↩

DANSEMUS
Skrevet 1905,
første Bogudgave 1905

✂

I

✂

Handlingen foregaar i og uden for Kongeriget Rugmelien, et agerdyrkende, moralsk og frugtbart Land, bestaaende af 333 Øer og en Halvø.

Paa Tronen sidder Rasmus den Treogtyvende.

Konseilspræsident er Kammerherre, Lensgreve Ferdinand de Lilienschwanz. Kultus- og Kirkeminister er Hofjægermester, Baron Maltus von Lauenburg. Marineminister er Contreadmiral Issebrand van Wolfenhenchel. Osv., osv., o. s. v. ... blaat Blod paa alle Taburetterne.

Det fingerer at være Foraar. Sneen i Gaderne smelter. I Villahaverne kigger Vintergække og Krokus frem. Og ude over Rugmarkerne hænger ti Tusinde jublende Lærker under Himlen ...

Sen Aften i Hovedstaden Absalonia. - De elektriske Lamper er slukkede. Mange Absalonianere er gaaet til Ro, andre ikke.

I den aristokratiske Ahlgade, der fører fra St. Maria Plads til Kongeborgen og durk igennem den, aabnes Porten i Kirkeministerens Palæ, og en lille, destingveret, ældre Herre kommer frejdig ud og gaar med ungdommelige, elastiske Skridt ind ad Byens Centrum til.

Han er hyllet i Zobel, og Kraven har han slaaet op om Ørene, saa at Ansigtet omtrent skjules; kun et Par smaa, livlige Øjne glimter agtpaagivende frem.

Og dog opdager han ikke, at der fra en Gadedør lige overfor lister en svær, blegfed Person frem og sniger sig efter ham. -

Denne Person er Bagermester Alexius Hammerschmidt, en nidkær Missions-, Højskole- og Travsports-Mand. - -

Ti Tusinde jublende Rygter svirrer det ganske Absalonia rundt om Baron von Lauenburgs erotiske Fiksfakserier.

Dog saalænge Baronen kun var Hofjægermester, lod Hr. Hammerschmidt, om end nødig, Rygterne være, hvad de vilde. Men da von Lauenburg blev Minister og tilmed Kirkens Primas, maatte Bagermesteren have Vished ...

Og Aften efter Aften har han nu staaet her vis à vis den Lauenburgske Port for at snuppe Ministeren i Udløbet. Og endelig i Aften er det lykkedes. Herren i Pelsen maa være Maltus, der begiver sig paa de onde Veje. Og nu skal han afsløres. Hosianna i det Høje!

Excellence vandrer imidlertid sorgløs og smaanynnende af Sted, medens den skinbarlige Bagermester bekymret og tavs sniger sig efter ham ...

Og de kommer over det store Teatertorv, hvor en afdød Rasmus, højt til Hest, men halvt i Løn bag skærmende Træer og Buske, med Sværdet i den ene Haand og Loven i den anden, krumbøjet af Iver for Gud og Fædreland, fælder en nederdrægtig Drage. -

Men de tvende Herrer slipper uskadt forbi ham og forsvinder sammen i de trange og mørke Gader i St. Nicolaus-Kvarteret, hvor Lasten sidder til Højbords, og Rendestenene lugter ....

Musiklærerinde Adelheid Mürer har været gift med Digter Jørgen Mürer i to Aar. Men saa kan hun heller ikke holde det ud længere ...

Ejnar Hegge er en lille, tyndhaaret cand. phil., Autografsamler og Assistent i Matrikelkontoret. Han er Jørgen Mürers svorne Ven og Beundrer og var med til hans Bryllup. Men en smuk Eftermiddag et Aars Tid senere, da han sidder hjemme paa sit Ungkarleværelse med sin Pibe og sin Autografsamling, stormer

ADELHEID MÜRER: (ind og kaster sig hulkende i hans Sofa).

HEGGE: (farer forfærdet frem paa Gulvet; hans Pibe slukkes og hans Hjerne tømmes).
Kære Fru Mürer .. De . . hvad . . jeg .. Du .. han .. hun .. den og det?

ADELHEID: (med løftet Hovede, brændende Øjne og rivende Tungefærdighed).
Jeg er rendt min Vej! Jeg er rendt fra Jørgen! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg er da vel et Menneske ogsaa! Men jeg kan ikke gaa ham til Pas, ikke staa ham til Pas, ikke sidde ham til Pas, ikke ligge ... Og jeg kan ikke længere holde ud at rose hans løgnagtige Digte! - Og véd De, hvad han gjorde i Aftes, Hegge! Han slog mig! Han vilde ha', at jeg skulde klæde mig nøgen af og lægge mig hen paa Chaiselonguen med en Paaskelilje i hver Haand for at inspirere ham til et Foraarsdigt ...

HEGGE: (taber i Rædsel Piben, saa at Asken spredes paa hans pletfri Gulv).

ADELHEID: (springer op fra Sofaen og staar høj og gnistrende midt i Værelset).
.... Ved Gud i Himlen, Hegge, det er sandt! Men jeg vilde ikke, jeg gjorde det ikke! Og saa slog han mig med knyttet Næve midt i Ansigtet ... se her! lige under Øjet! ... og saa smed han mig ind i Sovekammeret og lukkede Døren af og gik ud. Og da han saa kom hjem midt i Nat, var han drukken .. og kælen .. og usch! - Men nu er jeg rendt min Vej! Og jeg gaar ikke mere tilbage til ham, jeg gør det ikke, saa hellere løbe rundt paa Gaderne.

HEGGE: (der har samlet sin Pibe op, staar fortabt med Rygeapparatet stikkende bag ud fra den slapt nedhængende Haand som en modfalden Hale. - Og han er sit Hovede mindre end Damen).
Hvor kan dog Jørgen, der digter saa dejlige Digte ...

ADELHEID: (haanlig).
Ha! jo "dejligere" de digter, jo værre er de! det har jeg erfaret!

HEGGE.: Og hvad siger Deres Moder?

ADELHEID.: Hun siger naturligvis, at jeg skal blive!

HEGGE.: Ja, jeg synes nu ogsaa ...

ADELHEID.: Aldrig!

HEGGE.: Jamen, kære, bedste Fru Mürer ...

ADELHEID.: Aldrig, siger jeg!

Men en halv Time efter dette kategoriske Imperativs Udstedelse vandrer Adelheid Mürer tilbage til sin Digter. Hun har lovet ,,at prøve" ....

Og der glider paa ny et Aar hen. -

Hr. Ejnar Hegge og Fru Adelheid Mürer har i dette Tidsrum sluttet Venskab og vekslet talrige Breve. Og Ejnar har i et af disse været saa tankeløs at tilsværge den betrængte Dame, at hvis hun nogen Sinde for Alvor skulde behøve en sand Ven, saa kan hun finde en saadan i
sin ærbødigst hengivne
Ejnar Hegge,
cand. phil.

Og saa sidder den uforsigtige atter en Eftermiddag i sin Stue med sin Pibe, da det banker paa Døren og

ADELHEID: (stormer ind og kaster sig om hans Hals).
Her har Du mig!

HEGGE: (taber som fordum sin Pibe, saa at Asken flyder. - Men derpaa fatter han sin Beslutning, giver et lidet mandigt Hop og naar at kysse Damen paa Hagen).
Tak at Du kom til mig, Adelheid! - Men hvad siger din Moder!

ADELHEID.: Hun giver mig Ret; nu maa alle Broer kastes af!

HEGGE: (for hvem det sidste Haab brister).
Naa . . gør hun det ... ja-a, saa maa de vel kastes ... De sætter sig sammen hen i Sofaen og taler om Fremtiden.

ADELHEID: (glider lidt efter lidt op paa hans Skød).

HEGGE: (skimtes til sidst næppe under hende).

Saa kommer de lovbefalede tre Cølibatsaar.

ADELHEID: bor i en Toværelseslejlighed paa Nordre Rabarbravej og giver atter Undervisning i Musik. Hun imødeser den treaarige Afholdsperiodes Ophør med Længsel. Thi vel har hendes Primo-Mand i mangt og meget virket frastødende paa hende; men han har dog forstaaet at vække "Kvinden" i hende. - For

HEGGE: derimod er disse Venteaar som en sand Lyksalighedens Guldalder. Stod det til ham alene, skulde Situationen aldrig forandres! Han er Pebersvend og har samtidig en varm og velskabt Kvinde til at kæle for sig paa Søn- og Helligdage; og mere bryder han sig ikke om. Dels er dette nemlig billigere, og dels har han aldrig sat Pris paa det intimere Samliv med det andet Køn. Det morer ham ikke; og han er ogsaa noget genert af sig. Haarene kan undertiden rejse sig paa hans arme Hovede ved Tanken om, hvad han har i Vente. - Som f. Eksempel da

ADELHEID: (en Aften pludselig udbryder).
Det er minsandten ikke Lov for Mennesker af Kød og Blod, at man skal gaa her og være Asket i tre Aar!

HEGGE: (bleg).
Næmen Adelheid ...!

ADELHEID.: Ja, det siger jeg! Og jeg har somme Tider den største Lyst til at ...

HEGGE: (stamper med sit lille højre Ben i Gulvet).
Adelheid dog . . !

ADELHEID: (snupper ham i sine Arme).
Aa, dit kyske bitte Stykke Drengebarn, jeg kunde kysse Dig flad!

HEGGE: (spræller med hvad, der sprælles kan. - Men)

ADELHEID: (knuger ham ind til sig og kysser ham, saa han er paa Kvælningspunktet. - Sliper ham derpaa løs).
Vent bare, til jeg har rigtig Lov, min Dreng!

HEGGE: (der ikke kan sige et Ord, bliver grøn ved Udsigten).

Saaledes rinder de søde Trolovelsesdage. Og i Dag, den 19de Marts, bliver Ejnar og Adelheid i Guds den Almægtiges Navn rette Ægtefolk og æder Bryllupsmaaltid hos Brudens Moder, Enkefru Kummersen, der lever af en Livrente stor 500 Kroner, og af nogle Pensionærer, der synes at miste Hukommelsen omkring den første i hver Maaned. Niels Hüllichs Boghandel. -

Aften. Gassen er tændt. Uret i Butikken slaar otte. Ude tuder Vaarvinden.

✂

FULDMÆGTIG JØRGENSEN: (lille, mager, med stikkende graa Øjne).
Luk saa, Jensen!

JENSEN: (Bykarl, født paa Halvøen og Broder til Folkerepræsentant Søren Jensen Melling).
Jovel ! (Farer ud og lukker Butikken og farer ind igen.)

FULDMÆGTIGEN: (med Breve og andre Postsager).
Her er Posten ... og her er en Krone og fireogtyve til Frimærker.

JENSEN.: Tak ...

Efterser Postsagerne og tæller Pengene. Regner derpaa stille op i sit Indre: fem, ni, tretten ... atten Øre! - Disse atten Øre er for hans egen Lomme. Han sparer nemlig altid Portoen for de nærmeste indenbys Forsendelser og traver selv rundt med dem efter Adresserne. - Jensen er ikke omsonst født paa Halvøen.

Ude i Bagstuen staar

LÆRLING MACKEPRANG: (ved Vasken og soignerer sig efter Dagens literære Smuds og Støv; Mandelsæben skummer ham om Fingrene).

JENSEN: (derud fra Kontoret).
Godnat, bitte Mackeprang!

MACKEPRANG.: Godnat ... Skal De ikke vaske Dem, før De gaar?

JENSEN.: A har da ikke Fnat! -- (Ud gennem Køkkengangen).

MACKEPRANG: (tørrer Hænderne og stiller sig hen foran Spejlstumpen i Vindueskarmen; stryger med en Lommebørste det lokkede Haar frem i to Tagskæg over Ørene og retter paa Slipset, der er bundet i en svulmende Knude med lange Ender. - Han er sytten Aar, lille og velskabt med blaa Øjne i Hovedet og en grøn Digter i Maven.

FULDMÆGTIGEN: (har inde i Kontoret stablet Regnskabsbøgerne og Pengekassen ind i Pengeskabet, som han laaser - Aabner Døren til Bagstuen. Er De gaaet, Mackeprang?

MACKEPRANG: (farer sammen).
Nej ...

FULDMÆGTIGEN.: Kassebogen stemmede heller ikke i Aften.

MACKEPRANG.: Ikke ...?

FULDMÆGTIGEN: (mildt).
De maa se at gøre Dem lidt mere Umage med at huske, lille Mackeprang.

MACKEPRANG: (hvis Slips synes at synke sammen).
Ja-e ...

FULDMÆGTIGEN: (ind at slukke Gassen i de forskellige Lokaler og staar saa atter paa Tærskelen ud til Renselsesrummet).

MACKEPRANG: (føler sig som paa Gløder. - Han er altid saa besynderlig uhyggelig til Mode, naar han er ene sammen med Fuldmægtigen; og desuden skal han hjem og digte).

FULDMÆGTIGEN: (betragter ham tavst smilende).

MACKEPRANG: (rødmer helt ud i Ørene, navnlig det højre - eller der "østre", som Jensen kalder det - der er det mest sensible).

FULDMÆGTIGEN: (gaar hen og lægger sin Arm omkring hans Skuldre).
De er god nok, lille Macke, bare De kunde lære at føre en Kassebog.

MACKEPRANG: (rykker bort fra ham; virrer med Hovedet og gemmer de himmelblaa bort).

FULDMÆGTIGEN.: Er De bange for mig.

MACKEPRANG.: Nej ...

FULDMÆGTIGEN.: Hvorfor trækker De Dem saa bort da? ... Hør, saa' De noget til Hr. Hüllich, da De var derude i Formiddags?

MACKEPRANG: (der er kommet i Overfrakken).
Nej, slet ikke ... Det var Frøken Sofie, der tog imod Brevet.

FULDMÆGTIGEN.: Hum ... Talte hun noget om, at Hr. Hüllich kom ind i Morgen?

MACKEPRANG.: Nej ... (Aa kære gode Hr. Jørgensen, lad mig nu gaa ...? trygler det et Sted inden i ham.)

FULDMÆGTIGEN: (atter mildt).
Ja, saa er der ikke mere, lille Macke.

MACKEPRANG: (snapper Hat og Stok).
Tak ... Godnat!

FULDMÆGTIGEN.: Hov, stop lidt! ... De huskede vel at give Jensen det Hæfte af Cantu med til Professor Holmbo?

MACKEPRANG: (bliver apoplektisk og taber Hatren)
Nej . . det glemte jeg ....

FULDMÆGTIGEN: (ryster paa Hovedet).
Macke, Macke, der bliver aldrig nogen Forretningsmand af Dem!

MACKEPRANG: (sønderknust).
Nej, det gør der vist ikke ...

FULDMÆGTIGEN: (stryger ham over Kinden).
Naa, stik saa af!

MACKEPRANG: (lader sig ikke dette sige to Gange).
Godnat ... !

FULDMÆGTIGEN.: Godnat, lille Macke ...

✂

Det er altsaa Foraar og som Følge deraf bidende Østenstorm. -

Uret i "De uskyldige Søstres" Kirketaarn har lige slaaet ti.

En høj, bredskuldret Mandsperson med Frakkekraven kuldskært slaaet op om Ørene skraar hurtig over Kirkepladsen og forsvinder i Bogladens Port ...

Det er selveste Hr. Niels Hüllich, Firmaets Chef, der aflægger sin Forretning et Besøg paa denne irregulære Tid af Døgnet.

Han skynder sig over Gaardspladsen ind i Køkkengangen, trækker et Nøgleknippe op af Lommen og aabner Døren ...

Inde i Kontoret lægger han Hatten fra sig og tørrer sig nervøst over Hals og Ansigt. Hans store, røde knoglede Hænder ryster af Iver, da han tænder Gassen henne over Fuldmægtigens Pult. - -

Der lyder Skridt og Stemmer ude i Gaarden; og i samme Nu slukker Hüllich atter Gasblusset. Men som om han fortryder sin Handling, brummer han ærgerligt, stryger paa ny en Tændstik og tænder.

Skridtene standser uden for Døren til Bagstuen, og der bankes paa.

HÜLLICH: (gaar ud og aabner).
Udenfor staar en uformelig svær Mand med Sveden perlende frem af alle sit blaarøde Ansigts Porer. Han støtter sig tungt til sin Stok og hiver efter Vejret. - Bag ham staar et ungt slankt Pigebarn paa en 17-18 Aar, pragtfuldt klædt i skindforet Kaabe og fjerprydet Hat.

HÜLLICH: (rolig).
Godaften, Hr. Wandel.

WANDEL: (pumper frem).
Puh-h ... naa er'et Dem, Hr. Hüllich? ... Ja, jeg saa' jo, at Gassen blev skruet saa underlig hurtig ned, og saa ... man véd jo aldrig!

HÜLLICH.: Nej, det er kun mig.

WANDEL.: Fuldmægtig Jørgensen sa'e ellers i Morges, at De var syg.

HÜLLICH.: Aa, det er bare lidt Forkølelse.

WANDEL: (peger).
De har ... puh-h! ... De har lad't Nøglerne sidde i udvendig.

HÜLLICH: (rolig).
Har jeg det ...

WANDEL.: Og De ha'de lad't Porten staa!

HÜLLICH.: Naa ...

WANDEL.: ... og man véd jo aldrig i disse Tider ... Naa, saa maa vi vel se at komme op, Lily! ... Godnat, Hr. Hüllich! ... Véd De for Resten, hvem vi rendte paa heromme paa Hjørnet? ... Minister Lauenburg! ... Mon der skulde være no'et om det med hans Pi'er? ... Naa, De har travlt! Godnat ... Kom saa, Lily ...

HÜLLICH: (der har staaet og ringlet nervøst med sit Nøgleknippe, siger Godnat og gaar ind).

WANDEL: (puh-h'er sig, sammen med sin Ledsagerske, op ad Køkkentrappen til tredje Sal, hvor han residerer. - Han er Husets Ejer, forhenværende Vognmand og nuværende Diskontør og Menneskeven. Den unge Pige er hans forældreløse Datterdatter. Hun hedder Lily Hertzog og har været i Bedstefaderens Hus, siden hun var fem Aar.)

Inde i Kontoret aabner

HÜLLICH: Jærnpengeskabet og snapper med en underlig gridsk Haandbevægelse Pengekassen. Den er laaset. Han bærer den hen paa Fuldmægtigens Pult, og med en stor Papirsaks brækker han Laaget af, tæller en Del Seddelpenge op og putter dem i Lommen. - Saa tager han en Stump Papir og skriver:
Har været her. Taget 200 Kr. Kommer ikke ind i Morgen. Niels H.

Derpaa lægger han Papiret i Pengekassen, sætter den tilbage i Skabet, slukker Gassen og gaar ...

✂

Fuldmægtig Jørgensen kommer vandrende ud ad Vesterlanggade fra sit ensomme Aftensmaaltid i "Solskærmen".

Det blæser ubehersket ...

Paa Hjørnet af Pastor emeriti Alléen standser han op for at lade en Sporvogn passere: Var det ikke hans Chef, Niels Hüllich, som stod der bag paa med Kraven op om Ørene! ? ... Nej, han var jo "syg"!

Sporvognen vugger videre, og Fuldmægtigen kæmper sig frem mod Stormen ud til Nr. 79, hvor han bor.

Inde i Porten standser han og kigger op til tredje Sal i Mellembygningen: Jo, der er Lys deroppe ... Mon Brudeparret er kommet hjem?

I det samme standser en Vogn udenfor paa Gaden, Portdøren slaas op, og

ADELHEID: (fyger ind).
Skynd Dig, Ejnarmand, her trækker saa rædsomt!

FULDMÆGTIGENS: (første Indskydelse er at putte sig bort i et Hjørne. - Men saa tager han et energisk Tag i sig selv og triner frem i Lyset fra Gadelygten).
Godaften, Adelheid; og til Lykke!

ADELHEID.: Næ, er det Dig, Onkel Otto! - Ja, nu er det overstaaet! man har jo Øvelsen! ... Men saa skynd Dig dog at faa betalt den Droske, Ejnar!

HEGGE: (kommer ilfærdig trippende ind paa de smaa Ben. Porten slaar drønende i, da han ikke kan magte den. - Der bliver gravmørkt).
Du kan tænke Dig, Ademor, han vilde ha' dobbelt Takst, og Klokken mangler endnu ti Minutter i tolv!

ADELHEID.: Her er Onkel Jørgensen, Ejnar ... Har Du ikke en af dine Tændstikker, at Du kan faa hilst paa ham.

HEGGE: (ivrig).
Jo, naturligvis, lille Ade ... (Stryger en Voksstikke af) ... jeg gaar jo altid med dem i Lommen! (Løfter Voksstikken i Vejret som en Fakkel.) Godaften, Hr. Fuldmægtig!

FULDMÆGTIGEN.: Godaften, Hr. Assistent; og til Lykke!

ADELHEID.: Gaar Du ikke med op, Onkel, og drikker et Glas Vin!

FULDMÆGTIGEN.: Næ Tak, lille Adelheid ... ellers Tak.

HEGGE: (der hele Dagen har skælvet i Dødsangest ved Tanken om det Øjeblik, da han bliver ene med sin Viv, griber Fuldmægtigen i Arme). Aa, jo, gør os den Fornøjelse, Hr. Fuldmægtig ... gør det! Han ser saa lille, hjælpeløs og forkrammet ud, Heggen, som han staar der med Fyrstikken i den løftede Haand: Frakken er knappet skævt, Hatten er puffet paa skraa, Flippen er knækket, og det hvide, bændeltynde Slips er revet af Sløjfe - han ser ud, som har han været Offer for en Naturmagt: Aa, gør det, Hr. Fuldmægtig, kom?

FULDMÆGTIGEN: (venlig, men bestemt).
Næ, næ, næ ... Men jeg vil tillade mig at komme op og hilse paa Parret en af Dagene.

ADELHEID.: Ja, gør det, Onkel ... Kom saa, Ejnarmand; jeg fryser! ... Godnat, Onkel!

FULDMÆGTIGEN.: Godnat, godnat! ... Og sov vel, hi, hi! (Ind ad Gadedøren.)

ADELHEID.: Hi, hi! ... (Smaaløber over Gaarden.)

HEGGE: (tripper bag efter).
Saa, der blæste Stikken ud!

ADEIHEID.: Saa tænd en anden! Vi kan da ikke stavre op ad Trappen i Mørke.

HEGGE: (stryger en Stikke; tænder den halvbrændte Stump ved den og putter den friske tilbage i Æsken).

FULDMÆGTIGEN

✂ (er standset paa Afsatsen uden for sin anden Sal i Forhuset og ser ud gennem Vinduet over mod Mellembygningen. Og derovre ser han gennem Ruderne Fru Adelheids Skygge glide frem, rokkende og uformelig, op over Trappegangens Loft og Vægge som Skyggen af et stort, fantastisk Dyr. - Hr. Ejnar og hans Lysbringer kan han ikke faa Øje paa. Skyggen sluger dem. - -) Inde i sin Dagligstue tænder Fuldmægtig Jørgensen en Lampe, sætter sig ved sit Arbejdsbord og gennemlæser paa ny er Brey, som han har modtaget i Morges: 97

Kære Medhjælper!
Som De vil erindre fra vore aandfulde Chauserier, er der en uløselig Forbindelse mellem Cerebrospinalsystemet og de reproduktive Organer (Den tænksomme Læser tager en Sten paa Tungen og siger dette tre Gange højt). Jeg ligger i denne Tid i det værste Svineri, jeg endnu har vovet at byde mit faldne Selv. Kl. 8-9 hver Morgen ses en forvaaget, filipenset Yngling med graableg, usund Ansigtsfarve luske ud fra sit Hjem i Studentergade og op i Forglemmigejgade til et dertil indrettet Fruentimmer nomine Charlotte Amalie. Saa ligger han der og morer sig, tror jeg det hedder, halvt "betaget", halvt arrig til op ad Eftermiddagen - som gamle, skal vi sige Goethe, saa smukt sagde: Halv tog sie ihn, halv sank er hin! - Som nu f. Eks. i Forgaars, Søndag. Tror De ikke, at der var "Stemmer i mig" i Mængde. Hjemme ligger dit store Arbejde for Menneskehedens Velfærd i kommende Aartusinder og venter paa Dig, Edmundus, gaa hjem, gaa hjem, og lig ikke her og forfør (!) Arbejdernes Døtre. Nu gaar Overboghandlermedhjælper Otto Jørgensen sin bekendte Morgentur, alt, hvad der er ædelt, godt og kysk og rent og Boghandler i Landet gaar enten i Kirke eller paa Søpromenaden! - Men jeg laa i Forglemmigejgade og derfor saa' De mig ikke.
Deres
Edmund Melling,
født Jensen.

P. S.
Hr. Medhjælperen anmodes høfligt om at entholde sig fra saavel mundtlige som penlige moralske Opstød, da saa danne ikke kunne tages til Følge af Mangel paa, hvad de Gamle kaldte Karakterstyrke. E. M.

✂

Brudefolkenes Lejlighed.

Alle Lys og Lamper er tændte.

ADELHEID: (har kastet sit Overtøj fra sig paa en Stol i Dagligstuen, tager sin Fremtids Støtte under Armen og begynder en Rundgang).
Aa, lille, 98 kære, søde Ejnarprins, saa er man da endelig færdig med at sidde i Enkebur derude paa Rhabarbravej!

HEGGE.: (som føler sig nærmere og nærmere det uundgaaelige).
Ja-a. De vandrer ind i Spisestuen, hvor Gaverne fra Slægt og Venner staar opstillet paa Bordet.

ADELHEID: (leende).
Det er egentlig storartet fordelagtigt saadan at holde Bryllup to Gange, Ejnarmand, hva'?

HEGGE.: Ja-e ...

ADELHEID: (aabner Buffetdørene).
Se her staar næsten alle Brudegaverne fra første Trækning! ... I den Retning maa jeg jo sige, at Jørgen altid var gentil, ingen Gnavserier! ... Skal vi ikke ha' en Kop Te? Der er Gas i Køkkenet.

HEGGE: (ubehersket henrykt).
Jo!

ADELHEID.: Ja, vi skal ha' en Kop Te! (Bort.)

HEGGE: (gaar stille og tanketung tilbage til Dagligstuen. Samler Adelheids Hat, Kaabe og Sjal sammen og hænger Sagerne ud i Entreen ved Siden af sin egen magre, lille Overfrakke. Den tager knap en Knag; Fruens Habengut tager fire).

ADELHEID: (fra Køkkenet).
Ejnarmand, hvor er Du?

HEGGE.: Jeg er ude i Entreen, lille Ade ...

ADELHEID.: Har Du været inde i Sovekammeret?

HEGGE: (blegner).
Nej ...

ADELHEID.: Det maa Du heller ikke; vi vil gaa derind sammen; Du har jo ikke set, hvor yndigt jeg har lavet det.

HEGGE: (skuler sky til Brudekammerets Dør. - Driver atter fredløs om i Stuerne).

ADELHEID: (stadig i Køkkenet).
Ejnarmand, hvor er Du nu?

HEGGE.: Inde i mit Værelse.

ADELHEID.: Nu koger Vandet ... Skal vi drikke Te inde hos Dig?

HEGGE.: Ja-e ...

Sætter sig sammenkrøben i et Sofahjørne. Hans Ben kan ikke naa Gulvet, men staar stift frem ud i Luften.

ADELHEID: (bruser varm og munter ind med Teopdækningen. Sætter sig ved Siden af Manden. - Hendes Ben er der ikke noget at klage paa).
Det første Maaltid i vort eget Hjem, lille Ejnarprins! Er Du ikke forfærdelig glad over, at det endelig er kommet saa vidt? ... Næ, spis først den Kiks dér, den har jeg smurt til Dig! Kan Du se, jeg har lavet et A af Sukker paa den? Og paa denne her staar der et E! ... Nu æder vi 99 hinanden, ikke? ha, ha! Skaal! og til Lykke og Velsignelse for os begge, min Dreng!

HEGGE: tager sin Kiks, og

ADELHEID: støder sin saa haardt imod den, at Sukkeret drysser. - Derpaa stopper hun hele Kiksen i Munden paa én Gang, medens

HEGGE: (gnaver sin i Smaapartier).

ADELHEID: (tyggende).
Du si'er ikke noget; Du er saa tavs ... Vil Du ha' en Kop Te til?

HEGGE: (hastig).
Ja Tak, den er dejlig!

ADELHEID.: Din Søster er en underlig Stivstikker; hende tror jeg ikke, at vi kommer til at omgaas ret meget ... Men Ejnarmand, hvad er der i Vejen med Dig? Du er jo ganske bleg?

HEGGE: (gemmer Øjnene i Vestelommen).
Jeg befinder mig desværre ikke rigtig ganske vel, lille Ade ...

ADELHEID: (lægger en Arm om hans Hals).
Herregud, dit lille Pus, det var da rigtig meget kedelig! ... Kys mig!

HEGGE: (kysser hende efter Formue og Lejlighed).

ADELHEID: (leende).
Kalder Du det at kysse! Nej nu skal Du se ! (Slaar begge Arme om ham og vil gøre det bedre.)

HEGGE: (spræller sig fri).
Jeg kan ... ikke ... ikke taale det!

ADELHEID: (misfornøjet).
Du er da et underligt Stykke Fyrrepind! (Rejser sig.) Naamen nu er det vist bedst, at vi kommer til Ro, Klokken er ...

HEGGE: (i Havsnød).
Jeg vilde gerne ha' en Kop Te til!

ADELHEID.: Vil Du ha' mere Te! ... nej, det har Du ikke godt af ... Kom saa, nu slukker jeg!

HEGGE: (faar fat i et Halmstraa).
Skal Du ... skal Du ikke sætte Bakken ud først?

ADELHEID.: Det kan vente til i Morgen ... Er Du tilfreds med, saadan jeg har anbragt dine Reoler herinde?

HEGGE: (frysende).
Lille Adelheid ... jeg ...

ADELHEID: (beskæftiget med at hægte sit Kjoleliv op).
Ja, hvad er der?

HEGGE.: Kunde vi ikke, lille Adelheid ... jeg ...

ADELHEID.: Hvadfornoget? Tal ud Mand! (Vender pludselig Ryggen mod ham.) Aa, kan Du ikke hægte de to Hægter op der? Jeg kan ikke naa.

HEGGE: (giver sig ubehjælpsomt i Lag med Hægterne - og i Ly af Damens 100 Ryg faar han Mod).
Lille Ade ... jeg ... maa jeg ikke ... kan vi ikke ... maa jeg ikke vente ... med at blive din Mand til ... til i Morgen? ... jeg er saa træt ...

ADELHEID: (ler til Himmels).
Ha, ha, ha! er det det, der har trykket Dig hele Aftenen! Du er sød, er Du! ... Jo, vent Du bare!

HEGGE.: Tak, lille Ade ...

ADELHEID.: Aa, jeg be'er! ... Ja, saa gaar jeg ... Godnat!

HEGGE.: Godnat, lille Ade ... jeg skal nok være stille ...

ADELHEID: (leende ind i Soveværelset).

HEGGE: (ene).
Han synker udmattet ned paa en Stol, hvor han sidder fuld af Bekymring og stirrer ud i Fremtiden. - Saa rejser han sig og lister forsigtig rundt og slukker Lys og Lamper og bærer Tetøjet ud i Køkkenet. - Længe, længe staar han i Mørket foran den lukkede Sovekammerdør ... Saa drejer han lydløst Laasen om og vrider sig ind. Over Sengene, der staar Side om Side, brænder en lyserød Ampel - den samme, der beskinnede Adelheids primula veris.

HEGGE: trækker Støvlerne af for ikke at gøre Støj. Sine Klæder ordner han omhyggeligt paa Stolen foran sin Seng. - Saa ser han sig raadløs og hjælpeløs om; og da der intet andet skærmende Skjul findes, daler han paa Hug ned bag Sengens Fodende og skifter dér med nogen Vanskelighed Skjorte ...

ADELHEID: (stopper sig en god Haandfuld Dyne i Munden).

Tæppe.

✂

Kun den alvidende Himmel aner, hvorfor Jørgen Mürer i sin Tid giftede sig lovformeligt med Adelheid Kummersen.

Han behøvede saavist ikke at have grebet til denne lidt antikverede Fremgangsmaade for at opnaa hendes Gunst, han, der kunde faa hver den Kvinde, han for Alvor vilde have. Hans Magt over alt Hunkøn var magisk; det faldt som Fluer, bare han vinkede.

Og det var hans utrolige Frækhed, der fik Fluerne til at dumpe. -

Første Gang han var sammen med en lille Kvinde, der behagede ham, stirrede han hende stift ind i de smaa Øjne og spurgte: Maa jeg kysse Dem, Frøken ? - eller var Damen gift, saa mere ligefrem: Maa jeg ligge hos Dem i Nat, Frue?

Slig indtagende Djærvhed kan Kvinderne nu engang ikke modstaa - og desuden var Manden jo berømt og Digter. -

Ogsaa Adelheid havde saamænd nok givet Køb baade uden Ring og Præst; men Mürer havde nu den prisværdige Teori, at man skal prøve alt, og derfor var det vel, at han ogsaa for en Gangs Skyld havde Lyst til at fornemme, hvorledes det føltes at komme i en autoriseret og patenteret Brudeseng ...

Resultatet foreligger: Adelheid løb sin Vej; og Jørgen genoptog paa ny sit fri og ubundne lyriske Ungkarleliv.

101

Jørgen Mürer skrev de skønneste Digte. Hans Vers steg og sank og laa spejlblanke hen, som kun ellers Havet kan gøre det.

Og ligesom paa Havet fik Kvinderne Kvalme og blev svimle, naar de læste ham ... De laa under for en Art erotisk Søsyge og tænkte kun paa Bortførelser, Rebstiger, lyserøde Ampler og Silkeundertøj. De skrev til ham og satte ham Stævne. De stod uden for hans Gadedør, sad paa hans Trappegang og belaa hans Gulvmaatte ... Han ligefrem traadte Vande i Hunkøn, hver Gang han havde udgivet en Bog. - -

Det var især de yngre Fruer, "der havde følt sig skuffet", som søgte hans Klinik. Og han lod dem ikke søge forgæves.

Det forlyder, at han en Tid lang behandlede femten Patienter paa én Gang. Han førte Protokol over dem og regnede ud med Kvadratrod, hvornaar den skulde have Foretræde, og den og den. Og aldrig kolliderede de Lidende indbyrdes; thi Mürer var et strategisk Geni, en Erotikens Napoleon, uovervindelig, uoverrumplelig.

Fra Cornelia Højby (22 Aar), en lille Grossererfrue med Mand og Børn og det hele, bliver en Gang af en Veninde anbefalet at læse Jørgen Mürers episke Digt "Rigmor Hansteen". Hun læser det og bliver fuld af Uro og sød Bekymring. - Otte Dage efter træffer hun tilfældigvis Digteren ved en Middag og faar ham til Bords. - Ved Suppen bæver hun som et Espeløv; ved Stegen aabner hun sit Hjerte for ham ... og tre Dage senere det øvrige. -

Fru Aurora Palme (28 Aar), gift med den bekendte Kontorchef Jacob Palme i Justitsministeriet, bliver en Aften af sin Ægteherre præsenteret for Mürer i Circus Busch. - Dagen efter skriver hun til ham et langt Brev, hvoraf det fremgaar, at hendes Mand ikke forstaar hende, og hun ikke ham, og at hun ikke kan sove. - Inden Ugens Udgang forstaar hun og Mürer tilfulde hinanden, og hun sover trygt paa hans Fjedermadras. -

Fru Alexandra Petersen (25 Aar), Ritmester ved Husarerne, James Petersens Hustru, gør en Torsdag ved det store Hestevæddeløb paa Solitudesletten - hvor hun befinder sig med sin Mands bedste Ven, Baron Hejre - Hr. Jørgen Mürers Bekendtskab ... og om Lørdagen sviger hun baade Hejren og Petersen og rejser til Malmø for at sige et sidste Farvel til en Tante, der ligger for Døden i Aalborg. -

Osv, osv, osv ...

Dette er Kvinderne. -

Hvad Mændene angaar, nærer de naturnødvendig en misundelsesfuld Beundring for Digter Mürer.

Der findes jo nemlig ikke det Mandfolk i Rugmelien med Bilande og den øvrige Verden, som ikke inderst inde i sit stille Hjerte er en ivrig Tilhænger af Teorien om Flerkvinderiet.

Og dukker der saa iblandt dem et saadant gudbenaadet Geni frem, som ikke alene uskadt kan styre den ægteskabelige Gig, men som endogsaa med løftet Pande og Smil om Mund formaar at køre en hel Mailcoach fuld af Hunner frem ad Livets bugtede Landevej, saa knæler alle smaa Mellembegavelser langs Stier og Grøftekanter blege af Beundring og gule af Misundelse ...

Desuden nærer Dhr. Absalonianere en respektfuld Frygt for Jørgen Mürer.

Og det er reverenter talt hans "Kæft", de er bange for.

Thi ligesom de fleste Mennesker har en vis anerkendelsesværdig, men ganske ukultiveret, Sky for at ramme deres Medskabninger i et eller andet aabent Saar, saaledes har Digter Mürer en lige saa anerkendelsesværdig, og tilmed højst kultiveret, Svaghed for kun at tage Sigte paa Saarene.

Og denne Svaghed er hans Styrke.

Forøvrigt er Hr. Mürer lille af Legem som alle store Mænd*), klæder sig strengt efter sidste Mode og lever dels af at gøre lyriske og episke Digte, dels af at skrive fordomsfri Artikler i Højre- og Venstre-Blade, og dels og fornemmeligst * 102 af at forrente en ikke ubetydelig Gæld til seks-syv af Absalonias fermeste Diskontører ...

Kort sagt: Jørgen Mürer er den Absaloniske Ungdoms Ideal og efterstræbte Forbillede.

Men den naar ham ikke; thi der fødes i et lille Folk kun én virkelig Stormand i hvert Aarhundrede.

✂

II

✂

Frihedsdagen. -

Det rugmeliske Banner (rød Dug med treogtyve hvide Stjerner, en Stjerne for hver Rasmus) vajer fra alle offentlige og private Bygninger Landet over.

Vi bliver imidlertid i Hovedstaden.

Fra den tidlige Morgen har en uoverskuelig Menneskemængde bevæget sig mellem Raadhustorvet og Rasmus den Syttendes, Frihedens ædle Givers, Monument foran Landets største Ruin.

Solen skinner. Flagene smælder. Sporvognene er vaskede. Droskekuskene har skiftet Skjorte. Det fryser to Grader. -

Der holdes Frihedsfester i henved fjorten Lokaler. Alle politiske, sociale og religiøse Afskygninger, som hver for sig sidder inde med Sandheden, er i Dagens Anledning blevet skaaret for Tungebaandet og levner ikke hinanden Ære for en Femøre. Yderste Højre lyser yderste Venstre ned i yderste Helvede. Yderste Venstre gør Gengæld og siger, at Landet spiller Fallit under det nuværende Regimente. Socialisterne siger, at Landet vilde ogsaa spille Fallit under Venstre. Og Anarkisterne siger, at Landet altid vil spille Fallit, saa længe der overhovedet eksisterer en Regering. - De Højkirkelige lyser Indre Mission i Ban; og Indre Mission tager Kyankalium paa, at de Højkirkelige ligger i med den babyloniske Skøge. Fritænkerne griner af Grundtvigianerne; og Grundtvigianerne græder over Katolikerne; medens Spiri-, Bap- og Adventisterne hakker Methodister, Irvingianere og Mormoner til Plukfisk ... og Jøderne skummer Fløden.

Der trompetes i Gaderne og blæses paa Lur fra de kongelige Altaner. Aviserne udgaar med Glædesrand; og Bybudene nynner Motiver af Fødelandssange.

Klokken otte i Morges lod Bagermester Hammerschmidt to Hundrede smaa Faner dumpe ned fra Raadhustaarnet for at anskueliggøre det rugmeliske Banners Udsmidelse af Himlen.

Og Klokken ti gik Rasmus den Treogtyvende til Fods gennem Byen ledsaget af Rasmus den Fireogtyvende og Rasmus den Femogtyvende og allerhøjstsidstes Gemalinde, der af det jublende Folk menes at indeholde Spiren til Rasmus den Seksogtyvende.

I den store Dansesalon "Moulin veneris" paa Vesterlanggade holder yderste Højre Frihedsmøde med Kirkeminister Maltus v. Lauenburg som Hovedtaler.

MINISTEREN: (staar lille, spændstig og soigneret i Kjole og hvidt oppe paa Musiktribunen og ser ud over sine trofaste, der Hoved ved Hoved fylder Lokalet. Om det saa er Separatkabinetterne paa Balkonen er de stuvet til Trængsel. Heroppe ses ogsaa)

BAGERMESTER HAMMERSCHMIDT: (blegfed og oppustet som et Franskbrød før det sættes i Ovnen og revner).

MINISTEREN: (skuer stort ud over Mængden, lader sin hvide Haand glide gennem sit hvide Haar og begynder)
: 103 Mine Damer og Herrer! Ikke staar jeg her paa egne Vegne, men paa Nationens! Vort kære, lille Fædreland gennemgaar en Trængselstid. Fra alle Sider raaber man paa "Frihed" og "Frihed" ! Har vi da ikke Frihed? Er det ikke netop for at fejre Friheden, at vi er samlet her i Dag? Jo! Men man vil mere Frihed, større Frihed. Og hvortil? Ikke til at bruge, mine Damer og Herrer, men til at misbruge! Da vor højsalige Drot, Rasmus den Syttende, gav os den Frihed, for hvilken Rugmelien i Dag er klædt i Fest, var det, for at den skulde blive til Gavn og Glæde for vort elskede Fædreland! - "Frihed for Loke saavel som for Thor", raaber man. Javel, det lyder godt nok. Men hvad maatte ikke Guderne til sidst gribe til over for denne i vor Tid saa lovpriste Loke? De maatte baste ham, mine Damer og Herrer! Han forlangte den ubundne, den tøjlesløse Frihed. Men der er ingen Frihed, hvis der ingen Baand er; Baandene er Frihedens Forudsætning! Og netop Baandene skal jo forhindre, at vor Frihed, Deres og min Frihed, brutalt berøves os af dem, der helst lever uden alle Lænker, af dem, der lader haant om alle Traditioner! Hvilke Stormløb har ikke netop i vor Tid alt det, vi har lært at holde helligt, været Genstand for? Alt det, hvorpaa et Samfund bygges op og bæres oppe: Fædrelandskærligheden, Selvforsvaret, Kirken, Forældremyndigheden, Ægteskabet! Alle disse Institutioner, som er indstiftede af Gud, vover man at sparke til! Men jeg staar her som en Opretholder af disse Institutioner, som en Værner af disse guddommelige Love! Al min Kraft vil jeg sætte ind derpaa. Jeg vil i Embeds Medfør kæmpe til sidste Blodsdraabe for at værne om vor hellige almindelige Kirke, vort hellige, ubrydelige Ægteskab, vort ...

BAGERMESTER HAMMERSCHMIDT: (der efterhaanden, som Talen er skredet frem, er svulmet mere og mere op, føler sig nu gennembagt, rejser sig og revner med Tordenrøst)
: Hvorfor gaar De da selv paa Horehus, Hr. Minister? Hvorfor gaar De saa selv paa Horehus da?

104

En øredøvende Larm rejser sig. Lokalet fyldes af Latter, Raab og Hvin. Knyttede Næver krydser hinanden i Luften. En høj Hat slaas flad. Knapperne springer af en Overfrakke. To Kvinder besvimer, bæres udenfor og vandes.

MINISTEREN: (der har vaklet et Sekund, fatter sig og peger bleg, men rolig mod Bagermesteren).
Den Mand er jo gal!

FORSAMLINGEN: (begynder at raabe paa Politi).

BAGERMESTEREN: (springer nidkær i Aand og Legeme op paa Balkonens Balustrade).
Jeg har fulgt ham ... Jeg har udspejdet hans Veje ... Jeg har set ham om Natten liste sig om i Forglemmigejgade og ringe paa og blive lukket ind af Charlotte Amalie Fenger, Absalonias værste ...

EN STEMME.: Hvor Fanden véd Du, hvor hun bor, Hammerschmidt?

BAGERMESTEREN.: Det véd vi vel allesammen! ... Og han er Kirkeminister! Han er vort kære lille Rugmeliens øverste gejstlige Myndighed! ... Men Gud vilde ikke længere taale denne Synd, og jeg blev Herrens revsende Redskab! ... Jeg stod i to Timer i Døren ligeoverfor, medens ...

EN ANDEN STEMME.: Ja, Maltus er jo ikke helt ung!

BAGERMESTEREN.: ... Og jeg hørte Champagnen knalde! ... Og da jeg havde ventet min Tid, saa' jeg Ministeren først stikke Hovedet ud af Vinduet og derpaa senere selv komme ned paa Gaden ...

EN TREDJE STEMME.: Hvordan Fanden fik han saa fat i Hovedet?

BAGERMESTEREN: (der hverken længere hører eller ser).
... tilsølet af Utugtens Smuds ... Og han er Kirkens Primas! Han raader for Gudslivet i dette arme forraadte Land! Han vil beskærme det hellige Ægteskab! Tvi ham, for sort han est! Ve ham! Ned med ham! Vi vil ikke taale denne Byld paa ...

FLERE STEMMER.: Politi! Politi!

MINISTEREN: (der flere Gange har forsøgt at komme til Orde, men forgæves, raaber nu arrig og af sine adelige Lungers fulde Kraft)
: Er her da intet Politi til Stede?! Hvor længe skal dette gale Menneske have Lov til at staa der og vække Forargelse med sin forrykte Snak!

FORSAMLINGEN: (raaber Hurra, piber, fløjter, tuder, hviner, syder, koger og bobler).

105

TO POLITIBETJENTE: (har omsider boret sig frem gennem Mængden og lægger nu oppe i Separatkabinettet Haand paa Bagermesteren)
: De er arresteret, Hr. Hammerschmidt!

BAGERMESTEREN: (i Ekstase).
Er jeg? Nuvel! Ha! Min Mission er endt! Gør med mig, hvad De vil! Hosianna i det Høje! (Overgiver sig godvillig.)

BETJENTENE: (drager af Sted med ham).

FORSAMLINGEN: (hurraer, ler, græder, hyler og besvimer).

MINISTEREN: (lader paa ny sin hvide Haand glide gennem sit hvide Haar; genoptager sin Tale og tilvejebringer lidt efter lidt atter Ro og Orden ved sit varme og følte Foredrag.)

✂

Stadig fingerer det at være Foraar. - Ude over Absalonias Søpromenade skinner Solen, og Havnen er fuld af Grødis.

I Ly for Østenvinden derude sidder paa en Bænk bag Buskettet skraas for Karantænehuset Livsassuranceagent

SIGVARD HAMMELEV: (kaldet "Naturens muntre Søn") bred og ligevægtig og slikker Solskin. - Han er syvogfyrretyve Aar og ugift og nyder Livet i Fugleperspektiv. - En lille, begyndende Mave kupler sig jovialt bag de lysegraa, stribede Pantalons, der er en Kende opstødte bag til, men ellers ser overordentlig gentlemansmæssige ud. - Overskægget er flot opglødet; en dampende Cigar har han i Munden, og paa Næsen rider ham et Par gyldne Næseklemmer. - Mange Kvinder finder ham uimodstaaelig; men Sigvard Hammelev sælger ikke sin Førstefødselsret for en Skaal Linser. Han forbliver ugift! - Nu sidder han der i Solskinnet i opknappet Vinterfrakke, høj Hat, Diplomatfrakke og lysegraa Benklæder ... En Flok Spurve kvidrer og næbbes i Buskene omkring ham. Et Par Hunde leger Tagfat henne foran Restauranten. En lille femaars Tulle joller hjulbenet af med sin Barnepige og sin Trillebør - og hele dette Stilleben sidder Agenten og nyder ...

Men pludselig svinger et Dampskib ind forbi Havnens yderste Mole og larmer frem gennem Grødisen. Maskinen pruster og fnyser, og Isflagerne rejser sig protesterende paa Højkant (som stundom det rugmeliske Folk), men forsvinder straks derpaa atter hovedkulds i Kølvandet. - Store Dønninger braser ind og brydes mod Stensætningen; Solen formørkes af Kulrøg; Hundene halser; Spurvene flygter; og Tullen forlader sin Trillebør og skjuler Ansigtet i Barnepigens Skørter.)

HAMMELEV: (knapper Vinterfrakken og rejser sig bred og menneskevenlig fra Bænken).
Den lille blev nok bange, Jomfru.

BARNEPIGEN: (lang, ranglet, tyveaarig med lys Sommerjaket og Straahat med Æbleblomster).
Hvæ'? ... jæ-e, det var da Solen be' borte.

HAMMELEV: (nærmere; peger).
Jamen der er den jo igen!

PIGEN.: Jæ-e ...! Se, der er Solen igen, Elsemor!

ELSEMOR: (titter frem af Skørterne).
Bange for Skibet ...

106

HAMMELEV: (slaar ud imod der).
Ja, det væmmelige Skib! - Men det kan ikke komme her op!

ELSE: (helt frem).
Hvor er min Trillebør?

HAMMELEV.: Den staar der henne og er saa bedrøvet, fordi Du er gaaet fra den.

ELSE: (betragter ham prøvende og fatter Tillid til ham, som alle Kvinder gør det).
Vil Du lege med, Mand?

HAMMELEV.: Ja, det vilde jeg skam gerne, men nu har jeg ikke Tid.

ELSE: (af Sted hen til Børen).

BARNEPIGEN: (i et smæltende, betaget Tonefald).
Der er nu no'et vist ved Hr. Hæmmelev, for hun plejer ellers aldrig van, Else, saadan at gi' sig hen imod Fremmede!

HAMMELEV: (genkendende).
Næmen, det er jo Mathilde! ... Hvor har De gjort af de andre Børn?

MATHILDE.: Hvæ'? ... di er hjemme hos Fruen.

HAMMELEV.: Og hvordan staar det til hjemme?

MATHILDE.: Tak godt ... Herren har faaet et Stykke æntæget paa Alexandrateatret.

HAMMELEV.: Det var da storartet!

MATHILDE.: Hvæ'? ... jæ-e, men nu skal Fruen jo igen ha en Lille, og det er baaje Herren og Fruen ked a'.

HAMMELEV.: Naa-e, det klarer sig nok, Mathilde!

MATHILDE.: Jamen saa har vi fire.

HAMMELEV.: Ja, I er flittige!

MATHILDE.: Hvæ'?

HAMMELEV.: I er flittige, siger jeg.

MATHILDE.: Hi, hi, hæ! jæ-e ...

HAMMELEV.: Er Herskabet hjemme?

MATHILDE.: Jæ-e ... Fruen gaar jo nødig ud i Omstændigheder. - Hr. Hæmmelev skulde tæ' og gaa op og se til hende; Fruen bli'er altid saa glæd, naar Hr. Hæmmelev kommer ... (Koket.) og det gør vi da for Resten ællesammen.

HAMMELEV: (kniber hende i Kinden).
Og jeg kommer ikke til Ulejlighed, tror De?

MATHILDE: (rødmende af Glæde).
Hvæ'? ... ork nej, det gør Hr. Hæmmelev ri'nok da ri'nok ældrig!

107

HAMMELEV.: Hvordan gaar det med Kæresten, Mathilde?

MATHILDE: (fniser).
Hvæ'? ... jeg er da ikke rent fjollet, Hr. Hæmmelev!

HAMMELEV: (letter paa Hatten).
Naa, ja saa gaar jeg op til Fruen ... Farvel! (Bort bred og ligevægtig.)

MATHILDE.: Farvel ... (ser smægtende efter ham.) Ork, Gui, jæ! - Det var Onkel Hæmmelev, Elsemor!

Men ELSEMOR: (leger Omnibus med sin Trillebør og ænser ikke Verden og hvad Verdens er.)

✂

Forfatteren Albert Halling, hans Kone Klara, deres fælles Børn, Poul, Else og Knud, samt Tjenestepigen Mathilde bor i Anemonegade 11 tredje Sal til højre.

Lejligheden bestaar af fire Værelser med Udenomsbekvemmeligheder og Adgang til Tørreloft og Vaskekælder.

Meget har Familien ikke at leve af. Men den har den dejligste Udsigt over Hundreder af røde Tage og sorte Skorstene lige ud til Træerne paa Søpromenaden.

Fru KLARA: staar i Øjeblikket ude i Køkkenet og fodrer den treaarige Knud, der er i Grødperioden. - Drengen sidder foran hende paa Køkkenbordet, tyk og firkantet og gaber som en Svaleunge.

POUL: (der er syv Aar, sidder paa Huggeblokken med en Rundtenom Rugbrød med Smør og Leverpostej paa de udspilede Fingre. - Han er i Tørkost-Perioden og derfor mager og drømmende.)
Fru Klara er højt frugtsommelig, ser gulbleg og træt ud og har store mørke Ringe om Øjnene. - Hun er lille og spinkel. Men hendes af Gud og Halling velsignede Tilstand giver hendes spæde Legeme et barokt og uformeligt Udseende ...

KNUD: (med en Stemme, der er dyb og rusten af Mad).
En Parsjon Grød til, Mor!

Fru KLARA.: Kan Du virkelig spise mere, lille Mand?

KNUD.: Ja ... En Parsjon Grød til!

POUL: (gammelklog).
Knud æder os ud af Huset!

En Dørklokke ringer.

KNUD: (peger op mod den ubevægelige Klokke over Køkkendøren).
Det er i Entreergangen!

Fru KLARA.: Aa, lille Poul, løb ud og se, hvem det er ... Hvis det er en Regning, saa véd Du nok, at Far ikke er hjemme.

POUL: (ud med Rundtenommen paa Fingrene. - Ude fra Entreen raaber han fornøjet):
Mor, det er Onkel Hammelev med en Blomst!

Fru KLARA: (ser hastig ned ad sig og ordner ved sin Kjoles Folder).

108

HAMMELEV: (bred og smilende paa Dørtærskelen med en papirsmykket Urtepotte med en hvid Hyacint under Armen. - Der er jo det at sige om Sigvard Hammelev, at naar han viser sig, er det, som bringer han med sig en usynlig Pose fuld af Livsglæde, som han ligesom tømmer ud over de tilstedeværende).
Lille Fru Klara ... gratulerer! (Præsenterer hende Blomsten.)

Fru KLARA: (tager den).
Tak! ... Men til hvad dog, Hammelev?

HAMMELEV.: Til Stykkets Antagelse!

Fru KLARA.: Og det véd De allerede?

HAMMELEV.: Ok ja, det staar jo i alle Aviserne!

Fru KLARA: (lugter til Blomsten).
Og hvid, Hammelev! min Yndlingsfarve!

KNUD: (pikeret fra Køkkenbordet).
Grød, Mor !

Fru KLARA: (sætter Blomsten fra sig).
Aa, din Fyldebøtte!

HAMMELEV: (hen til Drengen).
Hvad er det, Du hedder bag fra, Knud?

KNUD.: Dunk!

HAMMELEV.: Maa jeg fylde paa ham, Fru Halling?

Fru KLARA: (smilende).
H-ja, hvis det kan more Dem!

HAMMELEV.: Og hvorledes har Manden det?

Fru KLARA.: Tak, godt ... Nu har han lejet Værelset heroppe paa Kvisten.

HAMMELEV.: Naa, har han lejet det ...

Fru KLARA.: Han kunde jo ikke faa Ro for Børnene her nede ... Og vi fik fem Hundrede Kroner i Antagelse.

KNUD: (med en forbitret Hæl mod Køkkenbordet).
Grød!

HAMMELEV: (ilfærdig).
Ja, jo, undskyld, nu skal jeg! (Fylder paa ham.)

Fru KLARA.: Tænk, Hammelev, det er den tredje Portion!

HAMMELEV: (der fodrer løs med Hat, Handsker og Overfrakke paa).
Storartet!

POUL.: Han æder vos ud af Huset, siger Fader!

Fru KLARA.: Skal jeg ikke sende Poul op efter Albert?

HAMMELEV.: Nej, nej, lad ham bare digte i Fred. Det er jo Dem og Børnene, jeg besøger.

KNUD: (som ved de første Skefulde endnu har haft Selvbeherskelse, brister)
De Hutter er for smaa, Onkel Hammelev!

HAMMELEV.: Godt, saa gør vi dem større, dit arrige Spektakel ! ... Jeg traf Mathilde og lille Else ude paa 109 Søpromenaden ... hvorfor er de to andre ikke med i det dejlige Vejr?

Fru KLARA: (der har sat sig hen paa Huggeblokken, smiler genert).
Det skal jeg saamænd sige Dem, Hammelev, skønt jeg næsten skammer mig ved det ... men jeg holder ikke af at være helt alene i denne Tid ... Tankerne bliver saa triste ...

KNUD.: Nu er Hutterne for store, Onkel Hammelev, jeg revner i Munden!

HAMMELEV.: Naa, er de nu for store ...!

Fru KLARA: (vil rejse sig).
Skal ikke hellere jeg ...?

HAMMELEV.: Nej, nej, bliv bare siddende, jeg maa da kunne lære det! ... Saa Tankerne blier saa triste, naar De er ene?

FrU KLARA: (faar pludselig Taarer i Øjnene).
Ja-a ...

HAMMELEV.: Naa, det gaar nok, skal De se! De er jo en tapper lille Høne til at lægge Æg!

Fru KLARA.: Ja-e, det er heller ikke saameget selve Begivenheden ... men jeg kan snart ikke overkomme Arbejdet i Huset ... og Plads har vi jo heller ikke ...

KNUD: (fuld af Grød og Foragt).
Saa, nu tuder Mor igen!

POUL: (derimod gaar hen til Moderen og klapper hendes Kind med en lille, trofast Haand, der lugter af Rugbrød og Leverpostej)
... Saa buldres der udenfor paa Køkkentrappen. - Det er Mathilde med Else og Trillebøren.

ELSE: (farer hen til Fru Klara).
Op paa Mors Mave ! (Kravler derop.)

MATHILDE: (slaar Hænderne sammen).
Ved den Evige, staar ikke Hr. Hæmmelev der og mæder Dunken i høj Hat og Sivsko!

Fru KLARA.: Var der rart paa Søpromenaden, Mathilde?

MATHILDE.: Hvæ'? ... dejligt Frue! Fruen skulde saamæn sæl tæ' og gaa derud!

Fru KLARA: (genert).
Ja-e, men ...

MATHILDE.: Fruen kan jo tæ' og tæ' sit store Slag paa.

HAMMELEV.: Mathilde har Ret, Fru Klara, tæ' De og tæ' det store ...

MATHILDE: (dasker henrykt efter ham).
Aa-rr, Di ... !

HAMMELEV.: ... det store Slag paa, saa gaar vi to paa Søpromenaden !

110

Fru KLARA: (vil gerne, men ...)

MATHILDE.: Hvæ'? ... hører Fruen ikke, hvæ' Hr. Hæmmelev si'er?

HAMMELEV.: Ja, kom nu, lille Frue! ... Nu er Drengen fyldt - ikke Dunk?

KNUD.: Jo ...

Fru KLARA.: Ja, hvis De virkelig vil, Hr. Hammelev ...

HAMMELEV.: Ja, det ved Gud, jeg vil!

MATHILDE.: Jæ, vist vil han, naar Hr. Hæmmelev si'er det!

Lidt efter ses Fru Klara lille og uformelig, men glad og smilende vandre af Sted nede paa Gaden midt i Solskinnet ved Siden af Naturens muntre Søn, der bugserer hende med en Anstand og Værdighed, som var han Urophavet til alle hendes fire Frugter.

✂

Sigvard Hammelevs sædvanlige Morgentur udgaar fra Raadhustorvet, hvor han bor, ned gennem Byen, over Tetatertorvet og videre ad den mondæne Norgesgade ud paa Søpromenaden - Tur og Retur.

I Dag er han slaaet lidt ud af Kursen ved sin Visit i Anemonegade. Men da han atter har afleveret Fru Klara i hendes Lejlighed og lovet at komme snart igen, genoptager han Dagsordenen og damper nu op ad Norgesgade for hjemgaaende.

Etatsraad, Bankdirektør Ernst Klingemann kommer gaaende høj, slank og soigneret fra Residentspladsen ned ad St. Paulsgade.

Ogsaa han er iklædt Vinterfrakke - dog knappet - lyse Benklæder, Silkehat og Handsker ... men man ser ved første Øjekast, at hans Overtræk tilbringer sine Hviletimer i en Garderobe paa en første Sal i Ahlgade ; medens Hammelevs ditto holder Frikvarter bag et grønt Forhæng paa en Kvist paa Raadhustorvet.

Nede paa Hjørnet af St. Paulsgade og Norgesgade løber de to Habiter paa hinanden. Deres Ejermænd er Skolekammerater. Men Bankdirektøren er cand. jur. og Etatsraad; og Hammelev er bare Hammelev og Assuranceagent.

HAMMELEV: (der opdager Etatsraaden).
Goddag, Klingemann! Saa Du er ogsaa ude at sole Dig!

ETATSRAADEN: (en virkelig elskværdig og ligefrem Mand).
Næmen, goddag, goddag, kære Hammelev! Det var da morsomt! ... Og glad og tilfreds som altid, ser jeg!

HAMMELEV.: Ja, det kan man da sagtens være i saadan et Vejr!

De ulastelige graa Pantalons tager i al Hemmelighed et hastigt Skøn over deres lidt opstødte Kolleger.

ETATSRAADEN.: Og som frank og fri Pebersvend, haha!

111

HAMMELEV.: Som frank og fri Pebersvend, ja ... det eneste saliggørende!

ETATSRAADEN: (der er kraftig gift).
Maaske ja ... Du kom aldrig og besøgte mig, som Du lovede, kære Ven.

HAMMELEV.: Nej Du ... jeg kender jo ikke din Kone; og saa hører jeg jo heller ikke hjemme i din Kreds.

ETATSRAADEN: (bredt).
Aa hvad "Kreds" ! gamle Venner og Skolekammerater!

HAMMELEV.: Næ-e Du, det skal man ikke ... det morer dog i Længden ingen af Parterne.

ETATSRAADEN.: Hæ, hæ! gerne være ...! Snurrig og ligefrem Fyr som altid! Men brav Fyr ... jo-o! det har Du altid været, altid! ... Skade, at jeg er assureret! ... Hvordan lever Du ellers?

HAMMELEV.: Udmærket! ... Og Du?

ETATSRAADEN.: Slidelig ... (Hilser ærbødig-fortrolig paa Kultusminister v. Lauenburg, der let og spændstig danser af Sted ovre paa det andet Fortov.)

HAMMELEV.: Det var jo Maltus! ... Han ser ikke ud til at være afficeret af Skandalen forleden.

ETATSRAADEN: (med Holdning).
Han er en Fætter til min Kone! ... Hæ, den forrykte Bagermester! Naar Religionen gaar ind, gaar Forstanden ud! ... Men skal vi ikke bevæge os lidt? her trækker forbistret her paa Hjørnet...

HAMMELEV.: Gerne ...

De følges nu ad op ad Teatertorvet til og taler om gamle Dage: om Skoletiden, dens Løjer og Glæder. De synes at være fuldkommen henrykte over at have truffet hinanden. De ulastelige Pantalons har tilsyneladende ganske forsonet sig med de flossede. - Men pludselig midt i den allersommorsomste Skoleerindring, da Etatsraaden rigtig er gaaet til Bunds i et: Kan Du huske? og slaar ud med Haanden og ler og kigger ned til Siden for at finde Sangbund hos Vennen, ser han denne allerede langt ude paa Kørebanen, strunk og bred med svajet Ryg og glimtende Cylinder, stile over mod det andet Fortov.

ETATSRAADEN: (standser betuttet).
Det var da en højst besynderlig Opførsel!

HAMMELEV: (skrider uforstyrret videre og forsvinder i en Cigarbutik).

ETATSRAADEN: (oprigtig pikeret).
Dette er dog virkelig ingen Maner! Der viser man, at man er glad ved at møde en gammel Skolekammerat og at tale med ham, og saa ... Han har fuldkommen Ret, den Hr. Hammelev, han hører sandelig til en anden Kreds! En saadan Mangel paa den elementæreste savoir vivre ! (Gør brat omkring og gaar bort med lange, fornærmede Skridt. De ulastelige smælder vredt i Lufttrykker.)

112

HAMMELEV: (kommer sorgløs ud af Butikken med seks Cigarer til fyrre i en Papirspose i Brystlommen. - Han skraar rolig over Gaden for at genoptage Samtalen. Men borte er Etatsraaden)
: Naa, han er vel bleven ked af at vente! (Fortsætter ubekymret Kursen:) Det er dog et vidunderligt Vejr! ... Og se, der staar minsandten en Kone med Violer!

Standser foran en af Absalonias henrivende Blomstersælgersker og betaler hende femten Øre for et Tiøresbundt; anbringer Blomsterne i Frakkeopslagets Knaphul, faar Konen til at smile ved et lidt kraftigt Bonmot, og gaar nynnende videre ...

✂

"Edmund Melling født Jensen" er Søn af Gaardejer, Folkerepræsentant Søren Jensen, Melling pr. Væselslund. -

En Dag kommer Fuldmægtig Otto Jørgensens Fader, Sognepræst Jørgensen, ind til Søren og siger:

Min gode Søren Jensen, den Dreng maa sættes til Bogen.

SØREN: (en høj, knoglet, skummel og usympatetisk Person).
A har ingen Penge, Pastor Jørgensen.

PASTOREN: (sender ham et uvilligt Blik, da han véd, at Søren er temmelig velhavende).
Ja, saa maa vi andre se at finde paa Raad, Søren Jensen ... for De vil vel ikke rent ud sætte Dem imod, at Edmund bliver sat til Studeringerne?

SØREN: (han har kun ét Øje, hvad Gudbevares kan være meget hæderligt; men man er jo nu engang mest vant til to).
Nej, det vil a selvfølgeligen ikke, naar Pastoren mener ... Men Penge har a ingen af at fly ham!

Edmund bliver saa paa Pastor Jørgensens Foranstaltning sendt til Absalonia, hvor han i Løbet af tre Aar tager Studentereksamen og Filosofikum, begge med Udmærkelse.

Men straks efter den sidste Eksamen bliver han syg af Overanstrengelse og Mangel paa Næring.

Søren Jensen faar ham sendt hjem og skynder sig med at livsassurere ham. - Søren har allerede mistet to Sønner og tjent femten Hundrede Kroner paa hver. - Men denne Gang har han alligevel forregnet sig; Edmund kommer atter til Kræfter og rejser tilbage til Absalonia. -

Her faar han Ansættelse ved en Skole og skal samtidig studere videre til Jurist. - Faderen, der oprindelig var "radikal", men senere blev "moderat", da det var Metoden, skaffer ham nogle Smaalegater og en aarlig Understøttelse af Kommunitetet ... for at Sønnen selv kan betale sine Assurancepræmier.

Edmund er nu fireogtyve Aar gammel. Han besørger nødig sin Skolegerning og viser sig kun sjældent paa Universitetet. - Derimod sidder han Dag og Nat paa Bibliotekerne og hjemme ved sit Bord og arbejder paa en Afhandling om Statsøkonomi. -

113

Han er høj og knoglet ligesom Faderen; men han har to Øjne, graa og kloge. Hans Hudfarve er bleg og usund; og hans store, magre Bondehænder er i den sidste Tid begyndt at ryste af Nervøsitet.

FULDMÆGTIG JØRGENSEN: (der - som forhen erfaret - interesserer sig for unge Mennesker, banker paa Mellings Dør i Studentergade ... En Stol bliver skubbet haardt tilbage; der lyder Trin; Smæklaasen trækkes fra, og)

MELLING: (viser sig paa Tærskelen iført en gammel vatteret Slaabrok og med en lang Pibe i Munden. - Hans Øjne glimter vredt over Forstyrrelsen, men bliver venligere, da han ser, at det er Fuldmægtigen).
Naa, er det Dem, Medhjælper!

FULDMÆGTIGEN: (næsten ydmygt).
Ja ... jeg generer vel ikke?

MELLING.: Jo ... men kom kun indenfor alligevel.

Logementet bestaar af to Værelser. I det forreste staar en Seng og en Servante. I det bageste et temmelig stort Bord, to Stole og et Par bruntbejsede, lavstammede Fyrretræsreoler med Bøger og Papirer.

Billeder eller andet Væggestads findes ikke. Derimod er der henne under Vinduet anbragt en aflang Pakkasse paa Højkant; og ovenpaa denne er stillet et lille Tremmebur. Oven paa Buret igen staar et Fotografistativ; Glas er der ikke i det, ejheller Fotografi; men i Stedet sidder der et Stykke hvid Karton, hvorpaa der med store Frakturbogstaver staar prentet:

✂

MELLING: (med en Haandbevægelse mod Buret).
De har vist ikke set min nye Livsanskuelse, Medhjælper?

FULDMÆGTIGEN: (gaar derhen. - Inde i Buret danser rundt og rundt som i en Art Delirium otte-ti smaa hvide Mus omkring en Pind, der staar oprejst i Burets Midte).
Men hvad er dog det for Dyr, Melling?

MELLING.: Dansemus.

FULDMÆGTIGEN.: Valser de altid saadan rundt?

MELLING.: Altid ... Nat og Dag.

FULDMÆGTIGEN.: Det er dog løjerligt ...

MELLING.: Ikke løjerligere, lille Medhjælper, end at De hver Morgen valser hen i Bogladen, og jeg rundt paa Bibliotekerne.

FULDMÆGTIGEN.: H-næi, saamænd ...!

MELLING: (sætter sig paa Stolen ved Bordet).
Hvad kan jeg ellers tilskrive Æren af Deres Besøg?

FULDMÆGTIGEN: (anbringer sig paa Stol Nr. 2).
Deres Breve har været saa underlig ...

MELLING: (med en Haandbevægelse).
Niks pille ved mit Privatliv, lille Jørgensen!

114

FULDMÆGTIGEN.: Jamen jeg vilde saa gerne ...

MELLING.: Jamen jeg vil ikke! ... (Skifter Tone.) Naa, tror De saa, at Drankeren Hüllich vil ta' min Afhandling paa Forlag?

FULDMÆGTIGEN: (bebrejdende).
De maa ikke kalde ham "Drankeren", Melling ...

MELLING.: Er han det maaske ikke?

FULDMÆGTIGEN.: Jo-e ...

MELLING.: Naa! ... Tror De, han vil tage Bogen paa Forlag?

FULDMÆGTIGEN.: Jeg kan ikke tro andet.

MELLING.: Vil han ogsaa betale mig Honorar for den? Pludselig høres en Stemme inde bag Døren til Naboværelset klynkende kalde: Lovise, hvor er Du henne, Lovise ...?

FULDMÆGTIGEN: (undvigende).
Videnskabelige Bøger har jo ikke noget større Marked ... (Livligere.) Jeg har talt med Professor Holmbo; han bad Dem komme op til sig med Manuskriptet.

MELLING.: Nej!

FULDMÆGTIGEN.: Jamen kære Melling ...

MELLING.: Nej, siger jeg; jeg gør det ikke!

STEMMEN: (bag Døren).
Lovise, kan Du ikke høre, Lovise...?

FULDMÆGTIGEN.: Jamen en Anbefaling ...

MELLING.: Ja vel saa ...! Jeg kan jo sende den Fyr Manuskriptet, naar det endelig skal være! Min Bog er udmærket; det behøver han ikke at attestere. Men naar Drankeren derhenne absolut vil ha' en "Anbefaling", saa ham om det!

STEMMEN.: Aamen Herregud, lille Lovise, hvor er Du dog gaaet hen, saadan at la' mig sidde alene ...!

FULDMÆGTIGEN.: Ja, saa send De Professoren Manuskriptet, Melling ... (Nervøs.) Hvem er dog det, der hele Tiden sidder derinde ved Siden af og kalder? ... Hør, nu græder han!

MELLING.: Aa det er bare min Værtindes Far; han gaar i Barndom.

FULDMÆGTIGEN.: Er det Datteren, han kalder paa?

115

MELLING.: Nej, det er sin Kone ... og hun er død for tyve Aar siden.

FULDMÆGTIGEN.: Livet er underligt ...

MELLING.: Finder De? ... Naamen saa sender jeg altsaa denne Holmbo Manuskriptet hen i Morgen.

FULDMÆGTIGEN.: Ja, gør det ... Generer det Dem ikke, det derinde, naar De sidder og skriver?

MELLING.: Jeg hører det ikke ... Og hvornaar kan jeg saa faa Besked fra Hüllich?

FULDMÆGTIGEN.: Naar han har læst Bogen og Professorens forhaabentlig glimrende Anbefaling.

MELLING: (ler haanlig).
Haa, haa! at man skal være afhængig af en Bogjøde og en "Professor" !

FULDMÆGTIGEN.: Ja ... men det er jo nu engang Lovene, kære Melling.

MELLING.: Jeg bryder mig Fanden om Jeres Love!

FULDMÆGTIGEN.: Og dog maa vi alle bøje os for dem.

MELLING.: Saa-e? Jeg ikke!

FULDMÆGTIGEN: (er atter gaaet hen til Buret ved Vinduet. - Musene farer uophørlig rundt og rundt).
At de dog ikke bliver vanvittige!

MELLING: (der træt har lukket Øjnene).
Det ender det vel ogsaa med ...

FULDMÆGTIGEN: (mod ham).
De er nu syg, Melling ...!

MELLING: (brutalt).
Hold Kæft og pas Deres egne Sygeligheder! ... Skal De ikke gaa? Skal De ikke hen og "danse" bag Deres Disk!

FULDMÆGTIGEN: (gemmer Øjnene bort).
Jo ... nu gaar jeg ...

MELLING: (sagtmodigere).
Jeg skal ha' en Samtale under tre Øjne med min Far, skal jeg sige Dem; og den maa jo forberedes.

FULDMÆGTIGEN: (smilende).
Saadan maa De ikke tale om Deres Far ...

MELLING.: Har han maaske mere end et Øje?

FULDMÆGTIGEN.: Nej ...

MELLING.: Naa! ... Farvel!

FULDMÆGTIGEN: (nærmere).
Der var noget, jeg gerne vilde bede Dem om ...

MELLING.: Hvad er det?

116

FULDMÆGTIGEN: (genert).
Maa jeg ikke være den første, der ser Manuskriptet til Deres Bog ... ?

MELLING: (klapper ham smilende paa Skulderen).
De er en god gammel Nar, lille Medhjælper! ... Gid det var Dem, der var Chef for Firmaet derhenne! Men saa blev De vel for Resten straks som de andre "Forretningsmænd" ! (Aabner Bordskuffen og tager en Bunke beskrevne Blade frem.) Se her det Værk, som skal husvale kommende Slægter i de første fem Aarhundreder ... og som Drankeren Hüllich ikke vil betale mig Honorar for!

FULDMÆGTIGEN: (tager pietetsfuld Manuskriptet og blader i det. - Pludselig bliver hans Øjne hængende ved en Sætning nederst paa en Side, og han daler stille ned paa Stolen foran Bordet og giver sig til at læse):
"... men det moderne Samfund er ikke undseeligt. Værtinden i et af Absalonias offentlige Huse skal engang som Vidnesbyrd om den kristelige Aand, hvori hendes Etablissement lededes, have anført, at hun lod sine Piger gaa til Alters to Gange om Aaret. Det moderne Samfund har noget af den samme Frejdighed. Man forholder Skøgen hendes Fødselsret og opretter Magdalenehjem for faldne Kvinder; man berøver Fattiglemmet hans retmæssige, aarlige Samfundspension og bygger Tvangsanstalter "efter alle Nutidens Fordringer". Og til Trøst for Folket, som Brødet fraranes, holder Staten Præster, der skal prædike: Mennesket lever ikke af Brød alene; til Beskyttelse for den fattige, som intet ejer, holder Staten Dommere, der skal give enhver sit ...."

MELLING: (føler sig til at begynde med forfattersmigret over Fuldmægtigens Iver. - Men snart derpaa skridter han utaalmodig op og ned ad Gulvet; standser saa med et Ryk og siger ubehersket)
: Jeg synes, De sagde før, at De skulde gaa, Medhjælper!

FULDMÆGTIGEN: (hurtig op fra Stolen).
Ja ... jo ... undskyld! (Slynger pludselig Armene om Melling og siger med Øjne, der lyser af Beundring og Ømhed.) De er et Geni, Edmund Melling!

MELLING: (frigør sig smilende).
Ja, vist saa ja! ... Men gaa nu, lille Jørgensen ... Genierne holder mest af Ensomhed!

117

✂

III

✂

Det ganske Absalonia talte i over fjorten Dage ikke om andet end om Alexius Hammerschmidts Interpellation af Kultusminister Lauenburg ved Frihedsfesten i Moulin veneris.

Der gik en Storm af Latter og Indignation over Byen.

Man kunde se Folk revnefærdige holde sig ved Lygtepælene, naar der blev betroet dem nye Detailler derude fra. Men man kunde ogsaa se Borger tage Borger i Kraven og oprørt ruske løs, saa at den sidste Rest af Besindelse dinglede dem begge ud af Hjernerne. -

Lange Ledere i Aviserne angreb og forsvarede. Venstre og Socialdemokratiet skreg: Her ser man, hvad Religionen og Kristendommen betyder for dens Formidlere!

Højre og Regeringspartiet skreg tilbage: Dette vedrører aldeles ikke hverken Religion eller Kristendom !

Venstre og Socialdemokratiet kaldte Bagermester Hammerschmidt en moderne Kristus, der lod sig korsfæste for sin Overbevisning.

Højre og Regeringspartiet kaldte samme Bollefabrikant et Galehuslem, der burde spærres inde paa en Sindssygeanstalt fra Evighed til Evighed.

Fyrretyve Radikalere indgav en Adresse til Folkerepræsentationen og sagde deri: Enten-Eller!

En og fyrretyve Konservative indgav en Modadresse med Mottoet: Baade-Og!

Men "Kristeligt Ugeblad" holdt Bøtte. - -

Det samme gjorde ogsaa Hans Excellence Lauenburg, og med Rette, thi han havde samme Aar, han modtog sin Portefeuille, egenhændig lagt Grundstenen til en ny Kirke i Absalonias nordre Fattigkvarter og saaledes tilfulde vist sin Tro af sine Gerninger ...

Efter fjorten Dages Forløb indtraadte der et Havblik. De store Travløb stod for Døren ...

Politiet slap Bageren løs; og Aviserne meddelte, at han afviste alle Interviewere med den Besked, at han trænede.

Ogsaa v. Lauenburg trænede; og man begyndte saa smaat at indgaa Paréer. - Kampen om det store Mesterskabsløb skulde i Aar staa mellem disse to celebre Personligheder og en ganske ubekendt Fiskebløder.

Dagen for Løbene oprinder. Det er en Søndag, og Traverbanen fyldes af henved 10,000 Absalonianere med Kvinder, Børn og Cycler ...

FISKEBLØDEREN: (han har tjent sin Formue paa røgede Sild til Spanien - kører først frem, men maa øjeblikkelig trække sig ud af Løbet under Mængdens Hujen, Piben, Trampen og Smæderaab: Væk med ham! Vi vil ikke se ham! Hæng ham op i en Skorsten! Send ham til Granada! ... Og den ulykkelige Bløder bliver saa forfjamsket ved Modtagelsen, at han gør omkring med Hest og Vogn og det hele og forsvinder did hen, hvor han er kommen fra; medens hans Kone raaber paa Vand, og hans Svigersønner - to ludfattige Adelsmænd, men med Æresfølelse - slaar op med Døtrene).

Nu kører Ministeren og Bagermesteren frem, begge i Flonel og hilst af deres respektive Tilhængere med Tornadoer af Bifald ...

Signalskuddene lyder. Vognene starter. - Det er et Udholdenhedsløb, Banen syv Gange rundt.

BAGERMESTEREN: (har paa langt têten i de to første Omgange).

FLERE SPILLERE: begynder at fortryde, at de har holdt paa Lauenburg. - Men allerede ved tredje Omgang vinder

MINISTEREN: kraftig ind paa sin Modstander; og ved fjerde naar han et halvt Hestehovede foran. - Nu er det

HAMMERSCHMIDTS TILHÆNGERE: der gyser. - Da rejser

118

BEGEREN: sig over Ende, hæver Tømmerne mod Himlen og hidser med det gamle ideelle Kampraab: For Gud, Konge og Fædreland sin Ganger frem, saa at den atter vinder Forspring, og Tilhængerne udstøder Frydeskrig. - Men

MINISTEREN: smiler fint; han véd empirisk, at det i det lange Løb hverken er Gud, Konge eller Fædreland, der bærer sin Mand frem ... Og virkelig, i sjette Omgang snubler Bagerens Pegasus, saa at Ministeren i syvende og sidste Keraus stryger ind over Maalet som en ualmindelig smuk Nr. 1. Odds 218¾.

✂

Alle Vinduer og Døre i den store Restaurant i Hotel Kongen af Rugmelien paa Raadhustorvet staar aabne, og den larmende Musik af Zigøjnerorkesteret derinde lyder ud over Pladsen. - Klokken er halvgaaende otte. Det er Dinértid.

Opvartere og Picoloer polkerer rundt i Lokalerne dirigerede af Inspektører og Overkelnere.

Og den kosmopolitiske Vært stoltererer med Crysanthemum i Diplomatfrakkens Knaphul fra Bord til Bord og ønsker bukkende, smilende og idiotisk: at Maten mo smake di erede Herskaber well!

Alle Borde er besatte. Knive, Gafler og Skeer rasler mod Tallerkenerne. Der tales, les, raabes, spises, drikkes, nyses og hostes, medens Lyset fra de elektriske Pærer under Loftet forgylder Hurlumhejen ...

Dette foregaar i Stuen.

Paa første Sal gaar det mere stilfuldt til.

I Kabinettet Nr. 0 tilhøjre for den store Indgangsdør fra Vestibulen dinerer Digter Jørgen Mürer med den særlig for Tiden berømte Demidame Charlotte Amalie Fenger ... Det vil sige, Digteren selv spiser ikke, han bare drikker, og kun Whisky, da man dermed holder sig bedre i Kondition. - Men Charlotte baade spiser og drikker, saa at hun næsten synbart synes at svulme fra Minut til Minut.

Hun har allerede fortæret en seks-otte Smaaretter med tilhørende Vine.

To kjoleklædte Kelnere glider lydløst ud og ind ...

MÜRER: (der sidder henslængt i en lav Fauteuil for Enden af Bordet med Whisky og Vand foran sig, glæder sig ved at se Damens Appetit. - Han anstiller af og til disse Fodringsforsøg paa hende. - Hun undergaar saamange interessante, psykologiske Metamorfoser under Maaltidet. For Øjeblikket er hun glad-gemytlig. Saa kommer der en Stund, hvor Glæden slaar over i Malice. Derpaa bliver hun sentimental rørende. Og endelig som sidste Stadium græder hun, angrer sit forspildte Liv og vil henleve Resten af sine Dage som kysk Smørrebrødsjomfru ... Paa dette Tidspunkt bestiller Digteren en Droske og kører med hende hjem til Forglemmigejgade, hvor han oplever en begivenhedsrig Nat, thi en Kvinde skal nydes under Taarer, paastaar mange).
Spis, Lotte, spis .. og drik, min Pige!

LOTTE: (med Munden fuld af Caviar).
Jeg er ved at sprække, Digter!

MÜRER.: Godt! Det er det, Du skal leve af.

LOTTE: (kaster sig skrigende af Latter tilbage paa Stolen).

MÜRER: (til første Kelner).
Skænk for Frøkenen!

KELNEREN: (tager en Bourgogneflaske).

LOTTE: (slaar til Flasken, saa Vinen sprøjter).
Nej, det skal være Mosel, lille Frederiksen!

119

FREDERIKSEN: (skænker Mosel).

LOTTE: (drikker).
Jørgen! ... Digtermand! .. Har Du lagt Mærke til Frederiksens Ben?

MÜRER.: Hvad de?

LOTTE.: Saadan et Par skulde Du ha', din Splejs, i Stedet for dine Vindepinde.

MÜRER: (tilfreds).
Ah, nu begynder Du endelig at blive ondskabsfuld ! Det har varet lidt længe i Dag ... Skænk for Frøkenen, Frederiksen! ... Mere Caviar, Lotte?

LOTTE.: Nej ... nu vil jeg ha' et Stykke med Tartar og et Glas Münchener!

MÜRER.: Tartar og Münchener, Frederiksen.

FREDERIKSEN: (ud).

LOTTE: (med Albuerne paa Bordet).
Puh-h! jeg kan snart ikke mere!

MÜRER.: Vel kan Du saa ... Hvad vil Du ha' til Dessert?

LOTTE.: Annanas! ... Gir Du Champagne?

MÜRER.: Hvornaar giver jeg ikke Champagne?

LOTTE.: Annanas og Champagne altsaa!

MÜRER: (til anden Kelner).
Annanas og Champagne, Hellemann!

LOTTE.: Og Kaffe og Cigaretter!

MÜRER.: Og Kaffe med avec og Cigaretter.

LOTTE: (fløjter).
Huit, Hellemann! ... Gaar Du med Silkeunderbukser, Hellemann?

HELLEMANN: (der er forholdsvis ny i Tjenesten, rødmer).
Nej ...

LOTTE.: Lad mig se ...

MÜRER.: Saasaa, Lotte!

LOTTE: (fniser ondskabsfuldt).

MÜRER: (gør Tegn mod Døren).

HELLEMANN: (skynder sig ud. - Samtidig kommer).

FREDERIKSEN: (med Tartaren og Münchneren).

LOTTE: (giver sig til at spise og drikke i Tavshed. - Hun er et stort, pragtfuldt, sydlandsk udseende Fruentimmer. - Der er Kød paa hende til mindst femten Digtere).

MÜRER: (tømmer sin Whisky og gaber).
Har De bestilt Drosken, Frederiksen?

FREDERIKSEN.: Ja, Hr. Mürer ...

MÜRER.: Lav mig en Whisky til, men kraftigere.

FREDERIKSEN: (laver).

120

LOTTE: (vaagner).
Hvor bliver den Annanas af?

FREDERIKSEN.: Kommer straks, Frøken.

LOTTE: (med Hovedet støttet i Hænderne).
Er Du gift, Frederiksen?

FREDERIKSEN.: Ja, Frøken.

LOTTE.: Er det morsomt?

FREDERIKSEN.: ... Meget morsomt, ja.

LOTTE.: Har Du Børn?

FREDERIKSEN: (stadig udsøgt høflig).
To Piger og en Dreng.

LOTTE.: Det har min Søster ogsaa ... og jeg er der altid til Juletræ ... Juleaften.

FREDERIKSEN.: Ja, vi har ogsaa Juletræ naturligvis, hvor der er Børn ...

LOTTE: (nynner sentimental).
Gla-a-de Jul, dej-li-ge Jul, Engle ... Lad være og sid der og grin, Digterfjols!

MÜRER.: Jeg "griner" ikke, Lottemor, jeg skal bare nyse.

HELLEMANN: (ind med Annanas og Champagne).

FREDERIKSEN: (lader Proppen springe og skænker).

LOTTE: (forceret).
Bum faldera! Længe leve Jesus Kristus! Der røg de ti Kroner! ... Skal Du heller ikke ha' Skum, Jørgen Digter?

MÜRER.: Nej ... det har jeg ikke Raad til.

LOTTE: (drikker; hendes Bevægelser bliver mere og mere ubeherskede).
Du er storartet! ... Jeg elsker Dig kraftknuseme! Bare Du kunde laane ham dine Ben, Frederiksen!

MÜRER.: Skænk for Frøkenen!

FREDERIKSEN: (skænker).

LOTTE: (tømmer Glasset og sætter det saa haardt tilbage paa Bordet, at Foden knuses. - Rejser sig vaklende).
Nu vil jeg elske! ... Kom Digtermand ... jeg kan nogle nye Spøge!

MÜRER: (strengt).
Sæt Dig, Lotte! (Til Frederiksen.) Et andet Glas!

FREDERIKSEN: (bringer et Glas og skænker).

MÜRER.: Saa kan De og Hellemann gerne forsvinde.

FREDERIKSEN.: Kaffen?

MÜRER.: Behøves ikke! Forsvind bare! ... Og naar jeg ringer, er det Drosken!

FREDERIKSEN.: Jovel!

(Ud med Hellemann.)

121

LOTTE: (er sunken ned paa sin Stol; stirrer tungt ud for sig).

MÜRER: (med sin Whisky).
Skaal, Charlotte!

LOTTE.: Skaal. -- (Drikker.)

MÜRER.: Har Maltus været hos Dig fornylig, Lotte?

LOTTE.: Maltus ... ? Det husker jeg ikke ... det har han vel nok ... eller ogsaa var det hans Søn ... (Taarerne begynder stille at løbe ned over hendes Kinder.) ... Jørgen, hvor er jeg dog ulykkelig ...

MÜRER: (hen til hende. - Hans Øjne skinner).

LOTTE.: Jørgen ... Du maa gerne følge mig hjem ... men Du ... men Du maa ikke blive hos mig ... aa, hvor jeg dog er ulykkelig! ... tror Du ikke, jeg skulde gaa ... gaa over til Katolikerne ... ?

MÜRER: (der nu finder Situationen moden, giver Signal for Drosken).

FREDERIKSEN og HELLEMANN: (kommer ind med en Aftenkaabe, som de skærmende slaar udenom Charlotte og leder hende varsomt ned i Vognen).

MÜRER: (tager Plads ved hendes Side).
Køretøjet ruller af.

Paa Torvet foran Restauranten er der en Storstads Liv og Larm; Sporvogne og Mennesker tumler rundt mellem hverandre; der tales og les og raabes; Cykler farer kimende forbi; en Hest styrter; en Kvinde skriger op; en Lommetyv kaprer en Tegnebog ... Og højt fra Raadhusets Klokketaarn klinger den bekendte Salme:

Fader se i Naade ned
til den hele Red'lighed ...

✂

Det er blevet Sommer. Regnen styrter i Strømme ned over Rugmeliens største Ruin. Men inde under Kolonadens Buer er der Tørrevejr; og derinde spankulerer

EJNAR HEGGE: (af Sted med en Voksdugspakke med seks Stykker belagt Smørrebrød i den ene Haand og en dryppende vaad Paraply i den anden. - Han er paa Vej til sit Kontor; og han tænker:)
Skal jeg, eller skal jeg ikke give de otte Kroner for den Sten Blicher*)?

Da han er naaet ud i Biblioteksgaarden, bøjer han sig lidt fremover og kigger gennem Porten op paa Uret i Rasmus Renaissancebyggers røde Kirkegavl.

Der er Tid endnu til at stikke ned til Isak Meyer og købe Dokumentet! ... Han har jo ingen Sten Blicher, og det er ikke rimeligt, at der saa snart igen vil tilbyde sig en ... og saa kan han jo desuden risikere, at den bliver meget dyrere.

Hegge sætter pludselig Fart paa ud gennem Porten og over til venstre langs Rækværket foran Ruinen ... *

122

✂ Nede paa Absalonia Plads bliver han raabt an: Halloj, Hegge, De gaar den forkerte Vej!

Det er et Par andre "Lommeædere" fra Ministerialbygningen med deres Frokostpakker og deres Paraplyer.

✂ Men Hegge ænser ikke Kollegerne; han farer om Hjørnet ned i Judæastræde og ind ad Isak Meyers Butiksdør: De har vel ikke solgt den Sten Blicher, Hr. Meyer?

ISAK MEYER: (en venlig og elskværdig gammel Jøde).
Nej, Hr. Assistent, hvad jeg lover, det lover jeg.

HEGGE.: Det var syv Kroner, De skulde ha' for den?

MEYER: (smilende).
Otte, Hr. Assistent.

HEGGE.: Maa jeg se den ... ?

MEYER.: Saagerne ... Jeg har lagt den til Side ... (Ind i Kontoret bag Butikken).

HEGGE: (faar Øje paa en Bunke Autografer, der ligger paa Disken; napper lynsnart en Carsten Hauch *)
og stopper den op under sin Vest).

MEYER: (kommer tilbage med Papiret).

HEGGE: (betaler ham de otte Kroner og gennemlæser omhyggeligt den gulnede og lasede Lap Papir, skønt han for længst kan Indholdet udenad) :
De 65 Rdler skriver fem og tredsindstyve Rigsbankdaler, som jeg er Hr. Skrædermester Patheier skyldig for begaaede Klæder til mig og Søn, forpligter jeg mig til paa Ære og Samvittighed at betale i Løbet af December Maaned dette Aar.
Absalonia, d. 26. Nov. 1842. St. St. Blicher,
Præst til Spentrup og Gassum.

HEGGE: (putter Relikvien i Brystlommen).
Farvel !

ISAK MEYER: (med et underlig lille polisk Glimt i Øjnene).
Farvel, Hr. Assistent! ... Og Lykke med Handelen!

✂

Dagligstuen i Mellembygningen tredje Sal, Vesterlanggade 79. -

Adelheid Hegge og hendes Moder, Enkefru Olga Kummersen, sidder ved det Nøddetræs Salonbord og drikker Formiddagskaffe.

De sidder tavse og tvære og gumler paa hver sin Plade Wienerbrød og stirrer sløvt ud i Luften, som to kære og nære Slægtninge, der ikke har en Tanke tilfælles.

* 123

ENKEFRU KUMMERSEN: (er en lang, mager Dame med et hærget og forgræmmet Ansigt. - Alt paa Guds fornøjelige Jord volder hende "Besver" og vækker hendes Bekymring). Da det sidste Stykke Wienerbrød er fortæret, rejser Enkefruen sig fra Stolen, giver sit underlige, kummerfulde Nakkeknæk og siger dybt sukkende: Ja, nu gaar jeg, kære Adelheid ... Gud velsigne Dig i sin Naade ... Tak for Kaffen ... og hils Ejnar.

ADELHEID: (fraværende).
Det skal jeg ...

Fru KUMMERSEN.: Har Du set, Du kære, at Hertuginden af Battenberg har faaet Tvillinger?

ADELHEID.: Næ virkelig ...

Fru KUMMERSEN.: Jo ... gid nu Forældrene maa faa Glæde af dem ! (Folder Hænderne over sin Datters første Opholdssted og ser jammerfuldt paa hende.) Og I er stadig lykkelige, lille Adelheid, Du og din Ejnar?

ADELHEID.: Ork, ja!

Fru KUMMERSEN.: Jeg var henne at høre Pastor Millinge i Søndags; han talte saa ophøjet om Ægteskabet, at jeg kom til at græde for Kummersen ... (Og med et af disse bundløse Tankespring, hvori Fru Kummersen er en Mester, fortsætter hun uden Komma, Punktum eller Semikolon) Har Du set Onkel Ottos nye Sommeroverfrakke? ... Om Vorherre nu vilde lade ham slide den med Helsen!

ADELHEID: (inde i sin Tankegang).
Hvordan gaar det med dine Pensionærer, Mor?

Fru KUMMERSEN: (der lejer et Par Værelser ud til Artister fra Varietéerne, giver paa ny sit Nakkeknæk og sætter sig).
Jo-e, nu har jeg dem jo, lille Adelheid ... men de ender da nok med at ta' Livet helt af mig.

ADELHEID.: Saa-e?

Fru KUMMERSEN.: Ja, Du kan tænke Dig nu i Torsdags, da jeg kommer ind med Kaffe til dem, staar baade Manden og Konen og alle fire Børn, som Gud har skabt dem, paa Hovedet oppe omkring paa Møblerne.

ADELHEID.: Betaler de?

Fru KUMMERSEN: (paa Post).
Næi ... ja, det vil sige no'et naturligvis; men saadanne fremmede Folkeslag har vist en hel anden Almanak end som vi andre, for de véd aldrig, naar det er den første.

ADELHEID: (har staaet henne ved Vinduet og set ud over Baggaardenes 124 skidne Tage og Skorstene ... vender sig brat).
Det gaar Fanden i Vold, Mor, dette her ogsaa!

Fru KUMMERSEN: (vildt).
Ih, men Gud, Du Kære, hva'for dog no'et, Barn?

ADELHEID.: Giftermaalet her!

Fru KUMMERSEN.: Gif ...! Men Du sa'e jo før, at I var saa uudsigelig lykkelige!

ADELHEID: (ophidset frem og tilbage).
Ejnar er gerrig, nærig, lumpen, infam! Jeg vilde hellere være hans Skurekone, saa vidste man da, hvad man ha'de at rette sig efter.

Fru KUMMERSEN: (med et genert-snedigt-fjollet Smil).
I min Tid kelede jeg altid lidt for Kummersen, naar jeg skulde ha' Penge ...

ADELHEID.: Jeg kunde lige saa godt "kele" for Dørstolpen der ! (Retter sig rank og spændstig og aabner Armene som til et Favntag.) Se her, hvad jeg byder ham! ... Men tror Du, at han saa meget som lægger Mærke til det engang!

Fru KUMMERSEN.: Ja Livet er besverligt ... Og Jørgen, sa'e Du, var ...

ADELHEID.: Jørgen, ja! gid jeg var blevet hos ham, havde jeg nær sagt; han var da et Mandfolk ... baade i godt og ondt .... Men dette her lille Ben ... jeg tror, der er gaaet Møl i ham af alle de gamle Papirer, han sidder og roder med! - Og saa ved Siden af oven i Købet det med Pengene !

Fru KUMMERSEN: (bliver ligesom mindre).
Ja, nu maa jeg gaa, lille Adelheid ...

ADELHEID: (sætter sig paa en Stol og løfter Fødderne i Vejret).
Se her! se mine Støvler! Ikke Saaler i nogen af dem! ... Og Manden har Penge, hvor han saa faar dem fra; han render og køber den ene gamle Las Brev efter den anden.

Fru KUMMERSEN.: Bed til Vorherre, Du Kære, det gjorde jeg altid i Kummersens Tid ... Farvel, lille Adelheid ...

ADELHEID.: Men nu begynder jeg paa min Musikundervisning igen. Penge maa jeg ha'! ... Og véd Du saa, hvad han sa'e, mens vi var forlovede? Min Kone skal ikke arbejde! ... hæ!

125

Fru KUMMERSEN: (nikker).
Ja, mens man er forlovede, ja ...

ADELHEID.: Men nu begynder jeg med min Musik igen! Jeg vil ikke gaa her og tigge!

Fru KUMMERSEN: (der har staaet med Fingrene fastknuget om sin Pengebeholder nede i Kjolelommen, løsner lidt paa Grebet og sætter sig beroliget).
Ja, det er vist meget rigtigt af Dig, lille Ademor ... Men hvad si'er Ejnar?

ADELHEID.: Ok, han bliver Himmel glad over, at jeg selv fortjener noget! (Hen til Moderen.) Men Du kommer til at laane mig syv Kroner til midt i næste Maaned, Mor.

Fru KUMMERSEN: (griber atter krampagtig fat om Portemonnæen).
Det kan jeg ikke, lille Adelheid, jeg har ingen!

ADELHEID.: Jo vist saa, Mor, vist har Du saa ... se blot efter.

Fru KUMMERSEN: (bedende).
Kunde Du ikke ... af Husholdningspengene ... det gore jeg ...

ADELHEID.: Ha! det er lige knap og nap, at de slaar til til det tørre Brød!

Fru KUMMERSEN.: Du skulde nu gi ham Margarine, lille Adelheid, som ...

ADELHEID: (utaalmodig).
Saa, Mor! Du skal aldeles bestemt faa dem tilbage midt i næste Maaned - Jeg maa dog ha' de Støvler forsaalet!

Fru KUMMERSEN: (der ikke længere øjner nogen Udvej, haler med et usigelig dybt Suk en lille forklemt Skindpung frem af Lommen og tæller syv Kronestykker op paa Rad - Side om Side langs Bordkanten).
Her er de da ...

ADELHEID: (med Lune).
Kunde Du ikke hellere gi' mig otte?

Fru KUMMERSEN: (putter lynsnart Portemonnæen til sig).
Næ, véd Du nu hva' ...!

✂

MAND OG HUSTRU

Før Bordet. -

ADELHEID: (pusler rundt ude i Køkkenet og laver i Stand til Aftensmaden).

HEGGE: (sidder i sin private Stue tilbagelænet i et Sofahjørne med sine 126 smaa Ben strittende frem inde under Bordtæppet):
Hi, hi! ... han tænker paa en Replik, han forleden hørte paa en Kafé - to, hvidhaarede og dekorerede gamle Herrer havde siddet i en Sofa bag ham, og den ene havde pludselig efter en længere Pause lagt sin Haand paa den andens Arm og sagt som til Afslutning af en Samtale: Man kunde sagtens, v. Holsten, forsikrer jeg Dem, faa Magten over Fruentimmerne, hvis man ikke skulde couchere hos dem! Hi, hi! Hegge skulde nok tage sig i Vare og baade bevare Magten og Æren ... og Pengene! Hi, hi, hi! ... han maa altid le stille og godt, hvergang den store Begivenhed gaar op for ham i al sin Glans, at han under sin Forlovelse med Adelheid vandt 15,000 Kroner i Lotteriet uden saa meget som med et Ord eller en Mine at gøre hende bekendt med Begivenheden! Hi, hi, hi ...!

Ved Bordet. -

Hængelampen lyser ned over Dugen med Brødbakken, Hvidtølsflasken og de tre Asjetter med Smørret, Osten og den kraprøde Spegepølse.

HEGGE: (kommer alvorlig og mandig og sætter sig paa Herskerpladsen for Bordenden).

ADELHEID: (kattevenlig).
Jeg har lidt varmt til Dig i Aften, Ejnarmand.

HEGGE.: Har Du det, lille Ademor, det var da smukt af Dig.

Det gaar Dagen lang med "Ejnarmand" og "Ademor"; men Smilene, der akkompagnerer denne kandiserede Tiltale, gemmer som oftest bitre Mandler i Mundvigene.

ADELHEID: (forsvinder ud i Køkkenet for at hente "det varme", der bestaar af fire Stykker brunet Kalvekød fra Søndags-Middagen).

HEGGE: (smører imidlertid sine tre, reglementerede Stykker Aftenbrød: et med Pølse (Rugbrød),
et med Ost (Surbrød) og et "med bart" (Franskbrød).

ADELHEID: (præsenterer ham Kalvekødet og sætter sig).
Mor har været her i Dag.

HEGGE.: Har hun det, lille Ade.

ADELHEID.: Jeg skulde hilse Dig ...

HEGGE.: Tak ...

Pause.

ADELHEID: (anstrengt).
Hæ, hæ, hæ! hun har sit Mas med sine Artister!

127

HEGGE.: Saa-e? - Vil Du ikke ha' Steg, Ademor?

ADELHEID.: Tak ... Du har bedre af det, Ejnarmand! - Næ, Du kan tænke Dig, at forleden Morgen, da hun kommer ind med Kaffen, staar baade Mand, Kone og alle fire Børn paa Hovedet splitternøgne!

HEGGE: (stramt).
Hum ... ja det er jo deres Levevej.

Pause.

HEGGE: (bliver færdig med Stegen og begynder paa Pølsen).

ADELHEID.: Du skal da ha' en ren Tallerken, Ejnarmand!

HEGGE.: Behøves ikke, Ademor ...

ADELHEID.: Jo vist saa ... (Skifter.)

Pause.

ADELHEID: (lidt tøvende).
Véd Du, hvad jeg har tænkt paa, Ejnar?

HEGGE: (formelt interesseret).
Nej, lille Ade ...?

ADELHEID.: Jeg har tænkt paa at begynde at give Undervisning i Musik igen.

HEGGE.: Naa, ja det kan, Du jo godt ...

ADELHEID: (vibrerende).
Jeg sidder her saa alene, naar Du er borte ...

HEGGE.: Jeg er jo ikke Dobbeltgænger, lille Ademor.

ADELHEID: (livfuldt; vis paa at tage Kegler).
Og saa kan jeg jo ogsaa selv tjene nogle Penge!

HEGGE: (mumler uforstaaelige Ting ned i Osten).

ADELHEID: (mildt smerteligt).
Det er altid, som om Du slet ikke havde Spor af Interesse for, hvad jeg foretager mig, Ejnarmand !

HEGGE: (der virkelig til Dels heller ikke har det).
Jo-o, lille Adelheid, jo Skam har jeg saa! - Det er meget rigtigt af Dig, at Du vil begynde at spille igen.

ADELHEID: (kælen).
Det er altsaa ikke det, Du er vred over, Ejnarmand ?

HEGGE: (afsluttende).
"Vred", Ademor? jeg er ikke "vred" .. hvorfor skulde jeg dog være "vred" ? - Skal vi saa ha' den Te?

ADELHEID: (ud efter Teen. - I Køkkenet knytter hun Hænderne og ryster dem ind mod Spisestuen ... men da hun atter viser sig derinde, er hun paa ny kandiseret ...)

128

Efter Bordet. -

Døren mellem Herrens og Fruens Værelser er lukket med en Ægtefælle paa hver Side.

HEGGE: (har tændt sin lange Ungkarlepibe og er interesseret beskæftiget med at nummerere og katalogisere den købte Sten Blicher og den stjaalne Carsten Hauch).

ADELHEID: (forsøger at læse; men lægger pludselig Bogen fra sig og sætter sig til Klaveret, hvor hun giver sig til at spille, saa at alle Vægprydelserne skælver. - Naar hun godt og vel har raset et Kvarter, raaber hun blidt ind mod Husherrens Stue):
Jeg forstyrrer Dig vel ikke, Ejnarmand?

HEGGE.: Hvad siger Du, lille Ademor?

ADELHEID.: Jeg forstyrrer vel ikke?

HEGGE.: Naa er det Dig, der spiller! Jeg troede, det var ovenpaa ... Næi!

ADELHEID: (fortsætter indigneret Massagen. - Hun spiller med megen Kraft og Færdighed Operaer, Danse, Revuviser, Salmemelodier og Fædrelandssange ... Smækker pludselig Guillotinen i):
Godnat, Ejnarmand, nu gaar jeg i Seng!

HEGGE.: Godnat, Ademor ...

ADELHEID: (slukker Lampen og trækker sig tilbage til Soveværelset ...).

HEGGE: (synker hen i Ungkarlestemning).

Men ti Minutter efter aabnes Sovekammerdøren paa ny og

ADELHEID: (lister ind gennem Dagligstuen, barfodet, halvt afklædt og med Haaret hængende løst nedom Hals og Arme, der hvide og nøgne stikker frem af Chemisen. - Hun standser uden for Gemalens Værelse og lytter ... Saa giver hun sig til at nynne sorgløst og aabner Døren)
: Aa, Ejnarmand, undskyld, men kan Du ikke hjælpe mig med at løse dette Baand her, det er gaaet i Knude.

HEGGE: (blodrød helt op under sit tynde Haar).
Nej ! ... jeg er ikke din Kammerjomfru!

ADELHEID: (standser).
Men Ejnar dog!

HEGGE: (der ihukommer Replikken fra Kaféen - ubehersket).
Ja, jeg véd meget godt, hvad Du vil! ... Men det nytter Dig ikke ... jeg lader mig ikke forføre!

ADELHEID: (krænket i sin dybeste Kvindelighed).
Nu er Du raa, Hegge!

HEGGE: (bøjer sig ned over sine Papirer og svarer ikke).

ADELHEID: (staar et Sekund; Hannen syder i hende. Og pludselig river hun vild, gal. forbitret Klæderne af sig, Skørtet, Benklæderne, Chemisen ... hele Stadsen!)

HEGGE: (fuld af Rædsel).
Adelheid ...!

129

ADELHEID: (hoverende).
Ha, ha, ha! ja Du skal dog engang se, hvad Du vrager!

HEGGE: (der er sprunget ned fra Sofaen - trippende).
Adelheid ... men Adelheid dog ...!

ADELHEID: (napper Bordlampen og løfter den højt over sit Hovede, repeterende sin Romanlæsning):
Ja, se ... se ! Men se Dig nu mæt med det samme! thi om Du herefter en Gang skulde komme krybende paa dine Knæ og tigge mig om at tage Dig, jeg gør det ikke ... aldrig!

Sætter Lampen tilbage paa Bordet, samler sine Futteraler og skrider ud af Værelset stolt som en Prinsesse af Huset Habsburg.

HEGGE: (der aldrig har set en nøgen Kvinde før, klipper blændet med Øjnene, pruster, tripper, staar paa ét Ben, vil have fat i Konen, gør en Bevægelse hen mod Døren - og synker udmattet om paa en Stol ...)

✂

Brev til Fuldmægtig Jørgensen.

✂ Medhjælper!

✂ Lad mig for straks at forebygge enhver Misforstaaelse betone, at Forfatteren af nærværende Linjer, efter hvad der nu foreligger, tør antages at blive Bærer af Folkenes, det rugmeliske og andres, Samfunds- og Aandsliv i de første Aartier!

✂ Af et Brev fra Professor Holmbo paa ni Sider, der begynder med "Kære Student Melling" og ender med "Deres hengivne Claudius Holmbo", hidsættes følgende Brudstykke grebet paa Maa og Faa:
"Jeg har læst Afhandlingen med overordentlig stor Interesse. Den tiltaler allerede ved sin Form. Kritik og Indignation faar ofte skarpe og slaaende Udtryk, og paa den anden Side, hvor der aabnes Fremtidsudsigter, ytrer en varm Humanitetsfølelse sig uden Spor af Sentimentalitet, men paa en tiltalende Maade. I den Maade, De betragter den fremtidige Udvikling og dens Muligheder paa, er der tillige meget, som ganske stemmer med min Betragtningsmaade, ganske vist mere med mine Ønsker, end med hvad jeg vilde kunne fremsætte med udtrykkelig Begrundelse.

130

✂ Jeg er ganske enig med Dem i den Betydning, De tillægger saadanne Fremtidsidealer (ihvorvel De ironisk kalder dem "Morfin"), og skønt jeg paa afgørende Punkter er uenig med Dem i Deres Begrundelse, finder jeg, at De gennemfører Deres Tankegang paa en saa klar og konsekvent Maade, at den ganske sikkert vil være lærerig for dem, der i det Hele interesserer sig for saadanne Spørgsmaal. Deres sidste Afsnit læste jeg virkelig med samme Følelse, som naar man igen kan trække Vejret efter Aandenød. Jo tungere og mørkere Forholdene ofte synes at være, des mere befriende er det en Gang imellem at følge den, der kan lade Lys og Luft strømme ind - selv om han, som De, i sin ungdommelige Flothed taler om "Fremtidsmorfin" og saaledes tager med den ene Haand, hvad han giver med den anden."

✂ Fanden gale mig, gamle Medhjælper, Professor Holmbo er en relativ Hæderskamel!

✂ Om Drankeren Hüllich siges bl. a. at "han absolut bør forlægge denne Bog."

✂ Om min personlige Optræden siges:
"Til Slutning takker jeg Dem for den Tillid, De ved denne Lejlighed har vist mig."

✂ Hr. Medhjælperen vil efter dette forhaabentlig ikke undres over, at jeg fra nu af har besluttet at indtage en ganske ny Holdning baade over for Dem som over for den øvrige Omverden.

Edmund Melling,
Samfundsreformator.

✂

IV

✂

Affæren Alexius Hammerschmidt kontra Maltus v. Lauenburg var næsten gaaet i den store Glemmebog, da det ganske Absalonia en Morgen gned sine Øjne, tænkte sig om, smilede bredt og himmelfornøjet og sagde:

- Det er sgu sandt: Maltus!

Grunden til denne glædelige Opvaagnen var nedenstaaende Dokument, som med fedt Hovede og spærrede Typer fandtes paa Forsiden af det socialistiske Blad og et Par radikale. Oppositionsaviser;

131

AABENT BREV
til
Hans Excellence Konseilspræsident, Lensgreve
Ferdinand v. Lilienschwanz.

✂ Gud den Almægtige er mit Vidende, at det ene er til Hans og den rugmeliske Kirkes Ære, at jeg foretager dette Skridt ...

✂ Deres Excellence!

✂ Mange og store Kampe havde jeg ført med mig selv og min Gud i mit ensomme Bedekammer, forinden jeg besluttede mig til at blive det Redskab, der afslørede den Skamplet, som Hr. Hofjægermester, Baron Maltus v. Lauenburgs Udnævnelse til dette Lands Kirkeminister, har for evig sat paa det rugmeliske Folk.

✂ Længe havde jeg følt Kaldet i mig, men vægret mig ved at kaste Sorg over en Familie, ja en hel Stand.

✂ Men Aanden trængte paa, og til sidst gav jeg efter og tog Korset op; thi dette er i Sandhed et Kors.

✂ Deres Excellence!

✂ De véd lige saa godt som alle vi andre, hvilke Rygter, der længe før Baron v. Lauenburgs Udnævnelse til Kirkens Primas, verserede om hans erotisk moralske Vandel.

✂ Men De tillod hans Udnævnelse - maaske i Haab om hans Omvendelse.

✂ Ogsaa jeg haabede for Gud og Rugmeliens Skyld paa en Forandring ved Hr. v. Lauenburgs Ophøjelse til Minister; thi Styrken kommer ofte med Ansvaret.

✂ Mangen en Nat har jeg ligget paa mine Knæ - min Hustru kan bevidne det - og anraabt Verdens Herre om at frelse denne Mand og dette Land fra Fortabelsen.

✂ Men nej, Djævelen var for stærk, og Hofjægermesteren skred med lukkede Øjne videre ad Syndens Vej.

✂ Deres Excellence!

✂ Da besluttede jeg under bitre Taarer at følge Aandens Finger og stille denne Mands Liv og Vandel blot til Beskuelse.

✂ Hosianna i det Høje!

132

✂ Og efter i syv Aftener forgæves at have staaet paa Lur i en Gadedør lige over for Hans Excellence Kirkeministerens Port i Regentgade for at udforske hans natlige Baner, lykkedes det mig endelig den ottende Aften, Torsdagen den 16de Marts hoc annus, at komme ham paa Sporet, hvorfor jeg takker Herren min, Gud i Alevighed, thi det er en stor Ting at være et ringe Redskab i en saadan Haand.

✂ Deres Excellence!

✂ Ovennævnte Aften Klokken elleve og en halv, efter at have holdt ud paa min Post fra Kl. ni, ser jeg v. Lauenburgs Port blive aabnet, og Ministeren komme ud i Pels og skride ind ad mod Byens Centrum, hvor Fordærvelsen bor.

✂ Jeg takkede rørt Herren, at han endelig havde hørt min Bøn, og fulgte ham uset.

✂ Ministeren vandrede med den ham egne ungdommelige Gang ad Gader og Stræder, tværs over Teatertorvet og ned i Kvarteret omkring St. Nicolaus Kirke.

✂ Inderlig bevæget i Aanden raabte min Sjæl i sin Vaande: Stands! Stands! men han hørte det ikke og standsede ikke, før han naaede ned i Forglemmigejgade, hvor han ringede paa Gadedør Nr. 27, hvor, som Gud og hver Mand véd, den berygtede Skøge Charlotte Amalie Fenger bor.

✂ Døren aabnes, og Ministeren smutter ind.

✂ Men Gud havde maget det saa, at der ogsaa hér stod en Gadedør aaben ligeoverfor. Og i denne besluttede jeg at afvente v. Lauenburgs Tilbagekomst.

✂ Det var bitre Timer.

✂ Fra Charlotte Amalies oplyste Lejlighed paa første Sal lød Tale og Latter; og jeg hørte Lyd som af Champagnepropper, der sprang.

✂ Dette kan ogsaa have været Sodavand, men derfor er Handlingen lige afskyværdig af en Kirkens Øverste!

✂ Saa blev det stille en halv Times Tid. -

✂ Derpaa aabnedes forsigtig et Vindue paa Klem, og 133 Ministeren stikker sit hvide Hovede - o, Du Alderdommens vanærende Smykke! - ud og spejder, om Passagen er fri.

✂ Bag ham staar Charlotte Amalie med opløst Haar og i Friserkaabe. Hun kilder ham paa Halsen, saa han ler.

✂ Derpaa gaar de bort fra Vinduet; og lidt efter aabnes Døren, og Ministeren forsvinder tilbage i Retning af Teatertorvet.

✂ Men jeg dvælede længe i Gadedøren plaget af allehaande Tanker. -

✂ Og nu er det, Deres Excellence, at jeg i det rugmeliske Folks Navn og i den Almægtige Guds Navn, som hersker ogsaa over Jordens Mægtige, opfordrer Dem til at skride ind med al den Myndighed, Herren har nedlagt i Deres Haand, mod denne skamløse Færd, der ganske vist dulgt af Natten, men dog ved Gud gennem mig lagt aaben for alles Øjne, drives af Deres Excellences Kultus- og Kirkeminister !

✂ Jeg er alt en Gang før traadt op mod Hr. v. Lauenburg, vældig drevet af Aanden.

✂ Det var da han, denne Syndens skidne Skjold paa vort Kirke-Liv, stod op ved Friheds Mødet i Moulin veneris som Forsvarer og Opretholder af det Ægteskab, han selv besudler.

✂ Jeg kunde ikke holde mig; jeg raabte min Forargelse ud over Verden. - Og Følgen blev den, at man kastede mig i et forsmædeligt Fængsel; hvoraf man dog senere snart atter løslod mig.

✂ Deres Excellence!

✂ Nu gentager jeg min Anklage og fornyer mit Raab: Bort med denne Skorpion, der gnaver paa Kirkens Rod! Bort med Forargelsen! Bort med Bespottelsen!

✂ Kast mig saa atter i det kolde Fængsel, om det Jer behager !

✂ Jeg har talt, jeg har lettet mit Hjerte og min Samvittighed, og jeg er beredt til at lide for min Overbevisning, som min store Forgænger!

134

✂ Og paa Vejen til mit Golgatha istemmer jeg frydefuldt med Psalmisten: Tænk naar engang, den Taage er forsvunden ... Amen!

✂ Med Højagtelse, idet jeg dog reserverer mig alt fornødent,
Deres Excellences ærbødige
Alexius P. Hammerschmidt,
Bagermester og Oldermand for Absalonias Bagerlaug.

✂

Boghandlerlærling Aage Mackeprang bor i Søgade hos sin Faders to ugifte Søstre, der har Klinik for antiseptisk Fodpleje, hvorfor de i Kvarteret gaar under Navnet: Tæerne. -

Damerne er mellem 45 og 50 og Optimister, der ikke tror et Muk paa denne Verdens udskregne Daarlighed.

De kender intet til "Elskov", kun til "Kærlighed". - De véd, hvordan smaa Børn fremskaffes; men de tror det ikke. - De skælver for Begrebet "Mandfolk" og haaber derfor til Gud, at deres Nevø Aage maa være af Intetkøn ...

Selvfølgelig er Damerne religiøse ...

Og en Morgen medgiver de derfor Hr. Aage en Pakke ældre Opbyggelseslitteratur, som han skal aflevere til "Foreningen for vildfarne unge Mænd". -

Lille Macke vandrer fromt af Sted med Postillerne under Armen; men paa Vejen til Bogladen bliver han forlokket af en prangende Alhambra-Plakat; Fanden farer i ham, og han gaar sporenstregs ned i en Antikvar-Kælder og sælger hele Opbyggelsen for 3 Kroner og 75 ...

Straks Handelen er afsluttet, fyldes Mackeprangs Sjæl med megen Glæde ved Tanken om alle de Nydelser, disse 3,75 kan forskaffe ham i Aften i Alhambra. Og hele Formiddagen er han ved frisk Mod, og Arbejdet i Forretningen gaar for ham som en Ouverture. -

Mellem 2 og 3 er han hjemme at spise til Middag; og han beretter da Tæerne, uden Blusel, at Fuldmægtig Jørgensen har inviteret ham med i Alhambra.

Damerne priser Menneskene, udleverer ham Portnøglen og beder ham hilse Jørgensen. - Dernæst spørger de, om han har afleveret Bøgerne paa rette Sted?

Mackes østre Øre faar sit Tilfælde; men han svarer Ja uden at blinke ... dog er det samtidig, som om de kriminelle 3,75, der ligger løse i venstre Bukselomme, brænder ham i Laaret. - - Og paa Vejen tilbage til Bogladen bringer "Noget" ham til at give tre fattige Koner hver en Femogtyveøre.

Dette letter lidt baade paa Samvittigheden og Pengene.

Bogladen lukkes i Betragtning af Sommeren Kl. 7. -

MACKEPRANG: tænker et Øjeblik paa direkte at gaa i Alhambra. - Men det samme "Noget", der blokkede ham for de 75 Øre, driver ham fredløs om paa Boulevarderne og rundt i Byens Gader, - Hans Fingre pusler nede i Lommen hos de tre Kronestykker, der synes at tiltage i Varmefylde. Han skifter Blodpengene om fra venstre til højre Bukse; men ogsaa der svider de ubarmhjertig hans unge Kød ... Paa Absalonias Plads staar, lænet op mod en Husmur, en lurvetklædt, rubinnæset Person med Træben.

MACKEPRANG: (farer pludselig ubehersket løs paa ham og stikker ham en Krone ud).

135

RUBINNÆSEN: (synker svimmel ned paa den nærmeste Trappe, idet han ser bølge for sine Øjne et Stille Ocean af Brændevin).

SATAN: griner. - Men

MACKEPRANG: (gaar roligere ad Alhambra til. - -).

Da han passerer Fattigblokken paa Gittersoklen foran "Enfoldigheds-Kirken", fornemmer han paa ny "Noget" drage i sig. - Men han forstærker sine Skridt og gaar forbi: han har ofret nok! - -

Og han naar lykkelig og vel helt ud paa Raadhustorvet og tror sig frelst ...

Da kommer han ganske umotiveret til at tænke paa sine Forældre og sine Søskende og "Gaarden" derhjemme og paa et Digt, han nylig har skrevet med Omkvædet:
Det er Hjemvé, Hjemvé med sin Smerte,
der er Hjemvé, Hjemvé i mit Hjerte!

... og han gribes af Rædsel, gør rask omkring og næsten løber tilbage til Fattigblokken ved Enfoldigheden og lader de to sidste Kronestykker plumpe ned i den. - -

Hvilket han sikkerligen vil fortryde, naar han bliver ældre.

✂

FADER OG SØN

EDMUND MELLING: skal atter i Dag have en Samtale under "tre Øjne" med sin Fader. - Han gaar derfor urolig op og ned i Værelset; thi han hader og frygter denne Fader dybt og redeligt.

SØREN JENSEN: har nemlig, saa langt Sønnen kan huske tilbage, huseret over sin Familie og sin Husstand som en Indianerhøvding over sin Stamme.

EDMUND: er standset henne foran Buret med Dansemusene, der ufortrødent hvirvler rundt og rundt. De pauserer kun for at æde og parres og farer saa af Sted igen ... Dansen synes ikke netop at more dem, men de kan ikke andet ... soli deo gloria! ... Det er som fra et højt Taarn at se ned paa Menneskenes Færden ... Der bankes af en haard og benet Kno paa Døren til Trappegangen.

EDMUND: farer sammen og gaar i en ret Vinkel ud og aabner. - Det er Faderen. - Ingen af dem hilser. - Tavse og skulende gaar begge ind i den inderste Stue ...

Nu er der det at notere om Edmund Melling, at han i den sidste Tid er begyndt at bevæge sig i rette Vinkler. Eksempel: skal han fra Punkt A til Punkt B, benytter han ikke Linjen A B, men Linjen A C B

✂

Paataler man denne Ejendommelighed, siger han, at han holder ikke af "at gaa Krogveje". (Hvilket bl. a. viser, at han ikke just er nogen politisk Begavelse). - -

SØREN JENSEN: (har sat sig hen paa Stolen ved Arbejdsbordet. - Han sidder med en Blyant og noterer nogle Tal op.

EDMUND: (staar atter henne ved sin "Livsanskuelse" foran Vinduet).

136

FADEREN: (uden at løfte sit Odinsøje).
Ja, a kommer her jo for at tale med Dig, Edmund. Søren véd meget godt, at det paa Højrugmelisk hedder "Jeg", og han anvendte ogsaa dette Pronomen, da han var "radikal" og "Europæer"; men da han senere blev "moderat" og "folkelig", faldt han tilbage paa A'et igen.

SØNNEN: (svarer ikke).

FADEREN: (hæver Øjet, der glimter gult).
A tillader mig at snakke til Dig, Edmund.

SØNNEN: (uden at vende sig).
Ja, jeg hørte det ...

FADEREN.: A har lad't mig berette, at Du aldrig kommer paa dine Forelæsninger paa Universitetet.

SØNNEN.: Det er rigtig nok.

FADEREN.: Og din Skolebestyrer sa'e, forleden a mødte ham, at Du har ikke været paa Skolen længe.

SØNNEN.: Jeg har været optaget af min Bog.

FADEREN.: "Bog", hæ! ... a har nok hørt ymte om, at Du spildt' din Tid med at rend' rundt og skryw' paa Bibliotekerne! Du skuld' heller pass' dine Ting, skuld' Du, det kom der mer ud af! ... Hva' er det' for en Sort Bog?

SØNNEN: (stadig med Ryggen til).
Den handler om Statsøkonomi.

FADEREN.: "Statsøkonomi!" ...! og det bilder Du Dig ind, at Du har Forstand paa! (Slaar en Næve ned i Bordet.) Vend Dig om, Dreng! Man staar ikk' og snakker med Ryggen til sin Far!

SØNNEN: (vender sig langsomt. - Han er graableg; og hans Øjne er omgivet af mørke Ringe).
Professor Holmbo har rost Bogen ... og den kommer om en Maanedstid ud paa Niels Hüllichs Forlag.

FADEREN: (tager en uhyre Brevtaske frem af Lommen og leder nogle Papirer ud).
Saa maaske Du kan betal' de her Assurancekvitteringer, a har udlagt for Dig?

SØNNEN: (rolig).
Bonde!

FADEREN: (purpurrød).
Hva' si'er Du! Blamerer Du din egen Stand!

SØNNEN.: Ja!

FADEREN.: Vil Du betal', eller vil Du ikk'?

SØNNEN.: Jeg har ingen Penge.

FADEREN.: Hvor er da de, Du har faaet for Bogen.

SØNNEN.: Jeg har ingenting faaet.

137

FADEREN.: Ingenting! Hva' Fa'en har Du saa skrevet den for da?

SØNNEN.: Fordi jeg ikke kunde lade være.

FADEREN.: Sludder! Bild mig den ind! Du har brugt dem til dine Tøse ... for Tøse holder Du jo osse!

SØNNEN.: Jeg holder kun én!

FADEREN.: Og nu vil Du snyde Dig for at betale Assurancen.

SØNNEN: (stadig rolig).
Det er da ogsaa rimelig, at Du betaler den, da det er Dig, der skal ha' Pengene engang.

FADEREN.: Noget skuld' a vel ha' for al' det, a har ødt paa Jer! ... Og hvor er dine Kommunitetspenge ?

SØNNEN.: Jeg fik ingen udbetalt sidste Gang, fordi jeg ikke kunde fremlægge Flidsattest.

FADEREN.: Saa de er allerede ta'et fra Dig?

SØNNEN: (behersket rolig).
Ja ... Og gaa saa, Far; jeg kan ikke taale at ha' Dig her længere.

FADEREN.: Jager Du din egen Far paa Døren, din Pejs!

SØNNEN.: Nej ... jeg beder Dig bare om at gaa ... jeg er syg ... jeg maa være alene.

FADEREN.: Og hva' vil Du saa lev' af herefter, naar de ta'er Pengene fra Dig? A gi'r Dig ingenting! ... Skolebestyreren vil heller ikk' taal' dit Smøleri, si'er han ... Hva' vil Du saa lev' af?

SØNNEN: (tæt hen til ham. - Faar endelig Luft for mange Aars indeklemte Harme og Ydmygelse og siger mere og mere ophidset)
: Det skal jeg sige Dig, Far, jeg vil ta' hjem til Melling og lægge mig til Sengs og aldrig staa op mere og aldrig dø, for at Du til evig Tid kan faa Lov til at betale min Assurance! Forrige Gang, jeg var syg, narrede jeg Dig, og denne Gang skal jeg ogsaa narre Dig. Du skal ikke faa det med mig som med Kresten og Jens Peter, Du stak Pengene i Lommen for! Jeg skal pine og plage Dig og koste Dig til Doktor og Medicin, saa det skal krybe gennem din Bondesjæl!

FADEREN: (har rejst sig).
A vil ikk' høre ...

SØNNEN: (ænser ham ikke).
Her har jeg gaaet og ikke faaet Føden, for at Du kunde sætte dine Penge i Sparekassen, eller hvor Du gør af dem! ... Du staar rundt paa dine Møder 138 og oppe i Rigsdagen og snakker om Frihed og Fremskridt og Kærlighed og Hjælp for de smaa og svage, og saa piner Du Livet af dem, Du véd, Du har Krammet paa!

FADEREN.: Næ, nu vil a ...

SØNNEN: (videre).
Hvordan har Du ikke behandlet Mor! Og hvordan har Du ikke behandlet os Børn! Ha'de Du kunnet sælge vos, ha'de Du gjort det! Men nu maatte Du nøjes med at spekulere i vores Død. Det er underlig, at Du ikke har givet vos Gift, da Du ha'de faaet vos assureret! ... Men det bander jeg i Evighed paa, Far, at selv om jeg bli'er rask igen, for jeg er syg nu ... saa betaler jeg ikke dine Kvitteringer ... aldrig, hører Du, aldrig ... og gaa saa, gaa saa!

SØREN JENSEN.: A jager Dig ud af Gaarden, om Du kommer! A vil ikk' se Dig for mine Øjne ... Du ka' sejl' din egen Sø, din skidt' Pejs, a' Du véd det herefter! A taaler det ikk' ! (Forbitret bort.)

EDMUND: (staar lidt med lukkede Øjne; og vakler derpaa i en ret Vinkel ud og stænger efter ham).

✂

Fru Olivia Beck, Hørkræmmerenke paa en halv Million, bebor det pragtfulde Landsted "Sommerfryd" paa Søvejen.

Hun skal have haft en bevæget Ungdom. Nu er hun godt op i Trediverne, fed, god og barnløs; Beck er gaaet omkring det store Hjørne for 5-6 Aar siden, mæt i alle Retninger; og Fru Olivia sidder tilbage med hele Herligheden.

Foruden Landstedet paa Søvejen ejer hun ogsaa en Del Ejendomme i Hovedstaden, blandt andre Huset Matk. No. 322 i Anemonegade, hvor Forfatterfamilien Albert Halling residerer.

Mellem Enkehørkræmmersken og denne Familie er der opstaaet et kraftigt Venskab.

Det vil sige, fra Olivias Side er det mere.

Hun er nemlig ganske til Rotterne forelsket i Albert Halling. Hans lange lyse Asparges-Skønhed har faaet hendes Kid (Se: Salomons Højsang) til at svulme af poetisk og anden Længsel. Hun er fuldstændig kloroformeret af Jeg-véd-ej- hvad, naar han er i Nærheden. Hængte han i et Udsalg, købte hun ham og kogte ham hermetisk hen til Privatbrug. - Hun har allerede flere Gange tilbudt ham Dispositionsret over sin Haand, sin Formue og Kiddene, hvis han vil gøre hende til en Fru Halling ...

Hidtil har Digteren dog haft Resignation nok til at modstaa baade det ene og det andet; men nu kan han ikke længere holde sig og har halvvejs taget imod et Tilbud fra hende om en lille Studierejse pr. Damper til Messina og hjem over Land, hvor de saa skulde mødes paa et schweizisk Højfjældssanatorium midt imellem Jomfruen og Munken.

Albert Halling og Naturens muntre Søn Hammelev sidder en Formiddag i Digterrummet paa Kvisten i Anemonegade og taler om allehaande ...

139

Værelset er enkelt udstyret med Skrivebord, Stol, Chaiselongue og Seng. - Paa Væggene hænger Forbillederne Gøthe, Schiller og Shakespeare. Og i Vinduet staar blomstrende Rosentræer og et Kabinetsbillede af Fru Olivia i nedringet Selskabsdragt med en Verdensudstilling af Guld, Perler, Diamanter og Brystkød. -

Fru Klara har for et Par Maaneder siden skænket den fjerde Halling (en Pige) Livet. Frugtens Skrig høres op gennem Gulvet fra Etagen nedenunder ...

HALLING: (lang, bleg, nervøs med lyst, lokket Haar og brune, drømmende Øjne. - Paa Stolen ved Skrivebordet).

HAMMELEV: (bred, solbrændt og ligevægtig paa Chaiselonguen).
Har Du talt om det til din Kone, Halling?

HALLING.: Endnu ikke ... Men hun maa jo da kunne forstaa, at jeg trænger til nye Indtryk!

HAMMELEV.: Naturligvis; hun er jo en lille Knop! - Men hun vil savne Dig.

HALLING.: Hun har jo Børnene ... og det er stadig Sommer!

HAMMELEV: (smilende).
Jamen hun elsker Dig til Raseri og Drukkenskab!

HALLING.: Ja ... kan Du forstaa det?

HAMMELEV.: Næ, oprigtig talt! ... Men naturligvis har Du Ret, en Digter bør friskes op engang imellem!

HALLING.: Ikkesandt! ... Aa, det siger Du nok til Klara, kære Hammelev, ikke? Du har saadan en god Indflydelse paa hende. - Jeg kan ikke holde ud at sidde her Dag ud og Dag ind! Alt det bedste i mig gaar tabt; det jeg skulde leve og digte paa, Udsynet, Vyerne! med alle de skrigende og larmende Unger omkring sig ... Hør, hvor det lille Djævlefrø gi'er Hals dernede! Og saadan gaar det hele Dagen ... og Natten med.

HAMMELEV.: Ja ... det maa være anstrengende for din Kone.

HALLING.: Aa, hun klarer sig nok! ... Men jeg, der skal anspænde hver Fiber i min Hjerne ...! Og saa kommer hun: Poul har Hoste ... Else har ondt i Haven ... Klumpen trænger til Støvler ... og den lille mindstes Suttepropper er sure ... Uh, ha!

HAMMELEV.: Fru Klara har jo ikke andre at gaa til end Dig, kære Ven.

HALLING.: Saa maa hun virkelig lære en Smule Selvfornægtelse! Men det synes ikke at kunne gaa op for hende 140 ... Jeg maa bort fra det hele Familiehurlumhej en Tid! ... Vil Du gøre mig den Tjeneste at sige det til hende?

HAMMELEV.: Det skal jeg gerne, ja ... skønt jeg finder nu ellers, at en Ægtemand og et Mandfolk ...

HALLING.: Jeg er hverken Ægtemand eller Mandfolk, jeg er Digter! (Der lyder Trin paa Trappen udenfor.) ... Der er hun ! ... Aa, sig det nu, saa er Du rar? ... Ligesaagodt springe som krybe i det ... men tal endelig ikke om, at det er Fru Beck, der ...

HAMMELEV.: Er Du forelsket i Fru Beck?

HALLING: (halvvejs fornærmet).
Er Du gal! Jeg tror, Du vil! Den Kødbudding! Der bankes paa Døren, og

Fru KLARA: (kommer ind med en Bakke med ristet Skinke, Æg og en Flaske Maltøl).

POUL: (efter med en mindre Bakke med Kaffeopdækning).

HALLING: (nervøst).
Aa, Herregud, lille Klara, Du véd jo godt, at jeg holder ikke af at faa Børnene her op!

KLARA: (slank og bleg efter Knopskydningen. - Undskyldende).
Han vilde saa gerne bære din Kaffe op ... og saa slap jeg for at gaa to Gange. (Til Drengen.) Gaa nu ned igen, lille Poul!

POUL: (sky).
Hvordan har Du det i Dag, Far?

HALLING.: Hovedpine ... Gaa saa! ... Og luk Døren sagte!

POUL: (stille bort).

KLARA: (stryger Halling blødt over Haaret).
Saa Du har igen Hovedpine, Stakkel?

HALLING: (med Munden fuld af bacon and eggs).
Ja, jeg er meget overanstrengt!

HAMMELEV.: Du skulde virkelig tage imod det Tilbud, Halling.

HALLING.: Ja, jeg kunde skam have udmærket af det.

KLARA.: Hvad er det for et Tilbud, Albert?

HAMMELEV.: Det er en Skibskaptajn, Halling har truffet, der har tilbudt ham fri Rejse til Middelhavet.

KLARA: (glad paa Mandens Vegne).
Det skulde Du virkelig tage imod, Albert!

HALLING.: Jamen saa bliver Hønen jo alene hjemme ...

KLARA.: Pyt, hvad gør det! ... Hvornaar skulde Du saa rejse?

141

HALLING.: Om en fjorten Dages Tid.

KLARA.: Allerede ... Og hvor længe bliver I borte?

HALLING.: Et Par Maaneder.

KLARA: Saa længe!

HALLING.: Der ser Du!

KLARA.: Nej, nej, slet ikke! Jeg er netop saa glad paa dine Vegne.

HALLING: (rækker hende Tallerkenen med en liden Rest Æg og Skinke paa).

KLARA: (sætter sig hen paa Chaiselonguen og fortærer Gaven. - Hendes Øjne er blevet lidt røde).

HALLING: (uvilligt).
Saadan er hun altid ... Alle Glæder fordærver hun mig ved sin Fruentimmer-Sentimentalitet.

KLARA: (smiler gennem Taarer).
Ja, det er væmmeligt af mig ... men jeg kan ikke gøre for det ... Bryd Jer bare ikke om det!

HAMMELEV.: Elsker De ham saa forfærdelig, Fru Klara?

KLARA: (nikker).
Ja ... ja ...

HALLING: (i godt Lune, nu Sagen er afgjort).
Ubegribeligt, Hammelev, hva'? Jeg synes, jeg er saa ubehagelig som vel mulig!

KLARA: (ivrig).
Det kan jeg ikke lide, at Du siger, Albert, for det er ikke sandt! ... Og Børnene holder ogsaa meget af Dig!

HALLING.: Ja, det er endnu mere ubegribeligt! ... (Rejser sig fra Kaffen). Aa, sæt Dig hen paa Stolen, Hammelev, at jeg kan komme op ved Hønen!

HAMMELEV: (bort fra Chaiselonguen).

HALLING: (tager Tallerkenen fra Klara og sætter sig ved Siden af hende. - Trækker sit Lommetørklæde frem, pudser hendes Næse og tørrer hendes Øjne).
Saa! ... Kys mig saa!

KLARA: (kysser ham smilende og lykkelig).
Er det saa underligt, Hammelev, at vi holder af ham? ... Og saadan er han ogsaa mod Børnene!

✂

Hjortehaven; Eftermiddag med dalende Sol; Udsigt over Solitudesletten. - -

Under et Par storkronede Bøge har Digterfamilien Halling slaaet sig ned: Mand, Kone, Børn, Mathilde, Barnevogn, tørre Bukser og rene Bleer ...

Paa Fredag skal Hr. Albert tiltræde sin Middelhavstur og er derfor draget til Skovs med sin ganske Familie i Dag Onsdag for at fejre Afskeden.

Men Gud i lysen Himmel, hvor han fortryder det! - -

142

Man er rullet fra Byen med et Formiddagstog, har spist til Middag i "Jægerhuset", plukket Blomster og kastet dem igen, leget "Røvere" og "to Mand frem for en Enke", drukket Chocolade og Sodavand paa St. Hansbakken ... og "Far" har været med til det altsammen. -

Nu sidder Fru Klara dér under Bøgene og giver den yngste Føde af sit moderlige Bryst. - Poul og Else skændes om, hvem af dem, der ejer de fleste af Dyrene ude paa Sletten. - Mathilde er afsides bag en Busk med "Dunken". - og Halling, den Lyriker, ligger lang, bleg og livstræt i det grønne Græs under den blaa Himmel og ønsker, at han var en Alhambra-Ballon, der pludselig kunde stikke til Vejrs og væk fra det hele og gaa ned i Sverrig!

KLARA: (lægger den Lille tilbage i Barnevognen og hægter for Spisekammeret).
Sover Du, Albert?

HALLING: (henrykt ved Idéen, imiterer en Snorken).

KLARA.: Hyss, Børn ...! Far er faldet i Søvn; han er saa træt af at lege med Jer.

POUL og ELSE: (bliver øjeblikkelig stille).

MATHILDE: (tilbage med den tømte Dunk).
Mon Else ikke osse skæl?

ELSE: (afgjort).
Nej!

MATHILDE.: Hvæ'? ... det kan da aldrig skæde og prøve ... (Napper Else op i Armene).

ELSE: (skriger).
Jeg skal ikke! jeg skal ikke!

MATHILDE.: Jo, Du skæl! -- (Om bag Buskene med hende).

KLARA.: Hyss, hyss, dog! ... Aa, lille Mathilde, kan De ikke gaa lidt ud at spadsere med Børnene ... Herren er faldet i Søvn.

MATHILDE.: Hvæ'? ... jo, kom Børn, saa gaar vi hen til Kildekonen og spiser Kæger!

BØRNENE: (jubler).

KLARA.: Hys-s-s ...!

MATHILDE og BØRNENE: (bort).

KLARA: (sætter sig hen ved Siden af sit Livs Diamant og vifter med en Gren Fluer og Myg fra hans Aasyn).

HALLING: (bliver rørt over hendes Omhu; men dog ikke tilstrækkelig til at vise det).

KLARA: (sidder og tænker paa, at om to Dage er Diamanten rejst fra hende, og saa skal hun ikke se ham igen før om to Maaneder).

HALLING: (ligger musestille og ønsker, at han allerede var rejst).

KLARA: (fyldes mere og mere af Ømhed for den kære Sjæl ved sin Side ... saa smukt han i Dag har opofret sig for hende og Børnene! ... Hun faar Taarer i Øjnene af Taknemmelighed og bøjer sig varsomt over ham og kysser 143 hans Haar ... hun kunde sidde saadan i timevis og vaage over ham, saadan elsker hun ham ... og nu rejser han fra hende ...)

En Landauer kommer rullende paa Vejen fra Skovtykningen. Det er

Fru OLIVIA BECK: (der kører en Tur i sin Selvejer før Middagen).

KLARA: (opdager hende og haaber, at hun vil køre forbi. - Men)

Fru OLIVIA: (har gode Øjne - og har desuden mødt Mathilde og Børnene. - Hun byder Kusken at holde og vinker med Parasolen).
Goddag, goddag! Nej, det var da morsomt!

KLARA.: Albert! Der er Fru Beck !

HALLING: (springer op, lysvaagen).

Fru OLIVIA: (pragtfuld som en blomstrende Rodendendron).
Det var da morsomt, at jeg netop skulde komme denne Vej! - Nu ta'r I da hjem med til Middag?

HALLING: (skæver til sin Halvdel).

KLARA: (beskeden som en Gaaseurt).
Det kan vi skam ikke, Fru Beck ... Børnene ...

RODENDENDRONEN.: Dem kan Pigen jo tage sig af ... ikke Halling?

HALLING: (som Herkules paa den berømte Skillevej).
Jo-e, det ...

GAASEURTEN: (forvirret).
Nej, lille Albert ... men Du kan jo! ... Mathilde kan ikke rejse med Børnene alene.

HERKULES: (mandig).
Ikke Tale om! Naar Du bliver, bliver jeg ogsaa!

GAASEURTEN: (lykkelig).
Gør Du! ... Min Mand rejser til Middelhavet paa Fredag, Fru Beck, saa ...

RODENDENDRONEN: (fortræffelig overrasket).
Nej virkelig! ... Jamen saa maa I tage med hjem og drikke et Glas Champagne til Afsked!

HERKULES: (der ser for sit Digterblik "Sommerfryds" kølige Spisesal og alt smager Champagnen)
: Kan vi ikke, Klara ... ?

GAASEURTEN: (nedslaaet).
Nej, lille Albert, nej ... Jeg vilde ikke faa et roligt Øjeblik ... og den Lille skal jo ogsaa ha' ... Men tag dog Du med! ... Vi klarer os sagtens ...

RODENDENDRONEN.: Ja, kom Halling!

HERKULES.: Synes Du, Klara?

GAASEURTEN: (med blødende Hjerte).
Ja, naturligvis! Nu har vi jo haft Dig hele Dagen!

RODENDENDRONEN: (gør travlt Plads ved Siden af sig).
Saa kommer 144 De og Børnene ud til mig en Dag, mens Manden er paa Rejse, Fru Klara?

GAASEURTEN.: Tak, ja det vil vi gerne ...

HERKULES: (op i Vognen).
Jeg vil ogsaa ha' rigtig godt af denne lille Tur ...

Hestene danser. - Kusken strammer Tøjlerne. - Og Rodendendronen bortfører Herkules, medens Gaaseurten ser langt efter dem og tvinger sig til at smile og nikke ...

✂

V

✂

Alexius Hammerschmidts aabne Brev til Konseilspræsident de Lilienschwanz havde den for alle "aabne" Breve fælles Skæbne, at det i høj Grad forlystede Publikum, men aldeles ikke syntes at gøre Indtryk paa den, det var stilet til.

I det mindste fremkom der hverken offentlig eller privat noget Svar. - -

Men nu begyndte Oppositionspressen for Alvor at tage sig af Sagen. Den larmede og støjede op. En saadan Affære burde ikke dø Straadøden.

Der lod sig jo nemlig koge mangfoldige Terriner Spaltesuppe paa denne delikate Pølsepind. Og man kogte løs. Dag efter Dag serveredes Terrin paa Terrin med de mest straalende Navne: Maltus i Knibe! Maltus under Bordet! Maltus paa Potten! Maltus er Du oppe? Maltus er Du nede? Maltus vil Du vende Dig om!

Og Byen slaas om Bladene og gyser af Velvære og Henrykkelse.

Men Maltus selv lader som ingenting og promenerer ung, hvidhaaret og elastisk ned gennem Snirkelgade og Norgesgade hilsende og smilende og brydende sig Fanden om Aviser og spærrede Overskrifter.

Der maa altsaa skarpere Lud! - Og en Morgen staar der at læse i Oppositionens fornemste Organ, at Minister v. Lauenburg ikke tør røre ved Sagen, og at denne hans Fejghed ikke alene stempler ham selv, men hele hans Parti og samtlige dets Blade i alle modige, aandsfri og nobelttænkende Borgeres og Borgerinders Øjne ...

Det hjalp!

Regeringspressens mest ansete. Hovedredaktør (81 Aar) iler med Iskias, Gigt, Podagra og den hele tyrkiske Musik op til en formaaende Kontorchef (92 Aar og apoplektisk) i Justitsministeriet og siger ærbødigt, men indtrængende, at nu maa der gøres noget, for at ikke det ganske Højrepartis Anseelse skal gaa fløjten baade her i Rugmelien og i Resten af Verden. -

Og tre Dage efter læses i "Statstidende", at Hans Excellence Kultusminister Maltus v. Lauenburg har anlagt Injuriesøgsmaal mod Hr. Bagermester Oldermand Alexius Hammerschmidt. - -

ABSALONIA: (jubler og gnider sig i Hænderne)
: Sikken en Svir at faa rodet op i den Mødding! Gud forbarme sig, hvor den vist vil stinke yndigt! Og sikke Pikanterier, der vil komme for en Dag!

MÆNDENE: dikker hinanden mellem Ribbenene. - Og

KVINDERNE: slaar Kors for sig og inviterer paa Fem-Te.

Regeringen holder Ministerraad. -

145

MALTUS v. LAUENBURG: (rejser sig og begærer Ordet. - Han er den yngste (63 Aar) af Deherrer og taler med Ungdommens klædelige Frimodighed) :
Excellente Kolleger! Det er en noget penibel Sag, der i Dag har samlet os. Men for at undgaa alt unødvendigt Vrøvl kan jeg ligesaa godt straks indrømme, at det er sandt hvert evige Ord, som hin Bagermester har talt og skrevet: Jeg har frekventeret Charlotte! - Men hvad skulde jeg gøre; min Hustru er svagelig!

FINANSMINISTEREN: (85 Aar og lam i Underkroppen).
He, he, he!

MALTUS.: Men, mine Herrer, ét saarbart Punkt er der i denne Kringlemagers Anklage! Jeg véd nemlig med absolut Sikkerhed - thi saadant noterer jeg! - at jeg ikke frekventerede Charlotte den sigtede 16de Marts dette Aar, som han paastaar ... og der kan vi altsaa fange ham!

TRAFIKMINISTEREN: (82 Aar).
Hvor var Du da henne, Lauenburg?

FINANSMINISTEREN.: He, he, he!

MALTUS: (lukket).
Det kan jeg ikke udtale mig om ... min Diskretion forbyder mig det.

LANDBRUGSMINISTEREN: (78 Aar og djærv).
Hva' Satan kan det saa nytte!

JUSTITSMINISTEREN: (72 Aar).
Jamen, Deres Excellence, Bageren paastaar jo at have set Dem komme ud af Deres Port, samt at være fulgt efter Dem til bemeldte Dames Gadedør ... ?

MALTUS: (stødt).
Kan gerne være; men mig var det ikke; og jeg maa forlange at blive troet paa mit Ord! ... Men det kan jo muligvis have været en anden af Deherrer, som maaske netop har været til Konference hos mig den Aften.

JUSTITSMINISTEREN: (fortørnet).
Hvad siger De ...!

LANDBRUGSMINISTEREN.: Vej dine Ord, lille Lauenburg!

TRAFIKMINISTEREN.: Vover Du at insinuere, at ...!

FINANSMINISTEREN.: He, he, he, ja mig var 'et sgu ikke!

KONSEILSPRÆSIDENTEN: (95 Aar. - Ringer til orden).
Mine Herrer, vi er naturligvis alle enige om det ønskelige i, at 146 denne Sag bringes ud af Verden saa stille som vel muligt ...

KOR: med NIK. Ja!

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Jeg foreslaar derfor, at der sendes en paalidelig Mand hen til denne hersens Hammershøj ...

JUSTITSMINISTEREN.: Hammerschmidt, Deres Excellence ...

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Hammerschmidt, ja ... sa'e jeg ikke det?

JUSTITSMINISTEREN.: Nej, Deres Excellence sagde Hammershøj!

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Naa ... ja ... ja - - Ja, at der altsaa sendes en paalidelig Mand hen til denne hersens Hammerschmidt for at forsøge paa at faa Sagen ordnet i Mindelighed ... for naar lille Lauenburg tilstaar, at han har frekventeret Charlotte ...

MALTUS: (kror sig).
Det har jeg!

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: ... ja saa mener jeg, at der ikke er andet at gøre end at se at faa Affæren ordnet i al Mindelighed ... hva'?

Forslaget sættes under Afstemning og vedtages. - Den paalidelige Mand findes og afgaar. - Han hedder Rasmussen og er 101 Aar.

Den paalidelige er vendt tilbage. -

KONSEILSPRÆSIDENTEN: (pludselig).
Jeg ser ikke Hans Excellence Marineministeren?

JUSTITSMINISTEREN.: Ikke mødt, da Sagen ikke ventedes at faa maritim Interesse.

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Hum ... det kan ingen sige! (Vender sig mod den paalidelige.) Naa, Rasmussen, hvad godt nyt?

RASMUSSEN: (stakaandet, astmatisk og forsynet med Bilyde).
Ja, æ, han sa'e altsaa, Bageren, at han vidste, at han ha'de Ret, sa'e han, overfor, altsaa, æhøuv, Gud og Mennesker ...

TRAFIKMINISTEREN.: Mere Damp op, Rasmussen ... hurtigere !

RASMUSSEN: (upaavirket).
...æ, men han vilde for Landets og Kirkens Æres Skyld, altsaa, frafalde enhver Anklage, skønt han derved, sa'e han, handlede mod sin Overbevisning og, altsaa, kristelige Samvittighed ...

147

JUSTITSMINISTEREN.: Spring det over!

RASMUSSEN: (uforstyrrelig. - Han har været ansat i Ministeriet under atten Regeringer og hans Aand vil rimeligvis svæve over atten endnu).
... æhøuv! men, æ, altsaa, han tænker ved fortsat fromt og dygtigt Levned, altsaa, at kunne erholde Dis-pen-sa-ti-on ..

MALTUS.: I Himlens Navn, Menneske, saa lad os dog blive fri for alle de Omsvøb!

RASMUSSEN: (fornærmet).
Er En ansat i Ministeriet, eller er En det ikke, Hr. Minister Lauenburg?

KONSEILSPRÆSIDENTEN: (mildt).
Ja, tal De kun, Rasmussen, tal De kun!

RASMUSSEN: (ender)
... for denne sin Misgerning.

KONSEILSPRÆSIDENTEN: (stadig mildt).
Naa ... og saa?

RASMUSSEN: (indtager et Kvantum ny Luft og fortsætter).
Ja, altsaa, æ, Bager Hammerschmidt vil altsaa lade Sagen falde ...

JUSTITSMINISTEREN.: "Lade Sagen falde"? Det er jo os, der har anlagt Sagen!

RASMUSSEN: ... lade Sagen falde, altsaa, og erklære sine Ord for døde og magtesløse at være, hvis det høje Ministerium, som han gennemgaaende nærer den største Agtelse for, idet han dog, altsaa, æhøuv! reserverer sig alt fornødent, og ... æe ... hva' det var, jeg vilde si'e .. altsaa ... æe ... bæe ...
(Hans Hage synker ned mod hans Bryst, og han tier brat. - Hans Hjerne er løbet tør, hvad den stundom gør; og da nytter det ikke at ville forcere ham frem ; man maa rolig vente, indtil det behager hans Vindinger atter at fungere.

RAADET: , som af Erfaring kender denne Tilstand, gør ingen Ophævelser, men giver sig stille hen til Privatsysler, renser Negle, pudser Næse, polerer Briller osv. ... Indtil

RASMUSSEN: atter løfter Hovedet og fortsætter præcis, hvor han slap:
... alt fornødent, altsaa. Men han er bange for, at det høje Ministerium vil finde hans Fordring anmassende, og derfor vil han ... æe ... hva' det var jeg vilde sige ... bæe ... Manden er paa ny ved at faa et Anfald; men da slaar

KRIGSMINISTEREN: , en vildtudseende Olding paa 89, som hidtil har forholdt sig taus og tilsyneladende passiv, en knyttet Haand i Ministerbordet og siger hult:
Rasmussen! Saml Dem!

Og RASMUSSEN: samler sig med et Sæt og fortsætter virkelig hurtig:
Ja, ja, kortsagt, altsaa, hvad det var jeg vilde sige: Bagermester Hammerschmidt vil forlige sig, hvis det høje 148 Ministerium, vil udnævne ham, kortsagt, æhøuv, til Professor! (Synker udmattet til Jorden.)

Pause med stive Øjne.

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Prof...!

FINANSMINISTEREN.: Profes...!

TRAFIKMINISTEREN.: Professor ...!

MALTUS.: Højhedsvanvid!

LANDBRUGSMINISTEREN.: Flyvekuller!

JUSTITSMINISTEREN.: Hvad vilde Deherrer ved Universitetet sige!

KRIGSMINISTEREN.: Vi kunde risikere at faa rendende her baade Barberer og Tandlæger!

KONSEILSPRÆSIDENTEN.: Professor ...! Umuligt! ... Saa lader vi dog hellere Sagen gaa sin Gang ... ikke, hva'?

Afstemning. - Vedtagelse. - Raadet hæves.

✂

Den paalidelige Rasmussen køres paa Hospitalet for at flikkes sammen til næste Omgang.

Ejnar Hegge og hans Søster Mariane er Tvillinger avlede af en Tømmermand.

Faderen spinkede, sparede og sultede for at forskaffe Børnene en "fin" Opdragelse.

Resultatet var glimrende: Ejnar blev cand. phil., og Mariane Almuelærerinde.

Hvorefter gamle Hegge lovede Herren og for til Himmels for at fortælle det til sin for længst afgangne Hustru ...

Tvillingerne lignede hinanden: smaa, kortbenede, indædte og rødhaarede.

Naar de var sammen, sad de tæt klistret op ad hinanden, saa' personlig fornærmede ud og hviskede sure Ting i hinandens Øren. - Folk mente, at de holdt uhyre meget af hinanden; hvad de maaske ogsaa gjorde. Saa meget er imidlertid vist, at andre holdt de ikke af. - Og de ansaa sig gensidig for det eneste Par Tvillinger i Verden, der havde formaaet at drive det til noget betydeligt.

Men saa var det, at Adelheid Mürer kom dem imellem ...

✂ Ejnar tøvede og tøvede Dage og Uger, forinden han tog Mod til sig og fortalte Mariane om sin Forbindelse med denne Dame. - Og da han saa endelig en Aftenstund "puttede Øjnene i Vestelommen" og meddelte Huntvillingen det nøgne Faktum, blev hun saa utilregnelig rasende, at hun fór op af Stolen, dér hun sad, pegede mod Døren og bad Banditten forsvinde straks og uigenkaldelig: At Du har svigtet mig bag min Ryg! At Du har svigtet mig bag min Ryg! skreg hun - At Du har svigtet mig bag min Ryg!

Det var det eneste, hun kunde sige. Og Hegge luskede ud af den anviste Dør ... og bliver borte i to Aar.

Saa vinder han imidlertid de 15,000 Kroner i Lotteriet og fatter nyt Haab.

Og en Aften i Skumringen kommer han listende op til Søsteren og meddeler hende det. - Dog siger han forsigtigvis kun, at han har vundet 8,000.

149

MARIANE: (slaar alligevel overvældet Hænderne sammen og spørger i samme nu):
Har Du sagt noget om det til ... "hende" ?

EJNAR: (fnisende).
H-nej ... hvad kommer det hende ved!

MARIANE: (fniser igen).
H-næ-e!

Hvorpaa de fniser unisont; og Mariane giver sit Samtykke til at overvære

Brylluppet.

Og midt under denne Festlighed, da Fru Adelheid og hendes Moder et Øjeblik har forladt Stuen, kniber

MARIANE: sin Broder i Armen og fniser paa ny: Hi, hi, hi, de ottetusind Kroner, Hegge, hva'!

HEGGE: (fniser tilbage).
Hi, hi, hi ...

Men denne Gang fnes han baade af Søsteren og Konen.

✂

Mariane Hegge har et Værelse i et Pensionat i Leverpostejgade. -

Bord, Seng, Klædeskab, Servante, Puf og tre Stole.

Værelset vender mod Gaarden, da det er billigst. -

HEGGE: sidder indædt paa en Stol,

MARIANE: indædt paa Puffen.

HEGGE.: Falsk, siger Du! ... Si'er Du, den er falsk?

MARIANE.: Ja, det kan da enhver begribe!

HEGGE.: Saa-e? Og jeg har givet femogtyve Kroner for den!

MARIANE.: Ja, Du har altid været et Fæ!

Talen er om et Brev fra Jens Baggesen*) til hans Kone, hvoraf det tydelig fremgaar, at det er ham, der har skrevet Adam Oehlenschlägers*) "Hakon Jarl". - Hegge har i Morges købt Dokumentet hos Isak Meyer og har hele Dagen været komplet vanvittig af Begejstring. - Nu er han ilet op til sin Medtvilling for at delagtiggøre hende i sin Lykke; men hun er klogere, end hun ser ud til.

HEGGE: (gentager).
Falsk ...! Tror Du ikke, at jeg forstaar mig paa Autografer?

MARIANE.: Nej ... ikke hvis Du si'er, at denne her er ægte. - Du kan da begribe, at Baggesen ikke har skrevet Hakon Jarl!

HEGGE: (paastaaelig, skønt han for længst stiltiende har givet hende Ret og indset sin Idioti)
Oehlenschläger kan jo ha' købt den af ham, og det er maaske Forklaringen paa Fjendskabet imellem dem, da ...

* 150

MARIANE.: Sludder! ... Næ, Meyer har taget Dig ved Næsen; og nu sidder han og griner af Dig.

HEGGE: (slaar pludselig om).
Han skal komme i Tugthuset, den gamle Jøderæv! ... Og jeg, der har været ham en saa god Kunde! ... Hvad er Klokken? ... Seks ... jeg løber straks hen til ham!

MARIANE.: Hvor kunde Du dog ogsaa være saa fæisk, Hegge ! (Hvorfor Mariane kalder sin Broder ved Efternavn, har det været umuligt at udfinde).

HEGGE.: Jamen, tænk, Mariane, om Brevet havde været ægte! Jeg kunde ha' tjent en Formue paa det.

MARIANE.: Tror Du, han havde ladet Dig faa det, hvis det havde været ægte?

HEGGE.: Næi ... (Snapper sin Hat.) Jeg kommer straks igen ... Han skal komme til at gi'e mig hundrede Kroner for at tie med den Historie!

MARIANE.: To Hundrede!

HEGGE.: Tre Hundrede ...! (Ud.)

Isak Meyers Antikvariat i Judæastræde. -

Butiksklokken kimer og

HEGGE: styrter ind.

ISAK MEYER: (rolig, hvidhaaret og klog).
Goddag ... er det Dem igen, Hr. Assistent! ... De ser saa ophidset ud; hvad er der paa Færde? Brænder Børsen?

HEGGE: (kaster Brevet paa Disken og kommer til Mæle)
: Her har De Deres Baggesen, De ... D ...

ISAK MEYER: (rolig).
Er De allerede blevet ked af det rare Papir? ... De var saa glad i Morges.

HEGGE.: Det ... det er jo falsk!

ISAK MEYER.: Saa-e? Hvem siger det?

HEGGE.: Det gør jeg!

ISAK MEYER.: Saa har De vel Ret ... Men det mente De ikke i Formiddags, Hr. Assistent.

HEGGE.: Da havde jeg ikke rigtig faaet set paa det.

ISAK MEYER.: Man skal aldrig handle uden at se sig for først, Hr. Hegge.

HEGGE: (stadig ubehersket).
De ... De ... De vidste altsaa, at Brevet var falsk?

151

ISAK MEYER: (smaaleende).
Ja, det gjorde jeg ... Jeg har selv moret mig med at lave det i min Fritid.

HEGGE: (sprutter).
Véd De ... véd De, at det er Tugthus, hvis jeg melder Dem!

ISAK MEYER.: Men De melder mig ikke ... De er saa ophidset, Hr. Assistent ... (Med en Haandbevægelse mod Kontoret.) Vil De ikke ind at sidde lidt?

HEGGE.: Nej, jeg vil ikke! ... Hvad vil De give mig for at tie stille?

ISAK MEYER.: Ingenting ... Jeg har god Tid til at høre paa Dem.

HEGGE.: Maa jeg frabede mig Deres Vittigheder! ... Hvad vil De gi', for at jeg skal tie med Deres Bedrageri?

ISAK MEYER.: Hvad forlanger De?

HEGGE.: Trehundrede Kroner.

ISAK MEYER.: Det var billigt sluppen!

HEGGE.: Jeg vil ikke finde mig i Deres Snyderier! ... Og jeg er vel ikke den eneste, De ...

ISAK MEYER.: Jo, De er den eneste, Hr. Assistent.

HEGGE.: Og hvis jeg nu ikke havde opdaget, at Brevet var falsk?

ISAK MEYER.: Ja, saa kunde De jo ha' lagt det hen ved Siden af Karsten Hauch.

HEGGE: (buser ud).
Er den ogsaa ...

ISAK MEYER: (smilende).
Nej, den er ægte nok ... (Peger.) Kan De se, den lille Rude der i Kontordøren ...? Saadan en lille Rude er til stor Nytte.

HEGGE: (usikker).
Hvad mener De ...? Jeg forstaar ikke ...

ISAK MEYER: (venlig).
De har været mig en god Kunde, Hr. Assistent, og saa vilde jeg kun drive en lille Spøg med Dem ... Man tager det ikke saa nøje med Samlere, de har ofte ikke ret Herredømme over Deres Fingre ... Men en lille Advarsel, synes jeg dog ...

HEGGE: (stiver sig op).
Vil De sige, at jeg har stjaalet fra Dem?

ISAK MEYER.: Nej, nej ... ikke det, nej! De har kun forøget Deres Samling paa min Bekostning ... Og da jeg ikke er Millionær, maatte jeg jo se at faa mine Penge ... 152 Og saa gjorde jeg denne lille Jens Baggesen ... Og nu er vi kvit.

HEGGE.: Jamen, det er jo Bedrageri, Mand!

ISAK MEYER: (smilende).
Kald det nu dog Spøg, Hr. Assistent ... Jeg var saa hensynsfuld i min Betegnelse før... Og som Spøg vilde det ogsaa komme for Retten samtidig med Deres "Forøgelse" med Karsten Hauch ... (Tager det falske Brev og river det i Smaastykker.) Saa, nu er Spøgen til Ende, og Sagen ude af Verden; og saa tier vi begge to stille uden at faa Penge for det ... De var saa glubsk med Deres trehundrede Kroner!

HEGGE: (stammende).
Jamen ... jamen de 25 Kroner, jeg ...

ISAK MEYER.: Ja, dem har jeg rigtig modtaget ... Vil De have Kvittering?

HEGGE: (hidsig).
Beholder De dem?

ISAK MEYER.: Ja, det er slet ikke saa nemt, Hr. Assistent, forsikrer jeg Dem, at lave et saadant Brev ...

HEGGE: (ubehersket).
De er en infam gammel Snyder!

ISAK MEYER: (rolig).
Aa, nej, sig ikke det ...

HEGGE.: En rigtig Jødetamp!

ISAK MEYER: (tager ham fast i Armen).
Hr. Assistent, De forløber Dem! Husk, hvad jeg har skaanet Dem for ... De vilde ha' mistet Deres Plads og være bleven jaget bort med Spot og Spe ... Men De er en ung Mand - og en Samler, og jeg ser ikke saa strengt paa Menneskene, som De ... og derfor nøjedes jeg med at give Dem en lille privat Lektion ...

HEGGE: (tryglende).
Giv mig mine 25 Kroner tilbage, Hr. Meyer ... ?

ISAK MEYER: (smilende).
Nej, Hr. Assistent, dem faar De ikke ... En Arbejder er sin Løn værd! Men det skal være mig en Fornøjelse at prøve paa engang at skaffe Dem en ægte Jens Baggesen ... naturligvis mod fornyet Betaling ... Farvel!

I Marianes Værelse. -

HEGGE: (langsomt ind).

MARIANE: (imod ham).
Naa, hvad fik Du saa?

153

HEGGE: (putter Øjnene i Vestelommen).
Jeg fik mine Penge igen, og saa lod jeg Sagen falde.

MARIANE.: Fæ!

HEGGE: (med Pathos).
Jeg vil sige Dig, Mariane, at hvis Du havde set, hvordan den stakkels gamle Mand bad og tryglede mig om ikke at gøre ham ulykkelig, saa havde Du handlet ligesaadan som jeg ... Og desuden, Søster, man skal ikke gaa saa haardt i Rette med Jøderne, de har paa det Punkt ikke nær saa fin en Samvittighed som vi Kristne.

✂

Sigvard Hammelevs Forældre bebor to Værelser i et Pensionat paa en af Pastor emeriti Alléens Tværveje. -

Gamle Hammelev har (Fanden maa vide hvordan!) lagt sig en lille Formue op som Rektor paa en af Øerne.

Sønnen beretter om hans Økonomi, at han ikke alene lader sine Frakker og Bukser vende tre til fire Gange, forinden han kasserer dem; men at han endogsaa har skældt sin ærværdige Bundtmager Huden fuld, fordi denne ikke vil indlade sig paa at gøre det samme ved hans Hatte ...

Forøvrig holder de to gamle umaadelig meget af hinanden og skændes fra Morgen indtil Aften ihukommende Skriftens Ord, at man skal vorde som Børn paa ny.

Han er 78. Hun 71.

Det er Sensommer med blaa Himmel og Solskin. -

Naturens muntre Søn staar bred og livsfro, iført høj Hat og Rose i Knaphullet uden for Pensionatets Dør. I Haanden har han et Kræmmerhus indeholdende tre andre Roser.

Han ringer paa. Pensionsfruen kommer ud.

- Er mine Forældre hjemme?

- Jo, de er saamænd, Hr. Agent.

- Maa jeg ha' den Ære at overrække Dem en Rose, Frue.

- Tak, Tak! ... Næ, hvor er den dog nydelig ... og paa denne Tid! ... De er rigtignok en Lysbringer, som Deres søde lille Moder siger!

HAMMELEV: (banker paa Forældrenes Dør og gaar ind).
Forrest er Dagligstuen. Bagest Soveværelset.

GAMLE HAMMELEV: (staar med et dybt forbitret Aasyn og stirrer ud af Vinduet. - Han er en lille, tør Græker med tæt kridhvidt Haar og Skæg. - Vender sig mod Sønnen og siger sans façon, idet han peger med en opbragt Tommel ind mod Nabostuen).
Det er godt, Du kommer, Sigvard ... hun er ikke til at have med at gøre i Dag!

154

FRUEN: (titter - ligeledes lille, tør og hvidhaaret - frem fra Sovekammeret; vinker hemmelighedsfuldt af Sønnen, der nikker forstaaende).

UNGE: H. Naa, Far, hvordan gaar det?

GAMLE: H. (der atter har vendt sig mod Vinduet. - Kort). Det gaar meget godt!

UNGE: H. ind til

FRUEN: (der ivrig haler ham hen i en afsides Krog bag Døren).
Han er ikke til at nære sig med i Dag! ... Du kan tænke Dig, Sigvard, at da han før havde været ude paa Klosettet, kommer han travende ind i Salonen med Bukserne ned om Hælene! Det er noget nyt, han har fundet paa. Han sa'e, at der var ikke Plads til at knappe der ude ... Der er nu noget uappetitligt ved gamle Folk!

UNGE: H. (mæglende). Naa, ja Herregud ...

FRUEN.: Nej, det maa Du ikke sige, Sigvard! Man véd jo ikke, hvad Mennesket kan finde paa til sidst, hvis nogen holder med ham!

GAMLE: H. (mistænksom; Hovedet ind fra Salonen). Hvad staar I to og taler om?

FRUEN: (affærdigende).
Ingenting!

GAMLE: H. (ler bittert). Madame er lige ved at bide i Dag, hæ, hæ!

FRUEN.: Ja, saadan som Du opfører Dig!

GAMLE: H. (til Sønnen). Har Madame sladret igen?

FRUEN: (hurtig).
Nej, jeg har ikke ... Men Du fortjente, at jeg gjorde det!

GAMLE: H. Man skal vel have Lov til at knappe, Fru Hammelev!

FRUEN.: Aa, Du har altid godt kunnet knappe før ... men det er bare noget, Du har fundet paa for at drille!

UNGE: H. (der har staaet og gouteret dem, som en Fader med Hjerte sine Børn). Hvad er det, I taler om?

GAMLE: H. Ikke noget, min Søn, der angaar Dig.

UNGE: H. (overrækker Roserne). Maa jeg ha' den Ære at dekorere mine Forældre ... Og tag nu Jeres Overtøj paa, saa kører vi ud paa Søpromenaden og spiser Frokost.

FRUEN.: Ja ... Hvad siger Du til det, Far?

GAMLE: H. (afgjort). Jeg tager ikke med!

155

UNGE: H. Jo vist saa, lille Rektor! Tror Du, vi kan køre uden Dig?

FRUEN: (har allerede hentet Overtøjet ude i Entreen. - Ivrig).
Vel skal Du med, Far! ... Har Du takket Sigvard for Rosen?... Aa, Sigvard, vil Du ikke hjælpe din Far hans Frakke paa.

UNGE: H. (hjælper gamle H. i Frakken og sætter ham Rosen i Knaphullet).

GAMLE: H. Jeg ønsker ikke den Blomst siddende dér!

FRUEN: (som gesvindt har iført sig Hat og Kaabe).
Du kan jo se, Far, at Sigvard har! Og jeg vil ogsaa ha' min.

GAMLE: H. (kigger ned paa Rosen). Naa, saa lad den sidde da!

De gaar alle tre blomstersmykkede ned paa Gaden, faar fat i en Droske og ruller at Sted.

FRUEN: (flot henslængt i det ene Hjørne af Vognen).
Bare vi nu kunde møde nogen fra Pensionatet!

GAMLE: H. (stiv i det andet Hjørne). Det gør vi nok ... eller maaske nogen andre, vi kender.

UNGE: H. (paa Baglændssædet bred og glad). Sikken et Vejr i Dag!

FRUEN.: Dejligt!

GAMLE: H. Ja, Vejret er meget godt ... Pause, fuld af Selvfølelse og Velvære.

GAMLE: H. Hvorledes gaar det med dine Forretninger, Sigvard?

UNGE: H. Udmærket! Jeg har lige assureret en Millionær! (Tager sin Tegnebog frem og viser nogle Tikronesedler.) Se hér ! ... Vil Rektoren gøre mig den Fornøjelse at modtage en af dem?

GAMLE: H. (uden Tøven). Gerne, min Søn ...

FRUEN: (uvillig).
Næmen, Far, dog! ... Sigvard har da virkelig Brug for sine Penge selv!

UNGE: H. (rækker den Gamle Sedlen). Vil Du ogsaa ha' én, Mor?

FRUEN.: Ikke paa nogen Maade!

GAMLE: H. Tag den, Karoline ... ellers vil Du bare have det halve af min, naar vi kommer hjem.

FRUEN: (tager Sedlen).
Ja, naar Du endelig vil, lille Sigvard... Det er skam en flot Søn, Far!

GAMLE: H. Ja, men vi har ogsaa ofret meget paa ham i vor Tid, saa ...

Sedlerne forvares. Stemningen hos de Gamle stiger.

156

FRUEN.: Næ, se der kommer en Automobil!

GAMLE: H. Ja, saadan en skulde vi egentlig have kørt i, Sigvard!

FRUEN.: Ih, Gud fri mig! ... Næ, vil Du se hende der, Far! sikken en Hat!

GAMLE: H. Ja, saadan en skulde Madame anskaffe sig, den vilde klæde Dig.

FRUEN.: Ja, vil Du betale?

GAMLE: H. (overhører dette Spørgsmaal).

FRUEN: (nikker og vinker).
Goddag, goddag, Frøken Slomeyer! Ja vi er ude at køre!

FRK. SLOMEYER: (nikker og basker inde paa Fortovet).

FRUEN.: Det var en fra Pensionatet!

GAMLE: H. Ja, naar Fru Hammelev bare kan komme til at glimre!

FRUEN.: Du er da ogsaa glad for at blive set, naar Du kører ... Goddag, goddag! ... og der er saamænd Frøkenerne Mackeprang, som gør ved vores Fødder! ... Saa hils dog, Far!

GAMLE: H. (hilser).

UNGE: H. (hilser til det andet Fortov).

FRUEN: (lyksalig).
Nej, hvor vi dog møder mange Bekendtere! ... Hvem var saa det, Sigvard?

UNGE: H. Det var Etatsraad Klingemann.

FRUEN.: Næ, var det Etatsraaden ... Det var Etatsraad Klingemann, Far, Sigvard hilste paa.

GAMLE: H. Naa var det det ...

Man kører forbi en stor Bygning, der ligger midt i en Have.

FRUEN.: Det er Sygehjemmet.

GAMLE: H. Ja, der vil jeg ind, naar Fru Hammelev dør.

FRUEN: (pikeret).
Du tror nu altid, at jeg skal dø først.

GAMLE: H. Jeg tror det ikke, Madame; jeg véd det.

FRUEN.: Og hvorfor?

GAMLE: H. Ja, det véd jeg ikke ...

Vognen er nu naaet ud paa Søpromenaden, hvor den kører flot op foran Restauranten.
Man staar af og gaar ind og nyder Frokosten:
Bøf med Spejlæg.
Ostemad og
Kaffe med Kager.

157

FRUEN: (mæt og glad).
Nu maa jeg huske, hvad vi fik, at jeg kan fortælle det ved Middagsbordet i Pensionatet.

GAMLE: H. (ligeledes mæt og glad). Ja, din Moder er storartet, Sigvard; hun føjer et Par Retter til, naar hun refererer, for rigtig at dupere!

FRUEN.: De andre Pensionærer remser ogsaa altid formeget op, naar de har spist ude.

UNGE: H. Det er rigtig, lille Mor, Du skal ikke stikke op! - Men lad os saa lave en Spiseseddel! ... Hvad skal vi begynde med?

FRUEN: (rutineret).
Hummer i Majonæse!

UNGE: H. Det er godt! ... Og saa?

FRUEN.: Andesteg!

UNGE: H. Kold?

FRUEN: (ivrig).
Næ, varm, varm!

GAMLE: H. (dampende paa en af Sigvards Cigarer). I er nogle Børn !

UNGE: H. Og saa?

FRUEN.: Koldt Bord!

UNGE: H. Godt! ... Og Dessert?

FRUEN.: Frugt af Aaret.

UNGE: H. Og hvilke Vine?

FRUEN.: Rødvin og Sherry.

GAMLE: H. I er forrykte!

UNGE: H. Og saa Kaffe med tre Slags Likører!

FRUEN: (begejstret).
Ja! Ja! ... (Pludselig.) Nu maa Du ikke sige noget, Far, naar jeg fortæller det!

GAMLE: H. (gemytlig). Nej, bevares, nej! ... Ja, det kan endogsaa hænde, at jeg sætter en Ret til!

FRUEN.: Gudbevares, hvor de vil blive misundelige! ... Og Frøken Slomeyer, der saa' os køre!

Naar Kaffen er drukket, spadseres der en halv Times Tid rundt paa Søpromenaden og ses paa Udsigt. - Hvorefter Selskabet atter returnerer i Droske.

Ved Afskeden oppe i Dagligstuen omfavner

FRUEN: (rørt sin Søn).
Tak, lille Sigvard, for den rare Dag! (Hviskende.) Og Far er blevet saa omgængelig af det! (Hejt.) Jeg siger, at Sigvard er vores Lysbringer, Far!

GAMLE: H. Ja, det er han ... han er en særdeles god Dreng! Tak for i Dag, Sigvard! ... Og den Tur har haft 158 en gavnlig Indflydelse paa din Moders Humør ... saa længe det varer!

Ved Pensionatets Middagsbord praler de to Gamle om Kap og er Genstand for megen Misundelse paa Grund af deres velhavende Søn, deres Droskekørsel og. deres luksuriøse Frokost.

✂

TO BREVE TIL FULDMÆGTIG JØRGENSEN

✂ Gud Satan, Medhjælper, De maa komme hen til mig snarest, det gaar ikke, dette her, aldrig i Evighed. Herregud, De paastaar jo, at De "nærer Interesse" for mig; saa kom, og jeg skal fortælle Dem om den sorteste saavel sjæle- som legemlige Fortvivlelse. Kommer De ikke - og jeg kommer ikke til Dem; jeg vil dø i min Rede ligesom salig Rasmus den Femtende! - skal jeg engang, naar Herren giver mig et andet Humør - og det kan han vel ikke undslaa sig for ret længe - forsøge mig i den humoristiske Genre og give Dem et gribende Referat af de menneskelige Vilkaar.
Edmund Melling.

✂ Medhjælper!
Jeg lod i Aftes i et Øjebliks Svaghed skimte frem, at De var mig uundværlig. Lad mig nu i Morgensolens Straaler efter en mere end søvnløs Nat oplyse, at dette forholder sig ikke saa. De vil altid være en kær Gæst i mit Hus, og jeg er til enhver Tid rede til at anerkende Deres fortræffelige Egenskaber. Men der ligger en Overdrivelse i den Paastand, og jeg nedlægger en Indsigelse der i mod, at Deres Nær- og Fraværelse skulde øve nogen som helst Indflydelse paa min Væren og Virken.
Dette skylder jeg mig selv og særlig min Gud, med hvem jeg nu er ene, at give Dem tilkende.
Melling.
P. S.
Mine Mus har danset sig et Par Kærlighedspanter til og maa saa formodentlig efter Loven være Hanner og Hunner.
159
Fem Minutter efter Fødselen enedes de imidlertid om at æde Panterne.
Ak, om vore Forældre havde været lige saa fornuftige!
E. M.

✂

VI

✂

Den Lauenburg-Hammerschmidtske Affære er naaet frem for Retten og behandles for lukkede Døre ...

Alle Absalonianere véd, at Hans Excellence Ministeren elsker Kønnet og frekventerer det, naar han drives af Aanden.

Talrige (mandlige) har selv mødt ham paa Charlotte Amalies Trapper for Opeller Nedgaaende.

Ja, seks Studenter fra St. Clarakollegiet, hvis Protektor han er, har endog en smuk Nat dannet Spalier i Frøkenens Venteværelse, hvor de, hver med et tændt Stearinlys i Haanden, beredte Excellencens ukuelige Manddomskraft stormende Ovationer.

Se, alle disse mere eller mindre "uvillige" Øjenvidner til de v. Lauenburgske Galanterier gjaldt det naturligvis for den nidkære Anklager at faa Fingre i; og han satte derfor sin Sagfører ud paa dem.

Men nu indtraf det højst sælsomme og uforklarlige Tilfælde, at ingen af Deherrer var at opdrive.

Ved et sært Træf var de nemlig alle enten "taget paa Landet" uden at sige hvorhen, eller "lige flyttet" uden at opgive deres ny Adresse.

Og da man kommer til St. Clarakollegiet for at slaa seks Studenter med ét Smæk, er samtlige Fakkelbærere netop Dagen i Forvejen en bloc rejst paa en geologisk Ekspedition til saksisk Schweiz for at studere Elbens Kilder. - Ikke at tale om Charlotte Amalie, Stridens Centrum og Bagermesterens Hovedhjørnesten, der for længst var forduftet fra Forglemmigejgade og den hjemlige Bedrift og sagdes, af en berejst Landsmand, at være set agende i Automobil ned gennem Strøget i den fri Hansestad Bremen ...

Absalonia laa flad af Latter. Og paa Gader og Torve falbødes for Tilfældet en begejstret Vise med følgende Omkvæd:

✂ Maltus, Maltus, Du Ridder prud,
Du narrer Fanden, Du narrer Gud,
Du narrer selv en Bager ...

Maltus er storartet!

Men nu begiver det sig, at et Individ ved Navn James Willumsen, en havareret og ludfattig Kavaler, pludselig optræder rundt paa mindre Beværtninger, hvor han trakterer ødselt paa sig selv og andre og taler forblommet om, at naar man viser sig som et taust og diskret Mandfolk, vil man aldrig komme til at staa blottet for Subsistensmidler i det kære, gamle Rugmelien.

Denne Willumsen paastaas (med eller uden Grund) at være Charlotte Amalies Fader; hvorfor Bageren atter fatter Mod og øjeblikkelig sætter sin Sagfører paa ham og stævner ham til Forhør.

Og mærkelig nok, Kavaleren møder frem.

ASSESSOREN.: Deres Navn er James Willumsen?

JAMES.: Til Tjeneste, Hr. Assessor ...

ASSESSOREN.: De er Fader til Frøken Charlotte Amalie Fenger, kaldet "Dronningen af Saba"?

160

JAMES.: Skal ikke kunne sige det, Hr. Assessor.

ASSESSOREN.: Var De da ikke gift med hendes Moder?

JAMES.: Det har sin Rigtighed, jo.

ASSESSOREN.: Og De véd ikke, om De er Fader til Deres egen Datter!

JAMES.: Nej, Hr. Assessor; min salig Hustru smed mig altid ud, naar hun havde Herrebesøg.

HAMMERSCHMIDTS SAGFØRER.: Tillader Hr. Assessoren, at jeg stiller Indstævnede et Spørgsmaal?

ASSESSOREN: (uden at ane Uraad).
Med Fornøjelse !

SAGFØREREN.: Sig mig, Willumsen, var det ikke to Tusinde Kroner, De fik af Hr. v. Lauenburg for at skaffe Vidnerne af Vejen?

JAMES: (oprørt i sit Hjerte).
Næ, det ved Gud i Himlen det ikke var, Hr. Sagfører, det var sgu kun ét Tusind!

Stor Opstandelse i Salen! - Forhøret afbrydes. Retten hæves. Indstævnte anholdes. Og Assessoren iler op i Ministeriet, hvor han taler med den paalidelige Rasmussen, der kan bruges til allehaande ...

En mørk sludfuld Aften trende Dage derefter ser James Willumsen Lejlighed til at rømme. - Og da man næste Formiddag søger ham i hans Logi, viser det sig, at han med første Kurér-Morgentog er afrejst via Berlin til det sydlige Udland.

Fjorten Dage senere falder Dommen:
Bagermester Alexius Hammerschmidt ikendes herved en Bøde til Statskassen stor 500 Kroner, subsidiært 40 Dages simpelt Fængsel, og Sagens Omkostninger for unødigt Klagemaal og falsk Vidnesbyrd mod sin Næste.

✂

Messinas Havn.

Til højre: Byens gule, fladtagede Huse terrasseformet op ad Bjærgene. - Kupler, Taarne, Spir og Skorstene.

Til venstre: Kalabriens afsvedne Kyst med udtørrede Flodlejer og støvgraa Olivenskove.

I Baggrunden: Ventilen Etna p. t. sat à la suite.

Over det hele: en kugleblaa Himmel og en Helvedes Sol.

"Det rugmeliske Dampskibsselskab"s Damper "Rasmus den Hellige" svinger, med Stjernebanneret vajende fra Stortoppen, om Hjørnet fra Middelhavet ind mellem Scylla og Carybdis og ind paa Reden. -

Paa Kommandobroen staar, ved Siden af Lodsen og Kaptajnen, Hr. Forfatter Albert Halling ...

Han ser noget udarbejdet ud, Siden han for en god Maaned tilbage forlod sit 161 Fædreland, har han ikke haft en rolig Time. Tvivl, Bekymring og Søsyge har kappedes om at hærge ham.

Skibet vrider og vender sig for at komme til Bolværket. Lodsen raaber. Skruen larmer. Maskinen stønner. Roret knager. Vandet oprøres til Bunden ... Men

DIGTER HALLING: staar sløv og udeltagende og ser paa den hele Hurlumhej. - Det er den niende Havn, han lægger ind til paa denne Rejse, saa han kender Rummelen. - Ikke engang Etna kan afvinde ham nogen Interesse, da han baade har set Vesuv og Stromboli ... Men pludselig gaar der et elektrisk Stød igennem ham, han spiler Øjnene paa vid Gab og griber sig krampagtig for med Hænderne ...

EN KVINDELIG STEMME: (har fremjublet hans Navn).
Halling! Halling! Halling! (Og foran sig nede paa Molen ser Digteren Fru Olivia Beck staa i Raasilke, italiensk Straahat og hvid Solskærm ... Der staar hun; og de skulde først have mødt hinanden i Neapel paa Tilbagevejen!)

HALLING: (bliver lam i Armene og glemmer at hilse).

OLIVIA: (kysser paa Fingeren).

HALLING: (mander sig op og kysser igen; men tænker samtidig):
Herre, hvad skal Enden blive! ...

Rasmus den Hellige er imidlertid blevet fortøjet, og Landgangen stikkes ud ...

Udenfor Café Nuovo paa Domkirkepladsen. -

Aften. - Elektrisk Lys. Øredøvende Hornmusik. Stille, fed Stank af harsk Olie.

Op og ned under Buelamperne pludrende og kurtiserende Han- og Hunsicilianere. -

I en skyggefuld Krog mellem Vin og Laurbær sidder Halling og Olivia og drikker sort Kaffe efter Middagen ...

... Tærningerne er kastede! - Fra Dampskibet fulgte Halling med Fru Beck hjem til hendes Hotel; og der kastede de dem. - Han har uigenkaldelig besluttet at vende Kone, Børn og Fattigdom Ryggen og at modtage Olivia, hendes Kid og andre Rigdomme. Han ligefrem skylder sit Folk og sit Talent det! En Kunstner arbejder langt bedre uden økonomisk Pres. - Ogsaa Klara og Børnene vil faa det behageligere. Olivia, den store Sjæl, vil sikre dem 3000 Kroner om Aaret som Vederlag for Afstaaelsen ...

OLIVIA: (med den Elskedes Haand i sin).
Hvad tænkte Du, da Du saa' mig paa Molen, Albert?

HALLING.: Det har jeg jo sagt Dig ... søde.

OLIVIA.: Jamen sig det atter!

HALLING.: Jeg troede først slet ikke, at det var Dig.

OLIVIA: (Hovedet paa hans Skulder).
Og da du saa kendte mig... ?

HALLING.: Ja, saa var det jo, at den Tanke fór igennem mig: Nu er Du fortabt, Albert Halling!

OLIVIA: (tæt ind til ham; ler henrykt).
Ja, ja, ja! det er Du ogsaa ! ... Som jeg dog har længtes efter Dig, Albert! ... Aa, sommetider var jeg ved at opgive Haabet ... Hvorfor vægrede Du Dig saalænge?

HALLING.: Du ... Du var saa rig ... og jeg! ...

162

OLIVIA: (smerteligt).
Ak, min Ven, din Nobelhed har kostet mig mange Taarer ... Du er den eneste, jeg har elsket... Beck og de andre ...

HALLING: (uvilligt).
Lad os ikke tænke paa ... paa det forbigangne ...

OLIVIA.: Nej, Du har Ret! Lad os leve i ... Nuet! Og dog, om jeg havde kunnet give mig Dig ... give Dig mig ren og ...

HALLING: (urolig).
Jeg er glad ved Dig, som Du er ...

OLIVIA: (omarmer ham).
Er Du, min Ven? ... Tak! - Saa skriver Du i Morgen til Klara? ... Aa, det lille Skind ... men jeg kunde ikke handle anderledes?

HALLING: (ser bort).
Jeg skal nok skrive ...

OLIVIA: (med sin Kind mod hans).
Kys mig, Digter Albert, min Digter! her under Italiens straalende Himmel ved Etnas Fod!

HALLING: (kysser hende - og ønsker sig under Baleaerne om Bord paa Rasmus den Hellige!)

✂

BREV TIL FRU KLARA HALLING

Messina.
Kære lille Klara!

✂ Det er ikke saa nemt at komme frem med det, jeg nu vil sige Dig; og jeg beder Dig indstændig om at modtage min Meddelelse som den lille fornuftige Pige, Du altid har vist Dig at være.

✂ Du har vist længe mærket, at alt ikke var os imellem, som det burde være. Men Du, der er saa overvættes rolig anlagt, har vel derfor lidt mindre derunder end jeg, hvis Nerver er saa sensible, at den mindste Ubehagelighed indvirker paa dem. Jeg vilde jo saa gerne bekæmpe mig, men jeg kan det ikke tilfulde; og derfor, lille Klara, vil jeg bede Dig overveje et Forslag, jeg har at gøre Dig, nemlig det, at vi et Aar eller to skal leve adskilt fra hinanden for at prøve, om ikke det skulde være det bedste for os begge. Jeg vil ogsaa have godt af det for min digteriske Virksomhed, der lider meget 163 ved at leve midt i et Familielivs enerverende Smaatteri og daglige Vrøvl. Og for dit Vedkommende, kære Klara, tror jeg ogsaa, at det vil være til Gavn; Du kan, naar jeg er borte fra Huset, ganske anderledes tage Dig af Børnene, de smaa Stakler, som jeg jo aldrig har været og aldrig kan blive for, hvad jeg burde. Det har saa tit gjort mig ondt for dem; men naar man er saa ulykkelig at være Digter, maa man først og fremmest tage Hensyn til dette sit Kald. Ikkesandt, Klara, Du forstaar mig, mit Land og mit Folk kræver det bedste af mig - skønt jeg ganske vist hverken nogen Sinde har faaet det Heimannske Legat eller været paa Finansloven! - og det kan jeg jo ikke godt yde, naar jeg, som nu, hindres af tusinde smaa Hensyn.

✂ Vær nu ikke for bedrøvet, lille Klara, men tænk paa, at hvis vi for Fremtiden skulde have levet sammen, og jeg ikke havde taget denne kraftige Beslutning, vilde Livet baade for Dig og mig og de kære, smaa Børn være blevet en lang Smertensvej; thi jeg kan ikke være anderledes, end jeg er.

✂ Hvad det pekuniære angaar, skal Du ingen Uro nære. Sagfører Balsgaard vil udbetale Dig en Sum af 3000 Kr. aarlig, som Du med din udprægede økonomiske Sans vil kunne leve smukt af.

✂ Hvis Du føler Trang til at raadføre Dig med nogen, saa synes jeg, at Du skulde gaa til Sigvard Hammelev, som altid har vist sig som din gode og forstaaende Ven.

✂ Og nu, kære lille Klara, vær nu ikke altfor vred paa mig, fordi dette maaske kommer lidt hovedkulds; men vær overbevist om, at jeg har tænkt grundig over Sagen og indset, at en saadan Ordning vil være bedst for alle Parter.

✂ Hjertelig Hilsen og et Farvelkys til Dig og Børnene fra Eders stedse hengivne og trofaste Ven
Albert Halling.

Vi rejser en af Dagene til Schweiz, og derfra skal jeg sende Dig min Adresse. 164

✂

BREV TIL SIGVARD HAMMELEV

Messina.
Kære Ven!

✂ Samtidig med at jeg tilsender Dig dette Brev, har jeg skrevet til min Kone.

✂ Sagen er den, at Begivenhederne har udviklet sig hurtigere, end jeg havde ventet og anet. Ved min Ankomst her til Messina fandt jeg allerede Fru Beck, som jeg mente først at skulle have mødt ved Skibets Tilbagekomst til Neapel.

✂ Du spurgte mig engang, kære Ven, om jeg elskede Fru Beck. Saa vidt jeg husker, svarede jeg den Gang Nej. Men jeg har længe elsket hende og er flygtet for hende; jeg havde jo andre Forpligtelser. Men vort uventede Møde her under Siciliens straalende Himmel, har gjort det klart for mig, at jeg er flygtet forgæves; thi jeg kan ikke længere tænke mig Livet uden ved hendes Side. - Og vi er i Aftes bleven enige om at ville leve Resten af vore Dage med og for hinanden.

✂ Nu er det, jeg har skrevet til Klara denne Sag angaaende. Dog har jeg ikke fortalt hende den hele Sammenhæng, men kun sagt, at jeg vil forsøge at leve adskilt fra hende et Par Aars Tid, da jeg mener, at mit Talent vil have megen Gavn deraf, og at det ogsaa i andre Henseender vil være bedst baade for hende og mig. Men naturligvis gætter hun med sit kvindelige Instinkts Skarpsyn Grunden til denne vor Adskillelse; og derfor, kære Ven, beder jeg Dig om, saasnart det er Dig muligt, at gaa til hende og tale med hende. Du har altid haft saa god og stærk en Indflydelse paa hende, at jeg trygt lægger i dine Hænder at tale hende til Fornuft og vise hende Fordelene ved en saadan Ordning; og nu behøver I jo ikke længere at tage noget Hensyn til mig.

✂ Jeg bemyndiger Dig til, om det er nødvendigt, at aabenbare hende hele Sandheden. Hun skal jo dog engang have det at vide, og jo før det sker jo bedre. -

✂ At Du maaske ogsaa vil rette Bebrejdelser mod mig, forudser jeg. Men kære Hammelev, naar man, som jeg nu, er blevet grebet af en stor Lidenskab, har man intet andet at gøre end at skyde sig en Kugle for Panden, eller at give efter 165 for sit Hjertes Stemme. Jeg vælger det sidste, da mit Liv dog maaske endnu kan blive til nogen Glæde og Gavn for mit Land, mit Folk og den kære Olivia.

✂ Hvornaar jeg kommer tilbage til Rugmelien, véd jeg ikke. I Morgen rejser vi Nord paa; bliver et Par Dage i Neapel og tager derpaa til Schweiz. Saasnart jeg kan opgive Dig en fast Adresse, skal Du faa den.

✂ Hjertelig Hilsen, kære Ven,
din hengivne
Albert Halling.

Olivia beder hilse. Hun siger, at Du "er saa rar".

✂

Forlagsboghandler Niels Hüllichs Indbrud i sin egen Forretning besvarede Fuldmægtig Jørgensen med, uden Paatale, at lade Pengekassens Laag gøre i Stand igen.

En Maanedstid senere stjal Chefen atter en større Sum.

Denne Gang svarede Fuldmægtigen med at lade anbringe en kraftig Hængelaas for Kassen.

Men tre Uger efter var Laasen brækket fra, og hele Pengebeholdningen bortført ...

Fra da af stak Fuldmægtigen hver Aften Pengene i sin Tegnebog og bar dem med sig til sit Hjem, hvor de overnattede.

Men stadigvæk udvekslede Deherrer ikke Tanker Sagen vedrørende.

Hüllichs Privatbolig er i en Villa i Haabets Allé. -

Han har paa ny været en Ugestid borte fra Forretningen "paa Grund af Forkølelse".

Men i Morgen forfalder der et Par Veksler, og derfor har Fuldmægtig Jørgensen besluttet personlig at begive sig ud paa Villaen for at forhandle med Principalen.

Han har aldrig før besøgt Hüllich under dennes Forkølelsesanfald; men denne Gang vil han; han vil se sin Chef, se hvor vidt det er kommet med ham ...

Og nu staar han i Husets Entré og forhandler med Frøken Sofie (24 Aar), der sammen med Søsteren, Frøken Agnes (26 Aar), bestyrer Hjemmet for Faderen.

FRK. SOFIE: (indtrængende, næsten tryglende).
Aa, hvis De bare vilde sige mig Besked, Hr. Jørgensen, saa ...

FULDMÆGTIGEN.: Nej, Frøken, jeg maa selv tale med Deres Fader.

FRK. SOFIE.: Jamen Far kan ikke modtage nogen, han ...

FULDMÆGTIGEN: (fast).
Kære Frøken, jeg maa tale med ham! ... Vi skal i Morgen betale op mod tre Tusinde Kroner, og jeg véd ikke, hvor jeg skal tage dem fra ...

FRK. SOFIE.: Har De ikke Fornyelsesblanketterne med, som 166 De plejer ...? Saa skal jeg gaa ind og faa hans Navn paa ...

FULDMÆGTIGEN.: Vekslerne kan ikke fornyes mere; de skal betales ... og jeg har kun en tolv-tretten Hundrede i Kassen.

FRK. SOFIE: (fortvivlet).
Aa ... dersom De vidste ...

FULDMÆGTIGEN: (rolig).
Kære Frøken, jeg véd det ... De behøver ikke at ...

FRK. SOFIE.: Jamen De ... De har aldrig set ham i den Tilstand ... det er frygteligt ... han ...

FULDMÆGTIGEN: (véd intet andet at sige end)
Ja, ja, ja ... saa, saa ... Døren til Dagligstuen gaar op, og

FRK. AGNES: (vakler ud; hun maa holde sig i Dørkarmen for ikke at falde).
Sofie ... jeg vil i Seng ...

FRK. SOFIE: (med et Skrig hen imod hende).
Har du nu igen ... !

FRK. AGNES: (fjollet-smilende).
Ja ... hvorfor skal han ... ha' det altsammen?

FRK. SOFIE: (griber hende i Armen, tvinger hende tilbage gennem Døren og følger selv med).

FULDMÆGTIGEN: (stiv af Overraskelse).
Den ulykkelige Frøken Sofie! To Drankere at passe! ... Men hvor havde hun dog kunnet skjule det med Søsteren saa godt ... Naa, hende om det! Han virrer med Hovedet som for at blive Indtrykket kvit ... Derpaa lytter han hen mod Dagligstuen; og da der er blevet stille derinde, aabner han Døren og gaar ind ... Han standser tøvende; men gaar saa rask hen imod Døren til Hüllichs Værelse og banker paa: Han vil se ham! Ingen svarer. Han banker igen og aabner ... Værelset er halvmørkt. Gardinerne er trukket for. Han kan ingen opdage derinde. - Saa hører han pludselig en dyb, grødet Stemme: - Er det Dig, Sofie? Og Fuldmægtigen opdager da Niels Hüllich siddende sammenkrøbet paa en Stol i Stuens mørkeste Krog: - Det er mig, Hr. Hüllich ...

HÜLLICH.: Hvem...?

FULDMÆGTIGEN.: Jørgensen ... Fuldmægtig Jørgensen inde fra Bogladen.

HÜLLICH.: Hvad vil De ?

FULDMÆGTIGEN.: Jeg skulde tale med Dem om de Veksler i Morgen ...

HÜLLICH.: Jeg er syg ...

167

FULDMÆGTIGEN: (nærmere).
Jeg har været i Banken, men den vil ikke forny dem.

HÜLLICH: (har ikke rørt sig; han sidder foroverbøjet med Hænderne støttet mod Knæene. - Hans Ansigt er næsten ukendeligt, rødt og opsvulmet; hans Øjne vidt aabne og udtryksløse).

FULDMÆGTIGEN.: Det var de Veksler ...

HÜLLICH.: Jeg er syg, som De ser ... meget syg ...

FRK. SOFIE: (hurtig ind fra Dagligstuen).
Men, Hr. Jørgensen, er De alligevel gaaet herind ... ?

FULDMÆGTIGEN.: Ja, Frøken ... jeg maa jo ha' ordnet...

FRK. SOFIE.: Har han svaret Dem?

FULDMÆGTIGEN.: Nej .... Vil Frøkenen maaske forsøge ...? Jeg har for alle Tilfældes Skyld taget et Par Vekselblanketter med ...

FRK. SOFIE: (fikserer ham).
Men De sagde jo før ...

FULDMÆGTIGEN: (rolig).
Jo ... Men kan jeg ikke skaffe Penge, saa maa vi jo se ... Tror De, han er i Stand til at sætte sit Navn under ... ?

FRK. SOFIE: (tager Blanketterne).
Jeg kan jo prøve ...

FULDMÆGTIGEN.: Skal jeg hjælpe ... skal jeg ...

FRK. SOFIE: (hurtig).
Nej, nej ...! De maa gaa ind i Dagligstuen saa længe ... Det forvirrer ham kun, naar her er andre ogsaa.

FULDMÆGTIGEN.: Som De vil, Frøken, De kender ham jo bedre ... Men jeg maa altsaa ha' hans Navn!

FRK. SOFIE.: Ja ... Gaa saa...

FULDMÆGTIGEN: (ind i Dagligstuen. - Døren lukkes til efter ham) ... Lidt efter kommer Frøkenen ind med Blanketterne i underskrevet Stand.

FULDMÆGTIGEN: (betragter nøje Navnet).
Tak ... Ja, nu maa vi jo se ... Maaske vil Wandel hjælpe ... Frøkenen véd, at han har hjulpet før.

FRK. SOFIE: (rækker ham Haanden).
Tak, Fuldmægtig Jørgensen! ... Far har altid sagt, at uden Dem vidste han ikke, hvordan det skulde gaa!

FULDMÆGTIGEN: (afværgende).
Man gør jo kun sin Pligt ...

FRK. SOFIE: (famlende).
De ... jeg vil ... De ... De taler da ikke om ... om at De har set min Søster saaledes ... ? Aa, undskyld, at jeg siger det, men ... (Taarerne løber ned af hendes Kinder.) Jeg har det ikke let, Fuldmægtig Jørgensen ...

168

FULDMÆGTIGEN.: Jeg vidste ikke, at Frøken Agnes ...

FRK. SOFIE.: Nej, jeg har jo gjort alt, for at skjule det ... (Synker ned paa en Stol).

Pause.

FULDMÆGTIGEN: (ser paa sit Ur).
Ja, nu maa jeg gaa, Frøken ... Klokken er mange ... Og saa skal jeg nok se at ordne alt paa bedste Maade.

FRK. SOFIE: (rejser sig; tørrer Øjnene).
Tak ... ja havde vi ikke Dem ...! Tager De hjem ad Langgaden?

FULDMÆGTIGEN.: Ja ... med Sporvognen.

FRK. SOFIE: (skuffet).
Aa, med Sporvognen ...

FULDMÆGTIGEN.: Jamen, var der noget, Frøken ...

FRK. SOFIE.: Nej, naar De ta'er med Sporvognen, saa ...

FULDMÆGTIGEN.: Jamen, jeg kan godt ...

FRK. SOFIE: (livfuldt).
Ja, hvis De vilde, saa kunde De gøre mig en stor Tjeneste ved bare at stikke Hovedet inden for hos Pätsche, De véd, hernede paa Hjørnet, og sige, at de maa endelig sende mig den blaa Nederdel op i Eftermiddag inden seks, da jeg skal i Teatret i Aften ...

✂

AAGERKARL WANDEL: (sidder i Skjorteærmer i sin Lænestol, i sit Soveværelse, yed Siden af sit Pengeskab og "slaar Mave" efter Middagsmaden).

Han er i saadanne Andagtsstunder ikke god at komme op ved. - Det ringer paa Entréklokken, og Wandels Husbestyrerinde

FRØKEN SCHLICHTING: lang, mager og religiøs, gaar ud og lukker op. Det er

FULDMÆGTIG JØRGENSEN.

FRØKENEN.: Hr. Wandel hviler!

FULDMÆGTIGEN.: Sig, at det er mig.

WANDEL: (der hører Græsset gro).
Hva' er der?

FRØKENEN.: Det er Hüllichs Fuldmægtig.

WANDEL.: Hva' vil han? ... Jeg sover!

FRØKENEN.: Han vil gerne tale med Dem.

WANDEL.: Hum ...!

FRØKENEN.: Maa han komme?

WANDEL.: Hum ...!

JOMFRUEN: (aabner Døren).
Værsgod ...

FULDMÆGTIGEN: (ind).

169

WANDEL: (i sin Stol, hojrød og oppustet. - Han støtter Hænderne mod Stolens Arme, og hans uhyre Mave ligger som en overstoppet Dyne frem mellem hans skrævende Ben).
Hva' vil De ... æ-hæ-e?

FULDMÆGTIGEN.: Det er et Par Veksler ...

WANDEL.: Jeg har jo sagt, at jeg vil snakke med ham sæl!

FULDMÆGTIGEN.: Hr. Hüllich er syg ...

WANDEL.: Den kender vi ... fuld! At Menneskene ikke kan lære at holde Maade ... Hvor store?

FULDMÆGTIGEN.: En paa nitten Hundrede og en paa elleve Hundrede ...

WANDEL.: Og hvor stor Afbetaling?

FULDMÆGTIGEN.: Seks paa den store og fem paa den lille ...

WANDEL.: Hvor længe tror De, jeg kan blive ved med det, Højstærede?

FULDMÆGTIGEN: (rolig).
Hr. Wandel har jo Sikkerhed ...

WANDEL.: Har De Blanketterne med?

FULDMÆGTIGEN.: Ja ... her er de ...

WANDEL: (undersøger Underskrifterne).
Det er mærkeligt ... æ- hæ-e ... at han stadigvæk kan skrive sit Navn saadan uden at ryste.

FULDMÆGTIGEN: (rolig).
Ja - ...

WANDEL.: Har De sæl været ude hos ham?

FULDMÆGTIGEN.: Ja.

WANDEL.: Og De saa' ham sæl skrive?

FULDMÆGTIGEN: (uden Tøven).
Ja.

WANDEL.: Og han var meget fuld?

FULDMÆGTIGEN.: Han var ... ja ... stærkt angreben ...

WANDEL.: Men hvor Fanden kan han saa skrive sit Navn saa flot! ... (Kniber et Øje til.) For De har vel ikke hjulpet ham ... hæ, hæ? ... Naa, mig rager det jo ligemeget! ... Har De Afdraget?

FULDMÆGTIGEN.: Ja.

WANDEL.: Fyld saa ud ... Dér staar Blæk og Pen.

FULDMÆGTIGEN: (sætter sig ved Bordet ved Siden af Wandels Stol og udfylder Vekslerne).

WANDEL: (sætter sit Navn bagpaa).
Jeg synes for Resten ... æ- hæ-e ... De sa'e forleden, at Banken vilde ikke forny mere?

170

FULDMÆGTIGEN.: Jo, med Deres Navn paa!

WANDEL.: Hum! ... Og Pengene til mig?

FULDMÆGTIGEN.: De er hér ... Er det ikke halvtreds?

WANDEL.: Halvtreds for hver jo ... (Arrig.) Hva' Fanden spør' De om det for, da De véd 'et!

FULDMÆGTIGEN: (rækker ham en Hundredekrone-Seddel, som)

WANDEL: (folder sammen og putter i Portemonnæen).
Det var til den Flaske Hvidtøl!

FULDMÆGTIGEN.: Og saa vilde jeg gerne laane Nøglerne til det store Pakhus ... ?

WANDEL: (misfornøjet).
Hva' skal De nu ha'?

FULDMÆGTIGEN.: Hundrede Mortensen store Geografi og hundrede Hansen Bibelhistorie for Mellemklasserne.

WANDEL.: Bogen ligger i Skabet dér ... Vil De ta' den!

FULDMÆGTIGEN: ( tager Lagerbogen og Nøglerne til Pakhuset fra en Hylde i Pengeskabet. - Sætter sig ved Bordet og fører de 100 Mortensen og de 100 Hansen ind som udgaaet.

WANDEL: (raaber).
Schlichting! ... Kaffe!

Og som om Frøkenen havde staaet parat uden for Døren, træder hun i samme Nu ind med en Kop tillavet Kaffe og fem smaa mørkebrune Tvebakker paa en Tallerken, som hun stiller fra sig paa Bordet. - Derpaa tager hun en Kasse Cigarer frem fra en Krog bag Døren, byder Principalen en, bringer Kassen tilbage, stryger en Tændstik og sætter til Cigaren, som Wandal har bidt Spidsen af, blæser Tændstikken ud, lægger den paa Underkoppen og vil forsvinde ... alt uden Ord og i kristelig Sagtmodighed.

WANDEL: (gumler Tvebakker).
Hvor er Lily?

FRØKENEN.: Frøkenen er paa sit Værelse.

WANDEL.: Jeg vil snakke med hende.

FRØKENEN.: Frøkenen ønsker ikke at forstyrres før Klokken fem.

WANDEL.: Hva'?

FRØKENEN.: Frøkenen sagde, at hun vilde ikke forstyrres før Klokken fem.

WANDEL.: Naa ... Hun er vel alene?

FRØKENEN: (tøvende).
Nej ... Hr. Mürer er deroppe.

WANDEL: (svulmer).
Hum ...! Ja stik saa a'!

FRØKENEN: (glider stille ud af Stuen, stille som hun kom ind).

WANDEL: (kradser arrig Lagerbogen til sig og blader i den).
Det begynder ellers at tømme! I kommer snart til at lægge noget mere fra det lille Pakhus over til mig!

FULDMÆGTIGEN: (der har rejst sig).
Vi har tænkt paa at 171 lægge seks Hundrede Eksemplarer af Mellings Samfundsbilleder derover.

WANDEL.: Hvor mange er der trykt af den?

FULDMÆGTIGEN.: Et Tusind.

WANDEL.: Er de andre solgt?

FULDMÆGTIGEN.: De er ude à Kondition.

WANDEL.: Hva' ta'r I saadan no'et Skidt for!

FULDMÆGTIGEN.: Det pynter paa Forlaget ... Aviserne roste os, fordi vi hjalp en ung og talentfuld Mand frem ... Og saa sidder hans Fader jo i Folkerepræsentationen.

WANDEL: (grinende).
Ja, De er god nok, Jørrensen! ... Han har vel ingen Penge faaet for den Bog, han, Melling?

FULDMÆGTIGEN.: Nej, det bruger man ikke ...

WANDEL: (gotter sig).
Hæ, hæ! ... Ja, hvis De ikke ha'de den Drukkenmaas til Hüllich at slæbe paa, Jørrensen, hva'!?

FULDMÆGTIGEN.: Forretningen er jo hans, Hr. Wandel ...

WANDEL.: Ja ... og De er en god Lurendrejer, er De! De véd nok, hvorfor De holder Hesten i Halen, hva'? ... Forretningen er sgu god nok ... æ-hæ-e ... tror De ellers, jeg hjalp! ... Men han, Hüllichen, maa ikke leve alt for mange Aar endnu!

FULDMÆGTIGEN.: Han lever, saa længe det er Guds Vilje ...

WANDEL.: Ja, det gør han naturligvis, De ... Præstesøn! ... Og kom saa bare til mig; saa skal vi to nok ... Vil De ryge? Kassen staar der henne.

FULDMÆGTIGEN.: Nej Tak; jeg skal ned paa Kontoret.

WANDEL.: Kender De noget til denne her Digter Mürer?

FULDMÆGTIGEN.: Nej, han kommer jo ikke hos os.

WANDEL.: Gaar hans Skidt?

FULDMÆGTIGEN.: Han kommer i flere Oplag, ja.

WANDEL.: Hvorfor har I saa ikke sørget for at faa ham?

FULDMÆGTIGEN.: Vi kan ikke have alle de Bøger, der kommer.

WANDEL.: Hum ... Ja, saa husker De at levere Nøglerne herop, naar De har hentet Bøjerne! ... Og sa' nu ikke flere, end der staar opført, hæ, hæ!

172

FULDMÆGTIGEN: (ler med og gaar. - Men uden for Døren knytter han Hænderne; thi vel har han sine Fejl og sine Hensigter, men i Sammenligning med "Husvært" Wandel føler han sig dog ren som en Messesærk, og saa skal man alligevel ...!)

✂

VII

✂

Den ny Kirke i Arbejderkvarteret hinsides Søerne og Donning Katrines Bro skal i Dag indvies ...

Det er den syvende Kirke, der er bleven opført i Staden Absalonia, siden den nuværende Regering tiltraadte Taburetterne. Og stedse har Hans Excellence v. Lauenburg været Sjælen i disse Foretagender; hans Navn staar ufravigelig øverst under Opraabene til de frivillige Bidrag.

Kareterne holder i Række langs den søndre Side af Kirkepladsen. Kun Skridt for Skridt vinder de frem foran Portalen; thi det gaar langsomt med Tømningen. Indholdet er i de fleste Tilfælde gammelt og skrøbeligt.

Men fornemt!

Hans Excellence Maltus har nemlig, i Anledning af sin Sejr over Æreskænderen Hammerschmidt, besluttet, at denne Indvielse skal overstraale alle sine Forgængere.

Kun de tre første Rangklasser har faaet Entrébillet. - Og saa naturligvis en Hoben Biskopper, Provster, Præster, Klokkere og Degne; men de hører jo med til Lokalet.

Stolestaderne ned gennem Kirken straaler og lyner af Ordener, Skjortebryster, Uniformer og skaldede Isser isprængt hist og her med elegante Dameoverstykker og overdaadige Fjerhatte ...

I den øverste Stol til højre nærmest Alteret har det samlede Ministerium taget Plads ... dog atter med Undtagelse af Marineministeren, der kun interesserer sig for Sømandsmission ...

I Stolen til venstre derimod ser man, dirigeret af den paalidelige Rasmussen, - og Ministeren høstede Dagen efter, selv i Oppositionspressen, talrige Lovord for denne Tanke! - en udvalgt Samling af Kvarterets nettere Arbejdere og Arbejdersker. Det er jo for dem, Kirken er bygget; og de sidder nu der særdeles beærede og i høj Grad ilde til Mode.

Dørene til Vaabenhuset slaas op, Orgelet sætter i, og frem over Kirkegulvets tavlede Fliser skrider Hans Excellence Maltus v. Lauenburg med en Biskop paa hver Haand og det øvrige Kleresi i Ryggen.

Solen, der hidtil har været skjult af Efteraarets tunge Skyer, bryder i samme Øjeblik frem og kaster sine gyldne Straaler ind igennem de brogede Ruder, hvis mangefarvede Tinter, spillende i de hvide Præstekraver, forlener deres Bæreres Ansigter med et henrykt, fast overjordisk Skær.

Ankommen til Koret ordner Processionen sig i to Halvbuer; von Lauenburg tager Plads i Forgrunden til højre paa en simpel Spisestuestol med Rørsæde; og Hans Højærværdighed Biskoppen over Absalonias Stift knæler ned foran Alteret.

EN KLOKKER: beder Fadervor.

ORGELET: bruser løs paa ny. - Og et blandet

HERRE - og DAMEKOR: (afsynger første Vers af Salme Nr. 400) :
Held os, Kirkens Klokker lyder Atter paa den vante Viis ...

173

Hvorefter

BISKOPPEN: (staar op, vender sig mod Publikum og nedbeder i en fortræffelig formet og dybt følt Tale Herrens Velsignelse over "dette Guds Hus, rejst af Menighedens Trang til at ty did, hvor ene Hjælpen findes!'')

KLOKKEREN: (beder paa ny Fadervor).

ORGELET: bruser. - Og

KORET: (synger sidste Vers af ovennævnte Salme)
: Stat da Huus, til Herrens Ære Gjennem mange Slægter ned, Stedse kjært og helligt være Du for Præst og Menighed; Imod Verdens Synd og Sorg, Hid vi tye som til en Borg, Hvor vi sikkre Vaaben finde, Til i Liv og Død at vinde!

Hvorpaa Festen endnu ikke er til Ende.

Den ny Kirkes Præst skal nemlig indsættes og holde sin Tiltrædelsesprædiken ...

Denne Præst er Hr. Mæthæus Millinge, Forfatteren af den bekendte Opbyggelsesbog: "Troens Glødelampe".

Pastor Millinge har, straks da Dommen i den Hammerschmidtske Sag (men heller ikke før) var faldet, skrevet et glødende og nidkært Indlæg i Evangelisk Maanedsskrift, hvori han paaviste det utilbørlige i, at Lægfolk blander sig op i Kirkens Sager og gør sig til Dommere over de himmelske Ting ... "Men vi har jo ogsaa nu nyligen fornummet," saaledes sluttede Opsatsen, "at Gud vor Herre finder sig ikke i saadan Formastelighed, men nedsender over den Frække sin retfærdige Straf, ham til Spe, og Ligesindede til følgeværdig Advarsel !".

Saaledes skrev han. - Og da han omtrent samtidig med denne velmente Artikel tilfældigvis havde indgivet Ansøgning til det høje Kultusministerium om at blive forflyttet fra sit lille Embede som Kapellan i Vestre-Kvarteret til det større Kald som Sognepræst ved den nyopførte Kirke hinsides Søerne, hørte Gud naadig hans Børn og bevilligede hans Ansøgning ...

Og nu bestiger altsaa

PASTOR MILLINGE: for første Gang sit nye Kalds Prædikestol og holder stille og bramfrit sin Tiltrædelsestale. Han har valgt til Tekst Lucas 22 Cap. 14-20: "Og der Timen kom, satte han sig tilbords ..." Atter ruller Kareterne frem foran Kirkens Portal. Og medens Klokkerne klinger og Orgelet toner, staar

MATHÆUS MILLINGE: lille, skulderbred og noget hjulbenet, paa Vaabenhusets Tærskel og bukker med sit blottede, graasprængte Hovede sine Gæster til Dørs. - Men dybest og agtelsesfuldt bøjer han sig for sin øverste Foresatte, Hans Excellence Kultusminister

MALTUS V. LAUENBURG: , Guds Statholder i Kongeriget Rugmelien. Og det ny Tempel bærer Navnet: "Det retfærdige Hjertes Kirke".

✂ 174

Fru Adelheid Hegge er altsaa atter begyndt at give Undervisning i Musik ...

Og skønt hendes "lille Ben" er borte fra Hjemmet indtil Klokken tre Eftermiddag, har hun dog fundet det fornødent at omarrangere Lejligheden "for ikke at forstyrre".

Det fælles Sovekammer er derfor ophævet og gjort til Spisestue.

Dagligstuen er gjort til Soveværelse for Fruen.

Og "Benet" tilbringer Natten i Pigekammeret. -

Dette Arrangement synes baade fortræffeligt i Tanke og prisværdigt i Udførelse ...

Men nu begiver det sig, at Ejnar Hegge fra den Aftentime at regne, da han havde set sin Hustru uden Futteraler, var bleven grebet af en heftig Attraa til hende.

Denne Attraa havde han vel til en Begyndelse søgt at bekæmpe som skadelig og sig uværdig.

Men forgæves.

Nat efter Nat, naar han laa paa sit Leje under Ampelen og lyttede til sin Naboerskes sunde Aandedrag, følte han den mest flammende Trang til at gribe forstyrrende ind i denne Sundhed ...

Og om Dagen kaglede han kælent op og gjorde sprittende Elskovs-Pas omkring Damen som en Dværghane omkring en Bramaputrahøne ...

Men Adelheid syntes aldeles ikke at bemærke hans stigende Thermometerstand. - Hun behandlede ham særdeles høfligt, men under Frysepunktet.

Og da han engang i et særlig overhedet Øjeblik, hvor Elskov og Harme samtidig løb af med ham, slog paa: "at en Hustru efter Loven ikke havde Ret til at nægte sin Ægteherre Kvindelighed, naar han begærede hende!" - saa' hun et Sekund fuldstændig uforstaaende paa ham og fór dernæst bardus ind i Sideværelset, hvor hun længe laa hen af undertrykt Latter ...

Og saa var det, at hun fandt paa, at Lejligheden burde omordnes.

Og Ejnarmand, der med begge Hænder greb denne Tvedeling som et muligt Middel til Helbredelse, gav beredvillig sit Samtykke.

Men atter forgæves.

Thi her inde i hans ensomme Celle, hvor Adelheid oven i Købet i et barokt Lune havde anbragt den lyserøde Ampel, greb Attraaen ham endnu vildere an. Han vred og vaandede sig Nat paa Nat og transpirerede afmægtigt og drømte søde Drømme med bitter Udgang ...

Paa ny har en Nat sænket sig ned over Jorden. Alt i Huset er stille. Fra Gaden høres den dumpe Lyd af en tungtladet Vogn - og fra den dunkle Gaardsplads under Vinduerne klinger af og til triste Brudstykker af en sønderrevet Hankats svigefulde ... af en svigefuld Hankats sønderrevne Klage ...

EJNAR HEGGE: staar skælvende af Sindsbevægelse m. m. uden for Døren til sin Hustrus Soveappartement ... Han er kun iført sin stumpede Natskjorte; og hans nøgne Fødder stikker i Filt-Pampusser. - Han lægger Øret til Nøglehullet og lytter ... intet høres. - - Varsomt griber hans Haand om Dørgrebets Horn ... Han har drømt den bittersødeste Drøm, om at han holdt sin velskabte Ademor i sine Arme; det var en vidunderlig frydefuld Fornemmelse ... men han vaagnede, førend Drømmen endnu havde faaet sin lovbundne Afslutning ... Og nu er det, at han er staaet ud af sin Seng, for at forsøge ... Han vil ... hun maa ... han vil fuldende Drømmen ved hendes virkelige, levende Bryst ... han ...
Aa, Ademor, Ademor, Du maa have Medlidenhed med din lille Ejnarmand! ... Sagte lukker han Døren op og glider ind ... Han hakker Tænder ... A ... A ... Ademor ... sov ... sov ... over Du?

ADEMOR: (hører intet).

EJNARMAND: (nærmere).
Lille Ade ...

175

ADEMOR: (farer over Ende, søvndrukken).
Hvem er det?

EJNARMAND.: Det er ... det er mig ...

ADEMOR: (lysvaagen).
Men Gudbevares Menneske, hvad vil Du?

EJNARMAND.: Jeg - æ ... Du ... jeg ...

ADEMOR.: Er Du syg?

EJNARMAND.: Maa jeg ikke ... jeg ... maa jeg være lidt inde hos Dig?

ADEMOR: (kort og afgjort).
Nej!

EJNARMAND: (bønligt).
Aa, lille Ademor ...?

ADEMOR.: Vrøvl! Gaa ind til Dig selv!

EJNARMAND: (stønner uartikuleret).

ADEMOR.: Hvad er det for en Lyd?

EJNARMAND.: Det er vist en Kat nede i Gaarden ...

ADEMOR.: Hvad er Klokken?

EJNARMAND.: Fire ... Maa jeg saa, Ademor ...?

ADEMOR.: Nej, har jeg sagt! ... Gaa din Vej!

EJNARMAND: (grædende paa Knæ foran Lejet).
At Du ... at Du kan ... nænne ... nænne det ... Adelheid ...!

ADEMOR.: Skammer Du Dig ikke!

EJNARMAND.: Næ-i ...

ADEMOR: (der et Øjeblik har vaklet vis à vis denne dybe Kærlighed, gør nu Vold paa sig og drejer sig brutalt mod Væggen.

Tavshed ...

Scenen har under det hele Optrin været mørk, og de agerende har ikke kunnet se Flig af hinanden.

EJNARMAND: (tryglende).
Ade ... lille søde Ade ...?

ADEMOR: (svarer ikke).

EJNARMAND.: Jeg fryser ...

ADEMOR: (tier fremdeles).

EJNARMAND: (fatter Haab: Tavshed er Samtykke! - og begynder at fingerere ved Lejets Bolster).

ADEMOR: (vender sig adræt og trækker Tæppet om sig som et Harnisk).
Nej, siger jeg! Kan Du ikke høre, Menneske! - Gaa ind til Dig selv og lad mig være i Fred!

EJNARMAND: (rejser sig stille. - Staar et Øjeblik endnu og haaber paa det vidunderlige ... og pampusser derpaa mat og slukøret tilbage til det tomme Pigekammer. -)

Udenfor griner Maanen ...

176

Edmund Mellings "Samfundsbilleder" er altsaa udkommet ...

Aviserne har gennemgaaende modtaget den med Respekt; nogle endogsaa med Begejstring; Forfatteren er gentagne Gange bleven kaldet: "Den unge lovende Videnskabsmand".

Hvorpaa man er gaaet over til Dagsordenen: Brækkede Ben, bortløbne Prinsesser af Huset Habsburg, falske Tikronesedler og de sidste Lystmord ...

Der er blevet solgt i alt femten Eksemplarer af dette Værk, hvori en ung fyrig Sjæl har nedlagt hele sit glødende og naive Hjertes Indignation og Forhaabning ...

Dog, Edmund Melling smiler højt og skænker tilsyneladende ikke længere sine Samfundsbilleder en Tanke. Han er for længst begyndt paa et nyt og ligesaa epokegørende Værk, som han foreløbig har givet Titel: Dansemus; Verdensdrama i fem Akter.

Her er hans Udkast:
Første Akt.

Gud uindskrænket Regent. - Alt saare godt.

Anden Akt.

Gud tager Profeterne til Ministre. - Depravationen begynder.

Tredje Akt.

Gud og Ministrene afsættes af Sønnen. - Depravationen vokser.

Fjerde Akt.

Sønnen afsættes af Paverne. - Depravationen kulminerer.

Femte Akt.

Kaos.

Den hele Guddommelighed viser sig at være Hjernespind digtet af Epileptikere og sat i Scene af de kloge og viljefaste for bedre at kunne udnytte de dumme og svage. - "Det moderne Samfund" opstaar. - Løgnen og Humbugen sættes i Højsædet og kaldes Sandhed og Retfærdighed. - Al Jordens Folk ligger i med Venus og Guldkalven. - "Dansemus". - Soli deo gloria! - -

Saa vidt er han naaet med sin Bog. -

Men bedst som han en Dag sidder ved sit Arbejdsbord kæmpende med Dramaets videre Udarbejdelse, slaar den Tanke pludselig ned i hans Hjerne: Sæt, at Jomfru Marie havde faaet Tvillinger! ... og han smider Pennen fra sig og brister i en skingrende Latter: ha, ha, ha-a-a ...!

Det er Aften. Skæret fra Gadelygten udenfor fylder Stuen med et blegt Lys. - I Buret henne under Vinduet træder Musene deres fredløse Dans; og bag Døren til Naboværelset høres den forladte Oldings klynkende Klage ...

Men Edmund Melling har i flere Døgn ikke været hjemme.

Ude ved Søerne, der adskiller det gamle Absalonia fra Nybyen, hvor Arbejderne bor, er der stort Postyr.

En livstræt Kvinde har styrtet sig fra Donning Katrines Bro paa Hovedet ned i Bølgerne. - -

Absalonianere af begge Køn hænger med Overkroppene ud over Broens Rækværk, fægter med Armene og raaber og skriger:

EN PIGE: (hvinende).
Fredrik, Fredrik, Du maa ikke, Du maa ikke!

FREDRIK: (en stor, svær Slagter, river sig løs fra Pigens klamrende Fingre)
: Sludder, Karoline, hvis det nu var Dig, der la' dernede! (og han smøger Frakken af og kaster sig med Cigar i Munden og rundpullet Hat ud over Rækværket. - Vandet staar tre Alen til Vejrs, da hans Krop rammer det.)

KAROLINE: (hyler som en vanvittig og vil følge ham; men holdes tilbage af tjenstvillige Hænder).

Vandfladen dernede oplyses kun svagt af Broens sparsomme Lygte.

MÆNGDEN.: Der er han! - Se, se! - Hvor, Petersen? 177 - Der, der! - Nu dukker han ned efter hende! - Fredrik, Fredrik! - Hold Kæft, din forbandede Tøs, Du forstyrrer ham jo! - Sludder, han kan sogunte drone med det Fedt! - Nu har han faaet fat i hende! - Hun vil ikke, hun stritter imod! - Det gale Fruentimmer! - Hyss, hvad er det, hun siger!

KVINDEN: (nede i Vandet; jamrende).
Lad mig være! Aa Herregud, lad mig være! Jeg vil dø, jeg vil dø! (I det usikre blaffende Lys ser man to mørke Skygger kæmpe med hinanden. - Og paa ny lyder det:) Aa, lad mig dog dø, lad mig dø, lad mig dø!

EDMUND MELLING: (borer sig pludselig frem gennem Mængden. - Han er ligbleg, hans Øjne gnistrer, han slaar om sig med Armene, og hans Klæder er skidne og forrevne).
Det er raat! Det er skammeligt! Hvorfor kan hun ikke faa Lov til at dø i Fred!

EN GAMMEL ARBEJDER: (nikker filosofisk).
Ja, der er noet om 'et, unge Mand! Men

SLAGTEREN: (har nu faaet Krammet paa sit Offer og vader ind mod Land med hende).

EN POLITIBETJENT og EN DROSKE: (er skaffet til Veje).

KVINDEN: (slaar atter fra sig og skriger).
Jeg vil ikke! Jeg vil ikke!

MELLING: (hen mod Betjenten; knytter Hænderne).
Det er raat, at et Menneske ikke kan faa Lov at dø! Sig dog til ham, at han skal slippe hende!

BETJENTEN: (glor ham uforstaaende an).
Er De gal?

TO BEHJERTEDE MÆND: (som nu ser, at de kan bunde, vader Slagteren til Hjælp).

FLERE POLITIBETJENTE: (kommer til).

MÆNGDEN: (stormer over Broen ned til den lave Bred under Kastanjetræerne for bedre at se).

KVINDEN: (skriger stadig, at man skal lade hende dø).
Men

SLAGTEREN: (og de to behjertede slæber hende i Land, trods hendes Protester. - De har næsten flaaet Tøjet af hende i deres Iver).
Nu stoppes hun ind i Drosken.

EN POLITIBETJENT: (tager Plads ved Siden af hende).

VOGNEN: (ruller af mod Hospitalet).
Men

KVINDEN: (sætter atter i med sit):
Jeg vil dø! Jeg vil dø! Jeg vil ... 178 Da lægger

BETJENTEN: (sin behandskede Haand over hendes Mund, og Skrigene forstummer ...)

Pludselig griber

EDMUND MELLING: (den nærmeste Politibetjent haardt i Armen):
De skal staa mig til Ansvar! ... I skal alle staa mig til Ansvar for, hvad her er sket ... alle!

BETJENTEN: (frigør sig).
Er De fuld? Gaa Deres Vej! Hvor bor De?

EDMUND MELLING: (rank).
I en Krybbe ... i en Krybbe bor jeg! I en Stald! (Raabende:) Jeg er Guds enbaarne Søn! Jeg er Tvillingbroder til den Herre Jesus Kristus! Jeg er den nye Religionsstifter, som Verden sukker efter!

BETJENTEN: (hurtig til en Kollega).
Svendsen, pas paa ham!

Men i samme Nu griber

EDMUND MELLING: (med en lynsnar Bevægelse Betjenten med begge Hænder i Halsen):
Mit Hus er et Bedehus, og I har gjort det til en Røverhule!

DEN ANDEN BETJENT: (kaster sig over ham).

MELLING: (sætter sig til Modværge og slaar rasende fra sig. - Hatten har han mistet; Blodet løber ned over hans Ansigt fra en Rift i Panden; og der staar Fraade om hans Mund)
: Satan ! Satan ! Satan ! Men et Par Minutter efter har Betjentene slaaet ham til Jorden. Og snart kører Edmund Melling bastet og bundet til Hospitalets Sindssygeafdeling - bagefter Kvinden, der ikke maatte faa Lov til at dø.

MÆNGDEN: (giver ham et Hurra med paa Vejen).

EN KIOSKDRENG: (fløjtende op paa sin Cycle).
Hyt - hyolit! Det var sgu en regulær Pip!

✂

Paa Poppeløen, en af Rugmeliens sydlige Smaaøer, ligger Aage Mackeprangs Fødegaard, Grødesholm.

Det er en smuk Gaard og en frugtbar Gaard. - Og frugtbare er ogsaa de Poppeløboere.

Det vrimler af Børn i alle Vaaninger. Mackeprangs Forældre har alene sat femten i Verden, syv Drenge og otte Piger. - Macke er selv Nr. 4.

Vi er i Begyndelsen af November; og Aage har faaet otte Dages Orlov fra Bogladen for at rejse ned og deltage i Høstgildet.

Elleve af Børnene er hjemme; og Gaarden genlyder af Syngen, Fløjten, Skrigen, Graad, Latter og anden Tænders Gnidsel. - -

"Tæerne" har ogsaa taget Ferie og er fulgt med Nevøen ...

FADER MACKEPRANG: (er stor, bred, glad og støjende).

MODER MACKEPRANG: (er lille, smal, melankolsk og faatalende, samt noget forskræmt og sygelig af de femten Gange, hun har maattet bøde for sin Ægteherres Favntag).

179

TÆERNE: (Faster Kamilla og Faster Amalie - ligeledes smaa og smalle, er stramt forargede over deres Broders tøjlesløse Manddom og har i sin Tid forborgent raadet Svigerinden til at søge Natteherberg i den borteste Ende af Lejligheden. - Hvilket Raad Sagnet melder, at hun skal have fulgt efter den Tiendes Fødsel. - Men ni Maaneder derpaa bekom Stuepigen Tvillinger; hvornæst Moder Mackeprang sporenstregs returnerede og fik fem Børn til).

LÆRERINDEN: (høj, mager, hvas. - Ligger altid med vaade Klude paa Hovedet om Natten for at afkøle Hjernen efter de daglige seks Timers elleve Mackepranger).

FORVALTEREN: (stor, robust, grinende, bondefødt. - Ser op til sin Principal som en Graverbolig til en Domkirke. - Sidder stedse paa en Stol lige inden for Døren, naar han sidder. - Æder ved Maaltiderne mange Kartofler og meget Rugbrød).
-

Ovennævnte Personer danner for Tiden Grødesholms øverste Rangklasse.

Samme Dag lille Macke kom hjem til Fædrenegaarden, maatte han selvfølgelig rundt i Haven og Udhusene for at hilse paa "alle de gamle Steder"! Han blev fulgt af samtlige sine elleve tilstedeværende Søskende i en Alder fra femten til fire Aar.

Samt af Hundene, Chasseur, Judas og Valdine.

Der var et Mylder omkring ham som af Kyllinger omkring en Høne.

Han kunde til Tider næppe skimtes.

Alle vilde Børnene røre ved ham og holde ham i Haanden.

De syntes, at han var saa stor, og saa pæn og saa morsom ....

Den femtenaarige Dagmar og den fjortenaarige Cæcilie, som er Damer, vil have ham for sig selv og siger: Lad nu Aage være i Fred, Børn; I keder ham!

Den trettenaarige Erik og den tolvaarige Frants, der er Mandfolk, hvisker ham i Øret: Kom lad os stikke af! Vi kan rende stærkere end Tøsene; og saa bliver vi fri for dem!

Mathilde, Carl, Thyra og Harald vil lege Hest.

Rasmus, Bodil og lille Torben vil ride Ranke ...

Og højt paa den brede Stentrappe foran Indgangsdøren staar Fader Mackeprang og betragter sin Yngel og ler, saa det runger i Ladebygningerne ...

Solen skinner, Himlen er blaa, Hundene bjæffer, Køerne brøler, Hestene vrinsker, og i Morgen skal der være Høstgilde. Det er rigtignok en yndig Ferie!
(H. C. Andersen.)

✂

Natten er brudt frem. Novembermaanen sejler bleg og diset hen over Grødesholms Have. Mennesker og Dyr sover. En sagte Vind leger i Poplernes Blade ...

LILLE MACKE: (kommer listende ud af Havedøren. - Han har taget sin Faders store, tykke Vinterfrakke paa, thi det er koldt. Men han kan ikke sove i det dejlige Vejr. Digteren i ham kræver sin Ret ...)
Langsomt vandrer han ned gennem Haven. Snart forsvinder han i Træernes Skygger, og snart skrider han selv med en vraltende og uformelig Skygge foran sig, henover de maanelyse Gange ... En dyb, poetisk Sørgmodighed fylder ham og Vinterfrakken:
Hvad er Livet? Og hvad er vi Mennesker ...?

✂ ... forgangen Nat
vor sultne Kat
en ung og lækker Mus fik fat ...

... Aa-rrr! at han dog ikke kan slippe de Vers! - (Det er 180 lille Torben, der har lært dette Poem af Gertrude Barnepige, og som nu mindst tyve Gange i Løbet af Dagen har repeteret det for store Broder Aage for at manifestere sin Dygtighed.) ... Hvor var det i Grunden sørgeligt at leve! Nu havde Aage glædet sig saa forfærdeligt til at komme hjem ... Inde i Absalonia gik han altid og længtes efter Gaarden og Markerne og Haven og sin Moder og sine Søskende:

✂ ... Det er Hjemvé, Hjemvé med sin Smerte,
der er Hjemvé, Hjemvé i mit Hjerte ...!

... Men nu, da han havde set dem ... naturligvis var han glad ved at være hjemme ... og han glædede sig ogsaa kolossalt til Høstgildet i Morgen ... men det var alligevel ikke saadan, som han havde tænkt sig det ... bag ved Glæden laa hele Tiden en underlig trykkende og sørgmodig Fornemmelse ... Det var vel, fordi han var Digter ... alle Digtere var jo bedrøvede indvendig:

✂ Det er Hjemvé, Hjemvé med sin Smerte!
Der er Hjemvé, Hjemvé i mit Hjerte!
... Men da den i det samme saa'
en Rotte lod den Musen gaa ...

- Aa-rr! det Vers da osse!

Han er nu naaet ned til Bænken under Akasietræet. Maanen titter frem mellem Grenene, og Hundreder af smaa visne Lyspletter danser henover Gruset, naar Vinden bevæger Bladene ....

Macke sætter sig og kryber sammen i Overfrakken. Han stikker Hænderne i Lommen, finder et Lommeklæde og snyder Næsen, der trænger til det ... Klædet lugter af "Stald" ...

✂ ... og Mus og Rotte begge to,
slap lykkelig af Kattens Klo ...

... Her paa denne Bænk var det, at han havde siddet med sin Moder, den Aften, han var løbet bort, og de havde fundet ham nede i Mosen ... Han vilde nu ha' druknet sig, hvis de ikke havde fundet ham og taget ham med hjem! ... Han var saa bedrøvet den Dag ... Lige saa langt han kunde huske tilbage, havde han været bedrøvet ... Han vidste ikke hvorfor, men det kom saa knugende over ham ... Mon alle Digtere havde det paa samme Maade? ... saa var det i Grunden forfærdeligt at være Digter ... men yndigt! ... De store Søskende havde let 181 og gjort Nar af ham, den Aften ... og Faderen vilde have givet ham en Dragt Prygl, fordi han var rendt bort ... Men saa havde Moderen sagt, at de skulde lade ham være i Fred og havde taget ham med sig ned i Haven og sat sig her paa Bænken under Akasietræet og talt saa venligt og kærligt til ham, at han var kommet til at græde og slet ikke kunde holde op igen ... Hans Moder forstod ham! ... Aa, hvor han dog holdt meget af hende! ... mere end af noget andet Menneske paa Jorden! ...

✂ ... Forgangen Nat
vor sultne Kat ...

begyndte Verset for fra igen. Men Macke rynkede Panden energisk og besluttede ikke at tage nogen Notits af det ...

... Aa, om hans Moder havde siddet her ved Siden af ham nu! ... der var saa mange Ting, han vilde ha' talt med hende om ... De forstod hinanden! ... hun var heller ikke lykkelig! ... Faderen var rar og god nok; men han maatte vist være dum, ellers kunde han ikke altid være i saa godt Humør! ... Og han forstod slet ikke den fine, lille Moder! ... Og saa alle de Børn, hun havde faaet! ... Og saa den Historie med Stuepigen!

Macke knyttede forbitret Hænderne nede i Frakkelommerne ved Tanken om Faderens Umættelighed ... Og samtidig gennemfór der ham en Gysen, da det randt ham i Hu, at han selv saa tit i den senere Tid havde faaet Mindelser om, at han var Mand ...

... Men han vilde ikke, han vilde ikke; ... En Mand maatte kunne beherske sig! ... Man kunde godt elske en Kvinde uden at ... Det var oprørende, det var raat! ... Naar han engang blev forelsket, og hun gav ham sit Ja, saa ... Ingen Magt i Verden skulde faa ham til at ... Og netop den Kvinde, man elskede og ærede og agtede og holdt mest af ... aldrig! ... Kunde man ikke beherske sig, saa maatte man hellere gaa hen til disse Piger, der tog Betaling, og lade sin Kone være uskyldig!

Og lille Macke trækker en Haand frem af Lommen og lægger den paa sit Hjerte uden paa Vinterfrakken og sværger, at han altid, altid vil elske, ære og agte sin tilkommende Hustru i enhver Henseende!

En halv Timestid senere lister Macke atter ind i Huset.

Overfrakken hænger han tilbage paa dens Plads i Entreen.

Frakken havde været god og varm nok; men Macke ryster alligevel af et eller andet ...

Han deler Værelse med Erik og Frantz. Dette Værelse ligger bagved "det lille 182 Børnekammer", hvor Gertrude Barnepige sover sammen med de smaa ... den søde, lille, sortøjede, sekstenaarige Gertrude Barnepige! -

Macke drager sine Sko af og aabner sagtfærdig Døren.

Et Par af Børnene drejer sig urolig i Søvne, men vaagner ikke.

Maanen lyser ind gennem Vinduet - før, da Synderen sneg sig ud, var Værelset mørkt ...

MACKE: (standser; Vejret er ved at gaa fra ham, og hans Hjerte buldrer; thi midt for hans kyske, men længselsfulde Øjne ligger

GERTRUDE BARNEPIGE: (halvnøgen, med Tæppet gledet bort og et slankt, skinnende hvidt Ben jaget frem i Maanelyset - Foden er ganske vist ikke rigtig velplejet; men hvem tænker paa det i Maaneskin).

MACKE: (staar urokkelig midt i Værelset. Blodet syder ham til Hjernen, og hans østre Øre gløder ... Han glemmer Filosofi, Moral, Drømme og Eder her stillet vis à vis Virkeligheden):
Han vil ... Han maa ... Fader vor, Du som er i Himlen, frels os fra det onde! ... Hvor er det Ben dog hvidt og glat! ... Giv os i Dag vort daglige Brød! ... Aa, Gud, aa Gud, aa Gud, lille Gertrude, lille Gertrude ...

Han lister sig nærmere ... Han er ved at kvæles ... Det er, som har nogen grebet ham i Struben ... Han strækker en Haand frem ...

Da gør

GERTRUDE: (en Bevægelse).

Og Fanden ta'r ved

MACKE: (ind i det andet Værelse).

✂

HØSTGILDET

Dansen gaar i Vognporten. Der er lagt Bræddegulv; og Væggene er beklædt med Flag og grønt ...

Tre Musikanter sidder paa et højbenet Bord i Salens bageste Hjørne og arbejder med Violin, Fløjte og Valdhorn ...

Der spilles en Wienervals, og Gulvet er ét surrende Virvar af Mænd, Koner, Piger og Karle. - Selv gamle

NIELS RØGTER: (valser med. - Hans Bevægelser er stive og kantede; han ligner et Savelad i Bukser, saadan skræver han af)
: Nu gaar hun godt igen ! (raaber han og maser med den tykke Trine Langlænders nede fra Mosen. - Hun griner, saa hun er færdig at sprække, og hendes sorte Haartjavser kryber frem under Bindehuen, stive som Pinde af Fedt og Kønrøg. Lokalet damper af Støv, Sved og Menneske-Os. Men jo tykkere "Atmumspære", des større Morskab, siger Niels Røgter. Og udenfor hænger Maanen!)

(Nu kommer Herskabet, som har været ovre at spise til Aften.)

FADER MACKEPRANG: (bred og munter, byder øjeblikkelig Forkarlens Kone op og snurrer af med hende. - Hun gaar bag over i Hagesløjfen af lutter Beærethed).

183

FORVALTEREN: (der er i Klædesfrakke og højrødt Bindeslips, bukker sidelæns for Moder Mackeprang, som smilende undslaar sig; hvorpaa han gaar løs paa Lærerinden, der er villig i blomstret Musselin).

ET PAR KARLE: (slaar Armene om de "unge Frøjkener" Dagmar og Cæcilie.)
- Og

ERIK og FRANTZ: (hopper af Sted med Stuepigen og Husjomfruen.)
- Medens

KUSKEN CHRISTEN CHRISTENSEN: (som Aage, paa Grund af hans forbavsende Længde, har givet Navnet: det høje C., bemægtiger sig den mindste af Tæerne og svinger hende saa ubehersket i Omdrejningerne, at hendes Dukkefødder spræller i Luften, og Søsteren sædelig oprørt vrider sine Hænder og skriger):
Amalie, Amalie, man kan se, man kan se!

Men det nytter ikke, hvad man end kan se, og hvor meget end den store Taa skriger, Christen Christensen, én Gang sat i Bevægelse, standser ikke sin Bersærkergang, før Musikken holder inde; og da er Amalie saa skakmat og gennemarbejdet, at det er hende fuldstændig ligegyldigt, om man endogsaa havde set selve Blonderne omkring hendes smaa, spidse Jomfruknæ.

Tavse og dystre sidder lille Macke og hans Moder Side om Side med hinanden i Haanden.

Musikken larmer, og Dansere og Danserinder tramper ...

MODEREN: (tænker paa den før-mackeprangske Periode, da hun hed Line Sommerfeldt og var ung og glad og sprælsk og straalende og syntes, at Livet var at se frem til som et Landskab fuldt af hemmelighedsfuldt susende Skove, spejlblanke Søer og tindrende Sol. - Men saa sagde Præsten Sønnichsen en Dag, at nu hed hun Line Mackeprang og skulde være sin Mand underdanig i alle Ting og vorde frugtbar og mangfoldig ...)
Skal Du ikke danse, lille Aage!

MACKE: (vaagner og griber fastere om hendes Haand).
Nej, Mor, jeg vil hellere sidde her hos Dig.

MODEREN.: Unge Mennesker skal more sig, min Dreng.

MACKE.: Ja ... men jeg morer mig bedst ved at sidde her og se paa de andre.

FADER MACKEPRANG: (snurrer rød og leende forbi med Marie Malkepige).

MACKE: (sender et foragteligt Blik efter ham).

SØSTER DAGMAR: (kommer stormende og griber fat i Broderen).
Aage, Gertrude Barnepige vil saa gerne danse med Dig ... kom!

MACKE: (farer sammen i Rædsel - ingen véd hvorfor).
Nej ... !

DAGMAR.: Hun synes, Du er saa sød, siger hun! ... Se, der staar hun ovre.

MODEREN.: Dans nu en Gang med Gertrude, min Dreng ...

MACKE: (gysende).
Nej ... nej, jeg vil ikke!

FORVALTEREN: (bukker i det samme sidelæns for Dagmar og farer af med hende).

184

MODEREN: (bekymret).
Er Du syg, lille Aage ... jeg synes, din Haand er saa kold?

MACKE: (slaar pludselig Hænderne for Ansigtet og hulker).
Aa, Mor, Mor, jeg er saa ulykkelig!

MODEREN.: Men, lille kære Ven dog ...

Niels Røgrer og Trine Langlænders tumler henrykte forbi: de har lagt Hænderne om hinandens Hofter og stamper af Sted, saa Gulvet gynger. - Det høje C svinger Lærerindens Musselin. - Tæerne hopper rundt med Nevøerne Erik og Frantz. - Søster Cæcilia snurrer under Hvin og Latter en rasende "Mølle" med Skovfogdens Alvilde ...

Det er ud paa Morgenstunden. Herskabet er for længst gaaet til Ro, og Maanen ligeledes.

Men lille Macke, der er Digter, er oppe "for at studere Folkelivet".

Ovre i Festlokalet gaar Dansen noget trægt. Musikken nikker søvnigt; og kun enkelte Par bevæger sig slingrende rundt paa Gulvet. - Lysene brænder med lange Taner; og Vægdekorationerne hænger støvede og visne ...

Men ude omkring i Loer og Lader er der en sagte Hvisken og Tisken; og frem bag de nysatte Kornstakke lyder Smaaskrig og stille Latter.

GERTRUDE BARNEPIGE: (den søde, lille sortøjede Gertrude Barnepige, der for en Gangs Skyld har faaet Orlov fra sin Nattevagt i Børnestuen, kommer sky hen imod Macke, som staar drømmende og sørgmodig ved Indgangen til Festsalen ... hun finder ham saa "pæn" med de Lokker ved Ørene, og saa "dannet" - det pæneste, det mest dannede hun nogen Sinde har set af Mandkøn ... Hun har sværmet om ham hele Aftenen; men Macke har stadig undgaaet hende, det er ligesom, han er bange for hende ... Nu tager hun paa en Gang kraftigt Mod til sig og gaar hen og stiller sig lige foran ham):
Skal vi to ikke danse engang sammen, Hr. Aage?

MACKE: (blegner).
Nej ... næ jeg danser ikke, Gertrude!

GERTRUDE: (ser bedende paa ham med sine sorte Øjne). Jo, aa hva'? Lad os bare prøve? Begge har de den største Lyst til at kaste sig i hinandens Arme og trykke sig op ad hinanden, knuge hinanden, kysse hinanden ... sidde med hinanden paa en ensom Bænk og kysse, kysse, kysse ...! Og pludselig tager Macke et Skridt frem, slaar Armene omkring Pigebarnet og knuger hende til sig af alle Livsens Kræfter, borer sin Mund ind mod hendes, saa Tænderne mødes - vild, gal, forrykt, ude af sig selv dér midt paa Gulvet foran alles Aasyn! - Og Piger og Karle raaber: Nej se Aage! - Haa, haa, haa! se Aage og den bitte Gertrud! - Saa har han sgu dog lært no'et derinde i Kongens Absalonia!

MACKE: (ser sig forvildet om, slipper Pigen og flygter, slaget med Rædsel, ud i Natten ...)

Langt ud ad de øde, mørke Veje flygter han; og derude kæmper han med sig selv som Jacob fordum med Engelen ...

Og da han senere kommer listende tilbage, er Festen endt, og alt er lukket og slukket.

I Østen lysner Dagskæret, og rundt omkring fra Gaarde og Huse galer Hanerne ...

Da Macke naar ind gennem Porten, møder han Niels Røgter, som gaar til sin Dont i Stalden.

185

NIELS: (standser og siger)
Saa dér er han, bitte Aage? Han er nok Maarenmand!

AAGE: (sky).
Ja-e ...

EN HANE: (galer skingrende i Hønsehuset tæt ved Siden af).

AAGE: (farer nervøst sammen).
Hvad skriger de Haner dog altid saadan for om Morgenen!

NIELS RØGTER.: Haa-e, ja jeg véd sgu'nte, bitte Aage...! Di si'er vel sagtens: Hvor Satan er der en Høne? - for det raaber vi jo allesammen paa.

✂

VIII

✂

Etatsraad, Bankdirektør Ernst Klingemanns Lejlighed i Regentgade. -

Etatsraaden og Etatsraadinden, født v. Lauenburg, fejrer i Dag deres Sølvbryllup.

Det lyner og blinker overalt i Salonerne. - Herrerne har Brystet bedækket af Kors, Stjerner og Fortjenstmedaljer. - Damerne har ingenting netop paa det Sted, men straaler ellers paa andre Kanter.

I den midterste og største Salon staar Sølvbrudeparret og giver Kur.

EN GEHEJMERAAD: (triner ind).
Godaften, Fru Etatsraadinde! ... Godaften, kære Hr. Etatsraad! ... Og mine bedste Ønsker for Dagen!

PARRET.: Hjertelig Tak, Hr. Gehejmeraad! ... Og Tak, fordi De vilde komme.

EN GENERAL: (paa Træben; hvilket er sjældent blandt Generaler).
Fru Etatsraadinde, hrm, hrm, De er skønnere end nogen Sinde!

ETATSRAADINDEN.: Hr. Generalen vil smigre en gammel Kone ...

GENERALEN.: Paa ingen Maade! Behøves ikke! ... Vel Deres Excellence?

MARINEMINISTEREN: (en lieber Søgut paa et Par og Tres).
Hvad si'er De, General?

GENERALEN.: Jeg si'er, at Etatsraadinden ligner en Victoria ... æe-e ...

JØRGEN MÜRER: (lille, flabet, elegant).
... regia, Hr. General!

GENERALEN: (ænser ikke Digteren).
... en Victoria regia, Deres Excellence!

186

MARINEMINISTEREN.: Aldeles ja! ... Man skulde ikke tro, at det var et Sølvbryllup, der blev fejret her i Aften! ... Tillad en ældre Ulk at kysse Deres Haand, Fru Etatsraadinde?

GENERALEN: (der ikke vil stikke op for Marinen).
Og jeg den venstre!

ETATSRAADINDEN: (rækker begge Hænder frem).

MINISTEREN og GENERALEN: (kysser).

Flere Gæster strømmer til. - Selskabet bliver fuldtalligt. - Døren til det Allerhelligste slaas op.

Spisesalen. -

Fire elektriske Prismekroner og talrige Kandelabre kaster et Niagara af Lys ned over det pragtfulde Bord, dækket til tresindstyve Personer og monteret med Blomster, Sølvtøj, Krystal, saksisk Porcellæn, hvide Kvindebuster og sorte Herrekjoler ...

(Hængte der i Dørkarmen ind til den nærmeste Salon en Trapez, og sad der i denne Trapez en Jordens Mindremand *) og lod sit Blik glide ud over Forsamlingen, han vilde tro at se for sine uværdige Øjne et Gudernes Taffel, en Banket i de Saliges Boliger ... et himmelsk Panoptikon.)

Man begynder med Kaviar. En hel Stør, fanget i Floden Volga, serveres paa en Isblok og skæres op; hvorefter man med langskæftede, fladsløvede Sølvskeer borer Dyret Rognen ud af Livet og fortærer den med ristet Brød og en Tanke af Citron.

Derefter serveres Suppe med fingertykke Asparges.

Derefter Østers paa Isblokke og uden Skal.

Derefter sprængte Ænder med Ærter, Blomkaal, røget Bayonne-Skinke og rørt Smør - fantastisk delikate!

Derefter Straszburger-Gaaselever-Postej paa Artiskokstole.

Derefter Dyreryg med Paradisæble-Gelé.

Derefter Kæmpe-Ananas.

Derefter Fasaner med Fjer paa.

Og endelig til Slut: Is à la Marengo og Dessert: grønne Druer, blaa Figen og gule Oranger, alt direkte fra Voksestedet.

Vinene behøver ikke at nævnes; men der er elleve Glas foran hver Kuvert.

Steg Nr. 1 ødelægges af

SØLVBRUDGOMMEN.: ... Han vilde bringe sin kære Hustru en hjertelig Tak for de Aar, de havde levet sammen i Sorg og Glæde. Den moderne Tid betragtede Ægteskabet som en forældet Institution. Han var ikke moderne, saa han gjorde ikke dette. Ægteskabet havde altid staaet for ham som den Prøvesten, paa hvilken to Menneskers Hjertelag bestod Ildprøven for Livet. Ild lutrer, bøjer, forædler. Og han turde sige, at for hans Hustrus Vedkommende - om sig selv vilde han tie - var denne Ildprøve faldet gunstigst muligt ud. Hun var en sød ung Pige, let og flagrende som en Sommerens Sommerfugl, **) som De eller jeg f. Eks. 187 da han for femogtyve Aar siden havde den Lykke at fange hende og sætte hende i Bur ... Men nu sad hun her ved hans Side, trods sit desværre noget skrantende Helbred, som en smuk og myndig Husfrue, Inkarnationen af en hjertensgod og forstandig Hjemmets Herskerinde, for hvem alle, der kom i hendes Nærhed, bøjede sig i Kærlighed og Hengivenhed ... en klog og opofrende Moder, en varmtfølende og forstaaende Hustru! - Tak, kære Natalie, for hvad Du til Dags Dato har været for mig og vore Børn! Og vær forvisset om, at tryggere Sæde i Hjerte og Tanker kan intet Menneske opnaa hos et andet, end det, Du indtager og stedse vil indtage i vore! ... Tak, min Hustru!

SØLVBRUDEN: (fælder Taarer).
- Og

SELSKABET: (rejser sig i rørt Tilslutning).

Men Ryggen er blevet kold ...

Steg Nr. 2 ødelægges af

PROVSTEN: , ... der jo havde fulgt denne sjældne lykkelige Ægtepagt fra Tidernes Morgen, indtil denne Dag, hvor Sølverkronen om Brudens Pande og Sølverstænkene i Brudgommens Haar vidnede om, at ikke var Tiden gledet sporløst hen over Mandens og Hustruens Hoveder; men rundelig Gengæld havde de faaet... osv., osv. i Børnene, hvem Hans Højærværdighed havde døbt og konfirmeret, "ligesom" han havde ægteviet deres kære Forældre ...

Ogsaa denne Tale modtoges med hjertelig Resignation og begejstret Tilslutning. -

Resterne af de fjerprydede Fasaner bæres ud. Isen og Desserten serveres. Samtalen bliver almindelig ...

Taflet hæves.

I Salonerne : Mokka og Likører. -

I Herreværelserne : det samme plus Havanna.

Deres Excellencer Kultus- og Marineministeren sidder Side om Side i en Hjørnesofa, begge sekstiaarige, glade og mætte.

MARINEMINISTEREN.: Har Du fornylig hørt noget om Bageren, Lauenburg?

MALTUS.: Ja, han vil nok tage Martyriet paa sig og "sidde" Bøden af.

MARINEMINISTEREN.: Vil han ikke appellere?

188

MALTUS.: Nej ... Og hvad kunde det ogsaa nytte ham.

Pause med Kognak.

MARINEMINISTEREN.: Du kan vel nok huske, Lauenburg, at jeg ikke overværede det Ministermøde, I holdt i sin Tid, da Bageren vilde være Professor?

MALTUS.: Ja ... Du skal jo altid vide at lumske Dig fri!

MARINEMINISTEREN: (klukker stille).
Det var nemlig mig ...!

MALTUS.: Hvad var Dig?

MARINEMINISTEREN.: Det var mig, der havde frekventeret Charlotte den Aften ...

MALTUS: (i Sæt om mod ham).
Var det Dig!

MARINEMINISTEREN.: Gu' var det saa, ha, ha! ... Kan Du ikke huske, at jeg var oppe hos Dig for at tale om Kassematbevillingen ?

MALTUS.: Nej, det husker jeg ikke ...

MARINEMINISTEREN.: Jo ... og saa faldt Talen paa den lille Fenger ...

MALTUS.: Ja, nu husker jeg det, ja!

MARINEMINISTEREN.: Du roste hende i høje Toner ... Og saa fik jeg sgu Lyst til at frekventere hende! ... Storartet! Hun er storartet!

MALTUS.: Og Du tav!

MARINEMINISTEREN.: Ja, hvad skulde jeg rodes op i den Historie for! det havde blot gjort den yderligere kompliceret.

MALTUS.: Aa ja saamænd ... Og nu er den jo ogsaa forløbet, som den skulde! - - Ja, ikkesandt, er hun ikke storartet!

MARINEMINISTEREN.: Storartet!

EN MIDALDRENDE KOMTESSE.: De véd ikke, Hr. Jørgen Mürer, hvor Deres Poesier ofte har glædet mig!

JØRGEN MÜRER.: Deres Naade er altfor artig ...

KOMTESSEN.: Hvor maa det være yndigt saaledes at kunne digte!

JØRGEN MÜRER.: Komtessen har aldrig selv digtet?

KOMTESSEN: (smigret).
Aa nej ...!

189

JØRGEN MÜRER

Wied, Gustav Dansemus

DANSEMUS Skrevet 1905, første Bogudgave 1905

I

II

III

MAND OG HUSTRU

IV

FADER OG SØN

V

TO BREVE TIL FULDMÆGTIG JØRGENSEN

VI

BREV TIL FRU KLARA HALLING

BREV TIL SIGVARD HAMMELEV

VII

HØSTGILDET

VIII

DANSEMUS
Skrevet 1905,
første Bogudgave 1905