✂

I

✂ Aldeles bestemt! hjem gik Jørgen ikke mere. Hellere lige ud i Stranden.

✂ Han var allerede langt ude i Nørre Allé. Han kunde se Sundet.

✂ Sagen var den, han havde faaet en Lussing af sin Fader. Den Slags Ting tager man ikke imod i sit fjortende Aar; og akkurat saa gammel var Jørgen.

✂ Ja om den endda havde været fortjent. Skønt det skulde være svært at finde paa noget, som gav Ret til Lussinger, naar man først var saa langt, at man havde Stemmen i Overgang. Havde han ikke siddet dér ganske stilfærdigt i Gyngestolen, da Faderen var kommet hæsblæsende ind og straks skulde haft ham afsted pokkerivold ud i Rosenvænget. Det jog vel ikke saa stærkt, havde Jørgen ment. Og saa sad Lussingen der. Herregud, fordi Ansigtet havde været lidt gnavent. Det kunde jo være. Man havde jo dog ogsaa visse Rettigheder.

10

✂ Han havde nær slaaet igen, da han var sprunget op fra Gyngestolen og havde grebet Faderen i Armen. Jørgen kunde endnu høre sit eget hæse "Tag dig i Agt!" og han kunde føle paa sine Kæber, at han maatte have skaaret Tænder, da han sagde det. Musklerne stod endnu saa stramt om Munden, syntes han. Han kunde ikke rigtig faa Ansigtet i Orden igen.

✂ Og saa de underlige ravende Skridt, han var faret ud af Værelset med. De havde vist taget sig lidt forfjamskede ud. Og det var det ærgerligste af det alt sammen. For Jørgen vilde have imponeret. Der var ogsaa den Entredør, han fik smækket for voldsomt i. Havde han bare lukket den en betydelig Smule sagtere, var der kommet Mandighed over det.

✂ Og nu var han langt ude i Nørre Allé. Gud ved hvordan han var kommet dér?

✂ Han stod lidt stille.

✂ Det var ham umuligt at huske, hvad Vej han var gaaet. Han havde en Fornemmelse af noget indvendigt noget, som gik med Dampkraft og drev paa. Og at han hellere vilde dø end standse det Dampvæsen, var han fuldstændig klar over. Det var allerede galt at staa stille.

✂ Taagen dryppede fra Allétræernes nøgne Grene. Stammerne stod sorte og vaade. Og naar Vinden susede gennem de bladløse Elmetoppe, faldt Taagedryppet som Regn ned over Vejen.

✂ Han maatte videre.

✂ Men hvor hen?

✂ Bare ud, ud i Verden naturligvis. Tage Tjeneste paa en Bondegaard langt borte, slide sig nogle Penge sammen og vende hjem som en stor Mand. Tage Tjeneste. Var der i Grunden andet at gøre? Blive Svinedreng.

✂ Jørgen smøgede Kraven op om Ørene. Taagen var saa raakold. Og saa skød han den Idé fra sig. Det gøs i ham. Den 11 var kommet saa brutalt over ham. Han havde set Gaarden for sig, set sig selv paa Gaardens Mødding.

✂ Fællederne laa paa begge Sider af Alléen og blev borte i Taagen som store Stepper med fattige brunvisne Græstotter over vaad, tung Jord. Netop her havde han Dage i Træk leget sin bedste Leg, været Indianer, skudt Steppens vilde Bøfler med Bue, skreget Krigsskrig og sprængt afsted. Eller ligget paa Ryggen og stirret op paa Himlen og drømt Høvdingedrømme. Ligget her, træt af Legen, og spekuleret paa de virkelige Stepper, som Vinden gik hen over i jævn glidende Fart som oppe under Himlen, uden Susen, bare bølgende Græsset; hvor der var frit og vidt og skyggeløst og intet Ekko. Og han havde fablet sig en tung Længsel til mod store Marker, mod brede Egne, hvor der var milelangt til Horisonten. Gik han i Gaderne, kunde han pludselig sætte i Løb, styrte afsted for at komme ud af Byen, inden Husene kvalte ham. Og han holdt ikke af snevre Døre.

✂ Sundet kom mere og mere frem under Taagen; det laa graat og kruset. Han havde rent glemt det Sund. Nu da han saa det igen, vidste han med ét, hvorfor han netop var gaaet den Vej. Han vilde jo tage Livet af sig. Det kildrede ligefrem i Kroppen, naar han tænkte paa, hvad Faderen og de andre vilde sige, naar de fik høre, at han havde gjort det. Faderen vilde angre og fortryde og erkende sin Uret. Bondegaarden og Svinedrengen og Stepperne blev helt borte, mens han gik og nød al den Anger og Smerte. Og saa skulde de faa Lov at indrømme, at der alligevel havde stukket en Mand i ham.

✂ Men der hagede det kedelige ved Sagen, at man selv skulde ligge Lig og ikke kunde se de andre. Det slog til syvende og sidst et slemt Skaar. Blot det at kunne rejse sig op en eneste Gang og faa sagt sit "Der kan I se!". Saa kunde man gærne lægge sig til at dø igen. Men saa meget maatte man have sagt.

✂ Jørgen fandt det bedst at tænke lidt nøjere over dette og opsætte 12 det lidt. Vandet var der jo ikke langt til. Han vilde følge Strandvejen.

✂ Og saa drejede han om Hjørnet ved lille Vibenshus. Der stod en Betjent paa Hjørnet, ellers var der ikke et Menneske at se. En Vogn rumlede langt nede paa Vejen; men den kørte bort, ind i Taagen; Jørgen kunde ikke se den.

✂ Han gik ganske langsomt, drev afsted med Hænderne dybt nede i Vinterfrakkens Lommer og hørte efter sine egne Trin; de knirkede i det vaade Grus. Vejen var sølet. Ovre paa den anden Side laa Grøften fuld af gammel snavset Sne. Der var tomt og stille som inde i de øde Villahaver.

✂ Skulde han tage Livet af sig? Vade ud i det graa Vand dernede, som Taagen stod over som kold Damp. Tænderne vilde klapre i Munden paa ham, bare han stak Fødderne i det. Han saa sig selv staa derude i Vand til Knæene, blaagul af Kulde, ene i denne døde Taagestilhed, i Færd med at drukne sig. Jørgen følte sig ganske haanlig stemt. Det kunde aldrig falde ham ind at gaa ud i det Vand.

✂ Men hvad vilde han da her, her paa Strandvejen, Klokken ti om Formiddagen, i Februar Maaned? Var der nogen Mening i det? Hvert Skridt han gik, var et Skridt længere bort. Bort mod hvad?

✂ Han gik, gik videre, bare gik. Han tænkte egentlig ikke mere. Alle hans Tanker endte i et sløvt, grædefærdigt Had til Faderen. Det var jo ham, der ene havde voldt det alt sammen. Og det var ikke første Gang, dette Had kom over ham. Mange Gange før havde han staaet med knyttede Hænder og sammenbidte Tænder, naar Faderen havde pryglet ham og var gaaet, eller havde forbudt ham en Leg eller en Bog. For Faderen havde en barsk, buldrende Maade at gøre det paa, som lignede Ondskab. En stor, raa Tamp kaldte Jørgen ham ved saadanne Lejligheder. Kom Vreden over Faderen, og det gjorde den tit, skulde man 13 lede længe efter ondere Øjne end hans. Egentlig var det første Gang i Dag, Jørgen rigtig havde set i dem. Jørgen kunde overhovedet ikke rigtig komme ud af at se Folk i Øjnene.

✂ Og nu gik han der med sit Had, bare gik, sløv og ligegyldig. Underligt nok, dette Had gjorde ham altid forfjamsket, lammede ham. Det arbejdede i ham som en Dampmaskine, han havde tabt Herredømmet over, en Dampmaskine, der snurrer mod Sprængning. Jørgen gik tæt inde langs de vaade Træer; der var kommet som en uvilkaarlig Trang over ham til at gemme sig bag hvert enkelt af dem.

✂ En Bagervogn kørte forbi ham, og lidt efter en Vogn med Jærn. Jærnet raslede og klaprede. Han saa efter de to Vogne; de kørte ind ad Byen til. Det klaprende Jærn blev ved at lyde; han kunde længe høre det. Og da Lyden endelig døde bort, og Vejen igen laa for ham i Taagen, gold og graa og tom, faldt denne Tomhed over ham med Centnervægt. Der inde bag ham arbejdede Staden, sled og slæbte Livet, hamrede Maskinerne, og summede der Stemmer. Og her stod han uden Maal og Med, paa en øde Vej, viljeløs, med to ledige Hænder. Han havde sneget sig bort, følte han. Bag ham laa alt det, han længtes efter, og foran ham ingen store Stepper, bare Taage og lange, øde Veje.

✂ En kongelig Vogn kom frem af Taagen; den kørte ganske langsomt. Og inde paa Stien spaserede en Dame med en Lakaj bag sig. Jørgen fik Hjærtebanken. Det gik ham altid saadan, naar han opdagede det røde Liberi. Inde i Byen strøg han helst nedad en Sidegade; eller han blev staaende glorød og bukkede, naar han ingen Sidegade havde ved Haanden. De generede ham altid, de Møder; der kom ligesom Angst over ham; han vidste ikke hvorfor.

✂ Skulde han hilse eller ikke? Mens han prøvede paa at samle sine Tanker, gik han ud paa Vejen. Han kunde næppe faa Vejret 14 for Hjærtebanken. Saa kom han udenom Vognen og var bag dem, før han endnu havde faaet tænkt. Bred og uforstyrret, i afmaalt Sindighed vandrede den røde Lakajryg afsted og blev lidt efter lidt borte igen.

✂ Jørgen stod og saa efter dem. Denne røde Ryg, som gik der i Taagen ind mod Byen, lukkede ham Vejen tilbage, syntes han. Han var sat udenfor; havde selv valgt det. Han maatte videre.

✂ Og saa tog han igen fat paa Faderen og paa Hadet. Men der var ingen Kræfter i Tankerne. Han prøvede med Længslen mod de store Stepper. Men ingen Ting lykkedes. Han var træt.

✂ Charlottenlund laa inde bag Hegnet ligesaa dryppende og død som Villahaverne. Det var en lang Vej, han allerede var gaaet. Om han nu vidste, hvad Klokken var. Han havde ikke rigtig Lyst til at tage Uret frem. Men tilsidst fik han et Par vaade Frakkeknapper op og en valen Haand ind. Ja - det var nok det, han havde tænkt - elleve. Nu sad de hjemme og spiste Frokost; Moderen stille og som med Graaden i Halsen, Faderen rolig og afmaalt, som om der intet var hændt, og Johanne pludrende og vrøvlende med Mælkesøl paa Hagen og ned over Forklædet. Og saa fo'r Graaden ham selv i Halsen, pludselig, næsten med et Ryk; og i samme Nu som Graaden var Tanken om Stranden over ham. Den sugede sig ind i ham, holdt ham fast, mens han stod dér og stirrede saa uhjælpelig fortvivlet ned mod det graa Vand.

✂ Han frøs, og han var sulten.

✂ Atten Øre havde han i Lommen. Han fik dem op og blev staaende og talte dem. En Tiøre, en Enøre, en Femøre og en Toøre. Jo, atten. Og saa talte han dem en Gang til og puttede dem i Lommen igen. Han kunde altsaa faa noget at spise. Det hjalp. Det var ligesom Taagen blev lindere og slap lidt mere Lys igennem.

✂ Lige ved Skovshoved bode der en Bager, vidste han. Dér kunde 15 han gaa hen. Og saa gik han, lidt lettere i Gangen. Den var dog en Slags Maal, den Bagerbutik.

✂ Jørgen købte for ti Øre Hvedetvebakker. Butiken var trang og lav med fattigt Lys, og Klokken over Døren gneldrede som en arrig Moppe, der ikke vil tie. En gammel bondeklædt Kone gav ham fem indskrumpede smaa Tvebakker i et ældegult Stykke Avispapir, der var alt for lille. Hun tog Tvebakkerne fra en sortladen Blikbakke, saadan en som de hjemme brugte ude i Køkkenet til at stille Tallerkenerne paa før Opvasken.

✂ Da Jørgen kom ud igen paa Vejen, havde han mest Lyst til at lægge Tvebakkerne paa Skærvebunken lige ved og lade dem ligge dér. Han stod med dem i Armen. Nej, ved Tvebakker forstod han rigtignok noget andet. Og saa den Butik. Han følte sig helt flad; det var slet ikke det, han var gaaet efter. Taagen laa tæt igen og uden Lysbrud.

✂ Om der endda vilde komme en Unge, han kunde forære dem.

✂ Men der kom ingen.

✂ Saa gik Jørgen ind i Charlottenlund. Lige indenfor stod der en vaad Bænk; den satte han sig paa. Der var kun fire Tvebakker i Papiret, han maatte altsaa have tabt den ene. Han bed i en af Overtvebakkerne; den var haard og sejg. For at bløde den lidt, lod han nogle Taagedryp falde paa den; men det hjalp ikke synderlig. Rundt omkring ham stod de store, stille Stammer, og Draaberne faldt saa højtideligt og tungt ned paa det vaade rustrøde Bladelag. Oppe gennem Trætoppene gik Vinden i ensformig, slæbende Susen. Og der fløj ingen Fugle. Lidt borte fyldte Taagen helt Rummet mellem Stammerne og skjulte Skoven. Der kom ingen ud fra den Taage og gik ingen ind. Jørgen var ene ude.

✂ Han spiste bare den halve Tvebak; Resten lod han ligge. De var ikke til at bide itu, og han var heller ikke sulten længer.

✂ Han var ingen Ting længer. Dum, tosset, et Fæ, ligeglad.

16

✂ Og saa rejste han sig op og gik hjem ad. Hænderne stak han i Frakkelommerne igen; kun et smalt Stykke Haandled stod bart mellem Lommen og Ærmet. Det blev helt rødt af den raakolde Luft. Og hans Sko var sølede og vaade.

✂ Han gik hurtigt, uden at tænke paa noget bestemt, blot med en underlig tilspidset Følelse af at vandre maskinmæssigt løs paa noget uundgaaeligt. Ingen Ting lagde han Mærke til undervejs. Og da han drejede ind i Porten, og hans Trin gav Genlyd under Loftet og han saa sig hjemme, gav det et Sæt i ham, saa han standsede.

✂ Hvad nu i Grunden? Løbe sin Vej igen, havde han størst Lyst til, bare komme bort. Dér laa Gaarden foran ham, og den maatte han ind igennem, forbi Faderens Kontorvindu. Han havde en Fornemmelse, som skulde han tvinge sig tværs gennem en Kugleregn. Sæt han mødte nogen; sæt nogen saa ham.

✂ Saa samlede han sig og gik hurtigt forbi Vinduerne om til Køkkendøren. Han mødte ingen, men hans Hjærte bankede, saa det var ved at kvæle ham.

✂ Inde i Køkkenet kunde han høre Pigen staa og skure. Han blev udenfor Døren. En Kedel kogte over, og hun slap Skuringen et Øjeblik, og tog saa fat igen. Jørgen greb haardt i Laasen og fik Døren op paa Klem, saa han kunde faa Haanden ind og naa Nøglen til sit Værelse; den havde sit Søm lige indenfor. Pigen saa hen paa ham; han følte det; han saa ikke paa hende. Og saa slog han Døren rask i og sprang hurtigt og flot op ad Trappen. Værelset laa ovenpaa. Ingen skulde mærke det allermindst hun, at han kom for at overgive sig.

✂ Det skrattede i den lange tomme Gang deroppe, da han lukkede sig ind. Og saa stod han i Værelset.

✂ Der var gjort i Stand, siden han var gaaet, det saa han straks. Sengen var redt. Det hvide Lagen laa glat over den og saa saa koldt ud, og Morgenskoene stod ved Siden af hinanden nede ved 17 Fodenden. Hans Moder satte dem altid dér. Henne paa Bordet laa den Bog, han havde læst i i Morges, inden han stod op. Den havde Moderen ikke flyttet; hun turde ikke røre hans Bøger. Taagen udenfor fyldte Værelset med et graat, tungt Lys.

✂ Jørgen satte sig paa Træstolen ved Sengen. Henne ved Vinduet stod hans Kurvestol; efter Middag plejede han altid at drive en halv Times Tid i den. Han lagde knap Mærke til den nu, men sad og stirrede saa dumt paa Væggen lige overfor og følte sig fremmed i sit eget Værelse. Han ventede og lyttede efter Trin i Trappen. Hvad der vilde ske, vidste han. Pigen vilde gaa ind og fortælle Moderen, at nu var han hjemme, og saa vilde Moderen komme op.

✂ Der gik en Dør nedenunder; en til. Jo, nu kom hun.

✂ Da Moderen tog i Laasen, stod Jørgen henne ved Reolen og bladede i en Bog. Hun kom ind saa underlig forskræmt og lydløst og blev staaende henne ved Døren.

✂ - Jørgen!

✂ Det lød saa bedrøvet bønligt, saa stille bebrejdende, akkurat saadan som Jørgen nødigst vilde haft det. Han saa ikke op fra Bogen og vendte næsten Ryggen til; men hans Ja kom mere tyst, end han havde villet det. Han fik det ikke gjort ligegyldigt nok.

✂ Saa kom Moderens "Jørgen!" igen; maaske lidt mere bebrejdende.

✂ - Ja vel.

✂ Denne Gang lykkedes det ham at faa det halvt irriteret.

✂ - Hvor kunde du ...

✂ Han smækkede Bogen i og dinglede med Overkroppen.

✂ - Det er dog din Fa'r, Jørgen.

✂ - En raa Ka'l.

✂ Madvigs Grammatik blev puffet lidt længere ind paa Hylden og den danske Læsebog halet lidt frem.

18

✂ - Skam dig, Jørgen! at tale saadan!

✂ - Han skulde ikke give Anledning.

✂ - Men naar du var uartig.

✂ - Ja vist ja; man skulde taale al Ting. Nej heldigvis, man er da ikke et rent Fjols.

✂ Moderen svarede ikke, men kom ganske stille hen til ham, lagde begge Armene om hans Hals og Hovedet ind mod hans Skulder og græd. Jørgen havde ventet dette; han vidste det vilde komme. Men alligevel tog det ham, saa han næsten fik Graaden frem, og alle de bedste Løfter kom ham paa Tungen; han gjorde sin højre Haand fri, for at stryge den hen over Moderens graasprængte Haar, der sad saa tyndt om den rynkede Pande; men tvang den saa med en Kraftanstrængelse om paa Ryggen og stod stiv og stirrede op i Loftet.

✂ - Ja vist, ja. Det kender vi.

✂ - Jørgen, Jørgen! du skal være en god Dreng. Du ved ikke, hvor meget ondt du gør mig. Jeg kan ikke taale det længer; jeg bliver syg tilsidst. Bed din Fa'r om Forladelse, Jørgen.

✂ Han kom næsten til at ryste, saa usigelig træt følte han sig paa én Gang. Alle Tanker blev som skyllet bort. Der hang et Spindelvæv i Loftet lige over Reolen; paa det stirrede han, som om han med Øjnene klyngede sig om det for at staa, stirrede aldeles vildt. Og rent hen i Vejret pressede han et stakaandet Nej frem mellem Tænderne.

✂ Moderen slap ham. Hendes Øjne var røde og anstrængte og Ansigtet underlig skarpt i Trækkene efter Graaden. De magre Kinder var vaade. Og Stemmen blev saa ensformig haard og saa dump i Tonen.

✂ - Det er smukt af dig. Det er den Tak, vi har fortjent. Saadan bærer en god Søn sig ad. Men gaa da i Guds Navn dine egne Veje.

19

✂ Hun lagde Fingrene paa Laasen, stod et Øjeblik, slap saa igen og gik tilbage mod Jørgen og tog hans Haand.

✂ - Nej, du mener det ikke; du kan ikke mene det. Du er ikke ond. Vær god. Jeg kan ikke taale det. Jeg kan ikke taale det, Jørgen.

✂ Og saa tog hun igen med begge Hænder om hans Hoved. Hun maatte løfte paa Armen; han var jo højere end hun. Begge sine Hænder pressede hun sammen om hans Nakke og klamrede sig fast, saa underlig angst og nervøst, og tvang hans Hoved ned, saa han maatte se paa hende, se ned over den slidte Kjole, der hang saa fattigt om det spinkle Legeme. Saa udpint og sygelig havde han aldrig set hende, og saa gammel. Han fik Lyst til at løfte hende op; saa træt som han var, vilde det gaa som ingen Ting; dette lille Legeme havde jo ingen Vægt. Og saa drev det med ét taaget forbi ham, at det var hans Skyld, Moderen saa saadan ud.

✂ - Tal med din Fa'r, Jørgen!

✂ - Ja, Mo'r.

✂ Han rettede sig anstrængt og fik Øje paa Blichers Noveller, som stod med forgyldt Ryg paa øverste Hylde i Reolen. Og saadan blev han staaende, mens Moderen strøg sin magre Haand idelig og idelig over hans venstre Kind.

✂ - Gør det aldrig mere, Jørgen!

✂ Hun gav ham et langt Kys. Og han følte hendes vaade Kind op mod sin. Og saa gik hun, stille og lydløst, som hun var kommet. Døren lukkede sig saa let, som om ingen havde rørt Laasen.

✂ Nu var han ene igen og svimmel af Træthed. Det forekom ham, at Taagen væltede sig ind gennem Vinduerne og fyldte Værelset; der lagde sig en graa Hinde for hans Øjne, og han fik ikke samlet sig, før han igen sad paa Træstolen. Straks han satte sig, faldt han sammen; og han blev siddende uden at røre sig, sløv, med halvaaben Mund. Hans Tanke arbejdede af sig selv, og han lod 20 den trække frem, hvad den vilde; men hvert Øjeblik, naar den var længst borte, langt ude i et gammelt Sommerferieminde, slap den, og Jørgen vaagnede op med et uroligt: bare Faderen snart vilde komme.

✂ Han fik sin Middagsmad op paa Værelset. Moderen bragte den. De talte ikke sammen; hun fortalte bare, at Faderen ikke kom hjem til Middag. Jørgen trak sin Træstol hen til Bordet og spiste. Og saa lod han Tankerne glide langt bort igen og halede dem til sig med et Ryk og ønskede Faderen hjem, og lod dem glide langt bort igen.

✂ Det blev mørkt, men Lys tændte han ikke.

✂ Endelig Klokken seks var Faderen der. Moderen kom op og sagde ham det.

✂ - Men du sidder jo i Mørke!

✂ Jørgen svarede et kort Ja, rejste sig, gjorde sig bred over Brystet og gik ned. Han traadte haardt i Trappen, som da han kom hjem, og han gik hurtigt gennem Stuerne. Udenfor Faderens Kontordør stod han et Øjeblik for at kue det hamrende Hjærteslag, og gik saa ind uden at have kuet det.

✂ Faderen sad og skrev. Den lave Lampe lyste ned over Papiret og hans haarede Haand. Han saa ikke op og skrev videre. Jørgen stillede sig ved Enden af Skrivebordet og sagde ingen Ting, men stirrede ned i en Glastærning, der laa som Papirpresser, og flyttede et Par Gange Øjnene over paa Faderens Fingerring, der skinnede paa den skrivende Haand. Han kunde ikke faa et Ord frem og stod saa længe og hørte efter den skrattende Pen, at Lyden af hans egen Stemme vilde bragt ham til at fare sammen. Han turde ikke aabne Munden.

✂ - Vil du mig noget? spurgte saa endelig Faderen, mens han skrev.

✂ - Ja - jeg vilde ...

✂ Længere kunde han ikke komme. Hans Hjærtebanken var 21 standset, straks Faderen spurgte. Men nu stod Graaden og sved bag Øjnene og tog Magten fra Stemmen.

✂ Faderen tørrede Pennen af og lagde sig tilbage i Stolen og saa op paa et Fotografi, der hang over Skrivebordet.

✂ - Du skal aldrig lade en Historie blive saa gammel, min Dreng. Hvorfor har du ventet saa længe?

✂ Jørgen græd.

✂ - Dine Forældre skal du aldrig være bange for. Der er ingen paa den hele Jord, der vil dig det bedre end de. Kom al Tid til dem. Men du maa skamme dig over det i Morges. Hvad maatte din lille Søster ikke tro? Og du, som ved, hvor ondt saadant noget gør din Mo'r. Du er saa hidsig, Jørgen.

✂ Faderen sad saa rolig der i Stolen, og hans Stemme kom saa stille. Der var varmt og lunt i Værelset, og Lampen lyste hyggeligt. Jørgen følte sig sikker her. Ja, vist var han hidsig; men Faderen da? Det var underligt, det var den Mand, der sad dér, som i Morges havde givet ham den Lussing. De Overgange forstod Jørgen aldrig. Han begreb ikke sit Had og glemte det. Der var ingen, han var saa tryg hos, som hos denne Mand. Og alligevel, vidste han, vilde Hadet komme igen, næste Gang Faderen var hidsig.

✂ Han stod og snøftede.

✂ - Ja ja min Dreng - Faderen tog hans Haand - lad nu den Graad være og gaa ind og giv din Mo'r et Kys. Det bliver næppe sidste Gang, din Hidsighed gør dig Knuder. Vi kommer nok nogle Gange endnu til at tale sammen om dette. Gaa du saa kun. Og sig til Mo'r, jeg drikker The i Aften.

✂ Og saa bøjede Faderen sig langsomt frem over Papiret, blæste et Fnug bort og skrev videre.

✂ Jørgen var gærne blevet staaende lidt endnu; han befandt sig saa vel der inde i det lille tarveligt møblerede Kontor, hvor alt saa stilfærdigt og afdæmpet ud; det nedrullede Gardin, den overklattede 22 Almanak, de solide Protokolrygge og Lampelyset over Skrivebordet. Og han begreb egentlig ikke, at det var overstaaet, det der havde jaget og fyldt ham den hele Dag. At der ikke var mere. At han kunde gaa ud og ind her og sætte sig i de Stole, han vilde, og tale og faa Svar, akkurat som i Gaar og i Forgaars. Var der da ikke sket noget i Formiddags? Formiddagen stod paa én Gang saa uendelig fjærnt, gemt bag en uhyre Parenthes. Og Jørgen kunde sunget, da han kom ind i Stuen igen.

✂ Ingen spurgte ham, hvor han havde været; ingen talte om i Morges. Ved Thebordet væltede Johanne sin Kop og fik Skænd og græd og kom i Seng; og Faderen var færdig længe før de andre og satte sig til at læse Avisen. Bismarck var rejst til Varzin, og en Kone kørt over paa Hjørnet af Østergade og Købmagergade. Det ækle Hjørne! sagde Moderen. Ja det er uforskammet farligt! føjede Faderen til. Og saa kom det Meteorologiske Instituts Vejrberetning.

✂ Aldeles som sædvanlig.

✂ Jørgen maatte ligefrem anstrænge sig for at holde fast, at han havde faaet en Lussing i Morges og været paa Strandvejen og villet drukne sig.

✂ Han gik tidlig i Seng. Moderen kyssede ham, som hun plejede, da han sagde Godnat.

✂ Og da han laa der oppe i Sengen, tænkte han endnu en Gang paa Strandvejen og det graa Vand og de store uendelige Stepper. Og saa faldt han i en tung, træt Søvn uden Drømme.

✂ Udenfor var Taagen blevet til Regn, der drev mod Vinduerne.

✂

II

30

✂

III

✂ Ude paa Klampenborg Station stod Skolen opstillet og ventede paa Toget; trætte og støvede Drenge med Bunker af Bøgegrene.

36

✂ Det var en Aften først i Juni; Solen var ved at gaa ned, og det unge, friskt farvede Løv blev mørkere i Skumringen og gjorde Skoven tættere.

✂ Paa Bænkene foran Stationen og langs Stakittet sad en Del Skovgæster med Anemoner i Buketter og i Kurve. De var trætte som Drengene og længtes hjem.

✂ Højt oppe under den blege, stille Aftenhimmel fløj Svalerne rundt i krydsende Kredse.

✂ Bestyreren gik frem og tilbage og talte med et Par af Lærerne. Han var en lille, firskaaren Mand - Rotten kaldte Drengene ham - med to sikre, mønstrende Øjne bag Brillerne; han gik saa stift stilfærdigt og havde næsten ingen Bevægelser, og Stemmen var lav og afdæmpet. Men Øjnene var alle Vegne og næsten aldrig der, hvor man troede dem. Fangede de noget, holdt de paa Fangsten, til den var behandlet; det var umuligt at slippe løs fra dem.

✂ Jørgen, som var i næstøverste Klasse og skulde være Student om et Aar, stod og snakkede med to Kammerater; med Aage Schmidt, der var blevet høj og svær og var Skolens bedste Fægter men aldrig kunde mere end det halve af Lektierne, og som altid kom for sent, og med den lille tørre lyshaarede Niels Jensen, Bondesønnen fra Jylland, der var myreflittig og altid i Timerne sad med Anstrængelsens Svedperler paa den brede, knudrede Pande og stødte Ordene frem med lange Mellemrum, stiv i Ryggen og sikker.

✂ Hvert Øjeblik kikkede Jørgen hen paa Bestyreren, og Aage puffede ham utaalmodigt i Siden med Albuen. Niels Jensen mumlede noget opmuntrende bag de sammenbidte, blodløse Læber, som han ikke fik fra hinanden.

✂ Endelig trak de to Lærere sig tilbage, og Bestyreren satte sig paa Bænken ved Stakittet.

✂ - Nu da! sagde Aage.

37

✂ Og saa gik Jørgen hen mod Bænken. Aage og Niels Jensen fulgte ham i Afstand.

✂ - Jeg vilde gærne spørge Bestyreren, om De havde noget imod, at Aage Schmidt og Niels Jensen og jeg blev her ude - det vil sige gik hjem ad Strandvejen i Stedet for at køre med Skolen.

✂ - Hva'behager?

✂ Jørgen stod og saa paa en Stakitstage. Han var rød i Hovedet og hørte Aage bagved bore med Hælen i Gruset. Se paa Bestyreren turde han ikke; de to hvasse Øjne sad bag Brillerne og lurede paa ham, følte han.

✂ Bestyreren rømmede sig et Par Gange; det betød Indvendinger.

✂ - Af hvad Grund?

✂ - Vejret er saa dejligt.

✂ - Hm!

✂ Jørgen tog Mod til sig og saa ned paa ham, lige ind i Brillerne. Og, sært nok, de hvasse Øjne drejede af og søgte over mod Skoven.

✂ - Men om nu hele Skolen fik den Idé.

✂ - Det er bare os tre.

✂ Øjnene kom tilbage igen og fangede Jørgen. Men Jørgen veg ikke. Saa saà de hen paa Aage og Niels Jensen og saa igen en Stund paa Jørgen.

✂ - Jeg holder ikke af det.

✂ De blev staaende foran Bestyreren alle tre.

✂ - Klokken er jo ogsaa mange.

✂ - Naar vi gaar nu, kan vi være i Kjøbenhavn Klokken ti.

✂ Bestyreren saa længe paa sit Ur.

✂ - Ja ja da.

✂ - Tak.

✂ De lettede paa Hatten og bukkede og gik saa rask tilbage ad Skoven til.

38

✂ - Han er sgu flink, du! sagde Jørgen og traadte om for at komme i Trit med de andre to.

✂ - Gu' er han saa! mente Aage.

✂ Niels Jensen sagde ingen Ting.

✂ De kom ind i Skoven. Hvad Vej nu? Paa Dyrehavsbakken eller til Charlottenlund? Jørgen vilde til Charlottenlund; Dyrehavsbakken havde de været over med Skolen; den var beset. Jamen det kunde gøres grundigere, indvendte Aage, og Niels Jensen gav ham Medhold. Nej, der var ikke mere der, holdt Jørgen paa; og i Charlottenlund var der færre Folk; de var mere ugenert dér.

✂ Det blev ved Charlottenlund. Og de blev enige om at gaa det lille Stykke Vej igennem Dyrehaven til Ordrup Jagtvej og saa følge den.

✂ Skoven blev mørkere og mørkere og der var stille i den, som stod disse Tusinder af Bøge og holdt Vejret for at lytte efter de bløde Trin i den fugtige Skovbund. Ikke en Lyd uden disse tre Drenges Trin. De talte ikke videre men gik bare til for at komme Skoven igennem; Jørgen i Midten. Mørket gjorde det trangere imellem Stammerne, og Niels Jensen snublede en Gang over en Stub. Der fløj en stor Fugl op med det samme og søgte længere ind i Skoven; de hørte dens tunge Vingeslag inde mellem Træerne.

✂ Da de kom ud gennem Hegnet, ud paa Jagtvejen, skinnede Skumringen over den brede Mose som klart Dagslys og skar dem i Øjnene.

✂ Og her fik de Stemmerne paa Gled igen. Aage var den første.

✂ - Er der nogen af jer, der har flere Penge? for jeg har kun tredive Øre.

✂ Jo, Jørgen havde firs.

✂ - Naa saa er vi oven paa.

✂ Niels Jensen havde ingen.

39

✂ - Saa har du drukket for meget Øl paa Turen.

✂ Niels Jensen havde bare drukket en Kop Kaffe, og det var den, Bestyreren gav.

✂ - Hvor Pokker har du da gjort af dem?

✂ Niels Jensen havde taget tyve Øre med, og dem havde han røget op.

✂ - Hvor naar?

✂ Da de andre legede Røversoldat, var han vandret væk fra Soldaterne og havde lagt sig bag nogle Buske og røget.

✂ - Du er ligegodt en vittig Mand, Niels Jensen. Du skulde sagt det til os.

✂ Et Par skæve Trækninger om Niels Jensens Læbestreger var al det Svar han fik.

✂ - Jeg skal sige dig, man maa lægge paa Tallerkenen, og det ta'r paa Tiørerne, belærte Aage ham.

✂ - Saa kan de vel nøjes med Femører, de Fruentimmer.

✂ - Naada! Du mangler Levemaade, min Dreng. Men vent bare til Klokken bliver ti, saa skal du se, hvor du er avanceret.

✂ Niels Jensen gik og travede ude i Hjulsporet og havde ikke Øjnene fra det. Han skulde altid blære sig, denne Aage; og saa havde hans Fader dog bare været Skolelærer ude ved Havdrup.

✂ Aage begyndte at synge. De var snart ikke til at tælle, de Sange, han kunde. Og alle sammen var de om Piger og Kærestefolk og fulde af fæle Tvetydigheder. Jørgen kunde ikke lide dem; de ærgrede ham, og han blev ækel ved Aage, naar Aage sang dem.

✂ Jørgen gik nemlig rundt med en Slags hellig Ærefrygt for alt, hvad der hed Kvinder. Egentlig kendte han slet ingen. Der kom ingen hjemme, og han var sjeldent udenfor Hjemmet. Moderen gjaldt ikke; hun var saa dagligdags og ovenikøbet gammel. Hvad Jørgen forstod ved Kvinder, var noget ualmindeligt, noget friskt, 40 ungt, med skær Hud, dybe, varme Øjne og klare Stemmer. Saadan som han mødte dem paa Gaderne; i smukke Dragter. Saadan som de gik forbi ham. For de gik altid forbi, ingen af dem saa ham. Og han turde ikke, turde ikke for alt i Verden røre sig for at naa dem.

✂ Aages Sange ærgrede ham, for de var kun tomme, klodsede Ord om det, han vilde skulde være Handling, fin, tiende Handling. Og de var Ord, intet uden Ord; de bragte ham ikke nærmere.

✂ Og saa ærgrede det ham dobbelt, at Aage netop skulde synge de Sange nu, da han endelig gik sit Maal paa Livet og var spændt og egentlig helst gad været alene.

✂ Imidlertid sagde han ikke noget; nødigst af alt vilde han fornærme Folk. Men da Aage lod til at blive ved, maatte han lede noget op for at faa en Samtale i Gang og Sangen stoppet.

✂ - Det bliver mørkt, sagde han saa.

✂ - Ja, svarede Niels Jensen.

✂ Aage hørte det slet ikke.

✂ - Har du været her før, Niels Jensen?

✂ - Jeg kan ikke vide det.

✂ - Hvad snakker I om?

✂ Aage kom hen til dem. Gud ske Lov, tænkte Jørgen; naar han nu bare ikke begynder igen.

✂ Men det gjorde han ikke.

✂ De kom op forbi Villaerne paa Jagtvejen. Der løb et Par Børn og legede ude paa Vejen; men de blev kaldt ind i Seng, hørte de, ligesom de var kommet forbi dem. Og de mødte et Par Landliggere, der gik Aftentur. Store, mørke Tjørnehække stod langs Vejen og gemte for Haverne.

✂ Saa slap Villaerne op, og der blev flad Mark til begge Sider med stille Sommeraften ud over. Nede ved Charlottenlund Station 41 peb et Tog; den kom saa fredsommeligt, denne eneste Lyd.

✂ Og saa var de inde i Skoven.

✂ Mørk, trang Underskov hegnede Stien, og tætte Trætoppe lukkede over den. Lidt foran dem gik der nogen. Om det var en Mand eller en Kvinde, kunde de ikke se. De gik til og kom forbi; det var en Mand.

✂ Saa saà de endelig Pavillonen. En bred Lysstribe laa ud gennem den aabne Dør, og der lød Stemmer der inde og tynde Klavertoner.

✂ De stod stille et Øjeblik udenfor Døren og saa paa hinanden. Jørgen havde Hjærtebanken og svedte og var klam i Hænderne. Men saa lo Aage og fik Niels Jensen puffet ind. Og saa var de der alle tre.

✂ En eneste Gæst drev paa en Stol henne i en Krog, ellers var der ganske tomt om de smaa Borde i det lave, langstrakte Rum. Et Par kortkjolede Sangerinder sad oppe paa Tribunen og saa ud i Luften, der var tung efter osende Petroleumslamper, og en høj lyserød, som stod og talte med den enlige Herre, gik op til de to andre, straks efter at Jørgen, Aage og Niels Jensen var kommet ind.

✂ De satte sig ved det bageste Bord, ganske stilfærdigt. Havde der staaet et endnu længere borte, havde de sat sig ved det. Og saa stirrede de over paa Sangerinderne; det faldt ingen af dem ind at sige noget.

✂ Opvarteren gik og tørte de nærmeste Borde af; han kom omtrent helt hen til dem.

✂ De saa paa hinanden.

✂ Det blev til tre Sodavander.

✂ Men Propperne maatte de selv om at faa op, og følgelig flød Sodavandet ud over Bordet, saa der ikke blev en tør Plet til en 42 Albu. Jørgen fik noget op i Ærmet, og hans ene Manschet blev drivvaad.

✂ Saa gik den lyserøde frem paa Tribunen og begyndte at synge

✂ "Jeg trode, der bode
en Sangfugl i mit Bryst."

✂ Hun saa mest op i Loftet; men en Gang imellem faldt der et Blik af til de tre, et ganske ligegyldigt Blik.

✂ Jørgen kunde ikke faa Øjnene fra hende. Sangen gik ham forbi; han hørte bare, at den Stemme og det Klaver passede godt sammen. Egentlig maatte hun helst blive staaende der oppe og blot bevæge sig saadan som nu. Hagen var saa fin; der var saa blødt og hvidt inde under den. At lægge en Finger ind i Hulningen og mærke Struben bevæge sig mod den maatte være noget i Retning af Salighed.

✂ Da Sangen var færdig, rejste Herren henne i Krogen sig og slentrede ud. Han saa ikke op mod Tribunen, men slog Haanden skødesløst op til Hatteskyggen. Opvarteren gik og pillede Propper op, og den gamle, visne Herre oppe ved Klaveret tyggede paa sine Negle. Sangerinderne sad paa Stolene og skrabede lidt med Fødderne.

✂ - Du! skal vi ikke flytte nærmere? foreslog Aage.

✂ Netop det sad Jørgen og tænkte paa men turde ikke komme frem med det. Han maatte de bare Arme mere nær, følte han. Det maatte ske paa en eller anden Maade. Flytte tættere hen var jo foreløbig den eneste. Men der var det lange Rum, de skulde igennem, uden om alle de Borde; det vilde gøre Støj; og saa vilde han høre sine egne Trin, høre dem her inde; fornemme at han virkelig var her, at man kunde se ham. Stille, gemt maatte det ske, saa han selv var skjult, og ingen fik at vide, det var ham.

43

✂ Men frem imellem Bordene maatte de jo, hvis de vilde nærmere.

✂ Og saa rejste de sig og satte sig hen ved Tribunen.

✂ Der sad en af Sangerinderne helt ude ved Randen; Jørgen kunde naa hende fra sin Stol. Hun smilede ned til ham og lagde Hænderne i Skødet, og han saa op paa hende og følte, hvor Sveden kom og gik og kom og gik. Og saa fik han virkelig et anstrængt Smil stavlet op; det blev staaende paa hans Ansigt en Tid; han glemte det.

✂ Den gamle, visne Herre slog et Par Akkorder an, og den lyserøde kom frem igen og sang. De to andre stillede sig op ved Siden af hende; der hørte Kor til Sangen.

✂ Aage lo og Niels Jensen stirrede. Men da Sangen var forbi, og Jørgen igen havde sin Sangerinde overfor sig, lagde han sin Haand op paa hendes nøgne Arm. Den var saa kølig og blank; hans Hud brændte.

✂ - De! fik han sagt; Resten blev siddende ham i Halsen.

✂ - Naa?

✂ - Fryser De ikke?

✂ - Hvor?

✂ Hun lo.

✂ - Paa den dér.

✂ Han trykkede sine Fingre ned i hendes Hud.

✂ - Paa Armen?

✂ - Ja.

✂ Hun lo igen.

✂ - Ih du forbarmende! nej det ved Gud jeg ikke gør!

✂ Jørgen tog sin Haand bort. Han havde presset sine Fingre saa fast, han kunde, mod hendes Arm og følte sig saa underlig tom. Var det det hele? Han skubbede sin Stol lidt tilbage og saa over mod Døren. Opvarteren stod der henne; og udenfor var Sommernatten.

44

✂ Den lyserøde kom med Tallerkenen. De lagde deres Tiører, og Aage tog hende om Livet.

✂ - Skal jeg ha' et Kys?

✂ - Nej vi maa ikke.

✂ - Hva' for noget?

✂ - Hører De, slip mig! Kommer Jakobsen, faar jeg Mulkt.

✂ - Hvem er Jakobsen?

✂ - Politiet naturligvis.

✂ - Hvorfor skulde han komme?

✂ - Han kommer hver Aften paa denne Tid.

✂ - Aa skidt, De!

✂ - Ja gi'r De et Glas Banko?

✂ - Hvor meget koster det?

✂ - Fyrretyve Øre.

✂ Aage saa over paa Jørgen. Jørgen var den eneste, der havde flere Penge.

✂ Men Jørgen saa hen imod Døren, om der var noget Politi at se, og spurgte saa den lyserøde, om hun vilde kysse ham for et Glas Banko?

✂ - Ja gi'er De?

✂ - Opvarter! et Glas Banko!

✂ - Men De skal sætte Dem her paa mit Skød.

✂ Han talte saa stakaandet, og det varede ham en Evighed, inden Opvarteren kom.

✂ Aage saa over paa ham og lo saa smaat.

✂ Opvarteren kom med Glasset.

✂ - Men skal De ingen ha' selv? spurgte hun.

✂ - Nej. Kom saa!

✂ Jørgen tog hende fast om Livet og tvang hende ned og pressede sin Mund ind imod hendes. Han følte to kolde, vaade Læber mod sine.

✂ - De kvæler mig.

45

✂ Saa slap han hende og tog Vejret, som han næsten havde tabt, i et tungt, langt Drag.

✂ - Sikken De ogsaa kysser. Giv mig saa Bankoen.

✂ Hun drak den, og imens trykkede Jørgen sit Knæ op under hende, saa han følte hendes Legem mod det. Hun blev siddende lidt med det tomme Glas i Haanden og rejste sig saa.

✂ - Gaar De?

✂ - Jeg kan da ikke blive sittende her til evig.

✂ Jørgen maatte anstrænge sig for at faa Bugt med en Rysten, der pludselig var kommet over ham. Han sad og saa efter hende. Hun gik op paa Tribunen og satte sig, som om intet var passeret. De ikke saa meget som lo, de andre Sangerinder. Den gamle, visne Herre skruede Lampen, som stod paa Klaveret, lidt ned; den osede; og saa slog han sine Akkorder an.

✂ En ny Sang begyndte.

✂ Midt under denne kom en tyk, yngre Politimand ind. Alle Sangerinderne nikkede til ham. Han mønstrede Jørgen, Aage og Niels Jensen og satte sig saa ved et Bord ovre ved Væggen og fik sig en Bajer.

✂ Det maatte være Jakobsen.

✂ Men da Sangen var ude, foreslog Jørgen, at de skulde gaa. De havde jo dog ikke flere Penge.

✂ Og saa rejste de sig og styrede ud imellem Bordene.

✂ Natten var klam af Dug; den slog imod dem stille og frisk.

✂ Niels Jensen lo kluntet og gryntende, da de kom udenfor, og Aage spændte sin brede Brystkasse, men sagde for øvrigt ikke noget. Først da de drejede ud paa Strandvejen og kunde se Trekroner Fyr og ned over Reden, hvor Ankerlanternerne lyste som en Bunke nedfaldne Stjærner, henvendte han til Jørgen:

✂ - Du kunde dog gærne ladet mig faaet det Kys.

✂ Han sagde det saa stilfærdigt.

✂ - Ja saamænd, svarede Jørgen.

46

✂ Han følte sig lidt stolt over, at det var ham, der havde faaet det. Men saa huskede han pludselig paa, at han jo paa en Maade havde baaret sig lumpent ad overfor Aage ved at benytte sig af sine Penge, og saa føjede han til:

✂ - Det Smask maatte du saamænd gærne faaet.

✂ Ved Vibenshus skiltes de. Jørgen skulde ned til Nørrebro. En let Taage fyldte Fællederne. Men den laa lavt, saa han kunde se Alleens Trætoppe over den og langt nede Sct. Johannes Kirkespir. Græsset var vaadt under Taagen og Himlen ovenover blegblaa og fattig paa Stjærner i den halvlyse Sommernat.

✂ Han kunde ikke blive det Kys kvit. Og mens han gik dér ganske alene over de stille, taagede Fælleder, tænkte han al Ting igennem igen. Det var altsaa Kvinder. Var han dum, eller hvad var det. Var det virkelig det, han havde længtes saadan imod?

✂ Da han klædte sig af, smed han den Manschet, Sodavandet havde gjort vaad og krøllet, ind under Sengen.

✂

IV

✂

V

✂ Træffes 3-4 stod der paa Skolebestyrer Fris' Dør.

✂ Jørgen havde banket to Gange, men ingen havde svaret. Han hørte det larme nede i de lange Skolegange, og skræppende Drengestemmer lød op til ham. Der blev stormet ned over Trapperne.

✂ Bestyrerens Værelse laa paa tredje Sal. Og Klokken var lidt over tre.

✂ Saa bankede han én Gang til. Stadig intet Svar. Men nu lød der tunge, afmaalte Trin i Trappen, og en brummende Nynnen. Han vendte sig og saa en høj, sværtbygget Mand komme op mod ham. Manden var i sort Frakke og høj Hat og havde et langt vikset Overskæg. Mere kunde Jørgen ikke se; for Manden gik og saa ned i Trappen. Først da han stod foran Døren, ved Siden af Jørgen, spilede han et Par store lorgnetdækkede Øjne op og gloede Jørgen ind i Ansigtet, som vilde han stirre ham tværs ud igennem Muren.

✂ - De ønsker?

✂ - Jeg vilde gærne tale med Hr. Skolebestyrer Fris.

✂ - Det er mig. Værsartig!

✂ Hr. Fris smækkede Døren op og lod Jørgen gaa først ind. Døren slog mod noget, der stod bag den. Og saa skød Hr. Fris den i igen og satte sin høje Hat oven i en Bunke Stilebøger, der laa i Vindueskarmen. Alle Vegne laa der Stilebøger; paa det runde Bord midt i Stuen og paa de to Stole. Og et Landkort drev, skævt rullet sammen, i Chaiselongen.

✂ - De vil mig?

✂ - Jeg søger Timer.

✂ - Timer! Gud hjælpe os! Tror De jeg har Timer?

✂ Jørgen saa paa Hr. Fris, der stod og rodede i Bogbunkerne paa Skrivebordet og vendte Ryggen til. Hvad skulde han svare?

70

✂ - Har De undervist før?

✂ - Nej.

✂ Hr. Fris trak paa Skuldrene.

✂ - Studerer De?

✂ - Ja.

✂ - Hvilket?

✂ - Theologi, løj Jørgen og blev rød.

✂ - Og De hedder?

✂ - With.

✂ - Søn af Rodemester With?

✂ - Ja.

✂ - Jeg kender Deres Fa'r. Men hvorfor i Himlens Navn vil De undervise? Har De aldrig gaaet i Skole? Har De set værre Humbug end Skoler? Lad os bare være ærlige.

✂ - Jeg skal leve.

✂ - En anden Sag. Men for fyrretyve Øre Timen, hvad? Jeg gjorde det sgu ikke, sagde Bestyreren. De ser formodentlig idealt paa Sagen?

✂ Jørgen saa slet ikke paa Sagen.

✂ - Forretning, min Kære, Forretning! Kender De ikke Parolen. Bygge Huse, lave Knivpulver, stemple Ølpropper, holde Skole. Det nytter ikke at skabe sig. Der er syv Carl Nielsen'er i Skolen; hvem Pokker kan interessere sig for hver enkelt Hr. Carl? Og Lærere til fyrretyve Øre; lutter udannede Bæster. Hr. Petersen siger til en Dreng, at Drengens Mo'r er en beskidt Kælling; Kællingen kommer rendende. Det er naturligvis kedeligt. Men i Himlens Navn! Nej, Kære, Kære! bare intet Skaberi. Slide og tjene og gi ud og slide og tjene. Jeg har sandt for Dyden ingen Timer til Dem.

✂ - Ja ja da.

✂ Jørgen bukkede, og Hr. Fris bukkede og fulgte ham til Dørs.

✂ Og saa gik Jørgen ned ad de brede Trapper. Der laa sammenkrøllet 71 Papir paa de slidte Trin, og en glemt Madkasse stod i en Vindueskarm.

✂ Ingen Timer fik han, hverken hos Hr. Fris eller andre Steder. Han drev ned ad Gaderne med Hænderne i Lommen og stod stille lange Tider udenfor Manufakturhandleres Vinduer og ved Boglader og Høkerbutiker; inderst inde ret fornøjet med Udfaldet og saa smaat glad over alligevel ingen Baand at have faaet paa sig. Hvad interesserede det alt sammen ham? Ikke en Smule. Nu havde han opfyldt sin Pligt og gjort, hvad han kunde. Naar der ikke var Timer at faa, saa var der ingen; det var sikkert. Og denne Sikkerhed gav ham en ligeglad Ro, som han befandt sig vel i. Han nød Travlheden omkring sig; disse Fortovstrømme af Folk og Gadernes evindelige Vogne. Ikke Spor kom de ham ved; ingen Krav havde de paa ham, og ikke en Tomme gad han give dem.

✂ Moderen stod ude paa Trappen, da han kom hjem. Det ærgrede ham straks.

✂ - Naa, min Dreng?

✂ Kunde hun ikke give Tid? Og saa saà hun saa spændt ud.

✂ - Ingen.

✂ Han rystede paa Hovedet og saa ikke paa hende.

✂ - Slet ingen?

✂ - Nej naturligvis.

✂ Og saa gik han ind i Gangen, forbi Moderen, som blev staaende lidt ude paa Maatten. Jørgen hørte et træt Suk. Saa kom hun ind og lukkede Entredøren stille efter sig og gik videre, ind i Stuen, gik saa arbejdstræt og tungt og tav med sin Skuffelse. Jørgen kendte saa godt den Gang. Saadan vilde han mindes hende længst. Og alligevel ærgrede den ham altid. Den var saa opgivende. Og Herregud, saa længe der bare var Liv, var der jo intet at opgive. Han havde faaet en underlig uformelig Tro paa dette, han kaldte Liv. Der laa noget udenom ham, syntes 72 han, som havde Bæreevne, og som man trygt kunde regne paa. Men han blev altid svimmel og fik Overbalance, naar han vilde gøre Prøven. Han kunde brede Armene ud for at fange det ind til sig; men de faldt hver Gang slapt ned, og han stod saa dum og gad ikke mere. Alligevel vidste han, det som havde Bæreevne laa der.

✂ - Ja, du maa blive ved, blive ved at gaa til dem, til du faar noget, sagde Faderen; vi maa anstrænge os det, vi evner.

✂ Altid dette ulidelige Hastværk, tænkte Jørgen; men han tav og svarede ikke.

✂ Han skulde hjælpe Faderen, til han fik Timer. Og saa for Resten tænke over et Studium.

✂ Men alle hans Overvejelser fandt ham intet Studium.

✂ Dagene gik.

✂ Jørgens Tanker kunde tage fat paa, hvad de vilde; blev han ene, slap de alt og kredsede ned om Emma Poulsen og satte sig til Hvile og borede sig ind som Spurve i et Kornneg Vinterdage. Og største Delen af Dagen var Jørgen ene.

✂ Emma Poulsen stod for ham, hvor han vendte sig; alle Vegne saa han hendes Nakkepur og hendes ranke Ryg; og Blikket, som tog ham i Ed, fulgte ham og fulgte ham. Han bar hende rundt, hvor han gik. Aften og Morgen laa han i Sengen og tænkte hende frem og fablede frem Situationer, de aldrig havde oplevet. For alle de oplevede gled sagteligt ud for ham og stod som varm Dis om hendes Skikkelse. Legen i Buskene var ham et vigende Minde, som fjærnt ude fra fik hans Blod til at suse og hedede hans Legem.

✂ Tavsere end før gik han omkring i Hjemmet. Hans Svar var tvære og gnavne, naar Moderen spurgte, om han ikke var rask. Og han var studs og uvillig, naar han hjalp Faderen. Men han taalte alle Skænd og tav, naar Faderen bad ham være høflig i det mindste. - - 73 En Formiddag i September drev han ind gennem Studentersamfundets Port, kom langsomt op ad Trappen for at holde Hjærteslaget roligt og stod et Øjeblik udenfor Døren og stirrede paa den store, hvide Plade. "Studentersamfundet" stod der med sort Skrift tværs over den. Jørgen tog forsigtigt i Laasen og kom ind i en Entre, hvor et Par Hatte og Huer hang paa Vægknagerne, og fire fem Stokke stod i et gult Stativ. Der var ikke et Menneske. En Dør var overklistret med skrevne Papirstykker og en stor trykt Sessionsplakat; paa de skrevne stod der om Undervisning og Manuduktion. Jørgen gav sig Tid og læste et Par af dem igennem, hængte saa sin Hat, strøg op i Haaret og rettede paa den lidt runde Ryg og gik videre, ind i de smaa trange Værelser, som Strædet udenfor kun laante sparsomt Lys.

✂ Der sad en sammenkrøben ældre Mandsling ganske alene i det første. Han vendte Ryggen til Jørgen og dukkede en Gang imellem Hovedet ned og krummede sig tættere sammen; og hver Gang hørte Jørgen en slubrende Lyd.

✂ Fløjdørene ind til Naboværelset stod paa vid Gab, og der kom Stemmer der inde fra. Jørgen gik forsigtigt hen og kikkede ind. Der sad fire ovre i en Sofa, og ved Bordet midt paa Gulvet fangede han en skægløs Profil, som talte med tynd Stemme, og ligeoverfor den et tykt sort Skæg. Han gik ikke der ind, men satte sig hen ved Bordet hos Mandslingen, som netop havde to Fingre og en Bollestump nede i en Sjat Kaffe. Mandslingen saa slet ikke paa ham, men fik Koppen op til Munden, lænede sig bag over med et Ryk og suttede Sjatten i sig. Saa satte han Koppen, drejede Ansigtet om mod Jørgen, stirrede paa ham som en dagblind Ugle, drejede Ansigtet bort igen og rejste sig og gik paa store, slæbende Fødder.

✂ Jørgen tog en Avis, som laa paa Bordet, og satte sig til rette i Sofakrogen, lænede sig helt tilbage i den, for at ingen skulde lægge Mærke til ham. Han følte sig saa lille af Vækst under Stemmerne inde fra Naboværelset.

74

✂ Det var Dagsnumret af "Social-Demokraten", han havde faaet fat i. Han begyndte paa den første Artikel. Men Ordene i den var ham saa anstrængende voldsomme og gjorde ham træt, før han fik den ud. Han blev siddende med Bladet foran sig, som om han læste. Der var en vaad Kaffeplet paa det.

✂ - Bønderne - nej saamænd om de gør! hørte han den tynde Stemme paastaa.

✂ - Jo - Jyderne; De kender ikke Jyderne, svarede en glat ilsom Røst. Det maatte være det sorte Skæg.

✂ - Oprør - aldrig!

✂ - Som én Mand!

✂ - Naa, om saa Jyderne da! men de øvrige?

✂ - De kommer - - -

✂ En Lattersalve skar Resten bort.

✂ - Den fregnede Mary?

✂ - Nej røde Ammy, lød det gennem Latteren, hende i Læderstræde! Nej, du er god, min Dreng! Hende kender jeg sgu bedre end du.

✂ Og saa hørte Jørgen igen de to med Oprøret, mens Latteren døde hen i Stemmesummen.

✂ De enkelte Ord fik han ikke, og han gjorde sig ingen Ulejlighed. Han faldt i Staver over disse Stemmer. De fyldte de trange Stuer for ham med larmende Liv fra en Verden, han stod udenfor og stirrede paa gennem et Gitter. Sætte over det vovede han ikke. Hvor skulde han fundet Vej, om han kom ind imellem dem? Hans stille Hjem laa for ham som en fremmed Klode i tunge Taager, fjærnt ude.

✂ Nu lo de igen, friskt og overgivent.

✂ Jørgen vilde lige rejse sig for at gaa der ind, da den sortskæggede kom hen til hans Bord.

✂ - Bruger De den? Han pegede paa "Social-Demokraten".

✂ - Næ.

75

✂ Saa tog han den og gik ind med den. Den sortskæggede var høj og havde en fed Ryg.

✂ Jørgen rejste sig og gik hen i Døren, hvor han blev staaende paa Trinet. Flygtigt saa han igen ind over Værelset. Den sortskæggede stod foran den glatte Profil og pegede paa et Sted i Bladet og læste, og de fire ovre om Sofabordet snakkede i Munden paa hinanden. Over Bordene flød der Aviser, krøllede og med Rifter, Dagens Blade med Dagens Nyt og Dagens Spørgsmaal, slugte af travle Øjne og fedtede af utallige Fingre, ventende paa flere. Og Stoles og Sofaers Betræk stod slidt i Graalyset. Alle Vegne Spor af dette Liv, som kom og gik og kom og gik og slog sit Døn op imod Jørgen.

✂ Han gik ud igen i Entreen. Inde fra den store Spisesal hørte han en vred Stemme: Kaffe - det har sgu aldrig været Kaffe! tyndt Mosevand!

✂ I det samme kom der to ind fra Trappen, en lille rund en med Lorgnet og en med spædt Overskæg og Briller.

✂ - Ikke? sagde han med Brillerne og Overskægget.

✂ - Anmeldelsen er sgu meget bedre end Bogen! mente den lille runde med Lorgnetten og hængte sin Hat op.

✂ Saa var Jørgen ude af Døren. Men han gik sent og tungt ned ad Trapperne, med en Følelse som sveg han noget. Og ude i Gaderne fulgte han Menneskestimlen som en Tigger og kunde strakt begge sine Hænder imod den og tryglet den om at løfte ham midt ind, hvor Tummelen stod stærkest; blot den vilde gøre det første Skridt. Lidt efter samledes hans Tanker om en lys, bred Vej, hvor det, han kaldte Liv, laa og skinnede i Luften og fyldte Lungerne. Men Modet til at sætte sin Fod paa den Vej, hvor hentede han det? Dér skulde trædes med raske, faste Trin, og han gik paa Tæerne, kom han paa fremmede Steder.

✂ Saa lagde der sig uden om Vejen Mark ved Mark. Og længst 76 ude groede to slanke Spir op i Himlen, og midt i Dagen stod Emma Poulsens ranke Legem. -

✂ Rusgildet kom.

✂ - Vist skal du gaa derop! sagde Faderen til Jørgen.

✂ - Jamen ...

✂ - Du skal gaa; jeg forlanger det ligefrem.

✂ Jørgen havde ikke ment noget med sin Indvending men gjort den i en pludselig Angst for at røbe sig.

✂ - Du trænger til at lufte dig; til at komme sammen med dine Jævnaldrende. Du gaar her og sover og bliver til ingen Ting.

✂ Jørgen svarede ikke straks. Faderen havde jo Ret; ingen vidste det saa godt som han selv.

✂ - Jeg bryder mig ikke om det, sagde han ligegyldigt, og løj for at dække sig.

✂ - Aa Slidder Sladder!

✂ Men nu var Jørgen fast bestemt paa at stritte imod. Faderen begreb ham, følte han; og det var Indbrud paa Jørgens Enemærker.

✂ - For du har vel ingen Drengestreger for? spurgte Faderen lidt efter som i Forbigaaende.

✂ Jørgen var ikke rigtig klar over, hvad Faderen mente, men lo et Nej frem og blev siddende ganske rolig. Helst var han gaaet ud af Stuen. Faderens Bemærkning var jaget hen over hans lyse, brede Vej og de vide Marker som et bøjende Vinddrag, der havde strejfet Emma Poulsen.

✂ - Ja ja, min Dreng.

✂ Jørgen gik til Rusgildet.

✂ Der hang fuldt af Overtøj ude i Gangen, paa Knager og Vindueskroge, da han naaede op i Samfundet. Frakken fik han puttet ind under et Par andre og Huen stak han i Lommen. Inde i Værelserne var hver Plads optaget, og Gulvet over stod der snakkende Grupper. Stemmerne summede, og der kom Latter gennem 77 den hede, røggraa Luft. Han søgte sig stilfærdig Vej mellem alle disse Mennesker, hvis Mængde skjulte ham.

✂ Ingen af dem kendte han. Og de kendte næsten alle hinanden, som hørte de til samme Familie. Deres Samtaler var Fortsættelser, begyndte for Uger eller Maaneder siden. De forstod hinanden paa smaa Bemærkninger, gled saa hyggeligt ud og ind i hinandens Tilværelse.

✂ Der kom flere ind; Ansigter, som var friske af Aftenluften og bragte Kølighed med. Og de blev hilste snart af en, snart af mange; altid blev de hilste.

✂ Jørgen skubbede sig frem, ganske langsomt. Vel til Mode og tryg gned han sig op ad al denne Sigen du, gned sig ind i den og gik rundt og følte sig saa smaat hjemme midt i de andres Snakken.

✂ Saa blev der ringet med en Klokke. Og Grupperne opløstes, og ind gik det i den lange, lave Sal med de tre osende Petroleumslamper paa Rad under Loftet. Brede, glathøvlede Træborde stod paa tværs over Gulvet, det ene bag det andet ned mod Talerstolen; og mellem Bordene Træstole og Bænke.

✂ Jørgen var saa noget nær sidst i Strømmen. Han hørte Stemmerne foran summe ind og fylde Salen og følte Værelserne bag ham tømmes. Han vendte sig og saa ind gennem dem. Aviserne laa over Bordene; en var faldet paa Gulvet. De syntes ham større nu, de smaa Værelser, som de laa dér i Lampelyset uden Mennesker. Inde ved et af Bordene stod en høj, ranglet Fyr og bladede i en Bog. Nu smed han Bogen og sluttede Strømmen.

✂ I Salen var der ingen Plads at øjne og ikke til at høre Ørenlyd for Raab og Skraben med Stole og Klirren af Glas.

✂ - Hansen! Pst! Hansen! kom det nede fra den anden Ende af Salen, og Jørgen saa en staa oppe paa en Stol og vinke.

✂ - Fem sagde jeg! brølede en ilter Tyksak ved Bordet lige foran Jørgen, og Jørgen saa Opvarteren nikke forstaaende ovre ved Væggen og forsvinde.

78

✂ - Er der Plads?

✂ - Kom bare!

✂ - Tag en Stol med!

✂ - Opvarter!

✂ En Bakke med Glas blev furet hen over en Bordplade, og Flasker blev trukket op. Og det klirrede med Penge fra dem, som betalte.

✂ Foran Jørgen laa Salen som et Hav af Nakker og Ansigter i bølgende Uro. Hist og her faldt Lampelyset i et Par Lorgnetter.

✂ Han fik ikke Plads ved Bordene men tog en Stol i en Vinduesfordybning.

✂ Saa fòr der en Regn af Sange hen over Hovederne, og der blev Spektakel og Kamp for et Eksemplar. Jørgen fik fat i et.

✂ Det var Samfundets Slagsang.

✂ Formanden ringede og rejste sig. Han havde Plads ved Bordet nærmest Talerstolen. Helt Ro fik han ikke. Men han sendte sin brede, klingende Stemme ud gennem Støjen og tvang den ned. Denne Stemme, som gav hvert Ord fuld Tone, brugte han som Marschalstav; og han holdt det let løftede Hoved med den høje, glatte Pande og det svære Skæg roligt og ændrede ikke en Mine, mens han talte; blot at han hævede Øjenbrynene en Gang imellem.

✂ - Efter gammel Skik og Sædvane vil vi begynde med vor Slagsang. Enhver synger med sit Næb, sagde Formanden.

✂ Lidt efter var al Støj død under det bredt tonende Kor, der samlede alle Stemmer hele Salen over.

✂ Nye Tider, nye Tanker:
trods dem, hvo som vil!
nye Vidder, nye Skranker -
saadan gaar det til;
medens Økseslaget sender
Gavlen ned i Grus,
79 rejst paa Tomten alt vi kender
Slægtens nye Hus.

✂ Hvor det gamle har en Morgen,
har det Ny en Dag:
Løsnet selv er ikke Borgen
for den gode Sag;
"Frihed" har de gamle skrevet
højt paa Fanens Dug -
Ordet er tilbage blevet,
ikke Ordets Brug.

✂ Døren op for ærlig Virken
i det tabte Spor!
som i Skolen, saa i Kirken
savnes Sandhedsord,
Munken dreves længst af Landet
med sit Afladskram, -
der er meget, meget andet,
som skal ud med ham.

✂ Første og andet Vers havde Jørgen bare læst; det tredje havde han nynnet. Men nu tog det ham, og han sang i.

✂ Nye Tider, nye Tanker:
Sandhed maa der til!
Arbejdsmænd, som fjærner Skranker
med et sejgt: Vi vil!
Brudt er Isen, Banen venter,
"Aanden" det er Flid; -
Held for dem, der blev Studenter
i den rette Tid.*)

✂ Et Øjeblik var der Stilhed, men saa bruste Stemmerne op igen i Snakken og Leen og Raaben paa Opvarteren, som klemte sig **) Holger D. 80 frem mellem Bordene, skaldet og skeløjet, dukkende Nakken for at fange Bestillingerne og skelende hele Salen over.

✂ - Jensen, for Pokker!

✂ - Shakespeare, hvor bliver de af?

✂ - Faar vi det snart, Shakespeare?

✂ Jensen - Shakespeare - klemte sig videre, og skelede saa ud af Salen, rundrygget og med hvidt Forklæde. Ikke et Ord sagde han, bare nikkede.

✂ Jørgen sad med Sangen i Haanden og var højtidelig. De unge Stemmer, som havde sunget, og Sangens sikre, knappe Ord havde som lettet ham op paa Skuldre, og han følte sig revet med af en stimlende Hær paa Marsch mod Fjenden, saa sig midt i et stort dragende Tog, der hug Skranker til Side under Sang og ryddede Veje over nye Vidder. Hvilke Skrankerne var, vidste han ikke; noget taaget, der gjorde Modstand. Han tænkte paa sit Hjem og den trange Luft, der laa over det; i Smag med den Luft var Skrankerne. Paa de nye Vidder var der frit og let at aande.

✂ Og han vidste fra Faderen og fra Bladene, at Folket blev kuet; og han kunde rejse sig i stiv Trods og i Had; men aldrig vidste han, hvem Trodsen og Hadet egentlig gjaldt.

✂ Alle de, som sad her omkring ham, vidste det. Og saa gav han sig deres Viden i Vold og sprang ind i Skaren og drog med.

✂ Da han saa sig om, fik han lige bag sig Øje paa den høje ranglede, der havde staaet med Bogen før, da de gik ind.

✂ I det samme ringede Formanden.

✂ - Dr. Plesner har Ordet.

✂ - Bravo!

✂ Hele Salen klappede. Det lød som en uhyre Sværm Duer smældede til Vejrs.

✂ Dr. Plesners lidt rundryggede, spidse Skikkelse rejste sig oppe ved Siden af Formanden, og alle Hoveder drejedes hen imod 81 ham. Han stod og gyngede frem og tilbage med Overkroppen, som tog han Tilløb, og saà imens ned i Bordet.

✂ - Mine Herrer! sagde han saa og slog det dukkende Hoved bagover og rettede Øjnene, de smaa, plirende Øjne, mod Salens fjærneste Krog. Dr. Plesner blev ved at gynge med Overkroppen, stødvist og tungt, som vilde han kaste Ordene frem, kaste med Kroppen denne Stemme, som lød saa anspændt og skælvende som under tilbageholdt Graad og altid knækkede. Ingen rørte sig i Salen, alle tav. Naar Dr. Plesner talte, var det, som blottede han sit inderste for hver enkelt.

✂ - Jeg vil i faa og korte Ord udtale - hvad jeg har at sige den Ungdom - der - nu betræder Studenterbanen. - Det er en stor, en uendelig stor Lykke, at faa arbejdet sig did op, hvor saa faa rækker - op paa Tinden - paa Bjærgtinden, hvor fra man kan se ud over alle Videnskabens Skatte og vælge den, man finder mest Behag i. Videnskabens Skatte ere utallige, og en kan ikke eje dem alle; men Valget er svært. Det sker almindeligt, at man griber grisk til og vil fylde alle sine Lommer og gøre sig rig med det samme. Jeg vil lægge Dem paa Sinde, at De søger det mindste Sandskorn op, De kan finde i hele Dyngen, at De tager det Sandskorn og gaar bort med det og sætter Dem til Arbejde med det alene. Saa vil De se Sandskornet vokse, vokse ganske langsomt. Og saa vil De føle Dem tusend Gange rigere end den, der tog alt straks og ikke kunde bære det og maatte kaste bort af, hvad han havde taget.

✂ Jeg har kendt en Mand, som satte sig hen og skrev en Afhandling om de braknæsede Argippæer, som ere skaldede fra Fødselen og have store Hager. Han er jo gal, sagde man. Men han var ikke gal. Afhandlingen kom der ikke meget ud af. Men den stille Arbejden med dette underlige Afkrogsemne aabnede hans Øjne for og fyldte hans Sjæl med det reneste Dagslys, der gives, med Videnskabens guddommelige Lys.

82

✂ Gaa til Deres Gærning med Tro, med Haab og med Kærlighed, og prøv med rensende Kritik hvert Resultat, De naar. Og holder Resultatet Prøven, saa bring det ud til Folket, De som er det danske Folks Studenter. Jeg vil særlig betone dette: gaa til Folket med det; det er for Folket, De arbejder. Den blotte Ophoben af Kundskaber er intet, og man trækker paa Skuldren af de lærde Mænd, som kun ere lærde. Den Videnskab har tabt sin Betydning, som sidder fornem paa Olympen. Folkets Øre er aabent; De skal ud til Folket. Videnskabsmandens helligste Kald er, med sin Videnskab at bygge Bro mellem Samfundslagene.

✂ Og dermed velkommen i Studentersamfundet! -

✂ Dr. Plesner satte sig hurtigt, som dukkede han under for det Bifald, der brød løs.

✂ Jørgen klappede. Han var stadig som paa Marschen og følte sig sikker og stærk og rede til at tage op, hvad Arbejde det skulde være.

✂ Saa fór der en ny Regn af Sange ned over Bordene, og Jørgen fik atter et Eksemplar.

✂ Ret som han var begyndt at synge, var der en bag ved, der spurgte, om han ikke maatte se med. Det var den høje ranglede.

✂ - Jo, sagde Jørgen og saa i en Fart paa ham og ned i Sangen igen. Den høje ranglede lignede en Kineser.

✂ Men ingen af dem sang. Jørgen generede sig nu; og saa var Sangen ikke saa god. Han begyndte mere og mere at længes ind mellem Bordene, hvor alle de andre sad med Øl eller Vin. Og han følte sig ikke slet saa stærk som for et Øjeblik siden.

✂ Sangen var ude.

✂ - Student Løvel har Ordet!

✂ - En Rus! Bravo!

✂ Student Løvel vilde takke Dr. Plesner. Han havde som talt ud af de unge Studenters Hjærte. De havde netop sluttet sig til Samfundet 83 for at virke med i de store og ædle Opgaver, det havde stillet sig. Samfundet leve!

✂ Den lille pænt klædte, friserede Student Løvel stod op paa en Stol, saa alle kunde se ham, og svingede sit Glas og satte i med det første Hurra.

✂ Jørgen raabte med og blev ved at se paa Løvel. Han beundrede ham og begreb ikke, hvor han fik det Mod fra.

✂ Saa strakte Jørgen Hals og saa hele Salen over.

✂ - Mon man ikke skulde kunne faa noget at drikke? vovede han langsomt at bemærke.

✂ - Ja, mon ikke? sagde den høje ranglede.

✂ - Det er saa tosset at raabe.

✂ - Ja.

✂ De tav igen. Jørgen blev ved at stirre fra den ene Ende af Salen til den anden.

✂ - Næ, sagde han til sidst og rystede opgivende paa Hovedet.

✂ Tobaksrøgen begyndte at svide i Øjnene, og der blev varmt.

✂ - Puh! sagde saa Jørgen, og den høje ranglede flyttede paa sig.

✂ - Man sidder ikke godt her.

✂ - Nej ikke rigtig.

✂ - Jeg tror, jeg flytter.

✂ - Jeg ogsaa.

✂ - Kan De se nogen bedre Plads?

✂ - Næ.

✂ - Jeg heller ikke.

✂ Jørgen var glad over den høje ranglede. Med ham turde han tale, og saa saà han saa rart dagligdags ud. Jørgen blev helt veltalende.

✂ - Skal vi ikke søge en ny Plads sammen? spurgte han. Mit Navn er Jørgen With; jeg er for Resten Rus.

✂ - Jo. Mit er Frederik Johansen. Jeg er ogsaa Rus.

84

✂ Saa rejste de sig og skubbede sig ned langs Væggen, Jørgen forrest.

✂ - Hov! to Russer! hørte de, i det de passerede et af Bordene.

✂ - Er De ikke Russer?

✂ Det var en lang, lys Fyr med Filipenser, der raabte paa Jørgen og Johansen.

✂ - Jo, svarede Jørgen.

✂ - Her er Plads! kom her! Dette er "det unge Danmark" maa De vide.

✂ Den lyse med Filipenserne gjorde en præsenterende Armbevægelse. De øvrige ved Bordet stirrede paa Jørgen og Johansen, og de nærmeste gjorde Plads.

✂ Jørgen og Johansen satte sig.

✂ - Hvad er det for to Bær? spurgte en lille mørk, skægløs en, der sad og saa uartig ud.

✂ - Dette var "det yngste Danmark", der talte, forklarede han med Filipenserne og raabte paa Shakespeare.

✂ - En Flaske til og to Glas!

✂ Den lille uartige sad og skrev med et Blyant paa Bordpladen.

✂ - Er du snart færdig, Lassen?

✂ - Straks! - se saa!

✂ Og saa læste Lassen, den lille uartige, op.

✂ - Mary, Jensine, Paula, Lovise, Magda, Dora, Francisca og Albertine.

✂ - Du har glemt Ammy, paastod en sejg Ulkerøst.

✂ - Hu! den Mokke.

✂ - Er du bleven kræsen, Lassen? spurgte Ulkerøsten bag en tyk Røgsky.

✂ Hele "det unge Danmark" lo, Lassen med.

✂ - Naa - nu staar hun der. Saa skal vi ha' dem forsørgede.

85

✂ Mary testamenterer jeg dig Hansen, sagde Lassen og nikkede over mod den lyse med Filipenserne. Jensine dig Karlsen.

✂ Lassen skrev Hansens Navn ud for Marys og Karlsens ud for Jensines.

✂ - Neuhausen kan faa Paula, Fratz Lovise, min gode Ven, det lille Digterbæst dér, Magda, Dora og Francisca, paa Grund af hans bekendte Graadighed.

✂ Det lille Digterbæst - en trivelig lille glathaget Krøltop - sad og smaalo og rokkede paa Hovedet. De andre lo larmende.

✂ - Men Albertine da? spurgte Fratz og pudsede sine Lorgnetter.

✂ - Albertine - kan de Herrer dér dele.

✂ Lassen nikkede hen mod Jørgen og Johansen uden at se paa dem.

✂ De lo igen alle, og Hansen med Filipenserne dunkede en Ølflaske mod Bordet.

✂ - Hys! kom det rundt omkring fra, og Formanden slog et Par Slag med Klokken.

✂ - Skammer De Dem ikke noget?

✂ Bestyrelsesmedlem Kandidat Hartmann stod for Enden af Bordet og lynede bøst med sine store, sorte Øjne.

✂ - De opfører Dem sgu som nogle Drenge! fortsatte han med savlende Røst.

✂ - Hartmann! Hartmann! brølede hele det unge Danmark.

✂ - Lad os haane Hartmann, sagde Lassen.

✂ Men Hartmann var allerede borte. Hans indignerede Ryg styrede ned mod Formandsbordet.

✂ Jørgen sad og drak og hørte efter og følte sig mere og mere trykket. Toget mod Skrankerne var han for længe siden ude af. Her var det vild Karusselkørsel, som gjorde ham svimmel. Og Tobaksrøgen generede ham. Han begyndte at blive træt og kunde ikke rigtig finde Rede i det hele.

86

✂ Frederik Johansen hang paa Stolen som et vaadt Stykke Tøj. Han sagde ikke noget, men hans mørke Øjne skinnede af stille Henrykkelse.

✂ Jørgen drak stadig. Af Talerne hørte han kun Begyndelsen og enkelte Ord; han kunde ikke samle dem mere. Og saa snakkede det unge Danmark uophørligt.

✂ Rejse sig havde han ingen Lyst til. Det unge Danmark imponerede ham, og han følte sig smigret ved at sidde her og høre. Lo de andre, lo han med; mest naar Lassen sagde noget. Denne Lassen, som han stille kaldte for en Flab, og stille var saa ræd for som en Slave for Fogedpisken.

✂ Og alligevel længtes han hen til de andre Borde. Han havde en Fornemmelse af, at de andre saa paa det unge Danmark som paa et mindre pænt Selskab. Men flytte sig gad han ikke.

✂ Flere Sange blev der sunget, og flere Taler blev der holdt.

✂ Saa til sidst kunde Jørgen ikke mere.

✂ - Nu gaar jeg, sagde han til Johansen.

✂ - Ja-a, sagde Johansen og rettede paa sig. Saa gaar jeg med.

✂ De rejste sig langsomt og søgte ud. Det unge Danmark lagde slet ikke Mærke til dem.

✂ Ude i Gangen stod de lidt, mens de fik Overtøjet paa og gik saa ind igen og stillede sig i Døren.

✂ Der stod en kroget Skikkelse ved det midterste Bord og talte. Han vuggede frygteligt med Overkroppen og havde tabt sin Humbug.

✂ - ... hverken Kangen eller min Vaskerkaane! hørte de ham slutte; og saa satte han sig under vild Jubel og uendeligt Bifald.

✂ De gik.

✂ Ude i Entreen mødte de Professor Lunds lille firskaarne Skikkelse. Jørgen hørte Professor Lund fire Gange om Ugen; han skulde tage Filosofikum hos ham. Men saa nær havde han aldrig 87 været ham. Der var Andagt i det Blik, hvormed han saa paa hans skægløse Ansigt med Furerne om den smalle Katedermund og de graa, rolige Øjne under Panden, der var rynket, som var Professoren gaaet op imod et piskende Uvejr alle sine Dage. Natten var taaget og Gaderne vaade og mennesketomme. De hørte Larmen fra Rusgildet nede i Strædet, og oppe gennem Vimmelskaftet kom der et Par Drosker.

✂ - Det gør godt at komme i frisk Luft, sagde Jørgen til Johansen, der gik duknakket og med ujævn Gang, som tænkte han paa alt muligt andet end sine egne Trin.

✂ - Ja.

✂ - Plesners Tale var god.

✂ - Det var den, ja.

✂ - Men hvem Pokker ved, hvad Argippæerne, eller hvad de hed, er for nogle?

✂ - Jo, de staar hos Herodot.

✂ Jørgen saa forbavset paa Johansen med det dagligdags Udseende.

✂ - Har De læst Herodot?

✂ - Ja.

✂ - Hvad studerer De da?

✂ - Zoologi.

✂ - Og har læst Herodot?

✂ - Ja.

✂ De gik længe tavse.

✂ - Jeg læste ham i Sommerferien, sagde Johansen stilfærdigt, da de havde gaaet et Stykke.

✂ Jørgen kunde ikke finde paa noget at sige, og begyndte at føle sig sky for Johansen ogsaa.

✂ De havde næsten intet talt, da de stod ved Jørgens Port. Johansen havde fulgt ham helt hjem.

✂ - Se op til mig, naar De har Lyst, sagde Jørgen.

88

✂ - Tak, ja.

✂ - God Nat da.

✂ - God Nat.

✂ Da Jørgen var kommet op paa sit Værelse og stod og trak sit Ur op, bankede det paa Døren.

✂ Det var Karen, i Skørt og Natkappe. Hun saa underlig henrykt ud, og hendes smalle blaa Øjne plirede og skinnede.

✂ - Hvad Pokker?

✂ - Du kan gratulere mig.

✂ Karen var bleven ved at sige du.

✂ - Hvad for noget?

✂ - Jeg er bleven forlovet.

✂ - Du?

✂ - Ja.

✂ - Nu har jeg nok af det!

✂ - Han var her i Aften.

✂ - Hvem?

✂ - Jespersen. Han er Skomager.

✂ - Hvor har du truffet ham?

✂ - Hos Madam Sørensen.

✂ - Er det nu rigtig Alvor?

✂ - Ja det er.

✂ Hele det fregnede, ærlige Ansigt stod i ét Smil, og hun saa op paa Jørgen saa kluntet stolt.

✂ - Til Lykke da.

✂ Han rakte hende Haanden. Og saa gik hun igen, med de tunge Trin, han havde hørt fra sin tidligste Barndom; gik ind paa sit Kammer, hvor hun træt af Dagslidet havde holdt Søvnen borte for at være vaagen, naar han kom hjem. De stod paa én Gang for ham, de tyve lange Aar, hun Dag ud Dag ind havde lagt Ryg til for dem her hjemme. Han saa alle disse Aar som i ét Blik baaret af hendes Tyendetrællen. Og nu slap hun pludselig; 89 gik sin Vej for at gifte sig. Karen gifte sig! Det var umuligt for Jørgen at holde rigtig Samling paa dette; det gled imellem hans Fingre. Og han saa Karen selv - Karen som han altid havde givet en Plads for sig, langt fra alle andre - saa hende sluges af Maskinen, fanges ind og forsvinde midt mellem alle disse andre, saa dagligdags lig dem.

✂ - Naa, sagde han halvhøjt.

✂ Og som han stod og trak Skoene af, maatte han pludselig standse. Han var stejlet for en Tanke.

✂ Mon han har kysset hende?

✂ - Føj! sagde han og skar Ansigt.

✂ Men da han laa i Sengen, sejlede al Ting rundt for ham, og han kunde ingen Tanke holde fast.

✂ Hen paa Morgenstunden fik han Drømme, Drømme om Emma Poulsen. De jog afsted, han og hun, i et susende Jærnbanetog. Saa blev det Lassen, der foreslog at haane ham og sad og var flabet. Men lidt efter lidt gled de bort fra ham, Emma Poulsen og Lassen og "det unge Danmark". Han laa i Halvsøvne og følte sig paa Marsch under Sang, midt i det skrankebrydende Tog med Dr. Plesner i Spidsen. Toget drog frem over Marker, og de to Spir groede op i Horizonten. Og saa blev atter det hele Tog med Dr. Plesner og Sangen og Marschen ganske lempeligt til Emma Poulsen. Om hende drømte han videre, og paa hende tænkte han, da han vaagnede og stirrede paa de krøllede Sange, han i Nat havde tabt paa Gulvet.

✂

VI

✂ - Men hvor har du dog været den hele Dag, Jørgen?

✂ - Aa - en Tur.

✂ - Og uden at sige noget. Har du faaet Mad, Barn?

90

✂ - Ja-a.

✂ - Paa denne Tid af Aaret! Er du ikke vaad om Fødderne?

✂ - Nej.

✂ - Er du sikker paa det? har du følt ad?

✂ - Ja jeg har.

✂ - Ogsaa Aftensmad? har du ogsaa faaet Aftensmad?

✂ - Det hører du jo.

✂ Moderen sad og strikkede. Den lille, lave Dagligstulampe var tændt. Og Johanne læste paa en Lektie.

✂ Jørgen satte sig i Gyngestolen og gav sig til at gynge svagt. Han var saa underlig urolig i alle Bevægelser.

✂ - Johanne, nu skal du gaa i din Seng; finder Fa'r dig oppe, bliver han vred.

✂ - Jeg er straks færdig, Mo'r.

✂ - Du maa læse Resten i Morgen tidlig, inden du gaar i Skole.

✂ - Det er saa svært; om Hundredaarskrigene i Frankrig.

✂ - Skal jeg høre dig? tilbød Jørgen.

✂ - Vil du? Johanne saa glad over paa ham. Det var saa sjældent han gav sig af med hende.

✂ Men i det samme kom Faderen.

✂ - Naa god Aften. Sikken et Efteraarsvejr. Men Johanne, er du oppe? Gaa i Seng, min Pige. Du skulde ligget der for en Time siden.

✂ - Jamen Hundredaarskrigene ...

✂ - Snik Snak! hvad kommer Hundredaarskrigene dig ved?

✂ - Jeg har dem for.

✂ - Gaa du bare i Seng og sov din sunde Søvn og bryd dig om ingen Ting. Se saa; god Nat, min Pige.

✂ Han skubbede lempeligt Johanne hen imod Døren.

✂ - Dit Forklæde, lad mig faa dit Forklæde, bad Moderen. Der mangler jo den ene Knap.

91

✂ - Kan hun ikke selv sy den i?

✂ - Lad mig nu bare om det.

✂ Saa fik Moderen Johannes Forklæde, og saa gik Johanne i Seng.

✂ Faderen drev lidt op og ned ad Gulvet og kom til sidst hen til Jørgen. Han lagde sin højre Haand paa hans Skulder.

✂ - God Aften, min Dreng!

✂ Jørgen holdt op at gynge, men saa ikke paa Faderen.

✂ - Det er ikke videre hensynsfuldt saadan at blive borte en hel Dag uden at sige noget. Jeg har haft Brug for dig i Dag. Du maa huske, jeg føder dig endnu; du faar din Mad her i Huset. Det var vel ikke urimeligt at forlange, at du tog lidt Hensyn.

✂ Faderen talte i den sidste Tid saa stilfærdigt. Det var Jørgen umuligt at blive hidsig; han følte sig saa myg under den Stemme.

✂ Saa gik Faderen igen lidt op og ned ad Gulvet og stod stille et Øjeblik, med Ryggen til Jørgen, og rettede ved et Skilderi.

✂ - Hvor har du saa været i Dag?

✂ Jørgen svarede ikke straks, men rejste sig fra Gyngestolen og gik hen imod Bordet. Han tog Vejret i et dybt Drag og skød Brystkassen frem.

✂ - Hos Dyrlæge Vallentin, sagde han anstrængt. Jeg - er - forlovet.

✂ Og i det samme laa han med Overkroppen frem over Bordet og græd, saa Lampen rystede.

✂ Faderen gik op og ned ad Gulvet, op og ned; og Moderen kom hen til Jørgen og strøg sin Haand over hans Nakke ideligt og ideligt, og hviskede: min Dreng, min egen Dreng, min store Dreng!

✂ Faderen gik endnu et Par Gange frem og tilbage og kom saa hen til dem og tog Jørgens Haand.

✂ - Herregud, min Dreng.

92

✂ Og saa blev ogsaa han staaende, og der var ingen anden Lyd i Stuen end Jørgens Graad.

✂ - Saa - saa - rejs dig nu op, Barn, og faa den Graad standset; hører du - tag dig sammen, Jørgen! Du har da mindst Grund til at græde.

✂ Han løftede Jørgen op og gav sig saa igen til at gaa op og ned. Moderen blev staaende hos Jørgen, der snøftede og bed sig i Underlæben og stirrede paa den hvide Lampekuppel.

✂ - Hvad hedder hun, spurgte Faderen efter et Suk.

✂ - Emma Poulsen.

✂ - Hvem er hendes Forældre?

✂ - Hun har ingen; de er døde.

✂ - Men hvad var Faderen?

✂ - Købmand i Roskilde.

✂ - Hvad tager hun sig til?

✂ - Hun lærer Husholdning ude hos Vallentin.

✂ - Ja vi faar hende vel at se?

✂ - Hun kommer i Morgen tidlig.

✂ - Ja ja da. Gaa du nu i Seng, min Dreng. Og Vorherre være med dig.

✂ Han rakte Jørgen Haanden og lagde et Øjeblik sin Arm om hans Liv.

✂ - Gaa du saa.

✂ Jørgen gik og glemte at sige god Nat og vidste egentlig af intet, før han laa i sin Seng og kom til at gispe under de kolde Lagener. Men der faldt han saa i Ro. Og med Roen kom Billedet af Dagen, som nu var endt.

✂ Forrest og klarest stod det Øjeblik, han havde friet.

✂ De havde været ene i Dagligstuen og længe siddet tavse. Han havde pillet med en Pærestilk, trukket den ud af Pæren og sat den i igen, trukket den ud og sat den i. Og hun havde syet. Blæsten havde kørt en Tjavs af Vinranken frem og tilbage udenfor 93 Vinduet og skuret den op ad Ruden, og Haven var et Regnsøl.

✂ - Er De i Efteraarshumør? havde hun endelig spurgt og smaalet over til ham.

✂ Og saa havde han samlet alt sit Mod og var gaaet over Gulvet, hen til hende, og havde sagt:

✂ - Jeg er kommet for Deres Skyld.

✂ Hun havde bøjet Hovedet dybt ned over Sytøjet og taget ilsomme Sting; og han var blevet staaende og havde ikke vidst, hvad han videre skulde sige. Han havde bare stirret paa hendes Fingre, men samtidig været saa lydhør, at han syntes, han havde hørt den vandrende Tids Trin gennem Tavsheden.

✂ - De maa hellere sige, hvad De vil mig, havde hun saa sagt og bidt sig i Underlæben og haft Trækninger ved Mundvigene. Hun havde talt saa hurtigt, med glad Fart.

✂ Han havde taget hendes Haand.

✂ - Forstaar De da ikke, at det er Dem?

✂ Saa havde hun set op paa ham og, før han vidste det, slaaet begge sine Arme om hans Hals og puttet sit Ansigt ned mod hans Skulder. Han havde taget hende om Livet og været højtidelig og haft Trang til at græde, men ikke kunnet. Og hun havde staaet saa stille ind til ham. Han havde troet, hun græd.

✂ Men saa havde hun set op paa ham med de gladeste Øjne af Verden og sagt ganske dæmpet:

✂ - At et Menneske kan være saa lykkeligt! og prøvet paa at svinge ham rundt.

✂ Han havde følt sig flov ved hendes Henrykkelse, næsten flad. Stille Graad havde han ventet.

✂ Og saa havde hun kysset ham, flinkt og rapt, med to varme, bløde Læber. Hun havde næsten taget Vejret fra ham. Han havde slet ikke tænkt sig det saadan. Det første Kys havde han drømt sig som et langt, højtideligt Kys, hvor han Læbe mod 94 Læbe skulde aande hele hendes Sjæl ind og suge hendes Legem til sig. Han skulde have kysset det første. Og nu var det hende, der gav ham disse mange glade Kys.

✂ Og da han havde sagt Farvel og skulde afsted, havde hun klynget sig ind til ham og rusket i ham.

✂ - Hvor jeg er glad! havde hun hvisket ham ind i Øret.

✂ Og saa var han kørt i Regn og Mørke Vejen, han om Formiddagen var gaaet.

✂ Han huskede Fru Vallentins kølige Lykønskning. Emma var løbet ud i Spisekammeret og havde fortalt hende Begivenheden. Og Dyrlægen, som var gaaet straks efter og havde smækket med Døren.

✂ Og nu sidst hans Graad inde i Dagligstuen. Og Forældrene.

✂ Jørgen borede sig ned under Tæppet og søgte at sove, men kunde ikke.

✂ Altsaa nu - nu havde han fanget det, han havde længtes imod saa mange Aar; fanget det, han kaldte Livet, det som havde Bæreevne, det som var idel Sol og idel Lykke. Langsomt havde det formet sig for ham og staaet i Taage, til han traf Emma Poulsen. Om hende havde det samlet sig, og fra hende var der faldet Lys vidt ud over det. Hans Drøm om de store Stepper, hans vege Længsel mod travl Menneskeleven, hans Tog mod de ukendte Skranker. Bag Emma Poulsen laa det alt sammen. Hun stod ved Gitteret. Hende maatte han eje, saa vilde Gitteret falde.

✂ Og nu ejede han hende.

✂ Men Gitteret - Gitteret! Han saa intet Gitter, saa ingen Stepper, ingen Menneskeleven og hørte intet Tog mod Skranker.

✂ Han saa og hørte, sansede kun Emma Poulsen.

✂ Som han laa dér halvvaagen, kom Moderen ind og bøjede sig ned over ham.

✂ - Sover min Dreng? hviskede hun.

95

✂ - Nej.

✂ Hun lagde sin Kind ned mod hans.

✂ - Du maa ikke glemme din Mo'r.

✂ - Nej, Mo'r, hvor kan du tro?

✂ Moderen tog ikke sin Kind bort, men blev lidt hos ham.

✂ Saa gav hun ham et langt Kys paa Panden og hviskede, i det hun langsomt rejste sig og strøg ham med Haanden gennem Haaret:

✂ - Til Lykke - min egen Jørgen. Og sov nu.

✂ Saa gik hun. Og Jørgen faldt i Søvn.

✂ Da han vaagnede den næste Morgen, følte han sig træt og havde en Fornemmelse, som ventede der ham et tungt Arbejde. Han gned Øjnene, og i samme Nu fór det igennem ham, at Emma Poulsen kom Klokken ti. Han var ude af Sengen i en Fart. Alle tunge Fornemmelser var borte, og han fløjtede, mens han klædte sig paa.

✂ En tynd Taage laa over Byen. Det var en stille Efteraarsmorgen.

✂ Ude paa det brede, aabne Jærnbaneterræn løb de utallige Skinner, brune og vaade, ind under Taagen, og de høje Signalstænger stak op igennem den og havde den om sig, som var de visket ud paa Midten. Langt inde over Terrænet var en hvid Dampsky drevet sammen med Morgendisen, og et Lokomotiv peb der inde og kom langsomt baglængs ud og holdt lidt og kørte ind i Taagen igen. Vogne, kædet sammen i Tog, stod paa Skinnerne og saa i den vaade Luft ud som nymalede.

✂ Jørgen gik ind i den store Ventesal. Han var kommet ti Minutter for tidlig. Der var koldt og klamt der inde, og der sad et Par Mennesker paa Bænkene langs Væggen. Han gik Salen igennem, over det snavsede Gulv, og stillede sig ved Døren ud til Perronen og stirrede paa Vognrækkerne, der holdt bag hinanden ude under Glastaget. Saa vendte han sig igen og satte sig hen paa en 96 Bænk og saa paa en Annonce fra Hotel Kongen af Danmark, der hang paa Væggen lige over for. Og rejste sig lidt efter igen og gik op og ned. Han havde ingen Ro.

✂ Han drev ud af Ventesalen og bagom Bygningen. Dér kendte han en Vej ind til Perronen. Ud paa Perronen maatte han. Dér var han Toget, som skulde komme, nærmere, og saa var der ingen Mennesker. Der sad blot en gammel Konduktør henne paa en Pakkasse og pudsede Glassene i en Haandlygte.

✂ Sporet nærmest Perronen laa frit og ventede paa Toget; og bag Sporet holdt der en Række tomme Vogne; en Mand løb hen over Taget paa Vognene, sprang fra den ene til den anden, og trak Kupélamperne op og satte dem paa en stor Blikbakke. Ovre paa Afgangssiden kunde Jørgen høre Larm af Kupédøre og travl Løben frem og tilbage paa Stenfliser. Al Lyd blev rungende her under den store Glashvælving. Duerne flagrede rundt oppe mellem Tværbjælkerne.

✂ Jørgen gik ned ad Perronen, ned hvor Hvælvingen aabner sig ud mod de mange Skinner. Nu laa Taagen ind over Byen, og han kunde se Terrænet over, kunde følge Skinnerne ned forbi Nordbanestationen, som stod lav og fladtrykt under sit svære Tag, ned til Gyldenløvesgade, hvor alle Skinner løb sammen og svingede til venstre og blev borte.

✂ Han hørte Ledvogternes Horn, som skrattede og lød langt, og der kom et Lokomotiv med et Tog Godsvogne. Det kom frem i Svinget men kørte ind paa et Sidespor og forsvandt bag Tog, som holdt. Rundt paa Skinnerne gled Vogne, trukket af Maskiner, trukket af Heste, eller glidende ganske alene. De krydsede hinanden og strøg hinanden forbi. Og der blev fløjtet og pebet og bræmset.

✂ Kun Perronsporet laa tomt og ventede.

✂ Jørgen stod og saa paa dette Virvar af Liv; og hans egen Uro dukkede sig i Virvaret, saa han følte den mindre.

97

✂ Der kom et Tog til nede i Svinget. Lokomotivet peb, og Døren ind til Ventesalen blev smækket op.

✂ - Toget fra Korsør! raabte en Røst, og Folk kom ud paa Perronen og holdt sig i Klynge nede om Ventesalsdøren.

✂ Alle Døre aabnedes.

✂ - Toget fra Korsør!

✂ Dragerne kørte de lave Bagagebøre frem, og et Par Herrer med Guldsnor om Kasketten og Hænderne i Frakkelommerne slentrede ned foran Folk.

✂ Nærmere og nærmere kom Toget. Lokomotivet voksede. Og bredt og tungt stønnede det ind under Glashallen, med Damp og Larm om sig og svejende Skinnerne. Og efter Lokomotivet Vognene paa de rappe, knirkende Hjul. Konduktørerne stod oppe ved Bræmserne og drejede og drejede, iltre og voldsomme i Bevægelserne. Bræmserne skrattede mod Hjulene. Og saa stod Toget der.

✂ Klyngen om Ventesalsdørene spredtes over Perronen, og inde i Kupéerne saa Jørgen Folk staa og løfte Rejsetøjet ned fra Nettene. Enkelte havde Hovederne ude af Vinduerne og nikkede og hilste.

✂ En for en blev Kupédørene smækket op, og de rejsende mylrede ud, og Perronen blev fyldt med Folk.

✂ Jørgen stod og strakte Hals og saa til alle Sider men kunde ingen Emma finde.

✂ Saa var der en, der ganske varsomt trak i hans venstre Frakkeærme.

✂ Det var Emma, der stod bag ham.

✂ Jørgen vendte sig forfjamsket. Han havde stirret paa Kupédørene og tænkt, han skulde hjulpet hende ned med begge sine Arme og omfavnet hende i al Hemmelighed. Han havde levet sig ind i den Tanke.

98

✂ Og nu kom hun bagfra og gjorde denne Tanke saa pludseligt til tom Fabel.

✂ Han vendte sig hurtigt og kunde ikke rigtig faa samlet sig.

✂ - Blev du forskrækket?

✂ - Naa - er du dér! Aa, jeg - ja.

✂ Han stak sin Arm ind under hendes. Folk pressede sig forbi dem. De stod i Vejen.

✂ Og saa førte han hende afsted. Hun gjorde et Par smaa Hop for at komme i Trit med ham. De maatte arbejde sig frem; Jørgen puffede med Albuen. Folk var saa sene i Vendingen. Hvert Øjeblik maatte Jørgen stemme sit Knæ mod Vadsækken, Herren foran ham slæbte.

✂ Endelig slap de ud, forbi den lange Række Bybude, som lettede paa Huerne og vilde bære.

✂ Jørgen havde næppe set paa Emma. Han følte hende gennem Armen som noget, der tog lette Trin ved Siden af ham.

✂ Først da de var vel udenfor Strømmen af Rejsende, saa han et Øjeblik paa hende og havde i et Nu mønstret hende fra Hoved til Fod; hele hendes ranke Legeme under det brune Efteraarsstykke, de let røde Kinder og den hvide, runde Kvindehage. Han trykkede hendes Arm ganske svagt, og hun saa et Øjeblik op paa ham og hoppede let i Gangen og vilde som læne sig ind til ham, men gik stille videre og saa frem for sig.

✂ - Skal jeg bære din Taske.

✂ - Nej lad bare mig; den er ikke tung. Min Natkjole er i den.

✂ - Bliver du her i Nat? spurgte han og fik uvilkaarligt noget lykkeligt glad over Stemmen.

✂ - Ja. Til i Morgen tidlig.

✂ Han trykkede atter hendes Arm og jog bort en øjeblikkelig Uro for, at Forældrene ikke skulde kunne huse hende.

✂ Paa Nørrebrogade mødte han den høje lyse med Filipenserne og vilde trække sin Arm ud under Emmas. Men den høje lyse 99 lagde ikke Mærke til dem. Jørgen stjal sig til at se efter ham. - Saa naaede de Hjemmet.

✂ Sindigt som en gammel Mand gik Jørgen op ad Trappen, bag Emma. Han havde selv Nøgle til Entreen og lukkede op. Entreen var tom. Saa aabnede han flot Døren ind til Dagligstuen og skød Emma ind med Overtøjet paa.

✂ Begge Forældrene var i Stuen.

✂ - Her er hun! sagde Jørgen med fuld Stemme og lagde Armen om Emma og førte hende frem.

✂ Hans Hjærte hamrede i Livet paa ham, og han turde ikke se paa Forældrene.

✂ Emma rødmede og bøjede Hovedet let.

✂ - Velkommen i min Jørgens Hjem, sagde Jørgens Moder og rakte hende stilfærdigt Haanden.

✂ - Ja velkommen! sagde Faderen jævnt og høfligt.

✂ Jørgen stod ved Bordet med et forceret Smil paa Ansigtet. Han havde sin stærkeste Hjærtebanken.

✂ Et Par Minutter var der stille i Stuen.

✂ - Ja, tag I nu Tøjet af og lad os faa noget at spise; vi har ventet med Frokosten, sagde saa Faderen. Tag du dig af Frøken Poulsen, Mo'r.

✂ Han lagde let sin Haand paa sin Hustrus Skulder.

✂ - Ja, kom De med mig, saa skal vi to hjælpes, sagde Moderen og saà saa mildt paa Emma, at Jørgens Hjærte sagtnede sin Hamren.

✂ Saa gik Moderen med Emma.

✂ - Naa, min Dreng!

✂ Faderen slog ham opmuntrende paa Skulderen.

✂ - Lad du nu os to gaa til Bords; saa kommer de andre nok.

✂ Jørgen lo. Han kunde omfavnet begge sine Forældre.

✂ Faderen og han gik ind i Spisestuen. Henne i Vinduet sad Kanarifuglen og bed Hampefrø itu med smaa Knæk.

100

✂ Saa kom Moderen og Emma ind fra Sovekammeret; Moderen havde sin Arm om Emmas Liv og gik hen og kyssede Jørgen, inden hun satte sig.

✂ - Sæt du dig nu hos min Dreng, sagde hun til Emma. Og Emma kyssede hende paa Panden.

✂ Efter Frokosten maatte Jørgen ind og hjælpe Faderen med Skattebilletterne. Han arbejdede hurtigt i Dag og var Føjeligheden selv. Det tog en Times Tid, det hele Arbejde; saa var det overstaaet. Klokken blev akkurat et.

✂ Klokken tre skulde Jørgen ind og høre en Forelæsning over Psykologi. Han stod inde ved Faderens Pult og talte Skattebilletterne efter og overvejede, om han skulde gaa til den Forelæsning eller ej. Lyst havde han ikke.

✂ Jørgen syntes der manglede en Skattebillet og talte Bunken om igen.

✂ Nej ikke Spor af Lyst havde han. Han var saa fjærnt i Dag fra alt, hvad der hed Universitet og Psykologi. Det var at smide en Time af sit Liv bort, om han gik der ind; halv anden Time; for der gik altid et Kvarter med at komme ind og et Kvarter med at komme hjem.

✂ Jørgen lagde Skattebilletterne over paa Skrivebordet.

✂ Men alligevel - Lejligheden var der til at vise Forældrene, at der var Alvor i ham.

✂ Hvad skulde han nu?

✂ Han tog den Beslutning at lade Emma afgøre det, og fik hende med en Tur ud over Fællederne.

✂ Den tynde Morgentaage var blevet fin Ruskregn.

✂ Fællederne laa ensomme og vaade. Paa den ene Side stod Byen med Blegdamsvejens lange Husrække, som en forsigtig Forpostkæde mod dette tomme Efteraarsøde, og paa den anden Side Nørre Allés lange Række Elme med de afbladede Trætoppe 101 løftede tungt i Graavejret. Længst ude mod Østerbro drev Ruskregnen som Dis, der skjulte Fælled og Trær og alt.

✂ Der var ingen der ude. Emma og Jørgen var ene.

✂ Han gik med hende under Armen og havde ingen Ting at sige. Han saa ikke Fælleden, følte ikke Regnen; blot denne brede Ensomhed. Først her ude, hvor Jorden laa fladet ud under dem til alle Sider, med Skyerne hvilende over dens Stilhed, først her følte han helt sit Liv glide sammen med hendes. Og han slog sin Arm om Emma. Hun gled i den vaade Jord, og han maatte støtte hende og holde hende fastere.

✂ Saadan gik han med hende. Stilheden lukkede sig om dem. Og saadan kunde han gaaet og gaaet, uden Tanker, uden Drømme, tryg og lykkelig, for første Gang i sit Liv fyldt helt af noget, der trak som en lysende Ridse efter dem i den graa Regnluft.

✂ De var kommet over imod Nørre Allé og hørte Trætoppene suse. Han fik hende atter under Armen, og de gik hjem ad Alléen.

✂ Først i Gangdøren spurgte han hende, om han skulde gaa til den Forelæsning eller ej.

✂ - Lov mig at gaa, sagde hun saa indstændigt, at han ønskede, han aldrig havde spurgt.

✂ Saa gik han da. Hun stod oppe i Vinduet og saa efter ham, og han vendte sig og vendte sig.

✂ Inde i Auditoriet sad han og kunde intet samle og gad ikke. Professorens Stemme, der var tør og knap og huggede Tankerne igennem med sikre Øksehug, flød forbi hans Øre som en Strøm over Sten, mens han fulgte sine egne slentrende Tanker.

✂ Han næsten løb hjem, og Emma stod ude paa Trappen og tog imod ham.

✂ Efter Middag gik Forældrene en lille Tur, og Jørgen og Emma blev ene. De sad henne i Sofaen. Der var halvlyst i Stuen; Mørket faldt paa.

102

✂ Jørgen havde hende om Livet; de talte ikke men sad og saa ud i Stuen og vendte sig en Gang imellem mod hinanden og trykkede hinandens Hænder.

✂ Saa kyssede Jørgen hende.

✂ Og efter Kysset trak han hende tættere ind til sig. Og kyssede hende igen, og trak hende halvt op paa sit Skød, og havde tilsidst ikke sine Læber fra hendes. Mørket laa over Stuen. Han lige følte dette Mørke som noget dulmende blødt om alle hans Sanser. Og han havde aabne Øjne, mens han kyssede.

✂ Saa hørte han Forældrene ude i Entreen.

✂ - Emma! hviskede han og rettede sig.

✂ De fòr skræmte op og gav sig til at gaa frem og tilbage. Hans Øjne brændte, og han var hed i Kinderne.

✂ Faderen kom først ind.

✂ - Hvad, holder I Mørke? Det vil jeg ikke ha'! sagde han lidt haardt.

✂ - Saa kan vi jo tænde, foreslog Jørgen.

✂ - Ja tænd straks.

✂ Emma gik ud i Entreen til Moderen.

✂ Jørgen tændte; men Lyset skar ham stærkt i Øjnene. Emma kom ind igen med Moderen.

✂ Og de blev ikke et Øjeblik ene den hele Aften. - -

✂ De var gaaet i Seng, de andre. Jørgen laa inde paa sit Værelse og søgte at faa Gang i Tankerne. Han vilde tænke. Paa hvad, vidste han ikke. Tænke. Tænke paa noget, der løb fort i lige Linje, uden Sidespring og Hvil under Vejs. Tænke sig frem gennem noget; gaa fra Aarsag til Følger og nye Følger, bare gaa sindigt og støt og intet fare forbi. Tænke sit vege Legem stift og stramt. Tænke som en Stenhugger hugger.

✂ Og han fik sine Tanker drevet frem; men alle Veje var dem spærrede; paa alle Veje stod Emma og fangede dem ind. Og han mægtede ikke at faa dem videre.

103

✂ Og saa gav han tabt og lod dem blive, blive om Emma. Deres Tur over Fælleden og deres Kyssen i Dagligstuen tog han frem igen og igen. Saadan maatte han have hende, have hende altid; ind til sig, med Armen om hende. Han svejede og svinglede og var intet, stod hun ikke hos ham. Som han laa her, var han lam. Hun ejede hans Kræfter. Og Tankerne, han sled med, var i hendes Vold.

✂ Se hende maatte han, se hende Dag efter Dag, alle Timer igennem. Han gik til Bunds, blev hun ikke om ham. Han havde kastet sig i Armene paa hende, for at hun skulde hjælpe ham frem paa den brede, lyse Vej, de andre gik. I hende havde han alt det samlet, de andre sankede spredt over Verden.

✂ Hun maatte blive hos ham. -

✂ Men Emma blev ikke.

✂ Næste Morgen rejste hun.

✂ Jørgen stod ude paa Perronen og saa Toget køre bort. Emma havde Hovedet ud af Vinduet og nikkede og viftede. Men lidt udenfor Glashallen svingede Sporet, og han kunde ikke se hende længer. Han stod og stirrede paa den nøgne Bagside af Pakvognen, der sluttede Toget og blev mindre, som Toget fjærnede sig.

✂ Saa gik han ind igennem Ventesalen. Den stod ham saa fortvivlende tom. De havde siddet sammen i Sofaen henne under Vinduet. Nu laa Dagslyset fra de store Ruder saa koldt ind over den tomme Sofa. Ikke en eneste Skikkelse tegnede sig mod Lyset.

✂ Og ude i Forhallen, og paa Gaden og hjemme i Stuerne. Alle Vegne gik han hvileløs om og saa for sig hendes Ansigt, der havde staaet saa mildt, da Toget slap ud af Perronmørket, ud i Dagen; og efter hendes Ansigt Pakvognens nøgne Bagside.

✂ Indtil han faldt i Staver og sad sløv og stirrede hen for sig, saa ensom, saa evneløs og saa aldeles til intet.

104

✂ Han følte en Trækning gaa gennem alle sine Nerver og fik en pludselig Trang til at rejse sig og tage Vejret i et dybt Drag.

✂ Men han blev siddende.

✂

VII

✂ Det var ind i Januar. Emma havde været hos Jørgens Forældre de to Juledage. Faderen havde bedt hende ikke blive længere; Jørgen skulde bestille noget, havde han sagt.

✂ Men Jørgen bestilte ikke andet end skrive Breve til Emma; altid lange Breve. Han havde vænnet sig til at tvinge sine ranglede Tanker i Form, vænnet sig til at tage dem frem i Dagens Lys, han, som før havde gemt dem bort og dækket dem som syge Vinterskud. Emma fik dem. Og han følte sine Lemmer blive smidige og sin Ryg rettes som efter en kastet Byrde, naar han havde skrevet om, hvor al hans Ungdom længtes efter hende, længtes efter at løfte hende, længtes efter at kysse hende, længtes efter at omfavne hende, længtes efter at faa sagt hende, at han vilde elske hende saa langt, langt frem gennem Livet.

✂ Men i Hjemmet var han tavs igen og uvillig.

✂ En Aften gik han op til Johansen. Han havde været ovre paa Banegaardens Postkontor med Brev til Emma. Han lagde aldrig Brevene i nogen Postkasse men bragte dem altid lige ud paa Banegaarden.

✂ Johansen havde et lille møbleret Værelse ude i en Smaagade paa Vesterbro. Det var en Skomager han boede hos. Skomageren med Familie nøjedes med to smaa Stuer og Køkkenet.

✂ Der lugtede altid af Senge og Mad ude paa den snevre, snavsede Trappe, og om Aftenen var der ravende mørkt.

✂ Jørgen maatte stryge Svovlstikker for at finde op, og han kunde aldrig huske, paa hvad Sal Johansen bode.

105

✂ Saa fandt han en Dør paa anden Sal med hans Visitkort. Han ringede, og Skomagerkonen, en lille Madam med pjusket Haar og strikket Tørklæde, lukkede ham ind.

✂ Johansen var hjemme. Han sad ved Bordet og læste.

✂ - God Aften. Forstyrrer jeg?

✂ Johansen saa op paa Jørgen, og hans mørke Øjne skinnede bag Lorgnetterne.

✂ - Naa er det Dem! - Nej saamænd om De gør.

✂ Han rejste sindigt sit lange Legeme og gav Jørgen Haanden. Der var noget hyggeligt over alle Johansens Bevægelser, sene som de var.

✂ - Ja jeg lægger Frakken, sagde Jørgen; maa jeg anbringe den her paa Sengen?

✂ - Ja det maa De gærne. Lad mig kun ta' den.

✂ Jørgen gik hen til Bordet.

✂ - Deres Lampe oser. Jeg skruer lidt paa den.

✂ - Ja det Asen er ikke til at komme ud af det med.

✂ - Det er ellers en pæn lille en. Hvad har De givet for den?

✂ - Seks Kroner.

✂ - Og her har De Strindberg staaende. Men hvem er det?

✂ Jørgen tog et lille Gibshoved, som stod paa Bordet.

✂ - Goethe.

✂ - Goethe?

✂ - Ja.

✂ Jørgen satte Hovedet igen. Han havde ikke læst andet af Goethe end Erlkönig og første Del af Faust i Oversættelse.

✂ Men han trængte til at tale, og saa spurgte han, hvad det var for en Bog, Johansen sad og læste i, og som laa opslaaet paa Bordet.

✂ - Det er Sir Thomas Malorys "History of King Arthur".

✂ - Studerer De ogsaa Engelsk?

✂ - Nej. Det er Morskabslæsning.

106

✂ - Er den god?

✂ - Ja Skam er den god, sagde Johansen i en Tone, saa Jørgen var overbevist straks. Og saa skinnede Johansens Øjne saa henrykte, som stod han og nød alle de gode Steder i Bogen.

✂ - Det er en rigtig hæderlig gammel engelsk Roman, blev han ved.

✂ Og med en let Overgang:

✂ - Det er storartet at læse om de Tiders Liv. En "noble knight" og "a fair damsel!" kan bogstavelig talt ikke se hinanden, før de "fall in love" og faar et Barn sammen.

✂ Jørgen lo. Han havde altid følt sig sky overfor den Slags Emner, altid gærne lyttet men aldrig selv turdet tale. I Aften var det, som kom Johansen med sin pludselige Veltalenhed en Trang hos ham i Møde.

✂ - Saa drager Ridderen ud paa Æventyr, og Damen bliver siddende hjemme hos sin Fader, - Johansen tog sin Lorgnet af og gav sig til at pudse den, - der mærkelig nok ikke er gal paa hende men tværtimod gaar og glæder sig over den Lykke, der er vederfaret hans Hus ved "the blood of a so noble knight".

✂ Han sagde det alt sammen saa roligt, som læste han højt i et Auktions Katalog. Ikke en eneste Bevægelse gjorde han med Kroppen; men de sorte Øjne saa ud, som de var tændte, mens han stod der og talte og pudsede Lorgnetten.

✂ Jørgen satte sig paa en Stol, og Johansen lagde sig paa den gammeldags, højarmede Sofa.

✂ - Man faar en Pokkers Respekt for den naturlige Maade, hvorpaa de Folk tager naturlige Sager, sagde han, idet han lagde sig.

✂ Jørgen sad og ønskede, Johansen bare vilde blive ved at tale.

✂ - De skulde læse den Bog.

✂ - Jeg er ikke stiv i det engelske.

✂ Johansen svarede ikke men laa og saa hen for sig, ligesom 107 træt efter sin Lovtale, og hans Øjne var mattere, og hele hans brede, gulhudede Mongolansigt overanstrængt og slapt i Trækkene.

✂ Jørgen saa sig om i Værelset og tænkte paa disse "noble knights and fair damsels". Dem vilde han helst tale om, men kunde ikke faa et passende Ord anbragt.

✂ - De har mange Fluer, sagde han saa.

✂ - Fluer?

✂ - Ja; Deres Billeder er svært overplettede og Væggen med.

✂ - Naa det - nej det er Blanksværte.

✂ Jørgen stirrede paa de smaa sorte Pletter, saa godt han kunde i det svage Lampelys. Billederne var Udklip af "Ude og Hjemme", satte op med Tegnestifter.

✂ - Naar jeg børster mine Sko, stænker det, sagde Johansen og saa over paa Jørgen. Hans Øjne skinnede igen, og der kom Liv over Ansigtet, som var han fuldt optaget af at more sig over sin egen Støvlebørsten.

✂ - Naa saadan, sagde Jørgen saa interesseret som muligt. Han sad og tænkte paa at gøre en Bemærkning om "the damsel".

✂ - Nu er det galt med Lampen.

✂ Johansen rejste sig langsomt for at skrue den ned; men Jørgen havde allerede stillet paa den; og saa lagde Johansen sig langsomt igen.

✂ - Det - sagde Jørgen og bladede i den engelske Bog - var dog en vel farlig Moral.

✂ Han saa ned i Bogen.

✂ - Ja - hvorfor i Grunden?

✂ - Aa - -

✂ Jørgen vidste egentlig ikke hvorfor. Han vilde bare have Johansen paa Gled. Og han var henrykt over hans Hvorfor. Han vilde helst, det ingen farlig Moral var.

✂ - Jo - jeg synes - - sagde han.

108

✂ - Ja jeg synes ikke.

✂ Jørgen sad lidt.

✂ - Det er saa dyrisk, sagde han saa.

✂ - Dyrisk, gentog Johansen; er det saa slemt med det dyriske?

✂ - Ikke saa slemt, men ...

✂ Det var Jørgen umuligt at faa en Sætning fuldført. Han havde jo slet ingen Indvendinger. Blot Johansen vilde tale, det var alt, hvad han ønskede.

✂ - Ja jeg har nu aldrig begrebet, at det var saa slemt at blive regnet til Dyreriget.

✂ - Man er da et Menneske; noget mere udviklet ...

✂ - Af Skabning er vi alle Kænguruer for Herren. Staar der ikke i smaa Drenges og Pigers Naturhistorie: Til Pattedyrene hører Mennesket o. s. v.

✂ - Men det lyder saa raat at kalde sig Dyr.

✂ - Ja gør det i Grunden det? - Saa, nu har vi Lampen igen; - tak, skruer De lidt? - - for mig er blot det raat, som er Unatur.

✂ Johansen strakte sig let og rev en Bog ned, som havde ligget paa Sofaarmen. Jørgen vilde tage den op.

✂ - Aa lad den bare ligge, bad Johansen.

✂ Jørgen gav sig til at lege med Strindbergs Billede og sad og saa lidt paa det.

✂ - Dja, sagde han saa, som om han vejede to Værdier, og Vægten stod lige. Jeg ved ikke rigtig ...

✂ Johansen gabede.

✂ - Tag mig et Menneskehjærte, en Faarehale, en Sneglefod og et Krebseben, og jeg skal i dem alle vise Dem det samme fine Væv. Tag en Draabe Blod og en Draabe Plantesaft. Tag, hvad De vil.

✂ - Det kan jo gærne være.

109

✂ - Ved De, hvad min største Fornøjelse er? Det er en Sommerdag at ligge paa Ryggen paa en Grøftekant med Græs op om mig og Myrer og Biller kravlende paa Tøjet og en Myggesværm et Par Fod over mit Ansigt. Ligge midt i Frodigheden og føle hele Frederik Johansen blive en Edderkop.

✂ - Man mærker De er Zoolog.

✂ Johansen havde sat sig op og støttede Hovedet i begge sine Hænder.

✂ - Saamænd ja. Men De da?

✂ - Jeg - lo Jørgen kejtet, - jeg er forlovet.

✂ Johansen stirrede paa ham med de matte Øjne og saa træt ud og sagde ikke noget.

✂ - Det kalder De vel Unatur? tvang Jørgen sig til at spørge.

✂ - Saamænd ja.

✂ - Raat altsaa?

✂ Johansen stod og strakte sig.

✂ - Gaa hen og bliv Naturforsker, sagde han.

✂ - Ja - om jeg kunde.

✂ - Gaa med op til Dr. Carlsen en Dag, han hjælper Dem med Glæde i Vej.

✂ Jørgen pillede stadig ved Strindbergs Billede.

✂ - Men det varer saa længe, det Studium.

✂ - En fire fem Aar, ja.

✂ Johansen havde hentet sin Hovedpude ovre fra Sengen og lagt den paa Sofaarmen.

✂ - Se saa, sagde han, her er ogsaa rart at ligge.

✂ - Men - de ulykkelige Kvinder, mente Jørgen, som ikke kunde blive færdig med den Moralhistorie.

✂ - Naada du, sagde Johansen og skubbede lidt til Puden, der ikke vilde ligge rigtigt under hans Hoved. Kvinderne, fortsatte han over mod Jørgen, dem kender jeg saa lidt til.

✂ - Ja for det kommer jo til at gaa ud over dem.

110

✂ - Jeg vilde aldrig have med andre Kvinder at gøre end med dem, jeg elskede, - og som elskede mig.

✂ - Med dem?

✂ - Med dem, ja. En ad Gangen naturligvis.

✂ - Bli'r der saa mange?

✂ - Man kan jo aldrig vide det. Jeg tror ikke rigtig paa Monogamiet - som Zoolog. Var jeg Jurist, saa min Tro maaske anderledes ud.

✂ Johansen flyttede lidt ved Puden uden at rejse sig.

✂ - Naturen er ikke anlagt paa Kniberi, sluttede han.

✂ - Men saadan at fare fra den ene til den anden, indvendte Jørgen. Han slugte hvert Ord, Johansen sagde.

✂ - Hvorfor fare? tag Aar, om De vil, til hver enkelt.

✂ - Og saa - forføre dem? spurgte Jørgen helt nervøs.

✂ - Forføre, forføre, svarede Johansen irriteret, det er det dummeste Ord jeg ved. Elsker hun mig og jeg hende, er det jo Naturen, der gaar sin Gang.

✂ Jørgen saa ud, som havde han faaet Skænd.

✂ - Jeg kunde saa Skam komme til at elske de fleste af dem, sagde Johansen og strakte sig og saa over paa Jørgen.

✂ - Kærlighed, De, mellem Mand og Kvinde, blev han ved, er det andet end den levende Naturs ganske dagligdags og normale Pulsslag. Naa, afbrød han sig og rettede paa Lorgnetten, man skal ikke tale om sine Guder.

✂ Jørgen havde haft alt, hvad der stod paa Bordet, mellem Fingrene. Han sad sammensunken paa Stolen. Og Johansen laa og saa op i Loftet med sine sorte Øjne. Ovenpaa Reolen stod der et Glas med levende Vandinsekter, Johansen havde fanget ude i Ordrup Mose; hvert Øjeblik stødte en stor Vandkalv haardt mod Glasset. Det var den eneste Lyd i det snevre lille Værelse.

✂ Saa rejste Jørgen sig omsider og saa paa sit Ur.

✂ - Hvad, - gaar De? spurgte Johansen fra Sofaen.

111

✂ - Ja, jeg skal videre, sagde Jørgen langsomt.

✂ - Har det saadant Jag?

✂ - Ja, jeg maa gaa.

✂ - Ja ja da.

✂ Johansen rejste sig og hjalp ham Frakken paa.

✂ - Men husk paa Dr. Carlsen. Kom naar De vil; saa kan vi følges op til ham.

✂ - Ja, nu kan vi se! sagde Jørgen og gik.

✂ Der lugtede af Sengehalm og af Mad ude paa Trappen, og han maatte stryge Svovlstikker. Inde paa første Sal skreg et Barn, saa det skingrede.

✂ Han slap ud paa Gaden og gik hjem efter. Det var stille, diset, mellem Frost og Tø. Lygterne stod med røde Ringe, og Gaderne skinnede sorte.

✂ Han følte sig som sædvanlig saa usikker, saa usikker.

✂ Og saa denne Samtale; al det Johansen havde sagt. Hvorfor havde han ikke faaet ham til at sige mere endnu, sige det rent ud af Posen?

✂ Elske dem alle. Han elskede jo Emma. De andre havde han ikke turdet tænke paa. Men de var der, de andre.

✂ Jørgen gik og saa paa de Damer, han mødte.

✂ Johansen elske dem alle! denne høje ranglede Kineser og disse unge fint klædte Kvinder! Og saa Jørgen selv da?

✂ Hvad var det, han havde sagt? Blot man elskede dem. Og han troede ikke paa Monogamiet; det stred mod Naturen. Naturen? Det Ord gjorde et Indtryk paa Jørgen, som rejste der sig i Natten en Magt, der tog ham med sindig Kraft og løftede ham frem; og han følte sig i Forbund med hele den kogende Summen, Mørket over Byen var fyldt af.

✂ Han gik ikke hjem.

✂ Klokken var henimod halv elleve, da han stod inde paa Hjørnet af Frederiksberggade og Halmtorvet.

112

✂ Der laa en Skorpe af nedkørt Sne over Torvet og op gennem Gaden; Droskerne rullede blødt, og de tunge Omnibusser skumplede hen over Hullerne i Sneskorpen, trukket af fire Heste, der slæbte og svedte, saa der stod graalig Damp om dem, naar de kom frem i Skæret fra en Lygte. En Herskabsvogn strøg i hurtig Kørsel udenom Droskerne og forbi Omnibussen. Dens to Vognlygter lyste flakkende gennem Halvtaagen.

✂ Inde paa Fortovene gik Fodgængernes sorte Skikkelser med forsigtige Trin over de glatte Fliser; trippende Damer, og Herrer, som støttede sig stift til Stokken.

✂ Jørgen blev staaende lidt paa Hjørnet; han havde Frakkekraven opsmøget. Ovre fra Dagmarteatret kom Folk i Klynger og Rækker, smaasnakkende og travle. Forestillingen maatte lige være sluttet. Og en syv otte Drosker med Kofferter og Rejsetøj foran hos Kusken rullede op igennem Frederiksberggade; der maatte være kommet et Tog.

✂ Jørgen drev lidt med Strømmen og vendte saa igen og kom tilbage til Hjørnet og blev der i Nærheden, til Strømmen var tvndet. Saa drev han igen ned ad Gaden.

✂ De slukkede i Butikerne, og Lygterne blev ene om at bryde Mørket. Kun et stort Cigarhandlervindue lyste bredt ud over Gaden.

✂ Der kom to Damer ned imod Jørgen. De lo og var unge og havde intet Hastværk. Jørgen saa dem lige ind i Ansigtet og gik ikke af Vejen. Men de strøg udenom ham. Han saa efter dem. Et Par Herrer kom ovre fra den anden Side Gaden og fulgte lige bag Damerne. Saa tabte han dem af Syne.

✂ Gaden var næsten blevet tom, og man hørte de enkelte Fodgængeres Trin. Han frøs saa smaat i den raakolde Natteluft. Et Par Efternølere fra Teatret skyndte sig, saa godt de kunde i det smattede Føre.

✂ Paa Hjørnet af Mikkel Bryggersgade stod en Kvindeskikkelse 113 i lang, elegant Kaabe. Hun gav sig til at gaa ganske langsomt, da Jørgen nærmede sig. Han kom tættere og tættere ind paa hende og var til sidst ved Siden af hende.

✂ - God Aften, fik han sagt, noget stakaandet og forpustet; han maatte samle alle sine Kræfter for ikke at komme til at ryste over hele Kroppen.

✂ Hun saa paa ham og drejede saa Ansigtet lige ud og blev ved at gaa.

✂ - Gaar De Tur, spurgte han lidt roligere.

✂ - Det gør jeg vel nok, svarede hun uden at se paa ham.

✂ Jørgen trak sig saa smaat tilbage og følte sig som sparket af hendes rappe, skrattende Stemme.

✂ I det samme kom en Herre bagfra forbi Jørgen og stak en Arm ind under hendes og vandrede videre med hende.

✂ Atter drev Jørgen ned ad Gaden, tilbage mod Halmtorvet, over Torvet og ned forbi "Axelhus" og "National".

✂ Han mødte mange Damer, og han saa paa dem alle men turde ikke rigtig nærme sig og vidste ikke mere, hvordan han skulde begynde. Hjem vilde han ikke. Hans Hjærte hamrede. Alting havde han glemt, og intet saa han uden disse Damer, som gik forbi ham ideligt og ideligt. Deres Læber, deres Kinder, deres unge glidende Bevægelser drog ham og bandt ham, og han fulgte dem og fulgte dem som en sulten Haj et Kølvand.

✂ Udenfor "National" kom to hurtigt gaaende ind imod Byen. Den ene var høj, brunøjet og fyldig. Det var hende, Jørgen lagde Mærke til. Den anden saa han flygtigt som noget i kort Kaabe, der tog smaa Skridt ved Siden af den høje fyldige.

✂ Jørgen saa sig om; der var ingen Herrer i Nærheden. Og saa borede han Hænderne fast ned i Lommen, skød Skuldrene i Vejret og vovede sig frem ved Siden af den høje.

✂ - God Aften! sagde han og prøvede at gøre Stemmen kvik.

114

✂ - God Aften! svarede den høje stift og saa ikke paa ham. Han hørte den lille i den korte Kaabe fnise.

✂ Jørgen maatte gaa til for at kunne følge; han skruttede Ryggen lidt og havde Trang til at gøre sig lille.

✂ - Generer jeg Dem? spurgte han mygt. Han havde opgivet det flotte og vilde tigge sig frem.

✂ - Saamænd om De gør. Gaden er jo for Dem som for os.

✂ Den høje skød Brystet frem og lod, som Jørgen ikke var til.

✂ - Skal De langt?

✂ - Ud i Dronningens Tværgade.

✂ - Bor De dér?

✂ - Nej.

✂ - Hvor skal De være i Nat? spurgte Jørgen fromt og følte sig i det samme saa gudsjammerlig ynkelig.

✂ Den høje svarede slet ikke men gik til. De var kommet ind i Frederiksberggade, og Jørgen strøg af Sted ude i Rendestenen. Han hørte den lille i den korte Kaabe fnise og fnise.

✂ - Maa jeg ikke følge Dem? spurgte han ud for Kattesundet.

✂ - Kan jeg forbyde Dem det?

✂ Et lille Stykke endnu hængte Jørgen paa, som en Hund der sjapper efter sit Herskab. Men saa søgte han længere og længere ud paa Gaden og lod de to faa Forspring og stod til sidst et Øjeblik stille, og vendte om.

✂ De to havde slet ikke set efter ham.

✂ Jørgen gik hjem. Han sluskede gennem de tomme, mørke Gader, krum i Ryggen og grædefærdig; med en Følelse som havde han været ude at stjæle. Og saa tom og saa mat, som skulde han dø af Sult.

✂ Og Emma - Emma, som han havde sveget. Han vilde sige hende alt; hun maatte forstaa ham. Men hvordan sige det? hvordan faa talt til hende om det? talt til hende efter dette! Han 115 havde en Fornemmelse, som burde han trygle om Tilladelse, før han blot tænkte paa hende.

✂ Elske dem, fòr det igennem ham, at Johansen havde sagt; elske dem maatte man.

✂ Det var kun Emma, han elskede. Ikke dem, han havde mødt i Aften. Kun Emma.

✂ Langsomt rejste hans Tanker sig, og hans Ryg blev ret igen, mens han tænkte paa Emma, gik og tænkte paa Emma. Og han glemte, hvor han havde været i Aften, glemte alt andet end, at Emma var den iblandt dem, han elskede.

✂ Hjemme laa der Brev fra Aage, som han ikke havde set siden Sommerferien og ikke underrettet om sin Forlovelse.

✂ Kære Jørgen! stod der. Ja det er saa vist fra din gamle Ven og Skolekammerat, du faar Brev i Dag, og du kan takke det, at jeg er syg og ej mægter at forlade min Seng, at Postbudet maa besørge mit Ærinde. Sagen er, at jeg gærne ønskede, du skulde besøge mig en Gang endnu. Nu ved jeg, hvad jeg fejler. Jeg har Ftisis og kan ikke komme mig, skønt jeg maaske kan leve nogle faa Aar, men vor Herre Jesu, som har Naade og Magt til at gøre Syndere hellige og salige, har vakt mig af min kødelige Sikkerheds Søvn, saa jeg er bleven en Jesu Discipel og et troende Menneske. Hver Dag lever jeg af min Frelsers Naade og Kærlighed, vel ikke altid lige glad og lige varm til at vidne om ham; tit kan Troen og Kærligheden blive lille og Bønnen mat og svag; men Freden, den dybe, dejlige Fred, som kun de kender, der er forsonede med Gud ved Troen paa hans Søn - den Fred forlader mig kun, naar jeg synder, og kommer saa igen, naar Herren ser, at jeg af Hjærtet angrer min Synd. Jeg haaber, kære Jørgen, at du optager disse Linjer i Kærlighed. Daglig beder jeg til Jesu, at han vil sende dig Helligaandens Naadegave, dig og din Brud, for du er jo nu forlovet, hører jeg.

116

✂ Jeg kan ikke skrive mere; det er saa trættende at føre Pennen, naar man ligger. Men se op til mig.
Med kærlig Hilsen
din hengivne
Aage Schmidt.

✂ Jørgen smed Brevet paa Bordet og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet. Det var ikke Aage, han tænkte paa. Det forekom ham at være ganske i sin Orden, at Aage var bleven religiøs; han syntes, han havde vidst det for længe siden; og at han laa og skulde dø - ogsaa det var han fortrolig med som med en gammel Historie.

✂ Aage havde hentydet til Emma og nedbedet Helligaandens Naadegave over ham og hende. Helligaandens Naadegave! Paa det gik Jørgen og tænkte rent idiotisk. Hvad skulde den Slags Bønner til? Hvad var det for noget denne Helligaand og denne Naadegave? Jørgen var saa dum paa det den Dag i Dag, som han havde været den Dag, han blev konfirmeret. Det kom ham nærmest for, som havde Aage smidt Lig paa Emmas og hans Vej. Han lukkede Vinduet op og lod den kolde Natteluft strømme ind og klædte sig af for aabent Vindue og lukkede det først, da han lige skulde i Seng. Brevet lod han flyde paa Bordet.

✂ Næste Morgen, da han kom ind i Stuen, gik Moderen og tørte Støv af.

✂ - Fik du dit Brev i Aftes, Jørgen?

✂ - Ja jeg fik.

✂ - Var det om Timer!

✂ - Nej.

✂ Moderen nikkede og tørte videre, tørte Gaarsdagens og Nattens Støv bort, puslede, tørte og pillede, saadan som hun havde puslet og tørt og pillet Morgen efter Morgen snart i tyve Aar.

117

✂ Jørgen gik ikke til Aage.

✂ Og han fortalte intet til Emma.

✂ Men i hans Breve blev Ordene hedere og hedere. Hans Blod brændte ham, mens han skrev. Side op og Side ned malede han hende sin Længsel, sin dumpe, tunge Længsel, der greb ham hvert Øjeblik paa Dagen og martrede hans Sjæl og martrede hans Legeme, som laa han nøgen paa Dynger af hed Aske. Ordene blev voldsomme. Luften om ham stod i Brand, skrev han, og hans Kærlighed vred sig nøgen under Luerne. Det var Vanvid halvt.

✂ Men saa kunde Ordene med ét mildnes og lyde stille, mens han koglende skrev om Sommersol over Aaløb og Enge, om varm, fin Luft, som skulde lulle ham og hende i Søvn der ude i Engen under den store, stille, lysende Himmel, lulle deres Legemer i Søvn, mens rundt om dem Naturen aandede lindt og sagte, lykkelig i sin evindelige, evige Brudenat.

✂ Og saa kunde han pludselig bryde af og spørge hende, om hun elskede ham, om hun ogsaa virkelig elskede ham, om hun var sikker paa det, elskede ham fuldt ud. Elsk mig, du skal elske mig! skrev han.

✂ Emma lo af ham og kaldte ham Barn, naar hun svarede. Vist elskede hun ham; det vidste han jo nok. Men efter som hans Ord blev hedere og hedere, tystnede hendes Latter, og der kom en stille Tone over hendes Breve, som hviskede hun Ordene frem med Ansigtet ind mod hans Skulder.

✂ Saa fik hun en Lørdag et Brev fra Jørgen, hvori der ikke stod andet end, at han kom Søndag Formiddag med Middagstoget og agtede - hvis Vallentins vilde have ham - at blive til Mandag Morgen.

✂ Det var sidst i Februar.

✂ Et Par Graders Frost havde tørret Vejene og gjort dem haarde. Luften var stille og let kølig.

118

✂ Jørgen sprang ned fra Kupeen, ned til Emma, som stod foran Stationsbygningen.

✂ - Er du der, du! sagde han og skød sin Arm ind under hendes og holdt sig tæt ind til hende og tog ikke Øjnene fra hende.

✂ - Du! sagde hun med en Stemme som et Kærtegn og saa paa ham igen.

✂ Vognen holdt ude paa Landevejen og ventede paa dem.

✂ - Nej - lad os gaa, foreslog Emma og lagde Hovedet paa Siden og saa paa Jørgen.

✂ - Ja saamænd, sagde Jørgen.

✂ Saa gav de Ka'len Ordre til at køre hjem, han skulde sige, at de kom senere.

✂ Vognen kørte, og de gik ud ad Landevejen.

✂ Foran Stationen holdt det lange Godstog. Lokomotivet stod og dampede og snurrede saa stilfærdigt; Dampen gik lige i Vejret. Og den lange Række Vogne rørte sig ikke; kun idet en ny, læsset med Skærver, blev hægtet til, gav hele Rækken sig; Hjulene knirkede og Koblingerne raslede, saa det lød langt ud over de stille Marker. Og saa peb Togføreren og Lokomotivet, og Hjulene knirkede igen, og det gav et Ryk i Koblingerne; Lokomotivet stønnede Damp og Kulrøg til Vejrs i tre tunge Stød og asede sig i Gang; og saa gik Toget.

✂ Jørgen og Emma stod og saa efter det. Langsomt larmede det bort gennem den flade, stille Egn. De hørte det længe.

✂ Og da Togets Larm omsider døde hen, var der ingen anden Lyd over Egnen, end Vallentins Vogn, som raslede paa den frosne Vej et Stykke foran dem.

✂ Det var hen ved Klokken fem. Dagen hældede og Maanen stod paa Himlen; den blev blankere og blankere oppe bag den tynde Frostdis, Skumringen lagde over Markerne.

✂ Et tungt-trædende Bondefruentimmer kom forbi dem paa Landevejen. Ellers mødte de ingen.

119

✂ - Her er storartet, sagde Jørgen og saa op ad Vejen, som lyste hvid foran dem.

✂ - Ja - nu du er her, svarede Emma lidt efter.

✂ - Vi gaar her, vi to, som var det vort, alt dette.

✂ Emma trykkede hans Arm. Siden hun var blevet forlovet, var der kommet noget dæmpet over hende.

✂ - Som om vi to var de eneste levende, fortsatte Jørgen, vi to de eneste levende Mennesker - og vor Leven ét med disse stille Markers stille Aanden, som de breder sig her under Maanedisen.

✂ Han slog læmpeligt Armen om Emma og drog hende ind til sig og gav hende et langt Kys.

✂ - Jeg er bleven saa glad ved Livet, Emma, sagde han inderligt.

✂ Hun klappede hans Haand og var helt højtidelig.

✂ - Er du blevet vred over mine Breve? spurgte han saa og tog den Haand, der havde klappet hans. Han følte sig saa veg og saa kærlighedsfuld.

✂ - Hvor kan du tro, Dreng? sagde Emma og prøvede paa at le op til ham, men lo med de alvorligste Øjne af Verden.

✂ - Hvor jeg elsker dig, du!

✂ Jørgen drog hende atter ind til sig, og Emma fulgte hans Arms Dragen. De stod et Øjeblik der paa Landevejen og kyssede hinanden i den stille Frostskumring, mens Maanedisen lyste over de brede Brakjorder. Langt borte hørte de Vognen rasle paa den haarde Vej.

✂ - Emma, sagde Jørgen, blot vi aldrig skulde skilles!

✂ Og i det samme knugede han hende ind til sig og hviskede stakaandet:

✂ - Vi vil ikke skilles i Nat - vil vi vel - vel Emma!

✂ Hun pressede sin ene Haand mod hans Mund og havde sit Ansigt gemt mod hans Skulder.

120

✂ Men han fik Munden fri.

✂ - Bliv hos mig, hviskede han, - bliv hos mig - du maa ikke slippe mig - vi kan ikke skilles, vi to - du, som er min - min - -

✂ Han havde ikke længer Magt over Ordene; de kom igen, de samme Ord; rent mekanisk gentog han dem; de var som den korte Sum af alle hans Tanker siden den Aften oppe hos Johansen.

✂ Saa følte han Emma staa og skælve let, og var i det samme lysvaagen. Han var træt i Lemmerne, som havde han gaaet mange Mile, og tom i Hjærnen. Nu var det sagt, der havde fyldt alle Timer den sidste Maaned. Et Øjeblik var han som svinglende ør, men greb saa Emma om Livet og gik videre. Og Trætheden veg, og Tomheden veg, og han gik sin Gang saa sikkert. Emma fulgte, halvt baaret af hans Arm. Jørgen var det, som gik de Veje, ingen havde traadt, som vandrede de ind mod noget underligt evigt, hvor der laa Stilhed, ingen havde brudt, og hvor Marker bredte sig i Maanedis, i Maanedis, der skælvede som sagte Aande. Det var som samlede alt Egnens Liv sig i ham; som blev dette Liv Styrke, stille Styrke, der bar Emma og ham og de brede, levende Marker og den lysende Frosttaage; og som drog deres Aande og deres Blods Banken sig i ét.

✂ De havde ikke lagt Mærke til Vejen, før de stod ved Vallentins Gaard. Dér løftede Jørgen Emma ind til sig med al sin Kraft og kyssede hende længe.

✂ Saa gik de ind.

✂ Inde var der fremmede; to Proprietærfamilier fra Nabogaardene og to af Fruens Niecer fra Kjøbenhavn.

✂ - Frøken Poulsen! Frøken Poulsen! kom begge Niecerne farende; Gud hvor vi har savnet Dem. De maa endelig hjælpe os med et Par Ordsprogslege.

✂ De to Niecer talte altid paa én Gang.

121

✂ Emma lo, saa godt hun kunde.

✂ - Jeg er virkelig noget træt af den lange Spaseretur, sagde hun.

✂ - Aa, De maa endelig. Og Deres Kæreste med.

✂ Emma smilede hen til Jørgen, hvem disse to støjende Stem mer var som en Regn af Stene. Han lod, som han ikke hørte Nie cernes Opfordring. "

✂ De kom ind i Stuen, og han blev præsenteret; for Proprietær Elisen og for Proprietær Brink, og for Fru Elisen og for Fru Brink, og for de to Døtre Brink og den unge Hr. Elisen. Der var hel fuldt i Stuen.

✂ Det yndige Maaneskin og den dejlige Tur kastede Damerne sig over, og Herrerne lod falde Bemærkninger om det priselige i at skaane Hestene. Unge Hr. Elisen var for optaget af Skilderierne til at faa sagt noget; de Skilderier havde han set paa, fra han hang paa Fru Elisens korte, tykke Arm; men lige grundigt undersøgte han dem stadig. Begge Døtrene Brink fòr ud i Hælene paa Emma og de to Niecer.

✂ Jørgen gad ikke tale til nogen af Selskabet. Han befandt sig som under et ramlende Stillads. Pinen fik han holde ud; det skulde han sagtens. Og saa tog han et Album og satte sig til at tænke paa det Øjeblik, alle disse Gæster skulde køre.

✂ Emma kom ind igen med Niecerne og de to Brinker efter sig. Hun hilste rundt og undgik Jørgen og var lutter Liv og Lyst. Jørgen begreb ikke dette. Aldrig kunde han faa hende fat. Altid vidste hun at komme bort, saa med en Niece, saa med en Brink. De lo og fjasede og havde tilsyneladende Alverden for. Først da Aftensbordet var dækket og Vallentins og Gæsterne gaaet ind i Spisestuen, kom Emma hen til Jørgen. Han var blevet et Øjeblik tilbage og stod og saa ud i den maanelyse Gaard; alle hans Tanker var i ét Virvar; han følte sig, som havde nogen sluppet ham midt ude i en Ørken og ladet ham alene, ret som Livet var vaagnet i ham.

122

✂ Emma kom bag paa ham og lagde sit Hoved ind mod hans Kind; men da han vilde vende sig og se ned paa hende, holdt hun ham for begge hans Øjne.

✂ Saa lo han lykkeligt og kyssede hende paa Panden. Hun bar sit Hoved bøjet og stod, som vilde hun gemme sig bag ham. -

✂ Efter The satte de gamle sig til Kortene; de unge maatte ud i Maaneskinnet, ud i Gaarden, ud paa Vejen, og Haven igennem. Jørgen slap ikke Emma; nu blev hun hos ham.

✂ Der var stille alle Vegne; og de dæmpede alle Stemmer. Men pludselig gav unge Elisen, som ikke havde sagt to Ord, sig til at huje og hyle og smække i Hænderne og slog til Slut en grødet Latter op og gloede paa de andre.

✂ - Men Gud dog! sagde begge Niecerne.

✂ Jørgen og Emma gik Haven rundt, alle Gange igennem. De sagde intet. Blot en enkelt Gang standsede Jørgen og hviskede ned mod Emma.

✂ - Hvor jeg er lykkelig!

✂ Og Emma saa ham ind i Øjnene her i Maaneskinnet i den vinternøgne Have, hvor alting tav omkring dem, og kun deres Trin lød, naar de langsomt gik hen over brede Maanepletter og lange, stilkede Greneskygger.

✂ Niecerne og de to Brinker var gaaet ind. Unge Elisen var forsvundet.

✂ Og saa til sidst maatte ogsaa Jørgen og Emma ind. De blev i Spisestuen; der sad de med hinanden i Haanden henne ved Vinduet.

✂ Endelig kørte saa Gæsterne. Det vil sige, de to Døtre Brink blev; de skulde ligge inde hos Niecerne og holde dem med Selskab og saa gaa hjem i Morgen.

✂ Unge Elisen, der var Kusk, slog et Greveknald, som gav Genlyd mellem Gaardens fire Længer.

✂ Og Jørgen sagde Godnat til Emma og trykkede hendes Haand 123 fast og beholdt den længe i sin. Hun drejede sit Hoved bort og gik uden at have set paa ham.

✂ Jørgen fik det Værelse, han havde haft i Sommerferien. Han stod der inde og klædte sig af i Mørke. Der var en Ilsomhed og en Uro over ham, som han maatte tvinge.

✂ Paa Gæsteværelset ved Siden af holdt Niecerne og de to Døtre Brink et Styr, som ingen Ende vilde tage. Det var én Latter. Deres Støjen pinte Jørgen som den vildeste Larm; saa overgivent brutalt brød den ind til ham. Han hørte dem smække hinanden paa det bare Skind. Og han borede sig ned under Dynen for ikke at høre, helt grædefærdig. Men de blev ved. De pustede efter Lyset, en ad Gangen og alle fire paa én Gang; han hørte, hvor de anstrængte sig for at blæse ordentlig til. Endelig fik de det slukket. Der blev stille et Øjeblik, og Jørgen følte sig, som var han krøbet frem under et kvælende Sneskred. Men saa begyndte de igen. Lidt mere dæmpet lød Latteren, og den kom kun en Gang imellem. De laa vist og fortalte Historier.

✂ Det var maanelyst i Værelset; han stirrede hen paa Emmas Dør. Der var gaaet en Evighed syntes han, og det blev ham umuligt at tvinge sig længer. Saa stod han ud af Sengen og gik hen til Vinduet og saa ud. Lige over Portlængen stod der en Stjærne og lyste paa dybblaa Himmel, lyste midt i den dybeste Fred. Jørgen fik en pludselig Mindelse om Julenat; og der kom en sær Andagt over ham.

✂ Saa lagde han sig igen og saa ud over Gulvet og prøvede, om han kunde tælle Brædderne. Men der var alligevel ikke lyst nok; han kunde ikke komme længer end til det femte. Saa saa han op i Loftet og strakte sin Krop, saa det knagede i Fodenden af Sengen, og skræmtes af Lyden. Hvert Øjeblik trak han Vejret stønnende og tungt. Han var saa underlig højtidsfuld, som laa han ene i et viet Tempel.

✂ Det knirkede svagt ved Emmas Dør. Jørgen laa saa stille som 124 en Mus, rørte sig ikke, trak næsten ikke Vejret, hørte med alle Sanser og Nerver.

✂ Saa knirkede det igen, og Døren gled lydløst op, og Jørgen saa en hvid Skikkelse et Øjeblik staa paa Trinet og saa komme hen over Gulvet, hen imod ham. Han kunde intet skælne, kun denne hvide Skikkelse. To bløde Hænder tog om hans Hoved, følte han, og Skikkelsen bøjede sig over ham.

✂ Og saa blev alt til intet.

✂ Om der var gaaet et Sekund blot eller en Evighed, vidste han ikke. Alt hvad han sansede var, at Emma laa hos ham og græd; græd saa Sengen rystede; saa hele Værelset rystede, syntes Jørgen, hele Længen. En vanvittig Rædsel fòr over ham.

✂ - Emma - de kan høre dig ved Siden af - du maa tie!

✂ Han sad halvt oprejst.

✂ - Ja - ja.

✂ Men Graaden vilde ikke standse.

✂ - Emma! hold dog op! du skal tie!

✂ Han sagde det haardt. Han havde kun én Tanke: de ved Siden af.

✂ - Emma dog! hvad er det for noget!

✂ - Ja, sagde Emma, som om hun vaagnede. Ja, gentog hun.

✂ Og saa rejste hun sig langsomt og anstrængt og stod ud paa Gulvet og sukkede saa uendelig træt og sagde halv bortvendt Godnat.

✂ Han saa hende gaa hen over Gulvet, saa de to nøgne Fødder under den lange hvide Natkjole, saa det bøjede Hoved, og hørte hende lukke Døren. Der gled Kulde igennem alle hans Aarer. Han blev angst for den Kulde og kunde sprunget op og ført hende tilbage, slængt sig paa Gulvet foran hende. Led hun, græd hun endnu, hvad var det? Der blev saa tomt efter hende. Hun lod ham ene i et trangt, lavloftet Værelse, fyldt af Frostnattens kolde Luft. Intet Tempel, ingen Andagt. Intet uden denne Kulde, 125 som blev over ham, og som fik ham til at krumme sig sammen i Sengen, krumme sit Legeme, som vilde han trække sig ind i et Hylster, der rummede ham alene, intet uden ham alene, intet i den hele vide Verden uden Jørgen With og hans trætte Sanser.

✂ Han faldt i Søvn og sov tungt.

✂ Næste Morgen kom han saa sent op, at han knap fik The, før han skulde køre.

✂ Emma saa han først ved Vognen. Han var sky for hende og ønskede blot at komme afsted; men han kyssede hende, et hurtigt nervøst Kys, som hun ikke forhindrede. Hun stod og talte med Fru Vallentin, mens han satte sig til Rette paa Vognen.

✂ Niecerne og de to Døtre Brink var ikke kommet op endnu.

✂ Og saa kørte han.

✂ Der var Rim paa Træer og Tage, og det glimrede og gnitrede hvidt over Veje og Marker. Men Jørgen frøs.

✂ Der var ét, han ikke kunde klare.

✂ Var han en Slyngel - eller var alt mellem Himmel og Jord Løgn?

✂

VIII

✂ Dagen efter fik Jørgen Brev paa Sengen. Det var skrevet med rystende Haand og med rynkede gammeldags Bogstaver. Oppe i Hjørnet stod der: dei Gratia d. 26/2 84. Blaagaardsgade 8. Og saa fulgte Brevet.

✂ Kjære kjære Jørgen With!

✂ Vor usigelige store Sorg og Smerte bringer jeg til deres Kundskab, - at vor kjære elskede Aages sidste Hvilested herneden finder Sted imorgen Mandag den 27de Februar fra Frederiksberg Kirke Kl. 12. En stor Glæde vilde det være os i vor dybe Sorg at se vort kjære Barns gamle Venner i Kirken.

✂ Med den kjærligste Hilsen.
Deres Inger Schmidt.

126

✂ Jørgen blev liggende lidt med Brevet i Haanden og saa frem for sig. Og saa læste han det én Gang til. Jo, det var rigtig, Aage var død, og han skulde til Begravelse Klokken tolv. Klokken tolv; og hvad var Klokken nu? halv ti. Altsaa om halv tredje Time. Det var bedst, han tog de gamle sorte Benklæder paa med det samme, han stod op. Mon de for Resten ikke trængte til at børstes, siden han havde haft dem paa sidst? Han havde vist hængt dem af Vejen med Gadestænk paa.

✂ Det var Jørgen en hel Lindring at ligge og ordne sig til denne Begravelse. At Aage var død, tænkte han ikke videre over; det var bare faret igennem ham, straks han læste Brevet, som noget, der fik ham vaagen. Hans Tanker fik Beskæftigelse, jævn, dagligdags Beskæftigelse med noget, der ikke tog paa dem, noget de kunde slentre til.

✂ Saa stod han op og drev med at klæde sig paa; og kom ned og spiste Frokost og gik. Der var lang Vej ud til Frederiksberg Kirke.

✂ Paa Trappen mødte han Postbudet, som standsede og gav sig til at lede mellem sine Breve.

✂ - Brev til mig? spurgte Jørgen og fik Hjærtebanken.

✂ - Ja, jeg tror det. - Jo, - værsartig.

✂ Jørgen kendte de lyserøde Konvoluter, og han kendte Skriften. Det var fra Emma. Han stak det i Lommen og gik ned ad Trappen. Men hans Hud var klæbrig, og han følte sin Pande blive vaad af Sved. Han havde en underlig bleg Fornemmelse.

✂ Han kom ikke længer end ned i Gangen, der maatte han bryde det.

✂ Brevet var ganske kort.

✂ Kære Jørgen!

✂ Der er saa meget, jeg vilde sige dig; men jeg kan ikke. Og jeg vil ikke gøre dig unødig bedrøvet. Jeg be'r dig kun om ét: 127 glem mig, Jørgen. Søg ikke efter mig, skriv ikke til mig. Jeg forlader Vallentins. Lad Tilfældet om vi skal mødes. Bliv ikke vred, fordi det kommer saa kort, hvad jeg skriver. Du var aldrig blevet mig en Mand, Jørgen, kun en Elsker.

✂ Bliv ikke bedrøvet, Jørgen. Vi maa glemme hinanden. Tro mig, det er bedst saadan for os begge.

✂ din
Emma Poulsen.

✂ Jørgen styrtede ud af Gadedøren og ned ad Fortovet. Mekanisk gik han sin Gang mellem Folk. Han mærkede intet, ikke sin egen Gang, ikke sit eget Legem; kun Frostluften, som strøg koldt over hans Ansigt. En Gang imellem kom der op i ham en Trang til at hulke højt. Men han bed sig hver Gang i Underlæben, og gik og gik, og stod pludselig ved Frederiksberg Kirke og huskede i det samme, at han var her for at følge Aage.

✂ Han satte sig ind i en Stol og fik Salmerne og saa op paa Kisten, som stod under Blomster mellem to floromvundne Kandelabre oppe ved Alteret. Der var trukket for Vinduerne, saa der blev halvmørkt i Kirken. Han hørte Folk komme og sætte sig rundt i Stolene, højtidelig og afmaalt; og som han bedst sad, begyndte Orgelet. Et af Lysene dryppede ned i Floret; Jørgen kunde ikke faa Øjnene fra det Lys.

✂ Saa faldt Salmesangen ind; højtideligt og tungt i den halvmørke Kirke, over de mange blottede Hoveder og over Kisten med Blomsterne.

✂ Og saa kunde Jørgen ikke mere. Han maatte bøje sit Hoved. Taarerne kom, en for en faldt de paa Træristen under hans Fødder. Han vidste ikke, hvorfor han græd, tænkte ikke over det. Det var som opløste alt i hans Indre sig.

✂ Præsten kom frem bag Kisten og begyndte sin Tale. Jørgen 128 hørte hans Stemme, ikke hans Ord. En Gang, da han raabte højt, gav det et Sæt i Jørgen.

✂ Den sidste Salme blev sunget og Kisten baaret ud; Jørgen fulgte, omtrent den sidste i Følget. Langsomt og med smaa Standsninger gik det ned gennem Hovedgangen og saa ad en trang Sidegang til højre. Foran sig havde Jørgen den smalle Strøm af sorte Hatte og let rokkende Overkroppe.

✂ Han græd ikke længer.

✂ Der var faldet en tung Ro over ham. Den kølige Luft og Spurvenes Støj i Solskinnet mellem Gravene gjorde ham godt, og han fik Trang til at fylde sine Lunger.

✂ Da han kom ud fra Kirkegaarden laa Alleen for ham, bred og aaben for Solen. Han gik ned igennem den, ind imod Byen.

✂ Han gik og tænkte paa den Dag, han var løbet hjemmefra, ud ad Strandvejen. Havde det blot været den eneste Gang, han var veget! Men han, som havde længtes mod Livet, han var rømmet for det, rømmet hver Dag, rømmet paa alle Punkter. Og saa til sidst havde han skjult sig helt i Emmas Kærlighed og løjet for sig og for hende og gøglet om det Liv, han var løbet fra.

✂ Han tog Emmas Brev frem og saa paa Konvoluten. Det var som sluttede hans lange, underlige Barndom først med dette Brev, sluttede saa brat. Han følte sig med ét som jaget nøgen ud; og alle hans Nerver og alle hans Sanser laa saa vege, som havde han sultet i Dage.

✂ Sultet!

✂ Der rejste sig i ham en Trang til nærende Føde, til Føde for hans Legem, til Føde for hans tomme, hungersygnede Sjæl. Og hans Brystkasse videdes, eftersom Trangen fyldte ham. Det var ham, som kom han ud fra tunge, ludende Skove, ud i fri, lys Luft, i Luft som gav Vækst og sejg Styrke.

✂ Han stak Brevet i Lommen igen. Nu var han lige ved Vesterbrogade; 129 han hørte Vogntummelen. Den lød som en Kæmpes Aandedræt.

✂ Og saa drejede han om Hjørnet, ind imellem Folk. Han syntes, han aldrig havde set Byen før. Men heller aldrig havde han følt sig saa vaagen.

✂ Jørgen maatte op til Johansen.

✂ Saa kunde de gaa sammen til Dr. Carlsen.

✂

I

✂ Kan I se ham?

✂ - Næ.

✂ - Heller ikke du, Fog?

✂ Fog, som var lang og ranglet, strakte Hals.

✂ - Er det ikke ham? - Jo, der har vi ham! Oppe paa Tribunen! til højre!

✂ - Gud hjælpe mig! med sin beskidte hvide Hue paa!

✂ - Og helt fremme. Naturligvis! Klar til at presse Hostrup ned i Hovedet paa Folk. Han fylder sgu, lille Ove Eriksen!

✂ - Pst!

✂ - Vift ad ham!

✂ - Eriksen!

✂ - Ove!

✂ - Av for Fanden! jeg bliver klemt!

✂ - Her er da ogsaa en syndig Forsamling. Hvor mange skal vi sige? Drej Hovedet, Fog, og tæl!

132

✂ - En Snes Tusind! sagde Fog uden at dreje Hovedet.

✂ Fog og Klein og Jansen stod stuvet fast midt inde i Menneskemylret. Rundt om dem, foran dem og bag dem, til alle Sider var Hoved ved Hoved. Og midt i denne brede Sø af sorte Hatte og lysende Ansigter, lidt fremme foran de to Russer og den lange Maler, løftede Tribunen sig i Vejret som en stor firkantet Træø, overhængt med rødt Klæde og med et Hegn af Bannere og Flag om sig.

✂ Det var 5te Juni; og hele dette summende Menneskemylr Staden Kjøbenhavns Venstre.

✂ - Flyt dig lidt, Fog! jeg maa staa, saa jeg kan se over paa Slotsskrænten, ellers kvæles jeg. Den ser saa dejlig grøn og kølig ud. Hvem der havde en Bid af Skyggen under de store Træer der ovre! sagde Jansen og skubbede sig lidt længere til venstre.

✂ - Bare den Sol snart vilde stikke ned! ønskede Fog og trak den bløde graa Filtlap, han bar som Hat, helt frem over Næsen.

✂ Omme bag Mylret stod Slotsbakken med Frederiksberg Haves tunge, gamle Træer paa sin Ryg. Der var Sol over Kronerne, men inde under dem, nede mellem Stammerne dyb Skygge, og bag Stammerne og Skyggen skinnende hvide Stumper af Slottets kalkede Mure.

✂ - Herrejemini! puh!

✂ - Har I læst Sangen?

✂ - Hostrups?

✂ - Nej Eriksens!

✂ - Lad os se paa den.

✂ Jansen halede et skævt sammenlagt Stykke Papir op af Brystlommen.

✂ - Bravo! Bravo! Hurra! Frode Jensen leve! brølede det rundt om dem. Den stille, kogende Summen var i et Nu samlet som i én raabende Vorherrerøst.

✂ Oppe paa Talerstolen havde Frode Jensens lille svære Skikkelse 133 vist sig, og hans runde Ansigt med Brillerne, den høje Pande og det graasprængte Skæg skinnede med Planetro ud over Forsamlingen.

✂ Jansen stak Sangen i Lommen igen.

✂ Frode Jensen lod Hurraerne runge ud, slog saa et Par Slag med Dirigentklokken, hagede begge sine Hænder fast om Talerstolens Rand, lænede Overkroppen lidt tilbage og begyndte.

✂ - Mine Herrer! maa jeg først og fremmest byde Dem velkommen.

✂ Frode Jensens Røst var fyldig og rund som hele hans Person, men med en fed Underklang, som havde han nylig spist.

✂ - Maa jeg dernæst udtale en Tak til Dem alle for det talrige Møde. Saa stor en Forsamling som denne vil overtyde vore Modstandere om, at Bevidstheden om, hvad Lov og Ret er, Dag for Dag, Time for Time vaagner viden om i det danske Folk. Den vil staa dem som en Trusel, de ikke kan gøgle bort. Bønderne derude, vore Venner, vil med Hurra hilse Efterretningen om, at ogsaa Kjøbenhavn fylker sig til Kamp for vor Grundlov, for vor Frihed. Har vi taget Kjøbenhavn, vil den Dag ikke være fjærn, da enkelt Mands Magtbrynde fejes bort af hele det samlede Folk! da Klikkeministres Vilje bliver for død Mands Tale at regne! da Folkets Krav bliver Landets Lov!

✂ - Hør! Bravo!

✂ - Maa jeg dernæst foreslaa Dem Hr. Arnold Hertz som Dirigent!

✂ - Hør! hør!

✂ Frode Jensen trak sig tilbage og blev borte inde under Bannerne, og Arnold Hertz' skaldede, skægløse Hoved med den mægtige Næse dukkede frem i Sollyset og skinnede hvidt og nøgent som en plukket Ravn.

✂ - Arnold Hertz leve!

✂ Det hvide, nøgne Ravnehoved huggede et Par Nik ud mod Forsamlingen.

134

✂ - Jeg takker for Valget og giver derpaa Ordet til Hr. Folketingsmand Søborg.

✂ Hovedet forsvandt inde i Skyggen.

✂ - Bravo! Bravo! Søborg leve! Hurra! han leve!

✂ Op over den brede Sø af hvide Ansigter ragede Arme og Hænder og svingede Hatte, og op over Hænder og Hatte steg Hurraerne i Takt.

✂ Søborg stod oppe paa Talerstolen, let lænet frem over dens Rand. Omkring hans smaa Øjne laa der et spædt lille Smil, et næsten umærkeligt et, som ikke blev større og ikke mindre, men som spandt sig ned over hans hele Ansigt, over hans lyse Skæg. Hele Personen var bare samme spæde lille Smil oppe omkring Øjnene.

✂ - Ah! sagde Klein og stod paa Tæerne og skubbede for rigtig at komme til at se paa Søborg.

✂ - Mine Herrer!

✂ Søborgs Røst var sprød og klinger.

✂ - Der staar i Deres Geografi, at Danmark er et Lavland, og at Danmark har Øklima; det vil sige, at Danmarks Jordbund og Danmarks Luft er fedtet og fugtig. Fugtig Luft og fugtig Jord avler Snegle, fede slimede sorte, fromme sindige hvide og skikkelige smaa graa; saadan artigt Kryb, som er det vildeste Dyr i Danmarks Skove.

✂ Søborg tav et Øjeblik og saa ud over Forsamlingen, der pressede sig tættere og tættere ind mod Talerstolen, langsomt og lydløst, med strakte Halse og alle Ansigter vendte mod hans. Saa fortsatte han.

✂ - De kender alle en saadan Snegl; aldrig gaar den ad Landevejen, altid i Grøften, aldrig ind ad Havelaagen, altid under Hækken. Vil De blæse den bort fra et Blad, trækker den sig sammen med en Mine saa inderlig uskyldig og beskeden og - bliver 135 liggende. Aldrig gaar en Snegl sin Vej, før De tager en Pind og pirrer den væk.

✂ Klein havde boret sig frem og stod og smaalo og rokkede med det krøllede Hoved og saa glad og beundrende op paa Søborg, der lod Sneglen blive til Ministeriet og Landet til et Kaalblad. Og Søborg for fort og skiftede Billede, drog Ministeriet og al dets Væsen og alle dets Gerninger frem og skar det sønder og sammen, alt saa stilfærdigt og sikkert; talte om Højres Tog igennem Byen og Kejserens nye Klæder, svøbte hver bitter Skildring i Lignelser, der tog Latter og Bravo, og vendte saa til sidst tilbage til Ministeriet og Sneglene.

✂ - Om De tog en Pind, mine Herrer! Jeg siger Dem paa Forhaand, De tager ingen Pind! Og hvorfor skulde De vel? Om De fik Sneglen ned, tror De saa, De traadte paa den? Nej, De gjorde ikke. Det Skind! vilde De sige, mens Sneglen laa og saa from ud; og saa vilde den krybe op igen, mens De vendte Dem bort. Vi vælger en anden Vej her hjemme. Vi sulter Kræet ud, lader tomt Rum om den, slaar smaa Paraplyer op over den, at den Tid kan komme, da vi kan træde vort Lands Jord uden at ælte i klistrende Snegleslim. Et Leve for et frit, sundt Danmark!

✂ Søborg løftede sin højre Haand i Vejret, og Hattene svingede og Hurraerne steg; og der blev blæst Fanfare af et Musikkorps omme bag Tribunen.

✂ - Søborg leve! skingrede en Røst et Steds i Mylret.

✂ Paany dundrende Hurraer.

✂ Klein raabte Hurra og gjorde sin spinkle Stemme dyb og mandig. Jansen løftede paa Hatten, og Fog stod og saa paa Søborg, som bukkede ud imod Forsamlingen, fint og velvilligt, med det spæde lille Smil lysende oppe om Øjnene. Saa forsvandt Søborg, og Hurraerne døde ud, og Menneskesøen blev rolig igen.

✂ - Naa! sagde Fog halvhøjt og saa sig om, som kom han pludselig 136 i Tanker om noget, og lettede saa paa Filtlappen op imod den tomme Talerstol, hvor Søborg havde staaet.

✂ Musikkorpset faldt ind, og der gik en Knitren og Raslen af Papir gennem Forsamlingen. Sangene kom frem.

✂ - Det bliver Eriksens! sagde Klein.

✂ Enkelte Stemmer ude i Mylret brummede med. Men først, da Melodien var spillet til Ende og Musiken atter tog fat, fik Stemmerne Tag i Sangen og bar dens Ord ud i Luften, bredte dem over Pladsen og op langs Slotsbakkens Græsskrænt.

✂ Klein og Fog og Jansen sang ikke; de stod og stirrede i Teksten og fik af og til Øjnene over mod Tribunen, hvor Eriksens hvide Hue kom frem mellem et Par høje, sorte Hatte.

✂ Saltskarp hænger over Landet
Havets klamme Dis,
dækker, at der staar i Sandet
Vrag i hundredvis,
Vrag af stærke, stolte Drømme,
Vrag af Tankers Trods,
døbte paa de store Strømme,
strandede hos os!

✂ Taagedunst og Mosedampe
holder os i Svøb,
gemmer for os Verdens Kampe,
skjuler Tidens Løb;
ingen Braadsø slog os vaagen
paa en stormfrisk Dag, -
skal vi ligge da i Taagen
til vi selv er Vrag!

✂ Der er tusind Krav at løfte,
tusind Maal at naa,
tusind nye Ting at drøfte,
tusind Slag at slaa!
137 Vi vil grave os af Disen,
se bag Taagens Graa
op til Daab i Morgenbrisen
Arbejdshære staa!

✂ Hære, som kan løfte Tiden
gennem Taagen frem!
tvinge den igennem Striden,
rydde den et Hjem!
Folk med fremtidsstærke Tanker!
nye Viljers Staal,
som kan hugge gennem Skranker
Vej til nye Maal!

✂ - Hja - hvorfor ikke? sagde Klein og stak Sangen i Lom men.

✂ - Eriksen leve! brølede et Par Stemmer, og der fulgte enkelte Hurraer. Klein viftede med Hatten og smilede opmuntrende over imod Tribunen.

✂ - Nu gaar jeg! sagde Jansen.

✂ - Hjem?

✂ - Nej udenfor.

✂ - Vi maa ha' Fingre i Eriksen! mente Fog.

✂ Jansen var allerede i Færd med at trænge sig en Sti mellem Folk; de to andre fulgte ham i Hælene; bag dem lukkede Mylret sig igen.

✂ Saa brød nye Hurraer løs trindt omkring dem.

✂ - Hvem er det? spurgte Klein.

✂ Fog drejede Hovedet og saa tilbage.

✂ - Kender ham ikke.

✂ Klein kom op paa Tæerne og fik Hovedet vendt.

✂ - Naa ikke andre!

✂ Saa blev der stille rundt om, og de hørte en Røst tale langt bag dem; de enkelte Ord kunde de ikke fange.

138

✂ Og saa var de uden for Mylret, ude mellem Barnevognene og de liggende Familier, som bare ventede paa Talernes Ophør for at faa Madkurven frem.

✂ - Hvordan faar vi fat i ham?

✂ - Vi maa hen til Tribunen.

✂ De gik om forbi Teltene, langs de lange Træborde, hvor svedige, røde Ansigter sad i Skyggen og drak Øl.

✂ - Her bliver jeg! sagde Fog.

✂ De stod stille.

✂ - Jamen vi skulde jo have fat i ham! indvendte Jansen lidt gnavent.

✂ - Klein, stik du hen og sig ham, hvor vi er! foreslog Fog. Vi venter her. Jeg er urimelig tørstig. Sæt dig ned, Jans!

✂ Jansen og Fog satte sig; Fog med de lange Ben strakte ud fra sig.

✂ - Opvarter, Øl! brølede han.

✂ - Gærne! Hvormange, Herre?

✂ - To - begribeligvis! Nej, tre - naturlig!

✂ - Ja, gærne!

✂ Klein var paa Vej mod Tribunen.

✂ - Gud hjælpe os! for mange Mennesker dog! Naar alle de skal ha' Øl!

✂ - Ja! sagde Jansen og saa aandsfraværende ud.

✂ Slotsbakkens Skygge blev bredere og bredere og tog mere af Menneskemylret ind under sig.

✂ - Der! sagde Fog lidt efter til Jansen og puffede til ham. Se hvor hun dèr vender sig om og ser hen paa os. Da', min Pige! nikkede han.

✂ - Hvor? - Hvad Fanden! brød Jansen ud og blev i det samme saa tavs, som havde han aldrig talt. Langsomt drejede han Hovedet fra Pigebarnet og over mod den sorte Menneskemur og blev siddende og stirrede paa den, som vilde han bore sig ind igennem den.

139

✂ - Kendte du hende? spurgte Fog og blev ved at se efter den lille runde Pigeskikkelse med det lyse Nakkepur og det let bøjede Hoved, til hun blev borte i Sværmen. Jeg tror sgu, hun blev rød!

✂ Jansen svarede ikke; han tog en Slurk Øl af det store Krus og stirrede saa atter mod Menneskemuren.

✂ Fog drak.

✂ - Der er Vand i Øllet! sagde han og gloede paa Opvarteren, som skyndte sig forbi med fire skummende Krus i Haanden.

✂ Og saa satte Fog sig til at mønstre Skaren, der i stadig Strøm drog langs Bordene og Teltene.

✂ - Naa, Klein, kommer han?

✂ - Straks! sagde Klein og satte sig hos dem.

✂ - Var han til at komme nær?

✂ - Aa ja; han var ret naadig.

✂ - Dèr! drik Øl, Klein!

✂ Jansen rejste sig og saa op over Bakkeskrænten.

✂ - Hvorhen? spurgte Fog og spilede sine lyseblaa Øjne op og lod Munden staa halvt aaben.

✂ - Jeg gaar.

✂ - Nej du gør ikke.

✂ - Jeg gider ikke mere.

✂ - Hvem siger, du skal gide noget?

✂ - Jeg keder mig.

✂ - Slaa en Kolbøtte.

✂ Jansen forandrede ikke en Mine i sit store, brede Ansigt. Han stod og stirrede, som var han ikke af denne Verden.

✂ - Hvad Fanden er der i Vejen?

✂ - God Dag, gamle! sagde i det samme en lille fast Røst.

✂ Jansen vendte sig.

✂ - Naa, er det dig Eriksen?

✂ Eriksen gjorde et Kast med Hovedet og bød Haanden flot frem til Hilsen; der laa et lille, ligegyldigt Smil over hans skægløse 140 Drengeansigt med de to store, brune Øjne, som hverken saa paa Jansen eller paa Klein eller paa Fog, men holdt sig fæstede paa et Punkt et Steds langt ude, fast fæstede, naglede som af store, stridige Tanker.

✂ - Naa, hvordan har du det saa? spurgte Klein.

✂ - Tak, rart. Og du, kære?

✂ - Jeg - aa! - Hør, lad os saa gaa.

✂ - Ja jeg gaar i ethvert Tilfælde! sagde Jansen igen.

✂ - Hvor vil I hen? spurgte Eriksen.

✂ - Bare ud. Vi bliver nok enige, naar vi først kommer ud paa Vejen. Er du med, Eriksen?

✂ - Vi kan jo se, hvad det bliver til!

✂ Jansen var atter paa Vej mod Udgangen. Eriksen og Klein fulgte efter ham.

✂ Fog sad lidt endnu; saa rejste han sig trevent, betalte Øllet og slentrede efter de andre. De stod uden for Porten, da han naaede dem.

✂ - Naa - hvorhen saa?

✂ - Har vi Penge?

✂ De saa paa hinanden. Fog havde Øjnene efter et Par Pigebørn, som strøg forbi.

✂ - Klein har! afgjorde Eriksen og klemte den fedtede Hue bedre fast.

✂ Klein stod og rokkede med Hovedet og borede med Stokken.

✂ - Aa! sagde han tørt.

✂ - Vist har du saa, Klein.

✂ Inde fra Menneskemylret summede Stemmerne ud over Vejen, langt ud i Sommeraftenen.

✂ - Jeg gaar til Damhuskroen! sagde Jansen og saa op mod Bakken, som havde han ikke talt til nogen.

✂ - Gu' gør du ej! svarede Fog over mod Søndermarken.

✂ - Kom du nu bare!

141

✂ Jansen tog ham under Armen, og Fog drejede sig langsomt for Taget og fulgte. Han og Jansen gik godt sammen; de havde begge en egen, sindig Maade at tage Skridtene paa.

✂ - Kommer I? spurgte Jansen uden at se tilbage.

✂ - Ja - lad gaa! sagde Klein og satte sin lille trivelige Krop i Marsch.

✂ Eriksen slog Hovedet tilbage og pustede en Røgsky op i Luften og gik saa bag efter de andre.

✂ - Du, det Slot og saa Springvandet der ovre, hele den Park, det er i Grunden dejligt! sagde Klein, da de kom op paa Toppen af Bakken.

✂ - Finder Du?

✂ Eriksen saa hverken paa Slottet eller paa Springvandet, men ned over Vejen, som sænkede sig med Bakken og løb i lige Linje frem gennem det flade Landskab, ud mod Aftensolen.

✂ - Men de passer ikke her, disse vore Dages Borgermænd. Her skulde gaa Herrer med Silkestrømper og rødhælede Sko, trippende Mademoiseller med udringet Bryst.

✂ Eriksen tykkede paa sin Cigar; han svarede slet ikke.

✂ Og saa gik de videre, ud ad Landevejen, forbi de købstadssmaa Huse, der lagde sig længere og længere ud fra hinanden, til den tynde Række endte i et hvidkalket lille et bag en svær, mørk Tjørnehæk. Forbi Møllen, der ragede op, stor og graa, med Vingerne spilede ud mod Husene; og saa frem ad Vejen med stille Marker paa begge Sider.

✂ - Naa, Jans - hvad syntes du om Sangene? spurgte Eriksen pludselig og bed Spidsen af en ny Cigar.

✂ - Aa jo! svarede Jansen. Han og Fog blev staaende for at faa de to andre med.

✂ - Pæn Sang og rar Melodi! sagde Fog, da Klein og Eriksen kom paa Siden af dem.

✂ - Aa ja; men tror du, de forstod den? indvendte Klein.

142

✂ - Skulde man forstaa den? spurgte Fog; han gik og saa ud over Markerne.

✂ Eriksen gav ham et Knubs over Armen. Men Klein gav sig til at le; hans Latter var saa fin og saa stille, og saa buttet trillende; og saa lød den saa godmodig beskyttende, som klappede en lille fed Haand den, Klein lo ad.

✂ - Vist var den god; der er ikke Tale om den Ting! sagde Eriksen og gjorde sit Kast med Hovedet og sendte en Røgsky i Vejret.

✂ - Jamen alligevel! mente Klein. Der var saa meget Taage og Vrag og Braadsø i den. Saadan en Sang skal gøres nede paa Jorden og ikke oven over Tagryggene.

✂ - Saa arriverer du aldrig til det.

✂ - Aa - smaa Mundfulde.

✂ - Saamænd gør du ej! noter dig det! Hold dig til dine Pigebørn med udringet Bryst.

✂ Klein svarede ikke.

✂ - Der var sgu ingen af jer, der kunde gjort den! sluttede Eriksen af.

✂ Fog gik ude paa Vejen og saa op i Luften og fløjtede.

✂ - Hisset fløj en Fugl! sagde han.

✂ Klein lo igen.

✂ Der rullede en Vogn forbi dem; Støvet stod op om den i en Sky, og ud fra Skyen kom et taktfast rungende: Ned med Estrup! Saa fjærnede Vognen sig igen, og Støvet lagde sig langsomt over Vejen og Grøfternes Græs. Men foran dem kørte Vognen, og de hørte det samme Raab gentages og gentages. Svagere og svagere lød det, til Raab og Vogn var helt borte.

✂ - Vi maa ind paa Damhuskroen! foreslog Klein.

✂ - Hvor skulde vi ellers hen? bemærkede Fog.

✂ Eriksen gik hen til Jansen og stak sin Arm ind under hans.

✂ - Naa, gamle! hvad mener du?

143

✂ - Ingen Ting.

✂ - Er der noget i Vejen?

✂ - Ikke Spor.

✂ - Er du lyrisk?

✂ - Maaske.

✂ - Du gaar da med ind i Kroen?

✂ - Ja.

✂ - Sig mig oprigtig, var Sangen god?

✂ - Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Sange.

✂ - Sludder, gamle!

✂ - De raabte jo Leve for dig.

✂ - Naa?

✂ - Og saa er Du jo selv fornøjet med den.

✂ - Derfor behøver du sgu da ikke at være det.

✂ - Jeg beundrer bare, at dog en af os har haft Energi nok til at naa saa langt.

✂ - Frækhed! henkastede Klein.

✂ - Energi! sagde Jansen kort.

✂

II

✂ Der holdt fem seks forspændte Vogne paa den brolagte Plads uden for den store, gule Krolænge; en Karl i klaprende Træsko bar Hakkelse til Krybberne foran Vognene, og en Dreng kom slæbende med en Spand Vand; han spildte store, vaade Pletter efter sig.

✂ - Du skan'te vande Stenene, Niels! Bæsterne kan nok bruge det altsammen! sagde Karlen og tømte Sækken ud i en Krybbe.

✂ Niels satte Spanden og gav sig til at stirre efter Fog og de tre Studenter, som skraaede over den knortede Brolægning.

✂ - Her er Folk paa Kroen! sagde Klein, da han kom forbi Karlen.

144

✂ - Det er tydeligt! Gaardmænd, Herre! svarede Karlen og svingede den tomme Sæk op under Armen op klaprede over mod Foderlængen. Naa, Niels, paa 'en igen!

✂ Niels hev op i Spanden og spildte sig frem til den nærmeste Krybbe.

✂ Fog og Jansen var allerede oppe i Gangen og Klein og Eriksen paa Stentrinet udenfor.

✂ - Naada, din Kamel! ka' du faa Snuden i Vejret! hørte de Niels' Drengestemme skælde ude mellem Hestene.

✂ Saa tog Fog i Laasen ind til Skænkestuen og skød Døren op.

✂ En tæt, graa Tobakstaage slog imod dem og fik Klein til at hoste tørt. Taagen stank af sødlig Vindunst. Der var halvmørkt der inde, og de skimtede ikke andet for sig end et lille, lavloftet Rum med et langt Bord langs Væggen til venstre, og rundt om Bordet nogle sorte, klumpede Skikkelser, der sad og tav og rettede Øjne paa dem gennem Taagen.

✂ - God Aften! sagde Eriksen fyndigt og ligefrem.

✂ - God Aften! brummede Skikkelserne lavmælt og tog langsomt Øjnene til sig igen og dukkede sig atter om Bordet.

✂ I den modsatte Ende af Stuen blev en Dør aabnet paa Klem og et Hoved stukket ind gennem Aabningen; en smal, rødlig Lysstribe skød sig tværs gennem Røgen og gled op over en Flaskerække øverst paa et gult Væggeskab. Saa gjorde Hovedet et Kniks, og Døren gled helt op, og Lysstriben bredte sig ud over Gulvet.

✂ - God Aften, mine Herrer! hilste den glatkæmmede, tykke lille Skikkelse, der styrede frem imod dem midt i Lysstriben.

✂ - God Aften! sagde de fire.

✂ - Dejligt Vejr vi har faaet! fint Grundlovsvejr! Herrerne har været til Grundlovsfest? Naa - her bliver mørkt, ser jeg. Solen er nede; her skal straks være Lys.

✂ Den lille, trivelige Mandsling forsvandt ud af Lysstriben. Bønderne 145 om Bordet havde atter Øjnene paa de fire, der stod midt paa Gulvet og saa paa hinanden.

✂ - Hvad skal vi ha'? hviskede Klein.

✂ - Mad! sagde Eriksen.

✂ - Og Øl! føjede Fog til.

✂ Saa kom Mandslingen igen med en stor, gul Messinglampe, som han rakte ind over Bønderne og stillede paa Bordet.

✂ - Med Forlov, Jens Andersen! immer virke for Oplysningen!

✂ - Ja ded æ reidi, Jørgen! sagde Jens Andersen, en svær, duknakket Bonde med to rødrandede Øjne midt i et Ansigt saa furet som en Brakjord.

✂ - Maaske Herrerne kan faa Plads hos jer! sagde Jørgen. Flyt dig lidt, Jens Andersen! immer gæstfri, min Far!

✂ - Kom inte med den, Jørgen! svarede Jens Andersen og skubbede sig lidt til Side. Fanden lære Gæstfrihed af en Krovært, næj, næj!

✂ - Du med, Niels Persen! Se saa! Hvor der er Hjærterum, der er ogsaa Husrum!

✂ - Og Drikkepenge! mumlede Niels Persen, en lille, tynd, spidsnæset Gamling.

✂ - Begribeligvis, Niels! faar man Fo'ret gratis i denne Verden? - Værsartig, Herrer! henvendte han sig til de fire. Studenter, naada! sagde han og slog ud med Haanden mod Eriksens Hue. Alle fire?

✂ - Alle fire! sagde Fog.

✂ De andre smaalo; saa satte de sig mellem Niels Persen og Jens Andersen. Bønderne tav og passede Toddyglassene.

✂ - Saa var det altsaa noget Smørrebrød og noget Øl! sagde Klein.

✂ - Hvor meget ønsker Herrerne?

✂ - Aa - lad os se! - er vi sultne? - En tolv Stykker. Kan vi faa Steg og salt Kød?

146

✂ - Mageligt!

✂ - Og Øllet?

✂ - Vi har Marstrands!

✂ - Hm! sagde Klein og saa betænkelig ud.

✂ - Kom bare med det! sagde Fog.

✂ - Det skal være her straks.

✂ Jørgen Kromand forsvandt og der blev stille i Stuen. Fog sad og saa paa to Billeder, der hang paa Væggen. Bag knækkede Glas løb Eskimoer paa Ski og kørte i Hundeslæde.

✂ - Har De været til Grundlovsfest? spurgte Eriksen hen over Bordet.

✂ - Ja-a! svarede Niels Persen og tog en Slurk af Toddyen.

✂ - Hvor?

✂ - Paa Frederiksberg.

✂ - Det er da ikke Deres Valgkreds.

✂ - Næj, næj! sagde Jens Andersen. Vi hør' til i Hersted Øster. Vi vilde bare se, hvordan Kjøbenhavnerne tog det oven paa dette herre Provisorium.

✂ - De er Venstre altsaa?

✂ Jens Andersen saa paa Eriksen med sine rødrandede Øjne.

✂ - Er ikke I det?

✂ - Jo, det er klart.

✂ - Ja, Ministeriet skal nok sørge for, at de fleste bliver det. Det er grove Ka'le, de Folk! Og det er det eneste go'e ved dem.

✂ - Ja, mumlede Niels Persen, der er inte meget godt at sige om dem.

✂ - Og der bliver mindre og mindre! føjede Jens Andersen til.

✂ - Kan godt være, Jens, det ser ud efter det, synes jeg! sagde en bred, rundrygget Bonde, der sad saa krum, som havde han en Sæk Korn over sig. Med Forlov, hvad studerer De for Videnskaber? henvendte han til Klein efter en Toddyslurk.

147

✂ - Aa, vi er nærmest kun Russer og har ikke rigtig faaet fat paa Studierne endnu. Politiken tager saa meget af ens Tid.

✂ - Ja, paa det Lav! det forstaar sig! De skriver vel i Aviserne saa?

✂ - Nej, endnu ikke; men man er jo saa optaget af, hvad der sker. Estrup skal nok sørge for, at man faar noget at tænke paa. Man har ingen Ro.

✂ - Næj, næj! sagde Jens Andersen, Ungdommen har han allenfals ikke med sig; heller ikke vor.

✂ - Højre er ogsaa nærmest syge Folk og Oldinge, Hospitalslemmer! docerede Eriksen; han sad lænet tilbage og røg.

✂ - Aah, de er Fanden er de! mente Bonden med den runde Ryg.

✂ - Absolut, paastod Eriksen.

✂ - Ja, var de det bare, saa havde vi sgu ingen Nød! Nej, de er nok sejere end som saa, de. Men de ka' vel ta'es med samt deres Ministerium.

✂ - Jeg var nu alligevel for at tage Pinden og pirre lidt ved det, som han, Søborg talte om! sagde en undersætsig, mørkladen, yngre Bonde nede ved Kakkelovnen.

✂ - Ministeriet ødelægger sig selv! forklarede Eriksen.

✂ - Jamen det ødelægger Fanden fløjte mig først os! trumfede den mørke og saa paa sin Nabo til højre.

✂ - Værsartig! sagde i det samme Jørgen Kromand og skød Maden frem foran dem. Naa, Hans Jesper, er du ude efter Estrup? han har da heller aldrig Fred for dig! henvendte han til den mørke.

✂ - Pas din Bestilling, Jørgen! mumlede Hans Jesper tvært.

✂ - Hans Jesper har Ret! sagde Jens Andersen sindigt. Skaal. Hans Jesper!

✂ - Hør, maa vi ikke være med? spurgte Klein og fik i en Fart noget Øl skænket op i sit Glas. Det gør saa godt at høre en uforbeholden Udtalelse.

148

✂ De andre skænkede og hilste med Glassene ned mod Hans Jesper.

✂ - Ja, vi er vant til at sige vor Mening her! forklarede Jens Andersen og klinkede med dem. Om saa Kongen og Estrup sad her i Stuen, skulde de faa den!

✂ - Gud naade os! sagde Jørgen Kromand.

✂ De fire tog sig et Stykke Mad hver og gav sig til at spise.

✂ - Ja det er nok inte Kjøbenhavnermad! bemærkede Jens Andersen.

✂ - Aa! sagde Klein.

✂ - Hvad for et Dyr har gaaet med det Kød, Kromand? spurgte Fog.

✂ - En Kalv, Herre!

✂ - Tror De ikke, den har manglet Strøelse, eller ligget for meget paa denne Skive her?

✂ - Det er udmærket Kød, forsikrer jeg Dem.

✂ Fog bed og sled og fik hele Skiven i Munden paa en Gang.

✂ - Det blev bart Smørrebrød! sagde Jens Andersen. Ja, ja, det er ogsaa godt.

✂ - Spis, Jans!

✂ Eriksen slog ham velvilligt paa Laaret.

✂ Jansen havde et Stykke Sigtebrød med Mejeriost staaende foran sig; han tog en Mundfuld en Gang imellem, men sad mest og stirrede over paa Kakkelovnen.

✂ - Op med Humøret, gamle!

✂ - Og ned med Ministeriet! føjede den rundryggede til. Skaal!

✂ - Ja vel! jo før des bedre! sagde Hans Jesper.

✂ - Før bliver det alligevel ikke godt, nej! mumlede Niels Persen hen for sig.

✂ - I raaber ellers noget gevaltig meget, I Kjøbenhavnere! blev Hans Jesper ved.

149

✂ - Ja, der er Lunger! svarede Eriksen.

✂ - Kanske det var bedre, der var Næver i disse Tider. Jeg er ikke saa meget for Vrælene. Man vræler sig lige godt ikke sin Ret til. Det er meget godt, det de siger om at sulte Ministeriet ud; men vi andre gaar lige godt osse og bli'er magre imens. Har vi en Lov, saa har vi en Lov, og saa skal vi inte forhandle, om den maa gælde, for saa er det vores, og saa er det os, der bestemmer det. Og er der nogen, der har rapset den fra os, saa ka' vi vel hjælpe for det!

✂ - Ha! ha! Hans Jesper, grinede Jørgen.

✂ - Ja er vi ikke enige paa de Dele, om jeg maa spørge? Er et Provisorium kanske inte Rævegerning. Naar én ta'er Penge, som ikke er hans, hvad gør han saa?

✂ - Ja vel! Hans Jesper! svarede den rundryggede.

✂ - Enten han saa hedder Jens Persen eller hvad Fanden ellers. Og er det værre at ta' fra en sølle Husmand end fra alle Folk i Landet paa én Gang?

✂ - Gu' bevares, Hans Jesper!

✂ - Hold din Kæft, Jørgen! Rævetøj sender man Hundene efter, om man ellers ikke er en Bukseryster. Men det er nok næstens det man er, lader det til.

✂ - Maa jeg drikke med Dem! sagde Eriksen og rakte sit Glas ned mod Hans Jesper.

✂ - Der er ikke noget at drikke paa! svarede Hans Jesper uden at se paa Eriksen.

✂ - Ja, saa klinker vi med hinanden Bordet rundt! foreslog Jens Andersen. Saa kan hver skaale for sit; det bliver kanske endda for det samme.

✂ - Men De har jo ikke mer i Glassene! sagde han og saa paa de fire tomme Ølglas. De har vel ikke noget imod en god varm Kognaker? Jørgen! fire Toddyer til, og en til til mig! det bliver fem!

150

✂ De fire mumlede Tak og saa paa hinanden. Der var heller ikke mere Mad paa Fadet.

✂ - Der er ikke Tale om den Ting! sagde Eriksen. Folketinget bevilger ikke Ministeriet en Øre mer.

✂ - Hnæ! lo Hans Jesper. Om det bare var gjort dermed. Nej, vi maa æde hele Højre ud af Landet, tage Brødet ud af Munden paa dem. Saa faar vi det først godt.

✂ - Det bliver nu lige godt en sen Død! mente den rundryggede.

✂ - Saa har vi vel vore Skytteforeninger til at hjælpe paa de Dele! svarede Hans Jesper og tav som havde han slaaet sin Mund i Laas.

✂ - Vi holder lige godt Grundlovsfest her! sagde Jørgen og satte de fem Toddyer paa Bordet.

✂ - Ja - skal vi drikke en Skaal for Grundloven! foreslog Jens Andersen. Han, Søborg, sagde nok, at den var væk; men den er dog alle Tider ikke længer væk, end vi kan finde den igen, naa vi rigtig leder. De her unge Mennesker, som sidder her, kan hilse Kjøbenhavnerne og sige, at kan inte de hitte Grundloven, saa kan de bare sende Bud ud til Jens Andersen i Hersted Øster, saa skal han komme og vise dem, hvor de skal trække Vaaddet. Skal vi saa klinke for Grundloven. Den er dog lige godt det eneste, der er værdt at klinke for her til Lands! Skaal!

✂ De klinkede med hinanden, sindigt og langsomt, og sølede Toddy paa Bordpladen.

✂ - Den Dag, vi har Grundloven igen og Ministeriet paa Porten, - føjede Jens Andersen til, - giver jeg Præsten syvdobbelt Offer i Guld, i hvor vel han er Højremand og kun fortjener det lige nødvendige i Kobber.

✂ - Hørte du den, Jens, - spurgte den rundryggede, - at 151 han forgangen Søndag kaldte os alle sammen, hele Venstre, nogle Djævelens og Ondskabens Kængurunger?

✂ - Hvad er det for Djævelskab? spurgte Jens Andersen.

✂ - Det er nok noget Kryb ovre i Ny Kinesien eller saadan et Sted langt borte, efter hvad Anders Blegmand paastaar. Men det maa jo de dèr lærde Herrer bedre forstaa.

✂ - Jo, sagde Klein, det er fredelige, skikkelige Dyr ovre i Australien.

✂ - Ja, saadan noget var det jo, han sagde, Anders. Saa de er til og med skikkelige og manerlige. Den kom De alligevel galt fra, Hr. Pastor! lo den rundryggede. Maa jeg klinke med Dem! sagde han og stødte sit Glas mod Kleins.

✂ - Er det inte de, der springer med Rumpen og har Ungerne paa Maven? spurgte Jens Andersen.

✂ - Jo det er.

✂ Fog og Eriksen lo; de sad og prustede og hostede imellem; Eriksens Latter kom i korte, hurtige Smaaskud.

✂ - Ja, ja! han er lige godt vittig, den Pastor! Alligevel er han en af dem, der først skal ædes ud.

✂ - Er han saa slem? spurgte Klein. Han var endnu ikke helt færdig med at le.

✂ - Han kan jo ikke dy sig, naar han kan komme til.

✂ - Saa kan De jo drille igen! foreslog Klein. Det maa være dejligt at drille en Præst!

✂ Et Par af Bønderne skævede hen til ham; men Klein sad og rokkede med Hovedet og saa stille henrykt ud, som havde han allerede en Præst mellem Fingrene.

✂ - Det var lige godt hans Skyld, at Sørensen fik sin Afsked! sagde den rundryggede.

✂ - Hvem er Sørensen? spurgte Klein.

✂ - Skolelæreren. Han havde lavet os en Venstreforening og var bleven Formand; saa maatte han ud.

152

✂ - Herregud! sagde Klein. Det var jo ogsaa slemt, saadan at gaa hen og lave en Venstreforening midt i al Uskyldigheden.

✂ De to Bønder fik atter Øjnene paa ham.

✂ - Aa, jeg skal sige os, blev den rundryggede ved, Børnene lærte nok mere end deres Katekismus. Og det maa de jo en Gang ikke. Ja, De begriber mig vel nok?

✂ - Men Herregud, Sørensen har jo virkelig været en fornuftig Mand! mente Klein.

✂ - Ja, det var netop det, han var.

✂ - Hvor blev han af?

✂ - Han gaar nok et Steds inde i Kjøbenhavn paa en Fattigforstanders Kontor.

✂ - Stakkels Sørensen! sagde Klein med kælen, mild Røst.

✂ I det samme skubbede Eriksen sin Stol tilbage og tog sit Glas. Han havde røget en halv Cigar de sidste fem Minutter og siddet og set langt frem for sig.

✂ - Maa vi fire Kjøbenhavnere, sagde han, hilse paa dem. Vi staar ikke som fremmede imellem Dem, fordi vi er Kjøbenhavnere og De Bønder. Har foregaaende Slægter skilt os, saa hører vi til en Slægt, som vil bygge Bro, samle Land og By. Stjæler man Deres Frihed, har man stjaalet vor. Tag Deres Glas og tøm det med mig paa vore Fjenders snarlige Undergang, at atter vor forkrøvlede Frihed kan løfte stærke Grene ud over Landet!

✂ Bønderne tog deres Glas og saa paa Eriksen og drak langsomt.

✂ - Ja, ja! sagde Jens Andersen, De er Russer nu. Om et Aar er De noget andet. Man kan blive til meget i denne Verden. Skaal! Mer Toddy, Jørgen!

✂ - Hør, sagde Klein, skal vi ikke ha' os en Sang.

✂ - Jo, nok! kom med en!

✂ - Eriksens! foreslog Fog.

✂ - Hva' for ens?

✂ - Hans!

153

✂ Fog nikkede mod Eriksen.

✂ - Gør han ogsaa Sange?

✂ - Der staar Eriksen under den, De sidder med der!

✂ - Ja, min Sæl gør der det. Ole Eriksen.

✂ - Ove!

✂ - Naa, Ove, ja, Ove Eriksen. Men lige godt, er det Dem?

✂ - For en Gangs Skyld er det mig! sagde Eriksen flot. Han var rød i Hovedet.

✂ - Begynd De selv! foreslog Jens Andersen. Han holdt Sangen op for sine rødrandede Øjne. De kan naturligvis bedst.

✂ Saltskarp hænger over Landet
Havets klamme Dis

✂ sang Klein af fuld Hals og rokkede Takten med Hovedet. Eriksen faldt ind og Fog efter ham. Bønderne mest smaanynnede. I de to sidste Vers gav Jens Andersen et Par falske Toner og læste Teksten galt.

✂ - Det er lige godt kønne Ord! sagde han, da Klein og Fog og Eriksen var færdige med sidste Vers. Skaal Eriksen!

✂ - Nu vil jeg hjem til Fruentimmerne. Dælen flække mæ ve jæ saa! bandede i det samme en langlemmet, stor Bonde nede ved Siden af Hans Jesper, og rejste sig og satte begge Næver mod Bordet og ludede frem over med den lange Krop.

✂ - Du vipper os Bordet, Søren! sæt dig! sæt dig, Søren, ivrede den rundryggede og tog om sit Glas og stemmede Albuen mod Pladen.

✂ - Dælen flække me! blev Søren ved og lagde sin venstre Arm tungt om Hans Jespers Hals. Hjem til Fruentimmerne! savlede han.

✂ - Hvor mange har han? spurgte Klein og rokkede og lo.

✂ - Har! - siv! - siv har jæ! aa nu ve jæ hjem te dem, ve jæ!

154

✂ - Ded æ Løvn, Søren! for du har lige godt otte! grinede Jens Andersen. Mænd har du ded! jo, jo!

✂ - Otte! - næj, Dælen - -

✂ - Jo vist! gryntede den rundryggede.

✂ - Har du forlist din Mo'er? spurgte Niels Persen sindigt; han sad med Vandet i Øjnene og hvæsede.

✂ - Hun er da vel et Fruentimmer, hun og! grinede Jens Andersen videre.

✂ - Du har otte! ded har du! ded er vist! mumlede Bønderne Bordet rundt.

✂ - Næj!

✂ - Jov!

✂ - Siv!

✂ Søren drog langsomt sin Arm bort fra Hans Jespers Hals og stavrede ud paa Gulvet. Hans Jesper lod Søren stavre; han sad og saa ned i Bordet eller op over Væggene og tav.

✂ - Hæj! hikkede Søren ude paa Gulvet. Desse herre Konst eksercirer ingen i hele Verden og Hersted Øster mæj etter!

✂ Og saa slog han ud med de lange Arme og smaskede og saa dvask frem for sig.

✂ - Pas nu pue! nu guer den! snøvlede han og gjorde et Hop for at komme til at hinke og ramlede saa over mod Jens Andersens Stol.

✂ - Var dig ad, Søren! kom heller hen, hvor du sad!

✂ Jens Andersen havde Tag om Armen paa ham.

✂ - Aa, lad ham bare! bad Klein saa mindeligt.

✂ Men Jens Andersen rejste sig tungt fra Stolen og fik Søren stivet af og slæbte saa tilbage til Kakkelovnskrogen med ham.

✂ - Bliv du nu bare der!

✂ Den lange Krop kvaskede sammen paa sin gamle Plads, og Hovedet nikkede tungsindigt fremover.

✂ Bønderne sad og smaagrinede, og Fog var højrød i Hovedet af at pruste og hoste.

155

✂ - Ja, ja, da! sagde Jens Andersen, da han sad paa sin Stol igen. Han taaler ikke saa meget, som han er lang til. Men ded er ikke værdt, vi andre kerer os om ded! fortsatte han og saa paa Eriksens og Jansens Glas. Drik!

✂ Jansen rakte Armen ud efter sit Glas; han laa slapt tilbage paa Stolen og stirrede med fugtige Øjne over paa Hans Jesper og Kakkelovnen.

✂ - Mer Toddy, Jørgen! til os og Eriksen og Herrerne! forlangte Jens Andersen.

✂ Jørgen drejede omkring paa Hælen og gik ud i Køkkenet. Der blev ganske stille i Stuen. Bønderne sad og plirede med Øjnene og tav; Eriksen og Fog røg, og Klein sad og skrabede i Gulvsandet med sin Stok. Henne bag dem stod et Ur et Sted i et Hjørne og dikkede tungt og langsomt.

✂ - Aak ja! sukkede Niels Persen, da Jørgen havde bragt ny Toddy. Hvordan monstro Grundloven har det i Dag præcis om et Aar?

✂ - Det kommer vel an paa os selv! gabede den rundryggede.

✂ - Og paa Søborg og de andre derinde.

✂ - Men til sidst alligevel paa os selv.

✂ - Monstro Ministeriet skulde være gaaet - tænkte Niels Persen videre.

✂ - Ikke med sin gode Vilje! paastod Jens Andersen. Vi kommer nok til at hjælpe lidt ved det. Ser I, vi mangler bare et. En, som kan sige: kom nu! Om der var saadan en, som vilde være Kommanderskersant for os, saa gik det. Men se det er det, vi mangler.

✂ - Prober selv! sagde Jørgen Kromand, som stod bag Jens Andersen og stangede Tænder.

✂ - I første Række! men inte i Spidsen! nej, nej! Ded forstaar du dig inte paa, Jørgen. Lad Herrerne og os om det!

✂ Jansen tog en stor Slurk af sit dampende Glas, rømmede sig 156 og rejste sig langsomt. Han saa lige hen paa Kakkelovnen og rømmede sig en Gang til.

✂ - Hovsa! sagde Fog. Er du ogsaa fuld? vil du ud?

✂ Jansen svarede ikke.

✂ - Du vil da vel aldrig holde Tale! lo Eriksen.

✂ En Gang til rømmede Jansen sig. Saa begyndte han. Ordene kom uhyre langsomt.

✂ - Jeg vil drikke en Skaal for Kommandersergenten!

✂ Jansen standsede og rettede paa Lorgnetten. Klein og Eriksen lo.

✂ - Min Salighed! sagde Fog og satte sig til at glo paa Jansen med store Øjne og halvaaben Mund.

✂ - For Kommandersergenten! gentog Jansen. For Messias!

✂ - Inte Relegejon paa Kroen! brummede Niels Persen, og Bønderne skubbede paa sig.

✂ - For den politiske og for den literære og for den sociale Messias! For ham, der skal komme til os og rydde vore Templer med Svøbeslag! For ham, der skal komme vandrende over vore Marker og kalde os sammen og skaffe os Fred for al vor Kvide! For ham, der rummer i én Hjærne al Aarhundredets klarnede Viden! For ham, der skal bringe Rigdom i Gyderne! For ham jeg længes efter hver ensom Stund! For ham jeg drømmer om i mine bedste Timer -

✂ Jansen maatte holde sig i Bordpladen; han vaklede.

✂ - Sæt dig, gamle, du er mægtig fuld! sagde Fog; han stod bag ham med sin Arm om hans Liv. Den har du taget dig i Stilhed!

✂ - Se heller til, I kommer ud herfra lidt gesvindt! snærrede Hans Jesper.

✂ - Hvadbehager? spurgte Fog.

✂ - Hvadbehager! Tror I saadanne Kjøbenhavnerhvalpe skal sidde her og gøre Grin?

157

✂ Eriksen lo, og Klein rettede paa sin Overfrakke.

✂ - Nu lidt gesvindt! faa dem ud, Jørgen!

✂ - Han er sgu ogsaa fuld! sagde Fog tørt.

✂ De krogede Skikkelser om Bordene skubbede med Stolene. Jens Andersen og Niels Persen sad og gloede; den rundryggede grinede.

✂ - Han er bare fuld, Hans Jesper! forsøgte Jens Andersen at berolige.

✂ - Her ud med jer! blev Hans Jesper ved. Fordi man er Bonde, er man inte til at gøre Nar ad, skal I vide!

✂ - Sludder! bemærkede Eriksen.

✂ Jansen sagde ikke et Muk; hans fugtige Øjne blev ved at skinne gennem Lorgnetten over mod Kakkelovnen.

✂ - Tag ham under den ene Arm, Eriksen, saa ta'er jeg ham under den anden! sagde Fog. Her er din Hat, Jans, kom saa, lad os bare gaa!

✂ Saa styrede Eriksen og Fog med Jansen imellem sig over mod Døren, som Kromanden allerede havde faaet op paa vid Gab.

✂ - Stik ham en Finger i Halsen! mælede en Røst, de ikke havde hørt før.

✂ - Hold Kæft! mumlede Fog.

✂ Klein trak Kromanden ud i Gangen.

✂ - Hvor meget skylder jeg for Maden og Øllet?

✂ - 1 Krone og 25, Herre! Den bli'er drøj at styre hjem; sikken en Overhaling. Ja, vi er vant til sligt, kan De tro!

✂ Klein betalte. Han hørte Hans Jesper knurre vredt inde i Stuen og én le gryntende.

✂ Saa gik han efter de tre andre, der styrede over den brolagte Plads, forbi de gumlende Heste og den aabne Staldport, hvor Karlen stod med en Lygte og gloede efter dem.

✂ - Kan du ikke komme til at kaste op? spurgte Fog.

158

✂ - Jeg ved det ikke! gispede Jansen.

✂ Men ovre paa Landevejen kom det.

✂ - Det hjalp, hva'? sagde Fog.

✂ - Jeg tror det!

✂ Jansen skuttede sig; Tænderne klaprede i Munden paa ham.

✂ De gik i Række midt ad Landevejen, forbi Søen, som laa blank under Sommeraftenens Dis. Der var ganske stille over Veje og Marker, og lind, kølig Luft under den lyse Himmel.

✂ Ingen af dem talte; de skridtede ud ved Siden af hinanden, ene paa den brede, lige Vej.

✂ Da de naaede forbi Møllen, og Vejen begyndte at stige mellem de købstadsmaa Huse, var Eriksen et godt Stykke i Forvejen; de kunde høre hans Stok slaa mod Vejen. Klein gik til inde paa Fodstien.

✂ Og oppe ved Fasanvej var Fog og Jansen alene tilbage. De to andre Skikkelser tegnede sig fra Bakkens Top mod den lyse Himmel og sank saa langsomt ned paa den anden Side Bakken og blev borte.

✂ - God Nat! sagde Jansen.

✂ - Hvad for noget! hvor hen?

✂ - Hjem.

✂ - Den Vej?

✂ - Ja.

✂ - Jeg gaar med.

✂ - Det behøves ikke.

✂ - Kom nu! sagde Fog og drejede ned ad Vejen.

✂ Jansen gik langsomt efter; han havde ingen Vilje, han havde ingen Tanker. Han gik ganske sløvt og hørte efter Fogs slæbende Trin, og kunde ikke huske andet end denne runde, lille Pigeskikkelse med det lyse Nakkepur, som han havde set hende komme frem og blive borte der inde i Mylret paa Eksercerpladsen.

159

✂ Saa for det gennem ham, at han var bleven fuld og havde nævnet Messias. Og saa stod Pigeskikkelsen der igen.

✂ Hans Hoved gjorde ondt.

✂ Jansen blev ved at gaa ganske langsomt bag efter Fog.

✂

III

✂ - Nej, jeg gider ikke i Dag. Det var bare det jeg vilde sige dig! sagde Valdemar Mogensen. Han stod med Hat paa henne ved Jansens Bord og smed Bøger og Kollegiehæfter mellem hinanden og rodede op i alt, hvad der laa. Jeg gider ved Gud ikke!

✂ Det kom saa drævende og trist. Hele Valdemar Mogensens svære, store Krop saa ud, som var alle Muskler pillet ud af den; der var bare ét Træk tilbage i det fede, flade Ansigt, en eneste lille Fure nede om de hængende Mundvige.

✂ - Ja, ja da, sagde Jansen, som stod henne ved Vinduet og sparkede mod Panelet for at faa Skoene paa.

✂ - Holder Du ikke Skohorn?

✂ - Næ.

✂ - Du gør det væmmeligste Spektakel!

✂ - Aa - naar de bare ikke klemte!

✂ - Lad dog være at gaa med for smaa Sko, vrængede Mogensen, og Furen om Munden saa ud, som havde Alverdens Kedsomhed æltet den fast for evig.

✂ - Giv mig et Par andre!

✂ Mogensen smed Hatten oven paa Bøgerne.

✂ - Nej - Jura! sagde han. Kollegiehæfter! naar man har set Bargren spille!

✂ - Hvorfor ikke?

160

✂ - Hvorfor ikke! - ja, du har ikke set ham! Se ham, siger jeg dig!

✂ Valdemar Mogensen havde pludselig faaet Muskler, og Furen var strøget ud; han gik hen og slog Jansen paa Skulderen. Der var ikke det, der lignede Træk i det fede Ansigt; men de smaa, brungraa Øjne spillede og saa saa indtrængende paa Jansen, som havde Mogensen lige holdt en lang Præken om Syndernes Forladelse og det evige Liv.

✂ - Man kan jo ikke være alle Vegne.

✂ - Alle Vegne! - og saa gaa til Grundlovsfest - naar man kan komme hen og se Bargren!

✂ - Ja, det skal jo være godt.

✂ - Godt! sagde Mogensen og gjorde en Bevægelse, som havde Jansen tilbudt ham at blive klemt i de smaa Sko. Storartet! jeg har aldrig set Mage! - aldeles kolossalt! - det - nej, det er ikke til at sige! - bare som han sagde de tre Ord: Gaa i Kloster! - og som han stod! - Har du Shakespeare? - Ikke! - ja for saa skulde jeg vist dig - - Nej, at gaa til Grundlovsfest!

✂ - Ja, Herregud!

✂ - Herregud! - du duer bare til at gumle Jura.

✂ - Nej, det duer jeg ikke til.

✂ - Du slider dog.

✂ - Det skal jo ogsaa passes.

✂ - Passes! - naar man kan faa Bargren at se!

✂ Mogensen vandrede lidt op og ned ad Gulvet og stod saa stille foran Jansens Reol og kikkede hen over Ryggene; han bøjede sig helt ned for at faa den underste Række med.

✂ - Nej, du har ikke Shakespeare.

✂ - Det har jeg jo sagt.

✂ - Aa - at kunne spille saadan!

✂ Mogensen smed sig paa Sofaen og saa indtrængende op i Loftet.

161

✂ - Nu skal vi gaa! sagde Jansen og tog sin Hat ned fra Skabet og stak et Kollegiehæfte i Lommen.

✂ Mogensen kom op igen og strøg sig gennem Haaret, som stod ham fyldigt og svagt krøllet om Hovedet.

✂ - Du er saa kort i Dag. Har du Tømmermænd? Sollede I?

✂ - Ja, lidt!

✂ - Hvor var I?

✂ - I Damhuskroen.

✂ - I Damhuskroen! sagde Mogensen haanligt. - Nej - jeg ved det ikke rigtig - jeg tror ikke mere paa Jura.

✂ - Det gør jeg heller ikke.

✂ - Jamen jeg tror paa slet ingen Ting mere, uden paa Bargren!

✂ - Det har du jo Lov til!

✂ - Lov til! Der er ikke andet at tro paa! alt andet er ingen Ting, siger jeg dig. Den Røst! de Bevægelser! Vi er jammerlige Kryb alle sammen!

✂ - Har du din Hat? spurgte Jansen.

✂ Mogensen tog den.

✂ - Lad os saa gaa. Skal du ind ad Byen til?

✂ - Ja.

✂ - Følger du med?

✂ - Hvor gaar du hen?

✂ - Op til Fog.

✂ - Ja, lidt paa Vej.

✂ De kom ned ad Trapperne.

✂ - Og saa se ham staa der paa Kirkegaarden med Hjærneskallerne! fortsatte Mogensen nede paa Gaden. Jeg har aldrig været i Teatret før. - Kan du ikke laane mig nogle Penge?

✂ - Har du mistet Forstanden! lo Jansen.

✂ - Jeg sætter alting ud! Jeg maa være, hvor Bargren er; 162 alle andre Steder er Ørkener, og alle andre Mennesker er Lig for mig.

✂ - Jeg begriber ikke rigtig, hvad der gaar af dig.

✂ - Gaar af mig! - Du er et Lig!

✂ De gik ved Siden af hinanden ned ad Vesterbrogade, som laa bred og aaben med Formiddagssol over sig og skinnende gule Sporvogne klingrende forbi midt ude paa Kørebanen.

✂ - Her - kom her skal du se! sagde Mogensen og stoppede op uden for et Boghandlervindue. Der staar Bargren som Hamlet. Nej, det er ikke godt, det der! vrængede han. Der er et andet, hvor han staar, som da han har slæbt Polonius' Lig frem; det er storartet; det køber jeg!

✂ Og saa gik de videre igen, ned ad Gaden gennem Solskinnet, mellem bararmede Tjenestepiger og Fruer i Morgenkjole.

✂ - Nej, man maa være Skuespiller! Det er den eneste Kunst paa Jorden! Skuespiller! sagde Mogensen og slog Jansen paa Skulderen. Hvad er alle disse Kadavere, som fylder Fortovene her? Kokkepiger og Købmænd og Mælkebønder! - Tak!

✂ - Mennesker! føjede Jansen til.

✂ - Mennesker! behold du dine Mennesker! - Jeg skal ned til Dagmarteatret og have Billet. Gaar du med?

✂ - Nej, jeg skal lige frem.

✂ - Ja saa Farvel!

✂ - Har du mange Penge?

✂ - Penge! - jeg har laant.

✂ - Naa?

✂ - Af Stupigen i Pensionatet. Jeg maatte skam ha'! Og naar saa ens Venner er værre Lus end en selv, saa - -

✂ - Farvel da!

✂ - Farvel!

✂ Mogensen tog Jansens Haand og beholdt den lidt i sin; saa svingede han den ud til Siden og slap.

163

✂ - Gaa hen og se Bargren! Du maa se ham! sagde han og gik.

✂ Jansen drev videre ad det brede Fortov og ind gennem Byens smalle Gader. Sollyset laa der alle Vegne; men Luften blev tungere og fuld af Støv og Dunst; Husrækkerne trak sig tættere sammen, og Træskoklapren og Vognrummel fyldte de trange Stræder med dump Dønen og gnældrende Larm.

✂ Jansen drejede ned ad Vognmagergade. Den laa for ham, lang og smal, som en dyb, tørlagt Stenrende med Menneskeyngel i travl Færdsel over Bunden og fyldt med stillestaaende Stank af skiden Ælde.

✂ Her boede Fog, oppe paa Kvisten i et gammelt snævert Hus, der stod trangbrystet og opløbent klemt inde mellem de to skrutryggede Nabohuse, med et Dørgab ind imod en lang, halvmørk Gang. Inde i Halvmørket krøb Trappen op igennem Huset, stejl, med hulslidte, knirkende Trin og med Lugt af Sod og gammelt Støv fra alle Kroge.

✂ Øverst oppe bankede Jansen paa en lav, graamalet Dør. Ingen svarede. Han stod lidt og lyttede; oven over ham, paa Loftet, trippede Duer frem og tilbage og kurrede svagt. Han bankede en Gang til, men hørte bare en langstrakt Knagen, som om én vendte sig haardt i en Seng. Saa tog han i Laasen og gik ind. Døren var aaben.

✂ Det var et firkantet Rum med et smaarudet Vindue lige over for Døren. Der var intet Rullegardin; Lyset faldt lige ind over de blaa Vægge med de mange Skitser og overmalede Lærredsstykker fra Loft til Gulv; henne ved Vinduet stod en Solkile gennem et tomt Staffeli og ned over en forgyldt Ramme, der drev i Krogen og fangede Solkilen i en stor, gylden Plet.

✂ - Hov! sagde Jansen og sparkede til en Blindramme, som laa paa Gulvet lige inden for Døren.

✂ Fog for op i Sengen og gned sine Øjne og gloede paa Jansen.

164

✂ - Hvad Satan! sagde han. Naa, er det ikke andre end dig!

✂ Saa strakte han sig og lagde sig ned igen.

✂ - Hvad vil du her midt om Natten?

✂ - Klokken er ti.

✂ - Naa, er den det.

✂ - Det er dejligt Vejr.

✂ - Ja, hvad saa? spurgte Fog og lagde Tæpperne til rette om sig. Find dig en Stol!

✂ Jansen saa sig om, men kunde ikke finde andre end den, der stod ved Fogs Seng.

✂ - Maa jeg sidde paa dine Bukser?

✂ - Du kan vel bruge Vindueskarmen!

✂ Jansen saa hen paa Vindueskarmen.

✂ - Der staar en Flaske; den ser fedtet ud.

✂ - Flasken flytter du begribeligvis!

✂ Saa tog Jansen Flasken og flyttede den ned paa Gulvet.

✂ - Puh, Terpentin! sagde han og lugtede til sine Fingre.

✂ - Du gør saa meget Vrøvl! mumlede Fog. Faa dig nu anbragt!

✂ Men Jansen maatte først have begge Vinduer op; saa satte han sig omsider og gav sig til at se ud i Solskinnet over de gamle Tage, der laa med Skorstenspibernes lange Skygger ned over de røde, tilsodede Teglsten.

✂ - Gener dig ikke! sagde Fog.

✂ - Det er varmt ude.

✂ - Er det det? Du er svært tidlig oppe.

✂ - Mogensen og jeg skulde læst sammen.

✂ - Sov han over sig?

✂ - Nej, han kom, men gad ikke. Jeg heller ikke.

✂ - Hvor var han i Gaar? gabede Fog.

✂ - I Teatret.

✂ - De er jo lukkede! mente Fog og fik gabet af.

165

✂ - Bargren spiller her jo.

✂ - Hvem er det?

✂ - En Nordmand.

✂ - Hvad vil han med ham?

✂ - Se ham naturligvis! Og saa vist nok selv være Skuespiller! føjede Jansen langsomt til.

✂ - Ja, han har jo Dejfjæset! sagde Fog tørt og ikke det ringeste overrasket.

✂ - Han var ganske besat af Bargren.

✂ Fog gabede igen.

✂ - God Morgen! sagde han. Hvordan var det for Resten, - du var jo fuld i Aftes?

✂ - Ja, lidt.

✂ - Du brækkede dig jo.

✂ - Ja.

✂ - Det er vel derfor du gaar rundt og smækker Vinduer op!

✂ - Nej.

✂ - Jo. Og saa holdt du Tale for Obedias. Og saa blev vi smidt ud.

✂ Jansen saa hen paa ham, ganske alvorligt, og derpaa atter langt ud over Tagene.

✂ - Jeg er ellers kommet her op, sagde han lidt efter uden at tage Øjnene bort fra Sollyset derude, for at sige dig, at jeg vil se at faa en Bog ud.

✂ - Forfatter! Og Mogensen Skuespiller! Nu bliver vi til noget!

✂ Fog laa og stirrede hen paa Jansen; han saa ud, som gik hans Tanker paa de fjærneste Veje.

✂ - Det er mit ramme Alvor.

✂ - Naa. Skriv væk!

✂ - Kan du ikke forstaa det?

✂ - Jo-o! sagde Fog langsomt. Hvad skal den hedde?

166

✂ - Det kan jo foreløbig være lige meget.

✂ - Naa. - Saa er du vel gal paa et eller andet?

✂ - Aa, Juraen plager mig.

✂ - Ikke andet.

✂ - Den kan plage og pine mig alle mine Tanker ud af Hovedet og gøre mig ganske trøsket i Hjærnen.

✂ - Saa lad den løbe!

✂ - Ja Tak! naar ikke alle mine højhjærtede Velyndere og mine mægtige Frænder og Slægtninge sad der med Pungen og Hundepisken.

✂ - Lad dem sidde!

✂ - Alt hvad jeg møder, alt hvad jeg ser, Dyr og Planter og Mennesker, alt det jeg ene og alene gider forelægge min Hjærne, maa jeg gaa uden om.

✂ - Lad være at gaa uden om!

✂ - Jeg kan heller ikke mere.

✂ Fog saa ud, som samlede han langsomt sine Tanker. Saa skød han Tæppet til Side og krøb sindigt ud af Sengen.

✂ - Ræk mig den Sele, der ligger der ved Staffeliet! Hvordan Fanden er den kommet dér? - For Resten gaar det vel nok over?

✂ - Nej.

✂ - Du har da fundet paa det pludselig nok.

✂ - Jeg har tænkt over det længe.

✂ - Er du begyndt paa Bogen?

✂ - Jeg begyndte i Foraaret; men den Gang lagde jeg den hen.

✂ - Og nu vil du klemme paa?

✂ - Ja. Jeg trænger til et Arbejde, som er mit eget, som jeg har tænkt med mine egne Tanker. Jeg lever jo ikke. De sidder jo der og passer paa mig som paa en tam Rotte, de fodrer.

✂ - Er det noget med Messias? spurgte Fog.

✂ - Det er meget andet. Hvor ved jeg alt det, det er.

167

✂ - Du maa sgu da samle det.

✂ - Jeg vil naturligvis samle det. Men Bunken er saa stor. Og den gror saa velsignet. Blot de ikke allerede har taget Mælet fra mig.

✂ - Det lader ikke til det. Lang mig min Vest; den hænger der paa Staffeliet.

✂ - De skulde bare vide, jeg var til Venstrefest i Gaar; jeg blev komplet myrdet.

✂ - Vaas!

✂ - Det er den rene Middelalder, jeg lever i.

✂ - Naa - og vi andre da?

✂ - Ja - men hvem ser det? hvem plager det? Tror du ikke, jeg ved, der sidder andre og bliver gjort dumme som jeg; og andre, som blot trænger til, at man skal pirke ved dem for at faa Gang i dem. Kunde man bare!

✂ - Du skulde sgu!

✂ - Blot jeg gaar ned ad en Gade og ser Folk staa i Række og bukke for en kongelig Vogn, kommer det mig for, som drejede Husene sig og vendte takkede Gavle med Ruder i Bly mod Gaden. Jeg kunde stille mig op og raabe - sige dem, at der er sket store Ting, at Vorherre er død og Himlen tom, at her paa Jorden er alt Livet, at Jorden og alt Livet er vort. Jeg vil lære dem at se og høre - lære dem at bruge deres fem Sanser - lære dem, at de er Mennesker med Blod og Hjærne - lære dem det, jeg føler som den eneste Glæde!

✂ - Du var nok ikke saa fuld endda i Gaar.

✂ - Jo jeg var.

✂ - Ved du, hvad du sagde.

✂ - Ja jeg ved.

✂ - Saa var du sgu ikke fuld.

✂ - Jo.

✂ - Sikke noget Snak!

168

✂ - Ellers havde jeg vel ikke sagt et Muk.

✂ - Du begynder at blive veltalende, tror jeg. Det er Fanden saa I faar travlt.

✂ - Aa - -

✂ - Og midt om Sommeren! Hvad Fanden skal jeg finde paa?

✂ - Jeg sagde dig, det var Alvor, hvad jeg kom med før! bemærkede Jansen stilfærdigt.

✂ - Ja det forstod jeg nok.

✂ - Saa behøver du ikke at blive ved.

✂ - Jeg bliver vel ikke ved.

✂ - Lad mig se det, du har dér! brød Jansen af og tog en Skitse, som stod op ad den forgyldte Ramme i Krogen.

✂ - Hvad vil du med den? spurgte Fog og slog sin Frakke over Stoleryggen for at faa Støvet af den.

✂ - Bare se paa den.

✂ Jansen sad og saa paa Lærredslappen, hvor en gammel Bondekærling trillede en Bør hen ad en hullet Marksti.

✂ - Er den Luft ogsaa let nok?

✂ - Den er, som den skal være!

✂ - Skal du gøre det færdigt?

✂ - Ja hvor ved jeg det?

✂ - Det skulde du.

✂ Jansen satte Lappen ned igen og saa atter ud af Vinduet.

✂ - Tiden gaar! sagde han med Ryggen mod Fog.

✂ - Lad den det!

✂ - Nej.

✂ - Ikke! Det var Satans!

✂ - Vi bor i en Pyramides Mumiekammer og ikke mellem levende Mennesker.

✂ - Sikken forbandet Lignelse før man har faaet sin Morgenkaffe!

✂ - Ja, ja! gør som du vil! Jeg har mit Arbejde!

169

✂ - Hvorfor staar du saa der og sludrer, naar du har saa travlt?

✂ Jansen svarede ikke; han blev staaende ved Vinduet og saa ud i Solen. Oppe paa Loftet trippede og trippede Duerne.

✂ - Hør, sagde han saa lidt efter, - kan du huske hende, vi saa i Gaar paa Eksercerpladsen?

✂ Han tog saa varsomt paa Ordene.

✂ - Ja! svarede Fog og saa med de store lyseblaa Øjne hen paa Jansen.

✂ - Hun var hjemme fra Ringsted.

✂ - Ja - du kendte hende jo.

✂ - Ja.

✂ - Naa - hvad hun? spurgte Fog og fik endelig Frakken paa.

✂ - Hun kendte vist ogsaa mig.

✂ - Ja, hun blev rød.

✂ - Er du sikker?

✂ - Ja vel er jeg det.

✂ Jansen tav lidt.

✂ - Det kunde jo ogsaa være, fordi du nikkede til hende.

✂ - Hun var det i Forvejen.

✂ - Tror du?

✂ - Gu' tror jeg det, for jeg saa det!

✂ Jansen blev henne ved Vinduet og saa længe ud.

✂ - Blot hun ikke finder hjem til mig! fik han saa sagt.

✂ - Hvorfor skulde hun det?

✂ - Aa, det kunde nok hænde.

✂ - Det var da ikke saa fælt!

✂ Fog stod med halvaaben Mund og stirrede hen paa Jansens Ryg.

✂ - Jo - jeg vilde det nødigt!

✂ - Snak tydeligt!

170

✂ - Vi har gaaet meget sammen der hjemme.

✂ - Det kan I jo ogsaa gøre her.

✂ - Jamen jeg vil ikke!

✂ - Hun var jo et pænt Stykke Pigebarn.

✂ - Netop fordi hun er pæn.

✂ - Du er da heller ingen Bølle.

✂ Jansen tav lidt igen, og Fog ledte sine Sko frem.

✂ - Tror du, hun kommer! spurgte Jansen, saa fredsommeligt og spagfærdigt.

✂ - Det ved jeg sgu ikke. Hvad hedder hun?

✂ - Anna.

✂ - Er du saa genert af dig?

✂ Jansen vendte sig langsomt og saa rundt i Værelset.

✂ - Maa jeg sidde her oppe hos dig i Dag og arbejde?

✂ - Værsgo! sid væk! du kender Møblementet! sagde Fog og stillede den eneste Stol, der fandtes, frem paa Gulvet. Er du blevet smidt ud?

✂ - Nej.

✂ - Hvorfor vil du saa flytte her op? For Pigebarnets Skyld?

✂ - Ja.

✂ - Tag Plads, gamle! dig skal intet ondt vederfares! Jeg gaar bare ned og fisker mig noget Kaffe et Sted.

✂ Jansen trak sit Kollegiehæfte op af Lommen og skubbede Stolen hen til Vindueskarmen.

✂ - Flyt nu ikke alt for meget om! sagde Fog og skulde til at gaa ud af Døren.

✂ - Hør, jeg har noget at vise dig! sagde han saa pludselig og gik hen til Skabet og stak et Penselskaft ind i Nøgleskiltet og trak Døren op.

✂ - Her skal du se!

✂ - Hvad hedder den? spurgte Jansen.

✂ Fog stod med en tyk Bog i rødt engelsk Bind.

171

✂ - Decameron! svarede Fog. Men den er paa Engelsk, ser du, og jeg kan sgu ikke læse den. Jeg har knebet mig igennem et Par Sider. Oversæt en lille Historie for mig, en af de bedste, naar jeg nu kommer tilbage.

✂ Fog smed Bogen paa Sengen og drev ud af Døren. Jansen kunde høre Trappens Trin knirke derude, svagere og svagere, eftersom Fog sindigt naaede ned til de underste Etager.

✂ Han sad henne ved Vinduet med det opslaaede Kollegiehæfte for sig, sad og saa ud over Tagene. Larm af Vogne, som rumlede hen over Stenbroen der nede, og Stemmer, som skar gennem Larmen, fyldte Luften om ham med Lyd, som var ham fremmed. Og det evindelige Duetrip over hans Hoved! Her var saa sært uroligt her. Det var ikke hans vante, stille Udsigt der hjemme fra Lykkesholms Allé; han savnede den store Røn, som bar sin Krone lige op under hans Vindue, midt i Havestilheden. Og han følte det fremmede Rum bag sin Ryg, de fremmede Vægge, de fremmede Billeder. Han kendte ikke sine egne Tanker her oppe paa Fogs uryddelige Kvist, han syntes, han havde ingen.

✂ Jansen saa sig led omkring og lukkede Kollegiehæftet, tog nogle af Fogs Skitser i Haanden og gav sig til at se paa dem, men havde ingen Ro og gik.

✂ - Satan! sagde Fog, da han en halv Time efter kom tilbage og fandt Værelset tomt.

✂ Saa slog han op i Decameron og bladede lidt frem og tilbage i den og stillede sig op og stirrede ud af Vinduet og saa ud, som havde han atter Tankerne paa de fjærneste Veje. Decameron gled ud af Fingrene paa ham og faldt paa Gulvet.

✂ Han lod den ligge og blev staaende og stirrede.

✂ Saa trak han pludselig Frakken af, stillede Malerkassen op paa Stolen og fik Kærlingen med Trillebøren heftet fast paa Staffeliet, stod lidt og gloede paa Skitsen, og gik saa hen og spyttede ud i Tagrenden.

172

✂ Solen stod langt ind i Værelset; han maatte have Lagenet af Sengen og op for Vinduet.