Sorøed 7de jan 1846.
Med mine hjerteligste Ønsker om Lykke og Velsignelse for Dem i det nysbegyndte Aar, sender jeg Dem her en lille Bog, hvoraf Halvdelen as Jndholdet tilforn har været trykt, men den sidste Halvdeel vil være Dem ubekjendt. De skulde havt Bogen paa samme Tid som Dronningen, men nu fik jeg først Exemplaret, hvori jeg gjerne vilde skrive Deres Navn med et Par Ord — Hvad der jo ved Mæeenat-Exemplarer til de Kongelige, som en altfor samiliair Hengivenhedsyttring, desværre ikke er passeligt. — Denne særskilt udkomne 2den Udgave as mine „blandede Digteˮ udgjør tillige sidste Bind as mine „Samlede Skrifterˮ — at size forsaavidt mit Forfatterliv til Dato naaer. Hvorvidt dette nu (og derved „Samlede Skrifterˮ om længere Tid) skal sortsættes, beroer paa, liv Lyst, Tid, Helbred, Stemning, og tusinde saakaldte Tilfældigheder, men dog igrunden paa hvad der allermindst er tilfældigt — paa Vorherre og hvad Han vil give mig Leilighed og Krast til at udrette i den Tid, jeg her har tilbage. Skulde virkelig — som jo den nyeste Tids Ordførere paastaae — Romantikens Tid nu (eller nogensinde) være sorbi — maatte jeg aufee mit poetiske Liv for afsluttet; dog jeg mener trøstig, at Livets, Naturens og Historiens Romantik i forskjellige Skikkelser vil ledsage enhver Generation og at man for at holde Skridt med Tideu, som det kaldes, ikke font aandelige Modegjække kan holde det for et Fremskridt at skifte Aaud, medens det vel kan være en Opgave i enhver ny Tid, at finde nye og sriske Former for Reprodnetionen as det åndelige Liv, der gjennemstrømmer alle Slægter. — Den åndelige Elasticitet, som dertil hører, kunde nu maaskee til Efteraarets. 53den længe paatænkte Reise hjælpe til. Dog inden jeg tør tænke derpaa og søge derom, man jeg nu see Hvad det bliver til med Academiet og hvorvidt det netop som en Reform skal begynbe kan gaae an at være fraværende. Mellem os sagt — as den næroærenbe Overbestyrelse venter jeg ingen Reform, som sører til Andet end til Opløsning; fordi Opløsningen er dens Formaal og nfranigelige pligtmæssige Bestræbelse, jo retsindigere den følger sin Overbeviisning om hvad den anseer for det eneste Rette. Saalænge saaledes den destruerende Aand bestyrer, er ber intet Haab om en varig Constrnetion. Vil Styrmanden sætte Skidet paa Grund, maa Capitainen tage Roret fra ham eller — trods sin bedste og strengeste Ordre — vente Skibets Undergang under hvilkensomhelst Retning, det enb tager. Unber saadanne Omstænbigheder at sigurere som Understyrmand er en mislig Post, og kan det ikke blive anderledes, kunde en bestandig Permission være ønskeligst. —
Dog nok om bore bunkle Ubsigter! Hvergang jeg tænker mig Dem i Deres nærværende Stilling og Virfsomhed, glæder jeg mig. En saaban Harmonie mellem Pligtforholdet og det hele inderligste Væsen og Sind er en skjøn og glædelig Sjældenhed.
Jeg har i Vinter læst be 2 sidste Dele as Henrik Steffens' „Was ich erlebteˮ. Uagtet han er mig noget for breb og blandt Andet dvæler mig alt for længe ved den iøvrigt mærkelige Unionsstridighed i den preussiske Stat — har Bogen bog i det Hele med Hensyn paa Aand og Tendents i høi Grab tiltalt mig. En saadan Sammensmeltning as den frieste videnskabelige som statsborgerlige Aand og as den æbleste Loyalitet er et Særsyn i vor adsplittede Tib. Hvor han synes at staae tilbage paa en ældre Tids Stadium er han igrunden kommens. 54ud over Samtidens Virvar. Min Sympathie med ham heri havde jeg allerede tidligere mærket nemlig 1838 da jeg udgav min „Renegatˮ og da først læste Hans Novelle „Revolutionenˮ. Den Maade hvorpaa Han omtaler vor Konge og Dronning saavelsom Hans Skildring af Kroningsfesten her, er særdeles smuk og interessant.
Jeg læser i denne Tib Atterboms «Svenska Siare och Skalder» — Hans Opfattelse af Svedenborgs Visionsvæsen og hele hunt besynderlige åndelige Phoenomeen, er åndrig og interessant, enten man kan bele Hans Anskuelse eller ikke. Corsarlapsen P. L. Möllers Beføg i Sorøe (i Hans Gæa) har De vel læst? af vore Nytaars- Productioner har Fortællingen „En Jødeˮ interesseret mig for den anskuelige Fremstilling af den civiliferebe Jødes besynderlig tragiske Stilling blandt be saakalbte Christne. Heibergs „Uraniaˮ maa De bebre kunne bebømme end jeg og de fleste anbre Læfere. For Astronomer er den neppe videnskabelig nok og for Ikke-Astronomer altfor videnskabelig. Hans Beskrivelse over Tycho Brahes Slot og Indretninger paa Hveen er i høieste Grab nøiagtig og røber en grundig Begeistring hos ham for hiin verdensberømte Mand og Hans Virkfomhed. De famlede Beretninger om Sophie Brahe *) have ogsaa litterairhistorifk Intereske og bidrage til Kundskab om hiin Tids Liv og Sæber. Vi har læst begge Dele med Opmæørkfomhed; men et Underholdningsskrift — som det dog nok skulde være — er det ikke. — Tusinb Levvel og be hjerteligste Hilsener til Dem og Deres fra Lucie og Deres hengivneste
Ingemann.