↩

Maalet hvortil Gud skabte Mennesker, forestillet i en Tale,

holden i

Dom-Kirken til Aftensang

paa

Fastelavns-Søndag

Asmund Reutz,

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare. 1772, boende i Skindergaden i No. 76.

2
3

Fortale. Maalet hvortil Gud skabte Mennesker, er Indholden af nærværende Tale; en Materie, som aldrig nok kan indskiærpes Mennesker. Om jeg vilde, i at udføre denne Materie, have paastaaet, at dette Maal dog absolut maae og skal tilsidst naaes med ethvert Menneske uden Forskiel, og at følgelig Helvedes Straffer ikkun kan være endelige, ja ansees for intet andet, end Guds Kierlighed selv, yttret paa en Maade, som er fornøden til det gienstridige og vanvittige Creaturs Tilrettebringelse; hvilken Kietter blev jeg ikke Udraabt for? Hvilken Hær af Modstandere vilde rette sig imod mig? hvilken farlig Mand for Kirken ! Gud be-

Fortale. vare mig fra at yttre det ringeste af saadan Heterodorie! og aldrig turde jeg vise det ringeste Skin af at vilde forfægte en Lærdom, som de vigtigste, de helligste Mænd have været saa billigen nidkiere til at fordømme!

Jeg afhandler derfor Materien ganske eenfoldig og troer ikke, nogen skal med Grund kunde ansee Afhandlingen for andet end orthodox. Skulde jeg vel og, ved at vilde tænke anderledes i denne delicate Materie, vilde forskiertse min Lykke, og opvække de nidkiere Religionens Forfægtere til Vrede, fordi en anden Norsk Præst har været, jeg veed ikke hvad jeg skal kalde det, modig eller daarlig nok dertil? Nei!

Den gienstridig Ugudelige bør i Sandhed og heller ikke styrkes i hans al forbandelsesværdige Frekhed. Lev vel!

Evige Store, Menneskenes Elsker! Gud! Uendelige Afgrund til alle Væsener! Viisdommens Uudtømmelige Hav! Du skabte os til det herligste, det saligste Maal? det Maal, at skue dig, din Deilighed, din Salighed igiennem en uendelig Kiæde as frydefulde Evigheder! Aldrig kunde du vilde skabe Mennesker, uden for at giøre dem saa salige!

Men vi, vi selv agte os ikke værdige til et saa saligt Maal! Smaae Ting, en intet betydende Storhed, let som en Fiær, der blæses bort af den sagteste Vind, ja det som værre er! de urene Vellysters Nydelse, sætte vi os i Blindhed for, som Maalet hvortil vi eene sigte. Faa iblant os, du seer, hvor faa iblant os jage efter Klenodiet, den høie Rang, den Majestæt, den Herlighed, at kaldes Guds Sønner, Guds Døttre.

Lær os da i Dag, alting formaaende Godheds Kilde! at fæste Øinene til den rette Middelpunkt af vor høie Bestemmelse, at betragte, nøie overveie: det er for nedrigt for os, som Mennesker, at vende Hovedet ned ad, og giøre stort af det, alle forstandige, endog de dydige Hedninge have agtet ringe. Lær os at tæuke høiere, at omgaaes med ædlere, sundere, Mennesker anstændigere Tanker! Lær os at sætte Pris paa Naaden, den ved Jesu Død fortiente Naade; den Naade, der giør os til nye og andre Mennesker, end vi ere af Naturen, til igienfødde, salige Mennesker, der slaae i den allersaligste Foreening, i Foreening med dig, o Fader! og din Søn! Giør, o høie Menneske-Ven! vore Hierter uroelige, bekymrede for at smage denne din Naades Gødhed, og længselsfulde efter den Forsikring, at vi ere dine Børn. Saa have vi Kraft til at vandre dydigen, at trine frem paa Hellighedens Vei til dit Navns Ære og Forsoningens Priis! Lad den Betragtning, vi ved din Maade vilde anstille, være velsignet til dette allervigtigste Maal at naae! Amen! Fader vor & c.

Indgangen Det store Øiemerke, Gud har Haft med

at skabe os til Mennesker, med at skienke os alle de herlige Egrnskaber, hvormed vi som Mennesker ere begavede, med at sætte sit eget allerhelligste Billede paa os i Skabelsen, var blot og alene dette: at vi eengang, efter dette møisommelige Liv, kunde føres frem for ham, frem for hans Ansigt, retfærdige, rensede af Syndens Smitte og Ureenhed, helliggiorte og salige. Naar Menneskene retfærdige og hellige, efter det paa Jorden fremdragne Liv, ere bragte frem for Gud, ind i Udødelighedens Land, ind i Salighedens Land hisset oppe; da først kan de siges at have naaet det Maal, de vare skabte til, da først er deres høie Bestemmelse opfyldt. Aldrig havde en uendelig kierlig, viis

og barmhiertig Gud kunder skabe Mennesker, som her paa Jorden maae være saa mage Møier underkastede, Offere for saa mange Lidelser og Elendigheder, ofte udstaae saa megen Angest, Kummer og Qval for Syndens Skyld; dersom han ikke havde haft et Øiemerke med dem, som ikke var mindre, end en evig Lyksalighed, en blomstrende Udødelighed, en over al Maade evig vigtig Herlighed. Den Beskyldning altsaa, at Gud har skabt Menneskene til lutter Ulykker, fordi de føles med en syndig og fordærver Natur, fordi de flste blive ved Synden ulyksalige, ofte ikke i Henseende til Hiertet og Samvittigheden alene, men og i Henseende til Legemer, ja tilsiost mage udstaae Helvedes Straffer for deres Overtrædelser; Denne Beskyldning imod Gud, siger jeg, kan altsaa ikke andet, end falde bort som ugrundet og dumdristig. At Mennesker misbruge den frie Villie, der er sænket ned i deres Siæle, til deres egen Fordervelse, er og bliver den eeneste Grund til al deres Jammer baade her og hisset. Det bliver en saare let Sag for den Almægtige, at rerfærdiggiøre det store, hoist vise og naadige Forsæt, at skabe Mennesker; endskiønt saa store Flokke gaae forlorne. Deres Lyksalighed ikke en timelig, men en evig, ikke en forkrænkelig, men en uforkrænkelig har han sigtet til.

Og hvo kan nægte, at jo dette er et over al Maade stort og herligt, vigtigt og saligt

Maal? Hvo seer ikke her den uendelige Guds Kierligheds fulde Natur og Væsen, hans guddommelige Tilbøielighed og faderlige Hiertelaug til de arme, elendige, syndefulde Mennesker, sine usle Skabninger?' At føres eengang frem for Gud i Hellighed og Rekfærdighed, er da, og bør da følgelig være den Hoved-Sag, Menneskene bør være bekymrede for, omhyggelige for, inderlig længes efter, ja alvorligen og med Flid stræbe efter, medens de vandre i dette Dødeligheds Land, medens de bor i denne kummerfulde Ørken. Og det kan ikke andet, end lettelig falde enhver i Øinene, at vi nødvendig maae blive beredede, dueliggiorte til denne de Helliges Arvedeel i Lyset, medens vi leve i Verden, medens vi ere i denne Dødeligheds Stand, som just og af Denne Aarsag er bleven kaldet og med Rette bør kaldes en Forberedelses Stand. Følgelig fortiener og deres Forhold Navn af daarligt, unaturligt, ja i høieste Grad uforstandigt, som fremdrage deres Liv i Tankeløshed om det Tilkommende, som forsømme Naadens Tid, Salighedens Dag, forspilde deres Salighed, forglemme at banke paa Naadens Dør, af Kierlighed til Synden, til Vellysterne, eller og af Kierlighed til Verden og de Ting, som ere i Verden Og hvad kan man da ligne dem ved, der gaae saa vidt i Uforstandighed, at de ringe agte det Naadens Ord, der kunde og skulde giøre deres Siæle

sunde i Troen, at de spotte med Sandheden, der skulde friegiøre dem, og berede deres syndige Hiertet til det evige Livs Herlighed og Guds Ansigtes Beskuelse? Disses Tilstand er saa beklagelig, disses Carakter er saa vederstyggelig for den Allerhelligste, at enhver retskaffen Israelit havde Aarsage til at bryde ud med Propheten Jerem a: Gid mit Hoved var Vand, og mine Øine Graads Kilder; da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folkes Elendighed. Jer. 9. 1 V.

Ja den alvorlige og hiertelige Omsorg for Siælens Salighed, saa længe det heder i Dag er af saa stor Vigtighed, af saa yderlig For nødenhed, at enhver retsindig Lærer, ved hver Tale, han holdt, ved hver Pradiken, han aflagde for sin Menighed, havde den største Aarsage at bryde ud, som Propheten fordum til Jøderne: Dersom I ikke vil høre dette, skal min Siæl græde i Skiul for Eders Hovmodigheds Skyld, og hyle saare; ja, mir Øie skal rinde med Graad Nat og Dag, og ikke Holde op. Jer. 13.

Ligesom nu Gud, den evige Fader, paa sin Side har føiet De allerbeste, de allerherligste Anstalter, for at naae dette store Maal med os: at føre os frem til sig selv; Saa krævees der og noget af os, noget paa vor Side; der kræves, at vi og for vor Deel skal lade Det være os angelegen, at kunde eengang med Glæde

og Ære fremstilles for den allerhelligste, den allersaligste Guds Ansigt. Han har giort alt, hvad han som vores Gud, som vor Skaber, som vor Fader, som vor evige Veigiører kunde giøre. Han har saa elsket Verden, at han gav sin Søn den Eeenbaarne. Denne høilovede Person gik i Døden for os, og blev os af Gud til Viissom, til Retfærdighed, til Helliggiørelse, til Igienløsning. Han fortiente os Guds Naade til vore Hierters Omvendelse og levende Troe. Han forhvervede os alle Synders Forladelse, den Hellig Lands Kraft til at afstaae Synden og vandre i et nyt Levnet, der er i et helligt, ustraffeligt Levnet, i en sand Troe og Naadestand for Gud. Han har aabenbaret os sin Villie, alt hvad vi skal giøre og lade; Han har skienket os sit dyrebare Evangelii Ord, der et i sig selv en Guds Kraft til Salighed for hver den, som troer. Han tilbyder os sin Naade, omsonst, uforskylde. Han opvækker os ved sin Hellig Aand, oplyser os. om den rette Vei til Livet og Uforkrænkelighed, og forsikrer os om al den Hielp, al den Kraft og Styrke, vi behøve, for at trænge os igiennem den snevre Port og trange Vei til Udødelighedens Land, til Salighedens Boeliger. O hvilke herlige Anstalter! hvilke guddommelige Bemøielser, værdige Gud, for hans arme Creatures Lyksalighed! Hvad kræves nu paa vor Side? Vi skal følge, vi skal lyde hans

Ord, hans Aands Dragelser; Sætte høi Pris paa hans Naade; uendelig høit agte hans Søns Jesu Christi kostbareste Forsoning Vi skal være villige til at vilde vandre paa den Vei, han ved fine Tienere, ved sin Aand, ved sit Ord anviser os. Vi skal ringe agte alle jordiske Ting, Ære, Rigdom, Værdighed, unyttige Venskaber, som i sig selv ere Intet, i Ligning mod at kunde naae dette Klenodie, eie denne Skat, besidde denne Herlighed, at kaldes Guds Sønner og Døttre, Jesu Christi Brud, hans Elskelige, hans Udkaarne, hans Venner, hans Brodre,

Til dette med mere at betragte udførligere, har vor oplæste Aftensangs-Text banet os Vei og Adgang. Christus leed eeugang for Syndere, saa udtrykker den elskte Jesu Christi Broder og Apostel Peder sig: Christus leed eengang for Synders, en Retfærdig for de Uretfærdige, at han skulde føre os frem for Gud. Ved disse Ord ville vi staae stille, og til vor Opbyggelse og Trøst betragte denne store Sandhed:

At Menneskene ere skabte og igienløste, for eengang at føres frem for Gud.

Da der nu er en afgiort Sag iblant os, som Christne, at vi ikke alene ere de alleruværdigste til saa stor en Herlighed og Salighed, men vi og umuelig selv kunde fortiene, eller paa nogen, Maade forhverve os dette; Da der og er

en udisputeerlig og bekiendt Sandhed, at der nødvendig udfordres noget paa vor Side, en vis Beskaffenhed hos os, om dette Maal skal naaes, om vi skal kunde blive værdigede at sees for Guds Ansigt i Glæde; Saa frembyde her sig disse 2de Stykker, som skal nærmere overveies af os.

Det første er da:

1) Hvad der udfordres paa vor Side, for at kunde føres frem for Gud.

Det andet er: .

2) Hvem vi have at tilskrive, at vi; kan blive førte frem. for Gud, endskiønt vi ere de alleruværdigste O evige Frelsere, almægtigste Guds Søn? Lad dog denne Betragtning, være velsignet for dem, som elske dit Ord, høit agte din Naade, og agte Alting for Skarn og Skade imod din Kundskabs Ypperlighed! Lad dog de Fattige i Aanden ikke savne den Maade, de trænge til, de saa begierlig hige efter og agte sig uværdige rtil! Lad dog din Aand velsigne og lyksaliggiøre dem, som ere villige til at følge dine Fodspor og tiene dig i sand Hellighed og Retfærdighed alle deres Lives Dage! Hør os, mægtigste, kierligste, miskundeligste Imanuel, for dine Lidelsers, for din Døds og Opstandelses Skyld. Amen.

Menneskene ere skabte og igienløste af Gud til den Ende, at de eengang skal føres frem for Ham; Dette er den store, vigtige og over af Maade herlige Sandhed, som vi have foresat os at ville betragte med hinanden.

I det første Stykke af Betragtningen vilde vi see: Hvad der udfordres paa vor Side, for at kunde eengang føres frem for Gud.

Allerførst anmerker jeg: at den Talemaade, at føres frem for Gud, indbefatter, at ledes ind i de evige Fredens og Frydens Boeliger, at bringes hen over til det himmelske Jerusalem, til det himmelske Canaan, at sættes ind iblant den store Skare af forløste, herliggiorte Mennesker, som synge Gud og Lammet Lov og Priis og Halleluja; for der at prise Gud og Jesum med deres herliggiorte Siæls og Legemer, for der at see Gud Ansigt til Ansigt, at beskue hans uendelige Herlighed og Salighed, for at vandre i Udødelighedens Lande i Glæde og Fryd uden Afladelse, uden Forandring, uden Lidelser. Skal Menneskene eengang paa denne Maade føres frem for Gud; maae de nødvendig allerførst, medens de leve i Verden, paa en anden Maade ved Jesum Christum føres frem for Gud. Her paa Jorden ved den store Mægler at føres frem for Gud, er intet andet, end at omvendes af gan-

ske Hierte til Gud, ved sand Igienfødelse at forenes med Gud, og formedelst Hans iboende Naade og Aand dagligen, i fuld Forsikring om sin Raade-Stand, raabe: Abba, kiære Fader! Hvad udfordres da paa vor Side, for efter Døden og paa hiin store Opstandelses Dag at kunde føres frem for Gud? Dette, mine Venner! Vi maae her blive aandeligen forenede med Gud, formedelst Troen paa J su Christi, vor velsignede Frelseres Navn. Altsaa maae vi bringes, ved Guds Aands og Ords Oplysning, a) til vore Synders og hele Elen. digheds rette og levende Kundskab, b) til Jesu Christi Kierligheds Erkiendelse, ved den sande igienfødende Troe, og c) til den rette Helliggiørelse og Vandring i et nyt Levnet. Jeg siger:

1) Vi maae bringes til vort Synders, vor Fordervelses og hele Elendigheds grundige Kundskab. Vi ere kiødelige, solgt under Synden. Vi fattes Guds Ære. Vi ere afvigede, vi ere blevne uduelige. Vi ere døde i Synder og Overtrædelser. Vi ere Vredens Børn af Naturen; formørkede udi vore Tanker, og fremmede fra Guds Liv. Saaledes beskriver den erfarne og høi oplyste Guds Apostel Paulus Menneskenes ynkværdige Tilstand, saa længe de ere uigienfødde Hertil maae lægges dette: Saa længe Menneskene have vandret paa deres egne Veie, paa Syndens Veie,

paa Vildfarelsernes Veie, i Sikkerhed, i Syndestanden, i Verdens Kierlighed, have de ikkun vanære! Gud, vantakker Gud. Deres Liv er en Kiæde af Uretfærdigheder, af Synder. De have levet uden Gud, uden Christo, uden sand Guds Kundskab, uden levende Erfaring af Guds Naade, af Jesu søde Kierlighed. De have ikke vidst, hvad der er at have en naadig Gud, at have sine Synders Forladelse, at være retfærdiggiort for Gud formedelst Troen. De have ikke vidst, hvad det er at elske Gud, at frygte Gud, at troe paa Gud, at tiene Gud, at adlyde Gud. De have været forelskede i denne Verdens Gode, i Vellysterne, i Verdens Fornøielser, Venskaber og Ære. Gud, Jesum, Naade, Retfærdiggiørelse, Salighed have de glemt, ikke gidet tænke paa, ikke befattet sig med, ikke spurgt om. See her er det rette Skildrie af et uomvendt og sikkert Menneskes hele Elendighed, Ynkværdighed, Jammer for Gud. Dem bliver kiendt, indseet, følt allerførst, naar Siæiene skal sættes ind i den salige Forening med Gud, og faae en virkelig og salig Deel i den store Naade-Pagtes Herlighed. Dekte oplyses vor Forstand om, dette faae vi en nyttig og salig Indsigt udi, i Den første Opvækkelse af Syndens Søvn, naar Guds Aand ved Ordet rører Hierter og overbevist Samvittigheden. Saig er den, som ikke modivillig forkaster saa.

danne Overbeviisninger, som ikke træder saadanne Guds Aands Ledsagninger med Fødderne, som ikke river sig løs fra dem, og glæder sig kuns ved at kunde forglemme dem, saasnart de ere komne ind i Forstanden og Hjertet! Salig er den, som vil, at de skal komme til større Kraft, og ønsket intet hellere, end at kunde faae Naade til at føle sin hele Jammer, og græde hele Strømme af Omvendelses Taarer!

2) Det andet er, vi maae, naar vi have faaet Øie paa vor Elendighed, bringes af Guds Aand, til Jesu Christi, vor himmelske Frelseres levende Erkiendelse. Her er Hoved Sagen for Siælene, som see deres Synder og føle dem med Smerte. Det er det evige Liv, at kiende Gud og den han udsendte Jesum Christum. Der er ikke Salighed i nogen anden, og intet andet Navn givet Menneskene at blive salige udi. Hos ham er Maade ar faae til sit Hiertes tilfredsstillelse, Roeliggiørelse, Retfærdiggiørelse, naar Siælene ikkun vil vandre paa den rette Vei, paa Selvfornægtelses trange Vei. Hos ham er Liv for de Døde, Retfærdighed for de Uretfærdige, sand, vedvarende Trøst for længselsfulde Syndere.

Hos ham er aandelig Mad, Siæle-Føde, i Tilstrækkelighed, ja Overflødighed at faae, for alle dem, der begiere at være hans med Legem og Siæl, at opofres til ham, at elske ham; at tækkes ham, at behage ham, og at omgaaes

som han omgikkes. Han har fortient os det, han har tilveiebragt os det, ved sine Lidelser, ved sin Død, ved sit Blod, udøst paa Korset, ved, sin guddommelige Mægling imellem Gud og os. Han har aabnet Naadens Dør, han har banet Veien til et formildet Hierte i Gud Han har Magt at skienke Synds Forladelse, riig Maade og Forladelse til enhver Søgende, Hungrig og ventende. Og hvo skulde vel vises tom tilbage fra ham ? Hvo skulde bortvises, hvo skulde udelukkes? Hvo skulde døe af Hunger og gaae forloren ? Ingen, i Sandhed ingen, udende, som selv udelukke sig, som selv agte sig uværdige; det er: som ei vil søge Naade alvorligen, som ei vil omvende sig af Hiertet, som ei vil forlade Syndens og Forfængeligheds Veie, som ei vil finde sig i at forsage Verdens ugudelige Væsen, og de verslige Lyster. Sandelig ingen kan udelukkes, ingen maae udelukkes, uden den, som af Kierlighed til Verden og Frygt for Menneskers Bagvaskelser og Ondskab, ei vil resolvere sig til at bøie sig under Jesu Zepter, og tage hans Aag og gavnlige Byrde paa sig. Skynder Eder da til ham, Eders Forsoner, Eders Broder, Eders Talsmand , alle I, som ere fattige i Aanden, som ere bekymrede for at faae en naadig Gud, et benaadet, et friemodigt og saligt Hierte. Haster til Lægen, I, som i Sandhed fortiene Navn af sandelig Syge, og vil være helbre-

dede, rensede fra Eders Synde-Skade og forenede med ham i Troen og Kierlighed. O maatte dog Jesus, den store Forbarmer, den guddommelige Menneske Ven, aabne sin Naades Dør for Eder, skienke Eder Kraft til at bede, og stride Eder ind i den rene Sielens Friegiørelse! O maatte den himmelske Frelsere drage Eder til sig, og velsigne Eders Hierter med den Hellig Aands Kraft, I, som agte Alting for Skarn og Skade imod hans Kundskabs Ypperlighed!

3) Det tredie, som udfordres paa vor Side, for at kunde fremstilles ustraffelige for Guds Ansigt, er den daglige Helliggiørelse og Vandring i et nyt Levnet. Naar Siælen er bleven igienfød, formedelst Troen forenet med sin Frelser, og har annammet den Hellig Aands Gave, følger af sig selv ganske naturlig et nyt Levnet, som kaldes den daglige Fornyelse, eller Helliggiørelsen. Det omvendte Menneske er bleven et nyt Creatur i Christo Jesu. De gamle Ting ere forbiegangne, det gamle syndige, forfængelige, daarlige Liv er forandret, de gamle Vaner ere aflagde, de gamle Synder ere forladte af Gud, den gamle Blindhed forvandlet til Lys og Retfærdighed, og alle Ting ere blevne nye. 2 Cor. 5,17. Her er nyt Lys i Forstanden. Man seer og Kiender den rette Vei til Livet. Man har Afskye for Synderes Vei, den almindelige Vei; Man ækles ved

Den falske Christendom, som bestaaer ikkun i Ord; i Ceremonier, og ikke i Kraft. Man kiender den menneskelige Natur i sin Fordervelse, Synden i sin Hæslighed og Fordømmelighed, Jesum Christum i sin guddommelige Kierlighed til Syndere. Man har erfaret Kraften af hans Forsoning, til Siælens sande Fred og Rerfærdiggiørelse for Gud. Her er Bøielighed i Villien. Man vil med største Redebonhed, hvad Gud vil. Man underkaster sig hans Ville alle Ting, hans Førelser, om de end ere tunge og besværlige for Kiødet. Man er villig til at forhaanes før hans Skyld, at lide med ham, for eengang at herliggiøres med ham. Guds saliggjørende Naade er saaledes aabenbaret for Siælen, at man oplæres til at forsage Ugudelighed og de versiige Begieringer, og leve tugteligen, retfærdeligen og gudeligen i denne Verden, og vente paa det salige Haab og den store Guds og vor Frelseres Jesu Chrissti Herligheds Aabenbarelse. Tit. 2, 11, 12. Det retfærdiggiorte Menneske faaer Naade til, dagligen at forbedres, at blive frommere, at afføre sig det gamle Menneske, og iføres det nye Menneske, som er skabt esfer Gud, i Retfærdighed og sand Hellighed. Man omgaaes som Lysets Børn, man lader sit Lys skinne for Menneskene , at de see de gode Gierninger og lære at prise Faderen, som er i Himmelen. Man er bekymret for at kunde leve til Guds

og Jesus Christi Ære, at forkynde hans Dyder, som kaldte fra Mørket til sit forunderlige Lys, at skinne som Lys iblant den forvendte og hoeragrige Slægt. Nu da jeg ret har smaget din Døds og Pines Fynd, Paa Dør er Satan jaget med al Regierings Synd. Jeg lever Synden ei, men agter kun at trine, ved Jesu Død og Pine paa Livsens rette Vei. Dette er Indholden af en igienfod Siæls hele sande og retskafne Christendom.

Her see vi da, mine Venner, alt hvad den: store Gud kræver af os, paa det! vi ved Døden kunde føres frem for ham. Vi skal alene vilde finde os i hans Vei, beqvemme os til den, søge Naade til at komme ind paa den. Er den Vei, han har lagt i sit Ord, ikke efter vores Sind, ikke efter vores Ønsker og Villie. Forhaane vi den rette Helligheds Vei, som er forbunden med Fornægtelse af Synden, af syndige Selskaber, syndige Venskaber, hvor vil vi da kunde blive førte frem for Gud? Agte vi Naaden ringe, sætte vi liden Pris paa Jesu allerkostbareste Forsoning, bespotte vi Sandheden, i Steden for at respectere den og vise den al Høiagtelse, give vi Sandheds Vidner, Retfærdigheds Lærere Aarsage til at sukke, til at græde og klage, ja til at hyle og jamre sig for Gud, fordi vi støde Guds Rige fra os og hellere udvælge Syndens, eller Hykleriets, end Retfærdigheds snevre Vei, hvorledes vil vi da

kunde komme frem for Gud med Glæde, med Friemodighed og skue hans Ansigt i al Evighed?

Men vi betragte dernæst for det andet: Hvem vi have at tilskrive, at vi kan blive førte frem for Gud, endskiønt vi ere De Alleruværdigste.

Med udtrykkelige og klare Ord lærer Apostelen Peder os det i vor Aftensangs Text. Christus leed eengang for Syndere, den Retfærdige, for de Uretfærdige, at han skulde føre os frem for Gud.

Vi ere de alleruværdigste Creature for den allerhelligste Guds Øine. Den Natur, den urene og syndige Natur, vi ere fødde med, og vore mange Synder, vore virkelige Overtrædelser imod Guds Lov, giøre os til de Alleruværdigste. Vi ere uværdige, fordi vi ere fødde af syndig Sæd og vor Moder har undfanget os i Synden. Vi ere uværdige, fordi vi fra vore allerspædeste Aar og op igiennem vor ganske Alder have syndet og haft os ugudelig, enhver i sin Grad, ei hver paa sin Maade. Jesus den eenbaarne Guds Søn, har ved sine forsonende og fortienestefulde Lidelser forskaffet os den rette Værdighed for Gud, endskiønt vi ere Syndere. Christus leed engang for Syndere, den Retfærdige for de Uretfærdige. Denne vor Megler, denne vor Forsoner kalder Apostelen den Rerfærdige. Han var den Allerhelligste, den Allersaligste, udgangen af Fade-

ren fra Evighed, bestemt til at være alle Menneskers, ja den ganske synlige Verdens Skader, Opholder og de fornuftige Crearures Forløser og Oprejser af deres Fald. I hvor vel og rigtig end Apostelen og Propheten udtrykker og beskriver hans Fuldkommenhed, naar Paulus siger om ham: Han haver ikke giort Synd, der blev og ikke funden Svig i hans Mund, og Esaias: Han havde ikke giort Vold, og der var ikke Svig i hans Mund; saa kan man dog endnu gaae høiere og sige: Han var saa langt fra Synd, at han var luttet Hellighed, lutter Retfærdighed, lutter Viisdom, lutter Salighed. Han var uendelig langt borte fra den mindste Synde-Smitte. Denne Retfærdige, Christus, den Salvede, med Aanden uden Maade, fra Evighed af, leed, siger Apostelen. Han forlod sin himmelske Herlighed, sine Saligheder hos Faderens høire Haand, sin himmelske Glæde, Fryd og Roe, og værdigede vor syndige og urene Verden sin allerhelligste Nærværelse. Han paatog sig et Legeme, dog det allerhelligste, i en syndig, fattig, elendig Jomfrues Liv; Vilde see Dagens Lys, som et umyndigt, spædt, hielpeløst Barn i en Stald, indvikles i Klude. Han vilde paatage sig den Møie, Ven Usselhed, ar forhaanes, bespottes, belies, bagvaskes i den onde Verden. Han vilde taale Modsigelse af Syndere, af Spottere, af sine arrigste

Fiender og de ugudeligste Kroppe. Han vilde paatage sig, en ringe Tieneres Skikkelse, og blev funden i Skikkelse som et Menneske, et ringe, et fornedret Menneske, som en Haandverksmand, der levede af sine Hænders Arbeide. Tilsidst gik han den allerstørste Siæle-Angest i Møde, der udpressede en blodig Sved af hans Legeme i Getsemane Have. Han blev forladt af sine Disciple, fornægtet af Peder, hudstrøg t, tornekronet, bespottet af Sandhedens og hans Forsonings Fiender. Han var lydig, han blev lydig indtil Døden, indtil Korsets Død, indtil den smerteligste og skiændigste Død, da han paa det forbandede Træ, midt imellem to afskyelige Misdædere, som den tredie allergroveste, opgav sin Aand.

Her ligger Grunden til vore Siæles Forsoning med Gud. Christi bittre, forsmædelige, uforskyldte Lidelser ere blevne Menneskene Aarsage til en evig Saliggiørelse. Fordi hans Lidelser vare guddommelige, udstandne af den allerhelligste, allerretfærdigste Guds eenbaarne Søn; derfore ere de af en uendelig kostbar Bærdie, Gyldighed og Vigtighed til Betaling og Fyldestgiørelse for vore Siæles Synder. Enhver af Guds eenbaarne Søns Lidelser indeholder en kostbar Fortjeneste for os i vor Trang og Synde-Jammer. Enhver Draabe af hans allerhelligste Blod, udøst i hans Passions Tid, har en guddommelig Kraft til at

rense hans Folk fra deres Synder. Og fordi vor dyrebare Frelseres Lidelser vare af saa uendelig en Vigtighed og Kostbarhed for Gud, fordi der i enhver, endog den allermindste hans Lidelse, laae den herligste Fortieneste for os; derfor var det aldeles ikke fornødent, at han skulde lide mere, end eengang. Christus leed eengang for Syndere. Han gik eengang ind i del Allerhelligsie, og fandt en evig Forløsning. Ebr. 9. Christus blev eengang ofret, for at borttage manges, det er alles Synder. Ebr. 9.

Han leed for Syndere. Dette, at vi vare Syndere for Gud, det er: i Henseende til vor Natur og Væsen de ureneste, hæsligste, besmittede med Synd i Henseende til vore Siæle og Legemer; dette, at vi vare Overtrædere fra Moders Liv, som umuelig vare eller paa nogen anden Maade kunde blive duelige til at see Gud og boe i de rene og hellige Salighedens Boeliger; men tvertimod maatte og burde have været i alle Evigheder udelukke fra Gud; Dette giorde det, saa at tale, fornødem for Jesu Christi allerkierligste guddommelige Hierte, at lide for os, og ved sine Lidelser forskaffe os Indgang til de hellige Ting. Selv havde han skabe os, selv havde han dannet os i Moders Liv; og det var umueligt, at hans guddommelig ædelmodige Hiertelav kunde forlade os i denne vor ubodelige Synde-Jammer. Vare vi hans Skabninger, hans fornuftige Skab-

ninger, skabte efter Guds eget Billede og begavede med de forunderligste og herligste Egenskaber, vare vi bestemte til en Evighed, og uden vor Villie og Vidende satte ind paa denne kummerfulde og lidelsesfulde Verdens Øe; Saa kunde han heller ikke andet, end efter sin Barmhiertighed tage sig vor Sag an, og drage en faderlig Omsorg for vore syndige og ynkværdidige Siæles Frelse og Saliggiørelse.

Og hvor Herligen, hvor fuldkommen udførte han, den guddommelig majestæriske al Verdens Megler og Forsoner, dette allerkostbareste og evig vigrige Forsoningens Verk! Guds Retfærdighed blev tilfredsstillet, hans Hierte formildet mod Syndere, og alle deres Overtrædelser saa at tale forglemte af Gud og evig bortkastede fra hans Ansigt, fordi de bleve lagde paa hans Søn, den Elskelige, og han fyldestgiorde for dem. Straffen laae paa ham, at vi skulde nyde Fred.

Nu kan vi, nu skal vi, i Kraft af denne al tilstrækkelige, evig herlige og kostbare Forsoning føres frem for Gud, naar vi selv ikke ere gienstridige og sætte os derimod. Nu kan vi af hans Forrienestes uendelige Fylde hente, medens vi leve i Verden, alt hvad vi trænge til, for at blive behagelige for Gud og beqvemgjorte til at beskue hans Ansigt evindelig. Nu kan Syndere ved alvorlige Bønner nedhente Maade fra Himmelen til deres syndige Hier-

26,

ters Igienfødelse og Benaadning. Nu kan de nyde alle deres Synders, endog de allergrovestes fuldkomne Forladelse. Nu kan de blive veelagtiggiorte i den Hellig Aands Meddelelse, som er saa fornøden til Siælenes Omvendelse og et helligt, et dydigt og for rette Christne anstændigt Levnet. Nu kan enhver Siæl, som ei selv modtvillig og skiødesløs vil forsømme den beleilige Tid, enhver Siæl, som ei vil agte Synden, Verden, Daarligheder høiere end Naade, Forsoning, Salighed, enhver sand bekymret og længselfuld Siæl øse Trøstens, Vederqvægelsens Vand med Glæde af Salighedens Kilder.

Christo Jesu, den korsfæstede og igien opstandne, men nu til himmelsfarne og hos Guds høire Haand siddende Verdens Frelser have vi altsaa at tilskrive, at vi engang kan blive førte frem for Gud. Og hvor høi, hvor majestætisk, hvor elskværdig, hvor tilbedelsesværdig er denne vor Saligheds Fyrste!

Hvor høi og majestætisk er han ikke! Den ene sande, den ene salige Guds uendelig høie og allerelskeligste Søn er han. Han er indsat til en Arving over alle Ting, over alle Verdener, alle muelige guddommelige Herligheder og Saligheder. Ved ham haver Gud giort Verden. Altsaa var det denne Frelser, som ved sit Bliv kaldte alle Ting, alle Skabninger, de Levende og de Livløse, de Fornufti-

ge og dr Ufornuftige frem af deres Intet, til at blive noget, til at blive virkelige. Han er Guds Herligheds Glands og hans Væsens Udtrykte Billede. Hvo er i Stand til at kunde oplyse og forklare Denne hans høie og for Støvet ubegribelig salige Carakter? Han bærer alle Ting med sit kraftige Ord. Altsaa bestaaer alle Ting ved hans Almægtighed, og opholdes i deres Væsen og givne Egenskaber, ligesom de allerførst bleve til ved hans skabende Finger. Hvad er Kongerne paa Jorden imod denne Himmelske Fyrste? Hvad er deres Magt, deres Ære, deres Herligheder imod hans?

Hvor elskværdig er han ikke? Han er elskværdig i sin store Menneske-Kierlighed, elskværdig i sin Fornedrelse, elskværdig i sin Ophøjelse. Hvor behagelig beskriver David, den store Konge ham? Du est deiligere, end Menneskenes Børn; Der er Naade udøst paa dine Læber; Derfor velsignede dig Gud evindelig. Du elskte Retfærdighed og hadede Ugudelighed, derfor haver o Gud! din Gud salver dig med Glædens Olie, fremfor dine Meobrødre. Alle dine Klæder lugte af Myrha, og Aioe og Kezia; Naar du gaaer af dine Elphenbeens Palladser, fra dem, som have glædet dig. Kongers Døttre ere iblant dine ypperlige Qvinder. Dronningen staaer hos din høire Haand i kosteligt Guld af Ophir. Ps. 45. 13. Hvo

maae ikke tilstaae, a! han er værd at elskes over alle Ting, fom saa forunderlig nedlod sig til Syndere, og omfavnede dem med en guddommelig Troefasthed, med en Kærlighed, der var stærk som Døden? Hvo vil nægte, at han jo er værd at elskes, som bar alle vore Synder, tog vor fottiente Straf paa sig, taalte Guds Vrede for os, og forhvervede os Retfærdigheds Klæder, rene Saligheds Klæder: som forløste vore forlorne Siæle fra Helvede, og havde Lyst til at hielpe, Lyst til at frelse os, da vi vare de Allerynkværdigste? Og hvor elskværdig vil han paa hiin store Dag og i Udødelighedens Land aabenbares for os, da vi, efter alle vore Trængsler, vore Møier, vore Elendigheder skal høste evige Frugter af hans Kierlighed og naadefulde Forsoning!

Da skal han tilbedes af alle; og hvor værdig er han at tilbedes! Fordi han var sin Fader lydig indtil Korsets Død; Derfor haver og Gud høit ophøiet ham, og skienket harm et Navn over alle Navne; at i det Navn Jesu, skal hvert Knæ, intet undtaget, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden bore sig; og hver Tunge, ingen undtagen, skal be-Fiende, ak Jesus Christus er en Herre til Gud kaders Ære. Philip. 2. Alle Guds Engle selv, det er de Allersaligste, de Allerherligste for Gud, Cherubimer, Seraphimer skal tilbede Herren, siger Paulus. Ebr. 1. Tilbeder for

ham alle Guder! siger David, ligesom henrykt af hans Storhed og tilbedelsesværdige Majestet. Ps. 97.

Vi have da ved Guds Naade og hans velsignede Aands Bistand betragtet den store Sandhed, vi foresatte os: At Menneskene ere skabte og igienløste til den Ende, at de skal føres frem for Gud. At vore Synders og Elendigheds grundige Kundskab, at Jesu Christi guddommelige Kierligheds levende Erkiendelse, at en hellig og ustraffelig Vandring, altsammen virket og udrettet ved den Hellig Aands forberedende, oplysende, igienfødende og helliggiørende Naade, at dette er alt hvad der paa vores Side udfordres, for eengang at kunde føres frem for Gud med Glæde; Ligeledes, at Jesus Christus, den over alle Engle langt ophøiede Verdens Frelser, at hans forsonende Lidelser og Død er den eneste fortjenende Aarsag til vor evige Salighed; have vi betragtet med hinanden. Naar nu Menneskene er faae Deel i denne Jesu kostbare Fortjeneste, imedens de leve i Verden, naar de uden levende Trøst og Haab gaae ud af Verden, naar de uden levende Følelse og Erfaring af denne Guds store Kierlighed i Sønnen Jesu Christo, forlade Denne synlige Skueplads; Kan dette tillægges den evig kierlige og høilovede Gud? Er nu, eller kan nu Gud siges at have Skyld udi at Siælene gaae

forlorne og styrtes ned i Usalighed? Har ikke Gud, som vi have hørt, føiet de allerhelligste, de allerpriisværdigste Anstalter til Siælenes Fred og Saiiggiørelse? Er ikke Sønnen gaaet i Døden? Forkyndes ikke Guds Ord i Chrisstenheden? Tilbydes ikke Naaden? Skiænkes ikke den Hellig Aand til enhver i Sandhed Trængende, enhver Fattig i Aanden, enhver oprigtig søgende Siæl? Hvo blir da Skyld i de ugudelige Menneskers Usalighed og Forka« stelse fra Gud, uden de selv? Deres egen Skiødesløshed, Tankeløshed, i Henseende til deres Saligheds Sag, deres egen Stolthed og fæle Høimodighed, at de ikke vil fornedres, som arme Syndere, under Gud og have Navn af at være blevne forandrede og hellige, deres egen Kierlighed til Verden og Skiøde-Synderne, deres egne onde, forføriske og forræderske Hierter, have eene og alene Skyld udi, at de i Steden for Naade, maa føle Vrede, at i Steden for Barmhiertighed, Strænghed og Retfærdighed, i Steden for Salighed, Usalighed.

Naar Sandheden, den rette, ægte, evangeliske Sandhed forkastes, naar det Guds levende Ord, der er som et tveegget Sværd, og trænger ind igiennem Siæl og Hierte, foragtes, bespottes; Naar Sandheds Vidner forhaanes, og bedrøves indtil Døden; hvor kan da Gud vise sit milde Ansigt? Kan han elske et forhærdet Folk, som ei

vil være retfærdige, hellige og salige? Kan han Haardrage Menneskene ind i sin salige Forening?

Hvad Under, om hans Vrede optændes, som en Tid? Hvad Under, om hans haarde Straffe-Domme bryde ind? Hvad Under, om hans Retfærdigheds Sværd uddrages, for at sønderhugge de Gienstridige, om Helvede aabner sin Strube, for ar tage imod de Forhærdede, hans Ords, hans Sandheds, hans retskafne Veies Fiender? Tænker Eder derfor om, I, som have levet i Synden, som have følet Eder i Vellysterne, og hidtil ingen sand og salig Deel haft og nydt i Jesu kostbare Forsoning. Overveier Eders Tilstands Ulyksalighed, og tager Eder Tid dertil, I som hidindtil have elsket Verden og de Ting, som ere i Verden! Kan I tænke at blive i Sandhed lyksalige, saa længe I vandre paa den brede Vei, son den store Flok løbe paa? Fører den til Liver, eller til Fordervelsen? Er det mueligt, at aabenbare Synder, begangne lige imod Guds hellige Ord, imod hans klare og tydelige Lov til sit Israelitiske Folk, er det mueligt, at et overdaadigt og vellystigt Levnet, Under Guds og hans Ords Foragt kan bestaae med den Troe, hvorved Siæle blive igienfødde til det evige Livs Haab? Er det mueligt, at Jeg kan være en sand Christen, at jeg kan leve i en sand Forening med Gud, og dog med frit Forsæt, imod min Indsigt, imod mit Hiertes Overbe-

viisning, overtræde Loven? Er det mueligt, at jeg kan elske Gud og Jesum, og dog hade, bespotte, forfølge saadanne Mennesker, der ere Hadere af Laster, af Uretfærdigheden, som hersker i Verden? Er der mueligt, ar jeg kan i mit Hierte være Fiende af Sandheds Elskere, af sand Christendoms Forfægtere, af dem, jeg i mit Hierte er overbeviist om at være redelige Guds Venner og Herrens rerskafne Tienere, der intet søge, intet bekymre sig for, uden Meneskenes Lyksalighed, som befordres ved Dydens og Christendommens hellige Øvelse; og dog selv være i en lyksalig Tilstand, i Henseende til Gud og mm udødelige Siæl? Svarer, alle I, som have Forstand og Læsning, ja som ikkun have et naturlig got Begreb, og ei med frit Forsæt vil misbruge det, til at forfægte Usandhed. Eller beviser mig, I Lærde, paa hvad Maade det er mueligt, at saadanne, som klarligen vise, at de ere verslig sindede, dog tillige kan være himmelsk sindede? Beviser, om I kan, at Bandere, Hoerkarle, Egennyttige, Gierrige, Høimodige, endskiønt de ikke ere det i en høi, men kun i en ganakw fiin øg snart umerkelig Grad, kan have Deel i Christi og Guds Rige. Er dette da umueligt, hvor er da Guds Folk iblant os? hvor er ven sande Christendoms Elskere? hvor ere Jesu sande troende tilhængere

Er det da umueligt, at Synd, jeg me. ner herskende Synd, og Naade Fan staae sammen, at Guds Kierlighed og Verdens Kierlighed kan boe i eet Hierte, hvor let er det da ikke for Eder, som høre mig, at komme efter i hvad Tilstand Eders Siæle ere udi, om I ere i Naade- eller Synde-Standen, om I vandre paa den brede eller smalle Vei? Er ikkun een eeneste Synd herskende hos Eder, for Exempel, den Last, at misbruge den hellige Guds Navn til at sværge og bande; Saa staae I jo ikke i Forening med Gud. Er der noget fremmet og uforstaaeligt for Eder, hvad det er, at opvækkes af Syndens Søvn, at komme til sine Synders levende Erkiendelse, at faae Forsikring om sin Børne Rettighed, at oplyses af Guds Aand, at hade Synden og det uchristelige Væsen; Saa have I h er aldrig erfaret disse den Hellig Aands Vir nger og Arbeide paa Eders Siæle; og saa I følgelig døde i Eders Synder, fremmede for det Liv af Gud, uden for Guds Naade og hans Aands Iboelelse. Betænker derfore, hvor usalige, hvor ynkværdige I ere for Gud og alle hans Engle, saa længe I endnu ere i Eders Blindhed og Ubodfærdighed. O skynder Eder ud fra den fordærvelige Vei, I have vandret paa; Kaster Synde-Aaget fra Eder, fatter Afskye for Eders forrig Levnet og hele Omgiængelse efterdi I ikkei have kiendt Gud, ikke elsket Gud, ikke

troet paa Jesu Christi, Guds eenbaarne Søns Navn, ikke vandret paa sand Helligheds og. Retskaffenheds Veie. Fatter nye Forsætter, nye Beslutninger. Omvender Eder til Gud, Eders Skaber, Eders Fader, Eders himmelske Velgiører. Giver Jesu Christo, den Guds eenbaarne Søn Ære, ved at kaste Eder ned for hans Fødder, som uværdige, strafskyldige, fordømte Misdædere. Beder, raaber om Naade, Naade til Eders Synders og ganske Elendigheds ledende Erkiendelse, Naade til Eders syndige Siæles Retfærdiggiørelse for Gud, Naade til at vandre paa Helligheds Beie, i den nye Lydighed formedelst Troen paa Jesu Navn. Opsætter ikke venne altervigtigste Sag, hvorpaa al Eders Velfærd, al Eders Lyksalighed i Tid og Evighed beroer. O maatte dog Guds Aand drive Eder dertil! O maatte I dog ingen Roe finde i Eders Siæle, førend I fik smage ven Guds Fred, som overgaaer al Forstand, den Gødhed, det er, at blive antagne til Naade, og forsikrede derom i sit Hierte ved Guds trøstende og oplivende Aands Kraft!

Salige Siæle! som høit agte Guds levendegiørende Ord, som ære hans Sendebud, fordi de ere Fredens Sendebud, og bære et got Budskab paa Biergene! det naaderige Budskab om Jesu Christi forløsende, om hans bøende Kierlighed! Salige Siæle, som elske Fre-

dens Evangelium og glade Eder ved, at det forkyndes i Kraft til Eders Siæles Opvækkelse af Syndens Søvn, og Omvendelse fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud! Salige Siæle! som ere villige til at opofre Eders Hjerter til ham, Eders himmelske Brudgom, Eders Siæles Forløser, saasnart han raaber: Min Søn, min Datter, giv mig dit Hierte! Salige Siæle, som oplader Hjerterne for ham, naar han banker, at han kan indvie dem til sin Hellig Aands Templer, og holde Nadvere med Eder og I med ham! I skal glædes af hans Ansigtes Beskuelse, I skal frydes i hans himmelske Naade-Retter, I skal høste de saligste Frugter af Eders Længseler og engang mættes, naar I opvaagne efter hans Billede. I skal høste Frugterne af hans Død og Forsoning, Eders Trængseler skal rigelig erstattes Eder, Eders Møier i Verden overflødig giengieldes, I skal faae Prydelse for Aske, Glæde for Sorg, og priselige Klæder for en vansmægtet Aand! I skal komme eengang til det Himmelske Zion med Frydeskrig, og evig Glæde skal være over Eders Hoveder; ja Fryd og Glæde skal I bekomme og Sorrig og Sukke skal flye fra Eder. Amen. Ja Amen.

Maalet hvortil Gud skabte Mennesker, forestillet i en Tale, holden i Dom-Kirken til Aftensang paa Fastelavns-Søndag 1772. af Asmund Reutz,

Maalet hvortil Gud skabte Mennesker, forestillet i en Tale,

holden i

Dom-Kirken til Aftensang

paa

Fastelavns-Søndag