↩

Den Homiletiske Journal. Eller

Kritik over Præsternes

Prædikener

udi

Kiøbenhavns

Kirker.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde i No. 150.

2
3

Forerindring.

I Dannemark skal man tale Sandhed. Da de enfoldige Danske endnu skielvede for Træebilleder, da var Troskyldighed og ukunstlet Reentalenhed Deres udmærkende Egenskab. — Nu da det gamle Dannemark ikke mere kan kiendes ved sig selv, — nu da Videnskaberne laante Lys af Religionen, og Religionens Sol forvandlede dets Mørke til Millioner spillende Farver; skulle da en Dansk zitre for at synderstøde Fordommens Træebilleder, — skulde han da, som et diende Barn, lade sig omflytte i Troskyldigheds Ledebaand, skulle han bruge sit kunstlede Sprog til at giøre sit Smigrerie ligesaa velklingende, som Reentalenhed?— Nei! de Danske skal betræde deres ærlige Forfædres Fodspor. Kongen byder det. Religionen befaler det, at man skal tale Sandhed med sin Næste.

Mon Religionen, frem for andre Videnskaber, tilbinder det granskende Øie med et Sløer? — Mon den er til, for at plage Mængden, med en blind Lydigheds Bidsel? — Mon Fordomme ere dens Grundpillere, og Selvklogskab dens Bygmester? Forgriber man sig imod Guds Herlighed, naar man underminerer de af sig selv opgroede Fordomme og dræber Selvklogskab.

Gud er hellig, han kan ikke være Aarsag til smitsomme Fordomme; de ere en Væmmelse i hans Øine; han vil vor Lyksalighed; men klare Indsigter fornye Guds tabte Billede i Menneskets Siel; Gud vil have det fornyet; dertil udrustede han os med den himmelske Viisdom; vi skulle, iførte dette harnisk,

ikke blinke med Øinene for Overtroens og Vanvittigheds Sværd; vi skulle, behiertede af Gud selv, som vor Anførere, modig lee ad de Vanvittige, som sprøite os Gift i Ansigterne; vi skulle, som Himmelborgere paa Jorden, foragte og vegre os ved de tilbudne Ærespalmer, som en lykkelig Strid ikke fortiente os; men vi skulle og, ved Hielp af Englevinger, opsvinge os oven over den anfægtede Vankundigheds Hævn. Gud er mægtig nok til at forskanse redelige Foretagender, og hvad ligger ham Nærmere om Hiertet, end de, som bruge Sandheds Vaaben, til den menneskelige Lyksaligheds Befordring. Hvor tækkeligt maa da ikke det Sælskab af Indsigtsfulde være ham, som sværge hans Sagtmodigheds, Sindigheds og Grundigheds Fane, og laane Vaaben af Fornuftens og Helligdommens Rustkammer, til at bestride indsnigende Mangler i Religionens Fordrag? — Vi fordre derfore en reen Sandhed af Gudslærernes Mund; Gud fordrer den; fælles evige Lyksalighed raaber om den. Gudslæreren adlyder Guds Røst, han taler fra Gud til Folket; vor Sælskab føler den store Pligt, som Baandet, hvormed det er bunden til det store Sælskab paalægger det; vi taler derfor fra Gud til Gudslæreren. Hvo torde før prøve disses Ord i Sandheds Ild? — Hvo torde efterabe den formastelige Engelsmand, og kalde de Sætninger i Tvivl, som man udtonede fra de danste Prædikestole? — Ingen; men vi indskyde os under Bedækningen af den evige Sandhed. — Vi vide, at Gud laante Nordens Monark et Pandser, til at forvare os for Saar af Usandhedens stormende Anfald.

Mon Stater ødelegge sig selv, ved grundige Indsigter i Religionen? — Bør en Christen Borger knibes til Lydighed mod Lovene, ved en overtroisk Gudsdyrkelses Skrækkebilleder? Nei, han bør heller drives dertil ved de Bevæggrunde, som lokker ham

hæftigere til Dydens Øvelse, end alle ugrundede Prophezier om de Ulyksaligheder, han ikke fornemmer noget til, skrækker ham. — Under Guds, under Kongens, og endelig under Lovenes dyrebare Varetægt, ville vi da ugentlig bedømme en Høimesse og en Aftensangs-Prædiken. Saasom alle Byens Gudslærere ere os, i Henseende til deres Personer, lige vigtige, og vi bør ligne Gud i, ikke at have Persons Anseelse, saa kunne vi ikke bestemme i hvad Orden vi ville besøge Byens Kirker.

En Lov forbyder at antaste Personer offentlig; men ingen forbød endnu at rense de offentlig fremførte Sandheder fra Vildfarelser. Ingen Lærefader, ingen almindelig biefaldet Biskop, giver en Sætning, den Myndighed, den savner. At undersøge Sandheden, det befordrer Sælskabets Nytte; men at rive i visse personlige Feil, det er i Rang med Oprør. Skulle vi da blive Oprørere iblant vore saa inderlig elskede Medbrødre? — Væmmelige Mistanke! — Naar vi synderledde Sandheden, ville vi ikke engang tænke paa den Mand, som fremførte den.

Ja, tusind Gang lykkelige Tidsalder, som vi leve i! ingen af os har nødig at friste en Luthers Skiebne, og ingen bør bæve for, at det er den sidste Gang, han skriver.

Det danske Kleresie besieles ikke af Pavens Ufeilbarheds Aand, langt mindre af hans stolte Opblæselse, og allerminst af hans uindskrænkede Dommer Myndighed. Egenkærlighed forfører det ikke til at forgribe sig paa Sandheden. Ingen Ligegyldighed, men lutter Kierlighed for Sandheden er den Ild, der antænder ders Offer til Folket. Med Græmmelse beskuer det Meenighedens Blindhed og Lastefuldhed; det troer, at de idelig igientagne Postilprædikener, tillokker den mindre til Christendommens Øvel-Øvelse, end en Sørgemusik til at døe.

Kleresiet lærte ved Fornuften at udtolke Guddommens Ord, saaledes som det harmonerer med Guds, og de af Gud dannede Naturers Egenskaber. Saasnart en moden Alder tillader et Medlem i Kleresiet, at tænke selv, da væmmes det ved mangen en af de Sætninger, som Skolelæreren tvang det til, at lære uden ad, førend den var undersøgt i Grunden. Om een udmærkede Feil i den ældgamle Bogstavere-Maade, som Kleresiet brugte, og beviiste klarligen sine Indvendinger; o! hvor lidet haardnakket vilde det være, til at give slip paa dets Vedtægter! — Med hvilken Ydmyghed ville det ikke lade sig lede af

Selvtænkerne.

Naar der fremstiller sig paa Guddommens Taleplads, da behandler det ikke varløst, Herrens, den Almægtiges Sag for Folket. — Det anspender alle Sielens og Legemets Ævner, inden det betræder det hellige Sted, for at berede sig til at udføre et saa vigtigt Ærinde, efter Guds Velbehag. Ingen Embedsmand bruger flere af Sielens og Legemets Gaver tillige i sin Forretning, end disse Herrens dyrebare Tienere; ja sandelig er det stort at lære og røre Vankundige og Følesløse.

Soele ere disse Lærere allerede i denne Verden, og Stierner blive de i hiin. Skulle vi da ikke udtægne os deres ærefulde Handlinger, for at udlokke os en virksommere Flid, hos de ikke saa værdige Himmelske Herolder! — Kan vi ikke nok i Tillid til den Selvfornægtelse, der pryder Lærde frem for Læge, og i Fortrøstning til den Sagtmodighed, som disse have lært i Visdommens Skole, kan vi ikke nok fremlegge vore Meeninger for de Lærde, med ligesaa ydmyg Selvfornægtelse og Sagtmodighed.

No I.

Homiletisk

Journal.

1. Prædiken paa den 19de Søndag efter Trinitatis, holden af Hr. Östrup i vor Frue Kirke 1772.

Tilhøreren gaaer til Kirken, sukkende under Livsbekymringernes Byrde, og kied af den Adspredelse og Forvirrelse, som denne anretter i hans Siel. I Kirken vil han sætte sig selv ligesom uden for Verdens Sysler; han vil her glemme alt det af Sigte, som i Arbeidsdagene klemte hans Hierte. Men ak! den store Skare af foruroligende Tanker, har, ved idelig Vandring i Hans Siel, efterladt sig alt for dybe Spor, at han Søndags Morgen kan blive dem qvit. — Hjemme efterseer han vel Texten og Psalmerne men Forestillinger om det Nærværende, optrone

sig dog alligevel-oven over det Aandelige. — Verdens Aag trykker ham saa svart, at han knap kan opsvinge sig med en hellig Andagt til det Høie. — I Kirken, i Foreening med sine andagtsfulde Medbrødre, bestormes hans Siel til at beherskes af himmelske Følelser. Her er Musikken, som med en fortryllende Magt udriver Tidens Modbydeligheder, og ombytter ham dem med Ævighedens salige Tanker. De seierfulde Toner driver hans Siel til at fatte og føle det der synges; ja baade Musikken og Sangen lede Tilhøreren til de evige Grændser, og forberede ham med harmonisk Veltalenhed, til den Opmærksomhed, som Guds Talemand fordrer, imens han afhandler de Hellige Sandheder.

Aldrig saasnart sees den helligede Talere, førend han og biedrager til at opvække Tilhørerens Andagt. Guddommelige Ord, fremførte med Vellyd, virke nu det, som Musikken og Sangen nylig tilforn. Taleren er endnu uvis, om ikke Adspredelse endnu, tvertimod Tonernes Virksomhed, efterlod mangen en Tilhørere alt for dorsk, til at fatte den Kiede af Guddommelige Sandheder, som han vil udlede af den bestemte Text. For da at til-

lokke en fyrrig Graadighed hos Tilhøreren efter at fatte Textens Forklaring; for at giøre sig Mester over hans Tanker, opvækker Taleren ham ved en kort Opløftelse til Gud og ved en Forberedelsestale, som just bærer Navn af Forberedelse, eller Indgang, eller Exordium, fordi den skal forberede, indlede og lænke Tilhørerens Agtsomhed paa den Lærdom, som Taleren vil udlede af Texten. De Lærefædre, som først udfant denne Orden for en hellig Tale, have uden Tvivl, efter en anstillet Prøve over den Menneskelige Siel, befunden, at den allerivrigst griber Sandheden, naar den i Forveien er bleven nysgierrig efter den. — Ingen vil da nægte os, at Tilhøreren er Hovedmaalet for Indgangen til en hellig Tale.

Naar jeg vil at min Ven, med Agtsomhed og Eftertanke, skal beskue mit Bibliothek; alle dets enkelte Dele; mit Valg og den Orden jeg iagttog i at foreene Delene, da fører jeg ham ikke først ned i min Lysthauge, at han der skal fortrylles af den yndige Natur, som jeg bragte under Kunstens Tvang. Haugen vil indtage ham saa meget, at de Billeder den indtrykte i hans Siel, maatte kunne svække den Opmerksomhed, han skulle laane Bibliotheket.

En hellig Talere bør altsaa ikke forvilde Tilhørerens Øie fra Texten ved en upassende Indgang. Den Kilde Gud gav os til at øse af, er saa uudtømmelig, at vi ikke have nødig at underkaste et valgt Indgangs Sprog et Aag, som baade bliver utaaleligt for Sproget, for den hellige Talere, og fornærmende for den agtsomme Tilhørere.

Indgangen maa være i Henseende til Texten, ligesom Morgenrøden, der forjager Natten og forherliger Solens Vei; den bør være, ligesom Morgenstiernen for Solen, bebude Tilhørerne hvad Hovedlærdom den hellige Talere vil lade fremlyse af Texten. At tale om flere Hovedegenskaber i en Indgang, fører os saa langtfra vort Øiemeed, at Rummet vlile forbyde at naae det, derfore opspare vi Resten til andre Anledninger.

To af vort Selskab besøgte, første Gang i denne Hensigt, en Kirke, hvis Menighed er største Deelen, en Skare af Høilærde og Skarpsindige, som opofre sig til Menneskeslægtens Forbedring, og selv tænke efter Fornuftens strænge Orden. Ligesaa mange Lærde vi faae her forsamlede, ligesaa mange Dommere meente vi at være tilstæde; — vi frygtede at den hellige

Talere skulle forløbe sig; — men Hr. Østrup, som holt den hellige Tale, er værdig nok til at undgaa al Dom. Hvor inderlig vil ikke en Jevnchristen ønske, at alle Prædikanters vare begavede med den Færdighed i Ord; med den søde Klang i Udtalen; med den uafbrudte Veltalenhed, som vi, med Henrykkelse, beundre hos denne dyrebare Gudslærere. Ingen, uden Særsindede, ville rødmes ved, ar udstryge denne Læreres store Fortienester. —

Den hellige Tale han behagede at afsige paa 19de Søndag efter Trinitatis, den var, efter vor Skiønsomhed, et Mønster i sit Slags, og kunne ansees ligesaa fult for en Original, som hiine store engelste Sielelæreres Taler; naar vi, nemlig betragte den i det Hele, uden Hensigt til nogen af Delene. — Men ak! halv skamrøde maa vi frit bekiende, at nogle af dens Deele bragte vor Opmærksomhed i den yderste Forlægenhed.

Den Sagt- og Ædelmodighed, som Hr. Ø. lærte af den menneskelige Guddom; den Kierlighed og Villighed til at antage Sandheden, som signaliserer en sand Troende, den er os Borgen for, at han med Velbehag vil læse og nøiere eftergranske de Erindringer, vi vove paa

8 Christendommens Forbedring. — Denne Gang har Hr. Ø. valgt en Indgang, som, uden at Vige fra de hellige Ords sande Forstand, i Amos 3 Cap. 6 V. fører vor Opmærksomhed uendelig vidt fra Hovedlærdommen af Evangelio: Mon der er en Ulykke i en Stad, som ikke kommer fra Herren. Denne Indgang blev saaledes henegnet paa Texten, at den Verkbrudne blev til en Ulykke for sine Medborgere. Den Stad altsaa, der har et Hospital, der huuser mange Syge, i den vrimle utallige Ulykker. Propheten sigter ventelig, til en Fordærvelse, der tager Overhaand over en Stad, saasom Blodsudøselse, Pest, m. m. I Evangelio tales der ikke om en slig Straffedom; dog maa den Verkbrudne være en saadan, for at det samme Ord: Ulykke, skal kunne anføres i Ihukommelsen om Ildebranden i Kiøbenhavn. Det behagede Hr. Ø. selv at forklare en Ulykke ved et uventende og modbydeligt Onde i Verden; mon han da ikke som værdig Anførere selv Viiser os Veien, til ikke at ansee den, i de Tider giængse Værkbrudsygdom, som en Ulykke. Er det uventet, at Lynild anretter Ødeleggelse paa Jorden? — Hr. Østrup forklarede, for Resten, sin Indgang, Ord til andet, med en

saa ulignelig Varsomhed i Udtryk og Livagtighed i Lignelser og Billeder, at vi ikke kunde ventet det bedre; dog brændte vi forgieves af en inderlig Længsel efter Forklaringen over dens sidste Ord kommer fra Herren; vi ville Hiertelig gierne have hørt, om Propheten lærer os i disse Ord, at Guds Almagt forrykker, forvirrer og forvilder Tingenes Maade at virke paa, allene for at straffe nogle Skabninger, som lidet, men dog ligesaavel, komme i Betragtning, naar Gud beskuer og lyksaliggør en uendelig Mangfoldighed af Skabninger.

Straffer en fornuftig Fader sin heele Familie, fordi et Barn blev strafskyldig, ved en Forseelse, paa hvilken de Andre ingen Indflydelse havde? Det eene Lem i Skabningen er saa nøie foreenet og lidende med det andet, at een eeneste Fordreielse af Almagten, ville styrte Skabningerne i Ødelæggelfens Afgrund. Uhret maa jo standse i sin Gang, naar det skal giøres til Rette; hvormeget mere da ikke Verden, det store Uhr, som er sammenføiet med Almagtens fiineste og fuldkomneste Fingre. Mon den Uhrmager, hvis Uhr maae idelig forbedres, er fuldkomnere, end Mesteren, hvis Værk stedse iagttager de Love, det ved Forfærdigelsen blev

foreskreven. Skulle Gud ikke ophøies vidt oven over den allerfuldkomneste af hans Skabninger? hvilket Mellemrum da mellem Gud og Kunstneren! — de Mirakler, der ere skeete paa Jorden, gjorde ingen Forrykkelse i Skabningen. Den forudseende Viisdom stadfæstede før Verdens Skabelse, de evige Grundlove for Naturen, hvorved den kunne opnaae Guds Barmhiertigheds Maal. De frie Aanders Virksomhed blive hellere et Beviis, end en Undtagelse i denne Anmærkning. For at undgaae Vidtløftighed, hemme vi nu en Flod af Tanker, som strømme ind i vor Siel. Nok maa det være, at vi ønskede os en tydeligere Udvikling af Prophetens Ord. Den Eenfoldige kunne forledes til adskillige vrange Domme, over at eftertænke at al Ulykke kommer fra Herren; Han skulle vide Forskiel imellem Guds tilladende Villie og hans virkende Almagt; thi ellers kunne han lettelig, med hiine Formørkede, troe, at en god og en ond Gud bestyrede, eller opholdt Verdens Kræfter. Han kan jo ikke, tvertimod sin daglige Erfaring, tænke, at Gud er den umiddelbare Aarsag til Sygdomme, da han seer, at Forældrenes fortplantede Sygdomme, at Overdaadighed og Ufor-

sigtighed og Uerfarenhed i de skabte Tings Egenskaber og Virkninger foranledige dem. En Mand kunne faae det Indfald, at Gud havde vanskabt hans Huustyende, fordi de ikke kunne passe sig efter hans Forelskelse i sig selv; hans Gierrighed; Overiilelse og Krikkelvurenhed.

Vi slap Hr. Østrups Indgang reent af Sigte i et Tusmørke, som en Mængde Ord gjorde for vor Eftersigt; men bleve henviiste til et andet Sted, hvor vi, næsten med samme Guds Aands Talemaade, bleve oplyste om Fortolkningen af Indgangens Ord. — Mere om denne Dagbrækning en anden Gang. Nyelig tilforn belærede Hr. Ø. os, at al Ulykke kommer fra Herren og glemte at henviise til Gud, som Stiftere af Naturens Orden, og uden at overtyde os om, at den misbrugte frie Villie danner Ulykker for Mennesket; men nu behagede det ham at sige, at Israeliternes Gienstridighed havde smeddet Ulykken til deres Hoveder; enten maa Gud være en umiddelbar Aarsag til det Onde, der rammede dem, eller og deres Gienstridighed; (thi tvende stridende Sætninger kan ikke paa engang være og udgives for en Sandhed,) eller og maa vi, med Hans Velærværdigheds Tilladelse, udmærke os dette, som et Fnug i hans Straaler.

12 Textens Hovedlærdom blev: Jesu Frelse

i Staden til Folkets Taksigelse.

I. Frelsen. II. Taksigelsen.

I. Jesu Frelse: Her afhandlede Hr. Ø, overmaade sindrigt de første Ord i Texten: Han kom til sin Stad; paa det ypperligste anmærkede han, at ingen Fordeele havde bevæget vor guddommelige Forsoner at forlade Bethlehem, hans Fødebye; dette beviiste han grundigt med: Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved; at Frelseren ventelig indlogerede sig i Peders Huus. En Anmærkning der er en Ærestøtte for Hr. Ø. Beløbenhed i Historien. Vi ønske, at vi, til vores Opbyggelse havde optegnet alle de Sandheder, som her i hobetal bemæstrede sig vor Opmærksomhed; men ak! Kortheden ville dog skyde dem ud igien af Papiret; derfore ville vi give Læseren en Anmerkning, som der, hvor man sparer Tid, ikke kan anføres til Tidsspilde: Den alseende Frelsere forlod ikke den Verkbrudne sine Synder, fordi at de, som nedlod ham for Frelserens Fødder, troede hans Sendelse i Verden, fordi de følte deres Syndebyrde; men fordi den Verkbrudne selv blev plaget af Syndens Nag; selv var urolig og selv følte sig higende efter en overvættes

12 Hviile i sin Siel." Ingen fik i Sinde at tvivle paa denne Sætnings Rigtighed; thi det var en Umuelighed for Forsoneren, endog betragtet som Gud, at borttage den Uroe af det ene Menneskes Siel, som stormede om hos et andet Menneske; at forlade den eene de Synder en anden havde begaaet. Indianeren forbliver blind, skiønt Herlighedens Soel oplyser Europæeren; hvilken Umuelighed da, i Kraft af Tingens Natur? Guds Viisdom, som ikke giør noget forgieves, havde ei nedsent Forsoneren til Menneskenes Salighed, hvis disse kunne ansees af Helligdommen, som reene og ubesmittede, formedelst de salige Aanders Uskyldighed.

Fremdeles: Gud husvale baade vor aandelige og legemlige Nød; i Følge den Sandhed Materien paa dette Sted fører med sig, savnede vi en Anmærkning over, hvor vidt Gud, i Kraft af det Heeles Bestyrelse, vil; og hvorvidt han i Kraft af sine Fuldkommenheder kan forsøde vor legemlige Nød; er vort Ønske ikke grundet? Den Eenfoldige ligger ikke strax Mærke til det Ord: kan; kan og vil ere som oftest ligegieldende Talemaader for hans Eftertanke; for at redde ham fra Skrupler, kunne et Par vel udustderte og net

passende Exempler opklare ham Guds Huusholdning med os i det Legemlige.

II. Folkets Taksigelse. Dette glædede os hæftig, at denne Deel udviklede, i Følge Textens sidste Ords Hovedlærdom, at vi skal hielpe den Ringere, og yde dem vore Bønner og Forbønner. Vi manglede i denne Forklaring, hverken den Orden, den Grundighed, eller den veltalende Overbeviisning, som signaliserer især Hr. Østrup. Kun Skade! at den alt for snevre Tid sat Skranker for de tydelige Sandheder, han havde bestemt til vor Frue Meenighed, saa at vi i stadig Taalmodighed, bære vor tunge Uvidenhed, til en rummere Tid. I denne Skare af merkværdige og uforglemmelige Meeninger, fik et Vers, som Hr. Ø. opsagde, et skievt Øiekast af os; men, hvorfor skulle vi ikke paa del veemodigste skiule vore Øine fra at blive det vaer. De gamle Danskes Poesie kan vi knap øine i Smagens Tempel; Undskyldning nok for den hellige Talere! Disse Ord: Skarns Pak fornægter Gud, som hørtes af dette Vers, ville vist have giort god Virkning, til Foragt imod Gudsfornægtere, paa de uslebne og smagløse Tilhørere som levede i det fiortende Aarhundrede; men i det Syttende

skurrer og brummer Skarns Pak, naar det anføres i en vel udarbeidet Tale, overmaade meget i Ørerne paa alle dem, som ikke forstøde al Smag; thi Hr. Ø. veed, at dette Udtryk hellere paadrager sig Væmmelse og Forbittrelse af Tilhøreren, end opvækker den Foragt hos ham, som Taleren, der bruger det, vil have opvakt; og vi væmmes ved slige Udtryk, fordi vi saa ofte have hørt dem af raae, egennyttige og hævngierrige Menneskers Munde.

Hør nu Læser! Hovedlærdommen, som opstod af Ildebranden; her er den: Om Herrens Huse nedfaldt, det rører ikke Gudsforgaaene; men — hvad? — om deres egne Huse gik op i Røg. — Er den Rige forpligtet til at opbygge Kirker og lade sin Familie savne den Arv, der vel anvendt, kunne giøre den nyttig for Staten? — Skal han i Mangel paa de ømme Følelser han burde have for de Steene, der udgiøre Kirken, kaldes en Gudsforgaaen? — Have vi ikke Kirker nok?— Hos Gud er ingen Person anseet, efter sit udvortes Vilkaar; skulle da de Steene, som beskytte Præsten og Degnene og Tilhørerne, fra Veirets Foruroeligelse, have større Værdie i hans Øine, end de, som sammenklines til en

16 Boeliq for Hyrden? — Skulle da den, som ikke fant sin Regning ved at forbedre Kirken, være vederstyggeligere for Gud, end den, som efter et sundt Overlæg satte Stytter under den faldefærdige Bondeboelig? Skulle deres Huse gaae op i Røg? Hvor maatte man da ikke frygte for Mordbrænderie!

Forresten besieledes Hr. Østrups hellige Tale heele Veien igiennem, med en smuk og grundig Kiede i Tankerne, ingen Sandhed, intet Ord blev forviist til Irgange; Udtrykkene vare stærke, veludsøgte; Forklaringerne bestraalede han, uden at lade dem formørkes af Fornuften, med den hellige Skriftes ligelydende eller ligegyldende Talemaader; saa at vi i alle Maader bleve fyldestgiorde; — naar vi allene undtager de faae Steder, som vi, i Ydmyghed fremstiller for Publikums Dom.

En stor Mand veed, at han let kan feile og een endnu større, taaler at man opleder hans Feiltagelser; thi han veed, at det er kun Dumhed, som roser i Fleng; men Hr. Østrup ophæver sig vidt oven over de Dommere, som enten skrige efter — eller i Støvet foragte alle Indsigter.

No. 2. Homiletisk Journal.

2. Prædiken paa den 20de Søndag efter Trinitatis, holden til Højmesse af Hr. Hviid, i vor Frelseres Kirke paa Christianshavn 1772.

En Maler afskildrer os et Dyr med de allerglubskeste og græsseligste Udsigter; det falder en Tilskuer pludselig i Øinene; han troer i denne Forvirrelse, dette Syn virker i hans Indbildningskraft, at han er udsat for det afmalede Dyrs Anfald; han bliver bange, skiønt han ikke veed om der er sligt et Dyr til i Verden; men Angesten tager Afskeed, saasnart Forstanden bortblæser dette glubske Dyr af Andbildningskraften. Et smukt Skilderie lover os flere Lyksaligheder, end Originalen nogensinde kan holde. Indbildnings-

18 kraften bevarer disse Glæder, som Skilderiet spaaer, med den største Varsomhed; thi den vil gierne smigre for sig selv; men saasnart vi komme til at besidde Originalen, saa see vi, at vore lykønskende Følelser bleve drillede af Indbildningskraften. En Musikus, som er en god Regent over Tonerne, kan snoe dem saa kunstigt, at de kan indsnige, hvad Følelse han vil, i det menneskelige Hierte; ingen Under at han kan det, naar ingen hæftig Følelse allene bestormer Hiertet; men han kan end ydermere forvandle en hæftig Følelse til en anden; hans Toner kan, for et Øieblik, liste den smertefuldeste Bedrøvelse af Tilhørerens Hierte, og laane ham i dens Sted, en henrykkende Glæde; men naar Tonerne tie, da begynder den hylende Sorg. En Orator, som ikke øver den sande Veltalenhed, han giver ikke Tingene sin rette Farve, han skaber, ved sine spillende Ord, Indbildningskraften fuld af deilige Forestillinger om det Væmmeligste, Skadeligste og Hæsligste; han opvækker hæftig Attraae i Steden for Afskye, Tilbøielighed i Steden for Ligegyldighed; Tillid i Steden for Frygt; Haab i Steden for Mishaab & c. og vexelviis. Oratoren bemestrer sig Indbildningskraften; denne gier Forstanden starblind,

19 og sætter Følelserne i Lue; — men hvad har denne Veltalenhed, som ikke glimrede paa Sandheds Grund, udrettet, naar Tilhørerens Følelser ophørte? Ved disse Exemplers Blus see vi en dyb Gryft, ved Siden af Sandheds Vei, i hvilken mange have gledet ned, uden at kunne hielpe sig op igien.

En sand Gudsdyrkeres Religion er ikke ligesom Hedningens, opreist paa Følelser af et Væsen, som han ikke kiendte noget til; langt bedre maa den ogsaa være, frem for den viise Hednings, som en hid og did vajende Fornuftfakkel veilyste, til at skimte nogle af Guddommens yttrede Fuldkommenheder, og nogle af de Pligter, som kræves af Mennesket. Da Fornuften opførte sin Bygning, ved Hielp af Aabenbaringen, da først blev den befæstet paa en evig Klippe; da først blev den et Fyr, for dem, som pløie Livets Bølger. Fornuften har nu, paa Aabenbaringens Grundvold, de allertrofasteste Grunde for Dyd og Gudfrygtighed; Mennesket kan ikke være lyksalig, uden ved en idelig Dydøsvelse; men det glemmer lettelig de Handlinger, som ikke udlokkes af Bevæggrunde; det Indtryk en Historie giør paa Hukommelsen, udslettes snarere, end den Lære-

20 regel, der med en hellig Overbeviisning trænger ind i Hiertet. Propheterne og Apostlerne have brugt Guds Barmhiertighed og Menneskets egen Lyksaligheds Befordring som Bevæggrunde til den himmelske Sædelære, vi fik. Nogle Gudslærere begik i Førstningen af dette Aarhundrede en stor Feil, og den, saa vidt vi seer af deres Skrifter, i en redelig Hensigt, for at vinde Hierter til Undersaatter af den christelige Dyd. Disse skiulte den guddommelige Sædelære, som en klar Stierne i Herlighedens Soel. Den Gang opfylte enhver hellig Talere Tilhørerens Indbilningskraft med de græsseligste Billeder om den Ulyksalighed han var underkastet, og den der biede paa ham, hvis han ikke bedrøvedes over sine Synder og tog sin Tilflugt til Forsoningen; (sandelig denne Sandhed er den sødeste i vor Religion!) ligeledes indtoge de og Indbildningskraften paa Tilhøreren med at afskildre Forløseren i sine guddommelige Farver; og forsømte tillige at vedbringe Fornuften Beviiser for Jesu over al Fornuft ophøiede Lærdom, og indskierpe Tilhøreren disse Læreregkers Ypperlighed ved Beviis af det menneskelige Hierte, og de Handlinger i hvilke det har afstukket sit Skilderie. Disse Gudslærere giorde

Tilhøreren forfærdet for sig selv, mere ved de Skrække-Billeder om hans Syndestand, som virkede paa hans Indbildningskraft, end ved billedfulde Beviiser, som kunne ophidse Fornuften hos Tilhøreren til at afskye sin onde Sindsforfatning. Kort, man overdøvede Tilhøreren med Bibelens blomsterfulde Talemaader; man bestemmede ikke de sandselige Billeders aandelige Originaler, og Tilhøreren, som altid smigrer for sig, tillagde Udtrykkene den Forklaring hvorved han best fandt sin Regning. De behagelige, eller modbydelige Følelser, som oppustes af Indbildningskraftens Lokke- eller Skrækkebilleder, de giøre os ikke længere varme, end indtil disse Billeder borte sig: det lærte os de forløbende Exempler; den Tilhørere altsaa, som føler sin grumme Tilbøjelighed for det Onde, og som en Tidlang, med Forskrækkelse føler den, fordi den hellige Taleres ofte igientagne Billeder, om Syndens Vederstyggelighed have nedsat sig i hans Indbildningskraft; — den Tilhørere (meene vi) fik denne Angers Følelse, af Indbildningskraften, følgelig forsvinder den snart, og Kierlighed til Synden giør, inden kort Tid, Mennesket frie for den nøiagtige Opsigt med sig selv; nu kommer de vrange Udlægnin-

ger af Bibelens billedrige Talemaader hertil, hvormed han besmykker sig og stolende paa sin forrige Anger, styrter han sig i en evig Fordærvelse. Samme Tilhørers Indbildningskraft er bleven kildret med de uskatterlige Billeder om Jesu Forsoning, saa at den har opvakt ham en Hiigen efter de Lyksaligheder, som Forsoningen tilveiebringer en urolig Siel; ja, den har endog opvakt hos ham en saadan haabefuld Glæde, over disse Lyksaligheder, som om han virkelig allerede var værdig til at nyde dem. Denne Tilhørere glemte snart de skræksomme Følelser af Ruelse over og Forbitrelse imod Synden; men bevarer skiønt uværdig, de søde Indtryk, som Forsoningen giorde paa Indbildningskraften. Hans Fornuft blev ikke oplyst ved Aabenbaringen om hans Forgaaelser imod sig selv og imod Gud; han lærte ikke grundig at kiende de Handlinger, som en retfærdig Gud fordrer; hvor kunne da den Hellig Aand virke en stadig Beslutning i hans Hierte til at udøve dem; udøver han dem ikke; gaaer alle hans Tanker ikke ud paa at spore hos sig om han udøver dem; hvor kan han da bønfalde om Kraft til at handle Gud tækkelig; hvor kan han da blive de Skrøbeligheder, Uforsigtigheder og Overilelser vaer, hvilke allene den

guddommelige Forsoning, ligesom tilhyller, for Hans grandseende Overdommere? Ak nei! desværre! han føler ikkun en skadelig Roe i Billederne af Jesu Forsoning, som ere i hans Indbildningskraft, og naar disse Billeder opvække hæftige Bevægelser i hans Blod, da troer han at denne Følelse er en Virkning af Forsoningens tilegnede Kraft paa hans Siel, da det er kun dens Billeder: men ingenlunde den dyrebare Frelseres Forsoningskraft.

Vi have allerede afskaaret Rummet et alt for stort Stykke ved denne Indledning; men vi troede, at denne Anmerkning skulle opklare Øinene paa mange af de, blant os endnu levende Christne, hvis Omvendelse grundede sig allene paa Bevægelse i Indbildningskraften. Disse Folk skille sig selv meget høitideligen fra andre derved, at de ikke fornærme Næsten ved at læge med malede Pergament-Blade; at de ikke forarge ved at flytte deres Been harmonisk efter en Musik, og at de ikke besøge Skuespil-Huuset; til alle øvrige Dyder tvinges de af Landers Love, saavidt de kan række. Disse Folkes eget eiegode Hiertes Følelse, er, ligesom Paven, Overdommere i alle aandelige Sager. Det koster dem ingen Møie at forvrie det sam-

24.

me Sprog af Bibelen saaledes, al det undskylder den Handling hos dem selv, som de agte gyldig nok til at skaffe en anden ud af Verden. Ingen hellig Talere er i Stand til at overtyde dem om deres Ulyksalighed; alle hans Ord ere spilte paa disse Pharisæer; de skyde de gyldigste og grundigste Overbeviisninger fra sig paa andre. Vi have troet det for vor Pligt, at istemme vore ringe Tanker tilligemed Hr. Hviids hellige Tale, hvis Hensigt var Hiertets Reenhed. Christendommens Forbedring er og vort Hovedøiemærke, hvo ville da være skarp imod os, fordi vi (ved at sige vore Tanker om en hellig Tale, som tilkommer ingen anden Dom, end Roes) selv giorde en Indledning, til samme hellige Tale, som kunne hellere finde Sted i vor Homiletiske Journal, end paa en hellig Taleplads? —

Saaledes som Homiletikken tilholder at afhandle de Sandheder, vi have fremsat, saaledes hørte vi dem i den sidste hellige Tale af Hr. Hviid. Orden; Grundighed og Tydelighed smykkede hans Tale. Sandheder udgiorde dens Deele; naturlig Kunst (naiveté) forenede dem til det Heeles Sammenhæng. De Sprog af Bibelen, som bleve fremførte til

at beviise Sandheder, opnaaede deres Hensigt uden Tvang; uden at giøre enten den hellige Talere selv, eller Tilhørerne forlegne for at komme tilbage til den Orden i Sandhederne, hvori Talens Æmne fremlyste; et Sprog bestraalede det andet med et større; med et klarere Lys: ingen agtsom Tilhører savnede Hans Høiærværdigheds grundige Indsigt, i at bestemme et Sprogs Mening og Værdie. De Sandheder, som udgiorde Talens Deele, udledede han ikke, ved en hielprig Konkordants, af sammenklyngede Sprog; men af Textens egen Kilde. Kort! denne Tale er en Prøvesteen for dem, som opofre sig Homiletikken; den giør den sande Fornuft levende og det døde Hierte føleligt; den beviiser Fornuften og overtyder Hiertet; den lærer Forstanden; den lokker og straffer Villien. Gid vi altid paa saa god Grund kunne anpriise hellige Taler! Roes er med Rette ligegyldig for Hans Høiærværdighed; men det Bifald, som befordrer Sielenes evige Lyksalighed, det belønner Hans Flid, her i Tiden. Een, der er i sin Person værdig nok, han forsmaaer Ærespalmer; dog maa de uddeeles, for at de skal tillokke Fortienstløse, til at giøre sig værdig til dem. De Sand-

hedselskere, som ei havde Leilighed til at høre denne værdige Gudslærere i Søndags, deres Begierlighed ville vi fyldestgiøre med et kort og fuldstændigt Udtog af denne smukke Tale.

Fordi ingen skal falde paa, at vor Pen er Partiskheds og Fordoms Scepter, saa maae vi i Forveien giøre en liden Anmærkning, som vi gierne kunne glemme indtil vi bedømmede en anden hellig Tale; men da ville vi maaskee faae vigtigere Ting, at hænge vore Tanker ved. Hr. Hviids Bøn for Prædiken var unægtelig saaledes beskaffen, som vi i No. 1 have bestemmet; i den kunne vi strax høre, hvad Sandheder Hans hellige Tale skulle gaae ud paa. Dog! var den ikke for lang? — Lad os prøve! — Hovedlærdommen af Texten er det samme i Talen, som Helten i et Malerie; som Lidenskaben i en Konsert; som Hovedpersonen i en forunderlig og mærkværdig Handling. Helten i Maleriet er anseeligst og størst; de andre Personer aftager i Anseelse og Størrelse, eftersom deres Forhold og Forbindelse med Helten forminskes. Alle Bietonerne skal istemme med Hovedtonen, som opvækker den bestemte Følelse. Ringe og umærkværdige Personer anføres kun i en Fortælning, for saa vidt

deres Smaaehandler have havt Indflydelse paa Hovedpersonens Forunderlighed og Mærkværdighed. Man indseer let Beviset herfor, altsaa vil vi love Læseren det en anden Gang. Bør følgelig da ikke Hovedlærdommens Afhandling være større end Indgangen, og denne igien større end Bønnen; den bør være kort, og for Resten saaledes som Hr. Hviids, fuldstændig, og udkaste de første Straaler til Hovedlærdommen.

Hr. Hviids Indgang var: Gud! skab i mig et reent Hierte: hvori han overveiede a). et Suk om noget, som David savnede; vi maa, ligesom han, til vor Ydmyggelse, føle vor ufuldkomne Hierte her i Dødeligheden; døde Gierninger kan ikke ganske udrenses af vort Hierte. Davids Hierte stank for Gud og ham selv; thi han tabte sig selv i en Begivenhed, som vi kan læse; (hvor næt skiules her ikke Davids Forbrydelse, som noget der egentlig er Hovedlærdommen uvedkommende. En anden analytisk Lærere ville her i Mangel, paa at indsee andre Sandheder, have fremstillet os en gruelig Række af Bebreidelser imod David.) Onde Tillokkelser uden fra kom aldrig til at stiele Hiertet, hvis det ei selv var

28 deres Hælere. Hiertet skulle være det bedste; men der er det værste; Guds Børn føle dets Afskyelighed allermeest; thi David beskylder i Indgangsordene sit eget Hierte; hau føler Sorrig over det; Gud renser det; han giver David saadan et Hierte, som han savner og Sorgen slukkes. Herren vil have reene Hænder; reene Øine & c. er Hiertet got da er heele Mennesket got; thi Gud kiender og seer efter Hiertet: Forvaer dit Hierte; thi det er Liv og Død for dig. b). Hvor skal David faae et reent Hierte fra? (Her er en smuk Kontrast, som altid er en Ziir i en hellig Tale) Hedningene, med al deres Viisdom lod deres Hierte blive som det var, (heele Aabenbaringens Ypperlighed glimrer i disse faa ukunstlede Ord.) dets Forandring er ei i Menneskets Magt; det er Gud, som giorde os til sit Folk. Gud omskaber et Ulvehierte til et Lammehierte; Han fuldfører den begyndte gode Gierning. Mange troe ikke, at et reent Hierte er nødvendig til Salighed; men den evige Sandhed siger i Texten: Salige ere de Reene af Hiertet. Her ledede Hans Høiærværdighed sine Indgangsord, ganske jevnt og uden at lade dem springe fra Deres sande Mening, paa Reformationen, da

Gud formedelst Luther, lod et stort Blus antændes i Forstanden paa dem, som sadde i Dødens Skygger, paa det at de kunne faae rene Hierter. Ligesaa kunstig og magelig flød disse Sandheder lige ind paa Hovedlærdommen:

En ret evangelisk Christen.

I. I sin sande Beskaffenhed.

II. I sin salige Tilstand.

I. I sin sande Beskaffenhed. a). Han maae have et reent Hierte. Gud seer grant og det, som Verden ikke kan see; Lyset maa være i Hiertet, førend det i Guds Øine kan sees af Handlingen. Hyklerens Gierninger maa blusse, saa smukt, som de kan; Frelseren væmmes dog ved dem: Vil du tage min Lov i din Mund; tør du tilegne dig min Forsoningskraft? — Gud foragter ei det Hierte, som brydes af Sorrig efter Renselse; Han kommer ihu, at vi ere Støv. Er kun Hiertet redeligt, da forsmaaer Gud det ikke; men mange skifte Klæderne og blive glubende Dyr indvortes. For Exempel Kirkegiengere; Veldædige & c. Disse forsage kun den Synd, som stikker alt for slemt i Øinene; men de ruge over deres Skiødesynd; den omarme og kysse de: For Exempel

Herodes og den unge Mand. Vindesyge foraarsager at de forlise deres Siels Lyksalighed. Mange følge i Sælskab med sande Christne, et langt Stykke paa Veien til Himmelen; men de sætte ei lykkelig over Vellystens Flod, som giennemskier Veien, paa tværs; de drukne i den og glemme Himmelen. — En Gevinst; en Lyst; et ont Selskab, kan de ikke slippe, derfore slippe de Jesum. —

Andre ere kun Hyklere, til en Tid, for at opnaae visse Hensigter i Verden; saasom Jesu, thi da han blev fast i Sadlen, da mærkede man hvad der boede ham i Hiertet. Men Jesus vil have et reent Hierte; dog seer vi daglig at det, i hvor varlige vi omgaaes med vort Hierte, dog vil besmitte sig selv.

D). Hvor skal vi da holde Hiertet reent? Vi skal bede Gud om Kraft til, at dets Plætter ei skal gribe om sig. Jesu Forsonings Blod blive vor Aftoelse; det rense Hiertet. Dets Kraft foraarsage, at det ei bliver igien vanskabt og dødt, saasom det er hos Vantroens Børn. Toe mig, at jeg bliver sneehvid, denne Lignelse er tagen af Offernes Aftoelse. Ikke nok at vi eengang have med Grund beroliget os i Jesu søde Forsoning; thi den kan ikke bestan-

dig komme os til Deel, uden ved daglig Helliggiørelse og Fornyelse efter Jesu Billede, vi skal være saare flittig til gode Gierninger; dog beskyldes den evangeliske Kirke, for, at den undtager Folk fra gode Gierninger; ingenlunde: Jesus gik omkring og giorde vel imod alle. Gudfrygtigheds Øvelse i gode Gierninger og Jesu Fyldestgiørelse for vore Uvidenheds og Skrøbeligheds Fejltrin, de indgyde de livsaligste Følelser i Sielen; Heraf gled Talen til sin anden Deel:

II. En evangelisk Christens salige Tilstand: Jesus siger: at de allerede ere salige. En sand Christen vil ikke bortbytte sit Hierte, for al Verdens Herlighed. Jesus har sin Himmel inden i dem; de føle ham kraftig virkende hos sig til den daglige Helliggiørelse; men de see ham kun i et Speil. Han er deres Beskytter, under hans Varetægt ere de roelige naar de vaage og intet Nagende forkorter deres Søvn. De som ikke ere rensede fra døde Gierninger ere Ulyksalige; de have et Saar i Hiertet; en Byld, som er ikke udtrykket; disse skal udelukkes fra Guds Ansigtes Beskuelse; men et Guds Barn skal see Gud, nemlig Forsoneren, som er bleven et Menneske;

den som seer og danner sig efter Ham; den kiender og immer meer og meer kommer til at ligne Hans Fader. Naar vi i Evigheden fuldkommen blive Gud lige, da skal Han aftørre den Graad af vore Øine, som nu iidelig hindrer os fra bestandig at have dem henvendte til ham.

I Korthed have vi da givet vore Læsere det fornemste af denne smukke Tale; med vor Villie have vi ei forandret et Ord eller een Orden. Hvo maa da ikke istemme med vort Biefald og hvo ville forsømme Lejlighed, til at høre denne redelige Gudslærere. Gid han altid i sine hellige Taler ville søge Leilighed til at opvogte dem, som drømme om de Lyksaligheder, hvilke en haaberiig Indbildningskraft spaaer dem, endskiønt deres onde Hierte skildrer sig livagtig i deres Handler; endskiønt de ere og altid vil være ukyndige om de christelige Dyder, som Gud, i den daglige Fornyelse efter hans Billede, fordrer. Det er en Lykke for denne Gudslærere, hvortil vi ingen Grund viide, i Henseende til ham, at disse Indbilt-Omvendte have fundet Smag i at høre hans Prædiken, saasom ingen hellig Talere ellers kan være dem tilpas.

No. 3.

Homiletisk

Journal.

3. Prædiken paa den 20 Søndag efter Trinitatis, holden til Aftensang af Hr. von Einem, i den Herre Zebaots eller Garnisons-Kirken.

Menneskets Forvidenhed er grundet i den Drift det har, til at beskierme sig fra Ondt. Det gruer for sin kommende Skiebne, og denne afmaler sig for det frygtende Menneske i sin fæleste Skikkelse. Vi vil gierne viide hvad Midler der kan forebygge det truende Onde, og befordre den Lyksalighed vi attraaer. Vi vil vide vor Bestemmelse forud; vi vil have Udsigt i det Tilkommende; gribe vi da daarlige og skadelige Kikkerter, til at øine dette Maal, da er det Forvidenhed. De Mennesker som have levet i de allerførste Ver-

dens Tider, de have strax røbet den Forvidenhed, som siden foraarsagede saa mange væmmelige Optrin i det menneskelige Liv. Alle Slags Dyr og snedige Optrækkere iblandt Menneskene, stillede med Forblindelser og tvetydige Ord, deres Graadighed efter at vide tilkommende Hændelser. Spaaemænd og Spaaeqvinder bedragede Menneskets Nysgierrighed saa ofte, at den siden ikke fæstede nær saa megen Troe til Spaaedommene. — Naar Mennesket undertiden føler en sød Glæde i Livet, da kaster han et Blik tilbage til de Ulykker, han maatte friste i den forbiegangne Tid; men denne bittre Tanke er allene i Stand til at giøre, at den nærværende Glæde, som han kunde smage, bliver ham modbydelig. Hvor meget mindre Glæde ville han da føle i Livet, dersom hans Øie var besiælet med Kraft til at see den hele Rad af hans tilstundende Skiebne. Hans Siel ville martres langt værre af Frygt for den mødende Ulykke, end af Ulykken selv, naar han virkelig maatte friste den; thi Frygten for et Onde skader mere Mennesket, end det Ondes Behandling selv. For da at vi ikke skulle pines med de gruelige Forestillinger om det Onde der vil møde os; for at disse Forestillinger ikke skulle giøre al den

Glæde bittersmagende, som vi kunne nyde af det nærværende Øiebliks Fordeelagtighed, saa gav Gud os ingen visse Udsigter i vor tilkommende Skiebne; saa skiulte han baade vor Lykke og Vanlykke for vore grandskende Øine. —

Gud gav os dog en vis Kundskab om det Tilkommende, for saa vidt denne Kundskab maatte have Indflydelse paa at befordre vor sande Lyksalighed. Vi bleve belærte, at vore nærværende Øvelser i christelige Dyder ere Roden til de Lyksaligheds Frugter, som det Tilkommende lader os nyde. Den Uroe, den Bekymring og Frygt for Guds Retfærdighed, som Menneskets Ufuldkommenheder avle inden i ham, den lindredes allerede af den evige Barmhjertighed, i Verdens første Alder, ved Spaadom om Messiæ Forsoning. Dette Løfte, denne Spaaedom gav Menneskeslægten et roligt Syn ud i Ævighedens Scener; den viiste dem at en stræng Overdommere havde ladet sig forsone, og alle de Herligheder, som Forsoneren havde tilveiebragt dem. Gud saae, hvor aldeles trængende Mennesket var til dette visse Haab om sin Lyksalighed; ja hvor liden sand Roe og sand Glæde det kunde føle i sin

Siel, dersom den ei blev beroliget med Løftet om en Forsonere, om en guddommelig Talsmand og Undskyldere for dens Afviigelser, om en gyldig Fyldestgiørere for alle dens Forbrydelser.

For da at Mennesket ikke skulle svæve i en uvis Frygt for de Bebreidelser og Bestraffelser, som truede det med evige Pinsler, saa gav Gud allerede Adam et ufeilbart Løfte, eller Spaaedom, som kun tilfredsstille alle de Nag han følte i sin Siel; denne Spaaedom gav Gud ikke i tvetydige Ord og Billeder; hvor liden Roe ville man da have høstet af deres vaklende og forblummede Forstand? hvor liden Trøst ville man have fundet i deres tvetydige Forklaring? —

Denne første Spaaedom om Forsoneren, blev ved idelige Igientagelser og livagtige Billeder stillet Guds Folk under Øinene. Gud ville i Kraft af sin Lyst til Menneskets sande Lyksalighed, ikke skiule sin Naade for den syndefulde Siel. Han ville aabenbare den alt det, som sigtede til dens sande Lyksaligheds Befordring. Gud er den selvstændige Visdom, han kiender alle Midler, til at opnaae sin Hensigt. Disse Midler kan ikke være utilstrække-

lige. En Aabenbarig altsaa, som er tvetydig

og vaklende i sine Bestemmelser, kan ikke være

det Middel, hvorved Gud vil stadfæste Roe og Glæde i Menneskets Siel. Aabenbaringen maa være, som den er, saaledes at Mennesket kan fatte dens Sandheder, og at han i dem kan blive rolig. Alle de Aabenbaringer i den hellige Skrift, som ikke opnaae dette Maal, maa altsaa ansees som Allegorier, hvilke ikkun ere bestemte til at tilkiendegive os visse Sandheder. Saaledes troe vi, at den Forklaring over Johannes Aabenbaring er den retteste, som udleder os Billedernes allegoriske Meening.

Hvorledes skulle Gud ikke kunne have bidraget dette sit Redskab andre Maader i at tilkiendegive sine Syner, end de som har ledet Fortolkerne paa saa forskiellige og til Deels urigtige Veie? Gud har ikke i denne Aabenbaring villet betiene sig af andre Midler til at befordre vor Lyksalighed, end af de, som virkelig kunne opnaae Guds naadige Øiemeed; skal da Johannis Aabenbaring indeholde en Fortælning om tilkommende Hændelser, enten til Menneskets Trøst, eller Advarsel, eller for at det skal væbne sig imod de tilkommende Ulykkers Andfald? da maa Mennesket, ved Hielp

38 af denne Aabenbaring tydelig blive oplyst om sin tilkommende Skiebne, hvis den skal opnaae Guds Hensigt: mon ingen har endnu kunnet hentyde dens Spaaedomme, paa tilkommende eller forbiegangne Tildragelser, saaledes, at man kunne være ganske vis paa, at Synerne sigtede just paa den af Fortolkeren angivne Tildragelse, og ikke til en anden. Altsaa kan Guds Hensigt, med Johannis Aabenbaring, ikke være at give os nye Udsigter i Krønikerne af det Menneskelige Liv; thi hvis dette havde været Guds Hensigt med denne Aabenbaring, da maatte den være saaledes beskaffen, at Hensigten kunde opnaaes.

Gud har jo naaet sit naadige Øiemeed med Propheternes Aabenbaring, skulle han da ikke have kunnet naae denne samme Hensigt med Johannis Aabenbaring, hvis hiine og denne havde havt det fælles Maal, at tilkiendegive vs det, som var skiult for vore naturlige Indsigter. — Vi troe altsaa hellere, at Johannis Aabenbaring er en Lærebog, som ikke skiuler andre Lærdomme, end de, som ere opbygte paa de hellige Apostlers og Propheters Grundvolde. — Altsaa kommer den Fortol-

kere allernærmest Guds Aands Meening, som giver os Ordenes allegoriske Meening.

Gudslærerne have gaaet paa Spor efter Fortolkerne, og have givet deres Meenigheder en Mængde af eenige og ueenige Meeninger, om et eller andet Steds Henførsel paa visse Tildragelser. Meenigheder, som gierne vil slippe Verdens nærværende Ubehagelighed af Sigte, have begierlig annammet og skrublet over Verdens tilkommende Skiebne; men ofte ere de ved de Lærdes Ueenigheder, om deres Udlægningers Ufeilbarheder. bleven vankelmodige over, hvorledes de skulle forstaae denne Aabenbarings Tvetydigheder. Naar man i den Sted havde udledet de rige Lærdomme, som skiules i denne Bogs overflødige Billeder, da havde den uden Tvivl, været til langt større Opbyggelse, og opnaaet Guds Hensigt.

Vi Hørte sidste Søndag i Garnisonskirken, en Forklaring over den Aftensangs-Text, som er bestemt til Taksigelsesfæsten for Reformationen.

Vi kan ikke nægte, at Hr. von Einem, for største Deelen, fortiente vort Biefald. — Han gav os en Indgang, som ikke kunne være beqvemmere til Hovedlærdommen; han bestem-

40 mede os en uforbederlig Hovedlærdom af Texten, i det han betragtede:

Johannes Syn om de Troendes Undtagelse fra Guds Straffedom.

I. Guds Befalning til Englene.

II. Om hvem Guds Befalning var til Englene.

I. Guds Befalning til Englene. Gud bruger Englene til at udføre sine Naader og sine Hiemsøgelser over Verden; en Sætning som Aabenbaringen besegler Fornuften; thi Erfaringen lærer, at vor Siel virker paa vort Legeme, hvorledes kan det da være Fornuftstridigt, at Englene kan virke paa Verden? — Sant! det lader ikke rimeligt, at Englene, uden at være bestemte til at ibeboe et fint Legeme, ved hvis Hielp de kan virke i Verdens Kræfter, skulle med deres Virksomhed, kunne giøre Forandring i et hvert Verdens Legeme. Saasom at Englene da, omgivede med et subtilt Legeme, efter vor indskrænkede Indsigt, kunne optage mange af Guds Hensigter med at virke i Verdens Kræfter, da er det rimeligst,

41 at vi, Med Hr. von Einem tillægge dem denne Bestemmelse af Gud.

Vi kunne, uden at fornærme Sandheden, troe at Gud har tillagt dem visse subtile Sandseredskaber, ved hvilke de kan udføre de Omvexlinger i Verden, hvorved deres egen og alle skabte Væseners Lyksalighed befordres.

Den anden Engel forklarede Hr. von Einem ved Pagtens Engel, vor dyre Forsoner, som er opgangen af det Høie, og som kiøbte sig en Meenighed ved sit eget Blod. Det hvorved JEsu Meenighed egentlig kiendes fra andre, det er Forsoningen, og hans Meenigheder selv skiller sig fra andre ved at tilegne sig Forsoningen, og besegle eller bekræfte Medmenneskene om, at de have den selvstændige Forsoners Insegl derved, at de i Gierningerne straale med Jesu hellige Lærdoms Udøvelse, og i Hiertet føle Kraften af hans Forsonings Blod.

I forrige Tider behængte store Herrer deres Slaver med et Segl, hvoraf de kunde kiende deres Livegne fra andre; — vi ere Jesu Livegne. De første Christne bar et Kors, for at viise at de vare den korsfæstede Guddoms Undersaattere. Den

Hellig Aand besegler et Menneske, formedelst sit Ord, om han i Sandhed hører til Jesu usynlige Meenighed?

Her anførte den hellige Talere om den hellig Aands Besegling i Hiertet formedelst Guds Ord og dets Overbeviisning; formedelst Daabens og Alterens Sakramenter; men vi havde lige saavel ønsket Anviisning til, hvorledes man ved Selvprøvelse skulle komme efter, om den hellig Aand virkelig havde beseglet vore Hjerter til den Værdighed, som tilkommer de sande Troende. — Mangen een tilegner sig uværdig Evangelii Herligheder, og troer at have den hellig Aands Indsegl i Hiertet, endskiønt de foragte Jesu Lære- og Leve-Regler.

Denne Iagttagelse udbede vi os hos Hr. vom Einem, en anden Gang, allene fordi vi vide, at en Deel af de i No. 2. omtale Indbilt-Omvendte, flittig besøge hans hellige Taler.

I den anden Deel blev der af Hr. von Einem forklaret:

II. Om hvem Guds Befalning var til Englene? Det var om Guds Kirke;

de sande Troende. Her tog Hans Velærværdighed Anledning af de israelitiske Stammers Navne, til at give os mange ypperlige Læreregler; hvilke vi vist ville have gaaet glip af, hvis han ei havde forklaret sin Text paa en allegorisk Maade.

Ikke den viiseste, ikke den grundigste Theolog, ville det fortryde, at have hørt Hr. von Einems meget ypperlige og veludarbeidede Tale.

Efterat vi, i mueligste Korthed have overveiet Hr. von Einems Prædiken, falde vi paa at afgiøre Svaret til et Spørsmaal, som er ikke af ringe Betydenhed. — Der tvistes, og mange paastaae, at Prædikanten skal føle Sandhedernes Vægt, mens han fremfører dem for Folket; om hans Hierte ikke, medens han staaer paa den hellige Taleplads, er overmaade rørt af Sandhederne, da vil man dømme ham at være følesløs; — da vil man nægte, at Meenighedens Fremtarv ligger ham nær om Hiertet. —

Prædikantens strænge Dommere sætte sig i hans Sted; han forestille sig, hvorledes han i Erkiendelse om sin Feilbarhed, ville blive til Mode, naar han fremstillede sig til at lære en talrig Mængde de vigtige Sandheder, hvoraf alle Tilhørernes sande Lyksalighed skulle opbygges. Ville han ikke frygte for sig selv, at hans Svagheder hellere skulle blive til Forargelse, end Sandheden, han fremfører, til Opbyggelse? Ville han ikke anspende alle sine Tanker, for at tilbagekalde de overveiede Sandheder, som nu skulle udtales, uden Anstød, og i den Orden, de vare forud betænkte?

Han ville uden Tvivl, have nok at bestille, med at tvinge sin Opmærksomhed fra at hæfte sig ved nogen af de Personer og Ting, der ere uden om ham; han ville anvende sin yderste Flid, for at faae sin Opmærksomhed til at holde et stadigt Øie, baade paa Sandhederne og paa deres Orden, uden hvilken Sandheden selv, i hvor virksom den end kunne være, undløber Tilhørerens Agtsomhed.

45 En Sandhed, som føles hæftig, be mæstrer sig først allene vor ganske Agtsomhed; men Taleren faaer ikke Tid til at laane sin hele Agtsomhed ret længe til en Sandhed, følgelig kan den heller ikke opvække nogen, uden en forbieløbende Følelse hos ham. Naar man ret føler en Sandhed, da er man rolig og indvendt paa sig selv; men Taleren er, medens han staaer paa den hellige Taleplads, ikke mindre end rolig og

henvendt, lige saavel til dem, han taler for, som til det han skal tale.

Altsaa kan vel ikke den hellige Talere dømmes for følesløs, fordi han mangler hæftige Følelser over de Sandheder, han afhandler. Men hvad det angaaer, at den hellige Taleres Indbildningskraft maa sættes i Bevægelse af de livagtige Billeder,

ved hvilke han fremsætter Sandheden i sit

fulde Lys, og følgelig at hans Hierte ogsaa tillige føler ved disse Billeders livagtige Forestilling, det kan ingen savne hos en god Orator; ved at forestille sig sin Meenigheds Vankundighed, Følesløshed og Ugudelighed, derved maa han nødvendig sættes i

Nidkierhed for Guds Sag. — Den hellige Talere har roesværdige og meget nyttige Naturgaver, som er i Stand til at udtrykke sin Nidkierhed, paa saadan en Maade, som kan røre Tilhøreren; men den som ikke har en saadan Ryst, som slaaer en saa dyb Gienlyd i hans Bryst, at det lader, som han henter sine Ord fra Hiertet, — skulle han bedømmes som en Følesløs? — Ja vi have hørt det, at mange efter deres urigtige Begreb, have paa saa svage Grunde tildømt visse Præster Følesløshed.

Hr. von Einem opløfter til sine Tider Røsten alt for meget, og derved bliver han alt for meget uforstaaelig for Tilhørerne. Man ville bedre fatte alle hans Ord, dersom han udtalte dem i sin egen jevne Tone, uden at giøre Vold paa sit Brøst og paa Tilhørernes Ører.

Sant nok! det er vanskeligt at tale ret forstaaeligt i en Kirke, som er møbleret med saa mangfoldige Ombygninger og Stole; det matter Brystet overmaade meget paa Taleren, at udføre sine Ord tydelig,

saasom de mange stridige Bevægelser af Luften, ligesom bortfeie Ordene fra Munden, inden de blive udtalte. Talerens Bryst maa anvende al sin Styrke, for at overvinde Luftens Andfald, for at komme sine Ord til at trænge forbie alle Andstødspillerne, ind i de indhægnede Krinkelkroge af Kirken. —

Dog maa Taleren ikke, for at hans Lyst kan overstige disse Vanskeligheder, blive tykmælet og uforstaaelig. Det eeneste, hvorved han kan undgaae denne Feil, som let indsniger sig, er, at han i Udtalen skiller det eene Ord, ved et ganske kort Ophold, fra det andet, og at han ikke lader sin Nidkierhed forhaste hans Ord til at glide saa fast, at ingen Tilhørere veed, hvorfor og i hvilke Udtryk han ivrer sig.

Hr. von Einem veed vel neppe selv, at hans Udtale, naar han angriber sig, forbyder, at man ikke aldeles kunne fatte hans Meeninger. Vi beklage os sandelig, saasom vi, af det vi hørte, bleve saa fyldestgiorde, at vi maa glæde os over ham,

som en grundig Theolog, der er i Stand til at opfylde vort Ønske. —

Mangen en ældgammel Sogneherre, som opbygger sine Taler paa feilende Lærefædres Diktationer; som behager meest ved en frugtesløs Myndighed, maa ønske sig Hr. von Einems grundige philosophisk-theologiske Indsigter.

Gid han fremdeles altid med Lykke, til Jesu Riges Fremtarv i Fornuftens og Villiens Forbedring, ville bruge en kunstig Blanding af det Philosophiske og Theologiske! Han danne i Guds Kraft, sig efter sine egne gode Naturgaver, og da tør vi anprise ham, som en af vore beste Gudslærere. —

NB. Paa Fredag udkommer No. 4. af disse Blade, som herefter Ugentlig continue res og hvori skal afhandles en Høimesse- og Aftensangs-Text.

No. 4. Homiletisk Journal. 4. Prædiken paa den 21 Søndag efter Trinitatis, holden til Høimesse af Hr. Chemnitz, i den Herre Zebaots eller Guarnisons-Kirken 1772.

Hr. Chemnitzes Bøn var deilig lang og lærerig. Hvorledes kan en Ode

være et Læredigt? Hvorledes kan en

Bøn være en systematisk Afhandling? Hiertet fortolker vel ikke sin Higen efter et Gode, og Skielven for et Onde, i regelmæssige Slutningskieder. Forstanden og Villien eller Hiertet kan aldrig undvære hinanden; dog har Forstanden til sine Tider, og Villien til sine Tider, Overherredømmet i Sielen. Vor Bøn udøser Hiertets hæftige Attraae efter det, som fremmer vor Lyksalighed; den grunder sit Haab om at naae

50 sit Forlangende, paa den Tillid vi have til et almægtigt og barmhiertigt Væsen. Ingen Fornuftig beder en frugtesløs Bøn, til et Medmenneske, som enten ikke kan, eller ikke vil hielpe. Inden altsaa, vi tage vor Tilflugt i Bønnen til Gud, vide vi, at han baade kan og vil befordre vor sande Lyksalighed. I Bønnen selv udtrykke vi da ikke de Begreb vi fik af Fornuften og Aabenbaringen om Guds Fuldkommenheder; (thi, ved at udvikle vore Begreb, har Forstanden Scepteret) vi opregne heller ikke alle Guds høitidelige Navne; thi heri ville Hukommelsen have saa stor Andeel, at Følelsen, der skulle herske i Bønnen, ville dæmpes. Naar en hæftig Følelse bruser i Sielen, da ligge baade dens Kraft til at giøre Slutninger og dens Hukommelse halv i Dvale. Følgelig have hverken Forstanden eller Hukommelsen Hovedarbeidet i en Bøn. En Bøn fremfører altsaa i afbrudte og stærke Udtryk Hiertets Hiigen, efter at høste Frugten af Guds Fuldkommenheder. Vi tør ikke udlade os paa Dybet, med Beviiser for vor Forklaring over Bønnen; enhver spørge sit Hierte og føle: om vi have følt hvad Bønnen er. Begyndelsen af Hr. Chemnitzes Bøn, erindrede os, (for at vi skulle vide til hvem den var stillet) om at Forsoneren var: en Prophet; en Veiviiser; en Lærere; for at beviise dette, anførte Bønnen det Sprog: Herren har givet mig de Lærdes Tunge til at trøste & c. Be-

51 gyndelsen af Bønnen igientog Han nogle Gange, for at Tiden ikke skulle falde Tilhørerne lang, indtil Han fik erindret sig det Mellemste i Bønnen, som var: Jesus trøster os efter vor Beskaffenhed, efter Hiertets Trang; hans Lærdom var Guddommelig: det maatte hans Fiender tilstaae; ingen Orator har talt som han; ham var ingen liig; han var stor, herlig, fuldkommen & c. & c. & c. Den tredie Deel af Bønnen var den grundige og sielden brugte Sandhed, at Mesteren er ypperligere, end Discipelen. Slutningen af Bønnen, henegnede Hr. Sielesørgeren med megen Opbyggelse, paa sig selv. Den Adspredelse og ukunstlede Forvirring, som efteraber et heftigfølende Hiertes Udtryk, og som er noget karakteristisk i de fleste Bønner, den eftergik Hr. Chemnitz Bøn paa det allervarsomste. Ved at tiltale Guddommens Personer, glemte Bønnen næsten intet af deres Tillegsord ude; hvilken Iagttagelse var vist ligesaa roesværdig, som naar jeg ville i en Bøn, tiltale Kongen saaledes: "Jeg beder dig, Christian den Syvende, Konge til Dannemark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig og Holsteen & c." I øvrigt kan vi, med rar Høiagtelse, berømme Hr. Pastoren, fordi han værdigede at indrette sin Bøn, efter den Regel, som vi i Ydmyghed og med Beviis have angivet i de forløbende Nummere. Det følgende i dette Blad Viiser, at hele Bønnen løber ind paa Ho-

52 vedlærdommens Middelpunkt. Kun Skade! at Bønnen ikke varede længere, end henimod 1 1/2 Qvarteerstid.

Hr. Chemnitz Indgang var:

Jeg vil sende Eder Propheten Elias, han skal omvende Forældrenes Hierter til Børnene, og Børnenes til Forældrene.

Indgangens Forklaring opdagede os, at Gud ikke i disse Ord lovede, at ville lade den himmelfarne Elias fare ned tilbage til Jorden, for at prædike. Umueligheden heraf fik vi meget grundig beviist af det Sprog: Der er et stort Svælg befæstet & c. Vi glædede os inderlig over denne dybe, nye, nyttige og før uhørte Anmærkning over Indgangsordene*). Efterat Hr. C. nu havde beviist Ordenes rette Forstand af deres Sammenhæng med det Fore, gaaende og Efterfølgende, da bleve de bestemte til en Spaaedom, angaaende Johannis ven Døbere, som skulle gaae frem i Eliæ Kraft; thi Elias og Johannis den Døbere, vare hinanden meget lige, i Henseende til det udvortes. Denne historiske Sikkerhed hos Taleren, forøger meget vor Høiagtelse for ham. Hr. Chem-

*) Undtagen en Officier, som med en krigerisk Myndighed forsikkrede at have hørt samme Forklaring i Helsingøer.

53 nitz stadfæstede os ydermere af Indgangsordene, hvad Embede den belovede Prophet skulde afvarte. Fordi Forældrene undertiden elskede Børnene, og Børnene igien Forældrene med en uordentlig og skadelig Kierlighed; deraf indførte Taleren, at Prophetens Embede skulle ikke være: at forøge god Forstaaelse imellem Familier indbyrdes; men at den omspaaede Prophet, meget mere skulle bringe Forældrenes og Børnenes stridige Meeninger i Religionen til Forliig; men vi troer: at Gud ville opnaae begge disse Øiemeed tillige, ved Prophetens Embedsforretning; thi hvor der er Eenighed i Religionen, der harmonerer ogsaa Hierterne, uden i Smaaeting, som her ikke komme i Betragtning. — For at indskierpe Tilhørernes Hukommelse, at der gives Forældre og Børn, som vexelviis bære en skadelig Kierlighed for hinanden, hørte vi med Velbehag; at Hr. C. adskillige Gange repeterte disse Opbyggeligheder, dog uden at forøde Tiden, med at viise, hvorudi denne misbrugte Kierlighed bestaaer, og hvor meget den skader Sælskabet; i Steden for dette, fik vi det Sprog: Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig & c. Johannes skulle da omvende alle de i hans Tider levende Sekter, til den eene sande Religion.— Iblant andet forvissede Hr. Chemnitz os her, om at den gamle israelitiske Ærlighed var uddød; i Henseende til en Deel enkelte Personer,

denne Sats vel være sant; men ingenlunde i Almindelighed; skiønt det dog lader til at være en almindelig Sats. Mon de gamle Danske i Almindelighed vare ærligere end de nu levende, uden for saavidt, at hine ikke vare saa slebne, som disse, til at øve Falskhed? — Med den ømmeste Ydmyghed give vi os her Tilladelse, i Forbieløben, at anmærke en ubetydelig Feil, i Hr. C. Deklamation. Han begyndte en Mening med det Ord: Hvad, og Lyden af dette Hvad, gav Gienlyd i fulde otte Sekunder. Det er en Fuldkommenhed hos en Talere, at vide, ved hvilke Ords Udtale han bør forstærke, forsvække, forkorte og forlænge Lyden. De vigtigste og meest betydende Ord bør udmærkes i Tilhørernes Øren, ved en forstærket og forhalet Lyd; men det er en ubehagelig Spaaedom for Høreren, at Discipelen drager alt for længe paa de første Ord sin Lektie. At bevise alt dette, ville ikke nytte til andet, end at fylde Rummet. — Johannis Embede var at omvende, og Gudslæreren maa, den Dag i Dag er, samle Lam og Faar til Overhyrden. Heraf tog Taleren meget magelig, sin Overgang til Texten, hvoraf han forestillede:

En fornem Families Omvendelses-Historie.

I. Hvor forunderlig Faderens Hierte ved Sønnens Sygdom blev omvent.

II. At Faderen, ved sin Omvendelse, blev et Middel til at omvende Sønnen.

I. Hvor forunderlig & c. Vi kiende ingen Egenskab hos Mennesket, som mere forhindrer ham fra Omvendelse, uaar han er Fornemme, end naar han er Ringe; altsaa kan vi ikke harmonere med Hr. Chemnitz, som lærte: at Fornemine sieldnere omvendes end Ringe. Daglig Erfaring er desuden vort Forsvar. Hr. Predikantens historiske Indsigt glimrede som en Soel, imedens han med rar Vittighed og den tryggeste Grundighed, opbyggede sin Meenighed med at afgiøre, hvorledes de Ord i Texten: Kongelige Mand burde forklares. Med en lige faa lærd, som lærerig Vidtløftighed gotgiorde han, at denne Mand ei var Blodsforvante af det Kongelige Huus, og ingen Statsmand, men en Krigsmand, ved de Kongelige Trupper, som laae i Kapernaun; dette sluttes deraf, at han gik 5 Mile til Fods; men maaskee det var ei saa brugeligt i de Tider, at bruge Esler, som det. nu er at bruge Heste? — Han var af en Stand, som bruger Akuratesse, og følgelig af Krigsstanden; men vi lade Hans Høiærværdighed selv dømme, om vi, af de Tiders Krigstugt hos Jøderne, kan slutte noget vist i denne Henseende; hiin kommer sandelig ikke i Ligning med Europæernes Krigstugt,

58 At slutte sig til Akuratesse hos denne Mand, fordi han spurgte, ved hvad Timer Feberen havde forladt hans Søn, det er sandelig at være lidt vel gavmild med sine gode Tanker om Folk; han kunne jo været, uagtet denne Efterspørsel, meget uordentlig og efterladende i andre Handlinger; men det være langt fra os, at afdisputere denne Mand nogen Egenskab, som Hr. Chemnitz behager at tillægge ham.

Blant andre historiske Tillæg, (hvad skul, de vi skrive? - - - Udlægninger,) hørte vi ogsaa dette, at den Kongelige Mand havde forsøgt mange Lægers Kunst, inden han besluttede at gaae til Frelseren. Hr. C. bebreidede den kongelige Mand, at han ikke tiltroede Jesu Kraft, til at helbrede Sønnen, uden Frelseren ville selv være nærværende ved hans Sygeseng; men at den kongelige Mand tænkte analogisk, i at bestemme sin Bøn efter Jesu forrige Mirakler, deri er han aldeles ikke at fortænke; hvor kunne Jesu Guddom nu allerede straale klart for denne Mand, da Jesus kun endnu havde ladet nogle faae Glimt see af sin Guddoms Herlighed. Af disse og mange flere historiske Kryderier, blev denne Henegnelse avlet: At vi skulle, ligesom den kongelige Mand, gaae til Frelseren, mens vi badedes i Lykkens , Soelskin, ikke opsætte vor Gang, indtil Bedrøvelsens og Gienvordigheds Dage. Vi skulle ikke, som den kongelige Mand, ved For-

57 nuftigheder overgive os til at troe og elske Je, sum; men vi skulde, uden at raisonnere; (det er efter vore Fortolkningsregler: uden at blive grundig overbeviist, om hans Guddommelig, hed,) troe paa ham

II. At Faderen, ved sin Omvendelse, blev et Middel til at omvende Sønnen. Denne Deel anførte Hr. Chemnitz kun, fordi det saa er Brug, at en Hovedlærdom skal bestaae af to Delinger. Ak Jammerskade! at just Vagtparaden skulle trække op efter Prædiken; thi Hr. Pastoren sagde selv, at Vagtparaden var ham hinderlig i at forklare den anden Deel. Dog, trods denne forargelige Vagtparade, fik vi en Conte: om Domitiani Opførsel imod et par Børn, og en Forklaring paa det Sprog: Af de Umyndiges Munde har du beredt din Lov, som var heel artig, nemlig, at vi blive omvendte ved de Umyndiges Munde, som aldrig endnu have talet. Hvilket Under da! at Hedningene endnu ikke ere blevne omvendte af deres smaae Børn. Vi undskylde i alle Maader denne store Mands Prædiken, og troer, at den Myndighed, hvormed Sandheden fremlyser hos ham, vil have alt for stor Magt over ham dertil, at den skulle giøre ham mistrøstig over vore ærbødige Erindringer.

Den Sindighed, den Beskedenhed og Iver for Sandheden, som udmærker Hr. Pastoren

58 iblant de rette Sielesørgere, den gaaer i Borgen for den Dristighed, vi have laant, imens vi have overveiet hans Tale. Vi kan uden at skielve derved, frit paastaae, at vi have anvent vore Tanker, i Anledning af hans, for at oplyse en stor Deel af vore Medmennesker, som endnu trave i det Mørke, hvormed Fordomme omgiver dem. Religionens Trøst forsøder det ubehagelige i denne besværlige Pligtes Udøvelse. Kongens, Lovens og Biskoppens Omhue for Kirkens sande Forbedring, den er vort Skiold og vort Vognborg, dersom gloende Pile, som gierne stiles imod reddelige Foretagender, ville fare os i Møde.

Ydmygheden, som krydrer denne Taleres Embedsforretninger, og Varsomheden, som bestandig har sin Haand over hans Hierte, ville ikke blive blyefærdige ved at tilstaae: al den Time af Ugen, som anvendes paa at oplyse og røre Sielene til deres evige Lyksaligheds Opbyggelse; at den Time er alt for hellig til at afgiøre historiske Anliggender; at en Gud, indviet Time bør anvendes til saa ædle og til saa værdige Betragtninger, at Forestillinger om Hautboister, og Trommer og Piber, (som altsammen indlister sig i Sielen. naar den hellige Talere rører ved Vagtparaden,) maa ingen Indgang sinde i disse vigtige Sandheders Fordrag; thi derved adsprcder Taleren selv den Andagt hos Tilhøreren, som han, af al Ævne bør søge at

faae lænket ved hine Uuderviisninger. Sielelæren siger, om vi husker ret, fra den Tid vi gik i Skole: excitata idea socia, excitatur altera. Ligeledes ville han og behage at indsee, hvor umueligt det er, at Børn, som ikkun tilkiendegive deres sandselige Følelser ved Skrig, eller ved en Lyd, hvis Bemærkelse, man med alle sine Fornuftigheder, knap kan forstaae; om slige Børn ere i Stand til at være Omvendelses-Prædikantere. — Hr. Pastoren erindre sig at Mennesket nu omstunder ikke ved Mirakler kommer i Erfaring om Religionens Herligheder.

Vi have forsømt at tale noget om en Predikants Gestikulation*); men saasom det just ei er noget væsentlig ved Talen, og Talerne, som vi have giennemgaaet, alt for meget have beskæftiget vore Tanker, saa have vi opsparet vore Betænkninger i denne Henseende. Dog her have vi lidt Rum! — Predikantens Hierte føler en hellig Ærbødighed for de guddommelige Sandheder, han fremfører; denne Ærbødighed skildrer sig Udvortes i hans ydmyge Lader og anstændige Stillinger. Han vogter sig for udladte Bevægelser med Legemet, og har en Afskye for tiltagen Myndighed; thi disse Feil falde, til Forargelse, Tilhøreren alt for meget i Øinene.

*) Gestikulation hos en Talere, er Talerens Bevægelse med Legemet, hvorved han giver sine Ord Eftertryk.

60 Han forrykker ikke Skuldrene fra deres Hviilested; han klapper ikke med Hænderne, som Skuespilfolket; han stikker ikke fremragende Arme høit i Luften, som om han var flyvefærdig; han foraarsager ingen Modvind ved at slynge sine Arme snart til een, og snart til en anden Side; kort! han fremfører sin Tale anstændig og lader den desuden ikke mangle den Eftertryk som foraarsages naar en beskeden Forandring af Legemet harmonerer med hans Ord. Hr. Chemnitz er sandelig en stor Mester i at begave sine Ord med Eftertryk: det vove vi at sige uden at hykle. Mere en anden Gang, om denne Materie. — Vores Omhyggelighed er saa kielen at den ikke kunne lide sig selv, om vi udelod at berette Læseren noget om Bæknerne, som til Kassebørnenes Fordeel vare omsatte ved Kirkens Dørre.

For at betage Giverne de almindelige Fordomme imod denne saa nyttige Stiftelse; for at røre deres Hierter til Gavmildhed; for at opamme Medlidenhed mod disse forladte Børn, anspendte Hr. Chemnitz alle Kræfter i at lære og røre Tilhørerne med disse efterfølgende grundige, uventede, opmuntrende, tillokkende og giennemtrængende Ord: Hvad kan Børnene derfor? Her ere mange Dybheder i disse faa Ord. — Gid det var ikke Rummet imod at udvikle dem!

5. Tydsk Prædiken paa den 21de Søndag efter Trinitatis, holden til Aftensang af Hr. Magister Bastholm, i Friderichshavns-Kirke i Kastellet 1772.

Solen forekommer os yndigst, efterat Tordenskyen er dreven over. Skiønheden forskiønnes ved Siden af en Vanskabning. Velbehag smager Sielen allerbest, efterat den har dreven Væmmelse paa Flugt, Roes er tækkeligst i Sælskab med Bestraffelse. Vægten af disse Sandheder føle vi nu, da Tordenskyen ikke længere omgiver os, da Vanskabningen ikke længere skrækker os; da Væmmelse og Bestraffelse ikke længere martre os. Nu oplives vi, fordie vi ikke længere have nødig at svække vore Øine, ved at stirre igiennem en mørkegraae Skye, for at øine nogle matte Blink af Sandhedens Soel. Vi, som svømmede i Væmodighed ligesom Blomstret, der er nedslagen af Tordenregnen, vi vederqvæges og opmuntres nu ved Sandhedens Soelskin, som udspreder sig overalt i Hr. Magister Bastholms hellige Tale. Sandhed og Grundighed, falde os i denne Tale, meest i Øinene; fordi Taleren forstod at vedbringe dem Skiønhedens lyse Farver. Vi ere os nu ikke anderledes bevidste, end at vor Pligt har lokket os fra en rædselsfuld

62 Udørken, ind i en Hauge, hvor Naturen og Kunsten plantede samfælde yndigheder. Ingen, uden en stor Siel, er mægtig til at blande det Grundige saa kunstigt med det Skiønne, at Skiønhedens malede Billeder ikke kaster sine Skygger saaledes over det Grundige, at man kommer til at tabe det uden for Synspunkten; mangen een endog af de beste Gudslærere, for mummer Sandheden i saa mange Klæder, at Tilhøreren ikke kan komme til at see Sandheden lige i Ansigtet; mangen een indhyller Sandheden med saa mange Skilderier, at den selv, som Original, bliver hensat i Mørket; men Hr. Magister Bastholm iklæder det Grundige ikke flere Skiønheder end det behøver, for at falde Tilhøreren i Øinene. Hans hellige Tale lærer os, ar der sandselige Menneske mangler Ord til at udtrykke sine aandelige Begreber; at det maa laane Ord af det Sandselige, for at erstate denne Mangel; at de aandelige Begreber altid have en Slags Harmonie med de Sandselige og at de Ord, som udtrykke disse, som oftest, udsætte hiine i det klareste Lys; naar man nemlig anvender de sandselige Ord, til at fortolke de, med dem, harmonerende aandelige Begreber. Hvo der vil høre Iverksættelsen af alle de Regler, som vor Journal har anpriist og skal anpriise Gudslærerne, han høre Hr. Magist. Bastholm. Vi ere alt for Kræftesløse og Rummet er alt for snevert til at retfærdiggøre vor Berømmelse

for misundelige Øren; men hans hellige Tale kan retfærdiggiøre sig selv; forbød vor Hukommelse os kun ikke, at fremsætte den saa grundig saa ordentlig, saa smuk og opbyggelig som den var! Det er ingen Lovtale, som giemmer en bidende Irettesættelse i sig, naar vi ønske, at kunne forære Publikum hans Tale; men saasom det var ikke een af de Slags Taler, som i kort Begreb kun optager en Octavside; heller ikke een af de Slags Taler, hvori Ordgyderier udgiøre de fleste Sætninger; heller ikke een af de Slags Taler, som tvinge den grundige Tilhørere, for at Medlidenhed ikke skal angribe ham alt for stærkt, fra at værdige den overalt en kritisk Opmærksomhed, saa kan vi kun opbeholde nogle Træk af denne vel sammensatte og retskafne hellige Tale; — Ingen Læser tænke at vi just have havt Lykke til at overlevere ham det vigtigste af denne Tale; thi hvad er vigtigst, naar alting er lige Vigtig?

Her har Læserne da saa meget, som vi kan give af denne Tale. "Da Christus i en stille Andagt helligede sig, efter sin menneskelige Natur, sin guddommelige Fader, da anfalt Dievelen ham allerhæftigst med sine Fristelser. Skaanede Mennestesienden ikke Forsoneren, i de Gud opofrede Timer, hvor maa vi da ikke i den daglige Helligqiørelse forskandse os, mod hans uformodentlige Bestormelser. Texten siger: Vi have at stride med Fyr-

64 stendømme og Vælde. Kan en Christen da nok væbne sig, og vaage over sig? — Nei! Texten udlokker ham til Strid. Altsaa overveiedes:

De Helliges Strid.

Denne Strid er en bestandig Strid; den begynder i den spæde Alder, naar Tilbøielighederne begynde at blive vanartige. Det onde Hierte inden fra, de onde Tillokkelser og den Sminke man sætter paa Laster, uden fra, forkynder Mennesket en vedvarende Krig. Den som ikke har ført Krig mod disse Fiender, han er overvunden af dem; men en sand Christen faaer Mod og Styrke nok til at kiempe imod og overvinde dem. Religionen Viiser en Christen Veien, paa hvilken han kan faae Seier over sine udvortes Fiender, over Forførere, som undtage Christenheden fra Lovens Aag. Denne Seier er den herligste, fordi Fienden, som bliver overvunden, er den farligste; og den er farligst, fordi den angriber Mennesket fra den svage Side, med at smigre for dets onde Tilbøieligheder. Verdens glimrende og onde Exempler sætte ogsaa en Christen i Harnisk imod sig. Gud saaede i Mennesket en Drift til at efterabe, denne er baade til Nytte og til Misbrug i Mennesket.

65 Anseelige Personer, som for et eller andet Fortrin, for en eller anden god Egenskab, ere komne i got Raab, dem danne vi os efter, og ofte opsnappe vi deres Feil, og hæfte dem ved os selv; men en sand Christen forlokkes ikke hertil; han har sit Øie stadig henvendt til sin Jesum; han er yndig og fuldkommen og efterlignelsesværdig for ham; han udøver Jesu Ydmyghed, Sagtmodighed, Billighed & c. (Her anførte Mag. Bastolm kort og net, Jesu hellige Sædelære og de Bevæggrunde, som beviiste dennes Ypperlighed, frem for den seilende Verdsligviises.)

En sand Christen bliver ogsaa fyrig til Strid, naar hans indvortes Fiender, kalde ham paa Kiempepladsen; han føler at han bær sine Fiender i sin egen Barm; at disse opammes og vore med ham selv. Han seer, at Hævngierrighed yttrer sig hos de spæde Børn, inden de kan tale; at onde Exempler finde en glat Indgang, igiennem Sandserne, til deres Hierter; han seer dette, og lærer sig selv, at være altid munter, for at faae disse, fra hans første Alder, indgroede onde Fiender udrydede. — Undertiden og ofte slumrer de udvortes; men vore indvortes Fiender lade os ingen Frist; de luure altid paa os. Knækkes ikke deres Magt, da skiende de Sielen; jo tiere de faae Overmagt over os, desto mere anstukne blive vi

af deres Fordærvelser. Vankundighed og Fordomme, disse farlige Fiender, bruge deres List til at forblinde os saa, at vi ikke kan see Sandhedens Lys; og undertiden dysse de os i en tryg Søvn. Lykkens, Vanens, Nødvendigheds Fordomme giøre os starblinde; vore Medembedsmænds banede vrange Vei, til deres Pligters Maal, den forvilder os tillige; ingen Under da at vi tiltage i Fordærvelse. Alle disse Fordommens Afveie ere afstukne af Vankundighed! vi maa altsaa oplyses om Sandhedens Vei inden vi kan vende om fra disse Afveie. De Billeder, hvormed Indbildningskraften opsminker afskyelige Laster; de maa tilintetgiøres Alle ynde ikke een; og een finder ikke Behag i alle Laster; men overrumples vi af een Last, til at adlyde dens Scepter, da blive vi alle Lasters Slave; og Mennesket skyer sig ikke, at opofre baade sin timelige og evige Lyksalighed, for at fyldestgiøre et eeneste lastefult Ønske. Et eeneste Øiebliks Forraskelse kan indlægge een saa skadelig Seier over os. For Exempel David. Ingen er vel, ved blotte naturlige Kræfter, saa tapper, at han kan forsmaae alle Verdens tilbudne Herligheder, om han kunne nyde dem, for at begaae een eeneste Synd? Nei! ingen uden en sand Christen; thi han sammenligner, den henflyvende, nærværende og galdeblandede Verdens Forlystelse, med den tilkommende Ver-

67 dens Vellyst; hiin er alt for let mod denne paa en Christens Vægtskaal. (Her maa vi efterlade mange smukke Tanker; men denne efterfølgende Overraskelse, som de Tydske kalde Betäubung, og som vi Danske neppe kan oversætte anderledes, er sielden brugt; men overmaade nyttig i en hellig Tale.) Værer gierrige, saa meget I ville mine Tilhørere! værer ærgierrige; værer vellystige, og det af yderste Kræfter; — Men — Ak! Eders Gierrighed være en Higen efter evige Klenodier; eders Ærelyst være en Tragten efter evig Ære, eders Vellystighed være en Tørst efter de evige Glædesstrømme. Da ere I sande Christne; da overvinde I baade eders udvortes og indvortes Fiender, og da ere I langt ærefuldere end hiin Alexander, som ikke kunde faae Seier over sin Hovedtilbøielighed, langt ypperligere end hiin Skare af Alderdommens store Helte; thi disse kunne vel stride for at forskandse og befordre Fædrenelandets Roe og Lykke, men en sand Christen er en Helt, som er ligesaa tapper i at befordre sin egen, som sine Medmenneskers Lyksalighed.

Henegnelsen uddrog Hr. Magisteren af enhver Hovedsandhed, som udgjorde Talen, og dette prise vi, som det ypperste Middel til at indskierpe Tilhørernes Forstand og Hierte den hele Tale. — Findes der Udtryk, i det vi ha-

68 ve anført af denne hellige Tale, som ikke ere fattelige og ikke ædle nok, da maa læseren skrive det paa Afskrivernes Regning; thi hvo kan vel beholde en saa stor Mængde Sandheder, i de samme Udtryk, som Sandheds Fortolkeren gav dem? En anden Gang skal vi anvise Læseren ganske nøie, hvad Regler denne ypperlige Gudslærere iagttager, ved at indrette sin Tale. Hvilken usigelig Glæde for hiin liden Meenighed, at have en Mand, som ville blive almeennyttigere i en talrigere Meenighed, og som i Sandhed befordrer mange Sieles Lyksalighed, til Glæde for Forsoneren; for ham selv og for os.

Vi bejamre vor Mangel paa de Gudslærere, hvis hellige Taler ere Kieder af sammentrængende Grundigheder og Skiønheder; vi beklage, at ikke alle vore helligede Talsmænd overveie, afveie, sammenpasse og udsmykke de Sætninger, de vil fremlægge for Tilhørerne; paa det at deres Tale kunne blive frie fra Vanens, Fordommens og Overtroens Smigrerier; paa det at den kunde, paa Erfaringens Vægtskaal, udveie Sandhederne, efter Tilhørernes forskiellige og farlige Vildfarelser; paa det at den kunde fæste Tilhørerens Øie desto vissere, paa sine afpassede, majestætiske og faste Skrit, og derved lære Tilhøreren at gaae regelmæssig frem med sine

69 Tanker, for at finde Religionens Love og Klenodier. —

Man eftertænke, hvorledes man bliver til Mode, naar man triner ind i et Kunstkammer, hvor man seer en uskatterlig Overflødighed af Naturens halve Mirakler og Kunstens Æreminder, som ere uordentlig sammenblandede og omslengte mellem hinanden. Halvforvirret beskuer man disse uordentlig sammendyngede Skiønheder, og er ikke eenig med sig selv om, hvilke man skal laane sin Beundring. Vor Nysgierrighed nænner ikke at lade en Skare as Mærkværdigheder undløbe Øiet; man overseer Alt, og seer Intet; man forlader Kunstkammeret; men dets Uorden giorde, at vi nu veed Intet af hvad vi saae; kunne vi nu erindre os een Underting, som laae paa et vist Sted, i en vis Orden, da ville Forestillingen om denne, lede flere

Forestillinger om andre Ting med sig, tilbage i Hukommelsen.

Man overføre dette Exempel paa en hellig Tale, og da vil man istemme med os: at Orden er en af de ypperligste Egenskaber i en hellig Tale, og et Middel til at indgrave den i Tilhørernes Opmærksomhed.

Enhver Tale maa have et vist Hovedsigte; dette kan Taleren ikke træffe, uden ved at holde en stadig Orden; men Orden uden

Grundighed er ligesom et smukt Legeme uden Siel; Orden og Grundighed ere Ægtefæller, som ikke vil undvære hinanden. See Orden og Grundighed saa tørre og mavre ud, at de kan kyse Folk, hvo kiedes ikke da ved det Indtryk, som deres Billeder kunne giøre? Smukke maa derfore deres Lineamenter være; men skal de ansees som smukke, da maa man og virkelig kunde kiende deres egne Træk. Gid vi da ikke havde nødig at sukke efter Rigdom paa slige Gudslærere, som udvalgte hvert Ord til Talen, paa det at den maatte sammenbindes med Grundighed, Orden og Skiønhed til Gudskundskabens overflødige Vext iblant os; saa ville de alt for saa rette Sielelærere, som vi have, ikke beskyldes for Høitravenhed, Uforstaaelighed og pralende Klygtighed.

Den uoplyste Hob er ikke vandt til at faae andre Predikener, end de, hvor de faae fem eller sex Sætninger, hvilke udtrækkes til en Vitløftighed, som strækker sig lige saa langt, som den foresatte Time; hvor disse faa Sandheder siges mange Gange igien, med en kun, stig Ordvexling; hvor Lyden kildrer Ørerne, og Ordspil, Indbildningskraften paa Tilhøreren; hvor de helligste Sandheder maskeres med de uædelste Billeder, Lignelser og Udtryk; hvor Sandhederne læmpes efter Natu-

71 rens vrange Begreb, for at han skal gotte sig; kort! hvor alle Talerens Svagheder giøre en væmmelig Blanding med de dyrebareste og fuldkomneste Sandheder.

Heraf falder der en slig Tilhørere meget forvendt, at høre en Tale, som i Sandhed kan svare til der Navn af Hellig. Heraf kommer det, at en grundig Gudslærere maa have besynderlige høie Siels Gaver, om han tillige kan finde Biefald hos slige Dommere, som antage Modens Slendrian, som en Lov. Bi meene, at vi uden at forløbe os, kan troe, at Hr. Magister Bastholm er saa indsigtsfuld, saa vittig og saa velbegavet, at hans hellige Taler ikke allene maa vinde den lærde Verdens Beundring; men endog Vandkundiges Biefald. Vi troe, ar den Eenfoldige og den Oplyste kan høre ham med lige stor Nytte.

Han gaaer ikke troelig i feilende Lærefædres Fodspor; Upartiskhed skinner paa sin Domstol, hver Gang han afgiør en Sandhed; han tænker selv, og skielver ikke for at bruge sin skarpe Fornuft, i at udvikle de Sandheder af Religionen, som andre overskyggede med urigtigforstaaede Bibelsprog. Ingen Hensigt, ingen Vane, og ingen Menneskefrygt sætter et Dige for hans Sandheders Strøm. Sandhed følger tæt paa Sand-

hed, ligesom en Bølge efter den anden. Han bruger intet Billede, som jo er straalefuldt og værdigt nok til at lyse om Sandheden. Han nedlader sine høie Begreber, uden at fornedre dem, saa dybt, at Tilhørerne kan fatte, føle og røres af dem. Kort! vi anbefale ham, i en inderlig Lyst efter vore Medmenneskers Forbedring, som en Gudslærere, der kan faae den Sæd, hvorved enhvers og hele Statens Lyksalighed kan voxe. — Man høre selv hans hellige Taler med de allerstrængeste; men ikke med vankundig kritiske Øren, da vil man ikke ansee denne Berømmelse for andet, end det den er, nemlig, vor upartiske Iver for Sandhedens Udbredelse iblant vore hiertelskede Medchristne.

En Bøn have vi dog til Slutning, at ofre Hr. Mag. Bastholm: Var det ham mueligt, at tale noget langsommere, da ville alle hans Ord opfanges af Tilhørerne; thi intet af dem er værdigt at falde paa Jorden.

NB. Paa Fredag udkommer No. 5. af disse Blade, som herefter Ugentlig continueres, og hvori skal afhandles en Høimesse- og Aftensangs-Text.

No. 5. Homiletisk Journal. 6. Prædiken paa den 22 Søndag efter Trinitatis, holden til Høimesse af Hr. Lemming i St. Nicolai Kirke 1772.

Forsoningen er, for os Mennesker, ligesom en Soel iblant Guds Fulkommenheder; Englene hiige efter at indkige i dens Straaler: men deres Øie er alt for svagt, at det kan stirre paa denne Glands; al det kan opdage dens Kilde og Farverne i denne Soels Herligheder. Vi kan ligesaa vel, som Englene, ved Hielp af det Lys, som Gud underholder i vore Væsener, paa det klareste blive overtydede om, at den største Verdens Behersker uddeeler Klenodier og Ærepalmer til sine Lydige; men Foragt og Tugtens Riis til sine Ulydige Undersaatter; at han er ligesaa retfærdig i sine

74 Belønninger, fom i sine haardeste Rævselser. - - En retfærdig Regent bør ikke lade een eeneste Forbrydelse, slippe for Straf; end siige Tingenes Overregent; den Allerretfærdigste: Dette lærer os vor Fornuft. — Men den Egenskab i Gud som tillokker et, for Guds Hellighed beængstet, Menneske, at tage sin Tilflugt til ham; som beroeliger Mennesket og friekiender det, naar Samvittigheden, fra sin Domstoel, har udraabt Angest, Qval og Forsmædelse over det; som giør Mennesket glad, naar Overbeviisningen om græsselige Forbrydelser giør det saa bludselfuldt, at det ikke tør opløfte sine Øien til Himmelen; denne Egenskab, siige vi, i Gud, kunne Mennesket, i hvor stærkt Naturens Fakkel skinner for det, aldrig komme paa Spoer efter; i første Øiekast synes denne Egenskab at stride mod Guds Hellighed, Retfærdighed og Sandhed; men nu, da Aabenbaringen lod os øine denne Egenskab i Gud, som vi kalde Barmhiertighed og som straaler med den Salighed og Naade, uden hvilken intet Menneske kan blive roelig; nu, da vi visselig viide at Barmhiertighed staaer i den sødeste Forbindelse med den straffende og belønnende Retfærdighed, da kan Fornuften, naar den styres af Aabenbaringen, tydelig styrte de Skrupeler, som Guds Barmhiertighed kunne opreise for en Svagseende imod hans Retfærdighed. Paa Jorden er Straf undertiden Hævn; saa at den straffende

57 føler en bidende Sødhed ved at giengilde Forbryderen, med Rente og Rentes Rente, de Smerter, Hævneren følte ved hans Forbrydelse; men i Himmelen forholder det sig anderledes. Straffer Gud, da kan det Gode, som skal flyde af denne straffende Naade ikke løbe tilbage i Gud; Nei! i Ham er ingen Skygge af Omskiftelse eller Forandring, og meget mindre har Omskiftelse og Forandring selv noget Sted i Gud. Gud følte den samme Vellyst, fra Ævigheders Ævighed, ved at beskue sine guddommelige Fuldkommenheder, som han føler nu i dette Øieblik da han straffer. Følgelig kan Straffens Aarsag eller Følger ingenlunde søges i Gud. Det straffede Væsens og alle de Væsners Forbedrelse, med hvilke den Straffede staaer i Forbindelse, maae altsaa være det salige Maal, hvortil Straffen sigter. En viis Gud bruger Straffen ikke uden, naar den kan have denne Forbedrelse i Følge med sig; thi Viisdom bruger jo ei et Middel til at opnaae et Øiemeed, uden naar det brugte Middel virkelig er i Stand til at opnaae Øeimeedet. Viisdommen bestemmer og Forudseenheden udvælger de Midler, hvorved enhver salig Hensigt opnaaes. Gud anvender altsaa ikke, i Kraft af sin Viisdom, sin straffende Naade paa een eller mange fornuftige Skabninger, naar hans Forudseenhed viser ham, at Straffen ei drager de Saligheder, efter sig, som hans Godhed beskikkede Skabnin-

gerne. Gud udøser, altsaa, Straffen til en fornuftig Skabning, som overtræder hans Lov i et opsætsigt og modvilligt Sind; denne Straf forbedrer Forbryderen, og om ikke, dog skrækker andre fra at begaae samme Forbrydelser; men - - hvad hialp det at straffe en skieløiet for at han skulle see lige frem; hvad hialp det at pidske en Tunghøret til at høre en svag Stemme; hvo ville piine en Stum til at synge, og en Krogbenet til at gaae ret op? Dog alligevel qvæler Samvittigheden os med Bebreidelser, naar vi giennemtænke vore store Pligter; naar vi erindre os hvor faae af vore Forsæt, vi have adlydet; naar vi, derimod sammenligne os med det Allerfulkomneste Væsen, som vi kunne; som vi skulle ligne, saa skielve vi for os selv; disse Følelser, opkomme af det Begreb, Skaberen grundfæstede i os om sig, som vor helligste og fuldkomneste Overdommere; men at vor Overdommere ikke vil straffe vor Skrøbeligheds, Overiilelses Ubesindigheds og uundgaaelige Uviidenheds Feiltrin, det læres vi ikke af Fornuften, førend Aabenbaringen hialp den i sine Slutninger. Vi indsee nu paa det klareste, at der er en Ømhed i Gud, imod de fornuftige Skabninger, som iidelig overiiles til at begaae Skrøbeligheds Synder; at denne Ømhed eller Barmhiertighed har sit Udspring deraf, at Gud seer at hans straffende Retfærdighed ikke ville og kunne giøre det skrøbelige Menneske ganske stærk; ikke det ubesindi-

ge, i alle Henseender beskeden; ikke det overiilende, eftertænksom, til alle Tider; og heller ikke det uviidende, oplyst i alle Udsigter og Omvexlinger. Denne Beslutning i Gud, at han ville udøve en slig Barmhjertighed imod det faldne Mennestekiøn, fornærmer altsaa ikke hans straffende og belønnende Forsæt; den sætter kun, saa at tale, et Gierde om Guds Straffedomme, at de ikke skal bryde løs over andre Overtrædelser, end over de, hvis Bestraffelse, enten forbedrer en Deel, eller og det heele Menneskelige Kiøn. Denne Egenskab i Gud, viiser det beklemte Menneste, hvor vidt Guds Lyst til dets Lyksalighed rækker; thi fra Ævighed saae Gud de menneskelige Skrøbeligheder, og fra Ævighed underskrev Guddommen dette Freds-Raad; denne Barmhiertighed; denne forsonende Kierlighed til Menneskene. Fornuften kunne, i utænkelige Ævigheder, aldrig have udgrundet, det som Aabenbaringen lærte den, at Guddommen bestaaer af tre Personer. Fornuftig Overveielse veileder til at forestille os denne Hemmelighed, saaledes, at naar den eene Person i Guddommen forestiller sig, beslutter og iverksætter Noget, da forestiller sig, beslutter og iverksætter de andre tvende Personer i Guddommen tillige det

selvsamme, og vexelviis. Altsaa har

man ei nødig at forgribe sig, i at udvikle denne Hemmelighed for det svage menneskelige Øie; man er ei tvungen til at forvilde sin Fornuft i

78 Modsigelsens Labyrinter, for at opfange denne, over al Begreb stigende, Sandhed, i Fornuftens indskrænkede Udsigter. Guds Fuldkommenheder kan, i og for sig selv, ikke blive herrligere, ikke ypperligere, end de, fra Ævighed af have været; Han er i Gaar og i Dag, og i al Ævighed den samme. Altsaa have Guddommens Forestillinger, Beslutninger og Kraft til at iverksætte været bestandig, tillige og tilfælles i det guddommelige Væsen. Vort starblinde Øie kiender ei engang vore Medskabningers Naturer til fulde; hvad Under da, at vi ikke af Naturen kan fremlede et Exempel paa denne Eenighed i Guddommens tre Personer; dog! - fælles Tanker og fælles Følelser, som undertiden oprinde tillige hos tvende Venner iblant Menneskene; de kan paa en dunkel Maade oplyse os om, at Aabenbaringen, i dette Fag, ikke tvinger os til at antage nogen Fornuftstridighed. Gud Fader, Gud Søn og Gud den hellig Aand, disse tre Guddommens Personer, saae tillige og paa selv samme Maade, i Skabningens Plan, at Menneskene ville tabe de Kræfter de fik, til at opnaae Fuldkommenhed, i det Fag, til hvilket de bleve henviiste i Skabningensorden; at Menneskene ville kun beholde en brøstfældig Kraft til at udøve visse Handlinger, ved hvilke Guds Hensigt, med dem, paa en saare ufuldkommen Maade kunne opnaaes. Guddommen tiltænkte da strax disse en taaleligere Straf, naar de vel

79 anvendte de overblevne Kræfter*); men de, som aldeles ikke lod sig det være magtpaaliggende, at opfylde nogen af Guds Hensigter, dem beredede han, i sit ævige Raad, de forsmædeligste Straffedomme. Hiine, som vel anspendte de øvrige Kræfter til Lydighed imod Guddommen, de ville, efter de allerstrængeste Forsæts Udøvelse, dog see sig uendelig vidt bortet, fra det Maal i Fuldkommenheder, som deres eget Hierte hiigede efter; de ville af denne frugtesløse Hiigen fornemme en utaalelig Ængstelse og Frygt for et Onde, som de ikke engang ret vidste at navngive; Overrumplelse af deres onde og skadelige Sindsbevægelser; Overiilelser; Ubesindigheder og Vankundigheder, ville efterlade en skarp Brod i deres Samvittigheder, som ville stikke dem, endskiønt deres heele Levetid var en bestandig Brug af de Dydskræfter, som de ville beholde tilovers. Gud saae ogsaa forud, at Straffen ville forbedre hans Riges Rebellere og formindske deres Antal; men at det tillige var umueligt for Straffen, i Henseende til hans skrøbelige Undersaatter, at tvinge dem til de Lydigheds Handlinger, hvortil de ingen Kræfter havde. Den ævige Viisdom bestemmede da Hielp for disse Svage; Trøst for disse Bedrøvede og Hviile for disse vankelmodige Undersaatter, som saa inderlig attraaede den Fuld-

*) Det skal gaae Sodoma og Gomorrha taaleligere end Kapernaum.

80 kommenhed, de savnede; thi Viisdommen kunne ei andet, for sin egen Skyld, end udvælge dette Middel, som det beqvemmeste til at opnaae sin grundgode Hensigt med disse forsvækkede Undersaatter. Det ævige Raad i Guddommen, det belægges med det Navn af inderlig, uforskyldt, urandsagelig og uendelig stor Barm-Hiertighed; under forskiellige Betingelser, faaer ogsaa dette ævige Raad Navn af Forsoning, Forløsning, Rerfærdiggiørelse & c. Den rene Guddommens Person havde altsaa (menneskeligviis at tale) ligesaa meget at oversee, i denne naadige Beslutning over Menneskene; som de trende andre Guddommens Personer. Alle tre personer besluttede, paa een gang, under de selvsamme Vilkaar og efter selvsamme Fuldkommenheds Love, at være en forsonet Gud imod, de skrøbelige Mennesker, som gierne ville være fuldkomne. Guds Øie er alt for ømt at det kan taale at see et Øiebliks Angest og Qval og Fortvivlelse i et Menneskes Hierte, som ville føle en sød Hviile i den guddommelige Naade. Herudover ville Gud Fader og Gud den hellig Aand sende Sønnen, for at kundgiøre, til Disse Menneskers sande Lyksalighed, Guds forsonende Barmhiertighed. Sønnen ville sendes af Faderen og den Hellig Aand; han ville indklæde sig den menneskelige Natur, for, som Menneske, at kunne lære Menneskene Veien, paa hvilken de kunne favne Guddom-

mens uendelige Barmhiertighed og med sin Lidelse og Blodsudgydelse at besegle Guds Retfærdighed og Væmmelse imod Synden.*) Den Hellig Aand ville bekræfte Menneskene, den guddommelige Forsoners Lærdomme, ved en kraftig inflydende Overbeviisning i deres Siele; men den Hellig-Aand er uadskillelig fra Faderen og Sønnen, følgelig ville Faderen og Sønnen tillige virke Lydighed, og Forsoningens Tilegnelse hos Menneskene, formedelst Gudmenneskets himmelske Underviisninger. Kun for at læmpe sig efter den Menneskelige Svaghed i at forstaae den guddommelige Huusholdning, derfore henegner Aabenbaringen, en og anden imod Menneskene ytret Fuldkommenhed, paa en vis Person i Guddommen. Sønnens Kiodspaatagelse foraarsagede ingen Omvexling i hans guddommelige Væsen og følgelig tilkommer den ikkun den anden Person i Guddommen, endog efter vort svage Begreb. Af alt dette følger, at Guddommens tre Personer have ytret eens Virksomhed i at forsone og i at tilkiendegive Mennesket Forsoningen; at Gudmennesket, Jesus Christus, har været det sandselige Middel til at udføre dette Freds Raad paa Jorden. Saaledes som Forsoneren afskildrede baade sin Fader, sig selv og den Hellig-Aand i en guddommelig Herlighed, saaledes bør ogsaa Guds

82 lærere indrette og danne deres Taler, efter denne himmelsendte Læreres uskatterlige Exempel. Forsoningen er livet og Saligheden i vor guddommelige Religion, og uden den var Religionens Fordrag, ikke fuld af fleere Vederqvægelser end de blinde Verdsligviises Lovtaler over Guderne. Alle Fordrag i de hellige Taler bør staae i den lifligste Forbindelse med Forsoningen; i den maae alle Lærdomme samle sig, som Millioner Straaler i en fælles Punkt; dog bør ikke ethvert Fordrag fuldproppes af de sanselige Billeder og Talemaader, nnder hvilke Forsoningens Ypperlighed, Høihed og Nødvendighed blev skiult, da den skulle nedlade sig for os Mennesker, hvis Øine ei kan taale de blottede himmelske Straaler. Tilhøreren bør ikke alleneste have Guds Barmhjertighed, i sit fulde Lys, for Øiet; men endog alle de øvrige Guds Fuldkommenheder; Taleren maae tydelig underrette ham om alle Pligter, hvorledes de bør udøves og af hvad Kilde de maae have deres Udspring; han maae ei, uden Textens naturlige Forstand medfører det, tale om de Sandheder, som umiddelbar flyde ind paa Forsoningen. Endeel af vore Gudslærere have forhen tilvandt sig, at bruge en Deel af Lidelsens Historie til at optage det største Rum i deres hellige Taler; vi have anseet det, som en Misbrug af disse dyrebare Sandheder og troet det for vor Pligt, at advare (ved det vor fore,

tagne hellige Tale handler om Forsoningen) vore Gudslærere fra nogensinde at støde an paa denne Talebrug. Gudsbespottere have i sær heraf taget Anledning til de grueligste Forgribelser imod Religionens Grundsandheder. Derfore have vi tillige, i Følge vor Pligt, brugt Fornuften, som en Ledsager til at favne disse søde Lærdomme i vor eene sande Religion. Kortheden bandt os og Grundigheden forbandt os fra at inklæde vore Eftergrandskninger i Billeder, som kunne giøre dem mere fattelige for Eenfoldige; men ved givne Leiligheder skal vi ei undvære den søde Glæde, at indskierpe, disse saa vigtige Ting, de eenfoldigste Læsere.

Ingen maa tænke, at disse Grundpillere i Religionen, som vi have skikket forud, førend vores Igientagelse af Hr. Lemmings hellige Tale, at disse skulle være Grundsteene, oven paa hvilke vi ville opbygge vore Erindringer imod denne Tale; Nei! vor Upartiskhed befaler os at belegge den med vort Biefald. Den idelige Lyd af Blod og Død og Kaars skurre for meget i Religions-Foragternes Ører; de hæfte kun deres Forestilling ved de sandselige Ting, som disse Udtryk tilkiendegive; deres skarpe Fornuft paastaaer, at der er ingen Egenskab i Gud, som formaaer at overtale dem til at troe, at en sandstlig Materie kan have saadan en Gyldighed i Guds Øine, som Religionen, i disse Udtryk, tilsiger; i denne Henseende døm-

me de rigtig nok; men ville de kun, (ja Gud give dem Sandheds Kierlighed!) igiennem disse Udtrykke, øine de Aandelige og for Mennesket halv fattelige Sandheder, som nedbøiede sig til os fra de ævige Høies Grændser; som deres eget trængende Hierte tusinde Gange besegler og som vi, for disse Religionsforagteres Skyld, have fremsat i dette Blad, for at redde dem fra de Anstødssteene, som deres kielne Fornuft snubler over; men disse ere den falske Vittigheds Afgudsdyrkere; de ere saa opblæste af deres ulyksalige forudfattede Domme imod disse Sandheder at de ei værdige Religionen et eeneste vidbegierligt Øiekast. Lad dem bære deres Fordærvelse; vi maa ile til den hellige Tale. Hr. Lemmings Bøn var ingen saa kaldet Formular, som adskillige Talere have i Beredskab til, og som skal passe sig paa enhver hellig Tale, af hvad Indhold den end maa være. Vore Tanker bleve strax, ved Hr. Lemmings Bøn, satte i den Øiepunkt, hvorfra vi kunne have det Heele af Talen i Sigte. Bønnen havde et naturligt Forhold mod Talen, og Indgangen var en begvem Trappe for vore Tanker, til at stiige ind i Hovedlærdommen. En hellig Talere er ei altid forpligtet til at afhandle et valgt Sprog i Indgangen; ofte foraarsager dette frievilligpaatagne Aag, at Talens Eenhed bliver synderreven og at den kommer til at bestaae af tvende Hovedlærdomme. Dog! baade den bestem-

te og ubestemte Indgang have begge sine Fordeele og Mangler, alt ligesom den hellige Talere omgaaes med dem; dette skal vi afgiøre ved andre Leiligheder. I Følge af vor Lovs Bydende, maa vi forære vore Læsere Kiernen af Hr. Lemmings hellige Tale. Hans Indgang lærte: At vor Tidsalder er frugtbar paa Religionsforagtere. Ingen af disse vil føle Syndens Tyrannie; heller ikke see Guds Nidkierhed imod Synden; heller ikke tilegne sig Guds Naade i Syndeskyldens og Syndestraffens Eftergivelse; denne Verdens Gud har forblindet deres Sind, at de ei kan see at de daglig drikke Syndens og Uretfærdighedens Gift i sig! Ach gid de ville paa Omvendelsens Vei, føle Syndens indædende Saar, og see Guds Kierlighed, som, af Lyst til deres Lyksalighed, vil at Synden skal være en ligesaa afsagt Fiende, af dem, som den er afskyelig i hans allerhelligste Øine; saa skulle Synden, ved sit Herredømme, ikke længere straffe dem; saa ville deres Syndeskyld og Syndestraf tildækkes af Guds Barmhiertighed; saa ville de i Forsoningen, som nu er dem en daarlig Prediken, finde Roelighed og Forsvar imod baade deres forrige Ondskabs- og imod de endnu ved dem hæftende Skrøbeligheds-Synder. Herren forlod, i Texten, den Gieldbundne sin Gield og løsgav ham fra det Fængsel, i hvilket han kunne have henslengt ham. Af denne Lignelse uddrages Denne Hovedlærdom:

86 Guds store Naade i at tilgive Syndens Skyld og Syndens Straf.

I. Hvad der er for en stor Naade Gud vil bevise Syndere?

II. Hvorpaa den grunder sig?

III. Hvilke Siele tage Deel i denne Naade?

I. Hvad det er & c.? Arvesynden avles tilligemed os; den voxer i os ved syndige Tanker, Ord og Handlinger; Evangelii Naadetilbuds Foragt formerer vort græsselige Synderegister, og giør at vi komme i en bundløs og ubetalelig Gield, hos Gud, den største Regnskabsfører; denne Gield kan ikke med Død og evig Fordømmelse engang afbetales; men Guds Retfærdighed kunne ikke andet end straffe Syndere i et evigt Fængsel, hvis hans Barmhiertighed ikke udslettede Syndeskylden og Syndestraffen for de Syndere, som i den rette Omvendelsesorden indflyve til Jesu Forsoning; thi dersom Gud ville straffe en seneste Synd, da maatte Synderen martres i en evig Qval; Forsoningen befrier altsaa Synderen fra alle sine Synders Skyld og Straf; Gud forlader os vore lønlige Brøster, hvo vil da ængstes af Tvivl over den guddommelige Barmhjertigheds Utilstrækkelighed; Syndsforladelse og Syndestraffens Eftergivelse ere væsentlig med hinanden foreenede.

II. Hvorpaa Naaden grunder sig? Vi vilde at Guds Retfærdighed æsker en fuldkommen Lydighed; men vor dyrebare Forsoner gav os en sød Besegling paa Guds Barmhiertighed; ved hans giørende Lydighed banede Frelseren os den Saliggiørelses Vei, paa hvilken hans himmelske Faders Barmhjertighed vil trøste og styrke os; med sin lidende Lydighed viiste han os Guds Afskye til Synden og den Taalmodighed, med hvilken vi skal friste de Ondes Had imod os, naar vi, ligesom Frelseren, opfylde Guds store Bestemmelse med os i Verden.

II. Hvilke Siele faae Syndsforladelse? Ikke de Syndesikkre; ikke de, som formere deres Synderegnskab, for at Naaden skal blive des overflødigere, og blive ved at synde; dem kan Forsoningen aldrig deelagtiggiøre i sin Trøst: thi de hiige ikke efter Roe og Glæde i deres Siele; Omvendelse og Syndsforladelse ere væsentlig forbundne med hinanden; Mennesket kan ingen varig og gyldig Samvittighedsroe finde i sig selv og i sine dydige Handlinger; men Forsoningen alleene udgyder den yndigste Hviile over Hiertet. Det Menneske, som skal have Lod i Forsoningens Herligheder, maa i Forveien føle den Hellig Aands straffende Overbeviisninger i Sielen om sine Synders Utallighed og Afskyelighed og deres grumme Følger; det maa, ligesom den Gieldbundne, i en ydmyg Erkien-

delse om sin Syndefuldhed og i en skielvende Frygt for Syndens uslukkelige Piiner, falde ned for Guds Retfærdighed; afbede dens Nidkierhed og tilbede og tilegne sig den evige Barmhiertigheds Klenodier. Bønnen var en bevægende Aarsag hos Herren, til at han eftergav den Gieldbundne Skylden; men i Henseende til Gud, ere Synderes Bønner ikke; men meget mere Guds forsonede Barmhiertighed Bevægaarsagen, i Gud, til vor Syndestrafs og Syndeskylds Eftergivelse.

Saaledes omtrent var Meningen og Ordenen i Hr. Lemmings hellige Tale. Var det da ikke uforsvarligt om vi ville vegre os ved at udziire (om det er en Ziir?) denne hellige Tale med vort Biefald. Vi have kun at erindre, at Henegnelsen indeholt flere uddragne Læreregler, end Hovedlærdommens forudbestemmede Afhandling havde givet Anledning til; for Exempel: Hr. Taleren anførte i Tilegnelsen den Pligt, at forlade vore Medmennesker deres Forbrydelser imod os; men denne Pligt havde Hans Høiærværdighed ikke oplyst i Textens Hovedafhandling, følgelig maatte den falde uden for Hans hellige Tales Eenhed. Forresten blev vort Haab meer end fyldestgiort og vi kan ikke undlade vor Beundring, naar vi overveie at denne Gudelærere er bleven gammel i sin Overhyrdes Tieneste og tilsat saa mange Leve-

kræfter i et saa vidtløftigt Embede, at man maatte vel undtage ham fra Embedsforretningerne; at man maatte belønne hans mange Aars uafbrudt? og stundum, ved Sygdomme, mellem brudte Tieneste med de Beqvemheder, som Alderdommen, efter en velanvendt Mandom, har Ret til at fordre. Vi erindre os ved denne Leilighed det, som fortælles om Johannis Evangelist, at han, i sin svækkede sildigste Levealder blev ledet frem paa Talepladsen og holdt hvergang en kort Tale med denne formaning: Mine Brødre! elsker hverandre.

7. Prædiken paa den 22 Søndag efter Trinitatis, holden til Aftensang af Hr. Myhre, i Trinitatis Kirke 1772.

Bønnen fremlegger et hæftig hiigende Hiertes Følelse; vi indrette ikke vore Følelser efter Bønnens Indhold; men Bønnen istemmer harmonisk med vor Hiertes Følelse. Følgelig er det en rar Begivenhed, naar en forelæst Bøn just stemmer overeens med det bedende Hierte, hvis Attraaer ere saa mange Forandringer og Omvexlinger underkastede. Harmonerer Formularen imellemstunder med nogle af de Følelser, som indtager Hiertet, da skurrer den, som oftest, for de andre, som, tilligemed hine, tumle

90 sig om i Hiertet. Vor dyre Forsoners Bøn er en saa rig Kilde paa alt det, som vi tør og vil ønske os, at den, til alle Tider og i alle Omstændigheder, om ikke overalt igiennem; saa dog, for en Deel kan passe sig paa vort Hiertes inderlige Begieringer; derfore have Kirkefædrene havt god Grund til at anbefale Gudslærerne, at aflæse den to Gange i enhver hellig Tale; denne Formular er det største Mesterstykke af alle de Formularbønner; som nogen Dødelig er i Stand til at udfinde; hvad behøver da Gudslæreren at geleide den med sin egen altid brugte, ufulkomne Formular? men Gudslæreren er pligtig, ved en Bøn for Talen, at liste Tilhørerens Andagt, tilligemed sin egen Agtpaagivenhed, ind i de Lærdommes Fag, hvoraf Hovedlærdommen skal fremledes; men naar Gudslæreren bruger altid een og den samme Bøn for Prædiken, saa kan jo Bønnens Hovedsigte ikke træffes og følgelig kunne den hellige Talere ligesaa gierne, i denne Henseende, spare Rysten. Først kan en Formularbøn kun saare sieIden udrette det Erinde, som vi have overdraget den i de forrige Nummere; for det andet, kan denne Talerens Formular ikke opvække Tilhørerens, til Deels hviilende, og til Deels med andre Forestillinger opfyldte Tænkekraft; og allermindst kan den udrette dette hos den flittige Tilhører; thi han veed hele Formularen uden ad og opsiger den undertiden ligesaa oratorisk og endnu

ferdigere, end den hellige Talere selv; vi beraabe os her paa det, vi have beviist i Begyndelsen af No. 4. Vi ynkes ret inderlig over at mange af vore Gudslærere mangle Tid nok til at indrette en net og kort Bøn, som udbreder sine smaae Arme til alle Deelene i Hovedlærdommen. Deres Embedsforretninger skal, efter Sigelse, være, af saa stort Omfang, at de ikke have Leilighed at danne hver Prediken, en nye Bøn; men ak! — hvor megen Tid udfordredes der vel til at udveie disse afbrudte Suk: Hellige Gud! stil os alle vore Syndepletter under Øinene og den fuldkomne Iver, med hvilken du udæsker os til at blive hellige, som Du er Hellig; lad os ret faae Smag paa, hvor saligt der er for os, at adlyde dit milde Scepter; rens os fra alle vore Overtrædelser; lær os at indrette vore Handlinger efter dine hellige Love; giv os en brændende Troe i vore Hierter, til Forsoneren; og lad denne Troe fyrriggiøre og stadfæste vor Vandel paa Fredens Vei.

Eftersom det er den første Gang vi have ytret vore Tanker om slige Formularer, da ville vi ei erindre andet, i Hensigt paa Hr. Myhres Bøn, end at det var den samme, som Han sædvanlig benytter sig af, ved sine hellige Taler. Vi haabe (med en inderlig Glæde over at have biedraget lidet til Sandhedens Opreisning) at

92 dersom, Hans Velærværdighed, tilligemed alle de andre Gudslærere, finde sig skyldige i denne udmærkede Feil, i Kraft af deres upartiske og prøvende Dømmekraft, at de da ikke ere villige til at giendrive disse bluefærdige Erindringer, som nogle daarlige og utidige Fostre af vor syge Dømmekraft; men de række os meget mere det allermodneste Haab, at de ville behage, ved en anden hellig Tales Fremsættelse, at Viise os Prøve paa deres Selvfornægtelse og Lydighed imod den overtydede Sandhed.

Hr. Myhres Indgang var:

I ere hans Gierning, skabte i Christo Jesu til gode Gierninger.

Efterat den hellige Talere meget grundig, opmerksom og nøiagtig, havde udlokket Ordenes retmæssige Forstand, af den Forhold de have med andre Sandheder i samme Kapitel, da begav han sig til Indgangens synthetiske Forklaring. Her maa vi give Læseren en overstadig Forklaring paa Forskiellen imellem den synthetiske og analytiske Maade i at udlægge et Bibelsprog. Naar man samler Bibelsprogets heele Meening tilsammen i een Sætning eller Hoved-Sandhed, og denne udledes, uden at skille Ord fra Ord i det afhandlende Bibelsprog og uden at tillægge hvert Ord den Forstand, som det i nærværende Sprog tilegner sig; den Gudslærere der behandler et Sprog synthetisk har saa

stor Tillid til sine Tilhørere, om forudsætter, at de foreene et besynderligt Begreb med ethvert af de Ord, som indeholdes i Bibelsproget; han oplyser Tilhøreren, uden mange Omsvøb, om den sande Meening af Bibelsproget; Uden at lede Tilhørernes Agtsomhed ind i de gamle Templer og Ceremonier og Sæder, for at tilbagekalde alle Ordets Bemærkelser fra Noæ Tider af, indtil den Dag, da han, med sin grundige Lærdom, kunde giette sig til den Forstand af Ordet, som enhver vidste. Efterat den synthetiske Udlæggere af Bibelsproget, uden at støde an mod disse analytiske Feil, har fremsat dets bestemmede Meening, da Viiser han dette Sprogs Vigtighed, baade i Kraft af Guds Fuldkommenheder og Menneskenes indvortes og udvortes Tilstand. Han fremleder altsaa Sprogets Sandheder, og ikke dets Ord, af deres første Udspring. En Analytikus giør undertiden lige saa mange lærde Ordforklaringer, som Sproget formaaer at understytte ham med. Os fremsættes da en talrig Hær af de Sætninger, som ethvert Ord, af Sproget, for sig kommer denne Talere i Tanke om. Dog har man de analytiske Talere, som med lige stor Fordeel, baade for sig og Tilhøreren, behandle et Sprog, som en Synthetikus. Talerens Hukommelse styrkes meget af den analytiske Prædikemaade; men Ordenen lider, til sine Tider, et alt for stort Tab, men til andre Tider slet intet; alt ligesom den

analytiske Talere er fuldkommen til. Mere Oplysning herom en anden Gang.

Om Læseren, ved denne vor lange Udsvævelse har glemt Indgangen, da vil vi igientage den: I ere hans Gierning, skabte, i Christo Jesu, til gode Gierninger. Alle Ting ere Guds Gierninger; hans Gierninger fremstilles med alle deres prægtige Underligheder og Urandsageligheder i Skabelsen; og Menneskers Skabelse var den Undergierning, som, her paa Jorden, blev Kronen paa Guds Gierninger. — Vi ere alle endnu i Opholdelsen, Guds Gierninger; Menneskeslægten er jo endnu ikke uddød; ved Fødselen ere vi altsaa endnu Guds Hænders Gierninger. Dog! med Indgangens Ord sigtes ikke til Skabelsen eller Opholdelsen i den store og synlige, men til Skabelsen og Opholdelsen i den usynlige og lille Verden, som, her paa Jorden, er Mennesket. Guds Søn havde, som Gud, ligesaa stor Andeel i det store Skabelsens Værk, som Faderen og den Hellig Aand; men som Gudmenneske, tillægges ham især Igienfødelsen; Forsoneren have vi at takke for vor dyrebare Fortrin, i at kunne blive fødte paa nye, og i at kunne faae Gudsbillede igien indpodet i vore Siele. Ved Jesu Forsonings Kraft blive vi stærke nok, til at handle Gud velbehagelig; thi, hvis Mennesket, ved alle Dyders muelige Øvelse, dog følte Nag og Bekymring og Frygt for Guds strænge Retfærdighed,

i sin Samvittighed, saa ville Modet og Lysten til dydige Øvelser snart dæmpes af disse Modbydeligheder i hans Siel, som ved det han havde sit Øie indvent paa sig selv, og vaagende over sine Handlinger, vare føleligere, end naar han dyssede sig i en tryg Fortryllelsessøvn, ved at lade sig omtumles i den susende og alting medsnappende Lysters og Lasters Strøm. Den inderlige Sindsroe, som vi finde i Tilegnelsen af Jesu Forsoningskraft, og som, i Kraft af denne dyrebare Forsoning, er en behagelig Følge af vore gudfrygtige Bestræbelser, denne Sindshvile fyrriggiør vort Mod og Lyst til at vandre ustraffelig med al vor Ufuldkommenhed; thi vi føle, formedelst Forsoningskraften, ingen dræbende Angest over vore Ufuldkommenheder. Ja Forsoningen selv tildeler os desuden Kraft til al god Gierning, og den undskylder alt det feilende, som hænger ved vore allerivrigste Gudfrygtigheds Bestræbelser; thi Guds saliggiørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, til den Ende, ar vi skulle leve tugtig retfærdig og gudelig i denne Verden. I denne Hensigt erindrede Apostelen sine Epheser om, at de vare Guds Gierning, og at de formedelst Jesu Christi Forsoning, vare giorte dygtige til al god Gierning; om den ikke var i

sig selv virkelig god; saa var den dog

for Guds forsonede naadige Øine lige saa gieldende, som om den i sig selv virkelig var

100

god. Gud udvalgte os før Verdens Grundvolde bleve lagte, for at berede sig selv et Eiendomsfolk, som skulle være bereed til al god Gierning.

Af Texten forestiltes:

De rette gode Gierninger.

I. Deres høie Nødvendighed.

II. Deres sande Beskaffenhed.

I. Deres høie Nødvendighed. Her anførte den hellige Talere ganske uventet og ganske unødvendig for vores Lærvillighed, at gode Gierningers Nødvendighed ikke haver nogen Fortieneste i Følge med sig; dersom ved Fortieneste, forstaaes et Gode, som enten væsentlig følger, eller som efter Overherrens Gotbefindende, vilkaarlig er foreenet med en frie Handling, da er Sætningen urigtig; men skal denne Fortieneste ansees for en Tvangshandlings Belønning, da falder det os meget tvungen at foreene en blot tvungen Handling med en Belønning. En Belønning tillokker os at udføre en frie Handling; men naar vi handle under Tvang, da ere vi, som Maskiner, i en mægtig Mæsters Haand, og da kan ingen Belønning have Sted; halvtvungne og halvfrie Handlinger drives ved Belønning og Straf tillige.—

101

Altsaa erklære vi os alt for Eenfoldige til at indsee, hvad det egentlig vil sige: at gode Gierningers Nødvendighed har ingen Fortieneste i Følge med sig; det er jo saare nødvendigt at underholde Livet og denne nødvendige Pligtes Udøvelse belønnes jo med Livets Vedvarelse; men dette er kun en naturlig god Handling at spise; men ovenanførte Ord ere sagt, om moralsk-gode Gierningers Fornødenhed; men i Følge en moralsk god Handling maa vi jo føle Glæde i vor Siel og denne Glæde er denne nødvendige Handlings Belønning og Handlingen er nødvendig alleene fordie Sielen hiiger efter slige Belønninger, som slige Handlinger uddeeler over den. Altsaa lader det til, at Hans Velærværdighed har forløbet sig i disse Udtryk; men maaskee vi kan have fattet hans Mening urigtig; det ufuldkomne udbreder sig til os alle; dog have vi vist ikke, med frit Forsæt, fortolket eller anført hans Ord paa en vrang Maade.

Alt dette at forbigaae, begive vi os igien til at anføre Hr. Myhres Forklaring over den første Deel: Ethvert Menneske er pligtig til at give nøie Agt paa sine Gierninger; han bør sammenligne dem med den Hellighed, som er i det guddommelige Væsen; han vil da snart mærke hvor smittefulde, hvor svage, hvor ufuldkomne, hvor lidet gjeldende hans Handlinger maa være for den retfærdige Gud. Han overbeviises heraf, at han kan intet Got, giøre

102

98 som af sig selv og sine egne Kræfter; at Gud maa være den, som udretter i os baade at ville og at kunne efter sin Velbehagelighed. — — Her sagde den hellige Talere, at vi bør giøre alt det Gode, vi giøre; men ere vi ei pligtige til at handle ustraffeligere; end vi, af alle Kræfter, ere i Stand til? — — Gud forlystes ved, befordrer og fordrer vor Lyksalighed; men gode Gierninger befordre vor sande Lyksalighed; følgelig ere gode Gierninger nødvendige for os til at opnaae Guds salige Hensigter med os i Verden. En sand Christen, som dyrker Gudfrygtighed er jevnlig udsat for Esterstræberens Brod; Dydens Efterfølgere har sædvanlig Forfølgere og Avindsmænd; dog maa disse ikke kunne blande saa stærke Bitterheder i de Sødheder, vi smage af Gudfrygtigheds Øvelse, at vi skulle blive bange for at vederqvæges med de Lifligheder, som gode Gierningers Udøvelse altid vil iskienke for os. Lad Efterstræbere stikke os i Hælen, mens vi vandre paa Fredens Stier; lad dem giøre sig al Umag for at rive os med deres Løgns og Bagtalelses og Forhaanelses Torne; vi maa med Ligegyldighed, imod deres frugtesløse Afskrækkelse fra Dydens Øvelse, bestandig smiile dem i Øinene; vi maa søge at dæmpe deres onde og hadefulde Forsæt imod os, ved ar overøse dem med Velgierninger og lade disse blive, som gloende Emmer, ovenpaa deres Hoveder. — Mange

103

Have vel Æretittel af Christus; men deres Handlinger, som falde os i Øinene, svare ei det allermindste til de Pligters Udøvelse, som dette Navn erindrer dem om; ingen Under at Christendommens afsagde Fiender ere, formedelst deres nedrige og skadende Handlinger, Aadseler iblant Menneskene; men det er, i den høieste Grad, at beundre, at mange under Christendommen, ligesom under et Teppe, vil skiule og undskylde de Handlinger, som ere en Væmmelse baade i Guds og Menneskenes Øine. Enhver, som nævner sig efter Christi Navn, han træde af fra Uretferdighed. Vor Kierlighed til Sandheden tillader! os ingenlunde her at forbiegaae en vigtig Feiltagelse af Hr. Taleren. Han gav os en Regel i Selvprøvelse, som har saa mange Undtagelser, at den, naar man beskuer dem alle, ikke er i Stand til at blive en Regel. Vi skal, sagde Han, agte paa vore Gierninger og, efter deres Beskaffenhed kan vi slutte os til vor Tilstand, hvad enten den er god eller ond. Han anførte nogle Sprog til at bevise denne Sats; men hvis der var noget Sprog, som virkelig lærte denne Regel, da ville vi ingenlunde antage det som Guddommeligt. Vore Medmenneskers Hierter afskildrer sig for os i deres Handlinger; vi kan ikke kiende eller dømme om et andet Menneskes Tanker, uden paa en meget ufuldkommen Maade, af de udvortes Hand-

104

100

linger i Miner, Ord og Gierninger, hvorved han tilkiendegiver og besegler os sine Tanker. Mangen een Handling har ikke den mindste Harmonie med de Billeder, som Tankens Bestemmelse ville iføre den, og undertiden ansees vort Medmenneskes sorteste Handling som en skinnende Dyd i vore Øine, og det alleneste fordie vort Øie kan ikke naae ind i den ondskabsfulde og afskyelige Kilde, hvorfra hans Handling har havt sin Oprindelse. Til andre Tider tiltroe vi vort Øie en dybere Grandseenhed, end det nogensinde kunne besidde; vi indbilde os at see en besmittet Kilde til en eller anden af hans Handlinger, som dog, kan have havt deres Oprindelse af en Tanke, der var saa ubesmittet, som en menneskelig Tanke kunne være; i denne Henseende byder den hellige Skrift at dømme mildt, uden overdreven og ugrundet Skarphed om vore Medmennesker, af deres Handlinger. — Men det forholder sig ganske anderledes med Menneskers Dom over sine egne Handlinger; Meneskers Tanker overlægger og bestemmer hans Handlinger; en gammel vrang Tænkemaade er yndig for ham, fordie den er gammel og fordie den er alt for erfaren til, at have nogen Forandring nødig; en nye Tænkemaade overrasker ham saa, med sine uvandte Nyeheder, at han ikke faaer Tid til at see efter om disse Dejligheder, i hvilke de nye Tanker indklæde sig, naar de indstille sig hos ham, ogsaa, efter en nøie Beskuelse, kan

105

101 gielde som virkelige Deiligheder. De nye Tanker, i hvordanne de end monne være, faae da ogsaa, uden at sættes paa Valg, deres Haand med i Sielens Regimente over Legemet. Mennesket er ligesaa glad under de gamle, som under de nye Tankers Herredømme over sig. Mennesket elsker da, med en hæftig Kierlighed, sine Tanker, skulle han da ikke elske sine Handlinger, som ere deres Børn? Jo visselig! en bedrøvet Erfaring overtyder os om, at vi ere alt for forgabede i vore Handlinger; saa at endogsaa de, som erhverve os Forhaanelse, Skam og styrte os selv i al Ulyksalighed, oversees af os med ømme og kierlighedsfulde Øiekast. Dydige og gudfrygtige Handlinger, som have havt vor sande Lyksalighed til Sigte, kan være geraadet saa ilde, at vores udvortes Tilstand er bleven ganske Ulyksalig; skal vi da tilegne denne Handling en ond Kilde, inden fra, i os, fordie den havde et uventet fordærveligt Udfald? skal vi drømme om at have havt en reddelig Hensigt, i vort Hierte, med den Handling, som var stillet til vor Næstes Fordærvelse, allene fordie denne Handling havde noget falskt Gode, for os, i Følge med sig? altsaa kan vi jo hverken paa den eene, eller anden Maade, kende vor indvortes Tilstand af vore Handlinger; men Guds Ord tilholder, at vi skal randsage og prøve os selv. Vi maa bevogte vore tanker, som Drivefiederen til vore Handlinger, med den retfærdigste Strenghed; vi maa ikke lade nogen uprøvet Tanke rodfæste sig i vor Siel; vi maa opdrive de af Ælde forgrode Tanker, af deres ormefulde Leie; vi maa danne alle vore Tanker og Bestemmelser efter Hellighedens Love; og de Tanker, som vi ikke have underkastet denne Forandring, dem ansee vi, med Ret, som farlige Drivehiul til de Handlinger, som forarbeide os en evig Ulyksalighed. — Efter slig en anstillet Prøve over Tankerne, veed Mennesket at komme efter, enten hans Handlinger have reene eller grumsede Kilder og altsaa belæres han, hvad enten hans Tilstand er Lyksalig eller Ulyksalig. —

106

102

Vi have forresten meget inderlig ønsket at Hans Velærværdighed havde viist i denne Deel, onde Gierningers skadelige Følger for Menneskeslægten, for med denne Kontrast, desto bedre at kunne have opklaret gode Gierningers høie Nødvendighed. Hr. Myhre, tro vi, er en Hyrde, som, i Tide, vil danne sig efter andre stores Exempel; som vil lade sin Menigheds Tarv være sig saa uendelig Magtpaaliggende, at Han, en anden Gang, vil beflitte sig paa mere Orden og Grundighed og Eenhed, at ikke andre Sandheder, som ere den Afhandlede kun vidt ude beslægtede, skal kunne liste sig ind i hans hellige Tale.

II. De rette gode Gierningers sande Beskaffenhed. Mennesket antager, i Drift af sin Egen kierlighed sig selv for den eneste, hvis Lyksaiighed skal befordres ved hans gode Gierninger; men ofte befordrer de Gierninger, der dømmes at kunne naae Lyksaligheds Maal, Menneskets virkelige Ulyksalighed; en Vellystig fuldfører sine vellystige Handlinger, fordi han troer, at disse, med deres bedste Sødheder, lade ham smage et virkeligt og ublandet Gode; han troer at vellystige Øvelser ere sande gode Gierninger for ham. Men aldrig saasnart føler han den omædende og smertefulde Gift, som Vellysten udstrøede i hans hele Væsen, at han jo tillige kommer efter, at denne Last maa flyes, dersom den ei i Bund og Grund skal faae ødelagt ham. Han bortdriver Tilbøieligheden for denne Handling, med Tilbøieligheden for en anden, som synes nu ligesaa fordeelagtig for hans Egenkierlighed, som den forrige. Samvittigheden bebreider Ham, fordi han i sine vellystige Handler, gik Glip af den sande Lyksalighed; nu giør den ham Angest, at han med den nysanfattede Hovedhandling ligeledes skal savne den Lyksalighed, som er den sande, og som hans Hierte er bestemt for. Denne Ængstelse tager Overhaand i ham og qvæler ham med en ulidelig Vankelmodighed. I denne farlige vaklende Tilstand maatte

107

103 han stedse pines, hvis ei den guddomelige Aabenbaring lærte ham, hvad Beskaffenhed de sande gode Gierninger have. Her er Guds Forskrifter, her er Hellighedens Love og Himlens Forordninger; dem skal han adlyde; men ikke sit eget onde fordærvede Hiertes Tilskyndelser. Tankernes og deres Hensigters Beskaffenhed giør en Gierning, i og for sig selv, uden at see paa dens Følger, enten god eller ond; i Henseende til dens Beskaffenhed bør den altsaa dømmes; men Gud, som kiender Hierterne, han bedømmer en Handling (eftersom Tankerne og deres Hensigter som bestemmede den, have været,) enten som god eller som ond. Saaledes skal vi ogsaa bedømme, og efter denne Dom skal vi kiende om vore Handlingers Beskaffenhed er god eller ond, om de opbygge eller nedbryde vores sande Lyksalighed. Herudover har Gud været saa naadig at aftegne os i sit aabenbarede Ord, de Kilder, hvoraf vore Handlinger skal drives. Ved at troe, antage og adlyde vor guddommelige Forsoners og de hellige Mænds Lære- og Leveregler; ved at iværksætte dem, formedelst den Kraft, vi hente her oven ned, derved kan vi allene fuldkomme gode Gierninger. Alle de Gierninger, som vi indrette efter vore onde Begierligheders eg Sindsbevægelsers Tilsigelse, de forvilde os fra det Lyksaligheds Klenodie, som vi af alle Ævner bør gribe efter; de giøre os altsaa uskikkede til at tækkes Gud; thi hans Lyst er til Menneskens Børns sande og ævige Lyksalighed; uden Troen er det aldeles umueligt at behage Gud. Vi maa ikke iværksætte nogen Handling, som ei er besluttet og i Forveien afmaalt, efter den guddommelige Rettesnor, som Aabenbaringen overrekkede os. Vi bør ledsage enhver Handling med de høie, og med de salige Bevæggrunde og Hensigter, med hvilke Gud vil have dem foreenede. Af Guddommens Fylde kan vi tage Naade for Naade, naar vi savne Kraft til at fyrriggiøre, afmaale og ledsage vore Handlinger, ef-

108

104

ter den Helliges Rettesnor. De som gaae frem efter denne Regel, over dem være Fred og Barmhiertighed. — Saasom vi nu, efter vor Evne, saa ringe som den er, have nogenlunde fyldestgiort Læseren med Hovedindholdet af Hr. Myhres hellige Tale, da ville vi moere ham med nogle faa Læreregler om Prædikanteres Deklamation eller Maade, paa hvilken Talen udsiges.

Ikke nok, at Taleren lærer; han man ogsaa røre Tilhøreren. Ikke nok, at han rører; men han maa ogsaa undervisse. For at Underviisningen kan faae en magelig Indgang fra Tilhørerens Forstand til hans Hierte, derfore indklædes, indrettes og udrustes den paa en meget kunstig Maade af den hellige Talere. Meningerne blive fyrige i deres Løb, formedelst dm Orden, som Taleren lader deres Ord indbyrdes iagttage; det ene Ord støder ikke det andet i Ryggen; det ene Ord udraaber ikke et klagende og skurrende Vee, over den Fortrykkelse, Forrykkelse og Undertvingelse, som det maa taale af det andet. Han anviser ethvert Ord det Sted i Meningen, hvortil det allerbeqvemmest passer, og hvor det best kan forrette Talerens vigtige Ærende. Alle Talerens Ord have ikke en lige mat, lige svag lige dorsk og kiedsommelig Lyd; ethvert faaer den Lyd det trænger til, om Talerens alt for udtærede og alt for magtesløse Bryst ikke nægter Ordet denne Fordring. Tillader Talerens Magelighed ikke hans Bryst denne nødvendige Munterhed i at udarbeide Ordene, da bliver hverken Tilhørernes Forstand agtpaagivende paa Lærdommen, ei

heller hans Hierte rørt ved deres Anløb. Dog!

Rummet tillader os ei at anføre mere af denne Materie.

Disse Sandheder have vi fremsat, for at de unge hellige Talere stulle troe, at de vel anvende Brystets Kræfter i deres Taler, og viide, at Karrighed paa Rysten, kan aldrig fortiene dem de Taksigelser, som gamle udtiente Lærefædre have faaet af Tilhørerne.

Den Homiletiske Journal. Eller Kritik over Præsternes Prædikener udi Kiøbenhavns Kirker. [Nr. 1-5].

Den Homiletiske Journal. Eller

Kritik over Præsternes

Prædikener

udi

Kiøbenhavns