Stuckenberg, Viggo MESSIAS

MESSIAS

I

Kan I se ham?

- Næ.

- Heller ikke du, Fog?

Fog, som var lang og ranglet, strakte Hals.

- Er det ikke ham? - Jo, der har vi ham! Oppe paa Tribunen! til højre!

- Gud hjælpe mig! med sin beskidte hvide Hue paa!

- Og helt fremme. Naturligvis! Klar til at presse Hostrup ned i Hovedet paa Folk. Han fylder sgu, lille Ove Eriksen!

- Pst!

- Vift ad ham!

- Eriksen!

- Ove!

- Av for Fanden! jeg bliver klemt!

- Her er da ogsaa en syndig Forsamling. Hvor mange skal vi sige? Drej Hovedet, Fog, og tæl!

132

- En Snes Tusind! sagde Fog uden at dreje Hovedet.

Fog og Klein og Jansen stod stuvet fast midt inde i Menneskemylret. Rundt om dem, foran dem og bag dem, til alle Sider var Hoved ved Hoved. Og midt i denne brede Sø af sorte Hatte og lysende Ansigter, lidt fremme foran de to Russer og den lange Maler, løftede Tribunen sig i Vejret som en stor firkantet Træø, overhængt med rødt Klæde og med et Hegn af Bannere og Flag om sig.

Det var 5te Juni; og hele dette summende Menneskemylr Staden Kjøbenhavns Venstre.

- Flyt dig lidt, Fog! jeg maa staa, saa jeg kan se over paa Slotsskrænten, ellers kvæles jeg. Den ser saa dejlig grøn og kølig ud. Hvem der havde en Bid af Skyggen under de store Træer der ovre! sagde Jansen og skubbede sig lidt længere til venstre.

- Bare den Sol snart vilde stikke ned! ønskede Fog og trak den bløde graa Filtlap, han bar som Hat, helt frem over Næsen.

Omme bag Mylret stod Slotsbakken med Frederiksberg Haves tunge, gamle Træer paa sin Ryg. Der var Sol over Kronerne, men inde under dem, nede mellem Stammerne dyb Skygge, og bag Stammerne og Skyggen skinnende hvide Stumper af Slottets kalkede Mure.

- Herrejemini! puh!

- Har I læst Sangen?

- Hostrups?

- Nej Eriksens!

- Lad os se paa den.

Jansen halede et skævt sammenlagt Stykke Papir op af Brystlommen.

- Bravo! Bravo! Hurra! Frode Jensen leve! brølede det rundt om dem. Den stille, kogende Summen var i et Nu samlet som i én raabende Vorherrerøst.

Oppe paa Talerstolen havde Frode Jensens lille svære Skikkelse 133 vist sig, og hans runde Ansigt med Brillerne, den høje Pande og det graasprængte Skæg skinnede med Planetro ud over Forsamlingen.

Jansen stak Sangen i Lommen igen.

Frode Jensen lod Hurraerne runge ud, slog saa et Par Slag med Dirigentklokken, hagede begge sine Hænder fast om Talerstolens Rand, lænede Overkroppen lidt tilbage og begyndte.

- Mine Herrer! maa jeg først og fremmest byde Dem velkommen.

Frode Jensens Røst var fyldig og rund som hele hans Person, men med en fed Underklang, som havde han nylig spist.

- Maa jeg dernæst udtale en Tak til Dem alle for det talrige Møde. Saa stor en Forsamling som denne vil overtyde vore Modstandere om, at Bevidstheden om, hvad Lov og Ret er, Dag for Dag, Time for Time vaagner viden om i det danske Folk. Den vil staa dem som en Trusel, de ikke kan gøgle bort. Bønderne derude, vore Venner, vil med Hurra hilse Efterretningen om, at ogsaa Kjøbenhavn fylker sig til Kamp for vor Grundlov, for vor Frihed. Har vi taget Kjøbenhavn, vil den Dag ikke være fjærn, da enkelt Mands Magtbrynde fejes bort af hele det samlede Folk! da Klikkeministres Vilje bliver for død Mands Tale at regne! da Folkets Krav bliver Landets Lov!

- Hør! Bravo!

- Maa jeg dernæst foreslaa Dem Hr. Arnold Hertz som Dirigent!

- Hør! hør!

Frode Jensen trak sig tilbage og blev borte inde under Bannerne, og Arnold Hertz' skaldede, skægløse Hoved med den mægtige Næse dukkede frem i Sollyset og skinnede hvidt og nøgent som en plukket Ravn.

- Arnold Hertz leve!

Det hvide, nøgne Ravnehoved huggede et Par Nik ud mod Forsamlingen.

134

- Jeg takker for Valget og giver derpaa Ordet til Hr. Folketingsmand Søborg.

Hovedet forsvandt inde i Skyggen.

- Bravo! Bravo! Søborg leve! Hurra! han leve!

Op over den brede Sø af hvide Ansigter ragede Arme og Hænder og svingede Hatte, og op over Hænder og Hatte steg Hurraerne i Takt.

Søborg stod oppe paa Talerstolen, let lænet frem over dens Rand. Omkring hans smaa Øjne laa der et spædt lille Smil, et næsten umærkeligt et, som ikke blev større og ikke mindre, men som spandt sig ned over hans hele Ansigt, over hans lyse Skæg. Hele Personen var bare samme spæde lille Smil oppe omkring Øjnene.

- Ah! sagde Klein og stod paa Tæerne og skubbede for rigtig at komme til at se paa Søborg.

- Mine Herrer!

Søborgs Røst var sprød og klinger.

- Der staar i Deres Geografi, at Danmark er et Lavland, og at Danmark har Øklima; det vil sige, at Danmarks Jordbund og Danmarks Luft er fedtet og fugtig. Fugtig Luft og fugtig Jord avler Snegle, fede slimede sorte, fromme sindige hvide og skikkelige smaa graa; saadan artigt Kryb, som er det vildeste Dyr i Danmarks Skove.

Søborg tav et Øjeblik og saa ud over Forsamlingen, der pressede sig tættere og tættere ind mod Talerstolen, langsomt og lydløst, med strakte Halse og alle Ansigter vendte mod hans. Saa fortsatte han.

- De kender alle en saadan Snegl; aldrig gaar den ad Landevejen, altid i Grøften, aldrig ind ad Havelaagen, altid under Hækken. Vil De blæse den bort fra et Blad, trækker den sig sammen med en Mine saa inderlig uskyldig og beskeden og - bliver 135 liggende. Aldrig gaar en Snegl sin Vej, før De tager en Pind og pirrer den væk.

Klein havde boret sig frem og stod og smaalo og rokkede med det krøllede Hoved og saa glad og beundrende op paa Søborg, der lod Sneglen blive til Ministeriet og Landet til et Kaalblad. Og Søborg for fort og skiftede Billede, drog Ministeriet og al dets Væsen og alle dets Gerninger frem og skar det sønder og sammen, alt saa stilfærdigt og sikkert; talte om Højres Tog igennem Byen og Kejserens nye Klæder, svøbte hver bitter Skildring i Lignelser, der tog Latter og Bravo, og vendte saa til sidst tilbage til Ministeriet og Sneglene.

- Om De tog en Pind, mine Herrer! Jeg siger Dem paa Forhaand, De tager ingen Pind! Og hvorfor skulde De vel? Om De fik Sneglen ned, tror De saa, De traadte paa den? Nej, De gjorde ikke. Det Skind! vilde De sige, mens Sneglen laa og saa from ud; og saa vilde den krybe op igen, mens De vendte Dem bort. Vi vælger en anden Vej her hjemme. Vi sulter Kræet ud, lader tomt Rum om den, slaar smaa Paraplyer op over den, at den Tid kan komme, da vi kan træde vort Lands Jord uden at ælte i klistrende Snegleslim. Et Leve for et frit, sundt Danmark!

Søborg løftede sin højre Haand i Vejret, og Hattene svingede og Hurraerne steg; og der blev blæst Fanfare af et Musikkorps omme bag Tribunen.

- Søborg leve! skingrede en Røst et Steds i Mylret.

Paany dundrende Hurraer.

Klein raabte Hurra og gjorde sin spinkle Stemme dyb og mandig. Jansen løftede paa Hatten, og Fog stod og saa paa Søborg, som bukkede ud imod Forsamlingen, fint og velvilligt, med det spæde lille Smil lysende oppe om Øjnene. Saa forsvandt Søborg, og Hurraerne døde ud, og Menneskesøen blev rolig igen.

- Naa! sagde Fog halvhøjt og saa sig om, som kom han pludselig 136 i Tanker om noget, og lettede saa paa Filtlappen op imod den tomme Talerstol, hvor Søborg havde staaet.

Musikkorpset faldt ind, og der gik en Knitren og Raslen af Papir gennem Forsamlingen. Sangene kom frem.

- Det bliver Eriksens! sagde Klein.

Enkelte Stemmer ude i Mylret brummede med. Men først, da Melodien var spillet til Ende og Musiken atter tog fat, fik Stemmerne Tag i Sangen og bar dens Ord ud i Luften, bredte dem over Pladsen og op langs Slotsbakkens Græsskrænt.

Klein og Fog og Jansen sang ikke; de stod og stirrede i Teksten og fik af og til Øjnene over mod Tribunen, hvor Eriksens hvide Hue kom frem mellem et Par høje, sorte Hatte.

Saltskarp hænger over Landet
Havets klamme Dis,
dækker, at der staar i Sandet
Vrag i hundredvis,
Vrag af stærke, stolte Drømme,
Vrag af Tankers Trods,
døbte paa de store Strømme,
strandede hos os!

Taagedunst og Mosedampe
holder os i Svøb,
gemmer for os Verdens Kampe,
skjuler Tidens Løb;
ingen Braadsø slog os vaagen
paa en stormfrisk Dag, -
skal vi ligge da i Taagen
til vi selv er Vrag!

Der er tusind Krav at løfte,
tusind Maal at naa,
tusind nye Ting at drøfte,
tusind Slag at slaa!
137 Vi vil grave os af Disen,
se bag Taagens Graa
op til Daab i Morgenbrisen
Arbejdshære staa!

Hære, som kan løfte Tiden
gennem Taagen frem!
tvinge den igennem Striden,
rydde den et Hjem!
Folk med fremtidsstærke Tanker!
nye Viljers Staal,
som kan hugge gennem Skranker
Vej til nye Maal!

- Hja - hvorfor ikke? sagde Klein og stak Sangen i Lom men.

- Eriksen leve! brølede et Par Stemmer, og der fulgte enkelte Hurraer. Klein viftede med Hatten og smilede opmuntrende over imod Tribunen.

- Nu gaar jeg! sagde Jansen.

- Hjem?

- Nej udenfor.

- Vi maa ha' Fingre i Eriksen! mente Fog.

Jansen var allerede i Færd med at trænge sig en Sti mellem Folk; de to andre fulgte ham i Hælene; bag dem lukkede Mylret sig igen.

Saa brød nye Hurraer løs trindt omkring dem.

- Hvem er det? spurgte Klein.

Fog drejede Hovedet og saa tilbage.

- Kender ham ikke.

Klein kom op paa Tæerne og fik Hovedet vendt.

- Naa ikke andre!

Saa blev der stille rundt om, og de hørte en Røst tale langt bag dem; de enkelte Ord kunde de ikke fange.

138

Og saa var de uden for Mylret, ude mellem Barnevognene og de liggende Familier, som bare ventede paa Talernes Ophør for at faa Madkurven frem.

- Hvordan faar vi fat i ham?

- Vi maa hen til Tribunen.

De gik om forbi Teltene, langs de lange Træborde, hvor svedige, røde Ansigter sad i Skyggen og drak Øl.

- Her bliver jeg! sagde Fog.

De stod stille.

- Jamen vi skulde jo have fat i ham! indvendte Jansen lidt gnavent.

- Klein, stik du hen og sig ham, hvor vi er! foreslog Fog. Vi venter her. Jeg er urimelig tørstig. Sæt dig ned, Jans!

Jansen og Fog satte sig; Fog med de lange Ben strakte ud fra sig.

- Opvarter, Øl! brølede han.

- Gærne! Hvormange, Herre?

- To - begribeligvis! Nej, tre - naturlig!

- Ja, gærne!

Klein var paa Vej mod Tribunen.

- Gud hjælpe os! for mange Mennesker dog! Naar alle de skal ha' Øl!

- Ja! sagde Jansen og saa aandsfraværende ud.

Slotsbakkens Skygge blev bredere og bredere og tog mere af Menneskemylret ind under sig.

- Der! sagde Fog lidt efter til Jansen og puffede til ham. Se hvor hun dèr vender sig om og ser hen paa os. Da', min Pige! nikkede han.

- Hvor? - Hvad Fanden! brød Jansen ud og blev i det samme saa tavs, som havde han aldrig talt. Langsomt drejede han Hovedet fra Pigebarnet og over mod den sorte Menneskemur og blev siddende og stirrede paa den, som vilde han bore sig ind igennem den.

139

- Kendte du hende? spurgte Fog og blev ved at se efter den lille runde Pigeskikkelse med det lyse Nakkepur og det let bøjede Hoved, til hun blev borte i Sværmen. Jeg tror sgu, hun blev rød!

Jansen svarede ikke; han tog en Slurk Øl af det store Krus og stirrede saa atter mod Menneskemuren.

Fog drak.

- Der er Vand i Øllet! sagde han og gloede paa Opvarteren, som skyndte sig forbi med fire skummende Krus i Haanden.

Og saa satte Fog sig til at mønstre Skaren, der i stadig Strøm drog langs Bordene og Teltene.

- Naa, Klein, kommer han?

- Straks! sagde Klein og satte sig hos dem.

- Var han til at komme nær?

- Aa ja; han var ret naadig.

- Dèr! drik Øl, Klein!

Jansen rejste sig og saa op over Bakkeskrænten.

- Hvorhen? spurgte Fog og spilede sine lyseblaa Øjne op og lod Munden staa halvt aaben.

- Jeg gaar.

- Nej du gør ikke.

- Jeg gider ikke mere.

- Hvem siger, du skal gide noget?

- Jeg keder mig.

- Slaa en Kolbøtte.

Jansen forandrede ikke en Mine i sit store, brede Ansigt. Han stod og stirrede, som var han ikke af denne Verden.

- Hvad Fanden er der i Vejen?

- God Dag, gamle! sagde i det samme en lille fast Røst.

Jansen vendte sig.

- Naa, er det dig Eriksen?

Eriksen gjorde et Kast med Hovedet og bød Haanden flot frem til Hilsen; der laa et lille, ligegyldigt Smil over hans skægløse 140 Drengeansigt med de to store, brune Øjne, som hverken saa paa Jansen eller paa Klein eller paa Fog, men holdt sig fæstede paa et Punkt et Steds langt ude, fast fæstede, naglede som af store, stridige Tanker.

- Naa, hvordan har du det saa? spurgte Klein.

- Tak, rart. Og du, kære?

- Jeg - aa! - Hør, lad os saa gaa.

- Ja jeg gaar i ethvert Tilfælde! sagde Jansen igen.

- Hvor vil I hen? spurgte Eriksen.

- Bare ud. Vi bliver nok enige, naar vi først kommer ud paa Vejen. Er du med, Eriksen?

- Vi kan jo se, hvad det bliver til!

Jansen var atter paa Vej mod Udgangen. Eriksen og Klein fulgte efter ham.

Fog sad lidt endnu; saa rejste han sig trevent, betalte Øllet og slentrede efter de andre. De stod uden for Porten, da han naaede dem.

- Naa - hvorhen saa?

- Har vi Penge?

De saa paa hinanden. Fog havde Øjnene efter et Par Pigebørn, som strøg forbi.

- Klein har! afgjorde Eriksen og klemte den fedtede Hue bedre fast.

Klein stod og rokkede med Hovedet og borede med Stokken.

- Aa! sagde han tørt.

- Vist har du saa, Klein.

Inde fra Menneskemylret summede Stemmerne ud over Vejen, langt ud i Sommeraftenen.

- Jeg gaar til Damhuskroen! sagde Jansen og saa op mod Bakken, som havde han ikke talt til nogen.

- Gu' gør du ej! svarede Fog over mod Søndermarken.

- Kom du nu bare!

141

Jansen tog ham under Armen, og Fog drejede sig langsomt for Taget og fulgte. Han og Jansen gik godt sammen; de havde begge en egen, sindig Maade at tage Skridtene paa.

- Kommer I? spurgte Jansen uden at se tilbage.

- Ja - lad gaa! sagde Klein og satte sin lille trivelige Krop i Marsch.

Eriksen slog Hovedet tilbage og pustede en Røgsky op i Luften og gik saa bag efter de andre.

- Du, det Slot og saa Springvandet der ovre, hele den Park, det er i Grunden dejligt! sagde Klein, da de kom op paa Toppen af Bakken.

- Finder Du?

Eriksen saa hverken paa Slottet eller paa Springvandet, men ned over Vejen, som sænkede sig med Bakken og løb i lige Linje frem gennem det flade Landskab, ud mod Aftensolen.

- Men de passer ikke her, disse vore Dages Borgermænd. Her skulde gaa Herrer med Silkestrømper og rødhælede Sko, trippende Mademoiseller med udringet Bryst.

Eriksen tykkede paa sin Cigar; han svarede slet ikke.

Og saa gik de videre, ud ad Landevejen, forbi de købstadssmaa Huse, der lagde sig længere og længere ud fra hinanden, til den tynde Række endte i et hvidkalket lille et bag en svær, mørk Tjørnehæk. Forbi Møllen, der ragede op, stor og graa, med Vingerne spilede ud mod Husene; og saa frem ad Vejen med stille Marker paa begge Sider.

- Naa, Jans - hvad syntes du om Sangene? spurgte Eriksen pludselig og bed Spidsen af en ny Cigar.

- Aa jo! svarede Jansen. Han og Fog blev staaende for at faa de to andre med.

- Pæn Sang og rar Melodi! sagde Fog, da Klein og Eriksen kom paa Siden af dem.

- Aa ja; men tror du, de forstod den? indvendte Klein.

142

- Skulde man forstaa den? spurgte Fog; han gik og saa ud over Markerne.

Eriksen gav ham et Knubs over Armen. Men Klein gav sig til at le; hans Latter var saa fin og saa stille, og saa buttet trillende; og saa lød den saa godmodig beskyttende, som klappede en lille fed Haand den, Klein lo ad.

- Vist var den god; der er ikke Tale om den Ting! sagde Eriksen og gjorde sit Kast med Hovedet og sendte en Røgsky i Vejret.

- Jamen alligevel! mente Klein. Der var saa meget Taage og Vrag og Braadsø i den. Saadan en Sang skal gøres nede paa Jorden og ikke oven over Tagryggene.

- Saa arriverer du aldrig til det.

- Aa - smaa Mundfulde.

- Saamænd gør du ej! noter dig det! Hold dig til dine Pigebørn med udringet Bryst.

Klein svarede ikke.

- Der var sgu ingen af jer, der kunde gjort den! sluttede Eriksen af.

Fog gik ude paa Vejen og saa op i Luften og fløjtede.

- Hisset fløj en Fugl! sagde han.

Klein lo igen.

Der rullede en Vogn forbi dem; Støvet stod op om den i en Sky, og ud fra Skyen kom et taktfast rungende: Ned med Estrup! Saa fjærnede Vognen sig igen, og Støvet lagde sig langsomt over Vejen og Grøfternes Græs. Men foran dem kørte Vognen, og de hørte det samme Raab gentages og gentages. Svagere og svagere lød det, til Raab og Vogn var helt borte.

- Vi maa ind paa Damhuskroen! foreslog Klein.

- Hvor skulde vi ellers hen? bemærkede Fog.

Eriksen gik hen til Jansen og stak sin Arm ind under hans.

- Naa, gamle! hvad mener du?

143

- Ingen Ting.

- Er der noget i Vejen?

- Ikke Spor.

- Er du lyrisk?

- Maaske.

- Du gaar da med ind i Kroen?

- Ja.

- Sig mig oprigtig, var Sangen god?

- Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Sange.

- Sludder, gamle!

- De raabte jo Leve for dig.

- Naa?

- Og saa er Du jo selv fornøjet med den.

- Derfor behøver du sgu da ikke at være det.

- Jeg beundrer bare, at dog en af os har haft Energi nok til at naa saa langt.

- Frækhed! henkastede Klein.

- Energi! sagde Jansen kort.

II

Der holdt fem seks forspændte Vogne paa den brolagte Plads uden for den store, gule Krolænge; en Karl i klaprende Træsko bar Hakkelse til Krybberne foran Vognene, og en Dreng kom slæbende med en Spand Vand; han spildte store, vaade Pletter efter sig.

- Du skan'te vande Stenene, Niels! Bæsterne kan nok bruge det altsammen! sagde Karlen og tømte Sækken ud i en Krybbe.

Niels satte Spanden og gav sig til at stirre efter Fog og de tre Studenter, som skraaede over den knortede Brolægning.

- Her er Folk paa Kroen! sagde Klein, da han kom forbi Karlen.

144

- Det er tydeligt! Gaardmænd, Herre! svarede Karlen og svingede den tomme Sæk op under Armen op klaprede over mod Foderlængen. Naa, Niels, paa 'en igen!

Niels hev op i Spanden og spildte sig frem til den nærmeste Krybbe.

Fog og Jansen var allerede oppe i Gangen og Klein og Eriksen paa Stentrinet udenfor.

- Naada, din Kamel! ka' du faa Snuden i Vejret! hørte de Niels' Drengestemme skælde ude mellem Hestene.

Saa tog Fog i Laasen ind til Skænkestuen og skød Døren op.

En tæt, graa Tobakstaage slog imod dem og fik Klein til at hoste tørt. Taagen stank af sødlig Vindunst. Der var halvmørkt der inde, og de skimtede ikke andet for sig end et lille, lavloftet Rum med et langt Bord langs Væggen til venstre, og rundt om Bordet nogle sorte, klumpede Skikkelser, der sad og tav og rettede Øjne paa dem gennem Taagen.

- God Aften! sagde Eriksen fyndigt og ligefrem.

- God Aften! brummede Skikkelserne lavmælt og tog langsomt Øjnene til sig igen og dukkede sig atter om Bordet.

I den modsatte Ende af Stuen blev en Dør aabnet paa Klem og et Hoved stukket ind gennem Aabningen; en smal, rødlig Lysstribe skød sig tværs gennem Røgen og gled op over en Flaskerække øverst paa et gult Væggeskab. Saa gjorde Hovedet et Kniks, og Døren gled helt op, og Lysstriben bredte sig ud over Gulvet.

- God Aften, mine Herrer! hilste den glatkæmmede, tykke lille Skikkelse, der styrede frem imod dem midt i Lysstriben.

- God Aften! sagde de fire.

- Dejligt Vejr vi har faaet! fint Grundlovsvejr! Herrerne har været til Grundlovsfest? Naa - her bliver mørkt, ser jeg. Solen er nede; her skal straks være Lys.

Den lille, trivelige Mandsling forsvandt ud af Lysstriben. Bønderne 145 om Bordet havde atter Øjnene paa de fire, der stod midt paa Gulvet og saa paa hinanden.

- Hvad skal vi ha'? hviskede Klein.

- Mad! sagde Eriksen.

- Og Øl! føjede Fog til.

Saa kom Mandslingen igen med en stor, gul Messinglampe, som han rakte ind over Bønderne og stillede paa Bordet.

- Med Forlov, Jens Andersen! immer virke for Oplysningen!

- Ja ded æ reidi, Jørgen! sagde Jens Andersen, en svær, duknakket Bonde med to rødrandede Øjne midt i et Ansigt saa furet som en Brakjord.

- Maaske Herrerne kan faa Plads hos jer! sagde Jørgen. Flyt dig lidt, Jens Andersen! immer gæstfri, min Far!

- Kom inte med den, Jørgen! svarede Jens Andersen og skubbede sig lidt til Side. Fanden lære Gæstfrihed af en Krovært, næj, næj!

- Du med, Niels Persen! Se saa! Hvor der er Hjærterum, der er ogsaa Husrum!

- Og Drikkepenge! mumlede Niels Persen, en lille, tynd, spidsnæset Gamling.

- Begribeligvis, Niels! faar man Fo'ret gratis i denne Verden? - Værsartig, Herrer! henvendte han sig til de fire. Studenter, naada! sagde han og slog ud med Haanden mod Eriksens Hue. Alle fire?

- Alle fire! sagde Fog.

De andre smaalo; saa satte de sig mellem Niels Persen og Jens Andersen. Bønderne tav og passede Toddyglassene.

- Saa var det altsaa noget Smørrebrød og noget Øl! sagde Klein.

- Hvor meget ønsker Herrerne?

- Aa - lad os se! - er vi sultne? - En tolv Stykker. Kan vi faa Steg og salt Kød?

146

- Mageligt!

- Og Øllet?

- Vi har Marstrands!

- Hm! sagde Klein og saa betænkelig ud.

- Kom bare med det! sagde Fog.

- Det skal være her straks.

Jørgen Kromand forsvandt og der blev stille i Stuen. Fog sad og saa paa to Billeder, der hang paa Væggen. Bag knækkede Glas løb Eskimoer paa Ski og kørte i Hundeslæde.

- Har De været til Grundlovsfest? spurgte Eriksen hen over Bordet.

- Ja-a! svarede Niels Persen og tog en Slurk af Toddyen.

- Hvor?

- Paa Frederiksberg.

- Det er da ikke Deres Valgkreds.

- Næj, næj! sagde Jens Andersen. Vi hør' til i Hersted Øster. Vi vilde bare se, hvordan Kjøbenhavnerne tog det oven paa dette herre Provisorium.

- De er Venstre altsaa?

Jens Andersen saa paa Eriksen med sine rødrandede Øjne.

- Er ikke I det?

- Jo, det er klart.

- Ja, Ministeriet skal nok sørge for, at de fleste bliver det. Det er grove Ka'le, de Folk! Og det er det eneste go'e ved dem.

- Ja, mumlede Niels Persen, der er inte meget godt at sige om dem.

- Og der bliver mindre og mindre! føjede Jens Andersen til.

- Kan godt være, Jens, det ser ud efter det, synes jeg! sagde en bred, rundrygget Bonde, der sad saa krum, som havde han en Sæk Korn over sig. Med Forlov, hvad studerer De for Videnskaber? henvendte han til Klein efter en Toddyslurk.

147

- Aa, vi er nærmest kun Russer og har ikke rigtig faaet fat paa Studierne endnu. Politiken tager saa meget af ens Tid.

- Ja, paa det Lav! det forstaar sig! De skriver vel i Aviserne saa?

- Nej, endnu ikke; men man er jo saa optaget af, hvad der sker. Estrup skal nok sørge for, at man faar noget at tænke paa. Man har ingen Ro.

- Næj, næj! sagde Jens Andersen, Ungdommen har han allenfals ikke med sig; heller ikke vor.

- Højre er ogsaa nærmest syge Folk og Oldinge, Hospitalslemmer! docerede Eriksen; han sad lænet tilbage og røg.

- Aah, de er Fanden er de! mente Bonden med den runde Ryg.

- Absolut, paastod Eriksen.

- Ja, var de det bare, saa havde vi sgu ingen Nød! Nej, de er nok sejere end som saa, de. Men de ka' vel ta'es med samt deres Ministerium.

- Jeg var nu alligevel for at tage Pinden og pirre lidt ved det, som han, Søborg talte om! sagde en undersætsig, mørkladen, yngre Bonde nede ved Kakkelovnen.

- Ministeriet ødelægger sig selv! forklarede Eriksen.

- Jamen det ødelægger Fanden fløjte mig først os! trumfede den mørke og saa paa sin Nabo til højre.

- Værsartig! sagde i det samme Jørgen Kromand og skød Maden frem foran dem. Naa, Hans Jesper, er du ude efter Estrup? han har da heller aldrig Fred for dig! henvendte han til den mørke.

- Pas din Bestilling, Jørgen! mumlede Hans Jesper tvært.

- Hans Jesper har Ret! sagde Jens Andersen sindigt. Skaal. Hans Jesper!

- Hør, maa vi ikke være med? spurgte Klein og fik i en Fart noget Øl skænket op i sit Glas. Det gør saa godt at høre en uforbeholden Udtalelse.

148

De andre skænkede og hilste med Glassene ned mod Hans Jesper.

- Ja, vi er vant til at sige vor Mening her! forklarede Jens Andersen og klinkede med dem. Om saa Kongen og Estrup sad her i Stuen, skulde de faa den!

- Gud naade os! sagde Jørgen Kromand.

De fire tog sig et Stykke Mad hver og gav sig til at spise.

- Ja det er nok inte Kjøbenhavnermad! bemærkede Jens Andersen.

- Aa! sagde Klein.

- Hvad for et Dyr har gaaet med det Kød, Kromand? spurgte Fog.

- En Kalv, Herre!

- Tror De ikke, den har manglet Strøelse, eller ligget for meget paa denne Skive her?

- Det er udmærket Kød, forsikrer jeg Dem.

Fog bed og sled og fik hele Skiven i Munden paa en Gang.

- Det blev bart Smørrebrød! sagde Jens Andersen. Ja, ja, det er ogsaa godt.

- Spis, Jans!

Eriksen slog ham velvilligt paa Laaret.

Jansen havde et Stykke Sigtebrød med Mejeriost staaende foran sig; han tog en Mundfuld en Gang imellem, men sad mest og stirrede over paa Kakkelovnen.

- Op med Humøret, gamle!

- Og ned med Ministeriet! føjede den rundryggede til. Skaal!

- Ja vel! jo før des bedre! sagde Hans Jesper.

- Før bliver det alligevel ikke godt, nej! mumlede Niels Persen hen for sig.

- I raaber ellers noget gevaltig meget, I Kjøbenhavnere! blev Hans Jesper ved.

149

- Ja, der er Lunger! svarede Eriksen.

- Kanske det var bedre, der var Næver i disse Tider. Jeg er ikke saa meget for Vrælene. Man vræler sig lige godt ikke sin Ret til. Det er meget godt, det de siger om at sulte Ministeriet ud; men vi andre gaar lige godt osse og bli'er magre imens. Har vi en Lov, saa har vi en Lov, og saa skal vi inte forhandle, om den maa gælde, for saa er det vores, og saa er det os, der bestemmer det. Og er der nogen, der har rapset den fra os, saa ka' vi vel hjælpe for det!

- Ha! ha! Hans Jesper, grinede Jørgen.

- Ja er vi ikke enige paa de Dele, om jeg maa spørge? Er et Provisorium kanske inte Rævegerning. Naar én ta'er Penge, som ikke er hans, hvad gør han saa?

- Ja vel! Hans Jesper! svarede den rundryggede.

- Enten han saa hedder Jens Persen eller hvad Fanden ellers. Og er det værre at ta' fra en sølle Husmand end fra alle Folk i Landet paa én Gang?

- Gu' bevares, Hans Jesper!

- Hold din Kæft, Jørgen! Rævetøj sender man Hundene efter, om man ellers ikke er en Bukseryster. Men det er nok næstens det man er, lader det til.

- Maa jeg drikke med Dem! sagde Eriksen og rakte sit Glas ned mod Hans Jesper.

- Der er ikke noget at drikke paa! svarede Hans Jesper uden at se paa Eriksen.

- Ja, saa klinker vi med hinanden Bordet rundt! foreslog Jens Andersen. Saa kan hver skaale for sit; det bliver kanske endda for det samme.

- Men De har jo ikke mer i Glassene! sagde han og saa paa de fire tomme Ølglas. De har vel ikke noget imod en god varm Kognaker? Jørgen! fire Toddyer til, og en til til mig! det bliver fem!

150

De fire mumlede Tak og saa paa hinanden. Der var heller ikke mere Mad paa Fadet.

- Der er ikke Tale om den Ting! sagde Eriksen. Folketinget bevilger ikke Ministeriet en Øre mer.

- Hnæ! lo Hans Jesper. Om det bare var gjort dermed. Nej, vi maa æde hele Højre ud af Landet, tage Brødet ud af Munden paa dem. Saa faar vi det først godt.

- Det bliver nu lige godt en sen Død! mente den rundryggede.

- Saa har vi vel vore Skytteforeninger til at hjælpe paa de Dele! svarede Hans Jesper og tav som havde han slaaet sin Mund i Laas.

- Vi holder lige godt Grundlovsfest her! sagde Jørgen og satte de fem Toddyer paa Bordet.

- Ja - skal vi drikke en Skaal for Grundloven! foreslog Jens Andersen. Han, Søborg, sagde nok, at den var væk; men den er dog alle Tider ikke længer væk, end vi kan finde den igen, naa vi rigtig leder. De her unge Mennesker, som sidder her, kan hilse Kjøbenhavnerne og sige, at kan inte de hitte Grundloven, saa kan de bare sende Bud ud til Jens Andersen i Hersted Øster, saa skal han komme og vise dem, hvor de skal trække Vaaddet. Skal vi saa klinke for Grundloven. Den er dog lige godt det eneste, der er værdt at klinke for her til Lands! Skaal!

De klinkede med hinanden, sindigt og langsomt, og sølede Toddy paa Bordpladen.

- Den Dag, vi har Grundloven igen og Ministeriet paa Porten, - føjede Jens Andersen til, - giver jeg Præsten syvdobbelt Offer i Guld, i hvor vel han er Højremand og kun fortjener det lige nødvendige i Kobber.

- Hørte du den, Jens, - spurgte den rundryggede, - at 151 han forgangen Søndag kaldte os alle sammen, hele Venstre, nogle Djævelens og Ondskabens Kængurunger?

- Hvad er det for Djævelskab? spurgte Jens Andersen.

- Det er nok noget Kryb ovre i Ny Kinesien eller saadan et Sted langt borte, efter hvad Anders Blegmand paastaar. Men det maa jo de dèr lærde Herrer bedre forstaa.

- Jo, sagde Klein, det er fredelige, skikkelige Dyr ovre i Australien.

- Ja, saadan noget var det jo, han sagde, Anders. Saa de er til og med skikkelige og manerlige. Den kom De alligevel galt fra, Hr. Pastor! lo den rundryggede. Maa jeg klinke med Dem! sagde han og stødte sit Glas mod Kleins.

- Er det inte de, der springer med Rumpen og har Ungerne paa Maven? spurgte Jens Andersen.

- Jo det er.

Fog og Eriksen lo; de sad og prustede og hostede imellem; Eriksens Latter kom i korte, hurtige Smaaskud.

- Ja, ja! han er lige godt vittig, den Pastor! Alligevel er han en af dem, der først skal ædes ud.

- Er han saa slem? spurgte Klein. Han var endnu ikke helt færdig med at le.

- Han kan jo ikke dy sig, naar han kan komme til.

- Saa kan De jo drille igen! foreslog Klein. Det maa være dejligt at drille en Præst!

Et Par af Bønderne skævede hen til ham; men Klein sad og rokkede med Hovedet og saa stille henrykt ud, som havde han allerede en Præst mellem Fingrene.

- Det var lige godt hans Skyld, at Sørensen fik sin Afsked! sagde den rundryggede.

- Hvem er Sørensen? spurgte Klein.

- Skolelæreren. Han havde lavet os en Venstreforening og var bleven Formand; saa maatte han ud.

152

- Herregud! sagde Klein. Det var jo ogsaa slemt, saadan at gaa hen og lave en Venstreforening midt i al Uskyldigheden.

De to Bønder fik atter Øjnene paa ham.

- Aa, jeg skal sige os, blev den rundryggede ved, Børnene lærte nok mere end deres Katekismus. Og det maa de jo en Gang ikke. Ja, De begriber mig vel nok?

- Men Herregud, Sørensen har jo virkelig været en fornuftig Mand! mente Klein.

- Ja, det var netop det, han var.

- Hvor blev han af?

- Han gaar nok et Steds inde i Kjøbenhavn paa en Fattigforstanders Kontor.

- Stakkels Sørensen! sagde Klein med kælen, mild Røst.

I det samme skubbede Eriksen sin Stol tilbage og tog sit Glas. Han havde røget en halv Cigar de sidste fem Minutter og siddet og set langt frem for sig.

- Maa vi fire Kjøbenhavnere, sagde han, hilse paa dem. Vi staar ikke som fremmede imellem Dem, fordi vi er Kjøbenhavnere og De Bønder. Har foregaaende Slægter skilt os, saa hører vi til en Slægt, som vil bygge Bro, samle Land og By. Stjæler man Deres Frihed, har man stjaalet vor. Tag Deres Glas og tøm det med mig paa vore Fjenders snarlige Undergang, at atter vor forkrøvlede Frihed kan løfte stærke Grene ud over Landet!

Bønderne tog deres Glas og saa paa Eriksen og drak langsomt.

- Ja, ja! sagde Jens Andersen, De er Russer nu. Om et Aar er De noget andet. Man kan blive til meget i denne Verden. Skaal! Mer Toddy, Jørgen!

- Hør, sagde Klein, skal vi ikke ha' os en Sang.

- Jo, nok! kom med en!

- Eriksens! foreslog Fog.

- Hva' for ens?

- Hans!

153

Fog nikkede mod Eriksen.

- Gør han ogsaa Sange?

- Der staar Eriksen under den, De sidder med der!

- Ja, min Sæl gør der det. Ole Eriksen.

- Ove!

- Naa, Ove, ja, Ove Eriksen. Men lige godt, er det Dem?

- For en Gangs Skyld er det mig! sagde Eriksen flot. Han var rød i Hovedet.

- Begynd De selv! foreslog Jens Andersen. Han holdt Sangen op for sine rødrandede Øjne. De kan naturligvis bedst.

Saltskarp hænger over Landet
Havets klamme Dis

sang Klein af fuld Hals og rokkede Takten med Hovedet. Eriksen faldt ind og Fog efter ham. Bønderne mest smaanynnede. I de to sidste Vers gav Jens Andersen et Par falske Toner og læste Teksten galt.

- Det er lige godt kønne Ord! sagde han, da Klein og Fog og Eriksen var færdige med sidste Vers. Skaal Eriksen!

- Nu vil jeg hjem til Fruentimmerne. Dælen flække mæ ve jæ saa! bandede i det samme en langlemmet, stor Bonde nede ved Siden af Hans Jesper, og rejste sig og satte begge Næver mod Bordet og ludede frem over med den lange Krop.

- Du vipper os Bordet, Søren! sæt dig! sæt dig, Søren, ivrede den rundryggede og tog om sit Glas og stemmede Albuen mod Pladen.

- Dælen flække me! blev Søren ved og lagde sin venstre Arm tungt om Hans Jespers Hals. Hjem til Fruentimmerne! savlede han.

- Hvor mange har han? spurgte Klein og rokkede og lo.

- Har! - siv! - siv har jæ! aa nu ve jæ hjem te dem, ve jæ!

154

- Ded æ Løvn, Søren! for du har lige godt otte! grinede Jens Andersen. Mænd har du ded! jo, jo!

- Otte! - næj, Dælen - -

- Jo vist! gryntede den rundryggede.

- Har du forlist din Mo'er? spurgte Niels Persen sindigt; han sad med Vandet i Øjnene og hvæsede.

- Hun er da vel et Fruentimmer, hun og! grinede Jens Andersen videre.

- Du har otte! ded har du! ded er vist! mumlede Bønderne Bordet rundt.

- Næj!

- Jov!

- Siv!

Søren drog langsomt sin Arm bort fra Hans Jespers Hals og stavrede ud paa Gulvet. Hans Jesper lod Søren stavre; han sad og saa ned i Bordet eller op over Væggene og tav.

- Hæj! hikkede Søren ude paa Gulvet. Desse herre Konst eksercirer ingen i hele Verden og Hersted Øster mæj etter!

Og saa slog han ud med de lange Arme og smaskede og saa dvask frem for sig.

- Pas nu pue! nu guer den! snøvlede han og gjorde et Hop for at komme til at hinke og ramlede saa over mod Jens Andersens Stol.

- Var dig ad, Søren! kom heller hen, hvor du sad!

Jens Andersen havde Tag om Armen paa ham.

- Aa, lad ham bare! bad Klein saa mindeligt.

Men Jens Andersen rejste sig tungt fra Stolen og fik Søren stivet af og slæbte saa tilbage til Kakkelovnskrogen med ham.

- Bliv du nu bare der!

Den lange Krop kvaskede sammen paa sin gamle Plads, og Hovedet nikkede tungsindigt fremover.

Bønderne sad og smaagrinede, og Fog var højrød i Hovedet af at pruste og hoste.

155

- Ja, ja, da! sagde Jens Andersen, da han sad paa sin Stol igen. Han taaler ikke saa meget, som han er lang til. Men ded er ikke værdt, vi andre kerer os om ded! fortsatte han og saa paa Eriksens og Jansens Glas. Drik!

Jansen rakte Armen ud efter sit Glas; han laa slapt tilbage paa Stolen og stirrede med fugtige Øjne over paa Hans Jesper og Kakkelovnen.

- Mer Toddy, Jørgen! til os og Eriksen og Herrerne! forlangte Jens Andersen.

Jørgen drejede omkring paa Hælen og gik ud i Køkkenet. Der blev ganske stille i Stuen. Bønderne sad og plirede med Øjnene og tav; Eriksen og Fog røg, og Klein sad og skrabede i Gulvsandet med sin Stok. Henne bag dem stod et Ur et Sted i et Hjørne og dikkede tungt og langsomt.

- Aak ja! sukkede Niels Persen, da Jørgen havde bragt ny Toddy. Hvordan monstro Grundloven har det i Dag præcis om et Aar?

- Det kommer vel an paa os selv! gabede den rundryggede.

- Og paa Søborg og de andre derinde.

- Men til sidst alligevel paa os selv.

- Monstro Ministeriet skulde være gaaet - tænkte Niels Persen videre.

- Ikke med sin gode Vilje! paastod Jens Andersen. Vi kommer nok til at hjælpe lidt ved det. Ser I, vi mangler bare et. En, som kan sige: kom nu! Om der var saadan en, som vilde være Kommanderskersant for os, saa gik det. Men se det er det, vi mangler.

- Prober selv! sagde Jørgen Kromand, som stod bag Jens Andersen og stangede Tænder.

- I første Række! men inte i Spidsen! nej, nej! Ded forstaar du dig inte paa, Jørgen. Lad Herrerne og os om det!

Jansen tog en stor Slurk af sit dampende Glas, rømmede sig 156 og rejste sig langsomt. Han saa lige hen paa Kakkelovnen og rømmede sig en Gang til.

- Hovsa! sagde Fog. Er du ogsaa fuld? vil du ud?

Jansen svarede ikke.

- Du vil da vel aldrig holde Tale! lo Eriksen.

En Gang til rømmede Jansen sig. Saa begyndte han. Ordene kom uhyre langsomt.

- Jeg vil drikke en Skaal for Kommandersergenten!

Jansen standsede og rettede paa Lorgnetten. Klein og Eriksen lo.

- Min Salighed! sagde Fog og satte sig til at glo paa Jansen med store Øjne og halvaaben Mund.

- For Kommandersergenten! gentog Jansen. For Messias!

- Inte Relegejon paa Kroen! brummede Niels Persen, og Bønderne skubbede paa sig.

- For den politiske og for den literære og for den sociale Messias! For ham, der skal komme til os og rydde vore Templer med Svøbeslag! For ham, der skal komme vandrende over vore Marker og kalde os sammen og skaffe os Fred for al vor Kvide! For ham, der rummer i én Hjærne al Aarhundredets klarnede Viden! For ham, der skal bringe Rigdom i Gyderne! For ham jeg længes efter hver ensom Stund! For ham jeg drømmer om i mine bedste Timer -

Jansen maatte holde sig i Bordpladen; han vaklede.

- Sæt dig, gamle, du er mægtig fuld! sagde Fog; han stod bag ham med sin Arm om hans Liv. Den har du taget dig i Stilhed!

- Se heller til, I kommer ud herfra lidt gesvindt! snærrede Hans Jesper.

- Hvadbehager? spurgte Fog.

- Hvadbehager! Tror I saadanne Kjøbenhavnerhvalpe skal sidde her og gøre Grin?

157

Eriksen lo, og Klein rettede paa sin Overfrakke.

- Nu lidt gesvindt! faa dem ud, Jørgen!

- Han er sgu ogsaa fuld! sagde Fog tørt.

De krogede Skikkelser om Bordene skubbede med Stolene. Jens Andersen og Niels Persen sad og gloede; den rundryggede grinede.

- Han er bare fuld, Hans Jesper! forsøgte Jens Andersen at berolige.

- Her ud med jer! blev Hans Jesper ved. Fordi man er Bonde, er man inte til at gøre Nar ad, skal I vide!

- Sludder! bemærkede Eriksen.

Jansen sagde ikke et Muk; hans fugtige Øjne blev ved at skinne gennem Lorgnetten over mod Kakkelovnen.

- Tag ham under den ene Arm, Eriksen, saa ta'er jeg ham under den anden! sagde Fog. Her er din Hat, Jans, kom saa, lad os bare gaa!

Saa styrede Eriksen og Fog med Jansen imellem sig over mod Døren, som Kromanden allerede havde faaet op paa vid Gab.

- Stik ham en Finger i Halsen! mælede en Røst, de ikke havde hørt før.

- Hold Kæft! mumlede Fog.

Klein trak Kromanden ud i Gangen.

- Hvor meget skylder jeg for Maden og Øllet?

- 1 Krone og 25, Herre! Den bli'er drøj at styre hjem; sikken en Overhaling. Ja, vi er vant til sligt, kan De tro!

Klein betalte. Han hørte Hans Jesper knurre vredt inde i Stuen og én le gryntende.

Saa gik han efter de tre andre, der styrede over den brolagte Plads, forbi de gumlende Heste og den aabne Staldport, hvor Karlen stod med en Lygte og gloede efter dem.

- Kan du ikke komme til at kaste op? spurgte Fog.

158

- Jeg ved det ikke! gispede Jansen.

Men ovre paa Landevejen kom det.

- Det hjalp, hva'? sagde Fog.

- Jeg tror det!

Jansen skuttede sig; Tænderne klaprede i Munden paa ham.

De gik i Række midt ad Landevejen, forbi Søen, som laa blank under Sommeraftenens Dis. Der var ganske stille over Veje og Marker, og lind, kølig Luft under den lyse Himmel.

Ingen af dem talte; de skridtede ud ved Siden af hinanden, ene paa den brede, lige Vej.

Da de naaede forbi Møllen, og Vejen begyndte at stige mellem de købstadsmaa Huse, var Eriksen et godt Stykke i Forvejen; de kunde høre hans Stok slaa mod Vejen. Klein gik til inde paa Fodstien.

Og oppe ved Fasanvej var Fog og Jansen alene tilbage. De to andre Skikkelser tegnede sig fra Bakkens Top mod den lyse Himmel og sank saa langsomt ned paa den anden Side Bakken og blev borte.

- God Nat! sagde Jansen.

- Hvad for noget! hvor hen?

- Hjem.

- Den Vej?

- Ja.

- Jeg gaar med.

- Det behøves ikke.

- Kom nu! sagde Fog og drejede ned ad Vejen.

Jansen gik langsomt efter; han havde ingen Vilje, han havde ingen Tanker. Han gik ganske sløvt og hørte efter Fogs slæbende Trin, og kunde ikke huske andet end denne runde, lille Pigeskikkelse med det lyse Nakkepur, som han havde set hende komme frem og blive borte der inde i Mylret paa Eksercerpladsen.

159

Saa for det gennem ham, at han var bleven fuld og havde nævnet Messias. Og saa stod Pigeskikkelsen der igen.

Hans Hoved gjorde ondt.

Jansen blev ved at gaa ganske langsomt bag efter Fog.

III

- Nej, jeg gider ikke i Dag. Det var bare det jeg vilde sige dig! sagde Valdemar Mogensen. Han stod med Hat paa henne ved Jansens Bord og smed Bøger og Kollegiehæfter mellem hinanden og rodede op i alt, hvad der laa. Jeg gider ved Gud ikke!

Det kom saa drævende og trist. Hele Valdemar Mogensens svære, store Krop saa ud, som var alle Muskler pillet ud af den; der var bare ét Træk tilbage i det fede, flade Ansigt, en eneste lille Fure nede om de hængende Mundvige.

- Ja, ja da, sagde Jansen, som stod henne ved Vinduet og sparkede mod Panelet for at faa Skoene paa.

- Holder Du ikke Skohorn?

- Næ.

- Du gør det væmmeligste Spektakel!

- Aa - naar de bare ikke klemte!

- Lad dog være at gaa med for smaa Sko, vrængede Mogensen, og Furen om Munden saa ud, som havde Alverdens Kedsomhed æltet den fast for evig.

- Giv mig et Par andre!

Mogensen smed Hatten oven paa Bøgerne.

- Nej - Jura! sagde han. Kollegiehæfter! naar man har set Bargren spille!

- Hvorfor ikke?

160

- Hvorfor ikke! - ja, du har ikke set ham! Se ham, siger jeg dig!

Valdemar Mogensen havde pludselig faaet Muskler, og Furen var strøget ud; han gik hen og slog Jansen paa Skulderen. Der var ikke det, der lignede Træk i det fede Ansigt; men de smaa, brungraa Øjne spillede og saa saa indtrængende paa Jansen, som havde Mogensen lige holdt en lang Præken om Syndernes Forladelse og det evige Liv.

- Man kan jo ikke være alle Vegne.

- Alle Vegne! - og saa gaa til Grundlovsfest - naar man kan komme hen og se Bargren!

- Ja, det skal jo være godt.

- Godt! sagde Mogensen og gjorde en Bevægelse, som havde Jansen tilbudt ham at blive klemt i de smaa Sko. Storartet! jeg har aldrig set Mage! - aldeles kolossalt! - det - nej, det er ikke til at sige! - bare som han sagde de tre Ord: Gaa i Kloster! - og som han stod! - Har du Shakespeare? - Ikke! - ja for saa skulde jeg vist dig - - Nej, at gaa til Grundlovsfest!

- Ja, Herregud!

- Herregud! - du duer bare til at gumle Jura.

- Nej, det duer jeg ikke til.

- Du slider dog.

- Det skal jo ogsaa passes.

- Passes! - naar man kan faa Bargren at se!

Mogensen vandrede lidt op og ned ad Gulvet og stod saa stille foran Jansens Reol og kikkede hen over Ryggene; han bøjede sig helt ned for at faa den underste Række med.

- Nej, du har ikke Shakespeare.

- Det har jeg jo sagt.

- Aa - at kunne spille saadan!

Mogensen smed sig paa Sofaen og saa indtrængende op i Loftet.

161

- Nu skal vi gaa! sagde Jansen og tog sin Hat ned fra Skabet og stak et Kollegiehæfte i Lommen.

Mogensen kom op igen og strøg sig gennem Haaret, som stod ham fyldigt og svagt krøllet om Hovedet.

- Du er saa kort i Dag. Har du Tømmermænd? Sollede I?

- Ja, lidt!

- Hvor var I?

- I Damhuskroen.

- I Damhuskroen! sagde Mogensen haanligt. - Nej - jeg ved det ikke rigtig - jeg tror ikke mere paa Jura.

- Det gør jeg heller ikke.

- Jamen jeg tror paa slet ingen Ting mere, uden paa Bargren!

- Det har du jo Lov til!

- Lov til! Der er ikke andet at tro paa! alt andet er ingen Ting, siger jeg dig. Den Røst! de Bevægelser! Vi er jammerlige Kryb alle sammen!

- Har du din Hat? spurgte Jansen.

Mogensen tog den.

- Lad os saa gaa. Skal du ind ad Byen til?

- Ja.

- Følger du med?

- Hvor gaar du hen?

- Op til Fog.

- Ja, lidt paa Vej.

De kom ned ad Trapperne.

- Og saa se ham staa der paa Kirkegaarden med Hjærneskallerne! fortsatte Mogensen nede paa Gaden. Jeg har aldrig været i Teatret før. - Kan du ikke laane mig nogle Penge?

- Har du mistet Forstanden! lo Jansen.

- Jeg sætter alting ud! Jeg maa være, hvor Bargren er; 162 alle andre Steder er Ørkener, og alle andre Mennesker er Lig for mig.

- Jeg begriber ikke rigtig, hvad der gaar af dig.

- Gaar af mig! - Du er et Lig!

De gik ved Siden af hinanden ned ad Vesterbrogade, som laa bred og aaben med Formiddagssol over sig og skinnende gule Sporvogne klingrende forbi midt ude paa Kørebanen.

- Her - kom her skal du se! sagde Mogensen og stoppede op uden for et Boghandlervindue. Der staar Bargren som Hamlet. Nej, det er ikke godt, det der! vrængede han. Der er et andet, hvor han staar, som da han har slæbt Polonius' Lig frem; det er storartet; det køber jeg!

Og saa gik de videre igen, ned ad Gaden gennem Solskinnet, mellem bararmede Tjenestepiger og Fruer i Morgenkjole.

- Nej, man maa være Skuespiller! Det er den eneste Kunst paa Jorden! Skuespiller! sagde Mogensen og slog Jansen paa Skulderen. Hvad er alle disse Kadavere, som fylder Fortovene her? Kokkepiger og Købmænd og Mælkebønder! - Tak!

- Mennesker! føjede Jansen til.

- Mennesker! behold du dine Mennesker! - Jeg skal ned til Dagmarteatret og have Billet. Gaar du med?

- Nej, jeg skal lige frem.

- Ja saa Farvel!

- Har du mange Penge?

- Penge! - jeg har laant.

- Naa?

- Af Stupigen i Pensionatet. Jeg maatte skam ha'! Og naar saa ens Venner er værre Lus end en selv, saa - -

- Farvel da!

- Farvel!

Mogensen tog Jansens Haand og beholdt den lidt i sin; saa svingede han den ud til Siden og slap.

163

- Gaa hen og se Bargren! Du maa se ham! sagde han og gik.

Jansen drev videre ad det brede Fortov og ind gennem Byens smalle Gader. Sollyset laa der alle Vegne; men Luften blev tungere og fuld af Støv og Dunst; Husrækkerne trak sig tættere sammen, og Træskoklapren og Vognrummel fyldte de trange Stræder med dump Dønen og gnældrende Larm.

Jansen drejede ned ad Vognmagergade. Den laa for ham, lang og smal, som en dyb, tørlagt Stenrende med Menneskeyngel i travl Færdsel over Bunden og fyldt med stillestaaende Stank af skiden Ælde.

Her boede Fog, oppe paa Kvisten i et gammelt snævert Hus, der stod trangbrystet og opløbent klemt inde mellem de to skrutryggede Nabohuse, med et Dørgab ind imod en lang, halvmørk Gang. Inde i Halvmørket krøb Trappen op igennem Huset, stejl, med hulslidte, knirkende Trin og med Lugt af Sod og gammelt Støv fra alle Kroge.

Øverst oppe bankede Jansen paa en lav, graamalet Dør. Ingen svarede. Han stod lidt og lyttede; oven over ham, paa Loftet, trippede Duer frem og tilbage og kurrede svagt. Han bankede en Gang til, men hørte bare en langstrakt Knagen, som om én vendte sig haardt i en Seng. Saa tog han i Laasen og gik ind. Døren var aaben.

Det var et firkantet Rum med et smaarudet Vindue lige over for Døren. Der var intet Rullegardin; Lyset faldt lige ind over de blaa Vægge med de mange Skitser og overmalede Lærredsstykker fra Loft til Gulv; henne ved Vinduet stod en Solkile gennem et tomt Staffeli og ned over en forgyldt Ramme, der drev i Krogen og fangede Solkilen i en stor, gylden Plet.

- Hov! sagde Jansen og sparkede til en Blindramme, som laa paa Gulvet lige inden for Døren.

Fog for op i Sengen og gned sine Øjne og gloede paa Jansen.

164

- Hvad Satan! sagde han. Naa, er det ikke andre end dig!

Saa strakte han sig og lagde sig ned igen.

- Hvad vil du her midt om Natten?

- Klokken er ti.

- Naa, er den det.

- Det er dejligt Vejr.

- Ja, hvad saa? spurgte Fog og lagde Tæpperne til rette om sig. Find dig en Stol!

Jansen saa sig om, men kunde ikke finde andre end den, der stod ved Fogs Seng.

- Maa jeg sidde paa dine Bukser?

- Du kan vel bruge Vindueskarmen!

Jansen saa hen paa Vindueskarmen.

- Der staar en Flaske; den ser fedtet ud.

- Flasken flytter du begribeligvis!

Saa tog Jansen Flasken og flyttede den ned paa Gulvet.

- Puh, Terpentin! sagde han og lugtede til sine Fingre.

- Du gør saa meget Vrøvl! mumlede Fog. Faa dig nu anbragt!

Men Jansen maatte først have begge Vinduer op; saa satte han sig omsider og gav sig til at se ud i Solskinnet over de gamle Tage, der laa med Skorstenspibernes lange Skygger ned over de røde, tilsodede Teglsten.

- Gener dig ikke! sagde Fog.

- Det er varmt ude.

- Er det det? Du er svært tidlig oppe.

- Mogensen og jeg skulde læst sammen.

- Sov han over sig?

- Nej, han kom, men gad ikke. Jeg heller ikke.

- Hvor var han i Gaar? gabede Fog.

- I Teatret.

- De er jo lukkede! mente Fog og fik gabet af.

165

- Bargren spiller her jo.

- Hvem er det?

- En Nordmand.

- Hvad vil han med ham?

- Se ham naturligvis! Og saa vist nok selv være Skuespiller! føjede Jansen langsomt til.

- Ja, han har jo Dejfjæset! sagde Fog tørt og ikke det ringeste overrasket.

- Han var ganske besat af Bargren.

Fog gabede igen.

- God Morgen! sagde han. Hvordan var det for Resten, - du var jo fuld i Aftes?

- Ja, lidt.

- Du brækkede dig jo.

- Ja.

- Det er vel derfor du gaar rundt og smækker Vinduer op!

- Nej.

- Jo. Og saa holdt du Tale for Obedias. Og saa blev vi smidt ud.

Jansen saa hen paa ham, ganske alvorligt, og derpaa atter langt ud over Tagene.

- Jeg er ellers kommet her op, sagde han lidt efter uden at tage Øjnene bort fra Sollyset derude, for at sige dig, at jeg vil se at faa en Bog ud.

- Forfatter! Og Mogensen Skuespiller! Nu bliver vi til noget!

Fog laa og stirrede hen paa Jansen; han saa ud, som gik hans Tanker paa de fjærneste Veje.

- Det er mit ramme Alvor.

- Naa. Skriv væk!

- Kan du ikke forstaa det?

- Jo-o! sagde Fog langsomt. Hvad skal den hedde?

166

- Det kan jo foreløbig være lige meget.

- Naa. - Saa er du vel gal paa et eller andet?

- Aa, Juraen plager mig.

- Ikke andet.

- Den kan plage og pine mig alle mine Tanker ud af Hovedet og gøre mig ganske trøsket i Hjærnen.

- Saa lad den løbe!

- Ja Tak! naar ikke alle mine højhjærtede Velyndere og mine mægtige Frænder og Slægtninge sad der med Pungen og Hundepisken.

- Lad dem sidde!

- Alt hvad jeg møder, alt hvad jeg ser, Dyr og Planter og Mennesker, alt det jeg ene og alene gider forelægge min Hjærne, maa jeg gaa uden om.

- Lad være at gaa uden om!

- Jeg kan heller ikke mere.

Fog saa ud, som samlede han langsomt sine Tanker. Saa skød han Tæppet til Side og krøb sindigt ud af Sengen.

- Ræk mig den Sele, der ligger der ved Staffeliet! Hvordan Fanden er den kommet dér? - For Resten gaar det vel nok over?

- Nej.

- Du har da fundet paa det pludselig nok.

- Jeg har tænkt over det længe.

- Er du begyndt paa Bogen?

- Jeg begyndte i Foraaret; men den Gang lagde jeg den hen.

- Og nu vil du klemme paa?

- Ja. Jeg trænger til et Arbejde, som er mit eget, som jeg har tænkt med mine egne Tanker. Jeg lever jo ikke. De sidder jo der og passer paa mig som paa en tam Rotte, de fodrer.

- Er det noget med Messias? spurgte Fog.

- Det er meget andet. Hvor ved jeg alt det, det er.

167

- Du maa sgu da samle det.

- Jeg vil naturligvis samle det. Men Bunken er saa stor. Og den gror saa velsignet. Blot de ikke allerede har taget Mælet fra mig.

- Det lader ikke til det. Lang mig min Vest; den hænger der paa Staffeliet.

- De skulde bare vide, jeg var til Venstrefest i Gaar; jeg blev komplet myrdet.

- Vaas!

- Det er den rene Middelalder, jeg lever i.

- Naa - og vi andre da?

- Ja - men hvem ser det? hvem plager det? Tror du ikke, jeg ved, der sidder andre og bliver gjort dumme som jeg; og andre, som blot trænger til, at man skal pirke ved dem for at faa Gang i dem. Kunde man bare!

- Du skulde sgu!

- Blot jeg gaar ned ad en Gade og ser Folk staa i Række og bukke for en kongelig Vogn, kommer det mig for, som drejede Husene sig og vendte takkede Gavle med Ruder i Bly mod Gaden. Jeg kunde stille mig op og raabe - sige dem, at der er sket store Ting, at Vorherre er død og Himlen tom, at her paa Jorden er alt Livet, at Jorden og alt Livet er vort. Jeg vil lære dem at se og høre - lære dem at bruge deres fem Sanser - lære dem, at de er Mennesker med Blod og Hjærne - lære dem det, jeg føler som den eneste Glæde!

- Du var nok ikke saa fuld endda i Gaar.

- Jo jeg var.

- Ved du, hvad du sagde.

- Ja jeg ved.

- Saa var du sgu ikke fuld.

- Jo.

- Sikke noget Snak!

168

- Ellers havde jeg vel ikke sagt et Muk.

- Du begynder at blive veltalende, tror jeg. Det er Fanden saa I faar travlt.

- Aa - -

- Og midt om Sommeren! Hvad Fanden skal jeg finde paa?

- Jeg sagde dig, det var Alvor, hvad jeg kom med før! bemærkede Jansen stilfærdigt.

- Ja det forstod jeg nok.

- Saa behøver du ikke at blive ved.

- Jeg bliver vel ikke ved.

- Lad mig se det, du har dér! brød Jansen af og tog en Skitse, som stod op ad den forgyldte Ramme i Krogen.

- Hvad vil du med den? spurgte Fog og slog sin Frakke over Stoleryggen for at faa Støvet af den.

- Bare se paa den.

Jansen sad og saa paa Lærredslappen, hvor en gammel Bondekærling trillede en Bør hen ad en hullet Marksti.

- Er den Luft ogsaa let nok?

- Den er, som den skal være!

- Skal du gøre det færdigt?

- Ja hvor ved jeg det?

- Det skulde du.

Jansen satte Lappen ned igen og saa atter ud af Vinduet.

- Tiden gaar! sagde han med Ryggen mod Fog.

- Lad den det!

- Nej.

- Ikke! Det var Satans!

- Vi bor i en Pyramides Mumiekammer og ikke mellem levende Mennesker.

- Sikken forbandet Lignelse før man har faaet sin Morgenkaffe!

- Ja, ja! gør som du vil! Jeg har mit Arbejde!

169

- Hvorfor staar du saa der og sludrer, naar du har saa travlt?

Jansen svarede ikke; han blev staaende ved Vinduet og saa ud i Solen. Oppe paa Loftet trippede og trippede Duerne.

- Hør, sagde han saa lidt efter, - kan du huske hende, vi saa i Gaar paa Eksercerpladsen?

Han tog saa varsomt paa Ordene.

- Ja! svarede Fog og saa med de store lyseblaa Øjne hen paa Jansen.

- Hun var hjemme fra Ringsted.

- Ja - du kendte hende jo.

- Ja.

- Naa - hvad hun? spurgte Fog og fik endelig Frakken paa.

- Hun kendte vist ogsaa mig.

- Ja, hun blev rød.

- Er du sikker?

- Ja vel er jeg det.

Jansen tav lidt.

- Det kunde jo ogsaa være, fordi du nikkede til hende.

- Hun var det i Forvejen.

- Tror du?

- Gu' tror jeg det, for jeg saa det!

Jansen blev henne ved Vinduet og saa længe ud.

- Blot hun ikke finder hjem til mig! fik han saa sagt.

- Hvorfor skulde hun det?

- Aa, det kunde nok hænde.

- Det var da ikke saa fælt!

Fog stod med halvaaben Mund og stirrede hen paa Jansens Ryg.

- Jo - jeg vilde det nødigt!

- Snak tydeligt!

170

- Vi har gaaet meget sammen der hjemme.

- Det kan I jo ogsaa gøre her.

- Jamen jeg vil ikke!

- Hun var jo et pænt Stykke Pigebarn.

- Netop fordi hun er pæn.

- Du er da heller ingen Bølle.

Jansen tav lidt igen, og Fog ledte sine Sko frem.

- Tror du, hun kommer! spurgte Jansen, saa fredsommeligt og spagfærdigt.

- Det ved jeg sgu ikke. Hvad hedder hun?

- Anna.

- Er du saa genert af dig?

Jansen vendte sig langsomt og saa rundt i Værelset.

- Maa jeg sidde her oppe hos dig i Dag og arbejde?

- Værsgo! sid væk! du kender Møblementet! sagde Fog og stillede den eneste Stol, der fandtes, frem paa Gulvet. Er du blevet smidt ud?

- Nej.

- Hvorfor vil du saa flytte her op? For Pigebarnets Skyld?

- Ja.

- Tag Plads, gamle! dig skal intet ondt vederfares! Jeg gaar bare ned og fisker mig noget Kaffe et Sted.

Jansen trak sit Kollegiehæfte op af Lommen og skubbede Stolen hen til Vindueskarmen.

- Flyt nu ikke alt for meget om! sagde Fog og skulde til at gaa ud af Døren.

- Hør, jeg har noget at vise dig! sagde han saa pludselig og gik hen til Skabet og stak et Penselskaft ind i Nøgleskiltet og trak Døren op.

- Her skal du se!

- Hvad hedder den? spurgte Jansen.

Fog stod med en tyk Bog i rødt engelsk Bind.

171

- Decameron! svarede Fog. Men den er paa Engelsk, ser du, og jeg kan sgu ikke læse den. Jeg har knebet mig igennem et Par Sider. Oversæt en lille Historie for mig, en af de bedste, naar jeg nu kommer tilbage.

Fog smed Bogen paa Sengen og drev ud af Døren. Jansen kunde høre Trappens Trin knirke derude, svagere og svagere, eftersom Fog sindigt naaede ned til de underste Etager.

Han sad henne ved Vinduet med det opslaaede Kollegiehæfte for sig, sad og saa ud over Tagene. Larm af Vogne, som rumlede hen over Stenbroen der nede, og Stemmer, som skar gennem Larmen, fyldte Luften om ham med Lyd, som var ham fremmed. Og det evindelige Duetrip over hans Hoved! Her var saa sært uroligt her. Det var ikke hans vante, stille Udsigt der hjemme fra Lykkesholms Allé; han savnede den store Røn, som bar sin Krone lige op under hans Vindue, midt i Havestilheden. Og han følte det fremmede Rum bag sin Ryg, de fremmede Vægge, de fremmede Billeder. Han kendte ikke sine egne Tanker her oppe paa Fogs uryddelige Kvist, han syntes, han havde ingen.

Jansen saa sig led omkring og lukkede Kollegiehæftet, tog nogle af Fogs Skitser i Haanden og gav sig til at se paa dem, men havde ingen Ro og gik.

- Satan! sagde Fog, da han en halv Time efter kom tilbage og fandt Værelset tomt.

Saa slog han op i Decameron og bladede lidt frem og tilbage i den og stillede sig op og stirrede ud af Vinduet og saa ud, som havde han atter Tankerne paa de fjærneste Veje. Decameron gled ud af Fingrene paa ham og faldt paa Gulvet.

Han lod den ligge og blev staaende og stirrede.

Saa trak han pludselig Frakken af, stillede Malerkassen op paa Stolen og fik Kærlingen med Trillebøren heftet fast paa Staffeliet, stod lidt og gloede paa Skitsen, og gik saa hen og spyttede ud i Tagrenden.

172

Solen stod langt ind i Værelset; han maatte have Lagenet af Sengen og op for Vinduet.

IV

Jansen gik lige hjem.

Da han hørte Gangdøren smække i efter sig og stod paa Trappen med de brede, skurede Trin, vidste han ikke, ad hvilke Gader han var gaaet. Han huskede, han var kommen gennem stegende Sol, og at mange Mennesker var strøget ham forbi. Larmen stod ham endnu for Ørerne fjærnt og døende, mens han langsomt gik op ad Trappen, forbi de lukkede Entredøre med de hvide Navneplader fredeligt lysende i Formiddagsstilheden.

Idet han aabnede sin Dør, rejste en ældre Mandsling sig henne fra Gyngestolen ved Vinduet.

- Hvad for noget? sagde Jansen og blev staaende inden for Døren; han var bleven rød og saa ud, som var han ikke rigtig lysvaagen.

- Naa er du der! sagde Mandslingen med bravhjærtet Glæde skælvende i den stille Røst; og saa rakte han begge sine smaa fede Hænder frem mod Jansen og saa med to inderlig gode, vaade, graa Øjne op paa ham. Ja, det er saamænd mig, Georg!

- Er du her i Byen i Dag?

Jansen maatte rømme sig; han følte sig saa tør i Struben. Saa rakte han langsomt Mandslingen Haanden.

- Ja saamænd er jeg det! Og saa skulde jeg da se op til dig, hvordan du havde det. Vi hører jo saa sjeldent fra dig paa det sidste.

Han stod med Jansens Haand mellem begge sine.

- Gud ske Lov, du ser rask ud. Tante var saa ængstelig, der 173 skulde være noget i Vejen, og jeg da med. Men Gud ske Lov, Gud ske Lov, du ser rask ud!

- Er Tante rask? spurgte Jansen og drog sin Haand til sig og gik hen og lagde sit Kollegiehæfte paa Bordet.

- Jo - jo hun er. Ulrikke har det godt.

- Og Onkel selv?

- Aah jo - jeg maa ikke klage! Gud ske Lov! det er saa ved det gamle med mig! sagde Mandslingen og sukkede og satte sig igen i Gyngestolen; de to smaa fede Hænder lagde han forsigtigt paa Stolens Arme.

Jansen satte sig i Sofaen bag Bordet og saa forbi Onkelen og ud af Vinduet, ud paa Himlen.

- Har du siddet her længe?

- Nej - ikke længe, ikke saa meget længe! Her er saa velsignet køligt; du bor dog herligt!

- Ja-a.

- Og saa er her saa fredeligt og stille! akkurat saamænd som var det i mit eget Værelse. Jeg savner bare min gamle Kirke dér lige over for; ellers vil jeg saamænd gærne bytte. Her kan du da rigtig arbejde!

- Aa ja, her er stille nok.

- Ja - og har man bare Stilheden, den velsignede Stilhed, saa skrider det for en.

Jansen sad og vippede en Bog mellem Fingrene.

- Blot man ikke har disse støjende Mennesker ind paa Livet af sig, saa gaar det. Jeg er rigtig glad ved, du bor her ude, Georg. Menneskene bare forstyrrer én; de er saamænd slet ikke saa meget værd.

- Her er alligevel lidt langt til - Universitetet! sagde Jansen.

- Ja - ja saamænd! Men det gør jo dog i Grunden ikke noget. For naar man gaar dér ind, er dog éns Tanker saa optagne, 174 at man saamænd ikke mærker til noget. Akkurat som naar jeg der hjemme Søndag Morgen gaar min Klokkergang over til Kirken for at bede Bønnen.

Jansen følte Onkelens inderlige, graa Øjne paa sig og kunde ikke rigtig sidde rolig.

- Var du Morgentur?

- Aa - jeg var lidt inde i Byen.

- Paa din Skole maaske?

- Nej, inde hos en god Ven.

- Hos en Studiekammerat kan jeg tænke. Ja, den Slags maa man jo have. Men vær endelig forsigtig, Georg, naar du vælger. Der er saa mange forkerte Mennesker i vore Dage, især nok mellem de unge.

- Nej, han studerer ikke! sagde Jansen og skød sig op i Sofaen, saa han kom til at sidde fast ind i et Hjørne.

- Ikke, - studerer han ikke, - hvad gør han da, din Ven?

- Han maler.

- Maler han? - naa maler han! sagde Mandslingen langsomt og flyttede lidt paa de smaa Hænder, saa Jansen hørte hans Fingerring skrabe mod Stolens Træarm. Hvad maler han?

- Aa, lidt af alting, tror jeg.

- Ja, ja - ja, ja - Guds Natur maa være herlig at gengive. Men tror du nu ogsaa, Georg, ja det maa du jo bedst selv vide, - er du nu ogsaa sikker paa, at han rigtig er noget for dig?

- Han er Præstesøn.

- Er han det? - Præstesøn! - ser man det! sagde Klokkeren og lænede sig helt frem og saa igen saa inderlig god ud. Hvem - hvad hedder hans Fa'er?

- Han hed Fog; han er død.

- Fog - Fog? Var det gamle Fog i Sørup?

- Jeg tror det; jeg ved det ikke saa bestemt.

175

- Ja, han er jo død. Saa han har en Søn, der er Maler!

- Moderen er ogsaa død.

- Er hun det, Herregud! Men hvem underholder ham da?

- Ingen.

Jansen sad og smilede og saa hen paa Onkelen.

- Naa - naa! Nej, han tjener maaske selv sine Penge.

- Nej.

- Gør han ikke? - jamen hvor kan han saa - saa kan han jo ikke leve.

- Han lever da, ved jeg.

- Naa ja - ja saamænd! Naar Herren blot lægger sin Velsignelse til, saa bliver selv det lidet stort! messede Klokker Jespersen og smaskede de smalle, blege Læber sammen og lænede sig tyst tilbage.

Der var ganske stille om dem et Par Minutter igennem.

- Jeg kan hilse dig fra Mogensen! sagde saa Jansen.

- Fra Mogensen - fra Valdemar! ser du ham jævnlig? - har han det godt?

- Vi læser sammen.

- Se det kan jeg lide! det vil glæde gamle Pastor Mogensen. Men se alt saadan noget, det ved vi jo ingen Ting om, slet ingen Ting om der ude hos os; I skriver jo næsten aldrig mere, og saamænd om I kommer selv! I sidder nok i Bøger til op over Ørerne!

- Ja! sagde Jansen.

- Er han flittig, Valdemar - er han, hvad Georg? maa du ikke holde ham i Ørerne en Gang imellem? spurgte Klokkeren og lagde Hovedet paa Siden og smaaklukkede.

- Aa, vi er vist saa ens, hvad det angaar! mente Jansen og støttede sig af med en Pude.

- Er I, - naa, - det vil glæde gamle Pastor Mogensen, det 176 vil det, Gud ske Lov! Dig stoler han paa, Georg, og det gør vi da alle. Lad mig se, du bringer os noget ud af Valdemar.

- Det er temmelig vanskeligt at vide, hvad et Menneske kan blive til! sagde Jansen og vilde set over paa Onkelen, men turde ikke.

- Nej, nej, Georg, det maa du ikke sige! Den Gud har givet sit Ord i Hjærtet, bliver kun til det gode i denne Verden.

- Saa er det vanskeligt at vide, dette med hans Ord i Hjærtet! stammede Jansen og var hæs igen og rød. Og dette med det gode! tvang han sig til at føje til.

- Nej, Georg! - nej, Georg! - det er den letteste Sag af Verden! det har Gud i sin uendelige Visdom lagt saa inderlig snildt til rette for os alt sammen, - blot vi har Viljen til at fatte.

- Ja! sagde Jansen og rømmede sig.

- Hvem hører du? - hvilken Præst?

- Aa, jeg - det er op og ned! løj Jansen og ønskede det dybeste Mørke over Stuen.

- Du skulde vælge dig en, - en, som du rigtig kunde slutte dig til. Det linder saa velsignet om Hjærtet rigtig at have Fortrolighed til en!

- Jeg har jo mine Venner! mente Jansen fredsommeligt.

- Dine Venner, Georg! - Hvor meget bringer os ikke denne Verden af tungt og bittert - hvor mange kvalfulde Stunder - hvor mange Lidelsens Øjeblikke, hvor det er en Herrens Velsignelse at have en Mand hos sig, hvis Tale rummer Husvalelse og Trøst? prækede Klokkeren kærligt og saa bestandigt paa Jansen. Forsøg, Georg, - forsøg! Jeg har en Gang hørt Pastor Jensen, - det er nu rigtignok adskillige Aar siden, - men han skal være en herlig Mand endnu. Ulrikke vilde saa inderlig gærne vide, hvem din Præst var.

Jansen sad saa uroligt; han kunde ikke faa et Ord frem.

177

- Hør, det er sandt, mens jeg husker det, - og saa vilde Ulrikke saa gærne høre noget om dit Skidentøj; hun har nok ikke faaet noget i over tre Uger.

- Nej - jeg har ladet vaske herinde.

- Har du, - har du? - naa, - hvorfor?

- Jeg syntes ikke, jeg vilde ulejlige Tante mere end nødvendigt! sagde Jansen og tog Vejret i et dybt Drag.

- Jamen saa har du jo givet Penge ud.

- Det var af mine egne.

- Jamen, - jamen, - nej, du skal sende os det, saa længe du har os, og Vorherre lader os leve. - Ser du flittigt ud til Møllers?

- Jeg spiser der hver Tirsdag.

- Ja, det er prægtige Mennesker; jeg har tænkt at se ud til dem i Dag. Gaar du med?

- Jeg har saa daarlig Tid - netop i Dag, Onkel!

- Ja, ja - ja, ja! sagde Klokker Jespersen og rejste sig og gik hen mod Bordet; hans Trin lød, som var der Tæpper over Gulvet.

- Her har vi nok Fliden! sagde han og fik fat i Matzens Tingsret. Se, se! se, se! Matzen! den er vist brav, den! - Og her, sagde han og tog et Kollegiehæfte. Naa, det er vel Forelæsninger, ja. Og - hvad er det, der staar dér paa den Bog? - om - om Arternes Oprindelse - om hvilke Arter? - hvad hedder den Mand? - staar der Darwin?

- Ja! sagde Jansen; han havde rejst sig og var gaaet hen til Vinduet, da Onkelen begyndte paa Bøgerne.

- Darwin? - det forekommer mig, - Darwin? Klokker Jespersen kneb de vaade, graa Øjne sammen og saa ned mod Gulvet.

- Darwin! sagde han saa og rettede dem pludselig mod Jansen.

178

Darwin - er det ikke ham Gudsfornægteren, - ham med Aberne?

- Jo, - har du læst ham?

- Nej, - nej, - Herren bevare mig! Tror du, jeg huser Vantroen i mine Stuer? - Det er da ikke din Bog, Georg?

- Jo det er, Onkel!

Der sad en Graaspurv paa Karmen uden for Vinduet; paa den stirrede Jansen af al Magt.

- Din Bog - som du har købt; - Herregud, Georg, læser du saadanne Bøger?

- Ja - naar jeg bliver træt af Juraen; naar jeg trænger til at hvile mig! sagde Jansen skødesløst, som talte de om, hvilken Tobak han røg.

- Jamen hvile dig - nej, der er saa vist ikke den rette Hvile i den Bog. Tro du mig, Georg, den Hvile, en Sjæl trænger, den findes ikke dèr. Vil du søge den i en Bog, nytter det kun, om du tager Vorherres egen; nej, det er den eneste, som kan hjælpe.

- Men allerhelst, Georg, blev Klokker Jespersen ved og lagde sin Haand paa hans Arm, allerhelst skal du lukke din Dør, naar du har læst dig træt, og gaa ud og lade Guds egen Natur tale til dig. Har du aldrig følt, min Dreng, at intet Sted har Herren gemt saa megen Fred, som ude under hans store, stille Himmel, - har du ikke, Georg? Jeg er gammel nu, ved du, og jeg har mødt meget i mine Dage, - ja, jeg siger dig alt dette, fordi den Bog gør mig urolig, forstaar du jo nok, - men altid, naar jeg var træt af denne Verdens Slid og forunderlige Tilskikkelser, vandt jeg nyt Haab og nye Kræfter, blot jeg søgte ud i den uendelige, dejlige Ensomhed, Gud har bevaret for os ude i sin Natur. Ty der ud, Georg; der har han talt til mange ude, og givet mange Fred.

Klokkeren tav og saa op paa Jansen og lod sin Haand blive paa hans Arm.

179

- Jamen Onkel, sagde Jansen og tøvede, som havde han helst tiet - jamen Bogen er netop om - Guds Natur.

- Nej, nej - javist, javist, maaske nok dens Ord, Georg, men ikke dens Tanker, ikke dens Tanker. Du forstaar mig jo nok, Barn!

Jansen blev ved at se ud. Spurven var fløjet fra Karmen og ned i Rønnen, hvor den hoppede ind under Blade og kom frem og gyngede de tynde Topkviste; de hørte dens Pip op gennem det lukkede Vindu.

- Ja, ja, Georg! Vorherre hjælper os alle! Men nu maa jeg vist gaa, om jeg ellers skal naa ud til Møllers.

Jansen vendte sig om og saa hen mod Døren; der lød Trin ude fra Trappen, som om nogen steg opefter.

- Husk nu det med Vasketøjet, og skriv saa et lille Brev ud til Tante Ulrikke, det vil gøre hende saa inderlig glad!

- Ja! sagde Jansen.

Trinene standsede uden for Døren, og der blev banket.

- Kom!

- Var det hos dig?

- Ja.

Laasen knirkede og smækkede som for et hurtigt Greb, og Døren blev skubbet op. Det var Eriksen og Klein. Eriksen vandrede midt ind i Værelset, med Skridt, som gik han endnu paa Gaden; han havde den skidne, hvide Hue paa Hovedet og tog store Drag af en Cigar.

- Go' Da', gamle! sagde han og slog ud med Haanden.

Klein, som kom bag efter, blev staaende et Øjeblik lidt inden for Døren og bukkede for Klokker Jespersen; saa nikkede han til Jansen og stillede sin Stok fra sig.

- Det er studiosus juris Ove Eriksen og studiosus juris Holger Klein, - min Onkel, Klokker Jespersen! præsenterede Jansen og saa hen paa Reolen, hvor der intet var at se efter.

180

Eriksen bukkede og lagde sin Hue fra sig.

- Du, vi har noget at tale med dig om! sagde han til Jansen og stillede sig hen ved Bordet med Ryggen mod de andre.

Klokker Jespersen stod med sin store bløde Hat i Haanden og smilede og saa saa bravhjærtet ud af de inderlige, vaade, graa Øjne.

- Ja, ja - ja, ja - Farvel da, Georg! sagde han saa og listede sidelænds hen imod Døren; han traadte saa forsigtigt, som gik han over Kirkegulvet; og saa gjorde han sin Mandslingekrop saa ganske lille og bukkede og bukkede.

Klein bukkede igen, og Eriksen vendte sig henne ved Bordet og saa med store, alvorlige Øjne paa Klokkeren og sagde Farvel, kort og klart, uden at bukke.

- Hør, Georg, der var noget - - hviskede Klokkeren til Jansen, som stod hos ham henne ved Døren.

- Ja! sagde Jansen og fulgte med ud paa Trappen.

- Hør du - sig mig - gør mig den Tjeneste at sende Ulrikke en lille Kvittering for de Penge, du fik den første. Du ved nok, hun er saa ordentlig. Bare en lille Lap.

- Jeg har rent glemt det.

- Ja vist, ja vist; men gør det; bare en lille Lap.

Jansen nikkede.

- Farvel da! - Farvel! Nu gaar jeg; I skal læse, kan jeg tænke. Jeg er glad, jeg traf dig.

- Farvel, Onkel! Hils, hvor du kommer hen!

- Tak, tak! Og skriv saa til os. Og husk, Georg, blev Klokkeren ved og tog Jansens Haand mellem begge sine, Vorherre vil saa inderlig gærne være god mod os alle sammen!

Han saa op paa ham og strøg hen over hans Haand og listede saa ned ad Trappen.

Jansen blev staaende ude paa Afsatsen, til han hørte Gangdøren dernede blive lukket stille og omhyggeligt.

181

Saa gik han ind.

Eriksen laa henne paa Sofaen og røg.

- Naa, blev du af med ham? spurgte han.

Jansen svarede ikke; han satte sig i Gyngestolen.

- Har du mange af den Slags Bær i Familien? fortsatte Eriksen.

Klein smaalo og Jansen gyngede svagt med Stolen.

- Er du gnaven? blev Eriksen ved.

- Hvad vil I? spurgte Jansen.

- Jo, du, sagde Klein, vi har lavet et Blad.

- Et Blad?

- Et Blad, gamle! bekræftede Eriksen efter et Drag af Cigaren.

- Hvem?

- Vi, begribeligvis!

- I to?

- Du med!

- Et Blad for os unge! sagde Klein.

- Hvordan gaar det til?

- Aldeles ligefremt! Pengene har vi! Klein og Aagesen og Bork og Dahl skyder sammen! forklarede Eriksen. Aagesen har arvet; de andre har i Forvejen.

Jansen gyngede og stirrede ud for sig.

- Aagesen bliver Redaktør!

- Naar har I fundet paa det?

- Aagesen har tænkt paa det længe.

Jansen gyngede videre, ganske smaat.

- Det bliver dejligt, du! sagde Klein; han sad paa en Stol henne ved Bordet og havde slaaet Benene over Kors.

- Lokalet er lejet! nede i Vimmelskaftet! Til Oktober kommer første Nummer!

182

- Og saa skal Bladet hedde "Falken"! fortsatte Klein. Det kan jeg nu for Resten ikke lide; det skulde være noget med Malmlyd i.

- Aldeles ikke!

- Det er saa fjortenaarsagtigt, dette "Falken"!

- Jeg troede ikke, det højtidelige var din stærke Side! haanede Eriksen.

- Hvem har lavet Navnet? spurgte Jansen.

- Aagesen, eller Dahl; det er jo aldeles ligegyldigt. Hovedsagen er, at vi har Bladet.

- Ja, ja! indrømmede Klein fredsommeligt og vendte sig mod Jansen. Du ser saa melankolsk ud. Synes du ikke om det?

- Jo-o.

- Kom det bag paa dig?

- Jeg tror, jeg blev overrasket.

- Forøvrigt, sagde Eriksen, bliver Bladet straks beslaglagt. Jeg har en tre fire gode Desseiner, som nok skal gøre Virkning.

- Aa hør, det bliver alligevel yndigt endelig en Gang at faa sagt sin Mening og saa se de gode Borgermænd sprætte af Forargelse.

- Aagesen har skrevet en Artikel om danske Borgere; den skal aabne første Nummer.

- Er den god?

- Den er ret kraftig.

- Er han bidende?

- Han er overlegen og vældig flabet.

- Hvad siger han?

- At de gaar som forkølede Aal og tysser paa hinanden og tør ikke stikke Snuden op over det gamle, varme Mudder.

- Hør, jeg faar Lyst til at sende dem mit Digt, det I ved, det der begynder:

183

"Der gaar saa store Stimer
af unge, blanke Frøkensild,

citerede Klein med stille Andagt i den dvælende Røst;

der gaar de store Hajer -

- Du gør Bladet til et Akvarium! afbrød Eriksen og rokkede uvilligt med Hovedet og røg.

- Jamen Digtet er godt.

- Bare du vilde lade være at messe!

- Ja, hvad gør nu det? - Herregud, fordi vi nu ikke alle er saa fuldkomne som du! smaagnavede Klein og saa hen paa Jansen. Kan du ikke huske det? Jeg sendte det til "Illustreret Tidende", men fik det naturligvis tilbage.

- Ja, jeg husker det! sagde Jansen.

- Ikke sandt, det kan godt bruges; det er saa rart uartigt!

- Hvorfor uartigt? indvendte Jansen. Jeg finder det saa rart ungt; jeg selv kunde ikke gøre det.

- Ja - og saa sidste Vers! fortsatte Klein.

Men paa den brede Brygge
de gode Købmænd skriger op!
og blot fordi en Haj var styg
og kæled for en Sildekrop!

- Du har bedre Ting! sagde Eriksen.

Klein svarede ikke; han sad og saa paa Jansen, saa højtideligt, som havde han lagt sin Sjæls Inderste blot. Saa strøg han Haanden gennem de tætte Krøller og bøjede sig frem over og flyttede lidt paa Stolen.

- Vi maa have Lov til at være os selv.

184

- Har du ikke noget, gamle? spurgte Eriksen.

Jansen rejste sig fra Gyngestolen, trøgt og nølende, og gik hen mod Bordet.

- Kom med noget! du er da ikke bange? tør du ikke vove dig frem?

- Hvorfor skulde jeg ikke det?

- Jeg mente - ham Klokkeren.

- Aa, sagde Jansen og tog et Par Blade Papir op af Skuffen og kastede dem paa Bordet.

- Det kan jeg lide! Lad os høre!

Jansen saa paa Bladene, vragede et og tog et andet, vragede ogsaa det og tog et nyt, og blev ved at vrage og begyndte forfra igen.

- Naa!

- Jeg ved ikke.

- Snak, gamle!

Klein saa op paa ham.

- Ja, ja da! sagde Jansen og beholdt et Blad i Haanden. Her er et fra ifjor Efteraar.

Og saa begyndte han at læse; han tog tungt paa Ordene og maatte hvert Øjeblik rette paa Lorgnetten.

Det var en sen Oktoberaften. Søen slog
med krummet Rovdyrryg mod Stranden;
som søndrede Fjælde i Drift gik Bygernes Tog,
og Maagerne skræpped og skreg i Angst paa hinanden.

Jeg stod paa Stranden; drivvaadt Mørke flød
i skyllende Høstregn, og fraadefinnet
gik Havet i Mørket; Skumstrimerne skinned
imellem de kulblanke Søer
som blottede Rader af gnistrende Tænder
imellem en Mylr af sværtede, svedige Hænder
knyttede løftet til Slag;

185

redet af Søernes fjældtunge Mare
rystede Stranden under de susende Tag,
og Rullestensrækkerne skured og knased
som Knogler og Brusk under knusende Kæver,
mens Blæsten fyldte det sorte
Regnmulm med Larmen, som tramped en Skare
sig Vej gennem Natten og slog med de barkede Næver
Slag paa dundrende Slag mod stængede Porte.

Jeg stod ikke længer midt i et skyllende Vejr,
det var ikke et Høsthav, der rased, -
jeg stod for en stimlende Hær!

En Hær fra de stinkende Stræder,
en Hær fra de sodede Esser,
hvor Slidet og Slæbet sit Sultefo'r æder
og Nøden hungerhæs messer,
en Hær, en Menneskehed
i Opbrud, i væltende Strøm mod en anden, -
denne Uvejrsaften paa Stranden
sent i Oktober.

Jansen slap Bladet og lod det falde ned paa Bordet og saa over paa Eriksen; saa rystede han paa Hovedet og skød Underlæben frem, som havde han faaet noget usmageligt paa Tungen.

Eriksen lagde den venstre Arm hen over Bordet og trak Bladet over til sig og laa saa og røg og læste Digtet.

- Jeg synes, det er godt, du! sagde Klein og saa med de trofaste, blegbrune Øjne op paa Jansen.

Men Jansen tav og saa ned og lagde langsomt de øvrige Blade sammen.

- Ja, sagde saa Eriksen, jeg tager det med til Aagesen. Du gør mærkelige Vers!

- Vers - ja!

Jansen smækkede Læberne sammen med et lille Smask og 186 drejede rundt paa Hælen og gik derefter tilbage til Gyngestolen.

- Gode Vers trænger vi til! sagde Eriksen.

- Mon ikke vi trænger til mere?

- Det er klart! men én Ting ad Gangen.

- Mon ikke vi sidst trænger til Vers?

- Aa nej, du! mente Klein. Saadan en lille rød Stemning gør saa godt.

- Gør den noget overhovedet?

- Ja, jeg ved ikke, blev Klein ved, jeg kan nu ikke lade være at skrive Vers. Saadan et fint lille Fleuretstik er saa lækkert.

- Jeg tror ikke paa de fine Fleuretter! sagde Jansen og standsede Gyngestolen og klemte Hænderne fast mod dens Arme. Vi trænger til Kølleslag, som gør Skade.

Eriksen drejede Hovedet og saa hen paa ham.

- Nu kommer du dig!

- Vi har nok af Vers. For hver Dag, der gaar, bliver de mig dummere og dummere!

- Naa - naa!

- Maaske troede jeg paa dem endnu for to Timer siden. Nu ved jeg, de er Legetøj.

- Du overdriver! aldeles bestemt! Den Overbevisning har du faaet alt for hurtigt! bemærkede Eriksen.

- Jeg tror ikke, det kommer nogen ved, hvorledes jeg faar mine Overbevisninger.

- Godt Ord igen!

- Om I deler min Mening er mig ligegyldigt. Jeg siger jer blot, kommer I ikke Dynamit i det Blad, kan I lige saa godt lade det ligge.

- Aa - Fraser! sagde Eriksen og satte sig op i Sofaen og støttede Albuerne mod Bordet. Klar først for dig, hvad det er, vi trænger til.

187

- Vi trænger til - til Handlinger - til Ord, som smadrer - til en, som vover de Handlinger og taler de Ord!

- Kommandersergenten! lo Klein.

Jansen rejste sig og gik hen ved Vinduet.

- Akkurat.

- Men det er dog ogsaa rart at være Johannes den Døber! mente Klein.

- Tror du, han gjorde Fleuretvers?

- Aa, hold nu op med det Krovaas! bad Eriksen; og Klein lo.

- Se først Bladet! blev Eriksen ved. Du kender jo egentlig intet til de Folk, som vil skrive deri.

- Jeg kender jer! Og saa ved jeg saa temmelig, hvad jeg kan vente.

- Det skulde du dog ikke paastaa!

- Du, Eriksen, har din Faders Kæp over dig; han jager dig paa Porten; saa dit Mod har sine naturlige Grænser.

- Hvad kommer det dig ved, hvad min Fader mener? Og ved du noget om mit Mod i den Sag? spurgte Eriksen og rejste sig og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet.

- Aa - det er sødt at have Familien i Ryggen! sagde Jansen og rettede paa sin Lorgnet; han kunde ikke faa den til at sidde.

- Sagde Klokkeren det?

- Hør, hold nu op! bad Klein. Jeg bliver ganske tør i Halsen af at høre paa alle de Trumfer. Lad os nu hellere være glade ved, at vi har Bladet, og saa overlade de andre Blade og de gode Borgermænd at skælde os ud.

Jansen vendte sig om mod Stuen.

- Jamen det skal være Alvor med jer!

- Ja vel - ja vel - naar bare vi maa faa Lov til at more os lidt en Gang imellem og sige en lille Morsomhed i Ny og Næ. Du kan jo besørge Alvoren!

188

Eriksen stod henne ved Reolen og bøjede sig ned mod Gulvet.

- Her har du Øl! sagde han. Lad os faa en!

- Ja tag kun.

- Proptrækker, kære! bad han og stillede tre Bajere op paa Bordet.

Klein stak to Fingre i Vestelommen og rakte ham en Kniv.

- Nej ser du gamle! sagde Eriksen og borede i Proppen og trak den ene Flaske op og lod saa Klein besørge de to andre. Det er svært lidt, det du kender til mig. Der er sikkert forbeholdt dig Henrykkelse i Overflødighed i den Retning.

- Aa, vi kender vist hinanden lige godt.

- Hold op! kommanderede Klein med sin fredsommelige, stille Røst. Lad os hellere drikke med hinanden og love at ofre Bladet alt, hvad vi har af god og sund Ungdom i vore Aarer, saa vi kan faa dette Land gjort rent, at det endelig en Gang kan blive godt at leve! føjede han til og blev højtidelig.

Saa klinkede de med Flaskehalsene og lod Øllet sile.

- Ja, sagde Eriksen, da han havde drukket, Rakket vil blive imponeret!

- Tror du? spurgte Jansen.

- Aagesen og jeg vil gøre det fuldstændig af med det.

- Ja gør det, Eriksen! Jeg skal stille til Begravelsen!

- Skaal, gamle! og saa ikke saa krigersk en anden Gang!

- Skaal for Begravelsen! lo Klein. Det er alligevel dejligt at begynde at føle sig som en Magt, ikke sandt!

- Gi'er du en Cigar, gamle? spurgte Eriksen. For nu gaar jeg.

Jansen halede Bordskuffen frem og rodede imellem Papirerne og fandt to Cigarer.

- Driver du med?

- Nej, jeg gider ikke.

189

- Kom saa, Klein!

Klein stod og skar Spidsen af Cigaren.

- Jeg længes i Grunden forfærdeligt efter at se første Nummer! sagde han og strøg en Svovlstik.

- Farvel, gamle! sagde Eriksen og rakte Haanden frem paa sin stoltelige Maade.

- Vent lidt! bad Klein og fandt sin Stok.

- Farvel I! svarede Jansen og traadte en Svovlstik ud, som Eriksen havde kastet paa Gulvet.

- Gør noget Dynamit til Bladet! raabte Eriksen ude fra Trappen; han var i Forvejen; Klein kom bag efter med den rokkende Gang og de livlige Trin.

Saa lukkede Jansen sin Dør og satte sig hen i Gyngestolen og lod Gængerne knirke, svagt og langsomt. Han saa hen paa de tre Flasker; der var noget i den ene endnu. Saa vendte han Hovedet halvt og saa ud paa den lyse, skære Sommerhimmel. Og saadan blev han siddende, mens der var stille om ham og ingen anden Lyd end Gængerne, som gik under Stolen.

V.

Jansen havde siddet længe.

Han saa paa sit Ur. Nej, han gad ikke gaa derind i Dag, helt ind i Studiestræde, hvor han plejede at spise sin Middagsmad. Saa stak han Haanden i Lommen og fik nogle Smaapenge op; jo, der blev vel til en Bøf. Og saa rejste han sig og strakte sig og tog sin Hat og gik.

190

Nede paa Hjørnet af Gamle Kongevej stod han lidt stille, og drev saa langsomt ud ad, mod Smallegade og Falkoneralleen. Der var Restaurationer nok der ude, vidste han.

De store, tunge Omnibusser klingrede forbi ham. Solen brændte, og en af de svære Vogne drog sin Skygge over ham, og han saa Skyggen løbe videre inde paa Fortovet og følge Vognen, der rumlede bort foran ham. Han gik paa Solsiden, mærkede han, og drev saa tværs over Vejen, over under Husene.

Ude i Alleen kom han ind i en Have, der var lang og smal, med træmmebyggede Lysthuse langs begge Sider og en lille aaben Brædepavillon med tomme Nodepulte under en stor, støvet Hængeask midt i Gangen.

Han gik Haven igennem og ind i en lav Stue med smaa Borde ude paa Gulvet og inde langs Væggene; Gulvet var skident, og der knasede Havegrus under Saalerne, hvor han traadte. Men der var Skygge og tomt og svalt.

En friseret Opvarter kom ind og bukkede og saa paa ham og tørte et Bord over med en snavset Serviet.

- Kan jeg faa en Bøf? spurgte Jansen.

Opvarteren bukkede og gik, men flyttede først paa en Stol, som ikke stod nogen i Vejen; og viftede efter en Flue med den snavsede Serviet, som han holdt sammenkrøllet i Haanden.

Jansen satte sig ved et Bord henne ved Vinduet.

Lidt efter kom Opvarteren igen og lagde "Illustreret Familiejournal" og et Par Blade paa Bordet foran ham og stillede sig saa hen i Døren og lagde Hænderne paa Ryggen og vippede paa Hælene og saa ned over Havegangen.

Jansen rørte ikke Bladene. Han havde lagt sin Hat paa Stolen, der stod ved Siden af ham, og sad og stirrede; han havde strakt Benene fra sig under Bordet og lænet sig tilbage.

Og saadan blev han siddende, til Opvarteren kom med Bøffen.

191

Den var sej og lugtede af branket Fedt; men han spiste hver Mundfuld og gav femten Øre i Drikkepenge, da han var færdig.

Opvarteren bukkede, og Jansen rejste sig og gik ud i Solen, gennem den lange Gang, forbi de tomme Lysthuse og de tomme Nodepulte under Hængeasken.

Han drev videre ad Pilealleen til, over Runddelen med de mange gule Sporvogne, der holdt stille midt i Sollyset og skinnede; det klingrede efter ham af Bjælder, hver Gang en Hest rørte sig for en af Vognene. Og han saa søvnige Kuske sidde og døse i Bunden af nedslaaede Drosker henne foran Frederiksberg Have.

Han gik og gik, ganske langsomt, til han stod uden for Indgangen til Eksercerpladsen.

Dér standsede han og saa op over den hvide, støvede Bakke og paa den lukkede Port ind til Pladsen; der laa vissent Grønt og knækkede Grene paa Gangstien, og Papirstumper og et Adgangstegn.

Det var Stumper fra Grundlovsfesten i Gaar, Grønt fra Æresporten, som nu var brudt ned.

Jansen tog Vejret i et langt Drag. Han var ene paa den brede Vej; lige over for ham laa Søndermarken, grøn og tæt af Blade, med store, stille Kroner bugnende sammen til Skov.

Jo, - det var paa hende - paa Anna, han havde tænkt den hele Vej; paa Anna; - og derfor stod han her.

Saa saà han igen op over Bakken og begyndte langsomt at gaa, midt ude i Solen og Støvet, med slappe, trætte Skridt, som havde han ikke Maal eller Med.

Han kom op forbi Slottet. Dér drejede han ind i Søndermarken.

Over Gangen, han fulgte, laa Løvets Skygge, og Luften om ham blev lind og fugtig som af sivende Saft fra Græs og unge Blade; og der duftede svagt af Muld. Gangen snoede sig stille 192 mellem de store Stammer og havde Skovskyggen over sig, saa langt frem han kunde se; og Fuglene strøg over den og sad og pippede rundt omkring.

Saa blev der lyst et Sted til venstre for Gangen, inde bag de tunge Træer. Der laa en lille aaben Græsplet og skinnede af Sol, og i Kreds om den stod Lind og Bøg og lyste med blanke Blade. Den laa saa fredefuldt og lod sit Græs gro og tog mod Lyset fra den blaa Himmel højt oppe over de grønne Linde og Bøge.

Jansen drejede af fra Gangen og gik ind over den bløde, sorte Skovbund og naaede saa ud i det lyse Græs. Han tog Hatten af og stod stille og lod Solen brænde paa Issen, mens der var tyst om ham og intet Sus og ingen Bæven af Blade. Over ham og om ham var intet uden denne Stilhed med dens Sol og alt dette groende, muldspirede Grønne.

Saa lagde han sig under en Hassels tynde Skygge og skød Hænderne ind under Nakken og stirrede op i den blaa Himmel. Fuglene sang over ham og fløj over Lysningen, sommetider helt oppe i Himlen syntes han. De pippede og sang. Og saa var der én Lyd til, en kølig, skær Lyd som af et Springvand, der plaskede langt borte.

Her laa han og lod sine Tanker lege. De kom og de gik, larmløst og med Fred, men tungt som bar de en stor Sorg sammen. Han spændte ikke sin Vilje, han tvang dem ikke. De spandt og de spandt, spandt om hans Liv, som det gled saa sikkert og tyst, spandt ham hans Fremtid for Øje i store, dvælende Skygger. Han havde ikke Haab, ikke Tvivl. Han kunde ligge her sine Dage til Ende, med Himlen over sig og Løv paa alle Sider; alt, hvad der hændte ham, bar samme Vej; han havde ikke Frygt, han ønskede ikke Skjul; han saa de tunge Skygger, som var hans Fremtid, og som han bares imod, saa uundgaaeligt, saa levende sikkert.

Han laa saa rolig.

193

Jo, det var Fred han følte; der gaves saa vist ingen Fred uden denne: at kende sin egen Skæbne i hele dens Tyngsel.

Og mens hans Tanker spandt og spandt, maatte han undre sig over, saa klart han saa det hele. Forbi ham randt hans Barndom, hans Ungdom, de to og tyve Aar, han havde levet, randt som en graa, sen Aa i tung Strøm gennem flade Marker, hvor ingen Bakker tog den af Syne.

Han saa Hjemmet, saa den lille, tætte Have i Udkanten af Købstaden; altid blev hans Tanker ved denne Have, naar han mindedes sit Hjem. Dér havde han tilbragt hver Time, der var hans egen, dér havde han leget og levet og været Herre fra den Dag i Foraaret, da Sneen begyndte at smelte i de smalle Gange, og de visne Plantetoppe fra forrige Efteraar kom op igennem den, brune og vaade, til den Dag de atter krøllede deres Sommerblade for Frosten og blev skøre og brune igen. Hans Hjem havde været der ude under de lave Buske, hvor Ukrudtet groede og fik Lov at brede sig. For Ukrudt havde der staaet over hele Haven, saa længe han kunde huske, Ukrudt i Bede og Græs i Gange, og Brændenælder op om Roser, og Fandens Mælkebøtter over Plænen, og mange underlige Blomster mellem Bellis og Grønt. Moderen kom der aldrig, siden Faderen var død; om hun var kommen der før, vidste han egentlig ikke; for han var fem Aar kun, da Faderen døde. Hun sad mest i sine Stuer og gik sjældent ud. Men kom han ind til hende med Rift i Tøjet, havde hun altid sagt: Ja havde din Fa'er levet, havde du nok faaet Lov at blive fra de Træer og Buske; det er heller ikke noget for dig at røre ved! Det var egentlig alt, hvad han hørte om Faderen. Han huskede ham slet ikke. Det kom ham vagt for, som havde en stor, skægget Mand en Gang staaet henne ved Laagen og raabt vredt paa ham; han havde vist siddet paa Plænen; og Manden var kommen ind i Haven og havde taget ham ved Armen og var gaaet bort med ham. Men tydeligt huskede 194 han den Morgen, han hang paa Stakittet ud til Reberbanen, hvor Rebslageren gik, gammel og krum i Ryggen, og vandt sine Reb, mens den rødhaarede Dreng snurrede det store, sorte Hjul rundt henne til venstre, hvor Stakittet endte. "Kan du skrubbe dig, Dreng!" havde den rødhaarede raabt, "skal du hænge der og glo, naar din Fa'er er kreperet?"

Vinterdage maatte han sidde inde med Næsen paa Ruden og se ud paa de nøgne Buske og den kolde Luft. Han havde ingen haft at lege med, og Moderen havde tysset paa ham, hver Gang han var begyndt at støje om paa egen Haand og havde skrabet med Skamlerne. Saa var han somme Tider gaaet ud og havde sat sig til at fryse ude paa Trinnet i den brolagte Port, hvor de røde Brandspande hang paa to rustne Kroge oppe under Loftet.

Og saa var Moderen død. En Dag, han var kommen hjem fra Skole, sad Tante Ulrikke i Stuen og græd, og foran hende stod en høj, sortklædt Mand og talte dæmpet. Han kendte ham fra Eksamen i Skolen; det var Præsten, vidste han. Saa havde de ført ham ind i Sovekammeret, og der laa Moderen paa Sengen. Han huskede det hvide, stille Ansigt og Salmebogen under Hagen, og at Præsten havde lagt sin Haand paa hans Hoved og sagt: Hun har det godt nu, nu har hun Fred, min Dreng, og nu er hun hos din Fader i Vorherres Himmel!

Siden den Dag havde han intet Hjem haft. Onkel Jespersen og Tante Ulrikke boede i Huset derude ved Reberbanen; det var deres Ejendom. Ham satte de i Kost; han havde været hos saa mange Familier. Og de betalte for ham endnu. Han var ikke bleven dem kvit, den Dag han nægtede at studere Teologi; han havde saa sikkert ventet det. Onkel Jespersen havde bedt ham saa mindeligt og Tante Ulrikke grædt og skændt og sagt, de kunde forlange det. Saa havde han ikke set dem i tre Uger; men saa var der en Dag kommet et Brev med Penge.

De sad der ude i Ringsted og havde Part i ham og Ret til 195 at forlange, Ret over hans Krop og hans Tanker. Og han var dem Regnskab skyldig. Det kunde ikke nytte, han stred imod.

Det var jo heller ikke deres Ret, han vilde forholde dem; det var saa vist ikke deres Penge, der laa tyngest over ham. Tyngest laa vel det, at han maatte gaa imod dem i alt det, der laa inderst i deres Hjærte; maatte skille sig fra dem paa deres Bethlehemsgang, maatte døve deres Bønner over og bringe de kimende Klokker til Ro, og dræbe deres Gud. Og han vidste, de vilde ikke harmes, ikke skrige op i Had og Haan; de vilde sidde der hjemme og sørge, og deres Tanker vilde være hos ham, og de vilde bede og bede, bede for ham Aften og Morgen, bede inderligere end for en død Mands Sjæl. Han vidste det nu, - han havde dem kær!

Han saa dem, saa dem saa tydeligt tegnet i det mildeste Mindeskær, saa Hjemmets de smaa Stuer og Havens overgroede Stier og Moderens stille, hvide Ansigt; han saa det hele som med ét langt, dvælende Blik, saa det hyllet i Barnedagenes fjærne Fred. Men det var ham, som laa det saa langt borte, ude bag Stæder og Veje, uden for den brede Jord, hans Fod nu traadte; og alligevel saa nær, at han maatte skære det igennem, om han løftede et Sværd over Jorden, styrte det sammen, om han bare raabte.

Han pressede begge sine Hænder fast mod Nakken; alle hans Tanker lagde sig saa langsomt til Ro; hans Vilje var død; han saa kun denne lange, sene Aa rinde tungt frem gennem den flade Mark. Det kom ham for, som stirrede nogen paa ham ude fra det store, luftblaanende Rum, stirrede paa ham, hvor han saa vilde vende sig, hvor han saa vilde krybe, stirrede hver Stund af hans Dag; og han følte det, som gik han frem mod en stor, tung Lastvogn og kunde ikke vige og fik ingen Fred, før alt hans Liv laa under dens brede Hjul.

Bøg og Lind stod og skinnede og blev til ét blinkende Grønt 196 for hans trætte Øjne, og gennem det Grønne kom Springvandets fjærne, ustandselige Brusen som sagtelig, dyssende Nynnen.

Saa gled det Grønne bort, og der blev et mat Skær af Lys, en let Lød af Sol over hans Øjenlaag, og for hans Øre Vandets bløde Brus, der stilnede hen og døde.

Det kom som Lyd af Draaber, i langsomt Fald, en for en, og blev saa til støjende Raslen, der susede ned over ham, saa han vaagnede.

Han rejste sig over Ende og stirrede forvirret frem for sig og saa ude i Græsset en Spurveflok i kvidrende Strid, og ned fra Grenene over ham kom strygende et Par Efternølere. Saa susede Sværmen til Vejrs igen og kvidrede bort mellem Buskene.

Han rejste sig helt og strakte sig og saa sig om. Der var Skygge over Græsset, og højt oppe over Lindekronerne rødmede en lang, spæd Skystribe. Luften var klam, og han frøs.

Inde mellem Stammerne laa Solen i gule, stille Strimer. Klokken var bleven syv.

Saa gik han langsomt ind over den bløde, fugtige Skovbund, hvor Muldduften stod, og kom ud paa Gangen. Men der var underlig svalt rundt om ham, og Skyggerne tyngede ham. Han gik til. Først da han stod ude paa den aabne Vej, med Søndermarkens mørke Bladbanker bag sig, var han fuldt vaagen.

Der laa Staden. Fra Bakkens Fod bar den sine skifergraa Tage ud mod Horizonten, bredte sig til alle Sider som et stort leret Vand, rejst i krappe forstenede Bølger, med Kirkespir ragende op som sunkne Skibes Master. Men Solen blinkede over Tage og luede i Ruder, som brændte der Ild under Stenskorpen.

Det kom ham for, som saa han denne Stad for første Gang; saa stille, saa rummende, saa slugende stor laa den dér og aabnede 197 sine Gader for ham og lod sin Aande stige op om ham, stige uden Duft af Købstadhavers krydrede Blomster. Dèr nede foran ham løb der Veje, han var gaaet ensom, Veje, som var ham ny og som havde ingen Minder. Dér laa der fremmed Folk i Gravene. Og hans Tanke borede sig Vej mellem Gadernes Mure, kløftede Stenskorpen dernede og lagde den Sti aaben, han maatte drage med al sin Vilje og al sin Evne; hverken strid eller blød, hverken trang eller bred laa den for ham som den eneste Vej for hans Fod. Der kom saa tyngende en Fryd over ham, og han følte sit Liv fyldes stille, som naar Vand rinder tyst i store, tømte Kummer.

Han gik ned mod Byen, blev ved at gaa ligefrem, ind gennem Gaderne, og hilste ingen og saa ikke efter nogen; han gik saa vejkendt og trygt, som var alt Livet om ham dødt og Gaderne ensomme, øde Marker.

Først i Vimmelskaftet standsede han et Øjeblik og saa sig om og gik videre, og stod saa stille uden for et Kjolemagasin og stirrede gennem den store Rude ind paa de lyse Sommerdragter. Saa saà han atter langt ned ad Gaden og skraaede over i en aaben Port lige over for. Der stod han og støttede sig til sin Stok og vendte ikke Øjnene fra Kjolemagasinet. Skyggen gemte ham for Menneskestrømmen, der gled forbi der ude i det graa Aftenlys og fyldte den snævre Gade med Lyd af mange Fødders Trin over Sten.

Klokken var straks otte.

Der kom en tom Omnibus rumlende forbi og efter den tre aabne Drosker; de skjulte Butikken for ham. Men da de var borte, saa han en Karl staa der ovre og sætte Skodder for Vindvet.

Han rettede paa sin Lorgnet og blev ved at stirre. Fem Minutter til stod han.

Saa aabnedes Døren, og en lille, rund Pigeskikkelse i tæt 198 sluttende lyst Overstykke kom ud. Hun blev staaende et Øjeblik og knappede en Handske og gik saa op ad Nygade til. Og i det samme hun begyndte at gaa, var Jansen ude af Porten. Endnu et Par Minutter stod han ude paa Fortovet, midt i Menneskestrømmen, der delte sig om ham. Saa først gik han langsomt efter.

Han blev ved at følge. Frederiksberggade igennem og ud forbi National havde han hende foran sig og tog ikke Øjnene fra hendes bøjede Hoved med det lyse Nakkepur; en Gang imellem maatte han ud paa Gaden, naar den gule, opkrammede Hat blev borte, og sommetider maatte han helt staa stille. Hun gik langsomt.

Da hun var kommen den lave, røde Jærnbanemur forbi, drejede hun ned ad Gamle Kongevej Jansen fulgte. Han gik hurtigere og kom nærmere ind paa hende. Der var færre Folk. Saa var han paa Siden af hende.

- Anna! sagde han halvhøjt og saa ned paa hende.

Hun saa lige ud, og blev ved at gaa, men langsomt, som hun var gaaet den hele Vej.

- Anna! gentog han med en Stemme, som bad han.

- Lad mig være!

- Vær god, Anna!

Hun skød Skulderen let i Vejret.

- Gaa din Vej!

- Det mener du ikke! Det er noget, du siger!

- Gaa!

- Ja, naar du gaar med!

- Hvorfor faar du pludselig saa travlt med mig nu i Aften?

- Pludselig?

- Du saa mig jo allerede i Gaar!

Jansen stak sin Arm ind under hendes, og hun gjorde ingen Modstand.

199

- Se paa mig Anna! sagde han.

- Det har jeg gjort hele Vejen.

- Hvad har du?

- Du stod jo ovre i Porten i Vimmelskaftet, og saa gik du et lille Stykke bag efter mig.

- Det ved jeg nok.

- Tror du maaske ikke, jeg kender dig? spurgte hun og saa op paa ham med to vandblaa, glade Øjne. Tag nu din Arm!

Han trak den langsomt ud og kneb hende, før han slap. Saa vilde han lægge den ind igen.

- Nej - hører du! Her er Folk!

- De kender os ikke!

- Det kan gærne være.

- Jamen - -

- Det forstaar du dig ikke paa.

- Her er slet ingen, der kender os her inde. Det er netop det dejlige ved det.

- Vent til vi kommer længere ud, saa maa du!

- Længere ud! - bor du langt ude?

- Paa Lampevejen!

- Alene?

- Nej, hos en Kusine.

De tav lidt.

- Vil du ikke vide, hvor jeg bor? spurgte saa Jansen.

- Nej jeg vil ikke.

- Ikke?

- Nej, for det ved jeg.

- Hvor ved du det fra?

- Det skulde du bare vide.

- Sig mig det!

- Nej jeg gør ikke!

- Hvor bor jeg da?

200

- Du bor i Lykkesholms Allé.

- Jamen Nummeret!

- Det siger jeg ikke. Det lader til, vi ved meget bedre Besked ude i Ringsted med visse Folk her inde. Vi er rimeligvis noget mere nysgærrige.

- Hvor skulde jeg vide, du boede paa Lampevejen! Jeg anede jo knap, du var her.

- Aa nej, du er nu heller ikke saa videbegærlig.

- Hold nu op, Anna! Nu tager jeg din Arm.

- Ja nu maa du for Resten nok.

Saa gik de Side om Side og saa hinanden ind i Øjnene og smaalo og tav. De var drejet ned ad en Sidevej, hvor de ingen Mennesker mødte.

- Kommer jeg hjem denne Vej? spurgte Anna.

- Ja du gør.

- Det er da ikke - er det Lykkesholms Allé? spurgte hun pludselig og standsede.

- Jo, det er netop den.

- Nej, vil du saa bare komme! her gaar vi ikke! sagde hun og vendte om og begyndte at gaa tilbage.

- Nej, Anna, bliv nu!

- Ikke et eneste Øjeblik! Vil du følge mig til Lampevejen, kan du komme. Ellers god Nat!

- Ja ja da! sagde Jansen og blev staaende.

- God Nat! nikkede hun.

Hun var allerede ud for den næste Villahave, og han stod og saa efter hende. Men saa gik han pludselig til og naaede hende igen.

- Naa! sagde hun.

- Vi begynder godt!

- Det er saamænd din egen Skyld!

201

- Og saa har vi næsten slet ikke talt sammen endnu. Har du slet ikke noget at sige mig, Anna?

- Det har jeg maaske nok, - det ved jeg for Resten ikke.

- Blev du ikke glad ved at se mig?

- Skal jeg fortælle dig det?

- Ja du skal.

- Er du dum da?

- Jeg trænger til at høre det.

- Og saa skal jeg trænge til at sige dig det.

- Det er saa længe siden vi saas; jeg fik jo ikke engang sagt Farvel til dig, da jeg rejste; og sidst jeg var i Ringsted, saa jeg dig slet ikke. Jeg gik ud ad Kærhave til, vor gamle Tur; men jeg mødte dig ikke. Der var saa mørkt og trist, og det smaasneede.

- Jeg vidste slet ikke, du var der.

- Jeg gik dog forbi dine Vinduer.

- Jamen jeg sidder saa sjældent ved Vinduet Vinterdage; der er saa faa Folk, paa Gaden. Vilhelmine Mogensen kom Dagen efter og fortalte, hun havde mødt dig.

- Jeg havde dog saa meget, jeg vilde sagt dig.

- Tror du ikke, jeg blev ked af det?

- Det var ogsaa dumt.

- Hvorfor kommer du ogsaa saa sjældent. Og naar du saa oven i Købet vil, at vi ikke skal skrive til hinanden, hvordan tror du saa, jeg skal bære mig ad for at faa lidt at vide? Vilhelmine kommer over, hver Gang Valdemar har skrevet. Men der staar saamænd aldrig noget om dig i hans Breve.

- Du ved jo godt, jeg ikke vil skrive.

- Du kunde nu alligevel godt have gjort det.

- Saa havde alle Folk i Byen vidst det samme Dag og først og fremmest Tante Ulrikke. Og saa havde vi ikke gaaet sammen her i Aften.

202

- Det skulde saamænd ingen, som jeg kender, kunnet forhindre.

- Aa, Tante havde snart faaet din Mo'er paa bedre Tanker. Og saa havde de sendt dig til Julianehaab hellere end til Kjøbenhavn.

- Hør ved du hvad, Georg! din Tante og din Onkel er vist nok rigtig rare Mennesker; men jeg kan ikke lide dem. Og hvad min Mo'er angaar, tror jeg nok, hun helst gør, hvad jeg vil. Og naar jeg nu vil til Kjøbenhavn, ser du, saa rejser jeg. Og om det er for at tjene mine Penge selv som Kassererske, naar Mo'ers Fætter i Vimmelskaftet tilbyder mig en Plads, som han har givet mig Løfte om for længe siden, - det ved du jo nok - eller om det er, fordi du er her inde, det kommer virkelig ingen ved.

- Fordi jeg er her inde! - Anna! sagde han ømt og trykkede hendes Arm.

- Ja, du mener altid saa meget og tror saa meget, og saa kommer du ikke hen til mig, straks du ser mig. Det er saamænd helt underligt, at du har fundet mig nu.

- Ja det er det ogsaa. Og saa forekommer det mig alligevel saa aldeles naturligt.

- Hvor vidste du i Grunden, jeg var dér? Eller - var det helt tilfældigt, Georg? spurgte hun og saa op paa ham. Stod du ikke og ventede paa mig?

- Jo. Jeg hørte jo i Fjor Sommer noget om den Kassererskeplads; og da jeg saa i Aftes saa dig, saa tænkte jeg - - ja jeg ved ikke, - jeg var sikker paa, det var dér, du var.

- Du er alligevel en god Dreng endnu.

Han lo og trykkede igen hendes Arm, og saa gik de videre sammen.

- Det er alligevel morsomt, du! sagde hun lidt efter og hoppede let i Gangen.

203

- Men, blev hun saa ved, jeg synes du sagde før, der var saa meget, du vilde sagt mig den Gang i Vinter.

- Hvad siger du? spurgte Jansen som vaagnede han.

- Hør, hvad tænkte du nu paa?

- Nu?

- Ja, for der var noget.

- Aa, vist bare paa, at vi to gik her, eller at jeg gik her med dig under Armen. Jeg tænkte det nu slet ikke. Jeg tror, jeg var lykkelig.

- Og at du er det endnu, og at du vil blive ved med at være det.

- Nu snakker du.

- Jamen, der var noget, du vilde sagt mig den Gang, Georg.

- Hvornaar?

- I Vinter! Sig mig det nu!

Jansen tav.

- Naa, sig det kun; jeg ved saamænd godt, hvad det er.

- Saa sig du mig det.

- Nej saa tosset er jeg ikke. Det var bare tre Ord, ikke sandt?

- Tre?

- Ja - og som du har sagt før. Sidste Gang oppe paa Kirkegaarden, du ved nok, den Gang Rasmussens Kæreste blev begraven.

- Tre Ord?

- Saa du har ogsaa lært at spille Komedie?

- Nej - jeg vilde sagt dig - - nej lad det hellere vente!

Saa drejede de ned ad Lampevejen, og ingen af dem talte, før de stod uden for et stort, nyt Hus.

- Ja her bor jeg! sagde Anna.

Det gav et lille Sæt i Jansen.

- Her? sagde han.

- Oppe paa fjerde Sal.

204

Han saa op ad Huset og paa hende, der stod og halede op i den højre Handske og havde bøjet Hovedet.

- Er vi der allerede?

- Ja vi er.

- Jamen - -

Han fik ikke sagt mere. Han saa ind over Haven lige over for og op i Aftenhimlen.

- Naa, bad hun, sig det saa, inden du gaar.

- Du kan jo komme ud til mig, saa skal jeg sige dig det alt sammen.

- Nej, - nu! hører du!

- Kom ud til mig, Anna!

- Ja hvis du vil sige det nu.

- Jamen - nej det var ikke det, du tror. Jeg var i saa daarligt Humør den Gang.

- Det har du slet ikke Lov til at være; det vil du heller ikke mere, vel? Vi to vil være glade.

- Ja - bare du vil komme til mig.

- Vil du saa sige mig det, som jeg mener, naar jeg kommer?

- Ja.

Hun rakte ham sin Haand og saa op paa ham.

- Jeg kommer!

- Snart!

Hun var allerede inde i Gangen; Døren slog i efter hende.

VI

Valdemar Mogensen stod henne foran Vinduet og børstede sin gode, sorte Frakke. Han havde børstet snart i fem Minutter og syntes endda, han ikke var færdig. Der sad et lille Fnug oppe 205 paa Kraven; det maatte væk; men Børsten vilde ikke rigtig tage det, og saa rystede han paa Hænderne. Endelig fik han Tag i det og lagde Børsten fra sig paa en Stol.

Saa kom han i Frakken, fik den knappet og saa ned over den, tog et Strøg til med Børsten og gik hen foran Spejlet, der hang paa Væggen over Sofaen.

Jo, der var vist ikke mere nu.

Men Klokken var kun halv to. Han kunde umulig faa en hel Time til at gaa med at drive over i Colbjørnsensgade. Og der stod jo halv tre i Brevet. Der stod sikkert halv tre. Alligevel var det det fornuftigste, om han saa efter. Saa gik den Tid.

Han tog et Brev, som laa aabent paa Bordet, og vidste i det samme han tog det, at han kunde det udenad, men begyndte alligevel helt for fra med Overskriften.

Højstærede Hr. Mogensen!

Kom kun op til mig og tag med et eller andet, som særlig ligger Dem paa Hjærte. De træffer mig hver Dag mellem halv tre og fire.

Deres ærbødige
Knut Bargren.

Og øverst oppe stod Colbjørnsensgade 4, 3dje Sal.

Hver Dag mellem halv tre og fire. Altsaa ogsaa i Morgen eller i Overmorgen. Brevet havde han jo først faaet i Aftes.

Mon det var paatrængende at komme i Dag? Den Slags Folk maatte jo vide, hvor umuligt det var at vente.

Mogensen lagde Brevet igen og gik hen for Spejlet for at se, om noget skulde være kommet i Uorden. Men alting sad saa væmmelig pænt. Han strøg Haanden gennem Haaret; men det var i Grunden til slet ingen Nytte, for naar Hatten kom paa, var det ødelagt alligevel.

206

Saa tog han Ibsens Peer Gynt frem og gav sig til at blade i den, men lukkede den straks efter og stak den i Lommen.

Bare Klokken i det mindste snart var to.

Det var alligevel dumt at blive gaaende her inden for disse fire snævre Vægge. Han var jo færdig. Og sæt der kom nogen! Sæt der kom nogen op og var klodset og forstyrrede ham, nu han gik og ikke kunde taale at tænke sig andre Mennesker til end ham selv og Bargren.

Mogensen tog sin Hat og vilde gaa. Men først maatte han se sig om i Værelset. Han fik pludselig Trang til at bede nogen beskytte sig og tiggede gode Væsener frem under Sofaen og Reolen og i alle den tomme Stues Kroge.

Saa gik han.

Han fulgte Smaagaderne og holdt sig i Skyggen og gik bag om Tivoli. Al det han gjorde sig Ulejlighed for at gaa langsomt, kom han alligevel hvert Øjeblik for stærkt i Fart og maatte gøre smaa Standsninger. Han læste Plakater paa Hjørnerne og saa ned i Kælderhalse; endda var der et helt Kvarter tilbage, da han stod i Colbjørnsensgade. Han maatte ned gennem et Par af Omegnens Gader, og han stod paa Fortovet og kikkede ind i alle de Urtekræmmerbutiker, han kom forbi, for at se, om der var Ur.

Præcis halv tre var han uden for Nr. 4.

Han saa op ad Huset og gik ind i Gangen. Der stod en Barnevogn lige inden for Døren; ellers var han ganske alene; der var ikke en levende Lyd at høre; han følte sig saa underlig klemt sammen, mens han gik op ad Trappen, op igennem dette brede, døde Rum. Og han ærgrede sig, da han havde ringet; det var ham umuligt at komme til at trække Vejret paa en nogenlunde rolig Maade oven paa alle disse Trin.

Saa blev der lukket op.

- Er Hr. Bargren hjemme?

207

- Jo. Værsgo'! sagde Pigen, som havde aabnet.

Mogensen tørte sig af paa Maatten, der var lige saa knas tør som hans egne Saaler, og gik ind i Entreen, hvor Pigen skød en Dør op ind til en Stue og lod Mogensen komme forbi og hen til Døren.

Dér blev han staaende og bukkede ind mod Stuen, hvor Bargren laa paa Gulvet med to trimlende Smaapiger om sig.

Mogensen bukkede igen og bankede let paa den aabne Dør.

- Aa - om Forladelse! sagde Bargren og skød Smaapigerne af Vejen. Jeg hørte ikke, her var nogen.

- Papa! raabte den ene af de to smaa og saa efter ham; den anden laa paa Maven og daskede Hænderne i Tæppet.

Men Bargren stod og børstede sig ned over Knæene og gik saa frem mod Mogensen, der var kommen akkurat et Skridt inden for Døren.

- Jeg er Valdemar Mogensen, som - -

- Naa det er Dem - ja vel saa, vel saa! jeg husker!

- De skrev til mig, at - -

- Ja kom De bare! kom helt ind! Hys, I tullede Jenter! jeg tror Dere er galne! - Aa undskyld! bad han Mogensen, bare et lidet Minut!

Og saa tog han begge Smaapigerne og fik dem kørt hen til en stor bred Fløjdør, som stod paa Klem.

- Her ud med jer! - naada du! du hænger saa fast, du!

Han fik Døren lidt højere op og skubbede dem ind.

- Aa, Inger! sagde han ind i den anden Stue, vær saa snil og tag dig af disse en Stund.

Mogensen hørte en Stol skrabe der inde, som om én rejste sig. Saa lukkede Bargren Døren og kom hen imod ham.

- Se saa, Hr. Mogensen! nu er jeg Deres!

Mogensen saa sig om efter en Stol for at lægge Hatten fra sig.

208

- Maa jeg? bad Bargren og tog hans Hat og Stok og bragte dem ud i Entreen.

- Aa, maa jeg lægge Overfrakken med? spurgte Mogensen, der havde det saa ubekvemt under de mange Lag Tøj.

- Ja tag af Dem! tag af Dem!

Saa lagde Mogensen Frakken, mens Bargren stod og saa paa ham.

- Naa - De vil ogsaa være Skuespiller!

- Ja - hvis jeg kan.

- Ja vi faar se. De har vel noget med Dem, saadan som jeg skrev.

- Ja.

Mogensen turde ikke rigtig tage Øjnene fra Bargren. Han syntes, han stod saa usikkert paa dette Gulv, og saa var der de fremmede Vægge med de fremmede Billeder og den svære Lysekrone midt i Loftet; alt sammen sad det saa fornemt stille og stirrede paa ham, syntes han.

- Hvad har De valgt? spurgte Bargren omme bag det runde Salonbord.

- Peer Gynts Monolog.

- Maa jeg laane Bogen?

Mogensen knappede den sorte Frakke op og fik halet Peer Gynt frem. Det gik lidt langsomt, for Bogen stødte fast mod Lommesyningen.

- Giv kun hid! jeg skal nok finde det selv! bad Bargren, der laa lænet frem over Bordet med venstre Albu mod Bordpladen og højre Haand rakt over mod Mogensen.

- Værsgo'!

- Tak! Ja værsgo' selv! sagde Bargren. Han blev liggende fremme over Bordet og bladede i Bogen. Værsgo'! gentog han og saa hurtig op paa Mogensen og ned i Bogen igen.

Mogensen stod et Øjeblik og saa over mod Vinduet. Han følte 209 sig saa hæs og kunde ikke faa sine Øjne til Ro noget Sted. Der sad Fuglesnavs paa den øverste Rude, saa han, og det for igennem ham, at det var sært, den Rude ikke var gjort ren. Saa fik han Øjnene op mod Hjørnet af den gule Gardinstang. Og der lod han dem blive.

Slot over Slot sig bygger!
Hej, for en skinnende Port!

begyndte han pludselig og blev angst over sin egen Stemme. Han var jo slet ikke færdig. Og saa lød det ham, som stod én og talte ned i Halsen paa ham. Han maatte rømme sig.

Staa! vil du staa! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen paa Fløjen løfter
Vingerne sine til Flugt; -
alt blaaner sig bort i Kløfter,
og Berget er laast og lukt!

Jo, nu var det ham selv.

Han følte Gulvet fast under sig, og Vægge og Billeder og Lysekrone saa han ikke, saa ikke heller Bargren. Sin egen Stemme hørte han ikke. Luften tog den; for han var højt oppe, i stor, vid Luft, der laa over blaanende Tinder, laa saa viden om ham. Men inde i ham følte han, for hvert Ord han talede, som en fuld, bred Klang; og Ordene kom ham, et for et, som Splinter, der hugges af Malm i Bjærge. Hvert Ord blev hans eget; hans Hjærne fødte dem, i det de lød. Han stod og bekendte. Og han vidste af intet om sig hele Monologen igennem.

Bargren rørte sig ikke.

Saa kom Mogensen til de sidste fire Linjer:

Ind da, Peer Gynt, til Dommen;
den lyder i Sang og Klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!

210

Han lod sin højre Haand falde ned langs Siden og tav. Hvor han havde haft Haanden var ham ikke rigtig klart; han var fortumlet og havde en Fornemmelse, som var han pludselig suset ned midt i denne stille Stue. Saa hørte han en af Smaapigerne klynke inde ved Siden af, og var med det samme sig selv.

Bargren laa fremdeles lænet over Bordet og saa i Bogen. Endelig rejste han sig langsomt og saa over paa Mogensen.

- Nej! sagde Mogensen, som saa ned i Gulvet, det var forkert! jeg naaede det ikke; jeg har været det meget nærmere før!

Han trængte til at tale, til at blive ved at tale, om en og samme Ting.

- Vil De, jeg skal sige Dem min Mening? spurgte Bargren; saa højtidelig, forekom det Mogensen.

- Ja! bad han og børstede et Haar bort fra Opslaget paa sin Frakke.

Bargren stod ganske stille paa samme Plet og saa bestandig paa ham, saa paa ham med et Blik, Mogensen kendte saa godt, men kunde i Farten ikke huske hvor fra.

- Jeg er aldeles maalløs! sagde saa Bargren og gik uden om Bordet og hen til Mogensen.

- Kom, sæt Dem her hos mig i Sofaen! bad han og lagde sin Arm over Mogensens Skulder og fik ham anbragt i Sofaen.

- Jeg er forbavset i allerhøjeste Grad. Jeg har aldrig hørt sligt, tykkes mig. Jeg ved ikke, men De har slig Kraft! De tvinger én saa voldsomt. De ta'er én op paa Deres Skuldre. De har netop det, jeg har gaaet og ventet paa i vor Kunst. De er den første, jeg ser, af den Slægt, jeg tror kommer, og som vil tage mig og mine og knuge os i Knæ, tage os, som jeg kunde tage Skaalen der, og slynge os i Gulvet.

Mogensen sad i Sofaen og hørte paa Bargren og syntes, at denne Stue var den eneste Stue, han gad være i.

- Her kommer De ind ad min Dør, - blev Bargren ved, 211
- og er mig saa ganske fremmed og ubekendt, bare for et Kvarter siden; og her sidder jeg nu hos Dem og regner Dem for gammel Ven og Broder. Jeg havde paa langt nær ventet sligt i Dag. Her kommer jo imellem unge Mennesker op, som vil spille Komedie og gaa til Teatret, - aak! - og som bare ikke fejler andet end, at de er forliebte og derfor ikke kan faa Hjærnen i Orden. Jeg havde ventet, De havde haft den samme Svagheden. Men saa drager De her ind og fylder mig Stuen med hele Deres unge Magt, saa jeg selv bliver ganske liden. Ja det er Sandhed, jeg siger Dem! en Kunstner kan ogsaa være ærlig. De har gjort mig lykkelig ved min Kunst for lang Tid; jeg var alt begyndt at tvivle paa mangt og meget; og naar Tvivlen er inde, gaar alting i Sur. Det kom mig for, som randt alt det, jeg havde Tro til, bort af Verden, og som stod jeg selv og knirkede i Sne og kunde ikke hjælpe, alt det jeg stred og stræbte; Folk gik blot forbi mig og lod mig skøtte mig eller havde Fantestreger for. Og nu kommer De med Deres Røst og med de store Følelsers Glans over Dem, og med al Lidenskabens unge Stormvejr i Dem. Det er bare et Billede, jeg bruger, naar jeg siger, at det er længe siden, Guds Aand svævede over Vandene, saa længe, at alle Vande snart er tørket ud. Guds Aand, ser De, er en sjælden Vare, som ikke blev betroet Præster og Degne og Stymperfolk. Man maa højere op end paa en Prækestol for at fakke den. Ja De forstaar mig. Jeg synes, jeg har skimtet den i Skyerne i Dag. De ved ikke hvor meget De bare i ét Kvarter har givet mig. Jeg ser alt det vende tilbage, som før randt bort. Og nu er vi to til at holde det fangent. For vi to vil lægge vore Kræfter sammen fra i Dag. Ja De maa ikke tage det op, som om jeg vilde pakke mig paa Dem, det er saa langt fra det jeg vil. Jeg mener bare, at jeg kunde være Dem til Tjeneste med mine Erfaringer og lægge til Rette for Dem det meget, De endnu ikke skønner. Nej, De ser ud, som om De vilde takke mig! det skal De ikke gøre. Det 212 er den pure Kunstneregoisme, der leder mig. De dernede paa Gader og Stræder faar kanske takke mig; ikke De. Men for at tale praktisk: hvor gammel er De?

- En og tyve Aar.

- Og De studerer, skrev De.

- Ja, Jura.

- Har De langt til Eksamen?

- Tre fire Aar.

- Naa, det var ikke saa bra.

- Jamen jeg vil ikke studere længere.

- Har De Formue da?

- Nej. Jeg underviser, og saa underholder min Fa'r mig.

- Deres Fa'er lever altsaa. Ved han noget om dette?

- Nej.

- Tror De, han gaar ind paa det, hvis De nu siger ham, at De vil være Skuespiller?

- Ja, naar han ser, det ikke kan blive anderledes; saa maa han jo!

- Hvad er Deres Fa'er da?

- Præst.

- De faar ikke let Lov da.

- Jeg vil skrive det til ham.

- Skulde De ikke heller tage hjem til ham, tror De, og sige ham det selv?

- Nej! mente Mogensen stilfærdigt, jeg vil skrive det.

- En kommer dog altid længere, naar en kan faa tale for sig, end om en skal sidde og raple sligt ned paa Papiret. Men det faar De jo selv om. Men De kan da heller ikke blive ved at undervise.

- Nej, det har jeg tænkt.

- Jamen, om Deres Fa'er nu ikke gi'er Lov, hvad vil De saa leve af?

213

- Jamen hvorfor skulde han ikke give Lov?

- Ja De maa jo naturligvis selv greje det, forstaar sig. Jeg sidder bare og siger dette, for at De ikke skal komme forkert fra det.

- Jeg holder vel nok Livet oppe, hvad der saa sker, blot jeg faar Lov at spille.

- Ja det er Skade nok, at De ikke kom en Maaned før, saa skulde jeg slæbt Peer Gynt ned fra Dagmarteatrets Loft, og saa kunde De begyndt straks. For naar jeg nu rejser - - nej jeg tror ikke, jeg tør; det er vist ikke værdt; det er for risikabelt at drage en fremmed med til Norge. Men De faar komme her hos mig, de Dage jeg bliver her endnu; saa skal jeg læse med Dem.

Mogensen havde foldet Hænderne under det ene Knæ og sad og gyngede Overkroppen frem og tilbage. Han saa op paa Lysekronen og kunde slet ikke svare.

- For der maa læses bra' meget, forstaar De nok! sagde Bargren og lagde atter sin Arm over Mogensens Skulder, som om hans Gyngen generede ham.

- Det er ikke gjort med de store Følelser alene!

- Men bare jeg vidste, hvor jeg skal gøre af mine Hænder, naar jeg nu staar paa Scenen! Er det ikke umaadelig svært med dem? spurgte Mogensen og saa saa glad paa Bargren.

- Hænderne - aa nej - det falder af sig selv alt det, bare én har noget, én vil sige!

- Ja det gør det maaske.

- Det vil falde Dem saa let, siger jeg Dem, alt det med Scenen. Enten De staar her eller der, er komplet det samme, bare De staar der, som den De er. Nej for Dem er der ingen anden Vanskelighed end den med Deres Fa'er: Kan De faa den klaret, kan De være tryg for Resten.

- Ja, gid den var klaret!

214

- Ja kunde jeg hjælpe Dem i det, skulde jeg saa inderlig gærne. Men det gavner Dem vist ikke, at just jeg skriver til Deres Fa'er. For enten kender han mig ikke, eller ogsaa kender han mig og er ikke min Ven, han som er Præst. De kan jo skrive, De har været hos mig, og saa gentage i Brevet, det jeg sagde om Dem før, for det vil jeg staa ved over for Gud og min Hustru og hvem som helst. De har gjort mig en stor Glæde i Dag. Det er saa fattigt med Glæder i vor Kunst, maa De tro.

- Er det da ikke Glæde nok at kunne tage disse trykte Ord og brede dem levende ud, tage disse Billeder og Syner og se dem og vise dem? - Nej der er ikke en Kunstner til som Skuespilleren! Hvad giver de andre? - døde Tegn!

- Ja ser De, Verden er saa stor. Og om vi alle blev Skuespillere, saa vilde man skrige paa Malere og Billedhuggere.

- Jamen - nej! Der er ingen Storhed i de andres Gerning; der er intet Blod og ingen Stemme. De ikke engang kravler. En Skuespiller bærer dog selv sin Kunst frem. Den er levende fra Morgen til Aften!

- Ja ja - De faar beholde Deres Tro en Stund endnu; der er slig Lykke i den. Og den er stor at flyde paa. Jeg gentager bare, at mig har De glædet i Dag, og vil De som jeg, saa tager vi to fat sammen den Dag i Morgen. De skal blive min Tak til Danmark, De!

Bargren lagde sin Haand over Mogensens og saa ham ind i Øjnene. Mogensen kendte Blikket fra før. Han følte sig saa højtidsfuld under det.

- Nu faar De hilse paa min Hustru! sagde Bargren saa og rejste sig og gik hen og aabnede Fløjdøren.

- Inger, har du Tid, du?

- Ja du! hørte Mogensen en klar Stemme svare.

Og saa gled Døren helt op for en blond lille Frue, der, straks hun var kommen ind, gav Mogensen Haanden til Hilsen.

215

- Det er Hr. Mogensen, Student i Dag, i Morgen Skuespiller!

- Naa De vil ogsaa den dér Vejen?

- Ja han har set, at det er bare Skuespillerne, som er Folk, og han vil høre til Folk, vil han! sagde Bargren og saa fra Mogensen til Hustruen og smilede saa lyst og lykkelig.

- Pa'pa! Pa'pa! kom det inde fra den anden Stue.

- Saa, nu har vi Jentungerne over os igen! lo Bargren.

Mogensen rettede sig og løftede Skulderen for at faa Frakken til at sidde.

- Ja - nu vil jeg sige Farvel.

- Ja ja da - men husk i Morgen, ved denne Tid! svarede Bargren, som var henne og kikkede ind i den anden Stue.

- Gid De ikke maa fortryde det! sagde han, og kom tilbage og rakte Mogensen Haanden.

Mogensen bukkede for Fruen og tog sin Frakke med ud i Entreen, hvor Bargren hjalp ham den paa.

Nede paa Gaden faldt Sollyset over ham med underlig grel Glans, og Larmen pressede mod hans Trommehinder. Mogensen var ganske som fra Sans og Samling. Han havde ikke to sammenhængende Tanker.

Tak til Danmark! Tage ham og hans Slægt, som han kunde tage denne Skaal, og slynge dem i Gulvet! Hans Tak! Bargrens Tak!

Oppe ved Sct. Jørgens Sø stod Mogensen pludselig stille og saa ud over det solhvide Vand. Jo - dér havde han det! Bargrens Blik! Saadan saa han paa Ophelia, da han traf hende ene og taled hende til, mens Kongen og Polonius lured.

216

VII

- Hov! Fog!

Fog vendte sig langsomt og saa ned over den brede, oplyste Trappe. Jansen var lige bag ham.

- Naa! sagde Fog og lod sin lange Krop gøre et stift Kniks og rakte Haanden frem og saa alvorsfuldt paa Jansen, som ikke rigtig begreb hans Højtidelighed.

- Hvad er der med dig?

- Gratulerer! sagde Fog og gentog Knikset.

- Aa saadan! ikke andet! Hvad vil du for Resten her?

- Op og smage paa "Falkens" Portvin begribeligvis! forklarede Fog mens de fulgtes det sidste Par Trin op til første Sal, hvor "Falkens Redaktion" stod malet tværs over en stor Glasdør.

- Er du indbudt?

- Det er jeg vel nok!

De blev staaende lidt uden for Glasdøren og saa ind i et stort, oplyst Værelse, hvor mange Mennesker i sorte Frakker gik paa Gulvet og sad paa Hynder ovre under Vinduerne. De kunde høre Stemmerne ud gennem Døren.

- Hu! hvor her er mange! sagde Jansen i det samme Fog tog i Laasen for at komme ind. Tobaksrøg og varm Luft slog dem i Møde, og Stemmerne blev pludselig stærke. De var inde.

De nærmeste sorte Frakkerygge vendte sig om mod dem, og en høj, pyntelig Skikkelse med et ungt, skægløst Ansigt kom frem af Flokken og bukkede for dem og rakte dem Haanden; først Jansen, saa Fog.

- Velkommen! - og tak for Digtet! sagde han til Jansen, stilfærdig og alvorlig. Synes De ikke, det staar godt?

- Jo.

- Hvad synes De ellers om Bladet?

- Aa - - 217 - Har De lagt Mærke til Stemningen ude i Byen?

- Aagesen! raabte en Stemme.

- Straks! svarede den høje og saa hen imod det Hjørne, hvor Stemmen kom fra, og vendte sig atter mod Jansen. Har De ikke hørt Udtalelser? spurgte han, og der kom et skært Præg af Forventning over hans fine Ansigt.

- Nej, jeg har ikke talt med nogen. Jeg kommer lige ude fra Lykkesholms Allé.

- Ja vi faar nok Stemningen at høre i Morgen, naar Bladene kommer. Maa jeg drikke et Glas med Dem?

Han gik hen mod et Bord, helt overdækket med Vinglas og Flasker; inde mellem Glassene stod et Par Cigarkasser. Jansen fulgte ham og tog det Glas, Aagesen fyldte for ham; og de hilste paa hinanden og tømte Glassene.

- Ønsker De Cigarer, saa finder De en let lille en i Kassen dér! sagde Aagesen, da han havde sat sit Glas, og trak sig saa tilbage mellem de mange sorte Frakker.

Jansen saa sig om, men kendte ikke ret mange af alle disse Mennesker, der stod og talte rundt omkring ham. Han blev staaende lidt ved Bordet for at faa ordentlig Træk i den Cigar, han havde taget, og vilde lige til at gaa rundt i Stuen for at finde Fog, som var gaaet fra ham. Saa var der én bag ham, der let lagde en Haand paa hans Arm.

- Jansen! sagde en halvt hviskende Røst.

Han vendte sig.

- Er det Dem, Dahl!

- Sæt Dem hen hos mig i Sofaen!

Jansen saa sig om og fik Øje paa en lille Sofa, betrukken med vissengrønt Plysch, henne ved Siden af Kakkelovnen.

- Naa, hvad synes De om Bladet? spurgte Dahl og lænede sig hen imod Jansen og saa elskværdig op paa ham. Har vi gjort 218 det godt? spurgte han videre med en Stemme saa rar og blød og saa hyggelig fortrolig.

- Jeg ved ikke endnu - -

- De har da læst det!

- Ja! svarede Jansen og saa ud i Stuen og gjorde ikke Mine til at have mere at sige.

Dahl sad og ventede lidt og hviskede saa videre.

- Deres Digt er godt! det vil mange synes om. Kleins er meget tarveligt ved Siden af Deres. Hans er saa utrolig naivt, ikke sandt! Vi var meget i Tvivl, om vi skulde tage det. Men jeg holdt alligevel paa, at det var bedst at trykke det for ikke at støde Mennesket. Men tror De vel, han bliver til noget? Vi tror det ikke.

- Hvad vil De saa med ham? Naar De har den Tro.

- Jo, ser De, han driller.

- Hvad gør han? spurgte Jansen, som ikke rigtig kunde høre Dahls Hvisken gennem den højrøstede Talen rundt om dem.

- Han driller.

- Vil De drille?

Dahl strøg venstre Haands Tommel- og Pegefinger hen over sit svære, sorte Overskæg og lagde saa Haanden paa Jansens Knæ.

- De tror ikke, det gør Virkning at drille?

- Ikke ret megen.

- De kender ikke Folket. Men for at komme tilbage til Klein. Han skulde skrive noget, som jeg synes vi savner i vor Literatur; eller De skulde skrive det, Jansen. Saadan en fin, lækker lille Skildring af en ung Pige, idet hun vaagner, saadan et sødt lille Ansigt mellem hvide Lagener og saa i Morgenbelysning. Har De aldrig set noget saadant? Det er virkelig dejligt! Men jeg savner det i vor Literatur. Ikke sandt, det burde findes.

Jansen smaalo; han maatte se paa Dahl.

219

- Ikke sandt, Eriksen, jeg har Ret? sagde Dahl i det samme. Eriksen stod lige ved Sofaen.

- Hvad har du?

- Ret i, at vi savner en Skildring af en ung Pige, som vaagner.

- Ung Pige! sagde Eriksen, og hans store Øjne skinnede, og hans Ansigt blev med ét saa nøgent; han slog Dahl paa Skulderen.

- Jeg siger, at Jansen skulde give os en. Eller du!

- Eller du! lo Eriksen og gav Dahl et Puf tilbage i Sofaen og gik videre.

Jansen rejste sig og lod Dahl ligge. Der blev flere og flere Mennesker, syntes han, og han kunde ikke se Fog. Alle disse fremmede Stemmer og de mange Øjne, han traf alle Vegne, og som han aldrig før havde set, tyngede ham og standsede ham og ærgrede ham, mens han skubbede sig frem. Saa kom han pludselig til at støde til en Albu og hørte et Hovsa og et Sjask, som blev der spildt Vin, og sagde: om Forladelse! og skubbede sig videre.

Omme paa den anden Side Bordet mødte han Eriksen igen.

- Naa Gamle! sagde Eriksen, har du faaet dig et Glas? Lad os to drikke et!

De kom frem til Bordet, og Eriksen skænkede.

- Skaal Gamle! sagde han og saa beskyttende paa Jansen, der ikke drak ud. Du bliver nok til noget.

- Tak!

- Blot du kan overtale dig til lidt mere Livlighed. Gaa hjem og læs min Artikel; den har Tonen!

- Og saa tog han et Drag af Cigaren og gjorde et Kast med Hovedet og vendte Ryggen til Jansen og var straks i Samtale med en lille firskaaren Fyr, der stod ved Bordet og holdt en Flaske i Vejret for at læse Etiketten.

220

Jansen skubbede sig videre; han maatte finde Fog; og fandt ham til sidst i en Krog henne ved Vinduet. Dér sad han ganske alene og røg og saa ud i Lyset mellem de mange Mennesker.

- Naa der er du! Keder du dig? spurgte Jansen.

- Næ! svarede Fog uden at se paa ham.

- Har du talt med Nogen?

- Hva? - -næ!

- Drak Aagesen ikke et Glas med dig?

- Næ.

- Saa har du ikke faaet Vin!

- Jo, sagde Fog og fyldte et Glas, som stod i Vindueskarmen ved Siden af en halvtømt Flaske.

- Hvem har givet dig den Flaske?

- Hvem? - jeg selv begribeligvis!

- Har du taget den selv?

- Hvem skulde ellers ha' taget den?

Jansen satte sig hos ham, og de blev siddende og røg i Stilhed bag de sorte Frakkerygge og de talende Grupper foran dem.

- Hvad synes du om Bladet? spurgte Jansen omsider.

- Det ved jeg ikke!

- Vist ved du det!

- De holder god Portvin, og her er pæne Møbler.

- Har du læst Eriksens Artikel?

- Jeg ved sgu ikke, - jeg har læst det hele.

- Det er den om "Foreningen".

- Naa.

- Han er vist glad.

- Ja hvad saa! det har han jo Lov til.

- Jeg synes egentlig ikke om det.

- Om hvad? at han er glad?

- Om Bladet; og heller ikke om dette her og om disse Mennesker.

221

- Det er der jo heller ingen, der siger, du skal. Kender du dem?

- Nej; jeg bryder mig heller ikke om det. Jeg ved ikke hvorfor; men jeg tror her er for mange Mennesker til at noget kan blive udrettet.

- Hvem siger, der skal udrettes noget? spurgte Fog.

Jansen saa paa ham. Men der var intet usædvanligt at se paa Fog; han sad og kradsede en Cigarstump ud af sin Mundspids.

- Blot de var færre! sagde Jansen. Helst kun en eneste Mand.

- Hvordan skal han se ud?

- Han skal bare have begge sine Hænder og sin Hjærne fri.

- Skal han være forlovet?

Jansen lænede sig tilbage mod Vindueskarmen uden at se paa Fog, der tændte sig en ny Cigar.

- Synes du, de Mennesker her ser ud som Revolutionsmænd? spurgte han lidt efter, ganske stille, som havde han talt med sig selv.

- Jeg har aldrig set Revolutionsmænd, ikke engang i Glas paa Musæer! svarede Fog og slukkede Svovlstikken.

- Naa - de har dog levet.

- Det maa være længe siden.

- I vore Fædres Tid.

- Min Fa'er var Præst. - Der har vi Mogensen! - hva' Mogensen! er vi ikke Præstesønner? spurgte Fog og sparkede Mogensen paa Læggen.

- Lad ham staa! bad Jansen.

- Hvorfor det?

Mogensen, som stod foran dem med Ryggen til, vendte sig og strøg med den venstre Haand ned over Bukselæggen. I det han bøjede sig, gled der en bred Stribe Lampelys ned over den halvmørke 222 Vindueskrog, og et blændende Hjørne af Lampekuplen henne paa Bordet skar Jansen i Øjnene.

- Naa er det jer! sagde Mogensen og rettede sig op og tog Lyset og Kuplen bort med sin svære Krop, saa der blev halvmørkt igen. Hvad bestiller I?

- Drikker! svarede Fog.

- Det har jeg gjort den sidste halve Time.

- Har du hørt fra Bargren? spurgte Jansen.

- Ja, jeg fik fire Sider fra ham i Gaar. Han vil have mig til Kristiania til Sommer.

- Rejser du?

- Ja naar bare jeg havde Penge. Men den Gamle har ikke givet sig endnu.

- Har du været hjemme?

- Nej, hvad skulde jeg der? De beholdt mig bare med det samme. Og hvad skulde jeg saa gøre?

- Naa - der blev vel Udveje!

- Udveje! nej vist blev der ej! ikke Spor af Udveje! - I skal for Resten komme hjem hos mig og se et dejligt stort Pillespejl, jeg har anskaffet mig; lige fra Gulv til Loft; det kan spejle hele Personen.

- Har det været dyrt?

- Dyrt! man faar det naturligvis ikke for ingenting.

- Har du allerede betalt det?

- Allerede betalt det! Du er begyndt at tale saa underlig! Jeg siger dig, Spejlet er i min Stue, og det er aldeles delikat at staa for det. Du bliver staaende et helt Kvarter, siger jeg dig, naar du først er der.

- Saa har jeg ikke Tid!

- Ikke Tid! vrængede Mogensen og slentrede fra dem.

- Hvad bestiller han i Grunden? spurgte Fog.

- Lærer Roller; og saa har han sine Skoletimer endnu.

223

- Han ser saa fed ud!

- Ja han løber ogsaa lange Ture for at faa Fedtet omsat i Muskler, som man siger!

- Skal han ikke optræde?

- Det tænker han vist ikke paa.

- Hvad Fanden tænker han da paa?

- Paa Ba gren.

Fog gabede og rejste sig.

- Hvor vil du hen?

- Glo lidt paa Stadsen; kom med!

Jansen fulgte ham; de borede sig frem og kom uden om Folk og var til sidst ovre ved Kakkelovnen.

- Hvad Fanden er det der? sagde Fog og sparkede til en stor, bred Skrubtudse af gult Metal, som sad paa Gulvet foran Kakkelovnen.

- Det er vor Spyttebakke! forklarede Dahl, som stod tæt ved og ikke havde nogen at tale med.

- Skal man vende den paa Ryggen, før man spytter? spurgte Fog og stirrede paa den.

- Nej ser De, den er meget snedig! blev Dahl ved at forklare. De træder blot her, her i Underkæben, saa har De Spyttebakken. Ser De! sagde han og traadte Messingtudsen i Underkæben, saa den gabede op med hele Ryggen og viste sine Indvolde af Cigarstumper og Sand og Aske. Saa tog han Foden bort, og saa smaskede Tudsen sammen.

Fog stod lidt og saa paa den og satte saa sin Fod i Underkæben. Dyret gabede og Fog spyttede langsomt og lod den smække i igen og stirrede højtidelig paa den.

- Hvad koster saadan en? spurgte han Dahl.

- Aa en atten Kroner vist! Men nu skal De se noget elegant. Ser De denne Pude her! sagde han og tog en Pude i Sofaen. Den 224 har en ung Dame broderet og foræret os. Er den ikke fuldendt nydelig?

- Hvad hedder hun? spurgte Fog.

- Ja - det er en Hemmelighed.

Dahl satte Puden igen.

Der blev slaaet paa et Glas henne ved Border, og alle de talende Stemmer Stuen over blev stille.

Fog og Jansen trængte sig frem til Bordet, hvor en spinkel ung Mand stod med et Glas i Haanden og saa frem for sig.

- Det er Winkel! Winkel vil sige noget!

Winkel stod saa aldeles rolig; det blege Ansigt og den skære Skikkelse var saa urokkelig at se paa og saa omhyggelig glattet af som hans sorte friserede Hovedhaar.

- Jeg vilde gærne sige et Par Ord paa denne højtidelige Aften! begyndte han; hans Stemme havde Klang af Glas. Jeg bor her lige overfor, og det har jo ikke kunnet undgaa min Opmærksomhed, at Madammen her ovre lavede til Barsel. Og det er gaaet mig som Kællingerne i Smaagaderne; jeg har mindst en Gang hver Dag maattet trisse over Gaden for at komme op og spørge, hvordan det gik med Smerterne, og for at klappe Patienten paa Maven. Jeg synes derfor, jeg har en Smule Pligt til at sige et Par Ord, nu Familien er samlet, og det lille røde Skidt er kommet til Verden. Jeg holder slet ikke af Børn, ved Gud heller ikke af dette her. Jeg har kun det onde Ønske at give det med paa denne dets Fødselsdag: Gid det maa faa ret mange Smæk paa sin Ende, at vi kan faa nogle ordentlige Vræl fra det, saa Folk kan faa at høre, der er kommet en Unge til i Gaden!

Winkel tømte sit Glas, og Skaren om Bordet lo, og en Mængde Hænder kom frem og snappede i en Fart de Flasker, der stod. Saa blev der skænket og sølet ned over Rygge og drukket og skænket igen, og saa blev Flaskerne sat tilbage.

Jansen havde taget et Glas, men fik ingenting i, før der blev 225 nogenlunde Plads om Bordet. Den første Flaske, der blev sat, greb han; men den var tom.

- Her! sagde Fog bag ham.

- Naa du har!

Fog tømte sin Flaske i Jansens Glas; det blev kun halvt fuldt. Saa klinkede de med hinanden og drak ud.

- Nej, sagde Jansen, enten gaar jeg, eller ogsaa siger jeg noget.

- Er du fuld allerede?

- Nej.

- Ja snak du væk! Jeg vil se lidt paa den Pude! sagde Fog og gik tilbage til Sofaen.

Der sad ingen i Sofaen, og Fog tog Puden og stillede sig, saa Lyset faldt over den, og blev staaende med den og røg og saa paa den. Jansen lod ham staa og vilde tilbage til Vinduesfordybningen, men kunde ikke komme frem. Han maatte helt uden om Bordet.

Henne ved Døren fik han et Puf af et Bybud, som kom ind med en stor, tung Papirstabel, der bredte en svag Lugt af Sværte om sig.

- Om Forladelse, Herre! sagde Bybudet.

- Vil De lægge dem dér bag Døren, dér hvor de andre ligger! bad Aagesen, som kom til.

- Hejsa! Tusend til! raabte en Stemme fra den anden Ende af Stuen. Hvem vil ha' et frisk Nummer af samme Eksemplar?

- Hys! du er fuld, Karl! sagde Aagesen og smilede over mod Hjørnet, hvor Stemmen kom fra. Der er nok endnu, som slet ikke har faaet.

- De kan faa andet Oplag!

Jansen fik i det samme Øje paa Klein, som stod og talte ivrig med en ældre Mand, Jansen ikke kendte. Han gik hen og slog Klein paa Skulderen.

226

- Hør, ikke sandt du! sagde Klein, da han saa Jansen. Her er ligesom i et Boudoir.

- Er det saa rart?

- Aa jeg ved ikke - jeg synes det er hyggeligt.

- Ja saa synderlig demokratisk ser her jo ikke ud! sagde den fremmede.

Han maatte være Haandværker, dømte Jansen efter Stemmen.

- Vi er jo blevet noget skuffede, Andersen og jeg! blev den fremmede ved.

- Jamen er der nu noget at blive skuffet over? indvendte Klein. Herregud, vi er jo alle Mennesker, og naar nu de har Raad!

- Ja vi kunde vel ogsaa faa Raad hjemme paa "Demokratens" Kontor, naar vi vilde bruge Pengene til at lægge Tæpper paa Gulvet! sagde den fremmede. Men det er nu ogsaa Deres Blad, der ikke rigtig smager os.

- Jeg synes, det er et godt Blad.

- Nej, der er for meget Tøseri og den Slags Væv i. Tag ordentlig fat! Der er nok at tage fat i!

- Jamen Herregud! vilde Klein indvende.

- Nej lad Herre Gud blive væk! ham er vi færdig med! Lad os holde os til Menneskene. Der er kun én Ting at spekulere paa, og det er, at to Tredjedele af os Mennesker gaar rundt og regnes ikke for det vi er!

Jansen var blevet staaende. Han kunde ikke lade være at se paa den fremmede med det stride, graasprængte Skæg og de glinsende smaa Øjne, der var lutter Pupil og mørke og blanke som Flint.

- Nej, De har ren galt fat! sagde den fremmede.

- Vi siger, hvad vi mener, andet kan vi jo ikke.

- Hvad siger De Deres Mening om?

- Om hvad der falder os ind.

227

- Og naar De saa har sagt den?

- Saa la'r vi den trykke! var der en bag Jansen, der raabte.

- Nej saa tænder De Dem en Cigar og sætter Dem i Deres fine Sofa der ovre! sagde den fremmede og slog et lille Slag i Bordet og rettede de gnistrende Pupiller paa en eller anden i Skaren bag Jansen.

Den fremmedes høje Røst havde standset al Samtale; der stod tæt med Ansigter om ham og Klein.

- Ja Herregud! vi gør, hvad vi kan! sagde Klein, som blev gnaven.

- Ja for Dem selv!

- Naa - man skal ikke tage saa store Mundfulde ad Gangen!

- Ser De, man skal slet ikke gabe op for at bide, naar man ingen Tænder har i Gabet!

- Vi kan ikke være Isbjørne alle!

- Rotter er ogsaa gode, men Tænder skal de have. Ser De, Hr. Winkel ønskede Dem Ris, for at De kunde komme til at vræle. Jeg siger, det er den bare Daarlighed, naar De først nu skal ha' ind at vræle paa!

- Aa han mente det vist ikke saa højtideligt.

- Jamen det gør jeg. Og det kan gærne være, jeg er den eneste her i Stuen som mener det, - og som har nogen Mening.

- Nej! sagde Jansen og tog et Glas og slog haardt paa det.

- Mine Herrer!

- Op med ham! hvad hedder han? drævede en Stemme.

- Det er en, der har en Mening!

- Hys!

Jansen stod stiv og støt.

- Jeg vil kun sige to Ord - -

- Skynd Dem for Fanden! blev der raabt, og i det samme lød 228 det, som rullede der Vogn efter Vogn i hurtig Kørsel gennem Gaden.

- Kejseren! Kejseren kører fra Teatret!

Skaren om Bordet skiltes og for til Vinduerne.

- Hiv dem en Bunke Eksemplarer ned i Vognen!

Hele "Falkens" Redaktionskontor var fuldt af Huj og Hyl.

Jansen satte sit Glas og saa paa den fremmede, som var bleven staaende foran ham. Saa rakte han Haanden frem. Den fremmede trykkede den uden at bukke.

Og saa gik Jansen for at finde sin Overfrakke.

Den var bragt ovenpaa i en Garderobe, Redaktionen havde lejet.

Da han kom ned igen, stod Glasdøren aaben, og han gik hen og saa ind, om den fremmede skulde være der endnu.

Oppe paa en Stol stod et højt, ranglet Menneske og løftede et Glas i Vejret.

- Jo! hørte han den ranglede raabe. Dette Bæger har jeg fyldt til Randen og hævet til Loftet for at tømme det til Bunden for min elskede Ven Winkel! Winkel leve!

- Winkel leve!

Bordet drev med tomme Glas og væltede Flasker, og der var graat af Tobaksrøg.

Jansen kunde ikke se den fremmede og vendte sig og trak sin Frakke sammen for at gaa, men fik i det samme Øje paa ham. Han stod henne ved Gangvinduet og strøg en stor, blød Hat af med Ærmet.

Jansen blev staaende og saa paa ham.

- Hov! dundred det inde fra "Falkens Redaktion", og saa fulgte der en Klirren og Klingren, som gik alle Glas og Flasker i Løbet.

Jansen saa igen der ind og gjorde Tegn til Fog, som stod ovre ved Vinduet og lo. Han pegede paa sin Hat og Overfrakken og 229 vinkede med Stokken. Men Fog rystede paa Hovedet og blev staaende med et stort Smil paa Ansigtet og saa ned paa noget ovre paa den anden Side af Bordet.

Saa gjorde Jansen omkring og var i det samme Ansigt til Ansigt med den fremmede.

- Undskyld, men jeg vilde bedt Dem komme ud til mig en Tirsdag Aften efter 9. Jeg bor i Schønbergsgade 18 paa 4de Sal. Jeg hedder Høyer og handler med Oste.

- Ja.

- Tak skal De have! Saa venter jeg Dem! Men - det er noget vigtigt; det bliver mellem os, forstaar De nok. Efter 9. Schønbergsgade 18. God Nat!

Ostehandler Høyer gik ned ad Trappen. Han forekom Jansen saa underlig stiv i Skuldrene og kort i Halsen, naar man saa ham bag fra; og han vendte sig ikke, men ludede Hovedet, som om han saa ned i Trinnene og vidste af intet om sig.

I det samme kom Mogensen og to andre, Jansen ikke kendte, slentrende ud paa Gangen. Han fik Øje paa Jansen og rømmede sig og gik hen, og lagde sin Haand paa hans Skulder.

- Gud hvor vi er drivende fulde! sukkede han og gav saa pludselig Jansen et Klask paa Skulderen og rettede sig.

- Vil du med ud og se paa Kød? spurgte han og for op ad Trappen til Garderoben, og de to andre efter ham.

- Pigebørn! raabte han ned deroppefra.

Men Jansen var gaaet.

VIII

Regnen skyllede mod Ruderne, og nede i den mørke Have stod de bladløse Træer og susede for Blæsten.

230

Jansen sad i Gyngestolen og gyngede smaat og røg og hørte Rønnen der ude under Vinduet knirke og knage, som filede den frem og tilbage mod det høje Stakit. Henne paa Bordet stod den lave Lampe og brændte og lyste over paa det graa Rullegardin, der langsomt bevægede sig, hver Gang et Vindstød slog mod Gavlen.

Han sad og saa over paa Anna. Hun havde plantet begge Albuer mod Bordpladen og presset Hænderne mod Kinderne, saa Ansigtet blev ganske smalt; og saadan sad hun og stirrede ind i Lampekuplen og havde al dens Lys ned over sig.

Ingen af dem talte. Vækkeurets høje Metaldikken henne paa Kommoden og Efteraarsstormens Sus der ude i Mørket var al den Lyd, som hørtes i det stille Værelse.

- Her er morsomt! sagde saa Anna træt og tog den højre Haand fra Kinden og lukkede en Bog, som laa foran hende, og skød den om bag Lampen.

Jansen svarede ikke. Han blev ved at se paa hende og lod Stolen langsomt gynge i Staa. Og saa hørtes Uret og Stormen igen.

Anna havde lænet sig tilbage i Sofaen og saa hen paa Rullegardinet, som Vinden bevægede.

- Er du træt? spurgte Jansen omsider.

- Det bliver saamænd dog aldrig til noget med vort Franske.

- Aa - fordi vi springer en Aften over!

- Du var saa ivrig de første Gange.

- Ja - Herregud - -

Jansen gyngede igen.

- Gud ske Lov det ikke var mig, som fandt paa det!

- Ja er det dig saa meget om at gøre, kan vi saamænd godt tage fat igen.

- Nej - jeg skal ikke plage dig!

- Det hverken plager eller morer mig.

231

- Nej - du var ædel!

- Man skulde tro, jeg havde fornærmet dig!

- Jeg vil sige dig, Georg, det var ogsaa dig, som fik mig til at komme her op, den Gang; og siden har du faaet mig til at komme hver Aften.

- Fortryder du, at du var føjelig?

- Nu er du væmmelig!

Saa blev der stille igen. Regnen skyllede mod Ruderne, og Rønnen knirkede og filede nede i Mørket.

- Jeg er vis paa, det er - denne Fog, som har været her! sagde saa Anna pludselig, og det gav et lille kort Ryk i hende.

- Ja - han har været her.

- Jeg kan ikke udstaa ham!

- Jamen hvad kommer han nu egentlig dig ved!

- Jeg kan ikke fordrage ham!

- Herregud, saa lad være! Der er jo ingen, der forlanger det. Kan vi nu ikke sidde her i Fred og Ro og se paa hinanden.

- Hvis det kan more dig, saa værs'go! - Du har ved Gud forandret dig storartet, Georg! Saadan du hang over mig de første Aftener! Du var ligefrem uartig sommetider! - Men værs'go', se du bare! Jeg gaar om lidt!

- Jeg holder saa meget af din Hage, Anna; den er saa rund og fin!

- Som om du aldrig havde sagt det før!

- Og af dine bløde Kinder.

- Er der ikke mere? Sig det hellere alt sammen paa én Gang!

- Jo - af hele din Skikkelse. Her er saa lunt her inde, naar du sidder dér! Derfor maa du ikke gaa.

- Jeg er her jo endnu.

- Du skal ogsaa blive. - Du maa gærne sove, om du vil. Blot jeg kan se dig.

232

- Nej du kan tro, jeg vil ikke sove her!

- Ja hvorfor ikke? Jeg skal ikke flytte mig fra Stolen. Jeg vil dig slet ikke nærmere, end jeg er. Du kan være ganske rolig. Jeg vil hverken kæle for dig eller kysse dig. Jeg vil kun have dig her i Stuen og se paa dig!

- Det har du da ved Gud gjort saa tit. Saa maa du saamænd hellere kæle for mig, naar galt skal være!

- Nej, sid nu stille.

Jansen gyngede ganske sagte, og Anna lagde med et Suk Nakken tilbage mod Væggen og gav sig igen til at se over paa Rullegardinet.

Vækkeuret henne paa Kommoden slog ni; hvert Slag kom saa langsomt og med snurrende, sen Klang.

- Alt andet bliver saa rart borte, naar jeg saadan ser paa dig! sagde Jansen, da det sidste Slag var døet hen. Ved du, hvad Fog siger om mig?

- Naa? - Jeg er for Resten lige glad!

- Han siger, at havde jeg ikke dig, gik jeg vist i Kirke.

- Gud ja, som du i Grunden ogsaa ligner din Onkel, Klokkeren!

Jansen lænede sig saa langt tilbage i Stolen, som han kunde komme, og tog ikke Øjnene fra Bogbunken paa Bordet.

Anna sad længe og saa paa ham. Saa bøjede hun sig frem over Bordet, saa alt Lampens Lys laa over hendes blonde Nakke.

- Georg! - det er din Onkel, som har skrevet, ikke?

- Maaske - ja!

- Og der har staaet noget om mig!

Jansen smilede og rystede paa Hovedet.

- Du vil ikke sige det, Georg!

- Han har ikke nævnet dig.

- Nej nævnet!

233

- Heller ikke hentydet. Han har ikke tænkt paa dig. Han har ganske andre Ting at tænke paa.

- Nu ser du for Resten god ud, Georg! Sig mig saa, hvad det er! Ellers kommer jeg over til dig.

- Aa det er egentlig ikke noget!

- Jo - jeg kan høre det paa din Stemme.

- Ikke andet end, at vi har sagt hinanden Farvel.

Anna rettede sig.

- Han understøtter mig ikke mere.

- Og det siger du først nu!

Hun rejste sig op og klemte sig uden om Bordet for at komme over til ham. Han blev siddende i Stolen og lod hende tage hans Hoved mellem begge sine Hænder.

- Du kan tro, det er alligevel for min Skyld! hviskede Anna.

- Nej - jeg har selv bedt ham være fri.

- Georg! - nu bliver jeg!

Jansen sad lidt og saa op paa hende. Saa rejste han sig. Han havde Armen om hendes Liv.

- Nej - nu skal du gaa. nu be'r jeg dig!

Anna gik hen til Stolen ved Vinduet og begyndte langsomt at tage Kaaben paa. Saa kom hun hen imod ham.

- Nu skal vi aldrig mere læse Fransk, vel! sagde hun og knappede de sidste Par Knapper.

- Hvorfor ikke, du?

- Nu har vi nok at tale om!

Jansen saa lidt paa hende. Saa smilede han.

Og saa tog han sin Hat og Frakke og lukkede Døren op til Gangen og slukkede Lampen.

234

Da Jansen kom tilbage, var der mørkt og koldt i Værelset. Han fik Lampen tændt igen og den vaade Frakke hængt hen paa Knagen bag Døren. Saa stillede han sig hen foran Bordet med begge Hænder i Lommen, og saa ned paa det tyndslidte Bordtæppes falmede Mønster. Vækkeuret henne paa Kommoden gik sin Gang, og Blæsten drev Regnen mod Ruderne og susede ude i Mørket.

Han stod længe og stirrede paa Bordtæppet; saa bøjede han sig ned over det dg blæste noget Cigaraske bort fra et Bogbind, og stak saa Haanden ind i Brystlommen og tog langsomt et Brev frem. Han holdt det hen foran Lampen og blev længe ved at glatte paa Papiret og bøje det i Folderne, og holdt det saa til sidst stille og saa ned over det, som om han læste.

Kjære Georg!

Det er ikke saa lidt svært, min Dreng, for en gammel Mand som mig at faa de rette Tanker sanket sammen og faa dem iklædet de rette Ord, især naar Tankerne ere saa mange. Du maa nu have Taalmodighed med mig og læse dette Par Linjer med lidt af den Kjærlighed, jeg ved, Du føler for din gamle Onkel, hvem intet andet end Dit Vel ligger paa Sinde. Jeg faar ikke Ro, før jeg har skrevet Dig til, og vel heller ikke siden. Men heller ikke er det saa meget for min egen som for din Skyld, jeg skriver.

Ja, Georg, jeg har jo længe anet, at noget fremmed stred med Din Barnetro i Dit Sind og Dit Hjærte; men langtfra havde jeg ventet, at Du saa fort skulde give efter. Tro mig, min Dreng, heller ikke er Du saa færdig, som Du mener. Vorherre kan man ikke saadan drive ud, og han slipper Dig ikke saa let. Du vil komme til at møde ham mange Gange og paa mange Steder, hvor Du saa vender Dig hen. Og det er min Trøst og mit Haab, at Du ikke vil lyve ham fra Dig, naar I træffes; for Du er ærlig og god. Og han vil altid have sine Arme udbredte mod Dig, for 235 han er saa uendelig naadig. Nej, min Dreng, det er kun vi Mennesker som kunne vredes; Vorherre kjender ikke til Vrede; han fyldes af Sorg og tilgiver i Glæde den, der ærligt søger ham.

Jeg ved det saa godt, det nytter kun lidet, at jeg skriver saaledes; mellem Dig og Vorherre hjælper ingen Mellemmand. Men jeg vil blot, at Du skal vide, at Du i mig har en Ven, hvem intet vilde være saa kjært, som at kunne være Dig til Hjælp i hvad Livet maatte bringe Dig. Du maa ikke sige Farvel, Georg. Vi ville ikke skilles. At Du ikke vil have Penge fra mig, maa jeg finde mig i. Men mine Tanker ville være hos Dig ofte og mange Gange, og dem hverken kan eller vil Du jage fra Dig. En Ting maa Du blot love mig: tag imod de 50 Kroner, jeg lægger inden i denne Konvolut, det bliver jo saa de sidste. Og de tre Par Uldsokker, Ulrikke har strikket til Dig, og som Du faar en af Dagene, maa Du beholde. Det har været hende saa stor en Glæde at strikke dem. Lev da vel Georg! Jeg beder hver Aften Vorherre lade mig leve saa længe, at jeg kan være Dig rede, naar Du trænger en Hjælper.

Din gamle Onkel
P. Jespersen.

Jansen lagde Brevet paa Bordet, tog Konvoluten og spilede den op med et Par Fingre og talte de fem Sedler, som laa i den, og som han havde talt saa mange Gange, siden Brevet kom. Saa tog han Brevet, lagde det sammen og stak det ned til Sedlerne og gik hen til Kommoden. Dér lagde han Brev og Sedler ned i det bageste Hjørne af en dyb Skuffe, drejede Nøglen om og satte den i Skuffen oven over.

Og saa begyndte han at klæde sig af.

236

IX.

Jansen stod paa den mørke, snævre Trappegang og strøg Tændstikker. Det maatte være her; han var paa fjerde Sal, og det var Nummer 9 i Gaden. Men hver Gang han strøg en Tændstik, saa han foran sig de samme to brune Døre, som hverken bar Plade eller Kort eller Brevkasse, og mellem dem et Stykke blaamalet, kold Væg.

Han lod Tændstikken, han stod med, slukkes og falde paa Gulvet, hvor den blev liggende lidt og krummede sig som en lille glødende Orm, der lyste svagt mellem noget Sand nede i Mørket ved hans Fod.

Han havde set en lille Messingknap ved Siden af hver Dør, men havde ikke rigtig Lyst til at ringe. Der kom nogen nede paa Trappen, hørte han. Det maatte være en Mand, dømte han efter Trinnene. Jo, nu nøs han og spyttede. Maaske var det Høyer selv. Trinnene var saa sene, som skulde han højt op. Nu var han nedenunder ved tredje Sal. Jo, han steg videre.

Jansen strøg en Tændstik til og saa paa de to Messingknapper og vendte sig saa om mod ham, der kom. Men Tændstikken gik ud i det samme, og han kunde lige skimte en lille Mandsling staa foran sig paa det øverste Trin.

- God Aften! sagde Jansen. Undskyld, bor Ostehandler Høyer ikke her?

- Jo, det er Døren til venstre; jeg skal selv der ind! svarede Manden i Mørket.

Det var ikke Høyer, hørte Jansen straks. Han ringede og mærkede, at Manden kom hen ved Siden af ham, hvor han stod og trak Vejret tungt og hivende.

- Det er mange Trapper! sagde Manden med en tynd, skør Stemme, der lød, som maatte den arbejde sig frem gennem Slim.

237

I det samme blev Døren aabnet, og Høyer stod der og ludede det skæggede Hoved frem og lyste op med en lille rød Stump Julelys paa en Tændstikæske.

- God Aften! Naa er det Dem! sagde han og rakte Jansen Haanden. God Aften, Dirch!

Den lille Mand var kommet om bag Jansen. Han vilde ikke gaa først, men blev staaende, til Jansen var kommet ind gennem Døren.

- Kom bare Dirch! bad Høyer, som maatte holde Haanden for Stumpen, der flakkede for Trækken.

De kom ind i en snæver Entre, hvor de fik Tøjet af. Gennem en aaben Dør faldt der Lys ud til dem.

- De kan nok se? spurgte Høyer og blæste Stumpen ud.

Saa gik han ind gennem den aabne Dør, og Jansen og Dirch fulgte.

- Sæt Dem kun! bad han, og stillede sig med Ryggen til dem og satte Tændstikæsken med den røde Julestump op paa et gammelt Skuffemøbel.

Jansen satte sig paa en Rørstol ved Væggen mellem Døren og Kakkelovnen. Han turde ikke rigtig se sig om og var sky for at gaa længere frem i Stuen; han tog saa stor Plads op; syntes han, mellem dette Par slidte Møbler og de tomme Vægge; og saa vilde hver Bevægelse af ham forstyrre denne stille Fattigdom, som var over Møbler og Vægge og alle Vegne i Stuen, og som gjorde ham saa underlig andægtig, mens han sad og stirrede op paa Hængelampen, der havde Kuppel af hvid Karton.

- Hæ! - hæ! hostede Dirch henne fra den gamle, flade Sofa med det hullede sorte Betræk. Har din Lampe ikke oset, Høyer?

Høyer saa op under Kartonskærmen.

- Jo - den er ved det endnu! sagde han og skruede ned paa den.

238

- Ja, Lungerne mærker det straks! bemærkede Dirch og hostede færdig og lænede sig frem over Sofaarmen for at spytte.

- Det er galt for Tiden! blev Dirch ved, mens Høyer satte sig ved Bordet og tog et Stykke sammenlagt Papir op af Lommen og foldede det ud og lagde Haanden paa det.

- De er ikke præcis! sagde han og saa paa sit Ur og vendte sig straks efter om mod Jansen. Her kommer et Par Mennesker hver Tirsdag Aften, skal jeg sige Dem, for at snakke om et og andet, som kunde ligge os alle særlig paa Sinde. Det er saadan en Slags Forening, som har sine egne Formaal. Men De skal nok faa noget at høre om det, naar nu de andre kommer.

- Er den groet noget siden sidst, Høyer? spurgte Dirch.

- Ja, ude paa Nørrebro og Christianshavn har vi faaet mange, hele tre Sektioner i Bagergade. De maa vide, vendte han sig til Jansen, at her hos mig kommer kun ti; men rundt omkring i Byen sidder der ti og ti sammen og passiarer ligesom vi og akkurat om det samme.

- Og alle vi ti staar i Forbindelse med hinanden! forklarede Dirch og saa over paa Jansen med to kloge, graa Øjne.

I det samme ringede det.

Høyer rejste sig og tændte Stumpen paa Æsken og gik ud i Entreen og lod Døren ind til Stuen staa paa Klem.

- I kommer sent! hørte Jansen ham sige derude.

Lidt efter blev Døren til Stuen skubbet op igen, og Høyer kom ind og satte Stumpen fra sig, og bag efter ham fulgte to Mænd, en lille kort Skikkelse med sort Haar og sort Overskæg og smaa sorte Prikker over hele Ansigtet, og et højt ungt Menneske med vandkæmmet, glat Haar og glatte Træk.

- Naa - her er en ny Mand! sagde den korte sorte og rakte Jansen Haanden.

- Ja det er - ja hvad hedder De? spurgte Høyer. Det har 239 jeg ikke faaet spurgt om, tror jeg. Det kom sig af, at jeg var saa sikker paa Dem den Aften.

- Georg Jansen.

- Og hvor bor De? De maa vide, vi fører Liste.

- Lykkesholms Allé 5.

Høyer skrev med Blyant paa Papiret og saa paa sit Ur.

- Nej nu kommer der vel ikke flere. - Det er noget skammeligt Smøleri!

Han satte Pegefingeren paa Listen og løb Navnene igennem.

- Lad mig sætte Kryds ved os, som er her. Der er Bliksmed Dirch, Typograf Schmit og saa Smed Jensen.

- Aarhus-Jensen! mumlede den korte sorte.

- Javel ja!

Typograf Schmit, den høje glathaarede, havde sat sig hos Dirch i Sofaen og sad og saa over paa Jansen, der følte hans Øjne paa sig som to vaade Klude.

- Ja, sagde Høyer og lagde Blyantet ved Siden af Papiret,- saa kan vi vel begynde.

Jansen sad og var ganske varm paa den Side, han havde mod Kakkelovnen, og kold paa den, der vendte mod Døren. Alligevel vilde han ikke flytte sig nu. Han sad og saa over paa Høyer, der rokkede Overkroppen svagt frem og tilbage.

- Ja jeg vil saa begynde med at meddele, at det gaar frem for os, og at vi bliver flere og flere!

- Det kan jo være rart nok, mumlede Aarhus-Jensen, bare vi er et Gran forsigtige med at forøge os.

- Ja saa forsigtige som Mennesker kan være. Noget kan der jo altid slippe ind, som ikke duer! mente Høyer.

- Det var helst det, der ikke skulde!

- Saa maa de snarest mulig ud igen! paastod Dirch, og hans Stemme lød saa tynd og skarp, som skar den alle dem, der ikke duede, bort med det samme.

240

- Jeg har hørt fortælle, blev Aarhus-Jensen ved, at en af vore skal have siddet paa en Kafé inde paa Købmagergade og gjort sig vigtig med Ting, han skulde holdt sin Mund om.

- Ja det skal ha' været inde i "Helvede"! fik Typografen gesvindt indført. Det har jeg ogsaa hørt, og fra en Mand, jeg nok tror at kunne sige er paalidelig!

Han havde bøjet sig frem og set paa Høyer, mens han talte. Nu lænede han sig tilbage igen og saa over paa Jansen med to bifaldsikre Øjne.

- Ja, sagde Høyer uden at se til nogen af Siderne. Jeg kender jo ogsaa Historien.

- Den er trolig nok Byen over! mente Aarhus-Jensen. Ordene kom saa langsomt fra ham og han mumlede dem frem. Har De ikke hørt om den? spurgte han Jansen.

- Nej! sagde Jansen og saa ham ind i de smaa sorte Øjne, der sad og skinnede som to blanke Kulstumper. Jeg kender saa faa og kommer saa sjældent til Byen.

- Hvad har han sagt? spurgte Dirch.

- Det ved man jo ikke saa nøje! forklarede Høyer. I ethvert Tilfælde er han ikke mere imellem vore.

- Han har nok snakket om Vaaben! mumlede Aarhus-Jensen. Og lagt en Revolver paa Bordet.

- Det kan nu alligevel ikke skade os saa meget. Hans Revolver kommer jo ikke os ved.

- Kommer den ikke vos ved? spurgte Dirch igen.

- Der staar ikke noget om Revolvere i vore Love. Vi er en Agitationsforening og vore Love er i god Orden.

- Ja, ja, man skal lige godt være forsigtig.

Dirch hostede og spyttede, og de andre sad og tav. Høyers store Pegefinger gned frem og tilbage langs en Fold i Papiret.

- Jeg har hørt, vi ska' ha' Valg til Januar! sagde saa Typografen med sin glatte, vimse Røst.

241

- Der er nok noget om det! smaahostede Dirch.

Aarhus-Jensen sad og pillede ved noget haard Hud indvendig i højre Haand.

- Lad dem bare komme! sagde han.

- Jamen midt i Januar! mente Typografen. Og saa en Hverdag, hvor vi Arbejdere ikke faar fri!

- Det er jo bare Klogskab! mumlede Aarhus-Jensen.

- Ja naturligvis har de begavede Folk imellem sig.

- Vi holder vel nok Kredsen!

- Ja naar alle vil gøre deres Pligt.

- Endelig kan vel al det gøre lige meget! Rigsdagen skaffer os dog ikke noget. Jeg ved snart ikke, hvem der er værst, de Liberale eller Højre! sagde Høyer.

- Nej det er nok Galskab at haabe paa Rigsdagen! mente Aarhus-Jensen, som havde faaet den haarde Hud løs.

- Ja da jeg ellers ikke har noget mere om Foreningen at sige, er det vel bedst at slutte Mødet; saa kan vi snakke mere frit! foreslog Høyer.

Ingen svarede.

- Ja saa er det altsaa sluttet.

- Nej, blev han ved, her bliver ikke godt at være i Landet, før vi faar Rub og Stub forandret og Gøglet væk. Men der skal tages nok saa haardt fat, er jeg bange for!

Han foldede Papiret sammen og stak det i Lommen.

- Ja kunde man bare lidt snart faa kastet visse Folk om paa den anden Side Nordpolen! ønskede Dirch og lo hivende.

- For de bliver saamænd alligevel aldrig Socialdemokrater! forsikrede Typografen og saa dannet og velvillig ud.

- Aa, mente Aarhus-Jensen, det er ikke værdt at ta' saa stor Fart paa. De bliver nok lærenemme til sidst.

- nej! - Tror I Slagter Holst gaar ind paa de Sager! Han æder sig før ihjel i Kalvesteg og Bøf! ivrede Dirch og fik Hoste.

242

Og sluger alle sine Penge med sidste Mundfuld! føjede han til, da han havde hostet og spyttet.

Høyer saa hen paa ham.

- Du kan nu heller aldrig komme længer end til Holst, Dirch! sagde han.

- Nej, naar man har ham i samme Gaard og skændes med ham hver Dag og ser ham sluge i sig. Han er da det fedeste Stykke Krop, jeg har set!

- Det er dumt, at du altid skænds, Dirch!

- Jamen naar han sprøjter Blod, det Svin, paa Blikket! I Gaar havde jeg sat fire nye Kasseroller udenfor i Gaarden paa Dørtrinnet; staar saa ikke hans Dreng og helder dette Blodsvinerivand i dem, og han selv ovre ved Posten og griner!

- Saa stak du vel Drengen én? mumlede Aarhus-Jensen.

- Nej jeg kom til at hoste og spytte saa længe, at Drengen var borte, da jeg blev færdig. Nej der skulde ingen Naade være for saadanne Slagtere.

- Var det ham, du vilde sende til Nordpolen, Dirch?

- Det faar du nu opgi', Dirch! Du skal nu alligevel ikke staa saa fast paa, at han ikke bliver en af vore til sidst! mente Høyer.

- Allenfals ikke med hans gode Vilje!

- Sagde jeg noget om det? Det er nu alligevel vor Tid, som kommer! Tror De ikke? henvendte han sig pludselig til Jansen, som saa paa ham og nikkede.

- Jeg ved, det er vor Tid, blev Høyer ved. Det kan ikke gaa anderledes. Vi er de eneste, som har noget at byde paa. Nu har de andre prøvet, siden Verden blev til, og ikke faaet andet ud af det, end at vi saapas alle sammen er lige misfornøjede.

- Aa de er vist ret vel fornøjede, de store Herrer! mumlede Aarhus-Jensen.

- Nej, alle rettænkende Mænd og Kvinder kan ikke have 243 én fornøjelig Dag og har det heller ikke. Og der findes mange rettænkende mellem de store ogsaa.

- Ja jeg tror dem ikke saa vel som du, for jeg kender dem.

- Du behøver heller ikke at tro dem, for du skal ikke regne med dem, men bare holde dig til dig selv. Men de er der alligevel.

- Du kender ikke de store, Høyer!

- Jeg tror ikke, de er saa forskellige fra os.

- Du har ikke mistet dit Arbejde tre Gange og gaaet og spaseret for dine Anskuelsers Skyld! sagde Aarhus-Jensen og saa med to blanke Kuløjne paa Høyer.

- Det har du ikke, Høyer! hivede Dirch, og Typografen smilede.

- Tror I ikke, Anskuelserne kan mærkes i min Forretning ogsaa? Jeg mistede i Gaar en større Grossererfamilie, fordi Fruen havde opspurgt, at jeg var Socialdemokrat.

- Ja der kan du se! lo Dirch.

- Og saa tror I straks, jeg hader den Frue og hendes hele Familie! Nej hun gør ingen Skade; hun kan bare gøre mig brødløs, og saa skal hun endda hænge i, og saa kommer jeg endda over det med og faar fat i noget andet; jeg har været ude i saa meget. Nej ser I, de I skal gaa og lure paa, det er disse unge, som kommer farende og er radikale, de er meget værre end alle gamle Grosserere og deres Fruer.

- Ja jeg tror nu, Slagter Holst og hans Kammerater er de værste alligevel! afbrød Dirch.

- Nej ser du, Dirch, naar de, I kalder de store Herrer, en Gang svinger og bliver vore, ser du, saa følger Slagter Holst med. For han er begribeligvis dér, hvor de bruger de største Stege. Men det er disse unge her, de er ingen Vegne selv, men deres Røst er overalt, og de skriger op og truer, som om Timen nu var kommen til at gøre Regnskabet op, og som skulde de slaa 244 det endelige Slag. Men de har ikke Mod paa noget Slag. Og man skal ikke komme med stærke Ord, før man har Næven knyttet, for ellers bliver man bare til Grin. Ser I, de gaar rundt og vræler de Ord ud, som jeg helst saa gemte til den Dag, vi alle har Armen rede. - De er os værre end alle andre!

- Er det "Falken", De mener? spurgte Typografen.

- Jeg mener den og mange andre, som bare gaar ud paa at spænde Ben og stikke af, før Politiet kommer.

Aarhus-Jensen skuttede sin lille korte Krop og gabede.

- Jeg tænker, vi kan grine ad dem ligesom de andre! mumlede han.

- Nej, vi kan ikke gøre meget andet end holde vor Mund saa meget des tættere til og lade som ingen Ting og saa gøre vort Arbejde og vente, til vi faar det færdigt, eller hvis det gaar for sent, haabe paa, at vi kan finde en Mand, som kan tage Kommandoen over os og med én Gang føre os der hen, hvor vi vil.

- Ja find ham! hivede Dirch.

Høyer sad lidt og saa ned i Bordet.

- Det bliver vel ham, der finder os! sagde han saa, - om han ellers nogen Sinde skal komme.

- Jeg tænker, vi faar Tid til at spasere nogle Gange, inden han viser sig! mente Aarhus-Jensen.

- Han kom ikke for tidlig, om han kom den Dag i Morgen! sluttede Høyer af.

Dirch havde rejst sig fra Sofaen og stod henne ved Vinduet og pillede ved de tynde Sirtses Gardiner, som var trukket for.

- Tror jeg ikke, det regner ude! Ja havde man nu bare noget af Holstes Fedt paa sin Krop, saa kunde det være, hvad Vejr det vilde!

Saa rejste de andere sig.

Jansen hørte Entrédøren blive aabnet, og han vendte sig om 245 mod den halvaabne Stuedør og saa en Kvindeskikkelse i langt, graat Sjal stryge hurtigt forbi uden at se ind. Saa maatte han se paa Høyer. Men Høyer saa ud, som havde han intet mærket. Jansen stod stille og lyttede og hørte saa en Dør blive lukket ganske forsigtig derude.

- Ja, næste Møde bliver altsaa paa Tirsdag! sagde Høyer og tændte Julestumpen. Saa vil jeg haabe, nogle flere giver Møde!

- Vi har allerede faaet for mange store Herrer imellem os! mumlede Aarhus-Jensen.

- Ja du og Dirch, I er nu de paalideligste til at møde. Men der kan jo tænkes mange Grunde til Forfald.

Typograf Schmit var kommen hen til Jansen.

- Har De set Birkedahls nye Pjece? spurgte han.

- Nej.

- Naa, saa er den maaske ikke kommen ud endnu. Jeg kender noget til den. Jeg har nemlig sat den. Og jeg maa sige, den tiltaler mig langt fra.

De stod ude i Entréen og tog deres Frakker.

- Han lader noget overlegen, forekommer det mig! blev han ved og saa med det dannede Blik paa Jansen.

- Undskyld! bad Høyer, som stod bag Jansen. Maa jeg ikke tale blot et Par Ord med Dem, inden De gaar?

Jansen gik ind i Stuen igen og stillede sig hen ved Bordet og stod der og hørte de andre sige Godnat.

Saa kom Høyer ind.

- Jeg vilde blot spørge Dem, om De ikke kunde have Lyst til at holde et Foredrag.

Blodet steg Jansen til Hovedet og han følte Hjærteslaget begynde at jage paa. Han satte Haanden mod Bordpladen og saa ned.

- Ja - om jeg blot kan! stammede han.

246

- Det er ikke for lærde Folk, og det maa helst være om noget, der ligger for; om Politik og saadanne Spørgsmaal, som Arbejdere kender.

- Maa jeg sende Dem Svar i Morgen? fik Jansen spurgt; han havde pludselig ingen Ro paa sig.

- Ja; tænk paa det!

Saa gik Jansen.

Ud i Regnen og Mørket, gennem Gader og ned ad Veje. Han følte Vandet dryppe fra Hatteskyggen og løbe ham i Draaber over Kinderne, og han var vaad om Fødderne. Men han gik og gik, til Blæsten blev stærkere og stærkere om ham; den kom saa underlig langt borte fra, som hen over aabne Marker. Saa standsede han. Over ham susede nøgne Trætoppe, og langt ude i Mørket glødede en gul Lysprik. Han stod paa Roskilde Landevej.

Og han blev staaende lidt og lod Regnen strømme og Blæsten drage hen over de vaade Marker.

Føre os dér frem, hvor vi vil! havde Høyer sagt. I Trætoppenes Sus, i Blæstens Dragen, i hver den Lyd, Natten om ham fødte og slugte, hørte han de Ord.

Føre os der frem, hvor vi vil!

X

Mogensen lod Skoleporten falde haardt i efter sig og blev et Øjeblik staaende paa Fortovet og gabede og strakte sin svære Krop.

- Gu'skelov! sagde han saa pludselig og stødte Stokken mod Flisen og rettede sig og saa paa Jansen, som stod ved Siden af ham. Misunder du mig nu?

247

- At du har faaet dine Timer opsagt?

- At jeg er fri!

- Hvad vil du nu?

- Hvad jeg vil nu? Gaa mig en lækker lille Morgentur. Saadan et dejligt Vintervejr, hvad! Se hvor Solen flammer i Lygteglasset der ovre, og al Frosten tøer af Ruderne paa Solsiden. kom, jeg skal betro dig noget. Du trænger vist til at høre noget godt!

De slentrede ned ad Nørregade og kom ud paa Boulevarden.

- Ser du, sagde Mogensen. Jeg bliver Maler!

- Skuespiller!

- Nej Maler!

Jansen saa paa ham.

- Er du morsom - eller bitter maaske - eller gal?

- Gal? Hvorfor skal du nu være saa højtidelig? Det er naturligvis mit Alvor.

- Naa - ja. Maa jeg saa faa lidt mere at høre.

- Det har jeg jo sagt dig. Du skal bare tæmme dine egne Bemærkninger. Altsaa - Maler. For ser du, det med Skuespilleriet, det er dog altid noget paa anden Haand. Ja naar man selv havde skrevet alle Stykkerne. Men det at rende rundt paa Scenen med andres Ord i Hovedet og saa i Støv og Sved og Træk! Nej jeg vil male! Har du nogensinde rigtig set paa et Maleri? Har du været paa den kongelige Malerisamling?

- Jo-o.

- Ja været - været! Men saadan rigtig set?

- Jeg tænker det.

- Jeg gik der med Fog forleden. Siden har jeg været der hver Dag, der er aabent.

- Er det Fog, der - -

- Fog! - nej det er mig selv - eller Rubens eller Rembrandt - eller hvem du vil.

248

- Naa - og Talentet?

- Talentet! - Du spørger saa sært! Jeg har tegnet før.

Jansen standsede og saa Mogensen ind i de smaa missende Øjne.

- Ærlig talt, Mogensen! jeg tror, du gaar Fanden i Vold! Pin dig hellere ind i din Jura, Menneske! Tænk dig dog en Gang alvorlig om!

- Tænke mig om! Du er gjort af Træ!

- Meget mulig at du har den Opfattelse. I hvert Tilfælde trænger du betydelig til at stives af.

- Stives af! Gør dig ingen Ulejlighed!

- Gaa nu hellere, Mogensen! Du ved meget godt, hvad jeg mener.

- Jamen du maa kunne forstaa - -

- Det ved du, jeg gør, og at det er derfor, jeg har sagt, hvad jeg sagde.

- Du gaar saa koldt med alting. Du kan i Grunden sagtens.

- Derom ved du intet.

- Jeg skal nok klare mig.

- Ja ja da.

- Farvel!

Mogensen gav sig til at gaa.

- Mogensen! raabte Jansen og gik efter ham.

Mogensen vendte sig.

- Misforstaa nu ikke! - Skulde du mangle et Par Kroner, saa - -

- Penge er der nok af i Verden! svarede Mogensen og gik.

Jansen fulgte Boulevarden og kom ind i Østre Anlæg.

Der inde laa Sneen over Buske og Gange, glat og hvid, og der var stille som i de store Skove. Nede over Stadsgravens Is flimrede Solen i Sneen, og Kragerne kom tungt gennem Luften 249 og satte sig i de nøgne Træer og skuttede sig og strøg ned og hakkede efter Tjørnenes Bær.

Sneen knirkede, sprød af Frosten, for hvert Trin Jansen traadte. Den store, hvide Vold tog al Byens Larmen bort, og han var ganske ene. Han gik langsomt og saa frem for sig over Sneen og Stammernes lange, blaa Skygger.

Saa fattigt alt forekom ham og saa uendelig tarveligt, hele den store levende Verden; saa meningsløst svajende som de vinternøgne Grene over hans Hoved, saa gold paa Evne og Vilje, saa frossen død som Jorden under den Sne, han traadte.

Han havde svaret Høyer Ja; han vilde holde det Foredrag, vilde tale, vilde raabe denne døde Verden levende, give den Lykken i Hænde, rive al Elendigheden sønder, rydde hver Menneskesjæl Rum, nu Tiden var der, for Verden og for ham; den Tid, han havde set nærme sig saa langsommelig tungt, Tiden da hans Liv skulde tage Fart, da den sene, graa Aa skulde vide sig og skylle sine Bredder til Havs.

Og han gik der i Sneen og saa for sig en stor Skov med Sommerdagssol mellem Løvet og stilfærdigt Sommerliv over Skovbundens grønne og Stammernes graa, med Summen og Rislen og lys tryg Solleven over Græs og under Blade, - saadan som han vilde gøre Livet, saadan som han vilde skabe Menneskene Verden.

Han - Georg Jansen.

Der gik et Kuldegys gennem alle hans Aarer. Ja - han! Et koldt Sus slæbte sig frem mellem de bladløse Kroner over hans Hoved; han hørte det tabe sig fjærnere og fjærnere borte i de gamle Voldtræer, og han følte sig saa højtidelig, som havde det Sus forkyndt ham hans Indvielse og taget ham ubrødelig i Ed.

Han stod stille et Øjeblik og hørte Suset dø hen; og blev staaende og saa intet for sig uden Sneen og de nøgne Stammer. Der var saa tavst omkring ham.

250

Han - Georg Jansen - han - Messias!

Han tænkte ikke. Som en svidende Glød laa det Ord ham i Hjærnen; han følte sig tynget mod Jorden som under en Verdens Vægt og maatte tage sig sammen og gaa til for at mærke sine Lemmers Kræfter.

Kragerne strøg over hans Hoved frem og tilbage og skreg imellem, og den fine Sne føg ned over Voldskrænten, hver Gang Vinden rejste sig.

Jansen gik og saa ned i Sneen, gik ud af Anlægget og gennem de frosne Gader, og stod saa i Lykkesholms Allé, før han vidste det.

Han gik op paa sit Værelse og drejede Laasen om efter sig og satte sig med Overfrakken paa i Gyngestolen og saa frem for sig.

XI

- Hvad skal vi ha'? spurgte Fog og satte sig i Sofaen lige under Gasblusset.

Jansen flyttede en Bunke Blademapper, som laa ved Siden af Fog, og satte sig saa i Sofaen hos ham.

- Har du Penge?

- Det har jeg vel nok.

- Hvor har du dem fra?

- Hvor jeg har dem fra? Jeg har dem!

- Har du solgt?

- Maaske.

- Kællingen med Trillebøren?

- Nej.

- Det store med Møllen?

251

- Et, du ikke kender.

- Til hvem da?

- Du er saa nysgerrig!

- Du kan jo sagtens sige, hvad han hedder.

- Pedersen!

- Ikke mere?

- Hvad skal vi ha'? spurgte Fog og rev en Tændstik af, saa Metalstativet skrattede mod det lille firkantede Bords Marmorplade.

- Øl da!

- Naa! - og noget Smørrebrød vel!

- Jeg har spist.

- Sludder!

Fog tog Tændstikstativet og trommede paa Marmorpladen og satte sig saa til at vente paa Opvarteren.

Henne i den anden Ende af Værelset, under den store Spejlglasvæg, sad der en gammel skaldet Herre og læste "Berlingske" og tyggede Smørrebrød, saa hele det fede, ru Underansigt gik paa ham. Ellers var der tomt om dem. De hvide Borde stod og lyste under Gassen, kolde og blanke mod Stolenes mørke, bløde Plysch. Inde i Værelset bag dem raslede det af Glas og Tallerkener, og de hørte Opvarternes Stemmer bestille ved Bufetten. Der maatte være Mennesker der inde.

- Lad os se der ind! foreslog Jansen.

- Hvorfor det?

- Gider du ikke?

- Lad dem være!

Saa blev Jansen siddende.

De havde faaet deres Smørrebrød og deres Øl og sad og spiste og var tavse. Den gamle lige over for havde slaaet "Berlingske" ud og var helt borte bag den.

252

- Er det ikke Eriksen, som snakker der inde? spurgte Jansen og satte Ølglasset for at høre efter.

Fog spiste videre.

- Jo - og Mogensen er med!

- Det har han jo Lov til!

- Der er de!

Fog saa op.

I Døren ved Siden af Sofaen stod Eriksen med Hat paa og saa sig om.

- Hvad glor du efter? spurgte Fog.

- Hvad? sagde Eriksen og drejede Hovedet. Sidder I der! Saa er der jo ret fornuftige Individer i Landskabet. God Aften!

Han slog ud med Haanden.

I det samme kom Mogensens store, glatte Ansigt frem i Døren og blev straks til ét Smil.

- Her er jo Plads nok! Hvad spiser I? Kan man faa noget med?

- Plads, ja! svarede Fog.

Eriksen havde allerede sat sig, og Mogensen tog sig en Stol fra et andet Bord.

- Naa, gamle! sagde saa Eriksen og saa over paa Jansen. Har du noget nyt at notere?

- Ikke det jeg ved af.

- Kommer Bogen snart?

- Nej.

- Gør du ikke noget ved den?

- Ikke for Tiden.

- Hvad bestiller du da?

- Aa -

Jansen trak lidt paa Svaret.

- Noget maa du da gøre.

- Jeg retter Stile!

253

- Man ser dig aldrig paa Universitetet.

- Kommer du dér?

- Ja, i høj Grad!

- Naar er du begyndt paa det?

- Siden "Falken" gik ind. Man maa jo have sin Eksamen.

Jansen tømte Resten af Øllet ud i Glasset og sad og saa paa det uden at drikke.

- Hvor kommer du for Resten? spurgte Eriksen videre. Man ser dig ingen Steder.

- Jeg kommer heller ingen.

- Hør, nu skal I se! hviskede Mogensen og lo med hele Kroppen. Klein bliver der inde!

- Hvorfor det? spurgte Eriksen.

- Jo, for - -

Mogensen blev ikke færdig. Klein stod i Døren.

- God Aften! sagde han og nikkede og vendte sig saa om igen og saa ind i det andet Værelse.

- Hvad er der?

- Aa! sagde Klein og kom helt ind til dem og saa henrykt ud. Der sidder saadan et allerkæreste Pigebarn!

- Lad os nu være fri! bad Eriksen gnavent og gjorde sit Kast med Hovedet.

Fog stirrede over paa Eriksen.

- Er det en af dine Piger? spurgte han.

- Ikke Spor!

- Aa lad ham bare snakke! mumlede Klein godmodig og tog en Stol og satte sig mellem Eriksen og Jansen. - Det var Synd, om du ikke skulde faa Lov til at ærgre dig i Fred! henvendte han til Eriksen.

- Hør - vi skal vel ha' noget? spurgte Mogensen og saa rundt paa de fire andre.

254

Klein vendte sig og vinkede ad Opvarteren, som stod ovre hos den gamle med "Berlingske".

Opvarteren nikkede og kom over.

- Ja hvad skal vi ha'?

- Giv mig en Kaffe med Cognac! bestilte Eriksen.

Opvarteren bukkede og saa paa Klein.

- Aa ja - mig med!

- To Kaffe med Cognac! gentog Opvarteren og blev staaende lidt.

- Og du? spurgte Klein Mogensen.

- Det samme! svarede Fog fra Sofaen.

Opvarteren gik, og Mogensen lo over til Fog, som ikke saa paa ham.

De sad lidt og tav. Klein og Mogensen og Eriksen saa paa Fog og Jansen, som spiste, og de hørte den gamle ovre bag "Berlingske" gumle.

- Saa du bestiller ikke noget, Jansen! Det forstaar jeg ikke! fortsatte Eriksen.

- Jeg passer mine Timer.

- Derfor kunde du jo nok tage dig noget til.

- Du kan jo give Tid.

- Ja hvad mener du?

- At vi vil have Madro! svarede Fog.

- I bliver aldrig til noget!

- Til hvad for noget?

- Saa meget bedre Plads bliver der jo til dig! smaalo Klein.

- I er de samme, som I var i Fjor ved denne Tid.

- Gud velsigne dig! nikkede Fog højtidelig.

- Eriksen har valgt den bedre Del! forklarede Klein.

- Som ikke skal tages fra ham! supplerede Mogensen.

- I hvert Tilfælde ikke af dig!

- Hvad er der i Grunden i Vejen med dig? spurgte Fog.

255

- Ikke andet end at det forekommer mig tydeligt, at man maa tage sig noget til.

- Det var en god Dessein! Den vil imponere Rakket!

- Netop!

Klein sad og rokkede paa Stolen.

- Eriksen er bleven en stille Arbejder i Herrens Vingaard! sagde han.

- Er der Rak dér? spurgte Fog.

Klein lo.

- Hør, sagde han, jeg ser dig staa der inde og se foragtelig ud til os Markens fattige Liljer.

- Jeg faar forhaabentlig bedre at bestille.

- Hør, det er godt! det er til at sætte paa Vers! du i Vingaarden, og Liljerne der ude!

- Du siger ingen Ting, gamle! henvendte Eriksen til Jansen. Hvad mener du?

- Jeg forstaar mig ikke paa det! sagde Jansen stilfærdig og slugte den sidste Sjat Øl.

- Du er vist fejg, gamle!

- Tror du?

Jansen blev rød.

- Skriver du paa noget? spurgte han.

- Jeg studerer.

- Og naar du saa er færdig?

- Saa skaffer jeg mig en Stilling.

- Og saa?

- Saa ser vi paa Sagerne.

- Og se, det er saare godt alt sammen! bemærkede Klein.

- Maaske.

- Og Tiden som er gaaet imens? spurgte Jansen videre.

- Mener du den, du vil tilbringe med at rette Stile?

Jansen blev rød igen.

256

- Jeg mener - aa, ingen Ting.

- Jeg mener, det er dig, som er fejg! sagde Klein til Eriksen.

- Drik Kaffen! kommanderede Fog.

Ovre ved Bordet under Spejlvæggen foldede den gamle "Berlingske" sammen.

Saa gav Mogensen sig til at smaastampe med Fødderne.

- Hvad er der? spurgte Klein.

- Jeg er vist vaad.

- Ja den fordømte Sne!

- Det bliver noget andet at gaa paa bare Fødder paa de varme Granitstier i Brasilien!

Fog saa over paa ham.

- Hvad behager?

- Ved du ikke det?

- Nej. - Hvad for noget?

- At jeg flytter til Brasilien.

- Skal du spille Peer Gynt for Slavepiskerne?

- Spille - nej!

- Hvad da?

- Rejse der over bare!

- Naa saadan!

Fog lænede sig tilbage i Sofaen og saa op i Loftet.

- Det bliver dejligt! Her kan man jo ikke være Menneske. Men dèr! Paa Veje, som ikke kender Sne, og mellem Folk, som ikke maaler En, fordi man finder paa at smide Frakken. Det er det eneste Sted, jeg gider være. Saa kan I gaa her hjemme og hoste og nyse i dette menneskefjendske Land.

- Er det Alvor? spurgte Jansen.

- Alvor - naturligvis!

- Naar rejser du?

- Om en Maaned!

257

- Alene?

- Alene! - Vil du med maaske?

Jansen rystede paa Hovedet.

- Jeg faar Brev med til en Købmand i Rio. Fa'r kender ham, og han skal skaffe mig noget.

- Og Maleriet?

- Maleriet! - kan man blive til noget i dette Land? Nej, nye Mennesker og en ny Himmel!

- Er du saa sikker paa ham, Købmanden? spurgte Eriksen.

- Sikker? - Jeg er lige glad. Jeg vil have Lov til at gaa paa bare Ben over varm Jord.

- Og Bargren?

- Bargren? - hvem kan blive ved med et og det samme? Naar jeg nu trænger til Brasilien, saa trænger jeg ikke til Bargren. For Resten kommer jeg vel nok hjem igen en Gang.

Ingen svarede ham. De sad tavse lidt.

Saa gabede Eriksen.

- Hvad mon Klokken er?

- Den er vel det samme, som den var i Gaar ved denne Tid! bemærkede Fog.

- Jeg skulde hjem og lære noget.

- Ja lad os gaa! foreslog Jansen.

- Vi følges, gamle i sagde Eriksen og rejste sig og gik ind til Buffetten og betalte sin Kaffe. Fog klarede for Jansen og Mogensen.

Nede paa Gaden skiltes de.

Fog drev alene ind ad Byen til, og Klein og Mogensen fulgtes.

Det var maanelyst og Gaderne hvide af Sne. De enkelte Drosker kørte lydløst forbi, og de Fodgængere, der var ude, knirkede forsigtig afsted i den kolde, stille Frostnat.

- Følger du med hjem? spurgte Eriksen. Der er varmt hos mig.

258

- Du skal jo læse.

- Det gør jeg, naar du er gaaet.

- Jeg ved ikke, - jeg er noget træt.

- Skal vi da gaa lidt sammen? Jeg vil tale med dig.

- Ja! svarede Jansen; han kunde aldrig gøre sig fri for Eriksen; der var saadan underlig Energi over Eriksens Røst.

Saa gik de langsomt ned ad Gaden. Eriksen havde stukket sin Arm ind under Jansens, men tog den lidt efter til sig igen og blev gaaende og saa lige frem. Jansen frøs og fik begge Hænder i Frakkelommerne.

- Jeg skal sige dig, sagde Eriksen og smed sin Cigarstump, jeg har forlovet mig!

Jansen vilde se paa ham, men gjorde det ikke. Han følte, at Eriksen fremdeles gik og saa ligefrem, og fik i det samme den Fornemmelse, at det egentlig ikke var ham, Eriksen gik og talte til. Han svarede ikke.

Eriksen tav lidt og fo'r saa fort med sin sikre Røst.

- Folk begyndte at tale om os. Og mit Rygte var saadan, at hun ikke kunde gaa paa Gaden uden at udsætte sig for Sladder.

Saa tav han igen.

- Det vilde jeg ikke byde hende! blev han lidt efter ved. Man maa være delikat i saadanne Forhold. - Og saa var jeg ked af denne radikale Jargon, som bare er Jargon. Man maa anlægge sit Liv lidt fastere.

- Hvem er hun? spurgte Jansen, som slet ikke følte sig interesseret, men bare var bange for selv at blive spurgt.

- En brillant Pige, som er kommet meget hjemme.

- Og nu studerer du? blev Jansen ved; han gik og undrede sig over, saa lidt Eriksen paa én Gang kom ham ved.

- Ja. Det literære Allemands-Gøgl overlader jeg til jer!

- Naa.

- I tror jo endnu, I kan udrette noget.

259

- Ja-a.

- Ja - I er naive! Og saa kender I ikke engang til Livet! Du, for Eksempel, kender jo ikke det ringeste til Pigebørn og vil endda være Digter. Saa havde jeg bedre Stof.

Det lød Jansen, som læste Eriksen op af en Protokol.

- Det kan du jo lade os om! svarede han.

- I gaar rundt og driver, og ingen af jer har Fart til en Handling.

- Fart til at forlove sig?

- Lige meget til hvad!

Jansen overvejede, om han skulde sige Godnat. Han gik og blev hidsig, følte han, og ærgrede sig og var bange, Eriksen skulde mærke noget.

- Du minder mig om Mogensen! sagde han saa og fortrød i det samme, han havde røbet sig.

- Hvad mener du? spurgte Eriksen rolig.

Jansen vilde bøje af, men kunde ikke.

- At I i Grunden er to Alen af et Stykke.

- Jeg forstaar ikke.

- Det gør heller ikke noget.

- Du skylder mig en Forklaring paa din mærkelige Opfattelse af mig.

- Saa forstod du jo!

- Du skylder mig en Forklaring, siger jeg dig.

- Du og Mogensen - I rømmer begge to! fik Jansen sagt; han dirrede indvendig.

- Det er forhaabentlig dit behagelige Spøg!

Jansen svarede ikke.

- Du forbavser mig virkelig i høj Grad! Jeg havde troet, at din Evne til at forstaa var betydelig bedre udviklet! bemærkede Eriksen lidt efter.

De gik hurtig ved Siden af hinanden. Jansen forekom det, som 260 havde han lang Vej at vandre tilbage, naar han havde sagt Eriksen Godnat. Der blev saa tomt om ham, hvor han kom frem med Eriksen ved Siden. Han gik og længtes bort, men kunde ikke bryde af. Der maatte komme noget, som klarede det for ham; et Par Ord fra Eriksen; en Bemærkning, som kunde hjælpe.

- For Resten, sagde saa Eriksen, forekommer det mig, at du minder fuldt saa godt om Mogensen som jeg.

- Lad nu Mogensen være! bad Jansen fredsommelig.

- Hvorfor kommer du saa med saadan noget Vrøvl?

Jansen vilde svaret, men tog sig i det og sagtnede sin Gang. Han havde været dum. Eriksen havde vundet.

- Nu maa jeg hjem! sagde han.

Eriksen standsede og saa paa ham med de mørke, blanke Øjne.

- Godnat da! sagde han og rakte ham Haanden.

Jansen trak sin op af Lommen.

Saa skiltes de.

- Hav det godt! hørte Jansen Eriksen raabe lidt nede i Gaden.

- Tak! svarede han og gik videre og havde hele Tiden Eriksens sikre, uovervindelige Røst i Øret.

Himlen var klar. Maanen lyste ned over Gaderne.

Jansen gik hjem efter.

Han var kommen helt ud paa Østerbro, hvor Eriksen boede. Foran ham laa Sortedamssøens snedækkede Isflade, bred og tom og hvid, og Øster Søgades Træer stod langs Søen og havde nyfalden Sne over alle Kviste. Langt nede lyste Fredensbros Lygter i Linje tværs over Isen; og der, hvor Søen endte, skimtede han Nørrebros Gasblus som gule, glødende Prikker i den lyse, kolde Luft.

Han gik ned ad Øster Søgade, inde under Træerne. Nu og da dryssede lydløst en Kvists Snelag ned foran ham paa Stien.

Han ærgrede sig og frøs. Altid skulde han hale i Land. Og 261 hvorfor saa? Havde han da noget til overs for Eriksen? Var det ikke faret igennem ham, saa han saa det som den klareste Sandhed, at Eriksen og Mogensen drev samme Vej: rømmede! Og saa var de saa sikre, de to! sikre paa sig selv og sikre paa hans Umulighed.

Han kendte ikke Livet! kendte ikke det ringeste til Pigebørn! sad bare hjemme og drev og rettede Stile!

Jansen lo, dér hvor han gik under de hvide Træer, og knyttede sin højre Haand i Lommen.

Ude paa Isen gik en Mand og skuffede Sneen bort og ryddede en Bane.

Jansen stod stille og saa paa ham.

Manden satte Skovlen mod Isen og stemmede sig frem over Skaftet og skød Sneen foran; hans Træsko knirkede. Saa standsede han og lod Skovlen falde, stampede lidt og aandede i Hænderne; og tog saa Skovlen igen og skrabede videre. Maanen tegnede hans Skygge over Isen.

XII.

Forsamlingslokalet "Orion" laa langt ude paa Enghavevej. Jansen vidste ikke rigtig bestemt hvor; han maatte staa stille en Gang imellem og stirre gennem Mørket ind paa de lave Huse, der laa bag Havehækkene langs den ene Side af Vejen. Der var Lys de fleste Steder; men det var stille, tarveligt Lys, som ikke naaede langt ud i Mørket; der maatte vel være noget lysere, hvor "Orion" laa. Heller ikke mødte han Folk, hvor han gik. Der var sagtens et Stykke til endnu. Han maatte jo kunne kende Stedet paa, at der gik mange Mennesker ind. Eller maaske var de kommet alle og sad og ventede.

262

Jansen saa tværs over Vejen. Der var aaben Mark paa den anden Side og over Marken et vaadt Tøvejrsmørke, som ikke var til at se igennem.

Han vidste, Klokken ikke var ni endnu. Og Folk plejede aldrig at komme saa præcis. Alligevel gik han til. Det blev saa klamt om Fødderne at gaa der og lede. Saa klemte han paa Lommen for at føle, om Foredraget var der. Jo det var. Og saa saa han igen ud i Mørket over den aabne Mark.

Saa aldeles rolig gik han der og undrede sig over, hvor han saa pludselig havde den Ro fra. Den generede ham; den forekom ham meningsløs; han følte sig helt ilde tilpas under den. Men den var der. Og den laa som en Vægt over hans Tanker, saa de ikke kom længere, hver Gang de vilde løfte den og faa Klaring paa den; de maatte dukke sig under den. Denne Aften, som havde taget hans Søvn de sidste Nætter og ikke undt ham Fred en halv Time om Dagen hele Ugen igennem, ikke levnet hans Hjærne Rum for andre Tanker end den ene, at den Dag nærmede sig, Sekund for Sekund, der skulde se ham drage ind i Livet og tage sin Plads dér, hvor al hans Længsel havde søgt den, dér hvor hans Skæbne, Skridt for Skridt, havde tvunget ham hen og forlængst ridset Rum for hans Fod, saa han havde kendt sin Fremtid saa sikkert, som han kendte hver leden Dag af sit Liv, - denne mørke, klamme Martsaften, som han havde drømt sig som en susende Storm gennem hele hans Sjæl, traf ham nu pludselig her saa rolig som en bundfrossen Aa. Ikke Spor af Sus, ikke det ringeste Tegn paa Feber. Og af Foredraget, som laa i hans Lomme, kunde han i Øjeblikket ikke et Ord, kunde ikke huske en Linje. Og endda var den tunge, træge Ro over ham. Han følte den som en underlig Magt, der drev ham frem. Ikke et Øjeblik tænkte han paa at vende om og gaa sin Vej. Han begreb det ikke; men saa sikker havde han aldrig følt sig før.

Saa blev der med ét lyst ud over Vejen. Han saa ind over et 263 lavt Stakit. Inde bag Stakittet laa der en énetages Bygning med fire store, oplyste Vinduer ud mod Vejen; og op ad Vinduet længst til højre saa han Skyggen af en Ryg. Men der var ingen Folk, som gik ind. Alligevel var det vel "Orion". Jo, der stod det over Laagen paa et blaamalet Brædt mellem to Lygter. Jansen tog sit Ur op; Klokken var to Minutter over ni, akkurat. Saa saa han ned ad Vejen til begge Sider. Der var ingen at se i Mørket. Og saa gik han ind.

Han kom ind gennem en Dør i Gavlen, ind paa en Trappe, der var sort af sølede Fødder, og havde lige foran sig en Dør til. Der var ingen Mennesker paa Trappen. Et Gasblus sad højt oppe paa Væggen og viftede for Trækken.

Jansen gik hen mod Døren. Han maatte gennem den, var han sikker paa, for at komme ind i Salen. Døren stod paa Klem og skulde aabnes ud mod Trappen. Et Øjeblik stod han og betænkte sig; saa tog han i Laasen og fik Døren helt op.

Han kom lige ind i Salen.

Den var lang og lavloftet. Foran sig havde han fem seks tomme Bænkerækker. Saa kom der en Række med en Mand ude paa det ene Hjørne, og saa et Par Rygge paa den næste; nede foran Talerstolen saa han bare Hatte og Nakker.

Han gik uden om Bænkene og ned ad Gangen langs Vinduerne, frem forbi de tomme Rækker. Der stod en graa Sky af Tobaksrøg nede over Hovederne, og der var Støj af summende Mandsstemmer og Hosten og Skraben med Fødder.

- Naa er De der! hørte han Høyers Stemme sige og saa i det samme Høyer rejse sig lidt inde paa en af Bænkene.

Jansen standsede og ventede, til Høyer havde arbejdet sig ud til ham.

- Ja vi er ikke mange, ser De. Men De er gode, De der er her.

Jansen rakte ham Haanden og fik et svagt Smil frem.

264

- Venter De flere? spurgte han.

- Nej, jeg tror det ikke. Hvis De er færdig, kan vi vist godt begynde med det samme! sagde Høyer og saa paa sit Ur.

- Ja - lad os kun begynde! bad Jansen og gik foran Høyer op mod Talerstolen.

- Vil De ikke af med Frakken?

- Jo.

Der stod en Stol ved Salens Endevæg; paa den lagde Jansen sin Frakke. Han var klam og kold om Hænderne, følte han, da han trak Foredraget op af Lommen, og tog saa med det samme sit Lommetørklæde for at pudse Næsen; han gav sig god Tid og vendte Ryggen til Forsamlingen; endnu følte han denne sære, stive Ro i sig.

Han havde tænkt sig det alt sammen saa helt anderledes. En tætpakket Sal foran sig og Feber og Glød over sig selv. Han følte de tomme Bænkerækkers brede, øde Gab bag sin Ryg, mens han stod og pudsede Næsen, følte det som en kold, aaben Brønd for hvert hedt Ord, han vilde tale. Han havde drømt sig flammende Øjne og knyttede Næver, saa langt hans Stemme kunde naa.

Saa vendte han sig, og saa foran sig et Par Rækker rolige, stille Ansigter.

Og i det samme laa hans egen Ro klar for ham; i samme Nu følte han den som tung, ubrødelig Alvor, en Alvor, der borede sig ind i hans Hjærne og tog alle hans Tanker fangen og gjorde dem stille. Han blev med ét saa lille for sig selv.

Saa slog Høyer et Par korte Slag med en Klokke, og de summende Stemmer tav. Høyer stod oppe paa Talerstolen.

- Ja, saa tænker jeg, det er bedst, vi begynder! Student Jansen har lovet at tale i Aften!

Jansen rettede sig og saa ud over Salen og gik saa op paa 265 Talerstolen. Høyer gav Plads for ham og satte sig paa en Stol lige nedenfor.

Der stod saa Jansen, med begge Hænder om Manuskriptpultens Rand og Øjnene mod Manuskriptet, som laa lukket paa Pulten. Han følte sig saa bleg og kold i Huden og mærkede over sit Ansigt hver Bevægelse i Salens klamme Luft. Et Øjeblik blev han staaende saaledes, med bøjet Hoved, ubevægelig. Saa løftede han Hovedet og saa ned mod den tomme Del af Salen, og begyndte langsomt.

- Nej - jeg vil ikke tale til Dem om nogen enkelt Ting, - det er ikke et Foredrag, jeg vil holde, - og jeg har ingen Titel at give det, jeg vil sige. - Det bliver kun nogle Bemærkninger til et og andet, - og de vil ikke engang være Dem ny.

Han tav et Øjeblik og rettede paa sin Lorgnet; og tog saa Vejret i et dybt Drag og fortsatte.

- Allerhelst satte jeg mig ned iblandt Dem - og bad en af Dem staa her op og tale til mig. - Jeg føler mig saa ung i dette Øjeblik. - De maa bære over med mig. - Jeg staar her og taler og ved med mig selv, at De har meget at sige mig, og jeg endnu kun saa lidt at lære Dem.

Sætningerne kom saa langsomt og med smaa Ophold mellem hver. Han tog ikke Hænderne fra Pultens Rand.

- Det er gaaet mig som saa mange andre her hjemme. Vor politiske Elendighed har ledet mine Tanker hen paa Omraader, som før var dem fremmede, og lært mig at se mig om og at se mig for mellem Folk. Og den har ledet mig videre end til at tage Parti for Højre eller Venstre; den har bragt mig i Berøring med Forhold, som for mig griber dybere ind i alle Tings Gang end hvilken som helst Fortolkning af en fattig Grundlovs Paragrafer. Derfor vil jeg i Aften - og fremdeles - ikke berøre vor Partipolitik mere, end jeg allerede har gjort, men holde mig til de Forhold, jeg talte om. - De har naturligvis allerede forstaaet, 266 hvilke Forhold jeg mener. Det er Forholdet mellem de smaa og de store i Verden.

Jeg kan ikke sige, at jeg ved aarelang Erfaring er kommen til det Standpunkt, hvor jeg nu staar. Jeg er saa ung endnu. Men det lidet, jeg har set, har været mig saa klart, saa uhyggelig klart, og det Syn, jeg har mødt ved at søge tilbage i Tiden, saa langt tilbage et Menneske kan søge, det Syn var saa ligt det, jeg ser levende hver Dag. Om jeg aabner en Avis fra i Dag eller en Bog om Oldtidens Folk, jeg finder den samme triste Beretning om Smaafolk, som knuses under Storfolks Lykke. Og saa var de smaa dog de mange! De var det den Gang, og de er det nu!

Om man kunde tælle sammen i Sum alle de Evner, som blev sultet ihjel og fejet til Side, fra de Tider, da Samfundene dannede sig, og til nu, eller om man vilde lægge dem hver i sin Grav, mon vi ikke fik tørre Havene ud og sløjfe Bjærgene og alle Byer og tage hele vor Klode ind til Kirkegaard? Og daglig pines der Hjærner ihjel, Hjærner som kunde tage deres Tag med i Arbejdet paa at faa denne kæntrede Verden paa ret Køl. For Verden er kæntret, kæntret for længe siden; og hele den store Menneskelast ligger stuvet sammen under Luger og Skodder, mens de, som kæntrede den, rider paa Skroget og deler Provianten og sparker hver den i Søen, som vil op og have sin Del.

Jeg ved, det er alt sammen noget, De kender, kender bedre end jeg; De, som lever midt i Kampen mod dem, der er øverst. Jeg selv har endnu kun set det hele ude fra; men jeg har set nok, til ikke at have noget højere Ønske end det, at kunne ofre Deres Kamp hver brugbar Evne, jeg ejer.

Og jeg ved - nu -, at der vil gaa Aar paa Aar, før Kampen ender; og mange Hjærner og mange Evner vil fremdeles hjælpeløst gaa til Grunde. For Kampen drejer sig ikke om Føden alene. Saa stor er deres Magt, som er øverst, at om man i Dag røver dem deres Brød og river deres Guld fra dem, saa staar de der i 267 Morgen igen med nye Lænker til dem, der sprængte de gamle. De har et Vaaben, som lammer, et Vaaben som ikke med Vold slaas dem af Haanden, en smidig, giftsmurt, usynlig Klinge, Samfundets hellige Moral.

Ogsaa den kender De; og De ved, hvoraf det Vaaben er smeddet, og hvem der smeddede det; De hører daglig sige, at paa det beror al sand Lykke i denne Verden og i den næste; det er saa uundværligt som Solen paa Himlen.

Jeg ved ikke det, jeg hader, som Samfundets hellige Moral; den, som bringer Mennesker med Hjærne og Hjærte til, i Skræk for at miste deres Guld og gode Dage, at gaa rundt og lyve og hykle og kalde det Sandhed. For de lyver og hykler i deres Saloner og i deres Kirker, og al deres Moral er kun en Lim, de har smurt paa deres Fingre for ikke at miste det mindste Gran af det, de kalder deres. Det er mod denne deres Moral, at hvert Menneske, som fødes, maa tvinge sin Hjærne til Kamp, hvis der nogensinde skal opstaa en Kultur, hvor hvert Menneske, som er til, ejer sin Part i det, vi kalder Lykke, og yder sit Bidrag til Arbejdet paa deres Vel, som lever.

Men den Kamp maa føres saa stille, at ingen mærker, det er Kamp. Jeg mener ikke dermed, at der skal arbejdes skjult; tværtimod! Jeg mener blot, at de store Ord maa lægges bort. Der skal arbejdes Mand og Mand imellem, og arbejdes mest med Børnene. Og det Værktøj, De skal bruge, er Oplysning. Ikke den Oplysning, som er gængs imellem de "højere Klasser", imellem "de dannede", for den ligner deres Moral og tier om alt det, som synes dem at true deres Magt; den Oplysning, der endnu den Dag i Dag faar Folk til at krumme sig for en Konge og til at smiske for en Præst. De skal lære Deres Børn, at de har intet at smiske for og intet at bøje sig for og ikke andre end dem selv at stole paa; at de derfor skal tage Vare paa de Kræfter, de har faaet. Lær dem, at det, de hører om et andet Liv, kun var en fattig 268 Mands Drøm om den Lykke, han ikke saa hos sig selv og ikke hos nogen anden, men som han længtes efter og drømte om, til han træt og syg over ingen at finde maatte lade sin Længsel søge paa den anden Side Døden, ude i det store, øde Rum. Lær dem ganske stilfærdig, at de har kun dette ene Liv; at hvad de ikke naar i dette, det naar de aldrig; at hvert kort Minut de vender deres Tanker bort fra denne Jord, er spildt. Lær dem, at Himlen er Kulsyre og Æther og ikke Oplagsplads for Sjæle; at det er den Jord, de træder, de skal elske, og ikke det hebraiske Æventyr, som kaldes Himmeriges Rige. Luk deres Øjne op for alt Livet omkring dem og lad dem ved eget Arbejde lære at glædes ved egen Evne, saa hver især ser sig selv som Menneske blandt Mennesker, som et Menneske med samme Pligt til Arbejde, og Ret til samme Løn for sin Gerning som alle de andre omkring ham. Saa vil den Tid komme, da ikke det ene Menneske gælder mere end det andet, da ikke det ene krummer sig mod Gadens Fliser for det andet. Da vil Præst og Konge være paa Vejen der hen, hvor fra de er komne, paa Vejen tilbage til den døde Middelalders Krypt. Og med dem vil meget smuldre, som nu holder Verden i Stampe. Det er Oplysning, langsom og sikker Oplysning, der langsomt og sikkert skal gøre Verden fri. -

Jansen tav. Han begyndte at blive hæs og følte sig mat i alle Muskler. Hvad havde han sagt? Han blev med ét saa fremmed for alt omkring sig. Manuskriptet til Foredraget laa lukket, som da han begyndte; og nede foran ham sad de to Rækker stille Ansigter og saa op paa ham. Han følte sig saa tom under de mange Øjne. Her havde han staaet og talt et godt Kvarter, havde staaet og tænkt højt, tvunget sig til at rede sine arme Tanker ud. Hans Hjærne gjorde ondt. Han vidste ikke andet, mens han stod dér, end at han var saa ung, var et fattigt, uvidende Barn, der intet havde at give af sit eget. Der laa saa lang en Vej foran ham.

269

Han bøjede sig frem over Talerstolen og saa ned mod Gulvet, og tog sig saa sammen og fortsatte langsomt og stille uden at se op.

- Nej - jeg har intet nyt at sige Dem; jeg føler det, nu jeg staar her; jeg vidste det ikke før. Den Gang jeg lovede at holde Foredrag, troede jeg saa helt anderledes, baade om Dem og om mig selv. Og jeg skrev mit Foredrag ud fra den Tro, skrev det saadan, som det ligger her i Manuskriptet. Det Foredrag kan jeg ikke holde. Det er bygget over en død Drøm. Jeg har i dette Øjeblik intet andet at gøre end bede om Deres Overbærenhed. Jeg har intet givet Dem, fordi jeg intet har haft at give. Men jeg har lært - her - i Aften - hvad ingen Bog kunde lært mig. Nu beder jeg Dem blot give mig Lov til at gaa. Jeg var fattigere end jeg troede.

Jansen gjorde et kort Buk. Han saa ikke op, men hørte bare et Par Støvler begynde at skrabe under en Stol. Saa gik han ned og tog sin Frakke.

- Skal jeg hjælpe Dem? spurgte Høyer bag ham.

- Tak!

Jansen rystede paa Hænderne.

- Ja - det blev jo noget kort. Men vi siger alligevel Tak.

- Skal De ikke ha' Manuskriptet med? blev han ved, da Jansen vilde til at gaa.

Høyer hentede det, og Jansen fik det ind i Inderlommen.

Saa gik han, ned langs Bænkene, med de summende Mandsstemmer bag sig.

Ude paa Gangen kom han til at fryse, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham. Han maatte gaa til for at faa Varme.

Mørket laa ud over Marken, og inde i Husene bag Hækken var der sparsomt med Lys.

Lidt efter lidt fik Jansen Varme i Blodet. Mørket laa saa lunt 270 omkring ham. Og han sagtnede sin Gang og gik langsomt, gik dér i Martsnatten paa den vaade Vej og følte saa sikker en Ro i Blod og i Nerver, følte sig saa underlig glad.

XIII.

Jansen blev staaende lige inden for Døren og saa hen paa Lampen, der stod og brændte paa Bordet, og fra Lampen ned paa Anna, som laa og sov paa Sofaen bag Bordet. Saa trak han langsomt Frakken af og hængte den fra sig og listede sig forsigtig over Gulvet, over mod Sofaen. Anna rørte sig ikke. Hun laa med Ryggen mod Lampen og havde alt dens Lys over det blanke Nakkehaar og hen over den venstre Kind.

Han blev staaende et Øjeblik og saa paa hende. Saa bøjede han sig ned og skød sin Arm ind om hendes Liv og lagde sin Kind mod hendes. Han følte et lille svagt Ryk gennem hele hendes Legeme; hun vendte sig langsomt i hans Arm, over mod Lyset, og slog saa pludselig Øjnene op og saa forskrækket paa ham.

- Men Gud! er det dig, Georg?

- Ja hvem ellers?

Hun gned sine Øjne og strakte sig.

- Jeg har sovet, tror jeg.

Saa satte hun sig halvt op og blev ved at se paa ham, rød over den højre Kind af Sofaens ru Betræk, og med Haaret i Uorden.

- Hvor har du dog været henne?

- Ude.

- Jamen hvor?

- Det skulde du bare vide.

Han strøg hende over Panden og glattede paa hendes Haar.

271

- Du maa skamme dig, at du ikke har sagt mig, du ikke var hjemme! gabede hun.

- Nu er jeg her jo. Og nu bli'r jeg her.

- Hvad er Klokken?

- Godt elleve.

- Godt elleve - nej!

- Se hen paa Uret!

Anna saa hen paa Vækkeuret.

- Du har stillet det.

- Den er saa mange.

- Lad mig komme op, hører du! Jeg har jo ingen Gadedørsnøgle! Jeg maa gaa straks.

Jansen blev liggende og holdt hende fast om Livet.

- Georg - jeg maa gaa, hører du!

- Du kan jo ikke komme ind, Anna! hviskede han og holdt hendes Øjne fast med sine.

- Hvad mener du - Georg?

- Anna - se paa mig!

Hun bøjede sig fremover mod Bordet og sad og saa ned i Skødet, hvor Fingrene pillede med Kjolelivets Snipper.

- Anna! hviskede Jansen.

Saa løftede hun langsomt Hovedet og saa paa ham, blussende rød og med Mundvigene bævende under et Smil, hun ikke kunde tvinge.

Han trak hende fast ind til sig, og hun gemte sit Ansigt mod hans Skulder.

- Anna - jeg er saa lykkelig i Aften - og saa stærk - og saa sikker paa mig og paa dig og paa alt mellem Himmel og Jord.

Han sagde det i ét Køre og blev liggende, hvor han laa, og gav hende Kys paa Kys over Kinder og Hals.

Saa rejste han sig og trak hende med ud paa Gulvet; hendes Kjole hang fast i en Stol, som nær var væltet.

272

- Georg - Georg! bad hun. Det ender med, vi vækker alle Folk i Huset.

Han havde hende om Livet igen og stod stille med hende og saa paa hende.

- De maa gærne vide det, Anna, alle sammen!

- Snak, Dreng!

- De har dog troet det længe.

Hun lagde sin Haand paa hans Mund, og han kyssede Haanden.

Og saa stod de der lidt, tæt op mod hinanden, og tav.

- Lampen, du! hviskede saa Jansen.

Anna saa hen paa Lampen. Lyset kom saa rødlig gennem Kuplen.

- Den slukker! den kan ikke mere!

Han slap hende og gik hen og skruede lidt paa den, og hun blev staaende og saa paa ham med store, blanke Øjne.

Saa kom han tilbage til hende.

- Hvad tænker du paa?

- Paa os to!

Anna slog Armene om hans Hals.

XIV.

- Du faar mig ikke fra det, Onkel! sagde Jansen stilfærdig; han stod lænet til Bordet, med Ryggen mod det og begge Hænder mod Pladeranden.

Henne i Gyngestolen sad Klokker Jespersen og bøjede sig frem og saa med sine vaade, graa Øjne over paa ham.

- Nej det er velsaa umuligt da.

- Ja.

Klokkeren lænede sig tilbage, saa hans Fødder slap Gulvet, og 273 Gængerne under Stolen knirkede. Saa rystede han ganske svagt paa Hovedet.

- Nej vi tænker saa forskellig. Jeg kan vel lige saa godt gaa da.

Han sukkede og blev siddende med hængende Underlæbe og aaben Mund.

- Herregud, at du skulde komme paa de Tanker. Den Onde har et stygt Spil i vore Dage; han sætter Fjendskab mellem saa mange Mennesker. - Georg, hvorfor vil du kaste dig ud i denne Verdens Kiv og Strid? Lad de forblindede, daarlige Mennesker om det.

- Jeg vil ikke kaste mig ud i noget, Onkel. Det kommer til at gaa langsomt med mig. Jeg har foreløbig ikke andet at gøre end at forberede mig.

- Gud tilgive dig, Barn! forberede dig til at saa Kiv og Strid!

- Hvis Kristus havde tænkt som du, Onkel!

- Du vil da ikke sammenligne dig med Guds enbaarne Søn, - det vil du da ikke?

Jansen stod og saa frem for sig.

- Nej, vær du rolig, Onkel! sagde han saa og blev rød. Ikke med ham - og ikke med nogen anden. Jeg vil gaa omkring saa ukendt og stille, som da jeg var Barn, og lære, lære af Mennesker og lære af Bøger, forholde mig ganske rolig til jeg engang faar lært saa meget, at jeg har noget at give af. Først og fremmest vil jeg tage min Eksamen; ikke fordi den smager mig, for det gør den ikke, men fordi den er en Eksamen, og fordi jeg tror, at den, der skal hjælpe de Mennesker, jeg vil ofre mine Evner, maa selv staa paa et Trin, der kan give hans Hjælp Vægt.

- Ja - ja, Georg! - jo, min Dreng! Det er saa stort og smukt at hjælpe, - jeg ved det nok. Men man maa hjælpe paa den rette Maade.

274

- Det tror jeg at kunne, Onkel, naar jeg naar saa vidt.

- Saa vil du lære dem, siger du, - men tænk en Gang rigtig over, hvad det egentlig er, du vil lære dem. Tænk, at hvad de Folk trænger, er Trøst.

- Nej - ikke Trøst, Onkel! Den er saa billig at give. Og den har de faaet rigelig af. Men den har aldrig hjulpet.

- Sig ikke det, Barn! Der gives ingen bedre Hjælp i Sorg og Savn end en inderlig Tro paa Guds Naade; og har du noget bedre at sige til et Meneske end: lad Herren raade!

- Raad selv!

- Mener du det, Georg?

- Det maa du kunne høre, Onkel!

- Menneskene er saa fattige, min Dreng!

- Ikke fattigere end, at de har Raad til at tro paa dem selv. Finder du færre ulykkelige i Verden nu, efter at man har præket din Guds Evangelium snart i nittenhundrede Aar, efter at Menneskene i nittenhundrede Aar har gaaet omkring og sat al deres Lid til en Gud, der skulde sidde inde med al Hjælpen. Jeg tror, Onkel, at om du saa rigtig efter, vilde du finde, at han havde sveget deres Tillid; at han enten var ond eller - slet ikke til.

- Kender du Guds Veje, Georg?

- Jeg ser paa den Verden, jeg lever i, Onkel. Det var vel dér, hans Spor skulde vise sig.

- Barn, hvor kan du tro at kunne udgranske Vorherres Hensigter? Hvad siger nittenhundrede Aar for den, for hvem tusinde Aar er som én Dag!

- Men for dig og for mig bliver tusinde Aar tusinde Aar, og vi har kun dette ene Liv at leve; vi maa regne med hver Time paa Dagen. Nej, Onkel, lær Menneskene at beholde Grund under Fødderne, lær dem, hvorfor det gaar, som det gaar, og lær dem at kende Aarsagerne til al den Kvide, der tynger dem, 275 saa kan de selv hjælpe til og prøve sig frem og selv skabe den Lykke, din Gud saa ubegribelig gærrig ligger og sparer paa oppe i sin Himmel.

Klokker Jespersen havde rejst sig fra Gyngestolen og stod og saa paa Jansen og rystede paa Hovedet.

- Ja ja, min Dreng! ja ja, Georg! Nu vil vi ikke tale mere om det. Du maa ikke tage det fortrydelig op, at jeg saa op til dig. Ulrikke ved slet ikke af det. Jeg længtes efter at se dig. Og saa - saa ja bliv nu ikke vred - jeg kan ikke rigtig forstaa, hvad du lever af.

- Lever, Onkel! - af at undervise - ligesom før. Jeg flytter for Resten hen paa et billigere Sted.

- Jamen - naar du nu vil studere saa meget - faar du saa Tid til at undervise?

- Ja - Dagen er lang.

- Maa jeg ikke - vil du ikke - du forstaar mig nok, Georg. Trænger du ikke til mig?

- Nej - jeg vil selv, Onkel. Der ligger fem Sedler henne i min Kommode. Det er dine, husker du nok. Du sendte dem i Brevet.

- Har du ikke brugt dem?

- Nej.

- Lad dem blive, hvor de er, Georg! jeg vil ikke have dem. Gør mig den Glæde, min Dreng. Du kan aldrig vide, - - der kan hænde saa meget.

Klokker Jespersen gik helt hen til ham og lagde sin Haand paa hans Arm og saa ham op i Øjnene.

- Georg - sig mig - er der noget i det, de siger, at du og Anna Jørgensen - Madam Jørgensens Datter - at der er noget imellem jer?

- Ja.

Jansen blev rød, men tog ikke sine Øjne fra Onkelens.

Klokker Jespersen tav et Øjeblik og slog Øjnene ned.

276

- Er der, hviskede han, - staar I i Forhold til hinanden?

- Ja.

Klokker Jespersen tav igen lidt og saa saa op paa ham.

- Har du tænkt over det Skridt, Georg?

- Ja jeg har, Onkel.

- Baade for hendes Vedkommende og for dit?

Jansen nikkede.

- Vil I da ikke forlove jer?

- Det behøves ikke, Onkel.

- Jamen - for hendes Skyld.

- Anna og jeg er enige, Onkel.

Klokker Jespersen slap hans Arm og gik lidt op og ned ad Gulvet. Saa stod han stille henne ved Vinduet og saa ud i Luften.

- Ja - Vorherre lade mig leve lidt endnu! sagde han og sukkede.

Saa vendte han sig igen om mod Stuen.

- Saa, min Dreng, nu maa jeg vist gaa.

Jansen tog, uden at sige noget, hans Frakke og hjalp ham den paa.

- Onkel, sagde Jansen og saa paa ham, som om han vilde sagt mere.

- Ja, Barn!

- Du maa kunne forstaa mig!

Klokker Jespersen saa mildt op paa ham.

- Vorherre være med dig, min Dreng!

Saa gik han.

XV

Stien løb tværs over den brede, aabne Mark, hvor Rugen stod tommehøj og bølgede evindelig som mørkegrønt Græs under 277 mild Sommerblæst. Luften var lind efter Regn og graa, med spædt Lys gennem tynde, jævne Skylag, og fyldt af en svirrende Lærkes Kvidren. Der skreg en Vibe nede ved Gurre Sø, og en stor, tung Fugl strøg stille til Vejrs, kredsede i langsom Flugt over Søen og blev borte inde over Horserød Hegn, dér hvor Skovdiget aabnede sig og slap Stien ind under de lukkende, lysløvede Bøge.

Fog og Jansen kom hen ad Stien; Jansen forrest, og lidt bag ham Fog med Malerkassen i Rem over Skulderen og et Rejsestaffeli under Armen. Jansen gik og saa ud over Markerne, og Fog havde Øjnene inde over Hegnets nylig udsprungne Bøge.

- Du! sagde saa Jansen uden at vende sig.

- Hvad er der?

- Jeg synes aldrig Foraaret har bekommet mig saa vel som i Aar.

- Har det ikke?

- Nej.

Fog skød Hatten i Nakken og fik Remmen højere op paa Skulderen.

- Jeg gaar og bliver lyrisk, tror jeg! blev Jansen ved.

- Kom med det!

- Jeg føler saadan en underlig sejg Kraft ligge og udvikle sig i mig. Jeg tror, jeg faar udrettet noget!

- Det tror jeg - for en Gangs Skyld - ogsaa! sagde Fog og sparkede en Sten fra Stien ind i Rugen.

Jansen vendte sig halvt om imod ham. Fog nikkede langsomt til ham og saa paa ham med sine store, lyseblaa Øjne.