↩

Ode

til

Poul Wendekaabe

eller

J. L. B.

som

et svagt luende

Offer

helliget

Hans høje Fortienester

og

rare Sindets Gaver.

Tiden udvikler alt

Bynks Sende-Brev.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos M. Hallager, boende paa Nørregade i No. 245.

2

Dedication.

O! vredes ey over Hr. B* — at jeg vover.

Mit Offer til dig Ærbødig at bære;

Men troe, det skal være Oprigtig af mig!

Jeg læsper og laller I det, som man kalder At stemme en Sang i en Ode — Men da jeg kun mig Erindrede Dig,

Jeg stemte paa Timen, og troede

Aut Rectum det er

Aut Crumtum, jeg bær —

Aut Putgeil — det lige høyt gielder, Hr. B*** jo opspandt Tidt selv saadan Tandt;

Frisk nu kiere Musa, det gielder.

3

Første Sang. Kom nu Sang-Gudinder,

Og Eder indfinder,

Ved denne min Sang?

Help mig at istemme Og ikke forglemme Den værdigste Rang,

For B*es Meriter;

Skiønt dette mit Flitter

Til Ziir for hans Gaver ey bliver;

Dog! Musa ey skielv,

Hr. B. han sig selv Den sandeste Ære jo giver.

O vilde kun han,

Saa yndig han kan,

Sin Gave for Lyset fremlegge,

Vi skulde da see I Bogladerne,

At han er Viisdoms Kielledegge.

4

Anden Sang.

Hans Tanker om Sommer, Hvem dem ihukommer,

Jeg mener har nok, —

Vel vare de høye,

Dog sees de jo nøye I Noternes Flok.

Tie Ondskab, som siger Ja! tydelig skriger,

At De udaf Skoelen end lugter; Tak være Hr. B*!

(O Jammer og Ynk)

Som tidlig bar moedene Frugter. Hvem skiønner ey paa,

At han burde staae,

I fedeste Jord for at skyde Fleer Greene smukt op Af haabefuld Knop, —

Hvo vilde Ham Giødning ey yde!

5

Tredie Sang.

Den grandskende Bias —

(Tak være Josias!)

Alvorlig jo var, —

Han revser, og straffer, —

Snart man ham afskaffer,

Mon han var en Nar! —

Frue Evaes Natklokke — Hvem kunde den rokke!

Blandt Skrædere mesterligt Stykke! Ah! hvilket got Snit!

Gid det var kun mit, —

Min Geist den maae humpe paa Krykke. — Hvem vilde ey smukt

Adlyde den Tugt,

Som han for Børnene giver!

Hvem elsker ey sit! —

Og kysser det tidt, —

Saaledes hans Skrifter og bliver. —

6

Fjerde Sang.

En Hellig Skoeflikker

Om Munden sig slikker,

Hvad tænker han da!

Han troer, jeg vil glemme Hans Roes at istemme.

Med værdig Hurra!

O ney! jeg skal ikke Forglemme at flikke En Skoeflikker-Sang ham til Ære. Tag den ikkun an,

O! værdige Mand!

Oprigtig jeg den vil frembære,

Tillad mig, jeg maae

Critiquen og faae,

Tillige med Dine Brevskaber;

Og Friehedens Digt,

Thi det er min Pligt,

At ingen af Skrifterne taber.

7

Femte Sang. Dog, Fy mig for Fanden!

Jeg glemte Statsmanden Og Contrapart med —

Rosiner i Ende,

Jo giver tilkiende,

At Pølsen er feed;

De Helte, som stride I Krigen, og lide For Fædre-Land, dobbelt jo æres: Hvem undrer da paa,

At B * han bør staae Iblant dem, som paa Hænderne bæres. Til Lykke Martyr!

Var jeg sligt et Dyr —

Min Fader sig billig da glæder.

O underlig Værk!

Naturen er stærk,

At sligt kan fremstaae af en Skræder.

8

Siette Sang.

Nu vil jeg da slutte Og Ilden indputte,

At Offeret kan I Lue ret brænde,

Skiønt svagt — og opsende Min Tak til den Mand,

Som skrev, og som skriver,

Som træt aldrig bliver.

See! dette mit Ønske ham giøres: Gid Amlet den maa Af Stabelem gaae;

Og Autor af Landet maa kiøres, Jeg mener kun saa: Gid Han matte faae, En Penge til udenlands Reyse! Saa mange jo kom,

Som Narre fra Rom,

Hvorfore maa han da ey kneyse?