? JUSTI Betænkninger over Paul Vendekaabes eller JOSIAS LEOPOLD BYNCHS Poenitentseprædiken og Afbigts-Brev.

JUSTI Betænkninger over Paul Vendekaabes

eller

JOSIAS LEOPOLD BYNCHS Poenitentseprædiken

og Afbigts-Brev.

Kiøbenhavn 1772. Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Til Publikum!

Ingen vredes at jeg fremlegger mine Tanker for alles Øine, jeg tænkte først at indhylle mine Linier i et Brevsvøb (couvert,) og oversende dem til Hr. Bynch, men

nei, hvad Prøve gav da paa

4

den Væmmelighed jeg føler ved at læse hans Afbigt? Offentlig begik han sit Feiltrin og offentlig bør han revses, gid Publicums Nysgierrighed vilde være behielpelig i det Øiemærke! —

Havde Afbigten været hemmelig, saa havde mine Betænkninger blevet ligesaa; — men Eftertiden skal udvikle alt. —

5

Uden at opholde mig, enten over (s. T.)

Hr. Konferenceraad Suhms Brev til Kongen, eller den Veldømmendes Kritik over samme, vil jeg betragte Hr. Bynchs Palinodie og Poenitentseprædiken.

Heel vanskeligt er det at indsee den rette bevægende Aarsag til den Afbigt der giør sin Autor saa liden Ære, i hvilken Hensigt man betragter den. — Jeg vil oplede nogle Aarsager, jeg vil veie og prøve dem, og see hvor vidt de holde Stik.

6

6 Jeg vil først antage den Aarsag Autor selv opgiver, og da synes hans Afbigt selv at fortælle os, at det arme Menneske, har været plaget med en gruelig Samvittigheds-Qval over sin begangne kritiske Synd, og for at berolige sin bange Samvittighed, viser han sig saa vaanefuld, saa jeg tvivler paa, at den Hvalfisk, som slugede Propheten Jonas, har havt stærkere Kløgelser inden han fik gulpet ham ud, end vor arme Autor, inden han fik bragt sit Misfoster til Verden.

Skulde Aarsagen til hans Afbigt være en Samvittigheds Skrupel, da giør det mig Ont, at det stakkels Menneske ei er bedre oplyst; thi at skrive en Kritik over et Skrift, er vist ei nogen Synd som kan besvære Samvittigheden, altsaa bliver i det høieste hans Anger og Ruelse ikkun Følgen af en vildfarende Samvittighed; men at ei Samvittigheden har aftvunget denne Afbigt, røbes tydelig, naar man betragter Afbigtens øvrige Indhold; thi de kaade Udtrykke, om egyptisk Mørke, Græshopper, m. m. af det putgeile Utøi, som findes i Skriftet,

7

7 ere vist ikke Kiendemærker paa en bodfærdig Siel.

Nei, vi ville antage en anden Aarsag, og den troer jeg er bedre truffen.

Autor har maaskee ved en og anden Leilighed, hørt denne Kritik roses for en Slags Styrke i Tankerne, og ikke ubehagelig Vittighed i Udtrykkene, (sandt at sige, er den det beste jeg har seet af Autors skrivbare Haand,) dette har bevæget ham til, som et omhyggeligt Menneske for sin Ære, at pønse paa dens Udbredelse.

Hele Verden maatte vide, at Bynch havde skrevet den Veldømmendes Kritik. Men hvorledes skulde denne Kundskab udbredes? Til al Ulykke, vilde ingen aftvinge ham nogen offentlig Bekiendelse derom, og Kritiken var ei som et periodisk Skrift, hvoraf han kunde zire det sidste Blad med sit Navn, og hvad han selv kunde hist og her omkring udstrøe, var ei tilstrækkeligt nok for at udbrede hans Lov.

8

8 Nei, man skulde og maatte vide, ar der var en Josias Leopold Bynch til i Verden, og at han var Fader til det kiere Barn.

Efter lang Betænkning maaskee, og maaskee aldeles ubetænkt, har han valgt en sikker, skiønt ufordeelagtig Maade, nemlig, at kundgiøre det ved en Afbigt.

Maaskee dette miserere mei, har tillige havt en anden Hensigt, og hvo veed, om ei Autor, herved har vildet udlokke nogle af de Dukater, som han i sit Brev til (S. T.) Hr. Grev Schach Rathlau fortæller at han vil have til Reisepenge. Alio spectant Remiges, alio vehitur Cymba, (man peger en og skyder en andensteds,) hedder det; hvo kan vide Autors Dybsindighed i denne Sag, thi lige efter Bogstaven kan man aldrig tage det, saa længe man vil tilstaae Autor almindelig sund Forstand; thi Kritiken er slet ikke skrevet med uanstændige, fornærmelige og grove Udtryk. Hvortil da en Afbigt? Skal jeg bede Folk om Forladelse, fordi ikke mit Begreb kan

9

9 være ligedanne med deres? Fordi deres Skrifter ikke alletider ere efter mit Hoved?

Skulde dette blive en Regel, da maatte jeg, og jeg troer utallige med mig, bede Hr. Bynch offentlig om Forladelse, fordi vi troe at Begyndelsen af den paaseende Bias er Fisfias, Evæ Natklokke under al Kritik, Stats- og Anti-Statsmanden Sliderslader, Sommeren kun Skole- Fuxerie, ja at ingen af hans utallige Fostre, Hverken Børne Tugten, et par Ord til Dannemark, Cassererens Forhold ved fransk Comoedie, Venus Gang igiennem Solen, Struenses Moders Brev, dito Sørge-Suk, den skinhellige Skoflikker, og alt hvad den hele Sverm mere heder, duer noget, undtagen just den Veldømmendes Kritik, som dog smager af Menneskeligt Vid.

Min kiere Bynch! vil De vedblive at bede om Forladelse for alle Deres virkelig tossede Blader, da lyd De mit Raad, og lav dem paa lige saa mange Afbigter, som De har skrevet, eller har i sinde at skrive

10

10 Arke, og begynd med en Afbigt over deres Afbigt.

Videre, ifald De er enfoldig nok for at troe, at De med denne Afbigt giør Hr. Konferentzeraaden nogen Ære, eller giver ham nogen Satisfaction, da feiler De nok mærkelig i begge Dele; thi den brave Mand, der ei mere end andre, som Autor betragtet, kan vente sig befriet fra Kritiken, har vidst med største Koldsindighed, uden nogen Bevægelse, læst den Veldømmendes Kritik, thi den kiekke Mand er vidst alt for standhaftig til at allarmeres over saa smaae Ting, som nogle Criticastrer; et Ideo non minor, er vidst ved saadanne Lejligheder hans Symbolum.

En Afbigt maa nødvendig sætte en Fornærmelse forud, men at troe denne af sin Fornuft saa bekiendte Mand, skulde fortørnes over en Kritik, var at have en alt for slet Tillid til hans Philosophie. Det er altsaa ingen Satisfaction for Hr. Kon- feretzeraaden og endda mindre nogen Ære.

11

11

Troer De vel, at en Mand af Kon- ferentzraadens Tænkemaade og Indsigt uden Væmmelse kan læse eller høre denne Krokodille-Graad. — De kunde jo, (ifald man ei kiendte begge Partier bedre,) let bringe enfoldige Folk paa den Tanke, at Hr. Konferentzraaden var hevngierrig, — og at De for at undgaae hans Efterstræbelser, maatte gribe til den desperate Resolotion, at giøre en offentlig Afbigt. Thi hvad Pokker skulde bevæge Dem til at giøre er for et ærekiert Menneske, saa tungt Skridt, uden den yderste Nødtvang?

Min Ven! i hvilken Hensigt Deres Afbigt end er skrevet, er og bliver den et Beviis paa Deres svage Overlæg og barnagtige Adfærd. Naar Himmelen vilde gi-@Dem et Ønske, maatte De af fuld Hals og med lydelig Stemme raabe: Gid min Afbigt var i sit første Intet!

Betragte vi Afbigten i sig selv og dens hele Sammenhæng, min Gud! Hvor er den da ei et Chaos af Sniksnak? Deres Siele-Angest, Emanuel Balling, m. m.

12

12 har De været sammen i hinanden, og hvem i al Verden skulde kunde see, at der i denne Afgrund laae en Afbigt, dersom Hr. Bynch ei paa den sidste Side saa smukt kum hulkende frem dermed, ligesom et Barn der lydig kysser paa Riset, og lover, jeg skal aldrig giøre det mere.

Min kiere Bynch! skriv os for Guds Skyld ingen flere Kritiker, paa det vi ei skal besværes med flere Afbigter, som i den ne Varme let kan drage skadelige Følger efter sig hos fornuftige Læsere, og naar De en anden Gang vil bede Forladelse, da læg Deres Bøn smukt i et Brevsøb, (couvert,) paa det ei de Eenfoldige skulde forarge sig over Deres Synders Bekiendelse, som ellers let kunde skee.

Videre, min Hr. Confitent! hvad er det for et original Brev De har tilskrevet Hans Excellence (S. T.) Grev Schach

Rathlau?

Skal det betyde en Dedication for Deres uforlignelignelige Tanker om Friheden?

13

13

Ja, saa maa jeg tilstaae at det ene svarer til det andet; thi aldrig skulde en Fornuftig falde paa at troe, at Brevet passede sig til en Dedication, eller Verset paa Friheden. Thi de mangfoldige Spørsmaale De i Verset har sammenflikket, ere af den Natur, at de ligesaa vel, med lige saa god Sammenhæng, Beqvemhed og Passelighed, kunde staae der, naar Verset handlede om Slaverie, Dyrtid eller Misvæxt, som nu.

Jeg forsikrer Dem, at Læserne ere Dem høit forbundne, fordi de har været saa tienstagtige, at sætte i Opskriften, at Verset skal handle om Frihed; thi hvem skulde ellers kunde vide, hvem De derved havde meent?

Brevet selv er et Mønster, (dog Gud bevare alle Skribentere fra Efterligning!) De fortælle deri, at De en Tidlang har skrevet saa flittig, allene for at udlirke nogle Dukater til Reisepenge. — Men Skam faae alle Forlæggere, ifald de ei tage sig i Agt, da De saa aabenmundet har selv røbet Deres Hensigt. De fortæller vi-

14

14 dere Hans Excellence Aarsagen til Deres Bortgang, og lægger saadanne Grunde, og det med saadan Eftertryk, at man neppe skulde troe De til Deres Forlægger, mindre til en Herre af saadan Qvalitie, kunde bruge saadant dumt Skiemt. Endelig skal Hans Excellence selv giette Aarsagen til Deres Bortreise. — Ja hvad andet? skulde ei denne Herre hvis Hoved idelig er opfyldt med vigtige Stats-Anliggender, skulde han ikke kunde giette, hvorfore Josias Leopold Bynch vil reise Udenlands?

Men ifald De skulde fuldføre den Trudsel med Deres Udenlandsreise, da vil jeg kierlig bede Dem, at De ei besøger de chatholske Lande; thi jeg er reent ud sagt bange for, at De skulde apostasere, hvilket var en ubodelig Skade for Fædrenelandet; deres Afbigt bringer mig paa de Tanker, at De ei er meget standhaftig i Deres Beslutninger, og kan De giøre Dem en Sam- vittigheds-Scrupel over en Kritike, hvor meget mere over betydeligere Ting. — De giør selv en Sammenligning imellem Dem og Holberg, i Henseende Udenlandsreisen; vil

15

15

De reise min kiere Bynch! da reis med Holbergs Tænkemaade, og kom igien med hans Indsigt, neppe eier De den første, men vel muligt De kan erlange den sidste, naar Alvorlighed, Flid og en modnere Alder stemme sammen.

Jeg troer gierne De eier et got Genie; jeg synes i adskillige Ting at spore det; men De maa bruge lit mere Overlæg i Deres Gierninger, ikke med Overilelse og Fremfusenhed gribe en Ting an, hvorved De ikkun forløber Dem, og giver Anledning til ufordeelagtige Domme over Deres Fornuft. — Jeg troer gierne De kan have den Skiebne tilfælles med flere Studerende, at Nøden trykker Dem; jeg troer gierne at Nøden alt for ofte tvinger Dem til at blive Autor; men med alt dette, burde De dog overlægge hvad De skrev, og ei saaledes skrive hen i Veir og Vind.

Hvad tænker De vel de Fornuftige dømme om deres sidste Piecer, om Afbigten og det forstyrrede Brev og endda mere forstyrrede Digt? — Ikke en sund Tanke, ikke et net Udtryk indhyller det i selv ugrundede og slette Tøi.

16

16 Man skulde snart have faldet paa de Tanker, at en eller anden Skose-Broder havde skrevet det paa Deres Regning, ifald ei en Omhyggelighed med Forseilingen, (hvilket efter Beretning skal have været Arrestforvarerens Zignet,) var Beviis paa, at det var kommet fra Dem selv i Deres kummerfulde Fængsel, saa man tydelig deraf kunde see at samme ei var Contrabant.

Det maa ei falde Dem forunderligt, at jeg satyriserer Dem for denne Opførsel, De fortiener det, og De kan ei skaanes. Billighed, Fornuft og Sandhed byder at sige Dem lige i Øinene, at De heri har opført Dem lige saa taabelig som barnagtigt. — Kan dette frugte noget, vil jeg med en inderlig Glæde regne det for vel anvendt.