Wied, Gustav Thummelumsen

V

THUMMELUMSEN
Skrevet 1901,
første Bogudgave 1901

VI
VII

AGERENDE

  • Karen Thomsen, Enke, Garn- og Lingerihandlerske.
  • Emanuel, hendes Søn, kaldet Thummelumsen.
  • Jakob Henriksen, hendes Broder, Skolelærer.
  • Wulfdine, hans Datter.
  • Clausen, pensioneret Overlærer. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Knagsted, Toldkontrollør. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Heilbunth, Redaktør. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Freisleben, Slagtermester. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Nusgaard, Sagfører. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Lassen, Kæmner. Medlemmer af Klubben "De danske Ædedolke".
  • Fru Redaktør Heilbunth.
  • Fru Kæmner Lassen.
  • Enkefru Oppermann, Boghandlerske.
  • Frøken Olivia Reiersen.
  • Enkemadam Svendsen.
  • Meta, 13 Aar. hendes Børn.
  • Nikoline, 8 Aar. hendes Børn.
  • Hans Jørgen, 11 Aar. hendes Børn.
  • Valdemar, 7 Aar. hendes Børn.
  • Frits, 3 Aar. hendes Børn.
  • Line Frederiksen, Jordemoder.
  • Mads Mortensen, kaldet Menneske-Mortensen, Karl paa Møllegaarden.
  • Grev Rosenkalk til Lindenborg.
  • Grevinden.
  • Grev Julius deres Børn
  • Komtesse Agathe deres Børn
  • EngelineTjenestepiger.
  • RikkeTjenestepiger.
  • DortheTjenestepiger.
  • Plid-Hansen, Vært paa Stadt Gammelkøbing.
  • 1ste Opvarter paa Hotellet.
  • 2den - paa Hotellet.
  • 3die - paa Hotellet.
  • Heimann, Proprietær, kaldet Dikkedik-Proprietæren.
  • Borgmesteren.
  • Borgmesterinden.
  • Et Telegrafbud.
  • Købstadfolk i Gammelkøbing. Balgæster. Landboere. En ældgammel Hane, kaldet Hane-Mortensen.

Handlingen foregaar dels i den lille danske Købstad Gammelkøbing, dels paa Møllegaarden tæt uden for samme By, de fire første Akter ved Foraarstid; sidste Akt i Slutningen af Sommeren.

  • 1. Akt: Søndergade i Gammelkøbing.
  • 2. - Karen Thomsens Dagligstue.
  • 3. - Samme Dekoration.
  • 4. - Festlokalerne paa Hotellet.
  • 5. - Haven ved Møllegaarden.

VIII
9

FØRSTE BILLEDE

Søndergade i Gammelkøbing. - Gaden svinger fra Forgrunden i en Krumning mod venstre op til Torvet, dog saaledes, at det sidste Hus paa højre Side: Gammelkøbing Avis' Redaktørbolig (første Sal), Ekspedition og Trykkeri (Stuen) vender Façaden mod Forgrunden. - Paa Gadens venstre Side, længst fremme, ligger Karen Thomsens enetages Hus med Butiksdør i Niveau med Gaden. Huset har to Kviste. Gavl med Stuevinduer ud mod Tilskuerne. Skilt over Butiksdør og Vinduer: Karen Thomsens Garn- og Lingeri-Handel.

Bag ved det Thomsenske Hus, op mod Torvet, ligger Kæmner Lassens ny toetages Ejendom.

Paa den modsatte Side ligger Hotel Stadt Gammelkøbing mellem to Gyder: Bredbrostræde og Maren Smeds Gyde. Hotellet har Port paa Midten og Restaurationslokale i Stueetagen. Ved Hotellets Gavl, som danner Hjørnet i Forgrunden til højre mod Bredbrostræde, ses en Del af Hotelhaven. Veranda med Trappe ned til Haven.

Længst nede i Baggrunden ses et Stykke af Torvet; bag dette, højt beliggende, De hvide Søstres Kirke og enkelte Trætoppe af Byens Anlæg. -

Formiddag med Sol og høj Himmel.

Der flages paa halv Stang fra de fleste af Husene. - Kirkeklokkerne ringer. - Under hele Akten stilfærdigt, provinsielt Gadeliv. - -

Ved Tæppets Opgang polerer Engeline, Rikke og Dorthe Vinduer henholdsvis hos Kæmner Lassen, Redaktør Heilbunth og i Hotellets Gæsteværelser paa første Sal. - Konversation fra Vindue til Vindue. -

Klokkeringningen ophører. -

ENGELINE
(lang og mager).

Saa, nu skal di til at snakke over ham!

DORTHE
(skrutrygget).

Er Jerre Fruer med henne i Kirken?

RIKKE
(fed).

Naturlig! Di la'er sgu ikke en Fornøjelse gaa fra sig!

Fnisen.

DORTHE.

Mon det er sandt, at Eriksen gik med Maskine om Maven?

ENGELINE.

Ja, det var jo derfor, di kaldte ham Luksusbugen !

RIKKE.

Di si'er, at han revnede!

ENGELINE
(nikker ned til en Kone, der kommer fra Torvet).

Goddag, Madam Andersen! Har Di no'en Sild i Dag?

KONEN.

Næi, Jomfru. Men i Morgen, kanské!

10
RIKKE.

Æder Di dem sæl hveranden Dag, Madam?

Fnisen.

KONEN
(gaar videre).
ENGELINE
(slaar med Pudsekluden hen mod Thomsens Hus).

Hvor mon Thummelumsen bli'er af? Han har ikke fejet Gade endnu.

DORTHE.

Han er jo med Ædedolkene i Kirken.

RIKKE.

Saa' I ham ikke, da han gik? Kakkelovnsrør og sorte Handsker! Naadadada! Jeg kunde sgu gerne ha' giftet mig med ham lige med det samme.

ENGELINE
(vrisser).

Saa vilde jeg da heller gifte mig med hans gamle Hane!

DORTHE
(fra Hjertet).

Uf, føj for Satan!

Latter.

ENGELINE.

Mon han stadig puger sammen for at købe den Møllegaard?

RIKKE.

Ja, det gør han! Di si'er, at han ligger paa sine Penge for at se, om di ikke kan faa Kyllinger!

Hvin af Latter.

DORTHE
(følsomt).

Jeg synes nu for Resten, at det er saa ny'eligt a' ham, a' han gerne vil ha' sin Fødegaard igen.

RIKKE.

Ja, Du holder jo osse "Familiejournalen" !

ENGELINE.

Hyss! Der er Madammen!

Mdm. THOMSEN (en lille, køn, hvidhaaret Kone ud af Butiksdøren med en Kunde. Der veksles Afskedshilsener. Kunden gaar. Og Madammen spejder op mod Torvet).

ENGELINE
(fra sit Vindue).

Er det Sønnen, Di titter efter, Madam?

Mdm. THOMSEN
(venligt).

Ja, det er saamænd. Han løb jo fra sin Kaffe.

RIKKE.

Han har altid travlt, den Søn.

Mdm. THOMSEN.

Manuel er jo saa flittig ...

ENGELINE.

Er det stadig væk Gaarden, han spekulerer paa?

Mdm. THOMSEN
(lukket).

Vi har det jo godt, som vi har det...

(Vil ind).

Men i det samme kommer

Jordemoder FREDERIKSEN
(hurtig fra Torvet med sin Pose. Standser).

Goddag, goddag, Madam Thomsen! - Ja, nu er Eriksen da snart gemt! - Jeg sa'e jo nok, at med den Mave, 11 vilde det ta' en Ende med et Knald! - Det er dog en mageløs Søn, Di har; om sig alle Vegne!

Mdm. THOMSEN.

Ja, Manuel er flittig ...

Jordm. FREDERIKSEN.

Ja, hvor der er en Øre at tjene, der stiller han. - Di skulde se, hvor yndigt han bar Dolkenes Kranse op gennem Kirken! - Han lignede en Kordegn!

Mdm. THOMSEN
(troskyldig).

Ja min Bro'er Jacob er jo osse Skolelærer ...

Jordm. FREDERIKSEN.

Puhh, hva' var det, jeg vilde sige ...! Jo - har De hørt, at Madam Svendsen har arvet 15,000 efter Luksusbugen!

Mdm. THOMSEN.

Ih, men hva' si'er Di!

Jordm. FREDERIKSEN.

Ja, hun maa ha' forstaaet at boltre ham i de to Aar, hun var hans Husholderske!

Mdm. THOMSEN
(stadig betaget af Efterretningen).

Ja, det har Di ved Gud Ret i ... 15,000 ...!

Jordm. FREDERIKSEN.

Naamen, véd De hvad, Madam Thomsen, han var ved Gud heller ikke lækker med den Mave! - Di si'er, at hun maatte spænde Maskinen paa ham hver Morgen!

Mdm. THOMSEN.

Ih Gud fri og frels ...!

Jordm. FREDERIKSEN.

Ja, og saa maatte hun jo sætte sine fem dejlige Unger i Pleje for at faa Pladsen. Saa no'et maatte han jo da betænke hende med!

Mdm. THOMSEN
(der stadig har kigget op mod Torvet).

Naturligvis ...!

Jordm. FREDERIKSEN.

Men hans Familie skal da være saa ædende arrig!

Mdm. THOMSEN.

Ja, det kan jeg da saamænd saa godt forstaa. Penge kan man jo altid bruge.

Jordm. FREDERIKSEN.

Aa, Di behøver vist ikke at klage, Madam Thomsen, med den gesvindte Søn, Di har! - Han er jo ved at gaa midt over paa langs, saadan skræver han af Sted, saa snart der er en Øre at fortjene! - Og saa har Di jo ogsaa Butikken!

Mdm. THOMSEN
(sagtmodig).

Jeg klager jo heller ikke, Fru Frederiksen ...

Jordm. FREDERIKSEN.

Nej, saa skulde Di da osse hænges! 12 - Naamen nu maa jeg af Sted! Rokkedrejer Enevoldsen heromme skal ha' sit syvende! Far vel! (Løber af Sted.)

Mdm. THOMSEN.

Far vel, Fru Frederiksen...

Paa Hjørnet af Bredbrostræde løber Fru Frederiksen paa Menneske-Mortensen, som kommer trækkende med et Par Lam.

Jordm. FREDERIKSEN
(standser).

Goddag, Mads Mortensen! Er Di dér?

MORTENSEN
(lang, mager, duknakket og med et stift Ben. - Han damper uophørlig af en lille, kortstilket Snadde).

Jo, Madam, med Tilladelse ...

Jordm. FREDERIKSEN

, Hvordan staar det til ude paa Møllegaarden ?

MORTENSEN.

Skidt! Rent a' Helvede til! (Faar et Hosteanfald:) Ærke, haark, haark! Hru! Ptøj! - Gi' Faen hadde min Hoste! - Han drikker, saa det pivler ud a' ham, Svinet!

Jordm. FREDERIKSEN.

Han har da ellers saadan en net Kone.

MORTENSEN.

Jovel ... Ptøj! ... men hva' hjælper det, naar han'de respekterer hende? ... Flaben!

Jordm. FREDERIKSEN.

Hvor skal Mads Mortensen hen med di Lam?

MORTENSEN.

Til Freisleben! Vi har ikke en Bid sort Brød i Huset snart. Alting gaar til Brændevin! Og nu begynder vi aa sla di uskyldige Dyr ihjel for aa leve!

Jordm. FREDERIKSEN.

Der er dog dem, der har solgt Lam før, Mads Mortensen!

MORTENSEN.

Jovel! Men'de til Hottentotter, eller hvor di ska' sendes hen!

Jordm. FREDERIKSEN.

Er Kornelius virkelig saadan rent kaput!

MORTENSEN.

Kontant! Den blaa Lue staar ham ud af Halsen, bare han gaber!

Jordm. FREDERIKSEN.

Saa skal Møllegaarden vel sælges?

MORTENSEN
(hoster).

Ærke, haark, haark! Gi' Fa'en hade min Hoste! -

Jordm. FREDERIKSEN
(hemmelighedsfuldt).

Vil den lille Thummelumsen købe den?

MORTENSEN
(forstiller sig: snedig).

Hosten!?

Jordm. FREDERIKSEN
(arrig).

Nej, Gaarden, naturligvis! - Di si'er, at han gaar rundt og spekulerer paa det.

13
MORTENSEN
(lukket).

Menneskeheden si'er saameget, Madam Frederiksen!

Jordm. FREDERIKSEN
(fornærmet).

Hum! - Naa, ja jeg maa skynde mig! - Rokkedrejer Enevoldsen skal ha' den syvende! -- Far vel! (Bort ad Bredbrostræde.)

MORTENSEN.

Ja, Svineri har vi nok a'! (Videre med Lammene.)

Mdm. THOMSEN
(der har været inde i Huset, stikker igen Hovedet ud af Døren og spejder efter Sønnen).
MORTENSEN
(ser hende og standser paa ny).

Goddaw, Madam.

Mdm. THOMSEN
(kort).

Goddag ...

MORTENSEN.

Hvodden staar 'et til?

Mdm. THOMSEN
(som før).

Tak, godt.

MORTENSEN.

Er Manevel hjemme?

Mdm. THOMSEN.

Nej. Han er til Begravelse.

MORTENSEN.

Naa ja, det er sgu sandt; det er ham, den bredbugede Eriksen, di putter! Ja, han har jo længe vaaren udvalgt.

Mdm. THOMSEN
(svarer ikke).
MORTENSEN
(hoster).

Hru! Ptøj! - Kommer Manevel snart?

Mdm. THOMSEN.

Det véd jeg ikke!

(Ind; lukker Butiksdøren.)

MORTENSEN
(rolig).

Tak for Høfligheden! (Videre med Lammene. - Da han naar op til Redaktør Heilbunths Hus, stikker han med sin Stok op efter den fede Rikke.) Læggepølse ! Hi, hi!

RIKKE
(sparker ud efter ham).

Naada, han, Mads Menneskeæder! Ka' han dy sig!

MORTENSEN
(peger paa Lammene og derefter paa Pigerne).

Lam forneden - og Lam foroven!

ENGELINE.

Er han lækkersulten, gamle.

MORTENSEN.

Jovel. Men ikke efter Telefonstænger!

DORTHE.

Lammepisker!

MORTENSEN.

Naa, hun er osse ude aa lufte Bukserne, Dorthe Højryg! (Trækker videre op ad Torvet og forsvinder.)

RIKKE.

Den gamle Møllesten!

Fnisen.

ENGELINE
(hurtig).

Der kommer vores Fruer!

RIKKE.

Ja, der er di sgu!

DORTHE.

Og Valdhornet er med!

Pigerne gør sig skyndsomst færdige. Smutter ind og lukker Vinduerne. Fru Lassen, Fru Heilbunth og Frk. Reiersen ind fra Maren Smeds Gyde. - Frk. Reiersen har et stort Hørerør hængende i en Snor om Halsen. Naar der tales til hende, anbringer hun den gesvindt i venstre Øre. - Damerne standser.

14
Fru LASSEN.

Far vel, søde Fru Heilbunth! - Det var en yndig Begravelse!

Fru HEILBUNTH.

Stemningsfuld, ja! - Og som Engelhardt talte!

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er Di, Fru Heilbunth? (Anbringer Hørerøret).

Fru LASSEN
(raaber).

Hun si'er, at Pastor Engelhardts Tale var god!

Frk. REIERSEN.

Yndig! - Og saa tydelig!

Fru LASSEN.

Men, nu be'er jeg Dem, hvor de maatte slæbe for at faa Kisten ud!

Fru HEILBUNTH.

Ja, det har De ved Gud Ret i! Jeg var saamænd næsten bange for, at Heilbunth skulde styrte!

Fru LASSEN.

Det var da godt, at Klubben ikke skulde bære ham helt ud paa Kirkegaarden.

Fru HEILBUNTH.

Ja, saa' De, hvor Hestene maatte trække! - Naa, far vel, søde Fru Lassen!

Fru LASSEN.

Ja, det vil jo ta' nogen Tid, inden det er Slut.

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er Di? (Anbringer Røret.)

Fru HEILBUNTH
(raaber).

Hun si'er, at det vil ta' nogen Tid, inden det slutter.

Frk. REIERSEN.

Ork, ja; vi er jo alle Vorherre en Død skyldig.

Enkefru OPPERMANN
(kommer bred og pyntet sejlende fra Torvet. - Hun hilser majestætisk paa Damerne og gaar ind i Karen Thomsens Butik).
Fru LASSEN
(griber Fru Heilbunth i Armen).

Nu be'er jeg Dem! Igen en ny Kjole!

Fru HEILBUNTH.

Ja, hvor faar hun dem fra!

Fru LASSEN.

Ja, det er da let nok at forstaa!

Fru HEILBUNTH
(stærkt interesseret).

Troer De virkelig!

Fru LASSEN.

Ja, Gud! hele Byen taler jo om det Forhold.

Fru HEILBUNTH.

Ja, han er jo altid herinde, Heimann.

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er Di?

Fru LASSEN.

Hun si'er, at det er en Skandale med Enkefru Oppermann og Proprietær Heimann.

Frk. REIERSEN.

Aa, Herregud ja, hun har jo Boghandel.

Fru LASSEN.

Naa, far vel, søde Fru Heilbunth! - Saa' De Emanuel Thomsen deroppe med Kransene? - Nu har han da igen tjent sig et Par ekstra Kroner!

15
Fru HEILBUNTH.

Ja, bare han kan tjene! - De si'er, at han skraber sammen for at købe Møllegaarden tilbage.

Fru LASSEN.

Har De set hans væmmelige Hane?

Fru HEILBUNTH.

Ih Gud fri os, nej! Den skal jo ikke ha' en Fjer paa Kroppen! Fru Lassen. Ja, at hans Moder vil ha' den inden for sine Døre. - Jeg skulde snart faa sagt Farvel til den!

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er Di?

Fru HEILBUNTH
(raaber).

Hun si'er, at hun ikke forstaar, at Madam Thomsen ikke for længe siden har sagt den væmmelige gamle Hane Farvel!

Frk. REIERSEN
(knikser paa gammeldags Vis).

Far vel, kære Fru Heilbunth! - Far vel, kære Fru Larsen! Det har rigtig været mig en stor Fornøjelse! (Tridser bort ad Bredbrostræde.)

Fru LASSEN.

Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! hvor er hun døv!

Fru HEILBUNTH
(hviskende).

Det er sandt, De har vel hørt, at Thummelumsen forleden greb hende i at plukke Roserne af Kransene ude paa Kirkegaarden og gemme dem i sin Paraply!

Fru LASSEN
(slaar Hænderne sammen).

Hva' si'er De!? Borgmesterens egen Søster!

Fru HEILBUNTH.

De si'er det da ikke til nogen, søde Fru Lassen; for det vilde jo være stor Synd for Borgmesterens.

Fru LASSEN.

Nej, jeg skal saamænd ikke nævne det! - Tror De, min Mand véd det?

Fru HEILBUNTH.

Det gør han saamænd nok. Hele Byen taler jo ikke om andet! - Naamen vi maa vel hjem, søde Fru Lassen; far vel!

Fru LASSEN.

Far vel, søde Fru Heilbunth (Kys) ! - Ja, Mændene er vel sultne, naar de kommer fra den hellige Handling; saa maa Maden jo være der! - Farvel (Kys) ! - Ja vi ses jo til Kaffe Klokken fire?

Fru HEILBUNTH.

Det gør vi! (Kys) Far vel, far vel!

(Kys. Man skilles og gaar ind ad hver sin Gadedør.)

Der høres Raab, Hujen og Piben i Fingrene fra Torvet. Nærmere og nærmere. - Det er Emanuel Thomsen, som fulgt af en Del Gadeungdom kommer hjem fra Kirken. - Han er en lille, rødkindet, glatraget Mand. Hans højre Skulder er meget skæv (hængende), hvorved højre Arm synes betydelig længere end venstre. - Han gaar hurtigt (næsten smaaløber) med den skæve Skulder lidt fremefter. - 16 Han er iført sort Frakke, høj Hat af gammel Façon og sorte Handsker. - Ungdommens Halløj synes ikke at afficere ham. - Naar han kommer hen i Nærheden af sit Hus, flygter Børnene under Raabet: Thumsen! Thummelumsen! Hils Hane-Mortensen ! Hurra-a for Manuels nye Bukser ....

Fru OPPERMANN
(kommer ud af Butikken fulgt til Dørs af Mdm. Thomsen)

. Far vel, far vel: Goddag, Thomsen!

EMANUEL
(hilser dybt (sidelæns).

Goddag, Frue! - Det er vos en Ære, at Di husker vor ringe Butik! - Haaber Fruen er bleven betjent til Tilfredshed?

Fru OPPERMANN
(smilende).

Ja, det er Skam en flink og sød lille Moder, De har! - Er Begravelsen nu forbi?

EMANUEL.

Ja, nu er Hr. Partikulier Eriksen stedet til den evige Hvile ... Fred med hans Støv!

Fru OPPERMANN
(nikker Farvel og forsvinder op ad Torvet til med sine Smaapakker).
Mdm. THOMSEN
(blidt og frygtsomt).

Har Du osse vaaren med ude paa Kirkegaarden, lille Manuel?

EMANUEL
(hvis Ydmyghed ganske er borte).

Har man ikke sagt Dig mange Gange, at det hedder været, Mor Karen!

Mdm. THOMSEN.

Jo, jo ... nu skal je se og huske det! - Var Du med paa Kirkegaarden?

EMANUEL
(har trukket Handskerne af).

Ta' dem! Di skal ligge i den øverste Sekretærskuffe til højre! - Hvad skulde man med paa Kirkegaarden? Man er jo kun Tjener!

Mdm. THOMSEN.

Enhver er god for sig, lille Manuel ...

EMANUEL.

Saa-aa? Det mærker man ikke noget til! - Og saa ærgrede En sig nok i Kirken ved at se alle di Kranse, at En ikke osse skulde være Øjenvidne til, at di smed Jord paa dem. - Sikke Kapitaler di bru'er til Kranse! En fik ganske ondt i sit Indre af at se paa det!

Mdm. THOMSEN.

Det er jo nu engang Skik og Brug ....

EMANUEL
(har trukket Frakken af).

Ta' den! - Den midterste Knage i det røde Klædeskab! - En kunde ha' købt Møllegaarden tilbage for alle di Penge, der bli'er koblet væk til Grønt og Blomster.

Mdm. THOMSEN
(smilende).

Næi nu digter Du, lille Manuel ....!

EMANUEL
(imod hende).

Naar man si'er det, saa si'er man det; og saa kunde man det!

Mdm. THOMSEN
(eftergivende).

Ja, jo ....

17
EMANUEL
(siaelæns op og ned. Han er altsaa i Skjorteærmer og har den høje Hat paa).

En er led og ked af at være Tjener i den Dolkeforening! - En forlisser sin evige Salighed ved at være Vidne til det Fylderi!

Mdm. THOMSEN.

Jamen saa sig Du Pladsen op, lille Manuel ...

EMANUEL
(standser).

Ja. Du snakker! En faar jo fem Kroner, for hver Gang En gør Tjeneste! - Kan Du maaske lave dem? - En er ved at slide sig flad for at tjene et Par Skilling ... Og saa si'er Du bare, at man skal si'e op! - Skal man ikke ogsaa si'e sin Stilling op paa Herredskontoret og hos Købmand Mührmann, hva? Og sidde hjemme i Sofaen og leve a' gamle Bændler og brækkede Synaale og ... og rødt Stoppegarn!

Mdm. THOMSEN
(forskrækket).

Næmen, Manuel dog ...

EMANUEL
(tager Hatten af og rækker hende).

Ta' den! -- I den blaa Papæske ved Siden af Kommoden! Men glem nu ikke at lægge Klædet omkring! - Og hent mig saa mit Forklæde og min Hue!

Mdm. THOMSEN.

Vil Du ikke først ind og ha' Frokost, lille Manuel?

EMANUEL.

Nej! En maa først gøre sin Gerning! - Her er hverken vandet eller fejet eller poleret Vinduer for den skidt Begravelses Skyld!

Mdm. THOMSEN
(forskrækket).

Men, Manuel dog, at snakke saadan om ...

EMANUEL.

Gaar Du!

Mdm. THOMSEN.

Jo, jo ... (ind i Huset og kommer tilbage med Forklædet og Huen, som Emanuel tager paa.) -- Di si'er, at Madam Svendsen har arvet en svær Bunke Penge efter Eriksen.

EMANUEL
(farer op).

Hvem si'er det? Hva' skal hun med di Penge?

Mdm. THOMSEN.

Hun har jo da tjent ham tro i to Aar ... Og hun maatte sætte alle sine dejlige Børn rundt i Plejer, saa ...

EMANUEL.

Hvem ha'de bedt hende om at faa dem! Ha'de jeg ka'ske?

Mdm. THOMSEN.

Ih Gu' fri os nej! - Vil Du saa ikke ha' Frokost .... ?

18
EMANUEL.

Man vil ingenting ha', før man bli'er færdig, har man jo sagt! (Farer ind i Huset.)

Mdm. THOMSEN
(bedrøvet tilbage).
EMANUEL
(ud igen med en Vandkande, en Gadekost og nogle Pudseklude. - Giver sig ti! at vande Gaden).
Mdm. THOMSEN.

Du er osse altfor flittig, lille Manuel ...

EMANUEL
(arbjder).

Det har man ikke efter den kvindelige Del af sin Familie! (Imod hende.) Hva' staar Du dér og driver efter!

Mdm. THOMSEN
(Forklædet op for Øjnene).

Aa, Herregud ...

EMANUEL.

Ja, tude ka' Du! - Det er osse snart det eneste, Du kan!

Mdm. THOMSEN
(grædende ind).
EMANUEL
(arbejder forbitret videre med Vandingen og Fejningen).
En KARL
(kommer ud af Hotellets Port. Stiller sig op og ser paa Emanuel, der lader, som om han ikke bemærker ham. - Endelig bryder det ud af Karlen:)

Jeg kan vælteme ikke begrive, Thomsen, at Di gider feje saadan hver eneste livfødte Dag, naar Di er Deres egen Mand!

EMANUEL
(arbejder uden at svare).
KARLEN.

Og saa skal Di jo vælteme feje igen i Aften, Menneske, det er jo Onsdag! - (Indædt:) Godmaaren!

EMANUEL
(nikker høflig).

Godmorgen, Anders Jensen!

KARLEN
(arrig).

Di skulde vælteme tillægge Dem et Hørerør li'som hende, Frøken Reiersen, naar Folk snakker til Dem - Di Pejs! (Der raabes: Anders! Anders! fra Hotelgaarden.) Jo, nu kommer jeg! - Der er vel ikke Ildløs! (Gaar langsomt tilbage gennem Porten).

EMANUEL
(arbejder støt videre).
ENGELINE

(har vist sig i Kæmnerens Vindue. - Aabner det og gør Tegn over til Rikke og Dorthe, som ogsaa aabner Vinduerne. - Fnisen og Pegen Fingre af Emanuel) . Under hele denne Scene mærker man ikke det mindste Tegn til, at Emanuel hører Pigernes Tilraab.

RIKKE.

Godmaaren, Thummelumsen!

DORTHE.

Hold Tungen li'e i Munden, lille Manuel, ellers fejer Di skævt!

ENGELINE.

Har Hane-Mortensen sovet godt i Nat?

RIKKE.

Hvornaar flytter Di ud paa Møllegaarden ?

ENGELINE.

Skal den snart deklareres med Wulfdine?

DORTHE
(hurtigt).

Der er Herrerne!

Vinduerne smækkes skyndsomst i.

19
EMANUEL
(har givet sig i Lag med at polere Butiksvinduerne).

"Dolkene": Redaktør Heilbunth, Kæmner Lassen, Overlærer Clausen, Slagtermester Freisleben, Sagfører Nusgaard og Toldkontrollør Knagsted kommer i Klynge fra Maren Smeds Gyde, alvorlige, højtidelige og eftertænksomme. - De er alle begravelsesklædte med Flor om de høje Hatte og med sorte Handsker. - Standser af gammel Vane op foran Hotellet.

HEILBUNTH
(stille).

Ja, nu har han Fred ...

CLAUSEN.

Der var meget godt ved Eriksen ...

LASSEN.

Det var der sgu! - Naturligvis ha'de han sine Fejl ...

NUSGAARD.

Hvem har ikke det ....

FREISLEBEN.

Næi, det har sgu ethvert Kretur ...

KNAGSTED
(siger ikke noget, men skæver med et lille Blink i Øjet rundt til de andre, hver Gang der falder en Replik).

Pause.

FREISLEBEN.

Hvor meget mon han har efterladt sig?

HEILBUNTH.

Aa, en tres-halvfjerdsindstyve Tusinde, vel!

CLAUSEN.

Véd De det ikke, Nusgaard?

NUSGAARD
(kort).

Det er Markmann, der har hans Bo!

LASSEN.

Ja, paaholdende var han sgu! Jeg husker, at da Kirken skulde restaureres, var det ikke muligt at plukke mere end femten Kroner fra ham.

CLAUSEN.

De mortuis nihil nisi bene!

KNAGSTED
(som før).

Pause.

LASSEN
(prøvende til Heilbunth)

. Ja, saa bli'er der vel ikke noget af vor Pinseskovtur, Formand?

HEILBUNTH
(ser bort).

Jo-o ... hva'? - jeg synes da ikke, at ...

NUSGAARD.

Ja-a ....

CLAUSEN.

Næ-æi .... hvorfor ikke .... ?

FREISLEBEN.

Der er jo en hal'anden Maaned til, saa ....

KNAGSTED
(pludselig).

Vi kan jo la' den bitte Thomsen gaa ud paa Kirkegaarden med en god Madkurv til ham!

Det giver et Chock i alle "Brødrene".

CLAUSEN
(yderst indigneret).

Du skulde skamme Dig, Knagsted!

KNAGSTED
(anlægger et fjoget Udtryk).

Jeg mener bare ... jeg ...

HEILBUNTH.

Du mener! Du mener! - Vi véd meget godt, hvad Du mener!

LASSEN.

Du bli'er snart for morsom!

20
NUSGAARD.

Der er dog Grænser!

FREISLEBEN.

Far vel! Jeg vil ikke staa her længere og høre paa den Slags Udtalelser!

KNAGSTED
(synes meget ulykkelig og angergiven).
Hotelværten PLID-HANSEN
(fra Torvet; ligeledes i Sørgedragt. -Tager Hatten dybt af; meget høflig og bukkende).

Ak ja, Diherrer, nu sover det ærede Medlem trygt i sit blomstersmykkede Kammer ...!

HEILBUNTH.

Ja-a ....

VÆRTEN.

For at vaagne til en bedre ... æ ...

KNAGSTED
(som ikke kan dy sig. Sagte).

Middag ...

VÆRTEN

... til et bedre Liv ...

LASSEN.

Ja-a ...

VÆRTEN.

Ja, det kan snart ramme os ...!

CLAUSEN.

Ja-a ...

Pause.

VÆRTEN
(med en lille Bevægelse af Bryst og Arme, som om han vilde sige: Ja, lad nu det være godt).

Man bliver sulten og oprevet ved en saadan Handling! - Har Diherrer spist Frokost?

HERRERNE
(ser paa hinanden).
HEILBUNTH.

Næ-æ ... vel?

Flere af HERRERNE.

Nej ...!

VÆRTEN.

Jeg fik akkurat i Morges en fortrinlig Sending Hummer ... æ ... æ ....

HERRERNE
(skuler til hverandre).
VÆRTEN.

De ligger paa Is nu og venter ... Straalende som Morgenrøden!

FREISLEBEN
(med en uvilkaarlig Smasken).

Æm ... næ ...

NUSGAARD
(prøvende).

Der er jo slet ingen af Deherrer, der har spist Frokost?

CLAUSEN.

Nej ... jeg da ikke ...

LASSEN.

Jeg heller ikke ...

FREISLEBEN.

Ingen a' vos!

NUSGAARD.

Hvad om vi tog den inde hos Hansen ...? Saa er 'et gjort ...!

HEILBUNTH
(endnu vaklende).

Jamen ...

KNAGSTED
(stille og beskedent).

Maa det være mig tilladt ...?

HEILBUNTH
(mistænksom).

Hvad vil Du nu sige ...?

KNAGSTED
(som før).

Det er min Overbevisning, at den salig afdøde straks var gaaet ind paa et saadant Forslag, hvis ...

21
FREISLEBEN
(glad).

Tror Du?

KNAGSTED.

Ubetinget! - Han vilde have opfattet det som et Mindemaaltid ... et Gravøl.

LASSEN
(ligeledes oplivet).

Ja, under den Form ... hva'?

HEILBUNTH.

Ja-a ... jeg finder ogsaa ...

NUSGAARD
(afgjort).

Ja, som Gravøl, saa ... naturligvis!

FREISLEBEN.

Ja, det er jo et smukt Foretagende.

CLAUSEN.

Ja, og vi skulde jo dog alligevel ha' spist hjemme ?

HERRERNE
(befriede).

Ja, det skulde vi jo!

VÆRTEN
(der har staaet som paa Naale, slaar affabelt med Haanden hen imod Hotelporten).

Mine Herrer, Frokosten skal øjeblikkelig blive serveret! - Skal vi lade dække paa Verangdaen? Naturen er saa dejlig i Dag.

HEILBUNTH
(gnider sig i Hænderne).

Ja, dæk paa Verangdaen!

VÆRTEN
(slaar igen ud mod Hotelporten).

Diherrer behager ...!

HERRERNE
(livligt konverserende ind i Hotellet).
VÆRTEN
(raaber op til Dorthe, som er ved at gnide Vinduerne af oppe paa Midterkvisten, hvorfra Flaget er stukket ud).

Flaget paa hél! (Ind.)

DORTHE
(forsvinder fra Vinduet).
HERRERNE
(viser sig paa Verandaen).

Flaget glider paa hel Stang. Tæppe.

ANDET BILLEDE

Karen Thomsens Dagligstue bag Lingeributikken. Lavloftet, rummelig og med solidt, gammeldags Bohave.

Til højre: i Forgrunden Vindue med blomstrende Potteplanter. Forhøjning med Sybord og Stol ved Vinduet. Til venstre: Sofa med Divanbord foran og nogle Lænestole med hvide, hæklede Stykker. - Ned mod Baggrunden Dør til Køkkenet. I Hjørnet bag Døren Kakkelovn.

I Baggrunden Dør med Glasruder til Butikken. - Paa den ene Side af Døren en Mahognisekretær med Nips. Paa den anden Side et Tobaksbord. Over dette et Dilettantmaleri forestillende den Thomsen'ske Fædrenegaard "Møllegaarden"

Karen Thomsen og Enkemadam Svendsen (sørgeklædt) sidder ved Divanbordet og drikker Kaffe.

Mdm. SVENDSEN.

Ak, Gu' nej, det var saamænd ingen Dans paa Roser, Madam Thomsen, ka' Di tro! Han var 22 saamænd sommetider saa urimelig, at jeg mange Gange sad og græd, hvor det kunde falde sig.

Mdm. THOMSEN.

Aa, Herregud ....

Mdm. SVENDSEN.

Og di Par Tusind, har har betænkt mig med, er saamænd surt fortjent.

Mdm. THOMSEN.

Der er mer paa Kanden! - Familien skal nok være vred?

Mdm. SVENDSEN.

Edderspændt! -- (Skænker sig gudhengivent en Kop Kaffe.) Tak! - Og saa det for en Moder at være uden sine Børn! Di er jo ri'nok i gode Plejer rundt omkring alle fem hos Familien; men Plejer er dog Plejer, Madam Thomsen, og det er ikke det samme som en Moders store Hjerte!

Mdm. THOMSEN.

Nej, det har Di skam Ret i, Madam Svendsen! - Men nu ta'er Di dem vel til Dem?

Mdm. SVENDSEN
(med Selvfølelse).

Ja, nu er En jo Gusketak saadan suspenderet med det pikuniære, at det spiller ingen Rulle længer!

Mdm. THOMSEN.

Bli'er Di boende her i Byen?

Mdm. SVENDSEN
(vigtig).

Nej, jeg tænker paa et lille landligt Sted, saaden med Kør og Vogn. - Di to mindste er 'et jo lidt tyndt med, hva' anbelanger Helbreden; og saa er Landluften jo god. - Jeg har da sat Nusgaard ud paa det. - Men véd Di hva', Madam Thomsen, det er ikke saadan for en Enke at sidde alene med fem tøjlesløse Børn!

Mdm. THOMSEN.

Jamen Di er jo da osse i Deres bedste Aar endnu, Madam Svendsen; og nu har Di jo no'et at byde paa, saa ....

Mdm. SVENDSEN
(kroer sig).

Ork ja, En har saamænd haft Tilbud nok! - (Fortrolig.) Nu da Eriksen ligger i sin Grav, kan jeg saamænd godt si'e Dem rent ud, at han mange Gange har slaaet baade paa det ene og paa det andet!

Mdm. THOMSEN.

Næ, hva' si'er Di!

Mdm. SVENDSEN.

Det ved Gu' han har! -- (hviskende, hemmelighedsfuldt:) Men Di kan da forstaa, at en ordentlig Kvinde ikke kan gaa hen ... Med den mekaniske Mave, han gik rundt med!

Mdm. THOMSEN.

Ih Gu' fri og frels, ja! - Men der findes da osse andre regulære Mandfolk, Madam Svendsen.

23
Mdm. SVENDSEN.

Det gør der ... Tænker ikke snart Deres Søn paa at forandre sig?

Mdm. THOMSEN
(sky).

Manuel? - Ork nej, ork nej! Han har saa sandelig andre Ting i sit Ho'de?

Mdm. SVENDSEN
(lurende).

Ja, jeg har jo nok hørt ymte om, at han slider sig flad bare for at kunne købe Møllegaarden tilbage.

Mdm. THOMSEN
(vredt).

Aa-aa, Folk render med saa meget Sludder og Tosseri! - Vi sidder s'men godt, hvor vi sidder ! Nu har vi sat her i Huset i femten Aar; og vi ønsker ingen Forandring!

Mdm. SVENDSEN
(som før).

Aa nej ...

Mdm. THOMSEN
(ivrig).

Nej, det gør vi ikke; hverken Manuel eller jeg. Han er den mest ma'esløseste Søn paa Jorden ; og han vil ikke andet, end som hans Mor vil!

Mdm. SVENDSEN
(fornærmet; haardt).

Di bli'er saa hidsig, lille Madam Thomsen. Det skal et Menneske ikke ha' godt a'!

Butiksklokken ringer. Man hører Emanuels Stemme: Det er En sæl! - Derpaa kommer han hurtigt ind med en Rulle Papirer under Armen. - Da han faar Øje paa Mdm. Svendsen (der hilser overvættes venligt) og Kaffeopdækningen, antager hans Aasyn et forbitret Udtryk.

Mdm. THOMSEN
(forlegen; bange).

Kommer Du allerede fra Kontoret, lille Manuel? - (Smiler sygt.) Ja, hér sidder Madam Svendsen og jeg og ta'er vos en lille Kop Kaffe. - Vil Du ha' en Taar med?

EMANUEL
(kort).

Nej! - (Hidsig.) Man drikker ikke Kaffe, Mor Karen, véd Du, uden paa di af Forsynet indstiftede Tider! (Krabber hastigt ud i Køkkenet uden Hilsen.)

Mdm. SVENDSEN
(spydigt).

Den "ma'esløse" Søn var no'et kontrarig for Ho'edet ...!

Mdm. THOMSEN
(forlegen).

Ak ja ... ja han har jo saa meget oppe over sine Øre, stakkels Dreng! Han ....

EMANUEL
(kommer farende ind. - Mod Moderen).

Nu ha'de Du glemt at lukke Døren til Skuret igen!

Mdm. THOMSEN
(ulykkelig).

Aa Herregud, ha'de jeg det ....

EMANUEL.

Er det din Mening at slaa Mortensen ihjel?

Mdm. THOMSEN
(forfærdet).

Ih Gu' bevare vos, lille Manuel ...!

Mdm. SVENDSEN.

Er det Hanen?

EMANUEL

Ja! - Med Tilladelse! (Mod Moderen.) 24 Aldrig kan man sætte sine Ben uden for Døren, uden at Du glemmer baade det ene og det andet for din Kaffelerens Skyld!

Mdm. THOMSEN.

Jeg skal nok ....

EMANUEL.

Vi maa flytte ham! Han staar ogsaa og fryser derovre om Natten!

Mdm. THOMSEN.

Ja ...

EMANUEL.

Du maa lave en Krog i Stand til ham ude i Køkkenet !

Mdm. THOMSEN.

Jeg skal finde den luneste Krog, lille Manuel ....

EMANUEL.

Men vælt nu ikke Vandspanden over ham ... eller Komfuret!

Mdm. THOMSEN.

Ih, men nej dog ....

EMANUEL.

Ja, En kan jo aldrig vide, hva' Du kan finde paa ! Butiksklokken ringer.

EMANUEL.

Det ringer!

Mdm. THOMSEN
(har allerede rejst sig for at gaa ud).
EMANUEL
(hen til hende. Nikker hen mod Mdm. Svendsen. Hviskende).

Har hun købt no'et?

Mdm. THOMSEN
(ligeledes hviskende).

Ih Gu' ja! To Pund Strikkegarn og tre Alen sorte Bændler!

EMANUEL
(lidt formildet).

Hum ....!

Mdm. THOMSEN
(til Mdm. Svendsen).

Di undskylder ...! (Ud.)

Mdm. SVENDSEN
(kniksende).

Ingen Forseelse!

Pause

EMANUEL
(krabber rundt i Stuen og undersøger med en Finger, om der er Støv paa Møbler og Genstande. - Tager en Klud frem bag Sekretæren og begynder at tørre af).
Mdm. SVENDSEN
(kattevenlig).

Di er en meget proper Mandsperson, Hr. Thomsen.

EMANUEL
(kort).

Ja.

Mdm. SVENDSEN.

Det er ikke alle Mandspersoner, der er saa propre!

EMANUEL.

Nej!

Mdm. SVENDSEN.

Ork Gu' nej! Di fleste maa man saamænd rende med en vaad Klud bagefter, bare di sætter et Par Ben i et Værelse! - Og, saa er Di saa flittig, Hr. Thomsen! Paa Støvlerne fra Morgen til Aften!

EMANUEL
(indædt).

Ja, no'en maa jo slide bare for at faa 25 det sure Rugbrød! (Med et hadefuldt Blik.) Andre behøver kun at sidde og gabe, saa falder der straks Millioner ned i Halsen paa dem!

Mdm. SVENDSEN
(skælmsk).

Ork, Deres Lykke kommer saamænd nok, lille Hr. Thomsen! Kanske Di i denne hellige Time har vundet i Lotteriet!

EMANUEL
(farer sammen. Rasende).

Man spiller ikke, Madam Svendsen! Man er hverken Partikulier (Udt.: ku-li-er) , eller Erkehertug.

Mdm. SVENDSEN.

Ork, det er saamænd heller ikke Pengene, det kommer an paa, Hr. Thomsen! - Jeg delte saamænd gerne mine Par Skilling med en proper og agtværdig Mand, der vilde være Far til mine fem uskyldige Børn!

EMANUEL
(snærrende).

Og hvem tror Di vilde gaa ind til saadant et Menageri, sæl om han blev forgyldt!

Mdm. SVENDSEN
(stødt).

Menageri, Hr. Thomsen! - Mine Børn er født i ærligt Ægteskab, vil jeg tillade mig at si'e Dem!

EMANUEL
(kører paa).

Og hva' tror Di ikke, det vil koste at opdrage saadan en Samling kristeligt! - Alle er man underkastet Arvesyndens Følger; og imellem fem Børn er der gerne tre, der ender som Mordere, Tyveknægte og Landevejsrøvere!

Mdm. SVENDSEN
(rejser sig i sin Vælde).

Hva' er det, Di sier, Menneske! ?

EMANUEL.

Man si'er, hva' man si'er! - Men nu har man ikke Tid mere til at spilde sin Tid! - Adjøs! Man har no'et Paparbejde, man skal ha' gjort færdig! (Hurtig bort gennem Køkkenet.)

Mdm. SVENDSEN
(giver sig fnysende til at tage sit Overtøj paa).

I det samme kommer Mdm. Thomsen ind fra Butikken med Fru Lassen, Fru Heilbunth og Frk. Reiersen.

Mdm. THOMSEN
(meget beæret).

Værsgod, Damer; det er mig en Fornøjelse! Bare her nu ser ordentligt ud!

Fru LASSEN.

Her er jo altid nydeligt! (Faar Øje paa Mdm. Svendsen, stirrer paa hende uden at hilse.)

Mdm. THOMSEN
(forfjamsket).

Det er Madam Svendsen ... Hun har arvet ...

DAMERNE
(hilser stift).
26
Frk. REIERSEN
(pludselig).

Er 'et hinner, der er Jordemo'er?

Mdm. SVENDSEN
(eksploderer).

Nej, nu kan det være nok! - Far vel, Madam Thomsen! Og Di kan være evig forvisset om, at mine Ben, dem ser Di aldrig mere i dette Liv i Deres Skidt-Butik! (Mod Døren.)

Mdm. THOMSEN
(efter hende. Ulykkelig:)

Men kære, lille Madam Svendsen, jeg .....

Mdm. SVENDSEN
(vender sig i Døren).

Og nu haaber jeg, at di ærede Damer kan faa Plads! (Ud. - Hovedet ind igen:) Og jeg véd meget godt, hvorfor di to andre Damer slæber rundt med det døve Spektakel: det er bare, fordi det er Borgmesterens Søster: (Ud. - Hovedet ind igen:) Men jeg har aldrig stjaalet Roser paa Kirkegaarden! Far vel! (Bort.)

Mdm. THOMSEN
(hurtigt efter).
Frk. REIERSEN.

Hva' var alt det, hun sa'e? (Røret i.)

Fru LASSEN
(der har vekslet Blikke med Fru Heilbunth).

Hun sa'e, at hun skulde skynde sig hjem!

Fru HEILBUNTH.

Hun ha'de været her altfor længe, sa'e hun!

Frk. REIERSEN.

Ja, der er mange, der ska' ha' Smaa i denne Tid om Foraaret!

Fru HEILBUNTH
(ser hen mod Døren).

Sikken en Madam!

Fru LASSEN.

Hun har jo arvet! - Og det véd vi da, søde Fru Heilbunth, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!

Mdm. THOMSEN
(ind fra Butikken).

Det gør mig saa ondt, Damer, at Madam Svendsen ....

Fru LASSEN
(overlegent).

Lad os ikke tale mere om det Fruentimmer !

Fru HEILBUNTH.

De lovede, lille Madam Thomsen, at vi maatte se Deres Møbler?

Mdm. THOMSEN.

Ja, værsaagod, Damer ....!

Fru HEILBUNTH
(til Frk. Reiersen).

Vi skal se hendes Møbler!

Frk. REIERSEN.

Ih, det var da morsomt!

DAMERNE
(snuser rundt i Stuen).
Fru LASSEN
(næsvist).

Hvor har De den Sekretær fra?

Mdm. THOMSEN.

Den har saamænd tilhørt min Søns Bedstefar ...

27
Fru LASSEN.

Vil De sælge den?

Mdm. THOMSEN
(med stille Overbevisning).

Nej, Frue, det vil vi ikke!

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er hun?

Fru HEILBUNTH.

Hun si'er, at den har været hendes Bedstefars.

Frk. REIERSEN.

Ih men nej, det var da morsomt! Det er et yndigt Stykke!

Fru LASSEN
(snuser videre).

Bordet er ogsaa godt!

Mdm. THOMSEN.

Ja, det stod hjemme paa Salen.

Fru LASSEN.

"Sal", hæ! Hvor stor var den "Sal"?

Mdm. THOMSEN
(beskedent).

Ja, vi kaldte den jo bare saadan ....

Fru HEILBUNTH
(betragter Maleriet).

Hvad er det for et Billede?

Mdm. THOMSEN.

Det er jo Gaarden!

Fru HEILBUNTH.

Hvad for en Gaard?

Mdm. THOMSEN.

Ih men Møllegaarden, naturligvis!

Fru LASSEN
(tager Billedet ned).
Mdm. THOMSEN
(rækker Hænderne frem for at tage Billedet).

Fruen er nok lidt forsigtig med det ... ?

Fru LASSEN.

Det holder nok! - Hvem har malet det?

Mdm. THOMSEN.

Det har s'men min Broder Jakob, Skolelæreren.

Fru LASSEN
(hænger Billedet tilbage).

Det kan man ved Gud se!

Fru HEILBUNTH.

Er det sandt, at Deres Søn tænker paa at købe Møllegaarden tilbage?

Mdm. THOMSEN
(reserveret).

Det véd jeg ikke no'et om. - Vi sidder jo rart nok her .... Vi ønsker det ikke anderledens ....

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er hun?

Fru LASSEN.

Hun si'er, at hun har det godt hér i Byen!

Frk. REIERSEN.

Ja, det er jo osse en yndig og fredelig lille By!

Fru HEILBUNTH
(hvisker noget til Fru Lassen).
Fru LASSEN.

Naturligvis! (Til Mdm. Thomsen:) Vi vilde gerne se Hane-Mortensen, Madam Thomsen.

Mdm. THOMSEN
(synker ligefrem i Knæene af Skræk).

Ih Gu' nej, Damer, det kan Di rigtignok ikke!

28
Fru HEILBUNTH.

Aa hvad, Madam Thomsen? Den skal være saa mærkelig!

Mdm. THOMSEN
(bedende).

Di maa ikke forlange det, Damer ! Manuel er saa næn over den ....! Hvis den kom no'et til ...!

Fru LASSEN.

Snak om en Ting! Hvad skulde den komme til? Nu har vi gjort os den Ulejlighed at komme herind!

Mdm. THOMSEN.

Jeg tør ikke, Damer ...

Frk. REIERSEN.

Hva' sier hun?

Fru HEILBUNTH.

Hun si'er, at hun ikke tør vise os Hanen!

Frk. REIERSEN.

Jo, det maa hun skam! Det var jo derfor, vi kom!

Fru LASSEN.

Naa, lille Madam Thomsen! Er vi ikke Deres Kunder?

Mdm. THOMSEN.

Jo, det ved Gud, Di er, Damer; og vi takker Dem osse, baade Manuel og jeg, men ....

Fru LASSEN
(afgjort).

Naa, nu ingen Snak! - Saa gaar vi selv derud!

Mdm. THOMSEN
(afværgende).

Ak Gu' nej .... Saa vil jeg da hellere hente ....

Fru LASSEN.

Naa, ja, lad det saa blive til noget!

Mdm. THOMSEN
(hen til Køkkendøren og lytter).
Fru HEILBUNTH.

Er Sønnen hjemme?

Mdm. THOMSEN
(hyssende).

Hyss, ja! Han sidder oppe og arbejder ...

Fru LASSEN.

Paa hvad?

Mdm. THOMSEN.

Paa no'en Haandkufferter, han har faaet Bestilling paa .... (Vinker hyssende.) Nu skal jeg hente Mortensen ... Hvis Damerne da bli'er ved og vil se ham ... ?

Fru LASSEN.

Det hører De jo!

Mdm. THOMSEN
(med et Suk).

Ja, saa henter jeg ham da ... i Gu's Navn ... (Ud.)

Frk. REIERSEN.

Kommer hun nu med Dyret?

Fru HEILBUNTH.

Ja-a! (Til Fru Lassen:) Hvorfor kalder hun den "Mortensen"?

Fru LASSEN.

Det er efter en gammel Karl nede paa Møllegaarden. - De tog jo Hanen med herind, da de maatte 29 sælge for femten Aar siden. - Aa, den skal være saa forfærdelig.

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er hun?

Fru HEILBUNTH.

Hun si'er, at Hanen skal være saa gyselig!

Frk. REIERSEN.

Naa-aa, den bider vel in'de!

Mdm. THOMSEN
(ind med Hane-Mortensen, som hun bærer yderst forsigtig mellem begge sine Hænder .- Hanen er ældgammel, stivbenet, næsten fjerløs paa Kroppen, men har to knækkede Halefjer. - Madammen sætter den fra sig paa Gulvet. Den vakler, inden den faar Fodfæste og staar da stiv og ubevægelig med hængende Hovede).

Ja, saadan ser han ud ....

DAMERNE
(farer skrigende bort i Krogene).
Mdm. THOMSEN
(ængstelig).

Hyss, Damer, Damer! Manuel er jo dér oppe!

Fru LASSEN
(staar med Skørterne samlet om sig).

Nu be'er jeg Dem ! Den ser ud, som den var gravet op!

Fru HEILBUNTH.

Af Jorden!

Frk. REIERSEN.

At Di'nde drejer Halsen om paa den!

Mdm. THOMSEN
(i Rædsel).

Drejer Halsen om paa den!? Saa laa der da et Himmerig ! (Snapper skyndsomst Dyret og forsvinder med det.)

Fru HEILBUNTH.

Jeg turde ikke bo her i Huset!

Fru LASSEN.

Det er saadan en, man drømmer om!

Frk. REIERSEN.

Jeg synes nu, den saa' ud, som den var stoppet ud!

En Vogn ruller forbi ude paa Gaden. - Alle glemmer Hanen og farer til Vinduet.

Fru LASSEN
(lynslaaet).

Saa' De det!?

Fru HEILBUNTH
(forstenet).

Ja!

Fru LASSEN.

Proprietær Heimann og Fru Oppermann i Gig midt paa Dagen!

Frk. REIERSEN.

Jeg synes nu, den saa' ud, som den var

Fru HEILBUNTH.

Det var Dikkedikproprietæren og Fru Oppermann i Gig!

Frk. REIERSEN
(taber Hørerøret).

Ih, men bevares!

Fru LASSEN
(energisk).

Det skulde være Lassen!

Under dette er Menneske-Mortensen kommen ind fra Butikken. - Han er paa Hosesokker, saa Damerne har ikke hørt ham. - Han har sat sig, med sin Snadde, paa en Stol lige inden for Døren i Baggrunden. - Skuler hen til Damerne og damper vældigt. - Faar et Hosteanfald.

Ærke, haark, haark! Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

30
Fru LASSEN.

Du almægtige Gud, hvad er det for en Person!

MORTENSEN
(hilser tavst. Spytter).

Hruu! Ptøj! - Saten osse a' man'de ka' faa'et op paa én Gang!

Fru HEILBUNTH.

Hvad er dette for et Hus! - (Griber Frøken Reiersen i Armen.) Kom! Her er jo ikke til at være for Mennesker! (Haler ud i Butikken med hende.)

Fru LASSEN
(efter).

Og saa stinker han jo!

MORTENSEN
(ser efter dem).

Stinker ...? Hum ...! Ja hver lugter vel a' sit! I det samme kommer Mdm. Thomsen fra Køkkenet. - Hun kaster et vredt Øjekast til Mortensen og iler efter Damerne.

MORTENSEN
(ser efter hende).

Høflighed kommer di sgunde paa Hospetalet a' ... Fruentimmerne! (Damper videre.)

EMANUEL
(stikker Hovedet ind fra Køkkendøren).

Hva' er det for et Rend her er! Ka' man nu ikke længer ha' Fred i ens eget Hus!

MORTENSEN
(nikker rolig).

Godaw, Mannevel! -- (Med et Nik mod Butikken.) Sæller Du osse Fruentimmer nu?

EMANUEL.

Hum! Er Du dér?

MORTENSEN.

Som Du ser, ja! ... Har Du lidt Tobak?

EMANUEL
(peger mod Tobaksbordet).

Dér!

MORTENSEN
(rejser sig og stopper).

Tak, som byder! (Hoster.) Ærke, haark, haark! Hruu! ...

EMANUEL
(hurtig).

Mortensen husker nok at spytte i Kakkelovnen.

MORTENSEN.

Javel, jeg respetere Relementerne! (Hen til Kakkelovnen og aabner den:) Ptøj ! - Gi' Fa'en ha'de min Hoste ! (Sætter sig igen.)

Pause.

EMANUEL
(op og ned ad Gulvet).

Naa ? (Standser foran Mortensen.)

MORTENSEN.

Rent li'e ind i det yderste Helvede, Manuel! - Han drikker som en Svamp og sover som en Stud og vaavner som et Svin og begynder forfra igen! Der har Du hele den store Tabel!

EMANUEL.

Men Mortensen mener dog, at han klarer sig til Terminen?

MORTENSEN.

Klarer sig, klarer sig ...! Men hvodden klarer han sig! Han sæller Himlen og Jorden, gør han! Og ku' han faa fat i Maanen og di elve Stjerner, saa gik di sgu 31 samme Vej! - Næi, han er sgu'nde værd det Salt, han æder! Ærke, haark, haark! Hruu! ...

EMANUEL.

Mortensen maa spytte i Kakkelovnen!

MORTENSEN.

Javel, javel! Naar jeg ska' spytte! - Det er Fa'eme ellers en god Tobak, Du holder! Du ry'er immerhen stadig væk ikke sæl?

EMANUEL.

Nej; det smager mig ikke!

MORTENSEN
(bebrejdende).

Sma'er!? Føi, skamme Dig! Sma'er! ... Ha'de je'nne min Pive, ku' jæ sgu li'saagodt smække Frikkadellerne sammen med det samme!

EMANUEL
(uinteresseret).

Ja, man er jo ikke alle ens ...

MORTENSEN.

Nej! det er ma' sgu'nne!

Pause.

EMANUEL
(pludselig; lidenskabeligt).

Om man kunde købe Gaarden i Morgen den Dag!

MORTENSEN.

Køv, Manuel, køv!

EMANUEL.

Hva' skulde man købe for?

MORTENSEN
(klemmer et Øje sammen).

Folk si'er ellers, Du har Penge ...

EMANUEL.

Di Par Skilling ! -- (Griber den gamle fat i begge Skuldrene og ryster ham:) Om Gud kunde la' En vinde i Lotteriet!

MORTENSEN.

Hov, hov, Manevel, Du er da sommetider li'som Krudt! - Spiller Du?

EMANUEL
(forvirret; afgjort).

Nej!

MORTENSEN.

Ja, saa vinder Du sgu'nde heller! - (Hoster.) Ærke, haark, haark! Hruu! Ptøj! Gi Fa'en ha'de min Hoste! - Naa, det skulde vel ellers helst ha' vaaren i Kakkelovnen! - Med Forlov aa stoppe min Pive?

EMANUEL
(igen op og ned ad Gulvet).

Værsgod ... !

MORTENSEN
(stopper og sætter sig).

Pause.

MORTENSEN
(pludselig).

Næmen, se en Maskine er jo immer en Maskine, Manevel ...

EMANUEL
(svarer ikke).
MORTENSEN
(fortsætter; rolig).

Der er Hjul, aa der er Valser, aa der er Krumholter, aa der er Tapper. - Aa altsammen griver det ind i hinandre, aa napper li'som Fingre, aa holder fast ... ærke, haark, haark! ... Hva'? ... Aa drejer rundt, aa maler, aa river i Stykker, aa flænser ...

32
EMANUEL
(standser).

Du tænker paa Møllen?

MORTENSEN.

Jæ tænker paa Møllen, ja! For det er jo osse en Maskine, ser Du ....

EMANUEL
(usikker).

Ja, men .... hva' ....

MORTENSEN
(rolig).

Gu' er'en en Maskine! - Jæ kom engang for nær med min Frakke, aa Tænderne fik fat ... aa ha'de ikke din salig Fa'er vaaren til Stede aa standset Hjulet i en Ruf, saa ha'de jæ'nne ædt mange Hornfisk efter den Daw! ... Hruu ! Ptøj!

EMANUEL
(mere og mere forvildet).

Næi, di var jo svært bange for, at man skulde komme for nær ved Værket, da man var Barn ... men ...

MORTENSEN
(nikker).

Javel, ja! -- (Fikserer ham skarpt:) Næmen ... hva' ... jæ ... vilde ... si'e ... (Blinker som en Ugle.) Kornelius kommer jo til Tider paa Møllen, om han osse sidder sine længste Timer paa Lindenborg Kro ...

EMANUEL
(begynder at fatte; stiv af Skræk).

Kornelius ....

MORTENSEN
(rolig).

Kornelius, jo! - Aa saa er han jo for det meste svirende; saa ... hva'? ... om En finkererte lidt ved ham ...

EMANUEL
(i Rædsel).

Nej, nej! Saadan no'et maa Du ikke drive Spøj med, Menneske-Mortensen ...!

MORTENSEN
(rolig).

Spøj? - Jæ driver Faeme ikke Spøj!

EMANUEL
(bleg).

Jamen ....

MORTENSEN
(stadig rolig).

Ska han kaske ikke væk, før Du ka' faa Gaarden?

EMANUEL.

Jo ....

MORTENSEN.

Har Du kaske ikke faaet Ordre paa det af din egen salig Far i Drømme?

EMANUEL.

Jo ... jo, men ...

MORTENSEN.

Naa, der ser Du! ... Aa hva'enten saaden en Mulæsel kommer avej paa den ene, eller ...

EMANUEL
(skriger hjælpeløst).

Nej, nej! Man vil ikke ha' det!

MORTENSEN
(rolig).

Godt, Manevel, godt! Saa la'er vi Krusemynten vokse! ... Men saa bekommer bare ikke Du Gaarden! - Faar jeg stoppe min Pive?

EMANUEL
(op og ned ad Gulvet).

Værsgod ....

MORTENSEN
(hen at stoppe. Vender sig pludselig).

Naa? ... Ska' vi saa pille lidt ved ham?

33
EMANUEL
(hidsig).

Nej, har man jo sagt! - La' saa være med det Vrøvl! - - Og sæt, han gik igen derude!

MORTENSEN.

Saa udrydede vi ham engang til, lille Manevel! Der gi's da aa Midler for det!

EMANUEL
(hjælpeløst rokkende).

Nej, nej! Man vilde hverken faa Ro Dag eller Nat ....

MORTENSEN.

Naa-aa, Du bli'er da vel ikke søsyg a' aa knække en Lus! (Stærkt.) Han spolerer Gaarden rent og kompakt for Dig, Manevel, hvis Du'nne skrider til!

EMANUEL
(stikker Fingrene i Ørene og skriger).

Man vil ikke høre mere! Man vil ikke høre mere!

MORTENSEN
(rolig).

Saa tier vi, Manevel! saa tier vi! - Det er da ellers mest for din Skyld, a' En præker! - Og saa lidt for min egen osse, for ma' har da vaaren som en Lem a' Familien, fra før ma' ku' skrælle en Katøffel ....!

Mdm. THOMSEN
(ind fra Butikken. - Ser hastigt fra den ene til den anden).

Hva' snakker I to om?

MORTENSEN
(damper uden at svare).
EMANUEL
(hidsig).

Det rager ikke et Fruentimmer!

MORTENSEN
(nikker bifaldende).

Det var Ret!

Mdm. THOMSEN
(stiver sig op. Til Mortensen).

Hva' er det, Du gaar og sætter i Drengen, Mads Mortensen? Han er altid rent kulret, naar Du har vaaren her!

EMANUEL
(stamper i Gulvet).

Været, været! hedder det!

Mdm. THOMSEN.

Aa-aa, jæ er snart li'eglad! (Til Mortensen.) Hva' er det for Utuskestreger, Du sætter i ham, spør jeg?

EMANUEL
(imod hende med løftet Haand).

Pas Dig sæl, Mor ! Og hold din Mund!

Mdm. THOMSEN
(synker igen sammen).
MORTENSEN
(der har siddet rolig og uudforskelig og dampet, rejser sig).

Ja, saa vil jæ se aa liste hjemad ....

EMANUEL.

Bryd Dig ikke om hende! Her er det En sæl, der raader!

MORTENSEN.

Ja, det mærker jæ! - Naa, farvel, Manevel. Aa sku' Du komme paa andre Tanker, saa ....

EMANUEL
(stamper).

Nej, har man sagt!

MORTENSEN.

Naa, jaja, jaja! - Ja, saa gaar jæ. - Jæ ka' vel ta' den Slat Tobak med derhenne?

34
EMANUEL
(paa Post, lysvaagen).

Tobakken ...? Ja, se, man ha'de jo ellers tænkt ... at den skulde Du ryge, naar Du kom her ...

MORTENSEN.

Aa ja ... Men stoppe faar jeg da?

EMANUEL.

Stop, stop! Værsgod!

MORTENSEN
(stopper).

Pause.

MORTENSEN.

Ja, saa, far vel, Manevel! - Far vel, Madam Thomsen!

Mdm. THOMSEN
(svarer ikke).
EMANUEL
(slaar ud med Haanden).

Far vel ! Far vel !

MORTENSEN
(hinker ud gennem Butikken).

Lang Pause.

Mdm. THOMSEN
(forsagt).

Morbror Jakob er her med Wulfdine, Manuel ...

EMANUEL
(tier).
Mdm. THOMSEN.

Di er kommen med Sognefogdens ... Han holder hos Elius Andersen ...

EMANUEL
(tier).
Mdm. THOMSEN.

Di var et Rend herinde før og sa'e, at di kom igen ....

EMANUEL
(vender sig brat. Eksploderer).

Hva' rager din forsultne Familie mig!

Mdm. THOMSEN
(napper forskrækket Kaffetøjet og forsvinder med det i Køkkenet).
EMANUEL
(sidelæns op og ned ad Gulvet. Slaar ud med den lange Arm. - Kommer med enkelte høje Udbrud).

Aldrig, aldrig! -- Man gør'et ikke! - Hvor kan Gud indgive et Menneske saadan Tanker! - Man bekommer nok Gaarden paa kristelig Vis! -- Bare vente, vente taalmodigen! (Synker om i en Stol. Klagende:) Ak, ak, nu har man ventet i femten lange Aar! - Aa, lille Vorherre, lille Vorherre, Ens Ho'ede, Ens Ho'ede ...!

Mdm. THOMSEN
(er kommen ind. - Betragter ham bekymret. - Hun lægger en Haand paa hans Skulder).

Er Du syg, lille Manuel ...?

EMANUEL
(farer sammen. - op).

Nej, man er ikke! - Men man bli'er det nok!

Mdm. THOMSEN
(klapper ham).

Saa, saa ...! Du er osse saa altfor hidsig paa 'et ...!

35
EMANUEL
(lige ved at overgive sig).

Man er saa hjertelig træt af al dette Slideri og alle di Tanker ....

Mdm. THOMSEN.

Det er osse hver Gang, Mortensen har vaaren her, saa ....

EMANUEL
(fra hende).

Altid skal Du hugge paa Mortensen!

Mdm. THOMSEN.

Men det er osse ham, der sætter det onde i Dig, Manuel ....

EMANUEL.

Mortensen er vos en trofast Medhjælp! Og det har han været, fra den Tid En laa i Vuggen!

Mdm. THOMSEN.

Jo, jo ... Men ...

EMANUEL.

Og hvor skulde En kunne holde Øje med Møllegaarden, om ikke Menneske-Mortensen bragte En sine Tidender !

Mdm. THOMSEN
(bedende).

Jeg synes, Du skulde slaa den Gaard a' Ho'edet, lille Manuel ...

EMANUEL
(hidsig).

Det véd man, det véd man! Ens egen Mor danser paa Ens Hjerte!

Mdm. THOMSEN.

Nej, det gør jeg ikke, Manuel; men vi kunde jo sidde vor Tid ud her og ha' det roligt og fredeligt, bare Du ...

EMANUEL
(hidsigere og hidsigere).

Ens egen Mor bryder sig ikke om, at Ens Livsmaal gaar i Fløjten! - Ens egen Mor blæser ad Ens dyreste Ønsker! - Ens egen Mor saa' En helst kørt paa Galeanstalten ... med fire for, for saa gik det hurtigere!

Mdm. THOMSEN
(tørrer Øjnene).

Manuel, Manuel ...!

EMANUEL
(indtrængende).

Har En da ikke sagt Dig, at En bryder sig ikke om andet i Verden end at faa Ens Fødegaard tilbage! Har En ikke sagt Dig, at En har lagt Skilling paa Skilling i disse femten Aar for at faa Gaarden tilbage! Har En ikke læst for Dig om Aftenen i sine Historiebøger, at der er no'et, der hedder højere Hensyn, som et Menneske skal kæmpe for! - Og har En ikke sagt Dig, at Ens egen Fader har aabenbaret sig for En i Drømme og lovet, at En skal faa Gaarden tilbage, bare En holder ud og sætter sin Lid til Vorherre ... deroppe.

Mdm. THOMSEN.

Jo, jo ... Men jeg mener nu, a' vi vilde ha' det meget roligere, som vi har det! - Og hvis Du nu bare vilde gøre Alvor a' det med Wulfdine ... Hun 36 har jo da no'en Skillinger, og saa kunde vi have en større Forretning ...

EMANUEL
(slaar ud med Armene).

En har ikke Tid til at tænke paa Elskov og Fjas!

Mdm. THOMSEN.

Du véd jo dog, at lille Dine ...

EMANUEL
(værdig og afgørende).

En véd, at Pigen nærer en brændende Kærlighed til En! - Men før man sidder som Ejer derude paa den fædrene Gaard, før ønsker man ikke at indlade sig i noget som helst Slags Forhold til en Quinde! (slaar en Haand ned i Bordet:) Og Gaarden vil man ha', om man saa skal vente i femten Aar til! Hva' staar der ikke hos Digteren: Vent og haab, vær sejg som Staalet, Da Du langer vel til Maalet! (Med lysende Øjne:) Og tænk saa, Mor Karen, naar vi ruller ind paa Møllegaarden! Hestene skal være pyntede med grønt, og Flag skal der være ...

Mdm. THOMSEN.

Der er di fremmede, Manuel ....

EMANUEL
(vender sig fortrydelig).

Hum ... !

Morbror JAKOB Og WULFDINE
(er stille kommet ind fra Butikken).
Morb. JAKOB.

Goddag i Stuen! ... I hørte nok ikke, det ringede? (Stikker paa Næven:) Goddag, Søster Karen! - Goddag, Emanuel! ...

EMANUEL
(tier).
Mdm. THOMSEN
(forlegen).

Værsgod og ta' Plads! - Værsgod og sæt Dig, Wulfdine ...!

WULFDINE
(lille, fed, købstadsklædt. - Hun er yderst genert og forlegen. - Staar og vrider sig op ad Dørkarmen uden at turde vove sig frem paa Gulvet. - Hun kaster hastige og sky Blikke hen mod Emanuel).
Morb. JAKOB
(forklarende til Emanuel).

Ja, Dine vilde jo gerne et lille Løb til Byen; og saa kørte vi med Sognefogden. - Hun har faaet sig et nyt Syskrin. - Vis dog Emanuel dit Skrin, Dine!

WULFDINE
(genert-vrippen. Vrider sig op ad Dørkarmen).

Du ka' da osse la' mig Være i Fre', Far! (Hun staar med et blomstret Lommeklæde i Haanden. Det er knyttet om en firkantet Genstand, Syskrinet. - I sin Forlegenhed vrider og vender hun denne Pakke og er undertiden lige ved at tabe den).

Pause.

37
Mdm. THOMSEN.

Det er osse et nydeligt Vejr ...

Morb. JAKOB.

Ja, Vejret er ikke at klage paa, Søster Karen ...

Pause.

Morb. JAKOB.

Vi har ta'et en halv Tønde Kartofler med til Jer, Emanuel. - Den staar henne hos Elius Andersen.

EMANUEL
(formildet ved Gaven).

Tak, Morbror Jakob! - Ja, den Slags Urter vokser jo ikke gratis herinde paa Stenbroen !

Morb. JAKOB.

Næi. - Men jeg vilde da nok ha' Sækken med igen.

EMANUEL.

Naturligvis; Sækken er jo din.

Mdm. THOMSEN.

Det var rigtig net af Dig, Bror Jakob.

Morb. JAKOB.

Aa ja saamænd ... Men det var da ellers Dine, der fandt paa det. Emanuel holder saa meget a' vore Kartofler, sagde hun; de er saa fede.

ALLE
(ser hen mod Wulfdine).
WULFDINE
(grædefærdig).

Hva' ska' I allesammen glo hen paa mig for!

Mdm. THOMSEN
(der har fattet lidt Mod).

I bli'er vel hos vos i Dag? Mad ska' I jo ha', saa I kan jo li's'godt ta' den hér!

EMANUEL
(bistert).

Hum ...!

Morb. JAKOB.

Ja-a, Tak, som byder ...

Mdm. THOMSEN
(vanvittig dristig).

Og vil I overnatte, saa kan vi vel osse skaffe Plads til det ...

EMANUEL
(eksploderer).

Du snakker! Vil Du ha' dem i Spisekammeret ka'ske!

WULFDINE
(synker i Knæ).
Morb. JAKOB.

Næi, ellers Tak, Søster, men vi ta'er da hjem med Sognefogden. - Jeg har jo min Skole ...

EMANUEL
(mod Moderen).

Ja, han har jo sin Skole, saa Du kan da begribe, at han ikke saadan kan ligge og boltre sig ude om Natten!

Trykket Taushed. - Butiksklokken ringer.

ET TELEGRAFBUD
(ind. Overrækker Emanuel et Telegram).
EMANUEL
(brydsk).

Hvad er det? (Mod Moderen:) Har Du nu lavet Regninger igen?

BUDET.

Nej, det er et Telegram. (Ud.)

EMANUEL
(skælvende).

Et Telegram ...!

38
Mdm. THOMSEN
(forfærdet-bekymret).

Aa, Gu', Manuel dow, hva' ka' det være ...!

EMANUEL
(vender og drejer nervøst Telegrammet).
WULFDINE
(grædefærdig).

Smid det Manuel, smid det!

Morb. JAKOB.

Sludder, Dine! - Bræk det hellere, Emanuel; saa faar vi jo se, hva' det er!

Mdm. THOMSEN
(i Angest).

La' Morbror brække det, lille Manuel ...!

EMANUEL
(stiver sig op).

Snak, Mor Karen, man er da vel sæl et Mandfolk! (Atter nervøst:) Men ... men, man maa bede Jer gaa lidt ud i Butikken ... man véd jo nok, hvad det er ... det vil sige, man véd jo ikke! ... men ... vil I ikke ... man vil helst være lidt alene ....

Morb. JAKOB
(rejser sig).

Kom Søster Karen, la' Emanuel brække det i Fred ... Dine skal ha' nogle Sager ude i Butikken.

Mdm. THOMSEN
(ængstelig).

Jo, men ....

EMANUEL
(haardt).

Gaa saa! - Man skal nok kalde ...!

Mdm. THOMSEN
(mod Butikken).

Aa Gu', saadan et, har han aldrig faaet før!

Morb. JAKOB
(trøstende).

Naa, naa, Søster; det retter sig nok, skal Du se, det retter sig! - Kom saa Dine!

De gaar ud i Butikken.

EMANUEL
(aabner med nervøs Hast Telegrammet og læser):

Emanuel Thomsen Gammelkøbing. 50,000 faldet paa Deres Nummer. - Deres Andel altsaa 12,500. Svendsen. (Styrter ligefrem paa Knæ.) 12,500! - 12,500! man takker Dig lille Gud Fader i Himmelen! - (Springer op.) Mor Karen! Mor Karen!

Mdm. THOMSEN
(hurtig ind fra Butikken fulgt af de andre).
EMANUEL
(falder paa Knæ for hende).

Man har været et slet Menneske ...!!

Mdm. THOMSEN
(forfærdet).

Men Manuel dow ...! Lille Manuel dow ...!

EMANUEL
(rejser sig, straalende over hele Ansigtet og slaar sejersstolt ud med den lange Arm).

Men nu kan man købe Møllegaarden, hva' Dag, man vil!

Tæppe.

39

TREDJE BILLEDE

Samme Dekoration som i anden Akt. - Henad Aften. - Dug paa Divanbordet med Rester af Aftensmaaltidet.

Emanuel, i pragtfuld Slaabrok og med en lang Pibe i Munden, staar ved den aabne Dør ud til Butikken og giver sine Ordrer til nogle Flyttefolk, der er i Færd med at bringe de sidste Sager fra Butikken ud paa en Flyttevogn:
Ja, saa er det Reolen dér! - Naa, naa forsigtig! pas paa Glasdøren, Niels Larsen! - Saa, det gik jo! - - Og saa si'er I til Fuldmægtigen, at man sæl skal komme hen og tale med ham i Morgen. - Hva'? - Nej, det andet skal blive her! -- Far vel! Far vel!(Tager sin Portemonnæ op.) Aa hør lidt hér! - Her har I en Krone til Øl! - Ikke no'et at takke for! -- Far vel! (Lukker Døren. Frem i Stuen.)

Morb. JAKOB.
(sidder midt i Sofaen og damper paa sin sølvbeslagne Merskumspibe).
EMANUEL
(gnider sig i Hænderne).

Saa, nu slap man da Enden paa det Butiksvrøvl! - Vorherre er god, bare man holder ud!

Morb. JAKOB.

Ja, aaja ... Og Du har osse sagt alle dine Pladser op?

EMANUEL
(med en Haandbevægelse).

Alle! - Man har længe nok maattet springe Badut for di storsnudede Byfolk!

Morb. JAKOB.

Og nu vil Du købe Gaarden?

EMANUEL.

Ja.

Morb. JAKOB.

Har Du snakket med en Prokurator?

EMANUEL
(undvigende).

Det haster jo ikke! Man behøver jo bare at melde sig, saa har man den! - (Gnider sig ret inderlig vel til Mode i Hænderne.) Man har Lyst til at gaa lidt herinde og spille Kavaler først! - Gaarden render jo ingen Steder!

Morb. JAKOB.

Nej, aanej ....

EMANUEL
(trækker en Pakke frem under Sofaen).

Nu skal Morbror se, hvad man har købt til Mor Karen og Kusine Dine! (Aabner Pakken og tager to med pralende Blomster broderede Silkeforklæder frem, - Breder dem ud:) Hva' Morbror, di har vasket sig!?

Morb. JAKOB
(uvillig).

Du er ble'en saa flot, Emanuel.

EMANUEL
(alvorlig).

Man har saa meget at gøre godt igen, Morbror! Man har været et slet Menneske i alle di onde 40 Aar! - En har jo gaaet rundt med et trist Lune over sin Karakter, fordi En hverken vidste ud eller ind! - (Glad.) Men nu da Glæden er begyndt at spire, saa bli'er man god!

Morb. JAKOB.

Ja-a ... Du skulde se at faa Carl Johansen med ud at se paa Gaarden.

EMANUEL
(overlegent).

Man er vel sæl Landmand!

Morb. JAKOB.

Jo, saamænd jo .... Efter min Formening skulde Du nu købe straks, naar Du da vil købe ....

EMANUEL.

Aa, lad bare Kornelius sidde og hoppe derude til Terminen! Des mørere bli'er han!

Morb. JAKOB.

Aa, ja ....

EMANUEL
(med lysende Øjne).

Det bli'er en stolt Dag, den Time, man holder sit Indtog, Morbror!

Morbr. JAKOB.

Det gør 'et ...

EMANUEL.

En var et lille Trip derude omkring i Søndags, Dagen efter, man ha'de vundet i Lotteriet .... Det er dog vist et Smøleho'de, ham, min Nabo, Greven paa Lindenborg! (Muntert.) Det trænges vist svært, at man kommer ud og gi'er ham et godt Raad engang imellem.

Morbr. JAKOB.

Aa ja, gode Raad kan vi jo alle trænge til ...

EMANUEL.

No'en a' vos, ja!

Butiksklokken ringer.

EMANUEL
(springer op).

Hva' er det! - Hvem er det?

Frk. REIERSEN
(ind).
EMANUEL
(imod hende. Brydsk).

Hva' vil Di?

Frk. REIERSEN
(bange).

Er Madam Thomsen ikke til Stede?

EMANUEL.

Min Fru Moder er optaget i Huset! - Hva' vil Di?

Frk. REIERSEN.

Jeg vilde gerne ha' en halv Alen flad Elast!

EMANUEL
(overlegent).

Di gaar vist forkert!

Frk. REIERSEN
(med Røret).

Hva' si'er Di?

EMANUEL
(raaber).

Di maa gaa om i en anden Gade, si'er man! Vi handler ikke mere!

Frk. REIERSEN
(der stadig angestfuld holder sig et Par Skridt borte fra ham).

Hva' gør Di 'nte, si'er Di?

EMANUEL.

Nej! Ens Fornedrelsestilstand er til Ende!

Frk. REIERSEN.

Jeg vil heller handle med Deres Mo'er!

41
EMANUEL
(arrig).

Vrøvl! - Di skulde se og faa Dem et Rør til!

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er Di?

EMANUEL
(brøler i Røret).

Man vil se Dem hængt!

Frk. REIERSEN
(flygter mod Døren).

Ih, Du forbarmende, Menneske ....!

EMANUEL
(som før).

Gaa Di ud til Deres Roser!

Morbr. JAKOB
(manende).

Emanuel, Emanuel .....

Butiksklokken ringer.

Fru LASSEN og Fru HEILBUNTH
(ind).
Fru LASSEN
(slaar Hænderne sammen).

Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! saa er det dog sandt!

Frk. REIERSEN

(hen til hende som for at søge Beskyttelse. - Peger paa Emanuel) . Han har ingen Dannelse!

EMANUEL
(brøsig mod Damerne).

Di gaar vist fejl i Byen, mine Damer!

Fru HEILBUNTH.

De har altsaa ophævet Butikken!

Fru LASSEN.

Og sagt alle Deres Pladser op!

EMANUEL
(bukker ironisk).

Med Deres Tilladelse ja! - Man er ked af at springe Badut!

Fru HEILBUNTH.

Springe Badut? - Hvor er Madam Thomsen?

EMANUEL.

Min Fru Moder er beskæftiget i di indre Gemakker ! -- (Med en Haandbevægelse mod Mbr. Jakob.) Man har Gæster, som Di ser!

Fru LASSEN
(dirrende).

Er det Deres Hensigt at vise os Døren?

EMANUEL.

Det er, som Damerne behager!

Fru HEILBUNTH.

Og Deres Moder, som havde lovet os seks Pund Uldgarn til Asylet!

EMANUEL
(Portemonnæen frem).

Man er villig til at refundere det fornødne i Penge!

Fru LASSEN
(sprutrød).

Un - næi ...!

Frk. REIERSEN.

Hva' si'er han?

Fru HEILBUNTH.

Han er bleven vanvittig!

Fru LASSEN.

Aldrig sætter vi vore Ben her mere!

EMANUEL.

Her vil heller ikke være Brug for dem!

Fru HEILBUNTH

(griber fat i Frk. Reiersen) . Kom ! (Haler af med hende.)

42
Fru LASSEN
(foran Emanuel. Dirrende).

Der er visse Folk, som ... som ... som ... Uff ! (Ud efter de andre.)

EMANUEL
(bukker).

Ganske af Fruens ærede Mening! (Om mod Mbr. Jakob:) Man kan muntre dem, hva'? (Gnider sig fro i Hænderne.) Man kan muntre dem med Delikatesse, hva'!

Morbr. JAKOB.

Jo, aajo ... Men er Du ikke en Kende vel haard, Søstersøn?

EMANUEL.

Haard?! - Di har rendt rundt paa Ens Hjerte i femten Aar!

Morbr. JAKOB.

Aajo, saamænd ... Folk kan jo stundom være vilde nok! - Men naar Du nu faar Gaarden, er Du jo din egen Herre ....

EMANUEL
(begejstret).

Det er man! Og al Ting derude ska' laves som i Bedstefars Tid! Man har jo ikke tænkt paa andet, siden man blev jaget derfra med Skam og Skændsel! - Blomster ska' der plantes i Haven! Og Søen skal renses op! Og Vinduer og Døre skal males grønne! ... Det er Haabets Farve, Morbror Jakob! Det er Haabets skinnende Farve!

Morbr. JAKOB.

Jo saamænd, det er 'et jo .... Men der skal ellers Penge til, Emanuel ....!

EMANUEL
(slaar sig paa Lommen).

Dem har man!

Morbr. JAKOB.

Jo-o .... Men Landbruget ... hva' gør Du ved Landbruget?

EMANUEL
(flot).

Man ta'er sig en flink Avlskarl! - Og Menneske-Mortensen passer Møllen! - Og Mor, og En sæl sørger for Huset og Haven!

Morbr. JAKOB
(prøvende).

Karen er jo gammel ....

EMANUEL.

"Karen" er en Knop!

Morbr. JAKOB.

Jo, aajo ....!

EMANUEL
(skælmsk).

Og En kunde maaske ogsaa falde paa at gifte sig, Morbror; nu En har faaet Smør til Brødet!

Morbr. JAKOB
(med opmærksomme Øjne).

Jo-o-o .....

EMANUEL.

Om Gud Herren vilde lade En træffe en dertil passende Quinde!

Morbr. JAKOB.

Den sande Quinde er vanskelig at komme over, Emanuel ....

EMANUEL.

Med Guds Hjælp, Morbror! Han har standen En bi til Dato!

43
Morbr. JAKOB
(tøvende).

Du har kanske allerede set Dig en ud ...?

EMANUEL
(rødmende).

Hæ .... !

Morbr. JAKOB.

En af denne Bys Døtre kanske?

EMANUEL
(afgjort).

Nej, en Byflane ta'er man aldrig!

Morbr. JAKOB
(lettet).

Nej, aanej .... Quinden trives bedst paa de brede Marker!

Pause. Man damper heftigt af Piberne.

EMANUEL
(filosofisk).

Der gives mangfoldige triste Ægteskabsforbindelser, Morbror Jakob!

Morbr. JAKOB.

Aaja, saamænd, ja ....

EMANUEL.

Jo; man har set en Del!

Morbr. JAKOB.

Manden skal være Quindens Hovede!

EMANUEL.

Naturlig, ja! Men man skulde dog ogsaa gerne have Kærlighed til hverandre ...

Morbr. JAKOB.

Kærligheden kommer med det engere Samliv, Emanuel!

EMANUEL.

Ikke altid, Morbror ....

Morbr. JAKOB.

Aanej, saamænd, nej ... Ikke altid .... Fornyet Dampen.

Morbr. JAKOB
(prøvende).

Min Dine er jo osse i den Alder, at en omhyggelig Fader maa se sig om efter en god Ægtefælle ....

EMANUEL
(undvigende).

Ja, Dine er jo kuns et Par Aar yngre end En sæl ...

Morbr. JAKOB.

Ja--a ... (Rykker frem med Tropperne.) Og hun har jo et Par Skilling til bedste ...

EMANUEL
(som før).

Det har hun vel ....

Morbr. JAKOB.

Det har hun, ja ... Hun er jo eneste Barn. Og saa faar hun jo det hele ...

EMANUEL.

Ja .... Hvormeget, mener Du ....?

Morbr. JAKOB.

Aa, en fem-seks Tusind .....

EMANUEL.

Hum .... ja det var jo en god Skilling ....

Pause.

Morbr. JAKOB
(forsøgende).

Han, Morten Hansen, Du véd, i Græsted, han har jo forhørt sig om hende ....

EMANUEL
(lukket).

Naa, har han det? Ja, han sidder jo paa en god lille Gaard ....

44
Morbr. JAKOB
(noget skuffet).

Aajo, saamænd, ja .... Men baade jeg og Søster Karen ha'de da ellers tænkt, at vi heller vilde ha', at hun skulde blive i Familien ....

EMANUEL
(som før).

Naa ha'de I det ...... Pause.

EMANUEL
(tager en Avis og læser).
Morbr. JAKOB
(skæver til ham bag Piben).
WULFDINE
(ind fra Køkkenet med en Bakke. Bliver staaende forlegen og knækker i Knæene).
EMANUEL
(venligt).

Ta' Du kun Sagerne ud, Dine; man kan godt læse Avisen alligevel ...

WULFDINE
(genert).

Pas Dig sæl; der er ingen, der har spurgt Dig ... (Knækker nærmere til Bordet og begynder at sætte Tallerkener og Kopper paa Bakken.)

EMANUEL
(rejser sig og tager det ene Forklæde).

Se her, lille Dine, det er til Dig!

WULFDINE
(ved at besvime af Forlegenhed).

Hva' render Du og køber Forklæder til mig for .... ? Det er der ingen, der har bedt Dig om ....

EMANUEL
(giver hende Forklædet og sætter sig atter til Avisen).
Morbr. JAKOB
(rejser sig).

Ja, jeg gaar et Løv ud til Søster Karen. Jeg har et Par Ord og skal ha afgjort med hende...

WULFDINE
(vrider sig).

Nu ska' jeg ... (Vil flygte.)

Morbr. JAKOB
(griber hende i Armen).

Nej, bli' Du her og pas din Syssel! (Ud.)

WULFDINE
(sveder af Generthed).

Pause.

EMANUEL
(bliver opmærksom paa et Avertissement i Bladet. - Læser det halvhøjt).

-Førstkommende Søndag den 14. Maj, Aften Kl. 7½, afholder Borgerforeningen sin aarlige Stiftelsesfest med det sædvanlige Festmaaltid og paafølgende Bal. Bestyrelsen." (Mod Wulfdine:) Vil Ens lille Kusine med til Bal paa Søndag?

WULFDINE
(taber en Gaffel af Forlegenhed).

Pas Dig sæl ... !

EMANUEL
(rejser sig og tager Gaffelen op).

Hva' si'er den lille Dine til at komme til at danse med Fætter Manuel?

WULFDINE
(ryster af Angest).

Jæ vil blæse Dig et Stykke ....!

EMANUEL
(tager hende under Hagen).

Sikke no'en røde Roser hun har paa sine smaa Kinder!

45
WULFDINE
(skælvende, grædefærdig).

Hva' kommer det Dig ved ....

EMANUEL
(slaar med kry Holdning et Slag hen til Vinduet og ser ud).

Sikket ma'esløst Vejr! Ska' vi gaa en lille Tur ned paa Kirkestien, Dine?

WULFDINE.

Ja, gaa Du bare ... Der er ingen, der har haft Bud efter at spadsere med Dig ...!

EMANUEL
(klapper hendes Kind).

Nu gaar man op og gør sig i Stand til Promenaden! - (Skælmsk:) Skal vi invitere de gamle med?

WULFDINE.

Ja værs'god ...! Hva' kommer det mig ved...!

EMANUEL
(overvejer).

Jo, man anser det for det korrekteste! (Ud.)

WULFDINE
(ser henrykt og betaget efter ham).
Morbr. JAKOB og Mdm. THOMSEN
(ind).
Mdm. THOMSEN
(hen at klappe Wulfdine. Glad).

Nu skal vi rigtignok ud at spadsere med Manuel, lille Dine!

WULFDINE
(vrippen).

Hva' har I allesammen saa travlt med mig for ....

Morbr. JAKOB.

Naa, naa, Dine!

WULFDINE.

I ka' jo passe Jer sæl ....

Morbr. JAKOB.

Hva' sa'e Emanuel til Dig, lille Dine?

WULFDINE
(grædende).

La' mig være i Fre', si'er jeg ...!

Mdm. THOMSEN.

La' hende sunde sig paa det, Bror Jakob ...!

Morbr. JAKOB.

Aa ja saamænd, Søster, la' hende det. - Det retter sig vel ...

Mdm. THOMSEN
(mildt).

Gaa Du kun ud med Sagerne, lille Dine! Du behøver ikke at vadske op før bagefter; nu ska' vi jo ud og spadsere ...

WULFDINE
(tørrer Næse og Øjne).

Jæ vil vadske op først ...

Mdm. THOMSEN.

Ja, gør Du saa det da ....

WULFDINE
(knækker ud med Bakken).

Pause.

Morbr. JAKOB.

Mon han har bestemt sig for hende, Søster?

Mdm. THOMSEN.

Ja-a, no'et har han da gjort ved hende ....

Morbr. JAKOB.

Det har han vel .... Men det var jo ellers 46 bedst, om vi fik fuld Besked, for han, Morten Hansen i Græsted, vor Nabo, har da ellers forhørt sig om hende ...

Mdm. THOMSEN.

Ja-a, det var jo en god Stilling for hende at komme i ...

Morbr. JAKOB.

Men jeg sa'e da til Emanuel, at baade jeg og Du helst vilde, at Dine blev i Familien ....

Mdm. THOMSEN.

Sa'e Du ham, at hun ha'de no'en Penge?

Morbr. JAKOB.

Ja-a ....

Mdm. THOMSEN.

Aa, Gu' give dow, Manuel ku' beslutte sig til a' ta hende! Og saa bli'e her i Byen og lave sig en Forretning .... Hva' ska' vi ude paa den Gaard? Han ka' jo ikke styre den ....

Morbr. JAKOB.

Næi .... men han slipper den ikke!

Mdm. THOMSEN.

Og hva' ska' der saa bli'e a' vos, naar vi gaar Fallit en Gang til ... (Grædende:) Det var saa forfærdeligt sidste Gang, li'som vor Far var død og saa rykke ud fra det hele ....!

Morbr. JAKOB
(trøstende).

Naa, naa, Søster ... Det retter sig! Alting retter sig, bare vi gi'er Tid ...!

Mdm. THOMSEN
(tørrer Øjnene).

Det gør 'et vel ....! Gaar Du saa op til ham?

Morbr. JAKOB
(trykker sig).

Ja-a ...

Mdm. THOMSEN.

Han er ovenpaa og gøre sig i Stand til Spadsereturen.

Morbr. JAKOB.

Ja-a ... jeg maa vel derop ....

Mdm. THOMSEN.

Ja-a ...

Morbr. JAKOB.

Kunde ikke heller Du, Søster ....

Mdm. THOMSEN
(i Angest).

Nej! ... Han har ingen Agtelse for mig ...!

Morbr. JAKOB.

Næi, det har han vel ikke ....! (Med et Suk). Ja, saa gaar jeg .... (Langsomt ud igennem Køkkenet.)

Mdm. THOMSEN
(pusler rundt og gør sig i Stand til Turen: Tager Forklædet af og Hat og Overstykke frem af Sekretæren).

Ork ja, ork ja ! Di Børn, di Børn ! (Butiksklokken ringer. Madammen studser og gaar hen og aabner Døren i Baggrunden. - Knikser overrasket:) Godaften, Diherrer! - Værsgod og kom indenfor. Overlærer Clausen, Toldkontrollør Knagsted og Sagfører Nusgaard ind. Hilsen.

KNAGSTED.

Saa er det altsaa sandt, at De har hævet Forretningen?

47
Mdm. THOMSEN
(ligesom undskyldende).

Jo, det er saamænd, Hr. Kontrollør! - Drengen har aldrig kunnet forlige sig med den Handel. Og nu da Vorherre har ladet hans Nummer komme ud, saa ...

CLAUSEN
(lyrisk).

Han vil købe sin Fædrenegaard tilbage?

Mdm. THOMSEN.

Aa Gu' bedre vos, ja det vil han, Hr. Overlærer ...!

NUSGAARD.

De er ikke glad ved det, Madam?

Mdm. THOMSEN.

Nej, jeg er saamænd ikke, Hr. Sagfører. Vi sidder jo og har det rart nok her!

CLAUSEN.

Jeg synes, det maa være saa skønt, saaledes at kunne komme tilbage til de gamle Tomter!

KNAGSTED.

Digtersludder!

CLAUSEN
(imod ham).

Hva' si'er Du?

KNAGSTED.

Ikke et Kvidder!

Mdm. THOMSEN.

Manuel synes osse, det vilde være saa skønt. Han si'er, at Byfolkene er saa storsnudede ...

KNAGSTED.

Det har han sgu Ret i!

CLAUSEN.

Du skulde skamme Dig, Knagsted!

KNAGSTED.

Saa-aa? - Over hvem?

NUSGAARD
(smilende).

Kontrolløren lader altid værre, end han er.

KNAGSTED.

Det er det omvendte af Jer andre!

Mdm. THOMSEN.

Er det Manuel, Diherrer vil tale med?

KNAGSTED.

Ja ... hvis han da ellers ta'er imod?

CLAUSEN
(puffer Knagsted til Side).

Aar Du ! - Ja, vi vilde gerne tale med Deres Hr. Søn, lille Madam Thomsen.

Mdm. THOMSEN.

Nu skal jeg kalde paa ham. - Han er ovenpaa!

KNAGSTED.

Ja, det lader sgu til det!

Mdm. THOMSEN.

Værsgod og sid Diherrer! Værsgod! (Ud.)

Herrerne sætter sig.

NUSGAARD.

Véd man, hvormeget Thomsen har vundet?

KNAGSTED.

To Mark og otte!

CLAUSEN
(elegisk).

Gid, det nu maa blive til Lykke for ham og hans!

KNAGSTED
(stadig tørt).

Det gør det sgu ikke! - Det gaar ad Helvede til, kender jeg de menneskelige Vilkaar ret!

48
CLAUSEN
(lægger mildt sin Haand paa Knagsteds Arm).

Du er et ulykkeligt Menneske, Knagsted, Du har ingen Idealer!

KNAGSTED.

Masser, gamle Slavepisker!

CLAUSEN.

Nej, Du har ikke! Du ser alting gennem sorte Briller!

KNAGSTED
(pludselig. Rolig).

Kender Du Thummelumsens Hane?

CLAUSEN
(forundret).

Thumme ....?

KNAGSTED.

Thummelumsens Hane, ja! - Det er mit Ideal!

CLAUSEN.

Sludder!

KNAGSTED
(rolig).

Kunde et Menneske naa frem til et saadant Trin af ophøjet Verdensforagt og imponerende Selvfordybelse, saa vilde man være "lykkelig" !

CLAUSEN.

Sludder, si'er jeg.

NUSGAARD
(ler).
KNAGSTED
(urokkelig).

Smukt er Dyret ganske vist ikke! Men en Filosof ser ikke paa det Ydre! - Hane-Mortensen, forstaar Du, lille Clausen, den bærer alle Livets Omskiftelser, uden at de gaar den til Hovedet; den la'er Jorden dreje sig om sin saakaldte Akse! - Men Du, og Thomsen og alle de andre Barnerumper, I bli'er rundtossede bare I en Dag faar Oksemørbrad i Stedet for Kalvelever; - Hr. Thummelumsen bli'er simpelthen vanvittig med Udmærkelse, naar han igen en skønne Dag sidder ude paa Møllegaarden! - Nu skal Du se!

NUSGAARD
(hemmelighedsfuldt smilende).

Ja, hvis han da nogen Sinde kommer til at "sidde" der?

CLAUSEN
(om mod ham).

Hva' vil det sige? - Hvorfor skulde han ikke faa den, naar han har Penge?

NUSGAARD.

Ja, det er jo egentlig en Forretningshemmelighed! Men der er sket Henvendelse til mig fra anden Side om Købet af Gaarden.

CLAUSEN
(indigneret).

Og det gaar De med til!?

NUSGAARD
(smilende).

Ja, hva' skal man sige ... Jeg er jo Forretningsmand!

KNAGSTED
(rolig).

Det er rigtig, Nusgaard! Sælg bare Gaarden! - Saa faar da Thumsen stadig noget at "kæmpe" for!

49
CLAUSEN
(indigneret).

Og det opfordrer Du til!?

KNAGSTED.

Ja, jeg gør - dit arrige Spektakel! - Tror Du ikke Katten er "lykkeligere", naar den lister uden om den varme Grød, end naar den æder den?

CLAUSEN
(spruttende).

Du er - Du er - Du er den per- so-ni-fi-ce-re-de Ondskabsfuldhed og Nederdrægtighed !

NUSGAARD
(leende).

Mine Herrer, mine Herrer ...

KNAGSTED
(rolig).

Og véd Du, hvad Du er, lille Clausen?

CLAUSEN.

Hum!

KNAGSTED.

Maa jeg sige det?

CLAUSEN.

Ja, værsgod!

KNAGSTED.

Men Du maa love mig, at ta' det roligt... ligesaa roligt, som Du plejer at ta' alting?

CLAUSEN
(fnysende).

Naada!?

KNAGSTED
(langsomt).

Du er en rigtig god, gammel, rar, elskværdig Statspensioneret - Overbarnenumse - Ømhedsfabrikant! - Kan Du stikke den ?

CLAUSEN
(farer op).

Men i det samme kommer

EMANUEL
(ind fra Køkkenet i Spadseredragt: Overfrakke, stiv Filthat, Handsker og Spanskrørsstok. - Bukker let).

Godaften, mine Herrer! - Min Fru Moder har meddelt mig, at De ønsker en Samtale?

HERRERNE
(hilser).
CLAUSEN.

Ja, kære Thomsen, vi kommer i Anledning af ...

EMANUEL
(har taget en Cigarkasse fra Sekretæren).

Vil Diherrer røge?

HERRERNE
(tager Cigarer).
EMANUEL
(river Tændstikker af. En til hver).
KNAGSTED
(medens han tænder. Alvorlig).

De har lagt Dem efter Tobak ... Hr. Thomsen.

EMANUEL
(tænder selv. Overlegen).

Ja, naar man har Raad til det, Hr. Toldkontrollør, hvorfor skulde man saa fornægte denne lille Nydelse! - Vil Diherrer ha' et Glas Sjerris?

HERRERNE
(afslaar).
EMANUEL
(verdensmandsmæssig).

Behag at ta' Plads ! (Sætter sig selv i en Lænestol.)

Morbror JAKOB og Mdm. THOMSEN
(ind fra Køkkenet).
50
EMANUEL
(med en Haandbevægelse).

Man beder sin Familie blive udenfor, til der bliver kaldt!

MORBRODEREN Og MADAMMEN
(trækker sig lydigt tilbage).
EMANUEL
(spørgende).

Naa, Diherrer, hvormed kan man saa være Dem til Tjeneste?

CLAUSEN
(rømmer sig. Forlegen).

Ja, ser De, Thomsen ... emmen-hemmen ...! vi kommer jo her som en Slags Deputation fra (Smilende:) "Dolkeklubben", som vox populi tillader sig at kalde den ... Er det virkelig Deres Mening at fratræde Deres Plads som Klubbens Tjener straks, som De har meddelt Formanden i en Skrivelse af 4de dennes?

EMANUEL
(med en Haandbevægelse).

Hvad man skrev, det skrev man!

CLAUSEN.

Jamen kunde De ikke ... til vi havde fundet en anden ... ? Klubben er ikke utilbøjelig til at lægge paa ... emmen-hemmen ... paa Deres Honorar!

EMANUEL.

Penge vil for Fremtiden være En en Bisag, Hr. Overlærer!

CLAUSEN.

Vi var saa overordentlig tilfreds med Dem! Vi kan slet ikke undvære Dem!

EMANUEL.

Diherrer kommer dog til det! - Man har nu andre og højere Hensyn, der kræver Ens fulde Opmærksomhed! (Med et fint Smil:) Og desuden, Hr. Overlærer: Det har ikke været Gu's Bestemmelse med En, at man skulde springe Badut for sine Medskabninger hele Ens Liv!

KNAGSTED
(pludselig. Rolig).

Jeg holder med Hr. Thomsen!

CLAUSEN
(mod ham).

Du! Men Du er jo Medlem af Deputationen !

KNAGSTED.

Det er jeg! Men derfor har jeg ikke solgt min Overbevisning! - Hr. Thomsen er nu af Skæbnens Haand løftet op i et højere Samfundslag. Og saa skulde Fanden hoppe rundt med Ragoutfade!

EMANUEL
(trykker Knagsteds Haand).

Tak, Hr. Toldkontrollør! Di er et Hjertemenneske ligesom En sæl! - (Til Clausen:) Og naar man nu har bekommet sin Fædrenegaard tilbage, saa ...

CLAUSEN.

Jamen De har jo ikke købt den endnu!

EMANUEL
(overlegent).

Man kan faa den, hva' Dag man vil! - Ikkesandt Hr. Sagfører?

51
NUSGAARD
(unddragende).

Naturligvis ... ganske vist! Det beror paa Dem selv ....

CLAUSEN
(stirrer forvildet paa Nusgaard).

EMANUEL
(afsluttende).

De vil altsaa indse mine Herrer, at hva' man skrev, det skrev man! - Naar man bestemmer sig til at blive Proprietær, saa bli'er man Proprietær!

KNAGSTED.

Og Nabo til Grev Rosenkalk!

EMANUEL
(slaar ud med Haanden).

Og Nabo til Hans Excellence paa Lindenborg!

Pause.

CLAUSEN
(beklagende).

Ja, saa nytter det vel ikke at forsøge videre ... ?

KNAGSTED
(rolig; bebrejdende).

Clausen, nu fornærmer Du jo Hr. Thomsen! En Mand er en Mand, og et Ord er et Ord!

EMANUEL
(trykker Knagsteds Haand).

Man har altid sat megen Pris paa Dem, Hr. Toldkontrollør!

KNAGSTED
(bukker).

Iligemaade, Hr. Proprietær!

EMANUEL
(kror sig).

Tak! (Mod alle Herrerne:) Men mon Diherrer nu til Gengæld vilde bevise En en lille Tjeneste?

KNAGSTED.

Med Fornøjelse!

EMANUEL
(lidt stammende).

Nu da man ... Da man jo nu, som Di sæl si'er, Hr. Kontrollør ...

KNAGSTED
(alvorlig).

Toldkontrollør! - Ellers kunde man let tro, at jeg var ansat ved Sporvognene!

EMANUEL
(forfjamsket).

Undskyld Hr. ... undskyld, jeg ...

KNAGSTED
(rolig).

Det var den Tjeneste, Hr. Thomsen ...?

EMANUEL
(endnu mere forlegen).

Ja, ser Di ... jo, da man nu er flyttet op ved Gu's Hjælp i et højere Samfundslag ... Saa vilde man jo osse gerne stemples. -

KNAGSTED.

Stemples ... ?

EMANUEL.

Ja, man mener, optages i det ... i det højere Lag ...

KNAGSTED.

Ja ... Jo ... naturligvis!

EMANUEL.

Og saa var det, jeg vilde spørge Diherrer, om Di vilde være med til at indballontere En i Borgerforeningen, saa at man med Familie kunde deltage i den forekommende Stiftelsesfest paa Søndag?

Taushed. Forlegne Blikke mellem Clausen og Nusgaard.

CLAUSEN.

Ja, jeg véd ikke ...

52
NUSGAARD.

Det er jo noget sent, saa ...

KNAGSTED
(der har iagttaget de tvende Herrer).

Naturligvis, Hr. Thomsen; det kan der ikke være noget i Vejen for! Det vil være os en stor Fornøjelse ! (Clausen haler ham afværgende i Frakken.) Se, hvor ivrigt min Ven Clausen animerer mig dertil! (Slaar Clausen paa Skulderen:) Du er et Hjertemenneske! (Til begge Herrerne:) Vi er altsaa enige? Vi foreslaar altsaa Hr. Thomsen?

CLAUSEN.

Ja ... jo ... naturligvis ...!

NUSGAARD.

Jo ... ja ... ja-a!

EMANUEL
(fornøjet).

Tak Diherrer! - Skulde Diherrer engang komme ud ad Møllegaarden til, vil det være En sæl og Ens tilkommende Hustru en Ære at se Dem indenfor !

KNAGSTED.

Tænker De paa at gifte Dem, Hr. Proprietær?

EMANUEL
(der retter sig, hver Gang der siges Proprietær).

Ja; man har udvalgt sig en Quinde til at være hos En ! (Hen at aabne Køkkendøren:) Saa ka' I komme!

Mdm. THOMSEN, Morbror JAKOB og WULFDINE
(ind).
EMANUEL
(tager Wulfdine ved Haanden og haler hende frem paa Gulvet).

Min Kusine og Forlovede, Frøken Wulfdine Henriksen!

WULFDINE
(ved at besvime af Undseelse. Grædefærdig).

I ka' heller aldrig la' mig være i Fre' ...! Saa slip mig dow, dit Fæ! (Kommer løs og søger Ly bag Mdm. Thomsen.)

HERRERNE
(lykønsker).
Mdm. THOMSEN
(folder Hænderne).

Saa ble' det dow til 'et alligevel !

Morbr. JAKOB
(glad).

Ja, sa'e jeg ikke nok, at det rettede sig! Alting retter sig!

KNAGSTED
(hen mod Wulfdine, der flygter).

Til Lykke, Frøken! (Faar fat i hendes Haand:) De har faaet en fortræffelig ....

WULFDINE
(arbejder sig løs).

Saa slip mig dow. Di Utuske ...! (Slipper løs.)

Mdm. THOMSEN.

Men skammer Du Dig dow ikke, Dine!

WULFDINE
(grædende).

Næi ...! I ka' jo la' mig passe mig sæl ...!

KNAGSTED
(til de to Herrer).

Ja, saa siger vi vel Adjø, mine Herrer! Her fejres jo en Familiefest!

EMANUEL
(rørt).

Farvel, Diherrer! Man skal aldrig glemme Deres Godhed!

53
KNAGSTED
(klapper ham paa Skulderen).

Ja, saa ses vi ved Festen i Borgerforeningen! - Det er os, der skal takke! - Far vel, farvel ! Almindelig Afsked.

CLAUSEN
(afsides; hidsig).

Jeg forstaar Dig sandelig ikke, Knagsted!

KNAGSTED
(rolig).

Det er der jo heller ingen, der har bedt Dig om! (Herrerne gaar.)

Tæppe.

FJERDE BILLEDE

Festlokalerne paa Hotel "Stadt Gammelkøbing." -

Scenen: et større Sidekabinet med aabne Fløjdøre i Baggrunden til den store Teater- og Balsal. Paa Væggene i Salen og Kabinettet forgyldte Spejle og tændte Lampetter. - Under Loftet Lysekroner. - Paa begge Sider af Scenen Døraabninger med Portierer. Døren til venstre fører ind til Spisesalen. Døren til højre ind til andre Sidekabinetter. - I Hjørnet i Baggrunden en Buffet. -

Smaa dækkede Kaffeborde. Lænestole og Sofaer. - Aften under Borgerforeningens aarlige Festbal.

Et Par Opvartere, der skal forestaa Serveringen af Kaffen efter Festmaaltidet, staar lyttende til venstre ved Indgangen til Spisesalen, hvorfra man hører Overlærer Clausen holde en blomstersmykket Tale for Borgmesteren. - Talen afbrydes hyppigt af "Hør!" og "Bravo!" - Endelig slutter Clausen af med et: "Leve Gammelkøbings udmærkede Borgmester, Hr. Kancelliraad Reiersen!" - Hurraraab. - Touche fra Musikken i Balsalen. - Opvarterne deltager i Hurraerne. -

Værten, PLID-HANSEN
(kommer farende ind fra højre).

Hva' staar I her og gloer efter! - Er Bordene i Orden? - Hvor skal Greven sidde?

1ste OPVARTER
(peger).

Der, Hr. Hansen ...

PLID-HANSEN.

Og Borgmesteren?

2den OPVARTER
(peger).

Der, Hr. Hansen ...

PLID-HANSEN.

I ta'er hver sit! - Di lavere sørger Mauritsen og Jensen for!

OPVARTERNE.

Javel, Hr. Hansen ...

PLID-HANSEN.

Fanden osse, at man ikke kan faa nogle flere Opvartere i denne Fedteby!

1ste OPVARTER.

Der var jo de to Bybude, Hr. Hansen ...

PLID-HANSEN.

Bybude? Er Di gal! Man risikerede jo, at di mødte med Trillevogn! - (Ser sig om.) Men hvor er 54 Likørerne! - I mangler da ogsaa ganske Plid, Mennesker! - Likørerne!

OPVARTERNE
(styrter hen til Bufetten).

Man hører Skuren af Stoleben.

PLID-HANSEN
(forvildet).

Nu rejser di sig! - Kaffen! (Farer ud til højre.)

OPVARTERNE
(sætter Likørflasker paa Grevens og Borgmesterens Borde).
EMANUEL
(i Festdragt kommer halende fra Spisesalen med Mdm. Thomsen under den ene, og Wulfdine under den anden Arm. - Han er højst forbitret).
Mdm. THOMSEN
(fortrykt og ulykklig).

La' vos heller ta' hjem, lille Manuel ...

EMANUEL
(ophidset).

Hjem! Saa fik det storsnudede Kram da først no'et og grine af!

Mdm. THOMSEN.

Jamen, Du ser jo ...

EMANUEL.

Hva' ser man! - Ens Penge er vel li'saa gode som de andres!

WULFDINE
(holder sig stadig lige op ad Mdm. Thomsen. Undertiden griber hun hende i Kjolen).
1ste OPVARTER
(der har staaet og stukket Hovedet sammen med sin Kollega).

Gu' er 'et Thummelumsen, Konradsen! (Med fremstrakt Haand.) Godaften, Thomsen!

EMANUEL
(meget reserveret uden at tage hans Haand).

Godaften ....

2den OPVARTER
(frem).

Godaften, gamle Krigskammerat! - Godaften, Madam Thomsen!

Mdm. THOMSEN
(venligt).

Godaften, Konradsen! Det var da morsomt ...

1ste OPVARTER

(til Emanuel; peger paa Wulfdine) . Er det Pigebarnet?

EMANUEL
(med en Haandbevægelse).

Vil Di servere vos tre Kopper Kaffe!

2den OPVARTER
(ser ham an).

Du er nok bleven mavefør, siden Du har vundet i Lotteriet!

EMANUEL
(stamper i Gulvet).

Vil Di servere vos tre Kopper Kaffe! Eller man klager til Værten! (Hen mod et Bord.) Sæt jer her, Damer!

1ste OPVARTER.

Det Bord er optaget! Det er Grevens fra Lindenborg!

EMANUEL
(hen til et andet Bord).
2den OPVARTER.

Det er Borgmesterens!

EMANUEL
(rasende hen til et tredje).
55
1ste OPVARTER.

Det er Distriktslægens!

EMANUEL
(slaar i Bordet).

Man vil blæse Distriktslægen et Stykke! - Sæt Jer Damer!

DAMERNE
(dumper forfærdet til Sæde).

Pause.

OPVARTERNE
(rører sig ikke).
Mdm. THOMSEN.

Vi er vist gaaen mejet for tidlig fra Bordet, lille Manuel ... Hvor bli'er di andre a' ... ?

EMANUEL.

Man er ligeglad i begge Ender! - (Mod Opvarterne.) Faar man di tre Kopper Kaffe i en Fart!

PLID-HANSEN
(hurtig ind).

Di har glemt at lave Spillebordene i Stand inde i det røde, Konradsen! Hva' tror Di, Di faar Deres fem Kroner for, Dromedar! Af Sted med Dem !

2den OPVARTER
(ud).
PLID-HANSEN
(ser Familien Thomsen).

Ah, Godaften, Godaften, lille Thomsen! Godaften Madam ! Befinder sig vel ? - Sikken en Aften? Og sikken en Betjening! Sovesyge! Og ikke nær Folk nok! (Faar en Idé.) Hør lille Thomsen, Di kunde vel ikke for gode Ord og Betaling gi' en Haandsrækning med? Jeg skal nok ta' mig a' Deres Familie! - Og vil Di ha' nogle Levninger med hjem, saa ...

EMANUEL
(rejser sig. Med Højhed).

Man er Gæst her, Hr. Hotelvært! Man er betalende Medlem af Borgerforeningen! - Og man maa mejet beklage, at Di ikke forud har sørget for ordentlig Betjening paa en saadan Festaften! - Man kunde falde paa at klage til Bestyrelsen!

PLID-HANSEN
(staar først yderst forfjamsket. - Bukker derpaa dybt og servilt).

Undskyld jeg ... jeg ... Hr. Thomsen ... Denne uhyre Travlhed ... Di forstaar ... Di undskylder ... forfærdeligt ... Er der noget, hvormed jeg kan være Dem og Slægt til Tjeneste ... Tjeneste ... saa ... ?

EMANUEL
(naadigt).

Man be'er, man be'er ...! Man har bestilt tre Kopper Kaffe til En sæl og Damer; vil De være saa god at sørge for, at man faar dem lidt hurtigt ... uden Brød!

PLID-HANSEN.

Saa gerne! (Hurtig ud.)

EMANUEL
(sejersstolt).

Man kan gi' dem rent paa, hva'!

Mdm. THOMSEN.

Ja, Du er en hel Prins, Manuel!

Pause.

56
WULFDINE
(gaber).

Jæ ke'er mig saa grusomt!

Mdm. THOMSEN.

Nu ska' di snart til at danse, lille Dine!

WULFDINE.

Jæ synes, at Høstgilder er mejet morsommere!

EMANUEL.

Hyss!

2den OPVARTER
(ind med Kaffen. Særdeles høflig).
EMANUEL
(betaler og giver kraftige Drikkepenge).
KNAGSTED, NUSGAARD og FREISLEBEN
(ind fra Spisesalen).
NUSGAARD.

Puhh! sikken en Hede derinde!

KNAGSTED.

Har De en Cigar, Nusgaard? - Jeg har faaet Kvalme af Overclausens Borgmester-Rødgrød!

NUSGAARD
(byder Cigarer).

Ja, han kan sandelig tale!

FREISLEBEN.

Tale ...? Han taler sgu ikke! Det løber fra ham li'som ... hva'beha'er!

NUSGAARD
(til Opvarteren).

Vil De gi' os en Hennesy til Kaffen, Konradsen!

EMANUEL
(der har siddet og lyttet og stirret hen mod Herrerne).

Osse Hennesing her, Konradsen!

KNAGSTED
(sagte).

Ah, der sidder jo Godsejer Thummelumsen med Familie! - De ser ud, som de var paa Maskerade! - (Hilser over til Emanuel.) Godaften, Hr. Proprietær! Godaften Frue! Godaften Frøken!

EMANUEL
(oplivet).

Godaften Hr. Toldkontrollør! - Godaften Nusgaard! Godaften Freisleben!

Hilsener.

FREISLEBEN.

Det lille vigtige Pindsvin!

EMANUEL
(puffer til Wulfdine.)

Ser Du ikke, a' Herrerne hilser paa Dig, Dine!

WULFDINE
(knækker genert).

Jæ vil blæse dem et Stykke ... Det er der ingen, der har bedt dem om!

OPVARTEREN
(med Kaffe til Knagsteds og Kognak til begge Borde).
EMANUEL
(skænker til sig selv).

Vil Damerne osse ha'?

WULFDINE.

Nej behold Du bare dit Skidt sæl ...

EMANUEL
(hilser med Glasset over mod Herrerne, der hilser igen, Knagsted yderst venligt, de andre mere reserveret).
KNAGSTED
(afsides).

Han er storartet, den lille Godsejer!

NUSGAARD
(hemmelighedsfuld).

Skal jeg betro Deherrer noget? - Men De maa sgu ikke tale om det!

FREISLEBEN.

Naturlig, nej!

KNAGSTED.

Jeg er tavs som en Edderkop!

57
NUSGAARD
(kigger over mod Emanuel).

MØllegaarden er solgt i Dag ...!

FREISLEBEN.

Det er derfor, han er saa kry, Spøgelset!

NUSGAARD.

Jamen det er ikke Thomsen, der har faaet den! Det er Madam Svendsen, Luksusbugens gamle Husholderske !

KNAGSTED
(uvilkaarlig).

Hør, Nusgaard, det er sgu næsten Synd!

FREISLEBEN
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Synd!? Det har han Fanden gale mig rigtig godt a'!

KNAGSTED.

Sølle Thummelumsen!

NUSGAARD.

Han kunde jo ha' skyndt sig! - Og nu bød hun desuden Tusind Kroner mere!

KNAGSTED.

Hvad vil hun med den Gaard?

NUSGAARD.

Jeg tror, det er af Hævnsyge. - Hun skal ha' lagt an paa Thomsen og faaet Nej!

FREISLEBEN.

Det er storartet, hæ, hæ!

KNAGSTED.

Det gør mig virkelig ondt for ham ...

NUSGAARD
(skeptisk).

Naa-aa ....

FREISLEBEN.

Sludder, Tolder! (Peger mod Emanuel.) Se, hvor han sidder og kror sig derhenne med sine "Damer" ! - Jeg ha'de sgu den største Lyst til at gaa hen og fortælle ham Historien li'e op i hans aabne Ansigt!

KNAGSTED.

Det kan De vove paa, De - Spædekalvemorder!

NUSGAARD.

Nej, det maa De sgu ikke, Freisleben! - Det vilde ogsaa være Synd for ham. Lad ham nu bare more sig i Aften!

KNAGSTED
(nikker bifaldende).

Der er mere Menneske i Dem, end man skulde tro, Prokurator - efter Deres Haandtering! - Ja, Gu' skal Thomsen more sig i Aften! Saa har han da det at tære paa ! (Skraben af Stole inde fra Spisesalen. - Musikken spiller en March.) Saa, der har vi Dyrene!

Mdm. THOMSEN
(urolig).

Nu kommer di Manuel! La' vos gaa ind i Dansesalen ...

WULFDINE
(rejser sig hurtig og griber fat i Mdm. Thomsen).

Ja, kom, kom, Moster Karen ...! Jæ vil ikke være her ...! Di glor allesammen paa mig ...!

58
EMANUEL
(myndig).

I bli'er her, Damer! - Man har vel betalt sin Billet!

Mdm. THOMSEN.

Jo, jo ... men ... alle di Mennesker ...

WULFDINE
(skriger).

Der æ di ... ! (Haler i Mdm. Thomsen.) Kom dow ...

Mdm. THOMSEN.

Ja ... jo ... vi gaar ! (Hurtig ind i Balsalen.)

EMANUEL
(ser efter dem).

Jamen (Ser ræd hen mod Spisesalen. - Flot.) Naa ja, som Damerne vil, naturligvis! Man er jo Kavaler! (I en Fart efter Damerne.)

Under det følgende ses Familien af og til i Døraabningen ind til Balsalen, men forsvinder straks igen.

Til Takt af Musikken kommer Selskabet nu i større og mindre Grupper ind fra Spisesalen: Heilbunth og Lassen med Fruer; Fru Freisleben med Døtre; Overlærer Clausen med gamle Frk. Reiersen; Proprietær Heimann med Enkefru Oppermann; mange andre af Gammelkøbings Herrer, Fruer, Frøkener og unge Kavalerer.

Der ønskes Velbekomme. Man tager Plads ved Bordene, Kaffen serveres.

FRU FREISLEBEN
(farer hen til sin Mand. Rasende).

Er det en Manjér at løve fra Kone og Børn og la' dem sidde ...

FREISLEBEN
(tysser paa hende).

Rolig, rolig, Marie! How, how! Hoa, hoa ...

HEILBUNTH
(hen at trykke Clausens Haand).

Brillant Tale, Overlærer!

CLAUSEN
(glad bevæget).

Be'er, be'er, Hr. Redaktør ...

Frk. REIERSEN
(med Røret).

Hva' si'er han?

CLAUSEN
(rødmer og stammer).
Kæmner LASSEN
(raaber).

Han si'er, at Clausen holdt en udmærket Tale!

Frk. REIERSEN.

Var 'et den for min Bro'er? Jeg sad saa langt borte!

KNAGSTED
(i Forbifarten).

Nej; det var for Kongen af Siam!

Frk. REIERSEN.

Næ, hva' si'er Di! Ja, det skal jo osse være saadan en rar Mand!

Fru LASSEN
(peger paa Fru Oppermann).

Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth ! Et rent Fastelavnsris !

Fru HEILBUNTH.

Gyselig! - Og hun har fem Børn!

Fru LASSEN.

Hun burde piskes!

En fed DAME
(til en mager).

Har Di talt med Grevens, Fru Christensen?

DEN MAGRE
(sygt).

Nej ....

DEN FEDE.

Di handler hos vos!

DEN MAGRE
(misundelig).

Ja, det gør di nok!

59
DEN FEDE.

Hendes Naade drak saamænd Kaffe hos vos i Torsdags! Hun er mejet nedladende. Men Børnene véd jo ikke, hva' Ben di skal staa paa!

DEN MAGRE.

Saa-aa? Ja saadan gaar det jo saa tit med Børn!

Proprietær HEIMANN
(til Sagfører Nusgaard).

Sikke noget Blæk, den Rødvin!

NUSGAARD.

Ja, og hvad gi'er De mig for Sherryen!

KNAGSTED.

Den var sgu god nok!

HEIMANN.

De smagte den jo slet ikke, Kontrollør!

KNAGSTED.

Nej, Vorherre bevares!

FRU LASSEN
(spejder omkring).

Hvor er Familien Thummelumsen?

Fru HEILBUNTH.

Den er vel taget hjem. - Det var da ved Gud ogsaa det bedste, den kunde gøre!

Fru LASSEN.

Ja, hvad vilde det Slæng her! - Aa, Hr. Overlærer Clausen ... ?

CLAUSEN
(nærmer sig).

Frue ...?

Fru LASSEN.

Hvor kande De dog falde paa at faa den lille Thomsen optaget!?

CLAUSEN
(vrider sig forlegen).
Fru HEILBUNTH
(docerende).

Man maa vælge sin Omgang, Hr. Overlærer, med Smag!

Fru LASSEN.

Hvor er ellers Grænsen, be'er jeg Dem!

CLAUSEN
(stadig flad).
Frk. REIERSEN
(med Røret).

Hva' si'er Di?

Fru HEILBUNTH.

Hun si'er, at hun kan ikke forstaa, hvad Thomsens skal her!

KNAGSTED
(nærmere).

Hyss ! (Peger mod Døren til Balsalen, hvor Emanuel netop viser sig.) Ikke saa højt, mine Damer!

Frk. REIERSEN
(til Fru Lassen).

Ja, det har Di da ved Gud Ret i! Hva' skal vi med di tarvelige Personager her!

CLAUSEN
(tyssende).

Thomsens er meget hæderlige Folk! - Meget hæderlige!

KNAGSTED.

Ja, og saa er de da i det mindste ved deres Sansers fulde Brug!

Frk. REIERSEN
(mod ham).

Hva' si'er Di!

KNAGSTED.

Jeg nynner!

Frk. REIERSEN.

Hva' gør Di?

60
KNAGSTER
(raaber).

Jeg nynner!

Frk. REIERSEN.

Nynner Di?

KNAGSTED.

Ja!

CLAUSEN
(med en Haand paa hans Skulder).

Saa, Knagsted ...

Frk. REIERSEN.

Hva' nynner Di?

KNAGSTED
(i Hørerøret).

Jeg nynner: Hvi vil Di plukke Roser, hvor andres Roser gror? ... Lille Bogfinke!

Fru LASSEN
(indigneret).

Næmen, Hr. Toldkontrollør ...!

CLAUSEN.

Ja, Knagsted, Du maa dog virkelig ....

KNAGSTED
(bort).

Stærkt Røre i Forsamlingen: Grev Rosenkalk ind fra Spisesalen med Borgmesterinden; Borgmesteren med Grevinden, og den unge Grev Julius med Komtesse Agathe.

Greven og Grevinden gaar rundt og taler venligt med forskellige Damer og Herrer, der er meget henrykte og meget bukkende.

Grev JULIUS
(til sin Søster).

At Papa gider!

Komtesse AGATHE.

Ridicult!

GREVEN
(som er kommen ned i Forgrunden, hilser paa Knagsted).

KNAGSTED
(med en bred Haandbevægelse mod Selskabet).

Her lugter noget borgerligt, Deres Højvelbaarenhed, hva'?

GREVEN
(leende).

Naa, naa, Hr. Toldkontrollør!

KNAGSTED.

Men vi er ogsaa henrykte ved at have Dem og Familie iblandt os. Og naar Borgerfolk er henrykte, saa sveder de altid!

GREVEN
(leende).

Hæ, hæ! Jeg har nok hørt, at De skulde være meget ondskabsfuld!

KNAGSTED.

Man gør jo, hvad man kan, Hr. Greve, for at gøre Bøffen spiselig!

Den Thomsenske Familie kommer stille og sky ind; man ser, at Emanuel tvinger sine Damer til at følge sig. - Selskabet stikker Hovederne sammen og hvisker. Der høres ogsaa et Par haanlige Latterudbrud.

KNAGSTED
(tager pludselig Greven i Frakkeopslaget).

Hør bedste Hr. Greve, De kunde gøre en god Gerning ...!

GREVEN.

Med Fornøjelse!

KNAGSTED
(peger mod Emanuel).

Kan De se den lille skæve Mand der ... ?

GREVEN.

Javel!

KNAGSTED.

Kunde De ikke gaa hen og tale et Par venlige Ord til ham? Det vilde ærgre Borgerskabet! - Hele den zoogiske Have her føler sig fornærmet, fordi den stakkels lille Mand er bleven optaget i Klubben! Dril Dyrene lidt, hva'?

61
GREVEN
(leende).

Saa gerne! - Det er jo en meget net Mand! - Hvad hedder han?

KNAGSTED.

Thummelum ... Han hedder Emanuel Thomsen ! - Han tænker paa at købe Møllegaarden derude tilbage ; den har tilhørt hans Forfædre. Og saa bliver De og han jo Naboer!

GREVEN.

Ah, Møllegaarden, ja! - Ja, jeg maa sandelig hen og tale med ham! - Det var Thomsen, han hed?

KNAGSTED.

Thomsen, ja! - Se, hvor Dyrene gloer galt til ham!

GREVEN
(godmodig).

Ja, det er dog virkelig en stor Skam! (Hen mod Emanuel. - Rækker kordialt Haanden frem mod ham.) Godaften, Hr. Thomsen! Er det ikke Hr. Thomsen, jeg har den Fornøjelse at hilse paa? Almindelig Bestyrtelse i Selskabet.

EMANUEL
(sprutrød af Fryd og Forlegenhed).

Jo ... jovel, Deres Excellence! Man har den Ære!

GREVEN.

Jeg hører, at vi snart bliver Naboer!

EMANUEL.

Ja, med Deres Excellences Tilladelse!

GREVEN.

Det fornøjer mig! Saa haaber jeg, De kigger indenfor paa Lindenborg! (Mod Mdm. Thomsen:) Er det maaske Deres Frue?

EMANUEL.

Ja ... nej, med Deres Excellences Tilladelse, det er min Fru Moder! (Trækker i Wulfdine:) Greven vil hilse paa dig, Dine!

WULFDINE
(gemmer sig bag Mdm. Thomsen).

Det er der ingen, der har bedt ham om ...!

GREVEN
(bukker).

Glæder mig at gøre Damernes Bekendtskab!

WULFDINE.

Di ka' passe Dem sæl, ka' Di! og la' mig være i Fred ...!

GREVEN
(bliver noget underlig).
Mdm. THOMSEN
(undskyldende).

Hun er saa skalu a' sig ....

GREVEN

Ja ... jo ... naa ... (Vender sig mod Emanuel:) Ja, vi ses, vi ses. - Spiller De L'hombre?

EMANUEL.

Nej, Deres Excellence, man ....

GREVEN
(slaar ham paa Skulderen).

Ja ... ja vi ses alligevel ! - Glæder mig ! -- (Bort. Hen til Borgmesterens Bord.) Selskabet har været i fuldstændig Oprør under denne Scene. Man har hørt forskellige Udbrud, blandt andet Fru Lassens: Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth!

62
Komtesse AGATHE
(til Grev Julius).

Papa bliver mere og mere umulig! Il se fait completement ridicul!

Grev JULIUS
(løfter paa Skuldrene).
EMANUEL
(staar et Øjeblik lam af Henrykkelse. Saa vender han sig om mod sine Damer og siger med lysende Øjne:)

Saa I ... saa I, Mor Karen og Wulfdine, at man og Greven konverserede med hverandre !

Ballet begynder. - Musikken spiller en Polonæse inde i Salen. Proprietær Heimann klapper op.

Der engageres: Greven byder Borgmesterinden Armen; Borgmesteren Grevinden, Grev Julius sin Søster; Heimann Fru Oppermann osv. osv. og drager ind i Salen. - Man ser Parrene promenere forbi Døren.

EMANUEL
(himmelglad. Bukker for Wulfdine).

Nu skal vi to, Dinemor!

WULFDINE
(om bag Mdm. Thomsen).

Pas Dig sæl, dit Fjols ... !

EMANUEL.

Vil man ikke danse med Grevens Nabo? - Ja. En kan vist faa Damer nok!

Mdm. THOMSEN.

La' hende være, lille Manuel! - Hun vil nu heller sidde her ved mig og mule!

EMANUEL.

Jaja! Saa ta'er man en anden! (Gaar med lette, dansende Trin hen og bukker for forskellige Damer, som alle undslaar sig. - Hans Gang bliver tungere og tungere. Til sidst sjokker han ganske flad, vred og indædt tilbage til sin Plads.) Marchen i Dansesalen ophører og der spilles en Polka.

KNAGSTED
(nærmer sig Emanuel).

Naa, Hr. Proprietær, skal De ikke danse?

EMANUEL
(næsten grædende af Raseri).

Hva' har man dog gjort di Mennesker, at di behandler En saaden!

KNAGSTED.

Hvad er der i Vejen?

EMANUEL
(peger paa Damerne).

Man har den Ære at byde dem op ... Og saa si'er di, at di danser ikke ... Og nu ta'er di no'en andre Herrer ...!

KNAGSTED.

Det skal De ikke bryde Dem om, Thomsen ...! De Knortegæs! - Blæs dem et Stykke! - Hør, nu skal jeg sige Dem noget! Gaa De ind og byd Komtessen op! Det vil ærgre hele Andegaarden!

EMANUEL
(med stive Øjne).

Komtessen ...!?

KNAGSTED.

Ja; er hun maaske ikke ogsaa et Fruentimmer?

EMANUEL.

Jo-o ... ganske vist .... det er hun vel ... men ...

63
KNAGSTED.

Er De ikke hendes Fa'ers Ven og Nabo?

EMANUEL
(kror sig).

Det er man!

KNAGSTED.

Naa, saa gaa De bare ind og spørg, om De maa ha' den Ære at danse med hans Datter!

EMANUEL
(vaklende).

Synes Di, man skulde ...?

KNAGSTED.

Naturligvis! - De kan jo da ikke faa mere end et Nej ... Og det er De jo vant til!

EMANUEL
(Brystet frem).

Ja, det er man vant til!

KNAGSTED
(peger ind i Salen).

Der staar Greven henne! - Paa ham! De er da vel et Mandfolk!

EMANUEL.

Det er man! -- (Trækker besluttet ned i Vesten.) Man tror sandelig, man prøver det!

KNAGSTED.

Ja! Vel saa! - De kan vel danse Polka?

EMANUEL.

Man danser som en Engel, Hr. Toldkontrollør! ... Naar man da er glad!

KNAGSTED.

Og sikken en Hævn, De vil faa over de andre Damer!

EMANUEL
(med lysende Øjne).

Det Kram!

KNAGSTED.

Og maaske det vil komme til at staa i Avisen i Morgen!

EMANUEL.

Tror Di! ? - Man gaar derind! - Man gaar ... ! (Retter paa Frakken og gaar med stolt Holdning ind i Balsalen.)

Mdm. THOMSEN Og WULFDINE
(ser efter ham i Rædsel).
KNAGSTED
(staar urokkelig og rolig).

Lidt efter kommer Damer og Herrer myldrende ind fra Salen: Har De set det? Thummelumsen og Komtesse Agathe! Og Lassen, der fik Nej! - Der er de ! Der er de! Emanuel og Komtessen polkerer forbi. Emanuels Ansigt lyser som en Sol. Komtessen er stiv og apatisk.

Mdm. THOMSEN
(stolt og forfærdet).

Saa Du ham, Dine!?

WULFDINE
(jaloux).

Det lange Grantræ!

Mdm. THOMSEN
(folder Hænderne).

Vorherre er altid god til sidst ...!

Fru LASSEN.

At saadan no'et kan finde Sted!

Fru HEILBUNTH.

Vi melder os ud!

KNAGSTED
(til Overlærer Clausen).

Det er mig, der har pudset ham paa hende, lille Clausen.

CLAUSEN
(forfærdet).

Dig ... ! ?

KNAGSTED.

Ja. - Jeg holder af at skabe Glæde omkring mig, ser Du!

64
CLAUSEN.

Glæde!? - Han bli'er jo bare til Latter!

KNAGSTED.

Ork, tror Du, det generer ham! - Ser Du ikke, at Manden er i den syvende Himmel!

CLAUSEN.

Den vil han sandelig snart styrte ned fra!

KNAGSTED
(pathetisk).

Vel, Hr. Ømhedsfabrikant! Men saa har han dog Minderne ... til de lange Vinteraftener! - (Slaar om.) Og saa morer det mig saa rasende, gamle Digtersjæl, at ærgre Borgerskabet! - Se, hvor Gæssene basker med Lufferne! (Bort.)

Musikken standser. - De dansende kommer ind. Til sidst Emanuel straalende med den stive Komtesse, som han med et Buk afleverer til Greven. - Man ser, at der er gaaet Storhedsvanvid i ham. - Han ser sig triumferende om og siger med høj Røst: Tak for Laan, Deres Excellence! - Det har været En en stor Ære!

GREVEN
(leende; godmodig).

Jeg be'er, jeg be'er, Hr. Thomsen!

Grev JULIUS
(til Faderen).

At Du kan indlade Dig paa saadan noget, Papa!

GREVEN
(som før).

Man skal sgu staa sig godt med sine Naboer, min Dreng!

Komtesse AGATHE
(er skamfuld sunken om i sin Moders Arme).
EMANUEL
(stadig knejsende).

Hvor er Værten? - Man vil tale med Værten!

PLID-HANSEN
(frem; bukkende).

Hr. Thomsen ...?

EMANUEL
(hvisker til ham).
PLID-HANSEN
(tumler forbavset et Skridt tilbage).
EMANUEL.

Straks, med det samme! - Har Di forstaaet En!

PLID-HANSEN
(bukker).

Jo, saagerne ! (Hurtig bort.)

KNAGSTED
(til Emanuel. En Kende urolig).

Hvad har De for, Mand?

EMANUEL
(med en bred Haandbevægelse).

Det vil vise sig !

KNAGSTED.

De er da vel ikke i Færd med at gøre dumme Streger?

EMANUEL
(som før).

Det vil ogsaa vise sig!

VÆRTEN Og OPVARTERNE (ind med Champagne, som bydes rundt). Forbavset Mumlen.

EMANUEL
(bemægtiger sig et Glas. - Til Knagsted.)

Man er vel ikke født i Nat, Hr. Toldkontrollør, og tørret paa Kakkelovnen! (Stiller sig op midt paa Gulvet og belaver sig paa at tale.)

CLAUSEN
(til Knagsted).

Han er blevet vanvittig!

KNAGSTED
(igen rolig).

Er Du jaloux?

65
EMANUEL
(slaar op med Haanden).

Hyss! Maa man bede om Ordet! (Uhyggelig Stilhed.) Damer og Herrer ...! (Md. Thomsen udstøder et lille Rædselsskrig. - Emanuel sender hende et Blik og fortsætter:) Man har i Aften lært en Mand at kende, som man vil ære og prise til sin sidste Levedag ... det er Hans Excellence Grev Rosenkalk, som ejer Lindenborg Gods ... det er en Mand, som vi alle agter og ærer ... hans stolte Slot viser sine Spir over de grønne Skove ... vi skal snart være Naboer, thi i Morgen den Dag køber En sin Fædrenegaard tilbage, som man har lidt og stridt for i femten Aar ... og saa slipper man for længere at bo mellem di storsnudede Byfolk, som En aldrig har kunnet fordrage, fordi di er saa vigtige ... (Indigneret Mumlen og enkelte høje Udraab. - Emanuel slaar forsonligt ud med Haanden:) Men man tilgiver dem, for nu, da man har faaet Lykken med sig, er man bleven et godt Menneske! - (Elegisk:) I Morgen den Dag køber man Møllegaarden tilbage, Ens Fædrenegaard ... og saa kan Byfolkene være, hva' di vil, for saa bli'er En Nabo til Grevens paa Lindenborg ....

Slagtermester FREISLEBEN
(rød i Hovedet).

Di skulde nu da se, at faa Gaarden først, Di ... Thummelumsen!

EMANUEL
(fortsættende)

... Og derfor vil man bede Dem med mig at tømme et Glas ...

FREISLEBEN
(der ikke kan bekæmpe sig).

For den er ellers i Dag solgt til Madam Svendsen, er 'en!

EMANUEL
(standser forvildet).

Hva' er det han si'er ...? Er Møllegaarden solgt ...? Hvem er det, der si'er det ...?

FREISLEBEN
(frem).

Det er mig! - Di skal ikke staa der og skælde bedre Folk ud, end Di! Det taaler vi ikke - Di, Skævrik!

EMANUEL
(forvildet).

Si'er Di ... hva' si'er Di ...?

FREISLEBEN.

Jeg si'er, at Madam Svendsen har købt "Deres" Gaard i Dag, si'er jeg !

KNAGSTED
(frem).

Men Freisleben dog!

FREISLEBEN.

Aa, han kan la' være og staa der og skælde bedre Folk ud! - Har Di ikke solgt Gaarden i Dag, Nusgaard?

NUSGAARD
(uvilligt).

Jo ... Men ...

66
EMANUEL
(imod ham).

Solgt ...!? Til hvem ...? Og det har Di vovet ... ? Hvem har købt den?

FREISLEBEN.

Enkemadam Svendsen, hører Di jo!

Mdm. THOMSEN
(frem. Stille).

Kom, lille Manuel, kom ... Hva' skulde vi osse her ...?

EMANUEL
(staar sammensunken og tilintetgjort).

Selskabet er i den største Forvirring.

Fru LASSEN.

Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth, saa er der dog noget, der hedder Retfærdighed! Pause. Uhygge. Emanuel er sunken om paa en Stol.

BORGMESTEREN
(hurtig hen til Overlærer Clausen).

De maa redde Situationen! - Tal! Tal, Mand!

CLAUSEN.

Ja, jo ... jo! - Længe leve vor højtærede Gæst, Grev Rosenkalk til Lindenborg !

Befriende Hurraraab. - Touche fra Orkesteret.

Proprietær HEIMANN
(raaber).

Musik, en Galopade!

Musikken spiller op.

HEIMANN
(klapper i Hænderne).

En Galopade, mine Herskaber! (Danser med Fru Oppermann over Dørtrinet ind i Balsalen. - Herrerne tager Damer og følger ham.)

EMANUEL
(sidder sønderknust paa sin Stol).
Mdm. THOMSEN og WULFDINE
(sysler om ham).
CLAUSEN
(truende imod Knagsted; peger mod Gruppen).

Det er din Skyld alt sammen!

KNAGSTED
(rolig).

Vil Du slaa?

Tæppe.

FEMTE BILLEDE

Ved Møllegaarden. -

Haven. -

Til venstre et Stykke af Vaaningshuset med Indgang til Havestuen. - Til højre i Forgrunden et Lindelysthus med Bænk og Stenbord. - Det hele Interiør ser forfaldent og uordentligt ud. - I Baggrunden skiller en Tjørnehæk med Laage Haven fra Landevejen, som skraaner bakket op mod højre, hvor et Stykke af Vandmøllen ses. - Et stort Frugttræ mellem Vaaningshuset og Hækken. - Vid Udsigt bag Landevejen over Markerne til Fjorden og Byen Gammelkøbing, hvis hvide Kirke tegner sig skarpt i Horisonten. - Sen Eftermiddag i August.

67

Mdm. Svendsen sidder strikkende paa Bænken i Lysthuset. Hun ser noget traurig ud. - Ved Siden af hende sidder hendes ældste Datter, Meta, med Albuerne mod Bordpladen, dybt optaget af en Roman. - Foran ved Moderens Fødder sidder Nikoline og roder i Jorden. - Og oppe i Frugttræet kravler Hans Jørgen og Valdemar omkring efter Æbler. - Menneske-Mortensen humper rundt med en Barnevogn, hvori Frits, den yngste, ligger og sover.

Mdm. SVENDSEN
(lader Strikketøjet falde ned i Skødet).

Aa, Herregu' ja, nu sidder man her!

MORTENSEN
(standser).

Ja, det gør man sgu! - Hva' Fa'en vilde Di her osse!

Mdm. SVENDSEN.

Næi ... Men det var den Snydertamp a' en Prokurator!

MORTENSEN.

Di ku' jo ha' set Dem for! Ærke, haark, haark! Hruu! Ptøj! - Gid Fa'en ha'de min Hoste!

Mdm. SVENDSEN

(grædende). Og jeg, der troede, her var saa yndigt! - Men alting er jo ved at ramle sammen over Hovedet paa mig og mine uskyldige Børn! - Alle mine Penge mister jeg!

MORTENSEN.

Ja, det gør Di sgu! Di gaar ad Helvede til, inden Aaret er omme! -

(Stiller sig op lige foran hende.)

Men Di har ligefrem efter min ringe Formening ikke fortjent bedre, Madam! At Di saadan ku' snyde Manevel lige bag hans aabne Ryg og snuppe Gaarden væk fra hans Aasyn!

Mdm. SVENDSEN
(jamrer højt).
META
(løfter Hovedet fra Bogen).

Hyss, Mor! La' dog være med de. Tuderi ! Du forstyrrer mig! (Ned i Bogen igen. Fingrene i Ørene.)

Mdm. SVENDSEN
(til Mortensen).

Aa, Thomsen maa saamænd takke mig til, at han slap fra alt det hér gamle Skrammel! Nu har han sine Penge; og inden næste Sommer er mine røgne!

MORTENSEN
(med Overbevisning).

Det er di sgu! Hver Øre! Di bli'er klædt a' li'e til Særken, Madam! Di ender li'e lukt paa Fattighuset med alle Ungerne!

Mdm. SVENDSEN
(vrider Hænderne).

Aa Gu ! Aa Gu ! -- Og Møllen kan heller ikke gi' no'et, sier Di, Mortensen?

MORTENSEN.

Møllen!? Den gamle Rodenderdrum! Ikke en Femøre! - Næi, skal den male Mel, saa bli'er 'et Gryn! og skal den male Gryn, saa bli'er 'et Pevernødder! - Hruu! Ptøj! - Nej, den Genganger skal Di sgu ikke sætte no'en Lid til, Madam!

68
Mdm. SVENDSEN
(hulker).

Aa Gu', aagu'! jeg arme Enke!

META
(rejser sig med Bogen).

Næi her er ikke til at være! Jeg gaaer ind i Havestuen! Jeg er li'e paa det allermest spændende !

Mdm. SVENDSEN
(hvast).

Aa Du med dit Romanskidt! - Værsgod og ta' Frits med Dig og put ham i Seng!

META
(mukken).

Altid skal man slæbe paa den Unge!

Mdm. SVENDSEN.

Du ta'er ham, si'er jeg! - Sig det til hende, Mortensen!

MORTENSEN
(buldrende).

Vil Du ta' Drengen, dit Stykke Spædekal!

Mdm. SVENDSEN.

Ja, hun savner jo en Far ...!

MORTENSEN.

Ja, det gør hun sgu! Ærke, haark, haark! - Vil Du ta'e Drengen, si'er jeg! - Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

META
(tager Frits op af Vognen; ryster ham eftertrykkeligt og gaar med ham. - Han vræler).
DRENGENE
(oppe i Træet begynder at slaas).
MORTENSEN
(prygler dem med sin Stok).

Vil I se, I ka' la' vær' og forliges, I Hvalpe! I Hundestejler! I Karudser! Jeg skal lette Jer?

DRENGENE
(flygter skrigende dybere ind i Haven).
NIKOLINE.

Mor, jæ er sulten!

NIKOLAJ
(henne fra Havestuen).

Det er jæ osse !

Mdm. SVENDSEN
(rejser sig).

Altid skal I fyldes! - (Til Mortensen; lidt forlegen.) Er det mon sandt, hva' di si'er inde i Byen, at den lille Thomsen har været rent spoleret i Sommer?

MORTENSEN.

Er det kanske at undres paa, naar Di har stjaalen hans Ejendom fra ham!

Mdm. SVENDSEN
(prøvende).

Tror Di, at han vil ha' den endnu ... om han kunde?

MORTENSEN
(spidser øren).

Ha' den? - Han er Gu'fortæreme li'saa slikken efter Møllegaarden som en hellig Skrædder efter Lammesteg!

Mdm. SVENDSEN
(prøvende).

Di er jo en klog Mandsperson, Mortensen ....

MORTENSEN.

Det er jeg sgu! Der er ikke mange Hottentotter, der kan stikke mig!

69
Mdm. SVENDSEN.

Og det er jo Synd, at Thomsen ska' gaa dérinde i Byen og ta' sin Død ...

MORTENSEN.

Ja, det er da Satensuseme sandt!

Mdm. SVENDSEN.

Vil Di tale med ham om det ...?

MORTENSEN.

Hruu! Ptøj! - Om hva' for no'et?

Mdm. SVENDSEN.

Om Gaarden ...

MORTENSEN.

Vil Di sælge den?

Mdm. SVENDSEN.

Nej - jeg vil dele den med ham.

MORTENSEN.

Dele den?

Mdm. SVENDSEN.

Ja, han savner jo en Gaard, og jeg savner en Mand ...

MORTENSEN
(fløjter).

Hy-it ...! Naa saaden faldt Bukserne!

Mdm. SVENDSEN.

Ja - lige for lige!

MORTENSEN.

Jamen, han har jo Wulfdine!

Mdm. SVENDSEN.

Det har jo ikke no'et og sige ....

MORTENSEN
(indigneret).

Vil Di lave Manevel til Bigemist!

Mdm. SVENDSEN.

Wulfdine kan han vel skille sig ved, véd jeg ....

MORTENSEN
(tankefuld).

Ja-a, det ka' han vel ... Hun hænger jo ri'nok ved ham li'som en Spyflue ved Sirup!

Mdm. SVENDSEN.

Vil Di snakke med ham ...?

MORTENSEN.

Ja-a ...

Mdm. SVENDSEN.

Di skal ikke gøre det for ingenting!

MORTENSEN.

Næi, det ha'de jeg sgu heller ikke tænkt mig ...

Mdm. SVENDSEN.

Saa kan Di gaa ind til Byen i Morgen tidlig ....

MORTENSEN.

Jovel ...!

Mdm. SVENDSEN.

Kom saa Unger! (Tager Børnene ved Haanden og gaar ind i Huset.)

MORTENSEN
(staar tankefuld tilbage).

Kunde jeg endda sæl ta' Wulfdine ...! Hruu! Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! (Triller af Sted med Barnevognen.) Men Gaarden ska' han suseme ha', Manevel! Jeg er ked a' og trille rundt her og gi' Bryst! (Bort). Tom Scene.

KNAGSTED og CLAUSEN
(kommer vandrende ude paa Landevejen. Standser).
KNAGSTED
(peger ind mod Haven).

Dér ligger Thummelumsens tabte Paradis!

70
CLAUSEN
(elegisk).

Ak, Herregud, ja, stakkels Thomsen! Sikken det har taget paa ham!

KNAGSTED.

Tror Du, han var bleven "lykkeligere", om han havde faaet Gaarden?

CLAUSEN
(overbevist).

Ja, kære Ven: at naa sit Maal!

KNAGSTED
(rolig).

Jeg mener nu, at det er bedre for et Menneske aldrig at naa det.

CLAUSEN
(hidsig).

Naturligvis! Du skal jo altid ha' en anden Mening!

KNAGSTED.

Ja, det er nu min Opgave! (Vender sig og peger ud mod Landskabet.) Her er for Resten net.

CLAUSEN.

Ak, ja! men nu er den Sommer snart forbi!

KNAGSTED.

Gudskelov, ja!

CLAUSEN.

Si'er Du Gudskelov!

KNAGSTED.

Ja, jeg gør.

CLAUSEN.

Hva' skader Sommeren Dig ?

KNAGSTED
(stadig rolig).

Aa nej saamænd; ikke mig personlig! - Jeg er ligeglad. Men Folk bli'er saa idiotisk fornøjede i Solskin! De pynter sig og ta'er "i Skoven" og "ud at sejle" og "flytter paa Landet" ! - Og saa synger og lamenterer de og skaber sig ... Det skulde altid være Regnvejr; saa vilde der være mere Fornuft i Verden!

CLAUSEN
(stamper i Jorden).

Du ødelægger min Spadseretur for mig, Tolder!

KNAGSTED
(fortsætter).

Og saa skriver de med fede Typer i Aviserne; at nu er Stæren kommen, og nu er Viben kommen, og nu er Storken kommen! Hva' Fanden, de kommer jo hvert Aar! - Det vilde sgu være mærkeligere, hvis de blev borte !

CLAUSEN.

Holder Du da ikke af Naturen?

KNAGSTED.

"Naturen" ... Næi! Jeg kender den!

CLAUSEN.

Og de grønne Træer og Blomsterne og Havet?

KNAGSTED.

Jeg kender det altsammen.

CLAUSEN.

Du kender jo ogsaa Regnvejr!

KNAGSTED.

Det gør jeg! - Men saa holder Folk Kæft og bli'er fornuftig inden Døre.

CLAUSEN.

Du gaar jo ogsaa ud!

KNAGSTED.

Jeg gaar for min Mave.

71
CLAUSEN
(overbevist).

Du er et ulykkeligt Menneske, Knagsted!

KNAGSTED.

Ja! Og det er jeg stolt af! - Men skal vi ikke gaa lidt ind i Paradiset og hilse paa Madam Svendsen?

CLAUSEN.

Nej! Jeg kan ikke fordrage den Kælling!

KNAGSTED.

Fy, fy, lille Over-Clausen! Husk paa dit store Hjerte! - Det kunde dog være morsomt at se hende i Funktion! Intet menneskeligt bør være os fremmed!

CLAUSEN.

Nej, jeg gaar ikke med! - Men derfor kan Du jo godt?

KNAGSTED
(tørt).

Tak.

CLAUSEN
(slaar efter ham med sin Stok).

Aa-rr ! (Videre ad Landevejen.)

KNAGSTED
(raaber efter ham).

Saa mødes vi paa Tilbagevejen!

CLAUSEN
(bort).

Ja-a ....

KNAGSTED
(ind gennem Laagen).

Der høres Larm fra Vaaningshuset, Børneskrig, Lyd af Spanskrørsslag og Mdm. Svendsens skingrende Stemme.

KNAGSTED
(staar filosofisk støttet til sin Stok).

Englenes Kor!

Mdm. SVENDSEN
(kommer farende ud af Havestuedøren. Raaber).

Mortensen! Hvor er Di henne, Mortensen! Jeg kan ikke holde Redelighed paa Ungerne! (Faar Øje paa Knagsted. Nejer.) Gui, Hr. Toldkontrollør!

KNAGSTED
(hilser).

Godaften, Fru Svendsen! - Ja, jeg kom netop forbi; og saa tillod jeg mig at titte ind.

Mdm. SVENDSEN
(nejer igen.)

Det er vos en stor Glæde ! (Spektakel inde i Huset.) Di Børn ! Di Børn!

KNAGSTED.

Nu Skal jeg! (Gaar hen og slaar et vældigt Slag med sin Stok mod Døren og raaber med Tordenrøst:) Stille !

Dødsstilhed.

Mdm. SVENDSEN.

Ak ja, man savner jo en mandig Røst!

KNAGSTED
(uanfægtet).

Naa, Fru Svendsen (Madammen smiler huldsaligt, hver Gang han siger "Frue") hvorledes gaar det Saa ? De befinder Dem vel herude i disse yndige Omgivelser?

Mdm. SVENDSEN
(tøvende).

Jo-o, Tak ... Det vil sige ... (Afgjort). Gi' Fanden ha'de det hele, Hr. Toldkontrollør! Jeg skulde aldrig ha' købt den Gaard! - Værsgod og sid ned!

72
KNAGSTED
(sætter sig).

Tak! - Men hvorfor købte De den da? - Og tilmed da De vidste, at den lille Thomsen ....

Mdm. SVENDSEN
(genert).

Ak, Gu', ja ....

KNAGSTED
(rolig).

Var det for at hævne Dem paa ham?

Mdm. SVENDSEN
(forvirret).

Hævne ...?

KNAGSTED
(urokkelig).

Ja, fordi han ikke vilde ha' Dem?

Mdm. SVENDSEN
(skjuler Ansigtet).

Gui ....

KNAGSTED.

Ja, det véd jo alle og enhver.

Mdm. SVENDSEN
(stammende).

Ja for han ... der var ved Gud en Tid, at han ... mens jeg tjente hos Eriksen ... (Hulkende:) Og saa gik han alligevel hen og tog det andet Fjols!

KNAGSTED.

Vil De af med Gaarden?

Mdm. SVENDSEN
(spidser Øren).

Af med Gaarden ...?

KNAGSTED.

Ja, kunde De være tilbøjelig til at sælge den nu, under Haanden?

Mdm. SVENDSEN
(bestemt).

Aldrig! - Næi, naar man først sidder her, Hr. Toldkontrollør, saa ...

KNAGSTED.

Naa saadan! - Men hvis De nu fik ham selv oven i Købet?

Mdm. SVENDSEN
(ubehersket).

Gui, hva' si'er Di ...?

KNAGSTED
(ser sig om).

Men kan vi ikke gaa indenfor, bedste Frue? - Jeg holder ikke af alvorlige Samtaler i fri Luft! -

Mdm. SVENDSEN
(ivrig).

Ork Gu' jo, Hr. Toldkontrollør! Vi kan gaa ind i Havestuen! - Og lukke Døren!

KNAGSTED
(rejser sig).
Mdm. SVENDSEN
(som før).

Denne Vej - denne Vej ....

KNAGSTED
(rolig).

De ligner en liggesyg Høne!

Mdm. SVENDSEN
(smilende og smigret).

Hi, hi ...! - Værsaagod ! (Begge ind i Havestuen.)

Tom Scene.

Saa ser man Emanuels blege Ansigt dukke op bag Hækken ud mod Vejen. - Han spejder ind i Haven og kalder gentagne Gange hviskende paa Mortensen. - Da ingen svarer ham, lister han forsigtig ind gennem Laagen. - I Haanden bærer han en lille Husflidshaandkuffert, varsomt og ængsteligt. - Han ser mager, medtaget og derangeret ud. - Kalder igen:

Mortensen ...! Er Du ikke her, Mortensen ... ?

MORTENSEN
(i egne Tanker. Fra Møllen. - Standser op, da han ser Emanuel).

Hva' Satan, er 'et Dig, Manevel!?

EMANUEL
(tyssende).

Hy-ss ... ! Ja-a ....

73
MORTENSEN
(peger paa Kufferten).

Ska' Du til Amerika?

EMANUEL.

Ikke saa højt! Ikke saa højt!

MORTENSEN.

Jeg synes, Du ser no'et hvid ud i Ansigtet ... Er Du syg?

EMANUEL.

Nej, man fejler ikke no'et ... Man er lidt træt af Turen. - Man kan vel nok sætte sig lidt?

MORTENSEN
(flot).

Værsgod, værsgod, hvil Du bare Skinkerne! - Hruu! Ptøj! - Men hva' vil Du her?

EMANUEL
(sidder urolig).

Hun kommer vel ikke?

MORTENSEN.

Næi, hun er ved a' hælde Føde i Ungerne; og det ta'er sgu Tid! (Mod Kufferten.) Men jeg synes spilleme, der er no'et, der kradser i Pagasjen!

EMANUEL
(hemmelighedsfuldt).

Ja ... Det er Dyret!

MORTENSEN.

Dyret ...? Hva' for et Dyr?

EMANUEL.

Hanen ....!

MORTENSEN.

Hva' Saten, er Du nu begyndt aa gaa Tur med ham?

EMANUEL
(som før).

Man har haft en Aabenbaring ....

MORTENSEN.

Igen!

EMANUEL.

Ens Fa'er viste sig for En i Nat og sa'e, at hvis Hane-Mortensen betraadte den fædrene Jord, skulde man faa Gaarden!

MORTENSEN.

Hum ...! Og nu sitter Kalorius i Kufferten?

EMANUEL
(nikker fiffigt).

Ja ... Og nu skal han betræde den fædrene Jord; og saa bekommer man Gaarden!

MORTENSEN.

Og al den Sludder tror Du paa?

EMANUEL.

Man maa da vel tro sin Fa-ders egne Ord!

MORTENSEN.

Sgu'nne altid!

EMANUEL
(sørgmodig).

Har Du ogsaa slaaet Hænderne a' En, Mads Mortensen?

MORTENSEN.

Sla'et Hænderne a' Dig, Manevel!? Gu' har jeg ej! Vi er jo li'som to Brødre! - Men jeg har jo et andet Tilbud ... Naa, la' vos nu først prøve det med Kalorius! Pak ham ud!

EMANUEL
(lukker Kufferten op og tager varsomt Hanen ud).
MORTENSEN.

Hruu! Ptøj! - Der er Satensuseme ikke for to Skilling kongelig dansk Luft i ham, Manevel! Det var nok det sidste Spræt før!

74
EMANUEL
(forfærdet).

Nej, nej ...! Han sover blot ...! (Forsøger at faa Dyret til at staa; men forgæves.)

MORTENSEN
(slaar bredt ud med Haanden).

Forlaaren ! Kaput! Færdig! Værsgod aa hils di gamle!

EMANUEL
(stiv af Forfærdelse).

Den er død!

MORTENSEN
(rolig).

Gu' er den død! Det behøver Du sgu'nne ret mange Kikkerter for aa se!

EMANUEL
(synker sammen).

Saa kan man li'saagerne gaa hen og dø sæl med det samme ....

MORTENSEN
(energisk).

Sludder! - Og Fa'en med alle dine Evangelier! (Lægger en Haand paa Emanuels Skulder:) Du ka' faa Gaarden hva' Time, Du vil, Manevel!

EMANUEL
(rejser Hovedet).

Hva' si'er Du ...?

MORTENSEN
(nikker).

Ja ... jo! Kællingen derinde er li'saa ked a' den som en Hankat a' Agurker!

EMANUEL.

Vil hun sælge ...?

MORTENSEN.

Nej, det vil hun ikke! - Men Du ka' faa den alligevel! - Klø Du bare paa hende!

EMANUEL
(med foldede Hænder).

Skulde man faa sin Fæ-drenegaard tilbage ...! Lille Vorherre! Lille Vorherre!

MORTENSEN.

Sgu faar Du den! - Ærke, haark, haark! Hruu! Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! - Men Du maa ta' Kællingen med!

EMANUEL
(forfærdet).

Hva' maa man!?

MORTENSEN.

Ja, det maa Du sgu! For hun er li'saa forlibt i Dig som en Andrik i Oldenborre!

EMANUEL.

Jamen ... Wulfdine ....

MORTENSEN.

Fa'en med Dine, naar Du faar Gaarden!

EMANUEL.

Nej, nej ...

MORTENSEN
(profetisk).

Ligger nu ikke Hanen her paa den fædrene Jord!

EMANUEL.

Jo-o ....

MORTENSEN.

Og var 'et ikke det, den skulde?

EMANUEL.

Jo-o ....

MORTENSEN.

Og ska' man ikke lyde sin Fa-ders Røst!

EMANUEL
(vaklende).

Jo-o ... Men ....

MORTENSEN
(tager Hanen).

Og nu ta'er jeg ham og graver ham ned under det store Pæretræ, som din Fa'er sæl har plantet! Og saa er Gaarden din! (Begejstret.) Og saa ska' 75 vi to, lille Manevel, Du og jeg og vi to, vi ska' nok faa Skik baade paa Møllegaarden og Madammen! - (Peger mod Havestuen.) Hun er derinde! Niks forknoten! Rask paa 'en! Det er bare li'som aa faa trukken en Tand ud! - (Løfter Hanen i Vejret.) Gu's Fred! Nu gaar jeg med Kalorius! (Bort.)

EMANUEL
(sidder ubeslutsom i dybe, stride Tanker).
KNAGSTED og Mdm. SVENDSEN
(i Havestuedøren. Tager Afsked).
EMANUEL
(studser; vil flygte; men bliver).
KNAGSTED.

Naa, far vel, Fru Svendsen!

Mdm. SVENDSEN
(yderst venlig).

Far vel, Hr. Toldkontrollør! Det har været mig en stor Ære!

KNAGSTED
(gaar. Halvhøjt).

Ja, det tror Fanden!

Mdm. SVENDSEN
(ind).
KNAGSTED
(opdager Emanuel).

Men hvad ser jeg! Der sidder jo selve Hr. Thomsen!

EMANUEL
(sølle).

Ja det gør man, Hr. Toldkontrollør ... Man drages jo immer herud ....

KNAGSTED
(peger).

De har Kuffert med; skal De rejse?

EMANUEL
(forvirret).

Nej, man skal ikke ... nej ... Men ... men man gaar altid med Kuffert ... naar man gaar ... gaar længere Ture ....

KNAGSTED
(rolig).

Saa-aa?

EMANUEL
(yderligere forvirret).

Ja ... i den sidste Tid ... hvis der skulde ske no'et ...

KNAGSTED
(fikserer ham).

De er vist ikke rigtig rask!

EMANUEL.

Nej ... Det er jo denne Gaard, Hr. Toldkontrollør ... Man kan ikke glemme den ... man kan ikke undvære den ... (Pludselig.) Synes Hr. Toldkontrolløren, at man skulde ta' hende?

KNAGSTED.

Hvem?

EMANUEL.

Madammen derinde ... (Stærkt.) En kan ikke leve uden Møllegaarden! - Og Mortensen (Skæver uvilkaarligt hen til Kufferten.) - Menneske-Mortensen si'er, at ... at Madammen begærer En og vil gifte sig med En ... Synes Kontrolløren, man skulde ta' hende?

KNAGSTED
(afgjort).

Nej!

EMANUEL
(ulykkelig).

Aa Herregud, og nu ha'de man endda 76 næsten bestemt sig til det! - Man gjorde vist bedst i at følge sit eget Hovede ....

KNAGSTED.

Ja; naar man har noget! (Indtrængende; fra Hjertet.) Hvad vil De rode Dem ind i alt dette her for, Thomsen! De kunde sidde derinde i Byen med Deres Penge og grunde Dem en Forretning, en udmærket Forretning. De er jo noget af et Handelstalent! Inden der var gaaet et Par Aar, vilde De være en af Byens Matadorer! - Lad De bare alt dette gamle Ragelse være, hvad det vil! Er det ikke meget bedre at lave noget selv, noget nyt, noget ingen har haft sine Fingre og sin Næse i før? - Og saa kan De jo desuden heller ikke ta' den fede Madamme derinde; De er jo forlovet med Deres Kusine!

EMANUEL.

Jo ... ja ... Men se, det er jo det, man har tænkt, Hr. Kontrollør, at der er no'et, der hedder højere Hensyn ....

KNAGSTED.

Saa De gi'er Dem ogsaa af med at tænke?

EMANUEL.

Man har jo da læst en Del Bøger i de lange Vinteraftener, Hr. Kontrollør ....

KNAGSTED.

"Digterværker", hva', hæ! - Dem har De vel laant af Clausen, Overbarnerumpen? - Og hvad er det saa for "højere Hensyn", De taler om?

EMANUEL.

Jo, ser Di, Hr. Kontrollør, man mener, at Dine ... Ens Forlovede, hun er naturligvis god nok, og Penge har hun jo ogsaa; men hvis man ikke kan faa Gaarden uden at kassere hende, saa kasserer man hende!

KNAGSTED.

Og hvor mange Penge har hun?

EMANUEL.

En fem-seks Tusind vel; hun er jo eneste Barn ....

KNAGSTED
(indtrængende).

Jamen kan De da ikke forstaa, Mand, at hendes Penge er meget mere værd end hele denne gamle raadne Kasse!

EMANUEL
(ryster dybsindigt paa Hovedet).

Det kan man ikke ta' Hensyn til, Hr. Toldkontrollør, naar man skal ta' Hensyn til di højere Hensyn! - Herude har Ens Fa'er og Bedstefa'er gaaet og puslet ... Og her har En sæl levet sine Barndomsdage ... Og Ens gamle Mor, har ....

KNAGSTED
(alvorlig).

Og De vilde gaa rundt herude i de gamle Stuer og pynte og pudse og lave det altsammen til, 77 som det var i de gamle Dage, hva'? Grave i Haven og luge og plante, saa at det kunde komme til at se ud som i Deres Fa'ers og Bedstefa'ers Tid?

EMANUEL
(glad).

Ja, jo ...!

KNAGSTED
(fortsætter).

Og om Vinteraftenerne vilde De sidde hyggeligt med Deres Pibe i Kakkelovnskrogen og dampe, medens Ilden snurrede, og Madam Svendsen snurrede, og Blæsten snurrede ... Brrr! Jo, Tak, jeg kender hele Lirekassen!

EMANUEL
(begejstret).

Ja, er det ikke yndigt, Hr. Toldkontrollør !

KNAGSTED
(roligt).

Og inden der var gaaet to Aar, havde De ikke en Øre igen af Deres Penge!

EMANUEL
(vaagner forfærdet).

Jo, jo dow ... !

KNAGSTED.

Og De sloges med Madam Svendsen, saa Haarene fløj op gennem Skorstenen!

EMANUEL
(forvildet).

Men hva' er det dog Di si'er ....

KNAGSTED
(fortsætter).

Og hendes lange Tøse og uvorne Drenge vilde pege Fingre af Dem og jage Dem ud i Gaar den, hvor De kunde sove i Hundehuset!

EMANUEL
(grædefærdig).

Men Hr. Toldkontrollør ....

KNAGSTED
(stadig rolig).

Gift Dem ikke med Madam Svendsen! - Bliv boende med Deres Moder og Deres Kæreste inde i Byen og lev trygt og roligt af Deres Penge! - Og for Resten er jeg en Idiot, at jeg blander mig op i andres Sager! - Far vel!

EMANUEL.

Men, Hr. Kontrollør ... Hr. ... Di maa ... Hr. ....

KNAGSTED.

Far vel! (Bort gennem Havelaagen. - Ud ad Landevejen i samme Retning som Overlærer Clausen før.)

EMANUEL
(sidder sønderknust tilbage).
MORTENSEN
(ind med en Spade).

Hruu! Ptøj! Hva' Saten! Sidder Du der og varmer Frikkedellerne endnu, Manevel!

EMANUEL
(med et døende Blik).

Er det Dig, Mads Mortensen ....

MORTENSEN.

Det er det, ja! med Pive, aa Hoste, aa Skidt aa Møj aa det hele! - Har Du vaaren inde ved Madammen?

EMANUEL.

Er Hane-Mortensen puttet ....

78
MORTENSEN.

Han ligger i den fædrene Jord som skrevet staar! Og han laver sgu ikke flere Kyllinger denne Gang!

EMANUEL.

Gid man laa ved hans Side ....

MORTENSEN.

Sludder! Nu ska' vi jo først til aa muntre vos! - Hva' sa'e saa Madammen? Er I ble'en enige?

EMANUEL.

Man ta'er hende ikke ....

MORTENSEN.

Hvaforno'et ... Hruu! Ptøj! - Ta'er Du hinde ikke?

EMANUEL.

Nej ... og Gaarden vil man heller ikke ha' ...

MORTENSEN
(hidsig).

Er Saten faret i Dig, Dreng ... med Klør, aa Svans, aa Horn, aa Ildrager aa det hele!? - Aa her har jæ gaaet aa slidt for Dig?

EMANUEL
(repeterer).

Inden to Aar vilde En ha' mistet sine Penge ... Og man vilde slaas med Madam Svendsen, saa Haarene fløj op igennem Skorstenen .... Og hendes lange Tøse og uvorne Drenge vilde pege Fingre af En og putte En ind i Hundehuset ...

MORTENSEN
(ryster ham).

Er Du blit sprøjtende-spil-splintrende-skruptosset, Manevel! ?

EMANUEL.

Man har talt med Toldkontrolløren ....

MORTENSEN.

Ja, jeg tænkte sgu nok, a' Fanden ha'de vaaren i Nærheden!

EMANUEL.

Og han sa'e, at man begik en Dødssynd, om man tog Madammen og Gaarden. Det vilde ende med et Mirakel, sa'e han. Og man gjorde meget klogere i at bli'e i Byen og leve af sine Penge. - Det andet var bare no'et, man ha'de læst sig til ...

MORTENSEN
(forbitret).

Naa, det sa'e han!? - Og hvodden kommer han saa her, den Rangutang?

EMANUEL
(peger mod Huset).

Han kom derinde fra, fra Madammen ....

MORTENSEN
(pludselig rolig).

Ærke, haark, haark! Du er et Fjols!

EMANUEL
(stiver sig op).

Hva' si'er Du?

MORTENSEN.

Du er en Tosk, si'er jeg! - Ka' Du da ikke faa ind i dit Grødho'de, hva' han har bestilt der?

EMANUEL.

Næi ....

MORTENSEN
(superklog).

Naa 'nde det? - Han vil jo sæl ha' baade Madammen og Gaarden, din Kapun!

79
EMANUEL
(med store Øjne).

Tror Du ....

MORTENSEN.

Gu' tror jeg saa! - Saadan Toldere, di er sgu om sig! - Det vilde jo vaarre en ren Benjefisje for ham aa sidde herude aa spille Herremand ved Siden af Greven paa Lindenborg!

EMANUEL
(rejser sig og slaar energisk en Haand ned i Bænken).

Men det skal bli'e Løgn!

MORTENSEN.

Den skinhellige Avekat!

EMANUEL.

Og han skulde sidde og kommandere paa min Gaard!

MORTENSEN.

Ja, det var sgu det, han vilde!

EMANUEL.

Menneskene er no'en Rakkerpukler!

MORTENSEN.

Det er li'e, hva' di er; hele Aaret rundt!

Mdm. SVENDSEN
(kommer ud i Havedøren. Kalder).

Mortensen ...!

MORTENSEN
(peger mod hende).

Der er Svesken, Manevel ! Hug nu til!

EMANUEL
(der ræd er faret sammen).

Jamen ....

MORTENSEN.

Hug nu til, si'er jeg! Saa er Du Propretær om en lille hal' Time!

Mdm. SVENDSEN
(kalder igen).

Kan Di ikke høre, Mortensen ...! ?

MORTENSEN.

Jovel, jovel! (Bort ad den modsatte Vej:) Nu kommer jeg! Nu kommer jeg! (Til Emanuel.) Paa hinde! Op med Snøvsen, Manevel! (Forsvinder.)

Mdm. SVENDSEN
(ser Emanuel. Standser).
EMANUEL
(staar skæv og ubevægelig).
Mdm. SVENDSEN
(rørt imod ham).

Thomsen ... (Standser brat.) Hva' vil Di i min Have, om jeg tør spørre?

EMANUEL
(Idiot).

Man har ... Di ... jeg ... Mortensen ...

Mdm. SVENDSEN
(mildere).

Di maa skamme Dem, Thomsen, saadan Di behandlede mig forrige Gang!

EMANUEL.

Ja ... jo ... man ... man fortryder ...

Mdm. SVENDSEN.

Og saa troede Di, at man straks skulde kaste sig hen, bare Di vinkede!

EMANUEL.

Man ... æ ... Mads Mortensen si'er ...

Mdm. SVENDSEN
(retiré).

Men Di er jo gaaet hen og forlovet Dem ...!

80
EMANUEL.

Man kasserer hende, hvis ... Højere Hensyn ... man ...

Mdm. SVENDSEN
(straalende).

Hæver Di?

EMANUEL.

Man hæver, jo ... Ens Fædrenegaard ... Man har jo ogsaa lidt til fælles Bedste ... Og man er jo en Mand ... Di sa'e, at Di savnede en Mand ....

Mdm. SVENDSEN.

Ja, det véd den evige Gud, jeg gør!

EMANUEL.

Og saa mente man, at ... hvis ...

Mdm. SVENDSEN
(jublende).

Di frier, Thomsen ...!?

EMANUEL.

Man frier, ja ... hvis ...

Mdm. SVENDSEN
(aabner Armene).

Ta' mig, Emanuel!

EMANUEL
(tøver).

Ja ... jo ... men ... Men man faar vel Skøde paa Gaarden ... ?

Mdm. SVENDSEN
(slaar Armene om ham).

Gu' hvor jeg har længtes efter Dig! (Man hører Mortensen hoste.) -- Men kom, lad vos heller gaa der ind! (Peger mod Havestuen.) Der snakker vi bedre!

EMANUEL
(tøvende).

Jamen, men ... men det var Skødet ....

Mdm. SVENDSEN
(trækker af med ham).

Det snakker vi altsammen om der inde ! (Ind i Havestuen.)

MORTENSEN
(stikker Hovedet frem fra et Vindue i Møllen).

Hruu ! Ptøj! - Kaput! Forlaaren! Færdig! - Nu er vi to om at regere hinde! (Bort.) Jakob Henriksen, Mdm. Thomsen og Wulfdine kommer i Gaasegang ude paa Landevejen. - Kvinderne ser noget triste og ulykkelige ud. Morbroderen er rolig.

Mdm. THOMSEN
(standser og spejder ind i Haven).

Ork, Gu', ork Gu', her maa han vist være ...

Morbr. JAKOB
(trøstende).

Saa, saa, Søster! Vi finder ham jo nok; vi finder ham nok!

WULFDINE
(hulker).
Mdm. THOMSEN.

Bare han ikke har gjort en Ulykke paa sig sæl ...!

WULFDINE
(hulker højere).
Morbr. JAKOB.

Aanej, aanej, saadant noget gør man ikke!

Mdm. THOMSEN.

Vi maa ind i Haven, Bro'er Jakob ....

Morbr. JAKOB
(rolig).

Ja, la' vos det ... (Hen mod Laagen.)

Mdm. THOMSEN
(efter).

Om Drengen nu er gaaet i Mølledammen ...

Morbr. JAKOB.

Vist ikke, vist ikke!

81
WULFDINE
(knækker og hulker).

Man kommer ind i Haven.

WULFDINE
(peger).

Der ... staar ... hans ... Kuffert ... (Græder højt.)

Mdm. THOMSEN
(slaar Hænderne sammen).

Ja, der staar den ....

Morbr. JAKOB.

Der staar den ja ... ja saamænd. Og den er aaben.

Mdm. THOMSEN.

Men Drengen, Drengen, hvor er Drengen ...

Morbr. JAKOB
(klapper hende).

Det retter sig, Søster, det retter sig ...! Nu har vi da Kufferten!

MORTENSEN
(fra Møllen).

Goddaw i Haven!

Mdm. THOMSEN
(imod ham. Peger).

Dér staar Kufferten .... Men hvor er han sæl?

MORTENSEN
(dystert).

Han ligger nede under det store Pæretræ!

Mdm. THOMSEN
(stirrer vildt).

Hva' gør han ...!?

MORTENSEN.

Ja ... jo! Død og begraven i den fædrene Jord, som skrevet staar!

WULFDINE
(gaar i Jorden).

Er Manuel død ...?

MORTENSEN
(arrig).

Manevel, din Sludrekasse! Hvem snakker om Manevel ? Næi, Hanen sgu!

Mdm. THOMSEN
(lettet).

Gudskelov og Tak!

Morbr. JAKOB.

Men hvor er da Emanuel, Mads Mortensen?

MORTENSEN.

Ja, hvor skulde jæ vide det fra ...? - Han er kanske inde aa købe Gaarden. Man stirrer forvildet paa hinanden.

Mdm. THOMSEN.

Købe Gaarden ...! Det gør Madam Svendsen ikke!

MORTENSEN
(kniber et Øje sammen).

Mon ikke? - Hun er sgu da 'nne mer end som et Fruentimmer!

WULFDINE
(pludselig).

Jæ vil ikke være her ...! Jæ vil væk ...!

Morbr. JAKOB.

Naanaa, Dine ...! Det retter sig!

MORTENSEN
(peger pludselig op mod Huset, hvorfra Emanuel og Mdm. Svendsen kommer tæt omslyngede).

Nu er Gaarden Satensuseme vor!

De andre staar som faldet ned fra Himlen.

82
Mdm. SVENDSEN
(der ikke bemærker de fremmede, fører sit Bytte hen mod Lysthuset, hvor hun lader Emanuel sætte sig og selv tager Plads paa hans Skød).
Mdm. THOMSEN
(slaar Hænderne sammen).

Men Manuel dow ... !

WULFDINE.

Jæ vil ikke være her ...! Jæ vil ikke være her ...! Det fede Skabilken!

Parret farer op fra Bænken.

Mdm. SVENDSEN
(haler Emanuel opfordrende i Frakken).
EMANUEL
(stiver sig mægtig op).

Tør man ha' den Ære at spørge, hva' Ens Familie ønsker?

Mdm. THOMSEN
(i Graad).

Og saadan snakker Du til din egen Mor, Manuel ... ? Og dér sidder Du midt for vores Øjne med ... Fy-y-føj ... er Du en ærbar Søn ...!

Mdm. SVENDSEN
(haler Emanuel i Frakken).
EMANUEL
(retter sig).

Man maa bede Ens Moder belægge sine Ord, før hun taler! Man maa bede Ens Moder holde sin Mund, til hun bliver spurgt! Man maa i det hele taget bede Ens Moder opføre sig stille og menneskeværdigt!

MORTENSEN.

Det er et sandt Ord!

EMANUEL
(vender sig mod Morbr. Jakob, som staar og trøster Wulfdine).

Du er et Mandfolk, Morbror Jakob ....

Morbr. JAKOB.

Jovel, Søstersøn, det er jeg ...

MORTENSEN.

Ja, det er han sgu!

EMANUEL
(imod ham).

Hyss!

MORTENSEN.

Hov, hov! Bider Hunden allerede! - Hruu ! Ptøj!

EMANUEL
(fortsætter til Morbroderen).

Og Du véd, Morbror Jakob, at man hele sit Liv igennem kun har tænkt paa at komme tilbage til sin Fædrenegaard ... til at pusle i di samme Stuer og den samme Have, hvor Ens Far og Bedstefar har saaet og plantet ....

MORTENSEN.

Det er rigtig!

EMANUEL

.... Og nu staar En der ... Kanske Wulfdine vil hade og forbande En ....

Morbr. JAKOB.

Nej, nej, Søstersøn, nej nej ...!

EMANUEL.

Men man mener, at hun har jo et Tilbud fra Morten Hansen i Grested ... Og Madam Svendsen vil ikke la' En faa Gaarden, uden En ta'er hende sæl med ... Og di højere Hensyn, véd Du nok ... En vil gaa kompakt 83 til Grunde, om En ikke fik Møllegaarden ... Den menneskelige Sjæl har jo sine bestemte Veje ... Og Madam Svendsen har længe baaret Kærlighed til En ... Og derfor mener man, at det er Gu's Vilje, at vi to skal slutte vos sammen og leve og dø ved hverandres Bryst ....

Mdm. SVENDSEN
(kærligt).

Det skal vi, Emanuel!

Mdm. THOMSEN.

Jamen, lille Manuel ....

EMANUEL.

Hyss! det er Morbror Jakob, man har spurgt om sin Mening!

Morbr. JAKOB.

Ja-æ, ser Du, Søstersøn, jeg ha'de jo rigtnok tænkt mig, at-æ, at Du og min Dine ....

WULFDINE
(hulkende).

Jæ vil hverken eje eller ha' ham, naar han render med en anden paa Skødet ....

EMANUEL
(med Højhed).

Det Spørgsmaal foreligger ikke, Kusine Dine!

Mdm. SVENDSEN
(ler haanligt).
Morbr. JAKOB
(fortsættende).

Men-æ, naar Du mener, at Du staar Dig bedre ved at ta' Madam Svendsen, saa i Gu's Navn ... og saa faar Du jo osse Gaarden. - Der er ikke no'et og sige til det. - Nej der er ikke. - Og Dine har jo osse det Tilbud, saa hun kommer jo ikke til at sidde hen med Skammen.

Mdm. THOMSEN.

Men lille Manuel, har Du osse betænkt, at Du bli'r Fa'er til fem Børn paa én Gang ....

EMANUEL
(stiver sig op).

En bli'er Fa'er til di Børn, En ønsker at bli'e Fa'er til, Mor Karen!

Mdm. SVENDSEN
(begejstret).

Du er en Mand, Emanuel Thomsen!

MORTENSEN.

Ja, det er han sgu!

WULFDINE
(hulker).
Morbr. JAKOB.

Naa, naa, Dine! Det retter sig min Tøs! - Du faar jo Morten Hansen!

WULFDINE.

Tror Du .... han staar ved .... sit Tilbud ... ?

Morbr. JAKOB.

Vel gør han saa, vel gør han saa ....

WULFDINE.

La' vos ... gaa ... La' vos ta' hjem ... til ham straks ....

Morbr. JAKOB.

Ja, la' vos det, lille Dine, la' vos det ...

Mdm. SVENDSEN.

Ja, gaa I bare!

84
Morbr. JAKOB.

Ja, saa far vel, Søster ...! Far vel, Søstersøn ...!

EMANUEL
(vil uvilkaarlig hen til Morbroderen).
Mdm. SVENDSEN
(holder ham i Frakken).

Du bli'er hos mig!

Morbr. JAKOB.

Sig saa Farvel, Dine ....

WULFDINE
(vrippen).

Jæ vil blæse dem et Stykke ...! Di ka' passe sig sæl ...!

EMANUEL
(rørt).

Far vel, lille Dine; og Lykke til ....

WULFDINE.

Du kan holde din Mund, din Pejs ....! (Ud gennem Havelaagen.)

Morbr. JAKOB
(efter).

Saa, saa, Dine, saa, saa! - Alting retter sig! - Bare der gis Tid!

Mdm. SVENDSEN
(slaar Armene om Emanuel).

Saa, nu er vi kun Familien!

MORTENSEN
(gnider sig i Hænderne).

Ja, det er vi sgu ! - Hruu! Ptøj! - Ska' je 'enne hente Børnene?

Mdm. SVENDSEN.

Jo, hent Børnene!

MORTENSEN
(humper hurtig ind i Huset. Man hører ham raabe)

: Unger ! Halløj! Kom herud, ska' I bare se! Storken er kommen med en Far til Jer!

BØRNENE
(kommer stormende ud. De er halvvejs afklædte).
Mdm. SVENDSEN
(peger paa Emanuel).

Det er Jeres ny Fa'r, Børn! - Gaa hen og sig pænt Goddag!

BØRNENE
(stimler sammen om Emanuel og river i ham).
MORTENSEN
(der kommer med lille Frits, lægger ham i Armen paa Emanuel).

Sikken Gu's Gaver falder over Dig, Manevel! - Hruu! Ptøj! Gi' Faen ha'de min Hoste!

EMANUEL
(staar hjælpeløs med Barnet).
Mdm. THOMSEN
(betragter ham tavs og mismodig).
Mdm. SVENDSEN
(kælent).

Smil til mig, Emanuel ...!

EMANUEL
(smiler vanvittigt).
BØRNENE
(giver sig til at danse rundt om ham).
KNAGSTED og CLAUSEN
(kommer forbi ude paa Landevejen. Standser og ser ind).
KNAGSTED
(peger ind paa Gruppen).

Hum! - Der er sgu Livsglæde, lille Clausen. Det er noget for Dig!

CLAUSEN
(begejstret).

Saa endte det dog altsammen i Fryd og Herlighed!

KNAGSTED.

Det gjorde det, ja!

85
CLAUSEN
(med lysende Øjne).

Tror Du nu ikke, at den lille Thomsen er fuldkommen lykkelig!

KNAGSTED.

Jo-o! - Det kan man sgu da se paa ham! (Begge videre.) Glæden i Haven fortsættes.

MORTENSEN
(spiller paa Violin paa sin Stok).

Tæppe.