Hostrup, C. Uddrag fra Komedier og Digte

↩ Imidlertid havde Hostrup i disse Aar arbejdet paa et nyt Helaftensstykke, der længe skulde kappes med »Genboerne« i Publikums Gunst. Han var 1844 blevet Huslærer hos Justitsraad M. B. Nygaard, om Sommeren paa Kokkedal ved Rungsted, om Vinteren i København, og hermed fortsatte han til Foraar 1847. Den yndige nordsjællandske Natur betog ham helt, og en lille Begivenhed i Eftersommeren 1844: Rygtet om en udbrudt Slaves (Tugthusfanges) Huseren, der fremkaldte Panik paa Egnen - gav ham Ideen til at kombinere et idyllisk Sommerspil med et Angreb paa det demoraliserende Fængselsvæsens Urimelighed. Det skulde være en Vaudevillekomedie, men da han først havde tænkt sig, at de »ideale« Partier af Stykket skulde have versificeret Dialog, vilde Arbejdet ikke rigtig lykkes for ham. Først da denne Tanke i Foraaret 1847 var opgivet, kunde han fuldføre »Eventyr paa Fodrejsen«. Stykket indleveredes straks til Det kgl. Teater og opførtes 1. Gang 13. Maj 1848 paa et Tidspunkt, da Stemningen var stærkt paavirket af Efterretningerne om Preussernes Indmarch i Nørrejylland. Phister spillede Skriverhans, Michael Wiehe og Hultmann de to Studenter, C. N. Rosenkilde Assessor Svale og Fru Heiberg Johanne. Det gjorde straks stormende Lykke og var i mange Aar det hyppigst opførte af Hostrups Arbejder, først i vort Aarhundrede indhentet og overgaaet af »Genboerne«. Indtil 8. Januar 1951 har det været spillet 346 Gange. Hovedpersonerne 9 i»Eventyr paa Fodrejsen« er ganske vist to Studenter, men Stykket er ikke nogen Studenterkomedie, men et virkeligt Lystspil med Sange. I Assessor Svales Strandbjerg genkendes Egnen omkring Kokkedal; Naturstemningen bidrager meget til den sommerlige Poesi, der hviler over Stykket, og som ogsaa præger den nydelige Skildring af de to elskende Par: den alvorlige Eibæk og hans Laura og den livsglade Herløv og hans jydske Johanne. Blandt de komiske Figurer hører den naive og godtroende Assessor Svale til Hostrups mest vellykkede. Skriverhans og hans Omvendelse skal ikke maales med en moderne Psykologis Alen, men han er i al Fald en taknemlig Rolle, og det samme gælder Birkedommer Krans. I teknisk Henseende virker »Eventyr paa Fodrejsen« mærkværdig gammeldags; Kompositionen er løs, Handlingen ikke altfor sandsynlig; Monologer, Afsidesrepliker og Samtaler, der belures af andre, Misforstaaelseskomik o.s.v. spiller en betydelig Rolle. Men Stykket virker levende paa en Scene; Naturglæden, Ungdomsfriskheden og det lyse Humør har stadig bevaret deres Magt over Tilskuernes Sind.