Holberg, Ludvig Uddrag fra PERNILLES KORTE FRØIKENSTAND

Paa den omtalte Plakat lyder Komediens Overtitel: »Den opdigtede Forbyttelse«. Her fremhæver Holberg (eller Teatret) saaledes den Intrige, som forpurrer den gamle Jeronimus' Planer. I Epistel 331 siger Holberg, at man »udi de Franske Stæder .. . strax efter Fødselen skikker spæde Børn ud paa Landet, for der af fremmede Qvinder at opklækkes; hvilket een og anden Gang haver givet Anledning 210 til Børnenes Forbyttelse og haver saadant Uheld givet mig Materie til det Skue-Spill, som kaldes Pernilles korte Frøiken-Stand«. I 3. Akt 1. Scene siger den som Munk forklædte Henrich, at Historien vil give Anledning til at reformere samme Skik. Holberg har denne Reformidé fra et Skuespil af Dufresny, Le faux Instinct, Det falske Instinkt. Det var for Holberg en frygtelig Risiko, som »fornemme Børn underkastes ved at opklækkes af fremmede og ubekiendte Ammer, hvorpaa man seer een og anden gang bedrøvelige Exempler, sær [dvs. især] udi Frankerige, hvor Børn, som skikkes ud paa Landet at opfostres, ere bleven forbyttede, saa at mangen Moder haver faaet en fattig Ammes Barn igien for sit eget« (Moralske Tanker, 1943, S. 188). Det er en Ulykke at falde fra den højere Stand, hvori et Menneske er født, til en lavere, ganske som det er en Lykke for den fattige Pernille, ved Komediens Intrige, at komme fra den tjenende Stand til Herrestanden, selv om Betingelsen er Ægteskab med en gammel og knurvorn Mand.