Hostrup, C. EVENTYR PAA FODREJSEN

EVENTYR PAA FODREJSEN SANGSPIL (1847)

248

PERSONER.

  • Assessor SVALE, Ejer til Strandbjerg.
  • LAURA, hans Datter.
  • JOHANNE, hans Broderdatter fra Jylland.
  • VERMUND, Forstkandidat.
  • Kammerraad KRANS, Birkedommer.
  • Fru KRANS, hans Kone.
  • HERLØV, Studenter.
  • EJBÆK, Studenter.
  • HANS MORTENSEN, kaldet SKRIVERHANS, udbrudt Slave.
  • PER, Bonde.

Handlingen foregaar paa Gaarden Strandbjerg og i dens Omegn.

249

FØRSTE AKT.

Skovparti.

FØRSTE SCENE.

Per og Skriverhans i Bondedragt ligge i Græsset (den sidste spisende).

PER.

Naa det glider nok godt ned.

HANS.

Ja naar man saadan en halvanden Dags Tid har krøbet om uden at faa saa meget som Lugten af Mad, saa er man ikke kræsen; jeg forsikrer dig, Per, at da jeg kom til dig, var jeg saa sulten, at jeg kunde have ædt dig med Hud og Haar. Men du skal ikke være bange; det griber jeg kun til i Nødsfald. - Se saa, Tak for Mad!

PER.

Velbekomme! Lad mig saa faa Posen!

HANS.

Nej, Per, det er Synd, at du for min Skyld skal have Ulejlighed med at slæbe paa den. Jeg skal nok gjemme den for dig.

PER.

Ja men hør, veed du hvad! det er min Mad.

HANS
tager Posen.

Smør dig ikke paa den! Nu er det min, saa kan du sige, du har set den. Og desuden kan du jo ikke klage, Per, for du har jo faaet Betaling for det baade i Penge og Varer.

PER.

Ja det var nogle dejlige Varer. Og de tre Mark, dem har du vel rapset et Sted paa Vejen?

HANS.

Nej jeg har ærlig tigget mig dem sammen i Kongens Tjeneste; veed du det. Og Varerne var da heller ikke at foragte, for min Uniform var baade 250 ren og hel, og saa mit Jernstrømpebaand, du - hvad?

PER.

Naa den Smule Jernkjæde - ja hvad skal jeg gjøre med den?

HANS.

Fy, Per, du er en utaknemmelig Sjæl! Den Kjæde har jeg nu gaaet og aset paa for din Skyld. For den Gang jeg og Kristen Skjævben var kommen ud og havde faaet Jernene filet af os, saa smed han sit ud i en Mose, men jeg tænkte som saa: Jern er dog altid Penge værd, og vel er Slægt og Venner gode nok i Nødsfald, men man faar sgu ikke noget af dem, uden man giver dem noget for det. Ikke sandt, Per?

PER.

Ja det kunde nok hænde sig, at det var saa. Men hvad vil du da nu gjøre, for hos mig faar du ikke mere?

HANS.

Jo hør nu, Per, jeg vilde nu se at komme væk som snarest, for jeg skjøtter ikke mere om det Levebrød, det fører ikke til noget. Og i Morges, da jeg laa dernede ved Stranden og saa paa Lejlighed, - det var lige efter, at jeg havde været hos dig og faaet disse Pjalter paa - da traf jeg en gammel Kammerat; han er nu Styrmand paa en Englænder og skal sejle til Amerika i Morgen tidlig. Jeg betroede mig da til ham og snakkede for ham, men da han hørte, hvordan det hang sammen, saa gjorde han Knuder, skjønt de netop skulde bruge en Mand til paa Briggen. Men jeg vidste, at han var en gjerrig Hund, og saa lovede jeg ham en Femmert, og det hjalp.

PER.

Men hvor vil du da faa den Femmert fra?

HANS.

Den maa du fly mig.

PER.

Du tager bestemt fejl.

251
HANS.

Nej, du bliver nødt til det, for faar de Fingre i mig - og det gjør de, naar du ikke hjælper mig - saa har jeg ikke i Sinde at skaane dig længer. Jeg har adskilligt at fortælle Retten om dig, min Ven.

PER.

Ja men du melder mig ikke.

HANS.

Jo jeg gjør; hvis du ikke hjælper mig, kommer du selv til at trække i Uniformen.

PER
polisk.

Aa nej, det mener du ikke, for saa har du ingen Tilhold, naar du en Gang slipper ud igjen.

HANS.

Hm! hm! Du er sgu ikke saa tosset endda. Jeg vilde rigtignok helst have Pengene hos dig, for naar man skal tage dem hos fremmede, vækker det altid Opsigt. Men det faar nu være! - Hvad hedder eders Birkedommer herude?

PER.

Hvad han hedder! ja det kan jeg ikke huske, men han er ellers Kammerraad eller saadan noget.

HANS.

Er det en dygtig Mand? passer han godt paa?

PER.

Aa ja - dygtig kan det jo nok være han er, og det maa han vel være, siden han er bleven det; men farlig godt passer han ikke paa, for han er saa dum, saa det er fælt. Det er nok hans Kone, der altid siger ham, hvordan det skal være.

HANS.

Det var godt; man maa lede ham paa Vildspor. Hvad er det for en stor Gaard, der ligger her bagved Skoven?

PER.

Det er vor egen Gaard; det er Strandbjerg, - der, hvor Assessoren bor.

HANS.

Hvad er det for en Assessor?

PER.

Ja jeg veed sgu ikke, hvad det er for en Assessor, men Assessor er han, og vi har ikke mere end som den samme. Der er ogsaa nogle, der kalder ham 252 Hr. Svale, men det lider han ikke saa godt. Og Penge har han nok af; fra ham kan du tage de fem Daler, uden at han mærker det.

HANS.

Knap nok. Hør, Per, det er i Grunden en snavs Stilling at være Gavtyv.

PER.

Hahaha! ja det kunde vel være muligt. Men hvorfor har du da grebet til den Levemaade?

HANS.

Aa tal ikke saadan! Vi bliver dog kun til, hvad vi skal blive. Skæbnen eller - hvad han hedder, der har Overregimentet - tager sgu ikke os paa Raad med; han tøjrer os paa en Plet, og saa kan vi kun gaa saa langt, som Tovet er. Jeg har nu altid været storsnudet af Naturen, det kan jeg ikke gjøre for, og min Løn som Skriver paa Amtsstuen kunde ikke forslaa. Jeg ræsonnerede nu som saa, at det maatte være Amtet ubehageligt at have pjaltede Embedsmænd, og saa tog jeg af Kassen, hvad der manglede. Men jeg fik Skam til Tak.

PER.

Ja det var første Gang, du blev taget. Men hvorfor lod du det ikke blive ved det?

HANS.

Bare jeg havde kunnet. Men det er nu saadan, at naar man een Gang har været i Tyvehullet, saa kan man ikke blive derfra, og man maa enten rejse ud af Verden eller i alt Fald ud af Landet for at kunne begynde fra for af. Og dertil maa du hjælpe mig.

PER.

Nej!

HANS.

Du kan jo bare laane mig dem, din Tværdriver. Hvad, lille Per! laan mig de fem Daler; du skal faa dem igjen med Renter og Renters Renter.

PER.

Nej!

HANS.

Aa saa rejs Fanden i Vold! jeg vil heller 253 ikke have noget at bestille med dig, for du er jo en Kjæltring.

PER.

Aa ikke mere, end hvad der saadan kan bestaa med Skikkelighed.

HANS.

Og saadan en Karl skal gaa fri, mens vi andre, der vil være vor Haandtering bekjendt, jages som Rotter og Mus.

PER.

Ja, Hans, det er lumpent.

HANS.

Og dog kan Verden ikke undvære os. Vi gjør maaske mere Nytte end saa mange andre.

PER.

Hahaha! gjør I Nytte? Hvad Nytte har du da haft af din Haandtering?

HANS.

Aa din Klodrian! hvem taler om sin egen Fordel? Det er jo netop Knuden af det, at vi er saa opofrende. Vi hjælper de andre, men det svider til os selv.

PER.

Hahaha! Maa jeg da spørge, hvem I hjælper?

HANS.

Kan du da ikke faa det i dit tykke Hoved, at naar ingen vil være Tyve, saa bliver mange Mennesker brødløse?

Mel. Fr. S. 38.

1.

Naar aldrig en frysende Haand sig et Læ
søger i Naboens Lomme,
gjemmer vel ingen sit Liggendefæ
bag Jern og Træ;
og Snedkeren faar i Profitten et Skaar,
Klejnsmeden rent maa forkomme.
Ak, thi hans Laase, hans Nøgler og Slaar
af Mode gaar.
Saadan man fremmer sit Lands Industri
ved Langfingreri.

PER.

Ja det er sandt nok; men saa kan Klejnsmeden da sætte sig ned som Grovsmed.

254
HANS.

Ja men der er mange andre, som ikke kan undvære os -

2.

Thi hele den Mængde, som lønnet saa fuldt
før efter Tyve har snuset,
Dommer i Retten og Skriver bag Pult,
maa dø af Sult.
Ej Stokkemænd mer da maa garve vort Skind,
Hundene jages af Huset,
Vægtren maa stikke med Taarer paa Kind
sin Pibe ind.
Saaledes lever ethvert Politi
af vor Industri.

3.

Ja var der ej Tyve, man vist dem forskrev,
ej man da plaged dem længer,
da fik de Lønning og hædret de blev
med Adelsbrev.
Men de, som vi føder, er mest os imod,
haardt Politiet os trænger,
Smedene slutter os Bøjlen om Fod
med roligt Blod.
Derfor vil jeg allerhelst være fri
for den Industri.

Ja jeg er led og kjed af at opofre mig for Menneskeslægten, for den fortjener det min Sjæl ikke. Per! det er sidste Gang, jeg beder dig derom. Giv mig saa de fem Daler!

PER.

Nej, Hans, stjæl du kun, for saa gjør du dog mest Nytte i Verden.

HANS.

Per, tag dig i Agt! Griber ham i Kraven. Jeg skaaner dig ikke.

PER.

Av-av! slip dog! River sig løs. Lev vel, Hans! gjør du kun Nytte.

Løber.

255

ANDEN SCENE.

HANS.

Hm, hm! det er haardt, at man er nødt til at stjæle for at kunne lade være dermed. Der er ikke een, til hvem man kan gaa hen og sige: »Jeg vil ikke være Tyv mere, for jeg veed, at det er det dummeste man kan gribe til. Vil De redde et Menneskes Liv, det koster kun fem Daler?« Nej, der er sgu ingen, der giver to Skilling bort, uden han kan vente for fire Skilling Ros derfor - min Sjæl ikke een! - Hahaha! Nu har de travlt med at snuse mig op.

Mel. Tysk Drikkevise.

1.

Man har fundet til sin store Skræk
Buret tomt og Fuglen fløjet væk,
Øvrigheden ta'r de bedste Briller paa:
nu maa den se for hele Staten.
Hver en Skriver føler sig saa stor,
»Pas paa! pas paa ham!« brøler man i Kor;
hver Betjent har løftet Stokken for at slaa -
Pyt! I maa finde først Krabaten.

2.

Rundt i Landet gaar det Rædselsbud:
»Skriverhans er brudt af Fængslet ud!«
Husets Folk de stiller udenfor paa Vagt,
mens de forinden gaar og hvæse,
Damerne besvime og gjør Spræl:
»Aa Gud! det Afskum slaar os vist ihjel.«
Og mens Frygt og Harme gjør paa Ræven Jagt,
smutter han bort for deres Næse.

Ja gid jeg var vel borte! Lytter. Der er nogen. Paa Lur, gamle - kanske er der noget at fiske.

Gaar.

256

TREDIE SCENE.

EJBÆK
i Tøjfrakke med Straahat og Rejsetaske.

Hvor her er svalt - og smukt! Her kan jeg hvile et Øjeblik i Ro. Sætter sig. Aa hvor jeg trænger til at være ene. Jeg har nu i et Par Dage bestandig været forfulgt af Herløvs evindelige Lystighed. Jeg følte en brændende Længsel efter rigtig at fordybe mig i de store Skove, vi er kommen igjennem, rigtig at leve mig ind i Naturens Hemmeligheder, men hans Nærværelse og hans grænseløse Snaksomhed har fordærvet mig hvert et frisk Indtryk. Jeg vil haabe, at det skal vare noget, inden han finder mig her. - Det er mig, som jeg var elleskudt, der er ingen Ro paa mig. Jeg har aldrig før følt en saadan Trang til at leve med Naturen og drømme med den; jeg har aldrig før forstaaet, at man for at gjøre det maa være ene, ene som Adam i Paradis - ja som Adam. Læner sig tilbage. Der titter den blaa Himmel frem. Aa jeg kunde ligge en hel Dag og stirre op i disse Trætoppe. Hvad er det sorte, der sidder? det er nok en Skade - ja nu flyver den.

FJERDE SCENE.

Ejbæk. Herløv, ogsaa i Rejsedragt, kommer ind under de sidste Replikker, bærende noget i sit Lommetørklæde.

HERLØV.

Ja, lad nu den Fugl flyve, hahaha!

EJBÆK
springer uvillig op.

Naa, saa er da min Ro forbi.

HERLØV.

Hahaha! Bestandig sværmerisk.

EJBÆK.

Bestandig flov.

HERLØV.

Naa naa, min Far! det er da ikke noget at blive muggen over. Du er bleven mig saa løjerlig 257 i de to sidste Dage. Alvorlig. Ja, jeg er i Grunden bange for, at du er kjed af mig.

EJBÆK
venlig.

Tilgiv mig! Du veed -

HERLØV.

Ja, lad os nu gjemme de Historier og først holde Maaltid. Sætter sig og breder Tørklædet ud. Vær saa artig! tag for dig af Retterne!

EJBÆK.

Stikkelsbær! hvor har du faaet dem?

HERLØV
spiser.

Dem har jeg stjaalet.

EJBÆK.

Stjaalet?

HERLØV
spisende.

Tyvstjaalet! Naa spis du kun! desto bedre smager de. Du lagde vel nok Mærke til den store Have tæt udenfor Skoven; i det mindste fik min sultne Mave, der i Dag har maattet resignere paa Middagsmaden, strax Øje paa dens højst appetitlige Stikkelsbær. Da der nu ingen var i Haven, som jeg kunde spørge om Lov til at tage dem, saa tog jeg dem uden Lov! Det er Historien. Naa spis!

EJBÆK
spiser.

Men det kunde jo have skaffet dig Ubehageligheder.

HERLØV.

Det er min Sag. Paa en Fodrejse tager man alting med - ogsaa Stikkelsbær. Men det er sandt - lad mig nu høre, hvorfor du før tog saa glubsk mod mig.

EJBÆK.

Herregud, du veed, jeg trænger imellem til at være alene.

HERLØV.

Ja men hvor er den Trang kommen fra? I de første Dage af vor Vandring var du lige saa lystig og aaben og snaksom som jeg, du havde ganske det tilbørlige Landstrygerhumør. Men nu - naar jeg er kaad, bliver du melankolsk; naar jeg længes efter Aftensmaden, sværmer du for Aftenrøden - putter det sidste Stikkelsbær i Munden - velbekomme! - Og saa er du bleven saa fordømt grundig, alting skal betragtes 258 fra alle Kanter og føles til Bunds; men det er der jo dog ingen Tid til.

EJBÆK.

Men man rejser jo dog for at betragte Naturen.

HERLØV.

Aa nej vist gjør man ej! Naar man vil det, saa skal man ligge paa Landet. Nej, en Fodrejse har noget ganske andet at betyde.

Mel. af E. Bruun.

1.

Man maa rejse til Fods for at sprænge med Hast
alle Lænker, der binder til Hjemmet os fast;
man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri
for at glemme det daglige Livs Vrøvleri.
For at blive Kulturen og Moderne kvit
og de huslige Glæder og Venners Visit,
for at løse sin Aand
fra de strammende Baand
ta'r man Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

2.

Man maa rejse til Fods for at døje lidt ondt,
for at leve et Liv i det korte Sekund,
for fra Morgen til Aften at trave sig træt,
for at tørste, for at sulte og spise sig mæt.
For at sige det skjønne: god Dag og farvel,
og bestandig med Haabet slaa Mindet ihjel,
for at røre sin And
uden hæmmende Baand
ta'r man Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

3.

Thi den evige Higen, som aldrig faar Fred,
det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed:
Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt!
Har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt.
Om da ogsaa man fængsles et enkelt Minut,
om man bli'r undervejs i en Dejlighed skudt,
man maa rive sin Aand
fra de standsende Baand
og ta' Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

259
EJBÆK.

Det kan være, du har Ret; men saa duer jeg ikke til at rejse.

HERLØV.

Nej, du har endogsaa et Par Gange smittet mig, saa at jeg af Vanvare har vrøvlet mig ind i alvorlige Livsbetragtninger og Fremtidsplaner. Men nu - væk med dem! nu skal vi undersøge Finansvæsenet - op med Kassen, Hr. Kasserer!

EJBÆK
tager sin Tegnebog frem.

Her er Tegnebogen!

HERLØV.

Saa vil jeg først fremlægge vore Smaapenge - tager dem op af Lommen - fire Skilling! Aabner Tegnebogen. Nu skal vi da se, hvor længe vi kan holde ud. Det Rum er tomt, saa maa de være i det andet. - Det - det er ogsaa tomt - Ejbæk! der er ingenting.

EJBÆK.

Ingenting! der maa vist være en Rigsdalerseddel.

HERLØV.

Nej, der er øde og tomt. Skulde den ikke være faldet ud i din Lomme?

EJBÆK.

Nej, der er ikke noget - jo det er sandt - den engelske Mønt.

HERLØV.

Ja den kan ikke nytte os noget i disse Bønderkroer, du skulde have byttet den i Helsingør. Naa du! hvad skal vi saa gjøre?

EJBÆK.

Ja jeg veed ikke andet end strax at gaa til Kjøbenhavn, vi har vel kun en halvfemte Mil tilbage.

HERLØV.

Nej Tak! paa saa lumpen en Maade maa vi ikke ende vor Rejse. Skulde vi ikke hellere strax gaa tilbage til Helsingør og vexle Englænderen?

EJBÆK.

Nej, det har jeg ingen Lyst til.

HERLØV.

Jeg heller ikke. Men det er ogsaa det samme - det er netop ypperligt, at vi er paa Knæerne, 260 saa kan vi prøve, hvad det er at fægte sig frem. Hvad synes du om at introducere sig hos en Familie i Nabolavet?

EJBÆK.

Det vil jeg ikke indlade mig paa.

HERLØV.

Ja hvad skal vi saa gjøre? Blader i Tegnebogen. Nej, der er ikke det bitterste - undtagen en Rose.

EJBÆK
griber efter den.

En Rose! lad mig faa den.

HERLØV
gjemmer den.

Se, se! naa saa du samler paa Roser! Hvor har du faaet den fra?

EJBÆK.

Lad mig nu faa den!

HERLØV.

Nej, ikke førend du skrifter. Naa saa du har altsaa haft hemmelige Eventyr?

EJBÆK.

Det er hverken Hemmeligheder eller Eventyr. Den Middag, da vi var i Askerød, medens du var gaaet ind i Kroens Køkken for at passe paa, at Boeufstegen blev rigtig tillavet, laa jeg ude i Skoven ved Siden af Landevejen, da en aaben Vogn kom kørende forbi -

HERLØV.

Og i den? -

EJBÆK.

Sad mange Mennesker, som ikke interesserede mig, men iblandt dem den smukkeste Pige, jeg nogensinde har set.

HERLØV.

Naa - og saa vendte hun sig og saa paa dig med et Blik -

EJBÆK.

Nej, hun saa mig ikke, men desto mere uforstyrret kunde jeg glæde mig over det yndige Ansigt.

HERLØV.

Men Rosen?

EJBÆK.

Den havde hun med nogle andre Blomster i Haanden, men tabte den uden at mærke det lige ved det Sted, hvor jeg laa.

HERLØV.

Og saa?

EJBÆK.

Saa er det forbi.

261
HERLØV.

Er det saa forbi? Giver ham Rosen. Værsgo! Ikke andet - ja den Slags Eventyr kan jeg ogsaa opleve. Men fik du ikke en Gang at vide, hvor hun hørte hjemme?

EJBÆK.

Jo en Karl sagde mig, at Vognen var fra Strandbjerg.

HERLØV.

Fra Strandbjerg! - Naa saa det var derfor du endelig vilde se Strandbjerg, der skulde have saadan en dejlig Beliggenhed. Hahaha! du er fin! og det var derfor, du paa en Gang blev saa højtidelig og sværmerisk - hahaha! det var da morsomt. - Ja men alvorlig talt - vi skulde dog hen at se det Strandbjerg, det er vist ikke langt herfra.

EJBÆK.

Ja men vi har jo ingen Penge.

HERLØV.

Aa blæse med Pengene! Din Rose er jo ganske vissen, du trænger til en ny. Men hvem er det, der kommer?

FEMTE SCENE.

De forrige.

HANS,
der lader, som han ikke ser dem. Han synger i Bondedialekt, hvilken han taler i hele denne Scene, følgende Sang. Mel. Svensk Folkevise.

1.

Og jeg vil ha' en Hjertenskær det første som jeg kan,
men saadan en er ikke god at finde,
for hun skal have Kinder som den røde Tulipan,
og Øjnestene, der kan rigtig skinne;
ja hun skal være dejligst blandt de Piger her til Lands
og lystig ved sit Arbejd og lystig i en Dans,
og hun skal ha' de pæneste Manerer.

HERLØV
til Ejbæk.

Det er en rigtig Bondevise.

EJBÆK
til Herløv.

Ti bare stille! lad os høre!

HANS.

Hvor mon den Tøs nu er rendt hen!

262

2.

De Piger er vel gode nok, imens man paa dem ser,
men paa de meste kan man ikke lide;
og derfor vil jeg have en, som ej til andre ler,
men elsker mig og blot af mig vil vide.
Ja hun hos mig skal finde ret sin allerbedste Fryd,
og bringe til mit Hus baade Stræbsomhed og Dyd
og saa en Kiste fuld af gode Klæder.

Herløv har under sidste Vers ytret Utaalmodighed, men Ejbæk betyder ham Tavshed.

HERLØV
afsides til Ejbæk.

Det faar sgu ingen Ende med den Slags Viser.

HANS.

3.

Ja naar jeg blot kan finde en ret saadan, som jeg vil,
da fejrer strax mit Bryllup jeg med Glæde,
og Egnens Mænd og Kvinder de skal bydes ind dertil,
og de skal faa saa meget, de kan æde;
og der skal være Dans og Spil tre hele Dag' i Rad,
thi Kjærlighedens Lykke den gjør dog Hjertet glad,
saa kan man sagtens lidt derpaa spendere.

HERLØV
Gaar hen til ham.
HANS.

God Dag! Med Forlov at spørge, De skulde vel ikke have set en Tøs.

HERLØV.

Hvad skulde det være for en Tøs?

HANS.

Aa det er ikke andet end Mathises Tøs, som jeg skulde lede op, for hun er løbet fra Gæssene.

HERLØV.

Nej, hende har vi ikke set. Hør, kan du sige mig, hvor langt vi har til Strandbjerg?

HANS.

Til Strandbjerg? jo det kan jeg nok sige. De er vel fra Kjøbenhavn?

HERLØV.

Ja vi er. Hvor langt er der da til Strandbjerg?

HANS.

Aa der er et Stykke Vej.

263
HERLØV.

Hvor langt da? Er det en Mil?

HANS.

Nej en Mil er det ikke. Naa saa De vil besøge Strandbjerg?

HERLØV
utaalmodig.

Ja! Er det da en Fjerdingvej?

HANS.

En Fjerdingvej? Aa ja, det kan mestendels være en Fjerdingvej; det ligger heroppe bag om Skoven.

HERLØV.

Hvem er Ejer af Strandbjerg?

HANS.

Naa saa De kjender ham ikke?

HERLØV.

Nej, saa spurgte jeg ikke om det. Hvem er Ejer?

HANS.

Aa, det er jo Assessoren.

HERLØV.

Hvad for en Assessor?

HANS.

Ja, jeg veed sgu ikke, hvad det er for en Assessor, men vi har ikke mere end som den samme. Der er ogsaa nogle, som kalder ham Hr. Svale, men det lider han ikke saa godt.

HERLØV
afsides til Ejbæk.

Assessor Svale - det var strax noget. Højt til Hans. Hvad er det da for en Mand?

HANS.

Aa det er en pæn Mand, en meget venskabelig Mand. Opdager Tegnebogen i Græsset. Nej, se en Gang, er det en Bog? der er Guld paa ham.

EJBÆK
rækker ham den.

Det er en Tegnebog, værsgo! vil De se den?

HANS.

Naa saa det er en Tegnebog? og man kan tage Bladene ud? Aa, hvem der dog havde saadan et Papir med Guld paa!

HERLØV.

Hvad vil du bruge det til?

HANS.

Aa jeg vilde bare skrive et Vers til Maren, for det er min Kjæreste.

HERLØV.

Hvad - kan du skrive Vers?

HANS.

Ja jeg har en Bog derhjemme med saadanne dejlige Vers.

264
EJBÆK.

Ja vil De have et Blad, værsgo!

Giver ham et Blad.

HANS.

Jeg siger saa mange Tak.

EJBÆK.

Og har De noget at skrive med? Vi har to Blyanter, vil De ikke have den ene?

Giver ham den.

HANS.

Jeg takker - det er en Skam. Ja naar De vil til Strandbjerg, saa skal De bare gaa op derigjennem Skoven, og De kan være sikker paa, at De bliver vel modtagne.

HERLØV.

Naa, hvem bestaar ellers Familien af?

HANS.

Der er først Frøkenen - og hun er værd at se, for hun er det dejligste Kvindemenneske, som der kan tænkes paa den hele Jord.

HERLØV
afsides til Ejbæk.

Det er hende. Højt. Har Assessoren ikke fornylig været paa en lang Kjøretur med sin Familie?

HANS.

Jo jeg tror, de var forleden derude ad Askerød til.

HERLØV
afsides til Ejbæk.

Det er altsaa de rigtige.

HANS.

Ja nu byder jeg Farvel - og mange Tak!

HERLØV.

Hør, bi lidt, vil du ikke have et Par Skilling? Rager i Lommen, afsides til Ejbæk. Du tog Firskillingen.

EJBÆK
giver Hans den.

Værsgo, og Tak for god Underretning!

Hans gaar.

SJETTE SCENE.

Ejbæk. Herløv. Til sidst Hans.

HERLØV.

Naa, Ejbæk! hvad skal vi saa gjøre?

EJBÆK.

Vi gaar til Strandbjerg.

265
HERLØV.

Bravo! Nu er du jo bleven fornuftig igjen.

EJBÆK.

Men hvorledes skal vi faa Adgang til Huset?

HERLØV.

Aa det kan vi sagtens. Vi kan jo spille en lille Komedie.

EJBÆK.

Nej, jeg kan ikke spille nogen anden Rolle end min egen.

HERLØV.

Da maa man dog vel sætte nogle Boller paa Suppen, for vi er ikke i Hjertet af Jylland, hvor Dørene staar aabne for alle og enhver. Men lad os gaa, og bær dig kun ad, som du vil! Jeg veed nok, hvad jeg skal gjøre.

De gaa.

HANS
kommer frem.

Og jeg veed ogsaa, hvad jeg skal gjøre.

Gaar.

Et Værelse paa Strandbjerg.

Gjennem de aabentstaaende Fløjdøre og Vinduer i Baggrunden er Udsigt over Sundet.

SYVENDE SCENE.

Laura og Vermund kommer ind fra forskellige Sider.

VERMUND.

Laura! Naa, Gud ske Lov, at jeg en Gang traf Dem!

LAURA.

Traf mig? vi har jo været sammen hele Dagen.

VERMUND.

Kalder De det at være sammen? De har siddet her ganske tavs, og jeg har bestandig maattet konversere Deres Fader og Kusine og været nødt til at lade, som jeg var lystig, for at skjule min Uro.

266
LAURA.

Men De er somme Tider saa besynderlig. Hvor kunde det nu more Dem at gjøre Nar af den stakkels Gartner?

VERMUND.

Vær nu ikke saa streng! Hvad skal man gjøre, naar man er tvungen til at snakke og ikke har Lyst til det?

LAURA.

Ja, man behøver da ikke at lade sin Misfornøjelse gaa ud over nogen.

VERMUND.

Nej - De har Ret. Og De har jo før gjort mig opmærksom paa den Fejl, og jeg lover Dem, det skal blive bedre, naar blot De vil tage Dem lidt af mig - Laura, naar De blot kunde elske mig igjen.

LAURA
sagte.

Ja, De har jo givet mig Lov til at betænke mig.

VERMUND.

Ja betænk Dem en Uge - en Maaned, om De vil. Jeg vil ikke forstyrre Deres fri Valg.

Mel. af Mendelssohn-Bartholdy.

1.

Jeg veed, Deres Billed herinde
vil fast, uudsletteligt staa;
men ej vil et Baand jeg dog binde,
som en Gang Dem tynge maa.
Betænk Dem! taalmodig jeg venter,
og selv om jeg bliver forskudt,
min Fred i den Vished jeg henter,
at Deres jeg ej har brudt.

2.

LAURA.

De deri mig ej maa fortænke,
det kom saa uventet og brat,
og ej vil ved Letsind jeg krænke
den Tro, De til mig har sat.

267
VERMUND.

Ja selv, skønt jeg Timerne tæller,
jeg be'r Dem, betænk, hvad De gjør!
og indtil min Dødsdom De fælder,
endnu jeg dog haabe tør.

LAURA.

Ja, De kan tro, jeg skjønner paa Deres Ædelmodighed.

VERMUND.

Og De vil ikke røve mig alt Haab?

LAURA.

Naar jeg blot kunde faa Ro til at samle mig.

VERMUND.

De tror altsaa -

LAURA.

Farvel, Vermund!

Gaar.

OTTENDE SCENE.

VERMUND.

Det er en nydelig Pige, og selv hendes Forskruethed klæder hende godt. Hver Gang jeg ser hende, faar jeg mere Mod paa hende. - Bare vi nu snart skulde spise til Middag; det er dog i Grunden den eneste Fornøjelse, man har herude. Var det min Gaard, saa skulde man leve paa en anden Façon. Ja, man veed jo ikke, hvad det kan blive, hun giver sig jo dog nok med det første, naar man stadig holder hende i Aande. - Og Luise - hende maa jeg se at gjøre kjed af mig i Tide; det er jo aabenbart, at den Forlibelse kun var en Indbildning.

NIENDE SCENE.

Vermund. Johanne.

JOHANNE.

Hr. Vermund! De kan ikke gjætte, hvad jeg har til Dem.

VERMUND.

Jo, Frøken Johanne! jeg veed nok, hvad De har til mig.

268
JOHANNE.

Naa, hvad har jeg da?

VERMUND.

De har et godt Øje til mig.

JOHANNE.

Sikke Snak! hvor falder De paa det?

VERMUND.

Jo det har alle Damer - det vil da sige - alle smukke.

JOHANNE.

Aa, fordi man er smuk, kan man da gjerne være fornuftig. Men naar De er saa indbildsk, faar De slet ikke Deres Brev.

VERMUND.

Gjør jeg ikke? skal vi vædde?

Snapper hende det ud af Haanden

JOHANNE.

U ha! er det en Maner? Ja, De kan nok strax se, fra hvem det Brev er, men det kan jeg ogsaa.

VERMUND.

Saa?

JOHANNE.

Ja, jeg har mine Mærker, som ikke slaar fejl.

Mel. af Krøyer.

1.

Ja lige strax man kjender
af Brevets Form og Skrift,
at ingen Herrehænder
har øvet den Bedrift.
De har jo ingen Søster -

VERMUND.

Men Tanter nok, som gi'r
mig Skjænd - mer end jeg lyster -

JOHANNE.

Men ej paa rødt Papir.

2.

Kuløren er forskjellig -

VERMUND.

Hvi er da rødt saa slemt?

JOHANNE.

Aa vær nu ej saa hellig!
det kjender De bestemt.
269 Det røde skal jo sige,
det er et Elskovsbrev.

VERMUND.

Ja saa?

JOHANNE.

Det veed De lige-
saa godt som hun, der skrev.

3.

VERMUND.

De Sporet har forfejlet,
min Tante selv -

JOHANNE.

Aa Snak!
Se blot, det er forseglet
med baade Oblat og Lak.
En Hemmelighed ligger
bag dobbelt Laas gardert;
Forlovelsen er sikker,
men ikke deklarert.

4.

Og se, der spildt er blevet
en Draabe Lak derpaa,
det tyder jo, at Brevet
velkomment være maa.

VERMUND.

Nej, nu for højt De stiger
jeg ej Dem følge kan.

JOHANNE.

Jo jo, vi jyske Piger
har ogsaa lidt Forstand.

VERMUND.

Nej, Frøken Johanne, der leder Deres Skarpsindighed Dem vild. Brevet er mig ingenlunde velkomment, da det sikkert indeholder en Fasteprædiken, hvortil jeg mangler den behørige Andagt.

270
JOHANNE.

Aa bild mig ikke det ind! - Maa jeg da se det - blot Underskriften!

VERMUND.

Ja værseartig! hvis De kan faa fat paa det, lægger Brevet i Tegnebogen , men indtil videre bliver det her.

TIENDE SCENE.

De forrige. Kammerraad Krans med Frue.

VERMUND.

Ah - Kammerraaden og Fruen! Hvilken Overraskelse! Det er længe siden, at jeg har haft den Fornøjelse at se Dem.

FRUE.

Ja Hr. Vermund! det er Deres egen Skyld; vi har længe ventet Dem hjem til os. Men da De ikke kom, var vi baade for lidt stolte og for meget egenkjærlige til længere at undvære Synet af Dem, og derfor kom vi.

VERMUND.

Jeg takker Fruen baade for Deres Venten og for Deres Komme. Jeg nægtede mig selv den Glæde at besøge Dem, fordi jeg frygtede for at forstyrre Fruen i Deres Embedsforretninger.

FRUE.

Aa skal De nu have det at satirisere over? Krans mener - og jeg tror ikke, at han har saa ganske Uret - at vi Damer i visse Henseender har skarpere Inkvisitorøjne end Herrerne, og derfor forsmaar han heller ikke i enkelte Tilfælde min Hjælp. Er der noget forunderligt deri?

VERMUND.

Fruen misforstaar mig aldeles. Jeg finder, at Kammerraaden gjør ganske Ret i at benytte sig af en sikkert saa fortrinlig Bistand, især da han saa haardt trænger til den.

KRANS.

Hvad mener De?

VERMUND.

Jeg mener, at denne Egn ikke har noget 271 godt Renommé paa sig, og saa maa det jo være meget vanskeligt at overholde Orden og -

KRANS.

Ja det kan De tro det er. Det er et Hundeliv! Jeg vilde helst tage dem med det gode, og det prøvede jeg ogsaa paa i Begyndelsen, men det lader sig ikke gjøre, man maa holde Tøjlerne stramme!

VERMUND
ondskabsfuld.

Ja Kammerraaden er vist den rette Mand til at holde Tøjlerne stramme!

KRANS.

Ja - ja det er jeg. Men det værste er, at naar de har gjort noget lovstridigt herude, saa kan man aldrig faa dem til at bekjende.

VERMUND
som før.

Naa - saa Kammerraaden kan ikke faa dem til at bekjende?

KRANS.

Nej - ikke altid, for det er mageløst, saa de er udspekulerte. Se saadan blev der nu f. Ex. forleden stjaalet et Lam nede i Kalvebæk, og jeg vidste nok, hvem der havde gjort det, for vi har før haft fat paa den Karl, men aldrig kunnet overbevise ham. Jeg lader ham da kalde op til mig og siger til ham i en streng Tone: »Hør du, jeg veed meget godt, at du har stjaalet det Lam nede i Kalvebæk,« men Fyren lod sig ikke forbløffe og svarede ganske ugenert: »Nej, Hr. Kammerraad, det var ikke mig.« Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg kaldte paa min Kone og sagde til hende: »Hør, jeg kan ikke faa Ole Peter til at bekjende, jeg veed sgu ikke, hvad jeg skal gjøre.«

VERMUND
som før.

Vidste Kammerraaden virkelig ikke, hvad De skulde gjøre?

KRANS.

Jo - jeg vidste det jo nok, men min Kone er virkelig en meget god Forretningsmand. Og hun sagde da ogsaa: »Vi skal nok hitte paa Raad,« og saa gaar hun da hen til ham og siger - ja hvordan 272 Pokker var det nu? Hør, Helene! hvordan var det du forleden Dag bar dig ad med at fange Ole Peter?

FRUE
som imidlertid har talt med Johanne.

Aa, lad os aldrig tale om den Bagatel! Skulde jeg fortælle, hvor tidt du paa en fiffig Maade har lokket Sandheden ud af forstokkede Forbrydere, saa blev jeg aldrig færdig.

VERMUND.

Maaske Kammerraaden vilde glæde mig med at fortælle en af disse Fiffigheder?

KRANS.

Ja - naar det kan fornøje Dem. - Ah, der har vi jo Frøken Laura.

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Laura.

FRUE.

Gog Dag, søde Laura! hvordan har du haft det saa længe? du ser saa bleg ud.

LAURA.

Jeg befinder mig virkelig meget godt.

KRANS.

Er Assessoren ikke hjemme?

LAURA.

Fader - nej -

Ser paa Johanne.

JOHANNE.

Nej, Onkel er i Marken. De er ude at slaa Hø.

FRUE.

Der ser vi strax, hvem der er den husligste; lille Johanne veed altid Besked om saadan noget. Til Laura. Men du er saa eftertænksom og alvorlig, mit Barn! se, hvor din Kusine ser munter og fornøjet ud.

JOHANNE.

Ja Hr. Vermund siger ogsaa, at jeg ler altid undtagen om Aftenen, for saa er jeg søvnig.

VERMUND.

Naa Hr. Kammerraad! faar vi saa ikke den Fiffighed?

KRANS.

Ja - jeg veed sgu ikke, hvad jeg skal hitte paa.

273
VERMUND.

Naa - De skal først hitte paa det?

KRANS.

Nej - Gudbevares! men -

FRUE.

Krans er ikke af den Slags Folk, der holder af at rose sig selv.

KRANS.

Nej, det gjør jeg ikke.

VERMUND
halvhøjt til Fruen.

Nej af gode Grunde overlader han det til Fruen.

FRUE
ligeledes.

Fy, Vermund!

VERMUND.

Jeg beder om Forladelse.

FRUE
højt.

Nej. Krans har noget bedre at fortælle Dem, som tillige er en Nyhed. Der er nemlig to Slaver brudt ud.

JOHANNE.

U ha! bare de ikke kommer her!

KRANS.

De kan være rolig, lille Frøken! Jeg skal nok beskytte Dem ved Lovens Hjælp -

VERMUND.

Og ved Deres Kones.

KRANS.

Ja - ja det forstaar sig. Det er for Resten to meget berygtede og snilde Forbrydere, nemlig Kristen Jensen, ogsaa kaldet Kristen Skjævben, for han har den Naturfejl at være skjævbenet.

VERMUND.

Det er da mærkeligt - er det virkelig derfor?

KRANS.

Ja det er saamænd! Og den anden er Hans Mortensen, som ogsaa kaldes Skriverhans, men jeg veed ikke, hvorfor han har faaet det Tilnavn.

VERMUND.

Skulde det monstro ikke være, fordi han tidligere har været Skriver?

KRANS.

Ja - maaske! det har jeg aldrig tænkt paa. Nok sagt - disse to Forbrydere er brudt ud af Arresten, og jeg har faaet udtrykkelig Ordre til at passe vel paa, da de formodes at befinde sig i denne Omegn.

JOHANNE.

Gud, det er da skrækkeligt!

274
KRANS.

De maa ikke være bange, stol paa mig! Jeg skal gøre alt, hvad et Menneske formaar.

VERMUND.

Det kommer da an paa, hvilket Menneske Kammerraaden mener.

KRANS.

Aa - De er en Spøgefugl.

LAURA
afsides til Vermund.

Hvor kan det more Dem at gjøre Nar af den godmodige Mand?

VERMUND
afsides til Laura.

Laura! vidste De, hvor tungt det falder mig at vedligeholde denne Konversationstone -

KRANS.

Det er sandt - jeg tog ogsaa et Signalement over disse Gavtyve med mig, for at De kan tage Dem i Vare. Føler i sine Lommer. Hvor er det nu! Til Fruen. Har du ikke Signalementet?

FRUE.

Nej, du tog det.

KRANS.

Det er da slemt! Bare jeg ikke har tabt det! Hvad skal vi saa gjøre?

JOHANNE.

Aa vi kan i alt Fald kjende den ene paa de skjæve Ben.

KRANS.

Hahaha! Ja - og den anden kan vi kjende paa hans Skrift - hahaha - for han har jo været Skriver - hahaha!

VERMUND.

Det er overmaade godt! - hahaha!

KRANS.

Hahaha! Ja saamænd er det saa. Men det er sandt, nu skulde vi nok hjem igjen.

LAURA.

Skal Kammerraaden allerede bort?

JOHANNE.

Jeg troede, De vilde blive her i Aften.

KRANS.

Nej, jeg kan desværre ikke, saa gjerne jeg vilde.

Mel. Fr. Ep. 57.

1.

VERMUND.

Fruen maa endelige blive.

275
KRANS.

Nej hør,
Lene, du veed hvad der venter derhjemme.

VERMUND.

Ah, De skal bruges som Inkvisitør?

FRUE.
Til Krans.

Det kan vel nok til i Morgen vi gjemme.

Til Vermund.

Ja her paa Gaarden jeg vil inkvirere.

VERMUND.

Bravo, De bliver?

FRUE.

Og passer paa Dem.

Til Krans.

Du har jo hjemme en Del at kopiere -

KRANS.

Men kjære Lene!

FRUE.

Saa du maa ta' hjem.

JOHANNE.

Se dog! kommer ej derhenne
Onkel med to fremmede Mænd?
Laura, du maa vist dem kjende,
nu de alle tre gaa herhen.

FRUE.

Hvem mon det er?

LAURA.

Jeg begriber det ikke.

JOHANNE.

Bare de dog vilde komme herind!

VERMUND.

Det er vel Burscher, der rende og tigge.

JOHANNE.

Aa nej, hvor kan De dog være saa blind!

276
KRANS.

Ah, de har Bluser paa.

FRUE.

Heden er trykkende.

VERMUND.

Ja, man maa klæde sig efter sin Stand.

KRANS.

Det var da mærkeligt!

JOHANNE.

Og se - paa Ryggene
bære de Tasker af brunt Saffian.

2.

Se ham til venstre, som snakker og ler!

FRUE.

Mens til hans Tale Assessoren smiler.

LAURA.

Nej, men den anden behager mig mer.

VERMUND
parodisk.

Sværmersk hans Øje paa Havfladen hviler.

JOHANNE.

Spot ikke, Vermund! De kan ikke nægte,
Smagfuld og smuk er dog Dragten, de bær.

VERMUND.

Ja, jeg tør ikke min Mening forfægte,
Frøkenen ynder vel støvede Klæ'r.

JOHANNE.

Aa de kommer, det er dejligt!
en Gang dog vi fremmede faar.

VERMUND
afsides.

Mig det falder ubelejligt,
hvis ej strax de videre gaar.

KRANS.

Hør nu, Hr. Vermund, hvad jeg har udfundet,
det er vist Svensker, der kommer fra Hven.

277
VERMUND.

Ja, det kan være, maaske over Sundet
hid de har vandret da paa deres Ben.

KRANS.

Stille, de kommer!

ALLE.

Jeg kan ikke dølge mig,
sælsomme Anelser fylder mit Sind.

Assessor viser sig i den aabne Dør med Herløv og Ejbæk.

Naa vær saa artig - ifald De vil følge mig -
kom, mine Herrer! se her skal vi ind.

278

ANDEN AKT.

Et Værelse hos Kammerraad Krans.

FØRSTE SCENE.

HANS
kommer ind og taler ud ad Døren i Bondedialekt.

Naa saa, jeg skal vente her? Med sin naturlige Stemme. Nej nu har jeg vovet meget i mine Dage, men dette her er dog snart den mest uforskammede af alle mine Streger. Tyven aflægger en Visit hos Øvrigheden, der gjør Jagt paa ham. - Død og Plage, sikken en Ide! Men den kom som et Lyn, og jeg kan aldrig lade en god Ide gaa fra mig. Den kan vel ogsaa gaa, naar Tyven er fiffig, og Øvrigheden er dum. Og jeg saa ham jo kjøre ud selvanden og komme alene tilbage, han er altsaa for Øjeblikket uden Kone, det vil sige uden Dømmekraft. Naar det bare kunde lykkes mig at faa hans Øjne fæstede paa noget udenfor mig, saa skulde det da være forbandet, om jeg ikke -

ANDEN SCENE.

Hans. Krans.

KRANS.

Er det dig, som vil tale med mig?

HANS
i Bondedialekt, som i hele den følgende Scene.

Nej, Deres Almægtighed! det er ikke mig.

KRANS.

Er det ikke dig? hvad vil du da?

279
HANS.

Jeg skulde bare levere et Brev til Deres Almægtighed.

KRANS.

Hvem er du da? hvor hører du hjemme?

HANS.

Jeg hedder Mads Rasmussen - jeg bor nede i Elmetofte.

KRANS.

I Elmetofte? det er jo oppe ad Frederiksborg til. Hvem er da det Brev fra?

HANS.

Hvem det er fra? ja det veed jeg ikke.

KRANS.

Veed du det ikke? hvorledes har du da faaet det?

HANS.

Skal jeg fortælle det?

KRANS.

Ja vist.

HANS.

Naa ja, det kan jeg ogsaa. Jeg havde nu i min Smule Have faaet et Par Stikkelsbær, og saa tænkte jeg: Hvad skal jeg med dem? Jeg kunde dog kanske faa et Par Skilling for dem, tænkte jeg; det var maaske det rigtigste, om jeg saa at blive af med dem i Helsingør. Og saa sagde Maren: »Hør, du kunde jo kjøre der ned i Morgen tidlig,« sagde hun. »Nej,« sagde jeg, »det var baade Synd og Skam for de stakkels Øg,« sagde jeg; »de har det haardt nok endda. Men jeg tager ikke Skade af at faa mine Ben rørt.« Og saa gav Maren sig da tilfreds, og saa kom vi Stikkelsbærrene i to store Kurve, og saa gik jeg med dem.

KRANS.

Naa - og saa kom du til Helsingør?

HANS.

Nej ikke strax, for det var en lang Vej, og jeg havde nu de to store Kurve at slæbe paa. Jeg gik hjemme fra igaar ved Solnedgang, og jeg naaede ikke til Helsingør før i Morges tidlig.

KRANS.

Og saa solgte du dine Hindbær der?

HANS.

Nej, Deres Almægtighed, det gjorde jeg ikke.

280
KRANS.

Hvad? fik du ikke dine Hindbær solgt?

HANS.

Nej, for det var ikke Hindbær, jeg havde; det var Stikkelsbær.

KRANS.

Aa det er lige meget! fik du da ikke dine Stikkelsbær solgt?

HANS.

Jo - men det gik ikke saa rask, for jeg sad længe og gloede, og saa kom der en og kjøbte en Pot, og saa kom der en og kjøbte en halv Pot, og det blev da Middagstid, inden jeg blev færdig. Men endelig fik jeg da Kurvene tømt, og saa tænkte jeg: nu er det vel bedst at gaa hjem - og saa gik jeg.

KRANS.

Men hvor fik du da Brevet fra?

HANS.

Ja nu kommer det strax. - For da jeg kommer lidt uden for Byen, saa kommer der en paa et højbenet Øg, og saa ser han paa mig, og saa siger han »Hør, hvor skal du hen?« siger han. »Jeg skal hjem,« siger jeg. »Hvor har du hjemme?« siger han. »I Elmetofte,« siger jeg. »Hør, veed du hvad,« siger han, »kan du ikke bringe et Bud for mig hen til Birkedommeren i Strandbjerg?« siger han. »Aa jo,« siger jeg, »naar jeg kan tjene et Par Skilling.« »Der har du en Mark,« siger han. Og saa tog han en Bog op af sin Lomme, og saa lagde han ham paa Halsen af Øget, og saa skrev han noget deri. Og da han saa havde skrevet, saa rev han et Blad ud af Bogen, og saa lukkede han det sammen og gav mig det, og saa sagde han: »Vil du besørge det?« »Det skal jeg,« sagde jeg. »Far vel!« sagde han, og saa red han, og saa gik jeg.

KRANS.

Giv mig Brevet!

HANS
roder i Lommen.

Jo, her skal det være - bi lidt - jo her er det! Vil gaa. Far vel!

KRANS.

Nej vent lidt! man maa dog se, hvad det er. 281 Aabner brevet. Fra Konsul Holmberg - ham kjender jeg ikke. Læser sagte. Hvad for noget! Læser videre. Skulde det være muligt! Til Hans. Er du ogsaa vis paa, at det er sandt?

HANS.

Nej, det er meget muligt, at det er Løgn alt sammen.

KRANS.

Hvad for noget?

HANS.

Ja det kan jeg jo ikke vide, Deres Almægtighed! jeg har jo ikke skrevet det.

KRANS.

Nej det er sandt - hvad skal man gjøre? Kalder. Helene - Aa nu er hun jo ude - Hm hm! hør du - var det en fin Mand, som skrev det Brev?

HANS.

Fin! - ja hille den, hvor fin han var! Han var endnu nok saa fin som Deres Almægtighed. - Kan jeg saa gaa?

KRANS
grublende.

Nej, du maa blive - ja det maa du - bi lidt - jeg har jo Brevet - nej, du maa gjerne gaa.

HANS.

Tak! Vil gaa. Far vel!

KRANS.

Nej bi! Du maa ikke gaa. Herregud, hvad skal jeg gjøre? Naar man nu blot -

HANS.

Maa jeg saa ikke gaa?

KRANS.

Nej, du maa ikke. Du kan - lad mig se! - du kan - du kan - du kan kjøre med mig hen til min Kone. Det kan du.

HANS.

Ja men Herregud - jeg skulde dog hjem i Aften.

KRANS.

Det kommer du ikke.

HANS.

Men Deres Gefærlighed! betænk dog!

Mel. Dansk Bondevise.

1.

De maa betænke
hvor det vil krænke
dem som i Aften venter mig hjem;
282 skal her jeg blive,
saa vil det give
stor Angst og Sorg for dem.
Maren vil sige: »Jøsses Død og Pin'!
Mads fuldet har og brukket sine Bien,
eller ogsaa ligger
han paa Kroen og drikker
Pengene op, det Svin!«

2.

KRANS.

Jeg vil ej tage
Ordren tilbage,
al denne Snak ej hjælper dig stort.
Den Sag maa klares!

HANS.

Men Gud bevares!
jeg har jo intet gjort.
Om dette Brev Dem end til Hjerte gaar,
er jeg jo dog uskyldig som et Faar.

KRANS.

Du kan ikke slippe;
som en Marmorklippe
fast min Befaling staar.

HANS
afsides.

Man maa nok prøve paa en anden Maner!

3.

Med stigende Heftighed.

Jeg er en Bonde,
men ingenlunde
er derfor jeg saa dum som en Hest;
skal - maa jeg spørge -
de, som besørge
Breve, da i Arrest?
Er det det, De kalder Lands Lov og Ret,
saa siger jeg, at Loven hun er slet.
Fanden skal mig hente,
om jeg gider vente
længer paa denne Plet!

283

4.

KRANS.

Men hør, min kjære!

HANS.

Nej lad mig være!
Jeg vil ej længer holdes for Nar.

KRANS.

Hør -

HANS
afsides.

Hvor han lokker!

KRANS.

Hør nu for Pokker!
du misforstaaet mig har.
Sig, var det ej Mads Rasmussen du hed?

HANS.

Jo!

KRANS
skriver det op.

Naa saa gaa og vær ej længer vred!

HANS.

Naa ja saa jeg pakker
mig afsted og takker
Deres Gefærlighed!

Gaar.

TREDIE SCENE.

KRANS.

Det er dog nogle uregerlige Mennesker, man har at gjøre med. Hm hm! jeg veed nok, Helene vil skjænde, fordi jeg ikke har holdt paa ham; men hvad skal man gjøre, naar Mennesket gjør sig grov? Jeg maa bilde hende ind, at det er en Mand, jeg godt kjender. Men hvad skal jeg nu gribe til? Gjør jeg noget paa egen Haand, saa siger hun, det er galt; sender jeg Bud efter hende, saa bliver hun vred, 284 og kommer endda ikke; tager jeg strax til Strandbjerg, saa faar jeg ikke det Skriveri færdig i rette Tid, og saa faar jeg baade hende og Sognefogden paa Nakken i Morgen. Det bliver nok det raadeligste først at blive færdig og saa tage til Strandbjerg. - Ak, det er haardt at være Birkedommer, naar man har sin Kone til Amtmand.

Gaar.

En Bakke ved Sundet,
som ses i Baggrunden med Hven og den svenske Kyst. Til venstre Træer, der ogsaa hist og her beklæde Skrænten nedad mod Stranden, saa at man kun ser Toppene af dem. Til højre Gavlen af Strandbjerg beliggende paa Bakken med et Par Vinduer.

FJERDE SCENE.

Assessor kommer frem bag Huset, trækkende Herløv ved Haanden.

ASSESSOR.

Nej, kom her hen! her er Udsigten allerbedst. Stil Dem her! Se saadan! Naa er den ikke bedst her?

HERLØV.

Jo det er den rigtignok.

ASSESSOR.

Ja den er tilforladelig superb. Og dog har nogle af mine Venner, og det var sandelig Folk med Smag, raadet mig til at tage disse Træer bort, men jeg kunde ikke gjøre det, der var noget i mit Indre, som rørte sig derimod, min Skjønhedssans kunde ikke finde sig deri. Hvad mener De? staar disse Træer ikke paa den rette Plads?

HERLØV.

Jo, de gjør vist Udsigten mere perspektivisk.

ASSESSOR.

Perspektivisk! der har vi det! det var det rette Ord! perspektivisk; det var netop det, som 285 jeg følte, men ikke kunde finde Ord til. Tusind Tak, fordi De gav mig det Ord.

HERLØV.

Aa jeg beder, det er jo kun et Ord.

ASSESSOR.

Ja men et Ord er meget, overmaade meget! Veed De, hvad De har gjort med det Ord? De har forløst min bundne Tanke. Og det glæder mig ret i Dem at have gjort Bekjendtskab med en ung Mand, der har saa megen Sans og Talent for den skjønneste af alle skjønne Kunster.

HERLØV.

Kunster?

ASSESSOR.

Ja - jeg mener nemlig Havekunsten eller det naturlige Landskabsmaleri. Og det er jo en Kunst, hvis Udøvelse er befalet i selve Bibelen. Hedder det ikke til Adam, at han skal dyrke og forskjønne Jorden?

HERLØV.

Det lyder just ikke ordret saaledes.

ASSESSOR.

Ja, men det er dog Meningen. Jeg har nu den Anskuelse, at Vorherre vistnok er den bedste Landskabsmaler, men at han dog bestandig trænger til vor Assistance.

HERLØV.

Saa kunde det maaske være en af Grundene, hvorfor han har skabt Menneskene!

ASSESSOR.

Ja uden Tvivl! Hvorledes skulde det ellers se ud her paa Jorden? Min Formand i Ejendommen brød sig ikke om at forskjønne den, han havde nu det Princip, at det var noget, Vorherre skulde besørge. Men da jeg kom herud, fik jeg at føle, at det var daarlig besørget, for overalt stak Ukrudtet sin Næse frem, og saa var her saa forgroet, at der ikke var mere Udsigt end i en lukket Snustobaksdaase.

HERLØV.

I saa Fald har Assessoren gjort Underværker herude.

286
ASSESSOR.

Hahaha! Ja - uden at rose mig selv - er her bleven ganske net; men det har ogsaa kostet Hovedbrud. Men, det er sandt, hvor er Deres Ven, Hr. Ejbæk?

FEMTE SCENE.

De forrige. Johanne kommer frem bag Huset.

JOHANNE,
som har hørt de sidste Ord.

Hr. Ejbæk saa jeg for et Øjeblik siden gaa nede ved Stranden.

ASSESSOR.

Ja Deres Ven sætter nok ikke saa megen Pris paa Naturskjønheder og brillante Udsigter?

HERLØV.

Jo netop - han er endogsaa lidt sværmerisk. Men han er af dem, der gaar stille af med det.

ASSESSOR.

Saa? ja - De har Ret! det kan man ogsaa se paa hans Øjne, det er nogle dybe Øjne, han har. Hør - jeg tør bande paa, at han er Digter.

HERLØV.

Det tror jeg dog ikke.

ASSESSOR.

Jo det kan De være vis paa - det saa jeg tilforladelig strax. Jeg har kjendt flere af disse unge Digtere, de er alle saadan: udvendig rolige, tilbageholdne, fraværende, men naar man ser dem igjennem Øjet ned i deres Sjæls Dyb - lutter Ild! Det er et interessant Fænomen saadan en ung Digter! Det skal more mig at observere ham.

JOHANNE.

Naa, Hr. Herløv, har De saa Lyst til at gaa med?

HERLØV.

Jo Tak, med største Fornøjelse.

ASSESSOR.

Hvor skal De hen, om jeg maa spørge?

JOHANNE.

Hr. Herløv ønskede at se Mejeriet, og jeg har tilbudt at vise ham om dernede.

ASSESSOR.

Naa saa De interesserer Dem ogsaa for Landvæsenet?

287
HERLØV.

Ja, overmaade meget.

ASSESSOR.

Nej De er da - uden Fortrydelse - et fortræffeligt ungt Menneske! Ja Landvæsenet - naar det er, hvad det bør være - saa er det en Videnskab, og en Videnskab fremfor alle Videnskaber, thi det er baade den mest praktiske og tillige den mest nationale.

HERLØV.

Jeg har altid haft Kjærlighed dertil, for jeg er født og opdragen paa Landet. Min Fader er nemlig Godsejer i Jylland.

ASSESSOR.

Saa, er han det? Hør, Hr. Herløv, saa vil De da ikke tage bort fra os i Aften?

HERLØV.

Jeg lader mig meget let bevæge til at blive.

ASSESSOR.

Men Deres Ven?

HERLØV.

Ja, for hans Samtykke kan jeg indestaa, han er ganske indtaget af dette Sted. Det er ham, der bestandig har drevet paa, at vi skulde hen og se det.

ASSESSOR.

Nej virkelig? det er mig ret kjært! Jo længer De vil blive, desto kjærere er det mig. Her er endnu meget, som maaske kan interessere Dem. Og vil De bese de indre Indretninger, saa kan De ikke faa nogen bedre Vejviser end min Niece, for - uden at rose mig selv - er det en ferm lille Pige.

JOHANNE.

Aa fy, Onkel! sikke noget! Hr. Herløv, vil De saa med?

Johanne og Herløv gaa.

SJETTE SCENE.

ASSESSOR.

Det er virkelig et excellent ungt Menneske! Saadan en Varme og Interesse og saa den usædvanlige Sagkundskab! Perspektivisk! Ser igjennem den 288 hule Haand. Ja det er aldeles træffende! Men den Digter, han interesserer mig dog mest. Hvem veed - man har jo Digte baade om Rungsted og Hirschholm, maaske Turen nu ogsaa kunde komme til Strandbjerg! Saa fik man dog noget for sin Ulejlighed.

SYVENDE SCENE.

Assessor. Frue og Vermund komme frem bag Huset.

FRUE.

Ah, der er jo Assessoren fordybet i sin Yndlingsudsigt.

ASSESSOR.

Ja denne Plet er ogsaa den bedste paa hele Ejendommen. Synes De ikke, at disse Træer, der staar nedad Skrænten, gjør Udsigten mere perspektivisk?

VERMUND.

Perspektivisk! Nej det synes mig ikke; dertil staar de for lavt.

ASSESSOR.

Det er nok Dem selv, der staar for lavt. Nej det er netop saaledes, de skal staa. Men det forstaar De Dem nu ikke paa. Naa, Frue, hvorledes synes De om mine unge Gæster?

FRUE.

Aa, det er jo ganske nette Mennesker.

VERMUND.

Lidt ubetydelige.

ASSESSOR.

Ubetydelige! Hvor vil De hen? Det er Mennesker med store Anlæg og herlige Kundskaber, og desuden er de af meget god Familie.

VERMUND.

Saa? Men er Assessoren da vis paa, at de er, hvad de udgiver sig for?

ASSESSOR.

Nej, de er meget mere, end de udgiver sig for.

VERMUND.

Virkelig?

FRUE.

Det skulde vel aldrig være forklædte Prinser?

289
ASSESSOR.

Aa spøg nu ikke, lille Frue! De er det der er meget bedre.

Mel. Fr. Ep. 41.

1.

Ser De - Herløv - han veed
fast om alting Besked,
men mest dog beundrer jeg hans
sjeldne æsthetiske Sans;
for Naturen han fik
et ualmindeligt Blik,
og Landvæsnet - tænk Dem dog kuns! -
kjender han ogsaa til Bunds.

FRUE.

Nej virkelig?

ASSESSOR.

Jo - for hans Fa'r
i Jylland en Herregaard har.

VERMUND.

Naa ja - saa maa han jo
vel være dygtig for to.

2.

FRUE.

Men saa den anden?

ASSESSOR.

Ja bi!
han bli'r nok et Geni;
thi dybt i hans Indre man ser,
gjærer der store Ideer.

VERMUND
drillende.

Saa?

ASSESSOR
arrig.

Ja!

FRUE.

Men af hvad Art?

290
ASSESSOR.

Aa han - det er mig klart -
er Digter og ej af de smaa.

FRUE.

Har De set Prøver derpaa?

ASSESSOR.

Ja - grant man jo ser i hans Blik
det Kald, han af Muserne fik.

VERMUND.

Ja saa maa han, min Tro!
være Homer Nummer to.

3.

ASSESSOR.

Ser De - saadan Visit
faar man ikke saa tidt.

FRUE.

Men mon dog Assessoren ej
lader Dem blænde?

VERMUND.

Aa nej!
Man med Fakler og Sang
hædre bør deres Rang.

ASSESSOR.

Hr. Vermund! for det Railleri
vilde jeg helst være fri;
der hører Erfaringer til,
naar Mennesker dømme man vil.

VERMUND.

Gud - jeg gjerne vil tro
at de er Lys begge to.

FRUE.

Men Hr. Assessor, hvorledes gjorde De Bekjendtskab med disse unge Mennesker?

ASSESSOR.

Aa, det faldt ganske naturligt. Jeg gaar ude i Skoven, da jeg paa en Gang faar Øje paa dem. 291 I denne aparte Dragt og midt i den grønne Skov saa de virkelig meget romantiske ud, saa jeg gik nærmere. Den ene af dem - det var Herløv - spurgte mig høfligt om Vejen til Strandbjerg. »Vil De besøge Strandbjerg,« sagde jeg. Jo, fortalte han, de var paa en Fodrejse heroppe i det nordlige Sjælland for at se de skjønneste Prospekter, og navnlig havde de hørt Strandbjerg berømme for sine fortryllende Udsigter; derfor var de nu meget begjærlige efter at faa det at se. Det interesserede mig naturligvis, og jeg præsenterede mig for dem og tilbød dem at være deres Vejviser. Og jeg haaber, at vi ikke saa snart skal miste dem igjen, thi for det første bliver de her i Nat.

VERMUND.

Saa?

ASSESSOR.

Ja - og jeg vil bede Fruen og Dem, Hr. Vermund, som gamle Husvenner, at hjælpe mig med at underholde disse to unge Mennesker.

VERMUND.

Ja, hvis deres Aandrighed kan finde nogen Tilfredsstillelse i det, som min Ringhed kan producere -

ASSESSOR.

Aa vær nu ikke saa beskeden - vi kjender nok Deres Underholdningsgaver.

Gaar.

OTTENDE SCENE.

Frue. Vermund.

FRUE.

Hr. Vermund! hvorfor har De egentlig saa meget imod disse to Studenter?

VERMUND.

Aa jeg har ikke andet imod dem, end at de ikke interesserer mig.

292
FRUE.

Der kunde dog maaske være noget andet i Vejen.

VERMUND.

Hvad mener Fruen?

FRUE.

Vermund! De har noget hemmeligt for.

VERMUND.

Hemmeligt! hvor falder Fruen paa det? jeg viser mig altid, som jeg er.

FRUE.

Dog ikke denne Gang. Sig mig, hvad fejler Laura?

VERMUND.

Laura - fejler hun noget?

FRUE.

Aa De løber ikke fra mig. Jeg har jo en Gang selv foreslaaet Dem det Parti, hvis De ikke havde nogen ældre Inklination -

VERMUND.

Nej, det veed Fruen jo nok. Saadan noget er aldrig faldet mig ind.

FRUE.

Jo nu er det faldet Dem ind, og det glæder mig, at De har fulgt mit Raad.

VERMUND.

Nej, Frue, for Deres Inkvisitorøjne kan ingenting blive skjult. De har set ganske rigtig.

FRUE.

Og Sagen er afgjort.

VERMUND.

Næsten - jeg har i det mindste godt Haab.

FRUE.

Saa vil jeg ogsaa være ærlig mod Dem. Jeg kom før af Vanvare til at høre lidt af en Samtale mellem Dem og Laura, som ikke kunde andet end forøge de store Tanker, jeg i Forvejen havde om Deres Forstand og Menneskekundskab.

VERMUND.

Saa?

FRUE.

Laura bebrejdede Dem, at De havde railleret lidt med en Mand, som vi begge kjender, en vis Kammerraad. Husker De?

VERMUND.

Jo!

FRUE.

Jeg lægger ikke videre Vægt derpaa, for jeg veed, at det kun er Deres Spøg. Men Laura forstaar 293 sig nu ikke paa Spøg; hun er opdraget herude paa Landet uden synderlig Omgang og Bekjendtskab med Verden, og hvor meget jeg holder af hende, saa kan jeg ikke nægte, at hun er en Smule overspændt.

VERMUND.

Ja - men hvorledes kan det bevise min Menneskekundskab?

FRUE.

Jo - netop den Maade, hvorpaa De optog Bebrejdelsen. For i Stedet for at forsvare Dem, hvortil De dog havde Ret, erkjendte De det selv for en Fejl, som De kun ved hendes Hjælp haabede at kunne aflægge.

VERMUND.

Ja, man maa hjælpe sig, som man kan.

FRUE.

Ja men det er netop saa ypperlig gjort af Dem. For - oprigtig talt - De har dog ikke i Sinde at aflægge Deres Munterhed.

VERMUND.

Ja det kan Fruen da ikke vide.

FRUE.

Aa, kom nu ikke med saadan noget! den hører jo nødvendig med til Deres Væsen. Men det er saa fortræffelig beregnet, for nu vil Laura jo bestandig have travlt med Dem for at hjælpe paa Deres moralske Forbedring, og saadan en lille romantisk Pige vinder man aldrig lettere, end naar man giver hende Palmer i Hænderne og faar hende til at agere en Frelsens Engel.

VERMUND.

Frue, De er uforlignelig! Nu er jeg vis paa Sejren, da jeg veed min Hemmelighed i Deres Hænder. For jeg haaber da, De ikke vil nægte mig Deres Hjælp.

FRUE.

Ja, hvis jeg kan være Dem til Nytte -

VERMUND.

Om De kan? Jeg havde egentlig tre Ting at bede Dem om. For det første, at De vilde søge at indvirke lidt paa Laura.

294
FRUE.

Jeg skal prøve derpaa.

VERMUND.

Og dernæst vilde jeg bede Dem hjælpe mig med at skaffe os disse Studenter fra Halsen, for de er mig ganske rigtig ubehagelige, da de adspreder Lauras Tanker -

FRUE.

Som kun bør have Dem til Centrum. Ja, det er ganske rigtigt. Men for det tredie?

VERMUND.

Ja, for det tredie vilde jeg indbyde Dem til en Spadseretur i Aftenluften.

FRUE.

Tak skal De have! det vil jeg gjerne! Men Laura sidder alene derinde; var det ikke hensigtsmæssigst, om De gik ind til hende?

VERMUND
byder hende Armen.

Nej, Frue! jeg foretrækker altid det behagelige for det nyttige.

De gaar.

NIENDE SCENE.

HANS
kommer ud af en Busk.

Det var da en opbyggelig Passiar! Jeg gad nu vide, om saadan to Personer er stort bedre end en stakkels Tyv. Aa - Menneskene er nu en Gang saadanne, Kjæltringer er de til Hobe, men der er baade kloge og dumme Kjæltringer, og jeg har været en af de dumme. Bi lidt! jeg kan blive klog endnu. - Hvor mon min Ven, Birkedommeren, bliver af? Her maa jeg vente paa ham for at se, hvad det kan blive til. Jeg logerer inde i den Busk, det er en udmærket Lejlighed for Folk i mine Omstændigheder. Den er jo rigtignok lidt indskrænket, men jeg agter jo ogsaa at flytte i Morgen.

Ser sig forsigtig om og smutter ind i Busken.

295

TIENDE SCENE.

LAURA
kommer fra Huset.

Jeg veed ikke, hvad jeg skal tro. Saa længe han taler til mig, nærer jeg ikke mindste Mistillid, det forekommer mig endogsaa, som han er mig kjær; men naar han saa er borte, saa bortdunster øjeblikkelig hvert Indtryk - er Skylden da hans eller min? Og naar jeg ser ham sammen med flere og hører denne kolde, ukjærlige Spot -

ELLEVTE SCENE.

Laura. Ejbæk kommer op fra Skrænten i Baggrunden.

LAURA.

Hr. Ejbæk!

EJBÆK.

Frøken!

LAURA.

De har været nede ved Stranden?

EJBÆK.

Ja, jeg maatte ned at hilse paa den. Jeg skal sige Dem, jeg er født tæt ved Havet, og den Brusen, som vi høre her, klinger med i mine kjæreste Barndomserindringer.

LAURA.

Men Stranden er dog egentlig smukkest heroppe fra Højden.

EJBÆK.

Nej sikkert ikke i dette Øjeblik. Naar jeg i en stille Sommeraften som denne gaar nede ved Havet, saa synes det mig først, at jeg ret forstaar det. Mens da hele den øvrige Natur hviler, hæver Havet sig endnu som det evigt urolige Menneskebryst, dets Brusen lyder i mine Ører som tunge Aandedrag, der er fulde af Længsel. Ja, Frøken, De er lykkelig, at De bestandig kan leve i en saadan Egn og i en saadan Stilhed og Ensomhed.

296
LAURA.

Ja, jeg paaskjønner naturligvis, at her er saa smukt, men hvor velsignet Ensomheden kan være, saa kan man ogsaa undertiden faa for meget af den.

EJBÆK.

Saa? efter det Bekjendtskab, jeg har til Dem - ja, det er jo rigtignok kun kort -

LAURA.

Ja overmaade kort.

EJBÆK.

Men paa Rejser stifter man Bekjendtskaber i en Fart, og efter det Billede af Dem, som jeg har dannet mig, mente jeg, at De netop var skabt for den landlige Ensomhed.

LAURA.

Det tror jeg egentlig ogsaa, men man trænger dog til at tale med nogen. En Mand kan maaske have nok i sig selv, han kan fordybe sig i sine Bøger, men en stakkels Pige kan ikke saadan lade sig nøje med de døde Bogstaver. Man trænger til noget klarere, noget mere levende - ja jeg udtrykker mig daarligt, men -

EJBÆK.

Aa jeg forstaar Dem fuldkomment, De mener, at Kvinden fordrer et fyldigere og friskere Indtryk af det, hun skal tilegne sig; derfor hører hun bedre, end hun læser, og trænger mere til Samtale end til Bøger.

LAURA.

Ja, og naar jeg læser noget, saa har jeg altid saa meget at spørge om.

EJBÆK.

Men De lever da heller ikke ganske som Eremit?

LAURA.

Næstendels. Fader har travlt fra Morgen til Aften i Mark og Skov, og naar han kommer hjem, er han træt og søger Adspredelse. Saa nænner jeg naturligvis ikke at plage ham med mine smaa Bekymringer.

297
EJBÆK.

Men Deres Kusine?

LAURA.

Ja hun er først kommen her for nylig, og desuden er hun ganske anderledes frisk og livsglad end jeg. Hun forstaar ikke mine Skrupler, og jeg tror, at jeg netop derfor holder saa meget af hende.

EJBÆK.

Men kommer her da saa sjelden fremmede?

LAURA.

Nej, her kommer altimellem Besøg fra Kjøbenhavn og deriblandt ansete og dygtige Folk. Men jeg veed ikke, om det er, fordi de blot er komne herud for at more sig, eller de maaske ser mig over Hovedet og ikke vil spilde et alvorligt Ord paa mig; men de Gange jeg har ledt Samtalen hen paa det, der interesserede mig, har man slaaet det hen i Spøg eller affærdiget mig med et Par flove Komplimenter. Aa, De kan tro, naar man ønsker et alvorligt Svar, er der ikke noget saa krænkende som den tomme Høflighed. - Men jeg bærer mig tosset ad, at jeg staar her og skrifter for et fremmed Menneske.

EJBÆK.

Jeg haaber ikke, De skal fortryde den Tillid, De viser mig.

LAURA.

Ja De har i alt Fald vist en beundringsværdig Taalmodighed ved at høre paa min lange Passiar.

EJBÆK.

Jeg tror, at jeg ikke blot har hørt Dem, men ogsaa forstaaet Dem. Og hvis jeg maatte svare Dem, hvis De vilde give mig Lov til at angribe Dem lidt -

LAURA.

Aa ja - det skal De ret have Tak for! Der er noget ved Dem, jeg saa godt kan lide; De er slet ikke lapset eller satirisk. Men hør, jeg faar et Indfald.

298

Mel. Spansk Folkesang.

1.

De har jo sagt, at saa dejligt
netop der nu er ved Stranden.
Hvis det da er Dem belejligt,
gaa vi derned med hinanden.
Hvad? skal vi gaa?

EJBÆK.

Ja, lad os ile!
Bølgerne blaa
vinkende smile.

LAURA.

Ja lad os gaa!

EJBÆK.

Og høre Vandet
skvulpende slaa
op over Sandet.

BEGGE.

Ja lad os gaa!

2.

LAURA.

Saa maa De alt mig bekjende
rent ud.

EJBÆK.

De har at befale.
Saadan en Aften som denne
kan kun fra Hjertet man tale.

LAURA.

Lad os da gaa!
Tusmørket falder.

EJBÆK.

Bølgen den blaa
hviskende kalder.

LAURA.

Ja lad os gaa!

299
EJBÆK.

Hør, hvor det klinger!

LAURA.

Der nede maa
Ordet faa Vinger.

BEGGE.

Ja lad os gaa!

De gaa.

TOLVTE SCENE.

HANS
kommer frem.

Tro ham ikke, min Glut! han tager dig ved Næsen. - Aa, man maa strække sig lidt, der er saa Pokkers lavt til Loftet derinde. Men jeg kan ikke begribe, hvor den Birkedommer bliver af. Bare jeg ikke har gjort en dum Streg. Nu burde han komme og tage Fyrene ved Vingebenet, saa fik jeg Luft. Men han skulde da vel ikke - Tys!

Smutter ind i Busken.

TRETTENDE SCENE.

Herløv. Johanne.

JOHANNE.

Naa, nu er De da baade led og kjed af al den Herlighed.

HERLØV.

Nej, hvor kunde jeg blive kjed deraf, naar De er Vejviser?

JOHANNE.

Altsaa er det blot for min Skyld, at De interesserer Dem for Landvæsenet?

HERLØV.

Nej, det er det dog ikke; men naar jeg følger med Dem, saa interesserer det mig dobbelt.

JOHANNE.

Aa fy, hvor kan De sige saadan noget? Men det lader altsaa til, at De ikke vil lade Dem 300 nøje med, hvad vi har set. Maa jeg spørge, er der mere, De ønsker?

HERLØV.

Om der er mere, jeg ønsker? Jo, skal vi gaa til Bunds i Tingene, saa er der rigtignok meget, meget mere.

JOHANNE.

Saa?

HERLØV.

Ja i den sidste halve Time har jeg gaaet og ønsket hele Tiden.

JOHANNE.

Naa saadan? Ja nu forstaar jeg Dem.

HERLØV.

Nej De gjør ikke.

JOHANNE.

Jo jeg gjør. De er bleven sulten og tørstig, De længes efter Aftensmaden. Ikke sandt?

HERLØV.

Nej, mine Ønsker strækker sig rigtignok noget videre. Jeg skal sige Dem, jeg begynder at blive fornuftig og lægge alvorlige Planer for Fremtiden.

JOHANNE.

Gjør De? det maa klæde Dem morsomt. Men det er i Grunden ikke høfligt af Dem at spekulere paa saadan noget, naar De taler med mig.

HERLØV.

Jo, Frøken, De er saa fornuftig -

JOHANNE.

Aa!

HERLØV.

Saa jeg ikke kunde andet end skamme mig over, at jeg selv endnu ikke er noget. Nu er det bestemt, jeg vil være Landmand.

JOHANNE.

Vil De virkelig?

HERLØV.

Ja, jeg har altid haft Lyst dertil. Men den gamle derhjemme sagde: »Bliv Student først, saa kan vi tale om det.« Nu er jeg Student og har knebet mig igjennem anden Examen, men paa Vandringen herude, og især siden jeg kom til Dem, lille Frøken, er min Lyst vaagnet paany. Jeg føler, at jeg ikke duer til at hænge i Bøgerne, og derfor vil jeg skrive hjem i Morgen, at de skal lade mig lære Landvæsenet og saa siden kjøbe en Gaard til mig.

301
JOHANNE.

Det skal da være i Jylland?

HERLØV.

Ja, vi Jyder er jo Patrioter.

JOHANNE.

Men tror De, Deres Fader gjør det?

HERLØV.

Jo, den gamle er en pæn Mand, som gjerne tager mod Rimelighed.

JOHANNE.

Naa saa det var altsaa en Gaard, De ønskede Dem?

HERLØV.

Ja, og saa en Ting til; men det tør jeg ikke sige Dem.

JOHANNE.

Er De bange for mig?

HERLØV.

Nej men - aa der er i Grunden ingen Tid til at gjøre lange Omsvøb.

Mel. af Du Puy.

1.

Den, som rejser, passe maa,
at ham Tiden ikke skal svigte;
hvad ej fast han holder paa,
taber flux han af Sigte.

JOHANNE.

Rask maa han være -

HERLØV.

Og Tiden ej spilde,
vrøvler han længe -

JOHANNE.

Saa bli'r det for silde.

HERLØV.

Ej kan han trælle for Vedtægt og Form,
han erobrer kun ved Storm.

BEGGE.

Han erobrer kun ved Storm.

2.

HERLØV.

Maa jeg tale ligefrem?

302
JOHANNE.

Ja, hvad vilde De mig da sige?

HERLØV.

At jeg fundet har i Dem
en fortræffelig Pige.

JOHANNE.

Fy, ti dog stille!

HERLØV.

De gav mig jo nylig
Lov til at tale

JOHANNE.

Men ej saa afskylig.
:|: og tag fat, hvor før De slap! :|:

HERLØV.

jeg ta'r fat hvor før jeg slap.
Husk, at til Omsvøb er Tiden for knap,

3.

Snart jeg rejse maa herfra,
o saa skjænk et Ord mig til Lindring!
Maa for mig en Plads der da
staa i Deres Erindring?

JOHANNE.

Ja De skal se -

HERLØV.

Og De huske vil Stunden,
da til vort Venskab -

JOHANNE.

Vi her lagde Grunden.

HERLØV.

:|: tør jeg bygge fort paa den? :|:

JOHANNE.

Tør De bygge fort paa den.
Og naar om kort Tid vi samles igen,

303

FJORTENDE SCENE.

De forrige. Vermund. Frue.

FRUE.

Naa - De har vel ogsaa været ude at spadsere?

JOHANNE.

Nej, vi har været inde i Mejeriet.

VERMUND.

I Mejeriet! Naa Frøken Johanne, saa har han da drukket al Deres Fløde?

HERLØV.

Ja jeg har i det mindste drukket saa meget, at Frøkenen ikke har noget tilovers for Dem.

VERMUND.

De tager fejl; Frøken Johanne har netop grumme meget tilovers for mig.

JOHANNE.

Saa? Til Herløv. De skal ikke tro det.

VERMUND.

Ja, hvis Frøkenen ønsker Tavshed, saa skal det blive imellem os.

JOHANNE.

Aa fy - De er en styg en.

FEMTENDE SCENE.

De forrige. Assessor.

ASSESSOR
til Johanne.

Hvis du skal bruge nogen af Folkene, maa du skynde dig lidt, for jeg har givet dem Lov til at tage hen til Gildet hos Ole Kristensen.

JOHANNE.

Ja, saa maa jeg ind og dække Thebordet.

ASSESSOR.

Bi lidt, du skulde have nogle Penge med til Dem. Er der ingen af de Herrer, som kan bytte mig en Femdalerseddel?

VERMUND.

Jo det kan jeg nok. Tager Penge ud af sin Tegnebog. Vær saa artig!

ASSESSOR.

Tak! der, Johanne! Rækker hende Pengene. Du veed, hvad vi plejer at give dem til at more sig for.

304

SEXTENDE SCENE.

De forrige uden Johanne.

ASSESSOR.

Men hvor er vores Poet, Hr. Ejbæk?

FRUE.

Ja, og Laura - hende har jeg heller ikke set noget til.

VERMUND.

De er maaske ogsaa inde i Mejeriet at drikke Fløde.

HERLØV.

Nej, der kommer de; de har vist spadseret nede ved Stranden.

VERMUND.

Ja saa!

SYTTENDE SCENE.

De forrige. Ejbæk. Laura.

LAURA
til Ejbæk.

Nu skal De ret have Tak.

EJBÆK.

Hvad skal jeg da sige?

ASSESSOR.

Naa, Hr. Ejbæk! De har været nede ved Stranden og sværmet?

VERMUND.

Ja - med Frøken Laura -

EJBÆK.

Vi gjorde en lille Spadseretur.

ASSESSOR.

Det gjorde De Ret i. Det vil glæde mig, om De vil betragte Dem ganske som hjemme. Men hvad synes De saa om Strandbjerg? Er her ikke ganske kjønt?

EJBÆK.

Aa her er dejligt. Det er det smukkeste, jeg har set paa min Vandring.

ASSESSOR.

Nej, Hr. Ejbæk, det er for meget. De vil smigre mig.

VERMUND.

Det samme har jeg jo sagt saa tidt.

ASSESSOR.

Ja men, tillad mig, i dette Punkt er Hr. Ejbæk en mere kompetent Dommer end De, 305 for De veed nok, denne idealske Opfattelse, hvorpaa det især kommer an, dette poetiske Blik - ja, De forstaar mig jo nok.

EJBÆK.

Jeg tør ikke tillægge mig noget ualmindelig poetisk Blik.

ASSESSOR.

Ja men det tør jeg, Hr. Ejbæk.

VERMUND
til Ejbæk.

De mærker nok, at Assessoren er en meget fin Menneskekjender. - Men jeg kan ikke begribe, hvor Assessoren tør lade Deres Datter gaa alene ved Stranden med Hr. Ejbæk.

ASSESSOR.

Tør? Hvad mener De?

VERMUND.

Jeg mener blot, at det kunde være farligt.

EJBÆK.

Hr. Vermund! maa jeg udbede mig en Forklaring?

VERMUND.

Gudbevares, Hr. Digter! De vil da ikke udfordre mig.

ASSESSOR
hidsig.

Hr. Vermund, jeg maa sige -

VERMUND.

Der ligger slet ikke noget fornærmeligt i mine Ord. Der er jo to udbrudte Slaver, der spøger her i Egnen, saa det kunde nok være farligt for Frøken Laura at gaa nede ved Stranden uden Beskyttelse.

FRUE.

Men Hr. Ejbæk var jo med.

VERMUND.

Ja men jeg tilstaar, jeg troede ikke, at Digterne nu til Dags var store Helte.

EJBÆK.

Digtertitlen maa jeg frabede mig, den tilkommer mig ikke. Og hvad mit Heltemod angaar, saa nærer jeg ingen Frygt for et Par udbrudte Slaver. De Stakler har vel mere Grund til at være bange for os end vi for dem.

VERMUND.

De Stakler! Jeg tror ordentlig, det gjør Dem ondt for Gavtyvene.

306
EJBÆK.

Det gjør det ogsaa.

FRUE.

Ja De sørger naturligvis som en god Theolog over Menneskeslægtens dybe Fordærvelse.

EJBÆK.

Dertil behøver man vel ikke at være Theolog. Men jeg mente egentlig, at man nok kunde føle Medlidenhed med et Menneske, der er bleven indviklet i Forbrydelser, førend han ret vidste, hvad det var, og som maaske, naar han faar Øjnene op og ønsker at bryde af og begynde forfra, finder enhver Tilbagevej spærret. Det er dog haardt, imod sin Villie, at være tvungen til at begaa Misgjerninger.

ASSESSOR.

Ja, det er meget sandt.

VERMUND.

Ja, der burde oprettes et Asyl for disse idealske Gavtyve.

LAURA
til Vermund.

De spotter med Deres egen Følelse, De kan ikke mene det saa slemt.

VERMUND
sagte til Laura.

Jeg veed jo, De kjender mig.

ASSESSOR.

Men, Hr. Herløv, De staar jo og falder i Tanker.

HERLØV.

Ja, jeg tror næsten ogsaa.

ASSESSOR.

Hør, vi skulde tænke paa, hvor vi skal logere Dem. De vil formodentlig helst have Udsigt over Stranden?

EJBÆK.

Ja, det skal jeg ikke nægte.

ASSESSOR.

De skal faa den smukkeste Udsigt paa hele Gaarden. Vil De se de Vinduer oven over det store Lindetræ. Det er ved Siden af Deres Værelse, Hr. Vermund!

VERMUND.

Ja imellem os er der kun en Dør, som ikke kan laases.

HERLØV.

Jeg tænker heller ikke, at vi behøver Laase til at adskille os.

VERMUND.

Nej det smigrer jeg mig ogsaa med, for vi har hver sin Udgang.

307

ATTENDE SCENE.

De forrige. Johanne taler sagte til Assessoren.

ASSESSOR.

Naa, det var rart. Mine Herrer og Damer.

VERMUND.

Jeg tror, Assessoren vil holde en Tale.

ASSESSOR.

Ja vist vil jeg. Hør nu bare efter!

Mel. af O. Lindblad.

1.

En Tale skal jeg holde - lad gaa!
men hele Talen lyder som saa:
hvis paa Johanne stole man kan,
er Aftensbordet nu lavet i Stand.

JOHANNE.

De til Takke maa ta'.

ASSESSOR
til Johanne.

Et Glas Vin maa vi ha'.

JOHANNE.

Men husk paa, jeg skal Dem hente,
Theen ej taaler at vente.

ALLE.

Ja det er sandt, De skal os hente,
Theen ej taaler at vente.

2.

ASSESSOR.

Men Damer først De vælge Dem bør,
Hr. Vermund - Fruen!

VERMUND
byder Fruen Armen.

Dersom jeg tør.

ASSESSOR.

Jeg selv alene fører Dem an,
det passer bedst for en Enkemand.

308
EJBÆK
byder Laura Armen.

Hvis De nu vil som jeg.

JOHANNE
til Herløv.

De maa nøjes med mig.

Giver ham Armen.
ASSESSOR
idet han marcherer foran, og de andre parvis følge.

Marche! Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

ALLE.

Marche! Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

De gaa.

NITTENDE SCENE.

3.

HANS
kommer frem.

Ja gaa kun I! Nu Sagen er klar;
den grønne Jæger Pengene har,
og nok jeg tror, man kan faa dem fat,
thi Husets Folk er jo ude i Nat.
Over Lindenes Top
gaar til Vindvet man op.
:|: Mine Trængselsaar er endte,
nu skal min Lykke jeg hente. :|:

KOR
indenfor

Kom, Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

309

TREDIE AKT.

Værelset fra første Akt.

FØRSTE SCENE.

Krans. Frue.

KRANS.

Aa, Helene, jeg har længtes saadan efter at blive færdig for at komme til at tale med dig.

FRUE.

Hvad er der da i Vejen?

KRANS.

Jeg skal sige dig, der er kommet et Brev fra Konsul Holmberg i Helsingør.

FRUE.

Konsul Holmberg? kjender du ham?

KRANS.

Nej, men det er om disse to udbrudte Gavtyve. Se, her er det.

FRUE
læser.

»At jeg er temmelig overbevist om, at have set de to Forbrydere, Kristen Jensen og Hans Mortensen, der er mig bekjendt fra tidligere Tider, i Nærheden af Kammerraadens Bolig, skulde jeg ikke undlade at underrette Deres Velbaarenhed om. Forbryderne var klædte som Kavalerer, der er paa en Fodvandring, i tynde Frakker, Straahatte og med Rejsetasker.« - Hvad for noget? det er jo de unge Gjæster, Herløv og Ejbæk.

KRANS.

Hvad siger du? - Ja det er det saagu ogsaa. Det er da løjerligt, at det slet ikke er faldet mig ind.

FRUE.

Aa, det er jo umuligt. Læser. »Som jeg hører, skal de have begaaet flere Tyverier i Egnen, navnlig skal de paa flere Steder have brudt ind i Haverne, 310 formodentlig for at stille deres Hunger paa Frugten. Hvilket jeg har anset det for min Pligt at underrette Deres Velbaarenhed om. Ærbødigst, Holmberg, Konsul.« - Aa det er nogen, der vil holde dig for Nar.

KRANS.

Skulde det være?

FRUE.

Ja, det er jo aabenbart. Hvem bragte dig det Brev?

KRANS.

Det var en Husmand fra Elmetofte, som havde mødt Konsulen paa Vejen, og saa havde han skrevet det Par Ord paa et Blad af sin Tegnebog og bedt ham om at besørge det.

FRUE.

Men den Bonde - hvor er da han? Du beholdt ham vel hjemme?

KRANS.

Nej -

FRUE.

Det var da en utilgivelig Dumhed.

KRANS.

Nej, jeg skal sige dig, jeg kjender ham grumme godt, det er en meget skikkelig Mand, Mads Rasmussen fra Elmetofte.

FRUE
afsides.

Skulde det ikke komme fra Vermund?

KRANS
afsides.

Det slap jeg godt fra.

FRUE
afsides.

Han bad mig hjælpe sig med at faa disse Gjæster af Vejen. Det kunde i Grunden ligne ham.

KRANS.

Saa du mener, at det er bare Vrøvl?

FRUE.

Ja det kan man dog egentlig ikke vide. Man bør vel undersøge Sagen.

KRANS.

Ja det bør man, det er indlysende. Jeg har ogsaa et Vidnesbyrd endnu. Men hvor er de henne, disse saakaldte Studenter?

FRUE.

Stille! de spadserer udenfor.

311

ANDEN SCENE.

De forrige. Assessor.

FRUE.

Det er godt, Assessoren kommer. Vi har en mærkelig Nyhed at meddele Dem.

ASSESSOR.

Ah, god Aften, Hr. Kammerraad, velkommen!

KRANS.

Tak! Ja jeg kommer her just ikke for det bedste. Jeg maa bede Dem fatte Dem som en Mand.

ASSESSOR.

Hvad - hvad er det?

FRUE.

De har jo hørt, at der er to Slaver brudt ud.

ASSESSOR.

Ja - ja - ja og de?

KRANS.

Det er ikke andre end Herløv og Ejbæk.

ASSESSOR.

Men Gud - Gud bevares! hvad siger De!

FRUE.

Ja vi veed det da ikke vist. Men der er kastet Mistanke paa dem; nu kan De selv se.

Rækker ham Brevet.

ASSESSOR
læser.

»Tynde Frakker, Straahatte og med Rejsetasker.« - Aa ja, det er soleklart. Men Herregud! hvad skal vi gjøre? Raaber. Anders, Per!

FRUE.

Stille! Hr. Assessor! Husk, at Deres Folk er til Gilde!

ASSESSOR.

Det er ogsaa sandt. Aa Gud, hvad skal vi gjøre? De gaar der ude med de stakkels Pigebørn. Om de nu løber bort med dem? om de tager Klæderne fra dem og slaar dem ihjel?

KRANS.

Vær ikke bange! Vi skal nok faa Bugt med dem.

FRUE.

Desuden kan det jo være muligt, at vi tager fejl. Vi veed det jo ikke bestemt.

ASSESSOR.

Naa De veed det ikke?

FRUE.

Nej, og det kunde jo tænkes, at denne Angivelse var falsk.

312
ASSESSOR.

Ja, det er sandt. Den kan maaske være udgaaet fra Tyvene selv.

FRUE.

Nej, det synes mig ikke rimeligt. Ser De Billetten her? Den er aabenbart skreven paa et Blad af en Tegnebog og med Blyant, og Skriften er saa flygtig og skjødesløs.

ASSESSOR.

Men hvad beviser det?

FRUE.

Det beviser i alt Fald, at den ikke er kommen fra Tyvene selv.

Mel. Fr. S. 44.

1.

Den Negligence, som er over Brevet -

ASSESSOR.

Aa, den beviser ikke stort.

FRUE.

Jo, hvis en Gavtyv snildt det havde skrevet,
vilde han større Flid sig gjort.
Han maatte være mer forsigtig,
angst for at støde imod Formen an.

ASSESSOR.

Ja, Frue, det er ganske rigtig.

KRANS.

Denne Post er grumme vigtig.

FRUE.

Brevet er fra en dannet Mand.

ALLE.

Brevet er fra en dannet Mand.

2.

KRANS.

Og endnu flere Ting er mig bekjendte;
hør, hvad hos os passeret er!
Lars saa en Fyr, som ud af Haven rendte
med en Pot stjaalne Stikkelsbær.

FRUE.

Og han var klædt?

313
KRANS.

Som her staar skrevet,
Straahat og Rejsetaske og han bar.

ASSESSOR.

Nej, aldrig har jeg sligt oplevet.

FRUE.

Ganske stemmer det med Brevet.

KRANS.

Ja, nu er Sagen soleklar.

ALLE.

Ja, nu er Sagen soleklar.

3.

ASSESSOR.

Og da vi før om Tyvene passiarte -
det var derude - til Fruen husker De? -
Ejbæk saa ivrig deres Sag forsvarte,
som om han selv var Part deri.
Og - ja, vi kan det ikke nægte,
alt, hvad han talte, var saa fromt og smukt.

KRANS.

Ja, saadan er de Tyveknægte.

FRUE.

Godt de kan med Munden fægte.

KRANS.

Men vi skal nok med dem faa Bugt.

ALLE.

Men vi skal nok med dem faa Bugt.

ASSESSOR.

Men jeg maa dog tilstaa, at det har anet mig lige fra Begyndelsen af. Der er noget skjult, noget fordægtigt ved dem.

FRUE.

Saa? ogsaa ved Digteren?

ASSESSOR.

Ja, jeg skal sige Dem -

FRUE.

Nej, lad os nu tale om, hvad der er at gjøre.

ASSESSOR.

Ja, det er vel bedst, at Kammerraaden 314 tager dem paa sin Vogn og kjører dem lige til Arresthuset.

KRANS.

Men uheldigvis er jeg selv Kusk, og jeg kan da ikke passe baade paa Tyvene og paa Hestene paa en Gang.

FRUE.

Det var ogsaa dumt af dig, at du ikke tog Mikkel med.

KRANS.

Ja men jeg anede jo slet ikke, at Gavtyvene var her paa Strandbjerg.

FRUE.

Men det, at du ikke anede det, det var jo netop din største Dumhed.

KRANS.

Ja vist var det meget dumt, lille Helene, men -

ASSESSOR.

Hør, hvad skal vi saa gjøre? Alle mine Folk er ude.

KRANS.

Hvor er Hr. Vermund?

ASSESSOR.

Aa, han befandt sig ikke vel og er gaaet i Seng.

KRANS.

Saa maa vi vække ham.

FRUE.

Nej, vi maa vistnok forholde os aldeles rolige og lade dem komme op paa deres Værelser. Naar saa Folkene kommer hjem, stiller vi Vagt, saa at de ikke kan slippe ud, og saa tager vi dem i Morgen paa fastende Hjerte.

ASSESSOR.

Og saa maa Kammerraaden og Fruen bliver her i Nat.

KRANS.

Nej - det er ikke værdt.

FRUE.

Jo, vi bliver. Vi vil ikke forlade vore Venner i Nøden.

ASSESSOR.

Tak, gode Frue! Aa Gud, hvad skal det blive til?

315

TREDIE SCENE.

De forrige. Johanne fra Glasdøren.

ASSESSOR.

Johanne! hør min Pige! hvor er Tyvene?

JOHANNE.

Tyvene?

ASSESSOR.

St - stille! jeg mener Herløv og Ejbæk.

JOHANNE.

Kalder du dem Tyve?

KRANS.

Ja, Frøken Johanne, De er en fornuftig Pige, til Dem kan man nok fortælle det. Vi har virkelig Mistanke, grundet Mistanke til de to Herrer.

JOHANNE
leende.

Tror De, at de er Tyve?

ASSESSOR.

Ja, vi har stor Grund til at tro, at de er de to Slaver, der er brudt ud.

JOHANNE
ser forundret paa dem, polisk.

Ja, det er det bestemt ogsaa.

KRANS.

Har De ogsaa opdaget noget?

JOHANNE.

Ja, jeg har opdaget, at Ejbæk saa maa være Kristen Skjævben.

ASSESSOR.

Saa? hvorfor det?

JOHANNE.

Jo - Herløv kan det ikke være, for han er meget velskabt.

KRANS.

Ja, saa er det meget sandsynligt, da han dog formodentlig har faaet dette Navn paa Grund af en Naturfejl.

JOHANNE.

Hahaha! Men Herregud, er De da gale?

ASSESSOR
streng.

Johanne! hvad skal det betyde?

JOHANNE.

Men, kjære Onkel -

FRUE.

De misforstaar os aldeles, det er vort ramme Alvor. Vi har faaet saa slaaende Beviser derfor, at vi næsten er nødt til at tro det.

JOHANNE.

Ja men hør - alvorlig -

ASSESSOR.

Lad os blive fri for det Vaas! Rækker hende 316 Brevet. Der - læs! saa skal du faa Øjnene op. Hun læser og lader Brevet falde. Naa, hvad fejler dig?

FRUE.

Assessoren maa endelig være rolig.

KRANS
til Johanne.

De skal ikke være saa forknyt, vi skal nok forsvare Dem.

ASSESSOR.

Gud veed, om de ikke allerede skulde have rapset noget? Til Johanne, som gaar. Naa, lille Johanne, hvor vil du hen?

JOHANNE
grædende.

Jeg vil se, om der ikke mangler noget af Sølvtøjet?

ASSESSOR.

Ja gjør det. Men hør, hvor er Fyrene?

JOHANNE.

De staar lige udenfor.

KRANS.

Guds Død og Pine! Bare de ikke har hørt noget.

FRUE.

Ja det er bedst, vi gaar ud til dem.

Johanne gaar ind til Siden, de andre gjennem Glasdøren.

Et Værelse i Strandbjergs øverste Etage
med tre Døre og et Vindue, som staar aabent. Lys Sommernat.

FJERDE SCENE.

HANS
stiger ind ad Vinduet.

Se saa, det maa være hans Dør. Aa gid jeg kunde være fri. Naa rask! Gaar hen til Vermunds Dør. Han gik i Seng for en Time siden, saa maa han da sove nu. Lukker Døren op. Han sover. Og der ligger Tegnebogen paa Bordet. Stille! Han gaar ind i Vermunds Værelse og kommer straks tilbage. Jeg har den. Nu blot ti Skridt - der er de paa Trappen - naa god Nat, Ole!

Løber ind i Vermunds Værelse.

317

FEMTE SCENE.

Assessor lyser Herløv og Ejbæk ind.

ASSESSOR.

Vær saa artig, mine Herrer! her er Deres Værelse, og her er Døren til Deres Sovekammer. Sætter Lyset paa Bordet. Nu vil jeg bede Dem tage til Takke med hvad Lejligheden formaar.

HERLØV.

Aa, Hr. Assessor, det er meget bedre, end vi er vante til.

ASSESSOR
afsides.

Ja, det tror jeg nok, din Tyveknægt!

HERLØV.

Hvor fører den Dør hen?

ASSESSOR
afsides.

Se, de skal strax udspørge. Højt. Den Dør fører ind til Hr. Vermunds Sovekammer. Men han sover meget let, han vaagner ved den mindste Larm.

EJBÆK.

Ja vi skal nok være rolige.

HERLØV.

Assessoren skulde ikke vide præcist, hvad Klokken er?

ASSESSOR
tager sit Ur frem, men stikker det strax i Lommen igjen.

Nej, jeg har intet Ur hos mig.

HERLØV.

Frøken Johanne var bange for, at vi skulde blive overfaldne af en Røverbande, for Deres Folk er nok til Gilde i Nat.

ASSESSOR.

Ja, men de kommer strax - det vil sige, de er komne hjem for et Øjeblik siden. Afsides. Det Tyvepak! Højt. God Nat, mine Herrer!

EJBÆK.

God Nat, Hr. Assessor! Og vi maa ret takke Dem for de behagelige Timer, Deres Gjæstfrihed i Dag har skjænket os.

ASSESSOR
bittert.

Aa jeg gjør ingen Regning paa nogen Taknemmelighed. Griber sig i det. God Nat, mine kjære unge Venner! Rækker dem Haanden. God Nat, Hr.

318

Ejbæk! god Nat, Hr. Herløv! lad mig nu se, De sover vel og drømmer behageligt.

BEGGE.

God Nat, Hr. Assessor! God Nat!

Assessor gaar.

SJETTE SCENE.

Herløv. Ejbæk.

EJBÆK.

Hvor han paa een Gang er bleven løjerlig!

HERLØV.

Det mærkede jeg ikke noget til. Jeg synes nu, det er en uhyre elskværdig Mand.

EJBÆK.

Ja, det synes jeg ogsaa.

HERLØV.

Ja, dig gjorde han nu formelig Kur til. Men du er ogsaa en Kjærnekarl, veed du det, dit Afskum!

EJBÆK.

Aa du er meget bedre end jeg.

HERLØV.

Det er Løgn, min Ven! Der er saa meget Vrøvl i mig. Men det veed jeg, jeg har aldrig været i saadan en Kreds af udmærkede Mennesker som i Aften.

EJBÆK.

Hvad siger du da om vor Modstander, Vermund?

HERLØV.

Aa, det er vist en brav Fyr, og han er ikke saa tosset, men i Grunden er det en stor Lømmel. Men jeg tørte ham da ogsaa lidt ved Bordet. Du har nok aldrig før bemærket mit Talent for den krakilske Vittighed?

EJBÆK.

Nej, det overraskede mig virkelig.

HERLØV.

Mig med. Og - alvorlig talt - synes du ikke, jeg gjorde det ganske godt?

EJBÆK.

Jo, fortræffeligt!

HERLØV.

Det synes jeg selv, og det samme sagde Johanne. Ja du kjender ikke den Pige, men hun og 319 jeg har nu haft en Del sammen. Synger. »Johanne! Johanne! Min Hemmelighed kjender du.«

EJBÆK.

Gale Menneske! du maa være lidt stille!

HERLØV.

Vær nu ikke urimelig! Jeg kan saagu ikke. Hør, lad os danse! Tager ham om Livet og synger af en Vals. La la la la - -

EJBÆK.

Jeg tror ordenlig, du har faaet lidt i Hovedet.

HERLØV.

Nej, men jer er bare saa myrderlig fornøjet - hu! - Hør, jeg skal betro dig noget, jeg er bleven alvorlig forelsket.

EJBÆK.

Er du?

HERLØV.

Min Sjæl! - op over begge Ørerne.

EJBÆK.

Nej virkelig.

HERLØV.

Ja, er det ikke komisk? Ja du vil ikke rigtig tro mig, fordi jeg ikke gaar og ser rørende ud; men, jeg forsikrer dig, i Hjertet er jeg lige saa sværmerisk som du - hahaha!

EJBÆK.

Men jeg kan jo ikke blive klog paa, om det er Spøg eller Alvor.

HERLØV.

Det er paa Ære mit Alvor. Og jeg er ikke blot forelsket, nej, jeg er gjenelsket, ja - tænk dig - jeg er halvvejs forlovet.

EJBÆK.

Aa Snak!

HERLØV.

Jo vi er bleven enige om, at det maaske nok kan lade sig gjøre. - Men hvorledes gaar det med din Historie, for jeg veed nok, du er en stor Rad.

EJBÆK.

Aa jeg har ikke noget at fortælle.

HERLØV.

Ikke det? Jeg troede, dit melankolske Øje havde truffet Frøken Lauras Hjerte midt i det sorte.

EJBÆK.

Lad være med den Spøg, den kan jeg ikke lide.

320
HERLØV.

Men Herregud, hvad skal jeg da bestille? Det er ogsaa kjedeligt, at man skal gaa i Seng. Jeg har saadan Lyst til at danse. Tænk dig, om vi nu skulde til Dans!

Mel. Pariservise.

1.

Ja hvis i Skovens Hal
vi hørte Valsen klinge,
ja tænk - om her blev Bal
hvor skulde jeg da svinge
min Skat
den hele dejlige Nat.
Og hopsasa falalalala!
falala! falala!

Men hør, du gamle! du er ikke rigtig fornøjet!

EJBÆK.

Jeg forsikrer dig, jeg har aldrig været saa glad, som jeg er i Dag.

HERLØV.

Gud, hvor jeg godt kan lide dig for det! Har du faaet dig en frisk Rose i Stedet for den visne, hvad? - Ja det var en udmærket Indretning af Vorherre, at han ved Sultekur tvang os til at snylte os frem.

2.

Af Trang til Proviant
paa Strandbjerg vi mon strande,
men du din Rose fandt,
og jeg fandt min Johanne,
og saa
en Stranding lide jeg maa.
Og hopsasa falalalala!
falala falala!

EJBÆK.

Men husk paa hvad Assessoren sagde, at Vermund sover derinde.

HERLØV.

Lad ham sove!

EJBÆK.

Men det kan han jo ikke, naar du skraaler saadan op. Desuden vækker du jo hele Huset.

321
HERLØV.

Naa ja - saa lad os gaa til Sengs!

EJBÆK.

Jeg bliver her et Øjeblik. Du kan gjerne tage Lyset med dig.

HERLØV.

Lad gaa da! Tager Lyset. Man maa jo rette sig lidt efter den prosaiske Verden.

3.

Man tvinger mig dertil,
saa vil jeg Pladsen rømme,
men ej jeg sove vil,
nej, jeg vil bare drømme.
God Nat!
nu drømmer jeg om min Skat.

EJBÆK.

God Nat!

HERLØV
i Sovekammerdøren fortsætter Sangen.

Og hopsasa falalalala!
falala! falala!

Gaar.

SYVENDE SCENE.

EJBÆK.

Ja Herløv har gjort Ret. Hvor jeg misunder ham den Kjækhed! Er jeg ikke vis paa min Kjærlighed! Og hun? Hun lod mig jo se til Bunden af sin dybe, rene Sjæl. Saadan et Øjeblik kommer maaske aldrig igjen. Aa, jeg Daare, at jeg ikke benyttede det! Det banker. Hvem kan det være? Kom ind?

OTTENDE SCENE.

Ejbæk. Laura med et Lys i Haanden.

EJBÆK.

Frøken Laura!

LAURA.

Det synes Dem vist underligt, at jeg kommer, men jeg er nødt dertil, jeg maa tale et Ord med Dem.

322
EJBÆK.

De vil tale med mig!

LAURA.

For Guds Skyld, tal ikke saa højt! Jeg tror, at De er et godt Menneske, ja jeg er fuldt og fast overbevist derom. Jeg har talt med Dem som med ingen anden, og jeg kan ikke tvivle paa Deres Retskaffenhed; men der kunde jo dog gjerne være noget i Vejen, noget - hvad kjender jeg til det - som ikke stemmer overens med Lovene, nogle ydre Formaliteter eller -

EJBÆK.

Jeg forstaar Dem virkelig ikke. Hvad skulde der være i Vejen?

LAURA.

Ja det veed jeg ikke; men Birkedommeren er kommen med en Anklage eller saadan noget mod Dem og Hr. Herløv, og Fader taler om, at der skal stilles Vagt udenfor Huset, for at De ikke skal løbe bort, og Johanne gaar og græder - jo der maa være noget i Vejen.

EJBÆK.

Det er dog forunderligt.

LAURA.

Jeg tror ikke, De kan have gjort noget uædelt, men et ungt Menneske kan saa let lade sig henrive - en lille Uforsigtighed, maaske af en god Bevæggrund, men som dog kunde have slemme Følger, og især her, hvor Birkedommeren er noget enfoldig.

EJBÆK.

Det maa være grundet paa en Fejltagelse.

LAURA.

Ja det tænkte jeg ogsaa; men jeg vilde dog advare Dem, for at De, hvis De nærede nogen Frygt, kunde faa Lejlighed til at slippe bort i Tide.

EJBÆK.

Jeg nærer ikke den ringeste Frygt.

LAURA.

Vil De dog blot høre mig! Alle vore Folk er ude, og kommer først hjem om en Times Tid. Hvis der derfor skulde være noget i Vejen, saa kan De gaa ud af dette Vindue og stige ned ad Træet 323 der udenfor. - Det var hvad jeg havde at sige - God Nat!

EJBÆK.

Laura - Frøken! vil De blot ofre mig et Øjeblik endnu.

Mel. Italiensk Folkesang.

1.

Hver Misforstand og Fare
venter jeg fro - ja venter jeg fro,
jeg skal det sikkert klare,
vil De mig tro - ja vil De mig tro?
Jeg trøstig kan se til,
ej bort jeg løbe vil.

2.

LAURA.

Den Frygt, som mig bedøved,
knap jeg forstaar, - jeg knap nu forstaar,
thi skjønt jeg kom bedrøvet,
glad jeg dog gaar - ja glad jeg dog gaar.

EJBÆK.

O gaa ej strax igjen.
et Ord - blot et Ord end!

3.

O Laura, Ordet trænger
dybt fra mit Sind - saa dybt fra mit Sind,
nu kan jeg der ej længer
slutte det ind - ej slutte det ind.
Det tvinger selv sig frem:
jeg elsker - elsker Dem.

De tier! Laura, er De fortørnet? Tro ikke, at det er en flygtig Opblussen, jeg er ikke letsindig. Jeg saa Dem for to Dage siden, i den Tid har De ikke været ude af mine Tanker. Vil De da tro, at det er dybt og alvorligt ment?

LAURA.

Jeg tror Dem.

EJBÆK.

Har jeg da taget fejl af Deres Adfærd imod mig? De siger selv, at De har talt med mig som med 324 ingen anden; De kommer til mig ved Nattetid for at redde mig. Laura - svar mig - har jeg misforstaaet Dem?

LAURA.

De er kommen for sildig. Jeg er allerede -

EJBÆK.

Forlovet?

LAURA.

Saa godt som forlovet - med Vermund.

Gaar med Lyset.

NIENDE SCENE.

Ejbæk. Siden Hans.

EJBÆK.

Med Vermund! - o Gud!

Sætter sig paa Stolen ved det aabne Vindue, med Ansigtet skjult i Hænderne.

Mel. Fr. Ep. 14.

Efter et langt Forspil kommer Hans listende.

1.

HANS.

Nu maa jeg probere,
her er ingen mere.
Alle sover,
Lykken staar mig bi.
Stille - stille - sagte!
Hvis jeg nogen vakte!
Gulvet over -
o saa er jeg fri.
Men han sover jo paa Stolen her,
jeg maa gaa ham ganske - ganske nær.
Tys! Tys!
Blot et Skridt endnu.

EJBÆK
farer op.

Hvem der?

2.

EJBÆK
griber ham i Kraven.

Nu jeg sikkert har Dem.
Hvem er De? forklar Dem?

325
HANS.

Lad mig fare!
Slip mig dog, min Ven!

EJBÆK.

Hvad har De i Sinde?
hvad vil De herinde?

HANS.

Jeg vil bare -
bare ud igen.

EJBÆK.

De maa følge - kan De det forstaa!

HANS.

Aa vær naadig, lad igjen mig gaa!

EJBÆK
idet han fører ham hen til Herløvs Dør.

Saa! - saa!

HANS.

Aa! - aa!
Ej saa højt De skrige maa.

EJBÆK.

Først et Lys jeg hente maa.

Aabner Herløvs Dør og tager et tændt Lys.

EJBÆK.

Nu kan jeg først se Dem.

HANS.

Aa skaan mig, vær barmhjertig!

EJBÆK.

Men hvad? det er jo vor Vejviser fra i Formiddags. Hvorledes kommer De her?

HANS
afsides.

Det er ogsaa sandt. Højt i Bondedialekt. Herren maa endelig ikke blive vred, jeg kan ikke gjøre for det. Jeg skal sige Herren, jeg tjener her paa Strandbjerg, og saa sagde Assessoren -

EJBÆK.

Aa De behøver ikke at fordreje Deres Maal; jeg har jo hørt, at De taler lige saa godt kjøbenhavnsk som jeg. Svar mig uden Komediespil, hvad vil De her?

HANS.

Gode Herre, lad mig gaa?

326
EJBÆK.

Lad mig høre, hvad De vilde her!

HANS.

Jeg vilde - stjæle.

EJBÆK.

Ja saa! det var da godt, jeg forhindrede det. Gaa nu den Vej, hvorfra De kom!

HANS.

Gud velsigne Dem - Tak! - Nej, jeg vil ikke takke.

EJBÆK.

De maa ogsaa helst lade være. Gaa blot!

HANS
gaar henimod Vinduet.

De mener nu, at De er ædelmodig. Men De bryder Dem kun om at tænke paa Dem selv, derfor vil De være mig kvit. Deres Ædelmodighed er ikke andet end Egenkjærlighed. Adjø!

EJBÆK.

Bi lidt - De har Ret!

HANS.

Vær ikke vred!

EJBÆK.

Jeg skal ikke gjøre Dem noget. Kom kun nærmere! Hvad vilde De stjæle heroppe?

HANS.

Fem Daler.

EJBÆK.

Og for fem Daler vilde De gjøre Dem til Tyv?

HANS.

Og veed De, hvad fem Rigsdaler er for mig? Naar man nu ikke har andet Valg end enten at stjæle eller at springe i Stranden - hvad skal man saa gjøre?

EJBÆK.

Saadan et Valg bliver aldrig stillet for et Menneske. Man har altid en tredie Udvej - at lide.

HANS.

Har De prøvet det?

EJBÆK
slaaet.

Nej.

HANS.

Ja lad os saa gjemme den Tale til en anden Gang. Far vel!

EJBÆK.

Hør, jeg veed, De har Uret; men jeg vil ikke dømme Dem. Jeg har endnu en fjerde Udvej, som maaske kan hjælpe Dem. Se her er en engelsk Guldmønt, som omtrent er ti Daler værd. Tag den og stjæl saa ikke!

327
HANS
bevæget.

Det havde jeg ikke ventet af Dem. De gjør mig flov. Men maaske jeg kan gjøre Gjengjæld. Jeg har hørt Deres sidste Samtale - De maa ikke blive vred derover, jeg var nødt dertil. Jeg veed, hvad De tænker paa, og jeg kan maaske hjælpe Dem.

EJBÆK.

Hvad har De i Sinde?

HANS.

Jeg har i Aften hørt en anden Samtale, som jeg vil fortælle Dem. Tro mig - De skal faa al den Hævn, De ønsker.

EJBÆK.

Jeg ønsker ingen Hævn.

HANS.

De tror ikke, det er sandt. Hør blot - det er om Hr. Vermund.

EJBÆK.

Jeg vil ikke høre et Ord.

HANS.

Men hvad vil De da gjøre?

EJBÆK.

Jeg vil vælge den tredie Udvej og forlade dette Hus saa snart som muligt, og jeg vil raade Dem til paa Øjeblikket at gjøre det samme.

HANS
rørt.

Nej, saadan maa De ikke støde mig bort. Jeg er ikke saa slem, som De tror - aa jo, jeg er meget, meget værre. Det er ikke første Gang, jeg stjæler, jeg er en gammel, gammel Kjæltring - en af de allerværste. Men De maa ikke forstøde mig, jeg har aldrig truffet paa saadan et Menneske som Dem.

EJBÆK.

Hvordan er det da gaaet til, at De -

Standser.

HANS.

At jeg er bleven en Kjæltring? Aa, hvor veed jeg det? Jeg tror, jeg har været det lige fra Fødselen af. Men det nytter ikke, jeg fortæller Dem det; De forstaar mig dog ikke, De er ren og brødefri.

EJBÆK.

Nej - brødefri er jeg ingenlunde.

HANS
glad.

Har De ogsaa begaaet noget, De maa skamme Dem ved?

328
EJBÆK.

Ja tilvisse! Hvem har ikke det?

HANS.

Er De da ogsaa kommen i Strid med Lovene?

EJBÆK.

De borgerlige Love har jeg ikke overtraadt, men det er maaske ikke min Skyld; min Stilling i Verden har ikke givet mig nogen Opfordring dertil. Men for Gud er jeg en Synder, saa vel som De.

HANS.

Aa De dømmer saa mildt. Jeg hørte Dem før forsvare den stakkels Forbryder, der af Omstændighederne bliver tvungen til at dynge Synd paa Synd; men De maa ikke blive vred - jeg troede ikke, De mente det alvorligt, jeg antog det for Hykleri. Og hvor kunde jeg andet? Jeg har aldrig set andet end ondt; der er kun eet Menneske, der holdt af mig, og han lærte mig at stjæle.

Mel. af E. Bruun.

1.

Ja Verden mig gav kun Sorrig og Suk,
jeg aldrig har nogen gjort glad,
med Graad blev jeg døbt og varmet med Hug
og muntret med Haan og med Had.
En Tid lang jeg stirred paa Loven med Skræk,
jeg glemte den blot et Minut,
en eneste Gang kun - og saa var jeg væk,
Tilbagegang var mig forbudt.

2.

Og stemplet jeg nu blandt Mennesker stod,
selv tvang de mig frem paa min Vej,
men det var min Trøst, og det gav mig Mod,
at ej de var bedre end jeg.
Dog nu er det ude, min Kraft er fortært,
den Kraft, jeg mig selv havde skabt,
thi Dem har jeg fundet, og nu har jeg lært,
at jeg er for evig fortabt.

329
EJBÆK
rækker ham Haanden.

Hør mig! der er Frelse endnu. De er ikke fortabt, naar De selv vil reddes. - Har De aldrig bedt til Gud?

HANS.

Jeg har prøvet paa det - een Gang - den Gang mit første Tyveri var opdaget. Jeg kunde ikke. Men sig mig - jeg tror Dem paa Deres Ord - er der virkelig noget om det? kan man bede til Gud? har De prøvet det?

EJBÆK.

Arme, forvildede Menneske, og det tvivler De paa?

HANS.

Tror De ogsaa, at jeg kan?

EJBÆK.

Det veed jeg saa sikkert som noget. Gud vil ikke vende sig bort, naar De selv vil søge ham.

HANS.

Om jeg vil? Hør mig - jeg har gaaet og tænkt paa at komme bort, for at begynde forfra paa en anstændig Haandtering. Og jeg troede, at det hele var gjort dermed. Men nu ser jeg, der er mere at gjøre. Og jeg skal naa det - De skal have Glæde af mig. Lev vel! Gud velsigne Dem!

Gaar ud ad Vinduet.

EJBÆK.

Han er frelst - men jeg! Dog Gud være lovet! man har noget at leve for, selv om det jordiske Haab glipper.

330

FJERDE AKT.

Værelset fra første Akt.

Glasdørene staa aabne.

FØRSTE SCENE.

Assessor. Krans. Laura. Johanne.

KRANS.

Er de der endnu?

ASSESSOR.

Ja desværre! Pigerne var deroppe med Kaffe, og de synes slet ikke at ane det ringeste.

KRANS.

Siger De desværre til det, at de er her endnu?

ASSESSOR.

Ja gid de aldrig havde sat deres Fødder indenfor mine Døre. Jeg veed, hvad Følgen vil blive. I Dag løber denne Historie om i hele Egnen, og i Morgen kommer den i Bladene.

KRANS.

Men hvad kan det skade?

ASSESSOR.

Aa man veed jo, at Folk altid holder med Gavtyvene. De, Hr. Kammerraad, De faar Æren af at have fanget dem, jeg faar Skammen af at være bleven taget ved Næsen. Jeg kjender det saa godt. Man vil gjøre sig lystig over den Høflighed, jeg har vist dem, skjønt det ikke var andet end simpel Gjæstfrihed; men den stille Tvivl, den indvortes Uvillie, som jeg bestandig har følt mod disse Mennesker, den vil man naturligvis ikke omtale.

LAURA.

Men, kjære Fader, hvor kan du dog tro, 331 at de to nette Mennesker er simple Gavtyve? Nu da jeg har hørt Sagens Sammenhæng, forekommer det mig saa latterligt.

ASSESSOR.

Ja besynderligt er det, at de har kunnet tilegne sig saa megen Levemaade. Men det simple stikker dog ogsaa igjennem.

JOHANNE.

Men Onkel, det syntes du slet ikke igaar.

ASSESSOR.

Hvor veed du, at jeg ikke syntes det? Jeg omtalte det kun ikke, fordi jeg den Gang ikke havde noget at støtte min Mistanke paa.

KRANS.

Ja de unge Damer kan nu slet ikke sætte sig ind i det, men det er fordi de aldeles mangler Erfaring i det Kapitel.

LAURA.

Men man har dog aldrig hørt noget lignende her til Lands.

KRANS.

Aldrig - jo vist! Jeg har oplevet hundrede af den Slags Historier, mens jeg har været Birkedommer.

LAURA.

Her i Egnen?

KRANS.

Ja Gudbevares!

LAURA.

Det maa da være, før jeg blev født.

KRANS.

Nej, det tror jeg dog ikke. Men jeg skal anføre et Exempel. Der boede nede paa Overdrevet en Skomager; det var en ganske pæn Mand, men han var meget fattig og havde en svær Mængde Børn, jeg tror der var en Snes Stykker, nej der var dog nok kun en femten sexten - men det kan nu ogsaa være det samme. Saa - en Morgen kommer Lars Andersen hen og melder mig, at der om Natten var bleven stjaalet en Kohud fra ham, men han havde ikke Mistanke til nogen bestemt. Hm, tænker jeg, hvem kan det være? men saa falder det mig paa en Gang ind: det maa være Skomageren.

332
JOHANNE.

Men den Skomager kunde vel heller ikke i Dannelse maale sig med Herløv og Ejbæk.

KRANS.

Nej, det forstaar sig; men det gjør ikke noget til Sagen, for det viste sig siden, at det ikke var Skomageren, der havde stjaalet Kohuden, men derimod -

JOHANNE.

Men det, at Skomageren ikke stjal, er da ingen Bevis for, at vore Gjæster har stjaalet.

KRANS.

Men, Frøken, De lader mig jo ikke tale ud. Men det nytter jo heller ikke, jeg forklarer Dem det. Opsæt De Deres Dom derover, til De har haft saa meget at bestille med Gavtyve, som jeg!

JOHANNE.

Gud bevare mig for det!

KRANS.

Ja og jeg - jeg skal ogsaa bevare Dem derfor - hahaha!

ANDEN SCENE.

De forrige. Frue. Vermund.

ASSESSOR.

Naa, Hr. Vermund! har Fruen saa indlemmet Dem i vore Hemmeligheder?

VERMUND.

Ja!

ASSESSOR.

Og hvad siger De saa dertil?

VERMUND.

Hvad skal man sige?

ASSESSOR.

Naa, kan De ikke give et ordentligt Svar? Er De ikke enig med os i, at der er Grunde nok til at anstille en alvorlig Undersøgelse?

VERMUND.

Jo deri er jeg ganske enig med Dem.

FRUE.

Ja Hr. Vermund kan endnu lægge en Grund til de forrige.

KRANS.

Det var udmærket! Alle Bidrag modtages med Taknemmelighed, hahaha!

333
VERMUND.

Aa det er kun en Bagatel.

ASSESSOR.

Men lad os dog høre den! Hvad er det?

VERMUND.

Det er en stor Ubetydelighed. Det er ikke andet, end at min Tegnebog er bleven stjaalet i Nat.

ALLE.

Hvad for noget?

ASSESSOR.

Og det skal hændes i mit Hus, hvor jeg har behandlet dem som pæne Mennesker! Aa det er uforskammet!

LAURA.

Men hvor tør Hr. Vermund sige, at den er stjaalen. Saa De, at den blev stjaalen?

VERMUND.

Nej, det plejer Tyvene ikke at holde af.

LAURA.

Er det da ikke meget rimeligere og meget smukkere at antage, at den er faldet ned eller gledet til Side?

VERMUND.

Ja smukkere er det maaske, men det er virkelig aldeles urimeligt. Jeg har gjennemsøgt Værelset fra Ende til anden, og den er sporløst forsvunden. Og jeg maa gjøre Frøkenen opmærksom paa, at jeg igaar Aftes lagde den paa Bordet, der staar midt i Stuen.

KRANS.

Hvad var der i den Tegnebog?

VERMUND.

Omtrent en Snes Daler og et Par Breve.

KRANS
gnider Hænderne.

Aa det er prægtigt! Nu har vi dem.

JOHANNE
forknyt.

Laura, hvad skal man saa tro?

LAURA.

Jeg er ganske rolig. Det kan ikke rokke min Tro paa dem.

VERMUND.

Frøken Lauras Tro er overmaade stærk, den synes mig næsten at grænse til Overtro.

ASSESSOR.

Ja, jeg maa sige dig, Laura, jeg gider ikke høre paa det Vrøvl, for det er noget, som du slet ikke kan bedømme.

LAURA.

Det vil jo snart vise sig, hvem der har Ret.

334
VERMUND.

Ja, De har jo vistnok et mere specielt Bekjendtskab til de to ærede Herrer, end vi kan smigre os med. Men da nu dog Sandsynligheden taler saa stærkt imod dem, saa forekommer det mig bedst, at de strax uden videre bliver ført i Arresten. Saaledes forskaaner man Familien for de Ubehageligheder, som en retslig Undersøgelse vilde medføre.

LAURA.

Hvad? vil De arrestere dem?

VERMUND.

Ja, jeg troede, det var nødvendigt. Men hvis De ikke ønsker det, saa vil jeg foreslaa, at vi lader Dem løbe. Jeg vil med Fornøjelse renoncere paa mine tyve Daler.

FRUE.

Nej, det kan vi ikke indlade os paa. Men vi er vist fuldkommen berettigede til at arrestere dem. Ikke sandt, min Ven?

KRANS.

Jo, det er vi.

FRUE.

Og jeg synes, at Hr. Vermunds Omhyggelighed for Familien fortjener at blive bedre optaget. De har allerede døjet saa megen Ærgrelse og Skræk for disse Fyres Skyld, saa man burde vel gjøre Ende derpaa saa snart som muligt.

KRANS.

Ja det er virkelig meget rigtigt. Naar vi altsaa blot maa faa en Vogn hos Assessoren, saa skal De strax blive af med dem.

ASSESSOR.

Ja jeg skal ikke nægte, jeg synes bedre om at forhøre dem lidt først.

LAURA.

Ja ikke sandt, Fader? det er meget bedre.

ASSESSOR.

Du maa ikke tro, det er for at skaane dem. Nej, jeg er saa gal paa de Kjæltringer, saa jeg gjerne selv vilde tage dem lidt i Skole. Det kunde more mig at lumpe dem lidt af.

VERMUND.

Aa det kan Assessoren gjøre alligevel.

335
LAURA.

Fy!

VERMUND
sagte.

De maa ikke tro, at det ikke ogsaa gjør mig ondt. Jeg forsikrer Dem -