Peder Hansen Hellige Taler, afhandlede i Kabinettet paa Kronborg, for Dronning Carolina Mathilda, af Peder Hansen, residerende Kapellan ved Slots- og Garnisons- Kirken i Helsingøer.

Hellige Taler,

afhandlede i

Kabinettet paa Kronborg/

for

Dronning

Carolina Mathilda,

af

Peder Hansen,

residerende Kapellan ved Slots- og Garnisons-Kirken i Helsingøer

Kiøbenhavn, 1773. Trykt og findes tilkiøbs hos H. C. Sander og I. F. Morthorst, boende i lille Fiolstæde No. 176.

2

        

3

Snedorfs 20de Brev pag. 179.

Hvem læser mere Prædikener, Forklaringer og Postiller, hvem taler om saadant i Selskaber? Vil man vente, at nogen, som vil passere for et artigt Menneske, skal tænke paa slige Ting, maa det siges ham i et Ugeblad, i en smuk Fabel, eller i en Comedie.

Fortale.

For at fyldestgiøre mit Løfte, efter nogles Forlangende, sendes efterfølgende Taler for Lyset, hvorved følgende bliver at erindre: De, som søge noget besynderligt i disse Taler, vil søge det

4

Fortale.

forgieves. Det ene besynderlige, er Lejligheden, der foranledigede dem, der var saa besynderlig, at derom ikke videre kan berøres, end at enhver retskaffen Undersaat og redelig Christen vil vist bede Gud med mig, at sligt aldrig maa høres inden vore Mure. I øvrigt findes intet besynderlig, eller mere end almindelig, i Henseende til Talernes Værd. De ere og langt fra ikke udgivne, for at forraade den ringeste Tanke af den foragtelige Selvindbildning, og maa- skee blev denne Bei den nærmeste til Ydmygelse. Der findes intet besynderligt, i Henseende til deres Indhold, som Læseren maaskee af Tiden, naar. og Stedet, hvor de ere holdene, kunne slutte. Sandhederne ere almindelige, og paa alle Tider, under alle Omstændigheder lige vig-

5

Fortale.

tige. Det som ønskes, er at de i den Orden og Smag maatte findes foredragen, at de kunne blive antagelige og læseværdige. De udgives uforandrede, som de i Forsamlingen ere afhandlede, uden Tilsætning og Fratagelse, hvilket de af mine Læsere best skiønner som have forundet mig deres høre Nærværelse.

Her meddeles ikkun nogle Taler; altsaa ikke alle, som ved denne Leilighed ere af mig holdte. Flere havde jeg bestemt til Udgivelse; men Omkostningerne, som derved vllde forøges, hvortil Subskribenternes Antal ikke forslog, nødte mig til at formindske Samlingen, for at undgaae Tab. Disse faa kunne maaskee og fyldestgiøre min Hensigt, at befordre Opbyggelse, og tillntet

6

Fortale.

giøre et ugrundet Rygte & c. Es. 47. De ere og mere end nok, ja for mange, i Fald de ikke skulle finde Bifald/ Indgang til Læsernes hierter, og virke Overbeviisning.

De udgives nu ved samme Tid, som forleden Aar foranledigede en vigtig Anmærkelse i den danske Historie, eller i det mindste blant private Samlinger af Nyheder den 17 Januarii. En Dag, som af hver skønsom Undersaat, følelig Christen, og de sildigste Efterkommere bør ihukommes med de helligste Ofringer af Taksigelser og Bønner for den Gud/ hvis Forsyn paa denne Dag bekom et kraftig Beviis af Erfaring. En Dag, som paa ny forbandt et redelig Folk med den beste Konge, og som beviste de guddommelige Sand-

7

Fortale.

heders Vished. En Dag, som og

af mig , saa længe jeg findes blant Dødelige, skal ihukommes med de ømmeste Følelser, og inderligste Sukke: At Gud vil bestyre fin Kirke, beskierme den mildeste og naadigste Konge; og lade det Høikongelige Huus hvile, som en Klippe, paa Naadens og Almagtens Grundvolde.

Saa beskiemmes vore Fiender, saa boe vi tryggeligen, og kunne, under Fredens Paulun, glæde os ved Fredens og Evangelii Forkyndelse i Christo Jesu.

8

Indhold.

I.

Synden, som et Onde, ei af Gud; men af Diævelen og os selv.

II.

Guds Ord, som en kraftig Sæd.

III.

Christnes Modstand imod Diævelen, kronet med Seier af Gud.

IV.

Vor Jesu Opstandelses Vished.

9

I. Prædiken,

holden den

5te Søndag efter Hellig tre Konger,

over

Texten, Matth. 13, 24-31.

10

        

11

Indgang.

Er der en Gud til? — Ja!

at nægte dette, var at nægte sig selv. Kraftig overbevises vi om denne vigtige Sandhed, ved at værdige det Hele, hvoraf vi, som Mennesker, udgiøre den mindste Deel, en skiønsom Agtsomhed. —

Er denne Gud og det fuldkomneste Væsen, og vor Tilbedelse værdig?

Og herom overbevises vi paa det tydeligste, hvis Uskiønsomhed mod os selv, og Utaknemmelighed for nydte Velgierninger, skat giøre os uværdige til det Navn af fornuftige Mennesker.

Men monne nogen skulde være saa vankundig og formastelig, at nægte et guddommeligt Overvæsen? —

12

2

Af Overbeviisning er det umueligt; men ved Gierninger af et fordervet Hierte, som sørgelige Opdagelser beviser, desverre mueligt. Til Oplysning og Forbedring for de sidste, vilde vi overveie de tvende forberørte Sætninger ved nøiere Betragtninger.— En Gud maa der være til, et uindskrænket Overvæsen nødes vi til at antage; thi Verdener, af hvilke vi ikkun beboer en liden blant Millioner , deres nøie Sammenbindelse med, og enhvers forskiellige Indflydelse paa vores Jordklode. Naturens skiulte, dog kraftige Virkninger, til saa mange Millioner Skabningers Frembringelse, af hvilke vi kun kiende faa, dog overflødige nok til at opvække Forundring hos os; hvorfra alt dette? Afsig selv? Nei! At troe dette, tillader ei den menneskelige Fornuft, der findes stedse villig, ja ofte alt for villig, til at undersøge Aarsager til Virkninger. Var enhver Skabning ved sin egen Evne frembragt, da maatte og Mennesket fornemmelig have frembragt sig selv; men naar erindre vi os det at være skeet? Stod det i vor Magt, som Mennesker, at frembringe eller sætte os selv i Verden, hvorfore viser vi da ikke Prøver paa vore almægtige Evner, i at opfylde vore forfængelige Ønsker, i at afbryde Naturens for os ofte ubehagelige Virknmger? Hvi døer da den Rige, den Ærede, den Vellystige, hvis Glæde er Livets Forfængelighed, hvis største Sorrig er Dødens Budskab, af Kierlighed til det Timelige, og

13

3 Frygt for det Evige? Besidde vi, som Skabninger, Magt af os selv, hvorfore giver den Lastefulde da tabt for Retfærdighed? Hvi undgik vi da ikke Omstændigheder, som vi afskyede, mod hvilke vi væbnede os ved Snedighed og Uretfærdighed, men dog: maatte underkaste os? Har vi, som de fornemmeste af de synlige Væsener, ei Magt, et vort Bliv eller Væsen af os selv; hvor meget mindre kan vi, uden at fortiene Navn af Afsindige, da troe dette om andre Ting? Men maaskee haver Hændelser frembragt alle Ting uden Guds Finger? Hvorfra da den saa almindelige Orden? Saa stor, at saa mange Ting, vi med vor svage Syn kan oversee, saa mange Beviser finde vi, paa en almindelig og nøie Bestemmelse for enhver, endog den mindste Skabning. Hvorfra den saa viisdomsfulde Orden? At en Skabning ikke virker den anden imod, end mindre paa en ubeleilig Tid og Sted. Hvorfra den saa bestandige Orden? Endog da, naar Mennesker ønskede at tilveiebringe Uorden. Hvo kan vel, som med Opmærksomhed betragter dette, forvexle de Begreber, Skabning og Hændelse, med hinanden? Nei! Grændser maa vi erkiende, en uendelig Guds vise Bestyrelser føles. Og det bliver altid en latterlig Daarlighed, at nægte det, som vi føle, see, og høre, og hvorom alle vore Sandser overbevise os. En Gud er der altsaa til.

14

4

Men er da denne Gud vor Høiagtelse og Tilbedelse værdig? —

Af det foranførte er det heel rimeligt, og af Moses Ord 1 Mos. B. 1, 31. er det beviseligt. Det heder her ved Slutningen af alt det Skabte:

Gud saae alt det han havde giort, og see! det var saare got. Vi vilde, i

Anledning af disse Moses Ord, fortsætte vore Betragtninger over noget af det Skabte; thi hvorfra Tiden, og den udvidede Kundskab, at undersøge det alt? Det bliver vor hele Livstid en Gienstand for vore Betragtninger, og Forundring, — en Grund til vor Ydmygelse, og i Evigheden en betydelig Gienstand for vor Lovsang, som Salige. At alt det Skabte er af Gud saare got frembragt, tilraaber os hele Naturen.— Saare got, fuld af Viis-

dom. Her findes en Vrimmel af Væsener, hvis Ophold og Beskaffenheder vi ikke alle kiende, og hvis Virkninger vi dog føle. Hvert Kreatur har sin Tid at virke, og over denne af den vise Skabere fastsatte Tio, hverken over eller under disse hans Hensigter, kan ikke engang de til Purpur ophøiede, og med Magt udrustede, — ikke de, som endog med en Ahasvero befaler 127 Lande, eller med en Alexander undertvinge Verdener, drive dem.— Alle Ting ere saare gode - fuld af Almagt. Engang bestemte, og alletider uforbederlige og uforan-

15

5 derlige. Hvo kan forlænge den mindste Skabnings Liv, naar Gud vil opløse den? Hvo kan indsee, end mindre befordre Ligevægten imellem Kreaturene, at der ikke blive for mange, og ei for faa af hvert Slags? Kan vi ved Indsigt, Opfindelser, eller Magt bestyre Elementerne ? Nei! At sætte Havet Grændser, at jevne dets stormende Bierge, at formilde Ildens Hede, saa at den ikke fortærer, at forandre Jordens Metaller, og udgyde Frugtbarhed over Jorden? Alt dette overstiger vore indskrænkede Evner, og udfordre Almagt. Hvo foer op til Himmelen, og soer ned? hvo sankede Veiret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klæde? hvo haver beskikket al Jordens Ender ? hvad er hans Navn? Ordspr. 30, 4. Snare got er da alt det Skabte i sig selv, og Gud altsaa, som Skabere, vor Tilbedelse og Høiagtelse værdig. Billigen bør vi da opmuntre os indbyrdes til samme Opmærksomhed, som Moses med det Ord: See! leder os til. Træder ei, Andægtige! uden Varsomhed paa Almagtens over Jorden udlagde Teppe; men seer og beundrer dets Pragt, i Blanding, Farver og Nytte. Seer med aabne Øine, jeg mener med Forstandens samlede Eftertanke, Markernes Grøde, Engenes Prydelse, Skovenes Nytte; og al Naturens Pragt, som forkynder en uendelig Skaberes Ære, En liden Undersøgelse kan overtyde os om Guds Hensigt med alt dette Gode. Fornemmelig for os Mennesker aabner

16

6

Gud sin Godheds utømmelige Kilde. Og hvo kan da nu tvivle, at Gud, som den uendeligste Godhed i sig selv, i sine Skabninger, og i sær imod os, ex vor Høiagtelse, Kierlighed og Tilbedelse værdig.

Men er Gud fuldkommen god i sig selv, har han viist sig fuldkommen god i alt, og imod alle; hvorfra da Synden, som et almindelig Onde blant Menneskene, hvis onde Følger udbreder sig, endog til Skade for de ufornuftige Kreaturer? Denne Indvending, som gemeenligen giøres af de, der enten ønske, at Gud ikke var til, eller for at svække os den trøstefulde Tanke, Gud er al Godhed, er det fornødent her at berøre, for derved at berede os til Dagens Evangelii Afhandling.

Vi kunne vel imodsætte denne Indvending adskillige Sætninger, og deraf bevise, at Guds Godhed i sig selv og Skabningerne, ikke svækkedes ved Syndens Onde. At Synden ikke er et væsentligt Onde hos Mennesket, eller tydeligere, at den ei er nødvendig til Menneskets væsentlige Beskaffenhed. At Synden ikkun findes hos den mindste Deel af Skabningerne. Men vi vilde af Dagens Evangelio betiene os af kraftigere Beviser, og Frelserens Vidnesbyrd, og deraf bevise til

17

7

Hovedlærdom:

Synden, som et Onde, ikke af Gud; men af Diævelen og os selv.

Vi betragte heraf til Guds Ære:

1) Synden, som et Onde, ikke af

Gud. Og til Diævelens og vores egen Vanære.

2) Synden, som et Onde, af

Diævelen og os selv.

Første Deel.

Synden, hvad enten vi betragte den af dens Beskaffenhed, som arvelig og giørlig, af dens Grund, som kan være Skrøbelighed og Ondskab, eller i Henseende til dens Følger, da er den et Onde. Den bestaaer, i Henseende til dens første Oprindelse, i en Afvigelse fra Gud, hvoraf følger Ulydighed imod hans hellige Love. Den kaldes derfore 1 Joh. 3. en Uret; Hvo som

18

8

giør Synd, giør Uret imod Gud, sig selv, og andre. Den kiendes i Særdeleshed i vore Siæles fordervede Egenskaber, ved Forstandens Formørkelse, Villiens Gienstridighed og Vanhellighed. De hellige og af Gud nedlagde uskyldige Tilbøreligheder, ere vanslægtede fra deres første og væsentlige Reenhed, til de modsatte urene, os skadelige, og Gud mishagelige Lidenskaber. Dette sees af Guds Ord, ved at agte paa Menneskets Tilstand for Syndefaldet. Det sees og af Erfaring , ved at agte paa Forskiellen imellem de til Guds Billede igienfødte Christne, og de Uigienfødte eller Lastefulde. Hine de Igienfødte, bruge Siælens Tilbøjeligheder til det Gode, disse anvende derimod deres fordervede Tilbøjeligheder til det Onde. Men begge føle, at Synden er et Onde, hine til Bedrøvelse; disse til Straf og ofte Fortvivlelse. Vor Evangelium giver os en rig Anledning at agte paa Synden, a) som et Onde af adskillige Beskaffenheder, men b) som et Onde ei af Gud.

Synden, som af Texten kan lignes ved Klinten, er et skiult Onde: v. 26.

Da Grøden voxte, syntes først Klinten. Ved vores Indtrædelse i Verden kiendes ikke strax Syndens Sæd. Det Gode og Onde, som i Fremtiden viser sig, ligger endnu skiult; saa at man ikke kan bestemme, hvad

19

9

enten vi vilde imodtage det Gode, eller overgive os til det medfødte Onde. Men neppe begynde vi at skiønne, saa tiendes allerede Syndens Sæd. I en Tid, da Forførelser endnu ei kan forarge os, vise vi os tilbøjelige til det Onde, ved Egensindighed og Selvraadighed, og vi udove Synd, førend vi selv vide, hvad Synd er. Ligesom Siælens Kræfter udvikles, og Legemet bliver beqvem til at gane. Siælen til Haande, og udfore dens Drift, saa viser sig og Synden alt kiendeligere. Et vigtig Beviis, at Synden ligger skiult hos os, som en ond Sæd. Frelseren der, som den helligste Sædelærere og med Alvidenhed kiendte Menneskets Hierte , hidleder derfore Matth. 15, 19. onde Tanker, Hoer, Mord, Skiørlevnet, Bespottelser, og alle Laster, som onde Frugter af Syndens onde Rod, der ligger skiult i Menneskets Hierte.

Synden er et almindeligt Onde.

Det heder v. 27. at Klinten var voxet paa Ageren. Tage vi Ageren i Texten efter Lignelsens Hensigt, og Tidens Omstændighed, da den af Frelseren blev fremsat, da sees, at derved forstaaes al Menneskens Slægt, som boer paa Jorden. Saaledes forklarer han det selv: v. 38. Ageren er Verden. Syndens onde Rod sindes altsaa hos alle, og her bliver ingen Undtagelse. Fra Fyr-

20

10

stens Trone til Betlerens Hytte. Hos Høie og Ringe, endog hos dem, hvis Stand og Opdragelse syntes at love os noget mere, end almindeligt; endog hos de Igienfødte og Dydens Dyrkere findes Syndens Sæd. Dette tiendes af alle Menneskers Handlinger , dette bekræftes af Guds Ord: Rom. 3, 23. De have alle syndet, og dem fattes alle Guds Ære. Den som er syndeløs iblant eder, ere derfore Frelserens Ord, Joh. 8, 7. han kaste den første Steen. Dog sigter disse hans Ord ei til vor Be- smykkelse; men til vor Ydmygelse.

Synden er et farligt Onde. Ei allene farlig for andre, da dens Følger strækker sig til mange i det menneskelige Sælskab. Dens onde Følger ere meer eller mindre farlige, ligesom Synderen staaer meer eller mindre i Forhold og Sammenhæng med andre. Erfaringer bekræfte dagligen, hvor meget Ont ofte et Menneske kan stifte, ved en Kiede af onde Følger for de sildigste Efterkommere. Men Synden er og et høist farlig Onde for dens Anhængere selv, hvilke forestaaer den skrækkeligste Ende, deels for deres egne Synder, deels for givne Anledninger, Forargelser og Leiligheder til andres Synder. Det heder: v. 30. Naar det er Tid at høste, vil jeg sige til Høstfolket: Sanker først Klinten tilsammen, og binder

21

11 den udi Knipper, at man kan opbrænde den. Ved Høstens Tid førstaaes her vel den almindelige Dommens Dag for Levende og Døde. En Dag, hvis idelige Forestilling dør afholde os fra Synd. Dog synde ingen af Sikkerhed i Henseende til Straffens Opsættelse. Nei, og her i Verden har Synden stedse sin naturlige Straf, og ofte Guds svære Retfærdighed i Følge med sig. Vi spare os Tiden, ved et at anføre Beviser paa den sidste; men vi ville ikkun berøre Exempler paa de første, nemlig paa Syndens naturlige onde Følger. Et svagt Legeme er den Vellystiges, Fattigdom den Ødseles og Dovenes Straf, Foragt og Forbandelser den Uretfærdiges og Svigefuldes Ledsagere. Og har hver Synd og Last stedse sin naturlige, og ofte en tilføiet Straf i Følge med sig her i Verden ; hvor skrækkelig vil da Synderes Dom ikke blive paa den almindelige og os alle forestaaende Hostens Tid, eller Dommensdag.

Synden er et forhadt Ondt. Dens Anhængere ere forhadte af Gud, forhadte af de Dydige og Retstaffene. Gud skaaner vel Syndere en Tid, og efter hans Langmodighed opsætter Straffen; men han agter ikke at glemme sin Hevn, eller fornægte sin Retfærdighed. Nei. Jeg vil hiemsøge eder efter eders Idrætters Frugt,

22

12

siger Herren. Jerem. 21,14. Hans Lang- modighed lagde den første Verdens ugudelige Syndere før Syndfloden 120 Aar, til de foregaaende; men da heder det og: Min Aand skal ikke trættes med Mennesket evindelig. 1 Mos. B. 6. Straffen brød ind, og hele Naturen var et sørgeligt Vidne til Herrens uigienkaldelige Dom. Gud lader endnu ofte de Ugudelige vore, han lader sin Soel opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige ; saa at det ofte synes at dvæle de Gode og Retskaffene. Men hvo seer ei, at De Onde tager en Ende med Forskrækkelse? Herrens Magtes og Retfærdigheds Veier storme, saa at de ophøiede og ranke Cedere knækkes. Syndens Tilbedere ere forhadte af de Retffaffene. Her findes i Texten flux Tienere, hvilke af en redelig, skiønt overilt Nidkierhed, tilbyder deres Tieneste: Herre! vil du, at vi skal gaae hen, og luge den af? v. 28. Af alt dette har vi da betragtet Synden, som et Onde i sig selv, og i Henseende til dens Beskaffenheder og Følger. Nu til Beviserne, at

Synden er ikke af Gud.

Nei. Vor Gud, som det helligste Væsen, har nedlagt de reneste og helligste Tilbøjeligheder i vor Siæl, de ordentligste Bevægelser i vor Legeme. Det heder med Sand-

23

13

hed om vor Gud, som af Texten, v. 24. „et Menneske, under hvilken Lignelse Frelseren forstaaer sig selv," saaede god Sæd i sin Ager. Havde Mennesket ikkun forsigtigen anvendt disse uskyldige og hellige Attraaer i sin Siæl, saa vist de da vare blevne bestandig lyksalige. Vel sandt, Gud forudsaae efter sin Alvidenhed, at Mennesket vilde vanhellige sine Begierligheder, og misbruge sin frie Villie, Men var ikke denne Muelighed hos Mennesket, at kunne synde, nødvendig? Havde der været i sig selv umueligt for Mennesket at kunne synde, da - maatte de være af et Væsen med Gud; thi for ham allene bliver Synden i sig selv umuelig. Da dette aldeles ei kan lade sig tænke; thi Skabningen maa være adffilt og mindre end Skaberen, saa var det alt Godhed nok, at Mennesket bekom en fri Villie, ved hvilken han kunde bestemme sig, at han bekom Kræfter til at blive i det Gode.

Guds Love ere de helligste og beste. At opfylde disse, er Guds villie og vor Lyksalighed. De ere de mueligste for os at udøve; thi de ere grundede i vor Hierte, og indskrevne, og os tillige aabenbarede; de ere tydelige, der behøves ingen overordentlig Skarpsindighed til at begribe og forstaae dem. De ere paa det nøieste bestemte, dette skal vi giøre, hiint skal vi lade. Her

24

14

findes ingen skiulte Undtagelser, ved hvilke vi kan bedrages; men Indholdet er for alle lige vigtig, og lige klart: Frygt Gud, ær Kongen, elsk din Næste, og skiøn paa Dyden, hvor den og findes. Guds Love ere høist rimelige. Hvad er rimeligere, end at elske Gud, som vor største Velgiørere; dette forlange vi jo, som Mennesker , af vore Yndlinge. Hvilken Formaning er derfore billigere, end: 1 Joh. 4, 19. I Elskelige! lader os elske hannem; thi han elskte os først. Hvad er rimeligere, end at befordre vor egen Lyksalighed, og hvad befaler Herren ivrigere? Hvad er det, o Israel! siger Moses, at Herren din Gud begierer af dig? uden at du slal frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veie, og at elske ham, og at tiene Herren din Gud af dit ganske Hierte, og af din ganske Siæl. 5 Mos. B. 10, 12.

Bespotteligt er det derfore, at ansee Gud, som Aarsag til Synden, da han raa der fra Synden, tydelig viser os vore Synder , straffer Synden, ja og ofte hindrer Synden; vel at mærke, naar det kan skee, uden at fornægte sig som Gud, og os som Mennesker. Siig ikke derfore, at Herren har forvildet mig; thi han haver ingen syndig Mand behov. Syrach 15, 12. Naar derfore hun ugudelige Israels Konge Achab,

25

15 der med sin ugudelige Dronning Iesebel udøvede Uretfærdighed, og dyrkede Afguder, hvorved de paadroge dem og deres Undersaatter Hungersnød og Herrens Vrede, be- skylder Propheten Elias, som Aarsag til Israels Forstyrrelse, svarer Propheten heel grundig: Jeg forstyrrer ikke Israel; men du og din Faders Huns, i det I tiene Baal, i Kong. 17. Vor Fordervelse er altsaa fra Diævelen og os selv at hidlede. Din Fordervelse, o Israel! er af dig selv, siger Herren. Hos. 13, 9. Og dette skal fremdeles give os Anledning at betragte i den

Anden Deel.

Synden, som et Onde, af Diævelen og os selv. Synden er et Onde, som nedstammer fra Diævelen , der med Rette kan kaldes Menneskens afsagde og Guds afmægtige Fiende. Paa de retsindige Tieneres Spørsmaal i Texten, hvilke tilkiendegav deres heilige Forundring: v. 27. Herre, saaede du ikke god Sæd i din Ager, hvorfra haver den da Klinten? svarer Huusherren: Det haver Fienden giort. Menneskets Lyksalighed for Syndefaldet var denne Fiende til Forargelse, hvis Hovedlast og Egenskab er Misundelse. Ved at forlede

26

16 deres Forstand med en mere end menneskelig Snedighed paa Afveie, ved at optænde Lyster i Siælen til det Gud havde forbudet, saae han sin Glæde i Menneskets Fald, og deraf følgende Sorrig. Ved denne Fiendes giftige Udsæd er Mennesket anstukket, og uden en høiere Kraft kan vi umueligen renses ; ikkun Jesu Christi Guds Søns Blod kan rense os af alle vore Synder, 1 Joh. 1, 7. Diævelens Billede bære vi da, som Lasternes Tilbedere. Hovmod til vor Fald, som en Snare, Begierlighed til Vellyster, som en Vei til Fordervelse, Afsky til Sandhed , som det modbydeligste, og Ulydighed mod Gud, som Oprørere. Som Faderen er, saa ere nu hans Børn, efter Frelserens Ord: Joh. 8. I ere af en Fader Diævelen, og giøre eders Faders Begiering. Hvorfra nu alt det Onde i Verden? hvorfra Ulydighed imod Gud, Ukierlighed imod Næsten? Hvorfra alle de Laster, hvilke Dagligen som Klinte sees udspredt, onde Be gierligheder udførte ved slette Handlinger; det haver Fienden giort.

Denne Guds og vor Fiende er snedig. Det heder i Texten: Da han havde faaet Klinten, gik han bort. En vigtig Anmærkning til vor Advarsel. Han opvækker onde Begierligheder, indskyder onde Tanker til de afskyeligste og for os og andre farligste

27

17

Planer; men naar vi finde os ved vore afskyelige Handlingers slette Udfald i Fare og Fordervelse, da kiende vi først hans Bedragerie. Da først afdrager han Masken, og søger ved vore Synders Forstørrelse, og Guds Naades Forringelse at styrte os i Fortvivlelse. Kains Fortvivlelse, og Judæ ulyksalige Endeligt, afmaler han da, som de nærmeste Midler til Befrielse af vor Oval. Snedig er vor Fiende; thi han passer den beleiligste Tid at udsaae sin onde Sæd. Det heder i Texten: v. 15. Der Mennesket sov, kom Fienden, og saaede Klinten.

Herved erindres vi og paa vor Side, hvorvidt det Onde kommer af os selv, nemlig ved Sikkerhed og Mangel paa Aarvaagenhed. Naar Øvrigheden sover, og ikke ved gode Exempler og nøie Agtpaagivenhed anholder Undersaatterne til Dyd og Gudsfrygt, da udbreder Fienden sin onde Sæd, til Undergang for Fyrsten og Folket. Naar Lærere sove, og ikke med en fyrig Aarvaagenhed passe paa Guds Kirke-Ager, eller ved Levnet og Lærdom raabe paa Sions Mure, da kommer Fienden, og saaer sit Ukrud i Menighederne. Ved vrang Lærdom og forargelige Sæder, hvorpaa den ældre Kirkens Historie giver os sørgelige Beviser. Naar Forældre sove, og ikke ere aarvaagne i at prente Dyden i de Unges Hierter, i at

28

18 lænke dem ved en fornuftig Opdragelse fra det Onde til det Gode, da kommer Fienden og saaer sit Ukrud. Ja, naar vi alle sove, og ikke vaage over vore Tilbøjeligheder og Lidenskaber, ei bede om Kraft og Bistand, da ere vi selv Aarsag til Syndens Opvækkelse, Tiltagelse og Udbrydelse. Vaager og beder, er derfore Frelserens Formaninger, at I ikke falde i Fristelse. Matth. 26, 41. Vi have da beviist af Texten: Synden, som et Onde, ikke af Gud; men af Diævelen og os selv. Lader os nu heraf uddrage

Anvendelsen.

Gud bor vi ære, adlyde og elske; thi han er det fuldkommenste Væsen i sig selv, og al Godhed imod os. Synden i os, og dens ubehagelige Følger vi føle, kan vi altsaa, uden at forøge vor Straf ved Bespottelse, ikke hidlede fra Gud, der vil alles Vel, og virkelig befordrer alles Vel; men fra Diævelen og vores egen Efterladenhed. Saa ofte vi derfore beklage Syndens Herredømme , maa vi tillige beskylde os for Lunkenhed, ei at have tilegnet os den af Jesu ved sin Forsoning forhvervede Kraft. Saa ofte vi føle Syndens ubehagelige Følger, de Retsindiges Foragt, Skam, en uro

29

19

lig Samvittighed, og Guds Unaade, maa vi tilstaae vor Eftergivenhed mod os selv og Diævelen. Lader os da føge Naade hos Gud ved Naadens Stiftere Jesum , for vore begangne Synder, og af Syndens Beffaffenhed lære at vaage og bede. Da Synden ligger skiult hos os, saa bør vi nøie undersøge og prøve os. Da den er almindelig, saa bør enhver ei af en bedragelig Egenkierlighed fatte bedre Tanker om sig, end han virkelig er, og ei med Stand eller Vilkaar undskylde sig. Da Synden er farlig, bor vi afskye den , ja da den giør os forhadt af Gud, de hellige Engle, og de Retskafne; saa lader os glæde disse med en sand Omvendelse.

Ja du, o naadige Gud! al Godheds Kilde, giv os din hellig Aand, og Skienk os Kraft af det Høie, til at vaage

over vore Hierter, og vore Fiender.

Din Almagt understøtte os, din Kierlighed og Langmodighed bære os, din naade forfølge os, og dit Ord veilede os igiennem Fristelsernes udlagde Snarer, til din Saligheds sikre Havn. Hvor Syndens Onde ikke mere

30

20

skal besmitte os, vore Fiender ikke mere forurolige os; men vi, fulde af hellig ærbødighed , evig med Moses skal lovsynge dig : Du, o Herre ! giorde alle Ting saare vel. Amen.

31

II. Prædiken,

holden

paa Søndagen Sexagesima

over

Texten, Luc. 8, 4-16,

32

        

33

Indgang.

Er den Bog, som vi kalde den hellige Skrift, Guds Ord?

Dette Spørsmaal, saavel som dets Beviis, maatte synes unødvendig hos et Folk, som bekiender sig til en aabenbaret Religion. Men da mange af den christelige Religions Bekiendere deels ere svage, deels og fornemmelig i disse Tider findes en Hob i deres Tanker vittige, og for andre farlige Bespottere, som nødsaget, vel troer en Gud; men enten af Vankundighed, Skiødesløshed eller Modesyge nægter os den hellige Skriftes Guddommelighed, saa mærkes strax, at denne Sandheds Beviis er nødvendig,

34

24 til Bestyrkelse for de Svage, at de ikke ved ugrundede Modsigelser skal forvirres, til Be- skiemmelse for de Onde, og til Overbeviisning for de, som ikke søge Ære i Skiendsel, ved at røbe et nedrigt Hierte og en svag Indsigt og Dømmekraft.

Intet Skrift beviser sin Oprindelse og Autor tydeligere, end den hellige Skrift; naar den læses uden Fordomme og onde Hensigter. Intet Skrift har mere for sig af udvortes og indvortes Vidnesbyrd, Rimelighed og Troværdighed til at bevise dets Guddommelighed, end denne Bog. Dette skal opmuntre os til at undersøge i Korthed nogle af de Beviser, hvilke forpligte os til at troe dens Guddommelighed, at antage dens Lærdomme, og udøve de derudi indholdende Pligter. Vi vilde et hente vore Beviser af Skriftens egne Ord; thi dette vilde maaskee strax giøre os mistænkelig; men dette Ords forunderlige Vedligeholdelse og overnaturllge Virkninger, al giøre os dets Antagelse nødvendig, og dets Guddommelighed beviislig.

Hensee vi til Tiden, i hvilken Guds Ord har holdt sig ved Lige, til Fienderne, som i al denne Tid deels ved Magt, deels ved List har søgt at kuldkaste og udrydde Dette Ord, — da tiendes strax dets Guddommelige i dets Vedligeholdelse. Det

35

25

jødiske Folk, som af alle Jordens Beboere først af Gud blev værdiget en skreven Aabenbaring, hvis Bøger og Indhold ved forskiellige for Verden ubetydelige Mænd, og paa adskillige Tider bleve bekiendtgiorde. Dette Folkes Vedligeholdelse indtil denne Dag, giver os fuldkommen Beviis, ikke allene paa Spaadommenes Guddommelighed i deres Opfyldelse, dem selv angaaende, men og paa den historiske Vished om Skriftens Guddommelighed. De bleve saa ofte, formedelst deres Ulydighed og Afguderie, førte i Trældom af hedenske Naboer; hvorudi kiendes Guds lige saa store Viisdom, som Retfærdighed; thi derved blev den aabenbarede Religion desmere udsprede! og bekiendt. Deres Fiender sigtede til intet mindre, end deres aldeles Undergang, og til den Ende betiente de sig af det snedigste Statsgreb, nemlig at udrydde deres Religion, og fratage dem deres hellige Skrifter. Og alle disse Forfølgelser uagtet, som Historierne berette os ofte at have været umenneskelige, holdt sig det skrevne Guds Ord dog ved Lige (*)

(*) Hvortil Esra, der i denne Henseende kan kaldes det gamle Testamentes Reformator, bidrog det fornemste, i at opreise den næsten i det babyloniske Fængsel forfaldene jødiske Religion.

36

26

Det gamle Testamentes Bøger, i sær hvad Propheternes Spaadomme om Messia angik, havde i Christi Tider de farligste Fiender, i de da værende mange Sekter, Pharisæerne, Sadducæerne og flere. Deres Fiendskab mod Jesum , maatte man slutte, kunne let forledet dem til, at udkradse og tilsætte Spaadomme, som angik Jesu Person , og Tiden, naar han skulde komme. De havde Moses og de prophetiske Bøger, eller den saa kaldede Thora i deres Hæn-

der og Forvaring; hvad Under da, at Djævelens List og deres Falskhed ikke forledte dem til, at forandre mange Spaadomme? Og da dette dog et er skeet, er Guds Forsyn over sit Ord des kiendeligere.

Guds Ord, saavel det gamle, som ny Testamente, er saa ofte afskrevet, i saa mange Sprog oversat. Ikke alle har været lige redelige, ikke alle har været Haandskrifternes Grundsprog lige mægtige, ikke alle har skrevet lige tydelig; og alle disse ellers farlige Hindringer uagtet, findes intet stridigt, i Henseende til Ordets væsentlige Indhold, intet udeladt, som kan tiene til Oplysning , og intet utydelig eller ubestemt, i Henseende til Salighedens Lærdomme. Hvo har vel havt sin Haand i alt dette, og et vaaget Øie over Skriften , uden Gud? — See vi til den ny Testamentes Kirke, hvilke

37

27 Voldsomheder finde vi i denne Kirkens Tid mod Guds Ord! — Hedningene, som Kender af den christelige og aabenbarede Religion, undertrykte, dens Bøger, imødsagde dens Lærdomme, og søgte med List og Vold at udrydde Skriften. Selv Lærere i den første ny Testamentes Kirke skreve adskillige Breve til Menighederne, hvilke længe foraarsagede Strid, hvo af dem der Fulde antages for guddommelig indgivne; men Gud har adskilt Striden, meget faa findes af de uægte Evangelier og Breve, og de, som endnu ere tilbage, ere ikkun afbrudte Levninger, hvilke let giøre sig kiendelige fra Guds Ord; da De ikke ere skrevne i den hellig Aands Stiil og guddommelige Smag, som de ægte (*). Men vi forlade disse Alderdommens Tider, hvis Spor ikke enhver er i Stand til at følge. Vi vilde see hen til de nyere Kirkens Tider. Skulde der vel findes nogen her iblant os, der et veed at tale om Reformationen ved Lutherum? Endog de, hvilke ikke vide, hvad der udvortes foranledigede den, forfremmede og giorde den merkværdig; endog disse vide at tale om denne

(*) Siden det Nicæniske Mode, Holden under Keiser Constantino, ere de Hellige Bøger antagne, som nu udgiøre det ny Testament.

38

28 Guds Kirkes betydelige Frelse, og merkelige Forandring. Men vi vide, at Guds Ord aldeles laae nedtrykt, sielden og næsten aldrig saae man det. Dets Brug var saa usædvanlig, at de faa Retsindige ei uden Grund befrygtede: Guds Kirke vilde inden kort Tid tabe sit helligste Klenodie, og dens Undergang derved befordres. Thi tages os Guds Ord, hvad bliver da af den sande Guds Dyrkelse? Dog, Guds Ord er i sig selv guddommelig. Ved Lutherum, som et vel udrustet Redskab, og ved sin Almagt, som uimodstaaelig, adspredte Gud den Mørkheds Taage, som fordunklede hans Kirke, og lod sit Lys igien paa det klareste fremskinne.— Denne vigtige Forandring ved Lutherum er den nyeste af de meest Synlige. Dog finde vi ikke mindre Beviser i de endnu nyere Tider paa Skriftens Vedligeholdelse, hvilke og ere de Retsindiges Opmerksomhed værdige. Hvor mange Guds Ords Fornægtere har bespottet, og ved bedragelige Skingrunde, ved ondskabsfuld Vittighed søgt at svække den hellige Skrift? Hvor mange har ikke vildet fortiene Navn af Lærde, ved at fordreie Skriften? Navn af sterke Aander , ved at udøse deres Galde imod den? Men Tiden har viist, at de alle ere Daarer. Thi Guds Ord er endnu uforanderlig vedligeholdt, og Kirkens Fiender har, og vil

39

29

faae en Ende med Forskrækkelse. Tiden og Længden af en Indgang tillader os ikke at udføre det andet Beviis. Vi vilde derfor forbeholde os dets Udførelse i Textens egentlige Afhandling. Det maa være nok, at have viist Skriftens Guddommelighed

af dens forunderlige Vedligeholdelse. Dagens Evangelium giver os Anledning at betragte dens Kraftighed. Frelseren ligner Guds Ord i samme ved en Sæd. Vi vilde blive ved Lignelsen, og fremdeles afhandle:

Hovedlærdom:

Guds Ord, som en kraftig Sæd.

Vi agte at fuldføre vores Betragtning, og

bevise

1) Skriftens Guddommelighed af

dens Kraftighed.

2) At vi agte paa det, som ud-

fordres paa Menneskets Side, naar denne guddommelige Sæd skal vise sig kraftig.

40

30 Første Deel. At ved Sæden i Texten forstaaes Guds Ord, forklarer Frelseren selv: v. 11. Sæden er Guds Ord. Guds Ord tages her, som det ganske Guds Raad til Salighed, Loven og Evangelium. Dog sigtes fornemmelig af Frelseren til Evangelii rigelige Udsæd, eller Forkyndelse i hans Tid. Guds Ord lignes ved en Sæd, hvorved Dets Kraftighed til et fremdeles Beviis paa Dets Guddommelighed betegnes, efter Petri Vidnesbyrd: 1 Epist. 1, 23. I ere igienfødte, ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig Sæd; Guds Ord , som lever og bliver evindelig. Det er af Naturens Virkninger ved Erfarenhed bekiendt, at den udsaaede gode Sæd har et Liv og en Kraft hos sig til Formerelse; saaledes har og Guds Ord en overnaturlig Kraft og Liv i sig, til Beviis paa dets Guddommelighed. Hensee vi til dets kraftige og forunderlige Virkninger, hvilket Skrift danner da vel saa lydige Undersaatter , saa billige Medborgere, saa tro, redelige, sagtmodige og taalmodige Medmennesker, som dette Guds Ord? — Vel at merke, naar det tilbørligen bruges, uden Fordomme antages, og troligen efterfølges. Man bedrager sig, naar man troer, og lyver, naar man paastaaer, at et andet got Skrift

41

31 kan have samme Virkninger. Lad den lærdeste Sædelærer, som intet Lys følger uden Fornuften, og ingen Religion antager uden den naturlige; lad denne med alle sine Opdagelser, Grunde, og indtagelige Sandheder fremtræde, — neppe og aldrig findes han frie for Vildfarelser, eller indvortes Modsigelser, store eller smaa. Gode Borgere kan dennes Sædelære maaskee danne os; men aldrig dydige Mennesker i Tænkemaade og Vandel, som Christi og Guds Ords Efterfølgere. Hvo er det ubekiendt, hvor overflødig en Høst Evangelii Udsæd bragte i de apostoliske og første Christnes Tider, da Apostelen Peder ved Guds Ord , saavel Loven som Evangelium, bragte tre tusende Siæle paa en Dag til Synds Kundskab, Fortrydelse og Troen til Jesum? Selv de Tiders Historie, skrevne deels af Upartiske, deels af dets Fiender, viser os, hvor kraftig og overnaturlig dette Ord har virket. Dets Bekienderes Frimodighed under de blodigste Forfølgelser, dets hastige Fremgang, midt under Fiendernes mueligst optænkende Modstand, beviser dets Kraft. Evangelium var som en Ild, der overalt blev adspredt, og dæmpet. Men just ved dets Bekienderes Adspredelse tog Evangelium Overhaand, og af Martyrernes Blod fik det en uovervindelig Fremvext. Saa at Frelserens Forudsigende: Luc. 12, 49. Jeg er kommen at

42

32 kaste Ild paa Jorden, i Sandhed blev opfyldt.

Hvor kraftig viser sig Guds Ord i dets Virkninger, ikke allene hos dets Foragtere, over hvilke det dog tilsidst vinder Seier til Guds Ære, enten ved at overbevise dem, eller ved dets indeholdte Doms Opfyldelse over Lasternes Tilbedere. Men og kraftig viser det sig hos dets Efterfølgere, ved Trøst i Lidelser, ved Raad i Forlegenhed , ved Opmuntring til Dyden , ved Frimodighed og Glæde i Døden. Lad os ikkun finde Lejlighed, til at ligne hine Naturens Helte og Guds Ords Foragteres Endelig paa Dødens Leie, imod de af Guds Ord opmuntrede, overbeviste og igienfødte Christnes Endelig , da tiende vi først: Guds Ords Kraft. Hines Forlegenhed, Skrek og Fortvivlelse, disses Rolighed, Glæde og Higen efter Opløsning, forsikrer os dagligen om Guds Ords kraftige Indflydelse til vor Sinds Rolighed.— Hvad styrer den sande Christens Lidenskaber, og sætter Grændser for hans Begierligheder? — Hvad er det, som opmuntrer denne til Bestandighed i Dydens Udøvelse, og sine Pligters Iagttagelse, ved Troskab imod sin Overherre, ved Kierlighed mod sin Næste? Er det blot Natur og Fornuft ? Hvi udøve da Guds Ords Foragtere og Bespottere ikke disse

43

33 sande Dyder ? Jeg siger, sande Dyder; thi Spotternes Skindyder blender ikkun dem, hvilke ere ligesaa blinde og svagtænkende, som de selv.— Nei, Underviisning og Overbeviisning om de i Skriften indeholde og befalede Sandheders og Pligters Guddommelighed , denne virker Redelighed uden Egennytte, Munterhed uden Overgivenhed, Kierlighed uden Skrømt. Ikkun de, som følge dette guddommelige Lys, giøre Lysets Gierninger, hvorved de ei tør skamme dem, naar de aabenbares for Gud og Menneskene. Og de have Ære af deres Handlinger, Glæde af deres dydefulde Handlingers heldige Udfald. Men naar saae vi det hos Guds Ords Foragtere ?

Den hellige Skriftes kraftige Virkninger i alle Tider, dens merkelige Indflydelse paa Mennesket, til Dydens Udøvelse, og Sindets Rolighed ved en god Samvittighed i Livet og i Døden, beviser da noksom dens Guddommelighed. Men er Guds Ords Sæd endskiønt guddommelig kraftig, saa er den dog ei uimodstaaelig. Det har som en Sæd Liv, men kan og som en Sæd qvæles, nedtrædes og forkastes, og da kan det ikke virke, end mindre bringe Frugt. Det bliver derfor fornøden at agte i den

44

34

Anden Deel

Paa det, som udfordres paa Menneskets Side, naar denne guddommelige Sæd skal vise sig kraftig.

Skal Guds Ord vise sin Kraft, da maa det 1) et foragtes , 2) ei med

Vankelmodighed antages , 3) er ved timelige Forhindringer qvæles. — Kraftig er Guds Ord, naar det

ikke foragtes. Vers 12te: Derefter kommer Diævelen, og tager Ordet af deres Hierter, paa det de skulde ikke troe, og blive salige. Det kiendes vel af disse Ord, at del fornemmelig er Diævelens List, at forstyrre Mennesket i Ordets nøiere og alvorlige Eftertanke. Da denne Fiende adspreder vore Tanker, ved sine Indbydelser leder os paa andre Gienstande, og derved giør os det hørte Guds Ords Virkning frugtesløs. Hans Indskydelse er det, at vi foragte Guds Ord, som noget alt for enfoldig for vores fordervede Vittighed, og indbildte Skarpsindighed; som noget ligegyldigt, hvilket vi af politiske Grunde vel hører, men ikke behøve at tage til Hierte; thi dette hører ikkun for svage, men ei sterke Aander. Denne Fien-

45

35

des Kunstgreb er det, at ophidse sine Redskaber, slige flygtige Skriftens Spottere, hvilke anvende al Vid og Forstand paa at giøre Guds Ords Sandheder enfoldige, latterlige, modstridige, ja vel at afmale dem, som skadelige og anstødelige. Alt dette er vist Diævelens Gierning, som derved vil tage Guds Ords Kraft as Menneskenes Hierte, hvilke ofte ere svage nok til at troe Skingrunde, helst, naar deres Begierligheder derved kan gives Tøilen.— Det bliver i denne Fald en Sandhed, at angeneme Vildfarelser ere de meest mueligste og farligste. Ved denne Foragt, eller i der mindste Ligegyldighed mod Ordet, berøves vi det nærmeste og beqvemmeste Middel til vor Oplysning, vi bringes alt. mere til Forhærdelse og Følesløshed, vi falde da af en Synd i den anden; thi de Pligter, vi uden for Guds Ord af Naturens Kræfter udøve, ere meget faa, svage og ustadige. Og vi styrte os endelig, som Guds Ords Foragtere , i timelig og evig Fordervelse. Denne Guds Ords Foragt kan vi ikke blot søge Hos dem, hvilke forsømme dets Hørelse, endskiønt det bliver et vist Kiendetegn, naar det skeer uden høist fornødne Hindringer; men og hos dem, der hører Guds Ord, og bekiende dem til de derudi indeholdne Lærdomme, og disse vise dem ofte, som Guds Ords Foragtere i Levnet, Ord og Gierninger, Og

46

36

til disse kan det hede , som Stephanus bebreider Jøderne, hvilke meget vel vidste Skrifterne : I haarde Halse, I imodstaae altid den hellig Aand. Apostl. Gr. 7.

Guds Ord er kraftig, naar det

ikke med Vankelmodighed antages. Det heder i Lignelsen: v. 13. De paa Steen ere de, som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre; men disse have ikke Rod, de troe til en Tid, og falde fra i Fristelsens Tid. Frelseren sigter med disse Ord, ikke allene til de vankelmodige Jøder, hvilke ofte bleve bevegede ved hans guddommelige Taler, og lige saa snart faldt tilbage til deres forrige Vantroe, ikke allene til mange Evangelii Bekienderes Frafald i den første Christen Kirkes Tid; men og i de sildigere Tider , ja i vore Tider er Vankelmodighed en fornemmelig Hindring i Guds Ords kraftige Virkninger. Hvor mange hører ikke Guds Ord, og imodtage det med megen Rørelse og Følelse? men hvor snart forsvinder ikke disse Følelser, hvor hastig forglemmes de? Til en Tid troe vi vel ofte, saa længe Guds Venskab og Maade ikke udfordrer Fornægtelses og Lydigheds Prøver. Men kommer det til vore Lidenskabers og Begierligheders Tæmmelse, indfinder sig Diævelens Fristelser, og Verdens Tillokkelser, — og maaskee Verdens Had, eller timelige

47

37 Fordeles Afsigelse, hvor blive da vore rørte

Christne? De falde da fra Gud, til dem selv og Diævelen. Fra Troe til Vantroe, fra Haab til Fortvivlelse. Og hvad Under!

Deres Hierter ere endnu ikke blødgiorde, de ere som Stene. Samvittighedens Domme, et af Naturen bevegelig Temperament, bidrager vel til Bifald; men saa længe Lovens Hammer ikke har sønderslaget Klippen, kan Evangelii Sæd er fæste dybe Rødder.

Guds Ord er en kraftig Sæd,

naar det ikke af timelige og verslige Bekymringer qvæles. Texten: v, 14. Det, som falder iblant Torne, ere de, som høre og gaae bort, og qvæles af dette Livs Omhyggelighed, Rigdom og Vellyst.— Ei alle

Livets og timelige Bekymringer kan siges at qvæle Guds Ord, og hindre dets Kraft. Der er os paalagt, som fornuftige Mennesker, at arbeide, og vise Omhyggelighed i den Cirkel, vi befinde os; og jo troligere vi vise os i vor Kald, naar det er lovligt, og skeer ordentlig, des Uendeligere vise vi vor Christendom. Det er os paalagt, at sørge for Livets Beqvemmeligheder, og dets Tarv; og disse Bekymringers Efterladelse, er at stole formastelig paa Forsynet. Der er dog Forskiel at sørge, som Christne, med de Vilkaar: Herre! om du vil; og at sørge som Hedninger, saa at Verden og det Forfænge-

48

38 lige bliver vores Hovedomsorg, men Guds Rige og hans Retfærdighed en ligegyldig Omsorg værdiget. Og i denne Henseende er det Frelseren sigter, til en misbrugt Rigdom og Vellyst, som de fornemmeste Hindringer for Guds Ords kraftige Virkninger.

Den Rige; jeg mener med Frelseren i Lignelsen den Rige, der siger til Guldklumpen: Du est min Gud, den Gierige og Vindesyge; hvor mange Hindringer sindes ei hos denne for Guds Ords Kraft? Her skal vindes ved Aager, her skal giøres Beregning paa Fordeel og Tab, og de langt ud udtænkte Planer, som kan giøre Fordeel muelig eller vist, alt dette opfylder den Vindesyges Hierte og Tanker.— At høre Guds Ord? hvorfra den Tid, for de mange Sysseler? Ja, hører og denne i Rigdom forviklet, og af Vindesyge besnæret, Guds Ord, da qvæles det under Hørelsen; thi Hiertet og Tankerne er deelt imellem Gud og Mammon. Det qvæles efter Hørelsen, da iler han strax til sine forrige og behagelige Forretninger; i dets Sted, at der skulde an- stilles Prøvelse, Anvendelse og Betragtning af det hørte Guds Ord. Da ei at undre, at Guds Ords Sæd ikke kan bringe Frugt til Fuldkommenhed.

49

39

Den Vellystige, hvor mange Hindringer foraarsager han for Guds Ords Kraft? Hvor Vellyst har opfyldt Hiertet, hvad Indgang kan der Guds kraftige Ord finde? Øjenslyst, Kiødets Lyst, og et over- daadig Levnet adspreder vore Tanker for meget, til at høre den Almægtiges Røst.— Nu skal der tænkes paa at kildre Smagen,— nu at fordrive Tiden, — nu Yppighed og Pragt, — nu Lediggang, og deraf Ukydskhed, Drukkenskab og Fraadseri; ja, alle de Vellystens Sysseler, som kiendelig røbe hine Deisters Tanker i Viisd. B. 2 Cap. Kommer, lader os leve vel den Stund, vi ere til; lader os fylde os med kostelige Vine og Salve. Lader os bære Krandser af unge Roser, før de visne; lader ingen af os være uheelagtig i vor Brasken; lader os allevegne lade Glædskabs (man maatte vel sige Galenskabs) Losen efter os; thi denne er vor Deel og vor Lod. Dømmer selv, Andægtige ! om disse Vellystens Sysseler kan tillade Guds Ord nogen Kraft paa vore Hjerter? Begræder, men beundrer ei denne Sæds skrækkelige Frugter.

Nei, — skal Guds Ords Sæd vise sin Kraft paa vore Siæle, da maa vi efterfølge de Forholdsregler af v. 15. det maa

høres / med Agtpaagivenhed til vor Un-

50

40 derviisning, med Begierlighed efter Guds Maade, med Forsæt til Forbedring, med Bøn og Paakaldelse om Velsignelse. Det maa

bevares saa, at vi ikke lade det som Flyvetanker strax forsvinde. Det maa bevares til sin beleilige Tid, — til Modgangs og Fristelsers Tid, — ja til Dødens Tid; da det første gielder, naar Evighedens Porte aabne sig for vor kiempende Siæl, om vi da have Guds Ord at trøste og opmuntre os med, og ve derudi indeholdte Mandens Forjættelser at helde os til. Det maa bevares, ikke blot i Ihukommelsen, men i Hiertet, der skal det dybt nedgraves, som en elskværdig Skat, til en herlig Rente. Det skal bevares i et smukt Hierte, hvis fornemmeste Prydelse er Dyden i Almindelighed, og Kierlighed til Gud og Næsten i Særdeleshed. I et got Hierte, ikke allene got af Naturen, men helliget og behandlet ved Naaden. Alt dette indeholde Jesu Ord: v. 15. Men det, som faldt i god Jord, ere de, som høre Ordet, og bevare det i et smukt og got Hierte. Findes dette, da kan vi og vist vente Guds Ords kraftige Virkninger, til at bære Frugt i Taalmodighed. For at opmuntres dertil, vilde vi skride til

51

41 Anvendelsen Vi have hørt og beviist den hellige Skriftes Guddømmelighed af dens forunderlige Vedligeholdelse, og overnaturlige Kraft.

Herved bør vi erindres om vor pligtige Taksigelse for Guds bestandige Maade, i sit bestandige Ord.— Heraf bør vi opmuntres

til ivrige Bønner , at Gud fremdeles vil forunde os sit sande og salige Ord, til Glæde for de Troende, til Styrke for de Svage, til Underviisning for de Vankundige, til Opmuntring for de Lidende, til Bedring for de Ugudelige; ja til Haab for os alle, derved at tilberedes til den sande Christi Kundskab og Efterfølgelse her, til Salighed hisset. Vi have hørt, at Guds Ord er en kraftig Sæd, der saavel i det gamle som ny Testamentes Tider har udrettet store og forunderlige Ting. Lader os heraf lære, at be- tiene os af dette Kraftes Ord; det er kraftig til at dæmpe Synden, kraftig til at fordrive Diævelen, saa ofte han vil anfalde os med Fristelser. O lader os aldrig foragte dette Guds Ord, hvis Foragt har saa stor Forbandelse i Følge med sig, hvorpaa dette Ord selv, og daglig Erfarenhed viser mange skrækkelige Prøver og Exempler. Sætte vi ,

Guds Ord af Øine, da ere vi blotte for alle vore Lyster og onde Begierligheder.

Ja, hvo som foragter Guds Ord, foragter

52

42 Gud. Og hvor skrækkelig, at trodse Almagten! Vi have Hørt de Forhindringer, som qvæle Guds Ords Kraft hos os. Livets hedenske Sørger, Rigdom og Vellyst. Lad ' os og vogte os, for at besnæres af disse Snarer. Gud og hans Maade være vore Bestræbelsers fornemmeste Øiemed, en god Samvittighed vor største Rigdom, og vor Vellyst , at glæde os i Gud vor Frelsere. Da bliver og hans Ord os vigtig, og kraftig til Velsignelse i Liv og Død, i Tid og Evighed.

Men du, o Gud ! dit Ords Stiftere og Opholdere, giv os din Aand, som du har lovet os i og ved dit Ord. Giv os Lyst til at høre og bevare dit Ord, og deelagtiggiør os i alle de Lyksaligheder paa Siæl og Legeme, som du har lovet os i dit Ord. Amen!

53

III.

Prædiken,

holden

paa første Søndag i Fasten,

over

Texten, Matth. 4, 1 - 12.

54

        

55

Indgang.

Det er ikkun de feige Siæle, som ved deres Fienders første Anfald tabe Modet, og derved Seieren. Den sande Modige og Kiekke derimod, seer Fienden uden at strækkes, merker Hindringer ; men forekommer dem ved Overlæg, han trodser alt, dog uden Formastelse. Han vover, dog med Sindighed, han haaber Seier; thi Striden er for den sande Modige stedse retfærdig. Ingen Fiende er vel mægtigere, end Diævelen ; at stride med denne Fiende, udfordrer Fyrighed. Ingen Fiende er friedigere, dette udfordrer Forsigtighed. Begge Dele altsaa, saavel Fyrighed som Forsigtig-

56

46

hed, skal befordre vor Skier over denne Fiende. Til en kiek Modværge i Troen mod Diævelen, vor Siælefiende, formaner Apostelen Jakobi: Cap. 4. v. 7. Staaer Diæ-

velen imod, saa skal han flye fra

eder. I hvilke Ord Apostelen 1) viser os Fienden, 2) formaner til Modstand, og 3) lover Seier.

Fienden, vi fornemmelig i det Aandelige har at vogte os for, og at stride imod, er Diævelen. Vi tage Ordet, Diævelen, ikke i en figurlig Bemærkelse, som de, hvilke forklare det ved vor fordervede Natur; men vi antage et virkeligt Væsen, — en Aand, hvis Oprindelse var god, men hvis Affald fra Gud giorde denne Aand afskyelig, til en Fader af Løgn, og til Formand for alle onde og faldene Aander. Ikke allene Guds Ord melder om dette be- tydelige. Frafald strax efter Skabelsen; men og Hedninger, hvilke et kiende Guds Ord, har antaget et ond Væsen, som tilføier Menneskene Skade, og et Algodheds Væsen, der giør dem got. Forskiellen imellem hines og vores Kundskab om dette onde Væsen, bestaaer ikkun derudi, at hine tilbede Diævelen, for ei at hændes Ont, hvilken Tilbedelse kommer af Mangel paa Kundskab af Guds Ord. Vi derimod tilbede Gud, (i

57

47

det mindste burde vi, som Christne, giøre det,) og vide, at Diævelen ei kan giøre os ont, naar Gud er med os, og vi i Troen imodstaaer ham (*). Dog i Haab om, at jeg ikke taler for nogen iblant os, der skulde ansee Diævelen, som en Børneskrek, eller Gud, som et Statsbaand for den enfoldige Almue; vil vi, uden vidtløftige Beviser, opmuntre hinanden til Forsigtighed, i at vogte os for denne vor Siæles Fiende, og til Modstand mod denne Lyksaligheds For- styrrere. Til denne Modstand formaner os

Apostelen: Staaer Diævelen imod.

Ordet, Modstand, leder os strax til Tanker om Anfald og Strid. Og hvo iblant os har ikke erfaret vor aandelige Fiendes Anfald , deels umiddelbar, deels middelbar? Jeg forstaaer ved den første Benævnelse: Onde Indskydelser i Hiertet og Tankerne til onde Gierninger; og naar disse: ere udøvede, da til Anfægtelse og Fortvivlelse. Af disse slags Anfald følede Aposte-

(*) Det er noksom bekiendt, at Chineserne, i hvor vittige de endskiønt ere, dog i deres Religion ere saa vanvittige, at de højtidelig holder en Fest, Diævelen til Ære, paa der han ei skal skade dem.

58

48 len Paulus, naar han 2 Cor. 12. klager over den Satans Engel, der slog ham med knyttet Næve. Ved hvilken Taalemaade Apostelen betegner Diævelens mordiske Hensigt, og hans Anfalds Heftighed, som ventelig har bestaaet i foruroligende Bebreidelser om Apostelens Bitterhed mod Jesu Be- kiendere, som en Saulus. Ved de middelbare Diævelens Anfald forstaaer jeg de onde Menneskers, hans Anhængeres givne Forargelser, listige Forførelser, og alle onde Fristelser eller onde Tillokkelser, for hvilke Salomon advarer os: Ordspr. 1, 10, Min Søn, naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke. Og hvorved saa mange forledes fra Gud og Dyden til Lasterne, og de dermed forbundene ubehagelige og farlige Følger. Mod disse Diævelens farlige og ofte forDobblede Anfald skal vi staae, og det ubevægelig. Uden Frygt for denne Fiendes farlige Trusseler, uden Eftergivenhed i at vige ham et Skrit. Denne Modstand skeer, naar vi væbne os med Guds Ord og Bønnen, naar vi tænke førend vi handle, og vi vogte os for Overilelse , naar vi afskye saa- vel Lunkenhed, som og alle de Lejligheder, ved hvilke vi enten indseer, eller frygter for Mueligheden at fristes og overvindes, og naar vi vise en redelig Fyrighed i Striden, naar Fristelserne møder os. Ved saaledes at giøre Modstand, kan vi og vist vente

59

49 Seieren, som Apostelen lover os i Ordene:

Saa skal han flye fra eder.

Som Ordet, Modstand, leder os til Tanker om Striden, saa forsikrer og Fiendens Flugt den Tappere og Modige om Seieren, ja en herlig og ærefuld Seier. Det er allerede en Seier, naar vi nøde vore Fiender, ved en fyrig Modstand, til at holde op fra Striden, og at trække sig til- bage; men da er Seieren ærefuld, naar Fienden nødes til at flye, det er, i største

Hast at løbe, for at undgaae vore Vaaben

og vor Mod. Saa ærefuld al og vor

Seier i det Aandelige blive. Ikke nok, at

Diævelen i alle sine, i vor ganske Liv igientagene Anfald, skal vige tilbage, og lade os fare; men han skal og ved hver engang afslagen, skynde sig fra os, flygte for os, og med Skamme tilstaae, at imod Guds Ord, Troens og Bønnens Vaaben er han for afmægtig, indskrænket ved Jesu Død. Seer heraf, Andægtige! saa herlig et Udfald skal Striden faae paa vor Side, og vor Belønning. Hvor vigtig bliver ei denne? — Raade hos Gud, som tro Stridere, Ære for Menneskene, som Dydens Efterfølgere, og Rolighed i vor Samvittighed, som de, der har giort det vi burde, og alt det vi kunne.

60

50 Et Beviis paa Diævelens Anfald, Opmuntring til Modstand, og Haab om Seieren, giver os vor Dages Evangelium, og vor Jesu derudi indeholdte Strid med Diævelen, og Seier over denne Fristere. Som alt skal give os Anledning at betragte til

Hovedlærdom:

Christnes Modstand mod Diævelen, kronet med Seier af Gud.

Heraf bliver at agte:

1) Stridens Heftighed.

2) Seierens Vigtighed.

Første Deel.

Omsonst og uden Møie kan en Stridsmand ikke vente Seieren, og sovende bringe vi ei en mægtig Fiende til at flye. Her skal strides alvorlig, og med Fyrighed, igientagen og med fordobblede Kræfter; saa- ledes og i det Aandelige.— Stridens

61

51 Heftighed kiendes a) af Fiendens farlige Egenskaber, b) af Stridens Tid og Maade. Fienden, mod hvilken vi have at stride, er Diævelen, den Løgnens og al Elændigheds Fader, der, som vi i Indgangen hørte, for- sættelig affaldt fra Gud. Hvis største Glæde er at stifte det Onde, og alvorligste Hensigt at udbrede det Onde. Af denne Guds og Menneskets Fiende blev Christus fristet i Ørken; hans Hovedegenskab er altsaa at

friste. Han er en dumstristig Fristere, som ofte og ublu giær Anfald paa Menneskene. Ofte, ved engang afslaget giver han ei tabt. Han aflader vel en Tid fra Striden, for, som en snedig Fiende, at indbilde os, der er Fred, og ingen Fare; men denne Rolighed er forstilt, for at passe og oppebie den beqvemmeste Lejlighed, til et nyt og heftigere Anfald. Vor Frelsere erfarede det, som vi see af Texten; ikke nok for Fienden, at han engang paa det alvorligste blev afviist og tilbagedreven, han indfandt sig strax igien, for at giøre et nyt Forsøg. Og er det troligt, at disse af Evangelisten anførte Fristelser, ikke have været alle de, som ere forfaldene imellem vor Frelsere og Diævelen; men ikkun de groveste og fornemmeste Fristelser. Hans Anfald ere ublu, da han begierer det af Frelseren, som ingen, uden en Diævel, torde vove,

62

52 Han, som en fordømt Skabning, tør anmode Skaberen, at frembringe overnaturlrge Gierninger, ved at omdanne Steen til Brød; for at bevise sin Guddommelighed, om hvilken han syntes at tvivle: v. 3. Er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive til Brød? Han tør begiere, at Herrernes Herre skal nedstyrte sig af Templets Spidse, for at bevise sin guddommelige Sendelse: v. 6. Er du Guds Søn, da lad dig falde ned? Men hvor høit stiger hans Ubluhed! da han forlanger, at den helligste og ene tilbedeværdige Gud skal tilbede ham, som den ureneste og fordømte Aand: v. 9. Alt dette vil jeg give dig, om du falder ned, og tilbeder mig. En dobbelt Ubluhed, er allene at forlange Tilbedelse, men at vilde tilegne sig Magt og Herredømme over det, han vel vidste at tilhøre Frelseren, som en guddommelig Skabere. Heraf see vi, hvad vi kan vente os af denne Fiende. Lad os nu ikke undre os, at han paa samme ublu Maade, deels selv ved Indskydelser, deels ved sine Redskaber, tør friste og anmode os om det, Naturen afskyer, fornuftige Mennesker ækles ved, og hvorved Gud paa det skam- meligste bespottes. Torde denne ondskabsfulde Fristere saaledes anfalde den, hvis Guddommelighed, Hellighed og Fuldkommenhed han meget vel erkiendte, da ei at undre, at han tør sætte an mod Mennesker, hvis

63

53

Skrøbelighed, Ufuldkommenhed og syndige Tilbøieligheder han meget nøie kiender, da han selv har foraarsaget alt dette.

Denne vor aandelige Fiende er

og snedig, vi see det i hans Omgang med Frelseren. Han veed at besmykke sine ublu Begieringer med Skriftens guddommelige Ord; men han veed og paa det snedigste at lade det ude, som kan svække hans Grunde. Han anfører det bekiendte Sprog af Psalm. 91, 11. 12. Dig skal intet Ont vederfares , heder det her til de Troende, og der skal ingen Plage komme nær til dit Paulun; thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig paa alle dine Veie, de skal bære dig paa Hænderne, at du skal ikke støde din Fod paa en Steen.— Hvo seer ikke, at Gud i disse Ord lover de Troende sin naadige og mægtige Beskiermelse, paa alle deres lovlige Veie, og i alle deres rimelige Foretagender? Men denne Forjættelse passer sig ei paa den Formastelige; om denne heder det: Syr. 3, 27. Hvo som giver sig i Fare, skal omkomme derudi. Denne Ordenes Mening afbryder Diævelen, ved at lade de vigtigste Ord ude, som høre til Sammenhængen. Samme Diævelens Snedighed kiendes og imod os. Naar vi fristes til det Onde, og syndige Handlinger, om hvilke vor Samvittighed vidner, at de

64

54

stride imod Guds Ord, og vor egen eller andres Fuldkommenhed, hvor ofte tage vi da Guds Ords Love i en ganske anden og vidt uddraget Bemerkelse? — Hvor ofte anføre vi til vor Besmykkelse Skriftens Ord uden for deres Sammenhæng, Tid og Sted, og forklare dem efter vores egne Tilbøjeligheder, uden for deres egentlige og rette Hensigt, hvilket alt er Diævelens Fristelser? Det heder da, saaledes maa det ikke forstaaes, men anderledes; og vi udlægge Skriftens Ord gemeenlig, som det best kommer overeens med vore Begierligheder. Ja, naar og vor Samvittighed vaagner, og vi med Urolighed og Frygt for den alvidende Retfærdige indseer vore begaaede Forseelser, hvor listig veed da denne vor Flende at forestille os Trøstetanker af Guds Ord, hvad enten de passer sig paa lige Omstændigheder, eller ikke. Hvo er det ubekiendt, hvor ofte en Davids, en Peders og flere Troendes Fald, i Skriften til Advarsel optegnede, maa tiene de Lastefulde, dog urolige, til Trøst? Men at eftertænke disse faldne Troendes givne Anledninger, forskiellige Omstændigheder, og endelig deres alvorlige og sande Omvendelse, dette forglemmes. Vi have nu seet Fiendens farlige Egenskaber, i at anfalde os ofte, i at friste os med Ubluhed og Snedighed. Af dette kiendes altsaa Stridens Heftighed med saa farlig en Fiende,

65

55

hvilken vi fremdeles bevise af Fristelsernes

Tid og Maade.

Tiden, naar Diævelen anfalder, er ei bestemt; thi Striden tager sin Begyndelse, saa snart vi efter vores Optagelse ved Daaben i den stridende Kirke ere i Stand til at skiønne paa, og forledes ved Fristelser, hvilke ved Aarenes og Kræfternes Tiltagelse paa Siæl og Legeme alt heftigere forøges. Vor Dages Evangelium begynder Jesu Fristelsers Beretning med det Ord: Da, hvilket, i Forbindelse med det foregaaende, tilkiendegiver, at Jesus strax efter sin Daab blev udsat Diævelens Anfald.— Hensee vi til vor Ungdoms Tid, hvor let forledes vi til Daarligheder i denne Tids Alder. For uforsøgt til at prøve, for hurtig til at vælge, for ilsindig til at bestyre os, for munter til at vogte os for Fristelser, og for tænksomme til det Sandselige, løbe vi ofte i de farligste for os af Diævelen udspilede Garn. — Vor fyrige Manddom, hvilken en Kiede af Fristelser? Egenvillie, Letsindighed og Vellyster. De forskiellige Forbindtligheder, i hvilke vi formedelst Kald og Næring staae med andre, ere ofte Skier, paa hvilke vi støde an, og lide Brud paa en god Samvittighed. Vore Affekter og Sinds Bevægelser ere da meest virksomme, vor Indbild-

66

56

ningskraft meest levende, men og meest feilende; og af alt dette betiener sig vor Fiende fornemmelig. Ja, jo videre vi træde frem paa Livets Bane, desmere forøges og vore Fristelser. Selv Alderdommen , den blege og skielvende Alderdom, — er for os en Fristelses Tid, nu ved de mange og adskillige Baand, der forbinde os med Børn, Børnebørn og Familier, nu ved Alderdommens Svagheder og ubehagelige Følelser, som ofte forøges ved Mangel, og hvorved vi ofte fristes til Utaalmodighed. Med faa Ord, af hver en Tids Alder, og af alle, endog de ringeste Omstændigheder i vor ganske Liv, betiener sig vor fristende Fiende til vor Ødelæggelse. Vi vilde kende dette nøiere, naar vi agte paa Fristelsernes

Maade.

Adskillige Maader bruger vor Fiende, ved hvilke han frister os. Nu ved at bringe os til Tvivl om Guds Forsyn, nu ved at lede os fil Tvivl om Guds Maade, nu ved at forlede os til Afguderie.

Som ofte Rigdom bliver os en Snare til Fristelser, saa betiener sig og vor Fiende af vores Mangel og Fattigdom. Denne Anledning finde vi til vor Jesu Fristelse i Evangelio; det heder: Da Jesus hungrede, da traadde Fristeren til ham.

67

57

Mangfoldige Exempler lære os, at Fattigdom er en haard Fristelse, endog hos de Troende. Hvor let kan Modet ved idelig Mangel ikke falde? eller vor fordervede Natur vise sig virksom, i at vise os Veie til at bøde paa vor Mangel, som ei ere lovlige ? Det heder da ved Diævelens Indskydelse: Monne Gud og skulde bekymre sig om det Skabte? — hvorfor da ikke fornemmelig sørge for de, som frygte, ære og elske ham? — hvorledes kan han tillade, at disse i yderste Mangel skal sukke for deres daglige Brød, og svede Blod for den Ugudelige ? -— Best derfor at gribe til, hvor man kan faae noget, hvad enten det skeer med Ret eller Uret. Frygtsom for disse Diævelens Fristelser bad en Agur: Ordspr. 30, 8. 9. Giv mig ikke Armod eller Rigdom; men uddeel til mig mit beskikkede Brød. Jeg maatte ellers maaskee mættes, og nægte dig, og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stiele, og forgribe mig paa min Guds Navn. Heraf følger, at alle de, som ved ulovlig Omgang mod Næsten foraarsage Mangel, ere derved Diævelens Redskaber til Fristelser.

Nu frister Diævelen de Troende, ved at indskyde dem Tvivl om Guds Maade, og den aandelige Børne-Rettighed. Der heder ofte i vore Tanker, ofte ved Verdens Børns

68

58 Bebreidelser; men alle foranledigede af Djævelen: Er du Guds Søn? eller, er du et Guds Barn, da du saa ofte feiler ? Nu leder os Fristeren til Formastelse i det Aandelige, at vi vove os videre, end Forsigtighed og Kræfter tillade; i det Legemlige, ved at friste Forsynet med utilladelige udtænkte Planer. Ofte fristes vi til Afguderie , ved at hænge vore Hierter til Verdens Herligheder.— Saa meget kan vi vinde af Gods, Ære og Magt , hvis vi tilbede denne eller hiin Ophøiede. Saa meget kan vi forbedre vore Kaar, hvis vi forskaffer os denne Lastefuldes Andest, og gaaer ham til Haande i hans ugudelige Anslag. Og hvo som nu kiender det menneskelige Hierte, hvor let det kan lenkes. Forstandens svage Dømmekraft og Indsigt, hvor let den kan forblendes, indseer tillige let Fristelsernes Farlighed, og Stridens Heftighed. Men skulle da alle disse Fristelser være uovervindelige? skulle vi ingen Seier kunne vente os? Jo visselig, Andægtige! derom forsikres vi i vores

Anden Deel,

Naar vi betragte: Seierens Vig-

tighed I hvor heftig end Diævelen anfalder os med sine Fristelser, enten middelbar eller umiddelbar; i hvor nøie han for

69

59

ener Snedighed med Ubluhed og Grumhed, ved at betiene sig enten af vor Ungdoms Skrøbelighed, den modne Alders Fyrighed, eller Alderdommens Svaghed; saa skal vi dog indlægge en vigtig og herlig Seier over ham, naar vi betiene os af de paalidelige Vaaben, hvilke vor Frelsere ved sin udholdte Prøvelse har brugt. Uden Vaaben kan ei strides, thi en mægtig og bitter Fiende lader sig ikke fordrive, uden tapper Modstand; og denne er ikke muelig uden Vaaben. Vi vilde derfor nøiere betragte Vaabnene,

og Stridens Udfald. Begge Dele giør os Seieren vigtig.

Vaabnene, som skal befordre Seierens Vigtighed, er Guds Ord og Bønnen. Af begge har vor Stridsfyrste, Jesus, betient sig. Der staaer skrevet; og dermed maatte Fienden ved hvert et Anløb lade sig afvise. Ja, Frelseren brugte just de Skriftens Ord , hvilke modsagde Diævelens Anmodninger. Hvoraf vi lære, at et tilbørlig Valg af Skriftens Ord, er der, som underOmstændighedernes og Fristelsernes Forstiellighed skal bestyrke os. Thi vel er alt Guds Ord nytttg til Lærdom, til Straf, Rettelse og Optugtelse. 2 Timoth. 3. Dog maa her bruges det af Ordet, som passer sig efter Stridens, Beskaffenhed. Den forste

70

60

Fristelse i vor Evangelio, hvor Diævelen forlanger Jesu Almagtes utidige Udøvelse, var, at omskabe Steen til Brød. Dette besvarer Jesus af 5 Mos. B. 8, 3. Mennesket lever ikke ved Brødet allene; men Mennesket lever af alt det, som udgaaer af Herrens Mund. Ved det, som udgaaer af Herrens Mund, forstaaes Guds umiddelbare opholdende Kraft, som Propheterne, Moses og Elias, erfarede. Indholdet af Ordene ere altsaa: Mennesket lever ikke allene af det synlige skabte Brød; men Gud kan og opholde, og ved en velsignende Kraft lægge Drøielse i det engang nydte, saa at Mennesket ikke lider Hunger. Den anden Fristelse til Formastelse, ved at nedstyrte sig af Templets Spidse, besvarer Jesus af 5 Mos. B. 6, 16. Der staaer skrevet, du skal ikke friste Herren din Gud. Indholdet af disse Ord, som sees af den Sammenhæng, hvoraf de ere tagne, er: Du skal ikke foreskrive Gud Almagts eller Viisdoms Gierninger, paa den Tid, og under de Omstændigheder, som han ei har lovet. Den tredie Fristelses Anløb, som den skammeligste, at tilbede Diævelen, besvarer Jesus af 5 Mos. B. 6, 13. Du skal tilbede Herren din Gud, og tiene ham allene.— Guds Ord er da det sikkerste Vaaben, at bestride Diævelen med. Vil denne Fiende forlede og friste os til Hoer, Mord, og andre skadelige La-

71

61 ster, — vi svare da af Guds Ord, der staaer skrevet: Gal. 5, 19. 21. Kiødsens Gierninger ere aabenbare, som ere Hoer, Skiørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, Afgudsdyrkelse, Had, Mord, Drukkenskab, Fraadserie; de, form giøre saadanne Ting, skal ikke arve Guds Rige. Vil Diævelen friste os til Stolthed og Foragt mod vore Medmennesker, — vi svare, der staaer skrevet: 1 Petr. 5, 5. Gud staaer de Hoffærdige imod ; men de Ydmyge giver han Naade, Vil Diævelen friste os med Tvivl om Guds Naade, for Skrøbeligheds Synder, — vi svare, der staaer strevet: Rom. 8. Der er ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kiødet, men efter Aanden. Vil denne Fordervere lede os til Fortvivlelse, ved at giøre os Synds Forladelse umuelig, formedelst vore begangne store Synder, — vi bør da tage vor Tilflugt til Guds Naades Forjættelser i hans Ord, hos Propheten Ezech. 18, 2. 3. Monne jeg skulde have Behagelighed i den Ugudeliges Død, siger den Herre, Herre! Monne ikke mere derudi, at han omvender sig fra sine Veie, og maa leve? v. 21. Men naar den Ugudelige omvender sig fra alle sine Synder, som han haver giort, og holder alle mine Skikke, og giør Ret og Retfærdighed, da skal han visselig leve, han skal ikke døe, Ja, hvortil og hvorfra endog

72

62 Diævelen, ved sine Fristelser, vil forlede os, da kan vi med dette guddommelige Ord, bevæbnede, paa det kraftigste afvise og imodstaae ham.

Det andet og kraftigste Vaaben i vore

Fristelser, er Bønnen. Det er heel trolig og rimelig, at Jesus har bedet til sin him- melske Fader, saavel under disse Fristelser, som han i alle sine Kiødsdage, og i Striden med Diævelen i Gethsemane paa det heftigste bad, hvorom Evangelisterne paa adskillige Steder melde. Det er høist farlig for os, naar vi forsømme at bede. Vi komme ved Bønnens Efterladelse alt længere fra Gud. Vi forglemme ham og os selv, og vore Fiender. Og hvad Under? at vi da staae blottede for deres Anløb, og ved de ringeste Fristelser henrives. Her skal altsaa bedes ofte, og alvorlig, hvis vi vil vente Kraft af det Høie til Striden, og Seieren. Ved Bønnen og Guds Ord befordres vor aandelige Aarvaagenhed; saa at vi med Frelseren i Evangelio staae færdige, naar Fienden nærmer sig. Vaager og beder, er derfor Jesu Formaning, Matth. 26. at I ikke skulde falde i Fristelser. Og ved at betjene os af disse guddommelige Vaaben, skal Striden faae et velsignet og heldig Udfald, som giør os Seieren fremdeles vigtig.

73

63 Der samme Udfald Apostelen Jakobi lovede os i Indgangs-Ordene, at Diævelen ved vor Modstand skulde flye fra os, det finde vi i Evangelio opfyldt, og ved Jesu Exempel bekræftet. Det heder: Da forlod Diævelen ham.— Dette kan vi vel ikke vente os, at vor aandelige Fiende ved vores, skiønt ofte igientagen Afviisning, skulde forlade os. Nei, saa længe vi ere i Verden, høre vi til den stridende Kirke. Det heder om enhver af os, af Jobs 14. Skal et Menneske ikke stedse være i Strid paa Jorden? Det efterfølgende af Jesu Liv og Lidelse forsikrer os, at Diævelen ei forlod ham, førend det paa Korset hedde: Det er fuldkommet. Aldeles frie fra Fristelser blive vi da ikke, førend vi ved Døden, som tro Stridere, overtræde i den triumpherende og seierrige Kirke. Der skal Fiendens Magt ei skrække os, hans Snedighed ei forvilde os, hans Anfald og Fristelser ei forurolige os; men han skal da med Skamme forlade os.— Vi, som med Ære skal krones, fordi vi udholdte Prøven, bevarede Troen og en god Samvittighed. En kort

Anvendelse

Skal fremdeles giøre os de foredragne Sandheder vigtige. Vi have Hørt, at Stri

74

64

dens Heftighed kiendes af vor Fiendes Egen- skaber, der er dumdristig nok til at friste os, ublu nok til at fordobble sine Anfald. Hvo som iblant os kiender sig, som et Menneske , (sandelig ei en liden, men vigtig Kundskab), skal vel erindre sig adskillige Omstændigheder, under hvilke vi ofte ere fristede, og ligesaa ofte desverre ere fældede. — Lader os ikkun til vor Ydmygelse kalde de fremfarne Tider tilbage i Ihukommelsen. Hvor ofte har vi da attraaet det, som var ulovligt? udøvet det, som var syndigt ? tænkt det, som var skammeligt? — Lader os tillige med en samlet Eftertanke overveie Stedet, hvor, Tiden, naar, og Omstændighederne, under hvilke vi syndede. Vi skal da let kiende , det har været Diævelens Fristelser, som har foraarsaget vor Fald. Og til den Ende har betient sig, nu af vor Ungdoms Ubesindighed, nu af vore Lidenskaber og Temperamenter, nu af de timelige Kaar, i hvilke vi befandt os.

Men skal vi derfore lade Modet aldeles falde? O nei, derfor har vor Jesus indlagt en fuldkommen Seier over Diævelens Fristelser, for at opmuntre os til Modstand, og at overbevise os om Seierens Muelighed, ved hans Hielp, naar vi betiene os af hans Vaaben; men Modstand skal vi giøre. — Der bliver en ugrundet Undskyldning

75

65

stedse at beraabe sig paa Diævelens Snedighed, og Forførelse af hans Redskaber.— Naar vi derimod ligge nedgravne i en aandelig Sikkerhed, naar vor Sind er opfyldt med Forfængelighed, naar vi aldrig tænke paa vore Bestemmelser, som Mennesker, naar vi et tænke paa Gud, men foragter hans Ord. Naar vi aldrig erindre os at have bedet, i det mindste ikke ofte, eller alvorlig, da ere vi ikke allene forførte, men have tildeels forført os selv. Thi forkaste vi Vaabnene i Striden, da give vi os jo godvillig til Fange; og vi ere da, som modløse eller troløse Siiæle, alles Foragt værdige. Nei, lader os gribe til Vaaben, og fatte den Modiges og Stridbares Forsæt, at stride til Døden.— Lader os flittig randsage i Skriften, upartisk og befriede fra Egenkierligheds Fordomme, undersøge vore Handlinger, deres Kilde, hvoraf de flyde, og deres Maal, hvortil de sigte. Lader os alvorligen bede om Viisdom mod Fiendens Snedighed, om Kraft mod hans Styrke, og ei skamme os ved, at nedknæle for Almagtens Gud. Vi skal da vist indlægge een Seier efter den anden, og derved leve Gud til Ære, vore Medborgere til Dydens Mynster, og endelig døe, som Troens Helte, og vor Anføreres Jesu trolige Efterfølgere.

76

66

Men du, o store Forløsere! — uden din Bistand stride vi forgieves. Strid derfor med os, mod alle Diævelens Fristelser, — du som har stridt for os. Din Almagt styrke os, din Viisdom lede os, og din Kierlighed være os Borgen for Seierens Vigtighed, og Stridens heldige Udfald. Amen!

77

IV. Prædiken,

Holden

paa anden Paaskedag,

over

Texten, Ap. Gr. 10, 34 - 42.

78

        

79

Indgang.

Der ere ikkun tvende Veie, paa hvilke vi, som Mennesker, her i Livet kan komme til Vished om

Sandhederne: Erfaring og Fornuftens Slutninger.— Ingen Sandhed finder mere Indgang til Overbeviisning, eller er vissere for os, end den, om hvilken vi af Erfaring er overbeviist. Og om vi endskiønt ikke ere i Stand til at giøre Rede for de indvortes Grunde, og Aarsager til Virkningerne, saa lade vi os dog aldrig afsige det, som vi af Erfaringer finde grundet. Denne Sætning er almindelig, ikke allene i Naturens Rige, ikke allene i det borgerlige Liv,

80

70 men og i Naadens Rige, og den christelige Religions Lærdomme.— Den mindste Deel af Mennesker vide at giøre Rede, eller give Grund for mange, endog de meest almindelige Himmelens Syner og Planeter. Regnbuens Oprindelse, formedelst Solens spillende Straaler mod de med Vand opfyldte Skyer, Solens Indflydelse paa Maanen, hvorved den sidste i sig selv mørke Planet bliver et skinnende Lys om Natten.— Ildens hastige og skinnende Udbredelse, dens varmende Kraft, til at opløse og hærde? — Hvor saa kan vel give Grund for disse og uendelig flere Naturens Virkninger? Ikke desmindre troer dog alle, disse Naturens Underverker og Væsener at være til; thi Erfaring giør dens Virkelighed uimodsigelig. Og i det borgerlige Liv findes mange Handlinger, om hvis Grunde endog de i enhver Cirkel Kyndige, maa tilfredsstille vor Nys- gierighed med at henvise os til Erfaringer. Handelsmandens vidt udseende Anlæg, — Krigsheltens forskiellige Vendinger mod sin Fiende, — Avlingsmandens bestemte Tidens Brug til Jordens, og de der henhørende Tings Dyrkelse, — Lægernes ulige Omgang med de Syge.— Det er saa langt fra, at alle disse stedse kan handle efter Fornuftens Slutninger og Regler, at de meget mere ofte synes at handle tvertimod dem; og det, som ved Handlingernes lykkelige og

81

71 heldige Udfald retfærdiggiør dem, er, Erfaringer har saa ofte lært dem, at disse, eller hine Anlæg og Handlingsmaader vare de beste.— Erfaring maa ligeledes ikke sielden

i det Aandelige tilfredsstille os, hvor vi ikke med Fornuften kan giennemtrænge. Hvor umueligt er det for os, at indsee og udvikle det væsentlige i vor Religions Hemmeligheder? her maa vi nøies med de indvortes Erfaringer til deres Sandheds og Virkeligheds Beviis. Guds Aands Virkning paa vore Siæle, og den tre-enige Guds Forening med os; hvo kan beskrive, hvorledes det gaaer til? Den hellig Aands Virkning i de smaa Børns Hjerter til Troen, hvorledes skeer det? Jesu Tilstædeværelse i Alterets Sakramente, ihvor langt over vor Undersøgelse? Og alt dette med mere, troe dog alle sande og troende Christne, fordi de indvortes føle i deres Siæle en overnaturlig Virkning, altsaa erfare det. Vilde vi i vor christelige Religion ikke ligesaa, og mere tryg forlade os paa vore indvortes Følelser, som paa Fornuftens Indsigt og Domme, kunne det hede til os, som Frelseren svarer Nikodemo: Joh. 3, 8. Beiret blæser, hvor der vil, og du hører dets Susen; men du veed ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer hen? Dersom vi da høre de jordiske Ting, og ikke vilde troe der, fordi vi ikke kunne indsee det, hvorledes skulde vi da troe de himmelske? er Indholdet af Jesu

82

72 Ord, v. 12, Erfaring bliver da den beste og tilforladeligste Læremester. Ja alle de Sandheder, hvis Orden og Overbeviisningskraft, vi beundre i Sædelæren og alle Videns- kaber, hvad ere de andet, end Opdagelser og Erfaringer, og siden af Fornuften sat i Orden? Denne er altsaa en Vei, paa hvilken vi kan komme til Vished om Sandheder.

Den anden Vei er nu Fornuftens Slutninger. Ved Hielp af Fornuften agte vi paa Erfaringer, samle Oplysning, sætter den i Orden, fastsætte et, og uddrage deraf et andet, som Følge. Og saaledes fare vi fort, indtil Aarsager maa retfærdiggiøre Virkninger; og disse antages da, som uomstødelige Beviser, saa længe hine ere virkelige. Saavel Fornuften som Erfaringer, begge forenede, bliver da de eneste Veie til vor Kundskab i, og Overbeviisning om vor christelige Religions Sandheder. Fra en af disse Kilder, ofte fra dem begge, maa alletider vor Overbeviisning, som fornuftige Christne, udledes, hvorfore vi troe saa, og ikke anderledes. Og da den Lærdom om vor Jesu Opstandelse, er en af de vigtigste i vor christelige Religion, baade i sig selv og af sine Følger betragtet; saa vilde vi og i Dag bevise denne

83

73

Hovedlærdom:

Vor Jesu Opstandelses Vished.

1) Ved Fornuftens Slutninger.

2) Af de tydeligste Erfaringer.

Første Deel.

At vor Jesus virkelig er opstanden, og at vore Religions Fiender og Friegeister ikke skal giøre os denne trøstefulde Sandhed til Salighed vaklende, er det nødvendig at være vis om, og at kunne bevise. Vi vilde derfor grunde vore Beviser paa efterfølgende trende Grunde, som ved Fornuftens Slutninger stal blive os overbevisende: a) Det er høist formodentlig, b) Høist tilforladelig, og c) det er uimodsigelig, at vor Jesus er opstanden.

Her er den største Formodning at vor Jesus er virkelig opstanden fra de Døde. Dette slutte vi af hans ledige Grav. Ved at betragte Jesu aabne og ledige Grav, viser os Fornuften ikkun tvende Mueligheder. Enten maa det i Graven nedlagde Jesu Legeme være bortstiaalen, eller han maa virkelig være af sig selv opstanden? Naar det førstes Umuelighed er vist, er og tillige det sidstes Sandhed beviist. Skulle vor Jesus være bortstiaalen, da indseer Fornuften atter ikkun

84

74

tvende Partier, af hvilke dette kunne være skeet: Enten maa det være skeet af hans Fiender, eller af hans Venner. Naar vi bevise, at de første ikke har giort det; saa falder det let at slutte, at de sidste ikke torde giøre det. At vor Jesu Fiender ikke have bort- stiaalet hans døde Legeme, slutter Fornuften af følgende: Thi, de vare nu ganske tilfredsstillede, og dermed fornøiede, at Jesus ikkun var død, mere tænkte de ikke paa, og mere higede de ikke efter; havde de havt andet i Sinde med det døde Jesu Legeme, var det vist ikke bleven tilladt Joseph, eller nogen af Jesu Venner, at tage hans Legeme til dem. De lode jo Graven paa det sterkeste bevogte, og paa det forsigtigste besegle, at hans Disciple ikke skulle komme, og tage ham bort, udsprede, at han var opstanden, og det sidste Bedragerie skulde blive verre, end det første, hvilke ere Fiendernes egne Ord til Pilatum, hvorved de forraade en Deel, at de vidste Spaadommene om Messiæ Opstandelse; en Deel, at de just ikke vilde, at denne døde Messias skulle siges at være opstanden. Disse Jesu Fiender, som meest ønskede til deres Ondskabs Besmykkelse, at han uden Opstandelse maatte blive anseet, som en Bedragere, de skulde have taget ham bort? Hvor stridende er ikke dette mod Fornuften? Jøderne torde dernæst ikke røre ved nogen Død under Høitiden, uden at blive urene; de torde ikke

85

75

engang gane i Domhuset til Pilatum, fordi det var hedensk, og altsaa ureen. Men o hykkelske Ondskab! de torde nok staae uden for; raabe, skrige, og begaae de største Uretfærdigheder imod en uskyldig Mand. Men vi sætte, at de og havde taget Jesu døde Legeme af Graven; saa havde de jo og et desto kraftigere Beviis i Hænderne, til at imodsige Apostlene? De kunne jo da sige dem lige i Øinene: I ere Løgnere! I gaaer og indbilder Folket, at eders Jesus er opstanden, I troe det vel og selv; men I ere førte bag Lyset. See! her er hans Legeme, vi have taget det til os; seer! det er det samme Legeme, som hængte paa Korset, giennemnaglet, tornekronet og aabnet i Siderne. Men om sligt finde vi ikke et Ord; følgelig har Jesu Fiender langt fra ikke borttaget ham. At Jesu Disciple og Venner skulle have taget ham bort, finder Fornuften og utrolig. Vel læse vi, at Jesu Fiender havde den Mistanke om Disciplene for Pilato, og de befrygtede, at disse skulle komme, tage ham bort, og sige, han var opstanden; men de forsigtige Anstalter de giorde med Seglet for, og Stridsmænd ved Graven, beviser noksom, at Disciplene ikke vare at mistænke. Og hvorledes torde vel disse Frygtsomme vove et saa dristig Foretagende? da endnu Skrek og Forfærdelse var malet i deres Ansigter. De skulle aabne Graven? de skulle forjage Vagten? de som i

86

76

Gethsemane flygtede, og lode Linklæde og alt fare. Ja da en Peder, og han skulle dog vel være den dristigste og meest modige? da han fornægtede Jesum, og forsvor sig trende gange, blot fordi man beskyldte ham for at være Jesu Discipel, hvorledes torde da vel de andre vove denne Gierning? Hvad skulle og dernæst bevege dem hertil? Jesus var i deres Øine ligesaa vist død, som vi kan see et afsjælet Legeme. De havde jo baade været med, og seet, da han blev taget af Korset, i det mindste nogle af dem, ventelig og, da han blev salvet og nedlagt i Graven. Deres Forstand var endnu ikke saa aabnet, at de forstode Skriften; de tænkte altsaa ikke paa Jesu Opstandelse, hvad skulle de da vel med det døde Legeme, og hvorhen dermed? Det bliver altsaa for Fornuften ganske Utrolig, at Jesu Venner har taget ham bort. Og da nu hele Jerusalem er i Bevegelse, de Dødes Graver aabne sig, Jorden skielver, og de ellers saa kiekke og modige Romere løbe bort af Angest saa bliver Fornuftens Slutning: Det er højst formodentlig, at vor Jesus er selv opstanden. Er nu vor Formodning saa fuldkommen et Beviis, hvor langt sterkere bliver det da, naar vi betragte, at Jesu Opstandelse er

Høist tilforladelig. Det heder i

Texten: Gud opvakte ham paa tredie Dag, og lob ham aabenbares, v. 40. Naar vi

87

77

antage vor Jesu Almagt, som Gud, finder Fornuften intet utroligt i hans Opstandelse. Gud lod ham aabenbares, og det for slige Vidner, hvis Vidnesbyrd har al Troværdighed. Lad os agte lidet paa disse Vidner: Tiden, naar: Stedet, hvor; og Aarsagen, der bevegede dem til at vidne. Vidnerne om Jesu Opstandelse ere saa tilforladelige, at hvo som forkaster os dem, maa tillige enten forkaste sin Fornuft, eller og tvertimod Fornuftens Bifald være Sandheds aabenbare Fiende. Her ere Vidner, som havde omgaaet med Jesum for hans Død; og altsaa kiendte de ham meget vel. De havde seet ham, talet med ham, hørt hans Taler, og fulgt hans Person i tre og et halv Aar; følgelig kiendte de jo hans Person, og kunne efter hans Opstandelse best sige os, om det var ham, eller ikke? At de i en Tid af 48 Timer aldeles skulle have glemt, hvorledes Jesus saae ud, og ikke kiendt hans Røst, Lader og Gang? det er utroligt. Hertil kommer, de vare fattige og ringe Personer for Verden, og for enfoldige, til at opspinde en saa net sammensat Løgn. Deres Vaaben og Magt skulle ikke tvinge, deres Anseelse ikke lokke, deres Skarpsindighed ikke fortrylle nogen, eller forskaffe dem Anhængere. Endnu tilforladeligere bliver deres Vidnesbyrd, naar vi hensee til Mængden. Petrus anfører vel i Texten ikkun Apostlerne, som af Gud beskikkede Vidner;

88

78

men vi finde i Skriften, at der har været flere Vidner, end disse. Paulus melder til sine Corinthier, 1 Epist. 15, 7. om flere, end fem hundrede Brødre, for hvilke Christus havde aabenbaret sig efter sin Opstandelse, og af hvilke der endnu i Pauli Tid levede mange, som havde seet Jesum. Havde der altsaa været ringeste Tvivl om Sandheden, saa vare der jo endnu nok, som kunne afhøres. Og skulle dette været Løgn, da maa vi ansee dette for det forunderligste, at saa mange Bedragere kunde holdes ringe, og det uden ringeste Fordel; thi neppe kan noget skiules, naar ikkun to eller tre vide det, og her er saa mange ? Vor Jesu falske Vidner vare ikkun faa, og vilde gierne været enige i deres falske Udsigende, og de stemmede dog ikke overens; men her skulde saa mange Løgnere stemme overens. Ikke desmindre høre vi dem alle, som med een Mund, paa forskiellige Steder at forkynde: At Jesus, Livsens Herre, som Jøderne havde korsfæstet, var opstanden, og det paa tredie Dag, og aabenbaret sig for dem. At disse Vidners Vidnesbyrd er tilforladelig, @beviser og Tiden, naar de vidne. De biede ikke et halv Seculum, eller længere, indtil Sagen var glemt; men strax i alles Paahør, medens Sagen var alle bekiendt om Jesu Død, og de alle havde seet og hørt det, træder de frem. Torde de vel have ventet nogen Fremgang, i Fald det ikke havde været en tilforladelig Sandhed? Og Stedet, hvor de vidnede, giør deres

89

79

Vidnesbyrd tilforladelig. De reiste ikke i andre længst bortliggende Verdens Dele, for at prædike om Jesu Opstandelse; men i Jerusalem, hvor de kunne vente, at Tildragelsen om Jesu Død var alle bekient, der vidnede de. Og der, hvor Jesu Kors havde staaet, der plante de hans Seiersfane, der, hvor han var død, just der forkyndte de, at han lever. Og hvad bevegede dem endelig hertil? Ei timelige Fordele eller Gods? Nei! havde de vildet tie med denne Lærdom, da havde de kunnet forhvervet dem Rigdom, Anseelse og Yndest af Raadet. Nu var derimod deres Løn her i Verden, Baand, Fængsel, Haardhed, Haanhed, og den smerteligste Død. De bleve for denne Lærdom en Spot for Folket, et Maal for Hevn og Fiendskab, og til Spektakler for Verden. Her var altsaa ei Magt, ei Snedighed, ei Egennytte, eller Phantasie; men Sandheds Kierlighed, Guds Aands Drift, og Overbeviisning om Lærdommens Rigtighed. Og aldrig kan Fornuften nægte denne Slutning: Jesu Opstandelse er tilforladelig.

Jesu Opstandelses Vished bliver endelig

og Uimodsigelig, af den hellig Aands Sendelse og Udgydelse paa Pintsefesten. Alle de, som bekom den hellig Aand , og med ham overnaturlige Gaver, bleve nu og lige saa mange ny Vidner om Jesu Opstandelse. Denne overnaturlige Tildragelse var af Jesu forud sagt, førend han døde; og monne dette var opfyldt, hvis han

90

80 var bleven død, og i Graven? Ja monne Gud havde udrustet disse Bekiendere med saa overordentlige Gaver, at tale fremmede Sprog, at helbrede Syge, og uddrive Diævle, hvis de havde været Forførere og falske Lærere? Fornuftens Slutning bliver da: Jesu Opstandelse er uimodsigelig og vis. Og dette var da Indholdet af vor første Deel. Vi vilde nu og bevise Jesu Opstandelses Vished i vores

Anden Deel,

Af de tydeligste Erfaringer.

Ved at bevise Jesu Opstandelses Vished af Erfaringer, er det fornødent at agte a) paa de Erfaringer, Jesu Disciple havde om denne Sandhed, og b) paa de Erfaringer, vi nu levende derom kan have. De Erfaringer, Jesu Disciple havde, og hvoraf de fuldkommen overbeviist troede, at han var opstanden, vare deels udvortes, deels indvortes. Den udvortes Erfaring Disciplene havde, erindrer Peder i vor Dages Text: v. 41. Vi aade og drukke med hannem, efterat han opstod fra de Døde. Apostelens Mening er: Vi som aade og drak med hannem, og saaledes paa det nøieste-omgikkes med ham, efter hans Opstandelse; vi kan jo dog være de visseste og paalideligste Vidner. Og hvilken Slutning er rimeligere? Naar vi en Tid lang har omgaaet med en Ven, saa at vi kan sige: Saaledes seer han ud, han har havt Fortrolig-

91

18

hed til os, og vi til ham; vi aade og drak dagligen med ham, og vi imodtoge de Befalninger af hans Mund, som vi nu udføre. Hvo tvivler da vel paa, at man jo kiender denne Person, i det vi har en udvortes Erfaring, grundet paa vore Sandsers Vidnesbyrd? Alt dette kunne Jesu Disciple med Sandhed sige: Vi have erfaret, at han er opstanden. De hørte hans Nærværelse med deres Øren, og paa det de strax kunde kiende ham, brugte Frelseren sin sædvanlige Hilsen: Fred være med eder! Luc. 24, 36. Denne Hilsen, fremført med en mere end menneskelig Majestæt og Yndighed, ledsaget med en mere end menneskelig Kraft og Indflydelse, kiendte Apostlene strax, som den rette Losing. De saae Jesum med deres Øine, ja Frelseren fremstillede sin forklarede Person ganske nøie for dem, det heder: Seer! det er jeg selv; seer mine Hænder og Fødder. Og at de ikke vare lettroende, men mere vantroende, det beviste Thomas med sin Indvending, der og lagde sine Hænder i Jesu Side, for ret at overbevises om denne i hans Øine utrolige Sandhed, at Jesus levede. Det vi altsaa hører, seer og føler, det maa dog være virkelig; og da Disciplene havde en saa tydelig udvortes Erfaring, maa Jesus og være opstanden. De forkynde derfor, af denne udvortes Erfaring overbeviist: Det vi have seet med vore Øine, det vi have hørt,

92

82

og vore Hænder følede, nemlig det Livsens Ord, dette forkynde vi eder. 1 Joh. 1, 1. Denne var da Disciplenes udvortes Erfaring, om Jesu Opstandelses Vished.— Nu til den indvortes Erfaring. Her foregik forunderlige Følelser og Virkninger i deres Siæle, hvoraf de før intet vidste, og hvilke med Rette kan ansees, som Frugter af Jesu Liv og Opstandelse. De faaer i Forstanden et ganske nyt Lys, og andre Begreber, da Jesus aabner og forklarer Skriften for dem, saa at de føle en Ild i deres Hjerter: Luc. 24, 32. Brændte ikke vore Hierter i os, der han talede med os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? Alle deres Fordomme falder nu, som Skiel fra deres Øine, saa at de af Skriften forstaaer: Det burde Christum, vor Forløsere, at lide, døe, og derefter at opstaae fra de Døde. Nu faaer den først Indsigt i alle Guds Førelser med sin Søn Jesum, og hvorfor saa meget var skeet, hvortil de før ikke indsaae Grunden og Aarsagen. Nu befandt de i Sandhed, som Peder i vor Dages Text bekiender, at Jesu Forløsning sigtede til alle Mennesker, og for Gud var ingen Persons Anseelse, hverken af Jøder eller Hedninger, v. 34. Denne og flere Indsigter vare de nu i Stand til at imodtage, som en Følge af Jesu Opstandelse. Som deres Forstand med Tiden alt blev mere opklaret, saa blev og deres Villie helliget og lænket,

93

83

og deres Hierter vederqvæget. Al Ængstelse og Frygt forsvandt, og da de ved Jesu Død sluttede dem inden lukte Døre, saa gaaer de nu efter hans Opstandelse muntre og modige ud blant Folket, og af en levende Overbeviisning udraabe de: Herren er virkelig opstanden. Diste indvortes Følelser og denne Overbeviisning, var da nu indvortes Erfaring hos Disciplene, at Jesus lever.— Lad os nu betragte de Erfaringer, vi nu levende kan have om denne Sandheds Vished. Slige Erfaringer, hvad de udvortes angaaer, kan vi ikke vente, som Disciplene havde. Thi at see Jesum med legemlige Dine, at høre hans personlige Tale med vore Øren, og at beføle hans Person, var baade uanstændig for vor Forløsere, der nu forklaret sidder ved Faderens høire Haand, saa var det og mod Saliggiørelsens engang stiftede Orden. Ikke desmindre har vi dog baade udvortes og indvortes Erfaringer, som forsikre os om Jesu Opstandelses Vished.— Vore udvortes Erfaringer ere Jødernes daglige Omgang for vore Øine, og Evangelii Udbredelse. Vi vilde agte paa lidet af begge disse Erfaringer. Jøderne gaae endnu for alles Øine, som et presset og forbandet Folk. Det lader vel, som der i den europæiske Deel af Verden, i det mindste i nogle Riger faaer BorgerRet , og ansees som Medlemmer af Staten med de Christne, hvorvidt det er Ret, er

94

84

her ikke Sted at bedømme. Dog, uden at forraade en ubetænksom Religions Iver, træder jeg paa deres Side, der vil have dem behandlet, som Mennesker; men som Menne- sker, der burde nyde Velgierninger af Christne, for saa vidt de derved vilde lade dem lede til Christi Kundskab. Betragte vi derimod dette Folk efter deres oprindelige Forfatning, hvor kiendelig sees ikke da Guds Domme, og Jesu Opstandelses Vished.— Dette Folk tilstaaer selv, at der hviler Guds retfærdige Domme over dem, for deres Fædres Misgierninger. De vil vel ikke vide af den egentlige Aarsag; men vi vide den. De ere nu 1700 Aar, og derover, adspredte, uden Konge, uden ypperste Præst, uden Offer, uden Alter og Livkiortel. Hvad andet, end det Blod forfølger dem, hvilket de ved Jesu Korsfæstelse ønskede over dem og deres Børn. De Forbandelser og Trusler opfyldes, (og vi kan troe, mere end vi vide,) som Jesus har forud sagt dem, og endnu paa Veien til Golgatha erindrede dem: Græder ikke for mig; men for eders Børn. Og alt dette bevidner, ar Jesus lever. Thi var han bleven død, og i Graven, som en falsk Prophete, da var vel det af ham saa nøie forud sagde, ikke saa nøie bleven opfyldt. Men da deres Templer ere nedrevne, deres Helligdomme skiendede, deres Lande og Riger dem fratagne, og disse Mordere adspredte

95

85

over al Verden, saa bliver det et tydelig Beviis, at Jesus lever, og er opstanden.— Evangelii Udbredelse er og en tydelig udvortes Erfaring for os, at Jesus lever. Vi høre ham for sin Død og Opstandelse hos Evangelisterne at tale om Evangelii Udbredelse efter hans Opstandelse, som Disciplene da ikke forstode. Derte er og saa nøie opfyldt, og stede med saadan Fremgang, at en Død Messiæ Befalninger og Forudsigende aldrig saa nøie kunne opfyldes. Evangelium er ikke med Magt eller Vaaben forplantet, det lover ikke timelige Herligheder, og Jesu Rige er efter hans egne Ord ikke af denne Verden. Tvertimod, dets Pligter og Befalninger ere ubehagelige for Kiød og Blod, og er just imod vore naturlige onde og fordervede Tilbøjeligheder. Og dog har det havt en ligesaa forunderlig Fremgang, som overordentlig Bestandighed. Et kraftig Beviis af Erfaring, at det maa være den levende og opstandene Jesus, der efter sin for sin Død givne Forjættelse har understøttet det. Som vi da nu have seet de udvortes Erfaringer, vi have om Jesu Opstandelses Vished; saa føler og den troende Christen en indvortes Overbeviisning, og de helligste Følelser, hvilke tiene ham til Erfaring. Ikke allene den christelige Religions Lærdomme og Sandheder staaer i Foreening med, og grundes paa Jesu Opstandelse; thi, siger Pau

96

86

lus, 1 Cor. 15, 14. er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgieves, saa er og eders Troe forgieves. Men og vore indvortes Følelser, som Christne, giver os den beste og sikkerste Erfaring. En rolig Samvittighed, Fred med Gud, og Forsikring om et bedre Liv efter dette, om Siælens og Legemets Forening ved en seierrig Opstandelse. Den Glæde vi finde hos de Troende midt under Livets Bekymringer, ja deres stille Frimodighed i Døden, er os en tydelig Erfaring om Jesu Opstandelses Vished, som de indvortes føle. Thi denne Gelassenhed ja mere, denne Glæde som i deres rolige Miner, og svage Hænders Opløftelse saa kiendelig til Opmuntring for Dødelige sees, vilde vist ikke flyde af Forsikring om Jesu Død for vore Synder; men dertil maa Forsikring om hans Opstandelse til vor Retfærdighed.

Anvendelse.

Vi have da i det foregaaende beviist Jesu Opstandelses Vished ved Fornuftens Slutninger, og af de tydeligste Erfaringer. Maaskee det maatte undre os, at finde en Sandhed beviist, som dog alle antage; thi dette maa jeg rimeligst slntte af vores Forsamling paa denne Festdag, til Erindring om

97

87 Jesu Opstandelse. Jeg maa altsaa endnu anmærke: Først, at jeg vel troer enhvers Tilstaaelse om denne Sandhed, Jesus er opstanden, og lever; men mig synes, at Christne ikke blot bør troe historiske Beretninger i en Religion, der forlanger Siælens Bifald: og denne bevirkes ved en levende Overbeviisning af Grunde. Christne, som fornuftige Mennesker, bør søge at komme efter de Beviser i vor Religion, paa hvilke dens Lærdomme grundes, og hvoraf de kan forfægtes. Skeer ikke dette, da blive vi blot Mund-Bekiendere; og hvor liden Forsigtighed i Livets Handlinger? hvor liden Bestandighed i Dydens Udøvelse? og endelig, hvor liden Frimodighed i Døden man kan vente sig af slige Christne? lærer os den sørgelige Erfaring. Vi bør altsaa, som fornuftige Christne, til Religionens, og følgelig Guds Ære, til vor egen Bekræftelse i det Gode, ikke allene besidde en historisk Kundskab; men en levende Overbeviisning, grundet paa Indsigter, om det vi troe og lære. I Mangel heraf handle vi, som vi tænke, det er svag og nedrig.

Vi leve dernæst i en Tid, i hvilken vi desverre ingen Mangel finde paa aaben bare og hemmelige Religions Spottere, hvilke føge en Trøst i at tvivle, og en Ære i at nægte det, de aldrig har undersøgt; thi

98

88 hvorfra lyst til Undersøgelse, som Gud og hans Fiender? Hvorfra den Tid, for de mange vellystens Sysler og Adspredelser? For nu ikke at nødes til med Bedrøvelse at tvivle om det, som enhver redelig Christen i det mindste ønskede at være sandt.— For ikke at forgive noget af Guds Ære; og vor Religions Sandhed, for saa svage Modstandere, som disse vtttige, dog i den Retskaffenes Øine smaa Aander ere, bliver det fornødent at væbne os med de Vaaben, vor Gud har betroet os i sit Ord, og vor Fornuft.

Men de, som troer denne saa vigtige Sandhed, at Jesus lever, og at de ved hans Liv og lever, — disse finde en hellig Opmuntring i Jesu Opstandelse. O! stræber, Andægtige, ved Guds Maade at holde disse Trøstetanker ved Lige, de har en vigtig Indflydelse i vor Liv og Død.— I Livet opmuntres vi i alle Lidelser; thi lever Jesus, saa skal og vi leve, efter hans egne Ord, Joh. 17. og al vor Strid og Kamp skal krones med en seierriig Opstandelse. Lever Jesus, saa finde vi og en Pligt til vor Retfærdighed at befordre vores aandelige Liv; thi ere vi opstandene med Christo, da bør vi og vandre i et nyt Levnet. Rom. 6. I Døden virker denne Sandhed Frimodighed, at Jesus lever, vi skal da ved

99

89 ham, som Troende, opstaae til evig Ære, Med Rolighed og Glæde kan vi da forlade vore Legemer i Døden; thi da, naar Basunen lyder, og Overenglens Røst høres, — da, naar de Ugudelige og Spotterne forgieves ønske Skiul under Biergenes Ruiner, da skal de Troende, med en glædet Siæl og et forklaret Legeme, gaae ind til det evige Liv; thi — vor Jesus lever.

Men du, o Dødens Overvindere, Jesu! Livsens Fyrste! — Vi leve, som Skabninger, ved din Almagt, — som igienfødte ved din Forløsning. O lad os evig leve ved din herlige Opstandelse. Amen!

100