Wied, Gustav Skærmudsler

221

SKÆRMYDSLER
Skrevet 1901,
første Bogudgave 1901

222

        

223

AGERENDE

  • CLARA
  • HERTHA
  • ELLEN
  • PROFESSOREN

En temmelig stor Dagligstue (Kvist) i en Villa paa Frederiksberg.

Gamle Mahognimøbler. - Over Sofaen et Maleri af en ældre hvidhaaret Herre i Borgmesteruniform.

Ild i Kakkelovnen. - Dør til højre ind til Spisestuen. - I Baggrunden Dør til Entreen, højt trefløjet Skærmbræt foran.

Clara og Hertha sidder og smaablunder hver i sin polstrede Armstol. - Hertha slumrer lydløst; medens Clara derimod ikke kan siges fri for at snorke en Kende. Det er nogle sælsomme Lyde, hun frembringer. - Skulde man stave til dem, vilde de vel se saaledes ud: Hraa-pyhh, hraa-pyhh ... og saa omtrent hvert femte Minut et meget energisk: Hræw!

Pludselig eksploderer der et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, og der slynges som en Regn af Smaasten mod Indersiden af Laagen.

HERTHA
(retter sig, lysvaagen).

Næmen, Gud dog!

CLARA
("pyhh"er videre uden at lade sig afficere).

Hræw !

HERTHA
(sidder musestille og titter hen mod Søsteren. - Hun tør ikke forstyrre hende).

Men efter nogle Minutters Forløb udstøder

CLARA
(et saa overvældende: Hræw! at hun selv vaagner derved og siger i samme Øjeblik vredt og fornærmet).

Kan Du dog ikke holde Dig lidt rolig, Hertha, naar vi skal hvile efter Middag!

HERTHA
(blidt, men dog ogsaa fornærmet).

Nu ta'er Du igen fejl, søde Clara; det var ved Gud ...

CLARA
(spidst, afbrydende).

Naturligvis !

HERTHA
(fredsommelig, men paastaaelig).

Jamen, søde Clara, Du med din sefejl ...! Jeg bebrejder Dig virkelig ikke no'et, det ...

CLARA
(med Højhed).

Jeg snorker ikke, Hertha!

HERTHA.

Jamen, Professor Petersen si'er jo da sæl, at ...

CLARA.

Og jeg har aldrig snorket! - Du skulde bare vide, hvordan Du ligger om Natten med dine Bevægelser! Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

HERTHA.

Faar Du ikke Søvn! Næ véd Du nu ...

224
CLARA
(kører over hende).

Det er som et Regiment Soldater, der holder Øvelse paa din Dyne! - Vil Du tænde Lampen!

HERTHA.

Jamen jeg maa dog virkelig ...

CLARA
(gør Mine til at rejse sig).

Eller skal jeg?

HERTHA
(op. Stramt).

Næ, Gudbevares! Det er min Uge!

CLARA
(giver sig pludselig til at klappe ud i Luften efter et Møl).
HERTHA
(ser interesseret til).

Fik Du 'en?

CLARA.

Nej ...

HERTHA.

Fik Du 'en ikke?

CLARA.

Nej ... Det er ogsaa Mathilde, der slæber alle di Dyr herind!

HERTHA.

Mathilde? Men hvor kan Du dog si'e det!

CLARA.

Ja, Lopper har hun da! - Hent saa Lampen! Den staar inde paa Buffeten!

HERTHA.

Tak! Jeg har selv sat den der! (Ud i Spisestuen. - Tilbage med en utændt Lampe, som hun stiller fra sig paa Bordet foran Sofaen.) - Næ, se dog Maanen, Clara, hvor den skinner yndigt i Aften! (Hen til Vinduet og ser ud.) Kom dog, skal Du se, hvor smukt der er i Haven.

CLARA
(hen til Vinduet).

Nydeligt!

De staar begge tavse og fortabte en Stund. - Saa siger

HERTHA.

Det er yndigt for lille Ellen med det Maaneskin, vi har i denne Tid, for Forelæsningerne.

CLARA
(vred).

Ja - hun med sit Renderi ved Nattetider!

HERTHA.

Nu har Du jo engang gi'et hinner Lov ...

CLARA.

Det var meget imod min Vilje, Hertha, det véd Du!

HERTHA
(for at komme bort fra Emnet).

Kan Du huske, Clara, det Efteraar paa Frydenlund, da vi hentede Ellen?

CLARA.

Ja.

HERTHA.

Det var ogsaa det yndigste Maaneskin ...

CLARA
(tænksomt).

Det var samme Aar, Tante Ulrikke tog Bromkalium ...

HERTHA
(nikker ivrigt).

Ja, ja! - Og kan Du saa huske, at den Aften, vi skulde rejse, stod vi ved Vinduet med Ellen i Salen og saa' ud i Haven, og da sad Maanen lige netop oppe paa Flagstangen paa Knappen som en stor gul Kugle ...?

225
CLARA
(afgjort).

Maanen er hvid!

HERTHA.

Hvor kan Du dog sige det, søde Clara! Se rigtig paa den.

CLARA
(afgjort).

Maanen er hvid!

HERTHA.

Jamen, sødeste Clara, Du kan jo dog se ...

CLARA.

Jeg har aldrig kendt noget saa paastaaeligt som Dig, Hertha!

HERTHA.

Paastaaelig ... ? Nej véd Du nu hvad! Men jeg finder, at Ret skal være Ret ...

CLARA.

Maanen er hvid! - Spørg Du Professor Petersen.

HERTHA.

Aa-r, Du med din Professor Petersen ...

CLARA.

Bøjer Du Dig maaske ikke for en Videnskabsmand?

HERTHA.

Jo, jeg gør; det véd Du meget godt, jeg gør ... Men Maanen er nu gul, og det har den altid været!

Lille Pause.

CLARA
(afsluttende. - Med Vægt).

Maanen har den Farve, Maaner skal ha'! - Og tænd saa Lampen.

HERTHA
(tænder under megen Klirren Lampen. - Og)
CLARA

(ruller noget febrilsk Gardinet ned).

Naar der er blevet lyst i Stuen, ser man, at de to gamle Søstre ligner hinanden paa et Haar. - Ogsaa Klædedragten er ens: sorte, uldne, fodfri Kjoler med hvide Strimler for Hals og Haandled. - Begge bærer de lang Guldurkæde med "Skyder"; og Halslinningen holdes sammen af en stor guldindfattet Mosaikbroche. - Paa det glatfriserede, hvide Haar har de sorte Kniplingssæt med "Hængler". -

De ligner, som sagt, hinanden meget. Kun har Clara et mere energisk Drag om Mund og Øjne - medens Hertha for sin Del ikke ganske er Herre over nogle smaa St. Veitsdansagtige Bevægelser af Hænder og Fødder. - Som nu f. Eks. da hun staar og tænder Lampen, klirrer hun temmelig umotiveret med Glas og Kuppel. -

Naar

CLARA
(har hørt lidt paa det, siger hun skarpt).

Hertha! -- Dine Begelser!

HERTHA
(hører øjeblikkelig inde med Klirringen og slaar over i sin Modsætning, idet hun bliver ganske stiv og automatisk).

Pause. - Lampen er tændt.

DAMERNE
(henter deres Strikkekurve frem og sætter sig i de respektive Stole paa hver sin Side af Bordet. - De har broderede Skamler under Fødderne og et graat, uldent, hæklet Tæppe over Knæene. - De "forfødder" begge hver en langskaftet, sort, ulden Strømpe).
CLARA
(der sidder og slaas med sit Strikketøj).

Jeg kan ikke forstaa det, Hertha, men jeg har hele Dagen næsten ikke kunnet faa Pindene fra hinanden ... Du har da vel ikke strikket paa mit?

226
HERTHA.

Jeg!? Hvor kan Du si'e saadan no'et!

CLARA
(viser Strikketøjet).

Vil Du se, di er næppe til at slide fra hverandre!

HERTHA.

Di er vel fedtede.

CLARA
(indigneret).

Fedtede!?

HERTHA.

Lad mig prøve?

CLARA
(rækker Strikketøjet. - Stramt).

Værsgod!

HERTHA
(tager Strikketøjet og begynder at strikke. Hun ligefrem kæmper med Pindene, der synes at være smurte med Gummi i Spidsen, saadan hænger de sammen, saa snart de berører hinanden).

Det var dog besynderligt ! - Prøv mit.

CLARA
(prøver Søsterens Strikketøj).

Ja, der er jo ikke no'et i Vejen.

HERTHA.

Vi kan godt bytte. Mig generer det ikke saa meget ...

CLARA
(skyder skyndsomst Søsterens Strikketøj tilbage over Bordet).

Nej, Hertha, det véd Du, det gør jeg ikke! - Du strikker alt for fast! Jeg kan ikke gaa paa de Strømper, Du har strikket; det er ligesom Saalelæ'r. - Det er dine Begelser! (Snapper hurtigt sit eget Strikketøj.)

Pause.

CLARA
(slider i Pindene; og udstøder omsider et irriteret)

Aa-rr, da osse!

HERTHA
(dybsindigt).

Tror Du ikke, Clara, at der er Torden i Luften?

CLARA.

Torden i Luften! I November! I Maaneskin! - Nej, Hertha, nu er Du dog virkelig ved Gud for barnlig!

HERTHA
(stødt).

Man har dog læst om, at det kan tordne Juleaften, véd jeg - Og naar det kan indvirke paa Telegraftraadene ...

CLARA.

Og hvorfor skulde saa ikke dine Pinde mærke det?

HERTHA.

Ja, det véd jeg ikke ... Men maaske Ellen kan forklare ...

227
CLARA
(haanligt).

Aa-rr! Ellen! - Lad os ikke tale mere om det !

Ny Pause.

CLARA
(maa stadig slaas med sine Pinde. - Hun er ganske rød i Kinderne af Irritation. Men hun vil ikke give sig over).

Pludselig siger

HERTHA
(som Resultat af et Tankearbejde).

Du er nu for haard ved Ellen, Clara ...

CLARA
(afvisende).

Sødeste Hertha, det har vi diskuteret!

HERTHA
(paastaaelig).

Og jeg tror nu, at det begynder at trykke Barnet ...

CLARA
(spidst).

Det kan ingen forbyde Dig! - (Slaas med Strikketøjet.) Ved Gud i Himmelen, om jeg kan faa i mit Ho'ede, hvad der er i Vejen med de Pinde!

HERTHA
(mildt).

Jeg synes, Du skulde ta' et andet Sæt ...

CLARA
(afgjort).

Nej, Om jeg gør! (Kæmper videre.)

HERTHA
(efter en lille Pause).

Hva' var 'et, Ellen skulde høre i Aften paa Forelæsning?

CLARA
(kort).

Det véd Du jo godt sæl!

HERTHA.

Ja, det var vist no'et om Fysik ...

CLARA.

Det var om "Menneskets psykofysiske Liv!"

HERTHA
(beundrende).

At Du kan si'e det saa rask, Clara! Men det er vist osse din Næsefejl, der hjælper Dig med den Snøvlen. Du har saa nemt ved at udtale det franske.

CLARA.

Det er ikke fransk!

HERTHA.

Saa kunde det ha' været det.

CLARA.

Jamen, det er det ikke!

HERTHA.

Nej ... naar Du si'er det ... Gudbevares!

CLARA.

Det er Latin!

HERTHA
(mildt).

Ja for mig maa det saamænd være hva' det vil, søde Clara. - Men Du skulde pudse din Næse ... lidt oftere. Det si'er osse Professor Petersen ... Naar Du taler Dansk.

CLARA
(pudser uvilkaarlig Næse).

Et Ur slaar inde i Spisestuen.

HERTHA.

Halv otte ...

CLARA.

Hvor kan dog Ellen blive af!

HERTHA.

Det er jo helt inde paa Universitetet ...

CLARA.

Ja altid skal Du undskylde! - Ved Gud, Hertha, Du ødelægger hende!

228
HERTHA
(hidsig. - Hænder og Fødder gaar).

Barnet maa ha' sin Frihed!

CLARA
(med en manende Haandbevægelse).

Dine Begelser!

HERTHA
(stivner med et Ryk).
CLARA.

Professor Petersen har selv sagt, at jeg skal minde Dig, naar det kommer.

HERTHA.

Jeg si'er jo heller ikke no'et, Clara ...

CLARA.

Nej ... men Du laver Ansigt!

Pause.

HERTHA.

Mathilde spurgte i Formiddags, om hun maatte gaa Klokken fem i Morgen ...

CLARA.

Skal saa Vadsken staa igen efter hende hele Natten!

HERTHA.

Hun er jo da ellers saa flink ...

CLARA.

Aa-rr, flink?

HERTHA.

Ja, det ved Gud, hun er, Clara, det lille Menneske ! - Barnet møder her hver Morgen Klokken syv ...

CLARA.

Hum ...

HERTHA.

Og aldrig er hun kommen et Minut over ...

CLARA
(overlegent).

Der er mange Børn, der er vant til at staa meget tidligere op i den Klasse!

HERTHA.

Maa hun saa gaa i Morgen?

CLARA.

I min Uge fik hun ikke Lov til det, Hertha, det véd Du!

HERTHA

.. Ja ...

CLARA.

Og det benytter hun sig a'! (Lægger pludselig Strikketøjet haardt ned paa Bordet.) Jeg tror, di Pinde er forrykte !

HERTHA.

Jeg forstaar ikke, Clara, at Du ikke skifter dem...

CLARA
(snapper Strikketøjet igen).

Skifter!? - Skulde man nu osse la' sig regere af sine Pinde! (Kæmper videre.)

HERTHA
(efter en lille Pause. - Rejser sig).

Ja, saa er det vel bedst, at jeg gaar og laver til The ...

CLARA.

Pas nu paa, hvis Du skal hælde paa Apparatet.

HERTHA
(let irriteret).

Det begriber Du da, jeg gør, søde Clara! - Jeg bruger jo altid Tragten! - (Tager et strikket Tørklædet over Hovedet og gaar ud gennem Spisestuen.)

Saa snart Døren er lukket, napper

CLARA
Søsterens Strikketøj og sammenligner under Lysningen fra Lampen Pindene med sine egne. - Strikker lidt paa hvert af dem og kan ikke forstaa sine egne Pindes Umedgørlighed. - Entréklokken ringer. Hun lægger hurtig Herthas Strømpe paa Plads.
229
HERTHA
(med skinnende hvidt Forklæde paa. - Aabner Døren fra Spisestuen).

Vil Du ikke nok lukke op, lille Clara? Det er Ellen. - Jeg staar midt i Æggene. - Men husk at ta' dit Tørklæde paa!

CLARA.

Ja, nu skal jeg ... (Tager et lignende Tørklæde som Søsterens om Hovedet og forsvinder bag Skærmbrættet foran Entrédøren.)

HERTHA
(bort).
CLARA
(i Entreen).

Godaften, lille Ellen! - Du kommer sent, synes vi. - Ja, jeg gaar ind - Du véd, mit Ho'ede! (Hurtig ind igen og sætter sig paa Plads.)

ELLEN
(i Entreen).

Ja, gaa Du kun ind, lille Tante Et. - (Kommer selv lidt efter ind fra Entreen; men bliver staaende bag Skærmbrættet og taler. - Man kan ikke se hende.)

CLARA.

Du kommer sent, synes vi.

ELLEN
(bag Skærmbrættet).

Aa, ja maaske ... Tinka Mühlertz og jeg fulgte hinanden hjem.

CLARA.

Fulgte hjem ... ?

ELLEN.

Ja, først fulgte jeg Tinka; og saa fulgte hun mig.

CLARA.

Sikke Narrestreger! - Saa maatte hun jo gaa ene nu.

ELLEN.

Aa-aa, hun finder sig nok en ung Herre!

CLARA
(strengt).

Ellen, ikke den Tone!

ELLEN.

Nej, Deres Naade! - Aa, vi ha'de saameget at tale om, Tinka og jeg! Det var saadan et interessant Foredrag!

CLARA
(stramt).

Saa-aa ...?

ELLEN
(stadig bag Skærmbrættet).

Hvor er Tante To?

CLARA.

Din Tante Hertha er ude at lave The. - Du er vel kuldslaaet nu?

ELLEN.

Jeg formoder det næsten.

CLARA.

Ja, kom kun saa!

ELLEN
(frem fra Skærmbrættet. - Hen mod Tanten).

Godaften lille Tante ...!

CLARA
(afværgende).

Nej! Først hen ved Kakkelovnen!

ELLEN
(gaar hen til Kakkelovnen, hvor hun drejer sig rundt, stiv og alvorlig, for at blive "kuldslaaet" paa alle Leder).

Du kan ikke tænke Dig, Tante Et, saa interessant Foredraget var!

CLARA
(stramt).

Saa-aa ...? - Ja, Du skal ikke fortælle mig noget om det, før Tante Hertha kommer, for saa faar jeg det jo bare to Gange!

230
ELLEN
(drejer rundt).

Sikken Masse Mennesker, der er paa Gaden i Aften!

CLARA.

Ja, det er jo et nydeligt Vejr ...

ELLEN
(standser og brister i Latter).

Men, Tante Et, hvordan er det dog, Du sidder og fumler med dit Strikketøj!

CLARA.

Fumler ? Lærer I osse den Slags Ord paa det ... "Kursus"?

ELLEN.

Nejmen, hvorfor sidder Du saadan?

CLARA.

Jeg blev lidt kold om Fingrene, da jeg var ude at lukke op.

ELLEN
(ler højt).
CLARA.

Men Barn ...!

ELLEN
(behersker sig).

Om Forladelse lille Tante! - Maa jeg saa komme hen og sige Godaften?

CLARA.

Du er vel kuldslaaet?

ELLEN
(overgivent).

Ja-a! over det hele!

CLARA.

Saa kom.

ELLEN
(hen at kysse Tanten).

Godaften, velædle Borgmesterdatter fra Ringkøbing!

CLARA.

Du er nu for kaad, Ellen!

ELLEN.

Ja, det er jeg vist ogsaa! Men det var saadan et storartet Vejr! - Hvor er Herthadalen?

CLARA
(stramt).

Jeg har jo sagt Dig, at din Tante Hertha er ude at lave til Aftensbordet.

ELLEN
(stiller sig op foran Tanten. - Med mørk Pathos).

Tante Et, véd Du, at Du har ingen Sjæl?

CLARA
(lader forfærdet Strikketøjet synke).

Men Barn ...

ELLEN.

Ikke Spor! Det er bare en Sum af Sanser! - Nu gaar jeg ud og hjælper Tante Sjælland. (Bort gennem Spisestuen.)

CLARA
(ser efter hende - ryster paa Hovedet - pudser Næse - strikker nervøst. Pindene vil stadig ikke lystre.)

Lidt efter kommer Hertha og Ellen ind. Den sidste bærer en sirlig The-Opdækning paa en Bakke. Hertha har endnu sit hvide Forklæde paa. - Over Thepotten er der en broderet "Varmer".

ELLEN
(rydder til Side paa Bordet. - Stiller Tallerkener rundt og anbringer paa hver af dem en lille hvid Serviet, som hun først snor sammen, saa at den ligner et omvendt Kræmmerhus. - Nejer).

Værsaagod, mine Damer! Der er serveret!

BEGGE TANTERNE.

Tak!

231
HERTHA
(stryger Ellen over Armen).

Du bli'er rigt'nok en sød lille Husmo'er! (Sætter sig i sin Stol.)

CLARA.

Hertha! Drikker man The med Køkkenforklæde paa?

HERTHA.

Gud, nej ... undskyld ! (Hurtig Forklædet af.)

ELLEN
(tager det).

Nu skal jeg ... (Lægger det ind i Spisestuen.)

HERTHA.

Tak, søde, lille Ellen!

ELLEN
(skænker The og byder).

Hver Gang man rækker hinanden noget, siges der: Værsgod! og svares: Mange Tak!

CLARA
(byder Ellen Fløde).

Værsgod, lille Ellen ... Fløde.

ELLEN
(leende).

Næ-h, lille Tante, Du faar mig ikke listet til det! - Se, hvor from hun ser ud!

HERTHA.

Jeg tror virkelig, at jeg i Aften vil prøve osse at la' være med Fløde ...

CLARA
(strengt).

Hertha!

HERTHA.

Jamen, søde Clara, bare prøve si'er jeg jo ...

CLARA.

Du véd, at jeg holder ikke a' det!

ELLEN.

Jamen, naar nu Tante To gerne vilde forsøge ...

CLARA.

I din Tantes Alder gør man ikke den Slags Ting!

HERTHA
(tager stille Fløde).

Naar det er Dig saa meget imod, Clara ... Det smager vist ogsaa bedre ...

ELLEN
(klapper i Hænderne).

Gudforbarmesig, hvor I er søde! - Bare jeg var Digter, saa vilde jeg skrive en Vise om Jer! (Synger.) To Tanter sa-a-d paa Bøgekvist ...

CLARA.

Ellen!

HERTHA
(forskrækket).

Ellen ... søde lille Ellen ...

CLARA.

Husk, Du sidder ved Bordet!

ELLEN.

Ja! ... (Synger:) To gode Venner var de vist ... (Taler:) Maa jeg ta' en Kiks?

CLARA
(stramt).

Værsaagod!

HERTHA
(stryger Ellen kærligt ned over Armen).

Ellen er som at ha' en lille vilter Fugl hos sig.

CLARA.

Ja, skulde Du opdrage hende, fløj I vist begge to til ... til ... Corsica!

ELLEN
(spisende).

Længere, længere, Tante Et! Helt ned til Ægypten! (Leende.) Jeg ser Tante To baske over Middelhavet !

232
HERTHA
(smilende).

Barn, Barn, jeg bliver ganske syg! - Og saa taler man ikke med Brød i Munden!

ELLEN
(viser Tungen frem).

Det er KikS !

CLARA.

Men Ellen dog! - Du er for slem!

HERTHA
(rørt).

Aa Herregud, saadan var hendes Mo'er osse i hendes Alder ...

CLARA.

Vi har aldrig været det!

HERTHA.

Vi var jo osse saa meget ældre !

ELLEN.

Hvor gamle var I, da Mo'er blev født?

HERTHA.

Clara var tyve, og jeg var seksten.

ELLEN.

Er det ikke morsomt at faa en Søster i den Alder?

HERTHA
(smilende ved Mindet).

Yndigt ...

ELLEN.

Jeg vilde saa forfærdelig gerne ha' saadan en lille En og gaa og nusle med! - Kunde Du ikke faa En, Tante Clara?

CLARA
(omtrent lam af Rædsel).

Næmen ...

HERTHA.

Næmen, lille Ellen ...

ELLEN
(lidt benauet).

Ja, nu gaar jeg vist for vidt, hva'? ikke?

CLARA.

Jo, det véd Gud, Du gør! - Bær Thetøjet ud!

ELLEN.

Jo ...! (Rejser sig.) Tak for The! (Samler Opdækningen sammen.)

CLARA
(kort).

Velbekomme!

HERTHA
(blødere).

Velbekomme, lille Ellen ...

ELLEN
(ud gennem Spisestuen med Thebakken).

Lille Pause.

HERTHA
(frygtsomt).

Der er ikke mere Melis ...

CLARA
(i Udbrud).

Der gaar nu mere Sukker til i din Uge, Hertha, med dine Begelser! Det knaser altid, hvor Du har staaet og fyldt.

HERTHA
(stille).

Jeg ta'er mig dog saadan i Agt ...

CLARA.

Du tænker ikke!

Pause. - Ivrig Strikken.

CLARA
(slaas med Pindene).

Ellen bli'er værre og værre - i Munden!

HERTHA.

Hun er jo saa ung, Clara ...

CLARA.

Jeg tror, det er fordi, hendes Fa'er var Landmand ! Di faar saaden no'et bredt over sig.

HERTHA.

Og nu har hun dog været hos os i otte Aar ...

CLARA.

Di fødes med det! - Og saa dette Kursus og disse Forelæsninger!

233
HERTHA.

Det skulde dog virke dannende ...

CLARA.

Dannende ...! ? Det virker opløsende, gør 'et, demo-raliserende! - Jeg kan ikke si'e, hvad hun sa'e til mig, før Du var ude ved Theen!

HERTHA.

Var 'et nu, da hun kom hjem?

CLARA.

Ja ... (Eksploderer.) Hun sa'e, at jeg ha'de ingen Sjæl, vil Du tænke Dig! - det var bare Sanselighed, sa'e hun!

HERTHA
(folder Hænder).

Ih men Gud fri mig!

CLARA.

Ja!

HERTHA.

Ingen Sjæl ...!?

CLARA.

Det sa'e hun!

HERTHA.

Men det er vel blot saadan no'et, di lærer ...

CLARA.

Unge Piger!

HERTHA
(sky).

Der kommer hun ...! Tror Du, det er værdt at ...

CLARA.

Der maa tales om det! Vi er hende i Forældres Sted! - Men det er bedst, at Du gør 'et, Hertha, jeg véd jo meget godt, at jeg er no'et hidsig.

HERTHA
(urolig).

Jamen ... hvorledes skal jeg ...

CLARA
(manende).

Dine Begelser ! (Hertha bliver stiv.) -- Du kan jo spørge hende om Forelæsningerne.

HERTHA
(atter urolig; men griber sig i det).

Ja ... saa skal jeg prøve da ...

ELLEN
(ind fra Spisestuen med Bøger, Stilebøger og et Blækhus. - Stiller Sagerne fra sig paa Bordet).

I skulde sikken Maanen dog skinner inde paa mit Værelse!

CLARA.

Er den nu kommen dér om!

HERTHA.

Vi talte netop om Maanen før, Clara og jeg ...

CLARA
(afvisende).

Det kan vist ikke interessere Ellen!

HERTHA
(sky).

Nej ...

ELLEN
(har sat sig ved Bordet. - Kigger i en Bog).
CLARA
(gør Tegn til Hertha, at hun skal tale).
HERTHA
(urolig).

Ja, ja, Clara ... men det er skam ikke saa lige ...

ELLEN
(løfter Hovedet fra Bogen).

Hva' er der?

CLARA
(med et Blik til Hertha).

Ikke no'et.

Pause.

CLARA
(gør atter Tegn).
234
HERTHA
(nikker. Og begynder urolig famlende).

Har Du ... har Du mange Lektier til i Morgen, lille Ellen?

ELLEN.

Aa nej ... Naturhistorie, Geografi og Fransk.

HERTHA.

Der var no'et, jeg gerne vilde spørge Dig om ...

ELLEN.

Værsgod, lille To.

HERTHA
(snedig).

Jeg vilde gerne vide, hvad Sjæl hedder paa Fransk ...

CLARA
(nikker bifaldende).
ELLEN
(overvejende).

Sjæl ...? Sjæl ...? - Ame! L'âme - Hunkøn.

HERTHA.

Og hvad hedder saa: en udødelig Sjæl?

CLARA
(nikker igen).
ELLEN
(flot).

Une âme immortelle! - Tror Tante To, de taler Fransk i Himlen?

CLARA.

Ikke den Tone, lille Ellen Frederiksen!

ELLEN.

Nu tier jeg, lille Clara Bülow! (Bøjer sig over Bogen. - Pludselig op igen.) Det er sandt, Professor Petersen kommer herop om lidt.

HERTHA
(overrasket).

Hva' si'er Du!?

CLARA
(ligeledes).

Professor Petersen!?

ELLEN.

Ja; jeg mødte ham før paa Vesterbro; han skulde i Praksis. Og saa sa'e han, at hvis det ikke blev for sént, saa kom han lidt herop.

CLARA
(til Hertha, der er bleven urolig).

Hertha, dine Begelser! - (Til Ellen.) Og det si'er Du først nu!

ELLEN.

Jeg glemte det. - (Skælmsk.) Det er nok noget for de smaa Damer ...!

HERTHA.

Det er en meget indtagende ældre Herre ...

ELLEN.

I-ja-a!

CLARA.

Og et Menneske, man kan lære no'et a'!

HERTHA.

Og vores ge !

CLARA.

Og her kommer jo ikke saamange ...!

ELLEN
(smiler ved deres Iver).
HERTHA.

Det er særlig Clara, der ...

ELLEN
(truer med en Finger).

Aah, lille To, Du er saamænd ogsaa helt væk! - Se, hvor rød Du bli'er i de smaa Kinder!

HERTHA
(slaar efter hende; forlegen).

Aa-rr, Du ...!

CLARA
(har rejst sig og nusler rundt i Stuen).
235
HERTHA.

Hva' søger Du, lille Clara?

CLARA
(med bortgemt Ansigt).

Jeg er bleven lidt smudsig paa Fingrene ... Det er vist det sorte Garn ... Jeg kan ikke forstaa ... (Hurtig hen mod Spisestuen.) Jeg gaar ind og vadsker mig ... (Bort.)

ELLEN
(leende).

Du skal se, Tante To, hun gaar ind og ta'er den Atlaskes paa!

HERTHA
(urolig, med ubeherskede Bevægelser).

Der var no'et jeg ... jeg gerne vilde tale med Dig om, lille Ellen.

ELLEN
(lægger beroligende en Haand paa Tantens Arm. - Bevægelserne ophører).

Naa, og hvad var saa det?

HERTHA
(famlende).

Jeg vilde bare spørge ... Kunde Du ikke ... Tror Du ... Er det nødvendigt for din Eksamen, at Du skal gaa paa disse Forelæsninger?

ELLEN
(lidt retiré).

Naa-aa, nødvendigt er det just ikke ...

HERTHA.

Ja for vi ... baade Tante Clara og jeg, vi ...

ELLEN
(atter i godt Humør).

Men mest Tante Clara ... hva'?

HERTHA
(forvirret).

Ja ... ja, mest Tante Clara ... Hun ... vi ... hun tror ikke, at Du har rigtig godt af det.

ELLEN.

Er hun bange for, at jeg skal - sprænge Jer i Luften.

HERTHA.

Ja ... ja, Clara mener ...

ELLEN.

Aah, hun vilde vist helst ha', at jeg tog saadan et Skærmbræt paa ligesom det dér henne!

HERTHA
(betaget).

Gud, hvor Du lignede din Mo'er, da Du sa'e det!

ELLEN
(alvorlig).

Hør nu lille To, synes Du i Grunden ikke, at det er Synd imod mig?

HERTHA
(ulykkelig).

Jo ... jo ... og det har jeg ogsaa sagt til Clara! - (Fortrolig.) Men kunde Du ikke osse ti'e stille mæ' 'et, lille Ellen?

ELLEN
(uforstaaende).

Med hvad for no'et?

HERTHA.

Jeg mener med det, han staar og si'er derinde, ham, der holder Foredraget. - Clara taaler det ikke.

ELLEN.

Jamen jeg har jo netop med Vilje ikke talt et Muk om det i Dag, Tante To!

HERTHA.

Jo-o, Du har, det har Du, det si'er hun! - Og saa da 'sær i Aften, da hinners Pinde har gjort hinner saa kort for Ho'edet!

236
ELLEN
(ler himmelhøjt).
HERTHA.

Hun har jo siddet og makket med dem lige siden i Middags.

ELLEN
(leende).

Jeg véd det!

HERTHA.

Og det skal jun'de gøre hende mildere.

ELLEN.

Nej!

HERTHA
(tøvende).

Hun si'er ... hun sa'e, at Du ha'de sagt no'et om hinners Sjæl ...

ELLEN.

Om hendes Sjæl ?

HERTHA.

Ja ... om at hun ha'de ingen ...

ELLEN
(leende).

Naa-aa! - Nej det er der ingen, der har!

HERTHA
(angest).

Hy-ss, Barn! At Du kan si'e det!

ELLEN
(griber Tanten med begge Hænder om Hovedet).

Det var derfor, jeg skulde oversætte Fyren for Dig paa Fransk?

HERTHA
(forlegen-naiv).

Ja for ... for jeg kunde jo ikke rigtig faa begyndt ...

ELLEN
(kysser hende).

Du er det sødeste Fruentimmer i Verden, Tante To! Og saa snedig ?

HERTHA.

Ja ... jo ... men ...

ELLEN.

Kys mig én Gang til!

HERTHA.

Med Fornøjelse, jo ... men ...

ELLEN
(kysser hende).

Skal jeg sige Dig noget? - Det er min Skyld, at Tante Ets Pinde er tossede!

HERTHA
(folder Hænderne).

Men Barn ...!

ELLEN.

Jeg har magnetiseret dem.

HERTHA.

Hva' har Du ...?

ELLEN.

Ja -- med denne hér ! (Trækker en stor Hesteskomagnet op af Lommen.)

HERTHA.

Ih, Gud fri mig!

ELLEN.

Ja! Det har hun godt af!

HERTHA
(meget urolig).

Jamen, kære, lille Ellen, jeg ...

ELLEN
(putter hurtig Magneten i Lommen).

Hy-ss ! - Der er hun ... Monstrummet!

CLARA
(ind fra Spisestuen. - Hun har nettet sig med nye, bredere Strimler om Hals og Ærmer. - I samme Nu, hun træder ind, opdager hun Søsterens Uro og siger øjeblikkelig):

Hertha, dine Begelser!

HERTHA
(bliver stiv).
CLARA
(paa Plads).

Der strikkes og læses.

237
ELLEN
(løfter pludselig Hovedet fra Bogen).

Det er sandt, jeg har vist slet ikke fortalt Jer noget om Forelæsningen i Aften?

Det giver et Chock i begge Tanterne.

HERTHA
(ser med angestfulde Øjne over paa Clara).
ELLEN
(rolig).

Det var storartet interessant!

CLARA
(spidst).

Saa-aa!

ELLEN.

Storartet! - I kan tænke Jer, han beviste derinde, Dr. Johnson, at Mennesket ingen Sjæl har ... han beviste det!

CLARA
(haanlig).

Hæ! Han maa være en meget klog Mand!

HERTHA
(nervøst).

Hvorfor skal I dog nu tale om det...

CLARA
(dirrende).

Fordi det interesserer os, lille Hertha! - Det kan dog virkelig være interessant at faa at vide, hvad saadan en ... Bølle kan falde paa at bevise!

ELLEN
(rækker smilende en Haand ud mod Clara).

Kys mig, Tante Et!

CLARA
(afvisende).

Jeg kerer mig ikke om dine Fiksfakserier!

HERTHA
(mæglende).

De unge véd jo mere end os ældre, lille Clara ... de lærer mere!

CLARA.

Jeg véd ikke, om Du mener, at Du er Idiot, søde Hertha! - Jeg er det ikke!

ELLEN
(rolig docerende).

Naar Du nu stikker Dig med en Synaal, Tante Et - hvor gør det saa ondt?

CLARA.

Dér hvor jeg stikker mig - formodentlig!

ELLEN
(ler fornøjet).

Det tænkte jeg nok! - Tror Du ogsaa det, Tante To?

HERTHA
(beskedent).

I gamle Dage var det da dér ...

ELLEN.

Naar I nu f. Eks. stikker Jer i Pegefingeren ...

CLARA.

Saa gør 'et vel ondt i Pegefingeren!

ELLEN
(fornøjet).

Næ-æ, nej - sletikke!

CLARA
(arrig).

Saa i Næsen da, kanské!

ELLEN
(overlegent).

Nej - i Hjernen, Tante Et!

CLARA.

Vrævl!

HERTHA.

Ja, dér maa jeg ved Gud gi' Clara Ret!

ELLEN
(docerende).

Og naar man har Tandpine, saa er det slet ikke i Tænderne, det gør ondt!

HERTHA
(dybsindigt).

Hvorfor trækker man dem da ud ...?

CLARA
(haanlig).

Ja, det spør' jeg da ved Gud osse om!

ELLEN
(noget forvirret).

Trække dem ud ... ja ..., det ...

CLARA.

Ja, si' vos det!

238
ELLEN
(ivrig).

Ja nu skal jeg sige det - I behøver slet ikke at være vigtige! - Dr. Johnson fortalte netop om en ung Pige, der ha'de faaet sat sit Ben af helt oppe ved Hoften ...

CLARA.

Er der osse Herrer paa disse ... Forelæsninger?

ELLEN
(ivrig).

Masser! (Fortsætter) ... og i mange Aar efter ha'de hun ondt i sit Knæ!

CLARA.

Barnet har vel drømt!

HERTHA
(mildt).

Man kan jo osse drømme, at man har Vinger, lille Ellen, og kan flyve.

ELLEN
(haanligt).

Tror I, Dr. Johnson taler om Drømme!

CLARA.

Ja, hvem kan vide, hvad saadan en Døgenigt kan falde paa at tale om!

ELLEN
(ivrig).

Nejmen det var bare Nerverne, hun kunde mærke det i - de Nerver, der fører fra Benet op til Hjernen.

CLARA
(hidsig. - Slider i Strikketøjet).

Jamen naar Tøsen intet Ben ha'de!

HERTHA
(stille).

Hvad var 'et for et Ben, der var skaaret a' hinne, lille Ellen?

ELLEN
(kort).

Det højre!

HERTHA
(dybsindigt).

Jamen har saa Manden ikke ment, tror Du, at hun ha'de ondt i det venstre da?

ELLEN
(hidsig).

Aah, I vil nu heller ikke forstaa! - For I kan godt!

HERTHA
(stille).

Nej, jeg tror ikke, vi kan ...

CLARA
(til Ellen).

Forstaar Du da maaske, at hun ka' ha' ondt i det Ben, hun 'de har?

ELLEN
(usikker).

Forstaar ... forstaar ... Det er der vist ingen, der saadan rigtig forstaar, men ...

CLARA.

At Du saa vil la' Dig bilde saadan no'et Vrævl ind!

ELLEN.

Det er ikke Vrøvl!

CLARA
(afgjort).

Jo, saamænd er 'et saa!

HERTHA
(mildt).

Det véd Du jo da ikke, lille Clara ...

CLARA.

Jo, saamænd véd jeg saa!

ELLEN
(igen ivrig).

Hør nu Tante Et: Du indrømmer da, at Hjernen er det vigtigste paa et Menneske?

CLARA
(uvillig).

Det er 'en vel ...

239
ELLEN.

Ja, for det er jo den, man tænker med !

HERTHA
(mildt).

Men Hjertet, lille Ellen ...?

ELLEN
(flot).

Aa, det er jo bare en Pumpe!

CLARA

der haanligt). En Pumpe ! Det maa jeg si'e!

ELLEN.

Ja - som pumper Blodet rundt i Kroppen!

CLARA.

Og naar man saa har ondt i - "Pumpen", er 'et saa osse bare oppe i Hjernen, man mærker det?

ELLEN
(fornøjet).

Ja, ja! Nu begynder Du at forstaa det! (Ivrig) Det er akkurat ligesom, naar en Dreng faar Prygl, fordi han har været uartig, saa føler han det bare oppe i Hjernen!

CLARA
(dirrende).

Naa, saa gør han det, naa! -- (Eksploderer.) Men de er 'et saagu da Rumpen, der bli'er rød!

HERTHA
(forfærdet).

Næmen, Clara ...!

CLARA.

Jamen, det er saagu da sandt! - Men kanske' er det osse anderledes nu!

ELLEN
(fornærmet).

Jeg vil ikke tale mere med Dig, Tante Et! - Der er ingen Alvor i Dig! (Ned over Bøgerne.)

HERTHA
(ulykkelig).

I er nu da osse saa ivrige, er I, begge to ...

Lang uhyggelig Pause.

Det ringer paa Entrédøren.

CLARA
(netter paa Strimler og "Hængler").

Der er Professoren ! -- Ellen, vil Du gaa ud og lukke op!

ELLEN
(rejser sig. - Stadig fornærmet. - Ud bag Skærmbrættet).
HERTHA
(har ogsaa rejst sig. - Urolig).
CLARA.

Hertha! - Hvor skal Du hen?

HERTHA
(forlegen).

Ind at ... to mine Hænder ...

CLARA.

Hum!

HERTHA.

Det sorte Garn er nu slemt til at smitte ...

CLARA.

Ja vist saa! - Men skynd Dig!

HERTHA
(trisser hurtig ud gennem Spisestuen).
ELLEN
(bag Skærmbrættet. - Man kan høre paa hendes Stemme, at Vreden stadig sidder i hende).

Værs'god, Hr. Professor ... !

PROFESSOREN
(ligeledes bag Skærmbrættet).

Nænæ, lille Frøken! - Damerne først!

CLARA
(pirreligt).

Godaften, Professor Petersen!

PROFESSOREN
(stadig skjult).

Godaften, godaften, Frøken Clara! - Ja, jeg skal nok blive i Karantænen.

240
CLARA.

Tak, ja; om De er saa god!

ELLEN
(frem).

Aa-rr, Tante Et med sit Skærmbræt!

PROFESSOREN
(skjult).

Naanaa, Frøken Ellen! - Godaften, Frøken Hertha!

CLARA.

Min Søster vadsker sig! - Nu kan Professoren godt komme!

PROFESSOREN.

Tak ... ! (Frem bag Skærmbrættet. - Han er en høj, hvidhaaret, glatraget og ungdommelig udseende Mand. - Peger smilende mod Kakkelovnen.) Saa skulde jeg vel lidt dér hen?

CLARA
(rolig).

Ja, - Tak - et Øjeblik.

PROFESSOREN
(nikker, smiler og gaar hen til Kakkelovnen, hvor han varmer sine Hænder).

Saadan burde man modtages i alle Huse; det er saa behageligt!

CLARA
(triumferende til Ellen, der tavs har sat sig hen til sine Bøger).

Der hører Du, lille Ellen!

ELLEN
(nede i Bøgerne).

Ja, I to !

CLARA
(bøjer sig over Strikketøjet og rødmer).
PROFESSOREN
(ser fra den ene til den anden. - Bort fra Kakkelovnen).

Saa, nu maa jeg virkelig hen og hilse ordentlig paa Dem! (Trykker varmt Claras Haand. - Hun rejser sig halvt og knikser.) -- De befinder Dem?

CLARA.

Jo-o, Tak! - Og Professoren?

PROFESSOREN.

Tak - altid frisk!

CLARA.

Vil Professoren ikke ta' Plads ...

PROFESSOREN
(sætter sig i Herthas Stol).

Tak, Tak! - Ja, jeg var jo herud ad; og saa vilde jeg se op.

CLARA.

Ellen fortalte det.

PROFESSOREN
(nikker til Ellen).

Ja, jeg mødte jo Frøken Ellen - rød og varm og leende med en Veninde under hver Arm!

ELLEN
(nikker igen; men bøjer sig saa atter over Bogen).

Pause.

PROFESSOREN
(kigger paa ny fra den ene til den anden).
HERTHA
(ind fra Spisestuen. - Ogsaa hun har faaet bredere Strimler om Hals og Ærmer).
PROFESSOREN
(rejser sig og giver Haand).

Godaften, Frøken Hertha, godaften! - Ja hér finder De mig!

HERTHA
(knikser).

Ja, lille Ellen sa'e det ...

PROFESSOREN.

Og De befinder Dem?

HERTHA.

Jo-o, Tak! - Og Professoren?

241
PROFESSOREN.

Tak, Tak! Altid frisk! - (Peger paa Stolen.) Er dette ikke Frøkenens Plads?

HERTHA
(knikser).

Aa jeg be'er! - Sæt Dem bare ...

PROFESSOREN
(sætter sig).

Pause.

HERTHA
(tripper nervøst rundt i Stuen).
PROFESSOREN.

Jeg skulde bringe Damerne en Hilsen fra min Kone.

CLARA.

Tak ...! Og Professorinden befinder sig?

PROFESSOREN.

Udmærket! - Hun er jo gift med en Læge!

CLARA
(ser efter Søsteren, der stadig irrer rundt).

Ja, hæ ... ! - Hertha!

HERTHA
(forfjamsket).

Ja, Clara ... jeg ...

PROFESSOREN.

Er der noget Frøkenen søger? Kan jeg ikke ...

HERTHA
(yderligere forfjamsket).

Næ ... nej ... næ Tak ... jeg ...

ELLEN
(kigger leende op fra Bogen).

Hvis De ikke flytter Dem, Professor Petersen, saa faar Tante To en Blodprop! Det er hendes Privatpind, De er fløjet op paa!

PROFESSOREN
(rejser sig hurtig).

Jamen kæreste, bedste Frøken Hertha, det var jo det, jeg spurgte om! - Undskyld!

CLARA.

Hertha dog! At Du ikke kan beherske Dig!

HERTHA
(sønderknust).

Ja ... jo ... Næ, jeg be'er Hr. Professor, jeg be'er ...! Jeg kan godt finde et andet Sted ...

PROFESSOREN
(fører hende hen til Stolen).

Ikke paa nogen Maade, kære Frøken! - Jeg har ogsaa min bestemte Plads hjemme!

HERTHA
(forlegent-smilende).

Ja, saa kender Di det jo ...

PROFESSOREN.

Ja vel saa! Man vil Skam ikke saadan lade sig støde fra Tronen!

HERTHA
(taknemmelig-smilende).

Nej ... (Strikker.)

PROFESSOREN.

Og nu sætter jeg mig hér paa Hæderspladsen! (Sætter sig midt i Sofaen.)

CLARA
(smaaskænder halvsagte).
HERTHA
(forsvarer sig blidt).
PROFESSOREN
(ser smilende paa dem).

Lille Pause.

242
PROFESSOREN.

Har Damerne set, at der er plukket Jordbær i en Have nede paa Lolland?

CLARA.

Saa-aa? Nej ...

HERTHA.

Ja, det er jo ogsaa et yndigt mildt Efteraar ...

Pause.

PROFESSOREN.

Damerne har vel købt Vinterbrændsel? Man siger, at Kullene skal blive saa dyre.

CLARA.

Jo-o, vi købte allerede i August.

HERTHA.

Det gør Clara altid ...

PROFESSOREN.

Ja, saa er de jo ogsaa billigst.

CLARA.

Ja ...

HERTHA.

Ja, det plejer di da van ...

Pause. - Ivrig Strikken.

PROFESSOREN
(ser smilende paa de to Søstres Flid).

Men hvad er der i Vejen med Deres Strikketøj, Frøken Clara? Det ser ud, som om Pindene ikke vil lystre.

HERTHA og ELLEN
(faar meget travlt).
CLARA
(noget afvisende).

Der er ikke no'et i Vejen ...

PROFESSOREN
(mildt).

Jo, vist er der saa! Det kan jeg da se.

CLARA
(giver sig over).

Ja, er det ikke underligt, Professor Petersen? Men saadan har di været hele Dagen. Det er li'som, der er Lim paa dem!

PROFESSOREN.

Maa jeg se engang ... ?

CLARA
(rækker ham Strikketøjet).

Værsaagod ...

PROFESSOREN
(manøvrerer lidt med Pindene. - Ser derpaa med en Skælm i Øjet over mod Ellen, som hurtig gemmer Ansigtet ned i Bogen).
HERTHA
(bliver meget urolig).
CLARA
(advarende).

Hertha ... !

HERTHA
(forfjamsket).

Ja ... jo ... nu skal jeg ...

PROFESSOREN
(rækker Strikketøjet tilbage).

Det er højst besynderligt ...! (Mod Ellen) Har De set det, lille Frøken?

ELLEN
(til Bunds i Bogen).

Nej ...

CLARA
(skarpt).

Nej! Den Slags Arbejder interesserer ikke Nutidens unge Piger!

Ny Pause.

PROFESSOREN
(raadløs).

Damerne skulde holde sig en Kanarifugl.

HERTHA
(glad).

Ja, ikkesandt, Hr. Professor!

243
CLARA
(afgjort).

Vil vi se Dyr, Hertha, véd Du, gaar vi i zoologisk Have!

Pause.

PROFESSOREN
(godmodig).

Jeg synes vores gode Humør er ude at rejse i Aften?

DAMERNE
(faar meget travlt, hver med sit).
PROFESSOREN.

Er det Ole Lukøje? - Det var maaske urigtigt af mig at gøre Ulejlighed saa sent?

CLARA
(hurtig. - Lidt forlegen).

Næmennej, hvor kan Professoren tro ...!

HERTHA
(samtidig. - Forskrækket).

Men bevares, Professor Petersen ...!

PROFESSOREN.

En lille Sky er der nu paa vores Himmel!

CLARA
(pludseligen; - besluttet).

Det er der osse! - Det er Ellen!

HERTHA
(ulykkelig).

De er jo saa ivrige begge to ...

ELLEN
(Hovedet fra Bogen).

Hvad skal nu Professor - æ ... "Vorherre" rodes op i det for!

PROFESSOREN
(smilende).

Naanaa, lille Frøken! mig har De dog saavist ingen Grund til at insinuere!

CLARA
(smiler sygt).

Ja, der hører Di sæl!

PROFESSOREN
(rækker en Haand over mod Ellen).

Og hvad er der saa da i Vejen?

ELLEN
(surt).

Aa, det er Tante Et, der ikke er til at nære sig med!

PROFESSOREN.

Ser man det!

ELLEN
(hidsig).

Der er ikke Spor af Alvor i hende!

PROFESSOREN
(smilende).

Naanaa! (Mod Clara.) Fy-y, Frøken Clara! Hvem skulde ha' troet det om Dem!

ELLEN
(som nu faar Luft).

Hvergang jeg kommer hjem fra Forelæsningerne og fortæller hende no'et om dem, saa gør hun Nar!

CLARA.

Jeg gør ikke Nar, lille Ellen, men ...

ELLEN.

Jo, Du gør! - Ikke Tante To?

HERTHA.

Clara mener, at ...

ELLEN
(saa ivrig, at hun næsten græder).

Og hvorfor har hun saa gi'et mig Lov til at gaa der? Saa kunde hun jo ha' ladet være med at gi' mig Lov til at gaa der! Alle mine Kammerater 244 fra Kursus gaar der osse! Og naar jeg nu er glad ved det, saa synes jeg ligefrem, det er ondt af hende!

CLARA.

Ellen, Du taler over Dig!

HERTHA
(mildt).

Ja, lille Ellen, Du ...

ELLEN.

Aa! ja! naturligvis! I to gamle Skærmbrætter!

CLARA
(vredt).

Men Ellen, dog!

PROFESSOREN
(lægger beroligende sin Haand paa Claras Arm. - Og siger til Ellen).

Ja nu maa den lille Frøken ikke forivre sig! - Og hvad er det da for nogle frygtelige Ting, der forelæses om? - Hvem er det, De hører?

ELLEN.

Det er Dr. Johnson, der taler om det psykofysiske Menneske.

PROFESSOREN
(kvæler et Smil).

Og det interesserer Dem?

ELLEN
(varm).

Voldsomt! - Det er voldsomt interessant!

CLARA
(afgjort).

Det er det rene Vrævl, er'et!

HERTHA
(stille).

Ja, hér maa jeg virkelig gi' min Søster Clara Ret...

CLARA
(haanlig).

Hun si'er, at han staar og si'er, at Menneskene ingen Sjæl har!

PROFESSOREN
(smilende).

Fy-y, dog! Hvad er det for en infam Mandsperson!

ELLEN
(ivrig).

Han beviser det!

CLARA
(til Professoren).

Der hører Di!

PROFESSOREN
(ryster smilende paa Hovedet).

Ja ...

CLARA.

Hva' skal unge Piger lære saadan no'et for!

PROFESSOREN.

Nej ...!

CLARA.

Og der er ogsaa Herrer til Stede!

ELLEN
(næsvist).

Masser, ja! - Og vi sidder paa Skødet af hverandre!

HERTHA
(forskræmt).

Ellen, lille Ellen ...

ELLEN
(hidsig).

Og jeg er hemmelig forlovet med tre! - Og hvis de søde, smaa Tanter ikke lader mig være i Fred, ta'er jeg tre til! - Det bli'er seks !

PROFESSOREN.

Naa, naa, naa, lille Frøken!

CLARA
(dirrende; til Ellen).

Jeg forbyder Dig herved fra i Morgen af at gaa baade ... baade ... baade at gaa paa Forelæsninger og Kursus.

ELLEN
(vrængende).

Baade! baade! baade! ... "Konning Volmer lover dem baade" !

245
HERTHA
(bønligt).

Lille Clara ...

CLARA
(slaar hende bort).

Vi er hende i Forældres Sted, Hertha ; det véd Du!

ELLEN
(næsvist).

Saa er Du da Fa'ren!

HERTHA
(ulykkelig).

Ellen ... (Til Professoren) Tal dog til dem, Professor Petersen ...

PROFESSOREN
(smilende, beroligende).

Naa, naa, naa ...! Lad dem bare faa Luft!

ELLEN
(fortsætter pludselig til Clara).

Og jeg skal forære Dig en Tobakspibe og en Slaabrok til din Fødselsdag - og en Kalot og et Overskæg!

CLARA
(dirrende).

Nej, jeg kan ikke hamle op med hende!

ELLEN
(hoverende).

Naj!

CLARA
(som før).

Men jeg vilde ønske, lille Ellen Fredriksen, at vi aldrig ha'de ta'et Dig!

ELLEN.

Gudbevares, lille Clara Bülow, jeg kan godt flytte - hen til en af mine seks!

HERTHA
(dybt bekymret).

Hvorfor vil I nu hidse hinanden saaden op ... I holder jo dog saameget af hinanden!

ELLEN.

Pyt! Ikke Gnist!

Dyster Pause. - Ivrig Strikning og Læsning.

PROFESSOREN
(ser smilende fra den ene til den anden. - Siger derpaa rolig konverserende).

Har Damerne været oppe at se Komtesse Løvenhjelms Udstyr?

ELLEN
(sender ham et foragteligt Sideblik).
CLARA
(vaagner og ryster sig).

Puhh! - Hva' si'er Di, Professor?

PROFESSOREN
(gentager i samme Tone).

Jeg spørger, om Damerne har været oppe at se Komtesse Løvenhjelms Udstyr?

CLARA.

Næ-æ ...

HERTHA.

Næ-æ, det har vi ikke ...

CLARA.

Hvem er det, hun skal giftes med?

PROFESSOREN.

Det er en svensk Friherre Berenskjold, eller saadan noget. Meget rig!

HERTHA.

Ih-h ...

CLARA.

Kan man komme op at se det?

PROFESSOREN.

Ja-a! det kan man rigtignok! - Min Kone var der i Gaar. Og hun har talt om, at hun vil derop 246 igen paa Fredag - det er sidste Dag. - Brudekjolen skal være noget af det pompøseste, der er set i lange Tider!

CLARA
(interesseret).

Saa-aa? - Hvor er det?

PROFESSOREN.

Det er hos Hof-Dameskrædderinde West.

ELLEN
(ser op. - Haanlig).

Der er nok heller ingen Alvor i Dem, Professor Petersen!

PROFESSOREN
(smilende).

Ikke megen, nej!

CLARA
(negligerer Ellen).

Kan alle komme der?

PROFESSOREN
(nikker).

Ja-a!

HERTHA.

Vi osse?

PROFESSOREN.

Ja, naturligvis!

ELLEN

(nede i Bogen). Nej! - Det er kun dem, som faar syet der!

PROFESSOREN

(tilsyneladende interesseret). Saa-aa? Er De vis paa det?

HERTHA
(skuffet).

Det var da kedeligt ...

ELLEN
(til Professoren).

Ja, en af mine Kursuskammerater har været der. Hendes Søster faar syet der. (Ned i Bogen igen.)

HERTHA
(til Professoren).

Kan Di ikke fortælle os, hvordan den Brudekjole saa' ud.

CLARA.

Ja, hva' var'en a'?

PROFESSOREN
(uden Tøven).

Af hvidt Atlask, helt oversyet med ægte Kniplinger.

HERTHA
(spjætter).

Ih-h ?

CLARA.

Hertha! - Var 'en ikke brocheret?

PROFESSOREN
(nikker).

Jo-o, jo-o!

ELLEN
(op fra Bogen. - Leende).

Det er storartet, saa De er godt underrettet, Professor Petersen! - Kjolen er jo af hvid Brokade!

HERTHA
(kæler for Ordet).

Bro-ka-de ...!

PROFESSOREN
(forstilt ivrig).

Jamen Kniplinger er der da paa den!

ELLEN.

Det er der! Ægte Brysselerkniplinger! - Og fire Alen Slæb!

CLARA.

Fire Alen!

Damerne bliver mere og mere interesserede, stikker Hovederne sammen og glemmer ganske Professoren, der sidder og ser paa dem med et stille, lunt Smil.

ELLEN
(varm).

Ja, og saa skal der være en Andendags-Kjole 247 af støvgraat Klæde. Dejlig! Livet er helt overbroderet med de fineste Staalslibninger!

HERTHA
(begejstret).

Ih-h ... !

CLARA.

Ja det bru'er man jo nu. - Er der ingen Selskabsdragter ?

ELLEN.

Jo-o! Aline sa'e, at der var to af Brokade ...

HERTHA
(henrykt).

Mer Brokade!

CLARA.

Hyss! - Hvordan saa' di ud?

ELLEN.

Den ene var mauve og firkantet udskaaret med lange Ærmer!

CLARA.

Saa nu skal det være saaden!

ELLEN.

Ja; og saa var der en af mat østersfarvet Silke helt overtrukket med sort, storblomstret Kniplingsstof, broderet med sorte Pailletter.

HERTHA
(med straalende Øjne).

Næ-æ, Clara ... !

CLARA.

Er Tøjet her fra Byen?

ELLEN.

Næi, det er altsammen fra Liberty.

HERTHA.

Det er osse dér, vi har faaet en Bog fra - fra London!

ELLEN.

Og Skørter, Benklæder og Chemiser - alting af Silke!

CLARA
(energisk).

Vi maa nu op at se det!

PROFESSOREN.

Det kan de ogsaa godt, mine Damer.

HERTHA
(bedrøvet).

Jamen vi faar jun'te syet der ...

PROFESSOREN.

Det gør ingenting! - Min Kone kan køre herud og hente Dem.

CLARA
(fornøjet).

Den Professor, den Professor!

HERTHA.

Ja, hvor nydeligt!

CLARA.

Saa betænksomt, ja! - Ta'er Du ikke med, lille Ellen?

ELLEN.

Jo, forfærdelig gerne! - Men jeg kommer ikke fra Kursus paa Fredag før Klokken Et.

PROFESSOREN.

Nu skal De se, lille Frøken: saa kører min Kone først om og henter Dem, og saa hér ud efter Damerne.

HERTHA.

Men er'et nu ikke for meget ...

CLARA.

Naar Professor Petersen selv er saa venlig, søde Hertha ...

248
PROFESSOREN.

Ja, naturligvis, naturligvis, mine Damer! Det vil være baade min Kone og mig en Glæde!

HERTHA
(ivrig).

Skal vi være i Stadsen?

PROFESSOREN
(nikker).

Ja, ja! At Damerne er lidt flkse, kan jo ikke skade!

CLARA
(til Hertha).

Vi ta'er Silkerne paa!

HERTHA.

Lægger man Tøjet?

CLARA.

Hvor kan Du tro! Det er jo li'som paa en Udstilling!

PROFESSOREN.

Der kommer naturligvis mange ...

CLARA
(fornøjet smilende).

Ja-a, ja-a, vi skal ingen Skam gøre Dem!

HERTHA
(forfærdet).

Jamen vi har jo ingen Handsker, Clara !

PROFESSOREN.

Dem kan De jo købe paa Vejen ...

CLARA
(bryster sig).

Det bliver fint at holde uden for en Butik! - (Til Professoren.) Lyse, synes De?

PROFESSOREN.

Lyse - naturligvis lyse!

HERTHA.

Der kommer jo ogsaa saamange fornemme!

PROFESSOREN
(ser paa sit Ur. - Rejser sig).

Men, mine Damer, Klokken er bleven ti - saa jeg maa rigtignok se at komme af Sted!

CLARA
(galant).

Ja, Tiden gaar i behageligt Selskab!

HERTHA
(pludselig).

Men hvordan kommer vi hjem?

PROFESSOREN
(truer med en Finger).

Fy-y, Frøken Hertha! Tror De, jeg vil lade mine Gæster staa midt paa Kongens Nytorv! - Min Vogn kører Dem naturligvis tilbage igen.

HERTHA
(yderst forlegen).

Ja, jeg vidste jo ikke, om ...

CLARA.

Jo, det vidste Du, Hertha, naar Professor Petersen tilbyder ...!

PROFESSOREN.

Ja ikke sandt! - Naa, men nu maa jeg virkelig af Sted, mine Damer! Det er jo Deres Sengetid for længe siden! - Farvel!

CLARA.

Farvel, kære Hr. Professor! Og hjertelig Tak!

HERTHA.

Osse fra mig, Hr. Professor Petersen! - Og tør vi bede hilse Deres Frue ...

PROFESSOREN
(mod Skærmbrættet).

Tak, Tak! - Og saa holder Damerne sig parate til Klokken to.

CLARA.

Tak.

HERTHA.

Ja det skal vi!

249
CLARA.

Aa, lille Ellen, vil Du følge Professor Petersen ud.

ELLEN
(der har siddet tavs og set paa de andre, rejser sig og gaar hen til Professoren. - Afsides; nikker alvorlig).

De er en meget klog Mand !

PROFESSOREN
(smilende. Ligeledes afsides).

Ja! -- Og maa jeg saa bede om at se Magneten, inden jeg gaar?

ELLEN
(forvirret).

Magneten ...?

PROFESSOREN.

Ja - den, den lille Frøken har brugt til Tante Ets Strikkepinde!

ELLEN
(trækker skælmsk nølende Hesteskomagneten op af Lommen).
PROFESSOREN
(ler højt og hjerteligt).
CLARA
(ved Bordet).

Hva' er'et Di morer dem over derhenne?

PROFESSOREN.

Aa, det er bare Frøken Ellen og mig, der ...

ELLEN
(stikker hurtig Magneten i Lommen. - Truende).

De kan vove paa at sige noget!

PROFESSOREN

... der er ved at kigge Stjerner! - Farvel, farvel! (Ud bag Skærmbrættet med Ellen.)

Pause.

SØSTRENE
(pusler rundt og gør sig i Stand til at gaa til Ro).
CLARA.

Det var nydeligt af Professoren ...

HERTHA.

Nydeligt! - Vi skal vel ta' Vinterhattene paa?

CLARA.

Naturligvis! - Og Gamacher, da vi skal køre.

HERTHA.

Hva' Farve Handsker, synes Du ...?

CLARA.

Lilla; det staar bedst til Baandene.

HERTHA
(lidt tøvende).

Synes Du ikke, vi skulde vise Professorinden en lille Opmærksomhed?

CLARA.

Jo-o, det vilde jo være nydeligt, men ...

HERTHA.

Vi kunde jo invitere hinner op til Otto ...

CLARA
(glad).

Ja, det kan vi! - Det var meget betænksomt af Dig, kære Hertha.

HERTHA.

Det kan da ikke blive mere end en Krone ...

CLARA.

Næi - flere Kager spiser vi da ikke.

HERTHA.

Og Kusken skal vel ha' en Halvtredsøre ...

CLARA
(flot).

Naturligvis!

HERTHA.

Bare hun nu maa blive lykkelig, Komtesse Løvenhjelm, med al den Stads ...

CLARA.

Det gør hun saamænd nok; - hvorfor skulde hun ikke det? - - Har Du husket at sætte Bønner af?

250
HERTHA.

Ja-a, det g'ore jeg før, jeg var ude. - Mon hinners Hatte osse er deroppe?

CLARA.

Næ, dem faar hun vel fra Paris. - Kommer Madam Nikolajsen i Morgen efter Rulletøjet?

HERTHA.

Ja-a ... Klokken elleve. - Hun sa'e, at vi skyldte hinner femten Øre.

CLARA.

Næ-æ ... det er da kun tolv!

HERTHA.

Naa ikke. - Ja saa si'er jeg det ...

ELLEN
(ind. - Venligt smilende).

Jeg har staaet bag Brættet!

CLARA
(ogsaa venligt).

Skal Du læse i Aften, lille Ellen?

ELLEN.

Ja, lidt.

CLARA.

Sid nu ikke for længe ...

ELLEN.

Næ-æ ...

CLARA.

Ja, saa si'er vi Godnat ...

ELLEN
(kysser hende).

Godnat, lille Tante Et! - Og sov vel?

HERTHA.

Godnat, lille Ellen ...

ELLEN
(kysser).

Godnat, Tante Sjælland!

CLARA.

Du er nok forsigtig, naar Du slukker Lampen ...

ELLEN
(nikker).

Ja-a!

CLARA.

Ta'er Du ikke din graa Spadseredragt paa paa Fredag?

ELLEN.

Jo-jo!

HERTHA.

Ja, Du maa jo da osse være li'saa fin som vi andre!

ELLEN
(hele Tiden lidt træt).

Naturligvis! - Jeg vil Skam ikke stikke op!

CLARA.

Ja, saa Godnat, lille Ellen!

HERTHA.

Godnat, lille Ellen!

ELLEN
(kysser paa Fingeren).

Godnat, smaa Nordbaggere!

Søstrene trisser ud gennem Spisestuen. - Og Ellen sætter sig hen til Bordet og læser.

Pause.

Lidt efter gaar Døren til Spisestuen op og

CLARA
(kommer ind halvt afklædt. - Forlegen).

Undskyld, hvis jeg forstyrrer, lille Ellen ...

ELLEN
(vender sig).

Er det Dig, Tante Et ...?

CLARA.

Ja ... der var no'et, jeg gerne vilde si'e Dig ...

ELLEN
(træt - venligt).

Naa ...?

CLARA
(her og lægger et sammenkrammet Stykke Papir paa Bordet).

Her 251 har jeg lidt til et Par nye Handsker ... Da nu vi andre skal ha', saa ...

HERTHAS

Stemme indenfor. Clara - Du forkøler Dig ...

CLARA.

Ja, nu kommer jeg ... (til Ellen). Vi andre ta'er lilla ...

ELLEN
(nikker).

Tak, Tante Et!

HERTHA
(ind, ligeledes halvt afklædt).

Clara dog, Du forkøler Dig!

CLARA
(hurtig).

Ja, nu kommer jeg ...!

ELLEN
(rejser sig og ser smilende paa dem).

I er nu alligevel søde, er I!

CLARA
(vil gaa).

Godnat, lille Ellen ...

ELLEN
(hen til dem).

Nej, nej! - Ta' nu hinanden pænt i Haanden og kniks for mig!

HERTHA.

Hva' ska' vi ...?

ELLEN
(skælmsk).

Ja! - Saa er vi gode Venner igen!

SØSTRENE

ser lidt paa hinanden. - Saa lister Hertha sin Haand ind i Claras. - De ser igen paa hinanden - og smiler forlegent. - Derpaa knikser de dybt og

CLARA

siger smilende. Godnat, lille Frøken Fredriksen ...!

Begge hurtigt ud.

ELLEN
(ser smilende efter dem. - Nejer).

Godnat, smaa Frøkener Bülower! (Ser igen hen mod Døren. - Sukker. - Strækker Armene i Vejret og lader dem træt falde tilbage:) Ak Gud ja; men i Morgen er der atter en Dag - (sukker dybt) - og saa fremdeles ... ! (Hen til Bordet og sætter sig til at læse.)

Tæppe.