[Jacob Hegelahr] Skaberens Viisdom og Godhed ved Synets Indrettelse.

Skaberens Viisdom og Godhed ved Synets Indrettelse.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Bliv Lys! saa sagde Gud den første Skabnings Dag,

Og Lyset skinte frem, saa kraftig var hans

Tale,

Alt skeer, hvad Herren vil med Myndighed befale;

Derfor blev Lys, og alt skabt efter hans

Behag.

Mon Lyset da for Gud saa høyt nødvendig er?

Ney! Han foruden Soel kand alle Ting

beskue,

Før Verden endnu var: saa han den

mindste Tue,

Som Jordens Klode paa sin Over-Flade

bær.

Men, som Han skabte alt for dem, som ikke var:

Saa blev og Lyset skabt for dem, han

vilde give

De Lemmer, hvorudi Lysstraaler kunde

skrive

Det Omkringliggende; derfor blev alting

klar.

4

4 For de Beøynede kom Lyset altsaa frem, For Dyret, at det kand gaae frem og undgaee Farer,

Opsøge Føde, som for Hungers Pine

sparer,

Og Fuglen med sin Mad til Ungen sinde

hiem.

Men Mennesket, som er fornuftig eene

til,

Af alle Levende paa Jordens gandske

Flade,

Ham kand det skiønne Lys jo noget Stort

tillade,

Selv den Usynlige seer han: naar han kun vil.

En Mid! Betragt den ret, hvor stor en Mesters Værk;

Er Blad paa Træet er jo konstig sammenvævet,

Skiøndt det i Vinter har i Knoppen fængslet levet;

Dog brød det frem og blev ved Foraars

Solen stærk.

5

5

See op! Du som er skabt af Gud med

oprakt Form,

Betragt det Hvalvte Blaae med Stierne-

Lys beblander,

Hvor skiøn er Hver, og dog er de i Tal

som Sandet,

Bekiend Din Gud for stor Dig selv

kun for en Orm.

Gaae hen til Havet! see, Hvor vild det

raser om,

Du tænker, at det vil snart overskylle

Jorden,

Men da det ikke skeer, beundrer Du

den Orden,

I Hvilken alt er sat i Verdens gandske

Rum.

Gaae hen i Engen, og betragt dens skiønne Pragt,

Langt fra den synes som et skiønt udziret Dække,

Nær ved kand Græsset Dig endog med Under svække;

Læg Dig af Afmagt ned, og laan hver Blomst Din Agt.

6

6

Da seer Du tusinde Beviser af en Gud Paa Almagt, Viisdom og paa Mildhed mod Din Stamme,

Han skabte dette til Fryd, Gavn og Roe for samme,

Den Flok, som græsses der, døer ved Dit Hungers Bud.

Det Faar, som dandser hist, bær en sin Uld for sig,

Men naar Din Nøgenhed befaler: da berøver

Du det sin Vinter-Dragt, og det i

Kulden over;

Lev da for Gud med Tak, at Alting er

for Dig!

O Lys, du skinner saa, at Gud kand sees af mig

Saa tydelig i Alt. Tak store

Gud for Øyet,

Som Du saa viselig mit Legem Har

tilføyet,

Dets Dannelse er vist Din store Viisdom

liig.

7

8 Ey Overflødighed, ey Mangel i det er, Men alt er saa bestemt, at intet kan borttrækkes

Og ey tillegges, at det jo derved skal

svækkes,

Hver Vædske og hver Huud har sine Æin-

beder.

Og da Din Viisdom faae, at Lyset skader mig

Paa dette spæde Lem, naar Mørket snart forsvinder,

Og jeg et pludsligt Lys derpaa omkring mig finder:

Saa blev Dagbrækningen ved Skumring taalelig.

Du saae og selv, o Gud! paa Sommersolens Magt,

Dens Straaler falde ned med Styrke hid til Jorden,

Mit Syn ey taalte dem tilbagebrudt i

Orden;

Du faae det, og Du har Raad i Naturen lagt.

8

8 Den grønne Farve har hos sig den Egen-

skab,

Mindst Lysets Straaler fra sig at tilbagebrække;

Du vilde derfor Mark og Skov med Grent bedække:

At vi kand see os om der, uden Synets

Tab.

O vise Gud! Du er i Viisdom ævig god;

Du seer, hvad tienligr er for Dine usle

Sønner,

Og giver os det alt, før vi derpaa ret

skiønner:

Vor Lykke flyder kun af Din Algodheds

Flod.