Kjbh. d. 30te Decbr 1841.
Kjære Professor Ingemann!
Inden Tidshjulet, i sin ustandselige Fart, ruller afsted med den sidste Rest af det gode Aar 1841, maa jeg endnu engang takke Dem ret af Hjertet, for ethvert frydeligt Venskabs-Beviis, De skjænkede mig under dets Løb, deriblandt ikke mindst for Deres kjære sidste Brev. Det glædede mig usigeligt deraf at erfare at De alter er tilfreds, som det sømmer sig for den ædle Digter, der glæder saa mange Sjæle, — tilfreds ved Deres elskede Lucies Fremgang til Helbredelse, den Gud skjænke hurtig Fuldendelse i det kommende Aar, saa hun maa kunde taale at rulle til Kunsthjemmet i Rom med Dem, inden dets Udgang! — At De er tilfreds i det stille, venlige Sorøe, og ikke utilfreds med Lærer-Virksomheden, glæder mig som det bedste Beviis paa, at De har sundet den tilstrækkelige Ro til at bygge Dem et Phantasiens Tempel, der fra sit Tryllespeil vil gjenstraale de friske Livsbilleders. 27De samlede der, ud iblandt de skuelystne Poesiens Benner, der Iænge sørgede over at Deres Lyres Strenge syntes ikke stemte.
. . . Forleden skjænkede De mig en Glæde i Asylet, som jeg maa takke Dem for. Børnene sang, og sang virkelig ret godt, og med en Slags Forstand paa Meningen, som jeg ikke tiltroede deres Alder og Fatte-Evne, den lille nydelige Vintersang „ Derude staaer en lille Fugl ved Snee paa frosne Rude". Ret muntert istemmede de Ordene: „Giv Tid og hvert et Træ faaer Blad! Giv Tid, hver Blomst udspringer." Vel troer jeg, at Børnene derved tænkte sig det lysfunklende Juletræ med Blomster af Kage og Ӕblefrugt — men hver smykker jo paa sin Viis Fremtidstræets grønne Grene; — jeg kunde jo uhindret tænke mig ved samme Sang Philosophgangens løvklædte lysegrønne Bøge, med nysankomne Nattergale.
Asylet maa De nødvendig besøge, naar De kommer her til Byen igjen. Asylmoderen længes usigelig efter engang at see Dem, og takke Dem for de deilige Sange, der ere hende og hendes talrige Børneflok saa kjære. —Atter i Aar feirede jeg en fornøielig, virkelig høitidelig Jule-Aften, mellem den glade Børnevrimmel, der saa tause og andægtige som vi Wldre lyttede til Dronningens fromme Bøn for Asylet; ligesom de siden i utvungen varnlig Lystighed hoppede omkring Træet, til stor Moroe for den moderkjærlige Caroline Amalie. — Jeg maa dog fortælle Dem, at jeg hver Onsdag Aften har den Fornøielse at være en Timestid i hendes Selskab, medens Dr. Kjerkegaard hos hende holder Forelæsning over Christendommens Historie. Han begyndte allerede sit Cursus forrtge Vinter, og er altsaa rykket frem indtil Reformationsperioden. Der er lidt monotont i hans Foredrag, og lidt langtrukket i hans Taleorden. De vildes. 28ikke ynde Hans hyppige Brug af det active Participium, men dog kommer han ofte med meget interessante Bemærkninger, især til at fremhæve vor Herres kjendelige Styrelse i Tingenes Udvikling; og det er mig altid saa frydeligt. Dette væsentlige Element, det christelig religiøse, er det jeg har savnet i den gode Professor Lütkens Tale — desværre er dette Lys endnu neppe oprundet for ham! Jeg bemærkede det især i Slutningen: det har altid forekommet mig, at de der saa fast haabe paa en vordende Fuldkommenhedstilstand paa Jorden, ikke have klar Forestilling om Fuldkommenhedens rette, evige Hjem. Jeg troer som Chateaubriand «les homines passent, mais l’homme reste.» Menneskelig Ufuldkommenhed klæber ved Alt jordisk, som det har gjort siden Syndefaldet, og vil vedblive indtil Gud forklarer Jorden med os. Og indtil det skeer, saa vide vi, Christus være priset, at han har flere Boliger i sin Himmel, hvor han naadigen vil optage os, naar vi troe paa ham og stræbe at følge ham efter. Denne lyse Forvisning trøster mere end Alt andet, naar vore Kjære drage forud. Min gode kjære Anna! De erindrer hende vist, Hun var saa gjerne i Deres Studerekammer; snart vandrer hun den mørke Vei til Lyset, som tidlig har kastet sine Straaler i hendes fromme Sjæl. Lægerne fynes at have tabt Haabet om at kunde curere den Vattersoet som borttærer hende. Jeg burde ikke slutte med en Efterretning, som maaskee vil bedrøve Dem, men jeg veed, at De som jeg betragter vor Tilværelse her og hisset som et samlet Heelt, ikke som afbrudte Stykker. Kun Savnet er smerteligt, for de der stod nærmest.
Med hjerteligt Ønske om et ret glædebringende Aar for dem Begge, henlever jeg Deres taknemlig hengivne
C. v. Rosenørn.