Holberg, Ludvig SCEN. 5.

SCEN. 5.

GUSMAN
alleene med Melampe paa Armen.

Mon der kommer nogen efter mig? Ney jeg seer ingen. Jo der kommer een. Ney det var min egen Skygge. Aa! nu faaer jeg min Aande igien. Hey! Hvad vil den Spion? Wer da? Ney, der er ingen; mit eget Blod giør mig bange.

Han begynder at skraale.

Aa - - - See der har I den tilbage, spar mit Liv. Men der er jo slet ingen. Hvad kand dog ikke Frygt giøre? Mig synes hver Øyeblik at være omringet af Folk, skiønt jeg er gandske alleene. Nu seyler jeg i Havnen og har kastet Anker. Om nogen spør herefter, hvo der er den største Mand i Verden, da kand svares uden Betænkning, det er Gusman; thi jeg har giort selv samme som Paris Kong Priapi Søn af Troja, der tog Helene bort. Homerus eller Senecus burde staae op af Graven igien for at beskrive i lige saa tyk Bog disse mine Bedrifter; Thi vore Tiders Poeter er ikke den Ære værd. Nu vil jeg giøre en Lignelse mellem mig og Paris, at den gunstige Læser kand deraf see, hvilken af os er størst. Gaaer vi til Fødselen, da var Paris vel en stor Junker, og jeg en Carnali, men just fordi jeg er en Carnali, just derfor er jeg større end han; thi han som en 60 fornemme Mand var oplært i Intriguer, og derfor ikke maa takke saa meget sig selv som sine Forældre for god Optugtelse. Mine kiære Forældre derimod var Dosmere og Slyngeler, jeg selv er opdragen som en Skabhals, og dog har giort samme Bedrifter som Paris; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris havde paa Reysen med sig Raadgivere, som alle var durchtrængende Karle, der kunde sige: Saa og saa skal eders Durchleuchtighed gaae jere Sager an (om jeg mindes ret, saa var der ogsaa Cardinaler i hans Raad, hvilke Karle man kand bruge til alting) men jeg var mutter alleene. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris bortsnappede det skiønneste Creatur, nemlig Helene, i Grækenland; jeg derimod det skiønneste Creatur Han viiser Hunden frem. udi Italien. Nu er Italien større end Grækenland; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Den skiønne Helene var af de slags Qvinder, om hvilke man siger i Sprichwortet: Den er god at lokke, som efter vil hoppe. Jeg derimod bortsnappede Melampe allene med Behændighed; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Helene blev tagen paa aaben Mark under Høymesse, da ingen Folk var tilstæde, jeg derimod har taget Melampe af hans Frues Sove-Kammer; Ergo er jeg større end Paris. Videre: Det Bytte, som Paris fik, var en Hertugs Datter, mit derimod en Skiøde-Hund - - - Ney det gaaer ikke an, der i var Paris større end jeg; Dog lad mig eftertænke det, jeg vilde nødig gie ham efter i noget. See nu reeder jeg mig derfra: Mangen een elsker og sætter større Priis paa sin Skiøde-Hund end sin Datter; hvad som er i meest Priis, det er størst, Ergo er jeg ogsaa i den Post større end Paris. Endnu kommer jeg en Post ihu: Paris maaskee har aldrig været til i Verden, eller i det ringeste ikke bortsnappet Helene (thi vi har kun nogle gamle Vers derfor, og man veed, at en Poet kand lyve saa stærk som en Hest kand rende) men jeg er virkelig til og har virkelig giort dette Rov; Ergo er jeg større end 61 Paris. Nu vil jeg fortælle, hvordan det er tilgaaed med dette Rov, efterat jeg først har rørt noget om Melampes Byrd og Herkomst. Dette Creatur, som formedelst sin Skiønhed har sat Spliid imellem 2de Høyadelige Jomfruer, er fød og kommen til Verden for 4 Aar siden. Hans Moer heed Diana, en troe Tienerinde og Client af det Pandolfiske Huus, og var formedelst sin Dyd og Skiønhed saa meget elsked af Hyacintha den gamle Pandolfi Frue og Philocynes Moer, at Pandolfus, hvorvel en sagtmodig Herre, straffede hende ofte med Ord derfore; men det kunde ikke hielpe, thi Kiærligheden tog meer og meer til, saa at da bemeldte Diana døde i Barselseng med denne Melampe, døde ogsaa Fruen strax derefter af Sorg.

Han peger paa Hunden og siger:

(Taarene staaer det stakkels Creatur i Øyene, naar hun hør tale om sin Moer.) Hvo Melampes Faer har været, derom kand intet vist siges, dog holdes en ved Navn Hector, som havde Omgiængelse med Moeren Diana, at være saa nær som nogen dertil. Den gamle Herre Pandolfus og Hyacintha efterlod sig en Søn ved Navn Pandolfus, som et Aar for Forældrenes Død reyste til Africa, at stride for de Christne mod Morer og Saracener, og 2de Døttre Lucilia og Philocyne. Til denne sidste, nemlig Philocyne, testamenterede Moeren Hyacintha den nyfødde Melampe udi Luciliæ Fraværelse, som ved sin Tilbagekomst protesterede solenniter derimod, foregivende, at saadant kostbar Bytte hende, som den Førstefødde, skulde tilhøre. Men Philocyne havde ingen Øren dertil, hvorudover der reyste sig Uvenskab imellem Søsterne, som stedse indtil denne Tid har skilt den eene fra den anden. Imidlertiid har Lucilia ved Practiker arbeydet paa at faae Melampe i Hænderne, men forgiæves, indtil omsider hendes Kiærestes troe og vel-meriterede Tiener, jeg Gusman, har giort det mueligt, som tilforn var u-mueligt, og med List bortsnappet denne Tarentinske Helene, hvilken Gierning 16 Laur 62 bær-Krantze ikke kand belønne; thi jeg tar heller Penge. Intriguen gik for sig paa denne Maade: Melampe havde faaet for nogle Dage siden en lille Hævelse i sit eene Bagbeen, hvilket da jeg fik at viide, gav jeg mig ud for en Doctor og tilbød mig inden 4re Timer at ta samme Hævelse-Syge bort; men jeg giorde saa længe Visiter til den Syge, indtil jeg saae min Tempo og tog den bort. Nu er all min Sorg, hvor jeg skal faae fat paa min Herre Leander, for at overlevere ham denne Skat, hvorudi all hans Lykke og Velfærd bestaaer. Han brænder af Kjærlighed til Lucilia, men kand ikke vinde hendes Hierte, med mindre han flyer hende Melampe. Men jeg maa hen og kaste min Doctor-Kiol af, og siden oplede min Herre.

Han gaaer.