Holberg, Ludvig KILDE-REYSEN

KILDE-REYSEN Comoedie udi tre Acter

8

Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • MAGDELONE
  • ARV
  • LEANDER
  • HENRICK
  • DOCT. BOMBASTUS
  • NIELS KUDSK
  • LEONARD
9

Kilde-Reysen
Indledning

Denne Komedie, som efter sit Emne tilhører den lyse Aarstid, blev opført første Gang omkring 1. Juli 1724. I Levnedsbrevet 1728 siger Forfatteren, at den spotter Folk, som tror paa den mirakuløse Kraft i en Kilde, der har sit Udspring ikke langt fra vor Hovedstad, og som paa en bestemt Tid af Aaret - nemlig Sankt Hans Nat - strømmer skarevis derhen. Denne Kilde kan ikke være Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven, som var ukendt i 1720erne. Man har gættet paa Vartov Kilde, der laa lige syd for Tuborg og paa Vangede Kilde; der er samtidige Vidnesbyrd om Tilstrømningen til disse to nære Kilder i 1720erne.

Troen, eller Overtroen, paa undergørende Kilder er dog i Komedien kun et Middel til at sætte en Elskovsintrige igang; en spidsere Brod rettes mod Operaen, en Kunstart, som Holberg aldrig fik Smag for. 1721-23 gav et tysk Operaselskab Forestillinger i Hofteatret, og Parodien i Kilde-Reysen hænger sikkert sammen med disse Forestillinger, som paaførte Lille Grønnegade-Teatret Konkurrence. Da der igen kom Opera i København, fra 1747, og Den danske Skueplads samtidig vaagnede til nyt Liv, gjorde Holberg i Epistel 299 opmærksom paa, hvor aktuel »Kilde-Reysen eller den syngende Jomfrue« var blevet igen. Den opførtes da ogsaa af de danske Aktører den 30. Juni 1749.

Til Komediens Intrige har Holberg fundet Inspiration i franske Komedier (jfr. Listen i Comoedierne ved Carl Roos, Bind II, 1922, S. 539, Fodnote 1). En med Holbergs meget beslægtet Holdning til Operaen findes hos den franske Skønaand Saint-Evremond (1614-1703). Holberg har paa 10 forskellige Stadier af sin Skribentbane benyttet sig af Saint-Evremond. Er han faldet over hans »Afhandling om Operaerne«, Discours sur les Opera, har han glædet sig over de fleste Ideer heri, ligesom han kan have fornøjet sig over Komedien Les Opera, (begge Tekster findes f. Eks. i CEuvres de Monsieur de Saint-Evremond, Bind III, 1711). Ordet »opera« er Flertalsformen af lat. opus, Værk; man kunde derfor bruge Ordet i Flertal uden at tilføje den sædvanlige franske Flertalsbetegnelse, -s. I denne Femaktskomedie paa Prosa er en ung Dame i Lyon, Datter af en Dommer, grebet af Operagalskab, ligesom en ung Mand, hun sympatiserer med. Begge er kun tilfredse, naar de kan udtrykke sig i Sang. Crisotine forklarer Faderen, dog uden Noder, at eftersom han opdrager hende i uborgerlige Manérer, er det helt naturligt, at hun nu følger Hoffets Smag - og efter den seneste Operapremière taler alle af Stand udelukkende i Toner. I Paris' fornemme Butikker, hvor Damerne køber Stoffer og Smykker, bliver alt sunget: »tout se chante«! Lægen giver til sidst det Raad, at Crisotine med sin Udvalgte skal gaa til Operaen; seks Maaneder med det samme Syngeri og Omklædning skal nok kurere dem for denne Galskab: »Ved en hemmelighedsfuld Drift, som man kalder Instinkt, fører Naturen dem til det Lægemiddel, som uden Tvivl vil helbrede dem. Operaerne har fremkaldt deres Sygdom; Operaerne vil bringe den til Afslutning«.

Litteratur.Om den helbredende Kilde: E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Holbergs atten første Lystspil, 1958, S. 308 ff. - P. M. Stolpe i Danske Samlinger 2. Række, 6. Bind VI, 1877-79. S. 269 ff. - Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938, S. 11 f., 218 ff. - Holberg og Musikken: Holbergs Epistler, ved F. J. Billeskov Jansen, Bind VII, 1955, S. 262-66. - Holbergs Forhold til Operaen, i Torben Krogh: Musik og Teater, 1955, S. 74-97.

11

ACTUS I

SCEN. 1

Leander. Henrich.

LEANDER.

Ikke heller Brev med denne Post! jeg veed aldrig hvad jeg skal siige derom.

HENRICH.

Herre! i steden for at ligge og vente her efter Breve, skulde I have reyst Iiige til jer Broer, saa havde i allereede haft den Arv i Hænderne, som er jer tilfalden efter jer Fars Død.

LEANDER.

Du staaer og snakker hen i Taaget, ligesom du ikke vidste hvad Kierlighed er.

HENRICH.

Jeg veed nok hvad Kierlighed er, jeg er baget af samme Dey som andre Mennesker; men Interessen trækker dog meest. Naar Cupido, som er Gudinde for Kierlighed, siiger: Staael saa staaer jeg; Men naar Mercurius, som er Gud for Gevinst og Interesse, gir Contra-Ordre, og siiger: Gaae! saa reyser jeg.

LEANDER.

Jeg vilde ønske, at jeg kunde sige det samme; men det er mig ikke mueligt at reyse herfra, førend jeg blir denne skiønne jomfrue mægtig.

HENRICH.

Hvordan Pokker vil I blive hende mægtig?

LEANDER.

Ach Henrich! det er en stor Post, at hun elsker mig.

HENRICH.

Det vil ikke meget sige; Naar hendes Far lader hende indsperre, saa kand Herren ikke vinde andet ved sin Kierlighed end elske sig en Feber eller Guulsoet paa Halsen.

LEANDER.

Vi maa bruge Practikker, Henrich, medens den Gamle er paa Landet.

HENRICH.

Ey det er en læt Sag! Hvis Herren kun kand skaffe mig Nøgelen først til Porten, dernest til de andre 12 Dørre, og faae een til at slaae en halv Snees Øyen ud paa Portneren (thi han har Hige saa mange som Argus,) saa vilde jeg nok skaffe Herren ind til hende.

LEANDER.

Du hitter nok paa noget, kiere Henrich!

HENRICH.

Tiden er saa knap, Herre! I hørte jo sidst, da hun talede med jer udaf Vindvet, at hendes Far kommer hiem i Aften med hans tilkommende Sviger-Søn. Jeg har nok et beqvem Hoved til Skielmstykker, uden at roese mig selv; men Tiden er knap, og jeg er ikke kiendt her paa Stedet. Kammer-Piigen Pernille har, maaskee, opspundet noget, siden vi taledes sidst ved.

LEANDER.

Hvad er Klokken nu?

HENRICH.

Klokken er 4re.

LEANDER.

Det er just den bestemte Tiid at faae dem at see i Vinduet. Blir du noget vaer?

HENRICH.

Ja jeg seer alt Gardinerne.

LEANDER.

Ey harcelleer dog ikke saa meget!

HENRICH.

Det er min Troe ingen Harcellering. Jeg seer alt Gardinerne røres. See der aabnes Vindverne! der er de.

SCEN. 2

Leonora. Pernille i Vindvet. Leander. Henrich.

LEANDER.

Ach allersødeste Jomfrue! Er der noget opspundet til min Frelse? Siig: skal jeg døe eller leve?

LEONORA.

Om vor Intrigue vil lykkes, skal vi komme sammen denne Aften. Her er alt begyndt paa noget, som Pernille best kand sige, hvordan det skal sættes i Verk.

PERNILLE.

Intriguen er denne: Jomfruen stiller sig an at være falden i en underlig Svaghed, at alt, hvad hun taler, er paa Sang.

HENRICH.

Det er meget selsom. Kunde I ikke finde paa noget andet?

PERNILLE.

Det er jo lige meget, naar det er noget, som reyser sig af Hiernens Forvirrelse. Anledning til denne 13

        

14 slags Svaghed at digte hende paa, er denne: Hun er en stor Elskerinde af Opera, hvoraf hun har en god Samling, som hun daglig øver sig udi, og giør undertiden noget for meget deraf, saa hendes Far har ofte straffet hende derfor; hvorudover dersom hun skal falde udi noget Galskab, er det riimeligt, hun lar det see udi de Ting, som hun har været for meget indtagen af. Tilmed har vi alt bildet Gaards-Karlen Arv det ind, som hiertelig gremmer sig derover, saa at vi maa blive ved det Forsæt.

HENRICH.

Men hvad vil deraf følge?

PERNILLE.

Naar den Gamle nu kommer hiem, og forskrækkes over den Hendelse, raader jeg ham til at have Bud efter den navnkundige Doctor Bombastus, som med sin Søn nyelig er kommen her til Byen, for at raadføre sig med dem udi hendes Svaghed.

HENRICH.

Ja hvad vil det siige? De gir hende da, maaskee, noget ind at sveede paa, og saa er jo vi lige nær.

PERNILLE.

Ney du skal agere samme Doctor, og din Herre hans Søn, og raade Jeronimus til, saasom det er St. Hans Aften i Aften, at lade hende reyse til Kilden, hvis Kraft og Dyd du maa afmale paa det beste, hvilket han vil lettelig troe, saavelsom alle gamle Folk her i Byen, der af Overtroe giører saadan Reyse St. Hans Aften.

HENRICH.

Men, end om han selv vil reyse med for at have Opsyn med sin Dotter?

PERNILLE.

Det er jeg vis paa, at han ikke giør; thi naar han kommer fra en liden Reyse, er han saa udmattet, at han maa have 3 Dages Roelighed igien. Du kand tilbyde din Tieneste at følge hende, for at see til, hun bruger Vandet ret. Naar I saa kommer sammen, kand I ved Kilden overlegge jere Sager, hvor I vil retirere jer, indtil han tilstæder Ægteskab. Jeg saa vel som Huusholdersken Magdelone har ogsaa lige saa stor Begierlighed at komme ud som Jomfruen, og lige saa vigtige Aarsager. Vi maa betiene os af saadanne Leyligheder; thi vi kommer ellers ikke ud af Dørren.

15
HENRICH.

Men ved hvad Leylighed skal jeg komme ind, naar jeg agerer Doctor Bombastus?

PERNILLE.

Jeg skal viise Gaards-Karlen hen i det Huus, hvor I boer, at spørge efter Docteren, og da maa I begge være udi Bereedskab at følge med.

HENRICH.

Men her er nogen ved Porten.

PERNILLE.

Det er Arv. Løber da og lar alting være i Beredskab.

SCEN. 3

ARV.

alleene. Det er noget forbandet Tøy, som vil legge Hr. Jeronimus i Graven. Jeg havde aldrig villet troe det, hvis jeg ikke havde hørt og seet det selv. Jeg kommer ind og spør, om Herren kommer hiem i Aften, da svarer hun mig i Tremulanter saaledes:

Hør Ungersvend, jeg si - - - - - ger dig,
Han kommer i Aften vis- - - - selig.

Og saaledes blev hun ved at synge til hvad jeg spurdte. Hun maa være forhexet eller lave til Barsel med en ung Spillemand. Jeg har aldrig hørt saadant min Livs Tid; jeg kand ikke viide, hvoraf saadant kand komme, uden at hun i Tanker maa have ædt op en Node-Bog, og faaet en hob enkelte og dobbelte Fuuser i Maven, som kommer hende iidelig til at synge. Det er en Ynk at see paa Magdelone og Pernille; thi de sidder og græder over denne Hendelse, som de var pidsket. Men der kommer, min Troe, Hr. Jeronimus med Monsr. Leonard. Jeg har ikke Hierte at fortælle ham det. Det maa enten Magdelone eller Pernille giøre.

SCEN. 4

Jeronimus i en Reyse-Kiole. Leonard. Arv.

JERONIMUS.

Min kiere Sviger-Søn! Det kand giøres af, medens han er i Byen denne gang; thi saa vit, som jeg 16 kand see paa hans Gaard, da er han i Stand at bringe sin Bruud hiem, naar det skal være. Men der seer jeg Gaards-Karlen Arv. Nu Arv! hvorledes staaer til udi Huuset?

ARV.

Vel nok Herre, men - - -

JERONIMUS.

Hvad vil du sige med dit Men? her har, maaskee, været nogen for at tale med mig om magtpaaliggende Ting.

ARV.

Ney Herre, men - - -

JERONIMUS.

Her har, maaskee, været nogen at ville betale Penge; thi mine Debitorer pleyer gierne være villige at betale, naar de veed, at jeg ikke er i Byen.

ARV.

Ney Herre, her har ingen været, men - - -

JERONIMUS.

Hvad Fanden vil du da sige med dit Men?

ARV.

Aldeeles intet, Herre. Det er saa min Tale-Maade, men - -

JERONIMUS.

Her maa endelig være hendet noget. Du maa ikke have vel forvaret din Post, saa min Dotter, maaskee, har føytet i Byen. Jeg skal nok faae det at viide.

ARV.

Der har, min Troe, ikke en Siæl været uden for Gade-Dørren, uden den hvide Kat, som jeg pryglede strax ind igien, og svor paa, at jeg skulde klage ham for Herren. Hvad mig er betroed forretter jeg troelig, men - - -

JERONIMUS.

Det er dog en Satans Men. Er min Dotter, maaskee, ikke vel?

ARV.

Jo hun er vel nok, men - - -

JERONIMUS.

Hvad skader hende da? Fort siig!

ARV.

grædende. Ach Herre! lad Pernille og Magdelone sige det.

JERONIMUS.

Mit heele Legem skielver. Pernille og Magdelone, kommer ud!

LEONARD.

Altereer jer ikke, kiere Sviger-Far. Drengen er eenfoldig. Der er, maaskee, gaaet et Kruus eller et Glas i stykker.

JERONIMUS.

Ney det er, min Troe, noget andet.

17

SCEN. 5

Jeronimus. Leonard. Magdelone. Pernille. Arv.

JERONIMUS.

Hør Magdelonel Hvad er det for Skielmstykker, I har bedrevet i min Fraværelse?

MAGDELONE.

Vi har, min Troe, intet ont giort.

JERONIMUS.

Hvordan er det med min Datter? Magdelone græ der.

JERONIMUS.

Ach Himmel] hvad er dog dette? Pernille! Hvordan er det med min Datter? Pernille græder.

JERONIMUS.

Arv! fort siig mig hvad det er. Arv græder ogsaa.

JERONIMUS.

I skal faae en Ulykke, hvis I ikke strax siger mig det.

MAGDELONE.

Ach Herre! lad Arv sige det.

ARV.

Ach Herre! lad Pernille siige det.

PERNILLE.

Ach Herre! lad Magdelone sige det.

JERONIMUS.

Pernille! jeg befaler dig at siige mig det.

PERNILLE.

Ach Herre! forskrækkes da ikke for meget derover: I gaar Nat mellem et og to - - var det ikke saa, Magdelone?

MAGDELONE.

grædende. Jo det var hen ved to.

PERNILLE.

Da vaagnede jomfruen op i Forskrækkelse, spatserede frem og tilbage med underlige Gebærder. Da vi spurdte hvad hende skadde, svarede hun os paa lutter Sang.

JERONIMUS.

Hun maa have gaaet i Søvne.

PERNILLE.

Ach ney Herre! Hun holder ved at synge indtil dette Øyeblik.

ARV.

Da er det en Dievels Syngen, har hun siungen fra den Tiid og til nu. Jeg kom ind i Kammeret om Morgenen, og spurdte, om Herren var ventende hiem i Aften; da satte hun sig i Positur ligesom hun vilde agere Comoedie, og svarede i Sang. Jeg kand ikke giøre det saa vel som hun, thi jeg har ikke lært at synge; men det gik ungefehr saaledes:

18

Hør Ungersvend, jeg si ----- ger dig,
Han kommer i Aften vis ----- selig.

Herren forlader mig, at jeg synger noget ilde.

LEONARD.

Ach Himmel! hvad er dette for en Hendelse?

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Menneske! hvad hører jeg? Der har vi Frugten af den forbandede Opera-Læsning. Det Dievelskab har taget saadan Overhaand, at I skal see, hver anden Jomfrue her i Byen vil begynde at synge ligeledes i Steden for at tale.

LEONARD.

Det var at ønske Hr. Jeronimus, at de vilde. Men efterdi hans Datter synger endnu alleene, saa kand det ikke passere for andet end en Sygdom eller Galskab.

JERONIMUS.

Lad hende strax komme hid. Arv! flye mig et Riis, som jeg vil holde bag Ryggen, og siden true hende med, naar jeg seer, at gode Ord ikke vil hielpe. Disse Node-Bøger skal og Fanden i Vold. Jeg skal love for, at der aldrig hverken enkelte eller dobbelte Fuuser, hverken b duur eller b moll skal komme inden min Dørtærskel oftere. Hør Arv! naar den Mammeselle, som læ- rer hende at synge, kommer her igien, saa kandst du bede hende paa en høflig Maade, at gaae Døden og Dievlen i Vold. Ach mit Hierte vil briste af denne ulykkelige Hendelse.

PERNILLE.

Her er Jomfruen.

SCEN. 6

Leonora. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Arv. Leonard.

JERONIMUS.

Er det sandt, som jeg hører om dig, min Dotter, at du har saadanne forbandede Lader, at du svarer Folk i lutter Sang og Tremulanter? Hvad Pokker har bragt dig udi saadanne Griller, hvorved du bringer Skrek i din gamle Far og prostituerer dig over hele Byen?

LEONORA.
i Opera-Tone.

Möchte ich doch, ich doch, mein getreuer Amyntas, noch ehe ich sterbe ---- dich wieder sehn.

19
JERONIMUS.

A ----- og det er paa Tydsk oven i Kiøbet. Kiender du mig ikke, mit Barn?

LEONORA.

Ihr seyd mein Vater, ihr seyd mein Vater.

JERONIMUS.

viisende Riiset. Seer du det? hvis du ikke holder op at harcellere, saa - - -

LEONORA.

Gestrenger Vater, gestrenger Vater, halt! Das ist ja Tyranney, das ist ja gar Gewalt.

20
LEONARD.

Jeg er saa altereret, at jeg ikke kanel staae paa mine Been. Adieu min Herre! Lar mig viide, naar det blir bedre med hende.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Menneske, dette vil krænke mig til Døden.

PERNILLE.

Er det ikke best, at Herren har Bud efter den nye Doctor, som er for nogle Dage siden kommen til Byen?

JERONIMUS.

Veedst du hvor han boer, saa siig det til Arv, at han springer der hen.

PERNILLE.

taler sagte til Arv, og han gaaer. Det skal være en ypperlig Mand, der har giort store Curer; men han er noget dyr.

JERONIMUS.

Ja jeg har nok hørt tale om ham. Det er jo Doctor Bombastus, som du meener.

PERNILLE.

Ja det er den samme. Han har allereede cureert 6 stumme Folk her i Byen. Han har en Søn med sig, som skal være lige saa sterk som han selv i Medicinskabet.

JERONIMUS.

Hvor har du hørt alt dette?

PERNILLE.

Mammesellen, som har informeret Jomfruen, har fortalt det. Ach gid han kunde hielpe hende! om jeg skulde selge mine Klæer indtil mit Skiørt, saa vilde jeg giøre det for at betale ham.

JERONIMUS.

Han skal nok blive betalt.

PERNILLE.

Men vil Herren ikke forsøge at tale hende meer til, for at høre om hun bliver ved?

JERONIMUS.

Jeg kand ikke taale at see paa hende, Pernille. Lad hende gaae ind saa længe til Docteren kommer.

Leonora leedes ind.
JERONIMUS.

Kand nogens Sorg vel lignes med min? Det er mit eeneste Barn, hvis Bryllup jeg havde tænkt at holde i een af Dagene med en fornemme ung Person.

PERNILLE.

Var det den unge Person som gik bort?

JERONIMUS.

Ja det var ham.

PERNILLE.

Hvor boer han?

21
JERONIMUS.

Han er fra Holsten, hvor han har arvet anseelige Midler efter sin Far, som nyelig er død, og maaskee kand faae dobbelt saa meget, dersom det er sandt, som man siger, at hans Broer er død udenlands. Han har sat sig her ned udi Landet paa en Herregaard, hvor han har giort alting reede at tage imod hende. Jeg veed nok, at denne fremmede Straten-Junker, som talede med hende paa det Assemblee for 14 Dage siden, gaaer og støver efter hende. Jeg har faaet tilstrækkelig Kundskab derom, hvorfor jeg har brugt alle muelige Præcautioner, at han ikke faaer hverken hende eller nogen af jer andre i Tale; thi Knægten seer vel ud, og en ung Jomfrue, som hun, er læt at forføre.

PERNILLE.

Er det derfor at Herren har sluttet os inde ligesom i en Muuse-Fælde?

JERONIMUS.

Ja just derfor. Men mon hun skulde have nogen Kierlighed til samme Karl, og det samme skulde have bragt hende udi dette Galskab?

PERNILLE.

Ney, jeg har min Troe ikke merket andet end at hun var fornøyet med det Vall, som Herren har giort. Men der kommer Docteren og hans Søn.

SCEN. 7

Henrich som Doctor. Leander som Licentiat. Jeronimus. Pernille. Magdelone. Arv. Henrich og Leander giør Pedantiske Complimenter.

JERONIMUS.

Om Forladelse, min Herre, at jeg har taget den Dristighed at have Bud efter ham.

HENRICH.

Alt forladt. Er det han selv, som er gal, min Herre?

JERONIMUS.

Ney, Gud skee Lov, jeg skader intet, Hr. Doctor. Men min eeneste Dotter er geraadet i en stor Ulykke; om Hr. Doctor kunde hielpe hende, saa - - -

HENRICH.

Det skulde være en farlig stor Ulykke, som jeg ikke skulde kunde hielpe for. Jeg vilde ønske, min Herre, at han selv havde halvfemtsindstyve Ulykker 22 og Sygdomme paa Halsen, at jeg kunde giøre min Konst probat paa ham.

JERONIMUS.

Jeg takker skyldigst Hr. Doctor; men det er dog bedre som bedre er.

HENRICH.

Det er endelig sandt. Men vil I give mig Lov at bryde jer et Arm eller Been af, alleene for at lade see, hvor hastig jeg kand curere igien?

JERONIMUS.

Jeg tviler ikke om hans Dygtighed, thi all Verden kiender Doctor Bombastus; men jeg vil dog ikke umage ham med saadanne Bagateller denne gang.

HENRICH.

Han maa vel siige Bagateller. Det er noget, som min Søn Licentiat Theophrastus kand giøre i en Haandevending. Kom min Herre, lad mig giøre et Forsøg enten paa hans Arm eller Been.

JERONIMUS.

Ney Hr. Doctor, ikke denne gang, ikke denne gang.

HENRICH.

Lad mig da forsøge paa hans Gaards-Karl.

JERONIMUS.

Ja det kand nok skee. Arv, kom hid til Docteren!

ARV.

A----------

JERONIMUS.

Ey du Nar! Han curerer dig i samme Øyeblik igien.

ARV.

A----------

HENRICH.

Kom kun hid min Søn! du skal see, hvor hastig det er giort.

ARV.

A ----------

HENRICH.

Jeg seer nok, at han ikke vil dertil. Men hvad er det jer Datter skader?

JERONIMUS.

Hun vil ikke tale meere, men alt, hvad hun siger, gaaer paa Sang.

HENRICH.

Den Sygdom heeder paa Latin Perisangia, og paa Græsk Copissisandung. Den har jeg cureret mange for. Jeg maa føle paa hendes Puls. Føler Pernille paa Pulsen. Har hun længe været saa gall? min kiere Jomfrue!

Giv jer kun tilfreds; jeg skal nok curere jer.

23
PERNILLE.

Jeg siger tusind Tak, Hr. Doctor, men det er ikke mig.

JERONIMUS.

Ney Hr. Doctor, det er min Piige. Lad min Datter strax komme hid.

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.

Ja det er ret. Det første jeg kastede mine Øyen paa hende, kunde jeg see, at hun har den Svaghed, som kaldes Perisangia.

LEANDER.

Vil kun Papa give agt paa hendes Næse, paa den Circum flex eller dolus malus, som han seer.

HENRICH.

Det er ret min Søn. Den Circumflex gir alleene tilstræk kelig tilkiende, at det er en Perisangia. Jeg maa føle hendes Pultem.

JERONIMUS.

Vil Hr. Doctor ikke legge sin Hat fra sig? den incommoderer ham. Arv! Kom hid og tag Hr. Doctors Hat.

ARV.

A - - - - - - - - - -

JERONIMUS.

Jeg troer Drengen er gal. Vil du hid at tage Hatten!

ARV.

A - - - - - - - - - -

HENRICH.

Han er bange for mig; jeg vil sætte Hatten paa Hovedet. Om Permission min hierte Jomfruel Ja Pulsen slaaer Perisangialiter. Føel, Hr. Licentiat, og siig mig din Meening.

LEANDER.

Mig synes, Papa, at her er meere end en Perisangia, her er snart en Archisangia.

HENRICH.

Det er sandt, Pulsen har hart ad en fuldkommen Archisangialisk Gang. Men det er intet. Min Søn skal curere hende, min hierte jomfrue!

LEANDER.

Ja det skal jeg gierne, vil hun kun have Tillid til mig.

LEONORA.

Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
24 Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.

Hvor fælt det er at høre hende svare paa Sang, saa glæder jeg mig dog ved at høre, at hun har Tillid til Licentiaten.

PERNILLE.

Ja jeg skal give min Hals, om han ikke curerer hende.

LEANDER.

Det er ikke en liden Hielp for en Doctor, at Patienten har Tilliid til ham.

LEONORA.

Naar jeg dit Aasiun seer,
Forsvinder all min Smerte,
Ja alting i mig leer;
See jeg dig gir mit Hierte.
Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

JERONIMUS.

Det er endelig noget sterkt, men jeg kand tænke, det er et stykke af et Opera. Jeg merker Hr. Doctor, at hun er allereede til Forbedring; thi tilforne sang hun ikke uden paa Tydsk.

LEANDER.

Saa sandt som jeg er legitime promoveret Licentiat, saa skal han takke mig. Inden 2 Dage, min kiære Jomfrue, skal hun føle Virkning af min Dygtighed.

LEONORA.

Jeg stoler paa dig meest
I dette og i meere,
Du min Apollo est,
Som eene kand curere.

Arv staaer imidlertiid og skielvet og løber til side, saa tit Docteren nærmer sig til ham.
HENRICH.

Jeg maa conferere lidet med min Søn om Curen. Qvid tibi videtur Dominus Licentiatus, post molestam senectutem nos habebit humus?

LEANDER.

Nomen pronomen verbum participium supinum præpositio conjunctio interjectio.

25
HENRICH.

Adjectivum et Substantivum genere numero et pluraliter.

LEANDER.

Rusticus in via - - si non vis credere gusta.

HENRICH.

Gratias qvam maximas ago qvia qvoniam qvando.

LEANDER.

Tune tua res agitur, paries cum proximus ardet.

De blit meer og meer hidsig.
HENRICH.

Alpha beta gamma delta ypselon ponto basta.

LEANDER.

Ad adversus adversum pro contra extra supra palam archipodialiter tenus.

ARV.

Gid de kunde komme i Haar sammen, og bryde Arme og Been i tu paa hinanden i steden for paa mig.

HENRICH.

Omnia conando docilis solertia vincit.

LEANDER.

Pes aries paries palmes cum limite stipes.

HENRICH.

Qvisqvis amat ranam, ranam putat esse Dianam.

ARV.

Ja øver jer Konst paa Diana længe nok; thi det er kun en Hund.

HENRICH.

med knytted Næver. Qvando duo substantiva concurrunt, alterum erat infinitivi.

LEANDER.

Tytere tu patulæ recubans solertia vincit.

HENRICH.

Got, got, min Søn, jeg har approberet din Meening fra Begyndelsen. Jeg har kun opponeret saa sterk imod dig for at høre, om du holdt fast ved dine Principia. Hør min Herre! Efterdi eders Datter skulde blive syg og falde udi saadan Galskab, saa er ingen beleyligere Tid for hende end denne.

JERONIMUS.

Ach ney, min Herre! Det er den allerubeleyligste Tid; Thi hun skulde i disse Dage have Bryllup med en fornemme ung Person.

LEANDER.

Ney min Herre! Tidens Beleylighed bestaaei der udi, at det er St. Hans Aften i Dag.

JERONIMUS.

Hvad kand det giøre til Sagen?

LEANDER.

Jo hun maa ud til Kilden.

JERONIMUS.

Men er der saadan Kraft i det Vand?

26
LEANDER.

Der er større Lægedom derudi, end nogen skal kunde troe, naar man bruger det paa den rette Maade, og til det rette Klokke-Slet, og ved nogle foregaaende Præparatorier, som for Exempel et lidet Pulver, som hun skal tage ind først.

JERONIMUS.

Vil da Hr. Licentiat have den Godhed at følge med?

27
LEANDER.

Ja hiertelig gierne.

JERONIMUS.

Jeg vilde ogsaa bede, at han seer til, at ingen anden faaer hende i Tale derude; thi her er kommen en ung Studshane til Byen, som gaaer og støver efter hende.

HENRICH.

Det skal have gode Veye.

JERONIMUS.

Hør Pernille og Magdelone! Laver jer strax til, og lar baade Vognen og Chaisen spende for; thi nu er Tiden. Vil de behage at træde ind saa længe, medens Vognen spendes for?

INTERMEDIUM i steden for den anden Act.

Theatrum gjøres saa lidet som det kand, saa der præsenteres kun i Førstningen som en Vey til Kilden, hvor hen reyse saa vel Ryttere som Fodfolk med Spand, Krukker og Bouteiller, og kand een have hengende om sig lutter Krukker, andre lutter Bouteiller. De samme kand fare ud af een Side og komme ind af en anden for at have Anseelse af mange Folk. 2 Processioner skeer af Folk som holder 28 Tacten efter Musiqve. Een af Bønder, som gaaer Sommer i By e, med Faner og Mundering og May-Greene. Den anden af gamle Kiellinger, alle med differente vanskabte Masqver, gaaende med deres Krykker efter Tacten og Krukker hengende ved Siden. For dem spilles et Liire-Stykke. Derpaa aabnes fond de Theatre, hvor Kilden præsenteres med nogle smaa Telte. Saa snart det aabnes, høres

        

29 samme Øyeblik en stor confus Allarm; nogle raabe, andre snakke, andre svinge og smekke med Pidsker, og Kiellinger slaaes om at komme først til Kilden. En blind Mand kommer ind med en Bier-Fiol, hvorefter Bønderne dantze. Kilden er et lille Hull paa Gulvet, hvoraf idelig nogle øse Vand, andre med Krukker, andre med deres Hatte. Naar det er mod Enden, sluttes fond de Theatre igien.

        

30

ACTUS III

SCEN. 1.

Jeronimus. Arv.

JERONIMUS.

Hør Arv!

ARV.

søvnig strækkende sig. Jeg veed ikke, hvorfor vi skal staae op om Natten.

JERONIMUS.

Er det Nat, naar Soelen er oppe?

ARV.

Ey Herre! I kand ikke regne Soelen ved St. Hans Tider, hvor hun ikke sover en halv Time udi 24. Det kand vi Mennesker ikke giøre; thi Soelen sover derimod den heele Vinter bort, naar vi maa arbeyde ved Lys. Han gisper og strækker sig igien.

JERONIMUS.

Jeg havde ikke staaet saa tilig op, hvis det ikke havde været for at erkyndige mig om min Datters Tilstand. Hvad Tiid kom de hiem i Aftes?

ARV.

Der er hverken Hund eller Kat kommen tilbage endnu.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette? Er de bleven ude den heele Nat? Jeg veed hun kunde jo have drukket Vandet i Aftes, og ligget hiemme i Nat; man curerer jo ikke Folk om Natten?

ARV.

Det er ligesom Sygdommen og Docteren er til, Herre. Der kand være visse Sygdomme, som cureres best om Natten, og visse Doctere, som ikke practicerer, førend Soelen gaaer ned.

JERONIMUS.

Det er sandt, naar et Menneske kommer en hastig Svaghed, saasom Daanelse, paa om Natten, saa maa man bruge Doctor, men udi langvarige Sygdomme lader man Folk sove om Natten.

ARV.

Ey Herre! Docterne forstaaer det best; troe mig, 31 at Docterens Søn havde ikke ladet hende ligge ude, hvis han ikke havde vidst, at Natte-Kuur havde været hende tienligt.

JERONIMUS.

Hun er endelig udi gode Hænder, det er vist; men jeg har dog ingen Roelighed, førend jeg seer hende. Jeg maa strax reyse selv derud, hvorvel jeg er meget træt af forrige Reyse. Kom ind Arv! du skal følge mig.

SCEN. 2

HENRICH.

Min Herre, som er flygtet med Jomfruen fra Kilden, har befalet mig at gaae hid for at holde den Gamle med Snak, at, om han er allarmered over deres Udeværelse i Nat, skal jeg forhindre ham, at han ikke reyser der ud, paa det at de kand faae desbedre Tiid til at komme i Sikkerhed. De opholdte sig 2 Tiimer ved Kilden, indtil de saae deres Tempo at komme bort med en Bonde-Vogn. Hr. Jeronimi Kudsk, troer jeg nok, leeder endnu efter dem; thi han tør vel ikke komme hiem, førend han har fundet dem igien. Men jeg maa banke paa.

SCEN. 3

Henrich. Arv. Jeronimus.

HENRICH.

Hør Cammerad! jeg vil tale et Ord med din Herre.

ARV.

Ach Hr. Doctor! Vil I intet ont giøre mig?

HENRICH.

Aldeeles intet, min Søn, jeg vil heller giøre dig got end ont; men lad mig faae din Herre i Tale.

ARV.

Hr. Jeronimus! her er Docteren igien.

JERONIMUS.

Hans Tienere, Hr. Doctor! han kommer ret beleyligt. Jeg er bekymret over min Datters Udeblivelse i Nat, og staaer derfore færdig at reyse ud til Kilden.

HENRICH.

Ey! det giøres ikke nødigt. I Aften skal I 32 uden Tvivl have jer Datter gandske frisk tilbage; nu fik jeg Bud fra min Søn med en Seddel af dette Indhold:

Læser Seddelen. Spælamdisimo Kiörivendum doctus doctior doctissimus. Ja han forstaaer, maaskee, ikke Latin.

JERONIMUS.

Ney jeg giør ikke Hr. Doctor.

HENRICH.

Saa skal jeg da forklare det paa Danske: Høylærde og vidtberømte Hr. Doctor!

Høytærede kiere Fader!

Jeg maa berette ham, hvorvidt der er avanceret med Curen: Jeg har ordineret to Pulver for Jomfruen, et at bruge for Vandet, et andet efter Vandet. Det første Pulver er den Tinctur, som kaldes - - -

JERONIMUS.

Et Pulver er jo ikke Tinctur?

HENRICH.

Jo det kaldes nu Tinctur hos alle nye Autoribus. Jeg maa læse videre:

Det første Pulver er den Tinctur, kaldet Scabhalsiaskomai, hvilken saa snart hun havde taget ind, blev hun langt verre; thi hun giorde ikke andet end sang idelig. Derpaa lod jeg hende drikke af Vandet halvanden Potte og en to og tredivende Deel, hvilket er den rette Portion, som Hipocrates har foreskrevet om dette Kilde-Vands Brug; thi vil man bruge af Helene Kilde-Vand, da siger Hipocrates saaledes: àno Tau Helenu Omikron pi ro sigma.

JERONIMUS.

Lad os kun gaae forbi hvad Hipocrates siiger.

HENRICH.

Ja nok. Viidere:

Derpaa lod jeg hende drikke Vandet etc. hvoraf hun blev noget bedre, men da hun havde faaet det andet i Livet, faldt hun min Søn om Halsen, og sagde uden Sang: Ach Hr. Doctor! der faldt mig ligesom en tung Steen fra Hiertet. Jeronimus græder.

Hun har derfor ikke siden siunget uden 2 eller 3 gange, men jeg haaber, at naar hun ved Middags 33 Tider faaer ind den Essentia Scholastica, som jeg har med, skal hun gandske blive restitueret, og gandske frisk imod Aftenen see hendes kiære Far. Skreved udi største Hast af eders oprigtige Søn Theophrastus, manu mea propria.

JERONIMUS.

Ach Hr. Doctor! det er en behagelig Tidende for mig. Jeg vil da slaae mig til Roelighed, og vente hende i Aften. Han skal ogsaa blive betalt for sin Umage.

HENRICH.

Vi vil nok komme til rette om Betalningen. Men der er en Lakey.

JERONIMUS.

Vil I tale med nogen?

LAKEYEN.

Min Herre Doctor Bombastus er her ude, som vil have den Ære at tale med ham.

JERONIMUS.

See! der staaer jo jer Herre Doctor Bombastus.

LAKEYEN.

Jeg beder om Forladelse. Min Herre er her uden for.

JERONIMUS.

Hvad Pokker vil det siige? Svar ham at han skal være mig velkommen.

HENRICH.

sagte. Hvo der nu havde en god Strikke, at jeg kunde henge mig med mine Forfædre. Men jeg maa holde Ørene stive saa længe som jeg kand; thi mit Ja er saa got som hans Ney.

SCEN. 4

Doet. Bombastus. Henrich. Jeronimus. Arv.

DOCTOR.

Om Forladelse, Herre, at jeg kommer saa tilig. I Aftes meget sildig fik jeg at høre, at hans kiære Datter var geraadet udi en Svaghed, og at han forlangede min Hielp.

JERONIMUS.

Hvad er hans Navn min Herre?

DOCTOR.

Jeg er den bekiendte Doctor Bombastus, som nyelig er kommen.

34
JERONIMUS.

Om min Datter er falden udi nogen Vildfarelse, saa er ikke jeg. Er der ellers meer end een Doctor Bombastus?

DOCTOR.

Ney her er ikke meer end een Doctor Bombastus, og det er jeg.

HENRICH.

Og jeg siger: Det er jeg.

DOCTOR.

Er I Doctor Bombastus?

HENRICH.

Er I Doctor Bombastus?

DOCTOR.

Hvo tviler om, at jeg er det?

HENRICH.

Hvo tviler om, at jeg er det?

DOCTOR.

I maa være Dievelen.

HENRICH.

I maa være Fanden.

JERONIMUS.

sagte. Her spilles ligesaadan en Comcedie som med Amphitrion og Jupiter.

DOCTOR.

Jeg kand svære paa, min Herre, at det er den underligste Hendelse, mig nogen Tiid er vederfaret.

HENRICH.

Og jeg svær paa, min Herre, at det er en Hendelse uden Liige.

ARV.

sagte. Gid jeg var vel ude, thi en af dem er vist nok Lucifer, som har paataget sig en Doctor-Skikkelse.

DOCTOR.

Jeg staaer gandske fortabt.

HENRICH.

Og jeg veed ikke hvad jeg skal tale eller sige.

DOCTOR.

Han tør sige mig i mine aabne Øyne, at han er Doctor Bombastus.

HENRICH.

Han tør saa uforskammed nægte, at jeg ikke er det.

DOCTOR.

Jeg svær ved Apollinem, at jeg er Doctor Bombastus og ingen anden.

HENRICH.

Og jeg svær ved Cornelius Nepos, at jeg er det og ingen anden.

DOCTOR.

Det er en herlig Gud I svær ved.

HENRICH.

Han er ligesaa god som jeres.

DOCTOR.

Apollo er den Himmelske Læge.

HENRICH.

Cornelius Nepos er den Himmelske Apotheker.

DOCTOR.

Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig om, at han er bleven bedragen af denne Mand,

35
HENRICH.

Min Hr. Jeronimus! han maa forsikre sig paa, at han blir bedragen af denne Mand.

DOCTOR.

Thi han er saa u-kyndig udi Medicinen, at han giør en Historie-Skriver til en Apotheker.

HENRICH.

Thi han er saa u-kyndig i Medicinen, at han giør en Urtegaardsmand til en Gud for Lægedom.

DOCTOR.

Jeg skal strax bringe for Lyset jer Vankundighed.

HENRICH.

Og jeg skal strax viise, at jeg er Karl for min Hat.

DOCTOR.

Jeg vil kun spørge jer de Ting, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad kalder I Circulatio sangvinis paa Dansk?

HENRICH.

Det er Smaakopper.

DOCTOR.

Gid du faae Pokker med dine Smaakopper!

HENRICH.

Jeg vil ogsaa spørge jer noget, som jeg kand spørge en Skole-Pog: hvad er Essentia Scholastica?

DOCTOR.

Der er aldrig noget saadant til udi Medicinen.

HENRICH.

Der hører I hans store Vankundighed, Hr,

Jeronimus. Jeg er gall, at jeg gir mig i Snak med saadan Idiot. Han veed ikke hvad Essentia Scholastica er.

JERONIMUS.

Ja saa hører jeg da, at han ingen Doctor er.

HENRICH.

Per Jupiter! det er jo den Essentz, min Søn har cureret hans Datter med.

JERONIMUS.

Det er sandt. Den anden er en Bedrager.

DOCTOR.

Vil I troe ham, min Herre? Nu skal jeg strax blotte ham. Quid tibi videtur de Sympathia?

HENRICH.

Intentum particularis sub rosa Kiörivendum.

Klemmebassiando.

ARV.

Han maaler ham min Troe Skieppen fuld.

DOCTOR.

Hvad Dievelen er det for et Sprog!

HENRICH.

Det er Arabisk, Canaille.

DOCTOR.

Hvad siger du, din Bedrager?

De faaer hinanden udi Haar, og medens de brydes, trækker Bombastus Doctor-Kiolen over Hovedet paa Henrich, saa han staaer udi sit Liberie.

ARV.

Ach Herre! hvad er dette, vi er om en Hals. Jeg 36 kiender ham. Han tiener hos den fremmede Person, som har løbet gal efter Jomfruen.

JERONIMUS.

Det vil blive en skiøn Historie. Luk Dørren i Laas, at han ikke kommer ud. Ach jeg elendige Menneske! naar jeg seer Docteren, saa kand jeg let giette, hvem Licentiaten var. Ach Hr. Doctor! her er spillet mig et hæsligt Puds.

DOCTOR.

Det merker jeg. Men hvordan henger det sammen?

JERONIMUS.

Aabenbare mig den heele Sag din Skielm, og hvis du tier med noget, skal det gaae dig langt verre.

HENRICH.

Heele Sagen er denne, Herre! Jeg var nyelig en af de største Doctere udi Byen, men i et Øyeblik er bleven forvandlet til en Lakey. Man har adskillige Exempler paa større Forvandeiser, at Folk er bleven omskabte til Dyr og Træer.

JERONIMUS.

Hvilken fortvilet Skielm, han blir ved at spotte mig. Arv! spring efter 2 sterke Karle, der kand binde Hænder og Fødder paa ham.

HENRICH.

paa Knæ. Ach Herre, vær naadig! Jeg skal gierne bekiende alting fra Hoved til Hale. Den heele Intrigue er opspundet af jer Kammer-Pige Pernille, som har brugt mig til Instrument derudi. Hun har fundet for got, at Jomfruen skulde stille sig saa gall an, beordret mig at agere Doctor, for at raade Herren at skikke hende ud til Kilden.

JERONIMUS.

Hvo var det, som agerede Licentiat og reyste med hende?

HENRICH.

Hvo kunde det andet være end min Herre?

JERONIMUS.

Ach jeg kand ikke meer. Jeg er bange Hr. Doctor, at jeg gaaer fra min Forstand.

DOCTOR.

Lad ikke Sorgen tage Overhaand, min Herre! Ulykken er stor nok alligevel.

JERONIMUS.

Siig mig, din Hund, hvor de nu er.

HENRICH.

De flygtede fra Kilden.

JERONIMUS.

Jeg havde aldrig kunnet troe, at min Kudsk, som jeg altid har haft saa gode Tanker om, 37 skulde være udi Ledtog med for at spille mig saadant Puds.

HENRICH.

Kudsken er gandske u-skyldig, Herre. Jeg troer at han løber endnu om, og leeder efter dem; thi de flygtede ham u-afvidende bort med en Bonde-Vogn.

SCEN. 5

Kudsken. Docteren. Jeronimus. Henrich. Arv. Leonard.

KUDSKEN.

God Morgen, Herre! Jeg blev saa mare ude i Nat mod min Villie og har faaet dygtige Rap til.

JERONIMUS.

Hvordan er fat? hvor er min Datter?

KUDSKEN.

Jeg vil siige Herren reent ud, at jeg vil heller have Opsyn med 10 springske Heste end med en eeneste Jomfrue. Jeg veed at holde en Hest i Tøyelen saa vel som nogen Kudsk, og jeg vil gierne svare Herren til hans Heste, om de vare ti gange saa mange, men hans Datter og hans Piiger vil jeg ikke oftere være Inspecteur over; thi det er Dyr, som have været paa anden slags Riide-Skole, og veed at giøre Spring, som jeg ikke forstaaer mig paa. Jeg har været i Dødsens Angest denne Nat, men det er dog faldet vel ud.

JERONIMUS.

Siig mig da, Niels, hvordan det er tilgaaet.

KUDSKEN.

Da vi kom til Kilden, gav man mig brav at drikke, saa jeg blev (reverenter talt) halv fuld. Jeg løb allevegne at see mig om, ey tænkende paa noget ont; men ret som jeg stod og gabede paa nogle Bønder, som reed Sommer i Bye, kom en og vared mig, at Jomfruen med en ung Karl tillige med Pigerne havde sat sig paa Bønder-Vogne og aged bort i fuld Gallop. Jeg løber strax til vores Telt, men finder intet uden Doctorens Kiole, hvoraf jeg sluttede, at det maa have været en forklædt Person. Jeg tar derfor to sterke Karle af mine Cammerater med mig, og kiører efter dem, saa jeg tænkte Hestene skulde styrte; thi jeg fik at høre, at de havde taget Veyen langs ved Stranden for at komme over til Skaane. Omsider traf jeg dem udi den store 38 Kroe, hvor den fremmede Person, som havde ageret Doctor, giorde Modstand, og forsvarede sig saaledes, at jeg føler det endnu udi Ryg, Hovet og Axler; men maatte dog endelig give sig tabt, og lade sig føre med den heele Bagage til Byen.

JERONIMUS.

Ach Niels! du est mig en troe Tiener. Men hvor er de nu?

KUDSKEN.

Jeg har sluttet dem ind udi det lille Kammer ved Bag-Porten, og sat Skildtvagt for dem.

JERONIMUS.

Hans Tiener kiære Sviger-Søn! har han længe været her?

LEONARD.

Ney ikke ret længe. Men jeg har imidlertid hørt meer end jeg forlangede at høre. Hør Kudsk! synger Jomfruen nu ikke meer?

KUDSKEN.

Ney nu græder hun.

JERONIMUS.

Hendes Svaghed har kun været et Paafund for at komme bort. Jeg holder for, at det er best, at I holder strax Bryllup, saa snart jeg har ladet hudflette Pernille og henge denne Knægt, her staaer.

HENRICH.

Skal vi straffes, saa maa vi henges begge.

LEONARD.

Han forlader mig, Hr. Jeronimus! om jeg tar udi Betænkning at gifte mig med en Jomfrue, der er flygtet med en anden.

JERONIMUS.

Ach jeg har ikke et Ord derimod at siige. Lad Magdelone først komme her ind, at jeg kand faae den heele Intrigue at høre. Siig hende, Niels, at her er en Doctor, som forstaaer den sorte Konst, der har sagt alting.

KUDSKEN.

sagte. Det er skiønt, ved den Leylighed skal hun aabenbare hendes egne Optøger ogsaa.

SCEN. 6

Magdelone. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Ha, ha, est du der? God Morgen, Rufferske. Du est den, som af alle er meest Straf værd; thi jo meer du est kommen til Alder, jo meer har du at forsvare. 39 Jeg har ikke kaldet dig hid for at faae Oplysning udi noget, thi jeg veed alting til Punct og Prikke; men jeg vil høre Bekiendelsen af din egen Mund.

MAGDELONE.

paa Knæ. Ach Hr. Jeronimus! straf mig dog ikke, som jeg har fortient. Jeg vil gierne bekiende altsammen, baade hvad min egen Kierlighed er angaaende, og Jomfruens.

JERONIMUS.

sagte. Hendes egen Kierlighed? Her faaer jeg fleer Historier at viide end jeg ventede. Høyt. Bekiend først om din egen Kierlighed, og stik intet under Stoel. Denne gode Doctor, som her staaer, veed alting; han skal siige, om du glemmer noget.

MAGDELONE.

Ach Skam faae du, Rasmus Skriver, for mig du har bedraget i saa mange Aar! Han har bildet mig ind at brænde af Kierlighed til mig. Jeg har beviist ham meget got, og været mit eget Herskab u-troe for at rekke ham Haanden.

JERONIMUS.

Alt dette har Docteren sagt mig. Men jeg vil viide i sær, hvad du har taget fra Huuset og foræret ham.

MAGDELONE.

Jeg har foræret ham nu et Pund Pudder, nu et knippe Penne, nu et par Bouteiller Viin, og andet smaat Ragerie.

JERONIMUS.

Videre, videre, angaaende de Penge, som du tog - -

MAGDELONE.

Hvilke Penge?

JERONIMUS.

Nøder du mig til at lade Docteren sige det, saa skal det komme dig høyere at staae.

MAGDELONE.

Ach Hr. Doctor! lyv mig ikke paa. Hvis jeg havde givet ham andet, skulde jeg min Troe ikke dølge det.

JERONIMUS.

Nu nu, lad saa blive derved.

MAGDELONE.

Nu havde jeg sat den Skurk Stevne af Vinduet at møde mig ved Kilden. Men det utaknemmelige Skarn, langt fra at komme til mig, diverterede sig 40 lige for min Næse med andre unge Piiger. Er det ikke saa Hr. Doctor?

DOCTOR.

Jo det er saa. Men lad os nu høre noget om Jomfruens Sag.

MAGDELONE.

Det kand Pernille best siige, som alleene har smeedet denne Intrigue.

JERONIMUS.

Lad Pernille komme her ind. Man skal nok see, at hun ogsaa har haft nogen særdeeles Interesse ved denne Kilde-Reyse.

SCEN. 7

Pernille. Personerne af den forrige Scene.

PERNILLE.

faldende paa Knæ. Ach Herre! vær naadig Hvad jeg har opspundet, har været af den store Kierlighed, jeg har baaret til Jomfruen.

JERONIMUS.

Hvor har I faaet Leylighed at overlegge dette med den fremmede Person?

PERNILLE.

Vi satte ham stevne at finde os paa visse Tider i Vinduet.

JERONIMUS.

Alt dette har denne gode Doctor sagt mig tillige med den anden Historie, som angaaer din egen Person.

PERNILLE.

Ja Herre, jeg tilstaaer, at det er opspundet i mit Hoved for at befordre Jomfruens Kierlighed.

JERONIMUS.

Videre, videre. Lad os nu høre Historien om din egen Kierlighed.

PERNILLE.

Jeg har ingen anden Kierlighed end den, jeg bær til Jomfruen.

JERONIMUS.

Skal Docteren nødes til at siige det, saa vil det gaae dig ilde. Hr. Doctor! fortæl os det da med den rette Farve.

DOCTOR.

Historien er denne ---

PERNILLE.

Ach ney! Jeg vil nok siige det selv. Personen, som elsker mig, og som satte mig stevne at møde ved Kilden, er en fornemme ung Herre, som kand betale vel en fattig Piges Umag, og hvilken jeg er for ringe til 41 at nægte en liden Tieneste. Han tar mig nok udi Forsvar, om Herren handler ilde med mig; thi ---

JERONIMUS.

Alt nok, alt nok. Disse Kilde-Reyser giortes af Devotion i gamle Dage, men nu troer jeg, at hvert andet Telt er et Hore-Huus. Havde jeg fleere Piiger i Huuset, fik jeg fleere Historier at viide. Det skulde aldrig fortryde mig, hvis jeg var en forsømmelig Mand, der gav mit Huus-Folk for meget Tøyelen; men jeg har Opsigt med dem, slutter dem inde, at de skal ikke forfalde til Liiderlighed, og dog er jeg verre brudt end nogen anden.

DOCTOR.

Ach min Herre! skulde alle Tieneste-Piiger, der af Devotion er reyst til Kilden i Aftes, trues med Piine-Bænken, vilde deres Navne, som er i samme Stand, som jere Piiger, giøre en temmelig tyk Catalogus. Ja skulde enhver kun til Straf sætte en Lod udi en af vore Lotterier, som ingen Fortgang haver, lover jeg for, at det i en Hast skulde blive complet.

JERONIMUS.

Derfor holder jeg for, man burde aldrig lade sine Tienestefolk komme til nogen saadan Forsamling.

DOCTOR.

Ach Herre! jo meer man indsperrer dem, jo verre er det. Det er just Tvangen, som formeerer Begierligheden. Jere Piiger skal jo dog paa Bleegedammen et par gange om Aaret; meener han, at det er altsammen ikkun Klæer, som bliver lagt paa Bleegen? I saadan fald ere ingen verre end de, som kommer ud af et Buur. Derfor giør I langt bedre min Herre, at I gir jere Piiger en sømmelig Frihed.

JERONIMUS.

Ach! det laae Fanden Magt paa Pigerne, hvis min eeneste Datter ikke var falden til samme Liderlighed.

PERNILLE.

Hun er ikke forfalden til nogen Liderlighed. Hun elsker en Person, som forlanger hende til Ægte.

JERONIMUS.

Han skal ægte Fanden ikke min Datter. Den Landstryger! Lad min Datter strax komme hid.

DOCTOR.

Vær ikke for streng mod hende, min Herre! 42 Betænk hvad unge Mennesker ere, og at Kierlighed er den sterkeste Passion af alle.

JERONIMUS.

Her er ikke Kierlighed, Hr. Doctor! her er Liderlighed. Hun stiller sig afsindig for at tage Flugten med en Landstryger.

DOCTOR.

Jo større Intrigue hun har spillet, jo sterkere har Passionen været. Men der kommer hun.

SCEN. 8

Leonora. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Er hun der Mademoiselle! det er mig kiert, at hun saa lykkelig er bleven cureret.

LEONORA.

paa Knæ. Ach min allerkiæreste Far!

JERONIMUS.

Jeg vil ikke være Far til saadan Natte-Frøiken. Hver ærlig Mand, der har slige Børn, kand med Ret og Billighed slaae Haanden af dem.

LEONORA.

Ach jeg bekiender at være falden i en Skrøbelighed.

JERONIMUS.

Skrøbelighed? Ney du skal siige den yderste Liderlighed. Du har stillet dig afsindig an, for at sætte Vox-Næse paa din Far, og siden løbet bort med en Landstryger, hvorved mig og mit heele Huus er sat saadan Klik paa, som aldrig kand afstryges.

LEONORA.

Det er en smuk skikkelig Person, som har Midler, og er kommen af liige saa got Folk som jeg.

JERONIMUS.

Hans Gierninger udviiser jo, at han er en smuk skikkelig Person. Dog han kand altid være saadan vanskabt Jomfrue værdt. Jeg skal bruge Øvrighedens Hielp, og lade dig indslutte, ikke fordi du est ham for god, men alleene for Conseqvences skyld, at vanartige Børn skal ikke faae deres Villie frem. Leonora græder. Græd nu liige saa længe som du har siunget tilforn. See! her staaer denne gode Mand, som jeg havde lovet dig bort til, og som har giort alle Anstalter at tage imod dig. Han er nu bleven anderledes til Sinds. Og jeg kand 43 ikke regne ham det til Onde, at han tar i Betænkning at gifte sig med een, der har giort saadan hæslig Gierning. Hør, i denne Dag skal du blive indsluttet for din Livs Tiid. I tvende Høytærede Mammeseller! I skal blive hudfletted. Og I Hr. Selvgiort Doctor! I skal slippe med at blive hengt. Nu maa jeg til Slutning have fat paa Monsieur selv for at lade ham viide hvad Karl han er, og siige ham, hvad han har fortient af mig. Bringer ham kun hid.

SCEN. ULT.

Leander. Leonora. Pernille. Magdelone. Henrich. Arv. Jeronimus. Doet. Bombastus. Leonard.

JERONIMUS.

Hans Tiener, Monsieur. Jeg seer paa hans Klæde-Dragt, at han alt har slaaet sig fra Medicinen. Han skal ellers have Tak for den Umag, han har haft med min Datter. Han skal ikke have giort det for intet.

LEANDER.

Min Herre! han maa holde mig for den største Misdædere, som han vil, saa har jeg dog ikke andet giort end det, som enhver ærlig Karl kunde giøre, der falder udi saadan heftig Kierlighed.

JERONIMUS.

Det er intet, det er intet, Monsieur! Men veed I vel hvad Loven siiger om saadanne Landstrygere, der sniger sig ind udi ærlige Mænds Huuse for at bortrøve deres Børn?

LEANDER.

Jeg er ingen Landstryger. Jeg er fød her i Landet af got Folk, hvilket jeg skal beviise.

LEONARD.

Denne Røst kiender jeg, Ansigtet ogsaa. Ach Himmel! hvad er det? er det ikke min Broer Leander, som er kommen Udenlands fra? Jo det er ham. Mon frere Leander!

LEANDER.

Mon frere Leonard! De omfavner hinanden.

LEONARD.

Ach min allerkiereste Broer! Er det dig, som er min Rival? Naar var Ankomsten?

LEANDER.

Saa snart jeg fik dit Brev udi Madrit om 44 min Fars Død, gav jeg mig paa Reysen til Holland, hvor jeg gik til Skibs, og kom hid for 3 Uger siden. Hvad som har hindret mig at reyse strax herfra, er denne smukke Jomfrue, som jeg forliebede mig udi paa et Assemblee, og for hvis skyld alle disse Historier ere skeede.

LEONARD.

Min allerkiereste Broer! din Arv staaer til reede for dig hiemme, og min forlovede Brud overlader jeg dig gierne, eftersom jeg seer din Kierlighed er saa stor, og at hendes i alle Maader svarer til din.

JERONIMUS.

Hvad? ere I Brødre?

De som laae paa Knæ, reyser sig, og Henrich sætter sin Hat paa.
HENRICH.

Der blir ingen af os hængt denne gang, det skal jeg være Mand for.

PERNILLE.

Jeg troer det ikke heller, Henrich!

JERONIMUS.

Men siig mig ret Alvor, ere I Brødre?

LEONARD.

Ja Hr. Jeronimus, det er min ældste og eeneste Broer, som har været 3 Aar udenlands. Jeg tænkte, at han havde været død, eftersom jeg i lang Tiid intet Brev har faaet fra ham, og at hans Arv skulde tilfalde mig. Men saasom jeg ingen Ting i Verden har haft meere kiær end denne min Broder, saa er der ingen Penge, jeg med større Fornøyelse gir fra mig.

JERONIMUS.

Overlader I ham da jer Brud?

LEONARD.

Hr. Jeronimus! omendskiønt Personen havde været fremmed for mig, skulde jeg dog holde det for en Samvittighed at spliide tvende saa høyt foreenede Hierter. Ja vist overlader jeg hende til ham, og tilbeder mig intet andet for denne min Villighed end at min Herre vil af Hiertet forlade dem alle, hvad de har giort.

JERONIMUS.

Af mit inderste Hierte. Hør Leonora! Jeg kalder dig min Datter igien, og ham Hr. Leander min Sviger-Søn. Lar os glæde os allesammen, og takke Himmelen, at dette, som syntes at ville blive den hæsligste Tragædie, er ved en u-formodentlig Hendelse faldet saa vel ud.

45
HENRICH.

Jeg haaber I got Folk, at I holder mig for den største Doctor i Verden, og at I opreyser mig en Ære-Støtte, fordi jeg har viiset jer Kildens Kraft og Dyd. Denne gode Jomfrue er dog ikke den første, som er bleven cureret ved Kilden, vil og ikke blive den sidste. Er det ikke sandt Pernille?

Kilde-Reysen Noter

S. 11
Cupido, den romerske Kærlighedsgud (ikke Gudinde). - Mercurius, romersk Gud for Handel, Spil og Udbytte. - jeg blir ... mægtig, jeg faar ... i min Besiddelse. - Practikker, Kunstgreb, List.

S. 12
Argus, i græsk Mytologi Kæmpe med Øjne over hele Kroppen. - beqvem, duelig, dygtig. - harcelleer, spøg.

S. 14
hvorudover, af hvilken Grund. - end om, sæt nu. - retirere jer, trække jer tilbage.

S. 15
være udi Bereedskab, være parat. - Tremulanter, Triller. - enkelte og dobbelte Fuuser, 1/8 og 1/16 Noder. - giøres af, bringes i Orden.

S. 16
altereer jer ikke, ophids jer ikke.

S. 17
hvad hende skadde, hvad der var i Vejen med hende. - ungefehr, omtrent, noget nær.

S. 18
Mammeselle, fr. mam'selle, folkelig Sammentrækning af mademoiselle, Frøken. - prostituer er dig, vanærer dig, gør dig latterlig. - Möchte ich ... sehn, ty.: Gid jeg dog, jeg dog, min tro Amyntas, maatte gense dig endnu en Gang, inden jeg dør.

S. 19
Ihr . .. Vater, I er min Fader, I er min Fader. - Gestrenger ... Gewalt, Strenge Fader, strenge Fader, holdt! Det er jo Tyranni, det er jo endog Vold.

S. 20
Curer, Helbredelser. - Doctor Bombastus, Navnet har Tilknytning til en historisk Person, den berømte tysk-schweiziske Læge og Kemiker Theophrastus Bombastus Paracelsus von Hohenheim (1493-1541).

S. 21
Straten-Junker, Laps, Modejunker; Eventyrer. - Assemblee, Selskab. - Præcautioner, Forholdsregler. - Licentiat, akademisk Grad mellem Baccalaureus og Doktor.

S. 22
giøre min Kunst probat, bevise min Kunst. - endelig, ganske vist. - Perisangia ... Copissisandung, selvlavede Ord.

S. 23
Det første, saa snart som. - Circumflex, grammatikalsk Udtryk, 46 af lat. accentus circumflexus, Accenten ^. - dolus malus, lat., juridisk Udtryk: forsætligt Bedrageri, Svig. - Pultem, forkert Bøjningsform af lat. pulsus, Puls. - incommoderer, besværer. - Permission, Tilladelse. - Archisangia, den græske Forstavelse archi betegner en højere Grad, ærke-.

S. 24
Apollo, Apollon, den græske Gud for Musik og Poesi, var ogsaa Lægegud. - tilforne, tidligere. - legitime promoveret, lovligt proklameret. - Qvid tibi etc., Henrichs og Leanders Samtale paa Latin er for Størsteparten Vrøvl: Hvad synes dig, Hr. Licentiat, efter den ubehagelige Alderdom skal Jorden eje os? - Navneord, Stedord, Udsagnsord, Tillægsmaade, Supinum, Forholdsord, Bindeord, Udraabsord. - Tillægsord og Navneord i Køn, Tal og i Flertal (forkludrede Citater her som senere af den gamle latinske Skolegrammatik, den saakaldte Donat). - Bonden paa Vejen (det udeladte latinske ord cacat = gør), hvis ikke du vil tro, saa smag. - Jeg takker mange Gange, fordi, eftersom, naar. - Da drejer det sig om dit eget, naar Nabovæggen brænder (Horats' Epist. 1,18,84). - A, B, G, D, U (af det græske Alfabet), ponto, basta (i L'hombre: det røde Es, naar rødt er Trumf; Klør Es). - Til, mod, mod, for, imod, udenfor, over, aabenlyst, »Begyndelsestrinet« (sammensat af græsk arche, Begyndelse og græsk pous, som er Genitiv af podos, Fod), indtil. - Alt besejrer den lærvillige Kløgt ved at prøve (Donats Grammatik havde dette Heksameter af den romerske Forfatter Manilius som Motto). - Fod, Vædder, Væg, Gren, med Markskel, Pæl. - Den der elsker en Frø, mener Frøen er Diana (gi. Ordsprog. - Diana, den romerske Jagtgudinde, identisk med den græske Artemis). - Naar to Navneord staar sammen, skal det ene være Navnemaade. - Tytere, naar du hviler under den brede sejrer Kløgten (Forvanskning af Vergils første Hyrdedigt, hvis Begyndelse lyder: Tityre, tu patulæ recubans sub tegmini fagi: Tityrus, naar du hviler under den brede Bøgs Tag).

S. 25
approberet, godkendt, billiget.

S. 26
Præparatorier, Tilberedelser, Forberedelser.

S. 27
Studshane, Pralhane, Pralhans. - Chaisen, en Chaise: tohjulet Kaleschevogn. - Intermedium, Mellemspil. - Bouteiller, Flasker. - have Anseelse af, have Udseende af.

S. 28
differente, forskellige. - Liire-Stykke, Musikstykke udført paa Bondelire, et gi. Strygeog Klaviaturinstrument med en Valse, der drejedes ved et Haandgreb. - fond de Theatre, fr. Scenens bageste Del (bag Mellemtæppet).

S. 29
confus Allarm, forvirret Støj, Spektakel. - Bier-Fiol, en tarvelig Violin. - sluttes, lukkes.

S. 30
gisper, gaber.

47

S. 31
allarmered, foruroliget. - saae deres Tempo, saa deres Lejlighed.

S. 32
Spælamdissimo Kiörivendum, selvlavede Ord. - doctus ... doctissimus, lat. lærd, lærdere, lærdest. - for Vandet, før Vandet. - Tinctur, Draaber. - Autoribus, af lat. autores, Forfattere. - Hipocrates, Oldtidens største græske Læge (460-377 f. Kr.). - Helene Kilde, berømt Valfartskilde ved Tisvilde. - CCTO etc., dvs. apu tu Helenu, gr. af Helene. - Omikron ... sigma, de græske Bogstaver O, P, R, S.

S. 33
manu mea propria, lat. med min egen Haand.

S. 34
Amphitrion og Jupiter, Molières Komedie »Amphitryon« (1668) om Guden Jupiter, der forelsket i Alkmene antager hendes Mands, Amfitryons Skikkelse, var blevet opført paa Grønnegadeteatret i 1723. Molière bygger paa den romerske Digter Plautus' Komedie »Amfitryon«, skrevet o. 200 f. Kr. - Cornelius Nepos, romersk Forfatter af historiske og biografiske Arbejder (l.Aarh. f. Kr.).

S. 35
Circulatio sangvinis, lat. Blodomløbet. - Idiot, uvidende Person. - Per Jupiter!, lat. Ved Jupiter! - Quid tibi ... Sympathia?, Hvad mener du om Sympatimidler? - dvs. Lægemidler med »overnaturlig Kraft«, idet de mentes at staa i mystisk Forbindelse med Sygdommen. - Intentum ... Klemmebassiando, Henrich vrøvler paa et selvlavet Latin og Dansk; sub rosa betyder i Fortrolighed (egl. under Rosen). - Canallie, Slyngel. - om en Hals, uden Redning.

S. 37
saa mare, saa Mari (egl. Jomfru Maria), sandelig, minsandten. - reverenter talt, med Tugt at sige. - gabede paa, gloede paa. - den store Kroe, der er sikkert tænkt paa Rungsted Kro (nu Rungstedlund).

S. 38
Axler, Skuldre. - den heele Bagage, hele Slænget (dvs. Leonora og Pigerne; jf. Den Pantsatte Bondedreng 111,6 og Brøndum-Nielsen i Acta Phil. Scand. XXIII, S. 156-58). - udi Betænkning, under Overvejelse. - den sorte Konst, sort Magi, Djævlemagi (Manen af onde Aander, Djævlepaakaldelse o. 1. til Fremme af onde Formaal). - Optøger, Optøjer, gale Streger.

S. 39
Pudder, dvs. til Parykken. - Ragerie, Smaating, Smaatterier. - af Vinduet, fra Vinduet. - diverterede sig, morede sig.

S. 41
Devotion, Fromhed. - er jeg verre brudt, har jeg mere Besvær, er jeg værre stedt. - Fortgang, Fremgang. - Bleegedammen, Blegepladsen laa uden for Søerne. - det laae Fanden Magt paa Pigerne, det havde Fanden til Betydning med Pigerne.

S. 42
Natte-Frøiken, Skøge. - Klik, Skamplet. - indslutte, indespærre.

S. 43
hudfletted, pisket (til Blods). - Scen. ult., lat. scena ultima. sidste Scene. - Mon frere, fr. min Broder.

S. 44
u-formodentlig, uventet.