✂

Til Læseren.

✂ MEn Høyborne Første vor Konning bold,
Som Danmarck haffuer i hande
Lader lede oc søge saa mangefold,
Effter Grønland i vilddeste Strande:
Och haffuer met Lycke nu fundet oc hitt,
Det borte haffuer været saa længe,
Och Eigner det hjd vnder Rjget sitt,
Det skall ham en Konning kiænde:
Da sidder hans Præster i Spæct oc Fred,
Hoesz Bøger oc gamle Breffue,
Leder oc læser saa Mangeled,
Huad Grønlænder Fordum dreffue.
Huad Herren haffuer fundet, oc Tiæneren læst,
Det tegnis dig her paa rede,
Huem ydermere veed oc kand sig bæst,
Hand scriffue meer huad der skede.
Dette er Ene hær tegnet oc sæt,
For Oss oc tilkommendis Tjde,
Sligt skulde ræt alldrig bliffue forgæt,
Men Old effter Old det vjde:
At GVD kand prisis i Himmerig,
Som lader sin Godhed kiænde,
Besætter det gantske Jorderig,
Hæn vjde til Værdens Ende:
At alle de Folck som side i Noer,
Och Værdens Pracht monne glippe,
Kand see huor klarlige GVD hand boer,
Hoesz dennem blandt Fiæld oc Klippe.
Och Grønland som Fordum er gangen hæn
Och langtjd ligget i Duale,
Det kand nu komme for Dagen igæn,
Och føris huerr Mand paa Tale.
Och fræmmed' omliggendis Rjger oc Land,
Kand spøre oc faa at vide,
At Grønland haffuer været i hæffd oc Hand
Vnder Norrig aff Arrildtz tjde.

132

✂ Och Grønlændder er' voris Baggers Æth,
Och Landet deris Odall oc Flycke,
Och haffuer der til sljg Adtkom oc Ræt,
Som ingen kand driffue til rygge:
Huerr kand oc agte: huad Wmag oc Fljd,
Mand Fordum paa Landet vænde,
Och huor det stædtzse da tiænte hjd,
Och Baggen for Høwffding kænde.
Och at vor Æddelig' Kongis Moed,
Sljg Sager lyster at drjffue,
Kand høris oc føris vjde paa Foed,
Hoesz alle som er' i Liffue:
At Børn oc Børnebørn hæn paa Reed,
Skall see sljg Giærning oc acte,
Befljtte sig ocsaa det sammeleed,
I deris Tjd effter at tracte.
At om nogen anden Høyuictig Sagh,
Kunde sig hær i Rjget begjffue,
At Grønlands Seylladtz maatte komme i Dragh,
Før mand det vd kunde drjffue.
At de skulde tæncke paa Ære oc Dyd,
Som Fader och Fædre før giore,
Och grjbe sig ahn met Lycke oc Fryd,
At kaste sin' Aarer for Bore.
Ey lade sig røre aff Værdens Goesz,
Om det er dær ringe paa Fære,
Mæn tæncke dend Skatt: dær følger hoesz,
Manggis Salighed oc GVDS Ære.
Och for GVDS Ære oc Hellige Nawffn,
Om dær vaar ey andet at vænte,
Lægge sin' Skjbe hæn vd aff Hawffn,
Thi GVD er vor Høyeste Rænte.
Hand haffuer befalet, all Værden omkring,
At komme sit ORD paa gænge,
Hand styrcke huer Øffrigheds hierte oc Sind
Sjn Wmag dær ahn at vænde.
At Folcket dær leffuer som vilddeste Bæst,
Oc haffuer glæmt Gud oc sin HERre,
Kunde fange hans Hellige ORD oc Læst,
Och kiende sin KONNING met Ære,

133

✂ GVDS Rige, oc saa voris Danske Mact,
Motte spredis til Værdens Ende,
Och komme jo længer i Floer oc Acht,
Och gangis all Lycke til hende.
Huad mere som kunde væll føris her ind,
Det lader mand vde bliffue,
Vil mand der lægge paa støre vind,
Saa kand det oc mere giffue.
Er dette dig ringe: lad det dog være gott,
GVD nøyes end sælff met ringe,
Men offuerdaad giffuer kun spee oc Spott,
Huad er effter huær Mands Sinde?
Thi scriffuer wi Bøger som Bonden saaer Korn,
At det kand vexeligt bliffue,
Er dær iblandt noget goldt oc Forn,
Det vil sig met Tiden væll giffue.
Men saaede ey Bonden: da fick wi ey Brød
Oc vilde der ingen scriffue,
Da bleeff der mange Herrer oc driffter død,
Som Pænnen holder i Liffue.
Bonden hand saaer: oc Solen skin frj,
Och Skyen giffuer Dugh oc Væde,
Jeg scriffuer, een anden hand falder mig bj,
Den Tredie giør sammelede:
Saa kand bode Kornet oc Bogen groe,
Slæt intet kand intet giffue.
Men naar der er noget at bygge paa,
Saa kand mand een Giærning driffue.

✂ Her findis iblandt, baade hær oc dær,
Mange Fordums Sager oc Orde,
Bulle oc Pale oc anden slig Fær,
Som mangen vell laste torde.
Men gammel Snack vil ha' gammel Skick
Mand kand det ey anderlund gøre,
Mand maa det sige aldt som det gick,
Ellers fanger mand ilde at høre.
Her skødis ey fræmmed ey prechtig Ord,
Men holdis god gammel Dansk' vane,

134

✂ Det er huært Rige een Ære stoer,
Rætt sætte sit Spraag paa Bane.
Haffuer Gamle fortegnedt oc noget beræt,
Det du vdi tuiffl vild' stille:
Det lader wi dennem: lad vide det,
Dend bæste wi følge ville.
Om noget her i er forseet oc sætt,
Det maa mand nu lade passere,
Dog kand det lættelig bliffue rætt,
Om der giøris ved noget mere.

✂ GVD giffue vor Konning Lycke oc Fred,
Dend Sagh til Endde at drjffue,
At Grønland kand sige sælff huad det ved,
Saa kand mand oc mere scrjffue.

✂ Datum Hærrfylgge, den 6. Martij,
Anno 1608.

✂ - - -

✂ Claus Christopherszøn.

✂ Esaiæ 42.
Lader dem giffue HERREN Ere, och
kundgiøre hans Loff paa Jorden.

✂ Ierem: 31.
Hører HERRENS Ord, oc kundgiø-
rer det langt borte paa øerne: Och siger dem
Som atspridde Issrael: Hand skal samle
hannem igen, oc skal foruare han-
nem som en Hyrde sin
Hiord.

135

✂

Her begyndis Grønlands Chronica

✂ *

✂ MAnd finder hen nord vdi vildene Sø
Grønland, Hætland oc Ørkenø,
De ligge saa langt aff lede,
Grønland hæn vnder den yderste Tracht,
Som nogen i Værden haffuer i Macht,
Oc Syndder oc Nør, de skede.
Kuld oc Frost, Storm, Snee oc Ijsz,
Om Vinterens tide, er Landsens Prjsz,
Met mørcke Nætter oc langge,
Himmel oc Vand haffuer veffnet det Land
Der kommer ey til nogen Værdens Mand,
At Væyen jo giøris ham bange.
Dog haffuer den Gud, som det stifftedt saa,
At Mænnisken skulle der bygge paa,
Diss' giffuit bod', Raad och Effne,
Och førdt sit Folck aff Armenien hjd,
Besætte de Lande i fordum tjd,
Huær effter sin Art, och Skæffne.
I Norge paa Klippen, och høyeste Fiæld,
Lod hand dennem bygge bod' Byer oc Giæld
De bleffue der Mechtig oc mange,
De seyledt vd saa vide om Land,
Och actede ringe om Væir oc Vand,
Paa Lycken lod de det gange.
Och hun var dennem saa mild oc bljd,
Baade Himmel oc Haw gick dennem til vild,
De regned' ey ved een Awne.
Och funde der offuer saa mangen skøn ødt,
Huor de kunde søge sin Næring oc Brød,
Paa leylige Næss oc Hawne.
770. Der Klærckene skreffue Syff hundrede Aar,
Halffierdesinds tyffue, som røctet staar,
Nadoch lagde Snæcke fra Lande:

136

✂ Hand sætte sin Kaass at Faareød,
Der møtte hannem Gænbør oc Haffsnød,
Dreff hannem saa vide om Strande.
Der flacked' hand hen for voffue oc Vind,
Kom øster paa Iszland saa langt omkring
Der var icke gaat at hawne:
De Klipper saae bister met Isz oc Snee,
Dog stigde hand op, vilde sig besee,
Saa mangen til Lycke oc gawne.
Hand fandt der inde baad' Læ oc Ly,
Huor mand kunde bygge sig Boel oc By,
Och mangen Mand sig vel nære.
Hand kom der fra, til Norrig igen,
Fortalde det Folck sin Sorrig oc meen,
Och Landet som hand fandt dære.
774. Siden der effter paa fierde Aar,
Sette Ingul sig paa haardiste Knarr,
Hand vilde den Bølle bryde.
Hand stæffned der hen, var lystig oc fro,
Hand saae de Klipper hen vnder sin Raa
Det lod hand sig icke fortryde.
Men seyled der hen, treente der vdi Land
Och leylig Effne der for sig fand,
Som Nadoch hannem førre sagde.
Thi drog hand gænnisten hiem igien,
Tog Hustru oc Børn, baade Mou oc Ven,
Och offuer til Landet lagde.
Det sigis hand var kun fire Thi stærck,
Men huem kand sige Guds vnderlig Værck,
De bleffue jo lenger jo flere,
Och tiænte den Konge aff Norrigis Land,
Gaff hannem deris Skatt oc skyld i haand,
Och actet ey Herrer mere.
Der Baggen paa Iszland haffde fest sin staff
De hulde tilsammen gaat Grandelaff,
Som Vænner oc Naboer pleye,
Oc vædslet deris vare, som Lycken hun gaff,
Oc lagde sig vd paa vildende Haff,
At mere deris Gods oc Eye.

137

✂ De seyled langt hæn i Øster oc Nørr,
Som der var aldrig nogen førr,
Der fandt de Huidsærck hin høye:
Mørck, Mulm oc Taage, driffuer der væl,
Dog skinde den Dag saa liuss oc Hæl,
Mand kunde der Grønland øye.
De sætte at Søen, oc var icke seen,
De lidde paa Ræissen aff Isz stor meen,
Før de kunde nogenstæds Lande,
Dog fandt de omsier baade Skær oc Vjg,
Huor de kunde sætte tryggelig,
Der kaste de Ancker i Vande.
Det Folck gick i Land, saae sig omkring,
Der laae de Biærge hen i en Ring,
Den Fisk spillet vden faare.
Sielle oc Marsujn, Hawøxen oc Huall,
De vrimled' om anden vdi gaat Vall,
Och giorde dennem bange kaare.
Thi tænckte den Skipper, det var den stæd,
Huem vmag vild vowe, oc kunde der mæd,
Fuld væl maatte hand sig der nære,
Thi saa hand sin tid oc ripped der fra,
Och lod igien til Norrig hiæmstaa,
Kundgiorde sligt Land var dærre.
Norbaggen hand hoffuet slig Tidende væl,
Hand kunde saa øye sit Rige oc skæl,
Och loed sig icke forsømme:
787. Der mand da skreff Syff hundrede Aar,
Ved Firesinds tyffue oc Syff det vaar,
Skød de deris Snæcker paa Strømme.
De Bagger de haffde en tapffer Mand,
Erick Ruder den Gamle, saa hede hand,
Den Seyllads vilde hand friste:
Och voffue der paa baade Mand oc Skjff,
Hustru oc Børn, Gods, Lycke oc Ljff
Om hand skulde det end miste.
Och der den Dag voxte mild oc bljd,
Och det lacked hæn mod Midsommers tjd,
Hand laffued sig til at flytte,

138

✂ Tog Hustru oc børn, baade haffue oc gods
Och flere Bagger der fulde hoss,
Saa lidet de Søen skytte.
Och kom til Grønland med stor wmag,
Sætte Boe och Hytte oc anden slig Sag,
Som nybøllig Mænd de pleye.
Effter Landet gaff ringe holt hand den strand
Och hialp sig duelig met nærig haand,
Och samblede Gods oc Eye.
De Norbagger kom dær huært Aar i Haffn,
Did førde, oc fick baade Vare oc gaffn,
Lod Landet sig skylde oc skatte.
Saa sad de der hen vdi nogen stund,
Allt til de voxte saa mangelund,
At Næringen dem monne fatte.
Saa drog en hob vd en anden Kaass,
Gennem klipper oc daler, offuer mangen aasz
Ny Bolig at søge oc finde:
Oc rammed omsier vnder høyeste Fiæld,
Baade Marck oc Plads der fulde gaat hæld,
De Biærge laae om vdi Ringe.
Der var vdinden den grønniste Heed,
Met Eng oc Vand, som nogen Mand veed,
Och stræcked sig vd saa vjde:
De hoffuede væl den Stæd oc Ledt,
Tog sig til Ro, oc sætte sig nedt,
Oc lystede der at bje.
Der haffuer de bygd baade Huss oc Gaard,
Och dyrcket den Stæd paa Tjd oc Aar,
Hand kunde dem rundelig føde.
Och reyste der Kiøbing, oc bygde en By,
Och kalde den Garde, oc holdt der vdi,
Huad Almuen haffde fornøde.
Siden skal deris Børn, oc mange Affkom,
End lenger, oc mere vandret her om,
Och sæt sig der vide om Lande:
Bygde der oc Byer, oc biæret sig væl
Huert Aar forøget sin Grændser oc Skæl
Och gangids god Lycke til haande.

139

✂ Henspred sig vide i Breed oc Lang,
Och mesten indtaget det østerste Fang,
Och næret sig effter sin Effne:
Och der vdi beste Egn oc Leed,
Bygt sig oc Kiøbing oc sat sig need
Och lode den Alba neffne.
Och der Guds Ord oc Christelig Tro
Begynte hoss dennem at voxe oc gro:
Der bygt hen neder mod Strande.
It Closter den Himmelske Gud til gaffn,
Och Sanct Thomis til minde oc saffn,
Som der skal endnu vel stande.
Mand vil oc vel skriffue, oc sige der fra,
Det Land skal hundrit maal videre naa,
End Baggen fick da vdi hende:
Och der at bo Folck hen runden om,
Huer vnder sin Vælde oc Herredom,
Som Norrig ret alderig kiende.
Saa langt vdi Væster at grændtze oc gaa,
Och være Landfæst met America,
Den mechtige Egn oc vjde:
Mand vil oc sige (som mangen oc meen)
At være aff Asia en mechtig Green,
Sig stræcker fra Rydsland hin huide.
Men Baggen som haffuer beseyled den Sø,
Haffuer alltid holdet det for en Ø,
Som sig lader oc væl kiende:
Aff Enggelsk' kundskab saa mangelund,
For Østen Americh' er Jachmandtz Sund,
Igæmmel til Værdens Endde.
Der østen fra findis vel Klipper oc Land,
Men om det er Grønland, ved ingen Mand
Dog wi lader oss saa sige:
Det findis langt paa en anden Kandt,
End mand det Grønland i fordum fandt,
Som laa vnder Norrigis Rjge.
Dog kand det vel være, (men langt aff leedt)
Her fra voris Grønlaendders bygge Stedt,
Och næppe aff deris affødde.

140

✂ For østen aff Grønland er vildeste Strand,
Dog langt i Nordost Troldbotternis Land,
Och kand ey paa Asia støde.
Der haffuer væl manggen i fordum tjd,
Hensætt der paa stor wmag oc fljd,
Mand kunde der om forfare:
Men ingen haffuer funden den Koes oc faer,
Och faa erre kommen Troldbotterne nær,
For Mørcket oc Kuld hin suare.
Mand meente i fordum der huær var Heen,
Wtyske och Trold, som mangen giør meen,
At haffue der Skiul oc Leye,
Och Guden, som vocter for deris fortreed,
At findis i samme bod' Egn oc Leed,
Met megen stor Skatt och Eye.
Den gamle Kong Gorm aff Dannemarck,
Hand voffuet der paa vdaff sin Arck,
Hand vilde den Leylighed vide:
Hand sende did Holcker oc Torkild sin suend
Som saadan Sager var væl bekend,
Kom vnder den Lande side.
Och fandt der meget oppaa den fær,
Met Euentyrs Spill forblommet er,
Och synds væl vnderligt være.
Kong Harald Haarraade i Norrig mon' bo,
Hand lystede oc at voffue der paa,
Om der vore Land paa ferre.
Hand haffde saa vide i Græken Land,
Forfarit och holdet sig som en Mand,
Som ingen Norbagge før giorde:
Och synds at være en vnderlig ting,
Hans eget Rige oc der omkring,
Mand icke forfare torde.
Thi ridde hand vd baade Snæcker oc Skiff,
Hand vilde paa voffue bod' Haffue oc Ljff,
De Græntzer at vide til grunde:
Hand seylede vd fick driffuende Bøer,
Oc sætte saa lenge i Øster oc Nørr,
Til de stoer Mørcken der funde.

141

✂ Dog loed de staa fort driffuende frem,
Saa grueligt Hawsuæll møtte der dem,
Met Nød de kunde sig rædde.
Thi maatte de lægge der' Skibe hen om,
Och tackede Lycken de saa vndkom,
Fandt der huercken Land eller Stæde.
Och den før tuingde all Grækenland
Norrig oc Danmarck, Jord oc Strand,
Hand maatte der rømme oc vige:
Siden vaar der i Sanct' Oluffs tjd,
I Frjszland Søhaner, sig toge for jd,
Beseyle de Norske Rige.
Oc effter Kong Harrald, huis rycte var stort
Hans Togh oc Reyse bleff vide sport,
Hand kom saa leddig tilbage:
Da vilde de legge ind større Prjsz,
Ey sky de Suæll, ey Mørck eller Isz,
Men friste der alle Sage.
Thi seyled de vd den samme Kantt,
Som Harald hand sagde, de det aldt fandt,
Met Mørck oc tyckeste taage:
Der faldt oc hoss slig Kuld oc kny,
Met vaaden Himmel, oc stormmende Sky,
Saa moudig de dog fort droge.
Der fick de at høre sligt bulder oc røisz,
Som Himmel oc Jord haffde været løis,
De Skibe begynte at driffue.
Da bleffue de var det Vand løb i Ring,
Om dybeste Suæll som det falt ind,
De vaar bod' om halss oc Liffue.
Deris Staldbrødre gick der driffuende hen,
It eniste Skib, som var igen,
Det raabte til Gud saa saare:
Och giorde der Løffte met grædende taar,
Och brugte saa vden oc inden for,
All fljd met Ancker oc Aare.
Och som de saa holt det, en liden stund,
Der skødis sligt Vand aff dybeste grund,
Som ingen kand tro oc tencke:

142

✂ Det vældede op saa gruelig,
Deris Staldbrødris Skib skød det fra sig,
De tenckte det skulde dem sencke,
Saa lættet de Ancker, oc Vandet dreff paa,
Saa vjde forsætte det dem der fra,
Och Naadelig Gud dem frelste.
Saa loed de staa hen Væster oppaa,
Der monne de Lande oc Hawne naa,
Dog de var' ey met de bæste.
De Klipper laa om vjd Haffsens bræd,
Saa høye oc mange, mand gruit der ved,
Som suariste Mur oc Volde,
Och synds aldt som Naturen sell
Haffde skantzet det Land, sæt der it skæll,
Mod fremmet oc Fjenders Skiolde.
Dog saae de sin fordel oc komme der ind,
Saa mange Jordhytter var der omkring,
Saa skjden oc alle saa slemme:
Der laa foruden i sortiste Muld,
Hin klare Sølffklimpper oc rødeste Guld,
De acted ey andet giemme.
Der fands oc iblant (som huer kunde see)
Megen slig Skatt oc dyrebar Fæ,
Som Torkild hand førde til Lande.
Det Folck faldt paa, oc samled' der Aa,
Saa meget de kunde der bære fra,
Saa loed de at Stranden stande.
Der de forinden i Hytterne laa,
Fornumme paa færde var slig wraa,
De komme huer vd saa lede:
Høye oc grumme, som slæmmiste Trold,
Met suare Hunde, met Buer oc Skiold,
At hæffne saa stoer fortrede.
Dog søgte det Folck, saa jlende Skiff,
Och frælsede baade der' Bytthe oc Ljff:
Foruden en bleff tilbage:
Den grebe de ahn, som Hunden giør Raa,
Och sleede, oc reeff ham i stycker smaa,
Och sloge met Slynger oc stage.

143

✂ De nicked oc sagde dem gode Natt,
Och lagde der fra met Skib oc Skatt,
Och komme vel hiem til Lande.
De droge til Bræmmen oc giorde aff ord,
Huor Reysen met dennem baad' gick oc ford,
Huad de lide for stoer vaande.
Och gaffue der Offer som loffuit var,
Bekiende for Klærckene aabenbar,
Seyladtzen til sidste Ende.
Saa bleff det tegnet i Bog oc Scrifft,
Blant andre Mechtige Giærning oc drifft,
Som huer haffuer nu i hende.
Her aff en huer kand klarlig forstaa,
At Asia kand icke Grønland naa,
Som lærde Mends Bøger oc vinde:
Men huor det nu er met Troldbotters Land,
Som ligger oc Grønland vide fra haand,
Wi intet om vist kand finde.
Det stræcker til Øster hen yderst i Nørr,
Huor fra nu alldrig nogen Mand spørr,
Och ingen hen lyster at skiffue.
Haw oc Suæll, Kuld, Himmel oc Mørck,
De vinder at være den yderste ørck,
Som Vandit oc Verden kand giffue.
Huor langt det grændtzer: huem der boer paa
Beest, Trold, eller Menniske være maa
Ved voris tjd ey at sige.
De Gamle haffuer giort sig tancke oppaa,
At effter aldt ont kommer Norden fra,
Som tuinger all Verdens Rige:
Saturnus skal oc i den Norde leed,
Sin dyrebar Skatt haffue graffuit need,
Som faa eller ingen bygge:
Da skulle her være den Ø oc Stæd,
Vnder haardeste Himmel, som faa nu veed,
I Mørckens oc Nattens Skygge.
Huor vnderlig Aander oc Spøger j,
De Hedenske Mechtige Genij,
(Som huer kallit da sin Skæffne)

144

✂ Huiler, oc skickis all Verden omkring,
Och driffuer iblant stoer mectige ting,
Som Gud giffuer dem til Æffne.
Och for den Eye oc dyrebar Skatt,
Hen vnder de Klipper er nedersatt,
Vdi Ertz oc dybeste Aare,
Da haffuer de Gamle sig ladet forstaa,
De Jordisk' Pygmeer de boer der paa,
Som haffuer sligt Gods at vare.
Derfaare i fordum (sligt var bekend)
Haffuer Herrer oc Konger der' bud did send,
Om mechtige Sager oc geffue.
Och sigis at mangen er kommen der fra,
Met Rigdom, oc Suar de eskede paa,
Som findis i gamle Breffue.
Men det veed Iszland oc Baggerne med,
Der kommer slig Isz tjt driffuende ned,
Mand saae ræt alldrig hans lige,
Enddog det Land ligger langt fra haand,
Dog haffuer forfarit mangen Mand,
Och ville der om saa sige:
Den Isz sig fæster der først om Land,
Oc lægger sig siden saa vide i Strand,
Som ingen Mand ved paa Ende.
Naar Hawit sig heffuer nordost driffuer paa
Saa giør hand løss, oc vandrer der fra,
Met aldt hand haffuer i hende.
Met suariste Klippe, met Hald oc Steen,
Met Skow oc Træ, met Top oc Green,
Met Dyur oc huide Biørne,
Och tager den Kaass, som Vinden ham bær,
Och støder tjt an paa Iszlandtz Skær,
Hen paa det Nordoste hiørne.
Och naar hand fatter der Lhy oc Lhæ,
Stoer Vnder kand mand der høre oc see,
Huor Bølgen oc Isen de bryde.
Voffuen driffuer Styckern' i diunger oc hob
Den samlis der vde, som Klipper oc Skow,
Det Haff hører mand fast skryde.

145

✂ Der flyder iblant suare Træ oc Bull,
Met Isen slais i stycker oc smull,
Och kommer tjt ind for Lande.
Der kommer met Isen saa mangen skøn Biørn
Huider oc større saais alldrig tilførn,
Maa lide stoer tuingsel oc vaande.
Naar hand formercker der Land oc Lhy,
Hand skraaler i den høyeste Sky,
At Himmelen maa ham suare:
At der er sligt Jørll met skrummel oc skrald,
Som Himmelen ned til Jorden fald,
Och Trolden vaar vden faare.
Naar Væired aff Landet er lunt oc magt,
Da falder oc der en vnderlig Jagt,
Met Biørnene, som inddriffue:
Naar hand kand see sin tjd, oc Raa,
Eller Isen smulls oc slais smaa,
Til Landet maa hand sig giffue.
Den Iszlænder ligger i Fiælster oc Høll,
Och seer, oc sicter vel nøye til
Hand kand ham ræt ramme oc dræffue.
Men skiuder hand myste, eller gør ham saar,
Och Biørnen sig siden noget formaar,
Effter Manden saa monne hand stræffue.
Hand søger aldt som den grummiste Trold,
Naar Bonden da vjd sin Værn oc hold,
Stoer Effuentyr kunde de driffue.
Den ene bruger Konst, den anden sin Macht
Och huilcken sin Sag ey holder i Acht,
Paa Pladtzen maa hand strax bliffue.
Men naar Væired oc Vinden saa tilbær,
Saa tager den Isz en anden fær,
Langt Norden for Iszlands Side,
Och driffuer der om i ørken Strand,
Om Huidsærks grund oc Grønlands faruand
Til Natten oc Dagen giørs blide.
Mand vil vel sige i nogen Aar,
Er hand neddreffuen saa megen oc stoer,
At hand skal Haffuit nu demme,

146

✂ Och ligger som anden Biærrig oc Aaesz,
At ingen kand ramme den Grønlands kaaesz
Mand fordum til Landet kund' komme.
Men Himmel oc tjd, baade Vand oc Vind,
De dømmer at være en vnderlig ting,
Skulde vildeste Strand sig andre.
Och ey holde nu den Skick oc jd,
Som den haffuer giort fra Skabelsens tid,
Och Isen sin Kaass ey vandre.
Det Haff er vjt baade vildt oc bart,
Der er ingen Øer: den Isz haffuer fart
Huorfra, oc hen hand vil driffue:
Och synis, at skulde hand støde oppaa,
Da skulde det skee for America,
Som mon' sig for Væsten striffue.
Icke er nu heller meer Vinters knog,
End fordum, at alle til Grønland drog,
Men heller ringer oc mindre:
Men voffuit paa Lycken oc vocte sin tjd:
Det gaffue endnu vel Kaasen djd,
Om ellers vaar noget at vinde.
Saa holder mand Grønland, som Bagerne fant,
At være en Ø paa Nordiske Kant,
Som bøyer til Væstre Side,
Dog regnis her, ene det Folck oc tragt
Som Norrigis Krone vaar vnderlagt,
De andre wi intet aff vide.

✂ Der Bagen haffde Grønland saa fundit oc bygt,
Och Kaass oc seyladtz falt dennem wtrygt,
Loed de det dog icke bliffue:
Men skibede Aarlig en gang der hen,
Met Landsens nødtørfft, oc hente igen,
Den Skatt de Kongen skuld' giffue.
Hialp sig saa hen i det Hædenske mørck,
Som Beesten hand giør vdi vildene Ørck,
Til Norrig mon' Troen nemme:
Keyser Karl den store hand lagde paa vind,
Vdi alle sine Riger hen rundt omkring,
Den Christelig Tro at fremme.

147

✂ Hand tuingde Venden oc Sachsers Land
At de gick Gud, oc hannem til haand,
Hand lysted oc Danmarck at gæste.
Kong Gøttrich sende ham Breff oc Bud,
Hand vilde ham møde met Skiold oc spiud,
Hans Styrcke oc Manddom friste,
Och rycte saa ham ved Elffuen imoed
Men Keyseren vilde ey holde ham foed,
Loed sig da raade oc sige.
826. Men Loduigh hans Søn, som Pius heed,
Hand hialp Harald Klack saa mange leed,
Til Daab, oc det Danske Rige.
Och giorde aff Bræmmen it Erckebispdom,
Offuer Danmarck oc alle de Riger der om,
Til mørcket oc Natten de vende.
Och da vaar Grønland i Acht oc Floer,
I Pawens, ocsaa i Keyserens Gaard,
Saa vjde mand det da kende.
834. Och Pawen oc Keyseren i deris Breff,
De Bispen Ansgario gaff oc skreff,
Der hand fick Bræmmen i hende:
Da skænckte de hannem Apostels Mact,
Offuer Norde Verden, oc all den Tract,
Til ydderste Jordens ende.
Och næffner i Breffuit, de Lande for sig,
Iszland oc Grønland adtskedelig,
Met Ferrø oc andre flere.
Men Danske oc Norske de tenckte sig om,
De vurdit saa lidet de Herrer aff Rom,
De vild' offuer dem regære.
De dreffue vd Harald i samme Stund
Oc tuingde de Christne, slog Kircken i grund
Och acted' ey for en Bøne,
Och bleffue der offuer saa dulle i Moed,
De Bræmmer sielden oc aldrig goed,
Som nappid der aff vel rønne.
Der bleff vel siden møget anuendt:
Men Bisp oc Bræmmen vaar aldt mistenckt
De kunde saa lidet rætte.

148

✂ Men Gud som lawer alltingest bæst,
Hand sende dennem selff bod' Tro oc Præst,
Dog mangen hand monne det vrætte.
996. Der vaar vdi Norge en Konge bold,
Som Grønland oc Iszland haffde i Vold,
Sanct' Oluff Trygesøn hede:
Hand kom vdi Mening oc ræt forstand,
Tog Daab oc Tro vdi Engeland
Stor Ere de hannem betede.
De gaffue ham Bibel, oc lærde Mend,
Vdi de Sager vare vel bekend,
Saa seyled hand hiem til Lande,
Lod sla Hagen Jarel, fick Krone oc Mact,
Bød Folcket at holde i ære oc Act,
Den himmelske Gud oc sande.
999. Kong Suend hannem slog i Øresund,
Och tog hans Rige i samme stund,
Och kom den Lære paa fode,
Erick oc Suend de Jarle tho,
De toge i Danmarck ved Daab oc Tro,
Och fæstede den aff Rode.
Och sende hen offuer den vildeste Strand,
Præster oc Klærcker hen til Iszland,
Guds hellige Ord at fremme.
1000. Da var der gangit, som skreffuit staar,
It tusind aff Guds Søns Naadis Aar,
Der de monne Troen nemme.
1014. Da Suend var død, de Bagger fortrød,
At yde den Skatt vdi Danis skød,
De kored' Sanct' Oluff Digre:
En Tapffer Christen, og Rytther skøn,
Loed lære oc kiende Guds euige Søn,
Dog mangen hand monne det veigre.
1024. Hand myste der offuer baade Rige oc Land,
Som siden gick Knud, Danner Koning til haand,
Met mechtige Riger flere:
Da bleff den Lærdom paa Grønland kendt,
Och mangen Hedning til Gud omuendt,
Oc voxte saa lenger jo mere.

149

✂ Dog stod det en tidlang i toll oc Dag
Før de finge Bisper oc anden slig Sag,
Som Kirckerne kunde forsuare.
Meden haffde de Fædre oc lærde Mend
Som dennem met tiden fra Norrig bleff send,
Som lærde der aabenbare.
Blant andre var Erick en merckelig Mand,
Som giorde sin fljd met mund oc haand,
At sætte det ord paa Bane.
Men Kircken kunde icke fort haffue sin gang
Thi Folcket giorde Præsterne megen tuang,
Och prised sin gamle Vane.
Dog bleff de Tidende vide kendt,
At Grønland tog Tro, oc bleff omuendt,
Och Tydskland sig der ved glædde.
De Bræmer som meente der' Kircke bleff øgt
De haffuer det tegnet oc skreffuit høgt,
Gud Grønland slig Naade beteede.
Norsk' Konge det skulle hanthæffue met skiold
Vor slagen, oc Riget i Danis vold,
Det laa dem for langt aff leede.
Der drog oc mange aff Landene vd,
Met Harald Haaraade met skiold oc spiud,
De Engelske Løwer at bede.
Deris Kong var aff dansk Konge køn,
Hand Harald hed var Godovins Søn,
Hand lagde dem mesten i Lige.
Der bleff baade Haaraad oc Tosten med
1063. Och mangen skøn Høffding oppaa den sted,
Saa maatte de Nordlændder vige.
Det Aar gick Engeland Danmarck fra,
Som haffde det tient, som skreffuit mon' staa
Tho hundrit Aar oc mere:
De Herrer, som der aff slaget vndkom,
Forbunde sig sammen, oc tenckte sig om,
Huor de sig bæst skulde teere.
De mente det gaff dennem baad' lack oc spot,
Met reffne Trøyer oc lidet got,
At komme strax hiem til Lande.

150

✂ Der bode paa Iszland en merckelig Mand,
Harald hin sorte, saa hede hand,
Hans Søn toge de om hande.
Godred Crouan den Herre heed,
Hand seyled met dem saa langt aff Leed,
De Væsten om Skotland komme.
Der ligger hen i den vildene Sø,
Saa mangen mechtig oc herlig Ø,
Dog somme var leddig oc tomme.
Der findis mod Væsten oc Norden en sted,
Vel fire oc firesindstyffue paa reed,
De gamle Hebudes kalde:
Der bode paa Mandø en Høffding køn,
Som Godred hed, Kong Sirichs Søn,
Hand fauffnet dem vel met alle.
De saae de Lande, oc foere saa hen,
Der Kongen vaar død, komme de igen,
De vilde der boe oc bliffue.
1066. De sloge det Folck, tog Landdet ind,
Besætte sig der hen rundt omkring
Der fra kunde ingen dem driffue.
Skotter som giorde dem offte Wro,
Dem tuingde de hart oc lagde dem paa,
Slæt ingen Seylladtz at driffue.
Och icke at sætte, ved Halss oc Ljff,
Meer' end tre Søm vdi noget Skiff.
Saa lode de Øerne bliffue.
De kræffted' deris Macht, oc stifftede der,
Rige oc Crone, oc Konge fær,
De førde lang tjd met Ere.
Och som de vare aff Nordlands blod:
Saa kende de alltid Norsk Konge god,
For Høffding oc høyre Herre.
1098. Kong Magnus aff Norge som barfod heed,
Hand skøtte ey, Landen laa hannem aff leed,
Sin Kongelig Hær did førde,
Och lærde de Skotter at holde goed Fred,
Indtog alle Øer, som nogen der veed,
Hand acted ey huem det hørde.

151

✂ Hand sendde til Irland sin skjden skoe,
Och bød den Konge, som der monne boe:
Hand skulde dem hæderlig bære:
Paa Juledag i sin Kongelig Pracht,
Och kiende hand haffde sit Rige oc Macht,
Aff Norgis oc Øernis Herre.
De Irlændske duner det høyt fortrød,
Men Kongen, som viste sin tarff oc nød,
Loed sig det ræt vad befalde.
Hand suarit: allene ey bedre i haand,
Men før ieg loed forhærie mit Land,
Jeg oed dennem op met alle.
Der Magnus det hørde, hand gaff hannem prisz,
Saa giør sig oc huer om hand er vjsz,
Naar Machten er aldt for strenge:
De soere gaat Vænskab: den Konge køn,
Troloffuit Siuard Kong Mogensis Søn
Sin kiæriste daatter i Senge.
Siden børiet Skotsk Konge met dennem en Pacht,
Kong Magnus at holde i Eye oc Macht,
Til sig oc sin Kongelig Throne:
Alle Øer, som findis vdi den Strand,
Væsten oc Norden hen vide fra Land,
Euerlig til Norrigis Krone.
Saa eignet hand sammen fra Grønland hen om,
Til hand hen ned moed Irland kom,
De mechtige Øer oc mange.
Och da stod Norrig i fæygerste Floer,
Disz' lige her icke i Norden var
Huad Macht oc Vælde kand lange.
At Orloff forsincket Guds Ord oc Sag:
Forlæmpidt vor HERRE paa tjd oc dag,
Det kom vdi gen paa genge.
Hand vacted sin Kircke fra Tyranners vold,
Oc loed den voxe blant Vaaben oc Skiold,
Som Lillien i grønniste Enge.
Hand spridde den vd de Lande hen om,
Vnder Norrigis Kongis Herredom,
Paa Øer oc alle smaa Vjge.

152

✂ 1121. Oc Erich paa Grønland lagde haand oppaa
Plandtet paa Vjnland baade Folck oc Tro,
Som er der endnu ved ljge.
gvd zjridt end Riget met høyre kaar,
Deris Kircker paa den tid til Danmarck var,
Vnder Erchebispen aff Skone:
1152. De finge i Trundhiem baade Bulle oc Breff
Deris Bisp hand bleff en Erchebisp geff,
Offuer all' vnder Norrigis Krone.
Jon heed den Herre bleff vjed oc sæt,
Aff Cardinal Niels, oc giffuen stor Ræt,
GVDS Kircke at fremme saa vjde.
Thi skicket hand strax til Grønland vd,
1152. En Vellærd Mand met visse Bud,
Som skulle i Garde beside.
Hand gaff hannem Staff oc Bispe Hat,
Beskicked hannem Rænte oc Aarlig Skat,
Hand skulle til Trundhiem tiæne.
Den Bisp hed Erich var snild oc klog,
Saa mildelig lagde hand frem sin Bog,
Gud monne sin Aand forlæne.
Hand rørde det Folckis hierte oc Sind,
Saa mangen da randt der taare paa kind
Som ingen Mand før kund' tuinge:
De krøb her vd aff Hytter oc hull,
Reffuen oc skjden som sorttiste kull,
Met Børn oc buskede Quinde.
Met Pile i haand oc Barn oppaa Bryst,
Mand maatte der see baade Jammer oc lyst,
Huor Groffhed, oc Gud de stride.
De stimled oc ringed sig omkring,
Och stode saa graa hen i den Ring,
Som Sielle vid Haffsens Side.
De lagde til øren och liude der paa,
Wi bedre Liff, oc Rige kand faa,
Vid Guds Søns hellige Pine.
Och vinde denne Verdsens Jammer oc nød,
Och leffue vdi den bitter Død
Naar huer maa skillis fra sine.

153

✂ Och nyde siden Glæde oc Himmerig,
Met alle Guds Børn Euindelig.
Hoss GVD vdi Engle Skare.
Det arme Folck glæddis oc tenckte ved sig,
Sin ælendig Skæffne mangfoldelig,
De lode Heent hierte fare.
Den Glæde hun rørde bode hierte oc Sind,
Saa strømmende randt dem taare paa kind,
De ville sig gierne bedre.
Och giffue GVD ære, anamme hans Tro.
Den Tienere vilde kun hoss dem bo,
De skulle ham liude oc hedre:
Och ydthe ham aff deris Hytter oc Vraa,
Huad Stranden giffuer oc Landet formaa,
Saa hand skulde nøyes oc leffue.
Och ginge saa frem, huer i sin reed,
De offret ham effter den Christne Seed,
Som HERRE Gud gaff til Effne.
Kiød oc Fisk paa Altere fiæll,
Oc Flæskid aff den fedeste Siæll,
Det skønniste Hoern oc hujde.
Kiortel oc Skiorter aff Seener oc Skind,
De eyede ey nogens Verdsens ting
De loed det jo gierne skrjde.
Den Bisp hand stod oc vndret der paa,
Guds Ord det kunde slig ting formaa,
Hoss vildeste Folck oc groffue.
Hand soer hand skulle der leffue oc dø,
Och lide met dennom baade Glæde oc Nø.
Och racte dem haand och loffue.
Saa bleff den Bisp, oc hans Sæde der fæst
I Garde By, som Landet var bæst,
Och huer sin handel mon driffue.
Siden sendis djd Præst oc Mæssedegn
Och Lærde vdi huer vinckel oc Egn,
Til de monne Christne bliffue.
Mand skreff hen vd til Romere By,
GVD haffde der plantet een Kircke aff ny,
Der glæddis i huem det spurde.

154

✂ Saa bleff det Land baade Biscop oc Stifft,
Antegnet i Romerske Bøger oc Scrifft,
Stadfæsted som det sig burde.
Och indførd vnder all Erchebisp Ræt,
Vnder Jon aff Trundhiem, som nylig var sæt,
Den Rommerske Kircke til gode.
Hand som en Fader for Norrigis Land,
Met Hættland, oc Øerne haffde i haand,
De Christne i Grønland boede.
Siden fulde den Geistelig Ræt oc Low,
Met Bisper at sætte, oc anden slig Tow,
Alltid vnder Trundhiems Kircke.
Och Landet met all sin Plict oc Sold,
Vnder Norrigis Kongis Krone oc Vold,
Som skulle dem styre oc styrcke.
Och naar de Clærcker holdt moude oc meen:
Var Aarsens tjd, oc Søen saa reen
Paa Grønland loed de det kynde.
Den Bisp fandtz villig, spared ingen wmag
Hand acted ey Søe eller andden Sag,
Mæn GVDS oc Øffrigheds yndde.
Och voffuet deroffuer bod' Ljff oc Bloed,
Guds hellige Ord kunde komme paa foed,
Och Menniskens Salighed vindde.
Hand huerffuet sig frihed met Degn oc Præst
At bygge der Kircker huor hand kunde bæst,
Med Landbo oc Grandders mindde.
Dend menige Mand lagde hand derr paa,
De kundde sælff Kircke oc Alttere faa,
Som andre Christne de haffue.
Mand saae sig om huor Landdet vaar bæst,
Huor ded vaar Almuen leyligst oc næst,
Och det kundde sig bæst lawe.
Huerr kaastet der paa, som hand kunde meest
Saa bleef der manggen Kircke reest,
Aff haariste Kamp oc Stene.
Mand bygde da Saldtfæltz Kircke aff grund
Och Særckenesz Kircke ved samme stund,
Och ville vell mangge meene,

155

✂ At Auiosz Kircke bleeff oc dend tjd,
Och Wage Kircke aff Gudelig Ijd,
Lindders Kircke disz sammelunde,
Med Nyndde Closter oc anddre paa Reed,
Som icke er tegned oc inggen veed:
Da Stiffted oc bygd aff Grundde.
Dog som dend Tid vaar simppel oc baer,
Saa vaar endda vell oc Kirckernis Kaar,
Elænddig, Fattig oc ringge.
Mæn GVD som acter ey daarlig Pracht,
Hand holdt dem dog vdi Ere oc Acht,
Och loed sig dyrcke der indde.
Hand bleeff baade Folck oc Landdet bljd,
Och loed sin Naade paa Dag oc Tjd,
Hæn offuer ald Grønland skinne.
Arbeydet krafftig i liden oc stoer,
Ved Sacramente oc hellige Ord,
At groffuiste Hiertter bleff linne.
Och derr de det Christne Naffn toge ved,
Loed hand deris Naffn offuer Christenhed,
Oprindde oc spredis saa vjde.
Saa Herrer oc Førster, bod' Leeg oc Lærd,
De snacked om Grønland: oc vaar dennem kiært,
At det oc vell kundde ljde.
Dog Reissen derr hæn var farlig oc suar,
Saa bleeff dog Landdet saa kynddigt oc klar,
Huerr viste der om at tale.
Och med sine Fiorder: Sunder oc Vjg,
Med Hawner oc Fiæld adtskedelig,
Da kundde mand det affmale.
Erichsfiord fandtz derr oc Bredefiord med,
Skagefiord oc Meifiord huerr i sin Sted,
Och Eneuardtzfiord dislige.
Londernader, Skage, oc Bærgerfiord,
Aff Lande oc Isefiord ganger oc Ord,
Mand veed oc aff Hanfiord at sige.
Alunbagerfiord hæn Væster paa Land,
Huor der flyder Auer oc Nicefiordtz Vand,
Norduæst er Fjstefiordtz mindde.

156

✂ For Norden er Fæder oc Diuerfiord,
For Søndden er Torfiord vjd oc stoer,
Derr kand mand oc Boierfiord findde.
Derr ligger oc indden dend dybeste Grund,
Lambretsund och Fossesund,
Med adtskillig Vjger oc mangge.
Inder oc Wderuigh huer for sig,
Och siden Peters oc Wasseuig,
De giør vell manggen bangge.
Frendbuders Hawn oc Kirchoe Hawn,
Och anddre flere, huerr ved sit Naffn,
Med gruelig Fiæld oc suare.
For Søndden er Chonfiæld, oc Hanfiældtz Aasz,
Med Giufiældtz oc langen Munderfialdtz Kaasz,
Suduest ligger Trin hin haare.
Afffiæld, Honfiæld oc Diauerfiæld,
Forindden er mangt it Rhep oc Giæld,
Hæn vd imod Væster Sjde.
Hittfiæld i Norduæst oc Skadj i Nord,
Mæn Rodtzfiæld haffuer det Naffn oc Ord,
Diszlige mand ey kand vjde.
Dær er oc Nafiæld oc Fiældder fleer,
Som mand hæn vide om Landdet seer,
Och fyldder derr allestæde.
Derr ligger oc Harioldtz Næsz oc Grund,
Med Reff oc Juckler saa manggelund,
Som mand kand ey alle betræde.
Derr vaar oc paa Landdet i førrige Aar,
Een særdelis egen Kongge Gaard,
Som de monne Fosz da næffne,
Djd skulle de Landbo føre need,
Sin Herris oc Konggis Rættighed,
Huerr effter sin Tax oc Effne.
Med meere aff Landssens Leylighed,
Som mand vdaff gamle Drifftter veed,
Som dog ligger nu i duale.
Men naar at Lycken vil drjffuet der hæn,
At Grønland dagis ræt op igæn,
Saa kommer aldt sligt paa tale.

157

✂ Saa errit Gud fordum den Stæd oc Land
At det bleeff kynddigt hoss GVD oc Mand
Och hulddet i Act oc Ere.
Naar derr vaar noget i Norge for haand,
Ded bleeff de Grønlænder kynddet paastand
Ded første muligt kund' være.
Naar Kong' eller Clærck holdt moed' eller Dag,
De lode deris Bisp aldt vide dend Sag,
Och hannem god Tjd paamindde.
Den Bisp hand vilde ey sidde det Bud,
Men giorde sig færdig, oc seylede vd,
I Trundhiem loed hand sig finde.
Der sad hand met andre, Capitel oc Dom,
Ordeled huad Sager der tuistedis om,
Mellom Bonden och saa Lærde.
Och skicked aldting met Kircke oc Præst,
Met Altere oc Daab, oc hellige Læst,
At ingen der offuer kærde.
Mand tegned de Bisper, for efftersaffn,
Som endnu findis ved Aar oc naffn,
I Ruller oc gamle Breffue.
Och haabis naar Garde vogner igen,
Den viser oss mange som glæmdis hen,
Och Baggerne allderig skreffue.
1158. Der gangen vor Tusind oc hundrede Aar,
Halfftrediesindstyffue oc otte det vaar,
Paa Iszland loed Erich sig finde.
Met Landsens Clærcker oc Bisper tho,
Kom alle Sager i Lawe oc Rho,
Alk baade met Ræt oc minde.
Och var der met paa samme tjd,
At fundere oc stiff te aff Gudelig jd,
Det Hellig Feldtz Closter aff grunde.
Och loed sig bruge som Bispen ham bød,
Leed mangen Fare oc Haffuis nød,
Och loed det dog ingenlunde.
1146. Siden døde Bisp Erich aff Soet oc meen,
Och lagde paa Grønland i Garde sin been,
Bisp Arild de djd hen sende.

158

✂ Hand tog i Trundhiem den Bispelig Staff
Der Jon var død oc lagdt vdi Graff,
Aff Erchebisp Øyesteens hende.
Och styredt det Stifft saa nogen Stund,
Forfremmit Guds Ere der mangelund,
Loed Kirckerne hæffde oc bygge.
Der gaffs sig mangen wleylig Sag,
Som kom Guds Ere oc Ord i drag,
Och sætte det flux til rygge.
Hand vor en Herre saa snilder i Sind,
Och bleff tjt brugt i Victige ting
Mod dem Gud vilde fortrycke.
Och haffde stoer fremgang i all sin Sag,
Och voxte saa længer Dag fra dag,
Vdi hæld, baade Raad oc Lycke.
Da stod det icke i Norge vel,
1155. Kong Inge vaar nylig slagen ihiel,
Aff Hagen hin Herdebrede.
Och Erling Skacke den Høffding klog,
1157. Slog Hagen siden paa Stienneuog
Och stod effter Konge Sæde,
Hand lod sig mercke hand det fortrød,
At Clærckene meret deris Eye oc Brød,
Met Stiffter oc faldsmaals Sage.
Hand fandt de Bisper i Bærgen for sig,
Och tiltaled Øygesteen haardelig
Hand torde sig sligt fortage.
Den Bisp hand suaret som Gud hannom and
Det eigner oc bør huer Christen Mand,
GVDS hellige Kircke at meere.
Du veedst vel huad du loffuede mig
Den tjd ieg til Riget samtyckte dig
Du ville GVD hielpe oc ære.
Men siden der Bispen ham hulder var
Och hialp met danske Kong Valdemar,
Hans Søn Kong Magnus fick Krone.
Saa bleff alltingest, som det var sagt,
Met Bispen oc Sagefald ved sin Magt,
Och loed alle Sager saa sone.

159

✂ Da kom der Tidend fra Norrigis Land,
At Riget stod effter Kong Mogensis haand,
De skulle hannom Skatten giffue.
Hand vaar en fattiger Skackis Søn,
Thi stod hand effter all Konge Køn,
Hand kunde den slæt fordriffue.
Thi holt Dronning Gunild, Kong Siguar aa,
Met Suerre sin Søn, sig lønlig der fra
Hoss fattige Folck i Gaarde.
Och at ingen skulde det gangids vjd,
Da giffte hun sig: fick Vnas Smjd.
Sligt driffuer tjt Nøden hin haarde.
Dog ymptis der om, hoss mangen Mand,
Thi maatte hun rømme bode Rige oc Land,
Met Smid oc hjn vnge Herr Suerre.
De ginge til Skibs oc lagde der fra,
Oc loede saa vjde at Søen staa,
Som Voffuen oc Vinden vild' bære.
De Hauffnit omsier paa Ferrø Sand,
Der vor Vnas Broder en mechtig Mand,
Opkommen til Bispelig Ere.
Hand sætte sig der met Dronningen ned,
Saa mangen taar hun fælde der ved,
At Lycken var hende ey bedre.
Bisp Roer sætte Suerre til Scholegang,
Leed Frost oc Kuld oc anden slig tuang,
Som fattige Børn de pleye.
Hand voxte oc kom til Alder oc Aar,
Der viste ey nogen i Verden vaar,
Andet Vnas mon' Sønnen eye.
Omsier hand bleff baade Vjsz oc klog
Kunde læse oc siunge i Mæssebog
Til Præst vil Bispen ham vje.
Hans Moder fortyckte hans Byrd oc Bloed
Det skulde saa sørgelig gaa vnder foed,
Dog torde hun ingen det sige.
Hun veenit oc gaff sig beskelig,
Och holdt alltingist dog stille hoss sig
Det kunde ey mange mercke.

160

✂ Der Suerre det acted hand spør hende ad:
Jeg tenckte min Moder skulle være glad,
Mig thimis som andre Clærcke.
Ach, suarede hun, den Ere er goed,
Men maatte dig skee, effter Byrd oc Bloed,
Dig sømmet vel Norrigis Krone.
Kong Siuard hand var din Fader bold,
Kong Mogens tog fra oss met Mact oc vold
Bode Land och Kongelig Throne.
Suerre hand stoed oc vndred' der paa,
Enddog hand kunde da lidet formaa,
Dog var hand fredig i sinde.
Det tage sig huad det kand for hæld,
Jeg skiffter ey Norge for Præstegiæld,
Den stund ieg Liffuet kand vinde.
Och kaste der strax baade Kiortel oc Bog,
Och gænnisten offuer til Norrig drog,
Fandt Landet i vilde rede.
Mellom Jarlen oc Kongen var hemelig had
Der skede saa mangt it blodigt Bad,
I Riget der allestede.
Kong Mogens hand giorde Kong æeth meen
Och slog paa Rhe Kong Øygesteen,
Met Birckebender hin hulde.
Det Folck var Kongernis Slect saa tro,
Forlode der offuer bod' Hustru oc Bo,
Och Krien de effterfulde.
Och der nøed icke Fred eller Lhy
Da holdt de Skowen saa langt fra By,
Dem kunde slæt ingen tuinge.
Der Klæderne sleedis oc rynddede hen,
Aff Birken flaade de Næffuer igen,
Om Benen mon de den binde.
Och kaldis der offuer Birckebeen,
Vdturit aldt ont, som haardeste Steen,
Før de der' Herre vild' sujge.
De som vndkom hyldet Suerre igen,
Och dreff omsier den Sag der hen,
Hand kom til Norrigis Rige.

161

✂ 1178. Hand lagde i Sogn Kong Mogens ned
Erckebisp Øygesteen gruit der ved,
Dog motte hand hannom oc tiene.
Siden slog hand den Kulunger Hærr
Som løyg sig at vaere aff Konge Fær,
Och fick saa Kronen allene.
1177. Der met gick Grønland oc vnder hans hand,
De skattet oc skylled ham alle Mand,
Huer effter sin Bo oc Haffue.
1183. Døden hand kom met Sygdom oc Meen,
Och lagde ned Erchebisp Øygesteen
I Trundhiem sattis i Graffue.
De kalled djd Erick fra Staffanger hen,
Och sætte Niels Arnesøn der igen,
Kong Ingis halffbroder met Ere,
Saa drog da Erich aff Riget til Rom,
Tog Pallium der, oc igen kom,
Bleff dog icke lenger derre.
Kong Suerre vilde mindske hans Sagefald
Thi loed hand hannem baade Kircke oc Kald
Hand vilde ey met hannem trætte.
Och reyste til Danmarck saa hemmelig,
Fandt Erchebisp Absolon der for sig,
Hoss hannem hand sig nedsætte.
Saa korid de Bagger vdi hans Sted,
En anden Herre, som Atzer hed,
For dennem oc Grønland at raade.
Oc gaffue hannem høyeste Kircke Ræt,
Offuer Bisper oc Præster, som der var sæt,
GVD Kircken oc dem til gode.
1205. Da døde Kong Suerre oc lagdis i Jord,
Och Hagen hans Søn teedis Ere stor
Mand gaff hannem Spjr oc Krone.
Da voxte Bisp Arild paa Grønland var
Med Tiden til temmelig Alder oc Aar,
Dog ville mand hannem ey skone.
Hand keedis fast ved den Grønlands Fær,
Eller (kand skee) var bedre vær,
Hand lysted i Norrig at bliffue.

162

✂ Baade Bisp oc Bagge de vndte ham væll,
Thi læskid de gierne hans møde oc Træll,
De lode ham til sig skriffue.
Der bleff da i Hammer først stifftet oc sæt
It Bispelig Sæde met Pawelig Ræt,
Det lode de hannem tilbyde.
Hand tog der ved, oc nøyedis væll,
Och flytte fra Grønland met Boe oc Pæll,
Sin Lycke vilde hand nyde.
1204. Och strax der effter det andet Aar,
Da døde Kong Hagen och lagdis paa Baar
Bleff Prachtelig førdt til Jorde.
Der var da mange aff Konge Bloed,
Och huer for sig effter Riget stoed,
Och Landet stor Skade giorde.
Guttorm och Inge vare stackit tjd,
Och Døden bleff Hagen Jarell wbljd,
Saa vilde Jarll Skule regære:
Kong Ingis Søn, som Guttorm hed,
Met Siuord Ribbing, oc andre mand veed,
De ville oc Krone bære.
Kong Hagens Søn var vnger oc blu,
Thi haffde huer til baade hierte oc hu,
Ham slæt fra Riget at trenge.
Thi stod det ilde i Landene om,
Mange Byer bleff øde, oc Husene tom,
Huer Mand leed megen Elende.
Der Herrerne saae det saa monne gaa,
Det vill' oc til dem met Tiden naa,
Met menige Landsens Skade:
De sincked ey lenger at sætte i Dag
Men heller met Lowen skille den Sag,
Och lade saa Rætten det raade.
De gaffue den Sag en Bonde Søn,
Gunner Grionbag hed, en Lawmand køn
Hand skulle den skønne oc skille.
Hand skøtte ey Herrernis Vold eller Blod,
Ey Bisper ey Clærcker stod der imod,
Hand viste slæt ingen til ville.

163

✂ Men tog den Norske Low vdi hand,
Dømde vnge Herr Hagen til Rige oc Land.
Och Norrigis Krone at bære.
Saa bleff hand en Konge strax korid oc kend,
Och Skule gaff hannom sin Dotter i Seng
Saa lidet det værdt monne være.
Hand viste Kong Suerre vor Bispern' imod
Och bleffue hans Søn ræt aldrig god.
Dog de maatte Machten vjge.
Men kom der nogen kurre oppaa,
De skulle saa snarlig falde ham fra,
Och lægge ham slæt i Ljge.
Hand holde met dem, vnder hoóiken i Lønn,
Och vor den første der nappid aff Rønn,
Och myste bod' Ljff oc Lande.
Det gick oc flux met Bisperne om
Den ene hand døde, den anden hand kom,
Det kunde ey lenge stande.
1209. Bisp Jon paa Grønland hand døde oc hen,
Der kom en anden hed Jon igen,
Som Atzer aff Trundhiem vjde.
1218. Kort døde oc Atzer, och Thoure fick Macht.
Bode Norrig oc Grønland bleff vnder ham lagt,
Met Bisperne der besjde.
Da kom der Tidend oc visse bud,
At Engelandtz Konning hand rystede vd,
Fem hundrede Skib i Flode.
Och gæstede Irlandtz Konge der med,
Hand sparit ey Øer, ey nogen Sted,
De maatte ham gaa til fode.
Da giorde hand Mandø, oc andre der om,
Som laa vnder Norrigis Herredom,
Ved Folke en dræffuelig Skade.
Der Jon paa Grønland spurde der fra:
Døde hand oc hen, oc lagdis paa Straa,
Och Helge fick Kircken at raade.
1219. Erchebisp Thoure i Trundhiem sad,
Hand bleff der effter ræt alderig glad,
Stor Soet tuingde ham til døde.

164

✂ De kallede Guttorm vdi hans Sted,
Och gaff hannem Kircken oc Stictid med,
GVDS hellige Hiord at føde.
Hand sad kun stacked paa Elleffte Aar,
Saa faldt han oc aff oc lagdis paa Baar
Och Peder fick Trundhiems Sæde.
I hans Tjd sad Norrig oc Grønland i Ro,
Huer Mand de meeret der' Haffue oc Bo,
Och leffde met Lyst oc Glæde.
Siden burdis paa Øerne indbyrdis Krj,
Mellem Oluff oc Godred, de giorde der j,
Hin anden wbødelig Skade.
Kong Oluff slog Godred oc var saa slæm,
Tog fra ham Øyne oc Mande læm,
Hand skulde ey Arffuing lede.
Och lagde saa Regnald sin Broder need,
Met Herre Skiold paa Tingeualle Heed,
Och seyled sig saa aff Lande.
Til vnge Kong Hagen i Norrigis Land,
Oc ville der tage vdaff hans hand,
De Øer i Væster Strande.
Men Kongen misztyckte hand var saa jld,
Oc viste ham ringe og lidet til vild,
Hand vilde for Landet selff raade.
Forlænnit det een sin egen Mand,
Huszbach Omundsøn vnder sin hand,
Met Kongelig Spjr oc Naade.
Djd seyled met hannem saa mechtig een Hær
Kong Oluff vaar sielffuer vdi den Fær,
De Bagger til liden baade.
Paa Bothø bleff Huszbach slagen ihiell,
Mand mener met fulde vel lidet skell,
Det kunde vel Oluff raade.
Saa bleff de Øer paa nogen tjd,
Vnder Oluffs haand paa Kong Hagens Ijd
Dog det varit icke lenge.
1230. Da seyled Bisp Helge fra Grønland ned,
Til Iszland at tage sin Kircke besked.
Som Peder aff Trundhiem djd sende.

165

✂ 1231. Och strax der effter det andet Aar,
Bleff Erchebisp Peder bod' gammel oc suar,
Och lagdis paa Sottesenge.
Der hand vaar død, oc lagdt vdi Graff,
Fick Thoure hans Stict, oc Bispe Staff,
Och Norrigis Kircker i hende.
Hand sad allene paa fire Aars tjd,
Saa bleff oc Sygdom hannem wbljd,
Och lagde ham, ned vnder Mulde.
Der effter kom Siguard en tapffer Mand,
Hand soer met menige Norrigis Land,
At værre Kong Hagen hulde,
1237. Da døde Kong Oluff oc Harald hans Søn,
Hand drog til Norrig met ydmyg Bøn:
Hand maatte de Øer beholde.
Kong Hagen vel tycktis, hand giorde saa,
1239. Hand gaff hannem stærcke Breffue der paa,
At Egne dem vnder sin Volde.
Hand voxte oc bleff en mechtig Mand,
Oc holdt det Rige til Norrigis hand,
Och haffde gaat hæld hoss alle.
1246. Den Engelske Konge holt hannem oc i acht,
Och giorde met hannem slig Bund oc pacht,
Hand vilde ham aldrig vndfalde.
Da haffde Kong Hagen (som skreffuit staar)
Styret aldt Norge i tredeue Aar,
Foruden baad' Spjr oc Krone.
Thi sende Lucius Pawe djd,
Sjn Cardinal Wilhelm, forhandle met fljd
Slig Rigens Sager at sone.
Aff hannem tog Hagen baade Krone oc naffn
Och holt sin Krønning, som vide gaar saffn,
Slig stod ey i Norrige føre.
Det Pawelig Bud, var Riget god,
Gaff Norge oc Grønland slig Rættebod,
Som de haffde alderig støre.
Der Hagen paa Øerne spurde der fra,
Det monne saa vel i Norrig staa,
All Lycke gick dennem til hende:

166

✂ Och hørde Kong Hagen hand haffde i Vold
En voxen Daatter baade Deylig oc bold,
Sit hierte hand der hænuende.
1249. Hand ridde sig vd met Folck oc Skjff,
Forlængdis at see det vnge Ljff,
Til Norrig saa lod hand stande.
De fauffnet den Herre, som da var skick,
Bode Konning oc Dronning ham hærlig vndfick,
Der hand kom did vnder Lande.
Hand stillet sig ahn met ære oc tuct,
Hans lader stode vel, hand ord fulde smuct,
Der glæddis i huem det hørde.
De vndde ham alle, som de kunde best,
Men Konningens Daatter dog allermeest,
Dog hun det hemeligt førde.
Det vendde sig dog saa vnderlig,
Huldt hierte kand alldrig dølle sig,
Det lader sig jo tilkiende.
Der Kongen det merckte hand syntis det vell,
Det Ecteskab kunde vel følle skæl,
Och tog sig den Sag for hende.
Forsamled sine Herrer, lod høre der paa,
De vnge tho gaffue hin anden sin Tro,
Tilsammen at dø oc leffue.
Saa giorde de Bryllup, som skicken var der,
Met Kongelige Pracht oc Brudefær,
Fick dyrebar Skatt oc Breffue.
Beridde saa Snæcker oc drabelig Skjff,
Den Herre oc saa hans vnge Ljff,
At seyle paa hiem til Lande.
Der lysted saa mangen vnger Suend
I fremmede Riger var vbekendt,
At see huor der monne stande.
Och som det slig Herrer eigne bør,
Med Ridder oc Suenne Jomfruer oc Møer
Saa gladelig drog aff Gaarde.
Der fulde dem ned paa huiden Sand,
Baade Fader och Moder oc mangen Mand
De feldde saa modige taare.

167

✂ De toge Affskeed, och lagde der fra,
Och vunde saa op deris Gyldene Raa,
Och sætte at Søen saa vide.
Der de vare kommen langt vd fra Ø,
Der møtte dem Storm oc stærcken Sø
Den Bølle hun dreff saa stride.
Der hialp icke Styre, ey Ancker, ey Thow,
Men maatte der flacke baade til oc fra,
Leed Angist oc megen stor Fare.
Vnder Radland ympis stor Iling oc Haul,
Der gick de i Grunde met Top oc taul,
Den deylige Brude Skare.
Der kom icke fra nogen Verdens Mand,
Stor hiertens Sorrig gick Eldren i haand
Slig Lycke fald dennem til mode.
Der veened sig alle saa sørgelig
Konning oc Dronning bod' Fattig oc Rjg,
Som der vdi Landet bode.
Saa tog Harald Don Kong Godtredtz søn,
Enddog hand var hans Slect oc Køn,
Hans Øer oc mechtige Rige.
Kong Hagen aff Norrig hand det fortrød,
Hand greb hannem fangen oc giorde ham nød
Hand vilde sin Herre saa suige:
Da der om til Grønland kom Tidend oc ord,
Vor aldt Bisp Helge lagdt i Jord,
Til Trundhiem de Buddene sende.
Oc bad Bisp Siguard der om en Mand,
Som kunde staa for deris Kircke oc Land,
Och Troen dem rættelig kiende.
Hand sende did een, Bisp Niels hand heed,
Hand føyet sig effter det Folckis seed,
Met limfældig ord oc snilde.
Thi bleff den menige Mand hannem god,
Och hialp baade hannem oc Ordet paa fod,
Alltingist gick dennem til vilde.
Lycken var Norrig oc Grønland da god,
Ingen Verdens Høffding var dennem imod
Och ingen Mand giorde dem møde.

168

✂ De hulde met Danmarck slig Bund oc pact,
De Riger skulde met fællitz Mact,
Wuenner oc Voldsmend øde.
Kong Hagen hand giord' oc got Frendelaff:
Gaff Mogens sin Søn vdi Ecteskaff
Kong Erichs Daatter hin bolde.
Och Hagen hans anden oc Eldste Søn,
Fæste sig vdi Suerrig een Frøken køn,
Byrge Jarels Daatter i Volde.
I fremmede Riger hans Rycte oc stod,
De Rommerske Keysere vaare ham god,
Meest Frederich den Anden hede.
De Lybske de vilde oc være med,
Och giorde da Norske saa mangen fortred,
Det lod hand Keyseren vede.
Hand skreff bode dem oc Kongen til
At lod' de ey slig offuermods spill,
Hand vilde dem det vel kende.
Och lættelig affstaa all Frjhed oc Ræt,
Mellem dem oc det Rommerske Rige vaar sæt:
Den Norske Konning i hende.
Thi sende Kong Hagen vd Herrer sin
Hin Rige Herr Amund oc Aschatjn,
Den Sag til Endde at driffue.
1251. Der de kom i Walland, var Keyseren død
Der met bleff oc deris Anslag ød,
Och lod det saa siden bliffue.
Bisp Siguar aff Trundhiem hand bleff oc suag,
Och leffde der effter kun stackid Dag,
Det giorde Kong Hagen stor quide.
Hand elskte oc haffde ham inderlig kiær,
I Crøning oc anden slig Herrefær,
Gick hand hoss hans Kongelig Side.
1256. Saa fick da Selle det Erchebispdom:
Och Confirmatz vdaff Pawen i Rom,
Offuer Grønlands oc Norrigis Clærcke
Da kom der Bud det samme Aar,
Fra Spanier Konge, til Hagens Gaar,
Met mechtige Herrer oc stærke.

169

✂ Fra Alphonso den Tiende aff det naffn,
Der fick effter Vilhelm, som vjde staar saffn,
Den Rommerske Crone i hende.
Hand vaar en Herre saa Visz oc klog,
Haffde dapffert til Grunde studeret sin Bog,
Saa møget hand der paa vende.
Paa Himmels løb Ene, i Guld oc Sølff,
Fyrretyffue tusind' Gylden mand sige vil,
Och lod sig end der hoss høre:
At Astra skulde giffue ham mere Acht,
End Rommerske Rige met all sin Macht.
Som de monne ocsaa giøre.
Thi lod hand det Rommerske Rige gaa hen,
Och sætte sig ned hoss Blick oc Pæn,
Som laa ham langt mere i sinde.
Loed regne oc skriffue met stor wmag
Sine kaastelige Taffler oc anden slig Sag,
Mand kand hoss Clærckerne finde.
I Lægekaanst giorde hand ligerujsz,
Och bær met Ære det naffn oc Prjss,
Hand gaff oss de Kaanster i Volde.
Hand haffde i Senge en Dronning saa ven
Violenta aff Arragonien
Kong Jacobs Daatter hin bolde.
Hand fick hende misztenckt oc actede paa,
At skiude hende aff sin Kongelig Bo,
Som hand meente met god Effne.
Hand vaar en Herre saa mechtig oc god,
Herkommen aff gamle Gotters Blod,
Och vilde der friste sin Skæffne.
Thi sendde hand vjde aff Riget vd,
Til Norrigis Konning sin sendis Bud,
Och lod om hans Daatter bede.
Frøken Kistene hed den Lillie Vand
Hendis Fader gaff hende de Herrer i haand,
De førde hend' langt aff Leede.
Der de komme frem, de fauffnedis vel,
Men der det beuisis met redelig skel,
Den Dronning wskyldig at være.

170

✂ Hand meget fortrød den Wræt stor,
Och straffed dem hart hende kom i ord
Hand vilde hend' ey ombære.
Saa gaff hand sin Broder en Geistlig mand
Erchebispen til Hispal Philippus, hed hand
Den Eddelig Frøken til Ecte.
Den Bisp hand lagde hen Bog och Staff,
Och gaff sig met hende i Ecteskaff,
Hand meente det ocsaa GVD tecte.
Alphonsus lod rede sligt Brøllup til,
I Spanen (mand det vel sige vil)
Vaar aldrig før dettis ljge.
Hand gaff den Frøken paa Brudebenck,
Land, Borrig, oc Fæste til Æris Skenck,
Som findis end i det Rjge.
Valdecornen met allt sit Eye oc Gods,
Aluam, oc mectiger Fester der hoss,
Met Folcket som der om bode.
Mand vil det sige (dog oss er wkend)
I Castel at leffue oc erre end,
Deris Eddelig Æth oc gode.
Erckebisp Selle da lagdis i Ljg,
Lod Egner Stictet effter sig.
Met Bulle oc Pawelig Breffue,
Stadfæstis ham all den Kircke Ræt,
Offuer Norrig oc Grønland føre vaar sæt
Ved mechtige Herrer oc geffue.
Da burde de Ølender klammer och Kjff,
Det kaasted den mechtig Kong Hagens Ljff,
Dog hand vdaff Hællsoet døde.
Hand slog de Skotter, oc giorde dem vee,
Beskicked paa Øerne Konger tre.
At læske ham ved slig møde.
Och seyled der fra til Ørckenø
1263. Der bleff hand suag oc siden dø,
Och lagdis vdi Bærgen i Graffue,
Da faldt met hannem, oc segnede need,
Ald Norrigis fordum Hærlighed.
Som kom ey siden i laffue.

171

✂ Kong Mogens hans Søn, fick Riget i hand
Vaar klog oc raadig: men ingen Krigsmand
Loed Øerne gaa sig aff hende.
Hand giorde met Kongen aff Skottland slig pact
Hand skulde dem haffue i Vold oc mact
Och giffue de Norske Penge.
Fire tusind Marck Stærling det første Aar,
Och siden Aarlige men Værden staar,
It Hundrede vden all trætte.
Dog holdt hand sig frj, som hand haffde før
Hættland oc der til Ørckenøer,
Som hører til Norrig met rætte.
Siden lagde hand ned bode Leding oc glauffn
Och acted ey Ridderspill ved en Auffn,
Tog Lowen oc Bogen i haande.
Graagaassen Sanct' Oluff hand skreff oc gaff,
Den lode hand rætte, oc sette i laff
Som tiden da var i Lande.
Hand skreff sine Jarle, den Norske Hirrskraa
Som Danske lod siden paa Prænten gaa,
For stackedt i vore tide.
Och meente det skulde saa bliffue sig læt,
At raade sine Land allene met Ræt,
Dog hand drog ey vd at strjde.
Men der hans Affuindsmend det fornam,
De actedt at være sig ringe Skam,
At holde sig flux til rygge.
Och haffde der offuer i sine Land,
Huor de hannem synderlig laae fra haand,
Faa Vænner oc ingen trygge.
Bisp Niels paa Grønland hand gick da aff,
Och Oluff hand fick hans Stict oc Staff,
Som Erchebisp Egner did sende.
Paa Reysen kom hand vnder Iszland i Haffn
Vdrætte met Bisperne Kirckens gaffn,
Som Egner gaff hannem tilkiende.
Bisp Magnus aff Skallholdt bleff der ved glad
Saa giorde oc Brander i Hola sad
De fauffnede vell hans komme.

172

✂ Der allting var rycted, oc hand seyled aff,
De soere hin anden gaat Naboskaff
I disse tre Biscops domme.
Der hand omsier kom hiem til Land,
Der børies Wuilde blant menige Mand,
Som diærffuelig sig opsatte.
Enten de var icke Bispen god,
Eller hand stack i dennem Sind oc mod,
De vild' ey til Norrige skatte.
De Skibe kom hiem var ledig oc tom,
Kong Magnus hand vurdet der lidet om,
Paa Grønland vild' hand icke stride
Men lod det sin Suoger Kong Erick forstaa
At vilde hand voffue der noget paa,
Det kunde hand fulduel lide.
Kong Erick hand synds det var icke got,
Men gaff baade Danmarck oc Norrig spot,
Mand skulde saa lade det bliffue.
Kong Magnus haffde hans Fræncke i Seng
Skulde Grønland bliffue saa slæt henuend,
Til Børnene vilde det striffue.
1264. Thi giorde hand vd en mechtig hob Folck,
Och fick dennem bode Snæcker oc Holck,
Met Vaaben som der til hørde.
Och lod dem saa seyle, som de finge bør
Om Norrig oc Iszland, til Væster i Nør
Den Kaaess dem til Grønland førde.
Der sætte de Folcket saa snart for Bord,
Der vor ey paa færde ræt mange ord
Før mand lod Fænnicken flyffue
Der Grønlændder saae de blancke Suærd,
Hørde Trummen oc Lærmen oc anden slig færd,
Begyndte sig fast at grye
De meente det var den lædigste Trold,
Som glimmed i Marcken, oc gaff sligt skrold
Mod ham kunde de icke stande.
Thi loed de sig sige, oc bade om Fred,
Den Bisp hand giorde oc sit der ved,
At Landet gick dennem til hande.

173

✂ Saa maatte de suærre, oc giøre dem Eed,
Och giffue den Skatt, som føre var seed,
Der effter til Danmarcks Rjge.
Och kiende Kong Erick Glæpping ved naffn
For Herre oc Konge, oc ramme hans Gaffn
Och hannem ræt allderig sujge.
Huer Mand hand skattet, som hand formaa
De ladde deris Skib oc seyled der fra,
Och lode ad Danmarck stande.
Kong Erick sig glædde, at det saa gick,
Baade Land oc Skatt aff dennem vndfick,
Dog Magnus sin Suoger til hande.
Och lod det bliffue, som det vaar føer,
Vnder Norrigis Rjge met andre Øer,
Dronning Ingeburgs Børn at nyde.
Och siden sad Grønland stille oc quær
Begyndte ræt alldrig slig fore oc fær,
Sin Skatt lod' Aarlige yde.
Erchebisp Egner i Trundhiem var
All Norgis oc Grønlands Kirckis forsuar
Hand bleff da lagdt vdi Jorde.
Saa gaff mand Hagen bode Kald oc kaar
Landet oc Kircken at stande for
Met Daab oc GVDS hellige Orde.
70. Fra Øerne fick mand sørgelig Bud,
Skotsk' Konge slog dem med Skiold oc spyd
Dog de vare da hans egne.
Nedlagde der meest all Konge Æth,
Som haffde lang tjd de Lande besæt,
Der maatte saa mangen blegne.
1271. Saa døde oc Hagen i Trundhiem sad,
Och Jens fick Stictet som Pawen hand bad
Met Erchebisp Naffn oc Ere.
Ved den tjd faldt slig Vinter oppaa,
At Haffuet det laa, som stærckeste Bro
Saa mangen Mjl kunde det bære.
Mod Vaaren der Vinteren gick oc skreed:
Bleff der slig Isz, som ingen Mand veed,
At sige i Mande minde.

174

✂ Hand dreff hen ind i Voffue och Vær,
Nordost paa Iszlandtz Grund oc Skær
Som hand vilde Landet tuinge.
De Diunger de kom, som Skyen hin graa,
Saa mangen huid Biørn vor der oppaa,
Som mand monne lystelig beede.
Der Folcket det saae, de tenckte sig om,
Vist er der Lande som disse fra kom,
Huem der vilde effter leede.
Och seyled vd i Øster oc Nør,
Och haffde vel Vind, oc driffuende Bør,
De voffued' allt det de kunde.
Dog finge de der alldrig det Lande i sict.
Men vildis i Taage, oc andet sligt
Som tuingde der mangen til Grunde.
Saa maatte de lade den Kaaess bestaa,
Och ville dog visselig sige der fra,
Der er end vist Land for haande.
Och menis vel Grønland kand være saa rom
At striffue saa vjt i Øster her om,
Och giffue dem der de Lande.
Och maa sig være huor være maa
Nordost den fører vis Tidend der fra,
Met Isen oc huide Biørne:
At der er end Land oppaa den Sted,
Som icke mange vdi Verden ved,
Paa yderste Jordens hiørne.
Och seer der inden GVDS vnderlig macht
Den ringe Verden oss vnder er lagt,
Och alle fast effter stræffue.
Oc er omsøgt mange Tusinde Aar,
Hun haffuer endnu baade Vinckel oc vroer
Langt fleere end mand kand dræffue.
Och haffuer for øyne: GVD oss forseer,
Hand haffuer her skicket langt tusinde meer,
End trangen oc tarffuen kand sige.
Huor daarlig at mangen hand er vdi Sind,
Vil Gud begribe och alle ting,
Och veed dog ey Verdens Rige.

175

✂ Disz' døde Kong Magnus, som Norge forstod
1280. I Bærgen mand hannom begraffue lod,
Och Erick hans Søn fick Krone.
Herr Auden Hestekorn dreff det saa,
Hand Isabelam til Ecte mon faa,
I Seng oc Kongelig Throne.
Da skreff Jon Gelker den Iszlandtz Low,
1281. Mellem Præster oc Grander, oc anden slig tow,
I Bøger oc klare Breffue.
Mand vil oc sige, den Low bleff sendt,
Hen offuer til Grønland: der kyndet oc kend
Huor de skulde redelig leffue.
De Clærcker oc Jarle begyndte stort Had,
Och loffuit hin anden mangt' berthings bad
Naar de saae der til Effne.
Thi klaget de Bisper, sligt høyt for GVD,
Och førde de Herrer i Kirckens Forbud
CHRIST' skulle sligt wræt hæffne.
Biørn Erlandsøn tog det ringe i Acht,
Hand meente naar hand haffde Vælde oc Macht
Hand skøtte ey Præste vrede.
Hand oprørde Allmu och Eddeling
At legge der paa baade Macht oc vind,
At hæffne slig stor fortrede.
De Bisper misztyckte sligt Grandelauff
De toge deris Bog, oc Pillegrjms Stauff,
Och vandret hen vd aff Lande.
De lidde langt heller all Sorrig oc Nød,
End haffd hoss Spotteren Rjgdom oc Brød
Och Vrede hoss GVD den sande.
De Tydske fick Aarsag oc Effne der til,
De rættit de Bagger it andet Spill,
For dem vilde de icke rømme.
De giorde det Land stor Skade oc Last,
Indbyggerne hadit hin anden fast,
Saa suæctis det Herredømme.
Mange gick Sorrig oc Wlycke i hand,
Hjn milde Herr Alff, den Eddelig Mand,
Faldt i Mord, oc Kongens Vnaade.

176

✂ Och lagde saa vd paa vildene Sø,
Och giorde der mangen Fattig stor nø,
Kom selff bod' i Sorrig oc Vaade.
Greffue Jacob aff Halland, Kong Erick slo
Var da vddreffuen fra Land oc Bo,
Hand fick hannem Folck oc Skiffue.
Sætte Mars Sthj paa Hiælm, oc seyled hen om,
Giorde Øerne skade i huor hand kom
Och sparet fuld faa vdi Liffue.
Til Danske de heffnet oc straffit det Mord
Greffue Jacob, Mars Sthj, oc flere haffd' giort
Met Rætten oc skarppe Suærre.
Saa bleffue oc Norske wfællig der med
Mand slog paa dennem i allen Sted,
Det bleff jo lenger jo værre.
Omsier dreff Danske, Herr Alff paa grund
Och fanget ham selff i Øresund,
Saa meget ont maatte hand døye.
1285. Hand myrde saa mangen i Fiælster oc Skiul
Thi maatte hand klæde bod' Steyle oc hiul,
For Hællsingøhr paa de Høye.
Der Baggen hand merckte, det saa vilde gaa,
Och meget værre dem for monne staa,
De klagede fast sin Vaande.
Fortrød deris Synder oc store Bræck,
Giorde Plict oc Bod vdi Aske oc Sæck,
Som da var seed vdi Lande.
De kalled deris Clærcke, som før drog hen,
Tilbage til sig vdi Riget igen,
De vilde dem gierne høre.
Och da de finge it andet mod,
Bleff GVD oc Lycken dem gænnisten god
Som den vaar nogen tid føre.
De førde paa Danmarck languarig Krj:
Saa mangen skøn Hældt bleff der vdi,
Och giorde der mechtig Skade.
Och holt det saa hen, Kong Ericks tjd,
Och acted det ringe, men Lycken var bljd,
Paa fremmede Riger at hade.

177

✂ 1299. Der Erick bleff død, den menige Mand,
Gaff Hagen hans Broder det Rige i haand
Och Norrigis Krone at bære.
Hand vaar en Herre saa milder i Sind,
Hand laffuit sit Rige, oc alle ting,
Som raaden vor best paa ferre.
Da sad Jorunder i Trundhiems Stict,
Det vor de Grønlender sørgeligt,
Deris Bisper døde for fode.
1308. Berthil oc Gregers, oc Anders med,
Saa kom Torderus vdi den Sted,
Bode dennem oc sig til gode.
Liunjld giorde mange stor Skade oc nød,
Da brendde oc Skalholdtz Kircke til Glød,
Det Folck kunde neppelig slippe.
Der kom oc siden slig Storm oc Blæst,
Som mand haffde alldrig før hørt eller læst,
Dreff Halden aff høyeste Klippe.
Den Aske hun føg saa vjde om Heed.
Mand mener GVD lod sligt regne need,
Det arrige Folck at tuinge.
Der fulde oc effter en Vinter saa haar,
At Isen laa mesten det hele Aar,
Før hand vilde thøe oc suinde.
Der Torder paa Grønland fick laffuet sin Sag,
Da giorde hand sig den store wmag,
Och lod sig til Norrig sætte:
Och handlede der sin oc Landsens huærff,
Hoss Konge oc Bisp effter Tid och Tærff,
Och skaf fit alltingist i rætte.
Da vor Bisp Jordunder kort død hen,
Och Eiluff sad i hans Sæde igen,
De giorde ham megen Ere.
Mand bød hannem holde Norsk' Kirckis skick
Bode Clærcker oc Bøger hand met sig fik,
Huor de skulde Mæsse oc lære.
Da fæste Kong Hagen en Dronning god,
Aff Rupjns Stamme och Ryds Landtz blod,
De Hænse Stæder til mode.

178

✂ Och giorde met Danske Forbund oc Fred,
Och gaff sin Daatter, som Ingeborg hed,
Hertug Erick i Suærrige bode.
Hans Broder Waldemar fick hand i Vold,
Sin Broders Daatter en Frøken bold,
Dog kunde sligt lidet baade.
1317. Kong Byrge deris Broder, dem fanget met Sujg,
Och sualdt dem til døde saa sørgelig,
Sig selff til Sorrig oc Vaade.
De Suendske de dreff ham aff Riget vd,
Slog Magnus hans Søn met Skiold och Spyd
Saa gick hans Æth vdi grunde.
Kong Hagens Daatter, hun haffde en Søn,
Met Hertug Erick, en Første køn,
Det Rige de hannem tilmunde.
1319. Der Faderen døde fick Sønnen ocsaa,
Allt Norrigis Rige at faarestaa.
Hans lige mand icke viste.
De Suænske de kallit hannem Mogens smeck
Och sige hand giorde alt som en Geck.
Hand Skone saa lættelig myste.
Hand beyled i Franckrigh oc fick der fra,
Den deiligste Dronning som nogen mand aa,
Som de monne Blancke kalde.
Hand auffled' met hende de Sønner tho,
Erick oc Hagen oc passit ey paa,
Huer mand vilde ham vndfalde.
Thi dreffue de hannem aff Riget hen,
Och korid saa Erick, hans Søn igen.
Och Hagen fick Norrigis Rige.
Men Blancke der' Moder hun det fortrød,
Forgaff Kong Erick, saa hand bleff død
Och maatte selff Landet vjge.
Saa korid de Suendske en fremmed Mand,
Kong Allbrit fød i Mechelburgs Land,
Aff Mogensis Daatter hin bolde.
De Suendske giffue ham liden Roes,
Hand sætte hen Riget oc allt deris Gods,
Vnder Danis hender oc Volde.

179

✂ Men Hagen i Norge, hand beyled oc bad,
Kong Waldemars Daatter i Danmarck sad
Margrette heed hun met Ere.
Hun vaar en Dronning saa fredig oc trøst
Och haffde Mands hierte vnder Quindde Bryst,
Tre Kroner fick hun at berre.
Hun arffuit Norrig met Oluff sin Søn
Der Danmarck haffde ey Konge Køn:
Da monne de hende kore.
Saa vant hun Suærrig met mechtig haand
Och sætte Kong Allbrit i Fengsel oc Baand,
Och stod selff Rigerne faare.

✂ Midler laa Grønland saa langt aff Leed,
Nød Spect oc Naade, oc rolig Fred
Oc nærid' sig som det kunde.
Næst Gud vaar Bispen deris høyeste Drott.
De giorde ham oc hans Clærcker alk gott,
Norsk Konge det sammelunde.
Naar der kom Bud, sende de hannem need
Skatt oc Vare, som da var Seed,
Aff Landet til gode rede.
Vantid dem Bisp, Præst eller Degn:
Besøgte de Norrig oc Trundhiems Egn,
Lod dennem aff Bispen bede.
Bisp Torder fick nappe sin Sag i lauff,
Før hand bleff død, oc lagdt vdi Grauff,
Och Arne kom til hans Sæde.
Der Kong Hagen døde i Norrigis Land,
Fick Mogens bode Norrig oc Suerig i hand
Dog sig til fuld ljden Glæde.
Och meden de Lande saa stode wfæll
Da gick det ey Kongen, ey Bonden væll,
For indbyrdis Had oc Vrede.
Bisp Arne paa Grønland sad stille oc quær
Och tog til tacke huad Landet gaff der,
Och spurde til huad der skede.
1325. Och der hand haffde paa Elleffte Aar,
Standet for Stict, oc Kircken til Suar
Da lagde mand hannem i Jorde.

180

✂ Saa fick Alff Grønland fore at staa,
Och Eiluff aff Trundhiem lagdis paa straa
De Paulum til Erchebisp giorde.
1330. Siden faldt der effter stort Vand oc Regn,
Och giorde stor Skade paa Dale oc Egn,
Huor Queget sig bæst skulde føde.
Der fulde oc met slig knog oc Kuld,
Som tuingde aff Diuren alk Kiød oc huld,
Saa mange de der aff døde.
1331. Fra Iszland hørde mand vnderlig,
Huor Fiæld oc Juckler røstede sig.
Och kasted om Byer oc Biærre.
Der bleff oc mangestæds hull oc Suæll
Som det kunde være hen nederst i Hæll,
Der dreff vd Damppen som tiærre.
Alltingest der syntis saa brunt oc røt,
Som det med Blod var offuerstrødt,
Och luctet saa Jammerlig jlde.
Den Ange oc jæm lagde mangen i Ljg,
Baade Cræ oc Fugle, fandt oc til sig,
Før GVD vilde det formilde.
1338. Bisp Jon aff Schalholdt hand døde oc bort,
Oc Pouel aff Trundhiem der effter kort,
Och Oluff fick Stictet at raade.
1340. Da spurdis fra Iszland end mere Nød,
Suaer Ild oc Lue aff Hæckkelfæld brød,
Och giorde den Egn stor Skade.
Den Ange hand slog saa høyt vnder Sky,
Der fulde met slig Bang oc Kny,
Som mand før alderig hørde.
Den driffuende Sualm aff dybeste Grund,
Skød Steenen hen op saa mangelund,
Den vjde om Marcken førde.
Asken hun dreeff, som Sneen i Fogh,
Och skiuldte Jorden, som anden Togh,
Sin haand kunde mand icke skimpte.
Det sigis at være det siætte sindt,
Mand haffde der seet slig vnderlig ting:
Saa mangen der om kunde ympte:

181

✂ At Norrig oc Suærrig och Danmarck med,
De skulde snart spørge, och finde det,
Huad Ilden hand vil dem tyde.
Slig Bryndde vaar alderig førre seet,
At Landene vaar jo noget teet,
Som dem maatte vel fortryde.
Paa Knappefælds Juckel och Trollediung,
Saae mand oc slig Syn i samme Stund,
Saa huer kunde vel besinde:
At Landet det brændder hen vnder need,
Naar Ildden fanger offuerhaand nogen leed
Saa monne hand sig vdtuinge.
Men huad den Lue arbeyder vdi,
Om saadant kand sæde, oc noget thy,
Det lader wi andre vel dømme.
Norrig oc Suærrig, och Grønland ocsaa,
De kunde der effter, vel skønne oppaa,
Sligt skede dem ey til fromme.
De Riger de kom vdi D anis hand,
Och Grønland foruildis vdi den Strand,
Ey langt effter disse tjde.
Saa tegner allt GVD, oc minder oss paa,
Naar nogen Forandring oss for monne staa,
Wi skulle hans Forsætt vide.
Der saadant til Grønland bleff kyndet oc spurt
Den menige Mand de acted ey stort:
Bisp Alff gick det flux til Sinde.
Och som hand var baade gammel oc graa,
Och kunde ey nogen Sorrig vdstaa,
Saa monne ham Døden tuinge.
Saa bleff fra Trundhiem did skicket hen,
Bisp Jon, som fick det Stict vdi gen,
Dog hand lod sig icke nøye.
Men tog det an, lagde vind oppaa,
Met lowlig Aarsage at komme der fra,
I huad hand midler skuld' døye.
Hand var en Eddelig Iszlendder god,
Der fød aff merckelig Folck oc Blod,
De gamle Skaldrer oc gode.

182

✂ Icke aff dem, som skaldre oc spaa,
Men aff den Stamme, som neffnis saa,
Den findis endnu paa fode.
Hand spurde Bisp Orm aff Hole bleff død,
Der lysted ham heller at haffue sit Brød.
Til Norrig hand Budene sende.
Och bad den Erchebisp minddelig om,
Hand vilde ham vnde det Biscop Dom,
Och Grønland een andden i hendde.
Den Erchebisp siuntis ey saare væl,
At hand vilde saa vden bildigt skæl,
Sit Lowlige Kald forlade.
Hand slog ham det aff, loed sige ham saa,
Hand maatte sin Kircke ey vige fra,
Før andre de hannem det bade.
1356. Thi skicked hand gænnist, fra Grønland bud
Til Pawen i Rom, saa vjde hen vd,
Innocentius Sextus hand hede.
Och der sin Sag saa vjde dreeff,
Hand fick der fra bode Bulle oc Breeff
At nyde det Stict oc Sæde.
Saa drog hand sig paa Iszland ind
Annammit der Hole, oc alle ting,
Och acted den Bisp da ringe.
Och bleff sig siden saa stoldt i Mod,
Hand ingen det sagde, ey vide loed,
Hand haff' det i Pawens minde.
Thi fulde de Clærcker ham alle fra,
Och Bispen hand klaget der fast oppaa,
Hand brugte slig Vold oc Vælde.
Dog acted hand ringe, oc lidet der om,
Hand meente at Pawens samtycke aff Rom,
Den skulde ham fulduel gælde.
Thi loed Kong Mogens ham kalde for sig,
Och vndrid hand giorde saa diærffuelig,
Mod Kronen oc Bispens ville.
Hand lagde dem frem det Pawe Breeff,
Och meente hand sig slæt intet forgreeff,
Hand monne sig der effter stille.

183

✂ De vilde ey giøre den Pawe imod,
Alltingest de derfor saa bliffue lod,
Dog maatte han dennem der suærre.
At være oc bliffue en Kongens Mand,
Och tage det Stict aff Bispens haand,
Oc kiende ey anden Herre.
Saa bleff der da skicked til Grønland hen,
Bisp Henrich at tage det Stict igen,
Och dennem GVDS Ord at kiende.
Hand loed sig befalde baade Folck oc Stæd,
Hand vilde ræt gierne nøyes der mæd,
Huor Lycken kundde sig vendde.
Erchebisp Oluff hand bleff da død,
Och Niels som var vdi Danmarck fød,
1364. Annammis til Trundhiems Sæde.
Hand stod det for ved tyffue Aars tjd,
Bleff brugdt i mangge Sager oc Ijd,
Och rømbis saa mangelede.
Hand vaar en Herre i Giærning oc Oer,
En Fader for alle i Norrig boer,
Mand viste fuld faa hans ljge.
Fands stædtzse Kong Hagen oc Kronen goed
Och elskte det Eddelig danske Bloed,
Som Baggen veed aff at sige.
1375. Der Danske Kong Valdemar lagdis i Ljg,
Och loed ingen leffuende Søn effter sig,
Det Rjge kunde styre oc raade.
Da korid de Oluff vdaff hans Køn,
Kong Hagens och Dronning Margrettis Søn,
Som da vdi Norrig bode.
Och effter hand vaar saa vngt it Bloed,
Hans Moder haffde bod' hierte oc Moed,
De lode sig ey fortycke.
De gaff dennem begge all Konge Macht,
Och holdt dennem i Høy Ere och Acht,
Det Rjge til megen stoer Lycke.
1380. Men da Kong Hagen hand døde hen,
Och haffde ey Søn vden Oluff igen,
Som da vaar i Danmarcks Rjge.

184

✂ Da burde de Bagger at tencke sig om,
De vilde ey Norrigis Herredom,
Fra dennem til Danmarck skull' vjge.
Men Niels hand læmpidt oc lawet den Sag
De Rjger til Euig Fred och Mag,
Skuldde de sig i Forbund suærre,
Och haffue een Konning oc Øffrighæd,
Som kundde ræt Christelig begge Stæd,
Den Kongelig Krone bærre.
Saa bleff dend Glauffn vdi Marcken reyst,
Och Oluff bleff korid, oc Konge keyst,
Til Norrig oc Danmarcks Rjge.
Bispen holdt hannem i Ere oc Acht,
Och vende der hen sin mue oc Macht:
Huer holdis ved Rætt oc ljge.
1383. Hand sad met Kongen oc Landsens Raad,
Oc giorde sljg Ordning oc Lande skraad,
Som gaffuis til god Aarsage.
Det Land saa megen GVDS Ere gaff,
Och huer vilde driffue sin Kiøbmandskaff,
Och alle aff Landdet drage.
Och Kongens Læding, oc Rigens Læn,
De suæctedis fast, oc kortedis hæn,
Och ingen vild' Plowen driffue.
Och alle stack fast vdi Borg oc krauff,
Thi loed de biude i alle lauff,
At ingen skulde Kiøbmand bliffue:
Foruden hand Eyede i sin Arck,
Frj wforborget fuld fempten Marck,
Som hand kundde met begyndde.
Och ingen at leye sig Skjb eller Baad,
Men huer at fare, som hand haffde raad,
Eller faldde i Kongens Wmindde.
1384. Hand vaar oc med oc skicked det saa,
At alle de Landbo i Norrig bo,
I Kiøbing der' Gods skulde yde.
Och sætte huert Land sin Tjd oc Stæd,
Huor de skuldde føre sine Vare ned,
Och Kiøbmandden den tilbiude.

185

✂ 1386. Och der Kong Oluff offuer alle sine Land,
Loed Ridder oc Suenne oc menige Mand,
Til Odensz i Fyn forskriffue,
Sine Rjger til Gaffn og GVD til Loff,
Der holdde Allminddelig Danne Hoff,
For Aarsag monne sig begiffue.
Da sænddis oc Breffue saa langt aff Leed,
Til Grønland, at Bispen skuld' komme need
Och være der til det Mode,
Thi motte Bisp Henrich strax gaa til Skjff,
Och kom til Norrig met Mand oc Ljff
Til Niels i Trundhiem i bode
De giorde sig færdig oc fulddis need ad,
Och kom til Danmarck, fandt Folcket glad,
De fauffnede væl deris komme.
Der sad de met Danmarcks oc Norrigis raad
Och handled de Sager met vjse daad,
GVD, Landet oc Kongen til fromme,
Greff Henrich aff Holsten vaar kort død hen
Och Gærdt hans Søn badis Lænnit igen,
Met Knæfald oc minddelig Bede,
Der vaare de met paa hans ene Mand,
At giffue ham Læn oc Fane i hand,
Met Konggelig Pracht oc rede.
Siden holdt de Bisper sælff Mode for sig,
Beskickede Kirckerne vjselig,
Sligt alldrig at driffuis til rygge.
De bøde de Høffdingger store oc smaa,
Huer skuldde betencke som hand formaa,
Deris Sogne Kircker at bygge.
Den skulde igen met bedende Bøn,
Alltid formane GVDS leffuende Søn,
Dem lengge oc væl beuare.
Vælsigne Landdet oc huer Mands Boe,
Giffue Herrerne Freed oc Allmuen Roe,
Beskytte dem fra ald Fare.
Och sættis da først vdi Kirckerne ind,
At huer hand skuldde met Guddelige Sind,
Naar Texten oc Læsten fick Endde.

186

✂ Bede for Kongen oc Rjgens Raad,
Met alle hans Addel i Landdet sad,
Och Machten haffde i hendde.
For Hustru, for Bonde, for reyssende Mand
For dem som sad i Fængsel oc Baand,
For Høffuisk' oc wlætte Quindde.
For Jordens Grøde, for Fisk och Cræ,
GVD vildde alltinggist sijn Naade thæ,
Mand kundde Hans hiælp befindde.
Der sligt oc meere vaar dreffuit oc End,
Det bleeff saa vjde om Landden kend,
Och holddis til disse Tjde.
Saa drog da huer Mand hiem til sit,
Bisp Niels aff Trunhiem, hand gad vel lit,
Dog loed hand sig fulduel ljde.
Bisp Henrich aff Grønland hans gode Ven
Leedsaged ham hiem til Norrig igen,
Til Kircke oc Bispe Sæde.
Strax Henrich til Grønland drog der fra,
Da døde den Herre oc lagdis paa straa,
Och huiler nu sammestæde.
Met meget meere hand giorde oc dreeff,
Som Baggerne fljtig i Bøgerne skreeff,
Och veed endnu aff at sige.
Saa sendde de Bud til Romere By,
Och badis der om een Erchebisp ny,
Som kunde vel være hans ljge.
Der bleff dem giffuen een kostelig Mand,
Som bleeff baade Kircke, Rjge oc Land,
Til megen stor Acht oc Ere.
Vinoldus hand heed, giorde Løffte oc Eed,
Baade Søn oc Moder, som da vor Seed,
Hand vilde dem Trofast være.
Der faldt da ind saa manggen stoer Sag,
Som gaff hannem Møye oc megen wmag,
Før hand fick det vdi Rætte.
Hand laffuet alltingist met Kircke oc Præst,
I Landen oc vden som hand kunde bæst,
Slæt intet mon' hand forgætte.

187

✂ 1388. Och der Konning Oluff i feygerste Flóer,
Saa sørgelig døde, og lagdis paa Bóer,
Sjn Loffue loed hand da kiende.
Och skicked det saa, oc laffuet den Sag,
At Dronning Margrette foruden wmag,
Fick Norrigis Krone i hendde.
Och luckte Kong Albrit met all sin Køn,
De Herrer aff Hollsten, bod' Fader oc Søn
Fra Norrigis Arff oc Rjge.
Och dømde det hen met Low oc Ræt,
Til Erich aff Pommeren oc hans Æth,
De vilde dem alldrig sujge.
Thi bleff Kong Albrit saa stoldt oc stjff,
Hand vilde der voffue paa Bloed oc Ljff,
Før Norrig saa hen skulde gange.
Och reigste der offuer all Suærrigis Magt,
De Danske loed finde sig wforsagt,
Och giorde ham Veyen bange.
1388. De sloge hans Hærr i Væster Gylland,
Der bleff hand selffuer en fangen Mand,
Och myste bod' Land oc Rjge.
Saa kom da Suærrig ved Herre Skiold,
I Danis, oc Dronning Margrettis Vold,
Och Dommen hand bleff ved ljge.
I Norrig fands mangeneen Herre goed,
Besuorit met Kongernis Slægt oc Bloed,
Som hiemelig loed sig liude.
At Quindde Vældde vaar Rjget spot,
Och stod effter Kronen oc anddet got,
De Danske der fra at skiude.
Thi voctede Dronningen skarpt der paa,
Och Vjnold hand var hende huld oc tro,
Det fick icke megen Genge.
Hagen Jonsøn Rjgens Drost oc Mand,
Hand motte alk lægge paa Bogen sin hand,
Och giør dem Løffte strenge.
Och sige sig fra all Rættighed,
Hand kiendis til Norrig' i nogen Leed,
Och giffue der paa sin Breffue.

188

✂ Och Vjnold met mangen een Eddeling,
De sætte der vnder sit Segel oc Ring,
Och Saggen saa vjde dreffue:
At mand nød siden bod' Spect oc Ro,
Och holde den Dronning sin Ere och Tro,
Som de hendde føre jætte.
Saa bleff der mangge aff Rjgens Mend,
Som Landtzsens Leylighed var bekend,
Offuer Lauffuen oc Lænerne sætte.
Och midler men allting stoed saa quær,
Da bleff forsømmet den Grønlands Fær,
Som Konggerne pleyet at driffue.
Det Land vaar lagdt for mange Aar,
At fylge alleniste Kongens Gaard,
Och til hans Fadebur bliffue.
Och der nu ingen seyled der paa,
Och Dronningen vaar dennem dragen fra,
Lod Baggen sig sælff fordrjste.
Somme dreeff voffue, oc somme drog gaffn
Der søgte de flux hæn Ind vdi Haffn,
Som de icke bedre viste.
1389. Der Dronning Margrette fick det nu sport,
Hun meente de haffde Wlowlig giordt,
Hun vilde det ey Affgjffue.
Men skicked til Norrig sin Bud oc Breeff,
Och Hagen Jonssøn der om tilskreeff,
Den Sag med Rætten at drjffue.
Och straffe der offuer, som det sig bør,
Paa dennem, som Andre der Volden giør:
At Mand kundde Fredden nyde.
Hand stæffned den Sag for Lauffuestue Ræt
Som bleff i Bærgen paa Kongens Gaard sæt,
Saa mangen Mand der paa lyde.
Erland Phillipszøn Slaattit haffde i haand,
Och Arnolpher Gunderszøn Lauffue Mand
Fjnd Søselmand oppaa Liste.
Och Andre thj Herrer, huer effter sin Reed,
De bæste, oc klogist (som gammel vor Seed,)
Mand der vdi Landdet viste.

189

✂ Hagen Jonsøn gaff Seylingsmend Sag oc skyld,
At de imod Kronen, for egen vild,
Saa monne til Grønland fare.
Och haffde djd førdt deris Gods til fall,
Och dreffuen med Landboen Kiøb oc Sall
Och faait aff Kronens Vare.
De suared der paa, som de kundde bæst,
De bleffue djd dreffuen aff Voffue oc blæst,
Aff Nød oc høyeste Fare,
Och haffde ey kiøbt eller soldt til Prang,
Men ene vdi deris store Trang,
Foruædslet dem Kaast for Vare.
Och giorde Bogs Eed, oc sore der paa,
De vaare paa Landsting, oc hørde der aa,
De Grønlændder lode forbyde:
At inggen skuldde vnde dem Fitall' hen,
Foruden de kiøbte Lands Vare igen,
Och deris Gods lode dem nyde.
Och sagde, de bøde dem samme Stæd,
At føre Norge sin Affgifft næd,
Om de det med vildde sendde.
Men Konggens Mand suared: hand lod ey vd:
Sjn Herris Skatt, før Breff oc Bud,
Kom hannem der om til hendde.
Thi toge de Herrer Bisp Vjnoldt til sig,
Randsagedt den Sag beskeedelig,
Huad de kundde der i giøre.
Och effter der vaar ey Kundskab paa fær,
At de haffde været Kronen for nær,
Och lode sin Eed fast høre.
Da slap de met Liffuet næppe der fra,
Siden torde ey Baggen sig vnderstaa,
Paa Grønland at lade sig finde.
Herrerne haffde huer sit vdi hand,
Och Dronningen kom djd siælden til Land,
Thi voxed den Seylads ringe.
De Aare de holdt oc slig Storm oc Vind,
Mand kundde ey seyle oc vare sin ting,
Som Mand før meenlige giorde.

190

✂ Der senddis vel Skibe til Grønland hen,
Men bleffue paa Reyssen, kom alldrig igen,
Och ingen Mand til dennem spurde.
Der gick omsier aff rycte oc Ry,
De gamle Styris Mend bleff aff sky,
Och Dronningen acted det ringe.
Och stoed saa hæn vdi nogle Aar,
1402. Til Vjnolt døde, oc Eskild fick kaar,
Det laa hannem fast i Sindde.
Hans Fædre i Fordum met megen wmag,
Haffde eyet Grønland saa mangen god dag,
Mand loed det saa fra sig røffue.
Och kunde ey giæmme huad Gud hand gaff:
Thi var hand til it stort Ophaff,
Dend Seylads igen at prøffue.
Och effter det vaar saa lang tjd forleed,
Siden Henrich did kom, oc ingen hand veed,
Om hand vaar endnu i Ljffue.
1406. Da gaff hand Anders Bispelig Ræt,
Om Henrich vaar hendød, eller affsæt,
I hans Stæd at komme och bliffue.
Men leffde den Herre, oc vaar ved Macht,
At være Electus, oc giffue paa Acht,
GVDS hellige Ord oc Kircke.
Och raade sin Præster til Enighed,
Och holdde hart ved god gammel Seed,
Och GVD offuer alle ting dyrcke.
Handthæffue oc styrcke (som der vaar sæt)
Landtzsens bæste, oc Kongens Ræt,
At ingen Mand skuldde dem suæcte.
Oc naar der ey Aarlig kom Skjb eller Bud,
At Kongens Ridsel dog lagdis vd,
Som huer hand burde oc Mecte.
Och der met gaff de ham strax i hand,
Snæcke oc Gods oc Styris Mand,
Som fuldde væl Kaasen viste.
De seylede hæn, sidst saae mand dem,
Om de der bleeff, eller væl kom frem,
Det kand slæt ingen vdfriste.

191

✂ Hand er den sidste baade Bisp oc Mand,
Til Grønland senddis fra Norrigis Land.
Der Clærcke oc Lærde Mænd skreffue:
1406. It Tusind aff Guds Søns Naadis Aar,
Fjre Hundred oc Sex, som skreffuit staar,
I Norske Bøger oc Breffue.
1412. Siden døde der effter een stackid Stund,
Dronning Margrette, oc gick paa Grund,
De Eldste i Raadet vare.
Saa fick Kong Erick en fræmmed Mand,
All Danmarck oc Norrig vdi sin hand,
Saa meget at offuerfare.
Hand haffde met Suærrig oc anden slig sag,
Hand Enddelig maatte bestille i Lag,
Och kundde ey Grønland skøde.
1438. Christopher aff Beyren vaar stacked Tjd,
Hand vendde der hen sin Anslag oc Ijd,
Det Vænddiske Mod at øde.
Der faldt met hannem Dansk Konge Blod,
De Oldenburgsk Herrer, oc Stamme god,
Fick Rjget at faarestande.
1448. Kong Christen, som vaar den Første Mand
Gaffs nock at skaffe til Land oc Vand,
Før Suærrig gick hannem til haande.
Saa haffde hand oc meere Lyst oc Mod,
At vjde huor det til Rome stod,
End Nord vndder Grønlands Sjde.
1474. Hand reysed der hæn med Pillegrjms Staff,
Den Reyse hun hannem meer Fordel gaff,
End Grønland i alle sine Tjde.
Hand huerffuit Dansk Krone, det Ditmersker Land,
Och Rjget een Euig Frjhed i hand,
At holde sin Høye Schole.
Och sonedt paa Veyen saa manggen Sag,
Der kom baade Rom oc Danmarck til mag,
Met Mechtige Breffuer och Bulle.
1481. Kong Hans hand haffde saa ljden Fred,
Steen Sture hand hindret ham mangeleed,
Før hand kundde ham fordriffue.

192

✂ 1500. De Dytmersker lagde hans Krigs hær neer,
Och for slig Sager, oc mange fleer,
Da loed hand oc Grønland bliffue.
1513. Der Christiern hans Søn aff menige mand,
Bleff korid til Danmarckis Rjge oc Land,
I Kiøbenhaffn paa det Mode.
Da handlis blandt andet bod' hjd oc hen,
De Rjger skulde haffue deris Eye igen,
Som dennem vaar gangen fra fode.
Der talldis om Hætland, oc Orkenø,
Huor mand kundde bryde dend stærcke Sø,
Om mand skuldde Grønland findde.
Och effter der giordis met Breffue sandt,
At Hætland, och Ørkenø vaar it Pandt,
Dend Skotsk' Konge haffde indde:
Da før de gaffue Kong Christiern Kaar,
Maatte hand dem loffue paa Tjd oc Aar,
Dem løse til Norrigis Rjge.
Och at det ey skuldde bliffue forgast,
Bleeff det strax i hans Handfæstning sæt,
Som alle ved aff at sige.
Der bleeff oc samtyckt, paa Dag oc Tjd,
Med Grønland at giøre sin bæste fljd,
Det kom Norsk Krone til hendde.
Och meentis hen Nord vnder Norrigis skær,
Skuldde finddis de fulduel viste den Fær,
Som huermand i Fordum kiende.
Men siden lagde Konggen Dansk Addel for had
Och ridde de Suænske it Bærtings Bad,
Och maatte saa Landden rømme.
1523. Kong Fredrich den Første fick Kronen igen,
Men Allmu oc Eddeling vaar icke Væn
Thi stod det i Rjget jlde.
Hand gaff sin Addel baade Halss oc haand,
Och fick saa ind alle Stæder oc Land,
Alltingist gick hannem til vjlde,
1524. Hand vaar de Bagger, saa mild oc god,
Hand dennem i Rjbe forskriffue loed,
Saa skønne Frjheder oc mange.

193

✂ Deris Rjge, som før it Arff Rige vaar,
Det giorde hand Frjt oc gaff det Kaar,
Huad Kongens Wall kundde langge.
Och loffuet der hoss beskeedelig,
Hand vildde ræt alldrig skriffue sig,
Een Arffuing til Norrig at være.
Hand giorde oc Løffte, lod tegnet der hoss,
At Hættland oc Ørkenø, Rjgens Gods,
Som vaar vndder fræmmede Herre,
Och haffde da hen vdi langen tjd,
Fuldt stedtze Skotland oc Cronen djd,
Med Ritzel oc alle sine Eye.
Ded skuldde ey komme i drag eller dyll,
Men snart ved Rigens Guld oc Syll,
Vel bringis igen til veye.
Vel rørdis der oc om Grønlands Sag,
Men sættis aldt hen i Toll oc Dag,
Til Riget kom bedre i laffue,
Dog fands der Norden i Trundhiems Egn
De som did viste klar meed oc Tegn,
Vilde voffue bod Liff oc haffue.
Der bode for stacked en Erckebisp god,
Var fød vdi Danmarck aff Adels Blod,
Aff mechtige Folck oc Rige.
Erick Valchendorp var den Herris Naffn,
Bleff Slect oc Byrd til Ære oc Gaffn,
Saa faa viste mand hans lige.
Var Axelssøn aff Fulebierg Gaard,
Hans Rycte det leffuer men Verden staar,
Hoesz alle bod' Leeg oc Lærde.
Vaar vide forfaren i alleting,
Baade mild oc dydig i Hierte oc Sind,
Stoer Lycke GVD hannem beskærde,
Hand bleeff Kong Christierns Cantzler oc Raad,
Och for sin Finhed oc vjse Daad,
Erchebiscop i Trundhiem met Ære,
Hand sendis aff riget til Keyseren hen,
Førde Kongen sin Brud vdi Landet igen,
Med mechtige Duner oc Herre.

194

✂ Der hand fick Pale oc Bispelig Stauff,
Hand tenckte at bringe Guds Kircke i lauff,
Som mueligt var meest at giøre.
Først tog hand sig for vdi Trundhiems By,
Aff Grunde at sætte en Kircke ny,
Hun var der slig allderig føre,
Hand lagde den Grund aff kaastelig Steen,
Och loed den vdhugge saa konstig oc reen,
Som mand kand end see oc kiende.
Begyndte sligt Arbeyd, som alle vel veed,
Ded var icke skønner i Christenhed,
Haffde det bleffuet dreffuit til Endde.
Saa tog hand sig ocsaa alffuorlig for,
Effter Grønland fra Sticted kommen var,
Ved skødisløsz act oc Møde.
At seyle det op oc sicte der paa,
Och vendde der ahn huad hand formaa,
Baade Pænding oc Guld det røde.
Saa loed hand forfare det Rige omkring,
Hoesz Leege oc Lærde om alleting,
Som nogen om Grønland viste.
Och fandt blant Bønder oc Seylingsmand
Goed kundskab som ham bleff skicked til hand
Som mand kunde meest vdfriste.
Der sad den Bagge bod' Gammel oc graa,
Fortaldde saa smuct huor det monne gaa,
Huad Old effter Old dend sagde.
Hand giorde Vidskab: huad Mercke huad meed,
Huad Compasz, huad strig, huad Leding oc Leed,
Mand did vnder Landet lagde.
Hans Clærcker oc Præster søgte om i vraa,
Huor de kunde gamle Bøger faa,
Dem ledte de gæmmel til Grundde.
Och fandt der inden bod' Land oc Koesz,
Med Vjger oc Hawner som ligger der hoesz,
Ded klariste nogen Mand kunde.
Och som den Herre vaar snild oc klog,
Saa samled hand sammen aff Mund oc Bog,
Dend Seylladtz oc Land til pricke.

195

✂ Och loed det tegne met fljd oc Art,
Paa Korted oc Rullen saa konstigt oc klart,
At mand sig der effter kund' skicke.
Oc som hand sligt haffde i Giærning oc gær
Och vildde forsøge den Reyse oc fær
Fick Dybeck ham andet at vare.
Maatte rømme aff Riget, fra Bisppedom,
Och drage den lange Væy vd til Rom,
Der bleff hand lagdt oppaa Baare.
Dog bleff den Kundskab ey slæt lagdt need,
Kand skee vel mangen der om end veed,
Huem ellers der paa vildde jle,
Men der Kong Christiern var rømt aff land
Och Fredrich hans Farbrodr fick Riget i hand
Och huer howet Ro oc huile.
Da vaar vnder Baggerne indbyrdis sæll,
Som toge sig for oc trøsted sig væll,
Dend Grønlandske Bond at findde.
De ridde sig vd oc laffuet sig til,
Paa GVD oc Lycken at voffue det Spil,
Om de kunde noget vinde.
Dog finder mand ey huad de haffuer giort,
Den Reisse er næppelig gangen fort,
De finge langt andet at wure,
De stode fast paa Kong Christierns Sag,
Hun gaff dem Møde oc megen wmag,
De maatte lang tid vdture.
Derr met bleff Grønland stille oc quær,
Derr fick ingen stunder at prøffue dend Fær,
For Rjgens oc huærmands Sage.
Derr handlis vel tjt mellem Konge oc Raad,
Slig Anslag kund' engang komme paa fod,
Och Ladet ey længer drage.
Och Kongen hand tog sig saa vist i Sind,
At vænde der paa baade fljd oc vind,
At driffue dend Sag til Endde.
Sagde aldtid at Hætland oc Ørkenø,
De skulde vist, vden hand snart bleff dø,
Komme Norrig igen til Hende.

196

✂ Och anddet som Baggen met Rætte tilhøer,
Det vildde hand samle som det sig bøer,
Igæn vndder Kongens Throne.
Der bleeff oc væl taled om Grønland med,
Men Lycken oc Tjden miszunde ded
At samlis til Norrigis Krone.
1525. Søffren Norrby hand lagde fast vind oppaa
Kong Christen igen kundde Rjget faa,
Gaff Kongen meget at vare.
Hand vaar sin Herre, saa huld oc tro,
Hand sætte op Hauffue, Gods Ljff oc Bo,
Och acted om ingen Fare,
Och reisde der offuer all Skoninge Magt,
Dog dend bleeff ynckelig nederlagt.
1526. Och maatte selff Landdet vjge.
Kong Christen dreeff sælff oc mange Spill,
Før hand kom i Norrig, oc Eigned sig til,
Det Folck oc Mechtige Rjge.
Hand bleff der offuer en fanggen Mand,
Och førrige Frjhed gick Norrig aff hand
De korid ey Konger meere.
Ørkenøers, Hettlands oc Grønlands Sag,
De komme der met i lang hael oc drag
Med mange Bestillinger fleere.
Siden elskte Kong Fridrich meest Rolighed,
Och loed det staa hæn ved gammel Sed,
Saa det bleeff ey meer eller mindde.
1535. Kong Christen den Eddelig Herre god,
Hand motte oc bruge baade Lycke oc Mod,
Før hand kundde Kronen vindde.
Greffuerne, Clæmmend oc andre ocsaa,
De fick hannem anddet at tænke paa,
End Grønland at tage vare.
Dog vaar hannem Lycken saa bljd oc god,
Hand slog dem alle hæn need vndder Fod,
Hialp Rjget vdaff den Fare.
Der hand haffde indde bod' By oc Land,
Vaar kaarid oc Keysed aff alle Mand,
Och skuldde da Rjget suærre:

197

✂ Da bleff angiffuet som før er sagt,
Om Landde och Stæder fra Rjget vaar lagt
Mand vildde dem ey ombære.
Thi maatte hand loffue, oc suærre der paa,
Naar Rjget det kundde met læmpe formaa:
At haffue den Sag i Sindde.
Och effter Hætland, och Ørkenør,
Vaar pandted til Skottland, dog Norge tilhør,
Som væll kundde ganggis aff mindde.
Da at dend Sag bleff alldrig forgætt,
Da bleeff deris Naffn i Bogen sætt,
Som finddis i vore Tjde.
Men Grønland der laa saa langt aff Leed,
Forsømdis oc giordis slæt intet ved,
Och Tjden oc Aaren mon skrjde.
Da bleeff det taget i got behag,
Naar det bleff Kongen oc Rjget til mag,
Da skuldde mand der paa seyle.
Thi tog den Konge sig stadig for,
Først lauffue oc læmppe sin Rjgers kaar,
Huor hand det bæst kundde mægle.
Hand tog til sig saa manggen vjsz Mand,
Foranddret Rjgens oc Kirckens Stand,
Och skicked i rolig Veye.
Men før hand fick det slæt vdi lauff,
Da maatte hand tage til Alderdoms Stauff
Som gaff hannem megen knæie.
Dog vil mand sige: Hand ridde der hæn,
Skjbe oc Folck, som komme igæn,
Och kundde ey Landdet findde.
Och gaff de Bagger for Norden Skær,
Frj Forloff oc Pass, oc Freedig Fær,
Om de kundde noget vindde.
Men Effnen vaar ringge, oc Skibene smaa
Thi maatte de lade den Kaass bestaa,
De vore der til for ringge.
Kong Christian døde oc midler hæn,
Och Frederich hans Søn fick Rjget igæn,
Vor Freedig oc Frisk i Sindde.

198

✂ 1559. Hand tuingde de Dytmarskers Macht oc mod,
Och lagde det Land vnder Danis fod
Som det vaar skæncket for langge.
Och giorde sit Løffte at driffuit der hæn:
At Hættland oc Ørkenør løszdis igæn,
Naar hand kundde Leylighed fange.
Och haffde alltid vdi Sicte oc Agt,
At Grønland igen til Norrig bleeff lagt,
Som det vaar i Fordum Tjde.
Men Rjgens anliggendde Nød oc Tarff,
Met Bygning oc Feide, oc anden slig huarff
De kundde det icke ljde.
Hæn Nord vdi Sielland hand bygge loed,
Som Hjldderitz Holm vdi Fordum stoed,
Een Konggelig Gaard oc Sæde.
Dend Stæd hand ligger saa lystelig,
Baade Himmel oc Jord der fryder sig,
At hiærtet sig ved maa glæde.
De Skowe de ligger hæn rundt omkring,
De Søer de løbber hæn i dend Rjng,
Den Fisk Spiller inden fore.
Baade Hiort oc Hind de springger saa rist,
Och Fuglen siungger paa grønniste Quist,
Dend ringgeste met dend store.
Dær sætte dend Hærre for nogle Aar,
Sljg Bygning, før alldrig i Rjget vaar,
Met kaastelig Taarn oc Tjnge.
Aff sig hand kalled det Frederichsbaar,
At det skal være men Værden staar,
Hans Naffn til Euigh Aamjndde.
1563. Siden giord' Suensk' Kong hans Rjgr wfred
Thi greff hand til Verge som gammel er sed,
Och giorde ham Væien bangge.
Och holdt det met hannem Sex Aar paa red
Til GVD, oc Suænske de bleffue ham ked,
Och toge ham sælff til Fangge.
1568. Hans Broder, som kom til Rjget igen,
Hand prøffuet det Spill, oc een tid hen,
Til hand kundde see oc findde:

199

✂ At Danmarck haffde baade Hiærte oc hand:
I Marcken forsuare sit Fæderne Land,
Och vaar ey saa læt at vindde.
Thi fattet hand sig it bedre ved,
1570. Fortinget oc giorde met Danske Fred,
Och loed sig der effter væl sige.
Men Landden nu siden i Lune stod,
1576. Kong Frederich paa Kraagen da bygge lod,
Een Laass for all Danmarcks Rjge.
Imeden hand haffde den Bygning for hand
1577. De giorde sig færdig i Engeland,
Saa vjde i Nord at seyle.
Dær vaar en Eddelig tapffer Hældt,
Martinus Forbiszer er væl bemældt,
Paa sin Sjde loed icke feyle.
Hand haffde væl hørt aff Grønlands Fær,
At det hæn Nord i Værden er,
Dog inggen Mand Kaasen viste.
Och fands der væll baade Øer oc Land,
Som ingen Mand haffde i Hæffd oc hand,
Huem Reysen vildde ellers friste.
Hand haffde forsøgt saa mangt it Tog,
I Øster oc Væster ihuort hand drog:
Gick Lycken ham aldt til vildde.
Hand torde oc voffuet i Søndder oc Nørr,
Dog hand haffde alldrig været der førr,
Huad hand skuldde der paa spildde.
Thi slog hand der hæn sin tancke oc hu,
Och ridde sig vd aff sin Formu.
Loed Kaasen at Grønland ricte.
Och seyled der hæn, fick Vind oc Bør,
Och lod sig alldrig nøye før.
End hand fick Landdet vdi sicte.
Dog tuingde ham Isz, oc Bøllen saa strjd,
Mørck oc Kuld, oc Aarsens Tjd,
Hand kundde der litt vdrætte.
Thi vændde hand om, oc seyled der fra,
Loed Engelandtz Dronning aldring forstaa,
Om Landdet, som hand dær hitte.

200

✂ Hun prjszde hans Anslag vaar lystig oc fro,
Hun kundde sit Rjge formere saa,
Hæn vjde til Værdens Endde.
Hun tog sig dend Sag aluorlig for,
Betracted Forsictiglig alle Vilkaar,
Som mand der paa kundde vændde.
Loed saa berede oc fick ham i hand,
Tre Skjbe, oc manggen kæcker Mand,
Som Ræissen lysted at friste.
Hand vared sin Tjd det anddet Aar,
Dend første oc trædeue Maij det vaar,
I Maaneden er dend sidste.
Da lagde hand vd at vilddene Sø,
Och sætte dend Kaass ad Ørckenø,
Som Vindden ham gick til hande.
Och stæffned der hæn, som Landdet det loe,
Gick meesten hæn paa dend Norduæste Boe,
Dær møtte ham Væier oc Vandde.
Det voxte saa fælligt at see der paa,
Huor Haffuet det røste sin Kiorttel blaa,
Och Bylgen oc Voffuen de dreeffue.
Dær flød hæn om, oc strømmede need,
Saa mangen Iszdiunge baade grum oc leed,
Som fast oppaa Skibene reeffue.
Dær flød oc iblandt saa suare Træ,
Dend skønniste Fyrr, som nogen vild' sæ,
Vaar meesten reene oc rætte.
Dend Kuld hand voxte jo længger jo meer,
Bod' Snee oc Hauffl saa øszdis dær neer,
Mand kundde dær icke sætte.
Saa holdt de det Sex Vger hæn om,
Til de hæn vnder Noerd Frjszland kom,
Dær bleeff det fuld lidet bedre.
Der ligger de Øer baade store oc smaa,
Och alle betact med Isen hin graa,
Paa Fiældden, saa væl som nedre.
Men huor som Klippen hun reyser i Sky,
At Hagel oc Snee nyder icke Ly,
Der saae mand aff Toppene bare.

201

✂ Kuld, Snee oc Iszlag binddis i hoeff,
Det ligger som suariste Ørken Skoeff,
Kand Aar effter Aar saa vare.
Dog vaar det dem meget til Moer oc Mag,
Dend Natt hun liuset som klaren Dag,
Dog Solen var ganggen til hujle.
Och alldrig dreeff Suærcken saa vaad oc tyck
Mand kundde jo kiændde det ringgeste myck,
Dog manggen kand der om tujle.
I huor der fandtis end nogen Vraa,
Mand haffde lit Ly, oc Isen vaar smaa,
Sligt huællendde Dyb monne stingge.
Mand brugte der til baade Lod oc Snoer,
Oc andet sligt mere mand haffde om Boer,
Och kundde dog Grund ey findde.
Mand saae dær, oc icke paa det Land,
Rørendde Queg eller Værdens Mand,
Saa vaar alltinggest slæt øde.
Dog fløy offuer Strandden smaa Fugle i Flock,
Mand gætte der aff paa tøcke oc tock:
Det Land mon' meere got føde.
Dend Isz hand voxte saa manggeleed,
Som suare Landde da flød hand need,
Betog dem bod' Fiorde oc Haffne.
Den Høffuitzmand vændde der paa stor fljd,
At komme dær op, see Lantzsens Ijd,
Och giøre der aff meer Saffne.
Mæn Isen oc Vanddet vaar dem for stærck,
De spildte ham Tjden, oc aldt hans Værck,
Och maatte slæt lade det bliffue.
Thi saae hand sin Effne, oc seyled saa foert,
Dog Hawet det voxte bod' vjdt oc stoert,
Och gick endda meer vdi kniffue.
Der faldt slig stærckeren Kuld oc knogh,
Och Haul oc Snee, med Vind oc Fogh,
Mand kundde sig næppelig bare.
Den Bøllge hun brød der vden for,
Der rørdis huer Nauffle i Skibet vaar,
Och leed der aff Isen stoer Fare.

202

✂ Saa holdt de paa dend Norduæste Leed,
Fuldde otte Dage hæn vd paa reed,
Blant stormende Himmel oc Vandde.
Saa saae de langt hænne der dagedis op,
Hæn vjde i Væster den yderste Top,
Aff høyeste Biærrig oc Landde.
Deris hierte sig glæddis de stunddet der hæn,
De maatte end faa nogen Glæde igæn,
For møye oc megen wmage.
Och sætte flux ahn paa Væsterste kant,
It mechtigt stoert Land der for sig fant,
De mon' for America tage.
Och saae sig end hæn vjdere for Boer,
Och øyet saa langt vdi Øster oc Noer,
Bode Fiæld, oc mechtige Klinte.
Mand vil væll meene, oc sige der fra,
At være it Næsz vdaff Asia,
Som siunis at være dog inte.
Er Grønland oc Asia Jordfæst Land,
Det da væll saaledis oc være kand,
Och maa væll Asia hede.
Mæn, som wi før sagde, er noch at forstaa,
At Asia kand icke Grønland naa,
De Land skillis langdt aff Leede,
Oc alldrig seyled nogen saa vjdelig,
Hand fandt de Landde der samle sig,
I vilddeste Haff oc bare.
Mæn dette er enten dend Væsterste Od,
Huor Grønland haffuer i fordum hen noed,
Eller Øer der vden fore.
Dær Skibben nu fick det Land for Stauffn,
Der fundde de huercken Vjg eller Hauffn,
Som de kundde sig i biærre.
Den Isz paa Backen mangfolddig laa,
Och Bølgen hun slog der til oc fra,
Mand kundde ey komme disz nerre.
Thi maatte de Skjbe allt holdde dend Sø,
Och Forbiszer seyled sælff Øst vndder Ø,
At see huad der var at vindde.

203

✂ Der ligger imellem de Landde it Sund,
Fællsomt oc grumt paa dybeste Grund,
Huor stærckiste Strøm slider ind.
Der seylis gæmmel saa vjde hen,
Til mand kommer vd i Sønden igen,
All Værdsens Kreds vdi rundde.
Hand lagde hen vndder dend Lande Bræd,
Och fandt der Ly, oc leylig Stæd,
Huor hand met Ancker kund bundde,
Der kom paa Klippen saa vildde Mend,
Som alldrig nogen tilforn haffde kend,
De brugte saa vndderlig fore.
De nicked oc bucked met anddet slig Spill,
Dend Høffuitzmand bød dem Venligen til,
Om de hannem bje tore.
Hand lagde dem frem vdaff sit Gods,
Knjffue oc Speyel, oc anddet der hoss,
Mand tenckte dem skuldde vell houffue.
Tegned oc vjste vaar Vænlig oc bljd,
De skuldde kun friligen komme djd,
De vildde dem holdde god louffue.
De saae det vaar saa broget oc smuct,
De huldde sig til, stoe dog paa fluct,
Om nogen Mand vildde sig røre.
Huad mand dennem bød, de tegnedt dær ved,
Mand skuldde det lægge paa Jorden need,
De vildde ey hendde det føre.
Vaar det, dem lysted: de toge det hen,
Och lagde saa noget aff deris igen,
Saa motte huer lade sig nøye.
De duælde ey længge, men huld' sig der fra,
Der' Vænskab de torde ey lide paa,
Men vildde det først forsøge.
Der de fornam det var i der' Acht,
At tage aff Folcket met Vold oc Macht,
De lode sig ey fortryde.
Men samldis i hobe oc komme hær for,
Och giorde dend Værn dem mulig vor,
Met Slyngger at kaste oc skyde.

204

✂ Saa greeff da disse, der' Bøsser i hand,
Da motte dend vildde oc nøgen Mand,
Fra dennem til Fiældden rømme.
Huer vared sig sictig oc kom der fra,
Dog monne mand der tho Fangger faa,
Som sig lode noget forsømme:
Dend ene vaar slinddig, oc varede paa,
Met listige Fund kom hand dem fra,
Den andden loed de bær' Vare.
Saa saae Forbiszer sig om i Vraa,
Om Landdet det kundde oc noget formaa,
Betale slig wmag oc Fare.
Och fandt vnder Fiældden en Malm oc grud
Der haffde en Guld oc Sølffue hud,
Som faldt hannem væl i øye,
Hand holde sig der fra til Skibben igen,
Forkyndde dend Tidend, oc lagde der hen,
Dend Rjgdom oc Guld at søge.
De Skjb haffde Ijd stoer Fare oc Nød,
Aff Storm oc Isz, som paa dennem brød,
Dog vaare de end ved lige.
Strax effter de haffde der Ancker sætt,
Bleeff Isen fra Grundden aff Vinden lætt,
Begyndte fra Landdet at vjge.
Thi lagde de ind, oc bleffu' der vaer,
Een vndderlig Bolig paa Landde staaer,
Met Hualskind dæcket aff Grundde.
De stigde der op, oc sig besaa,
Det Folck de stiuncke saa snart i Vraa,
I Husit de inggen Mand fundde.
De lod der bliffue aldt huad der var,
De vildde ey røre det mindste kar,
Foruden en Hund dem fuldde.
Och lagde der need aff Vare sin,
Knjffue oc Speyel, oc huiden Ljn,
At de vildde være dem huldde.
Siden kom de igen, haffde vist fortroed,
De Folck skuldde fanget it bedre Moed,
Och ladet sig findde i Gaarde.

205

✂ Da haffde de flyt deris Huss aff Leed,
Mellem Klipper oc Klinte til Stranden ned,
Deris Baade laae vden faare.
Om nogen hand vildde dem giøre Vold,
De kundde der met søge deris behold,
Det fattige Ljff ey miste.
Thi stillede disse der vden for,
Deris Baade oc Folck, som raske vor,
Beringget der Klippen met liste.
Och faldt saa ahn met Skrjg oc roff,
Som mand jager Diyur i vilden Skoff,
Det fattige Folck bleff bangge.
Forlode aldt huad de haffde i hand,
Huer søgte sin Baad oc vildden Strand,
Mand skuldde dem icke fangge.
De anddre som laae der vden for,
Sætte ind, oc giorde dem bangge kor,
De kundde dem ey vndujge.
De vendde at Landdet om hielp oc Raad,
Der indden de anddre i Fiællster stod,
Oc monne bod' skyde oc skrjge.
Thi søgte de Klippen, som vilddeste Raa,
Der driffuendde Hundde de jler paa,
Dog kundde de Fredden ey nyde.
Men sætte dem effter met liden beskeed,
Thi størtte de sig aff Fiældden hen need,
Som dybeste Haff monne flyde.
Och vilde saa hæller blandt Bøllen dø,
End komme i fræmmedis hendder oc Nø,
Och være der' Fangger oc Daare.
Der Folcket haffde giort den store Mandom,
De droge tilbage, oc søgte Rjgdom,
Som laa dennem rede fore.
De funde ey andet oppaa dend Staffn,
Gods eller Vare, ey andet Gaffn,
End Aarer oc nogen Skinde.
Der hoss en Kiærling met busked haar,
Och en vng Quindde som suangger vaar,
Saa stacked da kundde de vinde.

206

✂ Dend Kiærling hun var saa Gammel oc leed
Huer Mand de frycted oc gruede ved,
Oc meente hun kundde vist tryldde.
Den vnge hun haffde it Barn oc Søn,
Der hialp icke Graad, ey skrjg eller Bøn,
De motte til Skibben fylge.
Siden giorde de dem end meere Fortreed,
Tog deris Vare, reeff Hytterne need,
Och lode slæt intet bliffue.
Det Folck, som laa vdi Fiælster oc Vraa,
Met Fryct oc Sorrig de saae der paa,
Til Værn torde de ey griffue.
Men lydde oc lured, oc saae sin Tjd,
De kundde med leylig Aarsag oc Ijd,
Dem noget behænddigt giøre.
De grued fast for deris blancke Suær,
For skyden oc buldder, oc andden slig Fær,
Som de fick før alldrig at høre.
Siden bleff disse fræmmed dem fælle oc lee,
Mand kundde dem siden ey høre ey see,
Saa længge de laa der i Haffne.
Thi stjgde Forbiszer paa høyeste Klindt,
Besaae det Land hæn runden om trindt,
Om der vaar ey meere hans Gaffne.
Dend Soel hun skinde saa hæll oc fuld,
De Fiælde de glimmed som rødeste Guld,
Det vaar dem en hiærtens Glæde.
Men da mand siden der om forfoer,
Saa vaar det kun jdel Steen oc Jord,
Der ringge haffde at sæde.
Och da de acted der vaar ey paa færd,
Det Tjd eller wmag kundde være værd,
Saa loed de dær' Anckere lætte.
Och seyled saa sig, langs Landdet need,
Besaae all Leylighed hæn paa reed,
Før de vildde nogenstæds sætte.
Dær fandt de en Fisk saa stoer oc leed,
I Haffuit vaar død, djd dreffuen paa reed,
De saae slig allderig føre.

207

✂ Hand vaar vdi Skick, som Oxen hand er,
Men Hoffuedet haffde een andden Fær,
Vor længger oc meget større.
Oppaa hans Snabbel der voxte it Horn,
Halffandden alln langt, oc skarpt som Torn,
Forindden bod' hullt oc øde.
Mand meente det var en Slect oc slauff,
Eenhørnning, som løbber i vildden Hauff,
Och haffuer der aff sin føde.
Mand haffuer det siden baade actet oc merckt,
Det haffuer sin Særlige Krafft oc værdt,
Naar det stillis ræt vdi værcke.
Siden seyled de Skjbe om Dale oc Dældt,
Och saae ey anddet end Himmel oc Fældt,
Och Vind, oc Vindter hjn stærcke.
De seyled Nordost hæn aff dend Grund,
Offuer Strømmen, de kallede Jachmands Sund,
Och dær vndder Landdet sætte.
Der siuntis væl bedre baade Land oc Egn,
Om Hauffne vaar icke ræt gode Tegn,
Mand kundde sig noget aff rætte.
Och at de ey skuldde oppaa dend Fær,
Sigis at være Grønland for nær,
Anna Warwiks loed de det næffne.
At de kundde saa vndder fræmmed Naffn,
Beholdde det Land deris Rjge til Gaffn,
Med all sin Eye oc Effne.
Paa tuendde Stæder da reyser det Land,
Med Klipper saa høyt mand øye kand,
Der offuen paa seer mand ligge:
Dend stærcke oc haardeste Isz, oc Snee,
Som ingen Soel, ey Sommer kand tøe,
Ey Vindden driffue til rygge.
Der kundde mand mærcke, oc klarlig see,
At Jordskæll paa Landdet maa offte skee,
Manggen Fiæld ligger slagen i stycke:
Er kast fra andden, som Bonden slaer Korn,
Thi maa bode Daler oc Juckler staa forn,
Der vndder kand ingen Mand bygge,

208

✂ Saa lod hand samle paa Klippen laa,
Vdaff det Grud hand føre besaa,
Saa meget tho Skjb kundde drage.
Och fandt dær omsier saa meget Guld
Hand fyldde tre Hunddrede Tøndder fuld,
Hand førde met sig tilbage.
Der bleffue de vaer blandt Klippen de foer,
Aff Landsens Folck dær bygger oc boer.
Begyndte for dennem at loggre.
De greeff til Stade, oc vndred der paa,
De anddre giorde oc lige saa,
Met Hændder oc Mund at skoggre.
De gaffue hin andden atskilligge Legn,
Och snacked oc taled met Facter oc Tegn,
Som mand sin Meening kand sige.
Forbiszer hand ligned, oc spurde sig for,
Om nogen hans Folck der bleff vdi Fioer,
De vaare endnu ved ljge.
De tegned oc vjsde at tho vaare død,
De Tre de leeffde, oc haffde ey Nød,
Bud vildde de til dennem være.
De vjsde mand skuldde dem Papjr faa,
De kundde tilbage dær tegne paa,
Aldt huad de vildde begære.
De skuldde hen om en Dag eller three,
Faa visse Bud eller Folcken at see,
Om de maatte ellers leffue.
Paa fierde Dag saae mand komme igæn,
Nogle aff dennem som løbe hæn,
At skaffe dæm Bud eller Breeffue.
Dend Høffuitzmand glædde sig fast der ved,
Hand tog sin Baaed oc lagde der ned,
Til Vjgen, som de hannem vjsde.
Men dær hand sig, hæn vider omsaae,
De Fiællster aldfuld aff Allmu laae,
Som foere dog sact met Liste.
Thi bød hand sin' Baadsmend, at lægge der fra,
Oc tegned hand rænckkerne kundde forstaa,
Hand vildde sin Skantze væl vare.

209

✂ Och seyled saa hæn, haffde Landdet om Boer
All Hawners Leylighed væll forfoer,
Holdt Saggen dog halff i Fare.
Dær bleeff hand varr thre Mend paa Reed,
Hujde, oc smucke mod Landssens Seed,
Som nicked, oc bad dæm komme.
Mand haffde væll giærne dem været til Ord,
Mæn de haffde oc een hob væl stoer
Och meentid ey aldt til fromme.
De kaste paa Sandden bod' Mad oc Kiød,
Och vildde dem locke som Hundden med brød
Det actede de kun ringge.
De bare een fræm vdi Krøblings Skick,
Och lagde paa Backen, de fra hannem gick,
Der met dem til Landdet at vindde.
Forbiszer som kundde det Sneed forstaa,
Loed skyde til Krøblinggen som hand laa,
At Sandden stoed om hans øre,
Hand sprang hæn op som karskeste Raa,
Saa driffuendde lod hand ad Klippen staa,
Som hand giorde alderig føre.
Da valdt de anddre saa tycke her for,
Sloge, oc skøde, som Effnen vaar
Met Slyngger oc skarppeste Pjle.
Mæn Skiben de stilled nogen hager i gær
Och dræbte paa dennem, de fingge wfær,
Der bleeff icke aff lang hujle.
Som Musen hun sticker for Katten i vraa,
Saa mot det Folck, oc løbe der fra,
Met blodige hendder oc pandde.
Och der de haffde nu aldt beseet
Da gaffue de hin andden sidste Valeet,
Och lagde saa hæn fra Landde.
Det Folck er bjster, som vilddeste Beest,
Naar mand haffuer føiged oc locked meest,
Saa kand mand ey paa dem ljde.
Och kand næppe spægis med andden Low,
End Bonden tæmmer sin' Stude for Plow,
Med Macten oc langgen Tjde.

210

✂ Dend menige Mand er frisk oc føer,
Væl laskid oc Læmmed, som der til høer,
Mæn meenlige gusstig oc bleege.
Haffuer langge, oc der til skiden haar,
Met Sællskinds Klæder, som huer formaar,
Væll syet met Seener hjn sege.
Som Landdet er baert: er Folcket wan Art,
Deris Sind, oc hiærte er steenende hart,
De kand sig sælffuer ey raade.
De dyrcker ey Jorden, som HERre Gud bad,
Men søger, som Beesten, der' Øll oc Mad,
Och leffuer i wsel maade.
De Quindder de see saa sælldtsom vd,
De bær ey paa Hoffuedet Hatt eller Klud,
Det haar hengger aldt vdi lase.
Ved bægge Øren er bundden een tausz,
Det anddet er lagdt, oc skicked til lausz
At Ryggen hæn ned til Hase.
De riffuer der' Ansict, oc smøer der paa,
Baade Blaaet oc Guelt: oc acter ey aa,
Sjn Skabning at ære oc pryde.
Skiortter oc Særcker aff Fiskenis Sund,
Aldt meesten dend Mad de sticker i Mund,
Dend lader de allderig syde.
Flæskid vdaff dend feediste Siæll,
Før det bliffuer dødt, eller kølet væll,
Met skidden Rødder oc Blade.
Det holdder de for en Læcker Braed,
De sluger det ned, oc ere saa graed,
Oc skøder ey Bord eller Fade.
Som anddre de visker med Dug oc Ljn,
Saa bruger en huer der Tungge sijn,
Och lader sig det væl smage.
De acte ey Reenhed, Blysell ey Tuct,
Dem følger alltid saa strængger en Luct,
Som stinckendde Trann oc Lage.
Deris Kiortle er romme med langge Skød,
Skickede effter som trang oc Nød,
Dem kundde sig gaffnligst giøre.

211

✂ De snører dem ad med Bælldte oc ræm,
Och lauffuer it huært effter Krop oc Læm,
Och vjd' icke Hoffmoed støre.
Dær henger ved nacken baade Rumpe oc kuel
Huorindden de haffue baade Ly oc skiul,
Och er deris Eris Gaffue.
Ihuæm de væll vnder, de tager dend Hatt,
Och giffuer ham dænd som bæste Skatt,
De haffuer i Boe oc Hauffue.
Quinden haffuer Buxer som Mændene hær
Och alle aff laaet Skind oc Læer,
Som de vændder ind til Beene.
De haffuer oc mangge parr Hoser paa,
Och giæmme dær indden Knjff, Naael oc traa,
Och anddet de vil' icke leene.
Deris Huse de erre aff Huallens Skind,
Vdspjled med fyrre Træ rundt omkring,
Syed sammen med hænddige Sømme.
Mod Søndden oc Solen haffue de deris dør
Folcked det sidder i Lun oc tør,
Aldt Slud hæn vden maa strømme.
Dær finddis oc andden Fiællster oc vraa,
Mellem Stene med Skind hæn offuen paa,
Huor vndder de Ly kand haffue.
Bue oc Slyngger, Skind, Aarer oc Baad,
Det er deris bæste Hoffuit laad,
Som nogen kand sammen skrabe.
Deris Buer er stackid, deris Pjle er kleen,
Paa ydderste Endde skarp Steen eller Been,
Dæm skyder de suinddig aff hændde.
De suingger dend Slyngge saa hænddelig
Hun skyder dend Steen saa vjde fra sig.
Til Maaled kand hun væll Lændde.
Deris Baaede ere langge, smalle oc spisz,
Dog bruger de dennem saa raadig oc visz,
Som Ryther sin Hæst kand rjde.
Alle er syedt aff Siælleskind graa,
Med hænddigt Træuærck vdspjled saa,
Mand kand dær laufflig i side.

212

✂ For offuen der er it hull bereed,
Mand kand sig næppelig sætte need,
Der snører mand ahn sin Jacke.
Hætten paa Hoffuet oc Aare i hand,
Saa skøtter de huercken Vind eller Vand,
De lader ad Søen lacke.
De Haffue oc Skibe er meere stort
Med kaastelig Bøgler, oc Buer giort,
Foruden med Huder betecte.
It huer aff dennem væl bære kand,
Een Sexten eller Sytten færdig Mand,
Och der ved ey en gang suæcte.
Deris Seyel de vare (som Skiorter oc Særck)
Aff Sund oc Seener, oc anddet sligt værck,
Saa fæstelig sammen syde.
De raader de Skib med Aarer oc dræt,
De rendder paa Vanddet saa listig oc læt,
Kand stærckiste Bølle bryde.
Paa Landdet mand allderig kand findde ey see
Orme eller anddet sligt gifftige Cree,
Foruden smaa Edderkoppe.
De haffuer oc nogen Fluer oc Myg,
I huor de sticker, dend Hud bliffuer tyck,
Och hæffuis hæn op i toppe.
Mand mener det skuldde væll være gaat tegn,
At Guld oc Sølff finddis i dend Egn,
Och andden dyrebar Vare.
Vor Gamle haffue tegned Saturni Skatt,
Skall Nord vdi Værden være nedsatt,
Dog hand dend nøye mon vare.
Der er inggen Skow, inggen færske Vand,
Vden huad der aff Sneen smældtis kand,
Dend Kuld dæmmer Strøm oc Kildde.
Och holder værmmen saa tæt vndder Muld,
Mand mener der queger bod' Sølff oc Guld,
Och voxer sin Herre til vjldde.
Fældden dend skroldder saa baer oc hujd,
Er skalddet oc tuingt aff Vindterens Ijd,
Saa lidet kand der paa voxe.

213

✂ Vrtterne ere som andden Moesz,
Der kand ey nogen som der boer hoesz,
Der aff føde Koe eller Oxe.
Dog vilddeste Diyur som vant er ved,
Findder mand der baade raske oc fed,
Smaa Harer oc mechtige Biørne.
Vlffuen hand haffuer sin rætte gang,
Och Hiorten hand holdder sig paa det fang,
Maa gnaffue bod' Steen oc Tiørne.
Hundde haffuer de som Vlffuen hin graa,
Dog kand de tuingge ham Seelen paa,
For Sluffen saa maa hand drage.
Det siunis at være een vndderlig Sag,
Folcked er vjldt, oc Beesten er spag,
Hund kortter sin Herris wmage.
Dog haffuer bod' Beest oc Folck it kaaer,
At Himmel oc Landdet det er dem haaer,
Dog Vanen kand meget ondt ljde.
Mand meener der op bedr er bedre Land,
End det hæn imoed grummiste Strand,
Som kuldden oc Bøllen de bryde.
Och lader sig see paa Hytter oc Boe,
De kand dær ey haffue lang huile oc Roe,
Dær kiænddis slæt inggen Væye.
Och icke kand Huss eller Klæde dracht,
Dem hæle eller skyffle mod Vinterens macht
Naar Sneen læggis i læye.
De tegned oc loed dem klarlig forstaa,
Der var it Folck langt meere formaa,
Barr Gylddene Spang vdi Pandde.
Haffde kaastelige Klæder, bod' Eye oc Gods
Och menis, at disse skall bo der hoss,
Och drager sig need til Strandde.
Om Sommeren de met Bue oc Baaed,
At søge sin Næring oc andden Forraaed,
De kand sig met Vintteren nære.
Och være saa andden baade Folck oc Land,
Som Vædsler dem aff huad biærris kand,
Och skaffer huad de begære.

214

✂ Staael oc Jærn ey Landdet formaa,
Men skattis ved Guld, huem det kand faa,
Dog fands der de det monne Eye:
Dog lidet oc ringge paa Knjff oc Pjl,
Kundde ey giøre oss ljgn der til,
Huem det bracte dennem til væye.
De giordde dem Tegn om Lantzsens Kaar,
De vndder en Herre oc Høffding vaar,
Som monne Cakiunge hede.
Hand haffde vjdt Vælde oc førde stor Pracht
Mange Øer oc Folck var vnder hans macht,
Stoer Ere de hannem beteede.
Hand vaar en Herre paa Skick oc Fær,
Som føreste Mand i Landdet er,
Vell skicked i alle maade.
Hans Folck de giorde ham' Ere stoer,
De bar' ham' paa Axel i huor hand foer,
Saa vell kundde hand dem raade.
Huad Gud, huad Tro, huad Lære de ha,
Kunde ingen aff dennem til Grandde forstaa
Dog vaar vell at see oc acte.
Vdi deris Modgang Anggist oc Graad,
Fra Himmelen tegned de Hiellp oc Raad,
Med Siyn oc andden slig Facte.
Derr med loed de dennem bliffue i Freed,
Och lagde der' Skjbe hen vd paa Reed,
Dend Vind gick dennem til vildde.
Dend 4. Augustj sætte de der fra,
Dend 17. Septembris mon Engeland naa,
Kom hiæm bode glade oc mildde.
Diszmellem lagde Danner Konning bold,
Paa Krogen i Siæland sin Grund oc Vold,
Och bygde dær paa met Ere.
Sine Rjger til Værn, de fræmmed til sky,
Saa fast en Borrig oc Fæste ny,
At dænd kand væl Kronen bære.
Det Østre oc Væstre strømmende Haff,
De samblis dær i det Sundde Gaff,
Met alle sine Folck oc Skiffue.

215

✂ Dær kommer saa manggen fræmmed Gæst,
Som Rjget væl haffuer i Fordum fræst,
Der hæller vil ha', end giffue.
De seyler saa trygge igæmmel det Sund,
Dær liusis for dennem paa Reeff oc Grund,
Mand holdder dæm Strømmene reene.
Thj maa de dær stryge oc sætte for Laend,
Oc næige den HERRE GVD Rjget aend,
Och giøre ham' Skæll oc Reede.
For Skjb oc Folck, Deris Lastt och Gods,
Och tælle hannem Pending oc Told der hoss
For Varen de gæmmel føre.
Och holdde i Fyrm alld Ære och Acht,
Dædt Dansk'e Rjggis Vælldde och Macht,
Och dædt alld Tiænniste giørre.
Thi lod hand der sette en Fæstning aff grund
Som acter ey Haw' ey fræmmed Mands fund,
Saa kaastelig offuer all maade.
Met Graffuer oc Muer Rundeler oc taarn,
Som dær vaar allderig sæt tilfaarn,
Dog manggen Kongge dær boede.
Hand kaste dær offuer det euig skall staa,
Aff haardeste Kaabber en Kaabe blaa,
Som skinner hæn offuer de Strandde.
Och er stor lyst at see dær paa,
Huor Borggen hjn blaa, offuer Bøllen graa
Dend skiolder paa huiden Sandde,
Alld Værden maa glædis oc frydis veed,
De Skjbe de løbber dær op oc need,
Och huiler i store hobe.
Dend Fane oc flyffuer saa høyt i Sky,
De Styckker de larmmer oc giøre stort kny,
Hæn vndder de grønne Skowe.
Mand findder dær kaastelig indden for,
Sligt Postuærck paa dend Borrig Gaard,
Som ey kand skønnere være.
Dend Rystning hun findis saa Orddentlig,
De Væcter de vare huær Skandtzse for sig,
Med skinnendde Harnsk oc Værrie.

216

✂ Dær seeis forindden dend Muer oc Tag,
Saa mangt en Konggelig Sall oc Gmag,
Stafferidt saa mechtige saare.
Dær finddis dend Suænske Krj sæt paa Reed
Met anddre fler' Gierninger, som er skeed,
I Rjget oc vden faare.
Voris Danske Kongger met Skabning oc dract,
Som de haffuer været i Ljffue ved Mact,
Huer med sin Giærning oc Sage.
De staaer hen rundden i den Palladtz,
Saa Prechtig vircked, oc byder vell Trads,
At Rom haffuer ey deris Mage.
Hand loed oc bygge paa Huæen der hoess,
It mechtigt Slaat, oss Danske til Roess,
Och Bogelig Kaanster til Ere.
Och bød sin' Clærcke, oc Lærde Mend,
Att holdde dend Tro, som Gud haffde kiend,
Och tage ey andden Lære.
Men anden sljg Gierning oc Kongelig drifft
Som icke kand fattis i ringge Scrifft,
Hand dreeff sine Rjger til bæste.
Oc da hand haffde saa stilled paa Reed,
Att Landdet stod vell, oc haffde god Fred,
Saa tenckte hand Grønland at gæste.
Hand fick en Bagge, oc Norsker Mand,
Vell dreffuen til Søes, oc fremmede Land,
Mogens Heigningszøn loed sig kaldde.
Hand vaar sig fredig oc frisk i Moed,
Een dapffer Hane oc Styris Mand goed,
Hand loed sig det vell befalde.
Hand haffde da s ey led saa manggen Dag,
I Væster oc Søndder met megen wmag,
Fra Franckrig til Iszlands Sjde.
Nu vildde hand gierne sjn Herre til mag,
Paa Grønland forfare dend Kaaesz oc Sag,
Som inggen Mand monne da vjde.
Hand fick hannem Folck met Rystning oc skjff
Sielff motte hand vacte sin Skantzse oc Ljff
Och derr sit Euentyer standde.

217

✂ Hand giorde sig færdig, vaar lystig oc fro,
Och loed saa hen vd at Søen staa,
Huor GVD vildde lade ham Landde.
Hand stæffned at Iszland, som gammel vaar seed
Ham tyckte den vaar den gænniste leed
Dend vildde hand først forsøge.
Och sætte der om hen Nordden til Væst,
Och brugte sin Vind, som hand kundde bæst,
Til hand kundde Huidsærck øye.
Derr møtte ham Taage, Wuær oc Mørck,
Derr varr i Søen, som vilddeste Ørck,
De kundde slæt inggenstæds Strandde.
Suærcken hun dreeff, oc Bøllen dend brød,
Och leed der offuer stoer Fare oc Nød,
Met meget ham gick til haande.
Dog sætte hand fræm vildde voffued der paa,
Landdet at naa eller vnddergaa,
Som Lycken da lysted at giffue.
Dænd Isz hand dreeff som Klipper oc Land,
Hand haled oc fired loed fare fra hand,
Vaar tjdt vdi haarddeste knjbe.
Fick Landdet omsier i syne oc sict,
Det voxte ham længger meer vanskeligt,
Til Grundden sig ind at tuingge.
Isz haffde betaget baad' Næsz oc Skær,
Mand kundde ey komme de Klipper nær,
For Bøllen oc driffuendde Vande.
Thi seyled' de sig saa vjde hæn om,
Och søgte om Hauffn oc leylig rom,
Mand kundde sig ind ledsage.
Mæn lengger mand kom hen Øster paa leed,
Jo skarppere strømmede Søen dær need,
Och giorde dem megen wmage.
De komme oc paa saa vndderligt Vand,
Huor Seylstenen huiled i dybeste Baand,
Saa litt kundde Skibben skrjde.
Dær til gaff huær dag bod' kuld oc knaaeg,
Met mørck oc Vind, oc stinckkendde Taaeg,
Mand kunddet ey længge ljde.

218

✂ Och voxte saa huer Dag banggere kaar,
Och Tjden hun lacked flux vd paa Aar,
Dær vaar ey lang Stundder at bjde.
Thi acted de flitig baade Land oc meed,
Huor meget at Solen vaar skreden need,
Och Lædinggen op monne stje.
Med andden sljg Sager oc Merckketegn,
Dæm kundde ledsage til samme Eegn,
Om de dend tjre skuld' friste,
De saae sin Effne, oc lagde der fraa,
Och lode tilbage adt Søen staa,
Dend Kaaesz de fuldeuæl viste.
Leedsagede sig saa hiem til Land,
Met hulddet Skjb oc heelbrede Mand,
Loed Konggen alld Leylighed vjde.
Det vaar hannem kiært och tæckeligt,
At Landdet vaar kommen i syne och Sict,
Mand kom der vell til med Tjde.
Men Lycken hun Danmarck ey blider' vaar,
1588. Dend HERre kort effter lagdis paa Baar,
Saa manggen til Sorrig oc Qujde.
Dend Høffuitzmand sætte til Liff oc hallsz,
Saa vaar der ey mangge anddre til Vallsz,
Sljg Reyse lysted at rjde.
Saa stoed det da hæn bod' Dag oc Tjd,
At GVD oc Lycken er vorden oss bljd,
Och sæt hans Søn vdi Throne.
Hand er en Herre, GVD styrcke hans mod,
Der lyster met Hiærte, met Haand oc Fod,
At meere dend Danske Krone.
Ham faldt vdi førsten ind manggen Sag,
Som skaffet vell Omhue oc andden Wmag
Før hand fick dennem i lawe.
Hand vaar saa ljden, hans Fader bleeff død,
Dog loed hand ham indden slig Sorrig oc Nød
Saa HEderlig sætte i Graffue.
1590. Och ridde sine Systre saa hærlig aff Boe,
Baade Wmag oc Fljd vendde hand dær poe,
Med Konggelig Skatt i Skrjne.

219

✂ 1596. Och tog sin Crone med saadan Pracht,
Som før er i Rjget, ey hørdt eller sagdt,
Blandt Frændder oc Fædre Sjne.
Hand kiøbte Herr Wldrich sin Broder aff,
Sjn Anpart i Holdstein oc derfor gaff,
Mangge Tønder aff Guld det røde.
1602. Herrtugh Hans sin Broder den Herre kiær,
Vdridde Hand met slig Herrefærd,
Med Pændding oc Guld vdi Skøde.
Hand fick hannem Skib oc Styris Mand,
Med Mechtige Herrer oc Duner i haand,
Til Rydtz Land ham skuldde leedsage.
Enddog dend GVD vor Lycke bæst veed,
Hand vildde ded haffue langt andderleed,
Saa sparddis dog inggen Wmage.
Siden reysde hand vd saa vjde aff Leed,
Besaae Sine Landde huert i sin Steed,
Hæn Norddest om Norrigis Rjge.
Med Rydtzlands Grændser oc anden Vilkor
Huor Danner Kongge før allderig vor,
Som nogen veed aff at sige.
Hand acted oc ansaae sin Rjgers Nød,
Om Fæide faldt ind eller andden slig Stød,
Mangge Fæstningger laa i Grundde.
Thi fangged hand ahn, met haand oc Moed
At kræffte sine Slaat, aff Grund oc Roed,
Ded kaasted ihuad det kundde.
Warbiergh ligger dend Græntzse saa nær,
Och fick i sidst' Fæyde en skrøbelig Fær,
Hand reiste dær Muer oc Tindde.
Och sætte der paa dend høyeste Klindt,
Sljg Hæffd oc Værn hen runden om trindt,
Som inggen Mand kand vell vindde.
Hallmstædt haffuer tured oc mangt it Bad,
Och manggen derr indden tjt været wglad,
For Fiendders Fryct oc Fare.
Derr loed hand kaste sljg Graff oc Vold,
Med Skantzser oc Muer saa manggefold,
Som manggen skøn Dag kand vare.

220

✂ Den Fæstning hun ligger hen ved ded Vand
Hender tuingger slæt ingen Værdens mand,
GVD vocte hend' ellers fra Vaade.
Och voxer endnu saa Aar fra Aar,
Och bliffuer bestandig men Danmarck staar
Derr giør hendde inggen Skade.
Hen Øster i Blekingh paa Awskære Næesz,
Huor Bøllen hun bryder, oc Vindden dend blæesz
Loed bygge paa ydderste Næbbe.
Saa stærck en Fæste, oc By der hoesz
Och lagde der til baade Eye oc Goedsz,
At dem skuldde allderig glippe.
Dend skinner saa langt i vilddene Strand,
Paa Callmars Kaaesz, oc deris Farruand,
Som vildde at Suærrige sætte.
Dær kand mand tælle de Skjbe paa Reed,
Och mynstre dem vd huært i sin Steed,
Om de met Danmarck vild' trætte.
Hand kaldded dend Fæste til Euig Aasaffn,
CHRISTIANOPEL aff Eigne Naffn,
At det skuldde Euige bliffue.
GVD giffue der baade Folck oc Stæd,
Lycke oc Raad fæmb Tusind Leed,
Saa kand dæm inggen fordriffue.
I Kiøbendhaffn bygde hand Rjged til gaffn,
It kaasteligt Tyghusz oc drabelig Haffn,
Dæm fyldde med Skytt oc Skjffue.
Hand Croned det Slaat met Spjr oc taarn,
Det stoed dær ræt allderig sligt tilfaarn,
Dænd Ære maa mand det giffue.
I Nørre Skowe i skønniste Leed,
Loed Fader hans bygge, som huær mand veed
It Konggeligt Slaat aff Grundde.
At det skuldde være Kong Freedrichs Baaer,
Och alle der' hiæm, som Kongger vaaer,
Naar dennem gaffs Roe oc Stundde.
Det tog hand moxen hæn ned i Grund,
Forøgte oc meeret det manggelund,
Som inggen Mand førre trode.

221

✂ Lader nu det bygge met Konggelige Pracht,
Sjn Fader til Ære oc Euig Acht,
Sig och sine Børn til gode.
Och sætter der paa slig Bygning oc fljd,
Som fands ey i Danmarck før nogen tjd,
Och næp i det Rommerske Rjge.
At Børn, oc Æth skulle skønne der paa,
For dennem var Herrer, sligt kundde formaa
De vildde slæt inggen Mand vjge.
Och icke allene met Skiold oc Suær,
Forsuared det Fredig i Orloffs Fær,
Och holdded i Hæffd oc ljge.
Mæn oc vdi Freed haffde Lyst oc Moed,
Dæd kaastelig pryde, oc komme paa Foed,
At huær kundde see oc sige.
At Danmarck haffuer Hoffuit oc Haand,
Saa væll som Franckrig oc Spannierland,
Som lader sig meget tycke.
At Folck oc Rjge paa Tjd oc Aar,
Jo længger jo meere kand komme i Floer,
Och tjmis bod' Hæld oc Lycke.
Och haffuer end' vnder det Konggelig Bryst
Baade Hu oc Hiærtte, Vilie oc Lyst,
Sjn Krone at pryde oc mere.
Och som hand hiemme saa manggelund,
Loed bygge oc flj vdi huær een Stund,
Disse Fæster oc anddre fleere:
Da randt ham i Sinde blandt anden slig jd,
At Grønland det laa vdi Fordum tjd,
Hid vndder dend Norske Krone.
Och manggen haffde derr voffuet oppaa,
Hand kundde det Land igen findde oc faa,
Och lægge det vndder sin Throne.
Dog fands derr inggen i mangge Aar,
Som Lycken oc Tiden saa blider vaar,
Ded Land kundde til sig vendde.
Thi loed hand sig være en vndderlig Ting,
At skuldde hand bygge sine Rjger omkring,
Och lade sig gaa aff hendde:

222

✂ Land oc Folck, met Inszel oc Øer,
Som hannem oc Rjget med rætte høer,
Och ded for wmagen miste.
Ded laa hannem vell fast langt aff Leed,
Och haffde giort manggen aff Reyssen keed,
Och alle de hannem misztrøste:
Dog loed hand kiendde sit Fredige Moed,
Haabdis GVD oc Lycken skulld' bliffue sig goed
Hand vildde dend Reyse friste.
Och tog sig dend Sag alluorligen forr,
Forfaredt flittig om alle korr,
Om nogen Mand dær om viste.
Och loed vdrede som skreffuit staar,
1605. Der mand regnet Tusind Sex hundred Aar
Vdi Vaaren oppaa det fembte.
Tre aff sin Skjb saa offuenbratt,
Troest, Løwen, ocsaa dend lildde Katt,
Mand inggen Ting der forglembte.
Huad Skibene kræffde, oc Folckkenis Tarff,
I Arkelj, Kiældder, oc andden slig Huarff,
Det skjbedis ind for Borde.
Hand søgte sig vd en Styris Mand,
Vaar fød oc brugdt vdi Enggeland,
Paa Søen aff Vngdoms Aare.
Hand haffde førr seyled dend samme Kaaesz,
Til Frjszland oc andden Land ligger der hoesz,
Hen vndder America Sjde.
Och gaff fast ahn (som mangen vell meen)
Langt Øster der fra vor Grønlands Green,
Som stræcker der vd saa vjde.
Mæn huor der om er, haffuer inggen Mand frist,
Och kand der ey sige fra noget vist,
Men det veed Baggen til pricke:
Det er icke nær dend Kaaesz eller Strjg,
Som Fordum paa Grønland stræckede Sjg
Det meer vdi Nørr monne ligge.
Kongen skicked paa Skibben sine gode mend,
En Eddelig Linddenaa, vell bekendt,
Som mand monne Gottske næffne.

223

✂ Een Dansker Mand aff Byrd og Bloed,
Vaar wforsagdt, haffde Løst oc Moed,
Hær indden at friste sin Skæffne.
Och Naffn oc Slægt siuntis Lyckeligt,
Att Lind oc Aa skuldde føre met sig,
Baade Skjb oc Mand vdi Hawne.
Och Gott paa Reysen at tjmis oc Skee,
Och hand skuldde Grønland met øyen see,
Sig sælff til Lycke oc Gawne.
Manddiuffuel aff fræmmed' oc Sachsisk æht
Hand bleeff ocsaa offuer Skibene sætt,
Een Luthinandt derr at være.
Hand haffde sig tiænt vdi Konggens Gaaer
Vildde lade sig bruge baade huor oc Naaer,
Det vaar hans HErre til Ære.
Och som hand vaar en Christen Mand,
Besøge det groffue oc grumme Land,
Huor vilddeste Diuffuel de boede.
Och vendde dær paa sin Møye oc Fljd,
Aff Diuffuel at bliffue god Mand met Tjd,
Aff groffue Folck tuctig oc goede,
Hans Kønning som vjde vaar reyst om Land
Bleeff ocsaa giffuen Befallning i haand,
Med Skibben oc andden Sage.
At som hand førdde ded Kønning naffn,
Fra Danmarck hen ind vdi Grønlands haffn
Med Lycke dog megen wmage.
Saa var nu i Danmarck bod' Konge oc Tjd
Som kundde vell legge oss Grøenland hjd,
Om mand vill ey wmag spare.
Siden fulde dær med oc mangen en Suænd,
De bæste paa Leeden oc Kaaesen vaar kiænd,
Een fawer oc Freedig Skare.
Der allting var færdigt oc Maymaanit kom,
Som glæder det Nordde Værden hæn om,
Dend Fierdde Dag gick de til Skjffue.
Paa Kiøbenhaffns Reed met frydefuld Mod
Saa mangen skøn Mand omkring dennem stod,
GVD raade wi seeis i Ljffue.

224

✂ De lætte der' Anckker, drog op deris Raa,
Saa frjmodig loed de adt Søen staa,
Med flyffuendde Flagh oc Fahne.
Dær de komme hæn vden Skawe Reeff,
Derr yppedis Vanddet, oc Suærcken hun dreeff,
Och Søen holdt gammel vane.
Der burdde først Skjben at skrie oc gaa,
Som flydende Fisk, oc raskeste Raa,
Det Vand spillet vden fore.
De lagde fast ahn, oc sætte der' meed,
At Søndderste Kandt paa Hættlandtz Reed,
Det Land gick dennem om bore.
De lode det ligge paa høyre haand,
Och prisede bode Vind oc Vand,
Til Skottland gick dennem i Sicte.
Det bleeff langt Søndden met Ørckenø,
Och holdt for Norden dend vildde Sø,
Til Norduæst de Kaasen ricte.
Iszland bleff liggend' saa langt vdi Nørr,
Sextj Vægsøis væll Søndden for,
Loed de at Americam sætte.
Dagen hand gick, oc Skibene skreed,
Alltingest begyndte saa mangeleed,
Sig Daglige at forsætte.
Dær blæste saa skarp oc koldder en Vind,
Dend skaer saa huast om haand oc kind,
Som det vaar om Jule tjde.
Dend Suærcke hun dreeff saa tyck oc graa,
Stor Taage oc Mørck faldt der oc oppaa,
Dend Bølle hun brød saa strjde.
Dog acted ey Skib eller Folck det stoert,
Loed Seylene stande, gick driffuendde foert,
Til de fick Americam indde.
Det Land stræffuit flux i Søndder hen need,
Thi lagde de ahn paa dend Nørre Leed,
Som de skuldde Grønland findde.
Dær seyled de længe langs op met Land,
Och fuldde fast effter dend Enggelske Mand,
Som skuldde dend Kaaesz væll vjde.

225

✂ Hand prisit flux Landdet bleff hart der veed,
At Danske de bleffue der offuer keed,
Och holdte sig aff til Sjde.
De actede vell aff mærcke oc meed,
At Grønland laa paa en langt andden Leed,
End hand monne styre oc stæffne.
Thi toge de sælff til Hiærte oc Sind,
Och vendde der' Skib hæn vnder dend Vind
Som HERRE GVD gaff dem Effne
Och lode it aff deris Stycker gaa,
At Enggelsken skuldde dær aff forstaa,
De lysted ey længger at følge.
De drack hannem til paa skeide oc skill,
Hand maatt' dem følg' eller fare væl,
De villed ey for hannem dølge.
De haffde en Dansker Styris Mand god,
Vaar frisk oc snild i Mund oc Mod,
Dend Kaaesz vildde hand vell friste.
Forsøge men mand dennem trode vell,
Dend Danske Mand duer oc noget sell,
Naar de dend fræmmed maa miste.
De sætte ræt offuer som dem syntis bæst,
At Grønland laa dem leyligst oc næst,
Om det vaar ellers at findde.
De øyet omsier vndder driffuendde Raa,
Huor Fiælddet det laa som Skyen hin graa,
De seyled det Land snart indde.
Dær fandt de stor Kuld oc suariste Isz,
Och hawit det dreeff der ligeruisz,
Som suariste Skyer de giøre.
Der faldt oc paa stoer Taage oc Røg,
Der stincked som slæmmiste hæste Møg,
Mand lucte sligt allderig føre.
De ginge det Land hæn noget forbi,
Och søgte om Hawne at sætte vdi,
Det Dyb stack langt vdi Grundde.
Jo nærmer mand Landdet oc Klippen løb,
Jo vaar der større oc huællere Dyb,
Saa liden god Pladtz de fundde.

226

✂ De sætte der' Baadhe for Boere i Vand,
Manddiuffuel der met lagde ind mod Land,
Om leylige Hawn at søge.
Hand leete hæn op baade op oc need,
Och fandt der huercken Grund eller Reed,
Dog loed hand sig icke nøye:
Men søgdte blandt Klippen i Vjg oc Vraa,
Til hand omsier dem vildtis fraa,
Saa vjde hand hæn om venddis.
Och bleeff saa hænne nogen Tjd oc Dag,
Leed Frost oc Kuld oc megen wmag,
De Skibe toge til at lenggis,
De dreeffue oc holdt det dær vden for,
Deris Baad var hænne, haffde bange Koer,
Om Søen oc Vindden dem tuingde.
Dend røde Løwe paa Bøllen brød,
Och vaandedis fast, sig gaff oc skrød,
Koe der ey Kallen kand findde.
Midler tjd søgte Baaden som ringgeste Musz
Effter hull oc Smug i tættiste Husz,
Huor dend kundde sig bæst fiæle.
Och aldrig var Diufflen saa streng oc haar
Hand vjsde jo Mandden huor Hawne var
De Skib kundde sig ey hæle.
Thi lagde dend Baad Land siden hæn om,
Omsier paa Fod effter Skibbene kom,
Och dennem dend Glæde forkyndde:
At de haffde funddet baade Haffn oc Sund,
Med klariste Vand oc tæmmelig Grund,
De skuldde sig der ind skyndde.
Det Folck bleff trøstigt, oc fuldde flux med,
Och fandt der Lhy oc leylig Sted,
Huor de kundde tryggelig huile.
Grønlændderne saae slig Gæster vaar dær,
De viste ræt alldrig huad var paa Fær,
De grebe til Bue oc Pile.
Landdet laa der hen rundden om trindt,
Met suariste Fiæld, oc høyeste Klindt,
Saae bister paa alle Side.

227

✂ De komme der vd saa grumme oc graa,
Som Vlffuen aff sit Fiælster oc Vraa,
Paa Pladtzen maatt' de dennem bide.
De gaff sig til Baads vildde see sig om,
Huad Diyur der ind vndder Landde kom,
De acted stor Bytte at vindde.
Och der de mærckte de Skjb laae quær,
Da lagde de meere jo nærmer oc nær,
Och bleffue flux dristig i Sindde.
De komme saa mangge i hobe oc Flock,
Som Bisuærmmen giør aff Karr oc Stock
Naar dennem gaaer noget til mode.
Mæn Folcket som indden paa Skibbene var
Forholdt sig still som tolligste Faar,
Och vildde først prøffue det gode.
Dær de inggen Modstand aff nogen forfoer
De acted at faldde dem straxt offuer Boer,
Och Seyer oc Manddom vindde.
Mæn da de fornam der vaar indden for,
De dennem nock voxen oc mechtig vor,
Om de fingge saa i Sinde.
Da lod' de det bliffue ved Vænskab oc Fred,
Med nicken oc bucken falddis de ved,
Och lode sig fulduell raade.
Det Folck beujste dem Ere stoer,
De baer dem Beger oc Fade paa Boer,
Saa lidet de dær aff Aade.
Det smaged den Grønlandtz tand icke væll,
Men helder stycked aff blodigste Sæll,
Och feediste Trann at dricke.
Der de ded acted, oc kundde forstaa,
Huer giorde dem gaat som hand formaa,
Vildde de sig oc Vænlig skicke.
De fore til Land huer hiem til sit,
Och tog met sig baade meget oc lit,
Som de vildde sælle oc myste.
Och komme igen med Bylther oc Baand,
Met suare Knipper i Fauffne oc haand,
Om dennem dær noget aff lyste.

228

✂ Dær vaar vdi blandt vell kaastelig Ting,
Atskillig Vilduærck oc Ræffueskind,
Met skønniste Biørne oc hujde.
Foruden alld Endde graa Siælle hud,
Och mange var skaaren i Stycker som klud,
Dog nogen oc sammen syde.
Der lagdis oc fræm vdi knippe tall,
Mangge kaastelig Horn, oc holdde dem fall,
For ringgeste Naael oc Hæcte.
Mand meener at være aff Eenhiørnings art,
Dog er det aff Diyur, oc Krafften klart,
Ey værre dend Eddel oc Ecte.
Det Beest som dette Horn drager oc bær,
Blandt Bøllen i vilddeste Hawet er,
Dend Andden paa Landdet hitt tørre.
I Krafften kand mand dedt oc klarlig see,
At de erre atskillig oc tuendde lee,
Dog GVD monne det aldt giøre.
Med fleere deris Vare de førde hæn need,
Och spridde dæm vd, oc lagde paa Reed,
At huær kund see oc skue.
Saa frembær oc Skibs Folcket der imod,
Aff deris Kram hen vd for fod,
De tenckte dem bæst kundde due.
De stode der om giorde anden sin Legn,
Och snacked allene met hændder oc Tegn,
Huor huær det bæst kundde yde.
Mand tog hæn op, huad mand syntis kiært
Tyckte dend andden, dædt vaar dæd vært,
Saa loed hand hannem det nyde.
De bøde de Grønlændder Pængge oc Søll,
De vildde ey een gang see dær till,
Tog hældder Hæcter oc Naale.
Staael oc Jærn howit de saa væll,
De gaffue dærfor væll Hundred maal Skæl,
Som dyrest mand vildde dædt fale.
Bue oc Pjl: deris Aarer oc Skjff,
Och Kiorttler oc Skiort aff Rygh oc Ljff,
For Jærn saa lode de springge.

229

✂ De acter ey værd, eller andden sljg Sag,
Mæn Eeniste Nøden oc Eget Mag,
Dæd anddet er dennem kun ringge.
Landdet der neddre er baert oc Kaael,
Och giffuer dem huercken Jærn eller Staael
Som nyttis dog alle Dage.
Men Trangen dend bruger vdi dænd Stæd,
Huassiste Steen, och Beenene med,
Mæd Trælldom oc møygen Wmage.
Thi tog de Jærnet lod Gulddet staa,
Och vaar vel at ynske, huer tenckte der paa,
Sin Nød oc ey Hoffart at acte.
Mæn som dend ledige Gærighed,
Forfører aldt Mennisken mangeled,
I alle sine Giærning oc Facte:
Saa rørdde dend oc Grønlændderne til,
De snapped aff Baadden oc Skibbet i døll,
Huad de kundde der løss giøre.
Och gaff sig omsier til Ancker oc Tow,
Och filed oc gnaffuit der fast oppaa,
De vildde det slæt hænføre.
Dær de nu saa haffde handlet oc kiøbt,
Och Landtzsens Hawn oc Grund forsøgt,
Tre Dage hæn vd paa Reede.
Och saae der vaar ey meer' at formaa,
Thi lawet de til at rycke der fra,
Dog loed de det inggen Mand vede.
Dend fierde Dag der allting vaar klart,
Saa skicked de dennem til Seyel oc Fart,
Tho Grønlændder vor der indde.
Dem lode de hinddre, oc tog dennem med,
Dær de det formærckte, fortyckte de ded,
De vildde ey lade sig tuingge.
Men satte Værge, som de kundde bæst,
Beedis oc slogis, som Hundden oc Hæst,
Saa Gallne vaar de vdi Sindde.
Och som dend vilddeste Basse oc Hind,
Naar dem i Garnedt fælddis omkring,
Mon gruelig bryde oc springge.

230

✂ Saa fattet de ahn met Mact oc Mod,
De actede inggen som derr om stod,
Ey hug eller skarppe Suærre.
Men greb derr ind met frisker haand,
At Blodet dennem om Kroppen rand,
Och loed sig dog icke forfære.
Men giorde aldt det dem muligt vor,
Att mand motte Enddelig tage sig for,
Som andden Sujn dennem bindde.
Saa foere de end met Tiden i Mag,
Och komme jo længger oc mere i Lag,
Och fattet sig bedre Sindde.
Derr de paa Landdet det kundde forstaa,
Och saae mand vandt op Seygl oc Raa,
Saa gruelig monne de raale.
De sloge oc skøde med Slyngger oc Pjl,
Men Skibet giordde færddig aldt met Ijl,
Och drack dem gode Nattz Skaale.
Loed gaa it Stycke hen i dend Vind,
Ded lossed oc rumled saa vjde omkring,
De grued huad ded skuldde tyde.
Och meente det vaar dend ledigste Trold,
Der spudet saa Ild, oc gaff sligt Skrold,
Mod ham torde de ey strjde.
Huer søgte i Fiællster, Hyll oc Vraa,
Som Fuglen hand giør for Falcken hin graa
De torde ey lengger bjde.
Saa drog det Skib baade Anckker oc Raa,
Och acted at lade til Danmarck staa,
Och see huor Fokken derr ljde.
Vindden var dem i førsten ey bljd,
De maatte leuere der nogen Tjd,
Før hand gick dennem til vildde.
Saa lagde de vd, oc prised dend Søe,
Och kom derr fra vden Skade oc Nøe,
Och Kaasen adt Hættland stildde,
Loed Orkenør ligge paa høyre haand,
Och stæffned saa ned for Søndden Hætland
Til de fick Norrig om Boere.

231

✂ Baade Væir oc Vand vaar dennem til mag
De komme i Sunddet dend syttendde Dag,
Effter de fra Grønland vdfoere.
De sætte fremdelis baade Kaaesz oc Staffn,
Och komme saa ind for Kiøbenhaffn,
Sanct' Oluffs Afften at quældde.
Ved samme Tjd, som skreffuit staar,
Kong Christen for it oc Sextj Aar,
Fick Kiøbenhaffn vndder sin Vælldde.
Och som GVD gaff hannem da i haand,
Danmarck oc Norrig, met Folck oc Land,
Och loed hannem Seyeren vindde.
Saa loed hand och nu hans Sønne Søn,
Kong Christen den Fiærde Dansk Konning køn,
Hær ocsaa nu Grønland findde.
Och som mand da hørde Glæde oc Fryd,
Bestollding fick Endde, oc gantske Strjd
Som da haffde varet saa længge.
Saa gledde sig nu baade Quindde oc Mand
Det lengge vaar søgt baade Stæd oc Land,
Vaar hannem nu gangget i hændde.
Dæd Skjb det praaled met Folck oc Flagh,
Med Seyl oc Skud, oc andden slig Sagh,
Som Hæsten hæn vndder sin Tømme.
Ded Folck stoed om hæn rundt i Reed,
Baade Hiærte oc Mod de glæddis der veed,
De saae dem paa Rhæen komme.
De Høffuitzmend som der paa Skibben vaer
De gangger ind for deris Herre oc staaer,
Hjll være dig Danner Kongge,
Grøenland som wi vare heden sendt,
Det haffuer wi baade funddet oc hendt,
Dog Veyen oc Reysen vor tungge.
Dog haffuer oss Lycken været saa bljd,
Førdt Skjb oc Mand baade hen oc hjd.
Som ligger hær nu paa Reede.
Och haffuer der fra bode Kundskab oc Tegn,
Baade Vare oc Folck vdaff den Egn,
Paa Skibet der hoss tilstæde.

232

✂ Konggen stod op vaar lystig oc fro,
Hand lysted hen ned til Strandde at gaa,
Och skue sin fremmede Gæste.
Hand tog Danner Dronning om huiden hand
Och lagde til Skiben hen vd fra Land,
Att see huad der vor til bæste.
Dæd Folck fuldde effter met menige Mand,
Saa mangge oc tycke, som Sole grand,
Paa Skøyter oc anddre smaa Baade.
De stimlede sig saa vjde hen om,
Grønlændderne fræm paa Platzen kom,
Saae bister i alle maade.
Stacked oc tycke met blegen Kind,
Klæderne vaar aff graa Sælleskind,
Med Hætter oc side Skøde.
Deris haar vaar sort, deris Bene vor kort,
Deris Skiorter aff Sund oc Sæner vaar giort
Saa skjden oc alle saa røde.
Mand sætte deris Baade paa Vanddet vd,
De vaare giort aff stærck Sællehud,
Saa langge oc aldt saa smærtte.
De treente der i tog Aarer i haand,
Och lode derr see for Kongge oc Mand,
Huad de dem paa Grønland lærde.
De Aarer vaar stackid oc derr til Leed,
Paa begge Endder baade tynd oc breed,
Och brugtis til begge Sjde.
De fanggede ahn, kaste dem i Vand,
Dend Baad begyndte at skrie paastand,
Och loed sig end tæmmelig ljde.
Och derr hand kom i sin rætte Fær,
Hand rand paa Vandded, som Pjlen i Vær
Saa suinddig oc aldt saa saare.
De sætte vell Sexten Mand dem imod,
De Grønlændder skuldde de holdde fod,
Med raskeste Essping oc Aare.
Mand saae derr stor Lyst oc vndderlig Jagt,
Som Musen for Katten er vell forsagt,
Dog lader aff Væien rindde.

233

✂ Och ringgeste Hare paa vilddene Hæe,
For stræckendde Hundde gaar dog aff Lhæe
Och er dennem aldt for suindde.
Saa stack den Grønlandtzske Baad sig foert,
Dend acted ey Essping, ey Folcket ey stoert,
Men gick dennem aldt aff Væye.
Derr kundde mand se huor fattig Mand,
Kand sig oc hielppe met egen haand,
Dog ringge er ald hans Eye.
Saa bar mand derr fram vdaff deris Gods,
Klæder oc anddet, huad derr fuldde hoss,
Som fandtis oppaa de Skjbe.
Siden drog Konggen til Landde igen,
De Grønlændder bleffue forordnet hen,
Paa vjder beskeen at bliffue.

✂ Midler holdt dend Enggelske Mand sin leed
Ved Americæ Side, flux hen paa Reed,
Med Trost oc Katten dend lildde.
Til hand fick Jacmandtz Sund vdi Sict,
Derr vaar icke Isz eller anddet sligt,
Derr kundde ham Kaasen spildde.
Thi gaff hand det Sund it anddet Naffn,
Att det skuldde Danske til Efftersaffn,
Nu Fretum Daniæ heede.
Och lagde saa aff paa høyre haand,
Fandt snart for Staffnen it anddet Land,
Som hand monne effter leede.
Och gaff fast ahn, vildde giøre det klart,
At være dend ydderste deel oc Part,
Aff Væsterste Grønlandtz Sjde.
De lagde derr ind, oc søgte i Vraa,
Huor de kundde Lhy oc Hawne faa,
Och Landtzsens Leylighed vjde.
Derr fandt de dend skønniste Oert oc Leed,
Med grønniste Daler, Fiæld oc Heed,
Som nogen vildde begære.
Jo længger mand saae oc kom vdi Nord,
Jo renere fandtis bod' Haw oc Fiord,
Och skønner vaar Landdet oc dære,

234

✂ Derr fick de Folck vdi siune oc Sict,
I Skabning oc Seder meer skickeligt,
End anddre tho første de vaare.
Mand tegned oc locked oc bøde dæm til,
Vdaff deris Gods, baade Pænning oc Søll
Som de strax lagde dæm fore.
Det Folck behaget slig Vare vell,
Och bøde aff deris, som de tyckte skell,
Och Enedis huor de kundde.
Pænding oc Guld, passet de icke paa,
Huad Nøden kræffde, oc de der saae,
Ded monne sig huer til mundde.
Och hentte saa aff deris Boskab need,
Skind, Huder oc Klæder saa manggeleed,
Och lode det giærne springge.
Och toge igien, Knjff, Hæcter oc Naael,
Men hældst oc dyrest, huad Jærn oc Staael
Som de kundde for sig findde.
De Grønlændder holdt deris Sag i Fryct,
Ded fællig skuldde næppelig være trygt,
Mand kundde dem snart forraske.
Somme drog vd, oc somme i Land,
Naar huer haffde by tt, fick sit vdi haand,
Saa lod hand at Fiældden laske.
Der Skibben nu haffde saa nogen tjd,
Forfaret all Leylighed hid oc djd,
Och derr vaar ey mere at vindde.
Formerckte at Folcket vaar fryctigt oc Fæy,
Och holdt sig sactelig hen aff Væy
Da fick de dennem i Sindde.
At giøre Landgang forfare oc see,
Omliggendis Stæder med alle sine Lhee,
Och anddet derr vaar for haande.
De giordde sig færddig oc rysted sig vd,
Med Vaaben oc Værge, med Laad oc Krud
It Anlob vildde de standde.
De randsagedt om baade op oc need,
Och actede nøye ald Leylighed,
Som Søekandten kundde derr giffue.

235

✂ De fundde alltinggest baade stille oc quær,
Det meest sig rørde, vaar Bøllen oc Vær,
Som mand saae mectige driffue.
Ded Land vaar smuct dog noget bart,
Och haffde met sig slig Skick oc Art,
Som hæn vndder Norrigis Sjde.
Mand fandt derr ey megen Frost eller Kuld,
Mesten Sand oc Klipper, oc ljden Muld,
Suare Bierrig oc Brandeste ljde.
Paa Østre Side at Landdet hen ind,
Stod Dalerne grønne hen rundt omkring,
Som de kundde skønniste giøre.
Jo længger i Nord, jo smucker det vaar
Dend stridendde Strøm dreeff vden faar,
Mon' Isen hen med sig føre.
Och holdder Landdet, oc Hawnen derr reen,
Huer kand derr seyle foruden meen,
Dog bæst ved Midsommers tjde.
For Søndden er Luen oc stille Vand,
Derr ligger dend Isz saa tyck ved Land,
Att Skiben kand derr icke skrjde.
Men vjde hen vd, som Hawet giøris Rom,
Mellem Hujdsærck oc Grønland goer stercken Strom,
Och driffuer hen Isen vjde.
Derr vaar vdi Fordum ræt Grønlandtz Fær,
Och huem det voffuer hand kommer end dær,
Om hand vocter ellers sin Tjde.
Hæn ned paa Landdet, som Skibbene laae,
Mand siældden skinnendde Soel der saae,
For Taage oc Landtzens Angge.
Men naar dend Himmel er klaer oc hæll,
Saa skinner der Solen om Sommeren væll
Och giør dennem Dagene langge.
De Klipper de reiste saa høyt hen op,
At Skyen hun brød paa ydderste Top,
Stoer Storm vaar derr ey for hændde.
Lufften vaar god, men førdde med sig,
En suaalisz Art saa hæmmelig,
At mand kundde videlige kiændde.

236

✂ At Grundden oc Landdet paa visse Stæd,
Aff Suoffwel brændder hen vndden næd,
Och haffuer sin Lufft oc Aande.
Och skiuder hen vd sin Jæm oc Mørr,
Som alle dend lucter, klaer Kundskab giør,
Huad derr er indden for haandde.
Mand fandt der oc Erdtz, oc atskillig Grud,
Vaar vasked oc rænsed aff Snee oc Slud,
Ded skinned som glimmendde Gnjste.
Och lod sig vell see, aff ded vden laa,
De Biergge hæn indden vist mere formaa,
Om nogen Mand vildde ded friste.
De førdde oss aff det Grud hjd hiæm,
Ded suinddet vell hæn vdi Ild oc Jæm,
Och meget monne lidet due.
Dog huor Mand tog it Cæntener till,
Sexten oc tywe Lod huiden Sølff,
Fandt Mand i dend smældte Grue.
Skallen duer meenlig een ringge ting,
Men huem dend bryder oc trængger sig ind,
Hand findder dend sødeste Kiærne.
Huor Bættleren vden for Dørren staar,
Dær indden for boer, hand noget formaar,
Och deeler sit vd saa giærne.
Dog er hand aldrig saa Rjg oc from,
Mand maa jo bancke, oc bede derr om,
Før hand hannem noget vil sændde.
Saa huor mand i Klippen finder sligt Grud
Derr er vist indden dend Barck oc Hud,
Langdt meere oc bedre for hendde.
Men mand maa bryde oc bancke der paa,
Och leede i Grundden, i Vinckel oc Vraa,
Til Pluto sig giffuer tilkiendde.
Och er det sandt voris Vjse haffuer sagdt,
Saturni Rjgdom er nederlagdt,
I Norddeste Værdens Endde:
Da veed mand ey nogen Øe eller Oert,
Huor hand kundde lengger føre dend bort,
End hid oppaa disse Stæde.

237

✂ Och siunis vell oppaa mangge Meed,
Hand kand vell være derr graffuen need,
Huem derr lyster effter at leede.

✂ Ved Strandsiden fandt de baade Hawn oc Vjg
Huor mand kunde bierge sig trygelig,
For stormmendde Vind oc voffue.
Derr løb hen ind saa mangen en Fior,
Derr offuen laa Klindten, oc Fiældden saa stor
I Diungger oc mangge hoffue.
Mand acted ald Leylighed flittelig,
Och tegned paa Mappen huer Stæd for sig,
Saa tydelig hen paa rede.
Och at mand skuldde vell kiendde dend Kaasz,
Da reyste de Warer paa Klipper oc Aasz,
De skinned' saa langdt aff Leede.
De gaffue de bæste Hiørner oc Haffn,
Aff Danner Konning særdelis Naffn,
Som mand derr hoss monne skriffue.
Huor Landdet oc haffde sin Skick oc Legn,
Effter disse voris Danske Stæder oc Egn,
Deris Naffn monne mand dem giffue.
At Stæder oc Land som finddis herr,
De skuldde oc være oc næffnis derr,
Disse Riger til Euig Aamindde.
Och at Norgis Kongger oc deris Æth,
Først bygde paa Grønland, ey haffue forgæt
At Eegne det vndder sin Vingge.
Och kiendder sig ved baade Land oc Stæd,
Alle Grændtzser oc Eigner oc Folckene mæd,
De maa ham for Høffding kiendde.
Och Naffned det bliffuer men Værden staar
Inggen andden at Eye der noget haar,
Vdden det Læhnis aff hans hendde.
Och skuldde saa være foruaring oc Meed,
Inggen fremmed at seyle oppaa dend Leed,
Foruden de Danskis mindde.
Och bliffue it kiendde fra Børn til Børn,
Deris Fædre de haffde derr været tilførn,
Haffd' Landdet oc Hawnerne indde.

238

✂ Och der de saa haffde en Maaneds tjd,
Aldring forfaret, oc Børen bleff bljd,
Saa tenckte de hen at rycke.
Derr kom dennem for, som de toge med,
Fjre Landtzsens Mend: de børiede ded
Saa høyelig at fortycke.
De reffuis oc sledis, som Hundden i baand,
De acted ey nogen, ey Væbned haand,
Och giordde aldt det de kundde.
Och vaare saa Ballstyer, saa Gallne oc vjld,
Som glubendde Løwe oc brænddendde Ild,
Regæred saa manggelundde.
De wurdded ey hugh meer end en Stock,
Och giorde fuld vell voris Otte nock,
Før mand kundde dennem tuingge.
Somme bleeff bundden til stærcken Mast,
Somme bleeff ned vndder Lugen kast,
Och nogen Tjd tuunggen derr indde.
Dend ene hand vaar saa meget whyer,
Och giordde moduilliggen ald wstyer,
Skøtte ey om nogen Mands Ljffue.
Derr Captein napped sin Muszskeet vd,
Och ringde for hannem med Laad och Krud,
Hand maatte paa Stædden bljffue.
De anddre det saae, huor det hannem gick,
Begyndte at holdde litt bedre Skick,
Och fatted sig anddet Sindde.
Deris Sællskab som fick at vjde her aff,
De vildde beløffuit det Sundde Gaff,
Och hulddet de Skjbe derr indde.
Mand stæffned der ahn, det Folck vared paa,
Och lod' it aff deris Stycker gaa,
Ded ligest mand kundde dem Sicte.
De saae dend Ild, och hørdde det skraldt,
De tænckte ald Værden oc Himmelen faldt,
Saa fæyelig de sig skickte.
De seigned' omkuld, oc gruede fast,
De meente der vaar dend slæmmiste Gast,
Mand kundde i Hælffuede findde.

239

✂ Som Haren for Hunden at Marcken lader staa,
Saa smyde de hæn, huer i sin Vraa,
Och Skjbene gick til Vindde.
Och gaff hjn andden zu guther letzt,
Sætte vd at Søen, som de kundde bæst,
Och acted vell alle Leede.
De tegnede op, oc i Tawlen skreff,
Alle Vjger oc Næsz, smaa Øer oc Reff,
Som de kundde der oplede.
Dær de komme vd som Bølgen hun dreeff,
Stoer Storm oc Taage i Søen bleeff,
De Skjbe de skildtis saa vjde.
Det Haw giordde dem stor tuingsel oc Vold,
Dog sendde GVD dennem i deris behold,
Hjd hiæm paa atskillig Tjde.
Trost var kun een Maaned paa Reysen need
Kom saa for Kiøbenhauffn ind paa Reed,
Mæd flyffwendde Flagh och Fane.
Saa fuldde oc Løwen och Katthen saa sact,
Och lagde hæn ind met Praall och Pracht,
Som gammelt til Skjbs er vane.
Landdet som Reyssen oc Lycken dæm gaff,
Ded haffde de kaastelig Maled aff,
Och hængd det fræmmen paa Stawne.
Ded vaar stor Lyst at see derr paa,
Huor Prechtig de monne for seyle gaa,
Och lagde hen ind i Hawne.
Ded ryctis saa snart iblandt alle Mand,
At Skibben oc Folcken vaare for haand,
Huer lysted at see oc vjde:
Huor Reysen hun gick, huad de førdde mæd,
Derr samlis saa manggen hen til dend Stæd
Her om oppaa alle Sjde.
Den Høffuitzmand triner hen vd for Boerd,
Och gaff de Grønlaendder Tegn oc Oerd,
De skuldde hannem effterfølgge.
De treente her for, komme vd paa Ree,
Tre vngge Geseller, som mand vildde see,
Holdt sig beskeden oc stille.

240

✂ De saae baade bister oc bleege hen vd,
Deris Klæder vaar aff graa Sællehud,
Och hængde dem sijdt om Ljffue.
Sælff vaare de kortte oc vnddersætt,
Saa Skaberen haffde slæt intet forgætt,
Som hannem sømmed at gjffue.
Vaare wforsagdt, dog stumme i Mod,
De nicked oc tegned med haand oc Fod,
Naar nogen til dennem vilde tale.
Och mæled oc snacked med Stæmme klarr,
Aldt huad deris Vilie oc Mening varr,
Och mand dem vildde befale.
De næffned hin andden klarligt oc reed,
Oxa: Judecha: och huad de heed,
Meer kundde Mand ey begrjffue,
Men kundde dog mercke aff Facter oc Tegn,
Aff Siun oc Nicken, oc andden slig Legn,
Huad de tilkiændde vild' gjffue.
Derr Danner Konning fick disse at see,
Hand acted strax Folcked vaar tuendde Lhee,
Som førdis hid aff de Landde.
De Første vaare groffue i ald deris Fær,
Men disse lætsinddig oc Vænnekiær,
Och kundde der aff forstandde:
At Landdet sig vjde mon' stræcke oc naa,
Och mangge slags Folck at bygge der paa,
Wi alldrig veed aff at sige.
Mand førdde oc fræm, oc lagde der hoss,
Aff Folckenis Vare, atskilligge Gods,
Ded var aldt hin andden ljge.
At Bierringgen neder hæn vd mod Strand,
Dend er aldt eens hoss menige Mand,
Som sig aff Søen maa nære.
Thi tænckte hand tjere at prøffue det Spill,
Forfare til Grundde huor det stoed till,
Paa Landdet anddenstæds dære.
Mand skicked de Grønlændder Pladtz oc Stæd
Och Folck de skuldde omgaais mæd,
Dæm holdde i Vact oc Vare.

241

✂ Dog gick de fredlig bod' vd oc ind,
Och rætted iblandt flux vndderlig Ting,
Baade stille oc aabenbare.
Da vaar hær kommen paa samme Tjd,
Fra Spannien Bud, i Rjget hjd,
Med mechtige Herrer oc Sage.
De vnddred vor Konning ded vngge Blod,
Hand haffde sligt Hiærtte, Lycke oc Mod,
Och acted om inggen Wmage.
Och haffde opsøgdt slige Stæder oc Land,
Ved Værdens Endde, som inggen Mand,
Lang Tjd haffde haffd i hendde.
Men loed dem see ded Folckefær,
Och Godtzset som finddis paa Landdet dær,
Som Spaner før allderig kiændde.
Ded vaar dem alle en vndderlig Ting,
Huor de med ringgeste Fisk oc Skind,
Kundde dennem baade klæde oc føde.
Och huor de med liden smaa Baade oc Skjff
Kundde søge der' Næring, oc rædde der' Ljff,
De bleff icke huer Mand øde.
De Grønlændder tegnet oc bøde sig till,
De vildde dem lade see derr til Spill,
Deris Baadhe kundde dem vell bære.
Och vjste paa dennem med andden Art,
End suare Stangkræjer, oc tungge Kofart,
Sig vell oc lættelig nære.
Dend Hawn hun ligger foruden dend Døer,
Grønlændderne acted ey Vind eller Bøer,
Mæn lauffuit sig til at skjbe.
Toge Aarer i haand vaar freedig oc Frj,
Huer søgte sin Baaed sætte sig derr vdi,
Och loed saa at Hawet drjffue.
Ded lawede sig saa henddelig,
Med eniste Aare huer brugede sig,
Och dend oppaa begge Sjde.
De vaare saa suinddige i dend dræt,
Dend Baad hand løb, saa raadig oc læt,
Som nogen kand Hæsten rjde.

242

✂ Hand skød sig fræm som Fuglen i Vind,
Saa listelig vendde de sig omkring,
Och lagde hin andden om Boere.
Och sætte Jæffnsies hæn vd fra Landtz,
Som Suendden oc Pjgen de trjner i Danttz
Som flyffwendde Pjl de foere.
Dog vaar de saa visse i ald deris Fær,
De løbe hin andden saa Jæffndt oc nær,
Mand stoed vell paa begge til ljge.
Saa kom dend tredie loed sig ey forsmaa,
Imellem dem begge loed hand indstaa,
De maatte aldt for hannem vjge.
Med saadan oc fleere der' lystige ld,
De lode derr see oc dreffue dend Tjd,
Huor huer kundde nocksom kiændde.
At Folcked haffde bode næmme oc haand,
Haffde de alleniste nogen Mand,
Aff groffheden kundde dem vændde.
Dend Spanske Herre hand glæddis derr veed
Hand saae baade Folcked oc Landtzens Seed,
Och vndderlig Spill de dreeffue.
Hand sændde dæm need, baade Pænning oc Søll
Dærfor at kiøbe sig huad de vill,
De Spanner oc sig til Ere.
De saae det vaar en Herre Skænck,
De vildde ey haffue dend kast vndder Bænck,
Men Herre vjsz sig staffere.
Huerr Mand til Howe med blaa Klæder gick
Dæm siuntis oc gaat at holdde dend Skick,
Och icke de slæmmiste være.
Mand loed dennem strax de Klæder faa,
Stafferit dæm vd fra Top til Taa,
Som bæste Raad var paa færre.
Dend Kiorttel hand gaff dem bode Hæld oc mod
Kundde Pænninggen ræcke, een Rytther god
Dend vildde de oc vell være.
De gingge i Krammen toge Kordden need,
Bandt hænde ved Sjde, som gammel er seed
Och sætte Strudtz Feyer vdi Hatte.

243

✂ Saa taldde de Pændding, oc treente her for,
Som det store Herrer aff Grønland vaar,
De viste sig vell at skatte.
Siden fick mand dennem for dræt oc ld,
At bygge oc giøre paa Dag oc Tjd,
Een Grønlanddis Baaed fast større:
Saa vjed at tho kundde side paa Reed,
Hoss andden, at løbe baade op oc need,
Huor de kundde noget giøre.
Saa dreeff de dend Vintter oc Tjden hen,
Til Vaaren begyndte at komme igen,
Och leeffde som de bæst lyste.
De saae der' Effne oc vanddrit der fra,
Igæmmel Sunddet saa lode de staa,
Før nogen Mand derr aff viste.
Och haffde i sindde, at prøffue dend Søe,
Vdstaa oc ljde all Hawsens Nøe,
Om de kundde Grønland Lændde.
Hæn vndder Skaane dreeff Væiret dem ind,
De Bøndder vist' ey huad vndderlig Ting,
Som dennem kom derr til hændde.
De holdt dennem ahn: forspurdde sig for,
Hueden de komme, oc huæm de vor,
Dog fingge de ljden Rede.
Dær det bleeff spurdt mand fandt dennem dær
Saa maatte de flux paa flytte oc Fær,
Och stillis igien tilstæde.
Bleeff siden holddet vdi vare oc Acht,
Och fick ey meere slig Effne oc Macht,
At komme saa langdt fra haande.

✂ Konggen hand holdt sine Sager i Sict,
Hand lauffued alltinggist saa Ordentligt,
Baade vden oc indden i Landde.
I Engeland faldt ham for victige Ting,
Thi tænckte hand sælff at drage derr ind,
Bæst røcte derr alle Sage.
Och midler men hand aff Rjget vaar dær,
Endnu at forsøge dend Grønlands Fær,
Dog dend gaff megen wmage.

244

✂ Ham kom oc fore saa manggen Sag,
Thi bød hand at holdde en Herredag,
I Sieland i Kiøbmands Hawne,
Och derr med sit Raad oc Rjgens Mend,
Bleeff aldting dannid, lauffuet oc vend,
Sjg oc Sjne Riger til Gawne.
Loed biude offuer alle sine Eigne Land,
Huerr skuldde ham yde halff Skatt i haand,
Till Grønlands Reisse at drjffue.
Dend Allmu vor trøstig, oc howet det vell,
Hand vildde formere sin Rjgers Skell,
De vildde dend giærne gjffue.
Saa loed hand lægge hæn ind for Landt,
Fæmb aff sine Skjbe: heed Angliæbrandt,
Dend flyffwendde Ørrn oc raske,
Troost, Løwen och Katthen, som seenist var dær,
Dæm ridde Mand alle vd til dend Fær,
Saa Zjerligh monne de braske.
Mand fick dem ind huad Reissen dend krauff,
Vdi Archelj, Kiældder, aff alle slauff,
Loed inttet tilbage bljffue.
Och valldde saa vd oc sætte derr paa,
De Dapfferste Mend, som mand kundde faa
Dend Reisse lysted at drjffue.
Gotske Linddenow fick hand de Skjbe i haand
Sætte der paa Skipper oc Styris Mand,
Oc Capetjn dem skulde rade.
Hans Kiymand, Hans Brun, Carsten Richardszen,
Philippus de Fosz, oc een Dynkarker køn,
Næst GVD dend Reisse betrroede.
Dær fuldde oc med manggen rasker Suænd,
Dær lystid paa Kaasen at være bekænd,
Och loed sig Fredelig findde.
Med Skibs Folck oc Baadtzmend oc anddre slig
Ded gick dennem ahn saa frydelig,
De vaar wforsagdt i Sindde.
De Grønlændder glæddis end meest der ved,
At de maatte følgge hæn hiem paa Leed,
Och see huor Vænner derr ljde.

245

✂ Derr alltinggest vaar nu færdigt oc klarrt,
Dend Torszdag for HERrens Himmelfart,
Hæn sidst i Maymaaneds Tjde.
Da lætthet de Ancker, oc hjdset der' Raa,
Och lode hen vd aff Hawnen staa,
Dæd vaar saa fawer een Skare.
De Skjbe de gick, som praalendde Hæst,
De Flaghe de dreeffue for Vind oc Blæst,
De bøde oss derr vell fare.
Vindden dend voxte dæm bljd, oc goed,
Saa drjffuend adt Sunddet de standde loed,
Kom hæn vndder Norrgis Sjde.
Dær laa dæm Flæckerøen næst for Stawn,
Och maatte dær drage hæn ind i Hawn,
Dog de derr stacked Tjd bjde:
Mæn lagde adt Søen, til Vindden bleeff mag,
Och kom vnder Hættland den Ottendde dag
Effter de fra Norrig mon' gjffue.
Och sætte saa foert som de haffde Bøer,
Och øyet paa vænstre haand Orckenøer,
Loed dennem langdt Søndden bljffue,
Dær seer Mand den Væster Sø først gaa,
Och loed sig kiændde huad dend formaa,
Med stormmendde Vind oc Voffue,
Bøllen hun dreeff, oc Søen hand skrød,
Suærcken oc Iling i Seyled brød,
Saa manggen ded ildde mon howe.
Dær loed sig da see huad Barn oc Mand,
De giældder oc duer til Søes oc Vand,
I Nød oc andden slig vaandde.
Dend ene Grønlændder hand bleeff der suag,
Døde hæn oc kastis vd samme Dag,
GVD veed huor hand monne Landde.
Derr fick oc en Dræng sit sidste kneeig,
Hand maatte oc vanddre dend samme veeig,
Mand tjmis ey andden Naade.
Midsommers Afften vaar tæmmelig bljd,
Thi toge de Skjbe sig til for Ijd,
Om fællids Sager at raade.

246

✂ Men Søen hand vildde ey haffue det saa,
Och haffde nær førdt dennem Skade paa,
Siden maatte de lade det bljffue.
Och derr de fort komme i Søen fræm,
Dend rætte Søegang først møtte derr dæm,
Med Iszen der suarist kand drjffue.
Ded voxede oc saa suirppendde kaldt,
Dend Midsommers Tjd en ringe ting galdt
Baade Himmel oc Haw sig vendde.
Iszen hand dreeff dennem flux om Boer,
Och bleeff jo længger jo mere oc stoer,
Begyndte fast til dem trængge.
Omsier sicted de langdt vndder Sky,
Huor derr dagedtz op de Klipper Ny,
Hæn vndder Americæ Sjde.
De stæffned derr hæn, at de kundde faa,
Ded Land vdi Lhæ, det skuldde snart saa,
Hæn op imod Grønland ljde.
Dær kom de ind i slig Isz oc brødt,
Och lidde stor Fare oc Ljffues Nødt,
De vaare nær alle bleeffne.
De Klipper de reisde høyt offuer det Haff,
Derr vaar icke Vjg eller Sundde Gaff,
Eller andden slig leylig Effne.
Thi greb de til Hiærtte, oc Manddelig Mod
Och Isen oc Lycken vaar dennem saa god,
De dreeffue tuært vd fra Landde.
Och vredis oc venddis, som Oxen i klow,
Thi de fick Skibed paa andden Bow,
Och fundde litt reenere Vandde.
Derr dreeff dend Strøm som stærckeste Floed
Saa mangen drjff Isz kommer dennem imod
Som de maatte fire oc vjge.
Och holdt ded saa moxen nj Dager paa Reed
Till de kom ind vndder Grønlands Leed,
Aff Lycken maa de vell sige.
Dend ottendde Julij fældde de dær,
Norduæst fra Landdet: oc kom ey saa nær,
At de nogen Haffn kundde fangge.

247

✂ Derr vildtis dem Katthen i Søen fra,
Och maatte derr ladet paa Lycken gaa,
Dog ded vaar dennem vell bangge.
Sancte Peders Afften faldt derr oc ind,
Slig Taage, oc Mørcken med driffuendde Vind
Mand kundde sig næppelig bare.
Derr skilddis de Skjbe huerr paa sin haand,
Dend brøllendde Løwe oc Angliæbrand,
Maatte vide om Søen fare.
Men Ørnnen ochsaa dend snagendde Hund,
De lagde med Landded, hen ind paa Grund,
Huor de kundde sig bæst nære.
Och fundde derr Hawn oc leylig Sag:
Lagde saa derr ind dend tredie Dag,
I Augusti Maaned mon være.
Men aldrig kom de saa snart oppaa Rhæ,
De Grønlændder lod sig jo strax der see,
Med Skøiter oc deris smaa Baadhe.
De komme her vd, lagde dem om Bordt,
Huer loed sig kiendde met Tegn oc Ordt,
De vildde hjn andden ey skade.
De føyet sig sammen som de kundde bæst,
Mand loed dem fri Leyde, med Tjd oc fræst,
At fare, huerr som hand lyste:
Dog vancked derr icke rætt syndderligt Gods,
De haffde aldt Tancken, oc Øyet derr hoss,
De vildde ey noget myste.
Det Skibsfolck aff Søen var suagt oc tungt,
De haffde da reysed oc seyled langt,
Och lijdt baade Sorrig oc Møde.
Thi fore de sact, oc acted aldting,
I Hawnen oc derr hen rundt omkring,
At det vaar slætt bart oc øde.
Thi lystedt de vjdere at see deris Gaffn,
Och lagde igen vdaff dend Haffn,
Sancte Lauritzis Dag at quældde.
Och bleeff saa i Søen dend gantske Natt,
Til de kundde see huor alle ting vaar fatt,
I Vjgene blandt de Fiældde.

248

✂ Och fandt oc fick derr Hawne oc Lhy,
De lagde derr ind, oc sætte derr j,
Blandt Bierrig och høyeste Klindte.
Dog siuntis dend Stæd met ald sin Korr,
Langt leyliger end dend andden hand vorr,
Med Gaffn dog ringge och indte.
De Grønlændder loed sig vell allestæds sæ,
Och komme derr need huer aff sin Lhæ,
Med Skind oc allehaande Vare.
Dog vaare de fryctig oc arrig der hoss,
Mand fick icke meget aff deris Gods,
Vden listelig Fund oc Fare.
Derr holdt mand det thj Dage hen om,
Och rands aged vd huer vinckel oc Rom,
Hen om oppaa alle Sjde.
Och da der vaar ey meer at formaa,
Saa tenckte de til, at rippe der fra,
Loed det dog inggen Mand vjde.
Om Dagen tilforn mand saae sin Tjd,
Mand tog paa Strandden med listelig Ijd,
Tree Grønlændder oc deris Baadhe.
Linddennow saae oc sin Effne oc Raad,
Hand toeg oc tree andre med Gods oc Baaed
Som fuldde ham til dend Flode.
Hans smaadræng det var fuld arrig en knegt
I Effwæntyrs Spill stod hand sin vegt,
Hand kundde ded allderig lade.
Thi vildde hand lade ham voffued derr paa,
Om hand med Lycken kund' komme der fra,
Eller standde sin egen Skade.
Hand loed hannem sætte oppaa ded Land,
Saa tjlig hand kom i Grønlændders haand,
De straffedt ham vden Naade.
Som Hundden anfaldder med Gø oc glam,
Saa sleede de paa hans Klæder oc Ham,
Och traadde ham need vndder Fode.
Och som dend vilddeste Vlff oc Biørn,
Dend hunggrige Falck, oc flyffwendde Ørn
De farer med Lam oc Fule:

249

✂ Saa greeb de ham ahn, oc reff hannem smaa
Oc lode saa hæn at Fiældden staa,
Huerr til sin Fiællster oc Hule.
Derr de ded merckte: der vaar ey for haand,
Stoer Naade oc medynck hoss menige Mand
De vildde ey med dem trætte.
Men som de kom till ded Sundde Gaff,
Derr vændde sig Vindden, oc vreed sig aff,
Mand kundde sig ey vdtuingge.
Linddennow vaar dog saa henddig oc knap,
Med sit Skjb hand aff minddet slap,
Och loed sin Seyl flux vindde.
De anddre kom effter paa andden Dag,
Och Vindden gick dennem til vildde oc Mag
De lode fast effter skrjde.
Skiben de dreffue som Oxen i Plow,
Och maatte derr holdde baade Lhæ oc Low,
Dend stærckiste Bølgge derr bryde.
De Grønlændder gruede fast derr ved,
Ded længger oc meere fra Landdet skreed,
Och skuldde aldtinggest saa lade:
De bleffue saa bangge, oc vildde i Sind,
De acted ey sig eller nogen ting,
Ey Ljff eller andden Skade.
Dend ene lod kiændde sin Hiærttens anck,
Moduilligen sælff for Bordde spranck,
Dær hældder at døe oc bljffue:
End være med Daglig Længsell oc Vee,
Fra fattige Vænner, oc dem alldrig see,
Blandt fræmmede Folck i Ljffue.
Neptunus hand fauffnedt hans komme vell
Hand vildde dæm lønne, oc giøre gaat skell,
For Gaffuen, som de hannem sendde.
Hand skicked dend ned i Diungger oc houff,
Hjn suare drjffjsz, som andden Skouff,
Sig fast till Skjbene trængde.
Dog giordde Mand Værn, som mand kundde bæst,
Och tiæntte vor HERre med Bøn oc Læst,
At frj sig vdaff dend Vaade.

250

✂ Saa maatte dend Gud vndder Bølggen er,
Vjge dend Gud som de haffde kier,
Och giordde dem inggen Skade.
Mæn ledsaged dennem paa det Farruand,
Huor de fandt forlaarne Angliæbrand,
Som Taagen hun fra dennem vjldde.
Mæn vared aldene paa fembte Dag,
Saa maatte huer føye sig effter sit Mag,
Saa de bleffue atter adskildde.
Saa holdt mand ded fire Vgers tjd,
Vindden vaar dennem baade vred oc bljd,
De maatte sig effter hannem føye.
Derr suæctis aff Folcket, oc bleffue wglad,
Dend anddre skuldde queege, oc reede Mad,
Hand maatte derr lucke sit øye.
Och vanddre at Søen som gammel er Skick
Derr fandt hand i Køckenet atskillig Drick,
Som Bølgen oc Grundden derr giffue.
Dog sendde baade Gud oc Vindden dem fort
Derr acted ey mangge dend Knæge stort,
Mæn lode fast Skibben drjffue.
Loed Ørkennø ligge saa langdt aff Leed,
Paa høyre haand mod Skottland need,
Och fick saa Hættland om Boere.
De glæddis der ved aff Hiærtte oc Sind,
Saa vell vaar vunddet nu alle ting,
Och gænnist til Norrige foere.
Derr maatte de atter nu tiendde igæn,
Disz døde en andden aff Folcket hæn,
Som Søen ey længger kund ljde.
Dend kastis oc vd for Bøllen hjn blaa,
De lode fast hæn mod Norrig staa,
Komme did ved Michelsmisz Tjde.
Dog var dend Vind dæm aldt for stærck,
De maatte leffuere oc gaa til værck,
Och legge tuært vd fra Landde.
Mæn effter de vaar nu kommen saa vjdt,
At huer vaar derr, som hiæmme til sit,
Loed de kun adt Søen standde.

251

✂ Och sætte om Linddens Næsz, Sunddet hæn ind,
Och komme saa hiæm med tæmmelig Vind,
Med glade Tidend oc gode.
Derr frydde sig ved baade Fattig oc Rjg,
Vngge oc Gamble, een huerr for sig,
Som derr vdi Landdene boede.
Dend fembte Octobris, som mange vell veed,
Komme de for Kiøbenhaffn ind paa Reed,
Ded spurddis hæn om saa vjde.
Da vaar Danner Konning for lang tid hæn
Fra Engeland kommen i Rjget igæn,
Ved Bartholomei Tjde.
Hand hørdde dem vd huor Reissen hun gick,
Om Kaaesz oc Folcked oc Landtzens Skick,
Saameget de kundde forfare.
Och loed sig befaldde dend Reisse vell,
Enddog dend giordde ham ringge skell,
For Reedning oc andden slig Vare.
Dog effter GVD haffde dem Naade teet,
De haffde Landded nu fundded oc seet,
Vildde hand ey lade det bljffue.
Men som hannem tycktis aff alle Kaar.
Ded Grønland i Fordum til Norrig vaar,
Ded mon' sig til Øster meer strjffue.
Och vaar hans rætte Eye oc Arff,
Om ded gaff hannem rett alldrig Skarff,
Saa vildde hand det end voffue.
At Landdet som ligger saa langdt aff Leed,
Kundde kiændde GVD och sin Øffrighed,
Och suære dem Tro oc Loffue.
Och at ded arme oc vildde Folck,
Som haffuer ey Gud eller Værdtzsens tolck,
De kundde dem næmme oc lære.
Saa fremme hans Kircke oc hellige Hiord,
Til Værdens Endde i alle Vraaer,
GVD oc sine Rjger til Ære.
Dær faldt vell ind manggen victig Sag,
Vildde kommet dend Reisse i hael oc drag,
Til ded sig bedr kundde lauffue.

252

✂ I Kiøbenhaffn haffde hand taget sig for,
Med Vold oc Skandstze med Spjr oc Tor,
Med Gryfftter oc grønniste Hauffue.
Och andden meer Bygning, hand haffde i gær,
Paa atskillig Stæder baade hær oc dær
Som laa ham vel fast i Sindde.
Och sændde en hob aff sin Flode vd,
I Væstersøen med Skiold oc Spiud,
Derr Manddom oc Seyer at vindde.
Saa gaff oc Norrig ham mere wmag,
Maatte der forskriffue en Herredag,
Sig sælffuer derr hæn begjffue.
Med mangge fleer Sager som derr laa paa,
Som vildde ham røre oc tuingge fra,
Dend Grønlandtz Seylladtz at drjffue.
Mæn hand greb sig til Mod oc Sind,
De Sager de gick for driffuendde Vind,
De kundde ey lengge standde.
Hand stilled huær i sin Ordning oc Reed,
Dæd siyntis at komme ham alldrig veed,
Saa lætt riddis de fra handde.
Thi loed hand føre oppaa dend Pladtz,
Tho aff sine Skjbe, som bøde vell Tradtz,
De skønnist paa Vanddet kand rindde,
Troost oc Barcken saa næffned mand dem,
Vdtackling oc Reedning det gick foert frem,
Saa giordde det oc derr indde.
Med Prouiandt, Rystning, Folck oc Gods,
Och anddet som skuldde derr følgge hoss,
Saa længge dend Reise kund' vare.
Hand sætte derr offuer een Dansker Mand,
Carsten Richkardtzsøn fød i Holldster Land,
Som før hæn i førige Aare.
Haffde tiænt hans Fader oc stilled sig fijn,
I Skibs Bestilling for Capetijn.
Och siden hoesz fræmmede Herre.
I Vnggern och Polen for Guld oc Gældt,
Forholddet sig som een dapffer Hældt,
Och kommed derr fra med Ere.

253

✂ Hand fick en Styris Mand snild oc goed,
Mæster Jacob Hald sig kaldde loed,
I Søen en rapper Hane.
Vaar vide forsøgdt paa allehaandde Koesz,
Forfaren paa Himmel oc Grader derr hoesz,
Aff Bøgger oc Daglig vane.
Och haffde end oc aff Fordum drifft,
Aff gammel Kundskab, Søkaart oc Skrifft
Forfared om GrønLandtz Sage.
Aff Forbiszens Reisse oc Spanskis Togh,
Och anddre for Tiden paa Landdet drog,
Deris Kaaesz og andden wmage.
Och effter ded alle vaar vitterligt nock,
Paa Grønland for tiden vaar Norske sprock,
Som Iszlændder ocsaa haffue:
Da sænddis derr Bagger oc Iszlændder med,
At de skuldde tyd' oc tolcke ded,
Grønlændderne foregaffue.
Saa giorde de færddig, oc Vinden bleff mag
Vdi Majjo Maaned dend trættendde Dag,
Da lætted de Ancker aff Sandde.
Och løbe hæn vd aff Kiøbenhaffns Reed,
Mand ynskte dem Lycke femb Tusinde Leed,
At komme vell did til Landde.
De lagde hæn ned gæmmel Øresund,
Och komme vell snart vnder Norrigis grund
I Flæckerø ind i Hawne.
Derr lawet de ydermere alleting,
Til de fick Bøer oc driffuendde Vind,
Saa tog de Hættland for Stawne.
Och løbe ved Sujnborrigs Howit hæn om,
Och mit mellem Feril oc Egele kom,
De Skjbe begyndte at skrjde.
De sætte hæn op langdt meere i Nørr,
End de giorde nogen de andden Togh førr,
Dend Kaaesz som vaar i Fordum Tjde.
Och derr det nu lacket langdt vd fra Øe,
Derr loed sig først see dend Nordde Søe,
Huad Effwentyr hand kand drjffue.

254

✂ Hand hæffuit sig op oc kaste sig need,
Som Bierrig oc Dale hen vd paa Reed,
Och tuingget bod' Folck oc Skjffue.
Himmel oc Vand giorde baade Eet,
Slig Bølle oc Strøm haffuer inggen seet,
Som derr strømmit frem for Boere.
Vind, Storm oc Kuld skæncktis derr frjt j,
Och lærde at gaa baade Lhæ oc bj,
Och holdt saa vndderlig foere.
Naar mand haffde sætt sin Kaaesz i lauff,
Saa maatte Mand fire oc vige aff,
Och sig effter Søen rætte.
Saa holdt de det ved fiortendags Tjd,
Och vendde derr ahn deris høyeste fljd,
Hæn effter Landdet at sætte.
Dend ottendde Junij dagedis op,
Aff Grønlandtz Klipper dend høyeste Top,
Som mand kundde længst hæn øye.
De siyntis oc skiolddet som Skyen hjn blaa,
Dog mand vaar manggen Vgh' Søes derr fra:
Mand vildde derr Dybbet forsøge.
Ded stack saa langt vdi nederste Grund,
Mand kundde ey findde derr nogen Bund,
Med Laad eller længste Ljne.
Mand acted oc vell derr Lædinggens skick,
It halfft hunddred Gradder oc Nj hun gick,
Fra Jorden med Stiærner sijne.
Dog ded lader sig vell aff Gradderne see,
Ded Land skuldde ligge langdt meer aff Lhæ,
Saa lader mand ded dog bljffue.
Med klarr Forfaring (om dend er visz)
Dog ded siynis være langdt andrlisz,
Kand Kaansten ey meget skrjffue.
Derr de haffde saa forfaret aldting,
De lagde til Landded, som de fingge Vind,
Dog dennem gick meget til mode.
Derr møtte dem Isen bod' huid oc graa,
Vaar slagen i smull oc stycker smaa,
Gæmmel hannem de standde lode.

255

✂ Hand reeff oc skrabede fast paa Boer,
Och giordde Barcken sinckelse stoer,
Hand kundde ey sælff kum fylgge.
Saa yppids derr oc slig Storm oc blæst,
Huerr motte sig hielpe som hand kundde bæst,
Och sig effter Værliggen stille.
Dog fandtis de Skib dend andden Dag,
Mæn Regn oc Storm oc megen wmag,
De giordde dem Væyen bangge.
Søen oc Isen vaar dennem wmild,
Mæn der nu Vindden gick noget til vild,
Saa loed de mod Landdet gangge.
Derr bleeff dem Barcken slæt vildet fra,
Dog maatte de lade foert gæmmel staa,
Och saae derr suaer Isz for Stawne.
Lagde saa hæn baade fra oc til,
Brugte atskillig Læmper oc Effwentyrs spil,
At søge dær Lhy oc Hawne.
Mæn Isen hand stimled sig rundt omkring,
Och tuingde dæm baade vd oc ind,
Dreeff dennem fast aff til Sjde.
Thi lagde de langs adt Landdet need,
Derr spilled de Sælle hæn vd paa Reed,
De grummiste nogen kand vjde.
Vaar alle saa sortte som Kull oc Beeg,
De skøde sig op oc hæffuede seg,
Saa høyt offuer Isz oc Bølle.
Mand meente det vaar dend leddige Trold,
Som Land eller Folcked haffde i Vold,
Dær actede dæm at tryldde.
Langdt inden laa Landet saa høyt vnder sky,
Paa Fiælddet laa Klippen som Taarn oc by,
Ded høyeste nogen kund' sicte.
Dæd saae saa sæltsomt med Taage oc Mørck
Som hænne i øde oc vilddeste Ørck,
Dog loed mand sin Kaaesz did ricte.
Mæn derr kom paa stor Storm oc Vind,
Førde Skibbed saa vide oc langt i Ring,
Sit Seyl kundde ded icke føre.

256

✂ Dær tured de vd huad Lycken hun gaff,
Til Væyred ded luentis oc faldt noget aff,
At de noged kundde giøre.
Saa fatted de sig baade Hiertte oc Moed,
Och frilig at Landdet de standde loed,
Ded maatte paa Lycken gangge.
Vindden hand bleff dæm oc tæmmelig bljd,
De vændde derr paa stoer Trældoms jd.
De kundde ded Land oplangge.
Mæn fandt for sig dend haarddeste Isz,
Vaar dreeffuen tilsammen rætt ligerujsz,
Som suariste Muer oc Klippe.
Dend Bølgge hun brød oc støtte derr paa,
At Vandet mon hæn vndder Himmelen staa
Derr gæmmel kund' inggen slippe.
Foruden dreeff Stycker baade store oc smaa,
Naar de dæmdis sammen oc tuingde saa,
Stoed Skibbed sin største Fare.
Thi maatte de lægge derr fra igæn,
Forholdde Kaasen baade hid oc hæn,
Huor de sig bæst kundde bare.
Dær kom oc atter stor vowe oc Vind,
Och tuingde dem aff saa langdt omkring,
Før de kundde sig sælff raade.
Dog trængde de sig hæn fræm oc foert,
Langdt indmeer end de haffde føre giort,
Kom paa tre oc Sextj Grade.
Och huldde fast ved: det vaar nu Tjd,
Om de denne Reisse skuld' komme djd,
Da maatte det sig nu gjffue.
Midsommers Afften skindde Solen klaer,
Och Vindden dæm fast mod Landdet baer,
Dog saae de derr Isen fast drjffue.
Och holdt ded saa hen nogle Dager paa reed,
Kundde mercke ded vaar en langt andden leed,
End de i Fiord did droge.
Sligt Mørck oc Mulm faldt der oc oppaa,
Som mand kand ey sige oc inggen tro,
Med rug oc driffuendde Taage.

257

✂ Derr fuldde oc med slig Dug oc Regn,
Som der faldder ellers i voris Egn,
Naar Tiden oc Natten giørs bljde.
Och effter mand kundde ey see sig for,
Huad Nød oc Fare forhaanden vaar,
Och Isen fast ind monne skrjde:
Daa maatte de holdde sig vd til rom,
Och saa tilbage at Søen kom,
Jo længger oc meere fra Landde.
Som Hiort søger Føde blandt Busk oc træ,
Saa maatte de lægge baade Lho oc Lhæ,
Effter Pladtz oc klarriste Vandde.
Mand vildde vell sige ded vaar dend Stæd,
Huor Forbiszer oc hans Sællskab mæd,
Vaar før kommen ind i Hawne.
Ded vaar saa bister oc Bitzig en Oert,
Thi lagde de hæn oc sætte foert,
Oc næffned dænd aff hans Nawne.
Och flacked hæn om blandt Bøller oc Isz,
Med wmag oc Fare ræt ligerujsz,
Som Hinden blandt glubende Hundde
Isen hand dreeff oc Bøllen hun brød,
Och gaff dennem manggen Pust oc stød,
Dæm vildde slæt sla i Grundde.
Som Haren hand springger bod' aff oc til,
Saa maatte de bruge mangt' vnderligt spil,
Før de komme vell tilbage.
Och lagde saa Landdet hen om oc om,
Formodet derr vist nogen Leylighed kom,
De kundde sig ind ledsage.
Men fandt der ey reeffue ey noget skoer,
Men Isen hand laa saa fast oc hoer,
Som suariste Fiæld oc Klippe.
Derr vaar forindden ey Vjg eller Vraa,
Ey Bond eller Grund at sætte paa,
Thi maatte de aldtid rippe.
Och holdt ded saa Junij Maaned hen vd,
Och haabdis endda til Lycken oc GVD,
De maatte dend Seyladtz vindde.

258

✂ Vor Frue Afften henddis Biærggang vaar
Toge de sig stadig oc alffuorlig for,
Mod Landdet sig ind at tuingge,
Søen var aldrig saa bósz oc whyr,
De vildde jo vowe det Effwentyr,
Ded lyckedis huor ded kundde.
Mand giorde vell Anslag oc atskillig Togh
Men kom dog frem som Studen i Ogh,
Bleff sincket saa manggelundde.
Och som derr kand inggen Værdens mand,
Saa tuingge frjt Mod oc duelig Haand,
De mechter jo noget at drjffue.
Saa kundde Neptunus med all sin Mact,
Ey slæt forspildde der' Anslag oc Act,
De skuldde derr vde bljffue.
Men komme flux ind meer end de vaare før,
Dend Læding reisde saa høyt i Nør,
Sextj Grader paa dend fiærde.
Derr bleeff dem maalit stillet oc sæt,
Derr galdt icke Konst ey ville ey Ræt,
Ey Vaaben ey skarppe Suærde.
Dend strømmende Sø dreff vden for,
Blandt Isen vaar bangge oc haarde kor,
Forindden saae ded end værre.
Derr laa suar Isz hen vd fra Land,
Ded længste som nogen hand øye kand,
Kundde tunggeste Jærnlæsz bære.
Derr paa laa Diunger hen rundt om trindt,
Som suariste Taarn oc høyeste Klindt,
Til Fods kundde mand litt vindde.
Vildde mand end vowet sig sælff oc Ljff,
Kundde mand ey vnduige sin Herris Skjff,
Huor skuldde mand dem gen findde?
Den stund mand end inden for Boere vaar,
Giordde Vand oc Vind dem bangge kaar,
De Raden kundde offuer rjde.
Och huor de saae sig om i vraa,
Fands derr inggen rædning, ey hielp at faa,
Men Døden paa alle Sjde.

259

✂ Derr stoed baade Skipper oc Styrismand,
Saae hæn, som Moeses i Canaans Land,
Och maatte dog vde bljffue.
Dæd tuingde dæm moxen taaren paa kind,
Saae Landdet oc kundde ey komme derr ind,
Dog de voffuet Godtz oc Ljffue.
Derr voxte oc Folcket Dag fra Dag,
Jo meere oc længger Amectig oc suag,
De kunddet ey længge ture.
Saa fæyled dem oc derr sammestæd,
Færskt Vand at læske oc quege sig mæd,
Dog somme ded litt mon' wure.
Saa vaar oc Sommerens bæste Tjd,
Som dæm skuldde hiælppe oc føre djd,
Nu moxen ganggen at døre.
Och Folcket fast klaget slig Nød oc Sag,
Thi tog mand aldting i Raad oc Dag,
Huad mand kundde derr i giøre.
Och som de betæncked sig allerbæst,
Saa kom dennem paa stor Storm oc blæst,
Som lærde dæm aff at vjge.
Haldden hand meente det vaar dend Oert,
Huor Spanske Skjbe bleff dreffuen bort,
Til Culmar i Rydslandtz Rjge.
Derr siyntis at vredis bod' Himmel oc Sky
Derr faldt oc ind slig Kuld oc kny,
De kundde sig næppelig bare.
Thi acted de flittig all Leylighed,
Och lagde at Søen hæn vd paa Reed,
Och bade Grønland vell fare.
De toge dend Kaaesz som dennem vaar næst,
Och sætte ad Danmarck som de kundde bæst,
Och lode adt Iszland standde.
Men Storm oc Vind tuingde dem der fra,
De maatte lade at Søen staa,
Til de fick Ferrø for haande.
Och sætte mellem Feril oc Foele deris Kaaesz
Fick see paa Hætland baade Bierrig oc Aaesz
Lagde Sujnborrigs Howet om Boere.

260

✂ De jled derr fra mod Norrig hen ind,
Ljst lode de ligge seyled der omkring,
Adt Manddall de gænnisten foere.
Der tuingde dem Vinden saa vjde fra Land,
Mod Jyllandtz Grund oc det Farruand,
Komme need imod Læssø Sjde.
Derr fra lode de at Sunddet staa,
Och ind for Kiøbinghaffn monne de naa,
Litt før Sancte Ibs dags Tjde.
Derr fandt de Konggen laa paa sit Togh,
Som hand strax op til Norrig drogh
Derr til Allminddelig mode.
Berætte dend Herre huor Reissen gick,
Med Landtzens Leylighed, Kaaesz oc Skick,
Och anddet som de vd stode.
Derr hand det hørde bode Himmel oc Vand
De krigde fast for dend Stæd oc Land,
Hand loed sig det lidet røre.
Men tenckte paa hænddig oc listig Anslauff,
At tuingge Neptuno dend Skandtze auff,
Och Sagen til Endde føre.
Och ligger endnu dend Herre i Sind,
GVD styrcke hans Hiærtte oc gjff ham ind
De nyttigste Raad oc bæste.
Och som hans Naade blandt ald sin Æth,
Haffuer ene med Lycke det Land efftersæt,
Hand vildde det endnu friste.
Dyd oc Ere findder aldtid Væy,
Och skøder fuld ringge om Ja eller Næy,
Mæn turer vd Tjd oc møde.
Och finddis i Værden slæt inggen Sag,
Som GVD ved Tjden, Bjstand oc wmag
Kand der bode giffue oc øde.
Ringge Fare dend giffuer kun ringge Roesz,
Naar møde oc wmag følger der hoesz,
Ded skæncker stort Naffn oc Ere.
Faren forgaar: Mæn Eren bliffuer ved,
Hoesz Slæct oc Børn vdi Tusindde Led,
Naar mand end død monne være.
Dend Skandtze hun kaasted vell Danmarck dyr
Før det fick Crone oc Kongelig Spjr,

261

✂ Oc GVDS Ord kom der paa Fode.
Nu standder ded Rjge, med Ere oc Saffn,
De Saggen dreeff: Deris Rycte oc Naffn,
Ded rømmis hoesz alle gode.

✂ Dv Æddelig, Friske oc Danske Bloed,
Du haffuer lagdt Verden meest vnder foed,
End kandt Du och Grønland tuingge.
I Fordum derr Skjben vaar ringge oc smaa
Och huermand monne vell lidet formaa,
Da kundde mand det end findde.
Nu haffuer Du GVD, oc aldt det du vill,
Saa Daphffer een Kongge som hand er till,
Du maat det aldt tijre voffue.
At bliffue fast ved: bruge Howet oc haand,
Och trolige driffue aldt det mand kand,
Ded er gammel Danske Loffue.
Rom bleeff icke bygd oppaa en Dag,
Mæn spildte lang Tjd oc megen wmag,
Før det fick slig Macht oc Myndde.
Mand kand icke paa een Tjd oc Stund,
Begyndde at driffue een Giærning til grund
Dog dend er liden oc ringge.
Huem intet gaat voffuer, hand vinder oc litt
Och huem inttet sætter til aff sitt,
Hand mister tjt mere for mindde.
Aff oc till, er Lyckens Spill,
Huem for huer Larrm forsage vill,
Kand alderig Marcken vindde.
Wider ahn forderffuer vell mangen Pherdt,
Dog er it Anslag ey meget verdt,
Naar mand ded ey vd vill døye.
Wider ahn det er dend Rytthers løst,
Naar modet er friskt oc Hiærttet er trøst,
Saa vil mand det vist forsøge.
Forsøge sig Lycken oc tage GVD mæd,
Forfremme hans Ere paa andden Stæd,
Blandt vilddeste Folck oc Blindde.
Ded giffuer bod' Raad oc Lycke i haand,
Och skencker en Herre bod' Folck oc Land,
Som inggen Mand før kundde vindde.

262

✂ Dend Hellig oc Eddel Gudfryctighed,
Kræffter hiemme it Rjge, oc vden ved,
Giffuer mechtige Land i voldde.
Naar GVD er oss med saa maa alleting,
Baade Haw oc Himmel, bod' vand oc vind,
Dog lade oss Marcken holdde.

✂ Gud giffue dig Danner Konning sin Aand
Och kræffte dit Hiærte oc styrcke din Haand
Dend Sag at driffue til Endde.
Din Crone kand meris: Dit Rjge kand gro
Dit Folck oc Øer som vndder dig bo,
Sjn Himmelske GVD maa kiendde.
Och effter aldring er forgænggelig:
Her bygge GVDS Rjge oc Himmerig,
Som kand oss allderig sujge:
At naar wi en anden dag skillis her fra,
Din deylige Børn kand forrestaa,
Dine mectige Land oc Rige.
Vor Frøken, met flere, maa runden om
Beskantze vor grentzer oc Herredom
Met Førster oc Herrer mange.
Vor ædelig Printz oc Herre goed
Maa leffue, voxe oc komme paa foed,
Oc Kongelig Scepter fange,
Oc som vort Rige, nu kommer her for
At giffue hannem Wall oc Konge kor,
Gud vilde alting vdrette:
Oc verre i Raadet oc stemmet met,
Selff hannem først Kore, oc kreffte det
Som menige mand hannem jette.
At Gud oc hans Kircke vnder hans vold,
Oc wi oc vore Børn femtusind fold
Maa lenge vel leffue oc lide,
Saa bygge her sammen i Jorderig,
At wi kunde samlis i Himmerig,
Der glædis til euig tide.

✂ LAVS DEO, PAX VIVIS,
REQVIES ÆTERNA
SEPULTIS.

263

✂ CARMEN

✂ Dicolon Tristrophon,

✂ huor vdi