↩

En reisende Russes Anecdoter over de Danskes Statsforfatning, Sæder og Skikke, i Breve til sine Venner.

Udgiven i det Tydske Sprog af K. Til almindelig Underretning efter et nyt forbedret og formeret Oplag oversat i det Danske af M. C. R.

Kiøbenhavn, 1771.

Findes tilkiøbs paa Børsen i No. 11, 12 og 13, hos Rothes Arvinger og Proft.

2
3

Den Tydske Udgiveres Fortale.

Jeg blev paa mine Reiser bekiendt med Forfatteren af disse Breve, Hr. von K. Han var en Mand, som havde læst og tænkt en Hoben, havde studeret paa Tydske Universiteter og reist vidt omkring i Verden. I hans Omgang var han opvagt og munter. Han var oplagt til at giøre Anmærkninger og Kritiker over alting. Han var for Resten af en elskvær-

Den Tydske Udgiveres Fortale.

dig Caracter, og indtog mig ved sin aabenhiertige Fortrolighed saaledes, at jeg giorde mig al Umage for at erhverve hans Venskab, hvilket og saaledes lykkedes mig, at jeg har havt adskillige Prøver deraf paa mine Reiser. Han meddeelte mig og sine Anmærkninger, han samlede paa sine Reiser og skrev til sine Venner i Petersborg. Han lod mig læse sine Breve han havde skrevet imedens han opholdt sig ved Tydske Hoffer om disses udvortes Forfatninger, af hvilke der fremskinnede megen Indsigt og Skiønsomhed. Han lovede mig, da vi skildtes ad, at besøge mig ved sin Tilbage-Reise over Dannemark og Sverrig. Han fornøiede mig, imedens han opholdt sig hos mig, med de Breve han havde tilskrevet sine Venner paa Reisen, af hvilke han havde beholdt Gienpart. Jeg fik efter megen Begiering Tilladelse at lade dem afskrive, og besidder nu en

Den Tydske Udgiveres Fortale.

temmelig Forraad deraf; de fleste angaae Hofferne Wien, Berlin, Dresden, Kiøbenhavn og Stockholm, og hvor han har opholdt sig. Der findes i dem Mangen en bitter Sandhed, fornemmelig om Berlin og Kiøbenhavn. Disse Breve vilde udgiøre et Par Bind dersom de skulde trykkes; Jeg har vel ikke udbedet mig af ham denne Friehed, men han har ikke heller forbudet mig det. Da jeg til min største Fornøielse læste Trykfrihedens Tilladelse i Dannemark, og bad en der værende Ven, at sende mig dens Frugter, saasom jeg forstaaer Dansk, saa har jeg med Forundring seet, at den Mand, som først har vovet at benytte sig deraf, og som kaldes Philopatreias, har slæbt en Hoben til største Deelen elendigt Tøi efter sig. Det lader som disse Folk alle vare slupne ind i en stor Labyrint, hvor ingen kunde finde Udgangen; naar endog een og anden

Den Tydske Udgiveres Fortale.

har giort et par Trin paa den rette Vei, saa har de dog ikke vidst at fuldføre det, men forvildet sig paa nye mere og mere, uden at vide hvor de kom hen. Man har vel et eller to Stykker, som jeg har læst, hvor Forfatteren er kommen paa rette Spor, og tildeels truffet det bedre end Philopatreias, iblandt disse henhører fornemmelig Philodanus. Han forløber sig sielden, men naar han forløber sig, saa er det og saaledes at han ikke kan finde ud igien. Han siger for Exempel: Man maatte i de smaa Kiøbstæder i Provindserne fastsætte et vist Antal Kiøbmænd, og ikke tillade flere at sætte sig ned. Jeg vil allene anføre een Ting derimod: Den Bye, hvor jeg er fød, bestod i Begyndelsen af to Kiøbmænd, nu har den over 400. Havde den nogensinde blevet saa stor, naar det ikke var skeet ved Handel? Man havde allene skuldet sætte Altona saadanne

Den Tydske Udgiveres Fortale.

Grendser, Hamborg havde gierne ønsket det, denne Bye havde vist ikke naaet sin nu værende Størrelse. Men jeg troer, at den gode Mand meener Kræmmere, der handle med Tobakspiber og Svovelstikker, og dog har han Uret, at ved et stort Antal af Kiøbmænd den ene nødvendig skulde svække den anden; thi den, der best behandlede Kiøberen og havde de beste Vare, vilde altid faae de fleste Kunder, trække mere Næring til sig, og de andres Kram vilde henfalde af sig selv, man vilde og til største Deelen faae bedre Vare og for billigere Pris.

En anden løber i denne Labyrint i det dybeste Morads, og vil komme til at blive liggende der, uden at han nogensinde kan trækkes ud igien. Han har givet sig Navn af Antiphilopatreias. Navnet alleene er afskyeligt. Han har i Særdeleshed vil-

Den Tydske Udgiveres Fortale.

det forsvare Geistligheden, som vist vil takke ham lidet derfor. Disse adskillige Skribenter gav mig Anledning til, at lade trykke en Deel af min Vens Breve, som allene angaae Dannemark, og særdeles Kiøbenhavn. Jeg vil see, hvorledes Publicum vil antage dem. Jeg har ikke valgt dem i nogen Orden, men taget dem ligesom de ere faldne mig i Hænderne; der ere og endnu flere tilbage, som jeg maaskee med Tiden vil bekiendtgiøre. Min Ven har maaskee i adskillige Stykker dømt efter første Anseelse og ofte uden Overlæg, maaskee han og kan være urigtig berettet. En Fremmed maa man i saa Fald tilgive noget, thi han tager alting, som han finder det, og ofte efter første Indtryk.

Den Tydske Udgiveres Fortale.

Han har og dadlet nogle af den da værende Tids politiske Feil, som under Christian den Syvendes Regiering allerede ere forbedrede og afskaffede, ligesom man overalt maa tilstaae, at denne Konge er opmærksom paa alting, for at forbedre de indsnegne Feil og giøre sit Folk lykkeligt. Han vil selv regiere og dømme. Et saa sieldent Exempel af Fyrster! Hvo kan tvivle om, at han vil forskaffe sig et evigt og uforgiængeligt Eftermæle hos sine Undersaatter og Efterkommere?

Jeg har ikke andet at erindre, end at jeg har tillagt disse Breve nogle Noter,

Den Tydske Udgiveres Fortale.

som ere betegnede med Z, og som indeholder Forandringer, der efter den Tid ere forefaldne, eller Ting som jeg er bedre underrettet om.

Lübeck, i April 1771.

Michael Adam K*lb.

Første Brev.

Til Herr von S.

Kiøbenhavn 1769.

Kiæreste Ven!

Efter en 5 Ugers langvarig Reise, hvor jeg har udstaaet alle de Ubehageligheder, der følge med en Søereise, er jeg endelig, ganske udmattet af en bestandig Søesyge, i Forgaars lykkelig ankommen til Kiøbenhavn.

Jeg har lovet at give Dem Efterretning om alt det Mærkværdige der forekom mig, og jeg seer forud, at jeg vil faae Tid og Materie

nok dertil.

Da jeg traadde ud af Skibet, førte man mig til den vagthavende Officier for at forevise mit Pas; Han var et ungt Menneske omtrent 16 Aar gammel, og hans Opførsel kom overeens med hans Alder. Saasom mit Pas var skreven paa Russisk og Tydsk, forstod han det formodentlig ikke, thi han spurgte mig paa fordreiet Tydsk, fra hvad Land jeg kom? Efter mange enfoldige Spørsmaal slap jeg endelig løs fra ham, og lod mine Sager bringe i Land.

Der indfandt sig over en Snees tienstagtige Aander, eller rettere sagt, saa mange Rovfugle, der vare meget geskæftige med at faae hver sit Stykke af mine Sager at løbe med. Efter

megen Umage samlede jeg dem endelig igien ved Toldboden, hvor alle disse Strandmaager forlangte Betaling. Og da jeg havde betalt enhver af dem for en Vei omtrent af 30 Skrit 12 Skilling, 13 Copek efter vores Mynt, saa var det endnu ikke nok, enhver fordrede endnu 4 Skilling til Brændeviin. Pøbelen, tænkte jeg, maa her være meget mere hengiven til denne Drik, end hos os, da man dog udskriger vores Nation saa meget derfor. Altsaa kostede mig min Kappe, min Fodsæk, Tobakspibe, min Pels, mit Flaskefoder, kort, ethvert Stykke 8 Styver i Fragt fra Skibet til Toldboden.

Denne Begyndelse gav mig just ingen fordeelagtig Begreb om det her værende Politie, da enhver Fremmed maa lade sig plukke af disse Rovfugle.

Paa Toldboden kom jeg iblant andre Herrer, jeg kalder dem Herrer, fordi nogle af dem bar Kaarde, men jeg mærkede af Omstændighederne, at det var Visiteurer; jeg maatte altsaa udpakke mine Sager og lade alting eftersee. Alt det, som havde en Anseelse af at være nyt, erklærede de for Contreband; det hialp intet, at jeg sagde: jeg var fremmed, at det var alt kun til mit eget Brug og at jeg ikke drev nogen Handel dermed. Endelig aabnede jeg mit Flaskefoder, og lod disse Herrer probere min Viin, som de fandt fortreffelig, jeg tilbød dem de Bouteiller, jeg havde tilovers, og trykte en, som bestandig saae mig efter Lommen, tillige en Rubel i Haanden. Dette hialp strax saa meget, at jeg kunde igien pakke mine Sager sammen, saa nær som et Stykke Manschester, jeg havde bestemt til en Reisekiole, men ikke for min Bortreise havt Tid til at lade den giøre, det maatte altsaa blive paa Toldboden under Titel af Contreband. Men min

anden Koffert, som jeg var mest bange for, blev dog aldeles ikke aabnet. En af dem var endog saa tienstagtig, at skaffe mig en Fragtvogn, for at føre mine Sager til det Giestgiver-Huus, hvor jeg vilde logere. Paa Veien blev jeg sat i en behagelig Forundring ved at betragte mangfoldige smukke Bygninger og Palaier, dog dette er kun det paa en 20 Aars Tid opbyggede Amalienborg eller nye Frideriksstad; Thi Byen selv er ikke prægtig bygget, Steenbroen i de fleste Gader slet, og ofte ikke saa gode, som Landeveien paa andre Steder. Stedet ligger lavt og er derved sumpig; saasnart det om Sommeren regner noget, kan man næsten ikke komme igiennem uden Støvler.

Der bliver og her opført en prægtig Kirke af indenlandsk eller Norsk Marmor efter Modellen af St. Petri Kirke i Rom. Man har sagt mig, at der er allerede arbeidet derpaa i 18 Aar, og dog er det første Postement end-

nu ikke halv færdig, hvilket dog allerede har kostet over 594000 Rdlr. Dersom denne Bygning skulde blive færdig, hvilket dog ikke skeer i 50 Aar, da der kun er daglig 50 Mennesker, som arbeider derpaa, saa vilde den komme til at koste 2277000 Rdlr. Er det ikke en forskrækkelig Bygning? Ikke destomindre har dog Kongen af Dannemark vist ikke saa mange Penge dertil, som Paven, der kunde, paa den Tiid han byggede, sætte alle Kongeriger i Contribution; og overalt synes mig, at denne Bygning er for stor for Dannemark 1). Bygmesteren er, som man vel kan tænke, en Franskmand,

1) Man har nylig ladet denne for Dannemark alt for kostbare Bygning ligge, og forafskediget Bygmesteren, og dersom man nu efter et par Aars Tid skulde faae i Sinde at fortfare med Bygningen igien, saa maatte først en stor Deel af det allerede opbyggede igien nedrives. I Henseende til den angivne Summe, som denne Bygning har kostet, har denne min ven ikke været rigtig, un-

Da jeg bestandig har hørt, at Dannemark har Statsgield, at dets Søe- og Landmagt (som vi og blev berettet, da Peter den 3die vilde bekrige det) slet ikke var i den beste Forfatning, at Landvæsenet ogsaa er i slet Tilstand, da Bønderne næsten alle ere Livegne, ligesom i Pohlen, eller Slaver, og jeg nu ogsaa finder det virkelig saaledes, saa begriber jeg ikke hvorledes Ministerne har kundet formaae Kongen til at forøde utallige Summer paa at opreise store Steenhobe for Eftertiden. Mig synes altid, man giorde bedre, om disse Summer bleve anvendte til at afbetale Statens Gield, til at forbedre Landvæsenet, Handelen og Manufakturer, hvori Dannemark endnu

derrettet; thi den har allerede kostet imod 800000 Rdlr. Overalt søger den nu værende Regiering at spare alle overflødige og store Udgifter, at afskaffe alle unødvendige og med for store Gehalter forbundne Betieninger, for ikke at have nødig at besvære Undersaatterne med flere Paalæg, og for at kunde efter Haanden formindske de nu værende.

ikke er kommen nær saa vidt, som vi, da man dog for saa kort Tid siden først har begyndt at tegne os iblant de poleerte Nationer. Jeg erindrer mig ved denne Leilighed en Anekdote, at en vis stor Konge skal have sagt til den Danske Gesandt: Dannemark maa dog være et got Land, siden Ministerne med al Magt ikke kan ruinere det. Lev vel min beste Ven! Med Tiden mere. Fortæl mig dog snart noget Nyt om vores Tyrkiske Krig, thi man finder i disse Aviser ikke andet end gamle Efterretninger, som ere meget slet udskrevne af de udenlandske Tidender, og bliver trykt 8 Dage efter at de med Posten er ankommen.

Andet Brev.

Til Herr von S.

Jeg sendte i Dag Bud til Toldboden, for at clarere (som det heder) mit Stykke Manschester. Men Budet bragte mig den Efterretning, at jeg maatte sende det bort igien, ifald jeg vilde beholde det. Jeg erkyndigede mig om her var saadanne Fabriker, Men man svarede mig Nei. Jeg begriber derfor ikke, hvorfor man aldeles ikke man indføre dette Tøi, da jeg dog gierne vilde give Told deraf. Handelen maa her være meget bunden, sagde jeg ikke, men jeg tænkte det.

Jeg var for nogle Dage siden i Selskab, hvor de fleste baade Kiøbmænd og andre vare klædte i Manschester. Jeg spurgte fuld af forundring, hvorfra man fik saadant? fra En-

gelland og Tydskland, svarte man mig. Men, sagde jeg, det er jo forbuden at indføre, og man tør bære det offentlig? Hos os torde man ikke vove det. O det skader ikke, blev mig svart, man kan faae det at kiøbe under Haanden, og saa lader man sin Skræder sørge for Resten; naar man først har det paa Kroppen, saa spørger ingen videre derom. Endog de der forestaae Told- og Finance-Væsenet, bære det selv, og saaledes gaaer det med alle Slags udenlandsk Tøi; man kan her ikke undvære det, fordi det ikke her bliver fabrikeret, men de ere forbudne at indføre, paa det Kongen kan blive bedraget for Tolden. (Ved denne Lejlighed maa jeg fortælle dem, at man her altid siger: Kongen bliver bedraget, Kongen har forbudet det, Kongen lider derved, Kongen har skienket det; i Steden for at sige: Staten giør det, Staten giver det; ligesom Konge og Stat ikke var et og det samme, eller som de kunde adskilles. Sat Sapienti!) Ja, sagde en anden

videre, dersom saadant var tilladt, saa vilde for mange Penge gaae ud af Landet og berige vore Naboer. I hvad, svarede den første, gaaer de desuagtet ikke ud af Landet? Saa længe som vi selv ingen gode Fabriker har, der kan forsyne os med saadanne Vare, som vi dog ikke kan undvære, eller i det mindste ikke faae her saa gode, saa længe bliver saadanne Vahre, uagtet de ere forbudne at indføre, og uagtet den høie Told, ligefuldt indførte. Den hele Forskiel er, at den forrige ringe Told, der gik til Kongens Casse, kommer nu under et andet Navn i Toldbetienternes Casse, og Kongen faaer intet. Men bliver saadanne Toldbetientere ikke straffede, sagde jeg. O ja, naar de blive overbeviste, saa straffer man dem med Penge-Mulct, eller de blive afsatte. Ikke videre? Det er jo dog en Meeneed, en af de største Forbrydelser, og fortjente at blive haardere straffet, man vilde da maaskee finde mindre Exempler. O saa nøie tager man det ikke;

men dersom en Kiøbmand bliver betroffen, som ikke har anlagt sin Sag klog nok, det er at sige, ikke har tilstrækkelig forsølvet, ham straffer man efter Lovene, uden at spørge om Straffen overstiger hans Formue, og om Han aldeles med sin Familie bliver ruineret eller ikke. Dette synes mig er igien for strengt, thi Kiøbmanden er Borger, og bringer Kongen og Staren noget ind, men hin maa Kongen underholde; Hvem fortiener vel meest at paasees? Hin begaaer en Meeneed imod sin Herre, og giver just derved Kiøbmanden Midler i Hænder til at bedrage Kongen; denne giør det maaskee af Nød, da Handelen er for meget indskrænket, for at fortiene noget. Har man da her ingen Commerce-Collegium, som kan see derhen, at saadanne uundværlige Fabriker blive anlagte, saa vilde jo alt saadant falde hen af sig selv? O jo, vi har endog et General-Commerce-Collegium. Det bestaaer uden Tvil af erfarne Kiøbmænd og Fabrikeurer? Nei, der bestaaer

blot af Riddere og fornemme Herrer 2). Men har de og den tilbørlige Indsigt dertil? Derom

2) Dette Collegium har paa nogen Tid været underkastet mange Forandringer, som just ikke har været til Fabrikernes, Handelens og Manufakturernes Opkomst. Det er endog vist, at den største Deel af deres Fabriker har lidt ved denne Forandring. Man har endelig betroet Directionen over det Kongelige Fabrik-Magazin og Fabrikanternes hele Velfærd til een eneste Kiøbmand, som man dog ikke har troet, at han forstod sig paa andet end Vexel-Handel. Somme siger, at han faaer Løn for at referere til Collegio, og forskrive Materialer til Fabrikerne; her spørges ikke, hvor meget han fortiener derpaa; eller om han faaer dem fra første Haand; eller om han sælger Fabrikanterne Segovisk Uld for Leonesisk. Nok, han har forsikret Collegio, at Vahrene ved denne Indretning maatte blive 20 til 30 Procent bedre Kiøb, og man har troet ham paa hans Ord. Nogle Fakrikeurer paastaae, og Erfarenheden har viist det, at de raae Materialier ere siden den Tid blevne mange Procent dyrere. Det Kongelige Magazin tilstaaer ham desuden anseelige Procent for alle indkiøbte og solgte Vahre. For at bringe det dertil, at Fabrikeurerne ikke skulde kunde selv forskrive rare Materialier, søgte han at svække de-

spørges ikke; det er kun meest oprettet for ar disse Herrer kan have Embeder og Gehalt. Kongen har vel fastsat en anseelig Fond til Fabrikernes og Handelens Opkomst, men disse Herrer arbeide ikke for intet, de tage eftersom Fonden er stor eller liden, en 3die Deel i Gehalt, og atter en 3die Deel naar en eller anden Fabrikeur bliver bevilget noget til Fabrikernes Opkomst, gaaer bort i Foræringer for at faae faadant Forskud, sædvanligst gives det og allene til saadanne Folk, som enten allerede ere bemidlede, eller Udlændinger som vil entreprenere

res Credit udenlands ved en Kongel. Forordning, at nemlig alle General-Magazinets Fordringer hos Fabrikeurerne skulde ansees som andre Kongelige Fordringer, og have Fortrin for alle andre. Man maa og tilstaae, at han herved har naaet sin Hensigt. Men Følgen deraf er, at han har de beste Danske Fabriker under sit Formynderskab, ja endog anlegger selv paa Generalmagazinets, eller hvilket er det samme, paa sin egen Bekostning, og dette maa altsammen falde ham saa meget lettere, da han kan bruge General-Magazinets Fond dertil.

een eller anden Fabrike, og ikke forstaaer selv noget deraf, anlegger dem strax alt for store, holder Heste og Kareter, spiller Bankerot, giør atter Foræringer og faae paa nye Forskud. En Fabrikant, som har lært sin Handtering, lykkes det sielden at faae noget Forskud. Ja saa undrer jeg mig ikke over at de ingen gode Fabriker har. Allene een eeneste Fransk Hatte-Fabrik har kostet Kongen henimod 30000 Rdlr., som han ikke har faaet en Skilling af tilbage. En Svend paa denne Fabrike fortsatte den siden paa visse Vilkaar for en Kiøbmand der havde tilkiøbt sig den for en ringe Priis. Nu har denne Mand, uagtet Accorden var temmelig stærk opskruet, næsten indløst sig hele Fabriken. Kiøbmanden faaer imidlertid, fordi han dengang antog sig den, endnu til denne Time 200 Rdlr. aarlig af Commerce-Collegiet. Har de da ingen Danske Hatte-Fabriker? O ja vi har endeel meget gode, der ere bedre end nogen i Tydskland. Vi have desuden endeel andre, skiønt faa gode Fabriker, men i Særdeleshed en ypperlig Klæde-Fabrike, som aarlig har underholdt henimod 700 Mennesker; og som jeg nylig af en i disse Tider udkommen Tractat, om Manufacturers Nytte, i Særdeleshed for Dannemark, seer, at have udbetalt i 14 Aar allene i Arbejdsløn over 235000 Rdlr. Jeg er & c.

Tredie Brev Til Hr. D. Da vores ulykkelige Peter den 3die vilde

bekrige Dannemark, antog man en Fransk General til Chef for Armeen, endskiønt han endnu aldrig havde slaget nogen Armee. Men da man i Dannemark havde havt Fred over i 40 Aar, troede man maaskee ikke at kunde finde her nogen dygtig Mand, der var i Stand til at at commandere en Armee, men det maatte være en Fremmed, og hertil fandt man ingen bedre end en Fransos, der oven i Kiøbet, som man her vil vide, havde optient sig fra Munk til General a).

a) Oversætterens Anmærkning: Allene Dumhed og Ondskab har udspredet dette Rygte iblant Pøbelen; thi han har vel, som mange andre i Frankerig, baade Fornemme og Middelstandens-Børn, i sin Ungdom studeret paa et Jesuiter-Kloster eller Collegium, der kommer overeens i Henseende til Indretningerne med vore Gymnasier,

Denne Mand troede nu altsaa at han burde tiene Dannemark med sine Indsigter. Han giorde med den Lethed, som er Franskmanden eegen, en Plan færdig til at underholde en stærk Armee, allene paa den Grund, at Kongen af Frankerig og af Preussen havde det saaledes. Havde den gode Mand læst eller kiendt vores Büschings Beregning, som giver Frankerig 20 Millioner Mennesker og i heele Dannemark kun 2 Millioner b), eller havde han allene vildet betragte Dannemarks Beliggenhed, som, naar det er bedækket ved en god Søemagt ikke behøver nogen stor Armee: saa havde han bedre truffet Proportionen. Efter hans Plan skulde Armeen forøges med mange Officerer; han inddeelte Regimenterne i 14 Compagnier, i Steden for at de tilforn, som paa de fleste Steder i Verden, bestode i det

men dette er ikke at være Munk. De fleste anseelige Folk i Frankerige saavel af Krigs- som af Borgerstanden, Have lagt Grunden til deres Indsigter i saadanne Klostere.

b) Overs. Anm. Dersom han end havde vidst Büschings Beregning, som han dog vel ventelig har, saa havde han desto vissere maattet tage Feil, ifald han havde bygget sin Plan paa denne Beregning, der tilforladeligen er aldeles falsk.

høieste kun af 12 Compagnier, og de blev, da de tilforn var 90 Mand stærke, indrettet til 65 Mand. Kongen havde altsaa mindre Soldater, men desto fleere Officierer, og man vil ved nøie Eftersøgning finde, at den nye Indretning koster 300000 Rdlr. mere aarlig. Men for at bringe disse Bekostninger til Veie, vidste hans snilde Genie letteligen at udfinde Midler; Han loed alle Geværerne fra Arsenalet sælge for tredie Deelen af hvad de havde kostet. Ridesadler, som vare 8 Rdlr. værd bleve auctionerte for 2 Rdlr. Han bragte tillige Cavalleriet paa Beenene, thi han lod dem gaae til Fods; deres Heste som havde kostet 50 til 70 Rdlr. bleve solgte for 15 til 20 Rdlr. Han pønsede bestandig paa Midler til at udføre sin Plan og forskaffe sig de dertil fornødne Omkostninger, han loed Fæstninger demolere for at kunde sælge Laveterne fra Canonerne; Han havde gierne seet, at en Deel af den Danske Flode var bleven med afhændiget, dersom det havde kundet skee uden for megen Opsigt. Den Mand var formodentlig af den Meening, at Fæstninger vare skadeliqe i et Rige; af denne Aarsag vilde han endog tilsidst have ladet en af de beste og af Naturen selv befæstiget Grændsefæstning gaae, saasom den ko-

stede meget at vedligeholde; og dersom ikke en vis Minister af patriotisk Iver havde sat sig derimod, havde han og naaet sin Hensigt. Her seer de, dette var den farlige Mand, som skulde slaae vores Armee; Tvivler de vel om, at det skulde have kostet hans Opfindelses Geist meget lidet aldeles at ruinere den, dersom ikke vores arme Peter den Tredie (et saa lærerigt Exempel for alle Regenter!) alt for hastig havde forladt Verdens Skueplads c). Jeg er & c.

e) Oversætt. Anm. Uden Tvil har den gode Autor ladet sig bedrage af det almindelige Rygte. Denne Mand var ikke elsket i Dannemark, deels fordi han var en Franskmand, deels fordi han indførte nye Forandringer og Indretninger, som alletider ere forhadte, da de ikke gierne kan skee uden Tab enten for visse Personer eller for det Almindelige. Men ihvordan det end er, saa er det vel faa som ere i Stand til at sige den fulde Indretning af hans Plan i sin hele Sammenhæng, følgeligen ere der og kun faa der med nogen Vished kan dømme derom. Men det er gaaet hermed som det skeer i Almindelighed: den eene snakker efter den andens Mund, og man bliver meest troet naar man taler ilde. Saa meget er vist, at denne General var almindelig agtet og elsket i sit eget Fæderneland, og hele Folket misundte os den Fordeel at eie ham; thi de vidste at han var en god

General, og at Aarsagen til hans Fald i Frankerige var allene hans ubøielige Ærekiærhed, thi han var ikke og vilde ikke være nogen Tilhængere af Mad. P. som dengang commanderede, og forstod tilfulde den Kunst som er Fruentimmerne saa naturlig, at opvække Jalousie, Ueenighed og Forvirring i alle Ting. Kongen af Pr. selv, Pr. H. og Pr. F. havde Høiagtelse for ham, og forholdt sig meget forsigtig saa længe han commanderede. Der er dem som paastaae, at den Plan, efter hvilken han vilde indrette den Danske Armee, har været prøvet og giennemseet af adskillige berømte Generaler, førend han begyndte at fuldføre den, men til Vandhæld for ham traf det ind paa en Tid, da man her begyndte paa eengang at spare paa Pengene, og maaskee han da vel undertiden ikke har valgt de beste Midler til at forskaffe sig de Summer han behøvede.

Det er sandt, at ethvert Compagnie bestod kun af 65 Mand, men man havde og bestandig et behørig Antal Indroullerte, som ikke kostede Kongen noget i Freds-Tider, og som stode parat til at completere med saasnart det behøvedes.

Fierde Brev. Til Hr. von G. Kundskab om Lov og Ret er her til Lands ingen Studium, thi Loven er saa enfoldig og tydelig, og saa passende for Landet, at endnu intet Land har kundet hidindtil fremviise en bedre. Desuagtet ere Processer og Chicaner ved Underretterne neppe i noget Rige hyppigere end i dette, og varer ofte ligesaa længe som Partierne har noget at føre Proces med. Der behøves heller ikke meget til at blive Procurator. Et ungt Menneske giver sig til at være Tienere hos en Procurator, han bliver siden Skrivere og naar han har lært Chicanen, bliver han sin Herres Fuldmægtig, og da kan han i sin Herres Navn narre dem, der fortroer sig til ham, saa meget, som han vil. Efter den Danske Lovs Publication har man giort den 40 til 50 Gange større end den var; tilforn udgiorde den kun et lidet Duodez-Bind ud, men nu bestaaer den af 17 Qvart-Bind

mere d). Man har været nødt til, deels ved de Lovkyndiges Snildhed i at fordreie Loven paa mange Maader, deels formedelst andre Omstændigheder, blandt hvilke alle menneskelige Loves Ufuldkommenhed vel ikke er den mindste, at giøre mange hundrede Forordninger, og Forordninger mod Forordninger, der indeholde ligesaa mange Modsigelser. Kongen har vel allerede for omtrent 30 Aar siden overdraget til adskillige Personer, at uddrage deraf en ordentlig Codex, og fastsat en Pension af 400 Rdlr. for enhver, men der er endnu lidet eller intet arbeidet derpaa; Personerne ere døde, men Pensionen er bestandig fra Mand til Mand rigtigen bleven arvet, uden at forrette noget derfor. Man seer heraf, hvor nødvendig en tydelig Lov og en streng Instruction og Opsigt med Dommerne og Procuratorerne maa være.

d) Oversætterens Anm. Det er Samlingen af de siden Lovens Publication udkomne Forordninger, som Forfatteren her meener, der dog ikke udgiøre saa mange Bind efter den brugelige Maade at samle dem paa, og de kunde giøre mange flere, dersom man allene vilde af hver 10 Forordninger giøre et Bind. Overalt maa Loven være saa fuldstændig som den vil, saa udfordrer Tidens og Omstændighedernes Forandring bestandige Forandringer og nøie Bestemmelser i Loven.

Vores vise og store Keiserinde har meget vel indseet dette; Vi faae nu ved hendes ypperlige Anordning en Lov, som vel ikke vil have sin Liige til at giøre sit Folk lykkeligt.

Der er her Begivenheder, hvor Loven er aldeles utilstrækkelig. Har en Procurator en Sag, som han ikke kan drive igiennem ved Retterne, saa gaaer han, sin Contrapart uafvidende, ind i Cancelliet, og naaer ofte det han søger; og da kan der ikke videre appelleres; thi denne Dom er uigienkaldelig. Nyeligen sluttede en Mand et Huuskiøb med en anden, men da han siden af sine Venner og Slægtinge erfarede, at han havde kiøbt for dyrt, saa vilde han gaae fra Kiøbet. Det kom til Proces, Kiøbecontracten og alting var lovmessig underskreven, Procuratoren kunde med nogle Indvendinger ikke trænge igiennem for Rettten; Han kom derfor ind i Cancelliet, Slægtingerne søgte at dette Menneske maatte blive erklæret for umyndig, saasom han havde begaaet denne Feil af Skrøbelighed paa Forstanden, Cancelliet erklærte ham derpaa virkelig for umyndig og frasagde ham Forstanden, som han dog til denne Dag skal have i god Behold, og Kiøbet blev giort til intet.

De have maaskee heller ikke troet, at man skulde erklære en Oversættelse af et Værk, som var bleven trykt med Forfatterens Villie og Vidende, der ikke til nogen havde solgt sin Ret dertil, for et uægte Eftertryk, og dog er dette skeet med een af de her bekiendteste Bøger.

Jeg er & c.

Femte Brev Til Hr. v. O. Der er her endnu et særdeles Slags af Lovkyndige, som man kalder Skifteret, og hver Etat har sin særdeles Skifteforvalter, der ved Dødsfald besørger Forseglingen. Dette er uimodsigelig en nødvendig og god Foranstaltning for Umyndige, men du giver Anledning til megen Uret og Misbrug. Disse Skifteherrer blive sædvanligen i en kort Tiid bemidlede Folk. De opsluge Umyndiges og andres Arv ved langvarige Forhalinger med Stervboets Slutning. Jo mere Formue der er jo længere varer et saadant Skifte. Man har Exempel, at saadan en Stervboed har varet 10 til Aar og vel længere; thi jo længere det varer, jo mere forøges Sportlerne og

Procenterne, og desto længere kan disse Herrer benytte sig af de indcasste Penge. Dersom en Mand har en Gieldsfordring paa saadan en Stervboed, og han ikke kan undvære sine Penge til Skiftets Slutning, saa vender han sig til Skifteforvalterens Fuldmægtig eller Skrivere. Dersom han kun der forstaaer den store Kunst, at giøre en anseelig Foræring, eller lade sig aftrække 25 Procent og qvittere for fuld, saa kan han vel faae sine Penge. Giør han ikke dette, saa maa han tilforladelig bie til Skiftet er sluttet, om der endog var Formue til at betale. Endnu fordeelagtigere er et Skifte, som er beladt med Gield. og som Arvinger frasiger sig; thi da kan disse Herrer accordere med Creditorerne, som de vil; thi omendskiønt, som ofte skeer, ikke en eeneste faaer noget af sin Fordring, saa tør dog ingen understaae sig at undersøge deres Beregning. Hvor nødvendig var det ikke, at sætte disse Herrer Overopsynsmænd! Hvor mange Uordener foraarsager det ikke, naar en fattig Arbejdsmand ikke faaer sine Penge, der Maaskee ofte udgiøre hans heele Formue, eller og, hvilket er det samme, naar han ikke faaer dem til rette Tid. 3) 3) Bed en viis Forordning fra Regieringen er denne Misbrug saa meget mueligt afhiulpen. Kon-

gen har ladet sig indsende en Fortegnelse paa alle de Stervbode, som endnu ikke vare sluttede og Aarsagen hvorfore de ikke er bragte til Ende, Han søger ligeledes ved andre ligesaa ypperlige Forordninger at give Forretningerne bedre Drift og Virksomhed, end de hidindtil have havt.

Siette Brev.

Til Hr. N.

Den forrige Konge Friderik den Femte var en stor Liebhabere af Videnskaber og Konster og har giort store Bekostninger til deres Opkomst. Han stiftede et Konst Acad mie, til hvilket bleve indkaldte adskillige Konstnere, Malere, Bildhuqgere, Kobberstikkere og andre. Han gav en Fond af hvilken endnu de Landets Børn, som meest have giort Fremgang i deres Konst, faae Guld Medailler til Premie, og omsider noget vist til at reise med, for at kunde udenlands giøre sig fuldkomne. Man maae tilstaae, at de Danske deri allerede have bragt det vidt, og opdraget mange dygtige Mænd. Denne prisværdige Stiftelse af den beste Konge, var allerede

tilstrækkelig til at giøre hans Berømmelse evigvarende; og man kan heraf see, at det allene fattes Nationen paa en Slags Opmuntring og Anførsel for at naae deres Naboers Fuldkommenhed, eller maaskee endog overgaae dem. Denne ypperlige Konge gjorde og alt hvad der var mueligt, for at faae Konster og Videnskaber til at blomstre og see sine Undersaatter lykkelige. Han lønnede Tydsklands største Digteres Fortienester, som bleve ubelønnede af hans eget Fædreneland, fordi det ikke kiendte ham, han gav ham en aarlig Gehalt, paa det han maatte have den nødvendige Rolighed til sin høie Poesie. Alle de Lærde, der foreslog almindelig nyttige Skrifter, fik Omkostningerne dertil, og Nytten deraf tilhørte dem. Denne Goddædighed have de Danske at takke for adskillige Original-Skrifter, som f. E. den Danske Vitruvius, Nordens Voyage d’Egypte, Oeders Flora Danica, Krafts Mekanik, og flere. Vel foresloeg og undertiden een og anden et Værk, som han ikke var voxen, og som han ikke havde Indsigt nok til at udføre, men alleene for at fortiene noget derved. Hid henhører maaskee det Danske Atlas, den Oldenborgiske Stammes Historie; og i en vis Betragtning af Hensigten maaskee

og Regenfusses Muschelværk og F. D. d). Hr. Pastor Schäffer har endog faaet 2000 Rdlr. til en Nürnbergisk Insektsamling. Kongens Absigt var derved dog altid meget prisværdig; allene de Store, som forestillede det, burde bedre have indseer det og havt mere Agt paa Forfatternes Hoved-Absigter e).

6) Overs. Anmærkn. Vel mueligt at den Danske Atlas kan have sine Feil og maaskee ikke fuldkommen fortiene de Bekostninger, der ere anvendte derpaa,, men de, der have kiendt den ærværdige Forfattere have Aarsag til ikke at tvivle om, at jo Lyst til at arbeide og til at giøre sig og sit Fædreneland Ære var den eeneste Motiv til alle hans lærde Forretninger. Regenfusses Muschelværk sortiener vist at være giort paa Kongelig Bekostning og F. D. ikke mindre; denne sidste har endog det forud, at den er nyttigere og nødvendigere. Overalt er det en let Sag, at giøre de beste Gierninger mistænkre.

e) Overs. Anmærkn. Forfatteren fordrer lidet for meget af disse Store; det tilkommer dem ikke at see paa Forfatterens Hensigter, som dog vel vilde blive vanskelige at opdage; nok er det, at de Skrifter eller Værker, som giøres paa Kongelig Bekostning, ere Bekostningen værd: og om

Hos os og i andre Lande vilde saadanne Skrifter vist ikke udfordre mere end den 6te Deel Omkostning, og dog kunde sælges en 3die Deel, om ikke Halvdeelen lettere, end man her kan kiøbe dem, uden at Kongen havde nødig at give noget dertil; men i et Land, hvor Papir og Trykkerløn er saa kostbar, kan det nok undskyldes. Hos os lader Videnskabernes Academie trykke saadanne Verker paa deres Bekostning; Man har vel sagt mig, at her var Akademiske Boghandlere, men ikke een af dem har en saadan Bog og endnu mindre en Akademisk Bog i Forlag 4). Imidlertid maa

en Forfattere »ed sit Arbeide en Gang fortiener noget, mon det burde misundes ham, hvorfore skulle de Lærde mere være Martyrer for Landet end andre, der pag andre Maader giore der Tie: nefte eller LEre?

4) Dette kommer deraf, at de Lærde i Dannemark til deel« selv er Forlæggere af deres Skrifter, eller selv ere Boghandlere, som Forfatteren behager at kalde dem. Men ester min Indsigt kan dette just ikke tiene til at udbrede Videnskaberne, thi hvorledes kan en Auctor ved en eeneste Bog erhverve sig den Correspondence, som en Boghandler allerede har. Giver han endog en Boghand-

man sige hvad man vil, saa har Dannemark dog en Flora Danica, hvis Lige, naar den bliver fuldstændig (hvilket vel ikke skeer, saa længe en Trævel Græs endnu voxer af Jorden) uagtet sine Feil, intet Rige i Europa har at fremviise 5).

Kongen gav og en meget værdig Dansk en Pension af 300 Rdlr.; man har vel af hans eget Arbeide intet andet end en meget smuk Punsch-Viise, men meget gode Oversættelser. Denne gode Konge har man og at takke for

ler sin Bog i Commission, saa ere dog Hænderne bundne paa denne, han kan ikke skalte dermed, som han vil det er ikke hans Eiendom. Saadant maa nødvendigt i begge Tilfælde hindre Litteraturens Udbredelse. Desuden har det endnu denne Følge, at man i Provincierne ofte gierne ønskede sig een og anden Bog, og betalte den tredobbelt naar den i Kiobenhavn er Makulatur. Z.

i) Overs. Anmærkn. Man seer af denne Sentence temmelig tydelig at Forfatteren er aldeles ingen Kiendere af Botanik; thi hans Udtryk ere i dette Stykke alt for enfoldige. Hvad er det for Feil han saa ædelmodig overseer i F. D Dette allene havde været Umagen værd at blive underrettet om af en saa grandseende Skribent.

Foranstaltningen af et lærd Selskabs Reise til Arabien, paa hvis Opdagelser heele Europa var og er endnu begierlig. Men hvor meget er del ikke for os og vore Efterkommere at beklage, at heele Selskabet er død paa Reisen, saa nær som Capitain Niebuhr, der for ikke længe siden er kommen tilbage og arbeider nu paa at udgive sin Reise-Beskrivelse. Natur-Historien og adskilligt andet, som med hans Medreisende er bortdød, vil vist feile deri; imidlertid vil det dog altid blive et uskatteerlig Værk for Verden, som venter derpaa med Længsel, og som er et mere talende Eftermæle efter den menneskeelskende Friderik, end den prægtige Statue, som det Asiatiske Compagnie har oprejst, og som skal koste henved 500000 Rdlr.

Syvende Brev.

Til Hr. von * * *

Der er her, min Ven, et forundringsværdig Exempel paa en Kiøbmand, som ved sin Rigdom er steget til de største Æresposter; hvor han har erhvervet denne Rigdom, det veed Gud, S*chs** og K. a. P. For at kunde desto sikrere benytte sin af sin Rigdom begav han sig hertil. Man gjorde ham til Adelsmand, til R. og endelig til M. og Overopsynsmand i C- C. Des uagtet blv han Kiøbmand, og den herværende Kiøbmandsstand tilbeder ham ligesom nogle vilde Folk deres Guder. Han har den stigende og faldende Cours i Hænderne, og veed at trække den rette Værdie af de herværende Papir-Penge. For at kunde dette, behøver han allene at trassere paa sig selv (thi

Han Har Contoirer i adskillige Lande. Har han Vexler at sælge eller indkassere, saa betaler man ham dem altid høiere end hos andre, og dog holder man sig det endog for en Ære, at kunde have med ham at forrette. Coursen stiger eller falder, ligesom han har at betale eller imodtage Penge, og da Coursen mestendeels er høi, saa er det altid et sikkert Tegn, at han har mere at imodtage end at betale. For at holde denne Mand desto fastere i Rigt, solgte man ham alle de Plantager i V. i. som tilhørte Kronen for 400000 Rdlr., og det med den betingelse at betale dem i 8 Aar. Plantagerne kunde, som man siger, aarlig indbringe Kronen 60000 Rdlr. Dersom dette er sandt, saa kunde han i 7 til 8 Aar betale dem med hare Indkomsterne, og havde dem da for intet. Og om de endog tilforn har været noget forfaldne ved en slet Forvaltning og Opsigt, kunde de da ikke ved bedre Anstalter og en maadelig Summa igien sættes i Stand. Endnu Mere, han fik i Kiøbet et prægtigt Sukker-Raffinaderie og et Pakhuss, som i alt var værd 220000 Rdlr. og begge Deele kan maaskee nu indbringe ham interesserne dobbelt; men det, som endnu er det beste, han er Statens Mæklere.

De Danske Papiir Penge falder stedse mere i Coursen; Man har vel forstaaet konsten undertiden, at standse denne Falden paa en kort Tid, men det kan dog ikke bestaae i Længden. Det største Stød lider Banko Noterne ved de Renter, som Fremmede aarlig trække for Rigets udenlandske Gild; men maa derfor betynge Undersaatterne med store Paalæg, der giør dem og Riget fattig, uden at man kan see Ende paa denne Plage. Det 2 det endskiønt Mindre følelige Stød, som de Danske Papir-Penge faae, er at Udlændinger har ligesaa megen, om ikke mere, Andeel i den Kiøbenhavnske Bankes Actier end Undersaatterne, og derfore aarlig trække 16 Procent sædvanlig Gevinst af deres Capital. Hvad som fortienes ved Laane Banken og endosserte Vexeler af Kiøbmændene, som ofte bære deres besværligen erhvervede Fordeel derhen, det faaer Udlændingerne i reede Penge, og de Danske beholde omsider allene deres Papir. Endog Kongen selv, naar han vil have Penge eller Sedler af Banqven, saa betaler han dem med 4 Procent. Det her værende Asiatiske Compagnie svækker ogsaa de Danske Bankosedlers værdie og følgelig heele Staten, ved det at de føre alt det øvrige Sølv og Guld af Landet for Va-

re, som de kunde have lettere Kiøb og bedre hos deres Naboer end fra China g).

Det er en skadelig Grundsats, som de europæiske Førster have antaget, altid at ville svække deres Naboer, da det dog næsten ikke kan skee uden paa deres Undersaatters Bekostning; og hvad bør dog vel være nøiere foreenet end Førsternes og Undersaatternes Fordeele? Ingen Første vil derfore tillade at indføre i sine Lande noget af en anden Stats Manufakturer, omendskiønt de selv hverken har dem eller kan undvære dem, i Steden for, at han skulde tragte efter at benytte sig ret af sine egne Lands Produkter, for derved at give Handelen et Liv, naar hans Undersaatter kunde benytte deres Vare imod deres Naboers. Den som heri var meest efterladen, vilde meest tabe. Men jeg nægter dette og paastaaer, at det kommer an paa Flid, Opmuntring og Understøttelse. Et seneste Exempel er nok at anføre: Hamborg, tilforn en maadelig Stad, er dog ved sine Fabriker og Friheder i Handelen blevet Kronen af

alle

h) Over. Amnærkn. Hvad for Naboer skulde det vel være, hos hvilke man kunde kiøbe disse Vare lettere kiøb, og bedre? Vore Naboer kiøbe jo chinesiske Vare af os i stor Mængde.

alle Tydsklands Handelsstæder. Den har og planter selv intet, uden hvad den maa kiøbe af andre, og dog kan den med sine fabrikerte Vare tilbytte sig alt hvad, og mere, end den bruger, og dog kan med det føre Handel og giøre sig Fordeel af det den har tilovers af det Tilbyttede. Et Land maatte være meget forsømt af Naturen, som ikke skulde kunde sinde hos sig selv Midler til et eller andet Manufaktur, nemlig noget, som der blev avlet eller frembragt, som kom fra første Haand og følgeligen kunde leveres lettere kiøb end fra Naboerne. Man maae ikke herimod indvende mig, at Naturen har begavet et hvert Land med Ting, som det andet ikke har, thi det kommer meget mere an paa at bruge disse Ting med Nytte, og cultivere dem saaledes, at Naboerne ikke kan undvære dem, og derfore er i disse Tider, da vi have saa mange Nødtørstigheder, som vore Forfædre ikke kiendte, enhver Monark forbunden at sørge, dersom han ikke vil see sig og sit Folk forarmet.

I en Republik gaaer det anderledes til, den eene er ligesaa mægtig som den anden, og behøver ikke at giøre mange Bekostninger, have megen Besværlighed, eller bestikke nogen

for at faae Privilegier. Han finder Understøttelser hos sine Medborgere, Da de ikke have nødig at frygte, at er Forbud paa de samme Ting, som en Gang er bevilget, skal ruinere dem og deres Formue 5).

5) Man arbeider vel her pan nærværende Tid meget stærk paa Landvæsenets Forbedring; man opretter med betydelige Bekostninger Landvæsens-Collegier; man opretter Oeconomiske selskaber; man skriver mange oeconomiske Skrifter, som indeholde meget got; man skriver og om Manufakturers Forbedring, og dette sidste er saa meget mere nødvendigt, saasom man begynder aldeles at forsømme Disse for at forbedre Landvæsenet.

Man kan ikke nægte, at der so allerede er giort mange gode Forbedringer i Landvæsenet, og endnu flere ere i Arbeid, fam f. E. Vaarnedrettighedens Ophævelse. Man maa herudi prise Kongens Retfærdighed, som er meget nidkier i at forskaffe en saa tallriig Deel af sine Undersaatter deres naturlige Ret til Friehed og deres Eiendom tilbage igien, som de saa længe ved de Mægtiges Undertrykkelse have maattet undvære. Kuns nogle faa af dem fortjente her at kaldes sande Patrioter og Menneskevenner; de, der vare de første at ophæve paa deres Godser denne Skam for det

For at komme igien til den chinesiske Handel, da er og bliver den med Tiden et Tab,

ikke

Menneskelige kiøn, og give de forkrættkede Rettigheder tilbage. Men alting vil være forgieves, dersom de ikke tænker paa Midler til at stoppe den første Kilde, af hvilken Undersaatternes største Elendighed har sit Udspring, jeg mener Rigets Gield. Renternes Betaling allene standser Følgerne af alle gode og til Landets Forbedring sigtende Indretninger og Bestræbelser; Renterne allene trækker aarlig en Million rede Penge af Landet og de Danske betaler dem med deres Papirs Gehalt imod de Fremmedes Penge og Vexelerernes og Mæklernes Provision, altsaa ved Coursen mere end dobbelt. En vis Forfattere har nyelig angivet et meget kort og let Middel til at betale denne Gield; Han beviser, at Kongen havde ikke nødig, at betale den Gield, hans Forfædre have giort, og det paa den Grund, fordi at Pengene ikke vare anvendte til Landets Beste, men hvoraf Laanerne skulde kunde have vidst det forud, eller allene turdet viide det, er vel et stort Spørsmaal. Overalt har den gode Mand giort sig for lidet bekiendt med de Følger ; som saadant et Foretagende vilde drage efter sig, og som letteligen vil falde enhver Tænkende i øinene, om endog Kongen af

ikke allene før! Dannemark, men endog for den største Deel af Europa. Man slæber det reene Guld og Sølv derhen h) for at kiøbe Urter, Spindelvæv, pocelain-kar og malede Dukker, som man har altsammen og meget bedre i Europa. Ja endog vores eget Fædreneland er alt befængt med denne Syge. Man har sagt den nu regierende Konge af Dannemark, at disse vare de reneste Produkter af hvilke Dannemark trak Penge fra sine Naboer, men man har glemt at sige, at den største Deel af Actierne tilhører Udlændinger, og at man af dem maa dyrt kiøbe det Sølv, som med stor Livsfare og ved at opofre mange Mennisker bortslæbes nogle tusinde Miile, og at Fortienesten gaaer lige op med det, som bliver i Landet, og det de Fremmede vinde paa Coursen, om der ikke endda snarere tabes mere. En Dansk giorde mig engang, da jeg loed mig forlyde med

Dannemark var i den Forfatning, at han kunde bringe forslaget til Virkelighed, hvorom man dog med Billighed maa tvile.

h) Oversætterens Anmærkning: Dersom Forfatteren havde varet rigtig underrettet, saa havde han vidst, at der bringes slet intet eller i det mindste meget lidet Guld til China, men meget mere derfra.

denne Tanke, den Indvending: At en udbredet og vidtløftig Handel var dog det beste for en Stat. Dette er sandt; men denne Handel er jo i al Slags Forstand meget indskrænket.

Jeg veed ikke hvor det kommer sig, at man her i adkillige Stykker har saa urigtige Begreb. Taler man om en udbredet Handel, saa forstaaer man en Handel, som føres paa langt fraliggende Lande; taler man om frie Handel, saa troes der, at alting burde være frit, endog det, som man har i Landet; Heder det at man skal indskrænke Handelen, saa maa alting forbydes, endog det, som man ikke har, og ikke kan undvære. Men det kommer vel deraf, at de Herrer Comm. Dir. ikke synes at have megen Kundskab om Handel. For ikke længe siden havde een af disse Herrer det Indfald, at endog al udenlandsk Forstand og Lærdom skulde fortoldes. O hvor fattige vilde ikke de Danske blive, dersom de standsede denne Tilførsel.

Dog, jeg udviger for meget, og skriver Dem maaskee mere til end De have Lyst at læse; men De maa og gierne have Tilladelse at gabe derved, saa meget som De vil, naar De allene vil læse det, thi ellers skriver jeg Dem ikke til en anden Gang. Jeg er &c.

Ottende brev. Til hr. von P. min kiere P.

Endnu uddriver man Dievle i Dannemark. Hvem skulde formode det i disse oplyste Tider, og ved den her almindelig herskende Lutherske Religion? Men intet er vissere. Saa mange Mennesker som der fødes, saa mange Dievle kommer der med til Verden; Præsten maa altid først igien uddrive disse Dievle førend Børnene døbes; Imidlertid synes mig, man burde allermindst formode nogen Dievel hos nyfødde Børn i).

I) Over. Anmærkn. Det er ilde at Forfatteren

kunde med Sandhed bebreide os uordener

Det er og her ved Kirken en Skik, at naar een skal begraves, maa præsten i egen Person kaste 3 Gange Jord paa Kisten. Pøbelen troer, at naar det ikke skeede, saa kunde de ikke opstaae igien af Jorden. Naar Kirkegaarden er noget langt borte, eller det er meget slet Veir, saa har præsten Tilladelse at giøre sig det mageligere; Han gaaer da i den Afdødes huus og kaster Sand paa Kisten, og

vores kirkeskikke, efterat alle fornuftige Mennesker baade af Geistlig og Verdslig Stand have allerede i mange Aar indseet dem og ønsker dem afskaffede; men saadan er vores Skiæbne: Vi have en utroelig Forraad paa et vist Slags Folk, der ved alle Lejligheder søger at udmærke sig ved den Konst, at kunne giøre Indvendinger og Vanskeligheder hvor de mindst formodes, og dette tillige med en Slags Træghed hos andre er Aarsag i at næsten intet af alt det, som skulle foranstaltes ved vore Selskaber kan komme til nogen virkelighed; saaledes have vi iblandt andet hidtil forgieves over i 16 Aar forventet nye og forbedrede Medicinal-Indretninger, som vi saa høilig trænge til; men vi tør maaskee dog endnu længe vente dem, uagtet den Activitet, Nidkierheb og usædvanlige Indsigt, der signaliserer nogle af de Personer, som dette Arbeide paaligger.

da kan man begrave den Døde hvor man vil. Det er Skade, at endog gode Skikke bliver til Uskikke og Urimeligheder, og at de Geistlige ofre give selv Anledning dertil, og saaledes udsætte sig for Bebreidelser, der undertiden ere alt for grundede! Skulde man ikke være særdeles aarvaagen over, at Religionen, og alt det, som staaer i nogen Forbindelse med den, ikke viiste sig uden i en ærværdig og sand Skikkelse? Vel mangler vores Religion ikke heller overflødige og unyttige Ceremonier; vi have endog mange urimelige og besynderlige Religions-Skikke; men De veed og, hvor meget vi have beklaget, at man derved gav Leilighed til at giøre Hovedsagen mistænkt, da saa faa ere i Stand til at skille det Væsentlige fra det Tilsatte. Det er besynderligt, at man dog ikke vil indsee, at man selv derved giver Frigeisterie og Vantroe mere Næring, og undergraver Religionen.

Niende Brev.

Kiøbenhavn har den beleiligste og fordeelagtigste

Havn i heele Europa, og dog betyder Handelen ikke meget, naar man ligner den mod andre Nationers Handel. Den er Middelpunkten og Nøglen til 2de Have; Det kunde være den største Stabels- og Handels-Havn for hele Øster- og Nord-Søen. Men de Danske benytte sig ikke af denne fordeelagtige Beliggenhed; de lade Fremmede føre deres Produkter forbi denne Havn, og levere samme lige til Stedet selv, ja endog hvad de selv behøve lade de sig tilbringe af Fremmede.

Dersom de ret benyttede sig af deres Havn, saa kunde de tildeels undvære alle andre Fabriker og Manufakturer, og dog holde Ballance med alle deres Naboer ved det de dermed forriente.

Men de giør hellere Projekter, for med megen Fare og uvis Fordeel at hente Urter fra China eller anlegge en Missisippisk Handel, endskiønt de vare i Stand til at finde Rigdomme i Overflødighed for deres egne Dørre. Vist vilde Fremmede, særdeles Hollænderne, Lybekkerne og Hamborgerne ikke gierne see, at de Danske benyttede sig af deres Havn som de kunde. Engang var et saadant Projekt virkelig i Forslag; man lod allerede til den Ende omkaste en prægtig botanisk Have, der havde kostet over 70000 Rdlr. at anlegge, for at bygge Pakhuuse paa Pladsen; men Vanhældet var, at det feilede paa Kræfter til at sætte det i Verk. Man indbød Hollænderne dertil, men de loe deraf.

I alle Foretagender skal Fremmede have Andeel. For kort Tid siden blev her projektert et Lotterie, til at betale Vestindianernes Gield uden deres Villie og Vidende til Hollænderne, hvortil endog Hollænderne selv skulde bidrage det meeste. Jeg tvivler at det nogensinde kommer i Stand. Det er og kun 3 Kiøbmænd, der garandere for Capitalens Udbetaling, og denne Betaling er

saa langt udsat, at disse trende Contoirer gierne kan uddøe inden den Tid. Fordeelen af Laanet er ellers i øvrigt fordeelagtig nok..

Tiende Brev.

Ingen gaaer her til Fods; alting kiører i Careth. Man skulde snart troe, at Podagra havde her opslaget sin Boepæl. Fra den største Minister til den ringeste Haandværksmand kiører her alle. Men den rette Aarsag hertil er uden Tvil, at de Smaa ere her altid de Stores Aber, saasom de seer, at de ikke ere anseete, naar de ikke forholder sig nogenledes lige med de Store; deraf kommer det og, at de meest bemidlede Borgere kiøbe sig Titler for at faae en Anseelse og Rang over andre. Det er ikke usædvanligt, at en Kræmmer lader sig giøre til Cancellieraad eller Justitsraad, uden nogensinde at erfare, hvad der gaaer for sig i Cancelliet, eller have noget Begreb om hvad Justice er for en Ting. En Kiøbmand troer derfor at være nødt til at kiøbe sig en høi Titel, samme koster meget; Huushold-

ningen bliver stor, for ar føre sig standsmæssig op, og derved svækker han omsider sin Handel. Titel-Sygen er nok overalt i intet Rige større og mangfoldigere end i dette. En Domestiqve, som i kort Tid har staaet i Tieneste hos en Herre ved Hoffet, naar han forstaaer at tilsmigre sig sin Herres Gunst, eller og har en smuk Kone eller Søster, kan ved hans Recommendation strax faae en Told- eller Justits-Betiening, uden at forstaae noget deraf. Man har Exempel, at saadanne Folk neppe har kundet skrive deres Navn, men der er et beqvemt Middel til at raade Bod herpaa, man holder Fuldmægtige. Ikke længe derefter bliver saadan en Mand i det mindste Justitsraad. Jeg sender Dem herved den Danske Statskalender, og De vil forundre Dem over den store Mængde af Raad og Titler; men De maa vide, at næsten alle Kongelige Betientere ere caracteriserede lige til Visiteuren; De vil tillige see, at sielden forvalter een et Embede, som passer sig med hans Caracter, eller har en Titel der passer sig til hans Embede. Det er her saaledes blevet til en Mode, at man ikke tiltroer en fornuftig Mand menneskelig Forstand, naar han ingen Caracter har, næsten ligesom man i Frankerige troer een er en Tosse,

naar han i det mindste ikke heder Marqvis.

Her gielder ikke Ordsproget: Hvem Gud giver et Embede den giver han og Forstand. Her behøver han kuns en Titel. Tilforn var disse Titler efter Hensigten en Belønning for fortiente Mænd, der havde udmærket sig i Kongens Tieneste, eller erhvervet sig Anseelse ved Lærdom og Videnskaber, Titler nyttede da paa den Tid til at opmuntre og opvække Emulation.

Nu behøver man allene Penge, med dem kan man faae alle Titler og Ærestegn 6). Følgen deraf er, at al Opmuntring falder bort, da man seer, at værdige Mænd, som have giort Staten sande Tienester, sættes i

lige

6) Det er nu ved 2 Kongel. Forordninger fastsat, at Carakterer efter deres Hensigt allene skal tillægges Fortienester og at de virkelige Laqvais uden Forskiel skal være udelukke fra alle offentlige Betieninger i Landet.

lige Classe med dem der intet have giort, og heller ikke har været i Stand dertil, og ikke besidder anden Fortieneste, end at have betalt deres Titel.

Ellevte Brev.

Til Hr. N.

De kan ikke forestille sig, min Ven! hvor foranderlige de her værende Fruentimmer ere. Jeg troer, at de overtreffe heri alle andre Nationer. For nogle Aar siden vare de alle, som man har sagt mig, Franske i deres Klæder, maaskee og i deres Sæder; forrige Aar Tyrkisk; men nu ere de Engelske fra Hoved til Fod, og knap fra Mandfolk, at adskille, alle i lange Engelske saa kaldte Frakker, ja endog med Støvler og Sporer. De ride de vildeste Hingster, som den beste Staldmester; og jeg tænker, at inden et Aar er forbi, sidde her alle Damer til Hest og gaae i fuld Mandshabit. Er det ikke et Indgreb i vores Rettigheder? Men ere vi og ikke selv Skyld

deri? Det er fandt, et saadant qvindeligt Rytterie maatte kunde giøre farlige Erobringer, thi hvem kunde imodstaae dem. En Bonde, som saae sin Høibydende Frue til Hest, raabte ganske henrykt: I! saadan en naadig Frue har vi aldrig haft endnu, der lader os see hendes smukke Laar. Hvem veed, hvad saadanne Foretagender kan have at betyde? Om det maaskee vel ikke endog gaaer ud paa at betvinge og beherske Mandfolkene, der selv hielper til at befordre denne Hensigt, ved det de efter Haanden blive saa qvindagtiqe og bløde, at man snart i mange Huuse ikke veed hvem der er Herre eller Frue. De erindrer Dem uden Tvivl de Forestillinger vi eengang faae af den forkerte Verden. Jeg tør spaae de Danske et fuldkomment Slaverie, dersom de underkaste sig disse Amazoner, der ere saa foranderlige, og lade sig regiere af dem; Vel dem, ifald de ingen Indflydelse har i Statssager, hvad vilde det ikke give for hyppige og lystige Forandringer.

Jeg kiender allerede nogle private Huuse, Hvor Damerne har allerede bemægtiget sig Herredømmet. De skulde imidlertid ikke troe, hvor fromme, sagtmodige og uskyldige disse Skabninger vise sig uden for deres Gebet; der

ere de zartligere end Lam, de forskrækkes naar deres lille Skiødehund piber, og farer tilsammen ved den mindste skurrende Tone der berører deres Øren; De kan ikke taale at see en Høne slagtes; men lad dem komme hiem igien, saa faaer De en ganske anden Scene at see. Ach! den forbandede Kokkepige, det Dievels Menneske har endnu ikke Maden færdig, man maa ærgre sig død; man skulde hænge saadant et Creatur — Peter, Hendrik! Holla! hvor er I Slyngler henne? Kan I Slubberter ikke passe paa? Hvad duer I til i denne Guds Verden? fortiente I ikke at pidskes? — Ach min lille Kone! ærgre dig dog ikke saaledes. — Hvad — vil du og tage Livet af mig? — Gaae paa dit Kammer og bekymre dig kuns ikke. For Dievelen! kan du ikke holde din Mund? Gid du — ! dersom du dog ikke vilde snakke om det du ikke forstaaer! Gaae gamle Nar, bliv fra mine Øine. — — Stille, hvem banker? Himmel! det er den unge Baron von B. Tienerinde min gode Hr. Baron, det er mig kiært at jeg seer Dem. De bliver dog vel hos os i Aften og tager til Takke; tør jeg vel haabe det? man maa holde paa Dem, min unge Herre! naar man har Dem. Hvor skielmsk De ser ud! Jeg vædder, at De tænker paa

den smukke P. som sang paa Operen i Gaar. Vær dog saa god og fortæl mig hvad De fornøiede Dem med i Gaar, De veed hvor megen Deel jeg tager deri.

Endnu et Ord om Fruentimmerne af den ringere Classe. De ere saa empfindtlige, at de bestandig fryse, Vinter og Sommer; de gaae og derfor i de heedeste Sommerdage i store Pelse med Foerverk.

Tolvte Brev.

Kiereste Broder!

Jeg har for nogen Tid siden underrettet dig noget om Tilstanden med de lærde Sager i Dannemark. Saasom jeg nu har faaet Omgang med nogle Lærde, og seet mig meget bedre om, saa er jeg maaske bedre i Stand til at give dig nøiere Underretning.

Omendskiønt de Danske ikke nær have opnaaet den Grad af Kundskab, som deres Naboer de Tydske og Svenske; k) saa maa man

dog

k) Oversætterens Anmærkning. Maaskee fordi de Danske ikke prale saa meget som hine, eller ere saa ødsele med Papir, at de strax giøre en Bog af en liden og ubetydelig ofte opkaagt Invention eller Indfald.

dog tillige tilstaae, at de ere komne meget videre end de vare for 20 eller 30 Aar siden. En Professor i Theologien lærer ikke nu omstunder som tilforn at der er ingen Salighed at haabe uden for den Lutherske Kirke; Man erklærer ingen mere for Socinianer, der ikke vil erkiende et og andet Beviis for Christi Guddom, og man veed tillige nu, at en Candidat endog uden sorte Klæder og en stor Paryk kan tænke theologisk 1). Men unægtelig gaaer denne Forbedring meget langsom frem; Den menneskelige Forstand rives kuns langsom løs fra de Baand, som Alder og Vane have paalagt den. De have imidlertid Poeter, Historieskrivere og Philosopher, der giør dem Ære, En Evald, Guldberg, Baden, Suhm, Lüxdorph, Hielmstierne og andre, ja endog lærde Fruentimmer, en Andersen, Biel, Beck, fortiene her at nævnes.

1) Oversætterens Anmærkning. Hvilke særdeles Berømmelser! men Forfatteren har foresadt sig at dadle alt, giøre alting latterligt, og hvor let er ikke dette? Det gefalder og Hoben.

Der fattes ligesaa lidet paa unge Lærde, som engang vil Viise sig i deres Fædreneland. Besynderligt forekommer det mig, at Holbergs Comoedier holder sig endnu bestandig paa Theatret med største Bifald. Et sikkert Beviis, at denne store Mand ved alle sine Feil dog har troligt coperet Naturen.

Jeg blev nyelig saa fortroelig med en ung Dansk, at han endelig tilstoed mig, at de have meest Fremmede og fornemmelig de Tydske at takke for Videnskabernes Opkomst. Denne Tilstaaelse giør de ellers nødig i hvor sandfærdig den dog er; Han roeste mig særdeles en Tydsk Professor, som allerede længe har bidraget meget til Videnskabernes Udbredelse. Det er virkelig mærkværdigt, at 3 af Tydsklands største Digtere og ligesaa mange Talere opholder sig her, som man dog paa de mindste Tydske Steder kiender bedre og agter høiere end her i Hovedstaden. Jeg erkyndigede mig for nogen Tid siden i et Selskab efter een af disse Mænd,

men man vidste ikke engang deres Navn; endelig traf jeg paa een som kiendte ham, men han vidste heller ikke andet at sige mig om ham.

Den gode Smag er en Ting, der forekommer mange sælsom og latterlig, er endnu flere ubekiendt, og hidtil kun blevet den mindste Part af Nationen til Deel. At læse er den usædvanligste Beskæftigelse for det Kiøbenhavnske Publicum. En stor Feil er det, at det eeneste Universitet i Dannemark er anlagt i Hovedstaden, thi Hoffet fordunkler alting; Studenterne er ikke agtede, dersom de ikke kan giøre Bekostninger med Klæder og saadanne Ting; de dependere for meget af Professorerne, og have derfor et vist frygtagtigt og undseeligt Væsen, som den frie Tydske ikke kiender, der ikke lader sin stolte Giest nedbøie. 7)

7) Man kunde opgive det Spørsmaal *) hvorfore der ikke i Norge, som den største Deel af det Danske Statslegeme er et eneste Universitet; jeg veed vel ikke at kunde besvare det, men de Norske ville

vel

Den der vil være Student, maa iblant andet have lært visse Bøger uden ad og kunde

oplæse

vel bedre viide at angive Aarsagerne; imidlertid troer jeg, at den visseste Aarsag er, at man endnu ikke har havt Tid at tænke paa at cultivere Norge, som man burde; Uden Tvivl vilde en saadan Nation, der har saa ypperligt et Genie for andre Nationer, lægge sig mere efter Videnskaber, end nu skeer, dersom de i deres eget Land havde et Academie. Mange Forældre frygte for den Bekostning, ved at sende deres Børn til Hovedstaden i Dannemark. Der gives i en Residentstad alt for mange Lystigheder og Adspredelser, i hvilke unge Mennesker uden Opsigt have Lejlighed at tage Deel i, Levemaaden er og der naturligviis kostbarere end paa andre Steder, og de Penge, der vare bestemte til Studeringer, gaaer den meste Tid bort paa Maskerader, Baller, Opera, Comoedie og Spillehuuse, indtil den Hr. Søn kommer omsider gandske lærd, syg og gieldbunden hiem. Z.

*) Man kan gierne giøre Spørsmaalet, og tillige letteligen faae det besvaret, thi det Antall af Studerende fra Norge er vist ikke saa stort, at det var Umagen værd for deres Skyld at oprette et Universitet, og at distrahere en større Deel af den Ungdom som nu giver sig til Handelen var vel heller ikke meget fordelagtigt. Oversætt.

oplæse dem, og det værste er endda, at disse Bøger er Hiertelig slette. Der bliver og daglig holdet Disputationer af de Studerende, men det er ilde at saa slet en Bog som Baumeisters eller Brockmanns er lagt til Grund. Studenternes Antall skal og Dag fra Dag aftage, saa at en Professor har forsikret mig, at om det saaledes blev ved endnu i 10 Aar, saa vilde her blive Mangel paa Folk til at besætte Embeder med. Dette er tilvisse ved Videnskabernes Fremgang besynderligt; man skal og have erfaret det samme ved Tydske Universiteter, og dette fortiente vel nogen Undersøgning.

Paa det her værende Universitets Bibliothek søger man adskillige vigtige Verker forgieves, men det meget tallrige Kongelige Bibliothek staaer, saavidt jeg veed, ikke enhver aaben.

Jeg kommer nu fra et Selskab, hvor jeg blev indført af den Kiøbmand der betaler mig mine Vexler; jeg blev forundret i Begyndelsen, da jeg kom ind, thi jeg tænkte, at jeg var kommen imellem de fornemste Ministre, saa rigt og prægtigt vare alle klædte omkring mig, men jeg erfarede snart, at det var Kiøbmænd og Underbetientere. Jeg havde kuns en simpel Reisekiortel paa uden Galoner, man tog og temmelig koldsindigt og stift imod mig, overøste mig med Spørsmaal angaaende min Reife, og forundrede sig, at jeg troede det kunde andensteds være bedre end her. Kierligheden til Fædrenelandet indtoeg mig, mit Hierte blev opfyldt af Roes og de oprigtigste Ønsker, uden at blive vaer at man havde vendt mig Ryggen. Jeg skammede mig og gik bort.

Intet er mere extravagerende end den Klædepragt her hersker; Den fornemste Dame er neppe at kiende fra en gemeen Borgerkone,

dette er sandt i den strængeste Forstand. Du kiender Ordsproget : Man tager imod Manden efter Klædningen, og følger ham ud efter Forstanden; men her synes det at have tabt sin Kraft. Skulde en Klædeforordning ikke være her meget nødvendig for at indskrænke Overdaadighed og tilbørlig adskille enhver Stand? Jeg undrer mig over at saa faa Fyrster have alvorligen tænkt paa en saa fordeelagtig og i mere end een Hensigt nødvendig Sag.

Du begierer, min kiære Broder, at jeg skal afmale dig de Danskes Charakter. I Sandhed et vanskeligt Foretagende! Hvad! om de nu ingen havde? Overalt er der i Hovedstaden en saadan Blanding af alle Nationers Folk; man Viiser sig saa sielden i sin sande Skikkelse, maa man krumme sig i saa mange Figurer, om et Folk endog har en national Charakter, saa gaaer den dog derved forloren. Jeg, som lægger mig efter Naturen, og som

du veed, i adskillige Ting har saa Min egen Meening, og derfor har opholdt mig to heele Maaneder paa Landet i smaa Steder og Landsbyer, troer at have bemærket, at det er en meget vanskelig Sag ret at charakterisere de danskes Nationalgeist.

Nogle paastaaer, at den har meget ligt med dette Lands Luft og Clima, det er tyk, fugtig, taaget, koldt og foranderlig. De sige, at Næringsmidlerne og Regieringsformen bestemme ligeledes et Folk, om det er frit og dristigt, eller frygtsom og slavisk. Jeg tør heri ikke dømme. I Henseende til Udlændinger og Fremmede er Nationen i en besynderlig Modsigelse med sig selv. Den er mistroisk og ildesindet imod alle Fremmede, underkaster sig sielden eller aldrig deres Dom og Indsigter, troer gemeenligen at vide det bedre, og tilstaaer dem ugierne noget Fortrin, bliver bestandig ved deres Indretninger og Skikke, som de al-

tid holde for de bedste, og dadler det Meget, naar nogen vover heri at giøre Forandringer, og dog ere de tillige saa forpikkede paa det Nye og Fremmede, at de intet agter deres .egne Produkter, deres Vare, deres Konstnere, forsømmer selv deres eget Sprog, og lærer i dets Sted med megen Møie et fremmed, tilkiøber sig de ringeste smaa Ting Med stor Bekostning fra Fremmede, og bruger næsten altid disse til støre nye og vigtige Foretagender. Jeg kan ikke opløse denne Rædsel. — Endnu et maa jeg sige dig, men som er mig meget ubehageligt.

Vores store Peter den Første staaer her i meget slet Erindring; man beskylder ham for, at have villet begaae et Forræderie imod Dannemark, og Hemmeligen indtage Helsingør og Kronborg og allerede til den Ende ladet sin Flode krydse i Sundet; men ved de Danskes Aarvaagenhed er det heele anslag giort til intet. En haard Bebreidelse om den er sandfærdig!

Dog nu staaer Dannemark i den vanskabeligste Forstaaelse med os, det tilfredsstiller og fornøier mig. Jeg venter snart Svar fra dig; lev imidlertid vel.

En reisende Russes Anekdoter over de Danskes Statsforfatning, Sæder og Skikke, i Breve til sine Venner. Udgiven i det Tydske Sprog af K. Til almindelig Underretning efter et nyt forbedret og formeret Oplag oversat i det Danske af M.C.R.

En reisende Russes Anecdoter over de Danskes Statsforfatning, Sæder og Skikke, i Breve til sine Venner.

Udgiven i det Tydske Sprog af K. Til almindelig Underretning efter et nyt forbedret og formeret Oplag oversat i det Danske af M. C. R.

Kiøbenhavn, 1771.

Findes tilkiøbs paa Børsen i No. 11, 12 og 13, hos Rothes Arvinger og Proft.