[J. L. Bynch] Den paaseende Bias. [1ste til Syvende stykke]

Den

paaseende Bias. 1ste Stykke.

Saadanne Tiggerbreve skriver Fattigdom! lad den Nedrige troe, at de udmærke ham selv!

2

        

3

Erindring til Læseren.

Det er vel vanskeligt at bestemme hvorledes man skal inrette et Skrift efter Smagen. Kokken har en Slags Smag paa Tungen; Fraadseren en anden og den Syge atter en anden. Saaledes er det og med Smag paa Skrifter. At inrette et Ugeblad efter den almindelige Smag, det var maaske umueligt, at inrette det efter den fiine og herskende Smag, var unyttigt (hvor liden Aftræk ville Autor da have?) men at læmpe det saaledes efter Mængdens Tænkemaade at den Fiintænkende hverken skal falde i Søvn eller væmmes om han gider

læst det; det bliver nok det Fordelagtigste. — Jeg

er en gammel graaeskiegget Philosoph, som i Verdens Krumkroge har stødt mange Stykker af mine Horn. — Mit Skieg gier mig vel baade Myndighed og Anseelse nok til at tale paa Skuepladsen, allerhelst, saasom den jydske Kateket; den uægte Argus; og Verden som den er, ere for deres Dorskhed og barnagtige Udtales Skyld blevne Udpebne af Skuepladsen.

Da jeg var i mit 25de Aar, mindes jeg meget got at jeg skrev med mere Liv, end jeg nu er i Stand til; men nogle gamle misundelige Dummerjaner afskrækkede mig derfra ved at ryste deres ærværdige Pikkelhuer. —

Nu er jeg selv, bleven en gammel Gnavere og alt det mun-

4

tre, som jeg nu fremfører, maa jeg stele sammen af mine Ungdoms Manuskripter; det er dog i det minste beder end jeg skulde begaae Bogran. — Stolende paa min Alders Fortrin, troer jeg om mig at mine Ord giøre mere Indtryk hos Læserne, end de allerbeste Sandheder af vore unge Spyttegøjers Opfindelse. — I denne Henseende har jeg ligesaa god Fordeel af min Alder, som Præsten, der af Magelighed altid extemporerer sin Prædiken, i det han stoler paa at hans Præste prydelse formaar langt mere at røre Tilhørernes Hjerter, end den grundlærdes Studentes udsøgte Tale, der pre- diker kun med Fippekraven.

Jeg inskrænker mig hverken til at knurer eller til at være altid lystig. Den muntre Pige, som skal fordrive mig min Alderdoms Tungsindighed, hun skal ved hendes Suk efter sin Elskelige sommetider giøre mig øm og kielen: andre Tider skal hun ved hendes spidsfindige For- tællelser giøre mig satyrisk; undertiden skal min Aarela- dere giøre mig politisk og aldrig eller sielden skal jeg

mig selv eller mit vrantne Humør lig. — Endskiønt

jeg seer saa Hæslig ud at intet smukt Øje bør værdige mig et Blik, saa skal jeg dog søge at forlyste vore Skiønne med det, som tillige kan forbedre deres Hierter. — Ingen Stand i Landet kan blive mine Fiender; thi de La- ster jeg giennemhegler er for største Deelen udryddet uden om deres Hierter.— Skulle en Langskiegget høre af hans Pige, paa sit Kammer, det de mistænke ham for i Byen? ach! mon det vel skulle kunne forstyrre hans Roe?

5

Satirikussens Skiebne,

med Devise:

Jeg fører en pægende og udmærkende Stiil, for at giøre min Sa- tire bidende.

Det er en Ulykke at være Satyrikus; hvor kan saadan en Vanskab- ning behage Fruentimmerne, som dog altid vil have noget Smukt for Øinene. Imedens at de leer eller beundrer hans Indfald, saa fatter de Had til hans Person. De meene, at Hans Hierte maa være ligesaa foragtende imod deres Yn-

6

2

dighed, som hans Pen er spidsfindig imod deres Daarlighed; de troe, at der ingen Kielenskab kan boe i en dadlende Siæl; men de tage mærkelig Feil; thi just der, hvor den skarpe Satyrikus finder mindst Feil, der elsker han hæftigst. Det er hans reneste Glæde, at udhvile sine spodske Tanker hos en Ven eller Veninde, hvis Karakterer have en stor Overeensstemmelse med det Portræt, han har dannet sig, om Uskyldighed. Ikke engang den dydigste, den ømmeste Ven kan undgaae hans kritiske Pile, saa længe Dadlelysten faaer Lov at regiere hos ham. Den Satyrikus, som tillige er en Folkeven, smager ligesaa stor Bitterhed, naar han skriver, som andre, naar de læse hans Satirer. Har han den Lykke tillige, at Naturen gav ham en munter Siæl, saa overtrækker han sine Malerier med saadanne Farver, som ere hans egen Forlystelse, og iklæder dem saaledes i deres Figur, at de opvækker Latter hos andre. Han bær sig lige saadan ad, som Apothekeren, der er nødt til at smage Besmerdraaberne, og slikker et stort Stykke Sukker op, for at fordrive den slemme Smag af Munden. Af denne

7

3

Aarsag seer vi ofte, at Satyrikussen, saasom de indianske Malere, afskildrer Diævelen ligesom en Lysens Engel. For at Folk ikke skal tænke, at han kritiserer for at ophæve sig over dem, saa giver han gierne sig selv en Liighed med Diævelen.

Den arme Diævel skal have Skyld for alting. Brækker Matrosen sin Arm i Stormasten, strax udøser han tusinde Bitterheder mod Diævelen. Piller man Udyden af hans Ryg med Katten, saa skupper han sin hele Forseelse paa Fanden, som forførte ham, og viser ligesaa megen Klygt i sin Veltalenhed, som Prokuratoren, der blev kiøbt til at giøre sin Principal afsindig.— Faaer Skorsteensfeieren for megen Qvalme af Røgen, som stiger ud af Røret, saa tænker han, at Fanden boer i Luftrøret, og i Steden for at bande Kokkepigen, som ikke siukkede sin Ild, saa skiær han Tænder imod Fanden, bider i sin Mundlap, og troer, at ingen anden, end han, har forhexet Røgen.— Viintapperen, (som tillige er den flittigste Viinkippere i Byen), tænker mangen Gang, naar han har skrabet Huden af sin Næse

8

4 paa Tappen, at den livagtige Diævel har slaaet sit Verksted op i den Tønde, som Katten sidder paa; at Diævelen, ligesom de

tørstige Muursvenne, kaster Snoer for ham, hver Gang han nærmer sig til Tønden. — Da den Gierige forleden giennemledte hele Huset, og lod alle Senge og Dragkister flytte af Veien, for at lede efter en Skilling, som han savnede, saa fandt han den tilsidst i den høire Vestlomme, og bandede Diævelen, som paa saa lumpen en Maade spillede Komedie med sig.

Saaledes faaer Diævelen Skyld for alting.— Den der engang stieler er altid en Tyv; den der engang har skreven et satyrisk Stykke, kan aldrig redde sig fra det slemme Navn: Satyrikus. Andre kan paa hans Kappe skrive saa meget, som de vil, og ingen drømmer om, at det er dem; men den Stakkel, som Almuen engang har giettet paa, bliver bestandig dens Skumpelskud. Dersom en Satyrikus har sine Øine kier, saa maa den forfængelige Ærekierhed pibes ud af hans Hierte; kjender man ham, saa vil man vist pibe ham ud af alle Sæl-

9

5

skaber, og om det nye Testamentes Philistere kunne formaae ligesaa meget med deres Forbandelser, som det gamle Testamentes med deres Syele, saa ville det ikke vare længe, førend de stak hans Øine ud. Lykkelig er derfor den, som har en taus Bogtrykker; men allerlykkeligst den, som ingen Doris har; thi enhver Doris har gierne sin Ven i Baghaanden, til hvilken hun fortæller alt det, som Satirikussen sagde hende i Fortrolighed. Gid han kun ville allene føre sine muntre Øine med sig, naar han besøger hende, og glemme sine Hemmeligheder hjemme i sin Skriverpult! Vore Do- risser ere ikke saa enfoldige, at de skulle sætte nogen Priis paa Fortrolighed; nei! Øinene er det beste for dem paa Mandfolkene. Den Satyrikus, som troer, at vinde en Piges Hierte til sig, med at vise hende Prøver af hans Klygt, beviser hende

kun eftertrykkelig, at han ikke besidder

mere Forstand, end Torskepanden.— En

Satirikus, som holder gode Miner med en Doris, faaer Navn for mangt et bidende Stykke, som han ikke engang selv har læst igiennem, allene fordi hun har ham mis-

10

6

tænkt, og naar hans Navn først af en deilig Piges Mund bliver tilegnet et Stykke, hvor snart flyver da denne Hemmelighed ud over hele Byen? thi de deilige Munde ere altid troværdige.— Det kildrer mig ind i mit inderste, af bare Glæde, naar jeg husker paa det jeg forleden læste i en satirisk Bog. Her giorde Autor sig til Gode, fordi han med et Skrift havde faaet en lille Pige til at skrifte det for ham, som hun ellers saa ofte med Eed havde nægtet, og at han havde faaet hende til at bekiende det paa en forblummet Maade, som han ellers ikke kunne have faaet udlokket af hende, med de allerhæftigste Bønner, eller Fortroligheds Prøver. Autor til denne omtalte Bog havde i sine satiriske Træk afskildret, hvor forbauset den skinhellige Phyllis, (som for- soer, at hun nogensinde havde havt Tilbøielighed til et Mandfolk), ville blive, naar Adam ville sige hende, det man fortalte om hende i Byen. Dette Skilderie havde Autor skildret med saa levende Farver, at den lille Pige, som fik Bogen af Satirikussen, blev sine forrige Handlinger vaer, og geraadede i en heftig Sygdom. Da hun var

11

7 kommet sig lidt igien, saa fik Satirikussen hende i Tale; men da hun saae ham, begyndte hendes søde Læber at hagle saa forskrækkelige Hønseæg paa ham, som om der faldt lutter Smaadiævle ned af Himmelen. Hun faldt ham an, som en Engel med Gaasefieder paa; paaduttede ham, at han var selv Autor til Skriftet; at han havde været saa nedertrægtig, og aabenbaret hendes Feil for hele Verden; at han var Falskheden selv, saasom han hellere kunne have sagt hende dem i Fortrolighed; og sagde, at hun ville fortælle sin Fader hans nedrige Opførsel; ja skaffe ham til Vidne paa, at alt det, som der var skrevet om hende, var puur Usandfærdighed. Hendes Faders Vidnesbyrd ville vel ikke sige noget til hendes Retfærdiggiørelse, og hvo havde sagt, at den Feil, som Skriftet berørte, var stilet paa Jomfruen. I hvor om alting er, saa giorde hun dog Satirikussen saa bestyrtet, at han nær havde bristet i Latter; men det var hans Ørers Lykke, at han i det mindste holdt sig saa længe han var hos hende. Han svarede hende ganske koldsindig, at han aldrig tilforn havde troet om hende, at hun havde havt

12

8 en Kiereste; men maatte nu endelig nødes dertil, saasom hun selv aabenbarede det. Denne Aabenhiertighed var maaskee Tegn paa en slags Uskyldighed hos Pigen; thi de Flestes Samvittighed er ikke nær saa øm; de kan forbide de bitterste Skoser, uden at nogen kan mærke, at en Plæt i deres Ansigt forandrer sit Sæde. Samvittigheden er meest sladdervoren hos de Uskyldige. Denne lille Piges Forbittrelse var uden Tvivl ligesaa god, som en Lovtale over Satirikussen, der havde skrevet Bogen. — Der er mange Ansigter, som ligne hinanden, og et Skilderie, som en Maler har vel truffet, kan ligne mange Personer; men ligner dog meest den, som var hans Original; saaledes er det og et Kiendemærke, at Satirikussen har malt rigtig, naar man snart troer, at han har sigtet til een, og snart til en anden. Jo mere forbittret man bliver, naar man læser hans Indfald, desto bedre har han forrettet, hvad han burde. — Havde Ovidius allene bleven inden for Satirens Skranker, saa havde man aldrig viist ham i Landflygtighed; men heller aldrig faaet hans deilige Klagebreve fra Ponten. En Satire giver et

13

9 Skilderie paa en Last, og den, som da lader sig mærke med Hevn mod den dristige Malere, tilkiendegiver jo tillige, at han tilegner sig Satyrikussens Malerie. Enhver

er sine egne Ords Fortolkere; denne

Regel staaer dog vel fast, i hvor meget man vender op og ned paa andre Sandheder; og Helvedes Porte kan ikke formaae sig noget tmod den. — Fordi Moderen, den Dag hun blev aareladt, var saa ublu, at hun, det første Snepperten var taget fra Hendes Aare, gav denne Arbeidskarl et Glas Nektar, hvoraf han skulle slutte sig til hendes Blods Forfatning, er det da vel ikke tilladt, at Informatoren laster hendes Frøken Døttre for den Frekhed, som de vise i Mandfolkesælskaber. Skal han have det paa sin Samvittighed, at han lader alle deres Udyder gaae igiennem det grove Saald, fordi Moderen, som selv er udydig, viser en ufornuftig Væmmelse til hans Moraler? naar Mama lader sig slikke af Bachus paa Viinfadet i sin Datters Nærværelse, skal da Informatoren tillade Mamaes Øiesteen at tumle omkring i Sengen med Tieneren? — Fordi Mama af Magelighed lader sin Pels

14

10 sye sammen hos Bundtmageren, i Steden for at hun kunne faae det giort hiemme; skal da Huusjomfruen ikke drive Frøkenen an til at holde Syenaalen ret, og bruge den flittig? — Fordi Papa tømmer fire Flasker Vin til et hvert Maaliid, skal da Informatoren lade den ældste Søn pimpe saa meget han gider ved Bordet ? — naar Sønnen formærker, at Faderens Kammerpige kan ikke have Roe mens hun reder hans Seng, er det da Skolemesterens Pligt at han maa tillade ham at springe paa Ryggen af Pigen, at vove en Dyst med hendes Skiørter, og at brydes med hendes Arme, hver Gang hun kommer op paa Skolen, for at give Informatoren et reent Haandklæde, eller for at ryste hans Kabysse? Nei! langt fra! Skolemesteren maa i det mindste af Skinhellighed laste de Forseelser hos Børnene, som enten han selv, eller hans Principal, eller hans Principalinde ere genøgene til; med mindre han vil af andre ansees for en Stymper, som, af Frygt for at blive kastet paa Døren, lader alting gaae Hulter til Bulter. Den dydige Skolemester indjager, med sin Afholdenhed og med sine

15

11 Moraler, saadan en Frygt i alle Medlemmerne i Huset, at ingen tør pirre ved ham. Han kier sig lige saa lidet efter Moderens stiklende Andesnak, som efter Faderens nedskudte Øienbryne. Han loe saa at hans Mave var færdig at sprække, da man forbød ham at slaae Børnene; thi man Havde først selv frivillig givet ham et Riis ind paa Skolen, med uindskrænket Magt at straffe alle slags Forseelser; men da han gav den ældste giftesyge Datter tre Haandtager, fordi Hun skulle aflægge det kokettiske Væsen, hun lærte af hendes Moder, saa blev Moderen saa indtændt gal herover, at hun paa det ivrigste lod ham vide, at han først skulle spørge sig for hos hende eller Faderen, inden han vovede sig til at lægge Haand paa nogen af Børnene. Denne Indskrænkelse fornøjede Informatoren ligesaa meget, som de fem Dukater han fik for sit satiriske Nyeaars Vers, som hverken Principalen eller hans Frue vidste Nøglen til; thi Fruen lod sig med denne Befalning forlyde med, at hun ikke ville at Børnene skulle straffes for den Slangegift, som de af hendes Bry- ster havde indpattet i sig. — Samme

16

12 Skiebne har en Satyrikus ogsaa. I hvor meget han forgylder sine Laxeerpiller, saa foraarsager de dog en vedvarende Modbyde-

lighed paa den Syges Gane; men bare de havde saa megen Magt over deres Maver, at de ikke gylpede Pillerne op af sig igien, saa ville de i al Sagtmodighed og Ærbarhed giøre deres forønskede Virkninger. Gid de ville ikke være saa jadderagtige, som det tre Aars Barn, der fik Riis paa Rumpen, fordi det fik ont i Maven, og fordi det sladrede i Troskyldighed til Forældrene, at det havde spiist for to Skilling raadne Blommer.

17

13 Den

foragtelige Huusfader,

en Satire.

Opfylder du din Pligt, som Fader, da er du, som en god Konge i din Familie, og et dyrebart Lem i Staten. — — Men hvis ikke! da sætter du dig langt neden under den Værdighed, du fik, som Fader; — din Hustru bør flye fra dig; — dine Børn bør ikke være i din Vold.

Ulykkelige Ægteskaber kan med Rette faae Navn af det største Onde i Republiken. Naar en god Opdragelse har dannet Ægtefællerne til retskaffen dydige Personer, saa er ingen Kontrakt til større Fordeel for det Almindelige; men hvad foraarsager afskyeligere Forvirringer i Staten, end Vanheld i Ægteskabs Lotterie. Gid al Lotte-

18

rie var afskaffet, og gid man aldrig lod sig binde et guldbrokades Tørklæde for Øinene, naar man greb i Elskovs Lykkepotte!

Klaudius har et Legeme, som er ligesaa meget Naturens, som Kunstens Læreklud. Hans Øine ere saa levende, som Katteglukker; saa majestætiske, som Kaninøien; saa skarpe og skinnende, som Lossens Forstørrelses Glas; saa vittige, som Gaasens; nogle Stræger ved Øiekrogene tilkiendegive Godhed og Ømhed; men andre derimod Ondskab og Tyrannie. Øienbrynene kan skyde sig en heel Tomme ned over Øielaagene, og begge Øinene kan trække sig saa nær tilsammen, naar han bliver vred, at man skulle sværge paa, han havde (som der fortælles om de nordiske Folk) kun et Øie Panden; og naar han da bliver bister, saa skieler han saa forfærdelig, at Sviin maa blive bange for ham. — Hans Næse er saa net dreiet, som Vildsvinets Hukkert, og naar Spidsfindighed kommer over ham, saa er det artigt at see, hvorledes

Næsetippen kaster sig fra en Side til en anden, ligesom Hundens, naar den forsmaaer og snuser paa Brødet, som holdes ham for

19

15

Snuden.— Hans Kinder ere saa røde, som Gurkemeje, og man seer hid og did nogle purpurfarvede Tullipanstriber, til Tegn paa hans forvandlede Uskyldighed.— Han hænger altid med Flæben, som Lærken i hedt Veir, det er Dumheds Skildt; Tungen hipper i Munden paa ham, naar han bliver Hidsig, ligesom Hundenes i Bræmsetiden; det er ligesom der var en levende Muus inden i den nederste Læbe, naar Ivrigheden stikker ham; somme Tider seer han saa mild ud, som Babianen, og andre Tider saa barsk, som Kattekillingen; man faaer ikke et Smiil af ham med en Vognkiep, og kommer det engang imellem saa vidt, at han trækker paa Smilebaandet, saa griner han ligesaa koldt, som Løven, der kysser Hesten i Rosenborg Hauge. — Man lærte ham for meget at stryge paa Feile i sine unge Dage, derfore blev han skiev til den ene Side, ligesom Musikantersvennen, der voxede efter Fiolen; hans Kirtler ved Halsen bleve og derover lidt forknyttede. — Man forkielede og fordærvede ham saaledes i Ammestuen, at han fik de saa kaldte dobbelte Leder; derfore kunne han ikke staae paa Benene, førend i hans siette Aar;

20

16 imidlertid lod man ham kravle omkring paa Knæerne af en Stue i en anden; hvad Un- der at han fik vanskabte Been og leddeløse Knæer; at han vaklede ligesaa meget med Legemet, som vi faae at høre, at han var ustadig i Siælen. Dandsemesteren sat ofte nok hans Been i Stokken; men Gud bedre det, saa det hialp! en uagtsom Op- dragelse er Kilden til de meste Ulykker, som hænde Mennesket i Livet.— Faderen døde

og efterlod Klaudius efter al Anseelse i for- deelagtige Omstændigheder; thi man troede, at Faderen havde været en riig Mand; ligesom man tænkte om den storpralende Grosserer, der for nogen Tid siden giorde en Bankerot paa et Par Millioner. — Kre-

ditorerne lod Sønnen gaae ind til Faderens Arv og Gield, i det Haab, at Faderen ikke allerede i Forveien havde forødt Arven; thi han havde ligesom de fleste Brændeviinsmænd drukket Profitten op. Klaudius vidste ligesaa got Besked om sin Faders Omstændigheder, som den 80de Aars gamle Justitsraad kiendte til sin nitten Aars gamle Møe, som havde flasket med sex Kierester og fik dog et Smykke af sin nikkende Brud-

21

17 Brudgom, fordi han befandt sig vel til Mode Dagen efter Brudenatten. Dog undersøgte Klaudius Regnskaberne ligesaa flittig, som den flygtige Liniedandsere udregner sin Skiebne efter Kaballa, og ligesaa grandseende, som den Stiernekyndige giør sine Observationer i Søvne. Han stak i en stor Subedas, og det angik ham ikke at redde sig med Forsigtighed. Faderens Død havde befriet ham fra den Gabestok, som hans knarvurne Hovmester somme Tider havde brugt til at slutte ham i paa Skolen. Hovmesteren fik sit naadige Løbepas, og Klaudius viste strax med sin Opførsel, hvad for Dyder denne frosne Knurrebart havde indpidsket i ham. Haardhed imod Medmenneskene, Foragt mod de Ringere, og Paaholdenhed mod de Forarmede, vare de første Herolder om Klaudii og hans forrige Hovmesters Tænkemaade. — Nu var hans Familie betænkt paa at faae ham vel gift. Det gik dem ligesom den stolte Skrædder med sin høitoppede Datter; thi da mange velhavende Borgere havde faaet Kurven af hende, fordi hun ville have en Kavalleer, saa fik hun tilsidst en rank Underofficeer,

22

18 som var vant til at rette Soldaternes Ryg. — Klaudii Jordegods var paa en Øe, hvor der ikke vare mange Familier, hvis Rigdomme kunne veie op mod hans Indbildninger. Det var da altsaa umuelig, at hans Familie torde trykke ham nogen af disse Møer paa Hiertet. De vare ligesaa fornuftige, som vore Jøder, der forskriver rige Jødepiger andre Stæder fra, til deres Ungkarle, fordi de haabe derved endelig engang at kunne opfylde Forjættelsen om Messias; thi de veed nok, at det er en Urimelighed at troe, at Messias skulle kunne fødes af en fattig Pige.— Man var ikke bekymret for at skaffe ham en dydig Kone, der kunne give ham en retskaffen Tugt, i Steden for de utidige Haardheder, hvormed hans Hovmester havde begegnet ham. Dyd og Fuldkommenhed, troede man, var lutter Ordspil; men at man burde kun spisse sin Næse efter den Brud, som kunne forære ham meest Juveeler; thi de vidste nok, at her behøvedes en Pige, der kunne uddrive den Fattigdoms Diævel, som i lang Tid Havde regieret i denne Familie; og om den eene Diævel skulle uddrive den anden, saa

23

19 maatte de Have fat paa en riig Mands Datter. Man havde formedelst Breve allerede pønset paa adskillige Ægteskabs Kontrakter for ham; men den ene efter den anden gik over Styr, formedelst Rygtets Ondskab, som, i slige Begivenheder, viser meget geskæftig, den brogede Side udad. — Imidlertid lod Klaudius hans Venner besørge alle Ting; Brudgomsnykker vare ganske fremmede for hans Hoved, og huskede sielden, at han stod paa Avantase at komme ind i Ægtestanden. De friske Fættere han omgikkes med; den Belevenhed han lod see i deres Sælskab, og de barnagtige Stræger han begik, bevidnede noksom, at Giftegriller vare ikke de Orme, som giorde hans Hierne saa forvirret. Den unge Tiener, som for kort Tid siden vidste Titlerne paa alle ordentlige og overordentlige Kontoirer, og bragte saa smukt sine Papiirlapper paa de behørige Steder, han blev jo saa alvorlig, som, en Birkedommer, da han fik en Smaus med er Par tusind Daler hos Spekhøker Datteren. Saaledes havde og vor spæde Klaudius bleven dugnakket, dersom Papabekymringer havde tynget for meget i hans Pan-

24

de. Han sat Næsen alt for høit til, at man skulle troe en Pige i Stand til at snyde den. Ligesom Kattekillingen leger med Erter; hopper op efter Uhrperpendiklen, som ikke er i Fuderal, og gramser efter Solen, som den lille Dreng lader dandse i Skyggen, ved Hielp af et Speil; saaledes spillede Klaudius ogsaa Skytler med sin Haar- skier; sprang Bok over ham; greb efter hans Kildene, og legede Blindebok med ham. Denne Haarskierer var ham til langt mere Nytte, end at han allene skulle bruge ham til at pluske sit Haar tilrettes. Af den megen Puddertaage, som Haarskiererne kaster paa andre, var denne bleven saa hvid, som en Æggeskal, i hans hele Ansigt. Denne hvide Skier giorde Haarskiereren saa tækkelig for Klaudio, at han elskede ham lidt meer, end Ravnen sine hvide Unger. Enhver Haarskierer maa forstaae den Kunst, at afvarte Mandfolkenes, og passe sig i Fruentimmernes Omstændigheder; det er kun den Blinde, som troer, at Haarskierernes Fordeel bestaaer allene i at akomodere Haar; mangen en Herre trækker sin Haarskierer over med Guldgaluner, allene fordi han

25

21

skal giøre dem en Haandrækning, og bringe dem adskillige Nødvendigheder i Sengekabinettet. Ingen Under altsaa, at vi see ingen mere forgyldte, end Haarskiererne, og ingen, som skier flere Kaprioler paa Byens Gader. Men Klaudiusses Haarskierer blev ikke saa vel aflagt. Denne Haarskierer maatte efter al Urimelighed sætte al sin Fortieneste paa Klaudius; ikkun for at have den Ære at være i hans Sælskab. De byttede Klæder; Klaudius klædte sig i Haarskiererens Hvide Frakke, og Haarskiereren puttede sig i Herrens Pels. Saa løb de med Næsen mod alle de, som de mødte; stødte Geleiderne fra deres Fruentimmer, og førte disse afsides i Kielderne; lukkede Dørene op paa Spekhøker Bodene, og løb derfra, naar Spekmama havde afveiet et Par Pund Flesk til dem; klamrede paa nogle visse karakteriseerte Huse; stødte Vinduerne ind hos Porcelinshandleren, hvor Skildtene staaer op til Ruderne; tog Morgenstjernen fra Vægterne i Kielderhalsen, og gjorde flere Spektakler, end nogen veed af at sige. Engang traf de for en uret Vægter, som pryglede

26

22 deres Rygger først deilig møere, og siden bragte dem op paa Raadstuen. Dette var en Tort for Klaudius, som han ikke saa læt havde kunnet slikke af sig, hvis han ei havde fundet paa at vise Vægterne en bril- liant Ring, som glimrede dem saa meget i Øinene, at de lod ham slippe af deres Kløer. Efter nogen Tids Forløb var Klaudius saa lykkelig, at han blev bekiendt med et Fruentimmer, hvis Fader havde været en, der fabrikeerte de Krølhaars Saakker, man bruger i Støvler. Dette Fruentimmer var saa friskt i sit Væsen, som en Oberst over Grenadererne, der i mange Batallier har brugt sine Granater. Hun havde og virkelig havt ligesaa mange Granater i sin Patrontaske, som den stridbareste Musketeer paa Piketvagt. Klaudius blev saa glad, som han var flaaet, da han fik fat paa denne Udhalerske; hun var den deiligste Viveke i hans Øine. Om Natren, naar de skulle ud og feie omkring, saa klædte hun sig paa, som den grummeste Husarofficeer, og denne er neppe i Stand til at flyve saa frisk omkring paa sin Hest,

27

23 som hun med Klaudius. De feiede ret frisk ud, hvor de foer frem. De ansaae det for en Ære at vise Tapperhed, Tyrannie og Godhed mod Punsebollerne. Æderkoppen ville nok være eene om at snære alle Fluer; det kan man see af den Glubskhed med hvilken den anfalder en stakkels Flue, som flyver i hans Snarer, og en PunseSøster opædede gierne den anden, dersom Bagtalelse i dette Fag kunne formaae saa meget. Derfor var hun saa æggesyg inden hun fik ham til at smække Husarhuerne af de konfiskeerte Meduser, slukke Lyset i Punseskaalen, og forestille de vestindiske Floder i og under Sengen. Saaledes kan jo en Ravn stikke Øinene ud paa den anden. Naar de fik Indfald, saa sprang de ind ad Vinduerne, giorde Spektakler i anstændige Sælskaber, og forvirrede den glade Enighed der herskede. Man viste dem ofte Vinter- veien, og Benene frelste dem fra mangen en Fare; endskiønt de meeste torde ikke bide paa dem, fordi vor Herre havde tegnet Klau- dius med en Knude i Panden, som gav ham ret et frygteligt Udseende for alle Folk. Diævelen skræmmer ofte Livet af Folk; end-

28

24

skiønt man kan ei sige for vist, om der er saadan et Dyr til; hvor meget mere maa da ikke levende Vanskabninger kunne giøre Folk forbauset. Man skulle tænke, at Klau- dius ødte store Penge paa disse Sværmerier; men intet mindre; thi det der skulle betales paa Udsuerhusene, det betalte hans Haarskierer, som sædvanlig fik Lov at slaae Slump i med. Er det ikke en stor Ubillighed, at Studenten sniger sig af Byen, uden at give Skræderen et Beviis paa, ar han klædte hans Nøgenhed; uden at betale Skomageren, som reddede ham fra at blive en Barfysermunk, og uden at snakke sig til Rette med Spiseverten, saa er det jo heller ingen Uret, at Klaudius fordrer en Skaal vestindisk Vand frem, hvor han kommer; smager paa det med Tungespidsen; beseer Omstændighederne i Sovekammeret; lader Speile og Kaffekopper dandse en Menuet for ham, fordi de staae ham i Veien, og saa, endelig efter lang Ambaras, lader som han vil gaae uden for, og duellere med en af sine Kamerater, som han paa Qvandsviis har lagt sig ud med, eller og stiller sig ad, som han faaer saa mange Qvalmer, at han maa ud til Posten. Derved faaer han Lei-

29

25

lighed til at desertere fra hele Gielden. Ere hans Kamerater saa snue, at de foregive, at ville see, hvor han bliver af uden fore, saa salverer de sig ogsaa med Flugten; hvis ikke, saa lader han dem rigtig nok blive i Stikken. De gik sielden ud fra deres Sau- serier til rette Borgertid; men var det engang, at de bleve kiede af Sviren, førend om Morgenen, saa havde Klaudius ret sin Ulykke paa Halsen, naar han da, som forstaaer sig, skulle følge sin forklædte Smæksillike hiem. Hendes Dør var lige indtil langs ud paa Natten fuld af spidsfindige Folk, som passede paa denne Proserpines Komedier. Disse havde Fornøielse af at see hende komme hiem i Husarmundurcn, og Klaudius skammede sig som en Hund, naar Folkene, som stod i Døren, kastede deres spodske Øine paa ham. Mange Gange spadseerte han fem eller sex Gange forbi Døren, inden han torde vove at gaae ind med hende. Kokkepigen var den misundeligste over Proserpines Lykke, derfore forsømte hun heller ikke at klappe det stærkeste hun kunne med sine Hænder, naar Klaudius gik op ad Trapperne med sin Sviske. Denne Tingest svækkede saaledes

30

26

Klaudiusses Kræfter, at han beholdt meget lidt tilovers af den Dygtighed, som giør mangen en ægtemand lykkelig. Da dette Postyr i en lang Tid havde formaaet Klaudius til mange Ugierninger, til at spille gamle Folk paa Næsen; til at buxe en graaskiegget Mand over sine Knæ; til at dække mangen et uskyldigt Fruentimmer til, og til at sluge Gift i sig allevegne fra, saa blev Klaudiusses Bestemoder engang saa forbitreet paa Proserpine, at hun stødte hende ned i hendes Brønd, hvor hun hverken kunne see Soel eller Maane; men døde snart, da hun i nogle Dage havde lagt der, og snaddret i Modderet. — Saaledes fik dette Uhyre et stakket Halsbeen; hun tænkte Under, hvor mange Slikkerier hun ikke skulle faae, fordi hun havde været Klaudius assisteerlig; men det var en Ulykke for hende, at Klaudiusses Paarørende endnu stak Hovederne op, og han ønskede ofte tillige med hende, at de snart maatte vende Næsen i Veiret. — Gamle Kiellinger holde meget Hævd over Inventarier. Den gamle Kiste, som Vartokonens Bedstemama fik af sine Forældre, da hun skulle i den første Plads, den er saa dyre-

31

27

bar, som Guld og Ædelstene i denne gamle Mutters Øine. Om Ugepengene ikke vil række til Kaffeen, saa ansaae hun det ikke for saa blodig en Synd, at sælge hendes lueforgyldte Sølvhovedvandsæg, som at pille en Snees Stykker af de kostbare Messing Søm af Kisten, og sælge til Hjulmanden af Trang, og om hun ikke havde Raad til at give den blegrøde Brændeviinsmund mere end ti Skilling i Tegnepenge, saa taalte hun heller at see paa hans koldsindige Komplimenter imod sig, et heelt Aar igiennem, førend hun skulle rokke den deilige Perlemoders Snustobaksdaase, som er hendes salig Moders Brudegave, af sit Sted paa Dragkisten. Den ældgamle Barbeer har en liden Kiste, hvori han giemmer det Tørklæde, som hans Farfader farvede rødt i Brudesengen, og der er ingen Aften- eller Morgenbøn, som smager den forslidte Degnekone, uden de, som hun læser i den Bedendes Kiede, der har de udgraveerte Sølvspender, og som hun har arvet fra den Biskop af, som er Stam- mefader for hendes Familie. Saaledes havde Klaudius ogsaa arvet et gammelt hvidt Silkebaand, som hans Farfaders Oldefader havde

32

28 brugt til at binde sin Sloprok sammen med. Klaudius holdt saa meget af dette Baand, saa at han vidste ikke, hvor megen Høitid han ville giøre deraf, naar han viste det frem til de unge Giedder, som han omgikkes med. For at giøre dette Baand ligesaa anseeligt, som hans Kanehest, der for nogen Tid siden blev behængt med Sølvbielder, saa hæftede han en Bakkelseform af Blik ved det, som var ligesaa ærværdig for sin Alderdoms Skyld, som Baandet. Da nu Haarskiereren længe havde spenderet og smisket for Klaudius, saa fik han ham dog endelig overtalt til at giøre Vold paa sig selv, rive det halve Hierte ud af Livet, og give sig dette Baand til en Halsklud. Da Haarskiereren havde faaet sin Lyst stillet, hvad var det saa mere end det samme?

P.S. Fortsættelsen af dette faaer Læseren engang ved Lejlighed.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

33

Den

paaseende Bias.

Andet Stykke.

Den Danske Regierings Undermi- nering.

Mine spæde Øjne saae min Konge, da

Han og jeg endnu lovede det enhver

for sig ville blive. —- Min Fader fortalte mig mangen en gang med kierlig Iver, at Denne var Den Printz, som i mine ældre Aar, skulle bestige Nordens Trone. Den børnlige Ærbødighed, som jeg nu føler for min Konge, virkede alt den gang en hellig Glæde, naar jeg beskuede Hans unge Majestæt. Kongen lovede os allerede da at ville blive, det Han er: En øm Folkefader, en snild Menneskeven og en stor Regent. Inden jeg endnu vidste, hvad jeg følte, saa lovede jeg

34

34

og mine Medumyndige Ham, at blive, det vi ere: Børn, som ære, elske og adlyde Ham, vor kronede Fader. — Min Fader beseglede mig sin Kierlighed for Ham, med mangen en Taare, som udbrete sig over hans Øine, og den usminkede Oprigtighed, der Herskede i Lovtalerne over Ham, tegnede sig i min Faders Ansigt. Desto varigere bleve de Indtryk, som min Faders Patriotisme giorde i mit Hierte. Jeg følte (og det var en af mine første Fornemmelser) jeg følte en Drift i mig, som kom mit Blod i en behagelig Uorden, hver gang jeg saae min Naadigste Christian; stoere Anslag skiulte sig i hvert et Træk og jeg gysede ved det Ønske at kunne blive den ringeste Medværdige til at udvikle dem. Jeg blev Ømhed vaer fra ham i hans Aasyn og

glædede mig at jeg i sin Tid skulle komme til, ved Fortienesters Meglen, at favne Lyksalighed under hans Varetægts Vinger. Ingen Under da, at jeg nu fornemmer, at den Kierlighed til min Konge, som i Ungdommen foer i mit Hierte, brænder nu hos mig med stærkere og føleligere Luer. I min Ungdom undfik jeg og mine Medaldrende

35

35

Kierlighed til Kongen, fordi Han værdigede os, saa ofte at glædes, ved at se Ham i- blant os og ansee Ham som vor Liige i Vært og Alder og Gienkierlighed. Nu da vi voxede og saae denne vor Printz paa Tronen, saa blev vor Kierlighed til Ham ægte og moednere fordi Kongen loed see moedne og elskværdige Fuldkommenheder. Saaledes elsker jeg, saaledes elske mine Brødre og saa elske vore Fædre Landets Fader. Den Kierlighed vi fatte til en Arveprintz er saa got som medfød; derfor kan den og aldrig udslukkes. Vi opammede den i vore Bryster da vi endnu ikke forstode at tænke egennyttig; derfor kan den hverken dræ-

bes ved Trudsel eller forgylte Tillokkelser. — Kierlighed bør være grundfæstet paa Ærbødighed. Den udvortes glimrende og sær- skilte Højhed paa hvilken Arveprintzerne fra Begyndelsen ere optronede den føder Ærbødigheden i os, for deres Personer; derfore kan ingen Højhed, som Lasterne laane een eller auden Person, udjage denne Ærbø-

dighed. — Den Kierlighed, som en Undersaat skal fatte til en vælget Konge, falder ham ligesaa fremmet, som den nye Person

36

36 han, saa uventet seer paa Tronen. Egennytten bestemmer som oftest Valget og de, som da ikke kan komme til at kiele for deres Egennytte, bliver da gierne misfornøjede under Valkongens Scepter; men hvor mange i Riget maa da ikke være ilde tilfreds? Mismodighed blant Undersaatterne giør et Ulyksaligt Regimente; men Lyksalige Dannemark! glæd dig at Himmelen rodfæstede de beste Indretninger i dig, til din Floer, glæder eder I Danske! at I elske den Konge, som Himmelen udkaarede eder, til at udføre Guds stoere Anflag. — Ja glæd dig, Store Christian! at din Hæder ytrer sig meest i dit Folkets elskende Hjerter. — Skulle jeg kunne troe, at Ondskabens Gift havde ædt saa vidt om sig, at den Havde angrebet Kierligheden til sin Konge hos nogen Dannemand? Jeg ville ikke undre over om Armoden, som havde drevet egennyttige Flygtlinge til at søge Dannemarks Fedme, om den, for at faae sin Hunger stillet, havde væbnet sig imod den Kierlighed, som Kongens Aasyn kunne opvakt hos den. Men jeg vil undre mig over Guds Viisdom som tilloed Kongens Fiender en kort Tid, at

37

37

spille under Dække, for at vi, naar Forhænget var draget fra, kunne kiende Kongens og Landets sande Venner og for at giøre Kongens Ære mere straalende. Efter overvundne store Vanskeligheder bliver en stoer Konge større og Sindighed har sine Viise Hensigter hvorfor den i lang Tid aflægger de Vaaben, som Modet og Magten giver den i Hænderne. Mod foreenet med Sindighed maa vi beundre hos vor ulignelige Monark. Ligesom Guds Øje synes undertiden at have tabt dem af Sigte, som frek begaae det afskyeligste Afguderie, saaledes syntes ogsaa vor Monark at have glemt sin Eftersigt, mit i de dybsindigste Betragtninger; men dette blev just en Snare, som hildede O- vertræderne. — For at faa vor milde Landsfaders Kierlighed imod Undersaatterne forvandlet til Ligegyldighed, anvente disse Overtrædere alle de Midler, som Ondskab og Lumskhed kunne række dem. — Hvor stoer Misundelse ville ikke Kongens egne nye Indretninger i Staten men hvor stoer Lyksalighed ville de ikke tillige have opvakt for Dannemark; hvis Nedrigsindede ikke havde bibragt Kongen et urigtigt Begreb om hans Børns Hierter.

38

38

Kongen blev da forlokket til at tænke saaledes om sine Undersaatter, som en øm Fader tænker om motvillige Børn der sætte sig imod de Raad han giver dem til at nyde en varig Lyksalighed. — Hvad kan det nytte at Faderen tilbringer sine Timer paa det møjsommeligste, ved at udfinde Midler mod Sønnens Elendighed, naar Sønnen selv er saa haarnakken at han føler en unaturlig Vellyst i sine Ulykker? Hvad hielper det, om Faderen rækker ham sin understyttende Haand; naar Sønnen ej vil gribe efter den og ikke ved den, vil ophielpe sig af den fæle Afgrund, i hvilken han er færdig at qvæles? Hvad hielper det at Faderen ganske opofrer sig og sit Huu- ses Vel til Sønnens Redning; naar Sønnens Ulydighed altid skier dybe Saar i Faderens Hierte? — Overtræderne kiente at det Danske Folk elskede sin Konge, saa højt at det næsten med blind Lydighed, i mange Aarhundrede, havde kysset Arvekongernes Scepter. — Vor Konges Læber vare altid fulde af Tillid til sit Folk. — Dette var da et stærkt Kierligheds Baand og her maatte ingen svage Hænder bruges til at

39

39

opløse det. — Skulle en nedrig Hensigt opnaaes, saa maatte Undersaatternes Kierlighed til Deres Christian udryddes; Hans Tillid og Ømhed til dem dæmpes. — Her maatte bruges forskiellig Slags Gift paa begge Slags Hjerter. Et saa højtænkende og ædelmodigt Hierte, som vor Naadigste Konges, kunne ikke saa hastig fatte nogen Mistillid til sine Sønner og Døtre; men Ondskaben afmalte Ham da Undersaatterne med saadanne Farver, der stride meest med det Skilderie, som Aarbøgerne give paa danske Folk. De have altid været Kieledægger i Kongernes Arme; men Nationens egennyttige Fiender forglemte ej at forebringe Kongen utallige og Gud skee lov! for os ubeviste Usanheder om vores Misfornøjelse med de nye Indretninger, hvis Hensigt var, allene at forbedre vor Lyksalighed. Fra Christian kunne ingen Lov komme, uden den var os Borgen for Hans ømme Ønske efter at see os Lyksaligere; det viste vi nok! det sagde ethvert Medlem, det ringeste endog i Staten. — Troe mig min Konge! Jeg skriver Sandhed! — — Vi sørgede allene over at Dit Øje var kun et Menne-

40

40

skes, at det ikke kunne oplede de falske Raadgivere, som smigrede for deres Egennytte med adskillige af de nye Love, hvilke Du, indtagen ved deres falske Forestillinger, billigede. — Den Sorg virkede mange Forbønner for Dig hos Kongernes Gud. Den giord os veltalne nok til at klage hinanden Dannemarks Forhutlelse, i vores kierlige Sammenkomster; men aldrig hørte vi nogen Dansk saa Gudsforgaaen at han talte om sin Salvede, uden med de ømmeste Udtryk. Allene de Gudsforgaaene, som stial vor Kierlighed af dit Hierte, de bleve et Offer for vor Mismodighed. De Ord der taltes i. mod dem, de forvente de til Gienstridigheds Ord imod Dig og med uhørte Fordrejelser, af vore udlurte Sukke, loed de vore Ord komme for dine Ører kun for at afskildre os, for Dig, med de sorteste Farver. Skulle vi da vel troe, at disse iidelige Anfald paa Kongens Kierlighed til os, har kunnet bestorme Hans Hierte saa længe, indtil det overtalte Sig til at overgive Sin Omhue for os. Ligesom en Fader, der opgiver alt Haab om stridige Børns Forledring? Nej! — Det viste os det der i disse Dage sked blant os.

41

41 Nu smedede man paa den anden Side ligesaa ivrig paa at oprykke Undersaatternes Kierlighed til Kongen. Ondskab fik Rygtet til at sværge sig Huldskab og Troeskab men videre kom det ikke. Dette Rygte sat Staten adskillige Briller paa; men det var dog kun Briller hvorigiennem vi kunne see de Ugudeliges nedrigste Kunstgreb. Man fik adskillige Helligdage afsat, og for Mængden, som seer paa Smaaeting, var dette, at angribe Helligdommen selv. Intet Middel er farligere, i den Danske Stat, til at dræbe den Kierlighed, den bær til fin Konge, end at berøve den noget af Vedtægterne i Religionen. Landets Fiender stiilede dermed, at gribe de Retsindige iblant os, paa det ømmeste Sted af vor Hierte, jeg mener Kierligheden til Kongen. — Og

Gudsforagterne (men hvor faae ere de at regne mod den Gudfrygtige Skare?) ville de derved giøre sig forbundne. — Letfærdighed grundfæstede man ved Love og jeg tør sige, at man stiael Kongens Navn, for at give denne Lov, den Myndighed, som Forrædernes onde Hjerter aldrig havde kunnet give den. Saaledes gik det medens vor Stoere Chri-

42

42

stian frygtede for at vi skulle belønne Hans Velgierninger imod os med den stiveste Utaknemmelighed. — Kongen elsker Bonden ligesaa højt som Borgeren og denne ligesaa meget som Adelsmanden. Bondens Vil- kaar vare spendte i et utaaleligt Aag: det sagde man vor milde Regent, og Han vilde have det lettet. Men just ved at løse dem af Fengslet sluttede man dem i haardere Lænker end de nogensinde tilforn kiente; maaskee enten Mangel paa Insigt, eller Mangel, paa Liigegyldighed mod Bondeplagernes Guldplader, vejledte en Forslagsmester til at spende Buen saa højt for Bondestanden. — Borgeren søgte man at giøre nedslagen ved at indskrænke Friheden paa Næringsvejene og afsue ham hans Tærepenge, til Vellysternes Underholdning; thi vor Viise Regent, kan jo, ligesaa lidet, som en anden Salomon, indsee alle de Ulæmper, der kan flyde af en eller anden nye Lov; med mindre Sandheden blev stillet Ham, paa den rette Maade, under Øjne. — Bedagede Adelsmænd som havde forødt deres Kræfter og deres Mid- ler til Fædrenelandets og Kongens Tieneste fik man sværtet og stødt hen i Afkroge for-

43

43

di de ikke skulle see disse Forrædere i Kortet og røbe deres hemmelige Trækker. Man troede, at de Lærde føre Ordet i Sælskaber og forstaae at liste Folk til at biefalde der Mening; derfor søgte man deres Yndest.— Man udsøgte sig nogle faae Adelsmænd, om hvilke man troede; (men Gud skee Lov! tvertimod Sandhed,) at Egennytten skulle drive dem til at holde med Underfundighed. Under! at Gud magede det saa for Dannemark, at han efterloed sig dog nogle Adelsmænd i Nærheden af Tronen, som ikke bøjede Knæe for Baal; og om de for en kort Tid vare nøte til at krumme sig for den stiaalne Magt, saa varede det dog ikke længere end, til Overtræderne vare paa Nippet af at ville udvikle deres uhørte Formastelse. — Undersaatterne saae alt dette og hørte og tauge. — De viste ej hvad de maatte dømme om de nye Forandringer i disse siste Tider.— De saae at de troeste, stærkeste og dydigste Folk i Kongens Krigsmagt bleve afskedigede; De hørte at Rygtet mumlede om adskillige Stormlaab paa Deres Kierlighed, som sagde God for alle Undersaatternes. — De hørte at Tøjhuuset udruste-

44

44

de sig og vidste ikke at Dannemarks Involde havde andre Fiender, end Forræderne, som disse Vaaben burde straffe. Men hvad hørte vi da mere? Med skielvende og til Striden uvante Hierter; med tappert og ærligt Blod; med Fingre, som krævede Himmelen til Vidne paa deres Kierlighed til vor Konge, soer de anden Gang, een for alle og alle for een, at ville yde deres sidste Blodsdraabe, for at redde Kongen; Riget og sig selv af Forrædernes Kløer. Saaledes talte Borgerne, som de mente at have faaet paa deres Side, ved det Rygte, de loed udsprede, at de allene vare Aarsager til Anstalterne for Kornprisernes Lettelse. — De Danskes Heltemodige Søefolk havde de først søgt at giøre Kongen afvent og i disse senere Tider sigtede de til at faae dem paa deres Side, ved at tillegge dem, de 4 Sk. til deres Maaneds Penge, som de ellers maatte yde til Qvesthuset. Men hvad blev der da sagt om disses ubevægelige Hierter? Man sagde os: at en Deel allerede havde hvædset deres Knive for at forsvare den Eed de havde soeret Landets Fader og den Hengivenhed deres Hjerter skyldede Ham. — For-

45

45

ræderne gik endnu videre i deres Ondskab; de søgte at biebringe Hans Majestæt frygtsomme Tanker om sine høje Venner, hvis Oprigtighed Majestæten siden lærte at skat- tt ligesaa højt som sin egen Kierlighed til Dem og Undersaatterne. — Saa faae Masker have Undersaatterne kun øjnet og maa- skee Rygtet ikke engang har fremstillet os dem i sine allerafskyeligste Dragter. Nok er det at en liden Maskerade giorde Ende paa den stoere. Ja, Gud skee lov, at den satte Maal for Overtrædernes Glubskhed! Kiøbenhavn havde inden faae Dage kommet til at svemme i Blod.; thi Borgerne havde aldrig opgivet Troeskaben mod der Arvekonge. Faderen ville være bleven dræbt fra Siden af hans Umyndige. Datteren var blevet myrdet tillige med den diede Moder; og jeg havde omkommet med mine Medbrødre, naar vi ivrigst udøste de Ugudeliges Blod. — Tak derfore Store Chri ftian! at Dit Øje forud saae Faren, ja ævig Tak! at Din Snildhed greb de listige Forrædere; at Du udreddede os af Dødens Strube; at du sønderbrød det Sværd, som hvert Øjeblik truede os med Drab; at

46

46 Du skikkede Forræderne til de Fængsler, som deres Umenneskelighed havde beret til vor Troeskab mod Dig. — Dommeren, som fornægtede al Ømhed i sit Menneskehierte kan neppe udfinde en Straf, som vejer op mod deres Forbrydelser; men deres Forbrydelse blive Dig, vor Konge! et ævigt Indsegl paa Dine Danskes Ærlighed; paa Dine Danskes Kierlighed for dig, indtil Døden! Din Omhue for os, ved at skienke os Dig selv og ved at lætte os fra den nagende Frygt, vi vare begroede med, den skal opvække vor Tillid til Dine høje SieleKræfter; thi Du bliver nu, som Du har været, en stor Regent til at ophielpe, Dit Riges Lyksalighed; paa det at Verden maa lære at kiende Dig for den Største; den Beste og Viiseste Konge. — Kunne vore ønsker give Dig det vi ville, saa skulle vor Konge som Menneske, ikke kunne modtage deres Fylde; men vort Haab: at Du bliver ved at elske os; det opfylder alle

Dine naadige Handlinger.

47

47

Fryder eder Danske Helte! Fryder eder tapre Folk! Blodet blev i eders Telte Ikke eders Troskabs Tolk. Fryder eder norske Gutter! At Jer Ønske Sejer vant. I Forræderne betutter;

Eders Troeskab var ej Tant.

Himlen alles Bønner kronte Og nedstyrtede den Haab,

Som ved Udyd sig optronte Og opvakte Jammerraab. — Glæden sees paa hver en Borger — Taaren i mit Øie staaer,

Og forkynder at de Sorger,

Som mig qvælte, nu forgaaer.

48

48

Sanhed maae jo Smigren dræbe.

Udyd kan dog ei bestaae. Falskheds Gift paa Dumheds Læbe, Kan sin Hensigt aldrig naae. — Kongen længe længe leve!

Han oprrette Rigets Tarv!

Hver Forræder for ham bæve! Himlen sildig bliv Hans Arv!

49

Den

paaseende

Bias Tredie Stykke.

Der er aldrig noget saa Ont, der kan jo trækkes noget Got deraf.

Dette ældgamle Ordsprog synes mig at man i denne Tid virkelig kan san-

de. — Jeg vil ingenlunde tale om Historien som har givet denne Tidsalder saa gruelig en Mærkværdighed. Den er forlængst saa udpisket, at dens blotte Benævnelse er ligesaa væmmelig for en Fornuftig, som SkibsÆrter for en kræsen Passagier, naar han i 10 a 12 Uger, har været syg paa Søen. Aldrig kommer man eller i en lang Tid har kommet i noget Sælskab, uden Forhører, Bekiendelser, Brandt og Struensee, Kastellet og Echafautet, have være Materien til

50

50 alle Samtaler. — længe søreno nogen Dom var afsagt, af Vedkommende, vare Tusinde fældede uden om. — Alle vare enige i Statsfangernes Død, men Dødsmaaden gav de smaae ølkyndige StatSmænd en hoben Hovedbrud. Saa mange Vertshuse saa mange Domhuse, saa mange Giester saa mange Dommere. —

Maaskee at Bias selv i disse For-

samlinger undertiden, har været Assessor. — Løjerligt har det været at see paa een og anden god ærlig Mand, som just ikke Indsigter eller den fine Tænkemaade meget har trykket, med hvilken dybsindig og ret betydelig Statsmands Miine, han har talt om disse Tiders Omstændigheder. Efter at han har fortællet en heel Deel ubetydelige, urimelige og paa Byerygter grundede Ting, og det med et højst vigtigt Air, siger han bag efter, ja jeg er kun en eenfoldig Mand! men han meener ingenlunde derved, jeg skal være saa uhøflig at tro ham paa hans Ord, nei han vil dermed sige saa meget som, mærker I hvilken fornuftig Mand og huul en Politicus jeg ikke er! ja jeg kan af hver

51

51

hans Miine og Ansigtstræk udspeide den Tanke, at han vil jeg med en Berømmelse skal erstate ham for den Fornedrelse han har paataget sig, for derved at give mig en Erindring om Hans Forstand, som jeg maaskee, ellers ikke havde skuldet mærke. — En anden som ikke er nær saa ydmyg i sin Stolthed, men ligesaa selvklog i sin Taabelighed, fortæller noget ligesaa betydeligt, men han bekræfter det med saadan Autoritee, at man maatte for en Sikkerheds Skyld, først lade tegne Asseuvaux paa Rygg og Lemmer, ifald man imodsagde ham, dette er en hidsig Politicus! den 3die er ligesaa kolsindig som Maxamin (hans Comparaison han i Viddet,) han ophæver sine Tanker over det Nærværende og udstrækker dem i Følgerne. Han minder saa sagtelig om det han befrygter, og ligesom de der ere bange, see alle Tider Gespenster i Mørket, saa seer denne allevegne politiske Spøgelser. —

Men at komme til Hovedsagen hvorledes Ont kan trækkes af Got, da hvor ond og fæl denne Historie end er, troer jeg dog der trækkes noget Got af den. —

52

52

Jeg vil begynde fra mig selv, det er Egenkierligheds Pligt, jeg trækker jo af denne Omstændighed Materie til et Blad, og denne Forraad har jeg saa jevnlig indsanket, naar jeg enten som en Satyricus har luret bag et Skiermbret, eller som en bon Vivent, hørt noget i et andet got Snakkelav. Nu forstaaer det sig selv, at Forlæggeren maae betale mig noget for det jeg skriver, derved fortiener jeg noget; altsaa got for mig. Men ulige større er det Gode fom andre høste af det Onde. Hvor mangen ærlig Karl, meener I vel ikke i denne Tid har fortient en Lommeskilling ved at skrive, omskrive, beskrive, og udskrive baade hverandre og Sagen selv?

Har I ikke lagt Mærke, til hvilket forfærdeligt Cavallerie af Poeter i denne Tid som har viist sig i Marken?

Man har ei nødig at paastaae, de alle skulde ride paa Poeternes Hest (Pegaso,) nei! de gode Herrer ride saa jevnt paa nogle Skintmærer, og Kladsk i Kladsk komme humpende frem! hvor mange opbyggelige og

53

53 ret begrædelige arme Synder-Viser udtones ei i denne Tid, og er ei Gammelstrand og Nyeboeder et Echo af Visemagernes harmoniske Fortjenester? tro mig der ere de som forstaae Oeconomien, og vide at udregne Fordelen til et helt Aar! læser allene AftenPosten, en yngre Broder af Patrollen, og see hvor vigtigt det Skrift er! lad være deri findes ei andet end det man før har seet i Aviserne om den 17de Januarii, lad være det øvrige er deels noget ubetydeligt, deels noget forslidt og opkogt, saa truer den dog med en heel Aargang og Qvitteringerne kan afhentes forud, det er det snildeste af heele Verket, thi naar man i Dag eller Morgen bliver kied af den, saa kan det være Forlæggeren ligemeget, thi hans Forsigtighed har sat ham i den Tilstand, at Defecterne ei skal skade ham i Fortienesten. — Jeg havde nær regnet Borgeren i Guds Rige, blandt en af denne onde Tids Fordele.

Videre, hvilken Fordeel indbringer et de allehaande malede og umalede Billeder, i hvilken Kunsten og Opfindelses - Geisten

54

54

Have lige stor Del. Jeg erindrede mig iblandt andet, at jeg har seet et Billede som skulde forestille Struensee, paa samme findes den spanske Ridder-Orden af det gyldne Flies. Et snildt Infald af Sælgeren, som har taget et gammelt Udsnidt af en spansk Ridder og døbt det om og kaldet det Struensee. Om man havde solgt Kejserens Billede i Marrocco, havde det været det samme naar ikkun Navnet havde været her. Hvor mange Diævle i smaat og stort Format, ere ei solgte i denne Tid? aldrig har Diævelen saa skinbarlig løbet om som nul Jeg vedder, at vi med det første faaer Afbildning af Brandtes Forfierdinger og Struensees Skinker. Dersom jeg handlede med saadant, giorde jeg mig ingen Samvittighed af, naar jeg havde en Forfierding af en Koe eller en Bagfierding af en Hest skaaret i Træe, feliciter at trykke den af og sælge den for Struensees eller Brandtes, naar kun Navnet, og for alting et Vers var derhos, da tro mig det vilde pryde det Invendige af mangen Tienesiepiges Ki- stelaag mangen Veg i Kieldere, i Nyeboder, og i Landsbyerne. — Dog, deres Skien-

55

55 ker, med samt Indmaden, ere nu udgravede, og Formskiererne har været saa høflige at give dem Skoe paa. Hvad om nogen fandt paa at afbilde Struensees (fat fapientis,) den! ja den fik Aftræk! og Fruentimmerne lode indkiøbe den pr. Commission paa anden og tredie Haand. — Nær havde jeg glemt Struensees zirlige Ærestytte, som er forsynet med gaaende, siddende og ridende Tilskuere, hvor iblant Forlæggeren uden al Tvivl maa være. Et smukt Indfald af Formskiereren!

Seer I nu kiære Læsere! om min Divise har løiet, og om der ei er kommet Got af Ont? jo saa længe Fortienester ere et virkelig Gode, kan ingen nægte dette. —

Lægger man til, at godt Folk for at snakke over, og more sig med denne Materie, gemenlig meget talrig have forsamlet sig paa saadane Stæder, hvor de enten i Øl eller Viin have kundet afstræge Statsfangernes Skiæbnen, saa bliver det gode (Fordelen) endda større!

Nu er det ret vel at de politiske Indsigter ei skal bryde de smaae Statsmænds Hier-

56

56 ne mere, i Henseende de 2de Forrædere, lad være der endnu kommer et Bagslag, saa falder det dog mere end i Anatomien og Physiqven end i Politiqven. Dog her ere endnu Forraad nok, thi desværre Antallet er større. —

Jeg vil give mine kiære Landsmænd et godt Raad som skal befrie deres Hierne fra megen Hovedbrud og spare dem fra mangen politisk Discours som fortsadt med Tobaksrøg falder de Fornuftige Hiertelig paa Brystet. — At Folk søge Sælskaber, er naturligt, Mennesket er fremfor alle dannet til Sælskab. At man i Sælskaber maae have noget at tale om, er ligesaa, men naar saadanne eller andre Ting af Vigtighed forefalder, skal de allene ennyere sig, eller for- slaae Tiden, med at tale om det historiske af Sagen, men det fine, det vigtige, skal de overlade dem at bryde sit Hoved med, som dertil ere beskikkede. Derved sparede man sig megen Møie ved at udregne saa- danne Faciter som dog altid bliver falske, naar Erfarenheden giør engang Prøve paa dem. —

57

57 En Ting har jeg mærket af en Deel enfoldige Folk, at saa snart de høre noget nyt i een eller anden saadan offentlig Materie, ere de strax færdige med det Giensvar: det har jeg længe siden tænkt, thi den Ære at være en Original og selv først at kunde udtænke noget, kildrer enhver. Men dette! "det har jeg tænkt," som i een og samme Time, til ganske ulige og endog mod- stridede Meninger bliver brugt, giver til kiende, at den som bruger det, ganske lidt kan tænke, og at enten en Føielighed, eller en slags Selvkloghed lægger ham det i Munden. Jeg beder mine kiære Lands-

mænd maae ei fortørnes over denne billige Satyre og ingenlunde støde sig over mig, om de een eller anden Gang skulde see mig sidde saa afsides i en Krog, og de da kunde giætte sig til at jeg var den Paaseende. Jeg kan hellig forsikre, at jeg ingen i Særdeleshed har menet, eller sigtet til med denne Satyre, som ikkun er og bør forstaaes som almindelig. Ingen kan forbyde en Maler hvor han ser et Stykke, strax at gaa hiem, og imedens han beholder Billedet i Indbildnings-Kraften, at afstræie det. —

58

58

Ligesaa lit kan man forbyde en Satyricus naar han eenlig sidder paa sit Kammer, paa Papiret at afstrege de Feiler og Daarligheder han i Sælskaber hører og seer. Det har sig saa med en Satyricus, han skal og maae herud med det han tænker. Satyren plager ham værre end Gigt om Dagen, og rider ham som Maren om Natten. Saasnart jeg derfore bliver vred paa en Bekiendt, ønsker jeg ham strax en satyrisk Geist paa Halsen, thi saa veed jeg han fik en større Plage, end en peen Jomfrue med smaae Skoe kunde føle, om hun havde ti Ligtorner paa hver Taae.

59

59

Den Stiltiende.

Mange sige Sandhed og ei vide engang selv deraf.

En Satire.

Bias har ei løiet meget, naar han i det første Stykke pag. 4 siger: at en Satyricus faaer Skyld for det som andre skriver paa hans Kappe. En virkelig Spaadoms Geist har besiælet ham ved disse Ord. — Best derfore at en Satyricus tier, hverken for Cloris, Doris, Ven eller Uven aabenbarer sig, paa det han ei som Satyrirus skal blive hadet, og maaskee mangen Gang uforskyldt. — Men mon ikke mangen og uforskyldt kan blive roset for det han ei har fortient? dette er nu en Hemmelighed, som Tiden nærmere skal opklare, og ingen anden end Bias og jeg skal more

60

60

os ret tilgavns ved disse Blade. -— Han skal kunde bryste sig naar han roses for min Skyld, og jeg vil ret smaalee om han endog fik Hug paa min Regning. Dette er en Cobale som ikkun faae forstaae, og en Talisman, som der skal en heel Hexemester til at udfinde. —

Men heele Sagen kommer eene og allene af Stiltienhed. Jeg vil opløse Knu-

den og dog skal Læserne blive lige kloge. Bias har været saa uforsigtig at fortæle ei allene sin Forlægger, men sin Lisgen, sin Sidsken og halve Byen, at han er Autor til det Blad, den paaseende Bias. Nu er han bekiendt som Satyricus, nu bliver han hadet af alle dem som finde Speilglas i hans Satire og kan see sig selv deri, men naar igien et got Morale, et heldigt Stykke indtreffer, bliver han roset. Jeg har

derimod været saa forsigtig at jeg ei engang har fortalt det til min egen Skiorte, at jeg er Autor til disse Blade. Naar nu Bias berømmes, ærgrer jeg mig derover og bliver misundelig, men naar han igien skulle blive udpibet og forhadt, gotter jeg mig

61

61

derved, og altsammen kommer af Stiltienhed. Og med alt dette, er Bias og jeg den samme. —

Er Fanden i den Karl? ville Læseren sige: han misunder Bias det Gode, under ham det Onde, han siger Bias er en Sluddrer, og han er taus, og alt kommer af Skiltienhed, hvad er dette for ravgalt Tøi? — Ja det seer I til, kan I udregne det er det got for eder, jeg siger det saa men ikke, thi omendskiønt Bias er en Sluddrer, kan dog nok Bias tie. —-

Men hvor staaer det vel skrevet at Stiltienhed altid er en Dyd? i det minste vilde den for en Autor være meget skadelig. Jeg vil opløse det med et Exempel. — Om jeg som Bias havde sammensmurt et par Blader og derved været saa hældig at

fornøie een og anden Læsere af maadelig

Skiønsomhed, hvad Ære kunde jeg da have deraf, naar ingen vidste at jeg var Autor? naar jeg nu boer iblant slemme Naboer, maa jeg da ei selv berømme mig;

maa jeg ei fortælle een og anden i Fortroe-

62

62

lighed, at jeg har skrevet det eller det Blad, paa det han igien kan sige det til en anden, og det saaledes kan komme hele Byen over? hvilken Ære er det ikke i Sælskaber at passere for Autor og Skribent, mon man ei derved faaer Ord for et got Hoved, en lærd Karl, og mon ei de Enfoldige i Sælskaber have en Slags Ærefrygt, for den som er bekiendt for en Satyrikus? i Fald de giøre ham det mindste imod, maa de jo frygte for at faae en Rem af Huden, saa snart han skriver en Satyre, og selv sætter oven paa Bladet den priselige Efterretning: en Satyre. ligesom der staaer paa de slette Malerier dette betyder en Hest, en Hane & c. kan I nu see at Stiltienhed er en Autor skadelig, og kan I nu undre over at Bias selv udbasuner sig som Autor og Skribent? dette er nu Bias Tænkemaade, og efter denne Tænkemaade handler han virkelig, thi ihvor gammel han er, har han dog endnu den Hovedfeil, at han ei kan tie. Nu paa en anden Kant: Som Moralist, seer jeg ei paa Mennesket selv, men paa dets Laster. Disse Laster vil jeg forbedre, og de er Satirens Maal. Dette billige

63

63

Maal troer jeg saa meget bedre at kunde opnaae, naar jeg som Satiricus er aldeles ubekiendt. Da skal ingen bevæges at troe at personlige Hensigter have styret min Pen, og den som ved Satyren finder sig fornærmet, yttrer sig ei saa meget naar han ei kiender den indbildte Fornærmere.—

Bliver endog min Satyre hadet, saa kan dog Virkningerne af Hadet ei ramme mig, naar jeg er skiult.

Naar jeg vil være bekiendt, sætter jeg mit rette Navn paa Bladet, men selv at tilkiendegive mig og dog at skrive under et fremmed Navn, anseer jeg for ligesaa taabeligt som naar smaae Børnene leege, og den som har skiult sig, raaber til den anden, Her er jeg, see nn om du kan finde mig. —

I Følge heraf er jeg som Bias, saa taus som en Mur, og skiønt halve Byen kiender mig som Bias, saa skal dog slet ingen kiende mig under det Navn af Bias. —

64

64

Læseren maa ei forundre sig over den Contrast de finde i Bias Caracter, den er virkelig og sandfærdig her skildret, Knuden er ei saa vanskelig at løse. —

Man behage kun fremdeles at læse Bias Blade, saa vil man maaskee med Tiden kunde finde sig heri. —

De skal finde Moraler, uden at mishage dem, Satyrer uden at see det af Opskriften, Skiemt uden Anstødelighed, og Sandhed uden Fornærmelse.

Bias skal ei allene blive paaseende, men tillige grandseende og retseende, og endskiønt han ikkun har ni og halvfemsindstyve Øine mindre end Argus, thi han er Eenøiet, saa skal han maaskee kunde see det som Argus ei kunde see med 100 Forstørrelses Glas, thi han seer stærkt med det ene Øie som staaer midt i Panden paa ham. -—

65

Den

paaseende Bias.

Fierde Stykke.

Det er ikke ret mange Aar siden vi læste critiske Journaler i. Dannemark, et Værk som giorde Forfatterne, Smagen og Nationen Ære, Skade at de alt for hastigt ophørte!

Jeg troer og alle fornuftige med mig, at Critiqven haver sin store Nytte og meget opammer Smagen blandt et Folk; men skal den naae dette Øiemed, troer jeg tillige, at Beskedenhed, Fornuft og Indsigt ledsagede af den strængeste Billighed, maae herske i den, thi eller nedrivers den mere end den opbygger og bliver Smagens Mordere men ei dens Befordere. Under det Navn af Smagen indbefattes unægtelig Sprogets

66

66

Dyrkelse og Reenhed. Det er enhver dansk Autors Pligt at iagttage samme, viiser han en Skiødesløshed deri vanærer og forhudler han Sproget i sine Skrifter, da bør han tugtes af Kunstdommeren, men Critiken bør være beskedentlig og ingenlunde en Gabestok for en feilende Skribent. Dog! hvad, naar Kunstdommeren selv begaaer grove Sprogfeiler og paa den dumdristigste Maade selv træder under Fødder de Love han bør tvinge andre til at holde, opgiver han da ei selv den største Anledning.til Sprogets Fordærvelse? qvid facient Domini audent cum talia Fures? &c. hvad vil der blive af det tørre Træ, naar det gaaer saaledes med det grønne?

Der er væmmeligt at see en indbildt klog Person, men en trodsig og stolt Kunst- dommeres Miine, at fremkomme paa Skuepladsen og fordre en Trældoms Frygt af alle de Skribentere som nærme sig til den Throne, hvorpaa Vankundighed om egen Uværdighed og en alt for stor Selvtillid, har opløftet ham.

Opblæst, ja ret hoven af Indbildninger bør saadan en selvklog Stakkel troe, at

67

67

han hersker over Folkets og alle Læseres Smag, han anseer enhver for Uskiønsom og Utaknemmelig imod hans Fortjenester, som ei offrer deres Virac til det Altar, hvorpaa Egen- kierlighed har opreist ham en Afgud. Han anseer for utilgivelig Dumdristighed at imod- sige ham og at overbevise Ham, troer han er ligesaa formasteligt, som at sige Blas- phemia imod Gud og Kongen. Han paastaaer at enhver Autor skal ansee ham som en Gamaliel og ydmyg tage Lærdomme ved hans Fødder, ja skielvende af Ærefrygt anhørede Orakler som dicteres fra hans critiske Trefoed.

Han er eenfoldig og opblæst nok for at troe, han er et umisteligt Lem i den lærde Verden, at baade de grundige og skiønne Videnskaber, skylde ham for deres Opkomst, at Ære og Skam, ere uundgiengelige Følger af hans Dom.

Men Skiegget giør ei en Philosoph Diærved og Forvovenhed danner ei en Recensent. Den som vil være Kunstdommer over andres Værker i alle Videnskabernes

68

68 Deele, maae nødvendig strande ved een, thi ingen kan være fuldkommen lærd i alt, ei heller kan grundige og skiønne bedømmes efter een og selvsamme Lov.

Critiqver ere høist nødvendige, naar de ere beskedentlige; men de maae tale af en Læreres og ei af en Dommers, men al- lerminst af en Spottefugls Tone. —

De kan selv feile, det giør deres va- ticanske Ufeilbarhed latterlig. — Naar Kunstdommere giøre dette ere de umistelige i den lærde Kreds og opelske Videnskaberne ved at undervise give og imodtage Overbeviisning. Men naar de i de Blade hvori de ville rette andre, selv begaae Feiler, naar de igiennemheile Skrifter med Bitterhed, giøre Myg af Elephanter, føre enhver liden Feil paa en haanlig Maade i Triumpf og som det hedder: ut fapientes videantur, ipsum Cælum vituperent, &c. laste det allerbeste paa det de kan synes kloge da fortiener de virkelig at lastes og da skade de mere, end de gavne den lærde Republiqve

69

69 Vi leve nu i den Tid, da det længe nok forsømte danske Sprog, bliver dyrket af de Vittige og lover sig Adgang til en større Opkomst; thi bør den Skribent straffes og tilrettesættes, som forhudler vort ædle Sprog, men den Kunstdommer bør udklappes som forhaaner det og lærer andre ubetænksomme, at træde i sine Fodspor, thi det fornærmede Sprog fordrer Hevn af dets skiødesløse Behandlere. —

Hvad vort Sprog angaaer, da troer jeg, at enhver som har noget Begreb om Sprog, maa tilstaae, det er ligesaa yndigt kort og vigtigt som noget andet og viis os et Sprog, del danske undtagen, som heri kan lignes ved, end sige overgaae det, dog bliver det daglig begiægnet med Foragt og endog af de indfødde selv. —

Det er ligesaa ufordøieligt som al- mindeligt at høre, hvorledes Endeel Spradebasser, som Papegoien kan bable lidt fransk, og til Læreklud have læst nogle Stumper af en fransk Romain, med den største Frækhed tale haanligt om det danske

70

70

Sprog, kaldende det fattigt paa Ord, ubøieligt med mere. Men naar man gaaer saadanne paa Forstand og Kundskab fattige Hierner paa Klingen, er intet lettere end at overbevise dem om at de ikke engang forstaae deres eget Moders Maal. Al den Udflugt saadanne Stympere vide, naar de ret bringes i Knibe, er denne: at det Danske, er et Sprog, som ei nytter længere, end inden Landers Grenser og naar man kommer over Belterne, er det ubrugtbart.

Dette er desværre en alt for stor Sandhed, og hvorledes ville vi Haabe, at fremmede skulle bekymre sig om et Sprog som vi selv saa yderlig foragte, at endog danske Folk, lade sine Børn, lære deres Børne-Lærdom paa tydsk, og saaledes fylde Staden, med tydsk-danske Folk, som ingen af Sprogene tilgavns forstaaer.

Det var at ønske, denne skammelige og høist taabelige Skik, paa nogen Maade kunde hemmes og prækes Folk ud af Hove- det, thi vedvarer den alt for længe, frygter

71

71 jeg for at til Slutning vort ædle danske Sprog ei bliver bekiendt for andre end de Lærde, og at Kiøbenhavns Indbyggere i Tidens Længde, maa betiene sig af Glosebøger, naar de ville læse dansk. — Den danske

Guds Tieneste giver dog noget Haab om at Sproget en Tid lang vil blive i Erindring, skiønt de fleste ville helst høre den med paa tydsk og mange gider slet ikke hørt den paa noget Sprog, dog det er maaskee fornemt. —

Vor smukke danske Skueplads, lover nok til en Tid at handtæve Sproget, give den ikke ogsaa med Tidens Længde blev fordærvet, eller det som værre er reent gik

under, den truer allerede med et Fald.

Kan vort danske Sprog just ikke have den Fordeel, at være bekiendt iblant

Fremmede, saa bør det i det mindste være elsket og æret af indfødde. — Give den Tid engang maatte komme, at danske Børn maatte lære tilgavns dansk førend man indprentede dem tydsk og fransk, saa ville mere Kundskab om og Kierlighed til Sproget

72

72

indplantes, derved vilde dets Skiønhed blive mere bekiendt følgelig mere elsket, og hvo veed om ei Fremmede med Tiden, mere lagde sig efter vores Sprog, naar vi selv for Alvor dyrkede vort eget og ei forgabede os i deres. Dog dette vil neppe række længere end til Ønskeren, thi indgroede Vaner og ældgamle Fordomme, lade sig ei saa let igien udrydde. —

Mine Læsere maa forlade mig denne Udvigelse, hvortil Nidkierhed for Sproget har forlede mig. — At komme til de ubillige Kunstdommere igien, da maa jeg til Slutning sige: at Egenkierlighed ofte forleder Mennesken til at være blinde i egne Feiler, og kommer Muldvarper til at troe de kan see lige ind i Solen. Vankundighed er en Moder til Stolthed, den Fornuftige gaaer altid frem med varsomme Skridt, og mistvivlende om sin egen Styrke, giør et hvert Skridt med Frygt, men den taa- belige gaaer frem med en stolt Mine, og fuld af egen Tillid, troer han ingen seer, just fordi han selv er blind.

73

73

En Kunstdommer som har disse Feiler begiægner alle sine Læsere, med den samme Myndighed, som en Skolemester sine Disciple, men erindrer ikke at han imod Endeel af sine Læsere ikkun selv er en Lærling. — Man maa forlade sig til, alle Læsere ere ikke saa troskyldige, at de have en blind Ærbødighed for en Recensentis Navn, de læse ligesaa vel hans, som en andens Skrift ved den sande Kritiqves Lys, og naar de finder Feiler, helst grove i hans Verk, ere de dobbelt utaalelige, iust fordi han opkaster sig som Dommere, og derfore bør uddrage Bielken af sit eget, førend han befatter sig med Skiven i hans Broders Øie. —

Jeg maa vist vente for dette Blads Skyld, at blive antegnet paa en eller anden Kunstdommeres Dagregister, for ved Leilighed at igiengielde de smaae Sandheder, jeg her har været saa forvoven at sige, men jeg forsikrer de gode Herrer, at hverken Journaler eller Linealer, bider paa Bias, thi i saa Fald har han en Hud saa haard, som Skildpadde, og jeg vil advare de hid-

74

74

sige, at han uden Fandens Kunst, forstaaer ak giøre sig haard og alle de Kugler man skyder paa ham, slaae tilbage igien. Hvo veed om jeg ei med denne Trudsel, kan skræmme en Recensent, men i Fald ei saa er, vil jeg taalmodig skikke mig i alt, vel vi- vende, at Sandhed gier en bruden Pande.

75

75

Den smukke Lysindra.

Lysindra er en af de Skabninger, som Naturen i det udvortes, har været mere end almindelig gunstig. — I Fald det maa være mig tilladt at tale Poeternes Sprog, eller at rase lidet, da vil jeg beskrive hende saaledes:

Da Symmetrien visede sit Mesterstyk- ke, blev Lysindres hele Legeme dannet, Stjernerne bleve skamfulde, da Lysindre oplod sine Øine og med et fordunklede dem, Rosen og Purpuret bleve forglemte da man saae Lysindres Purpurfarvede Læber, Marmorne og Alabastet bleve sorte imod den hvide Hud, som bedækker det Bryst, hvorpaa Naturen havde opreiset sin Herlighed, de allerprægligste Throner. —

76

76 Som en uskatterlig Juveel oven paa en Guldkrone, stod hendes Hoved oven paa en Hals optaarnet af utallige Yndigheder.

Nu kan jeg Par Dieu! ei holde det længere ud, at tale poetisk, thi maa det være nok menneskelig Viis sagt: at Lysindre var saa smukt et Fruentimmer, som Naturen kan danne.

Det gik med hende, som med mange kiære Døttre hvis Smukhed med Pragt bliver ophøiet, da man gierne sørger for det som minst trænger til Omhue, thi en overmaade naturlig Skiønhed, har ei nødig at borge noget af Kunsten, men behager endog fast mere i en anstændig Skiødesløshed, end i den mest afpassede Pragt.

Lysindre var altsaa baade smuk og net. Den kiære Moder, som var omhygge- lig for sin kiære Dotters Vel, passede saa

meget paa Legemet at hun glemte Sindets Prydelse, og sant at sige, havde Lysindre ei af Naturen de beste Forstands Gaver,

77

77 og en Mangel i Opdragelsen giorde den heller ei bedre.

At Lysindre ei manglede Beilere er vel noget som Læseren troer, om jeg aldrig umager mig med at fortælle det. — Hun havde Beilere i Skokkevis, en var fortryllet af hendes deilige Øine, en var forgabet i den søde Mund, en ønskede sig ei større Lykke, end at kysse den Allabastes Haand, en skreg over sig af Forundring om den lille søde Fod, Gots Blitz, hvilken allerkiæreste Fod, Gott verdamme mir, om den er tre Tommer lang, og Sacre Dieu! hvilken en gl. Fod! Beilerne vrimlede omkring Lysindre, som Myrerne om en Orm, gamle for- liebte Narrer, fom prænumerere paa Hiordetakker, vare med iblant Smaaeherrernes Tal. — Lysindre ansaae dem alle med en Ligegyldighed, et Ja, et Nei, et Nik, et Smiil, var alt hvad man af denne Skiønne kunde erholde, dette formerede Beilernes Ivrighed, thi jo større Modstand en Helt finder, jo ivrigere forfølger han sin Beleiring. —

78

78 Naar den smukke Lysindre i Sælskab glimrede som Solen, og var omringet med utallige glimrende Drabantere, da førte den snaksomme Moder Ord, og den stiltiende Lysindre blev beundret for den Forstand, som hun aldrig lod høre noget af, men som de hæftige Elskere virkelig troede hun besad.

Lysindres Dejlighed rygtedes over den hele Bye og kunde ei blive dulgt for Lihimons Ørne. Lihimon var en Mand af store Midler, og endda større Forstand, Lysindre var og vel bemidlet. Her kunde være et got Partie for ham, han gik og i den Tanke hen at besøge den deilige Lysindre.

Moderen tog imod ham med aabne Arme, og gav ham al den Lejlighed at see og tale med Lysindre, som hun omhyggelig betog alle de andre Beilere.

Lysindre maatte beundre denne Deilige, den første Betragtning var alt for angenem til at han ei oftere skulle søge at forskaffe sig den Fornøielse.

79

79

Han igientog ofte sine Besøgelser og blev en Velbekiendt af Lysindres Huus. Herved han fik Leilighed at udspeide Lysindres Egenskaber. Hele Byen troede at Lihimon giorde sit Val hos denne Deilige, og alle som kiendte ham troede ei den smukke Lysindre kunde giøre et bedre Partie. — Lihimon troede selv i Førstningen at han elskede Lysindre, men jo mere han lærte at kiende hende, desmere tog den første Indskydelse af, og inden nogen Tid, blev Lihimon reent borte. —

De andre Beilere bleve glade ved at blive skilte med saa rigtig en Rival, og alle forundrede sig over, at saa fornuftig en Mand, som Lihimon, kunde blive Ufølelig mod saa ugemeen en Skiønhed.

En særdeles Ven af Lihimon, tog sig fore at spørge Ham om Aarsagen: Lihimon svarede meget oprigtig, jeg kunde aldrig overtale mig at begiære Lysindre til ægte; thi jeg kunde ingenlunde elske hende. hvor svarede den anden, ikke elske saa deilig og saa elskværdig en Glut. Vel beun-

80

80 dre hendes Skiønhed, men aldrig elske hen- de, svarede Lihimont. Den anden sagde: da maa de vist have fundet saadanne Fei- ler ved hende, som giør hende afskyelig.

Nei intet afskyeligt, ingen Last. Hvad ingen Last! nei men heller ingen Dyd, sagde Lihimont, og skal jeg sige min rene Sandhed, da kan ei Lysindre giøre mere Indtryk@paa mig end et smukt Malerie, thi i begge var noget for Sandserne, men intet for Siælen, en Skiønhed uden Forstand, er nok beundrings, men ei Kierligheds værdig, en forstandig Mand, tager sig en Kone, ei allene for at see paa, men have Sælskab af hende, og hvad Fornøielse skulde man vel have i Sælskab med en Gaas. —

I Smukke, dersom alle vare af den Mening, som denne egensindige Lihimont, da vilde eders Erobringer neppe blive saa store, vilde man altid hos Dejlighed æske og paa- staae Forstand, da er jeg bange for at mangen deilig Dukke blev ugift. —

81

Den paaseende Bias.

Femte Stykke.

Bonus Lucri odor é re qvalibet. (Profiten er god hvor den kommer ifra)

Saaledes sagde fordum hiin romerske Keiser som lagde Skat paa Urin. Denne Regel er nu blevet, almindelig, den udstrækker sine Følger til alles, følgelig til Skriftmagerens Nærings-Veie.

Da jeg ved Skæbnens Ondskab og- saa er bleven en Skribent, ja det som værre er en Satyricus (qvem Dii oderint, Præceptorem faciunt dem Guderne ere vred giør de til Skribent) saa er det billigt, at jeg ogsaa sørger for min lovlige Udkomme. Denne Nærings-Sorg

82

82

haver givet mig en hoben Hovedbrud. Jeg haver pønset paa, hvorledes jeg kunde udfinde en ugemeen og prægtig Titel til en Bog. Sandt at sige, saa har jeg aldrig tænket paa Indholden, thi den er kun en Biesag. Jeg har altid erindret det Gellerts Moral i hans Fortælling om Hans Nord:

"Was brancht wohl ein Hans Nord versehen

zu Bücher schmiren,

Was brauche er um dich zu verführen?

Ein wunderbares Tittel-Blat & c.

Længe har jeg været Uens med mig selv, snart har jeg vildet skrive et Ugeblad (thi de indbringe meest) under den Titel: den politiske Hans Vurst. Snart under den: den oeconomiske Jyde-Potte.

Snart under den: den moralske Landset. Snart under den: de skiønnes LoppeKlud. Snart under den: de forvente Sæders Gabestok. Snart under den: den danske Cyclops (Eenøiede). Snart under den: det almindelige OplagsHuus. Snart under den: Morgen-Cou- reren. Snart under den: Spidsborgeren i Lucifers Republiqve, m. m.

Alle disse Blade havde jeg af en priselig

83

83

Forsigtighed enten ladet mig betale forud, eller i det minste taget Prænumeration derpaa for en Sikkerheds Skyld, og i nød- vendige Tilfælde forholdet mig et Forslag efter Proportion, hvilket i Skribenternes almindelige Sprog kaldes Forskud og Efterskud. — Men dette behagede mig ei heller jeg saae nok at jeg derved for et Aar kunde fortiene noget, men det kunde ei vedvare i Længden; jeg har derfore studeret paa at udfinde noget, der kunde være bestandigt, men det var vanslkeligt at hitte; thi Aviser og lærde Resentioner undtagne, er intet i denne syndige Verden bestandigt. Folkets Ustadighed og Lyst til Nyt er Skylden. Endelig erindrede jeg et Skrift der ligerviis som en Silkeorm, har igiennemgaaet adskillige Forandringer, og ved Hielp af denne Omskabelse endnu vedligeholder sig, paa den lærde Skueplads. Mine Læsere ville vel spørge om hvad det Skrift hedder? men see om jeg siger det, nei Tak! jeg er ingen Sladderhank!

Jeg vil allene vise dem Planen til mit Skrift deraf skal de see at det i det

84

84 minste kan love sig en Evighed af 4re a 5 Aar, mit Skrift skal da hedde: Mand-

folk - Tidenden og Torsdags - Selska-

bet. Her er det første Nummer deraf:

No. 1.

Vi leve nu i en Tid da periodiske Skrifter vrimle som Myrer i en Tue, de avles af Vankundighed, fødes til Verden af Dumdristighed, og Vindelyst er deres Pleiemoder. Ingen fornuftig kan nægte at Publici Smag skierpes og forledes ved Bøgernes Læsning, men alle Bøger tiene ei til det Øiemed. Periodiske Skrifter ere egentligen de som skal giøre et Publicum oplyst, deres korte Afhandlinger og afvexlende Materier, betage Kiedsomlighed, opvække Læselyst, give i adskillige Deele en mere almindelig Smag og Indsigt. Vi troe ei allene at saadanne Skrifter bør læses, men vi tro og de kunde skrives, en Troe som maaske mange ville nægte fordi en daglig Erfarenhed synes at kuldkaste den.

85

85

Nogle af det stærke Kiøn, som haver følet Elendigheden af vore Ugeblade, ville med samlede Kræfter stræbe at frembringe noget som i det minste kan være læseværdigt. Kierlighed til Æren og Ær- bødighed for Publicum, har vænnet dem til at skrive med Eftertanke, og renset dem fra en taabelig Skrivesyge, bestyrket af Vindesyge. At melde noget om Personerne, da ere de følgende som ville Skrive:

Mandfolks - Tidenden.

1 Et alvorligt Menneske.

2 Et muntert Menneske.

3 Et betænksomt Menneske.

Torsdags - Sælskabet.

4 Et uegennyttigt Menneske.

5 Et ærekiært Menneske.

6 Et flittigt Menneske.

7 Alle disse ere samlede i et Menneske.

Til ovenmeldte Sælskabs og Personers Navne har blot et critisk Indfald givet Anledning. Det er desværre, alt for vitterligt, at der gives saadanne Sæl-

86

86 skaber, om hvilke man kan sige med Ræ- ven i Fabelen: O! qvanta Species non habet Cerebrum! &c. hvilket stort Ska- bilken-Hoved uden Hierne! — (en eeneste

Fornuftig kan skrive gode Blader, naar Samlinger af Ukyndige frembringe noget ravgalt Tøi. — Vi vide meget vel at en engelsk Spectator er Frugten af mange, men alle fornuftiges Bestræbelser,) dog er den ei i alle Stykker lige god. Men vi vide og derhos at den danske Spectator, den Patriotiske Tilskuer, ere enkelte Mænds Værker, sig selv i alle Ting lige; og vi bejamre at Sælskaber sammenrotte sig, for med en lige Afmægtighed at danne daglige Uhyrer, hvor Næringen er baade Skribentens og Forlæggerens Hoved Øiemed. Men vi haabe slige dog engang skal rømme Skuepladsen, naar man faaer lagt den eene efter den anden paa den fornuftige Critiqves Pinebænk.

Vi forsikkre, at det Sælskab som

vil skrive dette Blad bestaaer ei af allevegne fra sammenskrabede Creti og Pleti og saa at kalde hværvede Skribentere, som

87

87 for Løn og Betalning, men uden Lærdom og Skiønsomhed, bidrage noget til et Blad med.

Uagtet man intet vist haver foresadt sig vil man dog arbeide i de Dele, i Hvilke man kan vise nogen Styrke, og al Selvkloghed til Trods, stræbe efter at forbedre Publici Smag med at dømme og bedømme de Skrifter som fylde Publici Ørne med unyttigt Tosse Snak. Kort vi ville arbeide saaledes, at de daarlige Skribentere; skulle skamme sig ved at have arbeidet enten halvt eller heelt. —

(Who can vail so long as they can write? vid. Poppes Essay on Crit.)

O! kom da hid du stærke Kiøn Som haver Lyst at læse Lære!

Thi viied en ærlig Musers Søn

Vil redde Smagens faldne Ære! Som Kampesteen ved Fuskers Haand, Foruden Kunst i Blye indfattet,

88

88

Saa blir en daarlig Autors Aand Af hver fornuftig Læser skattet. Man leer naar Tossen synger op

Og nyner gamle Kiempe-Viser, Men Thyllins Siæl i Broemands Krop, Hver elsker, ærer, dyrker priser. Man veed at Samsens Dalila,

Var i sin Tid en snedig Skiøge, At der er nogle Miile fra

Roeskilde Kroe og hen til Kiøge. Velan! vort stærke Kiøn, du skal Ei med uægte Perler bramme, Men giøre hver en bindegal

Og ynkelig Skribent til Skamme!

I Mandspersoner kommer hid

Som holde Læsning for en Ære, Her sammenskrevet bliv med Flid

Det som kan læse værdigt være;

89

89

Maaskee der ofte skiules kan

En Sandheds Gnist i Skiemtens Aske Og krybe ud en Herremand

Af en Forlæggers nyttig Masqve. Min Ven! vær ubekymret om,

Hvorfore dette Sælskab skriver.

Det kaldes Antimonium

Hvormed man Rotterne fordriver!

Men hvo som Sludder læse vil,

Den ædle Tid dertil misbruge,

Den sende vi et Ønske til:

Af tyve Blader i hver Uge.

Her sees en Afbildning paa Planen til vort Skrift, men vi lokke eller kiøbe ingen Forfatter til at skrive og sværge under vor Fane. Om nogen vil indsende noget, give vi ei fire Skilling derfore. Vi ere i Stand til ar skrive uden andres Hielp,

90

90

og mange Kokke giøre ofte en slet Suppe. Vi trøste os ei heller til at erholde mange Medhielpere, da der sluttelig forhen er prænumereret paa de fleste. Nu maa vi og mælde Læserne noget om de ville skrive og ikke skrive, paa det de ei bedragne af Fordomme skulde fatte ringe Tanker om os. Sandt er det, brændt Barn er bange for Ilden, men man bør ei skiære alle over en Kam; at dømme fra hele Sælskaber til enkelte Personer, er alt for stor Spring vice versa, kan det og blive et Fejltrin.

Vi ville hverken anstille, medicinske eller politiske Betragtninger om Pynt, men gierne pynte paa og rette de udannede Sæder. Blomster, Kiøkken og Frugthaven (hvorom haves Gartner i Byen) skal ei fylde vore Blader, thi vi skriver ei i Sindets og Tankernes Adspredelse.

Ingen af os haver tient nogen PletSkrædder, vi ville ei heller beplette os selv og Papiret. Vi ville ei fylde vore Blade med udstoppede Fugle og unyttigt Fyldekalk. Børn forstaae vi ei at svøbe ei heller at

91

91

sælge Børnesnak. Af Frugter elske vi mest Stikkelsbær, erindrende de Poetens Ord: qvi legitis Flores & Humi nacientia Fraga, fugit hinc Pueri! (pakker jer I Børn som plukke Blomster og Jordbær). Vi ville ei vugge Folk i Søvn med Am- mestue Sladder eller giøre dem ækkel ved Rygtet og igien udspyttet Børne-Mad. Det skulde være os kiert om vi kunde rense Byen fra onde Skrifters Surdei og lære dem at skille den gode Viin fra den ondesamt drive de Insecter bort og forekomme de Nærings Orme, som gnave Publici Pung. Saaledes ville vi være en Tordenskræk for enhver forrykket Phyllis. Vi vilde ei maculere Papiret med matrieuler og ligesaa lidt synge Vægter Viser, som Morgen Psalmer. Ingen af os skal fremkomme som en Deus é Machina, vi ville hverken vaske eller bagvaske, kunde vi tvætte de elendige Skriftmageres Hoved med Lud, skal det være vor Skyldighed, men dertil behøves ingen Vaske-Maskine. Nu have vi underrettet Publicum om noget af det vi ville skrive og ikke, vi love ei meget men kan vi holde noget skal det være vor

92

92

Fornøyelse ligesom det er vor Pligt. — Naar vi nu et Aars Tid have vedholdet under dette Navn, saa ville vi antage et andet, og kalde vor Mandfolke-Tidende, et Oplagshuus for al Slidder Sladder, og det tredie Aar skal den blive til et Apoteqve, hvori der er allehaande Smørerier. Det giør os ondt at vi ei kan lægge Plan til flere Medarbeidere og sætte mange Hiul i Gang, for derved at male med vor egen Mølle destobedre.

Nogle mageløse: Gud lad os aldrig ligne dem! Forgiængere have opmuntret os. Et Blad under Navn af Fruentimmer-Tidende og Fredags Sælskabet, gjorde for et par Aar siden, et græsseligt Optrin paa vor lærde Skueplads. Et Blad hvis Fortienester vi aldrig noksom kunde lægge for Dagen. Qvid loqvar Scyllam Nisi, pvam Fama fecuta est. Aldrig kom saasnart et Blad af samme for Dagen før vi fik Lyst til at skrive; et hvert Nummer fordoblede vor Lyst. Man bleve eenig om at udgive et Blad, men mellemkommende Aarsager hindrede os, og betænk kiære Pub-

93

93

licum hvorledes torde vi vove os paa den Galleje? Fruentimmer-Tidenden er et af de periodiske Skrifter, hvis Mage denne slebne Alder neppe kan fremvise, gid den maatte blive Mageløs! hvor elendig og vederstyggelig end denne Vanskabning var, opholdt den sig dog en Tid lang paa Skuepladsen, ja til Trods for Vittighed og Smag, blev den i Haabetal baade læst og kiøbt. En smuk Ærestøtte for Publici Smag, et uryggeligt Beviis paa dets Skiønsomhed! Fruentimmer-Tidender, Patroller, Aften-Poster og hvad den hele Række af Dumhed heder, er en afsætlig Kram i det danske Publico!

Dette elendige Skrift har nu igien- nemgaaet tre Forandringer, fra Tidende blev det til Magazin (et hæsligt Spring) opfyldt med lutter usunde og ufordøyelige Vahrer.

Fra Magazin blev den til Bibliotec, hvor Skrolder og nogle faae gode Bøger staae om hinanden. Denne er enda den

94

96

Hillemænd! hvor ville ei Skribenterne de dumme, blive bange naar de saae, deres Privelegium paa at sælge Snik Snak, blev saa net giort til intet, og de Herrer Forlæggere vilde vist tage sig i agt.

Ved dette Middel fik vi vel faae, men tillige gode Ugeblade, og Straffen var vist ei for stor, for de skrivesyge Herrer, som spilde Folkets Tid og fordærve Publici Smag. —

95

Den

paaseende Bias.

Siette Stykke.

Nemo qvem sibi Sortem

seu Ratio dederit seu Sors objecerit, illâ Contentus vivit.

HORAT.

Intet Kreatur i Verden kan være plaget med større Ustadighed, end Mennesket. —

Neppe skal man vise mig en, som er fornøiet med sine Vilkaar. Søemanden ønsker han kunde bytte med Landmanden. Agerdyrkeren med Kiøbmanden og denne igien med Embedsmanden. Haandværkeren klager over sit sure Arbeide og ønsker han i Ungdommen havde studeret. Den Studerede ønsker han forstod et Haandværk, hvorved

96

98 han kunde afhielpe den Trang og Fattigdom som gemenlig er Musernes Følgesvend. Saaledes klynke alle i alt og hver i sit. Denne Ustadighed yttrer sig ei allene i vore borgerlige Omstændigheder, men endog i vore legemlige Vilkaar, saasom Skabning, Alder, med mere. Den feede Crassus, som har fraadset Dag og Nat, er fortrøden over sin Fedme, han drikker hver Morgen et Glas koldt Vand, han rider og bevæger sig, allene for at blive mager. Den skindtørre Exilis, som er tyndere end en Mynde, han drikker Chocolade hver Morgen, han spiser Fløde og Macroner, allene for at blive feed, og naar Naturen er trodsig, griber han til Kunsten, han legger en Pude paa sin Mave, for at give den en Runding, han bruger forlorede Legge og to par Buxer, men han erindrer ei at det skyggefulde tomme Ansigt og de tørre Hænder igiennem hvilke, man kan see Maanen ganske tydelig, passe sig til den kunstlede tykke Mave og Underbygning, ligesaa got som en Naale-Hoved kunde passe sig til Knap paa en fire Tommer tyk Stok.

97

99

Blondine er saa Hvid som Sne, har lyseblaae Øine og lyse Haar. Haarene kiæmmer hun med en bly Kam og Øine- brynene sværter hun, og ved disse sorte Extremiter, giør hun sit Ansigt latterligt. — Brunette kan ei farve Haarene, men hun forandrer hele Grunden med hvid Sminke, hun bliver ligesaa latterlig.

Achates er temmelig til Aar og Vellyst har giort ham endog graae for Tiden. Han vil endnu være ung, han smører sine graae Haar med sort Pomade og nu troer han, at have bedraget Naturen selv. Ca- nillius er ganske ung, han vil gierne synes lidet ældre, og for at see mandig ud, ønsker han sig et Skieg, han rager sig sin blotte Hage engang hver Dag og seer flittig i sit Speil om ei Skiægget vil groe.@Minutus er liden af Statur, han ærgrer sig derover, han vilde bøde paa Mangelen, han lader sætte høie Træhæler under sine Skoe, og sin Touppee accomodere en halv Alen høi, han seer sig i sit Speil, han fornøier sig og hemmelig triumpherer over at have tilintetgjort den Sandhed: Hvo kan legge

98

100

en Alen til sin Høide, om han endog bekymrer sig derom? —

Semicæcus, har af Naturen et meget svagt Syn og han er ganske kortsynet, den Feil vil han ei være bekiendt; taler man om et Object et Syn som er meget langt borte, o! jeg seer det meget vel siger han, omendskiønt han af Blindhed løber Folk paa Armene paa Gaden, hilser en Hueblok inden for Vinduet i Stæden for en Jomfru, og er færdig at støde Skinnebenene i Stykker paa hver en Adviis.

Acutus derimod er skarpseende som en Falk, men han troer det er fornemme i det minste lærd at være halv blind, han holder derfore alt hvad han skal see paa, ganske nær til Øinene; skal han kige efter sin Doris i Comedien, bruger han en Kikkert, endskiønt han med de blotte Øine kunde see om der endog sad en Flue vaa hendes Kind, end sige en stor Skiønplet. — Han bruger faa længe disse Nykker indtil han virkelig bliver kortsynet, kunde ogsaa den stakkels Amicacus vænne sig til at see langt.

99

101

Saadant Bizarrerie er den menneskelige Natur fuld af, ingen vil være det han virkelig er, man kunstler saa længe paa Naturen og Lykken, indtil man bliver Vanskabninger i begge.

Men det er ei nok dermed, at man ei selv vil være det man er, Ondskaben gaaer endnu videre, man under ei andre at være det de virkeligen ere. Bliver Cleantes roset for sin Flid og store Lærdom (den han virkelig besidder) strax hører man denne Roes af en eller anden formørket. Ja! heder det: Cleantes, har vel Ord for at være lærd, men man seer ingen Frugter deraf, hans Lærdom strækker sig kun til den eller den Videnskab, men deri og deri, er han en Dosmer, han er et got læse Beest, men har slet intet Genie.

Roser man Alcippus for adskillige Prøver af et stort Genie, ja heder det, han har vel en Smule Vid, men det er det falske, og over alt besidder han ingen Lærdom eller grundig Kundskab.

100

102

Roser jeg Simplex for hans Gudfrygtighed og ustraffelige Vandeler. O! siger den ene han er en Fanaticus, Han er en Ertzpietist siger den anden, nei svarer den tredie, han er i Bund og Grund en Hykler og Skinhelgen, troe mig jeg kiender Karlen paa et Haar.

Fortis Kommanderer en Armee, han er ligesaa klog og forsigtig en General, som tapper og hurtig Soldat. Han forretter en Mandoms Gierning efter den anden. Man fortæller hans berømmelige Gierninger, strax er man færdig at tilintetgiøre dem. Det er ingen Kunst heder det; at smede med gode Tænger. Fortis har gode Officerer og Soldater, og han faaer Æren for hvad de giøre! og naar ei andet kan anføres, siger man: det er ingen Kunst at slaae sig til Ridder paa Stakle, det er ei Fortis Klogskab og Mandom, men hans Fienders Dumhed og Feighed der giver ham saa mangen Fordeel.

Siger jeg, Hierers præker got, saa Hvidsker en, han stjæler sine Prækener af andre. Siger jeg den eller den Mester arbei-

101

103 der net, svarer man, det er ingen Sag for ham, han har gode Svenne, dem maa han takke derfor!

Kort; ingen maa eller faaer beholde den Ære han virkelig fortiener, man kan ei dele Æren med ham, thi vil man, som misundelig, aftrette ham den, kan man ei ganske nægte ham den, stræber man i det minste at forringe den, og naar man ei har noget at anbringe og skammer sig ved at lyve alt for groft, saa har man det forbandede Men! hvilket ledsages af en haanlig Smiil og nogle dybsindige Miner, som skal tilkiendegive at man virkelig veed noget til en Persons Last, men er alt for ædelmodig til at sige det, den ukyndige som ei ret kiender begge Parter, fatter herover ofte en Mistanke til den uskyldige, saaledes kan man blot ved Miner og Forbeholdenheder skade den som man ei med Tungen tør eller kan komme nær. —

Summa Summarum, sadte engang en Skoeflikker paa en Regel af 5 Sk. for et par Bagflikker, og i en Sum at tale,

102

104

er det menneskelige Hierte opfyldt med saa megen Ustadighed og Avindsyge, at man hverken er tilfreds med sine egne eller andres Vilkaar, man klynker over sin egen og er misundelig over andres Tilstand, og om man engang fik bytte, er jeg forsikret om, at det gik med een, ligesom med en svensk Solicitant, der længe anholdte om at faae Kong Carl den 12te i Tale, men da han fik sit Ønske opfyldt og kom ind, og Kongen spurte hvad han bad om? blev han saa bange for Kongen, at han sagde: jeg beder om at komme ud igien.

Ad Exemplum Regis faciunt Minores.

Iblandt de adskillige Ting, som befordre Videnskabernes Aftagelse og Tilvæxt hos et Folk, er den Regierendes mindre eller større Tilbøielighed for samme en Hoved-Aarsag.

Den bestemmer paa en kraftig Maade deres Skiæbne, har en vigtig Indflydelse i deres Opkomst og i deres Undergang.

103

105

Det heder ei forgiæves: ad Exemplum Regis totus Componitur orbis &c. det hele Land retter sig efter Førstens Exempel &c. Sidder en herskesyg en stridbar Regent ved Roret, er en Carl den rate Konge, saa bliver det hele Folk haardført, tappert og stridbart, dets Tilbøjelighed bliver eene til Vaaben, iblandt hvilke de fredelige Muser sielden trives.

Er en Konge blødagtig og vellystig, strax udbreder sig den Feil iblandt Folket, som fra det tapperste af kan vanslægte til Avindagtighed under Sardanopals Regiering. Det er utroeligt hvilken stærk Indflydelse Regentens Exempel har paa Undersaatterne og med hvilken Hast det kan forandre det hele Folkets Sæder.

Ligesom Qvægsølvet i et Veirglas, maa lyde den udvortes Lufts Bevægelser derefter i Øiebliket stige eller falde, saaledes stiger og falder en Nations Karacter i Henseende Regenten. Det er ei allene en Konges Gemyts Egenskaber, som virker paa Folket, men man stræber at efterligne ham endog i Personlige Feiler. Da den store Alexander hældede med Hovedet til den eene Side, giorde de Macodonier sig

104

106

en Ære af at være skievhalsede, for at ligne ham i denne naturlige Feil. —

Er nu en Regent en Elskere af Videnskaberne, strax kommer de i Priis blandt Folket. En blot Stolthed og en Lyst at efterligne, lærer Folk af mindre Tænkemaade at sætte Priis paa, ja, forgabe sig i det de ofte ei for- staae. — Elsker en Augustus Videnskaberne, strax bliver hans Yndling Mæcenas de Lærdes Ven og Befordrer. De Mægtige og Formuende i Landet, følge Kongens Exempel, de spare hverken Flid eller Bekostning, for at bringe dem til Høide; paa saadan Maade opmuntres de bekiendte, opelskes de tilvoxede og udlokkes de skiulte Genier; thi Ære og Belønning ere de kraftigste drive Fiedre. Men Følgen heraf bliver Videnskabernes blomstrende Tilstand.

Den mandige Virgil, den skiemtsomme Horats, og den kielne Naso, havde maaskee været begraven i en evig Glemsomhed, dersom ei en saa lykkelig Stierne havde veiledet dem udaf Forglemmelsens Mørk.

105

107

Mangel paa Understøttelse og Befordring, begraver ei allene mange Talenter, men tvinger visselig mange Genier, til at fornægte sig selv, at udvige fra Dydens Bane og af Trang at blive lastefulde. Naar man spurte saadan en om Aarsagen til deres Afvigelse? kunde de gierne med en Eugen svare: Sire! un Mepris! men saasnart de begaae en Afvigelse da er man altid færdig med Hevnens straffende Haand at støde dem i alle Ulykkers Afgrund! give man var saa færdig med Belønningen, saa blev mangen ei ulykkelig!

Den rommerste Keiser Aurelius havde det Ordsprog: ”Lyksaligt er det Rige hvor Phi- losophi regiere og Kongerne philosophere.” At Videnskaberne ere lykkelige hvor Regenten er Philosophers Ven, er en afgiort Sandhed, men at enhver Regent skal være en Marcus Aurelius er ei megen Nødvendighed. En al for Philosophisk Regierings Plan kunde maaskee blive fuld af politiske Feiler. Det er alt nok, naar en Regent har Kierlighed for Videnskaberne, indseer deres Nytte, beundrer deres Skiønhed og ophøier deres Værd. Men foragter Regenten, eller de som forestille Regentens

106

108

Person, Videnskaberne, da gaae de reent under tillige med deres Dyrkere. I Engeland, hvor de Fornemme og Formuende selv er Videnskabernes Dyrkere og stændig deres Befordrere, hvor den Egenskab at have et got Genie, er nok til at giøre en æret og befordret, der ere Videnskaberne i Flor og bringe fortræffelige Frugter. Videnskaberne have i vort Norden giort en sildig Fremgang, Nationens Fordums Lyst til Vaaben have meget Hindret dem, her trængede høilig til Augusti og Mæcenates.

Uagtet jeg ei kan være saa uforskammet hykkelsk, at sige: at Genier (NB. alle bekiendte) hidindtil rettelig ere understøttede og anvendt, saa maa jeg dog tilstaae at denne Tid lover os meget. — Maatte dog engang Geniet som har et naturligt, ypperligt og væsentligt Værd, retskaffent komme i Betragtning, imod Fødsel og Slumpelykke, da vilde man ei paa Ærens Toppe finde mange forgylte Dosmere og ei i Ulyksalighedens Hytter, saa mange afvigede og ved Modgang vanslægtede Genier.

107

109

Ingen kan lettere afvige end en Genie, naar Tossen gaaer ligefrem, som en Kariol Hest i sit gamle Trav og ligegyldig humper over Vanskiæbners Veie, saa seer Geniet sig om til alle Sider, griber alle Leiligheder, og bliver let forvoven, helst naar man trykker ham.

Vee! ja 3 gange Vee dem, som ei understøtter et bekiendt Genie, men deels ved sin Kolsindighed, dels ved sin Fortrykkelse, nedbringe den til sin evige Skiændsel, som en Smule opløftet, kunde have blevet Fæderne Landets Nytte og Ziir.

At nedtrykke sine egne Genier, saa længe indtil de lastefulde blive Statens Skumpelskud, og siden trygle Vid af fremmede, forekommer mig ligesaa urimeligt, som om man for et Laan af en 12 a 14 Rixdlr. vilde fordømme en Indfød til evig Vanære og Slaverie (NB. naar han ei før har været lastefuld) og siden have en fremmet Land- løber for 40 50 ja 60 Rixdlr: dog sat sapienti!

108

110

Hvad det danske Publicum angaaer, da maatte jeg være en grov Løgnere, i Fald jeg vilde sige, at det hielper noget et Genies Fremkomst eller Understøttelse. Vort Publicum har endnu ligesaa megen Smag i Vittighed, som en Hest i Coffee; Patrioten er egenlligen den, som skal være Publici Mand, man læser ham, man diverterer sig ved hans Blade ved et Krus Øl og en Sopken, mens Dunsten endnu er i Hovedet, er han paa deres Siæl en brav Karl; men om de Dagen efter saae ham i den yderste Ulyksalighed, reddede de ham ei med en halv Skilling, men oven i Kiøbet traadde ham paa Halsen til.

Dog, vor Mageløse Christian lover os de lyksalige Tider, at Geniet og Fornuft, ei mere skal beklage sin Vanskiæbne; give de maatte hastig komme!

For resten vil jeg have ombedet alle Mennesker af Forstand og Genie, at de aldrig for Publici Skyld, giøre sig nogen Umage; thi til at divertere det danske Publicum, behøver ei andet, end Patroller, Eventyr, Ugeblads Klygter og Avise Snak. Da foennm Bari et Saccarum Psittaco.

109

111 Et Brev til Bias

indsendt fra en ubekiendt,

Min Herre!

Dersom du kunde udfinde et probat Raad imod de urigtige Blade som oversvimmer Folk som en stridig Bek, vilde de Fornuftige være dem meget forbunden. Deres opgivne Raad vil neppe blive iværksadt, thi det involverer en Slags Ubillighed, nemlig ei at betale, det man har annammet. De taler om en upartisk Undersøgning, men hvor er en fuldkommen Upartiskhed nu omstunder? mon ei en god Autor kunde ogsaa lide Skade, og har de vel forglemt det gamle vanskelige Imprimatur? mon ei Hevngierrighed kunde udrette det samme nu, som Egenmyndighed og Partiskhed gjorde før?

Mon man ei kunde udfinde en Slags lærd Gabestok at sætte slette Autores i? jeg seer for- ud, at de vil svare mig: saa længe vor Herre ei lader os mangle lærde Recensores have vi Gabestokke nok! jeg tilstaaer dem det er sandt, men

110

112 de maa derhos erindre at de Gabestokke ei ere paalidelige, ihr man seer jo mangen gang en upaaklagelig, ja en god Skribent, bliver sadt i Halsjernet af en uforskammet Recensent.

Det Indfald den Dramatiske Journalist har, synes mig er ikke ubilligt. Hvad om en slet Skribent blev forbunden til at give en vis Summa for at kiøbe sig et Friheds Brev paa at skrive, hvad om det Friheds Brev blev saaledes indrettet:

NN. haver rigtig betalt den aarlige Contingent ad pios usus, for at skrive slette Blader, thi giøres herved alle bekiendt: at ingen maa formeene ham at skrive, ei heller maa nogen understaae sig at kriticere hans Blader, og enhver som vil lee af dem, maa giøre det i Smug, da Manden har rigtigt erlagt sin Betalning og derfore gaaer Toldfrie for al offentlig Kritiqve.

Denne Bevilgning skulle tillige enhver slet Antor være forbunden at lade aftrykke for paa sine Blader. Hvad mener de ei det Middel kunde hielpe.

af Neocrisis.

111

Den

paaseende Bias.

Syvende Stykke.

Uskatteerlige Melissa!

Hver gang jeg falder dem uformodentlig i Øjne, saa udbreder jo den siine Rose, som opliver Deres Kinder sig over heele Ansigtet. Siig mig engang min Uskyldige! hvad Aarsagen er? Undseelse forbyder Dem at svare; men Elskovs Gud som tindrer giennem Deres Øjne forklarer, mig Aarsagen desto nøjere. Men om De saae sig selv, saa livagtig som Elskov skildrede Dem i mit Hierte: o hvilken Rødme vilde da ikke Ydmyghed sprenge i Deres Ansigt! Men see nu engang min dydige! hvilken Ærbødighed mit Hierte føler for Dem, da jeg tilskriver Dem dette. Ta-

112

114

le-Kunsten døde, om den formastede sig til at sladre hvad mit Hierte føler og hvad mine Øjne udmærker sig hos Dem. Mit og Deres Hierte bestraales tillige af Uskyldigheds Soel. Kan de da andet end oplives paa eengang. Forlad mig da at jeg røber Deres Følelser som forfriskede mine; thi vi nød jo paa eengang den Vederqvægelse der er i Oprigtighed. Alt for svag er min Siel til at udholde Styrken af disse Fornemmelser. Siig mig: hvad føle De?— kan De forklare sig — knap! — Mig synes at De nu svarer mig med en koldsindig Mine som er krydet med Kierlighed: Den underkuede Samvittighed skildrer sig rød paa Deres Kinder; jo! jo! — jeg forstaaer det nok! — Deres Skam- rødhed overbeviser mig og Dem paa eengang at jeg er

Deres

Damon.

Fillis taler til Damon saaledes:

Ja min elskværdigste Damon! jeg er da nu overvunden. Min Siel føler nu alt det den før aldrig har følet. De El-

113

115 skovs Smerter som jeg før intet vidste af, som jeg før beloe, dem føler jeg nu i mit Hierte. Da jeg for nogen Tid siden i Søvne bag en Busk saae Dig sove, hvor listede jeg mig da hen til Dig og dit Hvilested; jeg var dristig nok til at lægge Din venstre Haand som halv død skiulede mig Dit Aasyn, ned ved Siden af Dig; men Himmel! hvad for en Hiigen steg giennem mit heele Blod; da jeg saae dit Øje at vaagne; da jeg saae Dit deilige Øje at rinde med de huldeste Taarer. Jeg fløi og græd. Men hvad? hvorledes blev jeg til Mode? en hæftig Ild vallede da omkring i mine Aarer. Og disse Flammer som tære inden i mig, de vil ævig; nei ævig ei uddøe; men de vil vare uophørlig. — Kom huldeste Damon som jeg udvælger til min; min Siel svæver mig allerede paa Læberne for at flyde ind igiennem Din Mund i Din Siel under tusinde Forlystelser og Kys.

Menneskets Utaalmodighed

Tit drikker Mennesket Vellyst-Strømme og tørster. Den Lykkeligste døer bort under

114

116 sine Ønsker. En Draabe Kummer giør ham hele Floder af Glæde ildesmagende. Indbildnings-Kraften ansporer Tilbøjeligheden. Disse bryde ud, som fyrige Heste, der slaar med Nakken ad Tvang og Tømme. De slæbe Mennesket med sig til Afgrunden. Menneskets Høimodighed gaaer paa Stylter; den vil rage lige op mod Himmelen. Snart skiender den paa Forsynet, som glemmer at klæde den i Purpur og Rigdom. Snart siger Mennesket: mit Bryst er for svagt, og dadler Skabningens Viisdom. Ilden er ham for heed, og aander for ham ikkun Plager. Ulykken synes for ham et Blomster paa Engen; den iler til ham med Floderne og Vinden omblæser ham med Smerter. — Hvorhen forvovne Skabning? tænker du, som kiæmper i Fablen, at opstable Klipper paa Klipper, og væbnet med Formastelse, at storme til Guddommens Sæde. Vil du vel, du som et Liimkar, ophæve dig imod din Dannere? giennemflyv først de Himmelblaa Egne, som ere bestrøede med Soele og Kloder. Besee det melkhvide Belte paa Himmelen, hver Stiernes Dampkugle. Oversee det Heles sammenhæng med

115

117 alle Fiedre og Hiul og andre Planeters Naturer; deres Indbyggeres Legeme Gierninger og Ordens-Kiæder. Udgrund med dristige Vinger det dunkle Aande-Rums Dybde. See der Væsener uden Dannelse; bemærk deres Forhold og Kræfter. Stig op paa Tingenes Trappe gar op til Guddommens Trone og straf da, dersom du kan, Guds Forsyn og Orden paa Jorden. Vil du udforske dig Aarsag hvorfor du ei blev en Seraph? opdag da først, Stolte! hvorfor du ei blev en Mide. Skulde vel, for at du kunde føies, den store Verdens Kiæde brydes? skulde Milioner Planeter og Sole rykkes ud af deres Glidebane og falde sammen i en Klump? Skal Himmelens Forhæng, lige ud til Guddommens Trone briste i sønder? og skulde hele Naturens inderste Aarer skielvende sukke? Dette daarlige fore langede du jo, da du higede efter det som stred mod Verdens Orden. Vær Herre over dine Tilbøjeligheder; saa vil du beherske Ulykken. Skaberen er Kierlighed og Huldskab; men de ere dine Tyranner. — Hvorfor bygge I Huse paa Bølger, I som rane af Indiens Bierge. Har Aarenes

116

118 Kiæde ei dømt eder til andet, end til at see eders Grav i det Baade, eller at see vaade Graver? og hvorfor maa I ofte see den truende Død i Skyerne? — Du som underforsker de underjordiske Grunde; hvorfor kaster du et haanlig smilende Blik ned i disse Gruber; hvorfor opblæser du dig og mener at du er klog nok til at oprode den Skat som pryder dig paa Daare-Toppen. Derfra skieler du stolt ned til de Fattige, som i dine Øine ere kun som Jordens Roer. Hvorfor lader din Siel sig blinde af selvgiort Taage og Dunster! — Men I! I Heldte hvorfor iler I til Trefningens Uveir; hvor Lynild kiæmper mod Lynild, og vilde Bestormelser mellem hinanden indbyrdes? Jo! jo! I vil vel opfylde Rygtets Basune med eders Gierninger. De Væsener som usynlige flagre omkring eder; leer eder ud. Du Samvittighed! du Sandheds Slave og Lænkere du synes for dem ligesom Sladrende Narre synes for dig. Heldten og GidsHalsen ere som Orme der jage efter Smuler. — Livets Øieblik er jo ei engang hvert at man giør mange Anslag for at leve i Sorrig og Pine. Den, for Hvilken

117

119 knælende Lande i Dag aabnede Slotte og Fæstninger, beboer i Morgen Dødens Helvede og Huler. Haabet har tilsperret ham Adgang og med ham blev manges Haab tilhyllet med Jord; og Veien til et evigt Eftermæle er gaaet den haabende af Sigte. — Mig synes nu ligesom Underjordens skyggefulde Dale aabnede sig for mig. Jeg seer den gredske Helt for hvis Vaabens Klang hele Jordkloden skiælvede, som farvede Søen med Menneske Blod. Som forvanlede hele Østen til en Ørken lige indtil Ganges, og opslugede Alt ligesom et udæmmet Hav overskyller Marke, Skove og ligger dem udyrkede i sin Strube. Jeg seer denne Helt at gaae forladt blant blege Cypres Træer og vandre dybsindig i vild-

somme Irgange. Han vrier Hænderne og opfylder Luften med disse Klager: Viger, viger I forskrækkelige Billeder! som qvæle mig og mine Daarligheds Forlystelser. I saarfulde blodige Liig viger dog endelig

engang fra disse Egne; vender dog eders Blik fra mig I halvaabne og skrækkende

Øine. Og du Gienlyd glem at fordoble

deres Suk for mine Øren. O! vee mig

118

120

vee mig at Sirenernes Stemme nogensinde opvakte Drifter hos mig efter Magt og en uskrænket Myndighed. Forbandet Sirene! som døvede mig med din kielne; men falske Stemme. Og hvad var vel min Forlystelse andet end en daarlig Læge for Siælens Sygdom; hvor kort var den ikke at regne imod min evige evige Ruelse. O sanseløs Pøbel! Hvorfor foragtede jeg ikke din Munds Ros førend nu, ach nu! men ach forsildig desværre! stor giorde du mig og stor blev jeg da i mine egne Øine; men ach hvor elendig er jeg nu og hvor ringe! bortslygtede Tider I mine forvarløsede Tider kommer nu tilbage. Hvad? eller I! I Liig forlader mig. I skræksomme I grusomme I fæle Billeder! flyver bort fra mig til andre Ørkener.

Al Verdens Rigdom og Vellyst ville dog evig blive for liden til vor store Siel endskiønt vi levede tusinde Aar og bleve saa gamle som Stierner. Himmelen allene mæt-

ter dens Udødelighed af hvis Flamme den ulmer. Og du o! guddommelige Dyd; ved dig kunne vi kun glade giennemskibe Livets

119

121 Søe. Lad denne Pharus o Gud! lyse for mig saa skal jeg med Øiet omsider see Lyksalighedens Havn afskildret, trods alle Ulykkens Uveir; trods alle Lidenskabernes Bestormelse; du du skal allene giøre os hastig higende efter Havnen; du skal giøre os kie- de af Livet, du skal ledsage os naar vi løbe ud i Havnen. Og der hos dig vor Gud i din Have og Favn skal vi trøstes ja! priise os lyksalig og dig viis; Himlen skal synes os klar og liflig og sælskabrig og dig vor Gud skal vi see naadig, mild og ven- nerig Amen.

Den forklædte Snog.

En Mand gik omkring ved sin Stranbred. Naturen gjorde sit til at forlyste hans Øine. Hierteroe vederqvægede hans Siel. Alt det Han følte var lutter Vellyst. Denne underholdt han ved den Agtsomhed, han anvendte paa foragtede Ting i Skabningen. Hans Øie falt paa et Snogehuus. Kunstige Bygning! — tænkte han — Aarhundrede maatte Kunstnerne anvende for at faae Papiret til at efterligne dig — men

120

122

ingen skabt Haand kan abe Skaberen efter i at giøre dig! — al Pragt er afskildret i dine Zirater, og ingen Farvekiendere kan give sine Farver det Liv, du har. — Geometrien maa standse ved din Orden; Arkitekturen ved din Kunst; Maleriet ved din Pragt og Skilderkunsten ved din Deilighed! Skaberen vidste hvor de Deele laae, som skulde lænke sig til hinanden for at udgiøre dig — maaskee Han befoel disse Deele enten at synke ned til Jorden hist oven fra Skyerne, eller at hæve sig op til Overfladen fra Jordens skiulteste Kamre.— Nok! — her seer jeg en Mængde Deele, som fremvise den deiligste Bygning; den ordentligste Indretning og den fulkomneste Mester. -— Men ach! — brød han ud — store Gud! — er dette blot skabt til en Zirat for Jorden; eller er det — i det samme fremkrøb en græsselig Snog.— Ach! hvad seer jeg! — dette kunstige Pallads er et Udyrs Bolig. — Skal da — min Gud, — et skadeligt Dyr have disse Fortrin frem for et Menneske? — Naar dannede Du mig en Bolig; en saa magelig; en saa sikker; en saa trofast Bolig, som denne? —

121

123 Eller skabte Du mig for at være i en Lysthauge?— Dannede Du mig haardførere end dette Dyr, til at udholde Nætter og Dage i Solens Brynde og Luftens Slud? — Var min kielne Opdragelse Skyld i at mit Legeme blev saa følelig? — Bærer Du ikke ligesaavel Omsorg for mig som for dette Dyr? — Hvorfor skal jeg da trykkes saa meget af Bekymringer, som dette Dyr intet føle til? — Er det en sød Følelse for Sielen at bære Omsorg for Legemet, eller dannede Du den heller til at sysselsætte sig i Betragtninger om Dine Fulkommenheder? — Græsseligt seer Dyret ud og hør du min Ven! (Grumon gik afsides og plukkede Blomster) sig mig, hvad kaldes det? — Du veed at mit Øie aldrig saae disse Egne for.— Grumon løb og saae og sagde: ei det er en Snog, et mordisk Dyr — Min Gud (svarede han) aldrig troede jeg, at Gud havde skiult en Mordere i en saa deilig Hytte. — Lykkens Gaver ere ligesaa uforstaaelige, som Naturens. —

122

124

Læreregler.

Gaae med en god Samvittighed ud paa Foraarsmarken; paa Stranbredden; saa skal det ringeste deilig malede Støv henrykke dig i den største Forundring; men savner du Sieleroe; hvor kan da slige Forlystelser behage dig? Bliv da heller i Stadens Sverm, der har du Leilighed til at adsprede de modbydelige Tanker, hvormed Udyden stikker din Siil. — Heele Flokke Daarer forlader Staden i Foraaret; den stille Roe og den tankefulde Eensomhed foragter de; deres Tanker beskæftiger sig kun med at betragte Landet, saaledes som det kan blive et Middel til at fyldestgiøre deres graadige Vellyster, og Legemet give de da langt overflødigere Pleie, end Sielen. Deres Agtsomhed beskæftiger sig kun med Landets Kunstigheder; men Naturen er sielden en Gienstand for deres Eftertanke; dog! deri føles det himmelske i Livet. Med min Veninde gad jeg vandret om i vore Paradiser; hun vil tænke, som jeg og vi begge vil ønske at Engle ville opløfte os i de evige Paradiser. — Ach ubeskrivelige Følelser gien-

123

125 nemgyse her vore Siele. Vexelviis og undertiden paa engang strømmer en Flod af Salighed og Glæde giennem vort hele Væsen. Vi føle Legemets Byrde om Sielen; vi fornemme da med hvor snevre Skranker vor Siel er omgivet; ja! hvor maaleligt det er for den, at tæmme den Higen den har, efter at flyve ud til de evige høies Grænser. Vi troe og da, ikke længere at være paa Jorden; vi glemme denne lille Klode reent af vore Tanker; det forekommer os, imedens vi staae henrykkede, at Jorden viger bort, under vore Fødder. Den behagelig krybende Vind, som varer rundt omkring os, har ligesom bortviftet alle Bekymringer af vore Siele. Vi ere os nu ei længere bevidste at vi ere Mennesker og Livets Uselhed har vi glemt efter os hiemme i vore urolige Pauluner. — Vi stemme indbyrdes overens og begge føle i ringere Grad, Englenes Forlystelser. Paa denne Eng udhvile vi os og disse overordentlige Fornemmelser give os ny Kræfter til at udholde de Ulæmper som Livet skikker os i Møde. Gierne gad vi blevet i Engen; men Legemet mattes af alt for stærke og

124

126

usædvanlige Følelser; om de end aldrig vare nok saa behagelige. — Efter at vi da ere kommet igien til os selv, da ophøie vi Skaberen med Ord, som Følelserne nylig tilforn qvalte, vi gaae Haand i Haand hiem, og prise Skaberen at hver for sig var givet den anden til en fulkommen Lyksalighed. —

Naar du med gysende Beundring og med ydmyg Ærefrygt bekiger de minste og minst agtede Skabninger; da troe at du føler Skaberens Almagt, Viisdom og Naade. Jo mindre Granet er, desto større Vægt har det af Gud; desto viisere Almagt har der dannet det. Hvor ligger da det Sandkorn; hvor flyver den Insekt, som er mindre end en Luft-Partikel; hvor kryber en Orm, der er saa liden, som et Soelgran, som du ikke bør med en hellig ærbødighed betragte, om du kan øine det, thi dit Øie, er kun skabt til at fatte gaturens større Underværker.

Hvor stor Møie maa ikke Kunstnerne anvende paa at efterligne Guds prægtige Skil-

125

127

derier i Naturen; men sielden lade de denne Vanskelighed, deres Kunst fører med sig, erindre dem om Menneskets Svaghed og Guds Uendelighed. Naar de ved naturlig Lyst og Beqvemhed opnaa den Fulkommen- hed, de hige efter, saa ophæve de sig hellere end ydmyge. Naturens Kunst-Stykker kan aldrig mestres og dog dadle disse opblæste dem med at efterligne dem paa en daar- lig Maade.. — Der er ingen Videnskab, som vi jo skylder Naturen. Geometrien lærte Orden og Dannelse og Forhold af den; Arkitekturen fik sine stolte Bygninger til at ligne dem, som Gud byggede Dyrene. Malerkunsten fik baade sine Farver og sine Portraitter laant af den; ja intet Haand- værk er saa kunstigt, at det ei skulle have Naturen at takke for Anledningen til dets Opfindelse.

Deelenes ubegribelige Foreening, er uden Tvivl noget af det mærkværdigste i Naturen. Havde Skabningen ikke mindre Deele, end de vi kunde see med Øine, saa kunde vi vist nok hente de Deele, som skulle udgiøre et og andet Legeme, og følgelig kunde vi jo og virkelig være Skabere; men ligesaa umuligt, som det er, ligesaa uformuende ere vi. —

126

128

Den forhadte Mand.

En stakkels Mand leed stor Fortred,

Hans Venner ham, som Slanger beed, Ved Ydmyghed blev han foragtet.

Og al hans Myndighed forpagtet.

Hans Ærekierhed Stolthed blev,

Ved Snildhed blev han til en Ræv,

Hans kielne Aabenhiertighed Ansaaes for Sladervurenhed.

Hans Hæftighed udi at elske Giør ham hans Venner tit rebelske.

Hans skuffede Fortrolighed Giør ham til falsk og vrang og vred Er han udi et Sælskab stum Saa ansees han som spodsk og dum;

Men taler han med Eftertryk Saa seer han mange skyder Ryk.

Hvor kommer det sig da, at man ham hader Jo! — det er just fordi han ingen skader.