Wied, Gustav Et Opgør

252

        

253

ET OPGØR
Skrevet 1903,
første Bogudgave 1904

254

        

255

PERSONER

  • HELMS
  • BUSSE.
  • KRAKAU.
  • BØLLING.
  • HANSEN.
  • KNUD.
  • BLEICHROETHER.
  • SEKS STUDENTER.
  • HAMMER.

Helms' og Krakaus Fællesværelse i Borgerstiftelsen. -

Eftermiddag i September. -

Vinduer til højre (til Gaden) og til venstre (til Gaarden). Dør midt i Baggrunden ud til en Gang med Døre til begge Sider. I Gangens Baggrund en Trappe med Rækværk. -

Værelset er delt i to selvstændige Smaastuer. Helms har den mod Gaden; Krakau den mod Gaarden.

I begge Afdelinger findes en Seng, en Sofa, et Skab, en Kommode, et Bord og nogle Stole. Kakkelovnen staar i Krakaus Afdeling. Men til Gengæld har Helms inde hos sig en dejlig, polstret "Bedstefaderlænestol" med Sideklapper. -

Grænsen mellem de to Afdelinger dannes derved, at Bordene (firkantede, aflange og belagt med Tæppe) og nogle af Stolene er anbragt saaledes, at der fra Døren i Baggrunden midt ned gennem Stuen dannes et halvanden Alen bredt, nevtralt Territorium. Midt imellem Bordene, der staar lige ud for hinanden, hænger ned fra Loftet en Hængelampe, der altsaa kan yde ligeligt Lys til begge Afdelinger. -

Helms' Stue er noget uryddelig og uordentlig. Krakaus derimod pertentlig og pillen.

Paa Helms' Bord staar en Buket Blomster og ligger seks Par graa Uldstrømper, et Par strikkede Vanter, et Kabinetsfotografi og et Brev. -

HELMS
(sidder, med Briller paa, i sin Lænestol ved sit Bord og læser i en Avis).
KRAKAU
(i sin Afdeling, sidder paa en almindelig Stol med et Solitairspil (med Glaskugler)

foran sig paa Bordet og spiller).

Pause.

KRAKAU.

Jeg vandt igen, Helms.

HELMS
(læsende).

Hm ... Du snyder.

KRAKAU.

Snyder jeg!

HELMS.

Du spiller altid paa den samme Manér, odde.

KRAKAU.

Jeg kan da'nte for, at jeg kan huske Metoden. (Lægger Kuglerne op igen.)

HELMS.

Prøv nu paa en anden Manér, saa skal Du se.

KRAKAU.

Næi jeg vil inte! (Spiller.) - - Skal vi ha' Sjokkerlade?

256
HELMS
(stødt).

Næ, Gu skal vi'nte ha' Sjokkerlade!

KRAKAU.

Jeg troede, fordi det var din Gebursdag.

HELMS
(stadig fornærmet).

Hæ, Sjokkerlade! Her kommer jo'nte Fruentimmer! - Vi skal ha' et Glas Vin, odde.

KRAKAU.

Ja, det er jo osse meget nydeligt. - - Hvem kommer ?

HELMS.

Hele "Gangen".

KRAKAU.

Bølling mon osse?

HELMS.

Ja, Busse ta'er ham vel nok med.

KRAKAU.

Mon han heller ikke saa vil snakke.

HELMS.

Nej, det plejer han jo'nte.

KRAKAU.

Næi.

Pause.

HELMS
(opfarende).

Det er da grusomt, saa Du rasler med de Kugler, Krakau.

KRAKAU
(pirrelig).

Jeg kan'te for, at di er af Glas! (Er dog forsigtigere med Kuglerne.) - Men Du er nu saa vigtig, fordi Du kan høre.

HELMS.

Ja, Du er nu ogsaa be'en døvere i det sidste Aar, Krakau ... Det si'er da Hansen osse.

KRAKAU.

Hansen, hæ! ... den Dreng! (Spiller.) - - Staar der no'et om Dig i Bladet?

HELMS.

Gu' gør der ej! Hva' sku' der vel staa?

KRAKAU.

Nu Du bi'er Fiirs; di skriver jo alting i Aviserne.

HELMS
(arrig).

Nej der gør inte, si'er jeg jo. Kan Du'nte høre!

KRAKAU
(sagtmodig).

Jo, jo ...

HELMS
(mistænksomt over Brillerne).

Har Du'nte sæl kigget i den, mens jeg var ude?

KRAKAU.

Jeg læser først Avisen om Aftenen, véd Du. Aviser skal læses ved Lys.

HELMS.

Ja, Du er nu saa vigtig af dine Øjne.

KRAKAU.

Ja, di er go'e! (banker under Bordet.)

HELMS.

Har Du læst "Udnævnelser" ?

KRAKAU
(hidsig).

Jeg har-inte set Bladet, si'er jeg jo.

HELMS.

Min Svigersøn, Kontorchefen, er be'en udnævnt til Eta'sraad, odde.

KRAKAU
(uvillig).

Det er der saamange, der bi'er nu om Stunder ... Saa var'et vel derfor, at Knud inte kom.

257
HELMS
(arrig).

Gratulerer ... glemte Du at si'e!

KRAKAU.

Naa, ja; gratulerer! (Rejser sig og sætter Spillet bort.)

HELMS
(spidst).

Tak! - - Hvis nu min Datter ha'de levet, saa var hun be'en Eta'sraadinde.

KRAKAU
(over Skulderen).

Ja-e ... hvis Madam Nikolaisens store graa Hankat her ligeoverfor ha'de været en Hest, saa kunde hun ha' redet til Valby paa 'en til sin Søster!

HELMS
(fikserer ham skarpt over Brillerne).

Véd Du, hva' jeg har lagt Mærke til, Krakau?

KRAKAU
(svarer ikke).
HELMS.

Jeg har lagt Mærke til, at hver Gang jeg snakker om min Svigersøn, Kontorchefen, saa er der no'et, der støder Dig.

KRAKAU.

Saa-e?

HELMS
(taler sig hidsig).

Ja, der er; det har jeg lagt Mærke til. - Odde hans Søn, Studenten, Knud, min Dattersøn, det er jo dog immerhen ellers din Gudsøn.

KRAKAU.

Skal vi la' være med at komme for dyft ind i den Materie, Helms.

HELMS.

Nej; for det har jeg nu netop Lyst til! Du og jeg har nu kendt hverandre i over tresindstyve Aar, saa ...

KRAKAU
(pludselig).

Se, om han saameget, Knud, som sender en Hilsen til mig i sit Gebursdagsbrev!

HELMS.

Hæ, hæ! Du er misundelig, er Du. - Men det er vel da osse mig, der holder Gebursdag.

KRAKAU.

Til min Gebursdag kan han godt huske at spørre til Dig.

HELMS
(bryster sig).

Jamen han er jo da osse immerhen min Dattersøn, odde bare din Gudsøn!

KRAKAU
(skarpt).

Saa-e?

HELMS
(vred).

Er han'te din Gudsøn?

KRAKAU.

Jo-e.

HELMS.

Hva' si'er Du saa "saa-e" for da?

KRAKAU
(gentager).

La' vos la' være med at komme for dyft ind i den Materie, Helms, si'er jeg.

HELMS.

Næ, jeg vil saagu' da til Bunds! Jeg vil saagu' vide, hva' Du mener!

KRAKAU
(tier).
HELMS.

Det er-inte første Gang, Du slaar paa det Vrævl ... 258 Er han kanske ikke min Dattersøn? Er'et det, Du mener med dit "saa-e".

KRAKAU.

Jeg si'er for tredje Gang, Helms, la vos ikke komme for dyft ned i den Materie!

En Lirekasse begynder pludselig nede i Gaarden at spille.

KRAKAU
(lettet).

Der er Rasmussen ... Det er Torsdag.

HELMS
(stadig ophidset).

Ja, det behøver Du'nte at fortælle mig, det kan jeg sæl høre paa Kassen.

KRAKAU.

Det er din Tur at gi' ham i Dag.

HELMS.

Jeg har-ingen Smaapenge. Du maa ligge ud.

KRAKAU.

Du skylder mig tolv Øre for en Æske Svovlstikker.

HELMS.

Ja, saa bi'er det sytten.

KRAKAU
(pakker en Femøre ind i en Stump Papir).

Husk det nu, at Du'nte gør Vrævl.

HELMS.

Hum ...

KRAKAU
(aabner Vinduet i sin Stue og kaster Femøren ud. - Man hører)
LIREMANDENS
(Stemme dybt nedefra):

Tak Herre, Tak! Mange Tak!

Musikken standser brat.

KRAKAU
(melder fra Vinduet).

Nu viser Portneren ham ud ... Det er nok for Lassens Hjernebetændelse i Stuen.

HELMS
(gnækker ondskabsfuldt).

Hæ, hæ! Hvorfor smed Du osse den Femøre saa hurtigt? .. Nu vil jeg sgu'nte betale den.

KRAKAU
(smækker hidsig Vinduet i).

Er Du nu dér igen med dit Sludder igen!

HELMS.

Du kunde ha' ventet med at gi' ham Pengene odde, til han ha'de spillet et Par Stykker.

KRAKAU.

Hvor ku' jeg vide fra, at Seenstrøm vilde jage ham ud!

HELMS.

Du kunde jo ha' ventet, saa ha'de Du immerhen set det. Jeg betaler inte!

KRAKAU.

Du er en Fidte-Erik, Helms; og det har Du altid været. (Hen for at stoppe sig en Pibe.)

HELMS
(ser, hvad han har for).

Jeg kan'te taale for mit Bryst, at Du ry'er i Dag.

KRAKAU.

Skal jeg si'e Dig en Ting: jeg vil ikke finde mig i, at Du saaden altid kommanderer over mig!

259
HELMS.

Jeg klager til Inspektøren, jeg kan'te taale Røg for mit Bryst.

KRAKAU.

Hæ! ... Skal Dun'te osse klage til ham, din Svigersøn, "Eta'sraaden" !

HELMS.

Nej, jeg skal inte, nej! .. Men jeg si'er det til Knud, naar han kommer her! ... Og jeg vil bare si'e Dig, at det var min Skyld, at Du b'e hans Gudfar, for di vilde ha mig; men saa sa'e jeg: ta' Krakau, sa'e jeg, det vil glæde ham.

KRAKAU.

Det var rimeligvis for at Du sæl ku' slippe for at gi' Faddergave.

HELMS.

Men Du har immerhen været jaloux af Dig, lille Krakau, fordi han var min Dattersøn odde bare din Gudsøn.

KRAKAU
(haanlig).

Hæ!

HELMS.

Du maa'nte ry'e, si'er jeg!

KRAKAU.

Jeg ry'er jo heller-inte, kan Du jo se! (Peger.) Dér hænger jo Piben.

HELMS.

Og sikken Du altid sad og murede inde hos Dig sæl, mens min Datter levede og kom paa Besøj.

KRAKAU.

Det var jo'nte mig, hun kom til.

HELMS.

Derfor kunde Du vel godt ha' vist Dig høflig! ... Men Du har immerhen været ond paa mig, fordi jeg var gift og ha'de Hjem og Familie, mens Du immerhen gik rundt der odde ikke var andet end som Pebersvend.

KRAKAU.

Hæ!

HELMS.

Jo-e, Du var, Krakau; jeg taler sandt! ... Og rent galt blev det da saa, da saa Andrea kom. Du holdt Dig borte fra din bedste Vens Hus i over to Aar. Du ku'nte taale at høre smaa Børn græde, sa'e Du. Men hvis hun nu ha'de været din egen, hæ!

KRAKAU
(uvilligt, mørk).

La' vos ikke komme for dyft ned i den Materie, Helms!

HELMS.

Og Du var'nte engang med til min Kones Begravelse ... til din bedste Vens Kones Begravelse! Det tilgi'r jeg Dig aldrig, Krakau; for det var ingen Opførsel, naar man har kendt hverandre i fyrretyve Aar dengang ... Og nu vil Du osse ry'e, naar Du véd, at jeg-nte ka' taale det.

260
KRAKAU.

Hva' er'et nu for no'et Vrævl, Helms! Jeg ry'er jo'nte; jeg har jo hængt Piben hen.

HELMS.

Jamen Du vilde! - Og se, om Du kunde falde paa, at gratulere mig af Dig sæl, da jeg fortalte, at Kontorchefen var be'en Eta'sraad.

KRAKAU
(med et ironisk-arrigt Buk).

Gratulerer! ... Men Du blærede Dig, g'orde Du, Helms; Du g'orde Dig vigtig mæ'et! ... Li'som at han var den eneste Eta'sraad i Verden.

HELMS.

Blærede mig .. ? Næ, jeg blærede mig immerhen aldeles inte, g'orde jeg inte! .. Odde jeg véd mejet godt, at der er mange Eta'sraader i Verden. Men det kaster Glans over Knud, gør'et, og det var det, jeg tænkte paa ... for jeg er jo da hans Morfar.

KRAKAU.

Saa-e?

HELMS
(dirrende).

Er Du nu der med dit "saa-e" igen? - Hæ, hæ! Var jeg kanske ikke min Datter Andreas Far, hva' ... før hun døde?

KRAKAU.

Man kan godt tro, at man er Far til et Barn og inte være det alligevel.

HELMS.

Naar Ens Kone faar 'et! Hæ, hæ! Har jeg hørt Sludder!

KRAKAU.

Du kan vel nok huske, hvordan det gik med Klædekræmmer Harboe her i Halvfjerdserne?

HELMS.

Hva' kommer det mig ved! - - Saa var'et kanske hellerikke min Kone, der fik hende, Andrea?

KRAKAU.

Jo-e ...

HELMS.

Naa, det var 'et dog! - - Men hva' forstaar saaden en ussel Pebergesell som Dig sig paa det!

KRAKAU.

Skal Du nu til at blære Dig igen, Helms?

HELMS.

Ja, jeg skal! .. Saaden en ussel Pebergesell vil komme hér og lære mig som gift Mand! ... Saaden en rigtig ringe og ussel Pebergesell!

KRAKAU
(hidsig).

Nu skal jeg si'e Dig en Ting, Helms: Du var nu'nte Far til Andrea!

HELMS
(ler haanligt).

Haa, haa, haa! Naa, det var je'nte! .. Hvem var kanske saa hendes Far da, om jeg tør ta' mig den Frihed?

KRAKAU.

Nej, nu taler vi'nte mere om det.

261
HELMS.

Nej, for Du véd inte no'et, inte! Odde det er bare for di sytten Øre jeg skylder Dig, at Du si'er det.

KRAKAU.

Du skylder mig syvogtyve ... ti Øre for Wienerbrød i forrige Uge.

HELMS.

Hæ, hæ! Ja, saa er'et vel derfor, at Du finder paa Historier.

KRAKAU.

Mon?

HELMS
(dirrende).

Jamen, saa si'et da! Hvem var da saa Andreas Far, naar je'nte var'et? ... Jeg kan'te taale, at Du si'er saadan no'et, naar Du'nte si'er det! ... Var'et kanske Schwaneflügel?

KRAKAU.

Nej.

HELMS.

Eller Gummesen?

KRAKAU
(forarget).

Tror Du, Karoline vilde ha' no'et og gøre med Gummesen?

HELMS.

Næ, for Du véd inte no'et inte!

KRAKAU.

Jo, jeg véd.

HELMS
(slaar i Bordet).

Hvem var'et da? Hvem var da Andreas Far, naar je' 'nte sæl var'et? ... Jeg kan'te taale, at Du'nte si'er det!

KRAKAU
(besluttet).

Det var jeg! ... Nu véd Du 'et!

HELMS
(haanlig).

Du! .. Haa, haa, haa! Gu' véd, hvordan Du har baaret Dig ad med det! Fortæl mig det engang.

KRAKAU
(hidsig. - De er stadig hver i sin Stue).

Ja, det skal jeg saamæn si'e Dig, Helms, det skal jeg saamæn gærne si'e Dig! ... Jeg ha'de ellers besluttet at gaa i min Grav med 'et; men nu skal 'et ud! .. Det var fordi, Du var en Dævel mod din Kone, li'som Du i alle di femten Aar, vi har boet sammen her paa Stiftelsen, har været en Dævel mod mig!

HELMS.

Haa, haa, haa! Saa jeg har været en Dævel? Hør man det!

KRAKAU.

En Dævel ja, det var det, jeg sa'e! .. Du bider og hugger og snærrer; og aldrig kan man gøre Dig tilpas, hvor godt man end vil. - Og nærig er Du og paaholdende og gnien, og man maa trække enhver Øre ud af Dig, før man faar 'en.

HELMS.

Ja, naar I andre rutter ...

KRAKAU.

Vi rutter inte, gør vi'nte! Men hva' der skal til, 262 det skal til; og Du kan'te tænde et Lys uden og ha' Ild først.

HELMS.

Nej!

KRAKAU.

Nej! .. Og saaden var Du osse al din Tid mod den stakkels Karoline! - Og derfor kom hun til mig og klagede sin Nød; og jeg laante hende di Skillinger, som hun inte kunde slide fra Dig, og som hun alligevel skulde bruge baade til Huset og Klæ'erne.

HELMS.

Naa ... og saa?

KRAKAU
(tøvende).

Ja, saa var'et, jeg trøstede hende ... og saa fik hun Andrea.

HELMS
(Aarerne i hans Pande svulmer).

Det var odde ... det var immerhen en kraftig Trøst, Krakau! ... Men hvoraf véd Du saa lige, at det akkurat blev din Datter?

KRAKAU.

For det sa'e hun, Karoline ... Og hun ha'de jo helleringen Børn faaet i di ti Aar, hun ha'de været gift med Dig alene.

HELMS
(synker sammen).

Næi ... (Retter sig.) Og det har Du gaaet og lumsket om med i over fyrretyve Aar!

KRAKAU
(der begynder at fortryde).

Hva' skulde det si'es for ...

HELMS.

Saa var'et vel derfor, Du gik og ga' hende alle di Kjoler fra din Butik ...

KRAKAU.

Ja .. Du vilde jo'nte gi' hende fra din.

HELMS.

Nej for ... (Virrer med Hovedet.) Men saa er'et jo Dig, der ... Saa er'et jo din Dattersøn, der er Student og heder Knud ... Saa er'et jo din Svigersøn, der er be'en Eta'sraad ... odde ... Og Du er osse Drengens Gudfar ... (Synker sammen.) Og i Dag bi'er jeg Firs ... Jeg er næsten for gammel til at faa saaden no'et at tænke paa, Krakau! ... Jeg holder-inte af at ha' no'et at tænke paa ..

KRAKAU
(er gaaet over til ham).

Det var jo Dig sæl, der fik mig til at si'e det, Helms ... Men vi kan jo være enige om dem ... jeg bryder mig inte om at ha' dem for mig sæl; vi kan jo saa godt være enige om dem.

HELMS
(forvirret).

Om hvem?

KRAKAU.

Om Knud og Eta'sraaden.

HELMS
(retter sig).

Di kommer jo'nte mig ved længer.

KRAKAU.

Jamen det er der jo ingen, der véd.

263
HELMS.

Tror Du, jeg vil blære mig med en andens Familie !

KRAKAU.

Jamen, det er der jo ingen, der véd, Helms, undtagen vos to.

HELMS.

Og saa skulde jeg ha' Dig til at gaa og grine af mig ... hver Dag odde!

KRAKAU.

Inte naar vi var enige, Helms .. Vi kunde netop tale saa godt om det altsammen nu, synes jeg ... Før var'et bare Dig, der gik og brystede Dig; og det var det, jeg ikke kunde taale, fordi jeg vidste . . men nu kan vi jo begge to være stolte!

HELMS
(hidsig)

Nej! .. Gaa over til Dig sæl! .. Jeg vil inte ha' Dig her i min Stue! .. Jeg vil være alene.

KRAKAU.

Jamen ...

HELMS.

Gaa over i din Stue, si'er jeg! .. Og ta' dine Blomster med; jeg vil inte ha' Presenter af Dig!

KRAKAU.

Blomsterne ...

HELMS.

Ja, Blomsterne, ja ... Og ta' osse min ... ta' osse Knuds Portræt og Eta'sraadens Strømper ... det er jo til Dig!

KRAKAU
(hidsig).

Næ, Gu gør je-inte nej! Hva' er det for no'et Vrævl! Heder jeg kanske Carl Helms?

HELMS.

Naa ... ja ... nej ... Men Blomsterne skal Du ta'!

KRAKAU
(tager Blomsterne).

Det kan jeg gerne ...

HELMS.

Og stik saa af med Dig! Odde Du vover-inte paa at gaa over Nevtralen, uden jeg gi'er Dig Lov!

KRAKAU
(tager et Par Skridt, ser sig om).

Skal jeg inte rydde lidt op herinde hos Dig, inden di Fremmede kommer!

HELMS.

Nej! ... Her er ryddet nok op!

KRAKAU
(over til sig selv med Blomsterne).
HELMS
(raaber ophidset).

Odde, Kakkelovnen har Du osse lumsket Dig til. Og hele Morgensolen ... Vil Du'nte osse ta' min Lænestol fra mig, og min Sofa ... og alle mine Billeder? Værsgod! Du ska' 'nte ta' no'en Hensyn til mig!

KRAKAU
(svarer ikke).

Pause.

Hver pusler nervøs-fornærmet rundt i sin Afdeling. Et Kirkeur slaar. -

KRAKAU.

Nu slaar Klokken fem, Helms.

264
HELMS.

La'en slaa!

Pause.

KRAKAU
(nyser; skæver over mod Helms, der lader, som om han ikke har hørt det, og siger derpaa højt og arrigt)

Tak !

HELMS
(mut).

Velbekomme! Der bankes paa Døren. Ingen svarer. Der bankes højere.

KRAKAU
(irriteret).

Skal Du da'nte si'e Komind, Helms!?

HELMS.

Nej; jeg er helst fri for Besøj nu.

KRAKAU.

Jamen naar det banker!

HELMS.

Hva' kommer det mig ved.

Der bankes for tredje Gang.

KRAKAU.

Ja, saa si'er jeg det! .. (Højt.) Kom ind!

Døren aabnes og

HANSEN og BLEICHROETHER
kommer ind.

Igennem den aabne Dør ser man ude i Gangen Busse med Bølling under Armen. Og helt nede ved Trappen kommer Hammer ud af sin Dør. -

KRAKAU
(har hurtig inde hos sig selv stillet sig saaledes, at han vender Ryggen til Helms' Stue).
HANSEN
(der smaafløjter - lader Døren staa aaben).

Naa, der kommer di andre osse. - Til Lykke med Fødselsdagen, Helms!

HELMS.

Tak.

BLEICHROETHER.

Min allersomærbøtikste Gratulation til Geburtstagen, Hr. Helms!

HELMS.

Tak, Bleichroether.

BUSSE og BØLLING
(ind).
BUSSE.

Jeg maa vel nok sætte ham hen i Lænestolen.

HELMS.

Værsgod.

BUSSE
(anbringer Bølling i Stolen).

Ja, vi gratulerer naturligvis begge to til Fødselsdagen .. ikke Bølling?

BØLLING.

Hva'?

BUSSE.

Vi gratulerer til Fødselsdagen, si'r jeg.

BØLLING.

Ja.

HELMS.

Tak.

HANSEN
(ind).

Gratuler til Gebursdagen, Helms.

HELMS.

Tak.

HANSEN.

Saa, nu er hele "Gangen" samlet her!

HELMS.

Værsgod at ta' Plads. Man sætter sig. Tak. Tak.

265
BØLLING
(sidder stiv og udeltagende i Lænestolen og leger med sine Fingre).
KRAKAU
(har et Par Gange gjort Mine til at ville gaa over til Helms, men har grebet sig i det og er blevet i sin egen Afdeling).
HANSEN
(fløjter pludselig og lydeligt en munter Melodi).
BLEICHROETHER
(dybt forarget).

Aber Peter dock! Man fløjter icke, wenn man ær til Gilde!

HANSEN
(kopierer ham).

Aber Heinrich dock! Det ka' Du vel høre!

BLEICHROETHER.

A-r-r, Urtekræmmersnute!

HANSEN.

Barbertamp!

BUSSE
(smilende).

Altid skal de to Herrer skændes.

HAMMER.

Og saa kan de endda slet ikke undvære hinanden !

BUSSE
(til Hammer).

Har Di det ikke lidt ensomt nu, siden Krøyer døde?

HAMMER.

Jo-e ... men jeg har jo min Drejebænk, og saa forstyrrer jeg ingen.

BUSSE.

Ja, mine Hænder er jo saa fulde af Gigt, saa jeg kan ikke indbinde mer'.

HAMMER.

Lidt har vi jo allesammen ... Hvordan gaar'et med Deres Bryst, Helms?

HELMS.

Mejet godt.

HANSEN
(med et Fløjt).

Fiolit! Og sikken et straalende Vejr, vi har i Dag!

BLEICHROETHER.

En riktik Geburtstagsvajr, ja!

HELMS.

Ja, Vejret er saamæn mejet godt.

HANSEN
(peger mod Vinduet).

Ja, se Solen!

BUSSE.

Har Di set, Helms, at Deres Svigersøn er blevet udnævnt til Eta'sraad?

HELMS
(kort).

Ja.

BLEICHROETHER.

Ach, so maa vi denn da gratulere én Gank til!

HANSEN.

Ja, det er det, jeg altid har sagt: Helms er en Pryd for hele Gangen!

HAMMER.

Har Deres Dattersøn, Studenten, været her i Dag?

HELMS.

Nej.

266
BLEICHROETHER.

Ach, hvat ær han for et nytelicht Menneske !

BUSSE.

Ja, og dannet og høflig!

HANSEN.

Ja, ham kan Helms rigt'nok være stolt af!

HELMS.

Ungdommen tænker ikke paa uden paa sig sæl odde.

BLEICHROETHER
(med en Finger).

Fy, fy, Hr. Helms, fy, fy dock!

HAMMER
(finder Knuds Billede paa Bordet).

Men her ligger han jo!

Alle (undtagen Helms og Bølling) ser ivrigt paa Billedet.

HANSEN.

Hvor er han smuk, den unge Mand.

BLEICHROETHER.

Ock saa go-ot, han ser ut!

HAMMER.

Og klog!

BLEICHROETHER.

Och han ær sletikke forsmukket!

BUSSE.

Nej det ligner udmærket! Vi ser paa Studentens Billede, Bølling.

BØLLING.

Naa.

HELMS
(pusler urolig om i Stuen. - Skæver af og til over mod Krakau).
HAMMER.

Og her ligger Strømper! .. Og her ligger et Par dejlige tykke Vanter!

HANSEN.

Se-se, hvor Helms har faaet Gaver!

BLEICHROETHER
(med et Suk).

Ach ja .. nor man har sit Familie i Landet self!

BUSSE.

Sikke no'et dejligt Uldtøj, Helms har faaet til sin Fødselsdag, Bølling.

BØLLING
(føler paa Strømperne).

Ja, di er go'e.

HANSEN
(pludselig).

Hvorfor bli'er Krakau dog hele Tiden over hos sig sæl?

HELMS
(standser op .. Vredt).

Ja, hvorfor murer Du immerhen hele Tiden ovre hos Dig sæl, Krakau? Kom dog hér over til vos andre!

BUSSE
(afsides til Hammer).

Er di Uvenner?

HAMMER.

Det véd jeg ikke no'et om .. (til Hansen). Er di Uvenner?

HANSEN.

Det véd jeg ikke.

BLEICHROETHER.

Ach naj dock; hvorfor skulde di dock det være!

KRAKAU
(kommer. Hilser paa hver især).
HELMS
(skæver til ham).
267
BLEICHROETHER.

De har foet Dem skam en fin Kontubernal nu, Hr. Krakau, met en Svikerson, der er Etatsraat!

KRAKAU.

Ja.

HELMS.

Der er saamange, der bi'er Eta'sraader nu om Stunder!

HAMMER
(til Bølling).

Har Bølling hørt, at Helmses Svigersøn er blevet Eta'sraad?

BØLLING
(udeltagende).

Saa-aa ...

HELMS
(pludselig irriteret).

Hvorfor kommer Du'nte frem med den Vin, Krakau?

KRAKAU.

Jeg troede ikke ...

HELMS.

Du véd jo, den staar inde i Skabet odde!

KRAKAU
(henter Flaske og Glas fra Skabet).
HAMMER
(gotter sig).

Skal vi ha' Vin?

BUSSE.

Se, hvor fint, Helms!

HANSEN.

Helms er nok sæl ved at bli'e Eta'sraad, hæd, hæd!

BLEICHROETHER.

Ach, den Hr. Helms ær Miljonær! Han har alle hans Strømper fulde af den røte Guld!

KRAKAU
(skænker).
ALLE
(ser paa ham med glade Øjne).

Solen skinner nu bredt ind gennem Vinduet.

KRAKAU.

Skal vi'nte flytte vores Borde sammen, Helms?

HELMS
(afgjort).

Nej! .. Det er da hos mig, der er Fødselsdag!

HAMMER.

Der blev bedre Plads, Helms, naar Bordene kom sammen.

BUSSE.

Vi kan ikke være allesammen om dit alene.

HELMS.

Saa flyt, værsgod, saa flyt!

HANSEN
(til Bleichroether.).

Der er nu no'et i Vejen mellem dem.

BLEICHROETHER
(afgjort).

Ach naj, det ær der icke!

Bordene flyttes sammen.

HAMMER.

Nu kom Nevtralen i Uorden!

BLEICHROETHER.

So, en Nevtral vil vi ha gjort imellem vos, Hansen, imellem!

HANSEN.

Ja, naar vi er Uvenner!

BLEICHROETHER.

Ja, naar Du vil fløjte, och jaj vil sofe.

268
HANSEN.

Bleichroether kan ikke taale, at jeg fløjter!

BLEICHROETHER.

Naj, ikke nor jaj sofer.

BUSSE
(til Bølling, der sidder i sin Stol, som Bordet nu er rykket bort fra).

Du skal flytte hen til Bordet, Bølling. Vi skal ha' et Glas Vin.

BØLLING.

Naa. (Rejser sig. Stolen rykkes hen til Bordet. Og han sætter sig igen.)

HANSEN.

Di snakker saa lidt, Hr. Bølling.

BØLLING.

Det er jo sagt altsammen før.

BLEICHROETHER.

Hr. Bølling er en særdeles klook Menneske !

HANSEN.

Hæd, hæd, ja!

BØLLING
(pludselig til Krakau).

Hva' er det, De skænker?

KRAKAU.

Sherry.

BØLLING.

Jeg kan ikke lide Portvin.

HANSEN.

Jamen dette hersens er Sherry.

BØLLING.

Portvin er noget Skidt.

HAMMER.

Det er Sherry, Hr. Bølling.

BØLLING.

Portvin er det rene Gift.

BUSSE.

Jamen det er Sherry, Bølling; det kan Du vel nok taale et lille Glas af?

BØLLING.

Ja ... Men Portvin er noget Tøjeri.

BLEICHROETHER
(med sit Glas).

Och hvem skal tale Geburtstagstalen?

HAMMER.

Vi skaaler allesammen paa én Gang.

HANSEN
(deklamerer).

"Skaal for den Dag, som i Dag oprandt ..."

BLEICHROETHER.

Stille Drenk!

Gnækkende Latter.

BUSSE.

Vi skal klinke med Helms, Bølling.

BØLLING.

Det er vel ikke Portvin?

BUSSE.

Nej, det er Sherry ...

BØLLING.

For jeg holder ikke af Portvin.

BUSSE.

Vi skal klinke med Helms.

BØLLING.

Hvorfor?

BUSSE.

Han bli'er jo Fiits i Dag.

BØLLING.

Jeg er tooghalvfems. Det er der ikke no'et morsomt ved.

269
ALLE
(undtagen Bølling).

Skaal, Helms! Skaal! Til Lykke med Geburtsdagen!

HELMS.

Tak! Tak, allesammen!

BØLLING
(med sit Glas).

Skaal, Hr. Helms, og gid Di ikke maa blive saa gammel som jeg!

HAMMER
(misfornøjet).

Det er nu kedeligt med Bølling ...

HANSEN
(ligeledes).

Ja, han forstyrrer vos andres Stemning...

HELMS
(ligeledes).

Det var en mærkelig Gebursdagshilsen ...

BUSSE
(undskyldende).

Bølling er jo ked af at leve.

BLEICHROETHER.

Ach, det er bare sodan noket han siker!

BUSSE.

Nej, han mener det virkelig.

BLEICHROETHER.

Ach, vis, vas! .. Keet af at lefe! ... Det er der ingen Mennesker, der er!

KRAKAU
(med Cigarer i en Papirspose, som han har taget henne paa Helms' Kommode).

Er der no'en, der vil ryge?

HANSEN
(glad).

Skal vi osse ha' Cigarer!

KRAKAU
(byder rundt).

Hansen, Hammer og Bleichroether tager Cigarer.

Solen lyser nu hen over Bordet og Gæsterne.

BUSSE.

Se dog, hvor Solen skinner!

HAMMER
(med et Suk).

Ja .. og nu bli'er det snart Efteraar.

BLEICHROETHER.

Det er jo immer Efteraar i dette Landt ... Pardon!

HANSEN.

Naae, i Dag er det da Sommer!

KRAKAU.

Ja, i Dag er det da Sommer!

HELMS.

Det er underligt med det triste Vejr, vi altid har nuomstunder.

BUSSE.

Ja, det er ikke som i gamle Dage ...

HAMMER.

Nej, da ha'de vi Sommer, naar det skulde være Sommer.

HANSEN
(med et polisk Blink i Øjet).

Di si'er, det er Nansen.

BUSSE
(stikker til ham).

Hæ, hæ!

KRAKAU.

Nansen?

HANSEN
(som før).

Ja, di si'er, at det er fordi, han har gaaen og trampet rundt deroppe ved Nordpolen.

BUSSE
(truer skælmsk af Hansen).

Hæ, hæ ! . . Filur !

BLEICHROETHER
(som ikke ser det - fortørnet).

Hvat skulde han oksaa, den Mandtsperson, déroppe!

270
HAMMER.

Di si'er, det er for Videnskaben.

HELMS.

Hum, vi bi'er saagu'nte klogere for det!

HAMMER.

Næi ...

HANSEN og BUSSE
(morer sig).
KRAKAU.

Nu skal Madam Nikolajsens Datter ha' Bryllup.

HAMMER.

Er det hende, der forløftede sig paa Kommunehospitalet?

KRAKAU.

Ja, henner .. Sygeplejersken; henners Kærreste skal være svagelig.

HANSEN.

Saa er det jo godt, at hun er Sygeplejerske.

HELMS
(uafviseligt).

Alle Fruentimmer burde være Sygeplejersker odde!

BUSSE.

Madam Nikolajsens Datter skal giftes, Bølling.

BØLLING.

Det har jeg osse været ...

Pause.

HANSEN.

Hermansen nede paa første Sal er da bedre.

HELMS.

Naa han er bedre.

BUSSE.

Di si'er, Doktoren har gi'et ham Lov til at staa lidt op.

HAMMER.

Allerede?

HELMS.

Ja, naar bare man kan være oppe ...

KRAKAU.

Hva' var'et, han fejlede?

BLEICHROETHER.

Det var nok hanses linke Lunge.

HANSEN.

Tal Dansk, Heinrich, hæd hæd!

HAMMER
(smilende).

Ja, vi er i Danmark, Hr. Bleichroether!

KRAKAU.

Linke betyder venstre.

HELMS
(irriteret).

Det véd vi sgu godt allesammen, odde!

BUSSE
(til Bleichroether).

Hvorlænge har De været her i Landet?

BLEICHROETHER.

I to-ok-halftresindtyve Aar.

BØLLING.

Jeg er tooghal'fems ...

BUSSE
(forklarende til de andre).

Det si'er han altid ...

HELMS.

Skænk mere i Glassene, Krakau!

KRAKAU
(skænker).
BUSSE.

Hvordan mon det gaar med Lassens Hjernebetændelse til Gaarden?

HANSEN.

Portneren viste da Rasmussen ud før.

HAMMER.

Jeg synes nok, jeg hørte Lirekassen ... Er'et Torsdag?

271
KRAKAU.

Ja, Torsdag den tyvende September.

HELMS
(irriteret).

La' vær' og vær vigtig, Krakau!

BUSSE.

Mon det var for Lassens Skyld, at han blev vist ud?

BLEICHROETHER.

Det var for denn Lassens Skyld ja.

HANSEN.

Har no'en set den nye Kaffehandet hér om Hjørnet?

HELMS.

Ja, Folk véd ikke, hvordan di skal skabe sig, nuomstunder ... odde.

BUSSE.

Di si'er, at di gi'er et Par fine Kopper i Medgift for hvert Trefjerdingspund.

BLEICHROETHER.

Ock Sucker!

HAMMER.

Det er forfærdeligt.

HANSEN.

Ja, det er ikke, som da vi andre var Urtekræmmere!

BUSSE.

Nej, man faar snart det hele gratis.

KRAKAU.

Og saa si'er di endda, at det er dyrere at leve end som i vor Tid.

HELMS
(irriteret).

Sludder! Di si'er saamejet Sludder, odde!

BLEICHROETHER
(med sit glas).

Skaal, Hr. Helms! .. Smaker fortriinlich den Sherry!

HANSEN.

Drik Dig nu ikke fuld, Barber, hæd, hæd!

HAMMER.

Holder han af at ta' et Glas?

BLEICHROETHER
(farer op).

Det ær en grossmæktik Løgn.

KRAKAU.

Saa' no'en Frederiksen i Lørdags?

BLEICHROETHER.

Ja, han var fuld at tale om !

BUSSE.

Er det ham i Stuen til højre?

HANSEN.

Nej .. til "linke", hæd, hæd!

Latter.

BLEICHROETHER.

Och, Du mæt dine Vittikheter, Du Urtekræmmersnute!

HANSEN.

Skaal, Heinrich, hæd, hæd!

BLEICHROETHER
(vred).

Naj ... jaj skaaler ikke mæt en Peter!

KRAKAU
(smilende).

Naa-naa, Bleichroether!

BLEICHROETHER.

Ja, jaj har en meket stor Temperament!

HANSEN.

Ja, Barberen er et rent Spritapparat! . . Skaal alligevel, Heinrich!

BLEICHROETHER.

Naj!

272
HAMMER.

Se dog hvor Solen skinner!

BUSSE.

Jamen vi har Morgensol!

HELMS
(irriteret).

Ja, den har Krakau jo lumsket sig til hér!

KRAKAU.

Nej, véd Du nu hvad, Helms ...!

HELMS.

Ja . . og Kakkelovnen!

KRAKAU.

Kakkelovnen . ..?

HELMS.

Har Du maaske-inte hele Morgensolen ovre i din Stue?

KRAKAU.

Ja, men det er fordi, jeg boer til Gaarden.

HELMS.

Ja, li'e mod Øst, ja ... Og Morgensolen er den sundeste.

KRAKAU.

Vi kan godt bytte.

HELMS.

Nej! ... Se nu vil han lumske sig over til Gaden osse ... odde!

HAMMER.

Jeg synes, I er Uvenner paa Jeres Fødselsdag?

HELMS.

Ikke Spor! ...

BLEICHROETHER.

Naj, det er jo bare Spøk, Hr. Hammer.

HANSEN.

Naturligvis, saadan to gamle Venner.

BUSSE.

De kan saamæn osse være glad ved Aftensolen, Helms ... Se, hvor smukt den falder i Glassene! ... Se, Solen, Bølling!

BØLLING.

Den har jeg set saa tit ...

BUSSE
(forklarende).

Bølling har jo været Tømrer og sejlet Verden rundt.

BØLLING.

Ja, jeg har set alting ...

HANSEN
(lytter).

Der er en Vogn!

BLEICHROETHER
(ligeledes).

Der er to.

HAMMER
(ligeledes).

De standser herudenfor.

BUSSE.

Ja, de gør ..! Der er to Vogne udenfor, Bølling!

BØLLING.

Naa.

HELMS.

Se, hva' det er, Krakau.

KRAKAU.

Jeg kan'te se Porten hér fra alligevel, véd Du jo.

HAMMER.

Di kommer op a' Trappen!

BLEICHROETHER.

Ja, hør doch!

HANSEN.

Mange. Der er mange.

BUSSE.

Hvem kan det mon være til?

KRAKAU.

Det er vel-inte til vores Gang.

Fodtrin og Stemmer ude paa Gangen.

273
BLEICHROETHER.

Jo doch, hør!

HANSEN.

Ja!

HELMS.

Gaa hen og se, Krakau!

KRAKAU
(gaar hen og aabner Døren. - Man ser en Flok Studenter komme frem nede ved Trappen. - En foran, de andre to og to i Række bag ham).
BUSSE.

Nej, sikken en Mængde Mennesker.

BLEICHROETHER.

Det ær Studioser!

HANSEN
(fornøjet).

Men det er jo Knud!

HAMMER
(ligeledes).

Ja, det er jo Knud.

BUSSE
(ligeledes).

Det er Deres Dattersøn, Helms! ... Det er Helmses Dattersøn, Bølling.

BØLLING.

Naa, er'et det ...

HELMS.

Hva' skal di Narrestreger til!

BLEICHROETHER
(inderlig fornøjet).

So kom han doch, den smukke, lille, unke Menneske!

KNUD
(ind i Spidsen for en Flok ganske unge Studenter).

Holdt !

STUDENTERNE
(stiller sig op omkring ham).
KNUD.

Huerne af!

STUDENTERNE
(tager Huerne af).
KNUD.

Buk!

STUDENTERNE
(bukker).
KNUD.

Syng!

STUDENTERNE og KNUD
(synger "Jægerkoret" af "Syvsoverdag").

Snart er Natten svunden,
Dagen bryder frem;
fra vor Jagt i Lunden
fro vi drage hjem.
Borgens Haners Galen
lyde over Vang;
snart vil Gurresvalen
kvidre Morgensang.
End i Vesten glimter
matte Stjærners Hær,
mens i Øst man skimter
svage Morgenskær.
Mod de tavse Strande
vugger Søen sig,
Stjærner i dens Vande
spejder blidelig.
274 Nu afsted til Borgen,
til vor Rede hen,
en lyksalig Morgen
snart bestraaler den;
veget er det dunkle,
som den mørknet har;
nu skal Solen funkle
for Kong Valdemar!

DE GAMLE
(undtagen Bølling - klapper i Hænderne).

Bravo ! Bravo ! - Det var virkelig nydeligt! - Ja, Di har rigt'nok en Dattersøn, Helms! - Utmærket, utmærket unke Mennesker!

KNUD
(hen til Helms).

Gratulerer, Morfar! .. Hva' si'er Du til den Overraskelse, hva'?

HELMS
(rørt).

Ja, det var meget pænt .. Jeg holder ellers ikke af Overraskelser ... men det var meget pænt, Knud odde ... Tak.

KRAKAU.

Og saa den Du sæl har sunget, Helms, da Du var i Koret.

KNUD.

Ja, det var derfor, vi valgte netop den.

HELMS
(rørt).

Ja, det var meget pænt ... det var rigtig pænt, Knud .. odde.

HAMMER.

Har Helms været i Koret?

HANSEN.

Ja, paa det kongelige Teater!

KNUD og STUDENTERNE
(hilser paa de gamle, der er henrykte over dem).
BUSSE.

De unge Mennesker vil hilse paa Dig, Bølling.

BØLLING.

Goddag ...

KNUD.

Og hvad si'er Du til, at Far er blevet Etatsraad, Morfar?

BLEICHROETHER.

Ach, han ær saa viktik, saa viktik, lille Knut!

HAMMER.

Han har trakteret med Sherry!

BØLLING.

Portvin er no'et Skidt!

HANSEN.

Og med Cigarer!

KNUD.

Naada!

HELMS
(til Knud).

Var det Jer, der kom kørende?

KNUD.

Ja ... i to Drosker! ... Vi skal straks afsted igen.

HELMS
(uvilligt).

Er 'et ikke no'et dyrt?

275
KNUD.

Ikke naar vi er syv om at betale, Morfar. - Vi skal i Tivoli allesammen og drikke din Skaal! - Vil Du med?

HELMS
(smigret).

Aa-r, Du!

DEN YNGSTE og MINDSTE STUDENT.

Aa, hva', jo, tag med, Hr. Helms! Vi har akkurat Plads til Dem i vores Vogn! Det var Sjov!

HELMS
(ler).

Hæ, hæ, nej, di Tider er forbi, da jeg gik i Tivoli!

BUSSE
(ser rørt paa den lille Student).

Aa Herregud, lille Menneske, hvor gammel er Di?

STUDENTEN.

Sytten Aar.

BUSSE.

Det er enogtresindstyve Aar siden, jeg var saa ung ... Han er kun sytten Aar, Bølling.

BØLLING.

Det har jeg osse været ... Nu er jeg tooghal'fems ...

HAMMER
(til en anden Student).

Hvor gammel er Di ?

STUDENTEN.

Nitten.

HAMMER.

Og jeg er treoghal'fjers.

KNUD
(pludselig).

Skal vi ikke tælle sammen hvormange Aar, der er her i Stuen.

HELMS
(afgjort).

Det er der ingen Mennesker, der kan.

KNUD
(leende).

Aa jo; vi kan jo da prøve! ... Hr. Bølling er 92, og Morfar er 80 ... Hvormeget bliver det, Strøm?

DEN YNGSTE STUDENT
(uden Betænkning).

172.

HANSEN.

Han kan, den lille, hæd, hæd!

BUSSE.

Ja, han kan!

KNUD.

Og hvor gammel er De, Hr. Busse?

BUSSE.

78.

KNUD.

Strøm?

STRØM.

250.

HAMMER
(slaar Hænderne sammen).

250!!

KNUD.

Og Gudfar er?

KRAKAU.

70.

STRØM.

320.

BLEICHROETHER.

Mein Gott: trehundert und zwanzig!

KNUD.

Og Hr. Hammer?

HAMMER.

73.

STRØM.

393.

KNUD.

Og Hr. Hansen?

276
ALLE DE GAMLE
(undtagen Hansen og Bølling, giver sig pludselig til at le gnækkende).
HANSEN
(vrider sig forlegen).
KNUD.

Naa, Hr. Hansen? Hvor gammel er De? Véd De det maaske ikke?

HANSEN
(som før).

Jo, jeg véd ... hæd, hæd!

HELMS.

Han tør ikke sige det, hæ, hæ!

BUSSE.

Han er bange, hi, hi!

HANSEN.

Bange, nej ... (Forlegen) Men jeg er bare 60.

DE GAMLE
(undtagen Bølling, ler haanligt).

Den Dreng! .. Den unke Mandt! .. Han er ikke konfermeret endnu!

Studenterne ler.

KNUD.

Hvormeget var det, Strøm?

STRØM.

453.

BUSSE.

Ih-h, 453!

KNUD.

Og saa De, Hr. Bleichroether?

BLEICHROETHER
(bryster sig).

75.

STRØM.

528!

HAMMER.

Fem hundrede og otteogtyve! Di skal da være Matematikker med det Ho'ede, Di har!

STRØM
(smilende).

Ja.

BUSSE.

Vi er 528 Aar allesammen, Bølling!

BØLLING
(urørlig).

Naa.

HELMS
(i godt Humør).

Mon vi'nte er den ældste Gang paa hele Stiftelsen.

BLEICHROETHER.

Ach jo! ... Men det er ketelick, at den Hansen er saa unk!

KRAKAU.

Ja, Du maa se og skynde Dig, Hansen!

HAMMER.

Det maa han skam!

BUSSE.

Han maa ta' ind og vokse paa, hi, hi!

HANSEN
(halvvejs fornærmet).

Lad nu mig være i Fred!

BLEICHROETHER.

Han maa sluke et Par af Studioserne!

Latter.

HANSEN
(fornærmet bort).

Aa-rr !

KNUD
(ser paa sit Ur).

Saa, nu maa vi sige Farvel. (Indvendinger fra de gamle.) Allerede? .. Det haster jo ikke ... I er jo lige kommen ...

KNUD.

Nej, vi maa skam afsted ... Ellers bliver Droskerne saa dyre! ... Vi skulde jo bare synge! ... Nu gi'er vi Morfar et Hurra!

277
KRAKAU.

Her ligger en Hjernebetændelse i Stuen, lille Knud.

KNUD.

Vi skal nok raabe sagte, Gudfar! ... Et Hurra for Morfar Helms!

STUDENTERNE
(stille).

Hurra-a!

KNUD.

Gid han maa blive 80 Aar til!

STUDENTERNE.

Hurra-a!

KNUD.

Og altid beholde sin Kontubernal Gudfar Krakau!

STUDENTERNE.

Hurra-a!

KNUD.

Og nu et Hurra for dem begge to tilsammen!

STUDENTERNE.

Hurra-a!

KNUD.

Og saa ét for hele "Gangen" !

STUDENTERNE.

Hurra-a!

DE GAMLE
(undtagen Bølling - ler, morer sig og klapper i Hænderne).
KRAKAU.

Jamen Du glemte jo, Knud, at regne ud, hvor mange Aar I unge var ...

KNUD
(aabner Døren).

Det maa vente til en anden Gang, Gudfar. (Til Studenterne.) Ret! .. Højre om! .. March ... Farvel allesammen!

STUDENTERNE
(marcherer ud to og to, som de kom).
DE GAMLE
(nikker og vinker).

Farvel, Farvel ! (Døren lukkes.)

Det er begyndt at skumre.

HAMMER
(op).

Vi maa skam da se dem køre!

HANSEN
(ligeledes).

Ja, det maa vi!

ALLE
(undtagen Bølling - stimier hen til Vinduet. Der bliver ligefrem Trængsel for at komme til).
HELMS
(ivrig).

Lad mig lukke op, odde! (Aabner begge Vinduer.)

BLEICHROETHER.

Der er di!

KRAKAU.

Ud af Porten!

BUSSE.

Et helt Regiment!

HANSEN.

Nu ser di vos!

ALLE
(vinker).
BLEICHROETHER.

Farvel, unke Herrer!

KRAKAU.

Og god Fornøjelse i Tivoli!

Vognene kører bort. - Hurraraab.

HELMS.

Se, nu raaber de Hurra med Huerne!

KRAKAU
(vifter med sit Lommetørklæde).

Hurra-a !

DE ANDRE
(ligeledes).

Hurra-a!

BUSSE
(underlig mat).

Nu ble' di borte.

HANSEN.

Ja, nu ble' di borte.

278
KRAKAU.

Om Hjørnet ...

HELMS.

Men det var da pænt, at di kom herop.

BLEICHROETHER.

Ach ja, Di har en mecket utmærket .. æ ... Hvad ær det, det heter, Hansen?

HANSEN.

Dattersøn ...

BLEICHROETHER.

Ja ... Di har en mecket utmærket Dattersøn, Hr. Helms.

HELMS
(kigger urolig hen til Krakau).

Ja . . jeg klager ikke.

BUSSE.

Helms kan være lykkelig, at hans Familie holder saameget af ham.

BLEICHROETHER.

Ja .. ok saa ær det ikke engang alle, dær har Familie ...

HAMMER.

Nej ...

BUSSE.

Nej ... di dør jo.

HELMS
(pludselig).

Luk Vinduerne, Krakau, det trækker.

KRAKAU
(lukker Vinduerne).
HAMMER.

Ja, nu er Solen jo gaaet ned.

BUSSE.

Ja.

HANSEN
(synger).

Snart er det stille, han har os forladt, Solen den gamle Urostifter ...

BLEICHROETHER.

Ach, den Hansen, den Hansen, han ær en feritabel Kanariefogel!

HAMMER.

Han skulde gaa med Knæbukser!

KRAKAU
(muntert).

Gaar Kanarifugle med Knæbukser, ha ha?

Latter.

BUSSE.

Naa, Helms, nu skal De ha' Tak for i Dag.

HELMS
(med et uroligt Blik mod Krakau).

Gaar I? .. Allerede?

BUSSE.

Ja, nu maa vi ind til vos sæl og hvile vos ... Nu gaar vi ind til vos sæl, Bølling.

BØLLING.

Naa.

HAMMER.

Ja, saa gaar vi andre osse. - Det var en rar Eftermiddag, Helms.

HELMS.

Aa, jeg be'er.

BLEICHROETHER.

Adieu, Hr. Helms ... Ja, næste Gank blifer det hos mig.

HELMS.

Naar er det?

BLEICHROETHER.

Treogtyfende Oktober.

HELMS.

Vi skal nok møde!

HANSEN.

Farvel Helms; og Tak for i Dag.

279
HELMS.

Sæl Tak, sæl Tak.

BUSSE.

Nu gaar vi, Bølling.

BØLLING
(rejser sig).

Naa.

BUSSE.

Farvel, Diherrer! .. Sig Farvel, Bølling!

BØLLING.

Farvel ... Og sov vel!

HELMS.

Tak i lige Maade, Bølling, Tak i lige Maade!

KRAKAU
(staar og holder Døren aaben).
GÆSTERNE
(rokker ned ad Gangen under Nikken og gentagende Farvel og forsvinder ind gennem deres respektive Døre).
KRAKAU
(lukker).
HELMS
(pusler uroligt om).
KRAKAU
(i sin egen Afdeling).

Det gik jo godt altsammen.

HELMS.

Ja, det gik mejet pænt, odde.

KRAKAU.

Skal jeg-nte hjælpe Dig at gøre i Orden, Helms, efter dem.

HELMS.

Nej, jeg kan godt sæl.

Pause.

KRAKAU.

Ja, Bordet maa jeg da hjælpe Dig og flytte.

HELMS
(hen til sit Bord. - Hidsig).

Kom saa da! .. Hvor b'i'er Du a'!

KRAKAU.

Nu kommer jeg, nu kommer jeg ..! (hjælper ham Bordet paa Plads. Stiller derpaa hans Stole i Orden og gaar saa over i sin Afdeling igen og pusler sine egne Møbler paa Plads.)

HELMS
(staar og klirrer ubehjælpsomt med Glassene og Flasken).
KRAKAU.

Skal ikke heller jeg, Helms ...

HELMS.

Jo.

KRAKAU
(over til ham og samler Glassene paa Bakken. - Gaar med dem).
HELMS.

Hvor skal Du hen med mine Glas?

KRAKAU.

Jeg ta'r dem over til mig for at vaske dem a'.

HELMS.

Hum ... Men Du husker vel, at det er mine.

KRAKAU.

Naturligvis husker jeg 'et ... Skal jeg tænde?

HELMS.

Hva'?

KRAKAU.

Skal jeg tænde Lampen?

HELMS.

Ja, kan Da kanske se i Mørke!

KRAKAU
(henter Hængelampen i "Nevtralen").

Det er svært, saa Bølling falder a'.

HELMS.

Hvordan tror Du, Du b'i'er, naar Du b'i'er tooghal'fems, odde!

KRAKAU
(pusler rundt og rydder op i Helms' Stue).

Næi ... Det 280 var smukt, at Knud kom og sang den Sang med di Studenter.

HELMS.

Hva' sku' di køre for!

KRAKAU.

Naa-aa, det ku' vel kun b'i'e en femogtyve Øre til hver.

HELMS.

Hum ... Og i Tivoli!

KRAKAU.

Ungdommen skal jo se sig lidt om, Helms ... Hvor vil Du ha' Portrættet staaende?

HELMS.

Henne paa Kommoden hos ... hos di andre. - Han kunde gerne ha' sat en Ramme om!

KRAKAU.

Ja-e ... Og Strømperne? ... og Vanterne?

HELMS.

I den nederste Skuffe.

KRAKAU
(naar han er færdig).

Ja, saa er der vel ikke mere?

HELMS.

Næi.

KRAKAU.

Saa gaar jeg over til mig sæl ... (Paa Vej.)

HELMS
(arrig).

Hvorfor si'er Du'nte no'et om ...

KRAKAU
(standser).

Om hva'?

HELMS.

Om det.

KRAKAU.

Du er jo helst fri.

HELMS.

Næi jeg er-inte.

KRAKAU.

Ja, hva' skal jeg si'e ...?

HELMS
(famlende).

Du snakkede no'et om før, at .. vi skulde være enige om, at ...

KRAKAU.

Ja ...

HELMS.

... Og det har jeg tænkt over ... Vi kan godt være enige om dem ... om Knud og min Svigersøn ... vi kan godt ... odde ...

KRAKAU.

Ja, det var jo det, jeg sa'e; men Du ...

HELMS.

Ja .. jo .. men da synes jeg ikke jeg kunde ... Men nu er jeg kommen til at tænke paa, at sæl om Adrea var din Datter saa var 'et dog immerhen min Kone ... Karoline, der fik hende.

KRAKAU
(nikker).

Ja .. ja, det var hun, Helms .. og hun var Dig en god Kone.

HELMS.

Ja ... Odde ... odde derfor mener jeg osse, at det er ikke min Ære for nær, at ta' mod dit Tilbud, at være enig med Dig om Knud og Eta'sraaden.

KRAKAU
(trykker bevæget hans Haand).

Tak, Helms !

281
HELMS.

Ja, sæl Tak, Krakau, fordi Du vil ... Men odde .. hva' skal vi si'e til dem?

KRAKAU
(stolt og snedig).

Si'e ? Vi ska'nte si'e no'et begriveligvis! Ikk' et Ord!

HELMS.

Ja, for det vilde da osse være saa svært for mig, Krakau, nu da di altid har ...

KRAKAU
(afgørende).

Ikk' et Ord si'er vi! Hva' sku' di vide no'et for? Det kommer jo'nte dem ved!

HELMS
(glad lettet).

Odde jeg der ... Saa ku' jeg ha' sparet alle di Tanker ... Jeg kan inte taale at tænke ...

KRAKAU.

Nej vist saa. Der er heller-inte no'et at tænke over, Helms. Det er bare vos to, der skal snakke li'e ud om 'et.

HELMS
(smilende, oprømt).

Det kan li'efrem bi'e morsomt, kan 'et!

KRAKAU
(ligeledes).

Ja, saadan naar vi sidder her før Lampen b'i'er tændt!

HELMS.

Ja .. og ingen andre véd det!

KRAKAU.

Ingen andre end vos to! Og saa har vi da altid no'et at snakke om.

HELMS.

Hæ, hæ, ja! .. Hør, Krakau, Du skulde saagu' vist ha' sagt det for længe siden, odde!

KRAKAU
(stadig oprømt).

Jeg var jo bange for, at ...

HELMS
(ligeledes).

Bange? Hva' skulde Du være bange for? Nu ser Du jo, at vi først rigtig er be'en go'e Venner! (Hen til Kommoden og tager Portrættet.) ... Han ligner Dig!

KRAKAU.

Han ligner osse din Kone.

HELMS.

Ja .. han ligner vos alle tre! - Vil Du laane ham med over et Par Dage?

KRAKAU.

Næi, Helms, det er jo da Dig, der har faaet ham.

HELMS.

Vissevas, ta' Du ham bare! .. Saa kan jeg jo faa ham et Par Dage; og saa kan Du igen.

KRAKAU
(tager Portrættet).

Ja Tak ... Jeg kan vel ta' Avisen med nu?

HELMS.

Ja, ta' Du bare væk! ... Men laan mig saa dit Spil.

KRAKAU
(let til Bens).

Jo, nu skal jeg ... (Over i sin Stue. Rækker ham Spillet.) Værs'god !

HELMS.

Tak ... Hør Krakau, skal vi'nte stille Bordene sammen igen; det er li'som hyggeligere?

282
KRAKAU
(travlt).

Jo, la' vos det! Bordene stilles sammen.

HELMS.

Saa, nu sætter Du Dig i min Stol og læser Avisen, og saa spiller jeg paa en anden Stol.

KRAKAU.

Nej, Helms, din Stol skal Du beholde.

HELMS.

Vist ikke saa! Vi skiftes, naar vi læser Avisen! (Sætter sig paa en almindelig Stol.) Jeg sidder udmærket hér og spiller.

KRAKAU
(halvt forlegen).

Naa, jaja ... (Sætter sig og tager Avisen.)

Pause.

HELMS.

Skal Du ikke ha' Dig en Pibe?

KRAKAU.

Du kan jo'nte taale den for dit Bryst.

HELMS.

Jo vist kan jeg saa taale det. Tænd Du bare.

KRAKAU
(tænder sig en Pibe, godt tilpas).

Nu skal vi se, om Du kan vinde, hi, hi!

HELMS
(sveder over Spillet).

Jeg tror-inte, Krakau, hæ, hæ!

KRAKAU
(i Lænestolen med Avisen).

Her staar det om Eta'sraaden !

HELMS.

Ja .. det ta'er sig godt ud, hva'!

KRAKAU.

Storartet!

Pause.

HELMS.

Hør, Krakau, kan Du'nte lære mig din Metode; for jeg kan immerhen aldrig sæl?

KRAKAU
(flytter hen til ham).

Jo, med Fornøjelse! ... Nu skal Du se .. (Hjælper.) Se først ta'er Du nu denne hersens Kugle op ... Og saa hopper Du med denne ... Og saa derhen med den ...

HELMS
(ser op).

Nu morer Knud sig i Tivoli ...

KRAKAU
(ligeledes).

Ja-a ...

HELMS.

Bare han'te bru'er for mange Penge.

KRAKAU.

Han bru'er vel'nte fler end som han har.

HELMS.

Næi, det gør han vel'nte ... Det er rart, at vi saaden li'efrem kan snakke om ham, Krakau ... saa behøver Du'nte at være misundelig længer, hæ, hæ!

KRAKAU.

Nej ...Og Du'nte vigtig, hi, hi!

HELMS.

Hæ, hæ, nej ! . . (Ned til Spillet. Stemningen bliver gladere og gladere.) Og saa hva' for en Kugle saa?

KRAKAU.

Den hér ... Og saa hér hen.

HELMS.

Hopper jeg dér hen! ... Odde jeg, der troede, at jeg sku' hoppe saadan!

283
KRAKAU
(ler hjerteligt).

Hi, hi, hi ... næ, saa var'et gaaet pinende galt, Helms!

De spiller.

HELMS
(har lidt efter lidt fisket sin Portemonnæ frem. - Tæller Pengene op. Pludselig).

Værsgod, her er de syvogtyve Øre.

KRAKAU
(afværgende).

Det haster jo'nte ...

HELMS.

Vist skal Du ta' dem!

KRAKAU
(tager Pengene).

Naa, jaja ... (Rejser sig.)

HELMS.

Hvor skal Du nu hen?

KRAKAU
(hen til sin Kommode).

Vi har jo glemt dine Blomster.

HELMS
(glad smilende).

Mine Blomster, ja ...

KRAKAU
(nyser).
HELMS.

Gud velsigne Dig!

KRAKAU
(kommer med Blomsterne).

Tak ! ... Her er de.

HELMS
(lugter til dem).

De lugter dejlig ... (Tager en Blomst af Buketten og sætter den i Krakau's Frakkeopslag.) Den er til Dig !

KRAKAU.

Saa skal Da saagu' da osse pyntes ... Det er da din Gebursdag ! (Anbringer en Blomst i Helms' Knaphul.)

HELMS.

Tak, Krakau, Tak!

KRAKAU
(sætter sig).

Og saa hopper vi igen!

HELMS
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Ja, saa hopper vi igen odde!

De spiller interesseret videre.

Tæppe.