Lyschander, C. C. Christian V's Udvælgelse

Christian V's Udvælgelse

294

Rammens orig. bredde 150 mm.

De grå linier er i orig. røde.

295

296

297

Stormectige Høybaarne Første
oc Herre, Herr
Christian den Femte,
Med Guds Naade, Danmarckis, Nor-
gis, Wendis oc Gottis wdualde Konning, Hertug vdi
Sleszuig, Holsten, Stormarn oc Dithmersken, Greff-
ue vdi Oldenborg oc Delmenhorst, etc. Min Allernaadig-
ste Herre oc Printz, ynsker Jeg
Et languarigt Liff oc lycksalig Fremgang.

STormectige Høybaarne Første, Allernaadigste Herre oc Printz: Effterdi voris Alder oc Tid, hastig henløber, oc den Menniskelige Yhukommelse er suag oc glemsom, oc lader offte mange lofflige oc tenckverdige Driffter oc Gierninger, v-actsommeligen hengaa oc forgettis: Oc Gierningen med det lofflige Naffn oc Rycte, er Herrer- nis oc Førsternis, Lands oc Rigers dyrebariste oc bestandigste Skat oc liggende Fæ: Da at aldelis intet i fremtiden skulde fattis eller forbigaais vdi Eders Førstelige Naadis Historia: Haffuer Jeg til første anfang oc begyndelse, for nogen tid, til en ringe Aminde oc Yhukommelse, enfoldelige oc kortelige hentegnet Eders Førstelige Naades Vduellelsis oc Hyldings Beskriffuelse. Oc effterdi mange gaat Folck haffuer begieret, den maatte dennem meddelis, oc bliffue et Publicum Bonum, oc gemene Rigens Indbyggere til Gaffn oc gode: Oc nogen mine synderligste Herrer oc Fordrere, haffuer saadant for gaat anseet: Da lader Jeg nu her den gemene Mand til gode (effter voris fordum Danske vijsz) paa Danske Rim, effterdi Rimen dog gierne læsis, oc henger snarligen vdi Hukommelsen, Eders forbemelte Førstelige Naadis Vduellelsis oc Hyldings Historia paa Trycken wdgaa.

Først at den skal vere en liden Anviszning oc Tenckeseddel (som sagt er) huoraff E. F. N. Historia i fremtiden kand anfangis, siden ordentlige forfylgis, fremdragis, og paa det sidste (det Gud Allmectigste giffue E.F.N. Liff oc Tid til) lofflige forferdigis oc fuldkommis.

Dernest det kand vere Effterkommerne oc alle

298

vitterligt, huad Ordning, Skick oc Ceremonier haffuer veret holden vdi E. F. N. oc voris Tid, naar nogle vnge Herrer eller Printzer skulle keysis eller hyldis til det Danske Rige.

Der hosz ocsaa at alle Stender oc Stater, med menige Rigens Indbyggere, kand altid haffue for Øyne, oc lade sig rinde vdi Sinde, med huad Eed oc Løffte de ere E.F.N. forplictige, oc en huer tiltencke det med dis støre Ære, Liudighed oc Tieniste, oprictigen oc ærligen at holde oc forsuare.

Oc endog Jeg vel bekiender, saadant ringe Arbede er icke verdigt, at føris E.F.N. for Øyne: Dog effterdi det anrører høye Sager oc Personer, E. F. N. Elskelige Herr Fader, voris Naadige Herre, som aff Høyguictige Aarsager oc Betenckning haffuer med Danmarckis Rigis Høyguise Raad, Adel oc den gantske Menighed, saadant betiden forsictelige stillet vdi Gierning: Desligeste medfører E.F.N, første Indgang til den Danske Crone, oc beslutter sig paa det gantske Rigis Velferd oc Herlighed: Da haffuer Jeg fordristet mig det E. F. N. paa det allerydmygeligste at præsentere: Paa det vnderdanigste bedendis, at E. F. N. vilde det mildeligen optage oc lade sig Naadelige befalde. Oc effterdi Verdens oc Menniskens Domme ere vnderlige oc atskillige, oc Pennen haffuer iblant mange Dyder, ocsaa altid disse onde Lyder, at huer mand vil effter sit Hoffuit oc Haand, den om macke oc mage, oc siden der med saa snart pladtzere som noget nyttigt eller gaffnligt henskriffue: Oc er Verdens Lyde, at ingen ting er alle til maade. At E. F. N. derfore vilde tage denne ringe Fortegnelse, med Eders lofflige Forfædris Historier oc voris gandske Fæderne Rigis Antiquiteter, vnder E.F.N. Skerm oc Beskyttelse; Er den første Anfang icke saa geskickt eller fuldkommen som det sig burde, at den ringe begynte Impe maa dog finde Naade oc Ynde.

Den Himmelske, oc altid regerendis Gud oc Konge, som selff kaarer oc wdueller, oc giffuer Land oc Rige, Crone oc Velde, huem hand lyster, oc haffuer Herrernis

299

Hierte, Liff oc Lycke vdi Volde: Hand befale sin Krafft oc naadelige stadfeste det hand haffuer begyndt, Vall, Hyll- -ding, Land oc Rige, Liff oc languarigt Regemente vdi E. F. N. Hender; Saa denne min ringe begyndelse, kand altid voxe med alle Kongelige oc Førstelige Dyder, oc med tiden giffue den Effterkommendis alder en stor vijtløfftig oc rømmelig Cronica. Oc vil her med haffue E.F.N. vnder den Allerhøyestis Beskyttelse til Liff oc Siel befalet. Actum Herfølgæ, Sancte Oluff Kongis Dag, Anno 1623.

E. Førstelige Naadis
Vnderdannige tro Tiener
Claus Christofferssøn.

Ad Lectorem.

GVd pryder oc sirer huert Folck oc Sted,
Med mectige Gierning' oc Sage,
At mand skulle mercke oc mindis ded,
I alle sin' leffuende Dage.
Men Thiden den er en vnderlig Gest,
Den legger saa megit i duale,
Naar mand ville acte oc tencke det best,
Ved ingen der om at tale.
Den glemmer saa mangen baad' Mectig oc Klog,
Som megit got giorde i Liffue,
Oc tegner dem hen i Glemme Bog,
Men ingen mand vilde det skriffue.
Der findis til Rom, mangt' Vunderspil,
Hin mectig Pallatzer oc store,
Men naar mand spør oc hører sig til,
Veed ingen mand huem dem giore:
Saa suinder hen Verdens Ære oc Naffn,
Med Røcte, Gierning oc Møde,

300

Naar ingen det skriffuer oc giør aff Saffn,
Før Thiden hâer lagt det øde.
Thi tegnit de Gamle i Bøger oc Skrifft,
Huad Konger oc Høffdinger giorde.
AT mand skulde vide deer' Manddom oc Drifft,
Naar de vor end lagt vdi Jorde.

SAa tegne Wi oc (som Gamle giør' før,)
Huad indfald Thiden kand giffue,
AT det hosz Børn, oc alle det hør,
Kand altid i Minde bliffue.
AT huad der driffuis vdi Vor Thid,
Vor Gud oc Riget til gode,
Oc der vendis paa stor Vmag oc Flid,
Før det kand bringis paa Fode:
Det skal icke dø, som wi døer hen,
Ene ware, men wi kunde vere,
Men bliffue oc leffue i Verden igien,
Naar wi leffuer hosz vor HErre:

AT slige Fragmenta, med Thid oc Dag,
En Tenckeseddel kand vere,
Huor effter vor Børn, foruden Vmag,
Kand Cronicen stille med ære.
Oc At vor Vngdom, som legger fast ned,
Sit Færnelands Driffter at øffue,
Kand tage dem op, oc holde der ved,
Deris Nemmer der i at prøffue.

AT som Homerus i Græckenland,
Oc Livius hosz de Welske,
I Danmarck kund' vere oc mangen Mand,
Vor Driffter oc Gierning vild' elske.

AT wi vort Rige med all sin Sag,
(Som Gud saa herlig mon' giøre)
Kand rifflige stillis all Verden for Dag,
Oc Fremmede der om spøre.

*

301

AT Gud kand æns, osz sligt bevisz,
Oc allemand der om vide,
Vort Færneland staa vdi Act oc Prisz.
Oc rømmis paa alle side.

HVad her er tegnit er ringe oc slet,
Kun Danske, oc Rim hin bare,
Men tenck, slict er kun skreffuit oc set,
For Landsens Menige skare:
De kand det sige, der' Børn paa reed'
Som Guds Folck i fordum giorde,
At det kand spredis vd mangeled,
Oc komme en huer for Orde.
Rimen er ringe, oc giffuer vel Spot,
Mand setter slig dict paa Bane,
Men lad det dig teckis oc vere kun got,
Det er saa vor Danske Wane.
I fordum før wi fick Bøger oc Breff,
Oc Folckit Hædninger vaare,
Da rimid vor Skialdrer oc de det skreff,
Paa Barcken oc Steenen hin haare.
Vor Adel Runer vaar vise oc klog,
De gamle Gydinge Clercke,
De rimid paa Blade, oc ey vdi Bog,
De rammiste Runer oc stercke.
Vor Kemper, som sad offuer Kongens Bord,
Med Horn oc Miød vdi Haande,
De rimed oc giorde aff store Ord,
Huor de wunde Riger oc Lande.
Vor Ridder oc Suenne paa grøniste Heed,
De lode der' Heste springe,
Rimid oc dictit saa mange Led,
Huor de skulle Jomfruen vinde.
Vor' Jomfruer inden der' Buer oc Mag,
Med huidiste Lin paa Skiøde,
De rimid om Elskow oc anden slig Sag,
Huor den tuingde mangen til Døde.
Vor Lerde oc Prester i Kircke oc Chor,
Naar de HErre Gud skulle prjse,

302

De rimed oc sang hans hellige Ord,
Med Psalmer oc Aandelige Wjse.
Borgeren paa sin Haandwercks sted,
Det vaar hans høygeste Glæde,
At dicte oc rime sig hen paa reed,
Huad der vdi Kiøbinger skede.
Skipperen vnder sit Segel oc Raa,
Naar Vinden gick hannem til vilde,
Hand rimed oc sang huor det monne staa,
Til Søes baad vel oc ilde.
Bonden i Marcken vid sin Plouff,
Hand rimid oc som hand kunde,
Huor Herrerne trettis om Marck oc Skouff,
Oc dennem met Magten vunde.
Hyrden sig lagde paa Høye,
Oc bleszde der i sit Horn,
Sin Rim kunde hand vel føye,
Om Bondens bod' Queg oc Korn.

SAa rimed de alle i Landet vaar,
Den Mectige med den Ringe,
Saa haffue wi ocsaa taget osz for.
Om det kunde sig gelinge.
At fylle den gamle Tharelighed,
I saadan Daglige Sage,
At mand kand see, huad Aarlig er sked,
Med Lyst, vden all Vmage.
Thi lad dig befalde, slig ringe Anfang,
Kand dette til tacke bliffue,
Saa ville wi dig en anden gang,
Langt mere oc bedre giffue.

303

Stormectige oc Høybaar-
ne Førstis
Her Christian
den Femtis, &c.
Vdvellelse oc Keyszning til det Danske
Rige, effter som det aff Danmarckis Rigis Raad
oc Stender er paa almindelig Dannehoff vdi Kiøben-
haffn forhandlet oc beslutet.

Anno M.DC. VIII. Den15. Maij.
Ad
Imitationem Cyri & Chrisantæ apud Xenophont. lib. 7.

WEluore det Folck, det Rige oc Land
God Lycke gangis i Hende;
Oc Gud hand giffuer en Konning oc Mand,
Som hannem for ald vil kiende:
Der Croner sin Riger, med Gudfryctighed,
Handt heffuer hans Ord oc Lere,
Guds Kircke kand sig vdi tusind Leed,
Forøge oc Daglige mere.
Der styrer sit Folck Retferdelig,
Ald effter Guds Bud oc Wille,
Oc effter den Ret, huert Land for sig,
Er giffuen sig effter at stille:
Handt heffuer de Fromme med Naade oc Fred,
Forfremmer der' Sag oc Lycke,
Oc straffer de Onde oc legger dem ned,
Som Retten vil vndertrycke:
Der vdi sin Welmagt oc Rigis tid,
Naar alt gangis hannem til vilde;
Ey setter til Verden sit Hierte oc Lijd,
Men som vise Herrer oc snilde:
Forsictige haffuer sin Skantze i act,
Oc tencker tilkommende Thide,
Oc legger der paa sin Wind oc Mact,
At kreffte paa alle side,
Sine Riger oc Croner fra Fare oc Wold'
Oc dennem der paa kunde hade,

304

Forsørger sin Lande femtusind' fold,
At ingen mand kand dennem skade:
Beskantzer dem wide med Borrig oc Fest'
Oc Waaben som der til høre,
Opdrager sit Folck til Fod oc Hest,
Huor de deris Banner skal føre.
Oc slager der om den Gyldene Ring,
Hin' hulde Venner oc Thrygge,
Hosz Nabo oc Herrer der grentzer omkring,
Oc sig vdi Rigit Bygge.
Der kand i sin stor Velde oc Flor,
Vdi slig Høyhed oc Ære,
Naar Land oc Riger de fredelig staar
Oc ingen mand dem besuere:
Iblant denne Verdens Lycke oc Lyst
Oc Herlighed hun monne giffue,
Lade sig rinde i Tancke oc Bryst,
Det vil ey her altid bliffue.
Thiden hun løber, Vor Aar skrier hen,
Huer Dag da kortis vor Thide,
Wi sider snart gammel oc graa igien,
Vor Alder lader sig lide.
Mand maa forlade bod' Rige oc Land'
Huem HErre Gud vil dem giffue,
Oc leffue hosz Gud med Siel oc Aand,
Naar de hosz dette skal bliffue:
Der paa bestiller oc skicker sin Sag,
Forsigtelig vel vdi Thide,
At Børn oc Rige en anden Dag,
Kand sig i Rolighed side.
Oc haffuer for alt i Sinde oc Act,
At elske den ympe fra rode,
Hand tencker at lade sin Rige oc Mact,
Oc føre den Sag paa Fode.
Driffende Anslag, de lignis vid Guld,
Der kand osz megit got giffue,
Lang haling den er som sterckeste Kuld,
Det Blumster kand snart forderffue.
Der driffuis oc megit vid Skiødiszløszhed,
Naar mand sin Sag ey vill vare,
Borrig oc Feste dem slaar hun ned,
Oc setter saa mangen i Fare.

305

Det haffuer alt Danmarck vel fordum forsøgt,
Oc lid der offuer stor Skade,
Men vid Forsictighed meret oc øgt,
Sin Welde i mange maade.
Kong Gyttrich som fordum all Danmarck Aa,
Med alle omliggende Rige,
Hand tenckte det skulle saa evig staa,
Der mod tore ingen mand sige.
Hans Søn hand skulde med Act oc Sind,
Opdraget Danmarck til gode,
Oc dreffuit den Sag med flijd oc Vind,
Der Landen' nu rolige stode.
Den sende hand Romerske Keyser i Wold,
Til Gissel oc venlig ware,
Oc meente naar hand sligt Forbond huld,
Saa vaar ingen Nød eller Fare.
Men Lycken hun vende det Venskab om,
Det suandt som Støffuen hin golde,
Kong Gyttrich i Saxen hastig omkom;
Den Keyser hans Søn beholde.
Saa mote de Danske kaare igen,
En anden oc vbetenckt Herre,
Dermed gick ocsaa Riget slet hen,
Fra Gyttrichis Børn, dissuerre.
Kong Hemming vaar sig baad' vng oc fro,
Actet evig en Konning at vere,
Det var ham saa fæligt at tencke der paa,
Huem Cronen skulle effter ham bere.
Hand leffde kun stackid, nep' to Aars thid,
Før Døden monne ham gieste,
Saa haffde hans Riger ingen Tillid,
Stor Sorrig fick de at freste.
Almuen som en Hoffuitløsz Krop,
Der viste sig lidet at raade,
Tog en, hen effter den anden op,
Sig selff til Sorg oc vaade.
Juderne vilde selff haffue sit Kor,
De andre skulde effter dem springe,
Thi tog sig Skone oc Sæland for,
Med Suerdit slig vold at tuinge.

306

Oc sette saa op, baade Liff oc Blod,
Det vilde de heller lade,
End vige hin anden den ringeste Fod,
Sin Frihed til mangel oc skade.
Saa reeff de Riget i stycker tho,
Huert tog en Konge oc Herre,
De Juder vild' vere Kong Hemming thro,
Kong Ring saa monne de suere,
Hand vaar Kong Hemmings Søster Søn,
Hans Fader i Julland boede,
Oc tenckte den Judske Herrers Køn,
Den skulle saa komme paa Fode.
Men Skone oc Sæland de saa sig hen
Til Danmarckis Konge Stamme,
De vilde den haffue til Cronen igen,
Om Lycken kund' Manden ramme,
De actid huor Riget vid Skødiszløszhed,
Fra Gyttrichs Søn monne gange,
De spurde hans Affkom vide paa reed,
Om der aff vaar nogen at fange.
De fand vdi Norrig en Dronning vaar
Kong Gyttrichs Datter i Liffue,
De gaff' hendis Søn bode Wall oc Koer,
I Danmarck en Konning at bliffue.
Hand heed oc Siguard som Fader for ham
Hand tog deris Spir oc Crone,
De Juder de bleff hannem vred oc gram
Den Sag kunde ingen Mand sone.
Saa burde da Fremmid oc Nabo med,
Paa Rigit fuld fast at hade,
At Sæland begynte at grue ved
At lide slig Daglig skade.
Thi tog Kong Siguard sin Folck oc Skib,
De fremmede Førster at tuinge,
Oc voffuit fem Aar bode Blod oc Liff,
Før hand dem offuer kund' vinde.
Mens hand vaar vde oc brugte sig saa,
Paa menige Landtzens beste:
Kong Ring oc Juderne ridde sig paa
Bod' Skone oc Sæland at Geste.

307

De Sielandtzfar vaar deris Herre saa tro
De sig tilsammen forskreffue,
De kork hans Søn vdi Wuggen laa,
Med hannem at dø oc leffue,
Forsende ham ind vdi Norrigis Land,
Saa langt oc vidt wdaff lede,
Hand skulle ey komme de Juder til haand,
Om nogen Vlycke skede.
Der Siguard det spurde hand vaar icke seen
Kom Sieglende hiem til Lande,
Hand røstet sig vd de Juder til Meen.
Det vaar stor Sorrig oc Waade.
Der droge de Danske de Danske imod,
Saa mectig oc deilig en Skare,
Oc slog en anden der need vnder Fod,
At Landen' bleff øde oc bare.
Thi Tusind Nihundrit oc Fyrretiuff' Mend
Som Francer de der om skriffue,
Bleffue der paa Valstæden funden oc kiend
Aff Danske tagen aff Lifue.
Der lagde Kong Siguard Kong Ring paa Baar
Hand vilde før aldrig vige,
Oc fick der selff sin Banesaar,
Oc miste saa Liff oc Rige.
Saa bleff hans Søn som føre vaar keist,
Kong Regner, som Lodbrog hede
Cronet oc offuer all Danmarck Reigst,
Med Kongelig Pract oc Rede,
Hand voxste oc bleff en tapher Mand,
Wi haffuer fuld faa hans lige,
Hand tuingde oc vandt saa mange Land,
Oc lagde dem vnder sit Rige.
Gud gaff hannem mang' delige Børn i vold
Kom mesten til myndige Aare,
Hand sette sin Lid paa Vaaben oc Skiold,
Vilde ingen til Riget vdkaare.
Hand fick dennem vel vdi heffd oc Haand,
Bode Norrig oc Suerrig at eige
Skotland, Irland oc Engeland,
Dog vaar det ham langt aff Veye,

308

At hand skulle i sit leffuende Liff,
Til Danmarck nogen vduelle,
Hand meente det gaff Foract oc Kiff,
At vere med Børn til felle,
Hans Sønner de skiøtte oc ringe der om,
Alle Riger fald dennem til Fode,
De fick vel Crone oc Herredom,
Dog Regner i Danmarck boede
Men Lycken sig vende som Øygenblick,
Det Regner før aldrig trode,
Irlandtz Konning ham fangen fick,
Oc Ormen' i Tornit ham aade.
Saa lode hans Sønner baade Rige oc Land
Hans Død saa vilde de hefne,
Oc fangit hans Bane, med mectig Haand,
Saa sørgelig bleff hans skeffne.
Midler tog Danske sig Konger to,
Som ingen mand før vilde skiøde,
Siguard oc Erich, de flittid sig paa,
Kong Regners Sønner at øde.
Men de vurid det, fuld liden en ting,
De vilde ey lade saa bliffue,
De røstit sig vd oc komme her ind,
Med syttenhundrede Skibe,
Hosz Sleszuig hen neder vid Siuards Sund,
Droge Danske oc de til hobe,
Oc sloge de Konger oc Folckid i Grund,
For de hold ey anden Loffue.
Saa skiffte da Siuard oc Iffuer med sig
All Danmarckis Land oc Rige,
Men Iffuer hand lagdis kort effter i Lig,
Oc motte sin Broder vige.
Saa tog sig Siguard stadige for,
Sine Land at hielpe oc meere,
Dog tenckte hand aldrig paa Val eller Kor
Huem efter ham skulle regere,
Hand haffde saa deilig oc vnger en Søn,
Som huiled paa Moders Skiøde,
Hand meente det vaar en smedelig Bøn,
De Riget et Barn til bøde.

309

Saa døde da Siguard hastelig hen,
Hans Søn faa Venner kund' finde,
Erich Ringsøn stod effter Rigit igen,
Med Judernis ja oc minde.
Guttorm som vaar hans Fader Broder Søn
Hand lod sig det høyt fortryde,
At hand skulle skiudis aff Kuld oc Køn,
Oc icke det Rige nyde.
De røstid sig vd som de kunde best,
Med Danske Duner oc Herre,
Oc droge tilsammen til Foed oc Hest,
Med Glaffuend oc skarpe Suere,
De slog hin anden, som Bonden slaar hø,
Saa sørgelig ned vdi grunde,
Saa mangen skøn Heldt saa bleff der dø,
Det tenckte før ingenlunde.
Bønder oc Bomend, de lagdis der ned,
Saa mange Byer bleff øde,
Encker oc Børn felde taare der ved,
De kunde sig neppelig føde.
Der fick den Danske Adel et kneeg,
Som de kunde seent foruinde,
De Konger de stode som fasteste Eeg,
De vilde ey lade sig tuinge.
Før de finge oc deris Bane Saar,
Oc lagdis der baade i Lige,
Sligt slaug stoed icke i mange Aar,
Der nogen veed aff at sige.
Der faldt med dennem all Konge Blod,
Mand da vdi Danmarck viste,
Foruden Erich Barn den Herre goed
Da laa sin Moder paa Bryste.

SLigt giorde den slemme Skiødiszløszhed
Mand vild' ey raadet i tide,
Oc vele en Herre oc giør' ham Eed,
Som mand kunde siden paa lide.
Da togst du Danmarck aff saadan Aarsag
Slig stor oc vbødelig skade:
Sligt læsis oc tegnis end nu i Dag,
Mand skal det ey wuridtzløsz lade.

310

Tiden hun driffuer saa vnderlig Spill,
Naar mand hende icke vil vare,
Naar Gud oc et Rige straffe vil,
Saa vendis der megit fore.
Forsømmelse Tryghed oc onde Anslag,
Pract, Ofuermod, Vellyst oc Glæde,
De sette mange Herrer oc Slecter aff,
Oc Landen i vilde rede.
Naar Dagen hand skin, seer Vijszmand til,
Med vaagen Øyen oc klare,
At naar den mørcke Nat komme vil,
Hans Husz stander vden all fare,
Gnisten det er saa liden en ting,
Der huiler i Møer oc Aske,
Men kommer der til den ringeste Vind,
Saa kand hun bod' blusse oc braske.
Men huem den demper oc høller paa,
Den holder i Vact oc giemme,
Hand veed, huad hand kand lide paa,
Naar andre de det forsømme.

Thi er det tid naar Lycken beer foed,
Sin Sag at danne oc Mage,
Oc driffue sin Gierning fra første roed,
Mand giffuer ey selff Aarsage.
Occasio haffuer vel deiligt Haer,
Men voxer kun for op paa Pande,
I Nacken er hun bod' skaldit oc baer,
Paa Hiulit saa monne hun stande.
Rocker sig Hiulit oc hun vendis hen,
Saa er det saa seent at hente,
Hun kommer ret anten aldrig igen,
Eller lader det lang tid lente.

Thi giorde Kong Hotter forsictig oc vel,
Der Lycken gick hannem til ville,
Hand styret sin' Lande med Vijszdom oc skiel
At ingen mand skulde dem spilde.
Hand nedlagde Gunder oc Gelder med
Som den tid i Saxen bode,

311

Oc Balder sig rømde aff Gudernis sæd,
Den lagde hand oc vnder Fode.
Med andre hand frycted hans Rige oc Husz
Vilde hinder oc Modstand giøre,
Holdt dem vnder Auffue, som Katten giør Musz,
Lod alle V-uenner det spøre,
Oc bleff sig en Herre saa mectig oc rig,
Mand viste da faa hans lige,
Betenckte derinden saa vijselig,
Huem hand vilde lade sit Rige.
Oc der Bho Otthinsøn vaxte flux til,
Vilde Balder sin Broders død heffne,
Oc Hotter hand motte voffue det Spil,
Som Herre Gud gaff hannem effne,
Oc kunde vel merck' aff allehaand' mied,
Som Rostiphil Finde ham spaade,
Hand bleff der slagen, oc lagdis need,
Mand kundet' ey anderlund raade.
Thi lod hand sin' Breffue saa vide vdgaa,
Sin' gode Mend sammen at skriffue,
De komm' tilhobe, hand lod dem forstaa,
Huad hand dem for vilde giffue.
Hand trengde sig selff hen i den Ring,
Vaar fredig oc frisk vdi Mode,
Hand heffuede an met act oc Sind,
For alle som der om stode.
I Eddelig Herrer oc Danske Mend,
Som bygger i alle min' Rige,
Eder er alle vel nocksom bekiend,
Huor Verden hun falder vlige.
Til oc fra det er hendis Løff,
Paa en Bo kand hun icke stande,
Hun driffuer osz om, som Veyrit giør Støff
Oc skiffter bod' Rige oc Lande.
Oc naar der ey hosz god Forsiun er,
Saa spilder hun vnderlige,
Forstyrrer oc øder med anden slig fær,
Som wi vid nock aff at sige.
Kong Helge, før Danmarck haffde i vold,
Hand lod sig ilde bedrage,

312

W-uitterlig krenckid sin Daatter bold,
Oc afflid den mectig Rolff Krage.
Oc effter hans Byrd vaar syndig oc leed,
Da monne sig Lycken saa ramme,
Med hannem lagdis paa Suersiden need,
Eders Danske Kongelig Stamme.
Saa korid i mig hans neste byrd,
Som den tid i Suerrige boede,
Nu haffuer ieg Danmarck regeert oc styrd,
Som i mig da til betroede.
Nu falder osz ind min Alderdoms tid,
Saa farlig oc slem en Feigde,
Otthin oc Thor ere osz vblid,
Wi maa icke nyde vor Leigde.
Oc effter ieg mercker aff mange ting,
Denne Kri tuinger mig til døde,
Da er det min Ville oc stadige Sind,
Ey lade mine Lande øde.
Oc effter det stander i Lyckens Haand,
Huem hun vill Seyeren giffue,
Saa vil ieg tilforne forsørge min Land,
Men ieg er i Velmact oc Liffue.
Oc i mine Eddelige Danske Mend,
Som her vdi raade kunde,
At Rige oc Crone bliffuer icke henuend,
Til dennem osz, lidet got vnde.
Oc bør at ligge med mig paa Haand,
Slig Gierning at driffue til grunde,
At alle samtydelig Folck oc Land,
En Herre sig kore kunde.
At om osz Lycken vil bliffue saa haar,
Jeg maa der paa Platzen bliffue,
En anden kand haffue da Vall oc Koer,
Som i eder vnder kand giffue.
I vide ieg haffuer saa liden en Søn,
End huiler i Blæ oc Wugge,
Som er aff jers Danske Konge Køn,
Den kand i icke vdlucke.
Sønnen er liden, men faren er stor,
Om i min Bane skuld' tage,

313

Hand tuinger oc øder Jer ned vdi Jord,
Med Jammer oc Daglig Plage.
Men Forraad er got, saa er oc Tillijd,
Værd er liden thue at ære,
Som giffuer osz Luen en ringe tid,
Men ilingen er paa ferre.
Aff Kiernen voxer op høyeste Træ,
Giffuer grøniste Gren oc Blade,
Huer mand kand huile i Ly og Læ,
Naar Hæden giør anden mand skade,
Lidet Fyll det er oc sin Penge værd,
Kand Ridderens Hest vel bliffue,
Saa er den mindste osz Gud beskier,
Som kand osz Rolighed giffue.
I huem selff haffuer Fulen paa stold,
Lydt Hest, tør hand icke fale:
Thi tencker Jer nu om Kor oc Kald,
Oc lader ey lenge hale.
I Dag raader ieg, i Morgen i,
Den tredie wi aldrig huem vide,
Nu er osz Valed oc Kored frj,
Thi giøre sig det i tide.
Jeg haffuer saa verit Jer Konge oc Mand,
Oc i mine Mend med ære,
Saa ieg vil sette det i Jer Haand,
Om min Søn Cronen skal bere.
Min Tid er stackid som ieg vel veed,
Dog vaar det min høyeste Glæde,
At naar ieg lagdis for Rigit need,
Min Søn settis i mit Sæde.

DEn menige Mand, der stod omkring,
Slig Tale gick dennem til Hierte,
Der rand dem meesten Taare paa Kind,
Hans Død giorde dennem stor smerte,
De acted hans Ord oc grandsked den Sag,
De lod' sig det saare vel tycke,
De kaared hans Søn den samme Dag,
Baade dennem oc Rigit til Lycke,
Saa drog Kong Hotter i Krien vd,
Var let oc lystig i Sinde,

314

Der møtte ham Bho med Skiold oc Spiud
Huem Seyeren kunde da vinde.
Der slog de hinandens Folck vdi grund,
Det gick alt som Hotter hand spaade,
Hand bleff der slagen i samme stund,
Det ingen mand førre trode.
Bho fick der oc sit Banesaar,
Sine Land til Sorrig oc meene.
Men Danske som haffde en Konge i Koer,
Beholdt da Marcken alleene.
Den vnge Kong Rørich hand voxte til mand
Saa tryggelig stod hans Rige,
Fenge oc Amlet giorde hannem Modstand
Dog motte de for hannem vige.
Saa bleff hans Børn oc mectige Seed,
Som alle mand nocksom vide,
Ved Danmarckis Crone slet hen paa reed,
Til Dronning Margretis Tide.

SAa kreffter Gud bode Konger oc Land
Ved mectige Børn oc gode,
Oc giffuer dem ind bode Raad oc Aand,
At føre slig' Sager paa Fode.
Det henger ey paa stor Velde oc Mact,
Ey Guld eller grøniste Skoffue,
Ey paa mange Borrig, ey Verdens Pract,
Ey huad som mange vel loffue.
Macten sig vender, med Lyckens Hiul,
Vor Fiende kand dresselen tage,
Slotte oc Feste er ringe Skiul,
Naar Gud oc Venner forsage.
Men Gud oc en Kongis Dydelighed,
De kreffte et Rige til grunde,
Raad, Rigdom oc Venner, de løbe oc med,
Huem dennem ret bruge kunde.

SLigt haffuer den Himmelske Gud giffuet ind
Vor Danner Konning i sinde,
Oc effter hand haffuer vel skickit alting,
Mand kand vdi Riget finde.
Med Fester, med Husz, med Vaaben oc Skiold
Med Bygning oc huer mands Sage,

315

Oc slaget om Rigit en Vern oc Vold,
Som ingen mand kand indtage.
Oc haffuer saa vide hen om i Ring,
Med mectige Herrer oc fine,
Slaget vden en Mur, hen runt omkring,
Med Suogrer oc Maffrer sine.
Oc Danmarck det laa som Perlen i Guld
Oc Blummen i Eggit kand giøre,
Baade Gud oc Lycken de vaare det huld,
Oc ingen mand tore det røre.
Da tenckte hand sig saa vjselig om,
Mand kand ey paa Verden lide,
Hun vender sit Velde oc Herredom,
Paa ringe oc stackit tide.
Huad løszlig' er fattit oc skickit i Reed,
Det kand icke lenge stande,
Det andris oc leggis igen snart need,
Naar Aarsag er ellers forhaande.
Oc effter hand fant sig Menniskelig,
Haffde Rigit, ey liffuit i Volde,
Da vilde hand stille det vijselig,
Sig effter sin leilighed holde.
Oc som hand saa, Gud hannem betro,
En deiliger Søn at eye,
Hand skulle den Leilighed ey forsmaa,
Men bringe hans Sag til Vey e:
At det Gud gaff hans Husz oc Land,
Ey ene for sig at nyde,
Men dele det med den menige Mand,
De kunde sig der aff fryde.
Oc styrcke der ved Guds Ære oc Naffn,
Sin mectige Land oc Rige,
Oc søge sit Folckis Fred oc Gaffn,
Naar Wi vor end lagd vdi Lige.
Thi slog hand den Sag bode hen oc hid,
Lang haling, gaff aldrig god ende,
Besluttid hand vilde med Dag oc Tid,
Aluorlig det tage for Hende.

OC der mand skreff et Tusind Aar,
Sex Hundrit oc der til Otte,

316

Da fanget hand an, oc gaff sligt for,
Hosz Menige Vndersaatte.
Oc lod sin' Breffue offuer Riget vdgaa,
Til Stenderne der beside,
Raad, Adel, Clercker oc Burger ocsaa,
Oc lod dennem Naadelig vide.
Hand for atskillig, høyuictig Sag,
Som Landen laa an, icke ringe;
Gud til Ære, sin Riger til Mag,
Da haffde hand for vdi Sinde.
At lade Høybaarne Første Kiøn,
Som Hertug Christian hede,
Hans Naadis Elskelige kiere Søn,
Til Kongelige Koer at stæde.
Oc at all ting kunde leilig tilgaa,
Vden Møye oc megen Vmage,
Da skulle huer Stad vele nogen faa,
Som allis fuldmact kunde tage.
Raadføre sig midler som huer kunde best,
Gud, Landit oc Cronen til gode,
Oc møde Trefoldighedtz Søndag der nest,
I Kiøbenhaffn paa det mode.
Oc lod saa biude offuer alle sin' Land,
Den Himmelske Gud at bede,
At vere tilstede med Raad oc Aand,
Hans villie der inden skede.

HAns Adel, Clercke oc menige Mand,
Som actid den Sag til grunde,
De gledis der ved, met Hierte oc Aand,
At de den Dag leffue kunde:
Oc see deris Konning Arbeide paa,
Ey hans oc deris Gaffn eene,
Men at det oc vel vdi Riget kund' staa,
Naar de monn' huile sin' Beene.

DE samled sig sammen i alle Land,
Huer lod sig det vel befalde,
Giorde Vdskud oc gaff saa nogen i haand,
Deris Fuldmact for dennem alle.
De giorde sig ferdig oc droge sig frem,
Oc lode sig fuld vel lide,

317

I Kiøbenhaffns By saa samlid de dem,
Til rette bestemde tide.
Det vaar den Hellig Trefoldigheds Fest,
Alt got i Verden mon' giøre,
Thi vaar oc huer der først hans Giest,
I Kircken hans Ord at høre.
Den anden Dag der Soel rand op,
Offuer grøniste Skoff oc Hede,
Mand antuordet Gud baade Siel oc Krop
Oc monne sig saa berede.
Forsamlit sig inden det Kongelig Slot,
Som ligger mit i den Haffne,
Der timdis en huer, ald Ære oc Got,
Mand kunde der ingen saffne.
Det vaar stor Glæde, at see der paa,
Huor Adelen sig vndfinge,
Oc Venner hin anden ey lang tid saae,
Huor venlig de sammen ginge.
Saa bleff mand fodrit oc kaldit ind,
Paa Sallen at vere tilstede,
Der stod den Adel øffuerst omkring,
Saa lerde mend hen paa reede.
Dernest det Menige Burgerskaff,
Med tuctige Lader oc Fore,
Saa kom da Danner Konning hen aff,
Med mectige Herrer oc store.
Ringen bleff slagen huer samledis om,
At høre huad handlis skulle,
Der stod den Herre, bode deilig oc from,
Som Perlen i rødiste Gulde.
Hans Raad det stod hen runden i reed,
Hans Cantzeler ved venstre Side,
Hand giorde sin Credentz, som der er seed,
Oc lod icke lenge bide.
Men treente lit frem med ære oc Tuct,
Sactmodig oc mild vdi Sinde,
Hans Lader stod vel, hans Ord fulde smuckt
Sig glæde huer mand der inde.

HAnd heffuede an, saa mildelig,
Velbyrdige Herrer oc Lærde,

318

Velacte Burger en huer for sig,
Som ere forsamlede here.
Allis Vor Naadige Herre Bold,
Kong CHRISTIANUS den Fierde,
Som Danmarck oc Norrig haffuer i Vold,
Disz Gotten oc Venden med ære.
Hertug i Holsten, Slesuig oc Stormar
Oc Dytmarsker lande oc stæde,
Greffue oc Herre i Oldenborg
Oc Delmenhorst samme lede.
Hand haffuer for mangen høyvictig Sag,
Siuntis got oc raadsampt at vere,
Hans Naadis Søn med Tid oc Dag,
Kunde Danmarckis Crone bere.
Oc nu i hans vnge vmyndige Aar,
Men Landen saa fredelig stande,
At giffuis Val oc Konge Koer,
Offuer disse Provintzer oc Lande.
Hand effter hans Naade (den Gud beuar
Med languarig Liff oc Lycke)
Kunde stande for disse Riger til Suar,
Oc alle som der vdi bygge.
Oc haffuer der om ladet vide vdgaa,
Sin Kongelig Bud oc Breffue,
Til alle de Stender i Rigit boe,
Sig kendis for Frelszmand oc geffue.
At giøre Vdskud, oc giffue fuldmact,
Nogen faa Personer oc visse,
Som med beskeden oc god for act,
Kunde handle i Sager disse.
Oc seer her at huer vdi sin sted,
Som villige Stender oc fromme,
Findis rede oc vbesuerit her med,
Hans villie at effterkomme.
Lader eder her skinne til dag oc tid,
Den Sag bestemd monne vere,
Oc ere nu samlid oc kommen hid,
At høre hans Naadis Begere.
Saa lader hans Naade, en alle oc sær,
For Liudighed, Tienist oc Ære,

319

Betacke oc loffue en alle oc huer,
En Naadig oc gunstig Herre.
Handheffue Jers Frihed som fordum er set
Den confirmere oc feste,
Eder holde ved lige Loff oc Ret,
Oc ramme Jers Gaffn oc beste.
Oc effter i haffue aff menige Mand,
Som monne nu hiemme side,
Fuldmact oc Myndighed giffuen i Haand,
At handle paa disse Tide.
Saa beder hans Naade Leeg Lærde oc Frj,
Her inden haffuer at giøre,
I stiller ind i hans Cantzeleri,
Huad Fuldmact i med eder føre.
siden at samlis endrectelig,
Indbyrdis at handle oc raade,
Beslutte bod' alle oc huer for sig,
Huad i ville giøre oc lade.
Oc siden paa Onszdag nu først tilstaar,
Igen eder ind at stille,
Oc giffue hans Naade et endeligt Suar,
Det er hans Mayestatz Ville.
Hand knælit der vid, oc trente lit aff,
Med tuctige Lader oc fine,
Saa giord' oc det menige Ridderskaff,
Oc huer effter leilighed sine.
Kredtzen bleff brøt, oc Rommit bleff stild,
Hoffsindit gick frem oppaa rede,
Saa kom den Herre bod' deilig oc mild,
Med Kongelig Adfær oc rede.
Hand saae sig frisk oc fredig hen om,
Som Falcken i Lufften mon' suinge,
helset sin Vndersot huor hand kom,
Med Førstelig Act oc Sinde.
Hans Raad det fulde flux effter paa reed,
Det vaar saa deilig en Skare,
Saa holdt en huer sig vd oc need,
Oc haffde sin Sag vdi vare.

*

320

DE stillede flux sin' Breffue hen ind,
Den Secreterer til Hende,
Oc bleffue endrectelig alle til Sind,
At giøre den Sag til ende.
Saa bleff bestillet den Anden Dag,
Almindelig Meen oc Mode,
I Vor Frue Kircke at handle den Sag,
Gud, Kongen oc Rigit til gode.
Dagen hand kom den Soel skinnid klar,
Huer vilde Gudtz Ord først høre,
Thi søgte mand Kircken men tienisten vaar,
Før mand vilde nogit giøre.
Der Folckit gick hiem oc Platzen bleff tom,
Begynte mand sig at samble,
Der vnder vaar mangen skøn Herre from,
Bode Vnge oc mest de Gamle.
Der lod sig finde alt Rigens Raad,
Med Adelen, Lege oc Lærde,
Oc fangede an med vjse Daad,
Som HErre Gud dennem beskerde.
Oc tog sig alle aluorlig for,
Den Sag at acte til grunde,
Huor det, vdi alle sin lemper oc koer,
Sig skicke oc laffue kunde.
Huor Gud, hans Kircke oc hellige Naffn,
Huor Rigens oc huermandtz beste,
Kunde rammis oc fremmis en huer til Gaffn,
Det vilde de gierne freste.
Oc effter huer klarlig for øyne saa,
Guds Forsiun oc Kongens Ville,
Oc huor dem høylig laa Mact oppaa,
Slig Gierning i Verck at stille.
Gud haffde dem giffuen en Konge Søn,
Det ey vden victig Aarsage,
Hand vilde haffue den Kongelig Køn,
Bevaret i mangen god Dage.
Oc gaff hand Sønnen Aar' Alder oc Tid,
Saa vaar ingen tuil paa Feere,

321

Hand vilde oc vere ham' mild oc blid,
Oc lade ham' Cronen beere.
Thi vaar det Daarligt, at sette sig mod,
Guds forsiun oc evige Ville,
Huad Gud vil haff' frem, kommer dog paa fod,
All Verden kand det icke spilde.
Vor Naadige Herre oc Konge god,
Vor Rigens Fader med ære,
Hand lod nu kiende sit Hierte oc Mod,
Hand for sit Folck monne beere.
At effter vor tid er ligeruijsz,
Som Boblen paa Vandit kand rinde,
Wi bygge her paa en skrøbelig Iisz,
Der snarlig kand tø oc suinde.
Her leffuer sig ingen fri Time oc Dag,
Huem veed huad Afften vil giffue,
Thi vilde hand laffue oc lempe den sag,
Den stund hand vaar vdi Liffue.
At naar Gud oc hans Naadis tid,
De vilde paa Dørren bancke,
Hans Rige kund' haffue et Haab oc Lijd,
Som ingen mand kand paa ancke.
Oc Landit at vide sin Konning oc Mand,
Med dem vilde dø oc leffue,
Oc gribe dem an med mectig Haand,
Som Riget vil effterstreffue.
Thi vaar det tid den Himmelske Gud,
At vide bod' Tack oc Ære,
Oc fylge saa Kongens Ville oc Bud,
Oc kore den vnge Herre.
Saa sluttid de da en huer for sig,
Med velberaad Hu oc Sinde,
Hannem kore oc tiene samtydelig,
Den stund de liffuit kand vinde.

SAa slogis op Chorit oc mand gick ind
For høye Altar at stande,
Der ende den Sag med Gudelig Sind,
Som Gud vaar stillit i Haande.
Der offre først Gud deris Anslauff oc daad
Deris Kongelig Søn oc Rige,

322

At om det vaar hans Ville oc Raad,
Hand vilde ey fra dem vige.
Men sende sin Himmelske Ild der need,
Sligt Offer motte optende.
Folck, Rige oc Raad opliuse der veed,
Mand motte hans Ville kiende.
Her giøre oc lade oc bliffue der hosz,
Med stadige Hierter oc Trygge,
At mand kunde stedtze med Liff oc Godtz,
Vnder Gud oc hans villie bygge.
Oc effter det vaar den hellige sted,
Derfor hans Altar oc Øye,
Oc gald hans Altar oc Rige med,
Hand vilde det saa forføye:
Naar Cronen en anden Dag settis der hen,
En anden hand skulde den hende,
Den motte leueris Vor Printz igen,
Vden Oprør oc anden Elende.
At Altar oc Ord, med Rige oc Land,
De kunde i Rolighed bliffue,
Fremmis oc gangis ald Lycke i Haand,
Oc effter hans Ære streffue.
Oc som hand der samler med Hiert' oc Mund,
Sin hellige Hiord oc Kircke,
At den i Christen oc kierlig Samfund,
Kand hannem rettelig dyrcke.
Hand vilde saa samle, bod' Printz oc Folck,
Med Hierte Hu oc Sinde,
Oc vere der inden der' megler oc Tolck,
Deris Hierter tilsammen at binde.
Oc som mand der deler vd mangeleed,
Sin Segn, Velsignels' oc ære,
Hand vilde saa giffue beskyttels' oc Fred,
Vort Rige oc vnge Herre.
Oc som de der stod for den Himmelske Gud,
Saa vilde de ey forgette,
Men holde oc aldrig slaa det vd,
Huad de der leffuit oc jette.

SAa slog de for det Alter en Ring,
Voris Raad stod fremmist paa rede

323

Saa bleff de Geistlige kaldet der ind,
Oc Borgerne sammelede.
Den Eddelig Herre oc Rigens Mand,
Som Manderup Parszberrig hede
Som Adelen haffde gifuet i Haand,
Hand skulde den Sag vdrede.
Hand fanget sig an saa sindelig,
Velbyrdige Herrer oc gode,
Lærde oc Lege en huer for sig,
Som samlid er til dette Mode.
Det er eder alle fast witterligt,
Huorledis Vor Naadige Herre,
Hafuer siuntis det gaffnsompt oc raadeligt,
Voris høybaarne Printz med ære;
Kunde kaaris oc vadis endrectelig,
Til disse Provintzer oc Rige,
Oc haffuer tilbødet osz skrifftelig
Oc ladit osz der hosz sige.
At raade den Sag oc giøre Vdskud,
Oc nu osz her ind at stille,
Oc ere hid kommen effter hans Bud,
At høre hans Naadige Ville.
Oc nu vdi Mandags forleden vaar,
Loed sig selff finde til stede,
Oc gaff osz der Sagen klarlige for,
Om wi sligt Koer vilde stæde.
Oc bød endnu med Act oc Sind,
Den Sag forsigtig at driffue,
Forføye osz saa i Morgen ind,
Et endeligt Suar at giffue:
Saa haffue wi nu betractet den Sag,
Fra første til sidste Ende,
Oc vend der hen bode Flijd oc Vmag,
Huor wi det best kunde vende.
Oc effter wi seer Guds Kircke oc Ord,
Hans hellige Naffn oc Rige,
Her ved kand krefftis oc komme i flor,
Oc stedtze bliffue ved Lige:
Oc at disse Riger hans Naade forstaaer,
De kunde en Herre fylle,

324

Oc icke ved Arff oc serdeelis Koer,
Det ene fra andit skylle.
Oc at Vor Kongelig Husz oc Et,
Kand stadig ved Cronen bliffue,
Handtheffue Vor Danske Loff oc Ret,
De monne osz fordum giffue.
Oc effter wi haffue bod' Haab oc Mod,
Aff merckelig Tegn oc mange,
Vor Printz skal bliffue osz huld oc god,
Om hand Voris Kaar kand fange.
Saa Wi oc vor' Børn, hen vnder hans Vold,
Kand sidde i Roe oc Lise,
Oc straffe vor Fiend' med Vaaben oc Skiold
Som andet vil osz beuise.
Oc om her midler oc nogen Tijd,
Kunde sig Forandring begiffue,
Wi motte da haffue et Haab oc Lijd,
Wi kunde Samtydig' hosz bliffue.
Da haffue wi nu vdi HErrens Naffn,
Besluttid oc tagit osz fore,
At wi ville Gud oc Rigit til Gaffn,
Den unge Printz keyse oc kore.
Og giffue ham Hierte Loffue oc Haand,
Med Riget oc Land i Volde,
Hand igien som en Konge oc Mand,
Vil osz vor' Friheder holde.
Oc at en huer kand vide for sig,
Huad Wi voris Konning vil suare:
Da haffue wi fatid det Skrifftelig,
Skal læsis her Obenbare.
Saa bleff der læst med liudelig Røst,
Alle Puncter oc Sager til grunde,
At vaar der nogen, som kiende sig brøst,
Hand skulle strax samme stunde:
Giffue det an oc lade forstaa,
Om hand kunde det beer' raade,
At ingen skulde der klage paa,
At hand der offuer tog Skade.
Men alting det vaar saa rund oc vell,
Berammit oc fattid i gierre,

325

At ingen der haffde Sind oc skiel,
Hand kunde det føye berre.
Der stod den menige Mand omkring,
Aff Adelen oc de beste,
Det falt dem lenger oc bedre i Sind,
Jo lenger oc meer hand leste.
Der Breffuit vaar vde, de suaret der paa,
Med fast oc frydefuld Sinde,
De vilde der med baade staa oc gaa,
Den stund de liffuit kund' vinde.
Saa bleff der vdraabt, til Geistlige Mend,
Til Borger oc Menig Almue,
Huor de hafde Raadit oc Sagen vend,
Oc sluttid i Sind oc hue:
Oc om de vilde oc bliffue der hosz,
Det samme med dennem Samtycke,
Opsette med dennem Liff, Lycke oc Godtz,
Om nogen hand vilde det rygge.
De suaret der paa, som Gud dennem Aand
De vilde der hosz oc bliffue,
Lærde oc Lege huer eniste Mand,
Den vnge Printz Koer at giffue.
Forhobdis der' Naadige Konning god,
Deris Høybaarne Printz dislige.
De dennem all' Friheder fylge loed,
Som giffuit er Danmarckis Rige.
Der med saa bleff et bulder oc skrig,
Huer robte; De vilde ham haffue,
Oc skildis der med saa frydelig,
Hin anden gode Nat gaffue.

DEn anden Dag betimelig tiid,
Hellig Legemis Afften mon' vere,
De tog sig huer for Gierning oc lid,
Sin Konning det Suar at bere.
De samlis forinden det Kongelig Slot,
Raad, Adell, Lærde oc Lege,
Oc siuntis dem alle raadeligt oc got,.
Den Sag bragtis flux til veige.
Først gick Vort Raad til Konningen ind,
Voris Adel holdt finlig tilside,

326

Clercke oc Leegmend stod om vdi Ring,
Oc monne der' Kongen forbide.
Saa kom der bud oc foudrit dem frem,
Paa Kongens Sal ind at komme,
De gick hen for som Leedsagit dem,
Oc stillid bod' Platz oc Romme.
Der stod Drauanter hen offuen ned,
Beuebnit paa begge Side,
Oc holt en huer sin Orden oc Reed,
Saa ingen mand kunde den bryde.
Saa kom de ind oc fandt for sig,
Vor Konning oc Raad tilstæde,
Ridder oc Suenne endrectelig,
Huer effter sin Stat paa rede.

DA trente sig frem den Eddelig Mand
Som Manderup Parszberrig hede
Der ringet sig om ret strax paa stand,
De Menighed mangelunde.
Hand stillit sig hofflig oc fangit sig an,
Med sindige Ord oc sagte,
Vor Naadige Herre Kong Christian,
Disse Riger haffuer i magte.
Hans Mayestet lagde osz seenist for,
Wi skulde osz videre beraade,
Oc giffue i Dag et endeligt Suar,
Huad wi ville giøre oc lade.
Om wi ere osz endrectig til Sindtz,
Aluorlig at tage osz fore,
Vor høyborne Første oc Eddelige Printz
Til Danmarckis Crone at kaare:
Saa haffue wi effter forfalden tid,
Naade som Gud vilde vnde,
Slagit den Sag bode hen oc hid,
Betractid den mangelunde.
Oc tacker den Euige Himmelske Gud,
Huisz Gierning er ey at glemme,
Som aldelis inted slaaer osz vd,
Det Rigit oc huer kand fremme.
Oc hafuer osz gifuit en Konning god,
Effter ynsken som wi begiere,

327

Velsigner hans Kongelig Stamme oc Rod,
Med denne vor vnge Herre.
Oc lader hans Naade i Velmactz tijd,
Slig vigtige Sager besinde,
Oc vender der an sin Anslag oc Flijd,
Med allemands ja oc minde:
Forsørge Riget men Landen saa staar,
I Lun oc fredelig Tide,
Hans Folck kand haffue en Herre i Kaar,
De tryggelig kand paa lide.
At effter alting er omuendelig,
Det kand sig saa megit begiffue,
Hans Naade kund' skee nogit Menniskelig,
(Den Gud spare dog i Liffue.)
Mand kunde da vide en Konning oc Mand,
Oc hand sine Land oc Rige,
Det samptlig forsuare med Mund oc haand
Om nogen der i vilde sige.
Wi tacke oc alle ydmygelig,
Vor Konning oc Naadige Herre,
Som vilde for Rigit saa tryggelig,
Slig Faderlig omhu berre.
Oc værdis at stæde osz Søn oc Kaaer,
Men wi vel leffue oc lide,
Vore Børn kand naar wi leggis paa baaer
I Fred oc Rolighed side.
Saa haffue wi nu Raadslagit den Sag,
Gud, Kongen oc osz til fromme,
Oc ville ey lenger stillen i drag,
Men den nu her effterkomme.
Oc haffuer saa samtyckt endréctelig,
Saa slutit oc giffuer for Suar,
At wi en alle oc huer for sig,
Hans Naade nu keyse oc kaar.
Oc loffuer der hosz med Mund oc Haand,
Ald Huldhed Mandskaff oc Ære,
Opsette med hannem baad' Liff oc Land,
Hans Tromend oc Tiener at vere.
Oc om wi leffue den sørgelig Dag,
Wi skulle Vor Konning myste,

328

(Den Gud beuar) da driffue den Sag,
Wi legger i Dag paa Bryste.
Hans Naade oc disse Riger til gaffn,
Da holde huad wi ham suerre,
Giffue ham scepter oc Kongelige Naffn
Oc Danmarckis Crone at bere.
Forhaabis, igien oc huer for sig,
En Naadig oc gunstig Herre,
At styre Vor Riger retferdelig,
Som Gud oc Retten de lære.
Handtheffue Vor Frihed slet ingen forget,
Som wi nu haffue oc nyde,
Oc huad Vor Fædre er giffuit oc set,
Det aldrig suegte oc bryde,
Oc naar voris Printz oc Herre gæff,
Vort Rige tager at eige,
At giøre oc giffue osz Eed oc Breff,
Som førrige Konger pleige.
At Rige, Stender oc Menighed,
Kand voxe vnder hans Vinge,
Hans Naade hosz osz kand sammeled,
All Loffue oc Tro befinde.
Oc ynsker der med det vnge Blod,
Vor vdkaaren Printz oc Herre,
All Held, all Seiger all Lycke god,
Med Kongelig Koer oc Ære.
Gud lade det vere som giort er i Dag,
Sit helligste Naffn til gode,
Hand hielpe, hand styrcke oc kreffte den Sag
Nu lenger oc mere paa Fode.
Vort Kongelig Husz, Vort Rige oc Land,
Oc alle som der i bygge,
Ridder oc Suenne oc meenige Mand,
Til allskens Glæde oc Lycke.
Saa ende hand Ordet oc knælede ved,
Oc holt sig lit aff til Side,
Saa giorde oc Herrerne huer paa reed,
Den Ære mon' de hannem vide.
Vor Konning hand stod der lidet fra,
Som Solen blant Stierner hin klare

329

Oc haffde ladit sin Cantzler forstaa,
At hand der paa skulle suare.
Den Herre trenner frem saa mildelig,
Hans Adfær fulde stor ynde,
Hand giorde sin Tuct saa sindelig,
Oc monne sig saa begynde.

WElbyrdige Herrer oc Danmarckis Raad,
Med menige Adel oc Klercke,
Burgemestere oc Raad huer i sin Stadt,
Som i lade eder formercke:
At haffue vijdløfftig randsagit den Sag,
Voris Høybaarne Printz at kaare,
Oc ere saa kommen endrectig i Lag,
Oc tagit Jer aluorlig fore:
Nu kaare oc siden giøre ham Eed,
Oc giffue ham Land oc Rige,
Oc lader samtydig her sammested,
Hans Naade sligt Koer tilsige.
Saa lader Vor Naadige Konning blid,
Sig sligt Eders Suar behage,
Betacker Jer alle med Naadig flid,
For Villighed, Tienist, Vmage.
For Kaar for Val oc al Lydighed,
Som i lader see oc kiende,
At styrcke Jert Færneland mangeled,
Med hannem det haffuer i Hende.
For Huldhed oc Mandskaff som i beuijsz,
Det Kongelig Husz oc Stamme,
Oc loffuer igen det ligeruijsz,
Sig aldrig ville forglemme.
Men findis Eder, sin' Riger oc Land,
Oc alle som der i side,
En Naadig Herre med Mund oc Haand,
I alle sin leffuende tide.
Huad eders Friheder oc Herlighed,
Kand sig anlange oc røre,
Det haffuer hans Naade (som i vel veed,)
Nock rørd oc talet om føre.

330

Med Breffue oc siden med liudelig Ord,
Som hand lod seenist tilbiude,
Thi siunis det icke fornøden stor,
Der om lade megit liude.
Men huad vor Naadige Herre oc Printz,
Skal eder oc Riget giøre,
Det er mand beraad oc nock til Sindtz,
Med Tiden til Dagen at føre.
Men for hans Naadis Minorennitet,
Da maa mand nu lade det bliffue,
Men haffuer Gud Naadelig saa forseet,
Hans Naade bliffuer i Liffue.
Da naar der giffuis en anden Dag,
Fuldt Rige oc Crone i Volde,
Da skal hans Naade fuldgiøre den Sag,
Oc det vbrødelig holde.

DEr hosz saa lader min Herre biud' til,
Eder menige Stender med ære,
At I her til stæde nu bliffue vil,
I Dag hans Giester at vere.
Oc tage til tacke med sted oc tid,
Huad denne Dieta vil skiencke,
Hans Naade loffuer slig Gierning oc lid,
Igien ville gierne betencke.
Endit sin Tale oc knælede ved,
Saa giord' oc saa mange de vaare,
Saa rymmedis Platzen oc mand vigit need
Men der deckis Disk oc Boere.
Mand samledis inden den Borregaard,
Med Fryd foruden all Fare,
Der fandtz ey før vdi mange Aar,
Saa deilig oc skøn en Skare.
Der hørdis Trommeter oc Trommen gaa,
Det larmed inden de Mure,
Der saae mand den vnge Printz oc staa,
Forinden sin Farmoders Bure;
Den Herre hand saae sig vide omkring,
Vaar risk oc frisk vdi foure,
Der skinnid aff Ansict bod' Hierte oc Sind
Huad der huiled inden fore.

331

Hans øygne vaar runde, hans Farfue vaar huid
Hans Mund som Rosen den røde,
I Adfer oc Skick bod' mild oc blid,
Sine Facter gaff hand god skiøde.
Dem fulde ey Barne, ey Børne fær,
Men aluaare held oc ynde,
Som dog icke gierne at finde er,
I vnge Aar oc Vmynde.
Oc som hans Naade bleff det vaar,
At mand fick hannem i Sicte,
Gaff hand sig frem meer aabenbar,
Oc dennem icke vnduigte.
Der stod den Herre som Stiernen klar,
Der skinner i huer mands Øyge,
Jo lenger mand saae, jo smucker det vaar,
Huor hand viste sig at føyge.
Der vnder saa stod den meenige Mand,
Oc gleddis i Hu oc Sinde,
De ynsked ham Lycke oc hellig Aand,
Sin Vngdom oc Aar at vinde;
At voxe i Alder Naade oc Dyd,
Hosz Gud oc Mennisker alde,
Saa kom der Bud med Glæde oc Fryd,
Lod dennem paa Sallen kalde.
Der sette sig need Vor Konning bold,
Med Danmarckis Raad paa reede,
Saa Ridder oc Suenne saa mangefold,
Huer effter sin Alder oc Sæde.
Forinden da bleff hans Lærdemend,
Med Bisperne skicked til Boere,
Siden Borger oc Almue: oc bleff anuend,
Stor ære som huer dennem giore.
Hans Naadis Hoffsinder oc andre fleer,
De lode sig villige finde,
Til Ceres oc Bacchus lenger oc meer,
Begynde Platzen at vinde.
Oc som Apollo hand dugger ved Vand,
Sine lille smaa Vrter oc Blade,
Saa dygdis der vin vdi huer mands haand
Til de bleffue alle glade.

332

Oc som Asverus i fordum Tid,
Lod sine Gester tractere,
Ey ene med Vin oc anden slig lid,
Men meere med Gunst oc Ære:
Saa lod oc Vor Konning med ære oc tuct,
Det Verskaff pryde oc sere,
Det stod saa vel oc lod saa smuct,
Finhed bleff lenger oc meere.
Oc som mand i Cana der Christus vaar hosz
Tog frilig til Beger oc Fade,
Den Herre fordrog bode Roisz oc Rusz,
De giorde sig dygende glade.
Saa lod oc Vor Konge befalde sig vel,
Hans Folck med frydefuld sinde,
Giorde sig glade med art oc skiel,
Hans Søn til ære oc minde;
Oc vil det sige i mangt et Aar,
I Vor oc vor Eldris Tide,
Slig Dieta icke i Danmarck vaar,
Som nogen kand mindis oc vide.
Dagen hand skred, oc Tiden løb hen,
Saa suinder all Verdens ære,
Saa skildis at saa mangen god Ven,
Der seeis ret aldrig meere.
Dog effter all ting vaar glædelig fat,
Da lod mand slig Tancker fare,
Ynsked Kongen oc printzen Fem Tusind god Nat,
Oc vandred sig saa aff Gaarde.

SAa bleff der stillid klar rictige Breff,
Paa begge Parter oc Side,
Indbyggerne sig til Printzen forskreff,
For sig oc tilkommende Tide.
At vere hans Naade bod' huld' oc tro,
Hannem tiene acte oc ære,
Oc legge med tiden Haanden oppaa,
Hand Danmarckis Crone kand bere.
Vor Naadige Herre oc lige saa,
For sig oc den vnge Herre,
Gaff Stenderne Breff oc Segel der paa,
Ved Kongelig Tro oc Ære:

333

Det Koer skulde aldrig, ey nogen tid,
Bliffue dem eller Rigit til Skade,
Men motte der til fast slaa sin Lid,
Langt mere til Gaffn oc Baade,
Oc loffuit der hosz (som føre er sagt,)
Dem holde vid ret oc lige,
Handheffue der' Frihed, Myndige oc Agt,
Den Fattige med den Rige.
Oc naar hans Søn fanger Cronen i Haand
Oc kommer til Myndige Aare,
Saa skal hand krefte huer Stat oc Stand,
Sin Friheder ringe oc store.
Huer Mand bleff trøstig oc lystig der ved,
Oc lode sig gierne nøyge,
Oc tackede Gud saa mangeled,
Det monne saa ynskelig føyge.
Saa droge de hiem en huer til sit,
Med glædelig Tiding oc goede,
Det spurdis oc kyndis saa langt oc vijt,
Hosz alle i Landet boede.
Huer hørde de Tiding som hand kunde best,
Oc bade fast Gud oc vor HErre,
At Kongen mott' nyde lang Alder oc frest,
Oc selffuer den Crone bære.
Vilde spare deris Printz oc Herre god,
Nest Gud deris trøst oc glæde,
At hand motte leffue oc komme paa Fod,
Oc nyde sin Faders Sæde.
Oc naar hans Naade for got ansaa,
Vilde de sig der effter rette,
At hylde oc giøre ham Eed der paa,
Huad de nu loffuit oc jette.
Der paa vilde de nu huile i Freed,
Oc tryggelig boe oc bygge,
Befale sig Gud med ald det di veed,
Saa timis dem Raad oc Lycke.

*

334
335