Ingemann, Bernhard Severin BREV TIL: Rosenørn, Ingeborg Christiane FRA: Ingemann, Bernhard Severin (1841-12-25)

Juledag 1841.

Kjære Fru Rosenørn!

Med hjertelig Tak for Deres sidste venlige Brev bringer jeg Dem idag mine Øusker om Glæde i Juleu og et nyt lyksaligt Aar. Saa nydelsesrigt som det sidste bliver det vel neppe i ny Virkelighed, dog rigere endnu kan det blive, da det foruden sit eget Jndhold har hele Reiselivsbilledet frisk og levende i Behold og dertil uden nogen af dets Besværligheder.

s. 25Tak for Deres gode Øusker om en forandret ydre Stilling for mig. Mit forrige Bred til Dem var noget trist: men klage bør jeg ingenlunde over de egentlige Embedsforretninger her, som megct godt lade sig forene med et videnskabeligt Liv og en poetisk Virksomhed, naar jeg kun kan være fri for lange Director-Vicariater — og derom vil jeg i Fremtiden ligefrem ansøge, hois Sligt skulde indtræffe. I den første Deel af denne Vinter har jeg ret skjønnet paa at have Ro — og selv Forstyrrelsen ifjor, der berøvede mig at Tid og standsede mig midt i et Arbeide, troer jeg nu har sat mig istand til, hvad jeg neppe ifjor havde kunnet, idet jeg ved et heelt Aar at leve mig ind i det grønlandske Natnr- og Folkeliv, nu med Lethed har kunnet reproducere det i en lille Roman.— Naar Bogtrykkeren efter Nytaar faaer Leilighed, vil Trykningen først kunne begyndes; paa en lille Digtsamling er der allerede begyndt.

Ved den åndelige Reise til hiint Polarfolk, hvor Menneskelivet kan røre sig uden Stat og alle dertil hørende Debatter, har jeg søgt og fundet et Asyl under Larmen af alle vore gemytløse og prosaiske Kjævlerier. Har De læst Lytkens Tale her paa Kongens sidste Fødfelsdag om de politiske Partier. Han har deri opstillet de forskjellige Principer med alle deres practiske Vanskeligheder og saaledes sammenmyldret det paa sin skeptiske Maade, at man kunde være uvis om, hvilket Parti der vilde være tilfreds eller utilfreds dermed; at han selv er liberal i Hjertet, maa man vel kunne mærke, men hans Skepsis fører til en retarderende Besindelse og nu har „Fædrelandet" angrebet og affærdiget ham meget haanligt, som en Politicus fra det forrige Århundrede, der er aldeles uvidende om hvad der nu debatteres om og derfor incompetent til at tale om den nye Tidsaands Principer.s. 26Maatte han nu kun ikkc med sin Pirrelighed tage denne Affaire sygeligt!

Palludan-Müllers „Adam Homo" har vi ikke villet læse førend den kan haves heel — hvad der er udkommet er kun en Deel af et Heelt. Til Fremstillingen af det nyere Privatliv sinder jeg Valget af den poetiske Form misligt.

Venligst Hilsen til Deres Søn og Datter! Glæd os snart med Brev!

Med Lucie gaaer det, Gud ske Lov, frem — men transportabel er hun ikke endnu.

Deres hjertelig hengivne
Ingemann.