Holberg, Ludvig SCEN. 7.

SCEN. 7.

Sganarell. Dorothea.

SGANARELL

Jeg lovede at viise jer nogle Sørge-Vers, Mammeselle, men jeg erindrede siden, at jeg har ingen giort. Det er ogsaa noget gemeent nu at være Poet, thi jeg troer, her er lige saa mange Vers-magere i Byen, som der er Fluer i September Maaned; tilmed saa veed jeg ikke, om Melampe er død.

DOROTHEA

Ney, hun lever endnu.

SGANARELL

Hvor er hun da?

DOROTHEA
hun vil gaae.

Gak fra mig, din vanartige 67 Skielm! jeg vil ikke sige det; jeg skal ikke sige det, om man end legger mig paa Pinebænken.

SGANARELL
følger efter hende.

Aa min allerkiæreste Dorthe, siig mig det.

DOROTHEA

Ikke om du gav mig all Verdens Guld.

SGANARELL

I veed jo, at jeg kand tie.

DOROTHEA

Bort, bort, du frister mig kun forgiæves.

SGANARELL

Siig mig kun den Persons første Bogstav, i hvis Eye den er.

DOROTHEA

Hverken den første eller den sidste.

SGANARELL

Saa maa I da gierne beholde det hos jer selv.

Han gaaer.
DOROTHEA

Hør Sganarell!

SGANARELL

Jeg er ikke nysgierig.

DOROTHEA

Vil du da beholde det hos dig selv?

SGANARELL

Naar jeg intet faaer at vide, saa har jeg ingen Fristelse.

DOROTHEA

Nu skal du vide det, om du blev gall.

Sganarell holder for Ørene, hun tar Haanden fra og raaber:

Leanders Tiener har practiseret den bort til Lucilia.

SGANARELL

Jeg vidste nok, hvordan man skal bære sig ad, naar man vil ha noget at vide af Fruentimmer. Men Dorothea, det er en forskrækkelig Tidende. Det er best, at vi tier dermed.

DOROTHEA

Ney nu maa det ud. Nu er der alt kommer* Hull paa mig.