Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

V

Rosenkilde og Bagger 1970

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1970

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Kilde-Reysen .................................... 9
  • Noter ............................................ 45
  • Melampe .......................................... 51
  • Noter ............................................ 120
  • Uden Hoved og Hale .......................... 127
  • Noter ............................................ 197
  • Henrich og Pernille ............................. 203
  • Noter ............................................ 262
  • Diderich Menschen-Skræk ................... 267
  • Noter ............................................ 306
  • Hexerie eller Blind Allarm .................... 311
  • Noter ............................................ 390
  • Plancher ........................................... 396
7

KILDE-REYSEN
Comoedie udi tre Acter

8

Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • MAGDELONE
  • ARV
  • LEANDER
  • HENRICK
  • DOCT. BOMBASTUS
  • NIELS KUDSK
  • LEONARD
9

Kilde-Reysen
Indledning

Denne Komedie, som efter sit Emne tilhører den lyse Aarstid, blev opført første Gang omkring 1. Juli 1724. I Levnedsbrevet 1728 siger Forfatteren, at den spotter Folk, som tror paa den mirakuløse Kraft i en Kilde, der har sit Udspring ikke langt fra vor Hovedstad, og som paa en bestemt Tid af Aaret - nemlig Sankt Hans Nat - strømmer skarevis derhen. Denne Kilde kan ikke være Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven, som var ukendt i 1720erne. Man har gættet paa Vartov Kilde, der laa lige syd for Tuborg og paa Vangede Kilde; der er samtidige Vidnesbyrd om Tilstrømningen til disse to nære Kilder i 1720erne.

Troen, eller Overtroen, paa undergørende Kilder er dog i Komedien kun et Middel til at sætte en Elskovsintrige igang; en spidsere Brod rettes mod Operaen, en Kunstart, som Holberg aldrig fik Smag for. 1721-23 gav et tysk Operaselskab Forestillinger i Hofteatret, og Parodien i Kilde-Reysen hænger sikkert sammen med disse Forestillinger, som paaførte Lille Grønnegade-Teatret Konkurrence. Da der igen kom Opera i København, fra 1747, og Den danske Skueplads samtidig vaagnede til nyt Liv, gjorde Holberg i Epistel 299 opmærksom paa, hvor aktuel »Kilde-Reysen eller den syngende Jomfrue« var blevet igen. Den opførtes da ogsaa af de danske Aktører den 30. Juni 1749.

Til Komediens Intrige har Holberg fundet Inspiration i franske Komedier (jfr. Listen i Comoedierne ved Carl Roos, Bind II, 1922, S. 539, Fodnote 1). En med Holbergs meget beslægtet Holdning til Operaen findes hos den franske Skønaand Saint-Evremond (1614-1703). Holberg har paa 10 forskellige Stadier af sin Skribentbane benyttet sig af Saint-Evremond. Er han faldet over hans »Afhandling om Operaerne«, Discours sur les Opera, har han glædet sig over de fleste Ideer heri, ligesom han kan have fornøjet sig over Komedien Les Opera, (begge Tekster findes f. Eks. i CEuvres de Monsieur de Saint-Evremond, Bind III, 1711). Ordet »opera« er Flertalsformen af lat. opus, Værk; man kunde derfor bruge Ordet i Flertal uden at tilføje den sædvanlige franske Flertalsbetegnelse, -s. I denne Femaktskomedie paa Prosa er en ung Dame i Lyon, Datter af en Dommer, grebet af Operagalskab, ligesom en ung Mand, hun sympatiserer med. Begge er kun tilfredse, naar de kan udtrykke sig i Sang. Crisotine forklarer Faderen, dog uden Noder, at eftersom han opdrager hende i uborgerlige Manérer, er det helt naturligt, at hun nu følger Hoffets Smag - og efter den seneste Operapremière taler alle af Stand udelukkende i Toner. I Paris' fornemme Butikker, hvor Damerne køber Stoffer og Smykker, bliver alt sunget: »tout se chante«! Lægen giver til sidst det Raad, at Crisotine med sin Udvalgte skal gaa til Operaen; seks Maaneder med det samme Syngeri og Omklædning skal nok kurere dem for denne Galskab: »Ved en hemmelighedsfuld Drift, som man kalder Instinkt, fører Naturen dem til det Lægemiddel, som uden Tvivl vil helbrede dem. Operaerne har fremkaldt deres Sygdom; Operaerne vil bringe den til Afslutning«.

Litteratur.Om den helbredende Kilde: E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Holbergs atten første Lystspil, 1958, S. 308 ff. - P. M. Stolpe i Danske Samlinger 2. Række, 6. Bind VI, 1877-79. S. 269 ff. - Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938, S. 11 f., 218 ff. - Holberg og Musikken: Holbergs Epistler, ved F. J. Billeskov Jansen, Bind VII, 1955, S. 262-66. - Holbergs Forhold til Operaen, i Torben Krogh: Musik og Teater, 1955, S. 74-97.

11

ACTUS I

SCEN. 1

Leander. Henrich.

LEANDER.

Ikke heller Brev med denne Post! jeg veed aldrig hvad jeg skal siige derom.

HENRICH.

Herre! i steden for at ligge og vente her efter Breve, skulde I have reyst Iiige til jer Broer, saa havde i allereede haft den Arv i Hænderne, som er jer tilfalden efter jer Fars Død.

LEANDER.

Du staaer og snakker hen i Taaget, ligesom du ikke vidste hvad Kierlighed er.

HENRICH.

Jeg veed nok hvad Kierlighed er, jeg er baget af samme Dey som andre Mennesker; men Interessen trækker dog meest. Naar Cupido, som er Gudinde for Kierlighed, siiger: Staael saa staaer jeg; Men naar Mercurius, som er Gud for Gevinst og Interesse, gir Contra-Ordre, og siiger: Gaae! saa reyser jeg.

LEANDER.

Jeg vilde ønske, at jeg kunde sige det samme; men det er mig ikke mueligt at reyse herfra, førend jeg blir denne skiønne jomfrue mægtig.

HENRICH.

Hvordan Pokker vil I blive hende mægtig?

LEANDER.

Ach Henrich! det er en stor Post, at hun elsker mig.

HENRICH.

Det vil ikke meget sige; Naar hendes Far lader hende indsperre, saa kand Herren ikke vinde andet ved sin Kierlighed end elske sig en Feber eller Guulsoet paa Halsen.

LEANDER.

Vi maa bruge Practikker, Henrich, medens den Gamle er paa Landet.

HENRICH.

Ey det er en læt Sag! Hvis Herren kun kand skaffe mig Nøgelen først til Porten, dernest til de andre 12 Dørre, og faae een til at slaae en halv Snees Øyen ud paa Portneren (thi han har Hige saa mange som Argus,) saa vilde jeg nok skaffe Herren ind til hende.

LEANDER.

Du hitter nok paa noget, kiere Henrich!

HENRICH.

Tiden er saa knap, Herre! I hørte jo sidst, da hun talede med jer udaf Vindvet, at hendes Far kommer hiem i Aften med hans tilkommende Sviger-Søn. Jeg har nok et beqvem Hoved til Skielmstykker, uden at roese mig selv; men Tiden er knap, og jeg er ikke kiendt her paa Stedet. Kammer-Piigen Pernille har, maaskee, opspundet noget, siden vi taledes sidst ved.

LEANDER.

Hvad er Klokken nu?

HENRICH.

Klokken er 4re.

LEANDER.

Det er just den bestemte Tiid at faae dem at see i Vinduet. Blir du noget vaer?

HENRICH.

Ja jeg seer alt Gardinerne.

LEANDER.

Ey harcelleer dog ikke saa meget!

HENRICH.

Det er min Troe ingen Harcellering. Jeg seer alt Gardinerne røres. See der aabnes Vindverne! der er de.

SCEN. 2

Leonora. Pernille i Vindvet. Leander. Henrich.

LEANDER.

Ach allersødeste Jomfrue! Er der noget opspundet til min Frelse? Siig: skal jeg døe eller leve?

LEONORA.

Om vor Intrigue vil lykkes, skal vi komme sammen denne Aften. Her er alt begyndt paa noget, som Pernille best kand sige, hvordan det skal sættes i Verk.

PERNILLE.

Intriguen er denne: Jomfruen stiller sig an at være falden i en underlig Svaghed, at alt, hvad hun taler, er paa Sang.

HENRICH.

Det er meget selsom. Kunde I ikke finde paa noget andet?

PERNILLE.

Det er jo lige meget, naar det er noget, som reyser sig af Hiernens Forvirrelse. Anledning til denne 13
14 slags Svaghed at digte hende paa, er denne: Hun er en stor Elskerinde af Opera, hvoraf hun har en god Samling, som hun daglig øver sig udi, og giør undertiden noget for meget deraf, saa hendes Far har ofte straffet hende derfor; hvorudover dersom hun skal falde udi noget Galskab, er det riimeligt, hun lar det see udi de Ting, som hun har været for meget indtagen af. Tilmed har vi alt bildet Gaards-Karlen Arv det ind, som hiertelig gremmer sig derover, saa at vi maa blive ved det Forsæt.

HENRICH.

Men hvad vil deraf følge?

PERNILLE.

Naar den Gamle nu kommer hiem, og forskrækkes over den Hendelse, raader jeg ham til at have Bud efter den navnkundige Doctor Bombastus, som med sin Søn nyelig er kommen her til Byen, for at raadføre sig med dem udi hendes Svaghed.

HENRICH.

Ja hvad vil det siige? De gir hende da, maaskee, noget ind at sveede paa, og saa er jo vi lige nær.

PERNILLE.

Ney du skal agere samme Doctor, og din Herre hans Søn, og raade Jeronimus til, saasom det er St. Hans Aften i Aften, at lade hende reyse til Kilden, hvis Kraft og Dyd du maa afmale paa det beste, hvilket han vil lettelig troe, saavelsom alle gamle Folk her i Byen, der af Overtroe giører saadan Reyse St. Hans Aften.

HENRICH.

Men, end om han selv vil reyse med for at have Opsyn med sin Dotter?

PERNILLE.

Det er jeg vis paa, at han ikke giør; thi naar han kommer fra en liden Reyse, er han saa udmattet, at han maa have 3 Dages Roelighed igien. Du kand tilbyde din Tieneste at følge hende, for at see til, hun bruger Vandet ret. Naar I saa kommer sammen, kand I ved Kilden overlegge jere Sager, hvor I vil retirere jer, indtil han tilstæder Ægteskab. Jeg saa vel som Huusholdersken Magdelone har ogsaa lige saa stor Begierlighed at komme ud som Jomfruen, og lige saa vigtige Aarsager. Vi maa betiene os af saadanne Leyligheder; thi vi kommer ellers ikke ud af Dørren.

15
HENRICH.

Men ved hvad Leylighed skal jeg komme ind, naar jeg agerer Doctor Bombastus?

PERNILLE.

Jeg skal viise Gaards-Karlen hen i det Huus, hvor I boer, at spørge efter Docteren, og da maa I begge være udi Bereedskab at følge med.

HENRICH.

Men her er nogen ved Porten.

PERNILLE.

Det er Arv. Løber da og lar alting være i Beredskab.

SCEN. 3

ARV.

alleene. Det er noget forbandet Tøy, som vil legge Hr. Jeronimus i Graven. Jeg havde aldrig villet troe det, hvis jeg ikke havde hørt og seet det selv. Jeg kommer ind og spør, om Herren kommer hiem i Aften, da svarer hun mig i Tremulanter saaledes:

Hør Ungersvend, jeg si - - - - - ger dig,
Han kommer i Aften vis- - - - selig.

Og saaledes blev hun ved at synge til hvad jeg spurdte. Hun maa være forhexet eller lave til Barsel med en ung Spillemand. Jeg har aldrig hørt saadant min Livs Tid; jeg kand ikke viide, hvoraf saadant kand komme, uden at hun i Tanker maa have ædt op en Node-Bog, og faaet en hob enkelte og dobbelte Fuuser i Maven, som kommer hende iidelig til at synge. Det er en Ynk at see paa Magdelone og Pernille; thi de sidder og græder over denne Hendelse, som de var pidsket. Men der kommer, min Troe, Hr. Jeronimus med Monsr. Leonard. Jeg har ikke Hierte at fortælle ham det. Det maa enten Magdelone eller Pernille giøre.

SCEN. 4

Jeronimus i en Reyse-Kiole. Leonard. Arv.

JERONIMUS.

Min kiere Sviger-Søn! Det kand giøres af, medens han er i Byen denne gang; thi saa vit, som jeg 16 kand see paa hans Gaard, da er han i Stand at bringe sin Bruud hiem, naar det skal være. Men der seer jeg Gaards-Karlen Arv. Nu Arv! hvorledes staaer til udi Huuset?

ARV.

Vel nok Herre, men - - -

JERONIMUS.

Hvad vil du sige med dit Men? her har, maaskee, været nogen for at tale med mig om magtpaaliggende Ting.

ARV.

Ney Herre, men - - -

JERONIMUS.

Her har, maaskee, været nogen at ville betale Penge; thi mine Debitorer pleyer gierne være villige at betale, naar de veed, at jeg ikke er i Byen.

ARV.

Ney Herre, her har ingen været, men - - -

JERONIMUS.

Hvad Fanden vil du da sige med dit Men?

ARV.

Aldeeles intet, Herre. Det er saa min Tale-Maade, men - -

JERONIMUS.

Her maa endelig være hendet noget. Du maa ikke have vel forvaret din Post, saa min Dotter, maaskee, har føytet i Byen. Jeg skal nok faae det at viide.

ARV.

Der har, min Troe, ikke en Siæl været uden for Gade-Dørren, uden den hvide Kat, som jeg pryglede strax ind igien, og svor paa, at jeg skulde klage ham for Herren. Hvad mig er betroed forretter jeg troelig, men - - -

JERONIMUS.

Det er dog en Satans Men. Er min Dotter, maaskee, ikke vel?

ARV.

Jo hun er vel nok, men - - -

JERONIMUS.

Hvad skader hende da? Fort siig!

ARV.

grædende. Ach Herre! lad Pernille og Magdelone sige det.

JERONIMUS.

Mit heele Legem skielver. Pernille og Magdelone, kommer ud!

LEONARD.

Altereer jer ikke, kiere Sviger-Far. Drengen er eenfoldig. Der er, maaskee, gaaet et Kruus eller et Glas i stykker.

JERONIMUS.

Ney det er, min Troe, noget andet.

17

SCEN. 5

Jeronimus. Leonard. Magdelone. Pernille. Arv.

JERONIMUS.

Hør Magdelonel Hvad er det for Skielmstykker, I har bedrevet i min Fraværelse?

MAGDELONE.

Vi har, min Troe, intet ont giort.

JERONIMUS.

Hvordan er det med min Datter? Magdelone græ der.

JERONIMUS.

Ach Himmel] hvad er dog dette? Pernille! Hvordan er det med min Datter? Pernille græder.

JERONIMUS.

Arv! fort siig mig hvad det er. Arv græder ogsaa.

JERONIMUS.

I skal faae en Ulykke, hvis I ikke strax siger mig det.

MAGDELONE.

Ach Herre! lad Arv sige det.

ARV.

Ach Herre! lad Pernille siige det.

PERNILLE.

Ach Herre! lad Magdelone sige det.

JERONIMUS.

Pernille! jeg befaler dig at siige mig det.

PERNILLE.

Ach Herre! forskrækkes da ikke for meget derover: I gaar Nat mellem et og to - - var det ikke saa, Magdelone?

MAGDELONE.

grædende. Jo det var hen ved to.

PERNILLE.

Da vaagnede jomfruen op i Forskrækkelse, spatserede frem og tilbage med underlige Gebærder. Da vi spurdte hvad hende skadde, svarede hun os paa lutter Sang.

JERONIMUS.

Hun maa have gaaet i Søvne.

PERNILLE.

Ach ney Herre! Hun holder ved at synge indtil dette Øyeblik.

ARV.

Da er det en Dievels Syngen, har hun siungen fra den Tiid og til nu. Jeg kom ind i Kammeret om Morgenen, og spurdte, om Herren var ventende hiem i Aften; da satte hun sig i Positur ligesom hun vilde agere Comoedie, og svarede i Sang. Jeg kand ikke giøre det saa vel som hun, thi jeg har ikke lært at synge; men det gik ungefehr saaledes:

18

Hør Ungersvend, jeg si ----- ger dig,
Han kommer i Aften vis ----- selig.

Herren forlader mig, at jeg synger noget ilde.

LEONARD.

Ach Himmel! hvad er dette for en Hendelse?

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Menneske! hvad hører jeg? Der har vi Frugten af den forbandede Opera-Læsning. Det Dievelskab har taget saadan Overhaand, at I skal see, hver anden Jomfrue her i Byen vil begynde at synge ligeledes i Steden for at tale.

LEONARD.

Det var at ønske Hr. Jeronimus, at de vilde. Men efterdi hans Datter synger endnu alleene, saa kand det ikke passere for andet end en Sygdom eller Galskab.

JERONIMUS.

Lad hende strax komme hid. Arv! flye mig et Riis, som jeg vil holde bag Ryggen, og siden true hende med, naar jeg seer, at gode Ord ikke vil hielpe. Disse Node-Bøger skal og Fanden i Vold. Jeg skal love for, at der aldrig hverken enkelte eller dobbelte Fuuser, hverken b duur eller b moll skal komme inden min Dørtærskel oftere. Hør Arv! naar den Mammeselle, som læ- rer hende at synge, kommer her igien, saa kandst du bede hende paa en høflig Maade, at gaae Døden og Dievlen i Vold. Ach mit Hierte vil briste af denne ulykkelige Hendelse.

PERNILLE.

Her er Jomfruen.

SCEN. 6

Leonora. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Arv. Leonard.

JERONIMUS.

Er det sandt, som jeg hører om dig, min Dotter, at du har saadanne forbandede Lader, at du svarer Folk i lutter Sang og Tremulanter? Hvad Pokker har bragt dig udi saadanne Griller, hvorved du bringer Skrek i din gamle Far og prostituerer dig over hele Byen?

LEONORA.
i Opera-Tone.

Möchte ich doch, ich doch, mein getreuer Amyntas, noch ehe ich sterbe ---- dich wieder sehn.

19
JERONIMUS.

A ----- og det er paa Tydsk oven i Kiøbet. Kiender du mig ikke, mit Barn?

LEONORA.

Ihr seyd mein Vater, ihr seyd mein Vater.

JERONIMUS.

viisende Riiset. Seer du det? hvis du ikke holder op at harcellere, saa - - -

LEONORA.

Gestrenger Vater, gestrenger Vater, halt! Das ist ja Tyranney, das ist ja gar Gewalt.

20
LEONARD.

Jeg er saa altereret, at jeg ikke kanel staae paa mine Been. Adieu min Herre! Lar mig viide, naar det blir bedre med hende.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Menneske, dette vil krænke mig til Døden.

PERNILLE.

Er det ikke best, at Herren har Bud efter den nye Doctor, som er for nogle Dage siden kommen til Byen?

JERONIMUS.

Veedst du hvor han boer, saa siig det til Arv, at han springer der hen.

PERNILLE.

taler sagte til Arv, og han gaaer. Det skal være en ypperlig Mand, der har giort store Curer; men han er noget dyr.

JERONIMUS.

Ja jeg har nok hørt tale om ham. Det er jo Doctor Bombastus, som du meener.

PERNILLE.

Ja det er den samme. Han har allereede cureert 6 stumme Folk her i Byen. Han har en Søn med sig, som skal være lige saa sterk som han selv i Medicinskabet.

JERONIMUS.

Hvor har du hørt alt dette?

PERNILLE.

Mammesellen, som har informeret Jomfruen, har fortalt det. Ach gid han kunde hielpe hende! om jeg skulde selge mine Klæer indtil mit Skiørt, saa vilde jeg giøre det for at betale ham.

JERONIMUS.

Han skal nok blive betalt.

PERNILLE.

Men vil Herren ikke forsøge at tale hende meer til, for at høre om hun bliver ved?

JERONIMUS.

Jeg kand ikke taale at see paa hende, Pernille. Lad hende gaae ind saa længe til Docteren kommer.

Leonora leedes ind.
JERONIMUS.

Kand nogens Sorg vel lignes med min? Det er mit eeneste Barn, hvis Bryllup jeg havde tænkt at holde i een af Dagene med en fornemme ung Person.

PERNILLE.

Var det den unge Person som gik bort?

JERONIMUS.

Ja det var ham.

PERNILLE.

Hvor boer han?

21
JERONIMUS.

Han er fra Holsten, hvor han har arvet anseelige Midler efter sin Far, som nyelig er død, og maaskee kand faae dobbelt saa meget, dersom det er sandt, som man siger, at hans Broer er død udenlands. Han har sat sig her ned udi Landet paa en Herregaard, hvor han har giort alting reede at tage imod hende. Jeg veed nok, at denne fremmede Straten-Junker, som talede med hende paa det Assemblee for 14 Dage siden, gaaer og støver efter hende. Jeg har faaet tilstrækkelig Kundskab derom, hvorfor jeg har brugt alle muelige Præcautioner, at han ikke faaer hverken hende eller nogen af jer andre i Tale; thi Knægten seer vel ud, og en ung Jomfrue, som hun, er læt at forføre.

PERNILLE.

Er det derfor at Herren har sluttet os inde ligesom i en Muuse-Fælde?

JERONIMUS.

Ja just derfor. Men mon hun skulde have nogen Kierlighed til samme Karl, og det samme skulde have bragt hende udi dette Galskab?

PERNILLE.

Ney, jeg har min Troe ikke merket andet end at hun var fornøyet med det Vall, som Herren har giort. Men der kommer Docteren og hans Søn.

SCEN. 7

Henrich som Doctor. Leander som Licentiat. Jeronimus. Pernille. Magdelone. Arv. Henrich og Leander giør Pedantiske Complimenter.

JERONIMUS.

Om Forladelse, min Herre, at jeg har taget den Dristighed at have Bud efter ham.

HENRICH.

Alt forladt. Er det han selv, som er gal, min Herre?

JERONIMUS.

Ney, Gud skee Lov, jeg skader intet, Hr. Doctor. Men min eeneste Dotter er geraadet i en stor Ulykke; om Hr. Doctor kunde hielpe hende, saa - - -

HENRICH.

Det skulde være en farlig stor Ulykke, som jeg ikke skulde kunde hielpe for. Jeg vilde ønske, min Herre, at han selv havde halvfemtsindstyve Ulykker 22 og Sygdomme paa Halsen, at jeg kunde giøre min Konst probat paa ham.

JERONIMUS.

Jeg takker skyldigst Hr. Doctor; men det er dog bedre som bedre er.

HENRICH.

Det er endelig sandt. Men vil I give mig Lov at bryde jer et Arm eller Been af, alleene for at lade see, hvor hastig jeg kand curere igien?

JERONIMUS.

Jeg tviler ikke om hans Dygtighed, thi all Verden kiender Doctor Bombastus; men jeg vil dog ikke umage ham med saadanne Bagateller denne gang.

HENRICH.

Han maa vel siige Bagateller. Det er noget, som min Søn Licentiat Theophrastus kand giøre i en Haandevending. Kom min Herre, lad mig giøre et Forsøg enten paa hans Arm eller Been.

JERONIMUS.

Ney Hr. Doctor, ikke denne gang, ikke denne gang.

HENRICH.

Lad mig da forsøge paa hans Gaards-Karl.

JERONIMUS.

Ja det kand nok skee. Arv, kom hid til Docteren!

ARV.

A----------

JERONIMUS.

Ey du Nar! Han curerer dig i samme Øyeblik igien.

ARV.

A----------

HENRICH.

Kom kun hid min Søn! du skal see, hvor hastig det er giort.

ARV.

A ----------

HENRICH.

Jeg seer nok, at han ikke vil dertil. Men hvad er det jer Datter skader?

JERONIMUS.

Hun vil ikke tale meere, men alt, hvad hun siger, gaaer paa Sang.

HENRICH.

Den Sygdom heeder paa Latin Perisangia, og paa Græsk Copissisandung. Den har jeg cureret mange for. Jeg maa føle paa hendes Puls. Føler Pernille paa Pulsen. Har hun længe været saa gall? min kiere Jomfrue!

Giv jer kun tilfreds; jeg skal nok curere jer.

23
PERNILLE.

Jeg siger tusind Tak, Hr. Doctor, men det er ikke mig.

JERONIMUS.

Ney Hr. Doctor, det er min Piige. Lad min Datter strax komme hid.

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.

Ja det er ret. Det første jeg kastede mine Øyen paa hende, kunde jeg see, at hun har den Svaghed, som kaldes Perisangia.

LEANDER.

Vil kun Papa give agt paa hendes Næse, paa den Circum flex eller dolus malus, som han seer.

HENRICH.

Det er ret min Søn. Den Circumflex gir alleene tilstræk kelig tilkiende, at det er en Perisangia. Jeg maa føle hendes Pultem.

JERONIMUS.

Vil Hr. Doctor ikke legge sin Hat fra sig? den incommoderer ham. Arv! Kom hid og tag Hr. Doctors Hat.

ARV.

A - - - - - - - - - -

JERONIMUS.

Jeg troer Drengen er gal. Vil du hid at tage Hatten!

ARV.

A - - - - - - - - - -

HENRICH.

Han er bange for mig; jeg vil sætte Hatten paa Hovedet. Om Permission min hierte Jomfruel Ja Pulsen slaaer Perisangialiter. Føel, Hr. Licentiat, og siig mig din Meening.

LEANDER.

Mig synes, Papa, at her er meere end en Perisangia, her er snart en Archisangia.

HENRICH.

Det er sandt, Pulsen har hart ad en fuldkommen Archisangialisk Gang. Men det er intet. Min Søn skal curere hende, min hierte jomfrue!

LEANDER.

Ja det skal jeg gierne, vil hun kun have Tillid til mig.

LEONORA.

Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
24 Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.

Hvor fælt det er at høre hende svare paa Sang, saa glæder jeg mig dog ved at høre, at hun har Tillid til Licentiaten.

PERNILLE.

Ja jeg skal give min Hals, om han ikke curerer hende.

LEANDER.

Det er ikke en liden Hielp for en Doctor, at Patienten har Tilliid til ham.

LEONORA.

Naar jeg dit Aasiun seer,
Forsvinder all min Smerte,
Ja alting i mig leer;
See jeg dig gir mit Hierte.
Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.

Det er endelig noget sterkt, men jeg kand tænke, det er et stykke af et Opera. Jeg merker Hr. Doctor, at hun er allereede til Forbedring; thi tilforne sang hun ikke uden paa Tydsk.

LEANDER.

Saa sandt som jeg er legitime promoveret Licentiat, saa skal han takke mig. Inden 2 Dage, min kiære Jomfrue, skal hun føle Virkning af min Dygtighed.

LEONORA.

Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

Arv staaer imidlertiid og skielvet og løber til side, saa tit Docteren nærmer sig til ham.
HENRICH.

Jeg maa conferere lidet med min Søn om Curen. Qvid tibi videtur Dominus Licentiatus, post molestam senectutem nos habebit humus?

LEANDER.

Nomen pronomen verbum participium supinum præpositio conjunctio interjectio.

25
HENRICH.

Adjectivum et Substantivum genere numero et pluraliter.

LEANDER.

Rusticus in via - - si non vis credere gusta.

HENRICH.

Gratias qvam maximas ago qvia qvoniam qvando.

LEANDER.

Tune tua res agitur, paries cum proximus ardet.

De blit meer og meer hidsig.
HENRICH.

Alpha beta gamma delta ypselon ponto basta.

LEANDER.

Ad adversus adversum pro contra extra supra palam archipodialiter tenus.

ARV.

Gid de kunde komme i Haar sammen, og bryde Arme og Been i tu paa hinanden i steden for paa mig.

HENRICH.

Omnia conando docilis solertia vincit.

LEANDER.

Pes aries paries palmes cum limite stipes.

HENRICH.

Qvisqvis amat ranam, ranam putat esse Dianam.

ARV.

Ja øver jer Konst paa Diana længe nok; thi det er kun en Hund.

HENRICH.

med knytted Næver. Qvando duo substantiva concurrunt, alterum erat infinitivi.

LEANDER.

Tytere tu patulæ recubans solertia vincit.

HENRICH.

Got, got, min Søn, jeg har approberet din Meening fra Begyndelsen. Jeg har kun opponeret saa sterk imod dig for at høre, om du holdt fast ved dine Principia. Hør min Herre! Efterdi eders Datter skulde blive syg og falde udi saadan Galskab, saa er ingen beleyligere Tid for hende end denne.

JERONIMUS.

Ach ney, min Herre! Det er den allerubeleyligste Tid; Thi hun skulde i disse Dage have Bryllup med en fornemme ung Person.

LEANDER.

Ney min Herre! Tidens Beleylighed bestaaei der udi, at det er St. Hans Aften i Dag.

JERONIMUS.

Hvad kand det giøre til Sagen?

LEANDER.

Jo hun maa ud til Kilden.

JERONIMUS.

Men er der saadan Kraft i det Vand?

26
LEANDER.

Der er større Lægedom derudi, end nogen skal kunde troe, naar man bruger det paa den rette Maade, og til det rette Klokke-Slet, og ved nogle foregaaende Præparatorier, som for Exempel et lidet Pulver, som hun skal tage ind først.

JERONIMUS.

Vil da Hr. Licentiat have den Godhed at følge med?

27
LEANDER.

Ja hiertelig gierne.

JERONIMUS.

Jeg vilde ogsaa bede, at han seer til, at ingen anden faaer hende i Tale derude; thi her er kommen en ung Studshane til Byen, som gaaer og støver efter hende.

HENRICH.

Det skal have gode Veye.

JERONIMUS.

Hør Pernille og Magdelone! Laver jer strax til, og lar baade Vognen og Chaisen spende for; thi nu er Tiden. Vil de behage at træde ind saa længe, medens Vognen spendes for?

INTERMEDIUM
i steden for den anden Act.

Theatrum gjøres saa lidet som det kand, saa der præsenteres kun i Førstningen som en Vey til Kilden, hvor hen reyse saa vel Ryttere som Fodfolk med Spand, Krukker og Bouteiller, og kand een have hengende om sig lutter Krukker, andre lutter Bouteiller. De samme kand fare ud af een Side og komme ind af en anden for at have Anseelse af mange Folk. 2 Processioner skeer af Folk som holder 28
Tacten efter Musiqve. Een af Bønder, som gaaer Sommer i By e, med Faner og Mundering og May-Greene. Den anden af gamle Kiellinger, alle med differente vanskabte Masqver, gaaende med deres Krykker efter Tacten og Krukker hengende ved Siden. For dem spilles et Liire-Stykke. Derpaa aabnes fond de Theatre, hvor Kilden præsenteres med nogle smaa Telte. Saa snart det aabnes, høres 29 samme Øyeblik en stor confus Allarm; nogle raabe, andre snakke, andre svinge og smekke med Pidsker, og Kiellinger slaaes om at komme først til Kilden. En blind Mand kommer ind med en Bier-Fiol, hvorefter Bønderne dantze. Kilden er et lille Hull paa Gulvet, hvoraf idelig nogle øse Vand, andre med Krukker, andre med deres Hatte. Naar det er mod Enden, sluttes fond de Theatre igien.

30

ACTUS III

SCEN. 1.

Jeronimus. Arv.

JERONIMUS.

Hør Arv!

ARV.

søvnig strækkende sig. Jeg veed ikke, hvorfor vi skal staae op om Natten.

JERONIMUS.

Er det Nat, naar Soelen er oppe?

ARV.

Ey Herre! I kand ikke regne Soelen ved St. Hans Tider, hvor hun ikke sover en halv Time udi 24. Det kand vi Mennesker ikke giøre; thi Soelen sover derimod den heele Vinter bort, naar vi maa arbeyde ved Lys. Han gisper og strækker sig igien.

JERONIMUS.

Jeg havde ikke staaet saa tilig op, hvis det ikke havde været for at erkyndige mig om min Datters Tilstand. Hvad Tiid kom de hiem i Aftes?

ARV.

Der er hverken Hund eller Kat kommen tilbage endnu.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette? Er de bleven ude den heele Nat? Jeg veed hun kunde jo have drukket Vandet i Aftes, og ligget hiemme i Nat; man curerer jo ikke Folk om Natten?

ARV.

Det er ligesom Sygdommen og Docteren er til, Herre. Der kand være visse Sygdomme, som cureres best om Natten, og visse Doctere, som ikke practicerer, førend Soelen gaaer ned.

JERONIMUS.

Det er sandt, naar et Menneske kommer en hastig Svaghed, saasom Daanelse, paa om Natten, saa maa man bruge Doctor, men udi langvarige Sygdomme lader man Folk sove om Natten.

ARV.

Ey Herre! Docterne forstaaer det best; troe mig, 31 at Docterens Søn havde ikke ladet hende ligge ude, hvis han ikke havde vidst, at Natte-Kuur havde været hende tienligt.

JERONIMUS.

Hun er endelig udi gode Hænder, det er vist; men jeg har dog ingen Roelighed, førend jeg seer hende. Jeg maa strax reyse selv derud, hvorvel jeg er meget træt af forrige Reyse. Kom ind Arv! du skal følge mig.

SCEN. 2

HENRICH.

Min Herre, som er flygtet med Jomfruen fra Kilden, har befalet mig at gaae hid for at holde den Gamle med Snak, at, om han er allarmered over deres Udeværelse i Nat, skal jeg forhindre ham, at han ikke reyser der ud, paa det at de kand faae desbedre Tiid til at komme i Sikkerhed. De opholdte sig 2 Tiimer ved Kilden, indtil de saae deres Tempo at komme bort med en Bonde-Vogn. Hr. Jeronimi Kudsk, troer jeg nok, leeder endnu efter dem; thi han tør vel ikke komme hiem, førend han har fundet dem igien. Men jeg maa banke paa.

SCEN. 3

Henrich. Arv. Jeronimus.

HENRICH.

Hør Cammerad! jeg vil tale et Ord med din Herre.

ARV.

Ach Hr. Doctor! Vil I intet ont giøre mig?

HENRICH.

Aldeeles intet, min Søn, jeg vil heller giøre dig got end ont; men lad mig faae din Herre i Tale.

ARV.

Hr. Jeronimus! her er Docteren igien.

JERONIMUS.

Hans Tienere, Hr. Doctor! han kommer ret beleyligt. Jeg er bekymret over min Datters Udeblivelse i Nat, og staaer derfore færdig at reyse ud til Kilden.

HENRICH.

Ey! det giøres ikke nødigt. I Aften skal I 32 uden Tvivl have jer Datter gandske frisk tilbage; nu fik jeg Bud fra min Søn med en Seddel af dette Indhold:

Læser Seddelen. Spælamdisimo Kiörivendum doctus doctior doctissimus. Ja han forstaaer, maaskee, ikke Latin.

JERONIMUS.

Ney jeg giør ikke Hr. Doctor.

HENRICH.

Saa skal jeg da forklare det paa Danske: Høylærde og vidtberømte Hr. Doctor!

Høytærede kiere Fader!

Jeg maa berette ham, hvorvidt der er avanceret med Curen: Jeg har ordineret to Pulver for Jomfruen, et at bruge for Vandet, et andet efter Vandet. Det første Pulver er den Tinctur, som kaldes - - -

JERONIMUS.

Et Pulver er jo ikke Tinctur?

HENRICH.

Jo det kaldes nu Tinctur hos alle nye Autoribus. Jeg maa læse videre:

Det første Pulver er den Tinctur, kaldet Scabhalsiaskomai, hvilken saa snart hun havde taget ind, blev hun langt verre; thi hun giorde ikke andet end sang idelig. Derpaa lod jeg hende drikke af Vandet halvanden Potte og en to og tredivende Deel, hvilket er den rette Portion, som Hipocrates har foreskrevet om dette Kilde-Vands Brug; thi vil man bruge af Helene Kilde-Vand, da siger Hipocrates saaledes: àno Tau Helenu Omikron pi ro sigma.

JERONIMUS.

Lad os kun gaae forbi hvad Hipocrates siiger.

HENRICH.

Ja nok. Viidere:

Derpaa lod jeg hende drikke Vandet etc. hvoraf hun blev noget bedre, men da hun havde faaet det andet i Livet, faldt hun min Søn om Halsen, og sagde uden Sang: Ach Hr. Doctor! der faldt mig ligesom en tung Steen fra Hiertet. Jeronimus græder.

Hun har derfor ikke siden siunget uden 2 eller 3 gange, men jeg haaber, at naar hun ved Middags 33 Tider faaer ind den Essentia Scholastica, som jeg har med, skal hun gandske blive restitueret, og gandske frisk imod Aftenen see hendes kiære Far. Skreved udi største Hast af eders oprigtige Søn Theophrastus, manu mea propria.

JERONIMUS.

Ach Hr. Doctor! det er en behagelig Tidende for mig. Jeg vil da slaae mig til Roelighed, og vente hende i Aften. Han skal ogsaa blive betalt for sin Umage.

HENRICH.

Vi vil nok komme til rette om Betalningen. Men der er en Lakey.

JERONIMUS.

Vil I tale med nogen?

LAKEYEN.

Min Herre Doctor Bombastus er her ude, som vil have den Ære at tale med ham.

JERONIMUS.

See! der staaer jo jer Herre Doctor Bombastus.

LAKEYEN.

Jeg beder om Forladelse. Min Herre er her uden for.

JERONIMUS.

Hvad Pokker vil det siige? Svar ham at han skal være mig velkommen.

HENRICH.

sagte. Hvo der nu havde en god Strikke, at jeg kunde henge mig med mine Forfædre. Men jeg maa holde Ørene stive saa længe som jeg kand; thi mit Ja er saa got som hans Ney.

SCEN. 4

Doet. Bombastus. Henrich. Jeronimus. Arv.

DOCTOR.

Om Forladelse, Herre, at jeg kommer saa tilig. I Aftes meget sildig fik jeg at høre, at hans kiære Datter var geraadet udi en Svaghed, og at han forlangede min Hielp.

JERONIMUS.

Hvad er hans Navn min Herre?

DOCTOR.

Jeg er den bekiendte Doctor Bombastus, som nyelig er kommen.

34
JERONIMUS.

Om min Datter er falden udi nogen Vildfarelse, saa er ikke jeg. Er der ellers meer end een Doctor Bombastus?

DOCTOR.

Ney her er ikke meer end een Doctor Bombastus, og det er jeg.

HENRICH.

Og jeg siger: Det er jeg.

DOCTOR.

Er I Doctor Bombastus?

HENRICH.

Er I Doctor Bombastus?

DOCTOR.

Hvo tviler om, at jeg er det?

HENRICH.

Hvo tviler om, at jeg er det?

DOCTOR.

I maa være Dievelen.

HENRICH.

I maa være Fanden.

JERONIMUS.

sagte. Her spilles ligesaadan en Comcedie som med Amphitrion og Jupiter.

DOCTOR.

Jeg kand svære paa, min Herre, at det er den underligste Hendelse, mig nogen Tiid er vederfaret.

HENRICH.

Og jeg svær paa, min Herre, at det er en Hendelse uden Liige.

ARV.

sagte. Gid jeg var vel ude, thi en af dem er vist nok Lucifer, som har paataget sig en Doctor-Skikkelse.

DOCTOR.

Jeg staaer gandske fortabt.

HENRICH.

Og jeg veed ikke hvad jeg skal tale eller sige.

DOCTOR.

Han tør sige mig i mine aabne Øyne, at han er Doctor Bombastus.

HENRICH.

Han tør saa uforskammed nægte, at jeg ikke er det.

DOCTOR.

Jeg svær ved Apollinem, at jeg er Doctor Bombastus og ingen anden.

HENRICH.

Og jeg svær ved Cornelius Nepos, at jeg er det og ingen anden.

DOCTOR.

Det er en herlig Gud I svær ved.

HENRICH.

Han er ligesaa god som jeres.

DOCTOR.

Apollo er den Himmelske Læge.

HENRICH.

Cornelius Nepos er den Himmelske Apotheker.

DOCTOR.

Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig om, at han er bleven bedragen af denne Mand,

35
HENRICH.

Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig paa, at han blir bedragen af denne Mand.

DOCTOR.

Thi han er saa u-kyndig udi Medicinen, at han giør en Historie-Skriver til en Apotheker.

HENRICH.

Thi han er saa u-kyndig i Medicinen, at han giør en Urtegaardsmand til en Gud for Lægedom.

DOCTOR.

Jeg skal strax bringe for Lyset jer Vankundighed.

HENRICH.

Og jeg skal strax viise, at jeg er Karl for min Hat.

DOCTOR.

Jeg vil kun spørge jer de Ting, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad kalder I Circulatio sangvinis paa Dansk?

HENRICH.

Det er Smaakopper.

DOCTOR.

Gid du faae Pokker med dine Smaakopper!

HENRICH.

Jeg vil ogsaa spørge jer noget, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad er Essentia Scholastica?

DOCTOR.

Der er aldrig noget saadant til udi Medicinen.

HENRICH.

Der hører I hans store Vankundighed, Hr,

Jeronimus. Jeg er gall, at jeg gir mig i Snak med saadan Idiot. Han veed ikke hvad Essentia Scholastica er.

JERONIMUS.

Ja saa hører jeg da, at han ingen Doctor er.

HENRICH.

Per Jupiter! det er jo den Essentz, min Søn har cureret hans Datter med.

JERONIMUS.

Det er sandt. Den anden er en Bedrager.

DOCTOR.

Vil I troe ham, min Herre? Nu skal jeg strax blotte ham. Quid tibi videtur de Sympathia?

HENRICH.

Intentum particularis sub rosa Kiörivendum.

Klemmebassiando.

ARV.

Han maaler ham min Troe Skieppen fuld.

DOCTOR.

Hvad Dievelen er det for et Sprog!

HENRICH.

Det er Arabisk, Canaille.

DOCTOR.

Hvad siger du, din Bedrager?

De faaer hinanden udi Haar, og medens de brydes, trækker Bombastus Doctor-Kiolen over Hovedet paa Henrich, saa han staaer udi sit Liberie.

ARV.

Ach Herre! hvad er dette, vi er om en Hals. Jeg 36 kiender ham. Han tiener hos den fremmede Person, som har løbet gal efter Jomfruen.

JERONIMUS.

Det vil blive en skiøn Historie. Luk Dørren i Laas, at han ikke kommer ud. Ach jeg elendige Menneske! naar jeg seer Docteren, saa kand jeg let giette, hvem Licentiaten var. Ach Hr. Doctor! her er spillet mig et hæsligt Puds.

DOCTOR.

Det merker jeg. Men hvordan henger det sammen?

JERONIMUS.

Aabenbare mig den heele Sag din Skielm, og hvis du tier med noget, skal det gaae dig langt verre.

HENRICH.

Heele Sagen er denne, Herre! Jeg var nyelig en af de største Doctere udi Byen, men i et Øyeblik er bleven forvandlet til en Lakey. Man har adskillige Exempler paa større Forvandeiser, at Folk er bleven omskabte til Dyr og Træer.

JERONIMUS.

Hvilken fortvilet Skielm, han blir ved at spotte mig. Arv! spring efter 2 sterke Karle, der kand binde Hænder og Fødder paa ham.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Herre, vær naadig! Jeg skal gierne bekiende alting fra Hoved til Hale. Den heele Intrigue er opspundet af jer Kammer-Pige Pernille, som har brugt mig til Instrument derudi. Hun har fundet for got, at Jomfruen skulde stille sig saa gall an, beordret mig at agere Doctor, for at raade Herren at skikke hende ud til Kilden.

JERONIMUS.

Hvo var det, som agerede Licentiat og reyste med hende?

HENRICH.

Hvo kunde det andet være end min Herre?

JERONIMUS.

Ach jeg kand ikke meer. Jeg er bange Hr. Doctor, at jeg gaaer fra min Forstand.

DOCTOR.

Lad ikke Sorgen tage Overhaand, min Herre! Ulykken er stor nok alligevel.

JERONIMUS.

Siig mig, din Hund, hvor de nu er.

HENRICH.

De flygtede fra Kilden.

JERONIMUS.

Jeg havde aldrig kunnet troe, at min Kudsk, som jeg altid har haft saa gode Tanker om, 37 skulde være udi Ledtog med for at spille mig saadant Puds.

HENRICH.

Kudsken er gandske u-skyldig, Herre. Jeg troer at han løber endnu om, og leeder efter dem; thi de flygtede ham u-afvidende bort med en Bonde-Vogn.

SCEN. 5

Kudsken. Docteren. Jeronimus. Henrich. Arv. Leonard.

KUDSKEN.

God Morgen, Herre! Jeg blev saa mare ude i Nat mod min Villie og har faaet dygtige Rap til.

JERONIMUS.

Hvordan er fat? hvor er min Datter?

KUDSKEN.

Jeg vil siige Herren reent ud, at jeg vil heller have Opsyn med 10 springske Heste end med en eeneste Jomfrue. Jeg veed at holde en Hest i Tøyelen saa vel som nogen Kudsk, og jeg vil gierne svare Herren til hans Heste, om de vare ti gange saa mange, men hans Datter og hans Piiger vil jeg ikke oftere være Inspecteur over; thi det er Dyr, som have været paa anden slags Riide-Skole, og veed at giøre Spring, som jeg ikke forstaaer mig paa. Jeg har været i Dødsens Angest denne Nat, men det er dog faldet vel ud.

JERONIMUS.

Siig mig da, Niels, hvordan det er tilgaaet.

KUDSKEN.

Da vi kom til Kilden, gav man mig brav at drikke, saa jeg blev (reverenter talt) halv fuld. Jeg løb allevegne at see mig om, ey tænkende paa noget ont; men ret som jeg stod og gabede paa nogle Bønder, som reed Sommer i Bye, kom en og vared mig, at Jomfruen med en ung Karl tillige med Pigerne havde sat sig paa Bønder-Vogne og aged bort i fuld Gallop. Jeg løber strax til vores Telt, men finder intet uden Doctorens Kiole, hvoraf jeg sluttede, at det maa have været en forklædt Person. Jeg tar derfor to sterke Karle af mine Cammerater med mig, og kiører efter dem, saa jeg tænkte Hestene skulde styrte; thi jeg fik at høre, at de havde taget Veyen langs ved Stranden for at komme over til Skaane. Omsider traf jeg dem udi den store 38 Kroe, hvor den fremmede Person, som havde ageret Doctor, giorde Modstand, og forsvarede sig saaledes, at jeg føler det endnu udi Ryg, Hovet og Axler; men maatte dog endelig give sig tabt, og lade sig føre med den heele Bagage til Byen.

JERONIMUS.

Ach Niels! du est mig en troe Tiener. Men hvor er de nu?

KUDSKEN.

Jeg har sluttet dem ind udi det lille Kammer ved Bag-Porten, og sat Skildtvagt for dem.

JERONIMUS.

Hans Tiener kiære Sviger-Søn! har han længe været her?

LEONARD.

Ney ikke ret længe. Men jeg har imidlertid hørt meer end jeg forlangede at høre. Hør Kudsk! synger Jomfruen nu ikke meer?

KUDSKEN.

Ney nu græder hun.

JERONIMUS.

Hendes Svaghed har kun været et Paafund for at komme bort. Jeg holder for, at det er best, at I holder strax Bryllup, saa snart jeg har ladet hudflette Pernille og henge denne Knægt, her staaer.

HENRICH.

Skal vi straffes, saa maa vi henges begge.

LEONARD.

Han forlader mig, Hr. Jeronimus! om jeg tar udi Betænkning at gifte mig med en Jomfrue, der er flygtet med en anden.

JERONIMUS.

Ach jeg har ikke et Ord derimod at siige. Lad Magdelone først komme her ind, at jeg kand faae den heele Intrigue at høre. Siig hende, Niels, at her er en Doctor, som forstaaer den sorte Konst, der har sagt alting.

KUDSKEN.

sagte. Det er skiønt, ved den Leylighed skal hun aabenbare hendes egne Optøger ogsaa.

SCEN. 6

Magdelone. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Ha, ha, est du der? God Morgen, Rufferske. Du est den, som af alle er meest Straf værd; thi jo meer du est kommen til Alder, jo meer har du at forsvare. 39 Jeg har ikke kaldet dig hid for at faae Oplysning udi noget, thi jeg veed alting til Punct og Prikke; men jeg vil høre Bekiendelsen af din egen Mund.

MAGDELONE.

paa Knæ. Ach Hr. Jeronimus! straf mig dog ikke, som jeg har fortient. Jeg vil gierne bekiende altsammen, baade hvad min egen Kierlighed er angaaende, og Jomfruens.

JERONIMUS.

sagte. Hendes egen Kierlighed? Her faaer jeg fleer Historier at viide end jeg ventede. Høyt. Bekiend først om din egen Kierlighed, og stik intet under Stoel. Denne gode Doctor, som her staaer, veed alting; han skal siige, om du glemmer noget.

MAGDELONE.

Ach Skam faae du, Rasmus Skriver, for mig du har bedraget i saa mange Aar! Han har bildet mig ind at brænde af Kierlighed til mig. Jeg har beviist ham meget got, og været mit eget Herskab u-troe for at rekke ham Haanden.

JERONIMUS.

Alt dette har Docteren sagt mig. Men jeg vil viide i sær, hvad du har taget fra Huuset og foræret ham.

MAGDELONE.

Jeg har foræret ham nu et Pund Pudder, nu et knippe Penne, nu et par Bouteiller Viin, og andet smaat Ragerie.

JERONIMUS.

Videre, videre, angaaende de Penge, som du tog - -

MAGDELONE.

Hvilke Penge?

JERONIMUS.

Nøder du mig til at lade Docteren sige det, saa skal det komme dig høyere at staae.

MAGDELONE.

Ach Hr. Doctor! lyv mig ikke paa. Hvis jeg havde givet ham andet, skulde jeg min Troe ikke dølge det.

JERONIMUS.

Nu nu, lad saa blive derved.

MAGDELONE.

Nu havde jeg sat den Skurk Stevne af Vinduet at møde mig ved Kilden. Men det utaknemmelige Skarn, langt fra at komme til mig, diverterede sig 40 lige for min Næse med andre unge Piiger. Er det ikke saa Hr. Doctor?

DOCTOR.

Jo det er saa. Men lad os nu høre noget om Jomfruens Sag.

MAGDELONE.

Det kand Pernille best siige, som alleene har smeedet denne Intrigue.

JERONIMUS.

Lad Pernille komme her ind. Man skal nok see, at hun ogsaa har haft nogen særdeeles Interesse ved denne Kilde-Reyse.

SCEN. 7

Pernille. Personerne af den forrige Scene.

PERNILLE.

faldende paa Knæ. Ach Herre! vær naadig Hvad jeg har opspundet, har været af den store Kierlighed, jeg har baaret til Jomfruen.

JERONIMUS.

Hvor har I faaet Leylighed at overlegge dette med den fremmede Person?

PERNILLE.

Vi satte ham stevne at finde os paa visse Tider i Vinduet.

JERONIMUS.

Alt dette har denne gode Doctor sagt mig tillige med den anden Historie, som angaaer din egen Person.

PERNILLE.

Ja Herre, jeg tilstaaer, at det er opspundet i mit Hoved for at befordre Jomfruens Kierlighed.

JERONIMUS.

Videre, videre. Lad os nu høre Historien om din egen Kierlighed.

PERNILLE.

Jeg har ingen anden Kierlighed end den, jeg bær til Jomfruen.

JERONIMUS.

Skal Docteren nødes til at siige det, saa vil det gaae dig ilde. Hr. Doctor! fortæl os det da med den rette Farve.

DOCTOR.

Historien er denne ---

PERNILLE.

Ach ney! Jeg vil nok siige det selv. Personen, som elsker mig, og som satte mig stevne at møde ved Kilden, er en fornemme ung Herre, som kand betale vel en fattig Piges Umag, og hvilken jeg er for ringe til 41 at nægte en liden Tieneste. Han tar mig nok udi Forsvar, om Herren handler ilde med mig; thi ---

JERONIMUS.

Alt nok, alt nok. Disse Kilde-Reyser giortes af Devotion i gamle Dage, men nu troer jeg, at hvert andet Telt er et Hore-Huus. Havde jeg fleere Piiger i Huuset, fik jeg fleere Historier at viide. Det skulde aldrig fortryde mig, hvis jeg var en forsømmelig Mand, der gav mit Huus-Folk for meget Tøyelen; men jeg har Opsigt med dem, slutter dem inde, at de skal ikke forfalde til Liiderlighed, og dog er jeg verre brudt end nogen anden.

DOCTOR.

Ach min Herre! skulde alle Tieneste-Piiger, der af Devotion er reyst til Kilden i Aftes, trues med Piine-Bænken, vilde deres Navne, som er i samme Stand, som jere Piiger, giøre en temmelig tyk Catalogus. Ja skulde enhver kun til Straf sætte en Lod udi en af vore Lotterier, som ingen Fortgang haver, lover jeg for, at det i en Hast skulde blive complet.

JERONIMUS.

Derfor holder jeg for, man burde aldrig lade sine Tienestefolk komme til nogen saadan Forsamling.

DOCTOR.

Ach Herre! jo meer man indsperrer dem, jo verre er det. Det er just Tvangen, som formeerer Begierligheden. Jere Piiger skal jo dog paa Bleegedammen et par gange om Aaret; meener han, at det er altsammen ikkun Klæer, som bliver lagt paa Bleegen? I saadan fald ere ingen verre end de, som kommer ud af et Buur. Derfor giør I langt bedre min Herre, at I gir jere Piiger en sømmelig Frihed.

JERONIMUS.

Ach! det laae Fanden Magt paa Pigerne, hvis min eeneste Datter ikke var falden til samme Liderlighed.

PERNILLE.

Hun er ikke forfalden til nogen Liderlighed. Hun elsker en Person, som forlanger hende til Ægte.

JERONIMUS.

Han skal ægte Fanden ikke min Datter. Den Landstryger! Lad min Datter strax komme hid.

DOCTOR.

Vær ikke for streng mod hende, min Herre! 42 Betænk hvad unge Mennesker ere, og at Kierlighed er den sterkeste Passion af alle.

JERONIMUS.

Her er ikke Kierlighed, Hr. Doctor! her er Liderlighed. Hun stiller sig afsindig for at tage Flugten med en Landstryger.

DOCTOR.

Jo større Intrigue hun har spillet, jo sterkere har Passionen været. Men der kommer hun.

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Er hun der Mademoiselle! det er mig kiert, at hun saa lykkelig er bleven cureret.

LEONORA.

paa Knæ. Ach min allerkiæreste Far!

JERONIMUS.

Jeg vil ikke være Far til saadan Natte-Frøiken. Hver ærlig Mand, der har slige Børn, kand med Ret og Billighed slaae Haanden af dem.

LEONORA.

Ach jeg bekiender at være falden i en Skrøbelighed.

JERONIMUS.

Skrøbelighed? Ney du skal siige den yderste Liderlighed. Du har stillet dig afsindig an, for at sætte Vox-Næse paa din Far, og siden løbet bort med en Landstryger, hvorved mig og mit heele Huus er sat saadan Klik paa, som aldrig kand afstryges.

LEONORA.

Det er en smuk skikkelig Person, som har Midler, og er kommen af liige saa got Folk som jeg.

JERONIMUS.

Hans Gierninger udviiser jo, at han er en smuk skikkelig Person. Dog han kand altid være saadan vanskabt Jomfrue værdt. Jeg skal bruge Øvrighedens Hielp, og lade dig indslutte, ikke fordi du est ham for god, men alleene for Conseqvences skyld, at vanartige Børn skal ikke faae deres Villie frem. Leonora græder. Græd nu liige saa længe som du har siunget tilforn. See! her staaer denne gode Mand, som jeg havde lovet dig bort til, og som har giort alle Anstalter at tage imod dig. Han er nu bleven anderledes til Sinds. Og jeg kand 43 ikke regne ham det til Onde, at han tar i Betænkning at gifte sig med een, der har giort saadan hæslig Gierning. Hør, i denne Dag skal du blive indsluttet for din Livs Tiid. I tvende Høytærede Mammeseller! I skal blive hudfletted. Og I Hr. Selvgiort Doctor! I skal slippe med at blive hengt. Nu maa jeg til Slutning have fat paa Monsieur selv for at lade ham viide hvad Karl han er, og siige ham, hvad han har fortient af mig. Bringer ham kun hid.

SCEN. ULT.

Leander. Leonora. Pernille. Magdelone. Henrich. Arv. Jeronimus. Doet. Bombastus. Leonard.

JERONIMUS.

Hans Tiener, Monsieur. Jeg seer paa hans Klæde-Dragt, at han alt har slaaet sig fra Medicinen. Han skal ellers have Tak for den Umag, han har haft med min Datter. Han skal ikke have giort det for intet.

LEANDER.

Min Herre! han maa holde mig for den største Misdædere, som han vil, saa har jeg dog ikke andet giort end det, som enhver ærlig Karl kunde giøre, der falder udi saadan heftig Kierlighed.

JERONIMUS.

Det er intet, det er intet, Monsieur! Men veed I vel hvad Loven siiger om saadanne Landstrygere, der sniger sig ind udi ærlige Mænds Huuse for at bortrøve deres Børn?

LEANDER.

Jeg er ingen Landstryger. Jeg er fød her i Landet af got Folk, hvilket jeg skal beviise.

LEONARD.

Denne Røst kiender jeg, Ansigtet ogsaa. Ach Himmel! hvad er det? er det ikke min Broer Leander, som er kommen Udenlands fra? Jo det er ham. Mon frere Leander!

LEANDER.

Mon frere Leonard! De omfavner hinanden.

LEONARD.

Ach min allerkiereste Broer! Er det dig, som er min Rival? Naar var Ankomsten?

LEANDER.

Saa snart jeg fik dit Brev udi Madrit om 44 min Fars Død, gav jeg mig paa Reysen til Holland, hvor jeg gik til Skibs, og kom hid for 3 Uger siden. Hvad som har hindret mig at reyse strax herfra, er denne smukke Jomfrue, som jeg forliebede mig udi paa et Assemblee, og for hvis skyld alle disse Historier ere skeede.

LEONARD.

Min allerkiereste Broer! din Arv staaer til reede for dig hiemme, og min forlovede Brud overlader jeg dig gierne, eftersom jeg seer din Kierlighed er saa stor, og at hendes i alle Maader svarer til din.

JERONIMUS.

Hvad? ere I Brødre?

De som laae paa Knæ, reyser sig, og Henrich sætter sin Hat paa.
HENRICH.

Der blir ingen af os hængt denne gang, det skal jeg være Mand for.

PERNILLE.

Jeg troer det ikke heller, Henrich!

JERONIMUS.

Men siig mig ret Alvor, ere I Brødre?

LEONARD.

Ja Hr. Jeronimus, det er min ældste og eeneste Broer, som har været 3 Aar udenlands. Jeg tænkte, at han havde været død, eftersom jeg i lang Tiid intet Brev har faaet fra ham, og at hans Arv skulde tilfalde mig. Men saasom jeg ingen Ting i Verden har haft meere kiær end denne min Broder, saa er der ingen Penge, jeg med større Fornøyelse gir fra mig.

JERONIMUS.

Overlader I ham da jer Brud?

LEONARD.

Hr. Jeronimus! omendskiønt Personen havde været fremmed for mig, skulde jeg dog holde det for en Samvittighed at spliide tvende saa høyt foreenede Hierter. Ja vist overlader jeg hende til ham, og tilbeder mig intet andet for denne min Villighed end at min Herre vil af Hiertet forlade dem alle, hvad de har giort.

JERONIMUS.

Af mit inderste Hierte. Hør Leonora! Jeg kalder dig min Datter igien, og ham Hr. Leander min Sviger-Søn. Lar os glæde os allesammen, og takke Himmelen, at dette, som syntes at ville blive den hæsligste Tragædie, er ved en u-formodentlig Hendelse faldet saa vel ud.

45
HENRICH.

Jeg haaber I got Folk, at I holder mig for den største Doctor i Verden, og at I opreyser mig en Ære-Støtte, fordi jeg har viiset jer Kildens Kraft og Dyd. Denne gode Jomfrue er dog ikke den første, som er bleven cureret ved Kilden, vil og ikke blive den sidste. Er det ikke sandt Pernille?

Kilde-Reysen
Noter

S. 11
Cupido, den romerske Kærlighedsgud (ikke Gudinde). - Mercurius, romersk Gud for Handel, Spil og Udbytte. - jeg blir ... mægtig, jeg faar ... i min Besiddelse. - Practikker, Kunstgreb, List.

S. 12
Argus, i græsk Mytologi Kæmpe med Øjne over hele Kroppen. - beqvem, duelig, dygtig. - harcelleer, spøg.

S. 14
hvorudover, af hvilken Grund. - end om, sæt nu. - retirere jer, trække jer tilbage.

S. 15
være udi Bereedskab, være parat. - Tremulanter, Triller. - enkelte og dobbelte Fuuser, 1/8 og 1/16 Noder. - giøres af, bringes i Orden.

S. 16
altereer jer ikke, ophids jer ikke.

S. 17
hvad hende skadde, hvad der var i Vejen med hende. - ungefehr, omtrent, noget nær.

S. 18
Mammeselle, fr. mam'selle, folkelig Sammentrækning af mademoiselle, Frøken. - prostituer er dig, vanærer dig, gør dig latterlig. - Möchte ich ... sehn, ty.: Gid jeg dog, jeg dog, min tro Amyntas, maatte gense dig endnu en Gang, inden jeg dør.

S. 19
Ihr . .. Vater, I er min Fader, I er min Fader. - Gestrenger ... Gewalt, Strenge Fader, strenge Fader, holdt! Det er jo Tyranni, det er jo endog Vold.

S. 20
Curer, Helbredelser. - Doctor Bombastus, Navnet har Tilknytning til en historisk Person, den berømte tysk-schweiziske Læge og Kemiker Theophrastus Bombastus Paracelsus von Hohenheim (1493-1541).

S. 21
Straten-Junker, Laps, Modejunker; Eventyrer. - Assemblee, Selskab. - Præcautioner, Forholdsregler. - Licentiat, akademisk Grad mellem Baccalaureus og Doktor.

S. 22
giøre min Kunst probat, bevise min Kunst. - endelig, ganske vist. - Perisangia ... Copissisandung, selvlavede Ord.

S. 23
Det første, saa snart som. - Circumflex, grammatikalsk Udtryk, 46 af lat. accentus circumflexus, Accenten ^. - dolus malus, lat., juridisk Udtryk: forsætligt Bedrageri, Svig. - Pultem, forkert Bøjningsform af lat. pulsus, Puls. - incommoderer, besværer. - Permission, Tilladelse. - Archisangia, den græske Forstavelse archi betegner en højere Grad, ærke-.

S. 24
Apollo, Apollon, den græske Gud for Musik og Poesi, var ogsaa Lægegud. - tilforne, tidligere. - legitime promoveret, lovligt proklameret. - Qvid tibi etc., Henrichs og Leanders Samtale paa Latin er for Størsteparten Vrøvl: Hvad synes dig, Hr. Licentiat, efter den ubehagelige Alderdom skal Jorden eje os? - Navneord, Stedord, Udsagnsord, Tillægsmaade, Supinum, Forholdsord, Bindeord, Udraabsord. - Tillægsord og Navneord i Køn, Tal og i Flertal (forkludrede Citater her som senere af den gamle latinske Skolegrammatik, den saakaldte Donat). - Bonden paa Vejen (det udeladte latinske ord cacat = gør), hvis ikke du vil tro, saa smag. - Jeg takker mange Gange, fordi, eftersom, naar. - Da drejer det sig om dit eget, naar Nabovæggen brænder (Horats' Epist. 1,18,84). - A, B, G, D, U (af det græske Alfabet), ponto, basta (i L'hombre: det røde Es, naar rødt er Trumf; Klør Es). - Til, mod, mod, for, imod, udenfor, over, aabenlyst, »Begyndelsestrinet« (sammensat af græsk arche, Begyndelse og græsk pous, som er Genitiv af podos, Fod), indtil. - Alt besejrer den lærvillige Kløgt ved at prøve (Donats Grammatik havde dette Heksameter af den romerske Forfatter Manilius som Motto). - Fod, Vædder, Væg, Gren, med Markskel, Pæl. - Den der elsker en Frø, mener Frøen er Diana (gi. Ordsprog. - Diana, den romerske Jagtgudinde, identisk med den græske Artemis). - Naar to Navneord staar sammen, skal det ene være Navnemaade. - Tytere, naar du hviler under den brede sejrer Kløgten (Forvanskning af Vergils første Hyrdedigt, hvis Begyndelse lyder: Tityre, tu patulæ recubans sub tegmini fagi: Tityrus, naar du hviler under den brede Bøgs Tag).

S. 25
approberet, godkendt, billiget.

S. 26
Præparatorier, Tilberedelser, Forberedelser.

S. 27
Studshane, Pralhane, Pralhans. - Chaisen, en Chaise: tohjulet Kaleschevogn. - Intermedium, Mellemspil. - Bouteiller, Flasker. - have Anseelse af, have Udseende af.

S. 28
differente, forskellige. - Liire-Stykke, Musikstykke udført paa Bondelire, et gi. Strygeog Klaviaturinstrument med en Valse, der drejedes ved et Haandgreb. - fond de Theatre, fr. Scenens bageste Del (bag Mellemtæppet).

S. 29
confus Allarm, forvirret Støj, Spektakel. - Bier-Fiol, en tarvelig Violin. - sluttes, lukkes.

S. 30
gisper, gaber.

47

S. 31
allarmered, foruroliget. - saae deres Tempo, saa deres Lejlighed.

S. 32
Spælamdissimo Kiörivendum, selvlavede Ord. - doctus ... doctissimus, lat. lærd, lærdere, lærdest. - for Vandet, før Vandet. - Tinctur, Draaber. - Autoribus, af lat. autores, Forfattere. - Hipocrates, Oldtidens største græske Læge (460-377 f. Kr.). - Helene Kilde, berømt Valfartskilde ved Tisvilde. - CCTO etc., dvs. apu tu Helenu, gr. af Helene. - Omikron ... sigma, de græske Bogstaver O, P, R, S.

S. 33
manu mea propria, lat. med min egen Haand.

S. 34
Amphitrion og Jupiter, Molières Komedie »Amphitryon« (1668) om Guden Jupiter, der forelsket i Alkmene antager hendes Mands, Amfitryons Skikkelse, var blevet opført paa Grønnegadeteatret i 1723. Molière bygger paa den romerske Digter Plautus' Komedie »Amfitryon«, skrevet o. 200 f. Kr. - Cornelius Nepos, romersk Forfatter af historiske og biografiske Arbejder (l.Aarh. f. Kr.).

S. 35
Circulatio sangvinis, lat. Blodomløbet. - Idiot, uvidende Person. - Per Jupiter!, lat. Ved Jupiter! - Quid tibi ... Sympathia?, Hvad mener du om Sympatimidler? - dvs. Lægemidler med »overnaturlig Kraft«, idet de mentes at staa i mystisk Forbindelse med Sygdommen. - Intentum ... Klemmebassiando, Henrich vrøvler paa et selvlavet Latin og Dansk; sub rosa betyder i Fortrolighed (egl. under Rosen). - Canallie, Slyngel. - om en Hals, uden Redning.

S. 37
saa mare, saa Mari (egl. Jomfru Maria), sandelig, minsandten. - reverenter talt, med Tugt at sige. - gabede paa, gloede paa. - den store Kroe, der er sikkert tænkt paa Rungsted Kro (nu Rungstedlund).

S. 38
Axler, Skuldre. - den heele Bagage, hele Slænget (dvs. Leonora og Pigerne; jf. Den Pantsatte Bondedreng 111,6 og Brøndum-Nielsen i Acta Phil. Scand. XXIII, S. 156-58). - udi Betænkning, under Overvejelse. - den sorte Konst, sort Magi, Djævlemagi (Manen af onde Aander, Djævlepaakaldelse o. 1. til Fremme af onde Formaal). - Optøger, Optøjer, gale Streger.

S. 39
Pudder, dvs. til Parykken. - Ragerie, Smaating, Smaatterier. - af Vinduet, fra Vinduet. - diverterede sig, morede sig.

S. 41
Devotion, Fromhed. - er jeg verre brudt, har jeg mere Besvær, er jeg værre stedt. - Fortgang, Fremgang. - Bleegedammen, Blegepladsen laa uden for Søerne. - det laae Fanden Magt paa Pigerne, det havde Fanden til Betydning med Pigerne.

S. 42
Natte-Frøiken, Skøge. - Klik, Skamplet. - indslutte, indespærre.

S. 43
hudfletted, pisket (til Blods). - Scen. ult., lat. scena ultima. sidste Scene. - Mon frere, fr. min Broder.

S. 44
u-formodentlig, uventet.

MELAMPE
Tragi-Comoedie

50

Hoved-Personerne

  • PHILOCYNE
  • LUCILIA
  • POLIDORUS
    Philocynes Elsker
  • LEANDER
    Luciliæ Elsker
  • DOROTHEA
    Philocynes Kammer-Piige
  • SGANARELL
    Polidori Tiener
  • GUSMAN
    Leanders Tiener
  • PANDOLFUS
    Jomfruernes Broder
  • DEN GAMLE PANDOLFUS
    deres Fader

Scena er en aaben Mark ved Pandolfi Grav

51

Melampe

Indledning

1727 fortalte Holberg om sin »tragi-comoedia« kaldet Melampe: »Helten i Skuespillet er en lille Hund, som to Søstre er saa dødeligt forelskede i, at der deraf opstaar Krig mellem deres Fæstemænd. Krigen bliver dog lykkeligt bilagt, da de to Søstres Broder kommer tilstede og skaffer Melampe, Stykkets Helt og Stridens Æble, af Vejen. Det er forbavsende, hvor denne Komedie faldt i samtlige Tilskueres Smag paa Grund af det usædvanlige i Anlægget! Thi da Digteren i Udførelsen af dette latterlige Emne lader sig rive med til at bruge Sofokles' højstemte Stil, fremkalder han paa een Gang Latter og Taarer hos Tilskuerne. Ellers har Skuespillet det dobbelte Formaal at spotte de Tragedier, som svulmer af daarlig Patos, og de »Kvinder, der - som Digteren siger - er parat til med Ægtemandens Død at frelse deres Skødehunds Liv. [Juve- nal VI, 654]««. I Epistel 249 gentog Holberg, at »Melampe er en Parodie over Tragædier: Dens Merite bestaaer der- udi, at en latterlig Materie er udført udi prægtige og bevægelige Vers, saa at Tilskuerne deraf kan bevæges baade til Graad og til Latter«.

Det er saaledes ved en æstetisk Dobbelttone, Holberg har søgt at udmærke sig i »Melampe«. Skødehunden var fra Juvenals 6. Satire, som revsede de romerske Damers Sæder og Uskikke; Holberg nærede en hjertelig Foragt for en fornuftstridig Tilknytning til f. Eks. en Hund. Han var tillige en Fjende af Svulst og havde nok Tilbøjelighed til at regne de fleste franske Tragedier til den uægte Patos; den ægte og naturlige Patos brugte han selv, f. Eks. i en

52

latinsk Sørgetale over Frederik IV. Det er derfor sikkert nok, at Komedieskriveren vilde have Tilskuerne til at le ad Tragediemanéren. Men samtidig glædede det ham, at de græd, naar de ømme Søstre gruer for deres elskede Dyrs Skæbne. Under sørgmodig Musik deklamerer en af dem i en Række Aleksandrinerstrofer, der ender med: »naar Melampe borte er«.

Holberg kalder denne dobbelttonede Genre Tragi-Comoedie. Denne fandtes i Frankrig i mange Variationer; Holberg har skabt sin egen. Littré's Dictionnaire, som registrerer det klassiske franske Sprog, definerer Tragikomedien som et Teaterstykke, der tilhører Tragedien ved sit Emne og sine Personer og Komedien ved sine Hændelser og ved Knudens Løsning. Baade Corneilles Le Cid og Molières Don Juan var Tragikomedier. Holberg forstærker Kontrasten mellem høj og lav Stil, idet de fornemme Personer taler paa Vers, de jævne paa Prosa. Han har gjort sig Umage med Versene, som gennemgaaende er bedre formet end i »Peder Paars«. Men han har, bl. a. ved Emnevalget, lagt sig saa tæt paa det groteske, at vi føler os i det italienske Masketeater, hvor alt kunde parodieres.

Litteratur

Anne E. Jensen: Studier over europæisk Drama i Danmark 1722-1770, 1968, S. 134 ff., 203 f., 367, 411 f., 429, 465. - F. J. Billeskov Jansen, i Dansk Litteraturhistorie I, 1964, S. 298-99.

53

SCEN. 1.

Bønder.

1. BONDE

Aa, Aa! det gode varer ikke længe. Nu har vi Ufred igien. Den Karl maa ha haft lidt at bestille, som fandt først paa Krig, hvor Folk skal slaae Arme og Been af dem, som man ikke kiender.

2. BONDE

Men hvor af veed du, at vi faaer Ufred?

1. BONDE

Vi faaer ikke, men vi har den alt, thi Trommen gaaer og heele Byen er i Allarm.

2. BONDE

Det er best at vi gaaer til Side; thi naar Fienden 54 er i Landet, saa kaster man Musqvetten paa Nakken af hver een, man møder.

1. BONDE

Førend jeg lar mig hverve, før skiær jeg min Tommel-Finger af; saa giorde baade min Faer og min Far-Faer, og derved undgik at blive Soldater.

2. BONDE

Jeg hører, du har got Folk at slægte paa. Dersom du kunde regne slige Forfædre ud i 16 Led, kunde ingen disputere dig gammel Adelskab, og du burde føre en Haand uden Tomme i dit Vaaben, og hidde, i steden for Haans Jacobsen, Johan Tommel-løs.

1. BONDE

Mine Forfædre var, mare! ingen Coujoner; de var ikke saa bange for en Tommel-Finger. Min Beste-Faer var saadan en Karl, at han før skulde ha hugget sin Haand af, end giet sig under Malicen.

2. BONDE

Var vi kun vel her fra først, saa skulde det siden ingen Fare ha.

1. BONDE

De finder os nok allevegne. Du kiender nok Rifogden, vi skyvier os aldrig for ham; thi han støver Bønder bedre end en Hund støver Harer.

2. BONDE

Det maa han. Men i saadan Fald kaster jeg ham en halv snees Daler i Næsen; hvilken Bræk eller Sygdom jeg da vil ha, den faaer jeg strax: Vil jeg ha en Podagra i Hænderne, saa svær han paa Mønstringen, at jeg har den; Vil jeg ha den i Beenene, saa giør han ligesaa, og sætter sin Rifogds Salighed i Pant paa, at jeg nytter ikke til Krigen.

1. BONDE

Men nu at forære 10 Daler bort, nu atter igien 10 Daler, hvad skal man da ha at betale Skat og Landgilde med?

2. BONDE

Det lar jeg Propretaren sørge for. Kort at sige: Naar jeg har Rifogden til Ven, saa kand hverken Capteenen eller Propretaren rykke et Haar af mit Hoed.

1. BONDE

Du er en klog Mand, jeg troer, du kunde selv være Rifogd.

2. BONDE

Ja hvorfor ikke? Men det er Ulykken, at vi Bønder blir aldrig meer end det vi er. Vi skal gaae i Krig og sætte Arme og Been til for en Lieutenant at 55 blive Capteen, og en Capteen at blive Øverst, men vi bliver de samme. Det gaaer der til ligesom i Skakspill: Bønderne maa opoffres, at Officererne kand komme frem.

1. BONDE

Hør, der kommer, Drolen splide mig ad! Trommen. Den Lyd klinger ikke nær saa vel i mine Øren, som Mad-Klokken.

2. BONDE

Skal vi løbe?

1. BONDE

Hvor skal vi løbe hen? det er ligesaa got, at vi staaer.

SCEN. 2.

Tromslager
En kommer ind og slaaer paa Tromme, hvorom ringer sig en stor hob Folk. Tromslageren oplæser Efterfølgende:

Saasom i Dag henved Klokken 8 den Velbaarne Jomfru Philocyne har, sig og sin Familie til stor Hierte-Sorg og Bedrøvelse, tabt en liden Skiøde-Hund ved Navn Melampe, saa gives hermed tilkiende, at hvo som kand aabenbare samme Hund eller bringe den tilbage, skal ha 10 Ducater. Hunden er gandske hvid, tegned med sorte Øren og en sort Plet i Panden; Fødderne er u-beskrivelig nette, uden den venstre, som er noget tykkere end de andre. Hvad Sindets Gaver er angaaende, da har samme Melampe fast menneskelig Forstand; thi omendskiønt den ikke kand tale, saa kand den dog ved Geberder gie sin Meening tilkiende: Naar den vil ligge i et Skiød, skraber den med det eene Forbeen paa Forklædet, og naar den vil ligge paa sin Pude under Kakkelovnen igien, gir den sin Villie tilkiende ved at la falde en liden Vandtaar paa Forklædet, dog saa subtilt, at det ingen Skade giør. Den er af saadan fornemme Naturel, at den ingen Mad æder, uden den er tygged, og skielver af Kuld endogsaa udi Augusti Maaned. Den har et Fløyels Halsbaand, hvorpaa staaer med Guld broderet: Melampe.

Han rører Trommen igien og gaaer bort. De andre spytter deraf.
56

SCEN. 2.

Sganarell. De 2de Bønder.

1. BONDE

Hør Cammerat! var det ikke andet Trommen gik for?

SGANARELL

Er det ikke nok? En Hund der har saadan Forstand, at han kand la Taare falde paa Skiødet, naar han vil ned! Saadan en Hund har meere Forstand end 4re af de beste Bønder i jer Bye.

1. BONDE

Men naar Hunde giør saadant hos os, saa vrier vi Halsen om paa dem.

SGANARELL

Ja jeg troer det nok, men hvorfor giør I det? just fordi I er Bønder. Havde I været opdragne som fornemme Folk, saa giorde I det ikke.

1. BONDE

Mig synes, at vi Bønder er bedre opdragne derudi; thi det er en slet Optugtelse at lære at bedrive Afgudsdyrkerie med en lumpen Hund.

SGANARELL

Du faaer vist en Ulykke, dersom din Frue faaer at høre at du kalder en smuk Skiøde-Hund en lumpen Hund. See kun til, om du ikke blir sat fra din Gaard.

1. BONDE

Ney, vor Frue har ingen Skiøde-Hund, det jeg har merket.

SGANARELL

Saa maa hun da ikke være ret Frue, men alleene Madame.

2. BONDE

Hvad Forskiel er der imellem Frue og Mardame?

SGANARELL

Ligesaa stor Forskiel som imellem ærlig og velbaarne. I lumpne Bønder, som er kun halve Mennesker, er agtbare og ærlige, men Kiøbsted-Folk ere Velædle, Velbyrdige og Velbaarne.

2. BONDE

Mig synes at det er meer at være Agtbar og Ærlig. Den Titul Velbaarne kand man gie en Hest, som er vel skabt; men ikke Ærlig. Vor Capteen er fød med 2 skiæve Been, kand man ogsaa kalde ham Velbaarn?

SGANARELL

Hvad andet?

57
1. BONDE

Men siig os Cammerat, er der da ingen ærlige og agtbare Folk meer i Kiøbsteder?

SGANARELL

Ney, ikke uden i de smaa Gader. For 40 Aar siden heed de største Mænd Ærlige og Velbyrdige, hvorudover en vis Borgemester, da han engang af Vanvare fik saadan Udskrift paa et Brev: Ærlig og Velbyrdig Hr. Borgemester, kunde han ikke lide saadan Hyklerie, at man vilde gie ham en Adelig Titul, som ham ikke tilkom, og derfor sagde til Buddet: Hels din Husbond og bed ham spare med sine Titler, som mig ikke tilkommer; thi jeg er hverken ærlig eller velbyrdig. Men nu er det kommen saa vidt, at Borgemestere hedder Excellencer, og Præster Eminencer, Kræmmere Marchands tres renommés, Borger-Døttre Frøikener, Stue-Piger Jomfruer, Kokke-Piger Mammeseller, ja Bønder ogsaa skammer sig ved at være agtbare og ærlige.

1. BONDE

Far vel Cammerat, vi maa reyse. Gud skee Lov, at dette Trommeslag og denne Allarm havde intet andet at betyde.

De gaaer.
SGANARELL

Disse Bønder havde ret; thi det er Skam og Spot at giøre saadan Allarm for en Hund. Vor Jomfru er nu saa desperat derover, at naar man seer hende, skulde man tænke, at hun agerede en Tragædie og spillede samme Rolle som en forliebt Heroinde, der har mist sin Kiereste. Faaer jeg eengang Døttre, som nok kand skee, thi vi er alle Mennesker, saa skal min første Faderlige Formaning til dem være, ingen Skiøde-Hund at holde; ikke for andet end for den u-rimelige Kiærlighed, som følger deraf. Thi vor Jomfru kunde ikke giøre sin Morgen-Bøn med god Samvittighed, førend hun 16 gange havde kyst sin Afgud Melampe; hun kunde ikke giøre Besøg i Byen uden Melampe; det meste hun talte om, var Melampe; de fleeste Drømme, hun kunde ha, var at Melampe ikke var ved Helbred. Kort at sige, der var ikke andet end Melampe for og Melampe bag. Men see, der kommer Kammer-Piigen Dorothea.

58

SCEN. 4.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA

Aa! det er en Ynk at see paa den stakkels Jomfru; Intet i Verden kand trøste hende, men hun raaber hver Øyeblik: Min Verdens Glæde er mig berøvet, Melampe er borte. Men der seer jeg Sganarell; stakkels Karl, han er lige saa bedrøvet som vi andre. Jeg seer, Sganarell, at du er en troe Tienner og tager Part i Jomfruens Sorg; du seer ret ilde ud af Sorg.

SGANARELL

Ja jeg har nok Aarsag at sørge; jeg har større Sorg end I andre.

Han græder.
DOROTHEA

Har du nogen a parte Sorg?

SGANARELL

Ja, jeg har een, som bringer mig i Graven. Vor gamle sorte Kat, som jeg elskte som min kiødelige Broer, har faaet ont i sit eene Been; Jeg frygter, at det er Podagra.

Han græder.
DOROTHEA

See engang hvilken Phantast! der ligger stor Magt paa en raaden Kat.

SGANARELL

Hør Dorthe, eftersom vi skal spille Tragcedie i Huuset, saa maa jeg jo ogsaa ha en Rolle; thi at hænge sig for en Kat eller Hund, fortienner lige store Ære-Støtter, de er u-mælende Bæster tilsammen. Hvilken der er meest fornemme eller bør staae høyest i Rangen, er mig u-bekiendt.

DOROTHEA

Det vil gaae dig ilde, dersom Jomfruen faaer høre at du legger ikke meere Sorgen paa Hiertet, men ligner din lumpen Kat ved saadan et artigt Creatur som Melampe.

SGANARELL

Men ræt Alvor, gaaer denne Sorg jer til Hierte, Mammeselle?

DOROTHEA

Mit Hierte er færdig at briste af Sorg.

SGANARELL

Jeg merker nok, at I gaaer med en Frue i Maven. See engang hvilke fornemme Nykker hun har allereede.

59
DOROTHEA

Jeg skal min Troe klage dig for Jomfruen.

SGANARELL

Meener I, at alt dette, som jeg har sagt, var mit Alvor? Ney, jeg sørger min Troe ligesaa meget som nogen anden, og jeg har allereede giort et Sørge-Vers over Melampes Forliis.

DOROTHEA

Jeg kiender dig nok, din Spotte-Fugl.

SGANARELL

Det er min Troe sandt jeg siger. Jeg veed, at der blir holdet Sørge-Stue, og saa skal der jo deeles Vers ud. Nu løber jeg hen til den, som er Imprimatur i Aar, at han skriver derpaa. Adieu!

De gaaer.

SCEN. 5.

GUSMAN
alleene med Melampe paa Armen.

Mon der kommer nogen efter mig? Ney jeg seer ingen. Jo der kommer een. Ney det var min egen Skygge. Aa! nu faaer jeg min Aande igien. Hey! Hvad vil den Spion? Wer da? Ney, der er ingen; mit eget Blod giør mig bange.

Han begynder at skraale.

Aa - - - See der har I den tilbage, spar mit Liv. Men der er jo slet ingen. Hvad kand dog ikke Frygt giøre? Mig synes hver Øyeblik at være omringet af Folk, skiønt jeg er gandske alleene. Nu seyler jeg i Havnen og har kastet Anker. Om nogen spør herefter, hvo der er den største Mand i Verden, da kand svares uden Betænkning, det er Gusman; thi jeg har giort selv samme som Paris Kong Priapi Søn af Troja, der tog Helene bort. Homerus eller Senecus burde staae op af Graven igien for at beskrive i lige saa tyk Bog disse mine Bedrifter; Thi vore Tiders Poeter er ikke den Ære værd. Nu vil jeg giøre en Lignelse mellem mig og Paris, at den gunstige Læser kand deraf see, hvilken af os er størst. Gaaer vi til Fødselen, da var Paris vel en stor Junker, og jeg en Carnali, men just fordi jeg er en Carnali, just derfor er jeg større end han; thi han som en 60 fornemme Mand var oplært i Intriguer, og derfor ikke maa takke saa meget sig selv som sine Forældre for god Optugtelse. Mine kiære Forældre derimod var Dosmere og Slyngeler, jeg selv er opdragen som en Skabhals, og dog har giort samme Bedrifter som Paris; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris havde paa Reysen med sig Raadgivere, som alle var durchtrængende Karle, der kunde sige: Saa og saa skal eders Durchleuchtighed gaae jere Sager an (om jeg mindes ret, saa var der ogsaa Cardinaler i hans Raad, hvilke Karle man kand bruge til alting) men jeg var mutter alleene. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris bortsnappede det skiønneste Creatur, nemlig Helene, i Grækenland; jeg derimod det skiønneste Creatur Han viiser Hunden frem. udi Italien. Nu er Italien større end Grækenland; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Den skiønne Helene var af de slags Qvinder, om hvilke man siger i Sprichwortet: Den er god at lokke, som efter vil hoppe. Jeg derimod bortsnappede Melampe allene med Behændighed; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Helene blev tagen paa aaben Mark under Høymesse, da ingen Folk var tilstæde, jeg derimod har taget Melampe af hans Frues Sove-Kammer; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Det Bytte, som Paris fik, var en Hertugs Datter, mit derimod en Skiøde-Hund - - - Ney det gaaer ikke an, der i var Paris større end jeg; Dog lad mig eftertænke det, jeg vilde nødig gie ham efter i noget. See nu reeder jeg mig derfra: Mangen een elsker og sætter større Priis paa sin Skiøde-Hund end sin Datter; hvad som er i meest Priis, det er størst, Ergo er jeg ogsaa i den Post større end Paris. Endnu kommer jeg en Post ihu: Paris maaskee har aldrig været til i Verden, eller i det ringeste ikke bortsnappet Helene (thi vi har kun nogle gamle Vers derfor, og man veed, at en Poet kand lyve saa stærk som en Hest kand rende) men jeg er virkelig til og har virkelig giort dette Rov; Ergo er jeg større end 61 Paris. Nu vil jeg fortælle, hvordan det er tilgaaed med dette Rov, efterat jeg først har rørt noget om Melampes Byrd og Herkomst. Dette Creatur, som formedelst sin Skiønhed har sat Spliid imellem 2de Høyadelige Jomfruer, er fød og kommen til Verden for 4 Aar siden. Hans Moer heed Diana, en troe Tienerinde og Client af det Pandolfiske Huus, og var formedelst sin Dyd og Skiønhed saa meget elsked af Hyacintha den gamle Pandolfi Frue og Philocynes Moer, at Pandolfus, hvorvel en sagtmodig Herre, straffede hende ofte med Ord derfore; men det kunde ikke hielpe, thi Kiærligheden tog meer og meer til, saa at da bemeldte Diana døde i Barselseng med denne Melampe, døde ogsaa Fruen strax derefter af Sorg.

Han peger paa Hunden og siger:

(Taarene staaer det stakkels Creatur i Øyene, naar hun hør tale om sin Moer.) Hvo Melampes Faer har været, derom kand intet vist siges, dog holdes en ved Navn Hector, som havde Omgiængelse med Moeren Diana, at være saa nær som nogen dertil. Den gamle Herre Pandolfus og Hyacintha efterlod sig en Søn ved Navn Pandolfus, som et Aar for Forældrenes Død reyste til Africa, at stride for de Christne mod Morer og Saracener, og 2de Døttre Lucilia og Philocyne. Til denne sidste, nemlig Philocyne, testamenterede Moeren Hyacintha den nyfødde Melampe udi Luciliæ Fraværelse, som ved sin Tilbagekomst protesterede solenniter derimod, foregivende, at saadant kostbar Bytte hende, som den Førstefødde, skulde tilhøre. Men Philocyne havde ingen Øren dertil, hvorudover der reyste sig Uvenskab imellem Søsterne, som stedse indtil denne Tid har skilt den eene fra den anden. Imidlertiid har Lucilia ved Practiker arbeydet paa at faae Melampe i Hænderne, men forgiæves, indtil omsider hendes Kiærestes troe og vel-meriterede Tiener, jeg Gusman, har giort det mueligt, som tilforn var u-mueligt, og med List bortsnappet denne Tarentinske Helene, hvilken Gierning 16 Laur 62 bær-Krantze ikke kand belønne; thi jeg tar heller Penge. Intriguen gik for sig paa denne Maade: Melampe havde faaet for nogle Dage siden en lille Hævelse i sit eene Bagbeen, hvilket da jeg fik at viide, gav jeg mig ud for en Doctor og tilbød mig inden 4re Timer at ta samme Hævelse-Syge bort; men jeg giorde saa længe Visiter til den Syge, indtil jeg saae min Tempo og tog den bort. Nu er all min Sorg, hvor jeg skal faae fat paa min Herre Leander, for at overlevere ham denne Skat, hvorudi all hans Lykke og Velfærd bestaaer. Han brænder af Kjærlighed til Lucilia, men kand ikke vinde hendes Hierte, med mindre han flyer hende Melampe. Men jeg maa hen og kaste min Doctor-Kiol af, og siden oplede min Herre.

Han gaaer.

SCEN. 6.

Lucilia. Leander. Gusman. Dorothea.

LUCILIA
Omsonst min Kjærlighed, Leander, I begiærer,
Hvis I til Brude-Skienk Melampe ey forærer,
Som Philocyne mig med List har vundet fra;
En slig Klenodi jo tilkom Lucilia:
Paa Moders Testarnent min Søster sig beraaber,
Men Første-Fødsels Ret Lucilia dog haaber
Saa stærk at være, at ved Testarnent og Dom
Den ey mod Billighed og Ræt kand stødes om.
I min Fraværelse, da jeg ey kunde vente
Min kiære Moders Død, hun saadan Testamente
Ved Underfundighed tilveye haver bragt;
Jeg derfor List mod List maa bruge, Magt mod Magt.
Den Sag, Leander, jeg har eder overdraget,
Men I at spiise mig med Løfter har behaget;
I eders Bistand mig har lovet, Magt og Konst,
Men indtil denne Tiid alt været har omsonst.
Vent aldrig, at I meer maa komme for mit Øye,
Med mindre derved I mit Hierte kand fornøye.
63Viid, O Leander, at Melampe er det Baand,
Som os i Kiærlighed forbinde eene kand;
Slig Gave eene mig til Kiærlighed opvækker,
Melampe den Magnet er, som mit Hierte trækker:
Flye mig Melampe, det maa skee med List, med Vold,
Saa blir mit Hierte ey meer mod Leander kold.
LEANDER
Kand, O Lucilia! de Suk og salte Taare,
Som flyde Strømme-viis, jer Hierte ikke saare?
Skal saadant Creatur hos eder meer formaae
End Taare, der i en troe Beylers Øyne staae?
Ach Himmel! hvis det nu gik til som fordum Dage,
Da Skikkelse af Dyr man kunde sig paatage,
Jeg ey Betænkning tog, men ønsked denne Stund,
At jeg forvandlet blev til saadan Skiøde-Hund.
LUCILIA
Slig Metamorphosis, Leander, skeer ey meere,
Hold derfor ikkun op mit Hierte at begiære,
Tal ey om Elskov meer!
LEANDER
Ach hvilke haarde Ord!
LUCILIA
I faaer ey anden Trøst.
LEANDER
Sligt bringer mig i Jord.
Betænk, Lucilia - - -
LUCILIA
Jer Klage ikke nytter,
I maa fortvile, døe, alt saadant jeg ey skytter;
I recitere maa af traurigst Skue-Spill
Hver Dag en Scene, jeg dog stopper Øre til.
I heele Sophocles maa som en Lectie lære,
I af Euripides og andre maa frembære
De meest fortviilte Ord, som Steen bevæge kand:
Det rør ey Hiertet; jeg mod alting holder Stand.
Som Skrømt og Fabel jeg all Klage vil udtyde;
Jeg veed, I Venskab ey med Polidor vil bryde,
Jeg merker Sygen, veed hvorudi den bestaaer,
De Tanker, hvormed I, Leander, svanger gaaer.
At bryde med en Ven, jeg eder ey vil nøde;
64I Polidorus ey for Hovedet vil støde,
I tænker ved jer selv: hvis I begaaer det Rov
Og mig Melampe flyer, I dermed Venskabs Lov
Mod Polidorus strax tillige overtræder.
Betænk, om Kiærlighed med Rætte saadant heder!
Mon jeg med Billighed ey eder har fordømt,
I det jeg holdet har jer Graad og Suk for Skrømt?
LEANDER
Forældre, Slægt og Blod jeg agter ikkun føye,
Opoffrer alting for min Jomfru at fornøye.
Med Polidor jeg ey alleene bryder Fred,
Naar I befaler, men jeg ogsaa er bereed
At øse ud hans Blod, mig selv af Dage tage,
For Elskov og for min Gudinde at behage;
Jeg svær ved Himmelen, at saadant Venskab ey
Mig kand forhindre paa min Elskovs Stie og Vey.
Jeg meer Forhindring og jo fleere Steene møde,
Jo meere stridig Strøm mig af min Vey vil nøde:
Jo meer jeg muntres op, jo meer jeg staaer imod,
Jo meere Elskov i mit Hierte fæster Rod.
I maa, Lucilia, tilfulde dette vide,
At intet Venskab er, jeg sætter jo tilside,
For at behage den, jeg elsker som min Siæl.
LUCILIA
Hver anden Beyler sig hver Tiime kalder Træl,
Med Sværd for Brystet staaer. Jeg eders Tale priiser,
Naar I, Leander, først i Gierning sligt beviiser;
Jeg hidindtil dog har kun merket blotte Ord,
At jeg det Kiæreste for eder er paa Jord,
At I for min skyld vil i Verden alting vove,
At mine blotte Nik skal være eder Love,
At eders Villie min i alt er underlagt.
Lad af at love, og ey underskriv en Pagt,
Giør ey et Forbund, som I ey kand efterleve.
LEANDER
Af slige haarde Ord mit Legeme maa bæve;
Ach! Himlen vidne skal, at I mig Uræt giør,
65At saadan Klage ey mod mig udøses bør.
Hold op, med slige Ord min arme Siæl at trykke,
Viid at min Villie ey, men kun min tynde Lykke,
Min Fiendes Skandse, hans Mistanke, nøye Vagt
Alleene hindret har mit Arbeyd, List og Magt.
LUCILIA
Naar man har ingen Lyst, man strax Undskylding finder,
Da mindste Steen til Bierg og alting blir til Hinder,
End for en Spindelvæv man da tilbage gaaer,
Ja det, som mindre er, i Veyen for os staaer;
Man kand ey, for man ey har Lyst til Vey at finde.
Men jeg maa gaae, jeg nok har talet denne sinde.
LEANDER
Vend, skiønne Jomfru, ey saa hastig Ryggen til;
Min Tiener denne Stund forsøge alting vil.
Hans Fliid og Hurtighed jeg mod hans Herre kiender,
Maaskee han denne Stund Melampe har i Hænder.
Der kommer han. Han jo paa Armen noget bær.
Ney det er intet. Jo det dog Melampe er.
Jeg seer mit Glædes Skib jo lykkelig at havne.
Kom hid min Tiener, kom og lad mig dig omfavne!
Ach! min Forløser, du et Bytte med dig føer,
Hvorved du levende en død Leander giør.
Mit Hiertes Ønske nu jeg engang har opnaaet,
Siig os, hvorledes du Melampe haver faaet.
GUSMAN
Slig Spørsmaal, Herre, er jo meget underlig,
I veed jo, ingen Ting u-muelig er for mig.
At vide min Practik, kand eder lidet nytte,
Nok er det, at I faaer det høyforlangde Bytte;
Jeg har mig ey betient der i af Fandens Konst,
For Resten Spørsmaal mig at giøre er omsonst.
LEANDER
leverer Jomfruen Hunden. See her, Luciliæ jeg det Klenodi giver,
Hvorved en Ende paa Leanders Jammer bliver.
Hvad sønderrive kand nu meer vor Elskovs Baand?
66
LUCILIA
Haab ey forgiæves meer, der haver I min Haand.

De gaaer ud. Imidlertid har Dorothea hørt dette og altereret sig.

DOROTHEA
alleene.

Aa Himmel! hvad seer jeg? Melampe er ved Practikker kommen i Lucilies Hænder. Hvad skal jeg nu giøre? Dølger jeg det, saa giør jeg mod min Pligt; Aabenbarer jeg det, saa sætter jeg tvende Familier mod hinanden, foraarsager U-eenighed, Had og Mord. Det er dog best, at jeg tier. Men Spørsmaal, om jeg kand tie, om jeg er meer fuldkommen derudi end andre Fruentimmer. Just derfor, fordi det er Magt paaliggende at tie, just fordi det er en Synd at aabenbare, just derfor maa det ud. Jeg kiender min Skrøbelighed, det maa ud, om det skal igiennem mine Sider. Jeg veed, at jeg giør ilde derudi, men just derfor sprækker jeg af Begierlighed til at aabenbare den heele Historie. Aa! gid det havde intet at siige, eller at jeg forsaae mig ikke der i. Dorothea! saae ikke U-eenigheds Sæd iblant Søstre! siig ikke, hvor den Helene er, for hvis skyld en nye Trojansk Krig vil begyndes. Men der seer jeg Sganarell. Jeg maa forsøge paa ham, hvorvidt jeg kand holde mine Affecter i Tømme.

SCEN. 7.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL

Jeg lovede at viise jer nogle Sørge-Vers, Mammeselle, men jeg erindrede siden, at jeg har ingen giort. Det er ogsaa noget gemeent nu at være Poet, thi jeg troer, her er lige saa mange Vers-magere i Byen, som der er Fluer i September Maaned; tilmed saa veed jeg ikke, om Melampe er død.

DOROTHEA

Ney, hun lever endnu.

SGANARELL

Hvor er hun da?

DOROTHEA
hun vil gaae.

Gak fra mig, din vanartige 67 Skielm! jeg vil ikke sige det; jeg skal ikke sige det, om man end legger mig paa Pinebænken.

SGANARELL
følger efter hende.

Aa min allerkiæreste Dorthe, siig mig det.

DOROTHEA

Ikke om du gav mig all Verdens Guld.

SGANARELL

I veed jo, at jeg kand tie.

DOROTHEA

Bort, bort, du frister mig kun forgiæves.

SGANARELL

Siig mig kun den Persons første Bogstav, i hvis Eye den er.

DOROTHEA

Hverken den første eller den sidste.

SGANARELL

Saa maa I da gierne beholde det hos jer selv.

Han gaaer.
DOROTHEA

Hør Sganarell!

SGANARELL

Jeg er ikke nysgierig.

DOROTHEA

Vil du da beholde det hos dig selv?

SGANARELL

Naar jeg intet faaer at vide, saa har jeg ingen Fristelse.

DOROTHEA

Nu skal du vide det, om du blev gall.

Sganarell holder for Ørene, hun tar Haanden fra og raaber:

Leanders Tiener har practiseret den bort til Lucilia.

SGANARELL

Jeg vidste nok, hvordan man skal bære sig ad, naar man vil ha noget at vide af Fruentimmer. Men Dorothea, det er en forskrækkelig Tidende. Det er best, at vi tier dermed.

DOROTHEA

Ney nu maa det ud. Nu er der alt kommer* Hull paa mig.

68

SCEN. 1.

DOROTHEA
alleene. O en Fortvilelse! hvad kand dog Sorg ey giøre,
Naar den tar Overhaand? med Skræk jeg faaer at høre,
At Philocyne har sit Huus og Hiem forladt,
Og ønsket udaf Sorg all verdslig Lyst god Nat.
I Verden hun ey meer kand finde nogen Glæde,
I en Udørken hun Melampe vil begræde;
Man nyelig hende saae i Klæder gandske sort
At tage Afskeed og at gaae i Skoven bort.
Mit Hierte brister, naar jeg stiller sligt for Øye,
Jeg derfor vil i Hast til hende mig forføye,
Og aabenbare, at Melampe er ey død,
Men at den hviiler nu i hendes Søsters Skiød.
Slig Tidende skal all Philosophie fordrive,
Saa Hierte-Sorg til Hævn skal strax forvandlet blive.
Jeg glæder mig, at jeg ved saadan Leylighed
Kand aabenbare det, som jeg har nylig seed,
Kand siige det, som jeg ey ellers burde siige;
Thi jeg et Mennesk' er, ja meer, jeg er en Pige,
Som Tausheds Gave af Naturen nægted er,
Men nu det hidde kand, at saadant eene skeer
Af Pligt at siige det som jeg ey burde dølge.
Jeg maa i Skoven da min Jomfrus Fodspor følge,
At vende hende fra sin Eensomhed i Hast,
Og mig tillige at befrie fra Tausheds Last.
69

SCEN. 2.

En traurig Musiqve høres, og Philocyne spatseer i Skoven i en dyb Sørge-Dragt.

PHILOCYNE
Ach Philocyne! all din Trøst er nu at græde,
Du jo forsvunden seer din Vellyst, Hiertens Glæde.
Du ellers ingen Trøst i Verden finder meer;
Thi hvad kand glæde, naar Melampe borte er?
Hvad vederqvæge kand mit høybedrøved Hierte?
Hvad kraftig Lægedom nu lindre kand min Smerte?
All Konst, all Lægedom jeg kun u-nyttig seer,
Thi hvad kand hielpe, naar Melampe borte er?
Hvad Fordeel, Glæde kand saa stor Forliis erstatte?
Hvad Herlighed kand jeg vel mod Melampe skatte?
70Jeg med Philosophie mig væbner, men, disvær!
Den ey kand hielpe, naar Melampe borte er.
Jeg nu ved Sælskab, nu ved Harpen, nu ved Bøger
Den sorte Angstes Skye at drive bort forsøger;
Naar Hiertet klemmes mest, da synger jeg og leer,
Omsonst dog strider, naar Melampe borte er.
Nu forestiller jeg den Herlighed for Øye,
Som udaf alle Ting mit Hierte bør fornøye,
Min Polidorus, som mig været har saa kiær;
Men alt er Skygge, naar Melampe borte er.
Jeg hør med Andagt til, naar mine Venner sige:
Melampe borte er, man finder dog dens Liige;
Slig Tale Øret kun, ey Hiertet kommer nær,
Alt er kun Fabel, naar Melampe borte er.
Nu forestilles mig den Haanhed og Vanære,
At lade sig af Sorg for ingen Ting fortære,
Nu forestilles mig min Troes Pligt i sær;
Men intet lindrer, naar Melampe borte er.
Jeg veed, en nedrig Siæl end saadant bør forglemme,
Og at et ædelt Sind derover sig bør skiemme,
Jeg mig fordømmer selv, dog Sorg i Hiertet bær,
Jeg gaaer i Graven, naar Melampe borte er.
Hvert Øyeblik jeg seer Melampe for mig svæve,
Dens spæde høyre Been mod Philocyne hæve,
Som af det ædle Dyr for mig er et Signal,
At udi Skiødet den til Hviile dægges skal.
Jeg udi Tanker mig med Glæde mod dig vender,
Jeg griber til, men faaer kun Skyggen udi Hænder,
Det ikkun er din Geist, du selv er ikke meer,
Jeg i Indbildning seer det som jeg ikke seer.
Om Morgenen jeg dig i Sengen efterleder,
Men finder ikke meer det som mit Hierte glæder;
Naar Bordet dekkes, jeg dig Sted og lave vil,
Erindrer ikke, at du est ey meere til.
Du i min Phantasie, Melampe, eene lever.
71

SCEN. 3.

Dorothea. Philocyne

DOROTHEA.
Naar jeg der tænker paa, mit heele Legem bæver
Ach Jomfru
PHILOCYNE
Hvad vil du?
DOROTHEA.
En Tidend jeg frembær:
Melampe lever, ja hun lever, men disvær
PHILOCYNE
Disvær! hvi saa? siig frem, hvad det disvær betyder
DOROTHEA.
Jeg kand for Rædsel ey.
PHILOCYNE
Tal, naar din Jomfru byder.
DOROTHEA.
Melampe lever, men for eder ikke meer,
hun allerede i Leanders Hænder er.
Han den Luciliæ til Brude-Gave giver
PHILOCYNE
Min Sorg forsvinder og til Hævn forvandlet bliver.
DOROTHEA.
Ach Jomfru!
PHILOCYNE
Tal ey meer, spild for mig ingen Tiid,
Flyv som en Piil i Luft, kald Polidorus hid.

SCEN. 4.

PHILOCYNE
alleene, til den anden Side. Mit Legem er i Brand! jeg inge Raad kand finde
Imod min Vrede, thi mig Hævnen denne Sinde
Ophidset har, ja mig Forstanden taget fra;
En Ilias du har begyyndt, Lucilia!
Echo svarer Ja. 72Ja? tør du svare Ja? kryb frem udaf din Hule,
Hvor dit Forræderie dig ey skal længe skiule,
- - - skiule,
Ney Polidorus dig i Hast skal leede op
I Jordens Indvold og paa høyest Bierge-Top.
--- Top.
Hvad, tør du toppe end? see hvilken giftig Qvinde!
Troe mig, hvad Søsters Had formaaer, du skal befinde.
Den leer jo allerbest, som imod Enden leer,
Du mange Timer ej mod mig skal toppe meer.
--- meer.
Meer? ney vist ikke meer, du min Achilles kiender,
Min Polidorus, som skal rive dig af Hænder
Det kostbar Bytte, som min Verdens Glæde var,
Det ved Leanders Hielp du mig berøvet har.
- - - røvet har.
Jeg veed det nok, du tør dig deraf selv berømme;
Hvor stor din Ondskab er, man derudaf kand dømme.
Jeg alt dit heele Huus i Grund seer ødelagt,
Thi hvad kand hindre os? mon din Leanders Magt?
- - - Leanders Magt.
Leanders Magt! Ha ha! paa Sand du kand vel bygge,
Thi din Leander er mod Polidor en Skygge.
--- Polidor en Skygge.
Du det at viide faaer, Udgangen alting gir,
Men troe mig, for dit Huus den Krig Ulykke blir.
- - - Lykke blir.
Trods ey, Lucilia, det gaaer dismeere ilde,
Din Overmod vil dig fortryde, men forsiide,
Dit Huus, Leanders Huus skal begge undergaae,
Jeg udi Lænker seer alt begge for mig staae.
--- staae.
Tør du mig byde staae? Jeg kand for Harm ey tale.
73

SCEN. 5.

Polidor. Philocyne.

POLIDOR
Hvad har min Jomfru her sin Tiener at befale?
PHILOCYNE
Hævn, Polidorus, Hævn! viid at Lucilia
Med Svig og List mig har Melampe taget fra.
Leander Instrument til dette Rov har været,
Luciliæ han nys Melampe har foræret,
Han længe luuret har paa denne kostbar Skat
Og endelig den nu i Hænder faaet fat.
Man maa med væbned Haand fra Fienden Byttet tage,
Thi de med gode ey vil give den tilbage.
Jeg tæres vil af Sorg, hvis jeg ey hævned blir,
Hvis I tilbage mig Melampe ikke gir.
Lad ey Lucilia u-hævnet mig fixere,
Lad hende over mig ey længe triumphere,
Gak Polidorus, gak med væbned Haand derhen,
Skaf med Melampe mig min Lyst, mit Liv igien;
Thi intet kand mig fra mit blodig Forsæt skrekke.
Bryd ind med Stormer-Haand, lad flyde Blod som
Bække,
Viis hermed hvad I mod mig udi Hiertet bær,
At eders Kierlighed ey falsk og sminket er.
POLIDORUS
I tør om intet mig, min Jomfrue, længe bede,
I veed, mit Liv, mit Blod til Tieneste staaer reede;
Naar I mig giver Nik, mig intet skrækker af,
For Philocyne jeg med Glæde gaaer i Grav.
Men see, en Søsters Blod mig bydes at udgyde,
Betænk hvad ont der vil af saadan Gierning flyde!
Leander frelset har mit Liv og er min Ven,
Jeg pligtig er for ham at offre Liv igien.
Skal jeg mit Sværd imod min Vens Indvolde vende?
Skal da vor Venskab saa u-lykkeligen ende?
Til alting brug mit Sværd, men spar mig herudi,
Send mig i Graven, men ey for Forræderie.
74
PHILOCYNE
Ach Philocyne! dig all Verden maa beklage,
At du af Elskovs Skin dig ladet har bedrage.
O Qvinde-Slægt, byg ey paa Løfter meer og Eed!
Naar Prøve giøres skal, da til Koldsindighed
Forvandlet Elskov blir, da Masqven man aftager,
Alt det som før var kiert, man vender Ryg, forsager.
Din Kierlighed, jeg seer og merker, Polidor,
Ey andet er for mig end som en meteor,
I hvis Beskuelse naar meest Behag man finder,
Naar man den prægtigst seer, den i en Hast forsvinder;
Som hoven Sneemoes, der paa Fadet prægtig staaer,
Der lover store Ting, men Munden intet faaer.
Mod Qvinde-Kiøn man med Satyrer Landet fylder,
For Ubestandighed hveranden man beskylder;
Af mit Exempel og af andres man dog seer,
At nu omstunder det er Mandfolks Characteer.
Hvor gavmild ikke er en Cortisan paa Eeder,
Med hvad Forpligtelser han Vey sig ey bereeder,
Naar Jomfru-Hierter han i Snaren bringe vil!
Men det gaaer herudi som udi Skue-Spill:
Naar Elskov sluttet er, saa Spillet Ende haver,
Man til nye Elskov sig en anden Aften laver,
For Florabella nu man udi Døden gaaer,
Nu for en Phillis man med Sværd for Brystet staaer.
Føer den ey Titul ret af en bestandig Hyrde,
Der for en Nymphe sig hver Aften fast vil myrde?
Hver Beyler om man nu giør til Comoediant,
Af min Ulykke jeg beviiser det er sandt.
I har, O Polidor, den samme Vey udfundet,
I Philocyne har med Løfter overvundet,
Jeg tænkte, Polidor en ret Mirtillus er,
Jeg Amarillis, som han eene haver kiær;
Men Himmel, jeg til min Ulykke haver læret,
At det ey Kierlighed, men Sminke haver været,
Enhver Forpligtelse en Lokkemad kun var,
Som en u-skyldig Siel i Snaren styrtet har.
75Jeg uden Afskeed gaaer og eder plat forlader,
Den som jeg elskte meest, jeg nu for alle hader,
I Philocyne ey for Øyen meere seer,
Jeg eengang skuffet er, sligt oftere ey skeer.
Hun gaaer bort.

SCEN. 6.

POLIDOR
alleene. Mit Hierte briste vil, mig zittrer alle Lemmer.
Velgierning, Elskov mit tvilraadig Hierte klemmer:
Nu Philocynes Graad for Øyene mig staaer,
Jeg Sværdet trekker; men Velgiernings Lov modstaaer.
Ret ligesom en Eeg mod Øxen, den vil fælde,
Staaer som i Tviilsmaal til hvad Side den vil hælde,
Et saadant saaret Træ mit Hierte nu er Hig,
To stridig Ting i mig paa eengang fører Krig:
Nu Elskov, nu Fornuft i Hiertet triumpherer,
Taknemmelighed nu, nu atter Hævn regierer;
Jeg staaer som Hercules paa en tvilraadig Vey,
Een raaber: Træk dit Sværd, en anden raaber Ney.
Nu trækkes jeg til een, nu til en anden Side
Af to Affecter, som vil Hiertet sønderslide;
Den som skal hævnes, er min Philocyne, men
Men den, mod hvilken Hævn skal øves, er min Ven,
Hvis store Troeskab jeg mod Polidorus kiender,
Der reddet har tilforn mit Liv af Røver-Hænder.
Skal jeg til Vederlag berøve ham hans Liv?
Ney Polidore, ney, stat kun mod Elskov stiv.
Du underkaster dig kun derved Folkes Domme,
Din Vens Leanders Blod jo over dig vil komme,
All Verden vil med Ret og Skiel citere dig
Som Speyl og Mønster paa en u-taknemmelig.
Men Himmel! skal jeg da min Kiereste forlade?
Skal den, jeg elsker, mig herefter flye og hade?
Skal Philocyne, skal min kiære Fæstemøe
76Af Sorg i Graven gaae og plat u-hævnet døe?
Af heele Verden jeg Barbar vil heller heede,
Før jeg skal Elskovs Pligt mod hende overtræde.
All Verdens Domme jeg fordømmer meget let,
Naar hun frikiender kun og siiger, jeg giør ret.
Fat, Philocyne! Mod, grem dig ey meer til Døde.
Leander kommer ind. Men jeg Leander seer at komme mig i Møde,
Hans Aasyn slaaer mig og lidt vankelmodig giør,
Jeg tænker paa hvad han beviiset har mig før.
Indvolde røres og mit Hierte i mig banker;
Men stat, Cupido, bi, driv bort dislige Tanker!
Min Jomfru byder med min Ven at bryde Fred,
Hun raaber: hvæs dit Sverd! jeg være maa bered.

SCEN. 7.

Leander. Polidorus.

LEANDER
Glæd dig, Leander, du din Jomfru har fornøyet,
Du Havnen naaet har, du Hiertet haver bøyet,
Skiønt med Besværlighed, du dog Magneten fandt,
Som Hiertet trækkede, Lucilia du vandt.
POLIDOR
Hold Stand, Leander!
LEANDER
Hvad?
POLIDOR
Glæd dig ey alt for hastig!
LEANDER
Hvo hindre tør min Fryd? hvo er saa overmastig?
POLIDOR
Det Polidorus tør.
LEANDER
Hvi saa?
POLIDOR
Du spør, hvi saa?
77Med slig Fripostighed du tør her for mig staae?
Betænk, du haver os Melampe jo berøvet,
Og Philocyne ved slig Rov saa høyt bedrøvet;
Jeg Polidor ey er, du ey Leander meer,
Du Hector est, i mig en fiendsk Achilles seer.
Betænk dig, det jo haardt mod Brodden er at stampe,
Du veedst min Tapperhed, tilbage giv Melampe.
LEANDER
Hold kun med Trusler op, jeg frygter ey din Magt,
Jeg større Heldt end dig i Graven haver lagt.
POLIDOR
Hvad Polidori Arm formaaer, du skal befinde,
Jeg beder dig, at du vil her i dig besinde.
Fortryd din Gierning og Melampe giv igien,
At jeg ey nødes skal at figte mod min Ven,
At Verden ikke mig i Fremtiid skal bebreyde,
Mod min Velgiører at jeg føret haver Feyde.
LEANDER
Du bryde, Polidor, rnaa Venskab; hvor det gaaer,
Saa vær forsikkred, at du ey Melampe faaer.
Af dette eene jeg dig, Polidor, berømmer,
At du tilstaaer din Synd, at du dig selv fordømmer;
Hvis ey Leanders Haand dig slaaer og fælder ned,
Da Himlens Dom, min Ret, din Utaknemlighed.
POLIDOR
Vil du Melampe da os ey tilbage give?
LEANDER
Ney, hos Lucilia Melampe skal forblive.
POLIDOR
kaster sin Handske. See der min Handske, som skal være Tegn til Krig.
LEANDER
Der har du min igien til samme Tegn for mig.
78

SCEN. 1.

SGANARELL
kommet ind slæbendes med en Kat i et Baand, som han har giort til Krigs-Fange. Jeg dig nu viiset har, hvad jeg har kundet giøre;
Du veed hvad Krigens Ret den med sig pleyer føre,
Hvad Seyer-Herren med en Fange giøre kand.
Jeg i rætferdig Krig er bleven Overmand;
Jeg af Medlidenhed dig Livet dog har lovet,
Skiønt som en Kaalstok jeg afhugge kand dit Hoved.
At myrde Fanger jo tillader Krigens Ræt,
Hvad svar du dertil, bør du ey erkiende det?
Han rykker Katten saa stærkt, at han faaer den til at miave, og Sganarell miaver igien. Du skal i Fængsel da tracteres paa det beste;
Thi skiønt du Fiende est, saa est du dog min Næste.
Jeg dig med Sværd i Haand vel fanget har i Krig,
Men kand ey gyde Blod, naar man ydmyger sig.

SCEN. 2.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA

Hvad Pokker bestiller du her med den Kat? er det nu Tid at skiempte saaledes?

SGANARELL

See første Fange, som jeg Fienden tager fra, Nu Krigen maa gaae fort: Jacta est alea.

DOROTHEA

Gak Fanden i Vold med dit Narrerie! Giør man Katte til Krigs-Fanger?

SGANARELL

Hvorfor ikke det? naar man fører Krig 79 om Hunde, kand man meget vel giøre Katte til Krigs-Fanger. Jeg kunde ha erobret een af Fiendens Hunde saa let, som jeg vil kløe mig i mit Hoed, men jeg vil overlade den Ære til een af Generalerne; thi naar Hoed-Materien til Krig er Hunde, saa kand det ikke anstaae mig som en ringe Tienner at giøre andre Krigs-Fanger end Katte.

DOROTHEA

Du kommer nok eengang i Ulykke for din kaade Mund. Jeg tilstaaer gierne, at det lader noget ilde for 2de Søstre at udgyde Blod for en Hunds skyld.

SGANARELL

Ja, det lader noget hundsk. Det er ogsaa en Hunde-Krig.

DOROTHEA

Men nok er det, at Philocyne elskte Melampe som sine egne Øyen, og at hende ved List er berøved det Klenodie, hvis Forliis vil bringe hende til Graven. Troe mig, at her bliver andet Blod udgydet end Hunde- og Katte-Blod, og at baade du og jeg kommer til at væde vore Øyen, førend det er til Ende. Holdt derfor op med saadan Narrerie, og lad den Kat fare.

SGANARELL
til Katten.

Begiær du Frihed? Svar! har du ey meere Maal?

Han rykker Katten igien og kommer den til at miave.

Gak Fanden udi Vold paa Cavalliers Parol.

DOROTHEA

Du skal ikke troe, Sganarell, hvor forbittred Polidorus og Leander er mod hinanden.

SGANARELL

De var dog saa gode Venner tilforn.

DOROTHEA

Det er sandt. Men hvad giør ikke Elskov? Den kand ophidse Børn mod Forældre.

SGANARELL

Men meener du, at jeg kommer til at gaae i Krig med?

DOROTHEA

Hvad andet? Du har jo nydt gode Dage i Freds-Tider, nu maa du ogsaa føle, hvad det er at lide ondt.

SGANARELL

Jeg meener, Sagen blir afgiort ved en Duel imellem Polidorus og Leander.

DOROTHEA

Ney vist ikke; thi jeg merker, at begge Familier giør alt for store Anstalter dertil.

80
SGANARELL

Jeg vil holde Neutralitet.

DOROTHEA

Det blir dig ikke tilladt. Men der kommer Polidorus. Jeg maa løbe.

SCEN. 3.

Polidorus. Sganarell.

POLIDORUS

Hør Sganarell! din Troeskab er mig bekiendt.

SGANARELL

Jeg takker Herren for de gode Tanker, han har om min Person. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg siige, at jeg tienner Herren med Liv og Blod udi Freds-Tider.

POLIDOR

Det er ingen Konst; Men nu skal dig gives ret Leylighed, at giøre mig Tienneste og lade see, at jeg ikke har irret i de gode Tanker, som jeg har om dig. Du veed, at der har reyset sig Krig og Tvistighed imellem mig og Leander.

SGANARELL

Kand jeg tienne Herren med et got Raad, saa er min ringe Hierne og Pande til Herrens Tieneste.

POLIDORUS

Du skal hielpe mig baade med Raad og Daad.

SGANARELL

Ja mænd for Rimets skyld. Men hvorudi skal den Daad bestaae?

POLIDOR

Du skal forklæde dig.

SGANARELL

Ja nok: Herren vil maa skee have mig paa Masqverade med sig.

POLIDOR

Ney Sganarell, du skal agere en Spion og udforske, hvad Leanders Folk forretter, hvad Anstalter de giør, hvad Anslag de har, og hvor mange Strids-Mænd han kand bringe til veye, hvorom du skal gie mig en tilstrækkelig Underretning.

SGANARELL

Men Herre! man pleyer at hænge Spioner, naar man faaer fat paa dem, hvilket er ikke min Leylighed, besynderlig efterdi jeg er forloved med en ung Pige, som gremmede sig død, om jeg blev hængt. Jeg selv har kun et Liv at sørge for, men jeg beder om at blive 81 befriet fra denne Forretning for hendes skyld; Thi skulde jeg komme i Ulykke og blive hængt som en Spion, og hun derover skulde gremme sig saa hart, da sørgede jeg mig virkelig ihiel.

POLIDOR

Giv dig tilfreds. Hvis du falder i Fiendens Hænder og omkommer, da skal jeg nok forsørge hende.

SGANARELL

Det staaer mig ikke for Øyen, Herre! men det er en Skam at blive hængt for Troeskab mod sin Herre.

POLIDOR

Er det Skam for en Tienner at blive hængt for Troeskab mod sin Herre?

SGANARELL

Det maa være hvad det være vil, saa er dog hænges at hænges, og en Galge en Galge. Jeg veed nok, hvad det er, skiønt jeg aldrig har været hængt tilforn. Naar nogen seer een hænge i en Galge, siiger de strax, at det er en Tyv, og naar jeg var død, har jeg ikke et Ord at siige derimod. Ney, er det saadan slags Daad, som Herren forlanger min Hielp udi, saa beder jeg, at det alleene maa blive med Raad, derudi vil jeg tienne Herren saaledes, at han skal takke mig saa længe som han lever.

POLIDOR

Hvad Raad kand du vel gie mig?

SGANARELL

Jeg har allereede et kosteligt Raad i Hiernen, hvorved Krigen skal faae en lykkelig Ende.

POLIDOR

Hvor i bestaaer det Raad?

SGANARELL
gaaer frem og tilbage og tører Sveeden af sig.

Det bestaaer derudi at giøre Fred og ikke føre Krig for en lumpen Hund.

POLIDOR

Hør Sganarell! giør dig kun strax færdig at efterleve min Befaling.

SGANARELL

Ja nok, om det er til at slutte Fred; thi jeg vil heller være Ambassadeur eller Plenipotentiarius end Spion, baade for Rangens og Farens skyld.

POLIDOR

Her er nu ingen Tiid at skiemte. Lav dig strax til at gaae hen og udforske Fiendens Tilstand; hvis du ikke forretter det troelig, skal det koste dit Liv.

SGANARELL

Men Herre, jeg er bange, at Dorthe blir 82 vreed paa mig, at jeg falder hende ind i hendes Forretninger; thi hun er tilforn vant til at spionere i Huuset. Lad hende gaae i mit Sted, hun kand giøre det bedre end jeg; thi jeg har altid hørt, at naar man vil spille Intriguer, skal man bruge Fruentimmer dertil.

POLIDOR

Jeg vil ingen Undskylding høre; Enten forret hvad jeg siiger dig, eller lav dig til at døe.

SGANARELL

Aa Herre! Er der da ingen Redning for mig?

POLIDOR

Ney, Dommen er alt afsagt.

Han gaaer.

SCEN. 4.

SGANARELL
alleene.

Af to onde Ting er dog best at udvælge det som er mindst ondt; thi skal jeg døe, saa er det bedre at jeg døer for Troeskab mod min Jomfrues Kiereste end for Utroeskab. Derforuden er det eene vist, det andet uvist; thi det kand hende sig, at ingen kiender mig, og jeg kand med Ære og velforrettet Sag komme tilbage. Jeg er saa bange, at mit Ansigt røber mig, og at jeg bliver rød, naar man taler mig til. Gid Jacob Oldfux vilde laane mig sit Ansigt, som han har, naar han om Aftenen gaaer paa Viin-Huusene at høre hvad Folk taler! Gid han vilde overlade mig sit hellige og ærbare Ansigt, kun et par Timer; thi mit eget er ikke skikket dertil.

Han tar et Speyl og giør sig en ærbar Miine.

Jo jeg seer ud som en Spion; mit Ansigt, mine Been, alting indtil min Hat seer spionisk ud. Dersom ingen kiender mig, saa skal det nok gaae an, og gaaer det denne gang an, saa skal det nok ogsaa gaae tiere an, saa jeg maaskee kand blive ved Professionen; thi den føder rigelig sin Mand, mange giør stor Lykke derved og blir ophøyede enten til stor Ære eller i en stor Galge. Vilde der kun ingen kiende mig, saa havde jeg ingen Fare, men naar nogen taler mig til, bliver jeg strax ban 83 ge. Jeg maa øve mig lidt og forestille mig alt, hvad som kand hendes, for ud, som for Exempel: Nu er jeg alt paa Fiendens Grund, endnu har jeg ingen Nød, ingen kiender mig endnu. Her sætter jeg min Hat, som skal betyde en Skildvagt, og her min Handske, som skal betyde en anden. Nu vil jeg forestille mig, at samme Vagt kommer og seer mig under Øynene. Jeg spør: Hvorfor seer du saa paa mig? Han svarer:Maa jeg ikke see paa dig? Jeg er jo ikke anderledes skabt end et andet Menneske.En Kat maa jo see paa en Konge. Ey du Skabhals, see paa dig selv.Du est selv en Skabhals. Jeg er lige saa god som du i alle Maader og trods! Det gik brav nok. Nu vil jeg forestille mig, at en anden kommer og siger:Er du ikke Sganarell? Ney Monsieur, det er ikke mig.Hvem est du da? Jeg er en Herremand, som lever af mit eget.Du seer liigere ud til at være en Nar. To giør et par.Om jeg seer ræt til, saa est du Sganarell. Nu skal du ikke faae at vide, at jeg er Sganarell, om du blev gall.Jeg vil døe paa, at du er Sganarell. Faae den en Ulykke, der er! Hvorpaa han gaaer bort, naar han hør mig bande derpaa.

Rykkende Handsken til Side.

Men det er kun en Begyndelse: Nu vil jeg forestille mig, at nogle Gripomenusser tar fat paa mig som en Spion og fører mig for en Ræt, hvor Dommeren spør mig:Hvad Landsmand er du?

Han sætter sig ned paa en Stoel.

A er en Tydsk, Falill! Ney det gaaer ikke an, jeg maa svare paa Tydsk: Ich bin en Tydsk, Mussier!Du kommer mig for at være en Spion. Ney, jeg er ingen Spion, det skal ingen kunde siige mig paa.Tienner du ikke hos Polidorus? Ney, jeg har aldrig hørt det Navn nævne før.See, der staaer Pine-Bænken til Tienneste, hvis du ikke bekiender. Min Herre, jeg vil giøre min Eed paa, at jeg ikke er Sganarell, og at jeg aldrig har hørt tale om min Herre min Livs Tid.Man agter ikke hvad en Spion svær. Jeg siger jo, at jeg er ingen Spion. 84 Hvem est du da? Jeg er ingen. Hvorpaa man legger mig paa Piine-Bænken.

Han legger sig ned paa Gulvet og lader som han blir piint.

Au au au!Vil du bekiende da? Au --- au! holdt op, jeg vil bekiende. Hvorpaa man løser mig; Men naar jeg kommer løs, blir jeg ved mit Forsæt, ikke at bekiende. Jeg legges anden gang paa Piine-Bænken: Aa vær naadig, Aa vær naadig, A ---Vil du bekiende da? Aa --- Aa ---Saa bekiend da. Aa --- Jeg skal bekiende, lad mig løs igien. Naar jeg saa kommer løs, siiger jeg: Aa Hr. Dommer, I kand faae mig paa Piine-Bænken til at bekiende hvad I vil, men jeg er en Carnali, om det er mig. Hvorpaa man forelegger mig en Eed at svære mig fri, og jeg svær mig fri. Hvorpaa Dommeren siiger: Lad den Hundsvot da gaae! og jeg gaaer.

Til Spectatores.

Gik det ikke brav nok? Alting bestaaer i en Øvelse. Jeg hade dog ikke tænkt, at jeg kunde staae saa vel imod Pine-Bænken.

abit.

SCEN. 5.

OLDFUX
alleene.

Ha ha! jeg har staaet og hørt denne Comoedie an, hvorledes Sganarell vil gaae sine Sager an. Nu vil jeg stille mig an, som jeg er en af Leanders Parti, for at forsøge, om han kand holde Stand. Jeg troer ikke, at han kiender mig i denne Dragt og med disse Knæbelbarter, jeg har sat mig paa. Jeg skal og sætte Hatten ned i Øyene, saa han ikke ret skal see mit Ansigt, og giøre mig et fremmet Maal; og som Folk af Leanders Parti har et hvidt Baand paa Axelen, til Kiende-Tegn fra Polidori Parti, som fører et rødt Baand, saa vil jeg henge et hvidt Baand paa min Axel. Jeg har længe tragtet efter at spille ham et Puds, og nu faaet en skiøn Leylighed dertil. Jeg skal giøre ham 85 saa bange, at han skal ikke forvinde det saa hastig igien; thi jeg kiender hans Hierte, og er vis paa, at naar han seer en blot Kaarde, saa forlader han gierne sin Herre og vor heele Parti. Polidorus har udvælget ham til den Forretning, saasom han har Tanker om hans Ærlighed. Han er ogsaa ærlig, saa længe der er ingen Fare, men naar han --- See der kommer han allerede og har paataget sig en Doctor-Dragt. Ha ha ha!

SCEN. 6.

Sganarell. Oldfux.

SGANARELL

Nu skal ikke Fanden selv kunde kiende mig udi denne Dragt. Men see, der seer jeg een af Leanders Folk. Han kommer ret beleyligt.

OLDFUX

Serviteur, Hr. Magister!

SGANARELL

Jeg er ikke Magister, men ikkun Doctor.

OLDFUX

Maatte jeg spørge, hvad slags Doctor han er?

SGANARELL

Jeg er een af de sorte Doctore; I kand jo see paa min Dragt, hvilken Doctor jeg er.

OLDFUX

Alle Doctore gaaer her klædte ligeledes. Jeg vil viide, i hvad Videnskab I er Doctor.

SGANARELL

Jeg er Doctor i Doctorskab.

OLDFUX

Er I Doctor Medicinæ, Juris, Theologiæ eller Philosophiæ?

SGANARELL

Jeg er Doctor i det sidste.

Oldfux gir ham et Ørfigen.
SGANARELL

Au! hvorfor slaaer I mig?

OLDFUX

Er I Doctor Philosophiæ eller Philosophus, saa veed jeg, at I maa kunde taale et Orfigen; thi en ret Philosophus, naar man slaaer ham paa et Ore, saa rækker han et andet frem.

SGANARELL

Ney Monsieur, jeg er ikke Doctor i Ørfigen. Jeg er Doctor i det første, som I spurte mig om. Jeg er Doctor i Piller.

OLDFUX

Saa beder jeg da ydmygst om Forladelse, Hr. Doctor! havde jeg vidst det, saa havde jeg ikke slaget 86 ham. Det var hans egen skyld, at han gav sig ud for en Philosophus, hvilket slags Folk har ingen visse Indkomster, men lever af extra, som er Ørfigen og Næsestiver. Jeg har anden Respect for en Doctor Medicinæ. Det er andet end en stakkels Philosophus, hvis Gage er Fattigdom og Hug; Da derimod den første slaaer Folk ihiel, hvor han kand træffe dem, og faaer Penge til. Men det er mig kiært, at jeg finder Hr. Doctor her. Jeg er saa meget plaget med calore intestinorum; hvad raader han mig at bruge derfor?

SGANARELL

Det er ikke saadant jeg er Doctor udi. Jeg er Doctor i --- I kand vel vide, hvad jeg vil siige, nu ligger det mig paa Tungen, udi - -

OLDFUX

Aa jeg veed nok, I er maaskee Doctor Juris?

SGANARELL

Ja ja, saa er det.

OLDFUX

Er det Juris civilis eller canonici?

SGANARELL

I begge to; thi jeg er ligesaa meget dreven i det eene, som i det andet.

OLDFUX

Det er mig kiært; saa vil jeg consulere ham i en Casu, som jeg har Tvistighed om.

SGANARELL
sagte.

Det er en forbandet Karl. Høyt. Ney Monsieur, I begriber ikke min Meening. Jeg er Doctor i det 3die.

OLDFUX

Men min Hr. Doctor i det 3die, naar jeg gir ret agt paa hans Tale og alting, saa troer jeg heller, at han er en Spion.

SGANARELL

Spion? jo jo! I skal nok see, at Doctore giør sig saa gemeene, at de gaaer om at spionere. Dersom jeg havde Vidne paa jer Mund, kunde I komme i stor Ulykke. I kiender ikke vor Facultet ret, det merker jeg, ellers talte I ikke saa dristigt. Vi Doctore lar os min Troe ikke spille paa Næsen.

OLDFUX

Min Hr. Doctor i det 3die, jeg lar mig ikke afspiise med Snak. Bekiend kun Sandheden.

SGANARELL

Monsieur! hvis I lar mig ikke være med 87 Fred, skal I ha, førend I veed et Ord deraf, en Guulsot paa Halsen, som er incurabel.

OLDFUX

Og hvis I ikke bekiender, min Hr. Doctor i det 3die, saa skal I faae en Blodsot paa jer Ryg af min Kaarde.

SGANARELL

Hvad skal jeg bekiende?

OLDFUX

At du est en Spion.

SGANARELL

Jeg troer, Manden er gall. I kand jo vel see, at jeg er ingen Spion; min Klæde-Dragt beviiser jo, at jeg er en af de beste Doctore, nogen vil forlange. Jeg svær ved alt det som helligt er udi et Apothek, ved Piller, Clisterer, Podagra, Chiragra, Ligtorne, Frantzøser, Smaakopper, Mæslinger etc. etc. etc. at hvis I ikke gaaer strax bort, skal jeg rede jer saa til, at jer heele Blod skal blive til Theriac, og at I skal blive soldt til et Apothec at giøre Medicin af.

OLDFUX

Det er nogle herlige Guder, du svær ved. Jeg svær ved min Kaarde, mine Hænder, mine Arme, mine Knæbel-Barter, at hvis du ikke bekiender, saa --

SGANARELL

I maa være fra jer Forstand, Monsieur! hvordan skulde jeg føre saadan Dragt, hvis jeg ikke var Doctor?

OLDFUX

Der gaaer saa mangen Slyngel i Doctor-Klæer, og er derfor just ikke Doctor. Om man vilde kaste saadan en Kiol paa en Abe, blir han derfor Doctor?

SGANARELL

Ja, saa blev han i det ringeste en Abe-Doctor.

OLDFUX

Eftersom det bestaaer i Kiolen alleene, saa vil jeg strax skille dig ved din Doctor-Grad. Træk ud!

SGANARELL

Hey hielp! hvor er I? Pest, Feber, Tand-Piine, Vattersoet, Guulsoet, Svindsoet, og alt hvad som dependerer af Facultetet! griber alle paa eengang denne forbandede Karl, der bespotter Medicinen uden at have ringeste Respect enten for hans Caracteer eller Klæde-Dragt.

OLDFUX

Fort, fort, træk ud.

SGANARELL

Det skal ikke alleene hævnes paa jer, 88 men paa jer heele Familie; thi I skal inden 24 Timer døe den skiendeligste Død, ikke af Menneske-Pest, men af Qvæg-Pest, ligesom Bæster.

OLDFUX
trækker Kiolen af ham.

Ha ha, nu kiender jeg Manden. Det er Sganarell. Du blev tilig nok Doctor til din Ulykke. Er du ikke Sganarell?

SGANARELL

Jo nu er jeg Sganarell, men da jeg bar den lange Kiol, var jeg Doctor.

OLDFUX

Jeg skal strax lære dig, hvad det er at fare med Løgn.

SGANARELL

Jeg løy min Troe ikke, thi der er mange, hvis Doctorskab hænger alleene i Kiolen.

OLDFUX

Hør Sganarell, du er den første af Fiendens Parti, som er falden i vore Hænder, derfor maa du døe, for at jage Skræk i de andre.

SGANARELL
paa Knæ.

Aa! Hr. Captein, spar mit Liv.

OLDFUX

Ney, du maa døe.

SGANARELL

Aa! Hr. Major!

OLDFUX

Fort, fort, ingen Snak.

SGANARELL

Aa! Hr. Oberst Lieutenant!

OLDFUX

Ingen Snak, du skal døe.

SGANARELL

Aa! Hr. Bregadeer!

OLDFUX

Ræk kun Halsen frem, det skal snart være giort.

SGANARELL

Aa! Hr. General!

Oldfux trækker Kaarden.
SGANARELL

Aa! Hr. Chur-Første!

OLDFUX

Vil du da bekiende alt det du veed, og tilstaae, at du est en Cujon?

SGANARELL

Aa ja, og en Carnali til.

Oldfux tar Knæbel-Barterne af og sætter Hatten op.

SGANARELL

Hvad Fanden er dette? Monsr. Oldfux! det er jo jer?

OLDFUX

Ja hvad andet, Hr. Doctor i det 3die? Du forretter ikke ilde hvad som dig blir betroet.

SGANARELL

Gid I faae en Ulykke med jer Harcelering. Jeg skal min Troe siige det til Polidor.

89
OLDFUX

Og jeg skal ogsaa give ham en udførlig Beretning, hvordan du har skikket dig i din Ambassade.

SGANARELL

Dog jeg vil ikke klage, dersom I vil tie.

OLDFUX

Ney jeg skal ikke røbe dig. Men forret dit Ærende bedre en anden gang.

90

SCEN. 1.

PHILOCYNE
ved sin Faders Grav. Standarden reysed er, til Krig sig alting ryster;
Paa Polidori Arm og Magt jeg mig fortrøster,
Med Fiendens Undergang min Spot han hævne vil.
Hvad for Tragædie, hvad traurig Skue-Spil
Du, O Lucilia, os tvinger til at øve!
Du lære deraf skal, hvad det er at berøve
Din Søster det, som hun af alting havde kiær.
Jeg først begynder Krig, men Aarsag dog ey er
Til det uskyldig Blod, som herved skal udgydes;
Alt hvad Ulykke skeer, det skal paa dig udtydes,
Thi den ey lastes, som begynder saadant Spill,
Men den alleene, som Anledning gir dertil.
Om end min Fader selv stod op igien af Døde
Og ved sin Myndighed til Fred mig vilde nøde,
Saa fra sit Forsæt dog ey Philocyne stod,
Jeg til Forligelse mig ey bevæge lod.
Hvad vil det siige, om til egen Død jeg iiler?
Jeg svær ved denne Grav og hvad her under hviler,
Ja ved Pandolfi og ved Hyacinthes Siæl,
Ved hende, som mig gav Melampe til min Deel:
At ingen Fare skal mig fra mit Forsæt rygge.
Men Himmel! hvad er det? det er min Faders Skygge!
O! et forfærdet Syn! han op af Graven gaaer,
Mit Legem blir til lis og Blodet stille staaer.
Philocyne sætter sig i en Lehnestoel.
91

SCEN. 2.

ET SPØGELSE
staaer sagte op af Jorden ved en douce Musiqve. Af hvilke Furier dit Hierte er omspendet,
At du Naturen har forsvoren, Sverdet vendet
Imod Lucilia, imod dit eget Blod?
Du Synd bedriver som forsones ey ved Boed.
Dens Storhed har mig end i Graven giort uroelig,
Mig tvungen at gaae af Plutonis mørke Boelig,
For at fraskrække dig fra din Hævngierighed,
Ved Faders Myndighed formane dig til Fred,
92Dit onde Forsæt dig med haarde Ord bebreyde,
At mod Naturen, mod din Søster du vil feyde.
I Skrift, Historier, kun et Exempel nævn,
Hvor man har seet slig Begierlighed til Hævn.
Man to Thebaner saae i fordum Dage krige,
To Brødre myrdes af hinanden; men et Rige,
Et Herredømme til den Ild dog Tønder var,
Her et u-mælend Dyr to Søstre væbnet har.
Lad eder Helved ey og Furiæ forleede
Til at fremture i slig u-naturlig Vrede,
Ofr den Helene op, som opvakt haver Krig,
Stik udi Skeeden Sverd og lev endrægtelig.

Hvorpaa Spøgelset synker ned i Jorden igien ved samme Musiqve.

SCEN. 3.

PHILOCYNE
efter at Musiqven har Ende, reyser sig op af Stolen. Hævngierighed imod min Søster er forsvunden,
Jeg af min Faders Ord og Straf er overvunden,
Jeg føel Forandring i mit Blod, min heele Krop,
Og min Samvittighed mig nagger, tærer op.
Jeg idel Ruelse i Siæl og Hierte finder,
De salte Taare mig af Øyne Strømviis rinder,
Jeg merker, at jeg har ey været ved mit Sind,
Og at Hævngierighed har giort mig gandske blind.
Min Faders Geist har mig fra blodig Forsæt skrækket
Og til Lucilia Medlidenhed opvækket,
Mit Hierte, der var før som Marmor, Flintesteen,
Bevæges, bøyes nu som nye udspiret Green.
Jeg vil ey meere med min kiære Søster krige,
Men lade Byttet, og med hende mig forlige;
Jeg fnysed nys af Hævn, nu sukker efter Fred,
Min Vrede er omvendt til lutter Kierlighed.
Hun sætter sig i Stolen igien og ligesom falder i Afmægtighed.
93

SCEN. 4.

Lucilia med Melampe paa Armen. Philocyne.

LUCILIA
Jeg Byttet fik igien, som mig med Ret tilhørte;
Saa angenem en Skienk en Elsker aldrig førte
Til sin tilkommend Brud, som den Leander gav:
Den gav mig Liv igien og reddede fra Grav.
Hvor uformodentlig mig Lykken dog har føyet!
Lev med Melampe nu, Lucilia, fornøyet,
Frygt ey for Polidor, for Trusler og for Krig!
Naar viises Sverd mod Sverd, man nok betænker sig.
Lad stolte Polidor kun med sin Manddom prale,
Leanders Styrke ham nok tvinger at omsale,
Leander lær ham nok at legge Vaaben ned,
At tage Svøftet ind, tilbede sig en Fred.
De tænker, man maaskee forsagt af Trusler bliver,
Og for at undgaae Krig Melampe overgiver;
Ney ney, Lucilia afskrekkes ey saa læt,
Hun har en ædel Siæl, og Hiertet sidder ræt.
Thi før skal Sverdet Folk, som Avner Vind, udrydde,
Ja før skal Helte-Blod som Strøm og Elve flyde,
Før Faders Sverd skal Søn i Graven skikke hen:
Før man Melampe skal aftvinge mig igien.
Men Tiden minder, at jeg maa mig hiem begive.
PHILOCYNE
springer op. Bie lidt, Proserpina, jeg skal dig sønderrive
Med disse Hænder, og dig dæmpe skal dit Mod;
Min brændend'SiælesTørst maa slukkes med dit Blod.
Tøv lidt! Men Himmel! hun mig undgik udaf Hænder.
Jeg all min Tanke nu til Krig og Hævn henvender,
Min Faders Tale giør ey mindste Virkning meer,
All slig Formaning nu kun Snak og Fabel er.
Mod all Bebreydelse og Straf jeg stopper Øre,
Skiønt Himlen raaber Fred, saa dog jeg Krig vil føre,
Min Fader anden gang af Graven op maa staae,
Og mig end haardere min Synd bebreyde maa.
94Naturen maa mig min Misgierning forekaste,
Den heele Verden maa mig hade, skye og laste,
Samvittigheden maa til døde plage mig:
Alt dog forgiæves er at skrække mig fra Krig;
Jeg til min Skiendsel selv min Støtte vil bereede,
Jeg u-naturlig vil og vanskabt gierne heede,
Man som et Monstrum maa mig viise i et Land,
Naar min Hævngierighed fornøyes, stilles kand.
Nu gaaer jeg hen og mig til Mord og Rov bereeder,
Og med bevæbned Haand min Fiende opleeder;
Nu gaaer jeg hen, min Slægt at rykke op med Rod,
Og for at dyppe Sverd udi min Søsters Blod,
For Ven mod Ven til Had og Avind at opvække,
Med døde Kroppe Mark og Enge at bedække,
At træde under Fod Naturens Ræt og Lov
Ved Blod, ved Knald og Fald, ved Mord, ved Brand, ved Rov.

SCEN. 5.

SGANARELL
som en Bonde.

Den første gang gik det galt til, men nu haaber jeg, at det skal gaae bedre; thi jeg kom ikke ihu, at en Doctor burde forstaae Latin, og at jeg læt kunde røbes, naar nogen examinerede mig. Det var ellers et forbandet Puds den Oldfux spillede mig; Naar vi eengang faaer Fred, skal jeg nok betale ham igien. Men der kommer heel beleyligt en af Luciliæ Piger; jeg vil fritte hende om Sagerne.

SCEN. 6.

Luciliæ Pige. Sganarell.

PIGEN

Aa! hvad Ulykke staaer ikke vor Huus nu fore! Vore Efterkommere skal ikke kunde troe, at saadant kand være skeet, nemlig at et u-mælende Creatur, en Skiøde-Hund har ophidset to kiødelige Søstre mod hinanden. Jeg tænkte i Førstningen, at det skulde endes 95 alleene med Truseler, men jeg mærker, at Polidorus og Leander er derover kommen i Ord sammen og har truet hinanden paa Livet, saa at det ikke vil løbe af uden Blod. Aa! man maa vel sige, at intet Had er saa stor som Broder- og Søster-Had. Men der seer jeg en Bonde. God Dag min ærlig Mand, hvor har du hiemme?

SGANARELL

Jeg er hiemme fra.

PIGEN

Det er ikke saa ilde svart. Men hvor er dit Hiem?

SGANARELL

Hvor har I hiemme, lille Fæstemøe?

PIGEN

Jeg tienner for Pige i en fornemme Jomfrues Huus, som hidder Lucilia.

SGANARELL

Hidder Huuset Lucilia?

PIGEN

Ney, Jomfruen hidder Lucilia. Men hvor tienner du?

SGANARELL

Jeg tienner ingensteds for Pige.

PIGEN
sagte.

Denne Bonde er et lystig Hoed.

Høyt.

Jeg kand nok høre, at du er skiemte-fuld. Hvor gammel est du?

SGANARELL

Hvor gammel er I?

PIGEN

Jeg er sytten Aar gammel.

SGANARELL

Sytten Aar gammel, og I er endnu Pige? hvor kand det være mueligt? saa gamle Piger har vi ikke i vor Egn.

PIGEN

Ikke det? Her har vi min Troe Piger paa 40 Aar.

SGANARELL

Da har de stakkels Piger slet Lykke hos jer.

PIGEN

Ja Landsmand, de har slet Lykke baade her udi og i alt andet.

SGANARELL

Hvad kand saadan en Pige, som I er, faae til Løn om Aaret?

PIGEN

Otte Rixdaler.

SGANARELL

Saa meget kand en Pige fortienne paa en Nats Tid hos os.

PIGEN

Det maa være et Canaans Land, som du boer udi.

96
SGANARELL

Hvad hidder den Jomfru som I tienner hos?

PIGEN

Hun hidder Lucilia, og er forlovet med en ung Herremand ved Navn Leander.

SGANARELL

Hvor længe har de været forlovet sammen?

PIGEN

Udi fire Aar.

SGANARELL

Det var en forbandet lang Forlovelse. Hvor mange Børn har hun faaet imidlertid?

PIGEN

Fy din Tølper! min Jomfru er en ærlig Jomfru. Jomfruer hos os faaer ikke Børn, førend de bliver gifte.

SGANARELL

Det veed jeg nok, men jeg meente forlovede Jomfruer; thi hos os, hvor Forlovelser er ikke nær saa længe, faaer man gierne eet Barn i det ringeste for Bryllupet.

PIGEN

Ja der er vel dem hos os, som det gaaer ligeledes til med; men ikke fornemme Jomfruer.

SGANARELL

Er jer Jomfrue da en fornemme Jomfrue?

PIGEN

Ja vist, hun er een af de mægtigste Huuse i Italien.

SGANARELL

Hvor mange Piger er der i jer Huus?

PIGEN

Vi ere 6.

SGANARELL

Faaer de alle liige stor Løn?

PIGEN

Ney somme faaer 8 Rixdlr. og somme 12.

SGANARELL

Hvor mange gange spiiser I om Dagen?

PIGEN

Tre gange. Du giør mig saa mange u-nyttige Spørsmaal; jeg har saa meget andet i Hoedet.

SGANARELL

Aa! lille Pige, bie et Øyeblik! Jeg har saa stor Lyst at vide, hvorledes det gaaer til i fornemme Huuse. Hvor mange Rætter Mad faaer din Jomfrue hver Maaltid?

PIGEN

Sex Rætter.

SGANARELL

Hillemænd! saa maa hun ha en Mave saa stor som en Koe-Mave.

PIGEN

Ney saa mænd, hun æder kun lidt af hver Ræt.

SGANARELL

Ja, det maa være. Men paa hvad Tid holder I Chor om Aftenen?

97
PIGEN

Det er ikke meer brugeligt i fornemme Huuse.

SGANARELL

Hvor meget Garn kanel vel jer Jomfru spinde om Ugen?

PIGEN

Fy fy, du skal nok see, at saadanne Jomfruer syer og spinder.

SGANARELL

Er jer Jomfrue smuk?

PIGEN

Ja vist, hun er som en Lillie.

SGANARELL

Ey, nu begriber jeg, hvorfor hun ikke arbeyder.

PIGEN

Du er ikke taabelig for en Bonde; havde jeg stunder, saa gad jeg nok talt meer med dig.

SGANARELL

Aa! lille Pige, nok et par Spørsmaal: Er jer Jomfrue bemidlet?

PIGEN

Ja vist har hun store Midler.

SGANARELL

Har hendes Kiereste ogsaa noget til beste?

PIGEN

Aa ja vist.

SGANARELL

Hvorfor gaaer de da saa længe og seer paa hinanden?

PIGEN

Nu har jeg svart til dine to Spørsmaal. Far vel!

SGANARELL

Hillemænd! hvor skiønt løb ikke det af for mig. Hun aabenbarede mig adskillige Ting om Fiendens Tilstand. Ha ha ha! jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg eftertænker, hvor forbistret artig jeg bar mig ad, og hvor net jeg agerede en Bonde. Naar alting løber vel af, saa er det en stor Tidsfordriv at være en Spion. Jeg haaber, at jeg ikke skal blive røbet i denne Dragt. Kunde jeg ikkun nu ihukomme alt hvad jeg udforskede. Lad mig see: Pigen var 17 Aar gammel, faaer 8 Rixdaler til Løn, der er 5 andre Piger i Huuset; De har Piger paa 40 Aar; Lucilia faaer 6 Rætter Mad hver Maaltid, æder kun lidt af hver Ræt; Holder ingen Lovsang om Aftenen; Er bemidlet; Han har ogsaa dygtige Midler. Det er en mægtig Hob, jeg fik at vide paa eengang. Men der kommer en anden, ham maa jeg fritte om andre Sager.

98

SCEN. 2.

En Fisker. Sganarell.

FISKEREN

Aa! Herre Gud, hvor got har dog den i Verden, som har sit paa det Tørre. Ingen Stand er saa slet, som en fattig Fiskers. Men der seer jeg en feed spækked Bonde staaende; Det slags Folk har bedre Dage end vi.

SGANARELL

God Dag, Monsr. Neptunus! har der vanket brav Fisk i Dag?

FISKEREN

Ney, det er kun slet bestilt med Fiskeriet, disvær! mod det var i gamle Dage.

SGANARELL

Det er sælsomt med jer, I Fiskere! I klager over, at Havet tømmes og Fiskene tar af: hvorfor lar I dem ikke være i Roe? Skulde vi Bønder giøre saa ved Skovene, saa vilde de snart faae Ende; men naar vi hugger et Træ, saa planter vi et andet i Steden. Hvorfor giør I ikke ligesaadan med Havet og planter andre Fiske i Steden for dem I tar bort?

FISKEREN

Jeg mærker, at du er en god Søemand til Lands.

SGANARELL

Det er min Troe sandt jeg siger; thi det var bedre at I giorde Fisk, som Folk kunde æde, end Havfruer, som er til ingen Ting nyttig.

FISKEREN

Giør vi Hav-Fruer?

SGANARELL

Saa har jeg hørt, at naar en Fisker ligger hos sin Fiskerinde paa Søen, saa føder hun en Havfrue.

FISKEREN

Det er kun Eventyr, Landsmand!

SGANARELL

Jeg har i det ringeste hørt det fortælle for sandt, Vandsmand! Men er der da ingen Havfruer til?

FISKEREN

Jo der er nok til.

SGANARELL

Hvad Maal taler de?

FISKEREN

De taler alle slags Maal, ligesom paa Landet.

SGANARELL

Mon der er ogsaa Sprogmester blant dem?

FISKEREN

Jeg har ikke saa stor Kiendskab med dem, at jeg kand give nogen Underretning der om.

99
SGANARELL

Men hvoraf kommer det, at man seer blaae Lys sommetider brænde paa Vandet?

FISKEREN

Naar nogen fornemme Fisk, som en Hval eller stor Lax, døer, saa blir der holdet Vaage-Stue over dem, og da brændes slige Lys; men de andre Fiske, som ey er i Rangen, døer uden Ceremonie som Sviin eller Bønder.

SGANARELL

Saa maa der paa den Maade være Regiering i Havet, og Vand-Konger, lige saa vel som Land-Konger paa Jorden.

FISKEREN

Ja vist, Hvalfiskene ere som Konger.

SGANARELL

Disse Søe-Fugle, som man seer i saadan Mængde, bilder jeg mig ind at være Rifogder.

FISKEREN

Hvi saa?

SGANARELL

Jo, efterdi de æder de smaa Fiske op.

FISKEREN

Ha ha ha!

SGANARELL

Men hvoraf kommer det, at man siger, at een er saa stum som en Fisk? Kand da Fiskene ikke tale?

FISKEREN

Ney, de er derudi de aller-ulyksaligste Dyr.

SGANARELL

Hvi saa? Det var at ønske, at I Fiskere ikke heller kunde tale; Thi I taler ikke gierne, uden I lyver, saa at en Fisker-Tidende og en Løgn er det selv samme.

FISKEREN

Du er ikke saa taabelig som du stiller dig an. Men vidste jeg at du fixerede mig, vilde jeg strax gaae min Vey.

SGANARELL

Ney det er aldrig min Maade. Fiskeren vil gaae. Ey bie lidt, jeg vil spørge dig om noget, vi skal siden drikke en Kande Øll sammen. Hvem tiener du hos?

FISKEREN

Jeg er een af Leanders Fiskere.

SGANARELL

Hvor mange Fiskere har han?

FISKEREN

Tolv foruden mig.

SGANARELL

Har hver Fisker sin Baad?

FISKEREN

Somme Fiskere har 2 Baade.

100
SGANARELL

Hillemænd! det er en Fandens Hob Baader. Men er I alle gifte?

FISKEREN

Ja, vi har alle Koner og mange Børn.

SGANARELL

Hvad slags Fisk falder meest ved disse Kuster?

FISKEREN

Cabeljou og Flynder.

SGANARELL

Er alle jere Baade i god Stand?

FISKEREN

Ney, den halve Deel af dem er raadne.

SGANARELL

See der har du noget til en Kande Øll. Jeg har ikke stunder at drikke med dig; thi jeg skal hiem til min Gaard. Hillemænd! nu har jeg udspioneret Fiendens Tilstand baade til Lands og Vands. Gode Kundskaber er det fornemste, man maa legge sig efter udi Krigstider. Det sidste kostede mig 6 Skilling, men det vil intet sige. Penge kand aldrig blive bedre anvendt; thi saadan Kundskab kand profitere os hundrede gange meere end de Penge var værde. Lad nu see, om jeg kand komme det sidste ogsaa ihu. Leander har 12 Fiskere, hver Fisker har 2 Baade, som er 24; naar jeg nu legger Fiskerne og Baadene sammen, saa blir Summa Summarum 36 Personer in alles, foruden Koner og Børn. Cabeljou og Flynder er de fornemste Fiske, de faaer. Den halve Deel af Baadene er raadne. Den sidste Kundskab er alleene Pengene værd. Alting bestaaer i en Øvelse; Nu skulde jeg kunde fixere, om det var Fanden selv. Men jeg maa hiem og bringe Underretning om det jeg har udspioneret.

SCEN. 8.

Dorothea. Sganatell.

DOROTHEA

Ach ulyksalig var den Tid, paa hvilken Melampe blev fød! den Dag vil skrives med sorte Bogstaver, thi jeg seer saadan Ulykke for Øyen, som ikke er at beskrive. Man hører ikke tale uden om Mord, Brand og Rov. Aa! gid deres Broder Pandolfus, som er 101 paa Veyen, i Tide kunde komme hiem, førend Tragædien gaaer an; Han kunde maaskee ved sin Magt og Myndighed tvinge dem til Fred. Hvis han blir een Dag længer borte, saa er vi allesammen om en Hals.

SGANARELL

Giv dig tilfreds, Dorothea! vor Sag skal faae en god Udgang; thi jeg har faaet en Hob at vide orn Fiendens Tilstand baade til Lands og Vands.

DOROTHEA

Har du det, Sganarell?

SGANARELL

Du maa kalde mig Hr. Krigs-Raad eller Hr. Kundskabs-Raad herefter. Jeg har fortient saadan Titul; thi jeg har igiennemgaaet mange Fristelser og Ulykker ved denne Forretning.

DOROTHEA

Veed du da Fiendens Anslag imod os?

SGANARELL

Ney det veed jeg endelig ikke, men jeg veed det som meer er.

DOROTHEA

Naar du ikke veed Fiendens Anslag, saa veed du slet intet.

SGANARELL

Det maa jeg forstaae. Det har kostet mig baade Hoedbryd og Penge.

DOROTHEA

Lad mig da høre hvad det er.

SGANARELL

Ikke om du vilde give mig all Verdens Guld. Jeg gir ingen Rapport til, end til Polidorus selv.

DOROTHEA

Er Leanders Hær meget stærk?

SGANARELL

Det veed jeg ikke, men - -

DOROTHEA

Hvad veed du da? Deri skal jo den heele Kundskab bestaae. Er de da snart færdig med deres Udrystning?

SGANARELL

Det skal jeg ikke heller kunde siige, men jeg veed i det øvrige alting baade til Lands og Vands.

DOROTHEA

Mig synes, at alt det øvrige kand beløbe sig til slet intet.

SGANARELL

Ney hør: Hun vil min Troe ogsaa raisonnere i Krigs-Sager.

DOROTHEA

Han giør sig saa mænd allereede en Miine, som han var en Minister. Jeg veed du kand jo sagte sige mig noget.

102
SGANARELL

Ikke om Cabeljouen og Flynderne engang.

DOROTHEA

Hvad er det for Snak?

SGANARELL

Ikke om den 40 Aars Jomfrudom engang.

abit.

DOROTHEA

Ney hør engang, hvor forblommed han taler. Det er sært med disse Dosmere, at naar dem noget blir betroed, saa bilder de sig ind, at all Verdens Viisdom ligger skiult der under, og giør store Hemmeligheder af Bagateller, ligesom en vis Raads-Herre, der ærgrede sig snart ihiel, eftersom han udi Søvne havde sagt sin Kone, at Borgemesteren havde spildt Blæk paa sin Klud paa Raadhuuset. Saaledes gaaer det og med denne; thi jeg troer, han lod sig før hænge, end sagde, i hvad Klæde-Dragt han havde seet een af Fiendens Folk. Det var at ønske, at een vilde tage sig for at skrive en Comoedie over Folk af deslige Caracteerer, over saadan u-riimelig Politiqve og affectered Taushed. Men der kommer een med et hvidt Baand paa Hatten. Lad os løbe.

SCEN. 9.

En bevæbned Person. Sganarell. Dorothea.

DEN BEVÆBNEDE

Staaer! eller det koster jer Liv.

SGANARELL

Aa --- Hr. Captein, spar mit Liv, jeg er ikke Sganarell. DEN BEVÆBNEDE. Ha ha! Er du Sganarell, Polidori troe Tiener? Det er et skiønt Bytte.

SGANARELL

Aa! langt fra, Herre, at jeg er Sganarell; Jeg er Sganarells største Fiende, og jeg holder ham for en Carnali.

DEN BEVÆBNEDE

Du røber dig selv.

SGANARELL

Aa! havde jeg Sganarell her, jeg skulde knuse ham.

DEN BEVÆBNEDE

Hvo est du da?

SGANARELL

Jeg er ingen.

103
DEN BEVÆBNEDE

Est du ingen? Bekiend hvo du est, du skal ellers strax døe for mine Hænder.

SGANARELL

Aa! jeg er min Troe ingen Spion, naadige Herre!

DEN BEVÆBNEDE

Est du en Spion? jeg troer det ogsaa.

SGANARELL

Aa ney Herre, jeg gaaer kun i denne forvendte Dragt alleene for den Aarsag, at ingen skulde kiende mig og tage mig for en Spion.

DEN BEVÆBNEDE

Ha ha! nu har jeg nok. Det er en Spion. Hvem tilhører ellers det Fruentimmer?

SGANARELL

Det er min Hustrue, Herre!

DOROTHEA

Aa! troe ham ikke, Herre! Jeg er Jomfrue.

DEN BEVÆBNEDE

Fort, fort hen til Leyren, der kand vi best examinere, om I er Jomfrue.

DOROTHEA

Ach Ridder! jeg svær, at jeg er Jomfrue.

DEN BEVÆBNEDE

Den Sag skal vi strax finde Rede udi, naar I kommer i Leyren.

Han trækker dem ud. De skriger.

SCEN. 10.

Pedro Pandolfi Tiener. De andre.

Pedro trækker sin Kaarde og gaaer løs paa den anden, som flyer og lar Byttet fare.

SGANARELL, DOROTHEA
paa Knæ.

Aa ædle Ridder, I har ved eders Tapperhed reddet vort Liv og taget os af Fiendens Hænder.

PEDRO

I farer vild, kiære Venner! jeg er ikke Ridder, men jeg tienner hos den stolteste Ridder i Verden, jeg meener den store Pandolfus, hvis Navn udi nogle Aar har været en Skræk for Morer og Saracener. Han er nu kommen til sit Fæderneland igien, kroned med Laurbær-Krantze, førende med sig prægtig og kostbar Bytte: Blant andet et med Diamanter besat Sverd, som han med egen Haand tog fra den Moriske Konge Mahomed Muleaz udi det store Slag for Ceuta. Men kiære, hvi 104 bliver I saa altererede af denne min Tale? er det af Misundelse? fortryder I paa, at min Herre har forhvervet sin Familie saadan Ære?

DOROTHEA

Aa! jeg er gandske fra mig selv og kand ikke tale et Ord.

PEDRO

Er det da af Avind?

DOROTHEA

Ney, det er af Glæde; thi aldrig kunde Pandolfus komme hiem paa beleyligere Tid end nu, da hans Søstre er udi aabenbare Krig mod hinanden.

PEDRO

Men hvad er Aarsag til saadan Krig? er det fordi den eene vil herske over den anden i den store Pandolfiske Familie? eller er det fordi den eene er misundelig over den andens Skiønhed? eller er det af Kierlighed til en skiøn og kostbar Ridder, som de begge elsker?

SGANARELL

Aa ney Herre! alt saadant er kun Bagateller. Slige Ting var ikke tilstrækkelig til at sætte Spliid blant tvende saa sterkt foreenede Søstre. Ney Monsieur, det er noget, som er meer vigtigt; de trætter om den skiønne Melampe.

DOROTHEA

Ja Herre, Melampe er Tvistens Æble alleene.

PEDRO

Jeg har jo da giættet ret, at de trættede om en Høyadelig Ridder. Men af hvilken Familie er samme Ridder Melampus?

SGANARELL

Om hans Fader var en Finke-Ridder eller ey, det skal jeg ikke sige; Men hans Moer gik paa 4 Been og hede Diana, og ligesaa gaaer ogsaa denne Melampe.

PEDRO

Hvis jeg vidste, at du spottede mig, skulde det koste dit Liv.

SGANARELL

Min Herre, I maa gierne slaae mig ihiel, om jeg siger u-sandt. Trætten imellem begge Søstre reyser sig af en Skiøde-Hund.

PEDRO

En Skiøde-Hund?

SGANARELL

Ja en Skiøde-Hund; Men I maa vide, min Herre, at den er saa skiøn, at om den kom til Auction 105 paa et Hunde-Market, kunde den løbe op til 6, ja til 8 Skilling.

PEDRO

Dette altsammen begriber jeg ikke.

SGANARELL

Det kommer deraf, at Monsieur kand skee ikke har studeret; thi havde han læst nogle Bøger, som handler om Hunde-Kierlighed, skulde han finde fleere Exempler derpaa. Der var jo nyelig en Fransk Dame, som skikkede sig vel i mange store Ulykker, men da hun misted sin Hund, begav hun sig af Sorg i Closter. Er det ikke sandt jeg siger, Dorothea?

DOROTHEA

Jeg blues ved at tale derom, men jeg kand ikke nægte, at Krigen jo reyser sig af en Hund.

PEDRO

Aa Himmel! nu jeg hører Navnet, kiender jeg hende igien. Er hun ikke Philocynes Kammer-Pige? Kiender I ikke mig? jeg er Pedro.

SGANARELL

Og jeg er Sganarell.

De omfavner hinanden.
DOROTHEA

Aa! kiære Pedro, jeg anseer det som et got omen, at I befriede os saa u-formodentlig.

SGANARELL

Det maa endelig være et got omen; thi ellers hade jeg mistet mit Hoed og du din Jomfrudom; thi saadant regner man ikke saa nøye i Felten.

DOROTHEA

Ney jeg meener, denne Befrielse er som et præludium for det, som Pandolfus ved sin Hiemkomst vil udvirke. Aa! gid han allereede var her!

PEDRO

Han vil visselig komme i Dag. Men hvad var det for en Fiende som I blev overfalden af?

DOROTHEA

Lad os gaae hen til et Sted, hvor vi er i Sikkerhed, der skal jeg vitløftig fortælle alting fra Begyndelsen til Enden.

De gaaer bort.
106

SCEN. 1.

Pandolfus og Pedro.

PANDOLFUS
Af stolte Bølger jeg har længe været tumlet,
Det vrede Hav mod mig har uden Ophør brumlet,
Alt hvad udvirke kand det haarde Element,
Paa denne Reyse har Pandolfus følt og kiendt.
Jeg efter lang Seylads mig lykkelig seer havne,
Jeg iiler til min Slægt og Sødskend at omfavne,
Men jeg seer Slægt mod Slægt ophidset, Ven mod Ven,
Saa at jeg ønsker, jeg paa Havet var igien.
De Søstre, jeg forlod, jeg ikke meere finder,
Men udi deres Sted to Helvedes Gudinder,
To Furier, der mod hinanden væbnet staae,
Leander, Polidor i Harnisk vrede gaae,
At lade sig af dem til Mord og Brand opægge,
Til tvende Huuse med sig selv at ødelegge.
Hvad har, O Himmel! jeg da giort? hvad raabend Synd
Mig sligt paafører og min Skiæbne giør saa tynd?
For hvad Misgierning du slig Haardhed mod mig øver?
H vi lod du mig ey før omkomme iblant Røver?
Hvi lod du heller mig ey Havet sluge op,
Og Fiskene til Rov og Bytte gav min Krop?
Hvi lod du heller mig ey flakke med Ænea
Fra et til andet Land? Men jeg seer Dorothea,
Som Philocyne før saa meget havde kiær.
Mon jeg seer feyl? ney vist, det jo den samme er.
107

SCEN. 2.

Dorothea. Pandolfus.

DOROTHEA
Ach! Himmelen har, O Pandolfe, mig bønhøret
Og eder hiem igien betimeligen føret;
I eders Hænder jeg hengive alting vil,
I eene hindre kand et ynksom Skue-Spill.
I ved jer Myndighed kand redde tvende Huuse,
Kand true Stormen, den forbyde meer at bruuse.
Pandolfus ene kand ved Broders Myndighed
Udslukke denne Ild og os forhverve Fred,
Og tvinge begge at indstikke Sværd og Glavind.
PANDOLFUS
Siig, Dorothea, hvad er Aarsag til slig Avind?
Hvad har adsplittet det foreened Søster-Par?
Hvad Polidorus mod Leander ægget har?
DOROTHEA
Jeg kand min Tale ey for Suk og Graad fremføre.
PANDOLFUS
Holdt op at græde lidt, lad mig Aarsagen høre!
DOROTHEA
Viid, O Pandolfe! at en liden Skiøde-Hund
Til saadan Tvistighed er eenest rætte Grund,
Den Philocyne fik ved Moders Testamente
Imod Luciliæ den ældste Søsters Vente.
Et Had, skiønt hemmelig, sligt haver først forvoldt;
Lucilia en Tiid dog gode Miiner holdt,
Til nu omsider hun ved List den haver røvet
Og Philocyne fast til Døde har bedrøvet.
Da man fik vide, i hvis Hænder Byttet var,
Strax Sorgen sig til Had, til Hævn forvandlet har;
Strax i Familien blev alting slet forvirred,
Og Philocyne har sin Polidor opirret
Imod Leander. Ham igien Lucilia,
Som ikke lider, at sig Byttet tages fra,
Med smigrend Løfter har ophidset Sværd at drage
Og med bevæbned Haand at drive Magt tilbage.
108En haard og blodig Krig saa alting trues med,
Hvis den ey stilles ved Pandolfi Myndighed.
PANDOLFUS
Slig Uheld smerter mig, Aarsagen meget meere.
Et saadant Søster-Had man finder vel blant fleere;
Men for saa ringe Ting, kun for en Skiøde-Hund,
To ædle Huuse at see gandske udi Grund,
Exempel derpaa ey citeres kand af Bøger,
Hvad Umag man sig giør, hvor flittig man end søger.
Den Snak forvendet er, brug ikke med mig Spill,
Siig Sanden, eller det dig Livet koste vil.
DOROTHEA
Jeg svær ved Himlen, at jeg Sandhed ey forvender,
I min Oprigtighed selv, O Pandolfe, kiender,
Jeg overgiver mig i eders Vold og Magt,
Straf mig, hvis mindste Ord mod Sandhed jeg har sagt.
PANDOLFUS
Er det da sandt?
DOROTHEA
Ja vist, mit Liv til Pant jeg giver.
PANDOLFUS
Ah! Sorg, Forbittrelse mit Hierte sønderriver.
To Søstre for en Hund at hidses op til Krig,
Jeg tilstaaer selsomt er; men meere underlig
At see to Heldte sig saa læt at væbne lade,
For intet bryde Fred, saa læt hinanden hade.
I Venskab aldrig meer foreened nogen var,
Ey Damon, Pythias, som dette ædle Par.
DOROTHEA
Man dertil Polidor har bragt med megen Møye,
Leanders Venskab stod ham længe fast for Øye,
Omsider Elskov dog hos ham tog Overhaand,
Ham sønderrive tvang det sterke Venskabs Baand.
PANDOLFUS
Du maa, Pandolfe, da til side alting sætte,
Arbeyde eene paa at skille denne Trætte;
Jeg sværer ved mit Sværd, bestænkt med Heldte-Blod,
Og ved min gyldne Hielm, som jeg ved Nili Flod
Med Seyer-Haand tog fra den stolte Morisk Kiæmpe,
109At, om med gode ey, med Magt jeg sligt skal dæmpe,
At den af Parterne, som udi dette Spill
Er meest haardnakket, jeg dens Siæl opoffre vil.

Han gaaer.

DOROTHEA
Ach! all vor Velfærd nu sig paa Pandolfus hviler,
Som Himlen os har sendt. See! Sganarell hid iiler,
Ham udi Hovedet forkeerte Øyne staaer.
Kom Sganarell, kom hid, siig hvordan Sagen gaaer.

SCEN. 3.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL

Hey Mossieurs! Qvarteer! Qvarteer! er I galne? Jeg er neutral, jeg er kun Skriver ved Armeen; Jeg er Commissarius; Jeg er Auditeur; Gregorius Qvarte - - er-Mester.

DOROTHEA

Hvad er paa færde, Sganarell?

SGANARELL

Er der nogen bag efter mig Dorothea?

DOROTHEA

Jeg seer jo ikke et Menneske. Jeg troer, at du er bange for din egen Skygge.

SGANARELL

Hey! kommer da I Fæhunde, saa mange som I er; jeg er Karl for jer Hat, om I var tusinde.

DOROTHEA

Har du været i noget Slag, Sganarell?

SGANARELL

I forbandede Skabhalse, hvi kommer I ikke nu?

DOROTHEA

Er du forfuldt af nogen?

SGANARELL

Hey hey! Cujon, Cujonior, Cujonissimus! kommer kun I Hunde, jeg skal tage jer alle paa min Samvittighed.

DOROTHEA

Jeg troer, Karlen er gall; Her er jo ikke et Menneske.

SGANARELL

Jeg skal viise jer hvad det er at binde an med mig.

DOROTHEA

Ey svar mig dog, hvor har du været?

SGANARELL

Jeg skal viise jer, at Hiertet sidder paa det rette Sted.

110
DOROTHEA

Ey hør dog, naar Folk taler til dig.

SGANARELL

Er det dig, Dorothea? du har got, som kand sidde hiemme bag Kakkelovnen.

DOROTHEA

Jeg seer, Gud skee Lov! at du ingen Skade har faaet.

SGANARELL

Da er det Under; thi mig syntes, at jeg fik en Bombe lige paa min Næse.

DOROTHEA

Da maa du ha en forbandet sterk Næse, som en Bombe ikke kand bide paa.

SGANARELL

Det maa jeg forstaae.

DOROTHEA

Er der holdt noget Slag?

SGANARELL

Et Slag, hvis Lige ikke har været hørt fra Verdens Begyndelse.

DOROTHEA

Hvilket Parthi har da Seyeren?

SGANARELL

Det veed jeg ikke; thi da Slaget begyndte, defelerede jeg, for at giøre Afbræk paa Fiendens Proviant, og derved i en Hast giøre Ende paa Krigen. Jeg brød ind i et Telt, hvor jeg attaqverede 4 Vestphaliske Skinker, som maatte gie sig paa Naade og Unaade; giorde to nye Kioler til Krigs-Fanger, og fik ved Capitulation et par Fløyels Buxer, som jeg havde agtet at forære jer til at giøre en Kaabe af.

DOROTHEA

Havde du ikke andet at forære mig, saa maatte du beholde det selv.

SGANARELL

Men Dorothea, da jeg skulde avangere tilbage med Byttet, kommer 20 bevæbnede Knegte i Hælene efter mig, af hvilke jeg slog 19 ihiel med Skinkerne, og den 20de fik jeg af Halsen ved det, at jeg kastede ham Skinkerne tillige med Klæerne lige i Næsen.

DOROTHEA

Men er det vist, at de er i Slag sammen?

SGANARELL

Vil I ikke troe mig, saa kand I selv gaae der hen. Slaget er begyndt for en halv Time siden; Jeg kunde nok have oppebiet Enden, men jeg er gandske ikke curiøsk, jeg faaer det nok at vide af andre. Jeg har giort alt hvad jeg kunde; thi havde ikke disse Rakkere kommen efter mig, saa havde jeg afskaaret Fiendens heele Proviant.

111
DOROTHEA

Aa Sganarell, det er en ulykkelig Tidende du fører; havde man biet med Slaget en Time længer, havde vi været frelste, thi Pandolfus er kommen tilbage.

SGANARELL

Pandolfus er kommen tilbage?

DOROTHEA

Ja, jeg har selv talt med ham, og fortalt ham den heele Historie. Han er den eeneste, som ved sin Myndighed kand tvinge dem til Forliig og afvende all videre Ulykke.

SGANARELL

Det er sandt Dorothea, det var en stor Ulykke, at han ikke kom lidt tilforn.

DOROTHEA

Jeg fandt ham, da han var nys kommen. Han var meget fortørnet, saasom han havde hørt af Folk, som mødte ham paa Veyen, den Krig som var opvakt mellem sine Søstre; men blev ligesom rasende, da han hørde Aarsagen dertil. Han soer, at han, inden Soel gik ned, skulde giøre Ende derpaa, eller sætte sit Liv til.

De gaaer.

SCEN. 4.

EN CAVALLIER
i Krigs-Habit. Man aldrig nogen Tiid saae Stridsmænd meere modig,
Ey meer haardnakket var et Slag, ey meere blodig,
En Fiend' u-forsagt ey meer mod Fiend' gik:
Enhver sit Bane-Saar i Bryst og Hierte fik;
Hver paa det Sted han stoed man Næsegruus saae falde,
Sin Eftermand til Hævn og til Exempel kalde;
Een figted med een Arm, en anden sad paa Knæe,
Til yderst Aandedræt sin Fiende truede.
Leander, Polidor man stride saae som Løver,
Som Tigre, Biørne, dem man Ungerne berøver;
Ulyssis Listighed, Achillis, Hectors Mod
Enhver af disse to tilkiende give lod:
Thi nu man dennem saae Krigshæren at omride,
Opmuntrende enhver; nu for i Spidsen stride.
Hver nu Anfører var, og nu igien Soldat,
Nu brugte Hiernen, nu igien tog Sverdet fat.
Hvo undrer, naar man seer saaledes Kiemper stride,
112At Seyeren ey meer til een end anden Side
Kand hælde, vende sig? at ingen vinde maa,
Naar Høvding og Soldat som Muur og Klippe staae?
Da Stridsmænds Arme fast af Mord udmatted vare,
Leander raabte: Vi, for meere Blod at spare,
Afgiøre Sagen vil alleene ved Duell.
Den ædle Polidor ham svarede: Ja vel.
Strax Tiid og Sted blev til en Eene-Kamp udnævnet,
Leander Polidor til denne Plads har stevnet,
Hvor til det yderste de begge figte vil
Og ende ved eens Død slig blodig Sørge-Spill.
Hvis Rætten er, der i skal Sverdet være Dommer.
Men der jeg bliver vaer, at Polidorus kommer,
Han til at møde sidst er alt for Ære-kiær;
Han Miine har, som han om Seyr forsikred er.

SCEN. 5.

Polidor. Cavallieren. Leander. En anden Cavallier.

POLIDOR
Her er det Sted, hvor vi skal om Melampe spille,
Hvor Sverdet mellem os vor Trætte skal adskille;
Men jeg min Avindsmand end ey at møde seer.
LEANDER
træder frem fra den anden Side. Her er din Bane-Mand, bekymre dig ey meer.
POLIDOR
Hvo andens Bane-Mand, Leander, her skal være,
Det Sværdet viise vil, det skal Udgangen lære.
Din Overmod dig har forstokket og giort blind,
Trods ey saa meget, tag i Tide Søftet ind!
Fortryd din Daarlighed, Leander, fald til føye,
Tilbage Byttet giv, saa lader jeg mig nøye,
Saa alt hvad skeet er, jeg ey meer vil tænke paa,
Saa gamle Venskab vi igien fornye maa.
LEANDER
Før Vand til Ild, før Bierg til Søe forvandlet bliver,
Før jeg, O Polidor, Melampe overgiver;
Leander aldrig sig af Trudsler skrække lod,
113Han aldrig viget har i Slag og Kamp en Fod.
Et ædelt Hierte sig af Ord ey lader spæge,
Til Fred og Venskab du mig aldrig skal bevæge,
Jeg aldrig stikker Sverd i Skeeden, aldrig gaaer
Af dette Sted, før du fra saadan Paastand staaer.
POLIDOR
Du af Haardnakkenhed ey selv kand see den Fare,
Som du dig styrter i. Dit Liv jeg vilde spare,
Som næst min egen Siæl af alting før var kiær;
Men til din Undergang du selv mig tvinger her,
Saa heele Verden skal mig herudi frikiende,
At uden Aarsag jeg mit Sverd har villet vende
Mod min Velgiører, ja at jeg min beste Ven
Ey uden Nød og Tvang i Graven skikker hen.

Her paa trækker de ud. Trompetterne blæser, og de gaaer løs paa hinanden. Naar de har figtet noget, kommer Dorothea ind med udslagen Haar og raaber:

114

SCEN. 6.

Dorothea. De andre.

DOROTHEA
Ach! holder inde lidt! jeg har et Ord at sige.
POLIDOR
See hvilken Dristighed, bort u-forskammet Pige,
Med mindre af mit Sverd du først opoffres vil.
DOROTHEA
Det som har opvakt Strid, er ikke meere til.
I begge Fruers Navn jeg byder at ophøre.
LEANDER
Det Navn alleene kand en stakket Stilstand giøre.
DOROTHEA
Til Blods Udgydelse er ingen Aarsag meer,
Stik Sverd i Skeeden ind: Melampe myrdet er.
LEANDER
Melampe myrdet?
POLIDOR
Hvad? Melampe meer ey lever!
O Himmel! hvis saa er ---
LEANDER
Mit heele Legem bæver,
Ach! hvilken Tidende!
POLIDOR
O hvilket Tordenslag!
LEANDER
Melampe myrdet!
POLIDOR
O! en u-lyksalig Dag.
LEANDER
Hvo haver dristet sig et saadan Mord at giøre?
DOROTHEA
Et selsomt Eventyr I her skal faae at høre:
115Pandolfus kommen er nys u-formodentlig.
Da ham Aarsagen blev fortalt til denne Krig,
Han begge Søstre først forsøgte at forlige;
Men da af Ord de ey sig vilde lade sige,
I Vrede strax begav sig til Lucilia,
Som myndig Broder tog Melampe hende fra,
(Jeg kand ey tale meer, saa Sorgen Hiertet trykker)
Og med sit hvasse Sværd i tvende lige Stykker
Melampe deelede. O! et u-hørlig Mord!
Jeg kand af Rædsel ey fast tale meer et Ord.
Naar jeg der tænker paa, jeg Øyen strax maa væde;
Gir mig, O Riddere! et Øyeblik at græde,
Den sidste Pligt jeg mod Melampe vise maa.
Nu vil jeg videre med min Histori gaae.
Han for Lucilia den eene Part fremlagde:
Vanskabte Søster, see det er din Deel, han sagde;
Til Philocyne jeg vil skikke anden Deel,
Thi begge ikke kand Melampe nyde heel.
Den Hierte har som Staal, hvis Øyen ikke rinder,
Natur, som Tiger, der sig ey bevæget finder
Af saadan Hændelse, af sligt u-hørligt Mord.
Lucilia af Skræk ey talede et Ord,
Men som et afhugt Træ paa Marmor-Gulv nedfalder,
Og med en hikkend Røst mig til sig sagte kalder:
Flyv Dorothea som en Piil, hun sagde, hen,
Siig Polidor, at nu Leander blir hans Ven.
Byd dem, ey Avind-Skiold meer mod hinanden føre,
I Skeden stikke Sværd, en ævig Fred at giøre;
Siig, mod Pandolfus de foreenes begge maa;
Fortæll den Gierning, som du ham bedrive saae:
Hvad Tyrannie han mod Melampe haver øvet,
I tvende stykker at med Sværd han den har kløvet;
Siig, Aarsag mellem os ey meere er til Krig,
Men at Pandolfus den forflyttet har paa sig.
POLIDOR
Slig Hændelse en stor Forandring kand forvolde.
116
LEANDER
Vi i det mindste maa med Striden lidt opholde,
Til meere Kundskab vi om dette Mord kand faae.
POLIDOR
Jeg er tilfreds; vor Sag kand lige aaben staae.

SCEN. 7.

Lucilia. De andre.

LUCILIA
I Heldte, kaster Sverd, hinanden strax omfavner,
Melampe myrdet er, at stride meer ey gavner,
Forny'r det forrige og gamle Venskabs Baand,
Bortkaster Glavind, og hverandre giver Haand!
LEANDER
I mig at drage Sverd, min Jomfru, haver bydet,
For eder, ey for mig, jeg Venne-Blod har gydet,
Min Vrede grundet sig paa eders Vrede har,
Jeg var kun ivrig, for min Jomfrue ivrig var,
Forlod min Ven, thi I mig bød ham at forlade,
Jeg haded Polidor, thi I befoel at hade;
I eder har af mig, min Jomfru! kun betient
Som af et Redskab; I var Haand, jeg Instrument.
At elske Polidor I atter mig nu byder,
Strax i at elske ham min Jomfru jeg adlyder,
Jeg stikker Sverdet ind, jeg favner om min Ven;
Saa snart I hader ham, jeg trekker Sverd igien.
Jeg ingen Villie har, jeg er ikkun Machine,
Det Hiul, som driver, er min Jomfrus Nik og Mine,
Som Siælen driver nu til Had, til Kierlighed,
Til Hævn, til Medynk, nu til Krig og nu til Fred.
LUCILIA
Jeg byder eder da, Leander, Fred at giøre.
LEANDER
All Had og Fiendskab paa min Side skal ophøre.
POLIDOR
Min Philocynes Nik jeg først opbie maa,
Men der jeg hende seer i Møde os at gaae.
117

SCEN. 8.

Philocyne. De forrige Personer.

PHILOCYNE
Nu, Philocyne, dig all Haab da er berøved!
Ach! hvilken Siæl er til, der Skiæbnen saa har prøvet?
Jeg fra min Broder Bud faaer u-formodentlig,
At nu ophævet er all Had og Søster-Krig,
At han til Tegn af Fred mig min Melampe sender;
Jeg daaner fast af Fryd, jeg mig mod Byttet vender,
Men Himmel! jeg med Skræk den finder ikke heel,
Af min Melampe jeg seer kun den halve Deel,
Ach! hvilken Broder har sin Søster saa begavet?
Tyrannisk Nero! hvi omkom du ey paa Havet?
O u-lyksalig Vind, som dig til Landet drev!
Hvi Fisk og Fugle du til Bytte ikke blev?
Hvi blev dit Legem ey ædt op af Krager, Ravne?
Hvi med beholden Skib du levend' skulde havne,
For at bedrøve mig, for at bedrive Mord
Paa det, som jeg af alt har elsket meest paa Jord?
O! hvilken blodig Skiænk! det Syn jeg aldrig glemmer,
O! hvilken Spot, jeg den i Hiertet stedse giemmer,
Til sidste Aande-Dræt jeg tænke vil derpaa,
Den blodig Skiænk vil mig for Øyne stedse staae.
Alt hvad i denne Sorg dog Hiertet lidet trøster,
Er at jeg ey skal meer bespottes af min Søster,
Og at Lucilia sin Villie ikke fik,
Ja, at min Fiende det ikke bedre gik,
At hun ey over mig skal meere triumphere;
Thi Sorgen træffer mig, men hende meget meere,
Pandolfus hende det af Hænder revet har,
Jeg ikkun taber det, som i Forhaabning var;
Hun allereede det i Eye havde inde,
Som jeg ved u-vis Krig forsøgte til at vinde.
En liden Trøst, dog Trøst, tilfælles Skibbrud er,
Helst naar tillige man sin Fiend drukne seer.
Men der jeg hende seer med Hovedet at hænge;
118Lucilia! din Fryd ey vared for dig længe.
LUCILIA
Saa ofte skeer, naar to forliges ikke kand,
At det som trættes om tilfalder tredie Mand.
Slig Mord at smerte mig, jeg tilstaaer og bekiender,
Dog glæder mig, at dig ey Byttet faldt i Hænder.
PHILOCYNE
Den samme Trøst er og for mig, Lucilia!
At dig din Øyens Lyst med Magt blev taged fra.
Thi end hvor meget jeg Melampe elsket haver,
Hvor meget end dens Mord mit ynksom Hierte gnaver,
Jeg heller deraf seer den eene blodig Deel,
End at udi dit Skiød den skulde ligge heel.
Hvor stor Forliisen er, jeg dog har vundet dette,
At du blev revsed for din u-rætfærdig Trætte,
For du foragtet har din Moders Testament
Og mod din Søster dig af Rænker har betient.
Men hvad er det for Lyd? en Traur-Musik jeg hører.
Ach Himmel! nu igien min Faders Grav sig rører.
Jeg frygter, det som før af Graven sig har reyst,
Opstaaer nu atter; Vist, det er den samme Geist.

SCEN. 9.

GEISTEN
staaer op ved en sagte Musik, de andre hænger imidlertid med Hovederne. Vanskabte Søstre, hør, hvad jeg vil eder siige:
Pandolfus giorde ræt, hvis eder han tillige
Opoffret havde med det samme blodig Sverd;
Enhver af eder var ey anden Skiæbne værd,
Som efter andens Liv for ingen Ting har tragtet,
Det som meest helligt i Naturen er, foragtet.
Han Tvistens Æble ræt af Hænder eder rev,
En hellig Iver ham til saadan Gierning drev.
I Furier! jeg bør saaledes eder nævne,
I endnu pukke tør, og pønser paa at hævne
En ædel Gierning, som Pandolfus haver giort;
I saadan Broders Dyd tør end afmale sort,
119Forliebte Beylere mod eders Broder ægge,
Den allerstørste Synd til andre Synder legge,
Den at udrødde, som er Huusets Øyesteen
Og paa vor Stamme-Træ den eenest blomstrend' Green.
Det synes ligesom I begge bange ere,
At eders Lige man i Skrifter skal citere;
Det synes ligesom at af Ærgierighed
I blant Misdædere vil have første Sted,
At naar man nævner een og anden grov Misdæder,
Den ey skal kunde staae i Classe, Rang med eder,
At Messalinæ Navn skal døe og undergaae,
Og en Cæsonia ey meer skal tænkes paa,
At Belides I vil af første Classe støde,
Ja Eryphila selv at gaae tilside nøde,
Og at en Tyndaris, Xantippe, Dalila
Mod Philocyne og mod en Lucilia
Ey meer maa regnes, saa at disse ingen Lige
I Ondskab have maa, men alle maa dem vige,
At udi Asien, Ægypten, Grækenland
Et Monstrum ey er fød som udi dette Land.
Omvender eder, og sligt Had af Hiertet rødder,
Gaaer, kaster eder for den ædle Broders Fødder,
Gaaer, kysser paa den Haand, som Luen slukket har,
Der dæmpet haver det, som Ildens Tønder var.
Hvis I fremturer meer og Hierterne forhærde,
Da eder denne Geist skal Dag og Nat forfærde:
Hvor I end reyser hen, paa hvilken Sted I boe,
Jeg eder plage vil og aldrig give Roe.
Herpaa spilles igien, og Geisten synker ned.

SCEN. 10.

De andre.

LUCILIA
Vor Synd og Ondskab nu jeg udi Hiertet kiender,
Fra forrig Daarlighed med Ruelse mig vender.
Forlad, O Polidor! see jeg mig kaster ned
For eders Fødder, mig tilbeder Miskundhed;
120Ey paa det onde tænk, som jeg har foraarsaget.
Og I Leander, som for min skyld Sværd har draget,
Som saa ophidset har min Ubesindighed,
Med eders beste Ven har nødt at bryde Fred - - -
De vil reyse hende op. Ney jeg paa mine Knæe saa længe liggend bliver,
Til I min store Feyl og blodig Synd tilgiver,
Til I forsikrer mig med Ord og dyrest Eed,
At saadant kastes skal hen udi Glemsomhed.
POLIDOR
Jeg svær ved Himmelen, at aldrig jeg vil anke
Paa det, I haver giort, men rødde ud slig Tanke,
I Jorden grave ned alt hvad mig hendet er,
Og ey til ævig Tid at tænke derpaa meer.
LEANDER
I nødig haver ey, min Jomfru, mig at bede,
Jeg som ved mindste Nik til alle Ting er reede.
LUCILIA
Hvad vor Forlovelse nu meer opholde kand?
I blive skal i Dag min Brudgom, Ægte-Mand.
PHILOCYNE
Og I det samme og, O Polidor, skal hede,
Men giv mig først et Aar, Melampe at begræde,
Naar Aaret er forbi, saa strax i Ægte-Stand
Vi os begive vil, der haver I min Haand.

Melampe
Noter

S. 54.
Musqvetten, Musketten, en Luntebøsse, der i det 16. og 17. Aarh. var det almindelige Fodfolksildvaaben. -disputere dig, nægte, frakende dig. -mare!, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. -Malicen, Forvanskning af Militsen; Militæret. skyvier, skjuler. -Det maa han, Lad ham blot komme. -Podagra, Gigt i Fødderne (ikke i Hænderne). -Landgilde, Fæstebøndernes aarlige Afgift til Herremanden. - Proprefaren, Proprietæren, dvs. Herremanden.

121

S. 55.
Øverst, Oberst. -Philocyne, gr., betyder den Hundekære. Ducater. En Dukat var en Guldmønt af opr. 2 Rigsdalers Værdi. -subtilt, fint.

S. 56.
Frue ... Madame, Frue kaldtes kun fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang. Madam(e) brugtes som Titel til Kvinder uden for Almuestanden, men hvis Mænd ikke havde Rang.

S. 57.
Marchands tres renommés, fr. velagtede Købmænd. -desperat, fortvivlet.

S. 58.
a parte, særlig. -artigt Creatur, fin Skabning.

S. 59.
klage dig, anklage dig. -Sørge-Stue, i Sørge- eller Vaagestuerne, hvor der holdtes Vagt ved Liget, samledes man tillige til forskellig Slags Forlystelse. -den som er Imprimatur, dvs. den som er Censor (almindeligvis Dekanen for det filosofiske Fakultet, hvis Paategning »Imprimatur«, lat. »maa trykkes«, skulle sættes paa et Manuskript, før dette maatte udgives). -Pan'sKong Priapi Søn, den trojanske Sagnprins Paris var Søn af Kong Priamos; Priapus (gr.Priapos) er Navnet paa en Frugtbarhedsgud. -Helene. Paris røvede Spartanerkongen Menelaos' Hustru Helena, Jordens skønneste Kvinde, og blev dermed Aarsag til den trojanske Krig, hvoromHomers Epos »Iliaden« handler. -Senecus, Fejl for Seneca, romersk Filosof og Digter (o.4 f. Kr.-65 e. Kr.). -Carnali, Slyngel.

S. 60.
Intriguer, List, Rænker. -Skabhals, Fæhoved, Fjols. -durchtrængende, kløgtige. -Durchleuchtighed, ty. Durchlaucht, Durchlauchtigkeit, Højhed. -gaae jere Sager an, gribe ... an; gaa til Værks. -Ergo, lat. altsaa, følgelig. -Sprichwortet, ty. das Sprichwort, Ordsproget.

S. 61.
rørt ... om, omtalt. -Client, afhængig, tjenstskyldig Person. et Aar for, et Aar før. -Morer, Maurere (Araberne i Spanien). -Saracener; saaledes kaldte de Kristne Araberne, som trængte ind i Europa i Middelalderen. -solenniter, højtideligt. -Practiker, Rænker, List. -Tarentinske, dvs. fra Tarent, By i Syditalien, hvor Handlingen altsaa foregaar.

S. 62.
saae min Tempo, saa min Lejlighed. -Doctor-Kiol, den lærde Stand bar gerne sort Overklædning (Kjole). -Billighed, Rimelighed. -at spiise mig med Løfter, at spise mig af med Løfter.

S. 63.
Metamorphosis, gr. Forvandling, Omskabelse. -Sophocles, græsk Tragediedigter (496-406 f. Kr.). -Euripides, græsk Tragediedigter (o. 480-406 f. Kr.).

S. 64.
lad af at love, hold op med at love.

S. 65.
End for, endog, selv for. -denne sinde, denne Gang. -Hurtighed, Dygtighed, Snildhed.

S. 66.
altereret sig, ophidset sig. -Affecter, Sindsbevægelser. -gemeent, simpelt.

S. 67.
practiseret den bort, smuglet, listet den bort.

122

S. 68.
hidde, hedde. -Tausheds Last, Tavsheds Byrde.

S. 69.
Forliis, Tab.

S. 70.
en nedrig Siæl end, endog en nedrig (lav) Sjæl.

S. 71.
Ilias, Illaden, dvs. Digtet om Ilios (eller Ilion) - Troja - med Skildringen af Kampene under Grækernes Belejring af Byen. Her altsaa Betydningen: en trojansk Krig.

S. 72.
Ja ... skiule ... Topetc. Ekkoscenen er, muligvis med ukendt Mellemled, en Efterligning af en Scene i den italienske Digter Giovanni Battista Guarinis Hyrdespil »II pastor fido« (1590). Achilles, græsk Sagnhelt og en af Hovedpersonerne i Iliaden.

S. 73.
fixere, narre.

S. 74.
hoven, hævet, opsvulmet. -Sneemoes, Dessert af udblødte Tvebakker, tillavet med Flødeskum. -Satyrer, Satirer. -Cortisan, Elsker. -Florabella, Phillis (Phyllis), Mirtillus (Myrtillus), Amarillis (Amaryllis), yndede Navne i Hyrdepoesien.

S. 75.
plat, fuldstændigt, rent. -Ret ligesom en Eeg .,., Lignelsen findes i Ovids Metamorphoses 10. Bog, Vers 372-375. -Hercules, om den store græske Sagnhelt Herakles (lat. Hercules) fortaltes, at han som Yngling stod paa en Skillevej over for to Kvinder, »Dyden« og »Lasten«, og at han valgte at følge den første. -Affecter, Lidenskaber. -tilforn, tidligere.

S. 76.
Cupido, lat. Elskovsguden. -overmastig, overmodig, dumdristig.

S. 77.
Fripostighed, Frimodighed. -Hector, den tapreste af de trojanske Helte var Kong Priamos' Søn Hektor, som dræbtes af Achilles. -figte, fægte, kæmpe. -hvor, hvordan.

S. 78.
Jacta est alea, lat. Kastet er Terningen (Cæsars Ord, da han i Aaret 49 f. Kr. overskred Floden Rubicon og begyndte Borgerkrigen) .

S. 79.
Hoed-Materien, Hovedanledningen. -2de, tvende. -paa Cavalliers Parol, paa en Adelsmands Ord; paa Æresord. -Du skal ikke troe, Du aner ikke, du kan ikke tænke dig.

S. 80.
irret, taget Fejl. -hvilket er ikke min Leylighed, hvad der ikke er mig belejligt, passer mig daarligt. -besynderlig, især.

S. 81.
Det staaer mig ikke for Øyen, det er ikke det, der ligger mig paa Sinde. -Plenipotentiarius, lat. Befuldmægtiget, Statsudsending forsynet med uindskrænket Fuldmagt.

S. 83.
og trods!, et Sejrsudraab; sml. endnu: trods nogen!, dvs. lige saa godt som nogen! -Gripomenusser, Øgenavn for Retsbetjente, Politibetjente, dannet af gribe og homines, lat. Mennesker (fra plattysk griphomines). -Mussier, Forvanskning af fr. monsieur, min Herre, Hr. -svær, sværger.

S. 84.
Hundsvot, Asen. -Spectatores, lat. Tilskuerne. -abit, lat. gaar bort. -Axelen, Skulderen.

123

S. 85.
en blot Kaarde, en Kaarde draget af Skeden. -Serviteur, fr. (Deres) Tjener.

S. 86.
visse Indkomster, faste, bestemte Indkomster. -lever af extra, lever af Ekstraindtægter, Drikkepenge. -Næsestiver, Næsestyver, Slag paa Næsen. -calore intestinorum, lat., af (for stærk) Varme i Indvoldene, hede Vædsker. -Juris civilis ... canonici, lat. i borgerlig eller kanonisk (gejstlig) Ret. - consulere, raadspørge. - Casu, af lat. casus, Tilfælde. -gier sig saa gemeene, nedlader sig til.

S. 87.
incurabel, uhelbredelig. -Clisterer, Klysterer, Lavementer. Chiragra, gr. Gigt i Haand- og Fingerleddene. -Frantzoser, ty. Franzosen, Syfilis (egl. »Den franske Syge«). -Theriac, gr. berømt Universalmiddel, bestaaende af en Mængde Ingredienser; brugtes indtil det 18. Aarh. mod smitsomme Sygdomme og Forgiftninger. -dependerer af, afhænger af.

S. 88.
Harcelering, Gøren-Nar, Drilleri.

S. 90.
Standarden, Flaget.

S. 91.
douce, dæmpet. -Naturen har forsvoren, har fornægtet Naturen. - P/ufonis, af Pluto, Underverdenens Gud.

S. 92.
to Thebaner, den thebanske Sagnkonge Ødipus' to Sønner Eteokles og Polyneikes kæmpede om Magten i Theben og dræbte hinanden i Tvekamp. -endrægtelig, i (fuld) Enighed. -Straf, Irettesættelse. -Ruelse, Anger. -lade Byttet, lade Byttet være.

S. 93.
angenem, behagelig. -uformodentlig, uventet. -omsale, sadle om. -At tage Svøftet ind, at tage Søftet ind, rebe Sejl; stikke Piben ind. -Proserpina, lat. Gudinde i Underverdenen (gr. Persefone). -hun mig undgik udaf Hænder, hun undslap fra mig.

S. 95.
kommen i Ord sammen, kommet i Trætte med hinanden. Fæstemøe, i venlig Tiltale: Jomfru, Pige. -tienner for Pige, tjener som Pige.

S. 96.
for Bryllupet, før Brylluppet. -Chor, Andagt.

S. 97.
artig, kløgtigt, kvikt.

S. 98.
Neptunus, lat. Havguden. -det er kun slet bestilt, det staar kun daarligt til.

S. 99.
Fisker-Tidende, maaske norsk, svarende til det danske Udtryk »Skipperløgn«. -fixerede mig, holdt mig for Nar.

S. 100.
Cabeljou, Kabliau, Stortorsk. -profitere, gavne.

S. 101.
gaaer an, begynder. -sagte, sagtens.

S. 102.
sin Klud, sin Halsklud, sit Halstørklæde.

S. 103.
examinere, undersøge. -Mahomed Muleaz, Mahomed Muley, den store marokkanske Konge Muley Ismaels Søn (d. 1706). Ceuta, By i Marokko, som 1694-1720 belejredes af Maurerne.

S. 104.
fortryder I paa, bliver I vrede over. -Finke-Ridder, Storpraler; daarlig Karl (egl. Tilnavn til den pralende Helt i Folkebogen »Finkeridderen«, oversat fra Tysk 1703).

124

S. 105.
omen, lat. Varsel.

S. 106.
Ænea, af Æneas, trojansk Sagnhelt, der flygtede fra det brændende Troja og efter megen Omflakken naaede Italien, hvor han blev Roms Grundlægger. Hovedperson i den romerske Digter Vergils Epos »Æneiden« (skr. 29-19 f. Kr.).

S. 107.
Imod Luciliæ ... Vente, imod Lucilias ... Forventning.

S. 108.
gandske udi Grund, helt ødelagt. -Damon, Pythias. Der tænkes paa Damon og Phintias (ikke Pythias), to Mænd ved Dionysios den Yngres Hof i Syrakus (4. Aarh. f. Kr.), berømte for deres trofaste Venskab; se Cicero, De officiis III, 10,45.

S. 109.
Mossiers, vulgært for fr. messieurs, (mine) Herrer. -Qvarteer! Naade!, Skaansel! -Commissarius, Kommissær, Statsembedsmand hvem et særligt Hverv er overdraget. - Cu/on ... Cu/onissimus! Sganarell anvender den latinske Gradbøjning af Adjektiver paa Substantivet Kujon.

S. 110.
defelerede jeg, defilerede jeg, sneg jeg mig bort. -attaqverede, angreb. -avangere, Forvanskning af avancere, rykke frem. oppcbiet, afventet, ventet paa. -gandske ikke curiøsk, aldeles ikke nysgerrig.

S. 111.
u-forsagt ey meer, ikke mere uforsagt. -Ulyssis Listighed, den græske Sagnhelt Odysseus (lat. Ulysses) var kendt for Skarpsindighed og List (og for Veltalenhed). Se Ulysses von Ithacia, i Bind IV.

S. 112.
Avindsmand, Fjende.

S. 115.
u-herlig Mord, utroligt, uhyrligt Mord.

S. 116.
Glavind, Sværd.

S. 117.
Nero, romersk Kejser 54-68, berømt for sin Grusomhed. beholden, i god Behold, uskadt.

S. 118.
Traur-Musik, Sørgemusik.

S. 119.
Messalinæ, af Messalina, lastefuld romersk Kejserinde; hun henrettedes for Ægteskabsbrud i Aaret 48. -Cæsonia, en anden lastefuld Romerinde, gift med Kejser Caligula og myrdet sammen med ham Aar 41. -Belides. Hermed menes den græske Sagnkonge Danaos' 50 Døtre Danaiderne, som dræbte deres Mænd i Brudenatten - med een Undtagelse. Deres Forfader hed Belos (lat. Belus). -Eryphila, Erifyle, gr. Sagnfigur. Hun forraadte sin Mand Amfiaraos, da han ikke vilde med paa »de syvs Tog« mod Theben. -Tyndans, dvs. Tyndareos' Datter, enten Helene, der foraarsagede den trojanske Krig, eller Klytaimestra, der myrdede sin Mand Agamemnon, Grækernes Anfører i den samme Krig. -Xantippe, den store græske Filosof Sokrates' arrige Hustru. -Dalila, Filisterkvinden, som forraadte Samson.

S. 120.
mig tilbeder, beder om.

UDEN HOVED OG HALE
Comoedie

126

Hoved-Personerne i Comoedien

  • ROLAND
  • LEANDER
  • OVIDIUS
  • HAAGEN
  • HENRICH
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • GUNNILD
  • MARTHE
127

Uden Hoved og Hale
Indledning

I sit første Levnedsbrev sammenfatter Holberg Indholdet af Komedien saaledes: »Hovedpersonerne er to Brødre, af hvilke den ene er overtroisk, den anden vantro. Da imidlertid en Ven forsøger at helbrede begges Fejl, udarter den enes Overtro til Vantro og den andens Vantro til Overtro. Komedien viser altsaa, at enhver Fejl bestaar deri, at man løber for langt (omne vitium in præcipiti stare), og at Reformiver driver sig selv sa vidt, at vi glider over i den anden Yderlighed. Denne Komedie er dog morsommere at læse end at se.«

Som det kan ses i de samme Erindringer (i Bind XII), havde Holberg i sin Ungdom haft en Oplevelse af denne Art. Han havde en Nat igennem troet, at et Spøgelse huserede i Værelset, hvor han sov med nogle andre unge Mennesker. Da Spøgeriet viste sig at være Indbildning, nægtede han derefter i lang Tid at tro paa Spøgelser; alt hvad man fortalte om Genfærd var lutter Kællingesnak. Senere blev det Holbergs Overbevisning, at man ikke kunde forkaste alle Vidnesbyrd om Aanders Tilstedeværelse. Ogsaa her slutter han fra egen Erfaring. I Epistel 379, der udkom 1750, skriver han »Jeg selv af egen Erfarenhed, som jeg ved tillige med en anden Person for henved 30 Aar siden haver havt, er gandske persvaderet om Spøgelsers Existence; saa at jeg derfore er gandske eenig med den, sorn troe, derudi at være nogen Realitet«.

I det latinske Levnedsbrev giver Holberg Komedien Titelen: Fratres in contraria ruentes, Brødrene der styrker sig i de modsatte Fejl. Denne Titel hænger tydeligt sammen 128 med et Vers af Horats, hvor Holberg har fundet sin psykologiske Lov udtrykt. I Horats 2. Satire i 1. Bog staar, at »naar Taaber skyr Fejl, løber de over i de modsatte«:

Dum vitant stulti vitia, in contraria currunt. Holberg indsætter 'Mennesker' (homines) i Stedet for Taaber (stulti) og bruger Verset som Motto for et stort latinsk Epigram (Libr. III, Epigr. 37), hvor han føjer historiske Eksempler til. F. Eks. holdtes Roms Borgere først i Trældomslænker; senere fik de alt for stor Frihed. I sin Kirkehistorie skrev han (1738), at Zwingli og Calvin »udrøddede ikke alleene superstitieuse [overtroiske] Ceremonier, men endogsaa all Kirke-Skik, faldende fra een Extremitet i en anden.« Og da han nogle Aar efter tilegner Frederik V Oversættelsen af Herodians Bog om de senere romerske Kejsere, priser han Marcus Aurelius: »Udi Reformationer tog han sig vare for ikke at gaae for vidt, for ikke at falde fra et Extremo til et andet«.

»Uden Hoved og Hale« er, som Holberg antyder, et filosofisk Læsedrama. Modsætningerne, der skildres, kendes fra andre Filosoffers Historie. Voltaire, som tidligt viste Foragt for Kirkens Dogmer, havde en Broder, som var en fanatisk, visionær Kristen. Deres fælles Fader, en brav og borgerlig Notar, sagde: »Jeg har to skøre Sønner, den ene af Ugudelighed, den anden af Gudfrygtighed« (J'ai deux fils fous: Tun d'impiété, l'autre de dévotion). Og den store Leibniz yndede at fortælle en Historie om to Brødre, af hvilke den ene var bleven Katolik og søgte at omvende den anden, medens denne ligesaa ivrigt søgte at vinde sin Broder tilbage for Protestantismen. Resultatet heraf blev, at de begge gensidigt overbeviste hinanden - og Enden paa det hele blev, at Gud paa Grund af deres store Iver forbarmede sig over begge!

Litteratur.F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essaist I, 1938, S. 178 ff. - Holbergs Epistler VII, S. 275 ff. - Jean Orieux: Voltaire, 1966, S. 59. - Harald Høffding: Den nyere Filosofis Historie I, 1903, S. 344 (om Leibniz).

129

PROLOGUS

SCEN. 1.

Prologus. Sganarell.

PROLOGUS.

For dette Stykke er fornøden en Fortale;
Thi det heel vanskabt er, ey Hoved har, ey Hale.
Naar kun Tilskuerne fornøyer sig og leer,
Saa, skiønt mod Reglerne, det dog Comoedi' er.
At den ey Titel har, er, mellem os at siige,
Ey just en Grille, men man kunde ey saa liige
Ophitte een i Hast, som efter Sindet stod;
Man derfor Titelen reent ude blive lod.
Man tænkte, bedre er, den uden Hoved løber,
End Folk skal siige, man i Tydske Forme støber;
Thi, sandt at siige, man ey taaler megen Skiemt.
Nu heeder det kun, at man Titelen har glemt.
At den ey Hale har, det skeer kun af en Grille,
For at forsøge, om man og kand Stykker spille
I fiire Acter, og om de u-liige Tall,
Som i et Apothek, her nødig være skal.
Man retter her i sig ey efter Doctor-Griller:
Nu læger man med fem, og nu med fiire Piller.
Hvis Stykket vel gaaer af, skiønt Acterne er Par,
I Læge-Konsten man, maaskee, Exempel tar.
Maaskee end en Barbeer sig meer ey skal betænke,
Og liige Draaber for en Patient at skienke;
Det lidt til Sagen gir, saa vel som herudi,
Hver Frihed har sin Text at deele end i Ni.
Til Stykkets Forsvar jeg vil ellers intet tale,
Det blandet er med Skiemt, med Lærdom og Morale.
130 Meest Lærdom er, man dog i hver en Act kand lee.
Der kommer Sganarell, nu faaer I det at see.

SGANARELL.

kommer ind med et Lys i Haanden, og taler til Spectatores: Har ingen af jer, Messieurs! fundet en Act af en Comoedie? Det er en stor Ulykke, en Act er bleven borte, og det got Folk har alt betalt for en heel Comoedie. Ach, ach! dersom jeg ikke finder den Act igien Gaaer om paa Theatret og lyser.

Ney den er borte. Hvad har dog ikke Fanden at bestille! Jeg har aldrig været i saadan Betryk. Nu er Tiden, at Comoedien skal spilles, og vi har ikke meer end 4re Acter. Skal vi nu give den 5te Deel af Pengene tilbage, det er jo forbandet haardt at gaae paa.

Vender sig til Spectatores igien grædende.

Ney Messieurs! ret Alvor: Har ingen fundet en Act? Hvem der har fundet den, vil jeg give 4re Skilling i Drikke-Penge. Aa, Aa, Aa, jeg elendige Menneske! saadant er aldrig hendet mig tilforn. End er til all Ulykke en Hob fornemme Folk i Dag, som vi ikke kand viise saaledes bort igien. Han, som tar mod Pengene, er ogsaa gaaet bort, og jeg er ikke Mand at giøre Udleg for 2 Skilling end siige for saa mange Penge. Men hillement, der seer jeg Vulcanus komme. Hvad mon han vil giøre her? Jeg er bange, at her ogsaa kommer nogle andre Guder ned at see paa vort Skuespill i Dag, og saa staaer vi som i Kiøge Halsjern med vore 4re Acter. Vilde endda Apollo, Minerva, eller andre Spreng-lærde Guder blive borte, saa havde det ey meget at siige; thi Vulcanus er en god ærlig Mand, der har kun en almindelig Grovsmeds Forstand.

SCEN. 2.

Vulcanus. Sganarell.

VULCANUS.

Tiden er lang om Aftenen, og jeg gider ikke arbeyde med Lys, hvorfor jeg er hid nedkommen 131 at fordrive Aftenen med at see paa dette Skuespill. Jeg troer, Jupiter ogsaa med en Hob andre Guder kommer her ned.

SGANARELL.

Tænkte jeg det ikke? saaledes gaaer det altid, naar Comoedien er i Confusion, saa kommer der meest fornemme Tilskuere. Ach Monsieur Vulcanus! eftersom han er en Smed, vil han da ikke giøre mig den Tieneste for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa den der har staalet en Act bort af vores Comoedie, som skal spilles i Dag?

VULCANUS.

Skal der være meer end 4re Acter i en Comoedie?

SGANARELL.
sagte

Det er en dummen Dievel for en Gud. Jeg var tilfreds, ingen af de andre forstod sig bedre derpaa, saa blev min Sorrig slukt. Høyt. Jo, Monsieur Vulcanus! der skal efter Reglerne være 132 5 Acter i en Comoedie. Men hvad vil I paa Comoedie, naar I forstaaer jer ikke bedre derpaa?

VULCANUS.

Jeg kommer meest for at fordrive Aftenen, at høre paa Musiqven, og see Præsentationer. Enten en Comoedie er deelt udi 10 Acter, eller i een Act, det kommer mig ud paa eet, naar jeg kun har noget for Øyene.

SGANARELL.

Ja hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saa er det best, at I gaaer paa de Tydske Comcedier i Broelegger-Strædet; thi der kand I faae at see Belejringer, Feldtslag, Gespenster, Hexerie og et halv hundrede Aars Historie paa eengang. Vore Comoedier ere Moralske, og giver nette Caracteres paa adskillige Lyder, saa der er ikkun lidt eller intet for Øyene.

VULCANUS.

Ja jeg vil dog blive her denne gang for Musiqvens skyld. Men der seer jeg en Hob andre Guder komme.

SCEN. 3.

Jupiter. Apollo. Momus. Vulcanus. Sganarell.

Jupiter og Apollo kommer ned af Luften, og Momus ind af Dørren.

APOLLO.

Jeg glæder mig over, O Jupiter! at see Comoe- dier her indstiftede efter andre polerede Nationers Exempel; hvorudi forestilles adskillige nette Caracteres, som andre Nationer endnu ikke har rørt ved. Momus brister i Latter.

JUPITER.

Det er og en pokkers Fnising paa dig, Mome! ingen Ting er dig til Maade; hvad har du nu at siige paa disse Comoedier?

MOMUS.

De ere gode nok, men ---

JUPITER.

Ja vi kiender nok din Men, du est aldrig fornøyet.

SGANARELL.

Jeg troer, om hans Velbaarenhed Jupiter selv giorte en Comoedie, saa skulde denne vanskabte Karl ogsaa vrage den. Var det ikke for Respect for Jupiter og Apollo, saa skulde jeg give dig een paa din 133 Momiske Snude, og spende dig for Rumpen, saa at du skulde falde Hovedkulds ned i Orchestret.

JUPITER.

Ingen Skieids-Ord, Sganarell! Men hør Mome! hvad har du at sige paa disse Comoedier?

MOMUS.

Comoedierne ere gode nok, dersom de ikke vare saa slette. Denne Comoedie er accurat nok; der fattes kun en heel Act. Ha ha ha!

JUPITER.

Men er det sandt at der er kun 4re Acter?

SGANARELL.

Ja Eders Velbaarenhed. Det er alt for sandt, vi savner en Act, og jeg har en af Musicanterne mistænkt derfor.

APOLLO.

Det vil aldeles intet siige. Comoedien kand derfor være lige god.

MOMUS.

Det vil intet siige, at en Vogn har kun 3 Hiul. Jeg meener, at giøre en Vogn med 3 Hiul, og en Comoedie med 4re Acter, er lige taabeligt.

APOLLO.

Dersom en Vogn kunde gaae lige saa vel med 3 Hiul som med 4re, var det ikke taabeligt at giøre eller bruge saadan een, men man maatte overlade det enhvers Phantasie. Nu kand en Comoedie udi 4re Acter indeholde alt det samme, som een udi 5, derfor giør dens Deeling intet til Sagen, men det er kun puur Pedanterie at ville vrage et Stykke for saadant.

SGANARELL.

Ach Hr. Apollo! I skal altid have en fri Loge paa Comoedierne; thi ingen Procurator kunde forsvare min Sag bedre.

MOMUS.

Jeg har igiennemlæset gamle og nye Comoedier, men jeg har aldrig seet nogen være deelt udi 4re Acter.

APOLLO.

Jeg maatte gierne spørge, hvad en Comoedie er. En Comoedie er et Speyl, som forestiller menneskelige Feyl saaledes, at den fornøyer og underviiser tillige. Naar saadant er i en Comoedie, er den god, enten den er deelt udi 2 eller 3 Acter; thi det er Hige saa lidt fornøden, som en Comoedie skal endelig endes med Ægteskab, hvilket endeel ogsaa holder for gandske fornøden, skiønt de ingen anden Aarsag kand give dertil, end at Moliere og andre har haft den Caprice. Mig synes, at 134 man engang maatte blive kied af disse Elskover, disse Ægteskabe og disse Intriguer, som sliides saa meget paa, og giør dog intet til de Caracteres, som i Comoedier afmales. Udi de Tydske Comoedier skal enten en Bye, som Troja, tages ind paa een Aften, eller Skibbrud, Troldom og Gespenster forestilles. Udi de Italienske Skuespill skal der endelig være en Harleqvin eller Nar med Ræverumpe paa Axelen eller en Racket bag ved sig. Men derfor er andre Nationer ikke forbundne til at følge deres Capricer. Ellers underkaster jeg all dette den store Jupiters Skiønsomhed, af hvis Nik det dependerer, om denne Comoedie i Dag maa spilles udi 4re Acter.

JUPITER.

Vi finder, at Apollos Tale herudi er ikke anderledes, end den pleyer at være, nemlig fuld af Viisdom og Grund, og derfor tilstæder at fare fort med dette Skue-Spill, u-anseet derudi fattes en Act, forbydende Momus at spotte viidere dermed, med mindre han vil underkaste sig min Vreede, og mine Torden-Straale, der skal afbrænde ham baade Haar og Skiæg og Knævel-Barte. Jeg vil retirere mig, og tage Sted paa Galleriet, endeel for at i agt tage Folkes Forhold og Gebærder der, endeel ogsaa for at foregaae andre med Ydmyghed, og vænne Folk fra de fornemme Griller, at det er en Skam at gaae paa Comoedie, uden de have Sted udi de middelste Loger.

De andre Guder gaaer bort, undtagen Momus.
SGANARELL.

Nu Monsieur Momus! Hvorledes befinder han sig efter den Dom?

MOMUS.

Jeg tør ikke sige andet, end at den er rett, men jeg kand tænke derom, hvad jeg vil. Comoedien, seer jeg ogsaa, har ingen Titul. Hvem er Autor til denne Hovedløse Comoedie? Gaaer han frit paa Cornoedie?

SGANARELL.

Ja. Hvad andet?

MOMUS.

Men som Stykket er uden Titel og Hoved, og uden Ende, saa burte ikke uden Autors Legeme komme ind frit, og han skulde betale for sit Hoved og sine 135 Fødder, eller lade dem blive staaende i Gangen, til Comoedien var ude.

SGANARELL.

Vær kun saa god og retireer jer ud af Comoedien, og saa kand I siden trække saa mange Kryller paa Næsen, som I vil.

MOMUS.

Tør du vove dig til at viise een af Guderne saaledes bort?

SGANARELL.

Ja det tør jeg, og sætte min Hat lige ræt.

MOMUS.

Saaledes gaaer det: Sandhed er ingensteds lidt.

SGANARELL.

Hvad Sandhed? I har aldrig været for Sandhed. I laster kun alting, enten det er ret eller galt, enten I forstaaer eller ey. De Folk, som criticerer skarpest, ere undertiden de største Dosmere; thi Skiønsomhed 136 bestaaer ikke udi at laste alting, men udi at dømme ret og grundig, roese det, som er Roes værd, og laste det, som er Last værd. Vi kand nok liide u-partiske Dommere, men ikke slig Avindsyge Trold, der komme alleene for at laste. Fort her ud! eller jeg sætter, min Troe, Ild i jer Skiæg.

Jager ham ud.

See mig engang til den Karl, hvordan han kand bryste sig. Han er dog kun Rumpen af Guderne.

Til Spectatores.

Nu vil vi begynde strax at spille med de 4re Acter, vi har, og jeg haaber, at ingen legger os det til Last, efterdi Jupiter har autoriseret Comoedien. Hvordan den ellers er, eller bliver forestillet, derom maa Apollo dømme. Ellers kand I bilde jer ind, Messieurs, at dette Præludium var en Act. Det kommer paa eet ud; vil kun Musicanterne spille os et Stykke herpaa, saa vil det lade i det ringeste, som det er den første Act. Man maa hielpe sig i Nøds Tiid, som man kand.

Gaaer ud.
137

ACTUS I

SCEN. 1.

Ovidius. Eleonora. Pernille.

ELEONORA.

Men min kiære Monsieur Ovidius, er det dog ikke en Hierte-Sorg at høre en tale saaledes, som man har fæstet saadan Kierlighed til? Jeg har altid tænkt, at det var Ungdoms Ubetænksomhed, som vilde forgaae med Alderen, men jeg merker at det tar heller meer til. Naar jeg beder ham gaae i Kirken, siiger han, at han vil gierne giøre det, men alleene for min skyld. Naar jeg raader ham til Gudsfrygt, svarer han: hiertelig gierne, naar jeg kand giøre hende nogen Tieneste dermed. Naar jeg svarer ham: I skal giøre det for at tienne Gud, ikke mig; da siger han: Jeg dyrker ikke Guder, men alleene Gudinder; I er min Gudinde, og at føye jer, der i bestaaer min Religion. Naar jeg da spør ham: Har I slet ingen Religion? svarer han spotviis: Jeg kand ingen have; thi min Broer Roland har sluget saa meget ind deraf, at der er slet intet til overs for mig.

OVIDIUS.

Min hierte Jomfrue! jeg veed ikke, hvilken af mine Brødre jeg meest har Aarsag at ynke. Den ældste nemlig Roland omgaaes ikke uden med Hexer og Spaa-Kiellinger, der bringer ham af een Vildfarelse i en anden. I Gaar vilde han ikke gaae ud af Dørren, fordi hans Hosebaand var gaaet i stykker, eftersom han har fundet i en Spaadoms Bog, at saadant er et ont omen; hvorvel jeg viisede ham, at Hosebaandet var saa gammelt, at det ikke kunde holde længer. Min yngste Broer Leander derimod, som har den Lykke at være forlovet 138 med Jomfruen, bevæges af ingen Ting, omendskiønt han saae Tegn paa Himmelen. Men det maa være Jomfruen nok, at han elsker hende; han kommer selv at svare for sin Troe.

ELEONORA.

Ach! hvis jeg elskede ham ikke saa meget, gik saadant mig ikke saa høyt til Hierte.

OVIDIUS.

Hun faaer at skikke sig derudi, Jomfrue! og trøste sig dermed, at Alderen kand giøre Forandring derudi; thi jeg har kiendt adskillige Mennesker ligeledes sindet, som han, men paa deres gamle Alder er falden til stor Devotion. Ligesom jeg har kiendt andre, der udi deres Ungdom har været lige saa superstitieux som min Broder Roland, og dog siden ere blevne de største Hadere af Overtroe. Kunde jeg kun faae den forbandede Smede-Kone her af Naboelavet; thi saa længe hun har sin Gang udi Huuset, bringes han dybere og dybere udi Overtroe.

ELEONORA.

Men skulde det ikke være let at faae saadan gemeen Kielling af Veyen?

OVIDIUS.

Ney, I skal selv slutte, min hierte Jomfrue! at det er ikke saa let, naar I hører Omstændighederne der om. Samme Qvinde fører med hendes Consorter et udvortes hellig Levnet, hvormed de har indtaget adskillige eenfoldige Mennesker, saa at legge Haand paa dem, var ligesom at legge Haand paa Religionen selv; Ja man vandt intet dermed, uden man underkastede sig Fortræd, og fik Navn af u-gudelig.

ELEONORA.

Men den Qvinde gir sig jo ud for at kunde spaae, viise igien, løse og binde Fanden, og andet deslige, som i Christelige Lover er forbudet.

OVIDIUS.

Det er sandt. Men mange fornemme Folk, som hun ved sin Skinhellighed har indtaget, holder for, at det er Himmelens Gaver, saasom de ikke kand troe, at en Qvinde, der idelig ligger næse-gruus i Kirken, og gir en stor Deel af de Almisser, hun faaer, til andre Fattige, kand practicere noget u-lovligt. Om ingen anden hindrede mig i mit Forsæt, saa er det nok, at min ældste 139 Broer Roland holder hende for en Prophetinde. Ach ach! jeg er saa bange for een Ting.

ELEONORA.

Hvad er det?

OVIDIUS.

Den samme Kielling har en Dotter paa 20 Aar, som ikke seer ilde ud. Den samme Piige begynder at efter-abe Moerens Skinhellighed, og er meget vel lidet af Roland. Jeg er bange, Jomfrue! ---I kand selv tænke, hvad jeg vil siige.

ELEONORA.

Ach! Himmelen forbyde, at han skulde fatte Kierlighed til hende.

OVIDIUS.

Jeg vil ikke haabe, at han forfalder til saadant. Jeg har endnu ingen Aarsag at tillegge ham saadanne Tanker; thi det er kun Gisninger af mig. Troe mig, hierte Jomfrue! at jeg har større Sorg for min ældste Broer, end for den yngste, som er hendes Kiereste. Thi man kand trøste sig derved, at Alder og Fortræd kand bringe ham af sin Vantroe.

PERNILLE.

Jeg vil ikke ønske ham ont, efterdi han er Jomfruens Kiereste; men jeg saae gierne, at han havde saadan en Feber paa Halsen, som jeg trækkedes med forgangen Aar. Saadan Sygdom kunde nok komme ham at krybe til Korset. Jeg var ikke heller all for rigtig tilforn, men jeg svede en Hob Vantroe ud i den Sygdom.

ELEONORA.

Du maa ikke ønske ham syg, Pernille.

PERNILLE.

Troe mig, Jomfru! at en god ærlig Sygdom er ikke at misunde slige Folk. Jeg vilde ønske, at jeg var en Doctor for samme Aarsags skyld. Jeg skulde, min Troe, give Ordre til en god Feber eller Guulsoet, at indqvartere sig paa 14 Dage i hans Mave. Thi visse Folk tænker aldrig paa det tilkommende førend de seer sig udi Døds Fare.

OVIDIUS.

Hun har, min Troe, ikke Uret derudi. Men jeg vil kalde paa Leander, at han kommer ud til Jomfruen.

Gaaer ind.
140

SCEN. 2.

Eleonora. Pernille. Leander.

ELEONORA.

Men hvem synes dig meest er at ynke, enten Roland eller Leander?

PERNILLE.

Ey Jomfrue! Hendes Kiereste blir nok god; Vantroe forgaaer ved Alderen, men Overtroe tar meer og meer til. Men der kommer han.

LEANDER.

Ach allerkiereste Leonora! er hun der? hvordan har hun sovet i Nat? min Dukke! Men hun er altid saa sorrigfuld. Hvad ligger hende paa Hiertet? siig mig det lille Leonora! Bild jer ind at jeg er jer Skrifte-Far.

PERNILLE.

Gid jeg kun var jer Skrifte-Far; Jeg skulde, min Troe, dømme jer til at æde Mask og drikke Vand i et heelt Aar, indtil I giorde Poenitentze.

LEANDER.

Men Pernille! hvad har du at siige paa mit Levnet? Jeg er, min Troe, saa Gudfrygtig, saa det er en Skam, og har saa sterk Troe, at jeg fuldkommelig troer, at Jomfruen nægter mig ikke at kiøre i Kane med i Eftermiddag, dersom det vil klare noget op i Luften.

ELEONORA.

Ach Leander! Lad dog fare saadan ugudelig Snak! mit heele Legem skielver, naar jeg hører det. Seer jer i Exempel paa mange Ryggesløse Mennesker, der, som I, har foragtet alle Gudelige Formaninger, og derover hendøde udi Fortvilelse. Hvert saadan Ord er som en forgiftig Piil, der saarer mit Hierte til Døden. Betænk jer egen Velfærd. I taber jo intet derved, at I troer et tilkommende Liv.

LEANDER.

Vil hun have en Koppe Chocolade, min Engel! eller Thee? Jeg kand ikke erindre, hvad hun helst drikker om Morgenen.

PERNILLE.

Ach! er det mueligt? Jeg tænkte, at saadan Tale skulde have presset Taarene af hans Øyene, men det er ligesom man slaaer Vand paa en Gaas, han svarer om Thee og Caffee. Ach Jomfru! spild jer Ord ikke saa u-nyttig; I seer hvor slet Virkning de har. Jeg troer, det 141 var lettere at bringe en Varulv udi Troen end jer, Monsieur Leander!

LEANDER.

Hvad har du paa min Troe at siige? Pernille!

PERNILLE.

Aldeeles intet, Monsieur! thi I har jo slet ingen.

LEANDER.

Jeg troer ligesaa meget som du, og kand skee meere.

PERNILLE.

I troer jo, at alt, hvad som siges jer om Siæ- lens Udødelighed, om gode og onde Aander, om det tilkommende Liv, er Digt.

LEANDER.

Seer du vel; Naar jeg troer, at det er Digt, saa troer jeg dog noget. For Exempel: Naar andre Folk troer, at du har din Jomfrudom, og jeg troer, at den er fløyten for længe siden, saa troer jeg jo lige saa vel som andre, skiønt paa en anden Maade.

ELEONORA.

Ach Pernille! holdt mig. Jeg er færdig at daane af Alteration over den Tale.

LEANDER.

Ach min allerkiereste Jomfrue! Legger hun det saa meget paa Hiertet?

ELEONORA.

Skulde jeg ikke legge paa Hiertet saadanne Ord af dens Mund, som jeg har forbundet mig til at leve og døe med?

LEANDER.

Jeg forsikrer hende, at jeg ikke oftere skal tale saaledes. Giv jer tilfreds min Dukke! Jeg vil troe for hendes skyld alt, hvad hun befaler mig at troe. Trin ind et Øyeblik med mig. Pernille! kom du ogsaa ind.

PERNILLE.

Monsieur! I maa ikke vanhellige jer Huus med sliige u-reene Dyr, som jeg, der har mist deres Jomfrudom.

LEANDER.

Jeg merker, disse Piger kand ingen Skiemt taale.

SCEN. 3.

Pernille. Roland. Haagen.

PERNILLE.

Jeg er gall, som legger saadant paa Hiertet. Han taler bespottelig om Helgene selv, hvordan kand en stakkels Tienneste-Piige, som jeg, da vente andre 142 Complimenter? Men der seer jeg den ældste Broer komme; han er heller ikke med de Klogeste, skiønt hans Galskab er paa en anden Maade. Hans Tiener, Monsieur Roland!

ROLAND.

God Morgen, Pernille!

PERNILLE.

Her seer jeg en skiøn Syenaal ligge, som jeg maa tage op. Fy den er uden Hovet.

ROLAND.

Det betyder dig intet got Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt Monsieur. Thi som den ingen Hovet har, saa er den u-brugelig.

ROLAND.

Du forstaaer ikke, hvad jeg vil siige. Har du læset din Morgenbøn i Dag?

PERNILLE.

Ney Herre, ikke uden det kand regnes for Morgenbøn, at jeg sagde: Herre Gott! da jeg strakte mig paa Sengen i Maares tilig.

ROLAND.

Du kommer vist nok i Fortræd, eller faaer onde Ord i Dag. Thi hvo der finder en afbrudt Syenaal om Morgenen, førend den har læset sin Morgenbøn, faaer enten Hugg eller onde Ord.

PERNILLE.

Jeg veed det nok Monsieur.

ROLAND.

Hvorfor tog du den da op?

PERNILLE.

Fordi der er aldrig nogen Dag, uden Jomfruens Moer knurrer paa mig. For Tieneste-Piger, som har knarvurren Herskab, betyder saadant altid Ont. Ligesom naar Herren fastende vil stikke sit Hoved igiennem Vinduet udi Høybroestrædet, betyder det ufeylbar, at en Vogn vil komme forbi; thi saasom der altid er fuld af Vogne i den Gade, saa kand det ikke slaae feyl.

ROLAND.

Hey saa! begynder du ogsaa at raisonnere? Jeg er bange for, at min Broer Leander med Tiden forfører baade vort og jer Huus til Vantroe.

PERNILLE.

Jer Broer Leander kand jo ingen Troe have.

ROLAND.

Hvi saa?

PERNILLE.

Jeg kand ikke begribe, hvorfor nogen i den heele Gade kand have mindste Troe.

ROLAND.

Hvad vil det siige?

143
PERNILLE.

Jo Monsieur! I har jo sluget op saa meget Troe, som en heel Gade kunde være hiulpen med. I troer jo alt, hvad som troes kand, indtil paa gamle Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder.

ROLAND.

Vil du drive Spot med mig, din Laptaske?

PERNILLE.

Herren spaaede dog ret, at jeg fik onde Ord i Dag; Men var jeg ikke saa Næseviis, som jeg er, saa havde jeg nok gaaet fri, endskiønt jeg havde fundet 16 afbrudte Syenaaler.

ROLAND.

Hør Mademoiselle! vær saa god og pak jer herfra. Jeg merker nok, hvad jer Klokke har slaget. Jeg vil ikke, at I skal have nogen Omgiengelse med mine Folk. Pernille gaaet ind.

SCEN. 4.

Roland. Haagen. Pernille.

ROLAND.

Ach! jeg har været ælendig plaget af Marren i Nat, Haagen! Jeg var ikke mægtig til at faae min Mund op; thi saa snart jeg vilde tale, saa holdt hun for min Mund. Jeg var ligesaa vaagen som jeg nu er, og kunde see en tredobbelt Guld-Ring, som hun havde paa Fingeren. Jeg kand dog ikke begribe, hvor hun kunde komme i Nat, thi jeg havde dog Staal i Sengen hos mig, og jeg stoppede alle Nøgel-Hullene til i Kammeret. Jeg kand dog ikke erindre, om jeg glemte een Ting, som er det fornemste, nemlig, om jeg satte mine Tøfler bagvendte for Sengen. Haagen! kand du ikke erindre det? hvorledes stod mine Tøfler, da jeg kaldte paa dig i Maares?

HAAGEN.

De stode paa Gulvet.

ROLAND.

Din Slyngel, jeg meener, stode de bagvendt, eller ey?

HAAGEN.

Jeg veed ikke, hvad som Herren kalder for 144 og bag paa Tøflene; Tøfler har jo hverken Hoved eller Rumpe.

ROLAND.

Du Giæk, jeg meener, om Hælene vendte til eller fra Sengen.

HAAGEN.

Mig syntes, een Hæl stod i Sør, den anden i Nord-Vest, een Tøffel vendte Rumpen til Speilet, og den anden vendte Rumpen, med Permission, til Herren. Ellers, om det skulde komme paa min Eed, sagde jeg reent ud, at jeg ikke kunde erindre det, førend jeg løsligen forsvor mig. Det kand jeg dog fuldkommen erindre, at de ikke stode liige.

ROLAND.

Ja der har vi det, der har vi det. Jeg glemte det fornemste. Men see mig til den Marre engang, saa snart hun finder mindste Ting forsømt, benytter hun sig deraf.

HAAGEN.

Ha, ha, ha, det er en egen Tale.

ROLAND.

Jeg merker nok, at du omgaaes med min Broer Leanders Tiener iblant, thi du har virkelig nogle af deres Nykker. Jeg har kiendt mange Mennesker, der ligeledes har foragtet saadant, men nu synger de en anden Tone. Der kunde ingen være verre end gammel Gunnild tilforn; hun troede hverken Nøk, Varulv, Nissen, Marre, Underjordske, Hælhest, etc. Hun loe af alle Historier om Geister og Spøgelser. Men spørg hende nu! Siden den Tid hun blev indtagen i en Høy, synger hun en anden Sang; hun lærte saa meget i et halv Aar, hun var i samme Høy, af Biergtrold, at hun nu er ligesaa klog som Sybilla fordum.

HAAGEN.

Men hvorledes kom hun ud af Bierget igien?

ROLAND.

Hun var satt et halv Aar paa Stie, og imidlertid arbeydede hemmelig paa et Hull udi Bierget, hvilket hun bragte til Fuldkommenhed, Dagen før hun skulde slagtes. Saa snart som der var kommen Hull paa Bierget, og Dagen begyndte at skinne derudi, bleve alle Biergtroldene forvandlet til Steen.

PERNILLE.
kommer ind, luurende sig paa dem

Jeg har og kiendt en Kone, som sagde sig at have været udi et 145 Bierg, men da Docteren gav hende en Vomitif, kastede hun det heele Bierg op, saa at man hørde hende ikke meer tale derom.

ROLAND.

Kommer du nu igien? Du taler om Doctore, Pernille! Ja Doctere! det er nogle herlige, de vil bilde os ind, at alting er Sygdom, at de kand fortiene Penge derved. Men hvad heedte den Kone?

PERNILLE.

Man kaldte hende store Marthe. Hun var fra Ebeltoft.

ROLAND.

Jeg kiender hende. Hvorfor talte hun ikke meere derom? Hun var bange for Docterne, at de skulde give hende en Vomitif igien. Jeg kiender nok store Marthe, som var fremsynet.

PERNILLE.

Er vi andre da bagsynet?

ROLAND.

Veedst du ikke, hvad det er at være fremsynet?

PERNILLE.

Ney, hvorledes blir man fremsynet?

ROLAND.

Man kand blive det paa mange Maader, i sær naar man kiiger mellem et Nøgel-Hull paa en Kirke Dør.

HAAGEN.

Hun er saa dum som et Fæ. Men der kommer Monsieur Ovidius.

SCEN. 5.

Ovidius. Roland. Haagen. Pernille.

OVIDIUS.

Monfrere! du seer saa ilde ud i Dag. Est du ikke vel?

ROLAND.

Ney jeg er ikke; jeg har haft en meget uroelig Nat, thi Marren har reedet mig.

OVIDIUS.

Monfrere skulde ikke spiise meget om Aftenen; Jeg har selv været piaved dermed i gamle Dage, i sær naar jeg aad noget sildig, saa jeg merkede, at det kom af Maven.

ROLAND.

Monfrere! Jeg beder, at I ikke vil føre saadan ugudelig Snak for mig. Naar jeg seer en Ting skinbarlig for mine Øyne; naar jeg seer et Gespenst udi en Qvinde 10 H.V 146 Lignelse komme ind ad Døren, og kaste sig over mig, og holde for min Mund, naar jeg vil tale; naar jeg seer Guld-Ringe paa hendes Fingre; naar jeg kand skiønne, hvad Munster af Kniplinger hun har paa sin Særk, og andre Omstændigheder: skal jeg da bilde mig ind, at det kommer deraf, at jeg har ædt for silde om Aftenen?

PERNILLE.

Det forstaaer sig.

ROLAND.

Gak din Vey, Pernille! det vil ellers gaae dig ilde.

Hun gaaer igien.
HAAGEN.

Det er sandt nok Herren siiger; naar man ikke maa troe det, som man seer og føler, kand man jo tvile om alting. Om een var saa u-forskammet, at han slog Monsieur Ovidius, mon han ikke blev vreed? mon han vilde lade sig afspiise med den Snak, at han havde seet og følet feyl, og at det var en puur Indbildning, som reysede sig deraf, at hans Mave ikke var rigtig, eller at han havde ædet for silde?

OVIDIUS.

Holdt du kun din Mund, Haagen! jeg taler ikke til dig.

ROLAND.

Haagen taler min Troe ret, jeg veed ikke hvad man kand siige derimod.

OVIDIUS.

Hør Monfrere! et er at føle og see en Ting om Natten udi en Slummer, et andet vaagende.

ROLAND.

Jeg siiger jo, Monfrere! at jeg er gandske vaagende, naar jeg seer og føler saadant.

OVIDIUS.

Og jeg siiger ney.

HAAGEN.

Ha, ha, ha.

OVIDIUS.

Hvoraf leer nu den Giæk igien?

HAAGEN.

Jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg hører Folk snakke i Søvne.

OVIDIUS.

Du maa troe mig, Haagen, at jeg er vaagende.

HAAGEN.

Jeg siiger ney, og det med samme Ræt som Monsieur siiger det til min Herre.

OVIDIUS.

Kand Monfrere ikke befale sin Tienere at tie?

ROLAND.

Holdt din Mund, Haagen.

HAAGEN.

Jeg taler jo ikke et Ord, Herre! Monsieur 147 Ovidius synes kun saa, men det kommer deraf, at hans Mave ikke er rigtig.

OVIDIUS.

Ey du Slyngel! vil du fixere en brav Mand? Gir ham et Ørefigen.

HAAGEN.

Au, au, au. Jeg har ikke fornøden at taale Hugg af ham; min Herre har Magt at slaae mig, og ingen anden.

OVIDIUS.

Jeg slog dig ikke, Haagen, du synes kun saa; det kommer deraf, at du nyelig har ædt for meget.

ROLAND.

Det er mig kiært, at Monfrere refuterer sig selv.

OVIDIUS.

Ney jeg giør ikke; men naar jeg taler med en Nar, maa jeg bruge nar-agtig Snak. Jeg vil kun spørge, hvoraf det kommer, at alle melancholiske Mennesker seer og føler meere end andre; hvorfor een, der har en hidsig Feber, plages med gruelig Syn og Drømme, hvilke ophøre med Feberen; hvorfor Folk, der er af sund og temperered Complexion, aldrig see saadant? Monfrere siiger, jeg giør ham Uret derudi, at jeg ikke vil troe ham; jeg kand siige det samme, at han ikke vil troe mig, jeg har forsøgt, at Marren ridder mig, og at jeg har heslige Drømme, saa tit jeg overlader min Mave om Aftenen. Men hvad er jer Tanke ellers om Marren? Hvad mon hun være for et Dyr?

ROLAND.

Det er en Qvinde, som er forliebt udi en Mands-Person, hvilken hun undseer sig for at anmode om Kiærlighed.

OVIDIUS.

Monfrere maa forlade mig, om jeg skiemter noget. Den Qvinde maa have en underlig Gout, der øver Troldom, og giver sig Fanden i Vold af Kiærlighed til jer. I er en god ærlig Mand, men hvo der siiger I er smuk, giør jer Uræt.

ROLAND.

Ja, ja, Monfrere, Kiærlighed er noget andet Tøy, som vi ikke begriber. Nok er det, at jeg er piaved med saadant.

OVIDIUS.

Men naar det er et Menneske, hvorledes kand da et Legeme gaae igiennem Nøgle-Hulle?

148
ROLAND.

Spørsmaal: Hvorledes kand een ride paa et Kosteskaft udi Luften til Bloksbierg? Hvorledes kand een blive til en Varulv? Hvorledes kand een seyle paa Møllesteen, som ligger Tings Vidne for at være skeet nogle gange over Limfiorden? Hvorledes kand Findlapperne bringe i nogle Minuter Tidender fra Ostindien? Hvorledes kand man faae god Vind, naar man løser nogle Knuuder?

OVIDIUS.

Det sidste er naturligt, nemlig, naar noget løses, gives der Vind, skiønt de er ikke ret gode. Men det andet vil jeg see først, førend jeg troer det.

ROLAND.

Hør Monfrere! hvad siiger I da derom? I maa troe mig, at det er saa sandt som jeg staaer her, thi Manden, udi hvis Huus det skeede, har selv fortalt mig det. Historien er over alt bekiendt udi Tiissted, hvor Folk ikke løsligen troer en Ting: En Pige saae eengang uforvarende sin Mad-Moer tage en Flaske af Skabet, hvorudi hun havde en Salve, hvilken hun saa snart ikke havde smuurt paa et Kosteskaft, førend hun foer med Kosteskaftet mellem Beenene op igiennem Skorsteenen; Pigen forundrede sig derover, tog samme Krukke ud af Skabet, for at see hvad det var, og smuurte lidet af Salven paa et Brygger-Kar, hvorudover hun med Brygger-Karret foer ogsaa op igiennem Skorsteenen Hige til Bloksbierg. Der var en stor Forsamling af gamle Kierlinger, som havde Bass og Fiol for sig. Fanden selv, som de der kaldede gammel Erik, saa snart han havde uddantzet en Polsk Dantz, og betalt Spillemændene, kom til Pigen med en Bog, hvorudi hun skulde skrive sit Navn; Men hun i Steden for hendes Navn skrev de Ord først, som man forsøger Penne med: Den som mig føder, etc. hvorudover den gammel Erik ikke kunde tage Bogen tilbage, og vilde ikke dantze den heele Nat, da han dog tilforn aldrig var af Gulvet. Om Morgenen tilig, som var St. Hans Dag, rider alle Kierlingerne tilbage paa deres Kosteskafte, og Pigen paa sit Brygger-Kar, indtil de kom til en Bæk, over hvilken Kierlingerne sprang meget 149 behændigt, men Pigen studsede, og tænkte med sig selv: det gaaer vel ikke an, at giøre saadant Spring med et Brygger-Kar. Endelig sagde hun: jeg kand sagte forsøge ; og stødte paa Brygger-Karret, hvilket sprang ligesaa behændigt som Kosteskaftene, saa at Pigen maatte lee, og sagde: Det var et Fandens Spring af et Brygger-Kar! Men hun havde, Monfrere! ikke saa snart nævnet Fandens Navn, førend Karret blev staaende, Bogen blev borte, og min gode Pige maatte gaae til Fods til Tiissted igien. Hvad synes jer nu om den Historie? den er virkelig passeret, og enhver Moers Barn bekiendt der i Byen.

OVIDIUS.

Mig synes, den er artig nok; thi den er som et Modelle, hvorefter alle slige u-riimelige Historier skal giøres.

ROLAND.

I er at beklage, Monfrere! I er paa vrange Veye. Vil I da ikke heller troe, at man kand skabe sig til Varulve? Derpaa kand jeg give et yngere Exempel, som en Skipper har fortaalt mig fra Trundhiem.

OVIDIUS.

Jeg troer nok, at en Skipper har fortaalt det.

ROLAND.

Ja, og jeg kand nævne Mandens Navn, han heedte Adrian Persøn, en brav Mand, der havde ført Skib over i 14 Aar. Den samme Adrian gik engang med en liden Flint paa et Sted uden Byen, som heeder Kalvskindet, og der u-formodentlig blev vaer en Ulv, hvorudover han spendte Hanen, og sigtede paa Ulven. Ulven, i steden for at løbe, blev staaende og raabte: Skydt ikke Pipperkari! Saadan heedte en gammel Kierling i Byen, som soldte Peber-Nødder.

OVIDIUS.

Det er underligt, at en Kone, der var saa konstig, at hun kunde skabe sig til en Ulv, gik om af Armod at selge Peber-Nødder. Ellers har Monfrere ikke fornøden at fortælle mig deslige Historier; thi jeg kand selv en mægtig Hob deraf. I kand spare at fortælle dem, indtil I kommer i en Vaage-Stue, hvor de ere udi Priis.

ROLAND.

Vil I giøre alle Mennesker til Løgnere?

OVIDIUS.

Ney vist ikke. Jeg holder det lige saa daarligt 150 at forkaste alle Historier, som at troe dem alle; jeg gaaer altid Middelvey imellem Vantroe og Overtroe. Jeg troer, der er Spøgelser og Fandens Konster til, men saaledes, at af 100 Historier 99 kand være opdigtede, og at man undertiden giør Fanden uræt, og beskylder ham for det, som han ikke veed af at siige. I mærker jo, at jo meer Folk bliver klog, jo mindre hører man om saadant. I Amsterdam seer man intet Spøgelse, fordi Hollænderne ikke troer dem at være. I Paris tør ingen give sig ud for at hexe, fordi Indbyggerne examinerer alting nøye. Det er jo underligt, at Fanden, som gaaer om at forføre Siæle, skulde vælge Wardehuus til sin Residentz, hvor foruden Amptmanden der er kun een Corporal med 8 a 9 Soldater; og skulde gaae forbi London og Paris, hvor han kunde faae saa meget at bestille. Men der kommer Leander. Lad os ikke tale om de Sager; thi han troer slet intet.

SCEN. 6.

Leander. Roland. Ovidius. Haagen.

LEANDER.

Jeg skal forsvære at komme til Hr. Christoffer oftere, uden han vil holde inde med sine Eventyr om de gode og onde Engle. Naar jer hører ham fortælle den Historie om Lucifers Fald, er jeg færdig at sprække; hvor kand Geister synde, naar de intet Kiød eller Blod have? Hvor kand de tale foruden Mund? Jeg vil heller tale med min Broer Roland; thi hans Historier diverterer mig. Jo u-riimeligere saadanne Eventyr ere, jo bedre. Men der er han. Hør Monfrere! har I ingen Underjordske seet nyelig?

ROLAND.

I er u-gudelig, Monfrere, jeg vil ingen Omgiengelse have med eder. Skiemt kun ikke med Underjordsker; man saae, hvor det gik med Anne Torben Andersens: hun laante en Underjordsk Kone et Gyldenstykkes Skiørt, hvormed samme Underjordsk Kones Dotter skulde staae Brud. Men Madame Torben Andersens 151 var saa u-forsigtig, at hun fordrede Skiørtet tilbage Bryllups-Dagen; hun fik det og tilbage, men gandske overstænket med Tælle-Draaber, med de Ord, at, dersom hun ikke havde været saa u-forskammet at fordre Skiørtet saa hastig tilbage, skulde for hver Tæll-Draabe have fuldt en Diamant; og havde siden den Tid Anne Torben Andersens ingen Lykke eller Velsignelse i sit Huus.

LEANDER.

Jo, jo, jeg troer nok, at det tienner ikke at skiemte med dem. Historien er vist nok passeret; thi om jeg mindes ret, saa hørte jeg den selv for 24 Aar siden af Marthe Barne-Pige i Amme-Stuen. Jeg tvivler ikke om Historiens Rigtighed, men jeg kand ikke begribe, hvorfor Underjordsker, der har saa mange Diamanter, skulde trænge til at laane Skiørt af Fogedens Kone, som var en Staader. Men maaskee der er alle slags Religioner, saa vel under Jorden, som over Jorden, og disse Underjordsker, som laante Skiørtet, maa have været Jøder, der legge alle deres Midler an i Juveler, og nender ikke at kiøbe en skikkelig Klædning.

ROLAND.

Jeg veed ikke, om Monfrere skiemter eller ey; skiemter I, saa har I Synd deraf.

LEANDER.

Ney, min Troe, skiemter jeg ey; thi jeg har selv hørt samme Historie. Men det er een Ting jeg skulde spørge Monfrere om. Hvad heedte det Trold, som bygde Lunde Domkirke? var det et Trold eller Underjordsk?

ROLAND.

Det var et Trold, men jeg erindrer nu ikke Navnet. Jeg har det antegnet og indført i en Historie, som jeg vil skrive.

HAAGEN.

Han heeder Find, Herre! Jeg kiender ham meget vel.

LEANDER.

Han maa vel være død nu, uden han er meget gammel.

ROLAND.

Ney Monfrere, han kand leve endnu; Det Folk blir meget gammelt. Hvis ikke Torden var, som slog dem ihiel, kunde de leve over tusind Aar, men 152 Torden giør dem stor Skade. I har vel hørt den Historie om det Trold, som Torden forfuldte saaledes, at det omsider skiulte sig udi Bondens Knivskeede, hvor det endelig blev dræbt. Herudover, naar man har en Torden-Steen i Huuset, tør aldrig Trold komme der ind. Gammel Gunnild SI. Per Smeds har ellers kiendt et Trold, som var 600 Aar gammel, og var endda rørig. Hun fandt samme Trold siddende ved en Høy at græde; da hun spurdte ham ad, hvi han græd, svarede han: Jeg fik paa Rumpen af min Far, fordi jeg lod min Far-Far falde paa Gulvet.

LEANDER.

Potz slapperment! den Farfar maa da have været meget gammel. Jeg hører nok paa den Maade, at Find kand leve endnu. Trold maa have været meget skikkeligere da, end Mennesker nu; thi nu lader man Kirker forfalde, som Trold har ladet bygge. Men hør Monfrere! Vil I ikke følge mig hen til Mester Daniel?

ROLAND.

Jo nok; Men hvad skal vi giøre der?

LEANDER.

Jeg vil lade jer aarelade; thi jeg merker, I er gandske gall.

ROLAND.

I har meer Aarladen fornøden end jeg, thi I er gall; thi hvad er Galskab andet, end egen Klogskab? Den der har andre Tanker end alle Mennesker, den der holder andre for Giække, og bilder sig ind at være eene klog, den er jo saadan een, som man kalder gall. Hvad synes jer Monfrere Ovidius?

OVIDIUS.

Skal det kaldes Galskab at gaae fra banet Vey, og dersom Latinerne have ret, naar de kalde at løbe gall delirare, saa kand jeg ikke rettere see, end at I ere begge galne; thi ingen af jer gaaer paa den banede Vey. Een troer for lidet, en anden for meget; een alt, een intet. Jeg, som gaaer Middelveyen, finder, at den eene har intet at bebreyde den anden; dersom I begge to blev sammenstøbt, kunde der blive et skikkeligt Menneske af saadan Blanding.

LEANDER.

Hør Monfrere! om vor Præst sagde jer, at 153 der hver Torsdags Aften regnede Canari-Sek ned udi hans Gaard, var I forbunden at troe det eller ey?

OVIDIUS.

Ney jeg var ikke.

LEANDER.

Hvorfor skal vi da være forbunden at troe andet paa Folkes Ord, som har levet for nogle tusinde Aar siden?

OVIDIUS.

Jeg holder for, man skal ikke løsligen troe en Ting uden at man har examineret den.

LEANDER.

Hvorledes kand vi examinere, om det er Sanden eller Digt, hvad de gamle har sammenvævet?

OVIDIUS.

Vist kand man det; for Exempel: naar een skriver, at den og den Dag regnede Steene ned af Himmelen, eller der blev seet en gloende Krigshær udi Luften, og en anden paa samme Tid, men andet Sted, skriver det samme, og ingen skriver derimod, slutter jeg, det er sandt; thi det er ey troeligt, at en tør skrive offentlig om en Historie, som all Verden kand strax beviise at være opdigtet. Det er ey heller troelig, at alle andre Skribentere tier stille dermed, og lader saadan Løgn passere, da der dog altid findes Mennesker, som af Begierlighed til at skrive og at imodsige, attaqvere endogsaa Sandheden selv.

LEANDER.

Monfrere! Jeg kand anvende Tiden langt bedre end at drive den her bort med Kielling-Snak. Adieu.

SCEN. 7.

Roland. Ovidius. Haagen.

ROLAND.

Han blev vreed.

OVIDIUS.

Jeg haaber at giøre Monfrere og vreed; thi Leander havde derudi ret, at man ikke bør troe, hvad hver Drømmer siiger, thi hvilken gammel Kielling, der vil fortælle en Historie for jer, saa blir den strax til en Troes Artikkel.

ROLAND.

I giør mig u-ret; Jeg troer ikke alt, hvad jeg hør, men naar jeg seer en Ting med mine Øyne, saa maa jeg jo troe den.

154
OVIDIUS.

Ikke hvad man seer i Drømme.

ROLAND.

Jeg drømmer jo ikke midt om Dagen.

OVIDIUS.

Hvad seer I da om Dagen?

ROLAND.

Jeg har seet Gunnild Per Smeds manet Fanden til sig, løset og bundet ham.

OVIDIUS.

Er det sandt, saa er hun jo en Troldqvinde, som efter Christelige Love bør brændes; og I burde skye hende alleene for den Aarsag.

ROLAND.

Ingen uden Gudfrygtige Folk kand løse og binde Fanden. Og jeg veed, at denne Matrone udi Gudsfrygt har ikke sin Lige.

OVIDIUS.

Det maa da staae ved sit Værd; men hvorfor tør hun ikke øve de Konster for mig?

ROLAND.

Vil Monfrere see det, skal det skee om en Tiime, men med Condition, at han holder sig stille udi en Krog u-formerkt.

OVIDIUS.

Ja nok.

ROLAND.

Vil I om en Tiime være her igien, skal I see det med Øyene, det I nu ikke vil troe.

OVIDIUS.

Naar jeg seer det, vil jeg troe det.

ROLAND.

Got! Lad os gaae bort saa længe.

155

ACTUS II

SCEN. 1.

Roland. Ovidius.

ROLAND.

Vil I nu, Monfrere, blive staaende stille udi en Krog, saa skal I see, om det er Løgn eller Sanden, hvad jeg haver sagt.

OVIDIUS.

Ja jeg skal staae gandske stille; Men kommer de snart?

ROLAND.

De lovede at komme dette Øyeblik. Der troer jeg de kommer. Løb nu til Siide, og rør jer ikke af Stedet, ellers er vi om en Hals begge to.

SCEN. 2.

Kiellinger. Roland. Ovidius.

OTTE KIELLINGER.

med hæslige Masqver kommer ind udi Procession ved et Liire-Stykke efter Tacten, og har lange Kofte-Skafte mellem Beenene. Rangerer sig udi en Kreds og synger den Viise:

Ved St. Hans Nats Tiider

Musiqven svarer.

Man til Bloksbierg riider,
Og til Hekkenfield Top

Musiqven igien. Paa Koste-Skaft flyver op.
Hvorpaa Kredsen dantzer lystig om, saa at de holde Koste-Skaftene imellem dem, og da synges tillige med Liirene den Viise:

Gir nu agt, I skal befinde,
Vi kand Fanden løse og binde.

156 Derefter standser de, og sætter sig ned udi en Kreds, og gammel Gunnild sætter sig midt iblant dem, og da spilles et Liire-Stykke; hvorefter Gunnild reyser sig, og læser af den sorte Bog denne Formular:

Gammel Erik, Hersker over Bloksbierg, Hekkenfield, Lyderhorn, Findmarken, Mundien, Borigundien, Gurolien, Fyrolien, Trapezund, Kolimund, Orknøer, Loxstøer.

Jeg dig maner og beder
Ved hellig Gertrud og St. Sveder,
At du dig her indfinder
Uden Ophold og Hinder,
Med Sving og med Spring,
I Dyrs Skikkelse at gaae omkring,
Men ikke uden for denne Ring.

Gammel Erik kommer op af Jorden skiult med et sort Klæde, og med Horn i Panden, og dantzer 3 gange om Kredsen efter et Liire-Stykke; Endelig springer Ovidius frem med en blot Kaarde, og sætter gammel Erik for Brystet.
OVIDIUS.

Fort, fort, Klædet af dig, eller jeg skal stikke dig ihiel paa Stedet.

Gammel Erik vil giøre den anden bange, men han truer hende til at legge Klædet og Hornene ned.
OVIDIUS.

Ha ha, Marthe! er det dig? du kandst vel nok agere en Diævel.

MARTHE.

Ach Monsieur Ovidius! spar mit Liv, jeg skal bekiende.

OVIDIUS.

Hvorfor bruger I Hexe saadant Koglerie for at forleede min stakkels Broer? Herud alle tilsammen, i morgen skal I udi Spinde-Huuset. Han prygler dem ud. De raaber alle: Ach Monsieur Ovidius! vi skal bekiende. Medens Fanden stiger op af Jorden, kommer Leander ind syngende, men studser og springer skielvende tilbage.

157
158

SCEN. 3.

Ovidius. Roland.

OVIDIUS.

Seer I vel, Monfrere, hvorledes I kand drømme vaagende?

ROLAND.

Ja jeg seer det nok, jeg seer det nok. I har aabnet mine Øyen, Monfrere! jeg er bleven et andet Menneske. Jeg havde skuldet forsvære, at der kunde have væ- ret slig Bedragerie i det Væsen. Jeg kommer til at examinere alting nøye herefter, thi kand der være Bedragerie i et, saa kand der og i andet.

OVIDIUS.

Men see til, Monfrere, at I ikke gaaer for vidt, og scrupulerer for meget; blir kun ved mit Principium, som er at gaae Middelveyen.

ROLAND.

Naar jeg nu eftertænker Sagerne lidt, saa merker jeg, hvor skammelig man har trækket mig op, thi den Kielling har kostet mig over 200 Rdlr. om Aaret, for at giøre mig gal. Jeg vil have hende med de andre Hexer i Spinde-Huuset i morgen.

OVIDIUS.

Jeg holder for, at det er best at lade dem blive, thi I har kun Skam deraf, at I rører meere derved. Tak kun Gud, at I er bleven oplyst. Vil I gaae hiem med?

ROLAND.

Ney Monfrere, jeg vil have dem straffet, at de ikke skal bedrage fleere.

OVIDIUS.

Vi kommer ingen Vey med dem, thi Folk troer os ikke, om vi fortæller det; thi den forbandede Kielling har stor Gehør hos mange fornemme Damer, som hun ved sin Skinhellighed har forblindet. Hun kand græde naar hun vil. Hun kand sværge sig fri, og saa blir vi anseet som Bagtalere, og komme udi Fortræd oven i Kiøbet. Vi kand derforuden ikke være baade Anklagere og Vidner. Havde jeg eftertænkt det, saa skulde vi ogsaa have sat nogle af Huusfolkene paa Luur, for at aflegge Vidne mod hende. Troe mig Monfrere! at det tiener ikke at have med det forbandet Pak at bestille. Jeg er fornøyet dermed, at jeg har faaet jer udaf Drømmen. Kom, lar os gaae ind.

159

SCEN. 4.

LEANDER.
alleene

Ney nu er det borte. Jeg seer intet meere. Det var et forskrekkeligt Syn, thi jeg veed, at mine Øyen ikke kunde slaae mig feyl. Jeg saae en Geist stiige op af Jorden paa dette Sted, og en Hob gamle Qvinder at ligge Næsegruus. Mit heele Blod rører sig i mig, naar jeg tænker derpaa. Jeg tør dog ikke lade mig merke for mine Cammerater, som ikkun vil belee mig. Jeg merker, at jeg har været alt for kaaldsindig i min Troe, og at det er en Formastelse at foragte saadant. Gid jeg kunde faae det af mit Hoved igien, men det er ikke mueligt, thi det Syn vil staae mig længe for Øyene, og ligesom bebreyde mig min Vantroe. Men der kommer mig saadan Tunghed paa. Jeg maa sætte mig ned, og grunde paa denne Histore.

Sætter sig ned paa en Stoel ved den eene Side, falder i Søvn og snorker.

SCEN. 5.

HENRICH.

Det er ogsaa en forbandet Natte-Føyten med min Herre; Jeg veed ikke, hvordan han kand holde det ud. I gaar kom vi ikke til Sengs, førend Klokken 4, i overgaar ey heller, og i Nat vil det gaae ligeledes til. Det er jo at storme til sit Legeme. Min Herre dantzer, fiandser, harcellerer, domminerer, masqveraderer, assomblixerer nok saa længe, til han kommer at sue paa Labberne engang i Slutteriet. Han har endelig endnu en god Styver tilbage, og saa længe det varer, blir jeg nok i hans Tieneste; Thi naar han diverterer sig paa sin Maade, saa diverterer jeg mig paa min. Min Herre tænker, at, naar han gaaer ind paa Masqveraden, jeg sætter mig uden for i Vognen at sove, som de andre dumme Lakeier. Ney, min Troe, giør Henrich ikke. Jeg har altid en Masqve med mig i Lommen, og saa gaaer jeg smukt ind, 160 og dantzer Engelsk Dantz med Herren; thi paa Maskerader, hvor ingen kiender hinanden, ere alle lige gode. Somme Tider tar jeg Kudsken med mig, som i Nødsfald kand dantze en Polsk Dantz. Jeg var tilfreds, at Hestene vilde giøre os Compagnie med, saa var vi uden Frygt, at de imidlertid skulde løbe bort med Vognen. Til denne Nat har jeg sat 4 honnette Fruentimmer Stevne at møde paa Masqveraden. Den eene er David Skolemesters Gaal-Amme, det er virkelig et profect artig Fruentimmer; Fanden far i hende, hvor net en Kaarse-Dantz hun kand trippe. Den anden er Henrich Urtegaardsmands Pige, hun er saa forpikket paa Masqveraderne, at hun lar sig ligge hos for Masqverade-Klæ- der, dog ikke af Carnalier eller Jan Chagel, men alleene af smukke og honnette Karle, der kand betale raisonnabelt. Den tredie er Gertrud Fæste-Kones Datter, og den fierde hendes Cousine Mammeselle Nille. Vi hae øvet os i den nye Engelske Dantz, som kaldes Postillion eller Castillion, lad see om jeg kand komme alting ihu.

Han dantzer, og i Exercitien falder paa det sorte Klæde med Horn paa, som den kastede fra sig, der agerede Diævel.

Hvad Pokker er dette? Et langt Klæde med tvende Horn paa. Jeg kand ikke begribe, til hvad Ende dette er giort. Dersom min Herres Broer Roland eller hans Tiener Haagen, som troer alting, havde kommet over dette, havde de bildet dem ind, at det var Fandens Moers Adrianne. Ha, ha, ha, jeg skal, min Troe, bruge den i Aften til Masqverade-Klædning, det skal blive een af de beste og rareste Masker. Lad see, om den er for lang. Ney, den er mare just tilpas.

Han fører sig i samme Klæde, og continuerer sin Dantz.
161

SCEN. 6.

Haagen. Henrich.

Haagen kommer ind, og Henrich udi Dantzen støder ham omkuld. Haagen legger sig paa Knæ med folded Hænder.

HENRICH.
sagte

Nu skal jeg giøre ham saa bange, som han aldrig har været sin Livs Tid. Høyt. Fort med dig, din slemme Skielm! nu er din Tid kommen.

HAAGEN.

Ach Herr Lucifer! giør mig intet ont. Henrich brøler.

HAAGEN.

Ach Velædle Herr Lucifer! Henrich brøler igien.

HAAGEN.

Ach Eders Velbyrdighed! Henrich brøler igien.

HAAGEN.

Ach Eders Excellentz!

Henrich brøler igien, og rykker ham i Haaret.
HAAGEN.
skriger høyt

A - - - Eders Høyhed! spar mig, og giv mig Tid at omvende mig.

HENRICH.

Ney, du maa strax fort, uden saa er, at du vil bekiende alt hvad du har bedrevet.

HAAGEN.

Ja gierne Herr Lucifer.

HENRICH.

Fort, fort, bekiend da.

HAAGEN.

I overgaar brød jeg op min Herres Chatoll, og tog 4 Rdlr. deraf, men befried mig med min Eed, da jeg blev examinered. Forrige Uge, da jeg skulde kiøbe et Pund Tobak for min Herre, kiøbte jeg kun et halv, men for at fylde Pundet, kom et halv Pund Muursteen deri. I gaar smuurte jeg 4 Holstenske Tolvskillinger i en Bonde, og fik gode smaa Penge derfor. I Nat laae jeg hos en Pige ved Navn Nille.

HENRICH.

Hvad er det for en Pige?

HAAGEN.

Hun har længe været forlovet med min Herres Broers Tiener Henrich.

HENRICH.

Har du giort det oftere?

162
HAAGEN.

Syv eller otte gange tilforn.

HENRICH.

Lar hun sig betale derfor?

HAAGEN.

Ney, hun betaler mig for min Umage: I Nat gav hun mig en rar To Mark, som hendes Kiæreste Henrich havde foræret hende.

HENRICH.

Lad see den Penge.

Han kaster den til ham. Henrich prygler ham og støder ham ud. 163

Agerer jeg ikke Diævel en anden gang, saa maa Fanden agere Diævel. Det fik jeg for min Umage. Jeg vilde have forsvoret, at den peene Pige skulde have været mig saa falsk; Tænk engang, hvordan hun i sit Hierte havde villet beleet mig, naar hun havde seet mig paa Maskeraden med to Horn i Panden! hun vilde siige, det er noget, som siiger ham i Hiertet, at han er og bliver Hanrey. Men hvad skal jeg giøre? Det er best at simulere, til jeg ved Leylighed eengang kand faae Beviis paa hendes Utroeskab. Dog skal jeg for det første giøre hende bange med samme Masqve, for at faae hende ogsaa til Bekiendelse. Ret saadant skal jeg møde hende en Aften.

I det samme han sætter sig udi Positur, vaagner Leander, blir forskrekket, og falder som død udi Gangen.

SCEN. 7.

Roland. Haagen.

ROLAND.

Ach Himmel! naar jeg tænker, hvilken Forblindelse jeg har været i, reyser Haarene sig paa mit Hoved. Denne forbandet Qvinde havde ved sit Koglerie sat saadanne Skye for mine Øyne, at jeg aldrig kunde see den klare Sandhed, som mine Venner visede mig ligesom med Fingeren. Hvem veed, om ikke alt andet, som tales om, er af samme Beskaffenhed? Kand en Person af min Fødsel og Optugtelse forføres til saadan mørk Overtroe, hvor lettere kand det ikke skee med gemeene og u-lærde stakkels Folk, der ingen Evne har at examinere saadan Koglerie? Min Broer Ovidius siiger vel, at, om man blir bedragen eengang, saa blir man ikke altid, om 9 Historier ere falske, saa kand den tiende dog være rigtig; men jeg meener, at, naar jeg har befundet Svig udi een Post, saa har jeg Ræt at tvile om andre. Det samme Lys, den samme Fornuft, som har leedet af een Vildfarelse, bør jeg stedse betiene mig af i at efterforske alt det, som fra Barndommen blir os indprentet, 164 alt hvad os er bundet paa Ermene af vore Forældre og Lærere. Med et Ord at siige, naar nogen spør mig ad: Hvad har du for Troe? Da svarer jeg: Jeg troede tilforn alt hvad man i Barndommen havde bildet mig ind, men nu troer jeg slet intet, uden hvad min Fornuft tilsiiger mig, at jeg skal troe, og hvad jeg seer for mine Øyne.

HAAGEN.
kommer ind

Ach Herre! her spøger forskrekkeligt.

ROLAND.

Ey gak til Bloksbierg med din Spøgen. Der er ingen anden Spøgelse til end du og dine Lige, og ingen anden Diævel til end onde Mennesker.

HAAGEN.

Gid Herren havde seet den Diævel, som jeg saae nyelig, han skulde ikke tale saaledes.

ROLAND.

Vil du holde din Mund, din Slyngel! Jeg siiger dig, at der er intet saadant til, men det er kun dit eget Blod, som giør dig bange.

HAAGEN.

Mit eget Blod skulde tage To Mark fra mig? mit eget Blod skulde trække mig efter Haaret, og spende mig for Rumpen?

ROLAND.

Hvad har du da seet?

HAAGEN.

Jeg har baade seet og følet Lucifer selv, den Øverste blant Diævlene, han som har to Horn i Panden, han som --

ROLAND.

Hør Slyngel! hen og forrett hvad du har at bestille, saa forgaaer nok de Griller dig, som ingen uden ørkesløse Folk og Dagdrivere forfalder til.

HAAGEN.

Det er underligt, for nyelig siden syntes Herren, at der var ikke Diævle nok i Verden, han vilde jo have fleere, og nu siiger han, at der er ingen til meere. Hvor skulde de da blive af saa hastig?

ROLAND.

Hvor blev alle de Penge, som dig syntes at have forgangen Nat?

HAAGEN.

De blev borte, da jeg vaagnede, thi jeg havde dem ikkun i Drømme, i Indbildning.

ROLAND.

Saaledes er det ogsaa gaaet mig; da jeg vaagnede op, da jeg begyndte at raisonnere, forsvandtes 165 alting for mig, Nøk, Varulv, Hælhest, Nisse, Marre, og alt hvad jeg troede tilforn, saa at jeg nu troer lige saa lidt som min Broer Leander.

HAAGEN.

Ach Himmel! hvad er dog dette? han troer hverken Varulv eller Nisse eller Diævel. Ach Herre! jeg troer I er forbyttet.

Roland løber efter ham med sin Stok.

SCEN. 8.

Henrich. Leander.

HENRICH.

Jeg faaer vist en Ulykke, jeg har været saa længe borte, men jeg kunde min Troe ikke faae Dantze-Skoene før færdig. Skoemagere ere vel got ærligt Folk, men det er noget menneskeligt hos dem, at de gierne lyver; Herrens Skoemager er, min Troe, saa habil derudi, som han kunde have været fød midt i Kloster-Stræde i Kiøbenhavn. Skræddere og Skoemagere maa endelig have nogle Siæle og Saligheder i Reserve, ellers maatte jo Fanden længe siden have giort Ende paa dem. Dog jeg Taasse, jeg staaer her og snakker hen i Taaget, jeg erindrer ikke, at der er ingen Diævel til. Af de Tanker er min Herre Leander, af de Tanker er jeg og med for Selskabs skyld. Naar Tienneren er som hans Herre, og Discipelen som hans Mester, saa er han fuldkommen. Hvad vil jeg Stymper, som kand hverken læse eller skrive, randsage udi Religions-Sager? Naar jeg troer, hvad min Herre troer, saa synes mig jeg har en god Samvittighed. Jeg seer alle andre Folk giør det samme: Cardinaler og Bisper troer, hvad Paven troer, Hofmænd, hvad Keisere, Konger og Førster troer, Borgere, hvad Bormester og Raad troer, Bønder, hvad Fogder troer, og Fogden igien, hvad Herren paa Hovedgaarden troer. Man merker jo, at, naar en Første blir Catholsk, saa blir og Hofmændene Catholske; Som Herremændene paa Landet, saa Ridfogderne, saa Bønderne. Jeg har for min Part nu ingen anden Troe, end 166 at Nille er en Skiøge, thi den Troe fik jeg i Hænderne sidst, da jeg agerede Diævel. Det var en forbandet Historie; men jeg legger den paa Hiertet, jeg vil ikke agte det Skarn meere. Men hvad er det jeg her seer? Hvor kommer det, at Herren ligger saa paa Gulvet?

LEANDER.

Henrich! kom og hielp mig op igien, og sæt mig ned paa Lehne-Stolen. Jeg har været besviimet.

HENRICH.

Vil ikke Herren strax tage Dantze-Skoene paa sig? Klokken er alt 4re.

LEANDER.

Ney Henrich! der blir ingen Dantzen af i Aften.

HENRICH.

Er det da opsat?

LEANDER.

Enten det er opsat eller ey, saa kommer jeg der ikke. Jeg vil blive hiemme og fordrive Tiden med min Broer Roland i Aften.

HENRICH.

Saa begierer jeg ikke at være tilstæde; thi det vil gaae løs paa Disputeren, som det pleyer.

LEANDER.

Jeg haaber, der skal ingen Disputer reyse sig imellem os herefter.

HENRICH.

Har han da ladet fare sin Overtroe? Omgaaes han da ikke meer med de gamle Pulver-Hexer som tilforn?

LEANDER.

Tag dig vare, hvad du siger; Kald ikke slige Gudfrygtige Matroner for Hexer. Gid jeg havde den Adgang til dem, som min Broer, men jeg er ikke værd at omgaaes med dem.

HENRICH.

Herren kand holde temmelig Miiner, naar han skiemter. Vil I have Kundskab med de Kiellinger, kand I let bekomme den; thi det koster kun at spendere en Pegel Finkel-Jochum paa dem, saa kand man faae dem at ride hid paa Koste-Skafte.

LEANDER.

Tal ikke saadant, Henrich! Du kand derudover geraade i Ulykke: Har du ikke hørt, hvorledes det gik Christoffer Hansen, der skieldte en saadan Prophetisk Matrone for Hex? Hun havde ikke saa snart vendt Ryggen fra ham, førend han brød sit Been paa Trappen.

HENRICH.

Jeg veed, min Troe, ikke, om Herren skiemter 167 eller ey. Skiemter han ikke, da er han i et Øyeblik bleven et andet Menneske. Men hvorfor græder han?

LEANDER.

Jeg maa nok græde, Henrich, naar jeg eftertænker mine forrige Vildfarelser.

HENRICH.

Saa har jeg da ogsaa faret vild; thi jeg har haft samme Troe.

LEANDER.

Ja vist, Henrich! Vi har derfor Aarsag begge at græde.

De græder begge to.
HENRICH.

Ach Herre! har vi da været i saa grove Vildfarelser?

LEANDER.

Ja vist Henrich.

HENRICH.
hyler og græder igien

Jeg kand ikke nægte, at det jo nogle gange har rindet mig i Sinde, at det var underligt, at vi vilde være klogere end alle Mennesker; men jeg har tænkt: saa længe Herren tier, tier jeg og. Men har vi levet i saadan Vildfarelse?

LEANDER.

Ja alt formeget, Henrich! naar jeg eftertænker det, saa reyser Haarene sig paa mit Hoved.

HENRICH.
hyler og græder igien

Jeg tænkte: hvorfor skulde du have anden Troe end din Herre - - -

LEANDER.

Henrich! giv dig tilfreds; vi vil oprette herefter hvad vi har forsømt.

HENRICH.

Som gir dig Kost og Løn - -

LEANDER.

Græd ikke meer, Henrich.

HENRICH.

Som du har tient hos i saa mange Aar ---

LEANDER.

Ey, holdt dog op at græde.

HENRICH.

Som er en brav studeret Mand ---

LEANDER.

Nu nu, Henrich; Det er nok paa eengang.

HENRICH.

Som har ligget udi 3 Aar i Rostock.

LEANDER.

Ey! Det er en ævig Piben.

HENRICH.

Jeg tænkte, at det var daarligt og Carnaliøsk af mig, om jeg, som en u-studeret Tienner, vilde have anden Troe end saadan brav Herre.

LEANDER.

Henrich! Ingen Tuuden nu meer. Du skulde holde det saa til i Morgen. Jeg har Aarsag at græde 168 alleene for os begge. Men du græder, og veed maaskee ikke, hvorfor.

HENRICH.

Jo, jo, jeg veed min Troe nok, hvorfor jeg græder.

LEANDER.

Hvorfor græder du da?

HENRICH.

Hvorfor græd Herren?

LEANDER.

Jeg har Aarsag at græde.

HENRICH.

Jeg har, saa mari, og Aarsag da at græde.

LEANDER.

Henrich! bliv du her lidet; Jeg vil hen og besøge gammel Gunnild Per Smeds. Jeg kommer strax igien om en halv Time.

HENRICH.

Ach Herre! formeld min Respect til Madame Gunnild, og bed hende, at hun vil være min Ven ogsaa.

169

ACTUS III

SCEN. 1.

HENRICH.
alleene

Det er forskrækkeligt, hvorledes min Herre er bleven udi saadan Hast forandret. Jeg kand ikke begribe det, ney jeg kand ikke om jeg stod paa mit Hoved. Jeg skulde have bildet mig ind, at han skiemtede, hvis jeg ikke tillige med havde hørt ham tale, havde seet hans Ansigt, og fundet ham i den Positur, liggende paa Gulvet. Han maa have havt en Aabenbaring udi Søvne; thi jeg kand ikke tilskrive saadan hastig Forandring andet. Det er ofte skeet, at Folk have drømmet sig en anden Troe til, og ved en eeneste Aabenbaring ere komne fra forrige Vildfarelser. Jeg kand kiende paa mig, at jeg faaer ogsaa noget underligt at see; thi mit Blod siger mig det til. See! der seer jeg, min Troe, alt et Syn. Ey! hvad er det? Ney, det er min egen Skygge. Jeg maa føle efter. Jo, det var kun min egen Skygge. Men der seer jeg ret komme noget i et Menneskes Skikkelse. Holdt nu Ørene stive, Henrich, nu gielder det. Jeg gaaer det liige imod, og hører, hvad det vil siige. Ey det er atter min Skygge. Jeg maa legge mig Næsegruus ned at sove, saa maaskee kommer det; thi har min Herre haft Aabenbaring, saa vil jeg og have den, og naar man vil have et Syn, saa maa man enten sove, eller stille sig an, som man sover.

SCEN. 2.

Haagen. Henrich.

HAAGEN.

Jeg er tusind gange en Skielm, om jeg troer, at det er min Herre meer; thi Ansigtet er vel det samme 170 og Klæderne, men for Resten er intet tilbage af den Roland, som jeg tiente hos for 2 Timer siden. I Formiddag brændte han en Bog, fordi den skiemter med Spaaqvinder, og nu flyer han mig en Daler at kiøbe en anden igien. For nyelig siden var Drømme-Bøger hans Bibler, nu siger han, at Beckers Bezauberte Welt er den beste Bog, som nogen Tiid er skreven; han fordømmer alt, hvad han roesede før, og roeser igien alt, hvad han fordømmede. Tilforn turde han ingen Skrid giøre, førend han raadførte sig med en gammel Kielling, nu vil han steyle og brænde hver ærlig Kone i Byen, som er over 60 Aar. For nyelig syntes ham, at Luften var fuld af Dievle, nu troer han hverken gode eller onde Engler, hverken Himmerig eller Helvede. Det er ikke min Herre meer, det er ikke min Herre, men den, som nu kalder sig Roland, maa være en Skiftning, som Underjordsker har forbyttet med ham; thi at saadant skeer ofte, har den forrige rette Roland tit sagt. Men hvem er det, som ligger der? Det er Leanders Henrich; see den lade Skielm, hvor han ligger og strekker sig. Jeg skal liste mig sagte til ham, og give ham et dygtig Slag for sin Rumpe. Slaaer Henrich med sin flade Haand.

HENRICH.

Ach! est du en god eller ond Aand?

Haagen sætter sig over Skræv, og rider paa ham, hvorudover Henrich meener det er Marren og raaber:

Ach Madame Marren! holdt op igien! ach Fru Marren! ach naadige Frue! ach eders Naade! ach eders Høyhed! holdt op igien; Jeg kand ikke holde det længer ud.

HAAGEN.

Henrich!

HENRICH.

Ja Eders Naade.

HAAGEN.

Hvad Pokker gaaer ad dig?

HENRICH.

Hvorfor rider Madamen mig saa? jeg har dog aldrig forskyldt det; thi jeg har ladet hver ærlig Kone være i Roe.

HAAGEN.
reyser sig op og leer

Ha ha ha!

171
172
HENRICH.

Ach kiere Haagen! du kommer som du var kaldet, jeg har været elendig plaget af Marren.

HAAGEN.

Ey stat op du Nar, det var jeg som reed dig.

HENRICH.

Da skal du og faae en Ulykke, om jeg heeder Henrich.

De slaaes, Haagen faaer Henrich under sig, og truer ham til at giøre Fred.
HAAGEN.

Hvor kunde din Giæk komme paa de Tanker, at jeg var Marren? Marren rider jo aldrig Folk paa Ryggen.

HENRICH.

Ja hvad veed jeg deraf? Jeg har aldrig været paa den Ride-Skole før.

HAAGEN.

Havde jeg kundet indbilde mig, at mit Galskab skulde have giort saadan Virkning, havde jeg ikke skiemtet saa meget, det maa du troe, Henrich; thi jeg vil dig ikke saa ilde. Men hvor er din Herre Leander i Dag?

HENRICH.

Han er henne at besøge gammel Gunnild.

HAAGEN.

Gammel Gunnild? Ey snak for din Eske!

HENRICH.

Jo, min Troe, er han saa.

HAAGEN.

Gunnild Per Smeds?

HENRICH.

Ja, Gunnild Per Smeds, den selv samme Kielling, som han tilforn ikke har kundet lide for sin Død; thi du maa viide, at min Herre er saa forandret, at jeg kiender ham ikke meere, han begræder nu hvert Øyeblik sin forrige Vantroe og Vildfarelse, og er nu let troende, saa at man kand bilde ham ind at Maanen er af grøn Ost.

HAAGEN.

Ach Himmel! hvad hører jeg? er det mueligt, Henrich? ach jeg elendige Menneske!

HENRICH.

Hvad kommer det dig ved? det er jo ikke din Herre.

HAAGEN.

See! om jeg ikke giettede ret; see! om jeg ikke giettede ret. Jeg maa spørge dog om een Ting først: Henrich! Kalder din Herre sig Leander endnu?

HENRICH.

Hvorfor skulde han ikke kalde sig Leander, naar han heeder Leander?

173
HAAGEN.

Han heeder Fanden, og ikke Leander. Den, som du holder for din Herre, er Roland, og den, som jeg har holdet for min Herre, er Leander.

HENRICH.

Hør Haagen! jeg er bleven lidt forrykt i Hovedet i Dag, men dog ikke saa gall, at jeg troer sligt.

HAAGEN.

Jeg haaber, Henrich, du skal endnu blive meer forrykt, naar du hører Historien. Det samme, som er vederfaret din Herre, er og vederfaret min: Han kalder nu alle gamle Matroner Pulver-Hexer; Han tviler om alting, og troer intet, saa at jeg seer intet af min forrige Herre tilbage uden Ansigtet og Klæderne.

HENRICH.

Hvad slutter du da af den Historie?

HAAGEN.

Jeg slutter, at deres Siæle ere forbyttede af Underjordsker, hvorpaa man har adskillige Exempler: Jeg haver selv en Broder, som blev forvandlet til en Kat, og Katten igien blev til den, som endnu holdes for min Broder; Han fik i et Øyeblik samme Skikkelse, som min Broer havde, men beholdt dog stedse sin gamle Katte-Natur derudi, at han løber idelig efter Muus, hvilket er hans største Lyst. Min anden Broer saae med sine egne Øyne, hvorledes samme Forbyttelse skeede; thi ved Midnats Tiider kom en Underjordsk ind i Ammestuen med en blaae Hue paa Hovedet, og sagde disse Ord: Jens bliv til Kat, og Kat bliv til Jens! Hvorpaa min Broer Jens strax sprang op af Sengen og blev til en Kat, og Katten blev til Jens, og lagde sig smukt ved min Broders Side. Mine Forældre lode vel som de ikke vilde troe Historien, og gav min Broer Hug, da han fortaalte det, men de har siden fornummen af adskillige Katte-Qvaliteter, som Jens har, at det var Sanden. Jeg har selv hørt, at, da min Far eengang blev vreed paa ham, kaldte han ham Jens forrige Kat. Saaledes merker jeg, at vore Herrer er bleven forvexlede.

HENRICH.

Hvis saa er, Haagen, hvem skal jeg da holde mig til?

HAAGEN.

Hør Henrich! et Menneske bestaaer udaf 174 tvende Deele, af Siæl og Legeme. Naar nu Rolands Siæl farer i Leanders Legeme, hvo er da din Herre?

HENRICH.

Den, som har min Herres Siæl, er min Herre.

HAAGEN.

Det meener jeg ogsaa; thi jeg vil for min Part ikke tiene hos den, som nu kalder sig Roland, men hos Leander, som har Rolands Siæl. Saa nødes jeg ikke at forlade min gamle Troe, som jeg har befundet mig vel efter altid.

HENRICH.

Du har Ret, Haagen. Jeg vil giøre det samme. Saa maa vi da ombytte Liberie.

HAAGEN.

Ja vist.

De bytter Klæder om.

Gaa nu mit Ærende, Henrich. Jeg vil blive her i din Sted.

SCEN. 3.

Haagen. Leander.

LEANDER.

Ach! det er en hiertens Qvinde Gunnild Per Smeds; Man kand lære saa meget af hende udi en halv Tiime, som af en anden i et Aar. Min Broer Roland har ikke giort ilde derudi, at han har agtet hendes Omgiengelse saa høyt.

HAAGEN.

Jeg merker, at han bilder sig endnu ind, at han er Leander. Jeg kommer derfor at lade som jeg er Henrich.

LEANDER.

Hør Henrich! jeg skal helse dig fra gammel Gunnild.

HAAGEN.

Tak Herre!

LEANDER.

Ney see her! Haagen! hvor kommer du til at gaae i min Tienners Liberie?

HAAGEN.

Fordi jeg er Herrens Tienner.

LEANDER.

Det er artigt; naar blev du min Tienner?

HAAGEN.

For 12 Aar siden.

LEANDER.

Ey! Vil du fixere mig, din Slyngel? Hvor er min Tienner, som jeg befoel at bie her?

HAAGEN.

Det er underligt, Herren leeder efter sin Tienner, som staaer lige for hans Øyen.

175
LEANDER.

Hvor staaer han da?

HAAGEN.

Her staaer jeg, Herre! Kand I ikke høre? her staaer jeg.

LEANDER.

Hvad er dog dette? Vil du giøre mig gall?

HAAGEN.

Det være langt fra.

SCEN. 4.

Henrich med en Bog i Haanden. Haagen. Leander.

HENRICH.

Jeg havde visselig bleven til en Giæk, hvis jeg længer havde været hos den falske Leander; men Haagen var den Doctor, som curerede mig.

LEANDER.

Nu seer jeg min Tiener. Henrich! hvor est du henne? hid!

HENRICH.

Jeg har ikke stunder, jeg har et hastig Ærende for min Herre.

LEANDER.

Est du gall, Dreng? har du anden Herre end mig?

HENRICH.

Det var ellers ilde.

LEANDER.

Er jeg ikke din Herre?

HENRICH.

Paa Legemets Vegne, men ikke paa Siælens.

LEANDER.

Ach Himmel? hvad er dog dette for Koglerie? Den Dreng pleyer dog aldrig skiemte med mig. Hvad er det for en Bog, du har? Lad see. Det er Beckers Bezauberte Welt; hvem hører den skarns Bog til? flye hid, jeg vil kaste den paa Ilden.

HENRICH.

Det er min Herres Bog; I har ingen Magt dertil.

HAAGEN.

Ach Herre! lad ham beholde Bogen. I veed jo, at hans Herre er en hastig Person; han vil hevne sig, om I brænder hans Bøger.

LEANDER.

Hvad har han med min Tiener at skikke i Byen?

HENRICH.

Hvad min Tiener, min Tiener! Snakkerase. Jeg tiener hos den Mand, som læser saadanne Bøger. Adieu.

LEANDER.

Gaaer kun ud begge to; jeg vil være alleene.

176

SCEN. 5.

LEANDER.
alleene

Alt, hvad mig nu hender og vederfarer, ere sliige Ting, som kand noksom styrke mig i mit Forsæt, og udrødde fuldkommelig min forrige Vantroe. Een skulde tilforn have sagt mig, at Folk blev forvexlede, og at der var Skiftninger til; den havde med saadan Snak kommen ret an: nu seer jeg det med mine egne Øyne, og behøver intet andet Vidnesbyrd. Her seer jeg Henrich med Haagens Klæder og Ansigt, og Haagen igien med Henrichs Ansigt. Hvis min Tiener pleyede at skiemte med mig, hvis det var hans Interesse at skifte Tieneste, kunde Folk, der scrupulere om alting, falde paa de Tanker, at det var Bedragerie; Men det har altid været et enfoldig Menneske, som ikke har været mægtig til at øve den tiende Deel mindre konstig og mindre dristig Stykke. Men Haagen er en dumdristig og vanartig Skalk, han kunde maaskee efter min Broders Ovidii Tilskyndelse have ladet sig bruge til saadan Bedragerie. Men nu kommer min forrige Vantroe igien; Bort Vantroe, der maa ikke være en Gnist af dig tilbage i mit Hierte. Jeg kommer ihu den gode Formaning, Gunnild Per Smeds gav mig nyelig, at jeg ikke maatte raisonnere meget; thi, om jeg vilde udi denne Post eftertænke først - - - see! nu kommer Vantroen igien. Ach! gid de første 8 Dage var forbi; thi jeg merker, der sidder endnu nogle Levninger tilbage, som jeg gandske maa udrødde.

SCEN. 6.

Roland. Leander.

ROLAND.

Ach min allerkiereste Broder! jeg har haft stor Længsel efter at tale med dig. Jeg haaber, vi skal herefter leve meer kierlig med hinanden end tilforn. Vi har hadet hinanden tilforn, saasom vi ikke eens Principia har haft; men nu den Tvistighed og den Forargelse med 177 Rod er oprykt, skal der være lige saa stor Kierlighed imellem os, som der var Had tilforn.

LEANDER.

Ach Monfrere! Lad mig omfavne dig. Jeg har ikke haft mindre Længsel efter at see dig. Gid Ovidius nu ogsaa havde samme Tanker og Religion, som vi, saa kunde vi leve ret som Brødre sammen. Men veed Monfrere, hvad vi vil giøre? Vi vil føre ham med os til gammel Gunnild; thi hun taler som en Engel, og derfor let kand bringe ham paa rette Veye.

ROLAND.

Hvad? gammel Gunnild! taler I med gammel Gunnild?

LEANDER.

Ja vist. Jeg glemmer aldrig, hvor modest den hierte Qvinde var; hun vegrede sig for at tage imod 10 Rdlr. som jeg gav hende nyelig, og blev gandske rød af Blusel, da hun endelig tog imod dem.

ROLAND.

Hvad hører jeg? omgaaes I med gammel Gunnild?

LEANDER.

Ja vist, nu talede jeg nyelig med hende. Hun har udrøddet all den forrige Vantroe som endnu var tilbage, saa at jeg nu er ligesaa troende som Monfrere.

ROLAND.

Som jeg? Hvad er det for Snak? Har I min Troe, da bør den Hex straxen føres til Baalen. Jeg har længe nok ladet mig forleede af hendes Koglerie; nu er jeg ved min Broders Ovidii Bistand bleven bedre oplyst, og troer alt saadant Bedragerie ikke meere.

LEANDER.

Hvad er det, Monfrere? I maa være forhexet.

ROLAND.

Ney, jeg har været forhexet tilforn, som jeg nu hører I er bleven; Men nu Hexeriet hører op, vil jeg have den Canaille i Spindehuuset.

LEANDER.

Kald en ærlig Matrone ikke Canaille.

ROLAND.

Maa jeg ikke kalde den Pulver-Hex hvad jeg vil, som har bildet mig ind, at mit heele Huus var fuld af Diævle?

LEANDER.

Troer I det ikke?

ROLAND.

Ney, jeg troer hverken gode eller onde Engle 12 H.V 178 meer. Jeg troer, der er ingen anden Diævel til, end slige forbandede Qvinder.

LEANDER.

Holdt op med den Snak, det vil ellers bekomme jer ilde. Adieu.

SCEN. 7.

Roland. Henrich.

ROLAND.

Det er virkelig noget selsomt med min Broers Forandring. Jeg vilde give noget got til, at jeg havde fat paa hans Tiener Henrich, for at høre, hvorledes det hænger sammen. Haagen! Haagen!

HENRICH.

Ja Herre!

ROLAND.

See til, at du kand flye mig hid min Broers Tiener, Henrich, jeg vilde gierne vide af ham, hvorledes hans - - Men hvad er dette for Optøger? du est jo Henrich; hvor est du kommen i mit Liberie?

HENRICH.

Jeg heedte Henrich tilforn, da Herren heedte Leander; men nu eftersom Herren har paataget sig Rolands Skikkelse, kalder jeg mig Haagen.

ROLAND.

Est du gal, Dreng? er jeg ikke den samme som jeg var?

HENRICH.

Ney, Herren synes kun saa; han er forbyttet af Underjordsker.

ROLAND.

Hvem har bildt dig saadant ind?

HENRICH.

Jeg hørte det af den forrige Haagen, som tiente hos den gamle Roland.

ROLAND.

Jeg skal lade dig hudstryge, dersom du taler saa forblummet. Siig mig, af hvem du har hørt saadant.

HENRICH.

Jeg siiger jo af Haagen.

ROLAND.

Det er jo en troeværdig Autor! Hvor er Haagen?

HENRICH.

Han er jo hos sin Herre, som var Roland tilforn, men nu kalder sig Leander, saasom han har faaet Leanders Ansigt.

ROLAND.

Seer du den Stok? den skal jeg sliide op paa 179 din Rygg, hvis du ikke taler reent Dansk med mig, og siiger mig, hvori alt dette Koglerie bestaaer.

HENRICH.

Jeg skal fortælle det altsammen. Jeg kom for et par Timer siden fra Skoemageren med et par Dantze-Skoe, som min Herre Leander vilde bruge paa Assomblix i Aften; jeg fandt ham ligge paa Gulvet med Taarene i Øjen, gandske forskrekket, som han havde haft et Syn. Da jeg reysede ham op igien, begyndte han at tale om sin forrige Vildfarelse og Vantroe saaledes, at jeg maatte græde med; Hvorpaa han gik hen og besøgte Gunnild Per Smeds. Imidlertid kommer Haagen, hvilken jeg fortæller denne Forandring, men han havde ikke saa snart hørt Historien, førend han begyndte at raabe, som Fanden stod i Halsen paa ham: Vore Herrer ere forbyttede! og fortaalte mig saa, hvorledes det var gaaet til med hans Herre; hvorudover vi besluttede begge at skifte Herrer, holdende dem for vore rette Herrer, hvor vi fandt deres Siæle og Gemytter.

ROLAND.

Ha, ha, ha, ha, ha, ha! Ach jeg er færdig at sprække af Latter. Henrich! bliv du kun hos mig, og lad den anden Giæk kun blive i de Tanker, som han er. Kom, lad os gaae, jeg vil hen og fortælle min Broer Ovidius den Historie.

SCEN. 8.

OVIDIUS.

Jeg veed ikke, om jeg skal condolere eller gratulere min Broder Roland. Jeg veed ikke, om jeg har giort ilde eller vel derudi, at jeg hialp ham fra hans Vildfarelse, og aabenbarede dette Koglerie, thi saa stor som hans Overtroe var tilforn, saa stor er nu hans Vantroe ; Tilforn tog han an for Evangelium alt hvad gamle Kiellinger fortaalte ham, nu holder han alting for Fabel. Ingen staaer meer Fare for at falde udi yderste Vantroe, end den, der tilforn har været nedsiunken udi mørkeste Overtroe; thi naar først et Bedragerie blir aabenbaret, begynder man at tænke: Mon all det øvrige, hvad 180 vi troe, er ikke af lige Beskaffenhed? Saaledes er det gaaen med min Broder; da han saae skinbarlig for Øyene, hvordan de slemme Kiellinger havde spillet med ham, blev det ikke derved, men, saasom Menneskets Natur er at falde fra en Yderlighed til en anden, tar han sig for at criticere alting saa, at han nu er i samme Tilstand som Leander, ja fast verre. Men der kommer han.

SCEN. 9.

Ovidius. Leander.

Leander gaaer og sukker, hængende med Hovedet.

OVIDIUS.

Hvi saa traurig Monfrere? I pleyer jo altid at være udi god Humeur.

LEANDER.

Jeg har Aarsag at være traurig, mit Huus staaer noget Ont for.

OVIDIUS.

Har I da faaet onde Tidender?

LEANDER.

Ret i dette Øyeblik stod en Ugle paa min Skorsteen.

OVIDIUS.

Ha, ha! Jeg troer vel, at I reflecterer meget paa Ugler! I lod jer ikke bevæge, om I saae Tegn paa Himmelen.

LEANDER.

Siig ikke det Monfrere! I kiender mig da ikke.

OVIDIUS.

Ey det er dog en evig Harcellering! tal dog eengang noget Alvor. Har I merket, hvordan det er tilgaaet med Roland?

LEANDER.

Ja alt for meget, jeg ynker ham i mit Hierte.

OVIDIUS.

Ney, nu har I ikke fornøden at ynke ham, thi han er ligesaa gal som I, saa det er gaaet efter min Spaadom.

LEANDER.

Jeg havde nyelig en heftig Trætte med ham.

OVIDIUS.

Hvorom var den Trætte?

LEANDER.

Det var angaaende gammel Gunnild.

OVIDIUS.

I vil vist binde mig noget paa Ermene. Han hader gammel Gunnild nu meer end I selv.

LEANDER.

Jeg veed det nok, Monfrere! Jeg veed det nok.

181
OVIDIUS.

Vel, naar I veed det, saa ophører den gamle Trætte om den Sag.

LEANDER.

Han understod sig at kalde hende en Bedragerske.

OVIDIUS.

Det troer jeg nok gik jer meget til Hierte.

LEANDER.

Ja det gik mig saadant til Hierte, at han skal betale mig de Ord dyre nok.

OVIDIUS.

Ey holdt dog op at raillere. Hør Monfrerel den eeneste Post, hvorfor Rolands Forandring behager mig, er for eders skyld, at I kand leve eenige herefter.

LEANDER.

Vi blir aldrig eenige.

OVIDIUS.

Jeg meener jo, thi nu troer I intet begge to, og derfor har intet meer at disputere om.

LEANDER.

Om han var eenig med mig i alting, saa skal jeg hade ham, fordi han hader den gode gamle Gunnild, som jeg har befundet er een af de dydigste og Gudfrygtigste Matroner i Byen.

OVIDIUS.

Ey gak Pokker i Vold med jer Snak. Jeg troer, I vil giøre mig gal.

LEANDER.

Jeg taler Alvor, Monfrere! Jeg kand ikke beskrive, hvor meget got jeg fandt i hendes Tale nyelig.

OVIDIUS.

Hvad? Har I nyelig talet med gamle Gunnild?

LEANDER.

Ja jeg har, og jeg skal tale med hende hver Dag herefter. Monfrere maa viide, at jeg er et ganske andet Menneske end jeg var tilforn. Der er intet andet tilbage af den gamle Leander end det udvortes Legeme.

OVIDIUS.

Det skulde være mig kiert Monfrere! at I forlod jer forrige Vantroe; men see til, at det ikke gaaer jer som Roland, at I falder fra een Extremitæt til en anden. Men hvad har givet Anledning til denne hastige Forandring?

LEANDER.

Himmelen har givet mig mange Advarsler.

OVIDIUS.

Men see vel til, om der er intet Bedragerie derunder.

LEANDER.

Ney, jeg har seet alt for tydelige Tegn dertil. Alt hvad som nagger mig nu, er, at jeg har tilforn 182 hadet og forfuldt den dydigste og Gudfrygtigste Matrone og Prophetinde paa Jorden.

OVIDIUS.

Hvilken Matrone er det?

LEANDER.

Jeg meener Gunnild Per Smeds.

OVIDIUS.

Det er en herlig Prophetinde. Jeg skal fortælle jer et Bedragerie, som Roland og jeg nyelig har grebet hende udi, hvoraf I skal see, hvad det er for en Qvinde.

LEANDER.

Jeg vil aldeeles intet høre derom. Jeg kiender jeres Fiendskab mod hende.

OVIDIUS.

Det er jo noget, som jeg selv har aabenbaret, og som hun har offentlig bekiendt selv, hvortil Roland skal være mit Vidne.

LEANDER.

Heele Verdens Vidnesbyrd bevæger mig ikke at troe noget til hendes Nachdeel, thi heele Verden er ond, og Dyden er allevegne forfuldt.

OVIDIUS.

Jeg veed, I kand jo sagte høre Historien.

LEANDER.

Jeg beder, Monfrere skaaner mig derfor, jeg stopper mine Øren til derfor.

OVIDIUS.

Ey hvilken u-lyksalig Hændelse er ikke denne! Jeg skulde snart deraf falde paa de Tanker, at der var en Metempsychosis til, og at eens Siæl kand forflyttes i en anden. Gaaer bort begge.

183

ACTUS IV

SCEN. 1.

ELEONORA.
alleene

Ach Himmel! hvor kand da et Menneske i en Hast falde fra een Extremitæt til en anden! Jeg havde u-mueligen kundet bilde mig det ind, hvis jeg ikke havde seet det for mine Øyen. Ach! jeg veed ikke, om jeg var meer at beklage tilforn, end jeg nu er; hvordan hans Sind forandres, saa blir min Sorg lige stor, saa har jeg samme Monstrum at bestride. Hvis jeg kun fik at viide Aarsagen til denne Forandring, kunde jeg, maaskee, raade Bod derfor; men naar jeg siiger: Min kiere Leander! hvad er Aarsag til denne egne Hellighed, denne Frygt, denne Melancholie og Overtroe? svarer han: Spørg mig ikke derom, det er Himmelens Virkning, jeg kiender mig ikke selv meer, jeg er ikke meer den samme. Men der seer jeg, han kommer i sorte Klæer, med en gammel Kielling. Ach! mit Hierte vil briste. Jeg maa skiule mig i en Krog, for at høre, hvad for Tale han har med hende.

SCEN. 2.

Leander klædt som en Pebling. Gunnild.

GUNNILD.

Saadane Forbyttelser, min hierte Søn! som er skeet med Haagen og Henrich, skeer hveranden Dag udi mit Fødeland, Findmarken, besynderlig med Børn, som Underjordske Folk tage tit af Vuggen, og legge deres i Steden igien.

LEANDER.

Ach Mutter! I er Viisdommen selv. Gid jeg havde haft den Omgiengelse med jer i mange Aar, som jeg nu haver. Jeg har hørt saa meget tale om Varulv, jeg 184 havde nok Lyst for en Times Tid at blive omskabt til en Varulv.

GUNNILD.

Det kunde nok skee, kiere Søn! var det ikke for een Ting.

LEANDER.

Hvad skulde det være?

GUNNILD.

Jeg er bange, at I har endnu noget af forrige Vantroe tilbage. I er ikke gammel nok i vort Lav.

LEANDER.

Det er sandt nok, jeg er ikke gammel i Lavet, men det skulde fortryde mig, om nogen havde stærkere Troe end jeg.

GUNNILD.

Men hør Leander! jeg har noget at siige jer.

LEANDER.

Hvorfor græder I?

GUNNILD.

Ach jeg har store Fiender i jere Brødre; de har nyelig opdigtet en Historie om mig, som er u-hørlig, og som Himmelen vil hevne. Ovidius er Begynder dertil, og har ved Løgn og Bagvaskelse saaledes forført Roland, at han er bleven min Døds Fiende, og er nu falden til samme Vantroe, som I var tilforn udi. Jeg er saa bange, at I troer deres falske Beretninger, nemlig, at Ovidius skulde have træffet mig udi et Bedragerie, og truet mig med Hugg at tilstaae det samme, da jeg dog kand med min høyeste Eed vidne, at jeg ikke har seet nogen af dem hverken i gaar eller i Dag. Dersom jeg var u-gudelig og vantroesk efter Verdens Maade, havde jeg ikke saa mange Fiender.

LEANDER.

Græd ikke Mutter! jeg skal ikke troe dem, om de laae paa deres bare Knæ og svore.

GUNNILD.

Ja hvorledes kand jeg være forsikkret derom? Dersom I ogsaa engang slaaer Haanden af mig, saa er jeg forladt af alle Mennesker.

LEANDER.

Hør! paa det I ikke skal tvile meere om mit oprigtige Hierte-Lag, see da! saa vil jeg, i Trods for mine Brødre, Søstre, Venner og heele Verden, forbinde mig udi Ægteskab med jer Dotter.

GUNNILD.

Ach I skiemter med mig, kiere Leander!

LEANDER.

Kom, lad os gaae ud. I skal see, at inden 24 Timer Gierningen skal svare til Ordene.

185

SCEN. 3.

Eleonora. Ovidius.

ELEONORA.
alleene

Gak troeløse Menneske, Forræder, Meen-Eeder, gak bort og skiul dig til evig Tid for mine og den heele ærbare Verdens Øyne, nedgrav dig under Jorden med dit nye forhvervede Bytte, med din vanskabte Ægtefælle, som Himmelen har beskikket dig til Straf for din Troeløshed mod en Jomfrue, der har elsket dig høyere end sin egen Siæl, der med u-beskrivelig Taalmodighed har igiennemgaaet en Hierte-Sorg efter en anden, som dit Forhold har paaført mig, førend at bryde det Løfte, jeg eengang har giort. Ach! jeg forskrækkes ved at staae paa det Sted, hvor saadan ugudelig Troeløshed er bedreven, som vil forarge den heele Verden, og beskiæmme en fornemme Familie. Ach Leander! Dog hvi besmitter jeg mine Læber ved at nævne den, som ingen bør tænke paa meere, end siige nævne? Jeg vil ingen Forbandelser udøse over dig, jeg forlanger ey heller nogen Hevn; thi du est straffet nok i det dit Hierte er henvendt til at søge din egen Spot og Foragt. Men Eleonora! hvad er det du siiger? hvi udøser du Vrede og Forbittrelse mod den, der heller bør at ynkes end hades, hvis Hierte er fortryllet, hvis Øyne forblindet ved Koglerie og Troldom, saa at han ikke kiender sig selv meere? Hvi - - - Men der seer jeg Ovidius kommer, jeg maa giøre ham deelagtig udi alt dette. Ovidius! kom hid og hør en forskrækkelig Historie, som angaaer vel mig allermeest, men treffer ogsaa den heele Familie. Kom og hør en selsom Forandring med Leander.

OVIDIUS.

Jeg veed det nok min hierte Jomfrue! det er Menneskets Natur at falde fra en Extremitæt til en anden.

ELEONORA.

Ney Ovidius! I veed ikke, hvorvidt saadant gaaer. Leander er bleven saa indtagen af den gamle 186 Gunnilds Skinhellighed, at han har forladt mig, og lovet at ægte hendes Datter.

OVIDIUS.

Ey! det kand jeg ikke troe.

ELEONORA.

Inden 24 Timer vil det fuldbyrdes, thi jeg har selv hørt ham giøre sligt spotteligt Løfte. Han er fortryllet; man maa raade Bod derpaa i Tide, man maa lade hende gribe og fængsle.

OVIDIUS.

Ney det gaaer ikke an. Vi kand ikke klarlig overbeviise hende noget; tilmed har hun ved sin Skinhellighed forhvervet sig mange Venner, som vil tage hende i Forsvar, tillige med Leander. Men der maa hittes paa andre Raad. See! der kommer han.

ELEONORA.

Ach! jeg kand ikke taale at see ham for mine Øyne. Jeg gaaer bort.

SCEN. 4.

Leander. Ovidius.

OVIDIUS.

Hør Leander! hvad Ont har jere Forældre, jere Brødre, Slægt og Venner fortient af jer, at I vil søge at beskiæmme den heele Familie ved at ægte en gemeen liderlig gammel Trold-Hexes Dotter, som ikke bør at liides i Staden, langt mindre blive indlemmet i et fornemme Huus?

LEANDER.

Monfrere! hvad Ondt har jeg forskyldt af mine Brødre, Slægt og Venner, at de vil søge at hindre mig i min Fornøyelse?

OVIDIUS.

Det er en Raserie, som jer er paakommen, ellers kunde I ikke kalde det Fornøyelse.

LEANDER.

Et hvert Menneske, naar han faaer hvad han ønsker, saa er han lyksalig. Eders Sind maaskee staaer til en ung galant fornemme Jomfrue, hvorudi jeg aldrig vil tragte at hindre jer, endskiønt en saadan efter min Omvendelse er en Vederstyggelighed i mine Øyen. Mit Sind falder nu til en gammel Gudfrygtig Matrones Dotter, hvis ringe Herkomst og gemeene Væsen støder jer. Men I maa derfor ikke tvinge mig til at have samme 187 Smag. I veed jo selv, at, saa mange Hoveder der er, saa mange Sind, saa mange Hierter, saa mange Tilbøyeligheder, saa mange Munde, saa mange Smage; Derfor blive ogsaa alle Folk gifte, og all Mad ædt.

OVIDIUS.

Men tør I understaae jer at kalde den en Gudfrygtig Matrone, som jeg og andre har funden i største Ugudelighed og Bedragerie?

LEANDER.

Tal ikke om saadant Monfrere. Jeg kiender jer Ondskab, jer Had mod hende.

OVIDIUS.

Hør! I maa holde inde med den Titel: Monfrere! thi jeg vil ingenlunde passere for jer Broer oftere.

LEANDER.

Hvad jer behager. Adieu.

OVIDIUS.

Gid jeg aldrig saae jer meer for mine Øyen. Men der kommer een af de gamle Hexer. Hun seer saa forbittret ud. Jeg maa gaae lidt til Side, for at høre hvad hun skader.

SCEN. 5.

Marthe. Ovidius.

MARTHE.

Ach! ach! jeg døer af Avind og Forbittrelse. Tænk engang, hvilken Lykke hun giør ved saadan Ægteskab! Hun begynder alt at see baade mig og andre fattige Qvinder over Axelene. Mon min Datter ikke kunde være ligesaa nær til saadan Lykke som hendes? Ach! ach! jeg vil heller døe end taale at see paa saadan Forfremmelse. Hvis jeg fandt een af Leanders Brødre, skulde jeg strax gaae hen og aabenbare all hendes Bedragerie. Men der seer jeg Monsieur Ovidius. Falder paa Knæ.

Ach min Herre! jeg har en Hob at aabenbare ham, som ligger mig paa Hiertet; Min Samvittighed begynder at nagge mig, saa jeg har ingen Roe, førend jeg bekiender mine Misgierninger. Vi har, min Herre! udi mange Aar føret et skinhelligt Levnet, og under den Masqve bedraget mange got Folk.

OVIDIUS.

Jeg tviler ikke derom, thi jeg har selv befundet 188 jer derudi, og hvis vi havde haft Vidner til det Bedragerie, som skeede i Dag, skulde I alle være bleven revsede; Men vi kand ikke selv være baade Anklagere og Vidner.

MARTHE.

Det er sandt, uden mange Vidner kand den gamle Gunnild ikke fældes, thi hendes Credit er stor blant Folk. Ach vil Herren forsikkre mig om sin Beskyttelse, hvis jeg fører dette for Lyset?

OVIDIUS.

Stat op Marthe! Du maa være mig behielpelig i at hindre en nye forestaaende Ulykke. Du maa viide, at det er kommen saa vidt med min Broder, at han vil tage gammel Gunnilds Dotter til ægte.

MARTHE.

Ach Himmel! er det mueligt?

OVIDIUS.

Hvad Raad skal vi hitte derimod?

MARTHE.

Gak I kun bort, og forsamle jere Venner tillige med Leander, saa skal jeg faae hende til at giøre et nyt Bedragerie, hvorudi hun i hans og andres Paasyn skal blive røbet. Men see vel til, at Leander paa en Time eller to ikke faaer Leylighed at tale med hende. Jeg skal siden lade jer vide, hvad Anstalt der skal giøres, naar jeg har først sætt Gunnild i Harnisk.

OVIDIUS.

Far vel da saa længe, Marthe! og vær forsikkret om, at du skal have din riigelig Underholding af vort Huus, saa længe du lever.

SCEN. 6.

Marthe. Gunnild.

MARTHE.

See! der kommer hun; nu maa jeg sætte mine Garn, hvorudi hun skal fanges, hvor snedig hun end er. Ach! ach! jeg tænkte det nok, det gode varer ikke længe; Den stakkels Gunnild glædte sig alt for tilig. Jeg maa hen og vare hende udi Tide, at hun bruger Raad derimod.

GUNNILD.

Hvad er paa Færde, Marthe?

MARTHE.

Ach Mutter! jeg har en slet Tidende at bringe jer: Nu nyelig stod jeg uformerkt og hørte Ovidius 189 disputere med Leander om det Ægteskab han havde lovet jer Datter.

GUNNILD.

Hvordan faldt det ud?

MARTHE.

Det faldt saa ud, at Leander blir ved sin Eleonora, thi han lovede sin Broder med Haand og Mund at bryde det Løfte, han har giort jer.

GUNNILD.

Ach! ach! den Ovidius er mig en haard Fiende.

MARTHE.

Vi maa forekomme ham i Tide.

GUNNILD.

Hvad Raad skal vi da bruge?

MARTHE.

De samme Midler, som vi har brugt tilforn at bringe ham udi Garnet, maa vi endnu betiene os af at holde ham fast: I maa forklæde jer nok engang udi en Geistes Skikkelse, stille jer for ham, naar han er alleene, og siige: At hvis han agter at blive salig, maa han ægte gamle Gunnilds Dotter, thi det er Himmelens Villie. Skal det giøres, saa maa det giøres ved første Leylighed, medens han er endnu i sin Overtroe. Jeg skal bringe ham til det Sted, hvor vi har vor Gang under Jorden, og vare jer ad ved 3 Trampen paa Jorden, naar Tid er at staae op af Hullet.

GUNNILD.

Det er et ypperligt Raad, Marthe.

MARTHE.

Gak strax hen, og lav jer til da, og naar han kommer, saa kand I gaae ham lige i møde, thi naar han hører, at det er Himmelens Villie, saa bringer heele Verden ham ikke fra sit Forsæt. De gaaer begge ud.

SCEN. 7.

Ovidius. Leander.

LEANDER.

I maa præke for mig til Verdens Ende, saa troer jeg intet deraf.

OVIDIUS.

Vil I kun have Taalmodighed een Time, saa skal jeg strax hielpe jer af Drømmen.

LEANDER.

Snak, Snak!

OVIDIUS.

Vil I ikke troe det, som I seer for Øyene?

190
LEANDER.

Hvad seer jeg for Øyene?

OVIDIUS.

I skal see hendes Bedragerie selv, og takke mig derfor.

LEANDER.

Naar jeg seer det, saa vil jeg troe det.

OVIDIUS.

See! der kommer gamle Marthe, som skal oplyse den heele Sag.

SCEN. 8.

Leander. Ovidius. Marthe.

MARTHE.
falder paa Knæ for Leander

Ach! Himmelen tillader ikke længer, at vor Ondskab blir skiult, min Samvittighed er vaagnet, og jeg har ingen Roe haft, førend jeg maatte ud med det, som har plaget mit Hierte, og jeg har maatt bekiende for jer Broder vore Practikker, vort Koglerie, som vi har brugt at lokke Folk udi Snaren, og styrte dem udi samme Overtroe. Den gamle Gunnild, som I holder for en Prophetinde, der kand giøre Mirakler, løse og binde Fanden, er den største Bedragerske, som kand gaae paa Jorden. Himmelens Retfærdighed, som ikke kand taale saadant u-hevnet, har paaført mig saadan Uroelighed, saadan Beængstelse, at jeg er bleven tvungen til at bekiende vor Ondskab, og underkaste mig frivillig Straf.

LEANDER.

Men kand man forlade sig paa det, som du siiger, om det ikke er af Had mod Gunnild, som du vil føre i Fortræd for at hevne dig?

MARTHE.

Vil I have Taalmodighed en liden stund, saa skal I treffe hende selv i et nyt Bedragerie, og, paa det at hun ikke skal giøre det u-straffet som tilforn, da lad jer anden Broder, samt alle Huusfolkene stille sig her u-formerkt for at see det an. Men jeg beder om Naade.

LEANDER.

Hvis saa er, som du siiger, da skal dig intet Ont vederfares, men tvert imod du skal riigelig belønnes for din Tieneste.

MARTHE.

Jeg begiær ingen Belønning, min Herre, thi jeg giør dette kun for at befrie mig fra den Beængstelse, 191 som mig er paakommen, at min Samvittighed kand komme i Roelighed igien. Gaaer I nu kun strax ind, og kalder alle Huus-Folkene tilstæde, og skiuler dem alle, at ingen blir seet uden Leander; thi om en liden Stund vil hun komme hid som en Geist eller Spøgelse, for at bestyrke jer meer i jer Overtroe, da skal hun blive greben paa friske Gierninger, og bekiende sit Bedragerie uden at man har nødig at føre Vidne imod hende.

OVIDIUS.

Inventionen er meget god. Lad os gaae.

SCEN. 9.

MARTHE.
alleene

Ha ha! Dette som jeg her giør, er hverken for at befrie Samvittighed, eller at aabenbare Synder, men af Forbittrelse og Avind, at Gunnild ikke skal nyde saadan Lykke, og komme til slig Ære og Herlighed. Jeg er ikke den første Qvinde, der af Avind og Misundelse har brudt Venskab, og sat mig selv i Fare. Ingen Passion regierer saa sterk i en Qvindes Hierte, som Misundelse: Den driver een til at opoffre sin Velfærdt, Forældre, Slægt, Venner, ja sig selv med. Naar dette er skeet, vil jeg lade mig belønne, og siden reyse hen paa et andet Sted, for at øve mine gamle Konster igien, som jeg dog ikke kand lade. Men der kommer de. Jeg maa hen og lave mig til.

SCEN. 10.

Ovidius. Leander. Roland. Eleonora. Haagen. Henrich. Marthe. Gunnild.

ROLAND.

Jeg glæder mig over, at Leander kand komme til at see det for Øyene, som han af vor Beretning ikke har villet troe, og at han kand komme af Drømmene paa samme Maade, som jeg tilforn.

OVIDIUS.

Gaaer nu alle tilside, Børn, og skiuler jer saaledes, at hun ikke blir nogen vaer.

MARTHE.

Værer gandske stille; Hun skal staae op af 192 dette Hull, hvor vi har haft vor Gang under Jorden, for der at spille adskillige Koglerie. Jeg har bildt hende ind, at Leander har ladet sig bevæge at staae fra sit Forsæt at ægte Gunnilds Dotter, og derfor overtalt hende at agere en Geist her paa dette Sted, naar han er alleene, hvorom jeg skal give hende Varsel. Jeg stiller mig bag ved Hullet for at rive Masqven af hende, naar hun staaer op.

Leander bliver staaende alleene midt paa Theatro. De andre skiuler sig ved Siderne. Marthe gir Tegn ved Trampen paa Gulvet, og Geisten stiger op, sigende disse Ord:

Leander, Leander! Himmelens Villie er, at du skal tage dig en Ægtefælle.

LEANDER.

Hvo skal den være?

GEISTEN.

Det skal være den Gudfrygtige Matrones Gunnild Per Smeds Dotter.

MARTHE.
rivende Masqven af hende

Ney saa mare blir der intet af denne gang.

GUNNILD.

Ach hvad er dette? jeg forraades af min egen Ven.

De andre løbe til og trække hende af Hullet.
GUNNILD.
paa Knæ

Ach! Himmelen bruger ofte et ont Menneske at straffe et andet med. Jeg beder ikke om Naade. Jeg bekiender at have fortient Døden.

LEANDER.

Ach! nu seer jeg, hvad som har været Aarsag til min hastige Forandring. Var det saadan Geist, som steeg op af Jorden i Dag tilforn paa samme Sted?

GUNNILD.

Ja Herre! det var mig, med een af mit Tilhang, som jeg havde bestilt dertil for at bedrage hans Broder Roland.

OVIDIUS.

Det var det samme Skielmstykke, som jeg greeb hende udi, og som jeg har villet aabenbare jer, men I har ikke villet høre mig. Men har det været Aarsag til jer Forandring?

LEANDER.

Ja det var Begyndelsen dertil; thi da jeg 193 kom gaaende, fandt jeg her en underlig Samling af gamle Kiellinger, og saadant Dyr stiige op af Jorden.

ROLAND.

Ach ach! den samme Hendelse, som bragte mig af Overtroe, har styrtet min Broer derudi.

OVIDIUS.

Men kunde dette eene Syn være mægtig til at forandre jer Sind saaledes?

LEANDER.

Dette u-formodentlige Syn havde des større Virkning hos mig, jo meer jeg havde foragtet alt saadant tilforn. Thi jeg tænkte ved mig selv, at det var en Straf af Himmelen formeedelst min Vantroe; og disse Tanker tog meer og meer Overhaand hos mig, saa jeg først besluttede ikke at forkaste alle Historier meere, siden at troe alt, hvad jeg seer, derefter hvad jeg hører fortælle af vigtige Folk, og endelig hvad enhver indtil gamle Kiellinger sige. Saaledes formeredes Grad-viis Tankerne hos mig, saa jeg i en Hast faldt fra een Extremitet til en anden.

ROLAND.

Saaledes gik det ogsaa mig. Da jeg ved min Broders Hielp fik at see, hvordan disse Kiellinger spillede med mig, begyndte jeg at tænke: Mon adskillige Historier, som fortælles, er ikke af samme Natur? Derefter besluttede jeg ikke at troe uden hvad skiønsomme Folk siger, siden hvad ingen siger, og endelig ikke engang hvad jeg selv seer.

HAAGEN.

Paa den Maade blir jeg den samme som jeg var.

HENRICH.

Ja du blir den samme Slyngel, som du var, og jeg liigeledes.

OVIDIUS.

Saaledes har I befundet, mine kiære Brødre, at det er som jeg ofte har sagt: naar et Menneske vil reformere sig, veed det ikke at standse, men gaaer alt fort, indtil det falder i en Yderlighed ligesaa lastelig som den, det forlod. Jeg har kiendt dem, som Folk et Aar har haft Afskye for, formedelst deres Skinhellighed, et andet Aar formedelst deres Ryggesløshed. Jeg har kiendt dem, der een Tid har opirret Folk med Medisance, en anden Tiid ved hæsligste Hyklerie; Andre, der ere bleven 194 lastede formedelst Gnieragtighed, at have reformeret sig saaledes, at de ere forfaldne til Ødselhed. Det er en Characteer, som faa tager i Agt, men dog er temmelig gangbar.

LEANDER.

Vi merker, at jere Formaninger har været vel grundede. Jer Levnet skal herefter være os en Model at efterfølge. Men hør du vanartige Kielling! var det ogsaa du, som siden forskrækkede mig alleene paa dette Sted under samme Masqve af Dievel?

GUNNILD.

Ney vist, Herre. De Klæder efterlod vi paa Stedet, da Monsieur Ovidius traf os udi vort Bedragerie.

HENRICH.

Hvorledes saae det Klæde ud?

GUNNILD.

Det var et sort langt Klæde med en Stok, hvormed man kunde giøre sig høy og lav, og der vare 2 Horn heftede dertil.

HENRICH.

Hvad Tiid saae Herren det Spøgelse?

LEANDER.

En liden Stund for den Tiid du fandt mig liggende halv død paa Jorden.

HENRICH.

Ach Herre! Jeg beder om naadigst Forladelse; Jeg var det Spøgelse. Jeg fandt det Klæde liggende paa Jorden, og vilde bruge det paa Masqverade i Aften. Men just som jeg havde iført mig det for at see, om det passede, kom Haagen i det samme, hvilken jeg giorde saa bange, at han bekiendte for mig en Hob Skielmstykker, han har bedrevet mod Monsieur Roland. Men det giør mig ont, at jeg ogsaa har altereret min Herre.

LEANDER.

Ja den Skræk, som var kommen i mit Blod, formeeredes, da jeg vaagnede op, og saae saadan Positur.

ROLAND.

Men hvad er det for Skielmstykker, du har bedrevet? Haagen!

HAAGEN.

Gid han faae en Ulykke! Jeg tænkte, han var en Dievel, og derfor løy mig selv paa for at befries fra hans Kløer; thi af alt det, jeg bekiendte, var intet sandt uden det sidste.

ROLAND.

Hvad var det da?

195
HENRICH.

Fy det er Lapperie tilsammen. Han truer Haagen.

HAAGEN.

Det var, at jeg --

HENRICH.

Ey Monsieur Roland! det er, min Siæl, kun Lapperie.

Han truer Haagen igien.
HAAGEN.

Det var ikke andet end ---

Henrich holder ham for Munden. De kommer i Klammerie, og løber ud.
ROLAND.

Jeg skal nok udforske, hvad dette er for en Sag. Nu har vi at tænke paa, hvordan vi skal faae denne Kielling straffet.

OVIDIUS.

Om I vil følge mit Raad, saa er det best, at vi tier med den Sag, og lader hende løbe. Hør du vanartige Menneske! hvis du oftere lader dig see her i Naboelavet, skal du blive straffet efter Fortienneste.

GUNNILD.

Jeg skal ikke alleene forlade Naboelavet, men endogsaa Byen, reyse paa Landet, og der poenitere for mine Synder.

OVIDIUS.

Saa pak dig strax bort! Og du Marthe! du skal faae det, vi har lovet dig. De gaaer.

LEANDER.

Men endnu staaer det største tilbage, at forliige mig med min Jomfrue, som jeg saa grovelig har syndet imod.

Falder paa Knæe.

Forlad, allerkiereste Jomfrue! min grove Forseelse mod hende. Tænk efter alt, hvad som er skeet, at Koglerie og Abespill har forleedet mig at giøre det, som ellers aldrig kunde have rindet mig i Sinde. Betænk, skiønne Jomfru! at ---

ELEONORA.

Stat op kiere Leander! Det er mig kiert, at I er kommen af Vildfarelse. Jeg forlader eder det af mit gandske Hierte, og glæder mig, at I, saavelsom eders Broder, ved disse Eventyr ere komne paa rette Vey igien.

196
OVIDIUS.
til Spectatores:

Her seer man, at den tryggest er,
Der Middelveyen tager;
Men i Extremitet, disvær!
Natur hver anden jager.
Nu Vantroe, atter Overtroe,
Nu Lunkenhed, nu Iver
Et Hierte Vexel-viis beboe.
Naar Feyl udrøddet bliver.
Den giver for et andet Rom;
Man Aaget ey bortkaster,
Fra et til andet Herredom
Af Lyder man kun haster.

197

Uden Hoved og Hale
Noter

S. 129.
Tydske Forme. Holberg hentyder hermed til de lange, bombastiske Titler, de tyske Skuespillerbander benyttede til deres Stykker. - I fiire Acter, efter de klassiske Regler skulle et Drama have fem Akter. - u-liige Tal, disse ansaas for at være heldigere end de lige Tal, f. Eks. naar Lægerne ordinerede Piller o. lign.

S. 130.
Spectatores, lat. Tilskuerne. - Betryk, Knibe, Forlegenhed. - tilforn, tidligere. - End er, endvidere, ydermere, oven i købet er der. - Vulcanus, lat. Smedeguden. - som i Kiøge Halsjern, dvs. udstillet til offentlig Spot og Skam. Forbryderen, som »stod i Gabestokken« var fastgjort til en Pæl og havde en Bøjle (Halsjern) spændt om Halsen. - Apollo, lat. (gr. Apollon), Gud for Kunst og Videnskab. - Minerva, lat. Visdommens Gudinde.

S. 131.
Jupiter, lat. den øverste romerske Gud; Himmelkongen. - Confusion, Forvirring. - slaae Øyet ud. Man troede, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og dermed afsløre denne. Smede havde Ry for at være »kloge«.

S. 132.
Præsentationer, Opførelser. - Tydske Comoedier i Broelegger-Strædet; se Indledning til Ulysses von Ithacia, i Bind IV. - Gespenster, Spøgelser, Genfærd. - Caracteres paa, Karakteristikker af. - Lyder, Fejl, Svagheder. - Momus, lat. (gr. Momos), Gud for Spot og bidende Ironi. - polerede, dannede, kultiverede.

S. 133.
spende dig for Rumpen, sparke dig bagi. - Det vil ... intet siige, det betyder ikke noget. - Caprice, Grille, Indfald.

S. 134.
Axelen, Skulderen. - forbundne til, forpligtede til, tvunget til. dependerer, afhænger. - Grund, Fornuft. - Torden-Straale, Lynet var Jupiters Attribut. - retirere mig, trække mig tilbage. - tage Sted, tage Plads. - Forhold og Gebærder, Opførsel og Manerer. - uden, undtagen, medmindre. - de middelste Loger, de midterste Loger (som var de dyreste). - Autor, Forfatter.

S. 136.
Avindsyge, gnavne, umedgørlige. - efterdi, da, naar.

S. 137.
heller, snarere. - omen, lat. Varsel.

S. 138.
omendskiønt, selv om. - Devotion, Fromhed. - superstitieux, fr. overtroisk. - viise igien, mane tilbage, eller: ved overnaturlige Midler paavise Tyvekoster og skaffe dem tilbage.

S. 140.
Mask, Maltaffald ved Ølbrygning; Bærme. - Poenitentze, Bod. - i Exempel, til Advarsel.

198

S. 141.
Varulv, i Folketroen en Mand, der var forvandlet til en Ulv og som saadan Anstifter af Ondt. - Alteration, Ophidselse.

S. 142.
med de Klogeste, blandt de klogeste. - førend den, førend han.

S. 143.
Marren. En Mare var i Folketroen et kvindeligt Væsen, der om Natten satte sig paa den Sovendes Bryst (Mareridt). Man kunde beskytte sig mod hende paa forskellig Maade som nævnt her. Saaledes var Staal et Middel til at skræmme Troldtøj. - det fornemste, det vigtigste.

S. 144.
i Sør, norsk for i Sønder, mod Syd. - Permission, Tilladelse. - førend jeg løsligen forsvor mig, snarere end jeg paa et løst Grundlag skulde aflægge Ed paa noget galt. - Nøk, i nordisk Folketro et Væsen, der lever i Vandløb (og Brønde) og som prøver at lokke Mennesker til sig. - Hælhest, en trebenet, hovedløs Hest, som mentes at opholde sig paa Kirkegaarde og varsle Død. - Sybilla. Flere Spaakvinder fra Oldtiden kaldtes Sibylla. - satt ... paa Stie, dvs. for at fedes.

S. 145.
Vomitif, Brækmiddel. - Monfrere, fr. Mon frère, min Broder.

S. 147.
fixere, holde for Nar. - refuterer, gendriver. - Complexion, Konstitution. - jeg har forsøgt, jeg har erfaret, mærket. - Gout, fr. Smag.

S. 148.
Tings Vidne, Vidnesbyrd afgivet i Retten. - Bass og Fiol, Kontrabas og Violin. - forsøger Penne med, dvs. for at prøve om Fjerpennen var skaaret rigtigt. - Den som mig føder, Førstelinje af en Salme, der fortsætter: »Det er Gud min Herre«. Det var Guds Navn, Fanden ikke kunde taale at høre! Grundlaget er Davidssalme Nr. 23; herover skrev Clément Marot 1543 en fransk Salme, som 1573 oversattes til Tysk af A. Lobwasser og herfra formentlig, ved ukendt Oversætter, til Dansk 1642.

S. 149.
studsede, standsede. - sagte, sagtens; nok. - artig nok, interessant, morsom nok. - over i 14 Aar, i over 14 Aar. - en liden Flint, en lille (Flint)bøsse. - Kalvskindet, Bydel i Trondheim. - konstig, kunstig, trolddomskyndig. - Vaage-Stue, i Vaagestuerne, hvor der holdtes Vagt ved Liget, forlystede man sig bl. a. med at fortælle Historier.

S. 150.
examinerer, undersøger. - Wardehuus, Vardøhus Fæstning (i Finmarken). - Hr. Christoffer, Præsten. - uden han vil, hvis ikke, medmindre han vil. - Lucifers Fald. Djævelen var oprindelig en Lysengel (Lucifer, lat. Lysbringer), der satte sig op mod Gud og til Straf styrtedes ned i Helvede sammen med sine Tilhængere. - diverterer, morer, adspreder.

S. 151.
have fuldt, have fulgt.

S. 152.
Torden-Steen, Flintøkser, Vættelys, forstenede Søpindsvin o. lign. var saadanne Sten, der ifølge Folketroen beskyttede mod Lynnedslag. - SI., Forkortelse af Salig, dvs. afdøde. - Potz slapperment! formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. 199 - Find, Trolden Find byggede Lunds Domkirke for Sankt Laurentius mod som Løn at faa Sol og Maane eller hans Øjne. - egen Klogskab, Egenklogskab, Selvklogskab. - delirare, lat. afvige fra den lige Linie.

S. 153.
Canari-Sek, Sekt, sød Vin fra de Canariske Øer. - attaqvere, angribe.

S. 154.
Condition, Betingelse. - u-formerkt, ubemærket.

S. 155.
Liire-Stykke, Musikstykke udført paa Bondelire; se Note til Kilde-Reysen ovenfor S. 28.

S. 156.
Gammel Erik, Navn paa Fanden. - Bloksbierg, Brocken i Harzen. - Hekkenfield, Hekla i Island. - Lyderhorn, i Norge (ved Bergen). - Mundien ... Fyr olien, Fabelsteder fra Folkebøgerne.

- St. Sveder. Nogen officiel Helgen af dette Navn kendes ikke. »Sankt Sveder« kan være en Omdannelse af »Sanctum Suarium«, den hellige Svededug, Jesu Ligklæde, der som en Slags Helgen har sin særlige Mindefest, den anden Fredag i Fasten. - Spinde-Huuset, Kvindefængslet.

S. 159.
harcellerer, spøger. - domminerer, larmer; tager paa Vej. - assomblixerer, gaar til Selskab (komisk Dannelse af Assemblé, Selskab). - Slutteriet, Gældsfængslet. - Styver, en Mønt af ringe Værdi, ofte = 2 Skilling.

S. 160.
Gaal-Amme, Goldamme, Kvinde der passer et Spædbarn uden at give det Die. - profect, Forvanskning af perfekt, fuldkommen. - Kaarse-Dantz, en Folkedans; kaldes ogsaa Krydstur. - forpikket paa, forhippet paa, begejstret for. - Carnalier, Slyngler. - Jan Chagel, Janhagel, Pøbel, Pak. - honnette, pæne, ordentlige. - raisonabelt, rundhaandet. - Postillion eller Castillion. Henrich mener sandsynligvis Dansen Cotillon, der er fransk, ikke engelsk. - Exercitien, Udførelsen (af Dansen). - Adrianne, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil.

S. 161.
smuurte jeg ... i en Bonde etc., fik jeg en Bonde til at tage 4 holstenske Tolvskillinger for 48 Skilling (de var kun 40 Sk. værd).

S. 163.
peene, dydige, ærbare; knibske. - udi Gangen, i Kulissen.

S. 165.
Kloster-Stræde. Her holdt tidligere Københavns Skomagere til.

- endelig, i Virkeligheden; for Resten.

S. 166.
en Pegel, en Pægl, gi. Maal for flydende Varer (= 0,2415 1). - Finkel-]ochum, simpel Brændevin.

S. 167.
ligget udi 3 Aar i Rostock, studeret 3 Aar i Rostock. - Carnaliøsk, slyngelagtigt. - Du skulde holde det saa, du kunde blive ved saadan.

S. 168.
mari, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 170.
skiemter med, gør Nar af. - Beckers Bezauberte Welt, den hollandske Teolog Balthasar Bekkers berømte Værk »De be 200 tooverde Wereld« (den forgjorte Verden) fra 1691 bestred Overtro og gav Heksetroen Dødsstødet. - en Skifting, ifølge Folketroen et Troldebarn, som de Underjordiske havde lagt i Vuggen (»skiftet ud«) i Stedet for det rigtige Barn.

S. 172.
snak for din Eske! Vrøvl!

S. 173.
Qvaliteter, Egenskaber.

S. 176.
den havde ... kommen ret an, han var . .. kommet galt af Sted. - scrupulere, tvivle. - mægtig til, i Stand til. - den tiende Deel mindre konstig, 1/10 saa kunstig, dvs. udspekuleret.

S. 177.
modest, beskeden. - Canaille, fr. Slyngel.

S. 178.
Optøger, Optøjer, gale Streger. - forblummet, dunkelt, tvetydigt.

S. 179.
Assomblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab.

S. 181.
raillere, drille, spotte. - Extremitæt, Yderlighed.

S. 182.
noget til hendes Nachdeel, noget ufordelagtigt om hende. - Metempsychosis, gr. Sjælevandring.

S. 183.
Pebling, Latinskoleelev (bar sort Dragt). - besynderlig, især.

S. 184.
i Trods for, paa Trods af, til Trods for.

S. 186.
klarlig overbeviise hende noget, klart bevise noget mod hende. - bør at liides, bør tillades (at være). - galant, fin. - gemeene, simple, jævne.

S. 187.
hvad hun skader, hvad der er i Vejen med hende. - Avind, Misundelse.

S. 188.
Credit, Anseelse. - vare hende, advare hende.

S. 189.
forekomme ham, komme ham i Forkøbet. -

S. 190.
Practikker, Kneb.

S. 191.
Inventionen, Paafundet, Ideen. - ikke kand lade, ikke kan lade være med.

S. 192.
Tilhang, Tilhængere.

S. 193.
Medisance, Bagtalelse, (ondsindet) Sladder.

S. 194.
for den Tiid, før det Tidspunkt.

S. 195.
poenitere, gøre Bod.

HENRICH OG PERNILLE
Comoedie i tre Acter

202

Hoved-Personerne i Comoedien

  • LEANDER
  • HENRICH
    hans Tiener
  • ARV
    en Gaards-Karl
  • LEONORA
    Leanders Forlovede
  • PERNILLE
    hendes Pige
  • MAGDELONE
    en gammel Kone
  • JERONIMUS
    Leonoræ Fader
203

Henrich og Pernille
Indledning

Komedien blev opført i 1724, men først trykt 1731. I sit første Levnedsbrev (1728), som er blevet citeret i Indledning til alle foregaaende Komedier, gav Holberg kun et Signalement af dem der paa det Tidspunkt forelaa trykt. Grunden hertil er antagelig, at han med dette Afsnit af sine latinske Erindringer vil friste udenlandske Oversættere. Holberg tilføjer derfor, at »disse femten Stykker er trykt og fylder tre Bind« og nævner derefter blot Titelen paa fem, »der ikke er trykt, men spillet med Bifald paa vort Teater«. - Om »Henrich og Pernille« har Holberg langt senere, i Epistel 66, udtalt, at den er perfekt opbygget; alle Regler overholdes og »der fremtræder ikke en eeneste Person paa Skue-Pladsen, uden just paa den Tiid og ligesom udi det samme Øyeblik han ventes«.

I det 17. og ikke mindst i det 18. Aarhundrede var Skellet mellem Herrestand og Tjenerstand uoverstigeligt - eller næsten. Det hændte, at en Tjener kom til Vejrs, og at en jævn Pige ægtede en velstaaende Mand. Den sociale Opdrift var hos mange i de nederste Samfundsklasser stærkere end nogen anden Drift. For en Tjener eller Kammerpige var Fristelsen til at tage Herskabets Tøj paa og forsøge at gøre sin Lykke i denne Forklædning meget nærliggende. Helten og Titelpersonen i Franskmanden Lesages store Roman Gil Blas (1715) er en fattig Student, som i Perioder er Tjener, før han som Lægeassistent og Ministersekretær avancerer højt i Samfundet. I 3. Bogs 5. Kapitel gaar han ud i sin Herres Tøj, faar gennem en gammel Koblerske Forbindelse med en smuk og fint klædt 204 Dame; de har flere Stævnemøder, men da Gil Blas en Dag faar Ordre til at afhente sin Herre hos en Skuespillerinde, modtages han dér af sin Udkaarne; hun er i Virkeligheden Kammerpige hos Skuespillerinden og har til deres Møder klædt sig som Dame for at fange en fin Herre. Baade Lakajen og Kammerpigen er dog saa tilfredse med hinanden, at de fortsat vil ses og more sig sammen.

De tre første Afdelinger, »Bøger« af Gil Blas udkom 1715, de tre næste 1724 og de tre sidste 1735. Det var Henrik Hertz, som i sit Tidsskrift Ugentlige Blade, 1858-59, S. 417, gjorde opmærksom paa, at Holberg herfra kunne have hentet Inspiration til sin Komedie. Holberg nævner imidlertid aldrig Lesage, og dennes store og meget indholdsrige Roman synes ikke paa anden Maade at have haft Betydning for Holbergs Forfatterskab.

Litteratur.Om Levnedsbrevets Omtale af Holbergs egne Skrifter, se Indledning til Holbergs Memoirer, ved F. J. Billeskov Jansen, 1943; 2. Udg. 1963. - Lesage: Gil Blas de Santillanas Oplevelser. Paa Dansk ved S. Prahl, 1897, S. 160-68.

205

ACTUS I

SCEN. 1

HENRICH.

som Cavalzer. Ha ha ha ha ha ha! Det gaaer rigtig an. Hun er fast. Hvad kand dog ikke de lumpne Klæer giøre? Jeg har, min Troe, ikke haft andet Øjemerke end at harcelere lidt med min Herres Klæer og Eqvipage, og aldrig tænkt at giøre min Lykke derved. Det gaaer mig ligesom Kuliebrænderen, der iførte sig i en Doctor-Kiole for at lade sig hilse af Folk, og blev virkelig Doctor ved samme Narrerie. Jeg blir virkelig Hanreder; Thi den gode Jomfrue er coqvete som en ævig Ulykke. Men hvad vil det siige? Jeg avancerer dog, nemlig fra en Slyngel til en fornemme Hanreder. Det meeste bestaaer derudi, at jeg kand holde gode Miner, og intet af det gamle Lakei-Væsen stikker frem, som kand røbe mig. I gaar havde jeg nær begaaet en forbandet Forseelse: Da jeg gav de fremmede Folk, som jeg har antaget for min Herre, Ordre at spænde for Vognen, kom jeg ikke ihu, jeg var Herre, men vilde staae bag paa Vognen, hvorudover Kudsken begyndte at smile og sagde: Hvor vil deres Velbaarnhed hen? Jeg blev skamfuld og begyndte at henge med Hovedet som et Æsel, men reedede mig dog derfra i det jeg lod som jeg saae en Skavank paa Himmelen af Vognen. Jeg var paa et Assemblee i Gaar, allene for at lære nogle fornemme Grimacer. Jeg saae der iblant andet en Junker, som nyelig var kommen fra Frankerig, ham udcopierede jeg meget nøye, undtagen at jeg ikke vil snakke igiennem Næsen, hvortil han havde sine a parte Raisons, thi han var kommen gandske nyelig fra Paris. For Resten 206 stial jeg ham all hans anden Artighed fra, som for Exempel:

Tar sit Uhrværk op, og fløiter, giør Coupeer med Fødderne, og synger, tar Speylen af Lommen og accommoderer sin Peruqve.

Jeg er fornøyet med mig selv. Jeg er forliebt i mig selv. Frøikenen har pardieu Raison.

SCEN. 2

Arv. Henrich.

ARV.

Hvad Fanden mon det er for en Karl? han er ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.

Hvad Pokker er dette? Det er min Troe Arv, som kommer fra min Herre paa Landet.

ARV.

Om Folk bar sig saadan ad hos os paa Landet, dømte Birke-Dommeren dem virkelig til at være gall, indtil de blev frikiendt af en anden Ret udi Kiøbsteden, hvor saadant er brugeligt.

HENRICH.

Jeg maa aabenbare mig for ham, men narre ham lidt først. Hør, hvo er som taler der?

ARV.

Det er mig.

HENRICH.

Hvilken mig? hvad er det for Svar?

ARV.

Det er mig, Arv.

HENRICH.

Du maa være en Slyngel. Det kand jeg høre af dit Navn. Diable m'emporte, partout dans la France comment vous portez vous. Hør hvad jeg skulde siige:

Carnaille! forstaaer du Fransk?

ARV.

Ney jeg giør ikke.

HENRICH.

Italiensk?

ARV.

Ikke heller.

HENRICH.

Spansk?

ARV.

Ney.

HENRICH.

Saa est du jo værre end et u-mælende Beest.

ARV.

Ney jeg forstaaer intet deraf min ærlig Herre.

HENRICH.

Ærlig Herre? Hvem tager du mig an for, Slyngel? Jeg er ikke ærlig, jeg er velbaarn. Naar du 207
208 taler med en af dine Cammerater, saa kandst du siige: Min ærlig Mand.

ARV.

Om Forladelse velbaarne Herre! jeg vidste min Troe ikke andet end han var ærlig.

HENRICH.

Ney det er noget gammeldags for Folk af min Stand. Hvor har du hiemme?

ARV.

Jeg tiener hos en ung Herre, som heeder Leander.

HENRICH.

Leander! hvor er den Flegel kommen til det Navn? Jeg heeder Leander.

ARV.

Saa er Velbaarne Herre da ogsaa en Flegel?

HENRICH.

Veedst du vel, hvad en Flegel er?

ARV.

Nei jeg veed mare ikke, uden at det maa være noget fornemme, eftersom han siger, at min Herre og han selv ere saadane.

HENRICH.

Det er din Lykke, at du ikke veedst det.

Men hvordan har din Herre understaaet sig at føre det Navn Leander? Hvis jeg havde ham fat, han skulde faae en Ulykke. Dig vil jeg opoffre først paa Regning.

Trækker sin Kaarde.

ARV.
paa Knæ.

Ach Velbaarne Hr. Flegel! spar mit Liv.

Jeg er kun hans Gaardskarl. Men han har en Tienner her i Byen, som jeg skal flye Herren fat paa, paa hvilken han bedre kand hevne sig.

HENRICH.

Hvor er den Tienner? hvad er hans Navn?

ARV.

Han heeder Henrich, men burte heede Skurk, thi det er en af de største Rakkerknægte jeg har kiendt.

HENRICH.

Ha ha ha, nu kand jeg ikke meer. Stat op Arv. Kiender du mig ikke? Jeg er den Henrich, som du taler med saadan Berømmelse om.

ARV.

Ney, saa gid du og faae all Verdsens Skam for mig, som du giorde saa bange.

HENRICH.

Gid du og faae Skam for mig, som du bagtalede.

ARV.

Dine Gierninger udviiser, at jeg talede ikke uret. Hvor Pokker kommer du at løbe saadan gall i Herrens Klæder?

209
HENRICH.

Arv! Du est jo en fattig Karl, som ved dit Arbeyde ikke vinder 10 Rdlr. om Aaret?

ARV.

Jeg fortiener 10 Dievle, ikke 10 Rdlr.

HENRICH.

Inden Aften skal du fortiene 50 Rdlr. dersom du vil holde gode Miner, og staae mig bi i mit Forsæt.

ARV.

Hvor Pokker vil du skaffe mig 50 Rdlr., uden du vil stiæle dem?

HENRICH.

Arv! naar du hører Historien, skal du let kunne begribe det. Du veedst, at Leander har skikket mig til Byen for 14 Dage siden, at sætte hans Gaard udi Stand, og tage an nye Tienere og Kudsk paa hans Vegne, at alting kand være reede at tage imod hans tilkommende Brud.

ARV.

Jeg veed det nok. Men hvad mon det er for en Jomfrue han faaer?

HENRICH.

Jeg er ligesaa klog derudi som du. Der er ingen som veed det, uden den anden Tiener Christopher, som reysede med ham da han sluttede dette Partie. Jeg veed ellers intet deraf; Thi saa snart han kom hiem, sagde han: Henrich! Jeg skal holde Bryllup inden 14 Dage udi Byen. Du maa strax reyse derhen, og sætte alting i Lave, lade Vognen oppudse, tage et par Tienere an, thi Christoffer giorde mig et Puds paa Veyen, hvorudover jeg lod ham løbe. Jeg giorde mig saa næseviis, og spurdte ham hvo hans Kiæreste var. Men han smilede deraf og sagde: Det er et Fruentimmer. Du faaer hende nok at see. Reys kun strax til Byen og forret, hvad jeg har befalet dig. Jeg har derpaa antaget et par Tienere og en Kudsk, og giort saadanne Anstalter, som han vil være fornøyet med. Men da jeg blev mægtig over min Herres Huus og Eqvipage, fik jeg Lyst til at føre mig op som en stor Herre.

ARV.

Hvilket forbandet Indfald!

HENRICH.

Det maa du vel sige, Arv. Jeg roulerede i Carosse hver Dag med to Tienere bag paa i Herrens beste Klæer, og havde min Troe ikke andet Øyemerke 210 dermed, end at styre den Lyst som mig var paakommen, og at merke, hvorledes det var at være fornemme.

ARV.

Men vilde Kudsken og Tienerne altid beqvemme sig til saadan Opvartning?

HENRICH.

Kudsken og Tienerne veed ikke andet, end jeg er Herren selv.

ARV.

Ha ha ha! Gid du faae en Ulykke! Det er artigt nok.

HENRICH.

Nu skal du høre videre, Arv. Her udi dette Huus logerer en fremmed Frøiken fra Landet, som heder Leonore og er meget riig, thi hun fører sig op som en Princesse. Den samme Frøiken har seet mig nogle gange udi min Stads, og er bleven sterk forliebt udi mig, har sat en gammel Kone ud paa mig at udforske mit Hierte-Lav, og jeg har i Sinde at holde Bryllup med hende denne Aften. Kandst du nu begribe, Arv, hvordan jeg kand komme i Stand at forære dig 50 Rdlr. ja 50 Rdlr. til?

ARV.

Est du bandsat? Henrich! Du kandst blive hengt derover, naar det kommer for Lyset, hvo du est, og at du saaledes har bedraget en fornemme Jomfrue.

HENRICH.

Du maa høre Omstændighederne, Arv! Jeg bedrager hende ikke, hun bedrager sig selv; thi jeg har ingen Roe kundet have for hende. Jeg har ikke givet mig ud for at have Midler eller at være af Stand. Jeg har allene sagt, at jeg boer i det Huus, som er lige over for hendes. Hun løber efter mig, og jeg ikke efter hende. Det er en, som vil med Diævels Magt giftes. Thi hun er løs paa Traaen som en Ulykke, saa jeg blir vist nok Hanrey. Men det vil ikke sige. Jeg faaer saa megen Velstand med hende, at jeg kand bære mine Horn med Respect og lade dem forgylde til.

ARV.

Men at føre sig saadan op som du giør, det er jo at give sig ud for en stor Herre, for at bedrage en Jomfrue.

HENRICH.

Arv! du kiender ikke denne Byes Folk ret. Gid jeg havde en Daler for hver en Slyngel, hver en Staader, der her gaaer i fløyels Kiole, da var jeg en riig 211 Mand. At jeg fører mig saadan op, har jeg ingen uden min Herre at giøre Regnskab for. Hvorfor Pokker spør hun sig ikke for, hvem jeg er? hvorfor lar hun mig ikke være i Roe? Jeg kand giøre min Eed paa, at jeg aldrig har givet hende ringeste Anledning. Men den gamle Kielling siger, at hun er færdig at revne af Kierlighed, saa jeg kand merke, at det er allene min Person hun er forliebt udi, og at jeg virkelig uden Fare giør en stor Lykke.

ARV.

Paa den Maade merker jeg, at det kand gaae an. Ha ha ha! Hvilken forbandet Historie!

HENRICH.

Der har du min Haand, Arv, at du skal faae 50 Rdlr. i Aften.

ARV.

Et halvhundrede Rdlr. er værdt at giøre nogen Tieneste for. Hvad vil du da, at jeg skal giøre?

HENRICH.

Jeg forlanger ikke andet end at du skal holde gode Miner. Du kand ellers agere min Skytte.

ARV.

Ja det vil jeg gierne giøre.

HENRICH.

Men hvad er ellers dit Ærende nu i Byen i dag?

ARV.

Jeg skulde herud for at lade dig viide, at alting maa være i Bereedskab; thi Herren vil være her i dag.

HENRICH.

Hillemænt! Hvad siger du? Kommer han til Byen i dag, da maa jeg min Troe skynde mig. Hør, Arv! om en halv Time skal jeg efter Aftale besøge min forlibte Jomfrue. Da maa du komme ind og spørge efter din Herre Leander og levere mig et Brev.

ARV.

Men naar vor Herre faaer saadant Tøjerie at viide?

HENRICH.

Han vil lee deraf. Meener du, at min Herre misunder mig min Lykke? Dersom jeg ikke var forvissed om hans Godhed mod mig, dristede jeg mig aldrig til at giøre saadant. Kom, lad os gaae lidt hiem først.

212

SCEN. 3

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.

Jeg seer jo ingen, Magdelone!

MAGDELONE.

Saa maa han været gaaet bort; thi jeg saae ham min Troe dette Øyeblik staae her uden for, hvorudover jeg løb ind at vare dig ad, Pernille.

PERNILLE.

Ach kiære Magdelone! spring efter ham, maaskee han har været her og kunde ikke komme ind.

MAGDELONE.

Ney det duer ikke Pernille! Alting med Maade; jo bedre Miner du kandst holde, jo vissere est du paa hans Person. Han kommer vist nok til den Tid han lovede mig, nemlig 2 Timer for Middag. Klokken er endnu ikke stort over 9.

PERNILLE.

Men Magdelone! fortæll mig ret med Omstændighed, hvordan Ærendet blev forrettet.

MAGDELONE.

Jeg har forrettet min Commission meget vel. Du est lykkelig, Pernille, som af en ringe Tieneste-Piige kommer i saadan Velstand. Han er vel noget naragtig, men seer ud til at have store Midler.

PERNILLE.

Jo naragtigere jo bedre, og det for tvende Aarsager skyld; Thi først, naar min slette Stand og Vilkor blir kundbar, vil Folk, i steden for at laste mig for denne Intrigue, at jeg saaledes har besnæret en ung Herre, ikkun lee deraf, og sige: Det var got nok til den Nar, han var ikke bedre værdt, han havde dog ikke faaet nogen Jomfrue af hans Stand og Vilkor. For det andet kand hans Naragtighed i en og anden Tilfælde komme mig til Nytte, naar vi blive gifte. Vi Fruentimmer, naar vi leeder efter kloge Mænd, forstaaer ikke ret vor Interesse. Naar jeg har en riig Nar til Mand, forestaaer jeg virkelig Bestillingen, og han fører kun Titulen. Det er os om Herredømmet at giøre, hvilket vi ikke kand faae fra de kloge Mænd uden med megen Møye og lang Tids Intrigue. Men hos saadane Karle lover vi Underdanighed ved Ægteskabs Contracten første Dag, 213 giør nogle Antegninger i Contracten den anden Dag, slaaer en Stræg over den gandske, 3die Dag, har Haand udi Regieringen med, den 4de, og sidder ved Roret alleene, inden Ugen er til Ende.

MAGDELONE.

Jeg kand fatte det altsammen.

PERNILLE.

Havde han ikke været saa naragtig som han er, saa havde en fattig Tieneste-Pige som jeg ikke understaaet mig at vove saadant. Men da jeg fornam, Karlen harcelerede saa sterk, fik jeg det Indfald at stille mig an som en stor Frue, og betiene mig af min Jomfrues Meubler, Klæer og Eqvipage.

MAGDELONE.

Naar mener du din Jomfrue kommer til Byen?

PERNILLE.

Hun kommer enten i Dag eller Morgen, thi jeg har Ordre at holde alting i Bereedskab til i Dag. Kommer hun førend jeg blir gift med min Galan, saa vil jeg bekiende reent ud for hende, at jeg staaer paa Trinnet at giøre en stor Lykke, og derfore har brugt hendes Klæer. Jeg er vist paa, at langt fra hun straffer mig derfor, heller holder Miner, og befodrer mig i mit Forsæt. Men fortæll mig ret, Magdelone, hvordan du forrettede din Commission.

MAGDELONE.

Jeg tog de to Stykker Brocade med, gik derhen og spurdte, om Herren vilde have noget, som var af en galant Patron og dog for meget got Kiøb. Da han tingede med mig om Kiøbet, sagde jeg: Ach Velbaarne Herre! dersom han vidste det, som jeg veed, tingede han ikke saa nøye med mig. Der er en fornemme Jomfrue i den Gaard her lige over -- A propos, faldt han mig ind i Ordet: Den Jomfrue giør mig altid saadanne venlige Miner, naar jeg tar forbi hendes Vinduer. Kiender I hende Moerlille? Ja, svarede jeg; jeg har min daglig Gang der i Huuset, hun er nyelig kommen fra Landet, og venter sin Far her med det første. Hør, sagde han, Bestemoer! bekiend mig Sanden, har ikke den Jomfrue nogen Godhed for mig? hun har kysset paa Fingeren og kast 2 a 3 gange til mig. Da jeg 214 hørte dette, begyndte jeg at forklare ham den heele Sag, og stevnede ham hid til Klokken 10.

PERNILLE.

Det er skiønt. Vi maa endelig mage det saa, at han blir fast i Dag; thi det kand hende sig, at nogen kand komme fra Landet, som kiender mig, og kand aabenbare, hvo jeg er.

MAGDELONE.

Men Pernille! hvem er det din Jomfrue skal have?

PERNILLE.

Jeg veed min Troe ikke. Da vi sidst var sammen her i Byen, blev jeg syg, og maatte lade hende reyse hiem allene, men da jeg var bleven frisk igien, og just stod færdig at ville reyse hiem, fik jeg Tidender om, at Jomfruen var forlovet, og Ordre at lave alting til rette til de komme. Men kommer der ikke en Skytte? det er nok Junkerens.

SCEN. 4

Arv som Skytte. Pernille. Magdelone.

ARV.

Serviteur Velbaarne Mammeselle! Jeg veed ikke, om de kiender mig?

PERNILLE.

Ney jeg giør ikke.

ARV.

Mit Navn er Hasenskræk. Jeg er uværdig Skytte hos den unge Herre, som boer her liige over. Han lod ydmygst formelde sin Reputation og lod fornemme, at om det faldt hendes Velbaarenhed beleyligt, vilde han giøre hende den Ære at opvarte Mammesellen.

PERNILLE.

Han skal være mig hiertelig velkommen. Men vær saa god at underrette mig noget om jer Herre, hvilken Mand det er.

ARV.

Det er en kostelig Herre. Han er capabel at skyde paa en Toskilling. Men han har og et par Rifler, som siger 6; slige Rifler er ikke til udi heele Landet.

PERNILLE.

Er han saadan Elsker af Jagt?

ARV.

Ja det faaer vore Hiorter og Harer at viide. Han kiører i Ring med dem hver Dag, saa de maa faae en Ulykke. Men jeg veed ikke, om velbaarne Madame har hørt, at hans beste Støver Fæyrfax er død?

215
PERNILLE.

Ney jeg har min Troe ikke.

ARV.

Jo mænd, han er død og begraven, og min Herre sørgede for ham som det kunde have været hans egen Broer: det var ogsaa et Tutafect Beest, om man maa saaledes kalde en stor Herres Hund. Jeg veed Fanden ikke hvordan han bar sig ad, han beed Haren saa behendig ihiel, at man aldrig kunde see Tegn til Bidt. Som for Exempel, I er en Hare, Bestemoer. Ret saaledes tog han den i Halsen. Knæk, saa var den klar.

MAGDELONE.

Au au! I kniber noget stærkt Skytte!

216
PERNILLE.

Er jer Herre ung Karl, eller han har været gift tilforn?

ARV.

Ney ikke saa at regne paa. Hans Far har villet haft ham gift paa en og anden Sted, men han vil ikke have uden en der staaer ham selv an. Jeg vil tiene jeres Velbaarenhed: Han giør min Siæl ret. Hvorfor skulde saadan riig Junker gifte sig uden med den, som hans Sind falder til? Ney Karlen vil min Troe raade sig selv i de Maader. Der er endelig noget i giærde nu, hvad Pokker det ogsaa er; Men han lar sig ikke let tvinge, thi her imellem os at siige Velbaarne Frøiken, saa er han gandske skrammereret udi hendes Person.

PERNILLE.

Jeg kand heller ikke nægte, at hans Person staaer mig an frem for alle jeg endnu har seet. Jeg tør ikke siige hvor mangen uroelig Nat jeg har haft for hans skyld.

ARV.

Jeg vil være Mand for, at hun ikke blir bedragen med ham. Han har et par Legger, som ikke er for lange Hvile; hvis der var bedre Legger udi det hele Herred, lod han sauge sine Been rigtig af. Jeg tør slaae til Veds med hende go Frøiken, at det første hun faaer, det blir Tvillinger. Men jeg maa løbe og sige Svar.

SCEN. 5

Magdelone. Pernille.

PERNILLE.

Ha ha ha! Det var ikke uden med stor Møye at jeg kunde bare mig for Latter. Jo naragtigere han er, jo bedre er det mig, og jo lettere kand jeg faae ham i Kløerne.

MAGDELONE.

Man kunde høre paa Skytten, hvordan Herren er.

PERNILLE.

Han er god nok, Magdelone. Jeg er fornøyet med ham. Var han artig og poleret, saa blev han ikke mig til Deel. Meener du, nogen af hans Stand tar saadan Harcelist?

MAGDELONE.

See der kommer han uden Tvil.

217

SCEN. 6

Henrich i Portechaise. Pernille. Magdelone. Arv.

HENRICH.

Hal -------- t! blir staaende her, I Carnallier! Hør, Christoffer! bliv du hiemme, og kommer der Bud efter mig fra Hove, maa du siige, at jeg kand ikke komme i Dag, jeg er angrassered anden Steds. Ach Mon cher, forlad mig, det er Porteurenes Skyld, at jeg ikke holdt et Stykke længer fra. Man har hundrede Fortreeder med disse Leye-Folk; thi de ere dumme som Bester. Hvis det ikke var af Respect for Jomfruen, skulde jeg strax lade jer henge.

PERNILLE.

Ach min Herre! pardoneer dem for min Skyld.

HENRICH.

For hendes skyld giør jeg Mardi alting Velbaarne Frøiken. Apropos Mon cher, jeg kommer her at actionere hende for et lille Tyverie, hun har begaaet.

PERNILLE.

Hvad? jeg begaaet Tyverie?

HENRICH.

Ja hun har staalet mit Hierte.

PERNILLE.

Ach min Herre! jeg har samme Process at føre med ham. Jeg veed nok, at det strider mod vor Kiøns Modestighed at lade sig merke med saadant. Men jeg bekiender reent ud, at -- ach jeg kand ikke tale meer, mit Hierte staaer i min Hals.

HENRICH.

Jeg er en Canaille, om jeg har kunnet sove i 3 Nætter for hendes skyld.

PERNILLE.

Ach min Herre! det er ikke gaaet mig et Haar bedre; thi hans Øynes Piile har trænget sig ind i mit Hiertes inderste Kammer.

HENRICH.

A ---- pardi det er vel talt. Derfor maa jeg mafoi have en Kis.

PERNILLE.

Jeg takker for den Ære. Henrich kysser hende.

HENRICH.

Hør, Frøiken! min Papa vil have mig til at tage en anden adelig riig Jomfrue. Men jeg skal før lade mig parteere og hakke til Kiødmad, førend jeg skal beqvemme mig dertil, og forlade hende mon chere.

218
PERNILLE.

Ach er det mueligt! Jeg er min Troe udi samme Fortvilelse, men ingen uden Døden skal skille os to ad.

HENRICH.

See der er min Haand om ævig Huldskab og Troeskab.

PERNILLE.

Der har han ogsaa min Haand, at jeg aldrig skal lade mig tvinge til nogen anden. De omfavner hinanden.

PERNILLE.

Vil han ikke træde lidt ind med mig at see mine Mobilier?

HENRICH.

Jo min Allerkiereste. Gaaer ud.

MAGDELONE.

Ja nu blir han fast, naar han faaer at see alle de Galanterier, som han bilder sig ind at høre Pernille til, da hun dog ikke ejer saa meget som 4 Skillings Værdie derudi. Ha ha ha, hvilken forbandet Historie vil ikke dette blive, naar vor Junker hører, at han har grebet saa skammelig feyl, og at han i Steden for en riig Frøiken har faaet en gemeen Tieneste-Piige! Men hvor riig han end er, og hvor høy af Stand, saa er han hende ikke for god; thi det er den største Nar, der kand gaae paa Jorden, og der er intet andet Adeligt hos ham end hans Riigdom og adelig Formue. Kunde dette kun blive klar giort førend Jomfrue Leonora kommer til Byen; derudi bestaaer den heele Sag. Pernille har lovet mig 400 Rdlr. for min Umage. Men jeg maa ind at see hvad de bestiller. Jeg troer, at de holder Bryllup paa deres egen Haand.

HENRICH.

kommer ind. Ha ha ha hi hi ha ha ha! Henrich, du est oven paa. Hun er, gid jeg faae Skam, en Jomfrue paa mange tusinde. Jeg kommer af en Hendelse til en Velstand, som jeg aldrig har drømt om. Men det er sandt, naar jeg undtar hendes Riigdom, saa er der intet andet hos hende end hos en gemeen Piige, uden at jeg vil kalde det fornemme, at hun er saa coqvete. Men det er en sulten Hund, som jeg er, om Pengene kun at giøre. Hendes Værelser ere udstaffered som en Grævindes, saa at om nogen vilde byde mig en halv 219 Tønde Guld for min Velstand, tog jeg ikke derimod. Nu gik hun ind i sit Cabinet for at tage en anden Klædning paa, thi hun siger, at hun forandrer Klæde-Dragt hver Time paa Dagen, hvilket er vel naragtigt, men dog Tegn til stor Formue. Vi siger alt DU til hinanden som gamle forlovede Folk, og hun kalder mig sit Hierte. Men der kommer hun i en prægtig Adriane.

PERNILLE.

Om Forladelse min Hierte! at jeg har ladet dig bie saalænge. Hvad synes dig om den Adriane?

HENRICH.

Den er ret galant min Høne. Min Søster Frøiken Fikke har en af samme Tøy. Ja det er ma foi af samme Tøy. Jeg vil være en Rakkerhund, om det ikke er. Hvad har du givet for Alen min Sirupskrukke?

PERNILLE.

Meener du, at jeg veed saadant? Naar min Kammer-Piige kommer hiem, kand vi faae det at viide. Men har du mange Sødskend min Engel?

HENRICH.

Ikke uden en Søster. Men hun faaer intet af vort faste Gods, det falder altsammen til mig. Hun tar kun nogle Penge og Juveler. Men see! der kommer Hasenskræk min Skytte. Hvad vil du, Hasenskræk?

ARV.

Her er et Brev til Velbaarne Junker fra Landet.

HENRICH.

Det er nok fra min Far, min Papa siger jeg. Han skriver mig altid til paa Fransk eller Italiansk. Forstaaer du Fransk? min Siæl.

PERNILLE.

Ney jeg har aldrig kundet lide det Sprog; Thi det blir saa fordømt gemeent.

HENRICH.

Jeg maa læse, hvad han skriver.

Han læser.

Vous plait il dans la France comment, à Paris à cette heure tres humble non pas. Nu skal I see, at her er noget Nyt. Jeg maa læse viidere. Rencollavet Bourdeaux fermez la porte. Diantre! Der har vi det. Jeg maa blive gall. Viidere: Diable m'emporte pluraliter Voulez vous dormir nominativus genitivus dativus Jean foute comment vous portez rapportant autrement bestialement spælamdisimo. Ach! Ach! Hvilket forbandet Tøy! Gaaer og spadserer, tørrende Sveeden af sig.

220
PERNILLE.

Ach hvad er det? mit halve Hierte!

HENRICH.

Det var jo forbandet! Han vil true mig dertil; staaer det ikke saa i Slutningen? jo vist: autrement spælamdisimo bestialement autrement. Men jeg er Karl for min Hat.

PERNILLE.

Ach! hvad er det dog? min Snut.

HENRICH.

Om alt andet slaaer feyl, saa har jeg dog mine to Herregaarde, som er min Møderne Arv.

PERNILLE.

Men siig mig dog hvad det er, min Balsombysse!

HENRICH.

Han er min Papa, det er sandt, som jeg er all Respect skyldig; men jeg gir ham Dievelen.

PERNILLE.

Hvad har han skreven min Engel?

HENRICH.

Han maa viide pardi, at jeg Diable m'emporte har traad mine Børneskoe.

PERNILLE.

Ach dølg det dog ikke længere for mig.

HENRICH.

Jeg vil døe paa, at det er min Søsters Frøiken Fikkes Intriguer. Ja jeg vil være et Carnalli Beest, om det ikke er.

PERNILLE.

Hvad er det for Intriguer?

HENRICH.

Men est du ma soeur, saa skal jeg viise dig, at jeg er din mon frere, petite Canaille!

PERNILLE.

Siig mig det dog min søde Siæl, eller jeg døer.

HENRICH.

Veedst du hvad det er? min Poppe! Min Papa skriver mig til, at han har hørt med Hierte Sorg, at jeg løber om og giør amour til Fruentimmer udi Byen.

Pardi mon jeg ikke er af den Alder, at jeg veed hvad jeg giør? I saadane Sager spør jeg ingen uden mit eget Hierte til Raads.

PERNILLE.

Det meener jeg ogsaa.

HENRICH.

Jeg er alt en Karl, der lader mig rage 3 gange om Ugen.

PERNILLE.

Men hvad skriver han viidere mit Hierte, efterdi du blir saa vreed?

HENRICH.

Jeg er en Karl, som forstaaer mit Fransøsk og Italiensk som mit Moers Maal, og skulde ikke viide, 221 hvad min Velfærd er? Men I skal faae en lang Næse mon cher Papa.

PERNILLE.

Hvad er din Papas Forsæt da med dig min Skat?

HENRICH.

Han er god nok, min Dukke, for sin egen Person, men han lar sig forføre. Det er ikke at beskrive, hvad Fynter der er hos min Søster Frøiken Fikke.

PERNILLE.

Hvad giør hun da?

HENRICH.

Jeg veed nok hvad din Næse kløer efter, Naadige Frøiken. Men du veedst ikke, hvilke Venner jeg har til Hove, og at Kongen offentlig har sagt om mig over Taffel: Den unge Herre er noget extraordinaire hos. Hør, min Dukke! Min Papa har sluttet Partie mellem mig og en Frøiken paa Landet, og vil, at jeg med det første skal have Bryllup med hende.

PERNILLE.

Ach Magdelone! holdt mig, jeg besvimmer.

HENRICH.

Giv dig tilfreds min Høne! Det skal aldrig i Ævighed skee. Veedst du hvad? For at hindre saadant, vil vi holde Bryllup i Aften.

PERNILLE.

Ja her er intet andet Raad at griibe til.

HENRICH.

Hasenskræk!

ARV.

Velbaarne Junker!

HENRICH.

Taruntula præteritum perfectum je ne sais pas generosement dans la France par couvert. Forstaaer du vel?

ARV.

Copis in sandung Spæckavet fripon Monsieur Ovis fort bien. Gaaer ud.

HENRICH.

Jeg bad min Skytte holde Budet op med Snak til jeg kommer hiem. Jeg vil skikke Brev med ham til min Papa og lade ham viide min Meening, men intet melde om vor Forsæt at holde Bryllup i Dag, thi ellers kom han over Hals og Hovet til Byen.

PERNILLE.

Det er sandt. Vi maa tie dermed.

HENRICH.

Min Engel! jeg skulde give dig nogle Gaver, men Tidens Korthed hindrer mig derudi.

222
PERNILLE.

Ach, ach! lad os holde Bryllup først. Vi kand altid siden tænke derpaa.

HENRICH.

Jeg vil alleene give dig noget til Forsikkring om min Kierlighed. Forvar kun denne lille Ring med mit Træk udi. Gaverne udi sig selv skal blive des vigtigere.

PERNILLE.

Saa maa jeg ogsaa give dig noget smaat Pudslerie for Løyer skyld. Der er mit Portrait i Miniatur.

HENRICH.

Det ligner dig ikke meget min Snut.

PERNILLE.

Ney det er min Troe sandt. Men jeg har et i Arbeyd af en anden Mester.

HENRICH.

Klokken 4re kommer jeg her til Copulationen.

PERNILLE.

Alting skal være færdig til den Tid.

HENRICH.

Adieu saa længe min Putte.

PERNILLE.

Adieu Engel!

Henrich blæser i sin Piibe; Porteurene kommer med Portechaisen, hvorudi han sætter sig, og kaster et Kys til hende til Afskeed. Hun giør ligeledes til ham. Han tar en Speyl af Lommen og accommoderer sin Peruqve i Portechaisen.

SCEN. 7

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.

Hvad synes dig nu? Magdelone! har jeg ikke Spillet vundet?

MAGDELONE.

Jo; maatte der kun ingen Hinder komme inden Klokken 4. Men hvad var det for et Billede, du gav ham?

PERNILLE.

Det var Jomfru Leonores Portrait.

MAGDELONE.

Est du gall, Pernille! hvordan tør du vove saadant?

PERNILLE.

Naar Jomfruen hører, at jeg har giort min Lykke derved, blir hun ikke vreed, men vil lee og have sin Lyst deraf. Kom Magdelone! lad os gaae ind og 223 giøre Anstalter til hans Komme. Du skal faae, hvad jeg har lovet dig.

De gaaer ind.
224

ACTUS II

SCEN. 1

LEANDER.

Har jeg mine Dage hørt Magen til saadant? Her spilles jo samme Historie med mig som med Amphitrion. Mine Huusfolk tar mig for een, der løber med Limstangen. Jeg befaler, de svare at jeg har intet at befale. Jeg spør om min Tiener, de sige han gik ud med Herren for en halv Tiime siden. Jeg siiger dem, at jeg er Herre i Huuset, de svare: ikke i dette, men maaskee i et andet. Jeg giør mig vreed, de viiser mig Dørren, og truer mig med deres Herre. Om jeg stod paa mit Hoved, saa kand jeg ikke begriibe det ringeste deraf. Men der seer jeg Arv. Hør, Arv!

SCEN. 2

Arv i sine Gaardskarls-Klæder. Leander.

ARV.

Hvem kalder paa mig? Ey Herre, velkommen fra Landet.

LEANDER.

Det er mig kiert, at du kiender mig.

ARV.

Hvorfor skulde jeg ikke kiende Herren?

LEANDER.

Jeg tænkte virkelig, at jeg var bleven forvandlet, eller i det ringeste, at jeg har taget et andet Huus for mit eget. Hør, Arv! boer jeg ikke i dette Huus?

ARV.

Jeg veed min Troe ikke rettere. Men hvorfor spør Herren om saadant?

LEANDER.

Da jeg kom ind i Huuset, vilde ingen tage mig for fulde, men disse nye Folk, som Henrich har 225 antaget, sagde at deres Herre nyelig var gaaet ud. Hvad Pokker er det for Koglerie? Hvor er Henrich?

ARV.

Jeg har min Troe ikke seet ham meer end eengang, det første jeg kom i Byen; da viisede han mig ud i Herrens Forretninger. Han maa nok være inde.

LEANDER.

Kunde jeg kun faae fat paa den Knægt, og høre hvordan Sammenhengen er. Det er jo noget splitter galt Tøi. Hvor pleyer han have sin Gang, naar han er i Byen?

ARV.

Han pleyer at gaae til Christoffers paa Hiørnet. Jeg er bange, at han sidder der udi en Lanter til Ørene.

LEANDER.

Da skal han faae en Ulykke. Er her nu ikke andet at bestille? Spring hen og see, om du finder ham der. Arv gaaer.

LEANDER.

Her er vist min Svigerfars Huus; jeg vil der lidt ind at fornemme, om de er kommen til Byen. Men jeg seer, der kommer en Cavalier derfra. Hvad mon han har der at bestille?

SCEN. 3

Henrich. Leander.

HENRICH.

kastende Kys til Pernille inden for. Adieu saa længe Mon cher. Lad ikke Tiden falde dig for lang. Adieu lille Leonora! lad alting være færdig til Klokken 4re min Skat.

LEANDER.

Ney dette er splitter galt; det er tusind gange værre end det forrige.

HENRICH.

Ha ha ha! Hun er saa forliebt som en Rotte.

LEANDER.

Hør, min Herre! hvad har han i dette Huus at bestille? har han nogen Skat eller Engel derinde? Men mig synes, at jeg kiender dette Ansigt.

HENRICH.

Ach Herre! Jeg beder ydmygst om Forladelse.

LEANDER.

Ney nu? det blir alt bedre og bedre. Henrich! hvor Fanden est du kommen i den Eqvipage?

226
HENRICH.

Ach Herre! misund mig ikke min Velstand. Jeg giør min Lykke i dette Huus.

LEANDER.

Med hvem?

HENRICH.

Med en Jomfrue fra Landet, som heeder Leonore.

LEANDER.

Som boer i dette Huus?

HENRICH.

Ja det er hendes Fars Huus.

LEANDER.

Vil du vanartige Skielm fixere mig? Trækker sin Kaarde. Hemich falder paa Knæ.

LEANDER.

Vil du sige mig hvad dette er for Koglerie?

HENRICH.

Ach Herre! misund mig ikke min Lykke. Jeg er dog en gammel troe Tiener.

LEANDER.

Jeg kløver dit Hoved strax, hvis du ikke strax siger mig, hvorfor du har ført dig saadan op, og hvad du har at bestille i dette Huus.

HENRICH.

Jeg skal bekiende alting fra Begyndelsen til Enden: Da Herren skikkede mig til Byen at giøre alting reede for at modtage hans tilkommende Kiæreste, og jeg fik alle Herrens Klæder og Sager under Hænder tillige med Ordre at antage nogle nye Folk, kom der en særdeeles Lyst paa mig (ingen Barselqvinde kand falde paa saadant) nemlig at forsøge alleene hvordan det var at være en fornemme Herre. Medens jeg agerede saadan Person, fornam jeg, at omsider en fornemme Frøiken blev forliebt og satte efter mig.

LEANDER.

Hvad er det for en Frøiken?

HENRICH.

En Frøiken, som boer i dette Huus og heeder Leonora.

LEANDER.

Hør, hvis du blir ved at harcelere, est du Dødsens.

HENRICH.

Jeg skal min Troe ikke sige et u-sandt Ord. Denne Forlibelse drev mig til at fremture i min Eqvipage; thi jeg tænkte ved mig selv, om Herren faaer at viide, at jeg har brugt hans Klæer, tar han det dog ikke unaadigt op, naar han fornemmer, at hans gamle troe Tiener giør sin Lykke derved.

LEANDER.

Viidere, viidere.

227
HENRICH.

Jeg blev omsider anmodet af hende om Kierlighed ved en gammel Kielling. Jeg har besøgt hende to gange i dag, og vi har berammet vort Bryllup Klokken 4re.

LEANDER.

Hvad heeder Jomfruen, siger du?

HENRICH.

Hun heeder Leonora.

LEANDER.

Og boer i dette Huus?

HENRICH.

Ja det er hendes Fars Huus. De boer ellers paa Landet, men dette Huus er de udi, naar de opholde sig i Byen.

LEANDER.

Jeg har nok. Du est en Misdæder. Du skal døe.

HENRICH.

A ---- spar mig Herre! jeg har dog intet andet ondt giort end det, at jeg af Galskab har taget Herrens Klæer paa. Hendes egne Folk skal vidne med mig, at jeg ingen Roe har kundet havt for hende.

LEANDER.

Det er ikke dine Gierninger du skal døe for, men dine løgnagtige Ord, i det du vil sætte et fornemme Fruentimmer saadan Klik paa.

HENRICH.

Hvis det ikke er sandt alt hvad jeg har sagt, vil jeg selv for mine egne Penge kiøbe Strikken, hvormed Herren maa henge mig. Der kommer Arv, han skal stadfæste alting med mig.

SCEN 4.

Arv. Henrick. Leander.

ARV.

Ney Herre! han er ingensteds at finde.

LEANDER.

Hid din Hund, og bekiend Sanden, eller jeg opoffrer dig med.

ARV.

paa Knæ. A-------

LEANDER.

Er det sandt, at den Jomfrue i dette Huus er forliebt i Henrich og vil holde Bryllup med ham i dag?

ARV.

Ja mare er det sandt Herre; men hvad kand jeg dertil? Jeg har hørt hende sige, at hun ikke har kunnet 228 sove roelig af Elskov for ham. Jeg har seet hende kysse ham. Hvad de ellers meer har giort, det maa de og deres Dievel viide.

HENRICH.

Kand nu Herren høre, at jeg ikke lyver? Jeg har endnu det Portrait i min Lomme, som hun for ærede mig.

LEANDER.

Lad see. Ach Himmel, er det mueligt? Staaer op igien begge. Jer skal intet ont vederfares. Hvad skal jeg tænke? hvad skal jeg sige? hvad skal jeg giøre herved? Er nogen Sorg i Verden saa stor, som kand lignes ved min? Er nogen U-lykke meer uformodentlig paakommet et Menneske? Har noget Fruentimmer været meer habile i at forstille sig end denne Leonora? Naar jeg eftertænker hendes Stand og høje Afkom, hendes udvortes Ærbarhed, Dyder og Kydskhed, synes denne Historie utroelig; naar jeg derimod hører disse Vidnesbyrd, seer hendes Portrait, maa jeg troe det. Mit Hierte er saa omspændt af Sorg og Forbittrelse, min Hierne saa forvirret, at jeg veed ikke, hvad Resolution jeg skal tage. Jeg vil bryde ind udi Huuset, og opoffre den Forræderske. Ingen skal kunne legge mig det til Last, men alle skal kalde det en retfærdig Hevn, og bekiende, at om der var noget større end Døden, havde hun fortient det. Men mon jeg skulde kunne understaae mig at myrde den, som jeg nyelig elskede som min egen Siæl? Mon det er Straf nok for hende, at hun døer for min Haand? Ney hun skal leve, det er hende større Straf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve med des større Skiendsel og Foragt. Gaaer og spadserer. Dog hvad skytter saadant nedrigt Gemyt om Foragt? En der ikke har skiæmmet sig ved at bryde sit Løfte, og forliebet sig udi saadan Karl, vil kun lee deraf, og glæde sig over min Død, paa det hun uden Hinder kand naae sit Maal og fornøye sit løsagtige Sind. Ney jeg vil tractere det med Foragt og befodre Henrichs Kierlighed, thi hun er ham ikke for god. Hør, 229 Henrich! veedst du, hvem din Kiereste er? Det er just den selv samme, som jeg skulde holde Bryllup med.

HENRICH.

Ach Herre! jeg beder om Naade. Jeg har min Troe endnu ikke rørt hende. Jeg staaer fra mine Prætensioner.

LEANDER.

Bliv du kun ved at elske hende som tilforn.

HENRICH.

Ach ney Herre! det var jo Canaliøsk af mig, om jeg vilde giøre saadan brav Herre til Hanrey.

LEANDER.

Du giør mig ikke til Hanrey, naar du faaer hende selv.

HENRICH.

Ach ney Herre! jeg er alt for ringe at gaae ham udi forkiøb. Jeg vil strax gaae hen og aabenbare hende, hvo jeg er, og sige, at Herren er bleven vreed, saa falder hun nok til føye, og Herren kand endnu holde Bryllup med hende i Aften.

LEANDER.

Dersom jeg havde ikke meer Ambition end du, Henrich, saa gik det saaledes. Ney holdt du kun gode Miner, hun skal blive din Brud i dag. Jeg skal befodre din Kierlighed; thi jeg kand ikke hevnes paa anden Maade.

HENRICH.

Ney jeg vil heller døe end stikke Herren ud.

LEANDER.

Hør, Henrich! vil ikke du, saa skal jeg pudse Arv op, og bane ham Vey til denne Lykke.

ARV.

Jeg takker Junkeren. Vil ikke han, saa vil jeg.

HENRICH.

Ney Tak, Slyngel, det er for fædt Stykke for dig. Vil ikke Herren have hende, saa blir jeg nok ved Huuset.

LEANDER.

I kand skiftes ad begge to, du kandst lade Arv ligge hos hende iblant; thi som jeg merker, saa tar hun alting til Takke.

HENRICH.

Ney Herre! jeg er forbandet jaloux; men vil Herren selv giøre mig den Ære iblant, saa - - -

LEANDER.

Ney Henrich! jeg skal ingen Indpas giøre dig. Bliv nu kun ved, og lad dig for alting ikke merke, at du har talt med mig. Jeg vilde give hundrede Rdlr. til, at du havde alt haft Bryllup med hende.

230
HENRICH.

Men kand jeg da være vis paa, at Herren ikke skiemter med mig?

LEANDER.

Kandst du ikke begriibe, Henrich! at ingen Gierning er hæsligere end den, hun har bedrevet mod mig, og at jeg derfor paa ingen Maade bedre kand blive hevnet end at see hende gift med min Tiener?

HENRICH.

Men Herre! naar dette kommer for Lyset, at jeg er kun en fattige Tiener, kand jeg blive straffet derfor.

LEANDER.

Ingenlunde. Jeg skal tage mig din Sag an. Alle Folk, som hører hendes Utroeskab og Løsagtighed, vil glæde sig over hendes Skam.

ARV.

Jeg troer mare, at hun har ogsaa lidt Godhed for mig. Du fortryder vel ikke paa, Henrich, at jeg besøger dig, naar du blir gift.

HENRICH.

Du skal faae en U-lykke, dersom du kommer inden min Dørtærskel.

LEANDER.

Det maa I forliiges om, som I ere Venner. Kommer! lar os gaae ind.

De gaaer ind. Henrich rykker Arv i Haaret og truer ham paa Veyen.

SCEN. 5

Leonora. Pernille.

PERNILLE.

Ach Velbaarne Frøiken! naar hun faaer Aarsagen at viide, saa haaber jeg, at hun lar sin Vreede falde.

LEONORA.

Det er slet ikke formedelst Klæderne, jeg er fortrøden, men at du vil gaae og spille Giæk udi Huuset nu her er saa meget at bestille.

PERNILLE.

Jeg giør det min Troe ikke af Galskab.

LEONORA.

Den Feber, som du fik sidst jeg forlod dig her i Byen, maa ikke have udraset. Det er best, du gaaer hen og legger dig. Men hvad driver dig til at bruge saadane Optøyer?

PERNILLE.

Jeg giør en stor Lykke derved. Her er en 231 riig ung Herre, men liigesaa naragtig som riig; den samme bilder sig ind, at jeg er en fornemme Jomfrue, og giør Amour til mig.

LEONORA.

Jeg vil intet Coqveterie have i mit Huus. Er det af Penge-Trang eller Løsagtighed, at du giør saadant? Fy skamme dig! jeg har altid havt bedre Tanker om din Ærlighed. Saadan Karl giver dig en snees Ducater, og lar dig siden løbe.

PERNILLE.

Ach ney Frøiken! det er ikke paa den Maade. Han har lovet mig Ægteskab, og vi blir vied sammen Klokken 4re, dersom hun ikke vil hindre mig i min Lykke.

LEONORA.

Jeg vil ikke hindre dig i din Lykke, Pernille! Men hvad meener du, der vil paafølge, naar han siden faaer at viide, at du est en Tienneste-Pige?

PERNILLE.

Det er en Karl, som løber med Liimstangen. Han er forliebt i min Person og har lovet mig Ægteskab, uden at forespørge sig om min Stand og Vilkor, saa jeg bedrager ikke ham, men han bedrager sig selv.

LEONORA.

Vil du vove det, saa maa du gierne for mig. Men jeg er bange, at min Far kommer i Byen for hastig.

PERNILLE.

Hvor snart mon han komme?

LEONORA.

Da jeg reyste fra vor Lystgaard, sagde han at ville komme strax efter. Han er her vist nok inden Aften; thi mit Bryllup er berammet i dag. Men hvad er det for en ung Herre, som har forliebet sig udi dig?

PERNILLE.

Han boer i dette Huus Hige herover.

LEONORA.

I hvilket Huus?

PERNILLE.

Her i dette Huus.

LEONORA.

Est du gall, Pige! Du har maaskee seet ham engang gaae derind, men han kand ikke boe der. Thi dette Huus hører Leander til, efter den Underretning jeg har faaet.

PERNILLE.

Ja det er saa, Frøiken! han heeder Leander. Hans Venner har lovet ham bort til en, som ikke staaer ham an, og det er just derfor han haster saa meget med vor Bryllup.

232
LEONORA.

Det er som jeg siger, Piige! Feberen har ikke raset ud hos dig.

PERNILLE.

Det er min Troe som jeg siger. Den gamle Magdelone, som boer i vor Baggaard, skal vidne med mig, at den Leander, som boer i dette Huus, har lovet mig Ægteskab. Magdelone! Magdelone! Kom ud lidt.

SCEN. 6

Pernille. Magdelone. Leonora.

PERNILLE.

Magdelone! Er det ikke sandt, at jeg er forlovet med den unge Herre Leander, som boer her Hige over?

MAGDELONE.

Jo det er sandt. Men hierte Frøiken, hindre hende ikke i hendes Lykke, hun har dog tient længe og troeligen. Hun kommer til Rigdom derved, og blir en stor Frue, og jeg forsikrer, at hun blir taknemmelig.

LEONORA.

Hvad? har I overlagt med hinanden at narre mig?

MAGDELONE.

Det være langt fra, smukke Frøiken! Det er min Troe i alle Maader, som jeg siger.

PERNILLE.

Frøikenen maa gierne straffe mig, dersom hun befinder ringeste Usandfærdighed i mine Ord.

LEONORA.

Han heeder Leander, siiger du?

PERNILLE.

Ja.

LEONORA.

Han boer i dette Huus Hige over for?

PERNILLE.

Ja, men han er ellers boende paa Landet.

LEONORA.

Men hvad er det for en Ring, som du bærer paa Fingeren?

PERNILLE.

Den Ring fik jeg af ham i Dag.

LEONORA.

Ach hold mig, jeg daaner.

MAGDELONE.

Tænkte jeg ikke vel, Pernille, at det vilde saa gaae? Men hvorfor legger Frøikenen dette saa meget paa Hierte? Det er jo naturligt, at et Menneske søger at giøre sin Lykke.

LEONORA.

til den anden Siide. Ja det er hans Ring. 233 Hvor utroelig Historien er, saa er det dog, som de siiger. Ach! om jeg var den største Misdæder, kunde Himmelen ikke straffe mig høyere. Hvo kand fæste sin Lid paa nogens Løfte meer? Hvo kand dømme af eens udvortes Væsen og Gebærder, hvad der boer i Hiertet? Jeg har vegret mig længe for at begive mig i Ægtestand. Jeg har afslaaet adskillige anseelige Partier. Ingen har staaet mig an uden denne Leander, som jeg nu befinder at overgaae alt, hvad som kand opregnes, udi Liderlighed. Hvad skal jeg giøre? hvordan skal jeg hevne mig? Forræderiet er saa stort at jeg ikke kand hitte paa nogen tilstrækkelig Hevn. Ach ulyksalige Leonora! i en ulyksalig Tid for dig kom den Person i din Faders Huus, i en ulyksalig Tiid kom du til Byen at høre saadant. Dog hvad siger jeg? hvad klager jeg? hvi kalder jeg det en ulyksalig Tiid? Det maa heller kaldes den Lyksaligste Dag for mig min heele Livs Tid, paa hvilken saadan Forræderie er bleven aabenbaret, og jeg derved undgaaer at falde i det liiderligste Menneskes Hænder. Hør, Pernille! Den Person, som elsker dig, er just den samme, som var forlovet med mig.

PERNILLE.

Ach Velbaarne Frøiken! hun overiiler sig ikke! Hun kand tage feyl. Hvoraf kand hun viide det?

LEONORA.

Jo Pernille! her er meer end eet Beviis. Han har selv sagt mig, at han nyelig har kiøbt dette Huus her Hige over, hvor vi skulde holde til, naar vi vare udi Byen. Han er ellers boende paa Landet, han heeder Leander, og her kiender jeg til Overflød hans Ring.

PERNILLE.

Ach jeg døer af Angst og Forskrækkelse.

LEONORA.

Og jeg af Hevngierighed og Forbittrelse.

PERNILLE.

Ach Frøiken! tag mit Liv fra mig.

LEONORA.

All min Velfærd bestaaer i dit Livs Conservation, thi jeg kand ikke hevnes paa anden Maade, uden han til Straf faaer min Tieneste-Piige.

PERNILLE.

Men hvor kom Frøikenen til at blive forlovet med ham?

LEONORA.

Han kom for 6 Uger siden at slutte et Kiøb 234 med min Fader. Der blev han forliebt i mig og begiæ- rede mig til Ægte. Jeg har ingen Stadighed til at fortælle dig Resten, thi mit heele Legeme brænder af Begierlighed til Hevn. Jeg reyser strax til vor Lystgaard igien.

PERNILLE.

Og jeg reyser med. Gid jeg aldrig var kommet til Byen, at jeg saadant skulde berøve min Jomfrue.

LEONORA.

Hør, Pernille! Hvis du har nogen Estime og Kierlighed for mig, saa bliv ved at fuldføre Comoedien, og lad dig ikke merke, at jeg har været her, og talt med dig. Hvis du ikke spiller din Rulle, som du har begyndt, faaer du mig aldrig meer at see, thi jeg døer, hvis jeg ikke blir hevned, og jeg kand ikke blive hevned paa anden Maade.

PERNILLE.

Ach Ach Frøiken! er det mueligt at --

MAGDELONE.

Giør, du Taadse, som Frøikenen forlanger, saa blir hun hevnet, du blir en stor Frue, og jeg faaer de Penge, som mig er lovet.

LEONORA.

Jeg siger dig endnu engang, Pernille, at all min Velfærdt bestaaer derudi, at du spiller din Rulle vel; du bliver i visse Maade lykkelig derved, efterdi han har store Midler.

PERNILLE.

Ja det er sandt. Han kand sagte være god nok til mig. Efterdi Jomfruen vil saa have det, saa skal jeg min Troe spille Comoedien det beste jeg har lært.

LEONORA.

Gak du kun ind og efterlev troelig, hvad jeg har befalet dig. Jeg gaaer hen til en god Ven, som skal reyse med mig til vor Lyst-Gaard.

De gaaer ind.

SCEN. 7

Leonora. Leander.

LEONORA.

Saa stor som min Kiærlighed var, saa heftig er min Forbittrelse.

LEANDER.

taler til Henrich uden for. Som jeg siger, Henrich! nu gaaer jeg til Siide lidt.

235
LEONORA.

Den som jeg tilforn elskede som min egen Siæl, hader jeg nu meest af alle Mennesker paa Jorden. Men hvo er det som taler? Ach Himmel! der kommer den Forræder.

LEANDER.

Er det ikke Leonora? Ey, gaaer hun bort? Er hun saa bange for mig, dydige Frøiken?

LEONORA.

vender sig om. Velbaarne Junker! hvor skulde jeg eller nogen være dydig? han har jo sluget all Dyd op, saa der er intet tilbage for andre.

LEANDER.

Ha ha ha, kydske Lucretia!

LEONORA.

Ha ha ha, kydske Joseph!

LEANDER.

Jeg admirerer hende Frøiken.

LEONORA.

Der er ikke saadan Junker til som han.

LEANDER.

Kiender hun dette Portrait dydige Frøiken?

LEONORA.

Ney ikke i hans Hænder.

LEANDER.

slængende Portraitet til hende. See der har hun det tilbage.

LEONORA.

Kiender dydige Junker dette Portrait?

LEANDER.

Jo desværre.

LEONORA.

See der ligger det.

LEANDER.

Der ligger den Tobaksdose, hun forærede mig.

LEONORA.

Der ligger hans lumpne Armbaand.

LEANDER.

Der ligger hendes lumpne Stok med Guldknap.

LEONORA.

Og der hans lumpne Øren-Ringe.

LEANDER.

spyttende. Der ligger den Huldskab og Troeskab I gav mig.

LEONORA.

Tvi, der ligger jeres igien.

LEANDER.

Adieu dydige Jomfrue! hels jere Forældre.

LEONORA.

Adieu udkaarne Junker! prosit die Mahlzeit. Hun gaaer bort.

LEANDER.

Hvilket uforskammet Qvinde-Menneske! Langt fra at skamme sig ved sin Misgierning, hun traadser oven i kiøbet. Men jeg faaer en tilstrækkelig Hevn, naar hun hører at hendes nye Kiæreste blir forvandlet til en gemeen Lakey.

236

SCEN. 8

ARV.

Mig syntes her var Klammerie uden for, men jeg seer ingen. Ney her er ingen. Mon jeg drømte? Jeg tænker paa den forbandede Henrich, hvilken Lykke han giør i Dag. Det er dog et Dievels Spring paa eengang at springe Hige fra et Bagbeest til en Junker. Jeg er ikke misundelig, men jeg kand ikke nægte, at om jeg paa en god Maade kunde vrikke Halsen om paa ham, saa 237 giorde jeg det. Thi hvad er hans Fortienester meere end mine? Jeg har tient ligesaa længe og troelig som han. Jeg seer ligesaa vel ud som den Slyngel. Havde jeg bleven skikket i Byen først i hans Sted, saa havde jeg rnaaskee kunnet giort samme Lykke. Men just fordi jeg fik ikke det Ærende, saa er og bliver jeg en Slyngel, og han blir Velbaaren. Jeg vil dog holde gode Miiner formedelst de 50 Rdr. han lovede mig. Det kand ogsaa hende sig, at jeg kand faae en Finger i Soddet med; thi den Kiselinke som han faaer, lar sig aldrig nøye med een Mand. Havde jeg fat paa den gamle Kone, skulde jeg bestikke hende at roese mig for Jomfruen. Jeg vil see igiennem Porthullet, om jeg blir hende ikke vaer.

SCEN. 9

Henrich. Arv.

HENRICH.

Hvor Pokker blev Arv? Nu har jeg ham nødig. Men see! staaer han ikke der, og vil luure sig ind i Huuset? Ach jeg maa blive gall.

Lister sig sagte til ham, og trækker ham tilbage efter Haaret.
ARV.

A ------

HENRICH.

Vil din Hund holde din Næse herfra?

ARV.

Hvad ondt giør jeg, Henrich?

HENRICH.

Fort herfra, siger jeg.

ARV.

Maa jeg ikke staae paa Gaden?

HENRICH.

Men ikke ved dette Huus; hvis jeg fornemmer, at du kaster kun dit Øye paa Huuset, skal jeg lade dig henge udenfor Vinduerne andre til Skræk og Exempel.

ARV.

Det har du ingen Magt til.

HENRICH.

Ha ha, en Mand paa en halv Tønde Guld, som jeg, skulde ikke have Magt til at lade henge en Gaards Karl?

ARV.

Om du blev Mand paa en heel Tønde Guld, est du 238 dog kun af Geburth en Lakey. Det er Forskiæl mellem en riig Mand og en fornemme Mand.

HENRICH.

Aldeeles ingen Forskiæl. Jeg sætter, at jeg er Fuldmægtig hos en stor Herre, jeg er da kun en ringe Person mod ham. Men om jeg nu filouterer ham fra alt hans Gods, blir jeg strax fornemmere end han, skiønt han beholder sin forrige Titul, og jeg heeder kun slet og ret Henrich som tilforn.

ARV.

Ja seer du vel, saa blir du derfor ikke fornem.

HENRICH.

Jo vist; Thi naar jeg og min Herre siden kom i Vertskab sammen, saa gav Verten vel Herren det fornemmeste Sæde, men mig den mageligste Stoel. Naar en Kapuun skulde deeles, fik Herren det første Stykke, men enten af Halsen eller Ryggen, men jeg med de sidste fik Brystet; saa Herren fik Complimenter for sin Tituls skyld, men jeg solid Ære formedelst mit Gods, og fordi jeg kunde tractere Verten dobbelt igien. Jeg tiente, førend jeg kom til Monsr. Leander, hos en fornemme Mand, som var kommen til agters. Den samme, erindrer jeg, blev engang invitered paa Caffee paa et Sted, hvor ogsaa var en riig Kieldermand. Man syntes at giøre min Herre meest Ære og skienkede først for ham, men det var for at forsøge paa hans Skaal, om Caffeen havde sat sig; thi Kieldermanden fik altid den sidste Koppe, men den beste. Aarsagen var let at fatte; Thi naar Verten kom til min Herre igien, fik han kun en Prise Tobak, men hos Kieldermanden et got Maaltid. Du møder to Personer sammen Arv, den eene siddende udi en Vogn, og den anden traskende udi Skarnet til Fods, skiønt paa den agendes høyre Haand. Hvilken synes dig at være fornemst af de to?

ARV.

Den som ager.

HENRICH.

Det meener jeg og, skiønt Fodgiengeren gaaer øverst. Skal man derfor kalde den meest fornem, der nyder grundigst Ære, er en riig Handverksmand altid fornemmere end en fattig Signør. Den eene er Titular fornem, og den anden virkelig. Derfore Arv, om jeg 239 faaer fleere Penge med denne Jomfrue end min Herre har, saa blir jeg virkelig fornemmere end han. Derfor maa du og andre tractere mig paa anden Foed herefter.

ARV.

Jeg kand dog ikke faae det i mit Hoved.

HENRICH.

Hør, Arv! om jeg vil give dig 20 Rdlr. meer i Løn end Leander, hvem vil du da helst tiene hos?

ARV.

Da vil jeg helst tiene hos dig.

HENRICH.

Der blir endelig ikke af, Arv. Men jeg siger kun for Exempels skyld. Vil du holde dine Øyne fra Huuset, Knægt? Fort ind, her er adskilligt at forrette.

Støder Arv ind.

Det er galt nok, naar man gifter sig med saadan riig Coqvete, maa man føye hende i Begyndelsen, og holde aaben Bord det første Aar; men naar jeg blir lidt gammel i Sadelen, tar jeg Skildtet ind, og min gode Frue skal siden dantze efter min Piibe. Jeg maa stille mig ydmyg og føjelig an i Førstningen, indtil jeg faaer Pengene udi Hænderne; siden skal det ikke gaae hende bedre end andre slige Damer, der gifter sig paa den Maade. Gaaer ind.

240

ACTUS III

SCEN. 1

Leonora. Magdelone.

LEONORA.

Saa det er gandske klappet og klart? Magdelone!

MAGDELONE.

Ja de ere alt Ægtefolk, som ingen kand skille fra hinanden.

LEONORA.

Og du saa selv, at de bleve sammenviede?

MAGDELONE.

Ja med disse mine Øyen. Men der vil ligge et Fandens Huus, naar han fornemmer, at det er en Tieneste-Piige han har faaet.

LEONORA.

Det vil ikke sige. Hvis hans Midler ikke var, saa var hun endnu den liderlig Karl alt for god; men jeg kand tænke, at det er en heel Hob for saadan fattig Tieneste-Piige at blive en fornemme Frue. Men hvor er Leander nu?

MAGDELONE.

Han tog Afskeed strax efter Vielsen, og lovede at komme igien mod Aftenen at føre sin nye Brud bort.

LEONORA.

Ha ha ha! See at du kandst skaffe mig Pernille herud.

MAGDELONE.

Ja jeg skal strax bringe hende hid. Men jeg haaber, Frøikenen holder hende til at blive ved sit Løfte. Thi hun har forsikret mig om 400 Rdlr. for min Umage.

LEONORA.

Hun skal nok holde sit Løfte.

MAGDELONE.

Nu gaaer jeg ind at hente hende.

LEONORA.

Har jeg lidet Spot og Fortræd, saa har jeg og faaet en anseelig Hevn. Han skiemte sig ikke engang ved sin Gierning, da han talede med mig, men foragtede 241 og beloe mig oven i Kiøbet. Det er jo den største Grad af Liderlighed, et Menneske kand forfalde til. Nu veed jeg ikke paa hvad Foed jeg skal tractere Pernille. Jeg faaer vel kalde hende Frue. Thi den første Bog saadane Tøiter læser, naar de ere komne i Velstand og Høyhed, er Rangs-Forordningen. Men der kommer hun.

SCEN. 2

Leonora. Pernille. Magdelone.

LEONORA.

Jeg maa dog forsøge først, om hun er bleven storagtig. Nu Pernille! hvor gaaer det?

Pernille seer suurt og svarer intet.

LEONORA.

Hvorledes er Sagerne avanceret min kiære Frue?

PERNILLE.

Ach jeg takker Frøikenen for Efterspørsel.

Vi ere alt ægte viede Folk. Om en halv Time kommer han og henter mig bort til all sin Herlighed.

LEONORA.

Nu, det er mig kiert, jeg gratulerer.

PERNILLE.

Men har Frøikenen været paa Lystgaarden imidlertid?

LEONORA.

Ney jeg betænkte mig. Jeg lod en Expres gaae til min Far for at faae ham des hastigere hid; jeg troer nok, at han vil være her dette Øyeblik.

MAGDELONE.

Men jeg er bange, at naar han faaer Sammenhengen at viide, at han løber fra dig Pernille.

PERNILLE.

Naar Frøikenen kalder mig Frue, saa kandst du ogsaa vænne din Mund dertil Magdelone! nu er jeg kommen i den Stand. Enten han løber bort eller ey, saa er jeg dog virkelig vied til ham.

LEONORA.

Hvor vil han løbe hen? Han har jo sit faste Gods. Han skal nok holde Trop.

PERNILLE.

Men det er nu at tage i Betænkning, om jeg skal lade ham viide min Tilstand i Aften, førend jeg gaaer til Sengs med ham.

LEONORA.

Det maa skee ligesom min Far finder for got.

Han vil være her i et Øyeblik; lad os gaae ind saa længe.

242

SCEN. 3

Leander. Henrich.

HENRICH.

Jeg blues dog ved, Herre, naar jeg tænker derpaa, hvor vel jeg har giort det efter Herrens Ordre.

LEANDER.

Troe mig, Henrich, at det er den største Tieneste, du nogen Tid har giort mig.

HENRICH.

Men det var dog Herrens forlovede Brud.

LEANDER.

Just derfor vilde jeg have hende straffet. Havde jeg ikke faaet Hevn paa hende selv, saa havde jeg forgreebet mig paa hendes Far, som har villet binde mig et Menneske paa Ermene af den Natur.

HENRICH.

Men har hun virkelig Midler?

LEANDER.

Hun har store Midler efter sin Moder alleene, som hendes Fader ikke kand forholde hende. Men jeg kand vidne for Himmelen, at jeg saae ikke efter hendes Velstand, men alleene hendes Person. Dersom du havde seet, Henrich, med hvilken Ærbødighed hun førte sig op i sin Faders Huus, da jeg var der, skulde du have villet forsvoret, at hun var af den Natur.

HENRICH.

Det er ikke at beskrive, hvordan de Fruentimmer kand forstille sig. Men jeg skal nok holde hende i Tøyelen, naar jeg blir lidt gammel i Sadelen. Jeg skielver, naar jeg tænker paa hendes Far. Jeg er bange, at han legger Haand paa mig, og lader mig arrestere.

LEANDER.

Det har ingen Fare. Jeg taler først med Seigr. Jeronimus og besværger mig over hans Datters hæslige Opførsel. Derpaa skal du komme ind i dine Lakei-Klæ- er, og fortælle ham heele Historien. Enten blir han da ophidset mod dig, og vil hevne sig, saa skal jeg tage dig i Forsvar som en ærlig Mand, eller han slaaer Haanden af sin Datter, og lar hende løbe, hvilket er troeligst. Saa beholder hun dog sin Møderne Arv. Men hvorledes kom du fra hende igien?

HENRICH.

Da Vielsen var skeed, tog jeg Afskeed for en Times Tid, og lovede mod Aftenen at komme igien for at bringe hende til mit Huus. Det var med stor 243 Møye, at hun vilde give mig saa lang Tiid; thi hun er saa forliebt som en Rotte, og jeg troer, at hun tæller hvert Minut, medens jeg er borte.

LEANDER.

Ach det er en forskrækkelig Historie. Efterkommerne vil holde det for en Fabel. Men der seer jeg Seigr. Jeronimus komme; løb du ind og iføer dig i dine Lakey-Klæer, indtil jeg har dig nødig.

SCEN. 4

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.

Min Datter lader mig ved en Expres viide, at jeg maa strax komme til Byen. Jeg kand ikke begribe, hvad det vil siige. Mon hun er bange, at hun ikke tiilig nok skal komme i Brude-Seng? Men der seer jeg Monsiør Leander. Hans Tiener min kiære Svigersøn! vi to vil nok een Vey. Har han talt med min Datter, siden hun kom til Byen?

LEANDER.

Ja jeg har.

JERONIMUS.

Men hvorfor skikker hun Expres efter mig?

LEANDER.

Det maa hun viide. Hun maa have noget at aabenbare sin Far, som ligger hende paa Hiertet.

JERONIMUS.

Det er meget. Skulde I ikke viide det?

LEANDER.

Ney vi har kun talt meget kort sammen.

JERONIMUS.

I fik vel ikke stunder at tale meget sammen for Kyssen. Det er og en ævig Slikken med jer forliebte Folk.

LEANDER.

Ney det gik dog denne gang temmelig lovlig til.

JERONIMUS.

Ja jeg troer det nok. Havde jeg kun hundrede Daler for hvert Kys, I har faaet, siden hun kom til Byen, saa var jeg en riig Mand.

LEANDER.

Siig ikke det Seigr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Men ret Alvor: Hvorfor skikkede hun Bud efter mig?

LEANDER.

Det er mig min Troe gandske uvitterligt.

244
JERONIMUS.

Det er noget Skalkerie, som I har overlagt med hinanden, men jeg faaer nok at viide det, naar jeg taler med hende selv.

LEANDER.

Det tviler jeg ikke paa.

JERONIMUS.

I er maaskee bange, at I skal ikke tiilig nok komme i Brudeseng?

LEANDER.

Jeg min Troe ikke; om hun længes saa meget derefter, det skal jeg lade være usagt.

JERONIMUS.

Jeg troer det nok; ligesom I i alle Maader er ikke ligesaa forliebt, som hun. Ha ha ha, kom lar os gaae ind.

LEANDER.

Jeg har i det Huus ikke at bestille.

JERONIMUS.

Ey, nu er ikke Tid at skiemte, Aftenen er for Haanden. Kom! lad os gaae ind. I har noget Pudserie fore, ha ha ha! men alting har sin Tid.

LEANDER.

I faaer virkelig en forbandet Hob Pudserie at høre, naar I taler med hende selv.

JERONIMUS.

Jeg troer ikke, at hun har iilet med Vielsen, førend jeg kom.

LEANDER.

Jo hun har min Troe.

JERONIMUS.

Ey, det vilde jeg min Troe dog ikke skulde været skeed. Det er jo forbandet hidsig at gaae til Verks. I kunde jo have biet til jeg kom,

LEANDER.

Taler I til mig? Jeg har min Troe ingen Deel derudi.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er det for Harcelering?

LEANDER.

Er der noget harceleret, saa er det allene paa hendes Side.

JERONIMUS.

I siger jo først, at I har kun talet gandske kort med hende, og nu siiger I, at ---

LEANDER.

Ja det er sandt, det var gandske kort, men desmeer kierligt; thi de sidste Ord, jeg havde den Ære at sige hende, var disse: Gak Fanden i Vold dit Skarn.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette Sviger Søn? man kand jo blive gal over saadan Tale.

LEANDER.

Min Herre! det Ord Sviger-Søn skurrer forbandet i mit Øre. Forskaan mig for den Titul.

245
JERONIMUS.

Hvad? har I ikke begiæret min Datter?

LEANDER.

Jo det nægter jeg ikke.

JERONIMUS.

Er I ikke bleven forlovet med hende?

LEANDER.

Det nægter jeg heller ikke.

JERONIMUS.

Er I ikke da min Svigersøn?

LEANDER.

Det nægter jeg aldeeles.

JERONIMUS.

I kand Fanden ikke nægte det. Vil I gaae derfra, saa skal jeg spille med jer, saa længe I har en Skilling i Pungen.

LEANDER.

I kommer til kort, Seignr. Jeronimus. I taber Sagen. Den er alt tabt.

JERONIMUS.

Hvorledes skulde jeg tabe den Sag?

LEANDER.

Det faaer I at høre, naar I taler med jer Datter.

JERONIMUS.

Jeg merker nok, at der er kommen Misforstand imellem jer.

LEANDER.

Ja det er vist ungefehr saa.

JERONIMUS.

Men hvor i bestaaer den Misforstand?

LEANDER.

Min Herre! jeg vil ikke forekomme hans Datter i at fortælle det. I faaer tilstrækkelig Underretning af hende selv.

JERONIMUS.

Det skal jeg strax faae at viide. Men jeg er vis paa, at min Datter ikke har givet Anledning dertil; thi jeg skulde ikke roese mit eget Barn, hun er alt for sagtmodig og dydig dertil.

LEANDER.

Hun er Dyden selv.

JERONIMUS.

Hvad Fanden er det da for Capricer, Svigersøn?

LEANDER.

Monsieur, jeg beder han forskaaner mig for ---

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dog dette? Jeg maa strax ind for at hielpes af Drømmen.

SCEN. 5

LEANDER.

Jeg vil, at hun skal aabenbare Historien for ham selv; thi den kand dog ikke længe dølges. Han gir 246 hende et par Ørefigen, og lar hende løbe med hendes Lakey; thi der er ikke andet ved at giøre. For mig maa han ellers giøre hvad ham lyster, nok er det, at jeg har faaet en anseelig Hevn. Nu vil jeg ind og holde Henrich i Bereedskab, thi dersom hun har ikke aabenbaret det, skal han. Ach havde jeg ikke elsket hende saa høyt, saa havde min Hevngierighed ikke været saa stor.

Gaaer ind.

SCEN. 6

Jeronimus. Leonora.

JERONIMUS.

Ney kom kun her ud, at vi kand tale i Eenrum sammen. Men jeg seer han er alt borte.

LEONORA.

Hvem er borte?

JERONIMUS.

Leander.

LEONORA.

Det troer jeg nok; hans onde Samvittighed tillader ham ikke at bie.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette for Misforstand, som er kommen jer imellem? Han blir vred, naar jeg kalder ham Svigersøn. Han vil ikke sige mig Aarsagen selv, men har viiset mig hen til dig for at faae Oplysning i denne Sag.

LEONORA.

Han skiemmer sig ved sin Misgierning, og derfor vil heller, at jeg skal sige det.

JERONIMUS.

Jeg kunde ikke merke andet, end han havde en god Samvittighed, og tillagde dig Skylden.

LEONORA.

Historien er denne: Da jeg kommer til Byen, finder jeg Pernille meget stadselig oppudset. Jeg blir forskrækket derved og spør om Aarsagen. Da bekiender hun for mig, at Leander har giort Elskov til hende i Formiddag og lovet hende Ægteskab. Men jeg kunde ikke troe det, førend Historien blev stadfæstet af den gamle Magdelone, som boer i vor Baggaard, og jeg saae paa Pernilles Finger Leanders Ring, som jeg kiendte igien.

247
JERONIMUS.

Ey, kand det være mueligt, at en Herre af hans Stand og Vilkor har villet tage en Tieneste-Piige?

LEONORA.

Han har ikke alleene villet tage hende, men er virkelig vied til hende. Men han veed endnu ikke, at hun er en Tieneste-Piige, thi som hun havde mine Klæ- der og Mobilier i Hænder, har han bildt sig ind, at det var en riig Jomfrue.

JERONIMUS.

Det er den forskrækkeligste Historie, jeg har hørt min Livs Tid. Men har du kunnet merket saadan Liderlighed af ham tilforn?

LEONORA.

Hvis jeg havde merket saadant, havde jeg ikke bundet mig til ham. Jeg saa vel som min Far har holdet ham for en ærlig og fornuftig Cavalier, og vi kunde ikke fatte andre Tanker om ham af den Conduite han førte i vort Huus.

JERONIMUS.

Det er sandt. Jeg var gandske forliebt i hans Dyder.

LEONORA.

Saaledes kand Folk forstille sig. Men han er bleven tilstrækkelig straffet; thi naar det blir kundbar, at hans Brud er en Tieneste-Piige, blir han Fabel over det heele Land.

JERONIMUS.

Ingen Straf er saa stor, han har jo fortient den større.

LEONORA.

Jeg har selv arbeydet paa at befodre dette Ægteskab mellem ham og Pernille.

JERONIMUS.

Du har giort ret, min Datter!

LEONORA.

Thi hvis jeg havde ikke faaet den Hevn, havde jeg døed af Sorg og Forbittrelse. Men nu gir jeg mig tilfreds og takker Himmelen, der har befriet mig fra at falde udi saadan liderlig Persons Hænder.

JERONIMUS.

Men der seer jeg han kommer ud af Huuset; jeg vil hen og afmale ham hans Dyder.

LEONORA.

Og jeg gaaer ind saa længe. Thi jeg kand ikke taale at see ham for mine Øyen. Hun gaaer ind.

248

SCEN. 7

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.

Velkommen igien Monsieur! nu har jeg faaet Historien at viide.

LEANDER.

Er det ikke en skiøn Historie?

JERONIMUS.

Jo Monsieur! Jeg hører, at I er gandske uskyldig.

LEANDER.

Ja hvad andet?

JERONIMUS.

Det er en liderlig Gierning.

LEANDER.

Jeg condolerer ham, som er hendes Far.

JERONIMUS.

Og jeg gratulerer mig, at det er saa gaaet.

LEANDER.

tagende paa Hatten. Prosit die Mahlzeit.

JERONIMUS.

tagende ogsaa paa Hatten. Jeg maa sige til ham: Prosit die Mahlzeit. I er en fæd Karl, Monsieur.

LEANDER.

Hvordan jeg er, saa var jeg for god for hans Datter, og om der er ringeste genereuse Blods-Draabe i jer, saa maa I tilstaae mig det samme, om I ellers har hørt Historien.

JERONIMUS.

Jo jeg har hørt Historien. Men Nachspillet blir det artigste.

LEANDER.

Ja det er sandt, Nachspillet blir det artigste.

JERONIMUS.

Om I intet Reeb har at henge jer udi, vil jeg laane jer et, men med Condition, at I flyer mig det igien, naar I har brugt det.

LEANDER.

Bilder I jer ind, at det er en Forliis for mig, og at jeg henger mig af Sorg, fordi jeg fik ikke jer Datter? Ney tvertimod, jeg glæder mig derover.

JERONIMUS.

Jeg tviler ikke derpaa nu meere, efterdi jeg har lært at kiende jer Liderlighed.

LEANDER.

I er selv liderlig, som er hendes Forsvar. Hvad jeg har giort, det har jeg giort for at hevne mig, og all Verden vil sige, at jeg har giort ret.

JERONIMUS.

Hvad ont havde da min Datter giort?

LEANDER.

Intet, intet! Det er jo kun en Bagatelle, at bryde sit Løfte og gifte sig med en andens Dreng.

JERONIMUS.

Gid du faae en Ulykke din Spillfugll Det 249 kalder jeg den høyeste Grad af Liderlighed, først at bedrive en Misgierning, og siden at tillegge en ærlig Jomfrue det han selv har giort. Fy for tusind Dievle! I er ikke værdt at leve.

LEANDER.

Jer dydige Datter har lagt dette til sine andre Misgierninger, at hun har faaet sin Far til at løbe med Limstangen.

JERONIMUS.

Det er Løgn i jer Hals. Jeg siger, at I er virkelig gift med min Piige Pernille, og at I forlovede jer med hende i Formiddag.

LEANDER.

sagte. Ha ha! Hvilken Voxnæse de har sat paa den gamle Mand derinde! Men det er kun Galgenfrist for dem. Høit.

Jeg skal straks hielpe jer af Drømmen. Henrich og Arv, kommer herud.

SCEN. 8

Leander. Henrich. Jeronimus. Arv.

LEANDER.

til Henrich. Henrich! her er din Svigerfar, som du maa insinuere dig hos.

HENRICH.

paa Knæ. Ach gunstige Hr. Svigerfar! Jeg ---

JERONIMUS.

Hen i Daarekisten din Hund! er jeg din Svigerfar?

HENRICH.

Jeg er kun en ringe Tiener, og derfor vil blive ham des lydigere Svigersøn.

JERONIMUS.

See der, Kammerat! der har du 8 Skilling, gak fra mig. Jeg altereres ved at tale med galne Folk.

Jeg har nok i mit Hoved alligevel.

HENRICH.

Ach jeg beder ydmygst om Forladelse.

JERONIMUS.

Beed vor HErre om Forladelse, der har straffet dig paa Forstanden. Du har intet Ont giort mig, det jeg veed.

HENRICH.

Jo jeg har giort noget, som vil opvække ham 250 til Vreede; men enhver ærlig Karl, der havde været saa fristet, som jeg, havde giort det samme.

JERONIMUS.

Ja jeg kand nok merke, at du har Fristelser; jeg ynker dig og vil have alle saadane vankelmodige Mennesker daglig i mine Bønner.

HENRICH.

Jeg fattes min Troe intet paa Forstanden, men - - -

JERONIMUS.

Dig fattes intet paa Forstanden, men du har nogle Sviin paa Skoven. Jeg er kommen her ind i Byen i Dag ligesom i en Daarekiste. Gak fra mig Menneske. Der har du 8 Skilling.

HENRICH.

Det er alt for slet Udstyr med sin eeneste Datter.

JERONIMUS.

Hvor Hiernen løber om paa det stakkels Menneske! Himlen være med dig, ung Karl. Gak hen og holdt Snak med den Cavalier, som der staaer. Han er heller ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.

Det er min Herre; han tar mig nok i Forsvar.

JERONIMUS.

til Leander. Er det jer Tiener?

LEANDER.

Ja det er min Tiener; han fattes slet intet paa Forstanden.

JERONIMUS.

Det er mig kiert, at I holder ham at være klog. Nu merker jeg, at den Misgierning, I har giort, er bedrevet udi Raserie; Thi intet andet kand undskylde jer.

LEANDER.

Hvor gall han er, saa er han dog ved sin Forstand alleene bleven jer Svigersøn.

JERONIMUS.

Ret saa! Det blir alt bedre og bedre. Adieu I kloge Mænd allesammen!

Han vil gaae, men Arv gaaer efter, holdende ham tilbage.
ARV.

Ach gunstige Herre! jeg vil bede om en Ting.

JERONIMUS.

Hvad vil du?

ARV.

At Henrich maa holdes til at betale mig de 50 Rdlr. han lovet mig.

JERONIMUS.

Hiertelig gierne. Betaler til denne Slyngel tusinde Rdlr. om I vil, I andre Skabhalse.

251
LEANDER.

Hør, min kiære Seignr. Jeronimus! Jeg undskylder eders Adfærd og underlige Lader; thi Historien, som er passeret, er saa særdeles, at den kand forvirre den sterkeste Hierne. Jeg var i samme Tilstand som han, da jeg først fik det at viide. Hav Taalmodighed at høre Historien udi kort Begreb, og døm saa siden, om jeg har giort Uret, eller ey.

JERONIMUS.

Jeg kand sagte høre Historien. Nu hvad er det?

LEANDER.

Jer Datter beskylder mig jo at have brudt mit Løfte, lovet hendes Piige Ægteskab i Formiddag, og ladet mig siden i Eftermiddag vie til hende; naar jeg nu kand beviise, at jeg ikke har været 3 Tiimer udi Byen, vil I da troe det, som jer Datter tillegger mig?

JERONIMUS.

Naar I kand beviise mig det, saa faaer jeg vel at troe jer. Men det er just Knuden at beviise det.

LEANDER.

Holder han ikke Monsr. Leonard for en ærlig og sandrue Mand?

JERONIMUS.

Jo han er en brav Mand, og derforuden min gode Ven.

LEANDER.

Arv! spring strax hen til Monsieur Leonard, og beed ham i Øyeblikket komme til mig. Arv gaaer.

LEANDER.

Monsr. Leonard skal kunde ved sin Eed bekræfte, at jeg udi en Maaned ikke har været i Byen, førend Klokken 2 i Eftermiddag.

JERONIMUS.

Tør Mons. Leonard bekræfte det, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal siige.

LEANDER.

Hav Taalmodighed til han kommer, og hør viidere Historien: Denne Tiener havde mine Klæer og Sager i min Fraværelse under Hænderne, og af lutter Kaadhed, som han giør sin Eed paa, førte sig op i min Eqvipage for at agere en fornemme Mand. Jer Datter som nogle Dage har været i Byen - -

JERONIMUS.

Jeg veed ikke, om hun er kommen i Dag eller for nogle Dage siden; thi hun er reyst hid fra Hovetgaarden, 252 og jeg kom i Dag til bestemte Tid fra min Lystgaard.

LEANDER.

Jo Hr. Jeronimus! hun har været her til hendes Ulykke nogle Dage. Hun har seet denne min Tiener nogle gange i sin Stads, og forliebet sig i ham.

HENRICH.

Jeg kand sværge, at det var noget, som jeg aldrig tænkte paa. Men hun gav mig selv Anledning og satte en gammel Kopierske ud paa mig, som stevnede mig til hende i Formiddag, hvor vi forlovede os sammen, og bleve copulerede i Eftermiddag. Det er just Aarsagen, hvorfor jeg faldt i Knæ, og bad om Forladelse.

LEANDER.

Han skal befinde, Hr. Jeronimus, at Sagen er saaledes.

JERONIMUS.

Alt det I fortæller om hende, fortæller hun om jer.

LEANDER.

Det gaaer saa gierne til, naar en har bedrevet en Misgierning, søger den at skyde den paa en anden. En ond Samvittighed og Frygt for hendes Faers Fortørnelse har bragt hende til at forvende Historien saaledes.

SCEN. 9

Leonard. Jeronimus. Leander. Henrich. Arv.

LEONARD.

Nu hvad nyt? See! her finder jeg ogsaa Seignr. Jeronimus. Velkommen til Byen!

JERONIMUS.

Min kiære Hr. Leonard! han er en ærlig Mand, som jeg haaber siger Sanden. Vi har haft Bud efter ham for at faae Oplysning i en Sag.

LEONARD.

Hvad er det for en Sag?

JERONIMUS.

Jeg vilde viide af ham, naar Monsieur Leander kom til Byen.

LEONARD.

Ha ha ha! Der kand jo ingen bedre sige det end Monsieur Leander selv. Kandst du ikke selv erindre, Monfrere! naar vi kom til Byen?

LEANDER.

Jeg kand nok erindre det, men jeg staaer ikke til Troende. Siig u-besværget, Monfrere! har vi været nogle Dage i Byen, eller kom vi først i Dag?

253
LEONARD.

Hvad Pokker er det for Spørsmaal? I veed jo vel, at vi kom i Dag.

LEANDER.

Kom vi i Formiddag eller Eftermiddag?

LEONARD.

Det var Formiddag for os, efterdi vi ingen Mad havde faaet, men ellers var Klokken over To. Men hvad tiener slige Spørsmaal til?

LEANDER.

De tiener til at afviske den hesligste Skamflek, som nogen ærlig Mand kand sættes paa. Historien er denne ---

JERONIMUS.

Min Herre, repeteer ikke Historien oftere for mig. Jeg har nok. Jeg troer Manden paa hans Ord.

LEONARD.

Monfrere Leander og jeg har været 8 Dage sammen paa Landet, og vi komme til Byen i Dag Klokken 2. Det er noget, som jeg med Eed vil bekræfte, og om det ikke kand hielpe, oplyse ved flere Vidner.

JERONIMUS.

Min Herre! Jeg holder ham for en af de sandrueste Mænd jeg kiender. Her behøves ingen Eed og andre Vidnesbyrd. Jeg merker, at min Dotter har løyet, og at, eftersom hun er mægtig til at giøre saadant, at hun ogsaa har kunnet forfalde til det andet.

LEANDER.

Vil I kun her efter agte bedre, hvad jer Mund siger! Er jeg nu gal? Er jeg et Skarn? Er jeg liiderlig? Da jeg kom til Byen, var alt denne hæslige Forlovelse skeed. Jeg kræver Himmelen til Vidne, med hvilken Sorg og Forbittrelse mit Hierte blev bespændt, da jeg hørte det; der var intet andet Middel for mig til Hevn end at lade min Tienere fare fort i denne Sag.

JERONIMUS.

Ach ach! I kunde dog for min skyld have hindret hende at giøre saadant skammeligt Parti, omendskiønt I selv havde Aarsag at forlade hende.

LEANDER.

Min Herre! det er kun en ringe Tiener, men han er hende dog alt for god.

HENRICH.

Ach min kiære Sviger-Far, forlad hende det, og tag os begge til Naade.

JERONIMUS.

Jeg skal lade hende indsperre og dig henge.

LEANDER.

I skal ikke rykke et Haar af hans Hoved.

254
JERONIMUS.

Ney, men jeg skal lade rykke heele Hovedet af paa een gang.

LEANDER.

Han har intet Ont giort; hun har forført ham.

HENRICH.

Enhver er jo Tyv i sin Næring. Her er dog Lands Lov og Ret.

JERONIMUS.

Ja det er sandt, men til din Ulykke.

HENRICH.

I kand dog ikke forholde hende sin Møderne Arv.

JERONIMUS.

Som jeg siger. I Morgen skal du være hengt.

LEANDER.

Det skal vi trækkes om; Jeg skal lade jer stevne for det første, der har villet binde mig saadan vanskabt Fruentimmer paa Ermene. Kom, Monfrere Leonard, ind til mit, saa skal jeg fortælle dig heele Historien.

De gaaer ind.

SCEN. 10

Jeronimus. Leonora.

JERONIMUS.

bankende paa sit Huus. Hey! lad Leonora komme ud allene. Jeg vil først give hende min Forbandelse, og siden lade hende indspærre.

LEONORA.

Nu Hierte Papa! har han bekiendt?

JERONIMUS.

Kom hid, lad mig vrie Halsen om paa dig din Misdæderske!

LEONORA.

Ach Himmel! hvad er nu paa færde Papa?

JERONIMUS.

Papa, Papa! er jeg din Papa? En af vore Porthunde, Soldan eller Fairfax, maa have giort dig, thi du est ikke Menneske. Hun græder.

Gid du faae Skam din slemme Skiøge med din Crocodiils Graad. Jeg skal lade dig sette i et Buur til Spectacle for alle Mennesker, og lade mine Tieneste-Folk tage Penge for at lade dig see.

LEONORA.

Ach! jeg kand ikke meer. I maa viide, at om jeg tusind gange er jer Datter, saa strækker jer Myndighed 255 ikke sig saa viit. Sliige Ord er større, end en Herre kunde tale til sin Slavinde.

JERONIMUS.

Eya, tør du endnu pukke?

LEONORA.

Hvad har jeg giort? Jeg trodser jer og alle Mennesker at siige mig noget paa mit Navn og Rygte. Jeg veed hvad Lydighed jeg er min Far skyldig, men ---- Ach Himmel, jeg skikker Bud efter min Far for at have Trøst af ham i min store U-lykke, men blir oven i Kiøbet tractered som et umælende Creatur.

JERONIMUS.

Har du vel fortient anden Tractement, der har skikket dig saaledes?

LEONORA.

Hvad har jeg da giort?

JERONIMUS.

Alt hvad du har fortaalt om Mons. Leander, ere dine egne Gierninger. Du har brudt dit Løfte, du har af Løsagtighed giftet dig med en gemeen Karl og oven i Kiøbet kommet mig til at løbe med Limstangen, og ophidset mig mod en ærlig Mand.

LEONORA.

Ach ach! mit Hierte maa briste af Forbittrelse. Tør han fortælle saadant om mig? tør han nægte, hvad han nyelig har bedrevet?

JERONIMUS.

Jo han har Aarsag at nægte det, som han kand beviise at være Løgn. Monsr. Leonard har med Eed bekræftet for mig, at Leander har i en Maaned ikke været her i Byen, og at han først kom hid Klokken to i Eftermiddag.

LEONORA.

Ach ach! jeg kand ikke meer. Pernille og Magdelone! kommer hid ind.

SCEN. 11

Leonora. Jeronimus. Pernille. Magdelone. Notarius.

LEONORA.

Ach! kommer og vidner om min Uskyldighed. Leander tillegger mig sin egen Misgierning, og tør sige for min Far, at han er nyelig kommen til Byen.

PERNILLE.

Saa maa det have været hans Geist, som forlovede sig med mig i Formiddag og gav mig denne Ring.

256
MAGDELONE.

Jeg kand med Eed bekræfte det samme.

JERONIMUS.

Og hand beviiser med brave sandfærdige Folks Vidnesbyrd, at den Historie er ham paadigtet.

MAGDELONE.

Men Herre! Notarius, som skrev Ægteskabs Contracten, er endnu her i Huuset; ham maa I vel troe, om I holder os andre for Løgnere. Jeg skal bringe ham hid.

Gaaer.

JERONIMUS.

Hvis Notarius ogsaa vidner med jer, saa veed jeg ikke hvad jeg skal sige. Men jeg vil høre det først, førend jeg troer det. Men jeg er bange, at det er kun Udflugter. Bliver I kun tilstæde, I skal ikke gaae mig af Hænderne.

LEONORA.

Jeg har alt for god Samvittighed, at jeg skulde flygte.

JERONIMUS.

Ach ach! gid det var saa vel! gid det var saa vel!

Magdelone kommer med Notarius.

NOTARIUS.

Hvad har min Herre at befale?

JERONIMUS.

Hr. Notarius! Jeg besvær ham at sige mig oprigtig, hvad det er for Personer, som i dag har sluttet Ægteskab udi dette Huus.

NOTARIUS.

peegende paa Pernille. Min Herre! der staaer Bruden. Hun kand sige det best.

JERONIMUS.

Med hvem er hun gift?

NOTARIUS.

Med en ung Herre, som boer her liige over.

JERONIMUS.

Det kand ikke være saa, Hr. Notarius; thi --

NOTARIUS.

Og jeg siger, at det virkelig er saa. Meener I, at en Mand af min Characteer lyver eller spiller Giæk udi Sager, som angaaer mit Embede?

MAGDELONE.

Jo min Siæl er hun virkelig gift med Leander, nu svor Magdelone og jeg.

257

SCEN. 12

Leonard. Personerne af forrige Scene.

LEONARD.

Adieu Monfrere! giv dig tilfreds, du est bleven tilstrækkelig hevnet. Det var en forbandet Historie.

JERONIMUS.

See! der er Monsieur Leonard, som vidner mod jer andre.

LEONORA.

Tør I understaae Jer at siige, Mons. Leonard, at Leander først kom til Byen i Eftermiddag?

LEONARD.

Tør I understaae jer at nægte det?

LEONORA.

Her er Beviis mod jer, at han har forlovet sig med min Piige i Formiddag.

LEONARD.

Og jeg kand giøre min Eed paa, at han i Formiddag var 2 Miile herfra.

NOTARIUS.

Tag jer vare Monsieur, hvad I siger. Jeg har i dag skrevet Ægteskabs-Contract mellem ham og denne Jomfrue.

LEONARD.

Det er sært. Jeg har endnu ikke været greeben udi Løgn. Vil I ikke troe mig paa min Eed, saa skal jeg skaffe en halv snees Vidner.

JERONIMUS.

Ach Himmel, hvad er dog dette for Koglerie? Min Datter beskylder Leander for Utroeskab. Leander beskylder hende for det selv samme. Her er vigtige Vidner mod hende. Her igien er vigtige Vidner mod ham. Ach hvor skal jeg da faae Oplysning i denne Sag?

LEONARD.

Hr. Jeronimus! her er ingen anden Middel til Oplysning end at vi confronterer begge Parterne sammen. Jeg vil døe paa, at her er Irring. Blir I kun alle her. Jeg skal skaffe Leander med hans Folk herud. Gaaer ind at hente dem.

NOTARIUS.

Jeg er min Troe ogsaa af de Tanker, at her er noget Koglerie under; thi Sagen er ellers ubegribelig.

258

SCEN. 13

Leander. Henrich. Arv. Leonard. Jeronimus. Leonore. Pernille. Magdelone. Notarius.

LEONARD.

Værer nu alle stille og lar mig raade.

Taler først til Pernille.

Hør! tør I tilstaae, at denne gode Herre har gift sig med jer?

PERNILLE.

Ney Monsieur! det har jeg aldrig sagt. Den Herre kiender jeg ikke. Det er en anden.

LEONARD.

Og du Henrich! tør du tilstaae, at du er gift med denne gode Frøiken?

HENRICH.

Ney Monsieur! jeg kiender hende ikke. Men der staaer min Kiæreste, som jeg nu maa aabenbare mig for, og bede om Forladelse. Falder i Knæ for Pernille.

Ach eders Velbaarnhed, fortørnes ikke over, at I seer mig fra en stor Herre forvandlet til en Lakey. Betænk, at vi ere alle Mennesker, at I selv har givet mig Anledning til denne dristige Gierning. Jeg havde dog ikke dristet mig dertil, hvis jeg tilforn havde vidst, at Eders Velbaarnhed var forlovet med min Herre Leander, og at denne Mand, som jeg mest frygter for, var Eders Velbaarenheds Fader.

PERNILLE.

A ---- est du den Junker, jeg er gift med? Hun rykker ham i Haaret.

HENRICH.

A --- spar mit Liv eders Velbaarnhed! De andre skiller dem ad, og holder paa Pernille.

PERNILLE.

Ach hører en særdeles Historie! Jeg tænkte at narre ham, men har narret mig selv. Jeg tænkte, at det var en stor Herre, eftersom jeg saae ham i sin Herres Klæer, og derfor betiente mig af Frøikenens Klæer og Meubler for at giøre min Lykke. Ach Himmel! er det mueligt, at jeg af en stor Frue skal i hast forvandles til en Lakey-Kone?

HENRICH.

Gid du faae en Ulykke! Est du en Tienneste-Tøs? De leer alle sammen.

259
PERNILLE.

gir ham et Ørefigen. Det er for dine to Herregaarde.

HENRICH.

gir hende et igien. Det er for din Møderne Arv.

PERNILLE.

gir ham end et. Det er for din Søster Frøiken Fikke.

HENRICH.

gir et igien. Og det er for din Adelskab.

Hun faaer Henrich i Haaret; han river Huen af hende. De andre skiller dem ad.

LEONARD.

Holder stille, og oplyser en Sag, hvorudi jer Herskab er saa høit interesseret.

PERNILLE.

Ach! lad mig rive hans Øyen ud først.

HENRICH.

Ach! lad mig vride hendes Hals af Leed først.

260
JERONIMUS.

Jeg befaler dig at holde stille og sige os Sammenhengen.

PERNILLE.

Jeg tænkte, at den Rakker-Knægt var en stor Herre.

HENRICH.

Og jeg tænkte, at det Bakkelse-Beest var en riig Frøiken.

PERNILLE.

Jeg saae nok, at det var en Nar.

HENRICH.

Jeg saae nok, at hun var Coqvet.

PERNILLE.

Men just hans Naragtighed opmuntrede mig dertil.

HENRICH.

Og just hendes Coqvetagtighed opmuntrede mig dertil.

PERNILLE.

Han førte sin Herres Navn, og lod sig kalde Leander.

HENRICH.

Hun førte sin Frues Navn, og lod sig kalde Leonore.

PERNILLE.

Men nu merker jeg, at han er kun en Skoevisk.

HENRICH.

Og nu merker jeg, at jeg har ladet mig vie til en Trappetøs.

De vil slaaes igien, men stødes tilbage,
LEONARD.

See der, Børnlille! nu hører I, hvad som har givet Aarsag til denne Krig. Hen og fornyer jer Venskab og beder hinanden om Forladelse.

LEANDER.

paa Knæ for Leonore. Allerkiereste Jomfrue! Jeg bekiender at have syndet grovelig imod hende; thi intet udi Verden burte have bragt mig til at tvile om hendes Dyd. Men mit Hovet blev forvirret af denne underlige Historie.

LEONORE.

ogsaa paa Knæ. Ach kiære Leander! Jeg beeder ogsaa med grædende Taare om Forladelse.

LEANDER.

Havde min Kierlighed ikke været saa stor, havde ogsaa min Forbitrelse ikke gaaet saa viit.

LEONORE.

Havde jeg ikke elsket ham saa inderlig, havde jeg ikke tænkt paa saadan Hevn.

LEANDER.

Vil hun da forlade mig min Forseelse?

LEONORA.

Vil han ogsaa ikke tilregne mig min?

261
LEANDER.

Jeg forlader hende det af mit gandske Hierte.

LEONORA.

Og jeg vil aldrig regne ham det til onde.

Medens de taler dette sidste, slaaes Henrich og Pernille indtil de igien blir skildt. Leander og Leonora, efter at de har omfavnet hinanden, reyser sig.
JERONIMUS.

grædende. Mine kiære Børn! jeg beder jer ogsaa begge om Forladelse.

LEANDER.

Ach tal ikke derom kiære Svigerfar! det samme, som har forført os, har ogsaa ophidset ham.

JERONIMUS.

Men hvad skal vi giøre med disse forbandede Mennesker, som ved deres Giækkerie har opvakt denne Allarm?

LEANDER.

Ach min kiære Svigerfar! lad os nu ikke tænke paa andet end Glæde og Fornøyelse. De ere dog begge gamle troe Tienere. Lad os tænke paa at forliige dem. Hører, I nye gifte Folk! strax hen og forliiger jer. I ere hinanden lige gode.

PERNILLE.

Men han har bedraget mig.

HENRICH.

Ney du har bedraget mig.

LEANDER.

I er hinanden intet skyldig. Fort hen og tar hinanden i Hænderne.

De tar hinanden i Hænder.
MAGDELONE.

Men Pernille! du lovede mig 400 Rdlr. for min Umage.

PERNILLE.

See der har du 4 Skilling Magdelone. Det kand nu ikke regnes ud høyere efter saadan Udfald.

ARV.

Men Henrich! end de Penge, du lovede mig?

HENRICH.

Der har du et Ørefigen. Havde det faldet anderledes ud, skulde du have faaet meere.

LEANDER.

Hør! paa det Misfornøyelse paa alle Sider skal ophøre, saa giør jeg Henrich til min Ridefogd. De takker begge.

Kommer Børnlille! lar os nu alle gaae ind at holde det rette Bryllup.

HENRICH.

Jeg har min Troe faaet en skiøn Bestilling, men kand ikke skiønne derpaa endnu, førend jeg har faaet Junker-Grillerne ret af Hovedet. Jeg kommer til 262 at tage en Vomitif ind, at jeg kand komme til at opkaste Pernilles Adelskab og Møderne Arv, saa blir det nok got. Kom ind med, min Snut! du maa tage en Svede-Drik for at sveede mine to Herregaarde ud.

Henrich og Pernille
Noter

S. 205
fast, sikker. - harcelere lidt med, lave lidt Sjov med. - Himmelen af Vognen, Vogntaget. - Assemblee, fr. Selskab. - a parte Raisons, særlige Grunde.

S. 206
Artighed, fine Manerer. - Coupeer, £r. Dansetrin. - accommoderer, ordner. - har pardieu Raison, har ved Gud Ret. - Diable ... vons, fr. Fanden tage mig, overalt i Frankrig, hvordan har De det. - Canaille, fr. Slyngel.

S. 208
Flegel, Slyngel. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - paa Regning, for hans Regning.

S. 209
roulerede, kørte. - Carosse, Karet.

S. 210
det er artigt nok, den er ikke daarlig! - det vil ikke sige, det spiller ingen Rolle.

S. 212
for Middag, før Middag.

S. 213
harcelerede saa sterk, var i den Grad naragtig. - Galan, Kavaler. - befodrer, befordrer. - galant Patron, elegant Mønster.

S. 214
Reputation, Fejl for Respekt. - kostelig, fortræffelig.

S. 215
Tutafect Beest, et fuldkomment Dyr.

S. 216
Jeg vil tiene jeres Velbaarenhed, jeg skal sige Deres Velbaarenhed noget. - skrammereret, charmeret, forelsket. - som ikke er for lange Hvile, som ikke er til at kimse ad. - Kraftige Lægge hos Mænd opfattedes som Tegn paa stor Avledygtighed. - slaae Veds, vædde. - Harcelist, naragtig Person.

S. 217
Portechaise, Bærestol. - angrassered, Forvanskning af engageret, optaget. - pardoneer, undskyld. - Mardi fr. Mere de Dieu, Guds Moder. - Mon cher, fr. min kære. - Paa korrekt Fransk skulde det, henvendt til en Kvinde, havde heddet: ma chère. - actionere, sagsøge. - Modestighed, Beskedenhed. - mafoi, fr. ma foi, min Tro.

S. 218
Mobilier, Indbo. - Formue, her: Gods.

S. 219
Adriane, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil. - gemeent, almindeligt, udbredt. - vous plait il osv. Henrichs Tale er her og i det følgende en vrøvlet Blanding af franske Udtryk, latinske og selvlavede Ord. Enkelte Smaaord anvender han omtrent korrekt.

263

S. 220
ma sæur ... mon frere, petite Canaille, min Søster, min Broder, din lille Slyngel. - Poppe, Dukke.

S. 221.
Pynter, Finter, Krumspring. - Den unge Herre er noget extraordinaire hos, der er noget usædvanligt ved den unge Mand. - Hasenskræk, »Harernes Skræk«, Hase, ty., Hare. Arv er klædt som Skytte.

S. 222
vigtigere, vægtigere, værdifuldere. - Copulationen, Vielsen.

S. 224.
Amphitrion, »Amphitryon«, Komedie af Molière (1668).

S. 225.
Lanter, en Slags Kortspil. - Eqvipage, Paaklædning; Udstyr.

S. 226.
Skielm, Slyngel. - fixere mig, holde mig for Nar. - Kiæreste, Ægtefælle. - fornam jeg, at omsider, mærkede jeg til sidst, at.

S. 227.
Klik, Plet.

S. 228
Afkom, Atsiamning.-Resolution,Beslutning.-tractere,behandle.

S. 229.
Prætensioner, Fordringer. - tilforn, tidligere, hidtil.

S. 233.
Overflød, Overflod. - Conservation, Bevaring.

S. 234.
berøve, bestjæle. - Estime, Agtelse.

S. 235
admirerer, beundrer. - prosit die Mahlzeit, ty. Velbekomme.

S. 236.
Bagbeest; en Lakaj stod bag paa Kareten.

S. 237
en Finger i Soddet med (Sod, Suppe), en Finger med i Spillet.

S. 238.
Geburth, Fødsel. - filouterer, narrer, snyder. - Kieldermand, Restauratør (eller Høker) i Kælderetagen. - havde sat sig, var sunket til Bunds. - Signer, fr. Seigneur, Herre (fornem, adelig).

S. 240.
skiemte, skammede.

S. 241.
avanceret, skredet frem.

S. 242
Ærbødighed, Velopdragenhed. - besværger, besværer.

S. 243.
lovlig, tilladeligt, ærbart. - uvitterligt, ubekendt.

S. 244.
Harcelering, Narrestreger.

S. 245.
ungefehr, omtrent. - Capricer, Nykker. - hielpes af Drømmen, bringes ud af Vildfarelsen, Forvirringen.

S. 247.
Conduite, Opførsel.

S. 248.
genereuse, ædel, ærlig. - Nachspillet, Efterspillet. Paa Teatret opførte man ofte efter et alvorligt Hovedstykke et lystigt »Nachspiel«. - med Condition, paa. den Betingelse. - Dreng, Tjener. - Spillfugl, Gøgler, Nar.

S. 249.
insinuere, indynde. - altereres, ophidses.

S. 250.
vankelmodige, forvirrede, forstyrrede. - har nogle Sviin paa Skoven, er lidt til en Side. - lovet, lovede.

S. 251.
særdeles, mærkelig. - sagte, sagtens.

S. 252.
u-besværget, ubesværet, uden Fortrydelse.

S. 254.
Spectacle, Skuespil.

S. 255.
pukke, mukke. - jeg trodser jer ... at siige, jeg paastaar, at I ikke kan sige. - gemeen, almindelig.

S. 256.
Characteer, Stand.

S. 257.
vigtige, vægtige. - hring, Vildfarelse.

S. 262.
Vomitif, Brækmiddel.

DIDERICH MENSCHENSKRÆK
Comoedie paa een Act

266

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • LEANDER
    forliebt i Hyacinthe
  • HENRICK
    Leanders Tienere
  • HYACINTHE
    Leanders Kiæreste
  • EN JØDE
  • JERONIMUS
    Leanders Fader
  • EN FRUE
    Capitains Kone
  • ELVIRE
    Jeronimus Søster
  • HERR MENSKENSKRÆK
  • CHRISTOPHER MAURBREKKER
  • EN CORPORAL
267

Diderich Menschen-Skræk
Indledning

Komedien blev vistnok opført allerede i 1724, den ældste bevarede Plakat er fra 1726; den blev trykt 1731. - I Holbergs første Levnedsbrev omtales Komedien kun med Titel; Stykket kaldes dér Machinationes Hemici, dvs. Henrichs listige Intriger; denne Titel er dannet over Molières Les Fourberies de Scapin, Scapins Skalkestykker. Hermed har Holberg angivet, at han anser Henrik for Stykkets drivende Kraft.

Da Holberg i 1723 udsendte det første Bind af Komedierne med en Fortale, som findes i nærværende Udgaves Bind VII, var han stærkest optaget af at understrege sine egne Komediers Egenart og deres Fortrinsret paa det danske Teater. Derfor hævder han, at Skuepladsen i alle Komedier bør forestille hjemlige Lokaliteter, »at Tilskuerne kunde slippe for at fingere sig andre Lande i Hovedet, og ligesom bilde sig ind, at saa snart de have faaet deres Passeer-Seddel, de i et Øjeblik med det heele Comoedie-Huus bleve forflytted til Rom, Grækenland, Spanien eller Frankrig«. I Slutningen af denne Fortale opregnes 15 afsluttede Komedier, men Diderich Menschen-Skræk er ikke deriblandt. Holberg havde altsaa endnu ikke skrevet denne Komedie, hvis Skueplads er Venezia. Medens Jacob von Tyboe var en Jyde i København og Komedien om ham og Magister Stygotius fuld af københavnsk Lokalkolorit, saa skal »Diderich Menschen-Skræk« gøre Indtryk ved sine fremmedartede Forhold. Holberg har benyttet to Komedier af Plautus, Pseudolus, og Curculio, og ført Handlingen op i nyere europæisk Krigshistorie, hvor Venezia spillede en 268 Rolle, som var velkendt i Danmark og Norge. I Dannemarks Riges Historie fortalte Holberg, at hans Fader, som var »een af de Tiders store Avanturiers, havde i sin Ungdom været i Venetiansk og Maltesiske Tieneste« (Samlede Skrifter, VIII, S. 312). Sammesteds skildrer han udførligt den navnkundige norskfødte Admiral Cort Adeler (1622-75) som tidligt antog »Venetiansk Tieneste, efterdi Venedig paa samme Tid var indviklet udi Krig med Tyrken«. »Vor Norske Søe-Helt . . . brugte ikke mindre List, end lod see et uovervindeligt Mod«. Han vandt overmaade megen Guld og Ære, før han 1663 blev dansk Admiral (S. 460 ff.). Holberg beundrede sin Fader og Cort Adeler, to venezianske Officerer, som ikke er karikerede i denne Komedie! Mere kritisk stod han til Tordenskjold (se nærværende Udgaves Bind II, S. 298). Naar Komedien paa Plakaten fra 1726 kaldes »Diderich Menschenschreck eller Hr. von Donnerburg«, kan der i det sidste Navn, »Tordenborg«, være en Hentydning til den 1720 afdøde Tordenskjold.

Litteratur.Holbergs Epistel 374 (hvor Forfatteren roser sig af den vellykkede Slutning paa Intrigen: Officeren, der bliver narret med sin egen Kone), Ep. 218 (Holbergs Fader) og 398 (Adeler og Tordenskjold).

269

SCEN. 1

Leander. Henrich.

LEANDER.

Hvad er Klokken nu, Henrich?

HENRICH.

Nu er det paa den Tid vi skulde faae hende at see i Vinduet.

LEANDER.

Ach! Gid den Jøde faae en Ulykke!

HENRICH.

Man burde ikke bande sin Næste og Jevn

Christen, men jeg kunde dog ikke bare mig i Morges, at jeg jo maatte bande Ephraim.

LEANDER.

Han var saa ubarmhiertig, at han truede at klage mig for min Faer, alleene fordi jeg stod i Dørren og talede med Jomfruen, drev hende ind med Hug og Slag, og soer paa, at hun aldrig skulde faae Lov at komme ud af sit Kammer oftere.

HENRICH.

Der er ingen Medlidenhed eller Christen Kierlighed hos Jøder. Men hvor Pokker mon han har faaet denne deylige Jomfrue?

LEANDER.

Det er en Venetiansk Jomfrue, hvis Forældre har boet i Dalmatien. Hun er bleven fangen bortført i den sidste Tyrkiske Kriig, og soldt til denne Jøde af Tyrkiske Kiøbmænd.

HENRICH.

Men hvad got giør det, Herre! at I taler med hende? det formeerer kun Kierligheden, og bringer jer Blod meer og meer i Uroelighed.

LEANDER.

Det maa ikke hielpe, Henrich! jeg maa see, jeg kand faae at høre hvad Jødens Forsæt er med hende, og siden bruge din Hielp, for at spille ham hende af Hænderne.

HENRICH.

I maa have forbandede høye Tanker om min Person; om jeg havde som Biørnen 12 Mænds Forstand, 270 saa kommer jeg ingen Vey med saadan Karl, thi at trekke en Jøde op, udkræver meere end menneskelig Hierne.

LEANDER.

Du har baade Hoved som er beqvem til at spinde noget op, og Villie til at giøre alting for min skyld.

HENRICH.

Paa Villie fattes mig ikke, thi jeg kand forsikkre Herren, at jeg har saadan Begierlighed til at trække en Jøde op, at jeg gierne giorde det, om jeg var vis paa ikke at blive hængt Dagen derefter. Men der seer jeg Jomfruen i Vinduet.

SCEN. 2

Hyacinthe. Leander. Henrich.

HYACINTHE.

Ach er det ikke Leander, som jeg seer?

LEANDER.

Allerkiereste Jomfrue!

HYACINTHE.

Min hierte Leander! hvor gaaer det?

LEANDER.

Jeg har været, sødeste Jomfrue! ligesom død, men livner op ved hendes Nærværelse igien.

HYACINTHE.

Ach jeg kand kun lidt trøste ham med min Nærværelse.

LEANDER.

Ja! der er for stort Skillerom imellem os.

HYACINTHE.

Min tyranniske Herre har betaget mig all Leylighed, at komme ham nær.

LEANDER.

Hvad er vel hans Forsæt med hende?

HYACINTHE.

Mit heele Blod bliver koldt, naar jeg tænker derpaa; han lod mig nyelig vide, at jeg er soldt til en Officier, som saae mig for nogle Dage siden.

LEANDER.

Ach det er Dødsens Tidende for mig.

HYACINTHE.

Ja, det som meere er, kiere Leander! jeg skal afhentes i Dag.

LEANDER.

Ach Himmel, hvad hører jeg!

HYACINTHE.

Ach veed I ingen Raad derimod?

LEANDER.

Jeg kand hielpe mig selv, men ikke hende, thi jeg kand omkomme mig.

HYACINTHE.

Ach! giør ikke saadant, tænk heller paa Raad.

LEANDER.

Henrich! giv mig Raad!

271
HENRICH.

Hvor Dievelen skulde jeg faae det Raad fra?

LEANDER.

Hielp mig, eller du est dødsens.

HENRICH.

Hvi Pokker springer ikke Herren op til hende?

LEANDER.

Est du gal, kand jeg flye?

HENRICH.

Kand jeg gaae igiennem Muure og Vegge?

LEANDER.

trækker sin Kaarde. Fort! giv mig Raad, eller jeg offrer dig op paa staaende Foed.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Herre! jeg troer, Dievelen rider jer skinbarlig. Vil I myrde mig, fordi jeg ikke kand giøre u-muelige Ting?

LEANDER.

Ingen Snak!

HYACINTHE.

Min hierte Leander! giør dog jer Tiener intet ont. Han maa i det ringeste have Tid at betænke sig.

LEANDER.

Stat da op igien! vil du da love mig at opspinde noget?

HENRICH.

Det kand endelig lade sig høre; Men at sige: Skaf mig en Jomfrue i samme Øyeblik, som er indsperret! det er ligesom I vilde sige: Stød Hovedet mod Veggen, blæs en halv snees Laase op, eller klyv op til Maanen, for at hielpe mig.

LEANDER.

Ach Henrich! all min Fortrøstning staaer til dig.

HENRICH.

Jeg merker det, naar I trækker jer Kaarde for at stikke mig ihiel.

LEANDER.

Kierlighed giorde mig saa rasende, at --- Men vil du da arbeyde for mig?

HYACINTHE.

Giv ham Tid at betænke sig kiere Leander, og retirerer jer saa længe.

LEANDER.

Allerkiereste Jomfrue! lad mig kysse jer Haand, førend jeg forlader jer.

HENRICH.

Jeg maa blive gal over saadan Snak! det er ligesom I vilde sige: Hug jer Haand af, allerkiereste Jomfrue! og kast den ned paa Gaden i Rendesteenen, at jeg kand kysse den. Om I gik paa Stylter, Herre! saa kunde I jo endda ikke naae hendes Haand.

LEANDER.

Ach det er sandt, men ---

272
HENRICH.

Dog, kand I hielpes dermed, saa vil jeg løfte jer mellem Beenene op paa rnit Hoved.

LEANDER.

Ja! forsøg om det kand gaae an.

Hentich løfter ham op paa sit Hoved.

SCEN. 3

JØDEN.

Hey! Gevalt! Gevalt!

Henrich og Leander falder omkuld og løber. Ha! ha! war dat den guter Kerl? Ich skal strax en Pind derfor setten. Men du Mammeselle! du skal en Ungliick kriegen, dat skal ich ju forsekren. Seer man woll! Ich will lieber mit Huus voll Juwelen til Forwaring heben, end een Jornfer. Det er gefährlige Mobilien, gefährlige Mobilien. Ich mufi gleich gaae til hans Far umb solches at rapporteren. Han her gleich iiber boer.

Banker paa Jeronimi Dør.

SCEN. 4

Jeronimus. Jøden.

JERONIMUS.

God Dag, Ephraim! Vil I tale med mig? Jeg har denne gang intet at vexle.

273
274
JØDEN.

Jeg heller nicht, min Hr. Jeronimus! aber jeg har noget at klage for ham. Jeg kand nicht sikker seyn in min Huus: Ich maa af Naboelavet Hytten.

JERONIMUS.

Giør da nogen af Naboelavet ham Fortred?

JØDEN.

Ju Sohn, und ju Diener will en Jomfrue mit Gewalt borttagen, som er i min Huus.

JERONIMUS.

Hvad hører jeg! er det sandt, som I siger?

JØDEN.

Ret nyssens attrapirte ich dem paa frische Gierninger. Men han skal faae en lang Næsen; thi Jomfruen skal i Dag overleveret bliven til en Officeer, som har mig Penge given paa Haanden.

JERONIMUS.

Ach er det mueligt, at min eeneste Søn er forfalden til saadan Liderlighed! Jeg var tilfreds, kiere Ephraim! at hun var alt af jer Huus, thi jeg har ikke Roe, førend jeg faaer høre hun er borte.

JØDEN.

Det har kein Gefahr. Ich skal hende wohl forvaren, til Soldatens Diener kommer at afhente hende.

JERONIMUS.

Gak strax Ephraim! og lad mig siden vide, hvor det løber af.

JØDEN.

Adiøs so lang.

JERONIMUS.

Leander og Henrich! hvor er I Skurker? herud!

SCEN. 5

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Ha! ha! estu der, Stratenrøver? det er ret smukke Tidender jeg hører om dig!

HENRICH.

Hvad Ont har vi giort? vi har sidt og skrevet den heele Dag.

JERONIMUS.

Holdt du kun Munden dit Beest! min Stok skal siden tale med din Ryg.

LEANDER.

Hvorfor er Papa saa vred paa os?

JERONIMUS.

Aa! det er kun for en ringe Ting, efterdi du est et liderligt Menneske, en Horkarl, en Voldsmand, en Stratenrøver.

275
HENRICH.

sagte. Hvad Nød har han da, naar han har 4 anseelige Charger, hvoraf enhver føder sin Mand?

LEANDER.

Det er haarde Titler, som jeg ikke har fortient.

JERONIMUS.

Kiender du den Mand, som der boer?

LEANDER.

Ja, det er jo en Jøde.

JERONIMUS.

Kiender du ikke ogsaa den Jomfrue, der er i Huuset?

LEANDER.

Nej jeg giør min Troe ikke.

JERONIMUS.

Seer man vel! han tør negte det, han nys har giort.

HENRICH.

Ey Herre! siig reent ud hvad det er. I har intet nødig at skiemmes derved. Hør, Hr. Jeronimus! det staaer mig ikke an, at rette min Herre; Men jeg vil kun alleene sige det, at denne Jøde har kiøbt en fornemme Jomfrue, som min Herre er dødelig forliebt udi, og som jeg uværdig af all Magt practicerer at spille Jøden af Hænderne. Der har I heele Sagen. Det er jo noget som enhver maa gierne viide, og som en Far maa glæde sig ved.

JERONIMUS.

Gid du faaer en U-lykke! maa en Far glæde sig ved saadant?

HENRICH.

Ja! maa en Far ikke glæde sig ved, at hans Søn træder i hans Fodspor? Har ikke Hr. Jeronimus selv fortalt, at han var gandske gal af Kierlighed til et fornemme Fruentimmer udenlands?

JERONIMUS.

løfter sin Stok. Tør din Hund bebreyde mig, at - - -

HENRICH.

Det være langt fra. Jeg siger saadant til Hr. Jeronimusses Berømmelse; Thi jeg vil ikke give 4 Skilling for et ungt Menneske, der ingen Kierlighed har.

JERONIMUS.

Kierlighed og Kierlighed er to Ting. Her er en haanlig Kierlighed til et Qvindmenneske, som ingen kiender. Jeg har selv løbet gal i min Ungdom, jeg bekiender min Feyl; men jeg har begrædt mine Synder, og giort Poenitentze derfor.

HENRICH.

Monsr. Leander vil ogsaa giøre Poenitentze, naar han bliver gammel.

276
JERONIMUS.

Jeg maa blive gal over den forbandede Dreng.

HENRICH.

Ey Hr. Jeronimus, lad ham rase ud! Et ungt Menneske, der ingen Amour har haft, har jo intet at tale om udi Selskab blant sine Cammerater, men maa sidde ligesom et dumt Fæe. Jeg for min Part vil heller være en 3 Marks Mand, end at Folk skal sige mig paa, at jeg aldrig har været forliebt.

JERONIMUS.

Hør, Knægt! jeg kand lade dig vide dette, at baade du og din Herre faaer en lang Næse, thi Jomfruen skal afhentes af en Officeer i Dag, som har kiøbt hende, og Jøden gaaer imidlertid ikke af sit Huus, førend hun er borte. Derfor slaaer jeg mig gandske til Roelighed, thi hvis der var nogen Fare ved, skulde jeg nok giøre mig U-mage, at hindre det. Gaaer ind.

SCEN. 6

Henrich. Leander.

HENRICH.

Og just derfor slaaer jeg mig ikke til Roelighed, men skal giøre mig Umage at forfremme det.

LEANDER.

Ach Henrich! jeg kand ikke see, hvordan du kand trænge dette igiennem.

HENRICH.

Dersom I ikke var min Herre, saa vilde jeg sige, at I var saa dum som en Østers, men efterdi I er min Herre, saa tør jeg ikke ligne jer uden ved en Hest, thi jeg veed hvad Respect en Tienere bør have for sit Herskab. Naar ingen Apparence er til Redning, saa vil han stikke mig ihiel, uden jeg hielper ham strax. Men naar ham gives Haab dertil, saa er alting u-mueligt.

LEANDER.

Du maa gierne give mig alle de Titler som kand gaae igiennem din Mund, naar du kun hielper mig. Men hvad Anslag har du?

HENRICH.

Det kand I ikke begribe, omskiønt jeg siger det. I skal intet andet have at bestille, end at gaae ind til vor Gienboe, som boer her nest ved Jøden, og bede ham lade mig Frihed, at gaae ind og ud af hans Huus; 277 og derforuden skal I skaffe mig en Jøde-Klædning og en Soldater-Mondering, thi jeg skal spille 2 Personer i Dag. Løb strax, og forret det, thi Tiden er kostbar.

Leander gaaer bort.

SCEN. 7

Henrich. Officerens Frue.

HENRICH.

Jeg maa passe paa Soldatens Tienere, om jeg end skal forsømme begge mine Maaltider i Dag. Fornemmer jeg, at han kiender Jøden, saa gir jeg mig ud for hans Broder som han har givet Fuldmagt at overlevere Jomfruen, og hvis han ikke kiender ham, saa gir jeg mig ud for Jøden selv. Men hvad mon denne Dame ville her?

FRUEN.

Ach hvor ulyksalige ere ikke dog vi Officerer Fruer! Vore Mænd seer vi kun sielden, og naar de kommer hiem, saa fører de Maitresser med sig.

HENRICH.

sagte. Hillemænd! Mon hun være Kone til den Officerer, som skal have Jomfruen?

FRUEN.

Mig er sagt, at den forbandede Skiøge, som han har kiøbt, skal være hos denne Jøde.

HENRICH.

Triumph! en nye Invention, som rinder mig i Sinde!

FRUEN.

Her vil jeg staae, og passe paa, naar Tieneren kommer at afhente hende, og da skal jeg raabe Folk til Hielp, for at hindre det. Ach! Ach! jeg elendige Frue!

HENRICH.

Jeg maa give mig i Snak med hende. Hør, min kiere Frue! hvad fattes hende? Hun seer saa bedrøvet ud?

FRUEN.

Ach Kammerat! vil I være mig behielpelig? Jeg skal forskylde jer U-mage.

HENRICH.

Hun har at befale over sin ringe Tienere.

FRUEN.

Min Mand, som er ventendes hiem fra Armeen, fornemmer jeg, har kiøbt en Skiøge, som skal være hos denne Jøde, hvorfra han i Dag vil lade hende afhente. Ach Kiere! bliv her ved Haanden, for at hindre at hun ikke bliver bortført.

278
HENRICH.

Min kiære Frue! hun kommer her ret som hun var kaldet: Jeg gaaer her og patrolerer alleene for at hielpe hende.

FRUEN.

Jeg takker dig hiertelig.

HENRICH.

Intet at takke for, Velbaarne Frue! thi det er ikke for hendes, men for min egen skyld, at jeg vil hielpe hende.

FRUEN.

Hvi saa?

HENRICH.

Min Herre er dødelig forliebt udi samme Jomfrue, og som han har faaet Kundskab om hendes Bortførelse i Dag, saa staaer jeg her for at hindre det, og spille Tieneren et Puds.

FRUEN.

Ach er det mueligt! Vil I høre mit ringe Raad i denne Sag? Jeg holder for, at det er best, vi bliver staaende paa Luur til Tieneren kommer og fører hende bort, da vil jeg raabe om Hielp, og I kand ved denne Leylighed snappe hende bort.

HENRICH.

Ney min kiere Frue, her vil andre Anslag til. Jøden er bekiendt i det heele Naboelav, hver andet Huus her i Gaden har den Ære at give ham 12 pro Cento om Aaret. Derforuden vil min Herres Faer, som har faaet et Nys om hans Søns Kierlighed, assistere Jøden af yderste Magt, saa der vindes intet andet ved saadant Foretagende, end Fruen kommer i Penge-Bøder, jeg i Stokhuuset, og Jøden faaer sin Jomfrue tilbage. Fruen merker jeg nok er vant til Feldten, hvor man gaaer lige til Verk. Men her udi Staden maa man defilere og bruge mange Omsvøb, førend man kand naae sit Maal. Troe mig, min kiære Frue! at der er ikke een Seene i mit Hoved, der staaer jo spændt som en Bue, saa meget vil der til, at bringe dette i Verk.

FRUEN.

Ach! gid det kunde lykkes jer.

HENRICH.

Det skal nok lykkes ---Men hvad heder hendes Mand?

FRUEN.

Han heder Hans Frantz von Menskenskræk.

HENRICH.

! Hillemænd! om det Navn stod paa en Steen, kunde man slaae en Engelsk Tyr ihiel dermed.

279
FRUEN.

Navnet er prægtigt, det er sandt nok. Min Mand harcelerer der udi, saa vel som i alle andre Ting.

HENRICH.

Hør, min kiære Frue! jeg haaber at Jomfruen skal være i mine Hænder inden Aften, og I skal udi hendes Klæder blive bort ført af Tieneren i hendes Sted.

FRUEN.

Hillemænd! det var et stort Anslag.

HENRICH.

Jeg er ikke heller uden for store Anslag. Vil Fruen følge ind med mig i dette Huus, saa skal jeg sige hende videre, hvad her er at bestille.

FRUEN.

Vi har ikke lang Tid; thi jeg har udspioneret, at Tieneren inden en Time ----

HENRICH.

Er den Tienere ellers noget gau?

FRUEN.

Ney han er ikke med de klogeste, som I kand 280 slutte af denne Historie. Han var tilforn Compagniets Tambour og var vant at løbe efter Breve paa Post-Huset, og som han saae, at der stod paa nogle Breve: Lieutenant d'Infanterie, Capitain d'Infanterie, Major d'Infanterie, bildte han sig ind, at det Ord Infanterie burde staae paa alle Breve; hvorudover, da han engang siden skulde skriive et Brev til en Forpagter paa Landet, blev Opskriften saadan: A Monsieur Lars Erichsen Forpagter d'Infanterie.

HENRICH.

Ha! ha! ha! det er got nok. Lad os gaae ind. De gaaer.

SCEN. 8

Jeronimus. Elvire.

JERONIMUS.

Er det ikke en forbandet Historie? Men jeg seer de er alt borte - - -

ELVIRE.

I er altid i Bekymring min kiere Broder! saadant er jo noget som hænder hver anden Mand.

JERONIMUS.

Jeg kand føle saadant forud, ligesom visse Folk kand finde U-veyrligt i deres Legeme før det kommer; thi en Tiime førend jeg havde den Ære, at see Søster hos mig, fik jeg et Sting i min høyre Taae, og saa ofte det forbandede Sting kommer, er jeg vis paa Fortred, hvilken og er allerede vederfaret, thi endskiønt Jøden nok passer paa sin Post, og min Søn faaer en lang Næse, krænker mig dog hans vanartige Forsæt.

ELVIRE.

Ach min hierte Broder! I tar jer Verden alt for nær; jeg har haft anden Sorg end I, jeg som udi eet Aar mistede de to kiereste Ting jeg havde paa Jorden, nemlig min Mand, som blev slagen udi Krig, og min eeneste Datter Leonora, som blev bortført i Slaverie udi hendes spæde Aar.

JERONIMUS.

Det er sandt Søster! I har temmelig prøvet Lykken. Men troe mig! det er større Sorg at have liderlige Børn, end at miste dem.

ELVIRE.

Ey tael ikke derom. Kand nogen Sorg lignes 281 derved, at miste sin Mand, og see sit eeneste Barn bortført af Barbariske Folk, og sit Huus udplyndred?

JERONIMUS.

Det er sandt Søster! Men her er daglig Harm og Fortred, som paaføres mig af en liderlig Søn. En Sorg, hvor stor den end er, saa kand den dog glemmes. Jeg plages hver Dag med Harm, som bringer mig af Homeur. I har mist jer kiære Mand og Datter, men I maa dog takke Gud, at I beholdt jere store Ejedomme udi Dalmatien, som I soldte med Fordeel, saa at I kand leve med Reputation i Venedig.

ELVIRE.

Jeg kand leve med Reputation, men aldrig med Fornøyelse. Ach vilde Himmelen være mig saa gunstig, at jeg kunde udspørre, hvor min kiære Datter var i Verden, jeg vilde anvende alle mine Midler, hvor store de end ere, paa at løse hende tilbage.

JERONIMUS.

Gid det var saa vel; thi jeg havde destineret hende med Søsters gode Villie og Samtykke til Leander. Hvis denne U-lykke ikke var hendet, skulde min Søn ikke have forfaldet til dette Galskab. Jer Datter Leonore kunde efter min Regning nu allerede være 16 Aar.

ELVIRE.

Har min Broder tegnet det an?

JERONIMUS.

Ja jeg har blant andre merkværdige Ting som mig er hændet, antegnet udi denne Bog baade mine egne, og mine Søster-Børns Fødsel. Jeg skal strax sige hende Tiden.

Han spytter paa Fingeren, og blader i Bogen. Her skal det uden Tvil staae. Jeg maa læse dette Blad igiennem. Den 21. Janvari imellem 8 og 9 kom der en meget tyk Skye paa Himmelen, som truede med ufeylbarlig Regn; men den gik dog over. Den 22. ditto var Luften heel taagagtig.

ELVIRE.

Men min kiere Broder! hvortil nytter at antegne slige Bagateller?

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik, jeg skal strax finde det. Den 24. ditto saae jeg en smuk Piige paa Torvet, som jeg overtalede til at - - - Ney det er endnu ikke det jeg søger efter.

282
283
ELVIRE.

Bliv kun ved at læse dette sidste, at jeg kand høre nogle af hans gamle Bedrifter, og derved bringe ham til Raison, naar han igiennem hegler Leander.

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik kiere Søster! jeg vil strax hitte paa Stedet. Den 24. i samme Maaned gav min Sal. Broder Alphonso mig en Spotte-Glose eller Stikpille udi Selskab, som jeg har antegnet for ikke at forglemme at hevne mig.

ELVIRE.

Det var meget Christeligt.

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik kiere Søster! nu kommer jeg strax til det rette Sted. Den 24. gik Hælen af min eene Skoe, og - - Ney! det er ey heller det rette. Den 25. drømte jeg at - - Det skal dog være paa et af disse Blade.

Han mumler hastig Bladet igiennem. See her har jeg det. Den 28. blev fød til Verden min Søster Datter Leonore. Gid hun maa opvoxe i all Dyd og Høviskhed hendes Forældre og Venner til Glæde og Contentement! Amen. Jeg vidste nok, at det Sted var her. Men her fattes noget.

ELVIRE.

Hvad er det?

JERONIMUS.

Her skulde staae paa samme Blad: Samme Dato blev min kiere Søn Leander omskabt til en Varulv.

ELVIRE.

Ey kiere Broder! tal dog ikke med saadan Bitterhed.

JERONIMUS.

Hvis det havde skeet, havde jeg nu været fri for daglig Fortred.

ELVIRE.

Det sætter sig nok med Alderen. Lad os gaae ind.

De gaaer.

SCEN. 9

Henrich som Jøde. Soldatens Tienere.

HENRICH.

Mig synes, at jeg saae igiennem Vinduet et Ansigt, broderet med Knæbels-Barter. Jo der er min Troe saadan en fæl Dievel, som staaer og kaager paa disse Huuse. Gid det var ham.

284
SOLDATEN.

Gaden har jeg, kunde jeg kun finde Huuset.

HENRICH.

sagte. Du skal nok finde Huuset.

SOLDATEN.

Jeg har aldrig været i denne Bye tilforn.

HENRICH.

Des lettere er det mig at trekke dig op.

SOLDATEN.

Saadan en Bye var det en Lyst at udplyndre.

HENRICH.

Og saadan en Knægt er det en Lyst at tage ved Næsen. Men det er best, jeg griber ham strax an.

Gut Morgen, Herr! Jeg seer, at han er en Fremmed; mit hvem vil han talen?

SOLDATEN.

Boer her ingen i denne Gade?

HENRICH.

Freylich, ick boer hier im geringsten.

SOLDATEN.

Jeg har et Brev til en Mand, som boer her i Gaden.

HENRICH.

Ist der Mann nicht ein von Israels Kinder?

SOLDATEN.

Ney! det skal være en Jøde.

HENRICH.

Ja! Ja! Israels Kinder ere Juden.

SOLDATEN.

Det har jeg aldrig vidst.

HENRICH.

Tiener han nicht hos Herr von Menskenskrek?

SOLDATEN.

Jo vist! Jeg troer, jeg har Manden, som jeg leder efter.

HENRICH.

Mein Name er Ephraim.

SOLDATEN.

Jeg troer det er saa; lad see Opskriften:

Herren Herren Ephraim, velmeriteret Jøde etc. etc. Ja det er ret nok, det var mig sagt, at han skulde boe her omtrent.

HENRICH.

Ja det er min Huus. Aber hvad er hans Name, Mussier?

SOLDATEN.

Jeg heder Christoffer Maurbrekker. Vil I læse Brevet?

HENRICH.

Ich veedt Indholdet. I skal en Jomfrue haven, som er i mit Huus.

SOLDATEN.

Det er ungefehr saa; og her er Herrens Pitskaft til Tegn foruden Brevet.

285
HENRICH.

Gut gut! Hey Hyacinthe! kom heraus! Nu skal hun straxen kommen.

SCEN. 10

Fruen. Hemich. Soldaten.

HENRICH.

Hør, Hyacinthe! ju skal mit den Kerl folgen.

SOLDATEN.

Er hun smuk, Ephraim?

HENRICH.

Freylig, sonsten havde hans Herren ikke so viel Penge givet for hende.

SOLDATEN.

Hvor mange Penge skal I endnu have?

HENRICH.

Han har mig 20 Ducater given paa Handen, und ich skal endnu 120 haben; ich habe ofte tilforn mit ihm handlet ohne Handt und Ziegel.

SOLDATEN.

Jeg skal føre hende hen til et vist Sted, indtil Herren kommer hiem, thi Fruen maa intet vide deraf.

HENRICH.

Er hun da eifersuchtig?

286
SOLDATEN.

Ja! jeg vil nok sige jer noget, dersom I vilde tie.

HENRICH.

Ich sværer ham til bey unser Gott Mahometh und unser heiligen jiidischen Alcoranometh.

SOLDATEN.

Ja det er et Bagbeest han har til Frue; jeg skulde aldrig fortryde derpaa, var hun ikke saa gammel og grim som hun er, og min Herre er udi sin blomstrende Alder, hvorfor maa han ikke holde sig en Matræsse, saa vel som alle andre Officeers udi Regimentet?

HENRICH.

Det meener jeg og.

SOLDATEN.

Men i hvor meget det Skabilken-Hovet spionerer, saa bliver hun dog narret. Adiøs Ephraim! min Herre vil selv see jer om en halv Tiime, og betale Pengene.

HENRICH.

Adies Christopher Maurenbrekker ---

Soldaten og Fruen gaaer.

Denne sidste Relation gir mig Anledning til et nyt Puds, at faae ogsaa Pengene som Jøden skulde have.

SCEN. 11

Henrich. Leander.

HENRICH.

Herre, kom ud!

LEANDER.

Henrich! Blev hun bortført?

HENRICH.

Ja den første Act udi Comoedien er alt spillet, men Tieneren vil faae en Ulykke af sin Frue, for de Ord han talede om hende. Hør, Herre! staaer nu her paa Skildtvagt, imedens jeg klæder mig om. Han gaaer ud.

LEANDER.

Officeren bliver narret, det er gandske vist. Gid jeg kun saa vel kunde blive hiulpen. Sagen synes meget giørlig. Jeg frygter kun, at Jøden kender Henrich. Men han er hurtig, og kand forvende sit Maal. Tilmed har Jøden kun seet ham eengang, og Klæerne giør ham ogsaa u-kiendelig. Ach! gid det vilde lykkes! Gid det vilde lykkes! Jeg lever mellem Frygt og Forhaabning. Hver Øyeblik vil imidlertid være en Ævighed 287 for mig. Hvis jeg ikke naaer mit Maal, kand jeg ikke leve, thi jeg troer, at Kierlighed aldrig har giort saadan en Virkning i et Menneskes Siel som i min - - Men der er han. Gid du faaer en Ulykke, Henrich! det var knap, jeg kunde kiende dig igien.

HENRICH.

Gak I nu kun ind, til jeg kommer med Byttet!

LEANDER.

Lykke paa Reysen. Abit.

SCEN. 12

Henrich i Krigs-Habit. Jøden.

HENRICH.

Nu gielder det for Alvor; jeg maa stille mig brutal an, saa troer han mig des snarere.

Banker sterk paa Dørren.
JØDEN.
inden for.

Wat ist dat for Allarm paa min Dør?

288
HENRICH.

Mach auf, Cujon, oder ich schmeisse die gantze Haus omkuld.

JØDEN.

Wat er han for een?

HENRICH.

Ich bin Christopher Maurbrekker.

JØDEN.

Christopher Maurbrekker? das ist ein sonderlich Namen.

HENRICH.

Das Namen bær ich mit Respect. Mach auf!

JØDEN.

Lidt Patience mein Herr!

HENRICH.

Was Patience! Ich sind ein Officier.

JØDEN.

Und ich bin ein boesiddend Burger hier.

HENRICH.

Das ist zu sagen: Du bist Jørgen Hattemager, und jeg Alexander Magnus. Mach auf, oder du bist dødsens.

JØDEN.

kommer ud. Hvad er hans Forlangen, Mussier?

HENRICH.

Ihr kennet maaskee nicht Christopher Maurbrekker?

JØDEN.

Nein mein Herr!

HENRICH.

Habt ihr nicht meinen Namen in die Avisen gelesen?

JØDEN.

Nein Hr. Maurbrekker!

HENRICH.

Habt ihr nicht von die Bataille von Ragusa gehöret?

JØDEN.

Nein mein Herr!

HENRICH.

Die Burgerleute sind dumme, wie Ochsen.

JØDEN.

Ein jedweder er gut for sig; ich forstaaer kand skee noget som han nicht forstaaer.

HENRICH.

Was will du forstaaen! Hör einmahl, Cujon!

Was ist eine Contrescarpie?

JØDEN.

Das weifi ich nicht.

HENRICH.

Was ist ein Ravelin?

JØDEN.

Ich weifl nicht.

HENRICH.

Ein Compagnie Carré?

JØDEN.

Ich forstaaer dat nicht.

HENRICH.

Ein Regiments Gregorius?

JØDEN.

Ich bin kein Krigsmann.

HENRICH.

Ein Aproche des Petards?

JØDEN.

Das weifi ich auch nicht.

289
HENRICH.

Ein Escorte, ein Ferme la porte, ein Batallion, ein Esquadrion, ein Ordre de Bataille, ein Ordre de Murallie, ein Salve Guarde, ein Cortegarde, ein Peloton, ein Bastion, ein Companie, ein Testanie, ein Drommedarius, ein Krigs-Commissarius?

JØDEN.

Mussie, ich forstaaer intet von die Feldt-Sprache.

HENRICH.

So ist du jo erger, als ein u-mælend Beest.

JØDEN.

Mussie! Warumb er han saa vred paa mig?

HENRICH.

Vred! var jeg vred, saa fik I andet at vide. Saaledes taler vi Krigsfolk, naar vi er i allerbeste Lune. Men apropo, jeg har et Brev til en Mand her i Huuset, det skal vist være en Tyrk, eller en Jøde.

JØDEN.

Dat ist ein Jude mein Herr! Aber von wem ist han?

HENRICH.

Jeg tiener hos Hr. von Menschenskrek.

JØDEN.

Heist der Jude nicht Ephraim?

HENRICH.

Jo det er vist saa.

JØDEN.

Ich bin der Mann.

Læser Brevet.

Ja det er got. Han skal ein Jomfrue haven hos mig. Man kann alting kriegen mit gute. Ich sehe auch, at det er solche Pitschaft som min Commissionair har beskrieben.

HENRICH.

Jeg vil sige ham, Mons. Ephraim! jeg er noget hastig, og gir min Herre selv ikke et got Ord; thi uden at rose mig selv, saa er jeg min Siel den tapperste Mand i den heele Bastion, en Karl der kand holde 16 fra Livet. Derfor har Hr. Menschenskrek betroet mig denne vigtige Commission frem for andre.

JØDEN.

Vil han mit mig indgaae? De gaaer ind.

SCEN. 13

Jeronimus. Jøden. Henrich. Hyacinthe.

JERONIMUS.

Hvad Pokker mon det var for Allarm ved Jødens Huus? Men nu seer jeg ingen. Jeg troer, at min Søn eller Henrich har villet snige sig ind i Huuset igien 290 for at bortføre Jomfruen. Men der kommer de ud; det er faae jeg Skam Soldatens Tienere. Nu har vi Spillet vundet. Jeg vil staae her, og see dette an lidt.

JØDEN.

Christopher Maurbrekker! Nu har ich die Jomfrue 291 overleveret; nem ju wol in acht, her ist sonsten een, som paa hende luurer.

HENRICH.

Om det var Lucifer selv, saa er jeg Karl at forsvare hende. Was ist das for ein Kerl?

JERONIMUS.

Hans Tienere, Ephraim! jeg ønsker til Lykke.

JODEN.

See, der ist die Vatter von die samme Person.

HENRICH.

sagte. Gid du faaer en Ulykke din gamle Hund, hvor ubeleyligt du kommer!

Høyt: Bist du der Vater von dem Schelm?

JODEN.

Ja! men hør, Christopher Maurbrekker - -

HENRICH.

Bist du sin Vater? Carnallie!

JODEN.

Men hør einmahl!

HENRICH.

Den Hund soli sterben.

Trekker sin Kaarde, Jeronimus rangerer sig bag Jøden, Henrich hugger og skriger, og faaer omsider Jeronimus og Jøden i Gulvet.
JODEN.

Ach, ach, was böses hab ich giort?

HENRICH.

Om Permission, Ephraim, det er kun den gamle Skielm jeg vil have fat paa.

JODEN.

paa Knæ. Ach Monsr. Christopher Maurbrekker, spar mit Liv.

HENRICH.

Der vil berøve min Herre det han har kiert som sit Liv.

JODEN.

Ey hør doch, Mussie!

HENRICH.

Han maa vide, daß wir Officiers ist nicht zu skiemten mit.

JODEN.

Ach ein Wort doch, Mussie!

HENRICH.

I bør heller hielpe mig at massacrere den Hund.

JODEN.

Lafi mich doch ein Wort talen.

HENRICH.

Jeg er Mand for at hugge hans Hoved af, om det var saa tykt som paa en Engelsk Tyr.

JODEN.

Der Mand holdt mit uns.

HENRICH.

Er det ikke hans Far, som ---

JODEN.

Ja! aber er ist selv vred paa sin Søn derfor.

292
HENRICH.

Det var en anden Sag, saa beder jeg om Forladelse.

JERONIMUS.

I kand ingen større Tieneste giøre mig, end at føre hende vel frem til jer Herre, thi jeg er just bange for, at hun skal falde i min Søns Tieneres Hænder.

HENRICH.

Der har I min Haand, Monsieur, at han skal faae en lang Næse, om han havde 10 andre med sig.

JERONIMUS.

Der har I et par Ducater, Monsieur, for at I skal passe vel paa.

HENRICH.

Sein Diener! kand jeg ellers tiene ham i noget, skal det være mig en Plaisir.

JERONIMUS.

Adieu Mons. Maurbrekker!

Hyacinthe græder. Henrich visker hende i Øret, hvorpaa hun stiller sig tilfreds og gaaer bort med Henrich.

SCEN. 14

Jeronimus. Jøden.

JERONIMUS.

Jeg kand forsikre jer, Ephraim, at jeg har aldrig været pryglet med større Fornøyelse; jeg haaber, at I siger det samme.

JØDEN.

Dat mufi die Dyvel seyn, und kein Fornøyelse.

JERONIMUS.

Jeg merkede deraf, at det er en ærlig Karl og tillige med haandfast, saa det ikke er let at snappe Byttet fra ham, eller at underkiøbe ham.

JØDEN.

Das ist gut genug, Hr. Jeronimus, aber ich føler dog, wat ich føler.

JERONIMUS.

Jeg fik dog det meeste.

JØDEN.

Herren burde og det meeste haben, dann er ist sein Sohn nærmest. Aa! aa! mine Skuldre! mine Skuldre! der Teufel hohl den Christopher Maurbrekker.

JERONIMUS.

Band ham ikke, det var dog en ærlig Karl.

JØDEN.

Ein wenig alzu ehrlich, mein Herre! alzu ehrlich.

JERONIMUS.

Hvor vil Henrich henge med Hovedet, naar han faaer dette at høre. Men der seer jeg min Søster Elvire komme tilbage.

293

SCEN. 15

Elvire. Jeronimus. Jøden.

ELVIRE.

Nu hvordan gaaer Sagerne, min Broder?

JERONIMUS.

Meget vel, thi min Ryg er blevet ligesaa mør af Hug, som en Boeuf a la mode.

ELVIRE.

Hvad? har I faaet Hug paa jer gammel Alder?

JERONIMUS.

Ja jeg har min Troe.

ELVIRE.

Af hvem?

JERONIMUS.

Af Christopher Maurbrekker.

ELVIRE.

Hvad Pokker kiender jeg Christopher Maurbrekker?

JERONIMUS.

Og jeg gav ham endnu et par Ducater oven i Kiøbet, fordi han slog saa vel, baade paa mine egne, som paa denne gode Mands vegne.

ELVIRE.

Dersom jeg ikke vidste, at I var en ædrue Mand, min Broder, saa skulde jeg tænke, at I var beskienket.

JERONIMUS.

Jeg skal sige jer, hvad det er: Officerens Tienere førte nu Jomfruen bort til sin Herre, saa at denne Steen er mig nu af Hiertet. Den samme, da han fik at høre af Ephraim, at jeg var Fader til den Person, som luurede paa samme Jomfrue, blev han af Nidkierhed ligesom rasende, og havde nær myrdet mig, saa at jeg fortryder ikke paa, at - - -

ELVIRE.

Jeg er bange, Børnlille, at man har spillet jer et Puds; det Ord Maurbrekker, og denne store Nidkierhed staaer mig ikke an. Jeg tænker paa, om Henrich ikke kunde have udklædt en anden, at agere Soldat.

JØDEN.

Ach ney! dat war mein Seel der rechte. Ich kienner jo hans Herrens Haand; see hier ist sein Brief mit andre Omstændigheder udi.

ELVIRE.

Ja saa gratulerer jeg da. Men jeg har ellers noget at sige - -

JERONIMUS.

Vær da saa god, og kom ind til mit, der kand vi tale lidt videre sammen derom. De gaaer.

294

SCEN. 16

Henrich. Officeren. Soldaten.

HENRICH.

Triumph! Jomfruen er alt i Leanders Hænder. Spillet er vundet, men Historien ikke til Ende. Nu agerer jeg Jøde igien, for at faae Pengene fra Officeren, som Jøden skal have. Min List er u-endelig, dette sidste spiller jeg kun for at giøre Comoedien complet. Men jeg hører saadan Støyen. Der seer jeg min Troe Christopher Maurbrekker med hans Herre.

OFFICEER.

Christoph!

CHRISTOFF.

Herre!

OFFICEER.

Hvor er Huuset?

CHRISTOFF.

Her nest ved Hiørnet.

OFFICEER.

Er Jomfruen henbragt i det Huus paa Torvet?

CHRISTOFF.

Ja Herre! men der staaer Jøden i Dørren.

OFFICEER.

Det er got, nu vil jeg strax fornøye ham, og tillige bede ham, at han ikke lar sig merke for nogen, at jeg har giort dette Kiøb. Serviteur! Jeg er den Mand, som accorderede med hans Cammerat udi Felten om den Jomfrue.

HENRICH.

Gut! gut! Wolgebohrner Herre!

OFFICEER.

Han sagde mig, at hun hørte ham til.

HENRICH.

Ja Herr! das var Levi mein Commissionair.

OFFICEER.

Nu er jeg kommet for at betale ham.

HENRICH.

Gut! gut! Gestrenger Herr.

OFFICEER.

Han skal have Tak for, han vilde creditere mig, i hvor vel jeg kiender ham ikke.

HENRICH.

Ey Herre! dat ist kein Merite, einen reichen reputirlichen Mann zu creditiren.

OFFICEER.

Men eet vil jeg bede ham om, min kiere Ephraim, at han ikke aabenbarer dette Kiøb for nogen.

HENRICH.

Bey Leibe nicht, mein Herr! ich mister jo all min Fordeel darbey.

295

SCEN. 17

Jøden. Henrich. Mensken-Skrek. Christoffer.

JØDEN.

Adieu Sr. Jeronimus! ich recommendire mig.

Aber wat will die Leute hier?

HENRICH.

sagte. Er det ikke Jøden? Gid du faaer en U-lykke. Nu blir her et forbandet Spill.

OFFICEER.

Hans Commissionair fik 20 Ducater paa Haanden.

HENRICH.

Recht, recht, mein Herr.

JØDEN.

Wat den Dyvel ist dat for en Historie?

OFFICEER.

See der er Resten 120.

HENRICH.

Gut! gut! mein Herre.

JØDEN.

Wat den Ungluck höre ich?

OFFICEER.

Det er noget dyrt, men Jomfruen er smuk.

HENRICH.

Das ist ein allerliebster Jungfer, ein allerliebster Jungfer.

JØDEN.

Schlaff ich, oder bin ich wachend?

OFFICEER.

Men Ephraim! I veed, hvad I har lovet mig, nemlig at tie.

HENRICH.

Mein Herr kann sich paa mich verlassen.

JØDEN.

Jeg bliver gal, hier ist Betrug. Hor, Wolgebohrner Herr! Ich bin der Jude Ephraim, der die Jungfer har solt.

HENRICH.

Du must være Dievelen! ich kenne dich wol.

JØDEN.

Bin ich nicht Ephraim? ich must mich jo selbsten kennen.

OFFICEER.

Hvad Pokker er dette?

HENRICH.

Das ist ein forkleidet Soldat, Herr! ein Gaudieb.

OFFICEER.

Da skal han faae en U-lykke.

JØDEN.

Ach Gestrenger Herr, troe ham nicht.

HENRICH.

Formedelst solche Skelmen und Gaudiebe, som sig i vores Dragt klær, maae vi offt Ferfolgung leiden.

OFFICEER.

Det er sandt. Siig, Hund! fra hvilket Regiment est du bort løben?

296
JØDEN.

So wahr als ich ein Ehrlicher Mann bin, so bin ich der Jude Ephraim, und udi dette Huus boer.

HENRICH.

Ha! ha! ha! das ist recht genug: so wahr als du bist ein Ehrlicher Mann; aber det skal du først beviisen.

JØDEN.

Ach Herr, troer ham nicht! ich kann Beviis faae, daß ich die rechte Jude Ephraim bin, und ich kann til Beviis Omstände erzählen, dat die Jomfrue af min Commissionar for 3 Dage siden ist verkauft, daß er in mein Name har faaet 20 Ducater paa Haanden, daß die Jomfrue heist Hyacinthe, undt daß sein Diener mir sein Pitskaft til Tekken viiset har efter Aftalen, da han die Jomfrue fik.

OFFICEER.

Hvad Dievlen er dette? Er her ved Taskenspillerie af een Ephraim giort Dobbletter?

HENRICH.

Ach Himmel, der Gaudieb hat alle Umstände ausspionirt um den gutten Herr und mich armen Mann zu betriegen. Ach ach! welcher loser Vogel, welcher loser Vogel!

OFFICEER.

Jeg kand snart skille Trætten. Christoff! af hvem fikst du Jomfruen?

CHRISTOFF.

pegende paa Henrich. Af denne.

OFFICEER.

Lyver du, skal det koste dit Liv.

CHRISTOFF.

Gid jeg faaer en Verdsens U-lykke, er ikke denne Ephraim, og den anden en Gaudieb.

JØDEN.

Ach vey mir! Ach vey mir!

CHRISTOFF.

Mig synes jeg har kiendt ham Dragon udi Capit. Feurfressers Compagnie. Ja gid jeg faae Skam, er det ikke den samme. Hør, er dit Navn ikke Jochum Trekholt?

JØDEN.

Ich fluche bey Himmel und Erde, daß ich bin der Jude Ephraim.

HENRICH.

Das ist recht, som Christoffer Maurbrekker sagt; nun erinnere ich, das sein Nam er Jochum Trekholdt.

CHRISTOFF.

Jeg kiendte Karlen strax igien. I har jo Zignetet, Ephraim?

297
HENRICH.

Ja! der er Signetet! kand nu Herren see?

OFFICEER.

Hør, Corperal!

CORPORAL.

kommet ind. Gestrenger Herr!

OFFICEER.

Forvar mig denne Karl; Det er en forklædt Soldat.

Corporalen trekker Jøden ud og han skriger: oh vai mir.
OFFICEER.

War das nicht en forbandet Karl?

HENRICH.

Hier ist ein stur Hobben böse Menschen in dieser Stadt.

OFFICEER.

See her, Ephraim! der har I Pengene, som jeg har selv talt.

HENRICH.

Gut gut! Wolgeborne Herr! det havde sonst ingen hast. Adie Ihr Wolgebohrnheit. Gaaer ind.

SCEN. 18

Officeer. Christoffer. Jeronimus. Elvire.

JERONIMUS.

Pigen siger, her var paa nye Allarm uden for, men jeg merker, her er gandske stille.

OFFICEER.

til Christoff. Du maa ikke tale noget om denne Allarm, hverken for disse Folk, eller andre, at den heele Sag kand blive geheim.

ELVIRE.

Mig synes, at jeg kiender denne Officerer. Er det ikke Herr Menschenskrek?

OFFICEER.

Den Kone har jeg kiendt uden all Tvil i Dalmatien.

ELVIRE.

Herr Menschenskrek!

OFFICEER.

Madame Elvire!

De omfavne hinanden og nævner paa eengang Navnene. Jeg har haft den Ære at være i hendes Huus, da vi camperede ved Ragusa.

ELVIRE.

Det er sandt, men Æren var min. Jeg har haft stor U-lykke siden, mit Huus blev udplyndret af Tyrkerne, og mit Folk bortført i Slaverie.

298
OFFICEER.

Det maa da ikke være skeet, mens jeg var Partiegiængere; thi mit Navn var saadan Skrek iblant Tyrkerne, at de havde ingen Lyst at giøre noget Forsøg paa Bytte: Saa kied havde jeg giort dem af det Handverk. Jeg tør sige, at jeg alleene ved Partie hid og did skildte dem over ved 20000 Mand, og med min egen Hand paa en Maaneds Tid massacrerte iiber 2000 Janitscharen auf einmahl. Ist nicht wahr, Christoffer Maurbrekker?

CHRISTOFFER.

Freylig.

OFFICEER.

Hvorudover Generalen selv gav mig dette Navn Menschenskrek.

ELVIRE.

Er det mueligt, fik han saaledes det Navn?

OFFICEER.

Ja han selv havde den Naade, at præsentere mig for Hertugen af Dalmatien med disse Ord: Ihro Durchleuchtigkeit, hier ist der andere Scanderbeg, der itzige Turken Ruhte.

ELVIRE.

Seer man vel!

OFFICEER.

Ingen Plaisir kunde være mig større, end at møde et heel Compagnie bevæbnede Tyrker alleene. Ist nicht wahr, Maurbrekker?

CHRISTOFF.

Freylig.

OFFICEER.

Den tyrkiske Vezier Mahometh Podolski havde jeg rigtig ved Vingebeenet, men i dette samme kom en Bombe, som slog min Haand tilbage, saa han den gang undgik, aber das ist nur Galgenfrist. Jeg glemmer aldrig hvor han skreeg paa sin Tyrkisk: ach! la! la! la!

ELVIRE.

Hvad betyder det paa vort Maal?

OFFICEER.

Det vil sige: Ach du store Mahomet, hielp mig vel fra denne sterke Kiempe Menschenskrek.

ELVIRE.

Kand de faa Ord betyde saa meget?

OFFICEER.

Ja det Tyrkiske Sprog er meget rigt.

ELVIRE.

Men maatte jeg tage mig den Dristighed at spørge, hvorfor man seer min Herre i Dag i denne gemeene Gade?

299
OFFICEER.

Madame Elvire, I er en ærlig Kone, som jeg veed ikke røber mig. Jeg kiøbte her for nogle Dage en Slavinde i Leyren af denne Jødes Commissionair, som boer her.

JERONIMUS.

Hillemænt, er det min Herre, som har kiøbt dette Fruentimmer?

OFFICEER.

til Elvire. Der Mann, kann er auch wol schweigen?

ELVIRE.

Ja jeg lover for ham, Herr Menschenskrek.

OFFICEER.

Got, got! Men jeg seer, at Piigen staaer i Dørren og hører os; sie kann auch wohl schweigen?

JERONIMUS.

Ach perfect. Man skulde forsvære, at det var en Piige, saa vel kand hun tie.

OFFICEER.

Got, got! Denne Jomfrue har jeg ladt afhente i Dag ved min Tienere Christoffer Maurbrekker.

ELVIRE.

Kand hun snakke Italiensk?

OFFICEER.

Ja vist, det er en Italiensk Jomfrue.

ELVIRE.

Ach Herr Menschenskrek, giør mig den Fornøyelse, at jeg maa tale med hende! Maaskee hun kand give mig Underretning om mine Folk, som for nogle Aar siden blev bragt i Slaverie.

OFFICEER.

Hiertelig gierne. Christoff, før mig Jomfruen strax hid. Christoff gaaer.

ELVIRE.

Er hun langt herfra?

OFFICEER.

Kun strax her henne paa Torvet hos en god Ven, hvor jeg har indtinget hende i Kost, thi min Frue maa intet vide deraf.

JERONIMUS.

Jeg skulde ikke tænke, at saadan en Mand, som min Herre, var bange for sin Frue.

OFFICEER.

Ach nicht doch! Naar jeg kun giør en Rynke i min Pande, skielver og bæver alting i Huuset.

JERONIMUS.

sagte. Jeg vil bringe min Søn og Henrich herud, at de kand see, hvad for en tapper Rival de har, og derudover slaaer slige Tanker reent af Sindet.

ELVIRE.

Hvad har han vel givet for den Jomfrue?

300
OFFICEER.

Hundrede og fyrretyve Ducater.

ELVIRE.

Saa maa hun være smuk da?

OFFICEER.

Jeg troer ikke, at Venus har været saa fuldkommen. Men hvad er dette for 2 Personer?

SCEN. 19

Leander. Henrich. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Det er kun min Søn og hans Tienere.

OFFICEER.

Sie können ja auch wol schweigen?

JERONIMUS.

Ach! det vil jeg være Mand for. Jeg har ført jer ud I Karle, for at confundere jer, og at lade jer see, hvad for en Rival I har paa Halsen.

OFFICEER.

Men Messieurs, efterdi jer har aabenbaret jer det eene, saa maa jeg ogsaa aabenbare jer det andet. I hørte jo nyelig en Allarm her uden for, det var en forbandet Historie, som nær havde skilt mig ved 120 Ducater. En Gaudieb, som havde forklædt sig som en Jøde - - - Men der seer jeg Jomfruen komme. Velkommen min Hiertens Glæde!

SCEN. 20

Fruen forklædt som en Slavinde. De andre.

ELVIRE.

Mit Hierte bløder i mit Liv, naar jeg seer en fangen Jomfrue.

OFFICEER.

Holder I det for nogen Synd, at en Mand, der har en gi. tandløs Kielling, holder en Maitresse?

ELVIRE.

Det er noget, som er meget gangbar.

OFFICEER.

Jeg tog det Skabilken alleene for hendes store Midler. Men jeg tracterer hende ikke anderledes end en Huusholderske. Hun er jalouse det Bagbeest som Dievelen, det har jeg nok merket; men det vil ikke sige meget. Nu skal I see et Ansigt, Messieurs, som har noget at betyde. Tag nu dit Dekke af, allersødeste Hyacinthe, og lad mig kysse dig.

301
FRUEN.
Ret som han vil omfavne hende, viiser hun sit gammeldags Ansigt frem og gir ham et Ørfigen.
OFFICEER.

A - a - a - hvad er dette?

Falder paa Knæ. Fruen slaaer med en Krabask.

OFFICEER.

A - a - Min allerkiereste Kone, slaae mig intet ihiel.

JERONIMUS.

Ach Hr. Menschenskrek, er det mueligt, at - - - -

OFFICEER.

A-a-a-a -

Fruen prygler.
ELVIRE.

Ach Hr. Menschenskrek, hvad seer jeg?

OFFICEER.

A - a - a -

Fruen prygler.

JERONIMUS.

Hvor er hans forrige Tapperhed, Hr.

Menskenskrek?

ELVIRE.

Er all hans Manddom paa eengang forsvunden?

JERONIMUS.

Tænk paa det Slag ved Ragusa, Hr. Scanderbeg.

ELVIRE.

Tænk paa den store Vezier, Hr. Turkenruht.

OFFICEER.

Ach min hierte Kone, jeg skal aldrig giøre det oftere.

JERONIMUS.

Christoff Maurbrekker, vil du ikke hielpe din Herre?

CHRISTOFF.

Ney Monsieur, min Courage er ogsaa Fanden i Vold; jeg er ikke for at slaaes, uden i Feldten.

JERONIMUS.

I maa min Troe ikke slaae jer Mand meere, Frue.

De gaaer imellem.
ELVIRE.

Men hvad Pokker er dette for en Historie?

CHRISTOFF.

Her er spillet et forbandet Puds; jeg troer, at den som vi holdt for Gaudieb, var den rette. Jeg vil strax springe efter ham.

FRUEN.

vil prygle ham igien, men de andre hindrer hende.

JERONIMUS.

Det var en forskrekkelig Historie.

ELVIRE.

Det var en stor Qvindelist.

JERONIMUS.

Hvordan er dette tilgaaet?

302
303
304
OFFICEER.

Aa holdt min Kone først! Aa, aa! Jeg veed ikke; den Jøde, som boer i dette Huus, maa have overlagt det med min Kone.

JERONIMUS.

Der har aldrig boet nogen Jøde i dette Huus.

OFFICEER.

Ach! Ach! saa har den, jeg holdt for Ephraim, været en Bedragere.

ELVIRE.

Har I da handlet med 2 Jøder?

OFFICEER.

Men her var 2 som sagde sig begge at være den rette. Ach! ach! jeg elendige Cavalier! --- Men der er den anden Jøde.

SCEN. 21

Jøden. Christopher. De andre.

JØDEN.

Ach wai mir! ach wai mir! welcher Betrug, welcher Betrug!

HENRICH.

Holdt nu Ørene stive, Henrich!

JERONIMUS.

See her er den rette Ephraim! Hvorledes er dette tilgaaet, Ephraim?

JØDEN.

Ach ich weet nicht, Seigneur.

FRUEN.

Da skal jeg fortælle jer den heele Historie. Jeg kom hid for at hindre det, jeg havde udspioneret, og da fandt jeg en Tiener, som strax lovede at gaae mig til haande; han førte mig ind i dette Huus, hvor han selv paatog Jøde-Klæder for at narre Christopher, og gav mig Slavinde-Dragt, hvorudi jeg blev bortført i steden for Skiøgen. Det var en ærlig Karl --- men det er just denne Tienere her staaer.

HENRICH.

sagte. Ih! gid du faaer en U-lykke din Velbaarne Skabhals.

JERONIMUS.

Ach Himmel! har din Hund ---

JØDEN.

Ja nu kiender ich Ansigtet wieder; det var ham som die Jomfrue fik.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Hr. Jeronimus! vær ikke vred.

JERONIMUS.

Du skal pidskes, og sættes i Fængsel. Hvor er den Skiøge?

305
LEANDER.

Hun er i mine Hænder, og skal aldrig komme deraf. Ellers kand jeg lade min Far vide, at hun er ingen Skiøge, men en fornemme Jomfrue; hendes Far var en riig Mand, udi hvis Fraværelse hun blev for 4 Aar siden bortført i Slaverie.

ELVIRE.

Hvad hedte hendes Far?

LEANDER.

Han hedte Pandolfus, og blev slagen i Kriig. Om hierte Faster skal være hendes Moder, efterdi hun heder Elvire, veed jeg ikke - - -

ELVIRE.

Ach Himmel, hvilken Tidende! Det er min Datter.

HENRICH.

reyser sig. Hun er Fanden heller!

JERONIMUS.

Hvad? er hun jer Datter, min Søster?

ELVIRE.

Ja! lad mig strax omfavne hende.

LEANDER.

Bring hende strax hid Henrich!

Henrich løber og kommer ind med Jomfruen.
ELVIRE.

Kiender du mig, min Datter?

HYACINTHE.

Ach min allerkiereste Moder, hvor er I kommen fra?

De omfavner hinanden.
JØDEN.

Det gaaer gut genug, aber ich mufi mine Penge haven.

OFFICIER.

Du skal have Fanden; han skal levere mig Pengene.

HENRICH.

Pengene har jeg ærlig fortient.

FRUEN.

Det er sandt, behold I kun Pengene, Kammerat.

OFFICIER.

Men min hierte Kone! det var jo mine Penge.

JØDEN.

Men det var jo meine Vahre.

FRUEN.

prygler dem begge to og suger: Det er for dine Penge, og det er for dine Vahre. Officeren skriger og løber ud.

JØDEN.

løber og raaber: A wai mir!

ELVIRE.

Lad dem trekkes! vi vil gaae ind, og glæde os med hinanden, og fuldende denne Historie med et ønskeligt Giftermaal.

306

Diderich Menschen-Skræk
Noter

S. 269
Jevn-Chrisien, Medkristne. - soer, svor. - Dalmatien. Denne jugoslaviske Landsdel hørte fra ca. 1000 til 1797 under Venezia (Den venetianske Republik). - den sidste Tyrkiske Kriig fandt Sted 1714-18.

S. 270
beqvem, dygtig. - hvor gaaer det?, hvordan gaar det?

S. 271
flye, flyve. - offrer dig op, dræber dig. - retirer er jer, træk jer tilbage.

S. 272
Gevalt!, Hjælp! - en Ungluck kriegen, paa gebrokkent Tysk: faa en Ulykke. - Ju, jer. - lieber, hellere. - Mobilien, Mobilier, Løsøre, Indbo. - gleich, straks; lige.

S. 274
Sohn, ty. Søn. - Diener, ty. Tjener. - mit Gewalt, ty. med Magt. - attrapirte ich, fangede jeg. - Det har kein Gefahr, ty. Es hat keine Gefahr, det har ingen Nød. - estu, est du, er du.

S. 275
Charger, Embeder. - skiemmes, skamme jer. - practicerer, arbejder paa, stiler mod. - haanlig, vanærende. - Poenitentze, Bod.

S. 276
Amour, Kærlighed. - 3 Marks Mand, dvs. idømt en Bøde paa 3 Mark og erklæret æreløs (Mindremand). Brugt som Skældsord. - Apparence, Udsigt. - uden, hvis ikke, medmindre. - lade mig Frihed, tillade mig frit.

S. 277
Maitresser, Elskerinder. - Invention, Paafund. - forskylde, gengælde, lønne.

S. 278
patrolerer, patruljerer; gaar frem og tilbage paa Vagt. - Stokhuuset, det militære Arresthus. - defilere, sno sig. - Hans Frantz von Menskenskræk. Helten hedder Diderich til Fornavn, men muligvis har Komedien oprindelig haft Titlen »Hans Frantz von Donnerburg«, og Holberg har glemt at rette.

S. 279
harcelerer, overdriver, praler. - gau, snedig, »dreven«.

S. 280
tilforn, tidligere. - Tambour, Trommeslager. - Opskriften, Udskriften. - A Monsieur, fr. Til Hr.

S. 281
Reputation, Anseelse. - destineret, bestemt.

S. 283
Raison, Fornuft. - Sal., Forkortelse af salig, afdøde. - Contentement, fr. Tilfredshed. - Varulv, ifølge Folketroen en Mand, der var forvandlet til Ulv, se S. 198. - broderet med, bræmmet med. - Knæbels-Barter, Knebelsbarter, Overskæg (som dengang kun militære Personer bar). - kaager, kigger.

S. 284
Freylich, ty. freilich, jovist. - ick ... im geringsten, paa gebrokkent Tysk: jeg bor her i det mindste. - Ist ... Kinder? Er Manden ikke et af Israels Børn? - Juden, ty. Jøder. - Mussier, Forvanskning af fr. Monsieur, Hr. - Maurbrekker, ty. Mauerbrecher, Murbrækker. - ungefehr, omtrent. - Pitskaft, Signet.

307

S. 285
sonsten, Sideform af ty. sonst, ellers. - so viel, saa mange. - ohne Handt und Ziegel, dvs. Hand und Siegel, uden Haand og Segl, uden Underskrift. - eifersuchtig, skinsyg.

S. 286
Alcoranometh, Forvanskning af Alkoranen (som ikke er Jødernes, men Muhamedanernes hellige Bog). - Bagbeest, Bæst, Asen. - fortryde derpaa, indvende noget imod (hendes Skinsyge). - Skabilken-Hovet, Hoved af Træ eller Ler til at forme Kvinders Hovedbeklædning paa; Hueblok. - Relation, Beretning. - hurtig, dygtig, behændig. - forvende sit Maal, fordreje sin Tale.

S. 287
abit, lat. han gaar bort.

S. 288
Mach auf, luk op. - sonderlich, besynderlig. - Patience, Taalmodighed. - Alexander Magnus, Alexander den Store. - Ragusa er 1. By paa Sicilien; 2. By i Dalmatien, nu Jugoslaviens Dubrovnik; denne blomstrende Handelsstad var omstridt, noget Slag har dog ikke Navn efter Byen. - jedweder, enhver. - Contrescarpie, Kontreskarpe, den ydre Skraaning af en Fæstningsgrav. - Ravelin, fr. Halvmaane (i Fæstningsværk). - Compagnie Carré, fr. firkantet Kompagni, Opstilling af Kompagniet med Front til fire Sider. - Gregorius, Forvanskning af Chirurgus, Kirurg. - Aproche des Petards, fr. Løbegrav for Petarder (Morsere med Sprængladning). - auch nicht, heller ikke.

S. 289
Escorte, væbnet Følge; Troppeafdeling, der skal ledsage og beskytte. - Ferme la porte, eller fermez la porte, fr. luk Døren. - Esquadrion, Forvanskning af Eskadron. - Ordre de Bataille, fr. Slagorden. - Murallie, Forvanskning af fr. muraille, Mur, for at rime paa Batalje. - Salve Guarde, Salvegarde, Sikkerhedsvagt; Beskyttelsestropper. - Cortegarde, fr. Corps de garde, Vagt, Vagtstue. - Peloton, fr. Deling (Soldater), Underafdeling af et Kompagni. - Testanie, selvlavet Ord eller Fordrejelse af ukendt Ord for at rime paa Kompagni. - Drommedarius, komisk Fordrejelse af Ordet Trommeslager. - erger, ty. ärger, værre. - als, end. - hastig, hidsig; opfarende. - gir ... ikke et got Ord, taler ikke et godt Ord selv til min Herre.

S. 291
nem ju wol in acht, tag jer vel i Agt. - Lucifer, Navn paa Djævelen. - Bist du ... Schelm? Er du Far til Skælmen? - Carnallie, Slyngel. - sterben, dø. - rangerer sig, stiller sig. - böses, Ondt. - Permission, Tilladelse. - Wort, Ord.

S. 292
Plaisir, Fornøjelse. - kein, ingen. - genug, nok. - der Teufel hohl, Djævelen hente.

S. 294
fornøye ham, betale ham. - Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - accorderede, traf Aftale. - creditere mig, give mig Henstand, Kredit. - Merite, Fortjeneste. - reputirlichen, Sammenblanding af reputabel, hæderlig, agtværdig, og reputerlig, passende, ordentlig. - Bey Leibe nicht, For Guds Skyld ikke.

308

S. 295
recommendire, rekommenderer, anbefaler. - Leute, Mennesker, Folk. - allerliebster, allerkæreste. - Schlaff ich, sover jeg. - Gaudieb, Gavtyv.

S. 296
So wahr, saa sandt. - erzählen, fortælle. - verkauft, solgt. - welcher loser Vogel, hvilken Forbryder. - kiendt ham Dragon, dvs. som Dragon. - Feurfresser, ty. betyder Ildæder. - Ich fluche ... Erde, Jeg sværger ved Himmel og Jord.

S. 297
geheim, hemmelig. - mit Folk, min Familie, mine Paarørende.

S. 298
Partiegiængere, Partigænger, Fører for (eller Medlem af) et Strejfkorps eller en Trop Lejesoldater. Se Bind I, S. 354. - Partie, Strejftog. - skildte dem over ved, skilte dem af med over. - Scanderbeg, albansk Fyrstesøn, der 1443 gjorde sejrrigt Oprør mod Tyrkerne. - der itzige Turken Ruhte, den nuvæ- rende »Tyrkersvøben«. - nicht wahr, ikke sandt. - gemeene, almindelige, simple.

S. 299
Der Mann ... schweigen?, Kan Manden ogsaa godt tie?

S. 300
Venus, den romerske Gudinde for Kærlighed og Skønhed. - confundere, forvirre, bringe i Forlegenhed.

S. 301
gammeldags, gamle, gammelagtige. - Krabask, Pisk, flettet af Remme. - Courage, fr. Mod.

S. 304
Seigneur, fr. Herre (fornem, adelig). - wieder, igen.

HEXERIE ELLER BLIND ALLARM
Comoedie udi fem Acter

310

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • LEANDER
  • HENRICH
  • TERENTIA
  • APELONE
311

Hexerie eller Blind Allarm
Indledning

Denne Komedie er skrevet senest 1723; i Fortalen til Komediernes første Bind angives, at den ligger færdig. Den blev trykt 1731, men ejendommelig nok først opført 1750. Stykket har baade kulturhistorisk og dramaturgisk Interesse. Det er skrevet paa et Tidspunkt, da Fornuften havde sejret over den uhyggelige Heksetro, der havde hærget Europa i 16. og 17. Aarhundrede. Christian V's Danske Lov (1683) dekreterede: »Befindes nogen Troldmand eller Troldkvinde at have forsvoret Gud eller sin hellige Daab og Kristendom og hengivet sig til Djævelen, den bør levende at kastes paa Ilden og opbrændes« (6,1,9). Endnu 1693 dømte Højesteret to Kvinder fra Nykøbing paa Falster til Baalet for Trolddom. Men Reaktionen var paa Vej. Den hollandske Calvinist Balthasar Bekker's afslørende Bog om »Den forgjorte Verden« (De betoverde Weereld, 1691) fik stor Indflydelse i den læsende Verden, bl. a. fordi den straks blev resumeret paa Fransk i Tidsskriftet Bibliothèque universelle et critique, Bind 30, 1691, S. 122-51. Et dansk Sidestykke hertil er »Kort og sandfærdig Beretning om den viit-udraabte Besettelse udi Tistæd«, som 1699 blev udgivet af den lærde Islænding Arni Magnusson. I denne Sag blev Angiveren, Præsten Ole Bjørn, dømt til Landsforvisning. I vore Dage har Anders Bæksted givet en indgaaende og fængslende Fremstilling af »Besættelsen i Tisted 1696-98« (1959-60). Paa Komediens Tid er Overtroen trængt saa langt tilbage, Troldmænd og Hekse blevet saa ufarlige, at Holberg kan bruge Thisted-Sagen som et muntert Eksempel paa Rygtespredning. Læg 312 Mærke til den dobbelte Titel, Hexerie eller (= latinsk sive, dvs. »med et andet Ord«:) Blind Allarm. I Epistel 506 a bruger Holberg kun det sidste Udtryk, hvor han skal karakterisere »Blind Allarm, som viser at en ringe Ting kand sætte et heelt Land i Bevægelse, og hvorledes en Løgn kand ved Tillæg forøges«. For Digteren er Hekserikomedien en festlig Kehraus, Misforstaaelsens Kædereaktion, befordret og formeret af Dumhed, Nyfigenhed, Lyst til at gøre sig interessant og Skadefryd. Ofrene for disse smaamenneskelige Egenskaber er en Flok Skuespillere - som samtidig er Komediens Helte. Det er omkring disse Illusionsmagere, Historien drejer sig, først og fremmest Lederen, Mesteren for Komedierne, som han kaldes, Leander. Denne er uden Tvivl for Holberg en Harlekin, Forvandlingskunstneren fra det italienske Improvisationsteater, hvortil der hentydes flere Steder i Stykket. »Hexerie eller Blind Allarm« er fra Holbergs Haand en italiensk Komedie, og som saadan skal den spilles. Tilskuerne ved jo Besked om Misforstaaelsen fra Begyndelsen af og behøver ikke at frygte for Udgangen. Der er ingen Hetz eller Tilløb til Lynjustits her. Stykket maa aldrig spilles, saa at Handlingen bliver blodig Alvor og Latteren forstummer. Vil man have et dansk Drama om et Hekseri, der ikke er blind Alarm, skal man vælge P. V. Jacobsens Trolddom fra 1847. Forfatteren kalder det med Rette et »tragisk Skuespil«.

Det er Skade, at Holbergs geniale Sluteffekt, »Sidste Scene«, som er i italiensk Farcestil, er udgaaet i Det kongelige Teaters Opførelse af Komedien (1966-67). Naar Misforstaaelsernes Fyrværkeri er fuldstændig afbrændt, farer endnu en bevidst forsinket Raket mod Himmelen og folder sig dejligt ud.

Litteratur.Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98,1-II, 1959-60 (med indgaaende Dokumentation). - F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst III, S. 217 (P. V. Jacobsen).

313

ACTUS I

SCEN. 1.

LEANDER.

Der er farligt lidt at fortiene ved Comoedier nu omstunder. I denne Maaned har jeg ikke haft 20 Rdlr. paa min Part, det kand jeg giøre min Eed paa, saa at jeg har aldrig været i saadan Penge-Trang, som jeg nu er, og kommer den Vexel med Protest tilbage, saa er jeg om en Hals. Dog haaber jeg at fortiene saa meget ved den Tragoedie, som vi skal spille Overmorgen, at jeg skal kunde redde mig derfra. Jeg har en temmelig sterk Rolle i samme Tragoedie; Thi Polidorus, hvis Person jeg skal forestille, har meere at bestille end 3 andre Acteurs. Jeg kommer derfore at studere brav baade i Dag og i Morgen, og nægte mig inde, at ingen forstyrrer mig derudi.

Tar sit Papiir af Lommen, hvormed han gaaer frem og tilbage, og læser over paa sin Rolle, først mumlende sagte.
EN DRENG.
kommer ind.

Monsieur! jeg har en ond Tidende at sige jer.

COMOEDIANTEN.
continuerer sin Rolle høyt

Ja Elisa, din Utroeskab skal aldrig blive uhevnet. Er det ret at forlade din troe Philander, der har reddet dig ved sit Blod af de vanskabte Kiempers Hænder, der har opofret sin Velfærdt, foragtet Princesse Climenes Kierlighed, hendes Suk og Graad, for din skyld? Hvilken Ulyksalighed kand lignes ved Polidori? hvis Troeskab er saa ilde bleven belønnet som hans? Ach, troeløse Elisa! jeg skal ikke længere være dig en Torne i Øjene. Jeg skal tage Livet af mig selv, og saa er der en Ende paa min Jammer. Men din Samvittighed vil ved min 314 Død vaagne, og du vil blive foragted og forhadt af alle Mennesker formedelst din Utroeskab.

Trækker sin Kaarde ud og vil tage Livet af sig selv; Drengen meener, det er Alvor, løber til og holder ham i Haanden.
LEANDER.

Hvad Pokker vil du her nu Dreng? Man kand aldrig et Øyeblik have Roe.

DRENGEN.

Hvad Ulykke bringer jer til saadant fortviled Forsæt, at I vil tage Livet af jer selv?

LEANDER.

Gak Pokker i Vold, du Nar! jeg gaaer kun her og øver mig paa en Tragoedie, som skal spilles i Morgen, hvorudi jeg skal agere Polidorus.

DRENGEN.

Ha, ha, ha! Jeg meente min Troe, det var Alvor.

LEANDER.

Jo, jo! du skal nok see, at man gaaer om og tar Livet af sig af Kierlighed i disse Tider; troe mig, der er ikke to Mennesker i den heele Bye, der jo heller tar en gammel ond Kierling med en snees tusind Rixdaler, end en ung deylig og dydig Jomfrue, men som intet har bekommet til Arv uden en god Optugtelse. Tilmed om der nu findes forliebte Folk, saa ere de forliebte paa en anden Maade, ikke med den Bestandighed til en vis Person som i forrige Tider.

DRENGEN.

Jeg har dog tient hos en Mand her i Gaden, som vi engang var bange for, at han skulde tage Livet af sig selv af Kierlighed, og jeg troer virkelig, at han havde fuldbyrdet sit Forsæt, hvis jeg ikke havde hindret ham, thi han trok sin Kaarde paa samme Maade som I.

LEANDER.

Hvad heder han?

DRENGEN.

Jeg siger ikke hans Navn, thi det var skarnagtig af mig, om jeg røbede ham; men han boer paa Hiørnet af denne Side.

LEANDER.

Ha ha! det er Jens Paaskelillie. Jeg merker, du kiender ikke den Karl ræt. Hans Kierlighed gaaer ligesom en Canal igiennem alle Byens Gader: nu falder han paa Knæe med Kaarden for Brystet for en Jomfrue paa et Hiørne, nu paa et andet Hiørne, nu midt i Gaden. 315
Der ere ikke saa mange Jomfruer i Gaden, han har jo Hierter at opofre dem alle, og ikke saa mange Siæle, han har jo Snarer til at fange enhver med, saa at han burte føre samme Symbolum, som Keiser Carl den 5te: Plus ultra; han speculerer virkelig paa det 5te Monarchie af Fruentimmer. Derfor kand jeg merke, at du est ikke synderlig dreven udi Verdens Laab, eftersom du bildte dig ind, at jeg vilde omkomme mig af Kierlighed. Men hvad er dit Ærende her? Jeg har saa liden Stunder i Dag at tale med nogen; thi jeg har ikke 316 lært den halve Deel af min Rolle endnu, og jeg skal agere Polidorus i morgen.

DRENGEN.

Monsieur! om I ikke kand bevæges til at dræbe jer af Kierlighed, saa vil jeg sige jer noget andet, som er nok værd at hænge sig for. Der er kommen en protesteret Vexel paa 50 Rixdaler, saa jeg troer, at I inden Aften blir trækked i Arrest.

LEANDER.

Hillemænd! kunde jeg kun begaae mig i denne Uge, saa haabede jeg ved to Tragoedier at fortiene saa meget, at jeg kunde betale en Slump deraf. Om nogen spør efter mig, kand du sige at jeg er reist af Byen; gak saa din Vey! thi jeg maa have Roe at læse over.

Gaaer frem og tilbage og mumler igien.

Nu kommer det værste. Kunde jeg kun vel skikke mig i denne Scene, hvorudi jeg skal mane Fanden; Det andet er kun Bagatelle derimod. Jeg maa forsøge et par gange.

Giør en Kreds med sin Stok paa Gulvet.

Jeg maner dig at møde hid du Første blant de onde Aander Mephistopheles, for at høre min Befaling og at i verk sætte det, som jeg byder dig. Der seer jeg han kommer i sin rætte Gestalt, ligesom jeg saae ham for 10 Maaneder siden. Ney holdt, Mephistopheles! ikke inden denne Kreds!

I det samme han maner, blir han vaer en Person, som staaer med Andagt at høre paa ham, hvorfor han løber ind og siger: Det er og forbandet, man kand ikke have Roe et Øyeblik.

Gaaer ind.

SCEN. 2.

DEN FREMMEDE PERSON.

Ach Himmel! er det mueligt, at Christne Mennesker kand forfalde til saadan Ugudelighed, og give sig saaledes Fanden i Vold? Jeg har altid holdet det for Snak, naar jeg har hørt fortælle 317 om Folk, der forskrive sig til Fanden; men nu har jeg hørt det med mine egne Øren. Ach! jeg er min Troe saa forskrekket, at jeg ikke kand staae paa mine Been; ney see engang hvor mine Knæe skielver, ræt ligesom jeg havde en kolde Siuge.

Han slaaer sig for Brystet.

SCEN. 3.

En gammel Kierling kommer ind. Manden.

KIELLINGEN.

Hvad skader jer? mit Barn! I seer saa forskrekket ud.

318
MANDEN.

Ach, Bestemoer! har I ikke noget jeg kand lugte til? jeg er bleven gandske syg af noget underligt, som jeg hørte.

KIELLINGEN.

Hvad er det?

MANDEN.

Ach! her boer en Troldmand i dette Huus.

KIELLINGEN.

Ey Snak, det er Mesteren for Comoe- dierne.

MANDEN.

Ja jeg veed det nok. Han har forskrevet sig til Fanden, som jeg hørte ham nu nys mane med saadane forskrekkelige Ord, saa jeg kand ikke tænke derpaa, uden Haarene reyser sig paa mit Hoved.

KIELLINGEN.

Saae I da Fanden selv?

MANDEN.

Ney han var u-synlig for mine Øyne; Troldmanden saae ham dog, thi han forbød ham at gaae inden for den Kreds, som han havde giort. Jeg hørte ham alleene mane, og fornam at Fanden kom med et Bulder, som fuldte derpaa, hvilket var saa stor, at jeg tænkte, nu falder Huuset ned. Jeg kunde ikke ellers see uden nogle Ildstraaler, som kom for mine Øjne.

KIELLINGEN.

Ach! man hører ikke andet end det som ont er. Jeg skulde ellers have forsvoret, at denne Mand kunde have faldet til saadan Ugudelighed, thi han seer ud til at være et skikkeligt Menneske.

MANDEN.

Men skulde I vel kunde have tænkt, at der var saadant til, Mutter?

KIELLINGEN.

Ikke til? Jo alt for meget disverre! Saadant har aldrig gaaet meere i svang end i disse Tider, men hvorfore? just fordi visse selvkloge Folk, som er sat til at hemme saadant, kaster nu paa Nakken af deslige Historier. Man har jo ikke hørt en Troldmand eller Hexe bleven brændt i mange Aar, derfore kand saadant ikke andet end tage overhaand. Ja ja, jeg vil ikke spaae ilde, men see kun til, hvor det vil gaae, om Verden staaer noget længer; men jeg haaber, at vi har Enden inden Paaske, thi jeg har saa mine visse Tegn. Jeg skal fortælle jer en Historie, som er saa sandfærdig, som jeg staaer her: En Smeede Kone udi Mariager var vreed 319 paa sin Naboerske, som lavede til Barsel, og nyelig før samme Naboerske skulde falde i Barselseng, kastede en Klud fuld af Haar og afbrudte Sømme-Hoveder i Stuen, hvorudover Barselqvinden laae i to Dage med stor Piine og kunde ikke føde, førend en til Lykke fandt samme Klud, og kastede den paa Ilden, da blev hun strax forløst.

MANDEN.

Det var forskrekkeligt! Var Mutter selv tilstede, da det skeede?

KIELLINGEN.

Ney! men I kand forlade jer paa, at Historien er rigtig, thi min Mand er en skikkelig Person, der hørte det af en Piige, han var forlovet med, hvilken Piige havde et Sødskende-Barn, som tiente i Gaard med den Amme, for hvilken Jordemoeren bekræftede Historien med Eed.

320
MANDEN.

Ach! det var forskrekkeligt.

KIELLINGEN.

Men meener I alligevel, at Øvrigheden vilde straffe hende? Ney, Byefogeden loe kun deraf, og bad Folk holde inde med saadan Snak, endskiønt en troeværdig Kone bød sig til at vidne, at hun havde seet samme Smeede-Enke flyde paa Vandet, hvilket var et vis Tegn til at hun kunde hexe; thi - - - -

MANDEN.

Hillemænd, hvad var det jeg saae? Blev I ikke et Syn vaer Bestemoer?

KIELLINGEN.

Hvor saae I det?

MANDEN.

Her ved Vinduerne. Jeg saae en gloende Drage fare op igiennem Skorsteenen. Saae I ikke det samme?

KIELLINGEN.

Jo mig syntes, Mare, at jeg ogsaa saae noget.

MANDEN.

Jeg vilde ikke staae her længer, om man gav mig Dalere. Far vel Mutter!

SCEN. 4.

En gammel Mand. Kiellingen.

KIELLINGEN.

Ach, Fallille! tag jer vare, at I ikke gaaer for nær dette Huus.

MANDEN.

Hvi saa?

KIELLINGEN.

Der boer en Mand derinde, som har med onde Aander at bestille, og det heele Huus er fuld af Dievle.

MANDEN.

Hvoraf veed I det?

KIELLINGEN.

Ret som jeg kom her, blev M. Godtroe stødt ud af Dørren og laae en halv Time i Besvimmelse.

Da han endelig kom sig igien, og jeg spurdte, hvad ham skadde, fortaalte han mig, at han blev trækket ud efter Haaret af 3 Dievle, som Troldmanden, der boer her, havde manet til sig.

MANDEN.

Saae I ogsaa noget selv deraf, Moerlille?

KIELLINGEN.

Ney, jeg saae ikke uden Fødderne af den første Dievel, som stødte ham ud af Dørren.

321
MANDEN.

Hvorledes saae de ud?

KIELLINGEN.

Ligesom I seer store Ørnekløer. Jeg vil strax hen til Hr. Niels, og aabenbare ham det, at han i Tide kand aabenbare det for Øvrigheden; thi Mennesket kunde endnu reddes, dersom han blev brændt for sine Synder.

MANDEN.

Huuset maa min Troe ogsaa sættes Ild paa.

KIELLINGEN.

Ach, ja vist! Vil ikke Øvrigheden giøre det, saa skal jeg og mine Venner giøre det paa vor egen Haand, ligesom man giorde nyelig udi Jylland, hvor nogle skikkelige Koner rottede sig sammen og satte Ild paa en Troldqvindes Huus.

Medens de taler, læser Leander inden for paa sin Rolle igien.
KIELLINGEN.

Hør! Nu maner han igien, hør engang! Han raaber paa Polidorus; det maa være en Dievel, som heeder saa.

322
MANDEN.

Det er sandt Moerlille! Jeg vilde ikke boe her i Gaden, om man gav mig all Verdsens Guld.

KIELLINGEN.

Men hør hvor det bruser inden fore, ligesom det kunde være en Storm. See engang hvor det heele Huus ryster.

MANDEN.

Mig synes baade at det Huus ryster og 3 andre tillige med.

KIELLINGEN.

Det er mare sandt, som I siger. I skal nok see, at den heele Gade er besat med lutter Hexemestere. Jeg maa gaae. Farvel Fallille.

MANDEN.

Ach! jeg tør ikke gaae til Sengs i Nat.

KIELLINGEN.

I har ingen Fare, sær naar I strøer Hørfrøe for Dørren og ryger brav med Lysetang i jer Sove-Kammer. Gaaer bort.

SCEN. 5.

To Piiger. Manden.

1. PIIGE.

Her skal Gaden være, Malene.

2. PIIGE.

Er der meere end det eene Huus, hvor Fanden gaaer saadan?

1. PIIGE.

Her boer ikke uden Troldmænd i den heele Gade. Men Manden af dette Huus er Capitain for de andre. Heele Byen er alt i Oprør og hver Mand begynder at ryge i sit Huus. See, hvad er det for en Mand, her staaer? Han seer ud som en Troldmand.

2. PIIGE.

Ja det er min Troe vist nok saadan een; lad os ikke gaae ham for nær.

MANDEN.

Kom hid lille Pige! jeg hører, I veed ogsaa om denne Sag.

PIIGEN.

Ja disverre! alt for meget, jer og jer Huus til Ulykke.

MANDEN.

Hvad Ulykke er vederfaret mit Huus? Kom hid, lad mig tale med jer.

De skriger og kaarse sig og falder paa Knæe.
PIIGERNE.

A a --

323
MANDEN.

De maa see noget som jeg ikke kand see. Kommer hid lille Piiger, og fortæller mig, hvad I seer.

2. PIIGE.

Ney I skal ingen Magt have med os.

1. PIIGE.

Er I ikke den Mand, som boer her i dette Huus?

MANDEN.

Ney, I farer vild. Jeg er ligesaa bange for dette Huus som I andre.

2. PIIGE.

Saa er I ingen Troldmand?

MANDEN.

Gak Pokker i Vold med jer Snak. Jeg er Christen Glaubfresser, som boer paa Torvet.

1. PIIGE.

Ach! om Forladelse, Monsr. Glaubfresser! nu kiender vi ham. Men har I ikke hørt hvad som er passeret i dette Huus?

MANDEN.

Jo jeg har baade seet og hørt meere end jeg vilde see og høre; men hvor har I faaet det saa hastig at viide.

1. PIIGE.

Jeg fik det at vide paa Torvet.

MANDEN.

Hvorledes hørte I det?

324
1. PIIGE.

Jeg hørte det med de Omstændigheder, at man har seet Fanden i dette Huus i en Ulvs Lignelse, som rev 3 Mænd i stykker, der vilde gaae her ind.

MANDEN.
til den anden

Hvorledes hørte I det da?

2. PIIGE.

Jeg hørte det ved Porten af en Soldat med de Omstændigheder, at 4 Mænd her i Gaden ere Troldmænd, og maner Fanden til sig, som kommer til dem i en Kiøbmands Lignelse med Horn i Panden, og bringer dem Penge.

MANDEN.

Jeg veed, Kiøbmænd har ingen Horn i Panden.

PIIGEN.

Det er som jeg siger, Monsr. Glaubfresser.

MANDEN.

Jeg kand give eder den beste Underretning derom, Børnlille; thi jeg har selv baade hørt og seet det. Den hele Gade her er fuld af Troldmænd, hvis Anfører boer i dette Huus. For en halv Time siden manede han Fanden til sig, som kom med saadan Bulder og Allarm ligesom Verden skulde forgaae.

1. PIIGE.

Men saae Monsr. Glaubfresser det selv?

MANDEN.

Ja vist saae jeg det selv. Derfore kand ingen give bedre Underretning derom end jeg.

2. PIIGE.

Hvorledes saae han ud?

MANDEN.

Han havde Kløer paa Fødderne.

1. PIIGE.

Ja der hører du Historien, Søster, af Mandens egen Mund, som har seet det altsammen.

2. PIIGE.

Men hvorfor, mon troe, han lod sig see med Kløer paa Fødderne?

MANDEN.

Ja hvad veed jeg det? nok er det, at jeg saae ham. Vil I bie lidt her, saa faaer I ham nok at see, naar han kommer ud igien. Jeg vil gaae.

1. PIIGE.

Skam der bier, om mit Navn det er!

2. PIIGE.

Og faaer jeg ligesaa, om jeg bier!

1. PIIGE.

Ach! Lad os holde os fast ved Monsr. Glaubfresser.

De holder hver ved sin Arm af ham og gaaer bort, og seer sig hvert Skridt tilbage.
325

SCEN. 6.

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich!

HENRICH.

Hei!

LEANDER.

Tragoedien troer jeg nok skal gaae vel i morgen, men vi ere endnu ikke betænkt paa et lille Efterstykke.

HENRICH.

Ja vi maa endelig have et lystigt Efterstykke, at Folk kand faae denne Tragoedie om Polidorus til Livs.

LEANDER.

Det er sandt, thi det er en forbandet fæl Tragoedie.

326
HENRICH.

Lar os tage et Stykke af det Italianske Theatre. Det om Doctor Baloardo.

LEANDER.

Der behøves saa mange Klæder og Machiner dertil.

HENRICH.

Enhver sørger for sit; Jeg er færdig med min Doctor Machine.

LEANDER.

Knap nok; sidste gang vi spillede, fattedes noget derpaa.

HENRICH.

Det er min Troe ikke sandt. Nu skal jeg ind at hente den, for at overbeviise jer.

Løber ind og kommer strax ud med Doctor Habiten, imidlertid gaaer Leander og mumler med sin Rulle i Haanden.
HENRICH.

See nu, om der vel fattes noget.

LEANDER.

Lad see hvor du bær dig ad da.

HENRICH.

kryber ind i Doctor Machinen og exercerer sig.

LEANDER.

Jo det gaaer got Henrich! denne Doctor-Machine gir os allene 4 Loger. Nu kand du øve dig lidt, medens jeg gaaer ud.

Henrich øver sig i Doctor Machinen ved den eene Side mod Spectatores.
327

SCEN. 7.

En kommer ind ved den anden Side udi en Portechaise tillige med en Tiener. Henrich.

MANDEN
i Portechaisen

Hold kun her lidt, Karle! jeg skiøtter ikke om at komme Troldmandens Huus for nær. Portørene blir i det samme Henrich vaer, som reiser sig med Machinen, kaster Portechaisen over ende med Manden paa Gaden og løber bort tillige med Tieneren. Henrich øver sig end lidt og endelig gaaer ud.

SCEN. 8.

En anden Mand. Manden i Portechaisen.

2. MAND.

Jeg vil min Troe see saadant, førend jeg troer det; thi de som har fortalt mig det paa Veyen, ere enten gamle Mænd, Tieneste-Piiger eller Kierlinger. Men der seer jeg en Portechaise liggende over ende; hvad mon det betyde? Hillemænd! hvad seer jeg! her ligger en død Mand. Ja han er min Troe stok steen død; det hielper ikke alt hvad jeg rykker paa ham. Men han er varm endnu. Jeg maa knibe ham i Næsen for at see, om det vil hielpe.

MANDEN
i Portechaisen

A - - - - Ach, Hr. Lucifer! giv mig Tid at begræde mine Synder.

328
2. MAND.

For mig maa I græde, saa længe I lyster. Jeg er ikke kommen for at forkorte jere Dage.

MANDEN
i Portechaisen

Er I da ingen Diævel?

2. MAND.

Ikke det jeg veed. Men hvorfor giør min Herre saadant Spørsmaal?

MANDEN
i Portechaisen

Ey heller nogen Hexemester?

2. MAND.

Hvad Pokker er det for Snak?

MANDEN
Portechaisen

Hvorledes kand I paatage jer saa mange Skikkelser?

2. MAND.

Der ere faa Mennesker som kand paatage sig mindre Skikkelser end jeg; thi faae den Skam, der eyer flere Klæder, end dem jeg bær paa mit Liv.

MANDEN

i Portechaisen I havde jo nyeligen Skikkelse af Doctor, men nu seer I atter ud som et Menneske.

2. MAND.

Er en Docter da ikke et Menneske?

MANDEN
Portechaisen

Ikke en Doctor uden Hoved, som jeg saae.

2. MAND.

Da kiender jeg min Troe mange Doctere uden Hoved, som dog u-disputeerlig ere Mennesker.

MANDEN
i Portechaisen

Ach ney! I forstaaer mig ikke. Det var en Doctor, som nu havde Hovet, nu igien intet Hovet; thi det sank ned udi Maven, tillige med Næse, Mund, Øyen og Øren, saa at der blev intet uden Hatten tilbage, som stod paa Stubben allene.

2. MAND.

Stat op, min Herre, og fortæl mig jer Hendelse, og vær ikke bange for mig; thi jeg er en Borger her i Staden. Jeg er nyeligen hid kommen allene af Curiositet for at vide, om det er sandt, hvad man fortæller om den Troldom, som øves her i Gaden.

MANDEN
i Portechaisen

Ja det er alt for sandt disverre. Jeg kom her ogsaa i samme Henseende, men til min Ulykke, thi saa snart jeg nærmede mig her til Huuset, hvor dette Diævelskab er, blev jeg Fanden vaer, hvorpaa Portørene bleve saa forskrækkede, at de kastede mig med Portechaisen paa Gaden og toge Flugten.

2. MAND.

Hillemænd, saa er det dog sandt, at her gaaer 329 saadant Hexerie i Svang. Men saae eller hørte min Herre intet andet?

MANDEN

i Portechaisen. Ach, jo vist! men jeg kand ikke beskrive det altsammen formedelst den Skræk, som kom mig paa. Der reisede sig et Uveir med Torden og Lynild.

2. MAND.

Lar os da ikke blive her længere.

MANDEN

i Portechaisen. Men nu veed jeg ikke, hvorledes jeg skal komme hiem; thi Portørerne ere borte.

2. MAND.

Hvad er min Herres Navn?

MANDEN

i Portechaisen. Jeg heder Hans Frantzen, og er nyelig kommen hiem fra Paris.

2. MAND.

Ja, saa har han ret, min Herre, at det kand ikke staae ham an at gaae til Fods.

MANDEN

i Portechaisen. Jeg maa dog dertil; thi jeg kand ikke blive her længe.

2. MAND.

Kand min Herre resolvere sig til at gaae hiem til Fods, saa giør han vel mod sig selv; thi det tiener ikke at blive i dette Naboelaug længe.

MANDEN

i Portechaisen. Ja jeg maa resolvere mig dertil.

Vilde der kun ingen møde mig paa Veyen, som kiender mig!

2. MAND.

Ach! hvad vil det sige, min Herre? Jeg har kiendt mange af vore udenlandske unge Herrer, der længe har været uden Fødder og ladet sig age og bære, men siden har gaaet paa to Beene ligesom andre gemeene Borgere.

De gaaer ud.
330

ACTUS II

SCEN. 1.

LEANDER.
alleene

Nu kand jeg min Rolle paa mine Fingre. Jeg var tilfreds, at vi skulde spille i Aften, at jeg kunde strax faae nogle Penge i Hænderne, at betale den Vexel med; men jeg er bange, at man trækker mig inden den Tid udi Arrest. Derfor maa jeg nægte mig inde. Jeg skulde dog tænke, at om det kom dertil, at nogen skulde forbarme sig over mig og gaae i Caution for 50 Rdlr.

Medens han siger dette, kommer
EN DRENG,

tar ham ved Armen og siger: Kiøber Herren ingen nye Viiser om den, der gav sig Fanden i Vold paa Tydsk og Dansk?

LEANDER.

Gav han sig Fanden i Vold baade paa Tydsk og Dansk? Jeg meente, det var nok paa een af Deelene.

DRENGEN.

Ney det er ikke saa at forstaae: Viisen er paa Tydsk og Dansk.

LEANDER.

De Viiser har bedre Lykke end de beste af vore Comoedier, i det de blive saa hastig oversatte. Ney Cammerad! Du kand selge nye Viiser til gamle Kiellinger, jeg kiøber ikke saadant.

EN ANDEN DRENG.

Monsieur! Nye Relationer om Fanden, som een manede til sig i en Kiøbmands Lignelse med Horn i Panden.

LEANDER.

Est du gal, Dreng? er det Kiøbmands Gestalt at have Horn i Panden? Dog kand det i visse Maader være sandt. Ney jeg kiøber ingen, gak bort med dine Historier. Det er forskrekkeligt i denne Bye med disse Viiser. Det er spaaet, at Verden skal forgaae 331 af Ild, men vil det saa tage til, saa troer jeg, den vil forgaae af Viiser.

EN ANDEN DRENG.

Monsieur! Jeg raader, at I kryber i skiul. Byens Folk er paa Veyen hid for at trække jer i Arrest.

LEANDER.

Hillemænd! tænkte jeg det ikke nok? Det er og forbandet haardt at arrestere en ærlig Mand for lumpen 50 Rdlr., besynderlig naar de veed, at man kand fortiene Pengene. See! der kommer de min Troe; jeg maa løbe ind og slaae Porten i Laas efter mig.

SCEN. 2.

En stor Skare bevæbnede Folk kommer ind.

ANFØREREN.

Hør, Karle! gaae en af jer hen, og bank paa Porten først; er der ingen som lukker op, skal vi bryde ind med Magt. Hører I vel? Jeg troer I er bange. Fort! eller I skal min Troe smøres dygtig. Lars, gak du hen og bank paa Porten, du pleyer ikke at være saa forsagt.

LARS.

Ney! jeg er ikke bange for Mennesker, om de ere nok saa mange, men mod Fanden er jeg en Coujon.

ANFØREREN.

Ej Snak! hvad kand han giøre dig? naar du er i dine lovlige Forretninger.

LARS.

Hvorfor gaaer I da ikke selv?

ANFØREREN.

Det tør jeg nok, jeg er ikke bange for Fanden.

Gaaer frem, men vender strax om igien tilbage.

Hører I vel, Karle! gaaer hen og banker paa Porten, eller I faaer en Ulykke. Er det ey en Skam? vi er saa mange og ingen har saa meget Hierte. Ey I Coujoner, saa mange som I ere! nu skal I see, at jeg tør banke paa. Gaaer frem, men vender tilbage igien. Lad os raabe, og see, om han vil lukke op. De raaber alle: luk op.

332
LEANDER.
udaf Vinduet

Ach I got Folk! jeg er jo en boesiddende Mand her i Byen. Jeg løber jo ikke bort.

ANFØREREN.
sagte

Vi maa give ham gode Ord, for at lokke ham ned. Høit. Kom kun ned Cammerad! Er I u-skyldig, saa skal jer intet ont vederfares.

LEANDER.

Jeg bekiender gierne, at jeg er skyldig, men det er jo ikke saa stor Sag at trække en ærlig Mand i Arrest for.

ANFØREREN.

Ha! ha! er det en liden Sag?

LEANDER.

Den maa være liden eller stor, saa er der 100 Mennesker her i Byen, der ere meere skyldig end jeg, og dog ikke strax trækked i Arrest.

ANFØREREN.

Det er os ukiært at høre, at her ere saa mange ugudelige Mennesker i en Christen Bye. Naar I kommer for Retten, skal I legge dem ud, saa mange som I kiender. Det skal ogsaa være mit Raad; thi det er den eeneste Vey, hvorved I kand faae Pardon.

LEANDER.

Hvad Fanden kommer det mig ved, hvo der er skyldig eller ey? Lad enhver svare for sig.

ANFØREREN.

Det er ræt nok, enhver skal svare for sig, men I skal lægge dem ud.

LEANDER.

Skal jeg lægge dem ud? Jeg troer, de Folk ere bandsatte.

LARS.

Tal ikke meere med ham; thi han er besat, og det er den onde Aand, som taler af hans Mund.

LEANDER.

Og jeg troer, Brændeviinet taler af din Mund.

ANFØREREN.

Hør, Monsieur! kom ned med det gode, det vil ellers gaae jer ilde. I veed jo selv, hvad det har at betyde at sætte sig op mod Byens Folk.

LEANDER.

Jeg lar mig min Troe slet ikke trække i Arrest. I har heller ingen Magt dertil, thi jeg byder mig inden en Time til at skaffe Caution.

ANFØREREN.

Caution! All Verden kand jo ikke cavere for jer.

333
LEANDER.

Hør, Messieurs, gaaer jer Vey og sover Rusen ud, jeg merker I er beskienkt.

ANFØREREN.

De Ord vil komme jer dyr at staae.

LEANDER.

Saa maa I være gall da; een af Deelene maa det være, thi ellers kunde I jo ikke siige, at heele Verdens Caution kunde ikke hielpe til saadan Bagatelle.

ANFØREREN.

Ach din Bespottere! kalder du saadant Bagatelle? Du var værd den skiændeligste Død.

LEANDER.

Og I var værd, at man skulde trække jer med jer heele Gefatterskab til Daarekisten. Jeg siger jer eengang for alle, at hvis I ikke gaaer fra Dørren, skal I faae en Ulykke saa mange som I ere.

ANFØREREN.

Hør, Karle! vi kommer at storme til Huuset. Sætter jer i to Geleeder. Jeg vil slutte Troppen. Vi maa ikke lade os skrække af Truseler. Lad ham mane saa mange Dievle til sig som ham lyster; de kand ingen Magt have med os, thi vi ere i vor lovlige Embede. Saa rykker da an! Hvi staaer I saa forsagte? Ey tar Mod og Mands Hierte til, og betænker, at det er os en ævig Spot og Skam, at gaae med u-forrettet Sag tilbage; betænker ogsaa, at I underkaster jer Øvrighedens Vrede og bliver uden Pass og Afskeed casseret. I ere ikke meere de Mænd, der have udi adskillige Tilfælde ladet saa ofte see Mod og Mands Hierte. Hvor er nu all eders forrige Tapperhed? Rykker frem da!

LARS.

Skam der gaaer først, om mit Navn det er! Vi har ingen Ordre at slaaes med Fanden. Hørte I ikke, hvordan han truede os? Det giør ogsaa ingen gode, at vi tænker at anfalde ham; saa giør han sig haard, og skyder vi, saa kommer Kuglen tilbage paa os selv.

ANFØREREN.

Følger mig strax efter! Morgenstjernene paa Armen! det skal enten bugne eller briste.

Leander skyder en Pistol af, hvorpaa den heele Vagt falder paa Jorden.
LEANDER.

Ha! ha! ha! Det er nogle feede Karle at skikke ud paa Exsecution. Henrich! kom her ud, saa skal du see et artigt Syn. Men staaer ikke den Nar 334 endnu og øver sig udi Doctor-Kiolen? Henrich! spring ud og see dig om.

Henrich kommer udi Doctor-Kiolen, hvorpaa Vagten reiser sig, skriger og tar Flugten.
335

SCEN. 3.

Henrich. Leander.

HENRICH.

Hvad Pokker er dette for Optøger? Jeg kommer ud og finder Gaden bestrøed med et halv hundrede døde Stoder Konger og Morgenstjerner, som jeg ved min Nærværelse vækker op igien fra de Døde og driver paa Flugten. Vinder jeg saaledes mange fleere Batailler, saa blir Alexander Magnus kun en smaa Dreng mod mig.

LEANDER.

Jeg seer, de ere alt borte, Henrich!

HENRICH.

Ja hvad andet?

LEANDER.

Hvor bleve de af?

HENRICH.

Spørsmaal hvor de bleve af? Med denne Haand slog jeg den venstre, og med denne den høyre Fløy paa Flugten, og med min Doctor-Hat splidede jeg deres Corps de Bataille ad. Det var ellers ikke af Veyen, Monsieur, om I tog jer Hat af, naar I taler med saadan Mand som jeg.

LEANDER.

Skal dette holdes for en heroisk Gierning, da er jeg større Mand, som har figtet alleene mod en levende Krigshær, end du som har figtet med døde.

HENRICH.

Det er ingen Konst at slaae got Folk ihiel, det kand fleere Doctere end jeg giøre; men at giøre dem levende igien, det har noget andet at sige.

LEANDER.

Men hvor bleve de af?

HENRICH.

De løbe bort alle de utaknemmelige Hunde, uden at betale mig for min Umage.

LEANDER.

Tag dig vare, at du ikke siden faaer en banket Trøye, naar de finder dig.

HENRICH.

Det er artig nok, de Doctere, som vække døde op, faaer banket Trøye, men de, som dræber levende, faaer Salarium af de Dødes Arvinger.

LEANDER.

Men lar os ikke skiemte meere. Kand du begribe noget af dette?

HENRICH.

Gid den faae Skam, der begriber det ringeste.

336
LEANDER.

Jeg er gandske forrykket i min Hierne derover.

HENRICH.

Og jeg er saa Hoved-svimled, som jeg nys var falden ned fra Maanen.

LEANDER.

Jeg kand begribe nogenleedes dette, at de vilde trække mig i Arrest for Gield, men deres Talemaader kand jeg aldeeles ikke fatte.

HENRICH.

Jeg begriber det eene ligesaa lidet som det andet; thi hvad kand jer Creditor vinde derved, at han lar jer arrestere? tvertimod det er hans Interesse, at ingen rører ved nogen af Comoedien. Det har aldrig været Byens Folk, Monsieur! men heller nogle Spillefugle, som har forklædt sig saaledes for at fixere os.

LEANDER.

Meener du det, Henrich?

HENRICH.

Ja hvad skulde jeg vel kunde meene andet? Troer I vel, at I saa læt kand skyde heele Raadhuuset ned med et Pistol-Skud eller ruinere det heele Striidbare Vægter-Facultet med et halv Qvintin Fængekrud?

LEANDER.

Men jeg er bleven advared af en Person alvorligen om min Creditors Forsæt, at han vil lægge Haand paa mig.

HENRICH.

Den største Tieneste I kand giøre jer Creditor, er, at I læser vel over paa jere Ruller; saa vil jeg giøre og ikke tale meere om dette Narrerie. Henrich gaaer ind.

SCEN. 4.

LEANDER.

Jeg kand dog ikke bilde mig ind, at den Person, som varede mig ad om min Creditors Forsæt, fixerede mig, thi det er sandt, at Vexelen ey er acceptered. Den kunde ey heller blive acceptered, saa som jeg ikke tog de 50 Rixdaler op just for at betale dem igien, i det ringeste saa hastig som den var stiilet. Men hvad kunde han vinde ved at arrestere mig? Uden han indbilder sig, at de andre Acteurs skulde løse mig igien. Der burte dog være en Artikel indført udi Loven, at 337 ingen maatte lægge Haand paa en Acteur. Men jeg meener, at man kand applicere hid det, som findes om Embeds Mænd, at ingen maa arrestere dem i deres Forretninger. Jeg vil derfor læse over paa min Rulle, at i fald der skulde komme nogle slige Gripomenes, jeg da kand sige: I seer, Messieurs, at jeg er i mit lovlige Kalds Forretning.

Han gaaer igien frem og tilbage og mumler med Papiret i Haanden.

SCEN. 5.

Leander. To Piiger.

1. PIIGE.

Det er jo her paa Hiørnet, han boer, Søster?

2. PIIGE.

Jo der gaaer han selv og mumler.

1. PIIGE.

Nu har han nogle Besværinger for, for at viise igien.

2. PIIGE.

See engang, hvilke Ophævelser han giør.

1. PIIGE.

Ja det koster Umage saaledes at mane Geister.

2. PIIGE.

Derfor lader de Folk sig ogsaa brav betale.

1. PIIGE.

Jeg skytter dog ikke om at see nogen Geist.

2. PIIGE.

Vi faaer ingen at see. Hexemestere seer dem alleene selv. Til med saa er jeg ikke bange; thi jeg har Staal hos mig. Men see engang hvilke Gebærder han nu giør.

LEANDER.

Med hvem vil I tale lille Piger?

1. PIIGE.

Er det ikke han som boer her?

LEANDER.

Hvi spør I saa? Er I her for at spionere?

1. PIIGE.

Ney min Troe, skal vi aldrig røbe ham; vi ere ikke af det slags Folk.

LEANDER.

Jeg haaber ogsaa det samme. Her er saadan Allarm iblant over det, som er intet værd, saa det er Under. Er det ikke selsomt lille Børn, man kommer hid et heelt Regiment sterk og vil trekke mig i Arrest for ingen Ting?

1. PIIGE.

Monsieur maa vel sige: ingen Ting. Jeg vilde 22 H.V 338 ønske, at Byen var fuld af slige Folk som han, saa betænkte Tyve sig nok for at stiæle.

LEANDER.

I skal have Tak for de gode Tanker, I har om mig, mit Barn, men jeg er endelig ikke sat til at hemme Tyverie.

1. PIIGE.

Det er sandt nok, min Herre, men, naar Øvrigheden ikke vil straffe dem, saa maa vi have Tilflugt til slige gode Mænd som han er.

LEANDER.

Hvem Pokker tar I mig for? Meener I, at jeg er Bødelen her i Byen?

1. PIIGE.

Ney! vi kiender nok Monsieur.

LEANDER.

Hvem meener I da, at jeg er?

1. PIIGE.

Jeg veed ikke hans Navn, men min Madamme kiender ham. Hun visede mig hid med Begiering, at Monsieur vilde være af den Godhed for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa en, som har nyelig staalet et Guld-Uhr fra os.

LEANDER.

Gak Fanden i Vold baade du og din Madamme med jer Guld-Uhr! kand jeg slaae Øye ud paa Folk?

1. PIIGE.

Jeg veed nok, at Monsieur ikke vil være det bekiendt, men Madammen svor paa, at hun ikke skal røbe ham eller lade sig merke for nogen Moers Siæl.

LEANDER.

Hør, lille Piige! jeg vil intet ont giøre jer, I er maaskee et eenfoldigt Menneske, som man har faaet til at løbe April; men gak jer Vey med saadan Sladder.

1. PIIGE.

Ach min kiære Monsieur! Jeg veed nok, at han ikke vil aabne sig for enhver, men saa sandt jeg er ærlig, skal ingen faae det at vide.

2. PIIGE.

Jeg siger det samme; thi jeg vil være tusind gange et Skarn, om det skal komme af min Mund.

LEANDER.

Jeg troer her er kommen en Sygdom paa alle Folk i Byen, som har giort dem rasende. Ræt lige nu var Byens Folk her, som vilde tvinge mig til at legge Folk ud i Byen, som ere skyldige. Nu strax der paa 339 kommer disse hid og vil have mig til at slaae Øye ud paa Folk. Hør, af hvem er I udskikked?

1. PIIGE.

Det forbød Madammen mig at sige, men hun flyede mig to Ducater til Monsieur og lovede meer siden, naar Tyven kom og bragte Værket tilbage.

LEANDER.
til den anden

Hvad er da jer Ærinde?

2. PIIGE.

Jeg er fra en Jomfrue, som har Kierlighed til en ung Person, som hun elsker, men han er gandske kaaldsindig mod hende, hvorfor hun vilde gierne, at Monsieur ved sin Videnskab vilde giøre ham forliebt i hende; til den Ende skikkede hun mig hid med 10 Rdlr. at betale forud.

LEANDER.

Hør hvad jeg vil sige jer: Vær saa god at formælde min ydmygste Respect baade til Madammen og Jomfruen, og siig at jeg holder dem begge for Canailler, til de overbeviiser mig, at jeg er en Hexemester; hvad jer anbelanger, da hvis I Bakkelse Bester ikke strax gaaer jer Vey, skal I begge faae en banket Trøye. Vil gaae bort, men de holder ham tilbage, nu rykker den eene, nu den anden og nøder ham til at tage Pengene.

LEANDER.
ved sig selv

Her gir man mig u-formodentlig 14 Rdlr.; kand jeg ikke sagte beholde Pengene og lade som jeg er en Hexemester? Jeg løber jo ingen Hazard derved; thi de tør ligesaa lidt lade dem merke dermed, som jeg; Og, som jeg faaer Pengene forud, saa kand jeg sagte love dem saa meget, som de forlanger. Høyt. Hør, kiære Børn, eftersom I lover mig, ikke at sige til nogen, at jeg øver denne Konst, saa vil jeg tiene jer herudi; jeg giør det ikke imod enhver, men alleene mod gode Venner, som jeg veed kand tie; Øvrigheden kand ikke liide Folk af min Profession, skiønt vi anvende vort Pund alleene til vor Næstes Tieneste. Hør, paa Mandag Morgen mod Klokken 9 skal Tyven komme med eet Øye, og bringe Verket tilbage; men I maa ikke giøre ham noget ont, thi han er straffet nok, i det han har 22' 340 mist sit Øye. Hvad den anden Post angaaer, da skal Personen, som er kaaldsindig, blive lige saa forliebt udi Jomfruen, som hun nu er i ham, og hun skal blive ligesaa kaaldsindig, som hun tilforn var hidsig.

2. PIIGE.

Ney min Herre! det skiøtter hun ikke om. Hun vil nok være saa forliebt, som hun er, men hun vil, at han skal blive ligesaa hidsig. Forstaaer I vel?

LEANDER.

Jeg forstaaer nok, men det er noget vanskeligt. Dog jeg skal gribe mig an for hendes Skyld; Ellers er det ti gange saa vanskeligt, som det andet.

1. PIIGE.

Men min Herre! maatte jeg tale noget med ham i Eenrum? jeg vil ikke, at Giertrud skal høre det. Jeg er saa forskrækkelig plaget af Syn om Natten, nu kommer mig et Mandfolk for, nu et andet, som forhindrer mig at sove; tilmed brænder mit Legeme altid ligesom jeg havde en hidsig Feber.

LEANDER.

Jer tiener ikke at ligge alleene da, mit Barn, men I skal bede enten Tieneren eller Kudsken at sove hos jer, dog med de Vilkor, at de giør jer ingen Skade.

1. PIIGE.

Ney! det tør jeg ikke vove paa.

LEANDER.

Saa skal jeg da sige jer et andet Raad. I skal tage et got Løg-Æble, deele det udi 3 Parter, paa den eene Deel skal I komme liidet Sennep og æde den første Dag, paa den anden Deel skal I komme lidt Camfordt og tage ind anden Dag, paa det 3die Stykke skal I strøe lidt Caffee, som ikke maa væred maled, men alleene stødt, og æde den 3die Dag. Imidlertid maa I continuere dermed udi 3 Dage uden at nyde noget andet, og dersom Synet ikke gaaer bort, da skal jeg give jer Pengene tilbage.

1. PIIGE.

Det er en haard Cuur. Jeg kommer da vel heller til at bruge det første Raad.

LEANDER.

Ja det er det sikkerste. Mangen er bleven hiulpen derved. Thi naar der er Mandfolk udi ens Sovekammer, saa driver dets Nærværelse de andre Aander bort, som fare en for Øyene, saasom der er Antipathie der imellem. Det har ellers ingen Fare; thi naar I siger 341 dem Aarsagen, at I giør det allene for at cureres, og beder dem ligge stille, saa giør de det gierne.

1. PIIGE.

Jeg meener, min Herre, at ingen da kand lægge mig det til Last, naar jeg giør det allene for at cureres.

LEANDER.

Ach, ney! Sundheden er jo den kostbareste Klenodie, vi eyer.

1. PIIGE.

Det er da, min Troe, et ypperligt Raad. Jeg har selv tit tænkt derpaa, men jeg tænker - - Monsieur kand vel tænke, hvad jeg vil sige.

LEANDER.

Ja jeg veed baade denne og alle andre jeres Tanker.

1. PIIGE.

Er det mueligt! kand Monsieur da sige mig, hvad jeg tænker nu?

LEANDER.

I tænker: Denne gode Mand, som gav mig saadant Raad, bør have en Discretion for sin Umage.

1. PIIGE.

I det Ringeste burte jeg tænke derpaa. Vil Monsieur ikke forsmaae 2 Mark? Men vil I ellers sige mig, hvem jeg elsker?

LEANDER.

I har elsket adskillige, men nu staaer eders Tanker mest til en vis -- Lad see, ræt nu kommer jeg paa hans Navn. Det er en Mands Person. Det veed jeg nok.

1. PIIGE.

Ja der i har Monsieur ræt.

LEANDER.

Det er en meget høy Person.

1. PIIGE.

Ney! han er kun meget maadelig af Statur.

LEANDER.

Det er sandt i visse Maader, men han er dog et heelt Hoved høyre end I.

1. PIIGE.

Ja naar I vil ligne ham mod mig, saa er det sandt.

LEANDER.

Det er saa jeg meener. Han er høy i henseende til jer; thi hvem kunde jeg bedre ligne ham med?

1. PIIGE.

Kand I ikke beskrive ham viidere?

LEANDER.

Det er min ringeste Konst. Han er meget deilig.

1. PIIGE.

Nei, Folk holder ham ikke for saa deilig.

LEANDER.

Hvad bryder mig Folk? Hvo kand behage 342 alle? Jeg siger han er deylig i mine Øyene, han er ogsaa deylig udi jeres Øyene.

1. PIIGE.

Ja det er min Troe vist; men synes ogsaa Monsieur, at han er smuk?

LEANDER.

Han er en af de kiønneste Mands Personer i mine Øyene.

1. PIIGE.

Det er mig kiert, at andre ogsaa kand see det samme, som jeg. Men hvad er hans Profession?

LEANDER.

Han er Fuldmægtig.

1. PIIGE.

Ney Monsieur, i den Post farer I allene vild; han er Sergeant.

LEANDER.

Er det ikke saa jeg meener? En Sergeant er jo Fendrikens Fuldmægtig; har I ikke merket, at naar Fendriken ikke er tilstæde, saa træder Sergeanten i hans Sted og holder Fanen. Meener I, at jeg forstaaer ikke min Profession? Jeg er capabel til at beskrive jer ham fra Top til Taae. Han taler jo got Tydsk?

1. PIIGE.

Det er min Troe sandt.

LEANDER.

Han gaaer med sit eget Haar, med en Snor paa Hatten.

1. PIIGE.

Ja.

LEANDER.

Men naar han er hiemme, har han sin Hue paa.

1. PIIGE.

Ach, det er nok, min Herre! jeg vil ikke spørge om meere; jeg hører, at I veed alting. Til den anden Piige. Ach Søster! det er en forskrekkelig Mand, han kand sige alting, hvad som er skeed og skal skee.

2. PIIGE.

Ach Søster! kom lad os gaae; jeg er bange, at han og veed en Ting, som jeg ikke skiøttede om, at nogen anden skulde faae at vide.

1. PIIGE.

Gak til ham selv og beed ham derom, saa tier han nok; thi det er en skikkelig Mand.

2. PIIGE.

Ach, min kiære Monsieur! jeg er bange, at I veed det, som passerede forgangen Nat.

LEANDER.

Ja vist. Jeg veed altsammen paa mine Fingre.

Først kom - - - -

343
2. PIIGE.

sagte til ham. Ach Monsieur! holdt inde dermed. Jeg vil ikke, at den anden skal høre det; thi kommer det ud, saa blir Gaardskarlen ikke en Time længer udi vort Huus. Vil Monsieur ikke forsmaae et 28 Skilling Stykke?

LEANDER.

Hun skal have Tak.

2. PIIGE.

Vil I da ikke røbe mig?

LEANDER.

Nev! I kand forlade jer derpaa. Farvel begge, og formelder min Respect baade til Madammen og Jomfruen. Vil nogen consulere mig ellers, saa er jeg at finde her lige over.

SCEN. 6.

LEANDER.
alleene

Jo længere, jo galnere. Lad see, om jeg kand komme det ihu altsammen. Bevæbnede Folk for Døren, all Verdens Caution utilstrekkelig for 50 Rixdlr., bespottelige Ord, at sige: 50 Rixdl. er bagatelle, Formaninger om at legge alle Byens Debitorer ud. Jeg skulde hilse ham fra Madamen, hun bad, han vilde slaae Øyet ud paa en Tyv. Jeg skulde hilse ham fra Jomfruen, hun bad, han vilde giøre en Person forliebt i hende. Her 2 Ducater paa Haanden, der 10 Rixdaler. Hvad Pokker er dog alt dette? Enten er jeg gall, som ikke kiender mig meere selv, eller er heele Byen gall. Er heele Byen gall, saa gid den ikke blir klog igien, førend jeg curerer den; Thi jeg vil finde min Reigning derved i det ringeste for en kort Tiid. Disse Piger vil recommendere mig for min Videnskab hos andre, og jeg vil i nogle Dage fortiene saa mange Penge, at jeg kand betale min Vexel med; Og saa vil jeg begive mig til mit Huus igien. Imidlertiid kand Drengen sige, naar nogen kommer her og spør efter mig, at jeg er reist paa Landet at fodre Gield ind for at betale de 50 Rixdaler naar jeg kommer tilbage; og om nogen kommer for at consulere sig med mig udi Hexekonsten, da skal han viise dem til mig.

344

ACTUS III

SCEN. 1.

ARV.
en Gaards Karl

Ach! gid jeg vel havde forrettet mit Ærinde. Jeg skal hen til en Hexemester, som boer her paa Hiørnet, for at melde vor Frue an, thi hun har mist et Dosin Sølvskeer og har en af vore Folk mistænkt derfor; hun vil strax selv komme hid med alle Huusfolkene for at faae Sandheden at viide. Min heele Krop skielver; thi jeg har aldrig seet en Troldmand, langt mindre talt med ham tilforn. Corrasi! Arv! Du har jo en god Samvittighed. Jeg er saa bange, at naar han seer mig skielve, at han tænker, jeg er Tyven. Jeg vil forestille mig, ligesom jeg nu allerede taler med ham, for at see, hvordan jeg bær mig ad.

Arv med Hatten under Armen, bøjende sig. Jeg skulde helse Fruens Respect til min Herre. Hvad er hendes Begiering? Hun bad tienstlig, at Herren vilde tale et Ord med hende for Lucifer for at faae at vide, hvo der har staalet hendes Sølvskeer. Hvorfor skielver du saa? Det er af Kulde, Gunstige Herre. Jeg troer, det er en ond Samvittighed, som kommer dig til at skiælve. Du est maaskee selv Tyven. Ney Drolen tage mig, om jeg er, Gunstige Herre! Saa maa du da være Medvider derudi. Ney! Gunstige Herre! jeg veed ikke meere deraf end et nyefød Barn. Staae ræt paa Beenene din Slyngel. Ja gunstige Herre. See mig under Øjene.

Han seer op i Veyret.

Aabenbar mig her, førend man kommer til Examen, saa skal du ingen Straf lide. Jeg kand intet aabenbare, Gunstige Herre! thi jeg er gandske u-skyldig.

Rykker sig selv i Haaret. 345

Vil dit Beest strax bekiende? Jeg har intet at bekiende Naadige Herre! thi jeg er gandske uskyldig - - Jo det gaaer nok an. Nu maa jeg banke paa.

SCEN. 2.

Arv. Leander.

ARV.
stammende

Ydmygste Tiener, Velbaarne Frue! Jeg skulde hilse meget flittig fra vor Lucifer med Begiering, at I vilde faae at vide hvem der har staalet hendes - - I veed vel selv - - Sagte. Nu kand jeg ikke komme ihu, hvad det var.

LEANDER.

Hvad er det for Tøy, du væver sammen? jeg forstaaer ikke et Ord deraf.

ARV.

skielvende med sammenlagde Hænder. Jeg har et Ærende til Maansøren.

LEANDER.

Hvad er det?

ARV.

Jeg veed min Troe ikke.

LEANDER.

Af hvem est du hidskikket?

ARV.

Jeg veed mare ikke.

LEANDER.

Vil du Hund narre mig? veedst du ikke, hvem der har hidskikket dig?

ARV.

Jo det veed jeg nok.

LEANDER.

Hvem er det da?

ARV.

Hvorfor vil Maansøren viide det?

LEANDER.

Ey saa skal du og faae en Ulykke! vil du fixere mig?

ARV.

Ach Herr Lucifer! spar mig.

LEANDER.

Jeg seer, du er bange min Søn! giv dig kun tilfreds, jeg skal intet ont giøre dig; betænk dig og siig frit ud dit Ærinde.

ARV.

Jeg skulde hilse Herren meget flittig fra 12 Sølv-Skeer, de bad gierne, at han vilde slaae et Øye ud paa vor Frue, som har staalet dem bort.

LEANDER.

Ha! ha! Jeg forstaaer endelig din Meening, 346 hvor bagvendte Ordene end ere. Din Frue merker jeg er bleven berøvet et Dosin Sølvskeer.

ARV.

Ja hun bad, at Herren vilde slaae et Øye ud paa dem.

LEANDER.

Et Øye ud paa Sølv-Skeerne?

ARV.

Ney paa en af Folkene, som er bortstaalen af samme Skeer. Ach Herre! giør mig intet ont. Jeg er saa bange, at I skaber mig om til en Varulv. Græder.

LEANDER.

Du maa vist selv have staalet dem, efterdi du est saa bange.

ARV.
grædende

Ney jeg har aldrig staalet saa meget som et Knappenaale Hovet min Lives Tid.

LEANDER.

Har du ikke staalet, min Søn, saa skal dig intet ont vederfares. Hils din Frue og lad hende bede Folkene komme hid, saa skal jeg legge en af dem ud. Arv gaaer bort, seer sig om paa Veyen.

SCEN. 3.

Leander. En Piige.

LEANDER.

Hvor kand dog ikke Overtroe regiere blant Menneskerne! jeg havde aldrig kundet drømme om, at Folk skulde kaarse sig for mig. Men der kommer en anden. Hvad er jer Begiering lille Piige?

PIIGEN.

Ach! Gunstige Herre! jeg er kommen til skade for en ung Karl, som jeg er falden for. Kunde det ikke være mueligt, at jeg blev Jomfrue igien?

LEANDER.

Jo! jeg kunde nok hielpe jer derudi mit Barn! men hvad nytter det? I mister den dog strax igien.

PIIGEN.

Jo! det kunde saa vit hielpe mig til at blive des snarere gift.

LEANDER.

Jeg vil nok give jer et godt Raad, som I skal bruge engang om Ugen; men det nytter jer ikke her i Byen, thi skal I bruge det med Nytte, saa maa I reyse til en anden fremmed Stad, hvor, naar I har brugt samme 347 Raad nogle Dage, blir I ligesaa god Møe som I var tilforn.

PIIGEN.

Hvad skal det koste?

LEANDER.

To Rixdaler.

Hun flyer ham Pengene og faaer en liden Flaske. Hun gaaer.
EN MAND.

Er han ikke den viise Mand, som boer her?

LEANDER.

Jo! er der noget til Tieneste?

MANDEN

Min Herre! jeg har en forbandet Kone, som trækker mig hver Dag efter Haaret. Vil I for Penge og gode Ord ikke giøre hende god igien?

LEANDER.

I skal skiære en Green af et Træe, en Tomme tyk, hvilken I skal tørre ved en sagte Ild; naar den saa er vel tørret, skal I besmøre den med Gaasefit, og dermed give jer Kone 12 dygtige Slag om Morgenen; vil det ikke hielpe den første Dag, da skal I besmøre den med Griisefit, som er bleven noget harsk, og forsøge det 2 Morgener. Vil det ikke hielpe, som jeg dog haaber, saa skal I besmørre den med Mandel-Olie, og continuere dermed i 4re Dage, og saa faaer I den frommeste Kone, nogen vil forlange.

MANDEN

Hvad skal det Raad koste?

LEANDER.

2 Rixdaler. Men see vel til, at Greenen blir tørret ved en sagte Ild; Thi ellers har den ingen Kraft. Manden gaaer.

Hei see! der har vi en frisk; det gaaer jo ligesom en Strøm. Hvad fattes jer min Søn?

EN DRENG.

Ach, Herre! jeg er en stakkels Skoemager Svend og maa slæbe som et Beest for min Føde. Min ældste Broder derimod blev holdt til Bogen, og er bleven Doctor i Doctor-Konsten, saa at han er ligesaa anseelig blant Folk, som jeg er foragtet, og kand fortiene meere paa een Feber end jeg paa 10 par Støvler at giøre. Nu har jeg derfor en ydmygst Bøn til min Herre, at saasom han har givet sig Fanden i Vold, og der udover er bleven begaved med den sorte Konst, at han vil være mig behielpelig udi en Ting.

348
LEANDER.

Man kand lære den sorte Konst uden at give sig Fanden i Vold: tolv Personer slaaer sig sammen og reiser til den sorte Skole udi Wittenberg, 11 Personer gaaer fri, men den 12. falder ved Lodkastning alleene til Fanden.

DRENGEN.

Saa gik da min Herre fri?

LEANDER.

Ja! ellers kunde jeg ikke staae her. Men hvad er jer Begiering?

DRENGEN.

Jeg vilde gierne være Doctor ligesom min Broder.

LEANDER.

Det koster 4 Rixdaler.

DRENGEN.

Der er 4 Rdlr.

LEANDER.

Hør, min Søn! I skal kiøbe 10 Alen sort Klæde hos den Kræmmer, som boer her lige over; thi han alleene har af det Klæde, som blir giort i det sorte Manufactur udi Wittenberg. Af dette Klæde skal I lade giøre jer en lang Kiole. Naar I det har giort, skal I leye jer smukke Værelser, og lade skrive med store Bogstaver over Dørren - - hvad er jer Navn?

DRENGEN.

Jeg heeder Jan.

LEANDER.

Ja saa skal I skrive: Her boer den vitberømte Doctor Jansenius, som curerer alle slags Sygdomme.

DRENGEN.

Men hvad skal jeg da bruge til at helbrede de Syge med?

LEANDER.

Det er lige meget, I kand tage, hvad som er ved Haanden; naar I kun har den lange Kiole paa, saa er alting kraftigt, hvad I kommer i en Flaske.

DRENGEN.

Men skulde det kunde giøre det?

LEANDER.

Hør, Cammerad! jeg taaler ingen Disputer, giør I kun som jeg siger. Der er 100 Doctores, som aldrig er kommen dertil ved andet Middel. Gaaer det ikke an, saa skal jeg betale Omkostningerne og levere Pengene tilbage.

Drengen gaaer bort.
349

SCEN. 4.

En Frue med 5 Huusfolk. Leander.

FRUEN.

Tienerinde, Hr. Doctor! Jeg tar mig den Frihed, at raadføre mig med ham udi tvende Sager. For 3 Dage siden blev mig frastaalen en Sølvkande og i Dag igien 12 Sølvskeer, og jeg er visse paa, at begge ere Huus-Tyve. Vil Hr. Doctor legge dem ud, saa skal jeg redelig betale ham for Umagen.

LEANDER.

Om Forladelse, jeg maa speculere lidt med mig selv.

Sagte.

Hvorledes skal jeg reede mig herfra? Dog jeg kand sige, at i Morgen skal Tyven selv levere Sagerne tilbage.

Høyt.

Hør, min kiære Frue! I morgen Aften skal begge Tyvene frivillig levere de staalne Koster tilbage.

FRUEN.

Ach ney, Hr. Doctor! jeg veed, at han kand sige mig det strax.

LEANDER.
sagte

Det var en forbandet Fristelse. Dog skal jeg endelig hitte paa noget.

Høyt.

Ja Frue! jeg vil see, hvad jeg kand giøre. Sætter jer alle i Orden, Folk.

Gaaer og spatserer frem og tilbage.

Er I alle i Orden?

De svarer ja.

Falder alle paa Knæe.

De svarer ja.

Hver holder den høyre Haand i Veyret! holder den venstre Haand op! holder begge op! holder begge Hænder i Kaars.

Medens han commanderer, vender han sig fra dem.

Holder I nu alle Hænderne i Kaars?

De svarer ja.
LEANDER.

Du, som stial Kanden, ogsaa?

Han svarer allene ja.
350
LEANDER.

See der, Frue! der har I Tyven. Jeg maatte besvære over 3 Aander, før jeg fik ham til at bekiende.

FRUEN.

Ach, din slemme Tyv! Galgen skal ikke være dig for god.

LEANDER.

Nev, Frue! I maa ikke straffe ham uden med Dørren. Hør, Karl! jeg beder for dig denne gang, leveer Kanden tilbage, og giør aldrig saadant meere.

TYVEN.
kysser ham paa Haanden

Tusind Tak for hans Forbøn, Hr. Doctor. Jeg har skiult Kanden i et Hull paa Høe-Loftet med Skeerne.

LEANDER.
til Fruen sagte

Pardoneer ham for min Skyld. Min Geist siger mig, at Kanden er i Behold og skiulet i et Hull paa Høeloftet tillige med Skeerne.

FRUEN.

Ach Hr. Doctor! han er den største Mand i Verden i den sorte Konst.

LEANDER.

Hun skal ikke kunde troe, gode Frue, hvilket Arbeyde det er at viise igien. Jeg vil heller 16 gange skabe mig til Varulv, end eengang viise igien.

351
FRUEN.

Kand Monsieur ogsaa giøre Storm og Uveir?

LEANDER.

Ey! det er kun Bagatelle! den ringeste Person af vor Profession kand giøre det.

FRUEN.

Min Mand, Hr. Doctor! er en meget curieux og velstuderet Mand, men fuld af Vantroe, og beloe mig, da jeg vilde raadføre mig med Docteren; thi han holder for, at der er ingen Troldom til. Nu skal jeg strax skikke ham hid, at Docteren kand overbeviise ham det selv. Adieu min Herre.

LEANDER.

Skyldige Tiener.

SCEN. 5.

LEANDER.
alleene

Hillemænt! Jeg er om en Hals. Jeg vil u-feilbar røbes, hvis en Mand, der har studeret, og derforuden er en Hader af Overtroe, examinerer mig. Det er ikke saa læt, at sætte Vox-Næse paa saadan en Karl, som paa enfoldig Qvindfolk. Det er derfore best, jeg holder op, mens Leegen er best, at det ikke skal gaae mig, som det gik Bonden i Comoedien, der blev Doctor mod sin Villie. Nu vil jeg føje mig hiem igien, og, naar Arrestanterne komme, betale den halve Deel af de 50 Rdlr., saa meener jeg nok, at de ikke trekker mig i Fængsel for den anden Deel. Naar jeg eftertænker alle disse Eventyr, saa ere de saa underlige, at de kand give Anledning til den beste Comoedie. Jeg kand bilde mig ind, at der maa boe en i vor Gade, som gir sig ud for Hexemester, og de Piiger, som først kom til mig, har taget mit Huus for hans. Men det er best, at jeg pakker mig bort, førend den lærde Mand kommer. Hei Hr. Vert!

SCEN. 6.

Verten. Leander.

VERTEN.

Er der noget til Monsieurs Tienneste?

LEANDER.

Jeg kand ikke blive her i Nat over, som jeg tænkte; jeg vil vide min Regning.

352
VERTEN.

Reigningen er ikke ræt stor; Monsieur har kun fortæret 2 Mark.

LEANDER.

See! der er de 2 Mark. Adieu.

Gaaer.
VERTEN.

Serviteur.

Verten gaaer ud.

SCEN. 7.

FRUENS MAND.

Det er min Troe selsomt! Jeg har altid holdet saadant for Fabel tilforn. Men nu merker jeg, at der er saadant til. Jeg kand sværge paa, at jeg aldrig har været meere begierlig at tale med nogen, end med denne Hexemester. Men der er Huuset, som man fortalte mig, at han beboer. Jeg seer en Viinkande til Skilt og en Harleqvin afmalet udi Gangen. Jeg maa banke paa.

SCEN. 8.

Verten. Herren.

HERREN.

Serviteur, Monsieur! er han Manden her af Huuset?

VERTEN.

Ja til Tieneste min Herre!

HERREN.

Jeg takker paa min Frues vegne.

VERTEN.

Hans skyldigste Tienere, min Herre! Sagte. Men hvad er det for Snak? har jeg haft at bestille med hans Frue?

HERREN.

Jeg havde min Troe aldrig kundet bilde mig ind, at der var saadant til i Verden.

VERTEN.
sagte

Jeg merker nok, at den gode Herre er beskienket, hvorfore jeg maa tale varlig med hannem.

HERREN.

Jeg havde aldrig kundet troe, at der var saadant Tøyerie til i Verden.

VERTEN.

Ja det maa Herren vel sige, Verden er underlig.

HERREN.

Naar min Frue og andre har fortalt mig saadant, har jeg kun holdet det for Kiærling Slader.

353
VERTEN.

Ney! ney! intet er vissere end det.

HERREN.

Ja nu har jeg Troen udi Hænderne.

VERTEN.

Har da Herren ikke villet troe det tilforn?

HERREN.

Aldrig.

VERTEN.

Der er dog ingen, som tviler derom. Sagte. Hvilken forbandet Snak er denne! Han har aldrig villet troe, at Verden er underlig. Men jeg kand troe, den stakkels Mand er beskienket, derfor synes ham, at det gaaer saa vel til i Verden. Jeg maa holde gode Miner med ham, saa tør han maaskee fortære en Pot Viin i mit Huus. Høyt. Herren maa da ingen Fortræd haft tilforn i Verden.

HERREN.

Ey den Fortræd reigner jeg ikke. Jeg havde min Troe aldrig talt derom, hvis min Kone ikke havde været. En lumpen Sølvkande meere eller mindre vil ikke meget sige, Hr. Doctor.

VERTEN .
sagte

Saa Fanden i Vold! blir jeg nu til Doctor?

Høyt.

Jeg er hverken Doctor eller Magister, Herre! men en god ærlig Borgermand.

HERREN.

Jeg kalder den Doctor, som forstaaer sin Profession fuldkommelig, endskiønt han ikke er Promoveret Doctor.

VERTEN.

Jeg takker Herren for de gode Tanker, han har om mig. Sagte. Her vil blive til paa den Maade en forbandet Hob Doctere i Byen. Jeg kommer herefter til at kalde min Skoemager Doctor, fordi han giør de beste Skoe.

HERREN.

En, der udi sit Videnskab har bragt det saa vit, at han kand hielpe Folk, og giøre dem Tieneste, som Monsieur, kalder jeg Doctor.

VERTEN.
sagte

Han har rætt; thi jeg har cureret mange med min gamle Viin.

354 Høyt.

Men min Herre! jeg hielper ingen udi min Profession uden for Penge.

HERREN.

Det var uforskammet at ville begiære saadant for intet.

VERTEN.
sagte

Nu merker jeg, at jeg har taget feil, og at Manden er en fornuftig ædrue Herre. Høyt. Naar man betaler mig, er jeg alle til Tieneste.

HERREN.

Vel er sandt, at lærde Folk fordømmer slige Professioner.

VERTEN.

Dog ikke alle, min Herre! thi der ere to Magistere, som hver Eftermiddag søger mit Huus.

HERREN.

Er det mueligt? hvor vit er de kommen i Professionen?

VERTEN.

De gir min Troe ingen efter af mine Giæster.

HERREN.

Monsieur kalder dem Giæster; Han vil sige Discipler. Dog det kommer ud paa eet.

VERTEN.

Jeg kalder dem ikke Discipler, Herre, thi jeg har ikke informeret dem. Det skal ingen sige mig paa.

HERREN.

Jeg troer ikke, at Monsieur bilder sig ind, at jeg er en Spion, og at jeg er hid kommen for at røbe ham.

VERTEN.

Derfor er jeg ikke bange; thi jeg har Frihed af Øvrigheden at bruge min Profession.

HERREN.

Det er meere end jeg kunde have troet.

VERTEN.

Meener da Herren, at jeg er en Fusker?

HERREN.

Ney! Ney! jeg har seet alt for store Prøver derpaa. Men lad os skride nærmere til Sagen. Jeg er kommen hid for at see videre Prøver paa hans Profession.

VERTEN.

Jeg takker skyldigst; men det er ikke nok, at see Prøver, Herren maa og smage dem.

HERREN.

Hvad vil det sige: smage dem?

VERTEN.
sagte

See! nu taler Brændeviinen igien. Høyt. Min Herre! Jeg har Sager, som I udaf Synen skulde 355 ikke tænke var værd at smage, men saa snart I faaer dem paa Tungen, finder I dem excellente.

HERREN.

sagte. Det er noget forblommet. Men de Folk taler ikkun med Lignelser in philosophia occulta. Høyt. Men Monsieur! hvem holder han mest af udi den Profession, enten Albertus Magnus eller Cyprianus?

VERTEN.

Cyprianus? Jeg kiender ingen af vor Profession her i Byen, heeder Cyprianus.

HERREN.

Kiender han ikke Cyprianus?

VERTEN.

Ney! Herren meener maaskee Julius?

HERREN.

Den Mand kiender jeg ikke.

VERTEN.

Det er Under, han har dog de beste Viiner her i Staden.

HERREN.
sagte

See! nu taler han forblommet igien. Høyt. Monsieur er saa god at bruge de almindelige Talemaader; Thi jeg forstaaer ellers ikke hans Meening. Men har han ikke læset Albertum Magnum? det er dog en berømt Autor in Magia Naturali.

VERTEN.

sagte. Hør! nu taler Brændeviinen igien. Høyt. Min Herre! Jeg har nok i min Ungdom læset noget om Alexander Magnus, men han var en Keyser og jeg er kun en Viinhandler. Det er to u-liige Professioner.

HERREN.

sagte. Nu taler han forblommet igien. Høyt.

I er Viinhandler, ha, ha, ha!

VERTEN.

Ja ræt Viinhandler. Det er en Profession, som jeg aldeeles ikke skiemmer mig ved.

HERREN.

klapper ham paa Kinden. Ey min Herre! lad os føre reen Tale. Jeg veed nok, hvo han er.

VERTEN.

sagte. Gid du faaer en Ulykke! du maatte spilde din Bærme, hvor du drikker dit Øll. Høyt. Hvem holder Herren mig da for at være?

HERREN.

I er jo Doctor Magiæ Naturalis.

356
VERTEN.

Hvad vil det sige?

HERREN.

I er Doctor udi Hexekonsten.

VERTEN.

Det skal ingen brav Mand sige mig paa.

HERREN.

Boer I ikke udi dette Huus?

VERTEN.

Jo det er mit Huus.

HERREN.
klapper ham igien paa Kinden

Ey lad os da tale Alvor. Jeg skal min Troe ikke røbe ham.

VERTEN.

Monsieur! Jeg tænkte tilforn, at I var drukken, men nu merker jeg, at I er gal. Gaaer bort.

HERREN.
holder ham tilbage og caresseer ham igien

Jeg skal min Troe ikke røbe ham.

VERTEN.

Hvori vil I røbe mig?

HERREN.

At I forstaaer og practiserer den sorte Konst.

VERTEN.

Det skal en Skielm sige mig paa.

HERREN.

Ney det gaaer for vit. Tager ham i Haaret.

VERTEN.

Hey! Peiter, Christopher! kommer ud.

Peiter og Christopher med Forklæder for sig kommer ud og hielper Verten.

SCEN. 9.

2 af Byens Vagt. Herren. Verten. Peiter. Christopher.

1. VAGT.

Hvad er paa færde?

HERREN.

Trækker mig disse Karle i Arrest. Det er Hexemestere.

2. VAGT.

Ha! ha! det er just de Folk, vi krydser efter i Dag.

VERTEN.

Troe ham ikke I gode Venner. Det er en gal Mand.

1. VAGT.

Gid vi havde Byen fuld af slige galne Mænd.

Vi kiender nok Herr Leonard. Fort, fort I Trolddievle!

Jeg troer, den heele Bye er befængt med det Pak.

VERTEN.

Hei Gevalt!

2. VAGT.

Vil du tie din Hund! jeg støder dig ellers Partisanen 357 i Livet. Men hvor fik Herren dem opspurt? Vi gaaer ellers og leder efter Mesteren over Comoedierne, som har givet sig Fanden i Vold med den heele Bande.

HERREN.

Han har nyelig øvet Konsten for min Frue, hvilket alle mine Huusfolk kand vidne.

VERTEN.

Gid den faaer en U-lykke, der nogentid har seet hans Frue! I seer jo, det er en gal Mand.

1. VAGT.

Herr Leonard er en fornuftig ærlig Mand; eet Ord af hans Mund er saa got, som hundrede af jeres.

HERREN.

Jeg vil skaffe min Frue og alle mine Huus Folk til Vidne.

1. VAGT.

Det giøres ikke fornøden, min Herre! deres Aasiun gir nok tilkiende, at de ere Hexemestere. Fort, fort I Die vie.

De skrige alle 3.
HERREN.

Havde du aabenbaret dig med det gode og ikke givet mig haarde Skieldsord, skulde jeg ikke have røbet dig.

VERTEN.

Ach! Ach! din slemme Forræder!

1. VAGT.

Fort, fort I Hunde! Vi finder nok de andre siden.

Trækker dem ud.
358

ACTUS IV

SCEN. 1.

Terentia, Comoediantens Fæstemøe. Apelone.

TERENTIA.

Ach! det er alt for sandt, Apelone! Jeg var hen ved min Kiærestes Dør for at høre om Tilstanden, men jeg fandt Huuset tomt, og Porten tilsluttet. Ach! gid han havde taget Flugten og ikke var kommen i Arrest; thi hvis han er greben og kommer under Bødelens Hænder, da skiøtter jeg ikke om at leve længere.

APELONE.

Ey Snak, Jomfrue! endskiønt I agter at gifte jer med en Acteur og i Fremtiden blive selv Actrice, saa maa I ikke spille Tragoedie for Tiden.

TERENTIA.

Hvordan kand jeg see den, som jeg saa meget har elsket, lide en skiendelig Død, og tillige med leve?

APOLEONE.

Det er sandt nok, Jomfru! jeg vil ikke raade jer til at leve; men see til i det ringeste, at I kand døe, som Heltinder døer i Tragoedier, efter Reglerne af Theatro. I maa læse først nogle Tragoedier igiennem og vælge jer en Heltinde ud at døe efter, som omkommer sig mest zierligen og efter Reglerne. Saa er der intet at sige derpaa, tvert imod I obligerer Folk derved, saa som man har stor Mangel paa Materie til Tragoedier.

TERENTIA.

Ach, Apelone! spot mig ikke! Vidste du, hvormeget jeg elskede den Person, saa talede du ikke saaledes.

APELONE.

Jeg tilstaaer, at I har kundet haft Aarsag at elske ham; men nu, eftersom I hører, at han har givet sig Fanden i Vold, og slaaet sig til den sorte Konst, bør jer Kierlighed, om I ellers har mindste Eftertanke, forvandles til Had. Tilmed om I havde spurdt mig til 359 Raads, førend I forlovede jer med ham, havde jeg aldrig givet mit Samtykke dertil; thi det er en Hazard ved at forlove sig med en Acteur, som er vant til hver Aften at giøre nye Elskov, og gifte sig saa tit, som en Autor behager at giøre mange Comoedier til.

TERENTIA.
grædende

Ach! Apelone! jeg kand ikke forlade ham, endskiønt jeg vilde.

APELONE.

Hvi saa? har der været noget andet mellem jer, end Ord og Løfter?

TERENTIA.

Ach ja! det er Ulykken; thi jeg er ikke gandske fri, her imellem os at sige.

APELONE.

Det er galt nok, men derfor tog jeg ikke Livet af mig. Jeg faldt selv engang for en Person, som jeg end ikke var forlovet med, men jeg er lige god Jomfrue for det. En Kiøbsted Jomfrue kand aldrig miste sin Ære; naar hun blir besvangred, falder en Bonde Kone i Barselseng og føder Barnet. Kunde I ellers føde et Drenge Barn, Jomfrue, saa var I lykkelig; thi naar en Hexemester giør en Søn, blir det en Drage-Dukke, som i Fremtiden drager Penge til sin Moer.

TERENTIA.

Ach! ach! Spot og Skade følges ad. Jeg vil ikke tale med den Spottefugl meere. Gaaer bort.

SCEN. 2.

Apelone. Lucretia.

APELONE.

Det giør mig dog ont, at dette er hendet; thi eftersom alle Acteurene er mistænkt for den sorte Konst, vil disse Comoedier, som vi baade havde Tidsfordriv og Lærdom af, gandske ophøre. Men see! der kommer den pene Madamme Lucretia; hun skal glæde sig derover, thi hun har altiid været en Hader af vore Comoedier.

LUCRETIA.

Apelone! nu har jeg faaet Hevn over Comoedierne. Jeg spaade nok, at disse Acteurs ikke vilde komme vel af Dage; thi de har vældet sig ind paa Folk af alle Stænder. Nu har de skumlet over Doctere, nu over Advocater, Øvrighed, Apothekere, Borgere og 360 Adelsmænd. Ja de har ikke engang sparet Paver, Cardinaler, Bisper, Barbeerer, Kandestøbere og Dantzemestere.

APELONE.

Just der for holdt jeg af dem; thi Comcedien er et Speil, hvorudi Mennesker kand speile sig og rette deres Feil derefter.

LUCRETIA.

Det meste, som behagede mig udi Comoe- dier, var den sidste Act, og udi den sidste Act den sidste Scene; thi da lakkede det mod Enden. Min Mand var der forgangen Uge, og spyttede deraf, da han gik bort.

APELONE.

Jeg veed det nok; thi den Comoedie var om en taalmodig Mand. Hendes gode Kiæreste kunde have stor Raison denne gang.

LUCRETIA.

I Spottefugl, hvem holder I mig for?

APELONE.

For en meget artig Kone.

LUCRETIA.

Hvad vil da slige Choser sige? Det var ikke alleene den Comoedie, min Mand spytted af, men endogsaa den foregaaende.

APELONE.

Der i kunde han ogsaa have sin Raison; thi der blev præsenteret en Jæger med sine Hunde, hvilket er et u-angenemt Syn for visse Mænd, som kand frygte, at det kand gaae dem som Actæon, hvilken Hundene tog for en Hiort og beed ham ihiel.

LUCRETIA.

Hvad var det for en Mand Actæon?

APELONE.

Det var et got stakkels Mand, som man siger, men --

LUCRETIA.

Hvad vil I sige med jer men?

APELONE.

Men han havde ogsaa en meget artig Kone.

LUCRETIA.

I maa tale tydelig for mig; thi jeg forstaaer ikke saadan forblommet Snak.

APELONE.

Jeg taler min Troe saa tydelig, saa enhver kand tage og føle derpaa.

LUCRETIA.

Adieu Mademoiselle! Jeg gad ikke være her længere.

APELONE.

Ligesom dem behager. Jeg er vis paa, at vi bliver plaget med fleere slige urimelige Folk, der vil glæde sig over den Hendelse, saasom de haaber, at Comoedien, 361 som har heglet deres Feil igiennem, ved denne Leilighed vil gaae under. Men see! der kommer een hoppende; det er min Troe Hans Frandsen.

SCEN. 3.

Jean. Apelone.

JEAN.

Vertichoux! quel accident! On dit, que la bande va être pendue, ha! ha! ha!

362
APELONE.

Hvorfore er han saa glad, Monsieur?

JEAN.

Hé bien, Mademoiselle! Je vous gratule. Jeg hører, at I skal alle hænges.

APELONE.

Om een i vor Bande har giort en Misgierning, det rører os andre ikke.

JEAN.

Que diantre! n'avez vous pas - -

APELONE.

Ej! tal dog jer Moders Maal, om det er mue-Hgt.

JEAN.

Je vous dis, Mademoiselle, at I har Mardi alle fortienet at rettes for de Pasqviller, I har giort mod honnêtes gens.

APELONE.

Men hvad gaaer det Monsieur an? jeg troer vel ikke han er saa gal, at regne sig iblant honnêtes gens.

JEAN.

Je me mocque de vous, Madamme Grivoise! I er en Hiemføding, og jeg har ført mig op som en Cavalier udenlands pour faire honneur à la nation.

APELONE.

Pour faire honneur à la nation?

JEAN.

Ovis Madame, pour faire honneur à la nation. Le Roi de France, Monseigneur et Madame saae mig aldrig, at de jo strax sagde: Laissez passer et repasser ce cavalier la, thi han bringer os Penge i Landet. Jeg veed nok, hvad mine Klæder kostede mig, som jeg lod allene giøre mig til Geburts-Dagene, allene pour faire honneur à la nation. Ovis pardi si fait Madame, jeg passerede til Versailles, Fontainebleau og Marli ikke allene for en honnête Homme, men endogsaa for en honnête Cavalier.

APELONE.

Saa merker jeg da efter denne Beskrivelse, at en Hæst med en guldbroderet Skabrak kand ogsaa kaldes honnête Homme, besynderlig, naar le Roi de France, Monseigneur og Madame siger: laissez passer og repasser ce cheval.

JEAN.

Vertichoux, quelle comparaison! Ah la pauvre bete! Je vous dis, Mademoiselle, at I alle har fortient at rettes, og at I blir ogsaa rettet, om I aldrig havde forfaldet til Troldom, allene formedelst de Pasqviller, I har giort mod honnêtes gens.

APELONE.

Je vous dis ogsaa, Monsieur, at I mardi burde 363 hænges, alleene efterdi I ikke har kundet bedre jer af de mange Caracteres, I har seet forestillet paa Comoedien.

JEAN.

I det ringeste blir I dømt til Pillori.

APELONE.

Hvad vil det Ord sige, Pillori?

JEAN.

Vertichoux! est-il possible? Hun ved ikke hvad Pillori er. Ah la pauvre bete, ha! ha! ha! Gaaer ud.

SCEN. 4.

Herman von Bremen. Apelone.

HERMAN.

Alt dette, som nu skeer, har jeg sagt Borgemester og Raad tilforn, men man vil ikke troe saadanne vittige Folk, som jeg.

APELONE.

Det er min Troe den politiske Kandstøber; han vil ogsaa glæde sig over denne Hændelse.

HERMAN.

Fanden er en stor Politicus, det maa jeg forstaae, som har studeret mine Politica.

APELONE.

Jeg hører her, at han og Fanden har eet slags Studium.

HERMAN.

Hvem er som taler der? See! er det hun Mademoiselle? Det giør mig hiertelig ont, at høre den Fortræd, som deres Bande er vederfaret.

APELONE.

Men er det Monsieurs Alvor, at han har ont af vor Fortræd?

HERMAN.

Ja jeg kand forsikre hende, at jeg gremmer mig derover. Vel er det sandt, at de gode Acteurs ved deres Satires har besværget mange Folk; men jeg for min Person har tracteret det en Bagatelle. En rætskaffen Politicus seer og hører kun alt saadant med Foragt. Aristoteles siger: Ein weiser Mann siehet der Thoren Schimpf an mit Veracht.

APELONE.

Men Monsieur! han, som en god Politicus, burte forsvare alt, hvad som sigter til at polere et Folk.

HERMAN.

Hvad sigter til at polere Folk?

364
APELONE.

Det giør Comoedien, hvorudi Menneskets Feil forestilles.

HERMAN.

Ey Mademoiselle, hun taler mod den sande Politie. Langt fra at Comoedier fører nogen Nytte med sig, de langt heller foraarsager en Republiqves Undergang.

APELONE.

Det skulde han have stor Møye for at beviise.

HERMAN.

Jeg meener ney. Hør! jeg vil tiene hende, Mademoiselle! et Riges og Republiqves Styrke bestaaer udi Undersaatternes Eenighed, og ødelegges ved Spliid. Der har været 4re store Monarchier i Verden, som alle ere ruinerede ved Spliid. Hvad ruinerede det Assyriske Monarchie? Splid, Madame! Hvad ruinerede det Persiske? Splid, Madame! Hvad ødelagde det Græske? Splid, Madame! Hvad ruinerede endelig det Romerske? ikke min Siæl andet end Splid. Alexander Magnus giorde et falskt Statsgreb, og forsaae sig derudi at - - -

APELONE.

Ey Monsieur, dette er noget vitløftigt hentet; hvad kommer Alexander Magnus ved vore Comoedier?

HERMAN.

Det er kun for at beviise, at Splid og U-eenighed ødelegger en Stat.

APELONE.

Men hvad U-eenighed foraarsager Comoe- dierne?

HERMAN.

Comoedierne giver en Stand Anledning til at raillere med en anden.

APELONE.

Ved det samme lærer de at kiende sine egne og andres Fejl, hvilket kand ikke andet end være meget nyttigt.

HERMAN.

Paa den Maade skulde det ogsaa være nyttigt at slaaes hver Dag, at man deraf kunde kiende sin egen Styrke og andres. Nei, Nei, Madame, lar os tale fornuftig uden Passion med hinanden, og hør, hvad Comoedier her foraarsager. En brav ung Karl gaaer net klædt forbi; strax peeger man Fingrene ad ham, og siger: See hvilken Jean de France! Meener hun, at han ikke søger at hævne sig derover? En anden fornuftig 365 Mand søger at underviise got Folk med lærde Discourser, og ikke vil grave sit Pund ned udi Jorden; den heder Mester Gert Vestphaler. En udi Verdslig Videnskab øvet Mand vil give Øvrigheden et got Raad; strax heder han den politiske Kandstøber. Saa det er Frugten af jere Skue-Spill, Madame, nemlig at en Borger driver Spot med en anden. Af Skiemt og Rallerie flyder Fortrydelse, af Fortrydelse flyder Had, af Had Splid, og af Splid en Stats Undergang, ergo derfor bør ikke slige Skue-Spill tolereres.

APELONE.

Rallerie, Monsieur, træffer ikke uden Daarer, 366 hvilke ved Forestilling af deres Characteres lære at kiende sig selv; naar de lære at kiende sig selv, beflitter de sig paa at ændre deres Levnet; naar de ændre deres Feil, blive de til gode Mennesker, og naar de ere bleven gode Mennesker, blive de gode Borgere, ergo derfor bør Comcedier tolereres.

HERMAN.

Mit Principium staaer fast, at Rallerie foraarsager Splid og at Splid løser en Stats og et Riges Bygning.

APELONE.

End om jeg beviiser Monsieur at Comoedier ophæver Splid og befordrer Eenighed?

HERMAN.

Det havde jeg Lyst at høre.

APELONE.

Er det ikke vist, Monsieur, at om Aftenen alle Folk er splidt ad, somme sidder paa Kroer, andre udi Fruestuer; men Comoedien trækker dem sammen og foreener dem paa eet Sted, ergo ophæver den Spliid, befordrer Eenighed og efter mit Principium styrker en Stat.

HERMAN.

Rallerie a part, lar os tale alvorligt Madame. Han far hende til Siide. Apropeus Madame, efterdi hun taler om Samlinger, saa er det noget, som jeg længe har tænkt paa, men ikke har villet lade mig merke med: mon det er tienligt for et Rige, at slige Samlinger skeer? kand de ikke give Anledninger til Sammenrottelser? Jeg har læset om en Persisk Konge, at han af den Aarsag forbød alle Samlinger. Den samme Konge heedte, om jeg ræt mindes, Pul Asser. Han havde kun eet Been, som man kand see af Anders Christensens politiske og lærde Reise-Beskrivelse; men han havde en dobbelt Hierne.

APELONE.

Pul Asser havde ræt, Monsieur! men han vilde allene hindre saadane Samlinger, som I og andre politiske Handverks Folk holde paa Øllhuuse, for at raisonere om Staten og igiennemheile Øvrighed. Slige Samlinger ere ligesaa skadelige, som de andre nyttige.

HERMAN.

Adieu, Madam!

APELONE.

Adieu, min Herr Politicus!

367
HERMAN.

Spot ikke, Madame, see kun vel til, at I kand udrede eder af denne Hexe-Sag.

Gaaer.

APELONE.

Det kommer mig ikke ved; lad den skyldige svare for sig selv. Men der seer jeg von Qvoten komme. Hillemænd, hvor glad seer han ud! nu meener han, at hans Comoedier og Marionetter vil komme paa Fod igien.

SCEN. 5.

Von Qvoten. Apelone.

APELONE.

Serviteur min Hr. von Qvoten! han seer saa glad og fornøyet ud.

VON QVOTEN.

Ich habe Ursache mich uber ihren Fall zu erfreuen; thi først kommer jeg i min gamle Næring igien, og (2) faaer jeg Has over dem, som har saa skammelig railleret med mig og min Bande.

APELONE.

Det første Stykke I nu spiller, blir nok om Doctor Faustus, efter som her nu tales saa meget om Hexerie.

VON QVOTEN.

Ney Madame! vi har nok en bedre, som heder Zauberey von Armida. Det er et toutafait Stykke; thi alting blir agered udi Luften.

APELONE.

Hillemænd, alting udi Luften!

VON QVOTEN.

Ja Madam! Armide lader sig aldrig see uden paa en gloende Drage, som spyer Ild. Det har noget andet at sige end jere mavre Comoedier.

APELONE.

Forlad mig det, vi har ogsaa haft gloende Drager udi vore Comoedier, som for Exempel udi det Stykke kaldet Ulysses von Ithacia.

VON QVOTEN.

Jeg veed nok, hvad I meener derved. Men nu faaer I Skam for det og andet jer Raillerie.

APELONE.

Men meener I, at een Mands Fald ruinerer den heele Bande?

VON QVOTEN.

Efter Rygtet, saa er der meer end een Hexemester i jer Bande. Alle Folk vil glæde sig over jer 368 Fald; thi I har ført brave Folk ind udi jere Comoedier, hvilket er skarnagtigt.

APELONE.

Det skulde I have stor Umage at beviise. Men vi kand viise, at I fører brave Folk ind udi Comoe- dier, ja vor Herre selv, som udi den Comoedie om Adam og Eva, og giør af hellige Historier liderlige Skuespil.

VON QVOTEN.

Saaledes ere de fleste Skuespil udi Spannien, hvor Nationen er meget poleret.

APELONE.

Det er ogsaa brugeligt i Spannien, at Parterret falder paa Knæe og læser, naar en Munk med et Crucifix i Haanden kommer ind paa et Theatre.

VON QVOTEN.

Gak I kun hen og fald paa Knæe og bereed jer til Døden, om I ogsaa er skyldig! Ellers hvis I er uskyldig, da see til, at I kand faae fat paa en Procurator, der kand forsvare jer Sag, om det ellers er mueligt, at nogen Procurator vil tage sig jer Sag an, thi I har lagt jer ud med hele Verden. Gaaer ud.

SCEN. 6.

APELONE.

Jeg gad ikke staae her længere. Men der seer jeg to af vore Acteurs komme; det tiener ikke, at Folk finder os nu omstunder meget sammen, jeg vil slutte mig ind, indtil jeg faaer at høre Udgangen paa dette.

SCEN. 7.

De 2 Comoediantere.

1. COMOEDIANT.

Ach, Monfrere! hvis dette er sandt, saa er det en forskrækkelig Historie.

2. COMOEDIANT.

Ja det er vist nok, at han er greben og har tilstaaet det selv.

1. COMOEDIANT.

Men kand det dog være mueligt, at vi ved saadan lang Omgiengelse ikke skulde have merket det ringeste af ham?

2. COMOEDIANT.

Ja det maa du vel sige. Han har kundet 369 mesterlig dølge sin Ondskab; thi han gik i Kirke, ligesom een af de andre, og jeg hørte aldrig et bespotteligt Ord af hans Mund.

1. COMOEDIANT.

Jeg bilder mig ind, at det henger anderledes sammen.

2. COMOEDIANT.

Ney Monfrere! Du kandst forlade dig dertil, at det er sandt og at han selv har tilstaaet det.

1. COMOEDIANT.

Ja er det sandt, saa vil jeg aldrig bede for ham, men selv hielpe til at tænde Baalen, hvori han skal brændes. Men kand et Menneske ikke lyve sig selv paa?

2. COMOEDIANT.

Hvilken Snak! hvem vilde lyve sig selv paa, for at døe den skiendeligste Død?

1. COMOEDIANT.

Siig ikke det Monfrere. Det kand enten skee udi Raserie, eller et Menneske kand være kied af sit Liv, og saa som det ikke vil tage Livet af sig selv, styrte sig paa den Maade udi Ulykken. Man har jo Exempel, at mange melancholske Mennesker har taget Livet af andre for at miste Livet selv, andre løyet sig de Ting paa, som de aldrig har bedrevet, alleene for at døe. Thi det som man kalder Troldom, er noget underligt som jeg aldrig har kundet hittet reede til; man merker jo, at de Nationer, blant hvilke man holder Fanden at have som sit Hovedsæde, ere de allerfattigste. Er det ikke underligt, at Findlapper, der holdes for at kunde giøre saa store Ting ved Fandens Konster, ere færdige at døe af Armod? ligesom det var Fanden ikke lettere at bringe Penge til sine Tilhengere end at giøre store Mirakler, dreye Veir og Vind, giøre Reiser til den anden Ende af Verden for deres skyld, saa tit som de befaler. Er det ogsaa ikke underligt, at man hører af ingen Troldom udi de store Stæder Paris og London, hvor Fanden kunde giøre meere Bytte een Dag, end udi Lapland udi 10 Aar? Man maa holde for, at Troldom er enten naturlig Videnskab eller Fandens Konst. Er det naturlig Videnskab, saa burte den have Gienge 24 H.V 370 iblant de lærde Nationer, som have oprettet Collegier for Naturens Eftergrandskning, og ikke hos Folk, som kand hverken læse eller skrive; Er det Fandens Konst, hvorfor er de Folk da fattigere end andre? Hvorfore skulde Fanden gaae de store og ugudelige Stæder forbi og sætte sig ned udi Lapland, hvor der er kun en Haand fuld af Folk at forføre? ikke uden at man vilde sige, at saasom han er gloend heed, saa vil han helst være i Finmarken, for at kiøle sig, hvilken Objection dog er meere artig end grundig. Ney Troldom har sin Oprindelse af Vankundighed og regierer blant dem, som ikke kand examinere en Ting. Thi man seer, at naar Øvrigheden i en Provintz er superstitieux, saa er det heele Land strax fuld af Dievle; Er den vantroe, saa hører man intet meere tale om Troldom.

2. COMOEDIANT.

Jeg tilstaaer alt dette Monfrere. Men her er baade egen Bekiendelse og Folkes Vidnesbyrd, som har seet ham mane Fanden til sig. Du kiender jo Personen saa vel som jeg. Han er jo aldeeles ikke af de Folk, der er saa kied af Livet, at han skulde lyve sig saadant selv paa.

1. COMOEDIANT.

Ikke uden den Gield, han er udi, skulde kunde bringe ham dertil.

2. COMOEDIANT.

Ey Snak, han legger aldrig en Ting saa nær paa Hiertet, at en maadelig Penge-Sorg skulde giøre ham saa modløs.

1. COMOEDIANT.

Tilmed beviiser hans Penge Mangel, at han ingen Troldmand er, thi naar nogen giør Contract med Fanden, handler den første Artikel gierne om Penge.

2. COMOEDIANT.

Men maa skee han er falden til dette alleene af Penge Mangel, og at han blev greeben, førend dette kom til nogen Fuldkommenhed.

1. COMOEDIANT.

Det kand have nogen Rimelighed. Men jeg vil dog ikke fordømme ham endnu.

371

SCEN. 8.

En kommer ind og slaaer paa Tromme, gaaer 3 gange om Theatrum, faaer Tilløb nu af en, nu af anden, og bringes tilveye saa mange Folk, som man kand overkomme, sær Børn og gamle Kiellinger, som ringe sig om Trommen, naar efterfølgende blir oplæst.

Borgemestere og Raad udi Tiisted giøre vitterligt, at saa som Leander Acteur er overbeviiset saa vel af tilstrækkelige Vidnesbyrd som af egen Bekiendelse, at have ved den sorte Konst manet Fanden til sig udi sit Huus, hvor han er greben, og udi Fængsel har bekiendt, at de fleeste af Acteurene udi samme Bande ere lige skyldige med ham derudi: Saa advares alle og enhver, som slige Acteurs herberge, at de strax seer til, at de blive tilstede og ey kommer ud af deres Huuse, til viidere; befindes nogen at have fordølget dem for at undgaae Justitien og undflye den tilbørlige Straf, som de, andre til Skræk og Exempel, bør lide, da skal de, som Med-Viidere, underkastes samme Straf, endskiønt der intet andet kand overbeviises dem.

Rører Trommen igien og gaaer ud forfult af den heele Skare, som giør stor Allarm.

SCEN. 9.

De to Comoedianter alleene.

1. COMOEDIANT.

Hørte du det? Monfrere!

2. COMOEDIANT.

Ja jeg hørte det. Jeg kand neppe staae paa mine Been af Forskrekkelse. Mi.en hvad ont har vi giort ham, at han skulde digte os uskyldige Mennesker saadant paa?

1. COMOEDIANT.

Naar en er kommen i Ulykke, stræber han at bringe andre med derudi. Hvad skal vi nu giøre? Løber vi bort, saa giør vi os meere mistænkte, og blir vi tilstede, saa underkaster vi os stor Fare.

372
2. COMOEDIANT.

Jeg holder raadeligt at blive tilstæde; thi een Mands Sigelse kand ikke fælde os.

1. COMOEDIANT.

Men som ingen har de Tanker, at Personen skulde lyve sine beste Venner paa, mon man ikke kand føre os paa Piinebænken og komme os til at bekiende det, vi aldrig har tænkt paa? mon vi ogsaa ikke staae i Fare for Almuens Raserie, mod hvilken Øvrigheden selv udi en Stad ikke kand beskytte os?

2. COMOEDIANT.

Du har ræt. Det er da best, at vi tage Flugten. Men hvor skal vi flye hen? Jeg er vis paa, at ingen kommer ud af nogen Port.

TO DRENGE.

kommer ind med Viiser og raaber: Nye Viiser om alle Comoedianterne, som er seet udi Varulve Lignelse.

De kiøber Viiseme og kiiger lidt i dem.
1. COMOEDIANT.

Ach Himmel! er det mueligt, at Folk kand lyve med slige Omstændigheder? Her finder jeg baade mig og dig Monfrere! En lang Samtale, som vi har holdet med Fanden, og Tiden, paa hvilken vi har paataget os en Varulvs Skikkelse.

2. COMOEDIANT.

En Løgn velter sig frem ligesom en Sneebold, der alt blir større og større.

1. COMOEDIANT.

Vi vil flygte hen til min Svoger, han skiuler os nok, indtil denne Raserie gaaer over.

SCEN. 10.

3 bevæbnede Mænd. De samme.

1. SOLDAT.

To af dem blev sagt at skulle staae her i Gaden.

2. SOLDAT.

Tænk engang, hvor uforskammed de vare, de stod blant andre Folk ved Trommen, da Øvrighedens Ordre blev oplæset. See! her har vi dem min Troe.

De spænder Hanen paa Musqvetterne og tvinger dem at give Kaardene fra dem.
1. COMOEDIANT.

Ach! er det mueligt, at u-skyldige 373 Mennesker skal saa blive medhandlet udi en Christelig Republiqve?

1. SOLDAT.

Ja du est vel undskyldt at tale om Christendom, saasom du har forsvoret Troen og forskrevet dig til Fanden med dit eget Blod.

374
1. COMOEDIANT.

Jeg har aldrig tænkt at giøre saadant, end sige giort det.

2. SOLDAT.

Som skaber dig om til Varulv for at myrde uskyldige Folk om Natten paa Gaden.

1. COMOEDIANT.

Vi ved intet deraf.

1. SOLDAT.

Som udaf Ondskab opvækker Himmel-Storm, fattige Søefarende Folk til Ulykke og Fordervelse. Der forgik 3 Skibe i gaar af en Storm, som ingen uden disse forbandede Trold-Hunde har foraarsaget.

1. COMOEDIANT.

Ach! Ach! hvilke uhørlige falske Beskyldninger!

2. SOLDAT.

Som har forgiort 3 smukke Danne-Qvinder.

1. COMOEDIANT.

Ach vær forsikret, at Himlen vil hævne vor Uræt.

1. SOLDAT.

Himmelen? hvad har I Karle med Himlen at bestille, som ved Forskrivelser eengang for alle har sagt jer derfra?

2. SOLDAT.

Det er underligt, at de Folk kand nævne Himmelen; jeg meente, at det var Troldmænd forbudet.

1. SOLDAT.

Ney Broder! Skam faae de Hunde, de betinger sig saadant udi Contracten, at de skal baade kunde læse og gaae i Kirke, paa det at ingen skal merke deres Troldom.

1. COMOEDIANT.

Men er det nok, at en falskelig beskylder os? ere ikke vore Ord saa gode, som hans? Vi tilbyder os altid med oprakte Fingre at beedige vor U-skyldighed.

2. SOLDAT.

Enten I svær eller en Hund giøer, det kommer paa eet ud. Man tilstæder ikke slige Folk at sværge. Piinebænken skal nok komme jer til at bekiende. De trækker dem ud.

375

ACTUS V

SCEN. 1.

Retten præsenteres. Dommeren. Skriveren. Betientere. Leander.

EN BETIENTER.
kommer først med et Røgelse-Kar, sigende:

Jeg maa ryge, for at Troldommen skal ingen Magt have.

Derpaa kommer Dommeren, og sætter sig ved en Ende af Bordet, og Skriveren ved den anden Ende, og Betientere staaer hos.
DOMMEREN.

Børn lille! Jeg har aldrig siddet paa mit Dommer-Sæde med saadan Forskrekkelse, som jeg sidder i Dag; thi her handles ikke om Mord, Tyverie, Vold eller andet deslige, men at udrødde Troldom udaf Staden, som maaskee har grebet videre om sig, end vi tænker. Kalder ind Hovedmanden først, at vi kand høre ham alleene. Siden vil vi examinere de andre og endelig confrontere dem sammen. Ach! Ach! Ach! vor kiære Tisted!

Den anklagede kommer ind.
DOMMEREN.

Lad ham ikke komme mig saa nær! Hører I vel! Bliv staaende, Menneske! ved Skriverens Side. Skriveren flytter sig op til Dommeren.

DOMMEREN.

Bliv kun siddende Hr. Skriver!

SKRIVEREN.
skielvende

Jeg vil nok staae her og skrive, Hr. Dommer; thi det er saa mørkt ved den anden Side.

DOMMEREN.

Ey blir I kun siddende. Der er jo ligesaa lyst der, som her.

SKRIVEREN.

Ney jeg takker skyldigst. Jeg kand, min Troe, ikke see en Bogstav ved den anden Side.

376
DOMMEREN.

Jeg befaler jer at sidde paa jer gamle Sæde. Skriveren sætter sig skielvende ned, seer sig ofte tilbage og har adskillige Ophævelser, naar den Beskyldte

kommer ham for nær, hvilket varer den heele Act.
DOMMEREN.

Hør, unge Karl! tilstaaer du, at du est skyldig udi den Sag, som du est arrestered for?

LEANDER.

Ja jeg giør, Hr. Dommer. Jeg gaaer aldrig fra min Haand.

DOMMEREN.

sagte. Ha ha! der fik vi det at vide, at han har giort skriftelig Contract med Fanden. Høyt. Har du skrevet det med dit eget Blod?

LEANDER.

Det er et selsom Spørsmaal, Hr. Dommer, om jeg maa tale saa frit; saa længe jeg har Blek at skrive med, bruger jeg ikke Blod.

DOMMEREN.

til den næst staaende, sagte. Kand man og forskrive sig til Fanden med Blek?

BETIENTEREN.

Ja jeg troer, Hr. Dommer; thi man har Exempler derpaa.

DOMMEREN.

Vi behøver ingen anden Examen, hvad hans Person er angaaende; thi han tilstaaer det selv.

LEANDER.

Jeg har aldrig nægtet det, Hr. Dommer, men jeg kand ikke begribe, hvi man handler saaledes med mig og trækker mig i Arrest for saa ringe Sag.

DOMMEREN.

Ach! Himmel! er det en ringe Sag? Skriv, Hr. Skriver, at han offentlig udi Retten har sagt, at det er en ringe Sag.

LEANDER.

Ja, og jeg erbyder mig strax at deponere her i Retten 24 Rdl. til viidere.

DOMMEREN.

Skriv, Hr. Skriver, at han offentlig tør lade sig merke med at ville bestikke Retten.

LEANDER.

Jeg vil ikke bestikke Retten, men - - -

DOMMEREN.

Holdt din Mund, til jeg spør viidere. Hvor længe er det, siden du giorte den Forskrivelse?

LEANDER.

Vexelen er 6 Maaneder gammel, men - - - -

DOMMEREN.

Sex Maaneder gammel!

377

Sagte. Jeg maa lee deraf, at han kalder det en Vexel og giør Fanden til en Vexelerer.

SKRIVEREN.

Fanden, Hr. Dommer! aber Menneskene efter udi alting, og begynder nu ogsaa at handle med Vexeler. Jeg kand troe, at han gir Contracten Navn af Vexel, eftersom Vexel Ræt er den største.

DOMMEREN.

høyt. Det er forskrækkeligt, hvordan saadant har kundet være dult et heelt halvt Aar.

LEANDER.

Manden har haft Taalmodighed med mig og ladet den fornye indtil nu.

DOMMEREN.

Du er jo saa vel oplyst, at du burte tage dig vare for den Mand.

LEANDER.

Hvi saa? Det er jo en skikkelig Mand.

DOMMEREN.

Skriv, Hr. Skriver, han kalder ham en skikkelig Mand. Sagte. Det er Fanden, som taler af hans Mund.

LEANDER.

Han har aldrig giort mig nogen Fortræd, men haft god Credit for mig indtil nu.

DOMMEREN.

Du stiller dig taabelig an min Karl, ligesom du ikke vidste, at han altid gir Folk Credit til en Tid, men siden piiner dismere. Hvor længe er det siden du var i Kirke?

LEANDER.

Det er ikke 8 Dage siden. Men jeg kand ikke begribe hvad slige Spørsmaal giøre til denne lumpene Sag.

DOMMEREN.

Er det du Selv som taler, ung Karl, eller er det Fanden? Skriv, Hr. Skriver, at han kalder det en lumpen Sag.

LEANDER.

træder til Side. Jeg troer, Dommeren og alle Mennesker her i Byen er splitter gall. Jeg maa giøre mig gal med, saa maaskee det tør gaae bedre.

DOMMEREN.

I hvilken Kirke est du døbt?

Leander vrænger Munden og stiller sig gal an.
DOMMEREN.

Ach! Himmel! see hvilke Convulsioner han fik, da man nævnte det Ord. Skriv, Hr. Skriver - - -

378 Skriveren kryber under Bordet.
DOMMEREN.

Hvor blev Skriveren af? Ach, Himmel! hvilket Koglerie! jeg troer han forsvandt.

EN BETIENTER.

Nev, Hr. Dommer! han sidder under Bordet.

Leander giør Grimacer igien, hvorpaa han blir trekket ud. Skriveren kryber frem igien.
DOMMEREN.

Gid vi havde vel Ende paa denne Sag. Det er forskrækkeligt at have med de slags Folk at bestille. Men man maa forrætte sit Embede.

SKRIVEREN.

Ja vist Hr. Dommer, thi det heder: Scheu das Recht und thue den Teufel nicht.

DOMMEREN.

Ja I har en Ære at tale med, som kryber under Bordet.

SKRIVEREN.

Der faldt en Pen ned for mig, Hr. Dommer. Jeg giorde det min Troe ikke af Frygt.

DOMMEREN.

See vel til, at der falder ikke fleere Penne ned; thi her staaer større Pust tilbage endnu.

SCEN. 2.

2 andre Acteurs, med Personerne af forrige Scene.

DOMMEREN.

Jeg formaner eder, at I bekiender frivillig eders Ondskab, og nøder os ikke til det Middel, som vi ugierne bruge, nemlig at udpresse Sandheden ved piinlig Forhør. Eders Collega har udlagt jer alle og tilstaaet sin Misgierning, hvorfore han har undgaaet det, som I trues med, og slet og ræt uden foregaaende Piinsel skal døe for sine Synder. Efterfølger hans Exempel, det er det beste Raad jeg kand give eder, og udlegger de andre, som ere i Ledtog med eder.

1. COMOEDIANT.

Vi har aldrig hverken giort eller tænkt at giøre de Ting, som vi tiltales for, haaber ogsaa, at vi ikke bliver fordømte paa et ont Menneskes falske og løse Angivelse; thi hvis saadant kand overbeviises os, vil vi aldrig veigre os for at undergaae den Straf, som Loven dicterer.

379
DOMMEREN.

Det er ikke rimeligt, at et Menneskes Ondskab skulde være saa stor, at det uden Henseende til ringeste Nytte eller Fordeel skulde ville styrte sine Venner udi saadan U-lykke. Jeg seer derfor, at I ere haardnakkede og vil endelig underkaste jer Piinlig Forhør.

1. COMOEDIANT.

Vi kand og bør ikke lyve os selv paa slige gruelige Misgierninger, naar vi ere gandske uskyldige.

DOMMEREN.

Hr. Skriver! examineer I dem, det beste I kand; thi vi vil forsøge de lempeligste Middeler, førend vi skrider til de haarde.

Skriveren, som sidder og lugter til et Hovedvands-Æg, stiller sig an, som han er hæs for sit Bryst, peger paa Brystet, og siger med en hæs Stemme, at han er saa ælendig for sit Bryst, at han ikke kand tale.
DOMMEREN.

Den Hæshed kom jer hastig paa; det er Skam, at være saa frygtagtig. Bliv kun siddende; Jeg skal nok forrette det selv. Hører, I Syndere! siger mig, hvo har først forført jer til at øve den sorte Konst?

1. COMOEDIANT.

Ingen har forført os, og vor sidste Bekiendelse skal være, at vi aldrig har øvet den.

DOMMEREN.

Siger mig da, hvor længe er det siden eders Cammerad slog sig først dertil?

COMOEDIANTERNE.

De svare begge: Det er os gandske u-vitterligt; thi havde vi vidst noget derom, havde vi strax givet det tilkiende.

DOMMEREN.

Jeg merker nok, at de ikke vil bekiende; lad den første komme ind for at overbeviise dem det selv.

SCEN. 3.

Leander. Personerne af forrige Scene. Skriveren kryber under Bordet igien.

DOMMEREN.

Vi har atter engang ladet jer indhente her for Retten, ikke for jer egen skyld, men for at overbeviise 380 jere Cammerader, som af en særdeles Haardnakkenhed intet vil bekiende.

LEANDER.

Det kommer mig aldeeles ikke ved, Hr. Dommer! Enhver maa svare for sig. Jeg har nok i min Deel.

DOMMEREN.

Har I ikke tilstaaet, at de andre af Banden var ligesaa skyldig som I?

LEANDER.

Jo det har jeg sagt; men det kommer mig ikke ved.

1. COMOEDIANT.

Har I sagt, Monsr. Leander, at vi ere ogsaa skyldige, saa har I sagt som ingen ærlig Karl. Vi ere aldeeles reene og fri derfor.

LEANDER.

See! hvor hellig de kand giøre sig. Det være langt fra, at jeg er jer Fiscal. Jeg siger kun, at I ere ligesaa meget skyldige som jeg; ikke i nogen ond Henseende, thi I kand være lige gode for det.

DOMMEREN.

Ach, hvilken Bespotter! Skriv, Hr. Skriver - - - Men hvor blev Skriveren af igien?

EN BETIENT.

Jeg troer, at han er under Bordet igien.

DOMMEREN.

Trækker ham frem! Han har forholdet sig saaledes denne gang, at han ikke burte sidde i nogen Ræt meere.

BETIENTEN.

Ach! Hr. Dommer! han ligger i Besvimelse.

DOMMEREN.

See da til, at I faaer ham udbaaret, ellers døer han reen af Frygt. Man bær ham ud.

2.
COMOEDIANT.

Men hvad ont har vi giort jer, Monsr. Leander, at I skulde digte os saadant paa, for at styrte os i Ulykke?

LEANDER.

Hvad U-lykke vil jeg styrte jer udi? Jeg har alleene spurdt, hvorfor jeg skal trækkes meere i et hæsligt Fange-Huus end andre, som ere ligesaa meget skyldige, som jeg.

2. COMOEDIANT.

Saa har I da ikke givet os an udi sær?

LEANDER.

Hvad kommer mig ved, Messieurs, at give jer an? Jeg siger kun, at de fleeste udi vor Bande er ligesaa meget skyldig, som jeg.

381
2. COMOEDIANT.

Det er Fanden, der kommer jer til at tale saadant.

LEANDER.

Jeg troer, I ere reent galne, Messieurs! Er I intet skyldig, saa er det disbedre for jer.

382
1. COMOEDIANT.

Men hvorfore har I da anklaget os?

LEANDER.

Jeg har ikke anklaget jer; men jeg siger det kun - -

DOMMEREN.

Lader Piinebænken hidføre.

LEANDER.

Piinebænken for en lumpen Vexel af 50 Rdr. hvorpaa jeg strax kand betale den halve Deel, saa at der rester kun 25 Rdr. som jeg inden 3 Dage kand betale!

DOMMEREN.

Ach! Himmel! nu raser han.

1. COMOEDIANT.

Hr. Dommer kand høre, at han er fra sin Forstand, og derfore kand man ikke reflectere meere paa det, som han beskylder os for.

LEANDER.

Og mig synes, at alle de, jeg har talt med paa nogen Tid, ere splitter galne og afsindige.

DOMMEREN.

Det er just Galskabs rette Kiendemerke, at man bilder sig ind, at være alleene viis, og alle andre Mennesker galne.

1. COMOEDIANT.

Synes Dommeren ikke, at det var best, at man lader ham Aarlade først, og siden høre, om han vil vedstaae sin Beskylding?

DOMMEREN.
til Betienten

Gak strax hen til Mester Herman, og beed ham komme hid med sin Lancette.

LEANDER.

Det giøres aldeeles ikke nødig; thi alle fornuftige Folk maa tilstaae, at det er større Tegn til Galskab, at kaste en ærlig Karl udi et mørkt Fange-Huus for 50 Rixdalers Gield, som lover inden 3 Dage at betale, end at klage sig over saadan Medfart.

DOMMEREN.

Hør, nu er han i Vexlen igien. Det er vist nok et sterkt Raserie.

LEANDER.

Ney Hr. Dommer, jeg har min fulde Forstand som tilforn.

1. COMOEDIANT.

Jer synes kun saa Monsr. Leander.

LEANDER.

Gid I faaer en Ulykke med jer synen! Mon jeg ikke veed det selv best?

1. COMOEDIANT.

Ney, naar Patienten merker sin Svaghed, er der Forhaabning til Forbedrelse.

383

SCEN. 4.

Mester Herman. De andre.

M. HERMAN.

Hvor er den Person, som skal aarelades?

DOMMEREN.

Der staaer han.

LEANDER.
peeger paa den anden Comoediant

Det er denne Person, Mester.

Barbeeren tar fat paa den anden urette, og vil med Magt aarelade ham. Han løber og skriger:

Det er ikke mig! Barbeeren løber efter ham.

DOMMEREN.
sagte til Barbeeren

Ney, det er den anden Mand, Mester. Det er en Person, som er beskyldt for Troldom, og her udi Retten først længe har tilstaaet, at han har forskrevet sig til Fanden, men nu, naar vi examinerer ham viidere, taler han hen i Veyret om en Vexel paa 50 Rdlr. Nu kand det være, at han stiller sig saa an, for at forhale Executionen. Men disse tvende, som han har udlagt at være i Ledtog med sig, paastaaer, at han er fra sig selv, og begierer af Retten, at han maa aarelades, for at see, om han bliir siden ved sine Beskyldninger. Synes jer ikke, at det er raadeligt?

M. HERMAN.

Ach freylig! Jeg raader aldrig fra Aareladen; thi at lade sig Aarelade eengang, giør en Patient ligesaa meget got, som at bruge Doctor Bombasti Hoved-Piller et heelt Aar. Ich will dem Hr. Richter sagen, weil das Blut, auf Latein sanguis, obstruxirt ist, so folget ja nothsächlich, daß die Adern oder Vena müsse eröffnet werden. Sextus Empericus schreibt sehr gründich davon, also - -

DOMMEREN.

Vi har ikke stunder denne gang at høre paa, hvad Sextus Empericus siger; Vil I kun strax forrette jer Embede, at vi kand faae Ende paa denne fortrædelige Sag.

M. HERMAN.

Men skal de andre ikke aarlades med? Det kunde jo ikke skade, thi man kand ikke bruge en god Ting for ofte.

384
DOMMEREN.

Ney! Ney! tag kun fat paa den eene Karl.

M. HERMAN.

Nach Befehl. Ellers var jeg tilfreds, at I vilde aarlades alle, og Hr. Dommer med; thi jeg skulde expedere jer alle i et halv Qvarteer. Til Synderen. Hør, min Ven, vil I være ladet paa Armen, Foden eller Panden?

LEANDER.

Paa ingen af Deelene; thi jeg skader slet intet.

M. HERMAN.

Hvad kommer det mig ved? Her er jo en Interlocutorie Dom for, at I skal aarelades. Jeg var tilfreds, at der aldrig blev feldet andre Domme udi nogen Ræt, saa fik vi nogen Næring. Kom Cammerad, lav jer til! jeg skal giøre saa net, at I neppe skal føle dertil.

LEANDER.

Gaae mig fra Livet, siger jeg. I har selv Aarladen fornøden meere end jeg.

DOMMEREN.

Gaaer hen to Mænd, og holder ham.

LEANDER.

Ach, Hr. Dommer! handle dog ikke saadan med mig, betænk, at jeg har Magt til at appellere til høyere Ræt. Jeg svær ham til, at jeg er ligesaa frisk og sund, som jeg nogen Tid har været, og at den eneste Sygdom jeg har, kommer af den Sorg, jeg har at see mig saa uskyldig medhandlet.

DOMMEREN.

Men I bekiender først for Retten, at I har forskrevet jer for 6 Maaneder siden til Fanden, udlegger de andre af Banden, siger at Fanden er en skikkelig Mand og at Sagen i sig selv er en ringe Ting, og endelig, naar man continuerer at spørge videre om jer sorte Konst, svarer os om en Vexel paa 50 Rixdlr; hvad skal man kalde saadant?

M. HERMAN.

Das heist nicht anders, als furorem oder mania.

LEANDER.

Ach Hr. Dommer! Jeg troer ikke andet, end her er Vildfarelse i denne Sag. Her er nyeligen kommen en Protesteret Vexel paa mig. Strax derpaa kommer en og varer mig ad, at man vil trække mig i Arrest. Siden kommer Byens Folk og vil storme til mit Huus. Alt 385 dette kunde jeg nogenledes begribe, saasom jeg meente, det var for Vexelen. Men det øvrige, som siden paafuldte, har været forblommet Tøy for mig; thi da jeg lover at stille Caution, svarer de, at heele Verden ikke kand cavere for mig; da jeg sagde, at det var en ringe Sag at trækkes i Fængsel for, kalder de mig en Bespotter. Siden kommer adskillige Folk og vil spørge mig til Raads i den sorte Konst. Og endelig hører jeg med Forskrekkelse, at det ikke er for Vexelen, men for Troldom jeg sigtes. Jeg vil døe paa, Hr. Dommer, at man confunderer mig med en anden Person, som jeg maaskee ligner.

DOMMEREN.

Hvad Pokker er dette? Er det ikke for Troldom, at I er sigtet?

LEANDER.

Jeg kræver Himmelen til Vidne, at jeg ikke veed, hvad Troldom er.

DOMMEREN.

Hvorfor siger I da i førstningen, at I er skyldig?

LEANDER.

Naar Dommeren spurdte mig derom, tænkte jeg, at han meenede Vexelen.

DOMMEREN.

Men her findes jo Folk, som har hørt og seet jer mane Fanden?

LEANDER.

Jeg beder ydmygst, at de Folk maa fremkomme.

EN PERSON.

træder frem. Jeg er den Mand, Hr. Dommer, som først er bleven dette vaer. Jeg baade har hørt og seet ham mane Fanden til sig.

DOMMEREN.

Saae I da Fanden selv?

MANDEN

Ney! men mig synes, som jeg hørte et stort Bulder.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst, Dommeren vil tillade at giøre denne Mand nogle Spørsmaal, som kand give Oplysning i Sagen. Hvad Tid var det, I hørte mig øve den sorte Konst?

MANDEN

Det var i Formiddag Klokken 9.

LEANDER.

Paa hvad Sted giorde jeg det?

MANDEN

I Forstuen af jer Huus.

386
LEANDER.

Kand I erindre jer de Ord, som jeg brugte?

MANDEN

Mestendeels. I manede een af de onde Aander ved Navn Mephistopheles til jer, men forbød ham, at gaae inden for en Kreds, som I havde giort paa Gulvet. En halv Time derefter hørte jeg, tillige med en anden Mand, jer inden for at raabe paa en anden Aand ved Navn Polidorus.

LEANDER.

Denne samme Mand, som har beskyldet mig, skal ogsaa frikiende mig.

DOMMEREN.

Mig synes tvertimod.

1. ACTEUR.

Velædle Hr. Dommer, nu rører Samvittigheden mig og nøder mig at bekiende, at Monsieur Leander har manet Fanden, og at vi ere Medvidere derudi.

DOMMEREN.

Det er os kiert, at I engang gaaer i jer selv.

LEANDER.

Jeg tilbyder mig ogsaa at beviise, at Mester Herman Barbeerer er Medviidere derudi.

M. HERMAN.

Wer? ich? See hvilke forbandede Mennesker det maa være. Ach! troe dem ikke, Hr. Dommer. Jeg er en ærlig Mand, som har Navn for at være en afsagt Fiende af Saadant; thi jeg har med egen Haand sat Ild paa et Huus, som var mistænkt for Troldom, hvorvel Folkene, som bleve opbrændte, siden befandtes at være uskyldige. Saa jeg omkom 6 uskyldige Mennesker paa eengang, ja havde nær sat den heele Bye i Brand af lutter Guds Nidkierhed.

LEANDER.

I maa stille jer saa hellig an, som I vil, Mester Herman! saa skal jeg dog bevise jer det over med slige Omstændigheder, at I skal tilstaae det selv.

DOMMEREN.

Ach! Himmel! hvor kand ikke Synden i en Hast tage Overhaand. Jeg troer, at den heele Bye er befænget med Troldom.

M. HERMAN.

Ach! Hr. Dommer kand jo see, at han ikke siger saadant, uden for at bringe andre udi Ulykke med sig.

LEANDER.

Jeg begiærer ikke, at man skal agte mine Ord. Men jeg byder mig at tilveye bringe saadanne Vidnesbyrd, 387 at all Verden skal bekiende, at I har været Medviider.

M. Herman græder.
DOMMEREN.

Min gode Mester Herman! Nu er det forsiide at græde. Det skulde I have giort tilforn.

M. HERMAN.

Ach! Ach! ich bin saa unschuldig als ein Schaaf.

DOMMEREN.

Det giør mig ont for jer smukke Kone og Børns skyld. Det kand I dog forlade jer til, at I ikke skal blive fordømt allene paa deres blotte Ord, med mindre I tillige med blier lovligen overbeviist.

LEANDER.

Jeg skal bringe ham til at bekiende det selv.

DOMMEREN.

Kand I ellers udlegge nogen anden?

LEANDER.

Ja Hr. Dommer! jeg kand, naar jeg tænker mig om, jeg kand blant andre beviise, at Skriveren i denne Ret har i et heelt Aar været Medviidere derudi.

DOMMEREN.

Skriveren! Nu kand jeg begribe, hvorfor Karlen krøb under Bordet. Det var meere af ond Samvittighed, end af Frygt for disse Troldmænd. Hvor blev han hen baaret?

EN BETIENT.

Han blev ført i det næste Cabinet ved denne Sal.

DOMMEREN.

Er han frisk igien?

BETIENTEN.

Ja han sidder og spiller Dam med Dommerens Laqvey.

DOMMEREN.

Lad ham strax komme her ind.

SKRIVEREN.
trækkes ind og skriger Himmel-høyt

Ach Hr. Dommer! jeg kand ikke forrette mit Embede, naar jeg er omringet af lutter Troldmænd. De havde forhexet mine Hænder, at jeg ikke kunde skrive et Ord.

DOMMEREN.

Ach! Ach! hvilken hellig Mand! End om man kand overbeviise jer, at I er Medviidere udi den sorte Konst?

LEANDER.

Jeg vil underkaste mig 10 dobbelt Straf, dersom jeg ikke beviiser, at han har hørt og seet os giøre det, som vi beskyldes for, nogle gange. 388 DE 2 COMOEDIANTERE. Vi erbyder os til at beviise det samme.

DOMMEREN.

Fy skam jer! der staaer I udi en Maade! I bør lide dobbelt Straf, som er en Rettens Betienter.

SKRIVEREN.

Nu er jeg 40 Aar gammel, men har jeg i de 40 Aar seet nogen Nisse eller Dragedukke, end sige en fuldkommen voxen Dievel, saa vil jeg ønske, at jeg maa blive til en Diævel selv.

DOMMEREN.

Nu faaer man at høre Sandheden, naar Vidnesbyrdene komme for en Dag.

SKRIVEREN.

Hvad vil all Verdens Vidnesbyrd sige? mon jeg ikke veed det selv best?

LEANDER.

Jeg skal strax hielpe jer alle udaf Drømmen. I hørte jo forgangen Aar spille en Tragoedie kaldet Polidorus?

SKRIVEREN.

Det er sandt.

LEANDER.

Kand I ikke erindre jer, at udi samme Tragoedie indfalder en Scene, hvorudi man maner Fanden?

SKRIVEREN.

Jo jeg kand, og den Dievel heed Mephistopheles, som man manede. Men det var kun et Spil.

LEANDER.

Og det, som har foraarsaget denne store Allarm, er ey heller andet. Sagen er denne: Klokken 9 gik jeg i min Forstue og læsede over paa min Role af samme Tragoedie, som skal spilles i Morgen. Denne gode Mand, som her staaer, har hørt derpaa, og bildet sig ind, at det var Alvor, ført mig ud i Byen for Troldom, Historien er derpaa bleven forbedret, som gemeenlig skeer, og kommen med Omstændigheder Øvrigheden for Ørne, som skikkede Folk at gribe mig. Nu var just samme Tid en Vexel med Protest kommen tilbage for mig, hvorudover jeg bildte mig ind, at Arresten skulde være for den samme, og derfor altid, saa vel da, som nu her for Retten, har tilstaaet, at jeg var Skyldig, nemlig at betale Pengene, ikke udi Troldom, hvor om jeg aldrig har drømt. Til Beviis til dette, som jeg siger, leverer jeg her mit Papiir til den Person som har beskyldet mig, at han 389 kand see, om det ikke kommer over eens med det, han hørte.

ANKLAGEREN.
læser Skriftet, falder paa Knæe

Ach, Hr. Dommer! det er det selv samme. Den Allarm, som er foraarsaget, er ikke skeed af Ondskab, men af Vildfarelse. Personen er gandske u-skyldig. Jeg beder ydmygst, at jeg maa slippe med en Afbigt.

DOMMEREN.

Gid I faaer Skam med jeres forbandede Relationer.

Han gaaer bort hængende med Hovedet.
SIDSTE SCENE.

En af Comoedianternes Moder. Leanders Kiæreste. De 3 Acteurs. Skriveren.
MODEREN .
tar fat paa Skriveren

Ach! Hr. Skriver! handle ikke saa hardt med min Søn.

KIÆRESTEN.

rykker ham til den anden Side. Ach! Hr.

Skriver! tal et got Ord for min Kiæreste.

SKRIVEREN.

Ey lad mig gaae i Fred.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! det er et ungt Menneske, som læt kunde forføres.

KIÆRESTEN.

Ach! Hr. Skriver! tal et got Ord for ham hos Dommeren.

SKRIVEREN.

Gid I faae en Ulykke, I maatte lade mig være i Roe.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! vi ere alle Mennesker.

KIERESTEN.

Ach! Hr. Skriver! lad ham dog komme i det ringeste i Christen Jord.

SKRIVEREN.

Lar I mig ikke gaae, skal jeg giøre en Ulykke paa jer.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! vi slipper jer ikke, førend I lover at hielpe os.

SKRIVEREN.

Hey! Gevalt!

De falder begge paa Knæe og omfavner hans Been med saadan Force, at han falder om; han reiser sig igien, løber og blir forfult af Fruentimmeret.
390
LEANDER.
til Spectatores

Nu Vantroe, atter Overtroe
I Verden Uheld fører,
Religion og Lande-Roe
Som vexelviis forstyrrer.
Spør nogen, hvad som farligst er
Og skader mest af begge,
Da svares kun, at hver i sær
Kand Verden ødelegge.
Den Forskiæl mellem disse to
Fast ellers lige Lyder
Er, at den blinde Overtroe
End Synder kalder Dyder.
Thi den af Mord, af Rov, af Brand
Sig bryster, og formeener,
At ved Misgierninger den kand
Mest Himmelen fortiene.

Hexerie eller Blind Allarm
Noter

S. 313.
Rdlr., Rigsdaler. - Part, Andel. - Vexel med Protest, dvs. forsynet med Notarius Publicus' Bevidnelse af, at Betaling eller Accept af den forfaldne Veksel er blevet nægtet. - Acteurs, fr. Skuespillere. - Monsieur, fr. (min) Herre; Hr. - continuerer, fortsætter.

S. 315.
Keiser Carl den 5te, tysk-romersk Kejser og Konge af Spanien (1500-58). Den spanske Krones Valgsprog var Plus ultra, lat. stadig videre. - det 5te Monarchie. Man inddelte dengang Verdenshistorien i 4 Perioder: det assyriske, det persiske, det græske og det romerske Monarki. - Laab, Løb, Gang.

S. 316.
Mephistopheles. Navn paa Djævelen, især kendt fra Sagnet om Dr. Faust (16. Aarh.), der sluttede en Djævlepagt med Mefistofeles. - Gestalt, Skikkelse.

S. 318.
Smeede Kone. Smede regnedes fra gammel Tid for at høre til de »kloge« Folk.

S. 319.
afbrudte, afbrækkede. - min Mand, min Hjemmelsmand (den, hvorfra man har sin Viden).

S. 320.
flyde paa Vandet. Hvis en Kvinde flød ovenpaa, naar hun med 391 sammenbundne Hænder og Fødder var kastet i Vandet, havde man et Bevis for, at hun var en Heks. - Mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 321.
Hr. Niels, dvs. Præsten; det var Skik at kalde denne med Hr. og Fornavn. - skikkelige, respektable.

S. 322.
Lysetang, Lysetande (det Stykke af Vægen som kan antændes). - At ryge med Lysetande, dvs. at lade Tællelysene ose, ansaas for et Middel til at holde Spøgelser borte.

S. 323.
Glaubfresser. Navnet er dannet af ty. Glaube, Tro, og Presser, Ædedolk.

S. 324.
Skam der bier, Skam faa den der venter. - om mit Navn det er, om det er mig, det drejer sig om. Eller: saa sandt jeg hedder -.

S. 325.
Efterstykke. Efter en Tragedie spilledes som Regel et lystigt Efterstykke (Nachspiel).

S. 326.
det Italianske Theafre, Skuespilleren Evariste Gherardis bekendte Samling af fransk-italienske Maskekomedier, »Den italienske Skueplads« (»Le Théâtre italien«, 1691-97 og senere). Se ogsaa Indledning til Ulysses von Ithacia, i Bind IV. - Doctor Baloardo, en hyppigt forekommende Person i Théâtre italien's Stykker. - Machiner, Udstyr; Dekorationer. - Doctor Machine, Doktorforklædning, - maske. - exercerer sig, øver sig. - Spectatores. lat. Tilskuerne.

S. 327.
Portechaise, fr. Bærestol. - Lucifer. Navn paa Djævelen.

S. 328.
som kand paatage sig mindre Skikkelser, som mindre kan paatage sig Skikkelser. - u-disputeerlig, uomtvisteligt; ubestrideligt. - Curiositet, Nysgerrighed.

S. 329.
resolvere sig, beslutte sig. - gemeene, almindelige.

S. 330.
Relationer, Beretninger.

S. 331.
Byens Folk, Politiet. - besynderlig, især.

S. 332.
skyldig. Ordet kan betyde: 1) at være skyldig i Lovovertræ- delse, til Straf. 2) at skylde Penge, være i Gæld. Heraf de følgende Misforstaaelser. - legge dem ud. Det almindelige Udtryk for at anmelde Hekse til Øvrigheden; angive dem. - Pardon, Eftergivelse; Naade. - cavere, stille Kaution.

S. 333.
heele Gefatterskab, hele Familien (egl. samtlige Faddere), her: alle jeres Ledsagere. - uden Pass og Afsked, uden Anbefaling. - Det gier ogsaa ingen gode, det nytter heller ikke noget. - giør han sig haard. Spøgelser mentes at have den Egenskab at kunne gøre sig usaarlige for kugler; disse fløj i Stedet tilbage paa Angriberen og dræbte ham. - Morgenstjernene, Vægternes Køller (forsynet med Pigge i Slagenden). - bugne, bøje sig. - Exsecution, Fuldbyrdelse af Straf; Udlæg (ved Udpantning).

S. 335.
Stoder Konger, Stodderkonger, dvs. Gadebetjente. - Alexander Magnus, Alexander den Store. - Corps de Bataille, fr. 392 Hovedstyrke. - figtet, fægtet, kæmpet. - Det er artig nok, den er ikke daarlig. - Salarium, lat. Salær, Betaling.

S. 336.
hvad kand jer Creditor vinde. Kreditor skulde selv betale Skyldnerens Underhold i Gældsfængslet. - Spillefugle, Spøgefugle. - fixere os, holde os for Nar. - Qvintin, gammel Vægtenhed, ca. 3 Gram.

S. 337.
applicere, anvende. - Gripomenes. Nedsættende Betegnelse for Rettens Haandhævere (Politibetjente, Vægtere m.v.). - Besvæ- ringer, Besværgelser. - viise igien, mane tilbage; se ndf. S. 350. - Geister, Aander. - Staal. Ifølge Overtroen beskyttede Staal mod Troldtøj.

S. 338.
slaae Øyet ud. Man troede, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og saaledes afsløre ham.

S. 339.
Canailler, Slyngler. - Bakkelse Bester. Alm. Skældsord (muligvis Omdannelse af Bagbæst): Bæster, Asner. - u-formodentlig, uventet. - sagte, sagtens.

S. 340.
gribe mig an, gøre mig Umage. - Camfordt, Kamfer. - continuere, fortsætte.

S. 341.
Discretion, Belønning; Erkendtlighed.

S. 342.
Fendriken ... Sergeanten. En Fændrik var en ung Befalingsmand (i en Fodfolksafdeling), der skulde bære og forsvare Afdelingens Fane. En Sergent en Underofficer lige over Korporal. - capabel, i Stand til. - Tydsk. Dette var Kommandosproget i Hæren. - med sit eget Haar, dvs. uden Paryk, som det var Skik inden for Militæret.

S. 343.
finde min Reigning, se min Fordel. - recommendere, anbefale. - fodre, fordre.

S. 344.
Corrasi! Forvanskning af fr. courage, Mod. - man kommer til Examen, man begynder Forhøret.

S. 345.
Maansøren. Forvanskning af fr. monsieur, Herren.

S. 346.
Varulv, i Folketroen en Mand, der var forvandlet til en Ulv og Anstifter af Ondt.

S. 347.
den sorte Konst, sort Magi, der til Fremme af slette Formaal mentes at paakalde de djævelske Magter.

S. 348.
den sorte Skole udi Wittenberg. Sagnet henlægger Skolen for Trolddomskunst til flere forskellige Steder, men under Reformationen blev Wittenberg den foretrukne Lokalitet. - Manufactur, Fabrik. - den lange Kiole, dvs. den Dragt, Lægerne bar. - Disputer, Ordstrid.

S. 350.
med Dørren, med Bortjagelse. - viise igien, mane tilbage; aabenbare det skjulte (især Tyvekoster). Et tilbagevendende Udtryk i Forbindelse med Udøvelsen af de hemmelige Kunster.

S. 351.
curieux, fr. interesseret, videbegærlig, nysgerrig. - Bonden i Comoedien. I Molières Komedie »Le Médecin malgré lui« 393 (1666) bliver Sganarelle pryglet til at være Læge; han bliver »Doktor mod sin Vilje«. - Arrestanterne, de som skal foretage Arrestationen.

S. 352.
Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - tilforn, tidligere. - varlig, forsigtigt.

S. 353.
Promoveret Doctor, har taget Doktorgraden.

S. 354.
gir ... ingen efter, staar ikke tilbage for nogen. - informeret, undervist.

S. 355.
excellente, fortræffelige, ypperlige. - in philosophia occulta, lat. i den hemmelige (sorte) Kunst. - Albertus Magnus, lat. Albert den Store, tysk Teolog (1193-1280), som tillige regnedes for en Troldmand. - Cyprianus, Biskop i Karthago (d. 258) og en kyndig i Magien. - Autor in Magia Naturali, Forfatter i naturlig Magi, dvs. Naturvidenskab, der for Lægfolk ofte tog sig ud som Trolddom. - maatte spilde din Bærme etc., gammel Talemaade: du skulde ikke lade din Fuldskab gaa ud over uskyldige.

S. 356.
caresseer, klapper. - Gevalt!, Hjælp!

S. 358.
Actrice, Skuespillerinde. - zierligen, sirligt, fint. - obligerer, forpligter. - Materie, Stof.

S. 359.
Drage-Dukke, ifølge Folketroen et overnaturligt Væsen, der skaffede den Person, det boede hos, Penge, Lykke o. lign.

S. 360.
Kiæreste, Ægtefælle. - Raison, Aarsag, Grund. - artig, dydig. - Choser, Skoser, Stikpiller. - u-angenemt, ubehageligt. - Actæon, i græsk Mytologi en Jæger, som belurede Gudinden Artemis i Badet; til Straf herfor forvandlede hun ham til en Hjort og lod ham sønderrive af hans egne Hunde. - Mademoiselle, fr. Frøken.

S. 361.
Hans Frandsen, Hovedpersonen i »Jean de France«. - Vertichoux ... pendue, fr. Guds Død (egl. vertu de Dieu: Guds Dyd), hvilken Hændelse! Man siger, Banden skal hænges.

S. 362.
He bien ... gratule, Ej Frøken, jeg ønsker til Lykke (ukorrekt Fransk for : Je vous félicite). - Bande, Skuespillerbande, -trup. - Que diantre ... pas, For Pokker, har De ikke --. - Je vous dis, Mademoiselle, Jeg siger Dem, Frøken. - Mardi, egl. Mere de Dieu, Guds Moder. - at rettes, at henrettes. - Pasqviller, Smædeskrifter. - honnêtes gens, hæderlige Folk. - Je me ... Grivoise, Jeg blæser ad Jer, Fru Uartig. - pour ... la nation, for at gøre Nationen Ære. - Le Roi de France, Frankrigs Konge (Ludvig XV). - Monseigneur et Madame, dvs. Hertugen af Orléans og hans Gemalinde. - Laissez passer ... là, lad denne Kavaler passere ind og ud, dvs. over Grænsen (Formel for Rejsepas). - Geburts-Dagene, Fødselsdagene. - Ovis pardi si fait Madame, Javist, Frue. - Versailles ... Marli [dvs. Marly], franske kongelige Slotte. - honnête Homme, retskaffen, dannet Mand, »Gentleman«. - Skabrak, Saddeldækken; Ridetæppe. - 394 besynderlig, især. - ce cheval, denne Hest - idet Apelone sætter Lighedstegn mellem Ordene cavalier og cheval. - quelle ... bete, Hvilken Sammenligning! Aah det stakkels Fæ!

S, 363. Pillori, fr. pilori, Gabestok, Skampæl. - est il possible?, er det muligt? - vittige, kloge. - eet slags, een og samme Slags. - besværget, besværet, generet. - en Bagatelle, fr. som en Bagatel. - Aristoteles, græsk Filosof (384-322 f. Kr.). - Ein ... Veracht, ty. En klog Mand betragter Daarernes Udskælden (Schimpferei) med Foragt (Verachtung). - polere, afslibe, gøre dannet, kultiveret.

S. 364.
Politie, Politik. - jeg vil tiene hende, jeg skal sige hende. - raillere, drive Spot med. - Passion, Lidenskab.

S. 365.
Discourser, Samtaler. - Rallcrie, fr. raillerie, Spot. - ergo, lat. altsaa, følgelig. Det samme som derfor.

S. 366.
End om, men hvis nu, sæt nu. - Fruestuer, Kvindernes Opholdsrum. - a part, fr. til side. - Apropeus, Forvanskning af Apropos. - Pul Asser; »Det assyriske Riges første Konge Phul« nævner Holberg i sin latinske Lærebog, Synopsis, i Verdenshistorie (1733, Samlede Skrifter IX, S. 29). - Anders Christensen, norsk Skibsbarber, hvis Rejsebeskrivelse udkom 1728. Holberg kan have kendt den tidligere gennem Afskrifter.

S. 367.
von Qvoten. Teaterentreprenøren Salomon von Qvoten, hvis tyske Forestillinger i Brolæggerstræde betød Konkurrence for den danske Skueplads i Lille Grønnegade. - Ich ... erfreuen, ty. Jeg har Grund til at glæde mig over jeres Fald. - Doctor Faustus. Paa Marionetteatrene vistes ofte det gamle Dukkespil om den tyske Mirakelmager Faust, der forskrev sig til Djævelen. - Zauberey von Armida, Armidas Trolddom var en Hauptund Staatsaction; se Ulysses von Ithacia. - toutafait, fr. tout à fait, aldeles; dette adverbielle Udtryk bruges her fejlagtigt som Adjektiv = fuldkommen. - Ulysses von Ithacia. I denne Komedie (opført 1724), med Undertitlen »En tydsk Comoedie«, havde Holberg netop parodieret de regelløse og voldsomme Skuespil, som opførtes af von Qvotens Trup.

S. 368.
Adam og Eva. Holberg havde i Bergen set et Stykke med denne Titel (Epistel 332). - liderlige, daarlige, slette. - det tiener ikke, det er ikke heldigt. - slutte mig ind, holde mig inde. - Monfrere, fr. mon Frère, min Broder.

S. 369.
have Gienge, være i (almindelig) Brug, være gængs.

S. 370.
Objection, Indvending, Modargument. - artig, vittig, aandrig. - examinere, undersøge. - superstitieux, fr. overtroisk.

S. 371.
blive tilstede, bliver hjemme. - fordølget, skjult, nemlig Skuespillerne, for at disse kan undgaa Justitien, Justitsen, Retsvæsnet.

395

S. 372.
Sigelse, Udsagn, Paastand. - Musqvetterne, Musketterne; Luntebøsser, alm. Fodfolksildvaaben i 16. og 17. Aarh.

S. 373.
Republiqve, Stat.

S. 374.
uhørlige, uhyrlige; utrolige. - læse, holde Bøn.

S. 376.
fra min Haand, fra min skriftlige Forpligtelse, Underskrift. - Examen, Undersøgelse. - erbyder, tilbyder. - 24 Rigsdaler; i 3. Scene: 25, som nok er det rigtige.

S. 377.
Vexel Ræt er den største, en Veksel berettiger til hurtigere Retsforfølgning end andre Gældsbeviser. - dult, dulgt, skjult. - haft god Credit for, næret Tillid til. - Convulsioner, Krampetrækninger.

S. 378.
Scheu ... nicht, Fordrejelse af det tyske Ordsprog: Thue das Recht und scheu den Teufel nicht, gør det rette og frygt ikke Djævelen. - Pust, Stød.

S. 379.
Hovedvands-Æg, Lugtedaase (af Form som et Æg).

S. 380.
Fiscal, Anklager. - givet os an udi sær, angivet os særskilt.

S. 382.
Lancette, lille tynd, tveægget Operationskniv.

S. 383.
Executionen, Fuldbyrdelsen af Straffen. - freylig, ty. freilich, jo vist. - Ich will ... also, paa ukorrekt Tysk: Jeg skal sige Hr. Dommeren, da Blodet, paa Latin sanguis, er forstoppet, saa følger jo nødvendigvis, at Aarerne eller Vena (lat.) maa aabnes. Sextus Empiricus skriver meget grundigt (griindlich) derom, saaledes -- - Sextus Empiricus, græsk Læge, berømt som skeptisk Filosof (2. Aarh. e.Kr.).

S. 384.
Nach Befehl, efter Ordre; som man befaler. - jeg skader slet intet, jeg fejler slet ikke noget. - Interlocutorie Dom, Dommerkendelse, der afgør et under en Retssag opstaaet Spørgsmaal angaaende Sagens Gang. - furorem, lat. furor, Raseri, Galskab. - mania, gr. Vanvid.

S. 385.
confunderer, sammenblander.

S. 386.
afsagt Fiende, erklæret, svoren Fjende.

S. 387.
Schaaf, ty. Schaf, Faar.

S. 388.
udi en Maade, i en slem, kedelig Situation. - ført mig udi Byen for Troldom, udraabt mig som Troldmand. - gemeenlig, almindeligvis, sædvanligvis.

S. 389.
Fruentimmeret, Fruentimmerne.

S. 390.
Spectatores, lat. Tilskuerne. - Fast, næsten. - Lyder, Fejl. - End Synder, selv, endog Synder.

396