Wied, Gustav Tre Satyrspil

284

        

285

TRE SATYRSPIL
Skrevet 1911,
første Bogudgave 1911

286

        

287

MINISTERÆDEREN (1911)

- Jeg siger: Og disse
regeres vi af!

288

        

289

AGERENDE

  • Rambush,Skomager.
  • Laurits,hans Søn.
  • Madam Rambush.
  • Nikkelman, Justitsraad.
  • Anna og Clara, deres Døtre.
  • Munk og Horn, Almuelærerinder.
  • Per Jørgensen, Degn og Kirkesanger.
  • Madam Mourier, Rullekone.

Handlingen foregaar i Oppositionspartiet.

I

Det er Markedsdag. -

Bønderne kommer agende til Byen Vogn bag Vogn ... Hestene damper, Kisteklæderne oser, Næserne staar mod Sky:
Vi alene vide!

Oppe paa Stortorvet, hvor Markedslarmen stiger mod Himlen, staar

SKOMAGER RAMBUSH
(lang, mager, indædt og med Klumpfod. - De fleste af hans Bysbørn er i Festdragt i Anledning af Markedet; men selv fremtriner han i lappede Benklæder, Skødeskind og nedtraadt Slæbe paa den raske Fod):

Fanden gøre Ære af det Bonderak!

og hans Søn LAURITS
(kommer rumlende forbi).

Laurits som Kusk. Han ejer et mindre Boelssted med et Spand Heste.

RAMBUSH
(spytter haansk efter Køretøjet).

Hans Datter Anna har nemlig i et Aarstid været forlovet med Degnens Søn. Men saa er Pigen gudforlade hende gaaet hen og har faaet en Dreng med fustitsraad Nikkelman - og nu vil Laurits selvfølgelig ikke vide af hende mere.

RAMBUSH
(klør sig paa Maven bag Skødeskindet og griner ilde)

: Hi- hæ! ... Fedtsyle! (Derpaa slaar han Knips i Bukselommerne, klumper tværs over Torvet ind mellem Boderne og op i Smalstræde Nr. 4 til Læderhandler P. Hartvigsen, sin Meningsfælle.

II

Rambush's Værksted og Opholdsstue i Rosengyden. -

Vinduer og Dør i Baggrunden imod Gaden. Vinduer og Dør til venstre imod Gaarden. Foran et af Gaardvinduerne en Skomagerstol og et Bord med Værktøj og 290 gammelt Fodtøj. - Desuden forefindes i Rummet: En Seng, en Lænestol, en Kogekakkelovn med Ild i, et Bord, nogle Stole, en Dør til højre, en Vugge med en

Dreng i og en Kurv med en Kat i. -

Mdm. Rambush staar ved Bordet og skraber Flæskeben.

Datteren Anna sidder paa en Skammel ved Vuggen.

Rullekonen Mdm. Mourier staar ved Gaarddøren i Færd med at gaa; hvad hun har været i Færd med i den sidste halve Time. -

MDM. MOURIER
(lille, energisk og livsklog).

... det kan nu ikke nytte, Madam Rambush, at vi Smaafolk vil skjule vores Daarligheder, for vi kan ikke.

ANNA
(tyve Aar, bleg og forgræmmet - snøfter stille).
MDM. MOURIER.

Og Tøsen behøver smen ikke at tude, for Nikkelman har jo Kapetal ... og han sørger saamænd nok baade for hinner sæl og for Drengen.

MDM. RAMBUSH
(lang og elegisk).

De Taarer er Laurits Jørgensens, Madam Mourier ... Og han anede ikke det mindste før endsom tre Dage efter, at Drengen var født ...

MDM. MOURIER.

Næi, et Lys har han jo aldrig været ...

MDM. RAMBUSH.

... og han kom ikke sæl, for hvor kunde han ... Men han skrev, saa Ens Hjerte maatte skrige ...

ANNA.

Aa-h ...!

MDM. RAMBUSH.

... ikke strengt, for det har aldrig lagt for ham ... men omened da de li'e var blevet forlovede ... og omened Roser og Sol og Kærlighed ... og omened, at nu ha'de Anna slukket alle Hemmeriges Riges Stjerner for ham i hans Bryst ...

ANNA.

Uhu-u ... Mor dog, Mor dog ...!

MDM. RAMBUSH.

Hvad der er ophøjet, lille Anna, skal siges ...

MDM. MOURIER.

Jamen véd De hvad, Madam Rambush, det var smen gaaet lisaadan, sæl omened Laurits ha'de været Faren ...

ANNA.

Aldrig ...!

MDM. MOURIER.

Jo, det var smen, min Pige ... En kender det Mandfolkerak fra sin Ungdom ... Er 'et, at de opdager, at man saameget som ser til en Side ... saa Farvel! der er andre ...!

MDM. RAMBUSH.

Det er evig vist ...

MDM. MOURIER.

... Og er 'et, at de sæl bringer En 291 til at sidde der ... saa lisaadan: Færdig! Der er flere ...! (Et Kirkeur slaar.) Men Gud, her staar jeg endnu! og jeg skal hente Rulletøj hos Justitsraadens ... Vil De tænke Dem, Madam Rambush: hun har Mellemværk paa alle hinners Særker ...! Men det er s'men ikke det, der gør 'et, naar Mændene først er kommet i den Alder ... Ja, saa gaar jeg da ... (Ud.)

MDM. RAMBUSH
(fortsætter med Flæskebenene).
ANNA
(peger paa dem).

Er det igen til Menisterpølse?

MDM. RAMBUSH.

Ja ... Rambush vil jo ...

ANNA.

Hvilken en af dem er det i Dag?

MDM. RAMBUSH.

Landbrugsmenisteren ... Rambush siger, at det er ham, der har gjort Nikkelman til Justitsraad ...

ANNA.

Jeg troede, at det var Kongen ...

MDM. RAMBUSH.

Kongen ...! Næ, han har sgu ikke mer og ska ha' sagt!

ANNA.

At Du kan gaa med til saadan no'et Tosseri med de Pølser, Mor ...!

MDM. RAMBUSH.

Aa Herregud, kan det stemme Rambush blødere i Hjemmet, saa ...

ANNA
(giver sig pludselig over).

Livet er sort ... Gud, hvor Livet er sort ...

MDM. RAMBUSH.

Livet er langt, lille Anna ... og Du er ung ... og Kærligheden har mange Veje ...

Pause.

ANNA
(snøfter).
MDM. RAMBUSH
(skraber).

En Lirekasse sætter i med et Bras ude paa Gaden.

III

Gadedøren listes stille op. -

DEGNEN
(krummer sig ind. - Han har et mildt og lumskeligt Højskoleansigt med store, himmelfyldte Barneøjne).
ANNA
(i Rædsel).

Krestum Jesus ... Svigerfar!

DEGNEN.

Guds Fred i Stuen ...

292
MDM. RAMBUSH
(forfjamsket).

Velkommen ... Vil De ikke sidde, Jørgensen ...?

DEGNEN.

Tak som byder, Madam ... (Sætter sig.)

MDM. RAMBUSH.

Er ... er Laurits osse med heroppe ...?

DEGNEN.

Ja, han er saamænd ... Det er jo Marked ...

CLARA
(en 13-14 Aars Pige, ind fra Gaarden. - Opdager Degnen).

Naa, her er nok fremmede ... (Smider sig i Lænestolen.)

DEGNEN
(mildt).

God-dag, lille Clara ...

MDM. RAMBUSH.

Er Laurits oppe med Kreturer ... ?

DEGNEN.

Nej ... kun med mig ... Vi er agendes ...

ANNA.

Hvordan ... har ... Laurits det ... ?

DEGNEN.

Godt ... efter Omstændighederne ...

MDM. RAMBUSH.

Laurits har altid gjort meget af Anna...

DEGNEN.

Det har han ... ja ...

MDM. RAMBUSH
(i Udbrud).

Ja, hun har fejlet, Jørgensen ... grusomt! ... men jeg har da osse grædt paa mine Knæ ...

ANNA
(ligeledes).

Og jeg da ...

CLARA
(der har sat sig til at læse).

Hyss dog med Jeres Tuderi ...! Jeg kan ikke taale det i mit Hoved ...

MDM. RAMBUSH
(til Degnen).

Kan der ikke være Haab for Anna ...

DEGNEN
(karamelbuddingblødt).

Kære Madam Rambush ... hvor nødig jeg end vil det, maa jeg dog paa egne og Søns Vegne sige: Aldrig ... her paa Jorden ... Og se derfor tænker vi, min Søn og jeg, da vi nu er heroppe med Vogn, saa ... De Sager, han har skænket Deres Datter ... Kommoden og Skabet ...

ANNA.

Han sa'e, at jeg maatte beholde dem til min Død ...!

DEGNEN.

Det var saavist under andre Forudsætninger, gode Pige ...

MDM. RAMBUSH.

Der er gaaet et Ben af Kommoden ...

DEGNEN.

Det kan vel med Guds Hjælp limes ...

ANNA.

Vil I ha' Sagerne ... nu ... straks?

DEGNEN.

Nej, ikke før vi drager hjem ...

ANNA.

At Laurits dog kan faa sig til det ...

DEGNEN
(rejser sig).

Ja, dette var mit Ærinde ... Og saa 293 kommer vi med Vognen, naar vi kører ad Hjemmingen til ... Paa Gensyn ... (Ud til Gaden.)

CLARA.

Skal vi ikke ta' og slaa de andre Ben af Kommoden osse ...!

ANNA.

Aa Gud, aa Gud ... og han, som sa'e, at jeg maatte beholde dem til mim Dødedag ...

MDM. RAMBUSH.

Menneskenes Ord er som rindende Vand, lille Anna ...! - Hent mig Peberet ...

IV

RAMBUSH
(hurtig ind. - Naar han sætter Klumpfoden i Gulvet, lyder det som Kølleslag. - Han har en Rulle Læder under Armen. - Han har mødt Degnen paa Gaden og talt frugtesløst med ham. - Smider Læderrullen hen ad Bordet):

Fedtsyle ...! Jeg siger Fedt-syle ...! (Opdager Flæskebenene.) Her skal nok være Fest!

MDM. RAMBUSH.

Herregud, Rambush, Du har jo sæl forlangt Menister ...

CLARA.

Sikken et Nar de gør af Dig henne paa Skolen, Far ...!

MDM. RAMBUSH.

De taler om Dig henne paa Skolen, Rambush, siger Clara, omened det, at Du spiser Regeringen ...

RAMBUSH.

Jeg siger: La' dem!

Justitsraaden i Vuggen klynker.

MDM. RAMBUSH.

Anna ... gi' ham lidt Bryst ...

ANNA
(hægter op og lægger Justitsraaden til).
CLARA.

Nej, som han ka' bælle ...!

RAMBUSH.

Ja, drikke kan han ... Han ender paa Ladegaarden, naar han har drukket vos andre paa Fattiggaarden ...

MDM. RAMBUSH.

Det er jo da kuns Bryst ...

RAMBUSH.

Men Tøsen skal ha' Æde, og hvem skal skaffe den!

MDM. RAMBUSH.

Du er saa haard i din Mund, Rambush ...

RAMBUSH.

Jeg siger: gør mig mildere ...!

294
MDM. RAMBUSH.

Justitsraaden vil jo erstatte Anna med 200 Kroner, omened at Du bare vilde ta' dem.

RAMBUSH.

500, har jeg sagt - og ikke en Syl under; ellers sætter jeg ham i Avisen.

ANNA.

De kommer ... og tar ... Kommoden ...

RAMBUSH.

Bare de tog Dig og din Kylling med ..! (Napper Læderet og gaar hen til Skomagerbordet.) Hvor er min Spand ...? Jeg siger: hvor er min Spand!

CLARA
(sygt).

Ude ved Posten ... Aa mit Hoved ...

RAMBUSH.

Gider Du mon hente den ...!

CLARA.

Jeg kan ikke taale at bære noget ...

MDM. RAMBUSH.

Du kan da osse nok sæl, Rambush ... Barnet er jo sygt.

RAMBUSH.

Skaberi ...! Jeg siger: Ska-be-ri ...! (Ud af Gaarddøren.)

CLARA
(springer i det samme spillevende hen til Katten, der ligger i en Kurv foran Kakkelovnen).

Kisse, Kisse ... kom saa lille Kisse ...! Sover han ... ? Skal Kissen danse ...! (Haler Katten frem af Kurven og valser rundt med ham.)

ANNA
(griner himmelhøjt og slaar sig paa Laarene).
RAMBUSH
(ind med Spanden. - Standser og peger paa Clara).

Jeg siger: nu er hun blevet spiltosset ...! (til konen.) Tror Du, hun kan taale det...!

MDM. RAMBUSH.

Hun skal da røre sig ... Du hader dine Børn, Rambush ...!

RAMBUSH.

Sludder ...! Jeg siger: Sludder ...! (Sætter Læderet i Blød i Spanden.)

CLARA
(falder forpustet om i Lænestolen med Katten).

Aa-aa ... !

MDM. RAMBUSH.

Du skulde ikke springe saadan rundt, lille Clara ... Du kan ikke taale det.

RAMBUSH
(hamrer løs paa en Støvle).
CLARA
(døende).

Aa mit Hoved ... det værker, det værker ...! (Med fuld Kraft.) Tag Katten!

MDM. RAMBUSH
(tager Katten).
CLARA.

Læg ham hen i Sengen!

MDM. RAMBUSH
(lægger Katten hen paa Sengen).
CLARA.

Nej, han skal under Dynen!

MDM. RAMBUSH
(anbringer Katten under Dynen).
CLARA.

Nej, Snuden skal ovenfor!

MDM. RAMBUSH
(faar Snuden ovenfor).
295
CLARA.

Ja saadan ... Aa, mit Hoved ... Far dog, saa Du hamrer !

RAMBUSH
(hamrer endnu kraftigere).

Jeg siger : vi maa vel være her ...!

CLARA.

Jeg dør ... jeg dør ...!

V

Munk og Horn titter ind af Vinduerne fra Gaden.

De er Almuelærerinder, paa Kanten af Fyrrerne, Medlemmer af Selskabet "Ugifte Mødres Undertøj" og overnaturligt sædelige.

Man fortæller til Eksempel, at da Dyrskuekomiteen her i Foraaret tilbød Eleverne paa Skolen fri Adgang til Udstillings-Pladsen, afslog Damerne pure at modtage Indbydelsen med den Motivering, at der jo baade udstilledes Han- og Hun-Dyr umiddelbart op ad hinanden. -

Munk og Horn er smaa, graahaarede og næsvise.

De bor sammen og ejer i Fællesskab en Foksterrier ved Navn Solvejg, opkaldt efter Per Gynts Forlovede.

Dyret er desværre noget tilbøjelig til at faa Hvalpe, hvad der i Længden er temmelig ubehageligt for ældre Damer. -

MUNK
(stikker Hovedet ind af Døren).

Ja, her er det ... Goddag ...! Vi kommer for at spørge, om De trænger ?

HORN.

Vi oprejser og beklæder ... (Faar Øje paa Katten.) Men ih-h, her er Kat!

MUNK.

Solvejg, Solvejg ... Basse, Basse ... Men hvor blev Hunden af?

HORN.

Ude paa Gaden vel ...

En Hund bjæffer arrigt udenfor.

MUNK
(aabner Døren paa Klem).

Nej, Solvejg maa blive ude ... her er Kat ... Næ, næ-e ... ! (Klemmer Døren i.)

HORN
(diskret).

Jamen Du véd jo Amalie, at hun ...

MUNK.

Aar-r, det Øjeblik sker der saamænd ikke noget ...

HORN.

Ja, nu er Du advaret ... (Frem i Stuen.) Hvorfor holder De osse Kat ?

RAMBUSH.

Fordi her er Rotter ...

HORN
(til Munk).

Her er Rotter, Amalie ...!

MUNK
(hviner).

Ih-h ...!

RAMBUSH.

I Snesevis ... Jeg siger: i Sne-se-vis !

MUNK
(samler Skørterne sammen).

Ih-h ...!

296
MDM. RAMBUSH.

Vil Damerne ikke sidde ...? (Støver et Par Stole af med Forklædet.)

HORN
(sætter sig).
MUNK
(hen til Bordet).

Trænger De, spør vi ... (Næsen ned i Fadet med Kødfarsen.) Er 'et til Frikadeller ... det?

MDM. RAMBUSH
(med nogle Tarme).

Næ-e, det er til Menister ... (Begynder at stoppe.)

HORN
(peger mod Vuggen).

Er 'et en Pige?

ANNA
(sky).

Næ-e ...

HORN.

Er 'et en Dreng?

RAMBUSH.

Jeg siger: gis der andre ...!

CLARA
(fniser stille henne i Lænestolen).

Den er or'genal ...!

MUNK
(stadig med Næsen i Fadet).

Det lugter saa frisk ... Er 'et Flæskeben?

HORN
(til Rambush).

Er 'et sandt, at De opkalder Deres Pølser efter Ministrene og spiser dem?

RAMBUSH.

Gu' er det sandt ... Det Bonderak, de ødelægger Byerne ...

MUNK.

Ja, jeg si'er ogsaa: Lad os faa Estrup igen!

RAMBUSH
(der ogsaa hader til højre).

Eller Bismarck ... eller Napoleon, hva'!

HORN
(dybsindigt).

Ja, man spiser jo ogsaa Napoleonskager for at hædre ham ...

MUNK.

Og Bismarcksklumper ...

RAMBUSH
(mumler).

Jeg siger: Idioter ...!

MUNK
(til Clara).

Er Du syg? Du var ikke i Skole ...

CLARA
(døende).

Ja-e ...

HORN
(pludselig løs paa Anna).

Hvem er Fa'ren ...?

ANNA
(græder).
MUNK
(til Mdm. Rambush med et Papir).

Her er et Skema til Udfyldning ...

HORN.

Og saa maa De gaa med 'et til Justitsraad Nikkelman ... han er jo Formand ...

MUNK.

Men han maa vide, hvem der er Barnets Far!

RAMBUSH.

Jeg siger: det véd han!

HORN.

Véd han det ... ? Og det har han ikke omtalt ...

Ude paa Gaden lyder pludselig rasende Hyl og Hundehalløj.

MUNK
(som en Vind hen til Døren).

Solvejg, Solvejg ... Basse, Basse ...!

297
HORN.

Hva' er 'et ...?

MUNK

: Det er Justitsraadens Puddel, der ... Saa kom dog, Horn ...! (Ud.)

HORN
(efter).

Sa'e jeg det ikke ...! Nu kommer jeg, Amalie ...! Hva' har vi Politi til ...! (Vender sig i Døren.) Hvem er saa Fa'ren ... ?

RAMBUSH.

Jeg siger: spørg Justitsraaden, siger jeg!

HORN
(ud).

VI

Gaarddøren listes op og forhenværende Knaldproprietær, nuværende Justitsraad Nikkelman kommer ind. Han er hvidhaaret og har Astma. Frøken Horn har ... æ-puh-h ... .

RAMBUSH
(sætter Klumpfoden i Gulvet og rejser sig).

Hvad vil De ...!

JUSTITSRAADEN.

250 ...

RAMBUSH.

500 ...!

JUSTITSRAADEN.

Jamen bedste Rambush ...

RAMBUSH.

Jeg siger: ingen bedste her ... !

JUSTITSRAADEN.

Æ-puh-h ... 300 da ...

RAMBUSH.

500 ...!

MDM. RAMBUSH
(vil mægle).

Naar Justits ...

RAMBUSH.

Jeg siger: hold Kæft ...!

JUSTITSRAADEN.

350 ...

RAMBUSH.

500 ...! Eller De kommer i Avisen i Morgen!

JUSTITSRAADEN.

400 ...

RAMBUSH.

Fedtsyl ...!

JUSTITSRAADEN.

450 ...

RAMBUSH.

Jeg siger: Fedt-syl ...!

JUSTITSRAADEN.

475 ...

RAMBUSH.

Herut ...!

JUSTITSRAADEN.

Æ--puh--h ... ! (Trækker Tegnebogen frem og lægger fem Sedler paa Bordet.) Vil De tælle ...

RAMBUSH
(tæller).

Passer ...! Og saa herut!

MDM. RAMBUSH.

De har slukket Hemmelens Stjerner for vores lille Anna, Hr. Justitsraad ...

298
ANNA
(hulker).
RAMBUSH
(til Justitsraaden).

Jeg siger: her-ut!

CLARA
(i Lænestolen).

Den er or'genal ...!

JUSTITSRAADEN
(flygter).
RAMBUSH
(putter Pengene i Lommen).
MDM. RAMBUSH
(sætter "Landbrugsmenisteren" over Ilden).

VII

En Vogn rumler frem og holder foran Huset.

ANNA
(med et Skrig).

Der er de efter Kommoden!

RAMBUSH
(tager Pengene frem igen).

Jeg siger, Vinden vender sig ... Jeg kender det Rak ...! Men vi skal lure dem.

DEGNEN og LAURITS
(ind).
DEGNEN
(højtidelig).

Guds Fred igen ...

LAURITS
(lyshaaret, æblekindet, grinende og let beruset).
DEGNEN.

Ja vi kommer, min Søn og jeg, for efter Aftale, at ... (Opdager Pengene, som Rambush staar og vifter med.) Men hvilken Guds Velsignelse af Mammon, kære Venner.

RAMBUSH
(forvarer Sedlerne).

Det er Annas ...

DEGNEN.

Annas ...?

LAURITS.

Jer Annas ...?

RAMBUSH.

Vor Annas, ja ...

DEGNEN.

Men saa hils dog paa din ... paa lille Anna, Laurits!

LAURITS.

G'da', Anna ... hi-hi-i ...

ANNA
(mygt).

Vil Du virkelig kendes ved mig, Laurits ...?

DEGNEN.

Naturligvis vil han kendes ved Dig! Hvorfor skulde han ikke ville kendes ved Dig ...!

RAMBUSH.

Jeg siger: Vinden vender sig ...!

MDM. RAMBUSH.

Vil I ikke sidde ... (Tørrer Stolen med Forklædet.)

DEGNEN
(overmildt).

Tak ... Tak ..

LAURITS
(er listet hen til Anna og har stukket en Finger ned bag hendes Halslinning).

Krille, krille, krit - lille Mossevit ...!

299
MDM. RAMBUSH
(rørt).

Nej, se dog de Unge ...!

DEGNEN.

Ja, hvor skønt for os Ældre ...! (Til Rambush.) Var det tre eller fire Hundredekronesedler?

RAMBUSH.

Fem ...!

DEGNEN.

Fem ...!!

LAURITS
(ind til Anna).

Krille krit, hi-hi ...!

DEGNEN.

Og de er alle Annas ... ?

RAMBUSH.

Nej, kun de tre ...

DEGNEN
(stramt).

Maa ... kun de tre ... Laurits, det er vist bedst, vi kommer af Sted, før det bliver mørkt ...

MDM. RAMBUSH.

Jeg synes, Rambush, at hvis de vilde ta' Drengen med ...

DEGNEN.

Selvfølgelig tager vi Drengen med ...! tror De, vi vil skille Moder og Barn ...!

RAMBUSH.

350 ...

DEGNEN.

De vil da ikke forfordele Deres eget Kød og Blod, Skomager Rambush ...!

MDM. RAMBUSH.

Jeg synes, Du skulde gi' Dig, Rambush ...

ANNA.

Ja, gi' Dig dog Far ... gi' Dig ...

RAMBUSH
(der mærker, hvor det bærer hen).

Jeg siger : hold Kæft ...! - 400 ...

DEGNEN.

500 ...

RAMBUSH.

450 ...

DEGNEN.

500 ...!

RAMBUSH
(næsten grædende).

Fedtsyle ...! Skal vi da ingenting ha' for de Maaneder, vi har haft hende! - 475 ...

DEGNEN.

Alt eller intet ...!

RAMBUSH
(smider rasende Sedlerne henad Bordet).

Jeg siger : Fedtsyle! Højskolerak!

DEGNEN
(samler stille Pengene sammen og stikker dem i Lommen).

Laurits ... tag din Fæstemø i dine Arme ... Velsignet være Jer Pagt ...!

LAURITS
(slaar Armene om Anna).

Krille, Krille ... !

MDM. RAMBUSH
(folder Hænderne i Taknemmelighed).

Vil I ikke blive og spise en Mundfuld Pølse med ... ?

DEGNEN.

Tak, som byder, Madam Rambush ...! Er det en af Mandens berømte Minister-Slagtninger?

300
MDM. RAMBUSH
(sysler med Borddækningen. - Smilende).

Ja-e, det er saamænd ...

DEGNEN.

Og hvilken Taburet beklæder Offeret saa i Dag ...?

MDM. RAMBUSH.

Det er s'men Landbrugsmenisteren ...

DEGNEN
(klapper Rambush kordialt paa Skulderen).

Ja, lad os bare faa den fede Bondetamp udryddet, kære Ven! Jeg skal saa sandelig ikke lægge Fingrene imellem!

Man sætter sig til Bords.

MDM. RAMBUSH
(serverer Pølsen).

- Og

DEGNEN
(æder godt over Halvdelen).
RAMBUSH
(slaar en Haand hen mod Degnen).

Jeg siger : Og disse regeres vi af!

Tæppe.

301

DET USIGELIGE (1911)

302

        

303

AGERENDE

  • Jens Larsen, Skovarbejder.
  • Hjulmanden.
  • Lise, hans Datter.
  • Skovfogeden.
  • Mikkel Orm, Gaardejer.
  • Smeden.
  • Malene, hans Kone.
  • Slagteren.
  • Karrelius, deres Søn.

Handlingen foregaar i Regeringspartiet.

I

Det er Foraar. Anemonerne blomstrer, Bøgen staar i Spring, Safterne gærer - og højt over det Hele ler Solen. -

JENS LARSEN
(sidder, lille, arbejdsslidt og utilgængelig paa et vindfældet Træ midt i den spirende Skov og æder sin medbragte Tørkost med en Flaske Hvidtøl til. - Han har Akkordarbejde og lever i et saakaldet frit Land; kan derfor æde, naar Trangen er over ham).
SKOVFOGEDEN
(kommer forbi, høj, velskabt, frejdig og med Fjer i sin grønne Hat. - Standser og siger)

: Saa Du fodrer, Jens Larsen?

JENS
(trevent).

Ja-e ...

SKOVFOGEDEN.

Det er ellers uden for Spisetiden, synes jeg.

JENS.

Jeg har vel saa været sulten ...

SKOVFOGEDEN
(staar lidt).

Jeg saa' din Datter i Aftes ...

JENS.

Naa ... gjorde Du det ...

SKOVFOGEDEN.

Hun kom kørende med Mikkel-Salmebog fra Byen ... han havde været til Vælgermøde.

JENS.

Saa-e ...? Ja, saa ha'de hun vel ossensaa været i Byen da ...

SKOVFOGEDEN
(arrig over hans mutte Svar).

De siger, at der er ved at gaa Orm i hende, hed-hed!

JENS.

Si'er de det..

SKOVFOGEDEN.

Er det den Gamle, eller er det Sønnen, der rører paa Svansen?

304
JENS.

Ja, jeg har ikke haft Næsen imellem ved nogen af dem ...

SKOVFOGEDEN.

Det var altsaa da Salmebogen, hun kørte med ... De sad lige limet op ad hverandre i Agestolen.

JENS.

Det er jo ossensaa koldt endnu om Aftningerne. - Men Du hører jo for Resten sæl til "de Hellige".

SKOVFOGEDEN
(kort).

Hvad rager det den Sag! (Hugger sit Egespir ned i Mulden.) Hvorfor Fanden kom Lise ikke til mig til Skiftedag! Jeg har god Brug for en Enepige i min Jomfrustand.

JENS.

Hun har vel saa heller villet blive hos Mikkels ...

SKOVFOGEDEN.

Ja, for der har hun to Mandfolk til at varte hende op.

JENS.

Det er vel det, ka' tænke ...

SKOVFOGEDEN
(staar igen en Stund).

Hvordan har Du ellers baaret Dig ad med at blive Far til det skønne Stykke Lammekyd, bitte Lars Jensen?

JENS.

Paa den gamle Maade vel ... (Tørrer sig om Munden med Bagen af Haanden drikker en Slurk Øl og gør sig rede til at genoptage Arbejdet. - Det er Grøftegravning.)

SKOVFOGEDEN.

Hva' fik Du i Fortæring, da Du var oppe paa Gaarden i Søndags?

JENS.

Fik? Hø! ... Et Glas Vand med en Fjært i, fik jeg!

SKOVFOGEDEN.

Hed-hed ...! (Begynder at gaa; men standser og siger henkastet over Skulderen.) Hvis Lise skulde blive ked af at tjene hos Mikkels, saa er der da ledigt igen ved mig til November.

JENS.

Tak for det ... Jeg skal hilse hende og si'e det ...

SKOVFOGEDEN.

Men det skulde da saa være, før der helt gik Orm i hende, hed-hed!

JENS
(svarer ikke).
SKOVFOGEDEN
(støder Kæppen i Jorden og traver fløjtende bort mellem Anemonerne ...)

En Fasanhane skogrer efter ham i et Træ over hans Hoved.

II

Jens Larsens Datter, den eftertragtede Lise, er nitten Somre gammel, stor og trind og lyserød i Kødet som en tremaaneders Gylt. - Naturligvis har hun sine Pletter. Men det har vi jo allesammen.

Den første November i Fjor tiltraadte hun Pladsen som Enepige hos Gaardejer 305 Mikkel Orm, der har en Kone, en Søn, to Heste, fem Kør, ti Faar, ligesaamange Svin og en Gedebuk, der staar til Bedækning.

Politisk hører Mikkel til "Moderationen", er 50 Aar, Konen 60 og Sønnen 30.

De er alle tre hellige og meget troende. Sær Mikkel, som er Menighedens Forsanger og derfor fører Tilnavnet Salmebog.

Nu forholder det sig jo saaledes med Troen, at den, som er grebet af den, ønsker inderligt, at ogsaa andre maa vorde grebne.

Og det begav sig derfor, at Madam Orm allerede ikke mere end otte Dage ind i November, en aarle Morgen, da hun savnede Mikkel ved sin Side i Alkoven og søgte efter ham, fandt ham siddende i Lise Larsens Kammer paa hendes Sengekant og syngende hende fore Viser baade af Grundtvig og Brorson og slaaende Kors over hendes unge Legeme med en nidkær Pegefinger, medens han hviskede:

Lise ... lille Guds velbehagelige Lise Larsen ... giv mig nu Søsterkysset paa, at Du vil forsage Djævelen og alle hans Skarnsstreger!

LISE
(kryber forfærdet ned mellem de skærmende Dyner, da hun bliver vár sin Madmoders Ansigt i Dørsprækken).
MIKKEL
(gaar til Bunds efter hende indtil Skulderbladene).
MALENE
(skrider ind over Tærskelen og lægger Haand paa ham).

Mikkel! Hvad i den Treeniges Navn rager Du efter?

MIKKELS

Arme bliver lamme og dasker ned langs hans Krop. Jeg søger at frelse dette lille Menneske-Barn for Menigheden, Malene ...

MALENE.

Kunde Du ikke besørge det ved Dagens Lys mon?

MIKKEL.

Nej, thi Menneskenes Børn er modtageligst for det Usigelige i Dæmringen! (Og han istemmer med høj Røst Salme 308:)
Jesus Herre, lad dit Rige
vidt udbredes paa vor Jord ...

Men da hugger

MALENE
en Næve i hans Nakke og drager ham med sig. Og hun var kun klædt i Særk, ligesom Mikkel ene var iført Skjorte ... Døren slaas i. - Og
LISES
Hoved vokser langsomt frem over Dynerne.

Nu er samtidig at berette om Karrelius. - Han kunde staa bag Stalddøre, eller ligge bag Halmstakke og stirre hen imod Lises Kvalifikationer, indtil Vand og Elskov stod ham ud af Øjnene.

Og han kunde varsomt nærme sig hende og spørge, om han ikke skulde hjælpe med at drage en Spand op af Brønden, hugge en Favnfuld Kvas, eller bære en Sæk Tørv for hende.

Ja, han kunde endogsaa træde Pigen ganske nær og i svær Kvide gribe fat i hendes Skørter, løfte dem højt over hendes Ben og udstøde et klagende:

Hu -hu-u ...!

Men da tog ogsaa Fanden ved ham af Rædsel.

306

Tre Satyrspil

Thi Frimodighedens Naadegave var Karrelius nægtet. Den, der i saa rigt et Maal var blevet hans Fader beskaaret.

Saaledes led Vinteren.

Og nu var det altsaa Foraar ... alting stod paa Spring.

III

Det er Søndag.

I Gaardens Mindrestue sidder Mikkel Orm og hans Hustru med Søn og Tjenestekvinde ved det hvidskurede Plankebord og æder Middagsspise: Sødsuppe med et Fjerdingkar Svedsker; og Oksesteg med en Skæppe Kartofler.

MIKKEL
(beder til Bords).

I Jesu Navn gaa vi til Bord at spise, drikke paa dit Ord ...

Der tales ikke. Kæmpes kun stille og haardnakket om at faa de fedeste Svedsker hentet op og slugt.

Stenene spyttes ud i Næverne og lægges paa Bordet.

LISE
(rejser sig, naar Suppen er fortæret, stryger med en hul Haand Svedskestenene ned i det tomme Fad og gaar ud i Køkkenet).
MIKKEL og KARRELIUS
(følger hende med Øjne og Tanker).
MALENE
(gaar ligeledes ud i Køkkenet. - Anden Ret skal ind).
MIKKEL
(stanger Tænder med Gaflen og ræber dybt).
KARRELIUS
(svarer ham).

Ja, hun har været heldig i Dag ... (Han mener Moderen med Suppen.)

Naar Stegen er baaret ind, skærer hver sig en Privat-Humpel af og anbringer paa sin Tallerken: Mikkel først, derpaa Karrelius, saa Malene og sidst Lise.

Sauce og Kartofler beskriver samme udemokratiske Kurve.

Man maaler med Blikket Volumen af hinandens Portioner. Men Gridskheden er ikke saa grum og Nidkærheden ikke saa stor som før ved Suppen, da man jo denne Gang æder af hver sin Beholder.

Fadene gaar én Gang rundt, to Gange rundt, tre Gange rundt.

Ansigterne blusser. Bevægelserne bliver lade. Øjnene sløres ...

MIKKEL
(gaber og strækker sig).

Ja, saa er vi vel færdige for denne Gang:

Vort Maaltid er til Ende,
vort Bord nu dækket af ...
Tak for Mad, Jesus!

Han rejser sig, stopper sin Pibe og suger Tænder. Det lyder, som kvidrer der en Bogfinke, hvergang han suger til.

Han sætter sig bort i den store Lænestol med Ørenklapperne, tager et Par skrattende Drag af Piben og falder hen.

LISE
(bærer Madresterne ud i Køkkenet).
KARRELIUS
(griber hende famlende i Skørterne, da hun gaar forbi).

Hu-hu-u ...!

MALENE
(mærker intet, da hun er optaget af Mikkel).

Hun havde haabet, at han og hun, nu efter den stærke Søndagsspise, skulde have ligget Middagslur sammen i Alkoven; men da Mikkel sætter sig i Stolen, svinder Haabet. Hun iagttager ham skarpt: Han skulde da vel aldrig ha' noget for med Tøsen derude?

307

Men da Piben i det samme glider fra ham og ned paa Gulvet, uden at han vaagner, føler Malene sig beroliget og kryber ind bag Alkovens Forhæng, puster tungt ud og sovner.

KARRELIUS
(har sat sig paa Bænken ved Bordenden med Hovedet støttet i Hænderne. Han hvæser og stønner og sveder melankolsk over Jordelivet ... Saa knækker Armene pludselig sammen under ham, han segner bardovs forover ned mod Bordpladen. Æden har slaaet ham).

Ti lange, fredelige Minutter hengaar ...

Saa lister

MIKKEL
(det ene Øje op, derpaa det andet, skæver fra Bordet hen til Alkoven; smækker hurtig begge Øjnene til igen, da Malene rører paa sig; aabner dem paa ny, rejser sig, stryger Træskoene af, tager dem i Haanden og vader baglæns hen til Forstuedøren, lemper den op og forsvinder ... Fred hviler over Land og By, ej Verden larmer mer ...)

Da høres der pludselig fra Loftet oven over Stuen et Plump, en Skuren og en Piben.

Det er Katten, der har hugget sig en Rotte.

MALENE
(farer op ved Larmen, stikker lysvaagen Hovedet frem fra Alkoven og springer ud paa Gulvet):

Karrelius! Hvor er din Far? (Aabner Køkkendøren.) Lise er væk ! (Rusker i Sønnen.) Saa vaagn dog, din Sovetryne!

KARRELIUS
(gnubber sig bedre til Rette).

Hrorr-puhh-smask -smask!

MALENE
(griber ham i Haaret og hamrer hans Hoved tre Gange ned imod Bordet).

Karrelius! Hører Du ikke! De er væk begge to!

KARRELIUS
(vælter sig om paa Siden).

Hvem er væk ...?

MALENE.

Din Far og Tøsen derude!

KARRELIUS
(skrumler over Ende og betragter Moderen med et fjernt Blik, som var der 30 Kilometer imellem dem).
MALENE
(hugger paa ny til ham).

De har vel lagt sig et eller andet Sted hen med hverandre ...

KARRELIUS.

Hvem ...?

MALENE
(stikker ham en under Øret).

Din Far og Tøsen ... for Satan!

KARRELIUS
(spjælker Øjne op).

Lise ... !

MALENE.

Ja, hvem skulde det ellers være ...! Men gaa Du nu op ad Stigen ovre paa Loen ... Saa gaar jeg op fra Huggehuset ... og saa ta'r vi dem!

KARRELIUS.

Er de oppe paa Høloftet da, tror Du?

MALENE.

Hvor skulde de ellers være? ... Gaar Du saa?

KARRELIUS
(synker sammen).

Jeg vil saa nødig være med til at hitte dem, Mor ...

308
MALENE.

Bliv saa staaende neden for Stigen da, dit Fæ! saa skal jeg komme over dem.

KARRELIUS
(sjokker tungt ud igennem Forstuen, hen over Gaardspladsen og ind paa Loen).
MALENE
(spænder bort til Huggehuset, hvor hun napper en Gærdestav og kravler op ad Stigen til Loftet).

Deroppe er alt mørkt og helligdagsstille. Ikke en Lyd høres; ikke en Pusten.

Kun henne i Lugen ud til Gaarden sidder Katten og knaser fredeligt Rotten i sig.

MALENE
(basker rundt i alle Hjørner og Kroge. Meget Hø er der ikke tilbage fra i Fjor; men der er da altid nok til at krille hende op ad Benene og gøre hende end mere rasende. Et Par Gange tumler hun og rejser sig igen. Men hun finder ingen).
KARRELIUS
(staar stiv ved Foden af Stigen nede i Loen. Hans Tanker er stride).
MALENE
(titter fra oven ned gennem Hullet).

Er Du der, Karrelius?

KARRELIUS.

Ja-e ...

MALENE.

Har Du set noget til dem!

KARRELIUS.

Næ-i ...

MALENE.

Ta' og kom herop og hjælp mig og lede.

KARRELIUS.

Hva' ...?

MALENE.

Kom herop, siger jeg, og hjælp mig!

KARRELIUS.

Jeg vil saa nødig være med til at hitte dem ...

MALENE.

Sludder! - Kommer Du saa!

KARRELIUS
(stiger dvælende op ad Stigen Trin for Trin ... Og lige idet han faar Hovedet ovenfor, standser han og peger i Vanvid)

: Dær ligger de jo ...

MALENE
(griber fastere om Staven).

Hvor ...?

KARRELIUS
(grædende).

Dær ...

Og henne bag en sammenskrabet Bunke Hø, tæt omslyngede, Bryst mod Bryst, som to Børn, der har fundet sig et Skjul trætte og søvnige af at have leget tilstrækkeligt, hviler Pigen Lise Larsen og hendes Husbond. - Hun øverst.

MALENE
(hæver Gærdestaven).
KARRELIUS
(hugger en Klo i hende).

Vil Du slaa ...?

MALENE.

Den beskidte Mær!

KARRELIUS
(vrister Staven fra Moderen og kyler den ud igennem Lugen).
KATTEN
(sætter forrykt bagefter med Rotten).
MALENE
(smider sig over Parret og bearbejder Lises Krop med sine bare Næver).
KARRELIUS
(haler hende væk).
LISE
(flygter).

- Og

309
MIKKEL
(rejser sig søvndrukken over Ende og istemmer af gammel Vane Salme Nr. 68):

Nu skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til ;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!

IV

MALENE
(vil skilles).

Straks ved første Menighedsmøde efter Katastrofen paa Høloftet rejser hun sig og vidner, at hun kan ikke længere forsvare hverken for Loven eller Profeterne at dele Bord og Seng med Mikkel, hvem Djævelen er faret i og har forledet til Utugt med Tjenestekvinden Lise.

MIKKEL
(staar ligeledes op og vidner, at Malene har Ret: Den store Sanse-Aand har grebet ham. - Og han istemmer angerfuldt første Vers af Salme 411):

Kjender Du den Livets Kilde,
hvorfra Naadens Strøm udgaar?
Om Alverden øse vilde
den udtørres intet Aar ...

Det Usigelige nærmer sig ...

LISE
(styrter paa sit Ansigt, spræller med Benene og raaber med høj Røst, at man skal smide hende i Ildovnen).
KARRELIUS
(siger).

Hu-hu-u ... ! (løsner nogle Knapper og kaster sig over Pigen.)

NOGLE KVINDER
(taler i Tunger).
NOGLE MÆND
(haler Karrelius afsides og knapper ham til).
HJULMANDEN og SKOVFOGEDEN
(forkynder begge, at de er rede til at tage Lise med sig hjem og forvare hende).
MIKKEL ORM
(protesterer: Ene ham tilkommer det at gøre godt igen, hvad af ondt han har forbrudt imod Pigen. Desuden har han fæstet hende for Sommeren).
MALENE
(besvimer).
FIRE MÆND
(hælder Vand paa hende).

Det Usigelige fylder Rummet ...

DIRIGENTEN
(hæver Mødet).

- Og

MENIGHEDEN
(skilles under Afsyngelse af Salme 412) :

O, Du min Immanuel,
hvilken salig Himmelglæde ...

310

V

Næste Dag møder Hjulmanden, Menighedens Øverste, paa Orme-Gaarden og taler længe og i Enrum med Malene, som ustandselig vil skilles.

HJULMANDEN
(maner og maner).

Husk dog paa, Malene, at Du vil udlevere Dig sæl og alle vos andre til Spot og Spe for Verdens onde Grine-Børn!

MALENE.

Jeg er krænket i mine dybeste Rettigheder ...!

HJULMANDEN.

Sandelig, det er Du; det være langt fra mig at ville nægte saadant! ... Men saligt er det at give hellere end at tage - og allersaligst at til-give!

MALENE.

Den skidt Tøs skal ikke komme her og trække Mikkel ud paa den brede Vej!

HJULMANDEN.

Er det mon ikke Mikkel, der har strakt sin Haand ud efter hende ...

MALENE.

Hun kunde jo ha' sagt Nej!

HJULMANDEN.

Det er ikke nemt ... det er ikke nemt ...

MALENE.

Saa kunde hun ha' lagt sig efter Karrelius, som er ledig!

HJULMANDEN.

Karrelius er ikkun ladet med Vand, Malene, og Pigen har vel begæret Blod.

MALENE.

Jeg vil skilles! Li'e med det samme! Jeg vil separeres fra Bord og Seng!

HJULMANDEN
(lægger sin Haand paa hendes Arm).

Sig ikke det! Betænk, hvad Du udsætter Dig for! Verdens Grine-Børn vil pege Fingre af Dig: Se, der gaar Malene Orm, vil de sige ... Du og Mikkel, lever I stadig sammen som rette Ægtefolk?

MALENE.

Ja ... lige til hun kom, Tøsen! Han har ikke Kraft nok til to.

HJULMANDEN.

Malene er dog ellers op i Aarene ...

MALENE.

Fanden er op i Aarene i de Dele!

HJULMANDEN.

Visseligen, visseligen! Men en Kvinde maa vide at tage Prøvelsen, naar den kommer.

MALENE.

Hva' for en Prøvelse?

HJULMANDEN.

Kvinden maa ... Jeg mener ... Husk paa Forsagelsens Naadegave, Malene! ... Elskov er fra neden, siger jeg Dig; men Kærlighed fra oven!

MALENE.

Jeg er ligeglad i begge Ender ... og ha'de jeg én Ende til, vilde jeg ogsaa være ligeglad i den ...!

311
HJULMANDEN
(maner).

Malene, Malene ...!

MALENE.

Tøsen skal ud af Huset, hvis jeg skal blive her!

HJULMANDEN.

Visselig skal hun saa! - Jeg skal selv bringe det Offer at tage hende til mig, har jeg jo sagt.

MALENE.

Var det ikke bedre, om Skovfogeden fik hende? Han bor længere herfra.

HJULMANDEN.

Alt godt om Nikolaj Skovfoged, Malene, alt godt! Det være langt fra mig at ... Men han er mæget sanselig! - Frelsen vil være Pigen nærmere, naar hun kommer til mig.

MALENE.

Naa ... Men Mikkel skal lide en Sonebod, skal han!

HJULMANDEN.

Er det mon ikke Sonebod nok, at vi berøver ham Pigen ... ?

MALENE.

Nej ...! Han skal lide paa Kroppen!

HJULMANDEN.

Jamen, er dette ikke netop at lide paa ...

MALENE
(haardnakket).

Jeg ta'r ham ikke til Naade, før han er dømt!

HJULMANDEN.

Godt! Saa sammenkalder vi de Ældste til paa Fredag ...

MALENE.

Men Du maa tage Tøsen med dig straks!

HJULMANDEN.

Himlen er mit Vidne, Malene, at jeg gjorde det gerne...! Men Dommen maa desværre først foreligge ... Og far nu vel! Herren forlænge dit Liv for din Forsonligheds Skyld!

Dette er sjette Afdeling.

Fredag i Mikkel Orms Storstue. -

Midt i Rummet et aflangt Bord med Tæppe.

Langs Væggene Stole, Dragkister og

overdaadigt opredte Senge.

Den ganske Personliste Side 179 er til Stede med Undtagelse af Lise Larsens Fader, som aldrig har kendt sin Besøgelsestid. -

Man er bleven gæstfrit modtaget med Kaffe og Wienerbrød.

Spirituosa hører Privatlivet til og er derfor udelukket fra Møderne.

Men Tobaksrygning er tilladt, og enhver har medbragt sin fornemste Gaahen-Pibe.

Lokalet staar i Taage.

Alvor fylder Sindene.

Det Usigelige nærmer sig ...

MALENES
Ansigt er hvidt.
LISES
rødt.
MIKKELS
graat.
312
KARRELIUS'S
(laksefarvet).

Handlingen startes med, at Hjulmanden sætter sin Pibe hen i Vindueskarmen.

De øvrige tilstedeværende Mandfolk følger hans Eksempel.

HJULMANDEN.

Venner, Brødre og Søstre! Broder Orm maa vi jo ved denne Lejlighed til Beklagelse sætte ud af Kurs, da han ingenlunde selv vil kunne dømme i sin egen Sag ... Maa det derfor være mig tilladt at foreslaa, at vi vælger Karrelius til hans Suplekant; dels fordi her ikke er andre at vælge imellem, og dels fordi, at Loven jo paabyder et ulige Antal Stemmer. Forslaget vedtages; og Karrelius's Ansigt skifter fra laksefarvet til mørk Mahogni.

HJULMANDEN.

Allerede ved Kaffen besluttede den ærede Forsamling altsaa, med alle Stemmer mod én, Nikolaj Skovfogeds, at Pigen Lise Larsen skulde gives under min Haand og Værgemaal.

LISE
(skæver arrigt til Malene).
SKOVFOGEDEN
(brummer).
KARRELIUS
(udstøder et sidste klagende)

Hu-hu-u ... !

HJULMANDEN
(hæver Røsten).

Og maa jeg saa bede Forsamlingen sætte sig!

Man tager Plads. - Kvindfolkene ved den øverste Bordende paa hver sin Side af Hjulmanden. Mandfolkene ned langs Bordets Sider, saaledes at Karrelius kommer til at sidde for nederste Bordende.

MIKKEL ORM
(staar ene og udslukt midt paa Gulvet).
HJULMANDEN.

Mikkel! Din Brødes Terninger begynder at rasle over dit Hoved i Gengældelsens Bæger! - Hvor skal vi nu anbringe ham, Venner, medens der voteres!

SMEDEN.

Ude i Forstuen ...

SKOVFOGEDEN.

Saa stikker han a' ...

SLAGTEREN.

Vi kan jo lose ...!

MALENE.

Jeg foreslaar, at vi sætter Mikkel under Bordet, at hans Tanker kan vorde beredte i Fornedrelse og Ensomhed !

Dette vedtages med Akklamation; og Mikkel puttes ind under Bordet oppe ved Hjulmanden.

SLAGTEREN
(rejser sig og proponerer Salme Nr. 334).
FORSAMLINGEN
(stemmer i):

Ingen er saa stor en Synder,
at han jo kan Redning se ...

313
HJULMANDEN
(giver derpaa Ordet frit).

Der opstaar nu stor Larm og Tale. Enhver har udtænkt sin Straf og Sonebod for den faldne Broder; og enhver vil have sin Plan gennemført.

Stemmer skriger, Ord buldrer, Næver knyttes, Knubs veksles ...

et Usigelige vokser ...

MALENE
(bevæger sig uregelmæssigt paa Stolen).
HJULMANDEN
(afbryder Forhandlingerne og tilbyder hende chevaleresk at gaa udenfor).
MALENE
(erklærer lyksalig, at det er ikke det).

Og da Sandheden kommer for en Dag, viser det sig, at Mikkel Orm nede i Mørket har taget fejl af sin Hustru og Lise Larsen.

MALENE
(raser).
LISE
(fniser).

Det Usigelige tager Overhaand ...

Og Mikkel transporteres ned til Bordets anden Ende, hvor han sættes under Varetægt af Karrelius, hvis Ansigt nu er berlinerblaat.

HJULMANDEN
(slaar ud med Haanden).

Og maa jeg saa bede Jer komme frem med Forslagene ét for ét!

Dette sker.

SLAGTERENS
gaar ud paa, at Mikkel bør staa aabenbar Skrifte i Forsamlingsbygningen, barfodet, omgjordet af en ugarvet Tyrehud og med Ring i Næsen.
SMEDEN
(foreslaar, at Mikkel øjeblikkelig bør klædes nøgen af og knibes med en gloende Tang paa de syndefuldeste Steder af Kroppen).
MALENE og LISE
(skriger forfærdede).

Nej! Nej!

SKOVFOGEDEN
(foreslaar, at Mikkel i bar Skjorte og med en Svinehale i Munden bør spiles ud paa Ladeporten og skydes til Skive efter med Rævehagel Nr. 2).
HJULMANDEN
endelig, der er mild og fredsommelig stemt paa Grund af Pigens Overdragelse, mener, at man bør nøjes med at idømme Mikkel en Bøde, stor 10 Kroner, til Menighedens Fælleskasse. Men nu rejser
MALENE
sig og erklærer, at Smedens, Slagterens og Skovfogedens Domme er for haarde og Hjulmandens for mild; den sidste vilde jo desuden ogsaa komme til at svie til hende. Nej, den hellige Aand har i Nat, da hun laa søvnløs, indgivet hende et Raad, som bør følges: Man skal binde Mikkels Arme bag paa hans Ryg, stille ham op ved Langvæggen med Fronten ud imod Stuen, og én for én i Rad og Række skal man gaa ham forbi og spytte ham i Ansigtet. Thi kun saalunde, sagde Helligaanden, kunde han tvættes ren for sin Synd og paa ny blive annammet til Naade af hende og Menigheden. Og derved bliver det.
MIKKEL
hales frem under Bordet, bagbindes og stilles med Ansigtet imod Stuen. Alle skrider ham forbi: forrest Malene, derpaa Karrelius, Hjulmanden, Smeden og Slagteren. Bagest Pigen Lise.
314

Ingen af dem sparer paa Krudtet. Særlig udmærker Lise Larsen sig ved Styrke og Rumfang, idet hun erklærer at være bleven forkølet forleden paa Høloftet ...

Hvorpaa de alle staaende afsynger fjerde Vers af Salme Nr. 3:

O Helligaand det er dit Værk,
at Sandheds Lys vi finde ...

Men da er ogsaa Mikkel, som født paa ny og kan begynde for fra ...

Det Usigelige har triumferet ...

Tæppe.

315

OM FLOKE (Bedes læst to Gange) (1911)

316

        

317

AGERENDE

  • Floke den Taagede.
  • Ice Vølundsdatter, hans Hustru.
  • Lambe Flokesen
  • Ølser Hnufa og deres Børn.
  • Asgerd
  • Ulf Ulfsen den Viise.
  • Ingolf Ulfsen og hans Sønner.
  • Hauk Skallagrim
  • Endrid Bredmave.
  • Sure Ramm, en Skjald.
  • Lurik Morgenstjerne, en Sagaskriver.
  • Gunnar Hamundsen.
  • Rannveig, hans Datter.
  • Gige Maard.
  • Gudrun Stikbækken, hans Hustru.
  • Hjalte
  • Hial deres Børn.
  • Kaare og l
  • Ingrid
  • Thorer Gode.
  • Kormadr den Enøjede, Betlerske.

Handlingen foregaar paa Fladø i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede.

318

        

319

FLOKE OG HANS SLÆGT

Floke den Taagede hed en Mand af lav Herkomst, hvis Stamfader havde taget Land vesterpaa i Lumskesyssel straks ved Fladøs Bebyggelse. Hans Hustru var Ice Vølundsdatter, ærbar og tækkelig i alle Maader.

Floke var en velskabt Mand, noget under Middelhøjde, men bred, med skægløst Ansigt, lyslokket Haar og milde, trofaste Øjne.

Enkelte beretter, at han var temmelig blakket i Troen, thi han paakaldte vel i Almindelighed Kristus, men ved ret vanskelige Tilfælde anraabte han tillige sine gamle hedenske Guder og aad Hestekød.

Men han var vel øvet i alle Mundens Idrætter, talte godt for sig, kvad imellem, var lovkyndig og skyede intet Middel for at fremme sin Sag; var dertil "hamram" *).

Flokes og Ices Sønner hed Lambe Flokesen og Ølser Hnufa, deres Datter Asgerd; og Faderen drog stor Omsorg for, at det gik dem alle vel.

INGOLFS DRAB

Der fortælles, at Floke den Taagedes Førerskab over Bønderne tog sin Begyndelse saaledes:
Ulf Ulfsen den Viise hed hans nærmeste Nabo og var en Høvding**) ; deres Ejendomme stødte sammen, dog laa Ulfs i Lyssyssel.

En Morgen sendte Ulf sine Smaa-Bønder og Huskarle ud at pløje. Men de dræbte Okserne, foregav at en Bjørn havde gjort det, og imens Ulfs Søn Ingolf med sine Folk satte efter denne, overfaldt Bønderne dem lumskelig, dræbte dem alle og flygtede med deres efterladte Koner og Gods over Grænsen ind i Lumskesyssel til Floke, der syntes godt om Daaden, da han hadede Ulf for hans Rigdoms og Storheds Skyld, tog vel imod dem og gav dem Husly og Føde.

Floke selv dræbte aldrig nogen, det taalte hans Hjerte ikke; men han tog Fordelen.

Saaledes beretter Historien.

ENDRID BREDMAVE

Edmund den Røde eller Edmund Ræv hed en Bankdirektør i Northumberland.

Flokes Fætter paa Fædrene Side, Endrid Bredmave, var Edmund Rævs Gæsteven paa sine hyppige Handelsfarter til England, og de sloge sammen mangt et godt Købslag af.

Endrid var Edmunds Agent eller Opkøber paa Fladø. Han stævnede Smaa-Bønderne til sin Gaard, Adlervatn, ved Ilskfjorden i Snydesyssel paa Østlandet, *

* 320 og de kom til ham i store Skarer og betroede ham deres Huder, Talg og tørrede Fisk, som han saa paa egne Skibe omsatte for dem i Northumberland og inddrog Betalingen for.

Floke var til at begynde med Endrids Mellemmand paa Vestlandet, men det varede ikke længe, førend hans Magt og Anseelse steg langt over Fætterens; thi Floke kendte Bønderne bedre og var snedigere.

Men blandt Høvdingerne høstede han kun liden Berømmelse for sin Færd: og en Skjald, Sure Ramm, kvad en Nidvise om ham, hvilken lød saa:
Fimset handled Floke,
da han Ingolfs Bane *)
i Ly bragte,
og Brød brød**).

Men Endrid og Floke lo skadefro deraf, naar de var sammen; cg der siges imellem Mænd, at de ved saadanne Lejligheder ofte aad Hestekød, fik Bersærkergang, hylede som Hunde, bed i Skjoldrandene, glemte Kristendommen og snød hinanden i Auktionsbridge.

OM "BEN"

Lurik Morgenstjerne eller Lurik Gallop hed en Sagaskriver***), som hidindtil havde staaet paa Ulf den Viises og Høvdingernes Side og deltaget i et Protesttog imod Floke og Endrid; men da han saa', at Bondepartiet øgedes og voksede sig frem i Magt, sendte han hemmeligt en Budstikke til Floke med den Besked, at han egentlig i sit Hjerte altid havde næret den største Beundring for ham; og Floke gjorde øjeblikkelig Luriken til sin Liv-Historiograf, idet han samtidig skikkede til ham som Gunst og Gave: Laarbenet af en Vejrhane †), to Pund røget Aal og en Rævehale.

Lurik Morgenstjerne var den første Overløber paa Fladø; men han blev ikke den sidste.

Dette om "Ben".

RIDTET TIL TINGET

Engang red Floke og hans ældste Søn Lambe til Tinget, hvor der var en stor Forsamling. I deres Følge var ogsaa Endrid Bredmave, som red paa en blakket Hingst; hans Bug gik meget op og ned, han var stærkt anpusten af Ridtet. I Haanden førte han en Saks††); han bar desuden lueforgyldte Benskinner og en Skarlagens Kappe.

FLOKE
(vender sig imod ham og siger).

Er der nogen Sandhed i de Rygter, som gaar om Dig, Endrid, at Du ikke kan udrede Enhver sit?

ENDRID
(svarer).

Nej ...! (og mere ikke, thi han er stærkt anpusten).

FLOKE.

Skulde det knibe for Dig, kan Du naturligvis fuldt ud stole paa mig.

ENDRID
(tier og tænker):

Jeg kan Fanden, kan jeg! (Thi han kender sin Fætter.)

* * * * * 321
FLOKE
(vender sig derpaa til Lambe).

Jeg vilde ønske, min Søn (siger han) , at Du vilde tænke paa vor Slægts Formerelse og tage Dig en Kone.

LAMBE.

Det har jeg længe følt Trang til, Fader; hvem mener Du, vi skulde tænke paa?

FLOKE.

Der er nu Rannveig, en Datter af Gunnar Hamundsen paa Hlidarende; han er her paa Tinget og ligesaa hans Datter, saa kan Du se hende, om Du har Lyst.

LAMBE.

Men Gunnar er en Slægtning af Ingolf Ulfsen, for hvis Drab der endnu ikke er givet Bøder?

FLOKE.

Javel!

LAMBE.

Og vil han saa ikke sætte sig imod denne Forbindelse?

FLOKE.

Nej, han vil ikke; thi han tør ikke.

LAMBE.

Tør han ikke?

FLOKE.

Nej; thi alle Bønderne omkring Hlidarende staar paa min Side.

LAMBE.

Du er en mægtig Mand, Fader!

FLOKE.

Det er jeg, min Søn!

ENDRID BREDMAVE
(deltager ikke i denne Samtale; thi dels er der ingen, der spørger ham, og dels er han stedse stærkt anpusten.)

Ved Foden af Lovbjærget rider hver til sin Bod.

ENDRID
til sin.
FLOKE og LAMBE
til deres.

LAMBES FRIERI

Næste Dag, da mange Folk gaar til Lovretten, og flere velklædte Kvinder ses uden for Gunnar Hamundsens Bod, siger

FLOKE
(idet han peger).

Se der gaar nu Rannveig, som jeg talte til Dig om, Lambe. Hvad synes Du om hende?

LAMBE
(forhippet).

Godt! Og jeg skulde lide at holde Løsebryllup*) med hende.

FLOKE
(strengt).

Derom kan ikke være Tale, min Søn!

GUNNAR HAMUNDSEN
(foretager Retsforhandlingen, som han plejer, og gaar derpaa hjem til sin Bod).
FLOKE og LAMBE
(følger efter ham og gaar ind).
ENDRID BREDMAVE
(er ikke med, thi han er stærkt anpusten).
* 322
GUNNAR
(sidder langt inde i Boden).
FLOKE og LAMBE
(hilser ham).
GUNNAR
rejser sig og byder dem Velkomstbægeret; da dette er tømt, springer
FLOKE
(mod Sædvane medias in res og siger):

Jeg kommer for at slutte en Handel med Dig, Gunnar; min Søn, Lambe, vil være din Svigersøn og købe*) din Datter.

GUNNAR.

Jeg véd, at Du er blevet en mægtig Mand paa det sidste, Floke ...

FLOKE
(griner lunt).

Hæ, hæ ...!

GUNNAR

... men din Søn kender jeg ikke ...

FLOKE
(beskedent).

Dygtigere er han end jeg i alt ..

GUNNAR.

Og han kommer til at betale hende dyrt, thi Rannveig skal tage al Arven efter mig.

FLOKE.

Det véd jeg; og jeg skal intet spare, hvis det forundes Lambe at blive din Maag**). Han skal have Gaardene Svighøj og Luskeberg; desuden ejer han selv et sødygtigt Købmandsskib og farer i Endrid Bredmaves Følge paa Handelsfart til Northumberland.

GUNNAR.

Der gaar saa mange Rygter om Endrid her paa Tinget og andetsteds.

FLOKE.

Jeg siger god for Endrid! (Kniber et Øje sammen.) Og hvad der end maatte ske af menneskeligt for ham, røres Lambe ikke deraf; thi han er sin Faders Søn!

GUNNAR.

Der skal betales 60 Hundrede***) for Rannveig; og i Tilfælde af Skilsmisse skal kun de 30 betales tilbage.

FLOKE
(hurtig).

De 40!

GUNNAR
(medgørlig).

Godt, saa siger vi de 40!

FLOKE.

Det Vilkaar er jeg fornøjet med. Lad os nu tage Vidner paa Sagen.

De tager derpaa Vidner, giver hinanden Haandslag, og Gunnar fæster sin Datter til Lambe, at Brylluppet skal staa en halv Maaned efter Midsommer paa Hlidarende. Da de kommer uden for Boden, gentager

LAMBE.

Du er en mægtig Mand, Fader!

Og overmodig kvæder

FLOKE.

Ikke han voved
Drabet at nævne;
faa har en Fader
forslagen som Floke.
Rannveig vi rapsed
fra Hlidarende;
og Gunnars Guld,
naar Hel engang
hans Stenhøj stabler*).

* * * 323

Men de onde Rygter om Endrid voksede stadig.

OM GEDESKIND

Gige Maard var en Sønnesønssøn af Otlar Lammelaar; hans Sønner var Hjalte, Nial og Kaare. Deres Moder var Gudrun Stikbækken**), en Søster til Ulf den Viise. Giges Sønner var store af Vækst og modige. Deres Søster var Ingrid Natsol, en meget tækkelig Kvinde.

En Dag red Floke den Taagede med sine Sønner ud i Myren at røgte Faarene. Tyve Huskarle fulgte dem, deriblandt to, som havde deltaget i Ingolf Ulfsens Drab.

En Kvinde, Kormadr den Enøjede, en Betlerske, saa' dem, løb ind til Ulf og sagde til Giges Sønner, som just var paa Besøg og holdt paa Tunet:
Nu er Hævn at hente for Ingolf, Hærmænd; Floke og hans Sønner rider i Myrene.

Straks greb Ulf og hans Mænd, tredive i Tallet, sammen med Gigesønnerne deres Vaaben og red efter. I Spidsen var Ulf selv, hans yngste Søn Hauk, kaldet Skallagrim, og Gigesønnerne.

Floke og hans Følge red til Stengrimsvatn over Sjataadal til Broen ved Bjørkefjord.

Da griber

LAMBE
sig pludselig til Panden, gisper stærkt og siger:

Nu søger Ulf den Viises Fylgjer hid!

FLOKE
(springer af Hesten, tager et Gedeskind, svinger det over Hovedet***)

og siger): Abracadabra! (siger han). Vorde Taage og vorde Skræmsel og Undere store for alle dem, som efter os søge.

Og straks vælter der sig en tyk. Taage frem over Ulf og hans Mænd.

Da raaber

HAUK SKALLAGRIM.

Det maa være Floke den Taagede, der volder dette, og godt og vel om der ej følger mere ondt efter.

Kort derpaa bliver der saa dunkelt for deres Øjne, at de intet kan se, de sætter Hestene til og deres Vaaben, og der opstaar stor Forvirring.

Men Floke og hans røgtede i Fred Faarene og kom frelste hjem; og han svang ofte sidenhen Gedeskindet med særdeles Udbytte.

* * * 324

LAMBES BRYLLUPSFÆRD

RANNVEIG
(siger til sin Fader Gunnar).

Nu har jeg erfaret, hvad jeg længe har anet, at Du ikke elskede mig saa meget, som Du altid har sagt, siden Du har lovet mig bort til denne Lambe, der staar saa langt under mig i Stand, og hvis Fader er Anfører for Trællene.

GUNNAR
(der føler sig ramt, mander sig dog op og svarer)

: Jeg lægger ikke saa megen Vægt paa din Stolthed, at den skulde staa i Vejen for mine Handler; jeg skal raade, ikke Du, hvis vi ej kunne enes. Og hvad Floke angaar, er han en fin Politiker.

RANNVEIG.

Stor var fordum din Slægts Stolthed, og det er da ikke saa underligt, at jeg har faaet min Del deraf. Men svært er det gaaet tilbage for Dig og de andre Høvdinger paa Fladø, siden I taaler at lade Jer sige af denne Opkomling.

Disse Ord faldt Rannveig og Gunnar imellem ; og han gav Datteren Ret i sit Hjerte.

Men Lambes og Rannveigs Bryllup blev dog holdt paa Hlidarende en halv Maaned efter Midsommer, som Aftalen var.

Og midt under Gildet var det saa, at ogsaa Skjalden Sure Ramm blev Overløber; thi han, som fordum paa Høvdingernes Vegne havde kvædet en Nidvise om Floke, rejste sig nu fra Bænken og fremsagde denne Kantate til hans Ære:

Frejdigt staar Floke
som Høvding selv
i Høvdingeskaren,
Lige blandt Lige
med Hæder smykket.
Hamundsønnen*)
gav ham sin Datter,
fagrest blandt Møer,
sit Liv at leve
som Lambes Hustru.

Bryllupsgildet led nu frem ; og da det var til Ende, drog hver til sit. Gunnar gav mange Mænd Gaver ved Afskeden, hvad man satte tilbørlig Pris paa. Men Lambe og Rannveig red sammen til Gaarden Svighøj og enedes daarligt.

* 325

Paa den Tid stod Floke den Taagede højest i Magt og Anseelse ; talrige var de Høvdinger, Skjalde og Sagaskrivere, som sluttede sig til ham; og Kong Hakon Athelsten af England gjorde ham til Ridder; thi Havet laa imellem dem.

SELVANKLAGEN

Nu er at berette, at Rygterne om Endrid Bredmave steg og steg. Tingtiden var inde, og de kom alle did og tjældede deres Boder: Ulf den Viise, Gunnar Hamundsen, Thorer Gode, Gige Maard og hans Sønner; Floke den Taagede med Endrid, Lurik Morgenstjerne og Sure Ramm.

Ulf og hans stode Sønden for Lovbjærget, Floke og hans Norden for.

Men da træder pludselig

ENDRID
(frem, hans Bug gaar meget op og ned, hans Ansigt er hvidt, han er stærkt anpusten, men vældig at skue. Høvdinger og Hærmænd)

(siger han): mange og fule er de Rygter, som er gaaet om mig, men de er alle sande; jeg kan ikke længere svare enhver sit for Talg og tørrede Fisk; Remisserne fra Northumberland er udeblevne, Edmund Ræv er flygtet over Kanalen med Kassen; vi har længe snydt og bedraget Jer, og da mit Korpus hindrer mig i at følge Ræven, overgiver jeg mig herved til Dommerne og min Skæbne.

Saaledes talede Endrid, og der opstod en uhyre Larm; men førend der endnu kunde ske noget nævneværdigt, svang

FLOKE

i Hast Gedeskindet: Vorde Taage og vorde Skræmsel og Undere store for alle dem, som vil mig og mine til Livs!

Og straks blev der paa Tinget stor Trængsel og Forvirring: Ven gik mod Ven, Høvding mod Høvding, Frænde slog løs paa Frænde, en tyk Taage rullede hen over alles Hoveder, og mange blev paa Valen ogsaa af Bønderne.

Men Floke selv og hans nærmeste kom uskadte bort vesterpaa til Lumskesyssel.

Dette skete Aar 1008 paa den ottende Dag i den niende Maaned.

SLUTNING

Thorer Gode, som da var Lovsigemand*) stod Tredjedagen efter frem paa Lovbjærget og forkyndte, at Dommen over Endrid var ti Aars Fredløshed, saaledes at hver Mand i den Tid kunde tage hans Hoved.

Men Floke slap fri: thi man turde ikke røre ham af Frygt for Bønderne. Dog vovede Thorer de Ord, at Floke havde staaet renere i Sagaen, om han ikke saa længe havde sagt god for Endrid og hindret Lovene.

Derpaa drog man bort fra Tinget, som stod øde til næste Samling.

Floke holdt sig den Vinter stille.

Men ved den paafølgende Tingtid rejste han Hovedet paa ny, og Folk af alle *

326 Samfundsklasser fylkedes atter om ham: Bønderne, fordi han logrede for deres laveste Instinkter; Høvdingerne, fordi de frygtede ham, og Skjaldene og Sagaskriverne vel, fordi de var sultne.

Floke den Taagede var den første, der ret lærte Fladøboerne at fedte, lumske, ræve og muldvarpe sig frem.

Og Landet lider endnu derunder.

Dette er Fortællingen.

Men

SURE RAM
(kvad).

Hil Dig, Floke!
Aldrig har Fladø
fostret en Fører
frejdig som Du!
Fremmest i Visdom,
fremmest i Sandhed,
fremmest i Retsind,
staar Du med høje
Guder i Pagt;
hil Dig, Floke:
Aand er Magt!