Skaberens Viisdom og Godhed ved Synets Indrettelse.
Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.
2
3
✂ Bliv Lys! saa sagde Gud den første Skabnings Dag,
✂ Og Lyset skinte frem, saa kraftig var hans
✂ Tale,
✂ Alt skeer, hvad Herren vil med Myndighed befale;
✂ Derfor blev Lys, og alt skabt efter hans
✂ Behag.
✂ Mon Lyset da for Gud saa høyt nødvendig er?
✂ Ney! Han foruden Soel kand alle Ting
✂ beskue,
✂ Før Verden endnu var: saa han den
✂ mindste Tue,
✂ Som Jordens Klode paa sin Over-Flade
✂ bær.
✂ Men, som Han skabte alt for dem, som ikke var:
✂ Saa blev og Lyset skabt for dem, han
✂ vilde give
✂ De Lemmer, hvorudi Lysstraaler kunde
✂ skrive
✂ Det Omkringliggende; derfor blev alting
✂ klar.
4✂ 4 For de Beøynede kom Lyset altsaa frem, For Dyret, at det kand gaae frem og undgaee Farer,
✂ Opsøge Føde, som for Hungers Pine
✂ sparer,
✂ Og Fuglen med sin Mad til Ungen sinde
✂ hiem.
✂ Men Mennesket, som er fornuftig eene
✂ til,
✂ Af alle Levende paa Jordens gandske
✂ Flade,
✂ Ham kand det skiønne Lys jo noget Stort
✂ tillade,
✂ Selv den Usynlige seer han: naar han kun vil.
✂ En Mid! Betragt den ret, hvor stor en Mesters Værk;
✂ Er Blad paa Træet er jo konstig sammenvævet,
✂ Skiøndt det i Vinter har i Knoppen fængslet levet;
✂ Dog brød det frem og blev ved Foraars
✂ Solen stærk.
5✂ 5
✂ See op! Du som er skabt af Gud med
✂ oprakt Form,
✂ Betragt det Hvalvte Blaae med Stierne-
✂ Lys beblander,
✂ Hvor skiøn er Hver, og dog er de i Tal
✂ som Sandet,
✂ Bekiend Din Gud for stor Dig selv
✂ kun for en Orm.
✂ Gaae hen til Havet! see, Hvor vild det
✂ raser om,
✂ Du tænker, at det vil snart overskylle
✂ Jorden,
✂ Men da det ikke skeer, beundrer Du
✂ den Orden,
✂ I Hvilken alt er sat i Verdens gandske
✂ Rum.
✂ Gaae hen i Engen, og betragt dens skiønne Pragt,
✂ Langt fra den synes som et skiønt udziret Dække,
✂ Nær ved kand Græsset Dig endog med Under svække;
✂ Læg Dig af Afmagt ned, og laan hver Blomst Din Agt.
6✂ 6
✂ Da seer Du tusinde Beviser af en Gud Paa Almagt, Viisdom og paa Mildhed mod Din Stamme,
✂ Han skabte dette til Fryd, Gavn og Roe for samme,
✂ Den Flok, som græsses der, døer ved Dit Hungers Bud.
✂ Det Faar, som dandser hist, bær en sin Uld for sig,
✂ Men naar Din Nøgenhed befaler: da berøver
✂ Du det sin Vinter-Dragt, og det i
✂ Kulden over;
✂ Lev da for Gud med Tak, at Alting er
✂ for Dig!
✂ O Lys, du skinner saa, at Gud kand sees af mig
✂ Saa tydelig i Alt. Tak store
✂ Gud for Øyet,
✂ Som Du saa viselig mit Legem Har
✂ tilføyet,
✂ Dets Dannelse er vist Din store Viisdom
✂ liig.
7✂ 8 Ey Overflødighed, ey Mangel i det er, Men alt er saa bestemt, at intet kan borttrækkes
✂ Og ey tillegges, at det jo derved skal
✂ svækkes,
✂ Hver Vædske og hver Huud har sine Æin-
✂ beder.
✂ Og da Din Viisdom faae, at Lyset skader mig
✂ Paa dette spæde Lem, naar Mørket snart forsvinder,
✂ Og jeg et pludsligt Lys derpaa omkring mig finder:
✂ Saa blev Dagbrækningen ved Skumring taalelig.
✂ Du saae og selv, o Gud! paa Sommersolens Magt,
✂ Dens Straaler falde ned med Styrke hid til Jorden,
✂ Mit Syn ey taalte dem tilbagebrudt i
✂ Orden;
✂ Du faae det, og Du har Raad i Naturen lagt.
8✂ 8 Den grønne Farve har hos sig den Egen-
✂ skab,
✂ Mindst Lysets Straaler fra sig at tilbagebrække;
✂ Du vilde derfor Mark og Skov med Grent bedække:
✂ At vi kand see os om der, uden Synets
✂ Tab.
✂ O vise Gud! Du er i Viisdom ævig god;
✂ Du seer, hvad tienligr er for Dine usle
✂ Sønner,
✂ Og giver os det alt, før vi derpaa ret
✂ skiønner:
✂ Vor Lykke flyder kun af Din Algodheds
✂ Flod.