med disse tvende Cavaliers Skrædderen og Lakeien.

✂

SCEN. 2

Jeronimus. Skrædderen. Lakeien. Pernille.

JERONIMUS.: I gode Mænd tar saa til Takke med dette ringe Maaltid!

LAKEIEN.: Det var min Troe ikke et ringe Maaltid. Jeg aad med stor Appetit af den Dyre-Kølle.

418

SKRÆDDEREN.: Jeg min Troe iligemaade.

JERONIMUS.: Det er mig usigeligen kiært at den smagede dem; thi jeg har ingen bedre Venner at unde den til.

SKRÆDDEREN.: Serviteur, hans Tiener!

JERONIMUS.: Hør, Pernille, giv os nok et Glas Viin paa Falrebet.

LAKEIEN.: Vi har saamænd faaet vor Bekomst.

JERONIMUS.

✂

Et Glas endnu I gode Herrer!

Jeronimus støder Glasset mod Lakeiens, og tar sin Hue under Armen. Det skal være den Velbaarne Herres og Frues Skaal. Gid de maa længe leve; thi det er et naadigt og dydigt Herskab.

LAKEIEN.: Jeg takker skyldigst.

419

JERONIMUS.: Jeg haaber at han taler et got Ord for mig ved Leilighed.

LAKEIEN.: Han maa ikke tvile derpaa. Jeronimus kysser dem til Afskeed.

✂

SCEN. 3

Jeronimus. Pernille.

JERONIMUS.: Man maa flattere disse Slubberter, om man vil have noget got af dem.

PERNILLE.: Det er sandt nok; men mig synes at Herren behøver anden større Kundskab, om han tænker at komme fort.

JERONIMUS.: Jeg maa først giøre Kundskab med Tienerne, siden kand jeg nok med Tiden faae deres Herrer til Bords.
Arv kommer løbende og falder.

JERONIMUS.: Hvad er paa færde Arv?

ARV.: Hillemænd Herre! her er en Baron uden for, som vil tale med Hosbond.

JERONIMUS.: En Baron, siger du?

PERNILLE.: En Baron?

ARV.: Ja, men han er i en Æske.

JERONIMUS.: I en Æske?

ARV.: Ja, men det er en Æske med Vinduer paa.

PERNILLE.: Det maa nok være en Portechaise.

JERONIMUS.: Det maa nok saa være. Hvad er hans Navn, Arv?

ARV.: Han heeder Baron Kaal.

JERONIMUS.: Det er et underligt Navn. Du maa have hørt feil.

ARV.: Jeg vil nok spørge først om hans Navn, førend han kommer ind.

JERONIMUS.: Est du gal, Dreng? Vil du spørge saadan Mand om hans Navn?

ARV.: Ney, saa taabelig er jeg ikke. Jeg vil spørge en af hans Heste derom.

420

JERONIMUS.: En af hans Heste?

ARV.: Ja, ret en af hans Heste; thi det er ikke saadanne Heste som spændes for Vogne. Disse kand snakke.

PERNILLE.: Det maa være Porteurs han meener.

JERONIMUS.: Det maa saa være. Siig, Arv, at han skal være mig velkommen. Pernille, løb ind efter min Peryk.

✂

SCEN. 4

Henrich som Baron. Dobre Podolsky. Jeronimus. Pernille. Arv.

HENRICH.: Hal - - - tet, Porteurs!
Stiger ud og omfavner Jeronimus med bare Hovedet.

JERONIMUS.: Om Forladelse naadig Herre, at jeg tager mod ham i den Positur.

BARONEN.: Jeg veed ikke om jeg har den Lykke at være kiendt af Herr Jeronimo.

JERONIMUS.: Jeg har kun den Naade at kiende Baronen af Navn, og veed at han er Hr. Baron Kaal.

BARONEN.: Jo mit Navn er Baron von Reenkaalavæt. Jeg er kiendt her i Staden baade blant Høye og Lave; undertiden omgaaes jeg med Prindser og Førster, og undertiden finder jeg behag i at besøge Borgere her i Staden.

JERONIMUS.: Det er meget naadigt af saadan Herre.

BARONEN.: Ach Hr. Jeronimus! vi ere jo alle Mennesker. Jeg finder ofte Behag i at høre en og anden fornuftig Borger raisonnere. Jeg har og saa erfaret, at der er saadan Forstand hos een og anden blant dem, at de burte emplojeres til andet end at drive Borgerlig Næring.

JERONIMUS.: Jeg takker allerunderdanigst paa Borgerstandens vegne.

BARONEN.: Der er ogsaa en anden Aarsag, hvor for jeg gaaer saa iblant i gemene Borger-Huuse. Hoffet har Tanker om mig, at jeg er en habil Mand, som jeg uden at rose mig selv ogsaa er, saa at jeg kand give Lectie til de største Statsmænd i vor Tid. Tænk engang, Hr. Jero- 421 nimus, jeg har været med at slutte over 48 Freds-Tractater.

PERNILLE.: Hillemænd! over 48 Freds-Tractater!

BARONEN.: Hvem er som taler der? Det er vel hans smukke Kiereste. Votre treshumble bienhumble Madame.

422

JERONIMUS.: Ney min Herre! Det er min Kammer-Pige til Tieneste.

BARONEN.: Det er Morbleu en perfectement smuk Kammer-Pige.
Han kysser hende.

PERNILLE.: Det er alt for stor Naade Baronen beviser mig.

JERONIMUS.: sagte. Hvor naadig er ikke denne gode Herre!

BARONEN.: Men at komme til mit Apropos igien Hvad var det jeg talde sidst?

PERNILLE.: Det var om de 48 Freds-Tractater.

BARONEN.: Det er sandt. Saasom nu Regieringen har Tanker om mig, at jeg er en skiønsom Mand, og reflecterer paa mine Recommendationer, saa gaaer jeg undertiden om at sondere end ogsaa blant Folk af Borger-Stand, for at give Rapport om een og andens Meriter. Jeg har dog hiulpet over en halvsnees gemene Borgere af Støvet i en kort Tiid; thi de havde mardi maa skee end været gemeene Borgere, hvis Baron von Reenkaalavet havde ikke været dem behielpelig.

JERONIMUS.: til Pernille. Pernille! Himmelen selv har sendt mig denne Herre hid; thi det er just saadan Mand, som jeg trænger til.

BARONEN.: Og alt dette giør jeg uden Interesse. Den sidste Borger, som jeg hialp til en Caracteer, skikkede mig derfor 1000 Rdr., men jeg tog pardi ikke mod meer end de 500; thi jeg vil tiene Hr. Jeronimus, jeg trænger ikke til Penge, mit Baronie importerer mig over 40000 Rdlr. om Aaret. Jeg vil beskrive ham mit Baronie. Hovedgaarden ligger paa en Bakke, paa den eene Side en Eege-Skov 4 Miile lang, og paa den anden Side er et frisk Vand, hvor jeg undertiden tager Cabeljou af den Længde.

JERONIMUS.: Cabeljou i friskt Vand?

BARONEN.: Det maa jeg forstaae. Det som ellers holdes for umueligt, har jeg giort mueligt; det er en Invention 423 som jeg ingen har aabenbaret uden for Kongen af Frankrig, da jeg havde den Naade at tale med Kongen ved den Utrectiske Fred.

PERNILLE.: Maatte jeg spørge Baronen hvor den Utrectiske Fred ligger?

JERONIMUS.: Tie stille, Pernille! hvad vil du tale med saadan Herre?

BARONEN.: Den Utrectiske Fred, Mademoiselle! blev sluttet i den Stad Carnaval udi Burgundien, og uden at roese mig selv, saa var den Freds-Slutning mit Verk, hvor vel andre, som gemeenligen skeer, faaer Navn der for i Aviserne. Nok er det at Kongen af Frankrig havde den Naade at sige til mig, da Freden var sluttet, disse Ord: tres renomme coment fermes la porte de la Baron de Reencolavet.

PERNILLE.: Hillemænd! det var meget naadigt.

JERONIMUS.: Det gaaer gierne saa til, naadig Herre, at hvad een har giort, det faaer andre Navn fore i Aviserne; thi om jeg mindes ret, saa fik Duc de Vendosme Navn for den Fred.

BARONEN.: Ja han maa melde sig; dog han kand være god nok til sit Brug. Men at komme til min Apropos igien, saa er jeg ikke den, der tiener Folk for Interesse. Men det er sandt, jeg seer igiennem Fingre lidt med mine Tienere, om de tar noget.

JERONIMUS.: Det er ikke meer end billigt.

BARONEN.: Jeg misunder dem det ikke, de ere mange derom, thi saasom jeg omgaaes med alle haande slags Nationer, saa maa jeg holde adskillige slags Tiennere. Jeg har en Spansk Tiener, en Fransk, en Polsk, en Tydsk, en Italiensk, og Engelsk.

JERONIMUS.: Hillemænd! forstaaer Herren saa mange Sprog?

BARONEN.: Jeg forstaaer alle Sprog og taler det eene ligesaa færdigt som det andet. Jeg har en Polsk Tiener, som taler baade Fransk og Dansk. Hey Dobre Podolsky!

424

DOBRE PODOLSKY.: Skabhalsiasky.

JERONIMUS.: Det er et underligt Sprog.

PERNILLE.: Det er halv Dansk, Skabhalsiasky.

BARONEN.: Det betyder saa meget som: Hvad befaler Herren? Hør, Dobre Podolsky! du skal fornemme om Græv Leerbeutel kommer til Hove i Dag. Hvis han kommer, saa vil jeg ogsaa komme. Han gaaer.

BARONEN.: Hey Dobre Podolsky!

DOBRE PODOLSKY.: Skabhalsiasky.

BARONEN.: Formeld min Respect til Grævinden. Jeg kommer til hende mod Aften paa en Passedix eller Obscurité. Han gaaer. Og kand du finde Frøkenen ved samme Leilighed, da siig hende: Voulez vous Comment fermez la chaise autrement perfectement je parlerons la Contesse de la Baronesse que ditez vous. Men ingen maa høre det.

DOBRE DODOLSKY.: Dobre Mosepan. Han gaaer.

BARONEN.: Jeg har ingen synderlig Lyst at komme til Hove i Dag, men jeg har engrasseret mig at recommendere en halv snees Personer.

JERONIMUS.: Ach naadige Herre! tag ikke ugunstigt op, at jeg ydmygst beder ham om noget.

BARONEN.: Det skal være mig en Plaiseer at tiene ham.

JERONIMUS.: Maa jeg ikke være den 11te af dem, som skal recommenderes?

BARONEN.: Hvorfor ikke, Herr Jeronimus? taler jeg for 10, saa kand jeg ogsaa tale for den ellevte. Men hvad er hans Ansøgning?

JERONIMUS.: Det er noget som han maa skee vil holde latterligt af mig, som af en gammel Mand; men det er ikke min Drift, min Kone vil endelig have det.

BARONEN.: Hvad er det da?

JERONIMUS.: Disse Fruentimmer har visse Skrøbeligheder, som man maa føye dem udi.

425

BARONEN.: Det er sandt nok; men hvad er det?

JERONIMUS.: Jeg vilde give 1000 Daler til, at min Kone ikke var falden til den Galskab.

BARONEN.: Ey, hvad er det da for Galskab? siig frem!

JERONIMUS.: Jeg haaber at naadige Herr Baron ikke troer, at det er min Drift.

BARONEN.: Vertichoux! hvad kand jeg troe førend jeg hører?

JERONIMUS.: Thi hvorfor skulde jeg paa min gamle Alder forlange saadant?

BARONEN.: Feste! hvis I ikke kommer til Sagen, saa gaaer jeg.

JERONIMUS.: Min Kone vil endeligt profos være Frue.

BARONEN.: Ey, er det ikke andet? det skal have gode Veye.

JERONIMUS.: Skulde det da kunne lade sig giøre?

BARONEN.: Vist. Det koster kun at skaffe Hr. Jeronimus en Rang. Er det ikke saa I meener?

JERONIMUS.: Jo det kand vel ikke skee paa anden Maade. Jeg maa giøre det allene for at føje min Kone, om jeg ellers vil have Fred udi Huset.

BARONEN.: Er han da ikke selv for det?

JERONIMUS.: Jeg kand sværge Eders Naade til, at jeg er færdig at gaae i Jorden over saadant Galskab.

BARONEN.: Hør, Herr Jeronimus! efterdi han selv er saa meget derimod, da, for at stille hans Kone tilfreds, vil jeg lade som jeg søger, og sige at jeg har faaet Afslag, saa giver hun sig tilfreds, og I kommer af denne Beængstelse.

PERNILLE.: sagte. Hillemænd! nu er han i Knibe. Nu kommer han vel strax til Bekiendelse.

JERONIMUS.

✂

Jeg kand endelig ikke sige, Naadig Herre! at det er mig saa meget imod; thi hvorvel - - At - -

Omendskiønt - - Baronen kand nok fatte hvad jeg vil sige.

BARONEN.: Jo jeg fatter at I har ligesaa stor Lyst til en Rang som jer Kone.

426

JERONIMUS.: Jeg nægter ikke at jeg jo har en honete Ambition; thi saasom - - efterdi - - besynderlig for at føye min Kone - -

BARONEN.: Giør ingen Røverkule af jer Hierte, og siig reent ud, at I har Lyst til en Rang. Hvad vil det sige? det er jo en honet Ambition.

JERONIMUS.: Ja jeg kand forsikkre Baronen paa, at jeg giør det ikke af Ærgierighed, men allene af en honete Ambition.

BARONEN.

✂

Det veed jeg nok, Hr. Jeronimus. Han skal blive hiulpen, der har I min Haand.

Jeronimus kysser paa Haanden.

BARONEN.: Græd ikke, Hr. Jeronimus, han skal nok blive hiulpen. Det var Synd andet end at hielpe en Mand der har saadan honette Ambition.

PERNILLE.: Ach den stakkels Mand, han græder af Glæ- de! Det er dog en deilig Ting at have saadan honete Ambition.

DOBRE.: PODOLSKY kommer tilbage. Grevinden lod formelde sin Respect til Herren; Men Greven var ikke hiemme.

BARONEN.: Men vidste hun ikke om han kommer til Hove i Dag?

DOBRE PODOLSKY.: Jo han kommer til Hove. Grævinden bad ellers at Herren vilde skikke hende 500 Rd. til Greven kommer hiem; thi hun havde en hastig Udgift.

BARONEN.: Havde du ikke saa mange Penge hos dig?

DOBRE PODOLSKY.: Det er meget fortredeligt, Herr Baron! nu skal jeg endelig hiem for de lumpne 500 Rdlrs. skyld.

JERONIMUS.: Om Herren ikke vil tage det u-naadigt op, saa vil jeg flye ham saa mange Penge.

BARONEN.: Ney saamænd, Hr. Jeronimus! Det tager jeg ikke unaadigt op.

JERONIMUS.: Jeg er saa bange at det er noget dristigt af mig.

427

BARONEN.: Ey, sans fa<;on, Herr Jeronimus! jeg beder at han hverken herudi eller udi andet vil holde mig for fremmed.

JERONIMUS.: gaaende ind. Gud velsigne den Herre! Hvor naadig han er!

PERNILLE.: Henrich, du est dog en forbanded Skielm!

HENRICH.: Det gaaer brav nok, Pernille.

PERNILLE.: Og du Monsr. Dobre Podolski! gid du faaer en Ulykke med din Polsk.

DOBRE PODOLSKY.: Jeg maa min Troe ogsaa have noget aparte.

PERNILLE.: Ja, men ikke saa hastig. Men der kommer han tilbage med Pungen.

JERONIMUS.: med Pungen. Maa jeg tage mig den Frihed at levere den til Tieneren?

BARONEN.

✂

Bær dem strax til Grævinden, Dobre Podolsky. Maaskee hun vinder dem fra mig igien i Aften; thi hun spiller perfectement Obscurité. Seer paa sit Verk. Vertichoux! Klokken er mange! Jeg maa til Hove. Hey Porteurs!

Jeronimus kysser ham paa Haanden til Afskeed. Baronen sætter sig i Portechaisen, og siger: Er soll geholffen werden.

✂

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.: Var det ikke en allerkiæreste Herre, Pernille? Kald min Kone herud, at jeg kand sige hende hvad som er passeret.

MAGDELONE.: Hvad er det for Stats her har været?

JERONIMUS.: Nu er vi ovenpaa, min Hierte! Baronen tog mig i Haanden til Afskeed og sagde: at jeg skulde blive hiulpen.

MAGDELONE.: Ach min hierte Mand! Disse store Folk lover ti gange meer end de agter at holde.

428

JERONIMUS.: Ney, denne min Troe ikke. Havde du seet ham, da skulde du være af andre Tanker. Denne gode Baron holder meer end han lover.

MAGDELONE.: Er det en Baron?

JERONIMUS.: Ja min Dukke, det er Baron Reenkaalavet, en Herre der har sluttet over 36 Freds-Tractater.

PERNILLE.: Hvad 36? Han har min Troe sluttet over 48, det veed jeg.

MAGDELONE.: Hvoraf Pokker veedst du saadant?

PERNILLE.: Baronen sagde det selv.

JERONIMUS.

✂

Denne Herre er en bekiendt ærlig Herre.

Hvad var det som Kongen af Frankrig sagde til ham,

Pernille?

PERNILLE.

✂

Jeg kand ikke komme ihu uden disse Ord:

Ferme le porte. Det syntes at være meget naadigt.

MAGDELONE.: Nu er min Troe Piigen bleven ligesaa gal som han.

PERNILLE.

✂

Siden jeg talede med denne Baron, er jeg bleven af andre Tanker, Madame; Thi jeg seer at Hr.

Jeronimus vil giøre Lykke derved.

429

MAGDELONE.: Og jeg er bange at I blir tagen ved Næ- sen. I veed jo ikke uden af hans egne Ord, at han er Baron.

JERONIMUS.: Jo min Troe er han virkelig Baron. Han beskrev os jo sit Baronie, det hørte Pernille. Hovedgaarden ligger paa en Bakke.

PERNILLE.: Paa den eene Side er en Skov 4 Miil lang.

JERONIMUS.: Og paa den anden Side et stort Vand, hvor han fanger Cabeljau af den Længde. Hvad vil du nu meer tvile derom?

MAGDELONE.: Jeg kand forsikre dig om, at alt dette staaer mig lidet an.

JERONIMUS.: Ach min Dukke! du har jo lovet at føye mig herudi.

MAGDELONE.: Ja det er sandt nok, men ---

JERONIMUS.: Hvis du havde seet hvor stor Naade denne Herre beviisede mig, havde du skulle glædet dig derover. Saadanne Herrer ere mindre storagtige end mangen Borgermand.

PERNILLE.: Tænk engang, han kyssede mig, Madame.

MAGDELONE.: Det bekiender jeg var noget meget for en Tieneste-Piige.

✂

SCEN. 6

Arv. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

ARV.: Hvilken underlig Baron var dette: Han lod sig bære i en Æske!

JERONIMUS.: Har du da aldrig seet en Portechaise tilforn?

PERNILLE.: Hvad vil det Beest have seet en Portechaise, som er nyeligen kommen fra Ebeltoft?

JERONIMUS.: Saadant faaer du tit see her i Staden, Arv.

ARV.: Det er underligt nok. Man bær ellers ikke uden Krøblinger hos os; Derfor tænkte jeg ogsaa i Førstningen, at denne Herre var en Krøbling. Mig synes dog at det er Synd, at det eene Menneske skal være det andets Hest.

430

JERONIMUS.: Jeg har ogsaa i Sinde, min Dukke, at lægge mig en Portechaise til, om det andet vil lykkes for mig.

MAGDELONE.: Giør kun saa meget Galskab som dig lyster. Du est selv Herre i Huuset, og maa selv forsvare det.

PERNILLE.: Hvis Herren lægger sig Portechaise til, kand Arv blive Porteur; thi han er brav sterk.

JERONIMUS.: Du siger noget, Pernille.

ARV.: Hvad er det: Porteur?

PERNILLE.: Det er een af dem som bærer.

ARV.: Faae den en Ulykke der giør!

PERNILLE.: Det er ingen Skam her i Staden at være Porteur.

ARV.: Var det ingen Skam for dig om man vilde giøre dig til en Hoppe? Man maa giøre Forskiæl mellem Beester og fornuftige Mennesker.

PERNILLE.: Da troer jeg dog, uden at rose Heste, at der er mangen fornemme Hest, der har ligesaa megen Fornuft som du.

MAGDELONE.: Ey, lad fare saadant Galskab. Det heele Huus blir til en Daarekiiste. Lad os tale noget alvorligt sammen, min Hierte! Monsr. Leander synes ikke at være tilfreds med dig paa nogen Tid.

JERONIMUS.: Jeg har ogsaa, sandt at sige, ikke været meget tilfreds med ham.

MAGDELONE.: Hvad har han da syndet mod dig?

JERONIMUS.: Han har endelig intet ont giort mig; men jeg tænker mig om iblant, om man ikke kunde employere sin eeneste Datter bedre.

MAGDELONE.: Hvordan kand du faae hende bedre forsørget? det er jo en skikkelig Person, som har gode Midler.

JERONIMUS.: Det er got nok min Hierte, dersom vi agtede at blive udi Borgerstanden.

MAGDELONE.: Men omendskiønt du faaer nu en Rang, kand derfor din Datter ikke gifte sig med en Borger?

431

JERONIMUS.: Ney, ikke vel, min Dukke, ikke vel! Naar du bliver Velbyrdige Frue, kand din Dotter ikke vel være slet og ret ærlig og Dydziirede Matrone. Jeg siger det ikke af mindste Hof fart mit Barn; men det skikker sig ikke, ney gior det ikke!

MAGDELONE.: Men jeg synes, det er ligesaa smukt at være ærlig som velbyrdig.

JERONIMUS.: Ney, gute Morgen, Madam! Det er ligesaa stor Forskiæl som mellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

MAGDELONE.: Men du est jo selv en Borger?

JERONIMUS.: Ja, men det varer ikke længe, førend jeg bliver til noget.

MAGDELONE.: Det er jo tids nok at kaste Vrag paa Borgerfolk, naar du faaer en Rang.

JERONIMUS.: Jeg er min Troe saa vis paa Rang, som jeg allerede havde den i min Haand. Det giør mig kun ont, at jeg skal blive den Elfte udi Tallet; Thi der er 10 andre paa Baronens Liste, som og skal promoveres.

MAGDELONE.: Ach hvilken ulykkelig Syge den Rang-Syge er! Den foraarsager, at et Menneske er aldrig fornøyed; thi naar han selv kommer til Høyhed, kand han ikke lide at andre ogsaa kommer dertil, og naar han har faaet en Rang, saa gaaer han strax frugtsommelig med en anden. Men hvad er Frugten deraf? En Borgermand kommer derover i Griller, foragter og forsømmer sin forrige Handel, og omsider geraader i Armod, som man disvær seer mange Exempler paa i denne fattige Bye.

JERONIMUS.: Ach min Hierte! plav mig dog ikke saa meget. Du har jo engang lovet at føye mig herudi.

MAGDELONE.: Det er sandt nok. Men jeg har ikke lovet dig, at jeg vil bryde mit Løfte med Leander.

JERONIMUS.: Lad ham da see til, at han skaffer sig en Rang først, saa kand han gierne faae min Dotter.

MAGDELONE.: Saa vit som jeg kand merke, søger han aldrig nogen Caracteer.

JERONIMUS.: Og saa vit som jeg kand merke paa mig, 432 saa giver jeg aldrig min Dotter bort til en slet og ret Monsieur. Tænk engang, min Dukke! om jeg nu lod trolove Leander med min Dotter, og der siden kom en Rangs-Person, som begiærede hende, da hun var ikke i min Magt meere, stode vi der da ikke i en Maade? var det da ikke noget, som vi maatte fortryde vor Livstid?

MAGDELONE.: Hvorfor skulde vi fortryde derpaa?

JERONIMUS.: Kort at sige: Det passer sig aldeeles ikke, at du skal heede Frue, og din Dotter Madam eller Mutter. Spør kun andre fornuftige Folk, saa skal du høre, at de derudi give mig ret.

MAGDELONE.: Du maa snarere sige: Spør kun andre Giække.

JERONIMUS.: Hør, mit Barn! du faaer aldrig en god Time af mig, hvis du ikke føyer mig herudi. Han gaaer ind.

MAGDELONE.: Ach jeg elendige Menneske! jeg veed ikke hvad jeg skal giøre. Jeg faaer dog at skikke mig herudi, for ikke at lægge mig ud med min Mand.

✂

SCEN. 7

Magdelone. Pernille. Arv.

PERNILLE.: Ej, Madam! giv jer tilfreds, det tør falde bedre ud, end I tænker.

MAGDELONE.: Men jeg kand ikke fatte, Pernille! hvorfor du begynder at holde med min Mand i hans Galskab, som du tilforn var saa meget imod.

PERNILLE.: Jeg er min Troe ligesaa meget derimod, som jeg nogen Tid har været; men jeg har saa mine Raisons, hvorfor jeg nu taler ham efter Munden.

MAGDELONE.: Jeg kand aldrig vide af hvad Anledning han er falden paa disse Griller.

PERNILLE.: Rang-Syge kommer over Folk her i Landet ligesom hidsig Feber.

433

MAGDELONE.: Men er det ikke ubegribeligt, at en ældgammel Mand, som han - - -

PERNILLE.: Jeg kand let begribe det; thi Luften her i Landet fører det med sig, at Folk bliver ikke ret galne førend de komme over deres 60 Aar.

MAGDELONE.: Det lader lige saa, Pernille! Thi jeg har kiendt mange, der have ført et meget ærbart Levnet udi deres Ungdom, men som udi deres Alderdom ere bleven meget verdslige.

PERNILLE.: For Exempel Peder Hansen, som udi sit 30te Aar holdt det for en dødelig Synd at pudre sin Peryk, seer jo nu ud som en Kammer-Junker. Udi hans Ungdom prækede han mod Vellyst, nu klager han over, at her er ikke Assembleer nok.

MAGDELONE.: Paa den Maade maa jeg blive bange, naar jeg bliver tredsindstyve Aar.

PERNILLE.: Jeg er ogsaa bange for mig selv.

MAGDELONE.: Han maatte gierne løbe gall, Pernille! hvis han ikke vilde bryde det Løfte han har giort Leander.

PERNILLE.: Giv jer kun tilfreds, Madam! det skal ingen Fare have.

MAGDELONE.: Du hørte jo selv hvad Resolution han har taget.

PERNILLE.: Jeg skal nok faae ham til at tage en anden Resolution.

MAGDELONE.: Hvad vil du da giøre?

PERNILLE.: Det kand jeg ikke sige hende, Madam. Jeg beder hende allene give sig tilfreds, det skal nok blive got.

MAGDELONE.: Gid det var saa vel! Kom, lad os gaae ind.

434

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1.

Leander. Leonore.

LEANDER.: Hvad ere vi Mennesker dog ulyksalige i denne Verden! der ere faa Ting som foraarsage os solide Glæ- de, og de samme faa søde Ting ere ofte beblandede med Galde. Nu tænkte jeg at høste Frugten af min Kiærlighed, og at komme udi Possession af Jomfruen, som jeg saa inderligen elsker. Men just da man tænker at være allersikrest, reiser sig en uformodende sterk Modvind, som truer med Undergang.

LEONORE.: Det er vist nok, kiære Leander; men jo farligere Stormen er, jo behageligere vil det siden blive for os, naar vi komme udi Havnen.

LEANDER.: Men paa den sidste Relation jeg havde af hendes Mamma, saa tør jeg ikke komme oftere her i Huset; thi han har jo udtrykkeligen givet tilkiende, at han ikke vil have mig til Svigersøn.

LEONORE.: Jeg forlader mig paa Pernilles Løfte, som har lovet at reede os i en hast ud af denne Vanskelighed.

LEANDER.: Men hvad mon det er for en Intrigue hun har fore?

LEONORE.: Jeg kand ingenlunde bevæge hende til at aabenbare mig den. Hun siger at ingen veed den uden Monsieur Leonard, Henrichs Herre.

LEANDER.: Men allerkiæreste Jomfrue! skal all vor Lykke dependere af denne Intrigue?

LEONORE.: Ingenlunde; thi kand Intrigue ikke hielpe, saa lader jeg min Fader smukt vide, at om han vil bryde sit Løfte, saa vil jeg ingenlunde giøre det, og forekaster 435 han mig Ulydighed, saa forekaster jeg ham Utroeskab. Dog ønsker jeg, at Pernilles Anslag kunde lykkes, at jeg ikke skal nødes til at skride til saadan Extremitet.

LEANDER.: Jeg forlader mig meer paa Jomfruens Bestandighed end paa alle Intriguer.

LEONORE.: Ja, han kand sikkert forlade sig derpaa; thi intet Barn er forpligtet at adlyde sine Forældre udi det som er usømmeligt. Men der seer jeg ham komme. Gak I kun til side, og vær imidlertid forsikret om min Troeskab.

✂

SCEN. 2

Jeronimus. Leonore.

JERONIMUS.: Det er mig kiært, min Dotter! at jeg finder dig alleene; thi jeg har noget vigtigt at tale med dig om. Hør! jeg har merket hos dig fra din Barndom, at du ikke har haft uden en honnete Ambition.

LEONORE.: Det er sandt nok. Jeg har altid stræbet at føre mig saaledes op, at ingen med Billighed skulde kunne bebreide mig nogen Bassesse.

JERONIMUS.: Og derfor haaber jeg, at du skal finde Smag udi det Forslag, som jeg vil giøre dig.

LEONORE.: Jeg skal aldrig være mine Forældre imod udi det som sømmeligt og anstændigt er.

JERONIMUS.: Got min Dotter! nu har jeg Spillet vundet. Jeg er i disse Dage bleven forsikred om at aflægges med en Rang; og naar det skeer, saa vil jeg selv give dig at betænke, om du kand gifte dig med en slet og ret Monsieur, som Leander.

LEONORE.: Jeg har selv paa mine Forældres Behag giort Ægteskabs Løfte til Leander, og derfor vil give min Far at betænke, om jeg med min Honneur kand rygge mit Løfte.

JERONIMUS.: Med din Honneur, siger du? veedst du og ret hvad Honneur er? er det Honneur for en Frøiken at gifte sig med en slet og ret Borger?

436

LEONORE.: For at forekomme saadan Uleilighed er det da best, at jeg gifter mig med Leander, førend jeg bliver Frøiken, og førend Papa faaer Rang, saa synder vi intet mod Reglerne.

JERONIMUS.: Slidder Sladder mit Barn! den Snak kommer lidt overeens med det forrige, nemlig at du havde Ambition.

LEONORE.: Just fordi jeg har Ambition, just derfor kand jeg ikke bifalde min Far.

JERONIMUS.: Hvilken forbandet Snak! Just fordi du har Ambition, just derfor vil du heller heede Mutter end Frue.

LEONORE.: Ney, just fordi jeg har Ambition, just derfor vil jeg ikke giøre mig til et Skarn og bryde mit Løfte.

JERONIMUS.: Ingen er forbunden at holde et Løfte, som strider mod Ærbarhed. Da du giorde Leander det Løfte, vare I hinandens Lige. Nu er Tingen saa forandret, at du staaer paa Trinnet at blive Frøiken, og han er kun en slet og ret Monsieur; ergo, derfor kand det Løfte ikke binde dig, thi det som tilforn kunde være lovligt, dets Fuldbyrdelse strider nu mod Ærbarhed. Vi har jo Lov derfor.

LEONORE.: Om jeg maatte sige saa, min kiære Far! saa er det en hæslig Procurator Stræg at dreje Loven saaledes. Er det mod Ærbarhed at holde sit Løfte, som man har giort en brav ærlig Mand?

JERONIMUS.: En ærlig Mand? det er ikke nok. En Bonde kand ogsaa være ærlig; Men om en velbyrdig Frøiken gifter sig med en ærlig Bonde, synder hun i mine Tanker mod Ærbarhed.

LEONORE.: Det troer jeg nok. Men jeg seer ingen Forskiæl mellem mig og Leander; thi vi ere begge af Borger-Stand.

JERONIMUS.: Det er sandt nok; men om du i Morgen blev Frøiken, hvad da?

LEONORE.: Saa var det ikke videre end en ærlig Borger blev gift med en velbyrdig Borger-Dotter.

437

JERONIMUS.: Driv ikke Spot med din Far, min Dotter! det er ikke smukt.

LEONORE.: Det være langt fra! men min Far vil have mig til at bedrive en Gierning, som alle fornuftige Folk vil foragte mig for.

JERONIMUS.: Hvad? fornuftige Folk! Du regner vel vore Naboer, de Spidsborgere, for fornuftige Folk? det er Folk, min Dotter, som ingen Ambition har.

LEONORE.: Mig synes, den siger sig fra all Ambition, der ingen Troe og Love har.

JERONIMUS.: Du maa snakke saa meget, som du vil, min Dotter, saa bliver Udfaldet dette, at du slet ikke faaer Leander.

LEONORE.: Og min Far maa præke saa meget for mig, som han vil, saa bliver Udfaldet dette, at jeg tar aldrig nogen, uden Leander.

JERONIMUS.: Vil ikke gode Ord hielpe, saa faaer jeg bruge Myndighed.

LEONORE.: En Faders Myndighed strækker sig ikke saa vit.

JERONIMUS.: Hvad? har et Barn Magt til at gifte sig mod sine Forældres Villie?

LEONORE.: Jeg har intet giort herudi uden min Fars Samtykke og Villie.

JERONIMUS.: Hør, Leonore! ikke et Ord meer; thi bliver jeg først vred, faaer du mig ikke saa hastig blid igien.

LEONORE.: Jeg vil ogsaa bede min Far, at han ikke rører meer om den Materie; thi jeg er ogsaa ikke let til at blive blid igien, naar jeg først bliver vred.

JERONIMUS.: Gak kun bort til videre, mit Barn, og betænk dig hvad du giør. Leonore gaaer.

JERONIMUS.: See mig engang til den Næseviis! Men jeg maa give hende lidt Tid; Hun betænker sig nok. Men der kommer, min Troe, Baronens Tiener.

438

✂

SCEN. 3

Dobre Podolsky. Jeronimus.

DOBRE PODOLSKY.: Serviteur, Hr. Jeronimus!

JERONIMUS.: omfavnende og kyssende ham. Ach velkommen igien min ærlige Dobre Podolsky.

DOBRE PODOLSKY.: Min Herre er paa Vejen for at besøge ham, og bringer gode Tidender med sig.

JERONIMUS.: Er det mueligt! Den Herre holder meer, end han lover.

DOBRE PODOLSKY.: Han er ogsaa bekiendt for en Ordholdend Herre, baade blant Christne og Hedninger.

JERONIMUS.: Ogsaa blant Hedninger?

DOBRE PODOLSKY.: Der er ingen udi det heele Hedenskab, der jo kiender ham.

JERONIMUS.: Maatte jeg spørge hvor Hedenskabet ligger?

DOBRE PODOLSKY.: Det kand jeg sige ham paa mine Fingre; thi jeg har været der mange gange. Hedenskabet ligger Nord Nordvest her fra. Hovedstaden udi Hedenskabet heder Constantinopel, og Keiseren, som nu regierer, heder Mephistofelus. Det er en brav Keiser, hvorvel han er ikke min Herres Ven.

JERONIMUS.: Hvi saa?

DOBRE PODOLSKY.: Jeg vil nok sige Hr. Jeronimus det, hvis han vil beholde det hos sig selv. Min Herre havde den Naade at spise en gang hos Keiseren. Over Bordet kom han i Dispyt med den store Vizir Holophernes, hvilken Dispyt gik saa vit, at min Herre udi Hidsighed gav ham et Ørefigen; Saa at Keiseren siden den Tid saae ham an med skeele Øyen.

JERONIMUS.: Men tog den store Vizir dette Ørefigen saa til takke?

DOBRE PODOLSKY.: Hvad vilde han giøre? hvo som kiender min Herre, binder ikke let an med ham. Han svor alleene ved sin Talmud, som er Hedningernes Ritual, at han skulde hævne det. Det er u-endeligt at fortælle 439 alle de Actioner min Herre har haft. Er det ikke en Ære for Landet, at en Jydsk Baron har givet den store Vizier et Ørefigen?

JERONIMUS.: Saa er hans Herre da fra Jylland?

DOBRE PODOLSKY.: Ja det kand man nok høre paa hans Tale.

JERONIMUS.: Men, om jeg maatte spørge saa dristigt, Monsieur Dobre Podolsky! hvoraf veed han, at Baronen har gode Tidender at bringe mig?

DOBRE PODOLSKY.: Han bad mig lade Hr. Jeronimus vide, at han havde talet om ham paa behørige Steder. Det havde nær gaaet ham af Glemme, saasom han har meget i sit Hovet. Men jeg, uden at rose mig selv, erindrede ham om at tænke paa Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.: omfavner ham.
Det var et ærligt Vens-Stykke.

DOBRE PODOLSKY.: Jeg siger det min Troe ikke i den Intention, at jeg vil begiære nogen Discretion af ham derfor, ihvorvel at - - -

JERONIMUS.: Han har min Troe fortient en Discretion, og han skal ogsaa have den. Jeg beder ydmygst at han ikke vil forsmaae disse 100 Ducater.

DOBRE PODOLSKY.: Ach Hr. Jeronimus! hvortil er saadant nødigt?

JERONIMUS.: Men en Ting vil jeg bede ham om, det er, at han vil beholde denne Discretion alleene, uden at deele den med den Franske og Spanske Lakei.

DOBRE PODOLSKY.: Efterdi Hr. Jeronimus saa befaler, saa vil jeg beholde den alleene. Men jeg maa løbe; min Herre vil nok være her i Øyeblikket.

✂

SCEN 4.

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.: Kom her ud, min Hierte! jeg har noget at sige dig.

MAGDELONE.: Hvad er nu paa færde igien?

440

JERONIMUS.: Du maa blive her tilstæde for at complimentere Baronen. Nu kommer han.

MAGDELONE.: Men er jeg skikket til at conversere med saadan stor Herre?

JERONIMUS.: Han er min Troe ikke anderledes end en gemeen Borger i Omgiængelse. Det veed Pernille.

PERNILLE.: Det er en allerkiæreste Herre. Madamen har ikke nødigt at undsee sig for ham. Men der kommer han min Troe.

✂

SCEN. 5

Baronen. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Dobre Podolsky.

BARONEN.: Halt - - - et, Porteurs! Sans facon Hr. Jeronimus! lad Porteurerne kun selv hielpe mig ud.

JERONIMUS.: Ach naadige Herre, lad mig have den Fornøyelse.
Baronen visker ham i Øret.

JERONIMUS.: kyssende Haanden. Ach jeg takker allerunderdanigst Eders Naade.

BARONEN.: Inden to Dage skal I have jer Bestalning, og det gratis, saa at I har ingen Bekostning at giøre, uden paa Papiret, som koster 100 Rixdaler; og det skal I ingen Bekymring giøre jer om, alleene at I leverer de Penge til min Tiener, saa skal han løse og bringe jer Bestalningen.

JERONIMUS.: Ach det er en stor Naade.

BARONEN.: Hej Dobre Podolsky! Hr. Jeronimus flyer dig 100 Rixdaler, som skal være til hans Bestallings Indløsning.

JERONIMUS.: Om jeg da maatte besværge ham dermed -- -

BARONEN.: Ej, sans facon Hr. Jeronimus! gak nu strax hen, og forret det.

JERONIMUS.: Min Hierte! gak hen og kys paa Baronens Haand.

441

BARONEN.: Er det hans smukke Frue? Votre tres humble Serviteur de Valet, Madame.

MAGDELONE.: Jeg er ikke saa lykkelig at jeg forstaaer Fransk min Herre!

JERONIMUS.: Ej, still dig da ikke saa taabelig an. Kand du ikke svare et lidet korn? kand du i det ringeste ikke sige: O vis Monsieur?

MAGDELONE.: neiende. Ovis Monsieur.

BARONEN.: Fort Bien Madame! Parle de vous franc.ois?

JERONIMUS.: Min Kone har lært noget fransøsk i sin Ungdom, men hun faaer begynde at lære noget igien paa nye.

BARONEN.: Ovis Monsieur, Perfectement. Hun har min Troe, ma foi, en god Accent, uden at flattere.

JERONIMUS.: Hør du vel, min Dukke! hvad Baronen siger: han siger, at du har en god - - - hvad var det han kaldte det sidste?

MAGDELONE.: sagte. Jeg veed hverken hvad det første eller sidste var, thi jeg er gandske hoved-svimled.

JERONIMUS.: Mine Naboer, eders Naade, vil nok misunde mig denne Lykke.

BARONEN.: Lad dem misunde! Hvad vil det sige? Men hvis de endeligen trænger, saa kand jeg ogsaa hielpe paa dem.

JERONIMUS.: Ney eders Naade! det vil jeg ydmygst bede, at det maa blive ved mig alleene. Ikke fordi jeg misunder dem nogen Ære eller Lykke, men af Aarsag at - -

BARONEN.: Af hvad Aarsag da?

JERONIMUS.: Af den Aarsag, at - - - min Frue veed Aarsagen.

MAGDELONE.: Hvad? Jeg veed min Troe ingen Aarsag.

BARONEN.: Jeg begriber det nok min kiære Frue! det er, hun vil gierne være den fornemste i Lauget, naar hun kommer i Samlinger med hendes Naboersker.

JERONIMUS.: Ney det er endeligen ikke Aarsag, thi hverken jeg eller min Kone har i sinde ofte at omgaaes med vore Naboer her efter.

442

BARONEN.: Der i har han ret. Det sømmer sig ey heller; thi naar man søger om at komme i Stand, maa man og skikke sig derefter. I maa ogsaa love mig det, at I vil staae paa jer Respect.

JERONIMUS.: Spares mig Liv og Helsen, saa skal jeg saamænd ikke familiarisere mig med mine Naboer.

BARONEN.: Det er jo nogle Spidsborgere, som ere kun halve Mennesker.

JERONIMUS.: Det findes aldeles ikke hos dem, hvad man kalder honnete Ambition; thi naar de kommer i Samlinger, seer de kun efter Mad og Drikke, uden at bekymre sig om enten rnan sætter dem øverst eller nederst.

BARONEN.: Pardi, det er jo at leve som Fæ.

JERONIMUS.: Ja lidt bedre, Eders Naade!

BARONEN.: Men, a propos, har han faaet sine 500 Rixdaler tilbage?

JERONIMUS.: Det haster ikke, Eders Naade!

BARONEN.: Charni! har den Slyngel ikke bragt Pengene endnu tilbage?

DOBRE PODOLSKY.: Jeg har forglemt det. Herren tar det ikke u-naadigt op!

BARONEN.: Glem det da ikke saa snart du kommer hiem. De skal betales i Guld igien.

JERONIMUS.: Ach ney Hr. Baron! det giøres ikke nødigt.

BARONEN.: Ej! det kommer mig paa eet ud, Hr. Jeronimus! det er ogsaa mindre Umage.

JERONIMUS.: Ach gid jeg kunde leve den Dag, at jeg kunde erkiende den store Naade, som mig er beviset!

BARONEN.: Jeg forlanger intet andet af ham, end at han staaer paa sin Respect, saa at jeg ingen Skam skal have for rnin Recommendation.

JERONIMUS.: Jeg skal saamænd nok skikke mig saa, at Herren ikke skal fortryde paa den Naade, han har kastet paa sin ringe Tiener. Dobre Podolsky gaaer.

443

✂

SCEN. 6

Leonard. Baronen. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

LEONARD.: med en Krabask. Det er mig sagt, at min Tiener skal løbe her i Huset og spille en hob Comoedier. Hans Tiener, Hr. Jeronimus! om Forladelse at jeg kommer saa dristig.

JERONIMUS.: Jeg er ikke saa lykkelig, at jeg kand tale med ham, formedelst denne fornemme Herre, som er hos mig.

LEONARD.: Hvem er det?

JERONIMUS.: Det er en Baron.

BARONEN.: hældende med Hovedet. Adieu Hr. Jeronimus, jeg maa gaae.

LEONARD.: Hans Tiener, Hr. Baron!

BARONEN.: Hans Tiener!

LEONARD.: Kiender han ikke mig?

BARONEN.: Ney jeg giør ikke.

LEONARD.: Saa kiender jeg min Troe dig.
Prygler ham med Cr ab asken, og Baronen skriger.

JERONIMUS.: Ach Himmel! er det mueligt, at en, der har givet den store Vizir Ørefigen, lader sig saa prygle?

LEONARD.: Har jeg ladet mig giøre Klæder, at du skal spille Giæk med dem?
Han trækker Kiolen af, og Baronen staaer i Liberie.

LEONARD.: Men siig mig du fortvilede Skiælm! hvad har drevet dig til at giøre saadane Optøjer?

BARONEN.: Ach Herre! slaae mig ikke, saa skal jeg bekiende alting.

JERONIMUS.: Ach! jeg døer af Blusel over denne Hendelse.

LEONARD.: Bekiend da!

BARONEN.: Jeg trængde til Penge, og som jeg hørte at denne gamle rangsyge Nar kyssede Skræddere og Lakeier for de skulde tale for ham, saa tænkte jeg ved mig selv: Her er en Skilling at fortiene for dig; Hvor for jeg 444 gav mig ud for en Baron. Synes Herren at det var nogen Synd at narre saadan gammel Abekat?

JERONIMUS.: Ach jeg kand ikke meer. Gid jeg var i Graven!

LEONARD.: Men hvorfor gav du dig ud for en Baron?

BARONEN.: Ikke uden for at curere ham for hans Rangsyge.

445

LEONARD.: Der er min Troe ikke meget Ont i det.

JERONIMUS.: Ach gid han faaer en Ulykke, saa vist som det var for andet; thi han har faaet over 700 Rdlr. af mig.

BARONEN.: Det er ikke sandt Herre! jeg har ikke faaet en Skilling, han leverede dem til en anden ubekiendt Person, som fuldte mig hid.

JERONIMUS.: Ja det var til Dobre Podolsky. Hvor er han? Nu var han her.

BARONEN.: Ja han er ikke saa let at faae fat paa. Det er en Landløber.

JERONIMUS.: Ach jeg elendige Menneske! hvor skammelig er jeg bleven bedragen!

LEONARD.: Begræd ikke saa meget jer Forliis, Hr. Jeronimus! begræd heller jer Daarlighed, og stræb at mage det saa, at denne Historie kommer ikke ud blant Folk.

JERONIMUS.: Ach jeg seer og kiender min Daarlighed, men alt forsiide, og jeg skiæmmer mig for min Kone og mine Børn. Lad Leonore komme ind.

✂

SCEN. 7

Leonora. Leandet. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.: Min Datter! jeg seer du kommer der med Monsieur Leander.

LEONORE.: Ja min hierte Far! vi lader ikke af at elske hinanden, u-anseet alle de Trusler, som os ere giorte.

JERONIMUS.: Bliver kun ved at elske hinanden; Jeg skal aldrig være jer meer imod. Og I Monsieur Leander! jeg beder jer tusinde gange om Forladelse, at jeg har været saa kaaldsindig mod eder. Der var kommen en Raptus over mig, hvis Udfald har saaledes ydmyget mig, at jeg er kommen til mig selv igien, og fortryder min Daarlighed, sær den slette Conduite jeg har føret mod ham.

LEANDER.: Det er mig kiært at fornemme, at Hr. Jeronimus foragter mig ikke meer. Hvad som har været Aarsag dertil kand jeg ikke vide, ligesaa lidt som jeg veed Aarsagen til denne sidste Forandring.

446

BARONEN.: Jeg skal fortelle Monsieur den heele Historie - - -

JERONIMUS.: Hold Munden, Monsieur Baron, eller jeg skal kløve dit Hovet. Dog jeg burte heller takke end være vred paa ham; thi han har ved sit Giækkerie cureret mig. Men hvad Pokker er det som jeg seer? er det ikke Dobre Podolsky, som kommer tilbage? Her kand jeg komme til mine Penge igien.

DOBRE PODOLSKY.: Min Herre, jeg beder ydmygst at han ikke vil fortryde paa at vi har narret ham, thi - - - -

JERONIMUS.: Hvor er mine Penge din Gaudieb?

DOBRE PODOLSKY.: Her er de alle sammen, forst de 500 Rdlr., som vi, for at narre ham, sagde skulde til Grævinden; dernest - - -

JERONIMUS.: Vær saa god at holde inde med den Specification, flye mig kun Pengene.

DOBRE PODOLSKY.: Men jeg veed ikke om min Herre vil lade mig beholde de 100 Ducater, som jeg fik for min havde Umage.

JERONIMUS.: For din havde Umage? du har fortient Galgen for din havde Umage.

DOBRE PODOLSKY.: See der er de alle sammen. Jeg beder kun at Hr. Jeronimus ikke vil fatte noget Had til os, fordi vi narrede ham.

JERONIMUS.: Ey, hold Munden.

DOBRE PODOLSKY.: Jeg siger det kun for at undskylde mig, thi jeg skal aldrig narre ham oftere.

JERONIMUS.: Du skal ey heller faae Leilighed dertil.

LEONARD.: Saa gak din Gang og incommodeer ikke Manden meer. Det giør mig ellers usigeligen ont Hr. Jeronimus, at saadant skulde vederfares af min Tiener. Alt hvad jeg kand giøre, det er at straffe ham og lade ham løbe.

JERONIMUS.: Det er best, Hr. Leonard, at han beholder ham i Tieneste, og tilholder ham, at han ingen fortæller hvad som skeed er. Jeg vilde ellers ønske, at alle urimelig Rangsyge kunde revses ligesom jeg for deres honnete Ambition.

447

✂

Den honnette Ambition
Noter

✂ S. 403
tilforn, tidligere. - særdeeles, usædvanligt, mærkeligt. - Alleene, men; dog.

✂ S. 404
Liberie-Kiole, (Mands)kjole, der hørte til Tjenerdragten. - Taftes-Pung, Haarpung af Taft. I Stedet for Paryk var det blevet moderne at bære Haaret i Punge. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

✂ S. 405
har en Ære at tale med, har ikke noget at skulle have sagt.

✂ S. 406
gaae paa hinandens høyre Haand, som den fornemste gaa til højre for den man følges med. - qvæler, piner, plager. - dølge, skjule. - Protestationer, Forsikringer.

✂ S. 407
Præludier, Indledninger, Omsvøb. - Characteer, Rang, Titel. - Promotion, Forfremmelse. - moqverer, ler ad; foragter. - ikke mindre end, aldeles ikke, alt andet end.

✂ S. 408
betler, tigger. - meritered, fortjent. - Meriter, fortjenstfulde Handlinger, Fortjenester. - Supplik, Bønskrift. - etc., lat. et cetera, og saa videre. En etcetera brugt som Skældsord: en Noksagt o. lign.

✂ S. 409
kalde ... Frue. Kun fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang, kaldtes Fruer. En Kone som Magdelone var Madamme.

✂ S. 410
Akkermær, egl. (tarvelig) Plovhest, brugt som Skældsord til Kvinder. - bryd mig ikke Hovedet, vold mig ikke Hovedbrud. - Betieninger, Embeder, Bestillinger. Med Rangen fulgte visse Privilegier som Fritagelse for Borgerlige Betieninger.

✂ S. 411
Ducat, fin Guldmønt, opr. af 2 Rigsdalers Værdi. Det var den svenske Konge Karl XII, der gav Kobberskillinger et højere Paalydende, se Bind I, S. 336. - distingueret, udmærket. - sætte Farve paa, besmykke. - det gier ingen gode, det nytter ikke noget.

✂ S. 412
Kaabe-Skiul, dvs. det som dækker, besmykker noget. - recommendere, anbefale. - Primer, vrøvler. - flattere, smigre. - Lader, Adfærd, Manerer.

✂ S. 413
gallonneret, prydet med Galoner (svære Uldeller Silkebaand, evt. med indvævet Sølveller Guldtraad). - Varulv, i Folketroen en til Ulv forvandlet Mand; kendtes paa stygt Udseende med sammenvoksede Øjenbryn.

✂ S. 414
Køllert betyder en Trøje af Læder. - Ficonterier, vulgært Udtryk: Kneb.

✂ S. 415
galant, elegant, flot. - tage Kniv og Gaffel med sig. Det havde tidligere været almindelig Skik og Brug, at Gæster medbragte deres eget Spisebestik.

✂ S. 416
Baron følger efter Greve i Rang. - i sex Heste, med et Forspand 448 af seks Heste. - gaaer... qvit, mister, gaar Glip af. - Eqvipage, Udstyr. - Det tiener ikke, det er ikke heldigt, det gavner ikke.

✂ S. 417
obligere, forpligte. - sæt dig i Eqvipage, udstyr, udrust dig. - Bassesse, fr. Simpelhed, Lavhed.

✂ S. 418
Serviteur, fr. Tjener. - Vi har... faaet vor Bekomst, vi er godt forsynede.

✂ S. 419
anden større Kundskab, andet fornemmere Bekendtskab. - Portechaise, fr. Bærestol.

✂ S. 420
med bare Hovedet. Jeronimus har endnu ikke faaet sin Paryk paa. - Positur, Tilstand. - emplojeres, Forvanskning af employeres, ansættes; anvendes. - iblant, en Gang imellem. - gemene, almindelige. - habil, dygtig. - Lectie, Forelæsning; Lektion.

✂ S. 421
Kiereste, Ægtefælle, Kone. - Votre... Madame, fr. Deres meget ydmyge, særdeles ydmyge Frue.

✂ S. 422
Morbleu, fr. for Pokker, minsandten. - perfectement, for fr. parfaitement, fuldkommen. - skiønsom, forstandig, indsigtsfuld. - hiulpet... af Støvet, dvs. hævet, ophøjet. - mardi, for fr. pardi, ved Gud. - jeg vil tiene, jeg skal sige Dem. - importerer, indbringer. - frisk Vand, fersk Vand. - Cabeljou, Kabliau, Stortorsk. - Invention, Opfindelse.

✂ S. 423
Den Utrectiske Fred, Freden i Utrecht, som endte den spanske Arvefølgekrig, sluttedes 1713. - hvad vil du tale, dvs. hvad bilder du dig ind at tale. - Mademoiselle, fr. Frøken. - tres. .. Reencolavet, forvrøvlet Fransk: meget berømt, hvorledes, luk Baron de R.s Dør. - Duc de Vendosme, Hertugen af Vendóme kæmpede som General i den spanske Arvefølgekrig; men han døde 1712, altsaa inden Fredsslutningen. - han maa melde sig, det er noget han tror! - billigt, rimeligt. - Dobre Podolsky, polsk: Godt, Podolsk.

✂ S. 424
du skal fornemme, du skal skaffe dig Underretning om. - Leerbeutel, ty. Tom Pung. - Passedix, fr. betyder Over ti; et Terningspil. - Obscurité, fr. et Spil i l'Hombre. Hvis en Spiller har to sorte Esser og kaster de øvrige Kort, siges han at spille paa Obscurité (jouer à l'obscurité). - Voulez... vous, forvrøvlet Fransk. - Mosepan, polsk Mospanie, min Herre. - engrasseret, Forvanskning af engageret, forpligtet. - Plaiseer, fr. plaisir, Fornøjelse, Glæde.

✂ S. 425
Vertichoux, fr. vertuchou, Død og Pine. - Peste! fr. Død og Pine! - profos, Forvanskning af fr. par force, med Vold og Magt. - det skal have gode Veye, det har ingen Nød.

✂ S. 426
besynderlig, især.

✂ S. 427
sans facon, fr. uden Omsvøb. - aparte, ekstra. - Er ... werden, ty. Han skal blive hjulpet.

449

✂ S. 429
Hvad vil... Ebeltoft, Hvordan kan det Bæst, som nylig er kommet fra Æbeltoft.

✂ S. 430
employere, anbringe. - omendskiønt, selv om.

✂ S. 431
Matrone, (gift) Kone. - Hoffart, Storagtighed. - promoveres, forfremmes.

✂ S. 432
en slet og ret Monsieur. Monsieur var almindelig Tiltale til alle voksne Mænd. - stode... i en Maade, var i en kedelig Situation. - Raisons, fr. Grunde.

✂ S. 433
Vellyst, Vellevned; Overdaadighed. - Assembleer, Selskaber. - Resolution, Beslutning.

✂ S. 434
solide, virkelig, reel. - Possession, Besiddelse. - Relation, Meddelelse. - Inirigue, fr. listig Streg, Rænke. - dependere, afhænge af, bero paa.

✂ S. 435
Extremitet, Yderlighed. - Honneur, fr. Ære. - rygge, bryde.

✂ S. 436
kommer lidt overeens, stemmer kun lidt overens. - ergo, lat. altsaa. - lovligt, rosværdigt, prisværdigt. - Vi har jo Lov derfor. I Danske Lov (1683) staar der, at alle frivilligt indgaaede Kontrakter skal holdes, men med Tilføjelsen: »som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed« (5,1,2).

✂ S. 437
gifte sig mod sine Forældres Villie, se Bind I, S. 279. - Materie, Emne.

✂ S. 438
Mephistofelus, Mefistofeles, Navn paa Djævelen. - hvorvel, skønt. - Vizir, Vesir, (arabisk) Førsteminister. - Holophernes, Kong Nebukadnezars Feltherre; optræder i en af Det gamle Testamentes apokryfe Skrifter (Judits Bog). - saae ham an med skeele Øyen, saa skævt til ham. - Talmud, Samlinger af jødiske mundtlige Traditioner vedføjet Moseloven. - Ritual, Forskrift for religiøse Handlinger.

✂ S. 439
Actioner, Bedrifter; Affærer.- Intention, Hensigt. - Discretion, Belønning, Erkendtlighed.

✂ S. 440
complimentere, byde velkommen. - Bestalning, Udnævnelse. - besværge, besvære.

✂ S. 441
Ovis, fr. oui, ja. - Fort bien, fr. meget godt. - Parle ... francois, ukorrekt fransk: Taler De Fransk? - ma foi, fr. min Tro. - Accent, Udtale. - Samlinger, Selskaber.

✂ S. 442
lidt bedre, ikke meget bedre. - Charni, fransk Ed. - erkiende, vise Taknemmelighed; gengælde.

✂ S. 443
Krabask, Pisk af flettede Remme. - Liberie, Tjenerdragt. - Optøjer, gale Streger.

✂ S. 445
Raptus, Mani. - Conduite, Optræden.

✂ S. 446
Gaudieb, Bedrager; Gavtyv. - incommodeer, genér. - vederfares, ske, times (jer).

Holberg, Ludvig DEN HONNETTE AMBITION

DEN HONNETTE AMBITION Comoedie udi tre Acter

Personerne i Comoedien

Den honnette AmbitionIndledning

ACTUS I

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5.

ACTUS II

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

ACTUS III

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN 4.

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

Den honnette Ambition Noter

DEN HONNETTE AMBITION
Comoedie udi tre Acter

Den honnette Ambition
Indledning

Den honnette Ambition
Noter