↩

Skaberens Viisdom og Godhed ved Synets Indrettelse.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

3

✂ Bliv Lys! saa sagde Gud den første Skabnings Dag,

✂ Og Lyset skinte frem, saa kraftig var hans

✂ Tale,

✂ Alt skeer, hvad Herren vil med Myndighed befale;

✂ Derfor blev Lys, og alt skabt efter hans

✂ Behag.

✂ Mon Lyset da for Gud saa høyt nødvendig er?

✂ Ney! Han foruden Soel kand alle Ting

✂ beskue,

✂ Før Verden endnu var: saa han den

✂ mindste Tue,

✂ Som Jordens Klode paa sin Over-Flade

✂ bær.

✂ Men, som Han skabte alt for dem, som ikke var:

✂ Saa blev og Lyset skabt for dem, han

✂ vilde give

✂ De Lemmer, hvorudi Lysstraaler kunde

✂ skrive

✂ Det Omkringliggende; derfor blev alting

✂ klar.

4

✂ 4 For de Beøynede kom Lyset altsaa frem, For Dyret, at det kand gaae frem og undgaee Farer,

✂ Opsøge Føde, som for Hungers Pine

✂ sparer,

✂ Og Fuglen med sin Mad til Ungen sinde

✂ hiem.

✂ Men Mennesket, som er fornuftig eene

✂ til,

✂ Af alle Levende paa Jordens gandske

✂ Flade,

✂ Ham kand det skiønne Lys jo noget Stort

✂ tillade,

✂ Selv den Usynlige seer han: naar han kun vil.

✂ En Mid! Betragt den ret, hvor stor en Mesters Værk;

✂ Er Blad paa Træet er jo konstig sammenvævet,

✂ Skiøndt det i Vinter har i Knoppen fængslet levet;

✂ Dog brød det frem og blev ved Foraars

✂ Solen stærk.

5

✂ 5

✂ See op! Du som er skabt af Gud med

✂ oprakt Form,

✂ Betragt det Hvalvte Blaae med Stierne-

✂ Lys beblander,

✂ Hvor skiøn er Hver, og dog er de i Tal

✂ som Sandet,

✂ Bekiend Din Gud for stor Dig selv

✂ kun for en Orm.

✂ Gaae hen til Havet! see, Hvor vild det

✂ raser om,

✂ Du tænker, at det vil snart overskylle

✂ Jorden,

✂ Men da det ikke skeer, beundrer Du

✂ den Orden,

✂ I Hvilken alt er sat i Verdens gandske

✂ Rum.

✂ Gaae hen i Engen, og betragt dens skiønne Pragt,

✂ Langt fra den synes som et skiønt udziret Dække,

✂ Nær ved kand Græsset Dig endog med Under svække;

✂ Læg Dig af Afmagt ned, og laan hver Blomst Din Agt.

6

✂ 6

✂ Da seer Du tusinde Beviser af en Gud Paa Almagt, Viisdom og paa Mildhed mod Din Stamme,

✂ Han skabte dette til Fryd, Gavn og Roe for samme,

✂ Den Flok, som græsses der, døer ved Dit Hungers Bud.

✂ Det Faar, som dandser hist, bær en sin Uld for sig,

✂ Men naar Din Nøgenhed befaler: da berøver

✂ Du det sin Vinter-Dragt, og det i

✂ Kulden over;

✂ Lev da for Gud med Tak, at Alting er

✂ for Dig!

✂ O Lys, du skinner saa, at Gud kand sees af mig

✂ Saa tydelig i Alt. Tak store

✂ Gud for Øyet,

✂ Som Du saa viselig mit Legem Har

✂ tilføyet,

✂ Dets Dannelse er vist Din store Viisdom

✂ liig.

7

✂ 8 Ey Overflødighed, ey Mangel i det er, Men alt er saa bestemt, at intet kan borttrækkes

✂ Og ey tillegges, at det jo derved skal

✂ svækkes,

✂ Hver Vædske og hver Huud har sine Æin-

✂ beder.

✂ Og da Din Viisdom faae, at Lyset skader mig

✂ Paa dette spæde Lem, naar Mørket snart forsvinder,

✂ Og jeg et pludsligt Lys derpaa omkring mig finder:

✂ Saa blev Dagbrækningen ved Skumring taalelig.

✂ Du saae og selv, o Gud! paa Sommersolens Magt,

✂ Dens Straaler falde ned med Styrke hid til Jorden,

✂ Mit Syn ey taalte dem tilbagebrudt i

✂ Orden;

✂ Du faae det, og Du har Raad i Naturen lagt.

8

✂ 8 Den grønne Farve har hos sig den Egen-

✂ skab,

✂ Mindst Lysets Straaler fra sig at tilbagebrække;

✂ Du vilde derfor Mark og Skov med Grent bedække:

✂ At vi kand see os om der, uden Synets

✂ Tab.

✂ O vise Gud! Du er i Viisdom ævig god;

✂ Du seer, hvad tienligr er for Dine usle

✂ Sønner,

✂ Og giver os det alt, før vi derpaa ret

✂ skiønner:

✂ Vor Lykke flyder kun af Din Algodheds

✂ Flod.