? Ode til Poul Wendekaabe eller J. L. B. som et svagt luende Offer helliget Hans høje Fortienester og rare Sindets Gaver.

Ode

til

Poul Wendekaabe

eller

J. L. B.

som

et svagt luende

Offer

helliget

Hans høje Fortienester

og

rare Sindets Gaver.

Tiden udvikler alt

Bynks Sende-Brev.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade i No. 245.

2

Dedication.

O! vredes ey over Hr. B* — at jeg vover.

Mit Offer til dig Ærbødig at bære;

Men troe, det skal være Oprigtig af mig!

Jeg læsper og laller I det, som man kalder At stemme en Sang i en Ode — Men da jeg kun mig Erindrede Dig,

Jeg stemte paa Timen, og troede

Aut Rectum det er

Aut Crumtum, jeg bær —

Aut Putgeil — det lige høyt gielder, Hr. B*** jo opspandt Tidt selv saadan Tandt;

Frisk nu kiere Musa, det gielder.

3

Første Sang. Kom nu Sang-Gudinder,

Og Eder indfinder,

Ved denne min Sang?

Help mig at istemme Og ikke forglemme Den værdigste Rang,

For B*es Meriter;

Skiønt dette mit Flitter

Til Ziir for hans Gaver ey bliver;

Dog! Musa ey skielv,

Hr. B. han sig selv Den sandeste Ære jo giver.

O vilde kun han,

Saa yndig han kan,

Sin Gave for Lyset fremlegge,

Vi skulde da see I Bogladerne,

At han er Viisdoms Kielledegge.

4

4

Anden Sang.

Hans Tanker om Sommer, Hvem dem ihukommer,

Jeg mener har nok, —

Vel vare de høye,

Dog sees de jo nøye I Noternes Flok.

Tie Ondskab, som siger Ja! tydelig skriger,

At De udaf Skoelen end lugter; Tak være Hr. B*!

(O Jammer og Ynk)

Som tidlig bar moedene Frugter. Hvem skiønner ey paa,

At han burde staae,

I fedeste Jord for at skyde Fleer Greene smukt op Af haabefuld Knop, —

Hvo vilde Ham Giødning ey yde!

5

5 Tredie Sang.

Den grandskende Bias —

(Tak være Josias!)

Alvorlig jo var, —

Han revser, og straffer, —

Snart man ham afskaffer,

Mon han var en Nar! —

Frue Evaes Natklokke -Hvem kunde den rokke!

Blandt Skrædere mesterligt Stykke! Ah! hvilket got Snit!

Gid det var kun mit, —

Min Geist den maae humpe paa Krykke. — Hvem vilde ey smukt

Adlyde den Tugt,

Som han for Børnene giver!

Hvem elsker ey sit! —

Og kysser det tidt, —

Saaledes hans Skrifter og bliver. —

6

6 Fjerde Sang.

En Hellig Skoeflikker

Om Munden sig slikker,

Hvad tænker han da!

Han troer, jeg vil glemme Hans Roes at istemme.

Med værdig Hurra!

O ney! jeg skal ikke Forglemme at flikke En Skoeflikker-Sang ham til Ære. Tag den ikkun an,

O! værdige Mand!

Oprigtig jeg den vil frembære,

Tillad mig, jeg maae

Critiquen og faae,

Tillige med Dine Brevskaber;

Og Friehedens Digt,

Thi det er min Pligt,

At ingen af Skrifterne taber.

7

7 Femte Sang. Dog, Fy mig for Fanden!

Jeg glemte Statsmanden Og Contrapart med —

Rosiner i Ende,

Jo giver tilkiende,

At Pølsen er feed;

De Helte, som stride I Krigen, og lide For Fædre-Land, dobbelt jo æres: Hvem undrer da paa,

At B * han bør staae Iblant dem, som paa Hænderne bæres. Til Lykke Martyr!

Var jeg sligt et Dyr —

Min Fader sig billig da glæder.

O underlig Værk!

Naturen er stærk,

At sligt kan fremstaae af en Skræder.

8

8 Siette Sang.

Nu vil jeg da slutte Og Ilden indputte,

At Offeret kan I Lue ret brænde,

Skiønt svagt — og opsende Min Tak til den Mand,

Som skrev, og som skriver,

Som træt aldrig bliver.

See! dette mit Ønske ham giøres: Gid Amlet den maa Af Stabelem gaae;

Og Autor af Landet maa kiøres, Jeg mener kun saa: Gid Han matte faae,@En Penge til udenlands Reyse! Saa mange jo kom,

Som Narre fra Rom,

Hvorfore maa han da ey kneyse?