DEN VILDE JÆGER
MIN VEN EMIL SLOMANN TILEGNET
DRAMATISK DIGT
PERSONERNE:
- Hr. ERIK
- INGER, hans datter
- Hr. HAAGEN
- Munken FELIX
- TYGE SANGER
- ELLEN, ingers amme
- KUREN
- stedet: Hr. ERIKS borg
FØRSTE AKT
Nat. Et Taarnkammer. Tungt Bjælkebord med Bænke om: paa Bordet en Vokskærte, som lyser svagt. Til venstre en lav, rundbuet Dør. I Baggrunden en Glug aaben ud mod et maanelyst Bjærgstrøg.
Munken FELIX ved Døren.
INGER stirrende ud af den aabne Glug, med Ryggen til Kammeret.
Tavshed.
280Tavshed.
- ✂
- FELIX
-
✂ Hvorhen
vil I da, jeg skal gaa? I Kamret sidder
min Kummer ved min Seng, og hvor jeg gaar - -
- ✂
- FELIX
-
✂ Gud være Eder god! saa ondt I slaar!
- glemt har I, hvad vi to i Fællig drømte,
glemt, Inger! glemt! - Krist, hvor det falder svært!
- ✂
- INGER
-
✂ Var det den første Drøm, der for jer rømte,
saa faar I prise Gud, at I har lært
at tage bedre Vare paa den næste!
- ✂
- FELIX
-
✂ I trøster let, I, som har intet mistet!
I spandt min Sjæl saa slesk et giftigt Net!
- mig var det, mig alene, som blev fristet!
- ✂
- FELIX
-
✂ Gridsk! - og fordi jeg elsker jer endnu!
om saa til Himlens Grænser I mig sendte,
I veg mig aldrig et Sekund af Hu!
- ✂
- INGER
-
✂ Pater! - Felix! - er I vred?
Kom nærmere! - kom, Felix! lad mig se!
du ved, jeg lider Børn, naar de er vrede!
kom! - falder det saa sært at se mig bede?
- ✂
- INGER
-
✂ Hvor I er tvær! - Du var dog før saa blød,
jeg led saa godt din milde, kælne Stemme,
hver Gang jeg slog til Ro mig paa dit Skød!
- ✂
- INGER
-
✂ Ej saamænd, I truer!
Tror I, at jeg for Slangekneb er angst?
Jer fromme Uskyld, Pater, smukt mig huer,
- den gode Gud jer give snarlig Fangst!
- ✂
- FELIX
-
✂ Le -
le mig og dig ihjel i samme Stund!
jeg vilde gribe dig som nu i Armen
og spytte dig i Øje og i Mund!
- ✂
- INGER
-
✂ Slip! I er jo drukken!
slip! eller ved Guds Moder! Dreng! jeg slæber -
Felix! jeg slæber dig herhen til Karmen!
- slip, gale! husk paa Floden under Gluggen!
Naa!
- ✂
- INGER
-
✂ Arme Kæber!
nu gumler I saa snildt det stygge Ord,
I hvæsed fra Jer før! - Blev I forknyt?
Sæt jer ved Bordet der! forsøg en Bøn!
284 bed, fromme Fader! det var ussel Løn
for al jer Fromhed, om I nu blev snydt!
forsøg med Krusifix, med Sang og Knælen!
- ✂
- FELIX
-
✂ Alting dør i Kvæld!
død Gud i Himlen! død den store Trøster!
Ser I da ikke hele Jorden smuldre!
Fjældet derude som et usselt Skæl
paa Ryggen af et fældet Smaakryb ligger, -
kun dér - hos jer! af Eders nøgne Skuldre
det hede Livsens Blod min Læbe drikker!
- ✂
- FELIX
-
✂ Jeg har jer kær!
bedende
I Eders Læber, Eders Blik og Bryst,
i Eders myge, blege Legem brænder
al Livets vilde, bryndestolte Lyst!
Hvad vejer mig Kerubers Flammesværd
mod Baalet, Eders Blik i Sjælen tænder!
✂ Dit Legem, Inger! - hører du! din Mund!
skænk mig endnu en sidste salig Stund, -
den sidste!
- ✂
- INGER
-
✂ Gaa! - gro til Mand! husk Verden er saa rig!
og der er Læber nok, som gerne kysses!
Du lærer snart de kælne Kvad at sjunge!
- ✂
- FELIX
-
✂ Min Elskov ej ved Landevejen dysses
til Ro med Kys af Godtkøbs Kvindemunde!
I fødte den, - med jer den gaar til Grunde!
men først med jer! - med jer! - det faar I mindes!
Og jager I mig nu som skurvet Hund,
saa husk, at hvor I gaar, fra denne Stund
min Skæbnetraad med jer i Knude bindes!
Var jer min Elskov alt for myg og bleg,
mit Savn skal lære jer saa arg en Leg!
- ✂
- INGER
-
✂ Nu truer I igen! helt let I skifter!
Gud unde Eder Helsen til jer Færd!
det er saa stolt at hige mod Bedrifter,
- saa leger altid Børn!
- ✂
- FELIX
-
✂ Nu er I stærk -
men husk - husk I har smedet mig et Sværd,
som daglig svides i saa hed en Esse!
Jeg elsker Eder! - jeg! Guds fromme Klerk!
ved Bod, ved Bøn, ved Ottesang, ved Messe,
paa Knæ for Altrets Gud! - jeg faar ej Fred,
før I er min igen, - og jeg vil Fred!
- ✂
- INGER
-
✂ Da var det Skade, Felix! - for mit Øre
er langtfra mæt! - bed, Felix! jeg vil høre
en Bøn! - naa knæl, Smaamunk! - en Bøn for mig
og for min Brudgom - for vor dyre Lykke!
- du hellige Guds Moder! vil I ej!
- ✂
- INGER
-
✂ Naar blev mit Tykke Eders Tunge fremmed?
I knejser! - blev I stolt med et, Smaapilt!
Saa tungt tilforn I ingen Sinde nemmed!
Ellen kommer i Døren, standser
vil gaa igen
- ✂
- INGER
-
✂ Jeg hørte nys af Pater Felix' Mund
saa meget skønt om Kærlighed og Lykke.
- Tak, fromme Fader!
gaar
287- ✂
- ELLEN
-
ved Gluggen.
✂ Hvor sorte
de Skove dog ser ud! - godt, at man ej
ved Nattetide fare skal den Vej!
- og hvor velsignet Stjernerne saa tindre!
- ✂
- ELLEN
-
✂ Det kunde da hver Patteunge høre!
Du har et alt for utaalmodigt Sind,
du skulde vare dig for Maaneskin!
man har da tidt nok set den Flimmer stjæle
med Sot og Syge sig paa Jomfrusjæle!
- ✂
- INGER
- ler.
- ✂
- INGER
- ler
- ✂
- INGER
-
gaar fra Gluggen, skutter sig i Kuldegysning
✂ Her trækker! Skal den Kærte evig blaffe!
Skaf flere hid!
- ✂
- ELLEN
-
✂ Aak Gud! hvor skal jeg skaffe!
alt hvad vi ejer, staar jo tændt dernede
i Brudestuen, Barn!
- ✂
- ELLEN
-
✂ Da har vel Maanen Lys. Du er saa bleg om Kind,
er du alt led det fine Maaneskin?
Ak, Jomfru! Jomfru!
- ✂
- ELLEN
-
trækker Skørtet af og hænger det for Gluggen
✂ Giv blot Stunder! jeg skal lukke
ved Gluggen
og stænge om dig!
✂ Herregud hvor sært
de sorte Træer i Nattevinden sukke, -
grangivelig som Folk, der har det svært.
Kom hid og hør!
- ✂
- ELLEN
-
✂ Saamænd! saamænd! Og se, hvor Floden snor sig
hvid som en død! Hvor saadant Vand kan vride
sig fælt i Maanenætter!
- ✂
- ELLEN
-
✂ Stryge kælent Eders Kind
og se lidt paa jer, - se lidt paa jer blot,
se lidt i Eders Jomfruhjærte ind
og sige Eder Tak for ondt og godt
fra mig og Vilhelm.
- ✂
- ELLEN
-
✂ Aak - jeg mindes,
nu i den sidste Tid især, saa tit,
hvordan jeg gik dér langs den hvide Strøm
og skreg og jamred op med Bøn paa Bøn,
den Gang Jens Lansknægt løb fra mig og mit, -
nu. Jomfru, vandrer dér min egen Søn.
- ✂
- INGER
-
✂ I stakkels gamle Moderhjærte, driver
jer Vilhelm om som et forvildet Faar
og flæber! - det er sjælden Arv I giver!
- ✂
- INGER
-
✂ I skulde laant jer Søn et lidet Gran
ser pludselig stift paa hende
af Eders Visdom! - Stakkel! har han drømt,
jeg vilde valgt min Ammes Søn til Mand!
✂ Hør, Ellen, - tror I, Vilhelm kunde dræbe ...
- ✂
- ELLEN
-
✂ Nej, nej! nej Vilhelm handler ikke ilde!
nej, I har lært ham med jer egen Mund,
at Hjærteblod saa vist er dyrt at spilde!
- ✂
- ELLEN
-
✂ ... den sorte Ravn, som forbi Maanen trak.
gaar baglæns mod Døren
✂ Guds Moder staa dig bi, du arme Brud!
- ✂
- Hr. ERIK
-
rusker ude fra i Døren, faar den omsider op
✂ Den Dør er trang som rustent Sværd i Balgen!
bliver ELLEN var
✂ Se gaar du her, dit gamle Skrog, og støver!
list du dig did, hvor man din Hjælp behøver!
- ✂
- ELLEN
- nejer og gaar
- ✂
- Hr. ERIK
-
mod Inger
✂ Jeg mødte Munken nys, - har du ham drillet -
han saa mig ud som nyhængt Mand i Galgen!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Naa - lad ham gaa! det bliver Eders Sag! -
Hør, Barn, det tykkes mig et Gran mærkværdigt, din Brudgom har saa Djævlens lidet Jag!
Midnat er længst forbi.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Jaha! - godt sagt! - af Skræk han næppe tøver!
Jeg tænker tit, de Børn, I faar jer sammen,
det bli'er et Børnekuld med Jærn i Kammen!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Ja vist - en Dreng - ja vist!
Tror du, en Krøbling vinder Haagens Ry?
Jeg tænker ham saa stolt en Karl som nogen!
Hans Fader havde ej for Skik at ty
med kælen Jomfrusnak til Kærlingkrogen!
Og saa hans Frierbrev, - han kræver dig!
- se den Slags Folk, mit Barn, dem lider jeg!
- ✂
- INGER
-
✂ Mit Mod
var aldrig ringere end jert! - Jeg længes
kun efter et, - at se hans Brynje sprænges
for Armens Muskel, - næmme, om hans Blik
har Staal, der hugger fremmed Vilje sønder!
- ✂
- Hr. ERIK
-
gaar utaalmodig frem og tilbage. Standser ved Gluggen
✂ Hvad hænger her for Pynt! - en Skørtepjalt!
river Skørtet ned
✂ Her er saa kærlinglummert overalt! - -
staar ved Gluggen og ser ud
✂ Den dumme Maane synker ned bag Skoven,
- og dette Pak - -
- ✂
- INGER
-
✂ Ja - sæt han var forvoven.
og drog endda! - det vilde være stygt!
Lidt mørkeræd var bedre! - Vil I ikke,
jeg rider ham i Møde, at han trygt
om stakket Stund paa Bænken dér kan ligge?
- ✂
- Hr. ERIK
-
bøjer sig ud af Gluggen
✂ Hvad var det? Ej, se! der steg
vender sig mod Inger
294 fra Skovene en skræmmet Raageflok - -
... Den Lyd er Hovslag! - hører du, der drak
Floden en løssprængt Sten, som rasled ned!
✂ Hvad fejler dig, - hvorfor er du saa bleg?
Et Horn høres blæse fra Taarntinden over dem, én langstrakt, dyb Tone tre Gange gentagen. Straks efter svarer et andet Horn, fjærnere og skingert.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Hvad - her!
Er mine Børn da faldet efter Harer!
Du følger mig! - paa Timen! - hører du!
- ✂
- INGER
-
✂ Fortæl Hr. Greven, at jeg gik til Ro
forlængst, - saa silde sover selv en Brud,
der vented elskovssyg sin Brudgoms Komme!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Ja vist, han trak det jo lidt længe ud,
jeg siger jo, at du har Grund til Vrede, -
men lad du nu den Vrede være omme,
- kom du med mig, - nu er han jo dernede!
- ✂
- INGER
-
✂ Den Vrede! - I er en betænksom Fader!
For Resten kan I spare alle Ord!
Hans Sporer klinger jo paa Trappens Sten!
Den stakkels Greve! var han før lidt sen,
han fik nok Hast med ét - det lader,
som staar hans Længsel nu i fejrest Flor!
- ✂
- Hr. ERIK
- river Døren op
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
kommer hurtigt fra Taarntrappen og standser indenfor Døren og
296
stirrer paa Jomfru INGER. Han er klædt i støvet Jagtdragt og bærer Horn over Skulderen. Bøjer sig omsider til Hilsen uden at vende Øjnene fra Inger
✂ Guds Fred!
- ✂
- Hr. ERIK,
-
som Døren har skjult for Grev HAAGEN, slaar ham leende paa Skulderen
✂ I bringer Klerkehilsen, tror jeg!
Velkommen, Søn!
- ✂
- Hr. HAAGEN
- vender sig hastigt mod ham; bliver staaende og ser atter paa INGER, som holder sig i Baggrundens Halvmørke, lænet op mod Muren, og betragter Grev HAAGEN.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ ... og tilgiv os, Grev Haagen,
at I har maattet haste helt her op,
tilgiv, I finder os i Kammerskrogen!
- ✂
- Hr. HAAGEN
- betragter under Hr. ERIKS Talen bestandig Jomfru INGER.
- ✂
- Hr. ERIK
-
ser op og ned ad ham
✂ Hm.! - Eders Fader var lidt mere høj!
mer ørnebrynet, mere skulderdrøj!
og I er bandsat bleg! - Guds dyre Plage!
hvad er det røde, som paa Kinden snor sig!
I har da ikke maattet Sliren drage?
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
mod inger
✂ Bliv ikke vred, fordi jeg kommer silde, -
min Hu har været her saa langt før jeg,
men jeg blev standset paa min rappe Vej
af Mænd, som sagtens undte mig det ilde!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
med en Bøjning mod Inger
✂ Hjælp var overflødig!
Jeg vilde hid! - det kunde ingen hindre!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Naa, bedst I faar et Vinkrus fat!
følg med mig til den Dør, I løb forbi!
Her er der ikke Rum til Prat og Gammen,
i Hallen snakker vi langt bedre sammen!
og sagtens bør I tvætte Eders Saar!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Dér staar jo Vin - -
gaar frem til Bordet
✂ Jeg bliver heller her!
drikker
✂ Ej, hvor den Vin som Brand til Hjærtet gaar.
ser atter paa INGER
✂ Her er der fagert end en Stund at staa -
Mit Saar er intet - - Tilgiv, Jomfru Inger,
hel daarligt jeg i Kvæld min Tale tvinger,
- det volder I, som aldrig før jeg saa!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Nu ja - forelsket Mand skal Mand ej lede!
Jeg faar vel se til Eders Hest og Svende!
Kvæd I imens jer Elskovsprat til Ende,
298 - min Datter viser nok jer Hallens Dør,
naar I har sukket Eder Halsen tør.
gaar
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
gaar frem til Inger og tager hendes Haand
✂ Saa fager Jomfru aldrig før jeg fandt! -
tager sig til Hovedet
... Tror I, at døde gaar igen - -
✂ Fred med de døde!
... Jer Hud er bleg, - jeg lider Isens Lød! -
- i Eders Nærhed er der svalt! - giv hid
jer Haand, - saa fin, saa kølig blank, saa hvid,
at tage om som Sne, - det stinger let
i al mit Blod, i al mit Legems Kød
som Højfjældsluft - -
- ✂
- INGER
-
✂ Nu vilder sagtens atter
jert Saar jer Tale, - I faar mindes, Greve,
at vidløs Elskov gør sin Mand til Latter!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Og I, at Kvindekulde Manden stinger
som Sporen Hingsten, - aldrig, Jomfru, bleve
min Læbes Ord en Bobbelsværm, som springer!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Jeg talte nys som den, der blodig nærmer
sig sine Drømmes og sin Viljes Fjælde
for sejersdrukken, lykketryg at hælde
sit Hoved til de hvide Tinders Sne.
- ✂
- INGER
-
✂ Er I saa vidt, Hr. Greve? - Vàr jer vel!
den vaagner sent, der styrter under Fjæld,
og tit gaar sejrtryg Mand mod ondest Ve!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Taler I Alvor, Jomfru, eller spøger - -
- som Spøg mit Øre Eders Tale nød,
men ser jeg paa jer, al min Latter søger
i Skjul for Eders Holdnings Marmorlød.
Et faar I vide, stolte Jomfru, volder
I Ve mig, Ve jeg atter Eder volder!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Nu ja - ifald
for kælne Kys I lider Ord, der bære
om Hjærtet Viljens skinnestøbte Skal!
- ✂
- INGER
-
✂ Min Fader venter jer med Tvæt og Vin,
- forlad mig! - Natten alt mod Morgen lider!
- I tøver! - gaa! - gaa rapt og plej jert Saar, I bliver hvid jo som et bleget Lagen!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
vender sig ved Døren
✂ Tilgiv, om tøvende jeg fra jer gaar, -
og mindes, vaagen maa jeg vente Dagen.
ANDEN AKT
Taarntinden. Nat. Maaneskin. Fjærne skovklædte Bjærgkamme og langt ude Flodens hvide Stribe, alt i Maanedis.
TYGE SANGER sidder og spiller Tærning med KUREN; en Kande Øl staar hos. I et Skydeskaar, med Ryggen mod dem, Munken FELIX, som ser ud over Skoven; en Kande staar paa Stengulvet ved hans Fødder.
Larm fra Bryllupsgildet nede i Borgen. Musik af Giger og Pauker og Fløjter.
- ✂
- TYGE
-
✂ Er I saa øm!
Jer Kinder er just ikke af de skære, -
jeg tror, jeg turde kilde jer med Søm,
naar først I sov.
- ✂
- KUREN
-
✂ Jeg sparker saa forbandet,
- faa før lidt Snak i Gang om noget andet!
Naa - vil I tabe mer'?
- ✂
- KUREN
-
✂ Naa, det var stygt! - Hvem der nu sad dernede
og drak til Fest! - at sidde her og gabe
er daarlig Løjer kun.
- ✂
- KUREN
-
✂ Ja, naar det gælder Kvindtøj, er I god!
- nej, Folk af jeres Slags er lidt forfløjne,
og dette her, det kræver sindigt Blod!
- ✂
- KUREN
-
✂ Aa før I knævred
ret artigt op om hvide Jomfruarme
og Bryst og Hofter, tror jeg, - naa, det bævred
vist rigtig stygt i Eders slunkne Tarme!
Naa, naa! frisk Mod! - hør, syng en Gang den Sang,
I sang dernede, saa gaar Tiden dog!
- ✂
- KUREN
-
✂ Aa, - én kan høre!
jeg fanged allenfals en Bid - og Grin,
- de grined, saa det kildred i mit Skrog!
rækker ham Kanden.
- ✂
- TYGE
-
tager Citeren, ser over paa Felix og synger
✂ Der var engang en Greve,
han kunde ikke sove,
302 han tog sig for den Sommernat
et Ridt saa dybt i Skove.
De Munke bad, de Munke be'r saa fromme, fromme Bønner!
✂ Der sad de smaa Guds Fugle
og sov saa sødt i Lunde,
der stod saa hvid en Elverdis
fra alle Mosegrunde.
✂ Det var den Herre Greve
han blev som frossen Rude,
- "Nu trave du, min Ganger god,
nu er de Elver ude!"
✂ Da hvisked det med Liste
saa tæt ved dugget Sti,
- "Ak, vær mig god, Hr. Greve!
rid ej saa rapt forbi!
✂ I løfte mig i Sadlen,
I føle skal for sand
en Hud saa glat som Skovens Kær
i Leg for Solens Brand.
✂ I løfte mig saa varlig
og sætte mig for Skød,
jeg ved en Mosetue,
saa lun og silkeblød!" -
✂ Det var den Herre Greve,
han jog som vilden Vind,
foran ham sad paa Hesteryg
saa underskøn en Kvind.
✂ 303 Bort fra de Skove jog han,
det gik ad Borgen til,
did rak han, just som Dagen
gik ind med Fuglespil.
✂ Fra Gluggen stirred Klerken,
han blev om Mund saa hvid,
- "Hr. Greve, ak! hvad har I gjort!
nu rider Elver hid!" -
Og Munken flittig mimred
alt med saa liden Ro,
- men Greven strøg sit stride Skæg,
saa tyst den Herre lo!
De Munke bad, de Munke be'r saa fromme, fromme Bønner!
En Slurk igen!
- ✂
- FELIX
-
som har vendt sig mod Tyge under Sangen, rejser sig og rækker ham sin
Kande
✂ Tag her - min Vin.
- ✂
- KUREN
-
✂ Naa, ser vi det, der fik I vækket Munken!
til FELIX, idet han vender sig og gaar hen mod Murtinden
I sad nok der og snorked paa Latin!
Ja ja, god Taar! klem I paa Alterdunken!
✂ Den Vise led I, hvad!
- ✂
- TYGE
-
rækker Felix Kanden tilbage
✂ Dér - tak for Skænken!
Saa I er ogsaa rømt fra Bryllupsbænken!
- Hu! I ser ækel ud!
- ✂
- TYGE
-
✂ Ja ja,
det kan jo være, at jeg ikke stjal den!
nu er den min, - men hvor jeg fik den fra - -
trækker paa Skuldrene
- ✂
- TYGE
-
lytter
✂ Om igen!
nynner
Gertrude var sig saa vild en Tøs!
- alle gode Engle! alle Engle! -
Naa, den kan I!
- ✂
- TYGE
-
✂ Aa - nej! - I ser just ikke ud saa lige - -
til Felix, som vil række ham Citeren
Naa - nok sagt! - syng os før en Smule Sang!
✂ behold den lidt! - nu er I jo i Gang!
gaar hen mod et Skydeskaar
✂ Sæt Eder hid, Mand! - men Guds bitre Plage!
ifald min Citer I i Floden slipper,
- saa sandt jeg er lidt drukken, Munk, - I vipper
bagefter! - se jer for, og lad den ligge
i Skødet! - bedst jeg sparer mine Kræfter,
og I gaar fri for Flodens Vand at smage!
305 FELIX )som har sat sig i et Skydeskaar, vedbliver en Stund at spille i Tavshed.)
- ✂
- FELIX
-
spiller endnu en Stund; omsider
✂ Hør da efter!
synger
✂ Gigen hviner til Fløjtens Klynk,
og Pauken brummer som bedst! -
bag Borgens klinede Mure
leges saa fejr en Fest!
✂ Fest med Brudgom og fager Brud
og Svende med Silkelæg,
Lykken hun træder Dansen
bag blomsterprangende Væg!
✂ Lykken danser og Lykken ler,
haver saa vid en Favn! -
men dybt i Skoven paa Fjældet
der vaager den sorte Ravn!
✂ Stryger den Ravn gennem kulsort Skov
og over den blege Flod,
hugger mod Gluggen med Næbbet,
vil drikke de Gæsters Blod!
✂ Og ikke findes den Borgglugs Glar,
som ikke for Hugget sprak,
306 og ikke findes det Hjærteblod,
hvoraf ikke Ravnen drak!
- ✂
- TYGE
-
✂ Naa ja - for den Sags Skyld - I ser saa Skam
ser pludselig op paa Felix
ej ud, som havde I af Aar saa mange,
at Eders Bedstemo'r til Støv er bleven!
- og det skønt Eders Kinder er saa slunkne
som falden Slaaen, Eders Læber runkne
som Læderremme om en slatten Pung!
✂ Ej! I er kanske avindsyg paa Greven!
saa det er det, jer Vise skal fortælle!
- ✂
- TYGE
-
✂ Fortælle jer -
gaber
Naa, Munk, saa I vil have mig i Klemme!
Nej, ser I, de Historier, jeg kender,
blev vist alligevel jer lidt for slemme!
✂ Fortæl I selv!
- ✂
- FELIX
-
✂ For Eksempel - hørte
du ikke, da du nyssen vandred hid,
at Vaaben man imod Grev Haagen førte,
den Gang han selv red hid?
- ✂
- TYGE
-
✂ gaber Maaske!
- jo, nu I siger det, saa lad mig se - -
... Hvad kommer det for Resten jer ved!
- ✂
- TYGE
-
✂ Nyssen, nu, for jer? - nej, Munk,
I byder ikke Tungen op til Prunk!
309 Nej, Kvindfolk, ser I, de maa have Løgne,
jo bedre Løgn, jo fortere det gaar!
- ✂
- TYGE
-
✂ Saa favr en Kvinde!
- af den Slags Jomfruer, hvis Kammersglug
faar Krøbling til at kravle op med Held
og retter Krop paa den, der fødtes vind!
... Se, nu er atter I saa bandsat smuk!
saa grøn som kobret Spir i Maaneskin!
- ✂
- TYGE
-
✂ Naar den sidste Slant
rykker Felix i Kutteærmet
af Brudeøllet gennem Spunsen randt!
og alle Pigerne - -
✂ Nu er det jer!
I ved vist, hvor de Terners Kammers er!
- ✂
- TYGE
-
✂ Ho! ho! - saa du er ræd, at jeg skal smutte
derind og messe dem saa kønt, at ej
de gider drage Klinken fra for dig!
Se mig til ham! nu blev den Guds Mand mukken!
- Ptøj! Munk! for Rævestank ved Eders Kutte!
- ✂
- TYGE
-
✂ lidt efter Nu - prater I med Skoven?
sært nok saa I paa én Gang bliver rørt!
- maaske den Prat med Skove gør forvoven!
... Hvad hvisker de?
Sidder og leger dæmpet over Citerstrengene.
311Hr. HAAGEN og INGER kommer, i Bryllupsskrud, op fra Taarntrappen. FELIX standser sit Spil.
- ✂
- TYGE
-
uden at rejse sig fra Stengulvet, hvor han ligger
✂ Ti stille - -
... Hys, strenge Herre! lad os lidt i Ro,
for Skovene har noget at betro
vort fromme Hjærte?
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
skyder med Foden Sangeren af Vejen og lægger Haanden paa
FELIX' SKULDER
✂ Munk! hvad ser I der?
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Jeg holder af ved Midnatstid at se
ud over Fjæld og store stille Skove;
naar Maanen fælder vidt sin Sølversne,
og man ser langt, - da kan jeg ikke sove!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Det er gammel Vane,
min Moder havde den, og jeg den freder, -
... ak, Maanedrømme! fler end I tør ane!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Bi lidt -
se - ser I der, hvor Maanens Flimmer sanker
sig om den sorte Skov paa Fjældets Side
og blusser gennem Disen blegt og hvidt - -
saa dér I noget?
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
rækker FELIX en Pung
✂ Tag dér den Pung og syng hver Kvæld en Messe
for Greve Haagens Sjæl!
- ✂
- INGER
-
til felix
✂ Tag Citren før
og kvæd en Vise! - sent Grev Haagen dør!
- og det var artigt nok i Nat at høre
den fromme Pater Felix Strengen røre!
- ✂
- FELIX
-
✂ Guds Moder, ak! kun lidet hende glæder
tager Citeren og lader staaende Fingrene løbe over Strengene, synger omsider, dæmpet, tæt ved Siden af INGER
de Viser, jeg i Klosterkrypten kvæder!
✂ Jeg gik mig i den dunkle Lund
saa ensom ind, saa ensom ud,
jeg vilde Lykken møde, -
det var en Sommeraftenstund,
min Sjæl var som en Soldag prud
og mine Tanker saa skærsommerrøde.
✂ 315 Der stod de Træer i løvsidt Skrud
saa tæt, saa højt, saa tyst, saa svalt,
og Gøg gol dybt i Lunde,
langs Bundens Muld sprang Solstrejf ud,
og gyldent Guld i grønt stod malt
til Sang fra alle Skovens Fuglemunde.
✂ Jeg gik mig i den dunkle Lund
saa ensom ind, saa ensom ud,
saa dyb en Drøm mig førte - -
I Skoven hvisked Mund ved Mund,
der blomstred Ord i blodhedt Skrud,
og kælne Kærtegn sig i Skyggen rørte.
✂ Min Drøm mig hvisked om en Fest
saa fejr og stolt, saa lys, saa lang,
saa frelsende at gæste,
hvor Sjæle sidder Sjæle næst
og vies, Sjæl til Sjæl, af Trang
til Evighedens Liv paa Jord at fæste.
✂ Jeg gik mig i den dunkle Lund
saa ensom ind, saa ensom ud,
der blev saa sort i Lunde, -
min Drøm tog Skovens Mosebund,
... Jeg fandt en Fest i Bryndeskrud
med stakket Fryd og Skøgeord i Munde.
- ✂
- INGER
-
✂ Ak! - stakkels Pater! godt I ved en Kilde,
hvor der er Trøst for den, der led saa ilde!
... Hykler!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
som under Sangen har staaet og set ud over Skoven, vender sig mod
FELIX
✂ Hvad sang I der?
gaar og lader Pungen ligge paa Stengulvet
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
til kuren
✂ Kur, du kan gaa ned
og se, om end lidt Vin paa Tønde findes,
og findes der, saa gør du trøst Besked!
- Hvem sover dér fra Fest og Nat og Fjæld?
- ✂
- KUREN,
-
der, idet han gaar, ser ned paa Pengepungen og skyder den med Foden hen bag Sangeren
✂ Den Smule Sanger, som kom hid i Kvæld!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Nu, lad ham sove! - gaa du kun din Vej!
mod INGER
✂ Min favre Frue! Brudgom eller ej,
- nu er I min!
- ✂
- INGER
-
✂ Bestandig har I Hast, -
først faar I vinde Eders favre Frue,
og hidtil har I ikke vundet stort!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Bestandig Eders Tales kolde Kast
mit Øre svider som en glohed Lue!
Vel ved jeg, Inger, alt, hvad jeg har gjort,
kun lidet vejer imod Eders Krav,
hvorvel jeg intet øvede i Tant - -
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
tæt foran hende
✂ Der bygtes i min Sjæl en lønlig Port,
som lukker for et Helveds skumle Dale,
og hver Gang Natten kommer, gaber sort
dens Fløj, og ind i Helvedmørket rider
en Flok af Rædsler, der mit Hjærte bider.
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Og har I aldrig da den Rædsel prøvet,
der følger Eders Spor, hvor I jer vender, -
det blege Spøgelse af hvad I øved?
- ✂
- INGER
-
✂ Hvad jeg har handlet, aldrig jeg fortrød!
- Det skal I vide, ingen Stund jeg binder
min Sjæl en Bodssærk, hvad jeg saa forbrød!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Eja! I tænker mig af Anger veg!
ret aldrig Anger til mit Hjærte steg!
det var om Anger ej, min Læbe taled!
Jeg lider blot ej disse tavse Stunder,
hvor Smerten kryber frem i gamle Vunder
og messer om, hvor kostbart Lykken købtes!
Da sniger sig den Rædsel paa mit Sind,
som selv den strideste faar lukke ind,
om saa hans Sjæl af isgraat Jærnmalm støbtes!
Se, derfor vilde jeg en Sjæl som din,
en Sjæl, der er for min som Fest og Vin,
en fjældfødt Falk, hvis Flugt har aldrig dalet!
Og derfor har jeg brudt saa mangt et Spær,
og derfor blev saa blodig strid min Færd,
og derfor har jeg dræbt og brændt og jaget
og aldrig angret, har jeg valgt og vraget
og medynksløst saa dyre Smerter voldet!
Saa fagert Blod har disse Fingre skoldet,
før endelig jeg Eders Sjæl vandt nær!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Jeg var ej vant at sno paa lang en Krans
af Ord for Kvinde i min Favn at lulle!
Se paa mig! Eders Blik har Solens Glans
trods Eders Tales Frost og stolte Kulde!
- ✂
- INGER
- ser en Stund rolig paa ham.
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ I leger sagtens! Mænd jeg trolig fandt,
der Eder længst ud over Floden dér
i Arme løfted!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Om fattigt eller rigt, jeg ved kun et!
jeg har ej Ro at binde Ord i Spand!
hvad ej I fatted, faar min Favn jer lære!
løfter hende ind til sig
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Se, min Arm
vil løfte Eder over Taarnet ud,
til Eders Arme om min Nakke slynges,
og til de Ord, I nævned nyssen, gynges
ind i min Sjæl i elskovsaligt Skrud!
Se ud, Fru Inger! - se, - saa dyb en Ro!
- I blegner! - ej! kun Maanen ser os to!
Nu sover Skoven tungt og uden Drømme,
og Gryet blunder langs de stille Veje!
... Dér rider Klerken over Vindelbro!
den gale Pater maatte Borgen rømme! -
- Ej sandt, nu fandt jer Arm sit bedste Leje!
Med et Brag af Sten styrter den Del af Murtinden, hvor INGER sad, i Floden
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
staar et Øjeblik stiv og maalløs. Saa raaber han ud over Skoven
✂ Haa! haa! du sov for længe, vrede Ven!
ej rummer Dagen Sejr for døde Mænd,
322 og nu gaar Dagen over duggraa Enge!
Se ud, Fru Inger! lad dit Øjes Glød
med Solen hilse Nattens blege Død,
nu lægges Livets Urt om ondest Flænge!
Dit Blik er blankt og dybt som Floden dér!
jeg sænker mit i dit! der skal det brænde
din Vilje tæt til min - -
TREDJE AKT
Et Fjerdingaar senere.
Riddersal. Et stort, mørkt Bjælkerum. For Salens Ende blusser Kaminens Brændebaal buldrende for Trækken.
Et Egebord langs den ene Væg. Midt for Bordet sidder i Højsædestolen Hr. ERIK. Han har støttet Armene paa Bordpladen og sidder bøjet og hviler Hovedet i Hænderne og stirrer frem for sig. Over ham brænder to Vægfakler sydende.
Fru INGER vandrer langsomt Hallens Gulv op og ned og standser af og til ved et af Vinduerne, som Regnen smælder imod udenfor i Nattens Bælgmørke.
Af og til drøner det som af Vindstød gennem lange Gange, og Blæstens Sus om Murhjørner høres ind i Hallen.
- ✂
- Hr. ERIK
-
ser paa hende
✂ Ak, Inger, nu er dine Ord saa milde!
ryster paa Hovedet
✂ 323 Jeg led min lille Pige bedre før,
da hun gik om med Hunulvs Glam paa Tunge!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Tror! - ak, mine Tanker
de nejes som for Vind en Skovpyts Rør!
Hvad kan jeg vide! - Sig mig, lille Inger,
nu er det langt paa Efteraaret alt,
og Vejen som en Sump, og hver Nat bringer
Mørke, der sort som Sod om Skoven faldt!
- og stadig tøver I hos mig paa Borgen,
og stadig siger Haagen sit: I Morgen! - -
Hvorfor mon ej I drager til jert eget?
- ✂
- INGER
-
✂ Hvor ved jeg, Fader? - Jagten her er bedst, -
... og Haagen, ved I, sidder helst til Hest, -
Ak, er det det, der tynger jer saa meget!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Hvad Vildt ser Jæger vel i bælgmørk Nat?
Nej, tynger mig - - - Og nu en Nat som denne,
hvor den maa glædes, der har Læsted fat,
nu farer han grassat med sine Svende!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Tror du vel ogsaa, denne Uro, som
jeg synes kribler alle Vegne om,
at det er Alderen, der slaar sin Fange
med Syner - -
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Altsaa - Blændværk er det ikke.
Du mærker selv den Uro, som her raser
fra Gry til Kvæld og Kvæld til Gry! - nej, nej!
- nej, det er ikke Prat! - En ved snart ej,
mit Barn, hvorledes man sig bedst skal skikke.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Ja, gid jeg kunde, - ved da du maaske,
hvorfor det Stykke Murtind ej vil ligge,
som styrted ned din Bryllupsnat.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Hm! - nej, det er hans,
som sætter Borgen paa den anden Ende!
Og hvorfor nægter Kuren nu ved Nat
for aaben Glug at vaage? - hvad er fat?
- ✂
- INGER
-
✂ ler
Det skal jeg sige jer! - syv sorte Hunde
hver Midnat halser gennem Luften hid
og staar for Bro med Flammefraad om Munde.
- ✂
- INGER
- sætter sig hos ham
- ✂
- Hr. ERIK
-
med Armen om hendes Skulder
✂ ... maaske det lokker løs den onde Pil,
der med sin Od mit gamle Hjærte stinger!
- Inger, hvor er din Tales stolte Ild?
hvor kommer det, at du er nu saa mild?
- ✂
- INGER
-
✂ Ak, hvor I vildes!
jeg kæler for jer, tør I vel forstaa, -
nu nærmer Tiden sig, da vi skal skilles.
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Piner, Barn!
og du som er saa mild! - ak! piner jeg!
326 Ja, du har Ret, jeg bli'r et gammelt Skarn,
en vrøvlet Gamling, der ta'r dumt paa Vej,
fordi det stormer lidt og er saa silde!
... Saa det er Ellen, som med Sludder kror sig!
Jeg skulde gifte mig med Ellen, tror jeg,
vi to, vi passed vistnok ikke ilde!
- Ak, det er bistert, Barn, at blive gammel!
Saa - skænd nu lidt! - bid ad mig, som du plejer!
tror du, jeg er et ormædt Stykke Skrammel,
som man med kælne Blik i Krogen fejer!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Ja vist! vist saa! lok mig med dine Dyner,
saa kan jeg putte mig, ifald det lyner!
- Bliv mig fra Livet med de Kvindelader!
- ✂
- Hr. ERIK
-
rejser sig langsomt
✂ Lidt op i Taarnet bare
og klø de sorte Hunde lidt paa Pelsen,
og fritte, hvor det gaar med Fandens Helsen,
og se dem glammende til Helved fare!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Bliv du bare rolig
og bred for Haagen dine Bænkehynder!
- jeg er med den Slags Pudelpak fortrolig,
de snærrer ikke ad en gammel Synder!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Tror du, jeg er døv!
327 - og jeg bli'r gennemblødt, - og jeg kan falde!
jeg er jo gammel og min Sans er sløv!
... Hvis Regnen siler mine Lemmer vaade,
jeg tørrer mig igen i mine Stalde
ved Ild fra Haagens Hestemulers Fraade!
- ✂
- Hr. ERIK
-
rækker ham Haaden
✂ Godt I kom hid med Eders hvasse Næb!
her gaar man om imellem Suk og Flæb
forstyrret som en Tævehund i Pine!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Spøger! - saa min Sjæl!
se blot paa hende, hvordan hun ser ud!
- ja, det er Inger, Munk! Grev Haagens Brud!
- ✂
- INGER
-
✂ Hvor alskens Spøg jer springer rapt til Haande!
- ak nej! før finder Pater Felix vist,
at I er ældet meget siden sidst!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Se se! nu kommer du saa smaat i Aande!
det volder Eders Kutte, maa I tro,
den trøster Sjælen og gør Hjærtet fro!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Tror I, Søvn man faar
en Nat, hvor Blæsten er saa helvedhaard,
da var jert Sovehjærte værd at købe!
- ✂
- Hr. ERIK
-
✂ Hvi saa! - Tvi! hvor de Vindstød tude!
ser stift paa FELIX
✂ Munk! var det jer, de Helvedhunde meldte?
- ✂
- INGER
-
til felix
✂ I ser, det var paa høje Tid I kom!
I faar jer Tunge artigt lade løbe,
ifald I skal Hr. Eriks Daarskab vælte
og dreje ham hans Skræk til Mandsmod om!
gaar.
330sætter sig yderst ved Bordet
- ✂
- INGER
- gaar atter op og ned
- ✂
- FELIX
-
✂ Ret aldrig nogen fandt
et Gemme, der for Sjælens Kvide bandt,
saa skjult den sneg sig langs ad Dagens Veje.
- ✂
- FELIX
-
✂ Des større Rum har jeg til jer i min!
I tror, I dræber mig med Haanens Spær -
Ret aldrig, Inger, var jeg jer saa nær
som nu!
- ✂
- FELIX
-
✂ Var jer min Tale altfor led en Vin,
da gik I vel! - Jeg bliver trøstigt her
og taler fort til Morgnens Haner gale!
Bliv ikke skræmt! jeg sidder rolig jo,
og brænder end mit Blod af hedt Begær,
jeg har vel lært at tinge det til Ro!
og tifold rolig sidder jeg her nu,
da jeg har set, at det, at jeg kom hid,
er intet mod den Kval, der rinder strid
fra andre Kilder dybt i Eders Hu!
I jog mig bort, - det maatte saa vel være!
saa vidt gik Eders Magt, men ikke længer!
Hvad ej I jog, det fik jeg ene lære,
det var den Elskov, jeg til jer maa bære,
den greb mig om min Sjæl med Bøddeltænger!
Bestandig, som i denne skumle Stund,
min Sjæl sig vaanded under Tangens Knugen,
ej for at fri sig, men i blodig Sugen
efter at staa saa tæt for Eders Mund,
at hvad jeg led og længtes kunde klage
sig frem for Eder uden Frygt for Død
i Ensomhedens golde Nonneskød!
Og derfor, hvor jeg saa har maattet drage,
333 kun ét jeg vilde under al min Færd,
et Middel til at naa jer atter nær,
et Vaaben til at vinde jer tilbage!
Et Barn I nævned mig, da I mig jog,
og jeg var Barn, og trods min dybe Synd
jeg drømte mildt og godt, og som en Pog
jeg stred for Lykken med troskyldig Fynd.
Nu er jeg vendt som Mand i Nat tilbage,
Drømmen og Barnet styred anden Kaas!
for Drømmen har jeg Viljen til at tage,
hvad der er Døden om det ikke naas;
fra Barnet bærer jeg helt dybt i Sjælen
saa øm en Længsel efter gylden Fred,
en Længsel mod en sollys, stille Bred,
hvor Lykken tøver i huldsalig Dvælen.
Og ser jeg, Inger, paa jer hvide Kind
og paa den vage Uro i jert Øje,
jeg ser den samme Længsel i jert Sind
sit lyse, milde Barnehoved bøje.
Jeg led, da jeg kom hid og saa jer bleg,
fordi jer Pinsel stinger al mit Blod,
men af min Sorg saa hed en Fryd der steg,
og Eders Kval mig gav saa klart et Mod!
- ✂
- FELIX
- springer op
- ✂
- INGER
-
✂ Nej bliv! I faar jer tvinge!
Som I jeg efter fredfyldt Lykke længes,
- kun kan I aldrig mig den Lykke bringe.
- ✂
- INGER.
-
✂ Og havde Liv I mer end tusindfold
rækker ham Haanden.
og kunde øde dem til Tidsfordriv,
I vandt min Lykke aldrig i jer Vold!
✂ Felix, jeg lagde jer min Sjæl fuldt aaben,
vis Eders Godhed mod mig ved at gaa,
I kan ej binde mig min Lykkes Krans!
Hr. HAAGEN kommer gennem Døren i Baggrunden, langsomt og træt. Hans Dragt er forpjusket og tilsølet af Regn og af Jord, og hans Haar klæber om hans Tinding og Pande
335- ✂
- FELIX
-
✂ Vist
I mindes, strenge Herre, da vi sidst
hinanden saa! - det var jer Bryllupsnat
paa Taarnet.
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Gaa, Klerk! - - Nej, bliv!
Sov, hvor I vil, - helst udenfor paa Svalen!
jeg lider Eder ikke her i Salen!
- ✂
- FELIX
-
✂ Hvor helst I lider mig, har før jeg sovet!
idet han gaar
✂ I være ej mig ond! fred før min Sti,
- og mindes Messen, som hin Nat jeg loved!
gaar
336- ✂
- INGER
-
✂ Ak, jeg er arm paa Ord!
Bliv hos mig, Haagen! - Dag og Nat du for
ad Skov til Hest! - saa lidet er du min!
- bliv hos mig, blot! - jeg spørger dig jo ikke! -
Jeg blev din Sjæl som Falk og fyrig Vin!
- ak, hvorfor lader urørt du din Vin?
Jeg længes efter tavs at kunne ligge
med begge Hænder om dit blege Hoved
337 og drømme Fred ind i din vilde Hu
og hilse dig med Fred, naar du har sovet,
og være selv den Fred, du savner nu!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Saa dyb en Fred mig hilser, hvor du gaar,
- den eneste, der til mit Hjærte naar!
- Ak, du kan intet for, at disse Hænder
kun lidet til at fange Freden kender!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Ved du, Barn, det Baand,
der binder under Mur de vilde Vinde,
da ved du ogsaa Fred for al min Jammer!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Nej, Elskov er et irret, giftgydt Bæger!
jeg ved ej Drik, der halvt saa lidet kvæger!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Hvad Orm? - den Orm, der evigt raader ilde
griber hende fast om Armen
i hver Mands Sind, hvem Livet bød til Gilde
og jog derfra med Sjælen fuld af Pest,
og som alligevel vil Livets Fest!
Har ej du hørt engang i Barnekammer
et grufuldt Sagn - -
✂ Det faldt dig aldrig ind,
at du var giftet til den vilde Jæger!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Ser du, nu lokker Lykken for min Sjæl!
som kælen Kat den om mit Hjærte spøger
og rasler stolt med Sporen paa min Hæl!
Og som troskyldig Dreng jeg mod den springer
og borer i dens blanke Hals min Finger
og planter paa dens Læbe vildt min Mund
for rapt dens gyldne Sjæl at suge ind
og gemme den saa dybt paa Hjærtets Bund!
- fordi du leger Lykken til mit Sind!
- ✂
- INGER
-
✂ Blindt handles alt! - Et faar du, Haagen, vide,
339 at blindt min Lykke jeg til din saa bandt,
at hvor du satte end din Sjæl i Pant,
om dig vil jeg med hvem, som tænkes, stride!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Og hvis du satte dig paa Hesteryg
og red med mig, - og Borgen ikke fandtes!
da kendte du til Slut dig lidet tryg!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Nu viger du! - og om min Borg var bygt
af sorte Uvejrsskyr, der taarned tykt
dens Mur af Malm, mens Nattens smule Stjerner
i skumle Gange blafred som Lanterner,
og Muren sukked hid og did for Vinden,
der huled Glug ved Glug og styrted Tinden!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Da glemte du din Elskov snelt at øge! -
340 Her faar du blive! her kun er jeg din!
- Saa bleg du bliver!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
tier; ler haanligt
✂ Saa langt jeg drog! - saa kostbar Skat at røve!
- Nu lyver du! - Eja! du vil mig prøve!
Tal stolt, som du din Bryllupsaften taled!
pral, Kvinde, som du Nat og Dag har pralet!
hvor har du slængt din stride, stolte Aand?
... Inger, du faar nu ikke længer tøve,
nu tigger jeg min Frelse af din Haand!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Ser du ej Taagen, som mig evig følger!
Hvor jeg saa fæster Fod, i Muld, paa Klippe,
dybt Muld og Klippe under Saal mig bølger
som Sky for Storm, - og rejser sig mit Mod
og jager frem mig gennem Død og Blod
for Fred at fange, inden Dagen lider,
for dybt min Sjæl i daglys Fred at dykke,
- alt, hvad jeg vandt, som Skygge fra mig skrider!
341 fra Natten ler mig uvejrshæst imod
det blege Spøgelse af al min Lykke!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Til Døden ramt jeg til dit Kammer krøb
og klamred til din Sjæl mig for at hvile
og glemte stakket i dit svale Bo,
at mere snelt end Mand de Magter ile,
der følger fredløs Sjæl med spilet Klo!
vender sig mod Døren
Pater FELIX kommer i Døren, støttende Hr. ERIK ved Armen
- ✂
- Hr. ERIK
-
skyder FELIX fra sig og gaar frem mod HAAGEN; standser foran ham og løfter Haanden knyttet imod ham
✂ Forbandede!
- ✂
- Hr. HAAGEN
- slynger sit Sværd gennem en Rude ud i Natten
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Saa salig Fryd jeg aldrig hented!
rækker ham sin Haand
Nu vel! -
✂ Se her! - men rap dig! jeg er ventet!
FJERDE AKT
Borgkapellet. Mørkt og trangt. Foran Alterets Madonnabillede brænder svagt en Lampe Nu og da bryder Maanelys ind gennem høje Ruder.
Udenfor Storm.
Pater FELIX kommer ledende HAAGEN.
344 345- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Og aldrig kendte jeg en Trøst saa tynd!
Vil Du med Røgelse min Sjæl forløse,
af Havet før med bundløs Spand du øse!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Eja! slap der jer fromme Præken ud!
- der sprang I, Munk, som Gemse over Klippe!
Hvi tynger slig Guds Mand Grev Haagens Brud?
- ✂
- FELIX
-
✂ Og var jert Liv ét Skrig af Vold og Harm,
og visned bag jer stoltest Kvindebarm,
om denne ene faar I stille frede!
- ✂
- FELIX
-
✂ Saa skjalv min Sjæl ved Synet af Fru Inger
deroppe nys ved Salens Væg, imens
I vildedes i Spot og Kval - -
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Du nævner Ord, som aldrig mig tør lede!
den Sjæl, jeg fanger, maa som min forgaa,
- forgaa, Munk! - evner den ej min at frede!
- ✂
- FELIX
-
✂ Jer Spot I binde!
dyrt maa der bødes for til Fred at vinde!
347 og købtes Eders dyrt, da faar I vide,
at mer end I, faar jeg for min vel lide!
- ✂
- FELIX
-
✂ Saa lidet Barn som I!
Ej leves Liv som Solleg under Løvet!
der rinder Blod langs Livets vredne Sti,
og aldrig glemmer Mand, hvad han har øvet!
- ✂
- Hr. HAAGEN
-
✂ Du lokker mig som Havmand under Sø,
og Svimmel fælder du mig snildt i Sind!
- Munk! Munk! - nu er som Aske du om Kind!
... Hvad vil du mig!
- ✂
- FELIX
-
✂ Den Kvinde Eder skænke,
som lærte mig at vige Lykkens Vej,
at Lykken kunde sig hos hende bænke!
- ✂
- FELIX
-
✂ Og er I fredløs, - Eders Fred begynder,
naar selv I heler, hvad I selv slog sønder!
det faar vel være Eders dyre Bod,
og Bod I love for Guds Moders Fod!
- ✂
- FELIX
-
✂ Da faar I lytte til en anden Ed!
Her, med min Synderhaand paa Alterbordet,
svor jeg at raade snelt Fru Inger Fred,
og Freden koste, hvad den koste vilde!
Jeg kom hertil i Nat med ondt i Sinde,
- jeg vilde jage jer af Ingers Favn,
drive paa Flugt jer som en Aadselravn
for selv jert Bytte til min Klo at binde!
Min Vilje droges af saa saart et Savn, -
ondt har jeg tænkt i denne Nat at handle,
ondt har jeg handlet, søgt ved Trods og Bøn
den Kærlighed, hun bærer, at forvandle!
Jeg vilde for mit Savn saa dyr en Løn!
Da var det, jeg fik se, hvor lidt jeg mægted,
fik se, hvor dybt I sad i hendes Hu!
da brød min Lykke jeg for jer itu!
Men nægter nu I, hvad jeg gav, at tage,
og slipper I den Sjæl, I vandt fra mig,
dobbelt Forbandelse skal Eder jage,
og evig skal I efter Freden drage,
og Freden flygte evig fra jer Vej!
- ✂
- Hr. HAAGEN som medens FELIX
-
taler, har bøjet sig mere og mere frem imod ham og staar stirrende ham ind i Ansigtet, rejser sig pludselig og griber ham for Brystet og støder ham sin Kniv i Hjærtet. Derpaa slipper han ham, saa han falder over mod Alteret. Kniven slaar klirrende mod Gulvet. Et Øjeblik staar han ubevægelig og stiv og stirrer frem for sig. Saa løfter han pludselig Hovedet og ser op paa Jomfru Marias Billede; en Stund staar han saaledes. Omsider taler han, hviskende
✂ Guds Moder, - tag hans Sjæl til dig - og giv
bøjer sig og vakler, som vilde han synke i Knæ, men retter sig med et Sæt og staar et Øjeblik efter ved et Vindue, som han slaar op. I et Nu har han revet Hornet fra Skulderen og blæser en skingrende Fanfare ud i Natten. Saa raaber han 350
ham Plads paa Skødet hos din egen Søn
og skænk hans Kærlighed i evig Løn
den Fred, der fødtes af dit Moderliv!
✂ Til Hest!
og staar et Øjeblik lyttende. Da svarer nede fra Borggaarden et mangestemmet Mandskor, vildt syngende: Eja! til Hest! Saa løber han ud gennem Døren.
En kort Tid staar Scenen tom. Saa høres ude fra Gangen, nærmere og nærmere, to Gange gentaget, INGERS Raab: Haagen! - Haagen! til hun staar i Døren
løber hen foran Alteret og standser stiv foran FELIX's Lig.
- ✂
- ELLEN
-
som er kommet umiddelbart efter INGER og staar ved Siden af hende, bøjer sig ned over Liget og lægger dets Hoved til Rette mod Alterets Trin.
✂ Ak! ser I, Inger, bleg og død!
Larm fra Gaard og Bro som af Heste, der stryger af Sted.