✂

Den Calmarnske Triumph.

✂ I Smolanden' henne vid Østre Strand,
I fiegerste Egn oc skøniste Land,
Som SVERRIGE haffuer i volde,
Tuert offuer fra Øland, forinden det Sund,
Paa haareste Klippe oc fasteste Grund,
Der ligger du CALMARN hin bolde.
I fordum hen, for langen tid,
Vaar Gud oc Lycken dig mild oc blid,
Mand viste fuld faa din lige.
Du vaar de GOTHISKE Kongers trøst,
I Fred oc Fiegde deris høygeste Løst,
Et Howet for begge deer' Rige.
Oc der Kong RINGH hand tog sig for
At giøre Kong HYLDETAND bange kor,
Som den tid i DANMARCK boude:
Da loed du dig findis bod' huld oc troe,
Oc sende den Hielp som du formoe,
Den Konning at sla vnder Foude.
Oc strax hen vde paa BRAVELSE heed,
Der samlis de Herrer saa mangeleed,
Som Vnder er aff at sige:
Otte Konger oc mangen skøn Kempe med,
Fyrretiuffu' tusinde Herrer oppaa den sted,
Bleff slagen oc lagt vdi lige.
Der boude de GYLLANDS Konger paa reed,
SVERCHELD, JOHAN oc flere mand veed,
Oc loed dig kostelig bygge.
At fremmed' SCRIBENTER tør skriffue der fra,
Med MEDIOLAN du lignis maa,
I ald din adfer oc tycke.
Oc bleff en Moder for alle de Land,
Oc førde dem til offuer vildeste Strand,
Huad tarffuen hoes dem kunde kreffue.
Oc vesled igien dine Landbois gouds,
Korn oc Kierne, huad der fyller hous,
Oc monne der effter streffue.

274

✂ At voxe i Velde, Rigdom oc mact,
Oc Gud gaff dig den ærre oc act,
Huer viste aff dig at sige.
Oc bleff som en faster Lycke oc Laaes,
I Fred oc Fiegde paa allen Kaaes,
For GYLLAND oc SVERRIGIS Rige.
Siden faldt du hen vdi SVERRIGIS vold,
Haffuer tit førd Fiegde oc affuinds skiold,
Moud dennem i DANMARCK bygge.
Oc været der effter vel sielden glad,
Men vdstaaet mangt et blodigt Bad,
Dig maa met tiden fortycke.
Dog kand mand dig giffue den ære oc roes,
Huilcken Herre, som Lycken haer sæt dig hoes,
Den haffuer du tient med ære.
Du vaar Kong ALBRET bod' huld oc goed,
Men der hans Mact motte gaa vnder foed,
Oc vaar ingen Raad paa ferre.
Da gaff du Dronning MARGRETE din haand,
Oc stoed met hende til Land oc Vand,
Moud MECHELBORRIG oc flere.
Hun holt hous dig sin trygeste Stauffn,
Forrettet der meget, diss' Riger til gauffn,
Deris Friheder at formere.
Hun loed der KRONE sin Syster daatter Søn,
Kong ERICH vdaff det POMMERSKE køn,
Til SVERRIGIS Konning at være.
Hand slog den dag (som mangen hand veed)
Et hundret oc tredue Ridder paa reed,
Oc fick tre KRONER at bære.
Hun loed der oc effter aff vjse Daad,
Did hen forskriffue diss' Rigers Raad,
Met alle deer' Ridder oc Suenne.
Der vaar slig samling, mand aldrig før,
I disse Riger, læss eller hør,
Aff Landbo oc Rigens Lhenne.
Der lod hun, met en samtydig Haand
Binde disse tre Riger i et Baand
Tilsammen Euig at bliffue.

275

✂ Dog huer at holde sin Frihed oc Ræt,
Som i huert Rige aff fordum er sæt,
Oc ingen dem der fra driffue.
Men haffue en Eniste Konning oc Mand,
Der skulle staa for alle Riger oc Land,
Oc værre der offuer en Herre.
Oc at sligt skulde til Euig tid staa
Da giordis der stercke Breffue paa,
Oc motte der til oc suerre,
For sig, for Effterkom, huem de vaar',
At sligt skulle vare i Euigheds Aar,
Oc aldrig der moed at sige.
Bliffue et Folck oc en Menighed,
Styrcke hin anden mangeleed,
Saa kreffte det mectige Rige.
Oc at sligt skuld' være kiend oc kynd,
For alde oc huer, bod' fremmed oc frynd,
Da loed hun i Vaabenet sætte
Tre gyldene KRONER i et blot Feld,
Men Himmelen varer for Alder oc Eld,
Da skulde det ingen forgætte.
Siden fulde da CALMARN dansk Konge bloed,
Oc vaar dennem stedse oc altid goed,
Til SVENSKE de monne det rygge
Oc sloge sig fra det Forbund hen,
Oc kiegset sig selff en Høffding igen
Aff dem der i Landet bygge.
Kong HANS det ancked' oc vaar icke seen,
Loed hid forskriffue bod' Moude oc Meen,
Aff disse tre KONGERIGE,
Oc rettet den Sag oc skreff saa her,
Den CALMARNS Recess, som alde oc huer
Vid nocksom, end aff at sige.
Det hialp saa lidet, oc stacket en tid,
STEN STURE oc andre de giorde deer' flid,
Det Forbund, oc Kongen at øde.
Thi lod Kong HANS paa ny igien,
Forskriffue sin Adel oc Raad her hen,
Med dennem ham giorde slig Møde.

276

✂ Da bleff STEN STURE (sig slog der fra)
Med alle de SVENSKE den Sag galt paa,
Sagt fra bode Heder oc ære,
Fra Skiold, fra Hielm, fra arffue oc gouds,
Fra Borrig oc Feste som der fyll' hous
I Kongens Eighe at være.
Saa vide bleff siden kyndet den Dom,
Stadfest aff Keyser' oc Pawen aff Rom,
Som førde dem oc vdi Bande.
Siden haffuer du CALMARN aff oc til
Met Herre skiffte frest Lyckens spil,
Oc lidet bod' Sorrig oc Vande.
Alt til Kong CHRISTIERN der frycted' ey Gud
Hand rømde saa sørlig aff Riget vd,
Oc Macten monne dig tuinge.
SØFREN NORBY dig haffde i haand oc Lhen,
Hand reed der fra, kom aldrig igien,
Oc actet den Sag saa ringe,
Men louffuet oc drack dig til den Skoel,
Du haffuer nu drucket met Bloed oc Boel,
Om du din Herre vild' suige.
Men GUSTE som siden Konge bleff,
Hand actet slig Aarsag, oc det saa dreff,
Du kom til SVERRIGIS Rige.
De Konger kom siden i Suogerskaff oc Mag,
Oc haffuer saa fuldt til denne Dag
Den SVENSKE Konge oc KRONE.
Diss midler haer dig ey mange bemøed
Vden SVENSKEN selff vdi hin støed
Men huiled i temmelig Lune.
Endog Kong FRIDRICH den dyre Heldt,
Motte griffue til Verie der andet ey geldt,
Oc føre mod SVERRIGE Fiegde.
Dog haffuer hand aldrig anfectet dig stourt,
Som hand ved ELSBORG oc andre haer giort,
Men du nyt skellige Liegde.
Thi beder ieg, sige naar det vaar,
Den Konge hand laa der i siuff Aar,
Som SVENSKE lader sig liude?

277

✂ Foruden det vaar de siu Aars tid
Der førdis imellum Rigerne Strid,
Som ingen der hen kand tiude.
Den Konning slo aldrig sin Lieger der for,
Spør FALKENBIERG, HALMSTED, huor hand vor,
Saa vel monne de det vide.
Ellers findis der ey vdi Bog eller Skrifft,
I Mande minde, ey nogen Drifft,
Om Konge oc siuff Aars tide.
Du ved vel selff din største Nød,
Bestolling, Moed oc mangen Mands død,
Det er aff din egen Herre.
Den tid hand dreff sin KONNING aff Land,
Som hand oc du oc Menige mand
Haffde soret oc KRONED met ærre.
Hand sloeg hans Folck, oc ingen vaar til
Hour hand kunde haffue tryg hyl eller skiul,
Vaar du hannem huld allene,
Oc skaffuet ham i sit gode Behold,
Forsuaret dig siden met Vaaben oc Skiold,
Som ingen dig kunde formene.
Oc motte saa lide bode Hunger oc Tuang
Indtil den haariste Nød oc Trang
Dig tuingde, du motte dig giffue.
Hourlunde hand handlede siden med dig,
Med Ridder oc Suenne en huer for sig,
Vist du, oc tør mand ey skriffue.
Indtil hand omsiger nu fattet sig for
At giøre i DANMARCKS Rige it skor,
Forringe detz Act oc Eighe.
Tog ind mange Stæder, oc gaff Beskeed
Hans Folck at bruge dem mangeleed,
Dog de laa dem langt aff Veige.
Skreff sig der aff oc giorde stoer Sauffn,
Formeret sin TITEL oc Konge NAUFN,
De DANSKE til Hoed oc Skade.
Oc siden til Søes med Roff oc Mord,
Tit end paa de DANSKE STRØMME foer,
Oc vilde sligt ingenlund' lade.

278

✂ Med meget sligt andet (som huer vid aff)
Spot oc Spee oc ont Naboskaff,
Mand kunde ey lenger lide.
Foraarsager DANMARCK bod' Konge oc Land
At griffue til Verrie oc veffnet Haand,
Med hannum oc SVERRIG' at stride.
Oc effter du laa da paa Grentzen nest,
Saa motte mand oc først verre din Giest,
Dog du loed dig icke forsage.
Oc vilde ey verre et Roff oc Prjs,
Oc fatted til Verrie effter Krigs vjs,
Dig selff til megen Wmage.
DANNER KONNING hand vaar sig wforsagt,
Hand fick sit Krigsfolck der om belagt,
Begynde saa dig at prøffue.
Oc brugte med dig en Krigsmands ret,
Anfectning, Skermytzel oc anden idret,
Oc loed icke lenge tøffue.
Indskencket dig bode Lod oc Krud,
Det sued i din Feste oc mangen Mands hud,
Begynde dig saa at storme.
Det vaar saa tilig en Morgen stund,
Mand haffde slig ventet da ingenlund,
Mand hørde oc ingen larme.
Det Krigsfolck falt an, som Myrer oc Bj,
De inden for vaare, vild' gierne verr' frj,
En huer giorde der sit beste.
Det vaar bode Ynck oc Lyst at see,
Hour huer paa sin side loed sig thee,
Oc monne hin anden freste.
Den ene vilde op, den anden slog need,
Mand sparet ey Bloed, ey Liffuet der veed,
Huer effter sin Fordeel tracte.
Der med greff DANSKE til taffper Moed,
Oc GUD oc LYCKEN bleff dennem goed,
De SVENSKE bleff nederlagde.
De stide den Vold, sloge Portene need,
Oc fulde der ind saa mangeleed,
Oc vant den Feste met ærre.

279

✂ De Naade vild' haffue, bleff Naade beteed,
De andre bleff slagen oc lagdis need,
Met Vaaben oc skarpe Suerre.
De beste Indvoner de flyde der fra,
De meente at CALMARN den stercke oc graa,
Den skulde vel for dem borre.
Saa tog de da Byen slet gantske ind,
Med Rob oc Bytte oc anden slig ting
Der fands vdi Hus oc Gaare.
Der SVERRIGIS Konge hand fick det sport,
Hand hoffuet det ilde, oc rycte sig fort,
Hand kunde Vndsætning giøre.
Hand kom der for med SVERRIGIS Mact,
Hand sende dem Bud, hand haffde i act,
Hous dennem Messen at høre.
De suared' saa fredig, vaar de icke Prest,
Saa vilde de ringe som de kunde best,
Oc fauffne fuld vel hans komme.
Saa skantzet hand sig der vden for,
De DANSKE giorde ham bange kor,
Hans Folck til fulde lit fromme.
Oc som hand soo, hand lidet formaa
De DANSKIS mact imoud kunde staa,
Greff hand til listige Funde.
Loed føre paa Byen Ild oc Brand,
Oc falt sig an ret strax paa stand,
Det mectigste som hand kunde,
Oc stormet til Byen aff Lieger oc Slot,
De DANSKE de loed det værre gaat,
De acted om ingen Fare.
Loed Ilden bliffue, tog Fienden for,
Det bancket for SVENSKEN til haare kor,
Der faldt hans mectige Skare.
Mand vil det sig' aff tre hundrede Mand
Som faldt aff Slottet, met røstet Haand,
Kom der tre neppe tilbage.
De andre de rømde saa blodig der fra,
Oc motte da lade graa CALMAR staa,
De det monn' sørgelig klage.

280

✂ Der med saa faldt den SVENSKIS moud,
De DANSKE greff an til Hest oc Foud,
Hand motte sin Lieger vige.
Oc siden ved Kircken som hand laa,
De hannem mectig aff Marcken sloe,
Oc holdt hannem saa ved lige.
Siden fanger de an, at prøffue det Spil,
Om der vaar nogen i Verden til,
Der CALMARN hin graa kunde rocke,
Oc stormed der an, med fredig Moed,
Der de det fornumme, gick de til foed,
Paa Kongelig gunst oc tocke.
Den Dag da gick du ædelig Slot,
Med Herlighed, Gouds oc andet meer got,
I DANMARCKIS vold oc Eige.
Endog ieg kiendis du vaar vel graa,
Saa mangen kosted der liffuet paa,
Før mand dig bragte til veige.
Saa er du dog vunden med ærre oc Prijs,
Med Vaaben oc Verrie effter Krigs vijs,
Den ærre du DANMARCK maa giffue.
Oc som du fordum vid Suerret gick hen,
Saa er du nu kommen ved Suerret igen,
Oc skal der næst Guds hielp bliffue.

✂ Derfore vel dig O DANMARCK bold,
Nu er du meret oc haffuer i Vold,
Det som din Fiende otte.
Saa voxer din KRONE, saa meris din MACT:
Saa krefftis oc styrckis din Velde oc Act,
Med mange fleer Vndersotte.
Oc skal her effter nu CALMARN hin graa,
Met Guds hielp euig wrocket staa,
Oc bliffue din Vern oc Feste.
Dig fylge oc tiene met ærre oc Tro,
I Fiegde oc Orloff, i Fred oc Ro,
Selff tuinge de fremmede Geste.

✂ Vel dig oc DANNER KONNING goed,
Som haffuer ey sparet dit Liff eller Blod,
For Riget oc huer Mands beste.

281

✂ Vel dig, Gud gaff den Lycke oc Aand,
Du tuingde din' Fienders mectige Haand,
Som actede dig at freste.
Ærren hør Gud, men Siegeren dig,
Saa høy oc practig oc kostelig,
Som mand en Konge kand giffue.
Ald Tack, ald Loff, ald ærre oc Prijs
Vær dig, dit Fæderne land sligt beuijs,
Oc monne stoer Mandom driffue.
Oc som de Rommer' for langen tid,
Med Vogn oc Buer oc anden slig id,
Den Siegeren vant, monne pryde,
Oc skreff det op, oc tegned der hoes,
Semper Augustus til euig Roes,
Den Titel oc Nauffn at nyde.
Oc som end Franckerig holder for vijs,
De rober deer' Konning Sieger oc Prijs,
Med Vive le Roy ald tide.
Oc som der Guds folck drog i Strid,
Oc Gud vaar DAVID deer' Konning blid,
De glædis aff Hu oc Sinde.
Sang Kongen ærre, oc settet i Skrifft,
At huer skulle vide hans Gierning oc drifft,
Oc aldrig gaa aff minde.
Saa stiller wi dig, effter Møde oc Larm,
TRIVMPHENS oc Siegerens vogn oc Karm,
Guds høyge Beskyttels' oc gemme.
Der inden at huile med Lycke oc Lyst,
Guds tømme den styre dit Hierte oc Bryst,
Din Anslauff oc Raad at fremme.
At du, Rigens Currus Auriga oc Mand,
Fader oc Forsuar med mectig Haand,
Kand fri dine Riger aff Møde.
Med Istraël gemmel den vildende Ørck,
Din' Fienders funds oc anslauffs mørck,
Kand kiende oc visselig øde.
Oc slaer vor Bue, der oben om vd,
Vnder Himmelen til den mectige Gud,
Med hiertelig Ynsk' oc bede.

282

✂ Gud stille oc føre din' Anslauff paa Foed,
Oc verre dig Euig oc altid goed,
Den hellige Aand dig lede.
Hand skiude i Tancke, Hue oc Sind,
Hans naadige Ville i alde ting,
Som kand ham teckelig værre.
Hand bliffue hous dig oc ald din Mact,
Beuare dem alde oc fremme deer' act,
Sit helligste Nauffn til ærre.
At Effterkommer' om mange Aar,
Kand skriffue din Mandom som den nu gaar,
Oc bringe den vide for orde.
Oc tegne der hous, en MERER ALTID
SIT FÆDERNE RIGIS, i alde sin id,
Som Rommere fordum giorde.
At Viue le Roy, bod' Rycte oc Nauffn,
Kand leffue oc gange aff vide Sauffn,
Hous Fremmede komme paa Foude.
At wi, voris Børn, oc alle vor Et,
Kand glædis, Gud dig til KONNING haffuer set
Sig, Riget oc oss til goude.

✂ Vel dig oc DANMARCKIS RIGIS RAAD,
Som fremme skal alting met vise Daad,
Guds ville at haffue sin genge.
Oc ramme Landsens nytte oc huarff,
Den fattige Almuis vilkor oc tarff,
At ingen dem kand fortrenge.
Gud verre dit Lius oc skinnende Dag,
Oc side hous dig vdi allen Sag,
Som nogen dig for kand giffue.
Hand skencke dig fryctens oc visdommens Aand,
Oc legge der hous sin mectige Haand,
Det vel oc lyckelig driffue.
Din' Raad kand verre den Himmelske dug,
Som ledske kand mangen Hiertens suck,
Denne Fiegde kand met sig bringe.
Den Dug motte giffue bod' blomster oc blad,
At mangen nu sørger kund' bliffue glad.
Oc ald sin Sorrig foruinde.

✂ *

283

✂ Vel dig du Eddelig ADELS BLOED,
Med mangen skøn Slect oc Herre goed,
Mand kand vdi Riget finde.
Du er, næst Kongen, oc en aff dem,
Der nu det gielder, maa trene frem,
Dog mangen skøn Heldt maa springe.
Vel dig som lader thæ Hierte oc Moed,
At tylle den Herre til Hest oc Foed,
Paa alle hans Tog oc Veige.
Oc fredig acter meer' Rigens gauffn,
Et Erligt Rycte oc euigt Nauffn,
End Liffuet oc alde din Eige.
Endog det er vel voffue spil,
Hour settis bod' Slect oc Venner til,
Oc synderlig aff de beste.
Saa er det dog den loufflige sted,
Hour Æren den vindis oc Ryctet med,
Som regnis end for det meste.
Liffuet er stacket oc løffuer snart hen,
Men Ryctet oc Nauffnet som leffuer igien,
De bliffuer euig vid lige.
Thi haffuer de Mectig i fordum tid
Da dømt sig Lycken at verre blid,
Mand falt for sit Fæderne rige.
STERCHODER oc HYLDETAND døm' det for spee,
At hiemme dø paa Bulster oc Blee,
Som siug Mand plieger at giøre.
Men rycke sig vd fra Land oc By,
Vnder oben Himmel oc vaaden Sky,
Der Sieger aff Marcken føre.
Oc icke hiemme i Pract oc stadtz,
Blant Fruer oc Jomfruer, hous vin oc Glass,
I Dantzen lade sig skue,
Men i Slactordning, naar frem er ruct,
Bønnen er beden oc Hielmen er luct,
Lade kiende huad mand monne due.
Med fredigt Hierte oc taffpert Moed,
Angriffue sin Fiend' sla dem vnder Foed,
Oc mectig aff Marcken driffue.

284

✂ Oc vilde end Lycken giffue det saa,
Mand icke beholden kund' komme der fra,
Men motte paa Platzen bliffue.
Saa er det, det lofflige Rytterspil,
Oc høygeste ære i Verden er til,
Som nogen Ridder kand hende.
Som Ryctet er bedre, end Liff oc Goeds,
Saa er dette verd fem tusind' meer' Roes,
End dø sig hiemme paa Senge.
Thi rømmed de gamle oc tegned med flid,
Deris mectige Herrer som falt i Strid,
Beuisde dem megen ærre.
Hour Krien hun stoed, hen i den Egn
Der riegset de Stene til euigt Tegn
Som skulde deer' Aminde værre.
Oc tegnede mange i KRØNNICKEN ind,
At naar der glemdis end alle ting
Saa skulde deer' Nauffn dog leffue.
De dictet der om, oc sang der hoes,
I Samling oc Værskaff de Herrer til Roes.
Oc Mandommen som de dreffue.
Saa maa wi oc effter slig fordum vijs
Giffue de Herrer den vanlige Prijs,
Som monne for CALMARN bliffue.
Foruden de andre paa Platzen vaar,
Som komme der fra met blodige Saar,
Oc bleffue sig dog vid Liffue.

✂ Ach dig du rymmelig Herre from,
Aff BRAHERS bloed oc mectig Affkom,
Du Eddelig OTTE BRAHE,
En Ecte oc Erlig AXELSSØN,
En duelig Krigsmand oc Rytter køn,
Huad maa ieg klage din Vaade.
Du riegsde først vd saa vide omkring,
I TIUSKLAND oc siden i VALLAND ind,
Der viste mand dig stoer ærre.
Til PADUA bleff du vdkaaret med Heer,
Offuer TIUSK NATION oc anden fleer.
En Høffding oc Raad at værre.

285

✂ Oc holt dig med alle, som der vaar hoes,
Bode Rige oc Slect, til ærre oc Roes,
Som mang' en vid aff at sige.
Oc der du lysted i Riget igen,
Da fauffned dig vel bode Fader oc Ven,
Den fattige med den rige.
Siden drog du aff DANMARCK med Voben oc skiold,
At tuinge i NEDDERLAND SPANNERENS vold,
Holt dig som en DANSK MAND hørde.
Der kunde ey Spinol' oc huem de vaar,
Dig tuinge oc skade for ringeste Haar,
Stour ærre du der fra førde.
Oc kom her ind, som Gud dig Aand,
At du skulde for dit Fæderne land
Hous oss, oc icke der bliffue.
Oc vaar den første DANSK Adels bloed,
Som Liffuet for KONGEN oc RIGET loed,
Den ære maa mand dig giffue.
Saa eigner den første Prjs oc dig,
Dit Rycte skal leffue Euindelig
Hoes oss oc i huer Mands minde.
Din Siel hun leffuer i Himmerig,
Met Gud oc Englene fryder sig,
Der acter wi dig at finde.

✂ Ach dig TØNNE BRAHE du vnge Bloed,
Mand haffde om dig langt andet Moed,
End Døden dig nu skulle tuinge.
Som OTTE hand elskede Orloffs id,
Saa lagde du paa Studering flid,
Med Visdom oc Konst at vinde.
Bode Gud oc Lycken de prydet dig saa,
Som nogen Ridder det ynske maa,
Med Dyd oc mectige Eige.
Du vaar din Eldris eniste Søn,
I Skaffning oc Adfer bod' yndig oc køn,
Din Sag bractis vel til Veige.
I fremmede Riger i langen tid,
Beriegset dig vide bod' hid oc did,
Forfoer huad Verden mon giffue.

286

✂ Besindet oc actet saa mangeled,
Det som der giffuer Forfarenhed,
Naar mand til Mands monne bliffue.
Oc kom saa hiem i din fiegerste floer,
Oc gaff dig i DANNER KONGENS gaar,
Oc tenckte din Sag vel vide.
Oc lod oss et hoff, om merckelig Mand
At bliffue, her i dit Fæderne land,
Forinden vel stacket tide.
Men Gud som aldting haffuer i mact,
Lycke oc Liff oc ald voris Act,
Hand loed det anderleds falde.
Oc før denne Verdens onde tid
Dig kunde besuerre met Syndig id,
Da monne hand dig henkalde.
I Marcken effter den Leyligheed,
Som Ridder oc Suenne de leggis need,
Fick du din Bane at finde.
Oc skildis her fra saa Christelig,
Loed Venner, Verden, vandt Himmerig,
Det Gud lade oss oc vinde.

✂ Ach LUCAS KRABBE huad er det tungt,
Alt for et Menniske lystigt oc vngt,
At falde i Dødsens vaade.
Huad er det bittert moed all sin Act
At komme vdi sine Fienders mact,
Hour mand finder ingen Naade.
Huad er det stoer Sorrig oc Hiertens ve,
Fra Slect oc Venner i fremmed Lhæ,
Stour Suaghed oc Trang at lide.
Vden Hielp oc Trøst vdi Smerte oc Nød,
At tuingis vdaff den bitter Død,
Sligt motte du gemmel stride.
Oc det ey for dig: Men dit Fæderne land,
Thi rømmis du nu vdaff alle mand,
Dit Rycte vil komme saa vide.
Dit Nauffn skal leffue men DANMARCK kand staa,
Oc mand denne Fiegde mindis maa,
Oc Sielen til Euig tide.

✂ *

287

✂ Ach dig ELER GRUBBE hour mødelig
Falder det Pennen, at tegne om dig,
Jeg loed det langt heller bliffue.
Du førde din Faders Eddelig Nauffn,
Oc Lycken dig skenckte hans Sæde oc stauffn,
Du skulde her bliffue i Liffue.
Oc vaar nu vdi din fiegerste tid,
Du skulle først legge paa Verden flid,
Bliffue Land oc Rige til goude.
Slecten til ærre oc mangen til gauffn,
Fremme oc mere de GRUBBERS nauffn,
At de kom vide paa Foude.
Men nu mand tenckte der mindst oppaa,
Da motte du snart oc hastig der fra,
Din' kieriste Venner til Quide.
Saa er denne Verden met ald sin art,
Hun vender Hiulet suindig oc snart,
Paa hende er intet at lide.
Men ærre oc Dyd oc Gudfryctigheed,
De varer euig i tusinde leed,
Som Klippen oc Halden hin haare.
Oc nu du ligger i sorten Muld,
Er disse dig bedre end Verdens guld,
Til Euig tid kand de vare.

✂ Ach dig oc SIGMUND aff fremmede Land,
Blant Adelen gaff den første Mand,
Der motte paa Platzen bliffue.

✂ Ach dig oc MILDNITZ dit Rycte er stoert,
Som Lycken det gaff, motte du først foert,
Oc see huad Stormen vild' giffue.

✂ Ach dig oc RANTZOV oc anden fleer med,
Alde oc huer vdi sin sted,
Som der motte Ridderlig springe.
Sieger er vunden, oc i vant Seer,
Et euigt Rycte met ærre oc Heer,
Den Roes er Eder ey ringe.

✂ *

288

✂ Ach mangen skøn Suend til Hest oc Foed,
Der loed paa Valsteden Liff oc Bloed,
Som ærlige Krigsmend oc fine.
Deris Nauffn oc Rycte er icke forgæt,
Men hoes deris Venner oc Kyndinger sæt,
Som huer hand sauffner alt sine.
De vaare bod' KONGEN oc RIGET tro,
Oc loed det Mandelig kiende paa
Der det galt ret vdi kniffue.
Oc haabis til Gud hand er dennum blid,
Oc vil hoes sig til Euig tid
Dem Himmerigs glæde giffue.

✂ Vel dig nu ocsaa du menig' KRIGSHÆR,
Rytter oc Knecte i huem de er,
Som hialp den Sieger at vinde.
I haffue ladt' the eders Hierte oc Moed
For RIGET oc saa voris KONNING goed,
Den mectige Fiend' at tuinge.
Oc haffuer jer brugt, til Foed oc Hest
Villig oc fredig, naar Nøden vaar mest,
Oc spared ey Huden hin kierre.
Men sette den til, oc voffuet det Spil
Som Gud oc Marcken det skencke vil,
Oc Ley lighed vaar paa ferre.
Til Gud selff lagde der Haanden paa
Den Fiend', hand kunde saa lit formaa,
Hand motte aff Platzen rømme.
Oc lade By, Slot oc Liegeren med,
Vndvige fra en til anden sted,
Der myste sit Herredømme.
Oc CALMARN Suerrigis Loes oc Dør,
Som haffuer holt Kongerne vde før,
Den er opslagen paa Vegge.
Thi trener nu ind saa tid effter tid,
Eders Møde den bliffuer vel tollig oc blid,
Oc skal sig med tiden vel legge.
Saa verrer kun fredig oc frisk til Moed,
Bode Land oc Vand de erre jer goed,
Oc lader jer frilige bruge.

289

✂ Det er vor Gud saa laet en ting,
Naar hand vil hielpe oc wi legger vind,
Den Fiende op at sluge.
Oc giffue bod' Sieger, Rige oc Land,
Huem hand det løster i vold oc Haand,
Der til sætter wi vor louffue.
Vor Liff, vor tid, vor Houit haar
Staar ene hous ham, som alting formaar,
Der paa ville wi det voffue.

✂ Vel dig oc CALMARN du nykommen Gest,
Du haffuer bod' nu oc føre vel frest
Huad SVERRIG' haffuer at giffue.
Bloed oc Bad vdi mange Aar,
Oc feld' der inden mang' moudig Taar,
Det vilde ey anderleds bliffue.
Nu er du tagen med Vaaben oc Skiold,
Vd aff slig Møde oc Offuervold,
Som du før daglige lide.
Oc som mand tager fra Løwen saa gram
Det arme oc blodige lilde Lam,
Oc frelser det aff den quide.
Saa er du nu friet aff Løwens kløer,
Huor du laa bange oc blodige føer,
Er kommen i DANMARCKS volde.
Nu er du ledig fra Sorrig oc Hoed,
Oc falden en Christen Konning i Loed,
Dig lyster alt got at holde.
See hour hand vide ald DANMARCK om
Fører et ynskeligt Herredom,
Haffuer Gud oc Lycken om hende.
Hans Vndersott sider i Ro oc quer,
De bierger oc nærer sig her oc der,
Oc ingen mand monne dem trenge.
Ald Vold, ald Bloed, ald hemmelig Had,
De erre der dreffuen aff By oc Stad,
Til Suerrig' i stor Elende.
Oc det (Gud bør for ærre oc Prijs)
Ligger i Christenhed ligeruijs,
Som Skiffuit i tryggeste Hauffne.

290

✂ Det stormer nu om, bode Synder oc Nør,
Som mand ret aldrig hørde før,
Ey skader oss vid en Auffne.
Slig Lycke oc Skerm tagis du nu vdi,
Thi løffte op Øyen vær lystig oc fri,
Och tacke din Gud oc HERRE.
At hand din Skeffne haer giort saa goed,
Du haffuer fanget til Lycke oc Foed,
De DANSKIS egen at verre.
Du bygge dig nu, du bierge dig vel,
Til Lands oc Vands met redelig skel,
Du kommer vel snart paa Foude.
Holt Kongen for alt din Loffue oc Tro,
Saa kand du vel oc tryggelig bo,
Oc ingen mand giør dig vaade.

✂ Vel dig, vel dig, oc Euig vel dig,
Du ærens Konning i Himmerig,
Som Land oc Rige mon raade.
Dig stiller wi hiem, ald Lycke oc Seer,
Med ydmyg' Tacksigelse, ære oc Heer,
For Faderlig hielp oc Naade.
For Anslauff, for Bistand, for By, for Slot,
For Sieger i Marcken, oc Summa alt got,
Som du monne oss beuise.
Wi ville det legge paa Hierte oc Bryst,
Dit helligste Nauffn, med glæde oc lyst,
Euindelig ærre oc prise.
Oc lade det bliffue i KRØNNICKEN set,
Oc sige det for voris Børn oc Et,
De skulle der om oc snacke.
Oc vide at sligt er ene aff dig,
At de med oss Euindelig
Dig frycte oc altid tacke.
Oc effter wi seer saa obenlig
At Lycken oc Hielpen er ene hous dig,
Saa falder wi dig til Foude,
Oc kiendis vor Bryst, vor Synd oc Last,
De trenger oc tuinger oss hart oc fast,
Oc skiller oss vid det goude.

291

✂ Sligt kiendis wi alle ydmygelig,
Oc obner vort Hierte en huer for sig,
Oc beder om Gunst oc Naade.
O hielpens Gud du vende dig hid,
Oc vær oss dit Folck nu naadig oc blid,
At Synden oss ey maa skade.
Befale din Krafft at styrcke sig fort,
Bekreffte i oss det du haffuer giort,
At det bliffuer lenger oc mere.
At naar de andre forlader sig mest
Paa Vaaben oc Verrie, paa Vogn oc Hest,
Du vilde da med os verre,
Styre vor KONNING med Raadsens Aand,
Ledsage hans Hær med mectig Haand,
Oc verre deer' Skiold oc Verrie.
Beuare hans Naade, Raad, Adel oc Mend,
Rytter oc Suenne paa Toget er send,
Verre med dem i flock oc foere.
Du skytte dem fra deris Fienders fund,
Giff dem et oprictigt Hierte oc grund,
De kunde sin Sag besinde.
Anten giøre de ting som dig er kier,
Eller falde sig for de skarpe Suer,
Som Wretten pliejer at tuinge.
Du er den vise oc videndis Gud,
Oc haffuer alt lauffuet hour det skal vd,
Paa dig saa ville wi hoffue.
Du er den stercke oc mectige Christ,
Moed dig gielder huercken Mact eller List,
Til dig stander all vor Louffue.
Wi midler vil giøre det Tiden hør,
Oc en huer ærlig, sit Fæderne land bør,
Den Fiende an at griffue.
Vdføre den Fiegde ret taffperlig,
Med Hierte oc Haand en huer for sig,
Gud skal selff Siegeren giffue.
Oc kaster paa dig nu alde ting,
Vor Villie, vort Anslauff, vort Hierte oc sind,
Du bringer det best i lauffue,

292

✂ Befaler oss der met dig ene i vold,
Du verre vor Baner, vor styrcke oc skiold,
Som du vil, saa vil wi det haffue.
Du vende alting, dit HELLIGSTE NAUFN
Til ære, saa KONGEN oc RIGET til gauffn,
Med alde der er i Liffue.
Oc lad oss saa fiegde i Jorderig,
Wi motte med dig vinde Himmerig,
Til Euig tid hoes dig bliffue.

✂ AMEN.

293