Stuckenberg, Viggo FAGRE ORD

FAGRE ORD
EN MOSAIK

In der Liebe ist alles Wagestück. Unter der Laube oder vor dem Altar, mit Umarmungen oder goldenen Ringen, beim Gesange der Heimchen oder bei Trompeten und Pauken: es ist alles nur ein Wag stück, und der Zufall thut alles.

GOETHE: Wilhelm Meisters Lehrjahre

Efteraaret er inde. Sommeren er forbi.

Solen skinner fra en dyb, blaa Himmel, og Blæsten skiller den gamle Haves Grene i solfyldte Gab og filtrer dem sammen igen i blinkende, hvileløs Gyngen. Stormen kommer over de nøgne Marker og rusker Sommeren af Grenene og slaar mod Gaardens Ruder og Mure. Højt oppe over Trætoppene hvirvler Bladene blanke efter Nattens Rim og flakker over Haven og klæber sig læderbrune til den frosne Jord, og ude bag Havehegnets sorte Stammer skinner Aaen hvid og blændende gennem de ensomme Enge.

I den smalle Lysfure mellem Vinduets mørke Gardiner staar Morten Jessen og ser ud paa Efteraaret. En sødlig Lugt af Brænderøg fylder det lavloftede Værelse. Fra den arrede Jærnovn inderst i Krogens Skygge lyser Ilden ud over Gulvtæppet, og Ovnens lange Jærnrør heder den blaamalede Væg og breder Stank af varm Farve i Lugten af det brændende Ved. Paa Bordet 406 under Billedvæggen ligger mellem opslaaede Bøger Morten Jessens Magisterkonferens og venter paa den sidste Gennemlæsning, og Stolen er trukken frem over Gulvtæppet.

Men Morten bliver staaende og ser ud i Solen og Blæsten. Nede under Vinduet svajer et Bed sildig blomstrende Asters, dybe lilla Farver og rene hvide, - skære, brændende Astersfarver under Efteraarets fuldt funklende Sol, - og han mindes et blondt Hoved med graa, sørgmodige Øjne, en hvid Kjole, der blænder i Solen som den hvide, vuggende Asters - -

Han ser ud over Haven.

Den staar ude endnu, den hvidmalede Tremmebænk under de krøgede Frugttræer oppe paa Plænen. Der ligger brunt Løv over dens Tremmer, og Solen skinner gennem det bladløse, bredkronede Æbletræ ned over Bænkens hvide Farve, og Blæsten gynger Grenenes tynde Skygger hen over den. Og han husker den dybe Sommerskygge, der laa over Bænken og ham den Eftermiddag i August, da han sad deroppe og saa ned mod Stuelængen og ventede. Han husker denne Eftermiddag og ser dens Sol og Skygger for sig, husker og ser, som han har husket og set hvert Øjeblik han har rejst sig fra sit Bord.

... Han sad paa den hvide Bænk.

Nede langs Huset brændte Solen i Havegangens Grus og i Længens Kalk. Alle Vinduer stod aabne, og Havedørens Fløje var slaaede paa vid Gab. Han sad paa Bænken under Æbletræet og saa over Plænens Sol ind i Stuens kølige Skygge, det runde Bord midt paa Gulvet med Blomsterne i Glasskaalen og Fotografirammerne i Kreds omkring, det blegrøde Flor om Lysekronen og dybest inde det firkantede Spejl over Klaveret. Og der, hvor Stuelængen slap, løftede sig bag Havehegnets Grønt Vandmøllens solbeskinnede gule Gavl, og Lyden af Møllens Hjul bredte sin sindige Brummen i den stille Luft. Saa smeldede Dørene dernede i Stuerne bag de aabne Vinduer, og ud igennem 407 Havestuen kom to pur-unge Piger stormende. Den ene slank og spinkel, lys af Hud og lys af Haar. Solen sydede i hendes krøllede askeblonde Haarbrus og stod som et Sus af Lys om hendes blegblaa Kjole. Hun løb over Gangen ind paa Plænen, let foroverbøjet, med hastig svirrende Fodskifte, som flygtede hun leende for en usynlig Arm, der vilde lægge sig om hendes Liv, og hun susede ham forbi og standsede først paa Kroketplænen bag ham og snappede i en Fart en Kølle med rød Ring om Skaftet.

- Jeg fik den røde! raabte hun og svang Køllen over Hovedet som et tyst Hurra og bøjede sig for at lede Kuglen op.

Men han blev siddende paa Bænken og ventede, og hans Øjne søgte over mod et nedrullet grønt Shirtingsgardin, der blafrede svagt bag et af Stuelængens aabne Vinduer. Tæt foran Vinduet stod de fire store Linde i rund Klynge og løftede deres Kroner som en grøn Kube over Havens Buske og højt over den hvide Længes Straatag. Væggens Kalk lyste grønlig i Lindenes Skygge, og Tagets Mos krusede sig mørkt og køligt, hvor Skyggen faldt. Eftermiddagssolen skinnede over Løvet, og Bierne sværmede i Solen og Skyggen, oppe om Kronerne som smaa sorte glidende Prikker mod Himlens Blaa, og nede om de underste Grene som gule Glimt og fløjelsmørk Flugt. Og ud fra den summende Løvkube strømmede Lindeblomsters Duft.

Han havde staaet dernede ved det aabne Vindue, bøjet ind igennem det og med Armene hvilende paa Karmen. Det grønne Shirtingsgardin var trukket halvt op, og over hans Hoved og bøjede Ryg summede nu og da en Bi fra Lindene ind i det smalle, aflange Spisekammer og surrede op over de skurede Væghylder og ind mellem Fade og Terriner og Krukker. Solen lyste i hvide Fajancehanke og blanke Blikdaaser, og det summede ustandselig og travlt oppe under Loftet og inde i alle Kroge. Store blaa Fluer og gule krumme Bier kravlede i Vindueskarmen, og Lindeblomsternes solvarme Duft strømmede ind fra Haven og blandede sig 408 med Kammerets Duft af Syltetøj og Krydderi og Brød og renskuret Træ.

Solen brændte hans hvide Jakkeryg. Han stod og talte ind i Spisekammeret, og ud til ham lød som Svar unge Pigers Latter og glade Stemmer.

Lige inden for Vinduet, i fuld Sol, med den blaa Bomuldskjoles Ærmer smøgede op til Albuen, smurte hans Søster Mad og skar Ost.

- Nu sidder Bien paa dit Øre, Camilla! sagde han og saa op paa hende.

Og da hun rolig smurte videre og ikke svarede, lænede han sig længere ind for at se uden om hende.

- Jutta, sagde han, vil De ikke redde min Søster?

- Aa Snak! svarede det længere inde fra Kammeret, fulgt af et let Bump, som om een sprang ned paa Gulvet, og i Solen ved Siden af Camilla dukkede frem en lille lavvoksen, højbrystet Pigeskikkelse paa tre-fire og tyve Aar med et skinnende sort Haar knyttet i en svær Knude i Nakken og brusende ned om Tindingerne i flammede Bukler. Hun stillede sig ved Siden af Camilla og saa paa hendes Øre med to brune soltindrende Øjne.

- Der er jo ingen! sagde hun og lo og vendte sig smilende imod ham.

Han laa ubevægelig med Nakken løftet, højtidelig stille, og saa ufravendt paa hende.

- Kender du ham ikke bedre? spurgte Camilla bøjet ned mod Hylden under Bordet for at tage en ny Ost frem.

Jutta saa igen paa ham og løftede saa som i pludselig Forvirring begge sine Hænder, to stærke, brede Hænder, op mod Tindingerne og strøg over det krusede Haar og lukkede Haanden over den fyldige Nakkeknude som for at klemme Haarnaalene fast. Saa lo hun og strøg i en kort Latter al Forvirring bort og gik tilbage i Kammeret.

409

- Gaa nu, sagde Camilla, saa kommer vi ud til dig!

Og det grønne Shirtingsgardin slog ned over hans Nakke, saa han maatte rejse sig - -

Han sad oppe paa den hvide Bænk og ventede. Solen skinnede paa det nedrullede Gardin, og bag ham lød Kroketkøllernes rappe Slag mod Kuglerne og Brus af Kjoler over Græsset.

Men den, han ventede paa, kom ikke, hun kom ikke, hun blev dernede hos hans Søster bag det grønne, solbeskinnede Gardin.

Og han blev siddende paa den hvide Bænk, til han kaldtes til Aftensbordet.

Og efter Bordet stod han atter i Haven.

Inde i Havestuen sang Jutta ved Klaveret, og mens Augustaftenens Mørke langsomt sank over Frugttræerne og Plænen, bar hendes Stemme, rund og fuld og mørk, Sangens Ord ud til ham.

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smaagutten gik nede og blæste paa Lur ...

Han stod uden for Havedøren og saa ind paa de brændende Klaverlys. I Lænestolen derinde sad hans Fader og røg og slog Takt med løftet Pegefinger. Saa sluttede Sangen, og han hørte sin Faders Stemme og Juttas Latter og Lyden af Klaverlaaget, som blev lukket.

- God Nat! raabte han ude fra Haven og gik Længen rundt og forbi Vandmøllen, som durede ensomt og fredelig i den lune Sommeraften ...

Morten Jessen staar bestandig ved Vinduet og ser ud i Solen og Blæsten.

Dér over Plænen kom hun løbende forbi ham, og der oppe bag Bænken staar Kroketbuerne i det vaade Græs. Der gik hun blond og lys og spillede, mens han sad og ventede paa hendes Søster, gik ham saa nær hele Sommereftermiddagen igennem, 410 hun, Barnet, som han tog hende for og ikke ænsede. Og den Eftermiddag, som han mindes, deler sig, kløfter sig i to, og det er for ham, som om Aftenen, da han stod under de gule Stjærner og hørte paa Juttas Sang, ligger langt tilbage i hans Barndom, og som var det den Dag i Gaar, Johanne løb den hvide Bænk forbi, som sad han deroppe i dette Øjeblik og saa hende komme løbende over Plænen slank og blond i Solen.

Sommeren vaagner i hans Minde, og spredte Dage dukker frem paa ny, bestandig de samme som drog ham fra hans Arbejde timevis hver Dag, siden Løvet begyndte at falde.

Han ser for sig de høje Nælder, som de stod frodig og tæt i dyb Skygge under Baghavens gamle Træer og ind mod Kostaldens fugtgrønne Mur. Han kom gaaende - han og hans Fætter - med Armene højt løftede over Nælderne, langs den gamle Keglebane, der raadnede i den klamme Skygge og laa forfalden hen mellem Grønt og Bygedryp fra Tagskægget. Han hører endnu de unge Piger støje og le hvinende inde i Havestuen og blive ved at støje - -

De stod og saa paa hinanden, han og Fætteren, og listede sig hen til et Vindue og rørte sig ikke og saa ind paa fire Par raske, runde Ben, der sparkede til Maals op ad Spisestudøren under Latter og Hvin. Han saa Juttas runde, lysebrune Strømpelæg, der fløj op i Kjolens gule Brus af Blonder og satte en lakeret Sko oppe paa Dørfyldingen højt over de andres. Han saa hendes hvide Hænders Greb i Kjoleskørterne, saa det mørkhaarede Hoved dukke sig for at holde Ligevægten, saa alene hendes gule, runde Skikkelse mellem de andres Brus af Blaat og Rødt - -

Og Jutta med Haaret sort og udslagent over et broget toskansk Silketæppe den samme Dags Aften oppe paa hans Søstres Værelse, og han selv og de andre i Kostyme - Han stod i Skumringen paa det lange, halvmørke Loft, hvor Sparreværkets Tømmer skraaner sammen opefter under Tagets Straa, og hvor der 411 er Krinkelkroge og mørke Steder og Spindelvæv for skraa, støvede Ruder og lummer, indelukket Luft og tør Dunst af gammelt Seletøj og Hør og Timian - Og Døren ind til Gavlværelset gled op, og Jutta stod i den og lo ham og Fætteren i Møde, - og bag hende det lille Værelse fyldt af Tarlatan og Tyl og rødmende Ansigter. Han sad paa en lille Puf ved Siden af Johanne og hørte paa Juttas Latter og Fætterens Spøg. Selv sagde han intet, og Johanne tav som han. Saa vendte han sig pludselig som vækket af sin egen Tavshed og saa paa hende, paa et Par barnlige, spæde Arme under en hvid forkrøllet Tarlatanskjole og paa et Par slanke sorte Ben under det korte Skørt bag den klare Nederdel. Og de lo til hinanden, saa pludselig hinanden frejdig og glade i Øjnene. Og Ordene kom, og deres Latter blandede sig med de andres -

Saa rejste Fætteren sig og foreslog, at de skulde danse, og de stormede over Loftet og ned ad Trappen, ind i Havestuen. Camilla var i Forvejen og sad ved Klaveret og begyndte en Vals, og dansende faldt de ind i højrøstet Kor - og standsede med eet og tav, blændede, forvirrede, og saa forfærdede paa hinanden.

Et Lyn var flammet gennem den halvmørke Stue, en dyb Torden rullede hen over Længen og rystede Ruderne, og Regnen susede ude gennem Frugttræernes Løv - - -

Minderne kæder sig sammen, og Morten Jessen ser de spredte Sommerdage stige i Følge som de lette Krusninger paa et Kær, et Vindpust har vækket.

... Den Morgen derefter -

Han laa vaagen og saa hen paa Sollyset i Vinduets grønne Shirtingsforhæng og hørte Hanerne gale og Ænderne snadre udenfor i Gaarden. Ned over det sollyse, grønliggyldne Forhæng tegnede Vindusprosserne deres sorte Skyggekors, og Træskoklampren slæbte morgenlydt over Brostenene uden for Vinduet, og Vogne kørte til Mølle, og Mælkespande skingrede mod Sten og Spand 412 mod Spand. Han laa og hørte Hammerslagene ude i Smedien, hørte de morgenduelige, syngende Slag paa Ambolten og Blæsebælgens hede Pust i Sommermorgenens fugtige, friske Luft.

Saa kom der lette, løbende Skridt over Gulvet ude i Gangen, to lyse, hviskende Stemmer og Smeld af et Dørhaandtag og lidt efter et Sus af Kjoler forbi Vinduet.

Han rejste sig fra Sengen, og i Sprækken mellem det hvide, glatte Gardin og det grønne Forhæng saa han et Glimt af en blaa og gul Kjoleflig, der løftede for sorte Strømper i højvristede Sko, og forsigtig skød han Gardinet til Side.

Ovre paa Broen foran Vandmøllens Hjul stod Jutta og Johanne lænede over Broens Rækværk, to unge, bøjede Hoveder, et mørkt og et blond paa slanke Skuldre, under store gule Hatte. Og den mørke i den gule talte ufravendt og ivrig mod den blonde i den blaa, talte med Ansigtet vredt og truende. Han saa kun den blondes bøjede Nakke og Hænderne, som laa ubevægelige paa Broens Rækværk.

Saa gik de begge og blev borte bag Broens duggede Lægter og Pilenes morgenblanke Blade.

Han vendte sig og saa hen paa Fætteren, der laa fortabt i dyb Søvn, og klædte sig hastig paa og gik ud over Gaarden.

Ovre fra Broen saa han Jutta og Johanne stige ned til Badehuset ude i Engen, hvor den lange, bugtede Poppelalle ender. Han saa Jutta staa nede paa Badehusbroen og Johanne pludselig gøre kort omkring og komme løbende tilbage, op gennem Alleen, mens Jutta rank og sikker forsvandt bag Badehusets Dør.

Ganske langsomt gik han Johanne i Møde. En Bugt i Alleen skjulte hende, men han vidste, at om et Øjeblik maatte hun komme frem. Han hørte allerede hendes Kjole rasle for de hurtige Skridt. Saa stod hun der, et Stykke fra ham, ganske forgrædt, og saa forskrækket paa ham.

413

- Gaa! sagde hun vredt og stampede med Foden i den vaade Vej og trak Hatten ned over Øjnene og vendte Ryggen til ham.

Men han blev staaende og saa paa hendes Nakkes blonde Krøller.

- Gaa! sagde hun igen, med Ryggen til ham.

Han hørte paa hendes Stemme, at hun var ved at briste i Graad paa ny, og saa gik han hen til hende og lagde læmpelig sin Haand om hendes Arm.

- Frøken Johanne! sagde han blidt, men hvad i al Verden er der dog i Vejen?

Og i det samme vendte hun sig halvt om imod ham og trykkede sig ind til ham og gemte sit Ansigt mod hans Jakkeopslag og hulkede og talte en hel Mængde forvirret, hvoraf han kun forstod noget om Jutta og om den foregaaende Aften og om Johannes klare Tarlatanskjole.

Og forvirret af hendes Ord og hendes Graad, af denne slanke unge Pige, som stod der lænet ind til ham og talte saa troskyldig og røbede saa barnlig, vidste han et Øjeblik hverken ud eller ind, men stirrede over mod Badehuset i Skræk for at se en gul, skinnende Kjole komme frem bag Sivene, og ønskede Johanne bort og rødmede over hendes hidsige Aabenmundethed.

Men kun et Øjeblik.

Saa bøjede han sig ned over hende for at trøste og lagde sin Arm om hendes Liv.

I det samme var hun borte.

Han stod alene under de svagt susende Popler og saa hende løbe ind mod Gaarden, - hendes blonde, bøjede Nakke over den blaa Kjole, - saa hende løbe mellem Poppelstammernes Skygger og over Alleens brede Bælter af tindrende Morgen sol - - -

Den hvide Asters nede under Vinduet gynger i Blæsten, og Solen er gemt bag dragende Byger, Kragerne sejler hen over de 414 svingende Trætoppe, og langt ude staar Regnens graa Slør over Aaen og de ensomme Enge.

Morten Jessen ser det et kort Sekund og glemmer det igen.

... Og Eftermiddagen, den samme Dags Eftermiddag, i Skyggen under det nedrullede Solsejl -

Han og Jutta og Fætteren sad om Havebordet og Eftermiddagskaffen. Der var kommet fremmede fra Nabogaarden, med Kjøbenhavnerinder. Han saa lige over for sig to blege unge Piger med stumme Øjne, to stive, slanke Skikkelser med Pandepur og græsk Frisure med Nakkekrøller, i blegrøde, festlige Kjoler med store ophæftede Ærmer. Han saa paa dem i Tavshed og skottede imellem fra dem til Juttas sommernøgne Arme, der hvilede i hendes lyse Kjoleskød. Hun sad ved Siden af ham tavs og tilbagelænet og stirrede over Bordet med brune, missende Øjne paa de fikse Ærmer og de nye Frisurer og sænkede Blikket under Bordet til to Par franske, stramme Knapstøvler flot og skødesløst strakte under det tarvelig malede Havebord. Han saa hendes Blik søgende og fikserende, stumt kritiserende og beundrende. Omme fra Møllelængen kom Camilla med en hvid Kattekilling i Favnen. Hun lagde Killingen paa Bordet foran de fremmede, og de greb begge efter den med svagt skrigende Beundring og drillede og plagede den med smalle, blege Hænder.

Saa lænede han sig tilbage mod Bænkens Ryg og sad tavs som før med Cigaren udgaaet og forglemt imellem Fingrene og stirrede paa den grønmalede Rist foran Havedøren og løftede først Øjnene fra den, da han saa en smal Fod i en højhælet Sko og en sortstribet Strømpevrist vugge sig paa Risten. Hans Blik gled op over et hvidt Kjoleskørt med blaat Silkebælte om et Par unge, slanke Hofter. Han saa en solbrændt Haand mod alt det hvide og en solbrun, kraftig Hage bøjet mod et spædt Bryst bag en hvid Blondebluse og i et ovalt Ansigt to Øjne, der graa og sørgmodige fæstede sig i hans for pludselig igen at vige.

415

Saa søgte de atter hans, smilende. Han rejste sig uvilkaarlig mod hende, og hun - Johanne - gik Trinnet ned til ham med aabne, ivrig spørgende Øjne.

De gik ubeslutsomme et Par Skridt sammen ud i Solskinnet. Et Øjeblik stod de tøvende og vendte sig i Forlegenhed halvt bort fra hinanden, som vilde de hver sin Vej. Saa mærkede han, at hun spørgende drejede sig mod ham, og de fulgtes langsomt ned gennem Havegangen og ind ad den løvtætte Nøddesti og var gemte bag Haslernes skyggende Hæk.

Han saa flygtig paa hende, medens hun gik der i Solpletternes Væv af Lys over hendes Klæder og Haar, og saa sænkede hans Blik sig, mens han søgte efter Ord, og han saa kun den fugtige Jord, han traadte paa, og for hvert Fodskifte et Glimt af hendes smalle Fødder under den hvide Kjole. De gik lidt fra hinanden, undveg ængstelig blot et Strejf af Klæderne, og deres Skridt fulgtes, hans lidt kortere end sædvanlig og hendes lidt længere.

Oppe paa Højen i Havehegnet, hvor Nøddestien ender, satte de sig paa en lav Bræddebænk og saa ud over en Havremark, hvis Hav af Straa brusede gyldent i Solen og raslede og ringlede evindelig, et Hav af Kornklokker, en Mark af tusinde sagte svungne, smaa ranke Klokkespil.

- Her har vi det bedre, sagde han og saa paa hende.

Hun sad med sænket Blik og strøg som i Uro Taaspidserne frem og tilbage over Gruset.

- Jamen det er vist rent galt - for de fremmedes Skyld! svarede hun.

- Fortryder De, at De gik med? spurgte han.

- Nej jeg gør ikke, svarede hun frimodig, - men hvorfor gik vi egentlig her op?

- Ja, sagde han langtrukkent, - vi fulgtes jo for Resten pænt, saa De maa jo vide lige saa god Besked som jeg.

416

Hun tav en Stund.

- Vilde De ikke hellere blevet dernede hos de andre? spurgte hun saa.

- Og leget med Kattekillingen?

- Ja, sagde hun, og talt med Camilla - og med Jutta.

- Jeg gik med Dem! svarede han.

Og de saa begge paa ny ud over det gyldne, aabne Kornhav, ud mod den vide, blaa Himmel.

- Se ud paa den Havre, Frøken Johanne, sagde han omsider, saa glemmer De nok Haven og alle de andre bag Dem. Ikke sandt, føjede han til, der er kun Havren og Solen og os to for Øjeblikket og ingen Ting mere, - eller er De bange for mig?

Hun rødmede og saa ned.

- Nej, sagde hun og blev ved at bevæge Taaspidserne frem og tilbage over Gruset, - jeg synes, det er pænt af Dem, at De gik med mig, for det kan De jo ingen Fornøjelse have af. De som - -

Hun standsede og løftede to blanke, graa Øjne op mod ham.

- De, som ved saa meget! føjede hun til og slog Øjnene ned.

- Ved saa meget! lo han, hvad vil det sige? Tror De, jeg ikke kan glæde mig over Dem og sammen med Dem for den Smule, jeg ved, som De siger?

- Nej, svarede hun, jeg er bange, De kun har ondt af mig og synes, at jeg blot er et Barn.

- Tror De? sagde han. Hvis jeg havde ondt af Dem og troede, De var et Barn, vilde jeg maaske have foreslaaet Dem et Parti Kroket. Jeg gik med Dem, Johanne, for min egen Skyld, af lutter Egoisme. Jeg tænkte ikke over det dernede og gjorde mig det ikke klart i det Øjeblik. Men nu kan jeg sige Dem det, - at De kom til mig netop i det Øjeblik som en stilfærdig Aabenbaring 417 af Barnlighed og Naturlighed og Alvor, - netop som jeg sad i Tanker og gjorde Menneskene bitre Bebrejdelser. Ja, det var Deres spørgende, alvorlige Øjne, Johanne, tro mig kun.

- Jamen, jeg forstaar ikke, sagde hun og saa usikker paa ham, - hvorfor gik De ikke med Jutta?

Han saa hurtig, forbavset paa hende.

- Jeg ved det ikke, sagde han, som om han svarede sig selv, og knugede sine Hænder sammen og lagde Albuerne paa Knæene og saa grublende frem for sig, - og det kan jeg vist ikke forklare Dem, Johanne, blev han omsider ved. Det var ganske instinktmæssigt. Jeg kunde ikke lide hende, som hun sad dernede mellem de andre, jeg blev helt fremmed ved hende. Kan De forstaa det, at man kan blive saa fremmed ved et Menneske, man kender, ganske fjendtlig fremmed?

- Nej, jeg forstaar Dem ikke, sagde hun, - kan De ikke lide Jutta mere?

Han lo pludselig, en kort, befriende Latter.

- Nej, det jeg vilde sige, svarede han, var, at jeg aldrig har kunnet lide hende. Det var det, jeg begreb. Jeg saa pludselig, at hun var en køn Pige og ikke mere. Men, men - De, Johanne, med Deres alvorlige Øjne og Deres skælmske Øjne! Jeg kendte Dem, og jeg huskede Dem fra forleden Aften, da vi dansede ind i Tordenvejret, De i mine Arme, da det lynede, og De ikke skreg sammen med de andre, men lyttede og tænkte Dem om. Ja, jeg kan ikke sige det alt sammen, men jeg saa det paa Deres Øjne, før som forleden Aften, at De var troskyldig og modig.

- Er det sandt, at De tror alt det om mig? Morten, De maa ikke gøre Nar af mig!

- Nej, nej, gøre Nar! udbrød han og tog hendes Haand fra Bænken, - det kan De godt høre, at jeg ikke gør, Johanne!

- Men har De da ikke sagt alt saadant noget til Jutta ogsaa?

418

- Jeg har aldrig talt med hende, rigtig talt, forstaar De, sagde han, og aldrig faaet Lov dertil. Hun vil altid helst lege, og siger man noget til hende, saa ler hun. Hun svarer aldrig. Alle hendes Svar er Latter.

- Har De da virkelig aldrig talt til hende som nu til mig? udbrød hun igen og saa op paa ham med store, glade Øjne og ned paa hans Hænder, der lukkede sig om hendes.

- Hvad tror De om mig, Johanne, siden De bliver ved - -

- Nej, sagde hun, - men naar De aldrig har sagt saadan til nogen, - - jeg er saa glad derover, for saa bryder De Dem jo om mig, og saa kan jeg tale med Dem, for saa siger De ikke som de andre, at jeg er et Barn. For hvad jeg saa glæder mig over, og hvad jeg saa er bedrøvet over, saa siger de andre altid, at jeg er et Barn. Men nu siger De, at jeg er alvorlig og modig, og saa ved jeg, at De har forstaaet meget mere, hvad jeg mente, naar jeg talte, end alle de andre.

Hun havde siddet og uvilkaarlig drejet sin Haand frem og tilbage mellem hans, mens hun talte. Nu trak hun den til sig og saa op paa ham med et stort Smil.

- Aa, jeg er saa forfærdelig, forfærdelig glad! udbrød hun.

Han rakte langsomt sin Haand ud imod hende.

- Vil De være min Ven? spurgte han og saa ind i hendes lysende graa Øjne.

Hun lagde sin Haand i hans, let og ængstelig, saa hun næsten ikke rørte hans Fingre, og hun tog den hurtig til sig igen.

- Vil De være min Ven, gentog han, som jeg engang imellem maa komme og tale med om, hvad der hænder mig?

- Ja-men, sagde hun pludselig modfalden og slog Øjnene ned, men De har dog vist saa mange, De kan tale med, og jeg ved saa lidt. De kan lære mig saa meget, men hvad tror De, jeg kan sige Dem, som De kan have Glæde af, og som De ikke har hørt i Forvejen?

419

- Aa, svarede han og rystede paa Hovedet, med mine Venner er det tarvelig bevendt. De er den første unge Pige, jeg rigtig taler med. Jeg kender ingen Kvinder. Der er meget, meget, De kan lære mig.

Hun sad en Stund tavs og saa ud over den sagte ringlende, sagte klemtende Havre.

- De vil straks tabe Taalmodigheden, sagde hun.

- Maaske bliver det mig, der kommer til at bede Dem være taalmodig, svarede han. Lov mig det, vær taalmodig og vent paa mig, om vi nogensinde skilles.

Hun saa overrasket op paa ham. Saa bøjede hun Hovedet og svarede stille

- Ja.

Og de blev siddende ved Siden af hinanden, i Skæret fra Solen og den skinnende Havre, og han saa paa hende og fyldtes af Glæde over den lille runde Vrist og det blændende hvide i det strunkt stivede Kjoleskørt, over den ranke, lige Ryg og de runde Skuldre under Blonden, over Nakkekrøllet og den skære Profil under Hatteskyggen. Og han saa for sig de frimodige Øjne og hørte Stemmen, der smigrede for ham, bedende og med Tillid og bly, underlig Beundring. Han følte sin egen Mandighed over for Kvindebarnet der ved Siden af ham, følte jublende Beskyttelsestrang og fik Lyst til at kaste sig i Støvet for hende - -

Saa suser Regnskyllet i pludselig Plasken mod Ruden, og Morten Jessen vender sig langsomt og gaar ind over Gulvet. Det bløde Tæppe dæmper hans Trin, og Ilden i Ovnen lyser lunt gennem Bygens Halvmørke. Bag ham stænger de tunge Gardiner Stormen ude. Og han ser hen over sit Arbejdsbord og op over Vægge og Reoler og knuger sine Hænder fast sammen, som drog han med et Ryk alle sine Minder fra Sommeren ind i det lille lune Rum og redte dem et Hi mod Vinteren og alle Dages Uvejr. Saa retter han sin høje Skikkelse, spænder 420 Skuldrene tilbage og løfter Hovedet som i ubændig Glæde og bliver staaende midt paa Gulvet og ser frem for sig med sine store blaa Øjne.

Han hører sine Ord fra den Dag, hun rejste, sin Bøn til hende, den eneste, han havde Mod til at bede.

- Stol paa mig, jeg beder Dem, Johanne, stol paa mig!

Han føler endnu, hvor hans Læber bævede, og han ser hende staa ved hans Side, bleg og angst som han, med Angst i Hjærtet for Adskillelse og Forgængelighed, bleg som for et Pust af Døden. Og den lange Tavshed, før han fik Mod til sin Bøn -

Han ser sig selv og hende staa i Havestuens Duft af mange Blomster fra Krukker og Glas, staa alene i den store, kølige Stue og se ind paa Spisestuens solbeskinnede, festsmykkede Bord, paa Blomsternes farveskrigende Glædespragt, paa de smaa Buketter i Champagneglassene, smaa Rosenfarvel, indtil alle disse ubekymrede, ligeglade Farver drev hans Fortvivlelse frem, saa han greb for sig for at redde sig og vide sig tryg og tog hendes Haand og trak hende hen til sig og bad -

Og den lange Afskedstur, de havde gaaet sammen, hvor de ikke havde vovet at se paa hinanden og talt i stille Ord om deres Venskab og ikke haft Mod til at naa videre end til dagligdags Klager over Adskillelsen og til Minder om hastigt flygtende Øjeblikke - -

Morten Jessen gaar urolig frem og tilbage over Gulvets Tæppe, fra Vinduets Dagslys til Ovnens Glødeskær og tilbage til Vinduet igen.

Saa sætter han sig ved Skrivebordet og støtter Hovedet i sine Hænder. Og mens Blæsten fælder de sidste Blade og Regnen skyller over Ruderne kold som en Vinter, synker Sommerens stille drømmende Lykke sammen i hans Sjæl tor hurtige, hvirvlende Tanker om det, der skal være hans Livsgerning. Han aabner de beskrevne Ark og blader i dem og skyder dem fra sig 421 igen for Billedet af den hvide vuggende Asters og vækkes paa ny af Efteraarets kraftige Kamp, der mestrer hans Vilje sammen om hans Hverdags Jeg og hans Hverdags Gerning, og mindes paa ny sin Bøn til disse graa Øjne, der spurgte efter mere og intet mere fik, mindes et Par tynde, barnlige Hænder, der trykkede sig skjulende i hans, da Øjnene ikke turde spørge mere.

Og han lægger sine Hænder paa sit Bord, over sit Arbejde, lægger dem fast og tillidsfuldt, og overbeviser i Tankerne de spørgende Øjne med dette sindige Tryk.

3dje December.
Kære Søster, kære Camilla!

Hvis dette Brev skulde falde dig noget højtideligt og noget forvirret, saa svøb din lune Taalmodighed om det. Læs det og gem det paa dit Værelse mellem alle dine adstadige Smaasager, lad det hvile sig i din lille Stues beskedne Besindighed og være hos dig og høre paa din Hæklenaals flittige Arbejden og paa Garnnøglets smaa pludselige, bløde Rul over Bordtæppet. For alle mine Tanker kryber i Aften til din Stue og trækker Døren tæt til bag sig og bilder sig selv og mig ind, at ingen andre Steder kan de finde det Hjem, som de i Aften trænger til. Jeg ved ikke, hvori det ligger. Maaske er det blot Daarskab og almindelig Skørhed oven paa Eksamensslidet. Snart fjorten Dage igennem har jeg flakket om i de vintergraa Gader og intet haft at gøre og døset Timerne ihjel i Kafeernes Ovnvarme, ligget som en moden Frugt i Havegangen og ventet paa at blive samlet op. Her gaar jeg inde med Attest for min Lærdom og kan ikke faa min Hjærne til at tænke paa andet end paa de hvide Snemarker derhjemme. Jeg har Ild i min Kakkelovn og mange Bøger i et lunt 422 Værelse, og alligevel fryser jeg Nat og Dag og er ved at blive vild af fortvivlet Ensomhed. Du kender mig fra gammel Tid som et Hængehoved. Hver Time jeg kan stjæle fra mit Arbejde, vender jeg mig og ser tilbage. Og for Tiden er jeg færdig med alt Arbejde! Og saa lidt har dette Arbejde været min Sjæls Gerning, at jeg studser, hver Gang det dukker op i min Tanke, og ser paa det med en fremmeds Forundring og slaar forvirret efter i min Hjærnes Katalog for at finde ud af, hvem det Afsnit Liv tilhører. For mit eget rider endnu paa en Kæp derhjemme i den lange Poppelalle og skærer Navn i Barken og jager hele Verden rundt paa en traurig Stump Markvej. Hvor jeg har narret jer! I tror mig herinde i Kjøbenhavn og ser ikke, at I blot har strakt et Stykke Kautsjuk. Kære, lille Søster, jeg er fordømt til at gaa baglæns gennem Verden. Jeg kommer nok frem, men mit Ansigt vil bestandig vende den Vej, hvorfra jeg kom. Netop i Aften klamrer mine Hænder sig om min Barndom og holder den saa tæt ind til mig, som laa nogen paa Lur for at stjæle den. Derfor tænker jeg paa Træerne derhjemme. De huser i usynlige Reder Lykke, som jeg ved er min. Og paa Agrene, som ligger der Aar for Aar i uforanderlig avlende Ro, som jeg saa dem, da jeg var Barn. Men netop disse Agre gør mig i Aften urolig. Op af deres Sne ser jeg noget spire, som gør mig højtidelig og forvirret, og som faar mig til at krybe sammen ved Ovnen i din Stue og til at ønske, at jeg var Barn endnu og ikke opfyldt af andet end af det Stykke Brænde, jeg sad med i min Haand og pillede Splinter af og tilsidst skød ind i det lille sydende Baal.

Det er Skæbnen, kære Søster, der er over mig, - og jeg er bange for Skæbnen.

Jeg har i Aften mødt Johanne.

Jeg kom i Skumringen gaaende gennem Bredgade, ude fra Grønningen. Sneen stod ind fra Kongens Nytorv, og i dette hvide, bærende Slør af Vind og Sne kom hun imod mig, frejdig løbende 423 for Vinden. Haaret fløj hende om Kinder og Øjne, og hun var vaad og hvid, tindrende af Sne.

Vi var ene paa Fortovet, og hun havde kendt mig langt borte.

Og jeg - jeg blev ikke forbavset, heller ikke blot glad overrasket, skønt jeg ikke havde tænkt paa hende og troede hende mange Mile borte, - jeg vaagnede, saa naturlig pludselig efter lange Tiders Søvn, jeg vaagnede og gik imod hende med aabne Arme, paa een Gang morgenlykkelig og frisk i Sjælen, uden Minder om noget som helst for ti Minutter siden.

- Morten! Morten! nej, er det virkelig Dem! næsten sang hun mig i Møde og saa' saa selvfølgelig lykkelig paa mig og kastede sig ind til mig.

Og jeg greb om hendes Haands vaade Handske og vendte mig for at gaa tilbage den Vej, jeg var kommen, og tvang ved mit Greb hende til at følge.

- Johanne, sagde jeg, - ja, det er virkelig mig - og virkelig Dem!

Saa trak hun sin Haand til sig og gik ved Siden af mig. Hendes Øjne var blanke af Glæde og hendes Gang hastig som baaren af en Henrykkelsens Feber, og hun tav, som havde hun lukket sin Haand om et Fund, der frydede ud over alle Ord.

Men efter Mødets pludselige Glæde vaagnede Forvirringen i mig, og jeg ledte som en blind efter Ord for den Varme, der brændte min Sjæl.

- Jamen, hvordan kommer De her? spurgte jeg og vidste næppe selv, hvad jeg sagde.

Hun saa forundret op paa mig, som havde hun ventet helt andre Spørgsmaal, og jeg følte, at Feberen i hendes Gang falmede.

- Jo, sagde hun, vi bor her nu, Jutta og jeg, hos Onkel Kaarsen.

- Hver Dag? - altid?

424

- Ja - jeg spiller, og Jutta lærer Skræddersyning, fortalte hun, og Ordene kom saa ligegyldig, som stod hun og fejede med en Gren i et Vandhul og svarede en vildt fremmed.

- Naa saadan! var alt, hvad jeg fik sagt. Men mine Tanker famlede om som bedøvede af Duft midt i et mørkt Vildnis.

- Morten! udbrød hun pludselig og standsede næsten og saa paa mig, jeg skulde vist ikke kommet hen til Dem! - jeg glemte, at De har haft helt andre Ting at tænke paa end jeg!

Jeg følte Blodet hede mine Kinder, og en underlig Angst dirrede mig gennem Hjærtet.

- Nej, Johanne, sagde jeg og spændte al min Vilje for at tvinge mit Hjærte til at tale, - De maa ikke gaa fra mig igen og ikke tale saadan. De har gjort mig gladere, end jeg selv kan sige!

I dette Øjeblik var al min Ensomhed om mig, og Sneen føg dobbelt kold mod mine Kinder.

- Lad os følges længe endnu, - og tør De, saa tag min Arm! bad jeg, saa ængstelig for et Afslag, som drejede def sig om mit Liv.

Hun rystede paa Hovedet og rødmede. Men jeg saa hendes Øjne lyse af Glæde, og i det samme var min Forvirring død og min egen Glæde fyldende som hendes.

- Tror De, jeg har Brug for at vide dit eller dat, sagde jeg. I det samme Øjeblik jeg saa Dem, faldt alle Kulisser sammen, og jeg tænkte paa ingen Ting, - ikke paa andet end, at De og jeg var sammen igen. Og det hele var mig saa naturligt, at al den Tid, der er gaaet, det hele møjsommelig lange Efteraar, forsvandt. Ikke sandt, Johanne, der har ikke været noget Efteraar. Det var i Gaar, det var Sommer!

- Jo, sagde hun ganske alvorlig, der har været et langt Efteraar, og det er ikke forsvundet for mig. For hver Gang jeg har tænkt paa Dem, har jeg tænkt paa Deres Arbejde, og da 425 jeg saa Dem før, blev jeg glad og ogsaa stolt. Jeg har længtes efter at faa Lov til at ønske Dem til Lykke.

- Herregud, Johanne, lo jeg, - den sølle Eksamen!

- Er De da ikke stolt selv? spurgte hun forundret og tav saa en Tid. Jeg vilde være forfærdelig stolt, hvis det var mig! føjede hun omsider til og rettede sig og saa frem for sig og gik stum ved Siden af mig som en lille væbnet, levende Vilje.

- Hvor De tror tappert! sagde jeg og smilede.

- Jamen det er jo Dem selv, der har lært mig det! svarede hun.

Da faldt det som en mild Regn om mig, hvor hendes Sjæl havde levet med min og ligget for min Sjæls Dør og vaaget og stirret og levet alene for at kunne følge min, og jeg varmedes af hendes Tro, og hendes frejdige Tillid løftede mig som fra en fastkørt Vogn ned paa slagen Vej. I et Nu saa jeg hende for mig som det lyse Sommerbarn - og vidste med det samme, at hun var ikke Barn længer.

- Johanne, sagde jeg, De maa gærne ønske mig til Lykke, naar De blot ikke glemmer, at største Parten af min Lykke er Deres Værk. De har siddet i mine Tankers Helligdom, og hver Time, jeg har arbejdet, har været en Time sammen med Dem. Kan De huske, hvad vi lovede hinanden i Sommer? Nu er Markerne derhjemme nøgne og Haven kold og tom, og Sommeren lukket i Laden, - akkurat som Deres og min. For ogsaa vi har høstet, og De har Ret i, at der ligger et langt Efteraar mellem den Dag, vi sidst saas, og nu. Den Gang bad jeg Dem stole paa mig, nu beder jeg Dem om intet. Johanne, jeg kan ikke skelne Dem fra mig. Jeg har jo allerede levet sammen med Dem snart et halvt Aar!

Hun svarede mig ikke, og vi gik længe tavse.

- Jeg er jo kun saa glad over, at jeg endelig, endelig har truffet Dem! næsten hviskede hun omsider, og saa lo hun pludselig 426 og begyndte at fortælle om et trist og kedsommeligt Liv i denne muntre By, om langsommelige Aftener uden Raad til Fornøjelser, om lange, ensformige Dage med Klavertimer, og lo igen henrykt over dette Møde, over Tilfældet, der netop i Aften lod hende ene paa denne vanlige Tur med Jutta.

- Og nu du? udbrød hun pludselig i sin glade Iver og blev i det samme brændende rød, og jeg rødmede som hun, og vi lo begge og gik tavse, til jeg stille listede hendes Haand under min Arm, og hun lod den blive der og lænede et Sekund sin vaade Kind fast mod min vaade Skulder - -

Dette, kære Søster, er hændet mig i Aften. Det er dette, jeg bærer til din stille Stue, til dit lune lille Værelse langt derude paa Landet, bag ved Nat og Sne, - det og saa Tanker, hvis bedrøvede Komme jeg ikke kan forklare. Bestandig ser jeg for mig min Barndoms hvide Gaard derhjemme, netop i Aften saa besynderlig tydelig. De mindste Enkeltheder maler sig frem, - Lygtelyset ud for Kostalddøren og de skidne Spor i Sneen efter Røgterens Træsko, Vinternattens hvide Stilhed og Folkenes forfrosne Hoste inde i Borgerstuen.

Camilla, hvorfor ser jeg mig saa langt, langt tilbage.

Din Broder
Morten.

Det er første Juledags Morgen.

Under en isnende Frosttaage ligger Jorden hvid af Sne, oppe i Taagen knager Trækronernes nøgne Kviste af Kulde, og fra Grene, som ingen ser, daler Rimens hvide Blomster lydløst gennem den bløde Taage og bliver borte i Jordens Sneflor.

Gennem Poppelalleen kommer Morten Jessen i langsom Gang udefter mod Engene. Som en klam Damp staar hans Aande om 427 ham, hans Frakke og laadne Hue er hvide af Rimkrystaller, og i hans Bryn fryser Taagen til Isnaale. Sneen knirker under hans Trin, og over hans Arm hænger et Par Skøjter og klirrer mod hans Hofte med en svag, ustandselig Ringen.

Ude hvor Badehusets Pæle løfter deres Ishoveder over den frosne Aa, drejer han fra Alleens højstammede Stilhed ned over de hvide Enge, der i ensom Uendelighed flader sig ind under den tætte Taage.

Op over Engens Is rager en Sten hvid af Rim, og paa denne Sten sætter Morten sig og spænder Skøjterne paa og bliver siddende en Stund og falder i Tanker. Han kender denne Sten igen saa inderlig godt fra hver Vinter, han har levet, saaledes som den ligger her med Engbundens visne Græstoppe frosne fast i Isen om sig. Til den er han løbet hvert Aar, naar Isen bar; her begyndte først hans Drengedages Vintre. Og det falder ham ind, at han aldrig har set denne Sten ved Sommertide, naar Græsset staar grønt og højt over den, men altid naar den rager stor og nøgen over Isen. Og alene som han er, kommer det ham for, som om alle hans tidligere Vintre denne Juledags Morgen møder ham ved denne ensomme Sten og lægger, trofast og støt, en usynlig Haand i hans og drager ham langt bort fra Hændelser, som denne Vintereng intet ved om og ikke har set. Og i Julemorgenens dybe Stilhed glider et Øjeblik al hans Tanke sammen til eet med dette uberørtes Fred og Ro.

Da han rejser sig, staar Mærket af hans Frakkes Folder i Stenens Rim, som det har staaet der hver Vinter, og fyldt af de ensomme Minders Lyksalighed stryger han ud over den rimhvide Is, der synger under Skøjtejærnene, og løber og løber - -

Men denne lette, hastige Gliden bærer ham saa underlig uvirkeligt afsted, og alle de Minder, der mødte ham ved Stenen, slipper hans Haand og bliver tilbage, som havde han sprængt et Slør, der flagrer bort bag ham i Laser og Stumper. En Tid lang tvinger 428 han sig frem i fuld Fart for med sine Lemmers Kraft at dræbe alle Fornemmelser, og standser med eet og ser den taagede Ensomhed om sig.

Saa ler han pludselig kort og overgivent, og giver sig til at kredse og kredse, om samme Plet, hurtigere og hurtigere, med Blikket mod Isen, og standser atter pludselig og ser sig om til alle Sider, rundt i den stille Taage, og hvisker, med straalende Øjne, Johanne! - Johanne! gentager han højt. Johanne! jubler han og stormer paa ny afsted og standser paa ny og skyder Skøjterne af.

Han er ene, ene, - han, som hundrede Gange før har løbet her i uforstyrrelig Glæde, staar og anklager sig selv for taabelig Handlen og fryser i den kolde Taage, svegen og ladt i Stikken af det, han troede saa trofast og varigt, som hans Liv blev langt, - hans Barndomsminder, hans stille Hjemegn.

Han er gaaet her ud for ensom at løbe paa den ensomme Eng, er gaaet som et Barn til sin Moders Skammel for at lege med gammelt Legetøj og for at mindes de Tider, da han fik det. Og saa falder dette Legetøj ham af Hænderne, og midt i Barnekammeret staar hun, Johanne, den fremmede, og al hans Længsel kalder paa hende, mens hans Fingre forgæves griber efter det Legetøj, han tabte - -

I Dag saaledes som i Aftes ved Juletræet.

Morten Jessen gaar fra Engen langsomt op over de snedækkede Marker. Tæt over hans Hoved flakker en Krage gennem Taagen som en Skygge fangen i Tyl og Spind.

Hele Aftenen i Gaar, Juleaften, sad han ensom i en Krog og tav. Han havde bedt hende blive i Kjøbenhavn, bedt hende som i et Anfald af Sorg. Han vidste, at det for ham blev den sidste Juleaften i hans Hjem, en Afsked, som han maatte tage ene. Han havde sagt hende det i forvirrede Ord, ængstelig for at hun skulde misforstaa, havde knuget hende tæt ind til sig og sagt hende, 429 at det blot var en Slags lystig Begravelse, han gik til, et Afsnit af hans Liv, han maatte bisætte, nu det var sluttet. Hun havde sluttet det og lagt det i Kiste. Han vilde vise det den sidste Ære. Det kunde hun, som aldrig havde kendt det, ikke.

Og hun havde staaet og set længe paa ham. Saa havde hun strøget sin Haand gennem hans Haar og trykket hans Kind ind mod sin.

- Men saa er du jo lige saa stort et Barn som jeg! havde hun sagt.

- Ja, havde han svaret, du maa blot ikke være jaloux paa min Barndom!

- Nej, nej! havde hun sagt, du skal ikke bryde dig om mig! jeg holder af dig, saadan som du er!

Og saa var han rejst.

For siden den Aften, han traf Johanne i Bredgade og skrev sit Brev til Camilla, havde de været tre sammen, han og Johanne og en stor sørgmodig Skikkelse, som stirrede og stirrede paa ham og rakte saa stille sin Haand imod hans og dæmpede hans Lykke og delte hans Sjæl i to. Hvor de gik sammen, Johanne og han, fulgte denne Skikkelse bag ham, og han følte som en Skygge om sig. Og han, hvis Hjærte stod fyldt af en ny og straalende Lykke, følte til Tider dette Hjærte tømt og gik om og var til Mode, som havde han ikke vundet, men mistet. Al den stolte Glæde, Sommerminderne havde rejst i ham Efteraaret igennem, blegnede til Tider bort, stod som et skælvende, høstgult Træ, hvis Blade falder gennem Taage. Og der var Øjeblikke, hvor han maatte gøre Vold paa sig selv for ikke at pine Johanne med dette Mismod, som han selv ikke rigtig begreb. Hvad vilde disse ensomme Barneminder ham saa pludselig? Hvorfor forfulgte de ham som et Par bedrøvede Øjne, der stirrer efter ham med forsmaaet Trofastheds ordløse Klage? Kun det begreb han, at hans egen Vilje laa under, og at to stredes om ham, et Menneske og 430 en Skygge; men hvem der ejede det Liv, der skulde sejre over hans, og hvem der var Kød og Blod og hvem Skygge, gled i forvirrede Stunder sammen i Taage for ham. Og hvis nu ingen sejrede, hvis nu hele hans Liv igennem - -

Morten Jessen gyser i Morgentaagen.

Han har fulgt de bedrøvede Øjne og er rejst alene herud, har ofret sig denne sidste Gang for endelig at fri sig, er gaaet om alle Vegne herude, hvor hans Barneaar har set ham, og har ventet at se disse gamle Minder myldre ham i Møde som logrende Hunde - og har mødt intet uden de samme fjernt fra stirrende Skyggeøjne.

Han sad ved Juletræet i Aftes og saa paa de brændende Lys og hørte paa Søstrenes glade Højrøstethed, sad i Granduft og stirrede paa Træets Pynt, som hvert Aar blev taget frem af de store Papæsker og hvert Aar var den samme, og som han selv i sin Tid havde været med til at klippe og klistre og forgylde. Og han sad og hørte Camilla synge de lange Julesalmer Vers for Vers og ventede og ventede og stirrede for at se sin Barndoms Fryd komme og føre ham sammen med de andre, den Fryd, som havde kaldt ham hjem en sidste Gang, - og saa' kun denne stille, sørgmodige Skygge.

Saa var hans Moder kommen hen og havde sat sig ved hans Side og havde taget hans Haand mellem begge sine og havde set paa ham og rystet paa Hovedet.

- Herregud, - længes min Dreng? havde hun spurgt bedrøvet.

Og han havde ikke kunnet svare.

- Ja ja, min store Dreng, havde hun saa lidt efter sagt med sin rolige Gammelkone-Mildhed, du maa ikke tro andet end, at vi alle sammen er lykkelige og glade paa dine Vegne, selv om det kan falde lidt svært en Gang imellem at tænke, at nu er du ikke længer vor som i gamle Dage, aldrig mere.

431

Og saa havde hun set ind i de brændende Julelys og føjet til:

- Det er underligt, at der skal følge saa megen Bitterhed med al Lykke!

Og saa havde hun kysset ham, først paa Haanden og saa paa Panden - -

Morten Jessen standser pludselig midt i Sneen.

Hvor Jutta havde kysset ham iltert og ligefrem den Morgen oppe hos Kaarsens, da hun fik alt at vide! Han havde staaet ganske forbløffet. Nu pludselig mindes han dette Kys og dirrer som for et nervøst Ryk og føler sine Øjne vide sig, som ser de ud i Ensomheden efter noget ubegribeligt, der langt ude kredser om ham.

Som i Døs gaar han videre over Markernes Sne og ved af intet, før han sidder paa den rimhvide Bænk oppe paa Højen i Havehegnet. Fra Grenene daler Snestjærnerne gennem Taagen ned over ham, hver Gang det suser i Havens Træer, og foran ham breder den hvide Mark sig.

Saa begynder langt ude i Taagen en Kirkeklokke at ringe. Blødt og ensformig strømmer dens fjerne Malmslag ud i den stille Julemorgen. Ved dens første Slag løfter Morten Hovedet og ser ud over den hvide Mark, ser for sig et Hav af gylden, klemtende Havre og rejser sig som en, der vaagner. Og saa vender han sig og ser paa Bænken og paa Sneen foran den og begynder med Foden at skrabe Sneen bort for at faa Jorden frem og sætter sig igen og ser til Siden og strækker Haanden ud, som tryglede han en usynlig om et Haandtryk, og presser Læberne sammen og sidder et Øjeblik lænet fremover med den udstrakte Arm hvilende paa sit Knæ. Frosten knager i Trægrenene over ham, og kolde Rimfnug daler i hans aabne Haand. En Tid lang sidder han stille og ser paa Haanden og den dryssende Rim. Saa rejser han sig langsomt og smiler.

Og mens den fjerne Kirkeklokke synger sin dybe Malmsang 432 gennem Taagen, fødes det Svar, han den foregaaende Aften blev skyldig.

Ja, jeg længes, Moder!

Junisolen skinner ind under Landsbykirkens Hvælvinger. Gennem Taarngavlens Buevindue strømmer den i gylden Aande langt ned over den tomme Midtergangs Murstensgulv, staar som et Brus af gennemsigtig Glans ned mellem de støvede Stolerader. Hele det hvidkalkede Stenrum suger dens varmende Fred til sig, og den lille, tomme Kirke er fyldt af en Dagslysets Fest, fyldt fra Gulvets Sten til Hvælvingernes Kalk af Sommerdagens lyse, stille Højtid.

I Hvælvingen ind til Sideskibet staar Morten Jessen paa en Bænk og banker med en lille Træhammer Kalk af Murfladen. Han bærer en lang hvid Lærredsbluse trukken uden paa sit Tøj og fløjter halvhøjt og banker forsigtigt paa Kalken, som springer af i smaa, tynde Skaller og ligger i hvidt Lag over Bænken og over Stengulvet ved Hvælvingens Fod. Hvert lille Hammerslag klinger højt i den tomme Kirke, og hans dæmpede Fløjten slaar rund og klar tilbage fra Hvælvingerne.

- Hvor blev du af? raaber han pludselig og standser i Arbejdet og ser ned over Midtergangens Sol og op mod Alteret og ud gennem Vaabenhusets aabne Dør, ud over en Stump gruslagt Jord med et Par runde Gravtuer dækkede af hvidt Sand og med sorte Perlekranse som Pynt og bag Gravene det nederste Stykke af en gammel Kastaniestamme, alf sammen lysende i stille Sol og foroven skaaren af under den aabne Dørs Bue.

- Hvor blev du af? - Johanne!

433

Intet Svar, ikke en Lyd. Men hen over det sollyse Grus uden for Døren glider en Skygge, vokser fladt hen over Gangens Grus, Hoved og Overkrop og Skyggen af en Kjole. Lige uden for Døren bliver Skyggen liggende, langstrakt og stille. Ingen viser sig.

Og som Skyggen derude vokser, glider et stort Smil over Mortens Ansigt, og da den standser, ler han gennem Kirken.

- Saltebrød for dig, en, to, tre! raaber han.

Og i det samme staar Johanne i sin hvide Kjole med det blaa Skærf om Hofterne midt i Vaabemhusets Buedør. Han ser Solen derude gennem hendes blonde Haarbrus, som hun staar der midt i Buedørens Skygge, med Sommerdagen derude som en gylden Baggrund for hendes Legemes Linjer.

- Hvor kunde du nu vide, jeg stod her? raaber hun ind til ham.

- Din Skygge, min Pige, din Skygge! svarer han tilbage, - den er dig en utro Kammerjomfru. Men kom her hen, skal du se!

- Har du fundet noget? spørger hun ivrig og gaar hurtig over Midtergangen og hen til hans Bænk og lader Døren bag sig tom paa ny og fyldt af Kirkegaardens Sol.

- Hvad er det? spørger hun og stirrer op paa Murpillen.

- Et rødskægget Hoved, ser du, som luder fremover, og oven over det et blegt Barneansigt, - se, hvor det Barns Øjne er bedrøvede - -

- Jamen hvad er det?

- Det er den hellige Kristoffer, som bærer Kristus over Floden. Jeg sagde det nok, her maatte sidde noget bag Kalken.

- Er det meget gammelt?

- Ja saadan omtrent fra Kirkens første Tid. Absalon har bygget den, saa kan du selv regne Resten ud. Vent nu lidt, skal du se.

Og Morten giver sig til at banke paa den hvide Kalk, et Stykke fra det skæggede Hoved, og Lag for Lag skaller Hvidtningen af.

434

- Ser du, siger han, der kommer hans Haand - og det øverste af den høje Stav, som han støtter sig til, - og Haandlindingen af et blaat Kofteærme.

Og Morten bliver ved at banke og banke, og Kalken falder fra, og en blaa, bøjet Arm kommer frem og en Skulder og Barnets, brune Kittel. En Gang imellem standser han og ser og tager saa fat paa ny og fløjter ikke længer.

- Maa jeg hjælpe dig? spørger pludselig Johanne.

- Hjælpe mig? gentager Morten som i Tanker og holder saa paa een Gang op at banke og vender sig og ser ned paa Johanne og møder et Par Øjne, der i spændt Iver betragter ham og det gamle Kalkmaleri, og springer ned fra Bænken for at lægge sin Arm om hendes Liv og kysse disse Øjne.

- Hvorfor bliver du ikke ved? spørger hun som skuffet.

- Fordi jeg kom til at se paa dig.

- Det kan du jo gøre bag efter.

- Jamen han deroppe løber ikke sin Vej! svarer han og ser op paa Frescoen og falder i Tanker og staar tavs og ser paa Billedet, med Armen hvilende om Johannes Liv.

Da han omsider begynder at tale, er hans Stemme dæmpet. Han ser bestandig paa Billedet, og der er som et Slør af Sørgmodighed over hans Ord.

- Hvor det Barns Øjne er bedrøvede! gentager han, - og hvor den hellige Kristoffers Mund er fast lukket! se engang, hvor alt i ham er krøget og knuget, - lige til Blikket! - og saa ser de begge to ned paa os. - Synes du ikke, det er underligt at tænke sig, at disse to Skikkelser har staaet der i Hundreder af Aar og Kalken gemt deres Bedrøvelse - til denne Sommereftermiddag og til os to?

- Jeg vilde ønske, jeg maatte hjælpe dig!

Men Morten fører hende langsomt, med Armen om hendes Liv, bort fra Billedet og ind i Midtergangens Sol.

435

- Nu vil vi hvile os! siger han og sætter sig paa en Stenafsats i Muren under det solfyldte Buevindue i Gavlen og tager begge hendes Hænder og trækker hende ned ved Siden af sig.

- Er du træt allerede? spørger hun.

- Se engang paa Solskinnet over vore Hoveder! svarer han. Er her ikke dejligt at sidde? Vi sidder i Murskyggen, og Solen falder skraat igennem Vinduet og rammer den gamle Ligsten foran vore Fødder og dækker os som en stor gennemsigtig Guldvinge. Og saa denne hvide Højde, dette store, stille Stenrum, alene fyldt af Dagens Lys. Det er dette Lys, du, der gør mig disse Kirker hellige. Det staar her saa rent og uberørt under Hvælvingernes milde Linjer. Og se engang hvilken Fred der er i de store buede Stenlinjer! de hvælver sig op efter saa let og fast og uigennemtrængelige og lukker højt oppe med deres Hvidhed over det stille Lys. I saadanne smaa Kirker er det aldrig Hverdag - undtagen det Par Timer Gudstjenesten varer om Søndagen.

- Ja, du, siger hun, man skulde kunne bo i et saadant Rum!

- Ja, svarer han, og saa skulde du gaa i Hvidt hver Dag, - saadan som i Dag, føjer han til og ser paa hende. Du skulde vide, hvor den Kjole, herinde - -

Han standser og kan ikke finde Ord. Saa ler han pludselig.

- Dit Haar er som Solen og din Kjole som Kalken! siger han.

Hun løfter begge sine Arme og lægger sine Hænder om hans Kinder og ser ham ind i Øjnene.

- Morten, siger hun, skal jeg ogsaa smigre dig?

- Smigre? din Nar - -

- Du er min Kirke, med Orgel og Alter og de højeste Hvælvinger, noget Menneske har staaet under.

- Ja, det var Smiger, siger han og smiler, Lykken taler altid over sig!

436

- Tror du? Jeg talte dog kun som et Ekko af dig. Det var din egen Lykke, jeg gav dig igen, - som en Kirkehvælving.

- Ja vist, siger han og ser ned gennem Kirken og tager hendes Haand i sin, nu vier Dagslyset vor Lykke oppe foran Alteret!

- Nej men Morten, udbryder hun, gør du virkelig Nar af mig?

- Tror du, spørger han, her under al denne Sol? Nej, du, jeg saa os som to Helgener i et gyldent Skrin.

- Jamen du siger det saa underlig hemmelighedsfuldt.

- Ja, bare jeg rigtig vidste, hvad du mener med min Hemmelighedsfuldhed. Er jeg nu hemmelighedsfuld igen?

- Se paa mig, Morten! - Der kan du se! kalder du det at se paa mig? Ser du mig virkelig?

- Jeg ser noget saa uendelig lyst og fint.

- Jamen mig?

- Dig!

Hun ryster langsomt paa Hovedet og smiler.

- Naar du ser paa mig, siger hun, synes jeg, jeg bliver til et Billede bag et tyndt Lag af Kalk, noget du skimter og drømmer frem, - et Billede bag et tyndt Lag Kalk, paa en Kirkevæg.

- Johanne, er du virkelig jaloux paa min Kunsthistorie?

- Jeg kan høre paa din Stemme, at du ikke tror, hvad du spørger om. Svar mig nu rigtig. Det er saa koldt at være Billede, - og du forstaar godt, hvad jeg mener. Saadan var du ogsaa før henne ved Pillen. Hvorfor gik du fra den, og hvorfor maatte jeg ikke hjælpe dig?

- Johanne, siger Morten, læg din Haand i min og følg mig!

- Hvad vil du da?

Morten smiler.

- Føre dig bort fra Kalk og alle Billeder, højt op, og vise dig 437 al Verdens Herlighed og den vide Himmel. Er du bange? Vi gaar op i Taarnet; der har du aldrig været.

- Er du allerede ked af Kirken her?

- Nej, jeg kommer tilbage, men jeg trænger til frisk Luft. Her er alligevel lummert herinde.

- Her er saa kønt inde, - det er Synd at gaa herfra! siger hun og ser gennem Solen op mod Alteret.

Men hun rejser sig og følger Morten ned langs de støvede Stolerader og ud gennem Vaabenhuset. Der i den aabne Dør slaar Kirkegaardens Solskinsluft dem i Møde fuld af Duft af Lavendel og Gyldenlak, og Bier summer mellem de runde Grave.

- Pas paa, siger Morten i Taarndøren, her er trangt og mørkt!

Saa gaar han i Forvejen, og Johanne følger ham tæt, snublende over de smalle Trin og famlende med Haanden op over Væggens Sten.

- Er der langt endnu? spørger hun og føjer til, - aa, hvor der var lyst dernede!

- Se her, siger Morten og peger i et svagt graanende, støvet Lysskær ind over en Række store, rundede Lertuer, der langt inde bliver borte i Mørket under Tagets Tømmernæt, - Hvælvingerne!

Men Johanne trykker sig ind til ham.

- Videre! siger hun.

- Se paa mig, Johanne, ser jeg dig nu?

Hun svarer ikke, men lukker hans Mund med sin Haand.

- Du levende Billede bag Kalk! fortsætter han og føler, hvor trygt hun tvinger sig ind til ham og gemmer sig hos ham for den halvmørke Uhygge om dem.

Og de naar ad en Trætrappe højere og højere. Et frisk Lufttræk strømmer ovenfra ned over deres Hoveder, og Dagslyset falder paa Trappens Trin øverst oppe. Saa stiger de op af Mørket 438 og staar i et firkantet Bjælkerum. Over dem huler sig en Malmklokkes Svælg med den tunge Knebel pegende lodret ned imod dem, og ud mod Solen staar Taarngluggen aaben.

- Vent! siger Morten og gaar hen og slaar de andre Luger op. Det runger ned gennem Taarnet, da Lugernes Træ smelder mod Muren.

Da Drønet er døet hen, griber Johanne pludselig hans Haand med et Ryk og stirrer paa ham og lytter.

- Hører du! hvisker hun, hvad er det?

Men Morten svarer ikke, han staar som hun og lytter.

- Det var Klokken, der sang! svarer han omsider. Jeg vækkede den med Lugerne.

- Hvor det lød forunderligt! siger Johanne og taler sagte og staar og stirrer paa den tunge Knebel, der stille og ubevægelig hænger ned under Klokkens grønne Malmrand. Det lød, som om det kom strømmende ind med Lyset, da du aabnede! - Nej, hvor jeg blev underlig til Mode! - og du med! din Haand er jo ganske kold!

- Ja - puh! siger Morten og stryger sig med Bagen af Haanden over Panden, det var ogsaa besynderligt, - det vil sige, det kom noget uventet.

Og saa ser de paa hinanden og giver sig med eet til at le.

- Men nu skal du se dig om! siger han og vil føre hende hen til Gluggerne.

- Nej, lad mig staa lidt her! beder hun. Herfra ser jeg kun Himlen. Saa megen Himmel har jeg aldrig set. Er det ikke underligt, jeg synes, jeg aldrig har set den før. Det er virkelig sandt, jeg ser aldrig Himlen. Af al det, jeg har set, husker jeg kun Jorden, Græsset og Blomster og Veje og det nederste af Træstammer. Jeg ser vist aldrig op.

- Naa, og hvad synes du saa nu?

Hun svarer ikke, men tager hans Haand og fører den og hans 439 Arm rundt om hendes Liv og læner sig tavs ind til ham. Saa løfter hun langsomt Hovedet og ser op paa ham med et Par Øjne, der lyser af Glæde.

- Morten, siger hun, vidste du det? - var det derfor, du førte mig herop? - Og saa siger du, at jeg smigrer dig, og at Lykken taler over sig!

- Se, svarer han, ser du, hvor vi staar højt! Se ud af Gluggen her. Se, hvor stor Jorden er under Himlen. Her har jeg siddet og drømt mangen Drengedrøm, og længtes saa forfærdelig ud gennem dette milevide Solskin og følt mig selv saa lille som et Fnug og saa stor som Vorherre. Jeg har siddet her og set ud over denne Uendelighed af Marker og Byer og Skove langt borte og syntes, at jeg kunde høre Jorden aande, og følt dens Aande strømme op til mig og ind i mig og fylde mig med en Lyksalighed, som gød den alt sit Liv ind i min Sjæl, bar det her op til mig, for at det kunde røre sig i mig alene og volde mig en Glæde, der var stor som mine Drengedages Guds. Men alle mine Drømme endte med, at jeg krøb ned paa Kirkegaarden. Jeg blev altid pludselig bange for at styrte ned. Men hver Gang jeg kommer herop, drømmer jeg den samme Drøm, og hver Gang vokser den Lykke, jeg føler, og Angsten for Faldet.

- Ogsaa nu? spørger Johanne dæmpet, da han tier.

- Ogsaa nu, ja, svarer han og smiler, hundrede Gange saa meget nu!

- Morten, hvisker hun, jeg tror, der er en, som vil komme og bære dig paa Hænder, hvis du falder. Nu skal du glemme alle den Slags grimme Tanker. Husk paa, du lovede at vise mig al Verdens Herlighed. Eller skal jeg vise dig den?

- Aa, du, udbryder Morten og drager hende ind til sig, Lykken strømmer ind ad alle fire Glugger, venter dernede i den hvide Kirke, kommer imod mig derude fra det smilende Land, er alle Vegne om mig i Sol og Duft, og inde i mig, saa jeg næppe 440 sanser. Hvad nye Herligheder kan jeg vise dig, - du, som er den, der har vist mig dem alle. - Lad os gaa ned igen, Johanne, ned igen i den hvide Kirkes Helgenskrin.

Saa slipper han hende og gaar hen og lukker Gluggerne. Da han kommer tilbage, staar hun og ser ud imod Solen.

- Sang Klokken, eller hørte jeg det ikke? siger hun og stirrer bestandig ud.

- Nej, nu tav den, svarer han og ser paa hende.

- Johanne! udbryder han pludselig.

Og saa løfter han hende op paa Armen og bærer hende forsigtig, Skridt for Skridt, ned gennem Taarnet.

Solen har vækket Morten. Den skinner dæmpet gennem Vinduets hvide Gardin, og Sovekamret dæmrer i et blegrødt Skær fra Tapetets Blomster. Morten har rejst sig over Ende i Sengen og bliver siddende bøjet og stille, som fortabt i vaagnende Lykke, og ser ned paa Johannes sovende Ansigt, der halvt gemt under et Fald af blond Haar i rolig Søvn hviler paa en nøgen hvid Arm. Det lille Kammer er fyldt endnu af Brylluppets skinnende Festklæder, og over Spejlet hænger Brudesløret som et luftigt Lykkens Tegn. Han sidder med store straalende Øjne, og hans Blik vider sig, som stred han for at indprente sig hvert mindste Gran af, hvad han ser.

Saa strækker sig langsomt den nøgne Arm under Johannes Nakke, retter sig rund og blank ud over den hvide Pude, hendes Hoved glider tilbage, og Øjelaagene aabner sig for to Øjne, der møder Mortens og i det samme er store og tindrende som hans.

- Du! hvisker hun som i afmægtig Lykke og klynger sig ind til ham og kysser med brændende Læber hans Mund og ser paa ham med et Blik, der er tavst af Forundring. Som skinnende 441 Alvor, som en lys Undren er deres Lykke, og de knuger sig ind til hinanden for at overbevise deres egne Hjærter om Haandgribeligheden.

- Johanne! hvisker han og knuger og knuger hendes Hoved mod sit Bryst med Hænderne gemte i hendes kølige Haar.

Saa gør hun sig lempelig fri og rejser sig helt over Ende og sidder i den hvide Seng og stirrer frem for sig med lykkeberuste Øjne, som laa Verden i Soltaage for hendes Sjæl, i blaanende gylden Dis, fjern og skøn og forjættende.

Og Morten ser paa hende, og dette nye Hjem rejser sig i hans Bevidsthed som en lille Verden for sig, blank og solforgyldt, en afsluttet Verden midt i den store, med ham og hende hævet over alle Hverdage, med ham og hende ene i Verden, ene i deres nye Hjem, der som en Muslingeskal slutter om den Perle, der er deres Lykke. Og han ser fra Johanne hen mod Vinduet. Det er som Lykken ler ham lige i Øjnene fra dette brede Vinduesgab, hvor Solen bryder gennem det hvide Fortræksgardin, en Lykke der er uendelig som den skyløse Himmel over Gardinets Rand, en Lykke der er som denne lune Majmorgens Stilhed. Han hører kun Spurvenes Kvidder uden for Vinduet; den lyder saa rislende uendelig som Vand, der falder, eller som Lys, der daler. Stilheden synger i hans Øren, hans Verden er fyldt af denne Sol og Spurvenes utrættelig kvidrende Kvidder. Det er som en dejlig, vaagen Drøm om Lykke, den blide rislende Fuglekvidder og denne gyldne stille Solstrøm, og de fylder hans Øjne og Øren som med summende Sommer, saa han bliver siddende ganske stille og vover ikke at røre sig for ikke at forstyrre denne drømmende Virkelighed.

- Jeg drømte det alt sammen, lige inden jeg vaagnede, siger pludselig Johanne, jeg drømte en lys, rosenrød Drøm, og det var Sollyset her i Værelset, der farvede min Drøm bag mine lukkede Øjelaag!

442

- Eller ogsaa mig, siger Morten, for jeg sad og saa paa dig!

Hun svarer ikke, men kaster sig over imod ham og gemmer Ansigtet i hans Sengs Tæppe, og hendes Haar staar i blond Bølgen ud over Lagenet og hendes hvide Natdragt.

- Er du lykkelig? hvisker Morten med en Stemme, der skælver af Glæde, og bøjer sig ned over hende, og hun svarer ham, uden at løfte Hovedet, ved at famle efter hans Haand og trække den ind under sin Kind.

- Hvad tænker du paa? spørger han lidt efter og løfter hendes Hoved med begge sine Hænder, - lad mig se i dine Øjne, hvad du tænker paa!

- Jeg tænker paa, siger hun, hvor høj og statelig du saa ud, da du rejste dig fjernt oppe ved Alteret, og Orgelet brusede, og jeg kom.

- I Gaar, i Gaar! siger Morten, hvor det er længe siden, og hvor det var en grim Dør ind til alt dette! Alt dette, du, det ligger for Enden af en uendelig lang, mørk Gang!

Hun smiler og ryster paa Hovedet.

- Jeg tror, at jeg mange Gange vil komme til at tænke paa i Gaar, svarer hun, og tænke glad paa i Gaar. Jeg husker i Gaar saa tydelig. Du skulde vide, hvor jeg tænkte paa dig. Som jeg bedst gik, saa jeg dine Hænder for mig - og dit Hoved - og dine Fødder - og hver Gang rødmede jeg og maatte se gennem Vinduet op mod den høje, lyse Foraarshimmel, hvor Fuglene ringede Bryllup over mit Hoved. Og da jeg stod i min hvide Kjole med Sløret brusende i min Haand og ingenting kunde mindes, fordi alting med eet blev til Fremtid for mig! Og Vognrumlen, du, - og da jeg saa ud af Vinduet, - de blanke, brune Hesterygge og en rødhvid, flæset Kokarde, og det sorte Vogntag og lidt af Vognruden, - og Onkel Kaarsens Trin gennem Stuen ved Siden af - og hans hvide Handsker og hans Orden - - Jeg kørte som i en Drøm, - og som i Drømme hørte jeg Præstens 443 Stemme, - for mit Hjærte jublede kun det ene, at om lidt var jeg frank og fri og hos dig. Jeg husker det alt sammen saa tydelig, lige til Ampelen dér i Aftes. Nu bryder Solen sig i dens røde Glas, men i Aftes flakkede Lyset urolig i den og sendte et stort, blaaligt Skær over Loftet, en stor, blaa, skælvende Stjærne.

- Og jeg, siger han, jeg mindes kun Hjemturen i Vognen og Maaneskinnet over de blanke, ensomme Gader og i Duggen paa Vognruden. Jeg syntes, vi kørte bestandig opad i den blaa Nat!

Saa lukker lange Kys for deres Læber, og et Øjeblik efter rejser Morten sig og klæder sig paa, og Johanne ligger og følger ham med Øjnene, mens han færdes over Gulvet, snart i Sol og snart i Skygge. Da han omsider er færdig og gaar ind i Stuen, vender hun sig mod hans Seng og kaster sig kærtegnende ned i hans Puder. Saa rejser hun sig og klæder sig hurtig paa og ser ham pludselig staa i Døren og smile til hende og hendes Fryd over hvert nyt Klædningsstykke, hun tager paa.

- Kom, siger han, nu gaar vi paa Erobring sammen!

Og med sin Arm i hans følger hun ham fra Sovekammerets Sol ind i en ny Verden af Sol.

- Morten, siger hun med eet, er vi virkelig kun to glade, overgivne Børn?

- Maaske, svarer han og trykker hendes Arm mod sin og føjer til, - eller to troende Tilbedere i en Helligdom!

Og hun presser hans Hænder mod sine hede Kinder, taknemmelig for hver Gave, han har bragt til hende og hendes Hjems Forherligelse.

Han standser og løfter hendes Hænder op om sin Nakke og ser ind i hendes Øjne.

- Hvor de Barneøjne kan brænde mørke og drømmende, siger han, og hvor forunderlig tænksomme og rolige de kan se, 444 og hvor fast de Hænder kan stemme om min Nakke, og hvor blussende runde de Læber kan svulme! Du min lille blonde Barnekæreste, som staar der saa mild og jævn og har glemt Barnet for at slaa Æventyrets Porte paa vid Gab for mig alene!

Og idet han bøjer sig ned over hende, hvisker han:

Byg her som en Fugl med nye Fjer hver Dag, en Fugl Fønix med jublende ny Elskov, hver Gang Solen rinder!

Det er ved Middagstide. Morten kommer stormende op ad Trappen og sætter i Hast Nøglen i Entredøren og trækker Døren til bag sig, saa at Laasens Smeld fylder den lyse Trappegang med et højt Gjald, - faar Straahatten hængt fra sig og er inde i Dagligstuen, inde i Spisestuen, i sit eget Værelse, i Sovekammeret, ude i Køkkenet. - -

- Hvor er Fruen? spørger han Pigen og ser ganske modfalden ud af Skuffelse og Forundring.

- Fruen? dræver Pigen gennem Grydedampen henne ved Komfuret, - Fruen, hun er oppe paa Pulterkammeret!

- Aa, siger Morten og vil i Øjeblikkets Skuffelse over de tomme Stuer og sin narrede glade Forventning føje til - Saa løb og sig, at jeg er kommen! men tager sig i det og gør omkring og gaar sindig op ad Køkkentrappen.

Men efterhaanden svinder Ærgrelsen og med den Sindigheden, og han tager de sidste Trin i Spring og staar i den aabne Pulterkammerdør.

Foran ham sidder Johanne paa en Koffert med Skødet fuldt af Breve, i strømmende Sol, der daler ned over hende fra Tagvinduet, fylder det smalle Rum om hende, blænder skærende, skingrende fra de kalkede Vægge, fra det gule, ferniserede Gulv, 445 fra hendes stribede Sommerkjole og fra Kommodens polerede Mahogniflade, bag hvis røde Skal hendes Billede spejler sig ned over Skufferne, forvrænget og overskaaret, i solgydte, skinnende Farver. Og al denne Sol, der er om hende, tænder Mortens Kærlighed i Flamme, og Lykkens mildeste Ord stiger mod hans Læber, - men Skuffelsen nede fra de tomme Stuer kaster sig paa ny over ham.

- Johanne, du var ikke dernede! siger han og ser bebrejdende paa hende.

- Men er du der allerede! svarer hun og ser forvirret og forskrækket op paa ham og giver sig pludselig til at skrabe Brevene sammen under sine dækkede Hænder og rødmer. Du maatte jo slet ikke komme her op! Er Klokken saa mange?

- Og du ved, hvor jeg længes efter dig, og hvor jeg løber hjem! bliver han ved for at hævne sin Krænkelse og piner sig selv og hende, mens Hjærtet dirrer i ham af en halv Dags indestængt Kærlighedstrang.

- Jeg vidste ikke, Klokken var saa mange, siger hun stilfærdig i begyndende Bedrøvelse, jeg vidste det jo ikke, at der var gaaet saa mange Timer.

- Har du da slet ikke tænkt paa mig? spørger han og føler Bitterheden øges for hvert Ord, han siger. Hvad er det, du sidder med heroppe?

- Dine og mine Breve! svarer hun og ser op.

- Og dem kunde du ikke læse dernede?

- Jeg ved det ikke, svarer hun, de laa her i Kommodeskuffen. Nu er jeg selv ked af det, og jeg gik dog herop i et Overmaal af Lykke.

- Johanne!

Hun rejser sig som i et Spring, Brevene spredes fra hendes Skød over Gulvet, og saa slaar hun Armene om Mortens Hals og borer sit Ansigt ind mod hans Skulder.

446

- Du maa ikke være ked af det, hvisker hun, jeg fortryder det jo selv, men her var saa dejligt i Solen herinde. Og saa var det jo al min opsparede Lykke, som laa der i mine Skuffer i sirlige Pakker. Du skulde vide, hvor jeg var overmodig, da jeg løste de rosenrøde Silkebaand. Aa, Morten, jeg har jo bare gennemlevet og læst igen min Forelskelses Alfabet, et Aar i en eneste Time!

Men han kan ikke slippe den Tanke, at hun har glemt ham en halv Time.

- Alt det der har jo slet ingen Værdi længer! siger han. Hvad bryder du dig om de Breve. Jeg tænker aldrig paa dig, som du var i Gaar, men jeg løber for at se dig, som du vil være, naar jeg kommer hjem. Jeg længes saa forfærdelig efter dig. Du er mig hver Dag som en ny Gave, der venter mig her hjemme, - og saa skal jeg lede dig op helt her oppe og et Aar tilbage i Tiden!

- Ingen Værdi, Morten, svarer hun ham og ser som i Forvirring op paa ham, har det ingen Værdi at sidde og huske sig selv igen i smaa hurtige Billeder, næsten som et andet Væsen? For saadan er det, jeg har siddet og set mig selv, som jeg har været i min egen Tanke, og som jeg har tænkt mig i andres, omtrent som en fjern, myldrende Verden bag Glas, der er farvede af mine egne Følelser, rosenrøde og dagslyse eller graa og regnmørke. Jeg har siddet her og tænkt paa mig selv som paa et Væsen, jeg holder meget af og forstaar og tilgiver og er overbærende imod. Tror du ikke, det har Værdi, Morten?

- Og imens, Johanne, gik jeg oppe paa Rosenborg og viste Tyskere rundt og tænkte paa dig!

- Men jeg tænkte jo netop saadan, Morten, - fordi jeg tænkte paa dig! Det hele var mig som en Drøm, at det var mig, der sad her. Jeg vidste, at jeg var vaagen, og jeg vidste, at det var Virkelighed, at jeg blot behøvede at gaa ned ad Trappen 447 og aabne en Dør, saa vilde Virkeligheden ligge foran mig i stille blaanende Nordenlys. Men jeg blev siddende og havde slet ikke Lyst til mine nye, blanke Stuer. Det var jo virkeligt alt sammen! Jeg sad og gentog Ordet saa tit, til det blev ganske intetsigende, noget rent Bavl, noget der slet ikke gav det, jeg vilde døbe min Lykke med. Jeg greb med begge Hænder om den gamle Koffert dér, som jeg sad paa, for at sige mig selv, at den var Virkelighed!

- Havde du slet ikke Lyst til dine nye, blanke Stuer? spørger han og ser bedrøvet paa hende.

- Nej! svarer hun hastig og knuger i det samme sine Arme fastere om hans Hals.

- Men hvorfor da, Johanne?

- Jeg tror, fordi de staar saa forladte og venter, - Morten, venter paa Liv og Begivenheder og Minder. Aa, du maa ikke spørge mig saa meget, - hvor skal jeg kunne forklare dig det alt sammen? Jeg er jo saa lykkelig, og jeg syntes, at Solskinnet her oppe, det var virkeligere end alt det andet, for det lignede min Lykke. Og saa syntes jeg, at det, at jeg var din Kone og kunde møde dit Kys og dine Favntag om lidt, naar du kom hjem, det var slet ikke Virkelighed. Det ene Øjeblik, du holder mig i din Favn, er Virkelighed, men Resten er Drøm, og den Tanke drev mig Blodet til Kinderne og jeg frøs ganske svagt. For det korte Sekund af Lykke kunde jeg ønske at holde i mine Hænder, naar som helst jeg vilde det, og det skulde ikke vente efter Hverdagenes Tilfældigheder for at falde i min Lod. Jeg følte mig pludselig ganske afmægtig ved at tænke paa disse helt tilfældige Ting, der har forstyrret vore Kys disse første Dage, hvor vi vilde være ene og kun ene, disse velmente Visitter, disse Bydrenge og Bude og Handlende, der ringer, og vi farer fra hinanden som to Forbrydere! Og dette modbydelige Ur, der løber og løber om Formiddagen og du skal afsted! Eller blot dit Arbejde herhjemme 448 og de store, støvede Bogpakker! Jeg kan ikke lide dem, fordi du tager saa forsigtig om mig, naar jeg kommer hen til dig, for ikke at grise mig til med dine Hænder. Jeg tror, jeg kunde være meget lykkeligere, Morten. For dette nye Hjem skulde jo være mit Livs Maal, et Maal, hvor jeg blev, naar det var naaet; men her er tomt og nyt, det venter altsammen paa Begivenheder, - vi skal først begynde Livet nu. Jeg sad og lænede mig tilbage mod Væggen, ganske træt og haabløs, og glemte Solen og Lyset om mig og følte mig fattig og ringe, uden Maal eller Med i Verden, uden et eneste Maal at leve for. Du har dit Maal og kan undvære mig og kan faa ti for mig. Og saa dine Venner! De ser mig sagtens helst paa Bloksbjerg. Jeg sad og tvang deres Billeder frem for mig, den store skæggede Hollænder, Jan Irich med de mørkeblaa, ufattelige Fanatikerøjne, han som altid sætter sig tæt op ad dig og taler ganske dæmpet paa sit besynderlige Dansk og henvender sig med Vilje kun til dig, belejrer dig, erobrer dig, besejrer dig med sine Interesser og sin drømmende Katolicisme, denne kloge, kantede Mand, der breder som en klam Skygge om sig. Og saa var det, Morten, at jeg satte mig til at læse disse Breve - -

Han knuger hende tæt ind til sig og kysser atter og atter hendes lyse Haar.

- Tilgiv mig min urimelige Barnagtighed, siger han, men jeg kan ikke bære den mindste Skuffelse, jeg kan ikke, Johanne! Og jeg havde ventet at se dig dernede, som jeg plejer. Kan du forstaa, at ens Lykke kan være saa stor, at man gaar i en evig Angst for, at det mindste lille Stød skal bringe den ud af sit Leje og faa den til at glide fra en. Lykken er alt for stor for os Mennesker. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg er saa angst for at miste min. Alt, alt i mig griber om den for at holde den fast, og alligevel ser jeg den bestandig skælve, som vilde den falde. Du 449 maa ikke være vred paa mig. Den mindste lille Skuffelse vokser som en Storm imod mig!

Hun ser smilende op paa ham, med et stolt og trygt lille Smil, og løsner saa sine Arme fra hans Hals.

- Hjælp mig nu at samle vore Breve sammen igen! siger hun og bøjer sig i Solen ned over Gulvet.

Og mens de ligger paa Knæ og sanker Brev for Brev og binder dem i rosenrøde Baand, siger hun pludselig:

Du skulde vide, hvor det var dejligt at sidde dér døvet af Sol og lægge Hænderne bag Nakken og lukke Øjnene og lade Blodets dæmrende Røde dulme de blændede Øjne og ikke tænke og ikke have et levende Ønske!

Morten sidder ved sin Lampe og arbejder. Døren ind til Dag ligstuen staar aaben. Derinde hører han Johanne spille og spille. Hver Gang han rejser sig og gaar over Gulvet, ser han hendes mørke Silhuet i Skæret fra Klaverlysene. Hun har spurgt, flere Gange, om hun ikke forstyrrer ham, og hver Gang har han leet og svaret nej. Hun forstyrrer ham ikke. Hendes stille, sørg modige Musik drysser som en mild, frugtbar Regn over hans Tanker, og han føler denne Musik om sig, som stod hun bag hans Stol, uden at tale, og strøg ham blødt med Hænderne gen nem Haaret. Han er fyldt af Fred, af tryg, lun Lykke og føler sig til Mode, som var Strid og Sorg gamle overleverede Gloser, Ord for længst uddøde Begreber. Han sidder i sit Hjem, og han synes, at det ligger langt borte i en fjern Skov, bag uhyre, løv tætte Stammer, hvis Grene aldrig splittes i Blæst, men stræk ker sig over det i evig skyggende Fred.

450

Saa lægger han et Øjeblik Pennen og læner sig tilbage i Stolen.

- Du spiller jo ikke! siger han, som vaagnede han pludselig, og drejer Hovedet mod den aabne Dør og faar intet Svar. Men det samme hører han Johanne begynde igen.

Og han tager atter fat, til han langt om længe igen lægger Pennen og mærker, at hun paa ny er hørt op.

. Saa rejser han sig og gaar hen i Døren og ser Johanne sidde ved Klaveret med Hænderne i Skødet og stirre frem for sig. Han gaar hen til hende og stiller sig bag hendes Stol og bøjer sig ned over hende med sin Arm om hendes Skulder.

- Hvad tænker du paa? spørger han.

Men hun skyder hans Arm bort og svarer ikke.

- Johanne! siger han forundret.

- Hvad vil du mig?

- Men hvad er der dog i Vejen?

- Ingen Ting! svarer hun kort.

- Herregud, siger han, kan du ikke fortælle mig det? Jeg: forstaar slet ikke - -

- Du har jo dit Arbejde!

- Johanne! ler han som pludselig befriet, maa jeg ikke arbejde?

Hun svarer ikke, men lægger sine Hænder over Klaverets hvide Taster og bøjer sig frem mod Noderne, som voldede det hende Anstrengelse at se.

- Johanne! hvisker han og tager hende om Kinderne for at løfte hendes Øjne mod sig. Men hun sænker Øjelaagene.

- Du, som intet Øjeblik er ude af mine Tanker!

- Jeg kan ikke gøre for det! udbryder hun, og i det samme løber Taarerne ned over hendes Kinder.

Saa løfter han hende op til sig, op fra Stolen, og hun følger ham viljeløst, og han leder hende hen til Sofaen og sætter sig 451 hos hende i det halvmørke Stuehjørne og klapper og klapper hendes Haand.

- Tal til mig, Johanne, beder han, lad os tale sammen! Det gør mig saa forfærdelig ondt, maa du tro!

Hun sidder længe og ser frem for sig.

- Jeg ved det nok, siger hun saa og famler efter Ordene, at det er dumt og smaaligt af mig, - men jeg vilde saadan ønske, at du ikke havde det Arbejde!

- Stjæler det mig fra dig, synes du? spørger han og bøjer sig frem for at se hende i Øjnene.

- Jeg ved det ikke, svarer hun, men naar jeg sidder alene, synes jeg, at du er blevet saa rolig og kan saa godt undvære mig, og saa bliver jeg saa vred paa dig.

- Synes du, at jeg kan undvære dig?

- Jamen det ser jeg jo. Og saa synes jeg, at al din Forelskelse er flygtet med din Ro, og jeg maa nøjes med at gaa rundt og skotte efter dig og er til Mode, som om en Høg kredsede over min Lykke for at plyndre den.

- Ogsaa nu?

Hun smiler, et underligt lille bittert Smil.

- Du ser jo, at jeg overgiver mig straks, blot du rækker en Finger imod mig!

- Overgiver dig, siger han og smiler, - som om det ikke er dig, der vinder over mit Arbejde, blot du viser dig!

- Jeg kan ikke gøre for det, svarer hun, men det piner mig hvert Øjeblik paa Dagen, at jeg er saa uvidende og altid maa sidde tavs og ingenting kan sige og være uvirksom undtagen i alt det, der hedder Husgerning. Og saa kan jeg alligevel ikke overtale mig til det Hoveri at forsøge at indhente dig i alt det, du ved. Og saa er det, at jeg giver tabt og bliver fortvivlet over, hvor Livet er ingenting for den, der er uvidende. Jeg kan ingenting - bare spille!

452

- Det er mere end nok for mig, - kalder du det ingen Ting?

- Nu glemmer du, Morten, siger hun, at der har været Tider, hvor du har bedt mig lade dig være ene, som om jeg var alt for nidkær og alt for ørkesløst vilde have dig alene for mig selv!

- Herregud, Johanne, svarer han med et Suk, - jeg skal sige dig, at for mig er min Kærlighed som en hellig Udhvilen, en Nyden, om du vil, en Forfriskning oven paa Arbejdets stærke, krydrede Retter. Husk paa, at jeg maa slaas for at faa Lov til at være til, slaas for min Selvstændighed og evig og altid bygge videre paa min Viden og passe paa den som paa en frugtbar Slam, der Dag for Dag vugges mod mit Livs Strandbred. Tror du ikke, at jeg helst lod alle mine Øjeblikke være dine? Og fortæller jeg dig ikke altid om mine Forhaabninger?

- Jo, svarer hun, men altid med en lille selvgod Forudsætning af, at jeg kun følger halvt med og mere aner, end jeg begriber. Jeg er dig slet ikke nok længer, Morten. Du er jo selv begyndt at trække dine Venner til dit Hjem, - for at have nogen at tale med!

- Nej, Johanne, fordi min Lykke sommetider bliver for stor til at kunne rummes i Ensomhed, fordi jeg trænger til at raabe den ud for Menneskene og dele den med dem og se dem glade med mig eller misundelige, - som det stakkels Fæ Kandaules, føjer han smilende til. Du er jo selv glad, naar Irich og Holm kommer!

- Nej, - ja, svarer hun, det vil sige, jeg morer mig sommetider over min Rolle som elskværdig, husmoderlig, velgørende Engel! Men der er altid Malurt i den Morskab. For jeg føler saa godt, naar de er her, at jeg ikke mere er nok, men bare glider omkring som en stum, iagttaget og kritiseret og betragtet som overflødig Staffage. Sommetider gør jeg bare min Pligt i Trods, som om jeg var et tjenende og betalt Stykke Husgeraad, og sommetider 453 gør jeg det helt nedstemt og skynder mig at efterkomme jeres Ønsker og tigger i mit stille Sind disse vidende, selvtilfredse Mænd om blot at tilstaa mig lidt Menneskeværd!

- Og du tigger dem om Menneskeværd! udbryder Morten og drager hende ind til sig.

- Hvorfor siger du det saadan, spørger hun forundret, saa haanligt imod dem?

- Aa du, Mænds Menneskeværd! svarer han og vil slaa det hen, men føjer saa til, - i Sammenligning med dit!

- Jamen hvad mener du? spørger hun igen.

- At der har du taget grundig fejl. Mændene, de kommer ude fra Verden, og den er fuld af Daarskab og Ondskab, og man maa sætte sin Sjæl paa en lang Stage, hvis man vil bære den igennem uden at faa den griset til. Og selv om det lykkes, saa bliver Hænderne aldrig fri for Stænk. Den, der først bliver rigtig kastet ud, du, han kommer til at sprælle i et Væv af Forhold, som griber ham bagfra og forfra og trækker ham med sig og faar ham til at handle ondt, naar han vilde det modsatte, og til at være svag, naar han skulde staa imod. Og der gaar meget Menneskeværd i Løbet under saadanne Omstændigheder, kan du begribe. Alle Mænd er fattige og har stor Appetit, og Verden er en Aagerkarl, der tager blodige Renter!

- Ja ja, svarer hun, jeg ved nok, at Mændene tit er slemme, inden de gifter sig. Unge Piger faar altid noget at vide, men det kommer os jo alligevel ikke ved, for det er dog altid kun, til de rigtig har lært en at kende, som de kan holde af. Som nu du! - du har jo aldrig været saa langt ude, som de Mænd, du taler om!

- Fordi jeg lærte dig saa tidlig at kende!

- Men det var nu heller ikke det, jeg mente, bliver hun ved, - jeg mente, jeg vilde forfærdelig gerne være Venner med dine Venner. Jeg vilde gerne have, at de skulde bryde sig lidt om, 454 hvad jeg mener. Jeg vilde ønske, jeg kunde forklare for dem, naar der var noget, jeg særlig holdt af, saadan at de forstod det og syntes, der var noget i det. For jeg synes tit, naar I taler om Ting, jeg holder af, at I taler saa lunkent og fornuftigt og lærd, som om I var gamle Mænd, som om I ikke var begejstrede og unge, og saa brænder det i mig for at sige alt det, jeg føler, men jeg generer mig for sige det, eller ogsaa siger jeg det kejtet og klodset og koldt, - og det er kun, fordi jeg er bange for dem, fordi jeg ved, de kender mig ikke og regner mig for ingenting!

- Men tror du da virkelig, at det er for min Skyld alene, at de Mænd kommer her saa tit, Johanne? spørger Morten og smiler.

- Skulde det maaske være for min? - jeg mærker det i alt Fald ikke!

- Det kan godt være, at du ikke mærker det. Men det er nu saadan, at unge Mænd holder af at se unge Kvinder, og en ung, gift Kone er dobbelt interessant.

- Hvorfor det? - aa, jeg begriber for Resten nok, hvad du mener, - jeg kan maaske ikke rigtig forklare det. Jo, som nu han forleden, - jeg husker ikke nu, hvad han hedder, - han, den første, der gjorde Visit her og blev om Aftenen. Han kiggede ind i Sovekammeret, da jeg tændte derinde, og kaldte det Helligdommen, eller Offerstedet, - jeg husker ikke nu, hvad det var han kaldte det, - men det var en ækel Tone, han sagde det i!

- Ja, jeg siger dig det, svarer han og smiler godmodig og drager hende i det samme tættere ind til sig, som vilde han beskytte hende, - saadan en lille Kone skal tage sig i Agt!

- Men hvordan skal jeg tage mig mere i Agt, end jeg gør? Jeg taler jo næsten ikke med nogen af dem, der kommer her!

- Nej, nej, ivrer Morten, - jeg lagde for Resten nok 455 Mærke til ham den Aften, hans fedtede Galanteri. Men ser du, det er nu noget, du selv maa lære at vise fra dig. Jeg kan ikke forklare dig det, men du kan tro, du faar nok selv Færten af, hvorledes den Pose skal skæres!

- Ved du hvad, Morten, siger hun og ser i rolig Overbevisning paa ham, hvis nogen skulde finde paa saadant noget, som du der siger, skulde det virkelig ikke more mig. Nej, du, saa klog er jeg dog, bliver hun ved og klynger sig ind til ham, og det ved du bedst selv, at jeg ønsker lidt mere end Erotik og Galanteri, det er kun Øjebliksfyrværkeri, og man risikerer at faa Raketstokkene i Hovedet. Jeg vil have, de skal være mine Venner. Jeg foretrækker Mændenes Venskab, fordi Kvinderne intet har, i alt Fald ikke Venskabets Indhold, synes jeg.

Saa sidder de tavse og ser frem for sig, og der er ganske stille om dem som i fjerne Skove mellem store Stammer.

Det er langt ud paa Aftenen, en Aften sidst i November.

Morten arbejder, dybt optagen. Skrivebordslampen lyser ned over hans bøjede Nakke. Han har slaaet Portièren til Dagligstuen for Døren og hører bag Forhænget Johanne og Jutta tale og le og Jan Irichs dybe Mandsstemme. Et Øjeblik læner han sig til Siden og hører Johanne blive ved at tale længe og indtrængende, hører Jutta nynne en Melodi og Irich gaa over Tæppet derinde og med stærke, uøvede Hænder slaa et Par Akkorder an paa Klaveret, de samme Akkorder, Jutta nynner. Saa rejser Morten sig og ser i Sprækken mellem Portièrefrynserne Johannes blonde Hoved mellem Klaverlysene. Hun staar bøjet 456 ved Siden af Irichs høje, smalle Skikkelse og spiller Melodien dæmpet og blødt og ser smilende op paa Irich.

Saa sætter Morten sig for at arbejde videre, men kommer ingen Vegne. Bestandig maa han lytte, og bestandig er det Johannes Stemme, han lytter frem. Han hører hende tale ivrig og overbevist, svare Irich tøvende eller med varme, strømmende Ord. Og han ser smilende frem for sig, ser hende som en Begynder i Livets spejlblanke, legende Skøjtesport, overladt for første Gang til sig selv, ser hende løbe usikker og bange, men let og gratiøst og flyvende, nem at løbe over Ende, men hurtig paa Benene igen, med større Vilje end Styrke. Og smilende ser han hende vælge sin Havn og kun have Øje for den, løbe derind som i Leg og sætte sig forhaabningsfuld og afventende til Ro, uden Tanke om Told og Afgift i fremmede Havne. Som et svagt Naalestik rammer et Øjeblik hendes dybe Ubekymrethed hans Elskov, saa fyldes alle hans Tanker af idel Lykke, og han hører kun Glæden i hendes Tale, hendes Fryd over at have besejret sin Forsagthed, og en varmende Stolthed skyder op i ham. Han rejser sig og kan ikke arbejde længer, han maa være i hendes Nærhed og med sine egne Øjne se hendes Lykke sætte sine nye, rige Skud, og det er, som kastede hans egen Frø vidt om ham.

Sagte, for ikke at forstyrre med Træringenes Raslen, drager han Portièren til Side. Men han er set i det samme, to Par Øjne møder hans, Johannes skinnende som en Triumffanfare og Irichs mildt smilende imod ham, store og blaa, med en underlig varm Beundring og en stille Søgen, som ledte han hos Morten efter noget, han aldrig før havde vidst i Mortens Eje, - en Slags pludselig opdaget Rigdom.

- Vi har da ikke forstyrret dig? udbryder Johanne, og der glider som et lille forskrækket Smil over hendes glade Ansigt.

- Nej, siger Morten og ryster smilende paa Hovedet, jeg 457 kunde høre paa jeres Stemmer, at der var meget hyggeligere her inde!

Johanne sender ham et lyst, taknemligt Nik, men bliver staaende henne hos Irich ved Klaveret.

- Ved du, hvad Irich paastaar? siger hun med Stemmen syngende af Munterhed, - han siger, at han er vis paa, at du er en Russer!

- En Russer? smiler Morten, - taler I om mig?

- Ja, svarer Johanne, for han siger, at du er det mest tungsindige Menneske, han har truffet paa.

- Naa, Irich, ler Morten, sværter du mig?

- Sværter dig? gentager Irich med en stilfærdig dyb Stemme, der lyder som en sænket Malmklokkes langsomme, slørede Summen, - nej, men din Kone holder paa, at du egentlig er ingen Ting uden Solskin!

- Det sagde jeg ikke, afbryder Johanne, jeg sagde ikke "ingen Ting"!

- Det skal du ikke tage dig saa nær, min Pige, svarer Morten, - for det første maa du vide, at du aldrig i denne Verden faar dine Ord igen, som du har sagt dem, og for det andet ved Irich ikke noget saa tungsindigt som Solskinnet, - for det tredje synes jeg, at I skulde tale om noget andet, ellers kommer jeg jo til at gaa igen.

- Aa, siger Johanne, lad du os om det! Vi taler nu om, hvad vi har Lyst til! føjer hun til og sender Morten et Blik, der er fuldt af kaad Glæde og megen Lykke.

Og Irich ser over paa ham, som havde han endnu ikke sluppet sin Beundring, kun draget den dybere ind i sine Øjne, hvor den staar som en taaget Drøm.

- Og der har du gemt dig! siger Morten og vender sig til Jutta, der sidder i Sofaen tæt ved Døren med Hænderne i et lysegraat, glat Kjoleskød og ser træt og ensom ud.

458

- Naa, hvordan gaar det? spørger han og sætter sig hos hende, og falder i det samme i Staver over, hvor Juttas Kjoler altid er smagløse og aldrig klæder hende, og ved ikke mere, hvad han skal sige, og føler sig smittet af hendes trætte Træk.

Jutta smiler blot til Svar, uden at se paa ham, men skyder saa pludselig over det lille Bord foran dem en Tallerken med en skrællet, saftdugget Frugt hen til ham. Og Morten tager uvilkaarlig Frugten og spiser den med Saften drivende kølig over sine Fingre og sidder utaalmodig og strider for at faa det filtrede Hegn brudt, der gror kvælende op om ham, hver Gang han kommer i denne Kvindes Nærhed. Han ser flygtig paa hendes svære, sorte Haarknude, paa Vipperne over de mørke, blanke Øjne, paa dette stærke, lidt plumpt knejsende Hoved, med den bløde, alt for vege Hagelinje. Hun sidder ved Siden af ham rank og som evindelig paa Post, som var hun sikker paa at blive angrebet, - angrebet, synes Morten, af Mands Hænder og Mands Arme, - og sikker paa at forsvare sin lille stive Person, sin lille stive Sjæl, sejrsikker fra Isse til Hæl, - men med en blød og veg Hagelinje. Og altid tvinger hendes Nærhed hans Tanker baglæns til den Sommer derhjemme, og som en lunken Taage glider hun ind over hans Minder, mellem Johanne og ham, som en tom, dæmpende Taage, der intet giver, men slører Farverne og skjuler Solen, - en tom Taage, der suger ham imod sig som for at drikke af hans Sjæl til Fylde for sin egen Tomhed. Og hver Gang vokser som i Aften det kvælende Hegn om hans Tanker, og han strider forgæves for at finde Ord, der er dagligdags. Han ved intet at sige hende og føler sig selv dum, og har nu - som bestandig - en overmægtig, dirrende Lyst til at tale med hende, lokkes imod hende, men kan ingen Vegne komme, sidder som med skoldede Hænder, og ønsker hende langt borte, for i næste Øjeblik at glæde sig over, at hun sidder dér ved Siden af ham. Men hans Glæde er underlig dump og som med blinde Øjne, og 459 det græmmer ham, at han maa dukke under sin og Johannes Lykke for at finde den.

Men saa smittes han pludselig af Johannes glade Latter ovre fra Puffen ved Klaveret.

- Nej, siger han, det kan vi ikke være bekendt!

- Hvilket? spørger Jutta forbavset og ser paa ham med sine mørke, blanke Øjne.

- At vi sidder her og siger ingenting, mens de to taler hele Stuen fuld!

Og Jutta ler, med sin fulde, runde Latter, der stiger fra hendes Bryst og Strube som et straalende Foraar og altid har forekommet Morten som et pludselig udslagent Haar, der bølger i Sol.

- Du skulde gifte dig, Jutta! siger han.

- Nej, svarer hun og ler igen, det kunde aldrig falde mig ind, ved du godt!

- Jamen, naar du ser paa Johanne dér! siger han dæmpet.

- Ja, svarer hun og ser højtidelig frem for sig, det er nu en anden Sag med hende. Jeg kunde nu aldrig gaa hen og gøre mig afhængig af en Mand. Dertil holder jeg for meget af mig selv!

- Du taler jo som en gammel Jomfru, Jutta! ler Morten.

- Det maa du gerne kalde mig, siger hun, de har mange Fortrin i mine Øjne.

Men Morten ryster smilende paa Hovedet.

- De snyder Vorherre! svarer han.

- Hvad behager! udbryder Jutta og glatter som i let Fornærmelse sit Kjoleskød.

- Jo, for enhver Kvinde er født til en Mand, siger han. Det kommer du aldrig udenom. Og det var dog en Skam, at du, som er saadan en pæn, religiøs Pige, ikke skulde komme i Himmerige, og du kommer der ikke, før du har opfyldt din Bestemmelse paa Jorden.

460

- Aa, svarer hun, paa Himmerige har du ingen Forstand; det Forhold kommer du til at lade mig om!

- Ja, jeg har nu mit Himmerige her paa Jorden, siger Morten og føjer lidt efter til, - tror du for Resten, at man sælger sig til hinanden som to Slaver?

- Det ved jeg ikke, svarer hun haardnakket, jeg ved blot, at Tanken alene er mig væmmelig!

Morten sidder og smiler og ser paa hendes vege Hage.

- Det er ganske gudsforgaaen Tale, du fører, siger han. Du sidder jo næsten og spotter Johanne og mig lige op i vore egne Øjne. Jeg holder nu paa, at ugifte Mennesker skulde udryddes. De irriterer bare os andre lykkelige med deres Fattigdom. Og for hvert Menneske er der sat en vis Sum Lykke ud, og den er det hans Skyldighed at hæve, for der er ikke andre end ham, der kan bruge den. Tag Vare paa din, min Pige!

- Ja du kan sagtens tale, svarer hun med et Suk, jeg har aldrig set to, der passer for hinanden som du og Johanne, - men jeg kan meget godt tænke mig helt andre Forhold.

- Jutta, siger Morten, det var det, jeg vidste, - du er bange!

- Nej, det er jeg slet ikke, svarer hun, jeg er lykkelig, som jeg er. For Resten skulde man tro, du endelig vilde have mig gift!

Morten føler Blodet stige til sine Kinder. Han svarer ikke straks.

- Ja, siger han omsider, det vilde jeg gerne.

- Hvorfor vilde du det? spørger hun og ser ham i Øjnene.

- Fordi, svarer han langsomt, jeg vilde gerne se saa mange Mennesker som muligt saa lykkelige som jeg.

Og saa tier de begge en Tid. Morten sidder og ser over paa Johanne og Irich. Irich tegner i en lille hvid Bog, og Johanne bøjer sig over Bogen og følger optagen hans Blyant.

- Hvad er det, I har for? spørger Morten.

461

- Jeg lærer Botanik, svarer Johanne og ser hurtig over paa ham, - hvorfor ler du?

- Jeg ler af dig! siger Morten og sender hende et Blik fuldt af Kærtegn.

- Det skal du slet ikke! svarer hun og bliver rød og følger atter Irichs Blyant.

- Kunde du lide den før? spørger Jutta i det samme og tager en Frugt fra Skaalen paa Bordet og begynder at skrælle.

- Det ved jeg ikke, svarer Morten, som maatte han besinde sig først, og ser ned paa hendes brede, stærke Hænder.

- Jo, siger han, da Jutta ler af hans Svar, men jeg vil nødig have al den Saft ned over Fingrene!

- Saa gab da! siger hun og tager Frugten i Stilken og presser den ind i hans Mund og tørrer sine ringbesatte Fingre i en frynset Serviet.

- Vil du kvæle mig? spørger Morten, da han faar Frugten sunket.

- Maaske! ler hun.

- Godt! svarer han overgiven og tager en ny Frugt og skræller den.

- Nu du! siger han og støtter Albuen paa Bordet og holder Frugten op mod hendes Mund.

Men hun kaster sig leende tilbage i Sofaen og løfter Hænderne værgende for sig.

- Lige for lige! siger han og griber om begge hendes Haandled og tvinger hendes Hænder ned og bøjer sig over hende og kommer i det samme til at støde til Tallerkenen, som falder klirrende paa Gulvet og gaar i to Stykker, og slipper forvirret hendes Haandled og sidder med den hvide Frugt mellem Fingrene og føler Blodet brænde gennem Hjærnen.

- Naa- det maa jeg sige! - slaas I! hører han Johannes Stemme.

462

Men da han vil se over paa hende, er hun allerede paa Knæ foran Bordet og sanker Skaarene op.

Jutta sidder i Sofaen rød og forpustet og bøjet over et Armbaand, som er sprunget op.

- Det gjorde virkelig ondt! hører han hende sige og ser hende stemme Hænderne i Skødet og rette sig med bebrejdende Rankhed og rejse sig.

- Lad hellere mig, Johanne! siger hun og vil tage Skaarene.

- Nej, jeg kan godt selv! svarer Johanne uden at se paa hende og gaar ud gennem Spisestuen.

Da hun er gaaet, møder Morten Irichs blaa Øjne, der ser paa ham med et lille Smil langt inde bag deres blaa Forbavselse.

- Det var en tarvelig Forstyrrelse! siger Morten og rejser sig omsider fra Sofaen.

- Gjorde det meget ondt? spørger han og nærmer sig Jutta.

Men hun vender Ryggen til ham og piller igen ved Armbaandet.

- Du er en Klodrian! svarer hun kort.

Saa kommer Johanne tilbage og ser hurtig, næsten umærkelig fra den ene til den anden og sætter sig ved Klaveret og blader langsomt i Noderne og spiller en Mazurka af Chopin.

Da hun slutter, rejser Irich sig og ser paa sit Ur.

- Tak for i Aften! siger han med sin dybe Stemme og rækker først Johanne Haanden og saa Morten.

Et Øjeblik efter er Irich og Jutta gaaet og Morten og Johanne ene i den lille Stue.

- Blev du meget ked af det med den Tallerken? spørger Morten og vil lægge sin Arm om hendes Liv.

Men hun skyder hans Arm bort og vender sig fra ham.

- Nej stop, Johanne! udbryder han og vil tage hendes Haand, men hun river den til sig og snapper det hvide Blad med 463 Blomstertegningerne, som Irich har skaaret ud af sin Bog og lagt paa Bordtæppet, og gaar hen og stikker det ind i et Nodehæfte.

- Er vi Uvenner, Johanne, - er vi to virkelig Uvenner?

- Ja! svarer hun saa kort, som slyngede hun ham Ordet i Ansigtet, og ser paa ham med blinkløse, vredebrændende Øjne.

- Ved du, hvad du siger, Johanne?

- Aa, staa ikke der og forstil dig! svarer hun haanlig og maaler med Øjnene hans fremstrakte Hænder.

- Nej, ved du hvad! siger Morten og kan ikke holde et Smil tilbage, nu bliver du virkelig morsom!

- Synes du? ler hun kort og føjer til og understreger hvert Ord hun siger, - jeg synes, det er dig, der morer dig! - nu - og før! Jeg forstaar blot ikke din Morskab!

- Skulde jeg skamme mig, mener du? spørger han og bliver bleg og stiv og strider for at binde den Vrede, der piner sig op i ham.

- Du skulde blot tænke paa, at jeg sidder tre Skridt fra dig! svarer hun og bliver ved at se paa ham. Men Vreden brænder ikke længer i hendes Blik. Det holder ham fast som to kolde Nagler.

- Aa, svarer han og mærker, at hans Mundvige sænker sig bittert, du glemmer, hvor du selv var optaget!

Men i det samme brister hans Vrede sammen, og han fyldes af Rædsel for de Ord, han har sagt, og fortryder og angrer og tvinger med Vold sin Arm fast om hendes Liv.

- Nej bliv, Johanne! hvisker han, nu skal du være god! - du maa ikke gøre dig stiv! - jeg mente det jo ikke, - jeg begriber ikke, hvor jeg kunde sige det, - hører du! - hører du! - det gør mig saa ondt! - jeg har aldrig været ond mod nogen før, og saa skulde jeg blive det mod dig? - du skal tilgive mig! - Tilgiv mig!

464

Hun staar stiv i hans Arm og svarer ikke, men Taarerne løber hende ned over Kinderne, og de lukkede Læber dirrer. Paa een Gang slappes hendes Legeme i hans Arm, og hun brister i skælvende Graad.

- Johanne! Johanne! hvisker han fuld af hjælpeløs Ømhed, - hvorfor handler vi dog saadan med hinanden i Aften?

Hun bliver ved at græde, og han stryger hende over Haaret, stryger hende evindelig over Haaret.

- Aa hvor jeg fortryder den hele Aften! siger hun omsider og bider i sit Lommetørklæde og ser frem for sig.

- Nej, det maa du ikke sige! beder han og trykker med sin Haand hendes Kind mod sin Skulder, - jeg har været saa lykkelig og glad paa dine Vegne!

- Det er blot saa dumt at være lykkelig, svarer hun og græder paa ny, - jeg tænkte nok, at det skulde ende som det gjorde!

- Er det min Skyld, Johanne?

- Jeg ved ikke, hvis Skyld det er, - jeg synes blot, at Jutta - -

- Hvad synes du, at Jutta - -? spørger han, da hun tier og ikke fortsætter. Du skal ingenting synes om Jutta, ikke engang tænke paa hende. Tror du, jeg tænker paa Jutta?

- Nej - ikke nu, svarer hun og vikler Lommetørklædet om sine Fingre og løsner det igen.

- Ingen Sinde, Johanne!

- Hvorfor var du saadan imod hende? Saadan plejer du jo aldrig at være. Var det, fordi jeg talte med Irich?

- Nej, vist ikke nej, dit lille Tossehoved!

- Aa men hvor kunde du da nænne at sige det, du sagde før?

- Jeg mente det jo ikke.

465

- Man skal aldrig sige, hvad man ikke mener, - allermindst af den Slags! svarer hun rolig.

- Jeg har netop siddet derinde i min Stue og glædet mig den hele Aften over, at det blev Irich, du kom til at tale med, og smigret mig med, at det var ait, hvad jeg har sagt af godt om ham, der ledte dig. Du kan tro, at du har gjort mig glad i Aften. Der er saa faa, der taler med ham, og han gaar saa ensom og ukendt om i denne fremmede By. Jeg er saamænd sikker paa, at du er den første Dame, der har talt med ham, siden han forlod sin Kæreste i Holland. Synes du ikke, han er værd at tale med?

- Jo, svarer hun, det er han, og han fortalte mig saa meget, som jeg ikke kendte, om Blomster og Farver og Former, og - føjer hun til og smiler, - saa tror jeg, at han er lige saa ængstelig som jeg selv - og lige saa ubehjælpsom.

- Johanne, hvisker Morten og bøjer sig og ser hende i Øjnene, tilgiver du mig?

Og som Svar paa hans Bøn presser hun sig som et Barn, der har fundet sin Moder, ind til ham.

Hen paa Morgenstunden en Nat i Marts rejser Morten sig fra sit Skrivebord. Han er træt, men lidet søvnig, og han har en Fornemmelse, da han slipper Penneskaftet, som blev han befriet fra en Lænke, og han ser sig om i det lune, stille Værelse og føler sig fyldt af en mild, kølig Søvnløshed og er til Mode, som kom han fra en møjsom Bjærgbestigning. Han ser paa Lampen, den kan brænde en Stund endnu, - og saa tænder han sig en Cigar og gaar rygende frem og tilbage over Gulvtæppet.

Han er ganske alene. Værelsets Døre er lukkede. Ingen Lyd 466 og intet Liv naar ind til ham. Uden for de sorte Ruder sover den stille Gade i Natten, og bag de lukkede Døre fylder Mørket Stuerne. Og atter føler han det, som var han dalet gennem kolde, mørke Skylag ned i dette firkantede Rums lune, lyse Hygge, og han fornemmer Værelset om sig som en eneste skinnende lille Verden, alene i al Nattens Mørke, og sig selv som denne Verdens eneste Beboer, som en sidste levende i denne sidste Rest af Lys, lunet og skærmet mod det slugende Mørke af Murenes tætte Firkant og Gulvets bløde Tæppe.

Og han savner intet og ingen, - savner ikke engang sin Hustru.

Morten standser et Øjeblik sine Skridt og ser hen for sig, som gik han sine Tanker efter. Han savner ikke Johanne. Men saa smiler han og gaar paa ny. Hun sover jo derinde, og der er intet Savn over ham. Han ejer hende saa trygt, at alle hans Tanker gaar højt hen over hende som Vinden over et Skibs lukkede Last. Det er ikke længer Mørket, der lurer bag hans Værelses Vægge. Han lever paa en solbeskinnet Ø, og det blaa Hav, der viden om fra gynger ind imod ham og gør Luften, han aander, saa lysende og ren, er Johannes aldrig hvilende, evindelig nynnende Lykke, som spejler hans Træk, ser op paa ham med hans egne Øjne, hver Gang han staar paa Stranden.

Og som et Sejl, der pludselig bugner for Vinden, svulmer Mortens Sjæl under hans Hjærtes Velvære og Fred.

Hvor det Hav omkring ham er bredt og levende, og saa rigt, at han kan give bort af dets Fylde uden selv at miste! Han ser i Tankerne Irichs blonde Ansigt straale af Glæde, hver Gang han sidder her i dette Hjem, som har lukket ham ind fra Ensomhed og trist Omflakken. Og han er fuld af Taknemmelighed mod denne Ven, der kommer og er som en betroet Forvalter for Mortens egen Lykke alle de mange Timer, Doktordisputatsen lukker Morten inde. Som en glad Fader gaar han dem i Møde, Johanne og 467 Irich, naar de kommer hjem fra Spadsereture, og de bringer som frisk Luft til at glitre for hans arbejdstrætte Øjne, naar de fortæller, hvad de har mødt og set.

- Ja hvad skulde jeg stille op, hvis jeg ikke havde dig? husker Morten, at han sagde til Irich i Aftes, - Johanne vilde jo dø af Ensomhed i disse Dage!

- Ja, havde Irich svaret og smilet først til Johanne og saa til ham, jeg befinder mig jo ogsaa vel som Selskabsdame hos et dansk Herskab!

- Jamen jeg har Dem mistænkt for, at De ikke bestiller saa meget, som De vist burde, - De har ikke været paa Bibliotheket i fjorten Dage! havde Johanne sagt, - hvad tror De, Deres Kæreste vil sige til det? For Resten er det ikke smukt af Dem at kalde Dem Selskabsdame.

- Kan du ikke forstaa, at du er Søn af Huset? havde Morten leet til Svar.

Og Irich havde set med sine blaa Øjne fra ham til Johanne og taget sit Glas.

- Om Forladelse, Fru Moder! havde han sagt.

Morten løfter Armene og strækker sig, alt i ham vider sig som for et pludseligt Brus indvendig fra, og han velsigner i Tankerne sig selv og sin Hustru og sin Ven, dette Værelse, dette Hjem, Livet, det Liv, som er blevet hans.

Saa hører han Døren inde fra Sovekammeret til Dagligstuen blive aabnet og bløde Trin over Dagligstuens Gulv.

Han bliver staaende midt paa Gulvet og ser hen paa den lukkede Dør og lytter og smiler.

Saa bevæger Laasen sig langsomt, og Døren glider halvt op, og Johanne smutter hurtig ind som bange for Mørket og skyder Døren til bag sig og staar og ser paa ham i hvid lang Natdragt, med de nøgne Fødder i et Par blegrøde, dunrandede Tøfler.

- Men Gud bevare os! ler Morten overgiven og strækker begge Arme ud imod hende.

468

Men Johanne bliver staaende og ser i mut Bebrejdelse paa ham.

- Det er ikke pænt af dig, siger hun, - jeg blev saa forskrækket, da jeg vaagnede og saa din Seng tom!

- Jamen du skulde jo slet ikke være vaagnet!

- Jeg drømte saa underlig! siger hun, da han slaar sin Arm om hendes Liv.

- Kom her, du fryser jo! beder han og faar hende til at sætte sig paa Chaiselongen og stopper et broget Silketæppe om hende.

- Du bryder dig vist ikke om mig mere, siger hun i samme mut bebrejdende Tone som før, du er aldrig mere i Nærheden af mig!

- Jeg stod i dette hellige Øjeblik og øste al mit Hjærtes Velsignelse over dig! smiler Morten og sætter sig hos hende og drager hende ind til sig. Johanne, du ser jo ud som en Søvngænger?

- Jeg drømte saa underlig, gentager hun, - jeg forstaar det slet ikke!

- Tror du, der er noget at forstaa? spørger han og klapper hendes Haand.

- Jeg ved det ikke, svarer hun, - jeg drømte, vi gik over en Bro af Marmor, over kolde, graa Stenfliser, du og jeg. Og vi var unge, ganske unge, og vi gik ranke og frejdige ved Siden af hinanden, i et Hav af Sol, der strømmede ned over os fra en Luft, der var uendelig dyb blaa og blændende.

- Naa! siger Morten og smiler og bliver ved at klappe hendes Haand.

- Verden bag os lukkede sig i graa Taage, fortsætter hun langsomt, som huskede hun Drømmen frem Billede for Billede, og vi gik over en Plads, der laa om os, varm i Sollyset. Men foran os løftede sig en Ruins gennembrudte Mure, og da jeg pludselig saa paa dig, saa jeg, at du var klædt i en hvid og folderig Kappe, 469 og at du gik mørk og alvorlig med korslagte Arme og bøjet Hoved, og du gik langsommere og langsommere ved min Side. Og jeg saa mig selv med flagrende Slør, i en Dragt af høje, varme Farver, der fyldte mit Hjærte med Glæde. Jeg gik med løftet Hoved og drak Luften og Lyset af fuldt, lykkeligt Bryst. Og over Pladsen vrimlede der af mørkhaarede Østerlændere i spraglede Kaftaner og af Kvinder med viftende Slør. Jeg saa dem komme, flere og flere, glad og talende i Sollyset. Det lød i min Øren som den sommerligste Surren. Saa gik vi frem mellem Billedstøtter, der løftede deres hvide Marmorkroppe paa høje Sokler mod den blaanende Himmel og stod med skinnende Basuner strakte over vore Hoveder. Men saa standsede vi pludselig og bøjede os skælvende mod Jorden.

Johanne tier og famler efter Mortens Haand.

- For pludselig, bliver hun lidt efter ved, brusede Basunernes Malmtoner ned over vore Hoveder, saa vældige som blæste af Titaner, og saa sejrssikre og overvældende og hoverende i deres Majestæt, saa brede og langsomme og skæbnesvangre, - en eneste Strofe kun, en eneste Strofe, der til sidst aandedes bort i Solskinnet. Men vi gik videre, sørgmodige og fremmede for hinanden. Saa kom vi ind i Ruinens høje, kølige Haller, gennem hvis hullede Hvælvinger Himlen lyste over os blaa og dyb, og Menneskenes Stemmer fyldte Rummene med Sang og Jubel og Latter. De var saa mange derinde, at de drog sig sammen i Skarer og skred langsomt bort i uendelige Stimer, og vi fulgte Strømmen. Men saa blev et Forhæng pludselig skudt til Side foran mig, et lyst, folderigt Forhæng, og en ung Mand bøjede sig frem under det. Jeg kendte ham godt, for det var min Barndoms Ven, min første lille Kærlighed, som du ved. Den Gang var han Dreng, men nu var han vokset og stod og saa paa mig med spørgende Øjne. Og jeg rakte Haanden ud mod ham, men han blev staaende og stirrede sørgmodig efter os og bøjede sig 470 fremover med Hænderne paa Hofterne, smal og ungdommelig i sin lyse Kappe og med alvorlige, uudgrundelige Øjne. Og i det samme saa jeg, at Ruinen var Landsbykirken, vi sad i den Sommereftermiddag for to Aar siden, og at jeg stod under Pillen med Billedet, og at de Øjne, der saa paa mig, havde samme Udtryk som Barnet, der sad paa den hellige Kristoffers Skulder. Og da vi gik, græd jeg, saa Taarerne brændte mine Kinder, og Menneskene vendte sig og saa efter mig ... Saa blev det mørkt og koldt om os, og vi gik under høje dybe Hvælvinger, og Menneskene om os mumlede og klagede sig. Vi gik frem, frem mod en høj, aaben Portal, og som jeg kom frem, saa jeg udenfor i Sollyset mit Barndomshjem ligge fjernt og fredhelliget, og jeg strakte Armene ud og vilde hjem, men Broen, som vi var kommet over, var borte, og du greb om mine Arme og drejede mig bort, om mod Hvælvingernes kolde Kalkluft. Og dér stod han igen foran mig, min længst forglemte barnlige Kærlighed, og han tog min Haand og trak mig bort med sig, bort mod Sollyset, hvor Menneskene jublede og sang ... Men saa saa jeg Præster svinge gyldne Røgelsekar over os, og jeg saa, at de løftede deres Hænder imod os, og at Menneskesværmen veg til Side for os med mørke, haanende Blikke. Vi blev stødt og ført frem, stadig frem mod Præsternes messende Raab, og jeg saa en Afgrund mellem dem; jeg vidste, den var der, bag et koldt Marmorbaluster, og jeg saa en blaalig flimrende Røg brede sig i Sollyset over den som et Genskær af Flammer. Par efter Par saa jeg komme og standse og stirre derned og styrte sig ud med Armene om hinanden og forsvinde, og jeg hørte, som om Mængdens Raab hærgede Luften over dem ... Og jeg skreg i Dødsangst, - og saa vaagnede jeg, - og saa var jeg alene.

- Hvad tror du, en saadan Drøm betyder? spørger hun lidt efter, da Morten ingenting siger.

- Ikke andet, svarer han, end at du er en ren Pharao til at 471 drømme, men jeg er desværre ingen Josef - som Drømmetyder vel at mærke!

- Tror du, man drømmer saadan noget hen i Vejret?

- Nej, siger han og ser pludselig paa hende - kan du ikke huske de Basunstrofer?

Hun nikker blot til Svar.

- Ja, for der falder mig noget ind, siger han, - de skulde vel aldrig være af Schubert?

- Hvad mener du? spørger hun og ser forundret paa ham og ler.

- Og de samme to dybe, mørke Basstrofer af den Sang, du sad i Aftes og spillede om igen og om igen? bliver han smilende ved.

- Jo! siger hun pludselig og stirrer frem for sig.

- Der kan du se, svarer han, den Drøm var af Schubert!

- Jamen Resten? spørger hun lidt efter.

- Resten? gentager han, den hører hjemme i H. C. Andersens Æventyr om den lille Fjer, der o. s. v. - Men nu gaar min Lampe ud.

Du skal tænde et Lys, siger Johanne, da han rejser sig, - der er saa mørkt i Dagligstuen!

Johanne sidder med sit Sytøj inde i Mortens Værelse. Hun har tændt den høje Lampe paa hans Bord og rykket hans Bøger til Side for sin Sykurv. Henne ved Vinduet læser Morten ved den lyse Foraarsaftens sidste Dagsskær. Johanne syr og falder sommetider i Tanker med Haanden støttet mod Bordpladen og ser stift frem for sig og syr igen og nynner ganske sagte. Det 472 er en lille fransk Vise, hun synger, en af Irichs sørgmodige Viser, og Morten lytter og ser i sin Bog uden at læse og følger Ordene og den lille Melodi, der er som et forunderligt sagte svunget Akkompagnement af Klokker ...

En vain la sévère raison
sans cesse aux oreilles nous crie:
Fuyez l'amour, c'est un poison!
Je la compare à cette mie,
qui fait grand peur à son enfant
et puis l'endort en lui chantant:
Do-do, l'enfant do,
l'enfant dormira tantôt:
do-do, l'enfant do,
l'enfant dormira tantôt.

Johanne synger den monotont og mørkt og drømmende, som om hun sang sine egne Tanker ud uden at vide det, og gentager Verset atter og atter og synger til sidst Melodien uden Ord. Hun har ladet Sytøjet synke i sit Skød og sidder med Hovedet støttet i Haanden og med Lampelyset ned over Ansigtet.

Saa dør hendes Nynnen hen, og Morten ser fra sin Bog over paa hende og ser hendes Øjne store og opmærksomme stirre paa Lampens blege Kuppel og fyldes af Taarer, der vælder over Øjeranden og løber ned over hendes Kinder. Han lægger Bogen i Vindueskarmen og gaar hurtig hen til hende.

- Men Johanne - du græder jo! - hvorfor græder du?

Hun ser hastig, ligesom forbavset op paa ham.

- Aa - -

Hun svarer ikke andet end dette: Aa! - ganske hurtig og forbløffet, og trykker sit hvide Sytøj mod Øjnene.

Morten griber hendes Haand, men hun vrider den lempelig løs.

473

- Du sidder der og synger saa nydelig, saa forunderlig nydelig, siger han, og jeg glemte rent at læse for at høre efter dig, og saa ser jeg pludselig, at du græder.

- Det var blot - den Sang, siger hun.

- Men hvorfor? - den Sang? spørger han.

- Den gjorde mig saa bedrøvet.

- Men hvorfor saa bedrøvet?

- Fordi den mindede mig om - - Aa, jeg ved ikke selv!

- Men det er dog saa underligt, Johanne! Du sidder tit saadan i den senere Tid. Hvorfor er du ikke glad? Se paa mig, du, og sig mig det!

- Jeg ved det ikke, - det var den lille bedrøvelige Melodi.

- Men du har jo aldrig før grædt, naar du sang!

- Aa, jeg tror, det var, fordi jeg syntes, jeg sad saa ensom.

- Men Johanne, jeg sad jo der ved Vinduet!

- Aa nej, svarer hun, det forstaar du naturligvis heller ikke, - du sad jo ikke med et Sytøj og skulde forslaa Tiden med dine egne Tanker.

- Men du kunde jo ogsaa taget en Bog!

Hun spiller med Fingrene paa Bordet og ser igen frem for sig, som om hun tænker sig om, husker et eller andet efter eller rent glemmer, at han staar ved Siden af hende.

- Johanne!

- Ja, - ja, Morten! det kunde jeg jo! - men - men jeg tror, jeg var for træt, - jeg kunde ikke samle Tankerne, - det løber helt i eet for mig.

- Men er du da ikke rask?

- Jo jeg er! siger hun utaalmodig og vender sig i det samme mod ham, ligesom forskrækket, og tager hans Haand, der ligger paa Stoleryggen bag hende, - tilgiv mig, Morten!

Hun ser op paa ham og forsøger at le og brister i Graad og lægger sit Hoved ind mod ham.

474

- Det er rent galt, Johanne, hvisker han, hvad er dog dette her?

Hun rejser sig fra ham og begynder at lægge sit Sytøj til Rette og bekæmper sin Graad og staar og bider sig i Læberne.

- Det er meget dumt, siger hun, jeg skulde helst skamme mig, - men hvis jeg skulde forklare dig, hvad der er i Vejen, ja - ja, saa ved jeg kun, at jeg er bedrøvet, at jeg synes, at alting, alt sammen har vendt sig og er ikke glædeligt mere, - alting bedrøveligt og Alvor og ... Du! siger hun pludselig og ser hurtig, med spottende Øjne op paa ham, du kan jo heller ikke høre, hvor bedrøvelig saadan en lille Melodi er! - hvorledes skulde jeg dog kunne forklare dig - -

Han lægger sin Haand paa hendes Pande og bøjer hendes Hoved tilbage og ser hende i Øjnene.

- Men det er altsaa den lille Melodi?

Ja, det var bare den lille Melodi.

Morten har kastet sig i det høje Enggræs og ligger og ser ud paa den rindende Aa, der spejler den graa Luft og vipper langsomt med Medesnørens røde Korkflaad. Han er færdig med sit Arbejde, færdig med Vinterens Slid, fri Dag og Nat og for Øjeblikket ene som i gamle Dage - og hjemme.

Hjemme!

Han drejer sig om paa Ryggen i det bløde Græs og skyder Hænderne ind under Nakken og stirrer op i Himmelens Graavejr, - i hans Hjems bløde Græs, i hans Hjems milde Graavejrshimmel. Og han fanges af en Følelse, som sank Engen sagte under ham, og som sank han med Engen langt tilbage i Tiden.

475

Han hviler saa blødt, ligger saa ensom og fuld af Fred og stirrer op i Luften og undres over, hvor han har været langt og længe borte, og der gaar som en slettende Haand over hans Bevidsthed, en Haand, som tager Aar med sig og lader ham tilbage som et Dun, Stormen har hvirvlet og atter sænket, hvor den tog det.

Men saa mærker han en vag Bedrøvelse vaagne. Disse Aar, hvor han ikke har længtes, ikke haft Behov for denne Egn og denne Himmel, river, nu de et Øjeblik viger, som en Rift inde i ham. Og han føler den dybe Hvile, der er over ham, som en Drik for en tørstende, som en dulmende Stilhed, der lukker sig over en lurende Sygdom. Det er som bedrøvede Øjne saa paa ham, som milde Hænder bar ham, og som maatte han træt og svag give sig disse Hænder viljeløs i Vold.

Han tænker og tænker, men hans Tanker vakler frem som paa saare Fødder. Og han ligger og stirrer op i den graa Luft, og det er som om Himlen over ham og den stille Eng lyttede til hans Hjærteslag og spurgte ham for at kunne læge.

Hjemme!

Morten ryster paa Hovedet og borer sin Nakke fastere i sine Hænder og ser for sig sine og Johannes Stuer inde i den solfyldte Gade. Billedet brænder bag hans Øjne, som vilde det svide sig fast for ikke at forraades.

- Og hvad er saa det hele? siger Morten halvhøjt, og de saare Tanker kommer igen og svarer ham, som de hundrede Gange har svaret ham hver Dag her og derhjemme.

Han ved alt, han har set alt, har set hende, som han elsker, rejse sig fra ham og gaa som en Søvngænger sin egen drømmende Vej, uden ham, uden Brug for hans Støtte. Han har set det og ikke vovet at raabe, set det i Angst igen og igen, at hun vandrer farlige Veje, ved Afgrunde hun ikke aner, at hun gaar ubekymret og ser kun Himlen over sig og ikke Faldet for sin Fod. Han mindes hendes Drøm, og hvor selvoptagen hun fortalte 476 ham den og sad ivrig efter Løsningen, og han ser, hvor hun er bleven tavs og sky og kølig og pirrelig mod hans Vaner, som hun aldrig før har ænset, og forundret over hans Fordringer, paapasselig og aarvaagen, og hvor hun følger hans Tilværelse, som om hun nu først vilde lære ham at kende.

Og han forstaar det altsammen, forstaar det gennem hendes Kærtegn, der før, naar hun kom til ham af sig selv, var ængstelige og smygende og som bange for at være til Ulejlighed, men som nu er Feber og ufraviselig voldsomme som en druknendes Greb for ikke at forgaa, - forstaar det gennem hendes Kulde, denne fjendske, afvisende Kulde hver Gang hans Ven var gaaet.

Men han vover ikke selv at operere, - han staar som Lægen ved dens Sygeleje, som han elsker, og vover ikke at operere af Skræk for sine skælvende Hænder -

Og han mindes den Dag Irich rejste uden at tage Afsked, og han kom til hende og fortalte det, fordi det at fortie det vilde flænge Saaret værre, og han saa hende blegne, undres, forfærdes uden Ord! Han ser hendes fjendske, mørke Blik imod ham. Hun vover intet Ord. Han ser Fejgheden i de febrilske Hænder, Rædselen over at være bleven røbet, denne Kamp i hendes Stolthed, i den blege, rolige Skikkelse, der mekanisk arbejder for ikke at forraade sig, - og han ved, at han formaar ikke at lukke Døren mellem sig og hende, fordi hun intet har skjult før nu, fordi han ser den Sygdom, der hærger og døder hende, hans Ungdoms Lykke, ser den paa en egen bitter, ironisk Maade, denne nye Følelse hos hende, som en Pest, en Bakterie i hendes sunde, uberørte Sjæl, ser hvor uforberedt, hvor lidet egnet hun staar midt i Kampen.

Og Foraaret har han ladet gaa hen og draget hende ud i megen Selskabelighed, til Koncerter og i Theatret, og har fyldt hendes Bord med ny Literatur og gammel, og hun har givet sig alt dette 477 fremmede i Vold, er dukket under for ham, ned i fremmede Menneskers Tilværelse, og undflyr ham og holder Verden og Bøgerne som et Skjold mellem ham og sig og staar uangribelig, altid parat med dette kunstige Liv, som han selv har givet hende i Hænde.

Og nu. Han har grebet til sit sidste Vaaben, er rejst til sit Hjem med hende for at se, om hun evner at kaste gamle Minders Grav til over levende, bævende Levninger af Liv. For første Gang i længere Tid er de her. Og han ser kun hende, har ingen Brug for Menneskene her, - de er ham til Besvær, til Ulejlighed, - han vil kun Scenen, Lysvirkningerne, Grundlaget. Og det ligger der alt, alt, fra de hvide, stivede Gardiner og de broderede Stolesløjfer til Tjørnens røde, duftende Blomsterkuppel. Han sidder ved sine Forældres Bord og ser og pines af Forskellen mellem den unge, blege, forlegne Pige og denne muntre, elskværdige Frue, der vinder alle andre med sin Mildhed og Ro og holder ham, ham alene fra sig koldsindig og forbitret og fjendsk. Han begriber det ikke, at der kan være noget bag denne blondhaarede Hjærne, der arbejder og arbejder sig fra ham, og kan ikke tænke sig nogen anden i hendes Tanker, hvor han før var Enehersker, og fritter hende ud, og vil, vil vide, hvad det er, der skorter ham eller hende, - og kommer ingen Vegne.

Og saa kan der pludselig komme en kammeratlig Munterhed frem overfor ham, naar hun taler med ham om ny Musik eller nye Begivenheder inden for hans Interesser. Og hun hører gerne og er videbegærlig og kommer med selvstændige, stærkere, mere skærpede Slutninger. Men aabner han blot Armene, er hun straks en anden. Hun bliver staaende i hans Arme, men med nedslagne Øjne, bleg, forpint, og vrider sig endelig fra ham med sit mørke, dulgte Had i Blikket.

Og han lader hende gaa og vandrer sine egne Veje, ensom i Hjemmet - - 478 Morten stirrer op i den graa, stille Luft.

Det er, som de milde Hænder, der bar ham før, slipper under ham, alt for svage til at bære. Han fryser og rejser sig og staar og ser ud over de ensomme Enge.

Hjemme!

Alting viger om ham, huler sig til en stor, uhyre Tomhed. Han ynkes over sine Hjemmeminders vage Barneøjne og vender sig bittert fra dem og griber efter det, som han og Johanne har levet her, efter deres Lykkes første, svulmende Sommermod, lukker sin Sjæl over det og tør ikke spørge, om han alene ejer det alt som en livløs, pinende Arv.

Morten kommer gennem Stuerne i Hat og Overfrakke og med en Buket Asters i Haanden. Hans Øjne søger Johanne i spændt, forventende Glæde, men hans Trin er dæmpede, og han gemmer hendes Navn bag sine lukkede Læber, som ængstedes han for at kalde.

Inde i Dagligstuen finder han hende. Hun sidder ved sit Sybord, med Ryggen mod Vinduet og Hænderne i Skødet, og hilser ham med sit Goddag og ser næsten ikke op paa ham.

- Se her, Johanne, siger han og lægger Blomsterne paa Sybordet foran hende og bliver staaende og ser paa hende med et Blik, der følger hver Mine i hendes Ansigt, - det er min Kærligheds Blomster, de hvide Asters med de lilla Sørgefarver imellem sig. Det er dig, du, med dit glade og med dit triste Humør. De mindede mig om mine Tanker om dig det Efteraar, du blev min. Er de ikke smukke? spørger han og bliver staaende og bliver ved at se paa hende.

479

- Jo, de er smukke! siger hun og tager Blomsterne i sit Skød og ser ned paa dem.

- Lad dem minde dig lidt om den Gang! beder han og venter som i Feber, at hun skal se op paa ham og hendes Sjæl møde hans over disse Blomster.

- Ja! svarer hun.

Men hun ser ikke op.

Og han bliver staaende hos hende et Øjeblik endnu. Saa trækker han Frakken af og gaar ud og hænger den fra sig i Entreen og kommer tilbage og bliver staaende i Døren til sit Værelse og ser paa hende. Og da hun rejser sig som for at bære Blomsterne ud med sig, stemmer han Hænderne mod Dørkarmen og spærrer hende Vejen.

Hun standser et Øjeblik og ser ned.

- Irich har været her! siger hun kort og bøjer sig forbi ham og gaar ud gennem hans Værelse bag ham.

Han vender sig ikke efter hende. Han staar, som om det uformodet havde lynet for hans Øjne. En pludselig, voldsom Vrede jager igennem ham, en Trang til at slaa fra sig og forsvare sig, og han knytter Hænderne et Øjeblik og gaar hurtig ind i sit Værelse og smelder Døren haardt i bag sig.

Derinde bliver han staaende stiv og lytter, og hører omsider Johanne gaa gennem Entreen og ind i Stuen.

Saa river han Døren op igen og gaar hen imod hende.

Hun sætter sig i Stolen ved Vinduet og ser op paa ham, hastig og frygtsomt, blinkende som om hun ventede et Slag eller et groft Ord.

Og dette frygtsomme Blik afvæbner ham. Han bliver staaende ved Bordet foran hende og spørger lidt hæst og langsomt

- Naa, - hvad vilde han?

- Han vilde sige Farvel! svarer hun og ser igen op, haardt og udfordrende.

480

Morten staar ved hendes Bord og slaar mekanisk med Knoerne i Tæppet.

- Vidste han ikke, at jeg var paa Universitetet paa den Tid? spørger han.

Hun svarer ikke straks, og han venter.

- Han bad mig hilse dig og sige dig hans Farvel.

- Var det alt?

- Ja!

- Hvorfor sagde han os ikke Farvel i Sommer? Hvorfor kommer han igen nu?

- Han er færdig i Stockholm og skal hjem nu.

- Og har ingen Tid til at sige mig Farvel?

Hun svarer ikke, men læner Albuen mod Bordet og Hovedet i sin Haand. Han ser hende lukke Øjnene et Øjeblik og spille med den anden Haands Fingre nede paa Stolesædet, og gaar tilbage i Værelset og frem igen til hende.

- Hvad var det saa, han vilde dig, Johanne? siger han tørt og afgørende.

Hun ser ham i Øjnene et Øjeblik, et underlig brændende, smertefuldt Blik. Saa lægger hun pludselig beslutsom Hænderne fast sammenknugede i sit Skød og svarer, foroverbøjet og med Blikket mod Gulvet.

- Han vilde sige mig Farvel, - for bestandig, Morten!

- Hvad vil det sige?

- For altid!

- Hvorfor? - hvad vil det sige?

- Han sagde mig ikke hvorfor, han sagde ikke noget bestemt. Han spillede lidt og talte om sit Hjem, og sad og talte, medens han spillede. Han var saa bedrøvet, fordi han skulde hjem, men han vilde heller ikke blive her, sagde han. Han sagde, - at jeg var den eneste, han sagde Farvel til.

481

- Og ellers ingenting?

- Nej ingenting.

Morten gaar langsomt frem og tilbage over Gulvet, frem og tilbage, og drejer Hovedet efter hende, medens han gaar.

- Hvor længe var han her? spørger han.

- Han var her længe, to Timer vist.

- Og sagde ikke andet i to lange Timer?

- Tror du mig ikke? spørger hun og ser rolig op paa ham.

Men Morten griber hende om begge Arme og trækker hende op fra Stolen, ind mod sig.

- Johanne, siger han, - er du min? og tager hendes Hoved mellem begge sine Hænder og bøjer det tilbage og ser hende i Øjnene. - Er du? gentager han.

- Ja - det er jeg, det er jeg! siger hun og strider imod for at komme fri.

Du siger, du er min, og gaar dog fra mig! siger han og gaar efter hende og tager hendes Arme og lægger dem om sin Hals, og hun bliver viljeløs staaende med Hovedet mod hans Skulder.

De sidder ved Middagsbordet og taler nu og da, med ligegyldige Ord om ligegyldige Ting, og tier i lange Pavser.

- Hvorfor sidder du hele Tiden og ser paa mig og smiler saa besynderligt? spørger Johanne, da de en Stund har spist i Tavshed, og ser rolig over paa Morten og venter paa hans Svar.

Men Morten svarer ikke straks. Atter er den Tanke dukket op som Solskin i ham, at han har lidt af onde Drømme, som har fablet det Vanvid ind i hans Sjæl, at Johanne skulde gaa om og 482 tænke paa en anden end ham. Og han smiler denne vanvittige Fabel fra sig som en sølle latterlig Urimelighed og begriber ikke, hvor han har haft sin Forstand, at han har kunnet lade sin Mistanke løbe saa blindt og saa letsindig skabe det hele. Han begriber det ikke og sidder glad, som havde han været bunden i en vanførs Bandage og var pludselig bleven rank og husker ikke længer sin Sygdom, mindes blot smilende, at intet Øjeblik har han formaaet at blive enig med sig selv om, at Johanne virkelig, virkelig for Alvor nogensinde har tænkt paa en anden end ham.

I hans Lomme ligger et Brev fra Irich, fuldt af Bryllupstanker og Lykke. Postbudet gav ham det i Morges, da han gik ud.

- Se her! siger han og lægger Brevet paa Dugen og ser Johanne tage tøvende om det.

Saa bøjer han sig mod sin Tallerken, medens hun læser, for ikke at plage hende paa ny med sit Blik, og vil ikke se, hvad Virkning Brevet volder.

Hun lægger Brevet fra sig igen, uden et Ord, og spiser. Han hører Skeen mod hendes Tallerken.

Saa ser han paa hende og rejser sig pludselig og glemmer al gammel Skinsyge, al gammel Vrede i menneskelig, forfærdet Medfølelse.

Hun stirrer frem for sig og fører Skeen til Munden. Men hun spiser ikke. Blikket er stift og slukket og Ansigtet blegt, og Taarerne løber over dette rolige Ansigt, ned over de skælvende Læber. Idet han rejser sig og gaar hen til hende, skubber hun Tallerkenen fra sig og lægger sig voldsomt hulkende frem over Bordet. Saa rejser hun sig og skyder ham bort og gaar som et Barn med Armene for Ansigtet ind i den mørke Dagligstue.

Morten følger hende ikke. Han gaar langsomt mod sit Værelse.

Men i Døren standser han og vender sig og spørger hende, højere, stærkere end han selv vil det 483 - Er det da sandt? - elsker du ham? - sig mig, hvad har der været mellem jer?

- Været! været! - -

Han hører hende svare, som om hun lo derinde i Mørket.

- Ingenting har der været, hvis du forstaar det!

Saa river Morten Døren til bag sig og kaster sig i sin Skrivebordsstol og støtter Hovedet i sine Hænder. Med Hænderne knyttede i Haaret sidder han der og venter, at noget skal ske, at hun skal komme derindefra og sige et eller andet, bede for sig, blot bede om Tilgivelse for det, hun gør ham. Men han hører hende ikke. Der er stille inde i Mørket, stille i hans eget Værelse, og Stilheden murer sig tæt op om ham, støber ham ind i sig, saa han sidder ubevægelig.

Altsaa Sandhed alt sammen, raa, leende Sandhed.

Alt i Mortens Sjæl brydes og gynger og skiller sig som et Skib, der i et Nu hugges mod Revlen, alt i hans Sjæl opløser sig og hvirvler til Vejrs, opefter, som i en spids Spiral, der stiger med skruende, vanvittig Hast mod en Himmel, i hvis flydende Tomhed alt svajer og svinger og aldrig finder Fæste. Han stirrer frem for sig, som stod han drevet op paa en sylspids Fjældtop og maatte videre og saa kun alts Fortabelse bredt viden om sig. Som en Flamme, der pludselig slaar til Vejrs og pludselig slukkes, ser han alt, hvad hans Hjærte ejede af Lykke, blusse op og slaa sammen i Aske. Samlet i et Sekund flammer hans Lykke om ham, hans Øjne brænder som for et luende Skær, og han bøjer sig sammen, krymper sig, som rinder alle hans Dages Lykke i Sum for ham og blotter som i et Lyn, hvor han var rig.

Mortens Læber bevæger sig, som strømmede en Skare Ord uden Lyd frem af hans Sjæl, og han presser Albuerne haardt mod Skrivebordets Plade og knytter Hænderne fastere og fastere i Haaret, som stred han som en stormbaaren Skygge for at tynge sit Fodfæste til, for at tro endnu en Gang, for at grave sig Rigdom 484 frem af Asken og tage den i sin Haand og tælle den, for at drive sin frysende Sjæl i Hus paa ny, - for ikke at styrte og forgaa.

Ingenting har der været! Ingenting har der været!

Morten bider Læberne sammen. Behøver han at vide noget? Hvad er det, der ikke har været? Har ikke hendes frysende Kulde været der? Har ikke hendes Skridt været der, hendes Skridt over Gulvet derinde i Dagligstuen, frem og tilbage, de lange Eftermiddage igennem? Behøver han Haandgribeligheder? Skjuler hun sin Forvandling, viser hun ham ikke Nat og Dag aabenlyst sin sjælelige Utroskab, giver sig i hans Vold som en Martyr, en Korsfæstet, uden Hensigt i sit Martyrium, opgiven, kraftesløst, som dækkede hun Fortvivlelsens Ild med Selvforagtens blege, dræbende Aske!

Ingenting har der været!

Morten ler kort. Ingenting har der været. Som om hendes Legeme var ham mere end hendes Sjæl! Det jager som en raa, befriende Spot gennem hans Hjærne: om hun havde givet sig hen til en anden, blot hun havde bevaret ham sin Sjæl!

- Johanne! Johanne! hvisker han og føler som en lunken Damp hylle hans Vilje ind, føler alt som en Flodbølge strømme tilbage i hans Sjæl og lægge sig tæt om hende, som han bærer derinde uopløselig smeltet sammen med alt, hvad der er ham og hans, hun, der er ham som en Byld i Hjærtet, hun, som er Saltet i hans Livs Brød.

Han lytter igen.

Men han hører hende ikke. Der er stille inde i den mørke Stue.

Saa rejser han sig i pludselig, vild Angst.

Hvad gør hun ved sig selv derinde?

Han slaar Døren op og skimter hende henne ved Vinduet bøjet over sine sammenknugede Hænder.

485

- Johanne! Johanne! sig mig alt! tænk paa mig ogsaa, blot denne ene, ene Gang!

- Lad du mig gaa min Vej, siger hun stille, jeg er ikke bedre værd!

- Sig ikke det! - vi taler ikke om Værd! - kan du ikke være min Hustru, - elsker du ham, saa du ikke kan være min Hustru! Hvad kan I to have haft sammen, som du og jeg ikke har haft bedre?

Og han lægger sig paa Knæ foran hendes Stol; men hun presser sin Haand mod hans Pande som for at skyde ham bort fra sig og ler bittert og sagte, medens hun taler.

Haft sammen! - ingenting - ingenting! - men har du glemt de gamle Sange, de gamle Sange om det, vi ikke selv behersker, - fagre Ord! - fagre Ord!

Det første Skær af Morgenen vækker Morten. Han ser dens klamme, duggede Slør over Ruderne og rejser sig fra Sofaen og skælver i Morgenkulden. Det graa Dagskær vælder imod ham som en Lidelse, der har luret paa ham. I samme Nu han rejser sig, stryger som en kold Haand over ham, og hans Sjæl krymper sig i fattig Fortvivlelse. Langsomt gaar han frem over Gulvet, frem og tilbage i Værelset. Saa lukker han Vinduerne op og lader Morgenkulden strømme ind over sig og ser ned ad den stumme, livløse Gade og Husenes lukkede, døde Facader. Som forstenede Mumier, som blinde, sørgmodige Masker staar de og stirrer med tomme Øjenhuler. Verden er gaaet i Staa og græder Nattens kolde Dug over alle Ruder.

486

Og saa levende, som havde han ikke sovet, husker han Dagen i Gaar, ser for sig hende, som er hans Smertes bitre daglige Fornyelse, og føler en Sugen om Hjærtet og Hjærtet tømt som en Sø, i hvis bristende Bund alle Livets Spirer smuldrer til Støv og langsomt fortæres. Og træt og pint, som han er, borer som en flænsende Klo den Bevidsthed sig fast, at skal han ikke forgaa, maa han knuge sit Hjærte til Ro og handle, før Ørkenen breder sig redningsløs evig under ham.

Han aabner forsigtig Døren til Sovekammeret og ser i Dagskæret hendes Seng tom og urørt. Saa gaar han hurtig tilbage og ind i Dagligstuen.

Henne ved Vinduet ligger hun i sin Stol og sover med Hovedet tilbagelænet over den lave Stoleryg og med Armene strakte fra sig ud over Sidelænene, Munden staar aaben som efter et Raab, og Øjnene er lukkede, som om hun afmægtig var segnet. Hans egen Lidelse fordobles ved denne anraabende, opgivne, smertefulde Stilling, og han bliver staaende og ser paa hende, til hun aabner Øjnene for hans Blik. Han ser dem ubevidste og trætte stirre paa ham. Saa lyner der pludselig en Rædsel i dem, idet hun rejser sig i Stolen.

- Hvad vil du mig! siger hun hæst og søvndrukken og bliver siddende sammensunken foran ham.

- Jeg vil tale med dig, Johanne, ganske roligt, Johanne! svarer han og ser i hendes Øjne, hvorledes hans Ansigt piner hende, og stryger sig med Haanden over det og føler det stift og forvaaget og koldt af Sved.

Hun svarer ham ikke, men vikler et Stykke Garn, hun har taget fra Bordet, nervøst om Fingrene, ud og ind.

- Jeg har ikke fundet en eneste Vej, siger han og bliver staaende foran hende, - jeg har ikke et eneste Raad at give dig, - men jeg vil hjælpe dig, - gøre, hvad du vil, - hvad du finder for godt.

487

- Ja! hvisker hun, og han ser hendes blege Ansigt bøje sig dybere mod hendes Skød.

- Men hvad vil du, Johanne? - hvad har du tænkt dig at gøre?

- Ingenting! svarer hun svagt og ubevægelig, saa sagte at han mere aner end hører hendes Ord.

- Ingenting, gentager han, vil du da blive her?

Hun ryster paa Hovedet.

- Men hvor vil du gaa hen, Johanne? - du har jo ingen Steder at gaa hen. Vil du tilbage til din Onkel?

Han venter lidt, saa ryster hun paa Hovedet.

- Men hvorhen da? spørger han og tager hendes Haand, og hun lader ham beholde den uden at se op.

- Jeg kunde lade dig rejse bort, et eller andet Sted hen, siger han, hvorhen du vil, naar du blot vil love mig eet, Johanne, - du er et fortvivlet Menneske nu, du kunde maaske finde paa - -

- Hvilket? spørger hun haardt.

- At gøre alting forbi! svarer han og knuger hendes Haand i sin.

Hun ser koldt op paa ham.

- Nej! svarer hun kort.

- Jeg tror dig, Johanne!

- Det kan du ogsaa! svarer hun i samme tørre, rolige Tone og trækker sin Haand til sig.

- Vil du bort fra mig, Johanne?

- Ja!

- Men hvorhen?

- Ja hvorhen, hvorhen! svarer hun og rykker Garnet, hun har viklet om Fingrene, over, - det ved jeg ikke, bare bort herfra, bort fra alt dette her hjemme!

Han ser Hadet til dette Hjem, der er hans, flamme i hendes 488 Øjne, og gaar fra hende ind over Gulvet og knuger uvilkaarlig sine Hænder i hinanden.

- Vil du rejse med mig, Johanne? spørger han pludselig og standser paa ny foran hende.

- Ja, svarer hun langt om længe.

Men ved dette Ja svimler alting for ham i Træthed og Tvivl og forundret Haaben.

Saa rejser vi! siger han dæmpet.

Et Terneskrig vækker Morten, og han hører Suset af en Foraarsskov og Bølgebrus mod Stene. Han rejser sig over Ende i Sengen, og Johanne vaagner. Et Øjeblik efter er de oppe begge og Morten gaar stille og lægger Mærke til, at Johanne klæder sig hurtigere paa, end hun plejer, og at hun er rød i Kinderne og hendes Øjne blankere og ligesom vaagnede, opmærksomme og forventningsfulde. Han slaar Vinduerne op, og han og Johanne staar tavse ved Siden af hinanden og stirrer paa den lysende, blonde Bøgeskov, der strækker sig fra Næsset, hvor Gaarden, de bor paa, ligger, og bort langs Fjorden, som blaa og tindrende bruser med smaa, klare Bølger mod Stranden uden for deres Vinduer.

Saa banker det paa Døren, og Døren bliver forsigtig aabnet. Der strømmer Duft af Kaffe og friskbagt Hvedebrød ind til dem, og en lille buttet ung Kone beder dem komme ind til Morgendrikken, og de følger hende til en stor, lys Stue, hvor Morgensolen ligger i smaa rødgule Firkanter over et skuret Murstensgulv. De sætter sig ind paa Slagbænken langs Væggen, bag et drageblodsmalet, rødt Klapbord, og sidder, mens de spiser, og 489 ser paa det høje, røde Panel og paa Tallerkenrækkerne over en grøn, rødblomstret Skænk. Henne i Hjørnet dikker lydt og højtideligt et Bornholmerur, og oppe under det mørke, tilrøgede Bjælkeloft drejer en halmflettet Uro sig i en Traad.

Morten er hurtig færdig med den varme Kaffe og rejser sig og vil ud i Morgenen, men Johanne har set en lille Pige sidde ude paa Køkkengulvet, og da Morten gaar, staar hun bøjet foran Barnet og forsøger at snakke sig til Rette med det.

Gennem en stenlagt Forstue naar Morten ud til en lav Trappe, gaar ned over dens skraanende Stentrin og bliver staaende og ser sig om. Bygningen, han kommer fra, den gamle Færgegaards Hovedlænge, er lang og lav, velholdt og rummelig, men underlig tom og tavs, som holdt den sig pudset og pillen og stod parat til at modtage Verden, hvis Verden skulde finde paa at lægge Vejen fra Baadebroen ind gennem Gaardens store Gæstestue og smaa gammeldags Kamre, - som en glemt Retrætepost, synes Morten og ser op paa dens svære, mosgrønne Tag, - ældet og trolig paa sin Vagt, forglemt og lige bondesikker paa sin uangribelige Værdighed, med en god Samvittigheds brede Ryg og rolige Aasyn.

Han bliver staaende ved Trappen og ser over den tomme, græsbevoksede Gaardsplads, der strækker sine to lukkede, ubenyttede Ladelænger som længselsfulde Arme ud efter Fjorden for at modtage alt, hvad Fjorden en Dag maatte finde paa at bringe af Liv og Velfærd, - ser ud paa Baadebroen, der staar og vader i det blinkende Foraarsvand tom og forventningsfuld som Gaardspladsen og Længerne og Veteranen, der staar bag ham og, ligesom uafvidende, langs sit mossede, grønne Tagskæg græder smaa blinkende Taarer for Foraarssolen.

Saa gaar Morten ud over Gaarden, ud paa Broen og retter Ryggen og aander Brystet fuldt af den frejdige Vind, der stryger ind imod ham. Ude om Næsset krydser et lille rødt Sejl sig frem 490 mod Broen. Han skimter Baadens grønne Skrog, som blødt og jævnt løfter sin Stævn mod Bølgernes iltre, lysende Kamme, og ser det røde Sejl vokse og bovne for Vinden og komme ham nærmere og nærmere. Og han skyder sin Hat tilbage fra Panden og knapper langsomt sin Jakke op for Brystet og lader Solen stryge ind over sig.

Saa lægger Baaden omsider til, og en stor, rødskægget Mand fanger Sejlene ind og skotter under en sort, bredskygget Hat op til Morten med et Par smaa, lyse Øjne. Vinden blafrer i hans mørkeblaa Bluseærmer og skidengule Lærredsbukser, medens han fortøjer. Men da Morten forsøger en Samtale med ham, svarer han mut og kort, og Morten føler sig afvist og slentrer ind over Broen.

Oppe foran Gæstestuen hører han Johannes Stemme gennem de lukkede Ruder, en mild, kærlig, kælende Talen, der gentager smaa Børnerim, som han husker med sin egen Moders Stemme. Han gaar hen til et Vindue og ser Johanne ligge paa Knæ paa Stengulvet foran Barnet derinde i Solskinnet. Hendes Fingre marcherer hastigt frem og tilbage over Fliserne, og Barnet ser alvorlig og opmærksomt paa hende med et Par store, brune Øjne under et brunt, krøllet Haar og griber efter hendes Ringe, og Johanne ler sagte og glad og flytter sig paa Knæ over Gulvet med Ryggen mod Vinduerne. Morten staar og ser paa hendes og Barnets Skygger over de sollyse Sten og paa Haarets bløde Skyggeglorier om deres Hoveder. Saa glider pludselig, idet han bøjer sig frem, Skyggen af hans Hat og Hage og Skulder frem over Gulvet ved Siden af dem. Johanne ser Skyggen og drejer Ansigtet imod ham, et Ansigt, hvor Smilet endnu tindrer i Øjnene og i hendes hvide, blanke Tænder.

- Kom herind, Morten! siger hun ud til ham, kom herind og se!

491

Og Morten kommer ind og bliver staaende, trang om Hjærtet, saaret og sørgmodig ved at se dette lille fremmede Barn med sin Leg og Latter vække Smilet i hendes Øjne, Glæden i hendes Sjæl, hvor han med sin inderligste, hedeste Vilje har staaet magtesløs. Bitter og tavs staar han ved Siden af hende og ser hende forsmaa hans Rigdom og række Armene ud efter en fattig og fremmed. Han bøjer sig ned til Barnet, men det skriger, og Johanne tager det op i sine Arme og beder ham gaa og ikke forstyrre denne lille Glæde for hende.

Og han gaar, op langs Stranden og den susende, lyse Foraarsskov, og ser bestandig for sig Johannes skærmende Hænder om det fremmede, grædende Barn, ser dets brune Krøller mod hendes Skulder og Kind og ønsker, det var hendes, det Barn, for hendes Freds og hendes Lykkes Skyld.

Ud fra Skoven løber smalle Stier og bliver borte i Strandens solhvide Sand, og høje Brinke løfter Skoven mod Himlen og lægger Fjorden dybt under grønne Græsklinter.

Morten gaar og gaar, gaar sig lidt efter lidt dette ensomme, evindelig strømmende Solskins Fred til og tænker paa Johanne og Barnet hjemme i Færgegaarden og ved hende ikke ensom længer, men fredeligt og glad optagen, som løbet i Havn et Sted fjernt fra ham, og hans Bryst vider sig langsomt, og han fylder sine Lunger med solfrisk Luft i ubestemt Trang til at kaste sig ind i en Dyst for Livet, en Dyst for Livslykke, - ingen Elskovslykke, men en bred, rolig, solid Lykke - han ved ikke hvilken, - men han aner den i Solens lyse, løftende Styrke, i Vindens svulmende Sus gennem Skoven og i det brede, blinkende Vand, der bærer jævnt og taalmodigt fra Bred til Bred.

492

Maanen skinner over Fjorden og den gamle Færgegaard, og ude paa den duggede Baadebro sidder Morten og Jutta og taler sammen i Sommernatten.

- Og du er slet ikke søvnig og træt efter Rejsen? spørger Morten og ser ned i Vandet, der blinker om Bropælene.

Jutta ler kort og blødt, en Latter som en lille pludselig Fugleklukken kastet ud i det stille Maanelys.

- Vil du endelig have mig ind? spørger hun.

- Aa nej, svarer han og smiler, jeg er blot saa afvant med at have Selskab, især paa denne Tid af Døgnet. Johanne gaar saa tidlig i Seng. Det kan maaske ogsaa blive mig til en Smule Fornøjelse, at du kom herned, føjer han til og smiler paa ny, - blot du ikke selv faar Lov til at kede dig slemt.

- Aa, siger hun, jeg er Mand for at more mig paa egen Haand, hvis I to skulde kede mig.

- Hvad synes du om Johanne? spørger han saa paa een Gang og ser i det samme flygtig paa hende, som vilde han læse Svaret i hendes Ansigt.

Og han ser hende bøje Hovedet ganske let og rødme som i Forlegenhed.

- Jo, svarer hun, jeg synes, Johanne er kommet sig.

- Hvordan mener du? spørger han tøvende.

- Hun var jo helt fornøjet i Eftermiddag.

- Ja, siger han, hun har glædet sig til dit Besøg - og længtes efter dit Selskab.

- Gaar hun altid saa tidlig i Seng?

- Ja, hun bliver træt, naar Solen er nede.

Saa tier de, til Morten pludselig begynder at le sagte.

- Men hvad ler du af? spørger Jutta og ser forbavset paa ham.

- Af mig selv, svarer han, som sidder her og ingenting kan sige. Jeg har en Fornemmelse, som om jeg har glemt, hvordan 493 Mennesker taler sammen. Jeg har alletider været forlegen, naar jeg skulde tale med dig, men i Aften er jeg saa klodset til Mode, som om jeg havde tilbragt lang Tid alene ude paa en Isflage i et Polarhav.

- Men Morten dog! ler Jutta og ser paa ham, som ved hun ikke rigtig, om han spøger eller spotter.

- Ja, det er højst besynderligt, bliver han ved, men det blinker hvert Øjeblik inde i mig som smaa Kornmod af Glæde, naar jeg ser paa dig og tænker paa, at du - det vil sige et Menneske - sidder ved Siden af mig og taler venlig til mig og virkelig gider svare mig.

- Aa, ler Jutta, jeg synes ikke, du har glemt at udtrykke dig!

- Jutta, svarer han og ser i stille Glæde paa hende, jeg er lige ved at være lykkelig i Aften, og det er din Skyld paa to Maader, for det første, fordi du er kommen og sidder der, og for det andet - -

- Naa? spørger hun og ler som før, ler bestandig, hver Gang han tier, - slap Ordene virkelig op for dig?

- Nej, men det andet er noget, som har moret mig, noget jeg ved, at jeg gerne maa vide, og som kaster et lille Strejf af Lykke ogsaa over mig.

- Nu er du vist paa Vildspor! siger hun usikker.

Han ser smilende paa hende.

- Du er lige paa Nippet til at forlove dig, ikke sandt, Jutta? - eller skal jeg lade, som om jeg ikke ved det?

Hun læner sig forover og ser ned i det blinkende Vand og gynger frem og tilbage med begge Hænder om Broplankernes Rand.

- Hoverer du? spørger hun omsider.

- Nej, svarer han, jeg siger dig jo, at jeg fornemmer som en fjern Lykke for mig selv derved, - forstaar du, den samme 494 som en Vagabond føler, naar han en Dag smager fremmede rige Mænds Frugter, og ingen jager ham bort, - jeg mener, at jeg glæder mig i Stilhed over, at Lykken lever endnu paa visse Kanter af Verden.

- Da lever min saamænd meget stilfærdig, svarer hun, - jeg ved jo ikke engang, om han vil have mig!

- Aa - naa, - siger han langtrukkent og ler, - du siger vel ja, naar han vil?

- Det ved jeg heller ikke, svarer hun og ler som han, - sæt nu, han ikke er den rette!

- Jamen saa er du ikke rigtig forelsket.

- Husk paa, at jeg er ni og tyve Aar, siger hun, saa begynder man at se sig for.

Men Morten smiler og ryster paa Hovedet.

- Se sig for, gentager han, - den Finesse tror jeg ikke rækker langt i det Spørgsmaal.

- Det ved jeg ikke, svarer hun, men jeg vil hellere forsage og leve alene end blive ulykkelig.

- Jeg kunde tænke mig dig som en rund og rask Husfrue, glad og syngende og med en Skærv godt Humør rede til hver, der kommer i din Nærhed, siger han og ser paa hende, - og som Moder til mange rødkindede Børn!

- Bare det hele ikke bliver siddende i dine Tanker! svarer hun, som slog hun det hen, men ser i det samme paa ham med et lykkeligt og taknemmeligt Smil i Øjnene.

Og saa rejser hun sig og staar paa Broen og stryger ned over sin Kjole for at glatte dens Folder.

- Gaar du? spørger han og bliver siddende.

- Ja, - nu gaar jeg ind!

- God Nat da, siger han og føjer dæmpet til - det var pænt af dig, at du vilde komme ud til os!

495

Og da hun er gaaet, sidder han længe endnu og ser ud over den blikstille Fjord, hvor al Nattens Dejlighed ligger paa Bleg. Der er to Maaner, en af Sølv paa Himlen og en af Guld dybt nede i Fjorden, og Vandet selv er som et stort Smykke om Jorden af mørk, klar Emaille, og Tangskjolderne ligger i Maanelyset som hvide Pletter af Perlemoder. Han tænker paa Jutta, tænker egentlig ikke mere, men er som omstrømmet af en lun, sagte Luftning, der er hende. Hendes Stemme, hendes jævne, ligefremme Talen med ham fylder hans Øre med en Skovkildes Fred, og han føler sig som efter en lang, øde Vandring strakt paa Mos i en sval Skov. Og da han rejser sig for at gaa ind, dugges et Øjeblik hans Øjne, som naar Is smelter.

Vandet vugger sig blankt og fjordstille, rammet af fjerne Skoves blaa Dis, og fra de fjerne Skoves Horisont højner Himlen sig blaa og sommerren. Solbrændt og rank sidder Jutta paa Baadtoften foran Morten, med en stor, sort Straahat skyggende over hendes brune Øjne, der varme og smilende ser lige i Mortens. Baaden gynger sagte under dem og løfter hendes runde Skikkelse i stærke blaa og sorte Farver mod det blanke, graagrønne Vand og mod den lyse Himmel. De sidder tavse i et brændende Solskin, døsige af Sommervarmen, og lytter efter Vandets Klunken mod Baaden under dem. Morten hviler Armene paa Aarerne og ser paa Fjorden og Himlen og paa Jutta, med hendes Smil i sine Øjne og med hendes Sang og Latter i Sjælen og er fuld af Glæde over hende, fordi hun har bragt Foretagsomhed ind i Færgegaardens Stuer og har sat Fart i de sneglende Timer og 496 lagt sine Lysters, sine Fordringers Ved til hans og Johannes hensygnende Baal. Han ved, at Kedsomheden ikke længer faar Tid til dulmende at lægge sig over Ilden, - en af dem er stadig vaagen, - og han ser flygtig Johanne for sig, som hun stod før, lidt æggende fornærmet over denne Rotur, der var bleven bestemt uden hendes Vidende, og husker hende, som hun saa paa ham den Vinteraften, da han og Jutta brødes paa Sofaen, hendes hurtige, spørgende, spejdende Blik fra ham til Jutta, - og nu sidder hun hjemme og leger med den lille Pige, medens Færgekonens hvide Vadsketøj flagrer i Solskinnet mellem Længerne, og han og Jutta glider for langsomme Aaretag ud over Fjorden og nu og da driver for Strømmen.

- Jeg forstaar ikke Johanne! siger Jutta og ser igen varmt og længe paa ham, - hun er ikke god imod dig, Morten, og du har sandelig ikke fortjent det af hende!

Morten ser frem for sig med et forlegent, bittert Smil.

- Jeg begriber det ikke, siger Jutta igen, saa optagen af dig, som hun engang var, og saa forelsket, at der ikke var det ringeste tilovers for noget andet i Verden.

Morten ser op paa hende.

- Ja, siger han tøvende, du ved maaske fuld saa god Besked som jeg om hendes Følelser - hun lægger ikke Skjul paa dem! tilføjer han bittert.

- Fordi hun vil være ærlig mod dig, Morten!

- Ærlig! gentager han, ærlig!

- Aa, Morten, udbryder Jutta og bøjer sig som bønfaldende frem mod ham, - du maa ikke tvivle om hendes Ærlighed, hun kan ikke have rokket din Tro paa hendes Sanddruhed!

- Jo, det har hun! siger han og bliver siddende bøjet og ser ud i Vandet.

- Men tror du da, hun har bedraget dig, Morten?

- Ja! svarer han kort.

497

- Saa havde du ikke beholdt hende hos dig, Morten!

Han svarer ikke, men bliver siddende og stirrer som i Tanker, og Jutta skyder febrilsk Ringene frem og tilbage paa sine hvide Fingre.

- Det havde du ikke, Morten! gentager hun, - og Johanne var ikke blevet! - dertil er I begge for ærekære!

- Ærekære! gentager han, - hvem siger mig, om min egen Ærekærhed ikke gør det saa let for andre at bedrage mig bag min Ryg?

- Jo, din Ærekærhed maatte sige dig, at et andet Menneske kan lide fuldt saa meget ved at vide sig i en skæv Stilling, vide sig mistroet, og vide, at Ord ikke kan retfærdiggøre!

- Der taler Johanne ud af din Mund! siger Morten og ser op paa hende med et svagt Smil.

- Saa tror du mig, Morten!

- Nej, Jutta, jeg tror sommetider, det er Løgn, Løgn! Jeg tror ikke hende, tror ikke ham, min bedste Ven, tror ingen! Jeg tror, han er en Æreskænder, en Bedrager, - og hun, hun! gentager han og gør en Bevægelse med Foden, som om han sparkede hende bort, - det er som en Pest i min Sjæl, og den lægger alting øde!

- Morten!

- Ja, jeg ved, at er hun ærlig og god endda og har gjort dette for at bane sig sin egen Vej, uanfægtet af alle andre Love end sit eget Hjærte og sin egen Kærlighed, saa, ja - jeg beklager hende, jeg ynker hende, fordi jeg ved, hvad forsmaaet Kærlighed, hvad Afmagt er!

- Saa tror du dog, hun er ærlig!

- Nej, nej, - hvorfor skulde hun vel være ærlig?

- Har du sagt det til hende, Morten!

Han lægger sig pludselig over Aarerne og trækker til og ror med hurtige, voldsomme Aareslag og taler kort og stødvis.

498

- Til hende, siger han, til hende, - hun hører ikke, hvad nogen siger, - hun hører intet mere - hun drømmer og arbejder i sin egen, skjulte Verden, i sit eget Lønkammer, og hvem kan vide, hvad hun der bedriver.

- I er to ulykkelige Mennesker, du og hun!

- Ja, vi er ulykkelige Mennesker! siger han og ler.

- Ja, ja, Morten, nu er han jo borte, og du har hende. Det er da noget, vi alle ved, at Forelskelsen hører op engang, lidt før eller lidt senere. Nu er den hørt op temmelig tidlig for jert Vedkommende, men man ser jo alle Mennesker holde Livet ud med hinanden trods det.

- Javel, Jutta, men jeg er en ung Mand, - har jeg lært i den senere Tid.

- Det nægter jo ingen! siger hun.

- Og en ung Mand lægger sig ikke hen og dør Straadød af ulykkelig Kærlighed! vedbliver han.

- Ja, hvordan mener du? spørger hun usikkert.

- Ganske raat for Eksempel, at dine Øjne ogsaa er smukke og dine sorte Krøller bag dit Øre! siger han leende og ser paa hendes Øre, der pludselig rødmer under Hatteskyggen, rødmer fra Hals og Kind.

- Begynd nu ikke dine Narrestreger fra gamle Dage! siger hun og slaar ham over Fingrene med sine Handsker.

- Nej, men det var aldeles ikke Narrestreger den Gang! svarer han og ror langsommere og langsommere, - jeg var meget forlibt i dig, hvad du for Resten godt ved.

- Ja, men nu, Morten!

- Nu, aa - ler han, du er en ung Kvinde, og jeg er en ung Mand, og vi sidder her i Solskinnet og ser hinanden i Øjnene og er saamænd ganske glade, begge to, derover!

- Du er et letsindigt Menneske, Morten!

- Et bedrøveligt Menneske, sig heller det, et bedrøveligt 499 Menneske, der gerne vil glemme sine Sorger et Øjeblik, og er dine Øjne taknemmelig, om de giver ham Lov at glemme.

- Ja, Morten, jeg vil forfærdelig gerne være god mod dig, Morten, men - -

- Men? - lad være at sige men, Jutta! - vær du bare glad og elskværdig! klap du kun med dine bløde Hænder, hvor hun har slaaet de haarde Slag!

- Du skal lade være at tale saadan, Morten, - jeg kan alligevel ikke lide det.

Han ler sagte.

- Hvorfor ler du?

- Fordi du for lidt siden sagde, at du forfærdelig gerne vilde være god mod mig, men jeg maa ikke tale om det, siger du bag efter.

- Det er Maaden, du siger det paa.

- Det er ganske uvilkaarligt, hvis jeg bruger træffende Billeder, de falder fuldkommen sammen med mine Følelser.

- Jeg er virkelig saa glad, Morten, hvis jeg kan hjælpe paa din Lykke og gøre dig glad igen, men jeg synes blot altid, at du har saadan en nærgaaende Maade at sige det paa.

- Herregud, Jutta!

- Jo, det har du, og naar du bare vil vænne dig af med den, saa vil jeg saa forfærdelig gerne gøre for dig, hvad jeg kan.

Han ser mildt op paa hende. Saa lægger han pludselig Aarerne ind og lader sig glide ned fra Toften og lægger sit Hoved i hendes Skød.

- Morten! Morten! hvisker hun hastigt og bøjer sig dybt ned over ham, bøjer sit hurtigt bølgende Bryst over ham og lægger sine Hænder om hans Hoved for at løfte det bort fra sit Skød, men møder hans Øjne og lader sine Hænder glide gennem hans Haar.

500

- Jutta, beder han og ser hende bestandig i Øjnene, lad mig hvile et Øjeblik, - le af mig, hvis jeg er sentimental, - men det er saa urimelig længe siden, mit Hoved har hvilet, saa urimelig længe siden, et Par bløde Hænder har berørt mit Haar, - og jeg er saa vanvittig træt og har været saa ene, - og der er saa mildt i din Nærhed og ingenting at tvivle paa og ingenting at tro - -

Og han løfter sine Arme og lægger dem om hendes Liv og hviler tilbagebøjet og ser op i hendes brune, uroligt brændende Øjne, og hun sidder bøjet over ham, rødmende og dybt aandende, og lader sine Fingre glide gennem hans Haar.

Morten! siger hun pludselig og river sine Hænder til sig og løfter dem mod sine Kinder for at køle og ser paa ham i fortvivlet Bøn - ro, hører du! - nu skal du rejse dig! - ro! - men langt ud paa Fjorden, før du ror hjem! beder hun og bliver ved at køle de brændende Kinder.

Julisolen skinner stille og brændende over Færgegaardens blomstrende Bondehave. I Æbletræernes Skygge ligger Morten strakt i en Paradisstol, og paa Diget foran ham sidder Johanne i en mørkeblaa, snæver Morgenkjole, med en stor, rød Panamahat skudt ned over Øjnene for Solen og med Fødderne trukket op under sig og Hænderne ørkesløst i Skødet. Og i en ganske lav Stol, ved et lille Bord fyldt med Haandarbejde, - skinnende hvidt Javalærred og lange røde og blaa Dukker Garn, - sidder næsten ved Mortens Fødder Jutta og broderer. Hun er i hvidt Bluseliv og mørkeblaa Kjole, der tyndt, som bar hun ingen Underskørter, runder sig om hendes Knæ og Hofte. Hendes Hat 501 hænger paa Mortens ene Fod, og hun sidder med bøjet Hoved og med bævende Solpletter over den hvide Bluse og det hvide Arbejde og over Haarets blanke, sorte Bukler og syr med hvide, ringklædte Fingre, hvor Stenene lyner i Guldet.

Saa lader Morten Bogen, han læser i, synke og strækker sig og gaber.

- Skal vi gaa i Vandet? spørger han og skyder Hænderne ind under Nakken.

- Vi! - er du blevet gal? ler Jutta.

Johanne rører sig ikke.

- Nej, hvorfor det, bliver han ved, nu har vi soppet og pjasket i Stranden saa tit, og, Herregud, vi har jo pæne Badedragter.

- Naa - og fra aaben Strand! ler Jutta paa ny, - aldrig i Verden!

- Aaben Strand! gentager han, - der er Skoven rundt om, der kommer ikke en Kat i den Skov. Hvad siger du, Johanne?

- Jeg bliver her, svarer hun tørt.

- Ja, - naturligvis! sukker Morten.

Men i det samme vender Johanne sig og ser haardt og spottende fra ham til Jutta.

- Gaa I alene, Børnlil, siger hun, for mig gerne!

Jutta ser hurtigt op fra sit Sytøj og møder Johannes Blik og brister pludselig i Graad.

- At du vil byde mig det, Johanne! siger hun og krammer sit Sytøj mellem Hænderne, jeg som gaar her og forsøger at være saa fredsommelig som mulig og saa - -

- Kommer det din eller min Fredsommelighed ved, om jeg vil i Bad eller ikke? spørger Johanne og ler, - jeg gider ganske simpelt ikke, men jeg vil ikke forhindre jer.

- Det er netop det, at du vil tænke dig mig og - -

- Aa tud nu ikke! du kan jo lade være! - du er vel lige 502 god, enten jeg er med eller ikke, - eller er det saa nødvendigt, at jeg er med, for at det kan gaa anstændigt og ærbart til?

Som for et Slag flyver Jutta op og vælter i Farten Bordet og løber og forsvinder med Lommetørklædet for Ansigtet gennem den aabne Køkkendør.

Johanne sætter sig i Juttas Stol og rejser dovent Bordet og rækker sig efter Broderiet og Sykurven.

Morten har rejst sig og staar bag sin Stol. Hun ser flygtigt op paa hans Hænder, der knytter sig med hvide Knoer om Ryglænet.

- Jeg beder dig bare sige mig een Ting, Johanne! siger han med tør og skælvende Stemme, - har du i Sinde at optræde saaledes Resten af Sommeren, vil jeg bede dig sige til, saa skal Jutta eller vi herfra!

- Jeg kan jo rejse i svarer hun og lægger sig tilbage i Stolen og ser ud over Fjorden rolig og uanfægtet.

- Er du jaloux? spørger han.

Hun hører Triumfen i hans Stemme og ser op paa ham.

- Nej, Morten, men jeg føler mig tilovers. I kan jo sammen, I to, ganske udmærket. Lad du mig gaa og se, om du kan vinde hende.

- Har du i Sinde at gennemføre denne Idé? spørger han igen, - for saa vil jeg meddele Jutta det, at hun kan vide, hvad hun har at rette sig efter.

- Ja gør det! gør det!

- Johanne, du ved godt, det var et barnagtigt Indfald, dette med Badet! - du ved det, at der var ikke noget ondt deri!

Han bliver staaende ved sin Stol, og de stirrer hinanden ind i Øjnene, hadske og dirrende, til hun brister i Latter.

- Ondt! gentager hun, - sagde jeg, det var ondt? - nej, jeg sagde, det stod jer frit for at gøre, som I lyster, men mig morer det ikke. Det sagde jeg, og jeg sagde, at Jutta snarere 503 burde være stolt over, at jeg antager, hun er saa meget Dame, om du vil, at hun kun tillader sig, naar hun er alene, hvad hun vilde tillade sig over for Alverden!

- Du har fornærmet hende, svarer han rolig, og beder du hende ikke om Undskyldning, rejser jeg herfra!

Saa drejer han sig om paa Hælen og gaar op igennem Haven mod Huset og kommer langs Længen om i Gaarden. Der ser han Jutta staa i Solen ude paa Baadebroen.

Han gaar langsomt ud til hende, og hun rører sig ikke, som hørte hun ikke hans Trin. Først da han lægger Armen om hendes Liv, farer hun sammen og ser skræmt op paa ham.

- Aa, slip mig! slip mig! beder hun og vil skyde hans Arm bort, men kan ikke.

- Jutta! siger han og bøjer sig ned over hende og kysser hendes Mund.

- Hvorfor gør du det! kommer det som et Raab fra hende, og hun bliver stiv i hans Arme og ser ham stift i Øjnene.

- Gaa med mig, siger han og tager ikke sine Øjne fra hendes, - gaa med mig langs Stranden!

- Aa, men Johanne, husk hun er saa ond! klager hun.

Men hun følger ham, og han løsner sin Arm fra hendes Liv og gaar ved Siden af hende.

- Tænk ikke mere paa Johanne! siger han omsider, da de er kommet langt op under Skovens Brinker, - tænk paa ingenting, men bliv blot hos mig!

- Morten, jeg tør ikke længer! siger hun og standser og tager hans Haand og ser ham i Øjnene.

Og atter bøjer han sig over hende og kysser hendes Mund og kysser hendes Øjne og knuger hende til sig.

- Morten! Morten! klager hun som bag Graad, - du maa ikke! du skal lade mig rejse!

504

- Ja, ikke sandt, siger han og smiler bittert, jer begge to!

- Aa, jeg kom saa glad herned! hvisker hun og bøjer sig; ind i hans Arm og græder.

- Husker du, siger han, det Kys, du gav mig, da jeg blev forlovet?

Hun svarer ikke, men læner sig fastere til ham.

- Betød det ingenting, Jutta?

Hun tier, men hendes Bryst bølger mod hans Haand.

- Hvad vilde du, det skulde betyde? spørger hun omsider.

- En Nøgle til din Dør, en lille Talisman, der skulde aabne for mig, naar jeg engang kom i Nød. Jeg har gemt paa den Talisman, Jutta, og nu er jeg i Nød, og jeg har ikke selv vidst, hvad den betød, før nu. - Jutta, har det været Leg alene mellem dig og mig i Sommer?

- Nej, nej, nej! hvisker hun og slaar Armene om hans Hals.

- Medlidenhed, Jutta, dit gode Hjærte, som har foræret mig Legetøj?

- Hvorfor bliver du ved at spørge?

- Fordi, siger han, jeg er blevet saa tvivlende, at jeg ikke rigtig tror noget. - Og ham, du vilde forlovet dig med og gik og tænkte paa op og ned ad Baadebroen de første Aftener?

- Morten, hvisker hun, den Dag du havde lagt dit Hoved i mit Skød første Gang, græd jeg om Aftenen, fordi jeg ikke kunde tænke paa ham længere.

Han smiler og staar og ser langt ud over den solbeskinnede Fjord.

- Hvad tænker du paa? spørger hun pludselig og løfter sig i hans Arm, for at hendes Øjne kan fange hans.

- Paa Sommeren, svarer han, paa Sommeren og paa Skoven og paa Solen, paa denne Sommertime, paa dette lille Øjeblik, Jutta. Jeg staar og leder efter de Aar, der er gaaet, og kan ingen Steder se dem. Jeg ved, at de har været der, som Fjorden her 505 har været til før i Dag. Jeg har set det altsammen før, men det har saa lang Tid været falmet og slidt. I dette Øjeblik er det, som om det var blevet skabt paa ny, Fjorden dér og Solen og Skoven. Og det er altsammen, fordi du lægger dine Arme om min Hals. Kom nu, nu gaar vi langt bort!

Og han trykker hende tavs ind til sig og skyder sin Arm ind om hendes Liv, og de gaar langsomt videre langs den blændende Strand. Evindelig følger Skoven Fjorden, og de kommer ind i smaa Vige og uden om runde Næs, i Sol bestandig, i Sol og Ensomhed og Tavshed.

- Hvad tænker du paa? hvorfor tier du? spørger hun igen langt om længe og som i vag Uro.

Og han tvinger hende ind imod sig og kysser hende.

- Bestandig paa det samme! svarer han og fører hende hen under en Tjørn, der gror i det høje Græs ved Brinkens Fod og kaster Skygge.

- Lad os sidde lidt her og se paa Fjorden! siger han, og hun sætter sig, og han lægger sig for hendes Fødder med Hovedet i hendes Skød.

- Du ser jo ikke paa Fjorden! siger hun og lukker med sine Hænder over hans Øjne, der stirrer i hendes.

- Nej, svarer han og skyder hendes Hænder op over sin Pande, jeg maa bestandig se paa dig. Jeg synes, jeg har ventet paa dig i saa lang, lang Tid, lige fra det Aar, jeg blev forlovet. Forstaar du det underlige, at jeg har elsket en Kvinde af min inderste Sjæl, og daglig vidst, at der stod en anden ude under min Bevidstheds Horisont og drog mig imod sig, som en. Planet, der gemmer sig i Mørke, men drager, saa man ikke kan fri sig. Jeg har tænkt paa dig tit, som man tænker paa Varsler, tror jeg, og nu, du er hos mig, synes jeg, jeg har levet med to Hjærter, og at det ene altid har været dit. Jeg har ikke længtes efter dig, og dog har jeg elsket dit Billede. Nu er du steget over Horisonten, 506 og nu brænder din Varme imod mig og vækker Livet i mig. Men du er kommet saa pludselig, alt strømmer over i mig, saa rivende som de store Floder, naar Foraaret sprænger Isen. Jeg ved det, Jutta, jeg er ikke mig selv mægtig, - aa, men jeg svimler af Lykke over at føle mit Blod koge igen, over at føle en Kvindes Skød under mit Hoved og et Blik, som favner min Sjæl. Man har drevet mig ud af Paradiset, men jeg er vendt tilbage igen, - jeg elsker dig!

Og han rejser sig og lægger sig paa Knæ ved hendes Side og tager hendes Hoved i sine Hænder og kysser hendes Mund, til hendes Læber svulmer imod hans.

- Morten, du kvæler mig, klynker hun.

Og da han slipper hende, sidder hun og ler og trykker med begge Hænder Haarnaalene fast i den svære, sorte Nakkeknude.

- Du er saa forfærdelig voldsom! siger hun.

- Elsker du mig ikke, Jutta?

Hun smiler og kysser ham, hurtigt, som blev hun pludselig forlegen.

- Jeg har sagt engang, ved du, svarer hun, at kunde jeg ikke faa en Mand, som dig, vilde jeg aldrig gifte mig.

Saa sidder de tavse i Græsset under Tjørnen og ser ud over Fjorden.

- Skal vi vade ud? siger Morten, - jeg sidder og ser mig misundelig paa Ternerne og føler mig som hjemme her, som om jeg var født og skulde leve og dø under aaben Himmel, og saa fri og saa nøgen som Græsset og Vandet. Skal vi vade ud, Jutta, Bunden er saa blank som hjemme ved Færgegaarden!

Og uden at vente paa hendes Svar trækker han Sko og Strømper af og smøger Benklæderne op, og da han rejser sig, ser han Juttas ene Fod nøgen under hendes Kjole.

- Kom! siger han og rækker Haanden ud og hjælper hende op, da hun er færdig.

507

Men Græsset skærer under Fødderne, og han løfter hende op paa sin Arm og bærer hende ud i Stranden.

- Langt ud! siger han, og hun holder den opviklede Kjole sammen med den ene Haand og giver ham den anden, og saa vader de ud saa langt, at hendes Linned bliver vaadt, og de maa vende. Dovent og lunkent skyller Vandet dem om Benene.

Men inde paa Stranden løfter han hende igen paa sine Arme og bærer hende ind under Tjørnen og kaster sig ned foran hende og kysser hendes vaade, hvide Fødder, hendes Vrist og hendes Knæ og borer sit brændende Ansigt ned mod hendes blanke, kølige Hud.

- Jutta! hvisker han og slaar Armene om hendes Liv, bliv min! rejs med mig! bliv min! jeg er rede til alt for din Skyld! Jutta! Jutta! bliv min!

Men hun strider af al sin Kraft mod hans Favn og stirrer som i vanvittig Rædsel paa ham.

- Aa, Morten! nej du skal slippe mig! hører du! klager hun med en Stemme, der hulker sig frem i Stød.

Og han rejser sig og slipper hende og ser ikke længer paa hende, men sætter sig et Stykke fra hende og trækker Strømper og Sko paa.

Lidt efter gaar de tilbage langs Stranden, den Vej de kom, ved Siden af hinanden og tavse.

- Morten! siger Jutta, som de bedst gaar, og han hører som en fjern og ængstelig Kalden i hendes Stemme.

- Ja! svarer han og ser paa hende.

- Du maa ikke tro noget ondt om mig! beder hun og ser som i uendelig Bedrøvelse paa ham.

- Hvorfor skulde jeg det? spørger han og smiler.

- Jeg elsker dig! siger hun og slaar sine Arme om hans Hals, - jeg har aldrig før vidst, hvor lykkeligt det er at elske en 508 Mand, - det har du lært mig, - du ved ikke, hvor jeg elsker dig derfor!

Og da han tavs gaar videre, standser hun igen et Øjeblik efter.

- Elsker du mig saa højt, som jeg elsker dig? spørger hun og ser paa ham med brændende mørke Øjne.

- Hvor højt jeg elsker dig, sagde jeg dig før! svarer han og gaar videre, og Resten af Vejen ser han ud over Fjorden og frem over Stranden, ser Aftenen langsomt falde paa og Skovens Skygger strække sig lange over den brede Strandbred foran deres Fødder.

Færgegaarden kommer frem bag den høje, udløbende Egeskov paa Næsset, rosenrød i Solnedgangen, og han ser Røgen blaa og stille over dens mosgrønne Tag og hører Færgekonens Lokken for Hønsene omme i Baggaarden.

Inde i den rødmalede Stue staar Aftensbordet dækket, men Johanne er ikke at se og Døren ind til Sovekammeret lukket.

- Johanne! kalder Morten og gaar hen og aabner Døren og ser hende sidde derinde i Tusmørket, sidde paa den store Rejsekoffert, med Hænderne i Skødet og med Ansigtet i Skygge under den store, røde Hat. Han skimter kun hendes hvide Haandled og Hænder.

- Bordet er dækket! siger han tørt og trækker Døren til efter sig og gaar.

Han og Jutta sætter sig til Bords, og Konen kommer ind gennem Stuen med sit Barn paa Armen og sætter det fra sig paa Gulvet og gaar ud i Køkkenet og skænker Theen.

- Johanne! kalder Morten endnu en Gang og bliver siddende og spiser. Men lidt efter rejser han sig og gaar ind i Sovekammeret og bliver staaende foran Johanne og ser paa hende.

- Er du syg, Johanne? spørger han, spørger mildt og blødt uden at ville det.

509

Men hun svarer ikke, og han gaar ud igen og sætter sig ved Bordet hos Jutta.

De sidder tavse og spiser og hører kun Barnets Pludren og Skraben med Fødderne over Stengulvet og Urets Dikken henne i Hjørnet af Stuen.

Saa rejser Jutta sig og skyder Døren til Sovekammeret op.

- Johanne! kalder hun.

Morten ser Døren blive skubbet til indefra, og Jutta kommer hen imod ham, som søgte hun Beskyttelse. Han rejser sig og sætter sig i det aabne Vindu, og Jutta bliver ved at gaa frem og tilbage paa Gulvet foran ham, mens Konen tager af Bordet og bærer Barnet ud og lukker Døren til Køkkenet.

- Morten, siger Jutta og bliver staaende foran ham og vrider Hænderne, - hvad skal jeg dog gøre?

- Rejs med mig, Jutta!

- Nej! nej! aldrig! hvisker hun, - husk det er min Søster! Jeg kan ikke bære mig saaledes ad mod min Søster!

- Hun bærer sig ikke videre smukt ad mod dig, synes jeg!

- Nej, det gør hun ikke, men alligevel - -

- Og heller ikke imod mig!

- Ja, Morten, hun er ond og haard, men jeg kan aldrig bære mig saaledes ad imod hende!

- Ja, hvad vil det sige? spørger han højt og hidsigt.

- Morten, tal ikke saa højt! - jeg vil ikke rejse med dig, - jeg vil ikke gøre hende og mig ulykkelig og dig med, Morten! Tænk dig dog det forfærdelige, at have forladt den ene Søster for at løbe bort med den anden! Aa, jeg tør ikke staa og tale om det her, - kom, lad os gaa udenfor!

- Nej, svar mig først, rent ud, er det din bestemte, ufravigelige Mening, at du ikke vil være min og rejse bort med mig, - svar mig paa det!

510

- Lad os ikke tale om det her, Morten! beder hun, - kom, gaa med mig ud i Haven! kom, jeg beder dig!

- Nej, Jutta, saa har vi ingenting at gaa om, ingenting at afgøre!

- Saa rejser jeg i Morgen, Morten!

- Ja, rejs! - rejs!

Hun gaar hurtig ud af Stuen, og Morten bliver siddende i Vinduet og ser ud over den blanke, stille Fjord og de fjerne, sorte Skove.

- Er Fruen syg, skal Fruen slet ingenting have i Aften? spørger Konen i Døren til Køkkenet.

Morten gaar over Gulvet og lægger Haanden paa Sovekammerdørens Laas og staar lidt, inden han svarer hende.

- Vil De sætte min Kones The herind paa Bakken! siger han og peger paa Bordet og gaar ind til Johanne.

Han ser hendes bøjede Hoved mod de lyse Ruder. Hun har flyttet sig hen til Vinduet og har lagt Hatten fra sig.

- Er du syg, Johanne? spørger han haardt og vredt.

- Nej! svarer hun ganske stille og ser hen paa ham og tager ikke Øjnene fra ham igen.

- Hvorfor spiser du saa ikke med os? Har du i Sinde at drive Komedien videre?

- Savnede I mig? spørger hun spottende.

- Nej, svarer han, heldigvis for os!

- Jeg gad vide, siger hun, om jeg havde faaet Lov at gaa med Irich Dag ud og Dag ind og paa alle Døgnets Tider, som du tillader dig at gaa med Jutta!

- Det er ikke mig alene, der tillader mig det! Du har tilladt mig det, tilladt mig det ved ikke at være min Hustru!

- Det er ikke sandt! Jeg har været din Hustru, som du vilde have det. Jeg har bøjet mig for din Vilje. Jeg kunde ikke gøre Vold paa mig selv og vise dig Elskov, naar jeg ikke følte den.

511

Jeg har ikke gjort dig andet ondt end det, at jeg ikke gik fra dig. Jeg har ikke bedraget dig, som du bedrager mig! Du lægger dig glad i Armene paa en anden uden Tanke for mig, hvor jeg pintes og pintes ved Tanken paa dig!

- Hvor kunde det pine, hvad en led, du ikke brød dig om?

- Jeg brød mig om dig alligevel! det ved du! Den, man engang har elsket, gaar man ikke hen en skønne Dag og glemmer eller ikke kendes ved mere!

- Du holdt altsaa lige meget af ham og af mig, - er det det, du vil sige?

- Du ved, du lyver, Morten! Jeg elskede ham rent instinktmæssigt. Jeg syntes, han førte mig videre end du. Og du maa kunne forstaa, at Mennesker kan være saa utaknemlige, at naar de har lært eet, de saa vil lære mere! Var det ikke gaaet mig saadan, var det gaaet dig saadan, Morten!

- Saa har du da ikke noget at lade mig høre!

- Jo, maaske. Sig mig, bringer hun dig noget nyt, noget bedre end jeg?

- Noget bedre, ja! - hun kunde maaske elske mig!

- Elske dig! svarer hun, - er Elskov dig nok! Jeg vil vide, om hun som Menneske har større Værdi end jeg for dig!

- Hvorfor vil du vide det? Vilde du hovere over hende?

- Aa, Morten, nej det vilde jeg ikke! Men jeg maa vide, jeg maa vide, om jeg ikke har været mere værd end hun, for har jeg ikke det, saa har ingenting i mit Liv Værdi.

- Har min Værdsættelse da saa megen Værdi for dig?

- Ja, det har den!

Morten støtter sig med begge Hænder mod Sengekanten.

- Johanne, hun er kun en Kvinde for mig, siger han langsomt og sagte, - du var Kvinde og min Ven!

Han ser hende i Tusmørket bøje sit Ansigt ned i sine Hænder og læne sig mod Vindueskarmen og hulke voldsomt og skælvende.

512

- Johanne! siger han og gaar hen til hende og griber hendes Hoved med sine Hænder og klapper hendes Haar. Johanne! bliver han ved at gentage.

Saa lægger hun pludselig sin Arm om hans Liv og trækker ham ind mod sig.

- Tilgiv mig, Morten! siger hun, - tilgiv mig det alt sammen! - jeg er ensom! ensom!

Og hun ser op paa ham og trykker sit Ansigt ind mod hans Skulder.

Jeg kommer som den forlorne Søn til dig, - tilgiv mig, hvis du kan! hvisker hun.

Vognen og det sidste Glimt af Juttas Paraply er forsvundet over Bakken, og Morten og Johanne er gaaet ind til dem selv i det lille Kammer bag den rødmalede Stue. Morten har sat sig ved det lave Vindu og ser paa Regnen, der drypper fra Straataget lige over Vinduet i store, klare Draaber. Hele Haven dukker sig fortabt og modfalden for den jævne Regn, der engang imellem stiger til en hidsig Byge og stilner igen og staar som et fint, umærkeligt Slør ude over Bakkerne og de hvide Pile.

Johanne har taget sit Sytøj frem og sidder henne i Sofaen og syr.

Regnen trommer jævnt og sagte, og det tordner svagt og fjernt og sommerligt.

Saa lægger Johanne pludselig sit Sytøj fra sig paa Bordet og gaar hen til Morten og tager hans Haand.

- Sig mig en Ting, ganske ærligt, Morten, siger hun, er du nu sikker paa, at du valgte rigtigt i Gaar? - Jeg forstaar jo nok, 513 hvorfor hun er rejst, og jeg bryder mig ikke om at vide noget om det, der er imellem jer. Jeg vilde kun sige dig, at hvis du tror, du og hun virkelig for Alvor ... Aa, lad mig tale ud, Morten! heder hun hastigt, da han løfter sit Hoved, som vilde han svare, - ja, - jeg husker godt, hvad du sagde i Gaar Aftes, at det var mig! - men det var maaske overilet, maaske af Medlidenhed, Morten! og det maa det ikke være, hvis vi to skal leve sammen ... Lad mig rigtig faa talt ud, før du svarer mig, siger hun igen og lægger Armen om hans Hals og sin Haand paa hans Mund, - jeg har vænnet mig til i den senere Tid at gaa og sige saa meget i mine egne Tanker, saa nu er det mig saa svært at faa det sagt.

Hun har lænet sit Hoved mod hans Skulder, saa han kun ser hendes Haar, og hun taler som en Drømmer, som om hun ikke selv vidste af sine Ord.

- Kan du huske, at jeg engang sagde dig, at om du nogensinde kom til at elske en anden Kvinde, saa skulde jeg gaa frivillig. Den Gang tænkte jeg kun paa dig! Det faldt mig aldrig ind, at jeg skulde kunne elske nogen anden end dig. Og nu, det er sket, har jeg hele Tiden gaaet med den Følelse, at jeg aldrig kunde faa den Frihed, for selv om jeg kunde elske en anden Mand med lige saa varm en Kærlighed, som jeg har elsket dig, saa kunde jeg aldrig give mig til ham, som jeg gav mig til dig, fordi jeg havde været din, fordi jeg ikke kunde blive det for ham, som jeg blev for dig. Jeg forstod, at mine Kærtegn maatte pine ham, fordi du kendte dem, derfor maatte jeg være afmægtig overfor ham, - ja, forstaar du mig rigtig? - fordi en Kvinde vistnok gentager sig selv og tænker derover, og det gør Mændene maaske ikke. Og saa, Morten, vilde jeg sige dig, at jeg følte, jeg holdt af dig, da jeg saa, du fandt en anden Kvinde, men jeg indsaa det foragtelige deri, og derfor kunde jeg ikke redde mig selv, fordi det var saa foragteligt og lavt, - men det var sandt 514 alligevel, og derfor vilde jeg hellere tilstaa dig det og se, om jeg kunde vinde dig igen.

- Men Johanne - - hvisker Morten og vil svare, men hun presser paa ny sin Haand mod hans Mund.

- Ja, Morten, hør mig blot færdig! siger hun. Jeg har gaaet og tænkt saa meget over, hvad det vel kunde være, der gjorde, at jeg foretrak ham, og jeg ved maaske nok hvorfor. Men det er ligesom, at dine Fejl eller mine egne Fejl eller hans slet ikke kommer det hele ved for mig mere. Jeg synes kun, at der bliver det tilbage, at jeg nu engang er blevet din Hustru, din Slavinde, din Livegne, om du vil, med dit Stempel paa Panden, og at jeg aldrig kan blive nogen anden Mands eller vinde nogen anden Mand, fordi han vil forstaa det. Jeg vil ikke komme og fortælle dig, at jeg ikke har elsket ham, jeg vil kun forklare dig, at jeg altid var under Trykket af din Haand, som om jeg levede et dobbelt Liv, som om jeg led dine og mine og hans Kvaler samtidig, - om jeg gør det ene eller det andet, saa overvejer jeg det, som du eller han vilde se det, og jeg svajer som et Rør og har ingen Magt over mig selv.

Han løfter hendes Hoved og ser hende i Øjnene. Hun er meget bleg og hendes Øjne aabne og sørgmodige, aabne, som om de vilde lade ham læse hver Tanke i hendes Sjæl, sørgmodige, som om de bluedes over deres Underdanighed. Men hun lægger atter Hovedet ind til ham og lukker Øjnene.

- Johanne, siger han stille, du giver mig et stort Ansvar.

- Jeg vilde gerne forklare for dig, siger hun, hvorledes det kom den Gang med Irich, men jeg kan ikke sige dig andet end, at det var saa lykkeligt, saa lykkeligt. Jeg ved, at jeg ikke vilde tænke derover den Gang, fordi jeg mærkede, at noget gjorde ondt, naar jeg rigtig tænkte, og saa levede jeg kun, tænkte ikke, lige til du en Dag kom og sagde, at han var syg, saa vidste jeg det i det samme, og saa var det for sent, for jeg mærkede, at jeg 515 elskede ham mere end jeg elskede dig, - og det er, ligesom det aldrig kan dø, Morten, trods dig og det, at jeg er din og aldrig kan blive andet. Jeg mener, Morten, hvisker hun og trykker sig fastere ind til ham, at han forekom mig som et Barn, der trængte til Støtte og Mildhed, - han var mere egen, syntes jeg, end andre, jeg kendte, og derfor havde jeg Lyst til at skærme ham.

- Og jeg, Johanne?

- Du er noget andet, Morten, og du kan gøre med mig, hvad du vil.

- Jeg kan ikke drive ham ud af dit Hjærte, og det er det, jeg vil.

- Jo, Morten, du kan, - men had ham ikke.

- Og du vil, jeg skal slaas med det Spøgelse mit Liv igennem?

- Jeg siger dig jo, du har været hans Overmand. Jeg taler om det for min egen Samvittigheds Skyld, for at du skal vide, at jeg vil tænke paa ham uden Anger, og at det, at jeg har holdt af ham, er et Solskinsminde, som jeg aldrig kan plette. Husk din egen første Barnekærlighed, hvor megen Sol og hvor lidt Skyld! og hvor det vilde være Synd ikke at gemme den som Guld. Derfor beder jeg dig aldrig tvivle om mig, hvis du skulde se Glæde i mine Øjne, naar nogen mindes den Tid, og tro, at jeg husker den, som du selv mindes din Barnekærlighed. Jeg mener, du skal tilgive mig det, der har været, og altid huske, at det har været, og bygge vort Liv derefter. Mennesker kan ikke glemme, og jeg maa være din Skyldner mit Liv igennem.

- Ved du, hvor meget du forlanger, Johanne?

- Ja, jeg ved det, og jeg beder om det, fordi jeg tror, du kan give det.

- Det er al Skylden fra dine Skuldre paa mine!

- Ja, Morten! hvisker hun.

516

- Og du tror, jeg kan bære den og vil bære den? - jeg kunde slippe lettere, tænker du paa det?

Hun svarer ikke, han mærker kun, at hun skælver i hans Arme.

- At jeg kun er et Menneske med varmt Blod og en kort Hukommelse, - min Taalmodighed er ikke længer den samme, Johanne, - jeg bliver dig maaske en haard Mand, en hidsig Mand, og du faar saa have Taalmodigheden.

Hun rejser sit Hoved fra hans Skulder og bliver staaende foran ham med nedslagne Øjne.

- Saa har jeg fortjent det, Morten, - og selv bedt derom.

- Jeg har været ved at opgive dig, Johanne, ved at rejse fra dig!

Der gaar som et Stød gennem hende, og hun ser op paa ham.

- Tilgiver du mig det? spørger han.

- Ja, Morten.

Han trækker hende op mod sig og kysser hendes Mund.

- Saa vil vi forsøge det, Johanne.

Det er Efteraar. Morten sidder i sit Arbejdsværelse og ser paa Kastanien derude paa Gaden foran hans Vindu. Den gyldne Bladekuppel skinner i Aftensolen og breder sit blide Lys ind til ham gennem Ruderne. Han ser dens store, gule Bladevifter hvirvle til Vejrs og dale, og han mindes dens brune, bristende Knopper hans Bryllupsmorgen, dens blanke, svulmende Knopskæl og de friske, kraftige Smaablade, der struttede ud af deres Hylstre med lyse Løfter om Sommer og Fuglekvidder, mindes Foraarets Nattergalesang i dugfriske, lyse Nætter og Kastanieblomsternes 517 hvide Regn gennem Vinduet, - for længe siden. Og nu skinner dens Krone varmere og skønnere end Sommeren, men han ængstes over de dryssende Blade og skimter Vinterens Strenghed i de sorte Kviste, de sorte Grene, der bærer det sidste gyldne Skrud.

Det ringer ude i Entreen, og Pigen lægger et Brev paa hans Bord. Han retter sig i Stolen og kender Juttas Haandskrift og bryder Brevet og ser, at hun forlanger at tale med ham; hun beder ikke, forlanger tørt og bestemt at tale med ham.

Morten kaster Brevet fra sig. Han har rent glemt hende, har kun mindedes hende en eneste Gang i Sommer, da Johanne en Morgen lagde et Forlovelseskort, med Juttas og en Landmands Navn hjemme fra hans Fødeegn, paa hans Bord. Og nu ligger der foran ham en Billet med et berammet Stævnemøde. Han knipser ærgerlig Brevet fra sig og tænker paa at kalde paa Johanne og rejser sig fra Stolen og stikker Brevet i Brystlommen.

- Johanne! raaber han ind gennem Dagligstuen, - jeg gaar et Øjeblik, - du har mig straks igen.

- Kommer du hjem til The? spørger hun og kommer frem i Døren ind til Spisestuen med Hænderne fulde af hvidt Linned, - fik du Brev, Morten?

- Ja, - jeg kommer igen om en Times Tid.

Saa tager han sin Hat ude i Entreen og gaar hastig ned over Trapperne, springer i raske Skridt.

Ude paa Gaderne ringer Kirkeklokkerne Solnedgang højt over hans Hoved. Som et skinnende Slør lægger Lyden sig over Færdselens Larm.

Han drejer om Hjørner og skraar over Torve og standser paa et Fortov og ser ned over en smal Gade, der graa og jævn, i langt Perspektiv, forsvinder med lysende Lygter under en rosenskyet Aftenhimmel, ser, om Jutta skulde dukke frem mellem Menneskene nede i Gaden. Saa drejer han sig om paa Hælen og gaar 518 langsomt op mod Volden, der lukker Gaden med mørke, tunge Træer mod den glødende Solnedgang. Og han gaar op paa Volden og ser straks Jutta komme imod ham, rank og tæt og stiv. Hun besvarer ikke hans Hilsen, men vender sig og gaar rask tilbage under Voldtræerne og tvinger ham i Skridt med sig.

- Jeg skrev til dig, da jeg hørte, du var kommet hjem, siger hun, fordi jeg vilde have en Opgørelse med dig!

- Jeg synes, vi to har opgjort med hinanden! svarer Morten og lægger Hænderne paa Ryggen og gaar langsommere.

- Nej! svarer hun kort.

Han ser ned paa hende og lægger pludselig Mærke til, hvor hun er blevet mager og ser gusten ud, og ser hendes Læber dirre som i famlende Vrede.

- Hvad er der i Vejen, Jutta? spørger han og føler sin egen Stemme skælve svagt og sit Hjærte knuget af Minder og død Lykke og Medlidenhed.

- Aa, - siger hun, og hendes Hænder dirrer, - hvor du er fejg og pjaltet - -

- Jutta, jeg forstaar ikke - -

Vreden vaagner i ham og synker i det samme bort i en Taage af pludselig Bedrøvelse. Han forstaar ikke. Men der er som et sygt Punkt i hans Hjærte, der lider, som blev det ramt af plumpe Hænder. Og han mindes sine Elskovsord til denne Kvinde og føler, hvor de var smertelig sande, den Gang han talte dem, ved, at han har elsket hende kort og blodigt, og lider, som vristede man et Barn af hans Arme.

- Jeg har været ved at gaa fra Sans og Samling, siger hun og aander kort, ved at tænke paa, hvad du har villet føre mig ud i, - ved at tænke paa dine løjede Ord, og hvor pjaltet du vilde ofre mig for din Lidenskab!

- Men har du da saa ganske glemt, Jutta, - - 519 - Det nytter ikke, hvad du siger! - nævn ikke mit Navn!

- jeg vil ikke høre det i din Mund! - jeg vil ikke mere se dig for mine Øjne, - dit falske Ansigt! - jeg forbyder dig mit Hjem! - jeg vil ikke, at du slæber noget urent inden for mit Hjems Døre! jeg har gennemskuet dig! - du faar en Indbydelse til mit Bryllup, men du kommer ikke haaber jeg, du har saa megen Takt tilbage, at du forstaar!

- Nu handler du ondt! siger Morten og standser.

- Nej! - nej! - nej! næsten raaber hun.

- Jeg har ikke løjet et Øjeblik for dig! - det var dig, der var fejg! siger han rolig og ser bedrøvet paa hende, - hvad du nu gør mig, skal jeg forsøge paa at begrave med Resterne af min Kærlighed til dig. Jeg havde tænkt, at hvad vi to har oplevet sammen, skulde staaet som et fredeligt Minde, som en beskeden Blomst, hvis Plads kun du og jeg kendte. Hvor har du kunnet nænne at ville det anderledes!

- Det nytter dig ikke! - jeg tror dig ikke! - jeg vil ikke se dig mere!

- Og det falder dig ikke et Øjeblik ind, at du kunde tage fejl og gøre værre Uret, end du aner!

- Nej! - nej! - nej!

- Jeg forstaar dig ikke, siger han, - jeg forstaar dig ikke! - men jeg lover dig, føjer han til og smiler bittert, at jeg skal forsøge at bære det!

- Ja, svarer hun, der er jo dem, der kommer lettere end andre over det meste, der hænder dem!

Og saa gaar hun pludselig hurtig til og bliver borte i Skumringen under Træerne ...

Morten gaar langsomt hjem.

Han lukker sig inde i sin Stue og bliver staaende derinde uden at tænde Lampen. Saa kommer Johanne, der har tændt i Dagligstuen, ind til ham.

520

- Var der noget forkert med det Brev, spørger hun, du sáa saa træt ud, da du gik?

- Brevet var fra Jutta! svarer han.

De ser paa hinanden i det dæmpede Lys inde fra Dagligstuen. Saa sætter Johanne sig stille paa en Stol henne ved Døren og ser spørgende op paa ham.

- Hvad vilde hun dig, Morten?

- Forbyde mig sit Hus!

- Hvordan? - Hvorfor?

- Hendes Bryllup er blevet bestemt, og hun har forbudt mig sit Hus og sin Bryllupsfest!

- Er det noget - fra i Sommer? spørger hun.

Morten gaar langsomt frem og tilbage over Gulvet.

- Jeg sagde dig den Gang, at jeg vilde rejst fra dig, - husker du, du forlangte ikke bedre Besked den Gang. Jeg vilde rejst med Jutta. Jeg bad hende rejse med mig, fordi jeg elskede hende, fordi jeg vilde eje hende, fordi jeg ikke vidste bedre Raad! Hun sagde mig, at hun elskede mig igen, men hun turde intet Skridt gøre, - hun elskede mig, men vilde ikke give sig hen til mig. Da vi var saa vidt, at det forekom mig, at hun kun leflede, kun legede at gaa til Grænsen og ikke turde eller vilde videre, da var min første Tanke at lade Eder begge i Stikken, fordi jeg ikke længer kunde udholde dette halve Forhold mellem to Kvinder, - det var den Aften, du kom tilbage til mig.

Johanne svarer ikke, hun sidder let bøjet og stamper med Foden mod Gulvtæppet.

- Og nu er hun altsaa kommet paa andre Tanker, vedbliver Morten, hun, som hang mig om Halsen og spurgte mig, om jeg ogsaa elskede hende saa højt, som hun elskede mig, er sadlet om og kalder mig Pjalt og Forræder. Johanne, misforstaa mig ikke, fordi jeg smiler, - det gør mig saa ondt, dette, - men disse fede Ord i hendes Mund løsner alle Baand i min Hjærne. Har 521 jeg løjet, hvad har saa hun? Jeg vilde ofre dig, som du havde ofret mig, men hun vilde ingenting, turde intet!

Johanne sidder stadig bøjet og stamper svagt med Foden.

- Naa, spørger han pludselig hvast, har du noget paa Hjærte?

- Jeg vidste ikke, det var saa vidt med jer! siger hun sagte.

- Du vilde ikke vide det den Gang!

- Nej, Morten, men der maa være mere mellem jer, end jeg ved, siden hun forbyder dig sit Hjem!

- Jeg vilde eje hende, forføre hende, tage hende med Vold, lige meget! Jeg elskede hende og vilde hende!

- Ja, ja! det hører jeg! - og jeg tænker paa mig og ham og paa din Skinsyge ind i mine inderste Tanker, din Mistro, din Dom over mig, din Foragt næsten! Og saa har du slaaet dig til Ro med, at jeg intet vilde vide den Aften, jeg troede at vide alt!

- Du var min Hustru, siger han sagte, og du havde forladt mig og forraadt mig, - jeg maatte frelse mig, som jeg kunde. Da du bøjede dig til mig den Aften, Johanne, slog det som sorte Søer ind over mig, og jeg følte en Rædsel for mig selv og for det Liv, der bølgede for mine Øjne, som maatte jeg styrte afsted gennem mørke Gange og idelig vende mig og slaa Døre i bag mig og styrte videre i Skræk for noget, der aldrig vilde ophøre at forfølge mig.

- Du vilde hævne dig, - intet, intet andet!

- Hævne mig, gentager han, - ja maaske jeg ogsaa vilde hævne mig. Men der var meget andet. Saa enkelt bindes to Mennesker ikke til hinanden. Du ved jo, hvor langt, langt tilbage mine Øjne har set hende, som en Mands Øjne undertiden ser en Kvinde. Jeg ved, du tænker ikke som jeg. Men jeg har Tid til anden, Aar igennem, følt hende glide imod mig som et dybere og dybere brusende Uvejr, der en Dag maatte slaa sammen over mig, fordi min Sjæl spilede sig aaben imod det, vilde og maatte fyldes af det, - følt, at det var kommet, før eller senere, 522 hvor jeg saa var flygtet hen, fordi der var det tomme Rum et Steds i mig, som kun hun kunde fylde!

- Elskede du ikke, for virkelig, brændende Alvor?

- Jeg elskede hende, som en Mand elsker en Kvinde, og jeg troede dig tabt for altid.

Han ser, at hendes sammenknugede Hænder ryster svagt, at hendes Ben ryster svagt under hende. Hun sidder tavs, og han bliver staaende foran hende.

- Morten, siger hun omsider stille, og som om Stemmen svigtede hende et Øjeblik, - der er noget, der gør mig fortvivlet, - jeg har faaet at vide i Dag, at jeg er - frugtsommelig. Og nu tænker jeg, at du og Jutta maaske burde være blevet sammen, - jeg tænker, at saa havde du ingen Forpligtelser haft mod mig, - hvis du havde sagt mig rigtig Besked den Aften. For dersom jeg havde vidst, at der var mere mellem jer end det Fata Morgana, som var mellem ham og mig, saa var jeg gaaet, for naar I to elskede hinanden, saa var jo jeg - og Barnet overflødige.

Morten bøjer sig over hende og tager hendes Haand i begge sine, og hans Hænder skælver om hendes kolde, viljeløse Haand.

- Du er mit Barns Moder, Johanne! siger han, - Jutta og alt, hvad hendes er, er jo forbi. Det var forbi, da du kom tilbage til mig, det var forbi og glemt, da jeg saa hende fejg og angst, og forbi, fordi jeg trods alting elskede dig og elsker dig den Dag i Dag, som den Gang jeg var tyve Aar, og som var jeg endnu en uskyldig Dreng. Jeg har levet med dig her, siden vi kom hjem, i en ganske rolig lille Glæde, som om der aldrig var hændet dig eller mig noget ondt sammen. Det er yel det, du kalder at gaa oven over Tordenbygerne. Det forstyrrer mig slet ikke, om du kalder det saaledes. Jeg ved nemlig, at jeg føler, som jeg føler, netop fordi jeg husker. Jeg sidder nede i mit Væsens Kælder med en sammenfalden Bygning over Hovedet og glæder mig 523 over, at jeg alligevel har det i Behold, hvorpaa det hele hviler. Det falder mig ikke et Øjeblik ind, at jeg maaske ingen Ret har til at tænke den Vej, som jeg tænker. Min Sjæl gaar paa egen Haand, og jeg tier og lader den gaa, og du slipper ikke for dens Følgeskab. Og saa ugudeligt det end lyder, saa er der Øjeblikke, hvor jeg føler mig ren, - trods alt! Det er nu en Gang saadan, Johanne, at du har sænket noget i mig, som ingen Ting kan tjære til!

Han glatter med sin ene Haand Haaret bort fra hendes Pande og holder den anden fast ind imod sig.

- Du havde drevet mig ud som i en mørk Nat af Fortvivlelse, bliver han ved, - min Sjæl blev som en forvirret Ugle, der sidder om Dagen og glor og kan ikke klare sig mod de fremmede Fugle og ser mistænksom og ondt anende til alle Sider og bruger Natten og Ensomheden til at stable sine Tanker og sit Selv sammen. Min Sjæl er ikke et Stykke Skulptur som din, der mejsles og mejsles for at klare sig smukt og rent ud af Verden. - Gid den var det, Johanne!

- Det er min ikke, Morten, svarer hun og ser frem for sig, - jeg er forvirret og modstridende og kan ikke finde ud af, hvad der er Ret i alt dette. Jeg tror, at Jutta elsker dig, ellers havde hun ikke skilt sig saaledes fra dig. Derfor er hun bitter og uretfærdig mod dig, og derfor er det, at hun ikke vil se dig, naar hun binder sig til en anden Mand.

- Nej, Johanne, hun har andre Bevæggrunde. Hun har villet fortælle ham alt, og saa har hun viklet sig ind i Modsigelser, saa hun kun har kunnet klare sig ved at lægge al Skyld paa mig. Hun har ikke vurderet sig selv højere, end at hun har troet, at hun var et Tidsfordriv, et lille Æventyr uden for min Hverdags Kedsommelighed. Det bliver hendes Sag. Kun under jeg hende ikke helt at vige for hende og lade hende vandre med Palmer i 524 Hænderne som den krænkede Uskyldighed, baade for din og for min egen Skyld. Jeg vil gaa hende under Øjne endnu en Gang, og jeg tænker, det bliver ved hendes Bryllupsfest.

Hotellets store Wienervogn holder for Porten, og Morten og Johanne stiger ind og ruller ud mellem den lille Købstads lave Huse, ud ad Kongevejens brede Chaussé og ned over Sognevejens daarlige, hullede Spor. De sidder og ser ud over vide, nøgne Efteraarsmarker, hvor Vinteren kommer snigende med kold, østlig Blæst, der piber gennem Karetvinduet og faar Johanne til at trække sit Skindslag tættere om sig og Morten til at svøbe Plæden fastere om hendes Fødder. Vognen ruller tungt op og ned over Bakker, og Morten har et Par Gange skimtet sit Barndomshjem nede i Dalningen gemt i en Rede af bladløse Træer. Saa bliver det borte igen, og han ser Sognekirkens hvide, takkede Taarngavl dukke op i Graavejret, rejse sig kold og hvid over Kirkegaardens lave, hvidtede Mur, og han lægger sin Arm skærmende om Johanne, og hun læner sig fast ind til ham.

- Naar jeg kører her paa min Barndoms kendte Veje, siger han og ser ud gennem Vognvinduet, her, hvor jeg kender hvert Bakkestrøg, hvert Bryn og hver Bue af Skoven, saa er det, Johanne, som om jeg var min egen Genganger. Det er, som om Efteraarshimlen over os og de brune Jorder og de sørgmodige, bladløse Hegn er min egen Sjæl, der er gaaet til Hvile, til en lang, lægende Vinter. Jeg kender mig selv igen fra mine Drengeaars uendelige Venten efter Lykken, efter Sommeren, der aldrig vilde komme. Jeg syntes, jeg kunde aldrig blive voksen. Det var, ligesom Barnet i mig holdt længere ud end i alle andre. Og saa 525 kom Sommeren saa overvældende hurtig for mig og var borte, inden jeg rigtig vidste det. Og nu staar jeg og ser mig tilbage, som jeg den Gang saa frem. Jeg har efterhaanden lært at se Efteraarets Skønhed, trods Regnens slørende Graa, jeg har lært, at man selv maa eje Styrke og Udholdenhed for at se den. Men jeg har ogsaa lært, at Udholdenheden lønner sig og aabner ens Sjæl for det, der er under Overfladen, for det, der tilsyneladende er fattigt og tomt, men inderst inde gemmer i sin sejge Vilje en forunderlig Skønhed, der er som glødende Aftenhimmel bag sorte, knudrede Træer, - fjerne Minders Farver bag ventende Liv, et Liv, som en anden Sommer vil bringe for Dagens Lys. Og Efteraarets Graa sænker Fred i min Sjæl. Sommeren er en Drøm, der er svunden, en Drøm, jeg blev træt af. Jeg lægger mig i Selen og bereder mine Marker for det kommende Foraar og glæder mig til Vinterens dulmende, dækkende Sne.

- Morten, er det Jutta, der bringer dig saadanne Tanker?

- Nej, Johanne, det er dig og mit Barn.

- Er det for dit Barns Skyld, du hævner dig saa haardt paa hende?

- Det er for min egen Skyld, for min egen lønlige Samvittigheds Skyld, for min Sjæls Blufærdigheds Skyld, fordi den er blevet forurettet.

- Jeg kunde forstaaa hende, siger Johanne og sidder og ser ud over Markerne, hvis hun holdt sin Kærlighed hellig. Men at hun bruger Haansord mod den, gør hende lav og jammerlig i mine Øjne. Det at hun skammer sig over den og lyver sig fra den, det er, som om en Moder vil fornægte sit Barn, selv om Barnet er blevet til trods alle Samfundslove, og saa er det værre Skændsel at fornægte det end at værne det og faa saa meget kønt ud deraf som muligt. Jeg synes, man maatte elske saadan en lille stakkels Kærlighed som en fin fremmed Blomst i et haardt, fjendtligt Klima. Hun har leget med sin Kærlighed og brugt den 526 som Tidsfordriv, og derfor vil hun heller aldrig lære at kende, at Sorg og Savn er fuldt saa hellige som Glæde, at Sorg, som er uplettet, vejer Glæden mange Gange op!

Saa er de uden for Kirkegaardens lave, hvidkalkede Mur, hvor høje, bladløse Roser bøjer deres røde Hyben over Murens vaade Tegl.

Der holder et Par tunge, lukkede, landlige Karosser under Muren med store, brune, dovne Heste for og med duknakkede Kuske i falmede Liberier, og Morten genkender sin Faders Kaleche og gamle Niels Kusk rundrygget og graa paa Bukken.

Saa drejer Vognen ind gennem Murens Port og kører langsomt frem mellem Gravene og holder uden for Vaabenhuset.

Morten slaar Ruden ned og ser den gamle Kirkekone, krumbøjet og rynket under sin hvidpibede Kappe, komme rokkende smilende og nikkende og staa og vente, mens han hjælper Johanne ud, og bøje sig i rystende Ubehjælpsomhed for at ordne Johannes Slæb. Og mens hun hjælper Johanne, ser han sig om i det kolde, tavse Vaabenhus med de kendte, lave Hvælvinger og den gamle Kirkebøsse med de fattige sorte Bogstaver og sin evige Anraabelse.

Saa aabner den gamle Døren ind til Kirken, og Morten trykker Johannes Haand mod sin Arm, og de gaar langsomt op over Kirkegulvet.

Oppe paa Alteret brænder Lysene som to glødende Stjerner i den graa Dag. Og som i Drømme kender Morten denne Kirke om sig, hvor han og Johanne den lyse Sommerdag for Aar siden sluttede deres Kærlighed inde i et gyldent Helgenskrin. Efteraarsdagen fylder Koret med kold Taage, og som i Taager ser han Brudgommen rejse sig, blondskægget og landmandsbrun, og Følget sidder til begge Sider, i sorte Dragter som til en Ligfærd.

Morten sætter sig og rykker sin Stol lidt tilbage fra de øvrige, saa han ser ned gennem Kirkeskibet, hvor det sene Oktoberlys 527 blegt og koldt glider ned over de stive, egemalede Bænke, der tomme og højtidelige staar Bænk bag Bænk og slutter med Gavlens mægtige Buevindue. Midt dernede i Gangen mellem de tomme Bænke gløder den gamle Jærnovn i oppustet Anspændelse for at varme og skuler med et Par smaa, røde, overanstrengte Øjne.

Pludselig bruser det lille Stueorgel nede foran Koret med høje, skælvende Toner, og Morten og Følget og Brudgommen rejser sig.

I sin hvide Brudedragt kommer Jutta op igennem Kirken og ser Morten og blegner og gaar med nedslagne Øjne hen til sin Plads og sætter sig, med sin hvide Dragt slæbende over Kirkegulvet, med Panden bøjet under den grønne Myrthekrone og Blikket sænket over sin Buket af hvide Roser.

Oppe fra Pulpituret bryder som skingrende Trompetstød Kordrengenes Barnerøster ned over Kirken, og Præsten kommer frem foran Alteret og knæler med Panden mod Bibelen, til der bliver stille i Kirken og Orgelet sukker sin sidste Tone ud.

Saa træder han frem, og Brud og Brudgom staar for ham. Og han begynder at tale.

Hans Stemme runger syngende gennem Kirken, kvæder langsomt og selvbevidst sin salvelsesfulde Henvendelse ud i det graa Dagslys, kvæder og kvæder om al Verdens Synd og al Verdens Frelse, om det Liv, vi lever, som ikke er i Bøgerne, ikke i Menneskenes Erfaringer, men i Gud - -

Morten hører kun halvt. Præstens ensformige Stemme løfter og sænker sig som brusende, søvndyssende Vand for hans Øren. Hans Blik vandrer fra Johanne, der sidder rank og bleg i sin sorte Kjole, til Jutta, som stirrer ufravendt paa Præsten under sit hvide Slør og sine grønne Myrther. Og pludselig mindes han to bedrøvede Barneøjne, mindes Kalkmaleriet med den hellige Kristoffer, der bærer Kristusbarnet over Floden.

Han ser ned over Kirken og leder Pillen frem, som bar Billedet, 528 og ser den graa og tilkalket og i mørk Skygge. Men inde bag Kalken, gemt for alles Blikke, levende alene i hans Bevidsthed, bærer den hellige Kristoffer Verdens Frelser over Vandene. Og han tænker paa de sorgfulde Barneøjne nede bag Kalken, og paa den hellige Kristoffers skæggede, ludende Hoved med den sammenpressede Mund, - "krøget og knuget", tænker han og mindes sine egne Ord fra den Gang, han fandt Frescoen, - krøget og knuget -og bærende al Verdens Frelser.

Kordrengene begynder igen deres Sang. Som en legemlig Pine jager deres Stemmer gennem Morten, og en dyb Bedrøvelse fylder hans Hjærte.

Vielsen er forbi, og Brudeparret forlader Kirken, forsvinder ud af den som en Drøm. Han ser langt nede Juttas luftige Slør bæres op af Trækken i Kirkedøren og Fløjene slaa i efter hende.

Saa mærker han Johannes Arm under sin og ser ned paa hende, ser, at hendes Øjne stirrer ud gennem Taarngavlens Buevindu, hvor Taarepilenes vaade, dryppende Grene lægger deres Net af Kviste over fjerne, grønnende Marker med Vintersæd, der bølger for Østenvinden.

Langsomt gaar de ned gennem Kirken.

En tæt, fin Regn gemmer Landet for deres Blik, idet de kommer ud, og Morten hjælper Johanne ind i den ventende Vogn og svøber Plæden om hende og sætter sig hos hende og raaber sit: Kør! til Kusken.

Lang Tid sidder de tavse.

- Ved du, siger saa Johanne og ser ud over det nøgne Land, ved du, hvad jeg har siddet med Hjærtet fuldt af i Kirken? Husker du min Drøm, min Drøm for længe siden, om dig og mig og ham, som skulde komme imellem os. Jeg maatte tænke derpaa, da jeg sad der saa fremmed ved Siden af Jutta, - det var min 529 Barndomstid og alle dens Minder, der gled bort fra mig, med brudte Broer. Det var hele min Drøm, der gik igen og fuldbyrdedes.

Han svarer ikke straks.

- Johanne, siger han omsider og ser som hun ud i Regnen, - hvor det, man kalder Livslykke, er uudsigelig Alvor - -

Saa vender han sig langsomt mod hende og tager hendes Haand.

- Alle min Ungdoms Løfter, siger han, kaster jeg fra mig og tager dem paa mig igen, men uden Forgyldning, uden Ord eller Blomster, som det Hverdagsaag de er, - tager dem stum og fri villig, som man er stum i Tabernaklets Allerhelligste.