Holberg, Ludvig UDEN HOVED OG HALE

UDEN HOVED OG HALE Comoedie

126

Hoved-Personerne i Comoedien

  • ROLAND
  • LEANDER
  • OVIDIUS
  • HAAGEN
  • HENRICH
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • GUNNILD
  • MARTHE
127

Uden Hoved og Hale
Indledning

I sit første Levnedsbrev sammenfatter Holberg Indholdet af Komedien saaledes: »Hovedpersonerne er to Brødre, af hvilke den ene er overtroisk, den anden vantro. Da imidlertid en Ven forsøger at helbrede begges Fejl, udarter den enes Overtro til Vantro og den andens Vantro til Overtro. Komedien viser altsaa, at enhver Fejl bestaar deri, at man løber for langt (omne vitium in præcipiti stare), og at Reformiver driver sig selv sa vidt, at vi glider over i den anden Yderlighed. Denne Komedie er dog morsommere at læse end at se.«

Som det kan ses i de samme Erindringer (i Bind XII), havde Holberg i sin Ungdom haft en Oplevelse af denne Art. Han havde en Nat igennem troet, at et Spøgelse huserede i Værelset, hvor han sov med nogle andre unge Mennesker. Da Spøgeriet viste sig at være Indbildning, nægtede han derefter i lang Tid at tro paa Spøgelser; alt hvad man fortalte om Genfærd var lutter Kællingesnak. Senere blev det Holbergs Overbevisning, at man ikke kunde forkaste alle Vidnesbyrd om Aanders Tilstedeværelse. Ogsaa her slutter han fra egen Erfaring. I Epistel 379, der udkom 1750, skriver han »Jeg selv af egen Erfarenhed, som jeg ved tillige med en anden Person for henved 30 Aar siden haver havt, er gandske persvaderet om Spøgelsers Existence; saa at jeg derfore er gandske eenig med den, sorn troe, derudi at være nogen Realitet«.

I det latinske Levnedsbrev giver Holberg Komedien Titelen: Fratres in contraria ruentes, Brødrene der styrker sig i de modsatte Fejl. Denne Titel hænger tydeligt sammen 128 med et Vers af Horats, hvor Holberg har fundet sin psykologiske Lov udtrykt. I Horats 2. Satire i 1. Bog staar, at »naar Taaber skyr Fejl, løber de over i de modsatte«:

Dum vitant stulti vitia, in contraria currunt. Holberg indsætter 'Mennesker' (homines) i Stedet for Taaber (stulti) og bruger Verset som Motto for et stort latinsk Epigram (Libr. III, Epigr. 37), hvor han føjer historiske Eksempler til. F. Eks. holdtes Roms Borgere først i Trældomslænker; senere fik de alt for stor Frihed. I sin Kirkehistorie skrev han (1738), at Zwingli og Calvin »udrøddede ikke alleene superstitieuse [overtroiske] Ceremonier, men endogsaa all Kirke-Skik, faldende fra een Extremitet i en anden.« Og da han nogle Aar efter tilegner Frederik V Oversættelsen af Herodians Bog om de senere romerske Kejsere, priser han Marcus Aurelius: »Udi Reformationer tog han sig vare for ikke at gaae for vidt, for ikke at falde fra et Extremo til et andet«.

»Uden Hoved og Hale« er, som Holberg antyder, et filosofisk Læsedrama. Modsætningerne, der skildres, kendes fra andre Filosoffers Historie. Voltaire, som tidligt viste Foragt for Kirkens Dogmer, havde en Broder, som var en fanatisk, visionær Kristen. Deres fælles Fader, en brav og borgerlig Notar, sagde: »Jeg har to skøre Sønner, den ene af Ugudelighed, den anden af Gudfrygtighed« (J'ai deux fils fous: Tun d'impiété, l'autre de dévotion). Og den store Leibniz yndede at fortælle en Historie om to Brødre, af hvilke den ene var bleven Katolik og søgte at omvende den anden, medens denne ligesaa ivrigt søgte at vinde sin Broder tilbage for Protestantismen. Resultatet heraf blev, at de begge gensidigt overbeviste hinanden - og Enden paa det hele blev, at Gud paa Grund af deres store Iver forbarmede sig over begge!

Litteratur.F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essaist I, 1938, S. 178 ff. - Holbergs Epistler VII, S. 275 ff. - Jean Orieux: Voltaire, 1966, S. 59. - Harald Høffding: Den nyere Filosofis Historie I, 1903, S. 344 (om Leibniz).

129

PROLOGUS

SCEN. 1.

Prologus. Sganarell.

PROLOGUS.

For dette Stykke er fornøden en Fortale;
Thi det heel vanskabt er, ey Hoved har, ey Hale.
Naar kun Tilskuerne fornøyer sig og leer,
Saa, skiønt mod Reglerne, det dog Comoedi' er.
At den ey Titel har, er, mellem os at siige,
Ey just en Grille, men man kunde ey saa liige
Ophitte een i Hast, som efter Sindet stod;
Man derfor Titelen reent ude blive lod.
Man tænkte, bedre er, den uden Hoved løber,
End Folk skal siige, man i Tydske Forme støber;
Thi, sandt at siige, man ey taaler megen Skiemt.
Nu heeder det kun, at man Titelen har glemt.
At den ey Hale har, det skeer kun af en Grille,
For at forsøge, om man og kand Stykker spille
I fiire Acter, og om de u-liige Tall,
Som i et Apothek, her nødig være skal.
Man retter her i sig ey efter Doctor-Griller:
Nu læger man med fem, og nu med fiire Piller.
Hvis Stykket vel gaaer af, skiønt Acterne er Par,
I Læge-Konsten man, maaskee, Exempel tar.
Maaskee end en Barbeer sig meer ey skal betænke,
Og liige Draaber for en Patient at skienke;
Det lidt til Sagen gir, saa vel som herudi,
Hver Frihed har sin Text at deele end i Ni.
Til Stykkets Forsvar jeg vil ellers intet tale,
Det blandet er med Skiemt, med Lærdom og Morale.
130 Meest Lærdom er, man dog i hver en Act kand lee.
Der kommer Sganarell, nu faaer I det at see.

SGANARELL.

kommer ind med et Lys i Haanden, og taler til Spectatores: Har ingen af jer, Messieurs! fundet en Act af en Comoedie? Det er en stor Ulykke, en Act er bleven borte, og det got Folk har alt betalt for en heel Comoedie. Ach, ach! dersom jeg ikke finder den Act igien Gaaer om paa Theatret og lyser.

Ney den er borte. Hvad har dog ikke Fanden at bestille! Jeg har aldrig været i saadan Betryk. Nu er Tiden, at Comoedien skal spilles, og vi har ikke meer end 4re Acter. Skal vi nu give den 5te Deel af Pengene tilbage, det er jo forbandet haardt at gaae paa.

Vender sig til Spectatores igien grædende.

Ney Messieurs! ret Alvor: Har ingen fundet en Act? Hvem der har fundet den, vil jeg give 4re Skilling i Drikke-Penge. Aa, Aa, Aa, jeg elendige Menneske! saadant er aldrig hendet mig tilforn. End er til all Ulykke en Hob fornemme Folk i Dag, som vi ikke kand viise saaledes bort igien. Han, som tar mod Pengene, er ogsaa gaaet bort, og jeg er ikke Mand at giøre Udleg for 2 Skilling end siige for saa mange Penge. Men hillement, der seer jeg Vulcanus komme. Hvad mon han vil giøre her? Jeg er bange, at her ogsaa kommer nogle andre Guder ned at see paa vort Skuespill i Dag, og saa staaer vi som i Kiøge Halsjern med vore 4re Acter. Vilde endda Apollo, Minerva, eller andre Spreng-lærde Guder blive borte, saa havde det ey meget at siige; thi Vulcanus er en god ærlig Mand, der har kun en almindelig Grovsmeds Forstand.

SCEN. 2.

Vulcanus. Sganarell.

VULCANUS.

Tiden er lang om Aftenen, og jeg gider ikke arbeyde med Lys, hvorfor jeg er hid nedkommen 131 at fordrive Aftenen med at see paa dette Skuespill. Jeg troer, Jupiter ogsaa med en Hob andre Guder kommer her ned.

SGANARELL.

Tænkte jeg det ikke? saaledes gaaer det altid, naar Comoedien er i Confusion, saa kommer der meest fornemme Tilskuere. Ach Monsieur Vulcanus! eftersom han er en Smed, vil han da ikke giøre mig den Tieneste for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa den der har staalet en Act bort af vores Comoedie, som skal spilles i Dag?

VULCANUS.

Skal der være meer end 4re Acter i en Comoedie?

SGANARELL.
sagte

Det er en dummen Dievel for en Gud. Jeg var tilfreds, ingen af de andre forstod sig bedre derpaa, saa blev min Sorrig slukt. Høyt. Jo, Monsieur Vulcanus! der skal efter Reglerne være 132 5 Acter i en Comoedie. Men hvad vil I paa Comoedie, naar I forstaaer jer ikke bedre derpaa?

VULCANUS.

Jeg kommer meest for at fordrive Aftenen, at høre paa Musiqven, og see Præsentationer. Enten en Comoedie er deelt udi 10 Acter, eller i een Act, det kommer mig ud paa eet, naar jeg kun har noget for Øyene.

SGANARELL.

Ja hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saa er det best, at I gaaer paa de Tydske Comcedier i Broelegger-Strædet; thi der kand I faae at see Belejringer, Feldtslag, Gespenster, Hexerie og et halv hundrede Aars Historie paa eengang. Vore Comoedier ere Moralske, og giver nette Caracteres paa adskillige Lyder, saa der er ikkun lidt eller intet for Øyene.

VULCANUS.

Ja jeg vil dog blive her denne gang for Musiqvens skyld. Men der seer jeg en Hob andre Guder komme.

SCEN. 3.

Jupiter. Apollo. Momus. Vulcanus. Sganarell.

Jupiter og Apollo kommer ned af Luften, og Momus ind af Dørren.

APOLLO.

Jeg glæder mig over, O Jupiter! at see Comoe- dier her indstiftede efter andre polerede Nationers Exempel; hvorudi forestilles adskillige nette Caracteres, som andre Nationer endnu ikke har rørt ved. Momus brister i Latter.

JUPITER.

Det er og en pokkers Fnising paa dig, Mome! ingen Ting er dig til Maade; hvad har du nu at siige paa disse Comoedier?

MOMUS.

De ere gode nok, men ---

JUPITER.

Ja vi kiender nok din Men, du est aldrig fornøyet.

SGANARELL.

Jeg troer, om hans Velbaarenhed Jupiter selv giorte en Comoedie, saa skulde denne vanskabte Karl ogsaa vrage den. Var det ikke for Respect for Jupiter og Apollo, saa skulde jeg give dig een paa din 133 Momiske Snude, og spende dig for Rumpen, saa at du skulde falde Hovedkulds ned i Orchestret.

JUPITER.

Ingen Skieids-Ord, Sganarell! Men hør Mome! hvad har du at sige paa disse Comoedier?

MOMUS.

Comoedierne ere gode nok, dersom de ikke vare saa slette. Denne Comoedie er accurat nok; der fattes kun en heel Act. Ha ha ha!

JUPITER.

Men er det sandt at der er kun 4re Acter?

SGANARELL.

Ja Eders Velbaarenhed. Det er alt for sandt, vi savner en Act, og jeg har en af Musicanterne mistænkt derfor.

APOLLO.

Det vil aldeles intet siige. Comoedien kand derfor være lige god.

MOMUS.

Det vil intet siige, at en Vogn har kun 3 Hiul. Jeg meener, at giøre en Vogn med 3 Hiul, og en Comoedie med 4re Acter, er lige taabeligt.

APOLLO.

Dersom en Vogn kunde gaae lige saa vel med 3 Hiul som med 4re, var det ikke taabeligt at giøre eller bruge saadan een, men man maatte overlade det enhvers Phantasie. Nu kand en Comoedie udi 4re Acter indeholde alt det samme, som een udi 5, derfor giør dens Deeling intet til Sagen, men det er kun puur Pedanterie at ville vrage et Stykke for saadant.

SGANARELL.

Ach Hr. Apollo! I skal altid have en fri Loge paa Comoedierne; thi ingen Procurator kunde forsvare min Sag bedre.

MOMUS.

Jeg har igiennemlæset gamle og nye Comoedier, men jeg har aldrig seet nogen være deelt udi 4re Acter.

APOLLO.

Jeg maatte gierne spørge, hvad en Comoedie er. En Comoedie er et Speyl, som forestiller menneskelige Feyl saaledes, at den fornøyer og underviiser tillige. Naar saadant er i en Comoedie, er den god, enten den er deelt udi 2 eller 3 Acter; thi det er Hige saa lidt fornøden, som en Comoedie skal endelig endes med Ægteskab, hvilket endeel ogsaa holder for gandske fornøden, skiønt de ingen anden Aarsag kand give dertil, end at Moliere og andre har haft den Caprice. Mig synes, at 134 man engang maatte blive kied af disse Elskover, disse Ægteskabe og disse Intriguer, som sliides saa meget paa, og giør dog intet til de Caracteres, som i Comoedier afmales. Udi de Tydske Comoedier skal enten en Bye, som Troja, tages ind paa een Aften, eller Skibbrud, Troldom og Gespenster forestilles. Udi de Italienske Skuespill skal der endelig være en Harleqvin eller Nar med Ræverumpe paa Axelen eller en Racket bag ved sig. Men derfor er andre Nationer ikke forbundne til at følge deres Capricer. Ellers underkaster jeg all dette den store Jupiters Skiønsomhed, af hvis Nik det dependerer, om denne Comoedie i Dag maa spilles udi 4re Acter.

JUPITER.

Vi finder, at Apollos Tale herudi er ikke anderledes, end den pleyer at være, nemlig fuld af Viisdom og Grund, og derfor tilstæder at fare fort med dette Skue-Spill, u-anseet derudi fattes en Act, forbydende Momus at spotte viidere dermed, med mindre han vil underkaste sig min Vreede, og mine Torden-Straale, der skal afbrænde ham baade Haar og Skiæg og Knævel-Barte. Jeg vil retirere mig, og tage Sted paa Galleriet, endeel for at i agt tage Folkes Forhold og Gebærder der, endeel ogsaa for at foregaae andre med Ydmyghed, og vænne Folk fra de fornemme Griller, at det er en Skam at gaae paa Comoedie, uden de have Sted udi de middelste Loger.

De andre Guder gaaer bort, undtagen Momus.
SGANARELL.

Nu Monsieur Momus! Hvorledes befinder han sig efter den Dom?

MOMUS.

Jeg tør ikke sige andet, end at den er rett, men jeg kand tænke derom, hvad jeg vil. Comoedien, seer jeg ogsaa, har ingen Titul. Hvem er Autor til denne Hovedløse Comoedie? Gaaer han frit paa Cornoedie?

SGANARELL.

Ja. Hvad andet?

MOMUS.

Men som Stykket er uden Titel og Hoved, og uden Ende, saa burte ikke uden Autors Legeme komme ind frit, og han skulde betale for sit Hoved og sine 135 Fødder, eller lade dem blive staaende i Gangen, til Comoedien var ude.

SGANARELL.

Vær kun saa god og retireer jer ud af Comoedien, og saa kand I siden trække saa mange Kryller paa Næsen, som I vil.

MOMUS.

Tør du vove dig til at viise een af Guderne saaledes bort?

SGANARELL.

Ja det tør jeg, og sætte min Hat lige ræt.

MOMUS.

Saaledes gaaer det: Sandhed er ingensteds lidt.

SGANARELL.

Hvad Sandhed? I har aldrig været for Sandhed. I laster kun alting, enten det er ret eller galt, enten I forstaaer eller ey. De Folk, som criticerer skarpest, ere undertiden de største Dosmere; thi Skiønsomhed 136 bestaaer ikke udi at laste alting, men udi at dømme ret og grundig, roese det, som er Roes værd, og laste det, som er Last værd. Vi kand nok liide u-partiske Dommere, men ikke slig Avindsyge Trold, der komme alleene for at laste. Fort her ud! eller jeg sætter, min Troe, Ild i jer Skiæg.

Jager ham ud.

See mig engang til den Karl, hvordan han kand bryste sig. Han er dog kun Rumpen af Guderne.

Til Spectatores.

Nu vil vi begynde strax at spille med de 4re Acter, vi har, og jeg haaber, at ingen legger os det til Last, efterdi Jupiter har autoriseret Comoedien. Hvordan den ellers er, eller bliver forestillet, derom maa Apollo dømme. Ellers kand I bilde jer ind, Messieurs, at dette Præludium var en Act. Det kommer paa eet ud; vil kun Musicanterne spille os et Stykke herpaa, saa vil det lade i det ringeste, som det er den første Act. Man maa hielpe sig i Nøds Tiid, som man kand.

Gaaer ud.
137

ACTUS I

SCEN. 1.

Ovidius. Eleonora. Pernille.

ELEONORA.

Men min kiære Monsieur Ovidius, er det dog ikke en Hierte-Sorg at høre en tale saaledes, som man har fæstet saadan Kierlighed til? Jeg har altid tænkt, at det var Ungdoms Ubetænksomhed, som vilde forgaae med Alderen, men jeg merker at det tar heller meer til. Naar jeg beder ham gaae i Kirken, siiger han, at han vil gierne giøre det, men alleene for min skyld. Naar jeg raader ham til Gudsfrygt, svarer han: hiertelig gierne, naar jeg kand giøre hende nogen Tieneste dermed. Naar jeg svarer ham: I skal giøre det for at tienne Gud, ikke mig; da siger han: Jeg dyrker ikke Guder, men alleene Gudinder; I er min Gudinde, og at føye jer, der i bestaaer min Religion. Naar jeg da spør ham: Har I slet ingen Religion? svarer han spotviis: Jeg kand ingen have; thi min Broer Roland har sluget saa meget ind deraf, at der er slet intet til overs for mig.

OVIDIUS.

Min hierte Jomfrue! jeg veed ikke, hvilken af mine Brødre jeg meest har Aarsag at ynke. Den ældste nemlig Roland omgaaes ikke uden med Hexer og Spaa-Kiellinger, der bringer ham af een Vildfarelse i en anden. I Gaar vilde han ikke gaae ud af Dørren, fordi hans Hosebaand var gaaet i stykker, eftersom han har fundet i en Spaadoms Bog, at saadant er et ont omen; hvorvel jeg viisede ham, at Hosebaandet var saa gammelt, at det ikke kunde holde længer. Min yngste Broer Leander derimod, som har den Lykke at være forlovet 138 med Jomfruen, bevæges af ingen Ting, omendskiønt han saae Tegn paa Himmelen. Men det maa være Jomfruen nok, at han elsker hende; han kommer selv at svare for sin Troe.

ELEONORA.

Ach! hvis jeg elskede ham ikke saa meget, gik saadant mig ikke saa høyt til Hierte.

OVIDIUS.

Hun faaer at skikke sig derudi, Jomfrue! og trøste sig dermed, at Alderen kand giøre Forandring derudi; thi jeg har kiendt adskillige Mennesker ligeledes sindet, som han, men paa deres gamle Alder er falden til stor Devotion. Ligesom jeg har kiendt andre, der udi deres Ungdom har været lige saa superstitieux som min Broder Roland, og dog siden ere blevne de største Hadere af Overtroe. Kunde jeg kun faae den forbandede Smede-Kone her af Naboelavet; thi saa længe hun har sin Gang udi Huuset, bringes han dybere og dybere udi Overtroe.

ELEONORA.

Men skulde det ikke være let at faae saadan gemeen Kielling af Veyen?

OVIDIUS.

Ney, I skal selv slutte, min hierte Jomfrue! at det er ikke saa let, naar I hører Omstændighederne der om. Samme Qvinde fører med hendes Consorter et udvortes hellig Levnet, hvormed de har indtaget adskillige eenfoldige Mennesker, saa at legge Haand paa dem, var ligesom at legge Haand paa Religionen selv; Ja man vandt intet dermed, uden man underkastede sig Fortræd, og fik Navn af u-gudelig.

ELEONORA.

Men den Qvinde gir sig jo ud for at kunde spaae, viise igien, løse og binde Fanden, og andet deslige, som i Christelige Lover er forbudet.

OVIDIUS.

Det er sandt. Men mange fornemme Folk, som hun ved sin Skinhellighed har indtaget, holder for, at det er Himmelens Gaver, saasom de ikke kand troe, at en Qvinde, der idelig ligger næse-gruus i Kirken, og gir en stor Deel af de Almisser, hun faaer, til andre Fattige, kand practicere noget u-lovligt. Om ingen anden hindrede mig i mit Forsæt, saa er det nok, at min ældste 139 Broer Roland holder hende for en Prophetinde. Ach ach! jeg er saa bange for een Ting.

ELEONORA.

Hvad er det?

OVIDIUS.

Den samme Kielling har en Dotter paa 20 Aar, som ikke seer ilde ud. Den samme Piige begynder at efter-abe Moerens Skinhellighed, og er meget vel lidet af Roland. Jeg er bange, Jomfrue! ---I kand selv tænke, hvad jeg vil siige.

ELEONORA.

Ach! Himmelen forbyde, at han skulde fatte Kierlighed til hende.

OVIDIUS.

Jeg vil ikke haabe, at han forfalder til saadant. Jeg har endnu ingen Aarsag at tillegge ham saadanne Tanker; thi det er kun Gisninger af mig. Troe mig, hierte Jomfrue! at jeg har større Sorg for min ældste Broer, end for den yngste, som er hendes Kiereste. Thi man kand trøste sig derved, at Alder og Fortræd kand bringe ham af sin Vantroe.

PERNILLE.

Jeg vil ikke ønske ham ont, efterdi han er Jomfruens Kiereste; men jeg saae gierne, at han havde saadan en Feber paa Halsen, som jeg trækkedes med forgangen Aar. Saadan Sygdom kunde nok komme ham at krybe til Korset. Jeg var ikke heller all for rigtig tilforn, men jeg svede en Hob Vantroe ud i den Sygdom.

ELEONORA.

Du maa ikke ønske ham syg, Pernille.

PERNILLE.

Troe mig, Jomfru! at en god ærlig Sygdom er ikke at misunde slige Folk. Jeg vilde ønske, at jeg var en Doctor for samme Aarsags skyld. Jeg skulde, min Troe, give Ordre til en god Feber eller Guulsoet, at indqvartere sig paa 14 Dage i hans Mave. Thi visse Folk tænker aldrig paa det tilkommende førend de seer sig udi Døds Fare.

OVIDIUS.

Hun har, min Troe, ikke Uret derudi. Men jeg vil kalde paa Leander, at han kommer ud til Jomfruen.

Gaaer ind.
140

SCEN. 2.

Eleonora. Pernille. Leander.

ELEONORA.

Men hvem synes dig meest er at ynke, enten Roland eller Leander?

PERNILLE.

Ey Jomfrue! Hendes Kiereste blir nok god; Vantroe forgaaer ved Alderen, men Overtroe tar meer og meer til. Men der kommer han.

LEANDER.

Ach allerkiereste Leonora! er hun der? hvordan har hun sovet i Nat? min Dukke! Men hun er altid saa sorrigfuld. Hvad ligger hende paa Hiertet? siig mig det lille Leonora! Bild jer ind at jeg er jer Skrifte-Far.

PERNILLE.

Gid jeg kun var jer Skrifte-Far; Jeg skulde, min Troe, dømme jer til at æde Mask og drikke Vand i et heelt Aar, indtil I giorde Poenitentze.

LEANDER.

Men Pernille! hvad har du at siige paa mit Levnet? Jeg er, min Troe, saa Gudfrygtig, saa det er en Skam, og har saa sterk Troe, at jeg fuldkommelig troer, at Jomfruen nægter mig ikke at kiøre i Kane med i Eftermiddag, dersom det vil klare noget op i Luften.

ELEONORA.

Ach Leander! Lad dog fare saadan ugudelig Snak! mit heele Legem skielver, naar jeg hører det. Seer jer i Exempel paa mange Ryggesløse Mennesker, der, som I, har foragtet alle Gudelige Formaninger, og derover hendøde udi Fortvilelse. Hvert saadan Ord er som en forgiftig Piil, der saarer mit Hierte til Døden. Betænk jer egen Velfærd. I taber jo intet derved, at I troer et tilkommende Liv.

LEANDER.

Vil hun have en Koppe Chocolade, min Engel! eller Thee? Jeg kand ikke erindre, hvad hun helst drikker om Morgenen.

PERNILLE.

Ach! er det mueligt? Jeg tænkte, at saadan Tale skulde have presset Taarene af hans Øyene, men det er ligesom man slaaer Vand paa en Gaas, han svarer om Thee og Caffee. Ach Jomfru! spild jer Ord ikke saa u-nyttig; I seer hvor slet Virkning de har. Jeg troer, det 141 var lettere at bringe en Varulv udi Troen end jer, Monsieur Leander!

LEANDER.

Hvad har du paa min Troe at siige? Pernille!

PERNILLE.

Aldeeles intet, Monsieur! thi I har jo slet ingen.

LEANDER.

Jeg troer ligesaa meget som du, og kand skee meere.

PERNILLE.

I troer jo, at alt, hvad som siges jer om Siæ- lens Udødelighed, om gode og onde Aander, om det tilkommende Liv, er Digt.

LEANDER.

Seer du vel; Naar jeg troer, at det er Digt, saa troer jeg dog noget. For Exempel: Naar andre Folk troer, at du har din Jomfrudom, og jeg troer, at den er fløyten for længe siden, saa troer jeg jo lige saa vel som andre, skiønt paa en anden Maade.

ELEONORA.

Ach Pernille! holdt mig. Jeg er færdig at daane af Alteration over den Tale.

LEANDER.

Ach min allerkiereste Jomfrue! Legger hun det saa meget paa Hiertet?

ELEONORA.

Skulde jeg ikke legge paa Hiertet saadanne Ord af dens Mund, som jeg har forbundet mig til at leve og døe med?

LEANDER.

Jeg forsikrer hende, at jeg ikke oftere skal tale saaledes. Giv jer tilfreds min Dukke! Jeg vil troe for hendes skyld alt, hvad hun befaler mig at troe. Trin ind et Øyeblik med mig. Pernille! kom du ogsaa ind.

PERNILLE.

Monsieur! I maa ikke vanhellige jer Huus med sliige u-reene Dyr, som jeg, der har mist deres Jomfrudom.

LEANDER.

Jeg merker, disse Piger kand ingen Skiemt taale.

SCEN. 3.

Pernille. Roland. Haagen.

PERNILLE.

Jeg er gall, som legger saadant paa Hiertet. Han taler bespottelig om Helgene selv, hvordan kand en stakkels Tienneste-Piige, som jeg, da vente andre 142 Complimenter? Men der seer jeg den ældste Broer komme; han er heller ikke med de Klogeste, skiønt hans Galskab er paa en anden Maade. Hans Tiener, Monsieur Roland!

ROLAND.

God Morgen, Pernille!

PERNILLE.

Her seer jeg en skiøn Syenaal ligge, som jeg maa tage op. Fy den er uden Hovet.

ROLAND.

Det betyder dig intet got Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt Monsieur. Thi som den ingen Hovet har, saa er den u-brugelig.

ROLAND.

Du forstaaer ikke, hvad jeg vil siige. Har du læset din Morgenbøn i Dag?

PERNILLE.

Ney Herre, ikke uden det kand regnes for Morgenbøn, at jeg sagde: Herre Gott! da jeg strakte mig paa Sengen i Maares tilig.

ROLAND.

Du kommer vist nok i Fortræd, eller faaer onde Ord i Dag. Thi hvo der finder en afbrudt Syenaal om Morgenen, førend den har læset sin Morgenbøn, faaer enten Hugg eller onde Ord.

PERNILLE.

Jeg veed det nok Monsieur.

ROLAND.

Hvorfor tog du den da op?

PERNILLE.

Fordi der er aldrig nogen Dag, uden Jomfruens Moer knurrer paa mig. For Tieneste-Piger, som har knarvurren Herskab, betyder saadant altid Ont. Ligesom naar Herren fastende vil stikke sit Hoved igiennem Vinduet udi Høybroestrædet, betyder det ufeylbar, at en Vogn vil komme forbi; thi saasom der altid er fuld af Vogne i den Gade, saa kand det ikke slaae feyl.

ROLAND.

Hey saa! begynder du ogsaa at raisonnere? Jeg er bange for, at min Broer Leander med Tiden forfører baade vort og jer Huus til Vantroe.

PERNILLE.

Jer Broer Leander kand jo ingen Troe have.

ROLAND.

Hvi saa?

PERNILLE.

Jeg kand ikke begribe, hvorfor nogen i den heele Gade kand have mindste Troe.

ROLAND.

Hvad vil det siige?

143
PERNILLE.

Jo Monsieur! I har jo sluget op saa meget Troe, som en heel Gade kunde være hiulpen med. I troer jo alt, hvad som troes kand, indtil paa gamle Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder.

ROLAND.

Vil du drive Spot med mig, din Laptaske?

PERNILLE.

Herren spaaede dog ret, at jeg fik onde Ord i Dag; Men var jeg ikke saa Næseviis, som jeg er, saa havde jeg nok gaaet fri, endskiønt jeg havde fundet 16 afbrudte Syenaaler.

ROLAND.

Hør Mademoiselle! vær saa god og pak jer herfra. Jeg merker nok, hvad jer Klokke har slaget. Jeg vil ikke, at I skal have nogen Omgiengelse med mine Folk. Pernille gaaet ind.

SCEN. 4.

Roland. Haagen. Pernille.

ROLAND.

Ach! jeg har været ælendig plaget af Marren i Nat, Haagen! Jeg var ikke mægtig til at faae min Mund op; thi saa snart jeg vilde tale, saa holdt hun for min Mund. Jeg var ligesaa vaagen som jeg nu er, og kunde see en tredobbelt Guld-Ring, som hun havde paa Fingeren. Jeg kand dog ikke begribe, hvor hun kunde komme i Nat, thi jeg havde dog Staal i Sengen hos mig, og jeg stoppede alle Nøgel-Hullene til i Kammeret. Jeg kand dog ikke erindre, om jeg glemte een Ting, som er det fornemste, nemlig, om jeg satte mine Tøfler bagvendte for Sengen. Haagen! kand du ikke erindre det? hvorledes stod mine Tøfler, da jeg kaldte paa dig i Maares?

HAAGEN.

De stode paa Gulvet.

ROLAND.

Din Slyngel, jeg meener, stode de bagvendt, eller ey?

HAAGEN.

Jeg veed ikke, hvad som Herren kalder for 144 og bag paa Tøflene; Tøfler har jo hverken Hoved eller Rumpe.

ROLAND.

Du Giæk, jeg meener, om Hælene vendte til eller fra Sengen.

HAAGEN.

Mig syntes, een Hæl stod i Sør, den anden i Nord-Vest, een Tøffel vendte Rumpen til Speilet, og den anden vendte Rumpen, med Permission, til Herren. Ellers, om det skulde komme paa min Eed, sagde jeg reent ud, at jeg ikke kunde erindre det, førend jeg løsligen forsvor mig. Det kand jeg dog fuldkommen erindre, at de ikke stode liige.

ROLAND.

Ja der har vi det, der har vi det. Jeg glemte det fornemste. Men see mig til den Marre engang, saa snart hun finder mindste Ting forsømt, benytter hun sig deraf.

HAAGEN.

Ha, ha, ha, det er en egen Tale.

ROLAND.

Jeg merker nok, at du omgaaes med min Broer Leanders Tiener iblant, thi du har virkelig nogle af deres Nykker. Jeg har kiendt mange Mennesker, der ligeledes har foragtet saadant, men nu synger de en anden Tone. Der kunde ingen være verre end gammel Gunnild tilforn; hun troede hverken Nøk, Varulv, Nissen, Marre, Underjordske, Hælhest, etc. Hun loe af alle Historier om Geister og Spøgelser. Men spørg hende nu! Siden den Tid hun blev indtagen i en Høy, synger hun en anden Sang; hun lærte saa meget i et halv Aar, hun var i samme Høy, af Biergtrold, at hun nu er ligesaa klog som Sybilla fordum.

HAAGEN.

Men hvorledes kom hun ud af Bierget igien?

ROLAND.

Hun var satt et halv Aar paa Stie, og imidlertid arbeydede hemmelig paa et Hull udi Bierget, hvilket hun bragte til Fuldkommenhed, Dagen før hun skulde slagtes. Saa snart som der var kommen Hull paa Bierget, og Dagen begyndte at skinne derudi, bleve alle Biergtroldene forvandlet til Steen.

PERNILLE.
kommer ind, luurende sig paa dem

Jeg har og kiendt en Kone, som sagde sig at have været udi et 145 Bierg, men da Docteren gav hende en Vomitif, kastede hun det heele Bierg op, saa at man hørde hende ikke meer tale derom.

ROLAND.

Kommer du nu igien? Du taler om Doctore, Pernille! Ja Doctere! det er nogle herlige, de vil bilde os ind, at alting er Sygdom, at de kand fortiene Penge derved. Men hvad heedte den Kone?

PERNILLE.

Man kaldte hende store Marthe. Hun var fra Ebeltoft.

ROLAND.

Jeg kiender hende. Hvorfor talte hun ikke meere derom? Hun var bange for Docterne, at de skulde give hende en Vomitif igien. Jeg kiender nok store Marthe, som var fremsynet.

PERNILLE.

Er vi andre da bagsynet?

ROLAND.

Veedst du ikke, hvad det er at være fremsynet?

PERNILLE.

Ney, hvorledes blir man fremsynet?

ROLAND.

Man kand blive det paa mange Maader, i sær naar man kiiger mellem et Nøgel-Hull paa en Kirke Dør.

HAAGEN.

Hun er saa dum som et Fæ. Men der kommer Monsieur Ovidius.

SCEN. 5.

Ovidius. Roland. Haagen. Pernille.

OVIDIUS.

Monfrere! du seer saa ilde ud i Dag. Est du ikke vel?

ROLAND.

Ney jeg er ikke; jeg har haft en meget uroelig Nat, thi Marren har reedet mig.

OVIDIUS.

Monfrere skulde ikke spiise meget om Aftenen; Jeg har selv været piaved dermed i gamle Dage, i sær naar jeg aad noget sildig, saa jeg merkede, at det kom af Maven.

ROLAND.

Monfrere! Jeg beder, at I ikke vil føre saadan ugudelig Snak for mig. Naar jeg seer en Ting skinbarlig for mine Øyne; naar jeg seer et Gespenst udi en Qvinde 10 H.V 146 Lignelse komme ind ad Døren, og kaste sig over mig, og holde for min Mund, naar jeg vil tale; naar jeg seer Guld-Ringe paa hendes Fingre; naar jeg kand skiønne, hvad Munster af Kniplinger hun har paa sin Særk, og andre Omstændigheder: skal jeg da bilde mig ind, at det kommer deraf, at jeg har ædt for silde om Aftenen?

PERNILLE.

Det forstaaer sig.

ROLAND.

Gak din Vey, Pernille! det vil ellers gaae dig ilde.

Hun gaaer igien.
HAAGEN.

Det er sandt nok Herren siiger; naar man ikke maa troe det, som man seer og føler, kand man jo tvile om alting. Om een var saa u-forskammet, at han slog Monsieur Ovidius, mon han ikke blev vreed? mon han vilde lade sig afspiise med den Snak, at han havde seet og følet feyl, og at det var en puur Indbildning, som reysede sig deraf, at hans Mave ikke var rigtig, eller at han havde ædet for silde?

OVIDIUS.

Holdt du kun din Mund, Haagen! jeg taler ikke til dig.

ROLAND.

Haagen taler min Troe ret, jeg veed ikke hvad man kand siige derimod.

OVIDIUS.

Hør Monfrere! et er at føle og see en Ting om Natten udi en Slummer, et andet vaagende.

ROLAND.

Jeg siiger jo, Monfrere! at jeg er gandske vaagende, naar jeg seer og føler saadant.

OVIDIUS.

Og jeg siiger ney.

HAAGEN.

Ha, ha, ha.

OVIDIUS.

Hvoraf leer nu den Giæk igien?

HAAGEN.

Jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg hører Folk snakke i Søvne.

OVIDIUS.

Du maa troe mig, Haagen, at jeg er vaagende.

HAAGEN.

Jeg siiger ney, og det med samme Ræt som Monsieur siiger det til min Herre.

OVIDIUS.

Kand Monfrere ikke befale sin Tienere at tie?

ROLAND.

Holdt din Mund, Haagen.

HAAGEN.

Jeg taler jo ikke et Ord, Herre! Monsieur 147 Ovidius synes kun saa, men det kommer deraf, at hans Mave ikke er rigtig.

OVIDIUS.

Ey du Slyngel! vil du fixere en brav Mand? Gir ham et Ørefigen.

HAAGEN.

Au, au, au. Jeg har ikke fornøden at taale Hugg af ham; min Herre har Magt at slaae mig, og ingen anden.

OVIDIUS.

Jeg slog dig ikke, Haagen, du synes kun saa; det kommer deraf, at du nyelig har ædt for meget.

ROLAND.

Det er mig kiært, at Monfrere refuterer sig selv.

OVIDIUS.

Ney jeg giør ikke; men naar jeg taler med en Nar, maa jeg bruge nar-agtig Snak. Jeg vil kun spørge, hvoraf det kommer, at alle melancholiske Mennesker seer og føler meere end andre; hvorfor een, der har en hidsig Feber, plages med gruelig Syn og Drømme, hvilke ophøre med Feberen; hvorfor Folk, der er af sund og temperered Complexion, aldrig see saadant? Monfrere siiger, jeg giør ham Uret derudi, at jeg ikke vil troe ham; jeg kand siige det samme, at han ikke vil troe mig, jeg har forsøgt, at Marren ridder mig, og at jeg har heslige Drømme, saa tit jeg overlader min Mave om Aftenen. Men hvad er jer Tanke ellers om Marren? Hvad mon hun være for et Dyr?

ROLAND.

Det er en Qvinde, som er forliebt udi en Mands-Person, hvilken hun undseer sig for at anmode om Kiærlighed.

OVIDIUS.

Monfrere maa forlade mig, om jeg skiemter noget. Den Qvinde maa have en underlig Gout, der øver Troldom, og giver sig Fanden i Vold af Kiærlighed til jer. I er en god ærlig Mand, men hvo der siiger I er smuk, giør jer Uræt.

ROLAND.

Ja, ja, Monfrere, Kiærlighed er noget andet Tøy, som vi ikke begriber. Nok er det, at jeg er piaved med saadant.

OVIDIUS.

Men naar det er et Menneske, hvorledes kand da et Legeme gaae igiennem Nøgle-Hulle?

148
ROLAND.

Spørsmaal: Hvorledes kand een ride paa et Kosteskaft udi Luften til Bloksbierg? Hvorledes kand een blive til en Varulv? Hvorledes kand een seyle paa Møllesteen, som ligger Tings Vidne for at være skeet nogle gange over Limfiorden? Hvorledes kand Findlapperne bringe i nogle Minuter Tidender fra Ostindien? Hvorledes kand man faae god Vind, naar man løser nogle Knuuder?

OVIDIUS.

Det sidste er naturligt, nemlig, naar noget løses, gives der Vind, skiønt de er ikke ret gode. Men det andet vil jeg see først, førend jeg troer det.

ROLAND.

Hør Monfrere! hvad siiger I da derom? I maa troe mig, at det er saa sandt som jeg staaer her, thi Manden, udi hvis Huus det skeede, har selv fortalt mig det. Historien er over alt bekiendt udi Tiissted, hvor Folk ikke løsligen troer en Ting: En Pige saae eengang uforvarende sin Mad-Moer tage en Flaske af Skabet, hvorudi hun havde en Salve, hvilken hun saa snart ikke havde smuurt paa et Kosteskaft, førend hun foer med Kosteskaftet mellem Beenene op igiennem Skorsteenen; Pigen forundrede sig derover, tog samme Krukke ud af Skabet, for at see hvad det var, og smuurte lidet af Salven paa et Brygger-Kar, hvorudover hun med Brygger-Karret foer ogsaa op igiennem Skorsteenen Hige til Bloksbierg. Der var en stor Forsamling af gamle Kierlinger, som havde Bass og Fiol for sig. Fanden selv, som de der kaldede gammel Erik, saa snart han havde uddantzet en Polsk Dantz, og betalt Spillemændene, kom til Pigen med en Bog, hvorudi hun skulde skrive sit Navn; Men hun i Steden for hendes Navn skrev de Ord først, som man forsøger Penne med: Den som mig føder, etc. hvorudover den gammel Erik ikke kunde tage Bogen tilbage, og vilde ikke dantze den heele Nat, da han dog tilforn aldrig var af Gulvet. Om Morgenen tilig, som var St. Hans Dag, rider alle Kierlingerne tilbage paa deres Kosteskafte, og Pigen paa sit Brygger-Kar, indtil de kom til en Bæk, over hvilken Kierlingerne sprang meget 149 behændigt, men Pigen studsede, og tænkte med sig selv: det gaaer vel ikke an, at giøre saadant Spring med et Brygger-Kar. Endelig sagde hun: jeg kand sagte forsøge ; og stødte paa Brygger-Karret, hvilket sprang ligesaa behændigt som Kosteskaftene, saa at Pigen maatte lee, og sagde: Det var et Fandens Spring af et Brygger-Kar! Men hun havde, Monfrere! ikke saa snart nævnet Fandens Navn, førend Karret blev staaende, Bogen blev borte, og min gode Pige maatte gaae til Fods til Tiissted igien. Hvad synes jer nu om den Historie? den er virkelig passeret, og enhver Moers Barn bekiendt der i Byen.

OVIDIUS.

Mig synes, den er artig nok; thi den er som et Modelle, hvorefter alle slige u-riimelige Historier skal giøres.

ROLAND.

I er at beklage, Monfrere! I er paa vrange Veye. Vil I da ikke heller troe, at man kand skabe sig til Varulve? Derpaa kand jeg give et yngere Exempel, som en Skipper har fortaalt mig fra Trundhiem.

OVIDIUS.

Jeg troer nok, at en Skipper har fortaalt det.

ROLAND.

Ja, og jeg kand nævne Mandens Navn, han heedte Adrian Persøn, en brav Mand, der havde ført Skib over i 14 Aar. Den samme Adrian gik engang med en liden Flint paa et Sted uden Byen, som heeder Kalvskindet, og der u-formodentlig blev vaer en Ulv, hvorudover han spendte Hanen, og sigtede paa Ulven. Ulven, i steden for at løbe, blev staaende og raabte: Skydt ikke Pipperkari! Saadan heedte en gammel Kierling i Byen, som soldte Peber-Nødder.

OVIDIUS.

Det er underligt, at en Kone, der var saa konstig, at hun kunde skabe sig til en Ulv, gik om af Armod at selge Peber-Nødder. Ellers har Monfrere ikke fornøden at fortælle mig deslige Historier; thi jeg kand selv en mægtig Hob deraf. I kand spare at fortælle dem, indtil I kommer i en Vaage-Stue, hvor de ere udi Priis.

ROLAND.

Vil I giøre alle Mennesker til Løgnere?

OVIDIUS.

Ney vist ikke. Jeg holder det lige saa daarligt 150 at forkaste alle Historier, som at troe dem alle; jeg gaaer altid Middelvey imellem Vantroe og Overtroe. Jeg troer, der er Spøgelser og Fandens Konster til, men saaledes, at af 100 Historier 99 kand være opdigtede, og at man undertiden giør Fanden uræt, og beskylder ham for det, som han ikke veed af at siige. I mærker jo, at jo meer Folk bliver klog, jo mindre hører man om saadant. I Amsterdam seer man intet Spøgelse, fordi Hollænderne ikke troer dem at være. I Paris tør ingen give sig ud for at hexe, fordi Indbyggerne examinerer alting nøye. Det er jo underligt, at Fanden, som gaaer om at forføre Siæle, skulde vælge Wardehuus til sin Residentz, hvor foruden Amptmanden der er kun een Corporal med 8 a 9 Soldater; og skulde gaae forbi London og Paris, hvor han kunde faae saa meget at bestille. Men der kommer Leander. Lad os ikke tale om de Sager; thi han troer slet intet.

SCEN. 6.

Leander. Roland. Ovidius. Haagen.

LEANDER.

Jeg skal forsvære at komme til Hr. Christoffer oftere, uden han vil holde inde med sine Eventyr om de gode og onde Engle. Naar jer hører ham fortælle den Historie om Lucifers Fald, er jeg færdig at sprække; hvor kand Geister synde, naar de intet Kiød eller Blod have? Hvor kand de tale foruden Mund? Jeg vil heller tale med min Broer Roland; thi hans Historier diverterer mig. Jo u-riimeligere saadanne Eventyr ere, jo bedre. Men der er han. Hør Monfrere! har I ingen Underjordske seet nyelig?

ROLAND.

I er u-gudelig, Monfrere, jeg vil ingen Omgiengelse have med eder. Skiemt kun ikke med Underjordsker; man saae, hvor det gik med Anne Torben Andersens: hun laante en Underjordsk Kone et Gyldenstykkes Skiørt, hvormed samme Underjordsk Kones Dotter skulde staae Brud. Men Madame Torben Andersens 151 var saa u-forsigtig, at hun fordrede Skiørtet tilbage Bryllups-Dagen; hun fik det og tilbage, men gandske overstænket med Tælle-Draaber, med de Ord, at, dersom hun ikke havde været saa u-forskammet at fordre Skiørtet saa hastig tilbage, skulde for hver Tæll-Draabe have fuldt en Diamant; og havde siden den Tid Anne Torben Andersens ingen Lykke eller Velsignelse i sit Huus.

LEANDER.

Jo, jo, jeg troer nok, at det tienner ikke at skiemte med dem. Historien er vist nok passeret; thi om jeg mindes ret, saa hørte jeg den selv for 24 Aar siden af Marthe Barne-Pige i Amme-Stuen. Jeg tvivler ikke om Historiens Rigtighed, men jeg kand ikke begribe, hvorfor Underjordsker, der har saa mange Diamanter, skulde trænge til at laane Skiørt af Fogedens Kone, som var en Staader. Men maaskee der er alle slags Religioner, saa vel under Jorden, som over Jorden, og disse Underjordsker, som laante Skiørtet, maa have været Jøder, der legge alle deres Midler an i Juveler, og nender ikke at kiøbe en skikkelig Klædning.

ROLAND.

Jeg veed ikke, om Monfrere skiemter eller ey; skiemter I, saa har I Synd deraf.

LEANDER.

Ney, min Troe, skiemter jeg ey; thi jeg har selv hørt samme Historie. Men det er een Ting jeg skulde spørge Monfrere om. Hvad heedte det Trold, som bygde Lunde Domkirke? var det et Trold eller Underjordsk?

ROLAND.

Det var et Trold, men jeg erindrer nu ikke Navnet. Jeg har det antegnet og indført i en Historie, som jeg vil skrive.

HAAGEN.

Han heeder Find, Herre! Jeg kiender ham meget vel.

LEANDER.

Han maa vel være død nu, uden han er meget gammel.

ROLAND.

Ney Monfrere, han kand leve endnu; Det Folk blir meget gammelt. Hvis ikke Torden var, som slog dem ihiel, kunde de leve over tusind Aar, men 152 Torden giør dem stor Skade. I har vel hørt den Historie om det Trold, som Torden forfuldte saaledes, at det omsider skiulte sig udi Bondens Knivskeede, hvor det endelig blev dræbt. Herudover, naar man har en Torden-Steen i Huuset, tør aldrig Trold komme der ind. Gammel Gunnild SI. Per Smeds har ellers kiendt et Trold, som var 600 Aar gammel, og var endda rørig. Hun fandt samme Trold siddende ved en Høy at græde; da hun spurdte ham ad, hvi han græd, svarede han: Jeg fik paa Rumpen af min Far, fordi jeg lod min Far-Far falde paa Gulvet.

LEANDER.

Potz slapperment! den Farfar maa da have været meget gammel. Jeg hører nok paa den Maade, at Find kand leve endnu. Trold maa have været meget skikkeligere da, end Mennesker nu; thi nu lader man Kirker forfalde, som Trold har ladet bygge. Men hør Monfrere! Vil I ikke følge mig hen til Mester Daniel?

ROLAND.

Jo nok; Men hvad skal vi giøre der?

LEANDER.

Jeg vil lade jer aarelade; thi jeg merker, I er gandske gall.

ROLAND.

I har meer Aarladen fornøden end jeg, thi I er gall; thi hvad er Galskab andet, end egen Klogskab? Den der har andre Tanker end alle Mennesker, den der holder andre for Giække, og bilder sig ind at være eene klog, den er jo saadan een, som man kalder gall. Hvad synes jer Monfrere Ovidius?

OVIDIUS.

Skal det kaldes Galskab at gaae fra banet Vey, og dersom Latinerne have ret, naar de kalde at løbe gall delirare, saa kand jeg ikke rettere see, end at I ere begge galne; thi ingen af jer gaaer paa den banede Vey. Een troer for lidet, en anden for meget; een alt, een intet. Jeg, som gaaer Middelveyen, finder, at den eene har intet at bebreyde den anden; dersom I begge to blev sammenstøbt, kunde der blive et skikkeligt Menneske af saadan Blanding.

LEANDER.

Hør Monfrere! om vor Præst sagde jer, at 153 der hver Torsdags Aften regnede Canari-Sek ned udi hans Gaard, var I forbunden at troe det eller ey?

OVIDIUS.

Ney jeg var ikke.

LEANDER.

Hvorfor skal vi da være forbunden at troe andet paa Folkes Ord, som har levet for nogle tusinde Aar siden?

OVIDIUS.

Jeg holder for, man skal ikke løsligen troe en Ting uden at man har examineret den.

LEANDER.

Hvorledes kand vi examinere, om det er Sanden eller Digt, hvad de gamle har sammenvævet?

OVIDIUS.

Vist kand man det; for Exempel: naar een skriver, at den og den Dag regnede Steene ned af Himmelen, eller der blev seet en gloende Krigshær udi Luften, og en anden paa samme Tid, men andet Sted, skriver det samme, og ingen skriver derimod, slutter jeg, det er sandt; thi det er ey troeligt, at en tør skrive offentlig om en Historie, som all Verden kand strax beviise at være opdigtet. Det er ey heller troelig, at alle andre Skribentere tier stille dermed, og lader saadan Løgn passere, da der dog altid findes Mennesker, som af Begierlighed til at skrive og at imodsige, attaqvere endogsaa Sandheden selv.

LEANDER.

Monfrere! Jeg kand anvende Tiden langt bedre end at drive den her bort med Kielling-Snak. Adieu.

SCEN. 7.

Roland. Ovidius. Haagen.

ROLAND.

Han blev vreed.

OVIDIUS.

Jeg haaber at giøre Monfrere og vreed; thi Leander havde derudi ret, at man ikke bør troe, hvad hver Drømmer siiger, thi hvilken gammel Kielling, der vil fortælle en Historie for jer, saa blir den strax til en Troes Artikkel.

ROLAND.

I giør mig u-ret; Jeg troer ikke alt, hvad jeg hør, men naar jeg seer en Ting med mine Øyne, saa maa jeg jo troe den.

154
OVIDIUS.

Ikke hvad man seer i Drømme.

ROLAND.

Jeg drømmer jo ikke midt om Dagen.

OVIDIUS.

Hvad seer I da om Dagen?

ROLAND.

Jeg har seet Gunnild Per Smeds manet Fanden til sig, løset og bundet ham.

OVIDIUS.

Er det sandt, saa er hun jo en Troldqvinde, som efter Christelige Love bør brændes; og I burde skye hende alleene for den Aarsag.

ROLAND.

Ingen uden Gudfrygtige Folk kand løse og binde Fanden. Og jeg veed, at denne Matrone udi Gudsfrygt har ikke sin Lige.

OVIDIUS.

Det maa da staae ved sit Værd; men hvorfor tør hun ikke øve de Konster for mig?

ROLAND.

Vil Monfrere see det, skal det skee om en Tiime, men med Condition, at han holder sig stille udi en Krog u-formerkt.

OVIDIUS.

Ja nok.

ROLAND.

Vil I om en Tiime være her igien, skal I see det med Øyene, det I nu ikke vil troe.

OVIDIUS.

Naar jeg seer det, vil jeg troe det.

ROLAND.

Got! Lad os gaae bort saa længe.

155

ACTUS II

SCEN. 1.

Roland. Ovidius.

ROLAND.

Vil I nu, Monfrere, blive staaende stille udi en Krog, saa skal I see, om det er Løgn eller Sanden, hvad jeg haver sagt.

OVIDIUS.

Ja jeg skal staae gandske stille; Men kommer de snart?

ROLAND.

De lovede at komme dette Øyeblik. Der troer jeg de kommer. Løb nu til Siide, og rør jer ikke af Stedet, ellers er vi om en Hals begge to.

SCEN. 2.

Kiellinger. Roland. Ovidius.

OTTE KIELLINGER.

med hæslige Masqver kommer ind udi Procession ved et Liire-Stykke efter Tacten, og har lange Kofte-Skafte mellem Beenene. Rangerer sig udi en Kreds og synger den Viise:

Ved St. Hans Nats Tiider

Musiqven svarer.

Man til Bloksbierg riider,
Og til Hekkenfield Top

Musiqven igien. Paa Koste-Skaft flyver op.
Hvorpaa Kredsen dantzer lystig om, saa at de holde Koste-Skaftene imellem dem, og da synges tillige med Liirene den Viise:

Gir nu agt, I skal befinde,
Vi kand Fanden løse og binde.

156 Derefter standser de, og sætter sig ned udi en Kreds, og gammel Gunnild sætter sig midt iblant dem, og da spilles et Liire-Stykke; hvorefter Gunnild reyser sig, og læser af den sorte Bog denne Formular:

Gammel Erik, Hersker over Bloksbierg, Hekkenfield, Lyderhorn, Findmarken, Mundien, Borigundien, Gurolien, Fyrolien, Trapezund, Kolimund, Orknøer, Loxstøer.

Jeg dig maner og beder
Ved hellig Gertrud og St. Sveder,
At du dig her indfinder
Uden Ophold og Hinder,
Med Sving og med Spring,
I Dyrs Skikkelse at gaae omkring,
Men ikke uden for denne Ring.

Gammel Erik kommer op af Jorden skiult med et sort Klæde, og med Horn i Panden, og dantzer 3 gange om Kredsen efter et Liire-Stykke; Endelig springer Ovidius frem med en blot Kaarde, og sætter gammel Erik for Brystet.
OVIDIUS.

Fort, fort, Klædet af dig, eller jeg skal stikke dig ihiel paa Stedet.

Gammel Erik vil giøre den anden bange, men han truer hende til at legge Klædet og Hornene ned.
OVIDIUS.

Ha ha, Marthe! er det dig? du kandst vel nok agere en Diævel.

MARTHE.

Ach Monsieur Ovidius! spar mit Liv, jeg skal bekiende.

OVIDIUS.

Hvorfor bruger I Hexe saadant Koglerie for at forleede min stakkels Broer? Herud alle tilsammen, i morgen skal I udi Spinde-Huuset. Han prygler dem ud. De raaber alle: Ach Monsieur Ovidius! vi skal bekiende. Medens Fanden stiger op af Jorden, kommer Leander ind syngende, men studser og springer skielvende tilbage.

157

        

158

SCEN. 3.

Ovidius. Roland.

OVIDIUS.

Seer I vel, Monfrere, hvorledes I kand drømme vaagende?

ROLAND.

Ja jeg seer det nok, jeg seer det nok. I har aabnet mine Øyen, Monfrere! jeg er bleven et andet Menneske. Jeg havde skuldet forsvære, at der kunde have væ- ret slig Bedragerie i det Væsen. Jeg kommer til at examinere alting nøye herefter, thi kand der være Bedragerie i et, saa kand der og i andet.

OVIDIUS.

Men see til, Monfrere, at I ikke gaaer for vidt, og scrupulerer for meget; blir kun ved mit Principium, som er at gaae Middelveyen.

ROLAND.

Naar jeg nu eftertænker Sagerne lidt, saa merker jeg, hvor skammelig man har trækket mig op, thi den Kielling har kostet mig over 200 Rdlr. om Aaret, for at giøre mig gal. Jeg vil have hende med de andre Hexer i Spinde-Huuset i morgen.

OVIDIUS.

Jeg holder for, at det er best at lade dem blive, thi I har kun Skam deraf, at I rører meere derved. Tak kun Gud, at I er bleven oplyst. Vil I gaae hiem med?

ROLAND.

Ney Monfrere, jeg vil have dem straffet, at de ikke skal bedrage fleere.

OVIDIUS.

Vi kommer ingen Vey med dem, thi Folk troer os ikke, om vi fortæller det; thi den forbandede Kielling har stor Gehør hos mange fornemme Damer, som hun ved sin Skinhellighed har forblindet. Hun kand græde naar hun vil. Hun kand sværge sig fri, og saa blir vi anseet som Bagtalere, og komme udi Fortræd oven i Kiøbet. Vi kand derforuden ikke være baade Anklagere og Vidner. Havde jeg eftertænkt det, saa skulde vi ogsaa have sat nogle af Huusfolkene paa Luur, for at aflegge Vidne mod hende. Troe mig Monfrere! at det tiener ikke at have med det forbandet Pak at bestille. Jeg er fornøyet dermed, at jeg har faaet jer udaf Drømmen. Kom, lar os gaae ind.

159

SCEN. 4.

LEANDER.
alleene

Ney nu er det borte. Jeg seer intet meere. Det var et forskrekkeligt Syn, thi jeg veed, at mine Øyen ikke kunde slaae mig feyl. Jeg saae en Geist stiige op af Jorden paa dette Sted, og en Hob gamle Qvinder at ligge Næsegruus. Mit heele Blod rører sig i mig, naar jeg tænker derpaa. Jeg tør dog ikke lade mig merke for mine Cammerater, som ikkun vil belee mig. Jeg merker, at jeg har været alt for kaaldsindig i min Troe, og at det er en Formastelse at foragte saadant. Gid jeg kunde faae det af mit Hoved igien, men det er ikke mueligt, thi det Syn vil staae mig længe for Øyene, og ligesom bebreyde mig min Vantroe. Men der kommer mig saadan Tunghed paa. Jeg maa sætte mig ned, og grunde paa denne Histore.

Sætter sig ned paa en Stoel ved den eene Side, falder i Søvn og snorker.

SCEN. 5.

HENRICH.

Det er ogsaa en forbandet Natte-Føyten med min Herre; Jeg veed ikke, hvordan han kand holde det ud. I gaar kom vi ikke til Sengs, førend Klokken 4, i overgaar ey heller, og i Nat vil det gaae ligeledes til. Det er jo at storme til sit Legeme. Min Herre dantzer, fiandser, harcellerer, domminerer, masqveraderer, assomblixerer nok saa længe, til han kommer at sue paa Labberne engang i Slutteriet. Han har endelig endnu en god Styver tilbage, og saa længe det varer, blir jeg nok i hans Tieneste; Thi naar han diverterer sig paa sin Maade, saa diverterer jeg mig paa min. Min Herre tænker, at, naar han gaaer ind paa Masqveraden, jeg sætter mig uden for i Vognen at sove, som de andre dumme Lakeier. Ney, min Troe, giør Henrich ikke. Jeg har altid en Masqve med mig i Lommen, og saa gaaer jeg smukt ind, 160 og dantzer Engelsk Dantz med Herren; thi paa Maskerader, hvor ingen kiender hinanden, ere alle lige gode. Somme Tider tar jeg Kudsken med mig, som i Nødsfald kand dantze en Polsk Dantz. Jeg var tilfreds, at Hestene vilde giøre os Compagnie med, saa var vi uden Frygt, at de imidlertid skulde løbe bort med Vognen. Til denne Nat har jeg sat 4 honnette Fruentimmer Stevne at møde paa Masqveraden. Den eene er David Skolemesters Gaal-Amme, det er virkelig et profect artig Fruentimmer; Fanden far i hende, hvor net en Kaarse-Dantz hun kand trippe. Den anden er Henrich Urtegaardsmands Pige, hun er saa forpikket paa Masqveraderne, at hun lar sig ligge hos for Masqverade-Klæ- der, dog ikke af Carnalier eller Jan Chagel, men alleene af smukke og honnette Karle, der kand betale raisonnabelt. Den tredie er Gertrud Fæste-Kones Datter, og den fierde hendes Cousine Mammeselle Nille. Vi hae øvet os i den nye Engelske Dantz, som kaldes Postillion eller Castillion, lad see om jeg kand komme alting ihu.

Han dantzer, og i Exercitien falder paa det sorte Klæde med Horn paa, som den kastede fra sig, der agerede Diævel.

Hvad Pokker er dette? Et langt Klæde med tvende Horn paa. Jeg kand ikke begribe, til hvad Ende dette er giort. Dersom min Herres Broer Roland eller hans Tiener Haagen, som troer alting, havde kommet over dette, havde de bildet dem ind, at det var Fandens Moers Adrianne. Ha, ha, ha, jeg skal, min Troe, bruge den i Aften til Masqverade-Klædning, det skal blive een af de beste og rareste Masker. Lad see, om den er for lang. Ney, den er mare just tilpas.

Han fører sig i samme Klæde, og continuerer sin Dantz.
161

SCEN. 6.

Haagen. Henrich.

Haagen kommer ind, og Henrich udi Dantzen støder ham omkuld. Haagen legger sig paa Knæ med folded Hænder.

HENRICH.
sagte

Nu skal jeg giøre ham saa bange, som han aldrig har været sin Livs Tid. Høyt. Fort med dig, din slemme Skielm! nu er din Tid kommen.

HAAGEN.

Ach Herr Lucifer! giør mig intet ont. Henrich brøler.

HAAGEN.

Ach Velædle Herr Lucifer! Henrich brøler igien.

HAAGEN.

Ach Eders Velbyrdighed! Henrich brøler igien.

HAAGEN.

Ach Eders Excellentz!

Henrich brøler igien, og rykker ham i Haaret.
HAAGEN.
skriger høyt

A - - - Eders Høyhed! spar mig, og giv mig Tid at omvende mig.

HENRICH.

Ney, du maa strax fort, uden saa er, at du vil bekiende alt hvad du har bedrevet.

HAAGEN.

Ja gierne Herr Lucifer.

HENRICH.

Fort, fort, bekiend da.

HAAGEN.

I overgaar brød jeg op min Herres Chatoll, og tog 4 Rdlr. deraf, men befried mig med min Eed, da jeg blev examinered. Forrige Uge, da jeg skulde kiøbe et Pund Tobak for min Herre, kiøbte jeg kun et halv, men for at fylde Pundet, kom et halv Pund Muursteen deri. I gaar smuurte jeg 4 Holstenske Tolvskillinger i en Bonde, og fik gode smaa Penge derfor. I Nat laae jeg hos en Pige ved Navn Nille.

HENRICH.

Hvad er det for en Pige?

HAAGEN.

Hun har længe været forlovet med min Herres Broers Tiener Henrich.

HENRICH.

Har du giort det oftere?

162
HAAGEN.

Syv eller otte gange tilforn.

HENRICH.

Lar hun sig betale derfor?

HAAGEN.

Ney, hun betaler mig for min Umage: I Nat gav hun mig en rar To Mark, som hendes Kiæreste Henrich havde foræret hende.

HENRICH.

Lad see den Penge.

Han kaster den til ham. Henrich prygler ham og støder ham ud. 163

Agerer jeg ikke Diævel en anden gang, saa maa Fanden agere Diævel. Det fik jeg for min Umage. Jeg vilde have forsvoret, at den peene Pige skulde have været mig saa falsk; Tænk engang, hvordan hun i sit Hierte havde villet beleet mig, naar hun havde seet mig paa Maskeraden med to Horn i Panden! hun vilde siige, det er noget, som siiger ham i Hiertet, at han er og bliver Hanrey. Men hvad skal jeg giøre? Det er best at simulere, til jeg ved Leylighed eengang kand faae Beviis paa hendes Utroeskab. Dog skal jeg for det første giøre hende bange med samme Masqve, for at faae hende ogsaa til Bekiendelse. Ret saadant skal jeg møde hende en Aften.

I det samme han sætter sig udi Positur, vaagner Leander, blir forskrekket, og falder som død udi Gangen.

SCEN. 7.

Roland. Haagen.

ROLAND.

Ach Himmel! naar jeg tænker, hvilken Forblindelse jeg har været i, reyser Haarene sig paa mit Hoved. Denne forbandet Qvinde havde ved sit Koglerie sat saadanne Skye for mine Øyne, at jeg aldrig kunde see den klare Sandhed, som mine Venner visede mig ligesom med Fingeren. Hvem veed, om ikke alt andet, som tales om, er af samme Beskaffenhed? Kand en Person af min Fødsel og Optugtelse forføres til saadan mørk Overtroe, hvor lettere kand det ikke skee med gemeene og u-lærde stakkels Folk, der ingen Evne har at examinere saadan Koglerie? Min Broer Ovidius siiger vel, at, om man blir bedragen eengang, saa blir man ikke altid, om 9 Historier ere falske, saa kand den tiende dog være rigtig; men jeg meener, at, naar jeg har befundet Svig udi een Post, saa har jeg Ræt at tvile om andre. Det samme Lys, den samme Fornuft, som har leedet af een Vildfarelse, bør jeg stedse betiene mig af i at efterforske alt det, som fra Barndommen blir os indprentet, 164 alt hvad os er bundet paa Ermene af vore Forældre og Lærere. Med et Ord at siige, naar nogen spør mig ad: Hvad har du for Troe? Da svarer jeg: Jeg troede tilforn alt hvad man i Barndommen havde bildet mig ind, men nu troer jeg slet intet, uden hvad min Fornuft tilsiiger mig, at jeg skal troe, og hvad jeg seer for mine Øyne.

HAAGEN.
kommer ind

Ach Herre! her spøger forskrekkeligt.

ROLAND.

Ey gak til Bloksbierg med din Spøgen. Der er ingen anden Spøgelse til end du og dine Lige, og ingen anden Diævel til end onde Mennesker.

HAAGEN.

Gid Herren havde seet den Diævel, som jeg saae nyelig, han skulde ikke tale saaledes.

ROLAND.

Vil du holde din Mund, din Slyngel! Jeg siiger dig, at der er intet saadant til, men det er kun dit eget Blod, som giør dig bange.

HAAGEN.

Mit eget Blod skulde tage To Mark fra mig? mit eget Blod skulde trække mig efter Haaret, og spende mig for Rumpen?

ROLAND.

Hvad har du da seet?

HAAGEN.

Jeg har baade seet og følet Lucifer selv, den Øverste blant Diævlene, han som har to Horn i Panden, han som --

ROLAND.

Hør Slyngel! hen og forrett hvad du har at bestille, saa forgaaer nok de Griller dig, som ingen uden ørkesløse Folk og Dagdrivere forfalder til.

HAAGEN.

Det er underligt, for nyelig siden syntes Herren, at der var ikke Diævle nok i Verden, han vilde jo have fleere, og nu siiger han, at der er ingen til meere. Hvor skulde de da blive af saa hastig?

ROLAND.

Hvor blev alle de Penge, som dig syntes at have forgangen Nat?

HAAGEN.

De blev borte, da jeg vaagnede, thi jeg havde dem ikkun i Drømme, i Indbildning.

ROLAND.

Saaledes er det ogsaa gaaet mig; da jeg vaagnede op, da jeg begyndte at raisonnere, forsvandtes 165 alting for mig, Nøk, Varulv, Hælhest, Nisse, Marre, og alt hvad jeg troede tilforn, saa at jeg nu troer lige saa lidt som min Broer Leander.

HAAGEN.

Ach Himmel! hvad er dog dette? han troer hverken Varulv eller Nisse eller Diævel. Ach Herre! jeg troer I er forbyttet.

Roland løber efter ham med sin Stok.

SCEN. 8.

Henrich. Leander.

HENRICH.

Jeg faaer vist en Ulykke, jeg har været saa længe borte, men jeg kunde min Troe ikke faae Dantze-Skoene før færdig. Skoemagere ere vel got ærligt Folk, men det er noget menneskeligt hos dem, at de gierne lyver; Herrens Skoemager er, min Troe, saa habil derudi, som han kunde have været fød midt i Kloster-Stræde i Kiøbenhavn. Skræddere og Skoemagere maa endelig have nogle Siæle og Saligheder i Reserve, ellers maatte jo Fanden længe siden have giort Ende paa dem. Dog jeg Taasse, jeg staaer her og snakker hen i Taaget, jeg erindrer ikke, at der er ingen Diævel til. Af de Tanker er min Herre Leander, af de Tanker er jeg og med for Selskabs skyld. Naar Tienneren er som hans Herre, og Discipelen som hans Mester, saa er han fuldkommen. Hvad vil jeg Stymper, som kand hverken læse eller skrive, randsage udi Religions-Sager? Naar jeg troer, hvad min Herre troer, saa synes mig jeg har en god Samvittighed. Jeg seer alle andre Folk giør det samme: Cardinaler og Bisper troer, hvad Paven troer, Hofmænd, hvad Keisere, Konger og Førster troer, Borgere, hvad Bormester og Raad troer, Bønder, hvad Fogder troer, og Fogden igien, hvad Herren paa Hovedgaarden troer. Man merker jo, at, naar en Første blir Catholsk, saa blir og Hofmændene Catholske; Som Herremændene paa Landet, saa Ridfogderne, saa Bønderne. Jeg har for min Part nu ingen anden Troe, end 166 at Nille er en Skiøge, thi den Troe fik jeg i Hænderne sidst, da jeg agerede Diævel. Det var en forbandet Historie; men jeg legger den paa Hiertet, jeg vil ikke agte det Skarn meere. Men hvad er det jeg her seer? Hvor kommer det, at Herren ligger saa paa Gulvet?

LEANDER.

Henrich! kom og hielp mig op igien, og sæt mig ned paa Lehne-Stolen. Jeg har været besviimet.

HENRICH.

Vil ikke Herren strax tage Dantze-Skoene paa sig? Klokken er alt 4re.

LEANDER.

Ney Henrich! der blir ingen Dantzen af i Aften.

HENRICH.

Er det da opsat?

LEANDER.

Enten det er opsat eller ey, saa kommer jeg der ikke. Jeg vil blive hiemme og fordrive Tiden med min Broer Roland i Aften.

HENRICH.

Saa begierer jeg ikke at være tilstæde; thi det vil gaae løs paa Disputeren, som det pleyer.

LEANDER.

Jeg haaber, der skal ingen Disputer reyse sig imellem os herefter.

HENRICH.

Har han da ladet fare sin Overtroe? Omgaaes han da ikke meer med de gamle Pulver-Hexer som tilforn?

LEANDER.

Tag dig vare, hvad du siger; Kald ikke slige Gudfrygtige Matroner for Hexer. Gid jeg havde den Adgang til dem, som min Broer, men jeg er ikke værd at omgaaes med dem.

HENRICH.

Herren kand holde temmelig Miiner, naar han skiemter. Vil I have Kundskab med de Kiellinger, kand I let bekomme den; thi det koster kun at spendere en Pegel Finkel-Jochum paa dem, saa kand man faae dem at ride hid paa Koste-Skafte.

LEANDER.

Tal ikke saadant, Henrich! Du kand derudover geraade i Ulykke: Har du ikke hørt, hvorledes det gik Christoffer Hansen, der skieldte en saadan Prophetisk Matrone for Hex? Hun havde ikke saa snart vendt Ryggen fra ham, førend han brød sit Been paa Trappen.

HENRICH.

Jeg veed, min Troe, ikke, om Herren skiemter 167 eller ey. Skiemter han ikke, da er han i et Øyeblik bleven et andet Menneske. Men hvorfor græder han?

LEANDER.

Jeg maa nok græde, Henrich, naar jeg eftertænker mine forrige Vildfarelser.

HENRICH.

Saa har jeg da ogsaa faret vild; thi jeg har haft samme Troe.

LEANDER.

Ja vist, Henrich! Vi har derfor Aarsag begge at græde.

De græder begge to.
HENRICH.

Ach Herre! har vi da været i saa grove Vildfarelser?

LEANDER.

Ja vist Henrich.

HENRICH.
hyler og græder igien

Jeg kand ikke nægte, at det jo nogle gange har rindet mig i Sinde, at det var underligt, at vi vilde være klogere end alle Mennesker; men jeg har tænkt: saa længe Herren tier, tier jeg og. Men har vi levet i saadan Vildfarelse?

LEANDER.

Ja alt formeget, Henrich! naar jeg eftertænker det, saa reyser Haarene sig paa mit Hoved.

HENRICH.
hyler og græder igien

Jeg tænkte: hvorfor skulde du have anden Troe end din Herre - - -

LEANDER.

Henrich! giv dig tilfreds; vi vil oprette herefter hvad vi har forsømt.

HENRICH.

Som gir dig Kost og Løn - -

LEANDER.

Græd ikke meer, Henrich.

HENRICH.

Som du har tient hos i saa mange Aar ---

LEANDER.

Ey, holdt dog op at græde.

HENRICH.

Som er en brav studeret Mand ---

LEANDER.

Nu nu, Henrich; Det er nok paa eengang.

HENRICH.

Som har ligget udi 3 Aar i Rostock.

LEANDER.

Ey! Det er en ævig Piben.

HENRICH.

Jeg tænkte, at det var daarligt og Carnaliøsk af mig, om jeg, som en u-studeret Tienner, vilde have anden Troe end saadan brav Herre.

LEANDER.

Henrich! Ingen Tuuden nu meer. Du skulde holde det saa til i Morgen. Jeg har Aarsag at græde 168 alleene for os begge. Men du græder, og veed maaskee ikke, hvorfor.

HENRICH.

Jo, jo, jeg veed min Troe nok, hvorfor jeg græder.

LEANDER.

Hvorfor græder du da?

HENRICH.

Hvorfor græd Herren?

LEANDER.

Jeg har Aarsag at græde.

HENRICH.

Jeg har, saa mari, og Aarsag da at græde.

LEANDER.

Henrich! bliv du her lidet; Jeg vil hen og besøge gammel Gunnild Per Smeds. Jeg kommer strax igien om en halv Time.

HENRICH.

Ach Herre! formeld min Respect til Madame Gunnild, og bed hende, at hun vil være min Ven ogsaa.

169

ACTUS III

SCEN. 1.

HENRICH.
alleene

Det er forskrækkeligt, hvorledes min Herre er bleven udi saadan Hast forandret. Jeg kand ikke begribe det, ney jeg kand ikke om jeg stod paa mit Hoved. Jeg skulde have bildet mig ind, at han skiemtede, hvis jeg ikke tillige med havde hørt ham tale, havde seet hans Ansigt, og fundet ham i den Positur, liggende paa Gulvet. Han maa have havt en Aabenbaring udi Søvne; thi jeg kand ikke tilskrive saadan hastig Forandring andet. Det er ofte skeet, at Folk have drømmet sig en anden Troe til, og ved en eeneste Aabenbaring ere komne fra forrige Vildfarelser. Jeg kand kiende paa mig, at jeg faaer ogsaa noget underligt at see; thi mit Blod siger mig det til. See! der seer jeg, min Troe, alt et Syn. Ey! hvad er det? Ney, det er min egen Skygge. Jeg maa føle efter. Jo, det var kun min egen Skygge. Men der seer jeg ret komme noget i et Menneskes Skikkelse. Holdt nu Ørene stive, Henrich, nu gielder det. Jeg gaaer det liige imod, og hører, hvad det vil siige. Ey det er atter min Skygge. Jeg maa legge mig Næsegruus ned at sove, saa maaskee kommer det; thi har min Herre haft Aabenbaring, saa vil jeg og have den, og naar man vil have et Syn, saa maa man enten sove, eller stille sig an, som man sover.

SCEN. 2.

Haagen. Henrich.

HAAGEN.

Jeg er tusind gange en Skielm, om jeg troer, at det er min Herre meer; thi Ansigtet er vel det samme 170 og Klæderne, men for Resten er intet tilbage af den Roland, som jeg tiente hos for 2 Timer siden. I Formiddag brændte han en Bog, fordi den skiemter med Spaaqvinder, og nu flyer han mig en Daler at kiøbe en anden igien. For nyelig siden var Drømme-Bøger hans Bibler, nu siger han, at Beckers Bezauberte Welt er den beste Bog, som nogen Tiid er skreven; han fordømmer alt, hvad han roesede før, og roeser igien alt, hvad han fordømmede. Tilforn turde han ingen Skrid giøre, førend han raadførte sig med en gammel Kielling, nu vil han steyle og brænde hver ærlig Kone i Byen, som er over 60 Aar. For nyelig syntes ham, at Luften var fuld af Dievle, nu troer han hverken gode eller onde Engler, hverken Himmerig eller Helvede. Det er ikke min Herre meer, det er ikke min Herre, men den, som nu kalder sig Roland, maa være en Skiftning, som Underjordsker har forbyttet med ham; thi at saadant skeer ofte, har den forrige rette Roland tit sagt. Men hvem er det, som ligger der? Det er Leanders Henrich; see den lade Skielm, hvor han ligger og strekker sig. Jeg skal liste mig sagte til ham, og give ham et dygtig Slag for sin Rumpe. Slaaer Henrich med sin flade Haand.

HENRICH.

Ach! est du en god eller ond Aand?

Haagen sætter sig over Skræv, og rider paa ham, hvorudover Henrich meener det er Marren og raaber:

Ach Madame Marren! holdt op igien! ach Fru Marren! ach naadige Frue! ach eders Naade! ach eders Høyhed! holdt op igien; Jeg kand ikke holde det længer ud.

HAAGEN.

Henrich!

HENRICH.

Ja Eders Naade.

HAAGEN.

Hvad Pokker gaaer ad dig?

HENRICH.

Hvorfor rider Madamen mig saa? jeg har dog aldrig forskyldt det; thi jeg har ladet hver ærlig Kone være i Roe.

HAAGEN.
reyser sig op og leer

Ha ha ha!

171

        

172
HENRICH.

Ach kiere Haagen! du kommer som du var kaldet, jeg har været elendig plaget af Marren.

HAAGEN.

Ey stat op du Nar, det var jeg som reed dig.

HENRICH.

Da skal du og faae en Ulykke, om jeg heeder Henrich.

De slaaes, Haagen faaer Henrich under sig, og truer ham til at giøre Fred.
HAAGEN.

Hvor kunde din Giæk komme paa de Tanker, at jeg var Marren? Marren rider jo aldrig Folk paa Ryggen.

HENRICH.

Ja hvad veed jeg deraf? Jeg har aldrig været paa den Ride-Skole før.

HAAGEN.

Havde jeg kundet indbilde mig, at mit Galskab skulde have giort saadan Virkning, havde jeg ikke skiemtet saa meget, det maa du troe, Henrich; thi jeg vil dig ikke saa ilde. Men hvor er din Herre Leander i Dag?

HENRICH.

Han er henne at besøge gammel Gunnild.

HAAGEN.

Gammel Gunnild? Ey snak for din Eske!

HENRICH.

Jo, min Troe, er han saa.

HAAGEN.

Gunnild Per Smeds?

HENRICH.

Ja, Gunnild Per Smeds, den selv samme Kielling, som han tilforn ikke har kundet lide for sin Død; thi du maa viide, at min Herre er saa forandret, at jeg kiender ham ikke meere, han begræder nu hvert Øyeblik sin forrige Vantroe og Vildfarelse, og er nu let troende, saa at man kand bilde ham ind at Maanen er af grøn Ost.

HAAGEN.

Ach Himmel! hvad hører jeg? er det mueligt, Henrich? ach jeg elendige Menneske!

HENRICH.

Hvad kommer det dig ved? det er jo ikke din Herre.

HAAGEN.

See! om jeg ikke giettede ret; see! om jeg ikke giettede ret. Jeg maa spørge dog om een Ting først: Henrich! Kalder din Herre sig Leander endnu?

HENRICH.

Hvorfor skulde han ikke kalde sig Leander, naar han heeder Leander?

173
HAAGEN.

Han heeder Fanden, og ikke Leander. Den, som du holder for din Herre, er Roland, og den, som jeg har holdet for min Herre, er Leander.

HENRICH.

Hør Haagen! jeg er bleven lidt forrykt i Hovedet i Dag, men dog ikke saa gall, at jeg troer sligt.

HAAGEN.

Jeg haaber, Henrich, du skal endnu blive meer forrykt, naar du hører Historien. Det samme, som er vederfaret din Herre, er og vederfaret min: Han kalder nu alle gamle Matroner Pulver-Hexer; Han tviler om alting, og troer intet, saa at jeg seer intet af min forrige Herre tilbage uden Ansigtet og Klæderne.

HENRICH.

Hvad slutter du da af den Historie?

HAAGEN.

Jeg slutter, at deres Siæle ere forbyttede af Underjordsker, hvorpaa man har adskillige Exempler: Jeg haver selv en Broder, som blev forvandlet til en Kat, og Katten igien blev til den, som endnu holdes for min Broder; Han fik i et Øyeblik samme Skikkelse, som min Broer havde, men beholdt dog stedse sin gamle Katte-Natur derudi, at han løber idelig efter Muus, hvilket er hans største Lyst. Min anden Broer saae med sine egne Øyne, hvorledes samme Forbyttelse skeede; thi ved Midnats Tiider kom en Underjordsk ind i Ammestuen med en blaae Hue paa Hovedet, og sagde disse Ord: Jens bliv til Kat, og Kat bliv til Jens! Hvorpaa min Broer Jens strax sprang op af Sengen og blev til en Kat, og Katten blev til Jens, og lagde sig smukt ved min Broders Side. Mine Forældre lode vel som de ikke vilde troe Historien, og gav min Broer Hug, da han fortaalte det, men de har siden fornummen af adskillige Katte-Qvaliteter, som Jens har, at det var Sanden. Jeg har selv hørt, at, da min Far eengang blev vreed paa ham, kaldte han ham Jens forrige Kat. Saaledes merker jeg, at vore Herrer er bleven forvexlede.

HENRICH.

Hvis saa er, Haagen, hvem skal jeg da holde mig til?

HAAGEN.

Hør Henrich! et Menneske bestaaer udaf 174 tvende Deele, af Siæl og Legeme. Naar nu Rolands Siæl farer i Leanders Legeme, hvo er da din Herre?

HENRICH.

Den, som har min Herres Siæl, er min Herre.

HAAGEN.

Det meener jeg ogsaa; thi jeg vil for min Part ikke tiene hos den, som nu kalder sig Roland, men hos Leander, som har Rolands Siæl. Saa nødes jeg ikke at forlade min gamle Troe, som jeg har befundet mig vel efter altid.

HENRICH.

Du har Ret, Haagen. Jeg vil giøre det samme. Saa maa vi da ombytte Liberie.

HAAGEN.

Ja vist.

De bytter Klæder om.

Gaa nu mit Ærende, Henrich. Jeg vil blive her i din Sted.

SCEN. 3.

Haagen. Leander.

LEANDER.

Ach! det er en hiertens Qvinde Gunnild Per Smeds; Man kand lære saa meget af hende udi en halv Tiime, som af en anden i et Aar. Min Broer Roland har ikke giort ilde derudi, at han har agtet hendes Omgiengelse saa høyt.

HAAGEN.

Jeg merker, at han bilder sig endnu ind, at han er Leander. Jeg kommer derfor at lade som jeg er Henrich.

LEANDER.

Hør Henrich! jeg skal helse dig fra gammel Gunnild.

HAAGEN.

Tak Herre!

LEANDER.

Ney see her! Haagen! hvor kommer du til at gaae i min Tienners Liberie?

HAAGEN.

Fordi jeg er Herrens Tienner.

LEANDER.

Det er artigt; naar blev du min Tienner?

HAAGEN.

For 12 Aar siden.

LEANDER.

Ey! Vil du fixere mig, din Slyngel? Hvor er min Tienner, som jeg befoel at bie her?

HAAGEN.

Det er underligt, Herren leeder efter sin Tienner, som staaer lige for hans Øyen.

175
LEANDER.

Hvor staaer han da?

HAAGEN.

Her staaer jeg, Herre! Kand I ikke høre? her staaer jeg.

LEANDER.

Hvad er dog dette? Vil du giøre mig gall?

HAAGEN.

Det være langt fra.

SCEN. 4.

Henrich med en Bog i Haanden. Haagen. Leander.

HENRICH.

Jeg havde visselig bleven til en Giæk, hvis jeg længer havde været hos den falske Leander; men Haagen var den Doctor, som curerede mig.

LEANDER.

Nu seer jeg min Tiener. Henrich! hvor est du henne? hid!

HENRICH.

Jeg har ikke stunder, jeg har et hastig Ærende for min Herre.

LEANDER.

Est du gall, Dreng? har du anden Herre end mig?

HENRICH.

Det var ellers ilde.

LEANDER.

Er jeg ikke din Herre?

HENRICH.

Paa Legemets Vegne, men ikke paa Siælens.

LEANDER.

Ach Himmel? hvad er dog dette for Koglerie? Den Dreng pleyer dog aldrig skiemte med mig. Hvad er det for en Bog, du har? Lad see. Det er Beckers Bezauberte Welt; hvem hører den skarns Bog til? flye hid, jeg vil kaste den paa Ilden.

HENRICH.

Det er min Herres Bog; I har ingen Magt dertil.

HAAGEN.

Ach Herre! lad ham beholde Bogen. I veed jo, at hans Herre er en hastig Person; han vil hevne sig, om I brænder hans Bøger.

LEANDER.

Hvad har han med min Tiener at skikke i Byen?

HENRICH.

Hvad min Tiener, min Tiener! Snakkerase. Jeg tiener hos den Mand, som læser saadanne Bøger. Adieu.

LEANDER.

Gaaer kun ud begge to; jeg vil være alleene.

176

SCEN. 5.

LEANDER.
alleene

Alt, hvad mig nu hender og vederfarer, ere sliige Ting, som kand noksom styrke mig i mit Forsæt, og udrødde fuldkommelig min forrige Vantroe. Een skulde tilforn have sagt mig, at Folk blev forvexlede, og at der var Skiftninger til; den havde med saadan Snak kommen ret an: nu seer jeg det med mine egne Øyne, og behøver intet andet Vidnesbyrd. Her seer jeg Henrich med Haagens Klæder og Ansigt, og Haagen igien med Henrichs Ansigt. Hvis min Tiener pleyede at skiemte med mig, hvis det var hans Interesse at skifte Tieneste, kunde Folk, der scrupulere om alting, falde paa de Tanker, at det var Bedragerie; Men det har altid været et enfoldig Menneske, som ikke har været mægtig til at øve den tiende Deel mindre konstig og mindre dristig Stykke. Men Haagen er en dumdristig og vanartig Skalk, han kunde maaskee efter min Broders Ovidii Tilskyndelse have ladet sig bruge til saadan Bedragerie. Men nu kommer min forrige Vantroe igien; Bort Vantroe, der maa ikke være en Gnist af dig tilbage i mit Hierte. Jeg kommer ihu den gode Formaning, Gunnild Per Smeds gav mig nyelig, at jeg ikke maatte raisonnere meget; thi, om jeg vilde udi denne Post eftertænke først - - - see! nu kommer Vantroen igien. Ach! gid de første 8 Dage var forbi; thi jeg merker, der sidder endnu nogle Levninger tilbage, som jeg gandske maa udrødde.

SCEN. 6.

Roland. Leander.

ROLAND.

Ach min allerkiereste Broder! jeg har haft stor Længsel efter at tale med dig. Jeg haaber, vi skal herefter leve meer kierlig med hinanden end tilforn. Vi har hadet hinanden tilforn, saasom vi ikke eens Principia har haft; men nu den Tvistighed og den Forargelse med 177 Rod er oprykt, skal der være lige saa stor Kierlighed imellem os, som der var Had tilforn.

LEANDER.

Ach Monfrere! Lad mig omfavne dig. Jeg har ikke haft mindre Længsel efter at see dig. Gid Ovidius nu ogsaa havde samme Tanker og Religion, som vi, saa kunde vi leve ret som Brødre sammen. Men veed Monfrere, hvad vi vil giøre? Vi vil føre ham med os til gammel Gunnild; thi hun taler som en Engel, og derfor let kand bringe ham paa rette Veye.

ROLAND.

Hvad? gammel Gunnild! taler I med gammel Gunnild?

LEANDER.

Ja vist. Jeg glemmer aldrig, hvor modest den hierte Qvinde var; hun vegrede sig for at tage imod 10 Rdlr. som jeg gav hende nyelig, og blev gandske rød af Blusel, da hun endelig tog imod dem.

ROLAND.

Hvad hører jeg? omgaaes I med gammel Gunnild?

LEANDER.

Ja vist, nu talede jeg nyelig med hende. Hun har udrøddet all den forrige Vantroe som endnu var tilbage, saa at jeg nu er ligesaa troende som Monfrere.

ROLAND.

Som jeg? Hvad er det for Snak? Har I min Troe, da bør den Hex straxen føres til Baalen. Jeg har længe nok ladet mig forleede af hendes Koglerie; nu er jeg ved min Broders Ovidii Bistand bleven bedre oplyst, og troer alt saadant Bedragerie ikke meere.

LEANDER.

Hvad er det, Monfrere? I maa være forhexet.

ROLAND.

Ney, jeg har været forhexet tilforn, som jeg nu hører I er bleven; Men nu Hexeriet hører op, vil jeg have den Canaille i Spindehuuset.

LEANDER.

Kald en ærlig Matrone ikke Canaille.

ROLAND.

Maa jeg ikke kalde den Pulver-Hex hvad jeg vil, som har bildet mig ind, at mit heele Huus var fuld af Diævle?

LEANDER.

Troer I det ikke?

ROLAND.

Ney, jeg troer hverken gode eller onde Engle 12 H.V 178 meer. Jeg troer, der er ingen anden Diævel til, end slige forbandede Qvinder.

LEANDER.

Holdt op med den Snak, det vil ellers bekomme jer ilde. Adieu.

SCEN. 7.

Roland. Henrich.

ROLAND.

Det er virkelig noget selsomt med min Broers Forandring. Jeg vilde give noget got til, at jeg havde fat paa hans Tiener Henrich, for at høre, hvorledes det hænger sammen. Haagen! Haagen!

HENRICH.

Ja Herre!

ROLAND.

See til, at du kand flye mig hid min Broers Tiener, Henrich, jeg vilde gierne vide af ham, hvorledes hans - - Men hvad er dette for Optøger? du est jo Henrich; hvor est du kommen i mit Liberie?

HENRICH.

Jeg heedte Henrich tilforn, da Herren heedte Leander; men nu eftersom Herren har paataget sig Rolands Skikkelse, kalder jeg mig Haagen.

ROLAND.

Est du gal, Dreng? er jeg ikke den samme som jeg var?

HENRICH.

Ney, Herren synes kun saa; han er forbyttet af Underjordsker.

ROLAND.

Hvem har bildt dig saadant ind?

HENRICH.

Jeg hørte det af den forrige Haagen, som tiente hos den gamle Roland.

ROLAND.

Jeg skal lade dig hudstryge, dersom du taler saa forblummet. Siig mig, af hvem du har hørt saadant.

HENRICH.

Jeg siiger jo af Haagen.

ROLAND.

Det er jo en troeværdig Autor! Hvor er Haagen?

HENRICH.

Han er jo hos sin Herre, som var Roland tilforn, men nu kalder sig Leander, saasom han har faaet Leanders Ansigt.

ROLAND.

Seer du den Stok? den skal jeg sliide op paa 179 din Rygg, hvis du ikke taler reent Dansk med mig, og siiger mig, hvori alt dette Koglerie bestaaer.

HENRICH.

Jeg skal fortælle det altsammen. Jeg kom for et par Timer siden fra Skoemageren med et par Dantze-Skoe, som min Herre Leander vilde bruge paa Assomblix i Aften; jeg fandt ham ligge paa Gulvet med Taarene i Øjen, gandske forskrekket, som han havde haft et Syn. Da jeg reysede ham op igien, begyndte han at tale om sin forrige Vildfarelse og Vantroe saaledes, at jeg maatte græde med; Hvorpaa han gik hen og besøgte Gunnild Per Smeds. Imidlertid kommer Haagen, hvilken jeg fortæller denne Forandring, men han havde ikke saa snart hørt Historien, førend han begyndte at raabe, som Fanden stod i Halsen paa ham: Vore Herrer ere forbyttede! og fortaalte mig saa, hvorledes det var gaaet til med hans Herre; hvorudover vi besluttede begge at skifte Herrer, holdende dem for vore rette Herrer, hvor vi fandt deres Siæle og Gemytter.

ROLAND.

Ha, ha, ha, ha, ha, ha! Ach jeg er færdig at sprække af Latter. Henrich! bliv du kun hos mig, og lad den anden Giæk kun blive i de Tanker, som han er. Kom, lad os gaae, jeg vil hen og fortælle min Broer Ovidius den Historie.

SCEN. 8.

OVIDIUS.

Jeg veed ikke, om jeg skal condolere eller gratulere min Broder Roland. Jeg veed ikke, om jeg har giort ilde eller vel derudi, at jeg hialp ham fra hans Vildfarelse, og aabenbarede dette Koglerie, thi saa stor som hans Overtroe var tilforn, saa stor er nu hans Vantroe ; Tilforn tog han an for Evangelium alt hvad gamle Kiellinger fortaalte ham, nu holder han alting for Fabel. Ingen staaer meer Fare for at falde udi yderste Vantroe, end den, der tilforn har været nedsiunken udi mørkeste Overtroe; thi naar først et Bedragerie blir aabenbaret, begynder man at tænke: Mon all det øvrige, hvad 180 vi troe, er ikke af lige Beskaffenhed? Saaledes er det gaaen med min Broder; da han saae skinbarlig for Øyene, hvordan de slemme Kiellinger havde spillet med ham, blev det ikke derved, men, saasom Menneskets Natur er at falde fra en Yderlighed til en anden, tar han sig for at criticere alting saa, at han nu er i samme Tilstand som Leander, ja fast verre. Men der kommer han.

SCEN. 9.

Ovidius. Leander.

Leander gaaer og sukker, hængende med Hovedet.

OVIDIUS.

Hvi saa traurig Monfrere? I pleyer jo altid at være udi god Humeur.

LEANDER.

Jeg har Aarsag at være traurig, mit Huus staaer noget Ont for.

OVIDIUS.

Har I da faaet onde Tidender?

LEANDER.

Ret i dette Øyeblik stod en Ugle paa min Skorsteen.

OVIDIUS.

Ha, ha! Jeg troer vel, at I reflecterer meget paa Ugler! I lod jer ikke bevæge, om I saae Tegn paa Himmelen.

LEANDER.

Siig ikke det Monfrere! I kiender mig da ikke.

OVIDIUS.

Ey det er dog en evig Harcellering! tal dog eengang noget Alvor. Har I merket, hvordan det er tilgaaet med Roland?

LEANDER.

Ja alt for meget, jeg ynker ham i mit Hierte.

OVIDIUS.

Ney, nu har I ikke fornøden at ynke ham, thi han er ligesaa gal som I, saa det er gaaet efter min Spaadom.

LEANDER.

Jeg havde nyelig en heftig Trætte med ham.

OVIDIUS.

Hvorom var den Trætte?

LEANDER.

Det var angaaende gammel Gunnild.

OVIDIUS.

I vil vist binde mig noget paa Ermene. Han hader gammel Gunnild nu meer end I selv.

LEANDER.

Jeg veed det nok, Monfrere! Jeg veed det nok.

181
OVIDIUS.

Vel, naar I veed det, saa ophører den gamle Trætte om den Sag.

LEANDER.

Han understod sig at kalde hende en Bedragerske.

OVIDIUS.

Det troer jeg nok gik jer meget til Hierte.

LEANDER.

Ja det gik mig saadant til Hierte, at han skal betale mig de Ord dyre nok.

OVIDIUS.

Ey holdt dog op at raillere. Hør Monfrerel den eeneste Post, hvorfor Rolands Forandring behager mig, er for eders skyld, at I kand leve eenige herefter.

LEANDER.

Vi blir aldrig eenige.

OVIDIUS.

Jeg meener jo, thi nu troer I intet begge to, og derfor har intet meer at disputere om.

LEANDER.

Om han var eenig med mig i alting, saa skal jeg hade ham, fordi han hader den gode gamle Gunnild, som jeg har befundet er een af de dydigste og Gudfrygtigste Matroner i Byen.

OVIDIUS.

Ey gak Pokker i Vold med jer Snak. Jeg troer, I vil giøre mig gal.

LEANDER.

Jeg taler Alvor, Monfrere! Jeg kand ikke beskrive, hvor meget got jeg fandt i hendes Tale nyelig.

OVIDIUS.

Hvad? Har I nyelig talet med gamle Gunnild?

LEANDER.

Ja jeg har, og jeg skal tale med hende hver Dag herefter. Monfrere maa viide, at jeg er et ganske andet Menneske end jeg var tilforn. Der er intet andet tilbage af den gamle Leander end det udvortes Legeme.

OVIDIUS.

Det skulde være mig kiert Monfrere! at I forlod jer forrige Vantroe; men see til, at det ikke gaaer jer som Roland, at I falder fra een Extremitæt til en anden. Men hvad har givet Anledning til denne hastige Forandring?

LEANDER.

Himmelen har givet mig mange Advarsler.

OVIDIUS.

Men see vel til, om der er intet Bedragerie derunder.

LEANDER.

Ney, jeg har seet alt for tydelige Tegn dertil. Alt hvad som nagger mig nu, er, at jeg har tilforn 182 hadet og forfuldt den dydigste og Gudfrygtigste Matrone og Prophetinde paa Jorden.

OVIDIUS.

Hvilken Matrone er det?

LEANDER.

Jeg meener Gunnild Per Smeds.

OVIDIUS.

Det er en herlig Prophetinde. Jeg skal fortælle jer et Bedragerie, som Roland og jeg nyelig har grebet hende udi, hvoraf I skal see, hvad det er for en Qvinde.

LEANDER.

Jeg vil aldeeles intet høre derom. Jeg kiender jeres Fiendskab mod hende.

OVIDIUS.

Det er jo noget, som jeg selv har aabenbaret, og som hun har offentlig bekiendt selv, hvortil Roland skal være mit Vidne.

LEANDER.

Heele Verdens Vidnesbyrd bevæger mig ikke at troe noget til hendes Nachdeel, thi heele Verden er ond, og Dyden er allevegne forfuldt.

OVIDIUS.

Jeg veed, I kand jo sagte høre Historien.

LEANDER.

Jeg beder, Monfrere skaaner mig derfor, jeg stopper mine Øren til derfor.

OVIDIUS.

Ey hvilken u-lyksalig Hændelse er ikke denne! Jeg skulde snart deraf falde paa de Tanker, at der var en Metempsychosis til, og at eens Siæl kand forflyttes i en anden. Gaaer bort begge.

183

ACTUS IV

SCEN. 1.

ELEONORA.
alleene

Ach Himmel! hvor kand da et Menneske i en Hast falde fra een Extremitæt til en anden! Jeg havde u-mueligen kundet bilde mig det ind, hvis jeg ikke havde seet det for mine Øyen. Ach! jeg veed ikke, om jeg var meer at beklage tilforn, end jeg nu er; hvordan hans Sind forandres, saa blir min Sorg lige stor, saa har jeg samme Monstrum at bestride. Hvis jeg kun fik at viide Aarsagen til denne Forandring, kunde jeg, maaskee, raade Bod derfor; men naar jeg siiger: Min kiere Leander! hvad er Aarsag til denne egne Hellighed, denne Frygt, denne Melancholie og Overtroe? svarer han: Spørg mig ikke derom, det er Himmelens Virkning, jeg kiender mig ikke selv meer, jeg er ikke meer den samme. Men der seer jeg, han kommer i sorte Klæer, med en gammel Kielling. Ach! mit Hierte vil briste. Jeg maa skiule mig i en Krog, for at høre, hvad for Tale han har med hende.

SCEN. 2.

Leander klædt som en Pebling. Gunnild.

GUNNILD.

Saadane Forbyttelser, min hierte Søn! som er skeet med Haagen og Henrich, skeer hveranden Dag udi mit Fødeland, Findmarken, besynderlig med Børn, som Underjordske Folk tage tit af Vuggen, og legge deres i Steden igien.

LEANDER.

Ach Mutter! I er Viisdommen selv. Gid jeg havde haft den Omgiengelse med jer i mange Aar, som jeg nu haver. Jeg har hørt saa meget tale om Varulv, jeg 184 havde nok Lyst for en Times Tid at blive omskabt til en Varulv.

GUNNILD.

Det kunde nok skee, kiere Søn! var det ikke for een Ting.

LEANDER.

Hvad skulde det være?

GUNNILD.

Jeg er bange, at I har endnu noget af forrige Vantroe tilbage. I er ikke gammel nok i vort Lav.

LEANDER.

Det er sandt nok, jeg er ikke gammel i Lavet, men det skulde fortryde mig, om nogen havde stærkere Troe end jeg.

GUNNILD.

Men hør Leander! jeg har noget at siige jer.

LEANDER.

Hvorfor græder I?

GUNNILD.

Ach jeg har store Fiender i jere Brødre; de har nyelig opdigtet en Historie om mig, som er u-hørlig, og som Himmelen vil hevne. Ovidius er Begynder dertil, og har ved Løgn og Bagvaskelse saaledes forført Roland, at han er bleven min Døds Fiende, og er nu falden til samme Vantroe, som I var tilforn udi. Jeg er saa bange, at I troer deres falske Beretninger, nemlig, at Ovidius skulde have træffet mig udi et Bedragerie, og truet mig med Hugg at tilstaae det samme, da jeg dog kand med min høyeste Eed vidne, at jeg ikke har seet nogen af dem hverken i gaar eller i Dag. Dersom jeg var u-gudelig og vantroesk efter Verdens Maade, havde jeg ikke saa mange Fiender.

LEANDER.

Græd ikke Mutter! jeg skal ikke troe dem, om de laae paa deres bare Knæ og svore.

GUNNILD.

Ja hvorledes kand jeg være forsikkret derom? Dersom I ogsaa engang slaaer Haanden af mig, saa er jeg forladt af alle Mennesker.

LEANDER.

Hør! paa det I ikke skal tvile meere om mit oprigtige Hierte-Lag, see da! saa vil jeg, i Trods for mine Brødre, Søstre, Venner og heele Verden, forbinde mig udi Ægteskab med jer Dotter.

GUNNILD.

Ach I skiemter med mig, kiere Leander!

LEANDER.

Kom, lad os gaae ud. I skal see, at inden 24 Timer Gierningen skal svare til Ordene.

185

SCEN. 3.

Eleonora. Ovidius.

ELEONORA.
alleene

Gak troeløse Menneske, Forræder, Meen-Eeder, gak bort og skiul dig til evig Tid for mine og den heele ærbare Verdens Øyne, nedgrav dig under Jorden med dit nye forhvervede Bytte, med din vanskabte Ægtefælle, som Himmelen har beskikket dig til Straf for din Troeløshed mod en Jomfrue, der har elsket dig høyere end sin egen Siæl, der med u-beskrivelig Taalmodighed har igiennemgaaet en Hierte-Sorg efter en anden, som dit Forhold har paaført mig, førend at bryde det Løfte, jeg eengang har giort. Ach! jeg forskrækkes ved at staae paa det Sted, hvor saadan ugudelig Troeløshed er bedreven, som vil forarge den heele Verden, og beskiæmme en fornemme Familie. Ach Leander! Dog hvi besmitter jeg mine Læber ved at nævne den, som ingen bør tænke paa meere, end siige nævne? Jeg vil ingen Forbandelser udøse over dig, jeg forlanger ey heller nogen Hevn; thi du est straffet nok i det dit Hierte er henvendt til at søge din egen Spot og Foragt. Men Eleonora! hvad er det du siiger? hvi udøser du Vrede og Forbittrelse mod den, der heller bør at ynkes end hades, hvis Hierte er fortryllet, hvis Øyne forblindet ved Koglerie og Troldom, saa at han ikke kiender sig selv meere? Hvi - - - Men der seer jeg Ovidius kommer, jeg maa giøre ham deelagtig udi alt dette. Ovidius! kom hid og hør en forskrækkelig Historie, som angaaer vel mig allermeest, men treffer ogsaa den heele Familie. Kom og hør en selsom Forandring med Leander.

OVIDIUS.

Jeg veed det nok min hierte Jomfrue! det er Menneskets Natur at falde fra en Extremitæt til en anden.

ELEONORA.

Ney Ovidius! I veed ikke, hvorvidt saadant gaaer. Leander er bleven saa indtagen af den gamle 186 Gunnilds Skinhellighed, at han har forladt mig, og lovet at ægte hendes Datter.

OVIDIUS.

Ey! det kand jeg ikke troe.

ELEONORA.

Inden 24 Timer vil det fuldbyrdes, thi jeg har selv hørt ham giøre sligt spotteligt Løfte. Han er fortryllet; man maa raade Bod derpaa i Tide, man maa lade hende gribe og fængsle.

OVIDIUS.

Ney det gaaer ikke an. Vi kand ikke klarlig overbeviise hende noget; tilmed har hun ved sin Skinhellighed forhvervet sig mange Venner, som vil tage hende i Forsvar, tillige med Leander. Men der maa hittes paa andre Raad. See! der kommer han.

ELEONORA.

Ach! jeg kand ikke taale at see ham for mine Øyne. Jeg gaaer bort.

SCEN. 4.

Leander. Ovidius.

OVIDIUS.

Hør Leander! hvad Ont har jere Forældre, jere Brødre, Slægt og Venner fortient af jer, at I vil søge at beskiæmme den heele Familie ved at ægte en gemeen liderlig gammel Trold-Hexes Dotter, som ikke bør at liides i Staden, langt mindre blive indlemmet i et fornemme Huus?

LEANDER.

Monfrere! hvad Ondt har jeg forskyldt af mine Brødre, Slægt og Venner, at de vil søge at hindre mig i min Fornøyelse?

OVIDIUS.

Det er en Raserie, som jer er paakommen, ellers kunde I ikke kalde det Fornøyelse.

LEANDER.

Et hvert Menneske, naar han faaer hvad han ønsker, saa er han lyksalig. Eders Sind maaskee staaer til en ung galant fornemme Jomfrue, hvorudi jeg aldrig vil tragte at hindre jer, endskiønt en saadan efter min Omvendelse er en Vederstyggelighed i mine Øyen. Mit Sind falder nu til en gammel Gudfrygtig Matrones Dotter, hvis ringe Herkomst og gemeene Væsen støder jer. Men I maa derfor ikke tvinge mig til at have samme 187 Smag. I veed jo selv, at, saa mange Hoveder der er, saa mange Sind, saa mange Hierter, saa mange Tilbøyeligheder, saa mange Munde, saa mange Smage; Derfor blive ogsaa alle Folk gifte, og all Mad ædt.

OVIDIUS.

Men tør I understaae jer at kalde den en Gudfrygtig Matrone, som jeg og andre har funden i største Ugudelighed og Bedragerie?

LEANDER.

Tal ikke om saadant Monfrere. Jeg kiender jer Ondskab, jer Had mod hende.

OVIDIUS.

Hør! I maa holde inde med den Titel: Monfrere! thi jeg vil ingenlunde passere for jer Broer oftere.

LEANDER.

Hvad jer behager. Adieu.

OVIDIUS.

Gid jeg aldrig saae jer meer for mine Øyen. Men der kommer een af de gamle Hexer. Hun seer saa forbittret ud. Jeg maa gaae lidt til Side, for at høre hvad hun skader.

SCEN. 5.

Marthe. Ovidius.

MARTHE.

Ach! ach! jeg døer af Avind og Forbittrelse. Tænk engang, hvilken Lykke hun giør ved saadan Ægteskab! Hun begynder alt at see baade mig og andre fattige Qvinder over Axelene. Mon min Datter ikke kunde være ligesaa nær til saadan Lykke som hendes? Ach! ach! jeg vil heller døe end taale at see paa saadan Forfremmelse. Hvis jeg fandt een af Leanders Brødre, skulde jeg strax gaae hen og aabenbare all hendes Bedragerie. Men der seer jeg Monsieur Ovidius. Falder paa Knæ.

Ach min Herre! jeg har en Hob at aabenbare ham, som ligger mig paa Hiertet; Min Samvittighed begynder at nagge mig, saa jeg har ingen Roe, førend jeg bekiender mine Misgierninger. Vi har, min Herre! udi mange Aar føret et skinhelligt Levnet, og under den Masqve bedraget mange got Folk.

OVIDIUS.

Jeg tviler ikke derom, thi jeg har selv befundet 188 jer derudi, og hvis vi havde haft Vidner til det Bedragerie, som skeede i Dag, skulde I alle være bleven revsede; Men vi kand ikke selv være baade Anklagere og Vidner.

MARTHE.

Det er sandt, uden mange Vidner kand den gamle Gunnild ikke fældes, thi hendes Credit er stor blant Folk. Ach vil Herren forsikkre mig om sin Beskyttelse, hvis jeg fører dette for Lyset?

OVIDIUS.

Stat op Marthe! Du maa være mig behielpelig i at hindre en nye forestaaende Ulykke. Du maa viide, at det er kommen saa vidt med min Broder, at han vil tage gammel Gunnilds Dotter til ægte.

MARTHE.

Ach Himmel! er det mueligt?

OVIDIUS.

Hvad Raad skal vi hitte derimod?

MARTHE.

Gak I kun bort, og forsamle jere Venner tillige med Leander, saa skal jeg faae hende til at giøre et nyt Bedragerie, hvorudi hun i hans og andres Paasyn skal blive røbet. Men see vel til, at Leander paa en Time eller to ikke faaer Leylighed at tale med hende. Jeg skal siden lade jer vide, hvad Anstalt der skal giøres, naar jeg har først sætt Gunnild i Harnisk.

OVIDIUS.

Far vel da saa længe, Marthe! og vær forsikkret om, at du skal have din riigelig Underholding af vort Huus, saa længe du lever.

SCEN. 6.

Marthe. Gunnild.

MARTHE.

See! der kommer hun; nu maa jeg sætte mine Garn, hvorudi hun skal fanges, hvor snedig hun end er. Ach! ach! jeg tænkte det nok, det gode varer ikke længe; Den stakkels Gunnild glædte sig alt for tilig. Jeg maa hen og vare hende udi Tide, at hun bruger Raad derimod.

GUNNILD.

Hvad er paa Færde, Marthe?

MARTHE.

Ach Mutter! jeg har en slet Tidende at bringe jer: Nu nyelig stod jeg uformerkt og hørte Ovidius 189 disputere med Leander om det Ægteskab han havde lovet jer Datter.

GUNNILD.

Hvordan faldt det ud?

MARTHE.

Det faldt saa ud, at Leander blir ved sin Eleonora, thi han lovede sin Broder med Haand og Mund at bryde det Løfte, han har giort jer.

GUNNILD.

Ach! ach! den Ovidius er mig en haard Fiende.

MARTHE.

Vi maa forekomme ham i Tide.

GUNNILD.

Hvad Raad skal vi da bruge?

MARTHE.

De samme Midler, som vi har brugt tilforn at bringe ham udi Garnet, maa vi endnu betiene os af at holde ham fast: I maa forklæde jer nok engang udi en Geistes Skikkelse, stille jer for ham, naar han er alleene, og siige: At hvis han agter at blive salig, maa han ægte gamle Gunnilds Dotter, thi det er Himmelens Villie. Skal det giøres, saa maa det giøres ved første Leylighed, medens han er endnu i sin Overtroe. Jeg skal bringe ham til det Sted, hvor vi har vor Gang under Jorden, og vare jer ad ved 3 Trampen paa Jorden, naar Tid er at staae op af Hullet.

GUNNILD.

Det er et ypperligt Raad, Marthe.

MARTHE.

Gak strax hen, og lav jer til da, og naar han kommer, saa kand I gaae ham lige i møde, thi naar han hører, at det er Himmelens Villie, saa bringer heele Verden ham ikke fra sit Forsæt. De gaaer begge ud.

SCEN. 7.

Ovidius. Leander.

LEANDER.

I maa præke for mig til Verdens Ende, saa troer jeg intet deraf.

OVIDIUS.

Vil I kun have Taalmodighed een Time, saa skal jeg strax hielpe jer af Drømmen.

LEANDER.

Snak, Snak!

OVIDIUS.

Vil I ikke troe det, som I seer for Øyene?

190
LEANDER.

Hvad seer jeg for Øyene?

OVIDIUS.

I skal see hendes Bedragerie selv, og takke mig derfor.

LEANDER.

Naar jeg seer det, saa vil jeg troe det.

OVIDIUS.

See! der kommer gamle Marthe, som skal oplyse den heele Sag.

SCEN. 8.

Leander. Ovidius. Marthe.

MARTHE.
falder paa Knæ for Leander

Ach! Himmelen tillader ikke længer, at vor Ondskab blir skiult, min Samvittighed er vaagnet, og jeg har ingen Roe haft, førend jeg maatte ud med det, som har plaget mit Hierte, og jeg har maatt bekiende for jer Broder vore Practikker, vort Koglerie, som vi har brugt at lokke Folk udi Snaren, og styrte dem udi samme Overtroe. Den gamle Gunnild, som I holder for en Prophetinde, der kand giøre Mirakler, løse og binde Fanden, er den største Bedragerske, som kand gaae paa Jorden. Himmelens Retfærdighed, som ikke kand taale saadant u-hevnet, har paaført mig saadan Uroelighed, saadan Beængstelse, at jeg er bleven tvungen til at bekiende vor Ondskab, og underkaste mig frivillig Straf.

LEANDER.

Men kand man forlade sig paa det, som du siiger, om det ikke er af Had mod Gunnild, som du vil føre i Fortræd for at hevne dig?

MARTHE.

Vil I have Taalmodighed en liden stund, saa skal I treffe hende selv i et nyt Bedragerie, og, paa det at hun ikke skal giøre det u-straffet som tilforn, da lad jer anden Broder, samt alle Huusfolkene stille sig her u-formerkt for at see det an. Men jeg beder om Naade.

LEANDER.

Hvis saa er, som du siiger, da skal dig intet Ont vederfares, men tvert imod du skal riigelig belønnes for din Tieneste.

MARTHE.

Jeg begiær ingen Belønning, min Herre, thi jeg giør dette kun for at befrie mig fra den Beængstelse, 191 som mig er paakommen, at min Samvittighed kand komme i Roelighed igien. Gaaer I nu kun strax ind, og kalder alle Huus-Folkene tilstæde, og skiuler dem alle, at ingen blir seet uden Leander; thi om en liden Stund vil hun komme hid som en Geist eller Spøgelse, for at bestyrke jer meer i jer Overtroe, da skal hun blive greben paa friske Gierninger, og bekiende sit Bedragerie uden at man har nødig at føre Vidne imod hende.

OVIDIUS.

Inventionen er meget god. Lad os gaae.

SCEN. 9.

MARTHE.
alleene

Ha ha! Dette som jeg her giør, er hverken for at befrie Samvittighed, eller at aabenbare Synder, men af Forbittrelse og Avind, at Gunnild ikke skal nyde saadan Lykke, og komme til slig Ære og Herlighed. Jeg er ikke den første Qvinde, der af Avind og Misundelse har brudt Venskab, og sat mig selv i Fare. Ingen Passion regierer saa sterk i en Qvindes Hierte, som Misundelse: Den driver een til at opoffre sin Velfærdt, Forældre, Slægt, Venner, ja sig selv med. Naar dette er skeet, vil jeg lade mig belønne, og siden reyse hen paa et andet Sted, for at øve mine gamle Konster igien, som jeg dog ikke kand lade. Men der kommer de. Jeg maa hen og lave mig til.

SCEN. 10.

Ovidius. Leander. Roland. Eleonora. Haagen. Henrich. Marthe. Gunnild.

ROLAND.

Jeg glæder mig over, at Leander kand komme til at see det for Øyene, som han af vor Beretning ikke har villet troe, og at han kand komme af Drømmene paa samme Maade, som jeg tilforn.

OVIDIUS.

Gaaer nu alle tilside, Børn, og skiuler jer saaledes, at hun ikke blir nogen vaer.

MARTHE.

Værer gandske stille; Hun skal staae op af 192 dette Hull, hvor vi har haft vor Gang under Jorden, for der at spille adskillige Koglerie. Jeg har bildt hende ind, at Leander har ladet sig bevæge at staae fra sit Forsæt at ægte Gunnilds Dotter, og derfor overtalt hende at agere en Geist her paa dette Sted, naar han er alleene, hvorom jeg skal give hende Varsel. Jeg stiller mig bag ved Hullet for at rive Masqven af hende, naar hun staaer op.

Leander bliver staaende alleene midt paa Theatro. De andre skiuler sig ved Siderne. Marthe gir Tegn ved Trampen paa Gulvet, og Geisten stiger op, sigende disse Ord:

Leander, Leander! Himmelens Villie er, at du skal tage dig en Ægtefælle.

LEANDER.

Hvo skal den være?

GEISTEN.

Det skal være den Gudfrygtige Matrones Gunnild Per Smeds Dotter.

MARTHE.
rivende Masqven af hende

Ney saa mare blir der intet af denne gang.

GUNNILD.

Ach hvad er dette? jeg forraades af min egen Ven.

De andre løbe til og trække hende af Hullet.
GUNNILD.
paa Knæ

Ach! Himmelen bruger ofte et ont Menneske at straffe et andet med. Jeg beder ikke om Naade. Jeg bekiender at have fortient Døden.

LEANDER.

Ach! nu seer jeg, hvad som har været Aarsag til min hastige Forandring. Var det saadan Geist, som steeg op af Jorden i Dag tilforn paa samme Sted?

GUNNILD.

Ja Herre! det var mig, med een af mit Tilhang, som jeg havde bestilt dertil for at bedrage hans Broder Roland.

OVIDIUS.

Det var det samme Skielmstykke, som jeg greeb hende udi, og som jeg har villet aabenbare jer, men I har ikke villet høre mig. Men har det været Aarsag til jer Forandring?

LEANDER.

Ja det var Begyndelsen dertil; thi da jeg 193 kom gaaende, fandt jeg her en underlig Samling af gamle Kiellinger, og saadant Dyr stiige op af Jorden.

ROLAND.

Ach ach! den samme Hendelse, som bragte mig af Overtroe, har styrtet min Broer derudi.

OVIDIUS.

Men kunde dette eene Syn være mægtig til at forandre jer Sind saaledes?

LEANDER.

Dette u-formodentlige Syn havde des større Virkning hos mig, jo meer jeg havde foragtet alt saadant tilforn. Thi jeg tænkte ved mig selv, at det var en Straf af Himmelen formeedelst min Vantroe; og disse Tanker tog meer og meer Overhaand hos mig, saa jeg først besluttede ikke at forkaste alle Historier meere, siden at troe alt, hvad jeg seer, derefter hvad jeg hører fortælle af vigtige Folk, og endelig hvad enhver indtil gamle Kiellinger sige. Saaledes formeredes Grad-viis Tankerne hos mig, saa jeg i en Hast faldt fra een Extremitet til en anden.

ROLAND.

Saaledes gik det ogsaa mig. Da jeg ved min Broders Hielp fik at see, hvordan disse Kiellinger spillede med mig, begyndte jeg at tænke: Mon adskillige Historier, som fortælles, er ikke af samme Natur? Derefter besluttede jeg ikke at troe uden hvad skiønsomme Folk siger, siden hvad ingen siger, og endelig ikke engang hvad jeg selv seer.

HAAGEN.

Paa den Maade blir jeg den samme som jeg var.

HENRICH.

Ja du blir den samme Slyngel, som du var, og jeg liigeledes.

OVIDIUS.

Saaledes har I befundet, mine kiære Brødre, at det er som jeg ofte har sagt: naar et Menneske vil reformere sig, veed det ikke at standse, men gaaer alt fort, indtil det falder i en Yderlighed ligesaa lastelig som den, det forlod. Jeg har kiendt dem, som Folk et Aar har haft Afskye for, formedelst deres Skinhellighed, et andet Aar formedelst deres Ryggesløshed. Jeg har kiendt dem, der een Tid har opirret Folk med Medisance, en anden Tiid ved hæsligste Hyklerie; Andre, der ere bleven 194 lastede formedelst Gnieragtighed, at have reformeret sig saaledes, at de ere forfaldne til Ødselhed. Det er en Characteer, som faa tager i Agt, men dog er temmelig gangbar.

LEANDER.

Vi merker, at jere Formaninger har været vel grundede. Jer Levnet skal herefter være os en Model at efterfølge. Men hør du vanartige Kielling! var det ogsaa du, som siden forskrækkede mig alleene paa dette Sted under samme Masqve af Dievel?

GUNNILD.

Ney vist, Herre. De Klæder efterlod vi paa Stedet, da Monsieur Ovidius traf os udi vort Bedragerie.

HENRICH.

Hvorledes saae det Klæde ud?

GUNNILD.

Det var et sort langt Klæde med en Stok, hvormed man kunde giøre sig høy og lav, og der vare 2 Horn heftede dertil.

HENRICH.

Hvad Tiid saae Herren det Spøgelse?

LEANDER.

En liden Stund for den Tiid du fandt mig liggende halv død paa Jorden.

HENRICH.

Ach Herre! Jeg beder om naadigst Forladelse; Jeg var det Spøgelse. Jeg fandt det Klæde liggende paa Jorden, og vilde bruge det paa Masqverade i Aften. Men just som jeg havde iført mig det for at see, om det passede, kom Haagen i det samme, hvilken jeg giorde saa bange, at han bekiendte for mig en Hob Skielmstykker, han har bedrevet mod Monsieur Roland. Men det giør mig ont, at jeg ogsaa har altereret min Herre.

LEANDER.

Ja den Skræk, som var kommen i mit Blod, formeeredes, da jeg vaagnede op, og saae saadan Positur.

ROLAND.

Men hvad er det for Skielmstykker, du har bedrevet? Haagen!

HAAGEN.

Gid han faae en Ulykke! Jeg tænkte, han var en Dievel, og derfor løy mig selv paa for at befries fra hans Kløer; thi af alt det, jeg bekiendte, var intet sandt uden det sidste.

ROLAND.

Hvad var det da?

195
HENRICH.

Fy det er Lapperie tilsammen. Han truer Haagen.

HAAGEN.

Det var, at jeg --

HENRICH.

Ey Monsieur Roland! det er, min Siæl, kun Lapperie.

Han truer Haagen igien.
HAAGEN.

Det var ikke andet end ---

Henrich holder ham for Munden. De kommer i Klammerie, og løber ud.
ROLAND.

Jeg skal nok udforske, hvad dette er for en Sag. Nu har vi at tænke paa, hvordan vi skal faae denne Kielling straffet.

OVIDIUS.

Om I vil følge mit Raad, saa er det best, at vi tier med den Sag, og lader hende løbe. Hør du vanartige Menneske! hvis du oftere lader dig see her i Naboelavet, skal du blive straffet efter Fortienneste.

GUNNILD.

Jeg skal ikke alleene forlade Naboelavet, men endogsaa Byen, reyse paa Landet, og der poenitere for mine Synder.

OVIDIUS.

Saa pak dig strax bort! Og du Marthe! du skal faae det, vi har lovet dig. De gaaer.

LEANDER.

Men endnu staaer det største tilbage, at forliige mig med min Jomfrue, som jeg saa grovelig har syndet imod.

Falder paa Knæe.

Forlad, allerkiereste Jomfrue! min grove Forseelse mod hende. Tænk efter alt, hvad som er skeet, at Koglerie og Abespill har forleedet mig at giøre det, som ellers aldrig kunde have rindet mig i Sinde. Betænk, skiønne Jomfru! at ---

ELEONORA.

Stat op kiere Leander! Det er mig kiert, at I er kommen af Vildfarelse. Jeg forlader eder det af mit gandske Hierte, og glæder mig, at I, saavelsom eders Broder, ved disse Eventyr ere komne paa rette Vey igien.

196
OVIDIUS.
til Spectatores:

Her seer man, at den tryggest er,
Der Middelveyen tager;
Men i Extremitet, disvær!
Natur hver anden jager.
Nu Vantroe, atter Overtroe,
Nu Lunkenhed, nu Iver
Et Hierte Vexel-viis beboe.
Naar Feyl udrøddet bliver.
Den giver for et andet Rom;
Man Aaget ey bortkaster,
Fra et til andet Herredom
Af Lyder man kun haster.

197

Uden Hoved og Hale Noter

S. 129.
Tydske Forme. Holberg hentyder hermed til de lange, bombastiske Titler, de tyske Skuespillerbander benyttede til deres Stykker. - I fiire Acter, efter de klassiske Regler skulle et Drama have fem Akter. - u-liige Tal, disse ansaas for at være heldigere end de lige Tal, f. Eks. naar Lægerne ordinerede Piller o. lign.

S. 130.
Spectatores, lat. Tilskuerne. - Betryk, Knibe, Forlegenhed. - tilforn, tidligere. - End er, endvidere, ydermere, oven i købet er der. - Vulcanus, lat. Smedeguden. - som i Kiøge Halsjern, dvs. udstillet til offentlig Spot og Skam. Forbryderen, som »stod i Gabestokken« var fastgjort til en Pæl og havde en Bøjle (Halsjern) spændt om Halsen. - Apollo, lat. (gr. Apollon), Gud for Kunst og Videnskab. - Minerva, lat. Visdommens Gudinde.

S. 131.
Jupiter, lat. den øverste romerske Gud; Himmelkongen. - Confusion, Forvirring. - slaae Øyet ud. Man troede, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og dermed afsløre denne. Smede havde Ry for at være »kloge«.

S. 132.
Præsentationer, Opførelser. - Tydske Comoedier i Broelegger-Strædet; se Indledning til Ulysses von Ithacia, i Bind IV. - Gespenster, Spøgelser, Genfærd. - Caracteres paa, Karakteristikker af. - Lyder, Fejl, Svagheder. - Momus, lat. (gr. Momos), Gud for Spot og bidende Ironi. - polerede, dannede, kultiverede.

S. 133.
spende dig for Rumpen, sparke dig bagi. - Det vil ... intet siige, det betyder ikke noget. - Caprice, Grille, Indfald.

S. 134.
Axelen, Skulderen. - forbundne til, forpligtede til, tvunget til. dependerer, afhænger. - Grund, Fornuft. - Torden-Straale, Lynet var Jupiters Attribut. - retirere mig, trække mig tilbage. - tage Sted, tage Plads. - Forhold og Gebærder, Opførsel og Manerer. - uden, undtagen, medmindre. - de middelste Loger, de midterste Loger (som var de dyreste). - Autor, Forfatter.

S. 136.
Avindsyge, gnavne, umedgørlige. - efterdi, da, naar.

S. 137.
heller, snarere. - omen, lat. Varsel.

S. 138.
omendskiønt, selv om. - Devotion, Fromhed. - superstitieux, fr. overtroisk. - viise igien, mane tilbage, eller: ved overnaturlige Midler paavise Tyvekoster og skaffe dem tilbage.

S. 140.
Mask, Maltaffald ved Ølbrygning; Bærme. - Poenitentze, Bod. - i Exempel, til Advarsel.

198

S. 141.
Varulv, i Folketroen en Mand, der var forvandlet til en Ulv og som saadan Anstifter af Ondt. - Alteration, Ophidselse.

S. 142.
med de Klogeste, blandt de klogeste. - førend den, førend han.

S. 143.
Marren. En Mare var i Folketroen et kvindeligt Væsen, der om Natten satte sig paa den Sovendes Bryst (Mareridt). Man kunde beskytte sig mod hende paa forskellig Maade som nævnt her. Saaledes var Staal et Middel til at skræmme Troldtøj. - det fornemste, det vigtigste.

S. 144.
i Sør, norsk for i Sønder, mod Syd. - Permission, Tilladelse. - førend jeg løsligen forsvor mig, snarere end jeg paa et løst Grundlag skulde aflægge Ed paa noget galt. - Nøk, i nordisk Folketro et Væsen, der lever i Vandløb (og Brønde) og som prøver at lokke Mennesker til sig. - Hælhest, en trebenet, hovedløs Hest, som mentes at opholde sig paa Kirkegaarde og varsle Død. - Sybilla. Flere Spaakvinder fra Oldtiden kaldtes Sibylla. - satt ... paa Stie, dvs. for at fedes.

S. 145.
Vomitif, Brækmiddel. - Monfrere, fr. Mon frère, min Broder.

S. 147.
fixere, holde for Nar. - refuterer, gendriver. - Complexion, Konstitution. - jeg har forsøgt, jeg har erfaret, mærket. - Gout, fr. Smag.

S. 148.
Tings Vidne, Vidnesbyrd afgivet i Retten. - Bass og Fiol, Kontrabas og Violin. - forsøger Penne med, dvs. for at prøve om Fjerpennen var skaaret rigtigt. - Den som mig føder, Førstelinje af en Salme, der fortsætter: »Det er Gud min Herre«. Det var Guds Navn, Fanden ikke kunde taale at høre! Grundlaget er Davidssalme Nr. 23; herover skrev Clément Marot 1543 en fransk Salme, som 1573 oversattes til Tysk af A. Lobwasser og herfra formentlig, ved ukendt Oversætter, til Dansk 1642.

S. 149.
studsede, standsede. - sagte, sagtens; nok. - artig nok, interessant, morsom nok. - over i 14 Aar, i over 14 Aar. - en liden Flint, en lille (Flint)bøsse. - Kalvskindet, Bydel i Trondheim. - konstig, kunstig, trolddomskyndig. - Vaage-Stue, i Vaagestuerne, hvor der holdtes Vagt ved Liget, forlystede man sig bl. a. med at fortælle Historier.

S. 150.
examinerer, undersøger. - Wardehuus, Vardøhus Fæstning (i Finmarken). - Hr. Christoffer, Præsten. - uden han vil, hvis ikke, medmindre han vil. - Lucifers Fald. Djævelen var oprindelig en Lysengel (Lucifer, lat. Lysbringer), der satte sig op mod Gud og til Straf styrtedes ned i Helvede sammen med sine Tilhængere. - diverterer, morer, adspreder.

S. 151.
have fuldt, have fulgt.

S. 152.
Torden-Steen, Flintøkser, Vættelys, forstenede Søpindsvin o. lign. var saadanne Sten, der ifølge Folketroen beskyttede mod Lynnedslag. - SI., Forkortelse af Salig, dvs. afdøde. - Potz slapperment! formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. 199 - Find, Trolden Find byggede Lunds Domkirke for Sankt Laurentius mod som Løn at faa Sol og Maane eller hans Øjne. - egen Klogskab, Egenklogskab, Selvklogskab. - delirare, lat. afvige fra den lige Linie.

S. 153.
Canari-Sek, Sekt, sød Vin fra de Canariske Øer. - attaqvere, angribe.

S. 154.
Condition, Betingelse. - u-formerkt, ubemærket.

S. 155.
Liire-Stykke, Musikstykke udført paa Bondelire; se Note til Kilde-Reysen ovenfor S. 28.

S. 156.
Gammel Erik, Navn paa Fanden. - Bloksbierg, Brocken i Harzen. - Hekkenfield, Hekla i Island. - Lyderhorn, i Norge (ved Bergen). - Mundien ... Fyr olien, Fabelsteder fra Folkebøgerne.

- St. Sveder. Nogen officiel Helgen af dette Navn kendes ikke. »Sankt Sveder« kan være en Omdannelse af »Sanctum Suarium«, den hellige Svededug, Jesu Ligklæde, der som en Slags Helgen har sin særlige Mindefest, den anden Fredag i Fasten. - Spinde-Huuset, Kvindefængslet.

S. 159.
harcellerer, spøger. - domminerer, larmer; tager paa Vej. - assomblixerer, gaar til Selskab (komisk Dannelse af Assemblé, Selskab). - Slutteriet, Gældsfængslet. - Styver, en Mønt af ringe Værdi, ofte = 2 Skilling.

S. 160.
Gaal-Amme, Goldamme, Kvinde der passer et Spædbarn uden at give det Die. - profect, Forvanskning af perfekt, fuldkommen. - Kaarse-Dantz, en Folkedans; kaldes ogsaa Krydstur. - forpikket paa, forhippet paa, begejstret for. - Carnalier, Slyngler. - Jan Chagel, Janhagel, Pøbel, Pak. - honnette, pæne, ordentlige. - raisonabelt, rundhaandet. - Postillion eller Castillion. Henrich mener sandsynligvis Dansen Cotillon, der er fransk, ikke engelsk. - Exercitien, Udførelsen (af Dansen). - Adrianne, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil.

S. 161.
smuurte jeg ... i en Bonde etc., fik jeg en Bonde til at tage 4 holstenske Tolvskillinger for 48 Skilling (de var kun 40 Sk. værd).

S. 163.
peene, dydige, ærbare; knibske. - udi Gangen, i Kulissen.

S. 165.
Kloster-Stræde. Her holdt tidligere Københavns Skomagere til.

- endelig, i Virkeligheden; for Resten.

S. 166.
en Pegel, en Pægl, gi. Maal for flydende Varer (= 0,2415 1). - Finkel-]ochum, simpel Brændevin.

S. 167.
ligget udi 3 Aar i Rostock, studeret 3 Aar i Rostock. - Carnaliøsk, slyngelagtigt. - Du skulde holde det saa, du kunde blive ved saadan.

S. 168.
mari, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 170.
skiemter med, gør Nar af. - Beckers Bezauberte Welt, den hollandske Teolog Balthasar Bekkers berømte Værk »De be 200 tooverde Wereld« (den forgjorte Verden) fra 1691 bestred Overtro og gav Heksetroen Dødsstødet. - en Skifting, ifølge Folketroen et Troldebarn, som de Underjordiske havde lagt i Vuggen (»skiftet ud«) i Stedet for det rigtige Barn.

S. 172.
snak for din Eske! Vrøvl!

S. 173.
Qvaliteter, Egenskaber.

S. 176.
den havde ... kommen ret an, han var . .. kommet galt af Sted. - scrupulere, tvivle. - mægtig til, i Stand til. - den tiende Deel mindre konstig, 1/10 saa kunstig, dvs. udspekuleret.

S. 177.
modest, beskeden. - Canaille, fr. Slyngel.

S. 178.
Optøger, Optøjer, gale Streger. - forblummet, dunkelt, tvetydigt.

S. 179.
Assomblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab.

S. 181.
raillere, drille, spotte. - Extremitæt, Yderlighed.

S. 182.
noget til hendes Nachdeel, noget ufordelagtigt om hende. - Metempsychosis, gr. Sjælevandring.

S. 183.
Pebling, Latinskoleelev (bar sort Dragt). - besynderlig, især.

S. 184.
i Trods for, paa Trods af, til Trods for.

S. 186.
klarlig overbeviise hende noget, klart bevise noget mod hende. - bør at liides, bør tillades (at være). - galant, fin. - gemeene, simple, jævne.

S. 187.
hvad hun skader, hvad der er i Vejen med hende. - Avind, Misundelse.

S. 188.
Credit, Anseelse. - vare hende, advare hende.

S. 189.
forekomme ham, komme ham i Forkøbet. -

S. 190.
Practikker, Kneb.

S. 191.
Inventionen, Paafundet, Ideen. - ikke kand lade, ikke kan lade være med.

S. 192.
Tilhang, Tilhængere.

S. 193.
Medisance, Bagtalelse, (ondsindet) Sladder.

S. 194.
for den Tiid, før det Tidspunkt.

S. 195.
poenitere, gøre Bod.