HENRICH OG PERNILLE - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

HENRICH OG PERNILLE
Comoedie i tre Acter

202

✂

Hoved-Personerne i Comoedien

LEANDER
HENRICH
hans Tiener
ARV
en Gaards-Karl
LEONORA
Leanders Forlovede
PERNILLE
hendes Pige
MAGDELONE
en gammel Kone
JERONIMUS
Leonoræ Fader

203

✂

Henrich og Pernille
Indledning

✂ Komedien blev opført i 1724, men først trykt 1731. I sit første Levnedsbrev (1728), som er blevet citeret i Indledning til alle foregaaende Komedier, gav Holberg kun et Signalement af dem der paa det Tidspunkt forelaa trykt. Grunden hertil er antagelig, at han med dette Afsnit af sine latinske Erindringer vil friste udenlandske Oversættere. Holberg tilføjer derfor, at »disse femten Stykker er trykt og fylder tre Bind« og nævner derefter blot Titelen paa fem, »der ikke er trykt, men spillet med Bifald paa vort Teater«. - Om »Henrich og Pernille« har Holberg langt senere, i Epistel 66, udtalt, at den er perfekt opbygget; alle Regler overholdes og »der fremtræder ikke en eeneste Person paa Skue-Pladsen, uden just paa den Tiid og ligesom udi det samme Øyeblik han ventes«.

✂ I det 17. og ikke mindst i det 18. Aarhundrede var Skellet mellem Herrestand og Tjenerstand uoverstigeligt - eller næsten. Det hændte, at en Tjener kom til Vejrs, og at en jævn Pige ægtede en velstaaende Mand. Den sociale Opdrift var hos mange i de nederste Samfundsklasser stærkere end nogen anden Drift. For en Tjener eller Kammerpige var Fristelsen til at tage Herskabets Tøj paa og forsøge at gøre sin Lykke i denne Forklædning meget nærliggende. Helten og Titelpersonen i Franskmanden Lesages store Roman Gil Blas (1715) er en fattig Student, som i Perioder er Tjener, før han som Lægeassistent og Ministersekretær avancerer højt i Samfundet. I 3. Bogs 5. Kapitel gaar han ud i sin Herres Tøj, faar gennem en gammel Koblerske Forbindelse med en smuk og fint klædt 204 Dame; de har flere Stævnemøder, men da Gil Blas en Dag faar Ordre til at afhente sin Herre hos en Skuespillerinde, modtages han dér af sin Udkaarne; hun er i Virkeligheden Kammerpige hos Skuespillerinden og har til deres Møder klædt sig som Dame for at fange en fin Herre. Baade Lakajen og Kammerpigen er dog saa tilfredse med hinanden, at de fortsat vil ses og more sig sammen.

✂ De tre første Afdelinger, »Bøger« af Gil Blas udkom 1715, de tre næste 1724 og de tre sidste 1735. Det var Henrik Hertz, som i sit Tidsskrift Ugentlige Blade, 1858-59, S. 417, gjorde opmærksom paa, at Holberg herfra kunne have hentet Inspiration til sin Komedie. Holberg nævner imidlertid aldrig Lesage, og dennes store og meget indholdsrige Roman synes ikke paa anden Maade at have haft Betydning for Holbergs Forfatterskab.

✂ Litteratur.Om Levnedsbrevets Omtale af Holbergs egne Skrifter, se Indledning til Holbergs Memoirer, ved F. J. Billeskov Jansen, 1943; 2. Udg. 1963. - Lesage: Gil Blas de Santillanas Oplevelser. Paa Dansk ved S. Prahl, 1897, S. 160-68.

205

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1

HENRICH.

✂

som Cavalzer. Ha ha ha ha ha ha! Det gaaer rigtig an. Hun er fast. Hvad kand dog ikke de lumpne Klæer giøre? Jeg har, min Troe, ikke haft andet Øjemerke end at harcelere lidt med min Herres Klæer og Eqvipage, og aldrig tænkt at giøre min Lykke derved. Det gaaer mig ligesom Kuliebrænderen, der iførte sig i en Doctor-Kiole for at lade sig hilse af Folk, og blev virkelig Doctor ved samme Narrerie. Jeg blir virkelig Hanreder; Thi den gode Jomfrue er coqvete som en ævig Ulykke. Men hvad vil det siige? Jeg avancerer dog, nemlig fra en Slyngel til en fornemme Hanreder. Det meeste bestaaer derudi, at jeg kand holde gode Miner, og intet af det gamle Lakei-Væsen stikker frem, som kand røbe mig. I gaar havde jeg nær begaaet en forbandet Forseelse: Da jeg gav de fremmede Folk, som jeg har antaget for min Herre, Ordre at spænde for Vognen, kom jeg ikke ihu, jeg var Herre, men vilde staae bag paa Vognen, hvorudover Kudsken begyndte at smile og sagde: Hvor vil deres Velbaarnhed hen? Jeg blev skamfuld og begyndte at henge med Hovedet som et Æsel, men reedede mig dog derfra i det jeg lod som jeg saae en Skavank paa Himmelen af Vognen. Jeg var paa et Assemblee i Gaar, allene for at lære nogle fornemme Grimacer. Jeg saae der iblant andet en Junker, som nyelig var kommen fra Frankerig, ham udcopierede jeg meget nøye, undtagen at jeg ikke vil snakke igiennem Næsen, hvortil han havde sine a parte Raisons, thi han var kommen gandske nyelig fra Paris. For Resten 206 stial jeg ham all hans anden Artighed fra, som for Exempel:

Tar sit Uhrværk op, og fløiter, giør Coupeer med Fødderne, og synger, tar Speylen af Lommen og accommoderer sin Peruqve.

Jeg er fornøyet med mig selv. Jeg er forliebt i mig selv. Frøikenen har pardieu Raison.

✂

SCEN. 2

Arv. Henrich.

ARV.: Hvad Fanden mon det er for en Karl? han er ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.: Hvad Pokker er dette? Det er min Troe Arv, som kommer fra min Herre paa Landet.

ARV.: Om Folk bar sig saadan ad hos os paa Landet, dømte Birke-Dommeren dem virkelig til at være gall, indtil de blev frikiendt af en anden Ret udi Kiøbsteden, hvor saadant er brugeligt.

HENRICH.: Jeg maa aabenbare mig for ham, men narre ham lidt først. Hør, hvo er som taler der?

ARV.: Det er mig.

HENRICH.: Hvilken mig? hvad er det for Svar?

ARV.: Det er mig, Arv.

HENRICH.

✂

Du maa være en Slyngel. Det kand jeg høre af dit Navn. Diable m'emporte, partout dans la France comment vous portez vous. Hør hvad jeg skulde siige:

Carnaille! forstaaer du Fransk?

ARV.: Ney jeg giør ikke.

HENRICH.: Italiensk?

ARV.: Ikke heller.

HENRICH.: Spansk?

ARV.: Ney.

HENRICH.: Saa est du jo værre end et u-mælende Beest.

ARV.: Ney jeg forstaaer intet deraf min ærlig Herre.

HENRICH.: Ærlig Herre? Hvem tager du mig an for, Slyngel? Jeg er ikke ærlig, jeg er velbaarn. Naar du 207
208 taler med en af dine Cammerater, saa kandst du siige: Min ærlig Mand.

ARV.: Om Forladelse velbaarne Herre! jeg vidste min Troe ikke andet end han var ærlig.

HENRICH.: Ney det er noget gammeldags for Folk af min Stand. Hvor har du hiemme?

ARV.: Jeg tiener hos en ung Herre, som heeder Leander.

HENRICH.: Leander! hvor er den Flegel kommen til det Navn? Jeg heeder Leander.

ARV.: Saa er Velbaarne Herre da ogsaa en Flegel?

HENRICH.: Veedst du vel, hvad en Flegel er?

ARV.: Nei jeg veed mare ikke, uden at det maa være noget fornemme, eftersom han siger, at min Herre og han selv ere saadane.

HENRICH.

✂

Det er din Lykke, at du ikke veedst det.

Men hvordan har din Herre understaaet sig at føre det Navn Leander? Hvis jeg havde ham fat, han skulde faae en Ulykke. Dig vil jeg opoffre først paa Regning.

Trækker sin Kaarde.

ARV.

✂ paa Knæ.

Ach Velbaarne Hr. Flegel! spar mit Liv.

Jeg er kun hans Gaardskarl. Men han har en Tienner her i Byen, som jeg skal flye Herren fat paa, paa hvilken han bedre kand hevne sig.

HENRICH.: Hvor er den Tienner? hvad er hans Navn?

ARV.: Han heeder Henrich, men burte heede Skurk, thi det er en af de største Rakkerknægte jeg har kiendt.

HENRICH.: Ha ha ha, nu kand jeg ikke meer. Stat op Arv. Kiender du mig ikke? Jeg er den Henrich, som du taler med saadan Berømmelse om.

ARV.: Ney, saa gid du og faae all Verdsens Skam for mig, som du giorde saa bange.

HENRICH.: Gid du og faae Skam for mig, som du bagtalede.

ARV.: Dine Gierninger udviiser, at jeg talede ikke uret. Hvor Pokker kommer du at løbe saadan gall i Herrens Klæder?

209

HENRICH.: Arv! Du est jo en fattig Karl, som ved dit Arbeyde ikke vinder 10 Rdlr. om Aaret?

ARV.: Jeg fortiener 10 Dievle, ikke 10 Rdlr.

HENRICH.: Inden Aften skal du fortiene 50 Rdlr. dersom du vil holde gode Miner, og staae mig bi i mit Forsæt.

ARV.: Hvor Pokker vil du skaffe mig 50 Rdlr., uden du vil stiæle dem?

HENRICH.: Arv! naar du hører Historien, skal du let kunne begribe det. Du veedst, at Leander har skikket mig til Byen for 14 Dage siden, at sætte hans Gaard udi Stand, og tage an nye Tienere og Kudsk paa hans Vegne, at alting kand være reede at tage imod hans tilkommende Brud.

ARV.: Jeg veed det nok. Men hvad mon det er for en Jomfrue han faaer?

HENRICH.: Jeg er ligesaa klog derudi som du. Der er ingen som veed det, uden den anden Tiener Christopher, som reysede med ham da han sluttede dette Partie. Jeg veed ellers intet deraf; Thi saa snart han kom hiem, sagde han: Henrich! Jeg skal holde Bryllup inden 14 Dage udi Byen. Du maa strax reyse derhen, og sætte alting i Lave, lade Vognen oppudse, tage et par Tienere an, thi Christoffer giorde mig et Puds paa Veyen, hvorudover jeg lod ham løbe. Jeg giorde mig saa næseviis, og spurdte ham hvo hans Kiæreste var. Men han smilede deraf og sagde: Det er et Fruentimmer. Du faaer hende nok at see. Reys kun strax til Byen og forret, hvad jeg har befalet dig. Jeg har derpaa antaget et par Tienere og en Kudsk, og giort saadanne Anstalter, som han vil være fornøyet med. Men da jeg blev mægtig over min Herres Huus og Eqvipage, fik jeg Lyst til at føre mig op som en stor Herre.

ARV.: Hvilket forbandet Indfald!

HENRICH.: Det maa du vel sige, Arv. Jeg roulerede i Carosse hver Dag med to Tienere bag paa i Herrens beste Klæer, og havde min Troe ikke andet Øyemerke 210 dermed, end at styre den Lyst som mig var paakommen, og at merke, hvorledes det var at være fornemme.

ARV.: Men vilde Kudsken og Tienerne altid beqvemme sig til saadan Opvartning?

HENRICH.: Kudsken og Tienerne veed ikke andet, end jeg er Herren selv.

ARV.: Ha ha ha! Gid du faae en Ulykke! Det er artigt nok.

HENRICH.: Nu skal du høre videre, Arv. Her udi dette Huus logerer en fremmed Frøiken fra Landet, som heder Leonore og er meget riig, thi hun fører sig op som en Princesse. Den samme Frøiken har seet mig nogle gange udi min Stads, og er bleven sterk forliebt udi mig, har sat en gammel Kone ud paa mig at udforske mit Hierte-Lav, og jeg har i Sinde at holde Bryllup med hende denne Aften. Kandst du nu begribe, Arv, hvordan jeg kand komme i Stand at forære dig 50 Rdlr. ja 50 Rdlr. til?

ARV.: Est du bandsat? Henrich! Du kandst blive hengt derover, naar det kommer for Lyset, hvo du est, og at du saaledes har bedraget en fornemme Jomfrue.

HENRICH.: Du maa høre Omstændighederne, Arv! Jeg bedrager hende ikke, hun bedrager sig selv; thi jeg har ingen Roe kundet have for hende. Jeg har ikke givet mig ud for at have Midler eller at være af Stand. Jeg har allene sagt, at jeg boer i det Huus, som er lige over for hendes. Hun løber efter mig, og jeg ikke efter hende. Det er en, som vil med Diævels Magt giftes. Thi hun er løs paa Traaen som en Ulykke, saa jeg blir vist nok Hanrey. Men det vil ikke sige. Jeg faaer saa megen Velstand med hende, at jeg kand bære mine Horn med Respect og lade dem forgylde til.

ARV.: Men at føre sig saadan op som du giør, det er jo at give sig ud for en stor Herre, for at bedrage en Jomfrue.

HENRICH.: Arv! du kiender ikke denne Byes Folk ret. Gid jeg havde en Daler for hver en Slyngel, hver en Staader, der her gaaer i fløyels Kiole, da var jeg en riig 211 Mand. At jeg fører mig saadan op, har jeg ingen uden min Herre at giøre Regnskab for. Hvorfor Pokker spør hun sig ikke for, hvem jeg er? hvorfor lar hun mig ikke være i Roe? Jeg kand giøre min Eed paa, at jeg aldrig har givet hende ringeste Anledning. Men den gamle Kielling siger, at hun er færdig at revne af Kierlighed, saa jeg kand merke, at det er allene min Person hun er forliebt udi, og at jeg virkelig uden Fare giør en stor Lykke.

ARV.: Paa den Maade merker jeg, at det kand gaae an. Ha ha ha! Hvilken forbandet Historie!

HENRICH.: Der har du min Haand, Arv, at du skal faae 50 Rdlr. i Aften.

ARV.: Et halvhundrede Rdlr. er værdt at giøre nogen Tieneste for. Hvad vil du da, at jeg skal giøre?

HENRICH.: Jeg forlanger ikke andet end at du skal holde gode Miner. Du kand ellers agere min Skytte.

ARV.: Ja det vil jeg gierne giøre.

HENRICH.: Men hvad er ellers dit Ærende nu i Byen i dag?

ARV.: Jeg skulde herud for at lade dig viide, at alting maa være i Bereedskab; thi Herren vil være her i dag.

HENRICH.: Hillemænt! Hvad siger du? Kommer han til Byen i dag, da maa jeg min Troe skynde mig. Hør, Arv! om en halv Time skal jeg efter Aftale besøge min forlibte Jomfrue. Da maa du komme ind og spørge efter din Herre Leander og levere mig et Brev.

ARV.: Men naar vor Herre faaer saadant Tøjerie at viide?

HENRICH.: Han vil lee deraf. Meener du, at min Herre misunder mig min Lykke? Dersom jeg ikke var forvissed om hans Godhed mod mig, dristede jeg mig aldrig til at giøre saadant. Kom, lad os gaae lidt hiem først.

212

✂

SCEN. 3

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.: Jeg seer jo ingen, Magdelone!

MAGDELONE.: Saa maa han været gaaet bort; thi jeg saae ham min Troe dette Øyeblik staae her uden for, hvorudover jeg løb ind at vare dig ad, Pernille.

PERNILLE.: Ach kiære Magdelone! spring efter ham, maaskee han har været her og kunde ikke komme ind.

MAGDELONE.: Ney det duer ikke Pernille! Alting med Maade; jo bedre Miner du kandst holde, jo vissere est du paa hans Person. Han kommer vist nok til den Tid han lovede mig, nemlig 2 Timer for Middag. Klokken er endnu ikke stort over 9.

PERNILLE.: Men Magdelone! fortæll mig ret med Omstændighed, hvordan Ærendet blev forrettet.

MAGDELONE.: Jeg har forrettet min Commission meget vel. Du est lykkelig, Pernille, som af en ringe Tieneste-Piige kommer i saadan Velstand. Han er vel noget naragtig, men seer ud til at have store Midler.

PERNILLE.: Jo naragtigere jo bedre, og det for tvende Aarsager skyld; Thi først, naar min slette Stand og Vilkor blir kundbar, vil Folk, i steden for at laste mig for denne Intrigue, at jeg saaledes har besnæret en ung Herre, ikkun lee deraf, og sige: Det var got nok til den Nar, han var ikke bedre værdt, han havde dog ikke faaet nogen Jomfrue af hans Stand og Vilkor. For det andet kand hans Naragtighed i en og anden Tilfælde komme mig til Nytte, naar vi blive gifte. Vi Fruentimmer, naar vi leeder efter kloge Mænd, forstaaer ikke ret vor Interesse. Naar jeg har en riig Nar til Mand, forestaaer jeg virkelig Bestillingen, og han fører kun Titulen. Det er os om Herredømmet at giøre, hvilket vi ikke kand faae fra de kloge Mænd uden med megen Møye og lang Tids Intrigue. Men hos saadane Karle lover vi Underdanighed ved Ægteskabs Contracten første Dag, 213 giør nogle Antegninger i Contracten den anden Dag, slaaer en Stræg over den gandske, 3die Dag, har Haand udi Regieringen med, den 4de, og sidder ved Roret alleene, inden Ugen er til Ende.

MAGDELONE.: Jeg kand fatte det altsammen.

PERNILLE.: Havde han ikke været saa naragtig som han er, saa havde en fattig Tieneste-Pige som jeg ikke understaaet mig at vove saadant. Men da jeg fornam, Karlen harcelerede saa sterk, fik jeg det Indfald at stille mig an som en stor Frue, og betiene mig af min Jomfrues Meubler, Klæer og Eqvipage.

MAGDELONE.: Naar mener du din Jomfrue kommer til Byen?

PERNILLE.: Hun kommer enten i Dag eller Morgen, thi jeg har Ordre at holde alting i Bereedskab til i Dag. Kommer hun førend jeg blir gift med min Galan, saa vil jeg bekiende reent ud for hende, at jeg staaer paa Trinnet at giøre en stor Lykke, og derfore har brugt hendes Klæer. Jeg er vist paa, at langt fra hun straffer mig derfor, heller holder Miner, og befodrer mig i mit Forsæt. Men fortæll mig ret, Magdelone, hvordan du forrettede din Commission.

MAGDELONE.: Jeg tog de to Stykker Brocade med, gik derhen og spurdte, om Herren vilde have noget, som var af en galant Patron og dog for meget got Kiøb. Da han tingede med mig om Kiøbet, sagde jeg: Ach Velbaarne Herre! dersom han vidste det, som jeg veed, tingede han ikke saa nøye med mig. Der er en fornemme Jomfrue i den Gaard her lige over -- A propos, faldt han mig ind i Ordet: Den Jomfrue giør mig altid saadanne venlige Miner, naar jeg tar forbi hendes Vinduer. Kiender I hende Moerlille? Ja, svarede jeg; jeg har min daglig Gang der i Huuset, hun er nyelig kommen fra Landet, og venter sin Far her med det første. Hør, sagde han, Bestemoer! bekiend mig Sanden, har ikke den Jomfrue nogen Godhed for mig? hun har kysset paa Fingeren og kast 2 a 3 gange til mig. Da jeg 214 hørte dette, begyndte jeg at forklare ham den heele Sag, og stevnede ham hid til Klokken 10.

PERNILLE.: Det er skiønt. Vi maa endelig mage det saa, at han blir fast i Dag; thi det kand hende sig, at nogen kand komme fra Landet, som kiender mig, og kand aabenbare, hvo jeg er.

MAGDELONE.: Men Pernille! hvem er det din Jomfrue skal have?

PERNILLE.: Jeg veed min Troe ikke. Da vi sidst var sammen her i Byen, blev jeg syg, og maatte lade hende reyse hiem allene, men da jeg var bleven frisk igien, og just stod færdig at ville reyse hiem, fik jeg Tidender om, at Jomfruen var forlovet, og Ordre at lave alting til rette til de komme. Men kommer der ikke en Skytte? det er nok Junkerens.

✂

SCEN. 4

Arv som Skytte. Pernille. Magdelone.

ARV.: Serviteur Velbaarne Mammeselle! Jeg veed ikke, om de kiender mig?

PERNILLE.: Ney jeg giør ikke.

ARV.: Mit Navn er Hasenskræk. Jeg er uværdig Skytte hos den unge Herre, som boer her liige over. Han lod ydmygst formelde sin Reputation og lod fornemme, at om det faldt hendes Velbaarenhed beleyligt, vilde han giøre hende den Ære at opvarte Mammesellen.

PERNILLE.: Han skal være mig hiertelig velkommen. Men vær saa god at underrette mig noget om jer Herre, hvilken Mand det er.

ARV.: Det er en kostelig Herre. Han er capabel at skyde paa en Toskilling. Men han har og et par Rifler, som siger 6; slige Rifler er ikke til udi heele Landet.

PERNILLE.: Er han saadan Elsker af Jagt?

ARV.: Ja det faaer vore Hiorter og Harer at viide. Han kiører i Ring med dem hver Dag, saa de maa faae en Ulykke. Men jeg veed ikke, om velbaarne Madame har hørt, at hans beste Støver Fæyrfax er død?

215

PERNILLE.: Ney jeg har min Troe ikke.

ARV.: Jo mænd, han er død og begraven, og min Herre sørgede for ham som det kunde have været hans egen Broer: det var ogsaa et Tutafect Beest, om man maa saaledes kalde en stor Herres Hund. Jeg veed Fanden ikke hvordan han bar sig ad, han beed Haren saa behendig ihiel, at man aldrig kunde see Tegn til Bidt. Som for Exempel, I er en Hare, Bestemoer. Ret saaledes tog han den i Halsen. Knæk, saa var den klar.

MAGDELONE.: Au au! I kniber noget stærkt Skytte!

216

PERNILLE.: Er jer Herre ung Karl, eller han har været gift tilforn?

ARV.: Ney ikke saa at regne paa. Hans Far har villet haft ham gift paa en og anden Sted, men han vil ikke have uden en der staaer ham selv an. Jeg vil tiene jeres Velbaarenhed: Han giør min Siæl ret. Hvorfor skulde saadan riig Junker gifte sig uden med den, som hans Sind falder til? Ney Karlen vil min Troe raade sig selv i de Maader. Der er endelig noget i giærde nu, hvad Pokker det ogsaa er; Men han lar sig ikke let tvinge, thi her imellem os at siige Velbaarne Frøiken, saa er han gandske skrammereret udi hendes Person.

PERNILLE.: Jeg kand heller ikke nægte, at hans Person staaer mig an frem for alle jeg endnu har seet. Jeg tør ikke siige hvor mangen uroelig Nat jeg har haft for hans skyld.

ARV.: Jeg vil være Mand for, at hun ikke blir bedragen med ham. Han har et par Legger, som ikke er for lange Hvile; hvis der var bedre Legger udi det hele Herred, lod han sauge sine Been rigtig af. Jeg tør slaae til Veds med hende go Frøiken, at det første hun faaer, det blir Tvillinger. Men jeg maa løbe og sige Svar.

✂

SCEN. 5

Magdelone. Pernille.

PERNILLE.: Ha ha ha! Det var ikke uden med stor Møye at jeg kunde bare mig for Latter. Jo naragtigere han er, jo bedre er det mig, og jo lettere kand jeg faae ham i Kløerne.

MAGDELONE.: Man kunde høre paa Skytten, hvordan Herren er.

PERNILLE.: Han er god nok, Magdelone. Jeg er fornøyet med ham. Var han artig og poleret, saa blev han ikke mig til Deel. Meener du, nogen af hans Stand tar saadan Harcelist?

MAGDELONE.: See der kommer han uden Tvil.

217

✂

SCEN. 6

Henrich i Portechaise. Pernille. Magdelone. Arv.

HENRICH.: Hal -------- t! blir staaende her, I Carnallier! Hør, Christoffer! bliv du hiemme, og kommer der Bud efter mig fra Hove, maa du siige, at jeg kand ikke komme i Dag, jeg er angrassered anden Steds. Ach Mon cher, forlad mig, det er Porteurenes Skyld, at jeg ikke holdt et Stykke længer fra. Man har hundrede Fortreeder med disse Leye-Folk; thi de ere dumme som Bester. Hvis det ikke var af Respect for Jomfruen, skulde jeg strax lade jer henge.

PERNILLE.: Ach min Herre! pardoneer dem for min Skyld.

HENRICH.: For hendes skyld giør jeg Mardi alting Velbaarne Frøiken. Apropos Mon cher, jeg kommer her at actionere hende for et lille Tyverie, hun har begaaet.

PERNILLE.: Hvad? jeg begaaet Tyverie?

HENRICH.: Ja hun har staalet mit Hierte.

PERNILLE.: Ach min Herre! jeg har samme Process at føre med ham. Jeg veed nok, at det strider mod vor Kiøns Modestighed at lade sig merke med saadant. Men jeg bekiender reent ud, at -- ach jeg kand ikke tale meer, mit Hierte staaer i min Hals.

HENRICH.: Jeg er en Canaille, om jeg har kunnet sove i 3 Nætter for hendes skyld.

PERNILLE.: Ach min Herre! det er ikke gaaet mig et Haar bedre; thi hans Øynes Piile har trænget sig ind i mit Hiertes inderste Kammer.

HENRICH.: A ---- pardi det er vel talt. Derfor maa jeg mafoi have en Kis.

PERNILLE.: Jeg takker for den Ære. Henrich kysser hende.

HENRICH.: Hør, Frøiken! min Papa vil have mig til at tage en anden adelig riig Jomfrue. Men jeg skal før lade mig parteere og hakke til Kiødmad, førend jeg skal beqvemme mig dertil, og forlade hende mon chere.

218

PERNILLE.: Ach er det mueligt! Jeg er min Troe udi samme Fortvilelse, men ingen uden Døden skal skille os to ad.

HENRICH.: See der er min Haand om ævig Huldskab og Troeskab.

PERNILLE.: Der har han ogsaa min Haand, at jeg aldrig skal lade mig tvinge til nogen anden. De omfavner hinanden.

PERNILLE.: Vil han ikke træde lidt ind med mig at see mine Mobilier?

HENRICH.: Jo min Allerkiereste. Gaaer ud.

MAGDELONE.: Ja nu blir han fast, naar han faaer at see alle de Galanterier, som han bilder sig ind at høre Pernille til, da hun dog ikke ejer saa meget som 4 Skillings Værdie derudi. Ha ha ha, hvilken forbandet Historie vil ikke dette blive, naar vor Junker hører, at han har grebet saa skammelig feyl, og at han i Steden for en riig Frøiken har faaet en gemeen Tieneste-Piige! Men hvor riig han end er, og hvor høy af Stand, saa er han hende ikke for god; thi det er den største Nar, der kand gaae paa Jorden, og der er intet andet Adeligt hos ham end hans Riigdom og adelig Formue. Kunde dette kun blive klar giort førend Jomfrue Leonora kommer til Byen; derudi bestaaer den heele Sag. Pernille har lovet mig 400 Rdlr. for min Umage. Men jeg maa ind at see hvad de bestiller. Jeg troer, at de holder Bryllup paa deres egen Haand.

HENRICH.: kommer ind. Ha ha ha hi hi ha ha ha! Henrich, du est oven paa. Hun er, gid jeg faae Skam, en Jomfrue paa mange tusinde. Jeg kommer af en Hendelse til en Velstand, som jeg aldrig har drømt om. Men det er sandt, naar jeg undtar hendes Riigdom, saa er der intet andet hos hende end hos en gemeen Piige, uden at jeg vil kalde det fornemme, at hun er saa coqvete. Men det er en sulten Hund, som jeg er, om Pengene kun at giøre. Hendes Værelser ere udstaffered som en Grævindes, saa at om nogen vilde byde mig en halv 219 Tønde Guld for min Velstand, tog jeg ikke derimod. Nu gik hun ind i sit Cabinet for at tage en anden Klædning paa, thi hun siger, at hun forandrer Klæde-Dragt hver Time paa Dagen, hvilket er vel naragtigt, men dog Tegn til stor Formue. Vi siger alt DU til hinanden som gamle forlovede Folk, og hun kalder mig sit Hierte. Men der kommer hun i en prægtig Adriane.

PERNILLE.: Om Forladelse min Hierte! at jeg har ladet dig bie saalænge. Hvad synes dig om den Adriane?

HENRICH.: Den er ret galant min Høne. Min Søster Frøiken Fikke har en af samme Tøy. Ja det er ma foi af samme Tøy. Jeg vil være en Rakkerhund, om det ikke er. Hvad har du givet for Alen min Sirupskrukke?

PERNILLE.: Meener du, at jeg veed saadant? Naar min Kammer-Piige kommer hiem, kand vi faae det at viide. Men har du mange Sødskend min Engel?

HENRICH.: Ikke uden en Søster. Men hun faaer intet af vort faste Gods, det falder altsammen til mig. Hun tar kun nogle Penge og Juveler. Men see! der kommer Hasenskræk min Skytte. Hvad vil du, Hasenskræk?

ARV.: Her er et Brev til Velbaarne Junker fra Landet.

HENRICH.: Det er nok fra min Far, min Papa siger jeg. Han skriver mig altid til paa Fransk eller Italiansk. Forstaaer du Fransk? min Siæl.

PERNILLE.: Ney jeg har aldrig kundet lide det Sprog; Thi det blir saa fordømt gemeent.

HENRICH.

✂

Jeg maa læse, hvad han skriver.

Han læser.

Vous plait il dans la France comment, à Paris à cette heure tres humble non pas. Nu skal I see, at her er noget Nyt. Jeg maa læse viidere. Rencollavet Bourdeaux fermez la porte. Diantre! Der har vi det. Jeg maa blive gall. Viidere: Diable m'emporte pluraliter Voulez vous dormir nominativus genitivus dativus Jean foute comment vous portez rapportant autrement bestialement spælamdisimo. Ach! Ach! Hvilket forbandet Tøy! Gaaer og spadserer, tørrende Sveeden af sig.

220

PERNILLE.: Ach hvad er det? mit halve Hierte!

HENRICH.: Det var jo forbandet! Han vil true mig dertil; staaer det ikke saa i Slutningen? jo vist: autrement spælamdisimo bestialement autrement. Men jeg er Karl for min Hat.

PERNILLE.: Ach! hvad er det dog? min Snut.

HENRICH.: Om alt andet slaaer feyl, saa har jeg dog mine to Herregaarde, som er min Møderne Arv.

PERNILLE.: Men siig mig dog hvad det er, min Balsombysse!

HENRICH.: Han er min Papa, det er sandt, som jeg er all Respect skyldig; men jeg gir ham Dievelen.

PERNILLE.: Hvad har han skreven min Engel?

HENRICH.: Han maa viide pardi, at jeg Diable m'emporte har traad mine Børneskoe.

PERNILLE.: Ach dølg det dog ikke længere for mig.

HENRICH.: Jeg vil døe paa, at det er min Søsters Frøiken Fikkes Intriguer. Ja jeg vil være et Carnalli Beest, om det ikke er.

PERNILLE.: Hvad er det for Intriguer?

HENRICH.: Men est du ma soeur, saa skal jeg viise dig, at jeg er din mon frere, petite Canaille!

PERNILLE.: Siig mig det dog min søde Siæl, eller jeg døer.

HENRICH.

✂

Veedst du hvad det er? min Poppe! Min Papa skriver mig til, at han har hørt med Hierte Sorg, at jeg løber om og giør amour til Fruentimmer udi Byen.

Pardi mon jeg ikke er af den Alder, at jeg veed hvad jeg giør? I saadane Sager spør jeg ingen uden mit eget Hierte til Raads.

PERNILLE.: Det meener jeg ogsaa.

HENRICH.: Jeg er alt en Karl, der lader mig rage 3 gange om Ugen.

PERNILLE.: Men hvad skriver han viidere mit Hierte, efterdi du blir saa vreed?

HENRICH.: Jeg er en Karl, som forstaaer mit Fransøsk og Italiensk som mit Moers Maal, og skulde ikke viide, 221 hvad min Velfærd er? Men I skal faae en lang Næse mon cher Papa.

PERNILLE.: Hvad er din Papas Forsæt da med dig min Skat?

HENRICH.: Han er god nok, min Dukke, for sin egen Person, men han lar sig forføre. Det er ikke at beskrive, hvad Fynter der er hos min Søster Frøiken Fikke.

PERNILLE.: Hvad giør hun da?

HENRICH.: Jeg veed nok hvad din Næse kløer efter, Naadige Frøiken. Men du veedst ikke, hvilke Venner jeg har til Hove, og at Kongen offentlig har sagt om mig over Taffel: Den unge Herre er noget extraordinaire hos. Hør, min Dukke! Min Papa har sluttet Partie mellem mig og en Frøiken paa Landet, og vil, at jeg med det første skal have Bryllup med hende.

PERNILLE.: Ach Magdelone! holdt mig, jeg besvimmer.

HENRICH.: Giv dig tilfreds min Høne! Det skal aldrig i Ævighed skee. Veedst du hvad? For at hindre saadant, vil vi holde Bryllup i Aften.

PERNILLE.: Ja her er intet andet Raad at griibe til.

HENRICH.: Hasenskræk!

ARV.: Velbaarne Junker!

HENRICH.: Taruntula præteritum perfectum je ne sais pas generosement dans la France par couvert. Forstaaer du vel?

ARV.: Copis in sandung Spæckavet fripon Monsieur Ovis fort bien. Gaaer ud.

HENRICH.: Jeg bad min Skytte holde Budet op med Snak til jeg kommer hiem. Jeg vil skikke Brev med ham til min Papa og lade ham viide min Meening, men intet melde om vor Forsæt at holde Bryllup i Dag, thi ellers kom han over Hals og Hovet til Byen.

PERNILLE.: Det er sandt. Vi maa tie dermed.

HENRICH.: Min Engel! jeg skulde give dig nogle Gaver, men Tidens Korthed hindrer mig derudi.

222

PERNILLE.: Ach, ach! lad os holde Bryllup først. Vi kand altid siden tænke derpaa.

HENRICH.: Jeg vil alleene give dig noget til Forsikkring om min Kierlighed. Forvar kun denne lille Ring med mit Træk udi. Gaverne udi sig selv skal blive des vigtigere.

PERNILLE.: Saa maa jeg ogsaa give dig noget smaat Pudslerie for Løyer skyld. Der er mit Portrait i Miniatur.

HENRICH.: Det ligner dig ikke meget min Snut.

PERNILLE.: Ney det er min Troe sandt. Men jeg har et i Arbeyd af en anden Mester.

HENRICH.: Klokken 4re kommer jeg her til Copulationen.

PERNILLE.: Alting skal være færdig til den Tid.

HENRICH.: Adieu saa længe min Putte.

PERNILLE.: Adieu Engel!
Henrich blæser i sin Piibe; Porteurene kommer med Portechaisen, hvorudi han sætter sig, og kaster et Kys til hende til Afskeed. Hun giør ligeledes til ham. Han tar en Speyl af Lommen og accommoderer sin Peruqve i Portechaisen.

✂

SCEN. 7

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.: Hvad synes dig nu? Magdelone! har jeg ikke Spillet vundet?

MAGDELONE.: Jo; maatte der kun ingen Hinder komme inden Klokken 4. Men hvad var det for et Billede, du gav ham?

PERNILLE.: Det var Jomfru Leonores Portrait.

MAGDELONE.: Est du gall, Pernille! hvordan tør du vove saadant?

PERNILLE.: Naar Jomfruen hører, at jeg har giort min Lykke derved, blir hun ikke vreed, men vil lee og have sin Lyst deraf. Kom Magdelone! lad os gaae ind og 223 giøre Anstalter til hans Komme. Du skal faae, hvad jeg har lovet dig.
De gaaer ind.

224

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1

LEANDER.: Har jeg mine Dage hørt Magen til saadant? Her spilles jo samme Historie med mig som med Amphitrion. Mine Huusfolk tar mig for een, der løber med Limstangen. Jeg befaler, de svare at jeg har intet at befale. Jeg spør om min Tiener, de sige han gik ud med Herren for en halv Tiime siden. Jeg siiger dem, at jeg er Herre i Huuset, de svare: ikke i dette, men maaskee i et andet. Jeg giør mig vreed, de viiser mig Dørren, og truer mig med deres Herre. Om jeg stod paa mit Hoved, saa kand jeg ikke begriibe det ringeste deraf. Men der seer jeg Arv. Hør, Arv!

✂

SCEN. 2

Arv i sine Gaardskarls-Klæder. Leander.

ARV.: Hvem kalder paa mig? Ey Herre, velkommen fra Landet.

LEANDER.: Det er mig kiert, at du kiender mig.

ARV.: Hvorfor skulde jeg ikke kiende Herren?

LEANDER.: Jeg tænkte virkelig, at jeg var bleven forvandlet, eller i det ringeste, at jeg har taget et andet Huus for mit eget. Hør, Arv! boer jeg ikke i dette Huus?

ARV.: Jeg veed min Troe ikke rettere. Men hvorfor spør Herren om saadant?

LEANDER.: Da jeg kom ind i Huuset, vilde ingen tage mig for fulde, men disse nye Folk, som Henrich har 225 antaget, sagde at deres Herre nyelig var gaaet ud. Hvad Pokker er det for Koglerie? Hvor er Henrich?

ARV.: Jeg har min Troe ikke seet ham meer end eengang, det første jeg kom i Byen; da viisede han mig ud i Herrens Forretninger. Han maa nok være inde.

LEANDER.: Kunde jeg kun faae fat paa den Knægt, og høre hvordan Sammenhengen er. Det er jo noget splitter galt Tøi. Hvor pleyer han have sin Gang, naar han er i Byen?

ARV.: Han pleyer at gaae til Christoffers paa Hiørnet. Jeg er bange, at han sidder der udi en Lanter til Ørene.

LEANDER.: Da skal han faae en Ulykke. Er her nu ikke andet at bestille? Spring hen og see, om du finder ham der. Arv gaaer.

LEANDER.: Her er vist min Svigerfars Huus; jeg vil der lidt ind at fornemme, om de er kommen til Byen. Men jeg seer, der kommer en Cavalier derfra. Hvad mon han har der at bestille?

✂

SCEN. 3

Henrich. Leander.

HENRICH.: kastende Kys til Pernille inden for. Adieu saa længe Mon cher. Lad ikke Tiden falde dig for lang. Adieu lille Leonora! lad alting være færdig til Klokken 4re min Skat.

LEANDER.: Ney dette er splitter galt; det er tusind gange værre end det forrige.

HENRICH.: Ha ha ha! Hun er saa forliebt som en Rotte.

LEANDER.: Hør, min Herre! hvad har han i dette Huus at bestille? har han nogen Skat eller Engel derinde? Men mig synes, at jeg kiender dette Ansigt.

HENRICH.: Ach Herre! Jeg beder ydmygst om Forladelse.

LEANDER.: Ney nu? det blir alt bedre og bedre. Henrich! hvor Fanden est du kommen i den Eqvipage?

226

HENRICH.: Ach Herre! misund mig ikke min Velstand. Jeg giør min Lykke i dette Huus.

LEANDER.: Med hvem?

HENRICH.: Med en Jomfrue fra Landet, som heeder Leonore.

LEANDER.: Som boer i dette Huus?

HENRICH.: Ja det er hendes Fars Huus.

LEANDER.: Vil du vanartige Skielm fixere mig? Trækker sin Kaarde. Hemich falder paa Knæ.

LEANDER.: Vil du sige mig hvad dette er for Koglerie?

HENRICH.: Ach Herre! misund mig ikke min Lykke. Jeg er dog en gammel troe Tiener.

LEANDER.: Jeg kløver dit Hoved strax, hvis du ikke strax siger mig, hvorfor du har ført dig saadan op, og hvad du har at bestille i dette Huus.

HENRICH.: Jeg skal bekiende alting fra Begyndelsen til Enden: Da Herren skikkede mig til Byen at giøre alting reede for at modtage hans tilkommende Kiæreste, og jeg fik alle Herrens Klæder og Sager under Hænder tillige med Ordre at antage nogle nye Folk, kom der en særdeeles Lyst paa mig (ingen Barselqvinde kand falde paa saadant) nemlig at forsøge alleene hvordan det var at være en fornemme Herre. Medens jeg agerede saadan Person, fornam jeg, at omsider en fornemme Frøiken blev forliebt og satte efter mig.

LEANDER.: Hvad er det for en Frøiken?

HENRICH.: En Frøiken, som boer i dette Huus og heeder Leonora.

LEANDER.: Hør, hvis du blir ved at harcelere, est du Dødsens.

HENRICH.: Jeg skal min Troe ikke sige et u-sandt Ord. Denne Forlibelse drev mig til at fremture i min Eqvipage; thi jeg tænkte ved mig selv, om Herren faaer at viide, at jeg har brugt hans Klæer, tar han det dog ikke unaadigt op, naar han fornemmer, at hans gamle troe Tiener giør sin Lykke derved.

LEANDER.: Viidere, viidere.

227

HENRICH.: Jeg blev omsider anmodet af hende om Kierlighed ved en gammel Kielling. Jeg har besøgt hende to gange i dag, og vi har berammet vort Bryllup Klokken 4re.

LEANDER.: Hvad heeder Jomfruen, siger du?

HENRICH.: Hun heeder Leonora.

LEANDER.: Og boer i dette Huus?

HENRICH.: Ja det er hendes Fars Huus. De boer ellers paa Landet, men dette Huus er de udi, naar de opholde sig i Byen.

LEANDER.: Jeg har nok. Du est en Misdæder. Du skal døe.

HENRICH.: A ---- spar mig Herre! jeg har dog intet andet ondt giort end det, at jeg af Galskab har taget Herrens Klæer paa. Hendes egne Folk skal vidne med mig, at jeg ingen Roe har kundet havt for hende.

LEANDER.: Det er ikke dine Gierninger du skal døe for, men dine løgnagtige Ord, i det du vil sætte et fornemme Fruentimmer saadan Klik paa.

HENRICH.: Hvis det ikke er sandt alt hvad jeg har sagt, vil jeg selv for mine egne Penge kiøbe Strikken, hvormed Herren maa henge mig. Der kommer Arv, han skal stadfæste alting med mig.

✂

SCEN 4.

Arv. Henrick. Leander.

ARV.: Ney Herre! han er ingensteds at finde.

LEANDER.: Hid din Hund, og bekiend Sanden, eller jeg opoffrer dig med.

ARV.: paa Knæ. A-------

LEANDER.: Er det sandt, at den Jomfrue i dette Huus er forliebt i Henrich og vil holde Bryllup med ham i dag?

ARV.: Ja mare er det sandt Herre; men hvad kand jeg dertil? Jeg har hørt hende sige, at hun ikke har kunnet 228 sove roelig af Elskov for ham. Jeg har seet hende kysse ham. Hvad de ellers meer har giort, det maa de og deres Dievel viide.

HENRICH.: Kand nu Herren høre, at jeg ikke lyver? Jeg har endnu det Portrait i min Lomme, som hun for ærede mig.

LEANDER.: Lad see. Ach Himmel, er det mueligt? Staaer op igien begge. Jer skal intet ont vederfares. Hvad skal jeg tænke? hvad skal jeg sige? hvad skal jeg giøre herved? Er nogen Sorg i Verden saa stor, som kand lignes ved min? Er nogen U-lykke meer uformodentlig paakommet et Menneske? Har noget Fruentimmer været meer habile i at forstille sig end denne Leonora? Naar jeg eftertænker hendes Stand og høje Afkom, hendes udvortes Ærbarhed, Dyder og Kydskhed, synes denne Historie utroelig; naar jeg derimod hører disse Vidnesbyrd, seer hendes Portrait, maa jeg troe det. Mit Hierte er saa omspændt af Sorg og Forbittrelse, min Hierne saa forvirret, at jeg veed ikke, hvad Resolution jeg skal tage. Jeg vil bryde ind udi Huuset, og opoffre den Forræderske. Ingen skal kunne legge mig det til Last, men alle skal kalde det en retfærdig Hevn, og bekiende, at om der var noget større end Døden, havde hun fortient det. Men mon jeg skulde kunne understaae mig at myrde den, som jeg nyelig elskede som min egen Siæl? Mon det er Straf nok for hende, at hun døer for min Haand? Ney hun skal leve, det er hende større Straf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve med des større Skiendsel og Foragt. Gaaer og spadserer. Dog hvad skytter saadant nedrigt Gemyt om Foragt? En der ikke har skiæmmet sig ved at bryde sit Løfte, og forliebet sig udi saadan Karl, vil kun lee deraf, og glæde sig over min Død, paa det hun uden Hinder kand naae sit Maal og fornøye sit løsagtige Sind. Ney jeg vil tractere det med Foragt og befodre Henrichs Kierlighed, thi hun er ham ikke for god. Hør, 229 Henrich! veedst du, hvem din Kiereste er? Det er just den selv samme, som jeg skulde holde Bryllup med.

HENRICH.: Ach Herre! jeg beder om Naade. Jeg har min Troe endnu ikke rørt hende. Jeg staaer fra mine Prætensioner.

LEANDER.: Bliv du kun ved at elske hende som tilforn.

HENRICH.: Ach ney Herre! det var jo Canaliøsk af mig, om jeg vilde giøre saadan brav Herre til Hanrey.

LEANDER.: Du giør mig ikke til Hanrey, naar du faaer hende selv.

HENRICH.: Ach ney Herre! jeg er alt for ringe at gaae ham udi forkiøb. Jeg vil strax gaae hen og aabenbare hende, hvo jeg er, og sige, at Herren er bleven vreed, saa falder hun nok til føye, og Herren kand endnu holde Bryllup med hende i Aften.

LEANDER.: Dersom jeg havde ikke meer Ambition end du, Henrich, saa gik det saaledes. Ney holdt du kun gode Miner, hun skal blive din Brud i dag. Jeg skal befodre din Kierlighed; thi jeg kand ikke hevnes paa anden Maade.

HENRICH.: Ney jeg vil heller døe end stikke Herren ud.

LEANDER.: Hør, Henrich! vil ikke du, saa skal jeg pudse Arv op, og bane ham Vey til denne Lykke.

ARV.: Jeg takker Junkeren. Vil ikke han, saa vil jeg.

HENRICH.: Ney Tak, Slyngel, det er for fædt Stykke for dig. Vil ikke Herren have hende, saa blir jeg nok ved Huuset.

LEANDER.: I kand skiftes ad begge to, du kandst lade Arv ligge hos hende iblant; thi som jeg merker, saa tar hun alting til Takke.

HENRICH.: Ney Herre! jeg er forbandet jaloux; men vil Herren selv giøre mig den Ære iblant, saa - - -

LEANDER.: Ney Henrich! jeg skal ingen Indpas giøre dig. Bliv nu kun ved, og lad dig for alting ikke merke, at du har talt med mig. Jeg vilde give hundrede Rdlr. til, at du havde alt haft Bryllup med hende.

230

HENRICH.: Men kand jeg da være vis paa, at Herren ikke skiemter med mig?

LEANDER.: Kandst du ikke begriibe, Henrich! at ingen Gierning er hæsligere end den, hun har bedrevet mod mig, og at jeg derfor paa ingen Maade bedre kand blive hevnet end at see hende gift med min Tiener?

HENRICH.: Men Herre! naar dette kommer for Lyset, at jeg er kun en fattige Tiener, kand jeg blive straffet derfor.

LEANDER.: Ingenlunde. Jeg skal tage mig din Sag an. Alle Folk, som hører hendes Utroeskab og Løsagtighed, vil glæde sig over hendes Skam.

ARV.: Jeg troer mare, at hun har ogsaa lidt Godhed for mig. Du fortryder vel ikke paa, Henrich, at jeg besøger dig, naar du blir gift.

HENRICH.: Du skal faae en U-lykke, dersom du kommer inden min Dørtærskel.

LEANDER.: Det maa I forliiges om, som I ere Venner. Kommer! lar os gaae ind.
De gaaer ind. Henrich rykker Arv i Haaret og truer ham paa Veyen.

✂

SCEN. 5

Leonora. Pernille.

PERNILLE.: Ach Velbaarne Frøiken! naar hun faaer Aarsagen at viide, saa haaber jeg, at hun lar sin Vreede falde.

LEONORA.: Det er slet ikke formedelst Klæderne, jeg er fortrøden, men at du vil gaae og spille Giæk udi Huuset nu her er saa meget at bestille.

PERNILLE.: Jeg giør det min Troe ikke af Galskab.

LEONORA.: Den Feber, som du fik sidst jeg forlod dig her i Byen, maa ikke have udraset. Det er best, du gaaer hen og legger dig. Men hvad driver dig til at bruge saadane Optøyer?

PERNILLE.: Jeg giør en stor Lykke derved. Her er en 231 riig ung Herre, men liigesaa naragtig som riig; den samme bilder sig ind, at jeg er en fornemme Jomfrue, og giør Amour til mig.

LEONORA.: Jeg vil intet Coqveterie have i mit Huus. Er det af Penge-Trang eller Løsagtighed, at du giør saadant? Fy skamme dig! jeg har altid havt bedre Tanker om din Ærlighed. Saadan Karl giver dig en snees Ducater, og lar dig siden løbe.

PERNILLE.: Ach ney Frøiken! det er ikke paa den Maade. Han har lovet mig Ægteskab, og vi blir vied sammen Klokken 4re, dersom hun ikke vil hindre mig i min Lykke.

LEONORA.: Jeg vil ikke hindre dig i din Lykke, Pernille! Men hvad meener du, der vil paafølge, naar han siden faaer at viide, at du est en Tienneste-Pige?

PERNILLE.: Det er en Karl, som løber med Liimstangen. Han er forliebt i min Person og har lovet mig Ægteskab, uden at forespørge sig om min Stand og Vilkor, saa jeg bedrager ikke ham, men han bedrager sig selv.

LEONORA.: Vil du vove det, saa maa du gierne for mig. Men jeg er bange, at min Far kommer i Byen for hastig.

PERNILLE.: Hvor snart mon han komme?

LEONORA.: Da jeg reyste fra vor Lystgaard, sagde han at ville komme strax efter. Han er her vist nok inden Aften; thi mit Bryllup er berammet i dag. Men hvad er det for en ung Herre, som har forliebet sig udi dig?

PERNILLE.: Han boer i dette Huus Hige herover.

LEONORA.: I hvilket Huus?

PERNILLE.: Her i dette Huus.

LEONORA.: Est du gall, Pige! Du har maaskee seet ham engang gaae derind, men han kand ikke boe der. Thi dette Huus hører Leander til, efter den Underretning jeg har faaet.

PERNILLE.: Ja det er saa, Frøiken! han heeder Leander. Hans Venner har lovet ham bort til en, som ikke staaer ham an, og det er just derfor han haster saa meget med vor Bryllup.

232

LEONORA.: Det er som jeg siger, Piige! Feberen har ikke raset ud hos dig.

PERNILLE.: Det er min Troe som jeg siger. Den gamle Magdelone, som boer i vor Baggaard, skal vidne med mig, at den Leander, som boer i dette Huus, har lovet mig Ægteskab. Magdelone! Magdelone! Kom ud lidt.

✂

SCEN. 6

Pernille. Magdelone. Leonora.

PERNILLE.: Magdelone! Er det ikke sandt, at jeg er forlovet med den unge Herre Leander, som boer her Hige over?

MAGDELONE.: Jo det er sandt. Men hierte Frøiken, hindre hende ikke i hendes Lykke, hun har dog tient længe og troeligen. Hun kommer til Rigdom derved, og blir en stor Frue, og jeg forsikrer, at hun blir taknemmelig.

LEONORA.: Hvad? har I overlagt med hinanden at narre mig?

MAGDELONE.: Det være langt fra, smukke Frøiken! Det er min Troe i alle Maader, som jeg siger.

PERNILLE.: Frøikenen maa gierne straffe mig, dersom hun befinder ringeste Usandfærdighed i mine Ord.

LEONORA.: Han heeder Leander, siiger du?

PERNILLE.: Ja.

LEONORA.: Han boer i dette Huus Hige over for?

PERNILLE.: Ja, men han er ellers boende paa Landet.

LEONORA.: Men hvad er det for en Ring, som du bærer paa Fingeren?

PERNILLE.: Den Ring fik jeg af ham i Dag.

LEONORA.: Ach hold mig, jeg daaner.

MAGDELONE.: Tænkte jeg ikke vel, Pernille, at det vilde saa gaae? Men hvorfor legger Frøikenen dette saa meget paa Hierte? Det er jo naturligt, at et Menneske søger at giøre sin Lykke.

LEONORA.: til den anden Siide. Ja det er hans Ring. 233 Hvor utroelig Historien er, saa er det dog, som de siiger. Ach! om jeg var den største Misdæder, kunde Himmelen ikke straffe mig høyere. Hvo kand fæste sin Lid paa nogens Løfte meer? Hvo kand dømme af eens udvortes Væsen og Gebærder, hvad der boer i Hiertet? Jeg har vegret mig længe for at begive mig i Ægtestand. Jeg har afslaaet adskillige anseelige Partier. Ingen har staaet mig an uden denne Leander, som jeg nu befinder at overgaae alt, hvad som kand opregnes, udi Liderlighed. Hvad skal jeg giøre? hvordan skal jeg hevne mig? Forræderiet er saa stort at jeg ikke kand hitte paa nogen tilstrækkelig Hevn. Ach ulyksalige Leonora! i en ulyksalig Tid for dig kom den Person i din Faders Huus, i en ulyksalig Tiid kom du til Byen at høre saadant. Dog hvad siger jeg? hvad klager jeg? hvi kalder jeg det en ulyksalig Tiid? Det maa heller kaldes den Lyksaligste Dag for mig min heele Livs Tid, paa hvilken saadan Forræderie er bleven aabenbaret, og jeg derved undgaaer at falde i det liiderligste Menneskes Hænder. Hør, Pernille! Den Person, som elsker dig, er just den samme, som var forlovet med mig.

PERNILLE.: Ach Velbaarne Frøiken! hun overiiler sig ikke! Hun kand tage feyl. Hvoraf kand hun viide det?

LEONORA.: Jo Pernille! her er meer end eet Beviis. Han har selv sagt mig, at han nyelig har kiøbt dette Huus her Hige over, hvor vi skulde holde til, naar vi vare udi Byen. Han er ellers boende paa Landet, han heeder Leander, og her kiender jeg til Overflød hans Ring.

PERNILLE.: Ach jeg døer af Angst og Forskrækkelse.

LEONORA.: Og jeg af Hevngierighed og Forbittrelse.

PERNILLE.: Ach Frøiken! tag mit Liv fra mig.

LEONORA.: All min Velfærd bestaaer i dit Livs Conservation, thi jeg kand ikke hevnes paa anden Maade, uden han til Straf faaer min Tieneste-Piige.

PERNILLE.: Men hvor kom Frøikenen til at blive forlovet med ham?

LEONORA.: Han kom for 6 Uger siden at slutte et Kiøb 234 med min Fader. Der blev han forliebt i mig og begiæ- rede mig til Ægte. Jeg har ingen Stadighed til at fortælle dig Resten, thi mit heele Legeme brænder af Begierlighed til Hevn. Jeg reyser strax til vor Lystgaard igien.

PERNILLE.: Og jeg reyser med. Gid jeg aldrig var kommet til Byen, at jeg saadant skulde berøve min Jomfrue.

LEONORA.: Hør, Pernille! Hvis du har nogen Estime og Kierlighed for mig, saa bliv ved at fuldføre Comoedien, og lad dig ikke merke, at jeg har været her, og talt med dig. Hvis du ikke spiller din Rulle, som du har begyndt, faaer du mig aldrig meer at see, thi jeg døer, hvis jeg ikke blir hevned, og jeg kand ikke blive hevned paa anden Maade.

PERNILLE.: Ach Ach Frøiken! er det mueligt at --

MAGDELONE.: Giør, du Taadse, som Frøikenen forlanger, saa blir hun hevnet, du blir en stor Frue, og jeg faaer de Penge, som mig er lovet.

LEONORA.: Jeg siger dig endnu engang, Pernille, at all min Velfærdt bestaaer derudi, at du spiller din Rulle vel; du bliver i visse Maade lykkelig derved, efterdi han har store Midler.

PERNILLE.: Ja det er sandt. Han kand sagte være god nok til mig. Efterdi Jomfruen vil saa have det, saa skal jeg min Troe spille Comoedien det beste jeg har lært.

LEONORA.: Gak du kun ind og efterlev troelig, hvad jeg har befalet dig. Jeg gaaer hen til en god Ven, som skal reyse med mig til vor Lyst-Gaard.
De gaaer ind.

✂

SCEN. 7

Leonora. Leander.

LEONORA.: Saa stor som min Kiærlighed var, saa heftig er min Forbittrelse.

LEANDER.: taler til Henrich uden for. Som jeg siger, Henrich! nu gaaer jeg til Siide lidt.

235

LEONORA.: Den som jeg tilforn elskede som min egen Siæl, hader jeg nu meest af alle Mennesker paa Jorden. Men hvo er det som taler? Ach Himmel! der kommer den Forræder.

LEANDER.: Er det ikke Leonora? Ey, gaaer hun bort? Er hun saa bange for mig, dydige Frøiken?

LEONORA.: vender sig om. Velbaarne Junker! hvor skulde jeg eller nogen være dydig? han har jo sluget all Dyd op, saa der er intet tilbage for andre.

LEANDER.: Ha ha ha, kydske Lucretia!

LEONORA.: Ha ha ha, kydske Joseph!

LEANDER.: Jeg admirerer hende Frøiken.

LEONORA.: Der er ikke saadan Junker til som han.

LEANDER.: Kiender hun dette Portrait dydige Frøiken?

LEONORA.: Ney ikke i hans Hænder.

LEANDER.: slængende Portraitet til hende. See der har hun det tilbage.

LEONORA.: Kiender dydige Junker dette Portrait?

LEANDER.: Jo desværre.

LEONORA.: See der ligger det.

LEANDER.: Der ligger den Tobaksdose, hun forærede mig.

LEONORA.: Der ligger hans lumpne Armbaand.

LEANDER.: Der ligger hendes lumpne Stok med Guldknap.

LEONORA.: Og der hans lumpne Øren-Ringe.

LEANDER.: spyttende. Der ligger den Huldskab og Troeskab I gav mig.

LEONORA.: Tvi, der ligger jeres igien.

LEANDER.: Adieu dydige Jomfrue! hels jere Forældre.

LEONORA.: Adieu udkaarne Junker! prosit die Mahlzeit. Hun gaaer bort.

LEANDER.: Hvilket uforskammet Qvinde-Menneske! Langt fra at skamme sig ved sin Misgierning, hun traadser oven i kiøbet. Men jeg faaer en tilstrækkelig Hevn, naar hun hører at hendes nye Kiæreste blir forvandlet til en gemeen Lakey.

236

✂

SCEN. 8

ARV.: Mig syntes her var Klammerie uden for, men jeg seer ingen. Ney her er ingen. Mon jeg drømte? Jeg tænker paa den forbandede Henrich, hvilken Lykke han giør i Dag. Det er dog et Dievels Spring paa eengang at springe Hige fra et Bagbeest til en Junker. Jeg er ikke misundelig, men jeg kand ikke nægte, at om jeg paa en god Maade kunde vrikke Halsen om paa ham, saa 237 giorde jeg det. Thi hvad er hans Fortienester meere end mine? Jeg har tient ligesaa længe og troelig som han. Jeg seer ligesaa vel ud som den Slyngel. Havde jeg bleven skikket i Byen først i hans Sted, saa havde jeg rnaaskee kunnet giort samme Lykke. Men just fordi jeg fik ikke det Ærende, saa er og bliver jeg en Slyngel, og han blir Velbaaren. Jeg vil dog holde gode Miiner formedelst de 50 Rdr. han lovede mig. Det kand ogsaa hende sig, at jeg kand faae en Finger i Soddet med; thi den Kiselinke som han faaer, lar sig aldrig nøye med een Mand. Havde jeg fat paa den gamle Kone, skulde jeg bestikke hende at roese mig for Jomfruen. Jeg vil see igiennem Porthullet, om jeg blir hende ikke vaer.

✂

SCEN. 9

Henrich. Arv.

HENRICH.: Hvor Pokker blev Arv? Nu har jeg ham nødig. Men see! staaer han ikke der, og vil luure sig ind i Huuset? Ach jeg maa blive gall.
Lister sig sagte til ham, og trækker ham tilbage efter Haaret.

ARV.: A ------

HENRICH.: Vil din Hund holde din Næse herfra?

ARV.: Hvad ondt giør jeg, Henrich?

HENRICH.: Fort herfra, siger jeg.

ARV.: Maa jeg ikke staae paa Gaden?

HENRICH.: Men ikke ved dette Huus; hvis jeg fornemmer, at du kaster kun dit Øye paa Huuset, skal jeg lade dig henge udenfor Vinduerne andre til Skræk og Exempel.

ARV.: Det har du ingen Magt til.

HENRICH.: Ha ha, en Mand paa en halv Tønde Guld, som jeg, skulde ikke have Magt til at lade henge en Gaards Karl?

ARV.: Om du blev Mand paa en heel Tønde Guld, est du 238 dog kun af Geburth en Lakey. Det er Forskiæl mellem en riig Mand og en fornemme Mand.

HENRICH.: Aldeeles ingen Forskiæl. Jeg sætter, at jeg er Fuldmægtig hos en stor Herre, jeg er da kun en ringe Person mod ham. Men om jeg nu filouterer ham fra alt hans Gods, blir jeg strax fornemmere end han, skiønt han beholder sin forrige Titul, og jeg heeder kun slet og ret Henrich som tilforn.

ARV.: Ja seer du vel, saa blir du derfor ikke fornem.

HENRICH.: Jo vist; Thi naar jeg og min Herre siden kom i Vertskab sammen, saa gav Verten vel Herren det fornemmeste Sæde, men mig den mageligste Stoel. Naar en Kapuun skulde deeles, fik Herren det første Stykke, men enten af Halsen eller Ryggen, men jeg med de sidste fik Brystet; saa Herren fik Complimenter for sin Tituls skyld, men jeg solid Ære formedelst mit Gods, og fordi jeg kunde tractere Verten dobbelt igien. Jeg tiente, førend jeg kom til Monsr. Leander, hos en fornemme Mand, som var kommen til agters. Den samme, erindrer jeg, blev engang invitered paa Caffee paa et Sted, hvor ogsaa var en riig Kieldermand. Man syntes at giøre min Herre meest Ære og skienkede først for ham, men det var for at forsøge paa hans Skaal, om Caffeen havde sat sig; thi Kieldermanden fik altid den sidste Koppe, men den beste. Aarsagen var let at fatte; Thi naar Verten kom til min Herre igien, fik han kun en Prise Tobak, men hos Kieldermanden et got Maaltid. Du møder to Personer sammen Arv, den eene siddende udi en Vogn, og den anden traskende udi Skarnet til Fods, skiønt paa den agendes høyre Haand. Hvilken synes dig at være fornemst af de to?

ARV.: Den som ager.

HENRICH.: Det meener jeg og, skiønt Fodgiengeren gaaer øverst. Skal man derfor kalde den meest fornem, der nyder grundigst Ære, er en riig Handverksmand altid fornemmere end en fattig Signør. Den eene er Titular fornem, og den anden virkelig. Derfore Arv, om jeg 239 faaer fleere Penge med denne Jomfrue end min Herre har, saa blir jeg virkelig fornemmere end han. Derfor maa du og andre tractere mig paa anden Foed herefter.

ARV.: Jeg kand dog ikke faae det i mit Hoved.

HENRICH.: Hør, Arv! om jeg vil give dig 20 Rdlr. meer i Løn end Leander, hvem vil du da helst tiene hos?

ARV.: Da vil jeg helst tiene hos dig.

HENRICH.

✂

Der blir endelig ikke af, Arv. Men jeg siger kun for Exempels skyld. Vil du holde dine Øyne fra Huuset, Knægt? Fort ind, her er adskilligt at forrette.

Støder Arv ind.

Det er galt nok, naar man gifter sig med saadan riig Coqvete, maa man føye hende i Begyndelsen, og holde aaben Bord det første Aar; men naar jeg blir lidt gammel i Sadelen, tar jeg Skildtet ind, og min gode Frue skal siden dantze efter min Piibe. Jeg maa stille mig ydmyg og føjelig an i Førstningen, indtil jeg faaer Pengene udi Hænderne; siden skal det ikke gaae hende bedre end andre slige Damer, der gifter sig paa den Maade. Gaaer ind.

240

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1

Leonora. Magdelone.

LEONORA.: Saa det er gandske klappet og klart? Magdelone!

MAGDELONE.: Ja de ere alt Ægtefolk, som ingen kand skille fra hinanden.

LEONORA.: Og du saa selv, at de bleve sammenviede?

MAGDELONE.: Ja med disse mine Øyen. Men der vil ligge et Fandens Huus, naar han fornemmer, at det er en Tieneste-Piige han har faaet.

LEONORA.: Det vil ikke sige. Hvis hans Midler ikke var, saa var hun endnu den liderlig Karl alt for god; men jeg kand tænke, at det er en heel Hob for saadan fattig Tieneste-Piige at blive en fornemme Frue. Men hvor er Leander nu?

MAGDELONE.: Han tog Afskeed strax efter Vielsen, og lovede at komme igien mod Aftenen at føre sin nye Brud bort.

LEONORA.: Ha ha ha! See at du kandst skaffe mig Pernille herud.

MAGDELONE.: Ja jeg skal strax bringe hende hid. Men jeg haaber, Frøikenen holder hende til at blive ved sit Løfte. Thi hun har forsikret mig om 400 Rdlr. for min Umage.

LEONORA.: Hun skal nok holde sit Løfte.

MAGDELONE.: Nu gaaer jeg ind at hente hende.

LEONORA.: Har jeg lidet Spot og Fortræd, saa har jeg og faaet en anseelig Hevn. Han skiemte sig ikke engang ved sin Gierning, da han talede med mig, men foragtede 241 og beloe mig oven i Kiøbet. Det er jo den største Grad af Liderlighed, et Menneske kand forfalde til. Nu veed jeg ikke paa hvad Foed jeg skal tractere Pernille. Jeg faaer vel kalde hende Frue. Thi den første Bog saadane Tøiter læser, naar de ere komne i Velstand og Høyhed, er Rangs-Forordningen. Men der kommer hun.

✂

SCEN. 2

Leonora. Pernille. Magdelone.

LEONORA.

✂

Jeg maa dog forsøge først, om hun er bleven storagtig. Nu Pernille! hvor gaaer det?

Pernille seer suurt og svarer intet.

LEONORA.: Hvorledes er Sagerne avanceret min kiære Frue?

PERNILLE.

✂

Ach jeg takker Frøikenen for Efterspørsel.

Vi ere alt ægte viede Folk. Om en halv Time kommer han og henter mig bort til all sin Herlighed.

LEONORA.: Nu, det er mig kiert, jeg gratulerer.

PERNILLE.: Men har Frøikenen været paa Lystgaarden imidlertid?

LEONORA.: Ney jeg betænkte mig. Jeg lod en Expres gaae til min Far for at faae ham des hastigere hid; jeg troer nok, at han vil være her dette Øyeblik.

MAGDELONE.: Men jeg er bange, at naar han faaer Sammenhengen at viide, at han løber fra dig Pernille.

PERNILLE.: Naar Frøikenen kalder mig Frue, saa kandst du ogsaa vænne din Mund dertil Magdelone! nu er jeg kommen i den Stand. Enten han løber bort eller ey, saa er jeg dog virkelig vied til ham.

LEONORA.: Hvor vil han løbe hen? Han har jo sit faste Gods. Han skal nok holde Trop.

PERNILLE.: Men det er nu at tage i Betænkning, om jeg skal lade ham viide min Tilstand i Aften, førend jeg gaaer til Sengs med ham.

LEONORA.

✂

Det maa skee ligesom min Far finder for got.

Han vil være her i et Øyeblik; lad os gaae ind saa længe.

242

✂

SCEN. 3

Leander. Henrich.

HENRICH.: Jeg blues dog ved, Herre, naar jeg tænker derpaa, hvor vel jeg har giort det efter Herrens Ordre.

LEANDER.: Troe mig, Henrich, at det er den største Tieneste, du nogen Tid har giort mig.

HENRICH.: Men det var dog Herrens forlovede Brud.

LEANDER.: Just derfor vilde jeg have hende straffet. Havde jeg ikke faaet Hevn paa hende selv, saa havde jeg forgreebet mig paa hendes Far, som har villet binde mig et Menneske paa Ermene af den Natur.

HENRICH.: Men har hun virkelig Midler?

LEANDER.: Hun har store Midler efter sin Moder alleene, som hendes Fader ikke kand forholde hende. Men jeg kand vidne for Himmelen, at jeg saae ikke efter hendes Velstand, men alleene hendes Person. Dersom du havde seet, Henrich, med hvilken Ærbødighed hun førte sig op i sin Faders Huus, da jeg var der, skulde du have villet forsvoret, at hun var af den Natur.

HENRICH.: Det er ikke at beskrive, hvordan de Fruentimmer kand forstille sig. Men jeg skal nok holde hende i Tøyelen, naar jeg blir lidt gammel i Sadelen. Jeg skielver, naar jeg tænker paa hendes Far. Jeg er bange, at han legger Haand paa mig, og lader mig arrestere.

LEANDER.: Det har ingen Fare. Jeg taler først med Seigr. Jeronimus og besværger mig over hans Datters hæslige Opførsel. Derpaa skal du komme ind i dine Lakei-Klæ- er, og fortælle ham heele Historien. Enten blir han da ophidset mod dig, og vil hevne sig, saa skal jeg tage dig i Forsvar som en ærlig Mand, eller han slaaer Haanden af sin Datter, og lar hende løbe, hvilket er troeligst. Saa beholder hun dog sin Møderne Arv. Men hvorledes kom du fra hende igien?

HENRICH.: Da Vielsen var skeed, tog jeg Afskeed for en Times Tid, og lovede mod Aftenen at komme igien for at bringe hende til mit Huus. Det var med stor 243 Møye, at hun vilde give mig saa lang Tiid; thi hun er saa forliebt som en Rotte, og jeg troer, at hun tæller hvert Minut, medens jeg er borte.

LEANDER.: Ach det er en forskrækkelig Historie. Efterkommerne vil holde det for en Fabel. Men der seer jeg Seigr. Jeronimus komme; løb du ind og iføer dig i dine Lakey-Klæer, indtil jeg har dig nødig.

✂

SCEN. 4

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.: Min Datter lader mig ved en Expres viide, at jeg maa strax komme til Byen. Jeg kand ikke begribe, hvad det vil siige. Mon hun er bange, at hun ikke tiilig nok skal komme i Brude-Seng? Men der seer jeg Monsiør Leander. Hans Tiener min kiære Svigersøn! vi to vil nok een Vey. Har han talt med min Datter, siden hun kom til Byen?

LEANDER.: Ja jeg har.

JERONIMUS.: Men hvorfor skikker hun Expres efter mig?

LEANDER.: Det maa hun viide. Hun maa have noget at aabenbare sin Far, som ligger hende paa Hiertet.

JERONIMUS.: Det er meget. Skulde I ikke viide det?

LEANDER.: Ney vi har kun talt meget kort sammen.

JERONIMUS.: I fik vel ikke stunder at tale meget sammen for Kyssen. Det er og en ævig Slikken med jer forliebte Folk.

LEANDER.: Ney det gik dog denne gang temmelig lovlig til.

JERONIMUS.: Ja jeg troer det nok. Havde jeg kun hundrede Daler for hvert Kys, I har faaet, siden hun kom til Byen, saa var jeg en riig Mand.

LEANDER.: Siig ikke det Seigr. Jeronimus.

JERONIMUS.: Men ret Alvor: Hvorfor skikkede hun Bud efter mig?

LEANDER.: Det er mig min Troe gandske uvitterligt.

244

JERONIMUS.: Det er noget Skalkerie, som I har overlagt med hinanden, men jeg faaer nok at viide det, naar jeg taler med hende selv.

LEANDER.: Det tviler jeg ikke paa.

JERONIMUS.: I er maaskee bange, at I skal ikke tiilig nok komme i Brudeseng?

LEANDER.: Jeg min Troe ikke; om hun længes saa meget derefter, det skal jeg lade være usagt.

JERONIMUS.: Jeg troer det nok; ligesom I i alle Maader er ikke ligesaa forliebt, som hun. Ha ha ha, kom lar os gaae ind.

LEANDER.: Jeg har i det Huus ikke at bestille.

JERONIMUS.: Ey, nu er ikke Tid at skiemte, Aftenen er for Haanden. Kom! lad os gaae ind. I har noget Pudserie fore, ha ha ha! men alting har sin Tid.

LEANDER.: I faaer virkelig en forbandet Hob Pudserie at høre, naar I taler med hende selv.

JERONIMUS.: Jeg troer ikke, at hun har iilet med Vielsen, førend jeg kom.

LEANDER.: Jo hun har min Troe.

JERONIMUS.: Ey, det vilde jeg min Troe dog ikke skulde været skeed. Det er jo forbandet hidsig at gaae til Verks. I kunde jo have biet til jeg kom,

LEANDER.: Taler I til mig? Jeg har min Troe ingen Deel derudi.

JERONIMUS.: Hvad Pokker er det for Harcelering?

LEANDER.: Er der noget harceleret, saa er det allene paa hendes Side.

JERONIMUS.: I siger jo først, at I har kun talet gandske kort med hende, og nu siiger I, at ---

LEANDER.: Ja det er sandt, det var gandske kort, men desmeer kierligt; thi de sidste Ord, jeg havde den Ære at sige hende, var disse: Gak Fanden i Vold dit Skarn.

JERONIMUS.: Hvad Pokker er dette Sviger Søn? man kand jo blive gal over saadan Tale.

LEANDER.: Min Herre! det Ord Sviger-Søn skurrer forbandet i mit Øre. Forskaan mig for den Titul.

245

JERONIMUS.: Hvad? har I ikke begiæret min Datter?

LEANDER.: Jo det nægter jeg ikke.

JERONIMUS.: Er I ikke bleven forlovet med hende?

LEANDER.: Det nægter jeg heller ikke.

JERONIMUS.: Er I ikke da min Svigersøn?

LEANDER.: Det nægter jeg aldeeles.

JERONIMUS.: I kand Fanden ikke nægte det. Vil I gaae derfra, saa skal jeg spille med jer, saa længe I har en Skilling i Pungen.

LEANDER.: I kommer til kort, Seignr. Jeronimus. I taber Sagen. Den er alt tabt.

JERONIMUS.: Hvorledes skulde jeg tabe den Sag?

LEANDER.: Det faaer I at høre, naar I taler med jer Datter.

JERONIMUS.: Jeg merker nok, at der er kommen Misforstand imellem jer.

LEANDER.: Ja det er vist ungefehr saa.

JERONIMUS.: Men hvor i bestaaer den Misforstand?

LEANDER.: Min Herre! jeg vil ikke forekomme hans Datter i at fortælle det. I faaer tilstrækkelig Underretning af hende selv.

JERONIMUS.: Det skal jeg strax faae at viide. Men jeg er vis paa, at min Datter ikke har givet Anledning dertil; thi jeg skulde ikke roese mit eget Barn, hun er alt for sagtmodig og dydig dertil.

LEANDER.: Hun er Dyden selv.

JERONIMUS.: Hvad Fanden er det da for Capricer, Svigersøn?

LEANDER.: Monsieur, jeg beder han forskaaner mig for ---

JERONIMUS.: Hvad Pokker er dog dette? Jeg maa strax ind for at hielpes af Drømmen.

✂

SCEN. 5

LEANDER.: Jeg vil, at hun skal aabenbare Historien for ham selv; thi den kand dog ikke længe dølges. Han gir 246 hende et par Ørefigen, og lar hende løbe med hendes Lakey; thi der er ikke andet ved at giøre. For mig maa han ellers giøre hvad ham lyster, nok er det, at jeg har faaet en anseelig Hevn. Nu vil jeg ind og holde Henrich i Bereedskab, thi dersom hun har ikke aabenbaret det, skal han. Ach havde jeg ikke elsket hende saa høyt, saa havde min Hevngierighed ikke været saa stor.
Gaaer ind.

✂

SCEN. 6

Jeronimus. Leonora.

JERONIMUS.: Ney kom kun her ud, at vi kand tale i Eenrum sammen. Men jeg seer han er alt borte.

LEONORA.: Hvem er borte?

JERONIMUS.: Leander.

LEONORA.: Det troer jeg nok; hans onde Samvittighed tillader ham ikke at bie.

JERONIMUS.: Hvad Pokker er dette for Misforstand, som er kommen jer imellem? Han blir vred, naar jeg kalder ham Svigersøn. Han vil ikke sige mig Aarsagen selv, men har viiset mig hen til dig for at faae Oplysning i denne Sag.

LEONORA.: Han skiemmer sig ved sin Misgierning, og derfor vil heller, at jeg skal sige det.

JERONIMUS.: Jeg kunde ikke merke andet, end han havde en god Samvittighed, og tillagde dig Skylden.

LEONORA.: Historien er denne: Da jeg kommer til Byen, finder jeg Pernille meget stadselig oppudset. Jeg blir forskrækket derved og spør om Aarsagen. Da bekiender hun for mig, at Leander har giort Elskov til hende i Formiddag og lovet hende Ægteskab. Men jeg kunde ikke troe det, førend Historien blev stadfæstet af den gamle Magdelone, som boer i vor Baggaard, og jeg saae paa Pernilles Finger Leanders Ring, som jeg kiendte igien.

247

JERONIMUS.: Ey, kand det være mueligt, at en Herre af hans Stand og Vilkor har villet tage en Tieneste-Piige?

LEONORA.: Han har ikke alleene villet tage hende, men er virkelig vied til hende. Men han veed endnu ikke, at hun er en Tieneste-Piige, thi som hun havde mine Klæ- der og Mobilier i Hænder, har han bildt sig ind, at det var en riig Jomfrue.

JERONIMUS.: Det er den forskrækkeligste Historie, jeg har hørt min Livs Tid. Men har du kunnet merket saadan Liderlighed af ham tilforn?

LEONORA.: Hvis jeg havde merket saadant, havde jeg ikke bundet mig til ham. Jeg saa vel som min Far har holdet ham for en ærlig og fornuftig Cavalier, og vi kunde ikke fatte andre Tanker om ham af den Conduite han førte i vort Huus.

JERONIMUS.: Det er sandt. Jeg var gandske forliebt i hans Dyder.

LEONORA.: Saaledes kand Folk forstille sig. Men han er bleven tilstrækkelig straffet; thi naar det blir kundbar, at hans Brud er en Tieneste-Piige, blir han Fabel over det heele Land.

JERONIMUS.: Ingen Straf er saa stor, han har jo fortient den større.

LEONORA.: Jeg har selv arbeydet paa at befodre dette Ægteskab mellem ham og Pernille.

JERONIMUS.: Du har giort ret, min Datter!

LEONORA.: Thi hvis jeg havde ikke faaet den Hevn, havde jeg døed af Sorg og Forbittrelse. Men nu gir jeg mig tilfreds og takker Himmelen, der har befriet mig fra at falde udi saadan liderlig Persons Hænder.

JERONIMUS.: Men der seer jeg han kommer ud af Huuset; jeg vil hen og afmale ham hans Dyder.

LEONORA.: Og jeg gaaer ind saa længe. Thi jeg kand ikke taale at see ham for mine Øyen. Hun gaaer ind.

248

✂

SCEN. 7

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.: Velkommen igien Monsieur! nu har jeg faaet Historien at viide.

LEANDER.: Er det ikke en skiøn Historie?

JERONIMUS.: Jo Monsieur! Jeg hører, at I er gandske uskyldig.

LEANDER.: Ja hvad andet?

JERONIMUS.: Det er en liderlig Gierning.

LEANDER.: Jeg condolerer ham, som er hendes Far.

JERONIMUS.: Og jeg gratulerer mig, at det er saa gaaet.

LEANDER.: tagende paa Hatten. Prosit die Mahlzeit.

JERONIMUS.: tagende ogsaa paa Hatten. Jeg maa sige til ham: Prosit die Mahlzeit. I er en fæd Karl, Monsieur.

LEANDER.: Hvordan jeg er, saa var jeg for god for hans Datter, og om der er ringeste genereuse Blods-Draabe i jer, saa maa I tilstaae mig det samme, om I ellers har hørt Historien.

JERONIMUS.: Jo jeg har hørt Historien. Men Nachspillet blir det artigste.

LEANDER.: Ja det er sandt, Nachspillet blir det artigste.

JERONIMUS.: Om I intet Reeb har at henge jer udi, vil jeg laane jer et, men med Condition, at I flyer mig det igien, naar I har brugt det.

LEANDER.: Bilder I jer ind, at det er en Forliis for mig, og at jeg henger mig af Sorg, fordi jeg fik ikke jer Datter? Ney tvertimod, jeg glæder mig derover.

JERONIMUS.: Jeg tviler ikke derpaa nu meere, efterdi jeg har lært at kiende jer Liderlighed.

LEANDER.: I er selv liderlig, som er hendes Forsvar. Hvad jeg har giort, det har jeg giort for at hevne mig, og all Verden vil sige, at jeg har giort ret.

JERONIMUS.: Hvad ont havde da min Datter giort?

LEANDER.: Intet, intet! Det er jo kun en Bagatelle, at bryde sit Løfte og gifte sig med en andens Dreng.

JERONIMUS.: Gid du faae en Ulykke din Spillfugll Det 249 kalder jeg den høyeste Grad af Liderlighed, først at bedrive en Misgierning, og siden at tillegge en ærlig Jomfrue det han selv har giort. Fy for tusind Dievle! I er ikke værdt at leve.

LEANDER.: Jer dydige Datter har lagt dette til sine andre Misgierninger, at hun har faaet sin Far til at løbe med Limstangen.

JERONIMUS.: Det er Løgn i jer Hals. Jeg siger, at I er virkelig gift med min Piige Pernille, og at I forlovede jer med hende i Formiddag.

LEANDER.

✂

sagte. Ha ha! Hvilken Voxnæse de har sat paa den gamle Mand derinde! Men det er kun Galgenfrist for dem. Høit.

Jeg skal straks hielpe jer af Drømmen. Henrich og Arv, kommer herud.

✂

SCEN. 8

Leander. Henrich. Jeronimus. Arv.

LEANDER.: til Henrich. Henrich! her er din Svigerfar, som du maa insinuere dig hos.

HENRICH.: paa Knæ. Ach gunstige Hr. Svigerfar! Jeg ---

JERONIMUS.: Hen i Daarekisten din Hund! er jeg din Svigerfar?

HENRICH.: Jeg er kun en ringe Tiener, og derfor vil blive ham des lydigere Svigersøn.

JERONIMUS.

✂

See der, Kammerat! der har du 8 Skilling, gak fra mig. Jeg altereres ved at tale med galne Folk.

Jeg har nok i mit Hoved alligevel.

HENRICH.: Ach jeg beder ydmygst om Forladelse.

JERONIMUS.: Beed vor HErre om Forladelse, der har straffet dig paa Forstanden. Du har intet Ont giort mig, det jeg veed.

HENRICH.: Jo jeg har giort noget, som vil opvække ham 250 til Vreede; men enhver ærlig Karl, der havde været saa fristet, som jeg, havde giort det samme.

JERONIMUS.: Ja jeg kand nok merke, at du har Fristelser; jeg ynker dig og vil have alle saadane vankelmodige Mennesker daglig i mine Bønner.

HENRICH.: Jeg fattes min Troe intet paa Forstanden, men - - -

JERONIMUS.: Dig fattes intet paa Forstanden, men du har nogle Sviin paa Skoven. Jeg er kommen her ind i Byen i Dag ligesom i en Daarekiste. Gak fra mig Menneske. Der har du 8 Skilling.

HENRICH.: Det er alt for slet Udstyr med sin eeneste Datter.

JERONIMUS.: Hvor Hiernen løber om paa det stakkels Menneske! Himlen være med dig, ung Karl. Gak hen og holdt Snak med den Cavalier, som der staaer. Han er heller ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.: Det er min Herre; han tar mig nok i Forsvar.

JERONIMUS.: til Leander. Er det jer Tiener?

LEANDER.: Ja det er min Tiener; han fattes slet intet paa Forstanden.

JERONIMUS.: Det er mig kiert, at I holder ham at være klog. Nu merker jeg, at den Misgierning, I har giort, er bedrevet udi Raserie; Thi intet andet kand undskylde jer.

LEANDER.: Hvor gall han er, saa er han dog ved sin Forstand alleene bleven jer Svigersøn.

JERONIMUS.: Ret saa! Det blir alt bedre og bedre. Adieu I kloge Mænd allesammen!
Han vil gaae, men Arv gaaer efter, holdende ham tilbage.

ARV.: Ach gunstige Herre! jeg vil bede om en Ting.

JERONIMUS.: Hvad vil du?

ARV.: At Henrich maa holdes til at betale mig de 50 Rdlr. han lovet mig.

JERONIMUS.: Hiertelig gierne. Betaler til denne Slyngel tusinde Rdlr. om I vil, I andre Skabhalse.

251

LEANDER.: Hør, min kiære Seignr. Jeronimus! Jeg undskylder eders Adfærd og underlige Lader; thi Historien, som er passeret, er saa særdeles, at den kand forvirre den sterkeste Hierne. Jeg var i samme Tilstand som han, da jeg først fik det at viide. Hav Taalmodighed at høre Historien udi kort Begreb, og døm saa siden, om jeg har giort Uret, eller ey.

JERONIMUS.: Jeg kand sagte høre Historien. Nu hvad er det?

LEANDER.: Jer Datter beskylder mig jo at have brudt mit Løfte, lovet hendes Piige Ægteskab i Formiddag, og ladet mig siden i Eftermiddag vie til hende; naar jeg nu kand beviise, at jeg ikke har været 3 Tiimer udi Byen, vil I da troe det, som jer Datter tillegger mig?

JERONIMUS.: Naar I kand beviise mig det, saa faaer jeg vel at troe jer. Men det er just Knuden at beviise det.

LEANDER.: Holder han ikke Monsr. Leonard for en ærlig og sandrue Mand?

JERONIMUS.: Jo han er en brav Mand, og derforuden min gode Ven.

LEANDER.: Arv! spring strax hen til Monsieur Leonard, og beed ham i Øyeblikket komme til mig. Arv gaaer.

LEANDER.: Monsr. Leonard skal kunde ved sin Eed bekræfte, at jeg udi en Maaned ikke har været i Byen, førend Klokken 2 i Eftermiddag.

JERONIMUS.: Tør Mons. Leonard bekræfte det, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal siige.

LEANDER.: Hav Taalmodighed til han kommer, og hør viidere Historien: Denne Tiener havde mine Klæer og Sager i min Fraværelse under Hænderne, og af lutter Kaadhed, som han giør sin Eed paa, førte sig op i min Eqvipage for at agere en fornemme Mand. Jer Datter som nogle Dage har været i Byen - -

JERONIMUS.: Jeg veed ikke, om hun er kommen i Dag eller for nogle Dage siden; thi hun er reyst hid fra Hovetgaarden, 252 og jeg kom i Dag til bestemte Tid fra min Lystgaard.

LEANDER.: Jo Hr. Jeronimus! hun har været her til hendes Ulykke nogle Dage. Hun har seet denne min Tiener nogle gange i sin Stads, og forliebet sig i ham.

HENRICH.: Jeg kand sværge, at det var noget, som jeg aldrig tænkte paa. Men hun gav mig selv Anledning og satte en gammel Kopierske ud paa mig, som stevnede mig til hende i Formiddag, hvor vi forlovede os sammen, og bleve copulerede i Eftermiddag. Det er just Aarsagen, hvorfor jeg faldt i Knæ, og bad om Forladelse.

LEANDER.: Han skal befinde, Hr. Jeronimus, at Sagen er saaledes.

JERONIMUS.: Alt det I fortæller om hende, fortæller hun om jer.

LEANDER.: Det gaaer saa gierne til, naar en har bedrevet en Misgierning, søger den at skyde den paa en anden. En ond Samvittighed og Frygt for hendes Faers Fortørnelse har bragt hende til at forvende Historien saaledes.

✂

SCEN. 9

Leonard. Jeronimus. Leander. Henrich. Arv.

LEONARD.: Nu hvad nyt? See! her finder jeg ogsaa Seignr. Jeronimus. Velkommen til Byen!

JERONIMUS.: Min kiære Hr. Leonard! han er en ærlig Mand, som jeg haaber siger Sanden. Vi har haft Bud efter ham for at faae Oplysning i en Sag.

LEONARD.: Hvad er det for en Sag?

JERONIMUS.: Jeg vilde viide af ham, naar Monsieur Leander kom til Byen.

LEONARD.: Ha ha ha! Der kand jo ingen bedre sige det end Monsieur Leander selv. Kandst du ikke selv erindre, Monfrere! naar vi kom til Byen?

LEANDER.: Jeg kand nok erindre det, men jeg staaer ikke til Troende. Siig u-besværget, Monfrere! har vi været nogle Dage i Byen, eller kom vi først i Dag?

253

LEONARD.: Hvad Pokker er det for Spørsmaal? I veed jo vel, at vi kom i Dag.

LEANDER.: Kom vi i Formiddag eller Eftermiddag?

LEONARD.: Det var Formiddag for os, efterdi vi ingen Mad havde faaet, men ellers var Klokken over To. Men hvad tiener slige Spørsmaal til?

LEANDER.: De tiener til at afviske den hesligste Skamflek, som nogen ærlig Mand kand sættes paa. Historien er denne ---

JERONIMUS.: Min Herre, repeteer ikke Historien oftere for mig. Jeg har nok. Jeg troer Manden paa hans Ord.

LEONARD.: Monfrere Leander og jeg har været 8 Dage sammen paa Landet, og vi komme til Byen i Dag Klokken 2. Det er noget, som jeg med Eed vil bekræfte, og om det ikke kand hielpe, oplyse ved flere Vidner.

JERONIMUS.: Min Herre! Jeg holder ham for en af de sandrueste Mænd jeg kiender. Her behøves ingen Eed og andre Vidnesbyrd. Jeg merker, at min Dotter har løyet, og at, eftersom hun er mægtig til at giøre saadant, at hun ogsaa har kunnet forfalde til det andet.

LEANDER.: Vil I kun her efter agte bedre, hvad jer Mund siger! Er jeg nu gal? Er jeg et Skarn? Er jeg liiderlig? Da jeg kom til Byen, var alt denne hæslige Forlovelse skeed. Jeg kræver Himmelen til Vidne, med hvilken Sorg og Forbittrelse mit Hierte blev bespændt, da jeg hørte det; der var intet andet Middel for mig til Hevn end at lade min Tienere fare fort i denne Sag.

JERONIMUS.: Ach ach! I kunde dog for min skyld have hindret hende at giøre saadant skammeligt Parti, omendskiønt I selv havde Aarsag at forlade hende.

LEANDER.: Min Herre! det er kun en ringe Tiener, men han er hende dog alt for god.

HENRICH.: Ach min kiære Sviger-Far, forlad hende det, og tag os begge til Naade.

JERONIMUS.: Jeg skal lade hende indsperre og dig henge.

LEANDER.: I skal ikke rykke et Haar af hans Hoved.

254

JERONIMUS.: Ney, men jeg skal lade rykke heele Hovedet af paa een gang.

LEANDER.: Han har intet Ont giort; hun har forført ham.

HENRICH.: Enhver er jo Tyv i sin Næring. Her er dog Lands Lov og Ret.

JERONIMUS.: Ja det er sandt, men til din Ulykke.

HENRICH.: I kand dog ikke forholde hende sin Møderne Arv.

JERONIMUS.: Som jeg siger. I Morgen skal du være hengt.

LEANDER.: Det skal vi trækkes om; Jeg skal lade jer stevne for det første, der har villet binde mig saadan vanskabt Fruentimmer paa Ermene. Kom, Monfrere Leonard, ind til mit, saa skal jeg fortælle dig heele Historien.
De gaaer ind.

✂

SCEN. 10

Jeronimus. Leonora.

JERONIMUS.: bankende paa sit Huus. Hey! lad Leonora komme ud allene. Jeg vil først give hende min Forbandelse, og siden lade hende indspærre.

LEONORA.: Nu Hierte Papa! har han bekiendt?

JERONIMUS.: Kom hid, lad mig vrie Halsen om paa dig din Misdæderske!

LEONORA.: Ach Himmel! hvad er nu paa færde Papa?

JERONIMUS.

✂

Papa, Papa! er jeg din Papa? En af vore Porthunde, Soldan eller Fairfax, maa have giort dig, thi du est ikke Menneske. Hun græder.

Gid du faae Skam din slemme Skiøge med din Crocodiils Graad. Jeg skal lade dig sette i et Buur til Spectacle for alle Mennesker, og lade mine Tieneste-Folk tage Penge for at lade dig see.

LEONORA.: Ach! jeg kand ikke meer. I maa viide, at om jeg tusind gange er jer Datter, saa strækker jer Myndighed 255 ikke sig saa viit. Sliige Ord er større, end en Herre kunde tale til sin Slavinde.

JERONIMUS.: Eya, tør du endnu pukke?

LEONORA.: Hvad har jeg giort? Jeg trodser jer og alle Mennesker at siige mig noget paa mit Navn og Rygte. Jeg veed hvad Lydighed jeg er min Far skyldig, men ---- Ach Himmel, jeg skikker Bud efter min Far for at have Trøst af ham i min store U-lykke, men blir oven i Kiøbet tractered som et umælende Creatur.

JERONIMUS.: Har du vel fortient anden Tractement, der har skikket dig saaledes?

LEONORA.: Hvad har jeg da giort?

JERONIMUS.: Alt hvad du har fortaalt om Mons. Leander, ere dine egne Gierninger. Du har brudt dit Løfte, du har af Løsagtighed giftet dig med en gemeen Karl og oven i Kiøbet kommet mig til at løbe med Limstangen, og ophidset mig mod en ærlig Mand.

LEONORA.: Ach ach! mit Hierte maa briste af Forbittrelse. Tør han fortælle saadant om mig? tør han nægte, hvad han nyelig har bedrevet?

JERONIMUS.: Jo han har Aarsag at nægte det, som han kand beviise at være Løgn. Monsr. Leonard har med Eed bekræftet for mig, at Leander har i en Maaned ikke været her i Byen, og at han først kom hid Klokken to i Eftermiddag.

LEONORA.: Ach ach! jeg kand ikke meer. Pernille og Magdelone! kommer hid ind.

✂

SCEN. 11

Leonora. Jeronimus. Pernille. Magdelone. Notarius.

LEONORA.: Ach! kommer og vidner om min Uskyldighed. Leander tillegger mig sin egen Misgierning, og tør sige for min Far, at han er nyelig kommen til Byen.

PERNILLE.: Saa maa det have været hans Geist, som forlovede sig med mig i Formiddag og gav mig denne Ring.

256

MAGDELONE.: Jeg kand med Eed bekræfte det samme.

JERONIMUS.: Og hand beviiser med brave sandfærdige Folks Vidnesbyrd, at den Historie er ham paadigtet.

MAGDELONE.

✂

Men Herre! Notarius, som skrev Ægteskabs Contracten, er endnu her i Huuset; ham maa I vel troe, om I holder os andre for Løgnere. Jeg skal bringe ham hid.

Gaaer.

JERONIMUS.: Hvis Notarius ogsaa vidner med jer, saa veed jeg ikke hvad jeg skal sige. Men jeg vil høre det først, førend jeg troer det. Men jeg er bange, at det er kun Udflugter. Bliver I kun tilstæde, I skal ikke gaae mig af Hænderne.

LEONORA.: Jeg har alt for god Samvittighed, at jeg skulde flygte.

JERONIMUS.

✂

Ach ach! gid det var saa vel! gid det var saa vel!

Magdelone kommer med Notarius.

NOTARIUS.: Hvad har min Herre at befale?

JERONIMUS.: Hr. Notarius! Jeg besvær ham at sige mig oprigtig, hvad det er for Personer, som i dag har sluttet Ægteskab udi dette Huus.

NOTARIUS.: peegende paa Pernille. Min Herre! der staaer Bruden. Hun kand sige det best.

JERONIMUS.: Med hvem er hun gift?

NOTARIUS.: Med en ung Herre, som boer her liige over.

JERONIMUS.: Det kand ikke være saa, Hr. Notarius; thi --

NOTARIUS.: Og jeg siger, at det virkelig er saa. Meener I, at en Mand af min Characteer lyver eller spiller Giæk udi Sager, som angaaer mit Embede?

MAGDELONE.: Jo min Siæl er hun virkelig gift med Leander, nu svor Magdelone og jeg.

257

✂

SCEN. 12

Leonard. Personerne af forrige Scene.

LEONARD.: Adieu Monfrere! giv dig tilfreds, du est bleven tilstrækkelig hevnet. Det var en forbandet Historie.

JERONIMUS.: See! der er Monsieur Leonard, som vidner mod jer andre.

LEONORA.: Tør I understaae Jer at siige, Mons. Leonard, at Leander først kom til Byen i Eftermiddag?

LEONARD.: Tør I understaae jer at nægte det?

LEONORA.: Her er Beviis mod jer, at han har forlovet sig med min Piige i Formiddag.

LEONARD.: Og jeg kand giøre min Eed paa, at han i Formiddag var 2 Miile herfra.

NOTARIUS.: Tag jer vare Monsieur, hvad I siger. Jeg har i dag skrevet Ægteskabs-Contract mellem ham og denne Jomfrue.

LEONARD.: Det er sært. Jeg har endnu ikke været greeben udi Løgn. Vil I ikke troe mig paa min Eed, saa skal jeg skaffe en halv snees Vidner.

JERONIMUS.: Ach Himmel, hvad er dog dette for Koglerie? Min Datter beskylder Leander for Utroeskab. Leander beskylder hende for det selv samme. Her er vigtige Vidner mod hende. Her igien er vigtige Vidner mod ham. Ach hvor skal jeg da faae Oplysning i denne Sag?

LEONARD.: Hr. Jeronimus! her er ingen anden Middel til Oplysning end at vi confronterer begge Parterne sammen. Jeg vil døe paa, at her er Irring. Blir I kun alle her. Jeg skal skaffe Leander med hans Folk herud. Gaaer ind at hente dem.

NOTARIUS.: Jeg er min Troe ogsaa af de Tanker, at her er noget Koglerie under; thi Sagen er ellers ubegribelig.

258

✂

SCEN. 13

Leander. Henrich. Arv. Leonard. Jeronimus. Leonore. Pernille. Magdelone. Notarius.

LEONARD.

✂

Værer nu alle stille og lar mig raade.

Taler først til Pernille.

Hør! tør I tilstaae, at denne gode Herre har gift sig med jer?

PERNILLE.: Ney Monsieur! det har jeg aldrig sagt. Den Herre kiender jeg ikke. Det er en anden.

LEONARD.: Og du Henrich! tør du tilstaae, at du er gift med denne gode Frøiken?

HENRICH.

✂

Ney Monsieur! jeg kiender hende ikke. Men der staaer min Kiæreste, som jeg nu maa aabenbare mig for, og bede om Forladelse. Falder i Knæ for Pernille.

Ach eders Velbaarnhed, fortørnes ikke over, at I seer mig fra en stor Herre forvandlet til en Lakey. Betænk, at vi ere alle Mennesker, at I selv har givet mig Anledning til denne dristige Gierning. Jeg havde dog ikke dristet mig dertil, hvis jeg tilforn havde vidst, at Eders Velbaarnhed var forlovet med min Herre Leander, og at denne Mand, som jeg mest frygter for, var Eders Velbaarenheds Fader.

PERNILLE.: A ---- est du den Junker, jeg er gift med? Hun rykker ham i Haaret.

HENRICH.: A --- spar mit Liv eders Velbaarnhed! De andre skiller dem ad, og holder paa Pernille.

PERNILLE.: Ach hører en særdeles Historie! Jeg tænkte at narre ham, men har narret mig selv. Jeg tænkte, at det var en stor Herre, eftersom jeg saae ham i sin Herres Klæer, og derfor betiente mig af Frøikenens Klæer og Meubler for at giøre min Lykke. Ach Himmel! er det mueligt, at jeg af en stor Frue skal i hast forvandles til en Lakey-Kone?

HENRICH.: Gid du faae en Ulykke! Est du en Tienneste-Tøs? De leer alle sammen.

259

PERNILLE.: gir ham et Ørefigen. Det er for dine to Herregaarde.

HENRICH.: gir hende et igien. Det er for din Møderne Arv.

PERNILLE.: gir ham end et. Det er for din Søster Frøiken Fikke.

HENRICH.

✂

gir et igien. Og det er for din Adelskab.

Hun faaer Henrich i Haaret; han river Huen af hende. De andre skiller dem ad.

LEONARD.: Holder stille, og oplyser en Sag, hvorudi jer Herskab er saa høit interesseret.

PERNILLE.: Ach! lad mig rive hans Øyen ud først.

HENRICH.: Ach! lad mig vride hendes Hals af Leed først.

260

JERONIMUS.: Jeg befaler dig at holde stille og sige os Sammenhengen.

PERNILLE.: Jeg tænkte, at den Rakker-Knægt var en stor Herre.

HENRICH.: Og jeg tænkte, at det Bakkelse-Beest var en riig Frøiken.

PERNILLE.: Jeg saae nok, at det var en Nar.

HENRICH.: Jeg saae nok, at hun var Coqvet.

PERNILLE.: Men just hans Naragtighed opmuntrede mig dertil.

HENRICH.: Og just hendes Coqvetagtighed opmuntrede mig dertil.

PERNILLE.: Han førte sin Herres Navn, og lod sig kalde Leander.

HENRICH.: Hun førte sin Frues Navn, og lod sig kalde Leonore.

PERNILLE.: Men nu merker jeg, at han er kun en Skoevisk.

HENRICH.: Og nu merker jeg, at jeg har ladet mig vie til en Trappetøs.
De vil slaaes igien, men stødes tilbage,

LEONARD.: See der, Børnlille! nu hører I, hvad som har givet Aarsag til denne Krig. Hen og fornyer jer Venskab og beder hinanden om Forladelse.

LEANDER.: paa Knæ for Leonore. Allerkiereste Jomfrue! Jeg bekiender at have syndet grovelig imod hende; thi intet udi Verden burte have bragt mig til at tvile om hendes Dyd. Men mit Hovet blev forvirret af denne underlige Historie.

LEONORE.: ogsaa paa Knæ. Ach kiære Leander! Jeg beeder ogsaa med grædende Taare om Forladelse.

LEANDER.: Havde min Kierlighed ikke været saa stor, havde ogsaa min Forbitrelse ikke gaaet saa viit.

LEONORE.: Havde jeg ikke elsket ham saa inderlig, havde jeg ikke tænkt paa saadan Hevn.

LEANDER.: Vil hun da forlade mig min Forseelse?

LEONORA.: Vil han ogsaa ikke tilregne mig min?

261

LEANDER.: Jeg forlader hende det af mit gandske Hierte.

LEONORA.: Og jeg vil aldrig regne ham det til onde.
Medens de taler dette sidste, slaaes Henrich og Pernille indtil de igien blir skildt. Leander og Leonora, efter at de har omfavnet hinanden, reyser sig.

JERONIMUS.: grædende. Mine kiære Børn! jeg beder jer ogsaa begge om Forladelse.

LEANDER.: Ach tal ikke derom kiære Svigerfar! det samme, som har forført os, har ogsaa ophidset ham.

JERONIMUS.: Men hvad skal vi giøre med disse forbandede Mennesker, som ved deres Giækkerie har opvakt denne Allarm?

LEANDER.: Ach min kiære Svigerfar! lad os nu ikke tænke paa andet end Glæde og Fornøyelse. De ere dog begge gamle troe Tienere. Lad os tænke paa at forliige dem. Hører, I nye gifte Folk! strax hen og forliiger jer. I ere hinanden lige gode.

PERNILLE.: Men han har bedraget mig.

HENRICH.: Ney du har bedraget mig.

LEANDER.: I er hinanden intet skyldig. Fort hen og tar hinanden i Hænderne.
De tar hinanden i Hænder.

MAGDELONE.: Men Pernille! du lovede mig 400 Rdlr. for min Umage.

PERNILLE.: See der har du 4 Skilling Magdelone. Det kand nu ikke regnes ud høyere efter saadan Udfald.

ARV.: Men Henrich! end de Penge, du lovede mig?

HENRICH.: Der har du et Ørefigen. Havde det faldet anderledes ud, skulde du have faaet meere.

LEANDER.

✂

Hør! paa det Misfornøyelse paa alle Sider skal ophøre, saa giør jeg Henrich til min Ridefogd. De takker begge.

Kommer Børnlille! lar os nu alle gaae ind at holde det rette Bryllup.

HENRICH.: Jeg har min Troe faaet en skiøn Bestilling, men kand ikke skiønne derpaa endnu, førend jeg har faaet Junker-Grillerne ret af Hovedet. Jeg kommer til 262 at tage en Vomitif ind, at jeg kand komme til at opkaste Pernilles Adelskab og Møderne Arv, saa blir det nok got. Kom ind med, min Snut! du maa tage en Svede-Drik for at sveede mine to Herregaarde ud.

✂

Henrich og Pernille
Noter

✂ S. 205
fast, sikker. - harcelere lidt med, lave lidt Sjov med. - Himmelen af Vognen, Vogntaget. - Assemblee, fr. Selskab. - a parte Raisons, særlige Grunde.

✂ S. 206
Artighed, fine Manerer. - Coupeer, £r. Dansetrin. - accommoderer, ordner. - har pardieu Raison, har ved Gud Ret. - Diable ... vons, fr. Fanden tage mig, overalt i Frankrig, hvordan har De det. - Canaille, fr. Slyngel.

✂ S. 208
Flegel, Slyngel. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - paa Regning, for hans Regning.

✂ S. 209
roulerede, kørte. - Carosse, Karet.

✂ S. 210
det er artigt nok, den er ikke daarlig! - det vil ikke sige, det spiller ingen Rolle.

✂ S. 212
for Middag, før Middag.

✂ S. 213
harcelerede saa sterk, var i den Grad naragtig. - Galan, Kavaler. - befodrer, befordrer. - galant Patron, elegant Mønster.

✂ S. 214
Reputation, Fejl for Respekt. - kostelig, fortræffelig.

✂ S. 215
Tutafect Beest, et fuldkomment Dyr.

✂ S. 216
Jeg vil tiene jeres Velbaarenhed, jeg skal sige Deres Velbaarenhed noget. - skrammereret, charmeret, forelsket. - som ikke er for lange Hvile, som ikke er til at kimse ad. - Kraftige Lægge hos Mænd opfattedes som Tegn paa stor Avledygtighed. - slaae Veds, vædde. - Harcelist, naragtig Person.

✂ S. 217
Portechaise, Bærestol. - angrassered, Forvanskning af engageret, optaget. - pardoneer, undskyld. - Mardi fr. Mere de Dieu, Guds Moder. - Mon cher, fr. min kære. - Paa korrekt Fransk skulde det, henvendt til en Kvinde, havde heddet: ma chère. - actionere, sagsøge. - Modestighed, Beskedenhed. - mafoi, fr. ma foi, min Tro.

✂ S. 218
Mobilier, Indbo. - Formue, her: Gods.

✂ S. 219
Adriane, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil. - gemeent, almindeligt, udbredt. - vous plait il osv. Henrichs Tale er her og i det følgende en vrøvlet Blanding af franske Udtryk, latinske og selvlavede Ord. Enkelte Smaaord anvender han omtrent korrekt.

263

✂ S. 220
ma sæur ... mon frere, petite Canaille, min Søster, min Broder, din lille Slyngel. - Poppe, Dukke.

✂ S. 221.
Pynter, Finter, Krumspring. - Den unge Herre er noget extraordinaire hos, der er noget usædvanligt ved den unge Mand. - Hasenskræk, »Harernes Skræk«, Hase, ty., Hare. Arv er klædt som Skytte.

✂ S. 222
vigtigere, vægtigere, værdifuldere. - Copulationen, Vielsen.

✂ S. 224.
Amphitrion, »Amphitryon«, Komedie af Molière (1668).

✂ S. 225.
Lanter, en Slags Kortspil. - Eqvipage, Paaklædning; Udstyr.

✂ S. 226.
Skielm, Slyngel. - fixere mig, holde mig for Nar. - Kiæreste, Ægtefælle. - fornam jeg, at omsider, mærkede jeg til sidst, at.

✂ S. 227.
Klik, Plet.

✂ S. 228
Afkom, Atsiamning.-Resolution,Beslutning.-tractere,behandle.

✂ S. 229.
Prætensioner, Fordringer. - tilforn, tidligere, hidtil.

✂ S. 233.
Overflød, Overflod. - Conservation, Bevaring.

✂ S. 234.
berøve, bestjæle. - Estime, Agtelse.

✂ S. 235
admirerer, beundrer. - prosit die Mahlzeit, ty. Velbekomme.

✂ S. 236.
Bagbeest; en Lakaj stod bag paa Kareten.

✂ S. 237
en Finger i Soddet med (Sod, Suppe), en Finger med i Spillet.

✂ S. 238.
Geburth, Fødsel. - filouterer, narrer, snyder. - Kieldermand, Restauratør (eller Høker) i Kælderetagen. - havde sat sig, var sunket til Bunds. - Signer, fr. Seigneur, Herre (fornem, adelig).

✂ S. 240.
skiemte, skammede.

✂ S. 241.
avanceret, skredet frem.

✂ S. 242
Ærbødighed, Velopdragenhed. - besværger, besværer.

✂ S. 243.
lovlig, tilladeligt, ærbart. - uvitterligt, ubekendt.

✂ S. 244.
Harcelering, Narrestreger.

✂ S. 245.
ungefehr, omtrent. - Capricer, Nykker. - hielpes af Drømmen, bringes ud af Vildfarelsen, Forvirringen.

✂ S. 247.
Conduite, Opførsel.

✂ S. 248.
genereuse, ædel, ærlig. - Nachspillet, Efterspillet. Paa Teatret opførte man ofte efter et alvorligt Hovedstykke et lystigt »Nachspiel«. - med Condition, paa. den Betingelse. - Dreng, Tjener. - Spillfugl, Gøgler, Nar.

✂ S. 249.
insinuere, indynde. - altereres, ophidses.

✂ S. 250.
vankelmodige, forvirrede, forstyrrede. - har nogle Sviin paa Skoven, er lidt til en Side. - lovet, lovede.

✂ S. 251.
særdeles, mærkelig. - sagte, sagtens.

✂ S. 252.
u-besværget, ubesværet, uden Fortrydelse.

✂ S. 254.
Spectacle, Skuespil.

✂ S. 255.
pukke, mukke. - jeg trodser jer ... at siige, jeg paastaar, at I ikke kan sige. - gemeen, almindelig.

✂ S. 256.
Characteer, Stand.

✂ S. 257.
vigtige, vægtige. - hring, Vildfarelse.

✂ S. 262.
Vomitif, Brækmiddel.

Holberg, Ludvig HENRICH OG PERNILLE

HENRICH OG PERNILLE Comoedie i tre Acter

Hoved-Personerne i Comoedien

Henrich og PernilleIndledning

ACTUS I

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

ACTUS II

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN 4.

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. 9

ACTUS III

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. 9

SCEN. 10

SCEN. 11

SCEN. 12

SCEN. 13

Henrich og Pernille Noter

HENRICH OG PERNILLE
Comoedie i tre Acter

Henrich og Pernille
Indledning

Henrich og Pernille
Noter