Uddrag fra BREV TIL: Eli Fischer-Jørgensen FRA: Niels Ege (1950-09-30)

Fornuftigvis var ÅSYUFS ikke lagt an som nogen direkte propaganda for USA - man foretrak at lade kendsgerningerne tale for sig selv, og forsøgte ikke at skjule noget for os. Alligevel fik vi mere ud af personlige samtaler med vores counsellors - ældre stu- derende, der boede sammen med os og vejledede os. Idéen er god; og jeg tror kun der er et punkt, hvor kursus’et virker stik imod sin hensigt: man ønskede at få os til at tale sproget mere flydende og korrekt, vi havde endog særlige engelsktimer, men der blev ikke me- gen forbedring for nogen af os - netop fordi alle var udlændinge og alle talte tøvende og med akcent. I begyndelsen bliver man jo let træt af at tale et fremmed Sprogø hele tiden, så vi skandinaver slog tit overoi vores hjemlige tungemål. Mange talte tysk bedre end en- gelsk, så undertiden gik konversationen ved bordet på tysk i stedet til vores "værters” store fortrydelse - fortrydelsen blev ikke min- dre af, at de ikke forstod meget af, hvad der blev sagt. I alt var vi 3°, fra mange forskellige lande. Skandinavien var overrepræsentex'et med 4 danskere (de tre andre var russer), 3 nordmænd, 2 svenskere og 3 finner. Der var 4 schweizere, 2 englæn- dere, 2 italienere, og 1 fra hvert af følgende lande: Østrig, Ukra- ine (DP) , Filippinerne, Vietnam, Jugoslavien (DP), Frankrig, Tysk- land, Grækenland og Belgien. Skandinaverne - bortset fra finnerne - var langt bedst til spro- get, derefter kom studenter fra de tysktalende områder. Finnerne var - hvad der ikke kan undre - meget sløje til engelsk, dog ikke skrevet og læst. Det samme gjaldt filippineren og vietnameseren. Der var dog overalt nogen forbedring at spore efter de 6 uger. Vo- res 4 counsellors var alle Graduate Students, 2 af dem på vej til deres Ph.D., men alle var helt håbløse til fransk og tysk, selvom de to sprog er Standard Requirement for optagelse i Graduate School. Venlighed og hjælpsomhed mødte vi overalt, hvor vi kom frem, meget af - oftest dog i form af nysgerrighed og slet maskeret iver efter at vise Amerika frem som noget enestående og uovertruffent. Det var beklageligt, at ingen af vores counsellors kendte noget til europæiske forhold af egen erfaring og uhyre lidt gennem læsning. Resultatet var, at vi sikkert til en vis grad i deres øjne med vo- res ofte sønderlemmende kritik kom til at stå som udtryk for den xaexx værste europæiske chauvinisme - samtidig med at vores sammen- ligninger med hjemlige forhold, både når de faldt ud til fordel for USA og når de faldt ud til fordel for Europa, kom til at svæve frit i luften. Der blev ikke grundlag for en virkelig diskussion. På det praktiske som fx det politiske område var uvidenheden blandt de amerikanere vi kom i kontakt med så stor, at de simpleste fore- teelser og begreber blev fremstillet for os, som om vi var kommet fra månen. Sprogvanskelighederne gjorde det selvfølgelig ikke nem- mere for os at aflive det amerikanske mereværdskomplex. Også her stillede man sig naturligvis forstående, men forståelsen gav sig udtryk i den samme velvillighed man har overfor børn - og som i grun- den blot er et afløb for et bedrevidenkomplex. Her i Graduate School har jeg mødt et par undtagelser fra denne regel _ men også et par endnu værre exemplarer. Blandt studenter la- der jeg ingen lejlighed gå mig forbi, når repræsentanter.for denne trættende type er til stede, til åbenhjertigt at svare på det uund- gåelige, selvtilfredse spørgsmål, hvordan man synes om. Amerika, at det der mest har slået mig i dette land er amerikanerens uvidenhed. Det forfejler aldrig sin virkning, for amerikanerens ømme punkt er undervisning og uddannelse og han forsømmer ingen lejlighed til at fortælle, hvor megen vægt der lægges herpå i USA.