Hostrup, C. VINTERSÆDEN

VINTERSÆDEN 1870.

Det var ved Sankt Mortens Tide,
graa var Himlen, Marken kullet,
hist og her stod kun den grønne
Rug og lyste op i Muldet.

Hen ad Vejen gik jeg langsomt,
Anders Hjulmand ved sin Side,
og han skred med bøjet Hoved,
talte om sin Hjertekvide.

476

Om den Skat, han havde ejet,
om det Tab, han havde prøvet,
om sin unge Søn, som nylig
blegnede og faldt med Løvet.

Og - mens ned ad Kindens Furer
Draabe trilled efter Draabe -
om de tolv Aars Kamp og Møje,
- ak, nu var det spildt til Hobe.

Trøstens Ord mig klang i Hjertet,
men min Læbe fandt dem ikke.
Tavs jeg gik, da standsed ved hans
grønne Rugmark mine Blikke.

Og jeg sagde: se paa Rugen!
(op han saa igjennem Taaren)
se, hvor ung og rank og kraftig
end den stander midt i Vaaren!

Men gaar Vinden hen ad Aften
om i Nord og henter Kulde,
veed vi, at den snart vil blegne,
snart vil synke træt i Mulde.

At maaske den inden føje
Tid vil ligge, skilt fra Dagen,
og i mange mørke Uger
drømme under Sneens Lagen.

Tror du vel, du saa vil sige,
naar den skjules for dit Øje:
Ak, nu er mit Haab lagt øde,
nu er spildt min Kamp og Møje?

477

Nej, du veed, at ved at gjemmes
times der den just det bedste,
at den, født i dette Aar, dog
først skal bære Frugt det næste.

Veed, at det før Frosten gjælder
kun om rigtig Rod at vinde;
kommer sent den eller tidlig,
mere naas ej denne Sinde.

Og vi veed, at siden Slangens
Gift paa Jord har plettet Glæden,
maa vi selv, hvor højst vi række,
dele Kaar med Vintersæden.

Naa ej her, som Hjertet kræver,
Livets Fylde, Sommertrøsten,
men maa nøjes med en graalig
stakket Vaar i Efterhøsten;

Bære, selv med furet Pande,
ikke moden Sæd til Lade;
hvad hos os som Frugt man priser,
det er kun de grønne Blade.

Grønnes - det er hvad vi kunne,
skyde Løv, til Vintren kommer,
knejse kjækt til Trods for Kulden,
vokse, visse paa vor Sommer;

Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

478

Og hvad dette Aar saa grønnes,
sikkert modnes vil det næste,
naar vi blot har lært i Livets
rette Grund vor Rod at fæste.

Thi saa bær den det, som segner,
gjemmer tro, hvad her maa falme,
indtil Vinterstormens Ligsang
ender i en Paaskesalme.