Den vildfarende Russers Veyviiser, anstillet i nogle Breve til ham selv.

Den vildfarende Russers Beyviiser, anstillet i nogle Breve til Ham selv.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos August Friderich Stein, boende i skidenstrædet.

2
3

Erindring til Læseren.

Hidtil har Strids-Skrifterne om Stats - Kunsten i Dannemark været vores egne Lands-Mænds fostere. Men hvad skal man nu sige: En Russer er og beskæftiget med at beskrive Dannemarks Vel- og Bee- Stand, som er saa stor, at den endog strax kand falde en fremmed Reysende i Øyne. En Mand, der har anvendt sine Midler og sin Leve-Tiid til at kiende fremmede Nationer, har meddelt vores Forfatter som sin fortrolige Ven de kostbare Anmærkninger, som han havde giort paa sin Reyse. Vor Forfatter, som en almindelig Menniske-Ven, ønsker at meddeele den Lærde

4

Erindring til Læseren.

Verden alt, hvad han selv fik at viide; thi han erindrede sig vel den gamle Regel: at Kundskab er unyttig, dersom ikke andre faar den at viide, men adskillige Vanskeligheder havde nær forhindret dette Værks Fuldførelse dersom ikke en lykkeligere Tiid havde truffet ind vor for omhyggelige Udgivere; thi just nu blev de danske beriiget med Trykke-Frieheden: hvormeget har ikke den Lærde Verden Dannemark at takke for denne Dag? som foraarsagede at disse Haandskrifter kom for Lyset. Hvad kunde der nu vel fattes denne stræbsomme og reedelige Mand, der ikke tager i Betænkning at bruge Tiiden til det Almindeliges Vel, da han vel til Grunde kiendte den Reysendes høye Egenskaber, hans Skarpsindtghed i at dømme, hans paaholdende Hukommelse til at beholde alt, hvad han saae og hørte, og en vitløftig Lesning, som giorte, at intet af det han nu erfarede, var ham fremmed. Hvilke herlige Fordeele, kan Læsere ikke love sig af saa fuldkommen en Mands Reise-Beskrivelse i Hvo skulde ikke overtales til at læse dette Værk,

5

Erindring til Læseren.

hvori man ikke har at frygte for falske Beretninger; dog maae jeg bekiende, at de store Forsikringer, som Forfatteren giør for sin Vens Ubedragelighed falder mig lidet mistænkelige, dersom han endda ikke havde forraadet sin egen Færdighed i det danske Sprog, kunde denne Mistanke formindskes under Skin af Had, men den som tør oversætte disse Reyse-Beskrivelser i den samme Nations Sprog, om ere hvilken de først er skreven, maa nødvendig være denne Nations Borgere. Mit Raad skulde være til denne vores ubekiende Lands-Mand, at han ikke fordunkler sit Skriftes Høyagtelse ved en slet Oversettelse, men alt dette indseer Læseren selv, jeg vil nu tale lidet om mit eget. Enhver indseer lettelig mit Øyemeed heri. Jeg har hverken opdaget noget nyt, som kunde være mine Med.Borgere til Nytte, ikke heller har jeg viist Statens nærværende Mangeler, som ved Forsigtighed kunde forekommes: Men jeg har alleene stræbt at betage mine Med-Undersaattere de Bekymringer, som den reysende Rus

6

Erindring til Læseren.

fers Skrift har uskyldig paaført Dem. At maale sin Lykke eller Ulykke efter andres Indbildninger, er høyst farligt; thi Lykken bliver altid mærkelig forstørret i den Misundeliges Øyne, hvilket giør Lykkens Yndlinger ikke mindre uforsigtige end efterladne i Fremtiiden. Ligeledes bliver vores Elendighed afmalet som uovervindelig for os, naar vi tillade den at bedømmes af vores Fiender og Foragtere. Jeg skal derfore agte den Tiid, som jeg har andvendt paa at Viise vor Forfatters upaalidelige Efterretninger, for den nyttigste og Dyrebareste af mit Liv dersom jeg har kundet skærpet mine Med-Borgeres Mod og opmuntret dem til at forøge De Fuldkommenheder, ved hvilke de allerede har giort sig lige med de lykkeligste Folk, og i Fremttiden letteligen skal overvinde dem.

Første

7

Første Brev.

Min Herre! De lover i det første af Deres Breve, at give Deres Ven Efterretning om alt det, som De her fandt Deres Opmærksomhed værdig; De har giort meget vel deri, at De bestemmer Dem alleene til at berette, hvad De selv finder værd at mærke; thi var det Deres Agt at fortælle Deres Correspendent andet, end just det, som De og Deres falske Indbildning troer at være mærkværdigt, saa var De efter ald Riimelighed ey falden paa at skrive om saa ubetydelige og i sig selv

8

intet sigende Ting, som De giør Begyndelsen med, naar De allerførst med Foragt fortæller Deres Correspondent, at De da De kom i Land blev bragt til den vagthavende Officier for at fremvise Deres Pas, at det var et ungt Menniske omtrent 20 Aar gammel og at Hans Opforsel var ligesaa barnagtig. I Sandhed, min Herre! uden Tvivl maae voxe meget langsom Russerne saavel i Sinds som Legems Kræfters, efterdi De troer, at et Menniske af 20 Aars Alder ey kand være dygtig og duelig nok til at være Officier (jeg taler om de ringeste Slags) thi hvad er vel lettere? end at lære nogle visse Haandgreb med et Gevæhr, for igien i sin Tiid at lære samme til sine underhavende Soldater, eller at formere en Linie, en Cirkel en Qvadrat en Triangel og saa viidere, mon ey en vittigt ungt Menniske kand fuldkommen forstaae det i sit 20 Aar? i sær hos os, da vores saavel Søe-som Land-Cadet-Academiet har givet og fremdeles vil give os de braveste og dueligste Officier, men herom taler De ey et Ord, dette finder De ey Deres Opmærksomhed værdig, uden Tvivl fordi De ikke i en Hast kand finde noget at udsætte derpaa: De slutter viidere, at Han ey forstod Deres Pas, som var skreven i Rusisk og Tydsk, fordi Han spurgte Dem i gebrokken Tydsk (jeg bruger Deres Ord) hvorfra De kom, men denne Deres Slutning er aldeles falsk

9

og urigtig; thi om man endskiønt ey forstaaer det Sprog, hvorudi er Pas er skreven, saa kan man dog lettelig, naar man alleene kiender Bogstaverne, see det sidste Sted, hvor et saadant Pas er forreviist; forresten, mon vore Officier ere forbundne til at forstaae Tydsk, Fransk, Engelsk, Hollansk, Spansk, Portugisisk, Rusisk & c. alleene for at læse de for slige Stæder hidreysender Passer? mon det ikke meget meere tilkommer de Reisende at lade Deres Pas indrette og skrive i de Nationers Sprog, hvorhen De agter at reyse? men nok herom. I det følgende er De fortrydelig over at De stakkels Strand-Cadetter vare saa høflige for en Billig Betaling at tilbyde Dem Deres Tieneste, i Sandhed intet er forunderligere min Herre! hvor kunde De vredes over slige Artigheder?) dog om Forladelse, nu husker jeg det de har været søesyg, De var maaskee lit knarvorn, De kunde altsaa ey lide saa mange omkring Dem, da De kom i Land, ikke saa?) men hvem bad Dem eller hvo tvang Dem at lade 20 bære det som en eller toe efter Deres eget Sigende maglig kunde bære, det stod Dem jo frie for at tage saa mange og saa saa til Deres Sagers Befordring, som Dem lystede, det kunde jo altsaa en skade Dem at mange tilbød Deres Tieneste; thi derved kunde De jo faae Deres Sager baade meere hurtig og meere billig befordrede; men

10

hvor urümelig slutter De ikke her fra Strand-Cadetterne til Politiet! har vel de, som De saa billig kalder Rov-Fugle, fordi de ved Deres Sved stræber at fortiene noget til Livets Ophold, har De vel viist sig uartige imod Dem? har de tilføyet Dem noget ondt? eller har de aftvunget Dem Betaling, uden fordi de troede at have fortient samme; i saa Fald kunde De Forsikkre sig om all den Hielp og Bicstand, som der kand ventes af et vel indrettet Politie. I øvrigt maae jeg sige Dem, at saa ubillig og uriimelig, som det er, at De heraf troer med god Grund at kunde giøre sig et ufordeelagtig Begreb om vores Politie-Væsen, saa billig og riimelig slutter jeg fra de Mærkværdigheder de begynder med Feyl alle de Følgende, nemlig at intet agtes for mærkværdigt uden alleene det, hvorpaa Deres skarpseende Øyne og misundelige Hierte troer at finde Feyl: At min Slutning er rigtig kan enhver lettelig indste ved ar giennemlæste Deres Breve; thi all, hvad De skriver, er geleidet med foragtelig Bitterhed, der visselig ikke røber den beste Tænkemaade. De danske Fruentimmer staar Dem slet ikke an, De giver i Almindelighed Nationen en forhat Caracteer: Maaske en Betiening, et Embede, en Nang, eller nogen andet, hvortil de har anseet sig værdigere end alle andre, er gaaet Dem glip? har maaskee en Officer engang hendelsesviis løbet Dem paa Ermet, eller har en Professor ey hilset Dem

11

dybt nok? Mueligt et smukt Fruentimmer har nu og da negtet Dem nogle smaae Artigheder? i Sandhed jeg troer at jeg har giættet det, i det ringeste sporer man noget saadant i alle Deres Breve. — De kommer nu til Toldboden, det første der møder Deres Opmærksomhed er Visiteurernes Kaarder (hvilke Mærkværdigheder! ja paa den Maade vil De ey mangle Materie til at skrive om) De slutter deraf, at De maae være Herrer, ligesom ingen kunde være Herre uden at bære Kaarde og ingen bære Kaarde uden at være Herre; Hvor latterlig en Slutning i vore Tiider da enhver, som alleene eyer nogle 1000 Rixdaler eller, som har et maadeligt Leve-Brød, hvoraf han nogenledes kan underholdesig, vil gierne være eller i det mindste regnes blandt de fornemmes Tal og hvoraf skulde man misunde Visiteurerne den Fornøyelse; I Sandhed Deres Embede er ey af de mindst vigtige NB. naar De i alle Maader opfylder Deres Pligter, som De skylder Kongen; men paa den anden Side maae jeg igien give Dem Ret, naar for Exempel en Visiteur døer og efterlader sig, foruden at Embedet arvelig tilfalder hans Svigersøn, omtrent 20000 Rixdaler i reede Penge det kand vel neppe gaae saa aldeeles rigtig til, neppe kaster hans visse Løn saa meget af sig, derved maae uden Tvivl saavel Kongen fornærmes som Kiøbmanden snydes, ja det som meere or, foruden de Renter,

12

som saadan en Visiteurs Enke kan efter sin Mands Død trække af saa anseelig en Capital, saa nyder hun da oven i Kiøbet en temmelig Pension: Det synes at være noget overflødigt. En saadan Enke kunde nok viide, at hun er i Verden Hendes Stand synes ikke at give Hende Ret til at sidde Dagen igiennem i sin Lehne-Stoel, legge Hænderne i Skiødet, og saaledes leve maglig paa Kongens Regning.

Nu er De endelig kommen til Amalienborg, i hvor ugierne De end vil, saa maae De dog rose de der liggende Bygninger; men see! om ikke Deres avindsyg Øyne strax finder Leylighed at Laste det, som dog i sig selv er priisværdigt, De undseer sig ikke at erklære den nye Friderichs-Kirke at være forstor og vitløftigt et Arbeyde for Dannemark, men forlad min Herre! jeg troer det som er tvert imod; thi dersom ey nødvendigere Beskæftigelser havde paa nogen Tiid stanset Deres Fremgang saa skulde det ey have varet saa længe, inden den havde naaet sin Fuldkommenhed. — Ney det var jo et uhørligt Spring! Med et ligefra den nye Kirke paa Amalienborg ud omkring i alle Landsbyer og Sogner, dog, da Deres Brev er skrevet den anden Dag efter Deres Ankomst her til Byen, saa har de ventelig for at komme til Rette igien efter Deres ubehagelige Søe-Reyse, giort en Tour uden Porten, maaskee til Kiøge-

13

Kroe og paa den Grund, fordi de paa den Vey fandt Landet udyrket; thi Jorden er paa den Kant uduelig troer De uden Tvivl at heele Landet er udyrket, men jeg maae siige dem, at De bedrager sig meget, dersom De troer det; thi til et Beviis, at Agerdyrkningen ved den viiseste og mildeste Regierings Foranstaltning ey af men tiltager vil jeg alleene anføre dette. Een Tønd. Hart-Korn som for en 20 Aar siden eller lidet meere blev solgt for 40, 30 ja vel undertiden for 20 Rixdaler, sælges nu om Dage ey ringere i Almindelighed, end 100 Rixdaler og derover, seer De Forskiællen min Herre! er dette tilstrækkelig nok til at overbeviise Dem at De herudi har taget Feyl. Hvad de forresten taler om vore Bønder, naar De siiger: at De ere Livegne, da kand jeg ey begribe, hvad De forstaar derved; thi tager De Ordet i sin egentlige Forstand, nemlig at det betyder Trælle eller Slaver, saa er det en aabenbare Usandfærdighed; thi her har aldrig væet Trælle eller Slaver i Dannemark, naar man undtager Dem man endnu har, som kaldes servi publici ɔ: pænæ, men jeg giætter noget nær, det der har forvildet Dem uden Tvivl det forhadte Ord Vorned, ikke saa? men derom maae jeg kortelig fortælle dem: at nesten alle de danske Konger siden Kong Christian den anden som, først forsøgte at ophæve den, har paa alle Maader stræbt aldeles at afskaffe den, saaledes forkynder

14

Friderich den sierte ved en Forordning af 21 Febr. alle Dem for frie, som enten vare fødte eller bleve fødte efter hans Regierings Tiltrædelse den 25 August 1690. At jeg ey skal tale om alle de anstalter, som De viiseste Konger af den Oldenburgiske Stamme har brugt for enten aldeeles at ophæve eller og for endeel at bestemme og indskrænke Vorned-Rettigheden, for det andet kand man ikke med Riimelighed sætte en Vorned i Ligning men en Livegen, Træl eller Slave; thi a) en Vorned Land ved Frieheds-Brev faae sin Friehed, for hvilket Proprietairen ey maa tage Høyere end fra 30 til 50 Rixdaler. F. af 21 Februar. 1702 b) en Vorned kand ey selges som en anden Slave, see Lovens 3, 14, 9. c) en Vorned kan og og blive frie ved Hævd 3, 14, 13. d) en Vorned kand eye, hvad han forværver sig, eller paa anden lovlig Maade bekommer 5, 2, 85. 1, 24, 7. af alt dette seer De da, hvorstor Forskiel der er imellem det man kalder Livegne, Trælle ellee Slaver og Vorneder i Dannemark, thi ingen af alle de Rettigheder, som vore Love giver disse, kan passe sig paa hiine. Jeg forbliver o. s. v.

15

Andet Brev.

Vel erfarne Kiøbmand.

I Deres andet Brev beskæftiger De sig nesten med intet andet end, med Deres Manschester. Skade for Dem at det blev, som det burte, confischeret, og endnu større Skade for os, om vi ey, som De meener, kand undvære det. Men af hvad Aarsag troer De at Manschester er os saa uundværlig. Meener De maaskee at det ey har sin Liige i Styrke, eller at den Liighed det har med Fløyel skulde giøre os det nødvendigt: Ingen af Deelene; thi hvad det første angaar, saa troer jeg, at det siineste Klæde kand viise os ligesaagod Tieneste, i Særdeleshed da dette kand vendes og altsaa bliver ligesom 2 gange nyt, hvilken Fordeel man savner hos Manschester: Men ihenseende til det sidste, da er der intet i det ringeste efter mine Tanker, som nærmer sig meere i Fiinhed og Smukhed til Fløyel, end de siineste Sorter af vores Klæde. Jeg kan med Sandhed forsikkre Dem, at jeg ikke eyer, og har aldrig eyet Manschesters Klæder; jeg kiender mange

16

af høyere og ringere Stand, som omendskiønt Deres Vilkaar gierne tillod Dem at forskaffe sig der, dog aldrig bruger Manschester, hvad bliver altsaa Aarsagen til den Mængde af Manschesters, som beklæde den største Deel af alle Stænder, uden tvivl er det et falsk Begreb man giør sig om dets Skiøndhed, Varighed og Styrke; jeg vil endog antage at Manschester i alle disse Deele svarer til det Begreb man har giort sig derom, hvilket dog er meget sielden; thi hvor hastig taber det ikke sin Glands, hvorofte brøster det ikke efter meget kort Brug, hvad Fordeel bliver endda tilovers en Manschesters Klædning bliver vist dyrere end en af Klæde, thi hvor jeg behøver kun 5 Alen Klæde der maae jeg nødvendig bruge 16 Alen Manschester og derover. Desuden biedrager vel og Visiteurernes Forsommelse og Efterladenhed, eller og Deres Falskhed og Svig mod Kongen og Staten (hvilke begge de gandske rigtig bemærker at udgiøre et,) ikke lidet til den Mængde, af fremmed Tøy, som uden Nødvendighed her indføres og forbruges; thi dersom De uden Egennytte iagttog Deres Pligter, saa vilde viist mange afskrækkes fra at drive en for Landet saa skadelig Handel: I øvrigt vil vi ey længe saune Manschesters eller andre for Landet tienlige Fabriqver, naar nemlig Tiiden og Omstændigheder vil tillade det; thi det nødvendige i en

17

Stat maae altid foredrages det nyttige ligesom det nyttige det fornøyelige og magelige, der negler De vel ikke; derom tvivler vel ingen. — I den øvrige Deel af Deres andet Brev gaar De noget dristig frem, neppe vilde man spare Dem for at bevise de Beskyldninger, som De saa frit udlader Dem med dersom De ey meget viiselig havde skiult Deres Bitterhed under et laant Navn. — At sige Sandhed er vist en stor Dyd, naar det skeer paa den rette Tid og Maade, at begge Deele saunes hos Dem, dertil behøves ingen anden Beviis, end Deres Skrift selv. Jeg forbliver og s. v.

Tredie Brev.

Hvor nu, min Herre? ikke mindre end 10

Aar tilbage i Tiden, De er overmaade

ustadig; i Sandhed man har ondt alleene med Tankerne at følge Dem, jeg troede først at Dannemarks nuværende Forfatning var alleene Gienstanden for Deres Pen, men jeg seer nu at jeg har bedraget mig, sig mig: Hvad er Hensigten af Deres 3die Brev? troer De at fortælle os noget nyt eller meener De maaskee, at

18

nogen her er uviidende om det, som indeholdes i Deres 3die Brev: ney! det kand ikke være Deres Hensigt. De troer at finde store Feyl deri, at Dannemark paa den Tiid antog en Fransk General til at commandere sine Tropper, og derfore vil De have dette inført, i hvor bagvendt det end skal komme frem; men lad os endog sette, at derudi er begaaet en Feyl, hvortil unytter det vel? at tale om Feyl, som allerede ere rettede og forbedrede, dertil behøves hverken Erfaring eller Mood, men alleene en nedrig Dadle-Lyst: Overalt maae det beviises, som De med saa stor Haandhed har sagt om en General, der ey alleene var agtet høyt af sine egne men endog frygter af Fremmede; hvem veed vel ikke, at en vis Madam P*** ved sin Snedighed giorte ham det Franske Hof ugunstig; er han derfor mindre roesværdig? Mon ikke mange, hvis gode Egenskaber endog ere langt større og ypperligere end hans, ere samme Skiebne underkastede? De finder ham i Særdeleshed lastværdig, fordi han søgte at forøge Land Militien, men jeg troer tvertimod at han herudi opførte sig som en forsigtig, fornuftig og brav General; thi, omendskiønt De troer, at Dannemarks Beliggenhed behøver alleene en god Søe-Magt til sit Forsvar, hvilket og er sant, for saavit den største Deel af Riget angaar, men intet var nyttigere, ja intet nødvendigere paa den Tiid for Dannemark end en god og vel

19

indrettet Land-Armee, ved hvilken man kunde forbyde Fienden (Rufferne) Indgang til Dansk Holsteen Ind-Land, dersom man en vilde give denne stoere Deel af Riiget til Priis. Forresten omend nogle af de Forandringer, som i hans Tiid blevne foretagne, har havt skadelige Virkninger, bør det derfore allene tilregnes ham? har man ikke saa got som tvunget ham til at giøre Forslage? Og naar de vare giorte, bleve de da vel iverksatte, uden at gaae til Collegiernes Erklæringer? men nok herom. Jeg forbliver og s v.

Fierde Brev.

Nu har De sagt saa meget, som De vil, om Krigs Standen, nu falder Touren til Lov-Kyndigheden, som de Danske efter Deres Meening

ikke bør (eller rettere ikke vil) andsee som nogen Videnskab; men hvor kand De tale saa eenfoldig, mon der være nogen Artikel i Loven saa klar, at der ikke kand haves særskilte Meeninger om den? hvad er altsaa nødvendigere, end at erhverve sig en philosophisk Kundskab om Lovene og Deres Anvendelse, ved hvis Hielp man i alle Tilfælde og mod alle Slags Indvendinger

20

kan udfinde deres rette Meening: Hvad De videre tale om Procuratorerne, naar De siger: at der hør ikke meget til at blive Procurator, da, dersom De meener dem som ere ved Underretten, maae jeg, i hvor ugierne jeg end vil, give Dem nogen Ret; thi en fordærvet Misbrug af bittre og ærerørende Ord er undertiden det meste og det eeneste, som en Procurator ved de underste Retter anvender, han øver sig deri fra Ungdommen af, og naar han har naaet en Slags Færdighed i at chicanere, i at giøre unødvendige Indvendinger, at fordreye Loven, ja med faae Ord: naar han er bleven en fuldkommen Rabulist, saa agtes han strax af den gemeene Mand for en mægtig Procurator; heraf maae da riimeligviis følge at Sagernes Behandling, i steden at de burde forkortes, immer forlænges, ikke at tale om den sterke Drive-Fiær Egen-Nytte, hvilken upaatvivlelig biedrager ikke lidet til at forlænge Processerne; thi herved seer saavel Dommeren og Skriveren, som Procuratoren, enhver sin Fordeel: Dog maae der giøres Forskiæl; man bør derfor ikke skiære alle over en Kam, det var ubilligt; thi vi har iblandt dem ogsaa mange brave Mænd. Vi kiender en Flindt, en Gram og andre. Men, min Herre! hvor kommer De til, at give de Lovkyndige Skylden, at vi har mange hinanden modstridende Forordninger: mon det ikke følger af Tingenes Natur? ved Tidens Længde, ligesom Leve-Maaden forandres

21

31

og Omstændighederne udfordre det, kan en Forordning, som tilforn har været meget nyttig og nødvendig, nu blive unyttig, ja endog skadelig: hvad er i saa Fald riimeligere end at ophæve eller efter Omstændighederne at forandre den? giver ikke Naturens Lov selv Konger og Fyrster denne Magt? Udfordrer ikke en sund Politig det samme? mon ikke Handelens, Land-Huusholdningens og Fabriqvernes Indretning og Opkomst, ja Statens almindelige Vel udfordrer ikke de alle ofte saadanne Forandringer? heraf sees let, hvormange Ting der kand biedrage til Lovens Forandring uden at tilregne de Lovkyndiges Uvidenhed dem. Nu, maa De til at tale om vores nye Lov-Bog: De opholder Dem over den Langsomhed, hvormed der arbeydes paa den, ja De drister sig endog at sige at der lidet eller intet er arbeydet paa den: Men hvoraf veed De det sidste? har man maaskee betroet Dem, hvormeget eller hvor lidet? det kand jeg ey indbilde mig, hvad der første angaar, da troer jeg at saavel Vigtigheden, som Vanskeligheden af et saa stort Arbeyde udfordrer større Fliid og meere moedne Overlæg, end de maaskee indbilder sig. Man bør altsaa ey gaae for hastig frem; thi ved en overiilet Udarbeydelse kunde lettelig nogle Feyl indsnige sig, som da, naar Arbeydet var fuldført, vilde blive vanskelig at rette: Er det Dem ubekiendt at den nye Proces Ordning, som Cuur-Fyrsten af Saxen

22

først i dette Aar hundrede udgav, var af samme Aarsag ikke mindre end 25 Aar under Arbeydet, hvilken i Sandhed dog ey var af saa stor Betydenhed, som vores Lov-Arbeyde; Desuden er det jo noksom bekiendt, at De brave Mænd, til hvis Indsigt Lovens Fuldfærdigelse har været betroet, har havt andre Betieninger og altsaa ved de deraf flydende Forretninger ere de upaatvivlelig ikke lidet hindrede. Nu om Cancelliet: det er sant man gaar ofte ind med Ansøgning fra en af Parterne i Haab at faae en decisiv Erklæring, dog, førend Sagen kommer til Proces; thi at undgaae denne, skulde just være Hensigten af slige Erklæringer; men hvor siælden skeer det? viser man ikke i Almindelighed, som billigt er, Sagen hen til Lands Lov og Ret? Det kand vel hænde sig, naar der skiøndt sielden af Cancelliet erklæres i en Sag, at der kunde indsnige sig en og anden Feyl, hvilket man i det høyeste ey kand tilregne andet, end en Slags Uvidenhed om Sagens Beskaffenhed. Den Fabel (thi jeg kand ikke kalde den andet) med hvilken De geleider denne falske Beretning, vil neppe nogen upartisk og fornuftig Leser falde paa at troe. Jeg forbliver og s. v.

23

Femte Brev.

Min Herre!

Hvem kan negte Dem sit Biefald, saasnart man

læser de første Linier af Deres siette Brev Vi finder her en Lovtale over vor Store Friderich, hvilken jeg ønskede mig Magt til at fuldføre; men, om jeg ey har Kræfter dertil, kand dog ingen Undersaat dølge den Lyksalighed, som Han nyder af sine Konges Godhed; hvor skulde det Norske Folk kunde forglemme den milde Friderich, da det seer sig beriiget med saa mange Fordeele af denne Konges Indretninger? Ney, tvertimod skal Tiidens Ælde forøge Hans Ære, naar den sildigste Alder skal høste de moedneste Frugter. Jeg undrer mig derfore over, min Herre, at De tør agte saadan en Konges Foretagende for at være forgiæves, fordi De ey strax seer saadanne Fordeele, som kan svare til de andvendte Bekostninger. De indseer vel selv lettelig, hvor falsk Deres Slutning er; dersom De ellers ikke negter, at De vigtigste Hensigter udfordre de betydeligste Midler.

24

Hvor ulykkelige vilde ikke vore Efterkommere blive? dersom vi i vores Handlinger allene vilde see hen til de Fordeele, vi selv kunde nyde, hvorlænge skulde da en Stat vedvare og i aar skulde den komme til Fuldkommenhed?

Det maae være Erstatning nok for et besværlig og kostbar Anlæg, at vore Efterkommere kan høste tilbørlige Frugter deraf. Neppe kan De negte, at de smukke Konsters Academie paa Charlottenborg jo har fremvist mærkelige Prøver paa sin Tilvext, men De kan tillige og ikke forlange, at det allerede skulde have opnaaet det Parisiske eller Berlinske i Ypperlighed. De andre priisværdige Anstalter, som Den Elskværdigste Konge giorte til Videnskabernes Forøgelse, vil ikke heller blive mindre frugtbare: men De vil vel derimod indvende, at Indretningerne ere vel gode, men blive ilde andvendte; De klager over at de store Værker, som vi skylder denne Konges Gavmildhed, kommer alt for langsom frem for Dagen. Finanz-Raad Oeders Flora Danica længes De med Billighed efter at see fuldbragt, da De lover sig af denne Mand en fuldstændig og nøyagtig Beskrivelse paa alle de Planter, Dannemark eyer; Men, min Herre, taler De her, hvad De mener, burde De forsone Deres Længsel med Forestillinger om hvor vidtløftigt og nyttigt det Verk er, De venter paa. Saa troer jeg nok, at Deres Kiedsomme-

25

lighed vilde formildes , med mindre De alleene anvender Tiiden paa at giennemlæse de allerede udkomne Deelec. Desuden har fremmede Nationer ingen Aarsag til at klage over de Danskes Langsomhed i denne Sag; thi De viser mig ingen Nation, som endnu tilstrekkelig nok har bekiendtgiort deres Plante-Rige. Den berømte Lineus giver vel de Svenske her et Fortrin; Men, hvor mange Aar har Han og ikke andvendt paa fine Botaniske Skrifter? Herimod kan De intet indvende, at jo den danske Nation kunde være i Stand til at beviise den imodsatte Sandhed: Men, De har desværre fleere Beviiser paa de Danskes Efterladenhed, som synes at at give Dem Friehed til, at bebreide den Danske Nation sin Uforsigtighed i at bruge en goddædig Konges Omkostninger: Hvad Nytte siger De har de Danske af de bekostelige Reyser, som bleve giorte til Arabien. Jeg tilstaar Dem, min Herre, at del er sandt, som De her skriver, men jeg negter og tillige, at Reysens ulykkelige Udfald bliver nogenlund til Skam for de Danske; thi de, som Døden borttog paa Reysen, nyttede os vel intet, men Spørsmaalet bliver alleneste, om de ey var i Stand til at betiene sig af denne Reyse til Fædrene-Landets Gavn; dette tør De vel ikke negte og om De end vilde negte det, giælder Deres, Men kun lidet imod andre store Mænds Ja, og

26

jeg troer at, dersom De havde raadført sig med D. Michaelis Skrift, som handler om samme Sag, havde De vist dømt meere ædelt om denne Reyses Nytte. Men jeg vil ikke Forsvare de Danske alleeneste med at anklage Dødens Grumhed; jeg troer at den ikke saa megec har viist sin Foragt, som Medynk over de Danske i at spare Capitain Nibuhr; thi af Harn kunde vi og love os fuldstændiqe Beretninger om det, som var at see i de Østerlige Lande, omendskiønt vores Philologer kunde havde fordret en større Oplysning af Pros. v. Haven, som fornemmelig havde lagt sig efter det Arabiske Sprog ; desuden veed De, saavelsom jeg selv, ikke hvor lang Tiid der udfordres til at istandsette de Afskrifter, som C. Niebuhr hat tager af gamle Monumenter; men dette veed jeg vist: Ifald de kand bruges, vil vores bekiendte Orientalist giøre Dem brugbare for os, og overalt troer jeg, at en Reysende hellere maae være langsom i at udgive sine Anecdoter, end alt for hastig sammensætte nogle Fabler. I alt dette kunde vel Deres Beskyldinger min Herre have Skin af Billighed, da Langsomhed i at fuldføre et Verk ofte synes lastværdig for uviidende, som ikke indseer Verkets Vanskelighed; men, naar De taler om vore Poeters Belønninger, røber De ikke mindre Ondskab end Vanvittighed. Maae jeg spørge Dem: Hvorfor har De fortiet Poetens Navn, som havde Pension? sandelig alleeneste for at De med destørre Friehed

27

kunde sværte ham; thi hvem vil negte, at der jo gives saadanne Poeter i Dannemark, som enten har den varme Punchs eller andre fremmede Poeters Tanker at takke for deres Geist, hvorved de har forskaffet sig Navn af Poeter hos ulærde Folk. Men mon disse nogensinde ere blevne anfeete værdige til en gavmild Konges Understøttelse. Her taler De vist, min Herre, som en Reysende, der har faaet adskillige Underretninger om adskillige Personer; men siden, naar De har vildet meddeele denne Historiske Kundskab til andre, har tillagt en og den samme Person Omstændigheder, som tilkom fleere. Maaskee De har hørt den store Klopstock at blive nævnet tillige med Graae, Friis og Stub & c. De har maaskee og faaet en kort Efterretning om hver især, men siden har De forglemt dem alle, undtagen Klopstock, hvis Skrifter syntes at være Deres Opmerksomhed meere værdige. Paa denne Maade har jeg stræbt at besmykke Deres falske Beskyldninger om Poeternes Skiebne i Dannemark. Men dersom disse betragtes fra en anden Side, ere de ikke at undskylde, og bliver til stor Vanære for Dem; Thi, dersom De ikke har irret i at bestemme den aflagte Poet, Viiser Deres forestilte Uviidenhed, hvor ilde sindet De er imod de Danske; da Had imod Nationen har forledte Dem til at fortie Sandhed og at laste del roesværdigste. Deres andre Beskyldninger, min Herre, angaaende vore Poeter, ere ikke meere

28

grundige; thi hvor mange af de ægte Danske Poeter finder De ubelønnede, og jeg troer neppe, at De har hørt nogen Klagemaal af dem selv. En Tullin kunde gierne andvende fine leedige Tiimer paa at skrive Vers, naar Han var aflagt med en fordeelagtig Betiening. Vi har vel og unge Poeter, som ikke endnu ere forsørgede; Men vilde De vel, at disse skulde have Pension som Poeter: Dersom de ere riige og bemidlede, behøver beden ikke, men bør andsee den Ære, de erhverver sig med deres Skrifter, for tilstrækkelig Belønning for deres Arbeyde. Ere De derimod iblandt de Elendiges Tal, som Armod trykker, har de allerede ved deres Stræbsomhed giort sig værdige til, et Embede, som vist ogsaa Regieringen vil forunde dem, maaskee ikke som Poeter, Men som nyttige Embeds-Mænd; thi hvo har andvendt alt fin Tiid paa Digte-Konsten alleene? Kan De fremvise noget Exempel herpaa enten af den gamle eller nye Historie. Sophocles er ikke alleene bekiendt for sine Tragoedier, men endog for sin Tapperhed. En veltalende Demostenes har ikke alleeneste i Freds Tiider giort sine Medborgere ædeltænkende, men endog saa tappere i Krigen ved sin Andførsel. I den sildigere Alder seer vi og en Kleist i de uroeligste Tiider saavel at andvende sin Digte-Kraft, som sin Tapperhed; En Haller forbedrer ikke alleeneste Menniskets Sind med sine Sange, men og Legemet ved sin lægeKunst.

29

Det er altsaa nyttigere, at vore unge Poeter tiener Deres Fædrene-Land som Embeds-Mænd, end som blotte Digtere. De seer altsaa min Herre af de faa anførte Exempler, Hvor ugrundede de Beskyldninger, om vore Poeters slette Belønning, ere over alt , da Dyden foreenet med Vinskibelighed altiid Belønner sine Dyrkere, bliver der ingen Aarsag til Klagemaal. Jeg forbliver Deres o. s. v.

Siette Brev

Min Herre!

Jeg skulle snart troe, at De eenqang er bleven fornærmet af en Kiøbmand, siden De i Deres syvende Brev kan skrive saa foragtelig om Handelstanden. Men, da jeg har begyndt Brev-Vexling med Dem, bør jeg underrette Dem, at Deres Grundsætninger, som De har blottet i delte Brev, ere ikke allene ugrundede, men og skadelige for enhver Stat. De kan vel ikke negte, at Handelstanden for-

30

fremmer Statens Vel. De til staaer vel og, at en Nations Handel ikke bør beroe paa de Handlendes selv gjorte Anlæg, som de oftest indretter efter de Fordeele, de med Sikkerhed kan vente af deres anvente Pengesum. De fleeste Kiøbmænd har hverken Villie eller Ævne til at foreene Deres egne Fordeele med Statens: De søger alleene at vedligeholde deres For-Mænds Midler og Lykke; thi deres Egennyttighed forbyder dem at vove noget for det almindeligt, og deres Uvittighed giør dem udygtige til at formindske ylykkelige Tilfælder, hvorved hele Nationer mere forarmes, end de selv. Forulykkes deres Handelskibe, strax maa der sættes en Høyere Priis paa de overblevne Vahre. Blive fremmede Nationer med hvilke disse indskrænkede Kiøbmænd handle, plaget med Misvext, strax maa vi tage Deel deri, fordi de en vil søge til andre Steder; og maaskee ey engang veed, at de samme Vahrer kan bekommes paa fleere Steder: Desuden anseer de det foren taabelig Forvovenhed at Handle med Fremmede, som deres Forfædre ikke engang har kiendt. Men min Herre De kunde vel indvende at saadanne Kiøbmænd gives der neppe i nogen Stat med mindre man vil kalde Høkkere Kiøbmænd. Sandelig det var at Ønske, og hvis ikke Erfarenhed bestandig overbeviiste enhver derom, vilde jeg i det ringeste friekiende mit Fædreneland for denne Fcyl. Mon ikke den

31

riige Borger røber sin egennyttige Hensigt med sin Handel, som ikke kan andvende sine Penge paa at oprette Fabriqver, paa at drive en usædvanlig Handel, uden han faaer Monopolium & c. ene og alleene Magt til at sælge de forarbeydede Vahrer eller mere ret til at benytte sig af den begyndte Handel. — De seer altsaa min Herre at baade en ildesindet og vanvittig Kiøbmand kan skade Staten meget. Men ligesaa stoer Skade som en Stat lider af de egennyttige og vanvittige Kiøbmænd, saa stoer Fordeel høster den og af rettænkende og erfarne Handelsmænd.

Hvormeget oplives ikke det almindeliges Vel, naar de Handlende besidde Indsigt Stats Konsten og kiende, fremmede Stæders Forhold til deres Fædreneland? Dette er saavis een Sandhed, at ingen Statskyndig i vores Alder vil ansees for at negte den; da den daglige Erfarenhed biefalder den, og den sunde Fornuft beviiser den. Det vilde derfore ikke blive mindre unyttigt, end kiædsommeligt for Dem at anhøre alle de lærde Mænds Navne, som har bekræftet denne Stats-Regel, da De vel ikke allene kiender saadanne vigtige Mænds Navne, men endog har læst deres Skrifter; jeg vil derfor i stæden for at beviise denne Sandhed vidtløftig for Dem, alleene give Dem denne Erindring: De vil meere forringe end forøge

32

Deres Anseelse, ifald De negtede denne Stats: Regel som den erfarne Hyme og veltalende Bruyere har antaget for upaatvivlelig. Men maaskee min Herre! en hævngierrig Misundelse har skiult denne Sandhed, som ellers har været Dem velbekiendt og som De tilforn vel aldrig har negtet. Denne Forseelse bør tilgives Dem; Naar De igien vil erkiende Sagen selv, at en Handels-Mand tillige bør være en Stats-Mand. Men, naar De biefalder dette, bortfalder deres Forundring over den Danske riige Kiøb-Mand, naar jeg alleeneste kan overbeviise Dem, at vores riige Kiøb-Mand ikke alleene er en Statskyndig men og en Veltænkende Mand. Til det første vil jeg endog bruge denne riige Mands egne Uvenners Bekiendelse: En af de mægtigste Regentere i Europa som De betegner med K. v. P. har ikke alleneste erfaret, men endog offentlig tilstaaet at Sch. besidder en stoer Indsigt i Stats-Kunsten. Man behøver ikke engang at søge Beviis herpaa saa langt borte. En Kiøb-Mand fra Hamburg skal vist, omendskiønt med Misundelse, bekiende at Altona skylder denne riige Kiøb-Mand sin Tilvext. Den Danske-Banqve negter ikke heller vor store Handels-Mand Færdighed til at indsee forskiellige Staters Forhold til hverandre. Er da Sch. Statskyndig fortiener han vist de Caracterer, som vor milde Monarch har forundt ham. Men min Herre De misunder vel i Særdeleshed denne Mand

33

den Yndest, hvormed han har sneget sig ind i Adelstanden uden Fødselens Rettigheder. Dog! hvem vilde nu ansee det for noget stort at være Adel? naar en Kiøbmand kan blive det, der hverken selv er født Adelig, ikke heller er i stand til at vise, at hans Forfædre nogensinde har været beslægtede med en gammel Adel. O fordervelige Handlings-Grunde! Her seer man, hvad falske Fordomme kan forblinde Mennesket, og fordærve dets ædle Drifter. Sandelig Adelskabet og Caracterer ere noget langt andet, end De foresliller Dem. Dersom De anseer sig for at være fornærmet, vil jeg give Dem det samme Raad, som vor Patriotiske Tilskuer gav en Adelsmand, som klagede over samme Tilfælde: Dersom De vil beholde Deres Herligheder selv, er dette det sikkerste Middel: Opfylder selv de store Pligter af Deres Stand, giør dens Byrder ligesaa følelige som dens Fortrin. Men hvad er alt dette? svarer De vel. Hvilke usædvanlige Ord! Hvilke Pligter eller Byrder kan der paaligge de Adelige? Ney tvertimod: de Adelige ere frietagne fra mange Byrder, som de andre Stænder bære, og denne Friehed udmærker Adelstanden, og giør den ypperligere end de andre. Hvad Forskiel var der vel paa en Herremand og en Bonde, dersom den første ikke var frietaget for at arbeyde og den sidste derimod forbunden til at anvende alle sine Kræfter og al

34

sin Levetiid for det Almindelige. Men, Min Herre! hvem har lært Dem disse afskyelige Grund-Regler; thi han Har allerede giort Dem uværdig til at tage Deel i de adelige Herligheder. Men her er ikke Sted til at tale vidtløftigere om denne Sag. Dyden er det rette Adelskab, og enhver Borgere, som har beviist sit Fædreneland store Tienester, og derved, ofte tilsidesat sine egne Fordele, kan gierne ansee sig berettiget stil de Ærestegn, som Monarken uddeeler til sine Undersaatter, for at opmuntre dem til at opofre deres Kræfter og Levetid for det Heele.

Misund nu ikke længere den riige Kiøbmand sin Lykke; men beklag ham hellere, ifald han ikke er i stand til at bære de tunge Byrder, som Kongen og Fædrenelandet har paalagt ham, da han blev Adelsmand. Men maaskee det synes ikke nok for Dem, at denne ophøyede Kiøbmand besidder Duelighed, han bør og efter Deres Tanker besidde et ædeltænkende Hiertelag til at beklæde sin Stand værdig nok. De har min Herre fremført adskillige Beviiser for at ville sværte denne vindskibelige Mands Hensigter med Egennyttighed. Deres Beviiser giør vel den anklagede Person kiendelig, men bekræfter slet intet Deres Beskyldninger. Det giør mig sandelig ont, at De ved Deres Medlidenhed over de Danske ikke alleeneste har

35

formindsket Deres Sinds Fornøyelse, men endog Deres Rygtes Anseelse. De veed vel, at naar man laster anseelige Personer for at forbedre Staten, bor de særdeles Kiendetegn? dølges, som kand udmærke Vedkommende fra alle andre: Derfore dersom jeg skulde igiendrive alle Deres Beskyldninger, som De fremføre om denne Person, vilde han blive dobbelt saa kiendelig. Et af Deres vigtigste Beviiser vil jeg alleene igiendrive; derfra kand man let slutte til de andre. De siger, at man har solgt ham Plantager i W. I. for saa liden en Summe Penge, at Indkomsterne af disse i 7 til 8 Aar kan betale heele Kapitalen: Dersom dette var sandt, bevidnede det ikke mindre den Kiøbendes Snildhed, end de Sælgendes Uvidenhed. Men hvorledes kand De tale herom? have De saa stor Indsigt i en fremmed Regierings Hemmeligheder, som blive skiulte endog for Lans dets egne Undersaatter?

Men maaskee De er velbekiendt med en Sekretair, som har aabnet Dem det Danske Archiv, hvor De har faaet Underretning om Indkomsterne af de bortsolgte Plantager. Jeg tilstaaer derimod, at Documenterne, som skulde give mig Oplysning i denne Sag, ere mig gandske ubekiendte; derfore maae jeg alleeneste grunds Mit Svar paa, hvad Fornuften og ser,

36

retfærdig Regiering byder mig at troe. I Følge heraf er jeg forvisset paa, at Kongens Indkomster ere blevne meere forringede end forøgede, saa længe som Plantagerne har hørt den Kongelige Throne til. Jeg tvivler ogsaa paa, at Deres Sekretair har underrettet Dem om, hvor stor en Penge-Sum: kongen har laant Planteurerne og hvor meget Renterne, som ikke ere udbetalte af den laante Summa, beløbe sig til; thi havde De vidst dette, havde De ikke anseet de Kongelige Indkomsters Tab ved at bortsælge Plantagerne i W. I. for noget betydelig.

Nu kommer De til Sukker-Rafinaderiet; men det havde sandelig været bedre for Dem, ifald De uformærkt havde forbiegaaet disse søde Huuse; thi her har den almindelige Mand de største Beviiser paa, at den rige Kiøbmand, som De min Herre! har saa: meget at tale om, ikke skader deres Fædreneland, men søger ved sine Midler at ophielpe den Danske Nations Fabriqver, naar han selv kand have en lovmæssig Fordeel. — Nu kand den fattige Borger have Raad til at forsøde sin Mad med Sukker, og hver Gang han fornøyer sin Gane med denne angenemme Smag, tilstaaee han, at Sch. er en god Mand og en nyttig Borger. — Min Herre! De maae være for-

37

nøyet med dette korte Svar paa Deres mange Beskyldninger imod den rige Kiøbmand; thi det ville blive alt for vidtløftigt at besvare dem alle. Jeg forbliver o. s. v.

Høylærde Hr. Forfatter!

Af Deres ottende Brev seer jeg, at De og har Indsigt i Religions-Sager, hvilke De ventelig baade ved Læsning og Reyser har giort sig bekiendte; Sandelig, De har her foreenet Vindskibelighed med Forsigtighed; thi ligesaa forskiellige, som de Tings Virkninger ere, der har Indflydelse i det Menneskelige Selskabs Lyksalighed, saa forskiellige ere og Maaderne, hvorpaa sammes billige Levemaade bør kiendes: Men der er intet, som har større Magt over Mennesket, end Religionen; Den giver Menneskerne samme Skikkelse, som den selv har; maae derfore ikke de Nationer, som veyleedes ved den sande Religion, som indeholder de rette Grund-Regler, hvorefter Menneskerne bør bestyre deres Handlinger, handle

38

langt: viisere, end de, som foragte samme. — Erfarenhed lærer jo, at ligesom et Folks Religion er, saaledes er og deres Levemaade. Ogfor hvem kand dette synes underligt, saa længe som Kundskab om Got og Ont er og bliver

Drivefier til alle de Menniskelige Bestræbelser.

Mon ikke det Folk, som af deres Religion bliver underrettet om, hvilke Pligter de har at iagttage for at giøre sig selv lyksalig, ogsaa virkelig bliver lyksalig. Man kand ansee Religionen som en almindelig Lære-Bog. i en Skole: Men hvor de samme Lære-Bøger bruges, maae Lærlingernes Kundskab. blive overeenstemmende, med mindre Lærerne ikke stemme. overeens i deres Fordrag. Men her er ikke Sted til at tale sm Religionens Indflydelse i et Folks Tilstand; thi Overbeviisning om denne Sandhed har ventelig givet Dem Anledning til at skrive Deres ottende Brev. Jeg maae derfore forbiegaae disse vigtige Ting for at komme til Deres Betragtning over de Danskes Religion. Men min Herre! førend vi gaae videre, maae jeg erindre Dem om noget: Frygter De intet for at omgaaes med de Danske? maaskee De har ligesaavel Magt til at drive. Dievle ind som ud. Betænk Dem! maaskee en Dansk kunde faae i Sinde at øve den første Kunst, paa Dem selv for at Viise, at

39

hans Magt over de onde Aander, er større, end De vidste eller ville tilkiende ham. Det skulde vist giøre mig ont, om De med Deres eget Exempel skulde giøre det ottende Aarhundrede ligesaa uforglemmeligt som Gergesenernes Sviin giorde det første Aarhundrede. Men saa længe De alleeneste har med mig at bestille, kan De sikkert lade disse Bekymringer fare; Jeg vil endog undersøge det, som har paadraget Dem denne Frygt, omeudskiønt jeg derved skal formindske mine Landsmænds Anseelse i Deres Øyne: Dersom De ingen øyensynlige Exempler har paa, ar de Danske kan uddrive Dievle, kan De trøste Dem selv med Deres Forseelse, i det De har tillagt de Danske meer, end dem tilkommer, og tilintetgiøre samme ved at bebreyde de Danske deres uforsigtige Talemaader. — De har maaskee eenganig været i Kirke, naar Barne-Daab er bleven forrettet, og hørt at Præsten begyndte denne Forretning med disse bydende Ord: Faer ud du ureene Aand & c. Deraf er De nok bragt paa de Tanker, at de Danske kunde uddrive Dievle. Men maae jeg spørge Dem, har De intet mærket, at denne Formular er bleven brugt hos andre Nationer, end hos de Danske? De har vist nok været i Tydskland; thi det var jo en Skam, at Tydskland skulde være ubekiendt for Dem, som har foresadt sig selv Personlig at kiende de fleste Slags Mennesker. Men

40

har De været i Tydskland, er jeg vis paa, a De og har besøgt Saxen som den herligste og anseeligste Deel af heele Tydskland: I dette Land finder De paa mange Steder den samme Religion, og de samme Skikke, som i, Dannemark; hvorfor har De da ikke og tillagt hiine de samme Herligheder af een Religion, som disse?

Hvad enten Skikkene i sig selv ere onde eller gode, nødvendige eller ligegyldige, ærværdige eller nedrige, vil jeg ikke paatage mig at beviise; da det ikke meere tilkommer de Danske end de øvrige Lutheraner at forsvare disse almindelige antagne Ceremonier: Desuden ville det blive ligesaa kiedsommeligt for Dem, min Herre! at anhøre alt det, hvormed de ivrige Vittenbergensiske Theologer har forsvaret disse Skikkes Nytte imod de Kalvinianske, som det ville blive besværligt for mig at iklæde deres Beviiser den Dragt, hvori de kunde blive antagelige for Dem. Dette vil jeg alleeneste legge til: Dersom De har i Sinde, min Herre! at ommynstre den Lutheranske Kirke, bør De begynde fra Saxen; thi De kand ansee denne Meenighed, som Deres nødlidende Velgiørere: Denne har jo borttaget det Vankundigheds Mørke, som heele Europa for tre Aarhundrede var indhyllet i, den har ved at vove sin Velfærd og Liv befriet den største Deel af Christenheden

41

fra det Aag som der myndige og stolte Rom Havde paalagt dem, den gav og Christenheden sin første Reformator, som blev understøttet i sit besværlige Foretagende af den dydigste Fyrste. Skulde da den anden Reformator ikke allerførst søge at erstatte denne Nations Velgierninger, hvorved hans Arbeyde er blevett usigelig letter. Men alt dette skulde dog ikke giøre mig dristig nok til at foreskrive dem nogen Plan, dersom ikke denne velfortiente Nation selv anraabte Dem meere, end den Danske, om Deres Hielp; og jeg troer at De selv min Herre er bleven rørt af Medynk over dette Folk, naar De har bievaanet deres Gudstjeneste. Hvad tænkte De vel (ifald De ellers er en Lutheraner) da De saae nogle smaae Drenge iklædte lange hvide Klæder, at kaste sig Hovedkulds ned paa Jorden, saasnart Alterens Sacramente blev forrettet? De var vel gandske uvis, om De var i et Land hvor den Lutherske eller Catholske Religion herskede? De maatte vel forundre Dem over, at den Nation, som tilforn med saa stor Nidkierhed havde forsvaret den sande Religion, kunde finde Behag i disse Skikke, som saa lidet stemmede overeens med deres Lærdom. — Men hvad hielper det vel at forsvare den Danske Kirkes Skikke med dens Overeensstemmelse med andre, da De i det øvrige af Deres Brev fremfører nogle Skikke, som den Danske Kirke ikke har tilfælles med

42

andre: Hertil henregner De vel Jords Paakastelse paa de Døde. Men Min Herre! dersom De har foresat sig i dette Brev at irettesætte den Danske Kirkes Gudstieneste, har De vist ikke været lykkelig i at oplede de meest modbydelige og unyttige Skikke, som skulde smage alt for meget af en blind Overtro; thi der findes desværre mange unyttigere Skikke i den Danske Kirke, end de, som De har mældet. Hvad Jords Paakaftelse over de Døde angaaer (hvad enten denne Forretning skeer af Præsterne ved Gravene eller ikke,) tør jeg sige, at den er mindst ligegyldig af de, man kalder i vore Tider ligegyldige; thi at jeg ikke skal tale om de vigtige Erindringer denne Forretning giver de nærværende om et tilkommende Liv, har den ogsaa sin største Nytte i at befordre det timelige Vel. Hvor mange Mennisker, som havde besudlet deres Hænder med deres Medborgeres Blod, sknlde ikke blive ustraffede, dersom ikke disse Morderes Naboer frygtede for at skiule Den aflivede under Mullet: Langt fra jeg herved vil betage det aarvaagne Politie sine Fortienester; thi derfor troer jeg just, at Jords Paakastelse i Kiøbstæder bliver af liden Betydenhed, men derimod destomeere nødvendig paa Landet, Hvor man ikke har at frygte for det verdslige Politie, men meest for det Geistlige. Desuden bør ikke de Geistlige Skikke afskaffes, som kan forbedre Undersaatternes

43

Tænkemaade og Sæder: Mem mon ikke Undersaatterne, naar de glemmer een af deres enten: værdige eller uværdige Medborgere i Graven, bliver ved det Vidnesbyrd den Begravede faaer, opmuntret til at efterligne ham i Dyden eller og at udmærke sig fra ham ved at skye Laster. Jeg venter derfore en bedre og almindeligere Plan fra Dem angaaende den Lutheranske Kirke, hvorfore jeg henlever o. s. v.

Ottende Brev.

Min Herre!

Til Beviis paa en Hiemfødnings sædvanlige Ukyndighed, fortæller man om en Pariser, at, da han den første Gang kom uden for sin Føde-Byes Porte, faldt han i største Forundring over Jordens-langtfraliggende Grændser. — Ach! sagde han, er Verden saa stor? Jeg haaber at høre det samme af Deres Mund; naar De med Sundhed og Agtsomhed har igiennemvandret Øster- og Nordsøen: Men, er De bange for at blive Søesyg, da har jeg endnu et Raad: Læs Jord-Beskrivelserne! dog helst den Deel deraf, som handler om Nordsøens; thi Østersøen har en bedrøvelig Erfarings fremviist Dem. Forlad mig, at jeg saaledes formaner en Studios fra Halle. En Studios, der veed, hvad

44

Middelpunkt er, og hvor den sindes i Østog Nordsøen! — En Rus, der nyelig er ankommen til Kiøbenhavn, bilder sig ind at kiende den, og med et Øyekast at kunde oversee dens gandske Alt! — Er dette muelig: da vil jeg og studere i Halle; ja da bekiender jeg, at de Kiøbenhavnske Studentere lære intet: men, at en af dem er i Ligning med en Hallenser, som et svag Lys er imod Solen. — Men hvad! om det er umueligt? Tillad mig, at sige, dette Arbeide har overgaaet Deres Kræfter!

Er Kiøbenhavn den fordeelagtigste Havn i Europa? Bestod en Havns Fordeel alleene i dens Anleggelse: da troer jeg, saa i Europa overgik den: Men, da paastaaer jeg ogsaa, at man paa Krabben Eyland med tilstrækkelige Omkostninger kunde faae een, der skulle overgaae alle øvrige Verdens Havne. — Men den, der vil grundig bedømme en Havns Beqvemhed til Handel, bør vist have Hensigt til de omkringliggende Stæders Nærhed og Mængde, samt til den Skibsfart, som der forbi nødvendig drives. — Deri bestod den paa sin Tid berømte Carthagos Fordeele, deri bestaaer endnu mange berømte Handel-Stæders.

45

Var altsaa Kiøbenhavn, som De siger, Middel-Punktet i Øst- og Nordsøen: saa blev den vist en fordeelagtig Handel-Stad; Men saa stor en Forskiel, som der er imellem Østog Nordsøens Størrelse: saa mange fleere Handels-Havne ere der og i denne fremfor i hiin, og saa meget mere drives Seiladsen i den sidste fremfor i den første. — Jeg tør paastaae, at Østersøen trænger alleene til Nordsøen, men denne aldeeles ikke til hine; Saaledes har Forsynet uddeelt fine Gaver til de Lande, der grændse paa enhver; Sæt nu, Kiøbenhavn blev en Stapel-Stad for alle de Vare fra Nordsøen, som nødvendig maae føres til de Lande i Øster-Søen! Dette vilde blive til stor Skade for de Østersøiske Kiøbmænd; Thi i en Stapel-Havn bør en Handlende ikke alleene kunde kiøbe fremmede, men endog selge sine egne Vare; men til de Nordsøiske Vare bør Dannemark aldrig trænge, saalænge som Norge er foreenet dermed; Hvorledes skulde da disse Østersøiske Kiøbmænd faae deres Vare anderledes afsatte, end ved at søge Havnene i Nordsøen; Herfra vilde de da nok ogsaa indkiøbe de fremmede Vare, som vare dem nødvendige. De vil maaskee sige, at de Norske Vare, som nu med stor Vinding indkiøbes af fremmede, burde nedføres til Kiøbenhavn, og der af disse afhentes; Men derved maatte Norge jo forarmes! Thi Kiøbet paa

46

de for Landet saa umistelige Kornvare vilde Derved stige til en umaadelig Priis; Da dog Kornet nu kand haves ligesaa let der, ja undertiden lettere end i Dannemark. —

Skulde Kiøbenhavn da have uhyre Pakhuse fulde af Landets egne Produkter? Intet heraf; Men jeg sætter nu, at alle vore smaa Kiøbstæders Handlende bleve befalede at afsætte deres Vahre i Kiøbenhavn; Lad endog de Handlende her igien have saa stor Overflødighed af de udenlandske Vahrer, der for Landmænd og Haandværksfolk ere nødvendige at de dermed kunde forsyne alle hidkomne; Disse Vahrer kunde dog aldrig kiøbes her for saa ringe, som hvor de frembringes og sælges paa første Haand. Da nu en Kiøbmand ikke længer understøtter sin Handel, med Mindre han vinder noget, saa maatte alle disse Vahre nødvendig blive dyrere i Provintserne. — Dette Stød kunde vel taales, naar heele Landet derved kunde vinde; Men, naar nu saadan Overflødighed af Landets Produkter blev pakket ind i Kiøbenhavn, maatte denne igien have en usædvanlig Aftræk derpaa, om den ellers skulde betale det efter Sædvane og de Sælgende ikke tabe. —- Dette Stød foreenet med det forrige vilde vist betage mange den tilbørlige Lyst. Men jeg vil nu love Kiøbenhavn den ynkeligste Aftræk: Nyt-

47

tede dette vel det Almindelige? Det bliver uden Tvivl altid meere fordeelagtig for et Land, at Handelen drives i fleere Steder, end i een allene; thi i sidste Tilfælde maa Prisen paa Vahrene forhøyes og nedsættes efter denne Byes Tilstand. —

De tager altsaa mærkelig Feyl, min Herre! naar De mener, at de Danskes Handel er intet i Ligning med andre Nationers, fordi den synes Dem ikke stor nok i Kiøbenbavn. — Det var at ønske, at den var mindre i Kiøbenhavn og større i andre Kiøbstæder; thi Kiøbenhavns Levemaade forøger ofte ligesaameget Prisen paa de Vahre, som sælges der, for de andre Stæders Indbyggere, som ulykkelige Tilfælde. - Jeg troer, at Kiøbenhavn giør Dannemarks-Handel ikke mindre Skade end Danzig giør Polens Handel. Begge Stederne har Magt til at giøre gode og slette Tider i begge Rigerne. De indseer vel selv, min Herre! det øvrige. —

De bebreyder os dernæst, ar vi hellere henter Urter fra China. Men hvorfore har De forglemt Silke-Tøyer? thi ved det sidste blive vore Silke-Fabrikeurer meere fornærmet, end vores Urtegaardsmænd ved det første. - Sandt er det, vi kunde maaskee

48

undvære disse Kryderier, og jeg troer vist, at denne Handel udsuer Landet uformærkt; Men, da andre Nationer giøre dette samme, synes mig, at denne Anmærkning her er gandske utiidig. Hvor kan De misunde de Danske de behagelige Frugter, som de med saa stor Bekostning og Umage maa forskaffe sig fra China, da Naturen allene har forundt dem den grove og ufordøyelige Føde? Men jeg vil nu forlade Havnen og gaae en liden Tour med Dem omkring i Kiøbenhavns Gader. — De har allerede staaet alt for længe og ventet efter Russiske Skibe ved Toldboden, saa at De er bleven træt. Hvor ufordrageligt er det ikke for en udmattet Reysende at gaae? naar andre kiøre forbie, som kan see Skorsteene paa deres Huuse at ryge. Her seer De mine Medborgere kiøre i Kareter for at giøre en Reyse, der ikke er en tusinde Deel af den, som De har overstaaet. De ynskede med Billighed at kiøre med; Men da De ikke kan opnaae Deres Ønske (maaskee af Mangel paa Penge, eller af Lyst til at besee Staden destobedre) maa De trøste sig selv som Ræven ved Rønnebærtræet.— Siden De da ey selv kiører, kan De gierne sige: Det lader ilde at kiøre i Kareth: Folk maatte tænke, at jeg havde Podagra. Jeg er jo kommen hertil ikke allene for at see, men og for at sees. Hvor let kunde De ikke som en

49

Fremmed falde paa at troe, at alle mine Medborgere havde Podagra. Vilde mine Landsmænd derimod bruge Porto-Chaise uden Bund, havde de vist skaanet dem selv for det slette Rygte, som De min Herre som en Reysende maatte udsprede om dem. — Deres Dom er derfore endog al for mild over dem, naar De siger: De kiøre alle i Karet, og ven Ringe er heri den Høyes Abe. Dog! hvad giør jeg? Jeg bør dog ikke forraade mine Landsmænd. en, jeg troer, at De bør svares med samme Pen, som Philopatreias, Senior og Junior, hvis Abe De vist kan ansees for; thi jeg nægter ikke, der jo i Kiøbenhavn sees mange Kareter paa Gaderne; Men ere og ikke de fleefte af Rigets Fornemmeste her? Kunde desuden en giennemreisende Rus kiende de Ringe fra de Største? Men alt dette var endda ligegyldig, dersom De ikke heraf havde taget Anledning til at antaste Rangsygen paa en uhøflig og ugrundet Maade, Først siger De, at de formuende Borgere kiøbe Titler af Cancelie- og Justize-Raader, uden at de veed, hvad der gaaer for sig i Canceliet, eller hvad Justizie er. Følgen af denne Rangsyge, som De anfører, er sandt: at Borgerne derved nødes til at opføre sig over sin Stand. Men vor allerviiseste Konge indsaae dette med dets skadelige Følger, længe førend De gav Deres Breve i Tryk-

50

ken. — Denne dybsindige Fyrste har jo bekiendtgiort sine Undersaatter, at Titler herefter skal bruges og uddeeles sparsommelig, og ikkun være det, de bør, nemlig en Opmuntring til Fædrenelandets Tieneste og en Forsikring om Kongens Naade, — Resten af Deres Brev falder bort af sig selv ved samme Indvending: at Tilsynsmændene ere aflagte med Titler, at een, der ikke kan skrive, bliver Justizraad, at ingen bliver anseet for fornuftig uden Caracteer, og at man her kan bruge Penge for at faae Ærestegn. — Bør vel en viis Indretning i et Land lastes, fordi dens Misbrug paa nogen Tid har indsneget sig; saasnart dens gode Brug bliver tilbagekaldet, bliver den jo roesværdig. Hvor kan vor Rus da laste de mange Ærestitler, som vore Medborgere kan vinde sig? Findes der Forskiel paa Fortienester, bør der og være paa Belønninger, og ligesom een giør Fremgang i hine, bør han og i disse. Ligeledes paastaaer De og ugrundet, at Tieneste hos een eller anden stor Herre ved Hoffet er den nærmeste Bey til Kald, Betiening eller et Embede ved Justizen; naar man allene kan smigre og hykle, eller har en skiøn Kone eller Syster. Men min Herre, De har maaskee ikke læst vor Konges Reskript om Tieneres-Ansøgninger. Jeg kan mærke, at De ikke har giort sig de danske Skribenters Historier vel

51

nok bekiendte; thi Skoebørsterne har jo i Vinter været i alle Folkes Munde, Hænder og Hjerter; men nu haver de udgivet dette sidste Suk. Desuden troer jeg ikke, at alle Herrer ved det Danske Hof skulle lade sig forlede af Hyklerie og et smukt Fruentimmers Ansigt til at recommendere en Person, om hvis Færdighed de vare ukyndige. — Denne Sætning griber alt for vidt om sig: Men, da alle Menneskelige Siele kan, naar Lidenskaberne faaer Tøylen, let overtales af Sødtalenhed og Skiønhed, troer jeg vist at store Herrers Yndest kan i alle Lande undertiden have samme Grund. Saaledes befriede en Chatarine sin indsluttede Gemahl med at overvinde en feyerrig Helt ved Sødtalenhed, der gav en liden Skat største Anseelse. De seer her min Herre, de Tanker jeg har faaet ved at giennemlæse Deres 9de og 10de Brev. og De seer tillige, at, hvad som har mindste Skin af, at kunde være Landet til Skade, er for lang Tid siden forebygget af vor viiseste Konge, for hvis Vel alle Borgere opofrer Himlen de ivrigste Sukke. — Det giør mig ondt, at Deres Arbeyde ikke bedre har gelinget sig. Jeg forbliver o. f. v.

52

Niende Brev.

Min Herre!

Deres følgende Brev er ikke mindre latterlig end vidtløftig; thi De har her paa det fuldstændigste igiennemgaaet Fruentimmernes Frakke, Støvle, Sporer og Pælse. — Og det smukke Kiøn kan ey andet, end selv belee deres Dadler. Jeg var i Gaar hos en vis Dame af Nysgierrighed for at høre hendes Tanker herom. Hnn var af de Tanker, at De havde været forlovet med et dansk Fruentimmer, som derpaa havde slaaet op med Dem, og at De derfore forkastede alle de danske Fruentimmer hendes Ubestandighed. — Og sandelig! ingen Under om et Fruentimmer kunde skrækkes fra at indgaae Ægteskab med en Mand, der ikke tillod hende at sye sine Klæder efter den herskende Maade, omendskiønt Forandringen ikke var skadelig men hellere fordelagtig. En nye Klædning koster jo det samme, enten den syes paa engelsk eller fransk, Videre sagde den Dame, da hun læste at De angreb dem til Hest, og lignede dem ved Hingste: Han maae ikke have studert Medici-

53

nen i Halle; thi Riden er jo nyttig for Skørbug, ja Maven og Hofterne komme ofte derved i den beste Stilling. Hvor mange ere ikke bleven overvældede med Fedme og derved nødte til at bruge den stærkeste Bevægelse. Naar allene de Svangre holde sig derfra, da troer jeg at det fortiener aldeles ingen Last, men største Roes: Er der faa forargeligt et Syn at see vore Beene i Støvler? O svage Rus! Min Mand forsikrer mig ofte at en Ride-Tour er allermest behagelig, naar jeg er med ham; Han frygter aldrig, at jeg derved skal giøre Indgreb i hans Ret. Forskiellen imellem Mand og Kone kan ej heller efter denne Dadlers Meening blive usynlig herved; thi Mandkiønnet kiendes nok fra vores, ved Skiegget, deres Mandlige Ziir. Reed vi med Maske, da fik Russen Ret. Hvorledes har vi ved denne Levemaade kundet paaført Mandfolket et nedrigt Slaverie? Dette maa nok bestaae i, at vi lade vore Mænd hielpe os paa Hesten: Men det anseer de vist ikke for noget Slaveri. — Vilde vi imidlertid træde paa deres Ryg og bruge dem til en Fodskammel, da bleve de vel et Slags Slaver: Men Kierligheden fordrer nok Høyagtelse. Ha! ha! Han troer at vi med Tiden bliver Amazoner; men jeg troer neppe mine Medborgersker har saadant et Mod; Gid de havde det! Der var ingen Last, naar vi alleneste anvende det paa Amazonisk Skik: At han afbil-

54

der os som Lam ude og som Dievle Hjemme, er noget vidt dreven. Nogen Forandring i vores Opførsel maae der vel skee ved vores Omgang med de artige Mandfolk: Men han har antaget en Jessebel til Mynster, naar han afskildrer vores Tale til vore Huusfolk; mueligt Hans Vertinde har været saa veltalende imod Ham; Han laster vs desuden for det, som alle Fornuftige vist roser Hoffolk for, nemlig: i en Hast at kunde dæmpe sin Vrede. Sandelig det var en stor Fuldkommenhed. Her maatte vor Russer gierne sige sandt. Der er intet i dette heele Brev, der meere har behaget mig, end disse Ord: Med eet bliver hun saa mild, at ingen kan høre Bitterhed af hendes Mund. — Hun indbyder ham til Aften og opholder ham med Samtaler, der just passe sig paa hans Smag. Er alt dette ikke et stort Beviis paa vores nyttige og fuldkomne Egenskaber? og ere vi og ikke herved visse Prøver paa en moeden Fornuftes Virkninger, i hvilken vi neppe viger nogen anden Nation og allermindst den Russiske. Men nu skal de høre min Herre, sagde hun, hans grundige Tanker om vores Pælse: Disse bæres siger han, af den nedrigste Klasse. Men her er for det første en Uagtsomhed: hans Stiernekikker Anmærkninger; thi min Tjenestepige eyer kuns en Kaabe af Rask. Middelstanden derimod bruger kuns Pælse. Begge ere nyttige og nødvendige for hver i sær: Tienestepigen

55

gaaer liig sit Arbeyde hiemme i Kiøkkenet; Naar nu et hastigt Ærinde fører hende til Torvet, kan hun under en Kaabe skiule alle sine Pialter eller grove Klæder; thi Ærekierhed findes og hos Fruentimmer af denne Stand. Et Fruentimmer af Middelstanden har ofte en Spadsere-Tour nødig for sin Helbred; nu veed man, at de haver deres Forretninger inden Dørre, og som man siger, paa det tørre, altsaa er de alt for spæde i Huden til at kunde taale Luftens Anfald; Hvis de nu ingen Pelse havde, hvor snart kunde de ikke da forkiøles? — Her har De, min Herre! denne Dames Tanker over Deres Brev, og da de syntes for mig at være velgrundede, kunde jeg ikke andet, end meddeele Dem samme. Jeg havde ikke i Sinde at vilde have svaret Dem paa dette Brev; da det forekom mig alt for bidende for det smukke Kiøn: Jeg var derfore lykkelig, at jeg nød denne fornuftige Dames Selskab; der saaledes opmuntrede mig, at jeg haaber De, min Herre, selv ikke læser dette Svar med Mishag. Jeg forbliver o. s. v.

56

Tiende Brev.

Vidtberømte Hr. Polyhistor!

I de meest lærde Mænds Skrifter bør man vente sig den mindste Orden; thi deres Forraadskammere ere saa tilpakkede af Lærdom, at de ey selv har Magt til at udtage deraf, hvad de vil: Men saasnart den mindste Aabning skeer, velter Lærdommen af sig selv Strømmeviis ud, ret ligesom Fornuft-Kisten havde faaet et Bræk-Pulver ind. — Efter dette Postulatum bør man og bedømme Deres tolvte Brev. —- Man finder her en Sammenblanding af Lærdom: Snart et Stykke af Politiken, snart af Historien, snart taler De her som Theolog, snart som Poet, snart som Philosoph, og snart som Kiøbmand; med faa Ord: De har i dette Brev givet Prøver paa, hvad en Polyhistor kan udrette;

57

jeg veed derfore en selv, fra hvilken Kant jeg skal begynde mit Svar til Dem. Dog alligevel, dersom jeg maa ansee Deres Brev Hr. Polyhistor, som en uendelig-kantet Polygon, vil jeg tage Begyndelsen fra Middelpunktet af samme; herfra tænker jeg, at man kan sigte til alle Siderne. Mon intet Grunden til at bestemme de Danskes Caracter er det ubevægelige Punkt hvilket alle Deres Lærdoms Straaler har samlet sig. Uden Tvivl har De her brugt Deres Encyklopædie for at bestemme de Danskes Carakteer. — Men hvor kan man dog ikke endog hos de Allerlærdeste spore de Menneskelige Mangler. Saasnart De erindrer Kiøbmanden, forglemmer De gandske baade Baumeister og og Brochman. -— Men kan De intet huske, at vi tilforn har handlet om Handelstanden? Maaskee De nu først erindrer sig, hvad Boeskab der var i Stuen, hvor De imodtog Deres Vexler. - Det er dog en Ulykke at være alt for lærd! Jeg skulle saart troe, at Deres Indsigt var stærkest i Handelskabet; thi de Lærde pleye

58

gierne at indprænte visse Tanker saa dybt i deres Hukommelse, at, om de end blive pryglede af deres Bekiendte, kan de spørge deres Tugtemester om Personen, som slog dem. Disse Folk er det ikke let at holde fast paa. Der fortælles om en Mathematiker, som var forlovet, at da hans Kiereste med en indtagende og munter Tale længe havde forestillet ham de ugyldige Fornøyelser, som de kunde nyde af deres tilstundende Ægteskab, svarede han efter en lang Taushed med vredagtige og truende Miner: Den korteste Vey imellem tvende Punkter maa nødvendig være den retteste. Hans Kiereste blev ikke mindre fornærmet end forskrækket over dette uventede Svar, og begyndte at ville forsvare sig. Men han giorde hende strax taus ved at overskrige Hende med sine Mathematiske Beviiser. Denne usædvanlige Tale bragte hende paa de Tanker, at hendes Elsker ikke var fuldkommen ved sin Forstand, opsagte ham derfor sin Kierlighed og der gik hun sin Vey. Ligeledes gaaer det sandelig Dem: Naar man venter at høre Dem

59

igiendrive den Volfianske Philosophie, faaer man alleneste Deres Betænkninger ovee en Kiøbmands tilladelige Levemaade. — Men nu til Sagen selv. — For at udforske de Danskes Tænke- og Levemaade, begynder De igien paa ligesaa latterlig en Maade, som tilforn, at tale om Landets Religion. Men siig mig Hr. Theolog! hvilken Professor har nogensinde i Dannemark udladt sig med denne stolte og fordømmelige Sætning: at uden for den Lutheranske Kirke var ingen Salighed at vente? De har nok taget Feyl af disse ligelydende Talemaader: At være uden for Kirken og at være uden for den Lutheranske Kirke; ihvorvel ingen retskaffen Theolog kan vel sammenblande disse forskiellige Sætninger. Det ferste maaskee har været paastaaet af vore gamle Theologer og endnu af nogle, som følger disses Fodspor. Men det sidste aldrig. Som Historieskriver har De vist og irret, ifald De anseer Deres Fortegnelse paa de Danske Lærde for tilstrækkelig og fuldkommen. Meener De vi fattes lærde Mænd i Videnskaberne? Maaskee De er fal-

60

det paa disse Tanker, fordi De savner Systemater skrevne paa Dansk. Men meener De at denne Mangel kan beviise, at Videnskaberne er i slet Tilstand hos os? Ney langt fra! thi dersom en Cramers, Kalls, Krazeusteins og Riisbrighs Skrifter saa got kunde afsættes, som Evalds, Gnlbergs og Suhms, skulle Dannemark kunde brøste sig af ligesaa mange Skribentere efter dets Størrelse som andre Lande. — Men nok herom.— Nu maa De imodtages som en smuk Aand: I denne Gestalt forundrer De Dem over, at Holbergs Comoedier endnu spilles med Biefald; Men jeg maa forundre mig over, at de Svenske og Tydske stemme saa lidet overeens med Russerne. Hine laster os, fordi vi setter for liden Priis paa Holbergs Skrifter og Comoedier; De derimod som en Russ laster os, fordi vi setter for megen. — Jeg vil derfor overlade Sagen til det lærdeste af disse 3 store Riger; Hvad det dømmer maa gielde. -— Det er ikke heller nogenUnder, at de Danskes Smag er kommet Dem som en Russer latterlig for; thi Russer-

61

nes Smag er meget forskiellig fra de Danskes. Men nu maa De komme tilbage som Philosoph. Men hvor kan De sige, at Baumeister bliver lagt til Grund hos dem, som disputerer under Professorerne, og hvo ere disse? Sandt er det, det var at ønske at en bedre Philosophie end Baumeisters blev lært i Skolerne, men ved Academiet giør den slet ingen Skade; thi vores unge Professor i Philosophien følger langt fra ikke Baumeister, men heller Crufus, dog meest sin egen Fornuft, som er oplyst med en vidtløftig Læsning og en daglig agtpaagivenbe Erfarenhed. Ligesaa lidet er de unge Studentere forbundne til at følge den gamle Brochmans System. Enhver kan følge, hvilken Theologisk Lærebog, han vil, enten den er indenlandsk etter udenlandsk. Desuden har Brochman ikke tabt al sin Anseelse hos Fremmede, hvorfor skulle da hans egne Landsmænd først begynde at foragte ham? Derpaa taler De om Universitetets Beliggenhed. Dette har mange af mine LandsmKnd vidtløftigere skrevet om, end at Rummet her vil tillade mig.

62

mig. — Søg derfore hen til dem; hvad de siger, er jeg fornøyet med. Nu forlanger De ventelig ikke, at jeg skal vise Dem Feylerne i det Skilderie, hvormed De har afmalet de Danske. Naar De har svaret mig paa mine Breve, skal jeg besvare det sidste Stykke af Deres sidste Brev. I øvrigt forbliver jeg o. s. v.