Holberg, Ludvig DIDERICH MENSCHENSKRÆK

DIDERICH MENSCHENSKRÆK
Comoedie paa een Act

266

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • LEANDER
    forliebt i Hyacinthe
  • HENRICK
    Leanders Tienere
  • HYACINTHE
    Leanders Kiæreste
  • EN JØDE
  • JERONIMUS
    Leanders Fader
  • EN FRUE
    Capitains Kone
  • ELVIRE
    Jeronimus Søster
  • HERR MENSKENSKRÆK
  • CHRISTOPHER MAURBREKKER
  • EN CORPORAL
267

Diderich Menschen-Skræk
Indledning

Komedien blev vistnok opført allerede i 1724, den ældste bevarede Plakat er fra 1726; den blev trykt 1731. - I Holbergs første Levnedsbrev omtales Komedien kun med Titel; Stykket kaldes dér Machinationes Hemici, dvs. Henrichs listige Intriger; denne Titel er dannet over Molières Les Fourberies de Scapin, Scapins Skalkestykker. Hermed har Holberg angivet, at han anser Henrik for Stykkets drivende Kraft.

Da Holberg i 1723 udsendte det første Bind af Komedierne med en Fortale, som findes i nærværende Udgaves Bind VII, var han stærkest optaget af at understrege sine egne Komediers Egenart og deres Fortrinsret paa det danske Teater. Derfor hævder han, at Skuepladsen i alle Komedier bør forestille hjemlige Lokaliteter, »at Tilskuerne kunde slippe for at fingere sig andre Lande i Hovedet, og ligesom bilde sig ind, at saa snart de have faaet deres Passeer-Seddel, de i et Øjeblik med det heele Comoedie-Huus bleve forflytted til Rom, Grækenland, Spanien eller Frankrig«. I Slutningen af denne Fortale opregnes 15 afsluttede Komedier, men Diderich Menschen-Skræk er ikke deriblandt. Holberg havde altsaa endnu ikke skrevet denne Komedie, hvis Skueplads er Venezia. Medens Jacob von Tyboe var en Jyde i København og Komedien om ham og Magister Stygotius fuld af københavnsk Lokalkolorit, saa skal »Diderich Menschen-Skræk« gøre Indtryk ved sine fremmedartede Forhold. Holberg har benyttet to Komedier af Plautus, Pseudolus, og Curculio, og ført Handlingen op i nyere europæisk Krigshistorie, hvor Venezia spillede en 268 Rolle, som var velkendt i Danmark og Norge. I Dannemarks Riges Historie fortalte Holberg, at hans Fader, som var »een af de Tiders store Avanturiers, havde i sin Ungdom været i Venetiansk og Maltesiske Tieneste« (Samlede Skrifter, VIII, S. 312). Sammesteds skildrer han udførligt den navnkundige norskfødte Admiral Cort Adeler (1622-75) som tidligt antog »Venetiansk Tieneste, efterdi Venedig paa samme Tid var indviklet udi Krig med Tyrken«. »Vor Norske Søe-Helt . . . brugte ikke mindre List, end lod see et uovervindeligt Mod«. Han vandt overmaade megen Guld og Ære, før han 1663 blev dansk Admiral (S. 460 ff.). Holberg beundrede sin Fader og Cort Adeler, to venezianske Officerer, som ikke er karikerede i denne Komedie! Mere kritisk stod han til Tordenskjold (se nærværende Udgaves Bind II, S. 298). Naar Komedien paa Plakaten fra 1726 kaldes »Diderich Menschenschreck eller Hr. von Donnerburg«, kan der i det sidste Navn, »Tordenborg«, være en Hentydning til den 1720 afdøde Tordenskjold.

Litteratur.Holbergs Epistel 374 (hvor Forfatteren roser sig af den vellykkede Slutning paa Intrigen: Officeren, der bliver narret med sin egen Kone), Ep. 218 (Holbergs Fader) og 398 (Adeler og Tordenskjold).

269

SCEN. 1

Leander. Henrich.

LEANDER.

Hvad er Klokken nu, Henrich?

HENRICH.

Nu er det paa den Tid vi skulde faae hende at see i Vinduet.

LEANDER.

Ach! Gid den Jøde faae en Ulykke!

HENRICH.

Man burde ikke bande sin Næste og Jevn

Christen, men jeg kunde dog ikke bare mig i Morges, at jeg jo maatte bande Ephraim.

LEANDER.

Han var saa ubarmhiertig, at han truede at klage mig for min Faer, alleene fordi jeg stod i Dørren og talede med Jomfruen, drev hende ind med Hug og Slag, og soer paa, at hun aldrig skulde faae Lov at komme ud af sit Kammer oftere.

HENRICH.

Der er ingen Medlidenhed eller Christen Kierlighed hos Jøder. Men hvor Pokker mon han har faaet denne deylige Jomfrue?

LEANDER.

Det er en Venetiansk Jomfrue, hvis Forældre har boet i Dalmatien. Hun er bleven fangen bortført i den sidste Tyrkiske Kriig, og soldt til denne Jøde af Tyrkiske Kiøbmænd.

HENRICH.

Men hvad got giør det, Herre! at I taler med hende? det formeerer kun Kierligheden, og bringer jer Blod meer og meer i Uroelighed.

LEANDER.

Det maa ikke hielpe, Henrich! jeg maa see, jeg kand faae at høre hvad Jødens Forsæt er med hende, og siden bruge din Hielp, for at spille ham hende af Hænderne.

HENRICH.

I maa have forbandede høye Tanker om min Person; om jeg havde som Biørnen 12 Mænds Forstand, 270 saa kommer jeg ingen Vey med saadan Karl, thi at trekke en Jøde op, udkræver meere end menneskelig Hierne.

LEANDER.

Du har baade Hoved som er beqvem til at spinde noget op, og Villie til at giøre alting for min skyld.

HENRICH.

Paa Villie fattes mig ikke, thi jeg kand forsikkre Herren, at jeg har saadan Begierlighed til at trække en Jøde op, at jeg gierne giorde det, om jeg var vis paa ikke at blive hængt Dagen derefter. Men der seer jeg Jomfruen i Vinduet.

SCEN. 2

Hyacinthe. Leander. Henrich.

HYACINTHE.

Ach er det ikke Leander, som jeg seer?

LEANDER.

Allerkiereste Jomfrue!

HYACINTHE.

Min hierte Leander! hvor gaaer det?

LEANDER.

Jeg har været, sødeste Jomfrue! ligesom død, men livner op ved hendes Nærværelse igien.

HYACINTHE.

Ach jeg kand kun lidt trøste ham med min Nærværelse.

LEANDER.

Ja! der er for stort Skillerom imellem os.

HYACINTHE.

Min tyranniske Herre har betaget mig all Leylighed, at komme ham nær.

LEANDER.

Hvad er vel hans Forsæt med hende?

HYACINTHE.

Mit heele Blod bliver koldt, naar jeg tænker derpaa; han lod mig nyelig vide, at jeg er soldt til en Officier, som saae mig for nogle Dage siden.

LEANDER.

Ach det er Dødsens Tidende for mig.

HYACINTHE.

Ja, det som meere er, kiere Leander! jeg skal afhentes i Dag.

LEANDER.

Ach Himmel, hvad hører jeg!

HYACINTHE.

Ach veed I ingen Raad derimod?

LEANDER.

Jeg kand hielpe mig selv, men ikke hende, thi jeg kand omkomme mig.

HYACINTHE.

Ach! giør ikke saadant, tænk heller paa Raad.

LEANDER.

Henrich! giv mig Raad!

271
HENRICH.

Hvor Dievelen skulde jeg faae det Raad fra?

LEANDER.

Hielp mig, eller du est dødsens.

HENRICH.

Hvi Pokker springer ikke Herren op til hende?

LEANDER.

Est du gal, kand jeg flye?

HENRICH.

Kand jeg gaae igiennem Muure og Vegge?

LEANDER.

trækker sin Kaarde. Fort! giv mig Raad, eller jeg offrer dig op paa staaende Foed.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Herre! jeg troer, Dievelen rider jer skinbarlig. Vil I myrde mig, fordi jeg ikke kand giøre u-muelige Ting?

LEANDER.

Ingen Snak!

HYACINTHE.

Min hierte Leander! giør dog jer Tiener intet ont. Han maa i det ringeste have Tid at betænke sig.

LEANDER.

Stat da op igien! vil du da love mig at opspinde noget?

HENRICH.

Det kand endelig lade sig høre; Men at sige: Skaf mig en Jomfrue i samme Øyeblik, som er indsperret! det er ligesom I vilde sige: Stød Hovedet mod Veggen, blæs en halv snees Laase op, eller klyv op til Maanen, for at hielpe mig.

LEANDER.

Ach Henrich! all min Fortrøstning staaer til dig.

HENRICH.

Jeg merker det, naar I trækker jer Kaarde for at stikke mig ihiel.

LEANDER.

Kierlighed giorde mig saa rasende, at --- Men vil du da arbeyde for mig?

HYACINTHE.

Giv ham Tid at betænke sig kiere Leander, og retirerer jer saa længe.

LEANDER.

Allerkiereste Jomfrue! lad mig kysse jer Haand, førend jeg forlader jer.

HENRICH.

Jeg maa blive gal over saadan Snak! det er ligesom I vilde sige: Hug jer Haand af, allerkiereste Jomfrue! og kast den ned paa Gaden i Rendesteenen, at jeg kand kysse den. Om I gik paa Stylter, Herre! saa kunde I jo endda ikke naae hendes Haand.

LEANDER.

Ach det er sandt, men ---

272
HENRICH.

Dog, kand I hielpes dermed, saa vil jeg løfte jer mellem Beenene op paa rnit Hoved.

LEANDER.

Ja! forsøg om det kand gaae an.

Hentich løfter ham op paa sit Hoved.

SCEN. 3

JØDEN.

Hey! Gevalt! Gevalt!

Henrich og Leander falder omkuld og løber. Ha! ha! war dat den guter Kerl? Ich skal strax en Pind derfor setten. Men du Mammeselle! du skal en Ungliick kriegen, dat skal ich ju forsekren. Seer man woll! Ich will lieber mit Huus voll Juwelen til Forwaring heben, end een Jornfer. Det er gefährlige Mobilien, gefährlige Mobilien. Ich mufi gleich gaae til hans Far umb solches at rapporteren. Han her gleich iiber boer.

Banker paa Jeronimi Dør.

SCEN. 4

Jeronimus. Jøden.

JERONIMUS.

God Dag, Ephraim! Vil I tale med mig? Jeg har denne gang intet at vexle.

273
274
JØDEN.

Jeg heller nicht, min Hr. Jeronimus! aber jeg har noget at klage for ham. Jeg kand nicht sikker seyn in min Huus: Ich maa af Naboelavet Hytten.

JERONIMUS.

Giør da nogen af Naboelavet ham Fortred?

JØDEN.

Ju Sohn, und ju Diener will en Jomfrue mit Gewalt borttagen, som er i min Huus.

JERONIMUS.

Hvad hører jeg! er det sandt, som I siger?

JØDEN.

Ret nyssens attrapirte ich dem paa frische Gierninger. Men han skal faae en lang Næsen; thi Jomfruen skal i Dag overleveret bliven til en Officeer, som har mig Penge given paa Haanden.

JERONIMUS.

Ach er det mueligt, at min eeneste Søn er forfalden til saadan Liderlighed! Jeg var tilfreds, kiere Ephraim! at hun var alt af jer Huus, thi jeg har ikke Roe, førend jeg faaer høre hun er borte.

JØDEN.

Det har kein Gefahr. Ich skal hende wohl forvaren, til Soldatens Diener kommer at afhente hende.

JERONIMUS.

Gak strax Ephraim! og lad mig siden vide, hvor det løber af.

JØDEN.

Adiøs so lang.

JERONIMUS.

Leander og Henrich! hvor er I Skurker? herud!

SCEN. 5

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Ha! ha! estu der, Stratenrøver? det er ret smukke Tidender jeg hører om dig!

HENRICH.

Hvad Ont har vi giort? vi har sidt og skrevet den heele Dag.

JERONIMUS.

Holdt du kun Munden dit Beest! min Stok skal siden tale med din Ryg.

LEANDER.

Hvorfor er Papa saa vred paa os?

JERONIMUS.

Aa! det er kun for en ringe Ting, efterdi du est et liderligt Menneske, en Horkarl, en Voldsmand, en Stratenrøver.

275
HENRICH.

sagte. Hvad Nød har han da, naar han har 4 anseelige Charger, hvoraf enhver føder sin Mand?

LEANDER.

Det er haarde Titler, som jeg ikke har fortient.

JERONIMUS.

Kiender du den Mand, som der boer?

LEANDER.

Ja, det er jo en Jøde.

JERONIMUS.

Kiender du ikke ogsaa den Jomfrue, der er i Huuset?

LEANDER.

Nej jeg giør min Troe ikke.

JERONIMUS.

Seer man vel! han tør negte det, han nys har giort.

HENRICH.

Ey Herre! siig reent ud hvad det er. I har intet nødig at skiemmes derved. Hør, Hr. Jeronimus! det staaer mig ikke an, at rette min Herre; Men jeg vil kun alleene sige det, at denne Jøde har kiøbt en fornemme Jomfrue, som min Herre er dødelig forliebt udi, og som jeg uværdig af all Magt practicerer at spille Jøden af Hænderne. Der har I heele Sagen. Det er jo noget som enhver maa gierne viide, og som en Far maa glæde sig ved.

JERONIMUS.

Gid du faaer en U-lykke! maa en Far glæde sig ved saadant?

HENRICH.

Ja! maa en Far ikke glæde sig ved, at hans Søn træder i hans Fodspor? Har ikke Hr. Jeronimus selv fortalt, at han var gandske gal af Kierlighed til et fornemme Fruentimmer udenlands?

JERONIMUS.

løfter sin Stok. Tør din Hund bebreyde mig, at - - -

HENRICH.

Det være langt fra. Jeg siger saadant til Hr. Jeronimusses Berømmelse; Thi jeg vil ikke give 4 Skilling for et ungt Menneske, der ingen Kierlighed har.

JERONIMUS.

Kierlighed og Kierlighed er to Ting. Her er en haanlig Kierlighed til et Qvindmenneske, som ingen kiender. Jeg har selv løbet gal i min Ungdom, jeg bekiender min Feyl; men jeg har begrædt mine Synder, og giort Poenitentze derfor.

HENRICH.

Monsr. Leander vil ogsaa giøre Poenitentze, naar han bliver gammel.

276
JERONIMUS.

Jeg maa blive gal over den forbandede Dreng.

HENRICH.

Ey Hr. Jeronimus, lad ham rase ud! Et ungt Menneske, der ingen Amour har haft, har jo intet at tale om udi Selskab blant sine Cammerater, men maa sidde ligesom et dumt Fæe. Jeg for min Part vil heller være en 3 Marks Mand, end at Folk skal sige mig paa, at jeg aldrig har været forliebt.

JERONIMUS.

Hør, Knægt! jeg kand lade dig vide dette, at baade du og din Herre faaer en lang Næse, thi Jomfruen skal afhentes af en Officeer i Dag, som har kiøbt hende, og Jøden gaaer imidlertid ikke af sit Huus, førend hun er borte. Derfor slaaer jeg mig gandske til Roelighed, thi hvis der var nogen Fare ved, skulde jeg nok giøre mig U-mage, at hindre det. Gaaer ind.

SCEN. 6

Henrich. Leander.

HENRICH.

Og just derfor slaaer jeg mig ikke til Roelighed, men skal giøre mig Umage at forfremme det.

LEANDER.

Ach Henrich! jeg kand ikke see, hvordan du kand trænge dette igiennem.

HENRICH.

Dersom I ikke var min Herre, saa vilde jeg sige, at I var saa dum som en Østers, men efterdi I er min Herre, saa tør jeg ikke ligne jer uden ved en Hest, thi jeg veed hvad Respect en Tienere bør have for sit Herskab. Naar ingen Apparence er til Redning, saa vil han stikke mig ihiel, uden jeg hielper ham strax. Men naar ham gives Haab dertil, saa er alting u-mueligt.

LEANDER.

Du maa gierne give mig alle de Titler som kand gaae igiennem din Mund, naar du kun hielper mig. Men hvad Anslag har du?

HENRICH.

Det kand I ikke begribe, omskiønt jeg siger det. I skal intet andet have at bestille, end at gaae ind til vor Gienboe, som boer her nest ved Jøden, og bede ham lade mig Frihed, at gaae ind og ud af hans Huus; 277 og derforuden skal I skaffe mig en Jøde-Klædning og en Soldater-Mondering, thi jeg skal spille 2 Personer i Dag. Løb strax, og forret det, thi Tiden er kostbar.

Leander gaaer bort.

SCEN. 7

Henrich. Officerens Frue.

HENRICH.

Jeg maa passe paa Soldatens Tienere, om jeg end skal forsømme begge mine Maaltider i Dag. Fornemmer jeg, at han kiender Jøden, saa gir jeg mig ud for hans Broder som han har givet Fuldmagt at overlevere Jomfruen, og hvis han ikke kiender ham, saa gir jeg mig ud for Jøden selv. Men hvad mon denne Dame ville her?

FRUEN.

Ach hvor ulyksalige ere ikke dog vi Officerer Fruer! Vore Mænd seer vi kun sielden, og naar de kommer hiem, saa fører de Maitresser med sig.

HENRICH.

sagte. Hillemænd! Mon hun være Kone til den Officerer, som skal have Jomfruen?

FRUEN.

Mig er sagt, at den forbandede Skiøge, som han har kiøbt, skal være hos denne Jøde.

HENRICH.

Triumph! en nye Invention, som rinder mig i Sinde!

FRUEN.

Her vil jeg staae, og passe paa, naar Tieneren kommer at afhente hende, og da skal jeg raabe Folk til Hielp, for at hindre det. Ach! Ach! jeg elendige Frue!

HENRICH.

Jeg maa give mig i Snak med hende. Hør, min kiere Frue! hvad fattes hende? Hun seer saa bedrøvet ud?

FRUEN.

Ach Kammerat! vil I være mig behielpelig? Jeg skal forskylde jer U-mage.

HENRICH.

Hun har at befale over sin ringe Tienere.

FRUEN.

Min Mand, som er ventendes hiem fra Armeen, fornemmer jeg, har kiøbt en Skiøge, som skal være hos denne Jøde, hvorfra han i Dag vil lade hende afhente. Ach Kiere! bliv her ved Haanden, for at hindre at hun ikke bliver bortført.

278
HENRICH.

Min kiære Frue! hun kommer her ret som hun var kaldet: Jeg gaaer her og patrolerer alleene for at hielpe hende.

FRUEN.

Jeg takker dig hiertelig.

HENRICH.

Intet at takke for, Velbaarne Frue! thi det er ikke for hendes, men for min egen skyld, at jeg vil hielpe hende.

FRUEN.

Hvi saa?

HENRICH.

Min Herre er dødelig forliebt udi samme Jomfrue, og som han har faaet Kundskab om hendes Bortførelse i Dag, saa staaer jeg her for at hindre det, og spille Tieneren et Puds.

FRUEN.

Ach er det mueligt! Vil I høre mit ringe Raad i denne Sag? Jeg holder for, at det er best, vi bliver staaende paa Luur til Tieneren kommer og fører hende bort, da vil jeg raabe om Hielp, og I kand ved denne Leylighed snappe hende bort.

HENRICH.

Ney min kiere Frue, her vil andre Anslag til. Jøden er bekiendt i det heele Naboelav, hver andet Huus her i Gaden har den Ære at give ham 12 pro Cento om Aaret. Derforuden vil min Herres Faer, som har faaet et Nys om hans Søns Kierlighed, assistere Jøden af yderste Magt, saa der vindes intet andet ved saadant Foretagende, end Fruen kommer i Penge-Bøder, jeg i Stokhuuset, og Jøden faaer sin Jomfrue tilbage. Fruen merker jeg nok er vant til Feldten, hvor man gaaer lige til Verk. Men her udi Staden maa man defilere og bruge mange Omsvøb, førend man kand naae sit Maal. Troe mig, min kiære Frue! at der er ikke een Seene i mit Hoved, der staaer jo spændt som en Bue, saa meget vil der til, at bringe dette i Verk.

FRUEN.

Ach! gid det kunde lykkes jer.

HENRICH.

Det skal nok lykkes ---Men hvad heder hendes Mand?

FRUEN.

Han heder Hans Frantz von Menskenskræk.

HENRICH.

! Hillemænd! om det Navn stod paa en Steen, kunde man slaae en Engelsk Tyr ihiel dermed.

279
FRUEN.

Navnet er prægtigt, det er sandt nok. Min Mand harcelerer der udi, saa vel som i alle andre Ting.

HENRICH.

Hør, min kiære Frue! jeg haaber at Jomfruen skal være i mine Hænder inden Aften, og I skal udi hendes Klæder blive bort ført af Tieneren i hendes Sted.

FRUEN.

Hillemænd! det var et stort Anslag.

HENRICH.

Jeg er ikke heller uden for store Anslag. Vil Fruen følge ind med mig i dette Huus, saa skal jeg sige hende videre, hvad her er at bestille.

FRUEN.

Vi har ikke lang Tid; thi jeg har udspioneret, at Tieneren inden en Time ----

HENRICH.

Er den Tienere ellers noget gau?

FRUEN.

Ney han er ikke med de klogeste, som I kand 280 slutte af denne Historie. Han var tilforn Compagniets Tambour og var vant at løbe efter Breve paa Post-Huset, og som han saae, at der stod paa nogle Breve: Lieutenant d'Infanterie, Capitain d'Infanterie, Major d'Infanterie, bildte han sig ind, at det Ord Infanterie burde staae paa alle Breve; hvorudover, da han engang siden skulde skriive et Brev til en Forpagter paa Landet, blev Opskriften saadan: A Monsieur Lars Erichsen Forpagter d'Infanterie.

HENRICH.

Ha! ha! ha! det er got nok. Lad os gaae ind. De gaaer.

SCEN. 8

Jeronimus. Elvire.

JERONIMUS.

Er det ikke en forbandet Historie? Men jeg seer de er alt borte - - -

ELVIRE.

I er altid i Bekymring min kiere Broder! saadant er jo noget som hænder hver anden Mand.

JERONIMUS.

Jeg kand føle saadant forud, ligesom visse Folk kand finde U-veyrligt i deres Legeme før det kommer; thi en Tiime førend jeg havde den Ære, at see Søster hos mig, fik jeg et Sting i min høyre Taae, og saa ofte det forbandede Sting kommer, er jeg vis paa Fortred, hvilken og er allerede vederfaret, thi endskiønt Jøden nok passer paa sin Post, og min Søn faaer en lang Næse, krænker mig dog hans vanartige Forsæt.

ELVIRE.

Ach min hierte Broder! I tar jer Verden alt for nær; jeg har haft anden Sorg end I, jeg som udi eet Aar mistede de to kiereste Ting jeg havde paa Jorden, nemlig min Mand, som blev slagen udi Krig, og min eeneste Datter Leonora, som blev bortført i Slaverie udi hendes spæde Aar.

JERONIMUS.

Det er sandt Søster! I har temmelig prøvet Lykken. Men troe mig! det er større Sorg at have liderlige Børn, end at miste dem.

ELVIRE.

Ey tael ikke derom. Kand nogen Sorg lignes 281 derved, at miste sin Mand, og see sit eeneste Barn bortført af Barbariske Folk, og sit Huus udplyndred?

JERONIMUS.

Det er sandt Søster! Men her er daglig Harm og Fortred, som paaføres mig af en liderlig Søn. En Sorg, hvor stor den end er, saa kand den dog glemmes. Jeg plages hver Dag med Harm, som bringer mig af Homeur. I har mist jer kiære Mand og Datter, men I maa dog takke Gud, at I beholdt jere store Ejedomme udi Dalmatien, som I soldte med Fordeel, saa at I kand leve med Reputation i Venedig.

ELVIRE.

Jeg kand leve med Reputation, men aldrig med Fornøyelse. Ach vilde Himmelen være mig saa gunstig, at jeg kunde udspørre, hvor min kiære Datter var i Verden, jeg vilde anvende alle mine Midler, hvor store de end ere, paa at løse hende tilbage.

JERONIMUS.

Gid det var saa vel; thi jeg havde destineret hende med Søsters gode Villie og Samtykke til Leander. Hvis denne U-lykke ikke var hendet, skulde min Søn ikke have forfaldet til dette Galskab. Jer Datter Leonore kunde efter min Regning nu allerede være 16 Aar.

ELVIRE.

Har min Broder tegnet det an?

JERONIMUS.

Ja jeg har blant andre merkværdige Ting som mig er hændet, antegnet udi denne Bog baade mine egne, og mine Søster-Børns Fødsel. Jeg skal strax sige hende Tiden.

Han spytter paa Fingeren, og blader i Bogen. Her skal det uden Tvil staae. Jeg maa læse dette Blad igiennem. Den 21. Janvari imellem 8 og 9 kom der en meget tyk Skye paa Himmelen, som truede med ufeylbarlig Regn; men den gik dog over. Den 22. ditto var Luften heel taagagtig.

ELVIRE.

Men min kiere Broder! hvortil nytter at antegne slige Bagateller?

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik, jeg skal strax finde det. Den 24. ditto saae jeg en smuk Piige paa Torvet, som jeg overtalede til at - - - Ney det er endnu ikke det jeg søger efter.

282
283
ELVIRE.

Bliv kun ved at læse dette sidste, at jeg kand høre nogle af hans gamle Bedrifter, og derved bringe ham til Raison, naar han igiennem hegler Leander.

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik kiere Søster! jeg vil strax hitte paa Stedet. Den 24. i samme Maaned gav min Sal. Broder Alphonso mig en Spotte-Glose eller Stikpille udi Selskab, som jeg har antegnet for ikke at forglemme at hevne mig.

ELVIRE.

Det var meget Christeligt.

JERONIMUS.

Tøv et Øyeblik kiere Søster! nu kommer jeg strax til det rette Sted. Den 24. gik Hælen af min eene Skoe, og - - Ney! det er ey heller det rette. Den 25. drømte jeg at - - Det skal dog være paa et af disse Blade.

Han mumler hastig Bladet igiennem. See her har jeg det. Den 28. blev fød til Verden min Søster Datter Leonore. Gid hun maa opvoxe i all Dyd og Høviskhed hendes Forældre og Venner til Glæde og Contentement! Amen. Jeg vidste nok, at det Sted var her. Men her fattes noget.

ELVIRE.

Hvad er det?

JERONIMUS.

Her skulde staae paa samme Blad: Samme Dato blev min kiere Søn Leander omskabt til en Varulv.

ELVIRE.

Ey kiere Broder! tal dog ikke med saadan Bitterhed.

JERONIMUS.

Hvis det havde skeet, havde jeg nu været fri for daglig Fortred.

ELVIRE.

Det sætter sig nok med Alderen. Lad os gaae ind.

De gaaer.

SCEN. 9

Henrich som Jøde. Soldatens Tienere.

HENRICH.

Mig synes, at jeg saae igiennem Vinduet et Ansigt, broderet med Knæbels-Barter. Jo der er min Troe saadan en fæl Dievel, som staaer og kaager paa disse Huuse. Gid det var ham.

284
SOLDATEN.

Gaden har jeg, kunde jeg kun finde Huuset.

HENRICH.

sagte. Du skal nok finde Huuset.

SOLDATEN.

Jeg har aldrig været i denne Bye tilforn.

HENRICH.

Des lettere er det mig at trekke dig op.

SOLDATEN.

Saadan en Bye var det en Lyst at udplyndre.

HENRICH.

Og saadan en Knægt er det en Lyst at tage ved Næsen. Men det er best, jeg griber ham strax an.

Gut Morgen, Herr! Jeg seer, at han er en Fremmed; mit hvem vil han talen?

SOLDATEN.

Boer her ingen i denne Gade?

HENRICH.

Freylich, ick boer hier im geringsten.

SOLDATEN.

Jeg har et Brev til en Mand, som boer her i Gaden.

HENRICH.

Ist der Mann nicht ein von Israels Kinder?

SOLDATEN.

Ney! det skal være en Jøde.

HENRICH.

Ja! Ja! Israels Kinder ere Juden.

SOLDATEN.

Det har jeg aldrig vidst.

HENRICH.

Tiener han nicht hos Herr von Menskenskrek?

SOLDATEN.

Jo vist! Jeg troer, jeg har Manden, som jeg leder efter.

HENRICH.

Mein Name er Ephraim.

SOLDATEN.

Jeg troer det er saa; lad see Opskriften:

Herren Herren Ephraim, velmeriteret Jøde etc. etc. Ja det er ret nok, det var mig sagt, at han skulde boe her omtrent.

HENRICH.

Ja det er min Huus. Aber hvad er hans Name, Mussier?

SOLDATEN.

Jeg heder Christoffer Maurbrekker. Vil I læse Brevet?

HENRICH.

Ich veedt Indholdet. I skal en Jomfrue haven, som er i mit Huus.

SOLDATEN.

Det er ungefehr saa; og her er Herrens Pitskaft til Tegn foruden Brevet.

285
HENRICH.

Gut gut! Hey Hyacinthe! kom heraus! Nu skal hun straxen kommen.

SCEN. 10

Fruen. Hemich. Soldaten.

HENRICH.

Hør, Hyacinthe! ju skal mit den Kerl folgen.

SOLDATEN.

Er hun smuk, Ephraim?

HENRICH.

Freylig, sonsten havde hans Herren ikke so viel Penge givet for hende.

SOLDATEN.

Hvor mange Penge skal I endnu have?

HENRICH.

Han har mig 20 Ducater given paa Handen, und ich skal endnu 120 haben; ich habe ofte tilforn mit ihm handlet ohne Handt und Ziegel.

SOLDATEN.

Jeg skal føre hende hen til et vist Sted, indtil Herren kommer hiem, thi Fruen maa intet vide deraf.

HENRICH.

Er hun da eifersuchtig?

286
SOLDATEN.

Ja! jeg vil nok sige jer noget, dersom I vilde tie.

HENRICH.

Ich sværer ham til bey unser Gott Mahometh und unser heiligen jiidischen Alcoranometh.

SOLDATEN.

Ja det er et Bagbeest han har til Frue; jeg skulde aldrig fortryde derpaa, var hun ikke saa gammel og grim som hun er, og min Herre er udi sin blomstrende Alder, hvorfor maa han ikke holde sig en Matræsse, saa vel som alle andre Officeers udi Regimentet?

HENRICH.

Det meener jeg og.

SOLDATEN.

Men i hvor meget det Skabilken-Hovet spionerer, saa bliver hun dog narret. Adiøs Ephraim! min Herre vil selv see jer om en halv Tiime, og betale Pengene.

HENRICH.

Adies Christopher Maurenbrekker ---

Soldaten og Fruen gaaer.

Denne sidste Relation gir mig Anledning til et nyt Puds, at faae ogsaa Pengene som Jøden skulde have.

SCEN. 11

Henrich. Leander.

HENRICH.

Herre, kom ud!

LEANDER.

Henrich! Blev hun bortført?

HENRICH.

Ja den første Act udi Comoedien er alt spillet, men Tieneren vil faae en Ulykke af sin Frue, for de Ord han talede om hende. Hør, Herre! staaer nu her paa Skildtvagt, imedens jeg klæder mig om. Han gaaer ud.

LEANDER.

Officeren bliver narret, det er gandske vist. Gid jeg kun saa vel kunde blive hiulpen. Sagen synes meget giørlig. Jeg frygter kun, at Jøden kender Henrich. Men han er hurtig, og kand forvende sit Maal. Tilmed har Jøden kun seet ham eengang, og Klæerne giør ham ogsaa u-kiendelig. Ach! gid det vilde lykkes! Gid det vilde lykkes! Jeg lever mellem Frygt og Forhaabning. Hver Øyeblik vil imidlertid være en Ævighed 287 for mig. Hvis jeg ikke naaer mit Maal, kand jeg ikke leve, thi jeg troer, at Kierlighed aldrig har giort saadan en Virkning i et Menneskes Siel som i min - - Men der er han. Gid du faaer en Ulykke, Henrich! det var knap, jeg kunde kiende dig igien.

HENRICH.

Gak I nu kun ind, til jeg kommer med Byttet!

LEANDER.

Lykke paa Reysen. Abit.

SCEN. 12

Henrich i Krigs-Habit. Jøden.

HENRICH.

Nu gielder det for Alvor; jeg maa stille mig brutal an, saa troer han mig des snarere.

Banker sterk paa Dørren.
JØDEN.
inden for.

Wat ist dat for Allarm paa min Dør?

288
HENRICH.

Mach auf, Cujon, oder ich schmeisse die gantze Haus omkuld.

JØDEN.

Wat er han for een?

HENRICH.

Ich bin Christopher Maurbrekker.

JØDEN.

Christopher Maurbrekker? das ist ein sonderlich Namen.

HENRICH.

Das Namen bær ich mit Respect. Mach auf!

JØDEN.

Lidt Patience mein Herr!

HENRICH.

Was Patience! Ich sind ein Officier.

JØDEN.

Und ich bin ein boesiddend Burger hier.

HENRICH.

Das ist zu sagen: Du bist Jørgen Hattemager, und jeg Alexander Magnus. Mach auf, oder du bist dødsens.

JØDEN.

kommer ud. Hvad er hans Forlangen, Mussier?

HENRICH.

Ihr kennet maaskee nicht Christopher Maurbrekker?

JØDEN.

Nein mein Herr!

HENRICH.

Habt ihr nicht meinen Namen in die Avisen gelesen?

JØDEN.

Nein Hr. Maurbrekker!

HENRICH.

Habt ihr nicht von die Bataille von Ragusa gehöret?

JØDEN.

Nein mein Herr!

HENRICH.

Die Burgerleute sind dumme, wie Ochsen.

JØDEN.

Ein jedweder er gut for sig; ich forstaaer kand skee noget som han nicht forstaaer.

HENRICH.

Was will du forstaaen! Hör einmahl, Cujon!

Was ist eine Contrescarpie?

JØDEN.

Das weifi ich nicht.

HENRICH.

Was ist ein Ravelin?

JØDEN.

Ich weifl nicht.

HENRICH.

Ein Compagnie Carré?

JØDEN.

Ich forstaaer dat nicht.

HENRICH.

Ein Regiments Gregorius?

JØDEN.

Ich bin kein Krigsmann.

HENRICH.

Ein Aproche des Petards?

JØDEN.

Das weifi ich auch nicht.

289
HENRICH.

Ein Escorte, ein Ferme la porte, ein Batallion, ein Esquadrion, ein Ordre de Bataille, ein Ordre de Murallie, ein Salve Guarde, ein Cortegarde, ein Peloton, ein Bastion, ein Companie, ein Testanie, ein Drommedarius, ein Krigs-Commissarius?

JØDEN.

Mussie, ich forstaaer intet von die Feldt-Sprache.

HENRICH.

So ist du jo erger, als ein u-mælend Beest.

JØDEN.

Mussie! Warumb er han saa vred paa mig?

HENRICH.

Vred! var jeg vred, saa fik I andet at vide. Saaledes taler vi Krigsfolk, naar vi er i allerbeste Lune. Men apropo, jeg har et Brev til en Mand her i Huuset, det skal vist være en Tyrk, eller en Jøde.

JØDEN.

Dat ist ein Jude mein Herr! Aber von wem ist han?

HENRICH.

Jeg tiener hos Hr. von Menschenskrek.

JØDEN.

Heist der Jude nicht Ephraim?

HENRICH.

Jo det er vist saa.

JØDEN.

Ich bin der Mann.

Læser Brevet.

Ja det er got. Han skal ein Jomfrue haven hos mig. Man kann alting kriegen mit gute. Ich sehe auch, at det er solche Pitschaft som min Commissionair har beskrieben.

HENRICH.

Jeg vil sige ham, Mons. Ephraim! jeg er noget hastig, og gir min Herre selv ikke et got Ord; thi uden at rose mig selv, saa er jeg min Siel den tapperste Mand i den heele Bastion, en Karl der kand holde 16 fra Livet. Derfor har Hr. Menschenskrek betroet mig denne vigtige Commission frem for andre.

JØDEN.

Vil han mit mig indgaae? De gaaer ind.

SCEN. 13

Jeronimus. Jøden. Henrich. Hyacinthe.

JERONIMUS.

Hvad Pokker mon det var for Allarm ved Jødens Huus? Men nu seer jeg ingen. Jeg troer, at min Søn eller Henrich har villet snige sig ind i Huuset igien 290 for at bortføre Jomfruen. Men der kommer de ud; det er faae jeg Skam Soldatens Tienere. Nu har vi Spillet vundet. Jeg vil staae her, og see dette an lidt.

JØDEN.

Christopher Maurbrekker! Nu har ich die Jomfrue 291 overleveret; nem ju wol in acht, her ist sonsten een, som paa hende luurer.

HENRICH.

Om det var Lucifer selv, saa er jeg Karl at forsvare hende. Was ist das for ein Kerl?

JERONIMUS.

Hans Tienere, Ephraim! jeg ønsker til Lykke.

JODEN.

See, der ist die Vatter von die samme Person.

HENRICH.

sagte. Gid du faaer en Ulykke din gamle Hund, hvor ubeleyligt du kommer!

Høyt: Bist du der Vater von dem Schelm?

JODEN.

Ja! men hør, Christopher Maurbrekker - -

HENRICH.

Bist du sin Vater? Carnallie!

JODEN.

Men hør einmahl!

HENRICH.

Den Hund soli sterben.

Trekker sin Kaarde, Jeronimus rangerer sig bag Jøden, Henrich hugger og skriger, og faaer omsider Jeronimus og Jøden i Gulvet.
JODEN.

Ach, ach, was böses hab ich giort?

HENRICH.

Om Permission, Ephraim, det er kun den gamle Skielm jeg vil have fat paa.

JODEN.

paa Knæ. Ach Monsr. Christopher Maurbrekker, spar mit Liv.

HENRICH.

Der vil berøve min Herre det han har kiert som sit Liv.

JODEN.

Ey hør doch, Mussie!

HENRICH.

Han maa vide, daß wir Officiers ist nicht zu skiemten mit.

JODEN.

Ach ein Wort doch, Mussie!

HENRICH.

I bør heller hielpe mig at massacrere den Hund.

JODEN.

Lafi mich doch ein Wort talen.

HENRICH.

Jeg er Mand for at hugge hans Hoved af, om det var saa tykt som paa en Engelsk Tyr.

JODEN.

Der Mand holdt mit uns.

HENRICH.

Er det ikke hans Far, som ---

JODEN.

Ja! aber er ist selv vred paa sin Søn derfor.

292
HENRICH.

Det var en anden Sag, saa beder jeg om Forladelse.

JERONIMUS.

I kand ingen større Tieneste giøre mig, end at føre hende vel frem til jer Herre, thi jeg er just bange for, at hun skal falde i min Søns Tieneres Hænder.

HENRICH.

Der har I min Haand, Monsieur, at han skal faae en lang Næse, om han havde 10 andre med sig.

JERONIMUS.

Der har I et par Ducater, Monsieur, for at I skal passe vel paa.

HENRICH.

Sein Diener! kand jeg ellers tiene ham i noget, skal det være mig en Plaisir.

JERONIMUS.

Adieu Mons. Maurbrekker!

Hyacinthe græder. Henrich visker hende i Øret, hvorpaa hun stiller sig tilfreds og gaaer bort med Henrich.

SCEN. 14

Jeronimus. Jøden.

JERONIMUS.

Jeg kand forsikre jer, Ephraim, at jeg har aldrig været pryglet med større Fornøyelse; jeg haaber, at I siger det samme.

JØDEN.

Dat mufi die Dyvel seyn, und kein Fornøyelse.

JERONIMUS.

Jeg merkede deraf, at det er en ærlig Karl og tillige med haandfast, saa det ikke er let at snappe Byttet fra ham, eller at underkiøbe ham.

JØDEN.

Das ist gut genug, Hr. Jeronimus, aber ich føler dog, wat ich føler.

JERONIMUS.

Jeg fik dog det meeste.

JØDEN.

Herren burde og det meeste haben, dann er ist sein Sohn nærmest. Aa! aa! mine Skuldre! mine Skuldre! der Teufel hohl den Christopher Maurbrekker.

JERONIMUS.

Band ham ikke, det var dog en ærlig Karl.

JØDEN.

Ein wenig alzu ehrlich, mein Herre! alzu ehrlich.

JERONIMUS.

Hvor vil Henrich henge med Hovedet, naar han faaer dette at høre. Men der seer jeg min Søster Elvire komme tilbage.

293

SCEN. 15

Elvire. Jeronimus. Jøden.

ELVIRE.

Nu hvordan gaaer Sagerne, min Broder?

JERONIMUS.

Meget vel, thi min Ryg er blevet ligesaa mør af Hug, som en Boeuf a la mode.

ELVIRE.

Hvad? har I faaet Hug paa jer gammel Alder?

JERONIMUS.

Ja jeg har min Troe.

ELVIRE.

Af hvem?

JERONIMUS.

Af Christopher Maurbrekker.

ELVIRE.

Hvad Pokker kiender jeg Christopher Maurbrekker?

JERONIMUS.

Og jeg gav ham endnu et par Ducater oven i Kiøbet, fordi han slog saa vel, baade paa mine egne, som paa denne gode Mands vegne.

ELVIRE.

Dersom jeg ikke vidste, at I var en ædrue Mand, min Broder, saa skulde jeg tænke, at I var beskienket.

JERONIMUS.

Jeg skal sige jer, hvad det er: Officerens Tienere førte nu Jomfruen bort til sin Herre, saa at denne Steen er mig nu af Hiertet. Den samme, da han fik at høre af Ephraim, at jeg var Fader til den Person, som luurede paa samme Jomfrue, blev han af Nidkierhed ligesom rasende, og havde nær myrdet mig, saa at jeg fortryder ikke paa, at - - -

ELVIRE.

Jeg er bange, Børnlille, at man har spillet jer et Puds; det Ord Maurbrekker, og denne store Nidkierhed staaer mig ikke an. Jeg tænker paa, om Henrich ikke kunde have udklædt en anden, at agere Soldat.

JØDEN.

Ach ney! dat war mein Seel der rechte. Ich kienner jo hans Herrens Haand; see hier ist sein Brief mit andre Omstændigheder udi.

ELVIRE.

Ja saa gratulerer jeg da. Men jeg har ellers noget at sige - -

JERONIMUS.

Vær da saa god, og kom ind til mit, der kand vi tale lidt videre sammen derom. De gaaer.

294

SCEN. 16

Henrich. Officeren. Soldaten.

HENRICH.

Triumph! Jomfruen er alt i Leanders Hænder. Spillet er vundet, men Historien ikke til Ende. Nu agerer jeg Jøde igien, for at faae Pengene fra Officeren, som Jøden skal have. Min List er u-endelig, dette sidste spiller jeg kun for at giøre Comoedien complet. Men jeg hører saadan Støyen. Der seer jeg min Troe Christopher Maurbrekker med hans Herre.

OFFICEER.

Christoph!

CHRISTOFF.

Herre!

OFFICEER.

Hvor er Huuset?

CHRISTOFF.

Her nest ved Hiørnet.

OFFICEER.

Er Jomfruen henbragt i det Huus paa Torvet?

CHRISTOFF.

Ja Herre! men der staaer Jøden i Dørren.

OFFICEER.

Det er got, nu vil jeg strax fornøye ham, og tillige bede ham, at han ikke lar sig merke for nogen, at jeg har giort dette Kiøb. Serviteur! Jeg er den Mand, som accorderede med hans Cammerat udi Felten om den Jomfrue.

HENRICH.

Gut! gut! Wolgebohrner Herre!

OFFICEER.

Han sagde mig, at hun hørte ham til.

HENRICH.

Ja Herr! das var Levi mein Commissionair.

OFFICEER.

Nu er jeg kommet for at betale ham.

HENRICH.

Gut! gut! Gestrenger Herr.

OFFICEER.

Han skal have Tak for, han vilde creditere mig, i hvor vel jeg kiender ham ikke.

HENRICH.

Ey Herre! dat ist kein Merite, einen reichen reputirlichen Mann zu creditiren.

OFFICEER.

Men eet vil jeg bede ham om, min kiere Ephraim, at han ikke aabenbarer dette Kiøb for nogen.

HENRICH.

Bey Leibe nicht, mein Herr! ich mister jo all min Fordeel darbey.

295

SCEN. 17

Jøden. Henrich. Mensken-Skrek. Christoffer.

JØDEN.

Adieu Sr. Jeronimus! ich recommendire mig.

Aber wat will die Leute hier?

HENRICH.

sagte. Er det ikke Jøden? Gid du faaer en U-lykke. Nu blir her et forbandet Spill.

OFFICEER.

Hans Commissionair fik 20 Ducater paa Haanden.

HENRICH.

Recht, recht, mein Herr.

JØDEN.

Wat den Dyvel ist dat for en Historie?

OFFICEER.

See der er Resten 120.

HENRICH.

Gut! gut! mein Herre.

JØDEN.

Wat den Ungluck höre ich?

OFFICEER.

Det er noget dyrt, men Jomfruen er smuk.

HENRICH.

Das ist ein allerliebster Jungfer, ein allerliebster Jungfer.

JØDEN.

Schlaff ich, oder bin ich wachend?

OFFICEER.

Men Ephraim! I veed, hvad I har lovet mig, nemlig at tie.

HENRICH.

Mein Herr kann sich paa mich verlassen.

JØDEN.

Jeg bliver gal, hier ist Betrug. Hor, Wolgebohrner Herr! Ich bin der Jude Ephraim, der die Jungfer har solt.

HENRICH.

Du must være Dievelen! ich kenne dich wol.

JØDEN.

Bin ich nicht Ephraim? ich must mich jo selbsten kennen.

OFFICEER.

Hvad Pokker er dette?

HENRICH.

Das ist ein forkleidet Soldat, Herr! ein Gaudieb.

OFFICEER.

Da skal han faae en U-lykke.

JØDEN.

Ach Gestrenger Herr, troe ham nicht.

HENRICH.

Formedelst solche Skelmen und Gaudiebe, som sig i vores Dragt klær, maae vi offt Ferfolgung leiden.

OFFICEER.

Det er sandt. Siig, Hund! fra hvilket Regiment est du bort løben?

296
JØDEN.

So wahr als ich ein Ehrlicher Mann bin, so bin ich der Jude Ephraim, und udi dette Huus boer.

HENRICH.

Ha! ha! ha! das ist recht genug: so wahr als du bist ein Ehrlicher Mann; aber det skal du først beviisen.

JØDEN.

Ach Herr, troer ham nicht! ich kann Beviis faae, daß ich die rechte Jude Ephraim bin, und ich kann til Beviis Omstände erzählen, dat die Jomfrue af min Commissionar for 3 Dage siden ist verkauft, daß er in mein Name har faaet 20 Ducater paa Haanden, daß die Jomfrue heist Hyacinthe, undt daß sein Diener mir sein Pitskaft til Tekken viiset har efter Aftalen, da han die Jomfrue fik.

OFFICEER.

Hvad Dievlen er dette? Er her ved Taskenspillerie af een Ephraim giort Dobbletter?

HENRICH.

Ach Himmel, der Gaudieb hat alle Umstände ausspionirt um den gutten Herr und mich armen Mann zu betriegen. Ach ach! welcher loser Vogel, welcher loser Vogel!

OFFICEER.

Jeg kand snart skille Trætten. Christoff! af hvem fikst du Jomfruen?

CHRISTOFF.

pegende paa Henrich. Af denne.

OFFICEER.

Lyver du, skal det koste dit Liv.

CHRISTOFF.

Gid jeg faaer en Verdsens U-lykke, er ikke denne Ephraim, og den anden en Gaudieb.

JØDEN.

Ach vey mir! Ach vey mir!

CHRISTOFF.

Mig synes jeg har kiendt ham Dragon udi Capit. Feurfressers Compagnie. Ja gid jeg faae Skam, er det ikke den samme. Hør, er dit Navn ikke Jochum Trekholt?

JØDEN.

Ich fluche bey Himmel und Erde, daß ich bin der Jude Ephraim.

HENRICH.

Das ist recht, som Christoffer Maurbrekker sagt; nun erinnere ich, das sein Nam er Jochum Trekholdt.

CHRISTOFF.

Jeg kiendte Karlen strax igien. I har jo Zignetet, Ephraim?

297
HENRICH.

Ja! der er Signetet! kand nu Herren see?

OFFICEER.

Hør, Corperal!

CORPORAL.

kommet ind. Gestrenger Herr!

OFFICEER.

Forvar mig denne Karl; Det er en forklædt Soldat.

Corporalen trekker Jøden ud og han skriger: oh vai mir.
OFFICEER.

War das nicht en forbandet Karl?

HENRICH.

Hier ist ein stur Hobben böse Menschen in dieser Stadt.

OFFICEER.

See her, Ephraim! der har I Pengene, som jeg har selv talt.

HENRICH.

Gut gut! Wolgeborne Herr! det havde sonst ingen hast. Adie Ihr Wolgebohrnheit. Gaaer ind.

SCEN. 18

Officeer. Christoffer. Jeronimus. Elvire.

JERONIMUS.

Pigen siger, her var paa nye Allarm uden for, men jeg merker, her er gandske stille.

OFFICEER.

til Christoff. Du maa ikke tale noget om denne Allarm, hverken for disse Folk, eller andre, at den heele Sag kand blive geheim.

ELVIRE.

Mig synes, at jeg kiender denne Officerer. Er det ikke Herr Menschenskrek?

OFFICEER.

Den Kone har jeg kiendt uden all Tvil i Dalmatien.

ELVIRE.

Herr Menschenskrek!

OFFICEER.

Madame Elvire!

De omfavne hinanden og nævner paa eengang Navnene. Jeg har haft den Ære at være i hendes Huus, da vi camperede ved Ragusa.

ELVIRE.

Det er sandt, men Æren var min. Jeg har haft stor U-lykke siden, mit Huus blev udplyndret af Tyrkerne, og mit Folk bortført i Slaverie.

298
OFFICEER.

Det maa da ikke være skeet, mens jeg var Partiegiængere; thi mit Navn var saadan Skrek iblant Tyrkerne, at de havde ingen Lyst at giøre noget Forsøg paa Bytte: Saa kied havde jeg giort dem af det Handverk. Jeg tør sige, at jeg alleene ved Partie hid og did skildte dem over ved 20000 Mand, og med min egen Hand paa en Maaneds Tid massacrerte iiber 2000 Janitscharen auf einmahl. Ist nicht wahr, Christoffer Maurbrekker?

CHRISTOFFER.

Freylig.

OFFICEER.

Hvorudover Generalen selv gav mig dette Navn Menschenskrek.

ELVIRE.

Er det mueligt, fik han saaledes det Navn?

OFFICEER.

Ja han selv havde den Naade, at præsentere mig for Hertugen af Dalmatien med disse Ord: Ihro Durchleuchtigkeit, hier ist der andere Scanderbeg, der itzige Turken Ruhte.

ELVIRE.

Seer man vel!

OFFICEER.

Ingen Plaisir kunde være mig større, end at møde et heel Compagnie bevæbnede Tyrker alleene. Ist nicht wahr, Maurbrekker?

CHRISTOFF.

Freylig.

OFFICEER.

Den tyrkiske Vezier Mahometh Podolski havde jeg rigtig ved Vingebeenet, men i dette samme kom en Bombe, som slog min Haand tilbage, saa han den gang undgik, aber das ist nur Galgenfrist. Jeg glemmer aldrig hvor han skreeg paa sin Tyrkisk: ach! la! la! la!

ELVIRE.

Hvad betyder det paa vort Maal?

OFFICEER.

Det vil sige: Ach du store Mahomet, hielp mig vel fra denne sterke Kiempe Menschenskrek.

ELVIRE.

Kand de faa Ord betyde saa meget?

OFFICEER.

Ja det Tyrkiske Sprog er meget rigt.

ELVIRE.

Men maatte jeg tage mig den Dristighed at spørge, hvorfor man seer min Herre i Dag i denne gemeene Gade?

299
OFFICEER.

Madame Elvire, I er en ærlig Kone, som jeg veed ikke røber mig. Jeg kiøbte her for nogle Dage en Slavinde i Leyren af denne Jødes Commissionair, som boer her.

JERONIMUS.

Hillemænt, er det min Herre, som har kiøbt dette Fruentimmer?

OFFICEER.

til Elvire. Der Mann, kann er auch wol schweigen?

ELVIRE.

Ja jeg lover for ham, Herr Menschenskrek.

OFFICEER.

Got, got! Men jeg seer, at Piigen staaer i Dørren og hører os; sie kann auch wohl schweigen?

JERONIMUS.

Ach perfect. Man skulde forsvære, at det var en Piige, saa vel kand hun tie.

OFFICEER.

Got, got! Denne Jomfrue har jeg ladt afhente i Dag ved min Tienere Christoffer Maurbrekker.

ELVIRE.

Kand hun snakke Italiensk?

OFFICEER.

Ja vist, det er en Italiensk Jomfrue.

ELVIRE.

Ach Herr Menschenskrek, giør mig den Fornøyelse, at jeg maa tale med hende! Maaskee hun kand give mig Underretning om mine Folk, som for nogle Aar siden blev bragt i Slaverie.

OFFICEER.

Hiertelig gierne. Christoff, før mig Jomfruen strax hid. Christoff gaaer.

ELVIRE.

Er hun langt herfra?

OFFICEER.

Kun strax her henne paa Torvet hos en god Ven, hvor jeg har indtinget hende i Kost, thi min Frue maa intet vide deraf.

JERONIMUS.

Jeg skulde ikke tænke, at saadan en Mand, som min Herre, var bange for sin Frue.

OFFICEER.

Ach nicht doch! Naar jeg kun giør en Rynke i min Pande, skielver og bæver alting i Huuset.

JERONIMUS.

sagte. Jeg vil bringe min Søn og Henrich herud, at de kand see, hvad for en tapper Rival de har, og derudover slaaer slige Tanker reent af Sindet.

ELVIRE.

Hvad har han vel givet for den Jomfrue?

300
OFFICEER.

Hundrede og fyrretyve Ducater.

ELVIRE.

Saa maa hun være smuk da?

OFFICEER.

Jeg troer ikke, at Venus har været saa fuldkommen. Men hvad er dette for 2 Personer?

SCEN. 19

Leander. Henrich. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Det er kun min Søn og hans Tienere.

OFFICEER.

Sie können ja auch wol schweigen?

JERONIMUS.

Ach! det vil jeg være Mand for. Jeg har ført jer ud I Karle, for at confundere jer, og at lade jer see, hvad for en Rival I har paa Halsen.

OFFICEER.

Men Messieurs, efterdi jer har aabenbaret jer det eene, saa maa jeg ogsaa aabenbare jer det andet. I hørte jo nyelig en Allarm her uden for, det var en forbandet Historie, som nær havde skilt mig ved 120 Ducater. En Gaudieb, som havde forklædt sig som en Jøde - - - Men der seer jeg Jomfruen komme. Velkommen min Hiertens Glæde!

SCEN. 20

Fruen forklædt som en Slavinde. De andre.

ELVIRE.

Mit Hierte bløder i mit Liv, naar jeg seer en fangen Jomfrue.

OFFICEER.

Holder I det for nogen Synd, at en Mand, der har en gi. tandløs Kielling, holder en Maitresse?

ELVIRE.

Det er noget, som er meget gangbar.

OFFICEER.

Jeg tog det Skabilken alleene for hendes store Midler. Men jeg tracterer hende ikke anderledes end en Huusholderske. Hun er jalouse det Bagbeest som Dievelen, det har jeg nok merket; men det vil ikke sige meget. Nu skal I see et Ansigt, Messieurs, som har noget at betyde. Tag nu dit Dekke af, allersødeste Hyacinthe, og lad mig kysse dig.

301
FRUEN.
Ret som han vil omfavne hende, viiser hun sit gammeldags Ansigt frem og gir ham et Ørfigen.
OFFICEER.

A - a - a - hvad er dette?

Falder paa Knæ. Fruen slaaer med en Krabask.

OFFICEER.

A - a - Min allerkiereste Kone, slaae mig intet ihiel.

JERONIMUS.

Ach Hr. Menschenskrek, er det mueligt, at - - - -

OFFICEER.

A-a-a-a -

Fruen prygler.
ELVIRE.

Ach Hr. Menschenskrek, hvad seer jeg?

OFFICEER.

A - a - a -

Fruen prygler.

JERONIMUS.

Hvor er hans forrige Tapperhed, Hr.

Menskenskrek?

ELVIRE.

Er all hans Manddom paa eengang forsvunden?

JERONIMUS.

Tænk paa det Slag ved Ragusa, Hr. Scanderbeg.

ELVIRE.

Tænk paa den store Vezier, Hr. Turkenruht.

OFFICEER.

Ach min hierte Kone, jeg skal aldrig giøre det oftere.

JERONIMUS.

Christoff Maurbrekker, vil du ikke hielpe din Herre?

CHRISTOFF.

Ney Monsieur, min Courage er ogsaa Fanden i Vold; jeg er ikke for at slaaes, uden i Feldten.

JERONIMUS.

I maa min Troe ikke slaae jer Mand meere, Frue.

De gaaer imellem.
ELVIRE.

Men hvad Pokker er dette for en Historie?

CHRISTOFF.

Her er spillet et forbandet Puds; jeg troer, at den som vi holdt for Gaudieb, var den rette. Jeg vil strax springe efter ham.

FRUEN.

vil prygle ham igien, men de andre hindrer hende.

JERONIMUS.

Det var en forskrekkelig Historie.

ELVIRE.

Det var en stor Qvindelist.

JERONIMUS.

Hvordan er dette tilgaaet?

302
303
304
OFFICEER.

Aa holdt min Kone først! Aa, aa! Jeg veed ikke; den Jøde, som boer i dette Huus, maa have overlagt det med min Kone.

JERONIMUS.

Der har aldrig boet nogen Jøde i dette Huus.

OFFICEER.

Ach! Ach! saa har den, jeg holdt for Ephraim, været en Bedragere.

ELVIRE.

Har I da handlet med 2 Jøder?

OFFICEER.

Men her var 2 som sagde sig begge at være den rette. Ach! ach! jeg elendige Cavalier! --- Men der er den anden Jøde.

SCEN. 21

Jøden. Christopher. De andre.

JØDEN.

Ach wai mir! ach wai mir! welcher Betrug, welcher Betrug!

HENRICH.

Holdt nu Ørene stive, Henrich!

JERONIMUS.

See her er den rette Ephraim! Hvorledes er dette tilgaaet, Ephraim?

JØDEN.

Ach ich weet nicht, Seigneur.

FRUEN.

Da skal jeg fortælle jer den heele Historie. Jeg kom hid for at hindre det, jeg havde udspioneret, og da fandt jeg en Tiener, som strax lovede at gaae mig til haande; han førte mig ind i dette Huus, hvor han selv paatog Jøde-Klæder for at narre Christopher, og gav mig Slavinde-Dragt, hvorudi jeg blev bortført i steden for Skiøgen. Det var en ærlig Karl --- men det er just denne Tienere her staaer.

HENRICH.

sagte. Ih! gid du faaer en U-lykke din Velbaarne Skabhals.

JERONIMUS.

Ach Himmel! har din Hund ---

JØDEN.

Ja nu kiender ich Ansigtet wieder; det var ham som die Jomfrue fik.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Hr. Jeronimus! vær ikke vred.

JERONIMUS.

Du skal pidskes, og sættes i Fængsel. Hvor er den Skiøge?

305
LEANDER.

Hun er i mine Hænder, og skal aldrig komme deraf. Ellers kand jeg lade min Far vide, at hun er ingen Skiøge, men en fornemme Jomfrue; hendes Far var en riig Mand, udi hvis Fraværelse hun blev for 4 Aar siden bortført i Slaverie.

ELVIRE.

Hvad hedte hendes Far?

LEANDER.

Han hedte Pandolfus, og blev slagen i Kriig. Om hierte Faster skal være hendes Moder, efterdi hun heder Elvire, veed jeg ikke - - -

ELVIRE.

Ach Himmel, hvilken Tidende! Det er min Datter.

HENRICH.

reyser sig. Hun er Fanden heller!

JERONIMUS.

Hvad? er hun jer Datter, min Søster?

ELVIRE.

Ja! lad mig strax omfavne hende.

LEANDER.

Bring hende strax hid Henrich!

Henrich løber og kommer ind med Jomfruen.
ELVIRE.

Kiender du mig, min Datter?

HYACINTHE.

Ach min allerkiereste Moder, hvor er I kommen fra?

De omfavner hinanden.
JØDEN.

Det gaaer gut genug, aber ich mufi mine Penge haven.

OFFICIER.

Du skal have Fanden; han skal levere mig Pengene.

HENRICH.

Pengene har jeg ærlig fortient.

FRUEN.

Det er sandt, behold I kun Pengene, Kammerat.

OFFICIER.

Men min hierte Kone! det var jo mine Penge.

JØDEN.

Men det var jo meine Vahre.

FRUEN.

prygler dem begge to og suger: Det er for dine Penge, og det er for dine Vahre. Officeren skriger og løber ud.

JØDEN.

løber og raaber: A wai mir!

ELVIRE.

Lad dem trekkes! vi vil gaae ind, og glæde os med hinanden, og fuldende denne Historie med et ønskeligt Giftermaal.

306

Diderich Menschen-Skræk
Noter

S. 269
Jevn-Chrisien, Medkristne. - soer, svor. - Dalmatien. Denne jugoslaviske Landsdel hørte fra ca. 1000 til 1797 under Venezia (Den venetianske Republik). - den sidste Tyrkiske Kriig fandt Sted 1714-18.

S. 270
beqvem, dygtig. - hvor gaaer det?, hvordan gaar det?

S. 271
flye, flyve. - offrer dig op, dræber dig. - retirer er jer, træk jer tilbage.

S. 272
Gevalt!, Hjælp! - en Ungluck kriegen, paa gebrokkent Tysk: faa en Ulykke. - Ju, jer. - lieber, hellere. - Mobilien, Mobilier, Løsøre, Indbo. - gleich, straks; lige.

S. 274
Sohn, ty. Søn. - Diener, ty. Tjener. - mit Gewalt, ty. med Magt. - attrapirte ich, fangede jeg. - Det har kein Gefahr, ty. Es hat keine Gefahr, det har ingen Nød. - estu, est du, er du.

S. 275
Charger, Embeder. - skiemmes, skamme jer. - practicerer, arbejder paa, stiler mod. - haanlig, vanærende. - Poenitentze, Bod.

S. 276
Amour, Kærlighed. - 3 Marks Mand, dvs. idømt en Bøde paa 3 Mark og erklæret æreløs (Mindremand). Brugt som Skældsord. - Apparence, Udsigt. - uden, hvis ikke, medmindre. - lade mig Frihed, tillade mig frit.

S. 277
Maitresser, Elskerinder. - Invention, Paafund. - forskylde, gengælde, lønne.

S. 278
patrolerer, patruljerer; gaar frem og tilbage paa Vagt. - Stokhuuset, det militære Arresthus. - defilere, sno sig. - Hans Frantz von Menskenskræk. Helten hedder Diderich til Fornavn, men muligvis har Komedien oprindelig haft Titlen »Hans Frantz von Donnerburg«, og Holberg har glemt at rette.

S. 279
harcelerer, overdriver, praler. - gau, snedig, »dreven«.

S. 280
tilforn, tidligere. - Tambour, Trommeslager. - Opskriften, Udskriften. - A Monsieur, fr. Til Hr.

S. 281
Reputation, Anseelse. - destineret, bestemt.

S. 283
Raison, Fornuft. - Sal., Forkortelse af salig, afdøde. - Contentement, fr. Tilfredshed. - Varulv, ifølge Folketroen en Mand, der var forvandlet til Ulv, se S. 198. - broderet med, bræmmet med. - Knæbels-Barter, Knebelsbarter, Overskæg (som dengang kun militære Personer bar). - kaager, kigger.

S. 284
Freylich, ty. freilich, jovist. - ick ... im geringsten, paa gebrokkent Tysk: jeg bor her i det mindste. - Ist ... Kinder? Er Manden ikke et af Israels Børn? - Juden, ty. Jøder. - Mussier, Forvanskning af fr. Monsieur, Hr. - Maurbrekker, ty. Mauerbrecher, Murbrækker. - ungefehr, omtrent. - Pitskaft, Signet.

307

S. 285
sonsten, Sideform af ty. sonst, ellers. - so viel, saa mange. - ohne Handt und Ziegel, dvs. Hand und Siegel, uden Haand og Segl, uden Underskrift. - eifersuchtig, skinsyg.

S. 286
Alcoranometh, Forvanskning af Alkoranen (som ikke er Jødernes, men Muhamedanernes hellige Bog). - Bagbeest, Bæst, Asen. - fortryde derpaa, indvende noget imod (hendes Skinsyge). - Skabilken-Hovet, Hoved af Træ eller Ler til at forme Kvinders Hovedbeklædning paa; Hueblok. - Relation, Beretning. - hurtig, dygtig, behændig. - forvende sit Maal, fordreje sin Tale.

S. 287
abit, lat. han gaar bort.

S. 288
Mach auf, luk op. - sonderlich, besynderlig. - Patience, Taalmodighed. - Alexander Magnus, Alexander den Store. - Ragusa er 1. By paa Sicilien; 2. By i Dalmatien, nu Jugoslaviens Dubrovnik; denne blomstrende Handelsstad var omstridt, noget Slag har dog ikke Navn efter Byen. - jedweder, enhver. - Contrescarpie, Kontreskarpe, den ydre Skraaning af en Fæstningsgrav. - Ravelin, fr. Halvmaane (i Fæstningsværk). - Compagnie Carré, fr. firkantet Kompagni, Opstilling af Kompagniet med Front til fire Sider. - Gregorius, Forvanskning af Chirurgus, Kirurg. - Aproche des Petards, fr. Løbegrav for Petarder (Morsere med Sprængladning). - auch nicht, heller ikke.

S. 289
Escorte, væbnet Følge; Troppeafdeling, der skal ledsage og beskytte. - Ferme la porte, eller fermez la porte, fr. luk Døren. - Esquadrion, Forvanskning af Eskadron. - Ordre de Bataille, fr. Slagorden. - Murallie, Forvanskning af fr. muraille, Mur, for at rime paa Batalje. - Salve Guarde, Salvegarde, Sikkerhedsvagt; Beskyttelsestropper. - Cortegarde, fr. Corps de garde, Vagt, Vagtstue. - Peloton, fr. Deling (Soldater), Underafdeling af et Kompagni. - Testanie, selvlavet Ord eller Fordrejelse af ukendt Ord for at rime paa Kompagni. - Drommedarius, komisk Fordrejelse af Ordet Trommeslager. - erger, ty. ärger, værre. - als, end. - hastig, hidsig; opfarende. - gir ... ikke et got Ord, taler ikke et godt Ord selv til min Herre.

S. 291
nem ju wol in acht, tag jer vel i Agt. - Lucifer, Navn paa Djævelen. - Bist du ... Schelm? Er du Far til Skælmen? - Carnallie, Slyngel. - sterben, dø. - rangerer sig, stiller sig. - böses, Ondt. - Permission, Tilladelse. - Wort, Ord.

S. 292
Plaisir, Fornøjelse. - kein, ingen. - genug, nok. - der Teufel hohl, Djævelen hente.

S. 294
fornøye ham, betale ham. - Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - accorderede, traf Aftale. - creditere mig, give mig Henstand, Kredit. - Merite, Fortjeneste. - reputirlichen, Sammenblanding af reputabel, hæderlig, agtværdig, og reputerlig, passende, ordentlig. - Bey Leibe nicht, For Guds Skyld ikke.

308

S. 295
recommendire, rekommenderer, anbefaler. - Leute, Mennesker, Folk. - allerliebster, allerkæreste. - Schlaff ich, sover jeg. - Gaudieb, Gavtyv.

S. 296
So wahr, saa sandt. - erzählen, fortælle. - verkauft, solgt. - welcher loser Vogel, hvilken Forbryder. - kiendt ham Dragon, dvs. som Dragon. - Feurfresser, ty. betyder Ildæder. - Ich fluche ... Erde, Jeg sværger ved Himmel og Jord.

S. 297
geheim, hemmelig. - mit Folk, min Familie, mine Paarørende.

S. 298
Partiegiængere, Partigænger, Fører for (eller Medlem af) et Strejfkorps eller en Trop Lejesoldater. Se Bind I, S. 354. - Partie, Strejftog. - skildte dem over ved, skilte dem af med over. - Scanderbeg, albansk Fyrstesøn, der 1443 gjorde sejrrigt Oprør mod Tyrkerne. - der itzige Turken Ruhte, den nuvæ- rende »Tyrkersvøben«. - nicht wahr, ikke sandt. - gemeene, almindelige, simple.

S. 299
Der Mann ... schweigen?, Kan Manden ogsaa godt tie?

S. 300
Venus, den romerske Gudinde for Kærlighed og Skønhed. - confundere, forvirre, bringe i Forlegenhed.

S. 301
gammeldags, gamle, gammelagtige. - Krabask, Pisk, flettet af Remme. - Courage, fr. Mod.

S. 304
Seigneur, fr. Herre (fornem, adelig). - wieder, igen.