Hostrup, C. INTRIGERNE

INTRIGERNE
SANGSPIL
(1845)

360

PERSONER.

  • PRÆSTEN.
  • AUGUSTA, hans Datter.
  • Frøken LUNDBERG, hans Svigerinde.
  • Krigsraad RICHTER.
  • Skolelærer SØRENSEN.
  • HELLEBÆK, theologisk Kandidat.

Handlingen foregaar paa en Præstegaard i Sjælland.

361

FØRSTE SCENE.

Frøken Lundberg sidder ved et Sybord, Hellebæk staar foran hende.

HELLEBÆK.

Vi tør altsaa stole paa, at Frøkenen vil tage Dem af os og staa os bi med Raad og Daad?

FRØKEN.

Jeg lover Dem, at jeg skal bruge al min Indflydelse for at fremme den Sag. Og dog tilstaar jeg Dem rent ud, at jeg ingen Favorit er af Mariager. Nej tvertimod! maatte jeg have en Finger med i Spillet, saa skulde slet ingen Damer gifte sig.

HELLEBÆK.

Jeg forstaar ikke ret, hvad Frøkenen mener, - maatte Mandfolkene da heller ikke gifte sig?

FRØKEN.

Aa jo, lad dem det!

HELLEBÆK.

Men maa jeg saa spørge, med hvem det da skulde være, for -

FRØKEN.

Naa ja, jeg er jo heller ikke saa strix paa det, for der er jo mange Damer, som ikke har saadan Kraft og Inerti nok til at staa paa deres egne Ben, og saa kan det vel ogsaa være det bedste. Men jeg har mange Tilfælde - det forsikrer jeg Dem paa - mange Exempler fra mine Veninder, som nu ligger i deres Grav og græmmer sig over, at de ikke har fulgt mit Raad.

HELLEBÆK.

Saa?

FRØKEN.

Ja De kan tro, jeg har selv døjet mangen haard Dyst i Anledning af den Geschichte. For min salig Fader - Gud forlade ham det - han var Justitsraad, 362 De har nok hørt Tale om ham - han vilde parbleu, at jeg skulde gifte mig med en Kammerjunker, men jeg svarede: vil Kammerjunkeren gifte mig, saa lad ham sige det rent ud.

HELLEBÆK.

Naa saa han friede ikke til Frøkenen?

FRØKEN.

Nej ikke saadan rent ud, for han kunde jo nok se, at det ikke kunde nytte noget, for han kjendte jo mine Principer. Men det arme Menneske, han gik og faldt af og skæmmede sig, og tilsidst gik han i Desperation hen og tog en rig Baronesse. Aa jeg har saamænd haft mange saadanne Affærer af den Slags. Den Gang var jeg nu ved Hoffet - ja, det har jeg maaske fortalt Dem?

HELLEBÆK.

Jo! Afsides. I det mindste et Par hundrede Gange.

FRØKEN.

Ja for jeg var nu Kammerjom - Kammerfrøken hos Grevinde Gyldenskjold, som den Gang var Hofdame hos Prinsesse Clara. O det var min lykkeligste Tid! Den der har været ved Hoffet, han kan dog sige, at han har levet.

Mel. af E. Bruun.

1.

O det var et Liv!
lutter Tidsfordriv,
ingen Pligter, ingen Slæb og Sliden!
Ak, det flygted brat,
men i Vintrens Nat
end jeg henrykt mindes Sommertiden.

HELLEBÆK
afsides.

Skjønt det vel er tredve Somre siden.

2.

FRØKEN.

Tænk, naar der var Bal,
naar fra Slottets Hal
363 straaled Lys, mens Valsen klang forinden!
O, hvor jeg da fro
fremtog Baand og Sko
og den hvide Baldragt, let som Vinden!

HELLEBÆK
afsides.

Som hun skulde hænge paa Grevinden.

3.

FRØKEN.

Fejred vi en Fest,
var Noblessen Gjæst,
smykt med Guld og Fløjel var saa mangen,
Og hvor var jeg glad,
naar om Taflet sad
alt hvad stort og herligt var ved Rangen.

HELLEBÆK
afsides.

Mens hun selv stod udenfor paa Gangen.

4.

FRØKEN.

Aldrig nogen Gang
faldt os Tiden lang,
skjønt vi sad om Dagen oftest hjemme;
let man Morskab fandt,
man Intriger spandt -
o, det Liv jeg aldrig kan forglemme!

HELLEBÆK
afsides.

Nej, det faar til Gavns jeg at fornemme.

5.

FRØKEN.

Ak, den skjønne Tid
blomstred frem saa blid,
men den svandt som Blomsten paa en Rude!
Jeg, ved Hoffet før,
maa til min Malheur
leve nu imellem Svin og Stude.

HELLEBÆK
afsides.

Bare dog den Vise snart var ude!

364
FRØKEN.

Ja ser De, for et Aar siden døde min salig Søster, og saa skrev Præsten til mig, om jeg vilde tage ud til ham. Og jeg maa tilstaa, at det var en Opofrelse af mig, men jeg syntes dog, det var en Synd for lille Augusta, om hun skulde gaa her ude uden at faa noget Væsen og Dannelse; hun kunde jo have løbet om og bleven til en ren Bondegaas.

HELLEBÆK.

Jeg er Frøkenen meget taknemmelig for det Offer. Men skulde der være noget i Vejen for, at Præsten synes om Partiet?

FRØKEN.

Ja, som Sagerne nu staar, gjør han det bestemt ikke.

HELLEBÆK.

Men jeg kan dog ikke begribe Grunden hvorfor. Er jeg ikke Kandidat og desuden Søn af hans Ungdomsven? Han har jo selv inviteret mig herud, og Augusta har jo været et Par Maaneder inde hos os.

FRØKEN.

Ja men det er dog let at observere, at han ikke rigtig gouterer Dem. Og - De maa ikke tage det ilde op - men De gererer Dem heller ikke ganske rigtig. I den ene Dag, De har været her, har De jo idelig dispyteret med ham, og De har jo nok mærket, at han er bleven lidt pikant over det.

HELLEBÆK.

Men jeg kan da ikke sige Ja og Amen til alting.

FRØKEN.

Jo, det er netop det, De skal, og det er ogsaa altid det rigtigste, for saadan gjorde vi ved Hoffet. Herregud! hvorfor skal man ikke leve i Fred med alle Mennesker, naar man kan? Nej, følg De nu mit Raad, og se at faa ham god igjen peu om peu, og lad ham snakke!

HELLEBÆK.

Ja i Grunden er det ogsaa dumt af 365 mig, at jeg siger ham imod, da jeg dog ikke kan omvende ham.

FRØKEN.

Ja vist er det, det er uhyre dumt! Nej, De maa endelig være forsigtig og for Guds Skyld ikke lade ham mærke noget for det første. Jeg skal nok besørge det øvrige, og lidt maa man vel intrigere, for han har bestemt en Absicht med lille Augusta.

HELLEBÆK.

Hvad mener De?

FRØKEN.

Jo, ser De, der er kun to Mandfolk, om hvem der kan være Tale. Skolemesteren kan det jo ikke være, for han er jo gift, men -

HELLEBÆK.

Mener De da virkelig, at -

FRØKEN.

Ja vist mener jeg. Naar man har været ved Hoffet, saa lærer man at have Øjnene med sig. Ser De - Krigsraaden, han er nu Enkemand, og det er rigtig en Mand for min Svoger. Baade spiller han godt Lhombre - det maa De ogsaa lægge Dem efter - og saa forstaar han sig paa sine Køer og sit Væsen og Svineri. Det er jo ogsaa en ganske net Mand, men han har ingen Bonton, han er noget ryde.

HELLEBÆK.

Men er det da blot en Formodning, eller veed Frøkenen virkelig -

FRØKEN.

Stille! der kommer han netop med min Svoger. Gaa nu ind til lille Augusta og beflit Dem paa at være lidt mindre stridbar. Gaa, min Ven! De kan stole paa mig.

Hellebæk gaar.

FRØKEN.

Det er saamænd et vakkert Menneske, og han har virkelig ogsaa temmelig megen savoir, eftersom han ikke har faaet sin Dannelse paa højere Steder. Naa der er de, nu gjælder det nok at passe paa.

366

ANDEN SCENE.

Præsten og Krigsraaden med Tobakspiber.

PRÆST.

Naa kom nu herind og stop din Pibe! Og saa maa vi ud i Kostalden, for den store røde skal snart til at kælve.

KRIGSRAAD.

Saa, skal hun det? ja saa maa vi sgu derud. - God Dag, lille Frøken! har De været ude at malke i Dag? hvad? hahaha!

FRØKEN
stødt.

Jeg kan ikke begribe, Hr. Krigsraad, hvor det kan falde Dem ind at gjøre mig saadan et Spørgsmaal.

KRIGSRAAD.

Naa naa - jeg troede, at De havde lært at malke ved Hoffet, hahaha! Men - bliv nu ikke vred og følg ud med os i Kostalden, saa skal De se -

FRØKEN.

Uh - De er altid saa fæl i Deres Mund.

PRÆST.

Ja lad nu være at drille min Svigerinde! Her er Tobakskassen. De stoppe deres Piber. Det er sandt, har du ikke hørt, hvordan Hveden staar?

KRIGSRAAD.

Aa den er sgu flov. Jeg har haft Mikkel inde i Byen for at hente mig noget af denne hersens Guano, for den skulde man dog prøve.

PRÆST.

Jeg kunde ogsaa have Lyst til noget. Er den kraftig?

KRIGSRAAD.

Aa den er bestemt fortræffelig, i det mindste har den en ganske udmærket Lugt. Ja Frøkenen veed maaske ikke, hvad Guano er?

FRØKEN.

Nej, og jeg bryder mig heller ikke om at vide det, for det er bestemt noget ækvivokt.

KRIGSRAAD.

Nej lille Frøken, ikke denne Gang! Det er en Slags amerikansk Syltetøj, kjender Frøkenen det saa?

367
FRØKEN.

Naa jo, det er sandt, vi havde det ved Hoffet.

KRIGSRAAD.

Naa saa det havde De, hahaha! Ja saa veed Frøkenen maaske ogsaa, hvoraf det er lavet?

FRØKEN.

Nej, det kan jeg ikke erindre.

KRIGSRAAD.

Da skal jeg sige Dem det, det er lavet - rent ud sagt - af Fuglemøg.

FRØKEN.

Aa fy - sikke noget Svineri!

KRIGSRAAD.

Aa hvad, i det Kapitel er vi sgu Svin alle sammen, hahaha!

PRÆST.

Naa naa, vær nu ikke for slem! Hør, du kommer vel siden til en Lhombre, for jeg har faaet fremmede.

KRIGSRAAD.

Har du det? hvem da?

PRÆST.

Aa, det er saadan et Stykke Kandidat inde fra Kjøbenhavn. Fyren er ellers som de unge Mennesker i disse Tider, noget excentrisk og paastaaelig, og har en hel Del gale Ideer, men han kan jo være god nok til at tyre en Lhombre med. Men det er sandt, du kjender jo hans Fader; det er en Søn af vores gamle Mads Hellebæk.

KRIGSRAAD.

Mads Hellebæk! ham kan jeg sgu ikke huske.

PRÆST.

Aa jo vist kan du. Det var i Studenteraarene, den Gang du laa ved Universitetet og lod være at læse til Examen. Det var ham, Mads, den gale Mads!

Mel. af Kunzen.

1.

Aa husker du ikke den lystige Tid,
naar i Kjøbenhavn
vi kvæged os efter Dagens Slid
i Fader Evans Favn!
hvem var det da, der ved Gilderne drak
de allerfleste Glas?

368
KRIGSRAAD.

Aa det var jo dig!

PRÆST.

Nej sikken en Snak,
for det var sgu Mads.

2.

Og husker du, naar vi om Middagen sad
hos Madam Fris
og aad vor For- og vor Eftermad
til allerbilligste Pris:
hvem var det da der, som gjorde især
med Opvartningspigerne Fjas?

KRIGSRAAD.

Aa det var jo dig!

PRÆST.

Nej gu var det ej!
for det var jo Mads.

KRIGSRAAD.

Nej, ham kan jeg sgu ikke huske.

PRÆST.

Aa jo vist kan du saa, tænk dig om! kan du ikke huske den Gang han lod, som han var fuld, og blev taget af Vægteren?

3.

En Aften som fuld han paa Langebro gik
med dinglende Krop,
til Vægteren peb og paa Stigen fik
ham praktiseret op.
Men han sprang af Stigen -

KRIGSRAAD.

Og rendte sin Vej
forbi Prinsens Palads.

PRÆST.

Var det ogsaa mig?

KRIGSRAAD.

Nej vist var det ej!

PRÆST.

Nej det var sgu Mads.

369
KRIGSRAAD.

Naa det var ham, det gale Asen! Jo ham kan jeg rigtignok huske; det var en Pokkers Karl til at gjøre Spilopper.

4.

PRÆST.

Ja, Mads han var en fortræffelig Mand
til Løjer og til Sjov,
han flyttede Skilter og raabte Brand
om Natten, mens Vægterne sov.

KRIGSRAAD.

Men saa fik han Prygl, saa det var en Gru -

PRÆST.

Ja paa Hauserplads!
Aa jeg kan grine min Mave itu,
naar jeg tænker paa Mads.

FRØKEN
afsides.

Det var nogle charmante Historier, man hører om de gamle Mennesker!

PRÆST.

Hør, Svigerinde! lav os saa siden Spillebordet i Stand og sig saa til Augusta, at hun skal brygge os fire Thevandsknægte, for Skolemesteren kommer her ogsaa. Og lad os faa nogle Kyllinger eller noget andet Gaffelmad til i Aften, og saa kan I Fruentimmer jo gjerne lave lidt Slikkeri til jer og Kandidaten! Til Krigsraaden. Kom, lad os saa gaa ud i Kostalden!

KRIGSRAAD.

Hør, bi lidt, Præst! Jeg vilde dog gjerne have den Sag klaret, som vi begyndte at tale om før. Jeg har faaet en forbandet Lyst til hende, og du veed jo, hvad jeg vil give. Bestem dig nu og lad saa al den Snak være forbi!

PRÆST.

Ja, naar nogen skulde have hende, skulde det være dig; men hun er jo født og opvoxet for mine Øjne, og jeg synes ikke godt, jeg kan afse hende.

370
KRIGSRAAD.

Aa hvad, du har jo den gamle, og hun kan sagtens gjøre al den Tjeneste, som du behøver. Du vil jo ikke gjøre saadan Stads eller saadan noget, saa du kan godt lade mig faa hende.

PRÆST.

Aa ja, det er sandt nok. Ja - bi lidt, du skal faa hende, naar du oven i Kjøbet vil overlade mig noget af denne hersens nymodens Gjødning, for den kunde jeg dog have Lyst til at probere.

KRIGSRAAD.

Ja med Fornøjelse! Tak skal du have! Kom, lad os saa gaa! Far vel, lille Frøken! værsgo at hilse Kjæresten!

De gaa.

FRØKEN.

O jeg skjælver af Forbitrelse. Sælge sin Datter - kalde mig den gamle, som ikke kan gjøre Stads eller saadan noget - nej det er oprørende, det er mageløst! Aabner Sidedøren. Augusta! Hr. Hellebæk! for Guds Skyld kom - kom strax!

TREDIE SCENE.

Frøken. Augusta. Hellebæk.

Mel. Fr. Ep. 40.

1.

FRØKEN.

Kom ind! jeg dør af Harme -
o de Skurke! o du arme!
Skræk og Jammer
Huset rammer -
o du min Gud!
Aa kom og skynd jer bare
at erfare
hvad det Skarn
mod sit Barn
nu har ruget ud!

371
AUGUSTA.

Hvad er det, du siger?

HELLEBÆK
til Augusta.

Hvi mon Frøknen skriger?

FRØKEN.

Aa hør nu blot!
her er smedet et Komplot.

2.

Jeg kan mig ikke samle,
han har kaldt mig for den gamle,
jeg skal lære
dem at bære
for mig Respekt -
Og knap jeg ret det fatter,
men sin Datter -
hvor afsky'lig! -
har han nylig
solgt til denne Knægt.

AUGUSTA.

Men jeg ej forstaar det.

HELLEBÆK.

Sig, hvorledes gaar det?

FRØKEN.

Hvordan det gaar!
det De snart at føle faar.

3.

Jeg hjælper Kandidaten,
og jeg vise skal Krabaten,
at den gamle
op kan hamle
med ham i List.

Til Augusta.

Og ej med det Spektakel
du, din Stakkel,
dig forlover,
skjønt min Svoger
loved det saa vist.

372
AUGUSTA.

Sig, til hvem du sigter!

HELLEBÆK.

Er det Krigsraad Richter?

FRØKEN.

Ja jeg til Løn
skal ham ærgre gul og grøn.

AUGUSTA.

Men kjære Tante, hvad er der dog paa Færde? jeg kan slet ikke blive klog paa dig.

HELLEBÆK.

Er Deres Formodning om Krigsraadens Giftermaalsplan virkelig bleven bestyrket?

FRØKEN.

Ja vist er den - o de Mandfolk, de Mandfolk, det er dog rigtig noget Sk - noget Smuds! Og saa sad de gamle Mennesker og fortalte de mest ordinære Geschichter fra deres Garçonliv - jo det er nogle nysselige Personer, ret nogle gentile Herrer!

HELLEBÆK.

Men har Frøkenen da virkelig selv hørt, at Deres Svoger har lovet Augusta til Krigsraaden?

FRØKEN.

Lovet - ja han har ikke blot lovet, men han har - tænk en Gang! - han har solgt hende til ham.

HELLEBÆK.

Solgt!

AUGUSTA.

Solgt! Nej, Tante, det er jo noget urimeligt noget; hvor skulde Fader falde paa det!

FRØKEN.

Ja det veed jeg ikke, men alligevel er han falden paa det, som jeg har hørt med mine egne Øren i dette hellige Øjeblik. Og nu kommer det værste, veed du, paa hvad Konstitutioner den Handel er sluttet? veed du, hvad han har solgt dig for - kan du gjætte?

AUGUSTA.

Nej!

373
HELLEBÆK.

Var det en stor Sum, han forlangte?

FRØKEN.

Aa nej, det var ingen Sum, det var ikke Penge, nej det var -

Standser pludselig.

AUGUSTA.

Naa hvad var det?

FRØKEN.

Aa det var det allerskrækkeligste, det allermest horribleste.

HELLEBÆK.

Men saa sig os da, hvad det var?

FRØKEN.

Nej det kan jeg ikke - jeg kan ikke bringe det over mine Læber - det er altfor fælt og ryde. Til Hellebæk. Vil De gaa lidt til Side! - Kom, Augusta, saa skal jeg hviske det til dig. Sagte til Augusta. Det var for Gjødning, som er lavet af Fuglem-

AUGUSTA
ler.

Aa Tante, du har hørt fejl eller misforstaaet dem.

HELLEBÆK.

Ja hvordan det nu endogsaa hænger sammen, saa er det sandsynligt, at der er Fare paa Færde, og det er derfor bedst, at jeg strax taler med din Fader.

FRØKEN.

Er De rasende, Menneske! nu i dette Øjeblik, da han har lovet hende bort til en anden, efter at have omtalt Dem som et koncentrisk Menneske, der ikke duede til noget. Nej, man kan rigtignok se, at De ikke har været ved Hoffet. Deres Rolle er blot at være aimable mod ham for at stikke Krigsraaden ud; Resten skal jeg besørge. Jeg har allerede Planen til en Intrige, som maa lykkes.

HELLEBÆK.

Men hvorfor skal man -

AUGUSTA.

Jo, da vi ikke rigtig veed, hvorledes det hænger sammen, er det vel det bedste, at vi først føler os for.

HELLEBÆK.

Naa ja, som du vil.

FRØKEN.

Og saa kunde De ogsaa skrive ind til 374 Deres Fader og bede ham komme herud, for rigtignok rakkede de ogsaa ham saadan til, at -

HELLEBÆK.

Ja det er rigtigt, det vil jeg gjøre strax.

Vil gaa.

FRØKEN.

Nej hør, bi lidt! nu maa De tale med min Svoger, naar han kommer op fra Kostalden - rent ud sagt. O kunde vi fange den gamle Lux!

AUGUSTA.

Fy, Tante! saadan maa du ikke tale om min Fader.

FRØKEN.

Naa lad ham gaa for, hvad han er. Men den Krigsraad - uh, hvor han er grim! men han skal faa det at føle. Kom, Augusta! Til Hellebæk. Vær nu adræt!

Frøkenen og Augusta gaa.

FJERDE SCENE.

Hellebæk. Siden Præsten.

HELLEBÆK.

Jeg kan ikke ret tro, at det hænger saaledes sammen, men man maa -

PRÆSTEN
kommer.

Naa, Kandidat, hvad staar De nu og filosoferer over? De lægger da vel aldrig Planer til en Sammensværgelse, hvad? hahaha!

HELLEBÆK.

Jo, jeg kan ikke nægte, at jeg tænkte paa noget lignende.

PRÆST.

Ja jeg kunde nok begribe det, for De hører jo til det unge Danmark, og saa er De naturligvis ultraliberal. Naa, sig mig da, hvad Parti hører De til? Vil De have en Konstitution, eller er De Republikaner?

HELLEBÆK.

De veed jo nok, at jeg anser det for 375 ønskeligt, om Folket fik mere Del i Landets Bestyrelse.

PRÆST.

Ja men hvor kan De være saa stokblind at mene det? Har vi ikke hver især nok at gøre med vore egne Affærer, og hvor skal vi saa faa Tid til at passe de andres?

HELLEBÆK.

Ja det kan jo ikke nytte at disputere med Dem derom, for vi er jo en Gang af modsatte Grundanskuelser. De sværmer nu blot for det nyttige.

PRÆST.

Ja vel - jeg sværmer blot for det nyttige, vi er af modsatte Grundanskuelser, ergo sværmer De blot for det unyttige. Hahaha! der fangede jeg Dem, kan De stikke den?

HELLEBÆK.

Ja den Bevisførelse slaar mig virkelig ikke.

PRÆST
lidt stødt.

Ikke det? Ja de unge Mennesker vil nu aldrig lade sig overbevise. Men hør, da vi dog ikke kan tale sammen uden at disputere, saa lad os gjøre det paa Latin, for saa bliver man ikke hidsig. Ja, De er vel sagtens meget stiv i Latinen?

HELLEBÆK.

Nej, jeg tror aldrig, jeg har talt det uden ved Examensbordet.

PRÆST.

Hvad for noget? hvor kan det være? Hvad bestiller de da oppe i Studenterforeningen? holder de da ikke der latinske Disputatorier?

HELLEBÆK.

Nej det bruger de rigtignok ikke.

PRÆST.

Naa, saa det gjør de ikke? Ja - se saa kan jeg begribe, hvorledes den Politisering og det Partivæsen er kommet over de unge Mennesker. Bare de, i Stedet for at sidde deroppe og diskutere paa Dansk, havde snakket Latin, saa vilde man ikke have kjendt noget til den kritiske Aand, der vil have Raison for alting.

376
HELLEBÆK.

Ja men paa den Maade kom man jo aldrig videre.

PRÆST.

Aa man er jo ogsaa kommen vidt nok. Se nu til os to! De er Kandidat med bedste Karakter og har altsaa Udsigt til at faa et godt Embede, og jeg - jeg har megen Glæde af min Stilling, for jeg har en god Menighed og mit rigelige Udkomme. Hvad er der saa i Vejen? Er vi ikke begge komne saa vidt, som vi med Rimelighed kan forlange?

HELLEBÆK.

Ja men jeg mener jo slet ikke -

PRÆST.

Aa jeg veed godt, hvad De mener. Det er hele Tiden, der har faaet en Raptus, det gode gamle er den ikke godt nok, den vil have Forandringer. Men det fører ikke til noget.

Mel. af der Talisman.

1.

Nej, Tiden den duer sgu ej for en Snus;
den vrager sit gamle grundmurede Hus;
det nymodens Bindingsværk - det er saa rart,
det bygger og river man ned i en Fart.

HELLEBÆK.

Men ad Omveje naar dog til Maalet man hen.

PRÆST.

Og saa faar man, min Ven,
kun det gamle igjen.

2.

Man vil gribe paa alt med sin næsvise Haand,
man vil bøde med Damp paa sin Mangel af Aand.

HELLEBÆK.

Gaar da Tiden ej frem?

PRÆST.

Jo forbandet gesvindt,
over Sten og Forhøjninger rutscher den blindt!
men den tumler kun fort i en hvirvlende Vals.

377
HELLEBÆK.

Den gaar frem allenfals -

PRÆST.

Til den brækker sin Hals.

3.

Den gamle Gemytlighed jager man væk,
hver en Pog lader høre sit kritiske Kvæk,
den, som næppe kan tale, kan skraale des mer,
ja Damerne selv snakke nu om Ideer.
Og de Blade om alting en Mening vil ha'.

HELLEBÆK.

Ja men hvad skal de da?

PRÆST.

Holde Næsen derfra.

FEMTE SCENE.

De forrige. Frøkenen kommer under Slutningen af Sangen.

FRØKEN
afsides.

Ih, mon dieu! nu staar de ved Gud igjen og dispyterer om Politiken.

HELLEBÆK.

Ja men naar Hr. Pastoren selv erkjender, at Tiden er saa slet, saa er det jo øjensynligt, at vi trænger til en Reformation, til en Forb -

FRØKEN
sagte til ham.

Ti dog stille!

HELLEBÆK.

Ah, er det Dem, Frøken!

FRØKEN
sagte.

Husk paa vore Intriger! Højt. Har De ikke været i Theatret fornylig, Hr. Hellebæk?

PRÆST.

Ja men skal der ske Forandring, saa er det ikke i det ydre Liv, for det er godt nok, men det er os selv, der skal forbed-

FRØKEN.

Aa Herregud! lad os nu blive fri for al den Politik! Til Hellebæk. Jeg har altid været saa charmeret i Theatret, og lige til det sidste Aar har jeg 378 jævnlig kommet der en Gang om Ugen. Ja De sværmer vel ogsaa for Frydendahl?

HELLEBÆK.

Frydendahl! han er jo død.

FRØKEN.

Saa - er han det? Det har jeg ikke hørt. Hvoraf døde han?

PRÆST.

Aa, naar vi endelig skal afbrydes, saa lad os tale om noget andet. Fortæl mig nu - da lille Augusta var inde hos Dem i Kjøbenhavn, hvorledes syntes De da om hende derinde? hvad sagde Deres Fader og Moder og Søster om hende?

HELLEBÆK.

Aa de var allesammen ganske forelskede i hende.

PRÆST.

Saa, var de det! Det var da kjønt af dem! Ja det er sandelig ogsaa en sød lille Pige. Men hvad synes De da selv om hende? for det er de unge Herrer, man skal spørge om saadant noget.

HELLEBÆK
sagte til Frøken.

Nu siger jeg alting.

FRØKEN
sagte til Hellebæk.

Er De gal, Menneske! vore Intriger!

PRÆST.

Naa hvorfor svarer De ikke? har De noget at udsætte paa hende?

HELLEBÆK.

Nej - det er saa langtfra at -

FRØKEN.

Har De set Herman von Unna?

PRÆST.

Naa lad nu Kandidaten svare, og lad os blive fri for det Theatervrøvl! Til Hellebæk. Synes De ikke ogsaa godt om Augusta - hvad?

Det banker.

FRØKEN.

Det banker! Afsides. Naa, Gud ske Lov! Højt. Kom ind!

379

SJETTE SCENE.

De forrige. Skolelærer Sørensen.

PRÆST.

Naa det er Skolemesteren. God Dag, Sørensen!

SØRENSEN.

God Dag, Deres Velærværdighed! god Dag, naadige Frøken! god Dag -

PRÆST.

Det er Kandidat Hellebæk - Skolelærer Sørensen.

SØRENSEN.

Det er mig en stor Fornøjelse at gjøre Hr. Kandidatens Bekjendtskab. Deres Velærværdighed har vist mig den Ære at bestille mig hen til Deres Velærværdighed i Aften.

PRÆST.

Ja vi vilde gjerne have os en lille Lhombre i Aften. Men - det er sandt, Sørensen - hvorledes gaar det med Deres Kone? Er hun nu kommen op af Barselsengen?

SØRENSEN.

Jo jeg takker Deres Velærværdighed, nu er hun ganske færdig. Og saa skulde jeg takke naadige Frøken for det Syltetøj, som Frøkenen har været saa god at sende min Kone.

PRÆST.

Naa det var jo godt, at det er vel overstaaet. Se, det var den ottende Pige, nu har De jo der et kjønt lille Pigeinstitut, hahaha! men hvad skal den lille hedde, for nu er vel hele Familien opkaldt?

SØRENSEN.

Ja, og Deres Velærværdighed ogsaa og Jomfru Augusta. Men min Kone har en Broder, der hedder Hans, og min yngste Søster hedder Mine, og saa tænkte vi, at hvis Deres Velærværdighed ikke har noget derimod, saa kunde vi kalde hende Hansmine, og saa da Doktor Pille har været saa god at se til min Kone, mens hun laa, saa vilde vi ogsaa opkalde ham og kalde hende Pillerine.

380
PRÆST.

Det var nogle løjerlige Navne, Hansmine Pillerine! Naa lad saa være! men saa skal hun da ikke hedde mere?

SØRENSEN.

Jo, hvis Deres Velærværdighed ikke har noget derimod, saa ønskede min Kone gjerne, at hun ogsaa skulde hedde Skandinavine.

PRÆST.

Skandinavine! Men hvad skal det betyde?

SØRENSEN.

Jo, min Kone siger, hun vil vise, at hun er lige saa god Skandinav som Damerne inde i Kjøbenhavn.

PRÆST.

Skandinav! Men er De gal, Skolemester?

SØRENSEN
forskrækket.

Nej, Deres Velærværdighed!

PRÆST.

Men hvor kan De da give Deres Samtykke til saadan et forbistret Indfald? Skal vi nu ogsaa hjemsøges af disse nymodens Ideer? - Hvad siger De, Kandidat?

FRØKEN
sagte.

Hold bare med ham!

HELLEBÆK.

De vil da vel ikke nægte, at den skandinaviske Ide er al Ære værd?

PRÆST.

Aa det kan være meget muligt, men det kommer slet ikke den Sag ved.

HELLEBÆK.

Jo saa skulde jeg dog mene, at Hr. Sørensen havde Lov til at vise den sin Hylding.

FRØKEN
sagte.

Men saa ti dog stille!

PRÆST.

Nej, det har Hr. Sørensen slet ikke Lov til, for Hr. Sørensen, som er en gammel Mand, skal ikke skabe sig som en exalteret Student, og Hr. Sørensen, som er Skolelærer herude og skal staa mig bi i Fredens Tjeneste, skal ikke indføre Politiseren og Splid og Partivæsen i min skikkelige Menighed, hvor jeg af al Kraft arbejder paa at holde det ude.

HELLEBÆK.

De vil da vel -

FRØKEN
sagte.

For Guds Skyld! hele Intrigen ryger i Lyset.

381
HELLEBÆK.

De vil da vel aldrig ved en kinesisk Mur udelukke Deres Menighed fra Tidens Ideer!

PRÆST.

Aa De kan ikke tale med, for De er ung og forblindet. Men De, Skolemester! De maa skamme Dem som en Hund.

SØRENSEN
ydmyg.

Ja, naar Deres Velærværdighed befaler.

PRÆST.

Ja jeg gjør! jeg vil ikke vide noget af den Galskab.

Mel. Fransk Folkesang.

1.

I nitten Aar i denne Bolig
jeg kjendte ej Tvist eller Harm,
min Menighed jeg skjærmed trolig
mod Verdens forvirrede Larm.
Skal jeg da taale nu, at Striden
selv hertil sig baner en Vej?
Jeg ikke fløjte vil med Tiden,
:|: det vil jeg ej - nej nej nej nej! :|:

SØRENSEN.

Det skal De ej - nej nej nej nej!

FRØKEN og HELLEBÆK
til hinanden.

Han gjør det ej - nej nej nej nej!

2.

PRÆST.

Lad Skinnet ikkun Daarer trylle,
jeg klarlig dets Usselhed ser.

SØRENSEN.

Vil Deres Velærværdighed mig blot undskylde,
saa skal aldrig jeg gjøre det mer.

PRÆST.

Det gamle elsked jeg saa længe,
jeg kjender ej sandere Vej;
382 lad andre slaa paa Tidens Strenge,
:|: jeg vil det ej - nej nej nej nej! :|:

SØRENSEN.

De skal det ej - nej nej nej nej!

FRØKEN og HELLEBÆK
til hinanden.

Han gjør det ej - nej nej nej nej!

SYVENDE SCENE.

De forrige. Krigsraad.

KRIGSRAAD.

Naa god Dag, Godtfolk - her er jeg. Hilledød, hvor De allesammen ser traurige ud! God Dag, lille Frøken, hvordan lever Kjæresten? Frøken vender ham Ryggen. Naa det er vel Kandidaten? God Dag, Hr. Hellebæk! hvordan lever Deres Fader?

HELLEBÆK
tvær.

Jo Tak, godt!

KRIGSRAAD.

Naa det fornøjer mig. Men Død og Plage! hvorfor ser De allesammen saa storsnudede ud? Hvad er paa Færde, Præst? Du er vel aldrig bleven Konsistorialraad?

PRÆST.

Aa nej, det var ikke andet end saadan en lille huslig Scene, og det er jo ikke værdt at tænke mere paa det, for vi mener det jo godt allesammen. Svigerinde, vil du saa lave Spillebordet i Stand! Og saa vil vi glemme de Historier; kom, nu slutter vi Forlig!

Rækker Sørensen og Hellebæk Haanden.

SØRENSEN
rørt.

Deres Velærværdighed vil tilgive mig og min Kone?

PRÆST.

Aa Snak, jeg har jo ingenting at tilgive. Naa Børn, saa skulde vi til at have os en lun lille Lhombre.

Frøken sysler ved Spillebordet.

383
KRIGSRAAD.

Nu skal jeg hjælpe Frøkenen at bære Bordet frem, saa skal De se, at Krigsraaden ogsaa kan være galant.

FRØKEN.

Nej Tak! Hr. Hellebæk er nok saa god.

Hellebæk iler til.

KRIGSRAAD.

Ja saa skal Hellebæk og jeg. De flytte Bordet. Vi to er jo Lavsbrødre, for jeg har ogsaa været oppe til theologisk Attestats, men jeg fik rigtignok Karakteren rejectus, hahaha! - Men det er sandt, Skolemester, hvordan gaar det med Konen?

SØRENSEN.

Jo Tak, Hr. Krigsraad, nu er det overstaaet, den lille vejede hele ni Pund.

KRIGSRAAD.

Ni? det var Pokker til Pigebarn! Naa, Skolemester, hvormange Lispund har De saa i det hele?

FRØKEN
til Hellebæk.

Uh, hvor han er fæl!

PRÆST.

Naa kom nu og tag Plads! her kommer Augusta med Knægtene.

OTTENDE SCENE.

De forrige.

Augusta med fire Par Kopper, som hun fordeler paa Bordet.

KRIGSRAAD.

Naa der har vi jo vores Hebe med Nektaren. God Dag, min søde lille Tøs, hvordan har du det? Kysser hende. Naa Kandidat, De behøver da ikke at se saa brøsig ud, fordi jeg kjæler for min lille Guddatter.

FRØKEN.

Det passer sig heller ikke for en gammel Mand at fjase saadan med de unge Piger.

KRIGSRAAD.

Ja saa vil jeg sgu ogsaa fjase med Frøkenen.

Griber hende om Livet.

384
PRÆST
trækker i ham.

Naa kom nu, du Vildkat, og hjælp mig med at se Kortene efter!

AUGUSTA
til Hellebæk.

Naa hvorledes gaar det? jeg synes, I har været saa højrøstede.

FRØKEN.

Ja det gale Menneske gjør jo alt for at ødelægge sig selv. Gjorde han nu ikke ved sin Modsigelse den gamle saa vred, at jeg var nær ved at opgive hele Intrigen.

AUGUSTA.

Aa der er bestemt ingen Grund til at frygte; Faders Hidsighed gaar strax over igjen, og han plejer at føje mig i alting.

FRØKEN.

Ja du er nu saa godtroende, mit Barn, men vi forstaar det bedre. Til Hellebæk. Gaa De nu hen og spil Kort og te Dem lidt bedre den øvrige Aften! Jeg skal nok tilsidst sætte det igjennem.

PRÆST.

Værsgo, Kandidat! nu er vi færdige.

HELLEBÆK.

Aa Herregud, skal jeg nu spille!

FRØKEN
skyder til ham.

Gaa - gaa!

De sætte sig om Bordet i den Orden: Sørensen, Præst, Hellebæk, Krigsraad.

Mel. Fr. Ep. 42.

1.

PRÆST
giver Kort.

Nu begynder Spillet da!

Til Sørensen.

De skal sidde over?

SØRENSEN.

Ja!
men jeg trøster mig ved Saften.

Drikker.
KRIGSRAAD
ligesaa.

Ja i Aften
er den bra'!

PRÆST
til Hellebæk.

Har man no'et paa første Plads?

HELLEBÆK.

Spurgt!

385
KRIGSRAAD.

Spurgt med!

PRÆST.

En lille Pas!

HELLEBÆK.

Solo Hjerter!

KRIGSRAAD.

Fy for Satan!
Kandidaten
bliver hvas.

PRÆST.

Nu maa vi da stræbe ham rigtig at børste,
han nok være vil den første
som hans Fader Mads.

2.

KRIGSRAAD
kjøber.

Otte Hjerter!

PRÆST

Du er grov!

KRIGSRAAD.

Det er kun til Husbehov.

PRÆST
kjøber.

Saa er det vel bedst, at Præsten
kjøber Resten.

HELLEBÆK
spiller ud.

Med Forlov!

PRÆST.

Hvor han trumfer!

KRIGSRAAD.

Han er bøs!

PRÆST.

Nok en Hjerter!

KRIGSRAAD
nyser.

Atsch!

SØRENSEN.

De nøs!

386
PRÆST.

Aa nu taber nok de danske,
jeg er ganske
hjerteløs.
Aa han har Spadille - nu taber jeg Modet.

De lægge op.

PRÆST og KRIGSRAAD.

Ja vi gamle fik paa Ho'det
af den unge Fløs.

Præst holder Regnskab, Hellebæk giver.

3.

PRÆST
som sidder over.

Ja han vældig op os trak!
Hent min Pibe, Gusta!

Augusta bringer den.

Tak!
Jeg behøver ej at krads'en.

FRØKEN
med Tobakskassen.

Her er Kassen
med Tobak!

KRIGSRAAD.

Aa jeg spørger.

SØRENSEN.

Nej, Respekt!

Lægger de sorte Esser op.

PRÆST
til Hellebæk.

Smag dog lidt paa Deres Knægt!
Den er god for alle Maver,
Gusta laver
den perfekt.

SØRENSEN
tournerer.

Klør - saa maa jeg kjøbe mig syv.

PRÆST.

Aa nej, hør ham!
Syv til Klør!

KRIGSRAAD.

Pas paa, vi klør ham
grundig og korrekt!

387

4.

AUGUSTA.

Her er Svovlstik!

PRÆST.

Tak, min Ven!

Tænder Piben.
HELLEBÆK
kjøber.

Jeg ta'r fire.

KRIGSRAAD.

To igjen!

FRØKEN
til Præst.

Skal vi til i Aften bage
Æblekage?

PRÆST.

Ja saamænd.

FRØKEN
til Augusta.

Vil du lave Kagen til!

Augusta gaar ud.
PRÆST.

Gjør ham bet!

KRIGSRAAD.

Ja det vi vil.

SØRENSEN.

Ruder Konge!

HELLEBÆK.

Ja den ta'r vi.

KRIGSRAAD.

Aa nu har vi
vundet Spil.

Lægger op.

Hvad vil De nu gøre?

SØRENSEN.

Naa De har Manille?

PRÆST og KRIGSRAAD.

Skolemester blev Godille.

SØRENSEN
forknyt.

Jeg er vant dertil.

Hellebæk, som sidder over, rejser sig.

388

5.

SØRENSEN.

Jeg de sorte femte har,
Ruder Konge blank saagar.

KRIGSRAAD.

Men saa har i Hjerter han en
Dame anden
og en Spar.

FRØKEN
til Hellebæk.

Kom og vær i godt Humør!

PRÆST
skriver.

Naa De spilled jo i Klør?

FRØKEN
til Hellebæk.

Skjul nu blot, at De er arrig!

SØRENSEN.

Ja det var i
slet Kulør.

PRÆST
til Sørensen.

Bliv ikke forknyt, naar De taber paa Stumper!

PRÆST og KRIGSRAAD.

Til en ret gemytlig Lhombre
hører godt Humør.

Spillet fortsættes paa sædvanlig Vis, og imidlertid føres følgende Samtale.

HELLEBÆK.

Men hvor gik Augusta hen?

FRØKEN.

Aa hun kommer strax igjen, hun er blot ude i huslige Affærer. Naa lad nu være at sætte saadan et bistert Ansigt op! Ja man kan rigtignok mærke, at De ikke har været ved Hoffet; De kan slet ikke forestille Dem.

HELLEBÆK.

Aa jeg gider ikke spille Kort mere og sidde ved Siden af den fatale Krigsraad. Jeg kan slet ikke holde mine Tanker ved de fordømte Kort.

FRØKEN.

Kjære Ven, vær dog endelig taalmodig, 389 ellers gaar den rent kontrakt. Rigtignok er Krigsraaden ret en nedrig Skurk - u! jeg hader ham - men De maa spille med for det første, saa skal jeg nok sørge for, at det er ganske forbi, naar vi skal dinere til Aften.

HELLEBÆK.

Krigsraaden rejser sig - saa gaar jeg ud til Augusta.

Iler mod Døren.

PRÆST.

Halloj, Kandidat, hvor Pokker vil De hen? Værsgo at komme og tage Plads. Hellebæk gjør det. De maa sandelig passe Deres Tur, en Lhombre maa drives med Orden og Andagt.

De spille videre.

KRIGSRAAD.

Her er jeg lille Frøken! - naa, hvorfor vender De Dem bort? Lad os nu være gode Venner! Om jeg spøger lidt slemt somme Tider, saa veed De dog nok, at jeg mener det godt.

FRØKEN.

Ja, De mener det rigtignok godt - aa fy, skam Dem noget! Det havde jeg aldrig troet, at De var saadan en - u!

KRIGSRAAD.

Er jeg en - u, hahaha! Det var da som Pokker! Hvad er det da for noget - u, jeg har gjort mig skyldig i?

FRØKEN
kold.

Den Gang De før var her i Stuen med min Svoger, saa glemte De nok rent, at jeg ogsaa var tilstede. Det var den Gang, De fortalte disse Historier fra Deres Garçonliv.

KRIGSRAAD.

Aa var det saa farligt, at vi som unge Spyttegjøge havde noget Vægterkommers og saadant noget? Frøkenen har vel ogsaa løbet gal og haft Sjov i Deres unge Dage.

FRØKEN.

Jeg hørte den Gang, at der blev sluttet en lille Handel.

390
KRIGSRAAD.

Naa ja, det er sandt, det gjorde der sgu ogsaa.

FRØKEN
med Værdighed.

Og det tør De tilstaa med saadan et gevorpent Ansigt, og Skamrødmen farver ikke en Gang Deres Kinder! fy, skam Dem!

KRIGSRAAD.

Naa, hvad er der i Vejen? er det da noget ondt, at jeg faar mig en ny, naar min gamle Mær er kreperet?

FRØKEN.

Mær! siger De - u! jeg kan ikke gjentage det. Det er jo horribelt! har De ikke mere Respekt for de afdøde?

KRIGSRAAD.

De afdøde, hahaha! Naa hun er da ikke bleven til mere, fordi hun er død. Men jeg har sgu ærlig plejet og fodret hende lige til det sidste, skjønt hun havde en Skavank i det venstre Bagben.

FRØKEN.

O, De er et lumpent Menneske! Gaa væk - væk fra mig! jeg vil ikke se Dem mere for mine Øjne, naar De taler saadan om Deres salig Kone.

Vender ham Ryggen.

KRIGSRAAD.

Min salig Kone? hvad Fanden er det? er Frøkenen gal? Hun skulde dog vel aldrig have smagt paa vore Thevandsknægte?

SØRENSEN.

Hahaha! der vandt jeg rigtignok paa Svovlstikker.

PRÆST
til Krigsraad.

Ja tænk en Gang, jeg sidder med Manille, Damen sjette og en dobbelt Renonce. Men hvor Pokker blev Basta af?

Roder i Kortene.

SØRENSEN.

Ja hvor blev Basta af?

PRÆST.

Nej, har De kjendt Magen! Kandidaten har kastet den. Nej! det er dog lumpent! Hidsig. Men Menneske, hvad tænker De paa? han var jo bleven 391 kruk til op over Ørerne. Nej hør, min Far, naar De vil spille med mig, skal De sgu gjøre det ordentlig, ellers skal De lade være!

HELLEBÆK
rejser sig.

Ja det er ogsaa det, jeg allerhelst vil. Jeg kan ikke spille i Aften, jeg er ikke oplagt dertil.

FRØKEN
sagte til ham.

Men saa ti dog stille.

PRÆST.

Ikke oplagt! hvad fejler De da? er De syg?

HELLEBÆK.

Nej jeg er ikke, men - rent ud sagt - jeg er ikke kommen her ud for at spille Lhombre.

FRØKEN
sagte.

Men Menneske, vore Intriger!

PRÆST.

Men hvorfor Pokker er De da kommen her?

HELLEBÆK.

For at fri til Deres Datter.

FRØKEN
afsides.

Det er forbi.

PRÆST.

Fri til min Datter - se se! ja værsgo - fri De væk!

HELLEBÆK.

Ja med hende er det afgjort. Og jeg kom her ud for at faa Deres Samtykke, men jeg fik at høre, at De havde lovet hende bort.

PRÆST.

Har jeg lovet hende bort! Det er ikke sandt! Hvem har sagt det?

FRØKEN.

Det har jeg. Jeg har hørt med mine egne Ører, at du ikke blot har lovet hende bort, men du har solgt -

PRÆST og KRIGSRAAD.

Solgt?

FRØKEN.

Ja solgt hende har du - og nu kommer det værste - hvorfor har du solgt hende?

PRÆST.

Ja det maa jeg spørge dig om.

FRØKEN.

Ligesom om du ikke vidste det selv. O du unaturlige Fader! Du har solgt din Datter for - jeg kan ikke sige, hvad det var, men det var saa fælt -

KRIGSRAAD
nærved at briste af Latter.

Lille Frøken, det 392 skulde vel aldrig være det amerikanske Syltetøj, som man spiser ved Hoffet, hahaha! Til Præst. Nu skal jeg sige dig, hvordan det hænger sammen!

PRÆST.

Nej, nu vil jeg først havde den Sag klaret. Hvor er Augusta? Kalder. Augusta!

FRØKEN
til Hellebæk.

Han tillader det i Evighed aldrig, men det er Deres egen Skyld.

AUGUSTA
kommer.

Hvad vil du, Fader?

PRÆST.

Hør, min Pige, her er en Frier til dig. Vil du have ham? Naa, mit Barn, bliv nu ikke rød, du maa jo gjerne faa ham, hvis hans Fader ikke har noget derimod. Men du kunde gjerne have sagt mig det selv, for det kommer saa Pokkers hovedkulds. Naa, Børn, kys nu hinanden og vær glade!

FRØKEN.

Ja men jeg kan ikke begribe dig, du har jo lovet hende bort til Krigsraaden.

PRÆST.

Aa kom nu ikke med det Vrøvl igjen!

KRIGSRAAD.

Hahaha! nu skal jeg forklare dig det. Den Gang jeg før købte Plagen af dig, fordi jeg trænger til en ny Ridehest, saa troede Frøkenen, at det var Augusta, vi talte om, hahaha!

PRÆST.

Hahaha! Nej, Svigerinde, der tog du fejl.

FRØKEN.

Det er da ubegribeligt! Men den gamle, som De talte om, var det da ikke mig?

KRIGSRAAD.

Nej, lille Frøken! vi talte sgu blot om Heste.

FRØKEN.

Men det stemmer jo slet ikke med din Karakter at give dit Samtykke; Hr. Hellebæk og du er jo aldeles uenige.

PRÆST.

Ja men derfor kan han nok blive enig med Augusta - ikke sandt, Kandidat, hvad? Og han maa nok faa min Datter, naar de holder af hinanden; men han faar ikke Lov til at prædike for mine Bønder. Til Hellebæk. Det faar du ikke.

393
SØRENSEN.

Deres Velærværdighed glemte at skrive, at jeg vandt en Spurgt i Klør.

PRÆST.

Aa nu skal vi ikke spille mere i Aften, nu skal vi være glade. Og saa skriver min Svigersøn - hahaha, det er dog morsomt! - saa skriver du i Aften ind til Kjøbenhavn efter din Fader, for gamle Mads har altid holdt meget af en god Lhombre, og saa tager vi den i Morgen i Stedet for.

FRØKEN
til Hellebæk.

Kan De se, at De skulde skrive ind til Deres Fader, det var ogsaa min Præposition.

Mel. Fr. S. 46.

1.

PRÆST.

Saa faar man Sommer,
før ret man det veed.
Glæden den kommer
dumpende ned.
Lad os nu kuns
faa noget Puns
og saa et Fad
Mad!
Lidt maa man ha', naar
Hjertet er glad.*)

2.

SØRENSEN.

Skæbnen mig driller,
det blev nu min Del,
hver Gang jeg spiller,
faar jeg Kanel.
Et Spil jeg før
tabte i Klør,
men jeg vandt et nyt -
Pyt!
For mit Kulørspil
blev jeg sgu snydt.

* 394

3.

HELLEBÆK.

Ængstelse Rod i
mit Sind havde slaaet.
nær var mit Mod i
Angsten forgaaet.

AUGUSTA.

Sig mig min Ven!
hvad var da den
Frygt i dit Sind?

HELLEBÆK.

Vind!
Men den gik bort, og
Glæden kom ind.

4.

KRIGSRAAD.

Frøknen Intriger
ved Hoffet har lært;
der, som man siger,
drives de svært.

Til Frøken.

Drejer de sig der
ligesom her
om Syltetøj?

FRØKEN.

Føj!

KRIGSRAAD.

Frøknens Finesser
gik op i Røg.

5.

FRØKEN.

Drives ved Hoffet
Intriger især,
ej dog om Stoffet
spørger man der.
Nej, af ingen Ting
gjøre tusind Sving
det vi forstaa.

395
KRIGSRAAD.

Saa?

FRØKEN.

Jeg har jo vist Dem
Prøver derpaa.

6.

PRÆST.

Slaar end for Resten
Intrigerne til,
ej dog hos Præsten
lykkes de vil.

Til Publikum.

Ja Skjæmtens Ord
kunstløse gror
her i mit Hjem
frem;
maa de da Skaansel
møde hos Dem!

396