Holberg, Ludvig SCEN. 4.

SCEN. 4.

Dorothea. Sganarell.

DOROTHEA

Aa! det er en Ynk at see paa den stakkels Jomfru; Intet i Verden kand trøste hende, men hun raaber hver Øyeblik: Min Verdens Glæde er mig berøvet, Melampe er borte. Men der seer jeg Sganarell; stakkels Karl, han er lige saa bedrøvet som vi andre. Jeg seer, Sganarell, at du er en troe Tienner og tager Part i Jomfruens Sorg; du seer ret ilde ud af Sorg.

SGANARELL

Ja jeg har nok Aarsag at sørge; jeg har større Sorg end I andre.

Han græder.
DOROTHEA

Har du nogen a parte Sorg?

SGANARELL

Ja, jeg har een, som bringer mig i Graven. Vor gamle sorte Kat, som jeg elskte som min kiødelige Broer, har faaet ont i sit eene Been; Jeg frygter, at det er Podagra.

Han græder.
DOROTHEA

See engang hvilken Phantast! der ligger stor Magt paa en raaden Kat.

SGANARELL

Hør Dorthe, eftersom vi skal spille Tragcedie i Huuset, saa maa jeg jo ogsaa ha en Rolle; thi at hænge sig for en Kat eller Hund, fortienner lige store Ære-Støtter, de er u-mælende Bæster tilsammen. Hvilken der er meest fornemme eller bør staae høyest i Rangen, er mig u-bekiendt.

DOROTHEA

Det vil gaae dig ilde, dersom Jomfruen faaer høre at du legger ikke meere Sorgen paa Hiertet, men ligner din lumpen Kat ved saadan et artigt Creatur som Melampe.

SGANARELL

Men ræt Alvor, gaaer denne Sorg jer til Hierte, Mammeselle?

DOROTHEA

Mit Hierte er færdig at briste af Sorg.

SGANARELL

Jeg merker nok, at I gaaer med en Frue i Maven. See engang hvilke fornemme Nykker hun har allereede.

59
DOROTHEA

Jeg skal min Troe klage dig for Jomfruen.

SGANARELL

Meener I, at alt dette, som jeg har sagt, var mit Alvor? Ney, jeg sørger min Troe ligesaa meget som nogen anden, og jeg har allereede giort et Sørge-Vers over Melampes Forliis.

DOROTHEA

Jeg kiender dig nok, din Spotte-Fugl.

SGANARELL

Det er min Troe sandt jeg siger. Jeg veed, at der blir holdet Sørge-Stue, og saa skal der jo deeles Vers ud. Nu løber jeg hen til den, som er Imprimatur i Aar, at han skriver derpaa. Adieu!

De gaaer.