Holberg, Ludvig HEXERIE ELLER BLIND ALLARM

HEXERIE ELLER BLIND ALLARM
Comoedie udi fem Acter

310

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • LEANDER
  • HENRICH
  • TERENTIA
  • APELONE
311

Hexerie eller Blind Allarm
Indledning

Denne Komedie er skrevet senest 1723; i Fortalen til Komediernes første Bind angives, at den ligger færdig. Den blev trykt 1731, men ejendommelig nok først opført 1750. Stykket har baade kulturhistorisk og dramaturgisk Interesse. Det er skrevet paa et Tidspunkt, da Fornuften havde sejret over den uhyggelige Heksetro, der havde hærget Europa i 16. og 17. Aarhundrede. Christian V's Danske Lov (1683) dekreterede: »Befindes nogen Troldmand eller Troldkvinde at have forsvoret Gud eller sin hellige Daab og Kristendom og hengivet sig til Djævelen, den bør levende at kastes paa Ilden og opbrændes« (6,1,9). Endnu 1693 dømte Højesteret to Kvinder fra Nykøbing paa Falster til Baalet for Trolddom. Men Reaktionen var paa Vej. Den hollandske Calvinist Balthasar Bekker's afslørende Bog om »Den forgjorte Verden« (De betoverde Weereld, 1691) fik stor Indflydelse i den læsende Verden, bl. a. fordi den straks blev resumeret paa Fransk i Tidsskriftet Bibliothèque universelle et critique, Bind 30, 1691, S. 122-51. Et dansk Sidestykke hertil er »Kort og sandfærdig Beretning om den viit-udraabte Besettelse udi Tistæd«, som 1699 blev udgivet af den lærde Islænding Arni Magnusson. I denne Sag blev Angiveren, Præsten Ole Bjørn, dømt til Landsforvisning. I vore Dage har Anders Bæksted givet en indgaaende og fængslende Fremstilling af »Besættelsen i Tisted 1696-98« (1959-60). Paa Komediens Tid er Overtroen trængt saa langt tilbage, Troldmænd og Hekse blevet saa ufarlige, at Holberg kan bruge Thisted-Sagen som et muntert Eksempel paa Rygtespredning. Læg 312 Mærke til den dobbelte Titel, Hexerie eller (= latinsk sive, dvs. »med et andet Ord«:) Blind Allarm. I Epistel 506 a bruger Holberg kun det sidste Udtryk, hvor han skal karakterisere »Blind Allarm, som viser at en ringe Ting kand sætte et heelt Land i Bevægelse, og hvorledes en Løgn kand ved Tillæg forøges«. For Digteren er Hekserikomedien en festlig Kehraus, Misforstaaelsens Kædereaktion, befordret og formeret af Dumhed, Nyfigenhed, Lyst til at gøre sig interessant og Skadefryd. Ofrene for disse smaamenneskelige Egenskaber er en Flok Skuespillere - som samtidig er Komediens Helte. Det er omkring disse Illusionsmagere, Historien drejer sig, først og fremmest Lederen, Mesteren for Komedierne, som han kaldes, Leander. Denne er uden Tvivl for Holberg en Harlekin, Forvandlingskunstneren fra det italienske Improvisationsteater, hvortil der hentydes flere Steder i Stykket. »Hexerie eller Blind Allarm« er fra Holbergs Haand en italiensk Komedie, og som saadan skal den spilles. Tilskuerne ved jo Besked om Misforstaaelsen fra Begyndelsen af og behøver ikke at frygte for Udgangen. Der er ingen Hetz eller Tilløb til Lynjustits her. Stykket maa aldrig spilles, saa at Handlingen bliver blodig Alvor og Latteren forstummer. Vil man have et dansk Drama om et Hekseri, der ikke er blind Alarm, skal man vælge P. V. Jacobsens Trolddom fra 1847. Forfatteren kalder det med Rette et »tragisk Skuespil«.

Det er Skade, at Holbergs geniale Sluteffekt, »Sidste Scene«, som er i italiensk Farcestil, er udgaaet i Det kongelige Teaters Opførelse af Komedien (1966-67). Naar Misforstaaelsernes Fyrværkeri er fuldstændig afbrændt, farer endnu en bevidst forsinket Raket mod Himmelen og folder sig dejligt ud.

Litteratur.Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98,1-II, 1959-60 (med indgaaende Dokumentation). - F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst III, S. 217 (P. V. Jacobsen).

313

ACTUS I

SCEN. 1.

LEANDER.

Der er farligt lidt at fortiene ved Comoedier nu omstunder. I denne Maaned har jeg ikke haft 20 Rdlr. paa min Part, det kand jeg giøre min Eed paa, saa at jeg har aldrig været i saadan Penge-Trang, som jeg nu er, og kommer den Vexel med Protest tilbage, saa er jeg om en Hals. Dog haaber jeg at fortiene saa meget ved den Tragoedie, som vi skal spille Overmorgen, at jeg skal kunde redde mig derfra. Jeg har en temmelig sterk Rolle i samme Tragoedie; Thi Polidorus, hvis Person jeg skal forestille, har meere at bestille end 3 andre Acteurs. Jeg kommer derfore at studere brav baade i Dag og i Morgen, og nægte mig inde, at ingen forstyrrer mig derudi.

Tar sit Papiir af Lommen, hvormed han gaaer frem og tilbage, og læser over paa sin Rolle, først mumlende sagte.
EN DRENG.
kommer ind.

Monsieur! jeg har en ond Tidende at sige jer.

COMOEDIANTEN.
continuerer sin Rolle høyt

Ja Elisa, din Utroeskab skal aldrig blive uhevnet. Er det ret at forlade din troe Philander, der har reddet dig ved sit Blod af de vanskabte Kiempers Hænder, der har opofret sin Velfærdt, foragtet Princesse Climenes Kierlighed, hendes Suk og Graad, for din skyld? Hvilken Ulyksalighed kand lignes ved Polidori? hvis Troeskab er saa ilde bleven belønnet som hans? Ach, troeløse Elisa! jeg skal ikke længere være dig en Torne i Øjene. Jeg skal tage Livet af mig selv, og saa er der en Ende paa min Jammer. Men din Samvittighed vil ved min 314 Død vaagne, og du vil blive foragted og forhadt af alle Mennesker formedelst din Utroeskab.

Trækker sin Kaarde ud og vil tage Livet af sig selv; Drengen meener, det er Alvor, løber til og holder ham i Haanden.
LEANDER.

Hvad Pokker vil du her nu Dreng? Man kand aldrig et Øyeblik have Roe.

DRENGEN.

Hvad Ulykke bringer jer til saadant fortviled Forsæt, at I vil tage Livet af jer selv?

LEANDER.

Gak Pokker i Vold, du Nar! jeg gaaer kun her og øver mig paa en Tragoedie, som skal spilles i Morgen, hvorudi jeg skal agere Polidorus.

DRENGEN.

Ha, ha, ha! Jeg meente min Troe, det var Alvor.

LEANDER.

Jo, jo! du skal nok see, at man gaaer om og tar Livet af sig af Kierlighed i disse Tider; troe mig, der er ikke to Mennesker i den heele Bye, der jo heller tar en gammel ond Kierling med en snees tusind Rixdaler, end en ung deylig og dydig Jomfrue, men som intet har bekommet til Arv uden en god Optugtelse. Tilmed om der nu findes forliebte Folk, saa ere de forliebte paa en anden Maade, ikke med den Bestandighed til en vis Person som i forrige Tider.

DRENGEN.

Jeg har dog tient hos en Mand her i Gaden, som vi engang var bange for, at han skulde tage Livet af sig selv af Kierlighed, og jeg troer virkelig, at han havde fuldbyrdet sit Forsæt, hvis jeg ikke havde hindret ham, thi han trok sin Kaarde paa samme Maade som I.

LEANDER.

Hvad heder han?

DRENGEN.

Jeg siger ikke hans Navn, thi det var skarnagtig af mig, om jeg røbede ham; men han boer paa Hiørnet af denne Side.

LEANDER.

Ha ha! det er Jens Paaskelillie. Jeg merker, du kiender ikke den Karl ræt. Hans Kierlighed gaaer ligesom en Canal igiennem alle Byens Gader: nu falder han paa Knæe med Kaarden for Brystet for en Jomfrue paa et Hiørne, nu paa et andet Hiørne, nu midt i Gaden. 315
Der ere ikke saa mange Jomfruer i Gaden, han har jo Hierter at opofre dem alle, og ikke saa mange Siæle, han har jo Snarer til at fange enhver med, saa at han burte føre samme Symbolum, som Keiser Carl den 5te: Plus ultra; han speculerer virkelig paa det 5te Monarchie af Fruentimmer. Derfor kand jeg merke, at du est ikke synderlig dreven udi Verdens Laab, eftersom du bildte dig ind, at jeg vilde omkomme mig af Kierlighed. Men hvad er dit Ærende her? Jeg har saa liden Stunder i Dag at tale med nogen; thi jeg har ikke 316 lært den halve Deel af min Rolle endnu, og jeg skal agere Polidorus i morgen.

DRENGEN.

Monsieur! om I ikke kand bevæges til at dræbe jer af Kierlighed, saa vil jeg sige jer noget andet, som er nok værd at hænge sig for. Der er kommen en protesteret Vexel paa 50 Rixdaler, saa jeg troer, at I inden Aften blir trækked i Arrest.

LEANDER.

Hillemænd! kunde jeg kun begaae mig i denne Uge, saa haabede jeg ved to Tragoedier at fortiene saa meget, at jeg kunde betale en Slump deraf. Om nogen spør efter mig, kand du sige at jeg er reist af Byen; gak saa din Vey! thi jeg maa have Roe at læse over.

Gaaer frem og tilbage og mumler igien.

Nu kommer det værste. Kunde jeg kun vel skikke mig i denne Scene, hvorudi jeg skal mane Fanden; Det andet er kun Bagatelle derimod. Jeg maa forsøge et par gange.

Giør en Kreds med sin Stok paa Gulvet.

Jeg maner dig at møde hid du Første blant de onde Aander Mephistopheles, for at høre min Befaling og at i verk sætte det, som jeg byder dig. Der seer jeg han kommer i sin rætte Gestalt, ligesom jeg saae ham for 10 Maaneder siden. Ney holdt, Mephistopheles! ikke inden denne Kreds!

I det samme han maner, blir han vaer en Person, som staaer med Andagt at høre paa ham, hvorfor han løber ind og siger: Det er og forbandet, man kand ikke have Roe et Øyeblik.

Gaaer ind.

SCEN. 2.

DEN FREMMEDE PERSON.

Ach Himmel! er det mueligt, at Christne Mennesker kand forfalde til saadan Ugudelighed, og give sig saaledes Fanden i Vold? Jeg har altid holdet det for Snak, naar jeg har hørt fortælle 317 om Folk, der forskrive sig til Fanden; men nu har jeg hørt det med mine egne Øren. Ach! jeg er min Troe saa forskrekket, at jeg ikke kand staae paa mine Been; ney see engang hvor mine Knæe skielver, ræt ligesom jeg havde en kolde Siuge.

Han slaaer sig for Brystet.

SCEN. 3.

En gammel Kierling kommer ind. Manden.

KIELLINGEN.

Hvad skader jer? mit Barn! I seer saa forskrekket ud.

318
MANDEN.

Ach, Bestemoer! har I ikke noget jeg kand lugte til? jeg er bleven gandske syg af noget underligt, som jeg hørte.

KIELLINGEN.

Hvad er det?

MANDEN.

Ach! her boer en Troldmand i dette Huus.

KIELLINGEN.

Ey Snak, det er Mesteren for Comoe- dierne.

MANDEN.

Ja jeg veed det nok. Han har forskrevet sig til Fanden, som jeg hørte ham nu nys mane med saadane forskrekkelige Ord, saa jeg kand ikke tænke derpaa, uden Haarene reyser sig paa mit Hoved.

KIELLINGEN.

Saae I da Fanden selv?

MANDEN.

Ney han var u-synlig for mine Øyne; Troldmanden saae ham dog, thi han forbød ham at gaae inden for den Kreds, som han havde giort. Jeg hørte ham alleene mane, og fornam at Fanden kom med et Bulder, som fuldte derpaa, hvilket var saa stor, at jeg tænkte, nu falder Huuset ned. Jeg kunde ikke ellers see uden nogle Ildstraaler, som kom for mine Øjne.

KIELLINGEN.

Ach! man hører ikke andet end det som ont er. Jeg skulde ellers have forsvoret, at denne Mand kunde have faldet til saadan Ugudelighed, thi han seer ud til at være et skikkeligt Menneske.

MANDEN.

Men skulde I vel kunde have tænkt, at der var saadant til, Mutter?

KIELLINGEN.

Ikke til? Jo alt for meget disverre! Saadant har aldrig gaaet meere i svang end i disse Tider, men hvorfore? just fordi visse selvkloge Folk, som er sat til at hemme saadant, kaster nu paa Nakken af deslige Historier. Man har jo ikke hørt en Troldmand eller Hexe bleven brændt i mange Aar, derfore kand saadant ikke andet end tage overhaand. Ja ja, jeg vil ikke spaae ilde, men see kun til, hvor det vil gaae, om Verden staaer noget længer; men jeg haaber, at vi har Enden inden Paaske, thi jeg har saa mine visse Tegn. Jeg skal fortælle jer en Historie, som er saa sandfærdig, som jeg staaer her: En Smeede Kone udi Mariager var vreed 319 paa sin Naboerske, som lavede til Barsel, og nyelig før samme Naboerske skulde falde i Barselseng, kastede en Klud fuld af Haar og afbrudte Sømme-Hoveder i Stuen, hvorudover Barselqvinden laae i to Dage med stor Piine og kunde ikke føde, førend en til Lykke fandt samme Klud, og kastede den paa Ilden, da blev hun strax forløst.

MANDEN.

Det var forskrekkeligt! Var Mutter selv tilstede, da det skeede?

KIELLINGEN.

Ney! men I kand forlade jer paa, at Historien er rigtig, thi min Mand er en skikkelig Person, der hørte det af en Piige, han var forlovet med, hvilken Piige havde et Sødskende-Barn, som tiente i Gaard med den Amme, for hvilken Jordemoeren bekræftede Historien med Eed.

320
MANDEN.

Ach! det var forskrekkeligt.

KIELLINGEN.

Men meener I alligevel, at Øvrigheden vilde straffe hende? Ney, Byefogeden loe kun deraf, og bad Folk holde inde med saadan Snak, endskiønt en troeværdig Kone bød sig til at vidne, at hun havde seet samme Smeede-Enke flyde paa Vandet, hvilket var et vis Tegn til at hun kunde hexe; thi - - - -

MANDEN.

Hillemænd, hvad var det jeg saae? Blev I ikke et Syn vaer Bestemoer?

KIELLINGEN.

Hvor saae I det?

MANDEN.

Her ved Vinduerne. Jeg saae en gloende Drage fare op igiennem Skorsteenen. Saae I ikke det samme?

KIELLINGEN.

Jo mig syntes, Mare, at jeg ogsaa saae noget.

MANDEN.

Jeg vilde ikke staae her længer, om man gav mig Dalere. Far vel Mutter!

SCEN. 4.

En gammel Mand. Kiellingen.

KIELLINGEN.

Ach, Fallille! tag jer vare, at I ikke gaaer for nær dette Huus.

MANDEN.

Hvi saa?

KIELLINGEN.

Der boer en Mand derinde, som har med onde Aander at bestille, og det heele Huus er fuld af Dievle.

MANDEN.

Hvoraf veed I det?

KIELLINGEN.

Ret som jeg kom her, blev M. Godtroe stødt ud af Dørren og laae en halv Time i Besvimmelse.

Da han endelig kom sig igien, og jeg spurdte, hvad ham skadde, fortaalte han mig, at han blev trækket ud efter Haaret af 3 Dievle, som Troldmanden, der boer her, havde manet til sig.

MANDEN.

Saae I ogsaa noget selv deraf, Moerlille?

KIELLINGEN.

Ney, jeg saae ikke uden Fødderne af den første Dievel, som stødte ham ud af Dørren.

321
MANDEN.

Hvorledes saae de ud?

KIELLINGEN.

Ligesom I seer store Ørnekløer. Jeg vil strax hen til Hr. Niels, og aabenbare ham det, at han i Tide kand aabenbare det for Øvrigheden; thi Mennesket kunde endnu reddes, dersom han blev brændt for sine Synder.

MANDEN.

Huuset maa min Troe ogsaa sættes Ild paa.

KIELLINGEN.

Ach, ja vist! Vil ikke Øvrigheden giøre det, saa skal jeg og mine Venner giøre det paa vor egen Haand, ligesom man giorde nyelig udi Jylland, hvor nogle skikkelige Koner rottede sig sammen og satte Ild paa en Troldqvindes Huus.

Medens de taler, læser Leander inden for paa sin Rolle igien.
KIELLINGEN.

Hør! Nu maner han igien, hør engang! Han raaber paa Polidorus; det maa være en Dievel, som heeder saa.

322
MANDEN.

Det er sandt Moerlille! Jeg vilde ikke boe her i Gaden, om man gav mig all Verdsens Guld.

KIELLINGEN.

Men hør hvor det bruser inden fore, ligesom det kunde være en Storm. See engang hvor det heele Huus ryster.

MANDEN.

Mig synes baade at det Huus ryster og 3 andre tillige med.

KIELLINGEN.

Det er mare sandt, som I siger. I skal nok see, at den heele Gade er besat med lutter Hexemestere. Jeg maa gaae. Farvel Fallille.

MANDEN.

Ach! jeg tør ikke gaae til Sengs i Nat.

KIELLINGEN.

I har ingen Fare, sær naar I strøer Hørfrøe for Dørren og ryger brav med Lysetang i jer Sove-Kammer. Gaaer bort.

SCEN. 5.

To Piiger. Manden.

1. PIIGE.

Her skal Gaden være, Malene.

2. PIIGE.

Er der meere end det eene Huus, hvor Fanden gaaer saadan?

1. PIIGE.

Her boer ikke uden Troldmænd i den heele Gade. Men Manden af dette Huus er Capitain for de andre. Heele Byen er alt i Oprør og hver Mand begynder at ryge i sit Huus. See, hvad er det for en Mand, her staaer? Han seer ud som en Troldmand.

2. PIIGE.

Ja det er min Troe vist nok saadan een; lad os ikke gaae ham for nær.

MANDEN.

Kom hid lille Pige! jeg hører, I veed ogsaa om denne Sag.

PIIGEN.

Ja disverre! alt for meget, jer og jer Huus til Ulykke.

MANDEN.

Hvad Ulykke er vederfaret mit Huus? Kom hid, lad mig tale med jer.

De skriger og kaarse sig og falder paa Knæe.
PIIGERNE.

A a --

323
MANDEN.

De maa see noget som jeg ikke kand see. Kommer hid lille Piiger, og fortæller mig, hvad I seer.

2. PIIGE.

Ney I skal ingen Magt have med os.

1. PIIGE.

Er I ikke den Mand, som boer her i dette Huus?

MANDEN.

Ney, I farer vild. Jeg er ligesaa bange for dette Huus som I andre.

2. PIIGE.

Saa er I ingen Troldmand?

MANDEN.

Gak Pokker i Vold med jer Snak. Jeg er Christen Glaubfresser, som boer paa Torvet.

1. PIIGE.

Ach! om Forladelse, Monsr. Glaubfresser! nu kiender vi ham. Men har I ikke hørt hvad som er passeret i dette Huus?

MANDEN.

Jo jeg har baade seet og hørt meere end jeg vilde see og høre; men hvor har I faaet det saa hastig at viide.

1. PIIGE.

Jeg fik det at vide paa Torvet.

MANDEN.

Hvorledes hørte I det?

324
1. PIIGE.

Jeg hørte det med de Omstændigheder, at man har seet Fanden i dette Huus i en Ulvs Lignelse, som rev 3 Mænd i stykker, der vilde gaae her ind.

MANDEN.
til den anden

Hvorledes hørte I det da?

2. PIIGE.

Jeg hørte det ved Porten af en Soldat med de Omstændigheder, at 4 Mænd her i Gaden ere Troldmænd, og maner Fanden til sig, som kommer til dem i en Kiøbmands Lignelse med Horn i Panden, og bringer dem Penge.

MANDEN.

Jeg veed, Kiøbmænd har ingen Horn i Panden.

PIIGEN.

Det er som jeg siger, Monsr. Glaubfresser.

MANDEN.

Jeg kand give eder den beste Underretning derom, Børnlille; thi jeg har selv baade hørt og seet det. Den hele Gade her er fuld af Troldmænd, hvis Anfører boer i dette Huus. For en halv Time siden manede han Fanden til sig, som kom med saadan Bulder og Allarm ligesom Verden skulde forgaae.

1. PIIGE.

Men saae Monsr. Glaubfresser det selv?

MANDEN.

Ja vist saae jeg det selv. Derfore kand ingen give bedre Underretning derom end jeg.

2. PIIGE.

Hvorledes saae han ud?

MANDEN.

Han havde Kløer paa Fødderne.

1. PIIGE.

Ja der hører du Historien, Søster, af Mandens egen Mund, som har seet det altsammen.

2. PIIGE.

Men hvorfor, mon troe, han lod sig see med Kløer paa Fødderne?

MANDEN.

Ja hvad veed jeg det? nok er det, at jeg saae ham. Vil I bie lidt her, saa faaer I ham nok at see, naar han kommer ud igien. Jeg vil gaae.

1. PIIGE.

Skam der bier, om mit Navn det er!

2. PIIGE.

Og faaer jeg ligesaa, om jeg bier!

1. PIIGE.

Ach! Lad os holde os fast ved Monsr. Glaubfresser.

De holder hver ved sin Arm af ham og gaaer bort, og seer sig hvert Skridt tilbage.
325

SCEN. 6.

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich!

HENRICH.

Hei!

LEANDER.

Tragoedien troer jeg nok skal gaae vel i morgen, men vi ere endnu ikke betænkt paa et lille Efterstykke.

HENRICH.

Ja vi maa endelig have et lystigt Efterstykke, at Folk kand faae denne Tragoedie om Polidorus til Livs.

LEANDER.

Det er sandt, thi det er en forbandet fæl Tragoedie.

326
HENRICH.

Lar os tage et Stykke af det Italianske Theatre. Det om Doctor Baloardo.

LEANDER.

Der behøves saa mange Klæder og Machiner dertil.

HENRICH.

Enhver sørger for sit; Jeg er færdig med min Doctor Machine.

LEANDER.

Knap nok; sidste gang vi spillede, fattedes noget derpaa.

HENRICH.

Det er min Troe ikke sandt. Nu skal jeg ind at hente den, for at overbeviise jer.

Løber ind og kommer strax ud med Doctor Habiten, imidlertid gaaer Leander og mumler med sin Rulle i Haanden.
HENRICH.

See nu, om der vel fattes noget.

LEANDER.

Lad see hvor du bær dig ad da.

HENRICH.

kryber ind i Doctor Machinen og exercerer sig.

LEANDER.

Jo det gaaer got Henrich! denne Doctor-Machine gir os allene 4 Loger. Nu kand du øve dig lidt, medens jeg gaaer ud.

Henrich øver sig i Doctor Machinen ved den eene Side mod Spectatores.
327

SCEN. 7.

En kommer ind ved den anden Side udi en Portechaise tillige med en Tiener. Henrich.

MANDEN
i Portechaisen

Hold kun her lidt, Karle! jeg skiøtter ikke om at komme Troldmandens Huus for nær. Portørene blir i det samme Henrich vaer, som reiser sig med Machinen, kaster Portechaisen over ende med Manden paa Gaden og løber bort tillige med Tieneren. Henrich øver sig end lidt og endelig gaaer ud.

SCEN. 8.

En anden Mand. Manden i Portechaisen.

2. MAND.

Jeg vil min Troe see saadant, førend jeg troer det; thi de som har fortalt mig det paa Veyen, ere enten gamle Mænd, Tieneste-Piiger eller Kierlinger. Men der seer jeg en Portechaise liggende over ende; hvad mon det betyde? Hillemænd! hvad seer jeg! her ligger en død Mand. Ja han er min Troe stok steen død; det hielper ikke alt hvad jeg rykker paa ham. Men han er varm endnu. Jeg maa knibe ham i Næsen for at see, om det vil hielpe.

MANDEN
i Portechaisen

A - - - - Ach, Hr. Lucifer! giv mig Tid at begræde mine Synder.

328
2. MAND.

For mig maa I græde, saa længe I lyster. Jeg er ikke kommen for at forkorte jere Dage.

MANDEN
i Portechaisen

Er I da ingen Diævel?

2. MAND.

Ikke det jeg veed. Men hvorfor giør min Herre saadant Spørsmaal?

MANDEN
i Portechaisen

Ey heller nogen Hexemester?

2. MAND.

Hvad Pokker er det for Snak?

MANDEN
Portechaisen

Hvorledes kand I paatage jer saa mange Skikkelser?

2. MAND.

Der ere faa Mennesker som kand paatage sig mindre Skikkelser end jeg; thi faae den Skam, der eyer flere Klæder, end dem jeg bær paa mit Liv.

MANDEN

i Portechaisen I havde jo nyeligen Skikkelse af Doctor, men nu seer I atter ud som et Menneske.

2. MAND.

Er en Docter da ikke et Menneske?

MANDEN
Portechaisen

Ikke en Doctor uden Hoved, som jeg saae.

2. MAND.

Da kiender jeg min Troe mange Doctere uden Hoved, som dog u-disputeerlig ere Mennesker.

MANDEN
i Portechaisen

Ach ney! I forstaaer mig ikke. Det var en Doctor, som nu havde Hovet, nu igien intet Hovet; thi det sank ned udi Maven, tillige med Næse, Mund, Øyen og Øren, saa at der blev intet uden Hatten tilbage, som stod paa Stubben allene.

2. MAND.

Stat op, min Herre, og fortæl mig jer Hendelse, og vær ikke bange for mig; thi jeg er en Borger her i Staden. Jeg er nyeligen hid kommen allene af Curiositet for at vide, om det er sandt, hvad man fortæller om den Troldom, som øves her i Gaden.

MANDEN
i Portechaisen

Ja det er alt for sandt disverre. Jeg kom her ogsaa i samme Henseende, men til min Ulykke, thi saa snart jeg nærmede mig her til Huuset, hvor dette Diævelskab er, blev jeg Fanden vaer, hvorpaa Portørene bleve saa forskrækkede, at de kastede mig med Portechaisen paa Gaden og toge Flugten.

2. MAND.

Hillemænd, saa er det dog sandt, at her gaaer 329 saadant Hexerie i Svang. Men saae eller hørte min Herre intet andet?

MANDEN

i Portechaisen. Ach, jo vist! men jeg kand ikke beskrive det altsammen formedelst den Skræk, som kom mig paa. Der reisede sig et Uveir med Torden og Lynild.

2. MAND.

Lar os da ikke blive her længere.

MANDEN

i Portechaisen. Men nu veed jeg ikke, hvorledes jeg skal komme hiem; thi Portørerne ere borte.

2. MAND.

Hvad er min Herres Navn?

MANDEN

i Portechaisen. Jeg heder Hans Frantzen, og er nyelig kommen hiem fra Paris.

2. MAND.

Ja, saa har han ret, min Herre, at det kand ikke staae ham an at gaae til Fods.

MANDEN

i Portechaisen. Jeg maa dog dertil; thi jeg kand ikke blive her længe.

2. MAND.

Kand min Herre resolvere sig til at gaae hiem til Fods, saa giør han vel mod sig selv; thi det tiener ikke at blive i dette Naboelaug længe.

MANDEN

i Portechaisen. Ja jeg maa resolvere mig dertil.

Vilde der kun ingen møde mig paa Veyen, som kiender mig!

2. MAND.

Ach! hvad vil det sige, min Herre? Jeg har kiendt mange af vore udenlandske unge Herrer, der længe har været uden Fødder og ladet sig age og bære, men siden har gaaet paa to Beene ligesom andre gemeene Borgere.

De gaaer ud.
330

ACTUS II

SCEN. 1.

LEANDER.
alleene

Nu kand jeg min Rolle paa mine Fingre. Jeg var tilfreds, at vi skulde spille i Aften, at jeg kunde strax faae nogle Penge i Hænderne, at betale den Vexel med; men jeg er bange, at man trækker mig inden den Tid udi Arrest. Derfor maa jeg nægte mig inde. Jeg skulde dog tænke, at om det kom dertil, at nogen skulde forbarme sig over mig og gaae i Caution for 50 Rdlr.

Medens han siger dette, kommer
EN DRENG,

tar ham ved Armen og siger: Kiøber Herren ingen nye Viiser om den, der gav sig Fanden i Vold paa Tydsk og Dansk?

LEANDER.

Gav han sig Fanden i Vold baade paa Tydsk og Dansk? Jeg meente, det var nok paa een af Deelene.

DRENGEN.

Ney det er ikke saa at forstaae: Viisen er paa Tydsk og Dansk.

LEANDER.

De Viiser har bedre Lykke end de beste af vore Comoedier, i det de blive saa hastig oversatte. Ney Cammerad! Du kand selge nye Viiser til gamle Kiellinger, jeg kiøber ikke saadant.

EN ANDEN DRENG.

Monsieur! Nye Relationer om Fanden, som een manede til sig i en Kiøbmands Lignelse med Horn i Panden.

LEANDER.

Est du gal, Dreng? er det Kiøbmands Gestalt at have Horn i Panden? Dog kand det i visse Maader være sandt. Ney jeg kiøber ingen, gak bort med dine Historier. Det er forskrekkeligt i denne Bye med disse Viiser. Det er spaaet, at Verden skal forgaae 331 af Ild, men vil det saa tage til, saa troer jeg, den vil forgaae af Viiser.

EN ANDEN DRENG.

Monsieur! Jeg raader, at I kryber i skiul. Byens Folk er paa Veyen hid for at trække jer i Arrest.

LEANDER.

Hillemænd! tænkte jeg det ikke nok? Det er og forbandet haardt at arrestere en ærlig Mand for lumpen 50 Rdlr., besynderlig naar de veed, at man kand fortiene Pengene. See! der kommer de min Troe; jeg maa løbe ind og slaae Porten i Laas efter mig.

SCEN. 2.

En stor Skare bevæbnede Folk kommer ind.

ANFØREREN.

Hør, Karle! gaae en af jer hen, og bank paa Porten først; er der ingen som lukker op, skal vi bryde ind med Magt. Hører I vel? Jeg troer I er bange. Fort! eller I skal min Troe smøres dygtig. Lars, gak du hen og bank paa Porten, du pleyer ikke at være saa forsagt.

LARS.

Ney! jeg er ikke bange for Mennesker, om de ere nok saa mange, men mod Fanden er jeg en Coujon.

ANFØREREN.

Ej Snak! hvad kand han giøre dig? naar du er i dine lovlige Forretninger.

LARS.

Hvorfor gaaer I da ikke selv?

ANFØREREN.

Det tør jeg nok, jeg er ikke bange for Fanden.

Gaaer frem, men vender strax om igien tilbage.

Hører I vel, Karle! gaaer hen og banker paa Porten, eller I faaer en Ulykke. Er det ey en Skam? vi er saa mange og ingen har saa meget Hierte. Ey I Coujoner, saa mange som I ere! nu skal I see, at jeg tør banke paa. Gaaer frem, men vender tilbage igien. Lad os raabe, og see, om han vil lukke op. De raaber alle: luk op.

332
LEANDER.
udaf Vinduet

Ach I got Folk! jeg er jo en boesiddende Mand her i Byen. Jeg løber jo ikke bort.

ANFØREREN.
sagte

Vi maa give ham gode Ord, for at lokke ham ned. Høit. Kom kun ned Cammerad! Er I u-skyldig, saa skal jer intet ont vederfares.

LEANDER.

Jeg bekiender gierne, at jeg er skyldig, men det er jo ikke saa stor Sag at trække en ærlig Mand i Arrest for.

ANFØREREN.

Ha! ha! er det en liden Sag?

LEANDER.

Den maa være liden eller stor, saa er der 100 Mennesker her i Byen, der ere meere skyldig end jeg, og dog ikke strax trækked i Arrest.

ANFØREREN.

Det er os ukiært at høre, at her ere saa mange ugudelige Mennesker i en Christen Bye. Naar I kommer for Retten, skal I legge dem ud, saa mange som I kiender. Det skal ogsaa være mit Raad; thi det er den eeneste Vey, hvorved I kand faae Pardon.

LEANDER.

Hvad Fanden kommer det mig ved, hvo der er skyldig eller ey? Lad enhver svare for sig.

ANFØREREN.

Det er ræt nok, enhver skal svare for sig, men I skal lægge dem ud.

LEANDER.

Skal jeg lægge dem ud? Jeg troer, de Folk ere bandsatte.

LARS.

Tal ikke meere med ham; thi han er besat, og det er den onde Aand, som taler af hans Mund.

LEANDER.

Og jeg troer, Brændeviinet taler af din Mund.

ANFØREREN.

Hør, Monsieur! kom ned med det gode, det vil ellers gaae jer ilde. I veed jo selv, hvad det har at betyde at sætte sig op mod Byens Folk.

LEANDER.

Jeg lar mig min Troe slet ikke trække i Arrest. I har heller ingen Magt dertil, thi jeg byder mig inden en Time til at skaffe Caution.

ANFØREREN.

Caution! All Verden kand jo ikke cavere for jer.

333
LEANDER.

Hør, Messieurs, gaaer jer Vey og sover Rusen ud, jeg merker I er beskienkt.

ANFØREREN.

De Ord vil komme jer dyr at staae.

LEANDER.

Saa maa I være gall da; een af Deelene maa det være, thi ellers kunde I jo ikke siige, at heele Verdens Caution kunde ikke hielpe til saadan Bagatelle.

ANFØREREN.

Ach din Bespottere! kalder du saadant Bagatelle? Du var værd den skiændeligste Død.

LEANDER.

Og I var værd, at man skulde trække jer med jer heele Gefatterskab til Daarekisten. Jeg siger jer eengang for alle, at hvis I ikke gaaer fra Dørren, skal I faae en Ulykke saa mange som I ere.

ANFØREREN.

Hør, Karle! vi kommer at storme til Huuset. Sætter jer i to Geleeder. Jeg vil slutte Troppen. Vi maa ikke lade os skrække af Truseler. Lad ham mane saa mange Dievle til sig som ham lyster; de kand ingen Magt have med os, thi vi ere i vor lovlige Embede. Saa rykker da an! Hvi staaer I saa forsagte? Ey tar Mod og Mands Hierte til, og betænker, at det er os en ævig Spot og Skam, at gaae med u-forrettet Sag tilbage; betænker ogsaa, at I underkaster jer Øvrighedens Vrede og bliver uden Pass og Afskeed casseret. I ere ikke meere de Mænd, der have udi adskillige Tilfælde ladet saa ofte see Mod og Mands Hierte. Hvor er nu all eders forrige Tapperhed? Rykker frem da!

LARS.

Skam der gaaer først, om mit Navn det er! Vi har ingen Ordre at slaaes med Fanden. Hørte I ikke, hvordan han truede os? Det giør ogsaa ingen gode, at vi tænker at anfalde ham; saa giør han sig haard, og skyder vi, saa kommer Kuglen tilbage paa os selv.

ANFØREREN.

Følger mig strax efter! Morgenstjernene paa Armen! det skal enten bugne eller briste.

Leander skyder en Pistol af, hvorpaa den heele Vagt falder paa Jorden.
LEANDER.

Ha! ha! ha! Det er nogle feede Karle at skikke ud paa Exsecution. Henrich! kom her ud, saa skal du see et artigt Syn. Men staaer ikke den Nar 334 endnu og øver sig udi Doctor-Kiolen? Henrich! spring ud og see dig om.

Henrich kommer udi Doctor-Kiolen, hvorpaa Vagten reiser sig, skriger og tar Flugten.
335

SCEN. 3.

Henrich. Leander.

HENRICH.

Hvad Pokker er dette for Optøger? Jeg kommer ud og finder Gaden bestrøed med et halv hundrede døde Stoder Konger og Morgenstjerner, som jeg ved min Nærværelse vækker op igien fra de Døde og driver paa Flugten. Vinder jeg saaledes mange fleere Batailler, saa blir Alexander Magnus kun en smaa Dreng mod mig.

LEANDER.

Jeg seer, de ere alt borte, Henrich!

HENRICH.

Ja hvad andet?

LEANDER.

Hvor bleve de af?

HENRICH.

Spørsmaal hvor de bleve af? Med denne Haand slog jeg den venstre, og med denne den høyre Fløy paa Flugten, og med min Doctor-Hat splidede jeg deres Corps de Bataille ad. Det var ellers ikke af Veyen, Monsieur, om I tog jer Hat af, naar I taler med saadan Mand som jeg.

LEANDER.

Skal dette holdes for en heroisk Gierning, da er jeg større Mand, som har figtet alleene mod en levende Krigshær, end du som har figtet med døde.

HENRICH.

Det er ingen Konst at slaae got Folk ihiel, det kand fleere Doctere end jeg giøre; men at giøre dem levende igien, det har noget andet at sige.

LEANDER.

Men hvor bleve de af?

HENRICH.

De løbe bort alle de utaknemmelige Hunde, uden at betale mig for min Umage.

LEANDER.

Tag dig vare, at du ikke siden faaer en banket Trøye, naar de finder dig.

HENRICH.

Det er artig nok, de Doctere, som vække døde op, faaer banket Trøye, men de, som dræber levende, faaer Salarium af de Dødes Arvinger.

LEANDER.

Men lar os ikke skiemte meere. Kand du begribe noget af dette?

HENRICH.

Gid den faae Skam, der begriber det ringeste.

336
LEANDER.

Jeg er gandske forrykket i min Hierne derover.

HENRICH.

Og jeg er saa Hoved-svimled, som jeg nys var falden ned fra Maanen.

LEANDER.

Jeg kand begribe nogenleedes dette, at de vilde trække mig i Arrest for Gield, men deres Talemaader kand jeg aldeeles ikke fatte.

HENRICH.

Jeg begriber det eene ligesaa lidet som det andet; thi hvad kand jer Creditor vinde derved, at han lar jer arrestere? tvertimod det er hans Interesse, at ingen rører ved nogen af Comoedien. Det har aldrig været Byens Folk, Monsieur! men heller nogle Spillefugle, som har forklædt sig saaledes for at fixere os.

LEANDER.

Meener du det, Henrich?

HENRICH.

Ja hvad skulde jeg vel kunde meene andet? Troer I vel, at I saa læt kand skyde heele Raadhuuset ned med et Pistol-Skud eller ruinere det heele Striidbare Vægter-Facultet med et halv Qvintin Fængekrud?

LEANDER.

Men jeg er bleven advared af en Person alvorligen om min Creditors Forsæt, at han vil lægge Haand paa mig.

HENRICH.

Den største Tieneste I kand giøre jer Creditor, er, at I læser vel over paa jere Ruller; saa vil jeg giøre og ikke tale meere om dette Narrerie. Henrich gaaer ind.

SCEN. 4.

LEANDER.

Jeg kand dog ikke bilde mig ind, at den Person, som varede mig ad om min Creditors Forsæt, fixerede mig, thi det er sandt, at Vexelen ey er acceptered. Den kunde ey heller blive acceptered, saa som jeg ikke tog de 50 Rixdaler op just for at betale dem igien, i det ringeste saa hastig som den var stiilet. Men hvad kunde han vinde ved at arrestere mig? Uden han indbilder sig, at de andre Acteurs skulde løse mig igien. Der burte dog være en Artikel indført udi Loven, at 337 ingen maatte lægge Haand paa en Acteur. Men jeg meener, at man kand applicere hid det, som findes om Embeds Mænd, at ingen maa arrestere dem i deres Forretninger. Jeg vil derfor læse over paa min Rulle, at i fald der skulde komme nogle slige Gripomenes, jeg da kand sige: I seer, Messieurs, at jeg er i mit lovlige Kalds Forretning.

Han gaaer igien frem og tilbage og mumler med Papiret i Haanden.

SCEN. 5.

Leander. To Piiger.

1. PIIGE.

Det er jo her paa Hiørnet, han boer, Søster?

2. PIIGE.

Jo der gaaer han selv og mumler.

1. PIIGE.

Nu har han nogle Besværinger for, for at viise igien.

2. PIIGE.

See engang, hvilke Ophævelser han giør.

1. PIIGE.

Ja det koster Umage saaledes at mane Geister.

2. PIIGE.

Derfor lader de Folk sig ogsaa brav betale.

1. PIIGE.

Jeg skytter dog ikke om at see nogen Geist.

2. PIIGE.

Vi faaer ingen at see. Hexemestere seer dem alleene selv. Til med saa er jeg ikke bange; thi jeg har Staal hos mig. Men see engang hvilke Gebærder han nu giør.

LEANDER.

Med hvem vil I tale lille Piger?

1. PIIGE.

Er det ikke han som boer her?

LEANDER.

Hvi spør I saa? Er I her for at spionere?

1. PIIGE.

Ney min Troe, skal vi aldrig røbe ham; vi ere ikke af det slags Folk.

LEANDER.

Jeg haaber ogsaa det samme. Her er saadan Allarm iblant over det, som er intet værd, saa det er Under. Er det ikke selsomt lille Børn, man kommer hid et heelt Regiment sterk og vil trekke mig i Arrest for ingen Ting?

1. PIIGE.

Monsieur maa vel sige: ingen Ting. Jeg vilde 22 H.V 338 ønske, at Byen var fuld af slige Folk som han, saa betænkte Tyve sig nok for at stiæle.

LEANDER.

I skal have Tak for de gode Tanker, I har om mig, mit Barn, men jeg er endelig ikke sat til at hemme Tyverie.

1. PIIGE.

Det er sandt nok, min Herre, men, naar Øvrigheden ikke vil straffe dem, saa maa vi have Tilflugt til slige gode Mænd som han er.

LEANDER.

Hvem Pokker tar I mig for? Meener I, at jeg er Bødelen her i Byen?

1. PIIGE.

Ney! vi kiender nok Monsieur.

LEANDER.

Hvem meener I da, at jeg er?

1. PIIGE.

Jeg veed ikke hans Navn, men min Madamme kiender ham. Hun visede mig hid med Begiering, at Monsieur vilde være af den Godhed for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa en, som har nyelig staalet et Guld-Uhr fra os.

LEANDER.

Gak Fanden i Vold baade du og din Madamme med jer Guld-Uhr! kand jeg slaae Øye ud paa Folk?

1. PIIGE.

Jeg veed nok, at Monsieur ikke vil være det bekiendt, men Madammen svor paa, at hun ikke skal røbe ham eller lade sig merke for nogen Moers Siæl.

LEANDER.

Hør, lille Piige! jeg vil intet ont giøre jer, I er maaskee et eenfoldigt Menneske, som man har faaet til at løbe April; men gak jer Vey med saadan Sladder.

1. PIIGE.

Ach min kiære Monsieur! Jeg veed nok, at han ikke vil aabne sig for enhver, men saa sandt jeg er ærlig, skal ingen faae det at vide.

2. PIIGE.

Jeg siger det samme; thi jeg vil være tusind gange et Skarn, om det skal komme af min Mund.

LEANDER.

Jeg troer her er kommen en Sygdom paa alle Folk i Byen, som har giort dem rasende. Ræt lige nu var Byens Folk her, som vilde tvinge mig til at legge Folk ud i Byen, som ere skyldige. Nu strax der paa 339 kommer disse hid og vil have mig til at slaae Øye ud paa Folk. Hør, af hvem er I udskikked?

1. PIIGE.

Det forbød Madammen mig at sige, men hun flyede mig to Ducater til Monsieur og lovede meer siden, naar Tyven kom og bragte Værket tilbage.

LEANDER.
til den anden

Hvad er da jer Ærinde?

2. PIIGE.

Jeg er fra en Jomfrue, som har Kierlighed til en ung Person, som hun elsker, men han er gandske kaaldsindig mod hende, hvorfor hun vilde gierne, at Monsieur ved sin Videnskab vilde giøre ham forliebt i hende; til den Ende skikkede hun mig hid med 10 Rdlr. at betale forud.

LEANDER.

Hør hvad jeg vil sige jer: Vær saa god at formælde min ydmygste Respect baade til Madammen og Jomfruen, og siig at jeg holder dem begge for Canailler, til de overbeviiser mig, at jeg er en Hexemester; hvad jer anbelanger, da hvis I Bakkelse Bester ikke strax gaaer jer Vey, skal I begge faae en banket Trøye. Vil gaae bort, men de holder ham tilbage, nu rykker den eene, nu den anden og nøder ham til at tage Pengene.

LEANDER.
ved sig selv

Her gir man mig u-formodentlig 14 Rdlr.; kand jeg ikke sagte beholde Pengene og lade som jeg er en Hexemester? Jeg løber jo ingen Hazard derved; thi de tør ligesaa lidt lade dem merke dermed, som jeg; Og, som jeg faaer Pengene forud, saa kand jeg sagte love dem saa meget, som de forlanger. Høyt. Hør, kiære Børn, eftersom I lover mig, ikke at sige til nogen, at jeg øver denne Konst, saa vil jeg tiene jer herudi; jeg giør det ikke imod enhver, men alleene mod gode Venner, som jeg veed kand tie; Øvrigheden kand ikke liide Folk af min Profession, skiønt vi anvende vort Pund alleene til vor Næstes Tieneste. Hør, paa Mandag Morgen mod Klokken 9 skal Tyven komme med eet Øye, og bringe Verket tilbage; men I maa ikke giøre ham noget ont, thi han er straffet nok, i det han har 22' 340 mist sit Øye. Hvad den anden Post angaaer, da skal Personen, som er kaaldsindig, blive lige saa forliebt udi Jomfruen, som hun nu er i ham, og hun skal blive ligesaa kaaldsindig, som hun tilforn var hidsig.

2. PIIGE.

Ney min Herre! det skiøtter hun ikke om. Hun vil nok være saa forliebt, som hun er, men hun vil, at han skal blive ligesaa hidsig. Forstaaer I vel?

LEANDER.

Jeg forstaaer nok, men det er noget vanskeligt. Dog jeg skal gribe mig an for hendes Skyld; Ellers er det ti gange saa vanskeligt, som det andet.

1. PIIGE.

Men min Herre! maatte jeg tale noget med ham i Eenrum? jeg vil ikke, at Giertrud skal høre det. Jeg er saa forskrækkelig plaget af Syn om Natten, nu kommer mig et Mandfolk for, nu et andet, som forhindrer mig at sove; tilmed brænder mit Legeme altid ligesom jeg havde en hidsig Feber.

LEANDER.

Jer tiener ikke at ligge alleene da, mit Barn, men I skal bede enten Tieneren eller Kudsken at sove hos jer, dog med de Vilkor, at de giør jer ingen Skade.

1. PIIGE.

Ney! det tør jeg ikke vove paa.

LEANDER.

Saa skal jeg da sige jer et andet Raad. I skal tage et got Løg-Æble, deele det udi 3 Parter, paa den eene Deel skal I komme liidet Sennep og æde den første Dag, paa den anden Deel skal I komme lidt Camfordt og tage ind anden Dag, paa det 3die Stykke skal I strøe lidt Caffee, som ikke maa væred maled, men alleene stødt, og æde den 3die Dag. Imidlertid maa I continuere dermed udi 3 Dage uden at nyde noget andet, og dersom Synet ikke gaaer bort, da skal jeg give jer Pengene tilbage.

1. PIIGE.

Det er en haard Cuur. Jeg kommer da vel heller til at bruge det første Raad.

LEANDER.

Ja det er det sikkerste. Mangen er bleven hiulpen derved. Thi naar der er Mandfolk udi ens Sovekammer, saa driver dets Nærværelse de andre Aander bort, som fare en for Øyene, saasom der er Antipathie der imellem. Det har ellers ingen Fare; thi naar I siger 341 dem Aarsagen, at I giør det allene for at cureres, og beder dem ligge stille, saa giør de det gierne.

1. PIIGE.

Jeg meener, min Herre, at ingen da kand lægge mig det til Last, naar jeg giør det allene for at cureres.

LEANDER.

Ach, ney! Sundheden er jo den kostbareste Klenodie, vi eyer.

1. PIIGE.

Det er da, min Troe, et ypperligt Raad. Jeg har selv tit tænkt derpaa, men jeg tænker - - Monsieur kand vel tænke, hvad jeg vil sige.

LEANDER.

Ja jeg veed baade denne og alle andre jeres Tanker.

1. PIIGE.

Er det mueligt! kand Monsieur da sige mig, hvad jeg tænker nu?

LEANDER.

I tænker: Denne gode Mand, som gav mig saadant Raad, bør have en Discretion for sin Umage.

1. PIIGE.

I det Ringeste burte jeg tænke derpaa. Vil Monsieur ikke forsmaae 2 Mark? Men vil I ellers sige mig, hvem jeg elsker?

LEANDER.

I har elsket adskillige, men nu staaer eders Tanker mest til en vis -- Lad see, ræt nu kommer jeg paa hans Navn. Det er en Mands Person. Det veed jeg nok.

1. PIIGE.

Ja der i har Monsieur ræt.

LEANDER.

Det er en meget høy Person.

1. PIIGE.

Ney! han er kun meget maadelig af Statur.

LEANDER.

Det er sandt i visse Maader, men han er dog et heelt Hoved høyre end I.

1. PIIGE.

Ja naar I vil ligne ham mod mig, saa er det sandt.

LEANDER.

Det er saa jeg meener. Han er høy i henseende til jer; thi hvem kunde jeg bedre ligne ham med?

1. PIIGE.

Kand I ikke beskrive ham viidere?

LEANDER.

Det er min ringeste Konst. Han er meget deilig.

1. PIIGE.

Nei, Folk holder ham ikke for saa deilig.

LEANDER.

Hvad bryder mig Folk? Hvo kand behage 342 alle? Jeg siger han er deylig i mine Øyene, han er ogsaa deylig udi jeres Øyene.

1. PIIGE.

Ja det er min Troe vist; men synes ogsaa Monsieur, at han er smuk?

LEANDER.

Han er en af de kiønneste Mands Personer i mine Øyene.

1. PIIGE.

Det er mig kiert, at andre ogsaa kand see det samme, som jeg. Men hvad er hans Profession?

LEANDER.

Han er Fuldmægtig.

1. PIIGE.

Ney Monsieur, i den Post farer I allene vild; han er Sergeant.

LEANDER.

Er det ikke saa jeg meener? En Sergeant er jo Fendrikens Fuldmægtig; har I ikke merket, at naar Fendriken ikke er tilstæde, saa træder Sergeanten i hans Sted og holder Fanen. Meener I, at jeg forstaaer ikke min Profession? Jeg er capabel til at beskrive jer ham fra Top til Taae. Han taler jo got Tydsk?

1. PIIGE.

Det er min Troe sandt.

LEANDER.

Han gaaer med sit eget Haar, med en Snor paa Hatten.

1. PIIGE.

Ja.

LEANDER.

Men naar han er hiemme, har han sin Hue paa.

1. PIIGE.

Ach, det er nok, min Herre! jeg vil ikke spørge om meere; jeg hører, at I veed alting. Til den anden Piige. Ach Søster! det er en forskrekkelig Mand, han kand sige alting, hvad som er skeed og skal skee.

2. PIIGE.

Ach Søster! kom lad os gaae; jeg er bange, at han og veed en Ting, som jeg ikke skiøttede om, at nogen anden skulde faae at vide.

1. PIIGE.

Gak til ham selv og beed ham derom, saa tier han nok; thi det er en skikkelig Mand.

2. PIIGE.

Ach, min kiære Monsieur! jeg er bange, at I veed det, som passerede forgangen Nat.

LEANDER.

Ja vist. Jeg veed altsammen paa mine Fingre.

Først kom - - - -

343
2. PIIGE.

sagte til ham. Ach Monsieur! holdt inde dermed. Jeg vil ikke, at den anden skal høre det; thi kommer det ud, saa blir Gaardskarlen ikke en Time længer udi vort Huus. Vil Monsieur ikke forsmaae et 28 Skilling Stykke?

LEANDER.

Hun skal have Tak.

2. PIIGE.

Vil I da ikke røbe mig?

LEANDER.

Nev! I kand forlade jer derpaa. Farvel begge, og formelder min Respect baade til Madammen og Jomfruen. Vil nogen consulere mig ellers, saa er jeg at finde her lige over.

SCEN. 6.

LEANDER.
alleene

Jo længere, jo galnere. Lad see, om jeg kand komme det ihu altsammen. Bevæbnede Folk for Døren, all Verdens Caution utilstrekkelig for 50 Rixdlr., bespottelige Ord, at sige: 50 Rixdl. er bagatelle, Formaninger om at legge alle Byens Debitorer ud. Jeg skulde hilse ham fra Madamen, hun bad, han vilde slaae Øyet ud paa en Tyv. Jeg skulde hilse ham fra Jomfruen, hun bad, han vilde giøre en Person forliebt i hende. Her 2 Ducater paa Haanden, der 10 Rixdaler. Hvad Pokker er dog alt dette? Enten er jeg gall, som ikke kiender mig meere selv, eller er heele Byen gall. Er heele Byen gall, saa gid den ikke blir klog igien, førend jeg curerer den; Thi jeg vil finde min Reigning derved i det ringeste for en kort Tiid. Disse Piger vil recommendere mig for min Videnskab hos andre, og jeg vil i nogle Dage fortiene saa mange Penge, at jeg kand betale min Vexel med; Og saa vil jeg begive mig til mit Huus igien. Imidlertiid kand Drengen sige, naar nogen kommer her og spør efter mig, at jeg er reist paa Landet at fodre Gield ind for at betale de 50 Rixdaler naar jeg kommer tilbage; og om nogen kommer for at consulere sig med mig udi Hexekonsten, da skal han viise dem til mig.

344

ACTUS III

SCEN. 1.

ARV.
en Gaards Karl

Ach! gid jeg vel havde forrettet mit Ærinde. Jeg skal hen til en Hexemester, som boer her paa Hiørnet, for at melde vor Frue an, thi hun har mist et Dosin Sølvskeer og har en af vore Folk mistænkt derfor; hun vil strax selv komme hid med alle Huusfolkene for at faae Sandheden at viide. Min heele Krop skielver; thi jeg har aldrig seet en Troldmand, langt mindre talt med ham tilforn. Corrasi! Arv! Du har jo en god Samvittighed. Jeg er saa bange, at naar han seer mig skielve, at han tænker, jeg er Tyven. Jeg vil forestille mig, ligesom jeg nu allerede taler med ham, for at see, hvordan jeg bær mig ad.

Arv med Hatten under Armen, bøjende sig. Jeg skulde helse Fruens Respect til min Herre. Hvad er hendes Begiering? Hun bad tienstlig, at Herren vilde tale et Ord med hende for Lucifer for at faae at vide, hvo der har staalet hendes Sølvskeer. Hvorfor skielver du saa? Det er af Kulde, Gunstige Herre. Jeg troer, det er en ond Samvittighed, som kommer dig til at skiælve. Du est maaskee selv Tyven. Ney Drolen tage mig, om jeg er, Gunstige Herre! Saa maa du da være Medvider derudi. Ney! Gunstige Herre! jeg veed ikke meere deraf end et nyefød Barn. Staae ræt paa Beenene din Slyngel. Ja gunstige Herre. See mig under Øjene.

Han seer op i Veyret.

Aabenbar mig her, førend man kommer til Examen, saa skal du ingen Straf lide. Jeg kand intet aabenbare, Gunstige Herre! thi jeg er gandske u-skyldig.

Rykker sig selv i Haaret. 345

Vil dit Beest strax bekiende? Jeg har intet at bekiende Naadige Herre! thi jeg er gandske uskyldig - - Jo det gaaer nok an. Nu maa jeg banke paa.

SCEN. 2.

Arv. Leander.

ARV.
stammende

Ydmygste Tiener, Velbaarne Frue! Jeg skulde hilse meget flittig fra vor Lucifer med Begiering, at I vilde faae at vide hvem der har staalet hendes - - I veed vel selv - - Sagte. Nu kand jeg ikke komme ihu, hvad det var.

LEANDER.

Hvad er det for Tøy, du væver sammen? jeg forstaaer ikke et Ord deraf.

ARV.

skielvende med sammenlagde Hænder. Jeg har et Ærende til Maansøren.

LEANDER.

Hvad er det?

ARV.

Jeg veed min Troe ikke.

LEANDER.

Af hvem est du hidskikket?

ARV.

Jeg veed mare ikke.

LEANDER.

Vil du Hund narre mig? veedst du ikke, hvem der har hidskikket dig?

ARV.

Jo det veed jeg nok.

LEANDER.

Hvem er det da?

ARV.

Hvorfor vil Maansøren viide det?

LEANDER.

Ey saa skal du og faae en Ulykke! vil du fixere mig?

ARV.

Ach Herr Lucifer! spar mig.

LEANDER.

Jeg seer, du er bange min Søn! giv dig kun tilfreds, jeg skal intet ont giøre dig; betænk dig og siig frit ud dit Ærinde.

ARV.

Jeg skulde hilse Herren meget flittig fra 12 Sølv-Skeer, de bad gierne, at han vilde slaae et Øye ud paa vor Frue, som har staalet dem bort.

LEANDER.

Ha! ha! Jeg forstaaer endelig din Meening, 346 hvor bagvendte Ordene end ere. Din Frue merker jeg er bleven berøvet et Dosin Sølvskeer.

ARV.

Ja hun bad, at Herren vilde slaae et Øye ud paa dem.

LEANDER.

Et Øye ud paa Sølv-Skeerne?

ARV.

Ney paa en af Folkene, som er bortstaalen af samme Skeer. Ach Herre! giør mig intet ont. Jeg er saa bange, at I skaber mig om til en Varulv. Græder.

LEANDER.

Du maa vist selv have staalet dem, efterdi du est saa bange.

ARV.
grædende

Ney jeg har aldrig staalet saa meget som et Knappenaale Hovet min Lives Tid.

LEANDER.

Har du ikke staalet, min Søn, saa skal dig intet ont vederfares. Hils din Frue og lad hende bede Folkene komme hid, saa skal jeg legge en af dem ud. Arv gaaer bort, seer sig om paa Veyen.

SCEN. 3.

Leander. En Piige.

LEANDER.

Hvor kand dog ikke Overtroe regiere blant Menneskerne! jeg havde aldrig kundet drømme om, at Folk skulde kaarse sig for mig. Men der kommer en anden. Hvad er jer Begiering lille Piige?

PIIGEN.

Ach! Gunstige Herre! jeg er kommen til skade for en ung Karl, som jeg er falden for. Kunde det ikke være mueligt, at jeg blev Jomfrue igien?

LEANDER.

Jo! jeg kunde nok hielpe jer derudi mit Barn! men hvad nytter det? I mister den dog strax igien.

PIIGEN.

Jo! det kunde saa vit hielpe mig til at blive des snarere gift.

LEANDER.

Jeg vil nok give jer et godt Raad, som I skal bruge engang om Ugen; men det nytter jer ikke her i Byen, thi skal I bruge det med Nytte, saa maa I reyse til en anden fremmed Stad, hvor, naar I har brugt samme 347 Raad nogle Dage, blir I ligesaa god Møe som I var tilforn.

PIIGEN.

Hvad skal det koste?

LEANDER.

To Rixdaler.

Hun flyer ham Pengene og faaer en liden Flaske. Hun gaaer.
EN MAND.

Er han ikke den viise Mand, som boer her?

LEANDER.

Jo! er der noget til Tieneste?

MANDEN

Min Herre! jeg har en forbandet Kone, som trækker mig hver Dag efter Haaret. Vil I for Penge og gode Ord ikke giøre hende god igien?

LEANDER.

I skal skiære en Green af et Træe, en Tomme tyk, hvilken I skal tørre ved en sagte Ild; naar den saa er vel tørret, skal I besmøre den med Gaasefit, og dermed give jer Kone 12 dygtige Slag om Morgenen; vil det ikke hielpe den første Dag, da skal I besmøre den med Griisefit, som er bleven noget harsk, og forsøge det 2 Morgener. Vil det ikke hielpe, som jeg dog haaber, saa skal I besmørre den med Mandel-Olie, og continuere dermed i 4re Dage, og saa faaer I den frommeste Kone, nogen vil forlange.

MANDEN

Hvad skal det Raad koste?

LEANDER.

2 Rixdaler. Men see vel til, at Greenen blir tørret ved en sagte Ild; Thi ellers har den ingen Kraft. Manden gaaer.

Hei see! der har vi en frisk; det gaaer jo ligesom en Strøm. Hvad fattes jer min Søn?

EN DRENG.

Ach, Herre! jeg er en stakkels Skoemager Svend og maa slæbe som et Beest for min Føde. Min ældste Broder derimod blev holdt til Bogen, og er bleven Doctor i Doctor-Konsten, saa at han er ligesaa anseelig blant Folk, som jeg er foragtet, og kand fortiene meere paa een Feber end jeg paa 10 par Støvler at giøre. Nu har jeg derfor en ydmygst Bøn til min Herre, at saasom han har givet sig Fanden i Vold, og der udover er bleven begaved med den sorte Konst, at han vil være mig behielpelig udi en Ting.

348
LEANDER.

Man kand lære den sorte Konst uden at give sig Fanden i Vold: tolv Personer slaaer sig sammen og reiser til den sorte Skole udi Wittenberg, 11 Personer gaaer fri, men den 12. falder ved Lodkastning alleene til Fanden.

DRENGEN.

Saa gik da min Herre fri?

LEANDER.

Ja! ellers kunde jeg ikke staae her. Men hvad er jer Begiering?

DRENGEN.

Jeg vilde gierne være Doctor ligesom min Broder.

LEANDER.

Det koster 4 Rixdaler.

DRENGEN.

Der er 4 Rdlr.

LEANDER.

Hør, min Søn! I skal kiøbe 10 Alen sort Klæde hos den Kræmmer, som boer her lige over; thi han alleene har af det Klæde, som blir giort i det sorte Manufactur udi Wittenberg. Af dette Klæde skal I lade giøre jer en lang Kiole. Naar I det har giort, skal I leye jer smukke Værelser, og lade skrive med store Bogstaver over Dørren - - hvad er jer Navn?

DRENGEN.

Jeg heeder Jan.

LEANDER.

Ja saa skal I skrive: Her boer den vitberømte Doctor Jansenius, som curerer alle slags Sygdomme.

DRENGEN.

Men hvad skal jeg da bruge til at helbrede de Syge med?

LEANDER.

Det er lige meget, I kand tage, hvad som er ved Haanden; naar I kun har den lange Kiole paa, saa er alting kraftigt, hvad I kommer i en Flaske.

DRENGEN.

Men skulde det kunde giøre det?

LEANDER.

Hør, Cammerad! jeg taaler ingen Disputer, giør I kun som jeg siger. Der er 100 Doctores, som aldrig er kommen dertil ved andet Middel. Gaaer det ikke an, saa skal jeg betale Omkostningerne og levere Pengene tilbage.

Drengen gaaer bort.
349

SCEN. 4.

En Frue med 5 Huusfolk. Leander.

FRUEN.

Tienerinde, Hr. Doctor! Jeg tar mig den Frihed, at raadføre mig med ham udi tvende Sager. For 3 Dage siden blev mig frastaalen en Sølvkande og i Dag igien 12 Sølvskeer, og jeg er visse paa, at begge ere Huus-Tyve. Vil Hr. Doctor legge dem ud, saa skal jeg redelig betale ham for Umagen.

LEANDER.

Om Forladelse, jeg maa speculere lidt med mig selv.

Sagte.

Hvorledes skal jeg reede mig herfra? Dog jeg kand sige, at i Morgen skal Tyven selv levere Sagerne tilbage.

Høyt.

Hør, min kiære Frue! I morgen Aften skal begge Tyvene frivillig levere de staalne Koster tilbage.

FRUEN.

Ach ney, Hr. Doctor! jeg veed, at han kand sige mig det strax.

LEANDER.
sagte

Det var en forbandet Fristelse. Dog skal jeg endelig hitte paa noget.

Høyt.

Ja Frue! jeg vil see, hvad jeg kand giøre. Sætter jer alle i Orden, Folk.

Gaaer og spatserer frem og tilbage.

Er I alle i Orden?

De svarer ja.

Falder alle paa Knæe.

De svarer ja.

Hver holder den høyre Haand i Veyret! holder den venstre Haand op! holder begge op! holder begge Hænder i Kaars.

Medens han commanderer, vender han sig fra dem.

Holder I nu alle Hænderne i Kaars?

De svarer ja.
LEANDER.

Du, som stial Kanden, ogsaa?

Han svarer allene ja.
350
LEANDER.

See der, Frue! der har I Tyven. Jeg maatte besvære over 3 Aander, før jeg fik ham til at bekiende.

FRUEN.

Ach, din slemme Tyv! Galgen skal ikke være dig for god.

LEANDER.

Nev, Frue! I maa ikke straffe ham uden med Dørren. Hør, Karl! jeg beder for dig denne gang, leveer Kanden tilbage, og giør aldrig saadant meere.

TYVEN.
kysser ham paa Haanden

Tusind Tak for hans Forbøn, Hr. Doctor. Jeg har skiult Kanden i et Hull paa Høe-Loftet med Skeerne.

LEANDER.
til Fruen sagte

Pardoneer ham for min Skyld. Min Geist siger mig, at Kanden er i Behold og skiulet i et Hull paa Høeloftet tillige med Skeerne.

FRUEN.

Ach Hr. Doctor! han er den største Mand i Verden i den sorte Konst.

LEANDER.

Hun skal ikke kunde troe, gode Frue, hvilket Arbeyde det er at viise igien. Jeg vil heller 16 gange skabe mig til Varulv, end eengang viise igien.

351
FRUEN.

Kand Monsieur ogsaa giøre Storm og Uveir?

LEANDER.

Ey! det er kun Bagatelle! den ringeste Person af vor Profession kand giøre det.

FRUEN.

Min Mand, Hr. Doctor! er en meget curieux og velstuderet Mand, men fuld af Vantroe, og beloe mig, da jeg vilde raadføre mig med Docteren; thi han holder for, at der er ingen Troldom til. Nu skal jeg strax skikke ham hid, at Docteren kand overbeviise ham det selv. Adieu min Herre.

LEANDER.

Skyldige Tiener.

SCEN. 5.

LEANDER.
alleene

Hillemænt! Jeg er om en Hals. Jeg vil u-feilbar røbes, hvis en Mand, der har studeret, og derforuden er en Hader af Overtroe, examinerer mig. Det er ikke saa læt, at sætte Vox-Næse paa saadan en Karl, som paa enfoldig Qvindfolk. Det er derfore best, jeg holder op, mens Leegen er best, at det ikke skal gaae mig, som det gik Bonden i Comoedien, der blev Doctor mod sin Villie. Nu vil jeg føje mig hiem igien, og, naar Arrestanterne komme, betale den halve Deel af de 50 Rdlr., saa meener jeg nok, at de ikke trekker mig i Fængsel for den anden Deel. Naar jeg eftertænker alle disse Eventyr, saa ere de saa underlige, at de kand give Anledning til den beste Comoedie. Jeg kand bilde mig ind, at der maa boe en i vor Gade, som gir sig ud for Hexemester, og de Piiger, som først kom til mig, har taget mit Huus for hans. Men det er best, at jeg pakker mig bort, førend den lærde Mand kommer. Hei Hr. Vert!

SCEN. 6.

Verten. Leander.

VERTEN.

Er der noget til Monsieurs Tienneste?

LEANDER.

Jeg kand ikke blive her i Nat over, som jeg tænkte; jeg vil vide min Regning.

352
VERTEN.

Reigningen er ikke ræt stor; Monsieur har kun fortæret 2 Mark.

LEANDER.

See! der er de 2 Mark. Adieu.

Gaaer.
VERTEN.

Serviteur.

Verten gaaer ud.

SCEN. 7.

FRUENS MAND.

Det er min Troe selsomt! Jeg har altid holdet saadant for Fabel tilforn. Men nu merker jeg, at der er saadant til. Jeg kand sværge paa, at jeg aldrig har været meere begierlig at tale med nogen, end med denne Hexemester. Men der er Huuset, som man fortalte mig, at han beboer. Jeg seer en Viinkande til Skilt og en Harleqvin afmalet udi Gangen. Jeg maa banke paa.

SCEN. 8.

Verten. Herren.

HERREN.

Serviteur, Monsieur! er han Manden her af Huuset?

VERTEN.

Ja til Tieneste min Herre!

HERREN.

Jeg takker paa min Frues vegne.

VERTEN.

Hans skyldigste Tienere, min Herre! Sagte. Men hvad er det for Snak? har jeg haft at bestille med hans Frue?

HERREN.

Jeg havde min Troe aldrig kundet bilde mig ind, at der var saadant til i Verden.

VERTEN.
sagte

Jeg merker nok, at den gode Herre er beskienket, hvorfore jeg maa tale varlig med hannem.

HERREN.

Jeg havde aldrig kundet troe, at der var saadant Tøyerie til i Verden.

VERTEN.

Ja det maa Herren vel sige, Verden er underlig.

HERREN.

Naar min Frue og andre har fortalt mig saadant, har jeg kun holdet det for Kiærling Slader.

353
VERTEN.

Ney! ney! intet er vissere end det.

HERREN.

Ja nu har jeg Troen udi Hænderne.

VERTEN.

Har da Herren ikke villet troe det tilforn?

HERREN.

Aldrig.

VERTEN.

Der er dog ingen, som tviler derom. Sagte. Hvilken forbandet Snak er denne! Han har aldrig villet troe, at Verden er underlig. Men jeg kand troe, den stakkels Mand er beskienket, derfor synes ham, at det gaaer saa vel til i Verden. Jeg maa holde gode Miner med ham, saa tør han maaskee fortære en Pot Viin i mit Huus. Høyt. Herren maa da ingen Fortræd haft tilforn i Verden.

HERREN.

Ey den Fortræd reigner jeg ikke. Jeg havde min Troe aldrig talt derom, hvis min Kone ikke havde været. En lumpen Sølvkande meere eller mindre vil ikke meget sige, Hr. Doctor.

VERTEN .
sagte

Saa Fanden i Vold! blir jeg nu til Doctor?

Høyt.

Jeg er hverken Doctor eller Magister, Herre! men en god ærlig Borgermand.

HERREN.

Jeg kalder den Doctor, som forstaaer sin Profession fuldkommelig, endskiønt han ikke er Promoveret Doctor.

VERTEN.

Jeg takker Herren for de gode Tanker, han har om mig. Sagte. Her vil blive til paa den Maade en forbandet Hob Doctere i Byen. Jeg kommer herefter til at kalde min Skoemager Doctor, fordi han giør de beste Skoe.

HERREN.

En, der udi sit Videnskab har bragt det saa vit, at han kand hielpe Folk, og giøre dem Tieneste, som Monsieur, kalder jeg Doctor.

VERTEN.
sagte

Han har rætt; thi jeg har cureret mange med min gamle Viin.

354 Høyt.

Men min Herre! jeg hielper ingen udi min Profession uden for Penge.

HERREN.

Det var uforskammet at ville begiære saadant for intet.

VERTEN.
sagte

Nu merker jeg, at jeg har taget feil, og at Manden er en fornuftig ædrue Herre. Høyt. Naar man betaler mig, er jeg alle til Tieneste.

HERREN.

Vel er sandt, at lærde Folk fordømmer slige Professioner.

VERTEN.

Dog ikke alle, min Herre! thi der ere to Magistere, som hver Eftermiddag søger mit Huus.

HERREN.

Er det mueligt? hvor vit er de kommen i Professionen?

VERTEN.

De gir min Troe ingen efter af mine Giæster.

HERREN.

Monsieur kalder dem Giæster; Han vil sige Discipler. Dog det kommer ud paa eet.

VERTEN.

Jeg kalder dem ikke Discipler, Herre, thi jeg har ikke informeret dem. Det skal ingen sige mig paa.

HERREN.

Jeg troer ikke, at Monsieur bilder sig ind, at jeg er en Spion, og at jeg er hid kommen for at røbe ham.

VERTEN.

Derfor er jeg ikke bange; thi jeg har Frihed af Øvrigheden at bruge min Profession.

HERREN.

Det er meere end jeg kunde have troet.

VERTEN.

Meener da Herren, at jeg er en Fusker?

HERREN.

Ney! Ney! jeg har seet alt for store Prøver derpaa. Men lad os skride nærmere til Sagen. Jeg er kommen hid for at see videre Prøver paa hans Profession.

VERTEN.

Jeg takker skyldigst; men det er ikke nok, at see Prøver, Herren maa og smage dem.

HERREN.

Hvad vil det sige: smage dem?

VERTEN.
sagte

See! nu taler Brændeviinen igien. Høyt. Min Herre! Jeg har Sager, som I udaf Synen skulde 355 ikke tænke var værd at smage, men saa snart I faaer dem paa Tungen, finder I dem excellente.

HERREN.

sagte. Det er noget forblommet. Men de Folk taler ikkun med Lignelser in philosophia occulta. Høyt. Men Monsieur! hvem holder han mest af udi den Profession, enten Albertus Magnus eller Cyprianus?

VERTEN.

Cyprianus? Jeg kiender ingen af vor Profession her i Byen, heeder Cyprianus.

HERREN.

Kiender han ikke Cyprianus?

VERTEN.

Ney! Herren meener maaskee Julius?

HERREN.

Den Mand kiender jeg ikke.

VERTEN.

Det er Under, han har dog de beste Viiner her i Staden.

HERREN.
sagte

See! nu taler han forblommet igien. Høyt. Monsieur er saa god at bruge de almindelige Talemaader; Thi jeg forstaaer ellers ikke hans Meening. Men har han ikke læset Albertum Magnum? det er dog en berømt Autor in Magia Naturali.

VERTEN.

sagte. Hør! nu taler Brændeviinen igien. Høyt. Min Herre! Jeg har nok i min Ungdom læset noget om Alexander Magnus, men han var en Keyser og jeg er kun en Viinhandler. Det er to u-liige Professioner.

HERREN.

sagte. Nu taler han forblommet igien. Høyt.

I er Viinhandler, ha, ha, ha!

VERTEN.

Ja ræt Viinhandler. Det er en Profession, som jeg aldeeles ikke skiemmer mig ved.

HERREN.

klapper ham paa Kinden. Ey min Herre! lad os føre reen Tale. Jeg veed nok, hvo han er.

VERTEN.

sagte. Gid du faaer en Ulykke! du maatte spilde din Bærme, hvor du drikker dit Øll. Høyt. Hvem holder Herren mig da for at være?

HERREN.

I er jo Doctor Magiæ Naturalis.

356
VERTEN.

Hvad vil det sige?

HERREN.

I er Doctor udi Hexekonsten.

VERTEN.

Det skal ingen brav Mand sige mig paa.

HERREN.

Boer I ikke udi dette Huus?

VERTEN.

Jo det er mit Huus.

HERREN.
klapper ham igien paa Kinden

Ey lad os da tale Alvor. Jeg skal min Troe ikke røbe ham.

VERTEN.

Monsieur! Jeg tænkte tilforn, at I var drukken, men nu merker jeg, at I er gal. Gaaer bort.

HERREN.
holder ham tilbage og caresseer ham igien

Jeg skal min Troe ikke røbe ham.

VERTEN.

Hvori vil I røbe mig?

HERREN.

At I forstaaer og practiserer den sorte Konst.

VERTEN.

Det skal en Skielm sige mig paa.

HERREN.

Ney det gaaer for vit. Tager ham i Haaret.

VERTEN.

Hey! Peiter, Christopher! kommer ud.

Peiter og Christopher med Forklæder for sig kommer ud og hielper Verten.

SCEN. 9.

2 af Byens Vagt. Herren. Verten. Peiter. Christopher.

1. VAGT.

Hvad er paa færde?

HERREN.

Trækker mig disse Karle i Arrest. Det er Hexemestere.

2. VAGT.

Ha! ha! det er just de Folk, vi krydser efter i Dag.

VERTEN.

Troe ham ikke I gode Venner. Det er en gal Mand.

1. VAGT.

Gid vi havde Byen fuld af slige galne Mænd.

Vi kiender nok Herr Leonard. Fort, fort I Trolddievle!

Jeg troer, den heele Bye er befængt med det Pak.

VERTEN.

Hei Gevalt!

2. VAGT.

Vil du tie din Hund! jeg støder dig ellers Partisanen 357 i Livet. Men hvor fik Herren dem opspurt? Vi gaaer ellers og leder efter Mesteren over Comoedierne, som har givet sig Fanden i Vold med den heele Bande.

HERREN.

Han har nyelig øvet Konsten for min Frue, hvilket alle mine Huusfolk kand vidne.

VERTEN.

Gid den faaer en U-lykke, der nogentid har seet hans Frue! I seer jo, det er en gal Mand.

1. VAGT.

Herr Leonard er en fornuftig ærlig Mand; eet Ord af hans Mund er saa got, som hundrede af jeres.

HERREN.

Jeg vil skaffe min Frue og alle mine Huus Folk til Vidne.

1. VAGT.

Det giøres ikke fornøden, min Herre! deres Aasiun gir nok tilkiende, at de ere Hexemestere. Fort, fort I Die vie.

De skrige alle 3.
HERREN.

Havde du aabenbaret dig med det gode og ikke givet mig haarde Skieldsord, skulde jeg ikke have røbet dig.

VERTEN.

Ach! Ach! din slemme Forræder!

1. VAGT.

Fort, fort I Hunde! Vi finder nok de andre siden.

Trækker dem ud.
358

ACTUS IV

SCEN. 1.

Terentia, Comoediantens Fæstemøe. Apelone.

TERENTIA.

Ach! det er alt for sandt, Apelone! Jeg var hen ved min Kiærestes Dør for at høre om Tilstanden, men jeg fandt Huuset tomt, og Porten tilsluttet. Ach! gid han havde taget Flugten og ikke var kommen i Arrest; thi hvis han er greben og kommer under Bødelens Hænder, da skiøtter jeg ikke om at leve længere.

APELONE.

Ey Snak, Jomfrue! endskiønt I agter at gifte jer med en Acteur og i Fremtiden blive selv Actrice, saa maa I ikke spille Tragoedie for Tiden.

TERENTIA.

Hvordan kand jeg see den, som jeg saa meget har elsket, lide en skiendelig Død, og tillige med leve?

APOLEONE.

Det er sandt nok, Jomfru! jeg vil ikke raade jer til at leve; men see til i det ringeste, at I kand døe, som Heltinder døer i Tragoedier, efter Reglerne af Theatro. I maa læse først nogle Tragoedier igiennem og vælge jer en Heltinde ud at døe efter, som omkommer sig mest zierligen og efter Reglerne. Saa er der intet at sige derpaa, tvert imod I obligerer Folk derved, saa som man har stor Mangel paa Materie til Tragoedier.

TERENTIA.

Ach, Apelone! spot mig ikke! Vidste du, hvormeget jeg elskede den Person, saa talede du ikke saaledes.

APELONE.

Jeg tilstaaer, at I har kundet haft Aarsag at elske ham; men nu, eftersom I hører, at han har givet sig Fanden i Vold, og slaaet sig til den sorte Konst, bør jer Kierlighed, om I ellers har mindste Eftertanke, forvandles til Had. Tilmed om I havde spurdt mig til 359 Raads, førend I forlovede jer med ham, havde jeg aldrig givet mit Samtykke dertil; thi det er en Hazard ved at forlove sig med en Acteur, som er vant til hver Aften at giøre nye Elskov, og gifte sig saa tit, som en Autor behager at giøre mange Comoedier til.

TERENTIA.
grædende

Ach! Apelone! jeg kand ikke forlade ham, endskiønt jeg vilde.

APELONE.

Hvi saa? har der været noget andet mellem jer, end Ord og Løfter?

TERENTIA.

Ach ja! det er Ulykken; thi jeg er ikke gandske fri, her imellem os at sige.

APELONE.

Det er galt nok, men derfor tog jeg ikke Livet af mig. Jeg faldt selv engang for en Person, som jeg end ikke var forlovet med, men jeg er lige god Jomfrue for det. En Kiøbsted Jomfrue kand aldrig miste sin Ære; naar hun blir besvangred, falder en Bonde Kone i Barselseng og føder Barnet. Kunde I ellers føde et Drenge Barn, Jomfrue, saa var I lykkelig; thi naar en Hexemester giør en Søn, blir det en Drage-Dukke, som i Fremtiden drager Penge til sin Moer.

TERENTIA.

Ach! ach! Spot og Skade følges ad. Jeg vil ikke tale med den Spottefugl meere. Gaaer bort.

SCEN. 2.

Apelone. Lucretia.

APELONE.

Det giør mig dog ont, at dette er hendet; thi eftersom alle Acteurene er mistænkt for den sorte Konst, vil disse Comoedier, som vi baade havde Tidsfordriv og Lærdom af, gandske ophøre. Men see! der kommer den pene Madamme Lucretia; hun skal glæde sig derover, thi hun har altiid været en Hader af vore Comoedier.

LUCRETIA.

Apelone! nu har jeg faaet Hevn over Comoedierne. Jeg spaade nok, at disse Acteurs ikke vilde komme vel af Dage; thi de har vældet sig ind paa Folk af alle Stænder. Nu har de skumlet over Doctere, nu over Advocater, Øvrighed, Apothekere, Borgere og 360 Adelsmænd. Ja de har ikke engang sparet Paver, Cardinaler, Bisper, Barbeerer, Kandestøbere og Dantzemestere.

APELONE.

Just der for holdt jeg af dem; thi Comcedien er et Speil, hvorudi Mennesker kand speile sig og rette deres Feil derefter.

LUCRETIA.

Det meste, som behagede mig udi Comoe- dier, var den sidste Act, og udi den sidste Act den sidste Scene; thi da lakkede det mod Enden. Min Mand var der forgangen Uge, og spyttede deraf, da han gik bort.

APELONE.

Jeg veed det nok; thi den Comoedie var om en taalmodig Mand. Hendes gode Kiæreste kunde have stor Raison denne gang.

LUCRETIA.

I Spottefugl, hvem holder I mig for?

APELONE.

For en meget artig Kone.

LUCRETIA.

Hvad vil da slige Choser sige? Det var ikke alleene den Comoedie, min Mand spytted af, men endogsaa den foregaaende.

APELONE.

Der i kunde han ogsaa have sin Raison; thi der blev præsenteret en Jæger med sine Hunde, hvilket er et u-angenemt Syn for visse Mænd, som kand frygte, at det kand gaae dem som Actæon, hvilken Hundene tog for en Hiort og beed ham ihiel.

LUCRETIA.

Hvad var det for en Mand Actæon?

APELONE.

Det var et got stakkels Mand, som man siger, men --

LUCRETIA.

Hvad vil I sige med jer men?

APELONE.

Men han havde ogsaa en meget artig Kone.

LUCRETIA.

I maa tale tydelig for mig; thi jeg forstaaer ikke saadan forblommet Snak.

APELONE.

Jeg taler min Troe saa tydelig, saa enhver kand tage og føle derpaa.

LUCRETIA.

Adieu Mademoiselle! Jeg gad ikke være her længere.

APELONE.

Ligesom dem behager. Jeg er vis paa, at vi bliver plaget med fleere slige urimelige Folk, der vil glæde sig over den Hendelse, saasom de haaber, at Comoedien, 361 som har heglet deres Feil igiennem, ved denne Leilighed vil gaae under. Men see! der kommer een hoppende; det er min Troe Hans Frandsen.

SCEN. 3.

Jean. Apelone.

JEAN.

Vertichoux! quel accident! On dit, que la bande va être pendue, ha! ha! ha!

362
APELONE.

Hvorfore er han saa glad, Monsieur?

JEAN.

Hé bien, Mademoiselle! Je vous gratule. Jeg hører, at I skal alle hænges.

APELONE.

Om een i vor Bande har giort en Misgierning, det rører os andre ikke.

JEAN.

Que diantre! n'avez vous pas - -

APELONE.

Ej! tal dog jer Moders Maal, om det er mue-Hgt.

JEAN.

Je vous dis, Mademoiselle, at I har Mardi alle fortienet at rettes for de Pasqviller, I har giort mod honnêtes gens.

APELONE.

Men hvad gaaer det Monsieur an? jeg troer vel ikke han er saa gal, at regne sig iblant honnêtes gens.

JEAN.

Je me mocque de vous, Madamme Grivoise! I er en Hiemføding, og jeg har ført mig op som en Cavalier udenlands pour faire honneur à la nation.

APELONE.

Pour faire honneur à la nation?

JEAN.

Ovis Madame, pour faire honneur à la nation. Le Roi de France, Monseigneur et Madame saae mig aldrig, at de jo strax sagde: Laissez passer et repasser ce cavalier la, thi han bringer os Penge i Landet. Jeg veed nok, hvad mine Klæder kostede mig, som jeg lod allene giøre mig til Geburts-Dagene, allene pour faire honneur à la nation. Ovis pardi si fait Madame, jeg passerede til Versailles, Fontainebleau og Marli ikke allene for en honnête Homme, men endogsaa for en honnête Cavalier.

APELONE.

Saa merker jeg da efter denne Beskrivelse, at en Hæst med en guldbroderet Skabrak kand ogsaa kaldes honnête Homme, besynderlig, naar le Roi de France, Monseigneur og Madame siger: laissez passer og repasser ce cheval.

JEAN.

Vertichoux, quelle comparaison! Ah la pauvre bete! Je vous dis, Mademoiselle, at I alle har fortient at rettes, og at I blir ogsaa rettet, om I aldrig havde forfaldet til Troldom, allene formedelst de Pasqviller, I har giort mod honnêtes gens.

APELONE.

Je vous dis ogsaa, Monsieur, at I mardi burde 363 hænges, alleene efterdi I ikke har kundet bedre jer af de mange Caracteres, I har seet forestillet paa Comoedien.

JEAN.

I det ringeste blir I dømt til Pillori.

APELONE.

Hvad vil det Ord sige, Pillori?

JEAN.

Vertichoux! est-il possible? Hun ved ikke hvad Pillori er. Ah la pauvre bete, ha! ha! ha! Gaaer ud.

SCEN. 4.

Herman von Bremen. Apelone.

HERMAN.

Alt dette, som nu skeer, har jeg sagt Borgemester og Raad tilforn, men man vil ikke troe saadanne vittige Folk, som jeg.

APELONE.

Det er min Troe den politiske Kandstøber; han vil ogsaa glæde sig over denne Hændelse.

HERMAN.

Fanden er en stor Politicus, det maa jeg forstaae, som har studeret mine Politica.

APELONE.

Jeg hører her, at han og Fanden har eet slags Studium.

HERMAN.

Hvem er som taler der? See! er det hun Mademoiselle? Det giør mig hiertelig ont, at høre den Fortræd, som deres Bande er vederfaret.

APELONE.

Men er det Monsieurs Alvor, at han har ont af vor Fortræd?

HERMAN.

Ja jeg kand forsikre hende, at jeg gremmer mig derover. Vel er det sandt, at de gode Acteurs ved deres Satires har besværget mange Folk; men jeg for min Person har tracteret det en Bagatelle. En rætskaffen Politicus seer og hører kun alt saadant med Foragt. Aristoteles siger: Ein weiser Mann siehet der Thoren Schimpf an mit Veracht.

APELONE.

Men Monsieur! han, som en god Politicus, burte forsvare alt, hvad som sigter til at polere et Folk.

HERMAN.

Hvad sigter til at polere Folk?

364
APELONE.

Det giør Comoedien, hvorudi Menneskets Feil forestilles.

HERMAN.

Ey Mademoiselle, hun taler mod den sande Politie. Langt fra at Comoedier fører nogen Nytte med sig, de langt heller foraarsager en Republiqves Undergang.

APELONE.

Det skulde han have stor Møye for at beviise.

HERMAN.

Jeg meener ney. Hør! jeg vil tiene hende, Mademoiselle! et Riges og Republiqves Styrke bestaaer udi Undersaatternes Eenighed, og ødelegges ved Spliid. Der har været 4re store Monarchier i Verden, som alle ere ruinerede ved Spliid. Hvad ruinerede det Assyriske Monarchie? Splid, Madame! Hvad ruinerede det Persiske? Splid, Madame! Hvad ødelagde det Græske? Splid, Madame! Hvad ruinerede endelig det Romerske? ikke min Siæl andet end Splid. Alexander Magnus giorde et falskt Statsgreb, og forsaae sig derudi at - - -

APELONE.

Ey Monsieur, dette er noget vitløftigt hentet; hvad kommer Alexander Magnus ved vore Comoedier?

HERMAN.

Det er kun for at beviise, at Splid og U-eenighed ødelegger en Stat.

APELONE.

Men hvad U-eenighed foraarsager Comoe- dierne?

HERMAN.

Comoedierne giver en Stand Anledning til at raillere med en anden.

APELONE.

Ved det samme lærer de at kiende sine egne og andres Fejl, hvilket kand ikke andet end være meget nyttigt.

HERMAN.

Paa den Maade skulde det ogsaa være nyttigt at slaaes hver Dag, at man deraf kunde kiende sin egen Styrke og andres. Nei, Nei, Madame, lar os tale fornuftig uden Passion med hinanden, og hør, hvad Comoedier her foraarsager. En brav ung Karl gaaer net klædt forbi; strax peeger man Fingrene ad ham, og siger: See hvilken Jean de France! Meener hun, at han ikke søger at hævne sig derover? En anden fornuftig 365 Mand søger at underviise got Folk med lærde Discourser, og ikke vil grave sit Pund ned udi Jorden; den heder Mester Gert Vestphaler. En udi Verdslig Videnskab øvet Mand vil give Øvrigheden et got Raad; strax heder han den politiske Kandstøber. Saa det er Frugten af jere Skue-Spill, Madame, nemlig at en Borger driver Spot med en anden. Af Skiemt og Rallerie flyder Fortrydelse, af Fortrydelse flyder Had, af Had Splid, og af Splid en Stats Undergang, ergo derfor bør ikke slige Skue-Spill tolereres.

APELONE.

Rallerie, Monsieur, træffer ikke uden Daarer, 366 hvilke ved Forestilling af deres Characteres lære at kiende sig selv; naar de lære at kiende sig selv, beflitter de sig paa at ændre deres Levnet; naar de ændre deres Feil, blive de til gode Mennesker, og naar de ere bleven gode Mennesker, blive de gode Borgere, ergo derfor bør Comcedier tolereres.

HERMAN.

Mit Principium staaer fast, at Rallerie foraarsager Splid og at Splid løser en Stats og et Riges Bygning.

APELONE.

End om jeg beviiser Monsieur at Comoedier ophæver Splid og befordrer Eenighed?

HERMAN.

Det havde jeg Lyst at høre.

APELONE.

Er det ikke vist, Monsieur, at om Aftenen alle Folk er splidt ad, somme sidder paa Kroer, andre udi Fruestuer; men Comoedien trækker dem sammen og foreener dem paa eet Sted, ergo ophæver den Spliid, befordrer Eenighed og efter mit Principium styrker en Stat.

HERMAN.

Rallerie a part, lar os tale alvorligt Madame. Han far hende til Siide. Apropeus Madame, efterdi hun taler om Samlinger, saa er det noget, som jeg længe har tænkt paa, men ikke har villet lade mig merke med: mon det er tienligt for et Rige, at slige Samlinger skeer? kand de ikke give Anledninger til Sammenrottelser? Jeg har læset om en Persisk Konge, at han af den Aarsag forbød alle Samlinger. Den samme Konge heedte, om jeg ræt mindes, Pul Asser. Han havde kun eet Been, som man kand see af Anders Christensens politiske og lærde Reise-Beskrivelse; men han havde en dobbelt Hierne.

APELONE.

Pul Asser havde ræt, Monsieur! men han vilde allene hindre saadane Samlinger, som I og andre politiske Handverks Folk holde paa Øllhuuse, for at raisonere om Staten og igiennemheile Øvrighed. Slige Samlinger ere ligesaa skadelige, som de andre nyttige.

HERMAN.

Adieu, Madam!

APELONE.

Adieu, min Herr Politicus!

367
HERMAN.

Spot ikke, Madame, see kun vel til, at I kand udrede eder af denne Hexe-Sag.

Gaaer.

APELONE.

Det kommer mig ikke ved; lad den skyldige svare for sig selv. Men der seer jeg von Qvoten komme. Hillemænd, hvor glad seer han ud! nu meener han, at hans Comoedier og Marionetter vil komme paa Fod igien.

SCEN. 5.

Von Qvoten. Apelone.

APELONE.

Serviteur min Hr. von Qvoten! han seer saa glad og fornøyet ud.

VON QVOTEN.

Ich habe Ursache mich uber ihren Fall zu erfreuen; thi først kommer jeg i min gamle Næring igien, og (2) faaer jeg Has over dem, som har saa skammelig railleret med mig og min Bande.

APELONE.

Det første Stykke I nu spiller, blir nok om Doctor Faustus, efter som her nu tales saa meget om Hexerie.

VON QVOTEN.

Ney Madame! vi har nok en bedre, som heder Zauberey von Armida. Det er et toutafait Stykke; thi alting blir agered udi Luften.

APELONE.

Hillemænd, alting udi Luften!

VON QVOTEN.

Ja Madam! Armide lader sig aldrig see uden paa en gloende Drage, som spyer Ild. Det har noget andet at sige end jere mavre Comoedier.

APELONE.

Forlad mig det, vi har ogsaa haft gloende Drager udi vore Comoedier, som for Exempel udi det Stykke kaldet Ulysses von Ithacia.

VON QVOTEN.

Jeg veed nok, hvad I meener derved. Men nu faaer I Skam for det og andet jer Raillerie.

APELONE.

Men meener I, at een Mands Fald ruinerer den heele Bande?

VON QVOTEN.

Efter Rygtet, saa er der meer end een Hexemester i jer Bande. Alle Folk vil glæde sig over jer 368 Fald; thi I har ført brave Folk ind udi jere Comoedier, hvilket er skarnagtigt.

APELONE.

Det skulde I have stor Umage at beviise. Men vi kand viise, at I fører brave Folk ind udi Comoe- dier, ja vor Herre selv, som udi den Comoedie om Adam og Eva, og giør af hellige Historier liderlige Skuespil.

VON QVOTEN.

Saaledes ere de fleste Skuespil udi Spannien, hvor Nationen er meget poleret.

APELONE.

Det er ogsaa brugeligt i Spannien, at Parterret falder paa Knæe og læser, naar en Munk med et Crucifix i Haanden kommer ind paa et Theatre.

VON QVOTEN.

Gak I kun hen og fald paa Knæe og bereed jer til Døden, om I ogsaa er skyldig! Ellers hvis I er uskyldig, da see til, at I kand faae fat paa en Procurator, der kand forsvare jer Sag, om det ellers er mueligt, at nogen Procurator vil tage sig jer Sag an, thi I har lagt jer ud med hele Verden. Gaaer ud.

SCEN. 6.

APELONE.

Jeg gad ikke staae her længere. Men der seer jeg to af vore Acteurs komme; det tiener ikke, at Folk finder os nu omstunder meget sammen, jeg vil slutte mig ind, indtil jeg faaer at høre Udgangen paa dette.

SCEN. 7.

De 2 Comoediantere.

1. COMOEDIANT.

Ach, Monfrere! hvis dette er sandt, saa er det en forskrækkelig Historie.

2. COMOEDIANT.

Ja det er vist nok, at han er greben og har tilstaaet det selv.

1. COMOEDIANT.

Men kand det dog være mueligt, at vi ved saadan lang Omgiengelse ikke skulde have merket det ringeste af ham?

2. COMOEDIANT.

Ja det maa du vel sige. Han har kundet 369 mesterlig dølge sin Ondskab; thi han gik i Kirke, ligesom een af de andre, og jeg hørte aldrig et bespotteligt Ord af hans Mund.

1. COMOEDIANT.

Jeg bilder mig ind, at det henger anderledes sammen.

2. COMOEDIANT.

Ney Monfrere! Du kandst forlade dig dertil, at det er sandt og at han selv har tilstaaet det.

1. COMOEDIANT.

Ja er det sandt, saa vil jeg aldrig bede for ham, men selv hielpe til at tænde Baalen, hvori han skal brændes. Men kand et Menneske ikke lyve sig selv paa?

2. COMOEDIANT.

Hvilken Snak! hvem vilde lyve sig selv paa, for at døe den skiendeligste Død?

1. COMOEDIANT.

Siig ikke det Monfrere. Det kand enten skee udi Raserie, eller et Menneske kand være kied af sit Liv, og saa som det ikke vil tage Livet af sig selv, styrte sig paa den Maade udi Ulykken. Man har jo Exempel, at mange melancholske Mennesker har taget Livet af andre for at miste Livet selv, andre løyet sig de Ting paa, som de aldrig har bedrevet, alleene for at døe. Thi det som man kalder Troldom, er noget underligt som jeg aldrig har kundet hittet reede til; man merker jo, at de Nationer, blant hvilke man holder Fanden at have som sit Hovedsæde, ere de allerfattigste. Er det ikke underligt, at Findlapper, der holdes for at kunde giøre saa store Ting ved Fandens Konster, ere færdige at døe af Armod? ligesom det var Fanden ikke lettere at bringe Penge til sine Tilhengere end at giøre store Mirakler, dreye Veir og Vind, giøre Reiser til den anden Ende af Verden for deres skyld, saa tit som de befaler. Er det ogsaa ikke underligt, at man hører af ingen Troldom udi de store Stæder Paris og London, hvor Fanden kunde giøre meere Bytte een Dag, end udi Lapland udi 10 Aar? Man maa holde for, at Troldom er enten naturlig Videnskab eller Fandens Konst. Er det naturlig Videnskab, saa burte den have Gienge 24 H.V 370 iblant de lærde Nationer, som have oprettet Collegier for Naturens Eftergrandskning, og ikke hos Folk, som kand hverken læse eller skrive; Er det Fandens Konst, hvorfor er de Folk da fattigere end andre? Hvorfore skulde Fanden gaae de store og ugudelige Stæder forbi og sætte sig ned udi Lapland, hvor der er kun en Haand fuld af Folk at forføre? ikke uden at man vilde sige, at saasom han er gloend heed, saa vil han helst være i Finmarken, for at kiøle sig, hvilken Objection dog er meere artig end grundig. Ney Troldom har sin Oprindelse af Vankundighed og regierer blant dem, som ikke kand examinere en Ting. Thi man seer, at naar Øvrigheden i en Provintz er superstitieux, saa er det heele Land strax fuld af Dievle; Er den vantroe, saa hører man intet meere tale om Troldom.

2. COMOEDIANT.

Jeg tilstaaer alt dette Monfrere. Men her er baade egen Bekiendelse og Folkes Vidnesbyrd, som har seet ham mane Fanden til sig. Du kiender jo Personen saa vel som jeg. Han er jo aldeeles ikke af de Folk, der er saa kied af Livet, at han skulde lyve sig saadant selv paa.

1. COMOEDIANT.

Ikke uden den Gield, han er udi, skulde kunde bringe ham dertil.

2. COMOEDIANT.

Ey Snak, han legger aldrig en Ting saa nær paa Hiertet, at en maadelig Penge-Sorg skulde giøre ham saa modløs.

1. COMOEDIANT.

Tilmed beviiser hans Penge Mangel, at han ingen Troldmand er, thi naar nogen giør Contract med Fanden, handler den første Artikel gierne om Penge.

2. COMOEDIANT.

Men maa skee han er falden til dette alleene af Penge Mangel, og at han blev greeben, førend dette kom til nogen Fuldkommenhed.

1. COMOEDIANT.

Det kand have nogen Rimelighed. Men jeg vil dog ikke fordømme ham endnu.

371

SCEN. 8.

En kommer ind og slaaer paa Tromme, gaaer 3 gange om Theatrum, faaer Tilløb nu af en, nu af anden, og bringes tilveye saa mange Folk, som man kand overkomme, sær Børn og gamle Kiellinger, som ringe sig om Trommen, naar efterfølgende blir oplæst.

Borgemestere og Raad udi Tiisted giøre vitterligt, at saa som Leander Acteur er overbeviiset saa vel af tilstrækkelige Vidnesbyrd som af egen Bekiendelse, at have ved den sorte Konst manet Fanden til sig udi sit Huus, hvor han er greben, og udi Fængsel har bekiendt, at de fleeste af Acteurene udi samme Bande ere lige skyldige med ham derudi: Saa advares alle og enhver, som slige Acteurs herberge, at de strax seer til, at de blive tilstede og ey kommer ud af deres Huuse, til viidere; befindes nogen at have fordølget dem for at undgaae Justitien og undflye den tilbørlige Straf, som de, andre til Skræk og Exempel, bør lide, da skal de, som Med-Viidere, underkastes samme Straf, endskiønt der intet andet kand overbeviises dem.

Rører Trommen igien og gaaer ud forfult af den heele Skare, som giør stor Allarm.

SCEN. 9.

De to Comoedianter alleene.

1. COMOEDIANT.

Hørte du det? Monfrere!

2. COMOEDIANT.

Ja jeg hørte det. Jeg kand neppe staae paa mine Been af Forskrekkelse. Mi.en hvad ont har vi giort ham, at han skulde digte os uskyldige Mennesker saadant paa?

1. COMOEDIANT.

Naar en er kommen i Ulykke, stræber han at bringe andre med derudi. Hvad skal vi nu giøre? Løber vi bort, saa giør vi os meere mistænkte, og blir vi tilstede, saa underkaster vi os stor Fare.

372
2. COMOEDIANT.

Jeg holder raadeligt at blive tilstæde; thi een Mands Sigelse kand ikke fælde os.

1. COMOEDIANT.

Men som ingen har de Tanker, at Personen skulde lyve sine beste Venner paa, mon man ikke kand føre os paa Piinebænken og komme os til at bekiende det, vi aldrig har tænkt paa? mon vi ogsaa ikke staae i Fare for Almuens Raserie, mod hvilken Øvrigheden selv udi en Stad ikke kand beskytte os?

2. COMOEDIANT.

Du har ræt. Det er da best, at vi tage Flugten. Men hvor skal vi flye hen? Jeg er vis paa, at ingen kommer ud af nogen Port.

TO DRENGE.

kommer ind med Viiser og raaber: Nye Viiser om alle Comoedianterne, som er seet udi Varulve Lignelse.

De kiøber Viiseme og kiiger lidt i dem.
1. COMOEDIANT.

Ach Himmel! er det mueligt, at Folk kand lyve med slige Omstændigheder? Her finder jeg baade mig og dig Monfrere! En lang Samtale, som vi har holdet med Fanden, og Tiden, paa hvilken vi har paataget os en Varulvs Skikkelse.

2. COMOEDIANT.

En Løgn velter sig frem ligesom en Sneebold, der alt blir større og større.

1. COMOEDIANT.

Vi vil flygte hen til min Svoger, han skiuler os nok, indtil denne Raserie gaaer over.

SCEN. 10.

3 bevæbnede Mænd. De samme.

1. SOLDAT.

To af dem blev sagt at skulle staae her i Gaden.

2. SOLDAT.

Tænk engang, hvor uforskammed de vare, de stod blant andre Folk ved Trommen, da Øvrighedens Ordre blev oplæset. See! her har vi dem min Troe.

De spænder Hanen paa Musqvetterne og tvinger dem at give Kaardene fra dem.
1. COMOEDIANT.

Ach! er det mueligt, at u-skyldige 373 Mennesker skal saa blive medhandlet udi en Christelig Republiqve?

1. SOLDAT.

Ja du est vel undskyldt at tale om Christendom, saasom du har forsvoret Troen og forskrevet dig til Fanden med dit eget Blod.

374
1. COMOEDIANT.

Jeg har aldrig tænkt at giøre saadant, end sige giort det.

2. SOLDAT.

Som skaber dig om til Varulv for at myrde uskyldige Folk om Natten paa Gaden.

1. COMOEDIANT.

Vi ved intet deraf.

1. SOLDAT.

Som udaf Ondskab opvækker Himmel-Storm, fattige Søefarende Folk til Ulykke og Fordervelse. Der forgik 3 Skibe i gaar af en Storm, som ingen uden disse forbandede Trold-Hunde har foraarsaget.

1. COMOEDIANT.

Ach! Ach! hvilke uhørlige falske Beskyldninger!

2. SOLDAT.

Som har forgiort 3 smukke Danne-Qvinder.

1. COMOEDIANT.

Ach vær forsikret, at Himlen vil hævne vor Uræt.

1. SOLDAT.

Himmelen? hvad har I Karle med Himlen at bestille, som ved Forskrivelser eengang for alle har sagt jer derfra?

2. SOLDAT.

Det er underligt, at de Folk kand nævne Himmelen; jeg meente, at det var Troldmænd forbudet.

1. SOLDAT.

Ney Broder! Skam faae de Hunde, de betinger sig saadant udi Contracten, at de skal baade kunde læse og gaae i Kirke, paa det at ingen skal merke deres Troldom.

1. COMOEDIANT.

Men er det nok, at en falskelig beskylder os? ere ikke vore Ord saa gode, som hans? Vi tilbyder os altid med oprakte Fingre at beedige vor U-skyldighed.

2. SOLDAT.

Enten I svær eller en Hund giøer, det kommer paa eet ud. Man tilstæder ikke slige Folk at sværge. Piinebænken skal nok komme jer til at bekiende. De trækker dem ud.

375

ACTUS V

SCEN. 1.

Retten præsenteres. Dommeren. Skriveren. Betientere. Leander.

EN BETIENTER.
kommer først med et Røgelse-Kar, sigende:

Jeg maa ryge, for at Troldommen skal ingen Magt have.

Derpaa kommer Dommeren, og sætter sig ved en Ende af Bordet, og Skriveren ved den anden Ende, og Betientere staaer hos.
DOMMEREN.

Børn lille! Jeg har aldrig siddet paa mit Dommer-Sæde med saadan Forskrekkelse, som jeg sidder i Dag; thi her handles ikke om Mord, Tyverie, Vold eller andet deslige, men at udrødde Troldom udaf Staden, som maaskee har grebet videre om sig, end vi tænker. Kalder ind Hovedmanden først, at vi kand høre ham alleene. Siden vil vi examinere de andre og endelig confrontere dem sammen. Ach! Ach! Ach! vor kiære Tisted!

Den anklagede kommer ind.
DOMMEREN.

Lad ham ikke komme mig saa nær! Hører I vel! Bliv staaende, Menneske! ved Skriverens Side. Skriveren flytter sig op til Dommeren.

DOMMEREN.

Bliv kun siddende Hr. Skriver!

SKRIVEREN.
skielvende

Jeg vil nok staae her og skrive, Hr. Dommer; thi det er saa mørkt ved den anden Side.

DOMMEREN.

Ey blir I kun siddende. Der er jo ligesaa lyst der, som her.

SKRIVEREN.

Ney jeg takker skyldigst. Jeg kand, min Troe, ikke see en Bogstav ved den anden Side.

376
DOMMEREN.

Jeg befaler jer at sidde paa jer gamle Sæde. Skriveren sætter sig skielvende ned, seer sig ofte tilbage og har adskillige Ophævelser, naar den Beskyldte

kommer ham for nær, hvilket varer den heele Act.
DOMMEREN.

Hør, unge Karl! tilstaaer du, at du est skyldig udi den Sag, som du est arrestered for?

LEANDER.

Ja jeg giør, Hr. Dommer. Jeg gaaer aldrig fra min Haand.

DOMMEREN.

sagte. Ha ha! der fik vi det at vide, at han har giort skriftelig Contract med Fanden. Høyt. Har du skrevet det med dit eget Blod?

LEANDER.

Det er et selsom Spørsmaal, Hr. Dommer, om jeg maa tale saa frit; saa længe jeg har Blek at skrive med, bruger jeg ikke Blod.

DOMMEREN.

til den næst staaende, sagte. Kand man og forskrive sig til Fanden med Blek?

BETIENTEREN.

Ja jeg troer, Hr. Dommer; thi man har Exempler derpaa.

DOMMEREN.

Vi behøver ingen anden Examen, hvad hans Person er angaaende; thi han tilstaaer det selv.

LEANDER.

Jeg har aldrig nægtet det, Hr. Dommer, men jeg kand ikke begribe, hvi man handler saaledes med mig og trækker mig i Arrest for saa ringe Sag.

DOMMEREN.

Ach! Himmel! er det en ringe Sag? Skriv, Hr. Skriver, at han offentlig udi Retten har sagt, at det er en ringe Sag.

LEANDER.

Ja, og jeg erbyder mig strax at deponere her i Retten 24 Rdl. til viidere.

DOMMEREN.

Skriv, Hr. Skriver, at han offentlig tør lade sig merke med at ville bestikke Retten.

LEANDER.

Jeg vil ikke bestikke Retten, men - - -

DOMMEREN.

Holdt din Mund, til jeg spør viidere. Hvor længe er det, siden du giorte den Forskrivelse?

LEANDER.

Vexelen er 6 Maaneder gammel, men - - - -

DOMMEREN.

Sex Maaneder gammel!

377

Sagte. Jeg maa lee deraf, at han kalder det en Vexel og giør Fanden til en Vexelerer.

SKRIVEREN.

Fanden, Hr. Dommer! aber Menneskene efter udi alting, og begynder nu ogsaa at handle med Vexeler. Jeg kand troe, at han gir Contracten Navn af Vexel, eftersom Vexel Ræt er den største.

DOMMEREN.

høyt. Det er forskrækkeligt, hvordan saadant har kundet være dult et heelt halvt Aar.

LEANDER.

Manden har haft Taalmodighed med mig og ladet den fornye indtil nu.

DOMMEREN.

Du er jo saa vel oplyst, at du burte tage dig vare for den Mand.

LEANDER.

Hvi saa? Det er jo en skikkelig Mand.

DOMMEREN.

Skriv, Hr. Skriver, han kalder ham en skikkelig Mand. Sagte. Det er Fanden, som taler af hans Mund.

LEANDER.

Han har aldrig giort mig nogen Fortræd, men haft god Credit for mig indtil nu.

DOMMEREN.

Du stiller dig taabelig an min Karl, ligesom du ikke vidste, at han altid gir Folk Credit til en Tid, men siden piiner dismere. Hvor længe er det siden du var i Kirke?

LEANDER.

Det er ikke 8 Dage siden. Men jeg kand ikke begribe hvad slige Spørsmaal giøre til denne lumpene Sag.

DOMMEREN.

Er det du Selv som taler, ung Karl, eller er det Fanden? Skriv, Hr. Skriver, at han kalder det en lumpen Sag.

LEANDER.

træder til Side. Jeg troer, Dommeren og alle Mennesker her i Byen er splitter gall. Jeg maa giøre mig gal med, saa maaskee det tør gaae bedre.

DOMMEREN.

I hvilken Kirke est du døbt?

Leander vrænger Munden og stiller sig gal an.
DOMMEREN.

Ach! Himmel! see hvilke Convulsioner han fik, da man nævnte det Ord. Skriv, Hr. Skriver - - -

378 Skriveren kryber under Bordet.
DOMMEREN.

Hvor blev Skriveren af? Ach, Himmel! hvilket Koglerie! jeg troer han forsvandt.

EN BETIENTER.

Nev, Hr. Dommer! han sidder under Bordet.

Leander giør Grimacer igien, hvorpaa han blir trekket ud. Skriveren kryber frem igien.
DOMMEREN.

Gid vi havde vel Ende paa denne Sag. Det er forskrækkeligt at have med de slags Folk at bestille. Men man maa forrætte sit Embede.

SKRIVEREN.

Ja vist Hr. Dommer, thi det heder: Scheu das Recht und thue den Teufel nicht.

DOMMEREN.

Ja I har en Ære at tale med, som kryber under Bordet.

SKRIVEREN.

Der faldt en Pen ned for mig, Hr. Dommer. Jeg giorde det min Troe ikke af Frygt.

DOMMEREN.

See vel til, at der falder ikke fleere Penne ned; thi her staaer større Pust tilbage endnu.

SCEN. 2.

2 andre Acteurs, med Personerne af forrige Scene.

DOMMEREN.

Jeg formaner eder, at I bekiender frivillig eders Ondskab, og nøder os ikke til det Middel, som vi ugierne bruge, nemlig at udpresse Sandheden ved piinlig Forhør. Eders Collega har udlagt jer alle og tilstaaet sin Misgierning, hvorfore han har undgaaet det, som I trues med, og slet og ræt uden foregaaende Piinsel skal døe for sine Synder. Efterfølger hans Exempel, det er det beste Raad jeg kand give eder, og udlegger de andre, som ere i Ledtog med eder.

1. COMOEDIANT.

Vi har aldrig hverken giort eller tænkt at giøre de Ting, som vi tiltales for, haaber ogsaa, at vi ikke bliver fordømte paa et ont Menneskes falske og løse Angivelse; thi hvis saadant kand overbeviises os, vil vi aldrig veigre os for at undergaae den Straf, som Loven dicterer.

379
DOMMEREN.

Det er ikke rimeligt, at et Menneskes Ondskab skulde være saa stor, at det uden Henseende til ringeste Nytte eller Fordeel skulde ville styrte sine Venner udi saadan U-lykke. Jeg seer derfor, at I ere haardnakkede og vil endelig underkaste jer Piinlig Forhør.

1. COMOEDIANT.

Vi kand og bør ikke lyve os selv paa slige gruelige Misgierninger, naar vi ere gandske uskyldige.

DOMMEREN.

Hr. Skriver! examineer I dem, det beste I kand; thi vi vil forsøge de lempeligste Middeler, førend vi skrider til de haarde.

Skriveren, som sidder og lugter til et Hovedvands-Æg, stiller sig an, som han er hæs for sit Bryst, peger paa Brystet, og siger med en hæs Stemme, at han er saa ælendig for sit Bryst, at han ikke kand tale.
DOMMEREN.

Den Hæshed kom jer hastig paa; det er Skam, at være saa frygtagtig. Bliv kun siddende; Jeg skal nok forrette det selv. Hører, I Syndere! siger mig, hvo har først forført jer til at øve den sorte Konst?

1. COMOEDIANT.

Ingen har forført os, og vor sidste Bekiendelse skal være, at vi aldrig har øvet den.

DOMMEREN.

Siger mig da, hvor længe er det siden eders Cammerad slog sig først dertil?

COMOEDIANTERNE.

De svare begge: Det er os gandske u-vitterligt; thi havde vi vidst noget derom, havde vi strax givet det tilkiende.

DOMMEREN.

Jeg merker nok, at de ikke vil bekiende; lad den første komme ind for at overbeviise dem det selv.

SCEN. 3.

Leander. Personerne af forrige Scene. Skriveren kryber under Bordet igien.

DOMMEREN.

Vi har atter engang ladet jer indhente her for Retten, ikke for jer egen skyld, men for at overbeviise 380 jere Cammerader, som af en særdeles Haardnakkenhed intet vil bekiende.

LEANDER.

Det kommer mig aldeeles ikke ved, Hr. Dommer! Enhver maa svare for sig. Jeg har nok i min Deel.

DOMMEREN.

Har I ikke tilstaaet, at de andre af Banden var ligesaa skyldig som I?

LEANDER.

Jo det har jeg sagt; men det kommer mig ikke ved.

1. COMOEDIANT.

Har I sagt, Monsr. Leander, at vi ere ogsaa skyldige, saa har I sagt som ingen ærlig Karl. Vi ere aldeeles reene og fri derfor.

LEANDER.

See! hvor hellig de kand giøre sig. Det være langt fra, at jeg er jer Fiscal. Jeg siger kun, at I ere ligesaa meget skyldige som jeg; ikke i nogen ond Henseende, thi I kand være lige gode for det.

DOMMEREN.

Ach, hvilken Bespotter! Skriv, Hr. Skriver - - - Men hvor blev Skriveren af igien?

EN BETIENT.

Jeg troer, at han er under Bordet igien.

DOMMEREN.

Trækker ham frem! Han har forholdet sig saaledes denne gang, at han ikke burte sidde i nogen Ræt meere.

BETIENTEN.

Ach! Hr. Dommer! han ligger i Besvimelse.

DOMMEREN.

See da til, at I faaer ham udbaaret, ellers døer han reen af Frygt. Man bær ham ud.

2.
COMOEDIANT.

Men hvad ont har vi giort jer, Monsr. Leander, at I skulde digte os saadant paa, for at styrte os i Ulykke?

LEANDER.

Hvad U-lykke vil jeg styrte jer udi? Jeg har alleene spurdt, hvorfor jeg skal trækkes meere i et hæsligt Fange-Huus end andre, som ere ligesaa meget skyldige, som jeg.

2. COMOEDIANT.

Saa har I da ikke givet os an udi sær?

LEANDER.

Hvad kommer mig ved, Messieurs, at give jer an? Jeg siger kun, at de fleeste udi vor Bande er ligesaa meget skyldig, som jeg.

381
2. COMOEDIANT.

Det er Fanden, der kommer jer til at tale saadant.

LEANDER.

Jeg troer, I ere reent galne, Messieurs! Er I intet skyldig, saa er det disbedre for jer.

382
1. COMOEDIANT.

Men hvorfore har I da anklaget os?

LEANDER.

Jeg har ikke anklaget jer; men jeg siger det kun - -

DOMMEREN.

Lader Piinebænken hidføre.

LEANDER.

Piinebænken for en lumpen Vexel af 50 Rdr. hvorpaa jeg strax kand betale den halve Deel, saa at der rester kun 25 Rdr. som jeg inden 3 Dage kand betale!

DOMMEREN.

Ach! Himmel! nu raser han.

1. COMOEDIANT.

Hr. Dommer kand høre, at han er fra sin Forstand, og derfore kand man ikke reflectere meere paa det, som han beskylder os for.

LEANDER.

Og mig synes, at alle de, jeg har talt med paa nogen Tid, ere splitter galne og afsindige.

DOMMEREN.

Det er just Galskabs rette Kiendemerke, at man bilder sig ind, at være alleene viis, og alle andre Mennesker galne.

1. COMOEDIANT.

Synes Dommeren ikke, at det var best, at man lader ham Aarlade først, og siden høre, om han vil vedstaae sin Beskylding?

DOMMEREN.
til Betienten

Gak strax hen til Mester Herman, og beed ham komme hid med sin Lancette.

LEANDER.

Det giøres aldeeles ikke nødig; thi alle fornuftige Folk maa tilstaae, at det er større Tegn til Galskab, at kaste en ærlig Karl udi et mørkt Fange-Huus for 50 Rixdalers Gield, som lover inden 3 Dage at betale, end at klage sig over saadan Medfart.

DOMMEREN.

Hør, nu er han i Vexlen igien. Det er vist nok et sterkt Raserie.

LEANDER.

Ney Hr. Dommer, jeg har min fulde Forstand som tilforn.

1. COMOEDIANT.

Jer synes kun saa Monsr. Leander.

LEANDER.

Gid I faaer en Ulykke med jer synen! Mon jeg ikke veed det selv best?

1. COMOEDIANT.

Ney, naar Patienten merker sin Svaghed, er der Forhaabning til Forbedrelse.

383

SCEN. 4.

Mester Herman. De andre.

M. HERMAN.

Hvor er den Person, som skal aarelades?

DOMMEREN.

Der staaer han.

LEANDER.
peeger paa den anden Comoediant

Det er denne Person, Mester.

Barbeeren tar fat paa den anden urette, og vil med Magt aarelade ham. Han løber og skriger:

Det er ikke mig! Barbeeren løber efter ham.

DOMMEREN.
sagte til Barbeeren

Ney, det er den anden Mand, Mester. Det er en Person, som er beskyldt for Troldom, og her udi Retten først længe har tilstaaet, at han har forskrevet sig til Fanden, men nu, naar vi examinerer ham viidere, taler han hen i Veyret om en Vexel paa 50 Rdlr. Nu kand det være, at han stiller sig saa an, for at forhale Executionen. Men disse tvende, som han har udlagt at være i Ledtog med sig, paastaaer, at han er fra sig selv, og begierer af Retten, at han maa aarelades, for at see, om han bliir siden ved sine Beskyldninger. Synes jer ikke, at det er raadeligt?

M. HERMAN.

Ach freylig! Jeg raader aldrig fra Aareladen; thi at lade sig Aarelade eengang, giør en Patient ligesaa meget got, som at bruge Doctor Bombasti Hoved-Piller et heelt Aar. Ich will dem Hr. Richter sagen, weil das Blut, auf Latein sanguis, obstruxirt ist, so folget ja nothsächlich, daß die Adern oder Vena müsse eröffnet werden. Sextus Empericus schreibt sehr gründich davon, also - -

DOMMEREN.

Vi har ikke stunder denne gang at høre paa, hvad Sextus Empericus siger; Vil I kun strax forrette jer Embede, at vi kand faae Ende paa denne fortrædelige Sag.

M. HERMAN.

Men skal de andre ikke aarlades med? Det kunde jo ikke skade, thi man kand ikke bruge en god Ting for ofte.

384
DOMMEREN.

Ney! Ney! tag kun fat paa den eene Karl.

M. HERMAN.

Nach Befehl. Ellers var jeg tilfreds, at I vilde aarlades alle, og Hr. Dommer med; thi jeg skulde expedere jer alle i et halv Qvarteer. Til Synderen. Hør, min Ven, vil I være ladet paa Armen, Foden eller Panden?

LEANDER.

Paa ingen af Deelene; thi jeg skader slet intet.

M. HERMAN.

Hvad kommer det mig ved? Her er jo en Interlocutorie Dom for, at I skal aarelades. Jeg var tilfreds, at der aldrig blev feldet andre Domme udi nogen Ræt, saa fik vi nogen Næring. Kom Cammerad, lav jer til! jeg skal giøre saa net, at I neppe skal føle dertil.

LEANDER.

Gaae mig fra Livet, siger jeg. I har selv Aarladen fornøden meere end jeg.

DOMMEREN.

Gaaer hen to Mænd, og holder ham.

LEANDER.

Ach, Hr. Dommer! handle dog ikke saadan med mig, betænk, at jeg har Magt til at appellere til høyere Ræt. Jeg svær ham til, at jeg er ligesaa frisk og sund, som jeg nogen Tid har været, og at den eneste Sygdom jeg har, kommer af den Sorg, jeg har at see mig saa uskyldig medhandlet.

DOMMEREN.

Men I bekiender først for Retten, at I har forskrevet jer for 6 Maaneder siden til Fanden, udlegger de andre af Banden, siger at Fanden er en skikkelig Mand og at Sagen i sig selv er en ringe Ting, og endelig, naar man continuerer at spørge videre om jer sorte Konst, svarer os om en Vexel paa 50 Rixdlr; hvad skal man kalde saadant?

M. HERMAN.

Das heist nicht anders, als furorem oder mania.

LEANDER.

Ach Hr. Dommer! Jeg troer ikke andet, end her er Vildfarelse i denne Sag. Her er nyeligen kommen en Protesteret Vexel paa mig. Strax derpaa kommer en og varer mig ad, at man vil trække mig i Arrest. Siden kommer Byens Folk og vil storme til mit Huus. Alt 385 dette kunde jeg nogenledes begribe, saasom jeg meente, det var for Vexelen. Men det øvrige, som siden paafuldte, har været forblommet Tøy for mig; thi da jeg lover at stille Caution, svarer de, at heele Verden ikke kand cavere for mig; da jeg sagde, at det var en ringe Sag at trækkes i Fængsel for, kalder de mig en Bespotter. Siden kommer adskillige Folk og vil spørge mig til Raads i den sorte Konst. Og endelig hører jeg med Forskrekkelse, at det ikke er for Vexelen, men for Troldom jeg sigtes. Jeg vil døe paa, Hr. Dommer, at man confunderer mig med en anden Person, som jeg maaskee ligner.

DOMMEREN.

Hvad Pokker er dette? Er det ikke for Troldom, at I er sigtet?

LEANDER.

Jeg kræver Himmelen til Vidne, at jeg ikke veed, hvad Troldom er.

DOMMEREN.

Hvorfor siger I da i førstningen, at I er skyldig?

LEANDER.

Naar Dommeren spurdte mig derom, tænkte jeg, at han meenede Vexelen.

DOMMEREN.

Men her findes jo Folk, som har hørt og seet jer mane Fanden?

LEANDER.

Jeg beder ydmygst, at de Folk maa fremkomme.

EN PERSON.

træder frem. Jeg er den Mand, Hr. Dommer, som først er bleven dette vaer. Jeg baade har hørt og seet ham mane Fanden til sig.

DOMMEREN.

Saae I da Fanden selv?

MANDEN

Ney! men mig synes, som jeg hørte et stort Bulder.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst, Dommeren vil tillade at giøre denne Mand nogle Spørsmaal, som kand give Oplysning i Sagen. Hvad Tid var det, I hørte mig øve den sorte Konst?

MANDEN

Det var i Formiddag Klokken 9.

LEANDER.

Paa hvad Sted giorde jeg det?

MANDEN

I Forstuen af jer Huus.

386
LEANDER.

Kand I erindre jer de Ord, som jeg brugte?

MANDEN

Mestendeels. I manede een af de onde Aander ved Navn Mephistopheles til jer, men forbød ham, at gaae inden for en Kreds, som I havde giort paa Gulvet. En halv Time derefter hørte jeg, tillige med en anden Mand, jer inden for at raabe paa en anden Aand ved Navn Polidorus.

LEANDER.

Denne samme Mand, som har beskyldet mig, skal ogsaa frikiende mig.

DOMMEREN.

Mig synes tvertimod.

1. ACTEUR.

Velædle Hr. Dommer, nu rører Samvittigheden mig og nøder mig at bekiende, at Monsieur Leander har manet Fanden, og at vi ere Medvidere derudi.

DOMMEREN.

Det er os kiert, at I engang gaaer i jer selv.

LEANDER.

Jeg tilbyder mig ogsaa at beviise, at Mester Herman Barbeerer er Medviidere derudi.

M. HERMAN.

Wer? ich? See hvilke forbandede Mennesker det maa være. Ach! troe dem ikke, Hr. Dommer. Jeg er en ærlig Mand, som har Navn for at være en afsagt Fiende af Saadant; thi jeg har med egen Haand sat Ild paa et Huus, som var mistænkt for Troldom, hvorvel Folkene, som bleve opbrændte, siden befandtes at være uskyldige. Saa jeg omkom 6 uskyldige Mennesker paa eengang, ja havde nær sat den heele Bye i Brand af lutter Guds Nidkierhed.

LEANDER.

I maa stille jer saa hellig an, som I vil, Mester Herman! saa skal jeg dog bevise jer det over med slige Omstændigheder, at I skal tilstaae det selv.

DOMMEREN.

Ach! Himmel! hvor kand ikke Synden i en Hast tage Overhaand. Jeg troer, at den heele Bye er befænget med Troldom.

M. HERMAN.

Ach! Hr. Dommer kand jo see, at han ikke siger saadant, uden for at bringe andre udi Ulykke med sig.

LEANDER.

Jeg begiærer ikke, at man skal agte mine Ord. Men jeg byder mig at tilveye bringe saadanne Vidnesbyrd, 387 at all Verden skal bekiende, at I har været Medviider.

M. Herman græder.
DOMMEREN.

Min gode Mester Herman! Nu er det forsiide at græde. Det skulde I have giort tilforn.

M. HERMAN.

Ach! Ach! ich bin saa unschuldig als ein Schaaf.

DOMMEREN.

Det giør mig ont for jer smukke Kone og Børns skyld. Det kand I dog forlade jer til, at I ikke skal blive fordømt allene paa deres blotte Ord, med mindre I tillige med blier lovligen overbeviist.

LEANDER.

Jeg skal bringe ham til at bekiende det selv.

DOMMEREN.

Kand I ellers udlegge nogen anden?

LEANDER.

Ja Hr. Dommer! jeg kand, naar jeg tænker mig om, jeg kand blant andre beviise, at Skriveren i denne Ret har i et heelt Aar været Medviidere derudi.

DOMMEREN.

Skriveren! Nu kand jeg begribe, hvorfor Karlen krøb under Bordet. Det var meere af ond Samvittighed, end af Frygt for disse Troldmænd. Hvor blev han hen baaret?

EN BETIENT.

Han blev ført i det næste Cabinet ved denne Sal.

DOMMEREN.

Er han frisk igien?

BETIENTEN.

Ja han sidder og spiller Dam med Dommerens Laqvey.

DOMMEREN.

Lad ham strax komme her ind.

SKRIVEREN.
trækkes ind og skriger Himmel-høyt

Ach Hr. Dommer! jeg kand ikke forrette mit Embede, naar jeg er omringet af lutter Troldmænd. De havde forhexet mine Hænder, at jeg ikke kunde skrive et Ord.

DOMMEREN.

Ach! Ach! hvilken hellig Mand! End om man kand overbeviise jer, at I er Medviidere udi den sorte Konst?

LEANDER.

Jeg vil underkaste mig 10 dobbelt Straf, dersom jeg ikke beviiser, at han har hørt og seet os giøre det, som vi beskyldes for, nogle gange. 388 DE 2 COMOEDIANTERE. Vi erbyder os til at beviise det samme.

DOMMEREN.

Fy skam jer! der staaer I udi en Maade! I bør lide dobbelt Straf, som er en Rettens Betienter.

SKRIVEREN.

Nu er jeg 40 Aar gammel, men har jeg i de 40 Aar seet nogen Nisse eller Dragedukke, end sige en fuldkommen voxen Dievel, saa vil jeg ønske, at jeg maa blive til en Diævel selv.

DOMMEREN.

Nu faaer man at høre Sandheden, naar Vidnesbyrdene komme for en Dag.

SKRIVEREN.

Hvad vil all Verdens Vidnesbyrd sige? mon jeg ikke veed det selv best?

LEANDER.

Jeg skal strax hielpe jer alle udaf Drømmen. I hørte jo forgangen Aar spille en Tragoedie kaldet Polidorus?

SKRIVEREN.

Det er sandt.

LEANDER.

Kand I ikke erindre jer, at udi samme Tragoedie indfalder en Scene, hvorudi man maner Fanden?

SKRIVEREN.

Jo jeg kand, og den Dievel heed Mephistopheles, som man manede. Men det var kun et Spil.

LEANDER.

Og det, som har foraarsaget denne store Allarm, er ey heller andet. Sagen er denne: Klokken 9 gik jeg i min Forstue og læsede over paa min Role af samme Tragoedie, som skal spilles i Morgen. Denne gode Mand, som her staaer, har hørt derpaa, og bildet sig ind, at det var Alvor, ført mig ud i Byen for Troldom, Historien er derpaa bleven forbedret, som gemeenlig skeer, og kommen med Omstændigheder Øvrigheden for Ørne, som skikkede Folk at gribe mig. Nu var just samme Tid en Vexel med Protest kommen tilbage for mig, hvorudover jeg bildte mig ind, at Arresten skulde være for den samme, og derfor altid, saa vel da, som nu her for Retten, har tilstaaet, at jeg var Skyldig, nemlig at betale Pengene, ikke udi Troldom, hvor om jeg aldrig har drømt. Til Beviis til dette, som jeg siger, leverer jeg her mit Papiir til den Person som har beskyldet mig, at han 389 kand see, om det ikke kommer over eens med det, han hørte.

ANKLAGEREN.
læser Skriftet, falder paa Knæe

Ach, Hr. Dommer! det er det selv samme. Den Allarm, som er foraarsaget, er ikke skeed af Ondskab, men af Vildfarelse. Personen er gandske u-skyldig. Jeg beder ydmygst, at jeg maa slippe med en Afbigt.

DOMMEREN.

Gid I faaer Skam med jeres forbandede Relationer.

Han gaaer bort hængende med Hovedet.
SIDSTE SCENE.

En af Comoedianternes Moder. Leanders Kiæreste. De 3 Acteurs. Skriveren.
MODEREN .
tar fat paa Skriveren

Ach! Hr. Skriver! handle ikke saa hardt med min Søn.

KIÆRESTEN.

rykker ham til den anden Side. Ach! Hr.

Skriver! tal et got Ord for min Kiæreste.

SKRIVEREN.

Ey lad mig gaae i Fred.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! det er et ungt Menneske, som læt kunde forføres.

KIÆRESTEN.

Ach! Hr. Skriver! tal et got Ord for ham hos Dommeren.

SKRIVEREN.

Gid I faae en Ulykke, I maatte lade mig være i Roe.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! vi ere alle Mennesker.

KIERESTEN.

Ach! Hr. Skriver! lad ham dog komme i det ringeste i Christen Jord.

SKRIVEREN.

Lar I mig ikke gaae, skal jeg giøre en Ulykke paa jer.

MODEREN.

Ach! Hr. Skriver! vi slipper jer ikke, førend I lover at hielpe os.

SKRIVEREN.

Hey! Gevalt!

De falder begge paa Knæe og omfavner hans Been med saadan Force, at han falder om; han reiser sig igien, løber og blir forfult af Fruentimmeret.
390
LEANDER.
til Spectatores

Nu Vantroe, atter Overtroe
I Verden Uheld fører,
Religion og Lande-Roe
Som vexelviis forstyrrer.
Spør nogen, hvad som farligst er
Og skader mest af begge,
Da svares kun, at hver i sær
Kand Verden ødelegge.
Den Forskiæl mellem disse to
Fast ellers lige Lyder
Er, at den blinde Overtroe
End Synder kalder Dyder.
Thi den af Mord, af Rov, af Brand
Sig bryster, og formeener,
At ved Misgierninger den kand
Mest Himmelen fortiene.

Hexerie eller Blind Allarm
Noter

S. 313.
Rdlr., Rigsdaler. - Part, Andel. - Vexel med Protest, dvs. forsynet med Notarius Publicus' Bevidnelse af, at Betaling eller Accept af den forfaldne Veksel er blevet nægtet. - Acteurs, fr. Skuespillere. - Monsieur, fr. (min) Herre; Hr. - continuerer, fortsætter.

S. 315.
Keiser Carl den 5te, tysk-romersk Kejser og Konge af Spanien (1500-58). Den spanske Krones Valgsprog var Plus ultra, lat. stadig videre. - det 5te Monarchie. Man inddelte dengang Verdenshistorien i 4 Perioder: det assyriske, det persiske, det græske og det romerske Monarki. - Laab, Løb, Gang.

S. 316.
Mephistopheles. Navn paa Djævelen, især kendt fra Sagnet om Dr. Faust (16. Aarh.), der sluttede en Djævlepagt med Mefistofeles. - Gestalt, Skikkelse.

S. 318.
Smeede Kone. Smede regnedes fra gammel Tid for at høre til de »kloge« Folk.

S. 319.
afbrudte, afbrækkede. - min Mand, min Hjemmelsmand (den, hvorfra man har sin Viden).

S. 320.
flyde paa Vandet. Hvis en Kvinde flød ovenpaa, naar hun med 391 sammenbundne Hænder og Fødder var kastet i Vandet, havde man et Bevis for, at hun var en Heks. - Mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 321.
Hr. Niels, dvs. Præsten; det var Skik at kalde denne med Hr. og Fornavn. - skikkelige, respektable.

S. 322.
Lysetang, Lysetande (det Stykke af Vægen som kan antændes). - At ryge med Lysetande, dvs. at lade Tællelysene ose, ansaas for et Middel til at holde Spøgelser borte.

S. 323.
Glaubfresser. Navnet er dannet af ty. Glaube, Tro, og Presser, Ædedolk.

S. 324.
Skam der bier, Skam faa den der venter. - om mit Navn det er, om det er mig, det drejer sig om. Eller: saa sandt jeg hedder -.

S. 325.
Efterstykke. Efter en Tragedie spilledes som Regel et lystigt Efterstykke (Nachspiel).

S. 326.
det Italianske Theafre, Skuespilleren Evariste Gherardis bekendte Samling af fransk-italienske Maskekomedier, »Den italienske Skueplads« (»Le Théâtre italien«, 1691-97 og senere). Se ogsaa Indledning til Ulysses von Ithacia, i Bind IV. - Doctor Baloardo, en hyppigt forekommende Person i Théâtre italien's Stykker. - Machiner, Udstyr; Dekorationer. - Doctor Machine, Doktorforklædning, - maske. - exercerer sig, øver sig. - Spectatores. lat. Tilskuerne.

S. 327.
Portechaise, fr. Bærestol. - Lucifer. Navn paa Djævelen.

S. 328.
som kand paatage sig mindre Skikkelser, som mindre kan paatage sig Skikkelser. - u-disputeerlig, uomtvisteligt; ubestrideligt. - Curiositet, Nysgerrighed.

S. 329.
resolvere sig, beslutte sig. - gemeene, almindelige.

S. 330.
Relationer, Beretninger.

S. 331.
Byens Folk, Politiet. - besynderlig, især.

S. 332.
skyldig. Ordet kan betyde: 1) at være skyldig i Lovovertræ- delse, til Straf. 2) at skylde Penge, være i Gæld. Heraf de følgende Misforstaaelser. - legge dem ud. Det almindelige Udtryk for at anmelde Hekse til Øvrigheden; angive dem. - Pardon, Eftergivelse; Naade. - cavere, stille Kaution.

S. 333.
heele Gefatterskab, hele Familien (egl. samtlige Faddere), her: alle jeres Ledsagere. - uden Pass og Afsked, uden Anbefaling. - Det gier ogsaa ingen gode, det nytter heller ikke noget. - giør han sig haard. Spøgelser mentes at have den Egenskab at kunne gøre sig usaarlige for kugler; disse fløj i Stedet tilbage paa Angriberen og dræbte ham. - Morgenstjernene, Vægternes Køller (forsynet med Pigge i Slagenden). - bugne, bøje sig. - Exsecution, Fuldbyrdelse af Straf; Udlæg (ved Udpantning).

S. 335.
Stoder Konger, Stodderkonger, dvs. Gadebetjente. - Alexander Magnus, Alexander den Store. - Corps de Bataille, fr. 392 Hovedstyrke. - figtet, fægtet, kæmpet. - Det er artig nok, den er ikke daarlig. - Salarium, lat. Salær, Betaling.

S. 336.
hvad kand jer Creditor vinde. Kreditor skulde selv betale Skyldnerens Underhold i Gældsfængslet. - Spillefugle, Spøgefugle. - fixere os, holde os for Nar. - Qvintin, gammel Vægtenhed, ca. 3 Gram.

S. 337.
applicere, anvende. - Gripomenes. Nedsættende Betegnelse for Rettens Haandhævere (Politibetjente, Vægtere m.v.). - Besvæ- ringer, Besværgelser. - viise igien, mane tilbage; se ndf. S. 350. - Geister, Aander. - Staal. Ifølge Overtroen beskyttede Staal mod Troldtøj.

S. 338.
slaae Øyet ud. Man troede, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og saaledes afsløre ham.

S. 339.
Canailler, Slyngler. - Bakkelse Bester. Alm. Skældsord (muligvis Omdannelse af Bagbæst): Bæster, Asner. - u-formodentlig, uventet. - sagte, sagtens.

S. 340.
gribe mig an, gøre mig Umage. - Camfordt, Kamfer. - continuere, fortsætte.

S. 341.
Discretion, Belønning; Erkendtlighed.

S. 342.
Fendriken ... Sergeanten. En Fændrik var en ung Befalingsmand (i en Fodfolksafdeling), der skulde bære og forsvare Afdelingens Fane. En Sergent en Underofficer lige over Korporal. - capabel, i Stand til. - Tydsk. Dette var Kommandosproget i Hæren. - med sit eget Haar, dvs. uden Paryk, som det var Skik inden for Militæret.

S. 343.
finde min Reigning, se min Fordel. - recommendere, anbefale. - fodre, fordre.

S. 344.
Corrasi! Forvanskning af fr. courage, Mod. - man kommer til Examen, man begynder Forhøret.

S. 345.
Maansøren. Forvanskning af fr. monsieur, Herren.

S. 346.
Varulv, i Folketroen en Mand, der var forvandlet til en Ulv og Anstifter af Ondt.

S. 347.
den sorte Konst, sort Magi, der til Fremme af slette Formaal mentes at paakalde de djævelske Magter.

S. 348.
den sorte Skole udi Wittenberg. Sagnet henlægger Skolen for Trolddomskunst til flere forskellige Steder, men under Reformationen blev Wittenberg den foretrukne Lokalitet. - Manufactur, Fabrik. - den lange Kiole, dvs. den Dragt, Lægerne bar. - Disputer, Ordstrid.

S. 350.
med Dørren, med Bortjagelse. - viise igien, mane tilbage; aabenbare det skjulte (især Tyvekoster). Et tilbagevendende Udtryk i Forbindelse med Udøvelsen af de hemmelige Kunster.

S. 351.
curieux, fr. interesseret, videbegærlig, nysgerrig. - Bonden i Comoedien. I Molières Komedie »Le Médecin malgré lui« 393 (1666) bliver Sganarelle pryglet til at være Læge; han bliver »Doktor mod sin Vilje«. - Arrestanterne, de som skal foretage Arrestationen.

S. 352.
Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - tilforn, tidligere. - varlig, forsigtigt.

S. 353.
Promoveret Doctor, har taget Doktorgraden.

S. 354.
gir ... ingen efter, staar ikke tilbage for nogen. - informeret, undervist.

S. 355.
excellente, fortræffelige, ypperlige. - in philosophia occulta, lat. i den hemmelige (sorte) Kunst. - Albertus Magnus, lat. Albert den Store, tysk Teolog (1193-1280), som tillige regnedes for en Troldmand. - Cyprianus, Biskop i Karthago (d. 258) og en kyndig i Magien. - Autor in Magia Naturali, Forfatter i naturlig Magi, dvs. Naturvidenskab, der for Lægfolk ofte tog sig ud som Trolddom. - maatte spilde din Bærme etc., gammel Talemaade: du skulde ikke lade din Fuldskab gaa ud over uskyldige.

S. 356.
caresseer, klapper. - Gevalt!, Hjælp!

S. 358.
Actrice, Skuespillerinde. - zierligen, sirligt, fint. - obligerer, forpligter. - Materie, Stof.

S. 359.
Drage-Dukke, ifølge Folketroen et overnaturligt Væsen, der skaffede den Person, det boede hos, Penge, Lykke o. lign.

S. 360.
Kiæreste, Ægtefælle. - Raison, Aarsag, Grund. - artig, dydig. - Choser, Skoser, Stikpiller. - u-angenemt, ubehageligt. - Actæon, i græsk Mytologi en Jæger, som belurede Gudinden Artemis i Badet; til Straf herfor forvandlede hun ham til en Hjort og lod ham sønderrive af hans egne Hunde. - Mademoiselle, fr. Frøken.

S. 361.
Hans Frandsen, Hovedpersonen i »Jean de France«. - Vertichoux ... pendue, fr. Guds Død (egl. vertu de Dieu: Guds Dyd), hvilken Hændelse! Man siger, Banden skal hænges.

S. 362.
He bien ... gratule, Ej Frøken, jeg ønsker til Lykke (ukorrekt Fransk for : Je vous félicite). - Bande, Skuespillerbande, -trup. - Que diantre ... pas, For Pokker, har De ikke --. - Je vous dis, Mademoiselle, Jeg siger Dem, Frøken. - Mardi, egl. Mere de Dieu, Guds Moder. - at rettes, at henrettes. - Pasqviller, Smædeskrifter. - honnêtes gens, hæderlige Folk. - Je me ... Grivoise, Jeg blæser ad Jer, Fru Uartig. - pour ... la nation, for at gøre Nationen Ære. - Le Roi de France, Frankrigs Konge (Ludvig XV). - Monseigneur et Madame, dvs. Hertugen af Orléans og hans Gemalinde. - Laissez passer ... là, lad denne Kavaler passere ind og ud, dvs. over Grænsen (Formel for Rejsepas). - Geburts-Dagene, Fødselsdagene. - Ovis pardi si fait Madame, Javist, Frue. - Versailles ... Marli [dvs. Marly], franske kongelige Slotte. - honnête Homme, retskaffen, dannet Mand, »Gentleman«. - Skabrak, Saddeldækken; Ridetæppe. - 394 besynderlig, især. - ce cheval, denne Hest - idet Apelone sætter Lighedstegn mellem Ordene cavalier og cheval. - quelle ... bete, Hvilken Sammenligning! Aah det stakkels Fæ!

S, 363. Pillori, fr. pilori, Gabestok, Skampæl. - est il possible?, er det muligt? - vittige, kloge. - eet slags, een og samme Slags. - besværget, besværet, generet. - en Bagatelle, fr. som en Bagatel. - Aristoteles, græsk Filosof (384-322 f. Kr.). - Ein ... Veracht, ty. En klog Mand betragter Daarernes Udskælden (Schimpferei) med Foragt (Verachtung). - polere, afslibe, gøre dannet, kultiveret.

S. 364.
Politie, Politik. - jeg vil tiene hende, jeg skal sige hende. - raillere, drive Spot med. - Passion, Lidenskab.

S. 365.
Discourser, Samtaler. - Rallcrie, fr. raillerie, Spot. - ergo, lat. altsaa, følgelig. Det samme som derfor.

S. 366.
End om, men hvis nu, sæt nu. - Fruestuer, Kvindernes Opholdsrum. - a part, fr. til side. - Apropeus, Forvanskning af Apropos. - Pul Asser; »Det assyriske Riges første Konge Phul« nævner Holberg i sin latinske Lærebog, Synopsis, i Verdenshistorie (1733, Samlede Skrifter IX, S. 29). - Anders Christensen, norsk Skibsbarber, hvis Rejsebeskrivelse udkom 1728. Holberg kan have kendt den tidligere gennem Afskrifter.

S. 367.
von Qvoten. Teaterentreprenøren Salomon von Qvoten, hvis tyske Forestillinger i Brolæggerstræde betød Konkurrence for den danske Skueplads i Lille Grønnegade. - Ich ... erfreuen, ty. Jeg har Grund til at glæde mig over jeres Fald. - Doctor Faustus. Paa Marionetteatrene vistes ofte det gamle Dukkespil om den tyske Mirakelmager Faust, der forskrev sig til Djævelen. - Zauberey von Armida, Armidas Trolddom var en Hauptund Staatsaction; se Ulysses von Ithacia. - toutafait, fr. tout à fait, aldeles; dette adverbielle Udtryk bruges her fejlagtigt som Adjektiv = fuldkommen. - Ulysses von Ithacia. I denne Komedie (opført 1724), med Undertitlen »En tydsk Comoedie«, havde Holberg netop parodieret de regelløse og voldsomme Skuespil, som opførtes af von Qvotens Trup.

S. 368.
Adam og Eva. Holberg havde i Bergen set et Stykke med denne Titel (Epistel 332). - liderlige, daarlige, slette. - det tiener ikke, det er ikke heldigt. - slutte mig ind, holde mig inde. - Monfrere, fr. mon Frère, min Broder.

S. 369.
have Gienge, være i (almindelig) Brug, være gængs.

S. 370.
Objection, Indvending, Modargument. - artig, vittig, aandrig. - examinere, undersøge. - superstitieux, fr. overtroisk.

S. 371.
blive tilstede, bliver hjemme. - fordølget, skjult, nemlig Skuespillerne, for at disse kan undgaa Justitien, Justitsen, Retsvæsnet.

395

S. 372.
Sigelse, Udsagn, Paastand. - Musqvetterne, Musketterne; Luntebøsser, alm. Fodfolksildvaaben i 16. og 17. Aarh.

S. 373.
Republiqve, Stat.

S. 374.
uhørlige, uhyrlige; utrolige. - læse, holde Bøn.

S. 376.
fra min Haand, fra min skriftlige Forpligtelse, Underskrift. - Examen, Undersøgelse. - erbyder, tilbyder. - 24 Rigsdaler; i 3. Scene: 25, som nok er det rigtige.

S. 377.
Vexel Ræt er den største, en Veksel berettiger til hurtigere Retsforfølgning end andre Gældsbeviser. - dult, dulgt, skjult. - haft god Credit for, næret Tillid til. - Convulsioner, Krampetrækninger.

S. 378.
Scheu ... nicht, Fordrejelse af det tyske Ordsprog: Thue das Recht und scheu den Teufel nicht, gør det rette og frygt ikke Djævelen. - Pust, Stød.

S. 379.
Hovedvands-Æg, Lugtedaase (af Form som et Æg).

S. 380.
Fiscal, Anklager. - givet os an udi sær, angivet os særskilt.

S. 382.
Lancette, lille tynd, tveægget Operationskniv.

S. 383.
Executionen, Fuldbyrdelsen af Straffen. - freylig, ty. freilich, jo vist. - Ich will ... also, paa ukorrekt Tysk: Jeg skal sige Hr. Dommeren, da Blodet, paa Latin sanguis, er forstoppet, saa følger jo nødvendigvis, at Aarerne eller Vena (lat.) maa aabnes. Sextus Empiricus skriver meget grundigt (griindlich) derom, saaledes -- - Sextus Empiricus, græsk Læge, berømt som skeptisk Filosof (2. Aarh. e.Kr.).

S. 384.
Nach Befehl, efter Ordre; som man befaler. - jeg skader slet intet, jeg fejler slet ikke noget. - Interlocutorie Dom, Dommerkendelse, der afgør et under en Retssag opstaaet Spørgsmaal angaaende Sagens Gang. - furorem, lat. furor, Raseri, Galskab. - mania, gr. Vanvid.

S. 385.
confunderer, sammenblander.

S. 386.
afsagt Fiende, erklæret, svoren Fjende.

S. 387.
Schaaf, ty. Schaf, Faar.

S. 388.
udi en Maade, i en slem, kedelig Situation. - ført mig udi Byen for Troldom, udraabt mig som Troldmand. - gemeenlig, almindeligvis, sædvanligvis.

S. 389.
Fruentimmeret, Fruentimmerne.

S. 390.
Spectatores, lat. Tilskuerne. - Fast, næsten. - Lyder, Fejl. - End Synder, selv, endog Synder.

396