Hostrup, C. Komedier og Digte

II

        

III

C. HOSTRUP

KOMEDIER OG DIGTE
EVENTYR PAA FODREJSEN
GENBOERNE, EN SPURV I TRANEDANS
INTRIGERNE, SOLDATERLØJER
DIGTE

DET DANSKE FORLAG
København

IV
DANSKE KLASSIKERE

Under Redaktion af Aage Marcus

C. Hostrup: Komedier og Digte
med Nodebilag

Udvalg og Indledning
af
Overbibliotekar, Dr. phil. H. Topsøe-Jensen

1954
J. H. SCHULTZ A/S · UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI
5

INDLEDNING

Tiden har været ubarmhjertig mod vor Guldalders rige dramatiske Digtning, der endnu ved dette Aarhundredes Begyndelse hævdede sin Plads i Publikums Gunst Side om Side med Holbergs Komedier. Tragedien er omtrent forsvundet fra vore Dages Teatre. Det romantiske Skuespil er det uopslidelige »Elverhøj« ene om at repræsentere. Selv af den engang saa blomstrende Vaudeville og af det sædeskildrende, borgerlige Lystspil tilhører kun enkelte Værker den levende Litteratur; over det meste har allerede Museumsstøvet lagt sig. Men man skal helt tilbage til Holbergs store Komedier for at finde et Teaterstykke, der har holdt sig saa ungt og saa morsomt som C. Hostrups store Studenterkomedie »Genboerne«. Den har i Sandhed gjort hans Navn udødeligt.

Selv om intet af hans øvrige Arbejder i Folkeyndest kommer op paa Siden af dette hans Mesterværk, er de bedste af dem dog paa ingen Maade glemt. Tilsammen vil de fem foreliggende Komedier give en Nutidslæser et alsidigt Indtryk af den elskværdige Digter, der allerede i sin Levetid naaede op paa Fjerdepladsen blandt de mest spillede danske Dramatikere - kun overgaaet af Holberg, Heiberg og Hertz.

I Vinteren 1844 stod de to københavnske Studenterforeninger, den gamle oprindelige i Boldhusgade og den unge Oppositionsforening »Academicum«, der navnlig rekruteredes fra Regensen, og som svor til Carl Plougs Fane, foran Sammenslutning. Begivenheden skulde fejres, og»Academicum«s Bestyrelse havde derfor bestilt en ny Studenterkomedie hos en af Regensens Husdigtere, cand. theol. (fra November 1843) Jens Christian Hostrup. Stykket indstuderedes, efterhaanden som Akterne renskreves, og 20. Februar 1844 løb den nye Komedie under umaadelig Jubel af Stabelen i Hofteatret. Den store komiske Skuespiller Kristian Mantzius, der skulde blive Hostrupfortolkeren fremfor nogen anden, kreerede baade v. Buddinge og Skomageren; 6 Matematikeren Adolph Steen spillede Kobbersmeden, Digteren Chr. K. F. Molbech Klemme og Filosoffen Hans Brøchner Søren Torp. Den beskedne Kandidat havde ikke drømt om, at han med et Lejlighedsspil havde sikret sig en varig Plads i den danske Digterkunsts Historie. Men allerede to Aar efter, 27. Juni 1846, opførtes Komedien ved en Sommerforestilling paa Det kgl. Teater, og den har her indtil 21. April 1949 oplevet det anselige Antal: 390 Opførelser.

»Genboerne« var ikke Hostrups første Arbejde; han havde lært sig Kunsten gennem en lang Række smaa dramatiske Forsøg. I hans gæstfri Hjem spilledes der lidenskabeligt Dilettantkomedie, hvortil han selv leverede en Del af Repertoiret; fra Universitetsaarene stammer forskellige mindre Studenterkomedier. Alt dette var dog kun flygtige Skitser; nu kunde han møde med et virkeligt Helaftensstykke. Forbilledet er først Plougs Studenterkomedier, de saakaldte Atellaner, der spiller paa Modsætningen mellem de frie Musasønner og Filistrene, som Spidsborgerne efter tysk Skik benævnedes. Dernæst har han lært af den wienske Tryllefarce, hvis fornemste Repræsentanter er Ferd. Raimund og Joh. Nestroy (»Talismanen«, »Lumpacivagabundus«); Genren var indført her hjemme 1836 med Overskous og Arnesens Eventyrkomedie »Capriciosa«, der fik ikke ringe Betydning for »En Spurv i Tranedans«. Tryllefarcerne udmærker sig ved den ugenerte Blanding af den naturlige, prosaiske og overnaturlige, poetiske Verden; Hostrup efterlignede dem og fandt, at det eventyrlige højnede Himlen over hans smaa borgerlige Stykker. Afgørende Paavirkninger er dernæst modtaget fra J. L. Heibergs Vaudeviller, hvor Talen stadig afbrydes af Sange til bekendte Melodier; siden 1825 havde de domineret Repertoiret og fundet utallige Efterlignere. Glemmes maa heller ikke det solide, sædeskildrende Lystspil med markante og snurrige Typer, en Arv fra det 18. Aarhundrede; blandt Hostrups ældre Samtidige dyrkedes det især af Hertz og Overskou. Der er i »Genboerne« Elementer af Studenterrevy med mange Hentydninger til aktuelle Begivenheder (Spidsborgerne, Studentergeneralforsamlingen) og litterær Satire (Jerusalems Skomager, der er møntet paa H. C. Andersen og Ingemann). Den klassiske Komedies Snyltegæst og dens stortalende Soldat genopstaar med komisk Vælde som Løjtnant v. Buddinge. Men først og fremmest beror Komediens Værd og dens Popularitet paa Skildringen af Kobbersmedens hyggelige Hjem, hvor en god Københavner med elskværdigt Lune har taget sine Bysbørn træfsikkert paa Kornet; Mester selv, gemytlig, gennemsolid 7 og ganske uimponeret, er nok Stykkets mest levende Figur. Og af alle de forskellige Ingredienser er det saa lykkedes Digteren at skabe en kunstnerisk Helhed. Det friske og fordringsløse Stykke er typisk dansk: morsomt og hjerteligt. Hostrup lægger straks sine bedste Egenskaber for Dagen. Han har fin Sans for Lokalkolorit, kan tegne Typer med tydeligt Standspræg. Og han overgaar sine Mestre Heiberg og Hertz ved Dialogens mageløse Livfuldhed, ved sin overordentlig sikre, mundrette og kvikke Replikkunst. Han forstod at lytte til sine Medmennesker og at anvende, hvad han havde hørt. Hans Komedier har paa en Gang givet store Kunstnere (Mantzius, Phister, Hultmann, Fru Sødring, Olaf Poulsen) Lejlighed til at skabe uforglemmelige Skikkelser og alligevel samtidig, problemfri og ukomplicerede som de er, kunnet byde Dilettanter taknemlige Opgaver.

Næste Teaterstykke er kun en Bagatel - »en lille bitte, bitte Komedie«, kalder Hostrup den - men i al sin Lidenhed et velskabt og fornøjeligt Arbejde. »Intrigerne« er skrevet i Løbet af 8 Dage i Januar 1845; Hostrup var kommet i en øjeblikkelig Pengeforlegenhed, og den blev afhjulpet ved en Studenterforestilling i Februar samme Aar paa Teatret i Lille Kannikestræde. Ideen stammede fra hans Ven, Polyteknikeren og Amatørkomponisten E. Bruun, senere Justermester i København, der foreslog ham at skildre Brydningerne mellem ny og gammel Tid i en Præstegaard paa Landet. Hostrup gav Stykket Navn efter en løbende Romanføljeton i et af Tidens Blade; det var spøgefuldt ment, for Intrigerne eksisterer jo kun i Frøkenens Fantasi; Finessen er netop, at der i Virkeligheden ingenting sker - alt er lagt an paa Milieu- og Personskildringen, og begge er meget sikre. Højdepunktet er L'hombrekvartetten; Digteren søger her i lette og fikse Vers at kappes med selve Bellmans Fredman-Epistel (Nr. 42) om Kortspillet paa »Klubben« en stjerneklar Frostnat. »Intrigerne« havde 18. Juni 1846 som det første af Hostrups Stykker Première paa Det kgl. Teater, hvor det indtil 1. April 1917 opførtes ialt 125 Gange.

Saa har »En Spurv i Tranedans« større Prætensioner. Den opførtes som Studenterkomedie paa Hofteatret til Fastelavn 1846; indførtes 7. August 1848 paa Det kgl. Teater, hvor den indtil 19. Marts 1909 er opført 70 Gange. Opførelserne paa Privatteatrene nærmer sig de 300. Det er en Eventyrkomedie. Som Skomagerens Galoscher satte Handlingen igang i »Genboerne«, gør Dronning Gunhilds fatale Tryllering det her. Paa ægte romantisk Vis modsætter Stykket Skin 8 og Virkelighed; Ringens Blændværk forlener for et Døgn dens Bærer med Aand og Skønhed, skønt han er en højst ordinær Tørvetriller. Hostrup nævner selv blandt sine Forbilleder Ingemanns Eventyr »Huldregaverne« og Heibergs Kroningsstykke »Syvsoverdag«. Tilsyneladende fortsætter »En Spurv i Tranedans« »Genboerne«; mellem Studenterne paa Fortunen genfinder vi baade Klint (nu Kandidat), den politiserende Hutter og Kierkegaard-Eftersnakkeren Søren Torp. Men Tonen er en anden end før; Studenten gør Front baade mod de Fine og mod de Simple; den vennesæle Indstilling overfor Borgerskabet er afløst af en samfundsrevsende Bitterhed, der i samme Grad gaar ud over de latterlige Repræsentanter for Adelen, den falske Frihedsven Konsul Varberg og de simple Kælderfolk. Uden eet forsonende Træk er Hovedpersonen, den ærkeplebejiske Skræddersvend Peter Ravn, prisgivet til Latteren; han er en aandløs »Fyrrepind«, først dum og siden gemen i sin Handlemaade. Stykket har morsomme og taknemlige Scener, men Ideen er dramatisk uheldig, og de fleste af Personerne i Stykket er oplagte Karikaturer.

Imidlertid havde Hostrup i disse Aar arbejdet paa et nyt Helaftensstykke, der længe skulde kappes med »Genboerne« i Publikums Gunst. Han var 1844 blevet Huslærer hos Justitsraad M. B. Nygaard, om Sommeren paa Kokkedal ved Rungsted, om Vinteren i København, og hermed fortsatte han til Foraar 1847. Den yndige nordsjællandske Natur betog ham helt, og en lille Begivenhed i Eftersommeren 1844: Rygtet om en udbrudt Slaves (Tugthusfanges) Huseren, der fremkaldte Panik paa Egnen - gav ham Ideen til at kombinere et idyllisk Sommerspil med et Angreb paa det demoraliserende Fængselsvæsens Urimelighed. Det skulde være en Vaudevillekomedie, men da han først havde tænkt sig, at de »ideale« Partier af Stykket skulde have versificeret Dialog, vilde Arbejdet ikke rigtig lykkes for ham. Først da denne Tanke i Foraaret 1847 var opgivet, kunde han fuldføre »Eventyr paa Fodrejsen«. Stykket indleveredes straks til Det kgl. Teater og opførtes 1. Gang 13. Maj 1848 paa et Tidspunkt, da Stemningen var stærkt paavirket af Efterretningerne om Preussernes Indmarch i Nørrejylland. Phister spillede Skriverhans, Michael Wiehe og Hultmann de to Studenter, C. N. Rosenkilde Assessor Svale og Fru Heiberg Johanne. Det gjorde straks stormende Lykke og var i mange Aar det hyppigst opførte af Hostrups Arbejder, først i vort Aarhundrede indhentet og overgaaet af »Genboerne«. Indtil 8. Januar 1951 har det været spillet 346 Gange. Hovedpersonerne 9 i»Eventyr paa Fodrejsen« er ganske vist to Studenter, men Stykket er ikke nogen Studenterkomedie, men et virkeligt Lystspil med Sange. I Assessor Svales Strandbjerg genkendes Egnen omkring Kokkedal; Naturstemningen bidrager meget til den sommerlige Poesi, der hviler over Stykket, og som ogsaa præger den nydelige Skildring af de to elskende Par: den alvorlige Eibæk og hans Laura og den livsglade Herløv og hans jydske Johanne. Blandt de komiske Figurer hører den naive og godtroende Assessor Svale til Hostrups mest vellykkede. Skriverhans og hans Omvendelse skal ikke maales med en moderne Psykologis Alen, men han er i al Fald en taknemlig Rolle, og det samme gælder Birkedommer Krans. I teknisk Henseende virker »Eventyr paa Fodrejsen« mærkværdig gammeldags; Kompositionen er løs, Handlingen ikke altfor sandsynlig; Monologer, Afsidesrepliker og Samtaler, der belures af andre, Misforstaaelseskomik o.s.v. spiller en betydelig Rolle. Men Stykket virker levende paa en Scene; Naturglæden, Ungdomsfriskheden og det lyse Humør har stadig bevaret deres Magt over Tilskuernes Sind.

Rent Teater er det sidste Sangspil i vor Samling, 1-Akteren »Soldaterløjer«. Det er skrevet i Efteraaret 1849 under Vaabenstilstanden mellem Fredericia-Slaget og det sidste afgørende Felttog i Treaarskrigen, opførtes ved en Studenterforestilling til Indtægt for en Kammerat og kom 10. Februar 1850 op paa Det kgl. Teater, hvor det indtil 30. April 1897 er opført 203 Gange; derefter er det overgaaet til Privatteatrene. Som Hovedperson er Studenten nu afløst af Dagens Helt, Soldaten; egentlig Karaktertegning er der ikke Tale om; Hostrup slipper Gækken løs og skriver en Forklædnings- og Forvekslingsfarce med Anker som Holbergs Henrik eller Oldfux i moderne Klæder. Stykket har altid været elsket af Dilettanter for sin bastante Komik og sine iørefaldende Sange.

Sangene spiller i det hele en meget stor Rolle i Hostrups Komedier; undertiden kan man nok synes, at der snarest er for mange af dem. De skal synges, ikke læses, og da dette Udvalg bringer Noderne, kan man selv forsøge. Hostrup var meget musikalsk, men han var ikke selv Komponist. Men han havde en ypperlig Hukommelse, hvad Melodier angik, og han fandt altid let, hvad han havde Brug for. Vi har hans egne Ord for, at Melodien var det primære, saa kom Teksten, og hans Melodivalg røber altid god Smag, hvad der just ikke var de øvrige Vaudevilledigteres stærkeste Side. Operamelodier, som ellers misbrugtes, holder han sig helst fra. En meget stor Plads 10 indtager derimod Bellmanns Melodier, baade dem fra »Fredmans epistlar« og dem fra »Fredmans sånger«. Allerede i »Recensenten og Dyret« havde Heiberg tyet til Bellman, og han havde fortsat dermed i de senere Vaudeviller. Under den skandinaviske Begejstringsbølge i 1840'erne kom Bellman for Alvor paa Mode, afgiver Stof baade til et Syngespil (Heibergs »Ulla skal paa Bal« 1845) og en Ballet (Bournonvilles »Bellman« 1844). Hostrup øser i høj Grad af denne Melodikilde i sine Stykker: 5 Melodier i »Genboerne«, 3 i »Intrigerne«, 8 i »En Spurv i Tranedans«, 7 i »Eventyr paa Fodrejsen«. Iøvrigt bruger han helst folkelige Viser eller yndede Smaasange Undtagelsesvis er der komponeret særlige Melodier til hans Stykker; saaledes skrev Vennen E. Bruun Melodien til »Man maa rejse tilfods« i »Eventyr paa Fodrejsen« og P. Heise satte Friersangen i »Soldaterløjer« i Musik. En Særstilling indtager »Soldaterløjer« med de mange smukke Sange af E. Horneman, »Den Gang jeg drog afsted«s Komponist. Hostrup fortæller, at Horneman stillede en Række hidtil ikke benyttede Melodier til hans Raadighed, og til dem skrev han saa sine Tekster.

Hostrups Digte, af hvilke der sidst i Bindet gives et lille Udvalg, er ogsaa først og fremmest Sange, skrevet til bestemte Melodier og til bestemte Lejligheder. En Række af hans Ungdoms mest kendte Studenterviser findes i »Genboerne« og i »En Spurv i Tranedans«; som en yderligere Prøve herpaa meddeles Drikkevisen »Nu er det stille«. Ved Studentermødet i Christiania 1869 blev »Høje Nord« afsunget med Joseph Glæsers raske Melodi; den blev hurtigt annekteret af Højskolerne. Af Hostrups egentlige folkelige Sange er medtaget Opsangen til Bønderne fra Forfatningskampens Tid »Frem, Bondemand, frem« (1866) og to Sange til Vallekilde Folkehøjskole. »Det som lysner over Vangen« viser især den stærke Paavirkning i Aand og Stil af Grundtvig, hans kirkelige Lærefader, til hvis Jordefærd 1872 han skrev sit mest storladne Mindedigt; »Vi fik ej under Tidernes Tryk« er ved sin jævne, fortrøstningsfulde Tone mere i Pagt med hans egen prunkløse demokratiske Indstilling. Overgangen mellem den første og den anden Periode i hans Liv, da Komedieskriveren sagde Kunsten Farvel for at blive Præst, har sit Mindesmærke i hans stærkt personlige Digt »Drøm og Liv« (1862).

Krigen 1864 og Sønderjyllands Tab gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Hostrup. Men da den første dybe Smerte var overvundet, var 11 han utrættelig i at forkynde Haabet om en Genforening efter Adskillelsen (»Sønderjydernes Besøg i Korsør, den 2. September 1865«). Dette brændende Haab giver hans Poesi dybere Aandedrag og større Vingefang, end det hidtil havde været Tilfældet. Digtene »Lærken« og »Risbøgen«, begge fra 1866, bebuder den kommende Lykketid, naar Duen slipper af Ørnens Klo, og hylder den stilfærdige Trofasthed, der skal holde ud, om saa hele Verden spotter, indtil »næste Sommers Glæde«.

Om et større Haab handler hans dybeste Digt: »Vintersæden« (1870). Bag dets Alvorstale ligger en dyb personlig Sorg; samme Vinter havde Digteren for tredje Gang mistet en Søn, og nu den mest elskede i Børneflokken. I Novemberdagens triste Mørke prædiker Vintersæden om det Foraar, der skal komme trods Død og Grav. Og Hostrup samler sin jævne Visdom i denne Strofe, som har et Ordsprogs Knaphed og Fynd:

Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

Den samme Evne til kort og klart at give en Tanke Udtryk udmærker ogsaa hans mange Smaavers, flere af dem oprindelig sat som Motto for hans folkelige Foredrag. De bedste er samlede paa denne Bogs sidste Blade.

Paa sine gamle Dage genoptog Hostrup sin Skuespildigtning, og fra hans sidste Lystspil »Under Snefog« (1888) stammer »Hjemmets Sang«. Trods al menneskelig Udvikling var den unge Digter og den gamle Præst den samme, beskeden og ægte. Han følte, at han ikke hørte til de Største, Førerne; han regnede sig selv som »en af Jenserne, som engang imellem ogsaa blev brugt til Musikken«. Men han var ogsaa ganske klar over, »at det ikke er ganske uden Værd at kunne more Folk paa en uskyldig Maade«. At dette er lykkedes ham, føler vi den Dag i Dag. I hans bedste Kunst finder væsentlige Sider af dansk Folkekarakter Udtryk: kvik Iagttagelsesevne, godmodig Munterhed, uimponeret Jævnhed, Had til Aandshovmod og Affektation.

H. Topsøe-Jensen
12

        

13

GJENBOERNE SANGSPIL (1844)

14

PERSONER.

  • KLINT Kontubernaler. Regensianere.
  • BASALT Kontubernaler.Regensianere.
  • KLEMME, Mediciner. Regensianere.
  • SØREN TROP, Theolog.Regensianere.
  • HUTTER, Jurist. Regensianere.
  • Flere Regensianere.
  • En Skomager.
  • SMIDT, Kobbersmed.
  • Madam smidt, hans Kone.
  • RIKKE, hans Datter.
  • AMALIE, hans Søsterdatter.
  • MADSEN, hans Svende.
  • MIKKEL, hans Svende.
  • LARS, hans Svende.
  • Løjtnant v. buddinge.
  • To Spidsborgere.
  • En Opvarter.
15

FØRSTE AKT.

Et Værelse paa Traktørstedet Kristian Firtal.

FØRSTE SCENE.

To Spidsborgere sidder med Snapse og Øl.

FØRSTE
drikker.

Naa, det er da kjønt, at du ikke ogsaa er gaaet ind i disse hersens Maadelighedsindretninger. Der er nu Kristen Hansen, du veed - han, Ligvognskusken - han har nu i en Snes Aar hver Formiddag kommet herop og faaet sig sin Dram og sin Skive Ost, men hvad mener du? nu har den gamle Somikkel paa een Gang faaet Samvittighed og er gaaet over til Maadeligheden.

ANDEN.

Hvad siger du? han, Kristen, der kjører med Ligvognen, det var da Satans! men hvem har forlokket ham dertil?

FØRSTE.

Aa det er sgu den Kjælling, det tør jeg bande paa, for hun er nu bleven saa grumme højbenet, siden han er kommen til at kjøre med den Fløjels.

ANDEN.

Ja min Kone puffer ogsaa til mig, hver Gang jeg tager mig en Sopian, men det regederer jeg inte paa, for jeg har nu selv gjort min Betænksomhed derover, og der er sgu ingen Rimelighed i den Ting. Hvad siger du?

FØRSTE.

Nej vist ikke!

ANDEN.

Nej, ser du, jeg ræsonnerer nu som saa: naar de vil betale mig honnet, for at jeg skal drikke 16 en Sopken mindre, saa vil jeg betænke mig derpaa; men naar de baade forlanger, at jeg skal lade være at drikke - naturligvis til Maade - for jeg drikker aldrig mere, end som at jeg kan passe Værkstedet - naar de baade forlanger det, og saa tilligemed, at jeg skal betale dette hersens Kontinent, saa er det sgu en urimelig Tale.

FØRSTE.

Ja vel! men tro du mig, det er inte andet - men inte mine Ord igjen - hviskende det er inte andet end den rene Kabale.

ANDEN.

Kaba - hvad siger du? jeg hørte inte rigtig.

FØRSTE.

Det er Filureri, min Bro'r! For saadan sagde han, Søren Luft, Brændevinsmanden, og han veed det, for han er jo selv emplaseret i Sagen; hør, Per, sagde han, det er inte andet end den rene Kabale.

ANDEN.

Skulde det være?

FØRSTE.

Jo, sagde han, for det er natyrligvis Vintapperne, der har stukket Hovederne sammen for at trække Næringen til sig. Men naar man lever i et Land, skal man sgu ogsaa drikke Landets Produkter, og meget heller end jeg vil ligge og fedte i Vinen, vil jeg gaa ind i den totale Rungeneringsanstalt eller tage derud paa Klampenberg og drikke Vand, for saa bliver Pengene dog i Landet. Men Død og Plage! nu maa jeg nok afsted.

ANDEN.

Hvad, vil du gaa nu allerede? hvad haster det?

FØRSTE.

Jo for jeg skulde hen og have mig en Billet til den italienske Opera.

ANDEN.

Hvad Satan! gaar du i den italienske Opera?

FØRSTE.

Ja jeg gik derhen i Søndags, for mine 17 Tøse er rent gaaet fra Snøvsen derover, og hør, veed du hvad, det er inte saa tosset, det er sgu ærlig sine tre Mark værd.

ANDEN.

Saa, er det virkelig? men kan du da forstaa, hvad de siger?

FØRSTE.

Nej, det kan jeg ikke.

ANDEN.

Er det da kanske deres Trimulanter, du løber efter?

FØRSTE.

Nej gu er det ikke nej, for det kan mine Tøse gjøre ligesaa godt.

ANDEN.

Men hvorfor gaar du da derhen?

FØRSTE.

Jo det skal jeg sige dig, det er for deres Gebærder. Aa de Gebærder, de er Penge værd, dem skulde du bare se. Deroppe paa det kongelige Theater, der gaar de omkring ligesom andre Mennesker, og det gjør de meget natyrlig, men det er det bare Vand mod Italienerne, for, naar de først begynder, saa farer de om og skaber sig og sparker ud med Bagbenene og river sig i Haaret, saa man kan grine sig ihjel derover. Ja man skulde næsten forsvære, at det var rigtige, levende Mennesker, men det er netop Kunsten.

ANDEN.

Hør, bi nu lidt, og lad os faa en Sopken til.

FØRSTE.

Aa ja, lad gaa! Raaber. Lars!

OPVARTER
udenfor.

Høj!

FØRSTE.

Hør du! lad os faa to og en halv, to rigtig krabate Skandinaver!

ANDEN SCENE.

De forrige. Klint.

KLINT
ud af Døren.

Men lad mig faa det lidt snart!

FØRSTE.

Naa der har vi jo Studenten.

18
ANDEN.

Hvem er det?

FØRSTE.

Det er en flink lille Fyr, der somme Tider kommer her op. - Naa god Dag, Hr. Student! kom og sæt Dem her hos os!

KLINT
sætter sig.

Tak! naa hvorledes morer De Dem saa i skandinavisk Selskab?

FØRSTE.

Aa Død og Plage! hvor det er dejligt!

ANDEN.

Hvad, er du i det skandinaviske? Hvad gjør du der?

Opvarteren bringer Mad til Klint og Øl og Brændevin til de andre.

FØRSTE.

Aa jeg er alle Vegne, for man skal dog kunne sige, at man er med. Men det koster mig rigtignok en god Skilling mellem Aar og Dag. Ser du, for det første er jeg Skandinav, og saa er jeg i Trykkefriheden.

ANDEN.

Naa saa du er ogsaa deri? hør, hvad er det egentlig for noget?

FØRSTE.

Aa det er - ja jeg veed det sgu egentlig ikke, og der er heller ikke meget ved det, men det er ogsaa grumme billigt. Og saa er jeg i Læseforeningen, og saa er jeg i Industriforeningen.

ANDEN.

Er du ogsaa i Industriforeningen?

FØRSTE.

Ja natyrlig - og saa er jeg Slesvigholstener.

KLINT.

Hvad, er De Slesvigholstener?

FØRSTE.

Ja jeg er inde i dette hersens slesvigske Kommers, og det skal jo ogsaa være det fornemmeste af det altsammen.

ANDEN.

Hør, veed du hvad, Per, det skulde du inte.

FØRSTE.

Aa sikken Snak! hvorfor skulde jeg inte?

ANDEN.

Nej det skulde du inte, for du kan tro mig, med det Væsen og de Anstalter bliver du ikke anset paa højere Steder.

19
FØRSTE.

Det bliver jeg sgu heller ikke alligevel; er du kanske anset paa højere Steder?

ANDEN.

Aa sikke noget! men du skal holde dig ved din Handtering og huske paa, at du kun er Øltapper.

FØRSTE
vred.

Ja men er jeg Øltapper, saa er du en gammel Svinepels, der har du min Mening.

ANDEN
hidsig.

Hvad - er jeg en Svinepels, siger du?

FØRSTE.

Ja gu er du saa! Til Klint. Ikke sandt?

KLINT.

Ja den Kategori bruger vi ikke paa Regensen; vi vilde kalde ham en Filister.

FØRSTE.

Ja det er rigtigt! nu kan du selv høre, Kristoffer, at du er en Filister.

ANDEN.

Aa du er ligesaa meget Filister, som jeg.

FØRSTE.

Nej hør, Kristoffer, nu skal du bruge Ræsonlighed, for ellers faar du sgu Prygl.

ANDEN.

Vil du give mig Prygl?

FØRSTE.

Ja det vil Død og Plage jeg.

Slaar Klint paa Skulderen.

KLINT
springer op.

Naa for Pokker! vil De nu være ordentlige! er det en Maner for dannede Mennesker?

ANDEN.

Dannede Mennesker? sagde De dannede Mennesker?

KLINT.

Aa lad nu være at skrige saa forbandet! ellers bliver De kastet paa Døren.

ANDEN.

Kastet paa Døren? hvem vil kaste mig paa Døren?

FØRSTE.

Vil ingen anden, saa vil sgu jeg.

ANDEN
indædt arrig.

Vil du kaste mig paa Døren? Nej du kan spare dig det. Gaar henimod Døren. Dannede Mennesker! hm! det kan De selv være - jeg er inte mere dannet Menneske end som De. Men jeg griner af jer - gjør jeg - jeg griner af jer - hæ, hæ, hæ!

Gaar.

20
FØRSTE.

Nej sikken en Kjæltring! - jeg syntes, han grinte af mig.

KLINT.

Ja han gjorde saamænd.

FØRSTE.

Grinte han virkelig? Godt! han skal faa noget at grine af. Hm hm! Gaar hen til Døren. Men er De ogsaa vis paa, at han grinte?

KLINT.

Ja vist er jeg vis paa det.

FØRSTE.

Godt! - naa saa han grinte? - Godt!

Gaar.

TREDIE SCENE.

Klint.

Skulde han være gaaet efter ham? Jeg kan dog ikke tro det. Ser ud ad Vinduet. Ja, Kristoffer farer rigtignok i stor Hast op ad Vimmelskaftet - og der kommer den anden - ja jeg tænkte det nok! han har allerede glemt sine hævngjerrige Planer og gaar ganske langsomt og sindigt over Torvet. Aa det er dog nogle dejlige Folk! og det er et dejligt Hus, dette Kristian Firtal, Perlen for alle Ølhuse, hvor den velsignede usminkede Spidsborgerlighed har fundet et Asyl i denne polerede Verden.

Mel. Fr. Ep. 31.

1.

Paa Knejper just ikke jeg sværmer,
dog her kommer jævnlig jeg hen,
naar Maanedens Midte sig nærmer
og Pengenes Ende med den.
For naar man ej lider at snylte
og dog har sin Middagsmad kjær,
saa ta'r man for sex Skilling her
sin Grisesylte.

21

2.

Har jeg saa min Sult honoreret
og bragt den til Tavshed omtrent,
saa bliver Desserten serveret,
og den er især excellent.
Den finder man ej hos Ministre,
nej her kun man nyder komplet
den kostbare, kostbare Ret
af danske Filistre.

3.

Saa gjør da, I smægtende Ganer,
paa Amagertorv en Visit!
Hver fastende Regensianer
kan faa Rariteterne frit.
Men tys! alt nogen jeg hører,
saa hen til mit Bord i Galop!

Sætter sig. Med Hentydning til de indtrædende.

Jeg æder, jeg æder dem op
med Øjne og Ører.

FJERDE SCENE.

Klint. Madsen. Løjtnant v. Buddinge.

LØJTNANT.

Tak skal De have! Det var en sand Fornøjelse at spise heroppe. Og Aalen havde en overmaade ren Smag. Jeg tør bande paa, den Aal er fra Stadsgraven.

MADSEN.

Saa?

LØJTNANT.

Jo jeg kender de Aal fra Stadsgraven, dem har jeg fisket mange Tusinde af. - Men hvor er det, De fører mig hen? Jeg troede, vi skulde gaa hjem.

MADSEN.

Jo jeg skal sige os - jeg vilde nu nok snakke med Dem under fire Øjne, og derinde i den anden Stue sad saa mange Kammerater.

LØJTNANT.

Ja men derhenne sidder jo ogsaa en.

22
MADSEN.

Aa De ser jo, han er geskjæftiget med sin Mad. Han lurer inte.

KLINT
afsides.

Nej Gudbevares! Det ser ud som en Smedesvend og en afdanket Underofficer.

De sætter sig ved det andet Bord.

MADSEN.

Hør, Hr. Løjtnant! De er en fin Fyr og en vittig Fyr.

LØJTNANT
smigret.

Hehe - jeg er ikke saa indbildsk, at -

MADSEN.

Aa Sludder - jo vist er De. Det siger Mester ogsaa. Og De er en Fyr, som kommer hos de store og har Forstandighed paa, hvordan man skal vende og gebærde sig blandt Menneskens Børn.

LØJTNANT.

Aa De er nu altid saa galant.

MADSEN.

Gu er jeg ikke, Hr. Løjtnant! for jeg smasker nu aldrig paa, hvad jeg vil sige, men lader altid stryge lige fra Leveren. Saa kan De tage det, som det falder.

LØJTNANT.

Ja jeg indrømmer rigtignok, at jeg har nogen Erfaring.

MADSEN.

Ja natyrlig - det har De Ret paa! og det er justement derfor, at jeg har sla't en Klo i Dem, for at De skal hjælpe mig ud af denne hersens Konfession.

LØJTNANT.

Hvad for en Konfession? Hvad mener De?

MADSEN.

Ih, det Vrøvl med disse Kjærlighedsbedrifter. For De har vel nok obselveret, at jeg gaar og lirker med den lille Rikke; men hun vil inte hænge fast.

LØJTNANT.

Ja det har jeg nok mærket. Jo De er en stor Skjelm.

MADSEN.

Ja, for hun er det nysseligste Pigebarn, 23 der kan stikke i to Strømpeskafter, og det siger nu Mester selv, for han siger: »hun er den kjønneste Maskine, jeg har gjort i mine Dage«. Men det er et stort Ord, for Mester gjør nysselige Maskiner. Men hør, det er sandt - Løjtnanten har nok inte set min Maskine?

LØJTNANT.

Naa Deres Mesterstykke? Er den nu færdig?

MADSEN.

Ja det kan De bande paa. Mesterne var nu oppe at se den igaar, og de sagde, at det var riælt Arbejde, og det siger Mester ogsaa. Aa De maa komme og op og se den! Blankt Messingtøj med Løvefødder og Gesvejsning! Saadan noget ser man inte hver Dag.

LØJTNANT.

Jeg er meget begjærlig efter at se den. Men for at komme tilbage til Rikke, har De mærket, om hun føler Gjenkærlighed for Dem?

MADSEN.

Jeg har inte mærket det, og det forlanger jeg inte paa, for det giver sig immervæk, naar vi først kommer sammen. Nej, naar hun barestens vil have mig, for der er nu denne hersens Student.

KLINT
afsides.

Student!

LØJTNANT.

Ja jeg har haft Øje med ham for Deres Skyld, og han er virkelig ikke uden Farlighed.

MADSEN.

Ja han gaar immervæk og gjør sig saa behagelig, og det kan de Fruentimmer godt med; det karesserer dem. Men kraperligt er det dog all gevel, og kunde jeg barestens faa talt et Alvorsord med ham -

LØJTNANT.

Ja, naar De blot vil følge mit Raad.

MADSEN.

Har De Raad? Det var da ganske nysselig gjort af Dem. Kom, De er min Ven.

Klapper ham dygtig.

24
LØJTNANT
gnaven.

Naa naa, lad være!

MADSEN.

Kom med Raadet, Hr. Løjtnant. Op med det, som det er!

LØJTNANT.

Saa hør da! De veed jo, at vi i Aften skal til Selskab i Anledning af Hr. Smidts Geburtsdag, og at Studenten ogsaa er inviteret.

MADSEN.

Ja men hør, hvorfor sidder De nu og snakker om alt det, da De selv siger, at jeg veed det? Op med Raadet!

LØJTNANT.

Hør nu bare! De veed, at Fruentimmerne er nogle løjerlige Mennesker.

MADSEN.

Ja vel.

LØJTNANT.

Man kan tilintetgjøre al deres Kjærlighed, al deres Interesse for en Tilbeder, naar man bare kan opnaa at gjøre ham latterlig i deres Øjne. Naar De altsaa blot kan gjøre Studenten latterlig.

MADSEN.

Ja men hør, hvor kan jeg befatte mig med de Dele? Jeg kan sgu inte gjøre Studenten mere latterlig, end som den Slags Folk gemenlig er.

KLINT
afsides.

Tak for den!

LØJTNANT.

Jo vist kan De. Vil De nu bare høre! De skal være yderlig galant imod ham og i et væk klinke og drikke med ham, kort sagt, arbejde paa at han kan faa noget paa Skallen. Kan De blot bringe ham saa vidt, at han bliver sluddervorn og dinglevorn, saa taber lille Rikke nok Appetitten.

MADSEN.

Kan jeg nu stole paa det?

LØJTNANT.

Ja, bare De kan faa ham drukken.

MADSEN.

Hør veed De hvad! de Fruentimmer er dog nogle løjerlige Børster. Men jeg skal drikke ham saa lynende plakat, at han inte kan se sine egne Øjnestene.

25
KLINT
afsides.

Hvad kan det være for en Student? - Jeg maa have fat i dem.

MADSEN.

Nu rejser han sig derhenne.

KLINT
afsides.

Nu maa man være fræk. Lader, som han vil gaa og pludselig opdager Løjtnanten. Ah god Dag, Hr. Løjtnant! det er mig en Fornøjelse at se Dem. Hvorledes har De haft det saa længe?

LØJTNANT.

Jo tusind Tak! overmaade godt -

KLINT.

Løjtnanten kjender mig maaske ikke igjen?

LØJTNANT.

Jo Gudbevares - hvor kan De tro det? jeg kjender Dem overmaade godt. Men - jeg tilstaar, jeg er noget distrait - jeg kan ikke ret huske, hvorfra vort Bekjendtskab egentlig skriver sig.

KLINT
afsides.

Det er i Grunden ikke saa underligt. Højt. Ja bi lidt - maaske vi kan komme paa det ved fælles Hjælp.

Mel. Og det var i Aaret attenhundrede og syv.

1.

Hvor første Gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,
det lige paa Tungen mig brænder;
det - hvis jeg ikke fejler - var i et Selskab, som
blev givet hos en - Mand, som jeg kjender.

LØJTNANT.

Ja ganske rigtig var i Selskab det bestemt,
men hvor - ja jeg maa tilstaa - det har jeg selv forglemt.

KLINT.

Mon hos Farver Krap?

LØJTNANT.

Nej der var det vel knap.

KLINT.

Hos Etatsraad Blok?

LØJTNANT.

Ja hør, der var det nok.
Ak ja, man bliver bedt jo saa mange Steder om,
man husker ikke alle sine Venner.

26

2.

KLINT.

De kommer meget ud?

LØJTNANT.

Ja, mere end jeg vil,
man trækkes jo i Høflighedens Lænke,
man bliver bedt til Selskab, til Løjer og til Spil,
saa nødes man -

KLINT.

Ja det kan jeg tænke.

LØJTNANT.

Men hvor var det dog nu, jeg første Gang Dem saa?
Det synes jeg bestemt jeg maa kunne komme paa.
Hos Baron Gerard -

KLINT.

Jeg aldrig været har.

LØJTNANT.

Var det da maaske
hos Grev von Silbersee?

MADSEN.

Hvad, kommer De til Grever?

LØJTNANT.

Man tvinges jo dertil,
man nødig sine Venner vil krænke.

3.

MADSEN.

Ja Fyren der forstaar nok den fine Maner.

LØJTNANT.

Men, kjære!

MADSEN.

Gjør nu ingen Komplimenter!

Til Klint.

De kjender ham?

KLINT.

Jeg har jo den Ære.

27
LØJTNANT.

Aa jeg be'r!
Et nøjere Bekjendtskab jeg mig venter.
Mit Navn har De vel glemt?

KLINT.

Hvor kan De mene det?

Afsides.

Hvad aldrig man har vidst, det man glemmer ikke let.

LØJTNANT.

Deres Navn er - bi!
jeg løber sur deri.

KLINT.

Klint jeg hedd -

LØJTNANT.

Ja Gud!

MADSEN.

Det havde De svedt ud.

LØJTNANT.

Ja Navne let jeg glemmer, men derpaa ej De ser,
vi er jo dog gamle Bekjendter.

KLINT
afsides.

Det Bekjendtskab blev hurtig stiftet.

LØJTNANT.

Ja Hr. - men hvad var det nu De hed?

KLINT.

Klint.

LØJTNANT.

Ja vist - Hr. Klint. Gud veed, hvor jeg dog kan gaa saadan i Taaget og glemme det, som jeg veed saa godt? Men, Hr. Klint, De maa undskylde mig, om jeg er lidt distrait. Ja saadan var jeg nær kommen galt afsted forleden Aften, da jeg var i Selskab hos Prinsen af Bamberg.

MADSEN.

Hvad kommer De ogsaa til Prinsen af Bamberg?

LØJTNANT.

Aa ja - dog ikke ofte. Jeg var nu pyntet i min bedste Stads, men havde - forunderlig nok - 28 glemt at tage mine Glacéhandsker paa og mærkede det slet ikke. Derfor bliver jeg højst frapperet, da Durchlauchtigheden ser paa mig med et ganske forunderligt Blik, og alle Officererne ogsaa ser paa mig med ganske forunderlige Blikke. Derpaa smiler Durchlauchtigheden, og alle Officererne smiler med. Jeg kan ikke nægte, jeg blev stødt og siger: »Jeg kan paa min Ære ikke begribe, hvorledes nogen kan finde mig latterlig«; hvorpaa Durchlauchtigheden meget naadig klappede mig paa Skulderen og sagde: »O Hr. Lieutenant v. Buddinge ist ein gelehrter Mann, man muss vergeben, wenn er ein wenig distrait ist«. Til Madsen. »Aa Hr. Løjtnant v. Buddinge er en lærd Mand, man maa tilgive, om han er en Smule distrait«. - Men jeg havde nu Hovedet opfyldt af literære Sager.

KLINT.

Saa?

LØJTNANT.

Ja jeg skriver en Del i Bladene, navnlig i det - hvad er det nu det hedder - det, som kommer om Aftenen - Aftenposten.

KLINT
prøvende.

Naa det er det, som har Brun til Redaktør?

LØJTNANT.

Ja ganske rigtig! men Brun skriver ikke meget deri, og naar jeg faar Tid og Lyst, vil jeg overtage hele Redaktionen. Aftenposten kan ikke tabe derved.

KLINT.

Nej, tabe kan den saamænd ikke. Men tror De, at denne Bjørn vil aftræde Redaktionen af Aftenposten til Dem?

LØJTNANT.

Om han vil? Hr. Bjørn er en dygtig Mand, men tillad mig - Hr. Bjørn kjender sine Overmænd.

KLINT.

Maa jeg være saa fri at spørge, hvad Part 29 af Aftenposten har Hr. Løjtnanten hidtil især viet Deres Talenter?

LØJTNANT.

Dem alle - af og til. Mine Kundskaber er ikke ensidige. Dog har jeg i den senere Tid især arbejdet i den strengt videnskabelige Retning. Alle mere dybtgaaende, filosofiske Artikler er af mig.

KLINT.

Da er dog det videnskabelige egentlig ikke Aftenpostens Hovedstyrke.

LØJTNANT.

Ak nej, det har De Ret i, men det er galt, og jeg har derfor ogsaa sagt til Redaktøren - hvad er det nu, han hedder? Hr. -

KLINT.

Birk.

LØJTNANT.

Ja rigtig! jeg har sagt til ham: »Hør, Hr. Birk! der er ikke Filosofi nok i Deres Blad, og det er en væsentlig Mangel. Thi hvad er det, der for Øjeblikket bevæger Menneskeslægten? Det er den visse - den visse - Vished, at Livet nu, ikke blot for de gamle, men selv for de unge, skal være filosofisk, skal være videnskabeligt. Men hvem skal vise de unge Vejen? Det skal vi, Hr. Birk, vi de erfarne, de prøvede«. - Men Hr. Birk er nu ikke noget filosofisk Hoved.

KLINT.

Ja men undskyld! det er jo slet ikke Birk, der redigerer Aftenposten.

LØJTNANT.

Nej vist ikke - hans Tid er saa godt som forbi. Men naar jeg kommer til Redaktionen, saa skal det blive noget andet. Jeg vil ofre den al min Tid og Kraft, og jeg kan det, for jeg skal sige Dem, jeg er ikke længer i Tjenesten, jeg er saa at sige Invalid efter de Saar, som jeg fik i Bataillen ved Sehested.

MADSEN.

Aa Hr. Løjtnant, tjen os i at komme med den Historie. Til Klint. Saa skal De bare høre!

30
LØJTNANT.

Ja jeg skal gjerne fortælle, hvorledes det gik til. Da Armeen blev opstillet, blev jeg placeret paa den venstre Fløj. Jeg erindrer det ganske tydeligt; det var en klar Sommermorgen, og Generalen red langs op ad Rækken for at se, om alting var i Orden. Da han kom hen til mig, nikkede han til mig og sagde: »Ah, der har vi jo Løjtnant v. Buddinge, ja saa kan vi stole paa den højre Fløj.«

KLINT.

Men Løjtnanten sagde nylig, at De stod paa den venstre Fløj.

LØJTNANTEN.

Saa? - ja saa var det ogsaa den venstre.

KLINT.

Men Generalen sagde jo, at det var den højre.

LØJTNANT.

Ja vist, men han tog fejl, for jeg skal sige Dem, han var kejthaandet. Det var mærkværdigt med den Mand, for han førte Kaarden med den venstre Haand, saa -

MADSEN.

Hør, Løjtnant, Lars derhjemme, han sla'r ogsaa med Kejten, naar han skal banke Kjedler ud. Har Løjtnanten aldrig observeret det?

LØJTNANT.

Nej jeg har ikke lagt saa nøje Mærke til Hr. Lars. - Men det var min Historie. Fjenden var ogsaa slagfærdig, og lige overfor mig stod en russisk berømt Officer, jeg husker ikke om det var Diebitsch eller Sabalkanski, men han og jeg brændte da af Begjærlighed efter at komme i Kamp med hinanden. Signalet blev givet, og vi styrtede frem.

MADSEN.

Pas nu paa!

LØJTNANT.

Men det er sandt! jeg skulde beskrive Terrainet. Imellem os og Russerne laa en Flod, som var en 4-5 Alen bred, men jeg havde øvet mine Soldater i at springe, og byder dem derfor at følge 31 mig. Vi styrter frem - jeg i Spidsen - jeg springer - men paa samme Tid springer den russiske Officer fra den modsatte Side, - vi støder sammen midt i Aaen og styrter begge i Vandet. Mine Soldater, som er i Farten, springer ogsaa, men støder ligeledes sammen med de russiske Soldater, og saaledes Geled for Geled, indtil begge Kompagnier, baade mit og det russiske, laa i Floden oven paa deres Officerer.

MADSEN.

Er det ikke Satans!

LØJTNANT.

Ja naar De vil tænke Dem, at ligge saadan i en Flod med to Kompagnier Soldater oven paa sig, og det oven i Kjøbet i en bidende Kulde midt i Januar Maaned.

KLINT.

Det forekommer mig, at Løjtnanten før sagde, at det var en Sommermorgen.

LØJTNANT.

Ja, saa var det en meget kold Sommer, for jeg viklede mig endelig løs og svømmede bort, men jeg blev syg, og mit Bryst blev saa svagt, at jeg maatte tage min Afsked, fordi jeg ikke kunde taale at kommandere.

MADSEN.

Det er dog en Helvedes Karl, den Løjtnant.

LØJTNANT.

Men det er sandt, de Herrer kjender jo ikke hinanden. Hr. Klint, maa jeg præsentere Dem min Ven, Smedemester Madsen. Afsides. Han er noget raa.

MADSEN.

Hør, lad nu være med de Fagter! for jeg er nu kun Kobbersmedesvend, men mit Mesterstykke er rigtignok færdigt. Hør De der. Til Klint. De maa komme op og se min Messingmaskine med Løvefødder og Gesvejsning. De kan jo lade Løjtnanten bringe Dem hen til mig.

KLINT.

Ja - Tak skal De have!

32
LØJTNANT.

Tør jeg da spørge, hvor man kan træffe Dem?

KLINT.

Aa jeg bor paa Regensen.

MADSEN.

Naa saa De er Student? ja man kan dog se, at der kan være honette Folk i alle Bestillinger.

LØJTNANT.

Naa det er paa Regensen? - tør jeg spørge hvor?

KLINT.

Paa fjerde Gang. Naar De kommer ind ad Porten, er det den første Dør paa Deres højre Haand - hvis De ikke er kejthaandet ligesom Generalen.

LØJTNANT.

Hahaha! Nej det er jeg ikke. Farvel, Hr. Klint! jeg skal snart have den Fornøjelse at se op til Dem.

MADSEN.

Adjøs! Kom saa kun! De skal inte genere Dem.

De gaar.

KLINT
medens han klæder sig paa.

Det var nogle rare Venner, jeg der fik. Men Død og Plage! nu fik jeg ikke at vide, hvad den Student hed. Det arme Menneske bliver jo rent overmandet. Aa - duer han noget, saa hytter han sig nok, og selv om han lader sig overrumple, saa vil en lille Rus aldrig misklæde den, der har en god Grund i sig.

Gaar.

FEMTE SCENE.

Et Værelse paa Regensen. En Flok Regensianere i de behørige Dragter, hvoriblandt Basalt, Klemme, Søren Torp, Hutter.

Mel. Fr. Ep. 67.

1.

KOR.

Nu saa kom, tag fat
paa en frisk Debat!
33 nu er vor Generalforsamling sat.
Kom med Raad, min Bro'r,
for vor Kasses Flor!
den bliver altfor stor.
Mønten os trykker -
Naa lad gaa!
saa maa i Stykker
vi den slaa.
Nu saa kom! tag fat
paa en frisk Debat!
Forsamlingen er sat.

2.

FØRSTE.

Nu er Vrøvlet endt,
saa til Sagen!

ANDEN.

Nej vent!
vi først os vælge maa en Dirigent.
Alt mit Øje faldt
paa vor Vært Basalt.

KOR.

Vor gjæve Vært er valgt.

BASALT.

Førend jeg stiger
til min Plads,
skyldigst jeg siger:
Gratias!

Kryber op paa Bordet.
FØRSTE.

Ja men hør!

KOR.

Nej vent!
Nu er Vrøvlet endt;
vi har en Dirigent!

BASALT.

Mine Herrer! vi er i Dag forsamlede for at raade Bod paa den Ulykke, som flere af Vækkerselskabets Medlemmer ved deres ualmindelige Søvnagtighed har bragt over vore Hoveder. Selskabets 34 Kasse er - som De veed - ved de ideligt indstrømmende Mulkter bleven saa fed, at den truer med at revne. Vi skulde altsaa diskutere om Anvendelsen af vor Kassebeholdning, der efter Kassererens Sigende i Dag er stegen til den betydelige Sum af fjorten Rigsdaler og to Skilling. Jeg maa altsaa bede Forsamlingen ytre sig i dette Anliggende.

KLEMME.

Hør, lad os endelig være enige om ikke at bruge dem til Punsch! Punsch er en gruelig usund Drik, og i den Forfatning, hvori alle Maver for Tiden befinder sig, vilde det være den skrækkeligste Fordærvelse. Min Mave kan ikke bære det, det føler jeg. Men hør - jeg synes, det trækker.

BASALT.

Aa nej, vist ikke.

KLEMME.

Jeg vil dog for en Sikkerheds Skyld sætte Kasketten paa. - Hør, tjen mig saa bare i ikke at drikke Punsch. Vil I risikere eders Maver, saa kommer det jo ikke mig ved, men jeg maa fra mit Standpunkt aldeles raade fra det. Jeg har ikke drukket Punsch siden sidste otte og tyvende Maj, da lod jeg mig forlokke til at drikke to smaa Glas, men - jeg forsikrer jer - min Mave har været rent rebelsk siden den Tid. Stiller sig foran Spejlet og ser paa sin Tunge. Det er jo dog ogsaa bedre at faa noget nyt.

FØRSTE.

Ja kunde vi hitte paa noget nyt, var det ikke saa galt.

FLERE.

Ja lad os faa noget nyt!

KLEMME.

Hør, sæt saa under Afstemning, om vi skal have Punsch eller ikke.

BASALT.

De, der vil have Punsch, række Hænderne i Vejret! Ingen gjør det. De, der vil have noget andet - Alle række Hænderne i Vejret. Vi skal altsaa have noget andet.

SØREN TORP.

Maa jeg tale?

35
BASALT.

Tal væk! Søren Torp har Ordet.

SØREN TORP.

Mine Herrer! der er to Maader, hvorpaa vi kunne anvende vor Rigdom. Enten kunne vi være ædelmodige og glæde andre, eller vi kunne være uædelmodige og glæde os selv. Ville vi være ædelmodige og glæde andre, da kunne vi enten sende Pengene til de brændte Svenskere eller til de druknede Jyder. Her indtræder et Enten-Eller, disse to Forslag forholde sig ret egentlig som Ild til Vand. Paa den ene Side kaste vi Pengene i Ilden, paa den anden Side kaste vi dem i Vandet.

BASALT.

Men hvad stemmer du da for?

SØREN TORP.

Naar vi ville glæde andre, hvad ville vi da skabe i dem? Glæde og ikke Bedrøvelse. Men i hvem kunne vi skabe Glæden? Mon i de glade eller i de sørgende? Kun i de sørgende, ikke i de glade. I de Svenskere, som ere brændte, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de kunne ikke glæde sig, fordi de ere brændte; i de Svenskere, som ikke ere brændte, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de glæde sig alt, fordi de ikke ere brændte. I de Jyder, der ere druknede, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de kunne ikke glæde sig, fordi de ere druknede; i de Jyder, der ikke ere druknede, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de glæde sig alt, fordi de ikke ere druknede. Men kunne vi ikke skabe Glæden i dem, da kunne vi ikke glæde dem, og naar vi ikke glæde dem med vor Gave, da bedrøve vi dem. Naar vi altsaa ere ædelmodige og glæde andre, da bedrøve vi dem, men vi ville ikke bedrøve dem, thi vi ville glæde dem. Derfor ville vi ikke være ædelmodige og glæde andre, men vi ville være uædelmodige og glæde os selv.

BASALT.

Naa, er du saa færdig?

36
SØREN TORP.

Ja vil I have mere, kan I gjerne faa det.

BASALT.

Nej Tak! Er der nogen, der vil udtale sig om det sidste Forslag?

KLEMME.

Ja jeg er ganske enig med Søren i det Resultat, at vi skal se at glæde os. Men da vi nu har vore Maver for kjære til at drikke Punsch, og dog ikke godt kan undvære Drikkevarer, saa maa vi først se at hitte paa en anden Drik, som er sund og nærende, og som man ikke har ondt af bagefter.

FØRSTE.

Jeg proponerer afbrændt Rødvin.

KLEMME.

Er du gal, Menneske! Afbrændt Rødvin! Det krydrede Djævelskab kan jo slaa selv en Russer ihjel - og vi med vore svage Maver. Nej, saa længe jeg har Stemme i Livet, skal jeg protestere mod saadanne Forslag.

FØRSTE.

Hvad Pokker vil du da have, vi skal drikke?

HUTTER
haanlig.

Aa Hr. Klemme saa nok helst, at vi sad med en Sut i Munden eller i det højeste fyldte vore Glas med Havresuppe eller Øllebrød.

KLEMME.

Aa ja saamænd - eller i alt Fald noget lignende. Jeg har som Barn været i Selskab, hvor vi i Stedet for Punsch drak Æggesøbe, og det smagte overmaade godt. Saadan noget skaffer dog aldrig Tømmermænd. Men - u! hvor her bliver varmt! Hvor er dit Thermometer?

BASALT.

Jeg har ingen.

KLEMME.

Det er galt - det er umoralsk for et Menneske, der har sin Sundhed kjær. Og Sundheden det er Livet, og saalænge man lever, er det dog især Livet det kommer an paa.

HUTTER
utaalmodig.

Det forundrer mig i højeste 37 Grad, at Dirigenten saa rolig taaler Hr. Klemmes utidige Snaksomhed. Han gaar jo aldeles udenfor Sagen.

BASALT.

Vil De kanske tale?

HUTTER.

Ja jeg vil. Staar op paa en Stol. Danske Studenter!

SJETTE SCENE.

De forrige. Klint.

KLINT.

Se god Dag! Hvad er her paa Færde?

BASALT.

Hold Mund! her er Generalforsamling.

KLINT.

Godt, jeg er andægtig.

HUTTER.

Danske Studenter! I vide, at vi leve i en historisk Gjærings- og Omvæltningsperiode; I høre, at alle Menneskestemmer klinge sammen i eet uendeligt Suk; I føle, at Jorden krymper sig under os i vulkanske Krampetrækninger; og hvis I ikke vide, høre og føle det, da ere I Dødbidere og Hospitalslemmer tilhobe.

Med et Blik til Klemme.

KLEMME
melankolsk.

Ak ja! Det kan vi snart blive.

KLINT.

Da jeg hverken er Dødbider eller Hospitalslem, men derimod aldeles enig med den ærede Taler, vil jeg tillade mig med et Par Ord nærmere at oplyse, hvorledes det for Tiden virkelig er grumme galt fat. Jeg vil ikke tale om Kunstens Forfatning, ikke om at Musen synes at ville slaa Haanden af Digterne, hvorfor de nu begynder at digte paa anden Haand, eller om at Dansekunsten har overskrævet de øvrige Kunster, saa at Kunsten egentlig talt kun staar paa eet Ben; jeg vil ikke tale om Videnskabens Forfatning, om at Vandkuren nu helbreder alle 38 Patienter og netop derved slaar alle Medicinere ihjel; jeg vil ikke tale om, at Theologien -

BASALT.

Naa hvorom vil du da tale, dit Vrøvlehoved?

KLINT.

Jeg vil tale om den Fare, der truer os, den fri Aands Brødre, Studenterne. Thi alt, hvad der ingen Begrænsning, ingen Modsætning har, maa tilintetgjøres. Men med den overhaandtagende Kultur synes vor Modsætning, Filisteriet, at maatte forsvinde af Jorden, og deri ligger vor Fare. Vel er det kun en Mulighed, men vor Ven Søren vil nemt kunne bevise os, at Muligheden i Grunden har langt mere at betyde end Virkeligheden.

SØREN TORP.

Ja med Fornøjelse! Der er to Former af Tilværelsen -

HUTTER.

Maa jeg bede Dem være stille! Det er mig, der har Ordet, og Dirigenten passer sin Post meget slet.

SØREN TORP.

Hør nu blot et Øjeblik!

HUTTER
arrig.

Maa jeg tale? Danske Studenter! naar jeg taler om Gjæringen i Tiden, da sigter jeg ikke til Kunster og Narrestreger, ikke til Blade og Bøger; alt det bryder jeg mig ikke om, og det gjør Tiden ikke heller. Tiden har kun een Interesse - det er Politik, den har kun eet Løsen - det er Frihed. Mine Brødre! I have talt om at sende vore Penge til Sverrig eller til Jylland; - det stemmer jeg imod. Om der er brændt en Snes Svenskere, eller druknet et Dusin Jyder - det kommer ikke Tiden, ikke Historien ved; men vi skulle arbejde for Friheden og for Verdenshistorien.

KLINT.

Hør, mener De da, at vi skal gjøre noget verdenshistorisk med vor Kassebeholdning?

39
HUTTER.

Ja, det mener jeg. - Ilden ulmer under alle Verdens Lande, Frihedens hellige Ild; kun paa eet Sted, ved Europas yderste Grænse, brænder den ret klart og flammende og slukkes aldrig, om den end stundom dæmpes. I kjende Tscherkesserne, til dem ville vi sende vore Penge. Vel kunne vi ikke med vore Penge bringe Hjælp, men vi kunne gjøre en Demonstration; vel er vor Gave ringe og vil forglemmes, men vor Vilje er stor og vil paaskjønnes, og det skal hedde i Historiens Aarbøger: Tscherkessernes Frihedskamp fik den første Understøttelse fra danske Studenter.

Stiger ned.

KLINT.

Hvor stor er Kassebeholdningen?

BASALT.

Fjorten Rigsdaler og to Skilling.

HUTTER
arrig.

Aa De kan gjerne lade de to Skilling blive borte.

KLINT.

Nej hør, tag dem kun med! For hvis vi kan slippe med at give fjorten Rigsdaler i Postpenge, saa vil de arme Tscherkesser dog altid faa to Skilling til at slaas for.

HUTTER.

Behøver jeg at gjentage, at jeg kun tilsigter en Demonstration! Det er aldeles ligegyldigt, om de saa ikke faar en Skilling.

KLINT.

Ja men det er ikke mig ligegyldigt, om vi ikke faar noget. Jeg havde i det mindste meget Mod paa i Aften at faa et godt Glas Punsch. Hvad siger I om det Forslag? Skal vi lade Tscherkesserne slaas og selv drikke Punsch?

ALLE
undtagen Hutter og Klemme.

Ja - Punsch!

KLEMME.

Ja men hør, vi blev nylig enige om ikke at drikke Punsch for ikke at spolere vore Maver.

40
KLINT.

Aa, det kommer Maverne nok ud af - de har Øvelsen.

HUTTER
haanligt.

Generalforsamlingen antager, hvad den nylig har forkastet. Det er ganske mærkeligt!

KLINT.

Kalder De det mærkeligt? Saa har De nok aldrig været paa en Studentergeneralforsamling før?

HUTTER.

Jo det skulde jeg mene.

KLINT.

Da skulde man ikke tro det, for saadan bærer vi os altid ad. Men hvor skal Stadsen staa? Det er smukt Frostvejr, skal vi gaa ud til Lars Mathisen?

ALLE.

Ja!

KLEMME.

Ja saa faar man sig da en god Motion. Men lad os saa gaa strax, for at man kan komme i ordentlig Tid i Seng.

KLINT.

Aa ja! I kan komme og hente mig om et Kvarterstid.

ALLE.

Ja vel! Adjø.

De gaa.

SYVENDE SCENE.

Klint. Basalt.

KLINT.

Naa saa skal vi da til Sold i Aften.

BASALT.

Ja jeg kan ikke komme med, jeg har lovet min Onkel at komme hen til ham i Aften.

KLINT.

Naa, skal Du nu hen til din Onkel igjen? Gud veed, hvorfra du paa een Gang har faaet en saa forbistret Kjærlighed til den gamle Pebersvend. Du render jo der hvert Øjeblik. Tænder sin Pibe. Hvad bestiller I da?

BASALT.

Aa - vi spiller Rambus.

KLINT.

Rambus! Aa Gud hjælpe mig. - Ja men 41 hør, du kan jo altid gaa til din Onkel en anden Gang. Kom nu med!

BASALT.

Nej, jeg har lovet det ganske bestemt.

KLINT.

Aa du er ret bleven et kjedeligt, moralsk rigtigt Menneske! Ja saa vil jeg trøste mig med at se paa min lille nysselige Smededatter. Ser ud ad Vinduet. Aa hun er der ikke! Det var dog kjedeligt! Jeg plejer altid paa denne Tid at sige hende god Nat. Hør, har hun ikke været i Vinduet i Eftermiddag?

BASALT.

Aa hvad veed jeg det!

KLINT.

Dit utaknemmelige Skarn, som ikke skjønner det bitterste paa, at vi har saadan en sød lille Gjenboerske. Men saa gjør hun ogsaa Gjengjæld og skjønner heller ikke paa dig igjen. Jeg og hun er derimod bleven ganske gode Venner. Hun bliver rigtignok rød i Hovedet, naar jeg ser paa hende, men hun trækker sig ikke længer tilbage, og somme Tider har hun kigget saa polisk herover, saa jeg er bleven ganske desperat i Hovedet og har faaet det fortvivlede Indfald at løbe derover og præsentere mig som Frier. Men jeg har, Gud ske Lov, altid betænkt mig, inden jeg naaede Porten. Hvor skal du nu hen?

BASALT.

Jeg vil lidt ned paa Læsestuen.

KLINT.

Gaa med Gud, min Dreng, og lad mig se, du forbedrer dig!

Basalt gaar.

OTTENDE SCENE.

KLINT.

Saa, nu er det blevet mørkt, og de Børster er ikke komne endnu. Det er sandt - jeg skrev en Regensvise forleden Dag, den kunde maaske bruges ved 42 denne Lejlighed. Min Kontubernal rynkede rigtignok paa Næsen af den og dømte den til Baal og Brand, men han er nu saa forbandet kræsen, og de andre er intet mindre end det, især naar de har faaet et Par Glas Punsch. Henter Visen. Se her er den, men nu er det for mørkt til at læse den igjennem. Aa jeg kan den vel nok udenad.

Mel. Der var engang en tapper Mand. 1.

I Byens Larm Regensen stod
med sine Mure skumle
og skued roligt ved sin Fod
Filistrene sig tumle.
Og vel blev den en gammel Knægt
paa tvende hundred Vintre,
men Blodet rulled altid kjækt
og fyrigt i dens Indre.

Aa det er jo slet ikke saa galt.

2.

Og bag dens Mure sig oplod
en Verden rig og stille,
hvor Tanken paa sin lette Fod
opsøgte Livets Kilde.
Der folded Kraften skjult sig ud
i Læ for Storme hvasse,
og Aandens Frø skød stærke Skud
udi den lune Kasse.

Jeg synes virkelig, det er ganske kjønt; men til Basalt er nu aldrig noget godt nok.

3.

Og Aander selv fik ofte Lyst
til Gaarden ned at dale,
de fandt det der langt mere tyst
end i de høje Sale;
de banked paa Studentens Dør -

Det banker.

Aa nu banker det og - nu kommer det allerbedste. - Det var da forbandet. - Kom ind!

43

NIENDE SCENE.

Klint. En Skomager træder ind.

SKOMAGER.

Ærbødigst god Aften!

KLINT.

God Aften! Hvem er det?

SKOMAGER.

Ach, jeg er en stakkels gammel Skomager.

KLINT.

Skomager? Hvis De vil rykke, kan det ikke nytte noget, for nu skal jeg ud.

SKOMAGER.

Ach Gud hjælpe mig! hvad skulde jeg rykke? Nej, jeg bliver selv rykket, jeg bliver pint og plaget.

KLINT.

Mener De da, at jeg kan betale Deres Gjæld?

SKOMAGER.

Ach nej - jeg vil bare falde paa mine Knæ i den ærbødigste Respekt og Underdanighed og bede Herren om et Asyl, om en Tilflugt.

KLINT.

Tilflugt?

SKOMAGER.

Ach ja - bare en lille Smule Tilflugt for en stakkels Skomager, der bliver forfulgt og pint og plaget og flaaet og sønderrevet fra øverst til nederst af graadige Ulve.

KLINT.

Hvem er det da, der forfølger Dem?

SKOMAGER.

Hvis Herren vil kigge ud ad Vinduet, da staar han vist nede i Porten endnu, thi der løb jeg fra ham, fordi jeg stolede paa Ungdommens Barmhjertighed.

KLINT
aabner Vinduet.

Ja der staar jo ganske rigtig een nede i Porten. Nu vender han sig - Lygteskjæret falder paa hans Ansigt. - Men hvad! det er jo Tuborg! min Ven, Digteren Tuborg.

SKOMAGER.

Ja vist - for det er netop ham, jeg løber for.

44
KLINT.

Hvad? løber De for ham? Han gjør saamænd ingen Fortræd.

SKOMAGER.

Nej Dem gjør han ingen Fortræd, og Deres Hr. Fader og Deres Fru Moder og Deres hele Familie gjør han ingen Fortræd. Men De er en ung og ufordærvet Mand, som ikke kjender Digterne. Ach de Digtere, de Digtere! de løber Gud straffe mig omkring som brølende Løver og opsluger meget mere, end som de kan fordøje.

KLINT.

Men hvad har De da at bestille med Tuborg?

SKOMAGER.

Ingenting, saa sandt jeg er en ærlig Skomager, men han vil absolut have noget at bestille med mig. Og det kan ikke nytte alt det, jeg protesterer og retirerer, for saa bruger han Gevalt og lader mig hverken Ro Nat eller Dag.

KLINT.

Saa? - Men hvem er De da?

SKOMAGER.

Ja, naar jeg siger det, vil Herren ikke tro mig.

KLINT.

Aa jo vist vil jeg.

SKOMAGER.

Nej De vil sgu ikke! nej De vil grine af mig og spotte mig og anse mig for en forrykt Mand, der er gaaet fra sin Forstand.

KLINT.

Aa det har slet ingen Nød; i vore Dage er man vant til det utrolige. Jeg skal gjøre mig Umage for at tro Dem, om De saa vil prøve paa at bilde mig ind, at De er Jerusalems Skomager.

SKOMAGER.

Ja det er netop det jeg er.

KLINT.

Hvad for noget?

SKOMAGER.

Ja det er netop mig, der er den Person, som man kalder Jerusalems Skomager!

KLINT.

Nej virkelig? Afsides. Manden er jo gal. Højt. Naa saa De er den vidtberømte Ahasverus?

45
SKOMAGER.

Ja det er mit Døbenavn - ja jeg ser nok, Herren vil ikke tro mig, men jeg forsikrer, De maa spytte mig i Ansigtet, om jeg lyver.

KLINT.

Nej det har jeg dog ingen Lyst til. - Men hvad har De da at bestille med Tuborg?

SKOMAGER.

Siden han er Herrens Ven, har han da ikke fortalt Herren, at han skriver paa en Stykke om mig?

KLINT.

Om Dem?

SKOMAGER.

Ja om mig, om Jerusalems Skomager - en stor Stykke, som skal traktere hele mit Liv lige fra Begyndelsen til Enden og forestilles paa det kongelige Theater.

KLINT.

Jo vist, jo vist!

SKOMAGER.

Herren kan tro mig, jeg har lidt meget i mine Dage! jeg er bleven mishandlet og bespottet og forhaanet og overkjørt, men dog har jeg aldrig lidt saa meget som af disse Digtere.

KLINT.

Digtere! Hvad gjør de da?

SKOMAGER.

Hvad de gjør? De gjør mig Fortræd, de piner og plager mig, for at jeg skal fortælle dem alt, hvad jeg har oplevet og hørt og observeret, de vil gjøre mig til Indtægt og vise mig frem som en Abekat, skjønt jeg er en gammel Mand, der gaar i mit nittenhundrede Aar.

Først det var i det tyske Land,
Digterne kasted paa mig deres Øje,
ach De vist ikke Dem tænke kan,
hvad jeg der maatte friste og døje.
Ja derude det underligt gaar,
hver Mand fødes med Pennen i Haanden,
Bønder og Damer og Skræddere faar
46 hver sin Portion af Digteraanden.
Altid de søge med spejdende Blik -
Musen er graadig, hun trænger til Føde -
og de fornøjed sig ret, da de fik
fat paa den stakkels evige Jøde.
Først de store flaaede mit Skind,
men saa kom jeg sgu snart i Moden,
saa skulde Jøden puttes ind
baade i Epopeen og Oden.
Rundt man mig jog som et Skovens Dyr
durch gjennem Vand, over Ild, gjennem Bakker
blot for at fiske et Eventyr
til disse hersens Musenalmanakker.
Tungt var mit Hoved, træt min Krop,
tavs jeg mig stjal fra de tyske Riger,
løb saa afsted, og kom i Galop
syg og mødig til Sjælland op.

- Det er Gud straffe mig sandt, hvad jeg siger!

KLINT.

Det er dog forunderligt, men -

SKOMAGER.

Men ach, hvad ventede mig der?

Først jeg standsed min flygtende Gang
under Sorøs venlige Skove,
og med Lyst paa den bløde Vang
ned jeg mig lagde for ret at sove.
Ach - mens jeg tog mig en lille Lur,
havde min Skæbne Dolken hvæsset,
Ingemann gik sig en Morgentur
og saa mig ligge og sove i Græsset.
Væk var min Ro - han tog mig hjem,
jeg matte nære hans Drømmerier,
jeg maatte klynke min Smerte frem
efter hans smægtende Melodier.
47 Endelig lod han mig atter gaa,
da hans Dagbog var færdig til Trykken,
men saa kom Andersen ovenpaa,
og saa begyndte en Jammer, saa
end det løber mig koldt over Ryggen.

KLINT.

Men hvorfor løb De da ikke fra ham?

SKOMAGER.

Ach jeg løb jo hvert Øjeblik bort,
styrted afsted i Angst og Pine,
men jeg gamle kom altid tilkort,
for han kjørte med Dampmaskine.
Tvers gjennem Tyskland mod Syd jeg foer,
pusted en Stund i Tiberstaden,
ach, han lugtede snart mit Spor,
jeg maatte rende fra Middagsmaden.
Over Havet jeg gik til Athen,
dog han rejste bestandig efter,
det gjorde ondt i de gamle Ben;
men jeg samled de sidste Kræfter,
atter det gik, som det var smurt,
og jeg hvilte mig efter min Flakken
bag den store tyrkiske Port -
ach det skulde jeg inte gjort,
for der kom han og tog mig i Nakken.

KLINT.

Men hvorledes har da nu Tuborg faaet fat paa Dem?

SKOMAGER.

Jo ser De! Andersen blev kjed af al den Besvær, han havde med at holde mig fast, og saa lod han mig løbe. Men - ach Gott! saa kom det allergrusommeligste.

De store Poeter, de kan saa gaa -
hvad man for Resten paa dem vil klage,
48 lidt Humanitet har de dog tilbage, -
men Gott bevare enhver for de smaa!
De føler ej mindste Barmhjertighed,
de kjender ej Dyd, men kun Dydens Navne,
og strax de faldt som glubende Ravne
over mig ulykkelige Due ned.
Da Andersen slap mig - o, hvor det letted!
men Tuborg er værre, det kan De tro,
og alt hvad jeg stred, og alt hvad jeg sprætted,
saa slap jeg dog ikke ud af hans Klo.
Han passer immer paa som en Smed,
for ham maa altid jeg staa paa Pinde,
naar han gaar ud, saa ta'r han mig med
eller lukker mig først forsigtig inde.
Der maa jeg da sidde i Fængselsnat,
mens højt efter Frihed min Længsel flyver;
men Timen, jeg vented, er kommen brat,
nu ser jeg min Frelse, nu har jeg den fat!

- De maa spytte mig i Ansigtet, om jeg lyver.

KLINT
afsides.

Det var da noget forunderligt Tøjeri! Højt. Men hvor skulde De da hen med Tuborg i Aften?

SKOMAGER.

Han vilde ud at spadsere med mig, for vi skulde lave paa den fjerde Akt af hans Stykke. Og bagefter skulde han hjem og lukke mig inde, for saa skulde han i Selskab og læse mig op.

KLINT.

Men hvad kan det hjælpe, De løber bort? han faar jo strax fat paa Dem igjen.

SKOMAGER.

Han faar mig aldrig i sine Dage. For De veed, at jeg er Skomager af Profession, og mens jeg nu har maattet sidde alene hjemme, har jeg syet disse her, tager en Pakke frem , og de skal sgu nok hjælpe.

49
KLINT.

Hvad er det?

SKOMAGER.

Ikke andet, Gud straffe mig, end et Par Kalosker, men det er kostbare Sager, grumme kostbare Sager; det er dem, som man kalder Lykkens Kalosker.

KLINT.

Lykkens Kalosker? dem synes mig, jeg har hørt tale om før.

SKOMAGER.

Ja De har vist læst om dem hos Andersen, for jeg havde en Gang selv et Par, som jeg laante ham, for at han skulde give slip paa mig; men saa foer han omkring i dem, som han var gal, og videde dem saadan ud, at jeg slet ikke kunde bruge dem mere. Men nu har jeg lavet et Par ny, som er meget bedre end de forrige, og jeg har hele Dagen gaaet og ventet paa det gunstige Øjeblik for at tage dem i Brug.

KLINT.

Hvordan bruger De dem da?

SKOMAGER.

Jeg tager dem ganske simpeltvæk ovenpaa Støvlerne, og naar jeg saa ønsker mig et Sted hen, vips - saa staar jeg i det samme Øjeblik paa det Sted, som jeg ønsker. Og saa er jeg oven i Kjøbet usynlig, og ingen kan se mig, saa længe jeg har dem paa.

KLINT.

Er det virkelig sandt?

SKOMAGER.

Gud straffe mig! saa sandt jeg er en ærlig Skomager.

KLINT.

Hm, hm! - hør, tjen mig i at laane mig de Kalosker blot i Aften!

SKOMAGER.

Herren maa undskylde mig - det kan jeg sgu ikke.

KLINT.

Hvorfor kan De ikke? Tuborg skal jo i Selskab i Aften og vil altsaa ikke søge Dem førend i Morgen tidlig; derfor maa det være tidsnok for 50 Dem at rejse bort i Aften sildig. Desuden har De jo - som De selv sagde - laant det forrige Par til Andersen, som er Deres Fjende, som har pint og plaget Dem; hvor meget snarere maa De da ikke vise den samme Velvillie mod mig, som i Dag har skjænket Dem Tilflugt i min Stue, og hvem De dog egentlig skylder Deres Frelse.

SKOMAGER.

Det gjør mig ondt, men jeg kan Gud straffe mig ikke. Med Andersen var det en anden Sag, for han tvang mig dertil, fordi han er en Digter.

KLINT.

Ja men jeg er ogsaa Digter.

SKOMAGER.

Gott im Himmel! - hvad siger De?

KLINT.

Ja i det mindste har jeg gjort Forsøg i Digtekunsten, og i det Øjeblik, De kom, stod jeg saamænd og sang paa en Vise, som jeg selv havde lavet.

SKOMAGER.

Ach ve! Ach ve! Hvad har jeg gjort? Jeg har løbet lukt ind i Løvens Strube.

KLINT.

De ser, jeg har Dem i min Magt. Det er mig en let Sag at tage Kaloskerne fra Dem og alligevel beholde Dem selv hos mig og plage Dem værre end nogen anden. Men hvis De godvillig vil laane mig disse fortræffelige Tingester - blot i Aften, saa vil jeg give Dem mit Ord paa aldrig nogensinde i mit Liv at forstyrre Deres Ro.

SKOMAGER.

Hvad skal jeg sige? hvad skal jeg gjøre? De er en ærlig ung Mand, De vil vise Godhed mod en gammel Skomager, De vil ikke bedrage mig.

KLINT.

Nej saamænd vil jeg ej.

SKOMAGER.

Nu vel - De maa laane mine Kalosker - hører De, jeg siger: laane?

KLINT.

Ja De skal faa dem igjen Klokken tolv i Aften.

51
SKOMAGER.

Klokken tolv - og De maa ikke bruge dem mere end een Gang.

KLINT.

Een Gang frem og tilbage.

SKOMAGER.

Naar Klokken slaar tolv, saa lover De mig at smide Kaloskerne ud af Vinduet.

KLINT.

Ud af Vinduet?

SKOMAGER.

Ja ud af dette Vindue, saa skal jeg nok passe paa dem. Vil De saa give mig Haanden derpaa? Klint gør det. De har et ærligt Ansigt, De vil ikke bedrage mig.

KLINT.

Nej, det kan De være rolig for.

SKOMAGER.

Jeg vil tro Dem. Altsaa Klokken tolv.

Naar Klokken slaar tolv paa Regensens Ur,
da flyver jeg ud fra min Fængselsmur,
langt bort fra Nordens Kulde og Nød
til Asiens frugtbare Moderskjød,
og hviler min Krop og kvæger de arme
forfrosne Lemmer i Solens Varme.
Tavs vandrer jeg om, og ingen mig ser,
og ingen mig piner og plager mer.
Lad Digterne lede, til de bliver gale!
Jeg sidder saa lunt i Libanons Dale,
og glæder mig over min Friheds Skat,
og slipper den aldrig. - God rolig Nat!

Gaar.

TIENDE SCENE.

KLINT
griber Kaloskerne.

Jeg maa strax have dem paa! - Men hvad er det dog for Djævelskab? Begynder Ideerne nu at tage Frakke og Buxer paa og vandre om blandt Folk som ordentlige, virkelige Personer? - Eller var Manden 52 gal? Jeg veed ikke - men det forekom mig, at han undertiden talte paa Vers. - Det er dog altid et Forsøg værd. Men hvor skal jeg nu flyve hen? jeg maa kun bruge dem een Gang. - Aa det maa give sig af sig selv, der er ingen Tid at spilde. Vil tage dem paa. Men hvad er nu det?

ELLEVTE SCENE.

Klint. Regensianerne.

Mel. af Lumpacivagabundus.

1.

KOR.

Op I gjæve Sønner
af den røde Gaard!
Glædens Klokke slaar,
Soldet forestaar!
Fra de gamle Rønner,
fra Besvær og Mas
gaar til Mers og Knas
vor Sejlads.

FØRSTE.

Hen da, hvor i Ro
Glædens Druer gro!

ANDEN.

Vejen gaar, min Tro,
over Vesterbro.

KOR.

Lars Mathisen lønner
Møjen, vi har haft,
Slidet paa vor Kraft
med sin Saft.

2.

KOR.

Vi faa nu Betaling
i den søde Drik
53 for hvert Øjeblik,
som i Vrøvl forgik;
gjør da ej Forhaling,
men kom med, min Gut!
dyrt er absolut
hvert Minut.

KLINT.

Vent dog lidt!

FØRSTE.

Nej Tak!
Gjør nu ingen Snak!
tag din Hat og Frak,
Pibe og Tobak!

KOR.

Adlyd vor Befaling,
lyt til Bacchi Kald!
nu det store Skrald
fejres skal.

3.

KLINT.

Nu saa kom! vi henter
Lystighed og Mod
i den røde Flod,
Gudens Hjerteblod!
Op, I fri Studenter,
op til Rankens Høst!
der skal Ungdomslyst
fange Røst.

KOR.

Ud da, hvor i Ro
Glædens Druer gro!
Vejen gaar, min Tro,
over Vesterbro.
Lars Mathisen venter
med sin Glædesskat,
vi skal den i Nat
gribe fat.

De gaa.

54

ANDEN AKT.

Regensværelset fra forrige Akt. Det er mørkt.

FØRSTE SCENE.

KLINT
kommer ind.

Naa saa slap jeg da hjem. Jeg kunde ikke holde det ud hos Lars Mathisen og stjal mig væk fra dem. Gud veed, hvad der var i Vejen, men Soldet vilde slet ikke gaa. Klokken er imellem ti og elleve, det er altfor tidligt at gaa i Seng; men her er koldt, og vi har ingen Lys, hvis Jesper ikke mod Sædvane har forbarmet sig og lagt Pengene ud. - Nej se, hvor der er oplyst lige overfor hos min lille Smededatter. Der maa vist være Selskab. Hvem der dog kunde være der! Jeg har drukket en fire, fem Glas Punsch og er følgelig ganske udmærket oplagt til at gjøre Kur. Og saa at se saadan en rigtig opbyggelig, forsoren Smedefamilie, der endnu ikke har glemt at nyde Minuttet! Støder med Foden mod Kaloskerne. Men hvad er det, der ligger? Bøjer sig ned og faar fat i dem. Kaloskerne! Død og Plage, dem havde jeg rent glemt, og de skal afleveres Klokken tolv. Det var den høje Tid, men nu tager jeg dem paa og flyver i Selskab. Men hvad er det dog for noget? Var den Skomager ikke forrykt? eller drømmer jeg og ligger maaske døddrukken i Grøften udenfor Lars Mathisen? Aa, man kan jo altid probere. Om jeg saa bliver til Aal, saa 55 er der jo ingen, der ser det. Jeg vil rigtig gjøre mig Umage for at tro paa det, for naar Troen kan flytte Bjerge, maa den jo sagtens kunne flytte saadan en lille Klint som mig. - Saa tager jeg dem altsaa paa og rejser over Gaden.

Tager Kaloskerne paa.

Mel. af Rung.

1.

Nu skuer jeg dig atter
min Smededatter!
Mit trætte Hjerte stiler
efter en Havn,
nu flyver det - og hviler
sødt i din Favn.

2.

De klart oplyste Haller
mig venlig kalder;
saa kom, I sorte Vinger!
lyd Eders Ven,
og løfter mig og bringer
flux mig derhen.

Dekorationen forvandles til en oplyst Sal. Fra et tilstødende Værelse, hvortil Døren staar aaben, høres følgende

KOR.

:|: Og dette skal være Hr. Smidtses Skaal,
Hurra! :|:
Og Skam faa den, som ikke
Hr. Smidtses Skaal vil drikke!
Hurra! Hurra!
den Skaal var bra'!
Hurra!

LØJTNANT
indenfor.

Hr. Kobbersmedemester Smidt leve!

Der raabes: »Hurra! noch einmal Hurra! hep hep hep, Hurra!«; derpaa klinkes der.

KLINT.

Det var som Pokker! det var da en ganske fortræffelig Maade at rejse paa! Og nu dukker jeg 56 da op i en fremmed Familie ligesom en Aandeaabenbaring. Men man maa se at orientere sig. Jeg kan gjennem Dørsprækken observere, hvorledes Selskabet ser ud. Kigger derind. Der sidder aabenbart Manden for det hele, Hr. Smedemester Smidt, min ærede Vært, hvis Skaal nylig blev drukken. Han sidder i en ivrig Passiar med - nej hvem er dog det? Hans Ansigt er mig bekjendt - aa det er jo min Løjtnant fra i Middags. Paa den anden Side sidder min Ven, Smedesvenden med Løvefødderne. - Det er dog morsomt, at jeg kommer i et Hus, hvor jeg allerede er inde i Forholdene. Naa, saa den lille Rikke, han gaar og lirker med, er altsaa min smukke Gjenboerske? Men hvor er da Studenten, som skal drikkes paa Pelsen? det maa være ham der, som vender sig og taler med et Pigebarn - ja det er jo hende, Rikke, der staar bagved Bordet og formodentlig gjør Opvartning. Men hvad! - Basalt! jo det er ham, min dydige Kontubernal, som absolut skulde hen at spille Rambus med sin Onkel. Men hvordan Pokker er det gaaet til, at han kommer til at sidde derinde? Ja her vil blive Arbejde nok med at hitte Rede i alt det, men jeg har da ogsaa et godt Otium til Kontemplation, for jeg skal jo være usynlig! Jeg usynlig! Ser ned ad sig. Hahaha! hvis man ikke allerede var vant til Urimeligheder, skulde man bande paa, at det var Løgn. Hvor skal jeg faa det Problem klaret? Til Publikum. Hør Godtfolk! vil I nu oprigtig sige, om I kan se mig! - Med dem er der intet Udkomme, de siger ikke et Muk.

57

ANDEN SCENE.

Rikke og Amalie fra Sideværelset. - Klint trækker sig tilbage.

AMALIE.

Kom, søde Rikke! jeg har noget at spørge dig om.

RIKKE.

Herregud, hvorfor slider du saadan i mig?

AMALIE.

Aa fordi jeg er led og kjed af at snakke med de ækle Smedesvende, og der er jo ingen andre til mig, for Studenten holder du jo fast paa. Hør, min Unge! sig mig nu rent ud af Posen, hvad du egentlig har at bestille med den Student.

RIKKE.

Bestille? jeg har saamænd ingenting at bestille med ham.

AMALIE.

Nej se hvor hellig! jamen du skal ikke narre mig, for jeg saa nok, hvordan han trykkede dig i Haanden.

RIKKE.

Hvor kan du dog finde paa saadan noget? det er ved Gud en Skam.

AMALIE.

Du skal slet ikke blive forlegen for det, for det er jo en meget net Fyr. Hør, veed du hvad - han ligner i Grunden Hr. Mandrup, ham der staar hos Davidsen.

RIKKE.

Aa fy? hvor kan du sige det?

AMALIE.

Det skulde du nødig sige fy til, for Hr. Mandrup er ved Gud et pænt Menneske, og han er saamænd meget mere beleven end Hr. Basalt. Men du sla'r nu paa Nakken af alt, hvad der ikke er Student.

RIKKE.

Ja men den Hr. Mandrup er saa ækel stram og friseret.

AMALIE.

Gud veed, hvor du har dine Øjne henne. Nej, da skulde du have set ham forleden paa Livjægerballet. Han var ikke af Gulvet fra Begyndelsen 58 til Enden, saadan en Rift var der om ham, for han danser mageløst, og saa har han saadan nogle bitte, bitte smaa Fødder. Igaar var jeg oppe i Butikken, da skulde du have set, hvor galant han var. Han foer op og ned ad Hylderne og krammede meget mere op, end jeg havde Brug for; og tænk, han gaar i Butikken med ombøjede Mansketter paa. Ja, jeg veed saamænd mange Damer, som handler hos Davidsen bare for hans Skyld.

RIKKE.

Det gjør du maaske selv.

AMALIE.

Ja Herregud - naar for Resten Varerne er gode, saa kan man jo gjerne tage den Fornøjelse med. Men det er sandt - fortæl mig saa lidt om din Student! Hvor længe er det siden, han begyndte at komme her i Huset?

RIKKE.

Det var den attende Januar. I Dag er det akkurat en Maaned siden.

AMALIE.

Nej se en Gang, hvor akkurat du kan huske Datoen, ja det er saamænd ogsaa en vigtig Begivenhed for dig. Men - sig mig - hvorfra kjender I ham da?

RIKKE.

Jo han læste Religion med os henne hos Jomfru Hansen, og det var saadan et rart Menneske, og vi holdt alle sammen saa meget af ham. Men saa havde han ikke mere Tid, og saa broderede vi en Sovepude til ham og forærede ham den, da han skulde bort. Og vi græd saamænd alle sammen, og Trine Melpap - du kjender hende nok - hun kunde digte, og hun digtede et Vers i Adresseavisen med den Overskrift: »Ved en elsket Religionslærers Bortgang«.

AMALIE.

Men hvor traf du ham da igjen?

RIKKE.

Det var, efter at jeg var konfirmeret i Efteraaret, 59 da sad jeg en Gang ved Vinduet, og saa faldt mine Øjne over paa Regensen. Men hvem opdager jeg? Hr. Basalt, der sidder i Vinduet og ser over paa mig. Jeg blev da umaadelig glad, og han kjendte mig strax og hilste paa mig. Men saa kom den, som bor sammen med ham -

AMALIE.

Hvad er det for en?

KLINT
afsides.

Nu skal vi høre.

RIKKE.

Aa det er ogsaa en meget net Fyr, men han er rigtignok gruelig lapset.

KLINT
afsides.

Fy for en Ulykke!

AMALIE.

Aa det gjør ingenting. Jeg kan i det mindste bedst lide de unge Fyre, som man kan have lidt Spænd med. Hør, Rikke! sig mig, er han forlovet?

RIKKE.

Hvem - Hr. Basalt?

AMALIE.

Nej den anden, som bor sammen med ham.

RIKKE.

Nej, det tror jeg ikke. Og Hr. Basalt siger, at det er et grumme rart Menneske, og det ser han da ogsaa ud til. Men jeg tror ikke, at han bestiller meget, for han ligger i Vinduet fra Morgen til Aften.

AMALIE.

Men du fortalte ikke, hvordan det gik til, at Basalt kom her i Huset.

RIKKE.

Jo det var en Eftermiddag, den attende Januar, da det allerede var bleven mørkt, og Fader laa paa Sofaen og sov Middagssøvn; da bankede det paa Døren. Fader vaagnede og gik hen og lukkede op, og saa var det Hr. Basalt. Og han sagde til Fader, at han før havde været min Lærer, og at han havde set fra sine Vinduer, at vi boede her, og at han havde megen Godhed for sine gamle Elever, og at jeg altid havde været en af de flittigste, og at han gjerne vilde vide, hvorledes jeg havde det, 60 og om jeg var bleven konfirmeret, og saadan noget. Saa blev Fader da meget fornøjet og bad ham sætte sig ned, og saa blev han hele den Aften, og vi spillede Skidtmas.

AMALIE.

Men har han saa ikke været her oftere?

RIKKE.

Jo, han er kommen her et Par Gange om Ugen, og saa har han læst for mig og laant mig Bøger.

AMALIE.

Hør, Rikke, han er forlibt i dig, det sla'r aldrig fejl.

RIKKE.

Aa sikke noget!

AMALIE.

Ja det har du nu ingen Forstand paa, men du kan tro mig. - Aa det maa være Knas at bo lige overfor Regensen! Hør, søde Rikke! naar I igen skal have fremmede, saa maa I ved Gud bede ham med, der bor sammen med Basalt.

RIKKE.

Ja men vi kjender ham jo slet ikke.

AMALIE.

Aa hvad gjør det? han er jo din Kjærestes Ven. Men hør - nu rejser de sig fra Bordet - vi maa nok derind.

De gaar ind i Sideværelset.
KLINT.

Hendes Kjærestes Ven! naa det er altsaa min fremtidige Rolle. Jeg kan sige med Chilian: jeg har vel rejst. Og saa finder den lille Taske oven i Kjøbet, at jeg er gruelig lapset. Herregud, hvor hun maa være uskyldig for at finde mig lapset. Den anden lader til at skjønne bedre paa mig, men hun synes ikke at have nogen fin Smag. Naa der har vi nok hele Familien.

Trækker sig tilbage.

61

TREDIE SCENE.

Smidt, Basalt, Løjtnant, Madsen, Mikkel og Lars.

Siden Amalie. Klint sætter sig paa en Stol i Baggrunden.

SMIDT.

Kom nu herud, Børn, medens Fruentimmerne tager af Bordet og brygger os en ny Bolle Punsch. Naa Student! hvad synes De om saadan et Stykke Gaasesteg! Saadan noget er De nok ikke vant til derovre paa Regensen.

BASALT.

Undskyld! vi er ikke vante til at sulte paa Regensen.

SMIDT.

Naa naa! Det var sgu godt ment, lad os nu ikke gaa paa Bagbenene. Men hør! nu skal I være rigtig fornøjede, for nu er det først vi skal til at more os.

LØJTNANT.

Aa Hr. Smidt! vi har saamænd moret os ganske udmærket hele Aftenen.

SMIDT.

Ja vel har vi det. Og det var ogsaa en Skam, hvis en Smed ikke kunde skaffe sig en morsom Aften, for det er kun dem, som arbejder, der veed, hvad Hvilen duer til, og naar man er rigtig foraset, saa skjønner man først paa, hvordan Punschen smager.

MIKKEL
til Lars.

Det var sgu godt sagt! det har Mester Ret i.

MADSEN.

Ja Mester har immervæk Ret.

SMIDT.

Naa Hr. Løjtnant! naar vi nu har faaet Varerne, hvad skal vi saa hitte paa at bestille!

LØJTNANT.

Det skal jeg nok sørge for. Jeg har selv opfundet en Leg, som er overmaade morsom, og den er netop som De, Hr. Smidt, helst vil have den, med at give Pant.

SMIDT.

Naa en Panteleg - det er jo meget godt. Men hør, lad os lade være med det Kysseri, for 62 Mutter har jeg nu kysset saa tidt, og Tøserne kan jo være meget gode efter deres Beskaffenhed, men hvad mig anbelanger, saa skjøtter jeg sgu ikke synderlig om Barnemad.

LØJTNANT.

Hør, Hr. Smidt! det er sandt -

Trækker ham tilbage i Stuen, hvor de taler sammen.

MADSEN.

Hør Student; naar vi faar Punschen, skal vi saa drikke et Glas sammen?

BASALT.

Aa vi har jo drukket sammen over ti Gange i Aften. Afsides. Han bliver jo ganske drukken.

MADSEN.

Ja, De har jo sat og nippet til Varerne, ligesom det var Lemenade. Men hør, veed De hvad, lad os saa en Gang drikke rent ud, saa kan det jo være en Skaal for Deres Kjæreste.

BASALT.

Min Kjæreste? Jeg har ingen Kjæreste.

MADSEN.

Ja saa for hende, som De gjerne vilde have. - Men De kan bide Dem i Øjnene, for De faar hende sgu inte, for De er drukken, skal jeg sige os.

BASALT.

Er jeg drukken? hvad mener De med det?

MADSEN.

Aa Sludder! De skal slets inte kere Dem om, hvad jeg jeg mener, for De ser nok, jeg har lidt paa Skallen. Men det er bare Gemytlighed.

AMALIE
i Døren.

Hr. Basalt! jeg skulde bede fra Tante, om De vilde komme og smage paa Punschen.

BASALT.

Ja med Fornøjelse!

Amalie og Basalt gaar.

FJERDE SCENE.

Smidt, Løjtnant, Madsen, Mikkel, Lars, Klint. Siden Rikke.

MADSEN.

Jeg vil ind efter ham.

MIKKEL
holder paa ham.

Men hvad er der i Vejen?

63
MADSEN.

Han skal inte have Lov til at være alene med Rikke! Vil du give los!

MIKKEL.

Naa Kristen, vær nu manerlig! Madammen er jo derinde hos dem.

LARS
gaber.

Var dig blot, at Mester inte mærker noget.

MADSEN
vemodig.

Hør, Lars, du er min Ven, og du Mikkel! Rækker dem Haanden. Vil I huske paa, at jeg i mange Aar har været jeres Broder og Medarbejder, og vil I saa hjælpe mig med Raad og Daad?

MIKKEL.

Ja det vil vi.

LARS
strækker sig.

Ja det kan du lide paa.

MADSEN.

Saa kom! saa skal jeg aabenbare mit Hjerte for jer.

Trækker dem tilbage. Imidlertid er Smidt og Løjtnanten i deres Samtale komne i Forgrunden.

SMIDT.

Ja Hr. Løjtnant! jeg kan inte sige videre til de Dele, for det vil jo fornemmelig komme an paa, om De ellers har Raad til at føde Kone og Børn.

LØJTNANT.

Ja mine ordinære Indtægter ere som sagt ikke store, men ved literære Arbejder, ved Artikler i Bladene og videnskabelige Digterværker tjener jeg ikke saa lidt.

SMIDT.

Ja men hvad kan det føre til? Naar De nu har skrevet alt, hvad De veed, hvad vil De saa leve af?

LØJTNANT.

Ja jeg skal betro Dem noget, men det er en Hemmelighed. Jeg har Løfte, ganske sikkert Løfte paa et Embede paa firetusinde Rigsdaler.

SMIDT.

Firetusind Rigsdaler! Det er et stort Embede. Ja se det var jo strax noget andet. Men hvad er det for et Embede?

64
LØJTNANT.

Det sorterer under Toldvæsenet, og det er næsten aldeles afgjort, at jeg faar det.

SMIDT.

Ja saa kan vi jo allenfals vente saalænge, til De faar det. Rikke er jo et Barn endnu og trænger sgu ikke til at giftes saa snart.

LØJTNANT.

Ja men det gjør jeg, bedste Hr. Smidt! jeg trænger til det. For det kan ikke nytte at nægte det, men jeg er ikke længer nogen blomstrende Yngling.

RIKKE
i Døren.

Lille Fader! jeg skulde bede, om du ogsaa vilde komme ind og smage paa Punschen.

SMIDT.

Hvad, er Punschen ikke færdig endnu? De Fruentimmer er dog ret nogle Snøvlepetre.

RIKKE.

Jo nu koger Vandet, og vi har begyndt at blande det, men Hr. Basalt vilde gjerne have Fader paa Raad med.

Rikke gaar.

LØJTNANT.

Men Hr. Smidt! vil De da blot love mig, at jeg maa have Forrangen, hvis der optræder flere Friere, og at De ikke vil give Deres Samtykke til nogen anden, førend til mig?

SMIDT.

Ja, det kan jeg sagtens love Dem, for der er sgu ingen andre, der tænker paa saadan noget for det første.

LØJTNANT.

Mon ikke Hr. Basalt?

SMIDT.

Aa hvor vil De hen? Nej, Hr. Løjtnant! vel er De en Mand med Videnskaber og en vittig Hund - det skal ingen nægte Dem - men, De maa ikke tage det fortrydeligt op, De har ingen Menneskekundskab eller saadan hvad man skal kalde Begreb om de Dele - det har De sgu ikke.

LØJTNANT.

Jeg erkjender jo ogsaa, at jeg staar for min Overmand.

65
SMIDT.

Ja, ser De, Basalt har nu læst med Rikke i Skolen, og Tøsen var flittig, og nu vil han nødig have, at hendes Lærdom skal gaa i Vadsken. Se derfor taler han nu med hende og læser for hende og laaner hende Bøger, blot for at sørge for hendes Opdragelse og Levemaade, og det er sgu meget kjønt af ham. - Men Hilledød! jeg skal jo ind at smage.

LØJTNANT.

Lover De mig saa det, De veed nok?

SMIDT.

Ja vel gjør jeg det, vær De kuns rolig!

Gaar ind.

FEMTE SCENE.

Løjtnant. Madsen. Mikkel. Lars. Klint

LØJTNANT
afsides.

Det lettede! Jeg tror, det bliver bedst, at han for det første ikke mærker noget til mine Rivaler; jeg maa derfor se at faa Madsen beroliget, for at han ikke skal forraade os. Højt. Naa lille Madsen, hvorledes gaar det?

MADSEN.

Det gaar skidt, Hr. Løjtnant! Studenten vil slets inte bide paa Muskaten, og jeg har nok selv faaet en lille en paa Skallen. Men gid jeg bare kunde sla han ihjel, saa skulde han nok holde sig i Skindet.

LØJTNANT.

Vær nu ved godt Mod! De har set, hvorledes jeg har staaet og bearbejdet Hr. Smidt, og jeg forsikrer Dem, jeg har det bedste Haab.

MIKKEL.

Ja og vi har lovet ham, at vi nok skal hjælpe ham med at drikke Studenten til. Og tre Kobbersmedesvende maa da nok kunne binde an med saadan en Studentmagersvend.

LARS
gaber.

Ja det er ligefrem.

66
LØJTNANT.

Nej hør mine Venner! jeg tror ikke, det er tjenligt, at vi bliver ved paa den Maade. De maa helst forholde Dem aldeles rolige, for at Hr. Smidt ikke skal mærke noget, førend jeg har modnet ham for Sagen. Stol De bare paa mig!

MADSEN.

Hør, Løjtnant, De er min Ven.

Rækker ham Haanden.

LØJTNANT.

Ja det er jeg sandelig! Vel er jeg ikke noget udmærket Menneske -

MADSEN.

Jo, Løjtnant, det er De min Sjæl, ganske udmærket.

LØJTNANT.

Nej det tør jeg ikke paastaa; men jeg er et godt Menneske og en uegennyttig Ven, og jeg skal blive ved at arbejde for Dem, som jeg har begyndt. Men følg nu mit Raad! gaa nu ind til de andre, og lad ingen mærke noget!

MADSEN.

Saa skal jeg altsaa slets inte drikke mere i Aften?

LØJTNANT.

Nej, ikke med Studenten. Men tjen mig saa i at gaa ind, for at de ikke skal mærke, at vi har Hemmeligheder. Til Mikkel og Lars. Vil De passe paa, at han ikke forløber sig!

MIKKEL og LARS.

Ja det skal vi. Kom, Kristen!

De gaar ind.

SJETTE SCENE.

Løjtnant. Klint.

LØJTNANT.

Hahaha! Nu gaar det, som det var smurt. Jeg havde først tænkt paa at faa begge Rivalerne drukne, og det var godt anlagt, men Studenten er mig for forsigtig, og saa maa den Plan ryge i Lyset. Nu har jeg jo et Løfte at holde mig til, saa 67 det gjælder blot om stadig at avancere i Hr. Smidts Kridthus, saa jeg kan rive Studenten af Pinden. Død og Plage! hvor jeg længe har gaaet og smægtet efter saadan et Giftermaal. Og Hr. Smidt, det er en rig Mand - ja det er bestemt en hovedrig Mand.

Mel.. Fr. S.10.

1.

Hèr med Fryd jeg Rigdoms Spor
overalt opdager:
Gaasesteg - Mahognibord -
Sølver-Lysestager.
Alting gi'r mig den Besked,
at Profitten bliver fed,
naar jeg først har funden
Vej til Kistebunden.

2.

Snart jeg holer Skatten, hvor-
efter jeg har krøbet,
og den lille Rikkemo'r,
hun gaar med i Kjøbet.
Som en mægtig Potentat,
skal jeg leve delikat,
Østers og Postejer
kommer, hvor jeg peger.

3.

Lad de to Rivaler se,
hvor de saa kan fiske!
Her i Huset henter de
neppe nok en Sveske.
Deres Attraa stormer vild,
men jeg er dem lidt for snild.
Jeg gaar op i Højden,
lad saa dem gaa fløjten!

Hahaha! Gnider sine Hænder. Saa nu skal jeg ind og mele min Kage.

Gaar tæt forbi Stolen, hvor Klint sidder.

68
KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT
forskrækket.

Hvad var det? jeg synes, der var nogen, som sagde, at jeg skulde vogte mig - det var dog underligt - og der er slet ingen i Værelset. Ser sig om. Det er ængsteligt saadan at være alene i en Stue. - Naa Gud ske Lov! der kommer nogen.

SYVENDE SCENE.

Løjtnant. Madam Smidt. Basalt. Klint.

MADAM.

Ja det maa være en Glæde for Deres Moder at have saadan en stor Søn, som er bleven en lært Mand og en Gang skal være Præst eller Provst. Vi havde ogsaa en Gang en lille Søn, og Fatter vilde rigtignok have, at han skulde være Kobbersmed, men jeg syntes, det var bedre, om vi gjorde ham til Præst. Men det skulde inte være, for saa kreperede han, det lille Skidt.

BASALT.

Hvor gammel var han, da han døde?

MADAM.

Aa han var kun sex Dage. Men hør, Hr. Løjtnant! vil De ikke gaa ind og drikke med de andre? Fatter har spurgt efter Dem.

LØJTNANT.

Jo, jeg siger mange Tak.

Gaar.

MADAM.

Naa men sig mig nu engang, hvordan bor De derovre paa Regensen?

BASALT.

Jo Tak! meget godt. Hvis Madammen en Formiddag havde Lyst til med Deres Mand og Datter at drikke en Kop Kaffe ovre hos mig, saa skulde det være mig en Fornøjelse.

MADAM.

Ja jeg siger Tak, det kunde saamænd være ganske morsomt. Ja men sig mig, hvordan har 69 De det nu egentlig med Vadsk og Renlighed, for det er jo dog det vigtigste?

BASALT.

Aa jo - naar vi ikke gjør for store Fordringer.

MADAM.

Ja jeg kan begribe det. Men hør, veed De hvad! een stor Fordel har De, og det er, at De ikke har noget at bestille med disse Tjenestepiger, for det er rent ud sagt noget Rak.

BASALT.

Ja vi har da Piger paa Gaarden.

MADAM.

Ja vist har De, men - forstaa mig - de Piger kommer og gaar. De har dem ikke hos Dem saadan altid.

BASALT.

Nej det har vi rigtignok ikke.

MADAM.

Ja ser De det. Men det er noget forskrækkeligt noget med det Tyende, og de bliver saamænd være og være. Se der er nu Ane derude, det er saamænd en skikkelig Pige, og tro er hun, og hun mener det godt - jo hun gjør saamænd, men Nytte kan hun ikke gjøre, og saa er hun saa gruelig slem til at svare.

BASALT.

Saa?

MADAM.

Ja hun svarer for et godt Ord, om hun saa aldrig bliver spurgt. Se saadan kommer jeg igaar Eftermiddags ud i Køkkenet - det var den Gang hun havde vadsket op - og saa ligger der en Karreklud paa Gulvet. Jeg holder nu inte meget af saadan Uordentlighed, og saa siger jeg til hende i en meget ordentlig Tone: »Hør, lille Ane,« siger jeg, »vil du inte værseartig skylle den Karreklud!« og det var sandelig mine Ord, de var ikke en Smule være; men veed De saa, hvad hun svarede?

BASALT.

Nej, hvad svarede hun da?

MADAM.

Ingenting, men saa gav hun sig til at 70 fløjte. Jeg skal ikke nægte, at jeg blev vred, og saa sagde jeg: »Ane!« sagde jeg, »hvad er dette herre?« sagde jeg, »vil du strax paa Øjeblikket tage Karrekluden!« sagde jeg; men Tøsen blev ved at fløjte ganske lystig, ligesom der var ingenting i Vejen. Nu saa gik jeg ned og hentede Fatter, og han dundrede for hende, saa det knagede; men saa skulde De have set hende - saa blev hun saa himmelgal - u, saa gal, saa det halve kunde være nok.

OTTENDE SCENE.

De forrige. Det øvrige Selskab.

MADAMMEN
bliver ved.

Ja tænk Dem engang! saa rev hun Karrekluden ud af min Haand og hængte den om Halsen paa Fatter. Men De kan tro, hun fik det ogsaa at føle - opdager de andre. Naa Fatter! jeg staar og fortæller Hr. Basalt om Ane. Det er ellers et meget underholdende Menneske. Men skal vi saa til at lege?

SMIDT.

Ja vel skal vi det. Løjtnanten vil lære os en ganske splinterny Leg, som han selv har opfundet.

LØJTNANT.

Ja uden at rose mig selv tør jeg sige, at den er ret munter. Men saa skal vi først sætte os i en Rundkreds; de unge Herrer er nok saa gode at hjælpe mig med at flytte Stole.

Almindelig Vrøvl med at sætte Stole. Paa højre Fløj placeres Løjtnanten mellem Smidt og hans Kone, paa venstre Basalt mellem Amalie og Rikke. Baggrunden sluttes af de tre Smedesvende med Madsen i Midten. En af Selskabet tager den Stol, hvorpaa Klint sidder; han flytter til en anden, som ogsaa bliver taget.

LØJTNANT
rejser sig.

Se jeg har nu tænkt mig det saaledes. Først tager jeg mit Lommetørklæde. Tager i 71 Lommen. Hm - ja det er sandt, jeg vilde gjerne først tale et Ord med Hr. Basalt.

BASALT
springer op.

Her er jeg.

LØJTNANT
trækker ham tilside.

Hr. Basalt! De kunde gjøre mig en Tjeneste.

BASALT.

De vil maaske laane mit Lommetørklæde?

LØJTNANT.

Ja Tak! hvis De har et rent Silketørklæde, for jeg skal sige Dem, jeg lider i denne Tid af Snue.

BASALT.

Vær saa artig!

Løjtnanten stikker det i Lommen.

AMALIE
til Rikke.

Hahaha! Saa du, Løjtnanten maatte laane Basalts Lommetørklæde?

LØJTNANT.

Naa saa kan vi da begynde. Se nu tager jeg mit Lommetørklæde tager Basalts Tørklæde op af Lommen - det ærede Selskab bedes undskylde, hvis det ikke er saa ganske propert - og saa kaster jeg det hen paa en af Dem, idet jeg siger den første Del af et sammensat Ord, saa skal den, der griber det, sige et Ord, som passer dertil, og hvis han ikke kan det, skal han give Pant.

AMALIE.

Har Løjtnanten virkelig selv opfundet den Leg?

LØJTNANT.

Ja jeg har saamænd.

AMALIE.

I disse Dage?

LØJTNANT.

Ja for et Øjeblik siden.

AMALIE.

Det var da morsomt, for jeg har saamænd leget den, da jeg var en lille Tøs.

LØJTNANT.

Saa? det var da mærkeligt! Ja det kan saamænd godt være, at jeg en Gang i min Ungdom har haft en lignende Idee, som saa er bleven udbredt blandt Folk, for man glemmer jo saadan noget 72 Narreri, naar man faar alvorligere Ting i Hovedet. Men for at gjøre en Begyndelse - nu kaster jeg Tørklædet hen paa en og siger f. Ex.: Rulle, saa skal han sige Pølse eller saadan noget, som passer dertil. Forstaar De mig?

MADAM.

Ja vi forstaar det meget godt.

SMIDT.

Ja vel gjør vi det; begynd De kun!

LØJTNANT.

Det skal jeg. Madam Smidt, Kobber-

MADAM.

Pølse - jo De kan se, vi kan nok den Pølsesnak.

LØJTNANT.

Nej, forlad mig, det passede ikke; jeg sagde Kobber, saa skulde Madammen have sagt Smed.

MADAM.

Ja men De sagde jo før, at jeg skulde sige Pølse.

Smidt, Løjtnanten og Amalie sige i Munden paa hverandre deres følgende Replik, Smidt siddende, de andre staaende foran Madammen.

SMIDT.

Nej, Mutter, det var slet ikke paa den Façon, for du skulde have sagt noget, der kunde rime sig med det første Ord.

LØJTNANT.

Nej bedste Madam! De skal ikke altid sige Pølse, men De skal sige et Ord, der passer til det, som jeg siger Dem.

AMALIE.

Nej Tante, det er forkert, for du skulde sige et Ord, som kunde hænge sammen med det Ord, Løjtnanten sagde.

MADAM.

Naa ja! saa maa vi begynde forfra.

AMALIE.

Nej, Tante skal værsgo give Pant.

MADAM.

Skal jeg det? ja man maa jo finde sig i det. Ja hvad skal jeg give jer, Børn? jo her er et Nøgle Garn, men smusk det ikke til, for i Morgen skal jeg stoppe Fatters Sokker dermed. Naa saa skal jeg vel. Til Rikke. Heste-

73
RIKKE.

Kjød. Til Smidt. Vand-

SMIDT.

vare. Nu kan De se, jeg kan nok.

LØJTNANT.

Haha! det var udmærket klaret.

SMIDT
til Mikkel.

Bal-

MIKKEL.

ber.

SMIDT.

Hahaha. Ja Mikkel, du kunde ogsaa have sagt lon, Ballon. - Men nu skal du hive.

MIKKEL
til Madsen.

Pas paa, Kristen! Politi-

MADSEN.

Student.

SMIDT.

Hahaha! Politistudent! Nej, nu maa du sgu komme hit med et Pant, for det passer ikke.

LØJTNANT.

Nej, det er sandt. Studenten passer ikke paa Politiet, for det er Politiet, der passer paa Studenten. Hahaha!

SMIDT.

Hahaha! Det er ret godt. Ja man kunde ogsaa sige, at Studenten natyrligvis ikke kan hænge ved Politiet, fordi at Politiet er efter Studenten. Hahaha!

LØJTNANT.

Hahaha! ja det var meget bedre!

MADSEN.

Her har De min ene Ørenring, men De maa passe paa den, for jeg har Magen efter den. Til Amalie. Peter-

AMALIE.

Hvitfeldstræde. Til Løjtnant. Peber-

LØJTNANT.

Jomfru. Nej det kan man nok ikke sige.

Roder i Lommen.

SMIDT.

Nej hør, lad De nu være at komme Peber paa Jomfruen, for hun kan være pebret nok i Forvejen, hahaha!

LØJTNANT
giver Pant.

Hahaha! det er et fortræffeligt Indfald. Til Mikkel. Heste-

MIKKEL.

Sko. Til Madam. Fløde-

MADAM.

Skjæg.

74
SMIDT.

Det var ret, Mutter.

MADAM.

Ja nu er jeg ligesaa klog som I. Pas nu paa! Til Smidt. Silke-

SMIDT.

Orm - ja naar det ikke er værre. Til Amalie. Lamme-

AMALIE.

Frikassee. Til Lars. Hylde-

LARS
griber det.

Grebet!

SMIDT.

Hahaha! Hylde-Greve! hvad Satan vil du med Greven her? her er han sgu ikke paa sin Hylde, hahaha!

LØJTNANT.

Hahaha! Nej det er kosteligt. Men De maa give Pant.

LARS.

Værsgo! Til Madsen. Messing-

MADSEN.

Maskine med Løvefødder og Gesvejsning. Til Smidt. Mester-

SMIDT.

Stykke. Til Basalt. Prop-

BASALT
fordybet i Samtale med Rikke.

Hvad behager?

SMIDT.

Haha! Studenten skal give Pant.

BASALT.

Her har De Nøglen til Regensporten. Til Madsen. Agurke-

MADSEN
arrig.

Det kan De selv være.

Klint tager Lommetørklædet og gaar med det i den opløftede Haand.

SMIDT.

Men hvad er det, Kristen?

MADSEN.

Han skal ikke komme med sine Grovheder og kalde mig en Agurk, for jeg er inte mere Agurk end som han.

SMIDT.

Men, Kristen, han mener jo heller ikke, at du er en Agurk, men du maa huske paa, at vi leger; han sagde Agurke, og saa skulde du sige Selat.

MADSEN.

Det er ganske rigtig, Mester, det glemte jeg; men han har dog illigeveller inte Lov til at være grov.

SMIDT.

Ja men det har han jo heller ikke været.

75
MADSEN.

Nej det har han inte, men han har heller inte Lov til det.

SMIDT.

Naa lad os saa begynde igjen! Du skal kaste, Kristen. Hvor har du gjort af Tørklædet?

MADSEN.

Jeg veed sgu inte. Væk er det.

MADAM.

Er det ikke trillet ned under Stolen?

MADSEN
ser efter det.

Nej, der er sgu ingenting.

LØJTNANT.

Saa maa De vist af Vanvare have stukket det i Lommen.

MADSEN.

Nej, jeg bruger inte at stikke i Lommen; det er inte min Handtering.

SMIDT.

Men hør, Kristen! du skal sgu passe paa, hvad man giver dig. Er det en Maner at handle med Folks Tøj?

Klint lægger Lommetørklædet i Løjtnantens Skjød.

AMALIE.

Men se - Løjtnanten har jo Tørklædet.

LØJTNANT.

Har jeg?

Opdager det.

SMIDT.

Hør, Løjtnant, alvorlig talt, hvad skal det ligne saadan at holde Folk for Nar? Hvorfor har De ikke sagt det strax?

LØJTNANT.

Jeg forsikrer Dem, jeg vidste ikke af det. Det maa være Trækvinden, som har ført det op paa mit Skjød.

SMIDT.

Aa sikke noget Sludder! men lad os nu faa Ende paa den Snak, saa kan De jo begynde at kaste.

LØJTNANT
afsides.

Det var forbandet. Til Mikkel. Svine-

KLINT.
Bag Madsen.

Planet.

MIKKEL.

Naa, Kristen! hvorfor kan du ikke lade mig svare?

MADSEN.

Du svarede jo, du sagde jo Planet.

MIKKEL.

Nej det var jo dig, der sagde Planet.

76
MADSEN.

Aa Sludder, jeg sagde jo ikke et Muk.

MIKKEL.

Jo gu gjorde du saa.

MADSEN.

Nej gu gjorde jeg ej.

SMIDT.

Naa, Kristen! du skal sgu bie med at svare, til Turen kommer til dig. Mikkel kan nok hjælpe sig selv, han er jo stor nok til det.

MADSEN.

Det er godt, Mester! Mester er nok behagelig, men nu gaar jeg, saa skal jeg inte genere Selskabet.

MADAM.

Naa, lille Kristen, kom nu og sæt dig igjen!

MADSEN.

Madammen maa tjene mig i inte at blive arrig, men naar de alle sammen sidder og griner ad mig og arbejder paa at ærke mig -

SMIDT.

Naa Kristen! hvad er det nu for nogle Nykker med dig? Tror du kanske, at du har Lov til at spolere vores Plaser, fordi du har lavet en Smule Mesterstykke, som en Vajsenhusdreng kan gjøre dig efter?

MADSEN.

Nej hør, Mester! det er sgu Løgn i Mesters Hals.

LARS og MIKKEL.

Naa naa, vil du se, du kan dy dig.

LØJTNANT
gaar hen til ham.

For Guds Skyld, vær dog endelig rolig! De forspilder Deres egen Lykke. Højt. Da Legen synes at være gaaet istaa, saa er det vel bedst at begynde at løse de Panter, der er indkomne.

Mel. af Du Puy.

1.

Her i vor Leg maa den gi' Pant,
som ikke rigtig har forstaaet 'en.

77
SMIDT.

Saa bli'r han gnaven - ikke sandt?
og saa kommer der Knuder paa Traaden.

LØJTNANT.

Men for nu atter at løse dem,
løse vi vore Panter hjem.

KOR.

Men for nu atter o. s. v.

2.

SMIDT.

Løjtnanten taler ganske sandt,
saadan vi Ende faar paa Legen.

LØJTNANT.

Lad os da lystig løse Pant,
som der var ingenting i Vejen!
Saa er os den Plaser et Pant
paa at Humøret ikke svandt.

KOR.

Denne Plaser er os et Pant o. s. v.

SMIDT.

Det er ret, Løjtnant! saadan skal det være. Men lad os saa først gaa ind og faa et Glas af Mutters Mavedraaber!

MADAM.

Herregud! skal I nu drikke Punsch igjen? De Mandfolk er dog ret nogle Fyldebøtter. Nej hør, Fatter! lad os nu først faa den Leg færdig.

SMIDT.

Saa - ja man maa være god mod sin Kone, naar der er nogen, som hører paa det. Ja vel, Mutter, saa vil vi da faste og løse Panter, men saa vil vi sgu ikke vide noget af det Kysseri, for saadan noget kan jeg ikke taale paa fastende Hjerte.

MADAM.

Du kan jo gjerne lade være, Fatter; men du maa tænke paa, at de unge ogsaa skal have nogen Fornøjelse.

SMIDT.

Værsgo! Men saa vil jeg have mig frabedt, 78 jeg lægger sgu ingen Mund til. Saa kan I andre slikke saa meget I gider; Mutter er til Tjeneste!

LØJTNANT.

Saa var det vel bedst, vi begyndte.

De skyder Stolene tilbage og samler sig dels staaende, dels siddende. Lars, sætter sig paa en Stol opad Væggen og falder i Søvn?

AMALIE.

Hvem vil dømme?

LØJTNANT.

Hvis ingen anden vil, saa vil jeg.

AMALIE.

Hvad skal den gjøre, som ejer dette Pant?

LØJTNANT.

Han skal - han skal - ja lad mig se! han skal holde en Tale.

AMALIE.

Hahaha! Det er Madsens Pant. Nu skal vi høre.

SMIDT.

Naa kom hit, Kristen! Nu skal du op at præke. Det er nok første Gang, det arriverer dig; det er din Tiltrædelsespræken, hahaha!

MADSEN.

Nej det sla'r fejl, for jeg kan slets inte tjene Mester deri.

MADAM.

Jo sin Dom maa man saamænd holde.

SMIDT.

Naa, Kristen! er der noget i Stykker? Lad mig nu se, du opper dig.

LØJTNANT
afsides til Madsen.

Prober dog bare paa at sige et Par Ord! De kan jo tale om den Lykke, at De har fuldendt Deres Mesterstykke, eller om Glæderne og Fornøjelserne ved Deres Profession.

SMIDT.

Naa, Kristen! op med dig!

MADSEN.

Selskabet maa slets inte ærke sig, fordi jeg inte vil snakke om Glæderne og Fornøjelserne ved min Profession og saadanne Historier, for naar man har Hovedet fuldt af Bedrøvelighed og de Dele, saa er man vildfarendes i Glædens Religioner, og naar Glæden sparker til mig, saa sparker jeg igjen. Derfor vil jeg slets inte snakke om Glæden.

79
SMIDT.

Vil du kanske snakke om Sorg og Bedrøvelse?

MADSEN.

Nej, det vil jeg heller ikke, Mester! for jeg vil slets inte snakke. For jeg er maliciøsk, skal jeg sige os, jeg er gal i Skralden, men jeg kan inte gjøre for det.

LØJTNANT
afsides til Smidt.

Han har nok en lille en.

Peger paa Panden.

SMIDT
afsides til Løjtnanten.

Ja det kunde nok hænde sig, men saa maa man tage ham fint. Højt. Hør, Kristen! det er ikke rigtigt med dig; skulde det ikke være passeligst, om du gik lidt ned i Gaarden for at lufte dig?

MADSEN.

Jo Mester! det bliver nok ungefær det sundeste, at jeg rubber af, for ellers tør jeg bande paa, at jeg gjør Fortræd. Men jeg vil hellere trække mig tilbage i de indre Gemakker, saa kan Løjtnanten imidlertid arbejde paa dette Giftermaalsvrøvl. Kom med, Mikkel!

Mikkel og Madsen gaar ind i Sideværelset.

NIENDE SCENE.

De forrige uden Mikkel og Madsen.

SMIDT.

Den stakkels Fyr, han er jo rent fra det. Men hvad var det han snakkede om Giftermaal?

LØJTNANT.

Ja Gud maa vide det! man kan jo ikke regne paa, hvad en drukken Mand siger. Afsides til Smidt. Han har uden Tvivl hørt noget om det Løfte, De har givet mig med Hensyn til Deres Datter. Højt. Men skal vi saa ikke have det næste Pant? Madammen er maaske saa god at dømme.

80
AMALIE.

Jeg har det i Haanden. - Hvad skal den da gjøre, som ejer dette Pant?

MADAM.

Den, der ejer dette Pant, han skal støde Peber.

AMALIE.

Nej Tante, det er dog altfor frygteligt! nej lad os nu faa noget ordentligt.

MADAM.

Ja saa skal han gaa polsk Tiggergang.

AMALIE.

U nej, det er saa ækelt! saa skal man gaa og kysse dem allesammen.

MADAM.

Naa ja - I kan ogsaa faa det paa en anden Maner; lad mig se - hvis det er en Herre, saa skal han bede en Dame om et Kys.

SMIDT.

Naa saa skal vi dog have Slikkeri.

AMALIE.

Ja men saa maa Damen da ogsaa have Lov til at sige Nej.

MADAM.

Ja han skal bede pænt om det, saa kan un jo gjøre, hvad hun vil.

SMIDT.

Ja men naar det nu er en Dame, der ejer Pantet?

MADAM.

Ja hvis det er en Dame, saa skal hun bede Fatter om et Kys.

SMIDT.

Ja men saa vil jeg sgu ogsaa have Lov til at sige Nej.

AMALIE
trækker Pantet frem.

Det passer ypperligt, det er Hr. Basalts! Afsides til Rikke. Naa, Rikke! sæt nu Munden i Lave!

BASALT
nærmer sig til Rikke.

Men saa maa man da have Lov til at føre Parlamentationen hemmelig; alle Tilhørerne maa bortfjerne sig.

MADAM.

Det er i sin Ordentlighed - vi andre gaar over til den anden Side af Stuen.

De gjør det.

81
BASALT
højt.

Jeg kaster mig i Støvet for min Dames Fødder.

Falder paa Knæ.

MADAM.

Hahaha! se han falder paa Knæerne, det gale Spektakkel!

BASALT
afsides til Rikke, der sidder med nedslagne Øjne.

Rikke! det skulde være en Spøg, men tilgiv mig - med Dem kan jeg ikke spøge. Mit Hjerte er fuldt, jeg kan ikke længer modstaa Trangen til at aabne det for Dem. Maa jeg benytte dette Spøgens Øjeblik til at udtale det alvorlige, der i saa lang Tid har været min eneste Tanke, mit eneste Haab? Det kan ikke være andet, end at De maa have mærket, hvad der nu i en Maaned, hver Dag stærkere, har draget mig til Dem.

RIKKE
afsides til Basalt.

Herregud, Hr. Basalt! hvor kan De dog nænne at gjøre Nar af mig?

SMIDT.

Hun lader til at være stædig, for han kan dog ellers nok snakke for sig.

MADAM.

Naa, Rikke! giv dig kun strax! det er jo Synd for Mennesket.

BASALT
afsides til Rikke.

Hvorfor tror De da, at jeg har lukket mine Bøger, saa snart jeg havde et Glimt af Haab om at se Dem? hvorfor glemte jeg alt, hvad jeg læste, blot for at tænke paa Dem? hvorfor var Deres Vinduer den første Gjenstand, mine Øjne søgte om Morgenen, ligesom den sidste om Aftenen?

RIKKE
afsides til Basalt.

Er det da virkelig Deres Alvor?

BASALT
afsides til Rikke.

Har jeg nogensinde givet Dem Grund til at tvivle paa det? Giv mig, jeg beder Dem, et bestemt Svar; elsker De mig eller ikke?

RIKKE
afsides til Basalt.

Jo det ved Gud jeg gjør, men jeg er ikke nær god nok til Dem.

82
SMIDT.

Hahaha! det lader til, de vil skilles ad med tørre Munde.

BASALT
afsides til Rikke.

Saa løser jeg mit Pant, Pantet paa min Lykke.

Kysser hende.

SMIDT.

Naa, Student, det var nok en sur Fornøjelse. Ja Tøsen slægter mig paa; vi skjøtter ikke om Slikkeri, fordi vi holder os til det solide.

AMALIE.

Nu skal Hr. Basalt dømme. Afsides til Rikke. Naa, Rikke, hvordan smagte det?

RIKKE
afsides til Amalie.

Fy, Malle! du er ret en styg Pige.

AMALIE
til Basalt.

Hvad skal den gjøre, som ejer dette Pant?

BASALT.

Lad ham synge os en Sang!

AMALIE.

Det er Tantes Pant?

MADAM.

Naa, skal jeg til det? ja jeg vil ikke gjøre mig kostbar, naar De bare vil være saa artige at tage til Takke. Nu skal jeg synge Dem en Sang, som De aldrig har hørt før. Det er saamænd om den Soldat, der forleden fros ihjel udenfor det Krudttaarn derude paa Kristianshavn.

LØJTNANT.

Ja men det skal ikke være sandt.

MADAM.

Jo saamænd er det sandt, det veed jeg bedre.

LØJTNANT.

Ja men, bedste Madam! det blev befalet paa Parolen, at Soldaten ikke var frossen ihjel.

MADAM.

Ja men det er dog forkert, for her kan De se, her har jeg det paa Tryk. Tager en Vise frem. Nu skal De bare høre! Læser. »Moral for Krigere, eller en ganske ny og traurig Vise om Søren Persen, der stod paa Vagt ved et Krudttaarn, men af Mangel paa Forsigtighed og Vanvare fros ihjel; forfattet som 83 et advarende Exempel og helliget den tapre danske Hær af L. Hansen, Underofficer ved Kongens Regiment.«

LØJTNANT.

Ja bedste Madam, der ser man, at den Vise maa være gammel, for nu er der, som bekjendt, ikke noget Regiment mere, der hedder Kongens Regiment.

MADAM
stødt.

Nej det veed Gud, den er ikke gammel, der kan De selv se, der staar: trykt i dette Aar.

Mel. af Krøyer.

1.

I denne Vinter har vi ha't
en usædvanlig Frost,
og saadan var det og den Nat,
da Søren stod paa Post.
Da Kulden var saa fæl - faldera!
saa drak han sig en Pæl,
og denne Pæl den løb ham rundt i Ho'det.

2.

Og da han havde faaet en Rus,
og Kulden var saa streng,
saa sov han i sit Skilderhus,
for der var ingen Seng.
Der hvilte han sin Krop - faldera!
men da han vaagned op,
saa mærked han, at han var død og borte.

3.

O Læser, tag dig vel i Agt,
naar Kulden er saa fæl!
staa ikke ved et Krudttaarn Vagt
og drik dig ingen Pæl!
Og har du dig en Rus - faldera!
sov ej i Skilderhus!
thi Døden kommer og ta'r dig, før du vaagner.

84

4.

Nu vil jeg ikke synge mer,
thi Visen er forbi,
og jeg er Underofficer
ved første Kompagni
ved Kongens Regiment - faldera!
jeg er dig vist bekjendt,
mit Navn er Hansen, her er Visen ude.

LØJTNANT
begejstret.

Maa jeg takke Madammen for Deres Sang! Jeg forsikrer Dem paa, den har henrykt, ja den har forbavset mig. Jeg har endnu aldrig oplevet, at en Kone, der har en voxen Datter, har kunnet synge saa klart og rent.

SMIDT.

Ja Mutter har en ganske kjøn Stemme, men naar hun skal op i de høje Toner, saa kniber det lidt. Nej vi skulde have faaet Studenten til at synge for os, det var Død og Plage blevet noget andet.

BASALT.

Jeg forsikrer Dem paa, jeg synger meget daarligt.

SMIDT.

Aa sikke noget Vrøvl! Nej det veed vi meget bedre. Mutter og jeg har saa tidt om Aftningen lagt i Vindeverret og hørt Studenterne derovre synge paa Regensen, og jeg siger ikke noget, men det var sgu ikke saa tosset. Mutter har nu Geni for de Dele, saa hun har lagt og lært nogle af deres Melodunter.

MADAM.

Ja jeg kan saamænd huske et Par Stykker af dem. Kjender De ikke nok den: Synger. »Regensen duer til ingenting!« og saa var der ogsaa en anden, som har saadan nogle løjerlige Ord, men det var ellers en kjøn Tone: Synger. »En Karl med uldent Belte, han tog en rød - han tog en rød Madam.« Men hvad der saa siden blev af den Madam, det kunde jeg ikke blive klog paa, for saa sang de i 85 Munden paa hinanden: »Frisk Kjød og Gaaselaar, frisk Kjød og Gaaselaar!« - Men, det er sandt, Fatter, Hr. Basalt har bedt mig, om vi ikke en Gang en Formiddag vilde komme og besøge ham paa Regensen.

BASALT.

Ja det skulde være mig kjært, hvis De f. Ex. i Morgen Formiddag med Deres Kone - og De, Jomfru Rikke kommer vel ogsaa med? - vilde drikke et Glas Vin ovre hos mig og min Kontubernal.

SMIDT.

Aa ja, det kunde sgu være ret morsomt at se den røde Kasse lidt efter i Sømmene. Jeg siger Tak!

BASALT.

Maaske ogsaa Jomfru Krapylius vil gjøre mig den Fornøjelse?

AMALIE.

Aa ja, det vil jeg saa gysselig gjerne.

LØJTNANT
afsides.

Nej vil man se, om jeg bliver bedt med. Ja saa maa man se at forpurre det hele. Højt. Skal vi saa ikke tage fat paa det næste Pant?

MADAM.

Vil Løjtnanten ikke dømme for mig?

LØJTNANT.

Med Fornøjelse. Afsides. Det maa være mit eget Pant, man maa faa Lejlighed til at brillere. Højt. Han skal deklamere.

AMALIE.

Det er Løjtnanten selv.

LØJTNANT.

Hvad? skal jeg deklamere? det sætter mig virkelig i Forlegenhed, for jeg er aldeles uforberedt.

SMIDT.

Aa, hvad gjør det, Løjtnant? Prober De baresten, saa godt De kan! hvad kan det skade, om det bliver skidt? Kom De kun!

LØJTNANT.

Ja men saa maa jeg bede Selskabet et Øjeblik at gaa ind i den anden Stue, medens jeg samler mine Tanker. Naar jeg er færdig, skal jeg nok kalde paa Dem.

86
SMIDT.

Lad os da det, saa faar vi os ogsaa et Glas med det samme.

De gaar ind, Smidt sidst; idet han vil ind, siger

LØJTNANT.

Hr. Smidt, maa jeg tale med Dem?

Klint giver Lars et Slag paa Skulderen. Denne vaagner og bliver siddende paa Stolen med opspilede Øjne.

TIENDE SCENE.

Smidt. Løjtnant. Lars. Klint.

SMIDT.

Naa Løjtnant! hvad vil De mig?

LØJTNANT.

Bedste Hr. Smidt! i Følge det Løfte, De har givet mig, mener jeg vel, at jeg tør betragte mig som et Medlem af Deres Familie, som Deres Svigersøn og Deres Datters Forlovede. Tør jeg ikke?

LARS
rejser sig.

Hvad Satan er det?

SMIDT.

Aa jo saamænd tør De det.

LØJTNANT.

Har De ikke for fuldt Alvor givet mig Løfte paa Deres bedste Skat, Deres Kjød og Blod, Deres Rikke?

LARS
afsides.

Naa det skal Kristen faa at vide.

Lister ind i Sideværelset, uden at de mærker ham.

SMIDT.

Naa, hvad saa?

LØJTNANT.

Ja, saa mener jeg, at min Stemme ogsaa maa have nogen Magt her i Huset. De har lovet at besøge Hr. Basalt i Morgen, tjen mig i at lade være!

SMIDT.

Aa, hvad er det for Nykker med Dem? Hvorfor skulde jeg lade være?

LØJTNANT.

Tjen mig bare deri! Jeg kjender Studenterne, jeg kjender den overmodige Ungdom. Hr. Basalt mener det kanske godt, i det mindste har han 87 ikke lagt noget ondt for Dagen, men Studenterne, De vil træffe derovre paa Regensen, de foragter enhver agtbar Borger, de kalder ham Spidsborger og Filister; naar De og Deres Familie kommer derover, vil man gjøre Nar af Dem.

SMIDT.

Aa, sikke noget! Der er sgu ingen, der gjør Nar af mig, og hvad skulde de gjøre Nar af? Nej lad mig nu se, De gøgler for os og slaar de Griller af Hovedet.

Gaar ind.

LØJTNANT
siger efter ham.

Jeg beder Dem, vogt Dem!

ELLEVTE SCENE.

Løjtnant. Klint.

KLINT.

Vogt dig!

Egen Melodi.

LØJTNANT.

Ha, hvad er det?
Steg der en Røst fra Gravens Hule
og toned Rædsel i mit Øre?
Eller var det monstro et Drømmefoster
af Ungdomsblod og Smedens Punsch?

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Er her nogen?

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Er her nogen?

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Hvor? - hvor? Kom frem!
88 Hør, atter det lyder
her tæt ved min Fod,
og Rædsel det gyder
igjennem mit Blod!
Det hvisler og suser
og stormer og bruser,
min Kjækhed det knuser
og dræber mit Mod.

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Er her nogen?

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Er her nogen?

KLINT.

Vogt dig!

LØJTNANT.

Hvor? - hvor? Kom frem?
Igjen det forvirrer
mig Tanke og Sind,
jeg stirrer og stirrer,
men stirrer mig blind.
Jeg hører og gruer,
men intet jeg skuer,
thi Helved mig truer
med gøglende Skin.

Styrter til Døren.

Kom ind! kom ind! kom ind! kom ind! kom ind!

Synker om paa en Stol.

TOLVTE SCENE.

Løjtnant. Smidt. Madam. Basalt. Amalie. Rikke. Klint.

SMIDT
med et Glas Punsch.

Naa hvorfor skriger De saadan? Vi skal nok komme.

89
MADAM.

Løjtnanten sidder der paa Stolen.

SMIDT.

Han skal sgu først have et Glas Punsch. Gaar hen til ham. Han skulde dog aldrig været tøstet ihjel for os. Stikker det til hans Mund. Værsgo, Løjtnant!

LØJTNANT
farer op.

Er her nogen?

SMIDT.

Hahaha! sikken en Rad! hvor han gjør det natyrligt! Jo vi er her alle syv og tyve. Kom nu op, Løjtnant! og deklamer for os!

LØJTNANT
mat.

Skal jeg deklamere?

SMIDT.

Hahaha! Han lader ligesom han var falden i Besvimelse. Ja lad os nu høre, hvad De har at sige!

LØJTNANT
afsides.

Ingen maa mærke noget. Man maa være en Mand. Højt. Ja jeg vil prøve derpaa.

SMIDT.

Lad os gaa tilbage, for at han kan faa Plads til at sparke ud med Arme og Ben.

De samle sig paa den ene Side af Theatret.

LØJTNANT
deklamerer.

Rosen blusser alt i Danas Have, Liflig fløjter vist den sorte Stær, Drenge deres brune Nektar lave, Bier græsse stolt paa Fædres Grave, Hingsten plukker af - Hingster deres brune Nektar lave, Drenge græsse stolt paa Fædres - Fædre deres brune Drenge lave, Nektar - Bier - Drenge - Hingster -

Standser aandeløs.

SMIDT.

Hvad gaar der af Løjtnanten? Han har jo rent glemt det.

LØJTNANT.

Undskyld - jeg er noget forvirret - jeg vil forsøge paa et andet Vers. Deklamerer. Fattig Mand, som pløjer danske Lande, Ryster Æbler af sit Pæretræ - Ryster Pærer af sit Æble - Ryster Æbler af sit Egetræ, Har en kløgtig Arm, en kraftig Pande, Mælk paa Marken, Korn i sine Spande - 90 Korn paa Mælken, Mark i - Mark paa Kornet - Mark paa Mælken, Spand - Spark paa Mælken -

Synker om paa en Stol.

SMIDT.

Men Løjtnant dog! hvordan gaar det? Er der noget i Stykker?

LØJTNANT.

Jeg kan ikke - jeg har Feber - jeg er syg.

SMIDT.

Hej, Mutter! Spring efter nogle Kamferdraaber! Løjtnanten er syg.

LØJTNANT.

Nej, tusind Tak! maa jeg bare faa Lov til at komme hjem.

SMIDT.

Det var dog kjedeligt, at vi saa tidlig skulde skilles ad; men det maa De selv bedst forstaa. - Naa, I lange Tøse! vil I se, I kan hente Løjtnantens Tøj! Amalie og Rikke gaar. Naa hvordan gaar det nu med Feberen?

LØJTNANT.

Aa Tak, naar jeg bare kommer ud i Luften.

SMIDT.

Studenten er nok saa god at følge Dem hjem.

BASALT.

Ja med Fornøjelse.

Henter sit Tøj.

AMALIE.

Her er Løjtnantens Frakke.

RIKKE.

Og her er hans Hat.

De klæde ham paa.

MADAM.

Nu maa Løjtnanten endelig i Morgen paa fastende Hjerte tage to Lod engelsk Salt, saa faar Feberen ingen Magt med Dem. Og her er et uldent Stykke, som De skal have om Halsen.

Binder det paa ham.

LØJTNANT.

Tusind Tak! jeg gjør Dem saa megen Ulejlighed.

SMIDT.

Aa sikke noget! Men det er jo slemt, at vi 91 skal skilles ad paa de Maader. God Nat, Løjtnant, god Bedring! God Nat, Student! ja De ser os i Morgen.

Almindelig god Nat, god Bedring o. s. v. De gaar.

TRETTENDE SCENE.

De forrige uden Løjtnant og Basalt. Madsen, Mikkel og Lars.

SMIDT.

Det var da noget kjedeligt noget, nu staar den gode Punsch til ingen Nytte. - Men hvad er nu det?

MADSEN
styrter ind, efterfulgt af Mikkel og Lars.

Hvor er Løjtnanten? hit med han!

SMIDT.

Men, Kristen, hvad er nu det for en Maner?

LARS og MIKKEL
griber fat paa ham.

Vær nu rolig?

MADSEN.

Væk med jer! hit med Løjtnanten! jeg vil sla' han ihjel.

SMIDT
griber ham.

Nej du vil ikke, Kristen.

MADSEN
river sig løs.

Jo, jeg vil, Mester! jo gu vil jeg saa. Farer om. Hit med Løjtnanten - død eller levendes!

Styrter ind i den anden Stue.

SMIDT.

Efter ham!

Alle ud.

FJORTENDE SCENE.

KLINT.

Nu har jeg nok, Klokken er tolv, bring mig hjem! Dekorationen forandres til Regensværelset, som er mørkt. Jeg er tung i 92 Hovedet og konfus over alle disse Optøjer, jeg vil gaa i Seng og sove paa det. Men det er sandt, Jøden skulde først have sine Kalosker. Aabner Vinduet. Gamle Ven! Tak for Laan! Lykke paa Rejsen!

SKOMAGER
udenfor.

God rolig Nat!

93

TREDIE AKT.

Regensværelset.

FØRSTE SCENE.

KLINT.

Det er allerede højt oppe paa Dagen. Jeg har ligget og sovet og sovet, og det vilde aldrig faa Ende. - Men det er sandt, vi skal jo have Damesold i Formiddag. Basalt er formodentlig gaaet ud for at drive Mønt op dertil. Naa der har vi ham.

ANDEN SCENE.

Klint. Basalt.

BASALT.

God Morgen! hvordan gik det saa med Soldet igaar Aftes?

KLINT.

Jo meget godt! Men hvorledes gik det med Rambusen hos din Onkel?

BASALT.

Ja, sandt at sige, var jeg ikke hos min Onkel; nej, jeg kom et andet Sted, du kan neppe gjætte hvor.

KLINT.

Man kan jo prøve paa det. Det var - lad mig se - det var hos en Plattenslager.

BASALT.

Nej hvor kan du tro, at jeg søger Omgang med andre Plattenslagere end dig?

94
KLINT.

Ja hør, saa var han sgu Kobbersmed.

BASALT.

Hvor Pokker har du faaet det at vide?

KLINT.

Jeg gjætter mig til det.

BASALT.

Ja men du kan neppe gjætte, hvem jeg der var i Selskab med.

KLINT.

Man kan jo prøve paa det. Det var vel Smeden og hans Kone og Datter og diverse Smedesvende.

BASALT.

Ja det kan man begribe a priori.

KLINT.

Ja, og Smedesvendene hed sagtens Kristen Madsen, Mikkel og Lars.

BASALT.

Men hvor Pokker har du dog faaet det at vide?

KLINT.

Jeg gjætter mig til det. Og Niecen hed Jomfru Krapylius, og de skjønne Aander hed von Buddinge og Basalt, og Tjenestepigen hed Ane.

BASALT.

Naa saa er det vel fra sidstnævnte, du har din Visdom?

KLINT.

Tror du, jeg gjør mig gemen med saadan en forbandet Tøs, der fløjter ad Mutter og hænger Fatter Karkluden om Halsen?

BASALT.

Men Menneske, hvor har du dog faaet alt det at vide?

KLINT.

Jeg gjætter mig til det.

BASALT.

Hvordan hænger det dog sammen? jeg kan ikke begribe det. - Men hør, da du er saa superklog, saa veed du vel ogsaa, hvorfor jeg er kommen der i Huset.

KLINT.

Hør, Højstærede! saasom og eftersom jeg ikke er starblind, har jeg naturligvis for over en Maaned siden gjort den Opdagelse, at du gik med Frierhandskerne i Lommen.

BASALT.

Har du? Det klinger lidt utroligt. I det 95 mindste har du da hver Dag med den største Ufortrødenhed staaet ved Vinduet og kastet forelskede Blikke over til »din lille Smededatter«.

KLINT.

Ja vist har jeg det, men hvorfor? naturligvis bare fordi det morede mig at gjøre dig jaloux.

BASALT.

Virkelig? ja saa maa jeg tilstaa, at du spiller fortræffeligt Komedie. Men skulde du ikke foruden alt det øvrige ogsaa have faaet at vide, hvad for en Bestemmelse vi tog derovre igaar Aftes.

KLINT.

Jo jeg veed nok, at du var paa Knæerne.

BASALT.

Paa Knæerne? hvad mener du med det!

KLINT.

Som jeg siger, at du var paa Knæerne, men ved en snild Metamorfose forvandlede en Panteleg til en Frierleg.

BASALT.

Men det er jo Hexeri! - saa sig mig dog Menneske, hvor har du faaet alt det at vide?

KLINT.

Jeg gjætter mig til det.

BASALT.

Aa hvad er det for noget Snak? hvorfor kan du ikke sige mig det?

KLINT.

Det kan jeg ikke ifølge det ny Tavshedssystem, som du har indført her paa Knejpen i den sidste Maaned.

BASALT.

Aa du er et Vrøvlehoved. Det er mig naturligvis af stor Vigtighed at erfare, af hvem du har faaet det at vide. - Tjen mig nu bare i at sige mig det!

KLINT.

Tjen mig nu bare i ikke at tabe dit Humør, til Damerne kommer!

BASALT.

Naa saa det veed du ogsaa?

KLINT.

Ja naturligvis, jeg veed alting.

BASALT.

Men det er jo til at blive gal over.

KLINT.

Bliv nu bare ikke arrig, men lad os høre, hvorledes du har tænkt på at beværte dit Selskab.

96
BASALT.

Aa jeg veed ikke! Jeg havde tænkt paa at byde Damerne Chokolade, men skjønt jeg har været hele Gaarden rundt, har det ikke været mig muligt at opdrive mere end et eneste Par Kopper.

KLINT.

Det er umuligt, her maa være Kopper nok, og om de endogsaa er lidt simple, behøver de da heller ikke just at være mageløse.

BASALT.

Ja men det er netop Ulykken, at de er mageløse, Overkoppen vil aldrig passe til Underkoppen, og de, som ikke er mageløse, er hankeløse paa Grund af Karlenes indgroede Had til al Luxus og især til Hankekopper. Men hvad er der herved at gjøre? for vi kan da ikke servere Chokoladen i Vinglas.

KLINT.

Nej det kan vi neppe, for hvor skulde vi faa Vinglas fra?

BASALT.

Jo dem kan vi leje.

KLINT.

Kan vi det? Naa saa du er ved Muffen? Ja lad os saa give Damerne Kage og Likør, og Svigerpapa et Glas Vin, saa slipper man for alt Vrøvl.

BASALT.

Naa ja, det bliver vel det bedste. Saa vil jeg da gaa ud og sørge for det, men saa maa du imidlertid rydde op herhjemme.

KLINT.

Ja jeg maa da først rydde op i dine Affærer.

BASALT.

I mine Affærer, hvad mener du med det?

KLINT.

Jeg mener, at naar vi faar Kobbersmeden herover, saa er det din Sag at smede, medens Kobberet er varmt. Men for at det kan ske, maa jeg først have Rivalerne ryddet af Vejen.

BASALT.

Hvilke Rivaler? af dem har jeg ingen.

KLINT.

Ikke det! jo, min bedste, du har to: den 97 raa Kraft og den snedige Kløgt, eller med andre Ord, Smedesvend Madsen og Løjtnant von Buddinge. Den sidste er den farligste, da han allerede hos Kobbersmeden har tillistet sig Løfte paa hans Datter.

BASALT.

Men hvad er dog det for noget?

KLINT.

Faktum.

BASALT.

Aa det er noget Sludder! og hvor skulde du ogsaa have faaet det at vide? Hør, sig mig nu alvorlig, hvor har du faaet det fra?

KLINT.

Jeg har jo sagt dig, jeg gjætter mig til det.

BASALT.

Aa i Dag er du da rent utaalelig. Gaar.

KLINT.

Naa, Gud ske Lov! nu er der dog kommen lidt Liv i Fyren. Ja saadant et Frieri hjælper gevaltig, det er lige saa godt som en Aareladning. Jeg trænger i Grunden ogsaa til at aarelades paa den Maade, men nu maa jeg dog først bringe hans Affærer i Orden, hvortil jeg føler mig kaldet ved Skæbnens besynderlige Styrelse. Havde jeg nu blot fat paa Løjtnanten! det maa ret være en Fornøjelse at have den Karl i sin Magt. - Naa, hvem er nu det? det er vel Amagerkonen. Raaber. Nej, Mutter, i Dag skal vi ingen Ting have.

TREDIE SCENE.

Klint. Løjtnant.

LØJTNANT
stikker Hovedet ind ad Døren.

Jeg gaar maaske fejl. - God Morgen, Hr. Klint! Træder ind. Jeg veed ikke, om De kjender mig?

KLINT.

Aa jo, det er jo Løjtnant von Buddinge.

LØJTNANT.

Ja De erindrer maaske, at vi igaar 98 Eftermiddags stødte sammen hos Restauratør Hansen paa Amagertorv, og - jeg siger Dem det rent ud - jeg fattede strax Interesse for Dem og Tillid til Dem. - De studerer jo Medicin?

KLINT.

Ja jeg gjør. Afsides. Gud veed, hvor han vil hen?

LØJTNANT.

Naa det var vel, for det er netop i et medicinsk Anliggende, jeg vilde henvende mig til Dem. Det er ikke, fordi jeg ikke kjender vore ældre berømte Læger, for det gjør jeg, jeg kjender dem meget nøje, jeg kunde næsten sige intimt, baade de medicinske Professorer og Overlægerne paa Hospitalerne og -

KLINT.

Naa, Løjtnanten vil maaske udnævne mig til Deres Huslæge?

LØJTNANT.

Ja det var netop min Mening. De kan være sikker paa et anstændigt Honorar til Nytaar.

KLINT.

Ja men jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at jeg kun er Student. Jeg har slet ikke Lov til at praktisere.

LØJTNANT.

Aa hvad! vi siger det ikke til nogen.

KLINT
afsides.

Det er saamænd den første Patient, der betror sig til mig, men jeg er ogsaa bange for, at den Praxis ikke er synderlig indbringende.

LØJTNANT.

Ser De, jeg vilde med Forsæt ikke henvende mig til disse Honoratiores i Lægekunsten, skjønt de er mine Venner, for med al Respekt for deres Dygtighed, saa er de dog gamle Mænd, og ligesom alting gaar frem Dag for Dag, saa gaar Lægekunsten ogsaa. Nej hos de yngre Læger er det, at man skal hente Svar paa Nutidens vanskelige Problemer, og det var derfor jeg henvendte mig til Dem.

99
KLINT.

Alt for megen Ære! Afsides. Jeg maa dog vide, hvad han vil. Højt. Naa, hvad er der da i Vejen med Løjtnantens Helbred?

LØJTNANT.

Aa det er et Tilfælde, et højst mærkeligt Tilfælde, som jeg havde første Gang igaar Aftes.

KLINT.

Et Tilfælde?

LØJTNANT.

Ja et Tilfælde, som - jeg tilstaar - jeg ikke kan forklare mig, og som vel ikke forskrækkede mig, men dog beskjæftigede mine Tanker i den Grad, at jeg ikke har kunnet sove i Nat. Jeg var nemlig i Selskab - ja, nu skal De høre!

KLINT
afsides.

A ha!

LØJTNANT.

Mel. Fr. Ep. 45.

1.

Jeg var i Selskab - hos en Baron,
der var den fineste Konversation,
Rhinskvinen flød - han har Penge som Græs -
følgelig var jeg ret i mit Es.
Men tænk Dem en Gang!
da pludselig klang
der midt i min Lyst
en hemmelig Røst:
Vogt dig! saa lød det usynlige Ord,
vogt dig! det brølte fra Luft og fra Jord,
vogt dig! - til Marv og til Ben det mig foer.

2.

Hjem til mit Hus jeg tankefuld gik,
jeg vilde sove - ak det slog klik;
Sagen ej vilde blive mig klar,
her var en Gaade - hvor var der Svar?
Hvorfra mon de foer
de rædsomme Ord?
Fra hvem mon de kom,
da Stuen var tom?
Saadan jeg grubled, og naar jeg sov ind,
vogt dig, saa lød det igjen i mit Sind,
vogt dig, og saa blev min Søvn kun til Vind.

100

Se det var dette Fænomen, der forskrækkede - foruroligede mig, og jeg maa tilstaa - jeg er ikke tilstrækkelig inde i Lægevidenskaben for selv at kunne forklare mig det. Det maa vel komme af Blodet - en Ophidselse, en Exaltation?

KLINT.

Aa ja.

LØJTNANT.

Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at jeg havde drukket temmelig megen Rhinskvin og Champagne.

KLINT.

Aa den Rhinskvin og Champagne, De har drukket, har ingen Skade gjort Dem. Det er uden Tvivl det pathologiske Fænomen, som man kalder Vox klintica.

LØJTNANT.
Vox klintica!

Naa ja, jeg erindrer, at jeg har læst om det. Men jeg husker ikke, hvordan det egentlig ytrer sig. Er det maaske nervøst?

KLINT.

Det er en Sjælesygdom. Vi har nylig paa Hospitalet haft et saadant Tilfælde.

LØJTNANT.

Virkelig?

KLINT.

Det var en Mand - en Næringsdrivende, som havde tjent sig en Sum Penge ved et lumpent Bedrageri. Hvor han gik og stod, hørte han en Stemme, som raabte Kjæltring! Kjæltring! Og han paastod, at det blev raabt saa højt og tydeligt, at det var ham ubegribeligt, at vi andre ikke mærkede noget dertil.

LØJTNANT.

Ja saadan var det ogsaa med mig.

KLINT.

Vi betragtede det som en Hjernerystelse og anvendte alle de voldsomste og mest smertelige Midler. Han blev skaaret og brændt og trepaneret - aa, det var skrækkeligt, saa vi behandlede ham. Men tilsidst opdagede vi, at der intet var at gjøre 101 for en Læge; det var et Slags Vanvid, som han kun selv kunde kurere ved at give Pengene tilbage.

LØJTNANT.

Forfærdeligt! Hr. Klint, jeg forsikrer Dem, at jeg er mig ingen Brøde bevidst. Og dog er vi alle Mennesker; man kan jo en enkelt Gang, hvor nødig man vil, komme til at gjøre noget, som er mindre godt. Man bliver misforstaaet, man giver en fattig Mand en Almisse og bliver saaledes maaske den uskyldige Aarsag i, at han drikker sig ihjel.

KLINT.

Aa naar De ikke har andet paa Deres Samvittighed, saa kan De være vis paa, at det hele kun har været en Drøm.

LØJTNANT.

Ja det har sikkert været en Drøm. Tak skal De have, Hr. Klint, nu er jeg fuldkommen rolig. Men jeg sætter det Tilfælde - det er blot af ren videnskabelig Interesse, jeg spørger Dem derom - jeg sætter nu, at en Mand, som virkelig havde Planer for, hvorimod der fra en ensidig Moralitets Standpunkt kunde være noget at indvende, at han blev angreben af denne Sygdom, af dette Vox, og dog ikke vilde opgive sine Planer - hvad saa?

KLINT.

Saa vilde det uden Tvivl gaa ham, ligesom det gik vor Patient paa Hospitalet, der heller ikke vilde give sine Penge tilbage.

LØJTNANT.

Hvorledes gik det ham?

KLINT.

Ondet blev naturligvis værre og værre. Fra alle Hjørner i Værelset syntes han at høre Stemmer, som raabte: Kjæltring! Kjæltring! Kjæltring! og det saa uafladelig, at han aldrig fik Søvn i sine Øjne. Tilsidst kreperede han naturligvis.

LØJTNANT.

Hm! Afsides. Nej, den Plan kan jeg ikke opgive, bør jeg ikke opgive.

Grunder.

102
KLINT
afsides.

Jeg har Magt til at knuse den Karl, men jeg gider ikke være Profos. Ser ud af Vinduet. Nej, der gaar en, som kan bruges dertil. Højt. Undskyld et Øjeblik!

Løber ud.

LØJTNANT.

Hr. Klint, hvorfor gaar De fra mig? - Han vil maaske hente Forfriskninger. Men jeg kan ikke lide at være alene. Det er rædsomt - hvordan skal man dog blive fri for det? denne Stemme lød til mig midt under mine stolteste Forhaabninger - skal jeg da opgive dem? skal jeg efter et strabasiøst Liv give slip paa alle Udsigter til en sorgfri Alderdom? Nej, det vil og det kan jeg ikke, saa vil jeg før lade Ørerne skære af mig. - Hvad er det? Lytter. Aa, Gud ske Lov, det var ingenting. - Aldrig er man sikker, altid skal man gaa i denne Angest! Naa der kommer nogen.

FJERDE SCENE.

Klint. Løjtnant. Madsen.

KLINT.

Jeg saa fra Vinduet vor fælles Ven, Hr. Madsen, gaa forbi og skyndte mig at faa fat paa ham.

LØJTNANT.

Ah, se god Dag, Hr. Madsen! Hvordan har De det? Jeg glæder mig ret ved at se Dem.

MADSEN
med Værdighed.

Det skulde De hellesens inte.

LØJTNANT.

Hvorledes? skulde jeg ikke glæde mig ved at se Dem?

MADSEN.

Nej det skulde De inte, Løjtnant, for det kunde nok hænde sig, at jeg inte vilde glæde Dem.

LØJTNANT.

Hvad mener De? Afsides. Hvad gaar der af ham! Højt. Hør, min kjære Ven!

Rækker ham Haanden.

103
MADSEN
slaar den tilside.

Aa kom nu inte med Deres Krucifixer og Deres Anstalter, for De er inte min Ven - nej for De er en Flab, det siger jeg!

Slaar sig for Brystet.

LØJTNANT
afsides.

Hr. Smidt maa have sagt ham alt. Højt. Men hør dog! det maa være en Misforstaaelse.

MADSEN.

Du ma inte tage det fortrydeligt op, at jeg siger du til dig, din Tyveknægt! Kjender du mig - jeg er Kristen Madsen, og Kristen Madsen er min Ven, og den, der fornærmer ham, han fornærmer mig der. Peger paa sit Øje. Og kjender du denne Rosenknop? Viser den ene Næve. Eller kunde det interessere dig at lugte til denne Tulipan? Viser den anden. Du skal strax faa flere Gevæxter fra det samme Drivhus.

LØJTNANT.

Men Herregud! hvem har dog bagtalt mig for Dem? Hr. Klint! prøv dog paa at tale ham til Rette!

KLINT
til Madsen.

Hvad har Løjtnanten da gjort?

MADSEN.

Hvad han har gjort? han har gjort det, at han er en Flab, og at han skal have paa Gummerne. Jeg skal lave Gummeplaster til ham, skal jeg sige os, og jeg leverer det gratis. Jeg skal strax tage Maal af et Par ny Fortænder til dig, din Hundestejle!

LØJTNANT.

Men hør! maa jeg da ikke tale!

MADSEN.

Vil du inte være saa artig og vise mig den Villighed og gjøre mig den Tjeneste at holde din Kjæft! Kristen Madsen har Ordet.

Mel. En Gadevise.

1.

Du tænker at vinde din Sejer,
naar Tungen er kommen paa Gled;
104 :|: nej saadan inte vi leger,
for Kristen er vred som en Smed. :|:

LØJTNANT.

Ak han desværre ej leger,
nej han er vred som en Smed.

KLINT.

Nu Gud ske Lov ikke han leger,
nej han er vred som en Smed.

2.

MADSEN.

Kanskesens du inte forstaar 'et,
men det er din egen Skyld,
:|: du har mit Hjerte bedaaret,
og derfor skal du ha' Prygl. :|:

LØJTNANT.

Ak Gud, ak Gud, saadan gaar 'et
nu vanker der vistnok Prygl.

KLINT.

Ha bravo, bravo! nu gaar 'et,
nu henter han nok sine Prygl.

3.

LØJTNANT.

Men hvis De mig blot vilde høre -

MADSEN.

Nej det er inte tilpas,
:|: nu har vi andet at gjøre,
for nu skal vi til at sla's. :|:

LØJTNANT.

Man maa Retirade gjøre,
naar bare man kan faa Plads.

KLINT.

Det skurrer dog lidt i mit Øre,
den Smed er noget for kras.

4.

LØJTNANT
højt.

Men hør, saa sandt jeg er ærlig,
De misforstaar -

105
MADSEN.

Ja vel!
:|: men skrig dog ej saa gefærlig,
jeg sla'r dig jo bare ihjel. :|:

LØJTNANT.

Ak Gud, hvor han er besværlig!
han slaar mig bestemt ihjel.

KLINT.

Nej han er alt for gefærlig,
han slaar ham bestemt ihjel.

Under Efterspillet gaar Madsen koldblodig hen i Forgrunden og trækker sin Frakke af, folder den sammen og lægger den paa en Stol. Imidlertid lister Løjtnanten sig ud ad Døren med Klint ved Haanden.

MADSEN.

Kom nu! Vender sig. Men hvad er det? hvor er Løjtnanten? Vi skal nok hitte han.

Gaar hen imod Døren.

FEMTE SCENE.

Klint. Madsen.

MADSEN.

Hvor er Løjtnanten?

KLINT.

Han er gaaet.

MADSEN.

Er han gaaet? Hør, det var sgu inte honnet af Dem.

KLINT.

Hør mig nu bare! Jeg veed meget godt, hvor skammelig Løjtnanten har baaret sig ad imod Dem, og jeg er selv vred paa ham og vil hjælpe Dem til en Hævn over ham, som skal have Fynd og Klem.

MADSEN.

Vil De virkelig?

KLINT.

Ja vist vil jeg.

MADSEN.

Tør De sætte Fingeren paa Øjet og bede Fanden sla' til?

106
KLINT.

Ja vist tør jeg. Men for at vi kan tænke paa Hævn, maa De først opgive Deres forrige Giftermaalsplan. Kan De det?

MADSEN
langtrukken.

Aa ja!

KLINT.

For, ser De, Rikke vil nu ikke have Dem. Og De er jo en kjøn ung Mand, som snart bliver Mester - hvad bryder De Dem om hende? Der er jo nok, der vil have Dem; De kan jo faa, hvem De vil.

MADSEN.

Det kan jeg ogsaa, det forstaar sig.

KLINT.

Ja ser De det, saa taber De jo ikke noget derved. - Men hør! har De noget imod Basalt?

MADSEN.

Mod Studenten! ja vel har jeg det.

KLINT.

Hvad har De da imod ham?

MADSEN.

Hm - jeg veed sgu inte.

KLINT.

Har han nogensinde gjort Dem noget?