Asmund Reutz Et kort Forsøg. Esaiæ Bierg eller Kirkens tilkommende store Lyksalighed ved den Jødiske Nations Omvendelse til Jesum […] af Asmund Reutz, forrige Capellan til Eids Kald i Bergens Stift i Norge.

Et kort Forsøg.

Esaiæ Biera

eller

Kirkens tilkommende store

Lyksalighed

ved den

Jødiske Nations Omvendelse til Jesum,

viist af

Propheten Esaiæ 2 Cap. 2, 3 og 4 Vers.

Af Asmund Reutz,

forrige Capellan til Eids Kald i Bergens Stift i Norge.

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare. 1772, boende i Skindergaden i No. 76.

2

Vildelser som ved det første Ark have indsneget sig:

I Dedic. Lin. 7. Læs: ndvortes Pag. 7. Lin. sidste. Læs: Hans Pag. 9. Lin. Læs: vare deelagtiggiorte Pag. 16. Lin. 14. Læs: Prophetens.

3

Til Den Stormægtigste Konge til Danmark og Norge & c. & c. Vor Nordens Christian, som sin indvortes Trangs sikkre og

naadige Ophielper,

dediceres dette Skrift allerunderdanigst af Forfatteren

4

At den jødiske Nation, som i det gamle Testamentes Huusholdning var særdeles elsket af Gud, og som hans udvalgte Folk, benaadet med de herligste Fortrin i Kir- ken og Staten, har i mange Hundrede Aar, siden Christus, den al Verdens Forløsere blev korsfæstet, været i særdeles betrængte, foragtede og ynkværdige Omstændigheder, i begge de forommeldte Henseender, i hvilke den var saa lyksaliggiort; dette er en Sandhed, som er alt for bekiendt og aabenbare for den hele Chris- stenheds Øine, end at man havde nødig vidtløftig at oplyse den. Og hvo veed ikke, at Guds strænge Retfærdighed og Vrede over deres saare lastværdige Stivhed og Haardnakkenhed, derudi har klarligen aabenbaret sig? Hvo veed ikke, ar den Foragt, de viste over

5

5

Messiæ allerhelligste Person, da han, efter Guds ofte igientagne Løfter til Fædrene, var bleven Menneske og boede iblant dem; at den ugudelige Ondskab og græsselige Haardhed, de især i hans sidste Lidelsers Tid udsvede imod ham; at den lastværdige og skammelige Ringe- agtelse, de viste for Naaden, den kostbare gud- dommelige Naade, som han selv, tillige med hans Apostle, saa alvorligen, saa hierteligen, saa uafladeligen tilbød dem; hvo veed ikke, siger jeg, at her er Grunden til al deres langvarige og ret beklagelsesværdige Elendighed, til deres mægtige Starers Undergang, til deres prægti- ge Tempels Ødelæggelse ved Romerne, til de- res Adspredelse iblant Hedningene, til deres fattige og foragtede Tilstand, hvorudi de aller- fleste befinde sig. Ikke at tale om, at just denne den jødiske Nations ommeldte Tilstand gi- ver et klart og uomstødeligt Beviis paa den Christelige Religions Sandhed og Guddom- melighed, og viser, ar Jesu allerhelligste Spaadoms Ord, som de ringe agtede, ere paa den allerfuldkomneste Maade blevne opfyldte.

Men hvo vilde vel, og hvo kunde vel der- imod troe, at deres Tilstand skulde uforanderlig blive saadan, som den saa lang Tid har været og endnu er? Hvo kunde paastaae og gotgiøre, at det ei var mueligt, at deres Stat nogensinde kunde fæste Rødder, faae Styrke igien,

6

6 og efter al deres Adspredelse, af deres Fædres Gud blive paa nye grundfæsted og lyksaliggiort? Hvo vilde sige, at de altid fremdeles skulde blive udelukte fra den salige og høist velsignede Naade-Pagt, Gud oprettede med deres Fædre; hvilken ved Jesu forsonende Død og Lidelser blev beseglet og igiort fuldkommen paa den allerforunderligste Maade? Hvo vilde troe, at de bestandig skulde være saa ulyksalige, ei at faae Deel, en sand og salig Deel i den evangeliske Kirkes Gode, ei at faae levende Indsigt i den Evangelii forundringsværdige Hemmelighed: At Gud er aabenbaret i Kiød? Sandelig ingen, uden den, som enten er ubekiendt i de guddommelige, det gamle og nye Testamentes Skrifter, eller ei er saa lykkelig at kunde see ind i de Steders rette Mening, som sigte til den jødiske Nations Helbredelse igien. Mig synes, at de Prophetiske Skrifter vrimie af de herligste og dyrebareste Guds Forjettelser til dette sit forjagede, forhadte og ynkelig plagede Folk, som forsikre dem om, at de skal reddes af deres Nød, helbredes af deres Sygdom, lære at troe paa det nye Testamentes Meglere Jesum Christum, den Kors- fæste, og sættes i den lyksaligste og mest blomstrende Tilstand baade udvortes og indvortes, under hans eget viseste og naddigste Regimente disse sidste Dage.

7

7

Skulde det vel og være stridigt med en op- lyst Fornufts Indsigter, at et Folk, som det jødiske, der af den store Gud selv iblant alle andre Nationer paa Jorden var bleven særdeles udkaaren og betitlet med det høie Navn: Hans eget Folk, er Folk, som saa forunderlig var bleven ført, ved de allerforunderligste Mirakler og overnaturlige Gierninger reddet fra Fien- ders Vold og Tyrannie, og derefter umiddelbar bestyret af den store Kongernes Konge selv, ved hellige Guds Mænd, ved Propheter og Konger, et Folk, som i lange Tider nød saa besynderlige Herligheder, saa høie og store Naa- der, som intet Folk paa Jorden er bleven deel- agtiggiort udi; Jeg siger, er det vel rimeligt, at et saa høit æstimeret Folk, af hvis Sæd Guds ievende og evig velsignede Søn vilde stige frem paa Jorden, saa aldeles kunde glemmes af Gud, forkastes af Gud, at de aldrig i Evigheders Evigheder skulde lyksaliggiøres ved deres himmelske Broders, Jesu Christi Kiøds Paatagelse, hellige Levnet og Lidelser iblant dem, og allerkostbareste Død og Forsoning? Jeg tilstaaer, Gud efter sin Retfærdighed kunde finde Aarsage til at fælde en saa gruesom og forfærdelig Dom over dem; og hvo turde un- derstaae sig at gaae i Rette med ham derfor? Hvo kunde beskylde ham for Uretfærdighed? Men hvor er der ikke overeensstemmende med Guds uendelige Kierlighed, med han alleræd-

8

8 leste Tanker over de elskte Mennesker, at Han igien vil opsøge dem, han tilforn værdigede en saa stor Kieriighed, og kalde til sig igien dem, han en lang Tid forlod, fordi hans Retfærdig- hed og de allerviseste Aarsager krævrde det? Saa meget mere trorværdigt er dette, naar hans guddommelige Navns Ære derved kan fremmes, hans Riges Beste befordres, og Millioner Siæle ved denne Lejlighed reddes som Brande af Ilden og beredes til den forestaaen- de store himmelske Jubelfest.

Det nye Testamentes Skrift, Pauli her- lige Epistel til de Romere viser, synes mig, paa den allerklareste Maade, at dette Folk skal, endsskiønt de forhærdede deres Nakker imod Christum selv og hans Sendebud, dog i denne sidste Tid blive antaget af Gud igien i Christo Jesu, deres ypperste Præst og Forsoner. Nogle Vers af denne Pauli Skrivelses Ellevte Kapitel vil jeg først kortelig med en Paraphrasi anføre, for at bevise, at den ovenfor gotgiorte Sandhed endog der er gtundet; førend jeg strider til mit egentlige Forehavende, nemlig til er kort Forsøg af Propherens Esaiæ 2det Kapitels 2det, 3die og 4de Vers at afmale Guds Kirkes tilkommende store Lyksalighed.

9

9

Paulus forestiller der de til Christum om- vendte Hedninge, hvilken saare stor og ufor- skyldt Maade dem nu var vederfaren, i det de, fom blinde Hedninge, der aldrig havde kiendt og tilbedet den sande Gud, var deelagtiggiort i den Naade-Pagtes Herligheder, som Gud havde i de første Tider oprettet" med sit Folk Israel, og nu allerførst vare dette Folk tilbud- ne, efterat Pagten ved Jesu Død var bleven beseglet. Den jødiske Nations Forhærdelse og Foragt for Evangelii Naade, forestiller han som en Anledning til den store Lyksalighed, der nu blomstrede iblant dem, og den salige Naa- destand, de stode udi. Han raader dem til en ydmyg Erkiendelse af deres store Uværdighed for Gud, og aabenbarer dem den Hemmelighed, at det jødiske Folk skulde antages igien, endskiønt de for den Tid vare for- kastede.

Har Gud forskudt sit Folk? siger han V. 1. Vi- Gud nu aldrig mere være Israel naadig? Har han nu reent bortkastet der i sin Vrede? Ska! de aldrig smage Evangelii Gode og høste Frugterne af hans Søns Død og Forsoning? Fordi de korsfæstede Herlighedsens Herre, og ei antoge Jesum for den forjettede Messia? Fordi de traadde hans Ord ind Fød- derne og nu forskiøde den tilbudne Evangeliske Naade?

10

10

V. 2. Det være langt fra! Og i denne nærværende Tid er det bleven en Levning efter Naadens udvælgelse. Endog i denne Tid er en stor Deel Jøder udvalgte,@som Naadens Medarvinger til der evige Liv, endskiønt den store Hob stampede imod Braad- den til deres egen Fordervelse.

V. 7. Det Israel søgte efter, haver den ikke faaet; Ingen jordisk Fyrste, ingen mægtig Seier-Herre, som triumpherede over deres Staters Fiender, hvilken de tragtede ef- ter, hvilken de ønskede sig, og i hvilken Gestalt de alene vilde kiende den forventede Messiam. Men Udvælgelsen, de Udvalgte, som antoge Naaden, fattige i Aanden, og erkiendte Je- sum for deres Siæles Brudgom og Frelsere, haver faaet det, det de ønskede sig, det de trængte til, det der giorde dem til høist lyksali- ge Mennesker i Tid og i Evighed. Men de øvrige ere forhærdede.

V. 11. Derfor siger jeg: Mon de have stødt sig, pas det de skulde falde? Mene I vel, at de paa en saa ulyksalig Maa- de have stampet imod Braadden, stødt deres Hoveder imod Guds Kirkes Hoved-Hiørne-Steen, foragtet Jesum og hans Naade, hans død og den derved forhvervede Salighed, at de aldeles skulde gaae under, aldrig reise sig

11

11

mere, aldrig faae Rod igien? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Saliggiørel- fen vederfaren Hedningene Deres Daarlighed har draget denne salige Følge efter sig for eder og de øvrige Hedninge, at Guds Evan- gelium er bleven eder forkyndt, Guds Naade tilbuden og meddeelt eder. Deres sørgelige og ulyksalige Gienstridighed har været en Anledning til eders Lyksalighed. At den skulde opvække dem til Nidkiærhed, at De ved at see Den Christelige Religions Udbredelse paa saa langt fraliggende Stæder, og deres Lyksalighed, som antoge Jesu Lærdomme, skulde eengang opvækkes til at tænke sig om, overbevises om deres forrige Gienstridighed, og give Evangelii Aand og Naade Rum; i deres Hierter.

V. 12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade er Hedningenes Rigdom; Ere nu de uoplyste Nationer, som ikke kiendte og tilbade den eene sande Gud, blevne saa herligen oplyste, saa saligen berigede ved den sørgelige Lejlighed, at Guds eget Folk var højmodigt nok til at forskyde hans evig velsignede Søn, hans dyrebare Ord og salige Naades Gaver? Hvor meget mere skal deres Fylde være der? Hvor meget mere ssal Guds Kirke blomstre, hvor meget mere skal Evangelii Lys skinne vidt og

12

12

bredt omkring, naar Israel skal i Hobetal antage Evangelium, erkiende deres forrige Blind- hed og Gienstridighed og underkaste sig Jesu Naades Scepter?

V. 15. Dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse; Har Gud antaget sig de blinde og uoplyste Hedninge, som aldrig kiendte ham, aldrig spurgte ester ham, og saliggiort dem i Haabet ved Jesu forsonende Død, da han var nødsaget at forskyde sit eget Folk for deres Stoltheds og Forhærdelses Skyld; Hvad er da deres Annammeste andet end Liv af de Døde? Hvilket nyt Liv skal ikke Verden faae; hvilket Gudsfrygtigheds og sand Christendoms Liv og Munterhed skal da ikke bryde frem og vise sig, naar delte Folk, der i Henseende til Dyd og ægte Gudsfrygt kan ansees. som uddøde, forraadnede Træer, skal antages igien, træde ind i Kirkens Samfund, blive Evangelii Tilhængere og Naadens Børn i Christo, som de korsfæstede?

Jeg vil ikke dølge for eder den Hemmelighed; Jeg vil endnu komme Sagen Nærmere og med klare Ord forkynde og aabenbare eder den Guds skiulte viisdomsfulde og naadefulde Hemmelighed, det Guds evige forunderlige Raad, med den hele Verden til deres Salighed; At Forhærdelse er kommen over

13

13 Israel, hvad en Deel er anlangendes, at han har tilladt sit eget elskte og udvalgte Folks Forhærdelse for nærværende Tid og en lang Tid herefter, indtil Hedningenes Fylde skal komme ind, indtil den salige Tidspunkt kom- mer frem, da en stor Mængde upolerede, uoplyste hedenske Nationer skal omvendes fra det hedenske Mørke, de svæve udi, til den levende Gud og deres Forløsere; og da skal al Israel blive salig, og da skal mange Tusinde Jøder, saa mange som ei vil forskyde Sendebudene, og antage Jesu Naade og tilbede hans Kierlighed, omvendes til Christum, deres Siæles Hyrde og Biskop. Ligesom skrevet er. Den som udfrier, den, der som et Redskab i Guds Haand skal befrie dem fra det tykke Mørke, de svæve udi, tænde, ved Guds Aands kraftige Biestand, Evangelii Lys for dem, og under Guds Paakaldelse lære dem Guds Veie til deres Salighed, at de kan reddes af deres Nød og store Fordervelse, skal komme af Zion, (det er efter min Forklaring) skal være opdragen i den Evangeliske Kirke, og afvende Ugudeligheder fra Jacob, undervise dem om deres Synder, deres Naturs Fordervelse og hele Elendighed, og prædike Christum den Korsfæste for dem. Og dette er det Testamente, som er giort dem af mig, siger Frelseren den Herre Jesus, naar jeg faaer borttaget deres Synder; Naar jeg ved min

14

14 Død og Forsoning har tilfredsstillet Guds Retfærdighed, og forhvervet al Verden Naa- de hos Gud og alle Synders fuldkomne For- ladelse, skal dette, i mine Lidelser, paa Dem henrettede Testamente, staae aabent for dem, bekiendtgiøres for Dem, og i sin Tid, det er i Disse Dage opfyldes for dem.

Disse her anførte og kortelig oplyste Pauli Ord, give da et ganske klart Lys i denne Sag, som af en Deel lærde og gudelige Mæud rigtig er bleven indseet, men af andre ringe agtet og tagen i Tvivl.

Endnu eet maae jeg her erindre, som tie- ner til min Forklarings Styrke og denne Sandheds Befæstelse. Dette tager jeg af Evangelisten Lucæ Historie, dens 21 Kapitels 24 Vers. Efterat Jesus har talt om Jerusalems Beleiring og den store Nød, den mangfoldige Jammer, som ved den Leilighed og i den kummerfulde Tid skulde overfalde Indbyggerne; lægger han allersidst i Verset disse Ord til: og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningene, beleires, bestormes, i Bund og Grund ødelægges af hedenske Folk og blive til en Steenhob. Og hvor længe skal den være ødelagt, hvor længe nedtraad? Stedse og altid? Indtil den y- derste Dag? Nei! Saa siger han ikke; Men indtil Hedningenes Tider fuldkommes.

15

15

Altsaa skal slutningsviis, og fornuftig at tænke, Den Nedtrædelses Tid være en vis indskrænket Tid og have sine visse Grænser. Og skulde man altsaa ikke kunde slutte, at naar Hednin- genes Tider ere fuldkommede, (Ord, som kan tages i flere end ren Mening) Jerusalem da skulde, ved besynderlige Guds Naades Redskaber, ved den Almægtiges Hielp og kraftige Biestand, ligesom reise sig igien af sin Aske, blive bebygget og beboet til Guds Priis, til Forsoningens Ære og Guds Folkes Lyksalighed i Det nye Testamentes sidste Tid? Tager man de prophetiske Skrifter til Hielp, saa bliver Denne Følge saa klar og aabenbar, at der, i det ringeste for mig, ei er mindste Aarsage til at kalde det i Tvivl.

Dette har jeg af det nye Testamentes guddommelige Skrifter vildet anføre, førend jeg skred til mit Forsæt: at: anstille en Deel Be- tragtninger over disse efterfølgende Prophetens Esaiæ Ord:

Text Esaiæ 2 C. 2, 3, V.

Og det skal skee i de sidste Dage, da skal Herrens Huses Bierg være beredt oven paa Biergene, og ophøies over Høiene, og alle Hedninge skal løbe dertil. Og mange Folk skal gaae og sige: Kommer, lader os gaae op til Herrens

16

16 Bierg, til Jacobs Guds Huus, at han maae lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa hans Stier; thi af Zion skal udgaae en Lov og Herrens Ord af Jerusalem.

Og han skal dømme iblant Hedningene og straffe mange Folk, og de skal sammenslaae deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Segle; Et Folk skal ikke opløfte Sværd imod et andet, og de skal ikke ydermere lære at føre Krig.

Jeg har foresat mig, under Guds naadi- ge Bistand, efter min givne Indsigt og Oplysning af disse Propheters Ord, at afmale De sidste Tider, som besynderlige og for Guds Kirke blomstrende Tider.

At afmale Guds Kirkes nærværende Tilstand med sine sande Farver, er just ikke egentlig mit Forsæt. Skilderiet blev vel og ikke det behageligste og velkomneste, fordi det ikke kan være det. Vil man see Guds Kirkes sande Tilstand og Beskaffenhed, har man alene nødig at kaste Øinene til de beklagelige og sørgelige Beskrivelser over disse nærværende og forbigangne Tider, som findes i Kirke-Historierne. En Speners, en Schrivers, en Franchens og

17

17

flere fortreffelige Guds Tieneres Skrifter ere fulde af veemodige Klagemaale over Christen- Hedens jammerlige Tilstand, og bære Vidne om deres Hierters gudelige Længseler efter eet eller flere Udvalgte Naades Redskaber, hvorved Kirken kunde, under Guds Naades Hielp og ved hans velsignede Arm, opbygges, forbedres og lyksaliggiøres. Deres Beskrivelser beholde vel deres Værd, som velgrundede og retsindige; og man turde kunde forsvare, om man paastod, at Tilstanden mere forværres, end forbedres. Enhver, som Gud har skienker den ringeste Grad af sund Sands, og Smag udi ægte Dyd og Christendom, seer ved første Øiekast, hvor stor, hvor græsselig, hvor almindelig Fordervelsen er. Saa stor er Den, at man kunde have den retfærdigste Aarsag til at troe, at Christenheden, for dens gruelige Lasters Skyld, for dens Overdaadig- heds og Stoltheds Skyld, for den Foragt, der vises for Christi Naades Gierning i oprigtige Siæle, ja for Forsoningen selv, den allerherligste Tilbedelsesværdige Naades Gierning; at Christenheden, siger jeg, beredede sig meer og meer til et afskyeligt Offer for Guds strænge Retfærdighed og Vrede. Ja den er saa stor,- at den sidste Ødelæggelse over den syndige Ver- Den maatte være nær for Haanden, den yder- ste Dag, Jesu aabenba elskes store Dag maat- te stunde til, om han ikke af sin faderlige Kier

18

18 ighed havde besluttet at sende os udvalgte og udrustede Redskaber, for at forbedre og ophiei- pe sin forfaldne Christenhed. Dette sidste giver den hellige Skrift os fuld Vished, ja det friemodigste Haab om. Ikke alene i det nye, men endog i det gamle Testamentes guddommelige Bøger, findes klare Løfter om Guds Kir- kes lyksaligere Tilstand i paa det sidste. De anførte Esaiæ Ord ere paa en udvalgt Maade tydelige og opmuntrende, for at formere dette livsalige Haab. Den uendelige, evige og ufor anderlige Guds Veie med Menneskenes Børn har altid været høist forunderlige, men derhos Viisdoms- og kierlighedsfulde. Mig synes, han kan i den Henseende besynderlig betragtes under den Karakteer af en Nødhielper. Naar Nøden er størst, naar Omstændighederne ere de vanskeligste, naar Kirkens Lyksalighed staaer paa den yderste Pynt af dens Undergang; Saa er hans hielperige Haand udstrakt. Saa har han viist sig imod enkelte Personer og faa Mod sin Kirke besynderligen. Paa begge Dele kunde af Skriften anføres mange klare Beviser. Fortiener nu denne sidste Kirkens Tid Navn af en Nødens Dag, hvilket ei var vanskeligt at bevise med uomstødelige Grunde; Saa kan og enhver retskaffen Israelit opmuntre sig med det faste og ubedragelige Haab, at Nødhielperen, den Store, den Stærke, den Almægtige og tilsidst, efter lang Forha-

19

19

ling, udstrækker sin Arm for at frelse og salig- giøre. Da jeg nu har foresat mig at beskrive de sidste Tider, som besynderlige og for Guds Kirke blomstrende Tider, vil det være pas- seligt at lægge for Dagen, i hvilke Henseender de kan fortiene Navn af besynderlige og blomstrende. Esaias og en Deel andre prophetiske Stæder skal allene herudi være vore Ledere; og det skal vises, at de sidste Tider saa maae kaldes for 4 Aarsagers Skyld:

1) Fordi den jodiske Nation da skal

besynderligen indlemmes i den Christen Kirke.

2) Fordi Hedninge skal ved den Lei-

lighed omvendes.

z) Fordi Gud skal bruge sin Retfærdigheds Kiis for ar strafe Fienderne. Og

4) Fordi den deilige Fred paa en besynderlig Maade skal herske i Guds Folkes Stater.

Ethvert af disse fire Stykker vilde vi betragte.

Men førend vi stride til disse Betragtninger, vilde vi først bestemme Prophetens før-

20

20

ste Ord af Texten: Det skal skee i de sidste Dage. Her spørges: Hvoraf vides, at disse Dage endnu staae tilbage? Hvorfor er de Ikke allerede forløbne? Maaskee derved forstaaes den sidste Guds Huusholdnings-Tid i det gam- le, eller første i det nye Testamentes Tider? Jeg svarer:

Propheten sigter just til besynderlige Dage i det nye Testamentes sidste Tid. Thi, naar propheterede Esaias? I Usia, Jotham, Achas og Ezechiæ Kongers Dage. En Tid, Da den gudfrygtige David, det velsignede Guds Redskab, var gaaen til sine Fædre. En Tid, da den jødiske Kirke var i beklagelige Omstændigheder og under den almægtige Guds straffende Haand for Afguderiets Skyld. En Tid, da ingen saa besynderlig og herlig Forandring kunde ventes, førend den forjettede Messias selv kom. Og i hvad Tilstand var den da? Hvor jammerlig tilredet var den? Hvor høit trængende til en salig Forandring pg Forbedring? Men hvor gienstridige vare Jøderne? Hvor stive deres Nakker? Hvor haarde deres Halse? hvor stolte deres Hierter imod hans allerhelligste og sllerviseste Læremaa« de? Fik den høilovede Guds Søn en saa almindelig Indgang hos sit Folk, som var fornøden? Antoge de hans Lærdomme, hans livsalige Evangelium? O sørgelige Forestillinger

21

21 Den allerkierligste, den allermildeste Herrenød- sagedes at forkynde dem Guds grumme og forfærdelige Vrede, deres store Stads og Temp- lens Ødelæggelse. Paa den Tid blev altsaa Esaiæ Ord over Juda og Jerusalem ikke heller opfyldte: I de sidste Dage skal Herrens Huses Bierg være beredt oven paa Bier- gene og ophøies over Høiene, og alle Hedninge skal løbe dertil. Nu staaer da alene tilbage, at vi fastsætte som noget vist og af- giort, og antage som noget uomstødeligt: Dis« se Dage, disse besynderlige Dage ere for Haanden, og altsaa tilkommende. De merkelige og herlige Omstændigheder, som den- ne vigtige Forandring i Kirken har i Følge med sig, gotgiøre og paa det kraftigste, at disse Dage ingenlunde ere eller kan være forbigangne. I en fuldkommen Overensstemmelse med denne Prophete, aflægger Propheten Michas i hans Propheties fierde Capitel Ser herligste Vidnes- byrd om disse samme Dages blomstrende Lyksalighed. Efterår have anført Denne for- nødne Anmerkning, som jeg haaber giver et klart Lys i den omspurgte Sag, vil jeg søge at oplyse, for hvilke Aarsagers Skyld denne sidste Tid af mig betitles med disse Karakterer af Besynderlig og Blomstrende.

1) Skal den Jødiske Nation da be- synderlig indlemmes i den Christen Kirke.

22

22

Just om Juda og Jerusalem, som ved de Ro-, mere saa ynkelig blev ødelagt, saae Esaias dette Syn. Lyksalige Nation da, som Den almæg- tige Gud saa høit elsker, uagtet alle dine Over- trædelsers Mangfoldighed! Længe har du været adspredet iblant Folk, som ikke vare kaldte efter Herrens din Guds Navn, længe har du været skildt ved dine første store Fortrin og Herligheder, fordi du korsfæstede Herlighedsens Herre og forskiød hans tilbudne Naade! Lænhar du været som en forladt Qvinde og bedrøvet i Aanden; dog est du ham en Ung- doms Hustrue, skiønt du var forkast, sagde din Gud. Jer. 54, 6. See Jacobs Guds usigelige Kierlighed, see hans store Troe- fasthed, see hans allerømmeste Hiertelag for sit fra den første Verdens Tid af udvalgte og elsk- te Folk! I de sidste Dage, da skal Herrens Huses Bierg være beredt oven paa Biergene og ophøies over Høiene, Lutheri Oversættelse tilbringer disse i sig selv høie, dunkle og uforstaaelige Ord en større Tydelighed: I den sidste Tid, skal det Bierg, hvor Guds Huus er, være et sikkert, eller tilforladeligt Sted at løbe til, høiere end alle Bierge og ophøiet over alle Høiene. Ved første Øjekast seer enhver, at under disse besynderlige Ord ligger denne Sandhed ligesom forborgen: Guds Huus skal da komme i Høiagtelse og Anseelse i en høi Grad.

23

23

Propheten betiener sig, for at udtrykke denne Sandhed, af saadanne Ord, som tages, deels ef Canaans Lands Beskaffenhed, som har væ- ret besat med Bierge, og deels af Israeliternes Guds Tieneste, som paa adskillige Berge blev holden. Hvad skulde nu vel betegnes og til- tilkiendegives ved disse Udtrykke: Herrens Huses Bierg stal være beredt NB. oven paa Biergene og ophøies. NB. over Høiene?

Mig synes, den evigkierlige og barmhier- tige Gud lover her sit Folk de allerhøieste Guddommelige Velsignelser, den allerigeste og over- flødigste Naade, saadanne Velsignelser, som man skulde troe, han aldrig, siden hans egen allerhelligste Søns Nærværelse paa Jorden havde uddeelt. Han vil paa en saa kraftig og kierlig Maade i dette sit Huus være nærværende iblant sit Folk, at dette Sted skal overalt være bekiendt for hans Stad, for hans Helligdom, for hans besynderlige Kierligheds Boelig i Aanden.. Det skal spørges vidt og bredt omkring, at Gud har forbarmet sig over sit forladte og. forkastede Folk, at han har ihukommet sin Pagt med Fædrene og paa nye viist sig at være Israels Slægters Gud. Det skal sees klarligen, at Gud har vidst i Nødens Tid at komme sin forfaldne og ynkelig tilredte Evangeliske Kirke til Hielp. Han vil ikke alene igien famle, oplede og benaade sit plagede

24

24 og forførte Folk, men og beskierme det under sine Vingers Skygge; ja han vil velsigne det med jordiske Velsignelser og nedslaae deres Fiender. Saaledes paraphraserer jeg disse høie og meget vigtige Ord; og dertil give mangfoldige andre prophetiske Steder, som have sam-

me Øiemerke, mig den herligste og grundigste Anledning. Han vil udgyde Vand, Naa-

Dens og Vederqvægeisens, Trøstens og Glædens Vand, paa de tørstige, de bøiede, de beængstede, de sønderknusede, de længselsfulde Israeliters Hierter, og Strømme, riig Naade, stor Aandens Kraft, paa det Tørre, de Ubenaadede, som ingen levende Guds Kundskab har haft, ingen Troe paa Jesu Christi Navn til Retfærdiggiø-relse og Salighed; Jeg vil udgyde min Aandover din Sæd, Dine Efrerkommere, og mm Velsignelse paa dine Vexte, dine Unge, di- ne Børn, at de skal opvoxe, opdrages gude-

ligen, undervises herligen, blomstre, grønnes

fom Græs, ja udbrede sig deiligen, behage- ligen for Gud, ligesom pile hos Vandbække. Es. 44. 3, 4 V. De skal hverken hungre eller tørste, de skal lyksaliggiøres ved Guds Ords retsindige Prædiken, ved trøstelig og opbyggelig Omgiengelse, i saadan Grad, at de skal saligen blive mættede, og ingen Hede eller Soel skal stikke dem , ingen Angester, ingen Skræk for Guds Vrede skal giøre dem

25

25

afmægtige, Ingen bidende Samvittighed skal Plage dem, ingen ufrugtbare Tørheder skal overfalde deres lyksalige Hierter; Thi deres Forbarmer, Jesus den Korsfæste, Verdens evig-høilovede Frelser, skal føre dem, ved sin velsignede Aand, efter sin Viisdom, efter sin Kierlighed, og lede dem til Vandkilder, overflødigen vederqvæge, opmuntre, friemodigdiggiøre og styrke dem. 49 C. 10 V.

Alle dine Børn, et herligt, uindskræn- ket Løfte, skal være lærde af Herren, oplyste af Guds Aand og helliggiorte ved Guds Ord; ikke alene være oplyste i Forstanden, men velsignede, benaadede i Hierterne med Troe, Kierlighed og ægte Dyd, og dine Børn skal have stor Fred, de skal ikke forføres af ugudelige Menneskers Omgang og fortryllende Exempler. 54 C 13 V.

De skal kalde dem et helligt Folk, Herrens Igienløste. 62, 12. Saadan Salighed nærmer sig med hastige Skridt til dig, du forkastede Herrens Hustrue, der lever i en sørgelig og ulyksalig Enkestand! Saadan blom- strende og høistvelsignet Tid har din ringe agrede og forhaanede Ægtemand forbeholdt dig, du Uskiønsomme, du Utaknemmelige! Saa- danne Glæder, saadanne Lyksaligheder har han giemt i sit Kierligheds Skiød til dig, du Ned-

26

26

slagne, du Sorrigfulde! Nu vilde man vel spørge: Hvor er Stædet? Hvor skal Bierget være? Hvor skal Huset bygges? Hvor vil Gud boe iblant sit Folk?.

Esaias anviser der med klare, med tydeli- ge Ord: Af Zion skal udgaae en Lov og herrens Ord af Jerusalem. Din Herre Zebaoth skal regiere: paa Zions Bierg og i Jerusalem, og for hand Ældste skal være Herlighed. Es. 24, 23. I Juda Land NB, skal denne Sang synges paa samme Tid: Vi have en stærk Stad, ikke i Hen-. seende til uovervindelige Mure og FestningsVerk, men beskiermet, bevogtet umiddelbar af Gud; Han sætter Salighed, sine Engle, til Mure og Værn. 26. 1, V. Jeg vilendnu. bygge dig, efter, dine forrige store Ødelæggelser, efter din megen Utroeskab, du har viist imod mig, elsker jeg dig endnu saa høit Israels Jomfrue! og du skal bygges, det er sikkert og tilforladeligt, sæt ikkun Troe til mine Ord, fat ikkun Tillid til mig, du skal endnu prydes med dine Trommer og gaae udi Dants med dem, som leege. Du skal endnu plante Viingaarde paa Samariæ Bierge. De skal plantes og blive almindelige. Thi der er en Dag, som du maa- skee mindst tænker, mindst formoder, da væg- tere, Evangelii Lærere, Jesu Elskere, skal

27

27

raabe paa Ephraims Bierg: skal opmuntre dem, der boe: Staaer op, lader os gaae op til Zion, til Herren vor Gud. Jer.

31. 4, 5, 6.

Saa sagde den Herre Zebaoth, jeg haver været nidkiær over Zion, jeg har straffet, ødelagt Landet, adspredt Folket i min grumme Vrede, med en stor Nidkiærhed, thi de gjorde det Onde for mine Øine, ja jeg haver med stor Grumhed været nidkiær @over den; thi de ringeagtede, ja udryddede min Kierligheds. Søn, den forjettede Messiam, deres Elendighed, Foragt, Skiændsel har været saare stor, har varet længe, i mange Hun- drede Aar, Saa sagde Herren Jeg er omvende igien til Zion, mit Hierte er fuldt af Medlidenhed, fuldt af Kierlighed, jeg er ganske forandret i mine Foretagender med eder; Jeg vil boe midt i Jerusalem, og Jesusalem skal kalde Sandhedens Stad; Saa skal Sandhed, den guddommelige Sandhed, den Evangeliske Sandhed der blomstre, triumphere! Og den Herre Zebaoths Bierg er Helligheds Bierg. Saa sagde den Herre Zebaoth, der skal endnu boe gamle Mænd og gamle Qvinder paa Jerusalems Gader, og den Mand, som haver sin Stav i sin Haand for hans Dages Mangfoldigheds Skyld; Og Gradens Gader skal fyl-

28

28

des med unge Drenge og unge Piger, som lege paa dens Gader. Saa sagde den Herre Zebaoth, dersom det er underligt, uventeligt for De overblevnes Øine af dette Folk, skal det og, for mange Aarsagers Skyld, være underlige for mine Øine, siger den Herre Zebaoth. Zach. 8. 2-6 V.

Endnu et propherisk Sted vil jeg anføre, som især sætter den Punkt i et klart Lys, at de skal faae Deel i Evangelii Skatter og Naa- dens Rigdomme, efter deres langvarige Elen- dighed. Israels Den skal blive NB. mange Dage, uden Konge, og uden Fyr- ste, og uden Offer og uden Stytte, og uden Liv-Kiortel og uden Billeder. Der- efter skal Israels Børn, rimeligviis i store Flokke, omvende sig og føge Herren deres Gud, af ganske Hierte, i Sandhed og Ret- skaffenhed, og NB. David deres Konge, den store Tilbedelsesværdige Frelsere og ypperste Præst hos Faderens høire Haand, den korsfæstede Jesum af Nazareth; Og de skal fryg- te, skamme sig, drive undseelige, veemodige, og komme til Herren, i en sand Troe og ydmyghed, og til hans Gode, annamme Maade og Synds Forladelse, faae Deel i Jesu kostbare Fortieneste og evig gieldende Retfærdighed, hans Aands Gaver og Saligheds gode Ting i de sidste Dage. Es. 4. 4,5 V.

29

29 2) Hedningene skal ved den Leilighed omvendes til Christum. Prophetens Ord ere i denne Punkt meget uindskrænkede, meer end en sund Fornuft og Erfarenhed synes at kunde biefalde. Alle Hedninge skal løbe dertil. Naar de tages i en sund Mening og bedømmes med Overlæg, skal vel Ordene be- tegne: En stor Deel Hedninge, Hedninge af alle Slags, eller i det ringeste mange Slags Nationer. Michas Udtrykker sig paa en meer antagelig Maade: Folk skal løbe til det, og mange Hedninge skal gaae derhen. De skal sige: Kommer, og lader os gaae op til Herrens Bierg, til Jacobs Guds Huus, at han maae lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa hans Stier. Herrens Huus, Zions Bierg, Det Israelitiske Folkes hellige Stad, afmales altsaa her, som et vel bekiendt og almindeligt Opbyggelses og Under- viisnings Stæd. Siæle, som have Lyst til at tiene Gud i Sandhed, som ere bekymrede for deres Salighed, ere ofte forlægne nedtrykke, ængstede midt i Verdens Tummel, og længes efter en stille, en roeiig Boelig Endeel have ofte ingen retskaffen Leilighed, til at faae den grundige Underviisning, den opbyggelige For- maning, at see De efterfølgelsesværdige Exempler, som deres Omstændigheder synes at træde. Andre finde store Hindringer for sig, store Anstøds-Stene udi de Forbindelser, de staae udi,

30

30

og maae savne den Omgiengelse, som kunde tiene til at befordre deres Siæles Friemodighed og Saligheds Formerelse, ved at voxe i vor Herres Jesu Christi Kundskab og Naade. Saadanne Slags Mennesker vil uden Tvivl, efter min Indsigt i Prophetens Ord, paa dette Herrens Huses Bierg søge og finde et ynkeligt Opbyggelses og Underviisnings Sted.

Meer: Et Sted, der afmales saa herligt, saa blomstrende, i Henseende til den sande Guds Tieneste, i Henseende til Religionens praktiske Udødelse, i Henseende til theoretisk Kundskab og Saligheds Forstand, kunde maaskee og, under den Almægtiges naadefulde Bestyrelse, til Nytte for hans Kirke og Menigheder, blive et Tilflugtssted for Mange Studerende, et Plantested for mange unge Mennesker, som vilde lade sig bruge i Guds Haand til Siælenes Oplysning og Saliggiørelse. Skulde alle unge Studerende, uden Forskiel, blive saa bestandig overgivne til Verdens Kierlighed, saa nedsiunkne i Vellyster, saa fordervede i deres Smag, saa nedrige i deres Tænkemaade, at ingen skulde de vilde besøge Herrens Bierg, og paa denne Maade opfylde Prophetens Ord: Lader os gaae op til Herrens Bierg, til Jacobs Guds Huus, at han maae lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa Hans Stier? Skulde Jacobs Guds Huus, et med

31

31

en saa høi Karakter værdiget Sted, eller et saa helligt og af Gud selv æret Land, blive saa ubekiendt iblant de øvrige Nationer, eller saa foragtet, just fordi der fandtes hellige og høi oplyste Lærere, just fordi der øvedes Hellighed udi Gudsfrygt, just fordi Vellysterne, Over- daadighed, nye Moder og Narrerier derfra vare forjagede, at ingen klog, ingen fornuftig Mand vilde værdige det sit Besøg, eller Lærvillighed? Skulde ingen vilde søge dette saa deilig afmalede Sted, for at undervises, prøves, udrustes til Guds Ære, til Forsoningens Priis, til de dyrekiøbte Siæies Saliggiørelse? Man tvertimod har den retfærdigste Aarsag til at troe, at ligesaa mægtig den evig kierlige Gud er til at opfylde endog til det allermindste sine Propheters Ord, til Fordeel for de fortrængte og ret ynkværdige Jøder, betragtede i deres nærværende blinde og usalige Tilstand; ligesaa lidet vil det blive vanskeligt for ham at forskaffe sit Huus den Ære, den Høiagtelse, den Ærbødighed, som hiin vantroe og daarlige Slægt kunde faae Lyst nok til at vilde betage det; man har Aarsag til at troe, at han har Kierlighed nok, Evne nok til saaledes at pryde sit Helligdoms Sted, at de Redelige, de Fornuftige, de Vise ei vil tage i Betænkning at spørge efter Jacobs Guds Huus; endskiønt Daarerne, de Selvkloge, Hyklere vil være frekke nok, dumdristige nok til at ringeagte det.

32

32 Endnu mere: Hvor mange uoplyste Na-

tioner ere ikke adspredte omkring paa vor Ver- dens Øe, som aldrig have lære at kiende den eene sande Gud, langt mindre hørt tale om en Forløsere, der bar deres Synder paa sit Lege- me paa Træet? Skulde det ikke være mueligt og rimeligt, at der paa Herrens Huses Bierg fandtes ypperlig Anledning, Leilighed til, at sadanne lærvillige Redskaber kunde opdrages, oplæres, udrustes, som godvilligen vilde paa- tage sig den Nøie, men tillige nyde den Ære, den Glæde, ar deelagtiggiøres i den Herlighed, den Salighed, at lade sig bruge i deres Frelse- res Haand, som Midler til disse uoplyste, ynk- værdige, usalige Menneskers Omvendelse? Saaledes bør de særdeles merkværdige Ord forstaaes, som læses udi Prophetens 27 Cap. 6. I de tilkommende Dage skal Jacob faae Rødder, slaae sine Boliger faste, grundfæstes i den Evangeliske Kirke paa Hoved-Hiør- nestenen, Israel blomstres og faae Knopper, faae en grundig Indsigt og levende Erfaring udi Guds Veie, Guds Førelse med Siælene til deres salige Bestemmelse; Og de skal fylde Jorderige med Grøde. Hvad er dette for en Grøde? Hvad? uden Evange- lii Velsignelses Fylde? Hvad? uden en grundig og retskaffen Theologie, den levende Guds sande og salige Kundskab, som ved dem skal ud- brede sig og meddeles dem. der ikke kiende Gud

33

33

og den han udsendte, Sønnen Jesum Christum til Salighed? Af hvad Aarsag skulde vel Pro- pheten kalde denne Stad en søgt Grav? Es. 62, 12. Hvorfor skal dette Huus kaldes et Bede-Huus for alle Folk? Hvorfor siger Gud ved Jeremia om samme Tid: Jeg vil overflødigen vederqvæge Præsternes Siæle med det Fede? Jer. 31, 14. Ja er det ikke denne Tid og denne Sag, der sigtes til udi Es. 60, naar der spaaes: Hedningene skal vandre ved dit Lys og Konger ved det Skin, som er opgangen for dig? Hvad er Dette, uden at de hedenske Konger Selv skal lade Evangelii Ord faae Rum og Indgang, til Deres Nationers Saliggiørelse og Forbedring i Sæder, Tænkemaade og reen Gudfrygtighed? Opløft dine Øine trindt omkring, og see alle disse have forsamlet sig, de komme til dig. Dit Hierte skal reddes og udbrede sig, naar Mangfoldigheden hos Haver omvendes til dig. Ord, som gierne kan være henvendte til Zions Bierg selv, og, til hvilken Person de end sigte, forud sige en talrig og højst glædelig Høst for den store Seier-Herre, for den store Sæde-Mand, Saligheds-Fyrsten.

Endelig, hvorfor bryder Herren ud i disse besynderlig naaderige og løfterige Ord ved Es. 25, 6. Og den Herre Zebaoth skal giøre alle Folk paa dette Bierg et fedt Gieste-

34

34

bud, et Giestebud af Viin foruden Bærme, hvad betyder dette? uden det rene, ube- blandede, Himmelske Evangelii og Naadens Giestebud, det trøstende, styrkende og faliggiø- rende Guds Ord, som der skal forkyndes; hvilket ei skal være besmittet med Vildfarelser og unyttig verslig Visdom; Af Fedmer fulde af Marv, hvad sigter dette til? uden den Aandens store Styrke, Kraft og Friemodig- hed, som da af Naade skal skienkes de Søgende; Af længe giemt Viin, som er aftappet fra Bærmen; hvad skulde vel dette være? uden sund og herlig Theologie, reen og grundig Indsigt i Herrens Propheters Ord, som længe har været skiult, uforstaaeligt, ubegribeligt, hvil- hvilken da Tid efter anden skal! formeres, jo mere deres Opfyldelse bliver virkelig og aabenbares ? Skulde da ikke altsaa paa Herrens Huses Bierg blive en saa rig og overflydende Kilde af sand pg levende, af uforfalsket dg saliggiørende Guds og Jesu Christi Kundskab, som kunde vande og frugtbargiøre Mange Nationer, som nu vandre i deres Hierters Vildfarelser, i Deres hedenske Mørke, uden Gud, uden Frelsere, uden Naade?

3) Skal Gud da tillige bruge sin Retfærdigheds Kiis, for at straffe sin Kirkes Fiender. Al Gud i det gamle Testamentes Tider efter sin Retfærdighed behand-

35

35 lede sit elske Folkes Fiender, deels for at bane dem Vei til og ryddiggiøre det deilige Land, han havde forjettet Fædrene, og deels nu og da for at beskierme dem for saadanne, der alene trag- tede efter at overfalde og edelægge dem; dette er saa bekiendt en Sag, at man ei har nødig at bevise den. Men hvor er den Tids-Punkt» siden det hellige Evangelium blev bekiendtgiort i Verden, paa hvilken disse, Prophetens Ord kan passe sig: Han skal dømme iblant Hed- ningene og straffe mange Folk?

Jesu Apostle vare et høit oplyst, et færde- les benaadet, et herlig udrustet Folk; Men dog ikke saadanne Slags Redskaber, hvilke Gud egentlig brugte eller fandt for got at bruge som sin Retfærdigheds Riis Meget mere var det efter Guds allerviseste Raad fra Evighed af be- slutter, at disse Fredens Sendebud, disse Naa- dens Prædikantere i dwn første tid skulde ved den ømmeste, venligste sagtmodigste Omgangs- Maade forskaffe sig Indgang i Hierterne og udbrede Evangelii saliggiørende Lærdomme. @For at vinde deres Hierter, der ei vare steenhaarde og fulde af en Ubøielig Gienstridighed, skulde de endog paa en overordentlig Maade, ved en mirakuleus Kraft, bevise de behageligste Kierligheds Gierninger, og ved at helbrede de Syge, ved at opvække Døde af Graven, be- kræfte deres Lærdoms Guddommelighed, og

36

36

saa meget kraftigere overtale. Ja det var saa langt fra, at Gud ved dem straffede mange Folk, som Prophetens Ord lyde, at de meget mere selv maatte tilsidst bukke for Deres Fienders Grumhed, og blive Offere for deres uretfærdige rasende Vrede. Sandheds Vidnerne, Guds kiereste Børn, maatte lade sig martre, pine og paa den ynkeligste Maade aflive. Guds Øiemerke med dem var altsaa vel at for- kynde Guds evig kierlige Raad i Sønnen Je- su Christo over den forlorne Verden, at plante Evangeliske Menigheder, hvor de kunde faae Indgang, at bekiendtgiøre Forsoningens Hemmelighed iblant Hedningene; Men ei at ophøie sit elskte Israelitiske Folk iblant alle Nationer paa Jorden; Ei at opfylde Propheternes Spaadomme om den jødiske Nations indvortes og udvortes Lyksalighed fremfor alle Folk ved Christum Jesum; ei at sætte sit fra de ældste Tider af høit elskte og særdeles udvalgte Folk frem i Verden, som et Folk, betitlet med den høie Karakteer af Guds Folk. Maaskee det vil og, for at opnaae dette store og salige Øiemerke i denne sidste Tid, med den ubeskrivelig fordervede og i Tusinde Laster paa alle Stæder nedsiunkne Verden, blive af den høieste Nødvendighed at bruge Riset. Maaskee Fienderne, der vilde og kunde lægge Hindringer i Veien for dette Guds Kierligheds Verks Fuldførelse, vil blive saa mange, saa stærke

37

37

saa gienstridige, saa indbildsk hellige, at de ei kan bortstødes, nedtrædes, uden ved den Almægti- ges Kraft alene og hans følelige Straffe-Domme. Ja maaskee Ugudeligheder, Guds For- agt, Guds Bespottelser, Atheistiske, Deisttske Grund-Satser, have i Selve-Christenheden paa denne Tid taget en saadan Overhaand, at Gud ligesom opfordres til at redde sin Ære, og frie sine Udvalgte, som Dag og Nat raabe til ham. @Saa meget kan enhver forsikre sig om, at det allerkierligste, der allerbarmhiertigste Væsen ei har Lyst til at øve Straffe-Domme over Verden, uden hans Riges Beste og Menne- skenes overdrevne Ryggeløshed krævede det. Der har altid ligesom været en fremmed, en kiedsommelig Gierning for Gud at straffe. Skal Evangelister straffe, vil vel Hyklerne ud- raabe, skal Naadens Herolder føre Herrens Vrede ind? Hertil kan svares eenfoldig: Skal Christenheden bestandig fsee ud som et Sodoma? Skal Hyklerie, skal Herre Herre Raaben, skal Laster derfor bestandig være urørte fra den Almægtiges Haand, fordi Gud i 1700 Aar har taalt alting. Skal utroe, binde, taabelige Hyrder derfor bestandig have Friehed at laste, bespotte, foragte, fordømme de rette Folk, fordi disse Herrer saa længe have kildret sig ved denne fæle Friehed, strax at udraabe dem for Kiættere, der ei kunde og ei vilde være saa koldsindige, saa lunkne, som de behagede?

38

38 Nu spørges videre, hvorledes syncs da disse Straffe Domme at skulde ytre sig? Skal han straffe Landene med Krig og Blods Udgydelse? Skal Pestilentzee og smitsomme Syg- domme ødelægge Fienderne? Vi have vel in- gen Aarsag. til at troe nogen af Delene; Men De sidste Ord i Texten, som herefter falde un- der vor Betragtning, give os den største Grund til at haabe stor Fredsommelighed.

Saaledes udtrykker Esaias sig i der efter- følgende af Kapitler, hvoraf. Texten er tagen naar han taler om Straffe Dommene: Er Menneskes, ɔ: det Menneskers, saa mange, som efter Guds Viisdom fornøden giøres, høie Øine, Opsetsighed, store Mod, skal for- nedres, knækkes knuses til Gavns, og Mæn- denes Høihed, Stolthed, falske Indbildning. om sig selv, skal nedbøies, ydmyges; og Herren skal alene være høi paa samme Dag; Gudsfrygt, Redelighed, Menneske-Kierlighed, ægte Dyd, som flyde af Troen paa Jesu Navn, skal alene gielde, agtes høit, elskes, æres, for- di Gud skal bringe Dem i Æstime og forskaffe Dem Priis V. 11. Propheten Malachias afmaler denne Tid paa en særdeles eftertrykkelig Maade for de lastværdige. Christendommens og Guds Folkes Fiender. See, siger han, vær ikke for tryg, vær ikke for roelig, tænk ik- ke Gud har forladt Christenheden, Dagen

39

39

Kommer, dm uventede, den uformodentlige Dag, som brænder som en Ovn, da Gud ret paa en igiennemtrængende og utænkt Maa- de skal udøse sin Grumhed over dem, Der spotte med Hellighed, og ere forbittrede paa de rede- lige, de elskværdige, menneskekierlige Guds Tienere, som elske Dyd og Gudsfrygt og hade Lasterne og der uchristelige Væsen; Da skal alle Hofmodige, her giøres ingen Forskiel paa Høi eller Nedrig, Læg eller Lærd, og hver, som giør Ugudelighed, være Halm, ringe agtet, af ingen Værdie, som et Straae, sønderbrydeligt i Guds Haand, og den Dag som kommer, skal optænde dem, vise sig kraftig over dem, deres Hierter og Samvit- tigheder, sagde den Herre Zebaoth, og den skal ikke lade dem Rod eller Green, den skal aldeles oprykke dem, aldeles giøre en Ende med den Gamle og med den Unge. Og I, som frygte mit Navn, skal undertræde de Ugudelige; thi de skal vorde Aske under eders Fødders Saaler pas den Dag, hvilken jeg giør, siger den Herre Zebaoth. Malach. 14. 13 V.

4) Skal denne naadige Forandring i Guds Kirke have den livsalige Fred i Staterne i Følge med sig. Hvad er urimeligere, hvad er daarligere for Fyrster, der bekiende sig til Jesu Lærdom, og foregive, at de

40

40 troe paa hans Navn og efterfølge ham i Kierlighed, ydmyghed, Sagtmodighed, skal drage udi Feldten for at udøse deres Brødres Blod, for at nedslaae, ynkeligen medhandle og myrde sine formeente Fiender? Jeg tilstaaer, en fredelig, en menneskekierlig Fyrste kan være sat i saadan Knibe, være saa indviklet i vanskelige Omstændigheder med en høimodig eller uretfærdig Fiende, at den høieste Nødvendighed tvinger ham til at forsvare sine Lande, sine Rettigheder, og afværge sine Undersaatteres Ulykke og Undergang. Men var ikke den Konge langt lyksaligere, der formedelst en sand Troe til Gud ved Jesum Christum, og hiertelige Bønner til den Allerhøieste, kunde nedhente den Naade fra Himmelen, enten selv af sand Ydmygheds og Fornøieligheds Grund at kunde, frastaae sin formeente Ret til et Landskab, hvoraf hans Rigers egentlige Lyksalighed ikke hængte, eller og ved grundige Forestillelser, tagne af Gud- frygtigheds og Menneske Kierligheds GrundSatser, i Mindelighed afgiøre Sagen med sin høimodige Fiende og overtale ham til at frastaae sit lastværdige og uædle Forsæt, for ei at styrte saa mange Tusinde Mennesker i timelig og evig Fordervelse, for at føde sin Ærgierrighed eller Herske-Syge? Naar Fyrster altsaa ere i Hjerterne sindede, som de kunde være, og i Hen- seende til deres Bestemmelse og Bekiendelse bur- de vær, hvor megen Blods udgydelse kunde

41

41

da ikke ved disse eenfoldige Midler spares, hvor mange Krige ikke afværges? Af denne Kilde vil vel altsaa den store Fredsommelighed i Sta- terne udflyde, som efter Prophetens Spaadom skal herske i Guds Folkes Stater i den sidste Tid. De skal sammenslaae deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Segle, Krigs- Vaabenerne skal ikke bruges mere, men Metallerne anvendes til et nyttigere, et fornuftigere, et behageligere Brug, til Agerdyrkningens Forbedring og Landmandens Beste; Et Folk skal ikke opløfte Sværd imod et andet, og de skal ikke ydermere lære at føre Krig. Disse Ord ere store, mægtige og Gud alene værdige! Ord, som ikke kan opfyldes, uden Herren alene skal være høi paa samme Dag, som der paa 2de Steder i samme Kapitel staaer med udtrykkelige og klare Ord. V. 11 og 17. O hvilken deilig, hvilken livsalig Roelighed, skal Israel, det benaadede og paa nye velsignede Folk, faae Deel udi? Hvilken frugtbargiørende Fred skal blomstre inden for deres Landemerker? En Tilstand, saa deilig overeensstemmende med deres stille og fredsfulde Hierters Beskaffenhed! Retfærdighedens Arbeides Frugt skal være Hvile og Tryghed indtil evig Tid; En stolt Tryghed og Sikkerhed under Guds faderlige Beskiermelse, under hans Naades Vinger, for alle Fienders Overlast og Forurettelser, skal være de lyksalige Følger af de-

42

42 res Omvendelse til Jesum Christum og deres Siæles Fred med Gud; En Tryghed, som ei saa hastig skal tage Ende, men følge deres Børn og Børne-Børn igiennem. en heel Kiæ- de af Aar. Og mit Folk skal boe i Freds Boeliger, og i megen Trygheds Boeliger, og i meget stille roelige STæder. Es. 32, 18. Beskue Zion, siger han i Det efrerføl- gende Kapitel, vors Forsamlingers Stad! Dine Øine skal see Jerusalem, en roelig Boelig, et paulun, som ikke skal nedta- ges, hvis Nagler skal ikke uddrages evin- deligen, og ingen af dens Reeb sønderryt- tes? Og ingen Indbyggere skal sige: jeg er syg, jeg har ingen Troe til Gud, jeg har et ubenaadet, et usaligt Hierte: thi Folket, som @Boer derudi, haver faaet MisgierningsForladelse. Es. 33. 20. 24, Og der @skal være en banet Vei, en fra Evighed af Gud bestemt Vei og en Vei, en herlig, øn- skelig, ja ret en. salig Vei, som skal kaldes Helligdommens Vei; ingen Ureen, ingen Hykler, ingen Ugudelig skal gaae paa den, skal snige sig ind paa den; men den skal være for dem, de Igienløste Den, som vandrer paa denne Vei, endog Daarer, de aller- eenfoldigste Børn selv, skal ikke fare vild. De Igienløfte skal vandre Der. Og Her- rens Forløfte skal komme tilbage, fra de Stæver, hvor de saa længe have været adspred-

43

43

te. og komme til Zion med Frydeskrig og evig Glæde, guddommeiig Glæde, Glæde, som ikke skal berøves dem, skal være over deres Hoved, ja Fryd og Glæde skal de be- komme, og Sorrig og Suk skal ftye fra

dem. Es. 35. 10 V.

Store Gud! Med hvilken Kierlighed om- favner du dit Folk! Hvad Lyksaligheder er du tilbøielig til at skienke dem af Naade, som lyde dine Ord, som træde ind i din Naade-Pagt og opofre sig til dig! Hvilken kierlig, hvilken omhyggelig og ædelmodig Fader skal alle de finde udi dig, som omvende sig fra deres Veis Vildfarelse, fra deres Naturs usalige Mørke til din Søn Jesum Christum, den Eenbaarne! Beklagelige Mennesker, som vende eders Hierter og Ansigter fra en saadan Gud, om I endog ere Fyrster paa Jorden! Taabelige, uvit- tige Daarer, som foragte den Israels Hellige og tør understaae eder at spotte med Helligdommens Vei! Skidne, stinkende, hæslige Kreature, som ansee det for nedrigt, for foragteligt, taabeligt at tiene Gud i Sandhed, at eiske Je- sum Christum, at vandre paa Selvfornægtelses Vei! Hvad Aarsage have I til at være misfornøiede med eder selv, naar I see de store Lyksaligheder, Gud har bestemt til sit Folk og er redebon at meddele dem.

44

44 Førend vi forlade disse Betragtninger, vilde vi overgive til den retsindige Læseres Bedømmelse og Overveielse føigende Tanker, som naturlig flyde af dem.

1) Hvor stor er ikke den Almægtiges Opsyn over og Forsorg for sin Kirke paa Jorden! Hvad Aarsag have vi til at forundre os over hans Hiertes ubegribelige Kierlig- hed til og Omhyggelighed for de faldne Mennesker! Hvilke Klagemaale, hvilke veemodige og sørgelige Klagemaale have mange redelige, retskafne, nidkiære Guds Tienere igiennem mange Tids Aldere udøst over Kirkens Trang til Guds ophielpende Naade! Hvor hieipeløs, hvor forladt af Gud have de ikke anseet den at være, midt i dens forkierte og fordervede Tilstand i lang Tid! Hvor have de begræde Re gierestandens og Lærestandens store Dovenhed og Koldsindighed, i at sørge over Josephs Skade, og at tage sig Christendommens og den sande Gudfrygtigheds Sag an! Hvad Guds Foragt, hvad Overdaadighed, hvad Ryggesløshed, hvad gruelige og afskyelige Laster have de ikke med Hierte-Sorg og Bævelse beskuet som almindelige, uden at kunde lægge Haanden paa noget alvorligt Arbeide til en ret ønske- lig Forandring og Forbedring! Hvor underkuede, hvor Undertrykte have ikke undertiden de dydigste, de for Staten og Kirken nyttig-

45

45

ste og elskværdigste Mænd været af de neder- drægtige, de uforstandige, de uædle Gemytter, de burde funden det største Biefald, Beskier- melse og Forsvar hos, og dog have nægtet dem begge Dele, fordi de enten sølede sig i de skidne Vellyster, og ei havde Lyst til at reise sig af Skarnet, eller og fordi de af Blindhed og Mangel paa sund Sands ansaae dem for farlige Mænd, besmittede med urigtige Meninger og falske Grund-Satser! Lyksalige Tider, da slige Klagemaale for Guds Tienere skal ophøre! Lyksalige Tider, da Gud selv, den Almægtige, skal være Konge over al Jorden, og lære de Daarlige at sætte Priis paa sit Evangelii Ord, Undertrykke, sin Kirkes halstarrige Fiender og lee ad dem i sin Hastighed, som vil ødelægge eller Undertrykke hans Tienere, og forhindre Gudfrygtigheds og ægte Christendoms Frem- gang! Lyksalige Tider, da de fromme, oprig- tige Guds Børn, Dydens og Sandhedens Elskere, som kiende den almindelige Fordervelse, som have Hierrer til at tiene Gud, som skabte og igienløste dem, i Hellighed og Retfærdig- hed alle deres Lives Dage, skal i Gud finde et naadigt Forsvar, en sikker Beskiermelse imod Fienderne, og faae Tilladelse at øve Hellighed udi Gudsfrygt.

2) Hvad Opmuntrings-Grunde ligge ikke i disse anstilte Betragtninger i

46

46 Særdeleshed for den adspredte jødiske Nation. Hør du blinde, ulykkelige Folk, hvorledes Herren, din Pagtes Gud, ved sin Prophete bestrider din nærværende ynkværdige Tilstand! Saa sagde Herren: Din For- styrrelse er ulægelig, dit Saar er heel svagt. Du er fat i saa Ulykkelig en Tilstand, at din Forbedring, din Omvendelse til Chri- stum, din Hyrde, er Umuelig, uden den Al- mægtige paa en besynderlig Maade, ved sin egen kierlighedsfulde Haand, ved besynderlige Redskaber kommer dig til Hieip. Ingen ud- før din Sag, ingen bekymrer sig for din Ska- de, ingen tager sig din Velfærd an, ingen rø- res over din Elendighed, anlangendes din Hylde, det Slag, du har faaet af den relfær- dige Gud, den Siæle-Nød, du er haabeløs og trøsteløs nedsiunken udi. Ingen Lægedom vederfares dig til Helbredelse, ingen søger at oplede dig, som et vildfarende Faar, ingen overbeviser dig om den Christelige Religions Sandhed, ingen bemøier sig alvorlig for at bringe dig til Omvendelse fra Syden, fra Vildfarelserne, fra om Stivhed til Jesum Chri- stum, din høilovede Forløser. Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke, af alle er du forladt, foragtet, forglemt; thi jeg, den Almægtige, dine Fædres, Abrahams, I- saaks og Jacobs Gud, haver slaget dig, tugtet dig, straffet dig, ligesom man slaaer

47

47

ent Fiende, med en grum Tugtelse, for dine Misgierningers Mangfoldighed, ja fordi dine Synder ere saare mange, især fordi du foragtede min eenbaarne Søns, den dine Fædre lovede Messiæ Ord, Mirakler og guddommelige Troefastheder, traadde hans aller- kostbareste Blod med Fødderne og forhaanede hans eviggieldende og al tilstrækkelige Naades Forsoning for dine Synder. Hvorfor raa- ber du over din Forstyrrelse? over din lægelige pine? Hvo nytter det, du beklager dig, du jamrer dig? Kan du undres over, din Møie er saa stor, naar du vil see til- bage til dit troeløse, skammelige, utaknemmeli- ge Forhold imod din Pagtes Gud og naadige Fader? Og hvorledes vil du hielpes, naar jeg ikke rækker dig min hjelpsomme, min kier« lige og Medlidende Hand? Jeg haver jo giort disse Ting ved dig for dine Misgierningers Mangfoldighed, ja, fordi Dine Synder ere faare mange.

Men, see! Jeg vender mit milde, mit faderlige Ansigt til dig igien i disse Dage! Jeg vil ikke længere lade min Vrede bruse over dig; jeg vil ophielpe dig, jeg vil redde dig, jeg vil antage dig. Mit Hierte brænder af Medlidende Kierlighed og vender om fra at straffe dig. Derfor skal alle, som have ædet dig, som have fortrykket dig, skal ædes, skal fortrykkes,

48

48 underkues, og alle dine Modstandere, som vil hindre din Omvendelse og velte Stene i Veien for din Lyksaligheds Befordring, skal gaae i Fængselet, skal styrkes ud i det yderste Mørke, og i Evighed være under Guds Vredes Riis, og de, som dig plyndrede, skal plyndres, og alle de, som berøvede dig, vil jeg give til Rov, for andre, dine Fiender. Thi jeg vil lade din Lægedom tage til, jeg vil lade mit Evangelii Naade-Lys skinne for dig, og læge dig af dine Saar, helbrede din Siæl, trøste din Samvittighed og skienke dig Naade, Synds Forladelse og den Retfærdighed, der gielder for Gud, i Christo Jesu, din Frelsere og Saligheds Fyrste, siger Herren. Have I ikke Aarsage til at staae stille ved disse Betragtninger, I af Jacobs Huus! og eftertænke den almægtige Guds ubegribelige, urandsagelige Kierligheds Raad over Eder? Undersøger alvorligen og i Oprigtighed, som for den Alvidendes Øine: Er ikke Eders Tilstand saa ynkværdig, som Den er af Gud selv ved den hellige Prophete afmalet? Ere I ikke høist trængende til hans Aands Oplysning, om hvad der tiener til Eders Siæles Fred og Salighed? Have I, eller kan I have en god Samvittighed, et friemodigt Hierte for Gud i den Tilstand, I nu ere? Og hvad kunde vel den være bygget paa, naar I ingen Forsone- re, ingen Fyldestgiører for Eders Synder er-

49

49 kiende? Trænge I ikke til en anden fremmed tilregnet Retfærdighed, som kan giøre Eder antagelige og behagelige for den allerhelligste, den allerreneste Gud? Kan I, mene I vel, I kan komme lykkelig igiennem for den Allerhøjestes Domstoel, saa besudlede Eders Natur er fra Fødselen, saa fulde af Misgierninger og Overtrædelser I selv, efter Prøvelsen, befinde Eder? Havde vi arme, urene, vederstyggelige Kreature ingen Frelsere, som havde afgiort vor Sag med Gud, og ved sin Kortes Død ophævet alt Fiendskabet imellem Gud og os, o hvor vilde vi bestaae for ham i vore urene Klæder! Og mene I vel, I ser bedre ud for Gud, I som ere af Abrahams Sæd og nedstamme af Fædrene, end vi, som, ved Eders mere end uforstandige Fædres Ondskab og Daarlighed, som forhaanede og korsfæstede Christum; fik Deel i Guds Forjettelse til Abraham, og antoge Jesu Christi livsalige Evangelium?

Og hvad er vel Eders nærværende Guds Tieneste andet, end en ynkværdig og foragtelig Efterabelse af en Deel Eders Fædres Skikke og Ceremonier, som alle ved Christi Død og Forsoning bleve og skulde blive tilintergiorte og ophævede? Hvor er den alvorlige Gudsfrygtden oprigtige Hierternes Hengivenhed til Gud, og levende Haab paa hans Navn, som i alle

50

50

Omstændigheder fandtes hos Eders gudfrygtige Fædre? Er det ikke alt forloret, forsvundet? Og hvad Under er det, ingen af disse herlige Gaver findes hos Eder! Hvoraf mene I vel dette reiser sig! Hvad er Grunden til den Eders Hierters Tørhed, Almægtighed, som I erfare under Eders Guds Tienestes Forretninger? Hvad andet, uden dette: I mangle Guds Aands kraftige Iboelse. Og hvorfor mangle I den? Fordi Jesus, Guds Søn, Den korsfæstede, men nu ophøjede Frelsere har forhvervet Eder den, og I ikke uden for hans Skyld, for hans Døds og Forsonings Skyld kan bekomme den.

Og hvad findes vel i Steden for disse her- lige Gaver, hos den største Deel af Eders Nation prøver selv og seer, om jeg taler Usand- hed for Guds Ansigt, naar jeg paastaaer, at Tusinde Laster herske iblant Eder, og den aller- største Koldsindigheds og Dovenheds Aand, i henseende til det sande, Væsen i Eders Reli- gions Sag, har bedaaret og indtaget Eders Hjerter! Og hvad mene I vel Eders Gudsdyrkelses Maade, Eders Skrig, Eders Fag- ter, Eders Sabbater, Eders Ceremonier have at betyde i Jacobs Guds og hans eenbaarns Søns Jesu Christi Eders Forløseres Øine?

hvad er det alt tilhobe, i sin beste Dragt, uden en Stank, en Vederstyggelighed for den

51

51

Herre Zebaoths Øine? Fordi I ere inden for Jesu Naade? Hvorledes vil I nu blive redde- de fra Guds Vredes Straf, som har været og endnu er over Eder? Hvorledes vil I nu naae en saadan Lyksalighed, som baade i Henseende til det Indvortes og Udvortes kan sættes i Ligning med Eders Fædres? Tænke I, det skal skee derved, at I fremdeles foragte og forskyde den korsfæstede Jesum af Nazareth? Ved at blive udi Gienstridighed imod Gud, i Henseende til Evangelii Naades Tilbydelse nu atter igien; eller ved at holde Haand over de Eders Fædres Skikke og ceremonialske Love, som I have tilbage? Eller ved at troe, Eders Omstændigheder ei kan blive forandrede, forbedrede og lyksaligere? O nei! nei! Ingenlunde! I bedrage Eder i Sandhed. Saa vist som det paa den ene Side er, at Jacobs Huus skal, efter Herrens Propheters Ord, faae Rødder og blomstre i disse sidste Dage, naar de af Hjertets inderste Grund vil søge den korsfæstede Jesum med eenfoldige Hjerter og omvende sig i Sandhed til ham, som deres Siæles Ret- færdighed, Fred og Salighed; Saa soleklart og uimodsigeligt er det paa den anden Side, at ingen Forbedring i Henseende til deres udvortes Omstændigheder, i Henseende til de ødelagde Stæders Opreisning igien, kan finde Sted, faa længe de stampe imod Braadden,

52

52 og blive ved at agte sig uværdige til det evige Liv.

Opmuntrer Eder da, I jødiske Præster, @randsager Propheterne og undersøger for Guds Ansigt disse Sandheder, som i denne Afhandling indeholdes, Beder Gud om den Naade, at I ved hans Aands Oplysning maae blive vaer de store, de herlige, de dyrebare Forjetjelser, som disse Skrifter ere prydede med, i Henseende til Eders Nations Opreisning ved

Jesu forhvervede Naade og dens blomstrende Tilstand i disse sidste Tider.

I vil finde langt flere, end de, her ere instrøede og famlede; I vil finde saa mange, @saa trøstelige, saa opmuntrende Løfter, at I aldrig uden med Glædes Taarer skal kunde læse dem, naar I kun vil oplade Eders Hier- ter for Gud, og lade de forudfattede Menin- ger om Jesu Christo og hans Korses Død fare.

Gud selv, den Almægtige, den stærke Herre Zebaoth, Eders Fædres, Abrahams, Isaaks og Jacobs Gud styre Eders Hierter under Læsningen af disse allervigtigste Sand- heder, saaledes ved sin velsignede Aand, at E- ders Øine maatte oplades, ja flyde over af Taare-Strømme, ved at see Spor til hans

53

53

urandsagelige Viisdoms og Kierligheds Raads Udførelse for Eder, til Eders rimelige og evige Velfærds Befordring! Han bortsprede ved sin Kierligheds Finger den tykke, sørgelige Taa- ge, som hidtil har lagt sig for Eders Forstands Øine, i Henseende til Jesu Evangelium, og den deri indeholdte Naades Forsoning for Syndere! Han opvække ethvert christeligt, i Sandhed igienfød Hierte, som disse Betragt- ninger forekomme, til nidkiere Bønner for det uforstandige og nu ynkværdige Israel, at Je- sus maatte kiendes af dem, og den herlige Tid skinne frem som Solen ved høi lys Middag, da han, den evig ophøiede Verdens Forløsere for dem skal blive den Udvalgteste iblant Ti Tusinde, den Deiligste iblant Menneskens Sønner! Amen! O Jesu! Ja! Amen!

54

        

55

        

56