Uddrag fra Hellige Taler, afhandlede i Kabinettet paa Kronborg, for Dronning Carolina Mathilda, af Peder Hansen, residerende Kapellan ved Slots- og Garnisons- Kirken i Helsingøer.

5 derlige. Hvo kan forlænge den mindste Skabnings Liv, naar Gud vil opløse den? Hvo kan indsee, end mindre befordre Ligevægten imellem Kreaturene, at der ikke blive for mange, og ei for faa af hvert Slags? Kan vi ved Indsigt, Opfindelser, eller Magt bestyre Elementerne ? Nei! At sætte Havet Grændser, at jevne dets stormende Bierge, at formilde Ildens Hede, saa at den ikke fortærer, at forandre Jordens Metaller, og udgyde Frugtbarhed over Jorden? Alt dette overstiger vore indskrænkede Evner, og udfordre Almagt. Hvo foer op til Himmelen, og soer ned? hvo sankede Veiret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klæde? hvo haver beskikket al Jordens Ender ? hvad er hans Navn? Ordspr. 30, 4. Snare got er da alt det Skabte i sig selv, og Gud altsaa, som Skabere, vor Tilbedelse og Høiagtelse værdig. Billigen bør vi da opmuntre os indbyrdes til samme Opmærksomhed, som Moses med det Ord: See! leder os til. Træder ei, Andægtige! uden Varsomhed paa Almagtens over Jorden udlagde Teppe; men seer og beundrer dets Pragt, i Blanding, Farver og Nytte. Seer med aabne Øine, jeg mener med Forstandens samlede Eftertanke, Markernes Grøde, Engenes Prydelse, Skovenes Nytte; og al Naturens Pragt, som forkynder en uendelig Skaberes Ære, En liden Undersøgelse kan overtyde os om Guds Hensigt med alt dette Gode. Fornemmelig for os Mennesker aabner