ROMERSKE SCENER

↩

✂

PONTIA

✂

OKTAVIUS SAGITTA
LYSIPPOS
APPIUS
PONTIA

✂

Et Værelse i Tribunen OKTAVIUS SAGITTAS Hus ved Æmiliusbroen i Rom.

I et Hjørne staar en syvarmet Broncekandelaber, hvis tændte, halvt nedbrændte Lys ose. De gule Flammer blafre som for Træk og kaster flakkende Skær op over Væggens graagrønne Porfyr. Midt paa Gulvet staar paa hvid Elfenbensfod et Bord, hvis Cedertræsplade bærer Sølvkander med Vin og Skaale med syriske Blommer og Ferskener, blaa Druer og hvide og sorte Oliven. Foran Bordet staar en Løjbænk indlagt med Skildpadde og halvt gemt under et svært, brunt babylonisk Tæppe, hvis Hjørner slæbe paa det blanke Mosaikgulv.

Paa Løjbænken ligger OKTAVIUS, klædt i en tynd, citrongul Tunika med sølvstukken Bræm, og ser hen paa LYSIPPOS, der er i Færd med at pudse Kandelaberens Lys.

OKTAVIUS: Jo vist regner det! - Jeg kan jo høre det!

LYSIPPOS: Det er Springvandet ude i Forhallen, - det regner ikke, Herre!

OKTAVIUS: Det er dumt med den Regn, Lysippos, - det er derfor, hun ikke kommer!

LYSIPPOS: Maanen skinner, Herre!

352

OKTAVIUS: Maanen! - - du er søvnig, Lysippos.

LYSIPPOS: Det er over to Timer siden, det regnede, - det drypper ikke engang fra Bladene, - det er det dejligste Vejr, Herre!

OKTAVIUS: Hvor gammel er du, Lysippos?

LYSIPPOS: Syv og tres, Herre!

OKTAVIUS: Saa kommer du dig aldrig!

LYSIPPOS: Jeg har det godt, - jeg klager ikke, - jeg har det godt!

OKTAVIUS: Ja vist saa, - du er gal, Lysippos!

LYSIPPOS: Herre, jeg er en gammel Mand, - lad mig slukke de Lys, - det er længe siden, Hanerne galede, - før I tænker over det, er det højlys Dag!

OKTAVIUS: rejser sig halvt op
Hører du - - -

LYSIPPOS: Hvad er der, Herre?

OKTAVIUS: Pontia -

LYSIPPOS

✂ lytter

Det er ikke Sandaler, Herre!

Vær stille lidt, Herre!

Det er en Hund, - det er en Hund ude paa Gaden! Kan I høre, nu er der nogen, der kyser ad den!

Det er stille i Nat, alt for stille, Herre. Før, da I sov, stod jeg her og hørte Fasanerne skrige ovre i Cæsars Fuglegaard. Man kan høre sin Nabo vende sig i Søvne, saa stille er det.

OKTAVIUS: rejser sig helt op og ser paa LYSIPPOS
Du lyver, - Græker!

LYSIPPOS: Lyver jeg, Herre? - Hør selv efter, - nu trækker Vagten over Tiberbroen! - Nu er den Nat gaaet!

OKTAVIUS: Du har stænget Dørene i Aftes!

LYSIPPOS: De staar paa vid Gab, Herre! - Hele Natten har de staaet paa vid Gab!

OKTAVIUS.: Du har stænget Dørene! - Hvorfor ryster du? - Du lyver!

353

LYSIPPOS: Hele Natten har jeg gaaet i Træk, - det blindeste Barn har kunnet finde lige herind! Hvor er maaske Lugten af Røgelsen og det Vand, jeg stænkede? Vinden har taget den! - Her er saa aabent, Herre, som midt paa Gaden!

OKTAVIUS: gaar hen til ham og drejer ham med et Tag i hans Skulder om imod sig
Tænk dig om! - Hvor var du, mens jeg sov?

LYSIPPOS: Her, Herre, - jeg var hele Tiden her - og et Øjeblik ude i Forhallen! - Lad mig slukke de Lys, - Herre, I er ganske bleg!

OKTAVIUS: I Forhallen, - - hvad skulde du i Forhallen?

LYSIPPOS: Ingen Ting, Herre, uden køle mit Ansigt lidt ved Springvandet for bedre at holde mig vaagen. - Nej, Herre, her har ingen været uden jeg og Maaneskinnet!

OKTAVIUS: slipper ham og gaar en Stund frem og tilbage; standser omsider foran Bordet med Frugterne
Lysippos, tag det bort der!

LYSIPPOS: Ja, Herre!

OKTAVIUS: Drik den Vin og spis de Frugter!

LYSIPPOS: Herre, - vil I ikke drikke selv, I fryser!

OKTAVIUS: Tag det bort, siger jeg!

LYSIPPOS: Det er gammel Kiervin, Herre.

OKTAVIUS: Gør, som jeg har sagt!

LYSIPPOS: giver sig til at stille sammen paa Kander og Skaale. Pludselig ser han op paa OKTAVIUS
Herre!

OKTAVIUS: Hvad er der?

LYSIPPOS: Det var godt, her ingen kom i Nat - -

OKTAVIUS: Hvad snakker du om?

LYSIPPOS: Før, da jeg var ude ved Springvandet, sad der et sort Firben paa Gulvet, lige i Maaneskinnet!

OKTAVIUS.: Fæ!

LYSIPPOS: Ja ja, Herre, - det sad midt paa den hvide Marmorflise og rørte sig ikke. Det var netop den Gang, Fasanerne skreg - -

354

OKTAVIUS: Naa - gjorde det det! Tænk engang!

LYSIPPOS: - - og det blev ikke Spor af forskrækket!

OKTAVIUS: Det var meget forstandigt af det sorte Firben! Var der mere du vilde?

LYSIPPOS: Herre - jeg tør ikke sige det!

OKTAVIUS: Saa lad være! - Der var maaske to Firben?

LYSIPPOS: Nej - men Herrens Byste - -

OKTAVIUS: Naa, hvad den?

LYSIPPOS: Det var den, der stod ved Alabastsøjlen i Impluviet, - den af Herren som Dreng, - den faldt ned i Aftes og gik i Stykker.

OKTAVIUS: Naa - og hvem væltede den?

LYSIPPOS: Ingen!

OKTAVIUS: Kvægpande!

LYSIPPOS: Kleon saa det selv, - han kom forbi med en Bakke i begge Hænder. - Der var ingen, der rørte den!

OKTAVIUS: Kleon faar ti Slag Pisk i Morgen tidlig, saa ser han sig bedre for en anden Gang.

LYSIPPOS: Men Bysten er itu, Herre!

OKTAVIUS

✂

Om saa al Verdens Byster var itu, - hvad kommer dine Byster og Firben mig ved!

Og hvorfor har du saa ikke sagt mig det om den Byste før?

LYSIPPOS: Jeg har sagt det, Herre, men I hørte det ikke.

OKTAVIUS: Nej, jeg kan tænke det!

LYSIPPOS: Herre, I har intet hørt de sidste Dage. Nu brænder Lysene ned, Herre!

OKTAVIUS: staar længe og ser paa Lysene
Hvad er det du siger, Lysippos? - Hvad taler du til mig om?

LYSIPPOS: Maa jeg saa slukke, Herre?

OKTAVIUS: Hvad er det, du vil slukke?

LYSIPPOS: Lysene, Herre!

OKTAVIUS: Hvor er min græske Kiton, Lysippos?

355

LYSIPPOS: Vil I gaa, Herre?

OKTAVIUS: Min blaa Kiton, - hent den!

LYSIPPOS: Men I har intet spist, Herre, - og næsten ikke sovet - -

OKTAVIUS: Hvorfor gaar du ikke efter den?

LYSIPPOS: I spiste heller ingen Ting i Aftes, Herre!

OKTAVIUS: Her bliver koldt, - skynd dig!

LYSIPPOS: Det er Dagen, Herre, - det er helt lyst ude imellem Søjlerne. - - Er det jert Alvor, Herre, - vil I gaa?

OKTAVIUS: Hvad venter du paa?

LYSIPPOS: Bliv her, Herre! - Mars og Saturn er paa Himlen, - hvad vil I ude? I er fastende, og alle Gaderne er kolde af Dug!

OKTAVIUS: Forstaar du, Lysippos, - spørger nogen efter mig, saa ved du intet!

LYSIPPOS: Herre, gaar I - -

OKTAVIUS: - heller ikke, naar jeg kommer tilbage!

LYSIPPOS: Herre - -

OKTAVIUS: Skynd dig, Lysippos, - jeg fryser!

✂

Blomstergaarden i Senatoren GAJUS PUDENS' Hus paa Eskvilinerhøjen.

Et Purpursejl er skyggende spændt over den firkantede, mosdækkede Gaard. Gennem Sejlets buede Purpurbug synker Middagssolens Lys dæmpet og rosenrødt ned over storbladet Akantus og Buksboms tætte Løvpyramider. Paa en lav Marmorbænk, over hvis Ryg brunsorte, fløjlsmørke Roser bøje sig, sidder PONTIA og leger med en Opal, der fanger det røde Lys i smaa vingyldne Glimt. Over en gennemsigtig hvid Stola bærer hun en Klædning af let lyserød Silke bræmmet forneden med en blaa Bord, og fra hendes Nakke falder et blaat Slør ud over Bænkens Ryg og svøber sig over de mørke Roser.

Som en svag Surren trænger Larmen fra Byens Gader ind. Ingen Vind rører sig. Af og til stryger Skyggen af en Fugl hen over Purpursejlet, og Spurvene støje i de stivbladede Laurbærkroner. Pludselig slaa Fuglene til Vejrs, og Mosset knirker svagt under Trin.

PONTIA: bøjer sig frem og ser ned ad den smalle Gang.

OKTAVIUS: kommer langsomt gaaende og standser ved en Gruppe mørke Takstræer og ser paa hende.

356

PONTIA: Er det dig! - Velkommen, Tribun, i Gajus Pudens' Hus!

OKTAVIUS: bøjer sig til Hilsen
Tilgiv, at jeg kommer uindbuden.

PONTIA: peger paa Marmorbænken
Sæt dig her! - Hvor du ser højtidelig ud - og bleg og støvet. - Hvor har du været?

OKTAVIUS: bliver staaende
Hvorfor kom du ikke!

PONTIA

✂

Sæt dig, Oktavius - -

Eller vil du ikke sidde ved Siden af mig?

OKTAVIUS: Hvorfor kom du ikke!

PONTIA

✂ retter sig langsomt

Ja ja da.

Fordi jeg ikke vilde, tænker jeg.

OKTAVIUS: Hvorfor lyver du?

PONTIA: Falder det dig saa svært at tænke, at jeg ikke vilde?

OKTAVIUS: Hvorfor lovede du, hvad du ikke vilde holde?

PONTIA: Jeg vilde vel, - den Gang jeg lovede det.

OKTAVIUS: Jeg tror dig ikke.

PONTIA: Hvad vil du da, Oktavius?

OKTAVIUS: Du spilder Tiden med Spot.

PONTIA: Har det krænket din Ære, at jeg ikke kom? Jeg tænkte ikke paa din Stolthed.

OKTAVIUS: Dine Ord saarer mig ikke.

PONTIA: Nu er du stridig! Hvad giver dig i Grunden Ret til at staa der og være uartig som et Barn?

OKTAVIUS: Var det maaske for frækt af mig, at jeg gik herind i Stedet for at vente, til vi saas tilfældig? - Forundrer mit Hastværk dig, - betyder dine Ord, at jeg skal gaa - -

PONTIA: Jeg beder dig jo sætte dig.

OKTAVIUS: nærmer sig langsomt
Pontia - er det dig ikke Morskab nok at se mig saadan, som jeg kommer - -

PONTIA: Jeg vidste, du vilde komme. Jeg har ventet dig.

OKTAVIUS: Er det for min Skyld - -

357

PONTIA: ser op paa ham
Hvilket?

OKTAVIUS .: .. at du bærer denne tynde Silkestola?

PONTIA: Og hvis det nu var for din Skyld!

OKTAVIUS: Jeg vidste, du var smuk, - du havde ikke nødig selv at sige det.

PONTIA: Din Vrede har altsaa ikke gjort dig helt blind. Sæt dig nu. Hvorfor bruger du saa mange Omsvøb? Tror du virkelig, du har noget nyt at sige mig?

OKTAVIUS: tæt foran hende, ser en Stund paa hende
Dine Øjne ser saa svimmelt paa mig, som om de vilde aabne deres brune Nat. Er det din Sjæl, der sidder bag dem, Pontia? Er den steget den lange Vej fra Dybet, hvor den gemte sig? - Nej, giv den ikke fri, du vil fortryde det, naar jeg er gaaet.

PONTIA: Sæt dig, - dér, tag min Haand og sæt dig!

OKTAVIUS: tager hendes Haand, - slipper den igen og sætter sig

PONTIA: Hvad har min stakkels Haand gjort dig? Behold den i din!

OKTAVIUS: Din Haand, - den lyver som din Mund.

PONTIA: Saa hold den, til den ikke lyver længer.

OKTAVIUS: Jeg knuger den til Blods, - jeg tør ikke.

PONTIA.: Den er ikke bange for dig.

OKTAVIUS: Pontia, - hvorfor kom du ikke? Jeg har gaaet, fra Solen stod op. - - Jeg har længtes som et Barn! - Aa, du ved det alt sammen, - det er jo med Vilje, du har pint mig. Er du stolt af, at du har ramt saa sikkert?

PONTIA: Hvorfor vil du blive ved at spørge?

OKTAVIUS: Hele Natten har jeg siddet og ventet dig. - - Jeg venter dig endnu - i dette Øjeblik - hører du! Jeg har ventet - ventet fra den Dag ved Gladiatorlegen. - - Hvert Blik, naar jeg mødte dig, hvert fattigt Ord imellem Folk paa Gaden sagde dig, hvor taalmodig jeg ventede.

PONTIA: Nu klemmer du min Haand. Alt det ved jeg.

358

OKTAVIUS: Ja - alt det ved du. Nej, du skal heller ikke høre paa de tomme Kvindeord! Uden Ord er min Elskov. Ingen har hørt mig nævne den, og ingen set den uden du. Lad den leve, som den er født. Jeg vil dig, hører du! - Har du forregnet dig, Pontia, tog du mig for en Træl?

PONTIA: sagte
Vil du have, det halve Rom skal høre dig!

OKTAVIUS: Ingen skal høre mig, - ikke engang du! - Jeg taler med mig selv! - Det er min Puls, der hamrer!

PONTIA: Slip mig! - Slaverne fejer mellem Søjlerne, - hører du!

OKTAVIUS

✂

Hvorfor bliver du saa bleg? Er du angst for mig? Fornærmer jeg dig? - Kald paa dine Slaver, Pontia! Jeg skal tage dig paa mine Arme og bære dig frem for dem, jeg skal bære dig gennem Gaderne - -

Ved du, at da jeg gik hjemmefra i Morges, vilde jeg dræbe dig, - saadant et Barn var jeg! Aa, Pontia, Pontia, hvorfor skælver du! Ser du da ikke, at jeg er myg som et Barn! - Dit Legeme er saa blødt, - og hvor dit Hjerte banker! Gjorde jeg dig saa angst? - Aa, jeg har løjet, Pontia, jeg har ingen Vilje - -

Du ser saa bønligt paa mig, - beder du den fattige Tigger være god ved dig - Nej, du vil sno dig fra mig! Du er smidig som dit eget Legeme! - Nu tror du, du har overlistet mig.

PONTIA: Slip mig, - ja, jeg beder dig.

OKTAVIUS

✂

Tænk, at sidde dig saa nær og føle i min Haand det varme Blod, der fødte alle disse Blik og stumme Hilsener. Og naar jeg møder dig igen paa Gaden - -

Nej ikke flere golde Møder, Pontia! Nu skal du sværge, at du vil komme, - du slipper ikke fri, - og vi har Tid at gøre Eden lang, - her er der ingen Mennesker omkring os og ingen Cæsar, som kan se os fra sin Vogn!

359

PONTIA: Slip mig, saa skal jeg sværge, - og gaa saa!

OKTAVIUS: slipper hendes Haand
Se der, - nu er du fri!

PONTIA

✂ rejser sig og ser sig hurtigt om

Kom - skynd dig!

bøjer sig mod ham og kysser ham

Se saa - gaa saa, Tribun, nu har jeg svoret!

OKTAVIUS: griber hende om Haandledet
Se paa mig! - hvorfor ser du der til Siden! - jeg staar jo ikke der!

PONTIA: Gaa - hører du!

OKTAVIUS: Der vandt du en Kvindesejr.

PONTIA: ser hurtigt paa ham
Vandt jeg - -

OKTAVIUS

✂ tæt foran hende

Rødmer du! Husker du den Dag ved Floraliafesten, da vi mødtes midt i Trængselen og maatte følges, til vi naaede ud til Forum, - og det var anden Gang, vi saas, og ingen af os talte, - men da vi skiltes, rødmede du, saa fint, at ingen saa det uden jeg - -

Aa det er længe siden - et halvt Aar snart. I den Tid - -

bøjer sig og kysser hendes Haand.

PONTIA: Du holder ikke Ord.

OKTAVIUS: Tilgiv mig! - Saa fattig, som jeg kom, gaar jeg. Lad mig blot se paa dig et Øjeblik og pines ved at se dig!

PONTIA: Vi ses ved Festen.

OKTAVIUS

✂

Ses?

Ved du, at du har født en Vilje i mig, som jager mig til Døde. Om du bad mig standse for dit Livs Skyld, Pontia, jeg kunde ikke - -

PONTIA: Jeg beder dig jo ikke - -

OKTAVIUS: gaar langsomt, standser saa pludselig, vender sig og staar et Øjeblik og ser paa hende
Jeg skænker dig din Ed, - jeg tror dit Hykleri! I Aften ses vi!

360

✂

Forum. Eftermiddagssol. Støv og Blæst. - OKTAVIUS og APPIUS udenfor den juliske Søjlehal.

APPIUS: Kom her ind i Skyggen, lad os gaa her!

OKTAVIUS: Hvad er der saa?

APPIUS: Jeg siger dig, jeg har fornærmet Tigellinus.

OKTAVIUS: Tigellinus, - det var dumt af dig.

APPIUS: Jeg kendte ham ikke i Maaneskinnet, og han stødte til mig. Jeg kom fra Lydia og var lidt fuld og søvnig. Saa huggede jeg ham over Ansigtet, med min Arm blot. Han gaar lige til Nero med det.

OKTAVIUS: Det vil more Nero, hvis du har skamferet Tigellinus' smukke Ansigt.

APPIUS: Han sætter Nero ud paa mig.

OKTAVIUS: Aa nej.

APPIUS: Der er en Hemmelighed, skal jeg sige dig. Han kom ud fra et Hus, og jeg saa fra hvilket.

OKTAVIUS: Naa.

APPIUS: Og han ved, jeg saa det.

OKTAVIUS: Det vil altsammen more Nero.

APPIUS: Det fortæller han ham ikke, det ved kun han og jeg, - og det er akkurat en for mange.

OKTAVIUS: Hvis var Huset da?

APPIUS

✂

Gajus Pudens'. Du ved, at Pudens er i Korinth for Tiden.

Da jeg havde slaaet ham, saa han paa mig og sagde: Tak for din Venlighed, Appius!

OKTAVIUS: Naa - og hvormed skal jeg hjælpe dig?

APPIUS: Giv mig et Raad!

OKTAVIUS: Gaa til det samme Hus, - det staar jo altsaa aabent.

APPIUS: Gider du ikke hjælpe mig?

361

OKTAVIUS: Det gør jeg jo. Du er for dum i Dag. Gaa til Pudens' Hus og bed den, Tigellinus kom fra, sige til ham, at du fortryder din Klodsethed.

APPIUS: Kender du Pontia?

OKTAVIUS: Jeg? - Ja.

APPIUS: Vil du gøre det for mig, - vil du gaa til hende?

OKTAVIUS.: Er du bange for en Kvinde?

APPIUS: Du kender hende jo.

OKTAVIUS: Skal jeg gaa til hende og fortælle, at jeg ved, at Tigellinus kom fra Pudens' Hus i Nat?

APPIUS.: Gør det for min Skyld. Du er Tribun. Der er ingen, der gør dig noget.

OKTAVIUS: Ja ja. - Gaa du kun hjem.

APPIUS: Gør du det?

OKTAVIUS: Jeg siger dig jo, gaa du kun hjem!

✂

Nat. Et Værelse i Pudens' Hus. Paa hver Side af en Dør Olielamper paa høj, slank Stander, og gennem det aabne Dørgab Lampelys mellem Søjler, hvis Kapitæler taber sig i Mørke. Stilhed, der kun afbrydes af en fjern Støj som af mange Menneskers Raaben langt borte.

PONTIA, i mørk Overklædning, ligger paa en Løjbænk og ser ud i den halvmørke Søjlehal. Pludselig rejser hun sig. Gennem Stilheden lyder Trin, som nærmer sig over Fliser.

OKTAVIUS: standser et Øjeblik i Døren og ser ind over Værelset
Er du her?

PONTIA: rejser sig og bliver staaende foran Løjbænken
Som du ser.

OKTAVIUS: idet han gaar frem imod hende
Jeg ser dig, ja, - omsider.

PONTIA: Har du søgt efter mig?

OKTAVIUS: Du var ikke ved Festen.

PONTIA: Jeg foretrak at vente paa dig her.

OKTAVIUS: Og atter bryde, hvad du lovede.

PONTIA: Tror du ikke, jeg vidste, du vilde lede, til du fandt 362 mig. Men er du misfornøjet, saa lad os gaa derhen, - der er vel Tid nok endnu, og hele Rom er der sagtens.

OKTAVIUS: Undtagen du og jeg - -

ser sig om.

PONTIA: Du behøver ikke at se dig om. Du finder ingen. Vi er alene.

OKTAVIUS: Og dine Slaver?

PONTIA: De er ved Festen.

OKTAVIUS: Alle?

PONTIA: Er du angst for mine Slaver? Du ser saa urolig ud, og dine Øjne er røde - -

OKTAVIUS: Jeg kommer fra Neros Have. Det er Røgen fra de Kristnes Baal.

PONTIA: Skreg de Stakler, - var der unge og smukke imellem dem?

OKTAVIUS: Jeg søgte dig.

PONTIA

✂

Saa du er virkelig vred, fordi jeg narrede dig. Jeg blev hjemme for din Skyld.

Hvor din Kappe lugter stygt af Røg! - Læg den fra dig, hører du.

OKTAVIUS: løsner sin Kappe og kaster den hen paa Løjbænken

PONTIA: Nej virkelig! - du gaar til Fest og Stævnemøde og bærer Sværd!

OKTAVIUS: slænger Sværdet hen paa Kappen
Se saa - eller er der mere, der mishager dig?

PONTIA: Behold dog endelig dit Sværd, uforsigtige Mand! ler. Havde du ventet, - - vilde du have brugt dit Sværd, Oktavius, hvis min Dør havde været stænget?

OKTAVIUS: Maaske.

PONTIA: - - myrdet for min Skyld?

OKTAVIUS: For min egen.

PONTIA: Oktavius - og det er længe siden, du var tyve Aar, og du har graa Haar i din Tinding!

363

OKTAVIUS: Smigrer det Sværd dig?

PONTIA: Ved du ikke, at Børn vinder man bedst ved Legetøj og Narrestreger, og jeg er jo et Barn, ikke sandt?

OKTAVIUS: griber hende om Haandledet og river hende voldsomt hen imod sig.

PONTIA: Hvad er der dog! Du ser jo paa mig, som om du vilde bide. Er du blevet blodtørstig mellem alle de Baal?

OKTAVIUS: Der var et Ord, jeg vilde brugt, et ondt, uhøvisk Ord - -

PONTIA: ler
Du snærrer som en Hund! - Brug det dog, imens du er i Aande!

OKTAVIUS: Lyver du? - gættede du det?

PONTIA: Kvinder er nysgerrige, ved du.

OKTAVIUS: Gør Nysgerrighed saa bleg?

PONTIA: Er jeg bleg? Det tror jeg ikke.

OKTAVIUS.: Savner du dine Slaver nu? Fortryder du, at du har sendt dem bort?

PONTIA

✂

De vilde more sig, tænker jeg, og rose din Taknemmelighed.

Naa! Du talte om et Ord. Jeg længes efter det, - du ser saa skadefro ud.

OKTAVIUS: Pontia! - det er Vanvid - Gudernes sidste Vanvid - helligt Vanvid! - -

PONTIA: Hvilket?

OKTAVIUS: Jeg elsker dig, - - Tigellinus's Skøge!

PONTIA: tier, ser rolig paa ham

OKTAVIUS: slipper hendes Haandled
Du skal ikke blive vred, - det var et Kælenavn, et af de sidste, som mit Hjærte opfandt!

PONTIA: Aa, hvor du er uskyldig! Og for at komme til at sige dette stygge Ord har du stablet dig saa frygteligt op!

OKTAVIUS: Hvorfor tier du? Lyv, hører du! Du ved, hvor dine Løgnes Glød gør mig mild! Jeg venter jo taalmodig.

364

PONTIA: Tror du virkelig, at jeg vil lyve for din Skyld! Hvor du er indbildsk! Jeg tier, ser du!

OKTAVIUS: Har jeg overrasket dig?

PONTIA: Ja - hvis det kan smigre dig. Til Lykke med din Sejr!

OKTAVIUS: Jeg kom her ikke for at sejre. Det var Legeværk at slynge dig din Løgn i Ansigtet.

PONTIA: Saa ved jeg ikke, hvorfor du er kommen.

OKTAVIUS

✂

Jeg kom her for at le min egen Dumhed ud, - for at træde paa mig selv!

Hvad vil du, - hvorfor ser du saaledes paa mig - -

PONTIA: Jeg vil klappe dig paa Kinden og stryge dig gennem Haaret. Jeg vil lære din Kærlighed at le en Smule.

OKTAVIUS: Min Kærlighed, - den har lært alt, hvad den kunde lære.

PONTIA: Det tror du. Oktavius, dit Hoved er mere tungnemt end dit Hjærte, og det skal lære, før du gaar, at tro mig.

OKTAVIUS: Jeg har ingen Brug for nogen Tro.

PONTIA: Jeg vil det, hører du! Ved du, hvor ondt det gjorde mig den Gang, du nævnede Tigellinus, - at du nævnede ham.

OKTAVIUS

✂

Du tager fejl. Du tror, at jeg er skinsyg, at jeg hader ham og staar og græder for dig! Ved du, hvor usselt et Støvgran han er mig! Kys ham fra mig og sig ham, at jeg skal forære eder Legetøj.

Stakkel! nu taler dine Øjne om din Kærlighed. Den kan de gemme, Pontia, til Tigellinus. Det er mig, som elsker, mig, mig alene!

PONTIA: Og du er ikke skinsyg - -

OKTAVIUS: Til Vanvid, jo, - men paa min Elskov, som du sveg i Nat, - paa min egen Elskov, som jeg hader!

PONTIA: Du vil jo ikke høre!

OKTAVIUS

✂

Kan du fortælle mig, at jeg aldrig har set dig, - 365 - at jeg endnu er Barn og kun kender min Amme og min Moder, at jeg er død, - eller at jeg drømmer - -

Sæt dig da, og lad mig prøve paa at fortælle dig, hvor blind du er!

PONTIA: sætter sig paa Løjbænken og rækker Haanden ud imod ham

OKTAVIUS: Paa Gulvet foran dine Fødder vil jeg sidde.

PONTIA: Paa de kolde Fliser - som en stakkels forelsket Slave.

OKTAVIUS: Nej som din Herre, der vogter dig.

PONTIA: ser længe paa ham
Er du lykkelig nu?

OKTAVIUS: idet han ser op paa hende
Ved du, hvor lidt Lykken har at gøre mellem dig og mig?

PONTIA: Her er saa stille, og din Stemme lyder saa underligt, - nu maa du ikke tale saadan længer.

OKTAVIUS: Bliver du angst?

PONTIA: Dit Haar lugter som din Kappe. Røg de Baal saa stærkt?

OKTAVIUS: Ja, - her er stille griber om hendes Haand, som stryger gennem hans Haar Nu lyver din Haand ikke.

PONTIA: Hvad er der?

OKTAVIUS: Du er angst.

PONTIA: For hvad?

OKTAVIUS: Angst som jeg selv.

PONTIA: Og for hvad?

OKTAVIUS: For min Elskov.

PONTIA: Jeg tænker paa, - - ved du, hvad Tigellinus vilde?

OKTAVIUS: Nu er du nysgerrig igen. Du vilde spurgt om, hvorfra jeg vidste, at han var her sidste Nat.

PONTIA: Nej.

OKTAVIUS: Ja ja da, - saa lad Tigellinus fare!

PONTIA: Han var her ikke i sit eget Ærinde.

OKTAVIUS: Ikke. Hvis skulde han da røgte foruden sit eget?

366

PONTIA: Nu er det din Tur at gætte.

OKTAVIUS: Du maa gerne beholde din Gaade selv.

PONTIA: Vil du vide det?

OKTAVIUS: Saa skynd dig da at sige det, at du kan faa Fred.

PONTIA: bøjer sig hurtigt ned over ham
Neros.

OKTAVIUS: Er du fornøjet, nu du fik sagt det?

PONTIA: Tror du mig?

OKTAVIUS: Ja vist tror jeg dig.

PONTIA: Du ler, - nej du tror mig ikke.

OKTAVIUS: Jeg tror kun én Ting, Pontia, - at du er min i dette Øjeblik, i min Magt, og at vi er ene, saa ene, som sad vi langt inde i den mørke Nattehimmel.

PONTIA: Nu ved du, hvad han vilde, ikke sandt!

OKTAVIUS: Hvem?

PONTIA: Han, der var hos mig sidste Nat, Oktavius.

OKTAVIUS

✂

Det er saa længe siden, det har jeg glemt, det skal du ikke tale om.

Det er forbi, nu hviler jeg jo, ser du. Alting er forbi, Pontia, alle Mennesker er døde. Kun vi to, som sidder her, er tilbage. Os to har Døden glemt.

PONTIA: Aa ja, - saa stille er her.

OKTAVIUS: Det er dette Øjeblik, jeg har længtes efter. - Længtes - det Ord er flovt som lunkent Vand, - villet, forstaar du, villet det, maattet det, som jeg engang maa dø.

PONTIA: Nu ser du paa mig, som om du virkelig elskede mig.

OKTAVIUS: Pontia, jeg har engang elsket en Pige, en eneste har jeg elsket, - men hun saa aldrig mine Øjne, og hende har jeg aldrig siddet hos. Til hende plukkede jeg Blomster. Jeg gik paa Engene og plukkede og bandt, og jeg købte de sjældneste Roser i Blomsterboderne, men hun fik dem aldrig. Jeg kastede dem paa ensomme Veje eller i Vandløb i Skovene. Dengang jeg 367 elskede hende, græd jeg tit. Kun en eneste Gang har jeg set hende - -

PONTIA: For længe, længe siden, ikke sandt!

OKTAVIUS: Det ved jeg ikke. Dengang døde mit Hjerte, og siden har mit Blod jaget rundt i Aarerne som en fredløs, der har brændt sit Hjem.

PONTIA: tager ham om Hovedet
Stakkels Oktavius!

OKTAVIUS: Rører det dig?

PONTIA: bøjer sig og kysser ham

OKTAVIUS

✂ skyder hende læmpeligt tilbage

Det var ikke for at røre dig, at jeg fortalte det. Jeg vilde kun toet din Sjæl en Smule, Pontia, lagt en Vestalindehaand paa den - - -

Lad mig sidde her og se paa dig lidt endnu. Der er jo langt til Dag, og du og denne Nat er min, - men jeg vil beholde din Haand, sidde med den, at jeg ikke skal glemme, at det er Virkelighed nu.

PONTIA: Elskede hun dig?

OKTAVIUS: Hvem?

PONTIA: Den Vestalinde, som du talte om.

OKTAVIUS: Den Pige, som jeg talte om, - nej.

PONTIA: Og ingen - slet ingen har elsket dig?

OKTAVIUS: Jo - du! Ikke sandt, det var jo det, du vilde fortælle mig!

PONTIA: Maaske - hvis du vil høre det og tro det.

OKTAVIUS: Nok det første.

PONTIA: Hvorfor leger du saadan - -

OKTAVIUS: Jeg sagde dig, at mit Hjærte var dødt. Jeg leger ikke.

PONTIA: Hvad vil du da, Oktavius?

OKTAVIUS: Dig!

PONTIA: Du som ikke elsker!

OKTAVIUS

✂

Fordi du sidder og piner mit Kød der, hvor mit 368 Hjærte boede, vil jeg dig. Fordi hvert Trin, jeg træder, bærer mod dig. Fordi dine Øjne stirrer paa min Sjæl som Slangen paa den, den vil dræbe. Fordi dit Billede jager mig som et Spøgelse Dag og Nat. Fordi der ikke findes den Krog, hvor jeg kan hvile, uden at du kalder mig til dig - -

Og vil du vide mere - - Fordi jeg vil Fred!

PONTIA: Og kender du den Elskov, som er Fred?

OKTAVIUS: slaar sine Arme om hendes Hofter
Og i Nat - - rejser sig pludselig og ler højt - - og i Morgen, naar Solen skinner paa Rom, og min Sjæl vaagner - - mod Pontia med udstrakte Arme og Hænderne knugede Pontia - hvor mit Blod jubler mod mit Hjærte! slaar Armene om hende og løfter hende op til sig . Se paa mig - længe, hører du! - nu er du i min Vold!

✂

Daggry. - Forhallen i GAJUS PUDENS' Hus - En Slave fejer Hallens Marmorgulv.

OKTAVIUS: kommer fra det indre af Huset. Han bærer sit Sværd draget i Haanden og ser sig om, som søgte han nogen. Gaar hurtigt hen imod Slaven.
Tag det Sværd, - det er mit Sværd, - Oktavius Sagittas Sværd, - jeg har dræbt Pontia, din Herskerinde, - forstaar du mig? - tag det og giv det til den, der spørger.

369

✂

ÆLIA

✂

CARACALLA brodre, romernes kejsere
GETA brodre, romernes kejsere
ÆLIA, GETAS hustru
JULIA DOMNA, SEPTIMIUS SEVERUS enke, GETAS OG CARACALLAS moder
OPILIUS MAKRINUS, prætorianernes præfekt

✂

Sollyst Værelse i GETAS Palads.

GETA og ÆLIA.

ÆLIA sidder paa en Løjbænk og leger med en itubrudt Vifte, GETA gaar frem og tilbage over Gulvets Marmorfliser.

GETA: Jeg siger dig, det var et hæsligt Skrig - her midt i Solskinnet!

ÆLIA: følger ham med Øjnene, smilende
Jeg stak slet ikke saa dybt, og Naalen var ganske lille. Vil du se den? - Var det Synd for hendes fede Arm, synes du?

GETA: Men hvorfor skreg hun saa højt - og som en ond Fugl?

ÆLIA

✂

Kvinder skriger jo altid.

rækker den itubrudte Vifte imod ham

Se selv! hun har traadt den helt itu, og det behøvede hun dog ikke, fordi hun tabte den!

GETA

✂ standser foran hende og ser aandsfraværende paa Viften

Ja vist! - helt itu!

i pludselig Opbrusen

Den Smule Vifte!

vender sig fra hende og gaar atter frem og tilbage

Og netop i Dag har alting været saa let og lyst, - lige fra Morgenduggen over Roms Laurbæralleer til Tubaernes Skingren i Prætorianernes Lejr - -

Men nu er det borte alt sammen, ... nu vil Dagen alligevel ende ondt!

ÆLIA

✂ sidder foroverbøjet og følger ham med Øjnene og plukker Viften i smaa 370 Stykker, som hun strør ud over Fodtæppet

Du skulde vide, hvor rent ud forvirrende skøn du er, som du gaar der i Solskinnet og ser mørke Syner!

kaster den sidste Stump af Viften

Se saa! - sæt dig nu ned hos mig, saa skal jeg plukke dine Varsler i lige saa smaa Stumper som den stakkels Vifte!

GETA

✂ standser og ser paa hende

Jeg tror ikke det nytter, at du spøger nu!

nærmer sig hende

Men jeg kan gerne sætte mig hos dig, for det er ligegyldigt, hvad jeg foretager mig. Jeg har tabt Magten over Dagen!

ÆLIA: Stakkels ulykkelige Geta! - læg dit Hoved i mit Skød, saa skal jeg skærme dig, lige til du og din Magt vaagner paany.

GETA: sætter sig hos hende, tager hendes Haand og stryger kærtegnende det brede Guldbaand paa hendes nøgne Overarm frem og tilbage
... I Gaar sagde Caracalla til mig, at en mismodig Mand burde takke den, der slog ham ihjel paa Stedet, - ikke sandt, Ælia, det var det samme, du sagde nu, men med helt andre Ord.

ÆLIA: sænker Øjnene mod Gulvet og presser Foden fast mod et Stykke af Viften
Jamen han har jo Ret!

GETA: slipper langsomt hendes Arm
Ja - det har han jo altid!

ÆLIA: Du siger det, som om du bebrejdede mig det.

GETA: Du og han - I taber aldrig Magten over Dagen!

ÆLIA: skyder med et Pres med Foden Viftestykket fra sig
Han i det mindste aldrig!

GETA: Du behøvede ikke at lægge saa megen Beundring i det lille Pres med din Fod, - jeg ved jo, hvor højt du sætter ham.

ÆLIA: Men naar du ved det, behøver jeg jo heller ikke at skjule det. - Nu har du nævnet din Broder, ... hvorfor gjorde du det? Nu er du i ondt Lune.

GETA: Hans Navn nævner sig selv, - Luften nævner ham, - alle vide Vegne - og højest her inde hos dig.

371

ÆLIA: Hvor dit Had dog er lydhørt!

GETA

✂

Du misforstaar mig. Jeg er ikke skinsyg nu. Jeg mente blot, at ingen andre Steder end hos dig frygter jeg ham. Naar jeg sidder ved Siden af dig, vil jeg saa nødig dø, dø fra min Lykke - -

ser en Stund tavs paa hende, omsider

... fra det, jeg tror, er min Lykke.

ÆLIA: Dø! - nej, Geta, - nej, i Dag maa du ikke tale saadan! Hvor har du gjort af alt det lyse, du saa?

GETA: Der er saa kort fra Solen ind i Skyggen.

ÆLIA: Du, som ved, hvor det piner mig, saa let dit Sind skifter!

GETA: Skifter? - fordi jeg som en jaget Hjort et stakkels Øjeblik glæder mig over det Solskin, jeg flygter igennem, og glemmer Jægeren i mit Spor!

ÆLIA: presser sin Haand mod hans Mund
Nej - nej - nej! I Morgen er det din og hans Fest, Broderfestens Dag. Nu skal du være Geta fra din Faders Tid, - det er saa længe siden!

GETA .: .. Og i Nat drømte jeg, jeg gik igennem en Skov. Skoven selv var sort, men der strømmede hvide Kilder igennem den. Og foran mig skred en Blomst, der var hvid som Kilderne. Dens Kalk var at se paa som Døden, og den fjernede sig lydløst og løste sig langsomt i iskold Sne, der fyldte Skoven.

ÆLIA

✂

Og naar Natten kommer, drømmer du om alt det lyse, du har set i Dag. Saadan skifter jo altid dine Drømme -

ser smilende paa ham

- akkurat som dit Sind.

GETA: Hvorfor vil du trøste mig saa plumpt? At tale muntert til den, der ikke føler Glæde, er de dummes Visdom. Du er jo ikke glad, hvorfor hykler du saa Mod?

ÆLIA

✂

Glad?

vendt imod ham, med hans Haand i sin 372

Og alt det for et stakkels Slavindehvins Skyld! ... Geta, glem din Broder! Hvorfor skal du altid tale om ham? Blot du har siddet to Minutter hos mig, er det ham, du nævner. Og alt det, jeg helst gad tale med dig om - eller blot tie med - sidde hos dig med min Mund mod din og tænke paa, - alt det forgaar og maa vente og længes. Jeg blev saa glad, da du kom, for du saa endelig en Gang ud, som om alene du og jeg var til -

GETA: Saa ud, ja - som en Gladiator, der gaar fra Arenaen og føler sine Lemmer hele og alt sit Blod i uforstyrret Strømmen gennem Hjærtet, - og som skal ind paany! ... Han tog min Haand i Morges, midt paa Kapitoliets Trappe. Det var Stilos Hustru og Børn, han vilde dræbe. Men Solen skinnede, og Duerne kurrede, og hele Rom lyste i hvid Morgenfred for Kapitoliets Fod. Lad dem leve! sagde jeg og viste ham den skinnende Stad. Og saa tog han min Haand og sagde: Jeg har en Gud til Broder!

ÆLIA: i forelsket Højtidelighed
Og deri har han ogsaa Ret!

GETA: Men det faldt mig ind før, da din Slavinde skreg saa hæsligt, at i Rom bliver kun den Gud, som dør.

ÆLIA: tager hans højre Haand og kysser den langt og hæftigt

GETA.: Hvad nu? - tager du Afsked med mig?

ÆLIA: Det var den Haand, han trykkede, ikke sandt? Jeg kysser blot hans Haandtryk frem igen.

GETA: river Haanden til sig
Du ser vel ham selv i Dag! - vent og vælg hans egen Haand!

ÆLIA: Det var blot hans Haand, jeg paany vilde lægge i din.

GETA: Jeg trænger ikke til hans Haandtryk saa lidt som til dine Kys! Skaan mig for din tvedelte Elskov og lad mig nøjes med den Part, der er min!

ÆLIA

✂

Geta! - hvis jeg troede, du var saa nøjsom, vilde jeg lade de jammerligste Slaver drive dig fra min Seng!

... Jo, du trænger til hans Haand, og du trænger til mine Kys, for du flagrer som et Spindelvæv for det mindste Pust af Vinden.

373

Vil du høre det for tyvende Gang, at han er mandigere end du, den eneste Mand i hele det romerske Rige, ... jeg vilde ryste i mine Knæ af Bevægelse, hvis han en Dag kom knækket til mig og bad om Ly i mit Hus! Men han er ikke saa smuk og brusende og brændende som du, for du er Havet, og han er et af disse galliske Bjærge, der staar fast i Jorden og uden en Bevægelse styrter deres Is og Sne ned over Menneskene.

i pludseligt, ubehersket Mismod

Hvorfor taler du i Dag saa trist om Liv og Død?

GETA: lægger sin Haand over hendes Haar og ser hende ind i Øjnene
Kysser du min Haand og tænker paa ham og vælger Ord, som er til mig alene? Hvor det maa være muntert at være Kvinde og kunne rumme saa meget og altid tro paa, at det, man sidst har sagt, er Sandhed! ... Nu skælver du! Saa mit onde Lune for dybt?

JULIA DOMNA i Baggrunden, staar et Øjeblik og ser paa dem. Gaar omsider frem imod dem, med langsom Gammelkone-Gang.

JULIA: Som sædvanlig!

GETA: vender sig imod hende
Moder! - vær hilset! - hundrede Gange velkommen!

JULIA: mod ÆLIA, afventende. Omsider
Og du?

ÆLIA: Jeg hilser dig, som Geta hilste dig.

JULIA: Nu narrer din Høflighed dig, - for jeg forstyrrer jo, som naar den kolde Nattevind løfter Tæppet af to elskende.

ÆLIA: rejser sig
Sæt dig med din Søn.

JULIA: Blev du færdig med at kysse ham?

ÆLIA: Jeg bad dig sætte dig hos ham.

JULIA

✂

Men din Mine modsiger dine Ord. Jeg burde sagtens gaa igen, mener du.

sætter sig

Min Taalmodighed er saa kold, som din Elskovsyge er hed.

ÆLIA: Du ser, jeg viger.

374

JULIA: Viger? - hvorfor bruger du saa stærke Ord? Du gaar blot, sikker paa, at Moderen er magtesløs mod Hustruen.

GETA: Sæt dig, Ælia! - Moder, misunder du os?

JULIA: Hvorfor raaber du saa højt?

GETA: Jeg maa jo skrige Rynkerne ud af din Pande! de skæmmer Solskinnet herinde! - og aldrig skinnede Solen saa skønt som i Dag! - se dig om! - skinnede den nogen Sinde saa skønt som i Dag? ... Bliv hos os og lad os tale om Haver og Blomster!

JULIA: Hvorfor ligger denne Vifte her i Stumper? Hvad var det, I talte om, da jeg kom?

GETA: Jeg saa i Morges dine græske Agaver, - de trives jo som Børn i Bjærgene!

JULIA: Hvad talte I om? Jeg er ikke saa gammel, at du kan narre mig.

GETA: Om Elskov.

JULIA: Har hun fyldt dig med sine Dukkeindfald, saa du ikke har andet end hendes Lyster i dine Tanker?

GETA: Alle Mænd er Taaber. Naar de sidder en Kvinde saa nær, som jeg sidder Ælia, glemmer de alting ... undtagen denne milde Varme om Hjærtet.

JULIA: Saa glemsom er din Broder ikke.

GETA: stirrende paa JULIA
Sad han hende da saa nær?

JULIA: Jeg forstaar dig ikke. - Han har kun eet i sine Tanker, - Rom. Han strøg i Dag dit Navn paa Severusbuen, mens du kyssede en Kvinde.

ÆLIA: river hans Haand til sig og knuger den mellem begge sine
Geta! hvad er der hændet mellem jer! hvad har han gjort dig!

GETA: ser et Øjeblik paa hende; omsider, blegnende
Kunde du tænke dig, at han gjorde mig noget?

ÆLIA: Jeg ved ikke - -

GETA: springer op og river Haanden til sig. Foran ÆLIA
Og denne Haand, som du kyssede, fordi han trykkede den - -

375

ÆLIA: griber paany efter hans Haand, stirrer paa ham som i vild Skræk
Gaa ikke fra mig! - hører du! - hvorfor slettede han dit Navn! - Geta - Julia Domna - hvad betyder det!

GETA: bøjet frem mod ÆLIA og med sine Øjne i hendes
Er du angst! - Hvad er det for en Magt, han spyr ud over dig?

ÆLIA: Geta, det er ikke det, du tænker paa nu! Lyv ikke for mig! - Gør mig tryg! tryg for dit Liv! - tryg for ham og for mig selv! - gør mig tryg hos dig!

GETA: Svar mig!

ÆLIA: Jeg har et eneste Ønske, - at han var død, død for længe siden, - død, blot død!

GETA: Ligger han dig saa meget paa Sinde?

ÆLIA: med Hænderne sammenknugede i Skødet
Jeg vilde juble, hvis du blev hans Overmand!

GETA: Gøgler du for at hidse mig? ... Der er den Elskov til, der gør en Kvinde ræd som for hendes eget Liv! Hykler du Frygt og hober den paa min for at faa mig til at bide som et Dyr i Dødsangst?

ÆLIA

✂ rejser sig, frem imod ham

Nu skal du tie!

slaar i utaalmodig Lidenskab Armene om hans Hals

Hold mig fast ind til dig! - hører du! - staa ikke som en Skygge!

GETA: løsner med et haardt Greb hendes Arme fra sin Hals
Nej, - Rom er mit! - Rom er mit!

ÆLIA: Geta! hvad er der hændet mellem jer! - hvad er der hændet mellem jer!

GETA: stirrer hende i Øjnene
Kender du de Dage, da alle dine Minder gror frem i et eneste Flor og raaber dit Navn fra Himlen og fra Jorden og fra alle fire Verdenshjørner, mens din Haand aabner sig for at knuse alt det, du har lidt, og for at tage alt det, der er dit ifølge dine Øjnes Evne til at se, ifølge din Forstands Tale, ifølge dit Blod og dine Sanser, dit Livs flammende Ret ...

376

ÆLIA: Hvad vil du? - hvad er det, du vil?

GETA: Hvorfor ser du saa angst paa mig? Fortryder du dine Ord? Tigger du for hans Liv?

ÆLIA: rolig, fast
Saa tro da, hvad du vil, hvis din Tro kan styrke din Vilje!

GETA: Tro? - jeg tror paa et eneste, paa din Haand, der er saa blød og lunken som et uskyldigt Barns, paa din milde Haand, der har svoret at ville hævne mig, hvis nogen tager mit Liv, og som er dannet til at kærtegne og til intet andet, og som vil ende med at kærtegne den Mand, der dræber mig!

JULIA: Hvad er det, I taler om? Jeg forstaar jer ikke.

GETA: Forstaar? - jo, du forstaar! ... Se paa mig med dine gamle Øjne, som Lykken saa paa mig, da jeg blev født, le mig som den ind i Ansigtet! For den lo mig til, saa mit Sind fra den samme Time stod fyldt af al dens Magt, og Livet glædede mig for hvert Trin, jeg traadte, glædede mig som ingen anden, fordi mit Blod brændte af Fryd over det mindste Fnug, jeg saa sejle i Luften - -

JULIA: Hvorfor siger du mig det? Tror du ikke, jeg kan se dig, du den eneste Gave, Lykken havde tilovers til mig fattige Kvinde! Hvorfor siger du mig det?

GETA: Fordi intet er mig helligt som mit Livs Lykke!

JULIA: ser længe paa ham. Omsider
Den, som vil være lykkelig, maa kunne glemme!

GETA: Glemme? - Saa sig, at jeg er broderløs!

JULIA: Ved du, hvor tit jeg ønskede, jeg var sønneløs?

GETA: Jeg ved kun et, - at denne Dag vil blive mig saa lang som mit Liv fra den Time, jeg blev født, til nu!

JULIA: mod ælia
Saa kys ham dog, Barn! Ser du ikke, jeg kan ikke svare ham? Kys ham og gør aldrig andet end kys ham! Eller er du vred, fordi jeg kaldte dig en Dukke? Ingen Kvinde kan være Dukke nok!

377

CARACALLA i Baggrunden, umeldt, i Purpurtoga.

CARACALLA: ser fra ÆLIA og JULIA til GETA, med et Smil mod GETA
Prins Paris! og - da GETA forbliver stum og stirrende, - smilende, med en Haandbevægelse mod Kvinderne Tilgiv, - jeg kommer lydløst som Misundelsen!

GETA: Hvad vil du?

CARACALLA: Fortæl mig, hvad du tror. Du stirrer som en Mand, der har Besøg af Spøgelser.

GETA: Hvorfor kommer du?

CARACALLA: Mig fører dine Droslers Sang. Jeg gik og lyttede til den, da jeg kom.

GETA: Har de sunget saa hæsligt, at du forstod det?

CARACALLA: Saa hæsligt? - Som du vil!

GETA: Skynd dig! skynd dig! - hvorfor kommer du?

CARACALLA: Under du mig ikke dine Kvinders Selskab?

GETA: Nej!

CARACALLA: Deri kommer du min Hensigt paa tværs. Jeg vidste, Moder var hos dig!

GETA: Forstod du mig?

CARACALLA

✂

Dit Nej?

smilende

... Den Kunst at kunne misforstaa, har saa tit reddet sin Mand.

GETA: Er du kvindesyg?

CARACALLA: uvillig, men rolig
Gem nu dit Raseri. Jeg har for liden Tid til Drengekævl!

GETA: Saa tal som den, du er!

CARACALLA: Mit Ærinde er kort. med en halvt understregende, halvt undskyldende Haandbevægelse Rom er for lille til at rumme os begge.

GETA: Som dette Gulv, hvorpaa du staar!

CARACALLA: Du er for hastig. Saa kort er mit Ærinde ikke.

378

GETA: Saa gør det kortere end det er! - kortere endnu end den Streg, hvormed du strøg mit Navn!

CARACALLA: med et hurtigt Blik paa JULIA DOMNA, rækker derpaa sin Haand frem mod GETA
Jeg strøg dit Navn i Rom og gav dig Asien. Vi deler!

JULIA: som har rejst sig og gaar et Par Skridt hen imod dem
Vil I ogsaa dele Eders Moder?

GETA: mod caracalla
Du ved mit Svar.

CARACALLA: Ved det? - nej! - men forudser det.

GETA.: Saa gaa! - gaa endnu denne Gang!

CARACALLA: Nej, ikke denne Gang! - betænk dig. Tal med Ælia, - læg dit Hoved i hendes kloge Skød! ... Jeg siger dig, du er for god til Rom, for mild og veg, - du ødelægger - -

GETA: Og du?

CARACALLA: Jeg? - Jeg vil et Rom af Sten og Jærn, et Bjærg paa Jorden, en Verden af Mennesker, som aldrig vender sig og ser tilbage, ikke græder i Dag og lo i Gaar og fortryder og vakler og binder deres Vilje med dovent Drømmeri og usselt Varselvanvid, - en Verden, hvor intet Menneske ligner dig! Gaa til den evige Frygts Asien! Der kan dit Sinds evindelige Jordskælv rase saa taabeligt det vil. Men der, hvor du staar nu, skal Jorden ligge naglet fast og bære Mennesker, hvoraf hvert eneste et er som en Statue paa Forum, fordi hver den, der var svag, blev dræbt. Du drømmer eet om Livet, jeg et andet. Min Drøm er den, som drømtes her i Hundreder af Aar, Stensjælen i denne Stad. Forstyr den ikke! - Lyd mig!

GETA: Som hvad? som hvem?

CARACALLA: Som den, der bærer i sig Roms Cæsarers Vilje!

GETA: Den er Cæsar, som elsker lysest!

CARACALLA: Nej! - den, der væmmes dybest!

GETA: Da har Rom, i Dag som i Gaar, to Cæsarer!

379

CARACALLA: griber ham haardt om Haanden
Ti! og lyd! ... Jeg tigger dig!

GETA: river Haanden til sig
Gaa!

CARACALLA

✂

Viger du ikke, handler jeg mod dig, som sprang du over Roms Mure ... hellere Pest mellem Menneskene end vaklende Sind!

mod Kvinderne, hæftigt

Hjælp mig! tal til ham, Julia Domna, - Moder! - fri mig! - tag hans Hænder, Ælia! kys ham! kys hans Haand!

GETA: slaar ham i Ansigtet

CARACALLA: staar et Øjeblik ubevægelig, griber ham saa pludselig i Struben og slynger ham over mod JULIA DOMNA, river en Dolk frem fra Togaens Folder og støder ham ned
Remus!

ÆLIA.: Caracalla! kaster sig over Liget Geta! Geta!

✂

Formiddag i Cæsarpaladsets Have. Paa en Marmorbænk sidder JULIA DOMNA og CARACALLA, CARACALLA foroverbøjet og stirrende paa sine Hænder.

CARACALLA: De er saa smalle og hvide, - jeg har Kvindehænder, - kun Neglene er bredere end nogen Kvindes og saa underligt grusomt blaanende! ... Og saa er mine Hænder saa kolde som Liljer! rækker sine Hænder mod JULIA Føl paa dem! - tag dem i dine!

JULIA: tager hans Hænder og sidder en Stund med dem i sine. Omsider
Saaledes sad jeg saa tit med Getas Haand. Føler du, hvor Mindet gør mine Hænder hede?

CARACALLA: Jeg føler dit Moderhjærte banke i dine Fingerspidser! ... Ikke sandt, hver Bloddraabe løber fra dit Hjærte mod mit som en Rose fyldt med Gift!

JULIA: Det tror du ikke, - saa vilde din Haand skælve i min, og den rører sig ikke -

380

CARACALLA

✂

Se rigtig paa den Haand! Kan du se paa den, at den har løftet en Dolk mod den Mand, som var min Fader?

... Du skulde set ham, Severus! De sloges omkring os, Britter og Romere. Hans Ansigt blev stift og graat som Jærn, og han saa paa mig, som var det en Statue, der pludselig aabnede to Øjne og stirrede Aarhundreder ned over mig.

Og saa tilgav han denne Haand!

- - Eller sidder du og ønsker, at jeg var falden i det Slag?

JULIA: Jeg er for gammel til at ønske.

CARACALLA: Du svarer mig ikke.

JULIA.: Hvis jeg har et Ønske, er det det eneste, at hver Dag maa være lang nok til, at min Forstand kan naa at gøre sit Arbejde færdigt, blot for hver Dag som gaar.

CARACALLA: Tumler din Forstand med saa meget?

JULIA.: Min Forstand tumler kun med eet, - med min Søn og hans Lykke.

CARACALLA: Stakkels Moder!

JULIA: Ynkes du over mig, eller ynkes du over dig selv?

CARACALLA: stirrer en Tid tavs mod Jorden. Omsider
Mit Sind er fuldt af Sorg.

JULIA: bøjer sig over hans Hænder
Min Søn, ser du, jeg kysser disse Hænder, som dræbte din Broder! Det er Getas Moder, som kysser dine Hænder og tilgiver, som Severus tilgav. - Vær lykkelig! - vær lykkelig!

CARACALLA: Dine Ord ligner min Faders Blik. Du taler som et Marmor, i hvis dybe Indre et Liv er stivnet. Dine Ord køler. Bliv ved!

JULIA: Spotter du mig, - eller er du bevæget? Jeg vil helst tro, du spotter. Jeg ræddes for Kærtegn som for Slavekaar. Lad aldrig dit Sind mildnes!

CARACALLA: Tvivler du?

JULIA: Jeg tænker paa dig, tænker bestandig paa dig.

381

CARACALLA: Fuld af Kvindeangst?

JULIA: Ja - fuld af Angst for at have været Moder til Vanmagt og for at have født forgæves!

CARACALLA: Jeg er din Søn!

JULIA: For et Øjeblik siden sad din Broder dybere i dine Tanker end nogen Sinde, mens han levede.

CARACALLA: Fordi du bragte ham med dig, - du, den dødes levende Moder!

JULIA: Saa let sover altsaa den, du dræber!

CARACALLA: Du minder mig! - du evige Bebrejdelse, som hedder Julia Domna!

JULIA: Jeg tænker ikke paa de døde, dertil har den, der lever, ingen Tid.

CARACALLA: Hvad lurer du da paa?

JULIA: vendt imod ham, stirrende paa ham
Magten har du aldrig i din Haand, - Magten viger og viger, - Magten er dens, som rider rappest mellem dem, som jager den!

CARACALLA: rejser sig, tæt foran hende
Hvad lurer du paa? ... Hvem?

JULIA: Mellem dig og mig er Geta død. Cæsar er kun en. Hvor vi to mødes, mødes Cæsar og hans Moder. Men hvor din Broders Enke gaar, gaar Geta!

CARACALLA: ser længe paa hende. Omsider
Hvor rinder den isnende Kilde, som dine Tanker drikker af?

JULIA: Under min Kærlighed til min eneste Søn.

CARACALLA: Tal Sandhed - under din Kærlighed til din Søns Magt! Frygter du den øde Ø, der venter dig, hvis jeg falder?

JULIA: Tror du, en Kvinde tænker og handler som jeg af Begær? Ved du, hvor mit Liv skælver ved de Tanker, jeg maa tænke? Jeg maa tænke dem, før andre tænker deres. Inderst inde er du mit Barn, og jeg en Moder.

382

CARACALLA: Og skyer en Moder intet for sit Barn?

JULIA: Nej - intet.

CARACALLA: Hvor det maa være hæsligt at være Moder!

JULIA: Pines du af min Kærlighed?

CARACALLA: Den har jeg aldrig kendt.

JULIA: Jeg bøjede mig over dine Hænder før og tilgav dig!

CARACALLA: Og nu bøjer din Kærlighed sig for at bryde Ælia.

JULIA: Ja.

CARACALLA: Da har aldrig nogen Kærlighed plukket saa uskyldig en Blomst!

JULIA: Hvad mener du?

CARACALLA: At Ælia faar du aldrig!

JULIA: Jeg har besøgt hende i Dag.

CARACALLA: Betyder det, at din Kærlighed allerede har bøjet sig efter Blomsten og brudt den?

JULIA: Hvorfor bruger du det Billede?

CARACALLA: Fordi det passer til Kærligheden.

JULIA: Hun sad ensom i sin hvide Sorg, i et skummelt Rum inderst inde i din Broders Palads. Der var koldt om hende og tavst og hun selv blegere end sine Klæder. Jeg var længe hos hende, og hun tav bestandig og løftede ikke sine Øjne fra Gulvflisen foran hendes Skammel. Først da jeg gik og vendte mig i Døren, saa jeg hendes Øjne. Hun stirrede efter mig - -

CARACALLA: Og det Blik gjorde dig saa angst og ramte dig saa dybt? Hvorfor under du mig ikke at lege med denne lille giftigt duftende Blomst? Jeg vil bære den hos mig og lukke min hule Haand om dens Kalk og kæle for dens Blade og se den drikke sig kraftig Farve til i Solen! - Jeg havde glemt hende, - hun skal følge mig og Legionerne!

JULIA: Hun - og Geta!

383

CARACALLA: halvt overhørende, smilende hen for sig
Giv dig Tid til at glædes!

JULIA: Naar saa du mig glædes? Glæden er fattig Mands Tidsfordriv.

CARACALLA

✂ peger ned over Haven, smilende som før

Ser du, der gaar hun gennem Haven, ... det er din sidste Søns Undergang, der vandrer ham i Møde mellem Blomster - ved et Barns Side - i den lyseste Sol!

idet JULIA rejser sig

Flygter du?

JULIA: Jeg vil pines ihjel, hvis du dør, fordi du er mindre end blot en eneste Mand imellem Menneskene!

gaar langsomt.

CARACALLA

✂ staar en Tid og stirrer efter hende. Omsider

Minder hun dit Moderhjærte, Julia Domna? Piner Synet af Getas Enke dig saa dybt?

vender sig mod ÆLIA, som klædt i Hvidt er blevet staaende et Par Skridt fra ham

Hvad vil du? Hvorfor kommer du?

ÆLIA: Bliv ikke vred, fordi jeg har forladt mit Palads!

CARACALLA: Vred? - Hvad vil du?

ÆLIA: Julia Domna sagde mig - -

CARACALLA: Hvilket?

ÆLIA: At kom jeg dig for Øje, var jeg Dødens.

CARACALLA

✂

Du?

lidt efter, venlig

Sæt dig, Ælia!

ÆLIA: Jeg maatte se dig og tale med dig - -

CARACALLA: idet han sætter sig, smilende
Og du vover dit Liv for at se mig og tale med mig! Din Stemme skælver, - frygter du mig?

ÆLIA: sætter sig et Stykke fra ham
Nej.

CARACALLA: Hvorfor er du da saa urolig?

384

ÆLIA

✂

Hvis min Stemme skælver, er det, fordi det er første Gang, jeg ser Getas Broder siden - -

... Jeg kommer til dig for at se dig og for at høre din Stemme, - fordi den ligner Getas.

CARACALLA: Nu er du uforsigtig. Du smigrer for plumpt. Der stikker et besynderligt Mod gennem din Uskyldighed.

ÆLIA.: Frygter du en stakkels uskyldig?

CARACALLA: Sig Sandheden! Den, som pukker paa sin Uskyldighed, lyver! Ingen, ingen er uskyldig! ... Nu rødmer du.

ÆLIA.: Jeg har sørget saa dybt, at jeg har mistet Evnen til at forstille mig. Du har let ved at faa mig til at rødme. Du maa tænke, hvad du vil, men du maa lade mig se dig.

CARACALLA: Mit Billede staar jo i min Broders Palads.

ÆLIA: Det er dig selv, jeg vil se.

CARACALLA: Jeg forlader Rom.

ÆLIA: Det ved jeg, men jeg følger dig!

CARACALLA: Vis mig da den Dolk, du gemmer til mig.

ÆLIA: tier en Tid, ser omsider rolig paa ham
Kvinder bruger Gift.

CARACALLA: rækker hende sin Haand
Du ser, jeg tror dig, - fuldt ud! Nej, du kan ikke forstille dig. Du stakkels uskyldige, havde du ment, at Sandheden vilde gøre mig tryg?

ÆLIA: Rummer da din Tanke ikke andet end Død?

CARACALLA: Min Tanke rummer i dette Øjeblik dig og mig!

ÆLIA.: Er jeg farlig for Cæsar?

CARACALLA: ser længe paa hende. Omsider smilende
Ja, farlig, - farlig som Sumpenes Dunster mod Aften.

ÆLIA: Jager du mig fra dig?

CARACALLA: Ikke endnu, ikke endnu. Du har ikke tabt endnu, Ælia! Det er dulmende at sidde hos en Kvinde, som er ung.

ÆLIA.: Da volder jeg dig jo Glæde, - saa lad mig blive hos dig!

385

CARACALLA: Nu er du atter uforsigtig, altfor uegennyttig.

ÆLIA: med Blikket mod Jorden
Caracalla, - det dulmer mig at sidde hos en Mand, som lever.

CARACALLA: Sad du saa længe ved et Lig, at du begyndte at fryse? Stakkel, er du fløjet imod mig som en frysende Sommerfugl? - du er altsaa kommen for at varme dit Hjærte?

ÆLIA: Ja - ogsaa derfor kommer jeg.

CARACALLA: Ogsaa derfor! - Men du sidder dog og mindes ham og din døde Lykke! Ikke sandt, han var Solen paa Himlen, og jeg, som sidder her og ligner ham og minder dig om ham, er kun som den Sol, der mat skinner gennem Havet ned paa en sunken Ædelsten! ... Husk paa, jeg ved, hvad du vil, - føj derfor dine Ord snildere, hvis du vil gøre mig tryg.

ÆLIA: Saa dyb er min Fattigdom, at ligger der gammel Lykke paa dens Bund, kan mit Blik ikke naa den.

CARACALLA: Men ham - ham, du kom her for at mindes!

ÆLIA: Hvorfor forvirrer du mig? Ser du ikke, at Sorgen har forvirret mig nok?

CARACALLA: Du prøver alle Midler!

ÆLIA: Nej. Du tror mig stærk som du selv. Jeg ved ingen Ting, jeg ved ikke længer, hvorfor jeg kom, og ikke, hvad jeg vil her. Jeg kom her for at se den Mand, der lignede ham mest, for at faa Blodet til at rinde bag mit Minde, og jeg kom her, fordi jeg frøs i Ensomhed og Tavshed og saa Solen skinne ude. Og nu jeg sidder her og hører din Stemme, og ser dig som hans levende Billede foran mig, nu rinder Blodet fra mit Minde, og jeg ved saa koldt, at han er død for bestandig. Men Solen, som varmer mig, siger mig, at jeg selv lever, og Blodet bruser for mine Øren og døver alle mine Tanker.

CARACALLA: Paa nær en eneste, - dit Had til den, der dræbte din Elskov!

ÆLIA: Mit Had og min Elskov, - ja, for en halv Time siden 386 levede de begge bag mit Værelses Marmorvægge. Det Marmor var saa blodrødt og det Rum saa iskoldt. Men nu jeg sidder i Solen, smelter det alt sammen bort, og jeg er svag som en, der har været syg. Jeg ejer hverken Had eller Elskov. Jeg har saa længe siddet i Skygge, at Solen gør mig svimmel, og jeg vakler ved at se, hvor Himlen er høj og uendelig.

CARACALLA: Du kurrer som en Due paa en Foraarsdag. Eller kom du for at sige mig, hvor let Kvinder glemmer?

ÆLIA: Jeg kom her for mit Livs Skyld, - for ikke at dø.

CARACALLA: Jeg tror dig ikke.

ÆLIA: Det maa du, som du vil. Lad mig blot sidde her - og gaa ikke fra mig.

CARACALLA: Nej, - vi vil tale længe sammen - om din Svaghed, Ælia. Ikke sandt, dine Ord taler om Svaghed, men dit Blik stirrer fast paa mig og viger ikke fra mig. Din Stemme er som den bølgende Vind, men dine Øjne som den urokkelige Himmel. Kyssede Julia Domna ikke dine Øjne, da hun var hos dig?

ÆLIA: Caracalla, - giver du mig Lov at følge dig?

CARACALLA: Se paa mig! - hvor din Pande er ren som et Bjærgs Sne, og dine Øjne mørke og bløde som Nattens dybe Fred. - Giv mig engang din Haand! - hvor den er lille og som skabt til at kærtegne! - Saa den vil dræbe mig? ... Nej, hvorfor tager du den til dig? - lad mig beholde den i min! - Se, hvor dit Bryst gaar op og ned! ... Du svarer mig jo ikke! - Lad mig beholde den i min! ... Og saa sidder du og græder, tror jeg. - Vær ikke angst, - jeg vil dig intet ondt! - giv mig din Haand igen!

ÆLIA: hæftigt
Nej! - rør den ikke!

CARACALLA: drager hende til sig
Du har jo endnu ikke løftet den imod mig, - og du maa gerne løfte den, hvornaar du vil, - jeg skal bestandig kysse den! ... Vist skal du følge mig og være hos mig! ... Du sidder jo allerede i mit Sind som en mild 387 Dag langt inde mellem ensomme Bjærge! - Kan saa sart et Legeme hade? ... Se blot, hvor trygt du hviler hos mig!

ÆLIA: river sig løs
Slip mig! - slip mig! - aa slip mig!

CARACALLA: Du sad jo saa trygt! - glemte du et Øjeblik dine Planer?

ÆLIA: Gaa! - gaa! - Jeg er saa træt! - saa vanvittig træt!

✂

Daggry. Kejserens Soveværelse i Cæsarpaladset, højt bygget af dunkelt Marmor, halvlyst i Dagskæret, der falder gennem en Lysaabning, hvis Tæppeforhæng er draget til Side. I den blege Dæmring ses en Marmorbuste skinnende hvid mod Rummets mørke Væg, et Par Stole, hvis gyldne Armlæn fanger Morgenlyset, og paa en Løjbænk CARACALLA, der, vaagen, klædt i kort, purpursyet Tunika, ligger og stirrer mod Døraabningens tunge Tæpper. Et Øjeblik efter glider Forhænget lydløst til Side og falder atter til bag den togaklædte OPILIUS MAKRINUS, Prætorianernes Præfekt.

MAKRINUS: tæt inden for Døraabningen, med en dyb Bøjning
Vær hilset, Cæsar!

CARACALLA: rejser sig hastigt over Ende
Er Solen oppe?

MARKRINUS: Nej, endnu ikke. med en Haandbevægelse mod den lyse Marmorbuste Men Natten er til Ende.

CARACALLA: Hvor Dagen dæmrer langsomt! læner sig atter tilbage, med Hovedet hvilende mod Haanden Du bringer Legionernes Morgenhilsen? - Er alting rede?

MAKRINUS: Legionerne hilser dig! Alting er rede! De længes efter Germanien og venter kun paa deres Cæsar!

CARACALLA: Altsaa slog Guldet til?

MAKRINUS: Deres Jubel fulgte mig!

CARACALLA: stirrer en Tid lang frem for sig. Omsider
Saa du paa Himlen, medens du gik? Hvorledes tegner Dagen?

MAKRINUS: Himlen og Rom smiler. Lyt selv efter, - eller er det kun i mine Øren, denne Lyd dirrer?

388

CARACALLA: koldt Har du sovet saa godt, at du maa snakke som et Barn om Fuglesang?

MAKRINUS: Det vilde jeg ikke vove at spilde Tiden med i Dag!

CARACALLA: Saa skynd dig! - forklar dig!

MAKRINUS: Mine Ord betød blot, at alt, hvad jeg har mødt i Dag, varsler dig og dine Vaaben Held! Jeg kendte ikke Rom igen, da jeg gik herhen gennem Gaderne. Vekselererne sad ved deres snavsede Borde og klaprede med deres Guld, som skulde de i Dag mønte selve Solen ud mellem Romerne, og Bagerne raabte op med deres Brød, som sang de Glædessange i Morgenen! ... Tager jeg fejl, eller skyller ikke denne Lyd sin Hilsen helt herind i Cæsars Sovekammer?

CARACALLA: som før, koldt
Hvor Morgenluften strømmer frisk igennem dine Ord! ... Naar forlod en Cæsar Rom, uden at Duerne kurrede, som naar Glenten er fløjet, og uden at Hundene hylede af Glæde! Troede du, at du fortalte mig noget nyt, eller misforstod jeg Glæden i din Stemme?

MAKRINUS: med en let Bøjning
Jeg saa dig aldrig misforstaa! - Det frydede mig at se Romerne uforsigtige, og det faldt mig et Øjeblik ind, at denne milde Morgen kunde benyttes kraftigere ind til at kvæles bag Legionerne i Landevejenes Støv!

CARACALLA: Romerne er mig ligegyldige. Lad Dagen komme og farve Rom, som den vil! Frygter du Pak, som glædes?

MAKRINUS: Tilgiv mig, - jeg har tilbragt Natten mellem Vaaben, som blev slebne!

CARACALLA: Jeg spurgte dig kun, om hvordan Dagen tegnede. Dine mange Ord svirrer omkring mig som unødig Larm. Du er for hastig! I Dag spurgte jeg dig ikke om Rom. Det oversaa du! ... En Mand, som har sit Liv kært, maa intet overse!

MAKRINUS

✂ med en let Bøjning

Romernes Jubel oversaa jeg ikke.

389

Skal det koste mit Liv, at jeg glemte, at den Vrede, der fødte mine Ord, var for morgenfrisk til at bæres ind i Cæsars Sovekammer?

CARACALLA

✂

Vær forsigtig, Makrinus. Vilde du hidse mig paa Romerne for at se deres Had vokse helt op til Himlen, saa jeg til sidst maatte forgaa? Vær varsom, - du er endnu for klodset, - just derfor er du ikke farlig!

... Makrinus, du har store Hænder - -

MAKRINUS: Slavehænder - som min Fader og Moder havde dem.

CARACALLA: rejser sig langsomt og gaar frem og tilbage, standser omsider foran MAKRINUS
Jeg saa dig i Gaar gaa sammen med en Kvinde, - hvor du i Grunden er hæslig!

MAKRINUS: Tilgiv min Moder, - hun fødte mig fjernt fra Rom.

CARACALLA.: Dit Ansigt gør mig altid lysvaagen! Det er besynderligt med dit Ansigt, - selv de styggeste taber noget af deres Grimhed i denne Time, da Morgenduggen falder, kun du er lige hæslig hele Døgnet igennem.

MAKRINUS: Du har Ret, Cæsar, mit Ansigt er altid det samme! - Skal jeg forbande min Moder, eller skal jeg takke hende?

CARACALLA: ser fast paa ham
Tak Getas Enke, fordi hun i Gaar gik ved din Side. Jeg saa aldrig før Kvinder i Samtale med dig, ikke engang din Hustru.

MAKRINUS: Jeg takkede i Gaar Getas Enke.

CARACALLA: Makrinus, skulde du have Magt over Kvinder?

MAKRINUS: Jeg er jo hæslig, Cæsar.

CARACALLA: Rigtigt! - des besynderligere tog I jer ud!

MAKRINUS: Vort Maal er naaet, dersom Synet af os har underholdt Cæsar et Øjeblik.

CARACALLA: Naturligvis! - Gaa kun, Præfekt! - Du er endnu for plump! - begge to er I for barnlige! - Gaa kun 390 sammen og hvisk, - men krum ikke Eders Rygge, som bar I i Hænderne noget, den der ser efter Eder, ikke maa se! ... Gaa kun, Opilius Makrinus!

✂

ÆLIAS Telt i Romernes Lejr mellem Vogeserbjærgene, henimod Solnedgang, Blæst, som bølger Teltdugen.

Paa en Stol sidder ÆLIA og støtter Hovedet i sine Hænder og ser frem for sig.

MAKRINUS kommer i Teltdøren, hastigt, i tilsølet Rustning.

ÆLIA: rejser sig med et Ryk og strækker begge Hænder imod ham som for at holde ham fjernt
Død?

MAKRINUS: bliver staaende inden for Døren, som standset af hendes Haandbevægelse, og ser hurtigt paa hende. Bøjer sig saa i kold Høflighed
Nej, - Cæsar lever.

ÆLIA: febrilsk
Kom nærmere! - fortæl!

MAKRINUS: Han sender mig til dig med sin Hilsen, - Cæsar er usaarlig.

ÆLIA: Hvorfor smiler du?

MAKRINUS: haanligt frittende
Glæder mit Budskab dig ikke?

ÆLIA: Skynd dig!

MAKRINUS: Du skød mig dog fra dig med dine Hænder, da du saa mig, - og du trak Vejret lettet, da jeg havde talt.

ÆLIA: Dit Budskab glæder mig, - at Cæsar ikke faldt ved din Kunst, Frigivne!

MAKRINUS: Haaner du min Troskab? stirrende paa hende Han lever, siger jeg, og jeg har sejret ved hans Side og jublet for ham, - ingen tvivler om min Troskab!

ÆLIA: Hvad mener du?

MAKRINUS: Forstaar du mig ikke, Ælia? Det er første Gang! ... Det glæder dig, at Caracalla lever!

ÆLIA: Makrinus! dine Øjne er hæslige som et Ligs!

391

MAKRINUS: Se kun paa dem, Ælia! Et Ligs Øjne binder. Man husker dem, hvor man gaar, og naar man sover. Jeg takker dig.

ÆLIA: urolig, ubehersket
Og nu - hvad nu?

MAKRINUS: Derom maa du selv. Jeg tror dig ikke længer. nærmer sig hende Skal jeg tro dig, maa du give mig et Pant.

ÆLIA: som før
Hvilket?

MAKRINUS: standser, gør en Bevægelse, som vilde han række hende Haanden; med et svagt Smil
Intet! Det er mig nok, at du var villig.

ÆLIA: Din Plan!

MAKRINUS: Nu er det din Tur, - din Kunsts!

ÆLIA: Jeg troede, at den, der vilde være Cæsar, forstod at handle ene.

MAKRINUS: Være Cæsar? - er det alene mine Drømme, der ligger dig paa Sinde?

ÆLIA: forvirret
Men naar du ikke vinder!

MAKRINUS: Naar jeg ikke vinder, ... saa forraader du mig!

ÆLIA: Hvor du maa være født af ussel Slægt!

MAKRINUS: Du forraader mig!

ÆLIA: Præfekt!

MAKRINUS.: Du forraader mig!

ÆLIA: Træl!

MAKRINUS: Godt! bøjet let frem imod hende For din Skyld, for din Skyld alene, skal jeg sejre! retter sig igen, da ÆLIA forbliver tavs Du fryser, skal jeg drage Dørklappen for? Det blæser herind.

ÆLIA: hastigt
Bliv staaende!

MAKRINUS: Du er blevet saa bleg i den senere Tid, du taaler ikke Kulden mellem disse Bjærge.

ÆLIA: Taaler! - jeg, som taaler dig!

MAKRINUS: Men dine blege Kinder gør Cæsar ondt, - og der er flere end Caracalla, der beklager din Bleghed.

ÆLIA: Saa tak dem fra mig!

392

MAKRINUS: Din Tak vil glæde dem. Men deres Lykke vilde være større, hvis de saa dig sund som før.

ÆLIA: Hykler!

MAKRINUS: Dit Sind er i Oprør, - du formaar ikke at skelne Ven fra Fjende.

ÆLIA: Jeg formaar at skelne mig fra dig.

MAKRINUS: Det Skel er ikke saa svært at drage, - det er ikke saa stort.

ÆLIA: Ti! - eller gaa!

MAKRINUS: Nu maa du ikke være ond, fordi jeg kun er fattig født. Hvem, tror du, trænger mest til Godhed, - Cæsar, eller den, der som Barn laa nøgen i Snavset?

ÆLIA: Gaa!

MAKRINUS: Nej, lad mig blive lidt endnu. Du gør Uret imod mig, - fordi jeg ikke er smuk. Husk, at dér, hvor smukke Mænd vinder let, har jeg en dobbelt Kamp at kæmpe. Er du saa lidt Kvinde, at du har sat Medlidenheden over Styr? ... Du smiler?

ÆLIA: Jeg leder efter Cæsarsjælen i dig.

MAKRINUS: Du smilede -

ÆLIA: Jeg saa kun en Landevejsmorder!

MAKRINUS

✂

Det er et Ord kun, en Titel - som Præfekt, som Cæsar! - Men, som du vil!

tæt foran hende

Gem din Gift endnu i nogle Dage, - den kunde blive farligst for dig selv nu, lige efter at han har sejret. - Og saa ... Veninde! gør Cæsar tryg! Du er for kold imod ham, ... han har jo ikke sovet her en Nat endnu!

Jubelraab udenfor, i nærmere og nærmere Stigen

ÆLIA: Hvis du fra dette Øjeblik vover et Ord til mig - hvis du ser paa mig - hvis du kommer mig saa nær, at jeg lugter Salven i dit Haar, - hvis du saa meget som smiler, fordi jeg ikke 393 besvarer din Hilsen, - jeg forraader dig, dig og mig selv, forraader!

MAKRINUS: koldt
Hvor hurtigt Germaniens Klima kan forandre en romersk Kvinde!

CARACALLA

✂ kommer i Teltaabningen. Han bærer som MAKRINUS

Rustning, men er uden Hjælm. Gaar frem i Teltet, staar et Øjeblik tavs og ser sig om. Omsider Hvor her er stille inde ...

med et pludseligt, stort Smil mod ÆLIA, stilfærdigt

Hvad hedder dette Land?

MAKRINUS: ser hurtigt paa ÆLIA, bøjer sig derpaa for CARACALLA og pegemod Teltgulvet
Denne Jord er Cæsars!

CARACALLA

✂ som før

Nej, Makrinus, - denne lille Kreds af Jord er ikke Cæsars, - det er den eneste Plet i mange Hundrede Miles Omkreds, som ikke er hans.

Gør en Haandbevægelse mod MAKRINUS, der atter bøjer sig til Hilsen og gaar. Sætter sig i en Armstol og læner sig tilbage, saa han ser mod Teltets Loft

Se, der sidder en Svale! - Er den bange, tror du?

ÆLIA: i stadig anspændt Uro
Den hviler vel - som Cæsar.

CARACALLA: Ja, - den hviler. - Ved du, hvad det er at hvile, du, som aldrig har været i Slag?

ÆLIA: som før
Skal jeg gaa, Cæsar?

CARACALLA: Gaa? - hvorfor det? ... Sæt dig ned og fortæl mig et eller andet, noget mildt, noget, der kan være som Puder under mig.

ÆLIA: i stigende Uro, bedende
Cæsar, - lad mig gaa!

CARACALLA

✂ ser op paa hende

Men hvorfor vil du gaa? Nej, sæt dig, tag din Stol og sæt dig her ved Siden af mig.

tager, da hun har sat sig hos ham, hendes Haand

Er Dagen faldet dig lang?

ÆLIA: Ja - Dagen er faldet mig lang.

CARACALLA: Hvad har du moret dig med?

ÆLIA: Jeg ved ikke - -

394

CARACALLA: Din Haand er saa kold, - fryser du?

ÆLIA: Det er Blæsten, - det har blæst herind, og jeg har siddet her hele Dagen.

CARACALLA.: Og tænkt paa mig?

ÆLIA: sidder en Tid og ser ned for sig. Omsider
Ja - tænkt paa dig.

CARACALLA

✂

Underlige Ælia! Langt nede i mig ligger min Forstand og glipper med Øjnene og hvisker, at du taler forblommet, - men jeg er for træt i Øjeblikket til at høre paa den.

Saa du har tænkt paa mig! - og jeg har ikke tænkt paa dig i Dag!

... Ælia, en saadan Dag begraver. Jeg er til Mode, som blev jeg født i Morges. Jeg husker ingen Ting uden Sværd og Spyd og gabende Munde i skæggede Ansigter, og Øjne, hvis Blik skraaler, og røde, blodige Striber paa Kryds og tværs over klæbrigt Haar og graa Hud, - og et Øjeblik højt oppe over Sværd og Hoveder tre hvide, vilde Svaner, med strakte Halse, i stiv Flugt under en blaa Himmel - -

... Mindes du, Ælia, der var engang for lang Tid siden en By, der hed Rom -

ÆLIA: Du glemmer, jeg var ikke med i Slaget.

CARACALLA: Gør det dig ondt, at jeg ikke har tænkt paa dig?

ÆLIA.: Nej, Cæsar!

CARACALLA: retter sig, med en let Gysen
Hvorfor skulde det vel gøre dig ondt!

ÆLIA: Tal om Slaget! tænk paa din Sejr, Cæsar!

CARACALLA: rejser sig
Min Sejr! ... Hvorfor siger du ikke: Tænk paa dit Bad! tænk paa din Aftendrik!

ÆLIA: griber efter hans Haand
Caracalla, sæt dig, hører du! - sæt dig igen!

CARACALLA

✂

Hvad vil du mig? Vil du vise mig, at Rom ligger dèr paa Teltets Gulv? - Jeg skubber det i Havet Hus for Hus!

395

... Eller er det Geta, du vil raabe mig i Øret? - Gaa hen i Døren, hører du, og raab det ud i Aftenen og hør, hvor Bjærgene gentager det og gentager det og synger det fra Dal til Dal og raaber det endnu i Morgen, naar jeg vaagner! - Du trofaste Hustru!

ÆLIA: Sæt dig ved Siden af mig - - Har du en eneste Gang hørt mig nævne det Navn, siden jeg forlod Rom?

CARACALLA: koldt
Nej, din Mund har været lukket. Aften efter Aften har jeg siddet i dit Telt, siddet og stirret paa din lukkede Mund og undret mig over, hvor jeg var taalmodig.

ÆLIA: Hvorfor tav du selv?

CARACALLA: Fordi jeg ikke vilde vinde mig min Vej ved Ord, - jeg sad jo ikke i Senatet.

ÆLIA: Hvad vilde du da?

CARACALLA: Vente, - jeg vilde vente, vente til mit Billede havde pint sig ind i din Sjæl, til mit Billede stod for dig Dag og Nat, stod for dit Hads og din Fortvivlelses Blik, - du, som ikke kan undgaa mig!

ÆLIA: Tror du, jeg tænkte paa Geta, fordi jeg tav?

CARACALLA

✂

Du tav, fordi Du ikke turde tale. Jeg har set dine Hænder søge hinanden og dine hvide Fingre flette sig, medens du forgæves ledte efter Mod! - Saa tal da nu! - Sig, hvad du vil! - i Dag døde min Taalmodighed! ... Ælia! jeg nages, nages dybere end om jeg havde tabt ti Slag, - herinde i dette stille Telt nages jeg, saa al Sans forgaar mig! - Er det mit Liv, du lurer paa, saa sig det, - jeg skal ikke dræbe dig! Jeg vil blot vide dine Tanker, fordi mine egne søger dine Dag og Nat og ikke faar Fred, før du lukker dem ind i din Sjæl! Sig mig, hvad du tænker paa! - vær ikke bange! - jeg ved jo allerede mere, end en Sjæl kan rumme, - det er kun Smaating, du kan røbe mig!

... Lad mig blive her hos dig, her paa denne lille Kreds af 396 Jord, til det dages, Ælia! De Bjærge derude kvæler mig, og Dalenes Skummelhed sluger min Aande! - nu skjuler Natten snart Bjærgene, men de staar der i Mørket, dobbelt store og dobbelt onde, fordi de er skjulte! ... Lad mig blive hos dig, Ælia! Slip mig ikke - -

ÆLIA: som har rejst sig, støttet mod Stolen, bleg og med bøjet Hoved
Hvor skulde du ellers sove?

CARACALLA: farer sammen og staar et Øjeblik, som ledte han forgæves efter Ord. Omsider stirrende paa hende
Hvorfor blegner du saa stygt! - Ælia, har jeg sejret, har jeg sejret, Ælia? - hvorfor dræber du min Jubel med din Bleghed - -

ÆLIA: uden en Bevægelse, som stivnet.
Du ved ikke, hvor lidt det er værd, du tror at have vundet.

CARACALLA: Jeg sælger Rom, jeg sælger Verden for det!

ÆLIA

✂

Du bytter kun usselt for usselt. Du har intet vundet! Alt, hvad jeg ejede, har jeg forødt!

ser i Fortvivlelse paa ham

Caracalla! - aa gaa! - nej, du maa ikke blive - -

CARACALLA: Hvad er der! - hvad gør du!

ÆLIA: Løfter dig bort fra mit Liv, skiller os for bestandig - -

CARACALLA: Hvad er der, - Ælia!

ÆLIA: Du maa ikke spørge! - gaa, mens jeg endnu har Kræfter til at bede dig - -

CARACALLA: Vil du lade mig ene - -

ÆLIA: Hvorfor tør du ikke være ene, - vi skal være ene begge to - nu og altid! - Giv mig mit Ord tilbage!

CARACALLA: Nej! - Ser du ikke, hvor jeg trygler dig?

ÆLIA: Min Haand er ikke min egen, min Haand er hans, som du dræbte, - han holder den saa fast!

CARACALLA: river begge hendes Hænder til sig
Ælia! du er syg!

ÆLIA

✂

Han sidder i mit Hjærte, han føder mine Ord! -

397

Caracalla! jeg elsker dig! ... Min Haand drives mod dit Hjærte, og jeg elsker dig!

CARACALLA: Jeg frygter ikke din Haand, frygter ingen! Luk dine Øjne! min Arm er om dit Liv! Jeg gaar ikke fra dig! Alle Vegne er jeg ene, - kun ikke her hos dig. Og har du luret paa mit Liv, har du kun gjort, hvad Tusinder har gjort før du. Hundreder af Kvinder har rakt Favnen mod mig, men ingens er mig som din, der lokker mig saa langt borte fra i Tvivl og Angst. Den lister jeg mig til i Natten, og den skal lukke mig inde, og du og jeg skal favne hinanden og føde en Fryd, som aldrig ender - -

ÆLIA: Tør du, - Caracalla! - er dit Mod saa vildt!

CARACALLA: Nu hvirvler min Sjæl mod din! - Ælia! løft dit Mod og lad det møde mit!

ÆLIA: river med et hastigt Greb en lille Flaske frem fra sit Bryst og knuger den ned i hans Haand.

CARACALLA: holder Haanden, lukket, hen over Teltilden og staar et Øjeblik og stirrer paa den. Saa aabner han Haanden og lader Flasken falde.

ÆLIA: Caracalla! - har du vundet!

Blege, tavse, uden at røre sig staar de over for hinanden og stirrer.

✂

To Uger senere.

ÆLIAS Telt, halvt oplyst af et brændende Baal. Henimod Morgen.

Paa en Løjbænk ligger ÆLIA, dækket af Tæpper og Pelsværk, saa kun hendes blege Ansigt ses. CARACALLA sidder hos hende, bøjet og forvaaget. Han støtter Hovedet i sine Hænder og ser frem for sig.

ÆLIA: efter lang Tavshed, træt og anstrengt
Er du ikke gaaet? - sidder du her endnu?

CARACALLA: lyttende. Omsider, som i Kuldegys.
Er du vaagnet? - taler du til mig, Ælia?

ÆLIA: som før
Jeg kan ikke se dig, - flyt dig hen ved Ilden, saa jeg kan se dig.

398

CARACALLA: stirrende frem for sig
Hvorfor lyder din Stemme saa fjern - -

ÆLIA: Jeg kan ikke se dig, - jeg kan ikke høre, hvad du siger, - hvorfor vil du ikke flytte dig?

CARACALLA: som før
Sov! - sov!

ÆLIA: Maa jeg ikke se dig?

CARACALLA: Hvorfor vil du se mig? Du hører jo min Stemme. Menneskene skal ikke se hinanden. Menneskene skal sove eller tie, ellers volder de hinanden Fortræd.

ÆLIA: Hvad er det for en tung Lyd, jeg hører? - faa den til at standse, - den trykker mig som Jord.

CARACALLA: løfter langsomt Hovedet
Det er Regnen.

ÆLIA: Hvad er det, som lyser ned over Teltet dér?

CARACALLA: Det er Baalet, der skinner i Draaberne, - Regnen er trængt igennem.

ÆLIA: Hvor er jeg?

CARACALLA: I dit Telt, - imellem Bjærgene.

ÆLIA: Hvor jeg maa have sovet længe! - Er der gaaet lang Tid?

CARACALLA: Nu spørger du igen. Hvad nytter det at vide al Ting?

ÆLIA: Har du sejret imens?

CARACALLA: Sov! - sov!

ÆLIA: Jeg fryser, - her er koldt, - det trækker saa koldt herinde - -

CARACALLA: rejser sig og gaar langsomt hen mod Dørklappen, som han drager bedre for. Idet han vender sig for at gaa tilbage, ser ÆLIA hans Ansigt og løfter sit Hoved stift og stirrer paa ham, saa han standser for hendes Blik.

ÆLIA: med begge Hænder pressede om sit Hoved
Har jeg dræbt dig!

CARACALLA: Jeg lever, ser du jo.

ÆLIA: hastigt
Hvorfor er du saa bleg?

CARACALLA: Nu spørger du igen.

399

ÆLIA: Kom! - giv mig din Haand! - lad mig føle paa din Haand!

CARACALLA: gaar, langsomt som før, hen til hende og rækker hende sin Haand.

ÆLIA: griber den, stirrende paa ham
Hvorfor er den saa kold?

CARACALLA: Den blev vaad af Regnen, - Teltdugen var vaad.

ÆLIA: Giften? - kom jeg den alligevel i din Vin? - Sig mig det! - lagde jeg den ikke i din Haand og saa dig kaste den i Baalet? - har jeg drømt det? - sig mig det!

CARACALLA: Nej, du har ikke drømt, - din Gift er brændt.

ÆLIA: Hvad er der da? - hvorfor er du saa bleg?

CARACALLA: Stille, - jeg er jo lykkelig. Det er saa let at være lykkelig, blot man skynder sig - -

ÆLIA: Hvorfor taler du saadan? - Har jeg dræbt dig grusommere end jeg en Gang vilde? ... Cæsar!

CARACALLA

✂ sætter sig hos hende, med Blikket mod Jorden

Du skal ikke tænke, og ikke bryde dig om Cæsar. Det er ikke Cæsar, som sidder hos dig. Kun een Gang var han her, mens du sov, og lagde sin Haand om din Strube for at trykke til, - men den havde ingen Magt, ... denne stakkels Haand, som vilde leget i din - -

Ælia, hvorfor visner din Favn, - hvorfor handler du saa ondt mod dig og mig - -

ÆLIA: Handler jeg saa ondt som du, der sidder her Dag og Nat og lader mig se paa, hvor du græmmer dig til Døde?

CARACALLA: Hvor kan jeg flytte mig? - Jeg sidder jo her naglet til min Lykke.

ÆLIA: Ja, naglet, - værre end du nogen Sinde naglede nogen levende til Korset.

CARACALLA: Sov! - sov! - sov!

ÆLIA: Jeg har sovet, - jeg er vaagnet.

CARACALLA

✂

Ser du ikke, jeg sidder i Angst ved dine Fødder.

400

Jeg er ikke bitter. Min Mund er fuld af Bøn. Din Bleghed gør mig saa hjemløs.

ÆLIA: Ja, blev du saa lykkelig, at du blev hjemløs! Mærker du ikke, hvor tomt her er herinde, og hvor hvert Ord, vi taler til hinanden, kvæles! Har du Mod til at lyve længer?

CARACALLA: Er det kun en Løgn, at du elsker mig?

ÆLIA: Nej, jeg elsker dig, magtesløst og fortvivlet, og jeg ser, hvor du synker sammen under min Kærlighed, og hvor Fortvivlelsen sidder i din Sjæl - - Gaa! gaa! og lad mig ligge her og dø! - Hvorfor sidder du her? - Jeg kunde ingen Lykke give dig, og alt dit Mod og al din Vilje hjalp ingen Ting. - Hvorfor fulgte jeg dig! hvorfor fik du mig i din Vold! - Har jeg røvet dig din Vilje! - Caracalla! - Cæsar! - løb, langt her fra -

CARACALLA: sammensunken
Lad mig sidde her hos dig, - jeg tør ikke være ene - -

ÆLIA: griber ham om Hovedet og vender hans Ansigt op mod sit
Se paa mig, du, som aldrig blev træt af at vove - - Ligner du ham? - er du Geta?

CARACALLA: Nej, mindre end han. Han var den stærkeste. ... Geta, som myrder sin Broder!

ÆLIA: Gaa, Caracalla! - hævn dig! - dræb! gaa og dræb, til du bliver træt, til du vaagner, til du bliver dig selv! ... Nu maa du handle - -

CARACALLA: Lad mig sidde her og se dig, - jeg maa se dig! Nætter og Dage har jeg siddet her og tænkt Og de lange Timer har lært mig, at ingen Mand er lykkelig, ingen og ingen Steder. Lykken er ingen Ting. Alting synker sammen for det ene at se sin Sjæl bunden til en anden. Der gives ingen Spørgsmaal, ingen Tvivl, ingen Løgn og intet Svar, - der gives kun det ene, bunden!

ÆLIA: Hvorfor lokker du mig, - det er for silde!

CARACALLA: Jeg lokker dig ikke. Det er min Sjæl, som raaber 401 til dig. Du har lagt din Haand paa min Sjæl - - Det, at du ikke vilde dræbe mig, det, at du ikke kunde ... Din Dom gav mig et Øjeblik saa dyb en Fred! Vakler du bort fra mig nu, slipper du mig nu, du, hvis stumme Blik sagde mig, at min Sjæl var værd sit Liv - -

ÆLIA: Hører du, du skal handle! - grusomt om du vil! lige meget hvad! dræb, til du har mistet Mindet om mig og min onde, forvirrede Gerning!

CARACALLA: Til du rejser dig igen, bliver jeg siddende her.

ÆLIA: Cæsar!

CARACALLA: Ser du saa koldt, at du ser Cæsar?

ÆLIA: famler efter hans Haand
Jeg vilde dø lykkelig, hvis jeg saa Cæsar!

CARACALLA

✂

Hvorfor aander du saa underligt? - sov og drøm om Syriens Sol! - Jeg bryder Lejren af i Morgen, - om et Par Timer. Der er mildt og varmt i Syrien! ... Du ved ikke, hvad du siger. Din lille, hvide Haand kan ikke handle ondt, den beder saa stilfærdigt om Beskyttelse - -

stirrer paa ÆLIA, der er sunken tilbage i Puderne og bevæger Armene, som vilde hun gribe noget.

Hvad er der? - Ælia! - hvad vil du?

Idet samme skyder MAKRINUS forsigtig Teltets Dørklap til Side og træder ubemærket ind. Et Vindstød faar Teltdugen til at klapre.

CARACALLA: vender sig langsomt, rejser sig og staar en Tid og ser paa ham; styrter pludselig imod ham og griber ham i Struben. Hviskende
Snigmorder!

MAKRINUS: gør sig med et Ryk fri og løser sit Sværd og rækker ham det

CARACALLA: kaster det paa Gulvet. Som før, hviskende
Lurer du? - vaager du? - kan du ikke vente længer?

MAKRINUS: roligt
Altsaa Cæsar lever!

CARACALLA: Vilde du lytte til mit Aandedræt? - troede du, jeg sov?

MAKRINUS: Her stod ingen Vagt. Tilgiv, at jeg gik lige ind!

CARACALLA: Du kom for tidligt, Opilius Makrinus!

402

MAKRINUS: Jeg har været her de sidste Nætter. Legionerne er blevet efterladende. De raaber paa Cæsar.

CARACALLA: Gaa til Cæsars Telt!

MAKRINUS: Cæsars Telt staar tomt.

CARACALLA: Saa led.

MAKRINUS: Hvorfor taler du saa bittert? Du letter mig ikke min Hensigt.

CARACALLA: Dit Sværd ligger der!

MAKRINUS: Mit Sværd har jeg lagt i din Haand. Hvad jeg saa kom her for, i dette Øjeblik er mit Liv dit.

CARACALLA: Kryber du, Hund!

MAKRINUS: Jeg sælger dig dit Liv for mit. Vis dig for Legionerne.

CARACALLA: Og hvis jeg siger: Gaa! - hvad saa?

MAKRINUS: Lad Legionerne se dig!

CARACALLA: Skynd dig! - svar mig!

MAKRINUS: staar en Stund tavs og stirrer paa ÆLIA, der ligger stille hen. Ser saa paa CARACALLA, bleg
Har du dræbt hende - -

CARACALLA: rolig, uden at tage Øjnene fra ham
Ræk mig dit Sværd!

MAKRINUS: bøjer sig og ser koldt paa ham, idet han rækker ham det

CARACALLA

✂ lægger Sværdet over ÆLIAS Leje. Mod MAKRINUS

Blev du angst? - aandede Døden paa dig? - faldt dine Planer sammen? Sank dem op igen og gaa!

Vi to lever, Makrinus!

bliver staaende, til Teltklappen er falden for efter MAKRINUS, vender sig saa mod ÆLIAS Leje og bøjer sig ned over hende med sin Haand hvilende paa hendes Pande. Hviskende

Ælia! ... Ælia! ... Sover du? drømmer du, som jeg bad dig drømme? - Drøm bestandigt, Ælia, at ikke din og min Fattigdom skal tage dit Liv! - Hvorfor visner du? - hvorfor sank dine Arme ned, da du vilde favne mig? Er det din og min Færd, som er over os? Hersker døde over dem, som lever? Ælia, hvad 403 er da Livets Ret? Hvem er det, som binder min Vilje, naar jeg drives mod dit Skød? Ejer jeg ingen Ting mere, intet andet end min Ret til at staa her og se paa dig, den og mine Sanser og ingen Ting mere? Disse Ord, jeg taler, er mig lede og uden Nytte, de er min Munds Vejr, og jeg taler dem, fordi de siger mig det ene usle, at jeg lever, og dette usle fylder mig netop saa meget som det idelig og idelig at dreje en Ring rundt paa en Finger. Jeg staar her med alle mine Sanser som med et sindrigt Hjulværk, der er dumt, fordi det er til ingen Nytte, saa uhyre dumt, fordi dets Sindrighed er uendelig stor og anbragt i en Ensomhed, hvor al Sindrighed er overflødig ... Er jeg blevet Geta? Hvorfor hviler du da ikke hos mig? Jeg vandt jo over dig - og vandt dig ikke. Ælia, hundrede Sværd har været rettet mod mit Liv, men ikke et har bragt mig til at skælve, som mit Sind skælver nu i dets magtesløse Drift mod dig. Du, som kaldte mig den største, som lever, - ser du ikke, at den største, som lever, vakler, fordi denne lille usynlige Stræng, der binder ham til dig, brister?

... Ælia! Ælia! vaagn! Det er Cæsar, som kalder, Cæsar som tigger for sit Liv, Cæsar som raaber paa dig højere end paa alle Roms Legioner!

... Hvorfor stirrer du saa stift? - Hvem ser du der paa Teltets Væg? - Hvorfor rører du dig ikke? - Hvorfor vender du dig ikke om imod mig? - Hvorfor ligger dine Fingre saa stift i mine? - luk dem om mine!

slipper pludselig hendes Haand som for et Stik og staar rank og ubevægelig med Øjnene hæftede paa hendes Ansigt. Tier længe. Omsider, hen for sig

Ser Døden saaledes ud, naar den kommer i Fred - -

Hører du mig ikke længer, Ælia, ikke min Stemme engang - død, - stum og døv og blind - et stakkels Lig!

i pludselig ubehersket Voldsomhed

Stir ikke saa hæsligt! Du lyver i din Død! Retfærdigheden er et Krysterord, opfundet af en jammerlig, som en Dag blev angst 404 for sin egen Jammerligheds Følger! ... Der er ingen Retfærdighed, kun Hævn!

bøjer sig ned over hendes Ansigt, halvt hviskende

Og ingens Hævn er hed som dens, hvis Glæde blev slaaet ham af Haanden, da han løftede den højest!

... For min Hævns Skyld skal jeg leve og hade Menneskene for deres Livs Elendighed og dræbe dem, til Jorden ligger tom og nøgen for Regn og Sol, dræbe dem, som du bad, i dit Navn, Ælia!

tager MAKRINUS' Sværd og ser endnu en Gang tavs paa hende. Omsider

Ve den Lykke, Kvinder bringer Mænd!

Gaar mod Teltets Udgang.

Stuckenberg, Viggo ROMERSKE SCENER

ROMERSKE SCENER

PONTIA

ÆLIA