Hostrups Digte, af hvilke der sidst i Bindet gives et lille Udvalg, er ogsaa først og fremmest Sange, skrevet til bestemte Melodier og til bestemte Lejligheder. En Række af hans Ungdoms mest kendte Studenterviser findes i »Genboerne« og i »En Spurv i Tranedans«; som en yderligere Prøve herpaa meddeles Drikkevisen »Nu er det stille«. Ved Studentermødet i Christiania 1869 blev »Høje Nord« afsunget med Joseph Glæsers raske Melodi; den blev hurtigt annekteret af Højskolerne. Af Hostrups egentlige folkelige Sange er medtaget Opsangen til Bønderne fra Forfatningskampens Tid »Frem, Bondemand, frem« (1866) og to Sange til Vallekilde Folkehøjskole. »Det som lysner over Vangen« viser især den stærke Paavirkning i Aand og Stil af Grundtvig, hans kirkelige Lærefader, til hvis Jordefærd 1872 han skrev sit mest storladne Mindedigt; »Vi fik ej under Tidernes Tryk« er ved sin jævne, fortrøstningsfulde Tone mere i Pagt med hans egen prunkløse demokratiske Indstilling. Overgangen mellem den første og den anden Periode i hans Liv, da Komedieskriveren sagde Kunsten Farvel for at blive Præst, har sit Mindesmærke i hans stærkt personlige Digt »Drøm og Liv« (1862).

Krigen 1864 og Sønderjyllands Tab gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Hostrup. Men da den første dybe Smerte var overvundet, var 11 han utrættelig i at forkynde Haabet om en Genforening efter Adskillelsen (»Sønderjydernes Besøg i Korsør, den 2. September 1865«). Dette brændende Haab giver hans Poesi dybere Aandedrag og større Vingefang, end det hidtil havde været Tilfældet. Digtene »Lærken« og »Risbøgen«, begge fra 1866, bebuder den kommende Lykketid, naar Duen slipper af Ørnens Klo, og hylder den stilfærdige Trofasthed, der skal holde ud, om saa hele Verden spotter, indtil »næste Sommers Glæde«.

Om et større Haab handler hans dybeste Digt: »Vintersæden« (1870). Bag dets Alvorstale ligger en dyb personlig Sorg; samme Vinter havde Digteren for tredje Gang mistet en Søn, og nu den mest elskede i Børneflokken. I Novemberdagens triste Mørke prædiker Vintersæden om det Foraar, der skal komme trods Død og Grav. Og Hostrup samler sin jævne Visdom i denne Strofe, som har et Ordsprogs Knaphed og Fynd:

Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

Den samme Evne til kort og klart at give en Tanke Udtryk udmærker ogsaa hans mange Smaavers, flere af dem oprindelig sat som Motto for hans folkelige Foredrag. De bedste er samlede paa denne Bogs sidste Blade.

Paa sine gamle Dage genoptog Hostrup sin Skuespildigtning, og fra hans sidste Lystspil »Under Snefog« (1888) stammer »Hjemmets Sang«. Trods al menneskelig Udvikling var den unge Digter og den gamle Præst den samme, beskeden og ægte. Han følte, at han ikke hørte til de Største, Førerne; han regnede sig selv som »en af Jenserne, som engang imellem ogsaa blev brugt til Musikken«. Men han var ogsaa ganske klar over, »at det ikke er ganske uden Værd at kunne more Folk paa en uskyldig Maade«. At dette er lykkedes ham, føler vi den Dag i Dag. I hans bedste Kunst finder væsentlige Sider af dansk Folkekarakter Udtryk: kvik Iagttagelsesevne, godmodig Munterhed, uimponeret Jævnhed, Had til Aandshovmod og Affektation.