Uddrag fra Hellige Taler, afhandlede i Kabinettet paa Kronborg, for Dronning Carolina Mathilda, af Peder Hansen, residerende Kapellan ved Slots- og Garnisons- Kirken i Helsingøer.

Gethsemane flygtede, og lode Linklæde og alt fare. Ja da en Peder, og han skulle dog vel være den dristigste og meest modige? da han fornægtede Jesum, og forsvor sig trende gange, blot fordi man beskyldte ham for at være Jesu Discipel, hvorledes torde da vel de andre vove denne Gierning? Hvad skulle og dernæst bevege dem hertil? Jesus var i deres Øine ligesaa vist død, som vi kan see et afsjælet Legeme. De havde jo baade været med, og seet, da han blev taget af Korset, i det mindste nogle af dem, ventelig og, da han blev salvet og nedlagt i Graven. Deres Forstand var endnu ikke saa aabnet, at de forstode Skriften; de tænkte altsaa ikke paa Jesu Opstandelse, hvad skulle de da vel med det døde Legeme, og hvorhen dermed? Det bliver altsaa for Fornuften ganske Utrolig, at Jesu Venner har taget ham bort. Og da nu hele Jerusalem er i Bevegelse, de Dødes Graver aabne sig, Jorden skielver, og de ellers saa kiekke og modige Romere løbe bort af Angest saa bliver Fornuftens Slutning: Det er højst formodentlig, at vor Jesus er selv opstanden. Er nu vor Formodning saa fuldkommen et Beviis, hvor langt sterkere bliver det da, naar vi betragte, at Jesu Opstandelse er