↩

II
III

C. HOSTRUP

KOMEDIER OG DIGTE
EVENTYR PAA FODREJSEN
GENBOERNE, EN SPURV I TRANEDANS
INTRIGERNE, SOLDATERLØJER
DIGTE

DET DANSKE FORLAG
København

DANSKE KLASSIKERE

Under Redaktion af Aage Marcus

C. Hostrup: Komedier og Digte
med Nodebilag

Udvalg og Indledning
af
Overbibliotekar, Dr. phil. H. Topsøe-Jensen

1954
J. H. SCHULTZ A/S · UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI

✂

INDLEDNING

✂

✂ Tiden har været ubarmhjertig mod vor Guldalders rige dramatiske Digtning, der endnu ved dette Aarhundredes Begyndelse hævdede sin Plads i Publikums Gunst Side om Side med Holbergs Komedier. Tragedien er omtrent forsvundet fra vore Dages Teatre. Det romantiske Skuespil er det uopslidelige »Elverhøj« ene om at repræsentere. Selv af den engang saa blomstrende Vaudeville og af det sædeskildrende, borgerlige Lystspil tilhører kun enkelte Værker den levende Litteratur; over det meste har allerede Museumsstøvet lagt sig. Men man skal helt tilbage til Holbergs store Komedier for at finde et Teaterstykke, der har holdt sig saa ungt og saa morsomt som C. Hostrups store Studenterkomedie »Genboerne«. Den har i Sandhed gjort hans Navn udødeligt.

✂ Selv om intet af hans øvrige Arbejder i Folkeyndest kommer op paa Siden af dette hans Mesterværk, er de bedste af dem dog paa ingen Maade glemt. Tilsammen vil de fem foreliggende Komedier give en Nutidslæser et alsidigt Indtryk af den elskværdige Digter, der allerede i sin Levetid naaede op paa Fjerdepladsen blandt de mest spillede danske Dramatikere - kun overgaaet af Holberg, Heiberg og Hertz.

✂

✂ I Vinteren 1844 stod de to københavnske Studenterforeninger, den gamle oprindelige i Boldhusgade og den unge Oppositionsforening »Academicum«, der navnlig rekruteredes fra Regensen, og som svor til Carl Plougs Fane, foran Sammenslutning. Begivenheden skulde fejres, og»Academicum«s Bestyrelse havde derfor bestilt en ny Studenterkomedie hos en af Regensens Husdigtere, cand. theol. (fra November 1843) Jens Christian Hostrup. Stykket indstuderedes, efterhaanden som Akterne renskreves, og 20. Februar 1844 løb den nye Komedie under umaadelig Jubel af Stabelen i Hofteatret. Den store komiske Skuespiller Kristian Mantzius, der skulde blive Hostrupfortolkeren fremfor nogen anden, kreerede baade v. Buddinge og Skomageren; 6 Matematikeren Adolph Steen spillede Kobbersmeden, Digteren Chr. K. F. Molbech Klemme og Filosoffen Hans Brøchner Søren Torp. Den beskedne Kandidat havde ikke drømt om, at han med et Lejlighedsspil havde sikret sig en varig Plads i den danske Digterkunsts Historie. Men allerede to Aar efter, 27. Juni 1846, opførtes Komedien ved en Sommerforestilling paa Det kgl. Teater, og den har her indtil 21. April 1949 oplevet det anselige Antal: 390 Opførelser.

✂ »Genboerne« var ikke Hostrups første Arbejde; han havde lært sig Kunsten gennem en lang Række smaa dramatiske Forsøg. I hans gæstfri Hjem spilledes der lidenskabeligt Dilettantkomedie, hvortil han selv leverede en Del af Repertoiret; fra Universitetsaarene stammer forskellige mindre Studenterkomedier. Alt dette var dog kun flygtige Skitser; nu kunde han møde med et virkeligt Helaftensstykke. Forbilledet er først Plougs Studenterkomedier, de saakaldte Atellaner, der spiller paa Modsætningen mellem de frie Musasønner og Filistrene, som Spidsborgerne efter tysk Skik benævnedes. Dernæst har han lært af den wienske Tryllefarce, hvis fornemste Repræsentanter er Ferd. Raimund og Joh. Nestroy (»Talismanen«, »Lumpacivagabundus«); Genren var indført her hjemme 1836 med Overskous og Arnesens Eventyrkomedie »Capriciosa«, der fik ikke ringe Betydning for »En Spurv i Tranedans«. Tryllefarcerne udmærker sig ved den ugenerte Blanding af den naturlige, prosaiske og overnaturlige, poetiske Verden; Hostrup efterlignede dem og fandt, at det eventyrlige højnede Himlen over hans smaa borgerlige Stykker. Afgørende Paavirkninger er dernæst modtaget fra J. L. Heibergs Vaudeviller, hvor Talen stadig afbrydes af Sange til bekendte Melodier; siden 1825 havde de domineret Repertoiret og fundet utallige Efterlignere. Glemmes maa heller ikke det solide, sædeskildrende Lystspil med markante og snurrige Typer, en Arv fra det 18. Aarhundrede; blandt Hostrups ældre Samtidige dyrkedes det især af Hertz og Overskou. Der er i »Genboerne« Elementer af Studenterrevy med mange Hentydninger til aktuelle Begivenheder (Spidsborgerne, Studentergeneralforsamlingen) og litterær Satire (Jerusalems Skomager, der er møntet paa H. C. Andersen og Ingemann). Den klassiske Komedies Snyltegæst og dens stortalende Soldat genopstaar med komisk Vælde som Løjtnant v. Buddinge. Men først og fremmest beror Komediens Værd og dens Popularitet paa Skildringen af Kobbersmedens hyggelige Hjem, hvor en god Københavner med elskværdigt Lune har taget sine Bysbørn træfsikkert paa Kornet; Mester selv, gemytlig, gennemsolid 7 og ganske uimponeret, er nok Stykkets mest levende Figur. Og af alle de forskellige Ingredienser er det saa lykkedes Digteren at skabe en kunstnerisk Helhed. Det friske og fordringsløse Stykke er typisk dansk: morsomt og hjerteligt. Hostrup lægger straks sine bedste Egenskaber for Dagen. Han har fin Sans for Lokalkolorit, kan tegne Typer med tydeligt Standspræg. Og han overgaar sine Mestre Heiberg og Hertz ved Dialogens mageløse Livfuldhed, ved sin overordentlig sikre, mundrette og kvikke Replikkunst. Han forstod at lytte til sine Medmennesker og at anvende, hvad han havde hørt. Hans Komedier har paa en Gang givet store Kunstnere (Mantzius, Phister, Hultmann, Fru Sødring, Olaf Poulsen) Lejlighed til at skabe uforglemmelige Skikkelser og alligevel samtidig, problemfri og ukomplicerede som de er, kunnet byde Dilettanter taknemlige Opgaver.

✂ Næste Teaterstykke er kun en Bagatel - »en lille bitte, bitte Komedie«, kalder Hostrup den - men i al sin Lidenhed et velskabt og fornøjeligt Arbejde. »Intrigerne« er skrevet i Løbet af 8 Dage i Januar 1845; Hostrup var kommet i en øjeblikkelig Pengeforlegenhed, og den blev afhjulpet ved en Studenterforestilling i Februar samme Aar paa Teatret i Lille Kannikestræde. Ideen stammede fra hans Ven, Polyteknikeren og Amatørkomponisten E. Bruun, senere Justermester i København, der foreslog ham at skildre Brydningerne mellem ny og gammel Tid i en Præstegaard paa Landet. Hostrup gav Stykket Navn efter en løbende Romanføljeton i et af Tidens Blade; det var spøgefuldt ment, for Intrigerne eksisterer jo kun i Frøkenens Fantasi; Finessen er netop, at der i Virkeligheden ingenting sker - alt er lagt an paa Milieu- og Personskildringen, og begge er meget sikre. Højdepunktet er L'hombrekvartetten; Digteren søger her i lette og fikse Vers at kappes med selve Bellmans Fredman-Epistel (Nr. 42) om Kortspillet paa »Klubben« en stjerneklar Frostnat. »Intrigerne« havde 18. Juni 1846 som det første af Hostrups Stykker Première paa Det kgl. Teater, hvor det indtil 1. April 1917 opførtes ialt 125 Gange.

✂ Saa har »En Spurv i Tranedans« større Prætensioner. Den opførtes som Studenterkomedie paa Hofteatret til Fastelavn 1846; indførtes 7. August 1848 paa Det kgl. Teater, hvor den indtil 19. Marts 1909 er opført 70 Gange. Opførelserne paa Privatteatrene nærmer sig de 300. Det er en Eventyrkomedie. Som Skomagerens Galoscher satte Handlingen igang i »Genboerne«, gør Dronning Gunhilds fatale Tryllering det her. Paa ægte romantisk Vis modsætter Stykket Skin 8 og Virkelighed; Ringens Blændværk forlener for et Døgn dens Bærer med Aand og Skønhed, skønt han er en højst ordinær Tørvetriller. Hostrup nævner selv blandt sine Forbilleder Ingemanns Eventyr »Huldregaverne« og Heibergs Kroningsstykke »Syvsoverdag«. Tilsyneladende fortsætter »En Spurv i Tranedans« »Genboerne«; mellem Studenterne paa Fortunen genfinder vi baade Klint (nu Kandidat), den politiserende Hutter og Kierkegaard-Eftersnakkeren Søren Torp. Men Tonen er en anden end før; Studenten gør Front baade mod de Fine og mod de Simple; den vennesæle Indstilling overfor Borgerskabet er afløst af en samfundsrevsende Bitterhed, der i samme Grad gaar ud over de latterlige Repræsentanter for Adelen, den falske Frihedsven Konsul Varberg og de simple Kælderfolk. Uden eet forsonende Træk er Hovedpersonen, den ærkeplebejiske Skræddersvend Peter Ravn, prisgivet til Latteren; han er en aandløs »Fyrrepind«, først dum og siden gemen i sin Handlemaade. Stykket har morsomme og taknemlige Scener, men Ideen er dramatisk uheldig, og de fleste af Personerne i Stykket er oplagte Karikaturer.

✂ Imidlertid havde Hostrup i disse Aar arbejdet paa et nyt Helaftensstykke, der længe skulde kappes med »Genboerne« i Publikums Gunst. Han var 1844 blevet Huslærer hos Justitsraad M. B. Nygaard, om Sommeren paa Kokkedal ved Rungsted, om Vinteren i København, og hermed fortsatte han til Foraar 1847. Den yndige nordsjællandske Natur betog ham helt, og en lille Begivenhed i Eftersommeren 1844: Rygtet om en udbrudt Slaves (Tugthusfanges) Huseren, der fremkaldte Panik paa Egnen - gav ham Ideen til at kombinere et idyllisk Sommerspil med et Angreb paa det demoraliserende Fængselsvæsens Urimelighed. Det skulde være en Vaudevillekomedie, men da han først havde tænkt sig, at de »ideale« Partier af Stykket skulde have versificeret Dialog, vilde Arbejdet ikke rigtig lykkes for ham. Først da denne Tanke i Foraaret 1847 var opgivet, kunde han fuldføre »Eventyr paa Fodrejsen«. Stykket indleveredes straks til Det kgl. Teater og opførtes 1. Gang 13. Maj 1848 paa et Tidspunkt, da Stemningen var stærkt paavirket af Efterretningerne om Preussernes Indmarch i Nørrejylland. Phister spillede Skriverhans, Michael Wiehe og Hultmann de to Studenter, C. N. Rosenkilde Assessor Svale og Fru Heiberg Johanne. Det gjorde straks stormende Lykke og var i mange Aar det hyppigst opførte af Hostrups Arbejder, først i vort Aarhundrede indhentet og overgaaet af »Genboerne«. Indtil 8. Januar 1951 har det været spillet 346 Gange. Hovedpersonerne 9 i»Eventyr paa Fodrejsen« er ganske vist to Studenter, men Stykket er ikke nogen Studenterkomedie, men et virkeligt Lystspil med Sange. I Assessor Svales Strandbjerg genkendes Egnen omkring Kokkedal; Naturstemningen bidrager meget til den sommerlige Poesi, der hviler over Stykket, og som ogsaa præger den nydelige Skildring af de to elskende Par: den alvorlige Eibæk og hans Laura og den livsglade Herløv og hans jydske Johanne. Blandt de komiske Figurer hører den naive og godtroende Assessor Svale til Hostrups mest vellykkede. Skriverhans og hans Omvendelse skal ikke maales med en moderne Psykologis Alen, men han er i al Fald en taknemlig Rolle, og det samme gælder Birkedommer Krans. I teknisk Henseende virker »Eventyr paa Fodrejsen« mærkværdig gammeldags; Kompositionen er løs, Handlingen ikke altfor sandsynlig; Monologer, Afsidesrepliker og Samtaler, der belures af andre, Misforstaaelseskomik o.s.v. spiller en betydelig Rolle. Men Stykket virker levende paa en Scene; Naturglæden, Ungdomsfriskheden og det lyse Humør har stadig bevaret deres Magt over Tilskuernes Sind.

✂ Rent Teater er det sidste Sangspil i vor Samling, 1-Akteren »Soldaterløjer«. Det er skrevet i Efteraaret 1849 under Vaabenstilstanden mellem Fredericia-Slaget og det sidste afgørende Felttog i Treaarskrigen, opførtes ved en Studenterforestilling til Indtægt for en Kammerat og kom 10. Februar 1850 op paa Det kgl. Teater, hvor det indtil 30. April 1897 er opført 203 Gange; derefter er det overgaaet til Privatteatrene. Som Hovedperson er Studenten nu afløst af Dagens Helt, Soldaten; egentlig Karaktertegning er der ikke Tale om; Hostrup slipper Gækken løs og skriver en Forklædnings- og Forvekslingsfarce med Anker som Holbergs Henrik eller Oldfux i moderne Klæder. Stykket har altid været elsket af Dilettanter for sin bastante Komik og sine iørefaldende Sange.

✂ Sangene spiller i det hele en meget stor Rolle i Hostrups Komedier; undertiden kan man nok synes, at der snarest er for mange af dem. De skal synges, ikke læses, og da dette Udvalg bringer Noderne, kan man selv forsøge. Hostrup var meget musikalsk, men han var ikke selv Komponist. Men han havde en ypperlig Hukommelse, hvad Melodier angik, og han fandt altid let, hvad han havde Brug for. Vi har hans egne Ord for, at Melodien var det primære, saa kom Teksten, og hans Melodivalg røber altid god Smag, hvad der just ikke var de øvrige Vaudevilledigteres stærkeste Side. Operamelodier, som ellers misbrugtes, holder han sig helst fra. En meget stor Plads 10 indtager derimod Bellmanns Melodier, baade dem fra »Fredmans epistlar« og dem fra »Fredmans sånger«. Allerede i »Recensenten og Dyret« havde Heiberg tyet til Bellman, og han havde fortsat dermed i de senere Vaudeviller. Under den skandinaviske Begejstringsbølge i 1840'erne kom Bellman for Alvor paa Mode, afgiver Stof baade til et Syngespil (Heibergs »Ulla skal paa Bal« 1845) og en Ballet (Bournonvilles »Bellman« 1844). Hostrup øser i høj Grad af denne Melodikilde i sine Stykker: 5 Melodier i »Genboerne«, 3 i »Intrigerne«, 8 i »En Spurv i Tranedans«, 7 i »Eventyr paa Fodrejsen«. Iøvrigt bruger han helst folkelige Viser eller yndede Smaasange Undtagelsesvis er der komponeret særlige Melodier til hans Stykker; saaledes skrev Vennen E. Bruun Melodien til »Man maa rejse tilfods« i »Eventyr paa Fodrejsen« og P. Heise satte Friersangen i »Soldaterløjer« i Musik. En Særstilling indtager »Soldaterløjer« med de mange smukke Sange af E. Horneman, »Den Gang jeg drog afsted«s Komponist. Hostrup fortæller, at Horneman stillede en Række hidtil ikke benyttede Melodier til hans Raadighed, og til dem skrev han saa sine Tekster.

✂

✂ Hostrups Digte, af hvilke der sidst i Bindet gives et lille Udvalg, er ogsaa først og fremmest Sange, skrevet til bestemte Melodier og til bestemte Lejligheder. En Række af hans Ungdoms mest kendte Studenterviser findes i »Genboerne« og i »En Spurv i Tranedans«; som en yderligere Prøve herpaa meddeles Drikkevisen »Nu er det stille«. Ved Studentermødet i Christiania 1869 blev »Høje Nord« afsunget med Joseph Glæsers raske Melodi; den blev hurtigt annekteret af Højskolerne. Af Hostrups egentlige folkelige Sange er medtaget Opsangen til Bønderne fra Forfatningskampens Tid »Frem, Bondemand, frem« (1866) og to Sange til Vallekilde Folkehøjskole. »Det som lysner over Vangen« viser især den stærke Paavirkning i Aand og Stil af Grundtvig, hans kirkelige Lærefader, til hvis Jordefærd 1872 han skrev sit mest storladne Mindedigt; »Vi fik ej under Tidernes Tryk« er ved sin jævne, fortrøstningsfulde Tone mere i Pagt med hans egen prunkløse demokratiske Indstilling. Overgangen mellem den første og den anden Periode i hans Liv, da Komedieskriveren sagde Kunsten Farvel for at blive Præst, har sit Mindesmærke i hans stærkt personlige Digt »Drøm og Liv« (1862).

✂ Krigen 1864 og Sønderjyllands Tab gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Hostrup. Men da den første dybe Smerte var overvundet, var 11 han utrættelig i at forkynde Haabet om en Genforening efter Adskillelsen (»Sønderjydernes Besøg i Korsør, den 2. September 1865«). Dette brændende Haab giver hans Poesi dybere Aandedrag og større Vingefang, end det hidtil havde været Tilfældet. Digtene »Lærken« og »Risbøgen«, begge fra 1866, bebuder den kommende Lykketid, naar Duen slipper af Ørnens Klo, og hylder den stilfærdige Trofasthed, der skal holde ud, om saa hele Verden spotter, indtil »næste Sommers Glæde«.

✂ Om et større Haab handler hans dybeste Digt: »Vintersæden« (1870). Bag dets Alvorstale ligger en dyb personlig Sorg; samme Vinter havde Digteren for tredje Gang mistet en Søn, og nu den mest elskede i Børneflokken. I Novemberdagens triste Mørke prædiker Vintersæden om det Foraar, der skal komme trods Død og Grav. Og Hostrup samler sin jævne Visdom i denne Strofe, som har et Ordsprogs Knaphed og Fynd:

✂ Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

✂ Den samme Evne til kort og klart at give en Tanke Udtryk udmærker ogsaa hans mange Smaavers, flere af dem oprindelig sat som Motto for hans folkelige Foredrag. De bedste er samlede paa denne Bogs sidste Blade.

✂ Paa sine gamle Dage genoptog Hostrup sin Skuespildigtning, og fra hans sidste Lystspil »Under Snefog« (1888) stammer »Hjemmets Sang«. Trods al menneskelig Udvikling var den unge Digter og den gamle Præst den samme, beskeden og ægte. Han følte, at han ikke hørte til de Største, Førerne; han regnede sig selv som »en af Jenserne, som engang imellem ogsaa blev brugt til Musikken«. Men han var ogsaa ganske klar over, »at det ikke er ganske uden Værd at kunne more Folk paa en uskyldig Maade«. At dette er lykkedes ham, føler vi den Dag i Dag. I hans bedste Kunst finder væsentlige Sider af dansk Folkekarakter Udtryk: kvik Iagttagelsesevne, godmodig Munterhed, uimponeret Jævnhed, Had til Aandshovmod og Affektation.

H. Topsøe-Jensen

✂

GJENBOERNE
SANGSPIL
(1844)

✂

PERSONER.

KLINT Kontubernaler. Regensianere.
BASALT Kontubernaler.Regensianere.
KLEMME, Mediciner. Regensianere.
SØREN TROP, Theolog.Regensianere.
HUTTER, Jurist. Regensianere.
Flere Regensianere.
En Skomager.
SMIDT, Kobbersmed.
Madam smidt, hans Kone.
RIKKE, hans Datter.
AMALIE, hans Søsterdatter.
MADSEN, hans Svende.
MIKKEL, hans Svende.
LARS, hans Svende.
Løjtnant v. buddinge.
To Spidsborgere.
En Opvarter.

✂

FØRSTE AKT.

Et Værelse paa Traktørstedet Kristian Firtal.

✂

FØRSTE SCENE.

To Spidsborgere sidder med Snapse og Øl.

FØRSTE: drikker.
Naa, det er da kjønt, at du ikke ogsaa er gaaet ind i disse hersens Maadelighedsindretninger. Der er nu Kristen Hansen, du veed - han, Ligvognskusken - han har nu i en Snes Aar hver Formiddag kommet herop og faaet sig sin Dram og sin Skive Ost, men hvad mener du? nu har den gamle Somikkel paa een Gang faaet Samvittighed og er gaaet over til Maadeligheden.

ANDEN.: Hvad siger du? han, Kristen, der kjører med Ligvognen, det var da Satans! men hvem har forlokket ham dertil?

FØRSTE.: Aa det er sgu den Kjælling, det tør jeg bande paa, for hun er nu bleven saa grumme højbenet, siden han er kommen til at kjøre med den Fløjels.

ANDEN.: Ja min Kone puffer ogsaa til mig, hver Gang jeg tager mig en Sopian, men det regederer jeg inte paa, for jeg har nu selv gjort min Betænksomhed derover, og der er sgu ingen Rimelighed i den Ting. Hvad siger du?

FØRSTE.: Nej vist ikke!

ANDEN.: Nej, ser du, jeg ræsonnerer nu som saa: naar de vil betale mig honnet, for at jeg skal drikke 16 en Sopken mindre, saa vil jeg betænke mig derpaa; men naar de baade forlanger, at jeg skal lade være at drikke - naturligvis til Maade - for jeg drikker aldrig mere, end som at jeg kan passe Værkstedet - naar de baade forlanger det, og saa tilligemed, at jeg skal betale dette hersens Kontinent, saa er det sgu en urimelig Tale.

FØRSTE.: Ja vel! men tro du mig, det er inte andet - men inte mine Ord igjen - hviskende det er inte andet end den rene Kabale.

ANDEN.: Kaba - hvad siger du? jeg hørte inte rigtig.

FØRSTE.: Det er Filureri, min Bro'r! For saadan sagde han, Søren Luft, Brændevinsmanden, og han veed det, for han er jo selv emplaseret i Sagen; hør, Per, sagde han, det er inte andet end den rene Kabale.

ANDEN.: Skulde det være?

FØRSTE.: Jo, sagde han, for det er natyrligvis Vintapperne, der har stukket Hovederne sammen for at trække Næringen til sig. Men naar man lever i et Land, skal man sgu ogsaa drikke Landets Produkter, og meget heller end jeg vil ligge og fedte i Vinen, vil jeg gaa ind i den totale Rungeneringsanstalt eller tage derud paa Klampenberg og drikke Vand, for saa bliver Pengene dog i Landet. Men Død og Plage! nu maa jeg nok afsted.

ANDEN.: Hvad, vil du gaa nu allerede? hvad haster det?

FØRSTE.: Jo for jeg skulde hen og have mig en Billet til den italienske Opera.

ANDEN.: Hvad Satan! gaar du i den italienske Opera?

FØRSTE.: Ja jeg gik derhen i Søndags, for mine 17 Tøse er rent gaaet fra Snøvsen derover, og hør, veed du hvad, det er inte saa tosset, det er sgu ærlig sine tre Mark værd.

ANDEN.: Saa, er det virkelig? men kan du da forstaa, hvad de siger?

FØRSTE.: Nej, det kan jeg ikke.

ANDEN.: Er det da kanske deres Trimulanter, du løber efter?

FØRSTE.: Nej gu er det ikke nej, for det kan mine Tøse gjøre ligesaa godt.

ANDEN.: Men hvorfor gaar du da derhen?

FØRSTE.: Jo det skal jeg sige dig, det er for deres Gebærder. Aa de Gebærder, de er Penge værd, dem skulde du bare se. Deroppe paa det kongelige Theater, der gaar de omkring ligesom andre Mennesker, og det gjør de meget natyrlig, men det er det bare Vand mod Italienerne, for, naar de først begynder, saa farer de om og skaber sig og sparker ud med Bagbenene og river sig i Haaret, saa man kan grine sig ihjel derover. Ja man skulde næsten forsvære, at det var rigtige, levende Mennesker, men det er netop Kunsten.

ANDEN.: Hør, bi nu lidt, og lad os faa en Sopken til.

FØRSTE.: Aa ja, lad gaa! Raaber. Lars!

OPVARTER: udenfor.
Høj!

FØRSTE.: Hør du! lad os faa to og en halv, to rigtig krabate Skandinaver!

✂

ANDEN SCENE.

De forrige. Klint.

KLINT: ud af Døren.
Men lad mig faa det lidt snart!

FØRSTE.: Naa der har vi jo Studenten.

ANDEN.: Hvem er det?

FØRSTE.: Det er en flink lille Fyr, der somme Tider kommer her op. - Naa god Dag, Hr. Student! kom og sæt Dem her hos os!

KLINT: sætter sig.
Tak! naa hvorledes morer De Dem saa i skandinavisk Selskab?

FØRSTE.: Aa Død og Plage! hvor det er dejligt!

ANDEN.: Hvad, er du i det skandinaviske? Hvad gjør du der?

Opvarteren bringer Mad til Klint og Øl og Brændevin til de andre.

FØRSTE.: Aa jeg er alle Vegne, for man skal dog kunne sige, at man er med. Men det koster mig rigtignok en god Skilling mellem Aar og Dag. Ser du, for det første er jeg Skandinav, og saa er jeg i Trykkefriheden.

ANDEN.: Naa saa du er ogsaa deri? hør, hvad er det egentlig for noget?

FØRSTE.: Aa det er - ja jeg veed det sgu egentlig ikke, og der er heller ikke meget ved det, men det er ogsaa grumme billigt. Og saa er jeg i Læseforeningen, og saa er jeg i Industriforeningen.

ANDEN.: Er du ogsaa i Industriforeningen?

FØRSTE.: Ja natyrlig - og saa er jeg Slesvigholstener.

KLINT.: Hvad, er De Slesvigholstener?

FØRSTE.: Ja jeg er inde i dette hersens slesvigske Kommers, og det skal jo ogsaa være det fornemmeste af det altsammen.

ANDEN.: Hør, veed du hvad, Per, det skulde du inte.

FØRSTE.: Aa sikken Snak! hvorfor skulde jeg inte?

ANDEN.: Nej det skulde du inte, for du kan tro mig, med det Væsen og de Anstalter bliver du ikke anset paa højere Steder.

FØRSTE.: Det bliver jeg sgu heller ikke alligevel; er du kanske anset paa højere Steder?

ANDEN.: Aa sikke noget! men du skal holde dig ved din Handtering og huske paa, at du kun er Øltapper.

FØRSTE: vred.
Ja men er jeg Øltapper, saa er du en gammel Svinepels, der har du min Mening.

ANDEN: hidsig.
Hvad - er jeg en Svinepels, siger du?

FØRSTE.: Ja gu er du saa! Til Klint. Ikke sandt?

KLINT.: Ja den Kategori bruger vi ikke paa Regensen; vi vilde kalde ham en Filister.

FØRSTE.: Ja det er rigtigt! nu kan du selv høre, Kristoffer, at du er en Filister.

ANDEN.: Aa du er ligesaa meget Filister, som jeg.

FØRSTE.: Nej hør, Kristoffer, nu skal du bruge Ræsonlighed, for ellers faar du sgu Prygl.

ANDEN.: Vil du give mig Prygl?

FØRSTE.: Ja det vil Død og Plage jeg.

Slaar Klint paa Skulderen.

KLINT: springer op.
Naa for Pokker! vil De nu være ordentlige! er det en Maner for dannede Mennesker?

ANDEN.: Dannede Mennesker? sagde De dannede Mennesker?

KLINT.: Aa lad nu være at skrige saa forbandet! ellers bliver De kastet paa Døren.

ANDEN.: Kastet paa Døren? hvem vil kaste mig paa Døren?

FØRSTE.: Vil ingen anden, saa vil sgu jeg.

ANDEN: indædt arrig.
Vil du kaste mig paa Døren? Nej du kan spare dig det. Gaar henimod Døren. Dannede Mennesker! hm! det kan De selv være - jeg er inte mere dannet Menneske end som De. Men jeg griner af jer - gjør jeg - jeg griner af jer - hæ, hæ, hæ!

Gaar.

FØRSTE.: Nej sikken en Kjæltring! - jeg syntes, han grinte af mig.

KLINT.: Ja han gjorde saamænd.

FØRSTE.: Grinte han virkelig? Godt! han skal faa noget at grine af. Hm hm! Gaar hen til Døren. Men er De ogsaa vis paa, at han grinte?

KLINT.: Ja vist er jeg vis paa det.

FØRSTE.: Godt! - naa saa han grinte? - Godt!

Gaar.

✂

TREDIE SCENE.

Klint.

✂

Skulde han være gaaet efter ham? Jeg kan dog ikke tro det. Ser ud ad Vinduet. Ja, Kristoffer farer rigtignok i stor Hast op ad Vimmelskaftet - og der kommer den anden - ja jeg tænkte det nok! han har allerede glemt sine hævngjerrige Planer og gaar ganske langsomt og sindigt over Torvet. Aa det er dog nogle dejlige Folk! og det er et dejligt Hus, dette Kristian Firtal, Perlen for alle Ølhuse, hvor den velsignede usminkede Spidsborgerlighed har fundet et Asyl i denne polerede Verden.

Mel. Fr. Ep. 31.

✂

1.

Paa Knejper just ikke jeg sværmer,
dog her kommer jævnlig jeg hen,
naar Maanedens Midte sig nærmer
og Pengenes Ende med den.
For naar man ej lider at snylte
og dog har sin Middagsmad kjær,
saa ta'r man for sex Skilling her
sin Grisesylte.

✂

2.

Har jeg saa min Sult honoreret
og bragt den til Tavshed omtrent,
saa bliver Desserten serveret,
og den er især excellent.
Den finder man ej hos Ministre,
nej her kun man nyder komplet
den kostbare, kostbare Ret
af danske Filistre.

✂

3.

Saa gjør da, I smægtende Ganer,
paa Amagertorv en Visit!
Hver fastende Regensianer
kan faa Rariteterne frit.
Men tys! alt nogen jeg hører,
saa hen til mit Bord i Galop!

Sætter sig. Med Hentydning til de indtrædende.

✂ Jeg æder, jeg æder dem op
med Øjne og Ører.

✂

FJERDE SCENE.

✂

Klint. Madsen. Løjtnant v. Buddinge.

LØJTNANT.: Tak skal De have! Det var en sand Fornøjelse at spise heroppe. Og Aalen havde en overmaade ren Smag. Jeg tør bande paa, den Aal er fra Stadsgraven.

MADSEN.: Saa?

LØJTNANT.: Jo jeg kender de Aal fra Stadsgraven, dem har jeg fisket mange Tusinde af. - Men hvor er det, De fører mig hen? Jeg troede, vi skulde gaa hjem.

MADSEN.: Jo jeg skal sige os - jeg vilde nu nok snakke med Dem under fire Øjne, og derinde i den anden Stue sad saa mange Kammerater.

LØJTNANT.: Ja men derhenne sidder jo ogsaa en.

MADSEN.: Aa De ser jo, han er geskjæftiget med sin Mad. Han lurer inte.

KLINT: afsides.
Nej Gudbevares! Det ser ud som en Smedesvend og en afdanket Underofficer.

De sætter sig ved det andet Bord.

MADSEN.: Hør, Hr. Løjtnant! De er en fin Fyr og en vittig Fyr.

LØJTNANT: smigret.
Hehe - jeg er ikke saa indbildsk, at -

MADSEN.: Aa Sludder - jo vist er De. Det siger Mester ogsaa. Og De er en Fyr, som kommer hos de store og har Forstandighed paa, hvordan man skal vende og gebærde sig blandt Menneskens Børn.

LØJTNANT.: Aa De er nu altid saa galant.

MADSEN.: Gu er jeg ikke, Hr. Løjtnant! for jeg smasker nu aldrig paa, hvad jeg vil sige, men lader altid stryge lige fra Leveren. Saa kan De tage det, som det falder.

LØJTNANT.: Ja jeg indrømmer rigtignok, at jeg har nogen Erfaring.

MADSEN.: Ja natyrlig - det har De Ret paa! og det er justement derfor, at jeg har sla't en Klo i Dem, for at De skal hjælpe mig ud af denne hersens Konfession.

LØJTNANT.: Hvad for en Konfession? Hvad mener De?

MADSEN.: Ih, det Vrøvl med disse Kjærlighedsbedrifter. For De har vel nok obselveret, at jeg gaar og lirker med den lille Rikke; men hun vil inte hænge fast.

LØJTNANT.: Ja det har jeg nok mærket. Jo De er en stor Skjelm.

MADSEN.: Ja, for hun er det nysseligste Pigebarn, 23 der kan stikke i to Strømpeskafter, og det siger nu Mester selv, for han siger: »hun er den kjønneste Maskine, jeg har gjort i mine Dage«. Men det er et stort Ord, for Mester gjør nysselige Maskiner. Men hør, det er sandt - Løjtnanten har nok inte set min Maskine?

LØJTNANT.: Naa Deres Mesterstykke? Er den nu færdig?

MADSEN.: Ja det kan De bande paa. Mesterne var nu oppe at se den igaar, og de sagde, at det var riælt Arbejde, og det siger Mester ogsaa. Aa De maa komme og op og se den! Blankt Messingtøj med Løvefødder og Gesvejsning! Saadan noget ser man inte hver Dag.

LØJTNANT.: Jeg er meget begjærlig efter at se den. Men for at komme tilbage til Rikke, har De mærket, om hun føler Gjenkærlighed for Dem?

MADSEN.: Jeg har inte mærket det, og det forlanger jeg inte paa, for det giver sig immervæk, naar vi først kommer sammen. Nej, naar hun barestens vil have mig, for der er nu denne hersens Student.

KLINT: afsides.
Student!

LØJTNANT.: Ja jeg har haft Øje med ham for Deres Skyld, og han er virkelig ikke uden Farlighed.

MADSEN.: Ja han gaar immervæk og gjør sig saa behagelig, og det kan de Fruentimmer godt med; det karesserer dem. Men kraperligt er det dog all gevel, og kunde jeg barestens faa talt et Alvorsord med ham -

LØJTNANT.: Ja, naar De blot vil følge mit Raad.

MADSEN.: Har De Raad? Det var da ganske nysselig gjort af Dem. Kom, De er min Ven.

Klapper ham dygtig.

LØJTNANT: gnaven.
Naa naa, lad være!

MADSEN.: Kom med Raadet, Hr. Løjtnant. Op med det, som det er!

LØJTNANT.: Saa hør da! De veed jo, at vi i Aften skal til Selskab i Anledning af Hr. Smidts Geburtsdag, og at Studenten ogsaa er inviteret.

MADSEN.: Ja men hør, hvorfor sidder De nu og snakker om alt det, da De selv siger, at jeg veed det? Op med Raadet!

LØJTNANT.: Hør nu bare! De veed, at Fruentimmerne er nogle løjerlige Mennesker.

MADSEN.: Ja vel.

LØJTNANT.: Man kan tilintetgjøre al deres Kjærlighed, al deres Interesse for en Tilbeder, naar man bare kan opnaa at gjøre ham latterlig i deres Øjne. Naar De altsaa blot kan gjøre Studenten latterlig.

MADSEN.: Ja men hør, hvor kan jeg befatte mig med de Dele? Jeg kan sgu inte gjøre Studenten mere latterlig, end som den Slags Folk gemenlig er.

KLINT: afsides.
Tak for den!

LØJTNANT.: Jo vist kan De. Vil De nu bare høre! De skal være yderlig galant imod ham og i et væk klinke og drikke med ham, kort sagt, arbejde paa at han kan faa noget paa Skallen. Kan De blot bringe ham saa vidt, at han bliver sluddervorn og dinglevorn, saa taber lille Rikke nok Appetitten.

MADSEN.: Kan jeg nu stole paa det?

LØJTNANT.: Ja, bare De kan faa ham drukken.

MADSEN.: Hør veed De hvad! de Fruentimmer er dog nogle løjerlige Børster. Men jeg skal drikke ham saa lynende plakat, at han inte kan se sine egne Øjnestene.

KLINT: afsides.
Hvad kan det være for en Student? - Jeg maa have fat i dem.

MADSEN.: Nu rejser han sig derhenne.

KLINT: afsides.
Nu maa man være fræk. Lader, som han vil gaa og pludselig opdager Løjtnanten. Ah god Dag, Hr. Løjtnant! det er mig en Fornøjelse at se Dem. Hvorledes har De haft det saa længe?

LØJTNANT.: Jo tusind Tak! overmaade godt -

KLINT.: Løjtnanten kjender mig maaske ikke igjen?

LØJTNANT.: Jo Gudbevares - hvor kan De tro det? jeg kjender Dem overmaade godt. Men - jeg tilstaar, jeg er noget distrait - jeg kan ikke ret huske, hvorfra vort Bekjendtskab egentlig skriver sig.

KLINT: afsides.
Det er i Grunden ikke saa underligt. Højt. Ja bi lidt - maaske vi kan komme paa det ved fælles Hjælp.

✂

Mel. Og det var i Aaret attenhundrede og syv.

✂

1.

✂ Hvor første Gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,
det lige paa Tungen mig brænder;
det - hvis jeg ikke fejler - var i et Selskab, som
blev givet hos en - Mand, som jeg kjender.

LØJTNANT.: ✂ Ja ganske rigtig var i Selskab det bestemt,
men hvor - ja jeg maa tilstaa - det har jeg selv forglemt.

KLINT.: ✂ Mon hos Farver Krap?

LØJTNANT.: ✂ Nej der var det vel knap.

KLINT.: ✂ Hos Etatsraad Blok?

LØJTNANT.: ✂ Ja hør, der var det nok.
Ak ja, man bliver bedt jo saa mange Steder om,
man husker ikke alle sine Venner.

✂

2.

KLINT.: ✂ De kommer meget ud?

LØJTNANT.: ✂ Ja, mere end jeg vil,
man trækkes jo i Høflighedens Lænke,
man bliver bedt til Selskab, til Løjer og til Spil,
saa nødes man -

KLINT.: ✂ Ja det kan jeg tænke.

LØJTNANT.: ✂ Men hvor var det dog nu, jeg første Gang Dem saa?
Det synes jeg bestemt jeg maa kunne komme paa.
Hos Baron Gerard -

KLINT.: ✂ Jeg aldrig været har.

LØJTNANT.: ✂ Var det da maaske
hos Grev von Silbersee?

MADSEN.: ✂ Hvad, kommer De til Grever?

LØJTNANT.: ✂ Man tvinges jo dertil,
man nødig sine Venner vil krænke.

✂

3.

MADSEN.: ✂ Ja Fyren der forstaar nok den fine Maner.

LØJTNANT.: ✂ Men, kjære!

MADSEN.

✂

✂ Gjør nu ingen Komplimenter!

Til Klint.

✂ De kjender ham?

KLINT.: ✂ Jeg har jo den Ære.

LØJTNANT.: ✂ Aa jeg be'r!
Et nøjere Bekjendtskab jeg mig venter.
Mit Navn har De vel glemt?

KLINT.

✂

✂ Hvor kan De mene det?

Afsides.

✂ Hvad aldrig man har vidst, det man glemmer ikke let.

LØJTNANT.: ✂ Deres Navn er - bi!
jeg løber sur deri.

KLINT.: ✂ Klint jeg hedd -

LØJTNANT.: ✂ Ja Gud!

MADSEN.: ✂ Det havde De svedt ud.

LØJTNANT.: ✂ Ja Navne let jeg glemmer, men derpaa ej De ser,
vi er jo dog gamle Bekjendter.

✂

KLINT: afsides.
Det Bekjendtskab blev hurtig stiftet.

LØJTNANT.: Ja Hr. - men hvad var det nu De hed?

KLINT.: Klint.

LØJTNANT.: Ja vist - Hr. Klint. Gud veed, hvor jeg dog kan gaa saadan i Taaget og glemme det, som jeg veed saa godt? Men, Hr. Klint, De maa undskylde mig, om jeg er lidt distrait. Ja saadan var jeg nær kommen galt afsted forleden Aften, da jeg var i Selskab hos Prinsen af Bamberg.

MADSEN.: Hvad kommer De ogsaa til Prinsen af Bamberg?

LØJTNANT.: Aa ja - dog ikke ofte. Jeg var nu pyntet i min bedste Stads, men havde - forunderlig nok - 28 glemt at tage mine Glacéhandsker paa og mærkede det slet ikke. Derfor bliver jeg højst frapperet, da Durchlauchtigheden ser paa mig med et ganske forunderligt Blik, og alle Officererne ogsaa ser paa mig med ganske forunderlige Blikke. Derpaa smiler Durchlauchtigheden, og alle Officererne smiler med. Jeg kan ikke nægte, jeg blev stødt og siger: »Jeg kan paa min Ære ikke begribe, hvorledes nogen kan finde mig latterlig«; hvorpaa Durchlauchtigheden meget naadig klappede mig paa Skulderen og sagde: »O Hr. Lieutenant v. Buddinge ist ein gelehrter Mann, man muss vergeben, wenn er ein wenig distrait ist«. Til Madsen. »Aa Hr. Løjtnant v. Buddinge er en lærd Mand, man maa tilgive, om han er en Smule distrait«. - Men jeg havde nu Hovedet opfyldt af literære Sager.

KLINT.: Saa?

LØJTNANT.: Ja jeg skriver en Del i Bladene, navnlig i det - hvad er det nu det hedder - det, som kommer om Aftenen - Aftenposten.

KLINT: prøvende.
Naa det er det, som har Brun til Redaktør?

LØJTNANT.: Ja ganske rigtig! men Brun skriver ikke meget deri, og naar jeg faar Tid og Lyst, vil jeg overtage hele Redaktionen. Aftenposten kan ikke tabe derved.

KLINT.: Nej, tabe kan den saamænd ikke. Men tror De, at denne Bjørn vil aftræde Redaktionen af Aftenposten til Dem?

LØJTNANT.: Om han vil? Hr. Bjørn er en dygtig Mand, men tillad mig - Hr. Bjørn kjender sine Overmænd.

KLINT.: Maa jeg være saa fri at spørge, hvad Part 29 af Aftenposten har Hr. Løjtnanten hidtil især viet Deres Talenter?

LØJTNANT.: Dem alle - af og til. Mine Kundskaber er ikke ensidige. Dog har jeg i den senere Tid især arbejdet i den strengt videnskabelige Retning. Alle mere dybtgaaende, filosofiske Artikler er af mig.

KLINT.: Da er dog det videnskabelige egentlig ikke Aftenpostens Hovedstyrke.

LØJTNANT.: Ak nej, det har De Ret i, men det er galt, og jeg har derfor ogsaa sagt til Redaktøren - hvad er det nu, han hedder? Hr. -

KLINT.: Birk.

LØJTNANT.: Ja rigtig! jeg har sagt til ham: »Hør, Hr. Birk! der er ikke Filosofi nok i Deres Blad, og det er en væsentlig Mangel. Thi hvad er det, der for Øjeblikket bevæger Menneskeslægten? Det er den visse - den visse - Vished, at Livet nu, ikke blot for de gamle, men selv for de unge, skal være filosofisk, skal være videnskabeligt. Men hvem skal vise de unge Vejen? Det skal vi, Hr. Birk, vi de erfarne, de prøvede«. - Men Hr. Birk er nu ikke noget filosofisk Hoved.

KLINT.: Ja men undskyld! det er jo slet ikke Birk, der redigerer Aftenposten.

LØJTNANT.: Nej vist ikke - hans Tid er saa godt som forbi. Men naar jeg kommer til Redaktionen, saa skal det blive noget andet. Jeg vil ofre den al min Tid og Kraft, og jeg kan det, for jeg skal sige Dem, jeg er ikke længer i Tjenesten, jeg er saa at sige Invalid efter de Saar, som jeg fik i Bataillen ved Sehested.

MADSEN.: Aa Hr. Løjtnant, tjen os i at komme med den Historie. Til Klint. Saa skal De bare høre!

LØJTNANT.: Ja jeg skal gjerne fortælle, hvorledes det gik til. Da Armeen blev opstillet, blev jeg placeret paa den venstre Fløj. Jeg erindrer det ganske tydeligt; det var en klar Sommermorgen, og Generalen red langs op ad Rækken for at se, om alting var i Orden. Da han kom hen til mig, nikkede han til mig og sagde: »Ah, der har vi jo Løjtnant v. Buddinge, ja saa kan vi stole paa den højre Fløj.«

KLINT.: Men Løjtnanten sagde nylig, at De stod paa den venstre Fløj.

LØJTNANTEN.: Saa? - ja saa var det ogsaa den venstre.

KLINT.: Men Generalen sagde jo, at det var den højre.

LØJTNANT.: Ja vist, men han tog fejl, for jeg skal sige Dem, han var kejthaandet. Det var mærkværdigt med den Mand, for han førte Kaarden med den venstre Haand, saa -

MADSEN.: Hør, Løjtnant, Lars derhjemme, han sla'r ogsaa med Kejten, naar han skal banke Kjedler ud. Har Løjtnanten aldrig observeret det?

LØJTNANT.: Nej jeg har ikke lagt saa nøje Mærke til Hr. Lars. - Men det var min Historie. Fjenden var ogsaa slagfærdig, og lige overfor mig stod en russisk berømt Officer, jeg husker ikke om det var Diebitsch eller Sabalkanski, men han og jeg brændte da af Begjærlighed efter at komme i Kamp med hinanden. Signalet blev givet, og vi styrtede frem.

MADSEN.: Pas nu paa!

LØJTNANT.: Men det er sandt! jeg skulde beskrive Terrainet. Imellem os og Russerne laa en Flod, som var en 4-5 Alen bred, men jeg havde øvet mine Soldater i at springe, og byder dem derfor at følge 31 mig. Vi styrter frem - jeg i Spidsen - jeg springer - men paa samme Tid springer den russiske Officer fra den modsatte Side, - vi støder sammen midt i Aaen og styrter begge i Vandet. Mine Soldater, som er i Farten, springer ogsaa, men støder ligeledes sammen med de russiske Soldater, og saaledes Geled for Geled, indtil begge Kompagnier, baade mit og det russiske, laa i Floden oven paa deres Officerer.

MADSEN.: Er det ikke Satans!

LØJTNANT.: Ja naar De vil tænke Dem, at ligge saadan i en Flod med to Kompagnier Soldater oven paa sig, og det oven i Kjøbet i en bidende Kulde midt i Januar Maaned.

KLINT.: Det forekommer mig, at Løjtnanten før sagde, at det var en Sommermorgen.

LØJTNANT.: Ja, saa var det en meget kold Sommer, for jeg viklede mig endelig løs og svømmede bort, men jeg blev syg, og mit Bryst blev saa svagt, at jeg maatte tage min Afsked, fordi jeg ikke kunde taale at kommandere.

MADSEN.: Det er dog en Helvedes Karl, den Løjtnant.

LØJTNANT.: Men det er sandt, de Herrer kjender jo ikke hinanden. Hr. Klint, maa jeg præsentere Dem min Ven, Smedemester Madsen. Afsides. Han er noget raa.

MADSEN.: Hør, lad nu være med de Fagter! for jeg er nu kun Kobbersmedesvend, men mit Mesterstykke er rigtignok færdigt. Hør De der. Til Klint. De maa komme op og se min Messingmaskine med Løvefødder og Gesvejsning. De kan jo lade Løjtnanten bringe Dem hen til mig.

KLINT.: Ja - Tak skal De have!

LØJTNANT.: Tør jeg da spørge, hvor man kan træffe Dem?

KLINT.: Aa jeg bor paa Regensen.

MADSEN.: Naa saa De er Student? ja man kan dog se, at der kan være honette Folk i alle Bestillinger.

LØJTNANT.: Naa det er paa Regensen? - tør jeg spørge hvor?

KLINT.: Paa fjerde Gang. Naar De kommer ind ad Porten, er det den første Dør paa Deres højre Haand - hvis De ikke er kejthaandet ligesom Generalen.

LØJTNANT.: Hahaha! Nej det er jeg ikke. Farvel, Hr. Klint! jeg skal snart have den Fornøjelse at se op til Dem.

MADSEN.: Adjøs! Kom saa kun! De skal inte genere Dem.

De gaar.

KLINT: medens han klæder sig paa.
Det var nogle rare Venner, jeg der fik. Men Død og Plage! nu fik jeg ikke at vide, hvad den Student hed. Det arme Menneske bliver jo rent overmandet. Aa - duer han noget, saa hytter han sig nok, og selv om han lader sig overrumple, saa vil en lille Rus aldrig misklæde den, der har en god Grund i sig.

Gaar.

✂

FEMTE SCENE.

✂

Et Værelse paa Regensen. En Flok Regensianere i de behørige Dragter, hvoriblandt Basalt, Klemme, Søren Torp, Hutter.

✂

Mel. Fr. Ep. 67.

✂

1.

KOR.: ✂ Nu saa kom, tag fat
paa en frisk Debat!
33 nu er vor Generalforsamling sat.
Kom med Raad, min Bro'r,
for vor Kasses Flor!
den bliver altfor stor.
Mønten os trykker -
Naa lad gaa!
saa maa i Stykker
vi den slaa.
Nu saa kom! tag fat
paa en frisk Debat!
Forsamlingen er sat.

✂

2.

FØRSTE.: ✂ Nu er Vrøvlet endt,
saa til Sagen!

ANDEN.: ✂ Nej vent!
vi først os vælge maa en Dirigent.
Alt mit Øje faldt
paa vor Vært Basalt.

KOR.: ✂ Vor gjæve Vært er valgt.

BASALT.: ✂ Førend jeg stiger
til min Plads,
skyldigst jeg siger:
Gratias!

Kryber op paa Bordet.

FØRSTE.: ✂ Ja men hør!

KOR.: ✂ Nej vent!
Nu er Vrøvlet endt;
vi har en Dirigent!

✂

BASALT.: Mine Herrer! vi er i Dag forsamlede for at raade Bod paa den Ulykke, som flere af Vækkerselskabets Medlemmer ved deres ualmindelige Søvnagtighed har bragt over vore Hoveder. Selskabets 34 Kasse er - som De veed - ved de ideligt indstrømmende Mulkter bleven saa fed, at den truer med at revne. Vi skulde altsaa diskutere om Anvendelsen af vor Kassebeholdning, der efter Kassererens Sigende i Dag er stegen til den betydelige Sum af fjorten Rigsdaler og to Skilling. Jeg maa altsaa bede Forsamlingen ytre sig i dette Anliggende.

KLEMME.: Hør, lad os endelig være enige om ikke at bruge dem til Punsch! Punsch er en gruelig usund Drik, og i den Forfatning, hvori alle Maver for Tiden befinder sig, vilde det være den skrækkeligste Fordærvelse. Min Mave kan ikke bære det, det føler jeg. Men hør - jeg synes, det trækker.

BASALT.: Aa nej, vist ikke.

KLEMME.: Jeg vil dog for en Sikkerheds Skyld sætte Kasketten paa. - Hør, tjen mig saa bare i ikke at drikke Punsch. Vil I risikere eders Maver, saa kommer det jo ikke mig ved, men jeg maa fra mit Standpunkt aldeles raade fra det. Jeg har ikke drukket Punsch siden sidste otte og tyvende Maj, da lod jeg mig forlokke til at drikke to smaa Glas, men - jeg forsikrer jer - min Mave har været rent rebelsk siden den Tid. Stiller sig foran Spejlet og ser paa sin Tunge. Det er jo dog ogsaa bedre at faa noget nyt.

FØRSTE.: Ja kunde vi hitte paa noget nyt, var det ikke saa galt.

FLERE.: Ja lad os faa noget nyt!

KLEMME.: Hør, sæt saa under Afstemning, om vi skal have Punsch eller ikke.

BASALT.: De, der vil have Punsch, række Hænderne i Vejret! Ingen gjør det. De, der vil have noget andet - Alle række Hænderne i Vejret. Vi skal altsaa have noget andet.

SØREN TORP.: Maa jeg tale?

BASALT.: Tal væk! Søren Torp har Ordet.

SØREN TORP.: Mine Herrer! der er to Maader, hvorpaa vi kunne anvende vor Rigdom. Enten kunne vi være ædelmodige og glæde andre, eller vi kunne være uædelmodige og glæde os selv. Ville vi være ædelmodige og glæde andre, da kunne vi enten sende Pengene til de brændte Svenskere eller til de druknede Jyder. Her indtræder et Enten-Eller, disse to Forslag forholde sig ret egentlig som Ild til Vand. Paa den ene Side kaste vi Pengene i Ilden, paa den anden Side kaste vi dem i Vandet.

BASALT.: Men hvad stemmer du da for?

SØREN TORP.: Naar vi ville glæde andre, hvad ville vi da skabe i dem? Glæde og ikke Bedrøvelse. Men i hvem kunne vi skabe Glæden? Mon i de glade eller i de sørgende? Kun i de sørgende, ikke i de glade. I de Svenskere, som ere brændte, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de kunne ikke glæde sig, fordi de ere brændte; i de Svenskere, som ikke ere brændte, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de glæde sig alt, fordi de ikke ere brændte. I de Jyder, der ere druknede, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de kunne ikke glæde sig, fordi de ere druknede; i de Jyder, der ikke ere druknede, kunne vi ikke skabe Glæden, thi de glæde sig alt, fordi de ikke ere druknede. Men kunne vi ikke skabe Glæden i dem, da kunne vi ikke glæde dem, og naar vi ikke glæde dem med vor Gave, da bedrøve vi dem. Naar vi altsaa ere ædelmodige og glæde andre, da bedrøve vi dem, men vi ville ikke bedrøve dem, thi vi ville glæde dem. Derfor ville vi ikke være ædelmodige og glæde andre, men vi ville være uædelmodige og glæde os selv.

BASALT.: Naa, er du saa færdig?

SØREN TORP.: Ja vil I have mere, kan I gjerne faa det.

BASALT.: Nej Tak! Er der nogen, der vil udtale sig om det sidste Forslag?

KLEMME.: Ja jeg er ganske enig med Søren i det Resultat, at vi skal se at glæde os. Men da vi nu har vore Maver for kjære til at drikke Punsch, og dog ikke godt kan undvære Drikkevarer, saa maa vi først se at hitte paa en anden Drik, som er sund og nærende, og som man ikke har ondt af bagefter.

FØRSTE.: Jeg proponerer afbrændt Rødvin.

KLEMME.: Er du gal, Menneske! Afbrændt Rødvin! Det krydrede Djævelskab kan jo slaa selv en Russer ihjel - og vi med vore svage Maver. Nej, saa længe jeg har Stemme i Livet, skal jeg protestere mod saadanne Forslag.

FØRSTE.: Hvad Pokker vil du da have, vi skal drikke?

HUTTER: haanlig.
Aa Hr. Klemme saa nok helst, at vi sad med en Sut i Munden eller i det højeste fyldte vore Glas med Havresuppe eller Øllebrød.

KLEMME.: Aa ja saamænd - eller i alt Fald noget lignende. Jeg har som Barn været i Selskab, hvor vi i Stedet for Punsch drak Æggesøbe, og det smagte overmaade godt. Saadan noget skaffer dog aldrig Tømmermænd. Men - u! hvor her bliver varmt! Hvor er dit Thermometer?

BASALT.: Jeg har ingen.

KLEMME.: Det er galt - det er umoralsk for et Menneske, der har sin Sundhed kjær. Og Sundheden det er Livet, og saalænge man lever, er det dog især Livet det kommer an paa.

HUTTER: utaalmodig.
Det forundrer mig i højeste 37 Grad, at Dirigenten saa rolig taaler Hr. Klemmes utidige Snaksomhed. Han gaar jo aldeles udenfor Sagen.

BASALT.: Vil De kanske tale?

HUTTER.: Ja jeg vil. Staar op paa en Stol. Danske Studenter!

✂

SJETTE SCENE.

De forrige. Klint.

KLINT.: Se god Dag! Hvad er her paa Færde?

BASALT.: Hold Mund! her er Generalforsamling.

KLINT.: Godt, jeg er andægtig.

HUTTER.: Danske Studenter! I vide, at vi leve i en historisk Gjærings- og Omvæltningsperiode; I høre, at alle Menneskestemmer klinge sammen i eet uendeligt Suk; I føle, at Jorden krymper sig under os i vulkanske Krampetrækninger; og hvis I ikke vide, høre og føle det, da ere I Dødbidere og Hospitalslemmer tilhobe.

Med et Blik til Klemme.

KLEMME: melankolsk.
Ak ja! Det kan vi snart blive.

KLINT.: Da jeg hverken er Dødbider eller Hospitalslem, men derimod aldeles enig med den ærede Taler, vil jeg tillade mig med et Par Ord nærmere at oplyse, hvorledes det for Tiden virkelig er grumme galt fat. Jeg vil ikke tale om Kunstens Forfatning, ikke om at Musen synes at ville slaa Haanden af Digterne, hvorfor de nu begynder at digte paa anden Haand, eller om at Dansekunsten har overskrævet de øvrige Kunster, saa at Kunsten egentlig talt kun staar paa eet Ben; jeg vil ikke tale om Videnskabens Forfatning, om at Vandkuren nu helbreder alle 38 Patienter og netop derved slaar alle Medicinere ihjel; jeg vil ikke tale om, at Theologien -

BASALT.: Naa hvorom vil du da tale, dit Vrøvlehoved?

KLINT.: Jeg vil tale om den Fare, der truer os, den fri Aands Brødre, Studenterne. Thi alt, hvad der ingen Begrænsning, ingen Modsætning har, maa tilintetgjøres. Men med den overhaandtagende Kultur synes vor Modsætning, Filisteriet, at maatte forsvinde af Jorden, og deri ligger vor Fare. Vel er det kun en Mulighed, men vor Ven Søren vil nemt kunne bevise os, at Muligheden i Grunden har langt mere at betyde end Virkeligheden.

SØREN TORP.: Ja med Fornøjelse! Der er to Former af Tilværelsen -

HUTTER.: Maa jeg bede Dem være stille! Det er mig, der har Ordet, og Dirigenten passer sin Post meget slet.

SØREN TORP.: Hør nu blot et Øjeblik!

HUTTER: arrig.
Maa jeg tale? Danske Studenter! naar jeg taler om Gjæringen i Tiden, da sigter jeg ikke til Kunster og Narrestreger, ikke til Blade og Bøger; alt det bryder jeg mig ikke om, og det gjør Tiden ikke heller. Tiden har kun een Interesse - det er Politik, den har kun eet Løsen - det er Frihed. Mine Brødre! I have talt om at sende vore Penge til Sverrig eller til Jylland; - det stemmer jeg imod. Om der er brændt en Snes Svenskere, eller druknet et Dusin Jyder - det kommer ikke Tiden, ikke Historien ved; men vi skulle arbejde for Friheden og for Verdenshistorien.

KLINT.: Hør, mener De da, at vi skal gjøre noget verdenshistorisk med vor Kassebeholdning?

HUTTER.: Ja, det mener jeg. - Ilden ulmer under alle Verdens Lande, Frihedens hellige Ild; kun paa eet Sted, ved Europas yderste Grænse, brænder den ret klart og flammende og slukkes aldrig, om den end stundom dæmpes. I kjende Tscherkesserne, til dem ville vi sende vore Penge. Vel kunne vi ikke med vore Penge bringe Hjælp, men vi kunne gjøre en Demonstration; vel er vor Gave ringe og vil forglemmes, men vor Vilje er stor og vil paaskjønnes, og det skal hedde i Historiens Aarbøger: Tscherkessernes Frihedskamp fik den første Understøttelse fra danske Studenter.

Stiger ned.

KLINT.: Hvor stor er Kassebeholdningen?

BASALT.: Fjorten Rigsdaler og to Skilling.

HUTTER: arrig.
Aa De kan gjerne lade de to Skilling blive borte.

KLINT.: Nej hør, tag dem kun med! For hvis vi kan slippe med at give fjorten Rigsdaler i Postpenge, saa vil de arme Tscherkesser dog altid faa to Skilling til at slaas for.

HUTTER.: Behøver jeg at gjentage, at jeg kun tilsigter en Demonstration! Det er aldeles ligegyldigt, om de saa ikke faar en Skilling.

KLINT.: Ja men det er ikke mig ligegyldigt, om vi ikke faar noget. Jeg havde i det mindste meget Mod paa i Aften at faa et godt Glas Punsch. Hvad siger I om det Forslag? Skal vi lade Tscherkesserne slaas og selv drikke Punsch?

ALLE: undtagen Hutter og Klemme.
Ja - Punsch!

KLEMME.: Ja men hør, vi blev nylig enige om ikke at drikke Punsch for ikke at spolere vore Maver.

KLINT.: Aa, det kommer Maverne nok ud af - de har Øvelsen.

HUTTER: haanligt.
Generalforsamlingen antager, hvad den nylig har forkastet. Det er ganske mærkeligt!

KLINT.: Kalder De det mærkeligt? Saa har De nok aldrig været paa en Studentergeneralforsamling før?

HUTTER.: Jo det skulde jeg mene.

KLINT.: Da skulde man ikke tro det, for saadan bærer vi os altid ad. Men hvor skal Stadsen staa? Det er smukt Frostvejr, skal vi gaa ud til Lars Mathisen?

ALLE.: Ja!

KLEMME.: Ja saa faar man sig da en god Motion. Men lad os saa gaa strax, for at man kan komme i ordentlig Tid i Seng.

KLINT.: Aa ja! I kan komme og hente mig om et Kvarterstid.

ALLE.: Ja vel! Adjø.

De gaa.

✂

SYVENDE SCENE.

Klint. Basalt.

KLINT.: Naa saa skal vi da til Sold i Aften.

BASALT.: Ja jeg kan ikke komme med, jeg har lovet min Onkel at komme hen til ham i Aften.

KLINT.: Naa, skal Du nu hen til din Onkel igjen? Gud veed, hvorfra du paa een Gang har faaet en saa forbistret Kjærlighed til den gamle Pebersvend. Du render jo der hvert Øjeblik. Tænder sin Pibe. Hvad bestiller I da?

BASALT.: Aa - vi spiller Rambus.

KLINT.: Rambus! Aa Gud hjælpe mig. - Ja men 41 hør, du kan jo altid gaa til din Onkel en anden Gang. Kom nu med!

BASALT.: Nej, jeg har lovet det ganske bestemt.

KLINT.: Aa du er ret bleven et kjedeligt, moralsk rigtigt Menneske! Ja saa vil jeg trøste mig med at se paa min lille nysselige Smededatter. Ser ud ad Vinduet. Aa hun er der ikke! Det var dog kjedeligt! Jeg plejer altid paa denne Tid at sige hende god Nat. Hør, har hun ikke været i Vinduet i Eftermiddag?

BASALT.: Aa hvad veed jeg det!

KLINT.: Dit utaknemmelige Skarn, som ikke skjønner det bitterste paa, at vi har saadan en sød lille Gjenboerske. Men saa gjør hun ogsaa Gjengjæld og skjønner heller ikke paa dig igjen. Jeg og hun er derimod bleven ganske gode Venner. Hun bliver rigtignok rød i Hovedet, naar jeg ser paa hende, men hun trækker sig ikke længer tilbage, og somme Tider har hun kigget saa polisk herover, saa jeg er bleven ganske desperat i Hovedet og har faaet det fortvivlede Indfald at løbe derover og præsentere mig som Frier. Men jeg har, Gud ske Lov, altid betænkt mig, inden jeg naaede Porten. Hvor skal du nu hen?

BASALT.: Jeg vil lidt ned paa Læsestuen.

KLINT.: Gaa med Gud, min Dreng, og lad mig se, du forbedrer dig!

Basalt gaar.

✂

OTTENDE SCENE.

KLINT.

✂

Saa, nu er det blevet mørkt, og de Børster er ikke komne endnu. Det er sandt - jeg skrev en Regensvise forleden Dag, den kunde maaske bruges ved 42 denne Lejlighed. Min Kontubernal rynkede rigtignok paa Næsen af den og dømte den til Baal og Brand, men han er nu saa forbandet kræsen, og de andre er intet mindre end det, især naar de har faaet et Par Glas Punsch. Henter Visen. Se her er den, men nu er det for mørkt til at læse den igjennem. Aa jeg kan den vel nok udenad.

✂

Mel. Der var engang en tapper Mand.
1.

I Byens Larm Regensen stod
med sine Mure skumle
og skued roligt ved sin Fod
Filistrene sig tumle.
Og vel blev den en gammel Knægt
paa tvende hundred Vintre,
men Blodet rulled altid kjækt
og fyrigt i dens Indre.

Aa det er jo slet ikke saa galt.

✂

2.

Og bag dens Mure sig oplod
en Verden rig og stille,
hvor Tanken paa sin lette Fod
opsøgte Livets Kilde.
Der folded Kraften skjult sig ud
i Læ for Storme hvasse,
og Aandens Frø skød stærke Skud
udi den lune Kasse.

Jeg synes virkelig, det er ganske kjønt; men til Basalt er nu aldrig noget godt nok.

✂

3.

Og Aander selv fik ofte Lyst
til Gaarden ned at dale,
de fandt det der langt mere tyst
end i de høje Sale;
de banked paa Studentens Dør -

Det banker.

Aa nu banker det og - nu kommer det allerbedste. - Det var da forbandet. - Kom ind!

✂

NIENDE SCENE.

Klint. En Skomager træder ind.

SKOMAGER.: Ærbødigst god Aften!

KLINT.: God Aften! Hvem er det?

SKOMAGER.: Ach, jeg er en stakkels gammel Skomager.

KLINT.: Skomager? Hvis De vil rykke, kan det ikke nytte noget, for nu skal jeg ud.

SKOMAGER.: Ach Gud hjælpe mig! hvad skulde jeg rykke? Nej, jeg bliver selv rykket, jeg bliver pint og plaget.

KLINT.: Mener De da, at jeg kan betale Deres Gjæld?

SKOMAGER.: Ach nej - jeg vil bare falde paa mine Knæ i den ærbødigste Respekt og Underdanighed og bede Herren om et Asyl, om en Tilflugt.

KLINT.: Tilflugt?

SKOMAGER.: Ach ja - bare en lille Smule Tilflugt for en stakkels Skomager, der bliver forfulgt og pint og plaget og flaaet og sønderrevet fra øverst til nederst af graadige Ulve.

KLINT.: Hvem er det da, der forfølger Dem?

SKOMAGER.: Hvis Herren vil kigge ud ad Vinduet, da staar han vist nede i Porten endnu, thi der løb jeg fra ham, fordi jeg stolede paa Ungdommens Barmhjertighed.

KLINT: aabner Vinduet.
Ja der staar jo ganske rigtig een nede i Porten. Nu vender han sig - Lygteskjæret falder paa hans Ansigt. - Men hvad! det er jo Tuborg! min Ven, Digteren Tuborg.

SKOMAGER.: Ja vist - for det er netop ham, jeg løber for.

KLINT.: Hvad? løber De for ham? Han gjør saamænd ingen Fortræd.

SKOMAGER.: Nej Dem gjør han ingen Fortræd, og Deres Hr. Fader og Deres Fru Moder og Deres hele Familie gjør han ingen Fortræd. Men De er en ung og ufordærvet Mand, som ikke kjender Digterne. Ach de Digtere, de Digtere! de løber Gud straffe mig omkring som brølende Løver og opsluger meget mere, end som de kan fordøje.

KLINT.: Men hvad har De da at bestille med Tuborg?

SKOMAGER.: Ingenting, saa sandt jeg er en ærlig Skomager, men han vil absolut have noget at bestille med mig. Og det kan ikke nytte alt det, jeg protesterer og retirerer, for saa bruger han Gevalt og lader mig hverken Ro Nat eller Dag.

KLINT.: Saa? - Men hvem er De da?

SKOMAGER.: Ja, naar jeg siger det, vil Herren ikke tro mig.

KLINT.: Aa jo vist vil jeg.

SKOMAGER.: Nej De vil sgu ikke! nej De vil grine af mig og spotte mig og anse mig for en forrykt Mand, der er gaaet fra sin Forstand.

KLINT.: Aa det har slet ingen Nød; i vore Dage er man vant til det utrolige. Jeg skal gjøre mig Umage for at tro Dem, om De saa vil prøve paa at bilde mig ind, at De er Jerusalems Skomager.

SKOMAGER.: Ja det er netop det jeg er.

KLINT.: Hvad for noget?

SKOMAGER.: Ja det er netop mig, der er den Person, som man kalder Jerusalems Skomager!

KLINT.: Nej virkelig? Afsides. Manden er jo gal. Højt. Naa saa De er den vidtberømte Ahasverus?

SKOMAGER.: Ja det er mit Døbenavn - ja jeg ser nok, Herren vil ikke tro mig, men jeg forsikrer, De maa spytte mig i Ansigtet, om jeg lyver.

KLINT.: Nej det har jeg dog ingen Lyst til. - Men hvad har De da at bestille med Tuborg?

SKOMAGER.: Siden han er Herrens Ven, har han da ikke fortalt Herren, at han skriver paa en Stykke om mig?

KLINT.: Om Dem?

SKOMAGER.: Ja om mig, om Jerusalems Skomager - en stor Stykke, som skal traktere hele mit Liv lige fra Begyndelsen til Enden og forestilles paa det kongelige Theater.

KLINT.: Jo vist, jo vist!

SKOMAGER.: Herren kan tro mig, jeg har lidt meget i mine Dage! jeg er bleven mishandlet og bespottet og forhaanet og overkjørt, men dog har jeg aldrig lidt saa meget som af disse Digtere.

KLINT.: Digtere! Hvad gjør de da?

SKOMAGER.

✂

Hvad de gjør? De gjør mig Fortræd, de piner og plager mig, for at jeg skal fortælle dem alt, hvad jeg har oplevet og hørt og observeret, de vil gjøre mig til Indtægt og vise mig frem som en Abekat, skjønt jeg er en gammel Mand, der gaar i mit nittenhundrede Aar.

✂ Først det var i det tyske Land,
Digterne kasted paa mig deres Øje,
ach De vist ikke Dem tænke kan,
hvad jeg der maatte friste og døje.
Ja derude det underligt gaar,
hver Mand fødes med Pennen i Haanden,
Bønder og Damer og Skræddere faar
46 hver sin Portion af Digteraanden.
Altid de søge med spejdende Blik -
Musen er graadig, hun trænger til Føde -
og de fornøjed sig ret, da de fik
fat paa den stakkels evige Jøde.
Først de store flaaede mit Skind,
men saa kom jeg sgu snart i Moden,
saa skulde Jøden puttes ind
baade i Epopeen og Oden.
Rundt man mig jog som et Skovens Dyr
durch gjennem Vand, over Ild, gjennem Bakker
blot for at fiske et Eventyr
til disse hersens Musenalmanakker.
Tungt var mit Hoved, træt min Krop,
tavs jeg mig stjal fra de tyske Riger,
løb saa afsted, og kom i Galop
syg og mødig til Sjælland op.

- Det er Gud straffe mig sandt, hvad jeg siger!

KLINT.: Det er dog forunderligt, men -

SKOMAGER.

✂

Men ach, hvad ventede mig der?

✂ Først jeg standsed min flygtende Gang
under Sorøs venlige Skove,
og med Lyst paa den bløde Vang
ned jeg mig lagde for ret at sove.
Ach - mens jeg tog mig en lille Lur,
havde min Skæbne Dolken hvæsset,
Ingemann gik sig en Morgentur
og saa mig ligge og sove i Græsset.
Væk var min Ro - han tog mig hjem,
jeg matte nære hans Drømmerier,
jeg maatte klynke min Smerte frem
efter hans smægtende Melodier.
47 Endelig lod han mig atter gaa,
da hans Dagbog var færdig til Trykken,
men saa kom Andersen ovenpaa,
og saa begyndte en Jammer, saa
end det løber mig koldt over Ryggen.

KLINT.: Men hvorfor løb De da ikke fra ham?

SKOMAGER.: ✂ Ach jeg løb jo hvert Øjeblik bort,
styrted afsted i Angst og Pine,
men jeg gamle kom altid tilkort,
for han kjørte med Dampmaskine.
Tvers gjennem Tyskland mod Syd jeg foer,
pusted en Stund i Tiberstaden,
ach, han lugtede snart mit Spor,
jeg maatte rende fra Middagsmaden.
Over Havet jeg gik til Athen,
dog han rejste bestandig efter,
det gjorde ondt i de gamle Ben;
men jeg samled de sidste Kræfter,
atter det gik, som det var smurt,
og jeg hvilte mig efter min Flakken
bag den store tyrkiske Port -
ach det skulde jeg inte gjort,
for der kom han og tog mig i Nakken.

KLINT.: Men hvorledes har da nu Tuborg faaet fat paa Dem?

SKOMAGER.

✂

Jo ser De! Andersen blev kjed af al den Besvær, han havde med at holde mig fast, og saa lod han mig løbe. Men - ach Gott! saa kom det allergrusommeligste.

✂ De store Poeter, de kan saa gaa -
hvad man for Resten paa dem vil klage,
48 lidt Humanitet har de dog tilbage, -
men Gott bevare enhver for de smaa!
De føler ej mindste Barmhjertighed,
de kjender ej Dyd, men kun Dydens Navne,
og strax de faldt som glubende Ravne
over mig ulykkelige Due ned.
Da Andersen slap mig - o, hvor det letted!
men Tuborg er værre, det kan De tro,
og alt hvad jeg stred, og alt hvad jeg sprætted,
saa slap jeg dog ikke ud af hans Klo.
Han passer immer paa som en Smed,
for ham maa altid jeg staa paa Pinde,
naar han gaar ud, saa ta'r han mig med
eller lukker mig først forsigtig inde.
Der maa jeg da sidde i Fængselsnat,
mens højt efter Frihed min Længsel flyver;
men Timen, jeg vented, er kommen brat,
nu ser jeg min Frelse, nu har jeg den fat!

- De maa spytte mig i Ansigtet, om jeg lyver.

KLINT: afsides.
Det var da noget forunderligt Tøjeri! Højt. Men hvor skulde De da hen med Tuborg i Aften?

SKOMAGER.: Han vilde ud at spadsere med mig, for vi skulde lave paa den fjerde Akt af hans Stykke. Og bagefter skulde han hjem og lukke mig inde, for saa skulde han i Selskab og læse mig op.

KLINT.: Men hvad kan det hjælpe, De løber bort? han faar jo strax fat paa Dem igjen.

SKOMAGER.: Han faar mig aldrig i sine Dage. For De veed, at jeg er Skomager af Profession, og mens jeg nu har maattet sidde alene hjemme, har jeg syet disse her, tager en Pakke frem , og de skal sgu nok hjælpe.

KLINT.: Hvad er det?

SKOMAGER.: Ikke andet, Gud straffe mig, end et Par Kalosker, men det er kostbare Sager, grumme kostbare Sager; det er dem, som man kalder Lykkens Kalosker.

KLINT.: Lykkens Kalosker? dem synes mig, jeg har hørt tale om før.

SKOMAGER.: Ja De har vist læst om dem hos Andersen, for jeg havde en Gang selv et Par, som jeg laante ham, for at han skulde give slip paa mig; men saa foer han omkring i dem, som han var gal, og videde dem saadan ud, at jeg slet ikke kunde bruge dem mere. Men nu har jeg lavet et Par ny, som er meget bedre end de forrige, og jeg har hele Dagen gaaet og ventet paa det gunstige Øjeblik for at tage dem i Brug.

KLINT.: Hvordan bruger De dem da?

SKOMAGER.: Jeg tager dem ganske simpeltvæk ovenpaa Støvlerne, og naar jeg saa ønsker mig et Sted hen, vips - saa staar jeg i det samme Øjeblik paa det Sted, som jeg ønsker. Og saa er jeg oven i Kjøbet usynlig, og ingen kan se mig, saa længe jeg har dem paa.

KLINT.: Er det virkelig sandt?

SKOMAGER.: Gud straffe mig! saa sandt jeg er en ærlig Skomager.

KLINT.: Hm, hm! - hør, tjen mig i at laane mig de Kalosker blot i Aften!

SKOMAGER.: Herren maa undskylde mig - det kan jeg sgu ikke.

KLINT.: Hvorfor kan De ikke? Tuborg skal jo i Selskab i Aften og vil altsaa ikke søge Dem førend i Morgen tidlig; derfor maa det være tidsnok for 50 Dem at rejse bort i Aften sildig. Desuden har De jo - som De selv sagde - laant det forrige Par til Andersen, som er Deres Fjende, som har pint og plaget Dem; hvor meget snarere maa De da ikke vise den samme Velvillie mod mig, som i Dag har skjænket Dem Tilflugt i min Stue, og hvem De dog egentlig skylder Deres Frelse.

SKOMAGER.: Det gjør mig ondt, men jeg kan Gud straffe mig ikke. Med Andersen var det en anden Sag, for han tvang mig dertil, fordi han er en Digter.

KLINT.: Ja men jeg er ogsaa Digter.

SKOMAGER.: Gott im Himmel! - hvad siger De?

KLINT.: Ja i det mindste har jeg gjort Forsøg i Digtekunsten, og i det Øjeblik, De kom, stod jeg saamænd og sang paa en Vise, som jeg selv havde lavet.

SKOMAGER.: Ach ve! Ach ve! Hvad har jeg gjort? Jeg har løbet lukt ind i Løvens Strube.

KLINT.: De ser, jeg har Dem i min Magt. Det er mig en let Sag at tage Kaloskerne fra Dem og alligevel beholde Dem selv hos mig og plage Dem værre end nogen anden. Men hvis De godvillig vil laane mig disse fortræffelige Tingester - blot i Aften, saa vil jeg give Dem mit Ord paa aldrig nogensinde i mit Liv at forstyrre Deres Ro.

SKOMAGER.: Hvad skal jeg sige? hvad skal jeg gjøre? De er en ærlig ung Mand, De vil vise Godhed mod en gammel Skomager, De vil ikke bedrage mig.

KLINT.: Nej saamænd vil jeg ej.

SKOMAGER.: Nu vel - De maa laane mine Kalosker - hører De, jeg siger: laane?

KLINT.: Ja De skal faa dem igjen Klokken tolv i Aften.

SKOMAGER.: Klokken tolv - og De maa ikke bruge dem mere end een Gang.

KLINT.: Een Gang frem og tilbage.

SKOMAGER.: Naar Klokken slaar tolv, saa lover De mig at smide Kaloskerne ud af Vinduet.

KLINT.: Ud af Vinduet?

SKOMAGER.: Ja ud af dette Vindue, saa skal jeg nok passe paa dem. Vil De saa give mig Haanden derpaa? Klint gør det. De har et ærligt Ansigt, De vil ikke bedrage mig.

KLINT.: Nej, det kan De være rolig for.

SKOMAGER.

✂

Jeg vil tro Dem. Altsaa Klokken tolv.

✂ Naar Klokken slaar tolv paa Regensens Ur,
da flyver jeg ud fra min Fængselsmur,
langt bort fra Nordens Kulde og Nød
til Asiens frugtbare Moderskjød,
og hviler min Krop og kvæger de arme
forfrosne Lemmer i Solens Varme.
Tavs vandrer jeg om, og ingen mig ser,
og ingen mig piner og plager mer.
Lad Digterne lede, til de bliver gale!
Jeg sidder saa lunt i Libanons Dale,
og glæder mig over min Friheds Skat,
og slipper den aldrig. - God rolig Nat!

Gaar.

✂

TIENDE SCENE.

KLINT: griber Kaloskerne.
Jeg maa strax have dem paa! - Men hvad er det dog for Djævelskab? Begynder Ideerne nu at tage Frakke og Buxer paa og vandre om blandt Folk som ordentlige, virkelige Personer? - Eller var Manden 52 gal? Jeg veed ikke - men det forekom mig, at han undertiden talte paa Vers. - Det er dog altid et Forsøg værd. Men hvor skal jeg nu flyve hen? jeg maa kun bruge dem een Gang. - Aa det maa give sig af sig selv, der er ingen Tid at spilde. Vil tage dem paa. Men hvad er nu det?

✂

ELLEVTE SCENE.

Klint. Regensianerne.

✂ Mel. af Lumpacivagabundus.

✂

1.

KOR.: ✂ Op I gjæve Sønner
af den røde Gaard!
Glædens Klokke slaar,
Soldet forestaar!
Fra de gamle Rønner,
fra Besvær og Mas
gaar til Mers og Knas
vor Sejlads.

FØRSTE.: ✂ Hen da, hvor i Ro
Glædens Druer gro!

ANDEN.: ✂ Vejen gaar, min Tro,
over Vesterbro.

KOR.: ✂ Lars Mathisen lønner
Møjen, vi har haft,
Slidet paa vor Kraft
med sin Saft.

✂

2.

KOR.: ✂ Vi faa nu Betaling
i den søde Drik
53 for hvert Øjeblik,
som i Vrøvl forgik;
gjør da ej Forhaling,
men kom med, min Gut!
dyrt er absolut
hvert Minut.

KLINT.: ✂ Vent dog lidt!

FØRSTE.: ✂ Nej Tak!
Gjør nu ingen Snak!
tag din Hat og Frak,
Pibe og Tobak!

KOR.: ✂ Adlyd vor Befaling,
lyt til Bacchi Kald!
nu det store Skrald
fejres skal.

✂

3.

KLINT.: ✂ Nu saa kom! vi henter
Lystighed og Mod
i den røde Flod,
Gudens Hjerteblod!
Op, I fri Studenter,
op til Rankens Høst!
der skal Ungdomslyst
fange Røst.

KOR.: ✂ Ud da, hvor i Ro
Glædens Druer gro!
Vejen gaar, min Tro,
over Vesterbro.
Lars Mathisen venter
med sin Glædesskat,
vi skal den i Nat
gribe fat.

De gaa.

✂

ANDEN AKT.

Regensværelset fra forrige Akt. Det er mørkt.

✂

FØRSTE SCENE.

KLINT

✂ kommer ind.

Naa saa slap jeg da hjem. Jeg kunde ikke holde det ud hos Lars Mathisen og stjal mig væk fra dem. Gud veed, hvad der var i Vejen, men Soldet vilde slet ikke gaa. Klokken er imellem ti og elleve, det er altfor tidligt at gaa i Seng; men her er koldt, og vi har ingen Lys, hvis Jesper ikke mod Sædvane har forbarmet sig og lagt Pengene ud. - Nej se, hvor der er oplyst lige overfor hos min lille Smededatter. Der maa vist være Selskab. Hvem der dog kunde være der! Jeg har drukket en fire, fem Glas Punsch og er følgelig ganske udmærket oplagt til at gjøre Kur. Og saa at se saadan en rigtig opbyggelig, forsoren Smedefamilie, der endnu ikke har glemt at nyde Minuttet! Støder med Foden mod Kaloskerne. Men hvad er det, der ligger? Bøjer sig ned og faar fat i dem. Kaloskerne! Død og Plage, dem havde jeg rent glemt, og de skal afleveres Klokken tolv. Det var den høje Tid, men nu tager jeg dem paa og flyver i Selskab. Men hvad er det dog for noget? Var den Skomager ikke forrykt? eller drømmer jeg og ligger maaske døddrukken i Grøften udenfor Lars Mathisen? Aa, man kan jo altid probere. Om jeg saa bliver til Aal, saa 55 er der jo ingen, der ser det. Jeg vil rigtig gjøre mig Umage for at tro paa det, for naar Troen kan flytte Bjerge, maa den jo sagtens kunne flytte saadan en lille Klint som mig. - Saa tager jeg dem altsaa paa og rejser over Gaden.

Tager Kaloskerne paa.

Mel. af Rung.

✂

1.

Nu skuer jeg dig atter
min Smededatter!
Mit trætte Hjerte stiler
efter en Havn,
nu flyver det - og hviler
sødt i din Favn.

✂

2.

De klart oplyste Haller
mig venlig kalder;
saa kom, I sorte Vinger!
lyd Eders Ven,
og løfter mig og bringer
flux mig derhen.

Dekorationen forvandles til en oplyst Sal. Fra et tilstødende Værelse, hvortil Døren staar aaben, høres følgende

KOR.: ✂ :|: Og dette skal være Hr. Smidtses Skaal,
Hurra! :|:
Og Skam faa den, som ikke
Hr. Smidtses Skaal vil drikke!
Hurra! Hurra!
den Skaal var bra'!
Hurra!

LØJTNANT: indenfor.
Hr. Kobbersmedemester Smidt leve!

Der raabes: »Hurra! noch einmal Hurra! hep hep hep, Hurra!«; derpaa klinkes der.

KLINT.: Det var som Pokker! det var da en ganske fortræffelig Maade at rejse paa! Og nu dukker jeg 56 da op i en fremmed Familie ligesom en Aandeaabenbaring. Men man maa se at orientere sig. Jeg kan gjennem Dørsprækken observere, hvorledes Selskabet ser ud. Kigger derind. Der sidder aabenbart Manden for det hele, Hr. Smedemester Smidt, min ærede Vært, hvis Skaal nylig blev drukken. Han sidder i en ivrig Passiar med - nej hvem er dog det? Hans Ansigt er mig bekjendt - aa det er jo min Løjtnant fra i Middags. Paa den anden Side sidder min Ven, Smedesvenden med Løvefødderne. - Det er dog morsomt, at jeg kommer i et Hus, hvor jeg allerede er inde i Forholdene. Naa, saa den lille Rikke, han gaar og lirker med, er altsaa min smukke Gjenboerske? Men hvor er da Studenten, som skal drikkes paa Pelsen? det maa være ham der, som vender sig og taler med et Pigebarn - ja det er jo hende, Rikke, der staar bagved Bordet og formodentlig gjør Opvartning. Men hvad! - Basalt! jo det er ham, min dydige Kontubernal, som absolut skulde hen at spille Rambus med sin Onkel. Men hvordan Pokker er det gaaet til, at han kommer til at sidde derinde? Ja her vil blive Arbejde nok med at hitte Rede i alt det, men jeg har da ogsaa et godt Otium til Kontemplation, for jeg skal jo være usynlig! Jeg usynlig! Ser ned ad sig. Hahaha! hvis man ikke allerede var vant til Urimeligheder, skulde man bande paa, at det var Løgn. Hvor skal jeg faa det Problem klaret? Til Publikum. Hør Godtfolk! vil I nu oprigtig sige, om I kan se mig! - Med dem er der intet Udkomme, de siger ikke et Muk.

✂

ANDEN SCENE.

Rikke og Amalie fra Sideværelset. - Klint trækker sig tilbage.

AMALIE.: Kom, søde Rikke! jeg har noget at spørge dig om.

RIKKE.: Herregud, hvorfor slider du saadan i mig?

AMALIE.: Aa fordi jeg er led og kjed af at snakke med de ækle Smedesvende, og der er jo ingen andre til mig, for Studenten holder du jo fast paa. Hør, min Unge! sig mig nu rent ud af Posen, hvad du egentlig har at bestille med den Student.

RIKKE.: Bestille? jeg har saamænd ingenting at bestille med ham.

AMALIE.: Nej se hvor hellig! jamen du skal ikke narre mig, for jeg saa nok, hvordan han trykkede dig i Haanden.

RIKKE.: Hvor kan du dog finde paa saadan noget? det er ved Gud en Skam.

AMALIE.: Du skal slet ikke blive forlegen for det, for det er jo en meget net Fyr. Hør, veed du hvad - han ligner i Grunden Hr. Mandrup, ham der staar hos Davidsen.

RIKKE.: Aa fy? hvor kan du sige det?

AMALIE.: Det skulde du nødig sige fy til, for Hr. Mandrup er ved Gud et pænt Menneske, og han er saamænd meget mere beleven end Hr. Basalt. Men du sla'r nu paa Nakken af alt, hvad der ikke er Student.

RIKKE.: Ja men den Hr. Mandrup er saa ækel stram og friseret.

AMALIE.: Gud veed, hvor du har dine Øjne henne. Nej, da skulde du have set ham forleden paa Livjægerballet. Han var ikke af Gulvet fra Begyndelsen 58 til Enden, saadan en Rift var der om ham, for han danser mageløst, og saa har han saadan nogle bitte, bitte smaa Fødder. Igaar var jeg oppe i Butikken, da skulde du have set, hvor galant han var. Han foer op og ned ad Hylderne og krammede meget mere op, end jeg havde Brug for; og tænk, han gaar i Butikken med ombøjede Mansketter paa. Ja, jeg veed saamænd mange Damer, som handler hos Davidsen bare for hans Skyld.

RIKKE.: Det gjør du maaske selv.

AMALIE.: Ja Herregud - naar for Resten Varerne er gode, saa kan man jo gjerne tage den Fornøjelse med. Men det er sandt - fortæl mig saa lidt om din Student! Hvor længe er det siden, han begyndte at komme her i Huset?

RIKKE.: Det var den attende Januar. I Dag er det akkurat en Maaned siden.

AMALIE.: Nej se en Gang, hvor akkurat du kan huske Datoen, ja det er saamænd ogsaa en vigtig Begivenhed for dig. Men - sig mig - hvorfra kjender I ham da?

RIKKE.: Jo han læste Religion med os henne hos Jomfru Hansen, og det var saadan et rart Menneske, og vi holdt alle sammen saa meget af ham. Men saa havde han ikke mere Tid, og saa broderede vi en Sovepude til ham og forærede ham den, da han skulde bort. Og vi græd saamænd alle sammen, og Trine Melpap - du kjender hende nok - hun kunde digte, og hun digtede et Vers i Adresseavisen med den Overskrift: »Ved en elsket Religionslærers Bortgang«.

AMALIE.: Men hvor traf du ham da igjen?

RIKKE.: Det var, efter at jeg var konfirmeret i Efteraaret, 59 da sad jeg en Gang ved Vinduet, og saa faldt mine Øjne over paa Regensen. Men hvem opdager jeg? Hr. Basalt, der sidder i Vinduet og ser over paa mig. Jeg blev da umaadelig glad, og han kjendte mig strax og hilste paa mig. Men saa kom den, som bor sammen med ham -

AMALIE.: Hvad er det for en?

KLINT: afsides.
Nu skal vi høre.

RIKKE.: Aa det er ogsaa en meget net Fyr, men han er rigtignok gruelig lapset.

KLINT: afsides.
Fy for en Ulykke!

AMALIE.: Aa det gjør ingenting. Jeg kan i det mindste bedst lide de unge Fyre, som man kan have lidt Spænd med. Hør, Rikke! sig mig, er han forlovet?

RIKKE.: Hvem - Hr. Basalt?

AMALIE.: Nej den anden, som bor sammen med ham.

RIKKE.: Nej, det tror jeg ikke. Og Hr. Basalt siger, at det er et grumme rart Menneske, og det ser han da ogsaa ud til. Men jeg tror ikke, at han bestiller meget, for han ligger i Vinduet fra Morgen til Aften.

AMALIE.: Men du fortalte ikke, hvordan det gik til, at Basalt kom her i Huset.

RIKKE.: Jo det var en Eftermiddag, den attende Januar, da det allerede var bleven mørkt, og Fader laa paa Sofaen og sov Middagssøvn; da bankede det paa Døren. Fader vaagnede og gik hen og lukkede op, og saa var det Hr. Basalt. Og han sagde til Fader, at han før havde været min Lærer, og at han havde set fra sine Vinduer, at vi boede her, og at han havde megen Godhed for sine gamle Elever, og at jeg altid havde været en af de flittigste, og at han gjerne vilde vide, hvorledes jeg havde det, 60 og om jeg var bleven konfirmeret, og saadan noget. Saa blev Fader da meget fornøjet og bad ham sætte sig ned, og saa blev han hele den Aften, og vi spillede Skidtmas.

AMALIE.: Men har han saa ikke været her oftere?

RIKKE.: Jo, han er kommen her et Par Gange om Ugen, og saa har han læst for mig og laant mig Bøger.

AMALIE.: Hør, Rikke, han er forlibt i dig, det sla'r aldrig fejl.

RIKKE.: Aa sikke noget!

AMALIE.: Ja det har du nu ingen Forstand paa, men du kan tro mig. - Aa det maa være Knas at bo lige overfor Regensen! Hør, søde Rikke! naar I igen skal have fremmede, saa maa I ved Gud bede ham med, der bor sammen med Basalt.

RIKKE.: Ja men vi kjender ham jo slet ikke.

AMALIE.: Aa hvad gjør det? han er jo din Kjærestes Ven. Men hør - nu rejser de sig fra Bordet - vi maa nok derind.
De gaar ind i Sideværelset.

KLINT.: Hendes Kjærestes Ven! naa det er altsaa min fremtidige Rolle. Jeg kan sige med Chilian: jeg har vel rejst. Og saa finder den lille Taske oven i Kjøbet, at jeg er gruelig lapset. Herregud, hvor hun maa være uskyldig for at finde mig lapset. Den anden lader til at skjønne bedre paa mig, men hun synes ikke at have nogen fin Smag. Naa der har vi nok hele Familien.

Trækker sig tilbage.

✂

TREDIE SCENE.

Smidt, Basalt, Løjtnant, Madsen, Mikkel og Lars.

Siden Amalie. Klint sætter sig paa en Stol i Baggrunden.

SMIDT.: Kom nu herud, Børn, medens Fruentimmerne tager af Bordet og brygger os en ny Bolle Punsch. Naa Student! hvad synes De om saadan et Stykke Gaasesteg! Saadan noget er De nok ikke vant til derovre paa Regensen.

BASALT.: Undskyld! vi er ikke vante til at sulte paa Regensen.

SMIDT.: Naa naa! Det var sgu godt ment, lad os nu ikke gaa paa Bagbenene. Men hør! nu skal I være rigtig fornøjede, for nu er det først vi skal til at more os.

LØJTNANT.: Aa Hr. Smidt! vi har saamænd moret os ganske udmærket hele Aftenen.

SMIDT.: Ja vel har vi det. Og det var ogsaa en Skam, hvis en Smed ikke kunde skaffe sig en morsom Aften, for det er kun dem, som arbejder, der veed, hvad Hvilen duer til, og naar man er rigtig foraset, saa skjønner man først paa, hvordan Punschen smager.

MIKKEL: til Lars.
Det var sgu godt sagt! det har Mester Ret i.

MADSEN.: Ja Mester har immervæk Ret.

SMIDT.: Naa Hr. Løjtnant! naar vi nu har faaet Varerne, hvad skal vi saa hitte paa at bestille!

LØJTNANT.: Det skal jeg nok sørge for. Jeg har selv opfundet en Leg, som er overmaade morsom, og den er netop som De, Hr. Smidt, helst vil have den, med at give Pant.

SMIDT.: Naa en Panteleg - det er jo meget godt. Men hør, lad os lade være med det Kysseri, for 62 Mutter har jeg nu kysset saa tidt, og Tøserne kan jo være meget gode efter deres Beskaffenhed, men hvad mig anbelanger, saa skjøtter jeg sgu ikke synderlig om Barnemad.

LØJTNANT.: Hør, Hr. Smidt! det er sandt -

Trækker ham tilbage i Stuen, hvor de taler sammen.

MADSEN.: Hør Student; naar vi faar Punschen, skal vi saa drikke et Glas sammen?

BASALT.: Aa vi har jo drukket sammen over ti Gange i Aften. Afsides. Han bliver jo ganske drukken.

MADSEN.: Ja, De har jo sat og nippet til Varerne, ligesom det var Lemenade. Men hør, veed De hvad, lad os saa en Gang drikke rent ud, saa kan det jo være en Skaal for Deres Kjæreste.

BASALT.: Min Kjæreste? Jeg har ingen Kjæreste.

MADSEN.: Ja saa for hende, som De gjerne vilde have. - Men De kan bide Dem i Øjnene, for De faar hende sgu inte, for De er drukken, skal jeg sige os.

BASALT.: Er jeg drukken? hvad mener De med det?

MADSEN.: Aa Sludder! De skal slets inte kere Dem om, hvad jeg jeg mener, for De ser nok, jeg har lidt paa Skallen. Men det er bare Gemytlighed.

AMALIE: i Døren.
Hr. Basalt! jeg skulde bede fra Tante, om De vilde komme og smage paa Punschen.

BASALT.: Ja med Fornøjelse!

Amalie og Basalt gaar.

✂

FJERDE SCENE.

Smidt, Løjtnant, Madsen, Mikkel, Lars, Klint. Siden Rikke.

MADSEN.: Jeg vil ind efter ham.

MIKKEL: holder paa ham.
Men hvad er der i Vejen?

MADSEN.: Han skal inte have Lov til at være alene med Rikke! Vil du give los!

MIKKEL.: Naa Kristen, vær nu manerlig! Madammen er jo derinde hos dem.

LARS: gaber.
Var dig blot, at Mester inte mærker noget.

MADSEN: vemodig.
Hør, Lars, du er min Ven, og du Mikkel! Rækker dem Haanden. Vil I huske paa, at jeg i mange Aar har været jeres Broder og Medarbejder, og vil I saa hjælpe mig med Raad og Daad?

MIKKEL.: Ja det vil vi.

LARS: strækker sig.
Ja det kan du lide paa.

MADSEN.: Saa kom! saa skal jeg aabenbare mit Hjerte for jer.

Trækker dem tilbage. Imidlertid er Smidt og Løjtnanten i deres Samtale komne i Forgrunden.

SMIDT.: Ja Hr. Løjtnant! jeg kan inte sige videre til de Dele, for det vil jo fornemmelig komme an paa, om De ellers har Raad til at føde Kone og Børn.

LØJTNANT.: Ja mine ordinære Indtægter ere som sagt ikke store, men ved literære Arbejder, ved Artikler i Bladene og videnskabelige Digterværker tjener jeg ikke saa lidt.

SMIDT.: Ja men hvad kan det føre til? Naar De nu har skrevet alt, hvad De veed, hvad vil De saa leve af?

LØJTNANT.: Ja jeg skal betro Dem noget, men det er en Hemmelighed. Jeg har Løfte, ganske sikkert Løfte paa et Embede paa firetusinde Rigsdaler.

SMIDT.: Firetusind Rigsdaler! Det er et stort Embede. Ja se det var jo strax noget andet. Men hvad er det for et Embede?

LØJTNANT.: Det sorterer under Toldvæsenet, og det er næsten aldeles afgjort, at jeg faar det.

SMIDT.: Ja saa kan vi jo allenfals vente saalænge, til De faar det. Rikke er jo et Barn endnu og trænger sgu ikke til at giftes saa snart.

LØJTNANT.: Ja men det gjør jeg, bedste Hr. Smidt! jeg trænger til det. For det kan ikke nytte at nægte det, men jeg er ikke længer nogen blomstrende Yngling.

RIKKE: i Døren.
Lille Fader! jeg skulde bede, om du ogsaa vilde komme ind og smage paa Punschen.

SMIDT.: Hvad, er Punschen ikke færdig endnu? De Fruentimmer er dog ret nogle Snøvlepetre.

RIKKE.: Jo nu koger Vandet, og vi har begyndt at blande det, men Hr. Basalt vilde gjerne have Fader paa Raad med.

Rikke gaar.

LØJTNANT.: Men Hr. Smidt! vil De da blot love mig, at jeg maa have Forrangen, hvis der optræder flere Friere, og at De ikke vil give Deres Samtykke til nogen anden, førend til mig?

SMIDT.: Ja, det kan jeg sagtens love Dem, for der er sgu ingen andre, der tænker paa saadan noget for det første.

LØJTNANT.: Mon ikke Hr. Basalt?

SMIDT.: Aa hvor vil De hen? Nej, Hr. Løjtnant! vel er De en Mand med Videnskaber og en vittig Hund - det skal ingen nægte Dem - men, De maa ikke tage det fortrydeligt op, De har ingen Menneskekundskab eller saadan hvad man skal kalde Begreb om de Dele - det har De sgu ikke.

LØJTNANT.: Jeg erkjender jo ogsaa, at jeg staar for min Overmand.

SMIDT.: Ja, ser De, Basalt har nu læst med Rikke i Skolen, og Tøsen var flittig, og nu vil han nødig have, at hendes Lærdom skal gaa i Vadsken. Se derfor taler han nu med hende og læser for hende og laaner hende Bøger, blot for at sørge for hendes Opdragelse og Levemaade, og det er sgu meget kjønt af ham. - Men Hilledød! jeg skal jo ind at smage.

LØJTNANT.: Lover De mig saa det, De veed nok?

SMIDT.: Ja vel gjør jeg det, vær De kuns rolig!

Gaar ind.

✂

FEMTE SCENE.

Løjtnant. Madsen. Mikkel. Lars. Klint

LØJTNANT: afsides.
Det lettede! Jeg tror, det bliver bedst, at han for det første ikke mærker noget til mine Rivaler; jeg maa derfor se at faa Madsen beroliget, for at han ikke skal forraade os. Højt. Naa lille Madsen, hvorledes gaar det?

MADSEN.: Det gaar skidt, Hr. Løjtnant! Studenten vil slets inte bide paa Muskaten, og jeg har nok selv faaet en lille en paa Skallen. Men gid jeg bare kunde sla han ihjel, saa skulde han nok holde sig i Skindet.

LØJTNANT.: Vær nu ved godt Mod! De har set, hvorledes jeg har staaet og bearbejdet Hr. Smidt, og jeg forsikrer Dem, jeg har det bedste Haab.

MIKKEL.: Ja og vi har lovet ham, at vi nok skal hjælpe ham med at drikke Studenten til. Og tre Kobbersmedesvende maa da nok kunne binde an med saadan en Studentmagersvend.

LARS: gaber.
Ja det er ligefrem.

LØJTNANT.: Nej hør mine Venner! jeg tror ikke, det er tjenligt, at vi bliver ved paa den Maade. De maa helst forholde Dem aldeles rolige, for at Hr. Smidt ikke skal mærke noget, førend jeg har modnet ham for Sagen. Stol De bare paa mig!

MADSEN.: Hør, Løjtnant, De er min Ven.

Rækker ham Haanden.

LØJTNANT.: Ja det er jeg sandelig! Vel er jeg ikke noget udmærket Menneske -

MADSEN.: Jo, Løjtnant, det er De min Sjæl, ganske udmærket.

LØJTNANT.: Nej det tør jeg ikke paastaa; men jeg er et godt Menneske og en uegennyttig Ven, og jeg skal blive ved at arbejde for Dem, som jeg har begyndt. Men følg nu mit Raad! gaa nu ind til de andre, og lad ingen mærke noget!

MADSEN.: Saa skal jeg altsaa slets inte drikke mere i Aften?

LØJTNANT.: Nej, ikke med Studenten. Men tjen mig saa i at gaa ind, for at de ikke skal mærke, at vi har Hemmeligheder. Til Mikkel og Lars. Vil De passe paa, at han ikke forløber sig!

MIKKEL og LARS.: Ja det skal vi. Kom, Kristen!

De gaar ind.

✂

SJETTE SCENE.

Løjtnant. Klint.

LØJTNANT.

✂

Hahaha! Nu gaar det, som det var smurt. Jeg havde først tænkt paa at faa begge Rivalerne drukne, og det var godt anlagt, men Studenten er mig for forsigtig, og saa maa den Plan ryge i Lyset. Nu har jeg jo et Løfte at holde mig til, saa 67 det gjælder blot om stadig at avancere i Hr. Smidts Kridthus, saa jeg kan rive Studenten af Pinden. Død og Plage! hvor jeg længe har gaaet og smægtet efter saadan et Giftermaal. Og Hr. Smidt, det er en rig Mand - ja det er bestemt en hovedrig Mand.

Mel.. Fr. S.10.

✂

1.

Hèr med Fryd jeg Rigdoms Spor
overalt opdager:
Gaasesteg - Mahognibord -
Sølver-Lysestager.
Alting gi'r mig den Besked,
at Profitten bliver fed,
naar jeg først har funden
Vej til Kistebunden.

✂

2.

Snart jeg holer Skatten, hvor-
efter jeg har krøbet,
og den lille Rikkemo'r,
hun gaar med i Kjøbet.
Som en mægtig Potentat,
skal jeg leve delikat,
Østers og Postejer
kommer, hvor jeg peger.

✂

3.

Lad de to Rivaler se,
hvor de saa kan fiske!
Her i Huset henter de
neppe nok en Sveske.
Deres Attraa stormer vild,
men jeg er dem lidt for snild.
Jeg gaar op i Højden,
lad saa dem gaa fløjten!

Hahaha! Gnider sine Hænder. Saa nu skal jeg ind og mele min Kage.

Gaar tæt forbi Stolen, hvor Klint sidder.

KLINT.: Vogt dig!

LØJTNANT: forskrækket.
Hvad var det? jeg synes, der var nogen, som sagde, at jeg skulde vogte mig - det var dog underligt - og der er slet ingen i Værelset. Ser sig om. Det er ængsteligt saadan at være alene i en Stue. - Naa Gud ske Lov! der kommer nogen.

✂

SYVENDE SCENE.

Løjtnant. Madam Smidt. Basalt. Klint.

MADAM.: Ja det maa være en Glæde for Deres Moder at have saadan en stor Søn, som er bleven en lært Mand og en Gang skal være Præst eller Provst. Vi havde ogsaa en Gang en lille Søn, og Fatter vilde rigtignok have, at han skulde være Kobbersmed, men jeg syntes, det var bedre, om vi gjorde ham til Præst. Men det skulde inte være, for saa kreperede han, det lille Skidt.

BASALT.: Hvor gammel var han, da han døde?

MADAM.: Aa han var kun sex Dage. Men hør, Hr. Løjtnant! vil De ikke gaa ind og drikke med de andre? Fatter har spurgt efter Dem.

LØJTNANT.: Jo, jeg siger mange Tak.

Gaar.

MADAM.: Naa men sig mig nu engang, hvordan bor De derovre paa Regensen?

BASALT.: Jo Tak! meget godt. Hvis Madammen en Formiddag havde Lyst til med Deres Mand og Datter at drikke en Kop Kaffe ovre hos mig, saa skulde det være mig en Fornøjelse.

MADAM.: Ja jeg siger Tak, det kunde saamænd være ganske morsomt. Ja men sig mig, hvordan har 69 De det nu egentlig med Vadsk og Renlighed, for det er jo dog det vigtigste?

BASALT.: Aa jo - naar vi ikke gjør for store Fordringer.

MADAM.: Ja jeg kan begribe det. Men hør, veed De hvad! een stor Fordel har De, og det er, at De ikke har noget at bestille med disse Tjenestepiger, for det er rent ud sagt noget Rak.

BASALT.: Ja vi har da Piger paa Gaarden.

MADAM.: Ja vist har De, men - forstaa mig - de Piger kommer og gaar. De har dem ikke hos Dem saadan altid.

BASALT.: Nej det har vi rigtignok ikke.

MADAM.: Ja ser De det. Men det er noget forskrækkeligt noget med det Tyende, og de bliver saamænd være og være. Se der er nu Ane derude, det er saamænd en skikkelig Pige, og tro er hun, og hun mener det godt - jo hun gjør saamænd, men Nytte kan hun ikke gjøre, og saa er hun saa gruelig slem til at svare.

BASALT.: Saa?

MADAM.: Ja hun svarer for et godt Ord, om hun saa aldrig bliver spurgt. Se saadan kommer jeg igaar Eftermiddags ud i Køkkenet - det var den Gang hun havde vadsket op - og saa ligger der en Karreklud paa Gulvet. Jeg holder nu inte meget af saadan Uordentlighed, og saa siger jeg til hende i en meget ordentlig Tone: »Hør, lille Ane,« siger jeg, »vil du inte værseartig skylle den Karreklud!« og det var sandelig mine Ord, de var ikke en Smule være; men veed De saa, hvad hun svarede?

BASALT.: Nej, hvad svarede hun da?

MADAM.: Ingenting, men saa gav hun sig til at 70 fløjte. Jeg skal ikke nægte, at jeg blev vred, og saa sagde jeg: »Ane!« sagde jeg, »hvad er dette herre?« sagde jeg, »vil du strax paa Øjeblikket tage Karrekluden!« sagde jeg; men Tøsen blev ved at fløjte ganske lystig, ligesom der var ingenting i Vejen. Nu saa gik jeg ned og hentede Fatter, og han dundrede for hende, saa det knagede; men saa skulde De have set hende - saa blev hun saa himmelgal - u, saa gal, saa det halve kunde være nok.

✂

OTTENDE SCENE.

✂

De forrige. Det øvrige Selskab.

MADAMMEN: bliver ved.
Ja tænk Dem engang! saa rev hun Karrekluden ud af min Haand og hængte den om Halsen paa Fatter. Men De kan tro, hun fik det ogsaa at føle - opdager de andre. Naa Fatter! jeg staar og fortæller Hr. Basalt om Ane. Det er ellers et meget underholdende Menneske. Men skal vi saa til at lege?

SMIDT.: Ja vel skal vi det. Løjtnanten vil lære os en ganske splinterny Leg, som han selv har opfundet.

LØJTNANT.: Ja uden at rose mig selv tør jeg sige, at den er ret munter. Men saa skal vi først sætte os i en Rundkreds; de unge Herrer er nok saa gode at hjælpe mig med at flytte Stole.

Almindelig Vrøvl med at sætte Stole. Paa højre Fløj placeres Løjtnanten mellem Smidt og hans Kone, paa venstre Basalt mellem Amalie og Rikke. Baggrunden sluttes af de tre Smedesvende med Madsen i Midten. En af Selskabet tager den Stol, hvorpaa Klint sidder; han flytter til en anden, som ogsaa bliver taget.

LØJTNANT: rejser sig.
Se jeg har nu tænkt mig det saaledes. Først tager jeg mit Lommetørklæde. Tager i 71 Lommen. Hm - ja det er sandt, jeg vilde gjerne først tale et Ord med Hr. Basalt.

BASALT: springer op.
Her er jeg.

LØJTNANT: trækker ham tilside.
Hr. Basalt! De kunde gjøre mig en Tjeneste.

BASALT.: De vil maaske laane mit Lommetørklæde?

LØJTNANT.: Ja Tak! hvis De har et rent Silketørklæde, for jeg skal sige Dem, jeg lider i denne Tid af Snue.

BASALT.: Vær saa artig!

Løjtnanten stikker det i Lommen.

AMALIE: til Rikke.
Hahaha! Saa du, Løjtnanten maatte laane Basalts Lommetørklæde?

LØJTNANT.: Naa saa kan vi da begynde. Se nu tager jeg mit Lommetørklæde tager Basalts Tørklæde op af Lommen - det ærede Selskab bedes undskylde, hvis det ikke er saa ganske propert - og saa kaster jeg det hen paa en af Dem, idet jeg siger den første Del af et sammensat Ord, saa skal den, der griber det, sige et Ord, som passer dertil, og hvis han ikke kan det, skal han give Pant.

AMALIE.: Har Løjtnanten virkelig selv opfundet den Leg?

LØJTNANT.: Ja jeg har saamænd.

AMALIE.: I disse Dage?

LØJTNANT.: Ja for et Øjeblik siden.

AMALIE.: Det var da morsomt, for jeg har saamænd leget den, da jeg var en lille Tøs.

LØJTNANT.: Saa? det var da mærkeligt! Ja det kan saamænd godt være, at jeg en Gang i min Ungdom har haft en lignende Idee, som saa er bleven udbredt blandt Folk, for man glemmer jo saadan noget 72 Narreri, naar man faar alvorligere Ting i Hovedet. Men for at gjøre en Begyndelse - nu kaster jeg Tørklædet hen paa en og siger f. Ex.: Rulle, saa skal han sige Pølse eller saadan noget, som passer dertil. Forstaar De mig?

MADAM.: Ja vi forstaar det meget godt.

SMIDT.: Ja vel gjør vi det; begynd De kun!

LØJTNANT.: Det skal jeg. Madam Smidt, Kobber-

MADAM.: Pølse - jo De kan se, vi kan nok den Pølsesnak.

LØJTNANT.: Nej, forlad mig, det passede ikke; jeg sagde Kobber, saa skulde Madammen have sagt Smed.

MADAM.: Ja men De sagde jo før, at jeg skulde sige Pølse.

Smidt, Løjtnanten og Amalie sige i Munden paa hverandre deres følgende Replik, Smidt siddende, de andre staaende foran Madammen.

SMIDT.: Nej, Mutter, det var slet ikke paa den Façon, for du skulde have sagt noget, der kunde rime sig med det første Ord.

LØJTNANT.: Nej bedste Madam! De skal ikke altid sige Pølse, men De skal sige et Ord, der passer til det, som jeg siger Dem.

AMALIE.: Nej Tante, det er forkert, for du skulde sige et Ord, som kunde hænge sammen med det Ord, Løjtnanten sagde.

MADAM.: Naa ja! saa maa vi begynde forfra.

AMALIE.: Nej, Tante skal værsgo give Pant.

MADAM.: Skal jeg det? ja man maa jo finde sig i det. Ja hvad skal jeg give jer, Børn? jo her er et Nøgle Garn, men smusk det ikke til, for i Morgen skal jeg stoppe Fatters Sokker dermed. Naa saa skal jeg vel. Til Rikke. Heste-

RIKKE.: Kjød. Til Smidt. Vand-

SMIDT.: vare. Nu kan De se, jeg kan nok.

LØJTNANT.: Haha! det var udmærket klaret.

SMIDT: til Mikkel.
Bal-

MIKKEL.: ber.

SMIDT.: Hahaha. Ja Mikkel, du kunde ogsaa have sagt lon, Ballon. - Men nu skal du hive.

MIKKEL: til Madsen.
Pas paa, Kristen! Politi-

MADSEN.: Student.

SMIDT.: Hahaha! Politistudent! Nej, nu maa du sgu komme hit med et Pant, for det passer ikke.

LØJTNANT.: Nej, det er sandt. Studenten passer ikke paa Politiet, for det er Politiet, der passer paa Studenten. Hahaha!

SMIDT.: Hahaha! Det er ret godt. Ja man kunde ogsaa sige, at Studenten natyrligvis ikke kan hænge ved Politiet, fordi at Politiet er efter Studenten. Hahaha!

LØJTNANT.: Hahaha! ja det var meget bedre!

MADSEN.: Her har De min ene Ørenring, men De maa passe paa den, for jeg har Magen efter den. Til Amalie. Peter-

AMALIE.: Hvitfeldstræde. Til Løjtnant. Peber-

LØJTNANT.: Jomfru. Nej det kan man nok ikke sige.

Roder i Lommen.

SMIDT.: Nej hør, lad De nu være at komme Peber paa Jomfruen, for hun kan være pebret nok i Forvejen, hahaha!

LØJTNANT: giver Pant.
Hahaha! det er et fortræffeligt Indfald. Til Mikkel. Heste-

MIKKEL.: Sko. Til Madam. Fløde-

MADAM.: Skjæg.

SMIDT.: Det var ret, Mutter.

MADAM.: Ja nu er jeg ligesaa klog som I. Pas nu paa! Til Smidt. Silke-

SMIDT.: Orm - ja naar det ikke er værre. Til Amalie. Lamme-

AMALIE.: Frikassee. Til Lars. Hylde-

LARS: griber det.
Grebet!

SMIDT.: Hahaha! Hylde-Greve! hvad Satan vil du med Greven her? her er han sgu ikke paa sin Hylde, hahaha!

LØJTNANT.: Hahaha! Nej det er kosteligt. Men De maa give Pant.

LARS.: Værsgo! Til Madsen. Messing-

MADSEN.: Maskine med Løvefødder og Gesvejsning. Til Smidt. Mester-

SMIDT.: Stykke. Til Basalt. Prop-

BASALT: fordybet i Samtale med Rikke.
Hvad behager?

SMIDT.: Haha! Studenten skal give Pant.

BASALT.: Her har De Nøglen til Regensporten. Til Madsen. Agurke-

MADSEN: arrig.
Det kan De selv være.

Klint tager Lommetørklædet og gaar med det i den opløftede Haand.

SMIDT.: Men hvad er det, Kristen?

MADSEN.: Han skal ikke komme med sine Grovheder og kalde mig en Agurk, for jeg er inte mere Agurk end som han.

SMIDT.: Men, Kristen, han mener jo heller ikke, at du er en Agurk, men du maa huske paa, at vi leger; han sagde Agurke, og saa skulde du sige Selat.

MADSEN.: Det er ganske rigtig, Mester, det glemte jeg; men han har dog illigeveller inte Lov til at være grov.

SMIDT.: Ja men det har han jo heller ikke været.

MADSEN.: Nej det har han inte, men han har heller inte Lov til det.

SMIDT.: Naa lad os saa begynde igjen! Du skal kaste, Kristen. Hvor har du gjort af Tørklædet?

MADSEN.: Jeg veed sgu inte. Væk er det.

MADAM.: Er det ikke trillet ned under Stolen?

MADSEN: ser efter det.
Nej, der er sgu ingenting.

LØJTNANT.: Saa maa De vist af Vanvare have stukket det i Lommen.

MADSEN.: Nej, jeg bruger inte at stikke i Lommen; det er inte min Handtering.

SMIDT.: Men hør, Kristen! du skal sgu passe paa, hvad man giver dig. Er det en Maner at handle med Folks Tøj?

Klint lægger Lommetørklædet i Løjtnantens Skjød.

AMALIE.: Men se - Løjtnanten har jo Tørklædet.

LØJTNANT.: Har jeg?

Opdager det.

SMIDT.: Hør, Løjtnant, alvorlig talt, hvad skal det ligne saadan at holde Folk for Nar? Hvorfor har De ikke sagt det strax?

LØJTNANT.: Jeg forsikrer Dem, jeg vidste ikke af det. Det maa være Trækvinden, som har ført det op paa mit Skjød.

SMIDT.: Aa sikke noget Sludder! men lad os nu faa Ende paa den Snak, saa kan De jo begynde at kaste.

LØJTNANT: afsides.
Det var forbandet. Til Mikkel. Svine-

KLINT.: Bag Madsen.
Planet.

MIKKEL.: Naa, Kristen! hvorfor kan du ikke lade mig svare?

MADSEN.: Du svarede jo, du sagde jo Planet.

MIKKEL.: Nej det var jo dig, der sagde Planet.

MADSEN.: Aa Sludder, jeg sagde jo ikke et Muk.

MIKKEL.: Jo gu gjorde du saa.

MADSEN.: Nej gu gjorde jeg ej.

SMIDT.: Naa, Kristen! du skal sgu bie med at svare, til Turen kommer til dig. Mikkel kan nok hjælpe sig selv, han er jo stor nok til det.

MADSEN.: Det er godt, Mester! Mester er nok behagelig, men nu gaar jeg, saa skal jeg inte genere Selskabet.

MADAM.: Naa, lille Kristen, kom nu og sæt dig igjen!

MADSEN.: Madammen maa tjene mig i inte at blive arrig, men naar de alle sammen sidder og griner ad mig og arbejder paa at ærke mig -

SMIDT.: Naa Kristen! hvad er det nu for nogle Nykker med dig? Tror du kanske, at du har Lov til at spolere vores Plaser, fordi du har lavet en Smule Mesterstykke, som en Vajsenhusdreng kan gjøre dig efter?

MADSEN.: Nej hør, Mester! det er sgu Løgn i Mesters Hals.

LARS og MIKKEL.: Naa naa, vil du se, du kan dy dig.

LØJTNANT: gaar hen til ham.
For Guds Skyld, vær dog endelig rolig! De forspilder Deres egen Lykke. Højt. Da Legen synes at være gaaet istaa, saa er det vel bedst at begynde at løse de Panter, der er indkomne.

✂

Mel. af Du Puy.

✂

1.

✂ Her i vor Leg maa den gi' Pant,
som ikke rigtig har forstaaet 'en.

SMIDT.: ✂ Saa bli'r han gnaven - ikke sandt?
og saa kommer der Knuder paa Traaden.

LØJTNANT.: ✂ Men for nu atter at løse dem,
løse vi vore Panter hjem.

KOR.: ✂ Men for nu atter o. s. v.

✂

2.

SMIDT.: ✂ Løjtnanten taler ganske sandt,
saadan vi Ende faar paa Legen.

LØJTNANT.: ✂ Lad os da lystig løse Pant,
som der var ingenting i Vejen!
Saa er os den Plaser et Pant
paa at Humøret ikke svandt.

KOR.: ✂ Denne Plaser er os et Pant o. s. v.

✂

SMIDT.: Det er ret, Løjtnant! saadan skal det være. Men lad os saa først gaa ind og faa et Glas af Mutters Mavedraaber!

MADAM.: Herregud! skal I nu drikke Punsch igjen? De Mandfolk er dog ret nogle Fyldebøtter. Nej hør, Fatter! lad os nu først faa den Leg færdig.

SMIDT.: Saa - ja man maa være god mod sin Kone, naar der er nogen, som hører paa det. Ja vel, Mutter, saa vil vi da faste og løse Panter, men saa vil vi sgu ikke vide noget af det Kysseri, for saadan noget kan jeg ikke taale paa fastende Hjerte.

MADAM.: Du kan jo gjerne lade være, Fatter; men du maa tænke paa, at de unge ogsaa skal have nogen Fornøjelse.

SMIDT.: Værsgo! Men saa vil jeg have mig frabedt, 78 jeg lægger sgu ingen Mund til. Saa kan I andre slikke saa meget I gider; Mutter er til Tjeneste!

LØJTNANT.: Saa var det vel bedst, vi begyndte.

De skyder Stolene tilbage og samler sig dels staaende, dels siddende. Lars, sætter sig paa en Stol opad Væggen og falder i Søvn?

AMALIE.: Hvem vil dømme?

LØJTNANT.: Hvis ingen anden vil, saa vil jeg.

AMALIE.: Hvad skal den gjøre, som ejer dette Pant?

LØJTNANT.: Han skal - han skal - ja lad mig se! han skal holde en Tale.

AMALIE.: Hahaha! Det er Madsens Pant. Nu skal vi høre.

SMIDT.: Naa kom hit, Kristen! Nu skal du op at præke. Det er nok første Gang, det arriverer dig; det er din Tiltrædelsespræken, hahaha!

MADSEN.: Nej det sla'r fejl, for jeg kan slets inte tjene Mester deri.

MADAM.: Jo sin Dom maa man saamænd holde.

SMIDT.: Naa, Kristen! er der noget i Stykker? Lad mig nu se, du opper dig.

LØJTNANT: afsides til Madsen.
Prober dog bare paa at sige et Par Ord! De kan jo tale om den Lykke, at De har fuldendt Deres Mesterstykke, eller om Glæderne og Fornøjelserne ved Deres Profession.

SMIDT.: Naa, Kristen! op med dig!

MADSEN.: Selskabet maa slets inte ærke sig, fordi jeg inte vil snakke om Glæderne og Fornøjelserne ved min Profession og saadanne Historier, for naar man har Hovedet fuldt af Bedrøvelighed og de Dele, saa er man vildfarendes i Glædens Religioner, og naar Glæden sparker til mig, saa sparker jeg igjen. Derfor vil jeg slets inte snakke om Glæden.

SMIDT.: Vil du kanske snakke om Sorg og Bedrøvelse?

MADSEN.: Nej, det vil jeg heller ikke, Mester! for jeg vil slets inte snakke. For jeg er maliciøsk, skal jeg sige os, jeg er gal i Skralden, men jeg kan inte gjøre for det.

LØJTNANT: afsides til Smidt.
Han har nok en lille en.

Peger paa Panden.

SMIDT: afsides til Løjtnanten.
Ja det kunde nok hænde sig, men saa maa man tage ham fint. Højt. Hør, Kristen! det er ikke rigtigt med dig; skulde det ikke være passeligst, om du gik lidt ned i Gaarden for at lufte dig?

MADSEN.: Jo Mester! det bliver nok ungefær det sundeste, at jeg rubber af, for ellers tør jeg bande paa, at jeg gjør Fortræd. Men jeg vil hellere trække mig tilbage i de indre Gemakker, saa kan Løjtnanten imidlertid arbejde paa dette Giftermaalsvrøvl. Kom med, Mikkel!

Mikkel og Madsen gaar ind i Sideværelset.

✂

NIENDE SCENE.

De forrige uden Mikkel og Madsen.

SMIDT.: Den stakkels Fyr, han er jo rent fra det. Men hvad var det han snakkede om Giftermaal?

LØJTNANT.: Ja Gud maa vide det! man kan jo ikke regne paa, hvad en drukken Mand siger. Afsides til Smidt. Han har uden Tvivl hørt noget om det Løfte, De har givet mig med Hensyn til Deres Datter. Højt. Men skal vi saa ikke have det næste Pant? Madammen er maaske saa god at dømme.

AMALIE.: Jeg har det i Haanden. - Hvad skal den da gjøre, som ejer dette Pant?

MADAM.: Den, der ejer dette Pant, han skal støde Peber.

AMALIE.: Nej Tante, det er dog altfor frygteligt! nej lad os nu faa noget ordentligt.

MADAM.: Ja saa skal han gaa polsk Tiggergang.

AMALIE.: U nej, det er saa ækelt! saa skal man gaa og kysse dem allesammen.

MADAM.: Naa ja - I kan ogsaa faa det paa en anden Maner; lad mig se - hvis det er en Herre, saa skal han bede en Dame om et Kys.

SMIDT.: Naa saa skal vi dog have Slikkeri.

AMALIE.: Ja men saa maa Damen da ogsaa have Lov til at sige Nej.

MADAM.: Ja han skal bede pænt om det, saa kan un jo gjøre, hvad hun vil.

SMIDT.: Ja men naar det nu er en Dame, der ejer Pantet?

MADAM.: Ja hvis det er en Dame, saa skal hun bede Fatter om et Kys.

SMIDT.: Ja men saa vil jeg sgu ogsaa have Lov til at sige Nej.

AMALIE: trækker Pantet frem.
Det passer ypperligt, det er Hr. Basalts! Afsides til Rikke. Naa, Rikke! sæt nu Munden i Lave!

BASALT: nærmer sig til Rikke.
Men saa maa man da have Lov til at føre Parlamentationen hemmelig; alle Tilhørerne maa bortfjerne sig.

MADAM.: Det er i sin Ordentlighed - vi andre gaar over til den anden Side af Stuen.

De gjør det.

BASALT: højt.
Jeg kaster mig i Støvet for min Dames Fødder.

Falder paa Knæ.

MADAM.: Hahaha! se han falder paa Knæerne, det gale Spektakkel!

BASALT: afsides til Rikke, der sidder med nedslagne Øjne.
Rikke! det skulde være en Spøg, men tilgiv mig - med Dem kan jeg ikke spøge. Mit Hjerte er fuldt, jeg kan ikke længer modstaa Trangen til at aabne det for Dem. Maa jeg benytte dette Spøgens Øjeblik til at udtale det alvorlige, der i saa lang Tid har været min eneste Tanke, mit eneste Haab? Det kan ikke være andet, end at De maa have mærket, hvad der nu i en Maaned, hver Dag stærkere, har draget mig til Dem.

RIKKE: afsides til Basalt.
Herregud, Hr. Basalt! hvor kan De dog nænne at gjøre Nar af mig?

SMIDT.: Hun lader til at være stædig, for han kan dog ellers nok snakke for sig.

MADAM.: Naa, Rikke! giv dig kun strax! det er jo Synd for Mennesket.

BASALT: afsides til Rikke.
Hvorfor tror De da, at jeg har lukket mine Bøger, saa snart jeg havde et Glimt af Haab om at se Dem? hvorfor glemte jeg alt, hvad jeg læste, blot for at tænke paa Dem? hvorfor var Deres Vinduer den første Gjenstand, mine Øjne søgte om Morgenen, ligesom den sidste om Aftenen?

RIKKE: afsides til Basalt.
Er det da virkelig Deres Alvor?

BASALT: afsides til Rikke.
Har jeg nogensinde givet Dem Grund til at tvivle paa det? Giv mig, jeg beder Dem, et bestemt Svar; elsker De mig eller ikke?

RIKKE: afsides til Basalt.
Jo det ved Gud jeg gjør, men jeg er ikke nær god nok til Dem.

SMIDT.: Hahaha! det lader til, de vil skilles ad med tørre Munde.

BASALT: afsides til Rikke.
Saa løser jeg mit Pant, Pantet paa min Lykke.

Kysser hende.

SMIDT.: Naa, Student, det var nok en sur Fornøjelse. Ja Tøsen slægter mig paa; vi skjøtter ikke om Slikkeri, fordi vi holder os til det solide.

AMALIE.: Nu skal Hr. Basalt dømme. Afsides til Rikke. Naa, Rikke, hvordan smagte det?

RIKKE: afsides til Amalie.
Fy, Malle! du er ret en styg Pige.

AMALIE: til Basalt.
Hvad skal den gjøre, som ejer dette Pant?

BASALT.: Lad ham synge os en Sang!

AMALIE.: Det er Tantes Pant?

MADAM.: Naa, skal jeg til det? ja jeg vil ikke gjøre mig kostbar, naar De bare vil være saa artige at tage til Takke. Nu skal jeg synge Dem en Sang, som De aldrig har hørt før. Det er saamænd om den Soldat, der forleden fros ihjel udenfor det Krudttaarn derude paa Kristianshavn.

LØJTNANT.: Ja men det skal ikke være sandt.

MADAM.: Jo saamænd er det sandt, det veed jeg bedre.

LØJTNANT.: Ja men, bedste Madam! det blev befalet paa Parolen, at Soldaten ikke var frossen ihjel.

MADAM.: Ja men det er dog forkert, for her kan De se, her har jeg det paa Tryk. Tager en Vise frem. Nu skal De bare høre! Læser. »Moral for Krigere, eller en ganske ny og traurig Vise om Søren Persen, der stod paa Vagt ved et Krudttaarn, men af Mangel paa Forsigtighed og Vanvare fros ihjel; forfattet som 83 et advarende Exempel og helliget den tapre danske Hær af L. Hansen, Underofficer ved Kongens Regiment.«

LØJTNANT.: Ja bedste Madam, der ser man, at den Vise maa være gammel, for nu er der, som bekjendt, ikke noget Regiment mere, der hedder Kongens Regiment.

MADAM

✂ stødt.

Nej det veed Gud, den er ikke gammel, der kan De selv se, der staar: trykt i dette Aar.

Mel. af Krøyer.

✂

1.

I denne Vinter har vi ha't
en usædvanlig Frost,
og saadan var det og den Nat,
da Søren stod paa Post.
Da Kulden var saa fæl - faldera!
saa drak han sig en Pæl,
og denne Pæl den løb ham rundt i Ho'det.

✂

2.

Og da han havde faaet en Rus,
og Kulden var saa streng,
saa sov han i sit Skilderhus,
for der var ingen Seng.
Der hvilte han sin Krop - faldera!
men da han vaagned op,
saa mærked han, at han var død og borte.

✂

3.

O Læser, tag dig vel i Agt,
naar Kulden er saa fæl!
staa ikke ved et Krudttaarn Vagt
og drik dig ingen Pæl!
Og har du dig en Rus - faldera!
sov ej i Skilderhus!
thi Døden kommer og ta'r dig, før du vaagner.

✂

4.

Nu vil jeg ikke synge mer,
thi Visen er forbi,
og jeg er Underofficer
ved første Kompagni
ved Kongens Regiment - faldera!
jeg er dig vist bekjendt,
mit Navn er Hansen, her er Visen ude.

LØJTNANT: begejstret.
Maa jeg takke Madammen for Deres Sang! Jeg forsikrer Dem paa, den har henrykt, ja den har forbavset mig. Jeg har endnu aldrig oplevet, at en Kone, der har en voxen Datter, har kunnet synge saa klart og rent.

SMIDT.: Ja Mutter har en ganske kjøn Stemme, men naar hun skal op i de høje Toner, saa kniber det lidt. Nej vi skulde have faaet Studenten til at synge for os, det var Død og Plage blevet noget andet.

BASALT.: Jeg forsikrer Dem paa, jeg synger meget daarligt.

SMIDT.: Aa sikke noget Vrøvl! Nej det veed vi meget bedre. Mutter og jeg har saa tidt om Aftningen lagt i Vindeverret og hørt Studenterne derovre synge paa Regensen, og jeg siger ikke noget, men det var sgu ikke saa tosset. Mutter har nu Geni for de Dele, saa hun har lagt og lært nogle af deres Melodunter.

MADAM.: Ja jeg kan saamænd huske et Par Stykker af dem. Kjender De ikke nok den: Synger. »Regensen duer til ingenting!« og saa var der ogsaa en anden, som har saadan nogle løjerlige Ord, men det var ellers en kjøn Tone: Synger. »En Karl med uldent Belte, han tog en rød - han tog en rød Madam.« Men hvad der saa siden blev af den Madam, det kunde jeg ikke blive klog paa, for saa sang de i 85 Munden paa hinanden: »Frisk Kjød og Gaaselaar, frisk Kjød og Gaaselaar!« - Men, det er sandt, Fatter, Hr. Basalt har bedt mig, om vi ikke en Gang en Formiddag vilde komme og besøge ham paa Regensen.

BASALT.: Ja det skulde være mig kjært, hvis De f. Ex. i Morgen Formiddag med Deres Kone - og De, Jomfru Rikke kommer vel ogsaa med? - vilde drikke et Glas Vin ovre hos mig og min Kontubernal.

SMIDT.: Aa ja, det kunde sgu være ret morsomt at se den røde Kasse lidt efter i Sømmene. Jeg siger Tak!

BASALT.: Maaske ogsaa Jomfru Krapylius vil gjøre mig den Fornøjelse?

AMALIE.: Aa ja, det vil jeg saa gysselig gjerne.

LØJTNANT: afsides.
Nej vil man se, om jeg bliver bedt med. Ja saa maa man se at forpurre det hele. Højt. Skal vi saa ikke tage fat paa det næste Pant?

MADAM.: Vil Løjtnanten ikke dømme for mig?

LØJTNANT.: Med Fornøjelse. Afsides. Det maa være mit eget Pant, man maa faa Lejlighed til at brillere. Højt. Han skal deklamere.

AMALIE.: Det er Løjtnanten selv.

LØJTNANT.: Hvad? skal jeg deklamere? det sætter mig virkelig i Forlegenhed, for jeg er aldeles uforberedt.

SMIDT.: Aa, hvad gjør det, Løjtnant? Prober De baresten, saa godt De kan! hvad kan det skade, om det bliver skidt? Kom De kun!

LØJTNANT.: Ja men saa maa jeg bede Selskabet et Øjeblik at gaa ind i den anden Stue, medens jeg samler mine Tanker. Naar jeg er færdig, skal jeg nok kalde paa Dem.

SMIDT.: Lad os da det, saa faar vi os ogsaa et Glas med det samme.

De gaar ind, Smidt sidst; idet han vil ind, siger

LØJTNANT.: Hr. Smidt, maa jeg tale med Dem?

Klint giver Lars et Slag paa Skulderen. Denne vaagner og bliver siddende paa Stolen med opspilede Øjne.

✂

TIENDE SCENE.

Smidt. Løjtnant. Lars. Klint.

SMIDT.: Naa Løjtnant! hvad vil De mig?

LØJTNANT.: Bedste Hr. Smidt! i Følge det Løfte, De har givet mig, mener jeg vel, at jeg tør betragte mig som et Medlem af Deres Familie, som Deres Svigersøn og Deres Datters Forlovede. Tør jeg ikke?

LARS: rejser sig.
Hvad Satan er det?

SMIDT.: Aa jo saamænd tør De det.

LØJTNANT.: Har De ikke for fuldt Alvor givet mig Løfte paa Deres bedste Skat, Deres Kjød og Blod, Deres Rikke?

LARS: afsides.
Naa det skal Kristen faa at vide.

Lister ind i Sideværelset, uden at de mærker ham.

SMIDT.: Naa, hvad saa?

LØJTNANT.: Ja, saa mener jeg, at min Stemme ogsaa maa have nogen Magt her i Huset. De har lovet at besøge Hr. Basalt i Morgen, tjen mig i at lade være!

SMIDT.: Aa, hvad er det for Nykker med Dem? Hvorfor skulde jeg lade være?

LØJTNANT.: Tjen mig bare deri! Jeg kjender Studenterne, jeg kjender den overmodige Ungdom. Hr. Basalt mener det kanske godt, i det mindste har han 87 ikke lagt noget ondt for Dagen, men Studenterne, De vil træffe derovre paa Regensen, de foragter enhver agtbar Borger, de kalder ham Spidsborger og Filister; naar De og Deres Familie kommer derover, vil man gjøre Nar af Dem.

SMIDT.: Aa, sikke noget! Der er sgu ingen, der gjør Nar af mig, og hvad skulde de gjøre Nar af? Nej lad mig nu se, De gøgler for os og slaar de Griller af Hovedet.

Gaar ind.

LØJTNANT: siger efter ham.
Jeg beder Dem, vogt Dem!

✂

ELLEVTE SCENE.

Løjtnant. Klint.

KLINT.: Vogt dig!

Egen Melodi.

LØJTNANT.: ✂ Ha, hvad er det?
Steg der en Røst fra Gravens Hule
og toned Rædsel i mit Øre?
Eller var det monstro et Drømmefoster
af Ungdomsblod og Smedens Punsch?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Hvor? - hvor? Kom frem!
88 Hør, atter det lyder
her tæt ved min Fod,
og Rædsel det gyder
igjennem mit Blod!
Det hvisler og suser
og stormer og bruser,
min Kjækhed det knuser
og dræber mit Mod.

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.

✂

✂ Hvor? - hvor? Kom frem?
Igjen det forvirrer
mig Tanke og Sind,
jeg stirrer og stirrer,
men stirrer mig blind.
Jeg hører og gruer,
men intet jeg skuer,
thi Helved mig truer
med gøglende Skin.

Styrter til Døren.

Kom ind! kom ind! kom ind! kom ind! kom ind!

Synker om paa en Stol.

✂

TOLVTE SCENE.

Løjtnant. Smidt. Madam. Basalt. Amalie. Rikke. Klint.

SMIDT: med et Glas Punsch.
Naa hvorfor skriger De saadan? Vi skal nok komme.

MADAM.: Løjtnanten sidder der paa Stolen.

SMIDT.: Han skal sgu først have et Glas Punsch. Gaar hen til ham. Han skulde dog aldrig været tøstet ihjel for os. Stikker det til hans Mund. Værsgo, Løjtnant!

LØJTNANT: farer op.
Er her nogen?

SMIDT.: Hahaha! sikken en Rad! hvor han gjør det natyrligt! Jo vi er her alle syv og tyve. Kom nu op, Løjtnant! og deklamer for os!

LØJTNANT: mat.
Skal jeg deklamere?

SMIDT.: Hahaha! Han lader ligesom han var falden i Besvimelse. Ja lad os nu høre, hvad De har at sige!

LØJTNANT: afsides.
Ingen maa mærke noget. Man maa være en Mand. Højt. Ja jeg vil prøve derpaa.

SMIDT.: Lad os gaa tilbage, for at han kan faa Plads til at sparke ud med Arme og Ben.

De samle sig paa den ene Side af Theatret.

LØJTNANT: deklamerer.
Rosen blusser alt i Danas Have, Liflig fløjter vist den sorte Stær, Drenge deres brune Nektar lave, Bier græsse stolt paa Fædres Grave, Hingsten plukker af - Hingster deres brune Nektar lave, Drenge græsse stolt paa Fædres - Fædre deres brune Drenge lave, Nektar - Bier - Drenge - Hingster -

Standser aandeløs.

SMIDT.: Hvad gaar der af Løjtnanten? Han har jo rent glemt det.

LØJTNANT.: Undskyld - jeg er noget forvirret - jeg vil forsøge paa et andet Vers. Deklamerer. Fattig Mand, som pløjer danske Lande, Ryster Æbler af sit Pæretræ - Ryster Pærer af sit Æble - Ryster Æbler af sit Egetræ, Har en kløgtig Arm, en kraftig Pande, Mælk paa Marken, Korn i sine Spande - 90 Korn paa Mælken, Mark i - Mark paa Kornet - Mark paa Mælken, Spand - Spark paa Mælken -

Synker om paa en Stol.

SMIDT.: Men Løjtnant dog! hvordan gaar det? Er der noget i Stykker?

LØJTNANT.: Jeg kan ikke - jeg har Feber - jeg er syg.

SMIDT.: Hej, Mutter! Spring efter nogle Kamferdraaber! Løjtnanten er syg.

LØJTNANT.: Nej, tusind Tak! maa jeg bare faa Lov til at komme hjem.

SMIDT.: Det var dog kjedeligt, at vi saa tidlig skulde skilles ad; men det maa De selv bedst forstaa. - Naa, I lange Tøse! vil I se, I kan hente Løjtnantens Tøj! Amalie og Rikke gaar. Naa hvordan gaar det nu med Feberen?

LØJTNANT.: Aa Tak, naar jeg bare kommer ud i Luften.

SMIDT.: Studenten er nok saa god at følge Dem hjem.

BASALT.: Ja med Fornøjelse.

Henter sit Tøj.

AMALIE.: Her er Løjtnantens Frakke.

RIKKE.: Og her er hans Hat.

De klæde ham paa.

MADAM.: Nu maa Løjtnanten endelig i Morgen paa fastende Hjerte tage to Lod engelsk Salt, saa faar Feberen ingen Magt med Dem. Og her er et uldent Stykke, som De skal have om Halsen.

Binder det paa ham.

LØJTNANT.: Tusind Tak! jeg gjør Dem saa megen Ulejlighed.

SMIDT.: Aa sikke noget! Men det er jo slemt, at vi 91 skal skilles ad paa de Maader. God Nat, Løjtnant, god Bedring! God Nat, Student! ja De ser os i Morgen.

Almindelig god Nat, god Bedring o. s. v. De gaar.

✂

TRETTENDE SCENE.

De forrige uden Løjtnant og Basalt. Madsen, Mikkel og Lars.

SMIDT.: Det var da noget kjedeligt noget, nu staar den gode Punsch til ingen Nytte. - Men hvad er nu det?

MADSEN: styrter ind, efterfulgt af Mikkel og Lars.
Hvor er Løjtnanten? hit med han!

SMIDT.: Men, Kristen, hvad er nu det for en Maner?

LARS og MIKKEL: griber fat paa ham.
Vær nu rolig?

MADSEN.: Væk med jer! hit med Løjtnanten! jeg vil sla' han ihjel.

SMIDT: griber ham.
Nej du vil ikke, Kristen.

MADSEN: river sig løs.
Jo, jeg vil, Mester! jo gu vil jeg saa. Farer om. Hit med Løjtnanten - død eller levendes!

Styrter ind i den anden Stue.

SMIDT.: Efter ham!

Alle ud.

✂

FJORTENDE SCENE.

KLINT.: Nu har jeg nok, Klokken er tolv, bring mig hjem! Dekorationen forandres til Regensværelset, som er mørkt. Jeg er tung i 92 Hovedet og konfus over alle disse Optøjer, jeg vil gaa i Seng og sove paa det. Men det er sandt, Jøden skulde først have sine Kalosker. Aabner Vinduet. Gamle Ven! Tak for Laan! Lykke paa Rejsen!

SKOMAGER: udenfor.
God rolig Nat!

✂

TREDIE AKT.

Regensværelset.

✂

FØRSTE SCENE.

KLINT.: Det er allerede højt oppe paa Dagen. Jeg har ligget og sovet og sovet, og det vilde aldrig faa Ende. - Men det er sandt, vi skal jo have Damesold i Formiddag. Basalt er formodentlig gaaet ud for at drive Mønt op dertil. Naa der har vi ham.

✂

ANDEN SCENE.

Klint. Basalt.

BASALT.: God Morgen! hvordan gik det saa med Soldet igaar Aftes?

KLINT.: Jo meget godt! Men hvorledes gik det med Rambusen hos din Onkel?

BASALT.: Ja, sandt at sige, var jeg ikke hos min Onkel; nej, jeg kom et andet Sted, du kan neppe gjætte hvor.

KLINT.: Man kan jo prøve paa det. Det var - lad mig se - det var hos en Plattenslager.

BASALT.: Nej hvor kan du tro, at jeg søger Omgang med andre Plattenslagere end dig?

KLINT.: Ja hør, saa var han sgu Kobbersmed.

BASALT.: Hvor Pokker har du faaet det at vide?

KLINT.: Jeg gjætter mig til det.

BASALT.: Ja men du kan neppe gjætte, hvem jeg der var i Selskab med.

KLINT.: Man kan jo prøve paa det. Det var vel Smeden og hans Kone og Datter og diverse Smedesvende.

BASALT.: Ja det kan man begribe a priori.

KLINT.: Ja, og Smedesvendene hed sagtens Kristen Madsen, Mikkel og Lars.

BASALT.: Men hvor Pokker har du dog faaet det at vide?

KLINT.: Jeg gjætter mig til det. Og Niecen hed Jomfru Krapylius, og de skjønne Aander hed von Buddinge og Basalt, og Tjenestepigen hed Ane.

BASALT.: Naa saa er det vel fra sidstnævnte, du har din Visdom?

KLINT.: Tror du, jeg gjør mig gemen med saadan en forbandet Tøs, der fløjter ad Mutter og hænger Fatter Karkluden om Halsen?

BASALT.: Men Menneske, hvor har du dog faaet alt det at vide?

KLINT.: Jeg gjætter mig til det.

BASALT.: Hvordan hænger det dog sammen? jeg kan ikke begribe det. - Men hør, da du er saa superklog, saa veed du vel ogsaa, hvorfor jeg er kommen der i Huset.

KLINT.: Hør, Højstærede! saasom og eftersom jeg ikke er starblind, har jeg naturligvis for over en Maaned siden gjort den Opdagelse, at du gik med Frierhandskerne i Lommen.

BASALT.: Har du? Det klinger lidt utroligt. I det 95 mindste har du da hver Dag med den største Ufortrødenhed staaet ved Vinduet og kastet forelskede Blikke over til »din lille Smededatter«.

KLINT.: Ja vist har jeg det, men hvorfor? naturligvis bare fordi det morede mig at gjøre dig jaloux.

BASALT.: Virkelig? ja saa maa jeg tilstaa, at du spiller fortræffeligt Komedie. Men skulde du ikke foruden alt det øvrige ogsaa have faaet at vide, hvad for en Bestemmelse vi tog derovre igaar Aftes.

KLINT.: Jo jeg veed nok, at du var paa Knæerne.

BASALT.: Paa Knæerne? hvad mener du med det!

KLINT.: Som jeg siger, at du var paa Knæerne, men ved en snild Metamorfose forvandlede en Panteleg til en Frierleg.

BASALT.: Men det er jo Hexeri! - saa sig mig dog Menneske, hvor har du faaet alt det at vide?

KLINT.: Jeg gjætter mig til det.

BASALT.: Aa hvad er det for noget Snak? hvorfor kan du ikke sige mig det?

KLINT.: Det kan jeg ikke ifølge det ny Tavshedssystem, som du har indført her paa Knejpen i den sidste Maaned.

BASALT.: Aa du er et Vrøvlehoved. Det er mig naturligvis af stor Vigtighed at erfare, af hvem du har faaet det at vide. - Tjen mig nu bare i at sige mig det!

KLINT.: Tjen mig nu bare i ikke at tabe dit Humør, til Damerne kommer!

BASALT.: Naa saa det veed du ogsaa?

KLINT.: Ja naturligvis, jeg veed alting.

BASALT.: Men det er jo til at blive gal over.

KLINT.: Bliv nu bare ikke arrig, men lad os høre, hvorledes du har tænkt på at beværte dit Selskab.

BASALT.: Aa jeg veed ikke! Jeg havde tænkt paa at byde Damerne Chokolade, men skjønt jeg har været hele Gaarden rundt, har det ikke været mig muligt at opdrive mere end et eneste Par Kopper.

KLINT.: Det er umuligt, her maa være Kopper nok, og om de endogsaa er lidt simple, behøver de da heller ikke just at være mageløse.

BASALT.: Ja men det er netop Ulykken, at de er mageløse, Overkoppen vil aldrig passe til Underkoppen, og de, som ikke er mageløse, er hankeløse paa Grund af Karlenes indgroede Had til al Luxus og især til Hankekopper. Men hvad er der herved at gjøre? for vi kan da ikke servere Chokoladen i Vinglas.

KLINT.: Nej det kan vi neppe, for hvor skulde vi faa Vinglas fra?

BASALT.: Jo dem kan vi leje.

KLINT.: Kan vi det? Naa saa du er ved Muffen? Ja lad os saa give Damerne Kage og Likør, og Svigerpapa et Glas Vin, saa slipper man for alt Vrøvl.

BASALT.: Naa ja, det bliver vel det bedste. Saa vil jeg da gaa ud og sørge for det, men saa maa du imidlertid rydde op herhjemme.

KLINT.: Ja jeg maa da først rydde op i dine Affærer.

BASALT.: I mine Affærer, hvad mener du med det?

KLINT.: Jeg mener, at naar vi faar Kobbersmeden herover, saa er det din Sag at smede, medens Kobberet er varmt. Men for at det kan ske, maa jeg først have Rivalerne ryddet af Vejen.

BASALT.: Hvilke Rivaler? af dem har jeg ingen.

KLINT.: Ikke det! jo, min bedste, du har to: den 97 raa Kraft og den snedige Kløgt, eller med andre Ord, Smedesvend Madsen og Løjtnant von Buddinge. Den sidste er den farligste, da han allerede hos Kobbersmeden har tillistet sig Løfte paa hans Datter.

BASALT.: Men hvad er dog det for noget?

KLINT.: Faktum.

BASALT.: Aa det er noget Sludder! og hvor skulde du ogsaa have faaet det at vide? Hør, sig mig nu alvorlig, hvor har du faaet det fra?

KLINT.: Jeg har jo sagt dig, jeg gjætter mig til det.

BASALT.: Aa i Dag er du da rent utaalelig. Gaar.

KLINT.: Naa, Gud ske Lov! nu er der dog kommen lidt Liv i Fyren. Ja saadant et Frieri hjælper gevaltig, det er lige saa godt som en Aareladning. Jeg trænger i Grunden ogsaa til at aarelades paa den Maade, men nu maa jeg dog først bringe hans Affærer i Orden, hvortil jeg føler mig kaldet ved Skæbnens besynderlige Styrelse. Havde jeg nu blot fat paa Løjtnanten! det maa ret være en Fornøjelse at have den Karl i sin Magt. - Naa, hvem er nu det? det er vel Amagerkonen. Raaber. Nej, Mutter, i Dag skal vi ingen Ting have.

✂

TREDIE SCENE.

Klint. Løjtnant.

LØJTNANT: stikker Hovedet ind ad Døren.
Jeg gaar maaske fejl. - God Morgen, Hr. Klint! Træder ind. Jeg veed ikke, om De kjender mig?

KLINT.: Aa jo, det er jo Løjtnant von Buddinge.

LØJTNANT.: Ja De erindrer maaske, at vi igaar 98 Eftermiddags stødte sammen hos Restauratør Hansen paa Amagertorv, og - jeg siger Dem det rent ud - jeg fattede strax Interesse for Dem og Tillid til Dem. - De studerer jo Medicin?

KLINT.: Ja jeg gjør. Afsides. Gud veed, hvor han vil hen?

LØJTNANT.: Naa det var vel, for det er netop i et medicinsk Anliggende, jeg vilde henvende mig til Dem. Det er ikke, fordi jeg ikke kjender vore ældre berømte Læger, for det gjør jeg, jeg kjender dem meget nøje, jeg kunde næsten sige intimt, baade de medicinske Professorer og Overlægerne paa Hospitalerne og -

KLINT.: Naa, Løjtnanten vil maaske udnævne mig til Deres Huslæge?

LØJTNANT.: Ja det var netop min Mening. De kan være sikker paa et anstændigt Honorar til Nytaar.

KLINT.: Ja men jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at jeg kun er Student. Jeg har slet ikke Lov til at praktisere.

LØJTNANT.: Aa hvad! vi siger det ikke til nogen.

KLINT: afsides.
Det er saamænd den første Patient, der betror sig til mig, men jeg er ogsaa bange for, at den Praxis ikke er synderlig indbringende.

LØJTNANT.: Ser De, jeg vilde med Forsæt ikke henvende mig til disse Honoratiores i Lægekunsten, skjønt de er mine Venner, for med al Respekt for deres Dygtighed, saa er de dog gamle Mænd, og ligesom alting gaar frem Dag for Dag, saa gaar Lægekunsten ogsaa. Nej hos de yngre Læger er det, at man skal hente Svar paa Nutidens vanskelige Problemer, og det var derfor jeg henvendte mig til Dem.

KLINT.: Alt for megen Ære! Afsides. Jeg maa dog vide, hvad han vil. Højt. Naa, hvad er der da i Vejen med Løjtnantens Helbred?

LØJTNANT.: Aa det er et Tilfælde, et højst mærkeligt Tilfælde, som jeg havde første Gang igaar Aftes.

KLINT.: Et Tilfælde?

LØJTNANT.: Ja et Tilfælde, som - jeg tilstaar - jeg ikke kan forklare mig, og som vel ikke forskrækkede mig, men dog beskjæftigede mine Tanker i den Grad, at jeg ikke har kunnet sove i Nat. Jeg var nemlig i Selskab - ja, nu skal De høre!

KLINT: afsides.
A ha!

LØJTNANT.

✂

Mel. Fr. Ep. 45.

✂

1.

Jeg var i Selskab - hos en Baron,
der var den fineste Konversation,
Rhinskvinen flød - han har Penge som Græs -
følgelig var jeg ret i mit Es.
Men tænk Dem en Gang!
da pludselig klang
der midt i min Lyst
en hemmelig Røst:
Vogt dig! saa lød det usynlige Ord,
vogt dig! det brølte fra Luft og fra Jord,
vogt dig! - til Marv og til Ben det mig foer.

✂

2.

Hjem til mit Hus jeg tankefuld gik,
jeg vilde sove - ak det slog klik;
Sagen ej vilde blive mig klar,
her var en Gaade - hvor var der Svar?
Hvorfra mon de foer
de rædsomme Ord?
Fra hvem mon de kom,
da Stuen var tom?
Saadan jeg grubled, og naar jeg sov ind,
vogt dig, saa lød det igjen i mit Sind,
vogt dig, og saa blev min Søvn kun til Vind.

100

Se det var dette Fænomen, der forskrækkede - foruroligede mig, og jeg maa tilstaa - jeg er ikke tilstrækkelig inde i Lægevidenskaben for selv at kunne forklare mig det. Det maa vel komme af Blodet - en Ophidselse, en Exaltation?

KLINT.: Aa ja.

LØJTNANT.: Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at jeg havde drukket temmelig megen Rhinskvin og Champagne.

KLINT.: Aa den Rhinskvin og Champagne, De har drukket, har ingen Skade gjort Dem. Det er uden Tvivl det pathologiske Fænomen, som man kalder Vox klintica.

LØJTNANT.: Vox klintica!
Naa ja, jeg erindrer, at jeg har læst om det. Men jeg husker ikke, hvordan det egentlig ytrer sig. Er det maaske nervøst?

KLINT.: Det er en Sjælesygdom. Vi har nylig paa Hospitalet haft et saadant Tilfælde.

LØJTNANT.: Virkelig?

KLINT.: Det var en Mand - en Næringsdrivende, som havde tjent sig en Sum Penge ved et lumpent Bedrageri. Hvor han gik og stod, hørte han en Stemme, som raabte Kjæltring! Kjæltring! Og han paastod, at det blev raabt saa højt og tydeligt, at det var ham ubegribeligt, at vi andre ikke mærkede noget dertil.

LØJTNANT.: Ja saadan var det ogsaa med mig.

KLINT.: Vi betragtede det som en Hjernerystelse og anvendte alle de voldsomste og mest smertelige Midler. Han blev skaaret og brændt og trepaneret - aa, det var skrækkeligt, saa vi behandlede ham. Men tilsidst opdagede vi, at der intet var at gjøre 101 for en Læge; det var et Slags Vanvid, som han kun selv kunde kurere ved at give Pengene tilbage.

LØJTNANT.: Forfærdeligt! Hr. Klint, jeg forsikrer Dem, at jeg er mig ingen Brøde bevidst. Og dog er vi alle Mennesker; man kan jo en enkelt Gang, hvor nødig man vil, komme til at gjøre noget, som er mindre godt. Man bliver misforstaaet, man giver en fattig Mand en Almisse og bliver saaledes maaske den uskyldige Aarsag i, at han drikker sig ihjel.

KLINT.: Aa naar De ikke har andet paa Deres Samvittighed, saa kan De være vis paa, at det hele kun har været en Drøm.

LØJTNANT.: Ja det har sikkert været en Drøm. Tak skal De have, Hr. Klint, nu er jeg fuldkommen rolig. Men jeg sætter det Tilfælde - det er blot af ren videnskabelig Interesse, jeg spørger Dem derom - jeg sætter nu, at en Mand, som virkelig havde Planer for, hvorimod der fra en ensidig Moralitets Standpunkt kunde være noget at indvende, at han blev angreben af denne Sygdom, af dette Vox, og dog ikke vilde opgive sine Planer - hvad saa?

KLINT.: Saa vilde det uden Tvivl gaa ham, ligesom det gik vor Patient paa Hospitalet, der heller ikke vilde give sine Penge tilbage.

LØJTNANT.: Hvorledes gik det ham?

KLINT.: Ondet blev naturligvis værre og værre. Fra alle Hjørner i Værelset syntes han at høre Stemmer, som raabte: Kjæltring! Kjæltring! Kjæltring! og det saa uafladelig, at han aldrig fik Søvn i sine Øjne. Tilsidst kreperede han naturligvis.

LØJTNANT.: Hm! Afsides. Nej, den Plan kan jeg ikke opgive, bør jeg ikke opgive.

Grunder.

102

KLINT: afsides.
Jeg har Magt til at knuse den Karl, men jeg gider ikke være Profos. Ser ud af Vinduet. Nej, der gaar en, som kan bruges dertil. Højt. Undskyld et Øjeblik!

Løber ud.

LØJTNANT.: Hr. Klint, hvorfor gaar De fra mig? - Han vil maaske hente Forfriskninger. Men jeg kan ikke lide at være alene. Det er rædsomt - hvordan skal man dog blive fri for det? denne Stemme lød til mig midt under mine stolteste Forhaabninger - skal jeg da opgive dem? skal jeg efter et strabasiøst Liv give slip paa alle Udsigter til en sorgfri Alderdom? Nej, det vil og det kan jeg ikke, saa vil jeg før lade Ørerne skære af mig. - Hvad er det? Lytter. Aa, Gud ske Lov, det var ingenting. - Aldrig er man sikker, altid skal man gaa i denne Angest! Naa der kommer nogen.

✂

FJERDE SCENE.

✂

Klint. Løjtnant. Madsen.

KLINT.: Jeg saa fra Vinduet vor fælles Ven, Hr. Madsen, gaa forbi og skyndte mig at faa fat paa ham.

LØJTNANT.: Ah, se god Dag, Hr. Madsen! Hvordan har De det? Jeg glæder mig ret ved at se Dem.

MADSEN: med Værdighed.
Det skulde De hellesens inte.

LØJTNANT.: Hvorledes? skulde jeg ikke glæde mig ved at se Dem?

MADSEN.: Nej det skulde De inte, Løjtnant, for det kunde nok hænde sig, at jeg inte vilde glæde Dem.

LØJTNANT.: Hvad mener De? Afsides. Hvad gaar der af ham! Højt. Hør, min kjære Ven!

Rækker ham Haanden.

103

MADSEN: slaar den tilside.
Aa kom nu inte med Deres Krucifixer og Deres Anstalter, for De er inte min Ven - nej for De er en Flab, det siger jeg!

Slaar sig for Brystet.

LØJTNANT: afsides.
Hr. Smidt maa have sagt ham alt. Højt. Men hør dog! det maa være en Misforstaaelse.

MADSEN.: Du ma inte tage det fortrydeligt op, at jeg siger du til dig, din Tyveknægt! Kjender du mig - jeg er Kristen Madsen, og Kristen Madsen er min Ven, og den, der fornærmer ham, han fornærmer mig der. Peger paa sit Øje. Og kjender du denne Rosenknop? Viser den ene Næve. Eller kunde det interessere dig at lugte til denne Tulipan? Viser den anden. Du skal strax faa flere Gevæxter fra det samme Drivhus.

LØJTNANT.: Men Herregud! hvem har dog bagtalt mig for Dem? Hr. Klint! prøv dog paa at tale ham til Rette!

KLINT: til Madsen.
Hvad har Løjtnanten da gjort?

MADSEN.: Hvad han har gjort? han har gjort det, at han er en Flab, og at han skal have paa Gummerne. Jeg skal lave Gummeplaster til ham, skal jeg sige os, og jeg leverer det gratis. Jeg skal strax tage Maal af et Par ny Fortænder til dig, din Hundestejle!

LØJTNANT.: Men hør! maa jeg da ikke tale!

MADSEN.: Vil du inte være saa artig og vise mig den Villighed og gjøre mig den Tjeneste at holde din Kjæft! Kristen Madsen har Ordet.

✂

Mel. En Gadevise.

✂

1.

✂ Du tænker at vinde din Sejer,
naar Tungen er kommen paa Gled;
104 :|: nej saadan inte vi leger,
for Kristen er vred som en Smed. :|:

LØJTNANT.: ✂ Ak han desværre ej leger,
nej han er vred som en Smed.

KLINT.: ✂ Nu Gud ske Lov ikke han leger,
nej han er vred som en Smed.

✂

2.

MADSEN.: ✂ Kanskesens du inte forstaar 'et,
men det er din egen Skyld,
:|: du har mit Hjerte bedaaret,
og derfor skal du ha' Prygl. :|:

LØJTNANT.: ✂ Ak Gud, ak Gud, saadan gaar 'et
nu vanker der vistnok Prygl.

KLINT.: ✂ Ha bravo, bravo! nu gaar 'et,
nu henter han nok sine Prygl.

✂

3.

LØJTNANT.: ✂ Men hvis De mig blot vilde høre -

MADSEN.: ✂ Nej det er inte tilpas,
:|: nu har vi andet at gjøre,
for nu skal vi til at sla's. :|:

LØJTNANT.: ✂ Man maa Retirade gjøre,
naar bare man kan faa Plads.

KLINT.: ✂ Det skurrer dog lidt i mit Øre,
den Smed er noget for kras.

✂

4.

LØJTNANT: højt.
✂ Men hør, saa sandt jeg er ærlig,
De misforstaar -

105

MADSEN.: ✂ Ja vel!
:|: men skrig dog ej saa gefærlig,
jeg sla'r dig jo bare ihjel. :|:

LØJTNANT.: ✂ Ak Gud, hvor han er besværlig!
han slaar mig bestemt ihjel.

KLINT.: ✂ Nej han er alt for gefærlig,
han slaar ham bestemt ihjel.

✂

Under Efterspillet gaar Madsen koldblodig hen i Forgrunden og trækker sin Frakke af, folder den sammen og lægger den paa en Stol. Imidlertid lister Løjtnanten sig ud ad Døren med Klint ved Haanden.

MADSEN.: Kom nu! Vender sig. Men hvad er det? hvor er Løjtnanten? Vi skal nok hitte han.

Gaar hen imod Døren.

✂

FEMTE SCENE.

Klint. Madsen.

MADSEN.: Hvor er Løjtnanten?

KLINT.: Han er gaaet.

MADSEN.: Er han gaaet? Hør, det var sgu inte honnet af Dem.

KLINT.: Hør mig nu bare! Jeg veed meget godt, hvor skammelig Løjtnanten har baaret sig ad imod Dem, og jeg er selv vred paa ham og vil hjælpe Dem til en Hævn over ham, som skal have Fynd og Klem.

MADSEN.: Vil De virkelig?

KLINT.: Ja vist vil jeg.

MADSEN.: Tør De sætte Fingeren paa Øjet og bede Fanden sla' til?

106

KLINT.: Ja vist tør jeg. Men for at vi kan tænke paa Hævn, maa De først opgive Deres forrige Giftermaalsplan. Kan De det?

MADSEN: langtrukken.
Aa ja!

KLINT.: For, ser De, Rikke vil nu ikke have Dem. Og De er jo en kjøn ung Mand, som snart bliver Mester - hvad bryder De Dem om hende? Der er jo nok, der vil have Dem; De kan jo faa, hvem De vil.

MADSEN.: Det kan jeg ogsaa, det forstaar sig.

KLINT.: Ja ser De det, saa taber De jo ikke noget derved. - Men hør! har De noget imod Basalt?

MADSEN.: Mod Studenten! ja vel har jeg det.

KLINT.: Hvad har De da imod ham?

MADSEN.: Hm - jeg veed sgu inte.

KLINT.: Har han nogensinde gjort Dem noget?

MADSEN.: Nej, inte paa de Maader.

KLINT.: Ja ser De det! Det er blot Løjtnanten, der har ophidset Dem imod ham. Hvad er der da i Vejen for, at Basalt faar Rikke?

MADSEN.: Ja - saa faar jeg hende inte, - men saa faar Løjtnanten hende heller inte.

KLINT.: Ja det er netop det, jeg mener. Det er jo den bedste Hævn over ham, man kan ønske sig.

MADSEN.: Ja det har De Ret paa. Han skal have hende. Hun er inte bedre end som han.

KLINT.: Naa saa er vi jo enige. - Vil De nu høre. Løjtnanten veed ikke, at jeg kjender hans Kjæltringestreger, og derfor var han, da han nu løb sin Vej, gruelig bange for, at jeg skulde fatte Mistanke til ham, fordi De var saa hvas imod ham. Han bad mig derfor, snarest muligt, at gaa hen paa Kristian Firtal, hvor han vilde sidde og opklare Sagen for 107 mig. Der maa han altsaa være gaaet hen, og der skulde De saa gaa hen og hente ham.

MADSEN.: Ja vel!

KLINT.: De tager Mikkel eller Lars med.

MADSEN.: Ja vel!

KLINT.: Og saa gaar De derop og byder Løjtnanten hver sin Arm.

MADSEN.: Ja vel!

KLINT.: Og klemmer ham dygtig.

MADSEN: glad.
Ja det skal vi.

KLINT.: Og transporterer ham herop paa Regensen.

MADSEN.: Ja vel!

KLINT.: Paa Vejen bringer De ham til at gjøre Afkald paa Rikke til Fordel for Basalt. Forstaar De?

MADSEN.: Ja vel!

KLINT.: Og naar De kommer herop, saa slipper De ham ikke, førend han højt og tydeligt har udtalt denne Afstaaelse. Det sker naturligvis i al Venskabelighed.

MADSEN.: Ja vel! Men naar nu Løjtnanten inte vil til det?

KLINT.: Saa klemmer De ham.

MADSEN.: Det gjør vi uden Opskrift. Men hvis han saa raaber om Hjælp?

KLINT.: Det gjør han ikke. Som Krigsmand kan han ikke være andet bekjendt end at kunne hjælpe sig selv. Men i alt Fald, saa forfejler saadan en lille en giver ham et Puf aldrig sin Virkning.

MADSEN.: Nej det har De Ret paa. Hør, Hr. Klint, De er en nysselig Fyr. Denne Plan er talt saadan lige ud af mit Hjertelav og mine indvendige Dele. Saadan skal han have det, den Hundetamp.

108

KILNT.: Naa saa gaar De nu altsaa hen og henter ham?

MADSEN.: Ja vel, og vi skal nok magte ham, for hvis han vil mukke, saa vil vi hugge, og hvis han kommer med sine Trumfer og vil spille med os, saa har vi ogsaa Matadorer, for denne hersens viser Næven siger Spar-To, og denne her viser den anden er hans Broder. Nu skal han snart gjøre Bekjendtskab med hele Familien.

Gaar.

KLINT.: Saavidt er vi komne. Jeg har bevirket, at Løjtnanten bliver behørig afstraffet baade paa Sjæl og Legeme og timelig Velfærd. Han bør ikke slippe lettere, skjønt det rigtignok maa være drøjt for den arme Djævel at blive trukken hele Kjøbmagergade igjennem af to fnysende Smedesvende. Endvidere har jeg bevirket, at Pryglescenerne er lagt uden for Regensen, hvorfor Provsten vil være mig evig taknemmelig. Resultatet bliver, at jeg er en Helvedes Karl. - Ser ned af sig. Er man nu pæn, naar Damerne kommer? Saadan en Diplomat, som jeg, burde dog i Grunden have en kjønnere Vest. - Jeg tror, jeg vil gaa op til Søren og laane en af ham.

Gaar.

En Regenskarl kommer ind og dækker Bordet.

✂

SJETTE SCENE.

Basalt. Smidt. Madam. Rikke. Amalie.

✂

Mel. Fr. Ep. 69.

✂

1.

BASALT: udenfor.
✂ Vær saa artig! her er Døren,
Madam Smidt!

109

MADAM: kommer.
✂ Jeg takker!

SMIDT: kommer.
✂ Rikke, kom nu!

MADAM.: ✂ Skynd jer, Børn!
Varmen trækker ud.

De unge Damer komme.

BASALT.: ✂ Her De ser min lille Bolig.

SMIDT.: ✂ Den er ganske vakker,
ikke stor -

BASALT.: ✂ Men lun og rolig.

MADAM.: ✂ Aa ja - Herre Gud!

SMIDT.: ✂ Ja lad os saa
da være ret fornøjet.

BASALT.: ✂ Men først jeg maa
Dem skille af med Tøjet.

SMIDT.: ✂ Aa jeg takker!

MADAM.: ✂ Aa jeg be'r Dem!
det er saa besværligt.

ALLE.: ✂ Bare vi dog ej gene'r Dem!

BASALT.: ✂ Nej, hvor kan De tro?

✂

2.

BASALT: til Smidt.
✂ Maa jeg hjælpe?

110

SMIDT.: ✂ Tak, nu gaar det,
her er Hat og Frakke.

BASALT.: ✂ Madam Smidt!

MADAM.

✂

✂ Jo De forstaar det.
Se til ham dog blot!
Hatten strammer - hjælp mig Rikke!

Basalt gjør det.

✂ Aa jeg maa Dem takke.
Vær forsigtig - tryk den ikke!
naa det gik jo godt.

BASALT: til Rikke og Amalie.
✂ Damerne maa
endnu en Smule vente,
jeg kommer saa
det øvrige at hente.

AMALIE.: ✂ Aa jeg takker!

MADAM.: ✂ Aa jeg be'r Dem!
det er saa besværligt.

ALLE.: ✂ Bare vi dog ej gene'r Dem!

BASALT.: ✂ Nej, hvor kan De tro?

Gaar med Ægteparrets Tøj.

✂

3.

MADAM.

✂

✂ Læg din Kaabe, lille Rikke!
strax Basalt den henter.

Til Amalie.

✂ Nej det Tørklæd klæ'r dig ikke,
det maa af.

AMALIE.: ✂ Nej føj!
Skal jeg sidde med den bare
Hals hos to Studenter?

111

SMIDT.

✂

✂ Naa min Tøs, saa lad det fare!

Basalt kommer.

✂ Kom med jeres Tøj!

BASALT: til de unge Damer.
✂ Vil De ej saa
belæsse mine Arme!

MADAM.: ✂ Slæbe De maa,
saa Gud sig maa forbarme.

AMALIE.: ✂ Aa jeg takker!

MADAM.: ✂ Aa jeg be'r Dem!
det er saa besværligt!

ALLE.: ✂ Bare vi dog ej gene'r Dem!

BASALT.: ✂ Nej, hvor kan De tro.

Gaar med Tøjet.

✂

AMALIE: til Rikke.
Uh, hvor her lugter af Tobaksrøg.

RIKKE: til Amalie.
Det kan jeg netop saa godt lide.

SMIDT.: Naa ja, her er jo ganske net! her er kjønt højt til Loftet.

MADAM.: Ja men se bare Gulvet, det er ved Gud ikke propert.

AMALIE.: Ja men, Tante! Gulvet er jo ikke til andet end til at træde paa.

MADAM.: Nej sikke noget Pjank! Hvor har du faaet de gale Ideer fra? Hvis du ikke begiver dem, saa vil jeg aldrig ønske, at du maa blive gift, for saa vil du gjøre din Mand ulykkelig - det vil du.

Basalt kommer.

SMIDT.: Naa, Student, De bor jo ganske kjønt. Her kunde blive nysseligt, naar her blev lagt nyt Gulv og Loftet blev hvidtet, og Væggene blev fjongsede 112 lidt op, og der saa kom Panel og saadant noget Pilleri.

MADAM.: Ja, og naar jeg saa maatte komme med min Støvekost.

BASALT.: Nej jeg tilstaar, at jeg helst vil beholde den gamle Regens, som den er, med samt sit Støv.

SMIDT.: Ja, Mutter, det er netop det fine af det, for det er, fordi de er saadan nogle Støvere, hahaha! Ser ud af Vinduet. Naa saa det Vindve vender ud til Gaden? Men hvad er det for en Kobbersmed, der bor? Ih - det er sgu mig selv. Det var da morsomt! Her kan vi se vores egne Vindver. - Hej, kom hit, Mutter! her kan vi se vores egne Vindver.

MADAM.: Kan vi virkelig? Nej se - ja ved Gud i Himlen! det var dog morsomt. Hør, kom herhen, Rikke! her kan vi se vores egne Vindver. Rikke kommer. Se der staar dit Syskrin ovre i Vindvet, og Gardinerne tager sig saamænd ogsaa godt ud fra Gaden. - Men kom dog, Amalie! vil du ikke ogsaa se vores egne Vindver?

Hele Selskabet staar ved Vinduet. Basalt holder Rikke saa lumsk om Livet.

SMIDT.: Det er sgu et kjønt Hus, men det har da ogsaa kostet Skillinger. Men hvad er det, Mutter? det dripper jo ovre fra Tagrenden, der maa være et Hul.

MADAM.: Ja jeg mærkede det nok igaar, da det var den gruelige Øse, for saa regnede der Skomagerdrenge ned derfra.

SMIDT.: Ja det kan man forklare sig, for der bor jo en Skomager oppe paa Kvisten, haha! - Men hør - nu staar Satan i det, nu er sgu Fidele kommen paa Gaden.

MADAM.: Gud! er hun sluppen ud? og jeg som 113 formanede Ane saadan at passe paa hende. Hun finder aldrig hjem igjen - for Guds Skyld, kald dog paa hende!

SMIDT.: Det kan sku inte nytte. Lukker Vinduet op, man hører en Moppe gjø, han fløjter. Delle! Delle!

MADAM: i det andet Vindue.
Fi-delle, Fidelle o. s. v.

AMALIE: trækker i hende, uden at det virker.
Men Tante dog!

SMIDT.: Nu kommer Mikkel ud - se hvor han render - nu faar han fat i hende.

MADAM.: Naa Gud lønne Vorherre for det! jeg svævede i Dødsens Angst. Ja den Ane, den Ane!

SMIDT.: Men Død og Plage! vi glemmer jo rent, at vi er til Gilde. Lad os nu komme hen til Bordet og prøve Varerne.

BASALT.: Ja vær saa artig! hvis De vil tage til Takke.

SMIDT.: Ja gu vil vi det. - Kom, Børn, nu skal Dyrene fores, hahaha!

De sætte sig, Smidt og hans Kone i Sofaen, Rikke og Basalt paa den ene Side, Amalie paa den anden.

MADAM.: Nej sikke dejlige Kager! hvad har De givet for dem?

BASALT.: Det har min Karl besørget. Værsgo!

Byder Kage, de spise.

SMIDT.: Hvad har De paa Flaskerne der?

BASALT.: Portvin. Vil De prøve den?

Skjænker i hans Glas.

MADAM.: Aa hvad det er for en dejlig Kage! den smelter ordentlig i Munden; der er nok Fru Heibergs.

SMIDT: drikker.
Ah - saadant et Glas kan bringe Liv i Maskineriet. Det kalder man at leve højt.

BASALT.: Maa jeg ikke fylde Madammens Glas?

MADAM: drikker.
Aa Gud, hvor det smager!

114

✂

SYVENDE SCENE.

De forrige. Klint.

BASALT.: Det er min Ven og Kontubernal, Klint.

SMIDT: rækker ham Haanden.
God Dag, Hr. Klint! hvordan har De det?

KLINT.: Jo Tak! jeg har det godt.

SMIDT.: Ja jeg taler nu saa frit til Dem, for vi kjender jo allerede hinanden af Navn og Berømmelse.

MADAM.: Ja Deres Tumbernal der har fortalt os saa meget godt om Dem, og jeg veed endogsaa, at De faar Deres Smør og Ost fra Jylland, og at De lader vadske hos Madam Smeld i Regnegade; jo jeg kjender Dem saamænd til Bunds. Ja Deres Tumbernal har vel ogsaa talt til Dem om os.

KLINT.: Ja Gudbevares! i den sidste Maaned har han ikke talt om andet, afsides for han har tiet bomstille. Ivrig. Hvor maa jeg tage Plads?

AMALIE: ivrig.
De kan godt sidde her.

KLINT.: Ja Tak skal De have, men jeg maa først fylde Jomfru Smidts Glas.

AMALIE: afsides.
Nej se til ham! nu skal Rikke være den bedste igjen. Højt. Jeg har saamænd ogsaa et tomt Glas.

KLINT: skjænker i Rikkes Glas.
Ja, Jomfru, jeg ser det nok; nu kommer jeg til Dem.

AMALIE.: Nej Tak! Onkel vil nok skjænke til mig.

SMIDT.: Nej gu vil jeg ej.

AMALIE.: Ja saa vil Hr. Basalt.

BASALT.: Ja med Fornøjelse.

Tager Flasken fra Klint og fylder hendes Glas.

KLINT: sætter sig hos Amalie.
Hvorfor maatte jeg ikke fylde Jomfruens Glas?

115

AMALIE.: Nej - hvorfor skulde Rikke have først?

KLINT.: Ja men Herregud! hvem tænkte paa det? Men lad det nu være glemt; maa jeg klinke med Dem paa Forsoning?

AMALIE.: Nej De maa ikke.

KLINT.: Maa jeg da ikke drikke Jomfruens Skaal?

AMALIE.: Nej det veed Gud De ikke maa.

KLINT.: Ja saa vil jeg drikke en Skaal for Deres Kjæreste.

AMALIE.: Aa - det kan De selv være.

SMIDT.: Naa, Hr. Klint! Lad nu Jomfruen være den, hun er, og lad os to saa drikke et Glas paa nærmere Bekjendtskab.

MADAM.: Maa jeg være med?

KLINT.: Det skal være mig en stor Fornøjelse. Klinker med Smidt, Madam og Rikke; til Amalie. Maa jeg saa ikke klinke med min Borddame?

AMALIE.: Jo De skal faa Lov, naar De bare vil være artig.

KLINT.: Jeg forsikrer Dem, jeg skal aldrig gjøre det mere.

Klinker med hende.

SMIDT.: Naa, Hr. Klint, fortæl os nu lidt om, hvordan det gaar her paa Regensen; jeg gad nok kjende lidt til den Mekanik. Hvor sover De om Natten?

KLINT.: Inde i det forreste Værelse, hvorigjennem De nylig gik.

SMIDT.: Naa saa det var ogsaa Deres Kammer? jeg troede, at De sov paa et stort Værelse, hvor der kunde ligge saadant et halvt Hundrede, for saadan gjør de paa de andre Kaserner. Naa se det var jo fint indrettet! Og saa dette Værelse her, det bruger De vel til at lære Deres Lexer.

116

KLINT.: Ja her læser vi.

SMIDT.: Nej vil man se. Det gaar jo nok saa net.

MADAM.: Ja havde nu vores lille Søn levet, saa kunde han ogsaa have været paa Regensen.

SMIDT.: Ja det er hans egen Skyld, Mutter! hvorfor havde han saadant et forbandet Hastværk? - Men den Vin er sgu krabat - hør, lad os faa en Skaal!

KLINT.: Ja hvis den ikke allerede er drukken, saa var det vel passende nu at drikke en Skaal for de nyforlovede.

BASALT: farer over til ham, afsides.
Aa hold Mund!

MADAM.: Hvem mener De?

AMALIE.: Hvem er blevet forlovet?

KLINT.: Ih - det veed De jo nok - Basalt.

AMALIE.: Basalt! Afsides. Aa den arme Rikke!

MADAM.: Er det muligt?

BASALT: afsides.
Ti stille, dit Bæst!

SMIDT.: Naa det var Ret! Jeg gratulerer. Med hvem, om jeg tør spørge?

MADAM og AMALIE.: Ja med hvem?

KLINT.: Ja men Herregud! det veed De jo meget godt; naturligvis med Deres Datter, Jomfru Rikke.

BASALT: afsides.
Aa du er jo gal!

MADAM.: Ih, du Fredsens Gud!

AMALIE.: Hvad siger De?

SMIDT.: Med Rikke! se se! det var da morsomt.

MADAM.: Aa Gud, det var dejligt! det var da kjønt af Dem, Hr. Basalt! det skal jeg aldrig glemme Dem af.

SMIDT.: Men er det da ogsaa en virkelig Begivenhed? hør Rikke, hvad siger du?

RIKKE: sagte.
Ja det er, lille Fader!

SMIDT: kopierer hende.
Ja du kunde ikke gjøre for det, 117 men du vil aldrig gjøre det mere. - Ja men det er dog underligt, at jeg inte vidste noget af det!

KLINT.: Aa det var jo kun de to, der forlovede sig.

SMIDT.: Ja vist, jeg var inte med, det er ganske rigtig. Men slemt var det.

KLINT.: Men Basalt kunde jo dog ikke fortælle Dem det, førend det var sket.

SMIDT.: Ja det har De Ret paa - men slemt var det alligevel.

MADAM.: Hvad, kalder du det slemt?

SMIDT.: Ja jeg gjør, Mutter; det var slemt, at jeg ikke vidste det, for saa havde jeg ikke givet Løjtnanten mit Ord!

RIKKE.: Aa Gud!

BASALT.: Nej se! det var dog sandt!

AMALIE.: Hvad hører jeg?

MADAM.: Har du givet Løjtnanten dit Ord? Men Fatter, hvorfor gjorde du dog det?

SMIDT.: Ih, fordi han bad mig om det. Løjtnanten er jo en pæn Mand, og jeg vidste jo inte noget om det Væsen med Studenten. - Men hør, Student! hvorfor vil De ogsaa absolut have Rikke? De kan jo tage Malle, hun sla'r strax til.

AMALIE.: Nej maa jeg være fri.

BASALT.: Ja jeg kan ikke opgive Deres Datter.

SMIDT.: Ja da faar De sgu gjøre det, for mit Ord - det bryder jeg inte. Til Rikke. Men hør, min Tøs! du skal inte se surt for det, for du kan jo allenfals være fri saa længe, til Løjtnanten har faaet det Embede paa de fire Tusind.

KLINT.: Aa det faar han saamænd aldrig.

SMIDT.: Naa ja desto bedre, saa kan hun jo faa Lov at vente, til han faar det.

118

RIKKE.: Ja men hvis han nu aldrig faar det, saa maa vi jo vente helt ind i Evigheden.

SMIDT.: Ja det forstaar sig, men det kan nu inte være andet, for, som sagt, mit Ord bryder jeg inte. Vil De bestille en Maskine hos mig til paa Fredag, saa siger jeg: »nej, det kan jeg inte; men paa Søndag skal den være færdig.« Og naar De saa kommer paa Søndag, saa staar Maskinen der fix og færdig. Saadan har jeg gjort mit hele Liv, og saadan vil jeg blive ved.

KLINT.: Men naar nu Løjtnanten giver Dem Deres Ord tilbage?

SMIDT.: Saa tager jeg det i mig igjen, det forstaar sig. Og hvis han inte selv vil have Maskinen, saa giver jeg den til en anden. - Kan De blot klare de Ærter med Løjtnanten, saa skal jeg inte have videre at bemærke.

✂

OTTENDE SCENE.

De forrige. Løjtnant.

LØJTNANT: forpustet, afsides.
Aa Gud ske Lov! Højt. God Dag, Hr. - Ah, der træffer jeg jo Bekjendtere. - God Dag, Hr. Smidt - jeg er saa forpustet - god Dag, Madam - god Dag - god Dag - god Dag, Hr. Basalt!

SMIDT.: God Dag, Løjtnant! kommer De ogsaa her?

LØJTNANT.: Ja det samme Spørgsmaal vilde jeg gjøre Dem.

SMIDT.: Men det er sandt, De var jo syg igaar; hvordan har De det nu?

LØJTNANT.: Jo Tak, nu er det lidt bedre. Jeg er 119 blot lidt stakaandet. Afsides til Klint. Hr. Klint! maa jeg ikke tale et Ord med Dem?

KLINT.: Aa jo!

De gaar hen i Forgrunden.

LØJTNANT.: Som vi havde aftalt, gik jeg hen til Restauratøren paa Amagertorv. Men tænk en Gang - ligesom jeg sætter mig ned, saa kommer denne Smedesvend Madsen og en værdig Kammerat af ham, en vis Lars, ind ad Døren og forlanger i de plumpeste Udtryk, at jeg skal følge med dem. Jeg lader mig ellers ikke noget byde, men jeg afskyr Skandaler og anser det derfor for det klogeste at gaa med. Da vi kommer ned paa Gaden, byder de mig hver sin Arm og behandler mig i det hele taget højst uopdragent, som man da kunde vente.

KLINT.: De slog Dem da vel ikke?

LØJTNANT.: Nej, det skulde de bare have prøvet paa. Men jeg maatte bruge al min Værdighed for at holde dem i Respekt; dog skjønt dette tildels lykkedes mig, saa er jeg ikke meget for at gaa paa Gaden ved højlys Dag med saadanne Personer, og jeg udtænkte derfor et Krigspuds for at blive af med dem. Hahaha! det var excellent; nu skal De bare høre.

KLINT: tørt.
Nej det kunde maaske blive til en anden Gang.

LØJTNANT.: Naa ja, som De vil. Men jeg kommer maaske til Ulejlighed - jeg ser, De har Selskab. Vel er det ogsaa mine Bekjendtere, men -

KLINT: kold.
Aa De kan godt blive her.

LØJTNANT.: Tusind Tak! men jeg er ikke paaklædt til Selskab - mit Toilet er noget derangeret ved den raa Behandling. - Skulde De ikke have et Aftrædelsesværelse?

120

KLINT.: De kan jo gaa ind i Sovekammeret.

LØJTNANT.: Tak! Nu kan jeg vel være sikker for, at disse Smedesvende ikke opsøger mig her?

KLINT.: Ja det kan De vist.

LØJTNANT.: Vil De da være saa god at undskylde mig for Selskabet?

Gaar.

✂

NIENDE SCENE.

De forrige uden Løjtnant.

SMIDT.: Men hør, hvorfor gik Løjtnanten?

KLINT.: Han kommer strax -. Afsides. Nu har jeg det - højt og saa, hvis det ikke er Selskabet imod, synes jeg, at vi skulde gjøre lidt Løjer med ham.

SMIDT.: Aa ja, lad os det! lad os gjøre nogle rigtige Løjer. Men hvad skal det nu være?

KLINT.: Ja det har jeg nu tænkt paa. Først vil jeg nu gjemme mig -

SMIDT.: Aa det kan sgu ikke nytte noget, han hitter Dem strax, for han har et fint Hoved, har han.

KLINT.: Ja det er heller ikke gjort med det, for saa maa De, Hr. Smidt, fortælle ham, at Basalt har friet til Deres Datter, og saa se at faa ham til at give Dem Deres Ord tilbage.

SMIDT.: Det gjør han sgu inte.

KLINT.: Det kan ogsaa være det samme, for saa begynder jeg at raabe.

SMIDT.: Hvad? raaber De?

KLINT.: Ja vist gjør jeg; men Selskabet maa lade, som De ingenting mærker; naar Løjtnanten spørger Dem, om De har hørt noget, saa siger De Nej.

121

SMIDT.: Hahaha! det er ypperligt! Den Leg har jeg sgu aldrig leget før.

KLINT.: Nu kryber jeg altsaa under Bordet; tillader De?

Kryber under Bordet.

SMIDT.: Sid nu stille, og lad mig tale, for at han ikke skal mærke noget.

MADAM: hviskende.
Der er han!

✂

TIENDE SCENE.

De forrige. Løjtnant.

✂

SMIDT.: Nej, Mutter! det er sgu inte den rigtige Maade at lave Bolledej paa - hahaha! Naa se, der er jo Løjtnanten. - Naa, Løjtnant! kom nu og sæt Dem ned hos os!

LØJTNANT.: Tak skal De have.

SMIDT.: Vil De ikke have et Glas Vin? Værsgo!

LØJTNANT.: Tusind Tak! men hvor er Hr. Klint?

SMIDT.: Saa De ikke, at han gik lige forbi Dem? Han havde Hastværk, for han skulde nok hente noget.

LØJTNANT.: Ja det er meget muligt, at han er gaaet mig forbi, for jeg er noget distrait; jeg har nu disse literære Sager i Hovedet.

SMIDT.: Ja vist - hahaha! Men det er sandt, der var noget, jeg vilde fortælle Løjtnanten. Ser De, Basalt der har friet til Rikke, og jeg veed nu ikke, hvad vi skal gjøre ved den Ting.

LØJTNANT.: Saa? Da behøver jeg vel ikke at erindre Hr. Smidt om, hvad De lovede mig igaar.

SMIDT.: Nej jeg husker det jo nok, men det kunde jo være, at De havde fortrudt det, eller vilde tage det i Dem igjen.

122

LØJTNANT.: Nej undskyld! det kan jeg virkelig ikke.

SMIDT.: Naa ja, saa faar det at være, men slemt er det.

MADAM.: Men Herregud, Hr. Løjtnant, hvorfor kan De ikke?

LØJTNANT.: Bedste Madam, hvor kan De forlange det?

✂ madam afsides. Jeg maa tale ham til Hjertet.

✂

Italiensk Folkemelodi.

✂

1.

✂ Bedste Hr. Løjtnant!
lad Dem dog røre!
bønhør den ængstelig
bedendes Raab!

LØJTNANT.: ✂ Bedste Madam! hvor
kan jeg det gjøre?
:|: Hvor kan jeg slippe mit
eneste Haab? :|:

MADAM.: ✂ Maa det da glippe, mit
eneste Haab?

✂

2.

MADAM.: ✂ Bedste Hr. Løjtnant!
det er jo grueligt!
Hvor kan De nænne at
være saa haard?

LØJTNANT.: ✂ Bedste Madam! det
:|: altid sig selv jo dog
nærmest man staar. :|:

MADAM.: ✂ Alt hvad jeg beder dog
intet forslaar.
er mig umuligt;

KLINT.: ✂ Vogt dig!

123

✂

3.

LØJTNANT.: ✂ Ha! hvad er dette?

SMIDT: afsides til de andre.
✂ Han la'r sig skræmme.

LØJTNANT.: ✂ Raabte De?

SMIDT.: ✂ Jeg? nej
ikke et Kvæk.

LØJTNANT.: ✂ Hørte De?

SMIDT.: ✂ Hvad?

LØJTNANT.: ✂ Den
rædsomme Stemme?

SMIDT.: ✂ Hvad gaar der af Dem?

LØJTNANT.: ✂ O
Rædsel og Skræk!

ALLE.: ✂ Hvad gaar der af Dem?

LØJTNANT.: ✂ O
Rædsel og Skræk.

KLINT.: ✂ Vogt dig!

✂

4.

LØJTNANT: afsides.
✂ Hvad skal jeg tænke?
Ha hvad betyder -
hvad vil det sige,
det rædsomme Raab?
Midt i min Sejer
altid det lyder,
124 :|: skal jeg da slippe mit
skjønneste Haab? :|:

DE ANDRE.: ✂ Mon han vil slippe sit
eneste Haab?

SMIDT: til Klint.
Kom med et Brøl igjen!

✂

Mel. fra anden Akt.

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Er her nogen?

KLINT.: ✂ Vogt dig!

LØJTNANT.: ✂ Hvor? hvor? Kom frem!
Hør, atter det lyder
her tæt ved min Fod,
og Rædsel det gyder
igjennem mit Blod.
Det hvisler og suser
og stormer og bruser,
min Kjækhed det knuser
og dræber mit Mod.
O Gud! - det Vox - det Vox - o Gud! - o Gud!

Synker om paa en Stol.

✂

SMIDT.: Død og Plage! jeg tror sgu, Løjtnanten er falden i Besvimelse.

KLINT: kryber frem.
St! St! lad mig komme til! Slaar Løjtnanten paa Skulderen. Naa, Hr. Løjtnant!

LØJTNANT.: Aa - aa - jeg gi'r mig, jeg gi'r mig.

KLINT.: Hurra! Løjtnanten gi'r sig.

125

SMIDT.: Ja det kan man sgu høre.

KLINT.: Naa, Hr. Løjtnant! saa giver De altsaa Hr. Smidt hans Ord tilbage?

KLINT: til de andre.
Nu hører De det.

RIKKE.: Aa Gud ske Lov!

MADAM.: Det var dejligt!

LØJTNANT.: Aa ja - jeg maa jo gjøre det.

AMALIE: afsides.
Hvor han er sød!

SMIDT.: Naa det var jo ypperligt. Hør, Hr. Klint! Rækker ham Haanden. De er ret en fortræffelig Fyr, saadan som de unge Fyre skal være, og som jeg ogsaa er paa mine gamle Dage, saadan en rigtig Gavtyveknægt, hahaha!

BASALT.: Ja siden igaar er du rigtignok bleven en allerhelvedes Karl.

KLINT.: Ja jeg gaar selv og undrer mig derover. Men hør! nu kan vi da drikke de forlovedes Skaal?

SMIDT.: Ja, og saa skal Løjtnanten sgu ogsaa have et Glas med.

LØJTNANT: mat.
Aa - maa jeg ikke først sidde lidt og puste.

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Madsen. Lars.

MADSEN.: Skulde den Tyve-Løjtnant inte være desenteret herop? - Naa saa De har Selskab?

SMIDT.: Se der har vi jo Kristen! God Dag, Kristen!

MADSEN.: God Dag, Mester!

SMIDT: Og se der har vi jo ogsaa Lars.

LARS: gaber.
Ja her er jeg.

SMIDT.: Men hør, Kristen! hvad har du her at bestille?

126

MADSEN.: Jo, Mester! jeg skal sige os, jeg vilde nok have denne hersens Løjtnant ved Vingebenet. Men der sidder han jo. Kom, Lars!

KLINT.: Nej nu kan det være det samme, for han har givet sit Samtykke! Basalt faar Rikke.

MADSEN.: Naa saa det er klaret? Gratulerer!

LARS.: Gratulerer!

MADSEN.: Men vi har ogsaa knubset Løjtnanten ordentligt, han har faaet, hvad han skal ha' godt af til Paaske. Ikke sandt, Lars!

LARS: gaber.
Jo!

SMIDT.: Men kom saa og faa nogle Glas - og Løjtnant, kom De saa med! Nu skal vi til at drikke den Skaal. Synger. Og dette skal være de forlovedes Skaal -

✂

TOLVTE SCENE.

De forrige. Regensianerne fra første Akt.

✂

REGENSIANERNE: synge.
Hurra!

SMIDT.: Hvad Satan! der kommer jo et helt Kompagni. Hvem er det?

FØRSTE REGENSIANER.: Gratulanter!

ALLE: til Basalt.
Gratulerer - gratulerer o. s. v.

KLINT.: Hvor har I dog faaet det at vide?

FØRSTE.: Du har jo selv sagt det til Søren, og han foer strax ned paa Læsestuen.

BASALT.: Men hvad skal vi nu gjøre? nu har vi ingen Glas til Jer.

ANDEN.: Har du blot Varer, saa er det det samme.

FØRSTE.: Ja vi tænkte derpaa og har derfor efter Bekvemmelighed forsynet os med Ølglas og Thekopper. Her skal du se!

127

SMIDT.: Kom hit, Børn, og faa i jeres Glas! Mens han skjænker i. Hør, Børn! I er unge Mennesker, og I er Studenter, jeg er allerede til Aars, og jeg er Kobbersmed, men jeg kan godt lide saadan nogle lystige Kanaljer som jer, og vi bor lige over for hinanden. Hør, Børn! skal vi i den Anledning slaa vores Pjalter sammen i Aften og drikke os en Bolle Punsch ovre hos mig?

REGENSIANERNE.: Tak! Tak!

SMIDT.: Skal vi saa drikke en Skaal for de to der? Han der, viser paa Basalt , han er jeres Ven og Medbroder, ham kjender I, og hvad Tøsen angaar, hende vil jeg staa inde for, for hun er mit eget Arbejde. Altsaa de leve! Hurra!

ALLE.: Hurra!

Klinke.

SØREN TORP.: Maa jeg tale! Staar op paa en Stol. Mine Damer og Herrer! naar man elsker, saa hader man ikke, og naar man hader, saa elsker man ikke. Dette kunde synes uimodsigeligt, men -

KLINT: trækker ham ned.
Du faar ikke Lov til at tale mere, Søren! for nu skal vi synge Slutningssangen.

✂

Norsk Folkemelodi.

✂

1.

KLINT.: ✂ Paa Tankens Slot bor Studenten glad
og lever højt, som man kan vide, han søber Nektar af Ideens Fad
og blæser saa ad det solide.
Men som hans Gjenboer i Verden staar
den Flok, der rundt i Livets Mølle gaar
med Sav og Høvl,
med Gods og Vrøvl,
med lænket Fod og stækket Vinge.*)

* 128

✂

2.

✂ Dog stundom ud fra sit Skjul han flyr
og ser paa Gjenboernes Fagter.

MADSEN.: ✂ Men da er han en gefærlig Fyr,
man ej med Næverne ham magter.

LØJTNANT.: ✂ Og om man end er nok saa snild og kjæk,
gaar dog Studenten med Profitten væk.
Stor er hans Magt,
han staar i Pagt
med højere Avtoriteter.

✂

3.

BASALT.: ✂ Men naar saa Udsigt til en Pigelil
i Gjenbovindvet er ham givet,
saa slaar Ideen ikke længer til,
saa styrter han sig ind i Livet.

MADAM.: ✂ Og naar saa Pigen siger Ja dertil.

SMIDT.: ✂ Og naar saa Fatter -

MADAM.: ✂ Ja - og Mutter vil,

KLINT.: ✂ Saa har han jo
bygt sig en Bro.
der knytter Livet til Ideen.

✂

4.

✂ I Aften ogsaa Studenten kjæk
sig ud har vovet af sin Stue,
sit simple Liv han i simple Træk
har stillet offentlig til Skue.
Med vore Gjenboer er vi færdig her,
og vender os til vore Gjenboer der.

Til Publikum.

✂ Jeg siger da:
Tak skal De ha'
for vores Gjenboskab i Aften!

✂

EN SPURV I TRANEDANS
SANGSPIL
(1846)

130

✂

PERSONER.

Konsul VARBJERG.
FRUEN.
LUISE, deres Datter.
Baron EBERSDORF.
Kammerjunker PILSE.
MARGRETE, Stupige hos Konsulens.
Dronning GUNHILD.
HALLING, RUS.
KLINT. Kandidat.
HUTTER, Studenter.
SØREN TORP, Studenter.
ELLER, Studenter.
LASSEN, Studenter.
Skomager TOKKERUP.
MINE, hans Datter.
PETER RAVN, Skræddersvend.

131

✂

FØRSTE AKT.

Et Værelse paa Fortunen.

✂

FØRSTE SCENE.

En Del Studenter, hvoriblandt Halling, Klint, Hutter, Søren Torp, Eller og Lassen sidde og holde Gilde.

KOR.

✂

Mel. Fr. S. 27.

✂

1.

For Frihed
er denne Skaal udbragt!
Væk med de Baand, som Aanden trykker!
Mod Despoti, mod Fordom og Nykker -

De klinke.

✂ Kling klang! -
vi kæmper uforsagt.

✂

2.

For Danmark
er denne Skaal udbragt!
Kom kun, I Fjender, nære, fjerne!
Sønnerne kan vel Moderen værne -
Kling klang! -
mod Trældom og Foragt.

✂

3.

For Norden
er denne Skaal udbragt!
Det bliver et, som et vil være;
Baandet skal strammes uden at snære -
Kling klang! -
thi Blodets Røst er vakt.

HALLING.: Hør, det bliver altfor langt, lad os nu faa det næstsidste Vers.

132

KOR.

✂

4.

For Kvinden
er denne Skaal udbragt!
Herligst er Kamp og sødest Sejer,
naar i de skjønnes Række man ejer -
Kling klang!
en allieret Magt.

✂

5.

Studenten
vor sidste Skaal er bragt!
Kraften han faa, som er ham nødig,
til af Filisterkampen han mødig -
Kling klang! -
i Graven bliver lagt!

De drikke.

HUTTER: rejser sig.
Stille! - Nordiske Studenter! En ny Æra udfolder sig for os! Vor Dvaletid er forbi, vor Daadstid stunder til. Nordens Broderfolk række hverandre Haanden over Sundet og Kjølen og det brusende Kattegat.

LASSEN: drukken.
Saa maa de have Pokkers lange Arme.

HUTTER.: Forskaan os for dine Flovser! - Broderfolkene række hverandre Haanden over Sundet, Kjølen og det brusende Kattegat; de smelte sammen med Hjerte og Tunge, Baanden knyttes igjen. Margrete begyndte; men hun plantede kun en Spire, hun lagde kun et Æg. Spiren er gjødet med Strømme af Blod, Ægget er udruget i Kampens Hede. - Brøler. Nordiske Brødre! ser eder om! Unionen kommer!

HALLING.: Jeg protesterer!

HUTTER.: Hvad? protesterer du mod Unionen?

HALLING.: Nej, men imod at du bestandig taler 133 derom. Man kan ogsaa faa for meget af det gode. Til de andre. Ikke sandt?

ALLE.: Jo!

KLINT.: Halling har Ordet.

HUTTER.: Men jeg maa bemærke -

ALLE.: Stille, Hutter!

LASSEN.: Kom, Hutter - du er min Ven - lad os drikke dus!

HUTTER: vred.
Aa, vi er jo dus.

LASSEN.: Lader os ligesom Nordens Mænd række hinanden Haanden over Bordet og den brusende Punschebolle. Hahaha! Hør, veed du hvad, du er udmærket grinagtig.

KLINT.: Halling skal tale.

HALLING.: Nu vel da! Rejser sig. Ogsaa mine Ord skal sigte til en Union, dog ikke til den store, verdenshistoriske mellem Nordens Mænd, men til den lille, ældgamle og dog evigunge, den Union, der sluttes mellem Mand og Kvinde.

ALLE.: undtagen Hutter.
Bravo!

HALLING.: Lad os for en Stund glemme Folkenes Fremtidsforhaabninger og dvæle ved vore egne; lad os huske paa, at vi ikke er Statsmænd, men unge Mennesker! - Op med en Sang!

KOR.

✂

Mel. Glad såsom foglen i morgonstunden. (O. Lindblad).

Sparsomt i Norden vi Blomster finde,
Farven er bleg kun, og svag deres Duft;
Blomsten hos os er den dejlige Kvinde,
frodigst hun gror i den nordiske Luft.
Hende vi elske, mens Hjertet det slaar;
hende vi prise, mens Læben formaar.
Lokkerne bløde og Væxten den slanke,
Klang i sin Stemme og Snildhed i Blik,
Ild i sit Hjerte og Renhed i Tanke,
det hun i Arv efter Moderen fik.

134

HALLING.: En Skaal da for hende, vore Drømmes Lyst, vort Livs Haab, vort Arbejdes Løn! hende vil vi vie dette Glas, hvad enten vi alt har vundet hende, eller kæmpe for hende, eller endnu kun længselsfuldt søge.

De klinke.

LASSEN: gaar hen til Halling.
Bravo, Halling! Luise Varbjerg leve!

HALLING: slaar ham forbitret Glasset ud af Haanden.

LASSEN: Er du gal? sikken Maner!

KLINT.: Hvad fejler dig, Halling?

HALLING.: Aa han skal ikke komme med sine Fornærmelser.

LASSEN.: Men jeg siger jo ikke andet, end at Luise Varbjerg -

HALLING.: Ti stille!

KLINT: trækker Halling tilside.
Du ser jo nok, at han er fuld.

Taler med ham.

LASSEN.: Og saa spilder han ned ad min rene Krave.

SØREN TORP.: Maa jeg komme til! - I se, at der er opstaaet en Splid mellem Halling og Lassen, men disse ere aabenbart kun Redskaber i højere Magters Hænder. Det er ikke dem, der have karamboleret, det er Punschens og Kjærlighedens Aander igjennem dem: det er Bacchus og Venus. Men da vi vide, at disse Guder altid have levet i et særdeles intimt Forhold til hinanden, anse vi deres Splid blot som et Skin og ville derfor nøjere undersøge Sagen. Til Lassen. Halling har jo spildt Punsch paa dine Klæder?

LASSEN.: Ja paa min rene Krave.

SØREN TORP.: Det vil altsaa sige: Venus har spildt Punsch paa din Krave. Har Bacchus intet spildt paa 135 dig? Jo, han har spildt sine Gaver paa dig! thi Punschen har gjort dig døsig i Stedet for opvakt, vrøvlende i Stedet for begejstret.

LASSEN.: Ja det er ganske sandt.

SØREN TORP.: Altsaa, Venus har spildt Punsch paa din Krave, Bacchus har spildt Punsch i din Mave. Men kan dette kaldes Splid? Er dette ikke netop et Vidnesbyrd om deres enige Samvirken. I se det: de høje Guder ere endnu gode gamle Venner, hvorfor ville I, deres Præster, da ikke være det?

HALLING.: Bravo, Søren!

LASSEN.: Kom, min Ven, Halling! lad os drikke dus!

HALLING.: Ja men vi er jo dus.

LASSEN.: Ja men det gjør ingenting. Kom, min Ven!

De klinke.

ELLER: rejser sig.
Mine Herrer! Naar vi ville spørge - naar vi ville gjøre os selv det Spørgsmaal, hvori det er, at vi ere større end vore Forfædre, og vore - og vore - Forfædre; naar vi spørge saaledes, hvad maa vi da svare? Svar mig, mine Herrer! Er det i - i - Styrke?

ALLE.: Nej!

ELLER.: Er det i - i Frihed?

ALLE.: Nej!

ELLER.: Er det i Lærdom?

ALLE.: Nej!

ELLER.: Er det da i - i - Rigdom?

ALLE.: Nej!

ELLER.: Hvori er det da?

HUTTER.: I Vrøvl!

ELLER.: Rigtig! - Ja - det vil da sige - det er rigtignok i - Talen, det er i det - i det, som man 136 kalder det levende Ord. Det levende Ord, mine Herrer! naar jeg udtrykker - naar jeg udtaler dette, mine Herrer, føler De da ikke Deres Sjæl banke - - Deres Hjerte banke? Gjør De ikke, mine Herrer?

ALLE.: Nej!

ELLER.: Jo - jo det gjør De - det veed jeg - det tror jeg - det tænker jeg ganske vist. Det levende Ord, mine Herrer! deri er det, at vi - at vore Forfædre er større - at vi ere ringere end vore Forfæ - jeg mener, at deri -

KLINT.: De vil altsaa udbringe en Skaal for det levende Ord?

ELLER.: Ja - og jeg vil motivere den derved -

KLINT.: De har allerede tilstrækkelig motiveret den. Gid vi maa faa det levende, det vil sige det simple, ærlige, fra Hjertet strømmende Ord i vor Magt.

De klinke og drikke.

HALLING.: Lad os saa faa en rigtig Studentertale.

SØREN TORP og HUTTER.: Ja jeg skal gjerne -

HALLING.: Nej, det maa være Klint.

KLINT.: Ja jeg skal gjerne prøve derpaa, men saa maa I først synge en Sang for at bringe mig i Aande.

KOR.

✂

Mel. Hil dem, som kæmped, som med Ord og Vaaben. (Weyse).

✂

1.

Ensom og mørk og snæver er vor Bolig,
Tummel og Spræl,
Glansen derude maa Studenten rolig
sige Farvel.
Lokkende Toner ind til os sig trænge,
Verden er lys, og Kvinden er saa smuk;
men vi Døren stænge,
skjønt med et Suk.

137

✂

2.

Dog i vort Kammer Fristeren forsvinder
hurtigt igjen;
Verden formindskes, Pigens røde Kinder
brat falme hen.
Højt over Jorden stige vi til Kampen,
Evigheds Porte aabnes for vor Sans,
og vi se ved Lampen
Musernes Dans.

KLINT.: Det er nok! Rejser sig. Hvad er det, der gjør et Menneske til Student? Er det Examen artium og det akademiske Borgerbrev? Nej! thi saa vilde Studenterne ikke udgjøre et frit, aandeligt Broderskab, men et Lav som alle de øvrige; saa var de hjemfaldne til Filisteriet. Er det da Kundskaben til Latin og Græsk? Hvis en Students Værdi beroede derpaa, saa Gud hjælpe de fleste af os! Nej det der stempler en Student, det er Studenteraanden, og Studenteraanden er ikke andet end Ungdommen. Ethvert ungt Menneske betragter jeg som Student, naar han er virkelig ung, ikke blot i Aar, men i Sjæl og Sind. Thi det er Ungdommens Kjendemærke at leve sit egentlige Liv i sig selv, stille og indadvendt i Tanke og Drøm, og i sin Stræben mod et rent aandeligt Maal at blæse ad Pengeposer og Kammerherrenøgler og alle Jordens øvrige Guder. Og enhver, der gjør det, han fører et Studenterliv, og ham kalder jeg Broder i Aanden. Leve da alle ægte Studenter, baade med og uden Examen artium.

De klinke og drikke.

LASSEN.: Punsch er en meget god Ting, og for os er den en Hovedsag, for saa vidt som den gaar i Hovedet; men vi maa dog tilstaa rent ud, at den ikke er tilstrækkelig. Jeg ser paa jer alle, at I mangler 138 noget, I savner et sødt I-veed-ej-hvad, men jeg veed, hvad det er, for det er Cigarer. Har I Cigarer?

ALLE.: Nej!

LASSEN.: Vil I have Cigarer?

ALLE.: Ja!

LASSEN.: Ja saa maa I kjøbe dem inde hos Værten, for det vil jeg. Kom saa med mig! Hør du, Hutter! lad mig holde paa dig, for du er nok ikke saa ganske sikker paa Benene.

De rejse sig og ile ud.

✂

ANDEN SCENE.

Klint, som vil følge, bliver standset af Halling.

HALLING.: Farvel, Klint!

KLINT.: Vil du nu gaa hjem? Hvad skal det betyde?

HALLING.: Aa jeg kan ikke længer finde mig i det herude, det bliver saa forfærdelig vildt.

KLINT.: Men hvad gaar der af Russen? var det en gammel Skolemester som jeg, saa kunde jeg begribe det, men du! Hør, det skulde vel aldrig kunne være sandt, at du gaar paa Frieri?

HALLING.: Hvorfor skulde det ikke kunne være sandt?

KLINT.: Hvorfor? fordi det var Synd imod dig selv og den Fane, du har svoret til, hvis du forlovede dig nu. Dertil er du altfor ung.

HALLING.: For ung? nu begynder Filisterstormeren nok selv at blive filistrøs.

KLINT.: Aa du kan nok tænke, at jeg ikke taler om dine pekuniære Udsigter. Du har jo desuden en rig Fader. Men Athene holder mest af ubundne Dyrkere, 139 ligesom hun selv er Jomfru. Forlover du dig nu, saa er du fortabt som Student, saa bliver dit Studium dig kun et Brødstudium.

HALLING.: Men ogsaa for Studeringens Skyld er jeg nødt til at forlove mig. Jeg kan ikke holde ud at læse, jeg er i en evig Uro, som jeg maa gjøre Ende paa. Desuden maa det jo give et Menneske umaadelig Kraft til at arbejde, naar han veed, en andens Fremtid afhænger af hans Stræben.

KLINT.: Ja det er meget rigtigt, naar man er Skomagersvend, men man kan ikke studere for nogen andens Skyld. Men forlov dig kun med Luise Varbjerg, som du bor i Hus med. Det er jo en dannet Pige, fornem Familie.

HALLING.: Aa du er altid saa illiberal mod de velhavende; du kjender dem jo slet ikke.

KLINT.: Aa jo, jeg har været der et Par Gange af Vanvare, men jeg har faaet nok. Nu vil jeg blot anføre Følgerne af din Forlovelse. Frøkenen omgaaes ikke med Studenter, hendes Liv bevæger sig i en højere Sfære; du vil naturligvis være hos Frøkenen, følgelig afbryder du dine Studenterforbindelser.

HALLING.: Det er meget muligt, men dem kan jeg ogsaa godt undvære.

KLINT.: Aa ja, men du vil dog savne dem. Fremdeles: du vil være Theolog; men Frøkenen har megen Æresfølelse, hun vil saa gjerne til Hoffet, og dertil har Theologen ingen Adgang uden højst gjennem en Bagdør. For altsaa at føje hende gjør du et lille Offer, du forandrer dit Studium og bliver Jurist.

HALLING.: Nej aldrig! det duer jeg jo slet ikke til.

140

KLINT.: Aa hvad? du lader dig Dygtigheden indbanke af en Manuduktør. Endvidere: det er saa flovt at være titelløs i hele den bestjernede og benøglede Omgivelse, derfor lader du dig vælge til Officer ved Studenterkorpset, og ad den Vej naar du endelig ved mægtige Patroners Hjælp den Ære at blive udnævnt til Hofjunker.

HALLING.: Aa du er jo utaalelig! Tror du, jeg vil være Hofjunker?

KLINT.: Ikke i Dag eller i Morgen, men maaske i Overmorgen. Men jeg haaber, at det ikke skal komme saa vidt, for Frøken Varbjerg vil bestemt ikke have dig.

HALLING.: Saa? tror du det? hvorfor skulde hun ikke ville have mig?

KLINT.: Fordi hun ikke har Lyst til at vente paa dit Avancement. Hun tager hellere strax en Kammerherre, naar hun kan faa fat paa ham.

HALLING.: Saa lad hende det! Saa kan jeg vel finde en anden.

KLINT.: Gud velsigne dig for de Ord, min Dreng! Det er altsaa ikke egentlig Frøken Varbjerg, du vil have; du føler blot en ubestemt Længsel efter at forloves med hvem det saa kan blive?

HALLING.: Aa nej, vist ikke!

KLINT.: Den Sygdom er ikke saa sjelden hos Russerne, men den er ikke meget farlig, naar du blot tager dig i Agt for at forløbe dig.

HALLING.: Du kan spare din Forelæsning - far vel!

Gaar.

KLINT.: Ja men Skæbnen vil ikke spare sin. Stakkels Fyr! den Familie duer ikke meget - bare de ikke spolerer ham!

141

✂

TREDIE SCENE.

Klint. Konsul Varbjerg. Studenterne.

KOR.

✂

Mel. Till tings, till tings! budgaflen går. (Crusell).

✂

1.

Afsted! afsted! til Arbejd vil vi gaa,
til Heltefærd;
vi ned os dukke vil fra Top til Taa
i Vældet her.

✂

2.

Kom bad dig, Orm! du plettes jo endnu
af Jordens Muld!
Ej ganske tom er Bollen end, og du
ej ganske fuld.

✂

3.

Og naar vor Aand sig hæver fri og let
til Salighed,
hvad gjør det da, om Støvet segner træt
i Støvet ned?

KONSUL.: Ah, god Dag, Hr. Klint! Det er længe siden, jeg har haft den Fornøjelse -

KLINT.: Det er lige saa længe siden, jeg har haft den Fornøjelse -

KONSUL.: Ja det er sandt, hahaha! De kan vel ikke begribe, hvorledes jeg er kommen ind i dette Selskab?

KLINT.: Det staar rigtignok langt under Konsulens sædvanlige.

KONSUL.: Aa fy, Hr. Klint Nej jeg skal sige Dem, Deres Venner vilde kjøbe Cigarer hos Værten, og da de er meget daarlige, tilbød jeg dem af mine, for jeg har altid en Kasse staaende i min Vogn. De modtog mit Tilbud og beærede mig til Gjengjæld 142 med en Anmodning om at følge herop med dem.

HUTTER: afsides til Klint.
Hvem er den Mand?

KLINT: afsides til Hutter.
Konsul Varbjerg.

HUTTER: afsides.
Hvad siger du? Springer op paa en Stol. Mine Herrer! vi have i vor Midte en af Frihedens Forkæmpere, en Mand, der aldrig er traadt op for at bramme med sit Navn, men som i Løndom har virket ivrig for den slesvigske, for den skandinaviske, for den folkelige Sag. Konsul Varbjerg har beæret vor Kreds med sin Nærværelse. Et Hurra for denne uplettede Karakter, denne Ridder sans peur et sans reproche! Halv højt. Men ikke mere end tre Gange.

ALLE.: Hurra! Hurra! Hurra!

KONSUL.: Det er for meget, mine Herrer! Jeg er dybt rørt over Deres Velvillie, men jeg fortjener den ikke i saa høj Grad. Jeg er ingen Frihedshelt, jeg er en jævn dansk Mand, hvis hele Fortjeneste bestaar deri, at jeg trofast bevarer min Overbevisning og ærlig udtaler den.

ALLE.: Bravo!

KONSUL.: Jeg har aldrig udmærket mig ved noget Talent, men blot ved min Karakter. Men jeg er Borger med Liv og Sjæl, og derfor elsker jeg Studenterne; thi Studenterne ere de friske Skud, ja de ere Blomsterne paa Borgerstandens Træ, som en Gang skulle blive til Frugt.

ALLE: begejstrede.
Bravo! bravo!

KONSUL.: Jeg takker Dem, mine unge Venner! Maa jeg klinke med hver især!

De klinke.

LASSEN.: Maa jeg allernaadigst klinke med?

KONSUL.: Det skal være mig en Ære og Fornøjelse.

143

LASSEN.: Ja Fornøjelsen er min, men Æren er Deres - De maa ikke tage fortrydelig op, at jeg er fuld.

KONSUL.: Nej, Gudbevares! vi ere jo alle Mennesker.

LASSEN.: Das ist wahr, Hr. tribunus plebis! Hör, wissen Sie was, sollen wir dus trinken?

KONSUL.: Hvad - hvad mener De?

LASSEN.: Ich meine, ob wir dus trinken sollen werden sein?

KLINT.: Følg lidt ud med mig, Lassen! Jeg har noget at sige dig, som er til dit eget Bedste.

LASSEN.: Nej, min Ven! jeg bryder mig ikke om mit eget Bedste, for jeg er ikke egoistisk. Ja var det til det almindelige Bedste, saa -

KLINT.: Ja, det er det. Kom nu!

LASSEN.: Ja saa faar jeg da. Farvel, tribunus! Til Klint. Kom, du Kamel! Det er godt, vi slipper bort fra de drukne Mennesker.

Klint og Lassen gaar.

✂

FJERDE SCENE.

De forrige uden Klint og Lassen.

HUTTER.: Jeg maa bede Hr. Konsulen undskylde.

KONSUL.: Aa Gudbevares! jeg har ogsaa været ung og haft mangen ærlig Rus. Men mine Herrer! nu har jeg været Deres Gjæst; maa jeg nu bede Dem være mine Gjæster til et Glas Champagne. Den store Sal er ryddelig, saa vi kan maaske gaa derop.

KOR.: ✂ Afsted, afsted! til Arbejd vil vi gaa,
til Heltefærd;
144 vi ned os dukke vil fra Top til Taa
i Vældet der.

De gaa.

Aabent Parti i en Skov. Maaneskin.

✂

FEMTE SCENE.

HAALLING: kommer ind.
Bare jeg nu kunde komme hjem, inden de gaar i Seng. Nej det er sandt, Klokken maa jo være henved tolv. Saaledes spildte man da den Aften. Ser sig om. Men det er jo ikke en Gang Kjørevejen, jeg er paa! Naa det bliver en dejlig Historie at gaa her i Skoven om Natten. Lytter. Hvad er det? Det har forekommet mig alt imellem, at jeg har hørt Fodtrin bagved mig. Halloj! hvem der?

RAVN: udenfor.
Det er mig.

HALLING.: Hvad for en mig?

✂

SJETTE SCENE.

Halling. Ravn.

✂

RAVN.: Nu kan De selv se mig.

HALLING.: Hvor skal De hen?

RAVN.: Jeg skal til Kjøbenhavn. Jeg har saamænd længe kunnet se Dem, og saa skyndte jeg mig alt hvad jeg kunde, for at hale Dem ind, for det er dog saa morsomt at være to; men De havde saadant et grueligt Jav.

HALLING.: Hvor kommer De da fra?

RAVN.

✂

Jeg kommer fra Helsingør. Men bi lidt! lad mig sætte mig ned, for jeg er ligesaa øm af at gaa.

145

Her er en Pæl, som jeg kan sidde paa. Men u - hvor Græsset er vaadt, jeg maa smøge mine Benklæder op.

HALLING.: Ja det er nok Mosegrund.

RAVN.: Det er meget muligt. Men jeg hedder Peter Ravn, og jeg er egentlig født i Kjøbenhavn, men jeg har været i Helsingør i syv Aar for at lære Skrædderprofessionen. Men nu er jeg udlært, og saa vilde jeg tage ind til Kjøbenhavn for at gjøre min Lykke.

HALLING.: Er De da gaaet hele Vejen?

RAVN.: Ja, saa sparer man den Daler. Og Mester gav mig to toskillings Franskbrød og et Stykke holstensk Ost med paa Vejen - tror De, her er sikkert?

HALLING.: Hvad mener De? Er De bange for Tyve?

RAVN.: Nej for saa vidt - men her kunde jo være vilde Dyr.

HALLING.: Aa De kan være rolig. Hjortene angriber ikke Folk.

RAVN.: Nej det veed jeg nok. Men sæt nu, her var Ulve eller Bjørne.

HALLING.: Hvad mener De? er det virkelig Deres Alvor?

RAVN.: Ja gu er det mit Alvor.

HALLING.: Men Herregud, har De da aldrig lært noget? har De ikke gaaet i Skole?

RAVN.: Jo jeg gik rigtignok i Aftenskole, for om Dagen var jeg paa Arbejde; men saa var vi altid søvnige, og det var Hr. Kaspersen med.

HALLING.: Naa det var vel Deres Lærer?

RAVN.: Ja - og jeg var Nummer fyrre, og saa kaldte de andre mig Fyrrepind - hahaha! det har Mester saa tidt grint af.

146

HALLING.: Men har han da ikke fortalt Dem, at der ingen Ulve og Bjørne findes her i Landet!

RAVN.: Nej, vi kom ikke saa vidt, at vi fik Fædrelandshistorien med. Vi læste ikke andet end Religion og Bibel.

HALLING.: Men har De nogensinde set saadanne vilde Dyr i Skovene her til Lands?

RAVN.: Nej - men jeg har heller aldrig været i nogen Skov før i Dag.

HALLING.: Aa det er umuligt. Da De rejste til Helsingør, kom De jo gjennem mange Skove.

RAVN.: Ja men den Gang sov jeg.

HALLING.: Men har De da aldrig spadseret?

RAVN.: Nej, det bruger man ikke i Helsingør. Og det har jeg saamænd faaet nok af i Dag. De kan tro, det er dræbende kjedeligt at gaa saadan en hel Dag uden at møde et eneste velklædt Menneske.

HALLING.: Men De maa jo dog have talt med nogen om det.

RAVN.: Nej saadan noget kjeder det mig at tale om, og desuden havde jeg andet at bestille. De kan tro, det var en travl Tid i de syv Aar.

✂

Mel. Tysk Sang.

✂

1.

✂ Hver Morgen rejste jeg min Krop,
naar det ad Dagen gryede,
jeg satte mig paa Bordet op -

HALLING.: ✂ Paa Bordet?

RAVN.: ✂ Ja, og syede.

HALLING.: ✂ Men tog De ingen Hvilestund?

147

RAVN.: ✂ Jo, mens jeg ved min Frokost sad.

HALLING.: ✂ Og saa De syede fort!

RAVN.: ✂ Nej kun,
indtil jeg fik min Middagsmad;
men var saa den fordøjet,
tog strax jeg fat paa Tøjet.

✂

2.

HALLING.: ✂ Og saadan gik det altid?

RAVN.: ✂ Ja,
fra Gry til Aften silde.

HALLING.: ✂ Og gik med Kammerater da
De aldrig til et Gilde?

RAVN.: ✂ Nej Gudbevares! saadan Sjov
gjør Pungen tom og Lommen læk,
og bad jeg Mester om Forlov,
saa svared han mig immervæk:
Fornøj dig blot saa længe
det ikke koster Penge!

✂

3.

HALLING.: ✂ Og i det lange Tidsrum De
en Bog ej kunde røre?

RAVN.: ✂ Nej, men saasnart vi havde fri,
fik noget vi at høre.
Hver Søndag, Klokken ni præcis,
saa læste Mester højt - jeg tror,
det var i Helsingørs Avis -
148 og derpaa sa' han disse Ord:
Forglem det aldrig siden,
man følge bør med Tiden!

✂

HALLING.: Det var da et meget interessant Levnetsløb. Og er det alt, hvad der er passeret Dem i de syv Aar?

RAVN.: Nej, det er sgu sandt, der er lidt mere; for en Maanedstid siden fik jeg mig en Kjærest.

HALLING.: De? nej virkelig? nu begynder jeg ordentlig at faa Interesse for Dem. Fortæl mig, hvorledes det gik til!

RAVN.: Aa det var ganske ligefrem. Der var nu et Søskendebarn af Mester nede hos os; det var en kjøn lille Pige fra Kjøbenhavn, og jeg kunde godt lide hende. Saa siger Mester: Peter! Her er jeg, siger jeg. Hør, Peter, siger han, nu er du jo snart færdig, men jeg vil gjerne have fat i dig igjen, for du er en flink Arbejder. Nu skal du tage til Kjøbenhavn og se at blive ampligeret ved et af de store Etablissementer, for at du kan skrabe lidt sammen til at sætte Indbo for. Ja vel! siger jeg. Men nu, siger han, maa du forlove dig, for du maa jo dog have en Kone til at holde Hus og til at sy Fo'r og Veste og saadan noget Pilleri, og det er bedst at have det fra Haanden, for skal du siden gaa og lede efter en, saa tager det altid Tid. Se der er nu lille Mine, siger han, det er jo en flink Pige - vil du have hende? Aa ja, siger jeg, men hvordan skal jeg bære mig ad? Saa gav han mig Opskriften.

HALLING.: Opskriften? hvad vil det sige?

RAVN.: Aa han lærte mig, hvorledes jeg skulde fange det an, og saa sagde jeg det til hende, og saa blev vi enige.

149

HALLING.: Men hvorledes lyder da den Opskrift? sig mig det!

RAVN.: Aa jeg sagde bare til hende: Om saa og saa lang Tid kan jeg gifte mig - og jeg elsker dig, og saadan og saadan. - Aa det er sgu ikke saa svært.

HALLING.: Men længes De da ikke efter hende?

RAVN.: Jo - men endnu har jeg jo ikke saadan Brug for hende. Nej, men naar jeg har tjent nogle Penge, saa gaar jeg i Kompagniskab med Mester, og jeg tror nok, vi kan leve der begge to, for Helsingørsfolkene vil saa gjerne være pæne.

Man hører en fjern Kirkeklokke slaa.

HALLING.: Nu slaar Klokken tolv i Gjentofte.

GUNHILD: under Jorden.
Rok op! rok op!

RAVN: springer op.
Hvad er det? der er nogen, der taler nede i Jorden.

HALLING.: Aa sikke noget Snak!

RAVN.: Det maa bestemt være et Menneske, som er levende begravet.

GUNHILD: som før.
Rok op! rok op!

HALLING: viger forfærdet tilbage.
Hvad er det?

RAVN.: Ja nu kan De selv høre. Han raaber, at vi skal rokke noget, maaske det er den Pæl.

Tager fat paa Pælen.

GUNHILD: som før.
Rok op! rok op!

RAVN: raaber ned.
Ja vil De bare vente et Øjeblik. Til Halling. Hør, Jorden er ganske blød, hvori den sidder - kom og hjælp mig!

HALLING.: Jeg tør ikke.

RAVN.: Ja saa kan sgu jeg alene; maaske man kan tjene sig en Redningsmedaille.

Trækker Pælen op.

150

✂

SYVENDE SCENE.

De forrige.

DRONNING GUNHILD: stiger op af Hullet
✂ O hvor det letted!
Nattens kølige Luft slaar mig imøde,
svaler min brændende Kind,
fylder friskkvægende mig den gispende Lunge.
Endelig ser jeg dig atter, grønkronede Skov!
dig, buede Himmeltag!

RAVN.: Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, om De virkelig kom der nede fra?

GUNHILD.: ✂ Dybt, dybt laa jeg dernede, levende jordet,
lænket imellem Liv og Død til forsmædelig Kval,
laa, medens Aar, Aarhundreder skifted,
knuget af Jordens Vægt,
træt af at stønne: Luft! Luft! og aldrig faa Lindring.

RAVN.: Hun taler saa underlig, jeg kan slet ikke forstaa hende. Hør, prober De at tale til hende!

HALLING.: ✂ Ja, jeg vil prøve det. -
Hvis du er mere end et Febersyn,
et Gjøglebilled af min Fantasi,
saa svar mig flux: hvem er du, og hvad vil du?

GUNHILD.: ✂ Min Ungersvend, hvis end i denne Slægt
et Minde lever om henfarne Tider,
hvis Fædres Liv og Daad ej smulned hen
som vissent Løv i Høst, saa vil du kjende
mit Navn. For flere hundred Aar tilbage
var jeg en Konges Viv, Kong Eriks, han,
151 som for sin Herskelyst, sit vilde Mod,
af Norrigs Bønder kaldet blev Blodøxen.

RAVN.: Saa? har De været gift med Blok Tøxen?

HALLING.: ✂ Er du da Dronning Gunhild?

RAVN.: Gudbevares! er det en Dronning?

GUNHILD.: ✂ Ja, det var jeg,
højtelsket af min Drot, forfulgt og hadet
til Døden af det taabelige Folk,
fordi jeg saa i Guders Løndom ind
og kogte Sejd og øved skjulte Kunster.

RAVN.: Men maa jeg allerunderdanigst spørge, hvorledes er Deres Majestæt da kommen i Mosen?

GUNHILD.: ✂ Man saa i mig en Troldkvind, kommen for
at øde Landet, skade Mand og Fæ
og ægge Strid imellem Broderfolk.
Her blev jeg sænket ned, og denne Pæl,
med Runer ristet, tvang mig, trods min Krone,
trods mine Tryllekunster, trods min Harme,
ned i det mørke Hus, hvor Ormen bor
og Mosevandet siver gjennem Væggen.

RAVN.: Ja det maa være højst ubehageligt. Men jeg maa gjøre Deres Majestæt opmærksom paa, at det er mig, som har trukket den forbandede Pæl op af Hullet og derved reddet Deres Majestæt ud af den øjensynligste Livsfare.

GUNHILD.: ✂ Du ønsker dig en Gave? nu velan,
min sidste Stund, min sidste Kraft jeg dig
152 vil ofre. Sig da, hvad du attraar! Er det
en Ganger, vild og lysten efter Kamp
som Sigurds Grane? Eller ønsker du
et Sværd som Tyrfing, der kan kløve Sten
og - blottet - altid kræver Mandeblod.

RAVN.: Nej, Deres Majestæt, jeg staar ikke ved Borgerskabet, saa jeg har ikke Brug for nogen Sabel.

GUNHILD.: Hvad? Er du da en Træl?

RAVN.: Om jeg er en Trævl? hvad mener hun med det?

HALLING.: ✂ Hun spørger, om du da er Slave.

RAVN: afsides.
Naa nu siger han sgu ogsaa du til mig. Højt. Nej, Deres Majestæt, rigtignok har jeg boet nærved Kronborg, men at jeg har været i Slaveriet, det skal jeg meget have mig frabedt.

GUNHILD.: ✂ Ej jeg fatter klart
din Tale. Vil du, at jeg skal dig lære
at døve Sværd, at vende Vejr og Vind
og slaa din Avindsmand med Sot?

RAVN: afsides.
Det er da et forbandet Sprog, hun fører. Højt. Deres Majestæt skal have saa mange Tak, men -

GUNHILD.: ✂ Saa sig,
hvad ønsker du?

RAVN.: Ja, jeg vilde rigtignok helst have nogle rede Penge. Det forstaar sig, Deres Majestæt kan betale efter Behag.

153

GUNHILD: til Halling.
✂ Forklar mig, hvad han mener!

HALLING.: ✂ Han ønsker Guld.

RAVN.: ✂ Ja Sølv er ogsaa godt - eller Sedler.

GUNHILD.: ✂ Det kan jeg ej dig give,
det skaffes ej ved Kunst, det vindes kun
ved Vikingstog og Orlog.

RAVN.: Det var rigtignok slemt, men Deres Majestæt har maaske noget andet godt.

GUNHILD.: ✂ Ønsker du
da Glans og Hæder iblandt Mennesker?

RAVN.: ✂ Ja - det var sgu ikke saa galt.

GUNHILD.

✂

✂ Den sande Ære høstes kun ved Daad.

Giver ham en Armring.

✂ Men modtag denne Ring! med den jeg fordum
bandt Eriks Hjerte til mig fast, med den
jeg vandt Kong Harald Blaatand.

RAVN.: Monstro det er ægte Guld?

GUNHILD.: ✂ Vid, der bor
i denne Ring en sælsom Kraft; thi Guldets
blændende Glans sig breder over den,
som bærer Ringen, laaner Taaben Visdom,
den fejge Mod og Kjækhed, og den grimme
en fager Skikkelse. Enhver vil tro
hos dig at finde det forenet, som
han skatter højest; dog er denne Glans
154 ej noget virkeligt, men blot et Blændværk
til dem at daare, som kun hylde Skinnet.

RAVN.: Nej, det er mig altfor højttravende. Til Halling. Hør, forklar mig det!

HALLING.: ✂ Med denne Ring om Armen vil du synes
i Menneskenes Øjne saare smuk,
beleven, fornem, klog, interessant;
dog vil du derfor ikke blive det,
men Folk vil ikkun mene, at du er det.

RAVN.: Ja naar bare Folk tror det, saa er det alt, hvad jeg forlanger. Hm, det var dog løjerligt! Tusind Tak, Deres Majestæt!

GUNHILD.: ✂ Men du maa nytte Øjeblikket godt, thi kort
og stakket er den Herlighed, du nyder.
Naar Stjernerne staa højest næste Midnat,
om fireogtyve Timer, falder brat
det Slør, som skjuler nu din Skikkelse.

RAVN.: Hvad? gaar saa Forgyldningen af mig?

GUNHILD.: ✂ Saa slukkes Glansen ud.

RAVN.: Nej sikken en Indretning!

HALLING.: ✂ Min høje Dronning!
har du til mig ej nogen Gunst og Gave?

GUNHILD.: ✂ Ønsk ikke Gunhilds Gaver, Ungersvend!
de bragte sjelden Lykke. Et jeg dog
dig give kan, som vel kan baade dig:
Den Tryllekraft, som Ringen huser, skal
155 ej over dig faa Magt, og medens andre
forblindede for Ringens Afgud knæle,
skal du staa fast og trodse Kogleriet.
Og nu far vel! Mit Hjerte stunder træt
mod Gravens Ro.

RAVN.: Gudbevares! Vil Deres Majestæt nu dø igjen?

GUNHILD.: ✂ Nu endelig kan Gunhild
den Hvile finde, som I andre frygte,
og som hun selv saa længe higed efter.
I tro at have friet mig fra Døden -
nej det, der frigjør mig, er Døden selv,
og nu, først nu min Frihedsstund oprinder.

Synker i Jorden.

✂

OTTENDE SCENE.

Halling. Ravn.

RAVN.: Hvor blev hun af?

HALLING.: Hun forsvandt.

RAVN.: Sikken en Maner! Først har man Mas med at trække hende op af Mosen, og saa springer hun i den igjen. Ja nu skal hun sgu ogsaa faa Lov til at blive der.

HALLING.: Kom, lad os gaa!

Man hører i det fjerne Sangen: »Ensom og mørk og snæver er vor Bolig« etc.

RAVN.: Det var noget løjerligt noget det hele! Tror De virkelig, det er sandt, det hun sagde om den Ring?

HALLING.: Der kommer Lyden fra, der maa Vejen være.

De gaa.

156

✂

ANDEN AKT.

Hallings Værelse. Næste Morgen.

✂

FØRSTE SCENE.

HALLING: halvt ud af Døren.
God Morgen! - Hun skal op paa Loftet. Lukker Døren. Det er en nydelig lille Pige! Mon hun bor her i Huset? Hende har jeg aldrig set før. Det banker. Naa hvad er nu det? Kom ind!

✂

ANDEN SCENE.

Halling. Ravn.

RAVN.: Kommer jeg kanske for tidlig?

HALLING.: Nej, paa ingen Maade! Aa det er jo Hr. Ravn, min Stalbroder i Nattens Eventyr.

RAVN.: De bad mig komme op til Dem.

HALLING.: Ja vel! Har De Ringen med?

RAVN.: De mener den, som jeg fik af denne hersens Mosekone? Ja den sidder her paa min Arm underneden Frakken, for det er jo ikke Mode for Herrer at gaa med saadan noget, skjønt det kunde sgu se ganske kjønt ud.

HALLING.: Naa hvorledes synes De om Kjøbenhavn?

RAVN.: Overmaade godt. Ikke blot fordi Folk klæ'r 157 sig pænt, for det gjør de ogsaa i Helsingør, men her er alle Mennesker saa overordentlig forekommende og høflige.

HALLING.: Synes De det?

RAVN.

✂

Ja i det mindste har de været det mod mig.

Mel. af C. M. v. Weber.

✂

1.

Da De gik i Aftes,
tog jeg ind til Kraftes,
i det Herberg der i Pustervig.
Der er pæne Gjæster,
og jeg veed, at Mester
plejer van at ta' sig der Losi.
Aa hvor Sengen smagte!
og i Morges bragte
Værten Kaffen ind med Boller til.
Men da jeg saa spurgte,
hvad det kosted, gjorde
han et Buk og sa': hvad Herren vil!

HALLING.: Hvad gav De ham saa?

RAVN.

✂

Jeg gav ham naturligvis ingenting. Men jeg havde nu lagt meget længere, end jeg havde Lyst til, for jeg tænkte, at siden jeg skulde betale for det, saa skulde jeg dog ogsaa have det rigtig godt. Men det slap jeg nu for - ja nu skal De bare høre videre!

✂

2.

Hvor jeg vandred siden,
traf jeg hele Tiden
pæne Folk, som godt jeg syntes om.
Ingen, som jeg mødte,
mig paa Armen stødte,
nej, de gik af Vejen, hvor jeg kom.
Hvor jeg hen mig drejed,
gamle Koner nejed,
skjønt jeg var dem ganske ubekjendt.
Damerne, der saa mig,
gik og gloede paa mig,
ret som om jeg var en svensk Student.

158

Monstro nu Folk her i Byen er lige saa høflige mod alle Mennesker?

HALLING.: Nej det forstaar sig; men De har jo ogsaa Trylleringen om Armen.

RAVN.: Aa! tror De virkelig, at den kan gjøre saadan noget?

HALLING.: Ja naturligvis!

RAVN.: Hør, nu narrer De mig.

HALLING.: Nej vist gjør jeg ej. Vi to har da faaet Troen i Hænderne.

RAVN.: Da tror jeg det saamænd ikke. Tænk Dem bare om! er det ikke tydeligt, at den Mosekone var en Smule smaatosset, for det var jo dog forskrækkeligt, som hun skabede sig.

HALLING.: Men kan De da ikke huske, hvorledes hun kom og forsvandt?

RAVN.: Ja det har jeg ogsaa tænkt paa; men hun har vist haft sig et Hus nede i Jorden, og saa er hun kommen op igjennem Skorstenen.

HALLING.: Naa? og saadan en fattig Kone, der bor nede i Jorden, forærer Folk massive Guldringe?

RAVN.: Ja hvem veed, om den er af Guld? Men jeg skal dog en af Dagene gaa hen til en Guldsmed for at høre, hvad den er værd.

HALLING.: De maa huske paa, at hun kun har givet Dem den til næste Midnat.

RAVN.: Hun kan bide sig i Øjnene. Nej, naar jeg først har faaet den, skal jeg sgu nok holde fast paa den.

HALLING.: Men det er sandt - har De talt med Deres Kjæreste?

RAVN.: Nej endnu ikke, men nu veed jeg da, hvor 159 hun bor, for jeg traf en Bekjendt, som sagde det - og kan De gjætte hvor?

HALLING.: Nej!

RAVN.: Her i Huset - nede i Kjælderen, for hendes Fader er Skomager.

HALLING.: Hvad? skulde det være den smukke Pige, som jeg før saa ude paa Gangen, temmelig lille, med mørkt Haar?

RAVN.: Ja jeg tror ogsaa, hun har mørkt Haar.

HALLING.: Men De er da Lykkens Yndling - jeg har kun set een, der er smukkere.

✂

TREDIE SCENE.

De forrige. Hutter. Søren Torp.

✂

HUTTER.: God Dag, Halling! hvor blev De af igaar?

HALLING.: Aa jeg blev kjed af jer.

HUTTER.: Da var det stor Skade for Dem selv. Konsul Varbjerg, ham De bor hos, gjorde Champagnegilde for os, og der blev holdt gode Taler, kan De tro. Jeg talte ogsaa en Del.

SØREN TORP.: Ja, og jeg.

HUTTER.: Aa hvad du siger er jo blot Formalisme.

SØREN TORP.: Ganske rigtig, det er blot Formalisme! men netop derfor er det ikke Formalisme! For naar jeg er Formalist, saa er jeg det, fordi jeg vil være det, og netop derfor er jeg det ikke. Thi - du maa ikke afbryde mig -

HUTTER.: Jo netop. Nej De skulde have hørt den Toast, som jeg udbragte for vore skandinaviske Brødre, Tscherkesserne - opdager Ravn. Men hvem er 160 det? Han ser godt ud; der sidder et robespierrisk Ansigt paa den Karl.

SØREN TORP.: Der ser man strax Prøver paa din Menneskekundskab; det er jo et aldeles sokratisk Fysiognomi.

HUTTER.: Ja det maatte Sokrates rigtignok ønske sig. Til Halling. Præsenter mig for ham!

HALLING.: Gjerne! - Hr. Ravn! maa jeg forestille Dem min Ven, Student Hutter.

De bukker for hinanden.

SØREN TORP: til Halling.
Saa du hans ironiske Hilsen?

HUTTER.: De er Student?

RAVN.: Nej, jeg er Skræddersvend.

SØREN TORP.: Haha - kom du og bid Skeer itu. Til Halling. Fortræffelig klaret!

HUTTER.: Jeg forstaar Dem, - De vil være anonym, De vil ikke træde op, før den belejlige Tid kommer.

RAVN: afsides.
Hvad mener han? Højt. Det forstaar sig, alle Tider er ikke lige gode.

SØREN TORP: til Halling.
Det er en mageløs Ironi.

HUTTER.: Der ligger en dyb Sandhed i Deres Ord. Det tror jeg, vi er enige om, at Reaktionens Tid stunder mod sin Undergang, og at de trøskede Grundpiller for det bestaaende snart maa sprænges i Luften.

RAVN.: Ja - De mener?

HUTTER.: Jeg mener, at det ikke kan vare længe, inden Tidsaanden ordner Samfundet i friere Former og giver det hele Liv en ny Façon.

RAVN.: Naa, De mener, at Livet snart vil faa en ny Façon. Ja det kan nok være muligt, at den gamle Façon ikke holder sig ret længe.

SØREN TORP: til Halling.
Nej se bare hans Ansigt!

161

HUTTER: med Vægt.
Det kan nok være muligt. Men man maa ikke dumdristig rejse sig, før man er Kampen voxen; man maa først oppebie det verdenshistoriske Signal.

RAVN.: Ja man maa rette sig efter Parisermoden.

SØREN TORP: til Halling.
Se, nu experimenterer han med ham.

HUTTER.: Det mener jeg ogsaa: Paris er Verdens Hjerte, derfra maa Signalet komme, naar Folkene skulle gaa i Kamp. Men da - naar Tiden er moden - da er jeg vis paa, at vi to skulle mødes i de første Rækker.

RAVN.: Ja det skal være mig en Fornøjelse at møde Dem, hvor det saa skal være.

SØREN TORP.: Bravo, min Sokrates!

HUTTER.: De taler som en Mand, der tør se Faren under Øjne, og jeg er stolt af at have gjort Deres Bekjendtskab.

SØREN TORP: til Halling.
Hahaha! Hutter mærker slet ikke, at han gjør Nar af ham. Træder frem. Hr. Ravn! jeg vil ikke sige mere eller mindre, end at jeg er Deres tavse Medvider og forstaar og beundrer Dem.

RAVN: bukker.
Gudbevares!

HUTTER.: Det er min Ven, Søren Torp, en ret skikkelig Fyr.

SØREN TORP.: Maa jeg frabede mig din Ros. Jeg tror, De kjender mig, og kjender De mig ikke, saa vil De kjende mig. Jeg vil ikke blænde Dem med mit Løftes Nytaarsblus, eller med min Antydnings vidtudseende Forjættelser, eller med min Forsikrings Henvisning paa et tvivlsomt Valuta - men -

HUTTER.: Aa vi gider sgu ikke høre paa dine Paradoxer.

162

SØREN TORP.: Jeg raaber ikke heller paa Gaderne, jeg ønsker ikke at falbyde mine Varer ved politiske Probenreutere; jeg taler kun til een, og ham, min ene Tilhører, ham har jeg fundet her.

HUTTER.: Maa jeg spørge Dem om een Ting. Mener De ikke, at Tscherkessernes Opstand er af væsentlig Betydning?

SØREN TORP.: Du har heller ikke andet end Tscherkesser i Hovedet!

HUTTER.: Saa har jeg dog noget. Til Ravn. Mener De ikke?

RAVN.: Jo, det forstaar sig.

SØREN TORP: afsides til Ravn.
Det er et godt Kadaver til at anatomere. Højt. Maa jeg udbede mig Deres Opmærksomhed.

HUTTER.: Hold Kjæft! Det er mig, der taler med Hr. Ravn.

SØREN TORP.: Nej, nu er din Rolle udspillet. Mener De ikke, at den ny Filosofi netop fejler deri -

HUTTER: paa samme Tid.
Jeg vil spørge, om De tror, at det slaviske Element i sin Udvikling kunde bære Frugter for - Aa lad mig nu tale!

SØREN TORP.: Hr. Ravn maa dømme imellem os.

RAVN.: Ja, mine Herrer! man kan ikke høre paa to ad Gangen, som Mester siger.

SØREN TORP.: Mester? mener De Mester Eckart? Ja han burde vist betragtes fra et andet Standpunkt, end man hidtil -

HUTTER: trækker i ham.
Jeg har nemlig hørt, at Mickiewitz paastaar -

Søren trækker i ham.

RAVN.: Av, hvor De slider i mig!

HALLING.: Nej hør! I maa sgu ikke rive min Gjæst 163 i Stykker. Jeg har desuden noget at gjøre med Hr. Ravn, saa jeg maa bede jer om at gaa.

SØREN TORP.: Men jeg skulde absolut -

HALLING.: Det faar at være til en anden Gang. Hr. Ravn bliver her i Byen i længere Tid, saa kan I jo tidsnok faa talt med ham.

HUTTER.: Ja naar man bliver kastet paa Døren, bliver man jo nødt til at gaa.

✂

Mel. Fr. Ep. 9.

✂

1.

✂ Men jeg, min Herre, først maa Dem sige,
at jeg end aldrig traf Deres Lige,
før Dem jeg ingen kjendte,
der ret kunde mig forstaa.

SØREN TORP.: ✂ Som Filosoffen gik jeg med Lygte
Byen omkring og Mennesker søgte:
altid som Nar jeg rendte
indtil Dem i Dag jeg saa.
De kun mig fatter.

RAVN.: ✂ For megen Ære!

HUTTER.: ✂ Højt jeg Dem skatter.

RAVN.: ✂ Aa nej, lad være!

SØREN TORP og HUTTER.: ✂ Tak jeg maa Dem frembære.

RAVN.: ✂ Nej, mig det er, som Dem takke maa.

HUTTER.: ✂ De kun forstaar, hvad Folkene led.

SØREN TORP.: ✂ Vi to alene veed, hvad vi veed.

164

RAVN.: ✂ Nej, i mine Dage
saa jeg aldrig Mage
til en saadan Høflighed.

✂

2.

SØREN TORP.: ✂ Vil De en Gang min Stue betræde?

RAVN.: ✂ Tak skal De ha'!

HUTTER.: ✂ Og min?

RAVN.: ✂ Ja med Glæde!

SØREN TORP: giver ham et Visitkort.
✂ Her er mit Kort, saa tror jeg,
De nok finde kan mit Hjem.

HUTTER.: ✂ Jeg bor paa Kongens Nytorv for Resten.

RAVN.: ✂ Er det i Huset ligefor Hesten?

HUTTER.: ✂ Ja, og i Stuen bor jeg.

RAVN.: ✂ Og Nummeret?

HUTTER.: ✂ Nummer fem.
Kommer De bare.

RAVN.: ✂ Hvor kan De spøre?

SØREN TORP.: ✂ Vi skal passiare.

RAVN.: ✂ Det skal vi gjøre.

SØREN TORP og HUTTER.: ✂ De min Mening skal høre.

165

HALLING.: ✂ Hør, nu skal I min Sandten gaa hjem.

SØREN TORP.: ✂ At Dem jeg fandt, det kalder jeg Held.

HUTTER.: ✂ Jeg staar til Dem bestandig i Gæld.

RAVN.: ✂ Jeg Dem takker begge.

HALLING.: ✂ Nu maa I fortrække.

SØREN TORP og HUTTER.: ✂ Kom saa snart. Adjø!

RAVN.: ✂ Farvel!

Hutter og Søren Torp gaa.

✂

FJERDE SCENE.

Halling. Ravn.

RAVN.: Det er dog nogle høflige Mennesker, de Kjøbenhavnere.

HALLING.: Hvorfor tror De, at De var saa høflige?

RAVN.: Det var vist, fordi de syntes godt om mig. De mener sagtens, at det var Ringen; men Mester har selv sagt, at man ikke skal tro, hvad der er utroligt.

HALLING.: Værsgo at tro, hvad De vil!

RAVN.: Hør, veed De hvad, jeg tror, jeg vilde faa god Søgning, naar jeg nedsatte mig her i Byen.

HALLING.: Aa ja, men saa maatte De først bilde Folk ind, at De har været i Paris.

RAVN.: Er det saa nødvendigt?

HALLING.: Ja, i det mindste er det nødvendigt at 166 lade saadan; for siger De til Folk, at De ikke har været der, saa faar De ingen andre Kunder end dem, som ikke betaler.

RAVN.: Ja man kan jo sagtens lyve lidt for Profittens Skyld; det skal jeg nok huske paa.

✂

FEMTE SCENE.

De forrige. Konsul Varbjerg.

KONSUL: stikker Hovedet ind ad Døren.
Er Hr. Halling hjemme?

HALLING.: Jo vær saa artig, Hr. Konsul!

KONSUL: træder ind.
Min Datter vil gjerne tale med Dem.

HALLING: hurtig.
Vil Frøkenen tale med mig?

KONSUL.: Ja det er nok om en Bog.

HALLING.: Gjerne - strax! men undskyld, saa maa jeg først tage en anden Frakke paa.

KONSUL.: Gudbevares, gener Dem ikke! Afsides. Men hvem er den Herre der? Er det en Ven af Dem?

HALLING.: Nej, det er et ganske løst Bekjendtskab, som jeg gjorde igaar Aftes.

KONSUL.: Og De veed ikke noget om ham?

HALLING.: Nej ikke synderligt. Undskyld!

Gaar ind i Sideværelset.

✂

SJETTE SCENE.

Konsul. Ravn. Siden Halling.

✂

KONSUL: til Ravn, som ser i en Avis.
De læser Fædrelandet?

RAVN: bukker.
Ja!

KONSUL: afsides.
Et nobelt Væsen! Højt. Hvad synes de egentlig om vor Journalistik?

167

RAVN.: Ja -

KONSUL.: Ja jeg forstaar Dem. De er af samme Mening som jeg. Det er haardt for en liberal Mand at tilstaa det, men man kan ikke nægte, at Oppositionspressen i vore Dage er meget ringe. Mener De ikke?

RAVN.: Jo!

KONSUL.: Den er i det hele taget for skaanselløs, for inhuman; den har ikke den behørige Respekt for sine Modstandere. Ængstelig. De er da ikke ultra - meget ivrig liberal?

RAVN.: Nej!

KONSUL.: De er vel heller ikke enthusiastisk Skandinav eller antitysk?

RAVN.: Nej!

KONSUL.: Det glæder mig. En jævn, sund, moderat Liberalitet er den Tro, som en dannet Mand i vore Dage maa bekjende sig til. Mener De ikke?

RAVN.: Jo!

KONSUL: afsides.
Han er meget indesluttet, men højst tiltrækkende. Højt. Deres Bekjendtskab med Hr. Halling er nok meget kort?

RAVN.: Ja, jeg traf ham igaar Aftes, da jeg kom her til Byen.

KONSUL.: Saa De kom her til Byen igaar Aftes? De har altsaa været bortrejst?

RAVN.: Ja!

KONSUL.: Saa? De har maaske været udenlands - i Italien eller Paris?

RAVN.: Ja, i Paris har jeg været.

KONSUL.: Naa ja - det formodede jeg strax, da jeg saa Dem.

RAVN.: Virkelig? Afsides. Hahaha!

168

KONSUL.: Ja, en ung Mand faar i Paris en Gratie og Elegance over sit Væsen, som man ikke kan faa andetsteds.

RAVN.: Gudbevares!

KONSUL: afsides.
Jeg maa vide, hvem det er. Højt. De maa ikke tage det fortrydeligt op, men det er et Princip hos mig, at jeg gjerne vil vide, hvem jeg taler med. Jeg vil altsaa tage mig den Frihed at foreslaa Dem, at vi to demaskerer os for hinanden. De har vel ikke noget derimod?

RAVN: afsides.
Hvad mener han? Højt. Nej -

KONSUL: rækker ham et Visitkort.
Tør jeg altsaa byde Dem mit Kort og udbede mig Deres.

RAVN.: Mit? ja - afsides det er sandt, jeg fik et før. Rækker ham det. Værseartig!

KONSUL: læser sagte.
Søren Torp, Stud. theol. Hvad er det? Højt. Er det Deres Visitkort?

RAVN.: Ja det er mit. Afsides. Jeg har jo faaet det til givende.

Halling kommer.

KONSUL.: Hr. Halling! Afsides. Hvad hedder den Herre?

HALLING.: Ravn! Undskyld, jeg skal ind til Frøkenen.

KONSUL.: Gener Dem ikke. Afsides. Han vil skjule sit Navn! Halling gaar. Hvad kan det betyde? Højt. Jeg var igaar Aftes sammen med et ungt Menneske, der havde akkurat samme Navn som De. De har maaske en Broder?

RAVN.: Ja, jeg har et Par Stykker.

KONSUL.: Men det forekommer mig underligt, at to Brødre har det samme Fornavn. De kalder Dem begge Søren.

169

RAVN.: Nej, jeg hedder Peter.

KONSUL: afsides.
Han vil smutte fra mig. Højt. Naa - hahaha - De har altsaa af Vanvare givet mig Deres Hr. Broders Visitkort i Stedet for Deres eget. Turde jeg da bede om Deres.

RAVN.: Nej, det er virkelig mit.

KONSUL.: Saa - hahaha! Afsides. Det kalder jeg at holde Contenancen. Højt. Men - hahaha! der er en anden lille Forunderlighed - hahaha! Hr. Halling har nemlig sagt mig, at De kaldte Dem Ravn.

RAVN.: Ja det hedder jeg ogsaa.

KONSUL.: Virkelig - hahaha! - ja jeg vil tro det. De hedder vel lige saa godt Hr. Ravn, som De hedder Hr. Torp, hahaha!

RAVN.: Nej, jeg hedder virkelig Peter Ravn.

KONSUL.: Gudbevares - naar De siger det, saa tvivler jeg ikke! Men tør jeg da spørge, hvorfor De før gav mig et Kort, hvorpaa der staar Søren Torp?

RAVN.: Jo, jeg troede ikke, at det kom an paa Navnet.

KONSUL.: Nej, det gjør det jo heller ikke. Afsides. Han vil være anonym. Højt. Vil De kaldes Hr. Ravn, saa kalder jeg Dem Hr. Ravn; De maa vel have Deres Grunde.

RAVN.: Ja det skulde jeg rigtignok mene.

KONSUL.: Det forstaar sig. Afsides. Han er maaske ansat ved en hemmelig Legation.

RAVN.: Men tør jeg da spørge om Deres Navn?

KONSUL.: Jeg har jo givet Dem mit Kort, og det er virkelig paalideligt. Afsides. Han er noget distrait.

RAVN.: Naa saa det er Deres Navn? Læser. Konsul Varbjerg. Ah, er det Dem, der saa tidt har staaet i Avisen?

170

KONSUL.: Ja - jeg er jo en offentlig Personlighed og har maaske tidligere traadt noget for bestemt op, men man bliver klogere med Aarene.

RAVN: afsides.
Død og Plage! Der kunde man faa en god Kunde. Højt. Det glæder mig ret, at jeg har gjort Hr. Konsulens Bekjendtskab.

KONSUL.: Mig i lige Maade. Og jeg havde en lille Anmodning til Dem, Hr. Torp eller Hr. Ravn, hvad det er, De vil hedde.

RAVN.: Nej, jeg hedder virkelig Ravn.

KONSUL.: Ja jeg veed det - hahaha! Det forstaar sig - De hedder Ravn.

RAVN.: Ja De tror mig ikke, men jeg kan bevise Dem det.

KONSUL.: Virkelig! jeg er meget begjærlig. Afsides. Nu skal vi høre.

✂

Mel. Lad dadle Kvinderne hvo vil.

✂

1.

RAVN.: ✂ Jeg fødtes her i Kjøbenhavn,
vi boede hos en Snedker Piper.
Min Fa'r han hed Tobias Ravn.

KONSUL.: ✂ Og hvad var han?

RAVN.: ✂ Han var Skærslipper.
De ler? hvordan? De ej mig tror?

KONSUL.: ✂ Nej jeg blev blot lidt overrasket.
Sig - hvad bestilte Deres Mo'r?

RAVN.: ✂ Aa hun gik om og vadsked.

171

KONSUL.: Haha! Det var en rar Historie.

✂

2.

RAVN.: ✂ De tror mig ej?

KONSUL.: ✂ Bliv De kun ved.
Og De er Haandværksmand, jeg vædder?

RAVN.: ✂ Ja ganske rigtig!

KONSUL.: ✂ Kanske Smed?

RAVN.: ✂ Nej der De fejled, jeg er Skrædder.
De ler endnu?

KONSUL.: ✂ Jeg er saa fri.
De ser, at ogsaa jeg, min kjære,
forstaar mig lidt paa Ironi.

RAVN.: ✂ Ja det kan gjerne være.

✂

3.

KONSUL.: ✂ Og De har været i Paris?

RAVN.: ✂ Ja det - det var paa Professionen.
De ler endnu?

KONSUL.: ✂ Naturligvis!
Jeg ler, indtil De skifter Tonen.
Den Profession, De rejste paa,
var vist, naar Ordet ret forklares,
Diplomati - hvad si'er De saa?

RAVN.: ✂ Jeg siger: Gudbevares!

172

✂

RAVN.: Men Herre Gud! tror De da slet ikke, der er nogen Mening i det, jeg siger?

KONSUL.: Jo det tvivler jeg ikke paa. Der er maaske en dyb allegorisk Mening deri, men saa skal vi nok komme efter den. Ravn skal jeg kalde Dem, siden De ønsker det, men det øvrige - det maa De tillade mig - det holder vi in blanco.

RAVN.: Ja hvad skal jeg saa sige?

KONSUL.: De behøver ingenting at sige, Deres Hemmelighed skal være mig hellig. Men jeg havde som sagt et Spørgsmaal at gjøre Dem. Kjender De mange her i Byen?

RAVN.: Nej ikke ret mange.

KONSUL.: Havde De maaske Lyst til at stifte Bekjendtskaber?

RAVN.: Ja, det kunde jo være meget godt.

KONSUL.: Det glæder mig. Maatte jeg da have den Fornøjelse at præsentere Dem for min Kone og Datter?

RAVN.: Hvad mener De? jeg er ikke Dameskrædder.

KONSUL.: Nej, hahaha - det veed jeg nok. Det var heller ikke - hvis vi maa blive i Billedet - for at De skulde tage Maal af dem, men fordi jeg ønskede, at min Familie skulde profitere af Deres Bekjendtskab. Vi har kun et Par Skridt at gaa - jeg bor i denne Etage.

RAVN.: Ja men jeg er ikke rigtig pyntet.

KONSUL.: Aa en Pariserherre er altid smuk i Damernes Øjne. Vil De saa gjøre mig den Ære?

RAVN.: Jeg takker!

De gaa.

173

Stue i Kjælderen hos Skomager Tokkerup.

✂

SYVENDE SCENE.

Tokkerup kommer ind. Margrethe.

TOKKERUP.: Det banker.
Jo jeg har hørt rigtig - der er nogen ved Døren. Raaber ind. Mine, det banker - kom og luk op! Hvad? vil du ikke? Ja, saa maa jeg selv. Det er ogsaa en Skam, at man ikke kan faa sig en Bid Mad i Ro.

Lukker op. Margrete kommer.

TOKKERUP.: Ih, god Dag, Jomfru Sørensen! skal vi have den Ære?

MARGRETE.: God Morgen, Hr. Tokkerup! hvordan staar det sig?

TOKKERUP.: Aa jo - jeg siger Tak; naar man bare har Helsen, saa -

MARGRETE.: Ja det er jo det vigtigste, Hr. Tokkerup! Jeg kom egentlig herned, fordi jeg vilde tale med Deres Jomfru Datter.

TOKKERUP.: Hun vil ret blive fornøjet. Raaber ud. Mine! her er Jomfru Sørensen. - Jeg skal sige Dem, hun er ude at lave os en lille Middagsmad.

✂

OTTENDE SCENE.

De forrige. Mine.

✂

MINE.: God Dag, Jomfru Sørensen!

MARGRETE.: God Dag, Jomfru Tokkerup!

De kysse hinanden.

MINE.: Jomfruen maa undskylde, at jeg ser saa frygterlig ud, for jeg har været ude at banke Karmenade.

174

MARGRETE.: Gudbevares, Jomfru Tokkerup, man klæder sig efter Arbejdet.

MINE.: Vil Jomfru Sørensen ikke sætte sig ned?

MARGRETE.: Tusind Tak, Jomfru Tokkerup.

De sætte sig.

TOKKERUP.: Men hør, lille Mine, skal Jomfruen ikke have en Taar Kaffe?

MARGRETE.: Nej mange Tak, Hr. Tokkerup! jeg kan saamænd ikke. Jeg drak Chokolade i dette Øjeblik.

MINE.: Saa? har De da haft Fremmede?

MARGRETE.: Ja det har vi jo for det meste, og det er jo paa en Maade godt, for det adspreder dog altid den stakkels Frue. Den rare Frue, hun er saa god, saa god, naar det slemme Humør ikke kommer over hende; men naar hun er plaget af det, og det er hun rigtignok for det meste, saa er hun sandt at sige værre end det værste Djævelsbarn, Gud forlade mig!

MINE.: Men hør, - skal Deres Frøken ikke snart forloves?

MARGRETE.: Ja Vorherre maa vide det. Det er ikke for det, der er jo Hunde nok om det Ben, med Respekt at sige, og de giver hende Presenter og beder hende til Selskab i een Guddommelighed og veed ikke, hvor lækre de vil gjøre sig, og, det forstaar sig, hun smisker jo ogsaa for dem og hvisker med dem, saadan i al Anstændighed; men jeg veed nok, hvad jeg tror - hun gjør dog Nar af dem allesammen.

MINE.: Men det er jo Synd for hende.

MARGRETE.: Ja det er det, jeg siger. Der er nu Hr. Halling, Studenten, som er kommen i Kost hos os; det er virkelig et pænt, høfligt Menneske og proper med sit Tøj, men han er nu da ogsaa bleven forgabet 175 i hende og render og flyver, saa snart hun bare fløjter. Og saa siger jeg forleden til hende: hør, lille Frøken, Hr. Halling var dog en Mand for Dem; men hun rynker paa Næsen og svarer: hvad skal jeg med det Drengebarn? Er det nu ikke Synd og Skam? hvad kan det stakkels Menneske gjøre for, at han er saa ung?

MINE.: Ja det er saamænd en kjøn Fyr, jeg har mødt ham i Dag paa Trappen.

MARGRETE.: Men hvorledes gaar det med Deres Forlovelse, lille Jomfru? det er jo med en Glarmester?

MINE.: Nej, ham har jeg ikke mere, for han var saa ækel. Nej, den Gang jeg var nede hos Morbror i Helsingør, saa fik jeg mig en ny, og det er en fornuftig og skikkelig Mand, som snart kan gifte sig.

MARGRETE.: Ja men bedste Jomfru Tokkerup, jeg tror ikke, det er godt at skifte Kjærester saa tidt.

TOKKERUP.: Ja det er det jeg siger; nu har hun sgu haft over en Snes.

MINE.: Du lyver, Fa'r, jeg har ikke haft mere end fem rigtige.

MARGRETE.: Men lad mig nu komme til mit Ærinde. Har De hørt, at vores Tjener, Hr. Anholt, er bleven syg?

TOKKERUP.: Er han bleven syg?

MINE.: Det nette Menneske! jeg var paa Bal med ham igaar Aftes.

MARGRETE.: Saa? var De det?

MINE.: Ja, og det maa man sige, han har et fint Væsen. For den Gang vi havde danset lidt, saa tog de andre Kavalerer Frakkerne af, fordi det blev saa varmt; men han sagde: det gjør jeg ikke, for det 176 bruger vi ikke hjemme hos Konsulen. Og saa blev han ved at danse med den paa hele Natten, skjønt han ved Gud var saa vaad, saa man kunde vride ham.

MARGRETE.: Ja det er maaske deraf, han er bleven saa forkølet. Men det er rigtignok meget slemt, for vi skulde i Aften have et Par Fremmede, og de Lejetjenere er saadan nogle gyselige Klattemadser til at slaa i Stykker. Men saa spurgte Fruen mig, om jeg ikke kjendte en net ung Pige, som kunde hjælpe os med at byde om, og saa tænkte jeg: Herregud, det kunde maaske more Jomfru Tokkerup at faa den Stads at se.

TOKKERUP.: Ja hør, Mine, det maa du gjøre. Man maa endelig tage sig i Agt for at lade være at støde sin Husvært.

MARGRETE.: Ja - og saa ovenpaa slaar vi os en lille Svir af inde i mit Værelse. Jeg skal sørge for at lægge det bedste tilside.

MINE.: Ja jeg kunde sgu nok have Lyst til det. Men hvad for fremmede kommer der?

MARGRETE.: Aa der kommer kun et lille Selskab, men af de allerfineste; for det er nu vores Princip.

✂

Mel. Fr. Ep. 70.

✂

1.

✂ Gjæster vi ser saa inderlig gjerne,
men naturlig ej enhver;
saa maa de ha' paa Brystet en Stjerne
eller og en Nøgle der.
Det er langtfra nok, om de ejer Millioner,
nej, Standspersoner,
Hoffets Patroner,
Grever, Baroner - tænk Dem!
Det er den Omgang, som vi kun har kjær.

177

✂

2.

MINE.: ✂ Hvad er det da for Damer, som komme?

MARGRETE.: ✂ Aa det er af samme Sort:
Nogle er Frøkner, Fruer er somme,
thi Madammer vises bort.
Hvad skal vi med dem? vi har rigtignok det, der er besser:
ja, Baronesser,
ægte Komtesser,
tyske Prinsesser - tænk Dem!
Alle de andre de gjør os kun Tort.

✂

MINE.: Men kommer Hr. Halling der da ikke?

MARGRETE.: Jo, det forstaar sig; men hans Fader er jo ogsaa en Ven af Konsulen, og saa er han jo noget stort derovre i Jylland, - Amtmand eller Rodemester, hvad det hedder.

TOKKERUP.: Men kommer der da ingen Handlende?

MARGRETE.: Nej, det har der ikke gjort i det sidste Halvaar, siden vi opgav Handelen og kjøbte det Gods derovre i Fyen. Men det bliver ikke derved - pas De paa! Jeg veed nok noget, men jeg siger det ikke. Jeg har bare hørt dem tale saa smaat derom, men jeg skal ikke lukke min Mund op om det.

TOKKERUP.: Saa? er det noget med Konsulen?

MARGRETE.: Ja, han bliver ikke Konsul ret længe.

TOKKERUP.: Bliver han kanske Etatsraad?

MARGRETE.: Det siger jeg ikke; men det er højere op - det begynder med B.

TOKKERUP.: Er det - er det Balbeer - nej!

MARGRETE.: Ja, det begynder rigtignok med Ba.

MINE.: Baron?

MARGRETE.: Ja, det siger jeg ikke; men naar De 178 en Gang faar det at høre, saa husk paa, at jeg vidste det i Forvejen. Men nu maa jeg nok op. Adjø, Hr. Tokkerup! adjø, Jomfru Tokkerup! saa kommer De Klokken syv?

MINE.: Det skal jeg nok. Adjø, Jomfru Sørensen.

Margrete gaar.

✂

NIENDE SCENE.

Tokkerup. Mine.

TOKKERUP.: Naa! saa skal du da ud i Aften igjen?

MINE.: Ja, nu er det jo Fader selv, som vil have det.

TOKKERUP.: Ja vist; men det er dog en forbandet Renden og Føjten. I Søndags var du til Bal, igaar var du til Bal, i Aften skal du til Koncert eller hvad det hedder. Hvad tror du din Kjæreste vil sige til det?

MINE.: Aa han! - han har jo slet ikke noget at sige over mig.

TOKKERUP.: Har han ikke? Har man hørt Mage? Har du ikke læst i din Lærebog, at han skal være dit Hoved, og du skal gjøre, hvad han siger?

MINE.: Ja men han siger jo ingenting.

TOKKERUP.: Det er lige fedt, du skal gjøre det alligevel. Tror du, en pæn Mand kan være tjent med at have en Kjæreste, der er saadan en Svirebro'r? Mine vil gaa. Hvor vil du hen?

MINE.: Jeg vil ikke længere høre paa det Vrøvl.

TOKKERUP.: Nej, vil man se? maa en Fader ikke en Gang være moralsk for sin Datter? Men det siger jeg, og det vil jeg raabe og protestere paa, den Dansen er noget forbandet Tøj.

179

MINE.: Ja, hver har nu sin Fornøjelse; jeg danser, og Fa'r drikker Brændevin.

TOKKERUP.: Hvad kommer det dig ved? Men desuden er der en stor Forskjellighed paa de to Ting. Dansen den gjør Fortræd, for den ødelægger vor Helsen; men Brændevinet det er det fineste og kraftigste af Kornet: at drikke en Snaps er lige saa godt som at spise et helt Rugbrød. Det banker. Kom ind!

✂

TIENDE SCENE.

De forrige. Halling.

MINE: afsides til Tokkerup.
Det er Student Halling, der bor hos Konsulens.

TOKKERUP: afsides.
Saa? Højt. Hvad er til Herrens Tjeneste?

HALLING: tager sin Kaloske af.
Der er noget galt ved min ene Kaloske ved Hælen - vil De se?

TOKKERUP.: Aa det kan nemt gjøres ved. Om ti Minutter skal jeg sende den op til Dem.

HALLING.: Eller jeg kunde maaske opholde mig her saa længe?

TOKKERUP.: Ja, værseartig! Sæt Dem ned! Afsides til Mine. Lad mig nu se, du snakker lidt med ham.

Gaar ind med Kalosken.

✂

ELLEVTE SCENE.

Mine. Halling.

HALLING.: Det er sandt, jeg kan hilse Jomfruen fra Deres Kjæreste, Hr. Ravn.

MINE.: Saa? har De været i Helsingør?

180

HALLING.: Nej, men jeg traf ham, da han kom her til Byen igaar Aftes, og i Dag har han gjort mig et Besøg.

MINE.: Saa? er han kommen her til Byen? han har slet ikke været hos os endnu.

HALLING.: Nej, han havde nok en Del at bestille. Afsides. Den stakkels Pige! Højt. De længes formodentlig meget efter ham.

MINE.: Ja det gjør jeg rigtignok, for jeg kjender ham saa grumme lidt. Det blev afgjort dernede i en flyvende Fart, og det var mest, fordi Morbror vilde have det. Men sig mig, hvad synes De om ham?

HALLING.: Jo, det er vist et meget flittigt og stræbsomt Menneske.

MINE.: Ja jeg er bange for, at han er altfor stræbsom og ikke har nogen rigtig Forstand paa, at man ogsaa skal fornøje sig lidt her i Livet. Rent ud sagt, er han ikke ganske efter mit Hoved.

HALLING.: Er De da bleven tvungen til ham?

MINE.: Nej, det kan jeg ikke sige. Men en stakkels Pige, som jeg, vil jo nødig tjene, for saa bliver man saa let spoleret, og saa maa man dog sørge lidt for sin Fremtid.

HALLING.: Ja det kan jeg godt forstaa. Afsides. Den arme Pige! Højt. Men De er jo ung og smuk, De behøver da ikke at tage mod det første bedste Tilbud.

MINE.: Jo De kan tro, i vores Stand er det allerede grumme meget at faa en, som ikke svirer og drikker.

HALLING.: Det kan være. Men De taler saa aabenhjertig til mig, saa jeg ikke kan andet end betragte Dem som en gammel Bekjendt. Tag ham for Guds Skyld ikke, naar De ikke elsker ham. Uden Kjærlighed 181 bliver ethvert Ægteskab mere eller mindre ulykkeligt.

MINE: afsides.
Nu bliver han højttravende. Højt. Ak ja!

HALLING: afsides.
Hvor det er Synd for den elskværdige Pige!

✂

TOLVTE SCENE.

De forrige. Ravn.

✂

RAVN.: Maa jeg spørge, er det her, Skomager Tokkerup - ah, god Dag, Mine! her har du din Kjæreste.

MINE.: God Dag, Peter, god Dag, min søde Ven! Kysser ham. Nej, hvor du er bleven fin og pæn. Du ser jo ud som en hel Stadskavaler.

RAVN.: Ja jeg har ogsaa været i fint Selskab, kan du tro.

HALLING.: Ja jeg saa, at De fulgte med Konsulen. Vilde han tale med Dem?

RAVN.: Nej, han vilde bare forestille mig for sin Familie.

HALLING.: Hvad for noget?

MINE.: Er det sandt?

RAVN.: Ja saagu er det sandt. Jeg kom midt i et Selskab af Herrer og Damer, og vi levede højt.

HALLING.: Men sagde De da ikke, hvem De var?

RAVN.: Jo vist sagde jeg det til Konsulen, men han vilde slet ikke tro det. Det er nogle løjerlige Folk her i Kjøbenhavn, men høflige er de sgu, og de paastod, at jeg matte være Greve eller saadan noget, for det kunde de se paa mig.

MINE.: Ja du ser ogsaa ud som en Greve kysser ham min søde Peter!

182

RAVN.: Ja alle Fruentimmer er rent gale efter mig. Der var nu en Dame deroppe, som paastod ganske bestemt, at jeg havde skrevet en Komedie eller saadan noget, som hed den ny Barselstue.

MINE.: Fy, bruger de saadanne simple Ord deroppe?

HALLING.: Men hvorfor troede hun da det?

RAVN.: Jo det var fordi jeg sagde: Død og Pine, for hun sagde, det Ord stod ogsaa i den Komedie. Og saa bad de mig ogsaa til Selskab der i Aften.

HALLING.: Aa, det er umuligt!

RAVN.: Nej, det er sgu meget vist.

MINE.: Saa kan vi træffes deroppe.

HALLING.: Hvad? er De ogsaa inviteret?

MINE.: Ja, jeg skulde rigtignok bare hjælpe til med Opvartningen.

RAVN.: Hør, Mine, naar du saa ser mig deroppe, saa maa du ikke lade nogen mærke, at du kjender mig, for du kan jo nok tænke -

MINE.: Hvad? vil du ikke kjendes ved mig?

RAVN.: Nej ikke der, for det kunde jo være, at jeg gjorde min Lykke, og saa blev vi jo des før gift.

MINE.: Men saa bliver du da og spiser til Middag hos os?

RAVN.: Nej, jeg skal hjem og pynte mig, for de bad mig at komme tidlig, og jeg skulde først sy lidt paa min ny Vest.

HALLING.: Hvad Tid vil De da komme?

RAVN.: Jeg tænker Klokken fire.

HALLING.: Nej, det er fem Timer for tidlig. Klokken ni er god Tid.

RAVN.: Sikken Maner! det er jo Sengetid.

HALLING.: Det er nu en Gang saaledes. Og saa maa De have Dem et Par franske Handsker.

183

RAVN.: Det behøves sgu ikke, naar jeg vasker mine Hænder.

HALLING.: Jo, det er absolut nødvendigt; men saa kan De faa et Par hos mig.

RAVN.: Tusind Tak! og saa kommer jeg op til Dem Klokken -

HALLING.: Halv ni.

RAVN.: Det skal ske, og saa bliver jeg her og spiser til Middag.

MINE.: Aa hvor jeg glæder mig til i Aften. Det skal rigtig blive morsomt.

✂

Mel. Fr. Ep. 33.

✂

1.

MINE.: ✂ Naar jeg ser -

RAVN.: ✂ Naar du ser -

MINE.: ✂ Dig som fin -

RAVN.: ✂ Kavaler -

MINE.: ✂ Og byder dig The og Is og andet mer,
saa er jeg -

RAVN.: ✂ Naa, hvad saa?

MINE.: ✂ Ganske vis -

RAVN.: ✂ Hvorpaa?

MINE.: ✂ At hjertelig grine jeg maa.

RAVN.: ✂ Naa, lad gaa!

184

MINE.: ✂ Naar du staar -

RAVN.: ✂ Som sagt -

MINE.: ✂ I din Glans -

RAVN.: ✂ Og Pragt -

MINE.: ✂ Og Frøkner og Fruer gjøre paa dig Jagt,
er det mig -

RAVN.: ✂ En Plaser -

MINE.: ✂ At en slig -

RAVN.: ✂ Kavaler -

MINE.: ✂ I Grunden dog elsker mig -

RAVN.: ✂ Meget mer.

Kysser hende.

✂

2.

MINE.: ✂ Dem vi og -

RAVN.: ✂ Faar at se.

MINE.: ✂ Ikke sandt?

HALLING.: ✂ Jo maaske.

MINE.: ✂ Ja sikkert vi der skal samles alle tre
Og De er -

HALLING.: ✂ Deres Ven.

185

MINE.: ✂ Vi er De-

RAVN.: ✂ res igjen

MINE.: ✂ Aa ja! vi skal ret have Spænd!

RAVN.: ✂ Ja saamænd!

MINE.: ✂ Og naar godt -

RAVN.: ✂ Det saa gaar -

MINE.: ✂ Naar du der

RAVN.: ✂ Kunder faar -

MINE.: ✂ Saa haaber jeg, snart den glade Time slaar,
da du kom-

RAVN.: ✂ mer i Havn -

MINE.: ✂ Og jeg selv -

RAVN.: ✂ Skifter Navn -

MINE.: ✂ Og bliver for evig din -

RAVN.: ✂ Madam Ravn.

186

✂

TREDIE AKT.

Et oplyst Værelse hos Konsulen.

✂

FØRSTE SCENE.

Konsul. Baron Ebersdorf.

✂

BARON.: Naa saa De mener virkelig, at han er Adelsmand?

KONSUL.: Ja, Hr. Baron, jeg kan ikke tvivle derpaa. I alt Fald er det øjensynligt, at han sit hele Liv har maattet bevæge sig i de højere Kredse.

BARON.: Jeg længes efter at se ham; jeg er vis paa, at jeg kan afgjøre det ved et Blik. De veed, Hr. Konsul, at jeg ikke er fordomsfuld, tvertimod respekterer jeg Borgerstanden meget højt; thi den har virket meget og skal virke meget. Det er dens Bestemmelse at virke, ligesom det er vores at nyde. Men hvorfor skulde jeg nægte det? den adelige - det vil da sige den fødte Adelsmand - har dog altid visse ejendommelige Fortrin.

KONSUL: stødt.
Mener Baronen da ikke, at borgerligfødte kunne opnaa ligesaa megen Dannelse?

BARON.: Jo Gud bevares! men det er ikke Dannelsen, jeg søger; det er det naturlige, det medfødte.

KONSUL.: Turde jeg da spørge Hr. Baronen, hvori det bestaar?

BARON.: Ja, det er jo ikke saa godt at sige. Det er dette medfødte, dette naturlige, eller hvis jeg skal 187 betegne det nøjere, - det er den Adel, som egentlig blot kan føles. Men jeg kan maaske udtrykke mig klarere.

✂

Mel. Tysk Sang.

✂

1.

✂ Som ædle Planter kjendes kan
paa deres Blomst eller Blad,
saa kjender man en Adelsmand
paa et - jeg veed ikke hvad.
Det er et Mærke, Naturen gav,
et Præg, som følger ham til hans Grav,
det noget er, som i ham bor,
men ikke kan tolkes med Ord.

✂

2.

KONSUL.: ✂ Men dette Mærke, dette Præg
dog sikkert finde sig lod.

BARON.: ✂ Ja vist, men ej i Haar og Skjæg.
og ikke i Haand eller Fod.
Det trænger dybt gjennem Sjæl og Krop
og fylder hele Personen op;
og kun en Adelsmand, jeg tror,
kan finde dets lønlige Spor.

✂

3.

KONSUL.: ✂ Men det dog vistnok vise maa
sig mest i enkelte Træk?

BARON.: ✂ Dog naar man gribe vil derpaa,
saa smutter det pludselig væk.
Det taaler ej, at man ser det klart,
det er saa fint, det er saa zart;
højt gaar det over al Fornuft,
og er hvad man kalder - en Duft.

✂

BARON.: Men jeg kunde maaske angive Dem et enkelt Træk, som er meget iøjnefaldende. Enhver Adelsmand har af Naturen en Finhed i Konversationen, 188 en Takt til bestandig at finde de rette Ord, saa at han kan sige, hvad han vil, uden at støde nogen. Denne Evne har jeg ikke fundet hos de borgerlige - i den Grad.

KONSUL: stødt.
Jeg maa gjøre Baronen opmærksom paa, at jeg selv er af borgerlig Familie.

BARON.: Det behøver De aldeles ikke; det er jeg bleven mindet om under hele Samtalen.

KONSUL.: Jeg maa desuden erklære, at jeg sætter ligesaa høj Pris paa en borgerlig, der har hævet sig selv, som paa nogensomhelst adelig.

BARON.: Det kan jeg aldeles ikke fortænke Dem i. Enhver holder mest af sit eget. Krage søger Mage, som det hedder, og det gjør Ørnen ogsaa.

KONSUL: hidsig.
Jeg maa bede Baronen betænke -

BARON.: De, Hr. Konsul, er en Mand, som jeg respekterer meget højt. De har trukket Dem tilbage fra den politiske Pøbelkommers, som maaske kan have sine aparte Tillokkelser, og indtaget en værdigere Stilling. Som sagt, jeg respekterer Dem højt; men naar man ser Dem ved Siden af Deres Frue, den charmante Kone, saa opdager man let, hvem der har det ædleste Blod i sine Aarer. Gud bevares, det kan De jo ikke gjøre ved; men man ser strax paa hendes Holdning og Fremtræden, at hun er en født von Pletten.

✂

ANDEN SCENE.

De forrige. Fruen.

FRUE.: Hr. Baron! alle Damerne sidder og længes efter Dem.

189

BARON.: Min Længsel har vist været størst, naadige Frue, galant men nu er den gaaet over.

FRUE: til Konsul.
Jeg er meget bange for, at den sogenannte Hr. Ravn svigter os.

KONSUL.: Aa nej! han kommer nok med Hr. Halling.

FRUE.: Gid han vilde! Jeg har aldrig set nogen saa komplet Kavaler - med Undtagelse af Hr. Baronen.

BARON.: O, naadige Frue, man bliver gammel; Legemet taber sin Elasticitet, Sjælen -

FRUE.: Er evig ung og evig chevaleresque. Men maaske Baronen kunde give os nogen Oplysning med Hensyn til vor ny Bekjendt. De har hørt, at han kaldte sig Ravn og fortalte os en hel Del sonderbare Historier, som naturligvis kun var en Kaprice; men de forekom mig dog at indeholde en Anspielung paa hans virkelige Navn og Stilling.

KONSUL.: Ja det er ganske rigtigt, det klang aldeles som en Allegori.

FRUE.: Efter hvad vi kunde jugere, er der ingen Tvivl om, at han er en Adelsmand.

BARON.: Jeg respekterer Fruens Dom i saa Henseende.

FRUE.: Og dansk er han, for han taler Sproget aldeles geläufig. Men da han kalder sig Ravn, har vi tænkt paa, om han ikke kunde være i Slægt med Grev Ravensberg til Gjedserodde.

BARON.: Jo maaske! Greven har flere Sønner.

KONSUL.: Det passer godt, - han sagde ogsaa, at han havde Brødre.

FRUE.: Det skulde forlange mig at vide, om ingen af de unge Grever har været udenlands.

190

BARON.: Jo, - den næstældste har opholdt sig flere Aar ved et tysk Hof - jeg husker ikke hvilket. Men De sagde jo, at han kom fra Paris?

KONSUL.: Ja - derfor kan han da gjerne have besøgt Paris paa Hjemvejen.

BARON.: Det forstaar sig. Jeg kjender ham ikke personlig, for han har kun været meget kort her i Kjøbenhavn, men efter hvad jeg har hørt, skal han være en meget dannet ung Mand.

KONSUL.: Det er han.

BARON.: Som især har megen Sans for de skjønne Kunster.

FRUE.: Det har han.

BARON.: Og tillige en Mand, der holder af Spøg, en Original.

KONSUL.: Det er han.

BARON.: Men fremfor alt en fuldendt Hofmand.

FRUE.: Det er han.

KONSUL.: Der er ingen Tvivl om, at det er ham.

FRUE.: Altsaa havde jeg dog gjættet rigtig.

✂

TREDIE SCENE.

De forrige. Halling. Ravn.

FRUE.: Ah! le voilà, le bien désiré!

KONSUL.: Velkommen, Hr. Ravn! det er mig ret kjært -

FRUE.: O, De kan ikke tænke Dem, hvor vi har længtes efter Dem.

RAVN.: Saa?

KONSUL: forestillende.
Hr. Baron Ebersdorf! Hr. Ravn!

BARON: rækker ham Haanden.
Det er mig en stor Fornøjelse - hehehe!

191

RAVN.: Hehehe!

FRUE.: Hav den Godhed at følge med, saa skal jeg presentere Dem for det øvrige Selskab.

RAVN.: Aa ja - lad gaa!

Ravn, Halling og Fruen gaa.

✂

FJERDE SCENE.

Konsul.

KONSUL.: Naa, Hr. Baron?

BARON.: De har set rigtigt, eller rettere, Deres Frue har set rigtig. Det kan ikke være nogen anden end Grev Ravensberg.

KONSUL.: Virkelig?

BARON.: Hvem skulde det ellers være? Jeg kan opregne Dem alle unge Adelsmænd i hele Danmark. Lagde De mærke til denne Finhed, denne Sikkerhed -

KONSUL.: Denne Lethed, denne Utvungenhed -

BARON.: Denne - ja der er ingen Tvivl om. Men hør - dette Bekjendtskab kunde være Dem til stor Fordel.

KONSUL.: Hvorledes mener Baronen?

BARON.: Jeg har en Plan - men bi lidt! lad os først gaa ind til de andre.

De gaa ind.

✂

FEMTE SCENE.

Kammerjunker Pilse. Ravn.

PILSE.: Maa jeg gjøre Dem et Spørgsmaal, som er mig af megen Vigtighed? De kommer lige fra Paris?

RAVN.: Ja jeg gjør.

192

PILSE.: Saa er Deres Kjole formodentlig efter nyeste Mode?

RAVN.: Ja naturligvis!

PILSE.: Hvem skulde dog tænke det, at de spidse Skjøder skulde komme saa snart i Brug igjen? Se denne Kjole har jeg i Dag paa for første Gang, og den maa strax hen at forandres. Det er i Grunden ogsaa hæsligt med disse brede Skjøder.

RAVN.: Aa der er flere i Paris, der endnu gaar med dem.

PILSE.: Men jeg gjør det aldrig mere. Kan jeg ikke være den første til at optage en ny Mode, skal jeg dog i det mindste være den anden. Hør - vil De oprigtig sige mig - hvad synes De om min Vest?

RAVN.: Aa jo! det er godt Tøj - god Bonitet - hvem har syet den?

PILSE.: Den er syet i det fahnerske Etablissement, men jeg har selv givet Ideen til den.

RAVN.: Maa jeg se den lidt paa Ryggen - og i Ærmegabene - ja den er meget godt syet.

PILSE.: Det glæder mig overordentlig, at den finder Deres Bifald. Jeg maa til Gjengjæld tilstaa Dem, at det første Syn af Dem, da De i Formiddags traadte ind ad Døren, slog mig ganske overordentlig. De er udmærket elegant klædt.

RAVN.: Nej synes De virkelig? Ja Tøjet til denne Kjole har sgu ogsaa kostet sine halvfjerde Daler Alen.

PILSE.: Virkelig? koster det ikke mere i Paris? Ja Paris det er et Paradis - hvem der var der! Hør, De kunde tjene mig med noget.

RAVN.: Er det med en Vest eller et Par Benklæder?

PILSE.: Ja De skal have Tak, hvis De vil laane mig 193 et Par til at lade min Skrædder sy efter, men det er egentlig noget andet. De er en Mand, som alle viser Tillid og Agtelse; Deres Stemme vil kunne fremme min Sag. De kjender jo Frøken Varbjerg?

RAVN.: Datteren i Huset? ja naturlig!

PILSE.: Jeg er dødelig forelsket i hende.

RAVN.: Er De det? Det var da som Pokker, det er Halling ogsaa.

PILSE.: Hvad for noget, Halling?

RAVN.: Ja det hørte jeg før.

PILSE.: Det er ikke muligt! Hvor tør han understaa sig?

RAVN.: De kan jo spørge ham ad, der er han.

✂

SJETTE SCENE.

De forrige. Luise. Halling.

✂

LUISE.: Naar man vil profitere af vor Gjæsts Selskab, maa man nok selv søge ham op.

PILSE.: Paa ingen Maade, Frøken! jeg er altid rede til at gjøre min Opvartning.

LUISE.: Det veed jeg, Hr. Kammerjunker, men det var ogsaa Hr. Ravn, jeg talte til.

RAVN.: Her er jeg, Frøken.

LUISE: lægger sig i en Lænestol.
Naar man ellers træffer nogen, der lige kommer fra Udlandet, saa har han altid saa meget morsomt at fortælle; men De har ikke endnu villet fornøje os med et eneste Træk af Deres Rejseliv.

HALLING.: Ja Hr. Ravn har jo ogsaa Hemmeligheder.

RAVN.: Ja det har jeg min Tro.

194

LUISE.: Men dem bryder jeg mig slet ikke om. Det diplomatiske maa De gjerne beholde for Dem selv, naar jeg blot maa faa lidt af det morsomme, for Exempel hvorledes De har haft det i Paris.

PILSE.: Aa ja, fortæl lidt om Paris.

RAVN.: Ja det er -

HALLING.: Det maa være vanskeligt at vide, hvor man skal begynde og ende.

RAVN.: Ja det er netop det vanskelige.

LUISE.: Hr. Ravn, det er første Gang, jeg beder Dem om noget.

RAVN.: Naa ja, saa faar man jo gjøre det.

✂

Mel. Fr. Ep. 47.

✂

1.

✂ I Paris man har det saa inderlig godt,
der gaar man og driver og morer sig blot,
man spiser og drikker og lever saa flot,
og bor i et kongeligt Slot.
Naar det saa en Dag er taaleligt Vejr,
saa gaar man en Tur under skyggende Træer,
for Folk de spadsere i tusindvis der,
og altid i Søndagsklæ'r.

LUISE.: ✂ O ja dejlig er vist Boulevarden?

RAVN.: ✂ Jo jo!

PILSE.: ✂ Og les Champs-Élysées?

RAVN.: ✂ Aa ja den er sgu go'!

PILSE.: ✂ Og dernede ved Floden -

RAVN.: ✂ Ja der er en Bro.
Aa, prægtigt der er, kan De tro!

195

ALLE.: ✂ Ja prægtig, ja det vil vi tro!

✂

2.

RAVN.: ✂ Huse der man ser med fjortende Sal
og Stads overalt, som er ikke saa gal:
en rigtig Pariser - se det er en Karl,
han kjender sin Modejournal.

LUISE.: ✂ Og det friske Liv!

RAVN.: ✂ Ja det gaar i Spring,
der stolprer man om, til man faar næsten Sting,
man kjører og farer som slet ingenting
i Dampvogn paa Gaden omkring.

PILSE.: ✂ Er der Dampvogn' i Byen?

RAVN.: ✂ I tusindevis.

LUISE.: ✂ Og Kaféer for Damer -

PILSE.: ✂ Med Kager og Is -

LUISE.: ✂ Og Butikker -

RAVN.: ✂ Med Varer til billigste Pris.
Ja dejligt der er i Paris!

ALLE.: ✂ Ja dejligt der er i Paris!

✂

3.

RAVN.: ✂ Levebrødet der er ikke saa tyndt,
i Dag gaar af Brug, hvad igaar er begyndt.

LUISE.: ✂ Og tænk de Soiréer!

196

RAVN.: ✂ Ja sikken en Pynt!
der sparer man ej paa sin Mønt.

PILSE.: ✂ Denne Rigdoms Glans!

RAVN.: ✂ Ja mer end De tror,
for hver en Pariser gaar daglig paa Kroer,
og Skrædderne de syr paa Mahognibord
med Tæpper af ægte Kastor.

LUISE.: ✂ Det er ypperligt!

PILSE.: ✂ Selv hos den simplere Flok!
Og Grisetternes Liv -

LUISE.: ✂ Vær blot ej equivoque!

RAVN.: ✂ De maa vide -

PILSE.: ✂ Ja vist, jeg har læst Paul de Kock!

RAVN.: ✂ Ja ja, saa forstaar De mig nok!

ALLE.: ✂ Ja ja, vi forstaar Dem jo nok!

✂

LUISE.: Maa jeg takke Dem for den livlige Beskrivelse! Man kan høre, at De har været en skarp Iagttager.

RAVN.: Ja man maa jo se sig for. Afsides. Hehehe!

PILSE.: Ja det er rigtignok noget andet end at læse det, naar man saadan faar det at høre af et Øjenvidne.

RAVN.: Hør, Hr. Halling, afsides til ham veed De det? Kammerjunkeren vil ogsaa forlove sig med Frøkenen.

197

HALLING: afsides.
Hvad for noget? er det sandt?

RAVN.: Gud straffe mig! Han fortalte mig det i dette Øjeblik.

✂

SYVENDE SCENE.

De forrige. Mine med The. Margrete med Hvedebrød.

MINE: byder Ravn.
Vær saa artig, Hr. Greve! en lille Kop Thevand!

RAVN.: Tak, lille Jomfru.

PILSE.: Har Frøkenen været i Operaen for nylig?

LUISE.: Ja igaar.

MINE.: Skal Hr. Greven ikke have et lille Stykke Sukker til?

LUISE: afsides.
Jomfruen gjør bedst i at holde sig aldeles tavs.

MINE: afsides.
Nej vil man se!

Byder Halling og gaar.

LUISE.: De, Hr. Halling, synes jo slet ikke om Operaen.

HALLING.: Nej, jeg holder mere af vort danske Theater.

PILSE.: Det er maaske, fordi Hr. Halling mangler den behørige musikalske Sans.

HALLING.: Det kunde maaske ogsaa være, fordi jeg har for megen til at lade mig nøje med den italienske Musik.

PILSE.: Det er en meget arrogant Paastand. Den italienske Musik er den mest feterede i vore Dage, Hoffet ynder den.

HALLING.: Men Kjendere ikke.

PILSE.: Er Hr. Halling da en Kjender?

198

HALLING.: Er Hr. Kammerjunkeren da en Kjender?

LUISE.: Den Strid maa vi have Hr. Ravn til at afgjøre. Sætter De mest Pris paa den danske eller italienske Opera?

RAVN.: Jeg kjender ingen af dem.

PILSE.: Nej, det er ogsaa sandt! men De har jo i Paris hørt den italienske Musik. Er det ikke den bedste?

RAVN.: Nej, jeg holder mere af den tyrkiske.

LUISE.: Det er ypperligt! ingen af de stridbare Herrer kan faa deres Krig frem. Jeg takker Dem ret for den Finhed, hvormed De har afvæbnet dem begge. Men hvem der saa har Ret, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke kan holde ud at komme i vort Theater, saa længe det har saadant et Lokale.

PILSE.: Nej, da er det anderledes i andre store Stæder, hvor de fornemmes Loger er ordentlige Værelser, hvori de kan modtage Visiter.

HALLING.: Gud ske Lov, det ikke finder Sted her! det var da ligefrem til Kunstens Ruin.

PILSE.: Ja men nu er det til det fine Publikums Ruin.

HALLING.: Men Tilskuerne, baade fine og grove, er jo dog underordnede Personer; Kunstneren er Hovedpersonen.

PILSE.: Nej sikken et Raisonnement.

LUISE.: Men Herregud, hvad gaar der af de to Herrer? nu begynder Krigen igjen. Hr. Ravn, De maa atter være Voldgiftsmand. Tror De virkelig, Kunsten og Kunstneren kan tage Skade, fordi man indførte den omtalte Indretning her?

RAVN.: Nej, naar man betaler de Gjøglere, hvad 199 de skal have, saa har de jo ikke noget at klage over.

PILSE.: Nej, det er jo aabenbart.

LUISE: til Halling.
Ja Deres Forestilling er mig rigtignok lidt for idealsk. Men Herregud, jeg er jo et Verdensbarn.

✂

OTTENDE SCENE.

De forrige. Fruen.

FRUE.: Ah, messieurs; s'il vous plait, les tables à jouer sont arrangées. Mr. Ravn! est-ce que je dois vous présenter une carte?

Byder ham et Kort.

RAVN.: Hvad mener Fruen?

FRUE.: Haha, De falder i Tanker. Men tør jeg spørge, hvorfor taler De ikke Fransk? vi er alle Sproget mægtige.

RAVN.: Aa nu har jeg faaet saa meget af det.

FRUE.: Ja til en Afvexling kan det danske jo nok være godt.

LUISE.: Hr. Ravn har fortalt os saa meget morsomt om Paris! Tænk, Mama! selv Skrædderne der er saa fine paa det, at de sidder og syr paa et Mahognibord.

FRUE.: Ja af en Rejse til Paris har man stor Fordel, men dog især den, at man faar saa stor Færdighed i at parlere.

✂

NIENDE SCENE.

De forrige. Konsul (med Kort).

KONSUL.: Jeg skulde have en af de unge Herrer anbragt ved et Spillebord.

LUISE.: Hr. Ravn, holder De af at spille Kort?

200

RAVN.: Aa ja - jeg spillede somme Tider Jakob med Mester.

LUISE.: Tør man vide, hvad det er for en udmærket Mand, som De kalder Deres Mester?

RAVN.: Ja det - er en -

LUISE.: En Hemmelighed - ikke sandt?

RAVN.: Aa ja saamænd.

KONSUL.: Er der saa ingen af Herrerne, der vil modtage dette Kort?

HALLING: afsides til Luise.
Blot jeg kunde blive fri for at spille.

PILSE: ligeledes.
Jeg har langt mere Lyst til at underholde Dem, min Frøken.

KONSUL.: Jeg skulde have en fjerde Mand til en L'hombre med Grev Romberg, General Susdal og Forstjunker Petré.

FRUE.: Og jeg til en Whist med tre Damer, Gehejmeraadinde Sansfaçon, Komtesse Hagenbach og Fru von Görlitz. To af de unge Herrer maa vi altsaa lægge Beslag paa.

PILSE.: Maaske Frøkenen vil bestemme, hvem af os det skal være.

HALLING.: Nu ja, Frøken, vil De!

LUISE.: Hr. Ravn, vil De ogsaa underkaste Dem min Dom?

RAVN.: Ja mænd vil jeg saa.

Luise giver Fruens Kort til Halling.

PILSE.: Hr. Halling! jeg gratulerer.

Luise giver Konsulens Kort til Pilse.

HALLING.: Hr. Kammerjunker! jeg gratulerer.

LUISE.: Hr. Ravn! De overlod det til mig, og jeg tilstaar, at jeg dømte af pur Egoisme. Kan De nu finde Dem i at underholde os Damer?

201

RAVN.: Gud, det er min bedste Plaser.

KONSUL.: Maa jeg anvise de spillende Herrer Deres Pladser?

FRUE.: Og maa jeg tale et Ord med dig, Luise!

Konsul, Frue, Luise, Pilse, Halling gaa.

✂

TIENDE SCENE.

Ravn. Strax efter Mine.

✂

RAVN.: Nu tror jeg, at jeg har faaet det rigtige Handelav paa det fine Væsen. Det er løjerligt nok. Gud veed hvad Mester vil sige, naar han hører, at hans Fyrrepind gaar og gjør Lykke i hele dette mahogni Selskab, hehehe!

MINE: henter de tomme Thekopper.
Peter!

RAVN.: Naa Mine - er du der?

MINE.: Søde Peter! jeg vilde saa gyselig gjerne tale med dig.

RAVN.: Ja det er sgu ikke saa nemt at komme til mig, for alle disse hersens Baroner og Baroninder er færdig at slaas om mig. Du skulde bare høre Fruen - og Frøkenen, hun kaster et Par Øjne til mig saa store som Suppeterriner.

MINE.: Nej sikken en fæl en! kan hun ikke lade Folk have deres Kjærester i Fred? Men hør, du bliver dog ved at holde mest af mig.

RAVN.: Ja vist - men skynd dig nu lidt!

MINE.: Jeg har noget paa mit Hjerte, som jeg maa fortælle dig.

✂

Mel. af C. J. Hansen.

✂

1.

✂ O, min Ven, jeg maa dig sige,
hvor du er mit Hjerte kjær;
202 ej jeg finde kan din Lige
i det fine Selskab her.
Blandt de mange Rariteter,
al den Stads, som her man har,
er dog du, min egen Peter,
mig alene dyrebar.

RAVN.: Tak skal du have, men nu skal jeg ind til de andre.

✂

2.

MINE.: ✂ O, min Ven, du næppe tror det,
knap mig selv jeg kjender mer,
ude selv ved Køkkenbordet
dig jeg hører, dig jeg ser.
Mens jeg sysler med Salveter,
Glas og Knive, tænker jeg:
snart jeg daglig skal, min Peter,
dække Bord for dig og mig.

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Frue. Konsul.

FRUE: afsides.
Hvad er det? Kalder. Jomfru!

MINE.: Hvad befaler Fruen?

FRUE.: Naar Jomfruen har udrettet Deres Arbejde, saa er Deres Plads derude.

Mine gaar med Thekopperne.

✂

TOLVTE SCENE.

Ravn. Frue. Konsul.

FRUE.: Jeg tror sandelig, hun var saa impertinent at tale til Dem?

RAVN.: Aa, hun var bare lidt rørende.

203

FRUE.: Det amuserer Dem maaske at tale med simple Folk?

KONSUL.: Det kan virkelig ogsaa være ganske morsomt en enkelt Gang, men det maa kun være et Øjeblik, for Platheden stikker dog snart igjennem. Ikke sandt?

RAVN.: Jo det gjør den.

FRUE.: Jeg har talt med min Mand, og han raadede mig til at ty til Dem i mine huslige Bekymringer.

KONSUL.: De kommer jo lige fra Paris, og saa mente jeg, at De bedst maatte vide, hvorledes en Soiré smagfuldest kan arrangeres.

RAVN.: Aa ja!

FRUE.: Vi vilde naturligvis gjerne have det saa elegant som muligt, og da Soirélivet er saa variable, vilde jeg tage mig den Frihed at spørge Dem, hvad De mente, man nu skulde tage sig for.

RAVN.: Ja, hvis jeg maatte sige min oprigtige Mening, saa synes jeg, vi skulde have noget at drikke.

FRUE.: Hvad skulde det være, om jeg tør spørge?

RAVN.: Aa jeg tænker et Glas Vin.

FRUE.: Er det nu Coutume, at man skal have Vinen strax?

RAVN.: Ja lige strax - saa kommer man først rigtig i Humør.

KONSUL.: Det er ganske rigtigt, det er en fortræffelig Skik.

FRUE.: Hvad Slags Vin skal det da være?

RAVN.: God Vin.

FRUE.: De mener altsaa - Portvin eller Madera?

RAVN.: Aa ja!

FRUE.: Jeg takker! det skal strax blive arrangeret.

Gaar.

204

✂

TRETTENDE SCENE.

Ravn. Konsul.

KONSUL.: Da her er flere, som ikke gjerne spiller Kort, saa mener jeg, at det var godt at finde et Foreningspunkt for dem. Hvad mener De, at man bedst kunde foretage sig?

RAVN.: Aa vi kan jo sagtens hitte paa noget.

KONSUL.: Maaske det vilde være det bedste, om vi lod det blive ved en almindelig Konversation. Hvad mener De?

RAVN.: Nej, det synes jeg ikke.

KONSUL.: De har ganske Ret, det vilde ogsaa blive for ensformigt. Musikken er en skjøn Kunst, og det vilde vistnok være langt bedre, om vi fik nogen til at musicere for os.

RAVN.: Det tror jeg ikke er morsomt.

KONSUL.: Nej, det er netop det, jeg frygtede, for man faar saa meget af den i vore Dage. Naa, hvad mener De da man kunde gjøre? for vi har ikke Damer nok til at danse.

RAVN.: Det synes jeg heller ikke der er nogen Fornøjelse ved.

KONSUL.: Nej, det er der virkelig ikke. Men hvad mener De da man burde bestille?

RAVN.: Aa, naar vi allesammen samles herinde om et Glas Vin, saa kommer det nok af sig selv. Jeg skal gjøre mit bedste.

KONSUL.: Jeg er Dem meget forbunden. Og jeg haaber, at De bestandig vil betragte mit Hus som Deres eget.

RAVN.: Det skal jeg nok.

KONSUL.: Om nogle Dage tager vi over til vort 205 Gods. Der haaber jeg da at se Dem, og maaske Forholdene imidlertid kan have forandret sig saaledes, at vi kan mødes mere som Ligemænd.

RAVN.: Gudbevares, vi er jo Ligemænd.

KONSUL.: Endnu ikke, Hr. Greve - Hr. Ravn - men det vil maaske jævne sig.

✂

FJORTENDE SCENE.

De forrige. Frue. Luise. Baron. Gjæster.

Mine og Margrete bringe Vin og byde om.

✂

LUISE.: Hr. Ravn, jeg har igjen en lille Bøn til Dem.

RAVN.: Har De igjen en Bøn?

LUISE.: Ja, Baron Ebersdorf fortæller, at De skal være saadan en ypperlig Sanger.

BARON.: Ja det er almindelig bekjendt.

LUISE.: Derfor vil vi bede Dem om at fornøje os med en lille Sang.

BARON.: Vi er meget begjærlige efter at høre det.

FRUE.: Jeg elsker Sang over alt.

KONSUL.: De vilde gjøre os lykkelige derved.

RAVN.: Ja jeg kan rigtignok en Sang, hvis De vil tage til Takke, men den er lystig.

LUISE.: Saa meget desto bedre. Er det en, De har lært i Paris?

RAVN.: Ja det er.

FRUE.: Det er superbe. Det er altsaa en fransk Sang?

RAVN.: Nej, jeg synger den paa Dansk.

FRUE.: Er den da ikke smukkere paa Fransk?

KONSUL.: Nej, Hr. Ravn har maaske selv oversat den?

206

RAVN.: Ja det har jeg.

KONSUL.: Det er fortræffeligt! Til de andre. Hr. Ravn vil synge en fransk Sang, som han selv har oversat paa Dansk.

RAVN.: Ja men saa maa De synge hveranden Linie med, det er ikke andet end Lalala.

KONSUL.: Det er altsaa Solo med Kor til; det er udmærket!

✂

Mel. Da Bonden han vilde ad Skoven gaa.

✂

1.

RAVN.: ✂ Og Kejseren bor paa det høje Slot,

KOR.: ✂ Tralalera, faldera, falderira!

RAVN.: ✂ Hans højrøde Kjole den klæ'r ham saa godt.

KOR.: ✂ Tralalera, faldera, tralera!

✂

2.

RAVN.: ✂ I Salen derinde laa Kejserens Kjol,
men Katten sprang op paa den samme Stol.

✂

3.

✂ Og Katten han tog sig nu ikke i Agt,
han tabte noget paa Kejserens Dragt.

✂

4.

✂ Da Kejseren nu til sin Kjole saa,
saa var der en stor Plamase paa.

✂

5.

✂ Og Kejseren til sine Stormænd sa':
Hvor kommer vel den Plamase fra?

✂

6.

✂ De Stormænd vidste slet ingen Besked,
men saa blev Kejseren lynende vred.

207

✂

7.

✂ Og Kejseren gav sine Stormænd Prygl,
og det var nu blot for Plamasens Skyld.

✂

8.

✂ Og de turde ikke slaa ham igjen,
men derfor de slog deres Undermænd.

✂

9.

✂ Og alle de store de slog de smaa,
og de lod Pryglene videre gaa.

✂

10.

✂ Den Herremand slog sine Bønder i Flæng,
og Bonden sin Karl, og Karlen sin Dreng.

✂

11.

✂ Og saadan fik hele Landet da Prygl,
og det var nu blot for Plamasens Skyld.

✂ Se nu er det forbi.

Alle omringe ham med Taksigelser.

✂

KONSUL: til en anden.
Det er en ganske udmærket Stemme, og sikken en Skole han har!

LUISE.: Og Musikken selv - det var jo en dejlig Melodi. Tør jeg spørge, hvem der har komponeret den?

RAVN.: Ja jeg maa tilstaa, jeg veed det ikke.

LUISE.: Saa er jeg ganske overbevist om, at den er af Dem selv. Kan De nægte det?

RAVN.: Aa hvor kan De tro?

LUISE.: Jo, jeg kan se det paa Dem. Tror du ikke det, Mama?

FRUE.: Jo, Hr. Ravn kan man tiltro alt godt.

KONSUL.: Og saa denne fortræffelige Text. Uagtet den beholder den franske Frihed i Tonen, veed den dog saa fint og let at glide hen over det platte.

FRUE.: Hr. Ravn har maaske digtet den selv?

208

BARON.: Uden Tvivl! Mine Herrer, efter en saadan Kunstnydelse kan og vil vi ikke andet end udbryde: Leve Digteren, Sangeren og Komponisten! leve Hr. Ravn!

RAVN.: Tak skal De have, men kom, lad os klinke!

KONSUL: hviskende.
Er det nu Brug at klinke?

RAVN.: Ja naturlig! Maa jeg klinke med Dem, mine Herrer og Damer!

De klinke.

KONSUL.: Det er ogsaa meget mere gemytligt med den Klinken.

RAVN.: Hør, nu synes jeg, at vi skulde tage os noget for? Hvad mener De? Skal vi ikke have os nogle Løjer?

FRUE.: Vi overlader det ganske til Dem; De forstaar det dog bedst.

RAVN.: Naa ja, saa vil jeg foreslaa, at vi skal lege noget, her er jo god Plads. For Exempel: hvad synes De om Saltebrød?

FRUE.: Salle d'Hébreu?

RAVN.: Ja - kjender De ikke Saltebrød?

FRUE.: Nej, jeg maa tilstaa -

KONSUL.: Jeg heller ikke. Til de andre. Kjender De Saltebrød?

LUISE.: Hvad er det for et Sprog, Mama?

FRUE.: Det er Fransk, mit Barn: salle d'Hébreu eller salle des Hébreux, Hebræer- eller Jødesal.

BARON.: Ah, det er vist en Allusion til le juif errant af Eugéne Sue. Er det ikke, Hr. Ravn?

RAVN.: Jo det forstaar sig.

KONSUL.: Er da saadanne Lege komne i Brug igjen?

RAVN.: Ja! Og det er virkelig ganske morsomt.

KONSUL.: Det maa være højst interessant.

209

RAVN.: Men hør, der falder mig noget ind. Afsides til Fruen. Kan De ikke laane mig et Tæppe eller saadan noget?

FRUE.: Ønsker De et Bordtæppe, saa ligger der et derhenne.

RAVN.: Ja det er egentlig for godt, men det faar nu at være. Maa jeg saa bede hele Selskabet om at gaa ind i den anden Stue og blive der, til jeg kalder Dem ind, en ad Gangen, saa skal De bare se Løjer.

LUISE.: Er det salle d'Hébreu?

RAVN.: Nej, det kalder man at fæste Pige. Men skynd Dem nu ind, for jeg skal gjøre nogle Kunster i Forvejen.

✂

Mel. Fr. Ep. 58.

✂ Gaa bort, om jeg maa be',
og naar jeg kalder, korn saa ind igjen!
saa skal De bare se,
at det skal rigtig blive Spænd.

BARON.: ✂ O hvor vi længes efter dette Spil!

LUISE.: ✂ Naar blot det kommer snart.

FRUE.: ✂ O ganske magnifique det blive vil!

KONSUL.: ✂ Ja det er aabenbart!

FRUE.: ✂ Maaske selv fra Paris
De har os hentet den

amusement?

RAVN.: ✂ Aa ja, naturligvis!
Jeg saa den der saa mangen Gang.

BARON.: ✂ O det er excellent!

210

KONSUL.: ✂ Ja det er stort!

LUISE.: ✂ Hvad siger du, Mama?

FRUE.: ✂ Naar i Paris fortune den har gjort,
saa gjør den her éclat.

RAVN.: ✂ Ja nu maa De gaa bort!

ALLE.: ✂ Vi gaa med Lyst, men og med Længselsve.
Lad Tiden blive kort,
til vi Mysteriet maa se!

De gaa.

✂

FEMTENDE SCENE.

RAVN.: De skal mere faa det at føle end se. Stiller to Stole jævnsides med en Stols Mellemrum. Se saa! Tager Bordtæppet. Nu breder vi det derover, og naar de saa kommer og sætter sig, falder de durk igjennem, hahaha! Sætter sig paa den ene Stol. Vi skulde egentlig have en Mand paa den anden Stol ogsaa, men jeg kan lægge et Stolesæde for at holde fast.

✂

SEXTENDE SCENE.

Ravn. Baron.

RAVN.: Hvad vil De? De kommer altfor tidlig.

BARON.: Jeg vil blot benytte det Øjeblik, da De er alene, for at tale et Par Ord med Dem.

RAVN.: Men saa maa De skynde Dem lidt.

BARON.

✂

Jeg har fattet en Plan til Deres Bedste.

211

De maa ikke tro, at De har kunnet konservere Deres Inkognito; vi kjender Dem meget vel og veed blandt andet, at De kun er næstældste Søn.

RAVN.: Hvad vil det sige?

BARON.: Det vil sige, at De ikke kan vente nogen betydelig Arv efter Deres Hr. Fader. Kan De vel?

RAVN.: Nej, det er meget rigtigt.

BARON.: De erkjender vistnok Rigdommens Værd og har vel ikke noget imod, om man kunde gjøre Dem til Ejer af en betydelig Formue.

RAVN.: Nej, paa ingen Maade! Men hvorledes skulde det gaa til?

BARON.: Ved at gjøre et rigt Parti. De er jo naturligvis ikke forlovet?

RAVN.: Hvorfor tror De ikke det?

BARON.: Nej, for saa maatte man have hørt det. Men jeg har fundet en Brud til Dem, en ung, smuk, dannet Pige med mange Talenter og en Medgift paa en halv Million - hvad siger De? hun har jo rigtignok en væsentlig Mangel.

RAVN.: Hvad er det?

BARON.: Hun er ikke adelig.

RAVN.: Aa skidt! hvad gjør det?

BARON.: Vel er hendes Moder adelbaaren, men Faderen er af borgerlig Herkomst; dog har han grundet Haab om at blive baroniseret. Og Herregud - det er brave Folk, og en halv Million finder man ikke paa Gaden.

RAVN.: Nej det er sgu vist. Men hvem er det?

BARON.: Frøken Varbjerg.

RAVN.: Frøkenen! det var som Satan! Mener De, at hun vil have mig?

BARON.: Det kan jeg naturligvis ikke vide, men jeg 212 har Grund til at formode det. Jeg har saa løselig omtalt denne Plan for Forældrene, og de var naturligvis let stemte derfor, da det jo maa være dem en Ære.

RAVN.: Ja vist! men Frøkenen?

BARON.: Ja jeg kan ikke tvivle paa, at hendes Moder ifølge sin fine Takt har ymtet noget om denne Sag for hende, og hvis hun havde haft noget bestemt derimod, saa var jeg vist bleven underrettet derom.

RAVN.: Men hvad vil De da have, at jeg skal gjøre?

BARON.: Det maa jeg overlade til Dem selv. Jeg vilde blot give Dem et Vink; for Resten vil der jo hengaa Maaneder, inden et nøjere Bekjendtskab bliver stiftet. De tager mig det vel ikke fortrydeligt op?

RAVN.: Nej - Tak skal De have!

BARON.: Nu gaar jeg, saa kan De uforstyrret fortsætte Deres Forberedelser til Spøgen.

Gaar.

✂

SYTTENDE SCENE.

RAVN.: Hille den flyvende Syge! sikken et Tilbud! Hør, jeg tror sgu, Frøkenen tog mig, naar jeg friede til hende. Og saa en halv Million - saa skulde Pokker være Skrædder længer! Men Mine - aa, hun kan ikke fortænke mig i det, for hun vilde gjøre det samme, naar hun var i mit Sted. Og desuden - naar jeg bliver Baron, saa kan jeg jo sagtens faa hende gift med en Greve eller saadan en Støder. - Men jeg skulde jo tænke paa Legen - aa, Fanden i Vold med de Stole! Sparker til dem. Nu vil jeg sgu fri. Aabner Døren og kalder. Frøken Varbjerg!

213

✂

ATTENDE SCENE.

✂

Ravn. Luise.

RAVN.: Værsgo at træde nærmere!

LUISE: ser sig om.
Jeg ser intet hemmelighedsfuldt.

RAVN.: Det er heller ikke noget, man skal se.

LUISE.: Ah, man skal maaske høre? jeg er lutter Øre.

RAVN.

✂

Ja ser De - afsides. Nu har jeg sgu glemt Opskriften. Højt. Bi lidt! nu har jeg det.

Mel. af E. Bruun.

✂

1.

Der er en Frøken saa fin og skjær,
hun taler Fransk og kan synge og spille,
og hendes Øjne staar aldrig stille,
og Munden den smiler saa mildt til enhver.
Og fornem er hun, og Væsen hun har,
og dermed Dejlighed og hun forener,
og Grunker dem arver hun efter sin Fa'r,
saa kan De nok gjætte, hvem jeg mener.
Kan De det gjætte?

LUISE.: Nej!

RAVN.: Det er Dem selv.

LUISE.: Er det mig?

RAVN.

✂

Ja mænd er det saa. Nu skal De høre videre.

✂

2.

Og saa er der en Fyr, af Skabning klejn
og fremmed end i de fornemmes Sale;
men naar man vil om hans Væsen tale,
saa tror jeg dog ej, der er noget i Vej'n.
Og alle holder nu højt ham i Pris,
for Lystighed med Forstand han forener;
han nylig er kommen hertil fra Paris,
saa kan De vel gjætte, hvem jeg mener.
Kan De det gjætte?

214

LUISE.: Ja det er Dem selv.

RAVN.

✂

Gu er det saa.

✂

3.

Af dette hersens jeg nok maa tro,
De let vil kunne til Resten Dem gjætte;
det nette passer jo for det nette,
og nette man finder jo begge de to.
Er det ej rigtigt, at Frøkenen da
sin egen Nethed med Fyrens forener?
Og hvis De nu svarer paa det med et Ja
se saa har De gjættet, hvad jeg mener!
Vil De det gjætte?

LUISE.: Det er jo kun en Leg?

RAVN.: Nej, det er mit Alvor.

LUISE.: Hvad vil De?

RAVN.: Jeg vil - ja jeg vil fri. Her staar jeg, her er min Haand, her er mit Hjerte - værseartig!

LUISE.: Men vi har jo kun kjendt hinanden saa kort.

RAVN.: Det er meget vist, men jeg kunde sgu ikke holde mig længer.

LUISE.: Men jeg veed endnu ikke rigtig, hvem De er; saa maa De da først sige mig Deres egentlige Navn.

RAVN: brøsig.
Ja naar De ikke vil, saa er det en anden Sag, saa -

LUISE.: Jeg forstaar Dem; De vil ikke elskes for Deres Rang og Stilling, men blot for Deres Person.

RAVN.: Nej, ikke for min Rang, blot for min Person. Hvad siger De saa?

LUISE.: Jeg elsker dig.

RAVN.: Tusind Tak. Omfavner hende. Min Luise!

LUISE.: Min - hvad hedder du?

RAVN.: Peter.

215

LUISE.: Min Peter! O hvor jeg er lykkelig! Men hør - for det første maa vi holde det hemmeligt.

RAVN.: Nej min Sæl maa vi ej. Kalder ud ad Døren. Konsulen og Fruen.

✂

NITTENDE SCENE.

De forrige. Konsul. Frue.

KONSUL.: Naa - nu er vi forberedte paa at blive overraskede.

RAVN.: Det skal De ogsaa blive.

FRUE.: Kan vi saa faa Hemmeligheden at se?

RAVN.: Det er nemt gjort.

Kysser Luise.

KONSUL.: Hvad - hvad for noget?

FRUE.: Qu'est-ce que c'est que ça? hvad betyder det?

RAVN.: Det betyder blot, at vi to er bleven Kjærester.

KONSUL.: Hvad? allerede?

FRUE.: Det var en surprise! Luise!

LUISE.: Jeg kunde ikke sige Nej, Mama!

KONSUL.: Og vi veed jo slet ikke, hvem De egentlig er; De har jo ikke en Gang sagt os Deres Navn og Stilling.

RAVN.: Jeg har jo sagt Dem det, men De vilde ikke tro mig.

KONSUL.: Aa skal vi nu have den Historie igjen? Jeg maa sige - hvad siger du?

FRUE.: Jeg siger, det er kjækt.

KONSUL.: Ja kjækt er det, overmaade kjækt, og maaske den Kjækhed er Brug i Paris, men den passer ikke for vort nordlige Klima.

216

FRUE.: Og dog maa vi samtykke deri. Hvad Elskov forbinder, kan Forældre ikke adskille.

RAVN.: Det var dejlig sagt. Hørte De det?

KONSUL.: Ja den Veltalenhed kan jeg ikke modstaa. Kom, min Svigersøn, lad mig omfavne Dem!

Han gjør det.

FRUE.: Kys mig, min Datter! Gjør det. Og saa mener jeg, at vi øjeblikkelig bør deklarere Forlovelsen for hele Selskabet.

RAVN.: Ja det er det rigtigste! Aabner Døren. Værseartig alle sammen!

✂

TYVENDE SCENE.

De forrige. Baron og de øvrige Gjæster.

BARON.: Naa, hvori bestaar nu den store Hemmelighed?

KONSUL.: Maa jeg præsentere Dem et forlovet Par: min Datter og Hr. Ravn!

BARON.: Hvad for noget? allerede? gratulerer!

Almindelig Gratulation.

BARON: til Ravn.
Det var da i en uhyre Fart. Og det er det, De kalder at fæste Pige - hahaha! De har altsaa tænkt paa det tidligere? Fæste Pige - hahaha! At det dog ikke kunde falde mig ind!

✂

ENOGTYVENDE SCENE.

De forrige. Pilse.

PILSE.: Hvad er her paa Færde?

BARON.: En Forlovelse mellem Frøken Varbjerg og Hr. Ravn.

217

PILSE.: Det er ikke muligt! Til Ravn. Er det vel?

RAVN.: Jo det er saamænd.

PILSE: afsides til ham.
Men Herregud! jeg troede, at De netop vilde arbejde for min Sag.

RAVN.: Ja men jeg forstod Dem, som om De blot havde noget imod, at Halling fik hende, og saa, for at forhindre det, tog jeg hende selv.

PILSE.: De har altsaa misforstaaet mig - og derved har De gjort mig ulykkelig. Men enfin - vi vil være Venner alligevel.

RAVN.: Ja vel! Skal vi drikke dus?

De gaar hen og drikke.

✂

TOOGTYVENDE SCENE.

De forrige. Halling.

HALLING: heftig.
Luise! er det sandt, at De vil forlove Dem med Ravn?

FRUE.: Forlovelsen er sket.

HALLING.: Det kan ikke ske - det er ikke muligt - jeg vil ikke tillade det.

KONSUL.: Hr. Halling, hvad er det for en Tone?

HALLING.: Jeg kan forhindre det, jeg kan give Oplysninger, som vil gjøre det umuligt. Veed De da, hvem denne Ravn er?

BARON.: Ja han er Greve - hviskende det er Grev Ravensberg.

HALLING.: Nej, han er Skræddersvend fra Helsingør - hvad siger De saa?

KONSUL.: Herregud - tror De paa den Historie? haha! Den har han ogsaa fortalt os, men vi ser skarpere. De kan derfor være ganske rolig.

218

HALLING.: Saa bliver jeg nødt til at sige Sandheden rent ud. Nu vel - De maa da vide, at det ikke gaar naturligt til, det er Hexeri, han har en Tryllering om Armen.

BARON.: En Tryllering, hahaha!

Almindelig Latter.

HALLING.: Aa, De skal ikke le - Hr. Ravn kan selv bevidne det. Det var i Nat ude i Dyrehaven, der traf vi en Hex -

BARON.: En Hex! hahaha!

Almindelig Latter.

KONSUL.: Min Ven, De taler over Dem.

HALLING.: Er der da ingen, der vil tro mig? Træk blot Kjolen af ham, saa vil De faa Ringen at se.

FRUE.: Hr. Halling! De er vist syg.

HALLING.: Saa maa jeg prøve det sidste Middel. Vil De da love mig at opsætte Deklarationen blot til i Morgen? Det er absolut nødvendigt; jeg fordrer det.

FRUE.: Hr. Halling har intet at fordre her. Deklarationen er sket.

LUISE.: De gjorde vist bedst i at gaa til Ro.

HALLING.: Tak, min Frøken, for Deres Opmærksomhed! Men De vil komme til at fortryde, at De ikke fulgte mit Raad; De vil alle sammen blive prostituerede.

Iler ud.

✂

TREOGTYVENDE SCENE.

De forrige uden Halling.

✂

KONSUL.: Det var en højst ubehagelig Scene.

RAVN.: Ja jeg vilde ikke haft det for to Skilling.

219

FRUE.: Ja det kommer der af, naar man er for liberal med at vælge sin Omgang. De Studenter mangler den sande Dannelse.

KONSUL.: Jeg vil foreslaa, at vi nu opløser Spillepartierne og morer os med de Løjer, som min tilkommende Svigersøn har lært i Paris.

BARON.: Ja, det er superbe.

✂

Mel. Fr. S. 58.

KOR.: ✂ Nu Glædens fulde Røst
fra Loft og Vægge klinge skal igjen,
og under munter Lyst
skal denne Aften glide hen.

BARON: til Ravn.
✂ Men De er Manden, hvem vi lider paa.

KONSUL.: ✂ De sørge maa for alt.

FRUE.: ✂ Ja Dem det er, til hvem vi alle gaa
og hente Viddets Salt.

KOR.: ✂ Hr. Ravn han er vor Trøst,
han Glædens Stemme vække skal igjen,
og under munter Lyst
skal denne Aften glide hen.

220

✂

FJERDE AKT.

Samme Aften. Hallings Værelse.

✂

FØRSTE SCENE.

Halling gaar op og ned ad Gulvet. Margrete.

✂

MARGRETE: udenfor.
Hr. Halling! Er De oppe endnu?

HALLING.: Ja, værsgo!

MARGRETE.: Naa, hvorledes har De det? Frøkenen siger, at De blev syg.

HALLING.: Aa det var ingenting.

MARGRETE.: Jeg vilde spørge, om De ikke kunde have Lyst til lidt Is eller Gelee eller et Glas Vin. Det kunde maaske hjælpe.

HALLING.: Nej Tak! kommer det Tilbud fra Familien derovre?

MARGRETE.: Nej Gud! saadan noget har de ikke Tid til at tænke paa. Men jeg kunde jo nemt bringe noget over til Dem, uden at Fruen mærkede det. Der er saamænd Guds Velsignelse.

HALLING.: Nej, De skal have Tak. Nu gaar jeg i Seng.

MARGRETE.: Ja det har De maaske ogsaa bedst af. Men hør, Hr. Halling! hvad skal vi gjøre ved Jomfru Tokkerup?

HALLING.: Jomfru Tokkerup?

MARGRETE.: Ja den lille Mine, De kjender hende jo nok. De kommer jo til Tokkerups.

221

HALLING.: Gjør jeg?

MARGRETE.: Ja det fortalte Jomfruen mig, og det er jo ogsaa en ganske net Familie. De er jo rigtignok ikke saa gentile, men Herregud, for Dem og mig og vores Lige kan det jo være godt nok.

HALLING.: Ja vist! Men hvad fejler hun da?

MARGRETE.: Aa hun fik det akkurat ligesom De. Vi stod derude og skar Kage, og saa paa en Gang begyndte hun at lytte, og saa foer hun lige lukt ind i Stuen og rakkede Frøkenen og Fruen saadan til, saa det var gefærligt. Og nu staar hun ude paa Gangen og græder, og jeg kan ikke faa hende til at gaa ned.

HALLING.: Den stakkels Pige!

MARGRETE.: Aa hvad! Greven har vel gjort nogle Løjer med hende -

HALLING.: Greven? Naa De mener Hr. Ravn!

MARGRETE.: Ja - og saa tror den dumme Tøs, at han vil gifte sig med hende, i Stedet for at betragte det som en Ære og Fornøjelse. For jeg har nu set mange fine Folk, og jeg skulde tro, at jeg forstaar mig paa det; men hans Lige har jeg aldrig truffet paa.

HALLING.: Er han gaaet hjem?

MARGRETE.: Nej, dertil morer de dem rigtignok altfor godt. De støjer og de tumler og dominerer, saa det staar efter, og han er Manden for det hele.

✂

Mel. Fr. S. 22.

✂

1.

✂ Ja i et saadant Selskab maa
man kalde ham en Skat,
og hele Huset har han paa
den anden Ende sat.
Hvad han siger -

222

HALLING.: ✂ Hvad han siger -

MARGRETE.: ✂ Lystre de glat,
Og de morer dem saa godt,
og de morer dem saa godt,
og der synges lystig og der lees,
og de danser -

HALLING.: ✂ Og de danser -

MARGRETE.: ✂ Rundt i en Kreds.
Og de morer dem saa godt.

HALLING.: ✂ Og de morer dem saa godt.

BEGGE.: ✂ Og de morer dem saa godt.

✂

2.

MARGRETE.: ✂ Og Kispuds leged alle nu
fra yngst til allerældst,
saa flere Ruder gik itu
og knap et Glas blev frelst.
Løse Panter -

HALLING.: ✂ Løse Panter -

MARGRETE.: ✂ Gjør de dog helst.
Og de morer dem saa godt,
og de morer dem saa godt.
Da Baronen dansed Menuet
han med Fruen -

HALLING.: ✂ Han med Fruen -

MARGRETE.: ✂ Faldt nok saa net.
Og de morer dem saa godt.

223

HALLING.: ✂ Og de morer dem saa godt.

BEGGE.: ✂ Og de morer dem saa godt.

MARGRETE.: ✂ God Nat, Hr. Halling!

Gaar.

✂

ANDEN SCENE.

HALLING.: Hahaha! Det maa klæde de Folk udmærket; men de har endelig godt af det. Det gjør mig kun ondt for Luise, jeg havde dog troet, at hun holdt af mig. - Aa hun er ikke et Haar bedre end de andre, og Klint havde Ret i, at jeg ikke hører hjemme i det fornemme Slæng. - Der staar nu den stakkels Pige ude paa Gangen og græder. Hvor anderledes varm og ærlig og uskyldig er hun. Jeg vil dog prøve paa at trøste hende. Gaar hen imod Døren. - Jeg er overbevist om, at det vilde ærgre Luise, om jeg forlovede mig med en anden. Hun er nu stolt af at have ruineret mig for hele mit øvrige Liv. Nej pyt, min gode Frøken! jeg ruineres ikke saa let. Aabner Døren. Der staar hun - med et Mandfolk. Det er hendes Fader. Jeg skal se at faa dem herind.

Gaar.

✂

TREDIE SCENE.

Halling. Mine. Tokkerup.

HALLING: i Døren.
Værsgo at træde indenfor!

TOKKERUP.: Takker ærbødigst. Vi kommer vist til Ulejlighed.

224

HALLING.: Vil De ikke tage Plads! Tokkerup bliver staaende, Mine sætter sig. Jeg vilde blot give Dem nogle Oplysninger med Hensyn til, hvad der er sket her i Aften.

TOKKEREP.: Ja jeg hører, at Hr. Ravn er bleven forlovet med Frøken Varbjerg; det er virkelig en overmaade Lykke. Men Mine der, hende gefaller det ikke.

HALLING.: Nej, Jomfruen har jo rigtignok Grund til at føle sig krænket.

MINE: grædende.
Aa det er ikke for min egen Skyld. Men jeg veed, at Peter aldrig vil blive lykkelig med den Frøken.

HALLING: afsides.
Det er dog en elskværdig Pige. Højt. Tro mig, kjære Jomfru! Ravn fortjener virkelig ikke Deres Medynk, det er en meget daarlig Person.

MINE.: Aa fy, Hr. Halling! hvor kan De dog sige saadan noget?

TOKKERUP.: Og hvad skader det dig saa videre? Du kan jo sagtens faa dig en ny Kjæreste, hvor du har faaet alle de andre.

HALLING.: Hvad? Har De været forlovet før?

TOKKERUP.: Aa ikke mere end en Snes Gange.

MINE.: Kommer du nu med det igjen. Til Halling. Nej, jeg har ikke været forlovet mere end fem Gange.

HALLING.: Fem Gange?

TOKKERUP.: Knap maalt.

MINE: grædende.
Men jeg har aldrig elsket nogen af de andre saadan som Peter. Og jeg veed ogsaa, at han i Grunden holder allermest af mig.

HALLING.: Nej, De kan tro, han holder kun af sig selv.

MINE: rask.
Hvem har sagt Dem det?

225

HALLING: forlegen.
Jo jeg - jeg synes, at det -

MINE.: Aa behold De Deres Syner for Dem selv! Jeg har ogsaa Øjne i Hovedet. - Nej, det er den Frøken, der har forlokket ham, og saa den opblæste Frue. Grædende til Tokkerup. Du skulde høre, hvordan hun talte til mig. Hun beskyldte mig for at rende paa Dansebod.

TOKKERUP.: Ja, men det gjør du jo ogsaa.

MINE.: Det er den sorteste Løgn - veed du det - uden du maaske vil kalde Kjæden for en Dansebod. Grædende. Nej om jeg end er fattig, saa er jeg dog honnet, og hun skal ikke have Lov til at blamere mig for fremmede Folk.

TOKKERUP.: Men det er sandt, Hr. Studenten havde jo noget at fortælle.

MINE.: Ja hvad var det?

HALLING: kold.
Aa, nu kan det være det samme.

MINE.: Nej kom kun med det!

HALLING.: Aa jeg vilde blot vise Dem, at der hersker en Fejltagelse, og at Deres Kjærlighed til Ravn i Grunden er en Indbildning.

MINE.: Den Snak kan De gjerne spare Dem. Maa jeg være fri!

HALLING.: Naar De blot vil tillade mig -

MINE.: Nej se til ham! Han vil ogsaa gjøre sig vigtig.

TOKKERUP.: Men Mine dog! Er du gal?

MINE.: Jeg har ikke bedt om hans Raad, lad ham holde sin Næse fra min Kjærlighed. Grædende, idet hun gaar. Og fordi man er ulykkelig, skal ikke enhver Laps have Lov til at overfuse en, for jeg er en honnet Pige, og jeg vil ikke taale Næsvisheder af saadan en -

Gaar.

226

✂

FJERDE SCENE.

Halling. Tokkerup. Siden Ravn.

HALLING: afsides.
Det var den anden Illusion.

TOKKERUP.: Hr. Studenten skal ikke kere sig om hvad hun siger, for rigtignok er hun min Datter, men det er en snavs Tøs, som kun skaffer mig Fortrædeligheder.

RAVN: kommer.
Hør, Halling - Aa De har fremmede.

TOKKERUP.: God Aften, Hr. Ravn!

RAVN.: God Aften! Jeg synes, jeg skal kjende den Mand. De er -

TOKKERUP: bukker.
Skomager Tokkerup til Herrens Tjeneste. Jeg vilde blot tage mig den Frihed at gratulere Herren angaaende Deres Forlovelse, og dersom Herren i Deres Fornemhed skulde behøve en Skomager, - Herregud, det gjør jo baade store og smaa - saa vil jeg bede Dem huske paa mig.

RAVN.: Ja, der er jo Skomagere nok.

TOKKERUP.: Ak ja - der er altfor mange. Men hvis Herren en Gang skulde have lidt simpelt Arbejde, en Flik eller et Par Saaler eller et Taastød, saa - for gammelt Bekjendtskabs Skyld - kunde De gjerne tænke paa Skomager Tokkerup hernede i Kjælderen. Det skal blive gjort baade pænt og durabelt.

RAVN.: Jeg skal overveje det nærmere. Adjø.

TOKKERUP.: Tusind Tak! Ærbødigst!

Gaar.

✂

FEMTE SCENE.

Halling. Ravn.

✂

HALLING.: Maa jeg spørge, hvad De vil her?

RAVN: sætter sig.
Aa jeg vil bare puste lidt, jeg er saa 227 nederdrægtig træt. De kan ogsaa tro, vi har gjort et farligt Mudder derinde. Og naar jeg drikker Vin, saa bliver jeg altid søvnig. Det maa vel ogsaa snart være Sengetid?

HALLING.: Ja, Klokken gaar stærkt til tolv, og nu skal jeg i Seng.

RAVN.: Værsgo, De skal ikke genere Dem. Men det er sandt, jeg skulde sige Dem fra min Svigerpapa, at De skal flytte, for jeg skal have Deres Værelser, til vi rejser paa Landet.

HALLING.: Ja saa?

RAVN: ser sig om.
Aa det er jo ogsaa en ganske pæn Stue. Monstro nu den Stol følger med?

HALLING.: Ja det er i det mindste ikke min.

RAVN: lægger sig i Gyngestolen.
Ja, jeg kan i Grunden faa det ganske godt.

HALLING: ærgerlig.
Hør, Hr. Ravn, jeg maa sige Dem - nu maa De gaa.

RAVN: strækker sig.
Tror De? Jeg havde nu allermest Lyst til at komme i Dynerne. Men de længes vist gruelig efter mig derinde.

HALLING.: Ja det gjør de vist. Gaa De!

RAVN: rejser sig.
Ja saa maa man vel. Gaar frem og tilbage. Hør, Halling, jeg har dog i Grunden skudt Poppegøjen.

HALLING.: Det vil vise sig.

RAVN.: Ja, om en Maanedstid skal vi have Bryllup, saa skal De se en Stads.

✂

Mel. Danser Majen skjøn imøde. (Weyse).

✂

1.

✂ Ja, min Lykke jeg fandt iblinde,
og se nu har jeg vundet det Spil,
alting staar for mig jo paa Pinde,
jeg kan faa nu, hvad Fanden jeg vil.
228 Tænk, jeg holer - nu kommer det bedste -
da i Medgift en halv Million.
og i dette Aar eller næste
bliver min Svigerpapa Baron.

✂

2.

✂ Men hvor fornem jeg end skal være,
ej af Venner jeg Haanden vil sla';
jeg paa Dem skal tænke, min kjære,
jeg skal hjælpe Dem.

HALLING.: ✂ Tak skal De ha'!

RAVN.: ✂ Sov da vel!

HALLING.: ✂ Jeg Dem ønsker til Lykke.

RAVN.: ✂ Ja jeg iler til Lykke og Lyst,
jeg skal ind for atter at trykke
Frøken Luise til dette Bryst.

Gaar.

✂

SJETTE SCENE.

Halling. Klint.

HALLING.: Det er i Grunden underligt, men jeg tror, at al min Forlibelse er gaaet over. Jeg er bleven saa let om Hjertet.

KLINT.: God Aften, Halling!

HALLING: farer ham imøde.
God Aften, min kjære Ven! Hør, det er udmærket, at du kommer nu. Jeg trænger saadan til et ordentligt, veritabelt Menneske.

KLINT.: Naa, hvad er der da paa Færde?

HALLING.: Aa, jeg er saa glad, men jeg veed ikke ret hvorfor. Jo oprigtig talt er det, fordi jeg har faaet en Kurv. Ja - egentlig har jeg da faaet to.

229

KLINT.: To! Naa det var godt bestilt. Men hvad var det for en Snegl, der gik fra dig nu?

HALLING.: Det var min Doktor, det er ham, der har kureret mig for Forlovelsessygen. Aa du kan tro, jeg er saa fornuftig, saa der er ingen Ende derpaa. Men hvor kommer du fra?

KLINT.: Aa vi kom fra Selskab, og da din Port stod aaben, fik vi Lyst til at se, om du var hjemme.

HALLING.: Naa du var i Selskab? Var der nogle smukke Piger?

KLINT.: Ja det kan du tro.

HALLING: ivrig.
Aa hvem var det? fortæl mig!

KLINT: leende.
Du er dog en rigtig Rus! Jo jeg skal love for, at du er bleven fornuftig. Men Søren og Hutter venter dernede paa Trappen.

HALLING.: Aa saa maa vi have fat paa dem. Jeg længes saadan efter de gamle Ansigter. Lad os gaa ned og hente dem! Kom!

De gaa.

Et Værelse hos Konsulen.

✂

SYVENDE SCENE.

Ravn kommer ind, efterfulgt af Konsul, Frue, Luise, Baron, Pilse og Gjæster.

ALLE.: Hr. Ravn! Hr. Ravn!

Ravn sætter sig.

LUISE.: Kjære Peter, hvad skal vi nu have?

NOGLE.: Hr. Ravn, en ny Leg!

RAVN.: Nej, Børn, nu kan vi vel nok være trætte af det.

FRUE.: Aa nej! det bliver man aldrig træt af.

230

BARON.: Nej, dertil er det rigtignok altfor interessant.

Gaber.

RAVN.: Ja men hør, saa kan vi jo tage fat i Morgen Aften igjen.

KONSUL.: Aa ja, det kan vi - hvis De alle vilde beære mig med Deres Selskab i Morgen igjen?

PILSE.: Ja jeg skal desværre til Hoffet.

RAVN.: Aa den Jammerjunker gjør altid Vrøvl. Hør, du kan jo tage Hoffet med.

BARON.: Hahaha! det er udmærket! Til de andre. Hører De, Hr. Ravn siger, at Kammerjunkeren kan tage Hoffet med. Hahaha!

Almindelig Latter.

KONSUL.: Hr. Ravn, maa jeg være saa fri at spørge, hvor De bor?

RAVN.: Jeg loserer hos Gjætsgiver Kraft i Pustervig.

BARON.: I Pustervig? Hahaha!

Almindelig Latter.

PILSE.: Hør, hvis du skal tage ind paa et Hotel, saa kan du lige saa godt kjøre hjem med mig; jeg har Plads nok.

RAVN.: Tak skal du have! Saa sparer jeg den Mark.

Almindelig Latter.

KONSUL.: Det er dog en mageløs Vittighed.

FRUE.: Ja han har superbe Indfald, den kjære Greve.

BARON: griber et Glas.
Mine Venner! Afskedens Time slaar. Vi have tilbragt en Aften, rig og herlig som ingen anden, en Aften, der bestandig vil staa for os som den skjønneste i vort Liv. Lader os da takke ham, som vi skylde saa meget, lader os her ved det skummende Bæger nedbede Himlens Velsignelse 231 over den Pagt, han har sluttet, en Pagt mellem Kraft og Skjønhed, mellem Aand og Hjerte, mellem Rang og Rigdom. Lader os udtale, hvad vi føle os saa dybt forvissede om, at denne Pagt vil være ophøjet som hans Karakter, uplettet som hans Adelsskjold og urokkelig som vor Taknemmelighed.

ALLE.: Bravo! bravo! Hr. Ravn - de forlovede leve!

KONSUL og FRUE: rørte.
Tak, kjære Baron! Tak!

RAVN.: Ja hør, Baron! det var sgu kjønt.

BARON.: Synes De virkelig? det fornøjer mig ret.

Trykker hans Haand.

PILSE.: Ravn, kom! saa siger vi Farvel.

BARON.: Nej, vi maa blive lidt for at afkøle os, vi er saa echaufferede.

RAVN: afsides.
Naa, skal De nu blive længer endnu! Højt. Ja saa kan I jo gaa ind i Salen og faa jer lidt Is.

KONSUL.: Ja det er rigtigt! Vær saa artig!

De gaa.

FRUE: til Ravn, som bliver siddende.
Hr. Ravn, hvorfor kommer De ikke med?

RAVN.: Lad De mig om det - gaa De! Hun gaar. Nej hør! tag det Lys med, det skærer mig i Øjnene.

Fruen gaar og tager Armstagen med.

✂

OTTENDE SCENE.

Ravn. Siden Luise.

RAVN.: Det er Pokkers, saa jeg er søvnig! Lukker Øjnene. Aa man kan ikke sove for de forbandede Lys. Rejser sig og slukker alle Lysene. Se saa! Nu kan man da faa sig en lille Lur. Sætter sig. Lad de andre saa more sig med deres Slikkeri.

232

LUISE: kommer.
Men her er jo ganske mørkt. Peter! er du her?

RAVN.: Er det dig, min Pige? Kom herhen og sæt dig ned ved Siden af mig! Jeg skulde just til at slibe mig en lille Skraber!

LUISE: sætter sig hos ham.
O Peter! jeg kan ikke beskrive, hvor jeg elsker dig.

RAVN: gaber.
Det kan jeg sgu heller ikke. Den forbandede Ring, den trykker mig.

Tager den af.

LOUISE.: Hvad er det for en ring?

RAVN.: Aa, det er en, jeg har arvet efter min Oldemoder.

LUISE.: Søde Peter! jeg har tænkt paa, at naar vi bliver gift, saa skulde vi gjøre en Rejse til Paris og til Italien - kunde det ikke være dejligt? Og du maa jo rigtig kunne vise mig om derovre. Han sover! Ja han har rejst hele den forrige Nat. - Gud, hvor jeg dog er lykkelig! Og hvor Emma Jul vil blive misundelig! Ak ja! Klokken slaar tolv, man hører Ringen klinge paa Gulvet. I Halvsøvne. Du tabte din Ring.

Sover ind.

✂

NIENDE SCENE.

De forrige. Baron.

BARON.: Hvad? her er bælgmørkt! Hr. Ravn, Klokken er over tolv! vi maa nok hjem. Hr. Ravn, er De her? Aa han har vist en Spøg for. Gaar og kommer tilbage med Lys. Ja jeg skal nok finde Dem. Sætter Lyset. Hr. Ravn! Opdager de sovende. Der sidder han, den charmante unge Mand. Betragter ham. Hm, det klæder ham just ikke at 233 sove. Mærkværdigt, saa det forandrer ham! Vidste man ikke bedre, skulde man sige, at det var et ganske ordinært Ansigt.

✂

TIENDE SCENE.

De forrige. Konsul. Frue. Pilse. Gjæster.

✂

KONSUL.: Ah, en sovende Gruppe! Se dog!

FRUE.: O de kjære Børn! - Fi don! det er afskyeligt!

BARON.: Ja, ikke sandt! det klæder ham ikke.

FRUE: heftig.
Luise! vaagn dog! Luise slaar Øjnene op. Rejs dig op!

LUISE.: Men hvor er da Peter? Ser paa ham. Men Gud! hvad har de gjort ved ham?

KONSUL.: Kald paa Greven - paa Hr. Ravn! Han sover saa stygt!

LUISE: rører ved ham.
Peter! Nej, det er ikke Peter! Hvad er det for noget afskyeligt noget? hvem er det?

PILSE: nærmer sig.
Aa det er bestemt et af hans lystige Indfald. Se, hvor han har majet sig ud!

FRUE.: Nej det er slet ikke ham. Det er ikke min Svigersøn.

KONSUL.: Men vi maa dog have at vide, om det er et Menneske eller en Dukke. Rusker i ham. Rejs Dem!

RAVN.: Ja Mester! nu kommer jeg. Aabner Øjnene. Men det er sandt, skal vi saa tage hjem?

LUISE.: Uh, sikken en Stemme!

KONSUL.: Min Herre, hvad skal det betyde?

RAVN.: Ja gæt en Gang! Hehehe!

PILSE.: Jeg er overbevist om, at det dog er ham. Hør, tag nu den grimme Maske af!

Tager ham i Ansigtet.

234

RAVN: slaar ham over Haanden.
Tag du dit eget Flødeskæg af! Hehehe! Naa, hvorfor griner I ikke?

PILSE: forfærdet til de andre.
Det var hans eget Ansigt.

BARON.: Jeg kan ikke begribe, hvor Kammerjunkeren kan være saa blind. Der er jo ikke Spor af Lighed.

KONSUL.: Nej, De har Ret. Men hvem er det da? og hvor er han?

BARON.: Det maa være en Spøg, en ikke ganske heldig Spøg af den kjære Greve. Han maa være her i Nærheden. Men hvem er det, han har sat i sit Sted? Til Ravn. Hør, min Ven! vi vil ingen Løjer have mere. Hvem er De?

RAVN.: Aa Baron, De er en Rad! Hehehe!

BARON.: Det er en impertinent Person.

RAVN.: Aa lad nu være med de Narrestreger! Ellers bliver jeg sgu gal i Hovedet.

KONSUL: farer hen til ham.
Svar nu - hører De! Hvem er De, og hvad skal det betyde?

RAVN.: Aa det er slet ikke morsomt. Luise, kom og kys mig!

FRUE.: Uforskammede!

BARON.: Jeg tror virkelig, at han vil udgive sig for Hr. Ravn!

KONSUL.: Men, Luise, du maa jo vide, hvordan det er gaaet til. Hvordan er du kommen til at sidde ved Siden af det Menneske?

LUISE: grædefærdig.
Søde Papa! jeg veed det ikke. Jeg sad og talte saa yndig med Ravn, og saa lukkede jeg Øjnene, og da jeg vaagnede, saa -

FRUE.: Græd ikke, mit Barn! det er en Spøg, som jeg ikke havde tiltroet en Mand som - som Hr. Ravn. Men hvor er han?

235

BARON.: Ja hvor er han? Det kan ikke hænge saaledes sammen. Til Ravn. Vil De forklare Sagen, hører De! Svar nu?

KONSUL.: Ja ellers sender vi Bud efter Politiet.

RAVN.: Men Gudbevares! Jeg er jo Peter Ravn, Deres Svigersøn!

FRUE.: Og det tør man byde os!

KONSUL.: Den Ide skal Politiet nok pille ud af Dem.

RAVN.: Men alvorlig, er der ikke en eneste, som kjender mig?

ALLE.: Nej!

BARON.: Lad ham gaa! det er det bedste. Gaa Deres Vej!

RAVN.: Nej nu taaler jeg det min Sjæl ikke længer.

✂

Mel. Fr. Ep. 64.

✂ Nu bli'r jeg gal, jeg mig bort vil begive,
saa kan De ha' det saa godt, skal De se;
men hvis De ønsker, at her jeg skal blive,
maa De mig kjønt om Forladelse be'.

ALLE.: ✂ Nej nej nej!

RAVN.: ✂ De vil ej?

ALLE.: ✂ Her ser De nok, De kommer tilkort.

RAVN.: ✂ De vil ej?

ALLE.: ✂ Nej nej nej!
Gaa De kun bort!

RAVN.: ✂ Nu er jeg gal, saa vil her jeg forblive,
gyselig hævne jeg vil denne Tort.

236

BARON.: ✂ Vil De saa
bare gaa!

RAVN.: ✂ Min Sjæl om jeg det gjør.

KONSUL.: ✂ Gaar De ej,
saa skal jeg -

RAVN.: ✂ Ja rør mig, om De tør!

ALLE.: ✂ Sikkert er Manden -

RAVN.: ✂ Jeg er sgu riæl.

ALLE.: ✂ Gaaet fra Forstanden.

RAVN.: ✂ Det er De nok selv.

ALLE.: ✂ Hvad gaar der a' ham?
Strax vi nu maa la' ham
hente med Politi.

RAVN.: ✂ Hør mig dog bare!

ALLE.: ✂ Vi Dem ikke tror.

RAVN.: ✂ Jeg kan forklare -

ALLE.: ✂ Spar kun Deres Ord!

RAVN.: ✂ Kom, min Luise!
jeg skal dig bevise -

ALLE.: ✂ Maa vi være fri!

237

✂

RAVN.: I vil altsaa slet ikke kjende mig igjen! - Godt Børn! jeg skal skaffe Vidner. Gaar hen imod Døren, men kommer tilbage igjen. Naa, har I betænkt jer? Godt! I skal faa det betalt.

Gaar.

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige uden Ravn.

LUISE.: Søde Mama! hvad skal jeg gjøre? Jeg er saa bange for, at den rigtige Ravn aldrig kommer her mere.

BARON.: Jo derpaa kan Frøkenen være sikker, en Adelsmands Ord kan man altid stole paa.

KONSUL.: Han maa jo være her endnu, for han har jo ikke taget Afsked. Jeg vil dog ind og se efter ham i de andre Værelser.

PILSE.: Nej Konsulen bør blive her. Henvender sig til de stumme Personer. Vi vil jo med Fornøjelse anstille den fornødne Husundersøgelse, og vi skal nok bringe Desertøren død eller levende - hehehe!

Gaar med de stumme Personer.

KONSUL: raaber efter dem.
Og husk at se ind til Hr. Halling, der var han før.

FRUE.: Ja Hr. Ravn er vistnok den eneste, der kan befri os fra dette mauvais sujet!

BARON.: Aa nu vover han neppe at komme her tiere.

✂

TOLVTE SCENE.

De forrige. Ravn. Hutter. Søren Torp. Klint.

RAVN.: Nu skal De se, her er nogle Folk, der kjender mig. Og Hr. Halling kommer strax med flere.

238

KONSUL: rækker dem Haanden.
Ah, god Aften, mine Herrer!

BARON: afsides til Fruen.
Hvad mon det er for Personer!

RAVN: til de nysankomne.
Ja tænk en Gang, jeg har været her hele Aftenen, og de har grint ad mig og forlovet sig med mig, men nu paa en Gang siger de, at det ikke er mig, og gjør en helvedes Velstand, saa -

KONSUL: til Ram.
Stille! - Hr. Hutter, De kjender altsaa Hr. Ravn?

HUTTER.: Ja jeg traf ham i Formiddags hos Halling, men han havde rigtignok ikke den fjerneste Lighed med den Mand der.

KONSUL: til Ravn.
Der kan De se.

RAVN.: Men Hutter dog!

HUTTER.: Den Ravn, jeg talte med, var en Mand med Energi i Øjet!

RAVN.: Hvad for noget i Øjet!

HUTTER.: Med Energi i Øjet og det levende Ord paa Tungen; det var en ægte, en gedigen liberal.

BARON.: Nej, vores Hr. Ravn er ikke liberal, han er egentlig Greve.

HUTTER.: Ja saa er det ikke ham, jeg kjender.

RAVN.: Men, bedste Hr. Søren, kjender De mig da heller ikke?

SØREN TORP.: Ja jeg veed ikke ret.

RAVN.: Aa hvad! kjend mig!

SØREN TORP.: Mine Herrer og Damer! den omtalte Hr. Ravn er jo aabenbart en Ironiker, det vil sige, en Størrelse, der ligesom en Cirkelperiferi har uendelig mange Sider.

BARON.: Men jeg forstaar ikke - hvem er da den liberale, som Hr. Hutter omtaler?

239

SØREN TORP.: Det er een Side af ham.

KONSUL.: Og Greven?

SØREN TORP.: Det er en anden Side af ham.

HUTTER: peger paa Ravn.
Og den Person der?

SØREN TORP.: Det er en tredie Side af ham.

RAVN.: Men er jeg da mig selv, eller er jeg ikke mig selv?

SØREN TORP.: For Øjeblikket er De ikke Dem selv.

RAVN.: Men du himmelske Grosmægtighed! er da hele Verden bleven ukjendelig?

BARON.: Hør, min gode Mand, forføj han sig nu bort, og tak vor Naade, at han slipper saaledes fra det.

RAVN.: Nej, jeg gaar ikke bort, det gjør jeg ikke, for jeg kan bevise -

BARON.: Bevis!

RAVN.: Kan Baronen huske, at De før sagde til mig, at denne hersens, der regederer »Fædrelandet«, at han skulde hænges?

HUTTER.: Har han sagt det?

BARON.: Ja - og det gjør jeg endnu.

RAVN.: Og kan Konsulen huske, at De betroede mig, at De tænkte med det første at blive Baron?

HUTTER: heftig.
Det er en skammelig Bagvadskelse! Konsul Varbjerg, Frihedens trofaste Stridsmand - Baron!

KONSUL.: Det er naturligvis en Opdigtelse.

BARON.: Hvorfor vil De ikke være det bekjendt? Det er jo en hæderlig Stræben. Til Hutter. Det er ganske rigtigt, Konsulen ønsker at hæve sit Gods til et Baroni.

HUTTER.: Er det sandt? Til Konsul. Og det er Dem, som ved vort Gilde i Gaar drak Skaaler og holdt 240 Taler for Frihed og Lighed. Jeg har beundret Dem, men nu er det forbi - De er falden dybt i mine Øjne, og i Morgen skal De være falden i hele Folkets.

KONSUL.: Men bedste Hr. Hutter -

BARON: til Konsul.
Naa, saa De besøger endnu politiske Gilder?

KONSUL.: Ja - det var ganske hændelsesvis.

BARON.: Den Hændelse vil vistnok ikke være gunstig for Deres Ansøgning.

KONSUL.: Men jeg beder Dem, Hr. Baron -

RAVN.: Hehehe! Nu ærgrer jeg ham dog.

KONSUL.: Aa det er ogsaa den uforskammede Person der! Til Ravn. Vil De gaa paa Øjeblikket!

HUTTER.: De rører ham ikke! Fortæl videre!

RAVN: retirerer bag Hutter.
Og kan De huske Frue, den Gang Mine Tokkerup kaldte Dem en Rappenskralde? hvad? hehehe!

FRUE: til Konsul.
Du maa skaffe ham bort.

BARON.: Men hvoraf veed han dog alt det?

✂

TRETTENDE SCENE.

De forrige. Halling. Tokkerup. Mine.

✂

Mel. Bondedans.

✂

1.

RAVN.: ✂ Aa kom, Hr. Halling!

HUTTER.: ✂ Deres Votum er nødvendigt.

BARON.: ✂ Her er en Sag, som ikke klares let.
Den Personage. -

241

HUTTER.: ✂ Han fortæller -

FRUE.: ✂ Ja hvor skændigt!

SØREN TORP.: ✂ Men jeg tør vædde, at han dog har Ret.

HALLING.: ✂ Hvad skal jeg svare?

BARON.: ✂ De skal forklare,
De skal os løse dette Gaadenet.

HALLING.: ✂ Hvad skal jeg svare?

KOR.: ✂ De skal forklare,
De skal os løse dette Gaadenet.

✂

2.

BARON.: ✂ Her er Forvirring!

FRUE.: ✂ Her er Tummel!

HUTTER.: ✂ Her er Trætte!

SØREN TORP.: ✂ Hele Forsamlingen er rent konfus.

FRUE.: ✂ De maa jo vide -

HUTTER.: ✂ De maa kjende jo den rette.

KLINT.: ✂ Du har jo bragt ham her til dette Hus.

HALLING.: ✂ Hvad skal jeg svare?

BARON.: ✂ De skal forklare,
De skal nu vække os af denne Rus.

242

HALLING.: ✂ Hvad skal jeg svare?

KOR.: ✂ De skal forklare,
De skal nu vække os af denne Rus.

✂

HALLING.: Da jeg forudsaa, at mit Ord ikke vilde blive taget for gyldigt, har jeg medbragt et Vidne, der har kjendt Hr. Ravn længere end nogen af os andre.

Mine træder frem.

FRUE.: Det røber stor Takt af Dem, Hr. Halling, at føre det Fruentimmer herop.

MINE.: Aa jeg er slet ikke mere Fruentimmer end som Fruen - veed De det. Til Halling. Men hvor er saa Peter?

HALLING.: Der sidder han jo.

MINE.: Nej, det er jo ikke Peter.

RAVN.: Jo gu er det mig.

MINE.: Uh, Peter, hvor du er bleven ækel! Nej, nu maa Frøkenen gjerne beholde ham for sin egen Mund.

HALLING: til Ravn.
Har De Deres Ring endnu?

RAVN: føler paa sin Arm.
Min Ring? Jeg havde den sgu før, da jeg sad og sov. Luise, du har bestemt taget den.

LUISE.: Nej, den faldt paa Gulvet.

RAVN.: Haha! der fangede jeg hende. Nu kan De høre, at hun kjender mig. Men saa maa den jo ligge her endnu.

Leder paa Gulvet.

FRUE.: Men det er da ubegribeligt, Luise!

243

✂

FJORTENDE SCENE.

De forrige. Pilse. Gjæster. Margrete.

✂

KONSUL.: Hr. Kammerjunker! har De saa fundet min Svigersøn?

PILSE.: Nej, han maa være taget hjem.

RAVN: rejser sig halvt.
Hør, lille Kammerjunker! Kan du huske den Historie, du havde haft med en Hofdame paa Sorgenfryd? Hvad - hahaha!

BARON.: Paa Sorgenfrei! Fortæl!

RAVN.: Nej, naar De forlanger det, saa gjør jeg det slet ikke. Men jeg kan adskillige nysselige Historier om Dem alle sammen, som nok skal komme ud blandt Folk.

BARON.: Det er da en ubegribelig Alvidenhed.

FRUE.: Det Menneske er i Stand til at blamere os alle sammen.

KLINT: træder frem.
Ja vi andre kan jo sagtens tie, men paa dette Menneske maa Konsulen vist stoppe Munden med nogle Penge.

RAVN.: Ja, stoppe Munden med nogle Penge, for ellers fortæller jeg sgu alting.

KONSUL.: Skal den uforskammede oven i Kjøbet have Penge?

BARON.: De bliver nødt til det.

RAVN.: Ja jeg maa bede om femhundrede Rigsdaler.

KONSUL.: Femhundrede Rigsdaler?

RAVN.: Ja saa tager jeg strax til Helsingør og gaar i Kompagniskab med Mester! Saa bliver De af med mig.

FRUE: til Konsul.
Giv ham dem!

244

KONSUL.: De skal faa dem, men saa tier De med alting - hvor De saa har det fra.

RAVN.: Jeg tier bomstille.

LUISE.: Bare dog Ravn kommer i Morgen!

BARON.: Vær De rolig, han kommer nok.

RAVN.: Ja vent paa ham - hahaha! Hør, Mine, nu vil du vel nok have mig?

MINE.: Nej, det veed Gud, jeg ikke vil.

TOKKERUP.: Aa, bi bare lidt! Hun giver sig nok.

Studenterne i Midten, Tokkerups med Ravn til venstre, Konsulens med Baronen, Pilse og Margrete til højre, de andre Gjæster bagved.

✂

Mel. Fr. S. 55.

✂

1.

KLINT.: ✂ Her to forskjellige Verdner repræsenterte staa,
der er den fine Portion og den anden der.
Begge, Filistre, halvslumrende gjennem Livet gaa,
begge kun bejle til det, som er uden Værd.

KONSUL.: ✂ Ja men en Rang, kjære Ven,
den er overmaade god.

BARON.: ✂ Naar man forbinder med den
adeligt Blod.

LUISE.: ✂ Og saa Baller - tænk Baron!

PILSE.: ✂ Og en smagfuld Dragt dertil -

FRUE.: ✂ Og en fransk Konversation
altid jeg prise vil.

MARGRETE.: ✂ Ja selv den, der kommer som Spurv i Tranedans,
kan heroppe snart lære Elegans.*)

* 245

✂

2.

KLINT.: ✂ Nede i Kjælderen sidder -

TOKKERUP.: ✂ Skomager Tokkerup,
slider for Føden og trøster sig ved en Taar.

MINE.: ✂ Medens hans Datter -

RAVN.: ✂ Saa blomstrende som en Rosenknop -

MINE.: ✂ Gjerne til Dans, men kun nødigt i Køknet gaar.

KLINT.: ✂ Mellem de to Verdener
tror man der er et vældigt Spring.
men dog i Grunden det er
slet ingen Ting.
Faar man blot det ydre Skin -

RAVN.: ✂ Er der ingen Forskjel mer,
da kan selv en Fyrrepind
gjælde for Kavaler.
Men naar atter mistet han har den laante Glans,
staar han flov som Spurven i Tranedans.

✂

3.

KLINT.: ✂ Mellem dem begge Studenten sin skjulte Bolig har,
der han til Sandheden vier sit stille Liv.

HUTTER.: ✂ Gløder for Frihed -

SØREN TORP.: ✂ Og ser gjennem Ironiens Glar
rolig og stolt paa Filistrenes Lyst og Kiv.

KLINT.: ✂ Stundom et lokkende Skin,
der naar Studentens dunkle Bo,
drager i Verden ham ind,
bort fra hans Ro.

246

HALLING.: ✂ Og i Livets Jammerdal
styrter han sig dristig frem,
til han, træt af Haab og Kval,
atter maa flygte hjem.
Da forstaar han, naar han igjen har faaet sin Sans,
at han selv var Spurven i Tranedans.

✂

EVENTYR
PAA FODREJSEN
SANGSPIL
(1847)

248

✂

PERSONER.

Assessor SVALE, Ejer til Strandbjerg.
LAURA, hans Datter.
JOHANNE, hans Broderdatter fra Jylland.
VERMUND, Forstkandidat.
Kammerraad KRANS, Birkedommer.
Fru KRANS, hans Kone.
HERLØV, Studenter.
EJBÆK, Studenter.
HANS MORTENSEN, kaldet SKRIVERHANS, udbrudt Slave.
PER, Bonde.

Handlingen foregaar paa Gaarden Strandbjerg og i dens Omegn.

249

✂

FØRSTE AKT.

Skovparti.

✂

FØRSTE SCENE.

Per og Skriverhans i Bondedragt ligge i Græsset (den sidste spisende).

PER.: Naa det glider nok godt ned.

HANS.: Ja naar man saadan en halvanden Dags Tid har krøbet om uden at faa saa meget som Lugten af Mad, saa er man ikke kræsen; jeg forsikrer dig, Per, at da jeg kom til dig, var jeg saa sulten, at jeg kunde have ædt dig med Hud og Haar. Men du skal ikke være bange; det griber jeg kun til i Nødsfald. - Se saa, Tak for Mad!

PER.: Velbekomme! Lad mig saa faa Posen!

HANS.: Nej, Per, det er Synd, at du for min Skyld skal have Ulejlighed med at slæbe paa den. Jeg skal nok gjemme den for dig.

PER.: Ja men hør, veed du hvad! det er min Mad.

HANS: tager Posen.
Smør dig ikke paa den! Nu er det min, saa kan du sige, du har set den. Og desuden kan du jo ikke klage, Per, for du har jo faaet Betaling for det baade i Penge og Varer.

PER.: Ja det var nogle dejlige Varer. Og de tre Mark, dem har du vel rapset et Sted paa Vejen?

HANS.: Nej jeg har ærlig tigget mig dem sammen i Kongens Tjeneste; veed du det. Og Varerne var da heller ikke at foragte, for min Uniform var baade 250 ren og hel, og saa mit Jernstrømpebaand, du - hvad?

PER.: Naa den Smule Jernkjæde - ja hvad skal jeg gjøre med den?

HANS.: Fy, Per, du er en utaknemmelig Sjæl! Den Kjæde har jeg nu gaaet og aset paa for din Skyld. For den Gang jeg og Kristen Skjævben var kommen ud og havde faaet Jernene filet af os, saa smed han sit ud i en Mose, men jeg tænkte som saa: Jern er dog altid Penge værd, og vel er Slægt og Venner gode nok i Nødsfald, men man faar sgu ikke noget af dem, uden man giver dem noget for det. Ikke sandt, Per?

PER.: Ja det kunde nok hænde sig, at det var saa. Men hvad vil du da nu gjøre, for hos mig faar du ikke mere?

HANS.: Jo hør nu, Per, jeg vilde nu se at komme væk som snarest, for jeg skjøtter ikke mere om det Levebrød, det fører ikke til noget. Og i Morges, da jeg laa dernede ved Stranden og saa paa Lejlighed, - det var lige efter, at jeg havde været hos dig og faaet disse Pjalter paa - da traf jeg en gammel Kammerat; han er nu Styrmand paa en Englænder og skal sejle til Amerika i Morgen tidlig. Jeg betroede mig da til ham og snakkede for ham, men da han hørte, hvordan det hang sammen, saa gjorde han Knuder, skjønt de netop skulde bruge en Mand til paa Briggen. Men jeg vidste, at han var en gjerrig Hund, og saa lovede jeg ham en Femmert, og det hjalp.

PER.: Men hvor vil du da faa den Femmert fra?

HANS.: Den maa du fly mig.

PER.: Du tager bestemt fejl.

251

HANS.: Nej, du bliver nødt til det, for faar de Fingre i mig - og det gjør de, naar du ikke hjælper mig - saa har jeg ikke i Sinde at skaane dig længer. Jeg har adskilligt at fortælle Retten om dig, min Ven.

PER.: Ja men du melder mig ikke.

HANS.: Jo jeg gjør; hvis du ikke hjælper mig, kommer du selv til at trække i Uniformen.

PER: polisk.
Aa nej, det mener du ikke, for saa har du ingen Tilhold, naar du en Gang slipper ud igjen.

HANS.: Hm! hm! Du er sgu ikke saa tosset endda. Jeg vilde rigtignok helst have Pengene hos dig, for naar man skal tage dem hos fremmede, vækker det altid Opsigt. Men det faar nu være! - Hvad hedder eders Birkedommer herude?

PER.: Hvad han hedder! ja det kan jeg ikke huske, men han er ellers Kammerraad eller saadan noget.

HANS.: Er det en dygtig Mand? passer han godt paa?

PER.: Aa ja - dygtig kan det jo nok være han er, og det maa han vel være, siden han er bleven det; men farlig godt passer han ikke paa, for han er saa dum, saa det er fælt. Det er nok hans Kone, der altid siger ham, hvordan det skal være.

HANS.: Det var godt; man maa lede ham paa Vildspor. Hvad er det for en stor Gaard, der ligger her bagved Skoven?

PER.: Det er vor egen Gaard; det er Strandbjerg, - der, hvor Assessoren bor.

HANS.: Hvad er det for en Assessor?

PER.: Ja jeg veed sgu ikke, hvad det er for en Assessor, men Assessor er han, og vi har ikke mere end som den samme. Der er ogsaa nogle, der kalder ham 252 Hr. Svale, men det lider han ikke saa godt. Og Penge har han nok af; fra ham kan du tage de fem Daler, uden at han mærker det.

HANS.: Knap nok. Hør, Per, det er i Grunden en snavs Stilling at være Gavtyv.

PER.: Hahaha! ja det kunde vel være muligt. Men hvorfor har du da grebet til den Levemaade?

HANS.: Aa tal ikke saadan! Vi bliver dog kun til, hvad vi skal blive. Skæbnen eller - hvad han hedder, der har Overregimentet - tager sgu ikke os paa Raad med; han tøjrer os paa en Plet, og saa kan vi kun gaa saa langt, som Tovet er. Jeg har nu altid været storsnudet af Naturen, det kan jeg ikke gjøre for, og min Løn som Skriver paa Amtsstuen kunde ikke forslaa. Jeg ræsonnerede nu som saa, at det maatte være Amtet ubehageligt at have pjaltede Embedsmænd, og saa tog jeg af Kassen, hvad der manglede. Men jeg fik Skam til Tak.

PER.: Ja det var første Gang, du blev taget. Men hvorfor lod du det ikke blive ved det?

HANS.: Bare jeg havde kunnet. Men det er nu saadan, at naar man een Gang har været i Tyvehullet, saa kan man ikke blive derfra, og man maa enten rejse ud af Verden eller i alt Fald ud af Landet for at kunne begynde fra for af. Og dertil maa du hjælpe mig.

PER.: Nej!

HANS.: Du kan jo bare laane mig dem, din Tværdriver. Hvad, lille Per! laan mig de fem Daler; du skal faa dem igjen med Renter og Renters Renter.

PER.: Nej!

HANS.: Aa saa rejs Fanden i Vold! jeg vil heller 253 ikke have noget at bestille med dig, for du er jo en Kjæltring.

PER.: Aa ikke mere, end hvad der saadan kan bestaa med Skikkelighed.

HANS.: Og saadan en Karl skal gaa fri, mens vi andre, der vil være vor Haandtering bekjendt, jages som Rotter og Mus.

PER.: Ja, Hans, det er lumpent.

HANS.: Og dog kan Verden ikke undvære os. Vi gjør maaske mere Nytte end saa mange andre.

PER.: Hahaha! gjør I Nytte? Hvad Nytte har du da haft af din Haandtering?

HANS.: Aa din Klodrian! hvem taler om sin egen Fordel? Det er jo netop Knuden af det, at vi er saa opofrende. Vi hjælper de andre, men det svider til os selv.

PER.: Hahaha! Maa jeg da spørge, hvem I hjælper?

HANS.

✂

Kan du da ikke faa det i dit tykke Hoved, at naar ingen vil være Tyve, saa bliver mange Mennesker brødløse?

Mel. Fr. S. 38.

✂

1.

Naar aldrig en frysende Haand sig et Læ
søger i Naboens Lomme,
gjemmer vel ingen sit Liggendefæ
bag Jern og Træ;
og Snedkeren faar i Profitten et Skaar,
Klejnsmeden rent maa forkomme.
Ak, thi hans Laase, hans Nøgler og Slaar
af Mode gaar.
Saadan man fremmer sit Lands Industri
ved Langfingreri.

PER.: Ja det er sandt nok; men saa kan Klejnsmeden da sætte sig ned som Grovsmed.

254

HANS.

✂

Ja men der er mange andre, som ikke kan undvære os -

✂

2.

Thi hele den Mængde, som lønnet saa fuldt
før efter Tyve har snuset,
Dommer i Retten og Skriver bag Pult,
maa dø af Sult.
Ej Stokkemænd mer da maa garve vort Skind,
Hundene jages af Huset,
Vægtren maa stikke med Taarer paa Kind
sin Pibe ind.
Saaledes lever ethvert Politi
af vor Industri.

✂

3.

Ja var der ej Tyve, man vist dem forskrev,
ej man da plaged dem længer,
da fik de Lønning og hædret de blev
med Adelsbrev.
Men de, som vi føder, er mest os imod,
haardt Politiet os trænger,
Smedene slutter os Bøjlen om Fod
med roligt Blod.
Derfor vil jeg allerhelst være fri
for den Industri.

Ja jeg er led og kjed af at opofre mig for Menneskeslægten, for den fortjener det min Sjæl ikke. Per! det er sidste Gang, jeg beder dig derom. Giv mig saa de fem Daler!

PER.: Nej, Hans, stjæl du kun, for saa gjør du dog mest Nytte i Verden.

HANS.: Per, tag dig i Agt! Griber ham i Kraven. Jeg skaaner dig ikke.

PER.: Av-av! slip dog! River sig løs. Lev vel, Hans! gjør du kun Nytte.

Løber.

255

✂

ANDEN SCENE.

HANS.

✂

Hm, hm! det er haardt, at man er nødt til at stjæle for at kunne lade være dermed. Der er ikke een, til hvem man kan gaa hen og sige: »Jeg vil ikke være Tyv mere, for jeg veed, at det er det dummeste man kan gribe til. Vil De redde et Menneskes Liv, det koster kun fem Daler?« Nej, der er sgu ingen, der giver to Skilling bort, uden han kan vente for fire Skilling Ros derfor - min Sjæl ikke een! - Hahaha! Nu har de travlt med at snuse mig op.

Mel. Tysk Drikkevise.

✂

1.

Man har fundet til sin store Skræk
Buret tomt og Fuglen fløjet væk,
Øvrigheden ta'r de bedste Briller paa:
nu maa den se for hele Staten.
Hver en Skriver føler sig saa stor,
»Pas paa! pas paa ham!« brøler man i Kor;
hver Betjent har løftet Stokken for at slaa -
Pyt! I maa finde først Krabaten.

✂

2.

Rundt i Landet gaar det Rædselsbud:
»Skriverhans er brudt af Fængslet ud!«
Husets Folk de stiller udenfor paa Vagt,
mens de forinden gaar og hvæse,
Damerne besvime og gjør Spræl:
»Aa Gud! det Afskum slaar os vist ihjel.«
Og mens Frygt og Harme gjør paa Ræven Jagt,
smutter han bort for deres Næse.

Ja gid jeg var vel borte! Lytter. Der er nogen. Paa Lur, gamle - kanske er der noget at fiske.

Gaar.

256

✂

TREDIE SCENE.

EJBÆK: i Tøjfrakke med Straahat og Rejsetaske.
Hvor her er svalt - og smukt! Her kan jeg hvile et Øjeblik i Ro. Sætter sig. Aa hvor jeg trænger til at være ene. Jeg har nu i et Par Dage bestandig været forfulgt af Herløvs evindelige Lystighed. Jeg følte en brændende Længsel efter rigtig at fordybe mig i de store Skove, vi er kommen igjennem, rigtig at leve mig ind i Naturens Hemmeligheder, men hans Nærværelse og hans grænseløse Snaksomhed har fordærvet mig hvert et frisk Indtryk. Jeg vil haabe, at det skal vare noget, inden han finder mig her. - Det er mig, som jeg var elleskudt, der er ingen Ro paa mig. Jeg har aldrig før følt en saadan Trang til at leve med Naturen og drømme med den; jeg har aldrig før forstaaet, at man for at gjøre det maa være ene, ene som Adam i Paradis - ja som Adam. Læner sig tilbage. Der titter den blaa Himmel frem. Aa jeg kunde ligge en hel Dag og stirre op i disse Trætoppe. Hvad er det sorte, der sidder? det er nok en Skade - ja nu flyver den.

✂

FJERDE SCENE.

Ejbæk. Herløv, ogsaa i Rejsedragt, kommer ind under de sidste Replikker, bærende noget i sit Lommetørklæde.

HERLØV.: Ja, lad nu den Fugl flyve, hahaha!

EJBÆK: springer uvillig op.
Naa, saa er da min Ro forbi.

HERLØV.: Hahaha! Bestandig sværmerisk.

EJBÆK.: Bestandig flov.

HERLØV.: Naa naa, min Far! det er da ikke noget at blive muggen over. Du er bleven mig saa løjerlig 257 i de to sidste Dage. Alvorlig. Ja, jeg er i Grunden bange for, at du er kjed af mig.

EJBÆK: venlig.
Tilgiv mig! Du veed -

HERLØV.: Ja, lad os nu gjemme de Historier og først holde Maaltid. Sætter sig og breder Tørklædet ud. Vær saa artig! tag for dig af Retterne!

EJBÆK.: Stikkelsbær! hvor har du faaet dem?

HERLØV: spiser.
Dem har jeg stjaalet.

EJBÆK.: Stjaalet?

HERLØV: spisende.
Tyvstjaalet! Naa spis du kun! desto bedre smager de. Du lagde vel nok Mærke til den store Have tæt udenfor Skoven; i det mindste fik min sultne Mave, der i Dag har maattet resignere paa Middagsmaden, strax Øje paa dens højst appetitlige Stikkelsbær. Da der nu ingen var i Haven, som jeg kunde spørge om Lov til at tage dem, saa tog jeg dem uden Lov! Det er Historien. Naa spis!

EJBÆK: spiser.
Men det kunde jo have skaffet dig Ubehageligheder.

HERLØV.: Det er min Sag. Paa en Fodrejse tager man alting med - ogsaa Stikkelsbær. Men det er sandt - lad mig nu høre, hvorfor du før tog saa glubsk mod mig.

EJBÆK.: Herregud, du veed, jeg trænger imellem til at være alene.

HERLØV.: Ja men hvor er den Trang kommen fra? I de første Dage af vor Vandring var du lige saa lystig og aaben og snaksom som jeg, du havde ganske det tilbørlige Landstrygerhumør. Men nu - naar jeg er kaad, bliver du melankolsk; naar jeg længes efter Aftensmaden, sværmer du for Aftenrøden - putter det sidste Stikkelsbær i Munden - velbekomme! - Og saa er du bleven saa fordømt grundig, alting skal betragtes 258 fra alle Kanter og føles til Bunds; men det er der jo dog ingen Tid til.

EJBÆK.: Men man rejser jo dog for at betragte Naturen.

HERLØV.

✂

Aa nej vist gjør man ej! Naar man vil det, saa skal man ligge paa Landet. Nej, en Fodrejse har noget ganske andet at betyde.

Mel. af E. Bruun.

✂

1.

Man maa rejse til Fods for at sprænge med Hast
alle Lænker, der binder til Hjemmet os fast;
man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri
for at glemme det daglige Livs Vrøvleri.
For at blive Kulturen og Moderne kvit
og de huslige Glæder og Venners Visit,
for at løse sin Aand
fra de strammende Baand
ta'r man Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

✂

2.

Man maa rejse til Fods for at døje lidt ondt,
for at leve et Liv i det korte Sekund,
for fra Morgen til Aften at trave sig træt,
for at tørste, for at sulte og spise sig mæt.
For at sige det skjønne: god Dag og farvel,
og bestandig med Haabet slaa Mindet ihjel,
for at røre sin And
uden hæmmende Baand
ta'r man Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

✂

3.

Thi den evige Higen, som aldrig faar Fred,
det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed:
Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt!
Har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt.
Om da ogsaa man fængsles et enkelt Minut,
om man bli'r undervejs i en Dejlighed skudt,
man maa rive sin Aand
fra de standsende Baand
og ta' Ranslen paa Nakken og Staven i Haand.

259

EJBÆK.: Det kan være, du har Ret; men saa duer jeg ikke til at rejse.

HERLØV.: Nej, du har endogsaa et Par Gange smittet mig, saa at jeg af Vanvare har vrøvlet mig ind i alvorlige Livsbetragtninger og Fremtidsplaner. Men nu - væk med dem! nu skal vi undersøge Finansvæsenet - op med Kassen, Hr. Kasserer!

EJBÆK: tager sin Tegnebog frem.
Her er Tegnebogen!

HERLØV.: Saa vil jeg først fremlægge vore Smaapenge - tager dem op af Lommen - fire Skilling! Aabner Tegnebogen. Nu skal vi da se, hvor længe vi kan holde ud. Det Rum er tomt, saa maa de være i det andet. - Det - det er ogsaa tomt - Ejbæk! der er ingenting.

EJBÆK.: Ingenting! der maa vist være en Rigsdalerseddel.

HERLØV.: Nej, der er øde og tomt. Skulde den ikke være faldet ud i din Lomme?

EJBÆK.: Nej, der er ikke noget - jo det er sandt - den engelske Mønt.

HERLØV.: Ja den kan ikke nytte os noget i disse Bønderkroer, du skulde have byttet den i Helsingør. Naa du! hvad skal vi saa gjøre?

EJBÆK.: Ja jeg veed ikke andet end strax at gaa til Kjøbenhavn, vi har vel kun en halvfemte Mil tilbage.

HERLØV.: Nej Tak! paa saa lumpen en Maade maa vi ikke ende vor Rejse. Skulde vi ikke hellere strax gaa tilbage til Helsingør og vexle Englænderen?

EJBÆK.: Nej, det har jeg ingen Lyst til.

HERLØV.: Jeg heller ikke. Men det er ogsaa det samme - det er netop ypperligt, at vi er paa Knæerne, 260 saa kan vi prøve, hvad det er at fægte sig frem. Hvad synes du om at introducere sig hos en Familie i Nabolavet?

EJBÆK.: Det vil jeg ikke indlade mig paa.

HERLØV.: Ja hvad skal vi saa gjøre? Blader i Tegnebogen. Nej, der er ikke det bitterste - undtagen en Rose.

EJBÆK: griber efter den.
En Rose! lad mig faa den.

HERLØV: gjemmer den.
Se, se! naa saa du samler paa Roser! Hvor har du faaet den fra?

EJBÆK.: Lad mig nu faa den!

HERLØV.: Nej, ikke førend du skrifter. Naa saa du har altsaa haft hemmelige Eventyr?

EJBÆK.: Det er hverken Hemmeligheder eller Eventyr. Den Middag, da vi var i Askerød, medens du var gaaet ind i Kroens Køkken for at passe paa, at Boeufstegen blev rigtig tillavet, laa jeg ude i Skoven ved Siden af Landevejen, da en aaben Vogn kom kørende forbi -

HERLØV.: Og i den? -

EJBÆK.: Sad mange Mennesker, som ikke interesserede mig, men iblandt dem den smukkeste Pige, jeg nogensinde har set.

HERLØV.: Naa - og saa vendte hun sig og saa paa dig med et Blik -

EJBÆK.: Nej, hun saa mig ikke, men desto mere uforstyrret kunde jeg glæde mig over det yndige Ansigt.

HERLØV.: Men Rosen?

EJBÆK.: Den havde hun med nogle andre Blomster i Haanden, men tabte den uden at mærke det lige ved det Sted, hvor jeg laa.

HERLØV.: Og saa?

EJBÆK.: Saa er det forbi.

261

HERLØV.: Er det saa forbi? Giver ham Rosen. Værsgo! Ikke andet - ja den Slags Eventyr kan jeg ogsaa opleve. Men fik du ikke en Gang at vide, hvor hun hørte hjemme?

EJBÆK.: Jo en Karl sagde mig, at Vognen var fra Strandbjerg.

HERLØV.: Fra Strandbjerg! - Naa saa det var derfor du endelig vilde se Strandbjerg, der skulde have saadan en dejlig Beliggenhed. Hahaha! du er fin! og det var derfor, du paa en Gang blev saa højtidelig og sværmerisk - hahaha! det var da morsomt. - Ja men alvorlig talt - vi skulde dog hen at se det Strandbjerg, det er vist ikke langt herfra.

EJBÆK.: Ja men vi har jo ingen Penge.

HERLØV.: Aa blæse med Pengene! Din Rose er jo ganske vissen, du trænger til en ny. Men hvem er det, der kommer?

✂

FEMTE SCENE.

De forrige.

HANS,

✂ der lader, som han ikke ser dem. Han synger i Bondedialekt, hvilken han taler i hele denne Scene, følgende Sang. Mel. Svensk Folkevise.

✂

1.

Og jeg vil ha' en Hjertenskær det første som jeg kan,
men saadan en er ikke god at finde,
for hun skal have Kinder som den røde Tulipan,
og Øjnestene, der kan rigtig skinne;
ja hun skal være dejligst blandt de Piger her til Lands
og lystig ved sit Arbejd og lystig i en Dans,
og hun skal ha' de pæneste Manerer.

HERLØV: til Ejbæk.
Det er en rigtig Bondevise.

EJBÆK: til Herløv.
Ti bare stille! lad os høre!

HANS.

✂

Hvor mon den Tøs nu er rendt hen!

262

✂

2.

De Piger er vel gode nok, imens man paa dem ser,
men paa de meste kan man ikke lide;
og derfor vil jeg have en, som ej til andre ler,
men elsker mig og blot af mig vil vide.
Ja hun hos mig skal finde ret sin allerbedste Fryd,
og bringe til mit Hus baade Stræbsomhed og Dyd
og saa en Kiste fuld af gode Klæder.

Herløv har under sidste Vers ytret Utaalmodighed, men Ejbæk betyder ham Tavshed.

HERLØV: afsides til Ejbæk.
Det faar sgu ingen Ende med den Slags Viser.

HANS.

✂

3.

Ja naar jeg blot kan finde en ret saadan, som jeg vil,
da fejrer strax mit Bryllup jeg med Glæde,
og Egnens Mænd og Kvinder de skal bydes ind dertil,
og de skal faa saa meget, de kan æde;
og der skal være Dans og Spil tre hele Dag' i Rad,
thi Kjærlighedens Lykke den gjør dog Hjertet glad,
saa kan man sagtens lidt derpaa spendere.

HERLØV: Gaar hen til ham.

HANS.: God Dag! Med Forlov at spørge, De skulde vel ikke have set en Tøs.

HERLØV.: Hvad skulde det være for en Tøs?

HANS.: Aa det er ikke andet end Mathises Tøs, som jeg skulde lede op, for hun er løbet fra Gæssene.

HERLØV.: Nej, hende har vi ikke set. Hør, kan du sige mig, hvor langt vi har til Strandbjerg?

HANS.: Til Strandbjerg? jo det kan jeg nok sige. De er vel fra Kjøbenhavn?

HERLØV.: Ja vi er. Hvor langt er der da til Strandbjerg?

HANS.: Aa der er et Stykke Vej.

263

HERLØV.: Hvor langt da? Er det en Mil?

HANS.: Nej en Mil er det ikke. Naa saa De vil besøge Strandbjerg?

HERLØV: utaalmodig.
Ja! Er det da en Fjerdingvej?

HANS.: En Fjerdingvej? Aa ja, det kan mestendels være en Fjerdingvej; det ligger heroppe bag om Skoven.

HERLØV.: Hvem er Ejer af Strandbjerg?

HANS.: Naa saa De kjender ham ikke?

HERLØV.: Nej, saa spurgte jeg ikke om det. Hvem er Ejer?

HANS.: Aa, det er jo Assessoren.

HERLØV.: Hvad for en Assessor?

HANS.: Ja, jeg veed sgu ikke, hvad det er for en Assessor, men vi har ikke mere end som den samme. Der er ogsaa nogle, som kalder ham Hr. Svale, men det lider han ikke saa godt.

HERLØV: afsides til Ejbæk.
Assessor Svale - det var strax noget. Højt til Hans. Hvad er det da for en Mand?

HANS.: Aa det er en pæn Mand, en meget venskabelig Mand. Opdager Tegnebogen i Græsset. Nej, se en Gang, er det en Bog? der er Guld paa ham.

EJBÆK: rækker ham den.
Det er en Tegnebog, værsgo! vil De se den?

HANS.: Naa saa det er en Tegnebog? og man kan tage Bladene ud? Aa, hvem der dog havde saadan et Papir med Guld paa!

HERLØV.: Hvad vil du bruge det til?

HANS.: Aa jeg vilde bare skrive et Vers til Maren, for det er min Kjæreste.

HERLØV.: Hvad - kan du skrive Vers?

HANS.: Ja jeg har en Bog derhjemme med saadanne dejlige Vers.

264

EJBÆK.: Ja vil De have et Blad, værsgo!

Giver ham et Blad.

HANS.: Jeg siger saa mange Tak.

EJBÆK.: Og har De noget at skrive med? Vi har to Blyanter, vil De ikke have den ene?

Giver ham den.

HANS.: Jeg takker - det er en Skam. Ja naar De vil til Strandbjerg, saa skal De bare gaa op derigjennem Skoven, og De kan være sikker paa, at De bliver vel modtagne.

HERLØV.: Naa, hvem bestaar ellers Familien af?

HANS.: Der er først Frøkenen - og hun er værd at se, for hun er det dejligste Kvindemenneske, som der kan tænkes paa den hele Jord.

HERLØV: afsides til Ejbæk.
Det er hende. Højt. Har Assessoren ikke fornylig været paa en lang Kjøretur med sin Familie?

HANS.: Jo jeg tror, de var forleden derude ad Askerød til.

HERLØV: afsides til Ejbæk.
Det er altsaa de rigtige.

HANS.: Ja nu byder jeg Farvel - og mange Tak!

HERLØV.: Hør, bi lidt, vil du ikke have et Par Skilling? Rager i Lommen, afsides til Ejbæk. Du tog Firskillingen.

EJBÆK: giver Hans den.
Værsgo, og Tak for god Underretning!

Hans gaar.

✂

SJETTE SCENE.

Ejbæk. Herløv. Til sidst Hans.

HERLØV.: Naa, Ejbæk! hvad skal vi saa gjøre?

EJBÆK.: Vi gaar til Strandbjerg.

265

HERLØV.: Bravo! Nu er du jo bleven fornuftig igjen.

EJBÆK.: Men hvorledes skal vi faa Adgang til Huset?

HERLØV.: Aa det kan vi sagtens. Vi kan jo spille en lille Komedie.

EJBÆK.: Nej, jeg kan ikke spille nogen anden Rolle end min egen.

HERLØV.: Da maa man dog vel sætte nogle Boller paa Suppen, for vi er ikke i Hjertet af Jylland, hvor Dørene staar aabne for alle og enhver. Men lad os gaa, og bær dig kun ad, som du vil! Jeg veed nok, hvad jeg skal gjøre.

De gaa.

HANS: kommer frem.
Og jeg veed ogsaa, hvad jeg skal gjøre.
Gaar.

Et Værelse paa Strandbjerg.

Gjennem de aabentstaaende Fløjdøre og Vinduer i Baggrunden er Udsigt over Sundet.

✂

SYVENDE SCENE.

Laura og Vermund kommer ind fra forskellige Sider.

✂

VERMUND.: Laura! Naa, Gud ske Lov, at jeg en Gang traf Dem!

LAURA.: Traf mig? vi har jo været sammen hele Dagen.

VERMUND.: Kalder De det at være sammen? De har siddet her ganske tavs, og jeg har bestandig maattet konversere Deres Fader og Kusine og været nødt til at lade, som jeg var lystig, for at skjule min Uro.

266

LAURA.: Men De er somme Tider saa besynderlig. Hvor kunde det nu more Dem at gjøre Nar af den stakkels Gartner?

VERMUND.: Vær nu ikke saa streng! Hvad skal man gjøre, naar man er tvungen til at snakke og ikke har Lyst til det?

LAURA.: Ja, man behøver da ikke at lade sin Misfornøjelse gaa ud over nogen.

VERMUND.: Nej - De har Ret. Og De har jo før gjort mig opmærksom paa den Fejl, og jeg lover Dem, det skal blive bedre, naar blot De vil tage Dem lidt af mig - Laura, naar De blot kunde elske mig igjen.

LAURA: sagte.
Ja, De har jo givet mig Lov til at betænke mig.

VERMUND.: Ja betænk Dem en Uge - en Maaned, om De vil. Jeg vil ikke forstyrre Deres fri Valg.

✂

Mel. af Mendelssohn-Bartholdy.

✂

1.

✂ Jeg veed, Deres Billed herinde
vil fast, uudsletteligt staa;
men ej vil et Baand jeg dog binde,
som en Gang Dem tynge maa.
Betænk Dem! taalmodig jeg venter,
og selv om jeg bliver forskudt,
min Fred i den Vished jeg henter,
at Deres jeg ej har brudt.

✂

2.

LAURA.: ✂ De deri mig ej maa fortænke,
det kom saa uventet og brat,
og ej vil ved Letsind jeg krænke
den Tro, De til mig har sat.

267

VERMUND.: ✂ Ja selv, skønt jeg Timerne tæller,
jeg be'r Dem, betænk, hvad De gjør!
og indtil min Dødsdom De fælder,
endnu jeg dog haabe tør.

✂

LAURA.: Ja, De kan tro, jeg skjønner paa Deres Ædelmodighed.

VERMUND.: Og De vil ikke røve mig alt Haab?

LAURA.: Naar jeg blot kunde faa Ro til at samle mig.

VERMUND.: De tror altsaa -

LAURA.: Farvel, Vermund!

Gaar.

✂

OTTENDE SCENE.

VERMUND.: Det er en nydelig Pige, og selv hendes Forskruethed klæder hende godt. Hver Gang jeg ser hende, faar jeg mere Mod paa hende. - Bare vi nu snart skulde spise til Middag; det er dog i Grunden den eneste Fornøjelse, man har herude. Var det min Gaard, saa skulde man leve paa en anden Façon. Ja, man veed jo ikke, hvad det kan blive, hun giver sig jo dog nok med det første, naar man stadig holder hende i Aande. - Og Luise - hende maa jeg se at gjøre kjed af mig i Tide; det er jo aabenbart, at den Forlibelse kun var en Indbildning.

✂

NIENDE SCENE.

Vermund. Johanne.

✂

JOHANNE.: Hr. Vermund! De kan ikke gjætte, hvad jeg har til Dem.

VERMUND.: Jo, Frøken Johanne! jeg veed nok, hvad De har til mig.

268

JOHANNE.: Naa, hvad har jeg da?

VERMUND.: De har et godt Øje til mig.

JOHANNE.: Sikke Snak! hvor falder De paa det?

VERMUND.: Jo det har alle Damer - det vil da sige - alle smukke.

JOHANNE.: Aa, fordi man er smuk, kan man da gjerne være fornuftig. Men naar De er saa indbildsk, faar De slet ikke Deres Brev.

VERMUND.: Gjør jeg ikke? skal vi vædde?

Snapper hende det ud af Haanden

JOHANNE.: U ha! er det en Maner? Ja, De kan nok strax se, fra hvem det Brev er, men det kan jeg ogsaa.

VERMUND.: Saa?

JOHANNE.: Ja, jeg har mine Mærker, som ikke slaar fejl.

✂

Mel. af Krøyer.

✂

1.

✂ Ja lige strax man kjender
af Brevets Form og Skrift,
at ingen Herrehænder
har øvet den Bedrift.
De har jo ingen Søster -

VERMUND.: ✂ Men Tanter nok, som gi'r
mig Skjænd - mer end jeg lyster -

JOHANNE.: ✂ Men ej paa rødt Papir.

✂

2.

✂ Kuløren er forskjellig -

VERMUND.: ✂ Hvi er da rødt saa slemt?

JOHANNE.: ✂ Aa vær nu ej saa hellig!
det kjender De bestemt.
269 Det røde skal jo sige,
det er et Elskovsbrev.

VERMUND.: ✂ Ja saa?

JOHANNE.: ✂ Det veed De lige-
saa godt som hun, der skrev.

✂

3.

VERMUND.: ✂ De Sporet har forfejlet,
min Tante selv -

JOHANNE.: ✂ Aa Snak!
Se blot, det er forseglet
med baade Oblat og Lak.
En Hemmelighed ligger
bag dobbelt Laas gardert;
Forlovelsen er sikker,
men ikke deklarert.

✂

4.

✂ Og se, der spildt er blevet
en Draabe Lak derpaa,
det tyder jo, at Brevet
velkomment være maa.

VERMUND.: ✂ Nej, nu for højt De stiger
jeg ej Dem følge kan.

JOHANNE.: ✂ Jo jo, vi jyske Piger
har ogsaa lidt Forstand.

✂

VERMUND.: Nej, Frøken Johanne, der leder Deres Skarpsindighed Dem vild. Brevet er mig ingenlunde velkomment, da det sikkert indeholder en Fasteprædiken, hvortil jeg mangler den behørige Andagt.

270

JOHANNE.: Aa bild mig ikke det ind! - Maa jeg da se det - blot Underskriften!

VERMUND.: Ja værseartig! hvis De kan faa fat paa det, lægger Brevet i Tegnebogen , men indtil videre bliver det her.

✂

TIENDE SCENE.

De forrige. Kammerraad Krans med Frue.

VERMUND.: Ah - Kammerraaden og Fruen! Hvilken Overraskelse! Det er længe siden, at jeg har haft den Fornøjelse at se Dem.

FRUE.: Ja Hr. Vermund! det er Deres egen Skyld; vi har længe ventet Dem hjem til os. Men da De ikke kom, var vi baade for lidt stolte og for meget egenkjærlige til længere at undvære Synet af Dem, og derfor kom vi.

VERMUND.: Jeg takker Fruen baade for Deres Venten og for Deres Komme. Jeg nægtede mig selv den Glæde at besøge Dem, fordi jeg frygtede for at forstyrre Fruen i Deres Embedsforretninger.

FRUE.: Aa skal De nu have det at satirisere over? Krans mener - og jeg tror ikke, at han har saa ganske Uret - at vi Damer i visse Henseender har skarpere Inkvisitorøjne end Herrerne, og derfor forsmaar han heller ikke i enkelte Tilfælde min Hjælp. Er der noget forunderligt deri?

VERMUND.: Fruen misforstaar mig aldeles. Jeg finder, at Kammerraaden gjør ganske Ret i at benytte sig af en sikkert saa fortrinlig Bistand, især da han saa haardt trænger til den.

KRANS.: Hvad mener De?

VERMUND.: Jeg mener, at denne Egn ikke har noget 271 godt Renommé paa sig, og saa maa det jo være meget vanskeligt at overholde Orden og -

KRANS.: Ja det kan De tro det er. Det er et Hundeliv! Jeg vilde helst tage dem med det gode, og det prøvede jeg ogsaa paa i Begyndelsen, men det lader sig ikke gjøre, man maa holde Tøjlerne stramme!

VERMUND: ondskabsfuld.
Ja Kammerraaden er vist den rette Mand til at holde Tøjlerne stramme!

KRANS.: Ja - ja det er jeg. Men det værste er, at naar de har gjort noget lovstridigt herude, saa kan man aldrig faa dem til at bekjende.

VERMUND: som før.
Naa - saa Kammerraaden kan ikke faa dem til at bekjende?

KRANS.: Nej - ikke altid, for det er mageløst, saa de er udspekulerte. Se saadan blev der nu f. Ex. forleden stjaalet et Lam nede i Kalvebæk, og jeg vidste nok, hvem der havde gjort det, for vi har før haft fat paa den Karl, men aldrig kunnet overbevise ham. Jeg lader ham da kalde op til mig og siger til ham i en streng Tone: »Hør du, jeg veed meget godt, at du har stjaalet det Lam nede i Kalvebæk,« men Fyren lod sig ikke forbløffe og svarede ganske ugenert: »Nej, Hr. Kammerraad, det var ikke mig.« Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg kaldte paa min Kone og sagde til hende: »Hør, jeg kan ikke faa Ole Peter til at bekjende, jeg veed sgu ikke, hvad jeg skal gjøre.«

VERMUND: som før.
Vidste Kammerraaden virkelig ikke, hvad De skulde gjøre?

KRANS.: Jo - jeg vidste det jo nok, men min Kone er virkelig en meget god Forretningsmand. Og hun sagde da ogsaa: »Vi skal nok hitte paa Raad,« og saa gaar hun da hen til ham og siger - ja hvordan 272 Pokker var det nu? Hør, Helene! hvordan var det du forleden Dag bar dig ad med at fange Ole Peter?

FRUE: som imidlertid har talt med Johanne.
Aa, lad os aldrig tale om den Bagatel! Skulde jeg fortælle, hvor tidt du paa en fiffig Maade har lokket Sandheden ud af forstokkede Forbrydere, saa blev jeg aldrig færdig.

VERMUND.: Maaske Kammerraaden vilde glæde mig med at fortælle en af disse Fiffigheder?

KRANS.: Ja - naar det kan fornøje Dem. - Ah, der har vi jo Frøken Laura.

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Laura.

✂

FRUE.: Gog Dag, søde Laura! hvordan har du haft det saa længe? du ser saa bleg ud.

LAURA.: Jeg befinder mig virkelig meget godt.

KRANS.: Er Assessoren ikke hjemme?

LAURA.: Fader - nej -

Ser paa Johanne.

JOHANNE.: Nej, Onkel er i Marken. De er ude at slaa Hø.

FRUE.: Der ser vi strax, hvem der er den husligste; lille Johanne veed altid Besked om saadan noget. Til Laura. Men du er saa eftertænksom og alvorlig, mit Barn! se, hvor din Kusine ser munter og fornøjet ud.

JOHANNE.: Ja Hr. Vermund siger ogsaa, at jeg ler altid undtagen om Aftenen, for saa er jeg søvnig.

VERMUND.: Naa Hr. Kammerraad! faar vi saa ikke den Fiffighed?

KRANS.: Ja - jeg veed sgu ikke, hvad jeg skal hitte paa.

273

VERMUND.: Naa - De skal først hitte paa det?

KRANS.: Nej - Gudbevares! men -

FRUE.: Krans er ikke af den Slags Folk, der holder af at rose sig selv.

KRANS.: Nej, det gjør jeg ikke.

VERMUND: halvhøjt til Fruen.
Nej af gode Grunde overlader han det til Fruen.

FRUE: ligeledes.
Fy, Vermund!

VERMUND.: Jeg beder om Forladelse.

FRUE: højt.
Nej. Krans har noget bedre at fortælle Dem, som tillige er en Nyhed. Der er nemlig to Slaver brudt ud.

JOHANNE.: U ha! bare de ikke kommer her!

KRANS.: De kan være rolig, lille Frøken! Jeg skal nok beskytte Dem ved Lovens Hjælp -

VERMUND.: Og ved Deres Kones.

KRANS.: Ja - ja det forstaar sig. Det er for Resten to meget berygtede og snilde Forbrydere, nemlig Kristen Jensen, ogsaa kaldet Kristen Skjævben, for han har den Naturfejl at være skjævbenet.

VERMUND.: Det er da mærkeligt - er det virkelig derfor?

KRANS.: Ja det er saamænd! Og den anden er Hans Mortensen, som ogsaa kaldes Skriverhans, men jeg veed ikke, hvorfor han har faaet det Tilnavn.

VERMUND.: Skulde det monstro ikke være, fordi han tidligere har været Skriver?

KRANS.: Ja - maaske! det har jeg aldrig tænkt paa. Nok sagt - disse to Forbrydere er brudt ud af Arresten, og jeg har faaet udtrykkelig Ordre til at passe vel paa, da de formodes at befinde sig i denne Omegn.

JOHANNE.: Gud, det er da skrækkeligt!

274

KRANS.: De maa ikke være bange, stol paa mig! Jeg skal gøre alt, hvad et Menneske formaar.

VERMUND.: Det kommer da an paa, hvilket Menneske Kammerraaden mener.

KRANS.: Aa - De er en Spøgefugl.

LAURA: afsides til Vermund.
Hvor kan det more Dem at gjøre Nar af den godmodige Mand?

VERMUND: afsides til Laura.
Laura! vidste De, hvor tungt det falder mig at vedligeholde denne Konversationstone -

KRANS.: Det er sandt - jeg tog ogsaa et Signalement over disse Gavtyve med mig, for at De kan tage Dem i Vare. Føler i sine Lommer. Hvor er det nu! Til Fruen. Har du ikke Signalementet?

FRUE.: Nej, du tog det.

KRANS.: Det er da slemt! Bare jeg ikke har tabt det! Hvad skal vi saa gjøre?

JOHANNE.: Aa vi kan i alt Fald kjende den ene paa de skjæve Ben.

KRANS.: Hahaha! Ja - og den anden kan vi kjende paa hans Skrift - hahaha - for han har jo været Skriver - hahaha!

VERMUND.: Det er overmaade godt! - hahaha!

KRANS.: Hahaha! Ja saamænd er det saa. Men det er sandt, nu skulde vi nok hjem igjen.

LAURA.: Skal Kammerraaden allerede bort?

JOHANNE.: Jeg troede, De vilde blive her i Aften.

KRANS.: Nej, jeg kan desværre ikke, saa gjerne jeg vilde.

✂

Mel. Fr. Ep. 57.

✂

1.

VERMUND.: ✂ Fruen maa endelige blive.

275

KRANS.: ✂ Nej hør,
Lene, du veed hvad der venter derhjemme.

VERMUND.: ✂ Ah, De skal bruges som Inkvisitør?

FRUE.

✂ Til Krans.

✂ Det kan vel nok til i Morgen vi gjemme.

Til Vermund.

✂ Ja her paa Gaarden jeg vil inkvirere.

VERMUND.: ✂ Bravo, De bliver?

FRUE.

✂

✂ Og passer paa Dem.

Til Krans.

✂ Du har jo hjemme en Del at kopiere -

KRANS.: ✂ Men kjære Lene!

FRUE.: ✂ Saa du maa ta' hjem.

JOHANNE.: ✂ Se dog! kommer ej derhenne
Onkel med to fremmede Mænd?
Laura, du maa vist dem kjende,
nu de alle tre gaa herhen.

FRUE.: ✂ Hvem mon det er?

LAURA.: ✂ Jeg begriber det ikke.

JOHANNE.: ✂ Bare de dog vilde komme herind!

VERMUND.: ✂ Det er vel Burscher, der rende og tigge.

JOHANNE.: ✂ Aa nej, hvor kan De dog være saa blind!

276

KRANS.: ✂ Ah, de har Bluser paa.

FRUE.: ✂ Heden er trykkende.

VERMUND.: ✂ Ja, man maa klæde sig efter sin Stand.

KRANS.: ✂ Det var da mærkeligt!

JOHANNE.: ✂ Og se - paa Ryggene
bære de Tasker af brunt Saffian.

✂

2.

✂ Se ham til venstre, som snakker og ler!

FRUE.: ✂ Mens til hans Tale Assessoren smiler.

LAURA.: ✂ Nej, men den anden behager mig mer.

VERMUND: parodisk.
✂ Sværmersk hans Øje paa Havfladen hviler.

JOHANNE.: ✂ Spot ikke, Vermund! De kan ikke nægte,
Smagfuld og smuk er dog Dragten, de bær.

VERMUND.: ✂ Ja, jeg tør ikke min Mening forfægte,
Frøkenen ynder vel støvede Klæ'r.

JOHANNE.: ✂ Aa de kommer, det er dejligt!
en Gang dog vi fremmede faar.

VERMUND: afsides.
✂ Mig det falder ubelejligt,
hvis ej strax de videre gaar.

KRANS.: ✂ Hør nu, Hr. Vermund, hvad jeg har udfundet,
det er vist Svensker, der kommer fra Hven.

277

VERMUND.: ✂ Ja, det kan være, maaske over Sundet
hid de har vandret da paa deres Ben.

KRANS.: ✂ Stille, de kommer!

ALLE.: ✂ Jeg kan ikke dølge mig,
sælsomme Anelser fylder mit Sind.

Assessor viser sig i den aabne Dør med Herløv og Ejbæk.

✂ Naa vær saa artig - ifald De vil følge mig -
kom, mine Herrer! se her skal vi ind.

278

✂

ANDEN AKT.

Et Værelse hos Kammerraad Krans.

✂

FØRSTE SCENE.

HANS: kommer ind og taler ud ad Døren i Bondedialekt.
Naa saa, jeg skal vente her? Med sin naturlige Stemme. Nej nu har jeg vovet meget i mine Dage, men dette her er dog snart den mest uforskammede af alle mine Streger. Tyven aflægger en Visit hos Øvrigheden, der gjør Jagt paa ham. - Død og Plage, sikken en Ide! Men den kom som et Lyn, og jeg kan aldrig lade en god Ide gaa fra mig. Den kan vel ogsaa gaa, naar Tyven er fiffig, og Øvrigheden er dum. Og jeg saa ham jo kjøre ud selvanden og komme alene tilbage, han er altsaa for Øjeblikket uden Kone, det vil sige uden Dømmekraft. Naar det bare kunde lykkes mig at faa hans Øjne fæstede paa noget udenfor mig, saa skulde det da være forbandet, om jeg ikke -

✂

ANDEN SCENE.

Hans. Krans.

✂

KRANS.: Er det dig, som vil tale med mig?

HANS: i Bondedialekt, som i hele den følgende Scene.
Nej, Deres Almægtighed! det er ikke mig.

KRANS.: Er det ikke dig? hvad vil du da?

279

HANS.: Jeg skulde bare levere et Brev til Deres Almægtighed.

KRANS.: Hvem er du da? hvor hører du hjemme?

HANS.: Jeg hedder Mads Rasmussen - jeg bor nede i Elmetofte.

KRANS.: I Elmetofte? det er jo oppe ad Frederiksborg til. Hvem er da det Brev fra?

HANS.: Hvem det er fra? ja det veed jeg ikke.

KRANS.: Veed du det ikke? hvorledes har du da faaet det?

HANS.: Skal jeg fortælle det?

KRANS.: Ja vist.

HANS.: Naa ja, det kan jeg ogsaa. Jeg havde nu i min Smule Have faaet et Par Stikkelsbær, og saa tænkte jeg: Hvad skal jeg med dem? Jeg kunde dog kanske faa et Par Skilling for dem, tænkte jeg; det var maaske det rigtigste, om jeg saa at blive af med dem i Helsingør. Og saa sagde Maren: »Hør, du kunde jo kjøre der ned i Morgen tidlig,« sagde hun. »Nej,« sagde jeg, »det var baade Synd og Skam for de stakkels Øg,« sagde jeg; »de har det haardt nok endda. Men jeg tager ikke Skade af at faa mine Ben rørt.« Og saa gav Maren sig da tilfreds, og saa kom vi Stikkelsbærrene i to store Kurve, og saa gik jeg med dem.

KRANS.: Naa - og saa kom du til Helsingør?

HANS.: Nej ikke strax, for det var en lang Vej, og jeg havde nu de to store Kurve at slæbe paa. Jeg gik hjemme fra igaar ved Solnedgang, og jeg naaede ikke til Helsingør før i Morges tidlig.

KRANS.: Og saa solgte du dine Hindbær der?

HANS.: Nej, Deres Almægtighed, det gjorde jeg ikke.

280

KRANS.: Hvad? fik du ikke dine Hindbær solgt?

HANS.: Nej, for det var ikke Hindbær, jeg havde; det var Stikkelsbær.

KRANS.: Aa det er lige meget! fik du da ikke dine Stikkelsbær solgt?

HANS.: Jo - men det gik ikke saa rask, for jeg sad længe og gloede, og saa kom der en og kjøbte en Pot, og saa kom der en og kjøbte en halv Pot, og det blev da Middagstid, inden jeg blev færdig. Men endelig fik jeg da Kurvene tømt, og saa tænkte jeg: nu er det vel bedst at gaa hjem - og saa gik jeg.

KRANS.: Men hvor fik du da Brevet fra?

HANS.: Ja nu kommer det strax. - For da jeg kommer lidt uden for Byen, saa kommer der en paa et højbenet Øg, og saa ser han paa mig, og saa siger han »Hør, hvor skal du hen?« siger han. »Jeg skal hjem,« siger jeg. »Hvor har du hjemme?« siger han. »I Elmetofte,« siger jeg. »Hør, veed du hvad,« siger han, »kan du ikke bringe et Bud for mig hen til Birkedommeren i Strandbjerg?« siger han. »Aa jo,« siger jeg, »naar jeg kan tjene et Par Skilling.« »Der har du en Mark,« siger han. Og saa tog han en Bog op af sin Lomme, og saa lagde han ham paa Halsen af Øget, og saa skrev han noget deri. Og da han saa havde skrevet, saa rev han et Blad ud af Bogen, og saa lukkede han det sammen og gav mig det, og saa sagde han: »Vil du besørge det?« »Det skal jeg,« sagde jeg. »Far vel!« sagde han, og saa red han, og saa gik jeg.

KRANS.: Giv mig Brevet!

HANS: roder i Lommen.
Jo, her skal det være - bi lidt - jo her er det! Vil gaa. Far vel!

KRANS.: Nej vent lidt! man maa dog se, hvad det er. 281 Aabner brevet. Fra Konsul Holmberg - ham kjender jeg ikke. Læser sagte. Hvad for noget! Læser videre. Skulde det være muligt! Til Hans. Er du ogsaa vis paa, at det er sandt?

HANS.: Nej, det er meget muligt, at det er Løgn alt sammen.

KRANS.: Hvad for noget?

HANS.: Ja det kan jeg jo ikke vide, Deres Almægtighed! jeg har jo ikke skrevet det.

KRANS.: Nej det er sandt - hvad skal man gjøre? Kalder. Helene - Aa nu er hun jo ude - Hm hm! hør du - var det en fin Mand, som skrev det Brev?

HANS.: Fin! - ja hille den, hvor fin han var! Han var endnu nok saa fin som Deres Almægtighed. - Kan jeg saa gaa?

KRANS: grublende.
Nej, du maa blive - ja det maa du - bi lidt - jeg har jo Brevet - nej, du maa gjerne gaa.

HANS.: Tak! Vil gaa. Far vel!

KRANS.: Nej bi! Du maa ikke gaa. Herregud, hvad skal jeg gjøre? Naar man nu blot -

HANS.: Maa jeg saa ikke gaa?

KRANS.: Nej, du maa ikke. Du kan - lad mig se! - du kan - du kan - du kan kjøre med mig hen til min Kone. Det kan du.

HANS.: Ja men Herregud - jeg skulde dog hjem i Aften.

KRANS.: Det kommer du ikke.

HANS.: Men Deres Gefærlighed! betænk dog!

✂

Mel. Dansk Bondevise.

✂

1.

✂ De maa betænke
hvor det vil krænke
dem som i Aften venter mig hjem;
282 skal her jeg blive,
saa vil det give
stor Angst og Sorg for dem.
Maren vil sige: »Jøsses Død og Pin'!
Mads fuldet har og brukket sine Bien,
eller ogsaa ligger
han paa Kroen og drikker
Pengene op, det Svin!«

✂

2.

KRANS.: ✂ Jeg vil ej tage
Ordren tilbage,
al denne Snak ej hjælper dig stort.
Den Sag maa klares!

HANS.: ✂ Men Gud bevares!
jeg har jo intet gjort.
Om dette Brev Dem end til Hjerte gaar,
er jeg jo dog uskyldig som et Faar.

KRANS.: ✂ Du kan ikke slippe;
som en Marmorklippe
fast min Befaling staar.

HANS: afsides.
Man maa nok prøve paa en anden Maner!

✂

3.

Med stigende Heftighed.

✂ Jeg er en Bonde,
men ingenlunde
er derfor jeg saa dum som en Hest;
skal - maa jeg spørge -
de, som besørge
Breve, da i Arrest?
Er det det, De kalder Lands Lov og Ret,
saa siger jeg, at Loven hun er slet.
Fanden skal mig hente,
om jeg gider vente
længer paa denne Plet!

283

✂

4.

KRANS.: ✂ Men hør, min kjære!

HANS.: ✂ Nej lad mig være!
Jeg vil ej længer holdes for Nar.

KRANS.: ✂ Hør -

HANS: afsides.
✂ Hvor han lokker!

KRANS.: ✂ Hør nu for Pokker!
du misforstaaet mig har.
Sig, var det ej Mads Rasmussen du hed?

HANS.: ✂ Jo!

KRANS: skriver det op.
✂ Naa saa gaa og vær ej længer vred!

HANS.: ✂ Naa ja saa jeg pakker
mig afsted og takker
Deres Gefærlighed!

Gaar.

✂

TREDIE SCENE.

KRANS.: Det er dog nogle uregerlige Mennesker, man har at gjøre med. Hm hm! jeg veed nok, Helene vil skjænde, fordi jeg ikke har holdt paa ham; men hvad skal man gjøre, naar Mennesket gjør sig grov? Jeg maa bilde hende ind, at det er en Mand, jeg godt kjender. Men hvad skal jeg nu gribe til? Gjør jeg noget paa egen Haand, saa siger hun, det er galt; sender jeg Bud efter hende, saa bliver hun vred, 284 og kommer endda ikke; tager jeg strax til Strandbjerg, saa faar jeg ikke det Skriveri færdig i rette Tid, og saa faar jeg baade hende og Sognefogden paa Nakken i Morgen. Det bliver nok det raadeligste først at blive færdig og saa tage til Strandbjerg. - Ak, det er haardt at være Birkedommer, naar man har sin Kone til Amtmand.
Gaar.

En Bakke ved Sundet,
som ses i Baggrunden med Hven og den svenske Kyst. Til venstre Træer, der ogsaa hist og her beklæde Skrænten nedad mod Stranden, saa at man kun ser Toppene af dem. Til højre Gavlen af Strandbjerg beliggende paa Bakken med et Par Vinduer.

✂

FJERDE SCENE.

Assessor kommer frem bag Huset, trækkende Herløv ved Haanden.

ASSESSOR.: Nej, kom her hen! her er Udsigten allerbedst. Stil Dem her! Se saadan! Naa er den ikke bedst her?

HERLØV.: Jo det er den rigtignok.

ASSESSOR.: Ja den er tilforladelig superb. Og dog har nogle af mine Venner, og det var sandelig Folk med Smag, raadet mig til at tage disse Træer bort, men jeg kunde ikke gjøre det, der var noget i mit Indre, som rørte sig derimod, min Skjønhedssans kunde ikke finde sig deri. Hvad mener De? staar disse Træer ikke paa den rette Plads?

HERLØV.: Jo, de gjør vist Udsigten mere perspektivisk.

ASSESSOR.: Perspektivisk! der har vi det! det var det rette Ord! perspektivisk; det var netop det, som 285 jeg følte, men ikke kunde finde Ord til. Tusind Tak, fordi De gav mig det Ord.

HERLØV.: Aa jeg beder, det er jo kun et Ord.

ASSESSOR.: Ja men et Ord er meget, overmaade meget! Veed De, hvad De har gjort med det Ord? De har forløst min bundne Tanke. Og det glæder mig ret i Dem at have gjort Bekjendtskab med en ung Mand, der har saa megen Sans og Talent for den skjønneste af alle skjønne Kunster.

HERLØV.: Kunster?

ASSESSOR.: Ja - jeg mener nemlig Havekunsten eller det naturlige Landskabsmaleri. Og det er jo en Kunst, hvis Udøvelse er befalet i selve Bibelen. Hedder det ikke til Adam, at han skal dyrke og forskjønne Jorden?

HERLØV.: Det lyder just ikke ordret saaledes.

ASSESSOR.: Ja, men det er dog Meningen. Jeg har nu den Anskuelse, at Vorherre vistnok er den bedste Landskabsmaler, men at han dog bestandig trænger til vor Assistance.

HERLØV.: Saa kunde det maaske være en af Grundene, hvorfor han har skabt Menneskene!

ASSESSOR.: Ja uden Tvivl! Hvorledes skulde det ellers se ud her paa Jorden? Min Formand i Ejendommen brød sig ikke om at forskjønne den, han havde nu det Princip, at det var noget, Vorherre skulde besørge. Men da jeg kom herud, fik jeg at føle, at det var daarlig besørget, for overalt stak Ukrudtet sin Næse frem, og saa var her saa forgroet, at der ikke var mere Udsigt end i en lukket Snustobaksdaase.

HERLØV.: I saa Fald har Assessoren gjort Underværker herude.

286

ASSESSOR.: Hahaha! Ja - uden at rose mig selv - er her bleven ganske net; men det har ogsaa kostet Hovedbrud. Men, det er sandt, hvor er Deres Ven, Hr. Ejbæk?

✂

FEMTE SCENE.

De forrige. Johanne kommer frem bag Huset.

JOHANNE,: som har hørt de sidste Ord.
Hr. Ejbæk saa jeg for et Øjeblik siden gaa nede ved Stranden.

ASSESSOR.: Ja Deres Ven sætter nok ikke saa megen Pris paa Naturskjønheder og brillante Udsigter?

HERLØV.: Jo netop - han er endogsaa lidt sværmerisk. Men han er af dem, der gaar stille af med det.

ASSESSOR.: Saa? ja - De har Ret! det kan man ogsaa se paa hans Øjne, det er nogle dybe Øjne, han har. Hør - jeg tør bande paa, at han er Digter.

HERLØV.: Det tror jeg dog ikke.

ASSESSOR.: Jo det kan De være vis paa - det saa jeg tilforladelig strax. Jeg har kjendt flere af disse unge Digtere, de er alle saadan: udvendig rolige, tilbageholdne, fraværende, men naar man ser dem igjennem Øjet ned i deres Sjæls Dyb - lutter Ild! Det er et interessant Fænomen saadan en ung Digter! Det skal more mig at observere ham.

JOHANNE.: Naa, Hr. Herløv, har De saa Lyst til at gaa med?

HERLØV.: Jo Tak, med største Fornøjelse.

ASSESSOR.: Hvor skal De hen, om jeg maa spørge?

JOHANNE.: Hr. Herløv ønskede at se Mejeriet, og jeg har tilbudt at vise ham om dernede.

ASSESSOR.: Naa saa De interesserer Dem ogsaa for Landvæsenet?

287

HERLØV.: Ja, overmaade meget.

ASSESSOR.: Nej De er da - uden Fortrydelse - et fortræffeligt ungt Menneske! Ja Landvæsenet - naar det er, hvad det bør være - saa er det en Videnskab, og en Videnskab fremfor alle Videnskaber, thi det er baade den mest praktiske og tillige den mest nationale.

HERLØV.: Jeg har altid haft Kjærlighed dertil, for jeg er født og opdragen paa Landet. Min Fader er nemlig Godsejer i Jylland.

ASSESSOR.: Saa, er han det? Hør, Hr. Herløv, saa vil De da ikke tage bort fra os i Aften?

HERLØV.: Jeg lader mig meget let bevæge til at blive.

ASSESSOR.: Men Deres Ven?

HERLØV.: Ja, for hans Samtykke kan jeg indestaa, han er ganske indtaget af dette Sted. Det er ham, der bestandig har drevet paa, at vi skulde hen og se det.

ASSESSOR.: Nej virkelig? det er mig ret kjært! Jo længer De vil blive, desto kjærere er det mig. Her er endnu meget, som maaske kan interessere Dem. Og vil De bese de indre Indretninger, saa kan De ikke faa nogen bedre Vejviser end min Niece, for - uden at rose mig selv - er det en ferm lille Pige.

JOHANNE.: Aa fy, Onkel! sikke noget! Hr. Herløv, vil De saa med?

Johanne og Herløv gaa.

✂

SJETTE SCENE.

ASSESSOR.: Det er virkelig et excellent ungt Menneske! Saadan en Varme og Interesse og saa den usædvanlige Sagkundskab! Perspektivisk! Ser igjennem den 288 hule Haand. Ja det er aldeles træffende! Men den Digter, han interesserer mig dog mest. Hvem veed - man har jo Digte baade om Rungsted og Hirschholm, maaske Turen nu ogsaa kunde komme til Strandbjerg! Saa fik man dog noget for sin Ulejlighed.

✂

SYVENDE SCENE.

Assessor. Frue og Vermund komme frem bag Huset.

✂

FRUE.: Ah, der er jo Assessoren fordybet i sin Yndlingsudsigt.

ASSESSOR.: Ja denne Plet er ogsaa den bedste paa hele Ejendommen. Synes De ikke, at disse Træer, der staar nedad Skrænten, gjør Udsigten mere perspektivisk?

VERMUND.: Perspektivisk! Nej det synes mig ikke; dertil staar de for lavt.

ASSESSOR.: Det er nok Dem selv, der staar for lavt. Nej det er netop saaledes, de skal staa. Men det forstaar De Dem nu ikke paa. Naa, Frue, hvorledes synes De om mine unge Gæster?

FRUE.: Aa, det er jo ganske nette Mennesker.

VERMUND.: Lidt ubetydelige.

ASSESSOR.: Ubetydelige! Hvor vil De hen? Det er Mennesker med store Anlæg og herlige Kundskaber, og desuden er de af meget god Familie.

VERMUND.: Saa? Men er Assessoren da vis paa, at de er, hvad de udgiver sig for?

ASSESSOR.: Nej, de er meget mere, end de udgiver sig for.

VERMUND.: Virkelig?

FRUE.: Det skulde vel aldrig være forklædte Prinser?

289

ASSESSOR.: Aa spøg nu ikke, lille Frue! De er det der er meget bedre.

✂

Mel. Fr. Ep. 41.

✂

1.

✂ Ser De - Herløv - han veed
fast om alting Besked,
men mest dog beundrer jeg hans
sjeldne æsthetiske Sans;
for Naturen han fik
et ualmindeligt Blik,
og Landvæsnet - tænk Dem dog kuns! -
kjender han ogsaa til Bunds.

FRUE.: ✂ Nej virkelig?

ASSESSOR.: ✂ Jo - for hans Fa'r
i Jylland en Herregaard har.

VERMUND.: ✂ Naa ja - saa maa han jo
vel være dygtig for to.

✂

2.

FRUE.: ✂ Men saa den anden?

ASSESSOR.: ✂ Ja bi!
han bli'r nok et Geni;
thi dybt i hans Indre man ser,
gjærer der store Ideer.

VERMUND: drillende.
✂ Saa?

ASSESSOR: arrig.
✂ Ja!

FRUE.: ✂ Men af hvad Art?

290

ASSESSOR.: ✂ Aa han - det er mig klart -
er Digter og ej af de smaa.

FRUE.: ✂ Har De set Prøver derpaa?

ASSESSOR.: ✂ Ja - grant man jo ser i hans Blik
det Kald, han af Muserne fik.

VERMUND.: ✂ Ja saa maa han, min Tro!
være Homer Nummer to.

✂

3.

ASSESSOR.: ✂ Ser De - saadan Visit
faar man ikke saa tidt.

FRUE.: ✂ Men mon dog Assessoren ej
lader Dem blænde?

VERMUND.: ✂ Aa nej!
Man med Fakler og Sang
hædre bør deres Rang.

ASSESSOR.: ✂ Hr. Vermund! for det Railleri
vilde jeg helst være fri;
der hører Erfaringer til,
naar Mennesker dømme man vil.

VERMUND.: ✂ Gud - jeg gjerne vil tro
at de er Lys begge to.

✂

FRUE.: Men Hr. Assessor, hvorledes gjorde De Bekjendtskab med disse unge Mennesker?

ASSESSOR.: Aa, det faldt ganske naturligt. Jeg gaar ude i Skoven, da jeg paa en Gang faar Øje paa dem. 291 I denne aparte Dragt og midt i den grønne Skov saa de virkelig meget romantiske ud, saa jeg gik nærmere. Den ene af dem - det var Herløv - spurgte mig høfligt om Vejen til Strandbjerg. »Vil De besøge Strandbjerg,« sagde jeg. Jo, fortalte han, de var paa en Fodrejse heroppe i det nordlige Sjælland for at se de skjønneste Prospekter, og navnlig havde de hørt Strandbjerg berømme for sine fortryllende Udsigter; derfor var de nu meget begjærlige efter at faa det at se. Det interesserede mig naturligvis, og jeg præsenterede mig for dem og tilbød dem at være deres Vejviser. Og jeg haaber, at vi ikke saa snart skal miste dem igjen, thi for det første bliver de her i Nat.

VERMUND.: Saa?

ASSESSOR.: Ja - og jeg vil bede Fruen og Dem, Hr. Vermund, som gamle Husvenner, at hjælpe mig med at underholde disse to unge Mennesker.

VERMUND.: Ja, hvis deres Aandrighed kan finde nogen Tilfredsstillelse i det, som min Ringhed kan producere -

ASSESSOR.: Aa vær nu ikke saa beskeden - vi kjender nok Deres Underholdningsgaver.

Gaar.

✂

OTTENDE SCENE.

Frue. Vermund.

FRUE.: Hr. Vermund! hvorfor har De egentlig saa meget imod disse to Studenter?

VERMUND.: Aa jeg har ikke andet imod dem, end at de ikke interesserer mig.

292

FRUE.: Der kunde dog maaske være noget andet i Vejen.

VERMUND.: Hvad mener Fruen?

FRUE.: Vermund! De har noget hemmeligt for.

VERMUND.: Hemmeligt! hvor falder Fruen paa det? jeg viser mig altid, som jeg er.

FRUE.: Dog ikke denne Gang. Sig mig, hvad fejler Laura?

VERMUND.: Laura - fejler hun noget?

FRUE.: Aa De løber ikke fra mig. Jeg har jo en Gang selv foreslaaet Dem det Parti, hvis De ikke havde nogen ældre Inklination -

VERMUND.: Nej, det veed Fruen jo nok. Saadan noget er aldrig faldet mig ind.

FRUE.: Jo nu er det faldet Dem ind, og det glæder mig, at De har fulgt mit Raad.

VERMUND.: Nej, Frue, for Deres Inkvisitorøjne kan ingenting blive skjult. De har set ganske rigtig.

FRUE.: Og Sagen er afgjort.

VERMUND.: Næsten - jeg har i det mindste godt Haab.

FRUE.: Saa vil jeg ogsaa være ærlig mod Dem. Jeg kom før af Vanvare til at høre lidt af en Samtale mellem Dem og Laura, som ikke kunde andet end forøge de store Tanker, jeg i Forvejen havde om Deres Forstand og Menneskekundskab.

VERMUND.: Saa?

FRUE.: Laura bebrejdede Dem, at De havde railleret lidt med en Mand, som vi begge kjender, en vis Kammerraad. Husker De?

VERMUND.: Jo!

FRUE.: Jeg lægger ikke videre Vægt derpaa, for jeg veed, at det kun er Deres Spøg. Men Laura forstaar 293 sig nu ikke paa Spøg; hun er opdraget herude paa Landet uden synderlig Omgang og Bekjendtskab med Verden, og hvor meget jeg holder af hende, saa kan jeg ikke nægte, at hun er en Smule overspændt.

VERMUND.: Ja - men hvorledes kan det bevise min Menneskekundskab?

FRUE.: Jo - netop den Maade, hvorpaa De optog Bebrejdelsen. For i Stedet for at forsvare Dem, hvortil De dog havde Ret, erkjendte De det selv for en Fejl, som De kun ved hendes Hjælp haabede at kunne aflægge.

VERMUND.: Ja, man maa hjælpe sig, som man kan.

FRUE.: Ja men det er netop saa ypperlig gjort af Dem. For - oprigtig talt - De har dog ikke i Sinde at aflægge Deres Munterhed.

VERMUND.: Ja det kan Fruen da ikke vide.

FRUE.: Aa, kom nu ikke med saadan noget! den hører jo nødvendig med til Deres Væsen. Men det er saa fortræffelig beregnet, for nu vil Laura jo bestandig have travlt med Dem for at hjælpe paa Deres moralske Forbedring, og saadan en lille romantisk Pige vinder man aldrig lettere, end naar man giver hende Palmer i Hænderne og faar hende til at agere en Frelsens Engel.

VERMUND.: Frue, De er uforlignelig! Nu er jeg vis paa Sejren, da jeg veed min Hemmelighed i Deres Hænder. For jeg haaber da, De ikke vil nægte mig Deres Hjælp.

FRUE.: Ja, hvis jeg kan være Dem til Nytte -

VERMUND.: Om De kan? Jeg havde egentlig tre Ting at bede Dem om. For det første, at De vilde søge at indvirke lidt paa Laura.

294

FRUE.: Jeg skal prøve derpaa.

VERMUND.: Og dernæst vilde jeg bede Dem hjælpe mig med at skaffe os disse Studenter fra Halsen, for de er mig ganske rigtig ubehagelige, da de adspreder Lauras Tanker -

FRUE.: Som kun bør have Dem til Centrum. Ja, det er ganske rigtigt. Men for det tredie?

VERMUND.: Ja, for det tredie vilde jeg indbyde Dem til en Spadseretur i Aftenluften.

FRUE.: Tak skal De have! det vil jeg gjerne! Men Laura sidder alene derinde; var det ikke hensigtsmæssigst, om De gik ind til hende?

VERMUND: byder hende Armen.
Nej, Frue! jeg foretrækker altid det behagelige for det nyttige.

De gaar.

✂

NIENDE SCENE.

HANS: kommer ud af en Busk.
Det var da en opbyggelig Passiar! Jeg gad nu vide, om saadan to Personer er stort bedre end en stakkels Tyv. Aa - Menneskene er nu en Gang saadanne, Kjæltringer er de til Hobe, men der er baade kloge og dumme Kjæltringer, og jeg har været en af de dumme. Bi lidt! jeg kan blive klog endnu. - Hvor mon min Ven, Birkedommeren, bliver af? Her maa jeg vente paa ham for at se, hvad det kan blive til. Jeg logerer inde i den Busk, det er en udmærket Lejlighed for Folk i mine Omstændigheder. Den er jo rigtignok lidt indskrænket, men jeg agter jo ogsaa at flytte i Morgen.

Ser sig forsigtig om og smutter ind i Busken.

295

✂

TIENDE SCENE.

LAURA: kommer fra Huset.
Jeg veed ikke, hvad jeg skal tro. Saa længe han taler til mig, nærer jeg ikke mindste Mistillid, det forekommer mig endogsaa, som han er mig kjær; men naar han saa er borte, saa bortdunster øjeblikkelig hvert Indtryk - er Skylden da hans eller min? Og naar jeg ser ham sammen med flere og hører denne kolde, ukjærlige Spot -

✂

ELLEVTE SCENE.

Laura. Ejbæk kommer op fra Skrænten i Baggrunden.

✂

LAURA.: Hr. Ejbæk!

EJBÆK.: Frøken!

LAURA.: De har været nede ved Stranden?

EJBÆK.: Ja, jeg maatte ned at hilse paa den. Jeg skal sige Dem, jeg er født tæt ved Havet, og den Brusen, som vi høre her, klinger med i mine kjæreste Barndomserindringer.

LAURA.: Men Stranden er dog egentlig smukkest heroppe fra Højden.

EJBÆK.: Nej sikkert ikke i dette Øjeblik. Naar jeg i en stille Sommeraften som denne gaar nede ved Havet, saa synes det mig først, at jeg ret forstaar det. Mens da hele den øvrige Natur hviler, hæver Havet sig endnu som det evigt urolige Menneskebryst, dets Brusen lyder i mine Ører som tunge Aandedrag, der er fulde af Længsel. Ja, Frøken, De er lykkelig, at De bestandig kan leve i en saadan Egn og i en saadan Stilhed og Ensomhed.

296

LAURA.: Ja, jeg paaskjønner naturligvis, at her er saa smukt, men hvor velsignet Ensomheden kan være, saa kan man ogsaa undertiden faa for meget af den.

EJBÆK.: Saa? efter det Bekjendtskab, jeg har til Dem - ja, det er jo rigtignok kun kort -

LAURA.: Ja overmaade kort.

EJBÆK.: Men paa Rejser stifter man Bekjendtskaber i en Fart, og efter det Billede af Dem, som jeg har dannet mig, mente jeg, at De netop var skabt for den landlige Ensomhed.

LAURA.: Det tror jeg egentlig ogsaa, men man trænger dog til at tale med nogen. En Mand kan maaske have nok i sig selv, han kan fordybe sig i sine Bøger, men en stakkels Pige kan ikke saadan lade sig nøje med de døde Bogstaver. Man trænger til noget klarere, noget mere levende - ja jeg udtrykker mig daarligt, men -

EJBÆK.: Aa jeg forstaar Dem fuldkomment, De mener, at Kvinden fordrer et fyldigere og friskere Indtryk af det, hun skal tilegne sig; derfor hører hun bedre, end hun læser, og trænger mere til Samtale end til Bøger.

LAURA.: Ja, og naar jeg læser noget, saa har jeg altid saa meget at spørge om.

EJBÆK.: Men De lever da heller ikke ganske som Eremit?

LAURA.: Næstendels. Fader har travlt fra Morgen til Aften i Mark og Skov, og naar han kommer hjem, er han træt og søger Adspredelse. Saa nænner jeg naturligvis ikke at plage ham med mine smaa Bekymringer.

297

EJBÆK.: Men Deres Kusine?

LAURA.: Ja hun er først kommen her for nylig, og desuden er hun ganske anderledes frisk og livsglad end jeg. Hun forstaar ikke mine Skrupler, og jeg tror, at jeg netop derfor holder saa meget af hende.

EJBÆK.: Men kommer her da saa sjelden fremmede?

LAURA.: Nej, her kommer altimellem Besøg fra Kjøbenhavn og deriblandt ansete og dygtige Folk. Men jeg veed ikke, om det er, fordi de blot er komne herud for at more sig, eller de maaske ser mig over Hovedet og ikke vil spilde et alvorligt Ord paa mig; men de Gange jeg har ledt Samtalen hen paa det, der interesserede mig, har man slaaet det hen i Spøg eller affærdiget mig med et Par flove Komplimenter. Aa, De kan tro, naar man ønsker et alvorligt Svar, er der ikke noget saa krænkende som den tomme Høflighed. - Men jeg bærer mig tosset ad, at jeg staar her og skrifter for et fremmed Menneske.

EJBÆK.: Jeg haaber ikke, De skal fortryde den Tillid, De viser mig.

LAURA.: Ja De har i alt Fald vist en beundringsværdig Taalmodighed ved at høre paa min lange Passiar.

EJBÆK.: Jeg tror, at jeg ikke blot har hørt Dem, men ogsaa forstaaet Dem. Og hvis jeg maatte svare Dem, hvis De vilde give mig Lov til at angribe Dem lidt -

LAURA.: Aa ja - det skal De ret have Tak for! Der er noget ved Dem, jeg saa godt kan lide; De er slet ikke lapset eller satirisk. Men hør, jeg faar et Indfald.

298

✂

Mel. Spansk Folkesang.

✂

1.

✂ De har jo sagt, at saa dejligt
netop der nu er ved Stranden.
Hvis det da er Dem belejligt,
gaa vi derned med hinanden.
Hvad? skal vi gaa?

EJBÆK.: ✂ Ja, lad os ile!
Bølgerne blaa
vinkende smile.

LAURA.: ✂ Ja lad os gaa!

EJBÆK.: ✂ Og høre Vandet
skvulpende slaa
op over Sandet.

BEGGE.: ✂ Ja lad os gaa!

✂

2.

LAURA.: ✂ Saa maa De alt mig bekjende
rent ud.

EJBÆK.: ✂ De har at befale.
Saadan en Aften som denne
kan kun fra Hjertet man tale.

LAURA.: ✂ Lad os da gaa!
Tusmørket falder.

EJBÆK.: ✂ Bølgen den blaa
hviskende kalder.

LAURA.: ✂ Ja lad os gaa!

299

EJBÆK.: ✂ Hør, hvor det klinger!

LAURA.: ✂ Der nede maa
Ordet faa Vinger.

BEGGE.: ✂ Ja lad os gaa!

De gaa.

✂

TOLVTE SCENE.

HANS: kommer frem.
Tro ham ikke, min Glut! han tager dig ved Næsen. - Aa, man maa strække sig lidt, der er saa Pokkers lavt til Loftet derinde. Men jeg kan ikke begribe, hvor den Birkedommer bliver af. Bare jeg ikke har gjort en dum Streg. Nu burde han komme og tage Fyrene ved Vingebenet, saa fik jeg Luft. Men han skulde da vel ikke - Tys!

Smutter ind i Busken.

✂

TRETTENDE SCENE.

Herløv. Johanne.

✂

JOHANNE.: Naa, nu er De da baade led og kjed af al den Herlighed.

HERLØV.: Nej, hvor kunde jeg blive kjed deraf, naar De er Vejviser?

JOHANNE.: Altsaa er det blot for min Skyld, at De interesserer Dem for Landvæsenet?

HERLØV.: Nej, det er det dog ikke; men naar jeg følger med Dem, saa interesserer det mig dobbelt.

JOHANNE.: Aa fy, hvor kan De sige saadan noget? Men det lader altsaa til, at De ikke vil lade Dem 300 nøje med, hvad vi har set. Maa jeg spørge, er der mere, De ønsker?

HERLØV.: Om der er mere, jeg ønsker? Jo, skal vi gaa til Bunds i Tingene, saa er der rigtignok meget, meget mere.

JOHANNE.: Saa?

HERLØV.: Ja i den sidste halve Time har jeg gaaet og ønsket hele Tiden.

JOHANNE.: Naa saadan? Ja nu forstaar jeg Dem.

HERLØV.: Nej De gjør ikke.

JOHANNE.: Jo jeg gjør. De er bleven sulten og tørstig, De længes efter Aftensmaden. Ikke sandt?

HERLØV.: Nej, mine Ønsker strækker sig rigtignok noget videre. Jeg skal sige Dem, jeg begynder at blive fornuftig og lægge alvorlige Planer for Fremtiden.

JOHANNE.: Gjør De? det maa klæde Dem morsomt. Men det er i Grunden ikke høfligt af Dem at spekulere paa saadan noget, naar De taler med mig.

HERLØV.: Jo, Frøken, De er saa fornuftig -

JOHANNE.: Aa!

HERLØV.: Saa jeg ikke kunde andet end skamme mig over, at jeg selv endnu ikke er noget. Nu er det bestemt, jeg vil være Landmand.

JOHANNE.: Vil De virkelig?

HERLØV.: Ja, jeg har altid haft Lyst dertil. Men den gamle derhjemme sagde: »Bliv Student først, saa kan vi tale om det.« Nu er jeg Student og har knebet mig igjennem anden Examen, men paa Vandringen herude, og især siden jeg kom til Dem, lille Frøken, er min Lyst vaagnet paany. Jeg føler, at jeg ikke duer til at hænge i Bøgerne, og derfor vil jeg skrive hjem i Morgen, at de skal lade mig lære Landvæsenet og saa siden kjøbe en Gaard til mig.

301

JOHANNE.: Det skal da være i Jylland?

HERLØV.: Ja, vi Jyder er jo Patrioter.

JOHANNE.: Men tror De, Deres Fader gjør det?

HERLØV.: Jo, den gamle er en pæn Mand, som gjerne tager mod Rimelighed.

JOHANNE.: Naa saa det var altsaa en Gaard, De ønskede Dem?

HERLØV.: Ja, og saa en Ting til; men det tør jeg ikke sige Dem.

JOHANNE.: Er De bange for mig?

HERLØV.: Nej men - aa der er i Grunden ingen Tid til at gjøre lange Omsvøb.

✂

Mel. af Du Puy.

✂

1.

✂ Den, som rejser, passe maa,
at ham Tiden ikke skal svigte;
hvad ej fast han holder paa,
taber flux han af Sigte.

JOHANNE.: ✂ Rask maa han være -

HERLØV.: ✂ Og Tiden ej spilde,
vrøvler han længe -

JOHANNE.: ✂ Saa bli'r det for silde.

HERLØV.: ✂ Ej kan han trælle for Vedtægt og Form,
han erobrer kun ved Storm.

BEGGE.: ✂ Han erobrer kun ved Storm.

✂

2.

HERLØV.: ✂ Maa jeg tale ligefrem?

302

JOHANNE.: ✂ Ja, hvad vilde De mig da sige?

HERLØV.: ✂ At jeg fundet har i Dem
en fortræffelig Pige.

JOHANNE.: ✂ Fy, ti dog stille!

HERLØV.: ✂ De gav mig jo nylig
Lov til at tale

JOHANNE.: ✂ Men ej saa afskylig.
:|: og tag fat, hvor før De slap! :|:

HERLØV.: ✂ jeg ta'r fat hvor før jeg slap.
Husk, at til Omsvøb er Tiden for knap,

✂

3.

✂ Snart jeg rejse maa herfra,
o saa skjænk et Ord mig til Lindring!
Maa for mig en Plads der da
staa i Deres Erindring?

JOHANNE.: ✂ Ja De skal se -

HERLØV.: ✂ Og De huske vil Stunden,
da til vort Venskab -

JOHANNE.: ✂ Vi her lagde Grunden.

HERLØV.: ✂ :|: tør jeg bygge fort paa den? :|:

JOHANNE.: ✂ Tør De bygge fort paa den.
Og naar om kort Tid vi samles igen,

303

✂

FJORTENDE SCENE.

De forrige. Vermund. Frue.

FRUE.: Naa - De har vel ogsaa været ude at spadsere?

JOHANNE.: Nej, vi har været inde i Mejeriet.

VERMUND.: I Mejeriet! Naa Frøken Johanne, saa har han da drukket al Deres Fløde?

HERLØV.: Ja jeg har i det mindste drukket saa meget, at Frøkenen ikke har noget tilovers for Dem.

VERMUND.: De tager fejl; Frøken Johanne har netop grumme meget tilovers for mig.

JOHANNE.: Saa? Til Herløv. De skal ikke tro det.

VERMUND.: Ja, hvis Frøkenen ønsker Tavshed, saa skal det blive imellem os.

JOHANNE.: Aa fy - De er en styg en.

✂

FEMTENDE SCENE.

De forrige. Assessor.

ASSESSOR: til Johanne.
Hvis du skal bruge nogen af Folkene, maa du skynde dig lidt, for jeg har givet dem Lov til at tage hen til Gildet hos Ole Kristensen.

JOHANNE.: Ja, saa maa jeg ind og dække Thebordet.

ASSESSOR.: Bi lidt, du skulde have nogle Penge med til Dem. Er der ingen af de Herrer, som kan bytte mig en Femdalerseddel?

VERMUND.: Jo det kan jeg nok. Tager Penge ud af sin Tegnebog. Vær saa artig!

ASSESSOR.: Tak! der, Johanne! Rækker hende Pengene. Du veed, hvad vi plejer at give dem til at more sig for.

304

✂

SEXTENDE SCENE.

De forrige uden Johanne.

ASSESSOR.: Men hvor er vores Poet, Hr. Ejbæk?

FRUE.: Ja, og Laura - hende har jeg heller ikke set noget til.

VERMUND.: De er maaske ogsaa inde i Mejeriet at drikke Fløde.

HERLØV.: Nej, der kommer de; de har vist spadseret nede ved Stranden.

VERMUND.: Ja saa!

✂

SYTTENDE SCENE.

De forrige. Ejbæk. Laura.

LAURA: til Ejbæk.
Nu skal De ret have Tak.

EJBÆK.: Hvad skal jeg da sige?

ASSESSOR.: Naa, Hr. Ejbæk! De har været nede ved Stranden og sværmet?

VERMUND.: Ja - med Frøken Laura -

EJBÆK.: Vi gjorde en lille Spadseretur.

ASSESSOR.: Det gjorde De Ret i. Det vil glæde mig, om De vil betragte Dem ganske som hjemme. Men hvad synes De saa om Strandbjerg? Er her ikke ganske kjønt?

EJBÆK.: Aa her er dejligt. Det er det smukkeste, jeg har set paa min Vandring.

ASSESSOR.: Nej, Hr. Ejbæk, det er for meget. De vil smigre mig.

VERMUND.: Det samme har jeg jo sagt saa tidt.

ASSESSOR.: Ja men, tillad mig, i dette Punkt er Hr. Ejbæk en mere kompetent Dommer end De, 305 for De veed nok, denne idealske Opfattelse, hvorpaa det især kommer an, dette poetiske Blik - ja, De forstaar mig jo nok.

EJBÆK.: Jeg tør ikke tillægge mig noget ualmindelig poetisk Blik.

ASSESSOR.: Ja men det tør jeg, Hr. Ejbæk.

VERMUND: til Ejbæk.
De mærker nok, at Assessoren er en meget fin Menneskekjender. - Men jeg kan ikke begribe, hvor Assessoren tør lade Deres Datter gaa alene ved Stranden med Hr. Ejbæk.

ASSESSOR.: Tør? Hvad mener De?

VERMUND.: Jeg mener blot, at det kunde være farligt.

EJBÆK.: Hr. Vermund! maa jeg udbede mig en Forklaring?

VERMUND.: Gudbevares, Hr. Digter! De vil da ikke udfordre mig.

ASSESSOR: hidsig.
Hr. Vermund, jeg maa sige -

VERMUND.: Der ligger slet ikke noget fornærmeligt i mine Ord. Der er jo to udbrudte Slaver, der spøger her i Egnen, saa det kunde nok være farligt for Frøken Laura at gaa nede ved Stranden uden Beskyttelse.

FRUE.: Men Hr. Ejbæk var jo med.

VERMUND.: Ja men jeg tilstaar, jeg troede ikke, at Digterne nu til Dags var store Helte.

EJBÆK.: Digtertitlen maa jeg frabede mig, den tilkommer mig ikke. Og hvad mit Heltemod angaar, saa nærer jeg ingen Frygt for et Par udbrudte Slaver. De Stakler har vel mere Grund til at være bange for os end vi for dem.

VERMUND.: De Stakler! Jeg tror ordentlig, det gjør Dem ondt for Gavtyvene.

306

EJBÆK.: Det gjør det ogsaa.

FRUE.: Ja De sørger naturligvis som en god Theolog over Menneskeslægtens dybe Fordærvelse.

EJBÆK.: Dertil behøver man vel ikke at være Theolog. Men jeg mente egentlig, at man nok kunde føle Medlidenhed med et Menneske, der er bleven indviklet i Forbrydelser, førend han ret vidste, hvad det var, og som maaske, naar han faar Øjnene op og ønsker at bryde af og begynde forfra, finder enhver Tilbagevej spærret. Det er dog haardt, imod sin Villie, at være tvungen til at begaa Misgjerninger.

ASSESSOR.: Ja, det er meget sandt.

VERMUND.: Ja, der burde oprettes et Asyl for disse idealske Gavtyve.

LAURA: til Vermund.
De spotter med Deres egen Følelse, De kan ikke mene det saa slemt.

VERMUND: sagte til Laura.
Jeg veed jo, De kjender mig.

ASSESSOR.: Men, Hr. Herløv, De staar jo og falder i Tanker.

HERLØV.: Ja, jeg tror næsten ogsaa.

ASSESSOR.: Hør, vi skulde tænke paa, hvor vi skal logere Dem. De vil formodentlig helst have Udsigt over Stranden?

EJBÆK.: Ja, det skal jeg ikke nægte.

ASSESSOR.: De skal faa den smukkeste Udsigt paa hele Gaarden. Vil De se de Vinduer oven over det store Lindetræ. Det er ved Siden af Deres Værelse, Hr. Vermund!

VERMUND.: Ja imellem os er der kun en Dør, som ikke kan laases.

HERLØV.: Jeg tænker heller ikke, at vi behøver Laase til at adskille os.

VERMUND.: Nej det smigrer jeg mig ogsaa med, for vi har hver sin Udgang.

307

✂

ATTENDE SCENE.

De forrige. Johanne taler sagte til Assessoren.

✂

ASSESSOR.: Naa, det var rart. Mine Herrer og Damer.

VERMUND.: Jeg tror, Assessoren vil holde en Tale.

ASSESSOR.: Ja vist vil jeg. Hør nu bare efter!

✂

Mel. af O. Lindblad.

✂

1.

✂ En Tale skal jeg holde - lad gaa!
men hele Talen lyder som saa:
hvis paa Johanne stole man kan,
er Aftensbordet nu lavet i Stand.

JOHANNE.: ✂ De til Takke maa ta'.

ASSESSOR: til Johanne.
✂ Et Glas Vin maa vi ha'.

JOHANNE.: ✂ Men husk paa, jeg skal Dem hente,
Theen ej taaler at vente.

ALLE.: ✂ Ja det er sandt, De skal os hente,
Theen ej taaler at vente.

✂

2.

ASSESSOR.: ✂ Men Damer først De vælge Dem bør,
Hr. Vermund - Fruen!

VERMUND: byder Fruen Armen.
✂ Dersom jeg tør.

ASSESSOR.: ✂ Jeg selv alene fører Dem an,
det passer bedst for en Enkemand.

308

EJBÆK: byder Laura Armen.
✂ Hvis De nu vil som jeg.

JOHANNE: til Herløv.
✂ De maa nøjes med mig.

Giver ham Armen.

ASSESSOR: idet han marcherer foran, og de andre parvis følge.
✂ Marche! Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

ALLE.: ✂ Marche! Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

De gaa.

✂

NITTENDE SCENE.

✂

3.

HANS: kommer frem.
✂ Ja gaa kun I! Nu Sagen er klar;
den grønne Jæger Pengene har,
og nok jeg tror, man kan faa dem fat,
thi Husets Folk er jo ude i Nat.
Over Lindenes Top
gaar til Vindvet man op.
:|: Mine Trængselsaar er endte,
nu skal min Lykke jeg hente. :|:

KOR: indenfor
✂ Kom, Præmisserne er endte,
Theen ej taaler at vente.

309

✂

TREDIE AKT.

Værelset fra første Akt.

✂

FØRSTE SCENE.

Krans. Frue.

KRANS.: Aa, Helene, jeg har længtes saadan efter at blive færdig for at komme til at tale med dig.

FRUE.: Hvad er der da i Vejen?

KRANS.: Jeg skal sige dig, der er kommet et Brev fra Konsul Holmberg i Helsingør.

FRUE.: Konsul Holmberg? kjender du ham?

KRANS.: Nej, men det er om disse to udbrudte Gavtyve. Se, her er det.

FRUE: læser.
»At jeg er temmelig overbevist om, at have set de to Forbrydere, Kristen Jensen og Hans Mortensen, der er mig bekjendt fra tidligere Tider, i Nærheden af Kammerraadens Bolig, skulde jeg ikke undlade at underrette Deres Velbaarenhed om. Forbryderne var klædte som Kavalerer, der er paa en Fodvandring, i tynde Frakker, Straahatte og med Rejsetasker.« - Hvad for noget? det er jo de unge Gjæster, Herløv og Ejbæk.

KRANS.: Hvad siger du? - Ja det er det saagu ogsaa. Det er da løjerligt, at det slet ikke er faldet mig ind.

FRUE.: Aa, det er jo umuligt. Læser. »Som jeg hører, skal de have begaaet flere Tyverier i Egnen, navnlig skal de paa flere Steder have brudt ind i Haverne, 310 formodentlig for at stille deres Hunger paa Frugten. Hvilket jeg har anset det for min Pligt at underrette Deres Velbaarenhed om. Ærbødigst, Holmberg, Konsul.« - Aa det er nogen, der vil holde dig for Nar.

KRANS.: Skulde det være?

FRUE.: Ja, det er jo aabenbart. Hvem bragte dig det Brev?

KRANS.: Det var en Husmand fra Elmetofte, som havde mødt Konsulen paa Vejen, og saa havde han skrevet det Par Ord paa et Blad af sin Tegnebog og bedt ham om at besørge det.

FRUE.: Men den Bonde - hvor er da han? Du beholdt ham vel hjemme?

KRANS.: Nej -

FRUE.: Det var da en utilgivelig Dumhed.

KRANS.: Nej, jeg skal sige dig, jeg kjender ham grumme godt, det er en meget skikkelig Mand, Mads Rasmussen fra Elmetofte.

FRUE: afsides.
Skulde det ikke komme fra Vermund?

KRANS: afsides.
Det slap jeg godt fra.

FRUE: afsides.
Han bad mig hjælpe sig med at faa disse Gjæster af Vejen. Det kunde i Grunden ligne ham.

KRANS.: Saa du mener, at det er bare Vrøvl?

FRUE.: Ja det kan man dog egentlig ikke vide. Man bør vel undersøge Sagen.

KRANS.: Ja det bør man, det er indlysende. Jeg har ogsaa et Vidnesbyrd endnu. Men hvor er de henne, disse saakaldte Studenter?

FRUE.: Stille! de spadserer udenfor.

311

✂

ANDEN SCENE.

De forrige. Assessor.

✂

FRUE.: Det er godt, Assessoren kommer. Vi har en mærkelig Nyhed at meddele Dem.

ASSESSOR.: Ah, god Aften, Hr. Kammerraad, velkommen!

KRANS.: Tak! Ja jeg kommer her just ikke for det bedste. Jeg maa bede Dem fatte Dem som en Mand.

ASSESSOR.: Hvad - hvad er det?

FRUE.: De har jo hørt, at der er to Slaver brudt ud.

ASSESSOR.: Ja - ja - ja og de?

KRANS.: Det er ikke andre end Herløv og Ejbæk.

ASSESSOR.: Men Gud - Gud bevares! hvad siger De!

FRUE.: Ja vi veed det da ikke vist. Men der er kastet Mistanke paa dem; nu kan De selv se.

Rækker ham Brevet.

ASSESSOR: læser.
»Tynde Frakker, Straahatte og med Rejsetasker.« - Aa ja, det er soleklart. Men Herregud! hvad skal vi gjøre? Raaber. Anders, Per!

FRUE.: Stille! Hr. Assessor! Husk, at Deres Folk er til Gilde!

ASSESSOR.: Det er ogsaa sandt. Aa Gud, hvad skal vi gjøre? De gaar der ude med de stakkels Pigebørn. Om de nu løber bort med dem? om de tager Klæderne fra dem og slaar dem ihjel?

KRANS.: Vær ikke bange! Vi skal nok faa Bugt med dem.

FRUE.: Desuden kan det jo være muligt, at vi tager fejl. Vi veed det jo ikke bestemt.

ASSESSOR.: Naa De veed det ikke?

FRUE.: Nej, og det kunde jo tænkes, at denne Angivelse var falsk.

312

ASSESSOR.: Ja, det er sandt. Den kan maaske være udgaaet fra Tyvene selv.

FRUE.: Nej, det synes mig ikke rimeligt. Ser De Billetten her? Den er aabenbart skreven paa et Blad af en Tegnebog og med Blyant, og Skriften er saa flygtig og skjødesløs.

ASSESSOR.: Men hvad beviser det?

FRUE.: Det beviser i alt Fald, at den ikke er kommen fra Tyvene selv.

✂

Mel. Fr. S. 44.

✂

1.

✂ Den Negligence, som er over Brevet -

ASSESSOR.: ✂ Aa, den beviser ikke stort.

FRUE.: ✂ Jo, hvis en Gavtyv snildt det havde skrevet,
vilde han større Flid sig gjort.
Han maatte være mer forsigtig,
angst for at støde imod Formen an.

ASSESSOR.: ✂ Ja, Frue, det er ganske rigtig.

KRANS.: ✂ Denne Post er grumme vigtig.

FRUE.: ✂ Brevet er fra en dannet Mand.

ALLE.: ✂ Brevet er fra en dannet Mand.

✂

2.

KRANS.: ✂ Og endnu flere Ting er mig bekjendte;
hør, hvad hos os passeret er!
Lars saa en Fyr, som ud af Haven rendte
med en Pot stjaalne Stikkelsbær.

FRUE.: ✂ Og han var klædt?

313

KRANS.: ✂ Som her staar skrevet,
Straahat og Rejsetaske og han bar.

ASSESSOR.: ✂ Nej, aldrig har jeg sligt oplevet.

FRUE.: ✂ Ganske stemmer det med Brevet.

KRANS.: ✂ Ja, nu er Sagen soleklar.

ALLE.: ✂ Ja, nu er Sagen soleklar.

✂

3.

ASSESSOR.: ✂ Og da vi før om Tyvene passiarte -
det var derude - til Fruen husker De? -
Ejbæk saa ivrig deres Sag forsvarte,
som om han selv var Part deri.
Og - ja, vi kan det ikke nægte,
alt, hvad han talte, var saa fromt og smukt.

KRANS.: ✂ Ja, saadan er de Tyveknægte.

FRUE.: ✂ Godt de kan med Munden fægte.

KRANS.: ✂ Men vi skal nok med dem faa Bugt.

ALLE.: ✂ Men vi skal nok med dem faa Bugt.

✂

ASSESSOR.: Men jeg maa dog tilstaa, at det har anet mig lige fra Begyndelsen af. Der er noget skjult, noget fordægtigt ved dem.

FRUE.: Saa? ogsaa ved Digteren?

ASSESSOR.: Ja, jeg skal sige Dem -

FRUE.: Nej, lad os nu tale om, hvad der er at gjøre.

ASSESSOR.: Ja, det er vel bedst, at Kammerraaden 314 tager dem paa sin Vogn og kjører dem lige til Arresthuset.

KRANS.: Men uheldigvis er jeg selv Kusk, og jeg kan da ikke passe baade paa Tyvene og paa Hestene paa en Gang.

FRUE.: Det var ogsaa dumt af dig, at du ikke tog Mikkel med.

KRANS.: Ja men jeg anede jo slet ikke, at Gavtyvene var her paa Strandbjerg.

FRUE.: Men det, at du ikke anede det, det var jo netop din største Dumhed.

KRANS.: Ja vist var det meget dumt, lille Helene, men -

ASSESSOR.: Hør, hvad skal vi saa gjøre? Alle mine Folk er ude.

KRANS.: Hvor er Hr. Vermund?

ASSESSOR.: Aa, han befandt sig ikke vel og er gaaet i Seng.

KRANS.: Saa maa vi vække ham.

FRUE.: Nej, vi maa vistnok forholde os aldeles rolige og lade dem komme op paa deres Værelser. Naar saa Folkene kommer hjem, stiller vi Vagt, saa at de ikke kan slippe ud, og saa tager vi dem i Morgen paa fastende Hjerte.

ASSESSOR.: Og saa maa Kammerraaden og Fruen bliver her i Nat.

KRANS.: Nej - det er ikke værdt.

FRUE.: Jo, vi bliver. Vi vil ikke forlade vore Venner i Nøden.

ASSESSOR.: Tak, gode Frue! Aa Gud, hvad skal det blive til?

315

✂

TREDIE SCENE.

De forrige. Johanne fra Glasdøren.

ASSESSOR.: Johanne! hør min Pige! hvor er Tyvene?

JOHANNE.: Tyvene?

ASSESSOR.: St - stille! jeg mener Herløv og Ejbæk.

JOHANNE.: Kalder du dem Tyve?

KRANS.: Ja, Frøken Johanne, De er en fornuftig Pige, til Dem kan man nok fortælle det. Vi har virkelig Mistanke, grundet Mistanke til de to Herrer.

JOHANNE: leende.
Tror De, at de er Tyve?

ASSESSOR.: Ja, vi har stor Grund til at tro, at de er de to Slaver, der er brudt ud.

JOHANNE: ser forundret paa dem, polisk.
Ja, det er det bestemt ogsaa.

KRANS.: Har De ogsaa opdaget noget?

JOHANNE.: Ja, jeg har opdaget, at Ejbæk saa maa være Kristen Skjævben.

ASSESSOR.: Saa? hvorfor det?

JOHANNE.: Jo - Herløv kan det ikke være, for han er meget velskabt.

KRANS.: Ja, saa er det meget sandsynligt, da han dog formodentlig har faaet dette Navn paa Grund af en Naturfejl.

JOHANNE.: Hahaha! Men Herregud, er De da gale?

ASSESSOR: streng.
Johanne! hvad skal det betyde?

JOHANNE.: Men, kjære Onkel -

FRUE.: De misforstaar os aldeles, det er vort ramme Alvor. Vi har faaet saa slaaende Beviser derfor, at vi næsten er nødt til at tro det.

JOHANNE.: Ja men hør - alvorlig -

ASSESSOR.: Lad os blive fri for det Vaas! Rækker hende 316 Brevet. Der - læs! saa skal du faa Øjnene op. Hun læser og lader Brevet falde. Naa, hvad fejler dig?

FRUE.: Assessoren maa endelig være rolig.

KRANS: til Johanne.
De skal ikke være saa forknyt, vi skal nok forsvare Dem.

ASSESSOR.: Gud veed, om de ikke allerede skulde have rapset noget? Til Johanne, som gaar. Naa, lille Johanne, hvor vil du hen?

JOHANNE: grædende.
Jeg vil se, om der ikke mangler noget af Sølvtøjet?

ASSESSOR.: Ja gjør det. Men hør, hvor er Fyrene?

JOHANNE.: De staar lige udenfor.

KRANS.: Guds Død og Pine! Bare de ikke har hørt noget.

FRUE.: Ja det er bedst, vi gaar ud til dem.

Johanne gaar ind til Siden, de andre gjennem Glasdøren.

Et Værelse i Strandbjergs øverste Etage
med tre Døre og et Vindue, som staar aabent. Lys Sommernat.

✂

FJERDE SCENE.

HANS: stiger ind ad Vinduet.
Se saa, det maa være hans Dør. Aa gid jeg kunde være fri. Naa rask! Gaar hen til Vermunds Dør. Han gik i Seng for en Time siden, saa maa han da sove nu. Lukker Døren op. Han sover. Og der ligger Tegnebogen paa Bordet. Stille! Han gaar ind i Vermunds Værelse og kommer straks tilbage. Jeg har den. Nu blot ti Skridt - der er de paa Trappen - naa god Nat, Ole!

Løber ind i Vermunds Værelse.

317

✂

FEMTE SCENE.

Assessor lyser Herløv og Ejbæk ind.

ASSESSOR.: Vær saa artig, mine Herrer! her er Deres Værelse, og her er Døren til Deres Sovekammer. Sætter Lyset paa Bordet. Nu vil jeg bede Dem tage til Takke med hvad Lejligheden formaar.

HERLØV.: Aa, Hr. Assessor, det er meget bedre, end vi er vante til.

ASSESSOR: afsides.
Ja, det tror jeg nok, din Tyveknægt!

HERLØV.: Hvor fører den Dør hen?

ASSESSOR: afsides.
Se, de skal strax udspørge. Højt. Den Dør fører ind til Hr. Vermunds Sovekammer. Men han sover meget let, han vaagner ved den mindste Larm.

EJBÆK.: Ja vi skal nok være rolige.

HERLØV.: Assessoren skulde ikke vide præcist, hvad Klokken er?

ASSESSOR: tager sit Ur frem, men stikker det strax i Lommen igjen.
Nej, jeg har intet Ur hos mig.

HERLØV.: Frøken Johanne var bange for, at vi skulde blive overfaldne af en Røverbande, for Deres Folk er nok til Gilde i Nat.

ASSESSOR.: Ja, men de kommer strax - det vil sige, de er komne hjem for et Øjeblik siden. Afsides. Det Tyvepak! Højt. God Nat, mine Herrer!

EJBÆK.: God Nat, Hr. Assessor! Og vi maa ret takke Dem for de behagelige Timer, Deres Gjæstfrihed i Dag har skjænket os.

ASSESSOR

✂ bittert.

Aa jeg gjør ingen Regning paa nogen Taknemmelighed. Griber sig i det. God Nat, mine kjære unge Venner! Rækker dem Haanden. God Nat, Hr.

318

Ejbæk! god Nat, Hr. Herløv! lad mig nu se, De sover vel og drømmer behageligt.

BEGGE.: God Nat, Hr. Assessor! God Nat!

Assessor gaar.

✂

SJETTE SCENE.

Herløv. Ejbæk.

EJBÆK.: Hvor han paa een Gang er bleven løjerlig!

HERLØV.: Det mærkede jeg ikke noget til. Jeg synes nu, det er en uhyre elskværdig Mand.

EJBÆK.: Ja, det synes jeg ogsaa.

HERLØV.: Ja, dig gjorde han nu formelig Kur til. Men du er ogsaa en Kjærnekarl, veed du det, dit Afskum!

EJBÆK.: Aa du er meget bedre end jeg.

HERLØV.: Det er Løgn, min Ven! Der er saa meget Vrøvl i mig. Men det veed jeg, jeg har aldrig været i saadan en Kreds af udmærkede Mennesker som i Aften.

EJBÆK.: Hvad siger du da om vor Modstander, Vermund?

HERLØV.: Aa, det er vist en brav Fyr, og han er ikke saa tosset, men i Grunden er det en stor Lømmel. Men jeg tørte ham da ogsaa lidt ved Bordet. Du har nok aldrig før bemærket mit Talent for den krakilske Vittighed?

EJBÆK.: Nej, det overraskede mig virkelig.

HERLØV.: Mig med. Og - alvorlig talt - synes du ikke, jeg gjorde det ganske godt?

EJBÆK.: Jo, fortræffeligt!

HERLØV.: Det synes jeg selv, og det samme sagde Johanne. Ja du kjender ikke den Pige, men hun og 319 jeg har nu haft en Del sammen. Synger. »Johanne! Johanne! Min Hemmelighed kjender du.«

EJBÆK.: Gale Menneske! du maa være lidt stille!

HERLØV.: Vær nu ikke urimelig! Jeg kan saagu ikke. Hør, lad os danse! Tager ham om Livet og synger af en Vals. La la la la - -

EJBÆK.: Jeg tror ordenlig, du har faaet lidt i Hovedet.

HERLØV.: Nej, men jer er bare saa myrderlig fornøjet - hu! - Hør, jeg skal betro dig noget, jeg er bleven alvorlig forelsket.

EJBÆK.: Er du?

HERLØV.: Min Sjæl! - op over begge Ørerne.

EJBÆK.: Nej virkelig.

HERLØV.: Ja, er det ikke komisk? Ja du vil ikke rigtig tro mig, fordi jeg ikke gaar og ser rørende ud; men, jeg forsikrer dig, i Hjertet er jeg lige saa sværmerisk som du - hahaha!

EJBÆK.: Men jeg kan jo ikke blive klog paa, om det er Spøg eller Alvor.

HERLØV.: Det er paa Ære mit Alvor. Og jeg er ikke blot forelsket, nej, jeg er gjenelsket, ja - tænk dig - jeg er halvvejs forlovet.

EJBÆK.: Aa Snak!

HERLØV.: Jo vi er bleven enige om, at det maaske nok kan lade sig gjøre. - Men hvorledes gaar det med din Historie, for jeg veed nok, du er en stor Rad.

EJBÆK.: Aa jeg har ikke noget at fortælle.

HERLØV.: Ikke det? Jeg troede, dit melankolske Øje havde truffet Frøken Lauras Hjerte midt i det sorte.

EJBÆK.: Lad være med den Spøg, den kan jeg ikke lide.

320

HERLØV.

✂

Men Herregud, hvad skal jeg da bestille? Det er ogsaa kjedeligt, at man skal gaa i Seng. Jeg har saadan Lyst til at danse. Tænk dig, om vi nu skulde til Dans!

Mel. Pariservise.

✂

1.

Ja hvis i Skovens Hal
vi hørte Valsen klinge,
ja tænk - om her blev Bal
hvor skulde jeg da svinge
min Skat
den hele dejlige Nat.
Og hopsasa falalalala!
falala! falala!

Men hør, du gamle! du er ikke rigtig fornøjet!

EJBÆK.: Jeg forsikrer dig, jeg har aldrig været saa glad, som jeg er i Dag.

HERLØV.

✂

Gud, hvor jeg godt kan lide dig for det! Har du faaet dig en frisk Rose i Stedet for den visne, hvad? - Ja det var en udmærket Indretning af Vorherre, at han ved Sultekur tvang os til at snylte os frem.

✂

2.

Af Trang til Proviant
paa Strandbjerg vi mon strande,
men du din Rose fandt,
og jeg fandt min Johanne,
og saa
en Stranding lide jeg maa.
Og hopsasa falalalala!
falala falala!

EJBÆK.: Men husk paa hvad Assessoren sagde, at Vermund sover derinde.

HERLØV.: Lad ham sove!

EJBÆK.: Men det kan han jo ikke, naar du skraaler saadan op. Desuden vækker du jo hele Huset.

321

HERLØV.: Naa ja - saa lad os gaa til Sengs!

EJBÆK.: Jeg bliver her et Øjeblik. Du kan gjerne tage Lyset med dig.

HERLØV.: Lad gaa da! Tager Lyset. Man maa jo rette sig lidt efter den prosaiske Verden.

✂

3.

Man tvinger mig dertil,
saa vil jeg Pladsen rømme,
men ej jeg sove vil,
nej, jeg vil bare drømme.
God Nat!
nu drømmer jeg om min Skat.

EJBÆK.: God Nat!

HERLØV: i Sovekammerdøren fortsætter Sangen.
✂ Og hopsasa falalalala!
falala! falala!

Gaar.

✂

SYVENDE SCENE.

EJBÆK.: Ja Herløv har gjort Ret. Hvor jeg misunder ham den Kjækhed! Er jeg ikke vis paa min Kjærlighed! Og hun? Hun lod mig jo se til Bunden af sin dybe, rene Sjæl. Saadan et Øjeblik kommer maaske aldrig igjen. Aa, jeg Daare, at jeg ikke benyttede det! Det banker. Hvem kan det være? Kom ind?

✂

OTTENDE SCENE.

Ejbæk. Laura med et Lys i Haanden.

✂

EJBÆK.: Frøken Laura!

LAURA.: Det synes Dem vist underligt, at jeg kommer, men jeg er nødt dertil, jeg maa tale et Ord med Dem.

322

EJBÆK.: De vil tale med mig!

LAURA.: For Guds Skyld, tal ikke saa højt! Jeg tror, at De er et godt Menneske, ja jeg er fuldt og fast overbevist derom. Jeg har talt med Dem som med ingen anden, og jeg kan ikke tvivle paa Deres Retskaffenhed; men der kunde jo dog gjerne være noget i Vejen, noget - hvad kjender jeg til det - som ikke stemmer overens med Lovene, nogle ydre Formaliteter eller -

EJBÆK.: Jeg forstaar Dem virkelig ikke. Hvad skulde der være i Vejen?

LAURA.: Ja det veed jeg ikke; men Birkedommeren er kommen med en Anklage eller saadan noget mod Dem og Hr. Herløv, og Fader taler om, at der skal stilles Vagt udenfor Huset, for at De ikke skal løbe bort, og Johanne gaar og græder - jo der maa være noget i Vejen.

EJBÆK.: Det er dog forunderligt.

LAURA.: Jeg tror ikke, De kan have gjort noget uædelt, men et ungt Menneske kan saa let lade sig henrive - en lille Uforsigtighed, maaske af en god Bevæggrund, men som dog kunde have slemme Følger, og især her, hvor Birkedommeren er noget enfoldig.

EJBÆK.: Det maa være grundet paa en Fejltagelse.

LAURA.: Ja det tænkte jeg ogsaa; men jeg vilde dog advare Dem, for at De, hvis De nærede nogen Frygt, kunde faa Lejlighed til at slippe bort i Tide.

EJBÆK.: Jeg nærer ikke den ringeste Frygt.

LAURA.: Vil De dog blot høre mig! Alle vore Folk er ude, og kommer først hjem om en Times Tid. Hvis der derfor skulde være noget i Vejen, saa kan De gaa ud af dette Vindue og stige ned ad Træet 323 der udenfor. - Det var hvad jeg havde at sige - God Nat!

EJBÆK.: Laura - Frøken! vil De blot ofre mig et Øjeblik endnu.

✂

Mel. Italiensk Folkesang.

✂

1.

✂ Hver Misforstand og Fare
venter jeg fro - ja venter jeg fro,
jeg skal det sikkert klare,
vil De mig tro - ja vil De mig tro?
Jeg trøstig kan se til,
ej bort jeg løbe vil.

✂

2.

LAURA.: ✂ Den Frygt, som mig bedøved,
knap jeg forstaar, - jeg knap nu forstaar,
thi skjønt jeg kom bedrøvet,
glad jeg dog gaar - ja glad jeg dog gaar.

EJBÆK.: ✂ O gaa ej strax igjen.
et Ord - blot et Ord end!

✂

3.

✂ O Laura, Ordet trænger
dybt fra mit Sind - saa dybt fra mit Sind,
nu kan jeg der ej længer
slutte det ind - ej slutte det ind.
Det tvinger selv sig frem:
jeg elsker - elsker Dem.

✂

✂ De tier! Laura, er De fortørnet? Tro ikke, at det er en flygtig Opblussen, jeg er ikke letsindig. Jeg saa Dem for to Dage siden, i den Tid har De ikke været ude af mine Tanker. Vil De da tro, at det er dybt og alvorligt ment?

LAURA.: Jeg tror Dem.

EJBÆK.: Har jeg da taget fejl af Deres Adfærd imod mig? De siger selv, at De har talt med mig som med 324 ingen anden; De kommer til mig ved Nattetid for at redde mig. Laura - svar mig - har jeg misforstaaet Dem?

LAURA.: De er kommen for sildig. Jeg er allerede -

EJBÆK.: Forlovet?

LAURA.: Saa godt som forlovet - med Vermund.

Gaar med Lyset.

✂

NIENDE SCENE.

Ejbæk. Siden Hans.

✂

EJBÆK.: Med Vermund! - o Gud!

Sætter sig paa Stolen ved det aabne Vindue, med Ansigtet skjult i Hænderne.

✂

Mel. Fr. Ep. 14.

Efter et langt Forspil kommer Hans listende.

✂

1.

HANS.: ✂ Nu maa jeg probere,
her er ingen mere.
Alle sover,
Lykken staar mig bi.
Stille - stille - sagte!
Hvis jeg nogen vakte!
Gulvet over -
o saa er jeg fri.
Men han sover jo paa Stolen her,
jeg maa gaa ham ganske - ganske nær.
Tys! Tys!
Blot et Skridt endnu.

EJBÆK: farer op.
Hvem der?

✂

2.

EJBÆK: griber ham i Kraven.
✂ Nu jeg sikkert har Dem.
Hvem er De? forklar Dem?

325

HANS.: ✂ Lad mig fare!
Slip mig dog, min Ven!

EJBÆK.: ✂ Hvad har De i Sinde?
hvad vil De herinde?

HANS.: ✂ Jeg vil bare -
bare ud igen.

EJBÆK.: ✂ De maa følge - kan De det forstaa!

HANS.: ✂ Aa vær naadig, lad igjen mig gaa!

EJBÆK: idet han fører ham hen til Herløvs Dør.
✂ Saa! - saa!

HANS.: ✂ Aa! - aa!
Ej saa højt De skrige maa.

EJBÆK.: ✂ Først et Lys jeg hente maa.

Aabner Herløvs Dør og tager et tændt Lys.

✂

EJBÆK.: Nu kan jeg først se Dem.

HANS.: Aa skaan mig, vær barmhjertig!

EJBÆK.: Men hvad? det er jo vor Vejviser fra i Formiddags. Hvorledes kommer De her?

HANS: afsides.
Det er ogsaa sandt. Højt i Bondedialekt. Herren maa endelig ikke blive vred, jeg kan ikke gjøre for det. Jeg skal sige Herren, jeg tjener her paa Strandbjerg, og saa sagde Assessoren -

EJBÆK.: Aa De behøver ikke at fordreje Deres Maal; jeg har jo hørt, at De taler lige saa godt kjøbenhavnsk som jeg. Svar mig uden Komediespil, hvad vil De her?

HANS.: Gode Herre, lad mig gaa?

326

EJBÆK.: Lad mig høre, hvad De vilde her!

HANS.: Jeg vilde - stjæle.

EJBÆK.: Ja saa! det var da godt, jeg forhindrede det. Gaa nu den Vej, hvorfra De kom!

HANS.: Gud velsigne Dem - Tak! - Nej, jeg vil ikke takke.

EJBÆK.: De maa ogsaa helst lade være. Gaa blot!

HANS: gaar henimod Vinduet.
De mener nu, at De er ædelmodig. Men De bryder Dem kun om at tænke paa Dem selv, derfor vil De være mig kvit. Deres Ædelmodighed er ikke andet end Egenkjærlighed. Adjø!

EJBÆK.: Bi lidt - De har Ret!

HANS.: Vær ikke vred!

EJBÆK.: Jeg skal ikke gjøre Dem noget. Kom kun nærmere! Hvad vilde De stjæle heroppe?

HANS.: Fem Daler.

EJBÆK.: Og for fem Daler vilde De gjøre Dem til Tyv?

HANS.: Og veed De, hvad fem Rigsdaler er for mig? Naar man nu ikke har andet Valg end enten at stjæle eller at springe i Stranden - hvad skal man saa gjøre?

EJBÆK.: Saadan et Valg bliver aldrig stillet for et Menneske. Man har altid en tredie Udvej - at lide.

HANS.: Har De prøvet det?

EJBÆK: slaaet.
Nej.

HANS.: Ja lad os saa gjemme den Tale til en anden Gang. Far vel!

EJBÆK.: Hør, jeg veed, De har Uret; men jeg vil ikke dømme Dem. Jeg har endnu en fjerde Udvej, som maaske kan hjælpe Dem. Se her er en engelsk Guldmønt, som omtrent er ti Daler værd. Tag den og stjæl saa ikke!

327

HANS: bevæget.
Det havde jeg ikke ventet af Dem. De gjør mig flov. Men maaske jeg kan gjøre Gjengjæld. Jeg har hørt Deres sidste Samtale - De maa ikke blive vred derover, jeg var nødt dertil. Jeg veed, hvad De tænker paa, og jeg kan maaske hjælpe Dem.

EJBÆK.: Hvad har De i Sinde?

HANS.: Jeg har i Aften hørt en anden Samtale, som jeg vil fortælle Dem. Tro mig - De skal faa al den Hævn, De ønsker.

EJBÆK.: Jeg ønsker ingen Hævn.

HANS.: De tror ikke, det er sandt. Hør blot - det er om Hr. Vermund.

EJBÆK.: Jeg vil ikke høre et Ord.

HANS.: Men hvad vil De da gjøre?

EJBÆK.: Jeg vil vælge den tredie Udvej og forlade dette Hus saa snart som muligt, og jeg vil raade Dem til paa Øjeblikket at gjøre det samme.

HANS: rørt.
Nej, saadan maa De ikke støde mig bort. Jeg er ikke saa slem, som De tror - aa jo, jeg er meget, meget værre. Det er ikke første Gang, jeg stjæler, jeg er en gammel, gammel Kjæltring - en af de allerværste. Men De maa ikke forstøde mig, jeg har aldrig truffet paa saadan et Menneske som Dem.

EJBÆK.: Hvordan er det da gaaet til, at De -

Standser.

HANS.: At jeg er bleven en Kjæltring? Aa, hvor veed jeg det? Jeg tror, jeg har været det lige fra Fødselen af. Men det nytter ikke, jeg fortæller Dem det; De forstaar mig dog ikke, De er ren og brødefri.

EJBÆK.: Nej - brødefri er jeg ingenlunde.

HANS: glad.
Har De ogsaa begaaet noget, De maa skamme Dem ved?

328

EJBÆK.: Ja tilvisse! Hvem har ikke det?

HANS.: Er De da ogsaa kommen i Strid med Lovene?

EJBÆK.: De borgerlige Love har jeg ikke overtraadt, men det er maaske ikke min Skyld; min Stilling i Verden har ikke givet mig nogen Opfordring dertil. Men for Gud er jeg en Synder, saa vel som De.

HANS.

✂

Aa De dømmer saa mildt. Jeg hørte Dem før forsvare den stakkels Forbryder, der af Omstændighederne bliver tvungen til at dynge Synd paa Synd; men De maa ikke blive vred - jeg troede ikke, De mente det alvorligt, jeg antog det for Hykleri. Og hvor kunde jeg andet? Jeg har aldrig set andet end ondt; der er kun eet Menneske, der holdt af mig, og han lærte mig at stjæle.

Mel. af E. Bruun.

✂

1.

Ja Verden mig gav kun Sorrig og Suk,
jeg aldrig har nogen gjort glad,
med Graad blev jeg døbt og varmet med Hug
og muntret med Haan og med Had.
En Tid lang jeg stirred paa Loven med Skræk,
jeg glemte den blot et Minut,
en eneste Gang kun - og saa var jeg væk,
Tilbagegang var mig forbudt.

✂

2.

Og stemplet jeg nu blandt Mennesker stod,
selv tvang de mig frem paa min Vej,
men det var min Trøst, og det gav mig Mod,
at ej de var bedre end jeg.
Dog nu er det ude, min Kraft er fortært,
den Kraft, jeg mig selv havde skabt,
thi Dem har jeg fundet, og nu har jeg lært,
at jeg er for evig fortabt.

329

EJBÆK: rækker ham Haanden.
Hør mig! der er Frelse endnu. De er ikke fortabt, naar De selv vil reddes. - Har De aldrig bedt til Gud?

HANS.: Jeg har prøvet paa det - een Gang - den Gang mit første Tyveri var opdaget. Jeg kunde ikke. Men sig mig - jeg tror Dem paa Deres Ord - er der virkelig noget om det? kan man bede til Gud? har De prøvet det?

EJBÆK.: Arme, forvildede Menneske, og det tvivler De paa?

HANS.: Tror De ogsaa, at jeg kan?

EJBÆK.: Det veed jeg saa sikkert som noget. Gud vil ikke vende sig bort, naar De selv vil søge ham.

HANS.: Om jeg vil? Hør mig - jeg har gaaet og tænkt paa at komme bort, for at begynde forfra paa en anstændig Haandtering. Og jeg troede, at det hele var gjort dermed. Men nu ser jeg, der er mere at gjøre. Og jeg skal naa det - De skal have Glæde af mig. Lev vel! Gud velsigne Dem!

Gaar ud ad Vinduet.

EJBÆK.: Han er frelst - men jeg! Dog Gud være lovet! man har noget at leve for, selv om det jordiske Haab glipper.

330

✂

FJERDE AKT.

Værelset fra første Akt.

Glasdørene staa aabne.

✂

FØRSTE SCENE.

Assessor. Krans. Laura. Johanne.

KRANS.: Er de der endnu?

ASSESSOR.: Ja desværre! Pigerne var deroppe med Kaffe, og de synes slet ikke at ane det ringeste.

KRANS.: Siger De desværre til det, at de er her endnu?

ASSESSOR.: Ja gid de aldrig havde sat deres Fødder indenfor mine Døre. Jeg veed, hvad Følgen vil blive. I Dag løber denne Historie om i hele Egnen, og i Morgen kommer den i Bladene.

KRANS.: Men hvad kan det skade?

ASSESSOR.: Aa man veed jo, at Folk altid holder med Gavtyvene. De, Hr. Kammerraad, De faar Æren af at have fanget dem, jeg faar Skammen af at være bleven taget ved Næsen. Jeg kjender det saa godt. Man vil gjøre sig lystig over den Høflighed, jeg har vist dem, skjønt det ikke var andet end simpel Gjæstfrihed; men den stille Tvivl, den indvortes Uvillie, som jeg bestandig har følt mod disse Mennesker, den vil man naturligvis ikke omtale.

LAURA.: Men, kjære Fader, hvor kan du dog tro, 331 at de to nette Mennesker er simple Gavtyve? Nu da jeg har hørt Sagens Sammenhæng, forekommer det mig saa latterligt.

ASSESSOR.: Ja besynderligt er det, at de har kunnet tilegne sig saa megen Levemaade. Men det simple stikker dog ogsaa igjennem.

JOHANNE.: Men Onkel, det syntes du slet ikke igaar.

ASSESSOR.: Hvor veed du, at jeg ikke syntes det? Jeg omtalte det kun ikke, fordi jeg den Gang ikke havde noget at støtte min Mistanke paa.

KRANS.: Ja de unge Damer kan nu slet ikke sætte sig ind i det, men det er fordi de aldeles mangler Erfaring i det Kapitel.

LAURA.: Men man har dog aldrig hørt noget lignende her til Lands.

KRANS.: Aldrig - jo vist! Jeg har oplevet hundrede af den Slags Historier, mens jeg har været Birkedommer.

LAURA.: Her i Egnen?

KRANS.: Ja Gudbevares!

LAURA.: Det maa da være, før jeg blev født.

KRANS.: Nej, det tror jeg dog ikke. Men jeg skal anføre et Exempel. Der boede nede paa Overdrevet en Skomager; det var en ganske pæn Mand, men han var meget fattig og havde en svær Mængde Børn, jeg tror der var en Snes Stykker, nej der var dog nok kun en femten sexten - men det kan nu ogsaa være det samme. Saa - en Morgen kommer Lars Andersen hen og melder mig, at der om Natten var bleven stjaalet en Kohud fra ham, men han havde ikke Mistanke til nogen bestemt. Hm, tænker jeg, hvem kan det være? men saa falder det mig paa en Gang ind: det maa være Skomageren.

332

JOHANNE.: Men den Skomager kunde vel heller ikke i Dannelse maale sig med Herløv og Ejbæk.

KRANS.: Nej, det forstaar sig; men det gjør ikke noget til Sagen, for det viste sig siden, at det ikke var Skomageren, der havde stjaalet Kohuden, men derimod -

JOHANNE.: Men det, at Skomageren ikke stjal, er da ingen Bevis for, at vore Gjæster har stjaalet.

KRANS.: Men, Frøken, De lader mig jo ikke tale ud. Men det nytter jo heller ikke, jeg forklarer Dem det. Opsæt De Deres Dom derover, til De har haft saa meget at bestille med Gavtyve, som jeg!

JOHANNE.: Gud bevare mig for det!

KRANS.: Ja og jeg - jeg skal ogsaa bevare Dem derfor - hahaha!

✂

ANDEN SCENE.

De forrige. Frue. Vermund.

✂

ASSESSOR.: Naa, Hr. Vermund! har Fruen saa indlemmet Dem i vore Hemmeligheder?

VERMUND.: Ja!

ASSESSOR.: Og hvad siger De saa dertil?

VERMUND.: Hvad skal man sige?

ASSESSOR.: Naa, kan De ikke give et ordentligt Svar? Er De ikke enig med os i, at der er Grunde nok til at anstille en alvorlig Undersøgelse?

VERMUND.: Jo deri er jeg ganske enig med Dem.

FRUE.: Ja Hr. Vermund kan endnu lægge en Grund til de forrige.

KRANS.: Det var udmærket! Alle Bidrag modtages med Taknemmelighed, hahaha!

333

VERMUND.: Aa det er kun en Bagatel.

ASSESSOR.: Men lad os dog høre den! Hvad er det?

VERMUND.: Det er en stor Ubetydelighed. Det er ikke andet, end at min Tegnebog er bleven stjaalet i Nat.

ALLE.: Hvad for noget?

ASSESSOR.: Og det skal hændes i mit Hus, hvor jeg har behandlet dem som pæne Mennesker! Aa det er uforskammet!

LAURA.: Men hvor tør Hr. Vermund sige, at den er stjaalen. Saa De, at den blev stjaalen?

VERMUND.: Nej, det plejer Tyvene ikke at holde af.

LAURA.: Er det da ikke meget rimeligere og meget smukkere at antage, at den er faldet ned eller gledet til Side?

VERMUND.: Ja smukkere er det maaske, men det er virkelig aldeles urimeligt. Jeg har gjennemsøgt Værelset fra Ende til anden, og den er sporløst forsvunden. Og jeg maa gjøre Frøkenen opmærksom paa, at jeg igaar Aftes lagde den paa Bordet, der staar midt i Stuen.

KRANS.: Hvad var der i den Tegnebog?

VERMUND.: Omtrent en Snes Daler og et Par Breve.

KRANS: gnider Hænderne.
Aa det er prægtigt! Nu har vi dem.

JOHANNE: forknyt.
Laura, hvad skal man saa tro?

LAURA.: Jeg er ganske rolig. Det kan ikke rokke min Tro paa dem.

VERMUND.: Frøken Lauras Tro er overmaade stærk, den synes mig næsten at grænse til Overtro.

ASSESSOR.: Ja, jeg maa sige dig, Laura, jeg gider ikke høre paa det Vrøvl, for det er noget, som du slet ikke kan bedømme.

LAURA.: Det vil jo snart vise sig, hvem der har Ret.

334

VERMUND.: Ja, De har jo vistnok et mere specielt Bekjendtskab til de to ærede Herrer, end vi kan smigre os med. Men da nu dog Sandsynligheden taler saa stærkt imod dem, saa forekommer det mig bedst, at de strax uden videre bliver ført i Arresten. Saaledes forskaaner man Familien for de Ubehageligheder, som en retslig Undersøgelse vilde medføre.

LAURA.: Hvad? vil De arrestere dem?

VERMUND.: Ja, jeg troede, det var nødvendigt. Men hvis De ikke ønsker det, saa vil jeg foreslaa, at vi lader Dem løbe. Jeg vil med Fornøjelse renoncere paa mine tyve Daler.

FRUE.: Nej, det kan vi ikke indlade os paa. Men vi er vist fuldkommen berettigede til at arrestere dem. Ikke sandt, min Ven?

KRANS.: Jo, det er vi.

FRUE.: Og jeg synes, at Hr. Vermunds Omhyggelighed for Familien fortjener at blive bedre optaget. De har allerede døjet saa megen Ærgrelse og Skræk for disse Fyres Skyld, saa man burde vel gjøre Ende derpaa saa snart som muligt.

KRANS.: Ja det er virkelig meget rigtigt. Naar vi altsaa blot maa faa en Vogn hos Assessoren, saa skal De strax blive af med dem.

ASSESSOR.: Ja jeg skal ikke nægte, jeg synes bedre om at forhøre dem lidt først.

LAURA.: Ja ikke sandt, Fader? det er meget bedre.

ASSESSOR.: Du maa ikke tro, det er for at skaane dem. Nej, jeg er saa gal paa de Kjæltringer, saa jeg gjerne selv vilde tage dem lidt i Skole. Det kunde more mig at lumpe dem lidt af.

VERMUND.: Aa det kan Assessoren gjøre alligevel.

335

LAURA.: Fy!

VERMUND: sagte.
De maa ikke tro, at det ikke ogsaa gjør mig ondt. Jeg forsikrer Dem -

LAURA: sagte.
Jeg tror Dem ikke mere.

KRANS.: Ja saa er det altsaa afgjort, at vi strax sætter dem paa Vognen.

LAURA.: Men man beskylder dem jo for at have stjaalet en Tegnebog her i Huset, og jeg har altid hørt, at man helst holdt Forhør paa det Sted, hvor Forbrydelsen var begaaet.

KRANS.: Ja vist - det er ganske rigtigt.

VERMUND.: Aa det Princip behøver man vel ikke at holde saa strengt.

KRANS.: Nej saamænd.

ASSESSOR.: Men da det dog er Princip, saa -

KRANS.: Saa bør vi gjøre det - ja!

FRUE.: Hør, jeg synes ikke, at vi af et saa uvigtigt Hensyn skulde forstyrre Familiens Ro længer. Synes Du vel?

KRANS.: Nej, det er ogsaa sandt. Det bør vi ikke.

ASSESSOR.: Men De hører jo, at vi selv ønsker, at et Forhør maa blive afholdt her i Huset.

VERMUND.: Hvorfor er det da Assessoren saa magtpaaliggende?

ASSESSOR.: Jeg ønsker det - lad det være Dem nok. Og jeg haaber, Kammerraaden vil tage Hensyn til mit Ønske.

KRANS.: Ja med Fornøjelse - Gudbevares!

FRUE: afsides til Vermund.
Saa maa vi se at hjælpe os paa en anden Maade.

ASSESSOR.: Saa er det vel det bedste, vi strax tager fat paa dem, naar de kommer her ned.

336

KRANS.: Ja det synes jeg ogsaa. Og saa vil Assessoren nok tillade mig at føre Ordet, for jeg skal sige Dem -

✂

Mel. Fr. S. 48.

✂

1.

✂ Det bli'r ej saa let dem at styre,
naar ej paa den rette Façon man sig ter;
det gælder mod saadanne Fyre
at bruge den rigtige Embedsmaner.
Man grumme forsigtig maa være.

VERMUND.: ✂ Ja snilde - det er de.

KRANS.: ✂ Jo, jo!

VERMUND.: ✂ Men Dem kan de ikke besnære.

KRANS.: ✂ Nej her skal de komme tilkort, kan De tro.

✂

2.

FRUE.: ✂ Men først maa vi Mistanken skjule
og lade som intet.

ASSESSOR.: ✂ Ja Fruen har Ret.

FRUE.: ✂ Man tvinger sit Ansigt en Smule,
og er de først trygge -

ASSESSOR.: ✂ Saa fanges de let.

KRANS.: ✂ Ja det er vel værdt at probere,
for snedig er han, denne Hans.

VERMUND.: ✂ Men Dem kan han ikke fixere.

KRANS.: ✂ Nej pyt, jeg skal ride ham artig til Vands.

337

✂

TREDIE SCENE.

De forrige. Ejbæk og Herløv med Rejsetasker paa.

Krans lukker hurtig Glasdøren.

EJBÆK.: Hr. Assessor, maa jeg takke Dem for den Gjæstfrihed, De har vist os. Desværre tillader min Tid mig ikke længere at benytte mig deraf.

ASSESSOR: yderst venlig.
Hvad? vil De allerede berøve os Deres interessante Selskab? Afsides. Den Kjæltring!

KRANS: afsides til Fruen.
Bare de ikke har mærket noget!

HERLØV.: Ja Ejbæk har paa en Gang faaet Samvittighedsskrupler over, at Theologien ligger og længes efter ham. Jeg for min Part maa tilstaa, at jeg er ikke saa moralsk.

ASSESSOR.: Aa det kommer vel ud paa eet - jeg mener, De er vel begge to meget moralske Mennesker.

HERLØV.: Ja Gud hjælpe os! Til Ejbæk. Hvad gaar der af Assessoren?

EJBÆK.: Maa jeg saa sige Assessoren Tak og Farvel.

KRANS.: Hør - bi lidt - jeg er Birkedommer herude.

EJBÆK.: Ja det veed vi nok. Vi havde jo den Fornøjelse at træffe Kammerraaden her igaar.

KRANS.: Hør, mine Herrer! - det er blot for en Forms Skyld - maatte jeg ikke se Deres Pas?

HERLØV.: Vi har ingen Pas. Vi er gaaet hertil fra Kjøbenhavn.

KRANS: afsides til Assessoren.
Det stemmer. Højt. Maa jeg da se Deres Papirer?

HERLØV.: Hvad skulde vi med Papirer?

KRANS.: Jeg mener Deres Døbeseddel eller Vaccinationsattest eller -

338

HERLØV.: Jeg har aldrig hørt, at Folk gaar med deres Døbesedler i Lommen.

KRANS.: Jo, tillad mig, det bør man gjøre.

HERLØV.: Gjør De maaske det, Hr. Vermund?

VERMUND.: Jeg veed ikke, om min Døbeseddel maaske skulde ligge i min Tegnebog, for den er bleven borte. De skulde vel ikke et Steds have set en Tegnebog?

HERLØV.: Nej, hvor skulde vi have set den?

KRANS.: Har De da ingen Vandrebog?

HERLØV.: Men, Hr. Kammerraad, det er da et forunderligt Spørgsmaal; vi er jo ikke rejsende Haandværkssvende.

KRANS: til Assessor.
De er ikke rejsende Haandværkssvende - husk paa det!

HERLØV.: Men maa jeg spørge, hvad er her i Vejen? Jeg kan slet ikke forstaa, hvor De vil hen.

KRANS: sagte til Assessor.
Det er bedst, man begynder med det mindste Tyveri, det faar man dem lettest til at tilstaa. Højt. Nu skal jeg fortælle Dem det; det er en stor Ubetydelighed. En Havekarl har igaar set et Menneske, der var klædt som en af de Herrer, stige over et Havegjærde og tilegne sig nogle sammesteds voxende Stikkelsbær.

HERLØV.: Ja det var mig.

LAURA.: Hvad for noget?

HERLØV.: Ja, Frøken, jeg kan ikke nægte det.

KRANS: til Vermund.
Kan De se, jeg fik det pillet ud af ham.

ASSESSOR.: Naa De tilstaar altsaa, at De har stjaalet Stikkelsbærrene?

HERLØV.: Ja stjaalet - det er nu saadan et slemt Udtryk. Havde den Havekarl blot vist sig, saa havde 339 jeg bedt ham derom; men da jeg ikke saa nogen, var jeg jo nødt til at tage dem uden Komplimenter.

KRANS.: Ja saa gjør vi heller ingen Komplimenter - hahaha!

VERMUND.: Naa, Frøken Laura, hvad siger De saa?

LAURA.: Det havde jeg ikke troet, men jeg er overbevist om, at Hr. Ejbæk ingen Del har deri.

HERLØV.: Jo han er min Medskyldige i den uhyre Forbrydelse. Han spiste af Stikkelsbærrene, skjønt han godt vidste, hvorledes jeg havde faaet dem.

FRUE.: De synes ret at more Dem over den Historie.

HERLØV.: Ja jeg ser ikke, at her er noget at græde over. Vil De bare nævne mig, hvem der er Ejer af disse uvurderlige Stikkelsbær, saa skal jeg nok klare det med ham.

KRANS.: Ejeren staar for Dem, det er mig.

HERLØV.: Det træffer sig jo meget heldigt, saa kan det være gjort i en Fart. Hr. Kammerraad! som De veed, har jeg været saa fri at byde mig til Gjæst hos Dem. Hvis De finder det noget paatrængende, saa kan jeg undskylde mig med, at jeg var varm og tørstig, og Deres Stikkelsbær meget appetitlige. - Er det saa godt?

KRANS.: Nej, man slipper ikke saa let.

HERLØV.: Ja saa? Ønsker Kammerraaden maaske nogen Erstatning? Saa vil jeg bede Dem en Gang beære min Fader og mig med et Besøg paa Skovykke i Jylland. Der har vi ogsaa Stikkelsbær, som ikke staar meget tilbage for Deres.

ASSESSOR.: Nej stop, nu taaler jeg ikke længer den frække Tone - veed De det!

HERLØV.: Hvad behager?

EJBÆK.: Hr. Assessor!

340

ASSESSOR.: Ti De stille! nu vil jeg tale til Dem.

HERLØV.: Vær saa artig at blive ved! De begyndte saa kjønt.

ASSESSOR.

✂

Mel. af C. J. Hansen.

✂

1.

Da igaar jeg i Skoven Dem mødte,
havde aldrig jeg set Dem før,
men ej koldt jeg Dem bort fra mig stødte,
nej, jeg aabned Dem selv min Dør.
I mit Hus jeg Dem optog som Sønner,
gav Dem alt det gode jeg veed;
er det derfor, at nu De belønner
mig med sort Utaknemlighed?

LAURA.: Men, kjære Fader, du veed jo slet ikke -

ASSESSOR.

✂

Tag Dem ikke i Forsvar!

✂

2.

Ja det maatte mig vel overraske,
at De saaledes bar Dem ad;
vi har drukket af selvsamme Flaske,
vi har spist af det samme Fad.
Da jeg havde saa højt Dem feteret,
burde jeg dog vel være fri;
men selv her De Dem ej har generet
for et skammeligt Tyveri.

HERLØV.: Assessoren maa undskylde, at jeg ikke kan bare mig for at le - hahaha! Kalder De det et skammeligt Tyveri?

EJBÆK.: Hr. Assessor! Jeg indser nu klart, at De maa støtte Deres Anke imod os paa noget ganske andet end den ubetydelige Historie med Stikkelsbærrene. Tør jeg da udbede mig en tydelig Forklaring om, hvad det er, man beskylder os for.

ASSESSOR.: Vi har al Grund til at tro, at De i Nat har stjaalet Hr. Vermunds Tegnebog.

EJBÆK.: Hvad siger De?

341

HERLØV.: Stjaalet en Tegnebog? Hvad Grund har De til at tro det?

KRANS.: Aa, naar De har tilstaaet det ene Tyveri, kan De lige saa godt tilstaa det andet med.

HERLØV.: Nej hør, der er dog et Pokkers Spring fra nogle Stikkelsbær til en Tegnebog.

VERMUND.: Vi mente nu, at det Spring ikke var noget nyt for Dem.

HERLØV.: Nej, det er ganske sandt. Det er naturligvis ogsaa os, der stak Ild paa Huset i Sværtegaden og slog Armen over paa en Rokkedrejer og paa den ubarmhjertigste Maade myrdede vore fem smaa Børn.

KRANS.: Hvad for noget? Sikken en Masse Misgjerninger! Til de andre. Vil De huske paa det?

HERLØV.: Naa saa det tror De ogsaa?

ASSESSOR.: Aa vi veed meget vel, at De driver Spot med os.

HERLØV.: Man kan dog ikke andet.

FRUE.: Nej det lader til, at De ikke kan andet.

EJBÆK.: Hør, Hr. Kammerraad! lad os tale os til Rette.

KRANS.: Nej, det skal jeg ikke have noget af.

HERLØV.: Nej smid De os strax i Arresten! Hvorfor skal man gjøre saa mange Omstændigheder, det er jo i Grunden dumt.

KRANS.: Han injurierer mig oven i Kjøbet. Til de andre. Vil De huske, at jeg er dum!

VERMUND.: Jeg skal ikke glemme det.

KRANS.: Og du skal strax komme i Arresten, gode Karl! Vi kjender dig nok, Hans.

HERLØV.: Jeg hedder ikke Hans.

KRANS.: Ja saa hedder du min Sjæl Kristen Skjævben.

342

HERLØV.: Kristen - hahaha! Bryder ud i en voldsom Latter. Ejbæk, hører du?

EJBÆK.: Hvad ler du af?

HERLØV.: Man antager os for to udbrudte Slaver - hahaha! Er det ikke udmærket?

VERMUND.: Deres Latter forekommer mig lidt tvungen.

ASSESSOR.: Ja vi skal snart vænne Dem af med at le. Vil De følge med!

LAURA: til Ejbæk.
De maa ikke tro, jeg deler den latterlige Mening -

ASSESSOR.: Stille - ikke et Ord mere!

FRUE: afsides til Laura.
Hør, det var højst uklogt af Dem.

HERLØV.: Men hvad siger De, Frøken Johanne?

JOHANNE.: Jeg vilde saa gjerne tro det bedste.

KRANS.: De skal ovenpaa. Deres Rejsetasker skal visiteres.

Assessor, Krans, Frue, Ejbæk og Herløv gaa.

✂

FJERDE SCENE.

Laura. Johanne. Vermund.

LAURA.: Hr. Vermund, hvorfor gaar De ikke med?

VERMUND.: Fordi jeg vil tale et Par Ord med Dem, mine Damer. Det synes, at De er fortørnede paa mig, skønt jeg ikke kan indse hvorfor. Efter den Smule, jeg kjender til de unge Herrer, kan jeg dog ikke - med den bedste Villie - undgaa at finde dem mistænkelige. Og dog - da De har en anden Overbevisning, saa vil jeg tilsidesætte min egen, jeg vil slutte mig til Deres Parti.

LAURA.: Jeg tror ikke, De mener os det ærligt.

343

VERMUND.: Har jeg da fortjent den Mistro af Dem? Dog jeg skal vise Dem, at jeg mener det. - Efter den Tilstaaelse, de allerede har afgivet, er det aabenbart, at de to Herrer ikke kan undgaa Arresten. Er de uskyldige, vil det ikke blot være dem pinligt, det vil ogsaa bringe Skam over Huset her; er de skyldige, saa vil det føre til noget værre. Det eneste, som derfor er at gjøre, er at lade dem slippe bort, og dertil vil jeg tilbyde Dem min Hjælp.

JOHANNE.: Ja det er sandt. Hjælp dem med at komme bort, saa skal De have saa mange Tak.

VERMUND.: Hvad siger De, Laura?

LAURA.: Deres gode Villie takker jeg Dem for, men Deres Raad forkaster jeg.

VERMUND.: Men De ser jo, at det er den bedste Maade.

LAURA.: Nej, det er den sletteste. Er de skyldige, saa lad dem straffes; er de uskyldige, saa fortjener de vel en grundig Retfærdiggjørelse.

VERMUND.: De har ingen Tro til mig mere. De har forandret Dem - forandret Dem meget siden igaar.

LAURA.: Ja det er sandt.

VERMUND.

✂

Og hvad har jeg da gjort Dem? Har jeg krænket Dem med min Tale? O, De kjender jo mit vilde, uregerlige Sind, som mod min Villie løber af med mig; De veed jo, at jeg ikke er saa slem, som jeg lader.

Mel. Naar Morgenrøden luer.

✂

1.

Ja De forlængst erfared,
hvad i mit Hjerte bor,
344 for Dem jeg aabenbared
min bedste Drøm paa Jord.
De maa - De maa mig kjende,
og dog kan koldt De nænne
at veje hvert mit Ord.

Griber hendes Haand.

✂

2.

O Laura, lad dig bøje!
mit Mod har mig forladt;
et Lysglimt fra dit Øje
kan sprede Tvivlens Nat.
Et Haab du har mig givet,
paa det jeg bygged Livet -
o dræb det ej saa brat!

LAURA.: Vermund! Det gjør mig ondt, jeg kan ikke - De maa forlade mig.

VERMUND.: Naar De blot vil vise mig et mildt Ansigt, blot love mig, at De ikke længer vil være vred paa mig.

LAURA.: Jeg er ikke vred paa Dem.

VERMUND.: Tak, Laura! det har lettet mit Hjerte.

Gaar.

✂

FEMTE SCENE.

Johanne. Laura.

LAURA.: Kan det nu være Falskhed? Johanne, tror du, at han mente det?

JOHANNE.: Om han mente med sit Frieri? ja det var da tydeligt.

LAURA.: Nej, jeg kan ikke elske ham, nu veed jeg det. - Aa, jeg maa have Luft.

Lukker Glasdøren op.

JOHANNE.: Hør, Laura, hvad skal man egentlig 345 tænke om Hr. Herløv efter den Historie med Stikkelsbærrene?

LAURA.: Aa, det er jo ikke andet end en Kaadhed, som da ikke kan sætte nogen Plet paa hans Karakter. Du kan være vis paa, at det er et skikkeligt Menneske.

JOHANNE.: Ja det vilde jeg ogsaa saa gjerne have. For jeg skal sige dig, vi talte saa meget sammen igaar, og jeg tror næsten, at han friede til mig.

LAURA.: Hvad svarede du da?

JOHANNE.: Herregud, hvad skulde jeg svare? Jeg vidste jo ikke den Gang, at han var en Slave.

LAURA.: Du kan være vis paa, han er den, han udgiver sig for.

JOHANNE.: Gid du havde Ret - jeg vilde saa grumme nødig have, at han skulde være en Slave. Men hvorfor er du saa bedrøvet? Naar du ikke kan elske Vermund, saa maa han jo finde sig i det.

LAURA.: Ja men jeg har for hans Skyld stødt en anden bort.

JOHANNE.: Ejbæk?

LAURA.: Ja!

JOHANNE.: Og nu tror du, at du i Grunden elsker ham - hvad - ikke sandt?

LAURA.: Jo!

JOHANNE.: Men det kan jo godt gjøres om. Du kan jo sige til ham -

LAURA.: Skal jeg fortælle ham - nej, det kan jeg ikke. Jeg har stødt ham bort. Du saa jo, hvad Hastværk han havde for at komme herfra.

JOHANNE.: Aa det kunde jo snart bringes i Orden, naar jeg bare vidste, at de ikke var Slaver.

346

✂

SJETTE SCENE.

De forrige. Hans viser sig i Døren.

HANS.: Ja det kan De være rolig for. Johanne udstøder et lille Skrig. Bliv ikke bange, lille Frøken! jeg kommer her for det bedste. Er De ikke saa god at komme lidt nærmere, for jeg er for simpel til at gaa saa langt ind i Stuen.

LAURA: gaar hen til ham.
Hvad vil De da?

HANS.: Jeg vil blot fortælle Dem, at de unge Herrer er ligesaa uskyldige i det, man anklager dem for, som Damerne selv.

LAURA.: Ja derom var jeg overbevist i Forvejen.

HANS.: Det var kjønt af Dem. Det tænkte jeg nok. Og jeg skal strax komme med Beviset.

JOHANNE: gaar nærmere.
Maa jeg høre det Bevis.

HANS.: Bi lidt, der er først andre Ting at klare. Til Laura. Ser De, jeg kjender nu lidt til Deres Historier, men hvorfra jeg kjender dem, er der nu ingen Tid til at snakke om. Og det er nu vist, at Hr. Vermund er en Filur, han mener Dem det ikke godt, han har allerede en Kjæreste inde i Kjøbenhavn.

LAURA.: Men hvoraf veed De det?

HANS: tager et rødt Brev frem.
Heraf. Nu skal De selv se.

JOHANNE: tager det.
Aa det er det! Det er udmærket. Nu skal vi se.

LAURA.: Vil du læse fremmede Folks Breve?

JOHANNE.: Ja han har selv givet mig Lov til at læse det, naar jeg kunde faa fat paa det. Men det er det samme, jeg skal bruge det alligevel.

Putter det i Lommen.

HANS.: Og Dem, Frøken, vil jeg bede hilse Hr. Ejbæk fra den Kjæltring, han traf igaar.

347

LAURA.: Men hvad skal det betyde?

HANS.: Sig De blot det! og fortæl ham, at jeg har lagt mig hans Ord paa Hjerte, og at jeg har tænkt paa dem hele Natten, og at jeg nok tror, jeg kan blive et skikkeligt Menneske. Han skal høre fra mig. - Lover De mig det?

LAURA.: Ja!

HANS.: Og saa maa De holde lidt af ham - hører De! Det er en prægtig Fyr, det veed jeg; han fortjener det bedre end nogen anden.

LAURA.: Men hvem er De da?

HANS.: Bi lidt - nu kommer vi strax til det.

✂

SYVENDE SCENE.

De forrige. Krans.

JOHANNE.: Der er Kammerraaden.

HANS.: Saa far vel! Nej bi - det kan være det samme.

KRANS.: Hvem er det? Aa det er jo Mads Rasmussen fra Elmetofte. Ikke sandt?

HANS: i Bondedialekt.
Jo!

KRANS.: Naa det var godt, du kom, for de Fyre er saa stædige. Vi kan ikke faa dem til at bekjende.

HANS.: Nej, jeg skulde ogsaa fortælle Dem, at De har taget fejl. Det er ikke de rigtige.

KRANS.: Hvad for noget? hvoraf veed du det?

HANS.: Jo for Kristen Skjævben blev taget ved Esrom igaar Aftes.

KRANS.: Fy for en Ulykke! Det var dog skammeligt.

HANS.: Og saa skulde jeg levere Dem denne Bog. Den er nok bleven stjaalet her i Nat.

KRANS.: Hvad? er det Hr. Vermunds Tegnebog?

348

HANS.: Jo, det skal det nok være.

KRANS.: Er alle Pengene i den endnu?

HANS.: Hver evige Skilling.

KRANS.: Men hvem er det da, der leverer den tilbage?

HANS.: Det er den, der har stjaalet den.

KRANS: forvirret.
Saa? Men - men - jeg - jeg kan ikke forstaa - du - du sagde før, at Kristen Skjævben var greben, hvor - hvor er da Skriverhans?

HANS.: Kan De se den Baad?

KRANS.: Ja - ja -

HANS.: Og kan De ogsaa se det Skib?

KRANS.: Ja vist! Men - men hvorfor spørger du om det?

HANS.: Jo for nu gaar jeg ned i den Baad, og saa ror jeg ud til det Skib.

KRANS.: Men hvorfor gjør du det?

HANS: med sin naturlige Stemme.
Jo, for jeg er Skriverhans.

Iler ud.

✂

OTTENDE SCENE.

Laura. Johanne. Krans.

KRANS.: Stop - stop! Aa, der er ingen, der kan høre det. Og han løber ned ad Bakken. Aa kald paa de andre, saa skal jeg passe paa ham imens.

LAURA.: Hvor er de andre?

KRANS.: Naa, vil De saa passe paa, saa skal jeg kalde.

Iler ud.

LAURA.: Aa Gud ske Lov! nu er han strax ved Baaden.

JOHANNE.: Naa saa det var den rigtige Gavtyv!

349

✂

NIENDE SCENE.

De forrige. Krans. Frue. Assessor. Vermund.

✂

Mel. Bor jeg paa det høje Fjeld.

✂

1.

KRANS.: ✂ Kom - kom - kom dog blot herhen!

ASSESSOR.: ✂ Naa hvad er det?

KRANS.: ✂ Nej se - han har skyndt sig forbandet.

ASSESSOR.: ✂ Hør -

VERMUND.: ✂ Tal -

FRUE.: ✂ Sig mig dog, min Ven!

KRANS.: ✂ Og se, nu er han ude paa Vandet.
Aa Gud!

ASSESSOR.: ✂ Han er rent fra Sans.

KRANS.: ✂ Aa nej se! nu ved Skibet han er allerede.

ASSESSOR.: ✂ Hvem?

VERMUND.: ✂ Hvem?

KRANS.: ✂ Aa det er jo Hans,
det er jo Skriverhans - Fyren der nede.

ASSESSOR.: ✂ Hvad for noget?

FRUE.: ✂ Hør dog et Ord!

350

KRANS.: ✂ Aa se nu - nu gaar han ombord;
alt han staar paa Briggens Dæk.

ASSESSOR.: ✂ Men hvad vil han paa den?

KRANS.: ✂ Han vil væk!

✂

2.

✂ Ja han har os holdt for Nar,
han er borte.

ASSESSOR.: ✂ Men sig, jeg kan ikke begribe't.

FRUE.: ✂ Hør, en Kikkert vel De har,
man kan vist læse Navnet paa Skibet.

ASSESSOR: bringer Kikkerten.
✂ Værsgo!

KRANS: tager den.
✂ Hurtig - lad mig se!
Nej jeg ryster paa Haanden, og Skibet det sejler.

ASSESSOR: tager den.
✂ Kom da! - det er vist et P,
nej et F - nej et T - nej jeg fejler.

FRUE.: ✂ Vermund, kom! De ser jo saa godt.

VERMUND: tager Kikkerten.
✂ Nej det bliver nu alt for smaat.
Skibet flyver -

KRANS.: ✂ Væk er Hans.

VERMUND.: ✂ Ja, og De red ham artig til Vands.

✂

ASSESSOR.: Men jeg kan ikke forstaa det. Hvor kan Skriverhans være derude, han er jo her ovenpaa.

351

KRANS.: Nej vi har taget fejl.

ASSESSOR.: Men den anden Slave?

KRANS.: Kristen Skjævben blev greben ved Esrom igaar.

ASSESSOR.: Men Gud forbarme sig! saa er de Mennesker jo uskyldige?

KRANS.: Ja jeg frygter for det.

VERMUND.: Aa det er da ikke saa vist.

ASSESSOR.: Aa jo - naturligvis. Naar de ikke er de andre, saa maa de jo være sig selv. - Men hvoraf veed De det?

KRANS.: Skriverhans var jo selv her inde i Stuen.

ASSESSOR.: Her inde?

FRUE.: Men hvorfor holdt du da ikke paa ham?

KRANS.: Aa han sled sig løs og løb sin Vej. Og det er ham, der har bragt mig Brevet fra Konsul Holmberg. Naar jeg nu bare kunde begribe, hvor han har faaet det fra.

FRUE.: Han har naturligvis selv skrevet det.

KRANS.: Mener du? Ja er det ikke mageløst, saa de er udspekulerte?

ASSESSOR.: Aa det er skammeligt, at De har kunnet lade Dem binde saadan noget paa Ærmet? Hvad skal vi nu gjøre med de unge Herrer, efter at vi har behandlet dem paa den Maade?

VERMUND.: Aa - de har da ikke lidt nogen Skade.

ASSESSOR.: Jo vi har behandlet dem hundsk, det kan vi ikke fragaa. Og vi maa give dem en eklatant Satisfaktion. En af os maa gaa op og stille dem tilfreds.

VERMUND.: Skal jeg gaa op og holde Talen?

ASSESSOR.: Nej, Laura har bestandig taget deres 352 Parti; hun vil lettest kunne forsone dem. Gjør det, lille Laura!

LAURA.: Ja gjerne!

Gaar.

✂

TIENDE SCENE.

De forrige uden Laura.

VERMUND.: Men bi lidt, vi er ikke færdige endnu. Hvem er det, der har stjaalet min Tegnebog?

ASSESSOR.: Ja det er ogsaa sandt.

KRANS.: Det har Skriverhans. Han har selv leveret mig den tilbage med alle Pengene i.

Flyr den til Vermund.

VERMUND.: Aa det er ikke muligt! Aabner den. Jo de er her rigtig nok. Nej nu staar Verden ikke længe.

KRANS.: Det har jeg aldrig oplevet i min Praxis.

ASSESSOR.: Ja Tyven vil gjøre os til Skamme, fordi vi har saa lidt Tiltro til vore Medmennesker.

FRUE.: Nej det kan aldrig hænge rigtig sammen. Hr. Assessor, maa jeg tale et Ord med Dem!

Taler sagte med ham.

JOHANNE.: Hr. Vermund, her er et Brev. Det er det, De igaar gav mig Lov til at se, naar jeg kunde faa fat paa det.

VERMUND.: Naa ja - men De har naturligvis ikke benyttet Dem af det.

JOHANNE.: Nej jeg har blot set Over- og Underskriften; men jeg havde da gjættet rigtig.

VERMUND.: Ja det synes saa - men jeg haaber da, at De ikke har omtalt det for nogen.

JOHANNE.: Nej Gudbevares! jeg har ikke sagt det til andre end Laura.

353

VERMUND.: Ja saa? jeg takker Frøkenen for Deres Diskretion!

JOHANNE.: Ingen Aarsag.

VERMUND: afsides.
Er det saadan fat? Hm! Højt. Maa jeg tale et Ord med Assessoren?

ASSESSOR.: Naa hvad vil De?

VERMUND.: Hr. Assessor, jeg elsker Deres Datter.

ASSESSOR.: Saa?

VERMUND.: Og jeg tror ogsaa, at hun i Grunden elsker mig igjen.

ASSESSOR.: Ja men det har vi ingen Tid til at tale om nu.

VERMUND.: Jo jeg tror, det netop er den belejlige Tid, for hvis jeg ikke fejler, gaar Hr. Ejbæk med lignende Planer som jeg.

ASSESSOR.: Saa? Tror De virkelig, Hr. Ejbæk skulde -

VERMUND.: Det slaar neppe fejl. Og det forekommer mig betænkeligt; for om Hr. Ejbæk end ikke er nogen Forbryder, saa er det dog tydeligt, da mine Vinduer var lukkede, at Tyven kun har kunnet komme igjennem hans Værelse, og de maa da følgelig staa i en Slags Komplot med hinanden.

ASSESSOR.: Aa Snak! Saadan noget kommer Fruen ogsaa med, men jeg tror ikke et Ord mere af det altsammen. Om jeg saa havde ti Døtre, vilde jeg med Fornøjelse give dem til Hr. Ejbæk allesammen.

VERMUND.: Det er stor Skade, at De ikke har ti, Hr. Svale.

ASSESSOR.: Hvad skal det betyde?

VERMUND.: Er Deres Navn ikke Svale?

ASSESSOR: opbragt.
Aa - om jeg saa havde hundrede Døtre, vilde jeg ikke give Dem en eneste af dem - veed De det.

354

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Laura. Ejbæk. Herløv.

✂

Mel. Fr. S. 9.

✂

1.

ASSESSOR.: ✂ Mine Herrer! har nu De vor Skyld os forladt?
Ja jeg veed, vi behandlet har Dem temmelig plat;
men en Tyveknægt, som lusked her ved Dag og ved Nat,
havde Kammerraaden Blaar i Øjnene sat.
Og vi andre - vi var saa forvirrede blot,
jeg kan fast sige taabelige -

VERMUND.: ✂ Det kan De godt.

ASSESSOR.: ✂ Saa vi mente, skjønt jeg selv dog endnu tvivled saa smaat,
at De hørte til et simpelt Tyvekomplot.

HERLØV.: ✂ Aa Hr. Assessor!

EJBÆK.: ✂ Tro mig, saafremt -
De os virkelig behandlet har lidt slemt.

HERLØV.: ✂ Er det glemt.

ASSESSOR.: ✂ Nu saa maa ingen mere da være forstemt,
vi anser hele Sagen blot for en Skjemt.

✂

2.

✂ Men da Freden er sluttet og bilagt vor Tvist,
maa vi skjule, vi narret blev ved Tyvenes List,
for jeg veed, man vil os unde hverken Ro eller Rist,
naar det kommer ud blandt Folk.

VERMUND.: ✂ Men det gjør det vist.

ASSESSOR.: ✂ De vil indse, at denne Historie let
kunde skade vor Kammerraad.

355

KRANS.: ✂ Ak ja, De har Ret.

VERMUND: til Assessor.
✂ Og paa Deres Renommé den kunde sætte en Plet.

ASSESSOR.: ✂ Ja - og derfor vil jeg be' Dem -

KRANS.: ✂ Kjønt holde tæt.

HERLØV.: ✂ Ej vi forstyrre skal Deres Ro.

EJBÆK.: ✂ Hr. Assessor, vi kan tie - maa De tro -

HERLØV.: ✂ Begge to.

ASSESSOR.: ✂ Nu en Streg da derover! og saa er vi fro,
paa Strandbjerg skal herefter Glæden kun bo.

✂

EJBÆK.: Og saa maa jeg sige Dem Farvel.

ASSESSOR.: Hvad, vil De bort nu? Nej, det faar De sandelig ikke Lov til.

EJBÆK.: Jo det er mig umuligt at blive.

JOHANNE.: De skal blive. - Jeg skal nok faa ham til det.

Taler sagte med ham.

KRANS.: Men det er sandt! Vi har endnu ikke faaet Rede paa de Stikkelsbær.

ASSESSOR.: Aa kom nu ikke med saadan noget!

HERLØV.: Ja Stikkelsbærrene har jeg stjaalet, det er sikkert. Men jeg haaber da, jeg slipper med at komme paa Vand og Brød.

ASSESSOR.: Aa Kammerraaden har vist ikke Lyst til at røre for meget ved den Historie.

356

KRANS.: Nej, naar Assessoren mener -

JOHANNE.: Hr. Ejbæk bliver.

EJBÆK.: Ja nu er jeg overtalt.

ASSESSOR.: Bravo! det kan jeg lide. Og dersom der er noget, De skulde ønske - jeg har en lille Anelse - saa kan De trøstig henvende Dem til mig.

EJBÆK.: Tak! Jeg kunde maaske en Gang benytte mig af Assessorens Tilbud. Sagte. Hvad mener De, Laura?

Laura rækker ham Haanden.

HERLØV.: Gjælder det samme Tilbud ogsaa for mig?

ASSESSOR.: Hvad? er der ogsaa noget paa Færde med Dem?

HERLØV.: Ja det er jo rigtignok endnu en Hemmelighed, men -

JOHANNE: hurtig.
De maa ikke sige det.

✂

Mel. Mener du, at den har Lykken fat.

✂

1.

KRANS.: ✂ Sagen sluttet er, saa vidt som nu jeg ser,
skjønt denne Gang ej min Færd med Sejren krones,
men jeg lover, at Forbryderen ej mer
mit skarpe Blik skal undgaa -

VERMUND.: ✂ Ja og Deres Kones.

FRUE: til Vermund.
✂ Men naar hjem vi drager,
Dem vi med os tager.

VERMUND.: ✂ Ja hos Dem forstummer
al min Sorg og Kummer.

357

ALLE.: ✂ Sagen sluttet er, saa vidt som nu vi ser,
Skjønt denne Gang ej hans Færd med Sejren krones;
men vi haaber, at Forbryderen ej mer
hans skarpe Blik skal undgaa - heller ej hans Kones.

✂

2.

ASSESSOR.: ✂ Ja, vort Eventyr er sluttet nu igjen,
men ingen List skal os mer bag Lyset føre,
under landlig Fryd skal denne Dag gaa hen,
i Morgen vi til Byen allesammen kjøre.

EJBÆK.: ✂ Ja mod Livets Gammen
vil vi kjøre sammen.

HERLØV.: ✂ Ej vi mer skal have
af til Fods at trave.

ALLE.: ✂ Ja, vort Eventyr er sluttet nu igjen,
men ingen List skal os mer bag Lyset føre;
under landlig Fryd skal denne Dag gaa hen,
paa Strandbjerg skal kun Glædens Stemme la' sig høre.

✂

3.

HERLØV.: ✂ Ganske som en Fodtur Ungdomstiden gaar,
med frejdigt Mod man sig fægter gjennem Livet.

EJBÆK.: ✂ Frem vi haster, og vi selv det ej forstaar,
thi mod et ukjendt Maal en Higen er os givet.

HERLØV.: ✂ Men i Havnen staar vi.

JOHANNE.: ✂ Nu ej længer gaar De.

358

EJBÆK.: ✂ Nu vort Maal vi kjende.

LAURA.: ✂ Saa har Rejsen Ende.

ALLE.: ✂ Ganske som en Fodtur Ungdomstiden gaar,
med frejdigt Mod man sig fægter gjennem Livet,
Hjertet drømmer sødt om Kjærlighedens Vaar,
og Held os, naar saa let som her den blev os givet!

✂

INTRIGERNE
SANGSPIL
(1845)

360

✂

PERSONER.

PRÆSTEN.
AUGUSTA, hans Datter.
Frøken LUNDBERG, hans Svigerinde.
Krigsraad RICHTER.
Skolelærer SØRENSEN.
HELLEBÆK, theologisk Kandidat.

✂ Handlingen foregaar paa en Præstegaard i Sjælland.

361

✂

FØRSTE SCENE.

Frøken Lundberg sidder ved et Sybord, Hellebæk staar foran hende.

✂

HELLEBÆK.: Vi tør altsaa stole paa, at Frøkenen vil tage Dem af os og staa os bi med Raad og Daad?

FRØKEN.: Jeg lover Dem, at jeg skal bruge al min Indflydelse for at fremme den Sag. Og dog tilstaar jeg Dem rent ud, at jeg ingen Favorit er af Mariager. Nej tvertimod! maatte jeg have en Finger med i Spillet, saa skulde slet ingen Damer gifte sig.

HELLEBÆK.: Jeg forstaar ikke ret, hvad Frøkenen mener, - maatte Mandfolkene da heller ikke gifte sig?

FRØKEN.: Aa jo, lad dem det!

HELLEBÆK.: Men maa jeg saa spørge, med hvem det da skulde være, for -

FRØKEN.: Naa ja, jeg er jo heller ikke saa strix paa det, for der er jo mange Damer, som ikke har saadan Kraft og Inerti nok til at staa paa deres egne Ben, og saa kan det vel ogsaa være det bedste. Men jeg har mange Tilfælde - det forsikrer jeg Dem paa - mange Exempler fra mine Veninder, som nu ligger i deres Grav og græmmer sig over, at de ikke har fulgt mit Raad.

HELLEBÆK.: Saa?

FRØKEN.: Ja De kan tro, jeg har selv døjet mangen haard Dyst i Anledning af den Geschichte. For min salig Fader - Gud forlade ham det - han var Justitsraad, 362 De har nok hørt Tale om ham - han vilde parbleu, at jeg skulde gifte mig med en Kammerjunker, men jeg svarede: vil Kammerjunkeren gifte mig, saa lad ham sige det rent ud.

HELLEBÆK.: Naa saa han friede ikke til Frøkenen?

FRØKEN.: Nej ikke saadan rent ud, for han kunde jo nok se, at det ikke kunde nytte noget, for han kjendte jo mine Principer. Men det arme Menneske, han gik og faldt af og skæmmede sig, og tilsidst gik han i Desperation hen og tog en rig Baronesse. Aa jeg har saamænd haft mange saadanne Affærer af den Slags. Den Gang var jeg nu ved Hoffet - ja, det har jeg maaske fortalt Dem?

HELLEBÆK.: Jo! Afsides. I det mindste et Par hundrede Gange.

FRØKEN.: Ja for jeg var nu Kammerjom - Kammerfrøken hos Grevinde Gyldenskjold, som den Gang var Hofdame hos Prinsesse Clara. O det var min lykkeligste Tid! Den der har været ved Hoffet, han kan dog sige, at han har levet.

✂

Mel. af E. Bruun.

✂

1.

✂ O det var et Liv!
lutter Tidsfordriv,
ingen Pligter, ingen Slæb og Sliden!
Ak, det flygted brat,
men i Vintrens Nat
end jeg henrykt mindes Sommertiden.

HELLEBÆK: afsides.
✂ Skjønt det vel er tredve Somre siden.

✂

2.

FRØKEN.: ✂ Tænk, naar der var Bal,
naar fra Slottets Hal
363 straaled Lys, mens Valsen klang forinden!
O, hvor jeg da fro
fremtog Baand og Sko
og den hvide Baldragt, let som Vinden!

HELLEBÆK: afsides.
✂ Som hun skulde hænge paa Grevinden.

✂

3.

FRØKEN.: ✂ Fejred vi en Fest,
var Noblessen Gjæst,
smykt med Guld og Fløjel var saa mangen,
Og hvor var jeg glad,
naar om Taflet sad
alt hvad stort og herligt var ved Rangen.

HELLEBÆK: afsides.
✂ Mens hun selv stod udenfor paa Gangen.

✂

4.

FRØKEN.: ✂ Aldrig nogen Gang
faldt os Tiden lang,
skjønt vi sad om Dagen oftest hjemme;
let man Morskab fandt,
man Intriger spandt -
o, det Liv jeg aldrig kan forglemme!

HELLEBÆK: afsides.
✂ Nej, det faar til Gavns jeg at fornemme.

✂

5.

FRØKEN.: ✂ Ak, den skjønne Tid
blomstred frem saa blid,
men den svandt som Blomsten paa en Rude!
Jeg, ved Hoffet før,
maa til min Malheur
leve nu imellem Svin og Stude.

HELLEBÆK: afsides.
✂ Bare dog den Vise snart var ude!

✂ 364

FRØKEN.: Ja ser De, for et Aar siden døde min salig Søster, og saa skrev Præsten til mig, om jeg vilde tage ud til ham. Og jeg maa tilstaa, at det var en Opofrelse af mig, men jeg syntes dog, det var en Synd for lille Augusta, om hun skulde gaa her ude uden at faa noget Væsen og Dannelse; hun kunde jo have løbet om og bleven til en ren Bondegaas.

HELLEBÆK.: Jeg er Frøkenen meget taknemmelig for det Offer. Men skulde der være noget i Vejen for, at Præsten synes om Partiet?

FRØKEN.: Ja, som Sagerne nu staar, gjør han det bestemt ikke.

HELLEBÆK.: Men jeg kan dog ikke begribe Grunden hvorfor. Er jeg ikke Kandidat og desuden Søn af hans Ungdomsven? Han har jo selv inviteret mig herud, og Augusta har jo været et Par Maaneder inde hos os.

FRØKEN.: Ja men det er dog let at observere, at han ikke rigtig gouterer Dem. Og - De maa ikke tage det ilde op - men De gererer Dem heller ikke ganske rigtig. I den ene Dag, De har været her, har De jo idelig dispyteret med ham, og De har jo nok mærket, at han er bleven lidt pikant over det.

HELLEBÆK.: Men jeg kan da ikke sige Ja og Amen til alting.

FRØKEN.: Jo, det er netop det, De skal, og det er ogsaa altid det rigtigste, for saadan gjorde vi ved Hoffet. Herregud! hvorfor skal man ikke leve i Fred med alle Mennesker, naar man kan? Nej, følg De nu mit Raad, og se at faa ham god igjen peu om peu, og lad ham snakke!

HELLEBÆK.: Ja i Grunden er det ogsaa dumt af 365 mig, at jeg siger ham imod, da jeg dog ikke kan omvende ham.

FRØKEN.: Ja vist er det, det er uhyre dumt! Nej, De maa endelig være forsigtig og for Guds Skyld ikke lade ham mærke noget for det første. Jeg skal nok besørge det øvrige, og lidt maa man vel intrigere, for han har bestemt en Absicht med lille Augusta.

HELLEBÆK.: Hvad mener De?

FRØKEN.: Jo, ser De, der er kun to Mandfolk, om hvem der kan være Tale. Skolemesteren kan det jo ikke være, for han er jo gift, men -

HELLEBÆK.: Mener De da virkelig, at -

FRØKEN.: Ja vist mener jeg. Naar man har været ved Hoffet, saa lærer man at have Øjnene med sig. Ser De - Krigsraaden, han er nu Enkemand, og det er rigtig en Mand for min Svoger. Baade spiller han godt Lhombre - det maa De ogsaa lægge Dem efter - og saa forstaar han sig paa sine Køer og sit Væsen og Svineri. Det er jo ogsaa en ganske net Mand, men han har ingen Bonton, han er noget ryde.

HELLEBÆK.: Men er det da blot en Formodning, eller veed Frøkenen virkelig -

FRØKEN.: Stille! der kommer han netop med min Svoger. Gaa nu ind til lille Augusta og beflit Dem paa at være lidt mindre stridbar. Gaa, min Ven! De kan stole paa mig.

Hellebæk gaar.

FRØKEN.: Det er saamænd et vakkert Menneske, og han har virkelig ogsaa temmelig megen savoir, eftersom han ikke har faaet sin Dannelse paa højere Steder. Naa der er de, nu gjælder det nok at passe paa.

366

✂

ANDEN SCENE.

Præsten og Krigsraaden med Tobakspiber.

✂

PRÆST.: Naa kom nu herind og stop din Pibe! Og saa maa vi ud i Kostalden, for den store røde skal snart til at kælve.

KRIGSRAAD.: Saa, skal hun det? ja saa maa vi sgu derud. - God Dag, lille Frøken! har De været ude at malke i Dag? hvad? hahaha!

FRØKEN: stødt.
Jeg kan ikke begribe, Hr. Krigsraad, hvor det kan falde Dem ind at gjøre mig saadan et Spørgsmaal.

KRIGSRAAD.: Naa naa - jeg troede, at De havde lært at malke ved Hoffet, hahaha! Men - bliv nu ikke vred og følg ud med os i Kostalden, saa skal De se -

FRØKEN.: Uh - De er altid saa fæl i Deres Mund.

PRÆST.: Ja lad nu være at drille min Svigerinde! Her er Tobakskassen. De stoppe deres Piber. Det er sandt, har du ikke hørt, hvordan Hveden staar?

KRIGSRAAD.: Aa den er sgu flov. Jeg har haft Mikkel inde i Byen for at hente mig noget af denne hersens Guano, for den skulde man dog prøve.

PRÆST.: Jeg kunde ogsaa have Lyst til noget. Er den kraftig?

KRIGSRAAD.: Aa den er bestemt fortræffelig, i det mindste har den en ganske udmærket Lugt. Ja Frøkenen veed maaske ikke, hvad Guano er?

FRØKEN.: Nej, og jeg bryder mig heller ikke om at vide det, for det er bestemt noget ækvivokt.

KRIGSRAAD.: Nej lille Frøken, ikke denne Gang! Det er en Slags amerikansk Syltetøj, kjender Frøkenen det saa?

367

FRØKEN.: Naa jo, det er sandt, vi havde det ved Hoffet.

KRIGSRAAD.: Naa saa det havde De, hahaha! Ja saa veed Frøkenen maaske ogsaa, hvoraf det er lavet?

FRØKEN.: Nej, det kan jeg ikke erindre.

KRIGSRAAD.: Da skal jeg sige Dem det, det er lavet - rent ud sagt - af Fuglemøg.

FRØKEN.: Aa fy - sikke noget Svineri!

KRIGSRAAD.: Aa hvad, i det Kapitel er vi sgu Svin alle sammen, hahaha!

PRÆST.: Naa naa, vær nu ikke for slem! Hør, du kommer vel siden til en Lhombre, for jeg har faaet fremmede.

KRIGSRAAD.: Har du det? hvem da?

PRÆST.: Aa, det er saadan et Stykke Kandidat inde fra Kjøbenhavn. Fyren er ellers som de unge Mennesker i disse Tider, noget excentrisk og paastaaelig, og har en hel Del gale Ideer, men han kan jo være god nok til at tyre en Lhombre med. Men det er sandt, du kjender jo hans Fader; det er en Søn af vores gamle Mads Hellebæk.

KRIGSRAAD.: Mads Hellebæk! ham kan jeg sgu ikke huske.

PRÆST.: Aa jo vist kan du. Det var i Studenteraarene, den Gang du laa ved Universitetet og lod være at læse til Examen. Det var ham, Mads, den gale Mads!

✂

Mel. af Kunzen.

✂

1.

✂ Aa husker du ikke den lystige Tid,
naar i Kjøbenhavn
vi kvæged os efter Dagens Slid
i Fader Evans Favn!
hvem var det da, der ved Gilderne drak
de allerfleste Glas?

368

KRIGSRAAD.: ✂ Aa det var jo dig!

PRÆST.: ✂ Nej sikken en Snak,
for det var sgu Mads.

✂

2.

✂ Og husker du, naar vi om Middagen sad
hos Madam Fris
og aad vor For- og vor Eftermad
til allerbilligste Pris:
hvem var det da der, som gjorde især
med Opvartningspigerne Fjas?

KRIGSRAAD.: ✂ Aa det var jo dig!

PRÆST.: ✂ Nej gu var det ej!
for det var jo Mads.

KRIGSRAAD.: Nej, ham kan jeg sgu ikke huske.

PRÆST.: Aa jo vist kan du saa, tænk dig om! kan du ikke huske den Gang han lod, som han var fuld, og blev taget af Vægteren?

✂

3.

✂ En Aften som fuld han paa Langebro gik
med dinglende Krop,
til Vægteren peb og paa Stigen fik
ham praktiseret op.
Men han sprang af Stigen -

KRIGSRAAD.: ✂ Og rendte sin Vej
forbi Prinsens Palads.

PRÆST.: ✂ Var det ogsaa mig?

KRIGSRAAD.: ✂ Nej vist var det ej!

PRÆST.: ✂ Nej det var sgu Mads.

369

KRIGSRAAD.: Naa det var ham, det gale Asen! Jo ham kan jeg rigtignok huske; det var en Pokkers Karl til at gjøre Spilopper.

✂

4.

PRÆST.: ✂ Ja, Mads han var en fortræffelig Mand
til Løjer og til Sjov,
han flyttede Skilter og raabte Brand
om Natten, mens Vægterne sov.

KRIGSRAAD.: ✂ Men saa fik han Prygl, saa det var en Gru -

PRÆST.: ✂ Ja paa Hauserplads!
Aa jeg kan grine min Mave itu,
naar jeg tænker paa Mads.

✂

FRØKEN: afsides.
Det var nogle charmante Historier, man hører om de gamle Mennesker!

PRÆST.: Hør, Svigerinde! lav os saa siden Spillebordet i Stand og sig saa til Augusta, at hun skal brygge os fire Thevandsknægte, for Skolemesteren kommer her ogsaa. Og lad os faa nogle Kyllinger eller noget andet Gaffelmad til i Aften, og saa kan I Fruentimmer jo gjerne lave lidt Slikkeri til jer og Kandidaten! Til Krigsraaden. Kom, lad os saa gaa ud i Kostalden!

KRIGSRAAD.: Hør, bi lidt, Præst! Jeg vilde dog gjerne have den Sag klaret, som vi begyndte at tale om før. Jeg har faaet en forbandet Lyst til hende, og du veed jo, hvad jeg vil give. Bestem dig nu og lad saa al den Snak være forbi!

PRÆST.: Ja, naar nogen skulde have hende, skulde det være dig; men hun er jo født og opvoxet for mine Øjne, og jeg synes ikke godt, jeg kan afse hende.

370

KRIGSRAAD.: Aa hvad, du har jo den gamle, og hun kan sagtens gjøre al den Tjeneste, som du behøver. Du vil jo ikke gjøre saadan Stads eller saadan noget, saa du kan godt lade mig faa hende.

PRÆST.: Aa ja, det er sandt nok. Ja - bi lidt, du skal faa hende, naar du oven i Kjøbet vil overlade mig noget af denne hersens nymodens Gjødning, for den kunde jeg dog have Lyst til at probere.

KRIGSRAAD.: Ja med Fornøjelse! Tak skal du have! Kom, lad os saa gaa! Far vel, lille Frøken! værsgo at hilse Kjæresten!

De gaa.

FRØKEN.: O jeg skjælver af Forbitrelse. Sælge sin Datter - kalde mig den gamle, som ikke kan gjøre Stads eller saadan noget - nej det er oprørende, det er mageløst! Aabner Sidedøren. Augusta! Hr. Hellebæk! for Guds Skyld kom - kom strax!

✂

TREDIE SCENE.

Frøken. Augusta. Hellebæk.

✂

Mel. Fr. Ep. 40.

✂

1.

FRØKEN.: ✂ Kom ind! jeg dør af Harme -
o de Skurke! o du arme!
Skræk og Jammer
Huset rammer -
o du min Gud!
Aa kom og skynd jer bare
at erfare
hvad det Skarn
mod sit Barn
nu har ruget ud!

371

AUGUSTA.: ✂ Hvad er det, du siger?

HELLEBÆK: til Augusta.
✂ Hvi mon Frøknen skriger?

FRØKEN.: ✂ Aa hør nu blot!
her er smedet et Komplot.

✂

2.

✂ Jeg kan mig ikke samle,
han har kaldt mig for den gamle,
jeg skal lære
dem at bære
for mig Respekt -
Og knap jeg ret det fatter,
men sin Datter -
hvor afsky'lig! -
har han nylig
solgt til denne Knægt.

AUGUSTA.: ✂ Men jeg ej forstaar det.

HELLEBÆK.: ✂ Sig, hvorledes gaar det?

FRØKEN.: ✂ Hvordan det gaar!
det De snart at føle faar.

✂

3.

✂ Jeg hjælper Kandidaten,
og jeg vise skal Krabaten,
at den gamle
op kan hamle
med ham i List.

Til Augusta.

✂ Og ej med det Spektakel
du, din Stakkel,
dig forlover,
skjønt min Svoger
loved det saa vist.

372

AUGUSTA.: ✂ Sig, til hvem du sigter!

HELLEBÆK.: ✂ Er det Krigsraad Richter?

FRØKEN.: ✂ Ja jeg til Løn
skal ham ærgre gul og grøn.

✂

AUGUSTA.: Men kjære Tante, hvad er der dog paa Færde? jeg kan slet ikke blive klog paa dig.

HELLEBÆK.: Er Deres Formodning om Krigsraadens Giftermaalsplan virkelig bleven bestyrket?

FRØKEN.: Ja vist er den - o de Mandfolk, de Mandfolk, det er dog rigtig noget Sk - noget Smuds! Og saa sad de gamle Mennesker og fortalte de mest ordinære Geschichter fra deres Garçonliv - jo det er nogle nysselige Personer, ret nogle gentile Herrer!

HELLEBÆK.: Men har Frøkenen da virkelig selv hørt, at Deres Svoger har lovet Augusta til Krigsraaden?

FRØKEN.: Lovet - ja han har ikke blot lovet, men han har - tænk en Gang! - han har solgt hende til ham.

HELLEBÆK.: Solgt!

AUGUSTA.: Solgt! Nej, Tante, det er jo noget urimeligt noget; hvor skulde Fader falde paa det!

FRØKEN.: Ja det veed jeg ikke, men alligevel er han falden paa det, som jeg har hørt med mine egne Øren i dette hellige Øjeblik. Og nu kommer det værste, veed du, paa hvad Konstitutioner den Handel er sluttet? veed du, hvad han har solgt dig for - kan du gjætte?

AUGUSTA.: Nej!

373

HELLEBÆK.: Var det en stor Sum, han forlangte?

FRØKEN.: Aa nej, det var ingen Sum, det var ikke Penge, nej det var -

Standser pludselig.

AUGUSTA.: Naa hvad var det?

FRØKEN.: Aa det var det allerskrækkeligste, det allermest horribleste.

HELLEBÆK.: Men saa sig os da, hvad det var?

FRØKEN.: Nej det kan jeg ikke - jeg kan ikke bringe det over mine Læber - det er altfor fælt og ryde. Til Hellebæk. Vil De gaa lidt til Side! - Kom, Augusta, saa skal jeg hviske det til dig. Sagte til Augusta. Det var for Gjødning, som er lavet af Fuglem-

AUGUSTA: ler.
Aa Tante, du har hørt fejl eller misforstaaet dem.

HELLEBÆK.: Ja hvordan det nu endogsaa hænger sammen, saa er det sandsynligt, at der er Fare paa Færde, og det er derfor bedst, at jeg strax taler med din Fader.

FRØKEN.: Er De rasende, Menneske! nu i dette Øjeblik, da han har lovet hende bort til en anden, efter at have omtalt Dem som et koncentrisk Menneske, der ikke duede til noget. Nej, man kan rigtignok se, at De ikke har været ved Hoffet. Deres Rolle er blot at være aimable mod ham for at stikke Krigsraaden ud; Resten skal jeg besørge. Jeg har allerede Planen til en Intrige, som maa lykkes.

HELLEBÆK.: Men hvorfor skal man -

AUGUSTA.: Jo, da vi ikke rigtig veed, hvorledes det hænger sammen, er det vel det bedste, at vi først føler os for.

HELLEBÆK.: Naa ja, som du vil.

FRØKEN.: Og saa kunde De ogsaa skrive ind til 374 Deres Fader og bede ham komme herud, for rigtignok rakkede de ogsaa ham saadan til, at -

HELLEBÆK.: Ja det er rigtigt, det vil jeg gjøre strax.

Vil gaa.

FRØKEN.: Nej hør, bi lidt! nu maa De tale med min Svoger, naar han kommer op fra Kostalden - rent ud sagt. O kunde vi fange den gamle Lux!

AUGUSTA.: Fy, Tante! saadan maa du ikke tale om min Fader.

FRØKEN.: Naa lad ham gaa for, hvad han er. Men den Krigsraad - uh, hvor han er grim! men han skal faa det at føle. Kom, Augusta! Til Hellebæk. Vær nu adræt!

Frøkenen og Augusta gaa.

✂

FJERDE SCENE.

Hellebæk. Siden Præsten.

✂

HELLEBÆK.: Jeg kan ikke ret tro, at det hænger saaledes sammen, men man maa -

PRÆSTEN: kommer.
Naa, Kandidat, hvad staar De nu og filosoferer over? De lægger da vel aldrig Planer til en Sammensværgelse, hvad? hahaha!

HELLEBÆK.: Jo, jeg kan ikke nægte, at jeg tænkte paa noget lignende.

PRÆST.: Ja jeg kunde nok begribe det, for De hører jo til det unge Danmark, og saa er De naturligvis ultraliberal. Naa, sig mig da, hvad Parti hører De til? Vil De have en Konstitution, eller er De Republikaner?

HELLEBÆK.: De veed jo nok, at jeg anser det for 375 ønskeligt, om Folket fik mere Del i Landets Bestyrelse.

PRÆST.: Ja men hvor kan De være saa stokblind at mene det? Har vi ikke hver især nok at gøre med vore egne Affærer, og hvor skal vi saa faa Tid til at passe de andres?

HELLEBÆK.: Ja det kan jo ikke nytte at disputere med Dem derom, for vi er jo en Gang af modsatte Grundanskuelser. De sværmer nu blot for det nyttige.

PRÆST.: Ja vel - jeg sværmer blot for det nyttige, vi er af modsatte Grundanskuelser, ergo sværmer De blot for det unyttige. Hahaha! der fangede jeg Dem, kan De stikke den?

HELLEBÆK.: Ja den Bevisførelse slaar mig virkelig ikke.

PRÆST: lidt stødt.
Ikke det? Ja de unge Mennesker vil nu aldrig lade sig overbevise. Men hør, da vi dog ikke kan tale sammen uden at disputere, saa lad os gjøre det paa Latin, for saa bliver man ikke hidsig. Ja, De er vel sagtens meget stiv i Latinen?

HELLEBÆK.: Nej, jeg tror aldrig, jeg har talt det uden ved Examensbordet.

PRÆST.: Hvad for noget? hvor kan det være? Hvad bestiller de da oppe i Studenterforeningen? holder de da ikke der latinske Disputatorier?

HELLEBÆK.: Nej det bruger de rigtignok ikke.

PRÆST.: Naa, saa det gjør de ikke? Ja - se saa kan jeg begribe, hvorledes den Politisering og det Partivæsen er kommet over de unge Mennesker. Bare de, i Stedet for at sidde deroppe og diskutere paa Dansk, havde snakket Latin, saa vilde man ikke have kjendt noget til den kritiske Aand, der vil have Raison for alting.

376

HELLEBÆK.: Ja men paa den Maade kom man jo aldrig videre.

PRÆST.: Aa man er jo ogsaa kommen vidt nok. Se nu til os to! De er Kandidat med bedste Karakter og har altsaa Udsigt til at faa et godt Embede, og jeg - jeg har megen Glæde af min Stilling, for jeg har en god Menighed og mit rigelige Udkomme. Hvad er der saa i Vejen? Er vi ikke begge komne saa vidt, som vi med Rimelighed kan forlange?

HELLEBÆK.: Ja men jeg mener jo slet ikke -

PRÆST.: Aa jeg veed godt, hvad De mener. Det er hele Tiden, der har faaet en Raptus, det gode gamle er den ikke godt nok, den vil have Forandringer. Men det fører ikke til noget.

✂

Mel. af der Talisman.

✂

1.

✂ Nej, Tiden den duer sgu ej for en Snus;
den vrager sit gamle grundmurede Hus;
det nymodens Bindingsværk - det er saa rart,
det bygger og river man ned i en Fart.

HELLEBÆK.: ✂ Men ad Omveje naar dog til Maalet man hen.

PRÆST.: ✂ Og saa faar man, min Ven,
kun det gamle igjen.

✂

2.

✂ Man vil gribe paa alt med sin næsvise Haand,
man vil bøde med Damp paa sin Mangel af Aand.

HELLEBÆK.: ✂ Gaar da Tiden ej frem?

PRÆST.: ✂ Jo forbandet gesvindt,
over Sten og Forhøjninger rutscher den blindt!
men den tumler kun fort i en hvirvlende Vals.

377

HELLEBÆK.: ✂ Den gaar frem allenfals -

PRÆST.: ✂ Til den brækker sin Hals.

✂

3.

✂ Den gamle Gemytlighed jager man væk,
hver en Pog lader høre sit kritiske Kvæk,
den, som næppe kan tale, kan skraale des mer,
ja Damerne selv snakke nu om Ideer.
Og de Blade om alting en Mening vil ha'.

HELLEBÆK.: ✂ Ja men hvad skal de da?

PRÆST.: ✂ Holde Næsen derfra.

✂

FEMTE SCENE.

De forrige. Frøkenen kommer under Slutningen af Sangen.

FRØKEN: afsides.
Ih, mon dieu! nu staar de ved Gud igjen og dispyterer om Politiken.

HELLEBÆK.: Ja men naar Hr. Pastoren selv erkjender, at Tiden er saa slet, saa er det jo øjensynligt, at vi trænger til en Reformation, til en Forb -

FRØKEN: sagte til ham.
Ti dog stille!

HELLEBÆK.: Ah, er det Dem, Frøken!

FRØKEN: sagte.
Husk paa vore Intriger! Højt. Har De ikke været i Theatret fornylig, Hr. Hellebæk?

PRÆST.: Ja men skal der ske Forandring, saa er det ikke i det ydre Liv, for det er godt nok, men det er os selv, der skal forbed-

FRØKEN.: Aa Herregud! lad os nu blive fri for al den Politik! Til Hellebæk. Jeg har altid været saa charmeret i Theatret, og lige til det sidste Aar har jeg 378 jævnlig kommet der en Gang om Ugen. Ja De sværmer vel ogsaa for Frydendahl?

HELLEBÆK.: Frydendahl! han er jo død.

FRØKEN.: Saa - er han det? Det har jeg ikke hørt. Hvoraf døde han?

PRÆST.: Aa, naar vi endelig skal afbrydes, saa lad os tale om noget andet. Fortæl mig nu - da lille Augusta var inde hos Dem i Kjøbenhavn, hvorledes syntes De da om hende derinde? hvad sagde Deres Fader og Moder og Søster om hende?

HELLEBÆK.: Aa de var allesammen ganske forelskede i hende.

PRÆST.: Saa, var de det! Det var da kjønt af dem! Ja det er sandelig ogsaa en sød lille Pige. Men hvad synes De da selv om hende? for det er de unge Herrer, man skal spørge om saadant noget.

HELLEBÆK: sagte til Frøken.
Nu siger jeg alting.

FRØKEN: sagte til Hellebæk.
Er De gal, Menneske! vore Intriger!

PRÆST.: Naa hvorfor svarer De ikke? har De noget at udsætte paa hende?

HELLEBÆK.: Nej - det er saa langtfra at -

FRØKEN.: Har De set Herman von Unna?

PRÆST.: Naa lad nu Kandidaten svare, og lad os blive fri for det Theatervrøvl! Til Hellebæk. Synes De ikke ogsaa godt om Augusta - hvad?

Det banker.

FRØKEN.: Det banker! Afsides. Naa, Gud ske Lov! Højt. Kom ind!

379

✂

SJETTE SCENE.

De forrige. Skolelærer Sørensen.

✂

PRÆST.: Naa det er Skolemesteren. God Dag, Sørensen!

SØRENSEN.: God Dag, Deres Velærværdighed! god Dag, naadige Frøken! god Dag -

PRÆST.: Det er Kandidat Hellebæk - Skolelærer Sørensen.

SØRENSEN.: Det er mig en stor Fornøjelse at gjøre Hr. Kandidatens Bekjendtskab. Deres Velærværdighed har vist mig den Ære at bestille mig hen til Deres Velærværdighed i Aften.

PRÆST.: Ja vi vilde gjerne have os en lille Lhombre i Aften. Men - det er sandt, Sørensen - hvorledes gaar det med Deres Kone? Er hun nu kommen op af Barselsengen?

SØRENSEN.: Jo jeg takker Deres Velærværdighed, nu er hun ganske færdig. Og saa skulde jeg takke naadige Frøken for det Syltetøj, som Frøkenen har været saa god at sende min Kone.

PRÆST.: Naa det var jo godt, at det er vel overstaaet. Se, det var den ottende Pige, nu har De jo der et kjønt lille Pigeinstitut, hahaha! men hvad skal den lille hedde, for nu er vel hele Familien opkaldt?

SØRENSEN.: Ja, og Deres Velærværdighed ogsaa og Jomfru Augusta. Men min Kone har en Broder, der hedder Hans, og min yngste Søster hedder Mine, og saa tænkte vi, at hvis Deres Velærværdighed ikke har noget derimod, saa kunde vi kalde hende Hansmine, og saa da Doktor Pille har været saa god at se til min Kone, mens hun laa, saa vilde vi ogsaa opkalde ham og kalde hende Pillerine.

380

PRÆST.: Det var nogle løjerlige Navne, Hansmine Pillerine! Naa lad saa være! men saa skal hun da ikke hedde mere?

SØRENSEN.: Jo, hvis Deres Velærværdighed ikke har noget derimod, saa ønskede min Kone gjerne, at hun ogsaa skulde hedde Skandinavine.

PRÆST.: Skandinavine! Men hvad skal det betyde?

SØRENSEN.: Jo, min Kone siger, hun vil vise, at hun er lige saa god Skandinav som Damerne inde i Kjøbenhavn.

PRÆST.: Skandinav! Men er De gal, Skolemester?

SØRENSEN: forskrækket.
Nej, Deres Velærværdighed!

PRÆST.: Men hvor kan De da give Deres Samtykke til saadan et forbistret Indfald? Skal vi nu ogsaa hjemsøges af disse nymodens Ideer? - Hvad siger De, Kandidat?

FRØKEN: sagte.
Hold bare med ham!

HELLEBÆK.: De vil da vel ikke nægte, at den skandinaviske Ide er al Ære værd?

PRÆST.: Aa det kan være meget muligt, men det kommer slet ikke den Sag ved.

HELLEBÆK.: Jo saa skulde jeg dog mene, at Hr. Sørensen havde Lov til at vise den sin Hylding.

FRØKEN: sagte.
Men saa ti dog stille!

PRÆST.: Nej, det har Hr. Sørensen slet ikke Lov til, for Hr. Sørensen, som er en gammel Mand, skal ikke skabe sig som en exalteret Student, og Hr. Sørensen, som er Skolelærer herude og skal staa mig bi i Fredens Tjeneste, skal ikke indføre Politiseren og Splid og Partivæsen i min skikkelige Menighed, hvor jeg af al Kraft arbejder paa at holde det ude.

HELLEBÆK.: De vil da vel -

FRØKEN: sagte.
For Guds Skyld! hele Intrigen ryger i Lyset.

381

HELLEBÆK.: De vil da vel aldrig ved en kinesisk Mur udelukke Deres Menighed fra Tidens Ideer!

PRÆST.: Aa De kan ikke tale med, for De er ung og forblindet. Men De, Skolemester! De maa skamme Dem som en Hund.

SØRENSEN: ydmyg.
Ja, naar Deres Velærværdighed befaler.

PRÆST.: Ja jeg gjør! jeg vil ikke vide noget af den Galskab.

✂

Mel. Fransk Folkesang.

✂

1.

✂ I nitten Aar i denne Bolig
jeg kjendte ej Tvist eller Harm,
min Menighed jeg skjærmed trolig
mod Verdens forvirrede Larm.
Skal jeg da taale nu, at Striden
selv hertil sig baner en Vej?
Jeg ikke fløjte vil med Tiden,
:|: det vil jeg ej - nej nej nej nej! :|:

SØRENSEN.: ✂ Det skal De ej - nej nej nej nej!

FRØKEN og HELLEBÆK: til hinanden.
✂ Han gjør det ej - nej nej nej nej!

✂

2.

PRÆST.: ✂ Lad Skinnet ikkun Daarer trylle,
jeg klarlig dets Usselhed ser.

SØRENSEN.: ✂ Vil Deres Velærværdighed mig blot undskylde,
saa skal aldrig jeg gjøre det mer.

PRÆST.: ✂ Det gamle elsked jeg saa længe,
jeg kjender ej sandere Vej;
382 lad andre slaa paa Tidens Strenge,
:|: jeg vil det ej - nej nej nej nej! :|:

SØRENSEN.: ✂ De skal det ej - nej nej nej nej!

FRØKEN og HELLEBÆK: til hinanden.
✂ Han gjør det ej - nej nej nej nej!

✂

SYVENDE SCENE.

De forrige. Krigsraad.

KRIGSRAAD.: Naa god Dag, Godtfolk - her er jeg. Hilledød, hvor De allesammen ser traurige ud! God Dag, lille Frøken, hvordan lever Kjæresten? Frøken vender ham Ryggen. Naa det er vel Kandidaten? God Dag, Hr. Hellebæk! hvordan lever Deres Fader?

HELLEBÆK: tvær.
Jo Tak, godt!

KRIGSRAAD.: Naa det fornøjer mig. Men Død og Plage! hvorfor ser De allesammen saa storsnudede ud? Hvad er paa Færde, Præst? Du er vel aldrig bleven Konsistorialraad?

PRÆST.: Aa nej, det var ikke andet end saadan en lille huslig Scene, og det er jo ikke værdt at tænke mere paa det, for vi mener det jo godt allesammen. Svigerinde, vil du saa lave Spillebordet i Stand! Og saa vil vi glemme de Historier; kom, nu slutter vi Forlig!

Rækker Sørensen og Hellebæk Haanden.

SØRENSEN: rørt.
Deres Velærværdighed vil tilgive mig og min Kone?

PRÆST.: Aa Snak, jeg har jo ingenting at tilgive. Naa Børn, saa skulde vi til at have os en lun lille Lhombre.

Frøken sysler ved Spillebordet.

383

KRIGSRAAD.: Nu skal jeg hjælpe Frøkenen at bære Bordet frem, saa skal De se, at Krigsraaden ogsaa kan være galant.

FRØKEN.: Nej Tak! Hr. Hellebæk er nok saa god.

Hellebæk iler til.

KRIGSRAAD.: Ja saa skal Hellebæk og jeg. De flytte Bordet. Vi to er jo Lavsbrødre, for jeg har ogsaa været oppe til theologisk Attestats, men jeg fik rigtignok Karakteren rejectus, hahaha! - Men det er sandt, Skolemester, hvordan gaar det med Konen?

SØRENSEN.: Jo Tak, Hr. Krigsraad, nu er det overstaaet, den lille vejede hele ni Pund.

KRIGSRAAD.: Ni? det var Pokker til Pigebarn! Naa, Skolemester, hvormange Lispund har De saa i det hele?

FRØKEN: til Hellebæk.
Uh, hvor han er fæl!

PRÆST.: Naa kom nu og tag Plads! her kommer Augusta med Knægtene.

✂

OTTENDE SCENE.

De forrige.

Augusta med fire Par Kopper, som hun fordeler paa Bordet.

✂

KRIGSRAAD.: Naa der har vi jo vores Hebe med Nektaren. God Dag, min søde lille Tøs, hvordan har du det? Kysser hende. Naa Kandidat, De behøver da ikke at se saa brøsig ud, fordi jeg kjæler for min lille Guddatter.

FRØKEN.: Det passer sig heller ikke for en gammel Mand at fjase saadan med de unge Piger.

KRIGSRAAD.: Ja saa vil jeg sgu ogsaa fjase med Frøkenen.

Griber hende om Livet.

384

PRÆST: trækker i ham.
Naa kom nu, du Vildkat, og hjælp mig med at se Kortene efter!

AUGUSTA: til Hellebæk.
Naa hvorledes gaar det? jeg synes, I har været saa højrøstede.

FRØKEN.: Ja det gale Menneske gjør jo alt for at ødelægge sig selv. Gjorde han nu ikke ved sin Modsigelse den gamle saa vred, at jeg var nær ved at opgive hele Intrigen.

AUGUSTA.: Aa der er bestemt ingen Grund til at frygte; Faders Hidsighed gaar strax over igjen, og han plejer at føje mig i alting.

FRØKEN.: Ja du er nu saa godtroende, mit Barn, men vi forstaar det bedre. Til Hellebæk. Gaa De nu hen og spil Kort og te Dem lidt bedre den øvrige Aften! Jeg skal nok tilsidst sætte det igjennem.

PRÆST.: Værsgo, Kandidat! nu er vi færdige.

HELLEBÆK.: Aa Herregud, skal jeg nu spille!

FRØKEN: skyder til ham.
Gaa - gaa!

De sætte sig om Bordet i den Orden: Sørensen, Præst, Hellebæk, Krigsraad.

✂

Mel. Fr. Ep. 42.

✂

1.

PRÆST

✂ giver Kort.

✂ Nu begynder Spillet da!

Til Sørensen.

✂ De skal sidde over?

SØRENSEN.: ✂ Ja!
men jeg trøster mig ved Saften.

Drikker.

KRIGSRAAD: ligesaa.
✂ Ja i Aften
er den bra'!

PRÆST: til Hellebæk.
✂ Har man no'et paa første Plads?

HELLEBÆK.: ✂ Spurgt!

385

KRIGSRAAD.: ✂ Spurgt med!

PRÆST.: ✂ En lille Pas!

HELLEBÆK.: ✂ Solo Hjerter!

KRIGSRAAD.: ✂ Fy for Satan!
Kandidaten
bliver hvas.

PRÆST.: ✂ Nu maa vi da stræbe ham rigtig at børste,
han nok være vil den første
som hans Fader Mads.

✂

2.

KRIGSRAAD: kjøber.
✂ Otte Hjerter!

PRÆST: ✂ Du er grov!

KRIGSRAAD.: ✂ Det er kun til Husbehov.

PRÆST: kjøber.
✂ Saa er det vel bedst, at Præsten
kjøber Resten.

HELLEBÆK: spiller ud.
✂ Med Forlov!

PRÆST.: ✂ Hvor han trumfer!

KRIGSRAAD.: ✂ Han er bøs!

PRÆST.: ✂ Nok en Hjerter!

KRIGSRAAD: nyser.
✂ Atsch!

SØRENSEN.: ✂ De nøs!

386

PRÆST.: ✂ Aa nu taber nok de danske,
jeg er ganske
hjerteløs.
Aa han har Spadille - nu taber jeg Modet.

De lægge op.

PRÆST og KRIGSRAAD.: ✂ Ja vi gamle fik paa Ho'det
af den unge Fløs.

Præst holder Regnskab, Hellebæk giver.

✂

3.

PRÆST

✂ som sidder over.

✂ Ja han vældig op os trak!
Hent min Pibe, Gusta!

Augusta bringer den.

✂ Tak!
Jeg behøver ej at krads'en.

FRØKEN: med Tobakskassen.
✂ Her er Kassen
med Tobak!

KRIGSRAAD.: ✂ Aa jeg spørger.

SØRENSEN.: ✂ Nej, Respekt!

Lægger de sorte Esser op.

PRÆST: til Hellebæk.
✂ Smag dog lidt paa Deres Knægt!
Den er god for alle Maver,
Gusta laver
den perfekt.

SØRENSEN: tournerer.
✂ Klør - saa maa jeg kjøbe mig syv.

PRÆST.: ✂ Aa nej, hør ham!
Syv til Klør!

KRIGSRAAD.: ✂ Pas paa, vi klør ham
grundig og korrekt!

387

✂

4.

AUGUSTA.: ✂ Her er Svovlstik!

PRÆST.: ✂ Tak, min Ven!

Tænder Piben.

HELLEBÆK: kjøber.
✂ Jeg ta'r fire.

KRIGSRAAD.: ✂ To igjen!

FRØKEN: til Præst.
✂ Skal vi til i Aften bage
Æblekage?

PRÆST.: ✂ Ja saamænd.

FRØKEN: til Augusta.
✂ Vil du lave Kagen til!

Augusta gaar ud.

PRÆST.: ✂ Gjør ham bet!

KRIGSRAAD.: ✂ Ja det vi vil.

SØRENSEN.: ✂ Ruder Konge!

HELLEBÆK.: ✂ Ja den ta'r vi.

KRIGSRAAD.

✂

✂ Aa nu har vi
vundet Spil.

Lægger op.

✂ Hvad vil De nu gøre?

SØRENSEN.: ✂ Naa De har Manille?

PRÆST og KRIGSRAAD.: ✂ Skolemester blev Godille.

SØRENSEN: forknyt.
✂ Jeg er vant dertil.

Hellebæk, som sidder over, rejser sig.

388

✂

5.

SØRENSEN.: ✂ Jeg de sorte femte har,
Ruder Konge blank saagar.

KRIGSRAAD.: ✂ Men saa har i Hjerter han en
Dame anden
og en Spar.

FRØKEN: til Hellebæk.
✂ Kom og vær i godt Humør!

PRÆST: skriver.
✂ Naa De spilled jo i Klør?

FRØKEN: til Hellebæk.
✂ Skjul nu blot, at De er arrig!

SØRENSEN.: ✂ Ja det var i
slet Kulør.

PRÆST: til Sørensen.
✂ Bliv ikke forknyt, naar De taber paa Stumper!

PRÆST og KRIGSRAAD.: ✂ Til en ret gemytlig Lhombre
hører godt Humør.

✂

Spillet fortsættes paa sædvanlig Vis, og imidlertid føres følgende Samtale.

HELLEBÆK.: Men hvor gik Augusta hen?

FRØKEN.: Aa hun kommer strax igjen, hun er blot ude i huslige Affærer. Naa lad nu være at sætte saadan et bistert Ansigt op! Ja man kan rigtignok mærke, at De ikke har været ved Hoffet; De kan slet ikke forestille Dem.

HELLEBÆK.: Aa jeg gider ikke spille Kort mere og sidde ved Siden af den fatale Krigsraad. Jeg kan slet ikke holde mine Tanker ved de fordømte Kort.

FRØKEN.: Kjære Ven, vær dog endelig taalmodig, 389 ellers gaar den rent kontrakt. Rigtignok er Krigsraaden ret en nedrig Skurk - u! jeg hader ham - men De maa spille med for det første, saa skal jeg nok sørge for, at det er ganske forbi, naar vi skal dinere til Aften.

HELLEBÆK.: Krigsraaden rejser sig - saa gaar jeg ud til Augusta.

Iler mod Døren.

PRÆST.: Halloj, Kandidat, hvor Pokker vil De hen? Værsgo at komme og tage Plads. Hellebæk gjør det. De maa sandelig passe Deres Tur, en Lhombre maa drives med Orden og Andagt.

De spille videre.

KRIGSRAAD.: Her er jeg lille Frøken! - naa, hvorfor vender De Dem bort? Lad os nu være gode Venner! Om jeg spøger lidt slemt somme Tider, saa veed De dog nok, at jeg mener det godt.

FRØKEN.: Ja, De mener det rigtignok godt - aa fy, skam Dem noget! Det havde jeg aldrig troet, at De var saadan en - u!

KRIGSRAAD.: Er jeg en - u, hahaha! Det var da som Pokker! Hvad er det da for noget - u, jeg har gjort mig skyldig i?

FRØKEN: kold.
Den Gang De før var her i Stuen med min Svoger, saa glemte De nok rent, at jeg ogsaa var tilstede. Det var den Gang, De fortalte disse Historier fra Deres Garçonliv.

KRIGSRAAD.: Aa var det saa farligt, at vi som unge Spyttegjøge havde noget Vægterkommers og saadant noget? Frøkenen har vel ogsaa løbet gal og haft Sjov i Deres unge Dage.

FRØKEN.: Jeg hørte den Gang, at der blev sluttet en lille Handel.

390

KRIGSRAAD.: Naa ja, det er sandt, det gjorde der sgu ogsaa.

FRØKEN: med Værdighed.
Og det tør De tilstaa med saadan et gevorpent Ansigt, og Skamrødmen farver ikke en Gang Deres Kinder! fy, skam Dem!

KRIGSRAAD.: Naa, hvad er der i Vejen? er det da noget ondt, at jeg faar mig en ny, naar min gamle Mær er kreperet?

FRØKEN.: Mær! siger De - u! jeg kan ikke gjentage det. Det er jo horribelt! har De ikke mere Respekt for de afdøde?

KRIGSRAAD.: De afdøde, hahaha! Naa hun er da ikke bleven til mere, fordi hun er død. Men jeg har sgu ærlig plejet og fodret hende lige til det sidste, skjønt hun havde en Skavank i det venstre Bagben.

FRØKEN.: O, De er et lumpent Menneske! Gaa væk - væk fra mig! jeg vil ikke se Dem mere for mine Øjne, naar De taler saadan om Deres salig Kone.

Vender ham Ryggen.

KRIGSRAAD.: Min salig Kone? hvad Fanden er det? er Frøkenen gal? Hun skulde dog vel aldrig have smagt paa vore Thevandsknægte?

SØRENSEN.: Hahaha! der vandt jeg rigtignok paa Svovlstikker.

PRÆST: til Krigsraad.
Ja tænk en Gang, jeg sidder med Manille, Damen sjette og en dobbelt Renonce. Men hvor Pokker blev Basta af?

Roder i Kortene.

SØRENSEN.: Ja hvor blev Basta af?

PRÆST.: Nej, har De kjendt Magen! Kandidaten har kastet den. Nej! det er dog lumpent! Hidsig. Men Menneske, hvad tænker De paa? han var jo bleven 391 kruk til op over Ørerne. Nej hør, min Far, naar De vil spille med mig, skal De sgu gjøre det ordentlig, ellers skal De lade være!

HELLEBÆK: rejser sig.
Ja det er ogsaa det, jeg allerhelst vil. Jeg kan ikke spille i Aften, jeg er ikke oplagt dertil.

FRØKEN: sagte til ham.
Men saa ti dog stille.

PRÆST.: Ikke oplagt! hvad fejler De da? er De syg?

HELLEBÆK.: Nej jeg er ikke, men - rent ud sagt - jeg er ikke kommen her ud for at spille Lhombre.

FRØKEN: sagte.
Men Menneske, vore Intriger!

PRÆST.: Men hvorfor Pokker er De da kommen her?

HELLEBÆK.: For at fri til Deres Datter.

FRØKEN: afsides.
Det er forbi.

PRÆST.: Fri til min Datter - se se! ja værsgo - fri De væk!

HELLEBÆK.: Ja med hende er det afgjort. Og jeg kom her ud for at faa Deres Samtykke, men jeg fik at høre, at De havde lovet hende bort.

PRÆST.: Har jeg lovet hende bort! Det er ikke sandt! Hvem har sagt det?

FRØKEN.: Det har jeg. Jeg har hørt med mine egne Ører, at du ikke blot har lovet hende bort, men du har solgt -

PRÆST og KRIGSRAAD.: Solgt?

FRØKEN.: Ja solgt hende har du - og nu kommer det værste - hvorfor har du solgt hende?

PRÆST.: Ja det maa jeg spørge dig om.

FRØKEN.: Ligesom om du ikke vidste det selv. O du unaturlige Fader! Du har solgt din Datter for - jeg kan ikke sige, hvad det var, men det var saa fælt -

KRIGSRAAD: nærved at briste af Latter.
Lille Frøken, det 392 skulde vel aldrig være det amerikanske Syltetøj, som man spiser ved Hoffet, hahaha! Til Præst. Nu skal jeg sige dig, hvordan det hænger sammen!

PRÆST.: Nej, nu vil jeg først havde den Sag klaret. Hvor er Augusta? Kalder. Augusta!

FRØKEN: til Hellebæk.
Han tillader det i Evighed aldrig, men det er Deres egen Skyld.

AUGUSTA: kommer.
Hvad vil du, Fader?

PRÆST.: Hør, min Pige, her er en Frier til dig. Vil du have ham? Naa, mit Barn, bliv nu ikke rød, du maa jo gjerne faa ham, hvis hans Fader ikke har noget derimod. Men du kunde gjerne have sagt mig det selv, for det kommer saa Pokkers hovedkulds. Naa, Børn, kys nu hinanden og vær glade!

FRØKEN.: Ja men jeg kan ikke begribe dig, du har jo lovet hende bort til Krigsraaden.

PRÆST.: Aa kom nu ikke med det Vrøvl igjen!

KRIGSRAAD.: Hahaha! nu skal jeg forklare dig det. Den Gang jeg før købte Plagen af dig, fordi jeg trænger til en ny Ridehest, saa troede Frøkenen, at det var Augusta, vi talte om, hahaha!

PRÆST.: Hahaha! Nej, Svigerinde, der tog du fejl.

FRØKEN.: Det er da ubegribeligt! Men den gamle, som De talte om, var det da ikke mig?

KRIGSRAAD.: Nej, lille Frøken! vi talte sgu blot om Heste.

FRØKEN.: Men det stemmer jo slet ikke med din Karakter at give dit Samtykke; Hr. Hellebæk og du er jo aldeles uenige.

PRÆST.: Ja men derfor kan han nok blive enig med Augusta - ikke sandt, Kandidat, hvad? Og han maa nok faa min Datter, naar de holder af hinanden; men han faar ikke Lov til at prædike for mine Bønder. Til Hellebæk. Det faar du ikke.

393

SØRENSEN.: Deres Velærværdighed glemte at skrive, at jeg vandt en Spurgt i Klør.

PRÆST.: Aa nu skal vi ikke spille mere i Aften, nu skal vi være glade. Og saa skriver min Svigersøn - hahaha, det er dog morsomt! - saa skriver du i Aften ind til Kjøbenhavn efter din Fader, for gamle Mads har altid holdt meget af en god Lhombre, og saa tager vi den i Morgen i Stedet for.

FRØKEN: til Hellebæk.
Kan De se, at De skulde skrive ind til Deres Fader, det var ogsaa min Præposition.

✂

Mel. Fr. S. 46.

✂

1.

PRÆST.: ✂ Saa faar man Sommer,
før ret man det veed.
Glæden den kommer
dumpende ned.
Lad os nu kuns
faa noget Puns
og saa et Fad
Mad!
Lidt maa man ha', naar
Hjertet er glad.*)

✂

2.

SØRENSEN.: ✂ Skæbnen mig driller,
det blev nu min Del,
hver Gang jeg spiller,
faar jeg Kanel.
Et Spil jeg før
tabte i Klør,
men jeg vandt et nyt -
Pyt!
For mit Kulørspil
blev jeg sgu snydt.

* 394

✂

3.

HELLEBÆK.: ✂ Ængstelse Rod i
mit Sind havde slaaet.
nær var mit Mod i
Angsten forgaaet.

AUGUSTA.: ✂ Sig mig min Ven!
hvad var da den
Frygt i dit Sind?

HELLEBÆK.: ✂ Vind!
Men den gik bort, og
Glæden kom ind.

✂

4.

KRIGSRAAD.

✂

✂ Frøknen Intriger
ved Hoffet har lært;
der, som man siger,
drives de svært.

Til Frøken.

✂ Drejer de sig der
ligesom her
om Syltetøj?

FRØKEN.: ✂ Føj!

KRIGSRAAD.: ✂ Frøknens Finesser
gik op i Røg.

✂

5.

FRØKEN.: ✂ Drives ved Hoffet
Intriger især,
ej dog om Stoffet
spørger man der.
Nej, af ingen Ting
gjøre tusind Sving
det vi forstaa.

395

KRIGSRAAD.: ✂ Saa?

FRØKEN.: ✂ Jeg har jo vist Dem
Prøver derpaa.

✂

6.

PRÆST.

✂

✂ Slaar end for Resten
Intrigerne til,
ej dog hos Præsten
lykkes de vil.

Til Publikum.

✂ Ja Skjæmtens Ord
kunstløse gror
her i mit Hjem
frem;
maa de da Skaansel
møde hos Dem!

396

✂

SOLDATERLØJER
SANGSPIL
(1849)

398

✂

PERSONER.

LANGE, Gaardejer paa Fyen.
EMILIE, hans Datter.
BARDING, Prokurator.
Magister GLOB, hans Søstersøn, Historiker.
Løjtnant VILMER.
Landskabsmaler ANKER, menig Soldat.
MADS, Karl hos Lange.

✂ Handlingen foregaar paa Langes Gaard under Krigen.

399

✂

En rummelig Forsal.

I Baggrunden Dør og Vinduer ud til Haven, to Døre paa hver af Siderne. I et af Hjørnerne et Stativ med Knager, hvorpaa hænge adskillige Klæder og Hatte. I Loftet en Lampe. - Skuepladsen er i Begyndelsen lys, men Skumringen tiltager til sjette Scene, da det bliver ganske mørkt.

✂

FØRSTE SCENE.

Lange, Vilmer, Barding og Glob sidde ved et lille Bord og drikke Vin. De le alle undtagen Glob.

✂

LANGE.: Hahaha! Aa ja! Ja hvad de Soldater dog kan hitte paa! Og den gamle - han maa da bide i det sure Æble og give sin Velsignelse. Hahaha - det havde han skam godt af.

BARDING.: Hør, vi vilde neppe le saa meget, hvis det var arriveret os.

LANGE.: Jeg tror, jeg havde let alligevel. Skaal, Hr. Løjtnant! Tak for Historien! Ja, for jeg har nu altid holdt saa uhyre meget af saadanne smaa, fiffige Karnaljerier. For et Par Aar siden havde jeg en Tjener, - naar jeg tænker paa ham, kan jeg grine mig ihjel. I det halve Aar, han tjente mig, snød han mig for over firehundrede Daler, hahaha!

BARDING.: Stjal han firehundrede Daler fra dig?

LANGE.: Stjal? Nej, det var der da ikke noget morsomt ved. Nej, min Ven, han tog mig ved Næsen lige for mine aabne Øjne, han kjørte mig i Ring som en gammel Kanehest, og jeg troede, at den hellige Grav var vel forvart. Men tænk nu bare: 400 over firehundrede Daler i et halvt Aar! det var Skam godt bestilt.

BARDING.: Men jeg kan ikke begribe, hvor du kan more dig over, at du er bleven saa skammelig bedraget.

LANGE.: Misund mig nu ikke den Fornøjelse! jeg har saamænd selv betalt den.

BARDING.: Ja men, kjære Ven - hvordan kan du som Statsborger sympathisere med ligefrem lovstridige Handlinger?

LANGE.: Der har vi det. I vore Dage kan en lystig Fyr slet ikke faa Plads til at røre sig uden hvert Øjeblik at løbe Panden mod Lov og Politi og Prokuratorer og Sludder og Vrøvl. Nej da priser jeg vore Forfædre - ikke sandt, Hr. Magister? - De tillod enhver Mand at tumle sig, som han havde Lyst og Forstand til.

GLOB.: Ja hvordan mener De - tumle sig?

LANGE: ærgerlig.
Aa jeg mener i Grunden ingenting.

BARDING.: Det er nok ogsaa det fornuftigste, hehehe! for der kommer du tilkort; i det Kapitel er Jens ikke at spøge med.

LANGE.: Nej det er han nok ikke i ret mange Kapitler.

VILMER.: Men det er sandt, hvorledes befinder Deres Datter sig i Eftermiddag?

LANGE: afsides.
Naa der kommer Datteren igjen. Højt. Jo Tak, det gaar an.

VILMER.: De veed, at jeg har haft den Fornøjelse at gjøre Frøkenens Bekjendtskab i Kjøbenhavn, og da jeg formodentlig skal bort herfra i Morgen -

LANGE.: Ih nej, vist ikke. Vi slipper Dem ikke saa let.

401

VILMER.: Vi har Ordre til at holde os marschfærdige, og jeg vilde naturligvis gjerne hilse paa Deres Frøken Datter, inden jeg skal rejse herfra.

LANGE.: Ja er det ikke tungt, at hun skal være sengeliggende?

VILMER.: Ligger hun?

LANGE.: Ja Gud! der er tykke Tæpper for alle Vinduer og Døre, og saa er der saadan en Lugt af Rabarber og Moskus og Sæbespiritus og puh! alt det Djævelskab, som Doktorne har Fornøjelse af at tylle i os.

BARDING.: Ja men jeg talte med Doktoren i Dag, og han vidste slet ikke noget af, at hun var syg.

LANGE.: Ikke det! Nej, vi kurere hende ogsaa selv, for det er saadant et Tilfælde, som hun har hvert Efteraar.

VILMER.: Et Tilfælde?

LANGE.: Ja det er en kronisk Affektion i Mellemgulvet, eller saadan et Sted indeni. - Naa, vi skal vel have en Flaske til?

VILMER.: Nej Tak! jeg skal ind og skrive.

LANGE.: Men saa maa vi have en Vise til det sidste Glas.

VILMER.: Naar det blot ikke forstyrrer Patienten?

LANGE.: Aa nej! hun ligger langt derovre, peger til højre , i den anden Ende af Huset. Syng os nu den Soldatervise, De veed nok!

VILMER.: Ja, naar De endelig forlanger det, men De veed, at jeg finder den indbildsk og løgnagtig.

LANGE.: Aa Snak! det er Skam ikke andet end den rene Sandhed.

402

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

VILMER.: ✂ Saa bister som den vrede Bjørn
Soldaten gaar mod Fjenders Flok,
men og for Landets egne Børn
han tidt kan være farlig nok.
Thi, vil man til Rygtet lytte,
han skader mer og saarer fler
og gjør sig et større Bytte,
medens han er i Kvarter.

ALLE.: ✂ Ja vil man til Rygtet lytte o.s.v.

✂

2.

VILMER.: ✂ Paa Landet i den stille Vraa
Soldatens Ankomst er en Fest;
men, smukke Glut, pas bare paa!
han bliver dig saa dyr en Gjæst.
Du gjerne ham vil beværte,
om lidt han be'r og tager mer,
indtil i dit aabne Hjerte
fundet han har et Kvarter.

ALLE.: ✂ Du gjerne ham vil beværte o.s.v.

✂

3.

VILMER.: ✂ Du gamle, som en Pigeflok
bevogter under Husets Tag,
lidt Bryderi Soldaten nok
dig skaffer paa dit Dueslag.
Du før har dem let korrexet,
men nu - hvad sker? det gaar ej mer,
Soldaten dem har forhexet,
medens han var i Kvarter.

ALLE.: ✂ Du før har dem let korrexet o.s.v.

403

✂

LANGE.: Hahaha! det var Skam en rask Vise.

VILMER.: Ja der er et Vers endnu.

LANGE.: Saa? det har jeg aldrig hørt før.

✂

4.

VILMER.: ✂ Og du, som med saa megen List
i Bur din Guldfugl sætte lod,
og tror den sikker der - jo vist!
du styrker kun din Fjendes Mod.
Du fast paa din Kløgt tør lide,
men før du ser, man af dig ler:
Soldaten forstaar at stride,
selv naar han er i Kvarter.

ALLE.: ✂ Du fast paa din Kløgt tør lide o.s.v.

Barding og Glob gaa ud ad Havedøren.

✂

VILMER.: Hr. Lange! en Skaal for Kvarteret!

Gaar ud ad den bageste Dør til højre.

✂

ANDEN SCENE.

LANGE.: Det var jo en formelig Krigserklæring, hahaha! Ganske som jeg ønsker. Gnider sig i Hænderne. Flink Fyr, den Løjtnant! men det vil ikke falde ham saa let at faa Fingre i den Guldfugl. Om man skulde hjælpe ham lidt paa Gled? Nej, han skal selv have hele Ulejligheden. Naar han nu bare kunde hitte paa noget godt! Ja Gud give, han vilde tage mig rigtig ved Næsen!

EMILIE: indenfor, banker paa den forreste Dør til venstre.
Fader! luk op!

LANGE.: Hvad er det? - Emilie? Vil du strax gaa op paa dit Værelse.

404

EMILIE: indenfor.
Nej jeg vil ikke, du maa strax lukke mig op.

LANGE.: Jeg tror Skam, Tøsen er bleven gal. Gaa nu op, lille Emilie, saa kommer jeg strax.

EMILIE: indenfor.
Nej, jeg bliver ved at banke, lige til du lukker op.

Banker stærkt paa Døren.

LANGE.: Nej nej nej! nu kommer jeg.

Lange tager en Nøgle frem og aabner Døren, i det samme springer Emilie ud.

✂

TREDIE SCENE.

Lange. Emilie.

✂

LANGE.: Nej holdt! hvor vil du hen?

EMILIE.: Jeg kan ikke holde det ud længer. Hvor længe skal jeg dog sidde indespærret?

LANGE.: Aa du skal nok komme ud, naar vi en Gang faar Fred.

EMILIE.: Naar vi faar Fred?

LANGE.: Ja for saa bliver vi vel fri for disse Løjtnantsbesøg. Naa kom, lille Emilie, lad os nu gaa!

EMILIE.: Nej, jeg vil ikke. Jeg har jo ikke gjort de Løjtnanter noget, hvorfor skal jeg saa løbe for dem?

LANGE.: Naa det er ogsaa blot min Spøg. I Morgen naar Løjtnant Vilmer er rejst, saa skal du strax slippe ud.

EMILIE.: Men hvorfor skal han først rejse? Det kunde endda være det samme med de andre, men han -

LANGE: afbrydende.
Han?

EMILIE.: Ham kjender jeg nu saa godt, og han er den eneste, som jeg kunde have Lyst til -

405

LANGE: som før.
Du kunde have Lyst til - naa?

EMILIE.: Ja - til at snakke med om Kjøbenhavn og faa lidt at vide derovrefra. Naa, lille Fader, vær nu ikke urimelig! Du har slet ikke Lov til at befale mig saadan noget uden at give mig Grunde; du maa huske paa, at jeg er tyve Aar.

LANGE.: Ja, jeg har naturligvis ogsaa mine Grunde.

EMILIE.: Maa jeg da høre dem, for jeg har rigtignok ikke i Sinde at lade mig behandle som et Barn.

LANGE.: Naa, siden du endelig vil vide det, saa sker det af meget vigtige Grunde; det er nærmest ifølge en Anmodning fra Krigsministeriet.

EMILIE.: Fra Krigsministeriet? Men hvad har det med mig at gjøre?

LANGE.: Jo, saa længe vi har Krig, har det med os alle sammen at gjøre. Jeg skal sige dig, man frygter for, at Officererne, som skal hen at slaas med Fjenden, let kunde blive forsagte og altfor blødagtige, naar de fik for meget med Damer at gjøre, og derfor er der tilstillet os en Anmodning om, at vi ikke skal lade de Officerer, som er indkvarterede hos os, komme sammen med Husets unge Piger.

EMILIE.: Det er da en dum Anmodning. Den Krigsminister maa jo være tosset. Aa men du narrer mig.

LANGE.: Nej kom nu op med, saa skal jeg vise dig Cirkulæret fra Ministeriet. I Begyndelsen maa vi jo lystre, men siden tænker jeg nok, man kan illudere det.

EMILIE.: Men var det saa ikke bedre, om vi i Begyndelsen illuderede det? saa kunde vi altid siden være mere lydige.

LANGE.: Skulde man være ulydig, ligesom man har faaet Befalingen? Nej det gaar aldrig an.

406

EMILIE.: Men hvad skal vi da med saadan en Krigsminister! Det er jo aabenbart, at han slet ikke forstaar sig noget paa det.

LANGE.: Det maa du ikke sige.

EMILIE.: Jo det maa jeg godt sige, for paa den Maade maa vi tabe Krigen, det er da tydeligt.

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

✂ Tro du mig, Fa'r, saa vil Lykken rent os svige,
det tør jeg sige Ministeren til Trods:
naar ej Soldaten tør tale med sin Pige,
hvor skal han da hente Modet til at slaas?
Ej hun med Graad vil ham Kjækheden røve,
nej, selv hun usynlig vil føre ham an;
hun vil ham lære at slaas som en Løve.

LANGE.: ✂ Ja lær ham og før ham, naar bare du kan!

✂

2.

EMILIE.: ✂ Ja jeg har Ret - ikke? det maa du mig lade,
ej bør du lyde Regeringen i sligt,
derved Armeen jo lider megen Skade,
og jeg mig kjeder saa ganske gyseligt.
Ej tør du pine din Datter saa længe,
om andre end gjør det, saa nænner ej du,
ej kan du atter i Buret mig stænge.

LANGE.: ✂ Jo det kan og det tør og det vil jeg nu.

✂

3.

EMILIE.: ✂ Men, lille Fa'r, du er ogsaa rent af Lave,
ej du dig bryder om mit og Landets Vel.
Hvorfor skal jeg nu paa Loftet mig begrave,
hvor med det første jeg kjeder mig ihjel?
407 Men hvis du vil være grum uden lige,
nu vel da - saa prøv! men jeg taaler det ej,
da vil om Bistand jeg raabe og skrige.

LANGE: fører hende til Døren.
✂ Ja raab kun og skrig kun og gaa saa din Vej!

✂

FJERDE SCENE.

De forrige. Barding fra Haven.

BARDING.: Men hvad - Frøken Emilie! og fuldkommen paaklædt? Jeg troede, at De var Patient.

LANGE.: Det er hun ogsaa. Kom nu!

EMILIE.: Nej, jeg fejler saamænd slet ingenting.

BARDING.: Men du sagde jo, at din Datter havde en kronisk Affektion i Mellemgulvet.

LANGE.: Det har hun ogsaa. Du skal ikke tro, hvad hun siger, hun taler i Vildelse, det er Feberfantasier. - Naa kom nu, lille Emilie!

EMILIE.: Nej det er godt, Prokuratoren kom, for Fader er saa grænseløs urimelig.

LANGE.: Jeg har givet dig mine Grunde.

EMILIE.: Men det er jo ingen Grunde. Fordi der er kommet den tossede Anmodning fra Krigsministeriet -

BARDING.: Fra Krigsministeriet?

LANGE: giver ham et Vink.
Ja du veed, den Anmodning fra Krigsministeriet, om at man, hvor der er Officerer indkvarterede, skal holde de unge Piger indelukkede.

BARDING.: Holde de unge Piger indelukkede? - Naa ja!

EMILIE.: Men er det ikke en urimelig Bestemmelse?

408

BARDING.: Jo det er sandt nok.

LANGE.: Men man er dog nødt til at rette sig derefter.

BARDING.: Ja det er sandt nok.

EMILIE.: Det er sandt nok! Aa de er lige gode begge to. Men jeg vil sige dig, Fader - jeg taaler det ikke længe; du skal tage dig i Agt.

Gaar ud ad Døren.

✂

FEMTE SCENE.

Lange. Barding.

LANGE: laaser Døren efter hende.
Naa, der var nok en Krigserklæring, hahaha!

BARDING.: Men sig mig, Lange, hvad er det for en Anmodning fra Krigsministeriet?

LANGE.: Aa det er noget Sludder, som jeg bildte hende ind for at faa hende til at blive paa sit Værelse.

BARDING.: Men hvorfor skal hun det? Det forekommer mig - rent ud sagt - en lille Smule urimeligt.

LANGE: afsides.
Naa, nu vil han Skam ogsaa have Grunde. Højt. Nej, ser du, i disse Tider -

BARDING.: Ja men Fjenden kommer jo ikke her.

LANGE.: Nej, men Vennerne er nok saa farlige. Husker du Visen fra før?

BARDING.: Aa! du er bange for Indkvarteringen. Men Emilie er jo en fornuftig Pige.

LANGE.: Det hjælper ikke. Fruentimmerne er og bliver Fruentimmer. Naar de ser en kjøn Uniform og et smukt Skjæg, og især i denne Tid, hvor Hjerterne 409 er i patriotisk Bevægelse, saa er det dem ikke muligt at staa imod - de er væk paa Øjeblikket.

BARDING.: Ja men jeg skal sige dig et andet Middel, som er nok saa godt. Naar vi bilder Emilie ind, at Løjtnanten er gift eller forlovet, saa gaar hendes Tanker ikke den Vej.

LANGE.: Nej, min Bror, du kjender ikke Fruentimmerne.

BARDING.: Jeg har sgu kjendt dem ganske godt, det forsikrer jeg dig paa.

LANGE.: Ja men det er længe siden. Nej, de nuværende unge Piger er uegennyttige i deres Kjærlighed, ja de har endogsaa et Slags Sværmeri for at elske haabløst. Og man maa være grumme forsigtig med dem, for de kan let faa et Smæk, som de aldrig forvinder. Se, nu bliver saadan en Fyr her et Par Dage, og saa kommer han til et andet Sted, hvor der er andre Fruentimmer, og saa glemmer han hende. Men Pigebarnet glemmer ikke, hun holder fast paa sin lille Løjtnant, og naar der saa en Dag kommer en pæn Mand med reelle Hensigter, saa siger hun: »Nej, De maa undskylde, Pladsen er optaget.« Har jeg Ret, hvad?

BARDING.: Ja! Du bør lukke hendes inde.

LANGE: afsides.
Hahaha! lad nu Prokuratoren rende med den Besked!

BARDING.: Men det værste er, at saa kan vi andre heller ikke komme til at tale med hende.

LANGE.: Jo siden du nu engang er inde i Hemmeligheden, saa kan du gjerne se op til hende. Det er ind ad den Dør og op ad Trappen og saa Døren til venstre. Nøglen har jeg.

BARDING.: Ja jeg vilde i Grunden ogsaa gjerne opnaa den Tilladelse for min Søstersøn.

410

LANGE.: Magisteren! Hvad skal han paa min Datters Værelse?

BARDING.: Ja det er nu egentlig en Hemmelighed, men lad gaa! Jeg har tidt opmuntret ham til, at han skulde gifte sig, for han staar nu temmelig ene i Verden, og han kunde trænge til lidt Fruentimmerpleje.

LANGE.: Naa, og saa skulde Emilie pleje ham? Nej sikken en Opfindelse!

BARDING.: Ja han har set hende i Kjøbenhavn og roser meget hendes satte og forstandige Væsen.

LANGE.: Saa? hvor Pokker mon hun har faaet det fra?

BARDING.: Han fortalte, at han havde truffet hende i et Selskab, hvor der blev danset, og de to sad hele Aftenen og snakkede om Jomsvikingerne.

LANGE.: Naa! det var vel den Gang hun havde forvredet sin Fod?

BARDING.: Det talte han ikke om; men hun interesserer ham, og du kunde jo gjerne give ham Lov til at se op til hende. Du kan tro mig, han er ikke farlig.

LANGE.: Jeg tror dig. For hvad hans Udseende angaar -

BARDING.: Ja saadan smuk, det er han jo ikke. Han er mere hvad man kalder en intellektuel Skjønhed. Men han er et i alle Maader udmærket Menneske, og hvis han ikke var saa kortsynet og havde saa meget at tænke paa -

LANGE.: Saa kunde han tænke paa at gjøre Lykke hos Damerne.

BARDING.: Det kan han alligevel. Du har for ringe Tanker om Damerne; de kan nok lide saadan en Springfyr til at lege med, men til Mand vil de helst bede om en, der er solid og forstandig.

411

LANGE.: Hahaha! paa den Maade var jeg saamænd aldrig bleven gift. Nej hør nu: din Begjæring kan ikke opfyldes. Hvis din Magister virkelig elsker Emilie - som jeg ikke tror - og hvis han duer til noget - som jeg rent ud sagt heller ikke tror - saa lad ham lægge sit lærde Hoved i Blød og se at naa sit Maal uden fremmed Hjælp.

BARDING.: Ja men -

LANGE.: Her er bleven mørkt, vi maa nok have Lampen tændt. Men husk paa, jeg stoler paa din Tavshed, og det vil nu vise sig, hvor meget man kan lide paa saadan en Prokuratorsamvittighed.

Gaar ud ad den forreste Dør til højre.

✂

SJETTE SCENE.

BARDING.

✂

Ikke ret meget. Nej, naar du vil føre os bag Lyset, saa lige for lige. - Jeg maa da sagtens kunne praktisere min Jens op med til Pigebarnet, og Situationen er ganske ypperlig; under disse Omstændigheder maa han gjøre Lykke.

Mel. af E. Bruun.

✂

1.

Hist i sin Rede
hun maa sig kjede,
mens der er Liv og unge Folk hernede;
hun svagt fornemmer
de glade Stemmer,
men ak hun kommer ej af Fængslet ud.
De tabte Glæder
hun dybt begræder,
da ind en ung og dannet Herre træder;
hver Sorg maa svinde,
han vil for hende
sig vise som et himmelsk Sendebud.

412

✂

2.

Og saa han taler
og hende maler
sin søde Drøm og sine sure Kvaler;
hun vil sig gjerne
mod Faren værne
og staar imod saa tappert hun formaar.
Men min Magister
vil blive bister
og fyre løs med Aandens bedste Gnister,
og før han ender,
jeg veed, hun brænder,
hun brænder ganske op med Hud og Haar.

Hahaha! det er fortræffeligt! Naar vi nu bare havde Nøglen! Bi lidt - mon ingen af mine skulde passe? Tager nogle Nøgler frem. Havedøren aabnes. Hvem er det? Aa, det er Jens fra Haven.

✂

SYVENDE SCENE.

Barding. Anker, i Soldateruniform, fra Havedøren.

ANKER.: Maa jeg spørge -

BARDING: prøver en Nøgle i Emilies Dør.
Den vil ikke. - Naa, Jens, er du der? - Men denne maa kunne gaa ind. - Ja du kan vel ikke begribe hvad jeg har for?

ANKER.: Nej!

BARDING.: Den er for lille. Bi, jeg skal jo have en til. Prøver den sidste. Jeg skal sige dig, jeg har opdaget, at Emilie slet ikke er syg; det er blot den gamle, som har lukket hende inde. Naar jeg nu bare kan skaffe dig Audiens hos hende - det er Pokker til Laas! - saa vilde det nok gaa. Tror du ikke? Gjemmer Nøglerne og vender sig. Naa, hvorfor svarer du ikke?

ANKER: i sjællandsk Bondedialekt.
Nej, for jeg forstaar det ikke.

413

BARDING.: Men hvad? - det er jo ikke Jens. Hvem er det?

Trækker ham frem.

ANKER.: Jeg skulde tale med Løjtnant Vilmer.

BARDING.: En Soldat! Hvor tør du saadan liste dig ind i fremmede Folks Huse?

ANKER.: Jo, for jeg skulde tale med Løjtnant Vilmer.

BARDING: fatter sig.
Naa? nu skal jeg kalde paa ham. - Sig mig, kan du huske, hvad jeg sagde, da du kom?

ANKER.: Ja jeg tænker - nej jeg kan ikke huske det, hvis De ikke vil sige det end en Gang. Men saa skal jeg nok passe bedre paa.

BARDING.: Nej det kan være det samme. Banker paa Vilmers Dør. Nu kommer Løjtnanten nok.

Gaar ud ad Havedøren.

✂

OTTENDE SCENE.

Anker. Vilmer med Lys.

✂

VILMER.: God Dag!

ANKER: paa sjællandsk.
God Dag igjen!

VILMER.: Har du noget Bud til mig?

ANKER.: Nej jeg har ikke.

VILMER.: Vil du da tale med mig?

ANKER.: Ja vel vil jeg det.

VILMER.: Naa saa skynd dig lidt - jeg har ingen Tid.

ANKER.: Ja, og jeg har ingen Lyst til at skynde mig.

VILMER.: Men hvad gaar der af den Karl?

ANKER: med sin egen Stemme.
Ja hvad gaar der af den Løjtnant?

414

VILMER.: Anker - er det dig? og i Uniform?

ANKER.: Ja jeg er ogsaa bleven et Offer for Værnepligtsloven, skjønt ikke noget uvilligt. Jeg ligger for Øjeblikket i Assens og har faaet Permission paa et Par Dage for at besøge min Broder, der har kjøbt en Gaard tæt herved. Paa Vejen hørte jeg af en Karl, at du var her, og saa fik jeg Lyst til at se, hvordan du havde det.

VILMER.: Aa, jeg har det ved det gamle.

ANKER.: Ingen Forandring?

VILMER.: Slet ingen.

ANKER.: Du har altsaa opgivet din Plan med Frøken Lange?

VILMER.: Ja jeg nødes nok til at opgive den. Aa du kan ikke tænke dig, hvor jeg er gal i Hovedet. Jeg har hele Sommeren ligget i Jylland, endelig kommer jeg her til Egnen og netop til den Gaard -

ANKER.: Hvor du havde Ærinde.

VILMER.: Jeg kom hertil igaar. Aa jeg var saa glad ved en Gang at have Udsigt til at naa mit Maal. Men Frøkenen er ikke visibel, hun er syg.

ANKER.: Ja det er da ikke noget at blive vred over.

VILMER.: Jo, for jeg er overbevist om, at det er Løgn, og at hun kun bliver indelukket, for at jeg ikke skal faa fat paa hende.

ANKER.: Bi lidt - er det hende, der hedder Emilie?

VILMER.: Ja.

ANKER.: Saa har du ganske Ret. Hun bliver holdt indelukket et Sted her i Huset og fejler slet ingenting.

VILMER.: Hvoraf veed du det?

ANKER.: Jeg traf her paa en gammelagtig Fyr, som i Mørket formodentlig antog mig for en anden og saa pludrede ud med sin Opdagelse.

415

VILMER.: Det var vist Prokurator Barding, som i Dag er kommen hertil fra Odense med sin Søstersøn, Magister Glob.

ANKER.: Magister Glob! saa det er ham, som han vil skaffe Audiens hos - Nej det er kosteligt! hahaha! Magisteren er din Medbejler.

VILMER.: Aa Snak!

ANKER.: Jeg er overbevist derom. Tænk dig, Magister Glob - denne gule Pergamentslap, denne blinde Muldvarp, som roder i de gamle Gravhøje og kun en Gang imellem stikker Næsen op i Livet for at faa frisk Luft - tænk dig, han vil ogsaa med. Nej, det bliver altfor morsomt; jeg kommer til at spendere denne Aften paa dig.

VILMER.: Men kan du sige mig, hvad den Indespærring skal betyde? Hr. Lange er en prægtig Mand, han er øjensynlig glad ved mit Besøg, men han omtaler altid Emilies Sygdom med et næsten udfordrende Drilleri.

ANKER.: Han har vel hørt om eders Mellemværende i Kjøbenhavn og er nu bange for, at du blot vil have Løjer med hende. Men naar du frier ligefrem -

VILMER.: Skulde jeg gaa til Faderen, før jeg veed, om Datteren vil have mig?

ANKER.: Aa det veed du jo meget godt. Men du har Ret, det sømmer sig ikke, og det er heller ikke saa morsomt. Men naar vi nu kunde faa den gamle væk, saadan at du kunde komme til at rode om i Huset.

VILMER.: Ja hvordan skulde det lade sig gjøre?

ANKER.: Hvor kan du spørge? du har jo mig. Grunder. Lad os se! Er Lange Skandinav?

VILMER.: Det veed jeg ikke, men jeg tænker det.

416

ANKER.: Ja det skal jo være en flink og livlig Mand. - Aa det gaar nok.

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

✂ Bedste Hr. Lange,
vi skal Dem fange,
kjende De skal nu, at Magten vi har;
snart skal De sande,
at det maa strande,
naar man vil holde Soldaten for Nar.
Planen er lagt!

VILMER.: ✂ Planen er lagt!

ANKER.: ✂ Skjælv for vor Magt!

VILMER.: ✂ Skjælv for vor Magt!

ANKER.: ✂ Tag Dem i Agt!

VILMER.: ✂ Tag dig i Agt!

ANKER.: ✂ Frygt du kun ikke,
snart skal han ligge
fangen, besejret, ja knust for min Fod.
Hid med min Fjende!
og jeg skal vinde,
om det skal koste Blod.

VILMER.: Aa det har vel ingen Fare.

ANKER.: Nej, det haaber jeg egentlig heller ikke.

✂

2.

✂ Kom, det er ilde
Tiden at spilde,
nu jeg ham lokker fra hans Residens;
417 jeg gaar med Knarken,
fri er da Marken,
og du kan tumle paa Gaarden imens.
Du holder Stand -

VILMER.: ✂ Jeg holder Stand.

ANKER.: ✂ Gjør hvad du kan -

VILMER.: ✂ Gjør hvad jeg kan.

ANKER.: ✂ Saa gaar det an.

VILMER.: ✂ Blot det gaar an!

ANKER.

✂

✂ Pladsen er aaben,
brug dine Vaaben!
Stærkest er dog en forelsket Soldat;
Hjerterne har han,
Fæstningen ta'r han,
Frøkenen staar parat.

Men hør, saa maa du strax skaffe mig nogle civile Klæder.

✂

VILMER.: Ja hvor skal jeg faa dem fra? Er det saa nødvendigt?

ANKER.: Ja man kan da ikke spille Komedie uden Garderobe. Og jeg har ikke andet end en Paryk, hvormed jeg vilde narre min Broder; men den er ikke til nogen Nytte her, hvor man ikke kjender mig i Forvejen.

418

✂

NIENDE SCENE.

De forrige. Mads med en brændende Voxstabel og en lille Trappestige.

ANKER: til Vilmer.
Gaa lidt til Side!

MADS: staar op paa Trappestigen og tænder Lampen.

ANKER: gaar hen til ham, paa sjællandsk.
God Aften, Landsmand!

MADS: paa fynsk.
Nej se - hvor er du fra?

ANKER.: Jeg er fra Asminderød, hvis du veed, hvor det er.

MADS.: Ja man kan høre, at du er en Sjællænder. Ja de Sjællændere er inte saa vove, men man siger dog her, at Fynboerne er de skrappeste.

ANKER.: Ja jeg staar nu ved de første lette, og jeg tror, at det nok kan hænde sig, at vi ikke er de daarligste.

MADS.: Har du været i Krigen hele Tiden?

ANKER.: Ja - undtagen i fjorten Dage. For Anders Persen og jeg havde Lyst til at komme lidt hjem, og saa fik vi vores Permissioner.

MADS.: Forleden var her en af trettende Bataillon, han fortalte, at der var kommen en Kugle, der havde slaaet den ene Sko af ham uden at gjøre ham videre Skade. Tror du, det kan have sin Rimelighed?

ANKER.: Aa ja - den kunde saamænd gjerne have slaaet Strømpen med. Man ser saa meget af den Slags, at man ikke en Gang selv rigtig veed, om det ikke er Løgn.

MADS.: Hvad hedder du?

ANKER.: Jeg hedder Jens Povelsen Asminderød.

MADS.: Hør, Jens, du kunde gjerne siden se en Bitte ind til os i Borgestuen, for det er saa fælt morsomt 419 at høre noget om Krigen. Du kan tro, vi har hel kjønne Piger.

ANKER.: Ja saa kunde det nok hænde sig, at jeg kom. Men du maa først vise Løjtnanten en Villighed; du skal ikke gjøre det for ikke noget.

MADS.: Er det ham Løjtnanten her i Huset?

ANKER.: Ja, han vilde gjøre nogle Løjer med din Husbond, saadan lidt Komediantvæsen, og saa skulde han bruge en Trøje, som du maatte fly ham.

MADS.: Ja jeg har jo nok en Trøje, naar den bare er pæn nok. Der er jo rigtignok Skjøder paa, og hun Ane Kokkepige siger, at det er en hel pæn Trøje, naar jeg har den paa, men jeg veed nu ikke, om den er pæn nok til Løjtnanten.

VILMER: træder frem.
Naa, lille Mads - vil du saa hjælpe mig?

MADS.: Ja naar Løjtnanten vil tage til Takke.

VILMER.: Det var flinkt af dig. Men vi maa have det strax. Mit Vindue ud til Haven staar aabent, derigjennem kan du lægge det ind i Værelset.

MADS.: Det skal jeg.

ANKER.: Men du maa ikke tale et Ord derom til nogen.

MADS.: Nej saa taabelig er jeg da ikke. - Aa hvor Husbond vil blive kisteglad, naar de saadan driver Abespil med ham.

Han gaar ud til højre.

VILMER.: Naa hvad saa?

ANKER.: Lad du mig om det.

De gaa ind i Vilmers Værelse.

420

✂

TIENDE SCENE.

Barding og Glob fra Haven.

✂

BARDING.: Se, det er den Dør her. Naar jeg nu kan faa Nøglen, og jeg kan faa Lange bort i et eller andet Ærinde, saa kan vi følges ad derop. Med mindre du heller vil gaa alene?

GLOB.: Nej, nej!

BARDING.: Men saa maa du ikke strax tage fat paa Frieriet, du maa først gjøre et Par Besøg for at blive mere bekjendt med hende.

GLOB.: Naar det blot ikke tager altfor lang Tid, for jeg skal til Byen paa Lørdag.

BARDING.: Nej det er gjort i en Fart.

GLOB.: Jo for ellers var det vel bedre at gjemme det til en anden Gang.

BARDING.: Nej for Guds Skyld - saa kommer en anden og snapper hende bort fra dig imens. Og det er dog din alvorlige Plan, at du vil se at blive gift.

GLOB.: Ja, jeg tror nok.

BARDING.: Og du er jo ogsaa overbevist om, at det er Emilie Lange, dit Hjerte begjærer?

GLOB.: Ja jeg veed ingen anden.

BARDING.: Og du kan dog tage det i Betænkning? Hør, Jens, du er min Stolthed og Glæde, du er indkaldt til alle dine Examina, du har i dit sexogtyvende Aar disputeret for Magistergraden mod to kjøbenhavnske Professorer, men - jeg maa sige dig det rent ud - du har ingen Kjendskab til det kvindelige Hjerte.

GLOB.: Tror du ikke?

BARDING.: Nej det er det eneste, der mangler dig. Tro mig, du kan blive gift ligesaa let, som du kan drikke en Snaps - nej det er sandt, du kan jo ikke 421 drikke Brændevin. Men tror du ikke, at Fruentimmerne er ærgjerrige? tror du ikke, at de gjerne vil have evropæisk Berømmelse? og det faar den, som bliver din Kone.

GLOB.: Ja men -

BARDING.: Tror du, et Pigebarn er værre at besejre end to lærde Professorer? Og tænk dig, en Kone som Emilie Lange, en Kone, som ikke blot kan lave din Mad og stoppe dine Strømper - og det er en god Ting at faa sine Strømper godt stoppede - men som har historisk Dannelse, som kan tale med dig om Jomsvikingerne.

GLOB.: Det kan et Mandfolk bedre.

BARDING.: Men du kan ikke blive gift med et Mandfolk. Hvad er det ikke for en Hjælp at have en Kone? Tænk dig, al den daglige Besvær med at holde i Orden og tænde Lys og lægge i Kakkelovnen - det læsser du paa hende.

GLOB.: Det er sandt.

BARDING.: Og saa bringer Frøken Lange dig en betydelig Medgift. Hvad Gavn kan du ikke have af den? Tænk, hvor du kan forøge dit Bibliothek!

GLOB.: Du har Ret, jeg vil tage kraftig fat derpaa.

BARDING.: Bravo!

GLOB.: Jeg vil tale med Frøkenen endnu i Aften.

BARDING.: Fortræffeligt! Og hvis jeg nu er forhindret fra at følge med?

GLOB.: Saa gaar jeg derop alene.

BARDING.: Du er jo bleven en Helt. Men det er ikke nok at være modig, man maa ogsaa være snild. Der er en Methode at vinde Damerne paa, som jeg vil anbefale dig; den passer meget godt for dig, og jeg har hørt, at den skal være god.

GLOB.: Du har selv prøvet den?

422

BARDING.: Det kunde nok være, hahaha! Men det maa gjøres fint.

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

✂ Ja tro mig min Ven, man maa lirke smaat
for at virke godt
paa et kvindeligt Gemyt,
og først for at prøve sin Fjendes Magt
faar man hende bragt
i en lille lun Disput.
Disputen stiger,
man Omvej gjør,
og Øjet siger
hvad Munden ikke tør;
tilsidst, af Striden varm,
man griber hendes Arm -

GLOB.: ✂ Ja men hun?

BARDING.: ✂ Hun gjør ingen Alarm.

✂

2.

GLOB.: ✂ Men kommer det blot paa Disputer an?

BARDING.: ✂ Ja saa rutter man
med hvad Aanden bedst formaar.

GLOB.: ✂ Og altid det samme da hænder sig?

BARDING.: ✂ Ja man ender ej,
før man fat paa Haanden faar.
Forbavset blive
hun sagtens vil,
men successive
hun vænner sig dertil.
Det kommer snart saa vidt,
at hun den rækker frit -
og du ta'r den, og Byttet er dit.

423

✂

ELLEVTE SCENE.

De forrige. Lange.

LANGE.: Hvad staar I her og stikker Hovederne sammen for? Hør du, Prokurator, ingen Lurendrejeri!

BARDING.: Vær du ganske rolig!

LANGE.: Naa Hr. Magister, har De saa lært af Saxo Grammaticus, hvordan man bærer sig ad med at komme ind i et Jomfrubur?

GLOB.: Ja det kommer an paa, hvad De forstaar derved. Ønsker De en Beskrivelse over, hvordan Jomfruburet almindeligvis laa, og hvorledes det var indrettet og -

LANGE.: Nej gu gjør jeg ej! Afsides. Det er et rent Fæ!

✂

TOLVTE SCENE.

De forrige. Anker i Forklædning.

ANKER.: Allraödmjukaste tjenare!

LANGE.: Hvem er det?

ANKER.: Förlåt, att jag tar mig den underdåniga dristigheten at fråga de gode Herrarna, om Hr. Patronen inte skulle vara hemma?

LANGE: til Barding.
Det er en Svensker. Til Anker. Nej, min gode Ven, her er ingen Patron.

ANKER.: Ursäkta - de gode Herrarne fatta alls inte hvad jag menar. Men om det vore möjligt, skulle jag råka Hr. Patronen, den herran, som har den äran at vare ägare till detta landsätet.

LANGE.: Naa, det maa vel være mig. Værsgo at træde nærmere! Hvem er De?

424

ANKER.: Jag är de gode Herrarnas och i synnerhet Hr. Patronens allraödmjukaste tjenare.

LANGE.: Ja men har De ingen anden Livsstilling? for det kan De da ikke leve af.

ANKER.: Bevars! egentligen är jag domestik hos Hr. Majorn v. Ehrensugga.

BARDING.: En svensk Major, som opholder sig her i Landet? Hvor bor han?

ANKER.: Förlat mig - han bor alls inte, han vistas bara i krogen, derborte på landsvägen, med Fru Majorskan och söta lilla Fröknen.

LANGE.: I Kroen, den gruelige Svinesti? hvordan er han kommen der?

ANKER.: Jo jag skall säga Hr. Patronen - vi kom körande ifrån Odense, men vagnen vältade och gick i sönder, och så måtte Hr. Majorn och Fru Majorskan och söta lilla Fröknen ta in i krogen.

LANGE.: Fra Odense? men Vejen er jo ypperlig. Hvad var da det for en Klodrian, som var Kusk?

ANKER.: Det var jag. Jag skal säga Hr. Patronen, på backarna och bergen körer jag bra nog, men det går illa på sletta vägen. Och Fru Majorskan - hun älskar den sköna naturn - och det gör söta lilla Fröknen också - och så ropar Fru Majorskan til mig: Erik, ropar Fru Majorskan, hvad är det der hvita derborte på åkern? Hvar, Fru Majorska? säger jag. Der, säger Fru Majorskan, under de lummiga bokarnas kronor, vid den skimrande sjöns blinkande spegel, till venster, säger hon. Jag såg till venster, och hästarna, som precist förstå Fru Majorskans röst, de sågo ock till venster, och så emedan trillade vagnan ner i griften.

425

LANGE.: Hahaha! det var Pokker til Heste. Men hvordan gaar det dem nu i den Kro?

ANKER.: Ach, gunstiga Hr. Patron, det går ganska illa. Jag går till krögaren. Har ni lammstek med spenat, frågar jag. Nej, säger han. Har ni kalfstek med potatis? Nej! Har ni kalkon eller kycklingar? Nej, gunstiga Hr. Kammertjenare, jag har inte det. Det vore katten, säger jag. Hvad skal då Hr. Majoren få äta?

LANGE.: Hvor han skal faa Æde? det kan han faa hos mig.

ANKER.: Ja krögaren sade, att jag fik gå til Hr. Patronen och köpa ett par kycklingar.

LANGE.: Vist ikke - de maa herop. Vi sender Vognen efter dem.

Ringer.

BARDING.: Ja du kommer da selv til at tage med.

LANGE.: Naturligvis! Rækker ham en Nøgle. Saa kan du imidlertid gaa op til Emilie og bede hende pynte sig lidt, for vi kan nok ikke holde hende inde længer.

BARDING.: Du kunde dog gjerne først se det an.

LANGE.: Naa ja, det er sandt.

BARDING: afsides.
Det gaar fortræffeligt.

✂

TRETTENDE SCENE.

De forrige. Mads.

MADS.: Husbond ringede.

LANGE.: Ja vi skal have Wienervognen spændt for i en Fart, Anders skal kjøre mig til Kroen.

MADS: ser paa Anker.
Hahaha! Nej det er dog altfor galt.

426

LANGE.: Naa gaa nu! hvad ler du af?

MADS.: Det er dog ikke værdt med den Wienervogn, jeg er bange for, Husbond skal komme til at fortryde det.

LANGE.: Hvad skal den Snak nu betyde? Gaa nu!

MADS.: Husbond maa nu ikke blive vred, men hvad er det for en Fyr, han der?

LANGE.: Det er en Svensker.

MADS.: Naa det er en Svensker, hahaha!

LANGE.: Gaa, siger jeg.

MADS.: Ja siden Husbond vil have det. Men var det dog ikke bedre at tage den grønne Fjælevogn?

LANGE.: Lad Wienervognen spænde for!

MADS.: Naa ja, men jeg har ikke været med. En Svensker, hahaha!

Gaar.

✂

FJORTENDE SCENE.

De forrige uden Mads.

LANGE.: Men hvad gaar der af Mads? Til Anker. Kjendte De den Karl?

ANKER.: Ja jag frågade honnom nyss om Hr. Patronen vore hemme, men så såg han på mig och så skrattade han så rysligt.

LANGE: til Barding.
Haha! den gode Mads har ikke kunnet forstaa hans Sprog, og saa har han naturligvis anset ham for gal.

BARDING.: Ja det er meget rimeligt, hahaha!

LANGE: til Anker.
Hør nu, min Ven, nu kjører De naturligvis med mig til Kroen?

ANKER.: Nej, Hr. Patronen ursäkta mig, det törs jag alls inte.

427

LANGE.: Tør ikke - hvad vil det sige?

ANKER.: Högstärade Hr. Patron - jag är en fattig tjenare, och när Hr. Patronen säger, att jag skal köra, så skal jag köra, men Hr. Patron, jag törs inte - Hr. Majorn vill bli ond.

LANGE.: Hvor kan Majoren blive ond for det? han har jo selv sendt Dem herop.

ANKER.: Förlåt mig, Hr. Patron, jag är kommit här af mig sjelf, och Hr. Majorn ville bli mycket ond, om han fik höra, at jag har oroat främmande folk for hans skull.

LANGE.: De har Ret, han maa ikke vide, at De har været her. Til Barding. Den Tjener har virkelig en meget fin Følelse. Til Anker. De kan gjerne gaa.

ANKER.: Jag går genast. De gode Herrarne och i synnerhet Hr. Patronen! huru skal jag nog varmt och innerligt kunna betyga min tacksamhet for Herrarnas hjertliga emottagande? Ach, jag är en fattig tjenare, och den högsta tack ägar inga ord.

LANGE.: Naa naa, min Ven - far vel saa længe! Nej stop - hvad var det, Deres Major hed?

ANKER.: Han heter Major v. Ehrensugga.

LANGE.: Ehrensugga! og De sagde, at hans Kone var med?

ANKER.: Nej bevars! hans kona är i Stockholm. Men Fru Majorskan resar med honom och söta lilla Fröknen.

LANGE.: Naa ja, det er det, jeg mente. Er Majoren ellers en munter Mand?

ANKER.: Ja kors, en mycket trifvelig gubbe.

LANGE.: Trivelig? Naa ja, fede Folk plejer jo at være gemytlige. Men sig mig - hvor gammel er Datteren?

428

ANKER.: Söta lilla Fröknen är aderton år.

LANGE.: Aderton - naa atten? - det var prægtigt! Til Barding. Du veed nok, at jeg er en stor Nar efter unge Piger. Til Anker. Er hun smuk?

ANKER.: Ach ja - hon är utormordentlig skön. Med de blå själfulla ögonen och de rika ljusgula lockarna, som fladdra ner på axlarne, liknar hon precist en liten kärleksgudinna - den söta lilla Fröknen.

LANGE.: Død og Plage - lad os saa komme afsted! Men hvor bliver dog Mads af?

Ringer.

ANKER.: Och så säger jag farväl. När jag kommer till mit fädernesland, skal jag visst icke glömma för min fader och mine anförvandter och hela svenska folket berätta om det brödrasinne, jag har funnit hos de gode Herrarne - och i synnerhet hos Hr. Patronen. - Allraödmjukaste tjenare!

Gaar.

✂

FEMTENDE SCENE.

De forrige. Mads. Vilmer.

✂

MADS.: Wienervognen er forspændt.

LANGE.: Naa endelig!

✂

Mel. Fr. Ep. 36.

✂

1.

✂ Hr. Løjtnant, ja nu maa jeg afsted -
Farvel jeg maa Dem sige:
men før De aner, kommer jeg med
en ung og dejlig Pige.

VILMER.: ✂ Hvad? De os forlade vil?

LANGE.: ✂ Ej min Beslutning de svækker.

429

BARDING.: ✂ Nej, nu er du nødt dertil.

LANGE: ✂ Der noget er, som trækker.

Gaar hen til Garderoben og sysler med sit Rejsetøj.

BARDING og VILMER: hver for sig, sagte.
✂ Kjør kun du og rejs din Vej,
om det saa var en Uge!
Ingen Hast, gener dig ej!
jeg Tiden nok skal bruge.

BARDING: højt.
✂ Rejs du bare!

VILMER.: ✂ Rejs De bare!

BARDING.: ✂ Stol kun trygt paa mig og Jens!

BARDING, VILMER og GLOB.: ✂ Vi forsvare - vi forsvare
Gaarden her imens.

✂

2.

BARDING.: ✂ Naa skynd dig lidt!

LANGE.

✂

✂ Det haster jo ej,
de bliver nok paa Stedet.

Til Mads.

✂ Se, Mads, du tager denne Kavaj
og lægger ud paa Sædet!

MADS.: ✂ Ja men, Husbond, er det værdt?
Rejsen vil ikke Dem nytte.

LANGE.: ✂ Har du ej at lystre lært?

MADS.: ✂ Jo, jeg skal holde Bøtte.

430

BARDING og VILMER: hver for sig.
✂ Rejs du bare - det saamænd
mig hjærtelig fornøjer,
naar du kommer hjem igjen,
saa skal du høre Løjer.

ALLE.: ✂ Gid med Held nu - gid med Held nu
Reisen De fuldende maa!
Lad det hurtigt gaa!
Det skal hurtigt gaa.
Saa far vel nu - saa far vel nu!

Lange og Mads med Rejsetøj gaa ud ad Hoveddøren, Vilmer ind i sit Værelse.

✂

SEXTENDE SCENE.

Barding. Glob.

BARDING.: Naa, Jens, nu gaar det jo, som det var smurt. Slaar ham paa Skulderen. Hvad tænker du paa?

GLOB.: Jeg tænkte paa, hvad Hr. Lange før spurgte om Jomfruburet. Tror du ikke, det kunde fornøje ham, om jeg samlede nogle Notitser derom?

BARDING.: Aa det var blot hans Spøg.

GLOB.: Tror du virkelig? For ellers kunde jeg nok give ham nogle Oplysninger -

BARDING.: Det kan vi altid siden tænke paa. Nu maa vi op til Emilie, jeg har Nøglen.

GLOB.: Ja - naar du synes.

BARDING.: Husk paa Bibliotheket!

GLOB.: Ja ja!

BARDING.: Men har du ingen bedre Kjole? den ser noget luslidt ud?

GLOB.: Jo jeg har en ganske ny Kjole inde i Kammeret.

431

BARDING.: Den maa vi have paa. Man maa være i sine bedste Klæder, naar man skal ud at fri. Kom nu!

De gaa ud til venstre.

✂

SYTTENDE SCENE.*)

Anker fra Bagdøren, siden Vilmer.

ANKER.: Ud at fri! Aabner Vilmers Dør. Vilmer!

VILMER: kommer.
Hvad er du der igjen?

ANKER.: Ja jeg havde saamænd Møje nok med det. Du har lukket dit Vindue, som jeg skulde krybe igjennem.

VILMER.: Ja Lyset viftede, naar Vinduet stod aabent, og jeg skulde skrive det Brev.

ANKER.: Naa, Brevet til Emilie? hvorledes lyder det?

VILMER.: Tror du, jeg vil læse mine Breve for dig?

ANKER.: Lad mig blot faa Hovedindholdet - i en Fart!

VILMER.: Aa jeg har blot skrevet, at jeg vidste, hun ikke var syg, og at det var mig meget magtpaaliggende at faa hende i Tale, hvorfor jeg bad hende komme herned, medens hendes Fader var ude.

ANKER.: Det er godt. Se nu at faa en af Folkene til at besørge det! - Men jeg er ikke færdig endnu; Prokuratoren arbejder for sin Jens, og jeg maa give ham andet at tænke paa.

VILMER.: Hvad vil du gjøre?

ANKER.: Naturligvis spille Komedie. Men du maa absolut skaffe mig nogle Klæder.

* 432

VILMER.: Ja men jeg har jo ingen.

ANKER.: Bi lidt! der hænger jo en hel Garderobe. Den Frakke tager jeg.

VILMER.: Er du gal? Det er jo Prokuratorens egen Frakke.

ANKER.: Saa meget desto bedre. Tror du, han kjender sin egen Frakke paa min Krop?

VILMER.: Ja men, Kjære -

ANKER: tager Frakken paa.
Den passer ypperlig. - Er det ogsaa Prokuratorens Hat?

VILMER.: Nej, han gaar med Kasket.

ANKER.: Det er godt. Nu min Paryk paa og et Par Streger i Ansigtet, saa er jeg færdig. Du bliver her for at holde dem med Snak imens.

Han løber ind i Vilmers Værelse.

✂

ATTENDE SCENE.

Vilmer, siden Barding og Glob.

VILMER.: Her er Brevet. Nu gjælder det blot om at vinde Mads eller maaske heller en af Pigerne. - Ah, Prokuratoren!

Han trækker sig tilbage. Barding kommer meget hastig med Glob, som nu er pyntet.

BARDING.: Kom nu! her er Nøglen, og der er Døren.

VILMER: afsides.
Der er Døren!

BARDING.: Naa Jens, kom nu! Vender sig om efter Glob, som bliver noget tilbage, men opdager Vilmer. Løjtnanten!

VILMER.: Jeg staar og undrer mig over, hvor Prokuratoren har faaet travlt. De vilde ind ad den Dør?

433

BARDING.: Ja jeg skal sige Dem - jeg vilde - Afsides. Fordømt!

VILMER.: De vilde?

BARDING.: Jeg vilde op paa Loftet og rode i noget gammelt Skramleri. Det er nogle juridiske Dokumenter, som Lange har bedt mig gjennemse.

VILMER.: Ja saa? Og Magisteren skulde med?

BARDING.: Ja han vilde se, om der ikke skulde være noget imellem, som havde historisk Værdi. Det er saadan nogle gamle Skjøder og Forskrivninger og Familieannaler og saadan noget.

VILMER.: Virkelig! det er meget morsomt at rode i saadanne gamle Papirer. Jeg kunde have Lyst til at gaa med.

BARDING.: Aa det er ikke noget for Løjtnanten - det er saa tørt.

VILMER.: Ja men jeg har for Øjeblikket ikke noget at bestille, og naar Prokuratoren ikke har noget derimod, saa -

BARDING.: Nej Gudbevares - naar De endelig vil. Afsides. Hvad Pokker skal vi gjøre? Til Glob. Jens, hit paa noget!

GLOB: højt.
Hvad skal jeg hitte paa?

VILMER.: Hitte paa?

BARDING.: Ja - oprigtig talt, Hr. Løjtnant, vi er i Vinden for et Paafund. Men jeg vil heller sige Dem Sagen rentud. Disse Papirer indeholder adskillige Familiehemmeligheder, og derfor har Lange udtrykkelig bedt mig ikke at tage andre op med end min Søstersøn. De bliver da ikke vred?

VILMER.: Nej, hvor kan De tro det? Afsides. Hun er altsaa der oppe.

BARDING: afsides.
Ham fik jeg da narret.

434

✂

NITTENDE SCENE.

De forrige. Anker fra Havedøren i en ny Forklædning.

ANKER.: God Aften! god Aften! er Lange hjemme?

BARDING.: Nej han er ikke.

ANKER.: Saa vil jeg vente paa ham.

BARDING.: Ja det var vist bedre, om De kom igjen i Morgen, for vi veed ikke, naar han kommer hjem.

VILMER.: Aa han er her jo om en halv Time.

ANKER.: Det var rart, for jeg skal kjøre til Middelfart i Aften.

BARDING.: Men vil De ikke behage at træde indenfor! Peger paa Døren til højre. Løjtnanten er vel saa god at underholde den Herre imens.

ANKER.: Nej, jeg lider ganske godt at være her. Tager en Stol og sætter sig. Mit Navn er Brown, jeg ejer en Herregaard i Nærheden af Kolding.

BARDING.: Saa! Afsides. Hvordan skal man blive af med ham? Højt. De kjender Proprietær Lange?

ANKER.: Ja vi har i mange Aar været gamle Ungdomsvenner. Jeg vilde herind for at konsulere ham i et juridisk Anliggende.

BARDING.: Juridisk? Lange er ikke Jurist.

ANKER.: Nej jeg veed det nok. Men man siger jo, at de Sager gaar bedst, som Juristerne ikke faar Fingre i.

BARDING.: Bedste Hr. Brown, hvor kan De tro det? De vil baade spare Tid og Penge ved at henvende Dem til en dygtig Prokurator.

ANKER.: Ja maaske - det kan være. Har De Forstand paa saadan noget?

BARDING.: Ja det skulde jeg mene.

ANKER: trækker ham afsides.
Det er en Arvesag. Har De 435 set, at den rige Brown i Vestindien er død? det staar i Stiftstidenden for i Dag.

BARDING.: Nej, den er ikke kommen her endnu.

ANKER: afsides.
Det kan jeg nok begribe. Højt. Jeg er overbevist om, at jeg er hans eneste Arving, og veed De, hvad jeg ikke gjør?

BARDING.: Nej!

ANKER.: Jeg lader ikke tre, fire Millioner gaa fra mig.

BARDING.: Tre, fire Millioner? Nej det er sgu vist. - Hvordan er De da i Familie med ham?

ANKER.: Aa det er en meget indviklet Historie, og jeg har det altsammen i Hovedet, men jeg kan ikke komme ud af at sætte det sammen.

BARDING.: Ja se, det er netop derfor De skal gaa til en Jurist.

ANKER.: De har Ret. Naar jeg kommer til Middelfart, vil jeg opsøge en Prokurator.

BARDING.: Det behøver De ikke, bedste Hr. Brown, for jeg er Prokurator Barding fra Odense.

ANKER.: Saa? det var jo heldigt. Vil De maaske være mig behjælpelig med den Sag?

BARDING.: Med den største Fornøjelse.

ANKER.: Saa kan vi strax tage fat derpaa. Vil De spadsere en Tur ud med mig i Haven, saa vil jeg prøve paa at udvikle dette Sammensurium for Dem.

BARDING.: Ja jeg havde jo rigtignok et lille Ærinde først.

ANKER.: Saa kjører jeg hellere strax til Middelfart.

BARDING.: Nej Gudbevares - jeg er til Deres Tjeneste. Trækker Glob til Side. Hør, Jens, du kommer til at gaa op til Frøkenen alene. Her er Nøglen.

GLOB.: Men Onkel -

436

BARDING: til Glob.
Jeg har faaet meget gode Forretninger, og du kan godt gaa alene. Husk paa Bibliotheket!

ANKER.: Naa, Prokurator!

BARDING: til Glob.
Men lad Løjtnanten ikke gaa med. Til Anker. Hr. Brown, nu er jeg færdig. Men det er lidt køligt udenfor -

ANKER.: Det er varmt!

BARDING.: Jeg vil dog have min Frakke paa. Søger mellem Klæderne. Hvor er min Frakke?

ANKER.: Deres Frakke? Hvordan saa den ud?

BARDING.: Den er omtrent af samme Kulør som Deres. Men jeg har vel lagt den ind paa mit Kammer.

ANKER.: Det er slet ikke koldt.

BARDING.: Nej, jeg kan knappe denne her, Hr. Brown!

Aabner Havedøren for ham; de gaa.

✂

TYVENDE SCENE.

Vilmer. Glob.

GLOB: afsides.
Naar jeg nu bare vidste, hvordan jeg skulde begynde.

VILMER: afsides.
Magisteren har Nøglen. Han skal besørge mit Brev.

GLOB: gaar til den modsatte Dør og prøver paa at stikke en Nøgle deri.

VILMER.: De gaar fejl, Hr. Magister. Gjennem den Dør kommer De ikke til Frøken Lange.

GLOB: forbavset.
Frøken Lange!

VILMER.: Ja jeg veed meget godt, at De vil se op til hende, og hendes Dør er derhenne. Tillader De?

Tager hans Nøgle og aabner Døren.

437

GLOB.: Ja men De maa ikke gaa op med.

VILMER.: Nej hvad skulde jeg der? Men De kunde ved samme Lejlighed gjøre mig den Tjeneste at levere hende det Brev. Det er fra en af hendes Veninder i Kjøbenhavn, og jeg har lovet at besørge det.

GLOB.: Det Brev?

VILMER.: Ja blot levere det - og vil De saa bede hende læse det strax. Jeg synes, det maa være ganske behageligt for Dem at have et bestemt Ærinde at begynde med.

GLOB.: Det er sandt! Tak skal De have!

VILMER.: Selv Tak! Og saa beder De hende læse det strax.

GLOB.: Det skal være det første, jeg siger. Tusind Tak!

Gaar ind ad Emilies Dør.

VILMER.: Ingen Aarsag!

✂

ENOGTYVENDE SCENE.

VILMER

✂ efter en Pavse.

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

Han er der - hun har det - nu læser hun mit Brev!
Hvad kan, hvad vil hun sige? mon ej for frit jeg skrev?
Nu staar hun forbavset og grunder paa et Svar -
O bank ej, mit Hjerte! endnu er Himlen klar.

✂

2.

Hvad gjør jeg? hun tøver - Hvis hun nu ikke kom?
O saa er Haabet slukket, og fældet er min Dom.
Men tys tys! jeg sagte vil kigge lidt derind -
der er hun - der er hun - jeg hører hendes Trin.

438

✂

TOOGTYVENDE SCENE.

Vilmer. Emilie.

EMILIE.: Naa der er De?

VILMER.: Maa jeg takke Dem, fordi De var saa god at opfylde min Bøn.

EMILIE: undselig.
Ja De har jo noget meget vigtigt at sige mig.

VILMER.: Ja jeg har - hvis De vil bønhøre mig - jeg mener, hvis De vil gjøre mig den Tjeneste - Afsides - for Fanden, det gaar ikke.

EMILIE.: Hvem er det, som kommer?

VILMER.: Det er Magisteren. Tør jeg bede Dem gaa lidt her over, fører hende hen til højre Side , saa er han for kortsynet til at kjende Dem.

✂

TREOGTYVENDE SCENE.

De forrige. Glob.

VILMER: stiller sig foran ham.
Ah, Hr. Magister! er De der igjen?

GLOB.: Ja, Frøken Lange gik sin Vej! hun maa vist være kommen her ned.

VILMER.: Ja hun gik ind ad den Dør.

Peger paa den bageste Dør til venstre.

GLOB.: Naa - ind ad den Dør? Opdager Emilie. Men hvem er det?

VILMER.: Det er en Dame, som besøger mig.

GLOB.: Naa? og Frøkenen gik ind ad den Dør? Tak skal De have!

Gaar ud til venstre.

VILMER.: Ingen Aarsag!

439

✂

FIREOGTYVENDE SCENE.

Vilmer. Emilie.

✂

EMILIE: ler.
Men hvorfor jog De den arme Magister væk?

VILMER.: Veed De, Frøken Emilie, hvad Ærinde han havde oppe hos Dem?

EMILIE.: Ja han vilde besørge Deres Brev.

VILMER.: Det var blot en Indledning. Han havde ogsaa et Ærinde for sig selv - et Frieri.

EMILIE.: Aa nu vil De nok bilde mig noget ind.

VILMER.: Og hvorfor finder De det saa forunderligt?

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

✂ Hvorfor vil De da ikke tro, at mangt et fyrigt Sind
i deres dybe Øjepar med Glæde skuer ind?
Den nordiske Magister har De alt gjort ganske tam,
og tro De mig, Emilie, saa gaar det fler end ham.

✂

2.

EMILIE.: ✂ En Løjtnant altid godt forstaar at sige smukke Ting,
med Smigerord jo alle Damer kjører han i Ring;
før var De grumme flink deri, men nu dog meget mer,
De sikkert har Dem øvet stærkt, med Hentydning hvor De var i Kvarter.

✂

3.

VILMER.: ✂ Aa glem den dumme Vise dog, den taler Hovmods Ord!

EMILIE.: ✂ En Vise røber ofte bedst hvad dybt i Hjertet bor.

VILMER.: ✂ O tro mig, naar for Dem jeg staar, gaar Modet flux sin Vej.

EMILIE.: ✂ Ja De, som stod i Kugleregn, De skjælver vist for mig.

440

✂

FEMOGTYVENDE SCENE.

De forrige. Glob.

GLOB: gaar lige hen til dem.
Hun var der ikke. Men det er jo Frøken Lange.

VILMER.: Ja det kan ikke nægtes. Frøkenen vil tale et Par Ord med mig om det Brev.

GLOB.: Naa?

VILMER.: Naar De nu blot vil gaa op paa hendes Værelse, saa kommer hun strax.

GLOB.: Vil Frøkenen saa komme op, naar De er færdig?

VILMER.: Ja!

GLOB.: Tak skal De have!

Gaar ind ad Emilies Dør.

VILMER.: Ingen Aarsag!

Laaser Døren efter ham.

✂

SEXOGTYVENDE SCENE.

Emilie. Vilmer.

✂

EMILIE.: Men hvorfor lukker De Magisteren inde?

VILMER.: Fordi jeg vil tale alvorlig med Dem.

✂

Mel. af P. Heise.

✂

1.

✂ Der bor et Billed i min Barm,
det altid er tilstede.
Det fulgte mig ud i Slagets Larm,
det styrked i Farens Stund min Arm,
det var min Trøst og min Glæde.

✂

2.

✂ Og det var dig. Jeg har ej Ro,
jeg kan det ej længer dølge.
441 Sig, maa i mit Bryst dit Billed bo,
og vil du mig skjænke Haand og Tro
og gjennem Livet mig følge?

✂

3.

✂ O blot et Ord - o kun et Nik!

EMILIE.: ✂ Hvor kan vel til Svar De trænge?
Det var ikke skjult for Deres Blik,
at hvad De forlanger alt De fik,
De har det ejet saa længe.

✂

4.

VILMER.: ✂ O du er min!

EMILIE.: ✂ Ja din er jeg.

VILMER.: ✂ O Glæde, jeg knap kan rumme!

BEGGE.: ✂ O Haab, som mig fulgte hver en Vej,
din venlige Røst bedrog mig ej,
nu skal den aldrig forstumme!

EMILIE.: ✂ Der kommer nogen!

Iler ud ad den forreste Dør til højre.

VILMER: løber efter hende.

✂

SYVOGTYVENDE SCENE.

Anker. Barding.

ANKER: som kommer først, ser de flygtende. Afsides.
Ah, det er jo i Orden. Højt. Naa Prokurator!

BARDING.: Ja, bedste Hr. Brown, De kommer virkelig til at skrive det op, for jeg kan ikke finde ud af det.

442

ANKER.: Ja men jeg har jo sagt Dem, at jeg ikke kan samle det; jeg har det nok i Hovedet, men det løber saadan rundt for mig.

BARDING: afsides.
Ja jeg vil gjerne tro det, for han har nok en Skrue løs.

ANKER.: Vil De blot passe paa en Gang endnu, saa finder vi nok ud af det.

BARDING.: Naa, lad gaa da!

ANKER.: Ser De, der var nu min Fader, han havde fem Børn, som alle var lige gamle. Forstaar De?

BARDING.: Ja, det var fem Tvillinger.

ANKER.: Akkurat - det vil da sige paa mødrene Side, for ser De - ja det var nu ikke der, vi skulde begynde. Nej det var min Bedstefader - pas vel paa ham! - han hed Brown, og hans Kone - hun hed Fru Brown. - Er De med?

BARDING.: Ja!

ANKER.: De havde nu tre Sønner. Den ældste hed Peter, og den næstældste hed ogsaa Peter. Har De det?

BARDING.: Nej, det kan jeg ikke forstaa.

ANKER.: Men Herregud, det forklarede jeg Dem jo før. Det var fordi de begge to hed Peter. For - er De med? - den ene var død, før den anden blev født - nej det var omvendt, det var den anden, der var død, førend den ene blev født. Grunder. Ja saadan var det.

BARDING.: Aa, det er jo ligegyldigt!

ANKER.: Ligegyldigt? hvor kan De sige det? Den ene Peter var min Fader, og den anden var min Farbroder. Sætter De nu, at det var min Fader, som døde i Vuggen, saa maa jeg jo være en Søn af min Farbroder, og det gjør Sagen meget mere indviklet.

443

BARDING.: Men hvad hed da Deres Bedsteforældres tredie Søn? Han hed maaske ogsaa Peter?

ANKER.: Han hed ingen Ting af den simple Grund, at han var død, inden han blev født.

BARDING.: Men hvordan er det muligt?

ANKER.: Det maa De spørge Vorherre om, for dødfødt var han sgu. Men disse tre Brødre skal De nu ikke bryde Dem om, for de kommer slet ikke Sagen ved.

BARDING.: Ja men Herregud - den ene af dem var jo Deres Fader.

ANKER.: Det har De Ret i. Rækker ham Haanden. Tak skal De have, fordi De huskede mig paa det! Min Fader var altsaa en Søn af min Bedstefader, og saa var han en Broder til de tre andre.

BARDING.: Nej vist ikke, han var kun en Broder til de to.

ANKER.: De tager fejl - der var min Sjæl tre. Men lad os da gaa videre! Min Fader giftede sig nu først med min Moder, men hun døde to Aar inden jeg blev født.

BARDING.: Det er en fysisk Umulighed.

ANKER.: Det er det ogsaa; men derfor giftede min Fader sig ogsaa igjen efter tre Aars Forløb, og saa fødte han en Søn, som akkurat var lige saa gammel som jeg.

BARDING.: Nej stop, nu bliver det jo værre og værre.

ANKER.: Ja hvem har sagt Dem, at det skulde blive bedre?

BARDING.: Ja men, gode Mand - De siger Dem jo imod hele Tiden.

ANKER.: Gjør jeg! Nej det er jo Dem, som siger mig imod.

444

BARDING: afsides.
Der er intet Udkomme med det Menneske. Højt. Hør, bedste Hr. Brown, fat Dem nu og sig mig, hvordan det da hænger sammen med den rige Vestindianer!

ANKER.: Hvor Pokker skulde jeg kunne sige det? Det er jo det, De skulde hitte paa. Men hør, lad os saa gaa videre!

BARDING.: Nej holdt, nu er det gaaet vidt nok. Jeg har ikke Tid til at høre paa en gal Mands Snak.

ANKER: med vanvittige Grimacer.
Gal? sagde De gal?

BARDING.: Ja det sagde jeg.

ANKER.: Hør, Prokurator! De maa gjerne sige om mig, at jeg er fordrukken, for det er jeg, og De maa ogsaa gjerne sige om mig, at jeg er en Kjæltring, for det er jeg ogsaa; men naar De siger, at jeg er gal, saa vil jeg slaas med Dem.

BARDING.: Slaas! Afsides. Jeg maa nok ringe paa Folkene.

ANKER: trænger ham over til Havedøren.
De tror altsaa, at jeg er gal?

BARDING.: Nej Gudbevares -

ANKER.: Jeg kan se paa Dem, De tror det. Jeg vil slaas med Dem. Vent bare et Øjeblik!

Trækker Frakken af.

BARDING.: Men bedste Hr. Brown, hvor kan De tro -

ANKER.: Hold den imens!

Sætter ham sin Hat paa Hovedet, den falder ham ned over Øjnene. Anker smider Frakken paa Gulvet og iler ind i Vilmers Værelse.

445

✂

OTTEOGTYVENDE SCENE.

BARDING.: Men gode Hr. Brown, jeg mente det ikke saa slemt. Han bliver staaende en Tid uden at røre sig, endelig river han Hatten af. Han er borte! Bi lidt! Løber hen og laaser Havedøren. Nu skal han ikke saa let komme tilbage. Gud ske Lov, jeg blev af med det vanvittige Menneske - jeg ryster endnu over hele mit Legeme. Men der ligger jo hans Frakke, tager den op af Gulvet , den ser saamænd ganske ordentlig ud. Mon den ikke skulde indeholde noget, som kunde give Oplysninger? Stikker Haanden i Frakkelommen. En Nøgle! den ligner min Gadedørsnøgle. Hvad er det? - et Cigarfuteral! Det er mit. Hvor Pokker mon den Kjæltring har faaet det fra? Et Par Handsker - ogsaa mine! Nej sikken en tyvebrændt Gavtyv! Og den pæne Frakke - det er ogsaa min! Nej, nu bliver det sgu for galt.

LANGE: udenfor, tager i Havedøren.

BARDING: løber helt hen i Forgrunden.
U, der er han igjen.

LANGE: udenfor.
Luk mig op!

BARDING.: Det er Lange. Jens har ladet Nøglen sidde i - lad os tage den ud først.

Tager Nøglen ud af Emilies Dør og gaar derpaa hen og lukker Lange op.

✂

NIOGTYVENDE SCENE.

Barding. Lange.

LANGE: gnaven.
Hvorfor laaser I Døren her?

BARDING.: Det bliver man vel nødt til, naar her kommer gale Mennesker.

LANGE.: Gale Mennesker?

446

BARDING.: Ja her har været et Daarekistelem, som spurgte efter dig. Han kaldte sig Brown.

LANGE.: Jeg kjender ingen Brown.

BARDING.: Naa jeg tænkte nok, at det var en Gavtyv. Han løb fra sin Frakke og Hat, men da jeg skulde se nøjere til, saa var det min Frakke, den Æsel havde haft paa. Hatten staar her.

LANGE: ser paa den.
Det er min Hat.

BARDING: ler ærgerlig.
Det lader til, at den Fyr klæder sig paa Husets Regning. Men det er sandt, hvor er de fremmede?

LANGE.: Aa det var ikke andet end Sludder, den forbistrede Tjener har taget mig ved Næsen. Jeg kom til Kroen - de vidste ikke det mindste hverken af Majoren eller den søde lille Frøken at sige. Men faar jeg fat paa den svenske Karnalje, saa skal han ikke dø i Synden.

Der bankes indenfor paa Emilies Dør.

BARDING.: Hvad er det?

LANGE.: Aa det er vel Emilie, som har faaet Nykker igjen. Naa ja, nu kan jeg gjerne slippe hende ud, for jeg har tabt Lysten til mere Kommers. - Har du været oppe hos hende?

BARDING.: Nej, jeg fik ikke Tid for det gale Menneske.

LANGE.: Maa jeg saa faa Nøglen! Barding giver ham den. Naa, Emilie, du maa give Stunder.

Han lukker op.

447

✂

TREDIVTE SCENE.

De forrige. Glob.

LANGE.: Magisteren!

BARDING: afsides.
Av for Pokker - han er der endnu.

LANGE.: Maa jeg spørge, hvad har De at gjøre oppe hos min Datter?

GLOB.: Jo det var - det var Onkel, som -

LANGE: til Barding.
Det skal du ret have Tak for. Det er den Glæde, man har af at betro sine Venner noget; men herefter skal jeg nok passe paa mine Nøgler selv.

Han vil gaa ud ad den forreste Dør til højre, men idet han aabner den, træder Emilie ind ad den.

✂

ENOGTREDIVTE SCENE.

De forrige. Emilie.

✂

LANGE.: Emilie!

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

LANGE.

✂

✂ Nej hør, hvordan er det - hvordan er det dog nu fat?
Knap har Huset jeg forladt,
saa er alting som besat.

Til Barding.

✂ Men du som min Nøgle - som min Nøgle har forvart,
du maa gjøre mig det klart
i en Fart.

BARDING.: ✂ Ja men, kjære, gode Ven -

LANGE.: ✂ Driv nu ikke Tiden hen!

EMILIE: polisk.
✂ Ja Hr. Barding skuer grant,
han vist Rede paa det fandt.

448

LANGE, EMILIE og GLOB: til Barding.
✂ Ja hør, De det kjender - De det kjender aabenbart,
De maa gjøre mig det klart
i en Fart.

✂

2.

BARDING.: ✂ Nej det, kjære Venner - kjære Venner ej jeg kan,
medens dette kom i Stand,
gik jeg med den gale Mand;
thi vi holdt i Haven - holdt i Haven Konferens,
og min Nøgle jeg imens
gav til Jens.

LANGE.: ✂ Hr. Magister, saa maa De -

GLOB.: ✂ Maa jeg ikke være fri?

EMILIE.: ✂ Nej, Magisteren har set
allerbedst hvad der er sket.

BARDING, LANGE og EMILIE: til Glob.
✂ Ja hør, De det kjender - De det kjender aabenbart,
De maa gjøre mig det klart
i en Fart.

✂

3.

GLOB.: ✂ Men Gud - De maa ikke - De maa ikke være vred.

LANGE.: ✂ De maa give mig Besked.

BARDING.: ✂ Du maa sige hvad du veed.

LANGE.: ✂ De var hos min Datter?

GLOB.: ✂ Ja hos Frøkenen jeg var,
men hun sikkerlig mig har
holdt for Nar.

449

LANGE: til Emilie.
✂ Maa nu din Besked vi faa!

BARDING.: ✂ De nu ogsaa skrifte maa.

GLOB.: ✂ Ja De kjender det vel bedst.

EMILIE.: ✂ Nej, jeg dum er som en Hest.

ALLE.: ✂ Aa klar mig nu denne - klar mig denne Hurlumhej!
Hvem kan lede mig paa Vej?

VILMER: træder ind.
✂ Det kan jeg.

✂

TOOGTREDIVTE SCENE.

De forrige. Vilmer, siden Anker.

LANGE.: Naa? Løjtnanten! Maa vi saa bede om den Oplysning!

VILMER: aabner sin Kammerdør og vinker ad Anker, som træder ud i Uniform.
Med Fornøjelse!

LANGE.: En Soldat! - Men er det ikke den svenske Karnalje?

VILMER.: Jo det er ham, der agerede Svensker.

LANGE: til Anker.
Nej hør, din Knægt, nu bliver du mig Skam for nærgaaende. Hvor tør du understaa dig at komme for mine Øjne?

VILMER.: Undskyld, Hr. Lange - det er en Ven af mig, Landskabsmaler Anker.

LANGE.: Jeg beder om Forladelse, Hr. Landskabsmaler, men der er Maade med alting, og at narre en gammel Mand ud i Mulm og Mørke, og det oven 450 i Kjøbet i sin bedste Vogn, det er ingen Maner, nej det er mildest talt - bi lidt - holdt! Den Herre er en Ven af Løjtnanten?

VILMER.: Ja!

LANGE.: Og De var der inde med Emilie?

VILMER.: Ja jeg var.

LANGE.: Og De har formodentlig nu noget at bede mig om?

VILMER.: Ja jeg kan ikke nægte det.

LANGE: bryder ud.
Aa jeg Fæhoved - hahaha! Det er ypperligt! ganske ypperligt! Tak skal De have, Hr. Løjtnant - og De, Hr. Anker! det var ganske udmærket, hahaha!

BARDING.: Men hvad gaar der af dig! Jeg forstaar ikke en Smule deraf.

LANGE.: Nej det vil jeg Skam nok tro, for du er ogsaa bleven taget slemt ved Næsen. Til Anker. Det var vel Dem, der var den gale Mand?

ANKER.: Ja jeg maa takke Prokuratoren for Laanet af Frakken.

BARDING.: Nej hør, Lange, naar den Herre skal blive her, saa maa jeg tage bort. Han har behandlet mig paa en Maade, som -

LANGE.: Aa Snik Snak! Hvad har han da sagt?

BARDING.: Aa det var det græsseligste Vaas.

LANGE.: Er det noget at blive vred over? Gjør nu ingen Flovser!

451

✂

TREOGTREDIVTE SCENE.

De forrige. Mads.

✂

MADS.: Jeg skulde spørge, om De vilde spise til Aften.

LANGE.: Ja naturligvis! og det skal blive et fornøjeligt Maaltid.

MADS.: Og saa skulde jeg bede Husbond, om den Karl der, peger paa Anker , ikke maatte komme ud og spise med os i Borgestuen.

LANGE.: Nej, Mads, han spiser med os. Det er ingen Kammerat for dig.

MADS.: Ja men jeg er bange for, at Husbond tager fejl igjen. Han vil bestemt binde Husbond noget paa Ærmet.

LANGE.: Vær du ganske rolig. Mine Herrer, vil De tage Borddamer! Jeg maa bede om den forbistrede Svensker der, for ham er jeg ganske forelsket i; Prokuratoren kan tage sin Trøst og Stolthed, Magisteren, og Kjærestefolkene kan vel nok enes.

BARDING.: Kjærestefolkene!

VILMER.: Hr. Lange, De har altsaa ikke noget imod -

LANGE.: Nej, kjære Ven - hvad skulde jeg have imod det?

BARDING.: Men hvorfor lukkede du da din Datter inde?

EMILIE.: Ja hvorfor lukkede du mig inde?

VILMER og ANKER.: Ja hvorfor lukkede De hende inde?

LANGE.: Er der ingen, som forstaar det?

VILMER.: Nej, jeg troede rigtignok ogsaa, at det var, for at jeg ikke skulde faa fat paa Emilie.

452

ANKER.: Ja jeg med.

LANGE.: Men det var netop, for at De skulde faa fat paa hende. Hahaha - saa er det dog mig, som har narret jeg alle sammen. Ser I, Børn, jeg vidste, at de unge Folk havde et godt Øje til hinanden, men jeg tænkte som saa: han skal ikke have hende for ingen Ting, og det er dog værdt at se, om der er Liv i Fyren. Det gik ganske, som jeg ønskede, og jeg takker alle de medspillende - ogsaa Dem, Hr. Magister - for den Ulejlighed, De har gjort Dem for at more mig. - Kom saa til Bords!

✂

Mel. af E. Hornemann.

✂

1.

MADS.: ✂ Højest i Staten
knejser Soldaten,
alt han faar,
thi nu staar
enhver ham gjerne bi.

BARDING.: ✂ Ja jeg nu fatter,
hvordan han atter
ugenert
har husert
med russisk Despoti.
Jeg blev kørt om iblinde.

GLOB.: ✂ Mig har de lukket inde.

BARDING.: ✂ Men man maa dog sig finde
rolig deri.

ALLE.: ✂ De blev kørt om iblinde,
Dem har man lukket inde;
men De maa dog Dem finde
rolig deri.

453

✂

2.

VILMER: til Emilie.
✂ Jeg kun som Naade
over al Maade
prise vil,
at du til
din Haand mig værdig fandt.

EMILIE.: ✂ Aa da nu alle
ned for jer falde,
kunde jeg
heller ej
mig vise ugalant.

VILMER.

✂

✂ Hjulpet mig, som han plejer,
har denne Lurendrejer,

peger paa Anker, som bukker,

✂ o men den bedste Sejer
selv jeg dog vandt.

ALLE.: ✂ Hjulpet Dem, som han plejer,
har denne Lurendrejer,
o men den bedste Sejer
selv De dog vandt.

✂

3.

LANGE.

✂

✂ Spøgen, I øved,
Samling mig røved,
jer Besvær
havde nær
jeg lønnet med min Stok.
Men jeg nu atter
højlig den skatter,

til Anker,

✂ og jeg be'r:
kom med mer,
lidt mer af samme Skok!

454

ANKER: til Lange.
✂ Hvis Dem min Spøg fornøjer,
jeg mig taknemlig bøjer,
men af Soldaterløjer
har De vel nok.

ALLE: til Publikum.
✂ Hvis Dem vor Spøg fornøjer,
vi os taknemlig bøjer,
men af Soldaterløjer
har De vel nok.

✂

455

UDVALGTE DIGTE

456

457

✂

SANGE

✂

DRIKKEVISE
1841.
Mel. Hvis et godt Raad I følge vil.

✂ Nu er det stille; han har os forladt,
Solen, den gamle Urostifter,
og i den tavse, kølige Nat
vil vi skride til svare Bedrifter.
Borgeren snorker alt, men vi -
vi gaa paa Perlefiskeri.

✂ For os paa Bordet se vi et Hav,
Bølgerne vildt mod Kysten skummer;
med i sin dybe, skrækkende Grav
mangen kostelig Perle det rummer.
Se, hvor de funkle! Bølgen her
har laant dem af sit Gyldenskjær.

✂ Bredden er stejl, det gaar vel ej saa nemt,
frejdig vi dog paa Fangsten drage:
Kjækhed og Haab og Lystighed og Skjæmt,
det er Perler, man ikke bør vrage.
Halsen er tør, og Lysten stærk. -
det glider nok, det store Værk!

✂ Sej, mine Gutter, nu skal vi til Bunds!
Glasset det er vor Dykkerklokke,
458 dermed vi synke i den dybe Punsch,
hvor de funklende Perler os lokke.
Efter dem - rask! nu ned det gaar;
en Skaal for ham, der først dem naar!

✂

UNGDOMMEN
1854.
Mel. Mens Nordhavet bruser.

✂ Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord,
det Statsmanden aldrig kan døje;
den Stakkel skal lappe vor sprukne Jord,
det er en fortrædelig Møje.
Mens bidsk han tygger sin tørre Negl,
saa flyver glad jeg for fulde Sejl.

✂ Den dristige Flugt gjør ham stadig vred;
han jævner til venstre og højre,
hvad højt rager op, vil han trykke ned,
hver Kraft han tilbørlig vil tøjre.
Snart har han alting gjort tamt og ens,
men jeg, jeg er ham for let til Bens.

✂ Han sidder belemret af Gods og Guld,
af Titler og Hensyn og Former;
jeg klæber ej fast ved det døde Muld,
bevinget mod Himlen jeg stormer.
Men hvad jeg ser fra den høje Tind,
det kalder gnavent han Hjernespind.

✂ Og raaber saa højt han paa Kløgt og Aar,
paa Ungdom og skuffende Løgne,
459 saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar,
men tror ligefuldt mine Øjne.
Til Raad er Gubben en herlig Gæst,
men unge Øjne de se dog bedst.

✂ Ja, lidet jeg frygter for Stormens Hvin,
ej ænser jeg Vinterens Kulde;
jeg ser gjennem Sneens det tætte Lin,
at Vaaren er vaagnet i Mulde;
jeg ler ad hele den kloge Flok
og venter trøstig - den kommer nok.

✂

SØNDERJYDERNES BESØG
i Korsør, den 2. September 1865.
Mel. Menuetten af Elverhøj.

✂ Velkommen - ej til fremmed Jord,
i Danmark selv I bygge -
velkommen hid, hvor Dansken bor
i Danevældens Skygge!
Fra Livet, bøjet under Aag,
fra Buret hist, det trange,
velkommen hjem til Dannebrog
og til de danske Sange!

✂ Ak, Sangen her forstummed plat,
hvor før saa liflig drømtes,
den frøs ihjel hin Vinternat,
da Dannevirke rømtes;
og Vaaren kom med Blomsterduft
og favre Solskinsdage,
men knap i Danmarks frie Luft
vi kunde Vejret drage.

460

✂ Men nu, vi eder se paa ny,
skjønt kort er Mødestunden,
da er det som i Morgengry,
da røres det i Lunden;
hver lille Fugl da føler godt,
at dømt er Mørkets Rige,
og, halvt i Drømme, kvidrer smaat
om Dagen, der vil stige.

✂ Ja Dagen kommer, vi det veed,
skjønt kun den ses i Drømme,
den Dag, da Ørnen, som slog ned,
maa hjem til Reden rømme,
da frit i Sønderjyllands Skov
det røde Flag tør gynge,
og ikke Lærken blot faar Lov
paa Heden Dansk at synge.

✂ Ja derom vaagner Fuglekvad,
hvorhen I blandt os vandre,
og derom vil vi hjælpes ad
at drømme med hverandre.
Og om saa snart til Ørnens Klo
I atter bort maa drage,
vi veed det vist, I Brødre tro!
I komme dog tilbage.

✂

FREM, BONDEMAND, FREM
1866.
Mel. Sig, husker du ikke den lystige Tid.

✂ Hel tungt han efter sig Foden drog,
som før var saa rap;
højt Lærken over hans Hoved slog,
men han hørte den knap.
461 Hans Sans var dummet, hans Kraft som død,
hans Daad forlængst gaaet i Glem,
han angst for sammen, den Gang det lød:
frem, Bondemand, frem!

✂ Men snart han følte, der veg et Tryk
fra Sjæl, som fra Krop,
han rettede langsomt sin brede Ryg
og slog Øjnene op.
Paa Tinge hans Røst, i Kamp hans Sværd
har lydt, saa det havde Klem,
men end det kalder dog fjærnt og nær:
»frem, Bondemand, frem!«

✂ Ja, sænker end du dit Blik mod Jord,
endskjønt du er fri,
og bærer endnu du af Lænken Spor,
du før smedet var i,
og lyster det ej dig at stande som Værn
for Frihed og Fædrehjem,
er ikke dit Mod som din Arm af Jern:
»frem, Bondemand, frem!«

✂ Ja, frem! thi Maalet du ikke har naa't
med Sulet paa Bord;
fra Frimands Ret og til Stormands Daad,
saa gaar Vejen i Nord.
Ja, frem til Hjælp i den trange Tid
med Skatten, du har i Gjem,
med Folkets slumrende Kraft og Vid -
frem, Bondemand, frem!

✂ Din Moder sidder nu gammel og træt,
men frejdig i Hu,
462 sin Alderdoms Trøst og sin tabte Ret
i dig venter hun nu.
Din Moders Hus er blevet et Skur,
der inde Trækken er slem,
det gjælder at rejse den sunkne Mur -
frem, Bondemand, frem!

✂

HØJE NORD
1869.
Sat i Musik af Joseph Glæser.

✂ Høje Nord, Friheds Hjem!
ej for Mørket til at true,
men for Solen til at lue
og for Liv til at gro frem.
Lad det bryde! lad det gjære!
stem ej Strømmen! taal dens Brag!
den vil bære
Grøde til en Sommerdag.

✂ Høje Nord, Sangens Bo!
- ikke den, der dvalebinder, -
den, der tænder Glød paa Kinder,
først gjør fri og saa gjør fro.
Kald dit Kor fra Skovens Sale!
lær i Sky det Vinger slaa!
lær det dale
dybest ned til Bondevraa!

✂ Høje Nord, Haabets Borg!
hvor det op i Mulmet vælder,
hvor utrættelig det melder
Vaarfryd efter Vintersorg.
463 Nyn det ind i Drenge kjække,
saa de le ad Jætters Larm!
lad det lægge
Lys i Tanken, Staal i Arm!

✂ Høje Nord, Kæmpehal!
det er Tid, at Kraften kjendes,
det er Tid, at Sener spændes,
Tid til Stigen eller Fald.
Kald paa Heltene, der blunde!
saml i eet de skilte Raad!
og i Munde
læg os Ordet, som er Daad!

✂

VED N. F. S. GRUNDTVIGS JORDEFÆRD
1872.

✂ Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde,
længe den kæmped mod Mørket med Straalerne fulde;
sildig den sank,
stor i sin Nedgang og blank.
Æren er Guds i det høje.

✂ Kimer, I Klokker! dog ikke til Suk for den døde,
Aftenens Guld over Graven vil Morgenens møde;
kimer til Dag!
Lyset har vundet sin Sag -
Æren er Guds i det høje.

✂ Dagen, den signede, som han har prist, mens det skumred,
lyse nu over hans Støv, naar det længe har slumret,
464 fatte hans Værk,
voxe sig solklar og stærk!
Æren er Guds i det høje.

✂ Kimer, I Klokker, om Herren, som skjænked ham Kraften,
kimer om Guldet fra Himlen, der gyldned hans Aften,
kimer fra Jord.
Sejer og Fred i Guds Ord!
Æren er Guds i det høje.

✂

HØJSKOLESANG TIL VALLEKILDE
Mel. Ja vi elsker dette Landet.

✂ Det, som lysner over Vangen,
er det Aftenrød?
var monstro det Svanesangen,
som fra Sundet lød?
Blank kun staar en gylden Strime,
slukkes den paa ny?
hvad er denne Brydnings-Time?
Skumring eller Gry?

✂ Derpaa maa I unge svare,
det til eder staar,
om af Røre't sig skal klare
Dag med Krans om Haar,
om vort Hjem igen skal svømme
frelst paa Tidens Flod
og endnu sin Ungdoms Drømme
se med Kjød og Blod.

465

✂ Atter stilles Dansker-Ætten
for en aaben Dør,
Aanden flyver over Sletten
lavt, som aldrig før,
kalder daanede til Live,
puster paa hver Gnist,
at den bedste Dag skal blive
den, der kom tilsidst.

✂ Hører det, I Ungersvende!
nu sig aabner Vej,
bedre Tid staar op af denne,
hvis I svigter ej.
Hører det, I danske Piger!
eders Sag det er,
uden eder Dagen viger,
voxer kun med jer.

✂ Flokkes tæt da, Danmarks unge!
- Aanden fandt paa Raad -
til at høre, til at sjunge,
voxe op til Daad,
at en Gang I kan med Ære,
bort fra Nattens Sky,
eders gamle Moder bære
ind i Dagen ny!

466

✂

DE UNGES SANG
I VALLEKILDE HØJSKOLE
Ved Indvielsen af det ny Øvelseshus 1884.
Som en Marsch af O. Lindblad.

✂ Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg,
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gjemt under Synskredsens Rand.
End vor Røst er uden Magt
og vor Daad uden Hjem,
og om os er al Ting sagt
med det Ord: vi vil frem!
Fremad efter Livets Kranse!
Tid har vi ej til at standse.

✂ Vi veed, der end maa fares i Mag,
vi gaa som mod en gryende Dag,
men famler ej i Mulmet omkring
og skal ej hildes i Taagernes Ring.
Har vi langt endnu til Havn,
der er Vind i vore Sejl,
der er Lysning for vor Stavn,
at vi ej løbe fejl,
Trøstig fremad! tændt er Fyret,
Vej kjender han, som har Styret.

✂ Kun Fod for Fod vi se, hvor vi gaa,
med veed dog godt, hvorhen vi skal naa:
til dybt i Barm at ha' vort Kompas
og ej blot finde, men fylde vor Plads.
467 Ja, vor Gang maa blive fast -
vi er fribaarnes Æt -
og vor Higen maa faa Hast
og vor Fod blive let,
Øjet opladt, Haanden øvet,
Tanken paa Flugt over Støvet.

✂ Vi høre, hvor det kalder os frem,
vort gamle, sjunkne Fædrenehjem,
det tappert bød Aartusinder Trods,
men har nu hele sit Haab sat til os.
Vi skal rense det for Støv,
vogte tro, hvad som du'r,
vi skal slynge Vaarens Løv
om dets vejrslagne Mur -
Danmark, uden Læ af Bjerge,
vi vil dig styrke og værge.

✂ En ensom Vandring ej staar os an,
vi flokkes flux, hvor mødes vi kan,
vort Mod til Farten da bliver frit,
og det gaar frem, naar vi kjønt holde Trit.
Ja, da trave vi med Sang
over Sten, over Stok,
Vejen bliver aldrig lang
for den sluttede Flok;
slut da sammen! kort er Glæden,
snart skal vi spredt ud i Kjæden.

✂ Ja snart det sker, at vi skal afsted,
og alle Vaaben maa vi ha' med,
de slibes alt og skærpes saa smaat,
og vi vil lære at føre dem godt;
468 lære ret at gjøre lyst,
hvor vi sætte vor Fod,
og igjennem Livets Dyst
bære Ungdommens Mod;
Dagens Møje, Kampens Lue,
aldrig i os skal det kue!

✂

HJEMMETS SANG
Af »Under Snefog«.
1888.
Mel. af en tysk Minnesang.

✂ Naar Somrens Sang er sungen,
og Kulden knuger Støvet,
og Tonen dør paa Tungen,
af Stormen overdøvet,
mit Hjem, du rige, varme!
i dine Moderarme
jeg lever op paa ny.

✂ Og alt, hvad Blæsten skræmmed,
hvad Frostens Magt mon kue,
det skjærmes huldt i Hjemmet
og tø'r ved Arnens Lue,
hvert Lysglimt bli'r til Glæde,
hvert Suk la'r ud sig græde,
hvert Haab faar Luft i Sang.

469

✂

DIGTE

✂

DRØM OG LIV
1862.

✂ Han sang, og de lytted med venlig Hu
til Tonerne stærke, fulde;
de sagde: »Lykkelig er du,
dig følge de Muser hulde.
Ja syng og drøm kun Dagen lang,
saa lever paa Folkets Røst din Sang,
naar selv du er gjemt i Mulde.«

✂ Da kaldte han paa de Syners Hær,
de kom som Taager i Skare,
saa skiltes de ad og traadte ham nær
og smilte med Øjne klare,
saa drog de om ham saa broget en Krans,
saa rev de ham ind i den gladeste Dans,
det var, som Vinger ham bare.

✂ Og Synerne skifte, de fødes og fly,
som Timer rinde de Dage.
Og Sangen stiger i højen Sky
og svulmer af Lyst og Klage;
og naar den endes, den lyse Leg,
saa sidder Ynglingen fattig og bleg
og længes mod Drømmen tilbage.

470

✂ Og Sangen trænger til Hjerterne ind,
saa mange den højt berømme;
men alt som de glædes, til Sangerens Sind
de tungeste Tanker strømme:
»Hvad vandt jeg andet end Tidsfordriv?
Hvad gavner det mig, mine Drømme faa Liv,
naar Livet selv bliver Drømme?

✂ Skal jeg svæve løs mellem Himmel og Jord
og ej finde Fæste for Foden?
Kun fast i sin Jordbund Livet gror
og henter sin Kraft gjennem Roden.
Skal Lys jeg tænde og selv blive slukt?
og lever jeg kun for at sætte Frugt
og visne, naar den er moden?

✂ De sige: drøm, fly bort fra dig selv!
men hvor faar jeg selv da hjemme?
Skal jeg kaste mit Selv i Glemselens Elv,
at ej de min Drøm skal glemme?
Nej Døden er skjult under Drømmens Slør,
og lidet det baader den, som dør,
at han lever paa Folkets Stemme.«

✂ Saa vendte han Ryg til Drømmenes Slot,
han vilde sig hjem begive,
og dybt han sukked til Livets Drot:
»Nu, Herre! jeg din vil blive.
O giv mig blot, hvad de ringeste faa;
ja, Herre! lad kun mit Værk forgaa,
men hold du mig selv i Live.«

471

✂ Ej Sangen mer fra hans Læbe lød,
bort Tryllesynet var faret;
men Livet aabned sit rige Skjød,
og alle Himle sig klared.
Og visned Frugten, som nys var skabt,
og gik der en Smule Digter tabt,
et Menneske blev bevaret.

✂

LÆRKEN
1866.

✂ Hvad synger du om
saa højt i det Blaa?
hvem gjælder din Vise?
vil Sneen du prise
og visne Straa?
har Solen dig kaldet?
den skinner saa kold,
og Skoven er skallet
og Marken gold.

✂ »Jeg stiger saa højt
»jeg skuer saa vidt,
»jeg ser, at den kommer,
»den liflige Sommer
»med snare Skridt.
»Alt hører jeg vaagne
»den rislende Bæk,
»det døde og dovne
»da flyr med Skræk.

472

✂ »Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa frit
»om Taagen, der lettes,
»om Engen, der spættes
»med rødt og hvidt,
»om Snekken, der danser,
»om Sæden, der gror,
»om Glæden, der kranser
»den danske Jord.«

✂ Hvad drømmer du om
saa højt i det Blaa?
Mon Glæden kan trives,
hvor Ørnene rives
om Fugle smaa?
kan Marken os trøste
og bugnende Træ'r,
naar Fjenden skal høste
det Guld, de bær?

✂ »Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer saa vidt,
»bag Taagen der omme
»jeg øjner det komme
»med snare Skridt;
»alt hører jeg vaagne,
»hvad slumred saa fast,
»det døde og dovne
»da flyr i Hast.

✂ »Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer med Lyst,
»at Fædrenes Minde
»sit Tempel skal finde
473 »i Barnets Bryst,
»at Sagnet i Hytte
»faar Vinger igjen,
»og Drenge, der lytte,
»gaar ud som Mænd.

✂ »Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa fro
»om Vælden, der glipper,
»om Duen, der slipper
»af Ørnens Klo,
»om Freden, der kommer
»med Stordaad og Sang,
»om Sol og Skjærsommer
»i Danevang.«

✂

RISBØGEN
1866.

✂ Der er saa lyst i Skovens Hal,
thi Taget ligger nede;
den klare Dag ej længer skal
om Vej til Gulvet lede.

✂ De ranke Bøge, Vaarens Sol
fik smykket ud til Gilde,
de kasted stolt den bløde Kjol,
da Luren klang, den vilde.

✂ De blotted Issen som til Fest,
ej Frost og Sne dem skræmmer,
de strækker mod den skarpe Blæst
de nøgne Kæmpelemmer.

474

✂ Ikkun den lave Risbøg staar
med Løv paa alle Kviste,
dens Brudedragt blev brun og haard,
dog vil den ej den miste.

✂ Højt Stormen skriger: »kast dog, kast
de grimme tørre Blade!«
men tro den holder Mindet fast
fra Dagene de glade.

✂ Ja kommer Vaarens Sol paa ny
og siger: »slip nu, kjære!«
den vil bag Anemoner bly
sin gamle Kjole bære. -

✂ Vil bære den, til Timen slaar,
hvorom Smaablomster hviske,
da under Dragten brun og haard
den færdig har den friske.

✂ - O Danmark, som saa lav og svag
bag Skovens Træ'r dig fjæler,
du kjender Vintrens Favnetag
og hvordan Stormen kjæler.

✂ Den klapped dig i Huj og Hast,
da falmede din Lykke;
men som dit eget Træ hold fast
paa Somrens visne Smykke!

✂ Om de, der knejse stolt i Sky,
tør kjækt med Stormen lege,
forsmaa dog ej at søge Ly
bag Minderne, de blege!

475

✂ Thi dine Minder er dit Guld,
saa sæt dit Guld paa Rente!
ja vogt dem vel i Vinterkuld,
der er en Vaar i Vente.

✂ Hvad før dig gjorde stærk og glad,
din Krans, dit Haab, din Fane,
hold fast paa dem til mindste Blad!
lad Stormen intet rane!

✂ Hold fast, om saa al Verden lo!
hold fast, om du maa græde!
de Spirerne vil dække tro
til næste Sommers Glæde.

✂ Ja slip dem ej for Døgnets Glans,
hvad Dværgene saa hviske,
før under Mindets brune Krans
du bærer Sejrens friske!

✂

VINTERSÆDEN
1870.

✂ Det var ved Sankt Mortens Tide,
graa var Himlen, Marken kullet,
hist og her stod kun den grønne
Rug og lyste op i Muldet.

✂ Hen ad Vejen gik jeg langsomt,
Anders Hjulmand ved sin Side,
og han skred med bøjet Hoved,
talte om sin Hjertekvide.

476

✂ Om den Skat, han havde ejet,
om det Tab, han havde prøvet,
om sin unge Søn, som nylig
blegnede og faldt med Løvet.

✂ Og - mens ned ad Kindens Furer
Draabe trilled efter Draabe -
om de tolv Aars Kamp og Møje,
- ak, nu var det spildt til Hobe.

✂ Trøstens Ord mig klang i Hjertet,
men min Læbe fandt dem ikke.
Tavs jeg gik, da standsed ved hans
grønne Rugmark mine Blikke.

✂ Og jeg sagde: se paa Rugen!
(op han saa igjennem Taaren)
se, hvor ung og rank og kraftig
end den stander midt i Vaaren!

✂ Men gaar Vinden hen ad Aften
om i Nord og henter Kulde,
veed vi, at den snart vil blegne,
snart vil synke træt i Mulde.

✂ At maaske den inden føje
Tid vil ligge, skilt fra Dagen,
og i mange mørke Uger
drømme under Sneens Lagen.

✂ Tror du vel, du saa vil sige,
naar den skjules for dit Øje:
Ak, nu er mit Haab lagt øde,
nu er spildt min Kamp og Møje?

477

✂ Nej, du veed, at ved at gjemmes
times der den just det bedste,
at den, født i dette Aar, dog
først skal bære Frugt det næste.

✂ Veed, at det før Frosten gjælder
kun om rigtig Rod at vinde;
kommer sent den eller tidlig,
mere naas ej denne Sinde.

✂ Og vi veed, at siden Slangens
Gift paa Jord har plettet Glæden,
maa vi selv, hvor højst vi række,
dele Kaar med Vintersæden.

✂ Naa ej her, som Hjertet kræver,
Livets Fylde, Sommertrøsten,
men maa nøjes med en graalig
stakket Vaar i Efterhøsten;

✂ Bære, selv med furet Pande,
ikke moden Sæd til Lade;
hvad hos os som Frugt man priser,
det er kun de grønne Blade.

✂ Grønnes - det er hvad vi kunne,
skyde Løv, til Vintren kommer,
knejse kjækt til Trods for Kulden,
vokse, visse paa vor Sommer;

✂ Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

478

✂ Og hvad dette Aar saa grønnes,
sikkert modnes vil det næste,
naar vi blot har lært i Livets
rette Grund vor Rod at fæste.

✂ Thi saa bær den det, som segner,
gjemmer tro, hvad her maa falme,
indtil Vinterstormens Ligsang
ender i en Paaskesalme.

✂

TIL MENNESKEMALERNE

✂ At se paa Menneskenes Færd,
og ikke som en Drømmer,
at se med aabent Blik og nær
paa Livets, som det strømmer,
derpaa mit Hjerte gjorde Krav,
fra først sin Trang det fatted,
og Hjælpen, I mig dertil gav,
jeg altid højt har skattet.

✂ Og hvor I tegned Strømmens Løb,
dens Krusninger og Gliden,
som den imellem Enge krøb
med Hytter smaa ved Siden,
som vild den sprang fra Klippetop,
som klar den spejled Stjerner,
og som den mørk og tung slog op
mod Fjerdesals-Kaserner -

✂ Jeg fulgte villig eders Spor
og flyed ej med Angest,
naar I gik ind, hvor Mørket bor
og Gyden bliver trangest;
479 jeg taalte Muld og Dynd og Sod,
de klamme Mures Skimmel,
naar blot I mig beholde lod
en Haandsbred af en Himmel.

✂ Et Strejflys paa den sorte Flod,
af Haab en enkelt Straale,
et Vindpust af et frejdigt Mod,
saa kan jeg alting taale,
naat blot I ej gi'r Pølen Ret,
ej pjasker der som Rotter,
men elsker Renhed, kræver Tvæt,
imens I Snavset blotter. -

✂ En aandrig Fyr jeg nylig traf
i Tummelen herinde,
som har til første Paragraf,
at ældre Folk er blinde;
han skreg: »kun Skallen ser I paa,
I sidder fast i Drømmen,
men den, som Livet vil forstaa,
maa ned i Understrømmen.«

✂ Og dermed aabned han en Lem
imellem Gadens Stene,
en Flod dernede rulled frem,
men ingen af de rene;
og mens jeg mig for Næsen holdt,
ned pegede hans Handske:
»i dette Dyb,« han sagde stolt,
»det gjælder nu at granske.

✂ »Se der vi først kan komme nær,
»hvad sig i Livet dølger,
480 »og ingen Himmel med sit Skjær
»kan farve disse Bølger,
»ej Pust af Vind, ej Spor af Glans
»forvilder der vor Søgen,
»der ligger for den aabne Sans
»Realiteten nøgen.

✂ »I gamle, som kun vilde den
»med Maanesølv plettere,
»I kan nu godt gaa hjem igjen,
I bruges ikke mere;
»men Ungdommen, I næsten fik
»med Romantik forkludret,
»den skal nu faa sit sunde Blik
»restituert i Mudret.

✂ »Kun der« - men jeg om Hjørnet fløj
ind i et snævert Stræde,
hvis Luft med Smag af Stenkulsrøg
jeg aanded ind med Glæde;
en skummel Krog - for Skjønhed ej
man ellers har beskyldt den,
men Fyren havde nu for mig
helt med sin Snak forgyldt den. -

✂ Ja mal os kun den gamle Jord,
hvorpaa vi Stakler bygger,
med Syndens Gru, med Nøden stor,
med Farver og med Skygger;
men det, at Livet skal fornyes
ved Helveder at tømme,
og Mørket skues uden Lys,
det kalder jeg at drømme.

481

✂

SMAAVERS

✂

LIGE RET

Lige Ret for Mand og Kvinde,
rig og fattig, Folk og Drot,
læg og lærd, men ingensinde
lige Ret for ondt og godt.

✂

DIN FJENDE

Hvem du din Fjende kalde tør
og altid skyr med Grund,
er ikke den, som ondt dig gjør,
men den, som gjør dig ond.

✂

GJÆVE STRIDSMÆND

Til gjæve Stridsmænd regner jeg alle,
der ærlig for Fremtiden slaa
og heller end staa med dem, der skal falde,
vil falde for det, der skal staa.

✂

VED AT TRO PAA LIVET

Ved at tro paa Livet
erfares det,
ved at elske Livet
forklares det,
ved at vove Livet
forsvares det,
ved at give Livet
bevares det.

482

✂

TID OG STRØM

Følg ej med Strømmen, men følg med Tiden,
hvis du vil holde dig ung i Striden!
Kan Strømmen ta' dig,
saa vil den sluge dig,
gaar Tiden fra dig,
kan den ej bruge dig.

✂

AT VILLE

Det at leve er at ville,
det at ville er at elske;
som vi elsker Dag for Dag,
saa er Livets Vingeslag.

✂

JEG HAR FAAET EN VEN FOR LIVET

Jeg har faaet en Ven for Livet,
bedre blev der ingen givet,
hun har fyldt min Vaar med Blommer
og bragt Solskin til min Sommer,
var min Fælle tro i Striden,
er min Trøst i Skumringstiden;
alting har hun med mig delt,
hun har gjort mit Halvliv helt.

483

✂