§ 211.

Enhver borgerlig Retstrætte behandles i første Instans ved Landsret, med- mindre den er henlagt til Underret eller den ved Overenskomst mellem Parterne ind- bringes for Underret, for saa vidt dette lovligt kan ske.

Hvad der i dette Kapitel bestemmes om Landsret, skal ogsaa gælde Københavns Sø- og Handelsrets 1ste Afdeling, og hvad der bestemmes om Underret, samme Rets 2den Afdeling.

§ 212.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmaal angaaende private Formuerettigheder, naar Genstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 400 Kr.

2) Sager angaaende Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, naar Genstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

3) Sager angaaende Servituter og partielle Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (§ 425, jfr. § 422).

5) Ægteskabssager (§ 427).

6) Sager angaaende Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom (§ 446).

7) Sager, hvorved Faderskabet til uægte Børn søges oplyst, for at Underholdsbidrag kan paalægges Faderen.

8) Sager, anlagte i Medfør af Forordningen af 28. Marts 1845 § 17 til Hæftelses- breves Udslettelse.

9) Sager angaaende strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til privat Forfølgning, jfr. § 704, for saa vidt der ikke paastaas højere Erstatning end 400 Kr.

§ 213.

Sagens Værdi bestemmes efter Paastanden i Stævningen. Bestaar Søgsmaalet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse, Ved Krav paa noget mod Er- læggelse af en Modpræstation medregnes denne ikke. Dersom Paastanden omfatter Renter af Fordringen, tages kun Hensyn til Fordringen selv.

Der tages intet Hensyn til Sagsomkostninger eller til senere Nedsættelse af Paastanden.

§ 214.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værcli at bestemme efter følgende Regler:

1) Ere aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for be- standig eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 266) levende Personers Livs- tid eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 Aar efter det nævnte Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25-dob- belte af et Aars Beløb.

2) Ere aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5-dobbelte af et Aars Beløb.

3) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25.

Er Beløbet af aarlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige Aar, tages Værdien i det sidst forløbne Aar som Enhed.

§ 215.

Lyder Paastanden ikke paa en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af dens Genstand ved Rettens Skøn, jfr. dog § 214.

§ 216.

I de i de tvende foregaaende Paragraffer omhandlede Tilfælde er Rettens Af- gørelse, for saa vidt den gaar ud paa at erklære sig kompetent til at paakende Sagen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgø- relse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

§ 217.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmaalet, maa den Part, som paastaar den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt paahviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

§ 218.

Imod Søgsmaal, der i Henhold til § 212 ere anlagte ved Underret, kunne Mod- fordringer gøres gældende, naar i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Frem- sættelse ere til Stede (§ 267). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den over- skydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, for saa vidt Dommen ikke herved kommer til at lyde paa noget højere Beløb end 400 Kr. (§ 212. jfr. §§ 213, 214 og 215), eller saafremt Modfordringen kunde forfølges ved Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmaal. der svæve for Landsret, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret.

§ 219.

Naar Sagen ifølge den oprindelige Paastand rettelig er begyndt ved Underret, forbliver den ved denne, uagtet Paastanden senere udvides eller forhøjes, naar dog Sagens Værdi ikke derved imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges ud over den i § 212 bestemte Grænse af 400 Kr.

En Udvidelse af Paastanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregaa saaledes, at Fordringer af forskellige af de i § 212 nævnte Klasser inddrages under Sagen.

§ 220.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent, fordi enkelte Fordringer, Spørgsmaal eller Dele udskilles til særskilt Behandling eller Paakendelse i Henhold til § 273, § 281 eller § 282, selv om disse eller Resten af Sagen, for sig betragtet, vilde høre under Underret.

§ 221.

Parterne kunne retsgyldig vedtage at lade en Sag behandle ved Underret, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Und- tagelse af de i Kap. 40 og 41 nævnte Sager (jfr. endvidere §§ 635 og 647).