Holberg, Ludvig SCEN. 5.

SCEN. 5.

Polidor. Philocyne.

POLIDOR
Hvad har min Jomfru her sin Tiener at befale?
PHILOCYNE
Hævn, Polidorus, Hævn! viid at Lucilia
Med Svig og List mig har Melampe taget fra.
Leander Instrument til dette Rov har været,
Luciliæ han nys Melampe har foræret,
Han længe luuret har paa denne kostbar Skat
Og endelig den nu i Hænder faaet fat.
Man maa med væbned Haand fra Fienden Byttet tage,
Thi de med gode ey vil give den tilbage.
Jeg tæres vil af Sorg, hvis jeg ey hævned blir,
Hvis I tilbage mig Melampe ikke gir.
Lad ey Lucilia u-hævnet mig fixere,
Lad hende over mig ey længe triumphere,
Gak Polidorus, gak med væbned Haand derhen,
Skaf med Melampe mig min Lyst, mit Liv igien;
Thi intet kand mig fra mit blodig Forsæt skrekke.
Bryd ind med Stormer-Haand, lad flyde Blod som
Bække,
Viis hermed hvad I mod mig udi Hiertet bær,
At eders Kierlighed ey falsk og sminket er.
POLIDORUS
I tør om intet mig, min Jomfrue, længe bede,
I veed, mit Liv, mit Blod til Tieneste staaer reede;
Naar I mig giver Nik, mig intet skrækker af,
For Philocyne jeg med Glæde gaaer i Grav.
Men see, en Søsters Blod mig bydes at udgyde,
Betænk hvad ont der vil af saadan Gierning flyde!
Leander frelset har mit Liv og er min Ven,
Jeg pligtig er for ham at offre Liv igien.
Skal jeg mit Sværd imod min Vens Indvolde vende?
Skal da vor Venskab saa u-lykkeligen ende?
Til alting brug mit Sværd, men spar mig herudi,
Send mig i Graven, men ey for Forræderie.
74
PHILOCYNE
Ach Philocyne! dig all Verden maa beklage,
At du af Elskovs Skin dig ladet har bedrage.
O Qvinde-Slægt, byg ey paa Løfter meer og Eed!
Naar Prøve giøres skal, da til Koldsindighed
Forvandlet Elskov blir, da Masqven man aftager,
Alt det som før var kiert, man vender Ryg, forsager.
Din Kierlighed, jeg seer og merker, Polidor,
Ey andet er for mig end som en meteor,
I hvis Beskuelse naar meest Behag man finder,
Naar man den prægtigst seer, den i en Hast forsvinder;
Som hoven Sneemoes, der paa Fadet prægtig staaer,
Der lover store Ting, men Munden intet faaer.
Mod Qvinde-Kiøn man med Satyrer Landet fylder,
For Ubestandighed hveranden man beskylder;
Af mit Exempel og af andres man dog seer,
At nu omstunder det er Mandfolks Characteer.
Hvor gavmild ikke er en Cortisan paa Eeder,
Med hvad Forpligtelser han Vey sig ey bereeder,
Naar Jomfru-Hierter han i Snaren bringe vil!
Men det gaaer herudi som udi Skue-Spill:
Naar Elskov sluttet er, saa Spillet Ende haver,
Man til nye Elskov sig en anden Aften laver,
For Florabella nu man udi Døden gaaer,
Nu for en Phillis man med Sværd for Brystet staaer.
Føer den ey Titul ret af en bestandig Hyrde,
Der for en Nymphe sig hver Aften fast vil myrde?
Hver Beyler om man nu giør til Comoediant,
Af min Ulykke jeg beviiser det er sandt.
I har, O Polidor, den samme Vey udfundet,
I Philocyne har med Løfter overvundet,
Jeg tænkte, Polidor en ret Mirtillus er,
Jeg Amarillis, som han eene haver kiær;
Men Himmel, jeg til min Ulykke haver læret,
At det ey Kierlighed, men Sminke haver været,
Enhver Forpligtelse en Lokkemad kun var,
Som en u-skyldig Siel i Snaren styrtet har.
75 Jeg uden Afskeed gaaer og eder plat forlader,
Den som jeg elskte meest, jeg nu for alle hader,
I Philocyne ey for Øyen meere seer,
Jeg eengang skuffet er, sligt oftere ey skeer.
Hun gaaer bort.