Josias Leop. Bynch Den politiske Kandestøber. Et Ugeskrift copieret af Josias Leopold Bynch. [No. 1.]

Den politiske Kandestøber.

Et Ugeskrift.

copieret af

Josias Leopold Bynch.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

No. I. Den politiske Kandestøber. Non obturabis os bovi trituranti &c.

vid. Plinii Historia Naturalis.

Det vilde lade meget kuldet, om vi ikke stangede vore Læsere med et Valsprog. Moden og Mageligheden er rund nok, til at forlade, om vi ikke havde Leilighed, til at efterslaae det. Den Bog det hører hiemme i, den giennemblades ofte; men læses sielden, i vore Tider ; — men — man maa troe os paa vor Ærlighed, om man ikke just har Bogen ved Haanden, at det ufeilbarlig maa findes der. I hvor om alting er, da vil man vist berømme os meget i Eftertiden, for dette Valsprog. Kunne vi vel finde noget beqvemere? — Det vil vor Blad lære dem. — Passer det sig ikke ligesaa net paa vort Ugeblad, som paa Blandingens Hegle til dens Recensionistes Marlok- ker? er dette Valsprog os ikke en ligesaa sød

4

4

Hiertestyrkning, søm det var Grev Zinzendorf, Morten Skribler og Katharina Støberin? — Kan vi ikke ligesaa fuldt forlade os paa Bogstaverne i vort Valsprog, som den, der i denne Epoke, fremkaldte Overtroens Armee, til at stride for sig, da en barmhiertig Retfærdighed stadfæstede ham, i Kraft af hans fanatiste Stats- klygt, for, om mueligt, at forære ham en evig Throne blant Daarerne? — Kaster det ikke en nye Vold op, for os, mod dem, der ville skyde efter dette elskelige Foster, som hviiler sig i et gammelt Kastel, der er giennemsigtigt og staaer paa faldende Fode? — Ere vort Valsprogs latinste Karakterer ikke ligesaa opbyggelige for vore Læsere (som mestendeels ere danske) som poetiske Ordgaader; som engelste Klygtigheder og som romerske Hieroglyfer, eller Billedsprog; opvække de ikke hos vore Læsere en stor Ærbødig- hed for vore almennyttige Indsigter, i at laane uoversatte Tanker, fra det latinske Sprog, som desværre kun lever iblant de Høilærde Aander?

Anretter Lyden af disse Ord ikke en for- tryllende Konsert, for vore Læsere, som vil døve dem og holde dem fra Søvn, om vort Snak blev ganste dorskt? overtaler dette hemmeligheds- fulde Valsprog dem ikke til at tro, at vore Ind- sigters Kilde er uudøselig, saa lenge den romerske Aand besieler os? — Nei! — saa stærk Tro vil ventelig kun findes hos meget faa mavre Skrivesyge. — Hvortil da et Valsprog?

5

5

Den politiske Kandestøbers Katekissation for sin fiorten Aars Søn.

Denne gode Mand havde en Aften været Præ- ses i et Sælskab; han havde blandet Ny- sepulver i sit gode Snustobak, faaet Sælskabet til at tage Priiser deraf og kommet det til at sætte Galden og Lungen i en usædvanlig stærk Bevægelse. Sælskabet havde af denne hyppige Nysen faaet saa ondt over Brystet, at meget faa, af dets værdige Lemmer, kunne drage Aanden, uden at føle faadanne Smerter, som Angestens Piile ellers foraarsage. Ynkværdigere Syn har man aldrig seet end dette: enhver snoede og vriede og vaandede sig; een hæftigere end den anden. Enhver svedte saa stærkt, at man saae Draaber, som Gaaseæg, at falde paa Jorden. *) Hver gang dette forbistrede Nysen lod nogen have et øiebliks Frist, saa strippede han hen til Vertens flydende og alting formanende Aander; (man siger, at stærke Spiritusser skal, for Liebhabere, være nyttige til alle Ting.) Disse Aander salvede hans Saar; underkuede Nysenet og gav ham sit naturlige Aandedræt igien.**) Enhver

*) Dette synes kun at være sandsynligt; men tillige overdrevent; dog man udtyde vore Ord paa to Maader, da ere de ligesaa naturlige som sandsynlige.

*•) Autor har, med denne Fortælning anpriiset Brandanstalterne, og villet formane, at man meget vaersom maa omgaaes med Ild; thi af en liden Gnist kan der jo opstaae en stor Ildebrand.

6

6

for sig, kom lidt til sig selv igien og da besluttede man, i Kraft af Spiritussernes modige Veltalenhed, i Harmonie med de Jomsborgiske Love, at: hvis nogen af Sælskabet nogensinde herefterdags blev befunden at bære Nysekrudt hos sig; han da skulle betale tre Mark til Sygekassen, som, formedelst de iidelige Syg- domme, der angrebe dette diætiske Sælskab, var i en meget maver Tilstand. Vor politiske Kandestøber Herr Gudman smaasmidskede i Skiægget og tænkte: det er for siidig, at redde Vuggen med Barnet i, ud af Stuen, naar Huset er brændt. Klokken halvgaaen Elleve gik han hiem, halvfornøiet over denne Spas og heel fornøiet over sin Grandseenhed i Rigernes Hemmeligheder, ja overmodig over hans frugtesløse Haarkløverier. Nysenets Lyd døvede saa alle Ører i det Sælskab, han kom fra, at hans vittige Veltalenhed der slet ingen Lettelse kunne have faaet. Hans fiorten Aars Søn, som allerede, ved et Lys, er i Stand til at støbe Underværker sammen, som ere ligesaa beundringsværdige i Miniatyr, som Grækenlands vare i det store, han løb sin Fader, med hoppende Arme og velsignende Øine, i Møde. Faderen stillede Sønnen frem for sit Bryst og om- snoede ham med sine trætte Been; han begyndte, efter Sædvane at fritte Sønnen om Nyt; hvad enten han frittede, for at anrette Ulykker i sin Familie, eller for at vænne Sønnen til Troløs-

7

7

hed, og Sladdervurrenhed, eller for at faae Anledning til at sætte Priis paa sine skarpe Indsigter, det kan vi ei sige for vist. Saa meget vide vi: han spurgte Sønnen, om han ei havde noget at fortælle ham; hvorpaa Sønnen, som med slige Eventyr, ville smigre sig fra fortiente, eller, i de følgende Dage, fortienende Rævselser, fortalte, at den graae Gaas, der gik løs i Gaarden, havde faaet noget i Halsen, som den ikke kunne svælge; at den sprættede saa ynkelig, som en stukken Kalkuun og at den løb forvildet rundt omkring, som en Top. Man meente at den havde et Slag, og at den, til stor Begrædelse for alle Huusfolkene, snart ville døe. Ak du Eenfoldige! svarede Faderen, med de Lærdes sædvanlige Ømhed; har den faaet en Steen i Halsen, saa kunne den jo ikke foraarsage et Slag; Steenen glider jo ned i Kroen; Smerterne ville da snart forgaae; hvortil da saa stor Frygt og saa mange Ophævelser over denne stakkels Gaas? du maa, min Søn! ikke vænne dig til at beskue Verden med skieve Øines (Nei! indbrød Sønnen; seer jeg ikke altid Papa lige i Øinene?) Du forstaae mig ret! vil du blive en stor Mand som jeg dog venter, saa maa du ikke engang i smaae Ting, opdage Vanskeligheder. Det ge- raader Menneskeligheden til Ære, at overslette alt og at oversee alle Ubehageligheder. Lige fra Gaasen af indtil Mennesker, maa du ikke kunne udmærke dig een eeneste Tvetydighed. Vore

8

8 gamle Forfædre speilte sig kun i Vand. I saadan et glat Speil kan du jo ikke see Koparerne i dit Ansigt; og naar du i sligt et Speil, efterseer alle Ting, saa ville det ikke anderledes see ud for dig, end dit eget Ansigt selv. Ak! hvor ville du da krone mine graae Haar! hvor glimrende ville du da ikke blive ved denne herlige Egenskab. Min Efterslægt vil da forevige mine sunde For- maninger. Om mine Forfædre da, formedelst et Jordskielv, eller anden Jordforvandling, skul- le faae Lov, at løfte deres Hoveder op oven over deres Sovekamre og see sig lit om i Verden; , hvilken Under ville da min Afkomme opvække hos dem; hvor ville det ikke opvække Glæde hos disse Opvaagnede, at udmærke sig, denne lyk- kelige Forvandling, hvis første Fosterfader jeg har været. Hvo ville de da ikke indtages, naar de see deres Efterslægters Fuldkommenheder og Dydefuldheder. Disse Opvækkede ville ikke, med alle afskedne Aanders Hielp, kunne blive een eeneste Egennyttig vaer; kun Patrioter ville de antreffe i alle Huuse og paa alle offentlige Samlingspladse; ja saa retsindige Patrioter, som, omgivne af deres saa kunstig samlede og saa regelmæssig opstablede Rigdomme, hungre sig vellystfulde til Døde; som sætte et uover- stigeligt Gierde om deres Klenodier, af en ædelmodig Drift til at ville efterlade deres Børn, eller (hvilket er endnu ædelmodigere) ganske Frem- mede disse ved saa mange Dyder erhvervede

9

9

Guld-Dynger; og det allene for at onde deres Børn og deres, dem ganske ubekiendte, Medmennesker, den søde Forlystelse, at udstrøe disse samlede Skatter. Hvilken ulignelig Ædelmodighed ville ikke denne Tilbøielighed til Efterlevendes Lyksalighed, da ikke kaldes af mine Efterkommere og af dem; der saae op af deres Graver.

Naar du saaledes, min Søn! ville, ja gid du ville bruge dine Øine, saa skulle du snart komme til høie Æres-Poster; thi de, der seer Vrangheder, bør ei befordres til Embeder;@med hvor stor Forvirrelse; med hvor stor Uorden; med hvor mange Fordeeles Tab, truer ikke Vrangsindede den ordentlige og overflødige Stat. Vel derfore for dig, om du kan viide hvor og hvorledes dine Øine skal opvarte dig! har man da været saa ubillig og sletdømmende i forrige Tider, at kalde den Mand, en uretfær- dig Dommere, som havde dobelt saa mange uskyldige Sportler, som vis Løn; saa maa man, i disse artige Verdens Tider, viise sig mere sleben og oplyst om Rettens blomsterstrøede Gienveie; man maa kalde saadan en Mand, et dyrekiøbt Redskab i Rerfærdigheds Haand. Hvilket Fortrin har ikke vi frem for vore Forfæ- dre: disse vare i mange Tilfælde tvivlvraadige om, hvorledes de torde handle, af Mangel paa grundige og tydelige Love, men vi; ak hvor herligt er det ikke lavet for os; vi have Love, som alle staae i en velklingende Harmonie med hin-

10

10 anden; som ikke ere hinanden inbyrdes stridige; og hvis nogle af de forrige vare saaledes, saa haver vore Viise, med en gylden Kunst, bragt dem under Eenigheds Scepter. Man er nu, for største Deelen, oplyst om, at alle Love sigte til at ville fremme det almindelige Beste. Skul- le du, i dine Dage blive Dommer min Søn! saa kan du, saa tit, som andre hviske dig det i Ørene, dømme efter eget Gotbefindende, nu forfarer man ikke haardere, end at man kalder en slig Dom lutter Barmhiertighed og Menneskekierlighed.

Det var kun i den ryggesløse Fortiid at man vanærede saadanne Folk med Navn af De- spoter; den gang bleve de fleeste Love bekient- giorte med at straffe den der førstegang forløb sig imod Despoternes Hensigter; men ak! hvor herlig er nu ikke Verden fuldpakket med Love, saa at enhver i Roe, kan fortsætte sin Gang paa den almindelige Sandheds og Retfærdigheds- Vei. Naar man med adstadige Skridt, ubemærket og ligegyldig mod en qvælende Ære, passer nøie paa; at lade sin Foed troehiertig betræde denne Vei; hvor sikker er da ikke enhver, nu om Stunder, for Røvere; hvor lidet har han da nødig, at skielve, ved hvert Trin, for at træde Feil; hvor understyttet bliver han da ikke af de gyldne Krykker, som han kan bemægtige sig og som himelfarne Vandringsmænd efterloed sig, til at udsmykke det Kildevæld, rundt omkring,

11

som opqvæller paa denne Retfærdigheds Vei; altsaa seer du nok ind, min Søn, hvor lyksaligt; hvor trygt og hvor glimrende dit heele Liv vil blive, dersom du alleene taer efter mine faderlige Formaninger.

Kom du til at studere Jura, da skulle mit første Forbud til din Manuduktor være, at han aldrig, for alt det der var helligt, maatte, ved at forklare Lovene, lede dine Tanker tilbage til at eftersee Lovgiverens vel overlagte og vidtudseende Hensigter; han skulle, paa det allerlærdeste, være i Stand til, at lære dig, at forgylde de gamle eenfoldige Love med den giengse Modes Flitterguld; saa at du, i alle paakommende Tilfælde kunne være færdig at passe dem i Tiderne; thi det er en god Tid, vi leve i. Skulle du vel ikke kunne komme til at sætte dit Hierte, i det minste, to Tommer høiere i Veiret, end hiine gammeldags Lovgivere havde det siddendes. Alt det maa du lære. Du maa med en, efter al Anseelse, Hiertelig Ømhed og Ydmyghed, kunne overtyde alle, om Lovgiverens stolte og uforsigtige og paa vore Tider upassende Mening; du maa kunne, i visse Tilfælde, see klarere, end tusinde forgyldte Øine.

Fortsættelsen af denne Katekissation faaer Læseren en anden Gang.

12

12

Betragtning over foregaaende Kandestøber-Regler.

Se han ikke ret ordentlig, denne gode Mand? jo det maa enhver tilstaae, og man maa forsikre sig, at han ikke giør saa eenfoldige Fornuftslutninger, som mange af vore Lærde, hvis vidtløftige Adspredelser svække meget Tænkekraften. Ingen vil undre, at denne Borger kan være blevet saa skarpsindig, naar man alle Tider seer ham, hver fiortendes Dag i Froeprædiken og hver fiortendes! Dag i Aftensang. Han har Øinene da fæstet lige saa vidst paa den milde Lærere, som om han vilde kysse hvert Ord ud af Munden paa ham. Her lærer han, at tænke saa regelmæssigt og saa grundigt, som han, i denne Samtale med sin Søn, har paa det ordriigeste lagt for Dagen. Den gode Mand er en flittig Kirkegiænger og de Prædikener han faaer, veed han, at drage sig til een saa livsalig Nytte, at han, med en ufeilbarlig Veltalenhed, kan udstrække sine Indsigter til alle Ting. Hans Politik er grundet paa den Theologie, han der annammer, med et vide- gierrigt Hierte; hvad Under da, at hans Politik ligesaavel beskæftiger sig med Torvespande; med Tienestetyendes Snitter; med Madmødrenes Uforsigtigheder; Upaapassenheder og God- troenheder, som med sin Søns og Rigets Frem- tarv. Undertiden besøger han og en anden Kirke,

13

13

for at faae bybe Indsigter i Krigsvidenskaben; her faaer han at viide - hvor meget Lebning en Soldat har; at Soldaten undertiden ligger paa Straae, høit oppe i Gavlen af Huset; at man anseer ham for et Skumpelskud, naar han kommer for Skade, at slaae en Jydepotte i Stykker; ja end ydermere! vor høilærde Kan- destøber, faaer endog sine Indsigter saa udvidede, at han i sit Aftensælskab, kan fortælle sine Tilhørere, for at bortslunke fem Qvarteer, hvorledes en Soldaterkone stiller sig an, naar hun bliver besat af Dievelen.

Journal over Kandestøberens opbyggelige Taler i Sælskabet.

Denne ærværdige Talemand kommer ind ad Døren, med spanske og langsomme og andægtige Trin. Aviserne bær han i Barmen med ligesaa stoer Varsomhed og Lovformelighed, som den lange Tyskemutter, bær sin Psalmebog, naar hun gaaer i Messe. Han snoer sig, med saa megen Hurtighed, som Ærværdigheden tillader ham, først engang rundt; seer paa sin Klokke, for at viide, hvor lang Tid han har at snakke, og derefter udseer han sig et Sæde, hvor hans yndige Person og taktmæssige Lader kan sees af alle. Man forelægger ham en Tobakspibe og et Krus; til Besvarelse. Herover besieles@og sysselsættes han til at perorere:

Aviiserne fortælle os kun lidt om de svenske Sager. — Beklageligt, at Ministerne ikke

14

14

endnu have givet os. nogen Efterretning. Var jeg kun Statssekretær! — Dannemark kan aldrig

faae Krig med Sverrig. Sverrig er snild

nok til at regiere de Indenlands, førend den ødelægger de Udenlands Omstændigheder. — Der er sat Strandvagt. — Maaskee der nogen vil dissertere og dette da skal blinde Øinene paa dem: svarede en langskegget Underofficier. — Ak! nei! afbrød Kandestøberen, det er for at man ikke skal faae Sigte paa visse Kontrabande Vahrer. — Krigsmagten er nyttig til alle

Ting, næst efter Gudfrygtighed. — Gud give

os Fred i vore Dage, at vi maa sove og vaage alt efter gammel Skik. — Men naar vi ret bez tænke, saa er Nationen bleven alt for kaad, ved det den saa længe har levet uden Krig; — Hvad? — uden Krig! svarede en gammel Kapitein, som har slaget sin Søn til Ridder i Skrivesygdoms-Tiden; de Lærde spidse Kaarderne nok imod hinanden; men det er da endelig kun Gaa- sekaarder. Qvægsygdommen varer jo ikke længere ved. Det er dog got, for noget at vi have lærde Folk. Men Vee os, svarede Kandestøberen, saa visse, som vi kan være paa Krig, om man tager Velsignelsen fra disse Folk. Den forargelige homiletiske Journal, kunne snart have undermineret den. Denne Journal har foraarsaget stor Forargelse hos Meenigmand; et Barn maa jo aldrig faae Opdragelsens Regler at vide; Uvidenhed er anseet, som Skarpsin-

15

15 dighed; jeg ville give alle de Lisbund Tin, jeg har paa mit Loft til, at jeg var saa dum, som enhver anden ærlig Mand. Ingen Ting er skadeligere end Forvidenhed; Wo du nicht ge- ruffen bist, da laß dein Vorwitz: dette har Paterinqvisitoren lært mig. Det skar mig mest i Hiertet for den grundlærde Hr. Østrups Skyld. — Hvor kan I sige det Hr. Gudman; han er jo roest i den Homiletiske Journal; han kan jo ikke andet, end fyrriggiøres i sine Embeds Løb, ved slige Lovtaler. Han er sandelig en stor Mand; saalænge som han prædiker, kan Religionsforagtere nok stoppes Munden paa; ach hvor græsselig han sidste Gang talte om dem, der ville have Skruer under Guds Ord; og om de Dievle der i Kirken udklæde sig som Lysens Engle midt iblant Troens egne Folk; — jeg kan forsikre, at hans Prædikener ere endnu bedre, end Thaulerusses, efterat han var bleven omvendt. Jeg syntes, at han tog sig i Agt for hvert Ord han sagde; allene fordi de slette Folk, som kritisere Prædikener, ikke skulle fange ham; og, efter min Forstand, kunne der heller ikke siges et Ord imod det altsammen, hvad han sagde. Vor Frue har, med den uskyldigste Iver, smældet paa Præstejournalen; hun kan ikke lide den for sin Død; man maa heller fordreie hendes Øiesteene, end pege til en Præst; hun maa holde sig til det Aandelige; andet Moerskab har hun næsten aldrig. Saaledes talte den, i

16

16 Grunden, studerede Portner; men al Taalmodigheden havde næsten sat Galden i Giering hos Kandestøberen, hvis han ikke nu havde givet sig den underdanige Fripostighed, som kunne for- slaae, til at afbryde en saa dybsindig Tale, som denne Portners. Hr. Gudman faldt ham da saaledes ind i Talen: Aberpaa! skulle vel den homiletiske Journal være forbuden at trykkes; — Ingen Ting truer med skadeligere Efterspil, end Ueenighed i Kirkens Sager; — den udrækker sine Arme til alle Stænder; — vi kan ikke noksom fuldtakke den sindige og grundige Lutherus, for den augsburgiske Confessions- Artikler; hvor viiselig giorde han ikke, med Eet, Ende paa papistisk, fanatisk, enthusia- stisk og hypokritisk Overtroe, hos alle dem, som

adlydede hans Scepter. Derfore har jeg

aldrig kunnet indsee, hvortil de mange Stridsskrifter have oversvømmet Verden; ventelig kun for at beriige visse og forvilde andre; Pressen maa gierne hviile, naar den kun vil trykke Aviser til mig; heraf kan man dog øve sin Tænkekraft lit, med at slutte sig til, hvad der skal skee i Fremtiden. Hoffolk ere meget aabenhiertede med deres Hensigter, heraf kommer det, at vi viide, hvad der gaaer for sig i Kabinetterne; . men, havde vi ei Aviserne, hvem ville da vel være saa øm over vores Nyfiggenhed. — Jeg læste i Aftes, fordi jeg og ville kunne sige mine Tanker, den Homiletiske Journal; det var No. 5

17

17 om jeg husker ret; men ak hvilken Krøblingestiil; hvilken Jevnhed i Meningerne; hvilken Maverhed overalt; hvilken Plathed i Sandhederne; hvilken Usædvanlighed og Urimelighed i Beviserne, skrækkede mig ikke paa den første halve Side; saaledes, at jeg strax blev bange for at læse den igiennem. De Folk maa kun have lit Læsning, som skriver den; mig syntes at den ikke smagte i een eeneste Linie, efter vore gode ærlige Forfædres theologiske Veltalenhed.

Gud give, at de arme Kritikantere ville give os Kierne, i Steden for deres Avner; det er forskrækkeligt, at Uviidenhed har taget saa stærk Overhaand. Man maa nok sige at Religionsbe- spottere burde værdiges et evigt Fængsel. De maa dog tage en Ende, med Forskrækkelse. — Men Hr. Gudman! siden de tale om Forskrækkelse, har de ingen Frygt for Spøgelser? (saaledes faldt Portneren ham ind i Talen) Da, det var fuld Maane kunne jeg næsten ikke sove een eeneste Morgen, i Dagbrækningen. Det skrabede, rabede og klamrede paa Porten, som om heele Huset skulle falde; jeg indhyllede mig i Sen- gen og om det galdt mit Liv, havde jeg ikke vo- vet at lukke op; maaskee det er Advarsel for Fruens Død; et Par Dage førend 20 S. efter Trinitatis blev hun haardt angreben: Jeg tæl- ler alting efter som Søndagene løbe ind; denne Maade i at tælle, har jeg lært af vor eene Tiener, som gik i latinsk Skole. Da dette Bul-

18

18

dren askillige Morgener efter hinanden havde vedvarer, fattede jeg dog endelig engang saa meget Mod, som jeg manglede til at krybe ud af min Portkielder; jeg listede mig op og vaag- nede Kisten, som trods al denne Allarm, end- nu laae i sin sødeste Søvn; hun havde sit Kammer lige over Porten til Gaden; da hun havde gneet Søvnen paa Flugt, fik hun endnu ei min Angest at vide; jeg brugte et Krigspuds for at faae hende til at see ud af hendes Kammervindue, ned paa Gaden; jeg sagde: Ki- sten! Jer lille Ven er ved Porten; tal med ham i Vinduet; jeg kan ei finde Nøglen; det er saa skummelt endnu. Hun sprang hen; lag- de sig paa Knæe; saae langs ud af dette rundspidsede Vindue; faldt tilbages i en kort Afmagt og efter en ligesaa kort Taushed raabte: Poul! Poul! sikke to græsselige store sorte Hunde. Hun fortalte mig siden, at de vare af en overnaturlig Kiempestørrelse. Dette var ufeilbarlig et ondt Jertegn. Der var vist berammet nogen Ulykke for Fruen eller for hendes Slægtning; det sluttede vi alle af disse to sorte goliatiske Hunde; glubsk saae den eene især ud, (sagde hun) den anden havde et tyndt Liv. Jeg kan ei giøre rede for, om disse Gespenster siden ere komne ind, i andre andægtige Folkes Lignelse, i vor Gaard; Dievelen kan skabe sig til hvad han vil og vor Frue vil gierne omgaaes og føie andægtige Folk. Vi

19

19 har dog ikke siden mærket — — Ja vist svare-

de Kandestøberen kan Han skabe sig i alle Slags Skikkelser; det faldt mig før ind, da jeg talede om Præstejournalen; men Himlen være lo- vet! dette Udyr forsvandt snart; det kunne snart have forgiftet alle Øine og anstukket de fleeste med Foragt imod Sandheden. Ak grumme Tordenskrald! i mit og alle Sandhedselskeres Ører; der stod i Forbuddet om dette Skrift, at det maatte ikke trykkes indtil videre; hvad det- te indtil videre skulle sige, det gad jeg gierne vidst. En Mand, som er en ivrig Sandhedsforfegter, ville gierne være bleven Forlægger af Præstejournalen; men saasom han kunne ikke lange den med sine Baadshager, saa ind, seer han, saa got som enhver redelig Gudslærer, at det er et meget dumt og friepostigt og formasteligt Skrift; da jeg derfore spurgte ham, hvad dette: indtil videre, skulle sige, saa svarede han, med en lovkyndig Sikkerhed, at det spaade saa meget, at man ville forbyde Autor til dette Skrift, nogensinde herefter at sætte sin Pen paa Papiret og at ingen Bogtrykker maat- te trykke noget for saadan een Gudsforgaaen; dog dette kunne jo ikke skee, uden han mistede Hænderne; ja det har han fortient og værre Straf endnu, hvis jeg maatte raade. En anden Person, som altid bruger sine forargelige Fornuftslutninger til at giendrive mine politiske Spaadomme og Fortolkninger, gav mig en For-

20

20

klaring paa dette: Indtil Videre, som smagte mig maget ilde; han sagde at der tilkiende- gav, for en Deel, at den Homiletiske Journal havde sine høie Velyndere, som vente- lig endnu ville befordre dens Fortsættelse; men at dette Indtil Videre gav Forfatte- ren et haabefuldt Glimt af en allernaadigst Bønhørelse, dersom han indsendte en alunderdanigst Ansøgning i Kanseliet og forpligtede sig til visse Vilkaars Iagttagelse, ved at udarbejde dette Verk. Han sag- de mig mange Beviisligheder, om Nytten af sådan en Journal, som jeg ikke ville lukke mi- ne Øren op efter og iblant andet, forsikrede han, i en ubodfærdig Haarnakkenhed, at ingen ønske- de mere Dens Oprindelse, end de retskaf- ne Gudslærere, som afvartede deres Kald efter Kongens, og Samvittighedens Lo- ve; at disse, ventelig ville giøre sig al un- derdanig Flid for at øine Opfyldelsen af dette Ønske. At der kunde blive en Spoe- re til Kirketugtens hastige Forbedring i Dannemark. Af alt dette blev jeg saa kied og saa led og saa søvnig, at jeg var færdig at be- svime. Jeg kan nok troe paa det, som en Præst siger; men før mistede jeg mine fem Sind, førend jeg kunne sætte minste Tillid til en Journa- list; han har dog ikke den hellige Dragt paa, om man saa forresten bildte mig ind at han

var den lærdeste Mand ved Universitetet. Ak

21

21

Hr. Gudmand! (saaledes ophævede en Stu- dent Rysten, som næste Bord derved spillede Polsk Pas, i Sælskab med en Slagterkarl, med en Gaarskarl og en Løber; i det denne Hr. Stu- dent, halv forbitret og halv blegnet af Iver for Sandheden, slengte Kaartene ud af sine zitrende og magtesløse Hænder) Jeg er færdig at prostituere mig selv, fordi deres Diskurs er convojeret, coaguleret, armeret og fundamenteret paa saa megen Godtroenhed og fidelité. Jeg maa næsten ærgre mig til døde, naar jeg hører læge Folk vil giøre en lærd Mand til Autor af den homolitiske Jour- nal; det maa vi studeerte bedre vide; den Karl som er Autor til dette Skrift, er allerede for længe siden gratuleret med blaae Taarn, af den Giennemlæsende. En lærd Skriverkarl, som skriver smukkest ved klart rødt Blek, og som bruger en Glaskugle med klar Spiritus for sit Lys, fortalte mig forleden, at han havde skre- vet Gadeviiser; i hvor om alting er, saa veed jeg, at det er en Compilator, *) en forvoven og dumdristig og selvklog Fritænker, og at jeg skal analysere ham, ligesom den berømte Forfatter af Fortegnelsen, en Storpralere og Vindma- gere og Fusindtast! han har endnu ikke læst hun-

*) For at læge Folk, skal forstaae dette maa vi underrette dem om at Compilator er een som opkaager gamle Sandheder og giver dem trykte ud til Publikum, for sine egne Tanker.

22

22 døede Deelen af de theologiske Systemata, som jeg har læst; det var ogsaa umueligt for ham; han maa spise et Par Skiepper Salt først; mange ville paastaae, at han har et muntert Hoved; men Gud forbarme sig over ham, saa sandt at han ikke er i Stand til at tænke grundigt i nogen Materie. Han læser aldrig; han stoler for meget paa sig selv; maatte jeg manuducere ham; saa kunne jeg maaskee faae ham paa den rette Vei; jeg ynker ham af mit ganske Hierte; men han er malisiøsk; han roser sig selv, naar man vil foragte ham og giør sig just derved foragtet, fordi han tænker at ærgre hans Modstandere; man har ikke nødig at vide meere for at kiende ham, end det, at han er rejiceret til Attestats. Jeg veed, at jeg er en grundig Theolog; saasom jeg kan endnu Dr. Holms dybsindige Collegium uden ad paa mine Finger, endskiønt det er, tolv Aar siden jeg var oppe. Strax efter hver Morgenog Aftenbøn læser jeg et Stykke i dette Colleguim, for at det ei skal gaae mig af glemme. Jeg troer ikke, at der er noget Universitet, som har faaet overflødigere Indsigter, end det kiøbenhavnske har faaet af dette; deraf har vi, saa mange grundlærde Theologer; og deraf stikker denne Kar! saa afsmagende af iblant os, han bliver en Skamplet for mange værdige Attestatos. Han har mange ravgale Meeninger og de ere just ravgale fordi de stride med mit holmianske Collegium; thi alt dette som jeg ikke

23

23

har lært, det troer jeg ikke. Jeg elsker meget Troens Eenighed i Fredens Baand. Han er yndet af mange, fordi han kan blinde Øinene paa dem; og det er hans Ulykke; det giør ham saa krye, at ikke de allerfæleste Paskviller kan faae Bugt med ham; han læser dem op, med Latter, i offentlige Sælskaber; han er saa indbilsk, at han ikke vil tage Attestats om igien; han skulle smukt gaae paa Doctor Holms Collegium, der kunne han lære noget. De Folk, som vare uden alle Indsigter roeste hans homolitiske Journal, saa pralte han af, at han ikke havde havt nogen theologisk-systematisk Bog i sin Haand, siden han blev rejekt; dette Pralerie kom nok af Hævn- gierrighed. Man faaer nok engang stækket Vin- gerne paa ham. Her indbrød en Skrædder (som havde siddet ved Siden af Kandestøberen, heele Tiden, og beseglet med taus og mild Høf-lighed, alt det han havde sagt) Studenten i sin Tale og spurgte, om den han afmalede saa kiendelig ikke var, efter Anseelse, et ungt Menneske med et Par vildtre Øine, en smal guldtredset Hat og blaae Kiol med rød fløiels Krage om, og om ikke hans Kinder saae ud, som de vare bestukne med røde Syenaale? — Ha! — Ha — (svarede Kandestøberen) er det ham; nu kiender jeg ham — og Studenten var ikke seen inden han fik sagt med en spidsfindig og bidende Udtale, at den afmalede Autors Navn var —— Læseren forlader os at vi ikke tør sige dem hans

24

24 Navn; vi maae være meget vaerlige; vi hade meget Processer; mon man vel har Lov at ære- skiende en navngiven Person offentlig, fordie han er Autor? Nei! Lovene holde dertil alt for stærkt paa Folkets Ære; men naar man roser en Person, da maa man nok navngive ham, det forbyder ingen Lov. —- Studenten blev saa- ledes ved i sit Skilderie: Hr. Gyldendahls Fortegnelse over udkomne Skrifter, som beviser Forfatterens Upartiskhed, Ædelmodighed og Menneskelighed overalt; den har givet os, paa en forblummet Maade, at forstaae, at han har betalt een for at skrive Stats- og Anti- statsmanden; — ja! det kan nok, være, svarede Skrædderen; thi han har en rig Fader. Jeg har ikke gadt være over at læse disse Piecer men jeg har seet af Hr. Gyldendahls, Bies, Bechs og endnu af en fordølget Autors grundige Kritikker, at det maa være værdigt til at brændes. Gulerødderne vare vel kaagte; Dampen af dem steg lit for høit. Nu rasper man nogle tørre Gulerødder igien til ham, for at indgive ham dem i et Pulver; Bogtrykker Stein har allerede forakorderet det paa Børnehuus Apotheket; Bie skal, i Mangel af andet Arbeide, støde det smaat i den store Morter. Det er gaaet den homolitiske Journal, som den vandrende Jøde Ahasverus; den er kommet mange Steder omkring. En andægtig Marskandiser som søger paa et Vertshuus, imellem den

25

25 vestre- og nørre Deel af Byen, har dog været saa vildfarende, at han ei vidste, hvor han, for een fierdedeel Værdie, kunne bekomme Journa- len; dog fik en lille Dreng, som hentede for en Skilling Brændeviin, ham snart ud af den- ne Vilderede og saasom denne Maskandiser er en stor Elskere af Seiladsen, saa fik han, par Spekulation snart en lille Skud- de tiltaklet; tog sig selv, som Styrmand, Roret i Handen og satte Kursen lige ud over Knippels Broe, ad Børnehuset til, for at lan- de lykkelig ind i Børnehuset, med den homolitiske Journal. Bie, som i Walbye, har aflagt Prøver paa sin Thelogie, han skal nu giøre, herinde, en Kritik over Præstejournalen; den bliver meget liflig at læse for dem der har Ærbødighed for dyrebare Sandheder; eller maaskee den bliver en Klagesang, som Junior Philopatreiasses Begravelse; saa kan vi dog faae en fornøielig Aften; ikke sandt Hr. Gudman! man maa nok glæde sig ved Haabet om denne Kritik; Pengegraadighed er en Slibesteen for Sandheden, man faaer nok denne Kritik, om et Par Dage hos Bogtrykket Stein; jeg ville ønske ham, at han maatte ei komme til at sukke over sit Papir og over Trykkerlønnen; det er, med andre Ord, at denne Kritik, for evig, enten maatte tilsye Munden paa Journalisten eller paa hans Kritikus. — Denne lange Oration holt Studenten, og fordi han havde

26

26 lært Latin, var Kandestøberens Snaksomhed, i al denne Tid, under Laas og Lukke; man ga- bede Studenten hvert Ord ud af Munden, og antog dem for Orakelsprog; men efterat man mærkede, at han var bleven halv hees, saa var Løberen saa dristig, at spørge om ikke den unge Rosenstand var med i det homiletiske Sælskab? Nei! svarede Studenten, det var alt for ringe for en Dramaturgist; *) han har alt for meget med sit Drama **) at bestille; han kan ei engang overkomme det alleene; Leutenant Abrahamson er hans anden Haand; dog skriver Hr. Rosenstand selv heele Dramaturgien og skriver sielden Feil. Dramaturgien er og af en langt anden Nødvendighed, end Homiletikken; No. 1 af den Dramatiske Journals anden Aargang, beviiste mig meget snorrigt, at heeele Landets Opkomst beroede paa en god Skueplads; betænk eengang hvor grundig og smuk og demon-

strativisk

*) Det er paa dansk: En Løbeskytte; vi maa ikke lade vore Læsere opamme utydelige Begreb, om slige Kunstord; derfore opvarte vi dem, med denne Oversættelse, og det første vi komme til at mangle Originalmaterie, maa Læseren ei blive skamfuld, om vi oprette vor Maverhed, med nogle af vore Oversættelser. Frygt ikke før Tid kommer! —

**) Paa dansk: Løb. Mange løbe paa Banen; men een faar Klenodiet: saaledes

bruges dette Ord.

27

27 stratioisk Recensionen af Blandingerne er skreven; naar saae man før en Læreklud at være et Mesterstykke? den smager ret efter mit Sy- stema; hvor stor Forskiel imellem den og Byn- ches Sommer: men det er stridbare Folk, som skriver den; dog tillige lit høimodigere end deres Tugtemester. Jeg vil ei tale meere om Dramaturgisterne; men det Ord Homolitik er et ganske nyt Veirlys, som aldrig, saavidt jeg troer, tilforn har været seet paa Dansk; jeg veed ei engang til hvad Fag i Theologien det skulle henhøre; ved vor Universitæt læses over alle nyttige Artikler, som danner grundige Theo- loger; men Homolitik har jeg neppe hørt at nævne paa noget Collegium; ergo conclusio: er Homolitikken ingen nyttig Artikkel i det theologiske Studium.— Hr. Gudman, som blev henrykt over hans grundige Veltalenhed, var alt for ædelmodig til, at indeholde de aller- ydmygste og mest krydrede Berømmelser over hans grundløse Indsigter; i Tillid til Studentens uudøselige Skarpsindighed bad Kandestøberen ham at ville forklare det Ord Homiletik, for ham; Studenten tog strax Ordet af Munden paa ham og underrettede ham om, at det ei var Homi-, men Homolitik; med en gavmild Velvillighed underviste Studenten Kandestøberen, at dette Ord takkede sin Oprindelse Ordet Homo —— og Ordet Lete; af hvilke det første Ord havde været brugt i Italien og det sidste i

28

28

Grækenland; at Homo var, paa vort danske Maal: et Menneske og at Lete var den Flod Hedningene sat over for at komme til Evigheden; Studenten glemte ikke at forlyste Kandestøberen med alle de lærerige Afgudsfabler, som havde Indflydelse i denne Flod; han beseilede, med den frugtbareste Sved, alle sine Sandheder; han demonstreerte og distingveerte, imellem denne Flod og alle andre Floder; han anviiste hver af Guderne sin Plads i deres Rangforordning; og giorde endnu sine Indsigter meer klarskinnende, for Kandestøberen, ved at bestemme, hvor nær den eene af Guderne kunne være den anden besvogret. -— Skade for os, at Kandestøbe- rens Hukommelse har slaaet ham her saa meget Feil, at han ei, i sit Manuskript, som han har laant os, har kunnet anføre alle Studentens lærde Subdivisioner; Distinktioner; syllogistiske Figurer og Konklusioner, denne saa vigtige Materie angaaende; ak! dette er san- delig en ubodelig Skade for Fædrenelandet og for vore Læsere.— Ikke desto mindre ere vi tilfreds med vor Skiebne, at den dog har levnet en kunstig og vittig Studenterforklaring over det Ord Homiletik; -— vor Student, udgiorde da til Endelighed i sin egen Sag, at det kom af Homo et Menneske og Lete Dødens Flod; saa at Homiletikken bliver en Videnskab om at sætte Mennesker over Dødens Flod. Enhver som vil troe denne Fortolkning, han troe

29

29 den paa bemældte hæderlige, velagtbare, vel- lærde og velbyrdige Studentes Myndighed; vi Eenfoldige kan ikke afgiøre noget i Kirkens Sager. — Efterat Studenten formedelst denne Oplysning var forgyldt med mange Kandestøber- Lovtaler, begyndte Kandestøberen igien at mo, ralisere for Sælskabet. —-

Et Brev til Kandestøberen fra en ægte Patriot.

Min Herre!

Forlad at jeg giør dem Uleilighed; -- vi have før været gode Venner og vores Tænkemaa- de har fuldkommen stemmet overeens; men visse Folkes Fordeel, som de have fornærmet, har ud- lokket mig til at give dem en Irettesættelse. — Jeg er kun Kandestøbersvend, som De vide. Men jeg er bleven antaget til at have Opsigt med min Mesters Drenge, fordi jeg vidste got at skikke mig efter hans Kone. Sindig kalder man mig, og beskeden ansees alle mine Forret- ninger, endskiønt jeg af mange ikke undgaaer den Eftertale: at Sindig er stolt; fordi jeg gaaer lit rank er man saa ubillig over mig, at man siger: jeg gaaer ligesom en Ha- ne, der vil til at slaaes, og ligesom den, der bærer et Spiger igiennem Ryggen. Men, i hvorom alting er, saa har jeg dog saa mange Slags Hiul i min Ryg, at jeg kan forvandle

30

30

den i adskillige Former. Naar jeg møder eller er hos dem, som giøre sig alt for meget krye, da bøier jeg Ryggen, som en Aal; men ikke uden de beværte got; er jeg hos dem, som til- bede mine Ord ligesaa meget som Mesterens, da veed jeg ret at fremsætte de Bugter paa mit Le- geme, som giøre mig meest anseelig; er jeg hos dem, som ere mine Jevnlige, og besee mig med deres naturlige Øjen, da afspiiser jeg dem med Snak, eller putter Munden i Haanden. I alt hvad jeg foretager mig, passer jeg mig i det Sæl- skab, jeg er, naar det kun giver mig en god skuddet og overflødig Maade. Jeg giver mig den Friehed i denne Henseende at fremsætte mig dem, som er Exempel, der bør efterfølges af dem. Ligesom jeg er er en Svend hos min Mester, nødes til at holde paa hans Side, giøre hvad han sætter i mig, og i alle Maader være ham hørsommelig og lydig, fordi han giver mig Arbeidspenge og Kostpenge hele Ugen igiennem, og fordi jeg om Søndagen faaer Lov at spise ved hans eget Bord; saaledes bør De ogsaa min kiere Hr. Gudman! vide, at De ere i et Amt; de bør forholde sig mod Amtet, ligesom jeg forholder mig imod min Mester; de forstaae meget vel, at denne hele Præk sigter til deres høisturimelige Projecter til Kandestøber- laugets Opkomst; disse Projecter vil ikke appro- ceres af nogen retsindig Kandestøber, saasom de underkaste det hele Laug en utaalelig Tvang;

31

31

hvortil skulle det vel nytte, at Kandestøberne skulle være forbundne til, ved hvert Stykke som var bleven færdig, strax at stryge op paa Raadhuuset, for at blive stemplet? Hvad hindrer det at Kandestøberens Navn staaer i Raadhuusstemplet? Hvad Nytte skal det være for Sta- ten? Det spørger jeg dem om, med god Grund, saasom De dog give sig ud for en Statsmand, men ligesaa dum, som de ere i det politiske, ligesaa dum og uforstandig ere De og i Kande- støberprofessionen.

Var det ikke meget mageligere at en Kan- destøber kan blive i Roe, paa sit Værksted, uden at strippe op paa Raadhuuset for at faae sit Tin stemplet? Fylder det ikke mere i Lommen paa os Herrer Kandestøbere, at kunne sætte vort eget ærværdige Stempel, paa hvad Slags Tin vi vil? Kan De nægte det, Hr. Gudman! altsaa vil jeg raade Dem, den viise Eenfoldighed, som alle vi Kandestøbere, i Fleng, lægge Vind paa. Denne Formaning vil jeg give dem; De trænger dertil; lad Deres Dumdristighed og Forvovenhed ikke forføre dem til at bide Næse og Øren af heele Kandestøberlauget.

Jeg vil tale aabenhiertig med dem, under sire Øine, derfore ville de ikke tage det fortrydeligt op, om jeg lader dem vide, at de ansees som galen og som en Daare; de maae dog engang komme til at staae til Skamme, naar deres Tallerkener i de seenere Tider, tabe deres

32

32

Pris; endskiønt det minker vel temmelig paa Afsatzen for Postelinets Skyld; men dets Und- førsel kan aldrig forbydes, saasom det skal være nyttigt for Kiøbmændene. — Jeg er kun en Leiesvend; jeg maa sige dem vore Tanker; endskiønt jeg just ikke heller vil støde dem for Hovedet, fordi jeg er ogsaa, ligesaa got som De, en Grillenfænger. Jeg gad gierne sagt dem mine Tanker vidtløftigere; men -— min Mave! —— det er Middagstiden! føel paa dem selv hvad jeg mener. Baade min Mæster og Mæsterinde har været i Kirken for at høre paa en Syndere, som har staaet offentlig Skrifte, fordi han aabenbarede Præsten noget, som han ikke burde vide. Der er alt anrettet! — Jeg maae holde op at skrive, og hvis De vare nærværende, da maatte jeg nu give Dem en Afskeds Hilsen; men nu vil jeg see hen i et andet Hiørne, og forvisse Dem, med al den Ydmyghed, som de finde hos nogen paa hele Lauget & c.

Sindig.

NB. Dette Brev laae i Søndags Middag Paa Kandestøberens Bord.